I Harwich for 82 år siden

For 82 år siden, den 2. december 1938, ankom en gruppe på 196 jødiske børn til Harwich i England. De fleste af børnene kom fra et børnehjem i Berlin, der var brændt ned under Krystalnatten den 9.-10. november, men enkelte andre kom med fra Hamborg. Børnene var sat på et tog af deres forældre dagen før i Berlin, og sejlede den 2. fra Holland til Harwich sammen med Florence Nankivell, som havde organiseret aktionen. De blev sendt videre til plejefamilier rundt omkring i England, og enkelte endte på børnehjem eller kostskoler. De 196 var de første af 10.000 børn, der blev sendt væk fra farerne i Tyskland, i det eftertiden har kaldt the Kindertransport.

Baggrunden for aktionen var Nazitysklands eskalerende diskrimination og vold mod jøder og andre grupper, som nazisterne dømte som undermennesker eller trusler mod deres magt. En gruppe britiske jøder havde allerede fem år tidligere dannet the Central British Fund for German Jewry – der i dag hedder World Jewish Relief – med det eksplicitte formål at hjælpe tyske jøder. Adolf Hitler var kommet til magten tidligere på året og havde gennem das Ermächtigungsgesetz sikret sig stort set uindskrænket magt de næste fire år. Mange jøder og enkelte politikere, inklusive den politisk isolerede Winston Churchill, så skriften på væggen og begyndte at forberede sig.

The Central British Fund for German Jewry var en af en række organisationer, der ti dage efter Krystalnatten sendte en delegation til den daværende premierminister, Neville Chamberlain, for at appellere om at Storbritannien åbnede grænserne for jødiske børn. Regeringen diskuterede forslaget dagen efter og halvanden uge senere bar indenrigsministeren Samuel Hoare forslaget gennem Underhuset. Storbritannien tillod derefter børn fra Nazityskland adgang uden visum og uden anden dokumentation end navn og alder. Mens deres forældre måtte blive tilbage på kontinentet, var grænserne åbne for børn under 17 år.

En lang række kræfter i Storbritannien og ude i Europa gik i gang, og fra 2. december begyndte de første børn at ankomme fra Tyskland. Allerede halvanden uge senere ankom det første tog fra Wien, fra marts da Nazityskland havde invaderet Tjekkoslovakiet ankom der også tog og enkelte fly fra Prag, ligesom der blev organiseret enkelte transporter fra det besatte Polen. Andre børn blev sendt til Frankrig, Belgien, Sverige og Holland, hvor Truus Wijsmuller-Meijer ikke kun arbejdede fra sit hjem i Holland. Hun pressede også personligt Adolf Eichmann til at tillade transport fra Wien. Selvom Eichmann pludseligt gav hende 600 børn til øjeblikkelig afrejse, håndterede Wijsmuller-Meijer opgaven, ligesom hun senere organiserede en transport af børn fra Riga til Sverige. Den sidste transport, der forlod Holland dagen før landet blev invaderet, var fragtskibet Bodegraven, der blev beskudt af tyske jagerfly på vej over Kanalen.

Kun et fåtal af de 10.000 børn talte engelsk, da de ankom til England. På Londons Liverpool Street Station, hvor de fleste af børnene endte og blev modtaget af plejefamilier eller repræsentanter for the Central British Fund for German Jewry, kunne rejsende i 1939 derfor møde store grupper af børn med minimal bagage, der talte tysk, tjekkisk, polsk eller jiddisch. For nogen af dem var rejsen et eventyr, men for andre havde afskeden med forældrene i Brno, Hamborg eller Køln været hjerteskærende. Togrejserne var til tider hårrejsende oplevelser hvor børnene blev forulempet af tyske soldater, mens andre børn var heldigere og rejste med soldater, der var venlige mod dem.

De ældste af børnene har næppe været i tvivl om den skæbne, der kunne vente deres forældre, som blev tilbage i de nazistiske områder. Det var kun et lille mindretal, der kom til at se deres forældre igen, og for mange af dem blev deres engelske plejefamilie den eneste familie, de kendte resten af deres liv. De fleste af børnene blev en del af det britiske samfund mens enkelte endte i Canada, USA eller Israel, og mange klarede sig fornemt. Blandt de 10.000 var der ikke mindre end fire, der modtog en Nobelpris, og en række kunstnere, forskere og politikere (se f.eks. listen på Wikipedia). En af dem, Frank Meisler der var født i fristaden Danzig, skabte i 2006 den skulptur, der står foran Liverpool Street Station i dag.

Kindertransporten står i dag som et monument for den godhed, der eksisterer i selv de mørkeste tider når diktatoriske politikere forfølger deres magtdrømme uden hensyn til andre. Efter krigen skulle det samme vise sig i f.eks. Operation Little Vittles, hvor piloter under luftbroen tog slik, chokolade og frugt med til Berlins børn, og blandt de flere tusinde tyske børn fra Sydslesvig, der tilbragte somre efter krigen hos danske familier. Er man interesseret i at vide mere om Kindertransport, er BBCs Kindertransport: A Journey to Life absolut værd at se, ligesom Matej Minacs dokumentar Children Saved from the Nazis om Sir Nicholas Winton, og Mark Jonathan Hariss fremragende og Oscarbelønnede Into the Arms of Strangers der fortælles af Dame Judi Dench.

2 thoughts on “I Harwich for 82 år siden

  1. Hans-Georg Nielsen

    Ja, det er en flot historie midt i 30´ernes galskab. Nu mangler vi bare, at den danske regering / folketing tager sig sammen og får et langt minde antal danske børn hjem fra Al-Hol lejren mm i Syrien.

    Svar

Leave a Reply to Hans-Georg Nielsen Cancel reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.