Evidenskrav og faktisk politik

Danmark er lukket ned igen, nu med masketvang på alle offentlige, indendørs steder. Alkoholsalg er forbudt efter 22, og både regeringen og Seruminstituttet har advaret mod eksponentielt stigende smitte. Der ligger således en relativt eksplicit advarsel i, at hvis danskerne ikke sørger for ikke at blive smittede, vil de slå endnu hårdere ned på vores sundhedsforbrydelser. Frederiksen, Mølbak og resten har dog et stort problem: Det er åbenlyst for alle, der har tålmodighed til at sætte sig ind i sagerne, at regeringen og myndighederne ikke har evidens for, at deres politik er effektiv.

Mens der altid er nogen borgere, der mener at politikere slet ikke behøver at have evidens for at indgribende politik virker, står det egentlige spørgsmål derfor mellem dem, der mener at der altid bør være evidens og dem, der mener at man ikke rimeligt kan kræve evidens i den nuværende situation. Det er således både et spørgsmål om hvorvidt man har evidens, og om man bør kræve den.

Med hensyn til det første spørgsmål er vores holdning her ganske klar: Regeringen har ingen evidens for nedlukningerne, masketvangen eller grænselukningerne. Min egen evaluering af nedlukningspolitik viser en effekt på nul, ligesom flere andre nye studier. Visse studier indikerer, at den virker, men med den vigtige – og generelt oversete – forskel, at disse studier bruger computermodeller til at vurdere, hvor store dødstallene ville være uden nedlukning. Disse computermodeller har vist sig at overdrive voldsomt og være tæt på ren nonsens. Det er blandt andet på den baggrund, at superforskeren John Ioannidis (Stanford University) heller ikke mener, at der er evidens for at nedlukningspolitik redder liv (se ham pille konklusioner fra ICL-modellen fra hinanden her eller læs her). Selv de steder, hvor folk har være ramt af udgangsforbud og er sat i de facto husarrest, har man ikke kunnet konstatere færre dødsfald (læs analysen her).

En del af problemet for mange borgere uden decideret videnskabelig træning er at skelne mellem evidens og myndighedernes til tider absurde påstande om evidens. Kåre Mølbak påstod for eksempel forleden, at 95 % af dem der var døde med corona, var døde af corona. Han uddybede efterfølgende overfor Ekstrabladet, at ”i de 276 af de 277 tilfælde blev det vurderet, at COVID-19 kunne have været årsag eller medvirkende årsag.” Hans argumentation var, at i kun ét tilfælde kunne man fuldstændigt afvise, at Covid kunne have haft noget med dødsfaldet at gøre. Det fik ham derfor til at mene, at alle andre skyldtes Covid! Forestil dig, at ud af 277 dødsfald blandt folk, der alle har ligget på sofaen om eftermiddagen, er én død af at blive skudt, og man derefter konkluderer, at sofaligning har slået alle de andre ihjel. Argumentet er åbenlyst absurd, men den slags nonsens-evidens accepteres for tiden af danske journalister der efterfølgende – uforvarende eller med vilje – narrer almindelige danskere.

Disse indvendinger er dog nyttesløse, hvis folk ikke mener at der overhovedet er brug for evidens. Jeg har mødt flere, der mener at politikerne i særlige situationer ikke bør afkræves evidens for deres politik. Argumentet er, at i nødsituationer hvor man er tvunget til at reagere hurtigt mod en ny trussel, kan man ikke vente på at der samles evidens eller laves studier. I nogle situationer er det faktisk et godt argument, men det fortjener også omtanke. Sat på spidsen er argumentet, at hvis der er en potentielt stor trussel et sted derude, er den rigtige handling at affyre sin Uzi ud i tågerne, der omgiver en. Der vil være en vis sandsynlighed for, at man faktisk rammer truslen, hvilket er kernen i argumentet om at handle uden evidens. Der vil dog også være en sandsynlighed for, at man forvolder alvorlig skade ved at ramme naboens bil, hund eller hende selv.

Det er i vurderingen af sandsynligheden for at ramme truslen versus at ramme noget eller nogen, man ikke burde ramme, at uenigheden ligger. Min overbevisning i den nuværende situation er, at vores erfaring viser at sandsynligheden for at ramme forkert er meget stor, mens sandsynligheden for at man kan nedkæmpe en virus på en fundamentalt anderledes måde, end man har gjort i et århundrede, er meget lille. Derudover kommer problemet, at vi de sidste ni måneder har fået stadig mere viden om virussen, som Otto Brøns-Petersen og jeg allerede i maj understregede i Berlingske.

Farerne ved at reagere hurtigt har man kunnet se i lang tid, og ikke kun i Danmark. Frederiksen-regimet har tiltaget sig enorm magt, godt hjulpet af et nyttesløst Folketing, og informerer ikke engang de andre partier når politikken ændres. Som et interview med juristen Jonas Christoffersen i Berlingske viste, havde en række politikere ikke opdaget, at rationalet for nedlukningerne og forsamlingsforbuddet havde ændret sig fra at beskytte kapaciteten i sundhedsvæsenet over at forhindre dødsfald til nu at sigte mod at forhindre nogen smittede overhovedet. En del af lovforslaget til ny epidemilov indeholder også, at Styrelsen for Patientsikkerhed skal have ret til at tvangsinternere smittede – dvs. styrelsen får mulighed for at frihedsberøve borgere uden ankemulighed, uden dommer skal acceptere det, og uden de andre check der findes, når politiet gør det – og vel at mærke smitte med sygdomme fra en liste, som sundhedsministeren beslutter.

