Overdødeligheden i Danmark i 1995 var tæt på samme niveau som overdødeligheden i Sverige i 2020

Overdødeligheden i Danmark i 1995 var tæt på samme niveau som overdødeligheden i Sverige i 2020

COVID-19 er den værste pandemi, der har ramt os i 100 år. Derom hersker der ingen tvivl. Så selvfølgelig skal der passes mere på end under en normal sæsoninfluenza. Spørgsmålet er imidlertid hvem, der skal sørge for, at vi passer mere på. Er det primært staten eller primært borgerne selv?

Jeg har tidligere spurgt, om overdødeligheden i Sverige i 2020 var høj nok til at begrunde de voldsomme indgreb, vi har set i andre lande – selv hvis man antager, at de virkede godt. I dette blogindlæg forsøger jeg at bidrage med data, der kan hjælpe læseren til at besvare mit tidligere spørgsmål.

Lad os gå direkte til sagen (uddybning kan findes længere nede). Jeg har hentet data for antal døde pr. 100.000 fra DST og den svenske pendant SCB og på den baggrund estimeret den forventede dødelighed hvert år på baggrund af Hodrick Prescott filteret (det er gjort i Excel med λ = 100 – se her for en instruktion). Nedenstående figur viser overdødeligheden i procent i forhold til den forventede overdødelighed for begge lande i perioden 1960-2020.

Der er ingen tvivl om, at Sverige i 2020 oplevede en ualmindelig høj overdødelighed. Men der er heller ikke tvivl om, at overdødeligheden ikke var af hidtil uset karakter. Overdødeligheden i Sverige var i 2020 på 5,5%. Til sammenligning var den 4,0% i Danmark i 1995, hvor Poul Nyrup Rasmussen næppe så meget som overvejede at lukke frisører og skoler.

I absolutte tal betyder det, at vi i 2020 i Danmark ville forvente ca. 55.210 dødsfald. Havde vi haft en overdødelighed som i Danmark i 1995, ville vi have haft 57.411 dødsfald, mens en overdødelighed som i Sverige i 2020, ville have givet 58.272 dødsfald. Forskellen på de to sidste tal er 861 dødsfald, jf. nedenstående figur.

Det er op til læseren selv at drage sine egne konklusioner, men personligt har jeg meget svært ved at se, at man kan retfærdiggøre den omfattende nedlukning selv hvis den virkede godt (hvilket den bare lidt opmærksomme læser vil huske, ikke er tilfældet).

Bemærk i øvrigt, at den markante overdødelighed i 1995 kom umiddelbart efter 1993, hvor der også var en markant overdødelighed

Flere informationer og mere data

Nedenstående figur viser den absolutte overdødelighed i landene fra 1960 til 2020.

Der er forskellige måder at estimere overdødeligheden på, og Hodrick Prescott filteret er ikke nødvendigvis den bedste måde at gøre det på. Men fittet er meget pænt jf. nedenstående figur, og en mere forfinet metode (hvor man fx tager højde for alderssammensætningen, ”dry tinder” mv. vil næppe ændre afgørende på konklusionen. Bemærk i øvrigt, hvordan den spanske syge i 1918 ramte Sverige ekstremt hårdt, mens Danmark slap relativt uskadt.

Mit gæt er, at den høje dødelighed i 1995 (og 1993) skyldes en smitsom virus som fx influenza. Jeg har tidligere været i debat med visse personer på Facebook, som har hævdet, at den høje dødelighed i 1995 skyldes en epidemi af hjertetilfælde. Og kigger man i dødsårsagerne fra Danmarks Statistik, er der da også mange døde med iskæmiske hjertesygdomme i 1995. Men her skal man huske på, at langt fra alle testes for influenza (og selv hvis de gjorde, ville man så registrere dem som døde af/med influenza eller hjertesygdom?). Og jeg har svært ved at se, at en almindelig vinter pludseligt får mange ekstra til at dø af hjertesygdomme. Nedenstående figur viser døde pr. 100.000 i 90’erne. Det er meget tydeligt, at december 1995 (og januar 1996 + december 1993) har stor overdødelighed, hvilket i mine øjne indikerer, at der er noget smitsomt på færde.

Hvis nogen skulle sidde og tænke, at det nok er Hodrick-Prescott filteret, der driver resultaterne, så har jeg til dem lavet nedenstående figur, som opgør overdødeligheden i Danmark 1995 og Sverige 2020 på baggrund af tre alternative metoder. Helt kort består de alternative metoder i at set på gennemsnittet af døde pr. 100.000 fra

  1. tre år før til tre år efter året (så det forventede antal døde i 2010 er gennemsnittet af døde i 2007-2013)
  2. to år før til to år efter året (så det forventede antal døde i 2011 er gennemsnittet af døde i 2007-2012), og
  3. fem år før året (så det forventede antal døde i 2010 er gennemsnittet af døde i 2005-2009)

Konklusionen bliver mindre klar, hvis man bruger alternativ metode 3 (gennemsnittet af de seneste fem år) til at beregne overdødeligheden. Men denne metode er også ret problematisk, da den konsekvent overvurderer den forventede dødelighed, når dødeligheden generelt er faldende, hvilket fremgår af nedenstående figur.

De to øvrige alternative metoder (2 og 3) giver et pænt fit (vist nedenfor).

Det er i øvrigt et ”problem” for alle filtrene, at de påvirkes relativt kraftigt af den meget, meget lave dødelighed i Sverige i 2019, som fremstår om en ret ekstrem outlier. Hvordan håndterer man det? Én mulighed er at se bort fra kalenderåret. Der er som sådan ikke noget magisk ved 1-årige perioder, og man kunne egentlig lige så vel kigge på andre tidsspænd. Man kommer meget let ud i noget talmanipulation, hvis man begynder at ændre på perioderne, for der er alle mulige gode grunde til at holde fast i de normale rammer, som trods alt giver en mulighed for at sammenligne konsekvent over tid. Men så man i stedet på fx to-årige perioder i stedet for et-årige, ville man oplagt få et helt andet billede.

4 thoughts on “Overdødeligheden i Danmark i 1995 var tæt på samme niveau som overdødeligheden i Sverige i 2020

  1. Daniel

    Rigtig god analyse, jeg har en tilføjelse til det her med hjerte-iskæmi tilfælde i 1995, inde på Danmarks statistik ser det ikke ud til at der har været en stigning i hjerte iskæmi tilfælde fra 1991-1995.
    https://www.dst.dk/Site/Dst/Udgivelser/GetPubFile.aspx?id=16875&sid=dod

    I den periode faldt den faktisk for mænd, men steg for kvinder så der har ikke været nogen udvikling i sygedomme relateret til hjertet. Absolut utroligt at man kan tro at der har været selvstændige epidemier i livstilssygedomme i lige præcis årene 1993 og 1995.

    Svar

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.