Tre økonomiske årsdage i 2020.

2020 rinder ud i dag, og der er tre vægtige bidrag til økonomisk teori, vi bør nå at markere. De to fyldte 100 år i år, det tredje 60 år.

Først og fremmest rundede Ludwig von Mises banebrydende artikel “Die Wirtschaftsrechnung im sozialistischen Gemeinwesen” 100 år (en engelsk version findes her). Den udløste den såkaldte kalkulationsdebat om socialistisk planøkonomi. Mises påpegede, at rationel planøkonomi ikke er mulig i fravær af priser og markeder (det kan bl.a. forklare, hvorfor myndighederne herhjemme har haft så svært ved at håndtere coronaepidemien, som jeg skrev om her – og det var endda før minkskandalen brød løs).

Det andet 100 årsjubilæum er Arthur Pigous ”The Economics of Welfare” (finds her). Pigou påpegede, at markedspriserne ikke sikrer optimal allokering ved forekomsten af eksternaliteter. En eksternalitet er en ”nabo-effekt”, som påvirker parter, der ikke er part af en økonomisk transaktion. Standardeksemplet er forurening, som medfører en omkostning, der ikke er prissat af markedet. Løsningen er ifølge Pigou at korrigere priserne svarende til eksternaliteten. Det kan ske med en afgift eller (hvis eksternaliteten er positiv) et subsidium. Hvis prisen korrigeres på denne måde, er der ikke behov for yderligere politiske tiltag. I retrospekt var Pigou en af det tyvende århundredes mest indflydelsesrige økonomer.

Den tredje bidrag er Ronald Coases artikel ”The problem of social cost” fra 1960 (se her). Coase foldede eksternalitetsproblemstillingen ud. Den kan grundlæggende henføres til transaktionsomkostninger. Når almindelige markedstransaktioner ikke skaber eksternalitetsproblemer, er det, fordi ejendomsretten sikrer små transaktionsomkostninger. Hvis eksternalitetsproblemer skal løses, kræver det altså institutioner, som reducerer transaktionsomkostninger. En stat, der prissætter eksternaliteter, er blot én sådan institution og ikke den eneste mulige. Coase blev afgørende for det fornyede institutionelle fokus i økonomisk teori. Vi må se på alternative institutioners evne til at nedbringe omkostningerne ved, at mennesker kan gennemføre gensidigt fordelagtige transaktioner (allerede i 1937 havde Coase i øvrigt forklaret eksistensen af virksomheder med netop transaktionsomkostninger).

Er der – spørger du måske – en sammenhæng mellem de tre bidrag? Det synes jeg, der er. Den handler om spillerummet for økonomisk politik. At lade staten drive hele det økonomiske system er, som Mises påpegede, en alvorlig fejltagelse. Pigou peger derimod på, hvor potentialet for økonomisk intervention ligger: Hvor der foreligger (en eller anden form for) eksternalitet. Men den blotte eksistens af eksternaliteter er ikke nok til at begrunde intervention. Økonomisk politik drives ikke af alvidende økonomer placeret på en kommandohøj. Derfor må vi se på de institutionelle betingelser for at kunne foretage velfærdsforbedrende intervention, sådan som Coase påpegede.

Her er i øvrigt mit eget bud på, hvordan man bør tænke på eksternalitetsproblemet på tværs af institutioner. Og måske skulle vi også lige runde en 35 års fødselsdag: Anthony de Jasays bemærkelsesværdige “The State” fra 1985 (findes her) om problemerne ved at etablere en stat, der holder sig på måtten i forhold til kun at løse den nævnte opgave.

Godt nytår.

1 thought on “Tre økonomiske årsdage i 2020.

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.