Hvor kom indvandrerne fra for 100 år siden?

Der tales og skrives meget om indvandrere i Danmark. Hvor svært er det at integrere dem, er der for mange af dem – eller er der måske for få, når danskerne ikke længere gider at have servicejobs – og hvordan klarer deres børn sig? Mens flere partier raser mod stort set al indvandring, glemmer mange i debatten, at indvandring og beboere i Danmark fra andre lande langt fra er et nyt fænomen.

I dag er der ifølge Danmarks Statistik 816.000 mennesker i Danmark, der ikke oprindeligt er fra Danmark. Godt 16 % af befolkningen er således enten indvandrere eller herboende udlændinge, men tallet skal tages med et gran salt. Min fætter, der er født af danske forældre og opvokset i et dansktalende hjem i Chicago, tæller således med i de 9500 amerikanere, der bor her. Fokuserer men på de såkaldt ikke-vestlige indvandrere, udgør de kun 53 % af alle indvandrere, og dermed 8,7 % af den samlede befolkning i Danmark. Regner man Tyrkiet som vestligt – og store dele af den vestlige del af Tyrkiet er lige så vestligt som Grækenland – er andelen 7,4 %. De største grupper er en blanding af flygtninge og arbejdsindvandring: De største fem er Tyrkiet, Polen, Syrien, Rumænien og Tyskland.

Vil man have et korrektiv til den nuværende politiske fortælling, er det måske værd at se tilbage i vores egen tid – og det er forbløffende let. I de statistiske årbøger fra 1920erne har Danmarks Statistik nemlig allerede dengang omhyggeligt opgjort, hvor mange ikke-danskere der boede i Danmark, og hvor de kom fra. En af opgørelserne er fra 1921 – præcist 100 år siden.

Det år udgjorde udlændinge 3,4 % af befolkningen i Danmark – knap 109.000 mennesker, der kom fra mange forskellige steder. Mens det lyder som langt mindre end i dag, og sådan set også er det, skal det ses i lyset af to andre tal: I 1921 boede der lige godt tre millioner mennesker i Danmark, mens verdens befolkning var under to milliarder. Danmarks befolkning er således næsten fordoblet siden da, og verdens er mere end firedoblet. Der er med andre ord langt flere mennesker ude i verden i dag, der potentielt kunne komme til Danmark end for 100 år siden.

Et andet overraskende forhold er, at der i modsætning til i dag var enkelte meget store indvandrergrupper. Der boede således over 36.000 svenskere – over én procent af indbyggertallet – og cirka 27.500 tyskere i Danmark umiddelbart efter Første Verdenskrig. Rent praktisk var man også i gang med den svære proces at integrere de over 150.000 mennesker i Sønderjylland, som året før havde stemt sig hjem, og de over 11.000 slesvigere, der valgte at flytte nordpå efter genforeningen. Mens langt de fleste af dem var dansksindede, var de både fattigere end andre danskere og da omtrent 20 % af dem var tvunget i tysk krigstjeneste under krigen, vendte mange tilbage til Danmark med voldsomme ar på sjælen. Det glemmes også ofte, at polakkerne allerede dengang var en af de største udlændingegrupper i Danmark: De fleste af de knap 7600 polske statsborgere, der var i landet, arbejdede sandsynligvis i landbruget, præcist som mange polakker og baltere gør i dag. Dengang som i dag var de en værdsat og stabil arbejdskraft.

Spørgsmålet, vi stiller til læserne i dag, er således hvor anderledes indvandringen er i dag fra den var for 100 år siden. Når der i dag tales om så mange flygtninge, må man for eksempel spørge, hvor mange af de 4000 indvandrere fra Østrig i 1921, der ikke var flygtninge, hvor mange af de tyske indvandrere der reelt var flygtet fra krigen, og hvor mange af de over 3000 russere, der var forfulgte jøder? Hvor forskellig er indvandringen i dag fra dengang?

6 thoughts on “Hvor kom indvandrerne fra for 100 år siden?

  1. Lau Ishøj

    Det undrer mig, at du kan/tør sammenligne dagens indvandring med indvandringen for 100 år siden. – især fordi du ikke fortæller, hvor mange (eller hvor få – måske ingen) mellemøstlige muslimer, der kom til Danmark dengang.
    Se kriminalstatistikkernes overvægt af dømte muslimer i forhold til deres andel af befolkningen.

    Svar
  2. Bastardo

    Man har gennem de seneste fyrre år set en stor indvandring af en særlig gruppe.
    Man har gennem tiden valgt at kalde gruppen mange forskellige ting: forfulgte, flygtninge, forældreløse, unge mænd, krigsramte, asylsøgende, migranter, ikke-vestlige, indvandrere!, uskyldige kvinder og børn – – – (fortsæt selv listen).

