Kup og undertrykkelse

Selvom mange ser kup som et fænomen, der hører til i historieskrivningen om Latinamerikas bananrepublikker i 1960erne og 70erne, sker de stadig: I 2019 i Sudan, 2020 i Mali og i år i Myanmar. Der er derfor ny forskning, der forsøger at forstå kup som politiske begivenheder med økonomiske og sociale konsekvenser. Som nogle læsere ved, er jeg sammen med flere kolleger involveret i et projekt om netop kup. En del af dette projekt har længe været et papir om, hvordan kup påvirker graden af undertrykkelse, som et lands regering bruger mod befolkningen. Forskningen bag og selve papiret er fælles arbejde med Katharina Pfaff fra Wirtschaftsuniversität Wien (billedet).

Nogle gange kan artikler i samfundsvidenskaberne være længe undervejs, og min og Katharinas er bestemt et af eksemplerne. For fire år siden skrev vi her på stedet om 2017-konferencen i the European Public Choice Society, der var i Budapest og hvor Katharina og jeg præsenterede vores papir. Efter at være gået gennem adskillige revisioner og omskrivninger – flere af dem med et bedre resultat – er artiklen ”Differences Matter: The Effect of Coup Types on Physical Integrity Rights” nu endeligt accepteret til udgivelse i European Journal of Political Economy. På trods af at den har været undervejs i fire år, mener vi stadig at den tager nye skridt og bringer kupforskningen en smule videre. Så hvad er det nye i artiklen, og hvordan forklarer vi det?

Det nye er – ligesom flere af de helt nye artikler – at vi ikke behandler alle kup som ens. Som i andet arbejde med bl.a. Daniel Bennett og Steve Gohmann, adskiller vi kup, der ender i et civilt autokrati fra dem, der ender i et militærdiktatur, og vi adskiller også dem, der begås mod demokratisk valgte regeringer fra dem, der begås mod diktaturer.

Fra en teoretisk vinkel fokuserer vi på, at ethvert styre har to forskellige redskaber, det kan bruge til at blive ved magten: Enten kan de købe støtte og loyalitet, eller de kan bruge ressourcer på at undertrykke befolkningen og oppositionen. Det er her, forskellen på de to regimetyper bliver interessant, fordi mens det er enkelt at købe militærets loyalitet, er det langt sværere at købe civile interessers støtte. De civile interesser kan være meget forskellige, er ikke koordinerede, og kan nogle gange være decideret modsatrettede – som hvis en industri ønsker beskyttelse mod international handel, mens en anden industri lever af samme handel. En udemokratisk regering, der står med et valg mellem at købe støtte og loyalitet og simpelthen undertrykke, vil vælge undertrykkelse når alternativet – at købe støtte – bliver relativt for dyrt. Det er ganske enkelt mere sandsynligt, at den relative pris for at købe støtte er for høj for civile autokratier, der skal ud at købe støtte fra en forholdsvis divers gruppe interesser. For at få mest regimesikkerhed for pengene, vil civile autokratier derfor typisk bruge flere ressourcer på undertrykkelse.

Katharina og jeg tester vores teoretiske forventning i et stort panel af 180 lande, vi observerer hvert år mellem 1960 og 2010. Det giver os over 400 kup og kupforsøg, hvoraf cirka en fjerdedel begås af civile interesser – som f.eks. Zimbabwes kup i 2017, der nok blev støttet af militæret, men var planlagt og drevet af politiske interesser bag Emerson Mnangagwa – og som vi kan holde op mod ændringer i den overordnede undertrykkelse. Undertrykkelsesdataene får vi fra det store datasæt udviklet af Christopher Farris.

Resultaterne er interessante, da der er stor forskel på virkningerne af kup på kort og langt sigt. Umiddelbart efter kup, og særligt dem der afsætter en demokratisk regering, stiger undertrykkelsen lige meget om der er tale om et civilt eller militært kup. Men ser man tre år ud i tid, viser det sig at de militære kupregeringer reducerer undertrykkelsen markant igen, mens der ikke på samme måde sker en systematisk lettelse under de civile autokratier. Med andre ord er resultaterne af den statistiske undersøgelse konsistente med vores teoretiske overvejelser: Når militærstyret er etableret, letter det på undertrykkelsen og bruger sandsynligvis midler til at støtte militæret direkte, mens de civile bliver ved med at bruge undertrykkelse som hovedredskab.

Den nye artikel peger således i samme retning som flere nye studier i kupforskningen, der gør op med idéen om, at alle kup er ens og alle kupregeringer er basalt set de samme. Skal man endelig have et kup, er der nu flere forhold der peger på, at man skal ønske sig at det er militæret, der står for det. De civile autokratier kan have en politisk overflade det minder om demokrati, men de opfører sig ofte værre end militærstyrerne.

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.