Tog Friedman fejl om Kina?

Jeg skriver i dag om Kinas overgreb på Hong Kong i min månedlige klumme i Jyllands-Posten Finans (læs den ved at følge dette link).  Jeg rejser i den forbindelse et spørgsmål, som godt kan fortjene at blive uddybet. Det handler om udsigterne for det politiske og økonomiske system i Kina. Man kunne kalde det Friedmans Hypotese.

Milton Friedman havde nemlig en hypotese om, at politisk og økonomisk frihed går hånd i hånd i det lange løb. Derfor var han skeptisk over, hvor langt Kina ville gå i retning af en friere økonomi under det kommunistiske partis styre. Trods de konstaterede fremskridt allerede i 1980, skrev han og hustruen Rose dette år:

”However, the gains will be severely limited so long as political control over economic activity remains tight and private property narrowly limited. Moreover, letting the genie out of the bottle even to this limited extent will give rise to political problems that, sooner or later, are likely to produce a reaction toward greater authoritarianism” (Free to Choose, 1980, p. 57).

Har udviklingen de sidste 40 år gjort tesen til skamme? Har Kina ikke netop haft held til at kombinere en model med markedsøkonomi på den ene side og et autoritært politisk system med kommunistpartiet fast ved roret på den anden?

Selv om det måske kan se sådan ud på overfladen, finder jeg, at Friedman havde ret. Meget tyder på, at landets kommunistiske regime står over for to grundlæggende dilemmaer – eller snarere et trilemma, som jeg straks skal vende tilbage til.

Lad os først se på teorien bag, hvorfor personlig, politisk og økonomisk frihed hører sammen. Et par nyere bidrag stammer fra henholdsvis North, Wallis og Weingast og Acemoglu, Johnson og Robinson. Økonomisk velstand kræver markeder og privat ejendomsret, som giver frihed til at handle og innovere. Men økonomisk frihed indebærer dynamik, som kan true et autoritært politisk styre. Innovationer kan både skabe uforudsete skift i indkomsterne, som tilgodeser nye grupper, og skabe udfordringer med at bevare magten. Det er kommunisternes problemer i Sovjetunionen med fremkomsten af kopimaskinen et lille, malende eksempel på. Det samme er de kinesiske magthaveres benhårde satsning på at vende den elektroniske revolution fra frigørelse til overvågningssamfund. Desuden baserer autoritære regimer sig i høj grad på at berige en herskende gruppe i samfundet gennem evnen til at beslaglægge velstand fra den brede befolkning. Det er i grundlæggende konflikt med den produktive velstandsskabelse, som finder sted på markedet (om end der også foregår betragtelig omfordeling i demokratiske regimer).

North et al sondrer mellem åbne og lukkede ordner. En åben orden bygger på ret til at udfordre og konkurrence. Det gælder både på markedet og i det politiske system. En lukket orden afskærer derimod adgangen til at udfordre. Politiske magthavere er beskyttet mod konkurrence, og denne magt kan benyttes til at beskytte også etablerede økonomiske interesser.

Lad os dernæst se på den økonomiske udvikling i Kina. Har den ikke netop vist, at fri markedsøkonomi godt kan kombineres med et autoritært regime? Der er ingen tvivl om, at Kina har oplevet en økonomisk vækst uden sidestykke, set i forhold til rædslerne under den kinesiske kulturrevolution fra midt-1960erne til midt-1970erne. Kollektiviseringen blev drevet så vidt, at et uset antal mennesker døde af hungersnød. Kommunismens Sorte Bog anslår antallet af dræbte under det tyvende århundredes kommunistregimer til rundt regnet 100 millioner mennesker, hvoraf det kinesiske tegner sig for 65 millioner. Ifølge Verdensbankens opgørelse androg det gennemsnitlige BNP per indbygger i 1966 4 pct. af niveauet i Danmark samme år. Katastrofen førte til reformer og liberalisering. Planøkonomien blev i høj grad opgivet. Modsat Sovjetkommunismen (og dens vasaller), som brød sammen under utilstrækkelig reformering og forsøget på at bevare sin supermagtsposition.

Men selv om Kina er vokset relativt kraftigt, var udgangspunktet som sagt lavt, og der er stadig langt igen til at indhente den økonomiske velstand i vestlige lande. Kinas BNP pr. indbygger svarede i 2019 til 28 pct. af niveauet i Danmark. Væksten er baseret på at masseproducere industrivarer til især det vestlige marked. Kina er altså fortsat et ”emerging market”, som baserer sig på ”catching-up” til de førende økonomier i verden. 

Til sammenligning nåede Hong Kong at indhente og – målt i købekraft – at overhale det danske BNP-niveau allerede i 2004. Hong Kong var om end langt fra hungersnøden i Kina, så dog langt fattigere end Danmark for 50 år siden. Forholdet mellem Danmark og Hong Kong i 1966 var omtrent som forholdet mellem Danmark og Kina i dag.