Som jeg ser det, er faren at politikere tiltager sig langt mere magt og efterfølgende – som en lang række studier har bekræftet i andre situationer – ikke slipper den igen. Faren er også, at de stirrer sig blinde på ét problem, mens de glemmer andre. I forbindelse med Covid er de ekstra selvmord og hjertetilfælde og de sandsynligvis mange ekstra kræftdødsfald, som nedlukninger forårsager. Og det er de enorme økonomiske og sociale konsekvenser, nedlukningerne og regeringens ideologiske fejltagelser har skabt. Med den nye viden om, at virussen har en fatalitet omkring 2 promille, dvs. omtrent samme niveau som en svær influenzasæson, burde det i det mindste få de få hæderlige politikere i Folketinget til at overveje, om det ikke er tid til at omgøre beslutningerne fra marts. Diskussionen om evidenskrav er fundamental i ethvert demokrati, og fortjener langt mere opmærksomhed end den får for tiden. Mens man kunne argumentere, at man måtte reagere uden evidens dengang, er der i dag masser af evidens, og den peger i én retning.

7 thoughts on “Evidenskrav og faktisk politik

  1. Uffe

    Tak Christian.
    Tak for dit arbejde for rationalitet og fordi du påpeger, at vi risikerer langsigtede problemer med de personlige frihedsrettigheder på grund af regimets greb efter mere af magten.
    Tak fordi du påpeger Mølbaks absurde argumentation. Og tak fordi kalder den det, den er: absurd.

    Svar
  2. Kurt Dejgaard

    Intet i politik er evidensbaseret, men hovedsageligt baseret på ideologisk forudindtagethed.

    Det skal ikke afholde nogen fra at kritisere en ført politik – tværtimod. Man kan ovenikøbet sige at folk med professionel indsigt har en pligt til at bidrage deres, til den kritik. (Nationaløkonomen skal bare være klar over at der findes fagfolk fra andre grene – f.eks. epidemiologer – som er enige i den førte politik)

    Dommerne i vurderingen bliver til syvende og sidst vælgerne på næste valgdag:

    Vi har i DK et demokratisk folkestyre og ikke et meritokrati. Det skal vi nok være glade for. Man kan levende forestille sig ordkrigen mellem økonomer og medicinske epidemiologer om hvis meritter vægter mere i en kamp om Covid.regulering som ingen af siderne bagefter kan kaldes til ansvar for.

    Svar
    1. Christian Bjørnskov

      Jeg er enig i, at evidens normalt ingen gang har i politik. Men lad mig lige understrege, at der_ikke_er tale om en uenighed mellem økonomer og epidemiologer. Der er mange sundhedsfaglige, der er uenige i politikken. Se bl.a. den nye danske erklæring her:
      https://www.skrivunder.net/erkla
      Derudover er the Great Barrington Declaration skrevet af tre af verdens førende epidemiologer.

      Svar
  3. Peter Krogsten

    Sundhedsstyrelsen har indtil 1/9 2020 bragt en daglig statistik, der viser andelen af døde med corona der havde livstruende sygdomme – ‘underliggende sygdomme’. I befolkningen som gennemsnit er det 83%, der havde kræft, hjerte/kar og andet livstruende sygdomme, inden de oveni det også blev smittet med Corona, så immunforsvaret brød sammen og de døde.
    Der er store aldersmæssige forskelle, ingen under 37 år er død, og i aldersgruppen 0-59, der omfatter 4,3 mio danskere, skete seneste (sidste?) dødsfald 15/5, for over 5½ måneder siden. Vedkommende havde også ‘underliggende sygdomme. I alt 17 under 60 er døde med Corona, og trækker vi de 12 ud, der havde underliggende sygdomme, står vi tilbage med 5 (fem) ellers sunde og raske danskere ud af 4,3 mio, der formentlig er døde af covid-19 på 9 måneder.
    Et par dage efter Søren Brostrøm blev udnævnt til WHO’s globale bestyrelse, påstod Kåre Mølbak pludselig, at nu var det ikke 83%, der havde underliggende sygdomme, men kun 5%. En vennetjeneste?
    Desværre kan man ikke vise billeder her, og de gamle statistikker findes kun hos os der har gemt dem. Maskens ‘effektivitet’ er klart demonstreret flere steder, og sundhedspersonalet ved godt at masker aldrig har virket mod virus – de virker mod bakterier.

    Svar
  4. Ulla Storm

    s://www.globalresearch.ca/covid-man-made-gigantic-collateral-damage-great-reset-call-civil-disobedience/5728407

    Se venligst. World Economic Forum og Claus Swab TheGreat Reset

    Svar
  5. Pingback: Man slog et erhverv ihjel | Punditokraterne

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.