Kup og fordeling – er nogle kup mere lige end andre?

Journalister og meningsdannere regner ofte med, at magtovertagelser i fattige lande udelukkende handler om en elite, der vil rage mere til sig. Man har kunnet se idéen reflekteret de sidste par år i mediedækningen af militærkuppene i Sudan i april 2019, Mali i august 2020 og Burma (Myanmar) for godt tre uger siden. Men er det faktisk rigtigt, at kup og lignende magtovertagelser kun handler om en elite, der rager til sig? Hvis det er, burde man kunne se det ved at indkomst- eller forbrugsuligheden stiger efter et kup når eliten får mere.

I A time to plot, a time to reap: Coups, regime changes and inequality ser Martin Rode (Universidad de Navarra), Bodo Knoll (Ruhr-Universität Bochum) og jeg derfor på spørgsmålet, om succesfulde kup faktisk gør en forskel på uligheden. Vores udgangspunkt er, at forskellige typer af autokratier har forskellige interesser og bakkes op af systematisk forskellige grupper i samfundet. Hvis der skulle være en læser, der er interesseret, udkom den formelle teoretiske version af argumentet i Public Choice sidste år, men det er relativt enkelt.

Teorien er, at der ikke er én sammenhængende elite, men flere forskellige. Militærdiktaturer støttes direkte af militæret, mens civile autokratier støttes af civile interesser. Der findes for eksempel en række eksempler på diktaturer i Latinamerika, der er støttet af fagbevægelser, ligesom Duvallier-familien i Haiti opbyggede deres egne paramilitære grupper udenom militæret. Uanset hvilken særinteresse, der støtter regimet, må det støtte den med ressourcer og særbehandling, men ethvert regime må også holde andre interesser så tilpas tilfredse, at de ikke bliver en trussel. På samme tid bruger regimet også ressourcer på undertrykkelse, som man kan betragte som et alternativ til at betale særinteresser for støtte.

Når der sker et kup kan det derfor ske, fordi en elite der allerede har indflydelse forsøger at få mere, men det kan også ske fordi en alternativ elite har særlig interesse i at komme til magten. I det første tilfælde kunne man nemt forestille sig, at uligheden stiger i samfundet, hvis den siddende elite skraber en endnu større del af kagen til sig. I det andet tilfælde er der derimod grund til at regne med, at kuppet kan føre til mindre ulighed når en siddende elite bliver smidt ud. Det kunne i særlig grad være tilfældet, hvis den siddende elite var civil – dvs. hvis det siddende regime var et civilt autokrati, som primært understøttes af en civil / industriel elite med direkte støtte, reguleringer og handelsbarrierer.

Martin, Bodo og jeg undersøger derfor, hvad der sker med ulighed i indkomster og forbrug i 145 lande fra 1960 til 2015. Konklusionen, der sandsynligvis er overraskende for mange læsere – ligesom den var overraskende den ene gang, jeg nåede at præsentere papiret før verden gik amok og lukkede ned – er, at succesfulde kup omfordeler forbrug fra en elite (den øverste kvintil af fordelingen) til særligt de tre nedre kvintiler. Vi ser pudsigt nok ikke det samme mønster i indkomstuligheden, som generelt er mindre påvirket af skatteforhold, regulering og prisstrukturen. Vi finder derudover, at effekterne på forbrugsulighed primært er drevet af militærkup – mønsteret efter civile kup er langt mere blandet – og derfor, at det basale teoretiske mønster faktisk bekræftes.

Bundlinjen i det nye papir fra vores kupprojekt er således, at militærkup kan være ’gode’, forstået på den måde at de ofte er til relativ gavn for landets fattige. Det er ikke ligefrem det budskab, medierne som oftest bibringer folk efter kup og kupforsøg, men det er det erfaringen siden 1960 viser. Det rejser spørgsmålet, hvordan vi vurderer kuppene i Sudan og Mali, der begge på andre måder ser lovende ud. Og det rejser det nødvendige spørgsmål, hvorfor man så ofte antager, at det siddende regime er legitimt og fornuftigt. Kup er mærkværdige, grimme og til tider voldelige begivenheder, men deres konsekvenser er nogle gange bedre end det reelle alternativ.

4 thoughts on “Kup og fordeling – er nogle kup mere lige end andre?

  1. Lasse Aaskoven

    Super interessant.

    Har I prøvet at se om effekterne er heterogene når man interagerer med uligheden før kuppet, i stil med de hers argumenter: https://www.cambridge.org/core/journals/american-political-science-review/article/abs/democratization-and-the-conditional-dynamics-of-income-distribution/4521438A36A90F97AD4E760289549638

    I det hele taget er det fedt at se, hvordan den nyere autokratiforskning er begyndt at tage meget mere seriøst at diktatorer (og kupmagere) kan have flere former for sociale baser og støtter end bare økonomiske eliter.

    Svar
    1. Christian Bjørnskov

      Michael og Pauls argumenter er faktisk ret gode, men så vidt jeg husker fandt vi ikke ret meget da vi prøvede det. Helt generelt ser det ud til, at vores resultater er drevet af succesfulde militærkup mod civile regimer, og de er tydeligt drevet af forskelle i fordelingen af forbrug i stedet for indkomster. Michael og Paul ser på effekterne af demokratiseringer, som er noget længerevarende og fredelige begivenheder. Så vi kan selvfølgelig ikke afvise, at den slags effekter dukker op på længere sigt.
      Derudover er jeg meget enig i, at det er godt at se, at ny autokratiforskning ikke behandler alle autokratier som ens – men også overrasket over, at folk ikke har gjort det tidligere. I flere af papirerne i kupprojektet har vi siddet med fornemmelsen, at der da må have været folk, der så på det før nu.

      Svar
  2. kjeldflarup

    Hvordan ser det egentligt ud med kuppet i Chile. På mange måder er det det kup, som har dannet det vestlige (venstreorienterede) syn på militærkup.

    Svar
    1. Christian Bjørnskov

      Det er et rigtigt godt spørgsmål fordi Pinochet-kuppet i Chile var specielt på flere måder. Først er det almindeligt kendt, at regimet forsøgte sig med økonomisk politik de første otte måneder og derefter gav op. De fik derefter de otte såkaldte Chicago Boys til at designe deres reformpolitik, der gav et enorm boost til Chiles økonomiske udvikling. Men for det andet kom kuppet på baggrund af Allende-styrets katastrofale politik, der havde udløst massiv inflation og en dyb økonomisk krise.
      Når man således ser på de ulighedsdata fra universitetet i Göttingen, som vi bruger i studiet, falder de fattigste 20 procents andel af indkomsten efter kuppet, og nogen kan derfor påstå, at det gav større ulighed. Men ser man længere tilbage er det klart, at uligheden havde været stigende siden midt/sidst i 60erne og den blot fortsatte med mindre styrke ind i Pinochet-tiden. Kommer man til omkring 1986-1987 er uligheden stoppet med at stige. Alt efter hvilken indikator man bruger, er den derefter stabil eller faldende. Det bedste bud på et svar er derfor, at Pinochet-regimet faktisk ikke gjorde noget særligt ved fordelingen af forbrug og indkomster.

      Svar

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.