Photo by Ali Yaqub on Unsplash

Indvandring og den endogene velfærdsstat

”Dem, der i dag er ramt af kontanthjælpsloftet og på integrationsydelse, er for en stor dels vedkommende udlændinge, og Socialdemokratiet vil ikke åbne den flanke over for de borgerlige partier at hæve overførselsindkomsterne for indvandrere”.

Sådan skrev Berlingske i går i en historie om, at regeringen er begyndt at ryste på hånden, når det gælder valgløfterne om at hæve de såkaldte ”fattigdomsydelser”.

Det er et eksempel på, hvad man kunne kalde den endogene velfærdsstat – altså velfærdsstaten, som ikke på forhånd er givet.

Det er velkendt, at man ikke både kan have fri indvandring og en velfærdsstat samtidig. Mange ser måske for sig, at indvandring vil få velfærdsstaten til pludselig at kollapse. Det ville måske også være tilfældet, hvis man lukkede grænsen op fra den ene dag til den anden og samtidig gav fri adgang til de offentlige kasser.

I den verden, vi lever i, hvor der ikke er fri indvandring, er det langt mere sandsynligt, at velfærdsstaten påvirker indvandringspolitikken, og at indvandringen påvirker velfærdsstaten. Begge dele er endogene. Mere indvandring kan få opbakningen til velfærdsstatens omfordeling til at aftage gradvist frem for at udløse kollaps.

For at få en idé om mekanismen, kan man begynde med at kigge på den simple medianvælgermodel, hvor medianvælgeren bestemmer. Hvis det politiske spørgsmål, vi ser på, drejer sig om indkomstafhængig omfordeling, er medianvælgeren vedkommende med medianindkomst. Medianvælgeren vil vælge et omfordelingsomfang, hvor marginalgevinsten ved omfordeling svarer til skattebetalingen, der skal til for at finansiere den, inklusive forvridningsomkostninger. Jo højere gennemsnitsindkomsten er i forhold til medianindkomsten, desto større omfang af omfordeling.

Hvad sker der ved indvandring? Jo lavere indvandrerne befinder sig på indkomstskalaen i forhold til den oprindelige befolkning, desto mere vil gennemsnitsindkomsten falde i forhold til medianindkomsten. Har indvandrerne endda en lavere tilbøjelighed til at stemme – eller er de afskåret fra det – vil mekanismen virke endnu stærkere.

Er det sådan en mekanisme, vi ser udspille sig? I hvert fald er det påfaldende, at stramningerne af velfærdsstatens ordninger især er fundet sted, hvor indvandrere og efterkommere er overrepræsenterede. Den såkaldte overgangsydelse – hvor man kunne trække sig tilbage allerede som 50-årig – blev afviklet af Nyrupregeringen på et tidspunkt, hvor den i høj grad begyndte at tiltrække indvandrere (de oprindelige ”fremmedarbejdere”). Stramningerne af kontanthjælpen er et andet eksempel. Og nu altså regeringens tøven over for at rulle ”fattigdomsydelserne” tilbage.

Gad vide hvad der sker med DF’s gamle mærkesag, ældrechecken, når indvandrerne bliver overrepræsenteret i modtagerkredsen (f.eks. tidligere hjemmegående indvandrerkvinder)?

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.