    Alt sammen fordi man ikke vil kalde elefanten ved navn: Opportunistiske MUHAMEDANERE.

    Svar
  3. kjeldflarup

    Lad mig formulere det mere diplomatisk. Indvandrere i dag, kommer længere væk fra, både i kilometer men også kulturelt. Det er hovedudfordringen.

    En anden stor forskel er at i løbet af disse 100 år er velfærdsstaten blevet udbygget, og er der to ting som ikke hænger sammen, så er det indvandring og velfærd.

    Hvis du vil grave yderligere, så find statistikker over ægteskaber mellem efterkommere af indvandrere og indfødte danskere. Hvis vores børn ikke kan gifte sig med hinanden, så er vi ikke et folk!

    Svar
  4. Hans-Georg Nielsen

    Virkelig interessante tal.

    Og man kan jo også gå meget længere tilbage og så konstatere, at der altid har været “bølger” med fysisk indvandring.
    Og så er der den vigtige “mentale indvandring”. Vi ville jo have været en flok “landsbytosser” såfremt vi ikke var blevet påvirket af tysk, engelsk, fransk, japansk, jødisk, indisk, norsk, islamsk, amerikansk, grønlandsk, spansk, græsk, ægyptisk, Italiensk, russisk, kinesisk, katolsk mm kultur.

    Og så er det vel værd at huske på, at de såkaldte danskere indvandrede fra syd til DK efter den sidste istid for blot 11.700 år siden. Og lad os for god ordens skyld ikke helt fortrænge at vores aner udvandrede fra Afrika for kun ca.100.000 år siden.

    Set i lyset af jorden alder på 4.54 millader år er det jo ingenting / tid.

    Konklusion: Uden fysisk og mental indvandring ingen såkaldte “danske værdier”.

    Svar
  5. ino

    Mine oldeforældres herkomst er måske ret sigende: Min oldefar indvandrede fra Trelleborg i Skåne sidst i 1800-tallet (sammen med 90.000 andre svenskere/gammel- danskere). Mens han forældre levede, rejste han ofte frem og tilbage mellem København (arbejde om sommeren) og Trelleborg (forældreomsorg om vinteren). Min oldemor kom fra en tysk familie i København. Familien kom til København fra Thüringen i midten af 1700-tallet og havde et større skrædderi i København. Den tyske andel af københavnerne har været ret stor – hele fem kirker gennem århundrederne. En af oldemors mange søskende blev i øvrigt gift med den tyrkiske konsul i København (endnu en vidt berejst tysker med schnurbart). Han byggede en trævilla i tyrkisk stil med minareter på Strandvejen i Ordrup – det hele blev ædt op af husbukke.

    Svar
  6. Henrik Madsen

    Nutidens indvandring er MEGET anderledes end den for 100 år siden

    Jeg vil nævne nogle centrale forskelle:

    1. Mange kommer nu med en KULTUR der er MEGET forskellig fra vores.
    2. Mange kommer nu med en RELIGION der er MEGET forskellig fra vores.
    3. Mange kommer fra et STYRESYSTEM der er meget forskelligt fra vores.
    4. Mange kommer med et SPROG der er MEGET forskelligt fra vores.
    5. Mange kommer fra områder hvor de end ikke benytter vort ALFABET.
    6. Mange kommer med MEGET LAVERE UDDANNELSESNIVEAU end gns. herhjemme.
    7. Mange kommer nu hertil uden på nogen måde at være ‘dansksindede’.

    Med den nye indvandring, til DK og Europa, følger UTRYGHED: Intimidering, trusler, vold, tyverier, røverier, skyderier, vanvidskørsel, afbrændinger, bombeeksplosioner, halshugninger, voldtægt, mord og terrorisme!

    Med den nye indvandring følger også holdninger, der er ekstremt forskellige fra de holdninger indvandrerne kom med for 100 år siden: Blandt herboende muslimer synes 76% at religionskritik skal være FORBUDT (seks og halvfjerds procent)! Rifbjerg ville rotere i sin grav.

    https://www.berlingske.dk/politik/konklusion-i-ny-rapport-om-ytringsfrihed-aergrer-integrationsministeren

    Konklusion: Nutidens indvandring er EKSTREMT meget anderledes, end den for 100 år siden!

    Dertil kommer, at Danmarks muligheder for at HÅNDTERE indvandringen – og de indvandrede – er blevet ændret markant! Vi lever nu i en tid hvor vi i Danmark ikke SELV beslutter hvad vi vil gøre med indvandrere! Dette skyldes at vi har skrevet under på diverse konventioner, som endda gør det vanskeligt at udvise dem vi måtte have lyst til at udvise (eksempelvis hvis de er dømt for 794 lovovertrædelser, herunder filmet en voldtægt af en 14-årig).

    2 minutters video: https://youtu.be/o0CSY34groA

    Svar

Leave a Reply to ino Cancel reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.