Demokrati og frie valg i 100 år: Latinamerika og Caribien

Flittige læsere ved, at min ven og kollega Martin Rode og jeg har skabt og vedligeholder en database over regimetyper og regimetransitioner. Databasen er grundlag for noget af vores egen forskning, og er heldigvis også begyndt at blive brugt en del af vores kolleger. Alle data går tilbage til 1950 og dækker således transitionen til demokrati i store dele af verden, ligesom den dækker størstedelen af Afrikas transition fra kolonier til selvstændige lande.

Det er dog ikke tilfældet for Latinamerika, hvor dele af regionen ikke blot var lige så rige som europæiske lande for 100 år siden, men også havde masser af politisk udvikling og dynamik mellem de to verdenskrige. Martin og jeg har derfor forleden besluttet at lave en særudgave af databasen, der kun dækker Latinamerika og Caribien, men strækker sig tilbage til 1920. Vi får med andre ord et helt århundredes udvikling af de politiske institutioner i hele regionen. Vi er for tiden ved at løse problemer med at finde information på de mange kup og kupforsøg der skete i regionen mellem 1920 og 1950. Det indebærer bl.a. at Martin – der i modsætning til mig taler spansk – går igennem arkiver fra for eksempel den catalanske avis La Vanguardia, der har eksisteret siden 1881 og traditionelt har dækket Latinamerika omhyggeligt.

Mens vi arbejder videre, kan den foreløbige version af databasen bruges til at give et indtryk af regionens politiske udvikling i det sidste århundrede. Det gælder ikke mindst den væsentlige forskel på de to basale slags lande i regionen: De spansk-portugisisk-talende lande med spansk og portugisisk fortid, og de engelsk- og hollandsk-talende lande med en tilsvarende historie i det britiske og hollandske imperium.

En af de store forskelle er den demokratiske udvikling. I de to figurer nedenfor illustrerer vi andelen af lande, der har frie valg men med begrænsninger på stemmeretten (de grå områder), og andelen der har fuldt demokratiske valg (de sorte områder). I den første figur kan man se, at over halvdelen af de britisk-hollandske områder allerede havde frie valg i 1920, og at deres begrænsninger på stemme- og valgret hurtigt blev afskaffet fra 1942 og frem. Det lille land Saint Lucia er et glimrende eksempel på den britiske udvikling, da det som koloni fik valg til et Legislative Council i 1925. Kun seks år senere fik kvinder valg- og stemmeret, omend de skulle opfylde den samme indkomstgrænse som mænd for at kunne stemme. Den begrænsning afskaffedes 20 år senere, og valget i oktober 1951 var således ikke kun frit og fair, men omfattede også hele den voksne befolkning.

Denne udvikling kan sammenlignes med den anden figur, der viser andelen af lande med frie valg og fuldt demokrati i den spansk- og portugisisk-talende del af regionen. Situationen var ganske god i løbet af 1920erne, hvor Argentina, Chile og Uruguay havde fuldt demokrati, Cuba havde frie og fair valg hvor kun mænd kunne stemme, mens Costa Rica indtil 1948 havde demokrati for hele befolkningen undtagen folk af afrikansk afstamning. Dele af regionen var således mindst lige så demokratiske som for eksempel Spanien og Belgien, hvor kvinder først fik fuld stemmeret ved valg i henholdsvis 1933 og 1948.

Helt generelt er det dog tilfældet, at de britiske og hollandske områder har været langt mere demokratiske end de spanske og portugisiske. Selv i dag er det kun godt 70 % af de spansk/portugisiske, der er demokratier, mens der ikke er et eneste land i regionen med britisk eller hollandske fortid, der mangler demokratiske institutioner. Denne forskel afspejler sig også i andre institutioner, som reflekteret i dagens tredje figur. Vi viser her, hvordan to institutionelle karakteristika har ændret sig i Latinamerika og Caribien, nær lande henholdsvis indførte og afskaffede demokrati. For både den overordnede kvalitet af retsvæsenet (’judicial accountability’ fra V-Dem-projektet) og i hvor høj grad, landets højesteret er politisk uafhængig (fra samme kilde), gælder det at institutionerne styrkes af en demokratisering og svækkes af en autokratisering.

En række andre moderne forskelle er meget klare i data fra CIAs World Factbook: De tidligere britiske og hollandske kolonier er i gennemsnit 92 % rigere, har 24 % så mange mobilabonnenter, og mere end dobbelt så mange internetforbindelser per indbygger. Og mens de tidligere britiske og hollandske lande har haft frie og fair valg i 91 % af årene det sidste århundrede, gælder det for blot 52 % af årene for de spansk- og portugisisk-talende lande i regionen. Spørgsmålet er derfor, i hvilken grad de britiske og hollandske politiske institutioner fra kolonitiden forklarer hvorfor de har klaret sig så dramatisk bedre end de andre lande i regionen. Det spørgsmål må vente til en anden dag.

3 thoughts on “Demokrati og frie valg i 100 år: Latinamerika og Caribien

  1. Henrik Madsen

    Er det muligt at indsætte et (farvet) landkort der viser hvor der er hhv. spansk/portugisisk vs. engelsk/hollandsk

    Svar
    1. Christian Bjørnskov

      Det er ikke noget dårligt forslag. De britiske og hollandske er basalt set Belize – det tidligere Britisk Honduras – i Mellemamerika, Guyana, Suriname og Fransk Guiana nord for Brasilien, og det meste af Caribien bortset fra Hispaniola, der dækker Haiti og den Dominikanske Republik, og Cuba.

      Svar
  2. Lars Kjøller

    Den engelske politiker Daniel Hannan, der er delvist opvokset i Peru, argumenterer i sin bog “Inventing Freedom” for, at forskellen skyldes angelsaksisk tradition der stammer tilbage til længe før Magna Carta.

    Svar

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.