Hvor meget har Kina reformeret sin økonomi? Målt med det såkaldte Index on Economic Freedom (EFI) er Kina gået fra en score på 3,91 (ud af maksimalt 10) i 1980 til 6,21 i 2018. Indekset er et mål for graden af fri markedsøkonomi. Trods det markante spring ligger Kina fortsat et pænt stykke efter de vestlige økonomier. Samlet er man kun nummer 124 ud af verdens lande, hvor Hong Kong i øvrigt lå nummer ét med en score på 8,94. Danmark lå nummer 11 med en score på 8,10. Kina scorer lavest, når det gælder underindeks for statens størrelse (hvor især mange statsejede virksomheder trækker ned), den retlige beskyttelse og frihandel.

Den gode nyhed er altså, at Kina fortsat har et stort potentiale, både når det gælder liberalisering af økonomien og den økonomiske vækst, det vil muliggøre. Den mindre gode nyhed er, at Kina af samme grunde slet ikke er så avanceret en markedsøkonomi, som man kunne forledes til at tro. Dermed er Kina også langt fra idealtypen, der kombinerer et politisk autoritært og økonomisk frit system – i hvert fald hvad det sidste angår.  

Men findes en sådan idealtype? Singapore er ved flere lejligheder blevet fremhævet som et eksempel på et velfungerende autokratisk styre med en fri markedsøkonomi. Der er ingen tvivl om, at Singapore har været et forbillede for kommunistpartiet i Kina.

Singapore har en høj grad af økonomisk frihed, svarende til en EFI-score på 8,65, hvilket er det næsthøjeste i verden. Det har også været vidne til en markant økonomisk vækst, som har bragt BNP per indbygger næsten 70 pct. over det danske niveau i 2019 (købekraftskorrigeret).

Singapore har et mindre imponerende niveau for personlig frihed og politiske rettigheder, men dog langt fra så lavt som Kina. Det fremgår bl.a. af det indeks for personlig frihed, der opgøres af Fraser Institute og Cato Institute. Samlet ligger Singapore på en score på indekset for personlig frihed på 7,77 (af maksimalt 10), hvilket er nummer 53 i verden. Kina ligger på 5,92, hvilket svarer til nummer 125 – og altså nogenlunde det samme som placeringen på ranglisten over økonomisk frihed. Freedom House rangerer Singapore som ”partly free” og Kina som ”not free”. Singapore lever ikke fuldt op til kravene til et liberalt demokrati, men er ikke autoritært i nær samme grad som Kina. Spørgsmålet er samtidig, om Singapores bedre erfaringer med autokratisk styre kan genskabes andre steder endsige i Singapore selv på længere sigt.

Betragter man helt generelt sammenhængen mellem personlig frihed og økonomisk frihed, er der ikke noget, der taler for eksistensen af en asiatisk model med autoritært politisk styre og fri markedsøkonomi. Som det ses af figuren, er der tværtimod en klar global sammenhæng mellem begge former for frihed. Jeg har taget alle de lande og år, der er opgjort en score for – dvs. op til ti år for de fleste af verdens lande. Outlierne er i øvrigt Syrien, der har uforholdsmæssig lav grad af personlig frihed, og Venezuela med uforholdsmæssig lav grad af økonomisk frihed.

Der er altså ikke meget, der taler imod Milton Friedmans hypotese om, at politisk og økonomisk frihed følges ad. I særdeleshed på langt sigt. Det gælder også Kina.

Selv om den hidtidige økonomiske vækst i Kina med rette har været set som imponerende, vil vi i Vesten næppe blive indhentet, som vi er blevet det af Hong Kong og Singapores velstandsniveau. Derimod er der grund til at frygte for, at kommunistregimets overgreb på Hong Kongs politiske institutioner vil gå ud over også dette lands økonomiske frihed og økonomiske vækst.

Hvis Friedmans hypotese er rigtig, stiller det de kinesiske ledere over for nogle dilemmaer. For det første kan det vise sig stadigt vanskeligere at opnå målene om økonomisk vækst og fastholde den diktatoriske kontrol. Jo højere velstandsniveau, desto mere vanskeligt bliver dilemmaet. For det andet er de kinesiske lederes stormagtsdrømme betinget af, at den samlede kinesiske økonomi vil udgøre en stadig voksende del af den globale økonomi. I den forbindelse vil den demografiske udfordring komme oven i udfordringerne med fortsat at løfte produktiviteten. Ifølge FN’s befolkningsprognose vil den kinesiske befolkning toppe om blot ti år. Antallet af kinesere i den erhvervsaktive alder er allerede begyndt at falde.

1 thought on “Tog Friedman fejl om Kina?

  1. kjeldflarup

    Det der måske snyder os med Kina og Singapore er at de har en kultur, som er bedre egnet til et totalitært styre.

    Svar

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.