Verden er mere stabil – men er det godt?

Som nogle læsere ved, er jeg involveret i et forskningsprojekt om kup og kupforsøg – og nogle læsere er måske endda trætte af, at høre om det. Udover selve databasepapiret, hvor Martin Rode og jeg dokumenterer omfanget af kup i verden siden 1950, omfatter outputtet foreløbig en artikel om undertrykkelse efter kup med Katharina Pfaff og et andet om institutionelle ændringer sammen med Daniel Bennett og Steve Gohmann. Der ligger også et working paper sammen med Andreas Freytag og Jerg Gutmann om, hvordan kup påvirker pressefriheden og et andet med Martin Rode og Bodo Knoll om, hvordan kup ændrer på indkomstfordelingen i samfundet. Derudover ligger der delprojekter, der er mere eller mindre færdige, om hvorvidt kup udløser kriser, og om hvordan regeringer der kommer til magten ved kup ændrer på landets forfatning (halvdelen af dem skriver nye forfatninger).

Formålet med dagens post er ganske enkelt at give læserne et indtryk af, hvor mange kupforsøg der har været, og hvor de har været i verden. Det gør vi gennem de to kort nedenfor, der illustrerer de 485 kup og kupforsøg mellem 1960 og 2021, hvoraf de 155 er sket efter 1990, dvs. efter kommunismen i Østeuropa kollapsede. Databasen er frit tilgængelig og kan downloades på min hjemmeside. Sammenligner man de to kort, er det tydeligt i hvor høj grad Latinamerika og visse andre dele af verden er blevet politisk mere stabile. En del af denne udvikling i Latinamerika og Caribien har været en robust transition til demokrati – med enkelte undtagelser er regionen nu fuldt demokratisk – mens andre steder i verden er mere blandede.

Det er netop det, der er udgangspunktet for at spørge lidt kættersk, om den politiske stabilitet er en god ting. Eller sagt på en anden måde: Ville verden være et bedre sted, hvis der var flere kup en gang imellem?

Er det for eksempel et ubetinget gode, at Angola har været regeret af det samme parti siden 1975? Agostinho Neto var landets første leder efter uafhængigheden, og han efterfulgtes af José Eduardo dos Santos, der sad som præsident fra 1979 til 2017. Den nuværende præsident er reelt udnævnt af dos Santos, så angolanerne faktisk aldrig har oplevet at skifte regering. Det samme gælder lidt længere nordpå i Cameroon, hvor Paul Biya har været de facto diktator siden 1982, og i Ækvatorial Guinea, hvor Teodoro Mbasogo tog magten ved at kup i august 1979, og har regeret landet egenrådigt siden da. Længere væk, og i en verdensdel som folk ikke normalt forbinder med kup og diktaturer, har Frank Bainimarama været premierminister i Fiji siden han kuppede den tidligere regering i 2006.

Vi taler ofte om politisk stabilitet som et absolut gode, men spørgsmålet er om det er sandt. Det er sundt, både for økonomien og for folks rettigheder, at regeringen ikke sidder for fast i sædet og bliver udskiftet med jævne mellemrum. I diktaturer sker det ikke gennem fredelige valg, og det bør helst ikke ske gennem voldelige revolutioner eller borgerkrige. Et kup i ny og næ er derfor ikke en rar begivenhed, men det kan fungere som en måde at undgå de værste excesser og mest diktatoriske regeringer på. Nogle af dem ender rædselsfuldt, andre godt, men ikke alle er udtryk for et problematisk fænomen.

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.