Var det politikernes nedlukning eller borgernes adfærd (eller noget helt tredje), der bragte smitten ned før jul?

Gang på gang møder man påstanden om, at det er nedlukningerne, der har reddet danskerne fra en katastrofal COVID-19-pandemi. Bl.a. fremhævede sundhedsminister Magnus Heunicke i Debatten d. 10. marts (DR2), at man jo kunne se, at kurven både i foråret og før jul vendte, da politikerne lukkede ned.

Som beskrevet mange gange her på siden, er der intet bevis for, at nedlukningerne har en stor effekt på pandemiens udbredelse.

I hvert fald ikke nedlukninger, der går længere end den relativt milde ”nedlukning”, man havde i foråret i Sverige.[1] Men nogle holder altså stædigt fast i, at det er nedlukningerne, der gør forskellen. Derfor skal vi i dette blogindlæg se på, hvad der egentlig skete før jul.

Nedenfor har jeg lavet to figurer baseret på data fra SSI’s datafiler. De viser, at:

  1. borgerne reagerede kraftigt FØR første nedlukning d. 9. december.
  2. smitten toppede FØR den fulde nedlukning d. 18. december.

Den første figur viser antallet af tests op til den første delvise nedlukning d. 9. december, hvor 38 kommuner blev lukket. Figuren viser stigningen i antal tests hver dag sammenholdt med samme dag ugen før (blå linje, venstre akse) og det absolutte antal af positive tests pr. dag (beige linje, højre akse).

Udviklingen i smitte og antal tests er nogenlunde stabil frem til slutningen af november, hvor smitten stiger. Derefter stiger antallet af tests markant – en naturlig reaktion fra borgerne, når de bliver opmærksom på stigende smitte – og først derefter annoncere Magnus Heunicke nedlukningen. Der er altså en tydelig adfærdseffekt før nedlukningen (HOPE-projektet finder også adfærdsændringer før nedlukningen, og noget tyder på, at adfærden bliver forstærket ved annonceringen af den første nedlukning).

Den næste figur viser udviklingen i antal tests og antal smittede op til den fulde nedlukning d. 18. december. Det fremgår meget tydeligt, at smitten toppede før regeringen lukkede landet fuldstændigt ned. Hvis nedlukningen drev faldet i smitten, ville det allertidligst kunne ses ca. fire dage efter nedlukningen – altså 22. december. Men smitten er for længst begyndt at falde på det tidspunkt.

Figurerne er selvfølgelig ikke et endegyldigt bevis på, at nedlukningerne ikke har en stor effekt. De er ikke engang bevis på, at smitten ville være vendt uden de første delvise nedlukninger (selvom meget tyder på det, fordi smitten før jul toppede samtidig i alle kommuner, uanset hvornår de blev lukket ned, og smitten i Sverige toppede tidligere end i Danmark jf. nedenstående figur).[2]

Men bevisbyrden bør være omvendt i et liberalt demokrati som det danske. Det bør være magthaverne, der skal bevise – eller i hvert fald have meget tydelige indikationer af – at det er nedlukningerne, der redder os, før de tager helt basale frihedsrettigheder fra befolkningen.


[1] Flere studier finder en relativt stor effekt af udgangsforbud, så måske kan man få en væsentlig effekt, hvis man går så langt. Men så er kuren også klart være end sygdommen.

[2] Bemærk, at jeg bruger tal direkte fra SSI og FOHM. Disse tal svarer ikke helt til mange internationale kilder (som fx Our World In Data – OWID), fordi de internationale kilder ofte lægger data ind på den dato, de bliver offentliggjort, og ikke den dag, dødsfald mv. er sket. Derfor ser man fx store hak/udsving i Sveriges data hos OWID, selvom dødsfaldene selvfølgelig sker mere jævnt som min figur viser.

6 thoughts on “Var det politikernes nedlukning eller borgernes adfærd (eller noget helt tredje), der bragte smitten ned før jul?

  1. kjeldflarup

    Jonas

    Du har tabt på forhånd, for rationalitet er per definition altid bagefter.

    Inden du når at få facts på bordet har socialisterne scoret deres politiske points, og næsten ingen gider høre noget andet.

    Svar
  2. Theis Olsbæk

    Kunne alligevel være interessant med nogle ajourførte og pædagogiske beregninger på,

    – hvad nedlukningerne har kostet pr. reddet kvalitets leveår (hvis de da overhovedet har reddet nogen ift. “den svenske model) og sammenholde det med, hvad vi ellers er villige til at betale for det

    – hvor mange kvalitets leveår, vi kunne have opnået, hvis ressourcerne var blevet mere optimalt fordelt og havde begunstiget bekæmpelse af andre sygdomme og trafikulykker i stedet for “ekstrem forsigtighed” (og betalingsvillighed) mht. corona

    – hvor stor covid-pandemien er – regnet i tabte leveår – ift. dels “almindelig” influenza-sæson og dels ift. “den spanske syge” i 1918-19, hvor aldersfordelingen blandt de ramte var helt anderledes og mange unge liv gik tabt.

    – hvad gældsætningen og produktionstabet som følge af nedlukningerne betyder. Der synes at være et fokus på, at staten kan låne til meget lav rente og dermed kun har små årlige renteudgifter. Men lån skal jo også betales tilbage, og det vil begrænse statens (og private låntageres) økonomiske muligheder lang tid fremover. Og det skal betales af en generation, der også udsættes for forringet uddannelse og videnstab pga. skolelukninger…

    Svar
  3. kjeldflarup

    Det her er vel egentligt en indikation på at et Corona pas er kontraproduktivt.

    Folk vil frivilligt passe på, så hvorfor stille krav om at skulle vise et Corona pas til dit og dat.
    Dette krav skaber mistillid og undergraver frivilligheden i befolkningen.

    Svar
    1. Christian Bjørnskov

      Jeg er meget enig. Hele ideen om coronapas er dybt diktatorisk og hviler på, at folks borgerrettigheder er fuldstændigt ligegyldige. Men det er den regering vi har idag – og det er bestemt ikke den eneste indikation på, at den på ingen måde er demokratisk ‘minded’. Min bekymring er, at hvis en idé som coronapas accepteres, hvad er så det næste skridt mod statslig godkendelse af vores private adfærd?

      Svar

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.