Hvem fortæller historien?

Man siger ofte, at det er sejrherrerne, der skriver historien. Romerne skrev historien om de puniske krige, de allierede skrev historien om første verdenskrig, og indtil fornylig skrev kommunisterne den officielle historie om den russiske revolution. Det samme gælder til en vis grad om politiske ’krige’, og i det aktuelle tilfælde om 2020-epidemien og de politiske tiltag mod den.

Det er ikke mindst af den grund, at mange er bekymrede for den ekstreme grad af ensretning i den journalistiske dækning af viruspolitikken og virussens udvikling, som vi har oplevet siden marts sidste år. Når det gælder lovligheden af en række af regeringens tiltag, vågnede visse medier – inklusive Berlingske, BT og Børsen, op i efteråret og begyndte at udgive skeptisk, undersøgende journalistisk. Gælder det selve approachen – at lukke samfundet ned og styre alt med hård, politisk hånd – er det foreløbig kun og udelukkende enkelte journalister på Weekendavisen, der har udvist almindelig journalistisk skepsis. En pudsig detalje er, at den ene af dem ikke engang er uddannet journalist, men er phd i neurobiologi.

Det er ikke kun Danmark, der oplever disse problemer, men størstedelen af den vestlige verden. Journalister er holdt op med at håndhæve journalistiske normer, videnskabelige diskussion og skepsis bliver stemplet som fake news, og et af resultaterne er, at almindelige mennesker holdes i et jerngreb af dybt irrationel frygt. En del af disse problemer blev forleden diskuteret i en samtale mellem Matt Kibbe og Peter Boettke, som kan ses nedenfor. De to nævner for eksempel, hvordan cirka halvdelen af alle demokrater og en ganske stor del af republikanske vælgere i en ny undersøgelse mente, at halvdelen af alle coronasmittede bliver indlagt på hospitalet. En anden undersøgelse viste, at mange briter tror, at cirka 8-10 % af befolkningen er døde af corona. Misinformationen og den totale ensretning af adfærd og civilsamfund har alvorlige konsekvenser.

En af Boettkes måske mest interessante pointer er, at vi intellektuelt har taget et skridt tilbage til 1970erne. I Danmark er det blandt andet overvældende tydeligt reflekteret i statsministerens udsagn om, at det var en ’gammeldags’ måde at se tingene på, når man går ud fra at statsgæld skal betales tilbage, og forleden da erhvervsministeren påstod, at bankernes rentepolitik er helt uafhængig af de renter, Nationalbanken sætter. Det gælder dog også i meget bredere forstand, idet mange borgere – og de fleste politikere – ganske pludseligt er begyndt at tro på statens guddommelige evner og viden. Man er effektivt tilbage til 1970ernes tro på, at en lang række forhold, som ikke kan vides er åbenbaret for statens politikere og embedsværk, selvom ingen privatindivider har den viden, og også den dybt ideologiske idé, at politik er fundamentalt god.

Stiller man spørgsmålet, hvem der får lov til at definere fortællingen om epidemien, åbner det således op for en langt bredere diskussion om, hvad det er for et samfund en flok dybt inkompetente, uhæderlige politikere – og ja, det er faktisk min ærlige mening om dem efter 15 års erfaring med dem – er ved at skabe? Er man med på at starte weekenden med tanker om det liberale samfund versus hvad der bygges for tiden, kan Kibbe og Boettke anbefales varmt.

4 thoughts on “Hvem fortæller historien?

  1. kjeldflarup

    En ting er at journalisterne svigtede. Men kan man ikke også sige at oppositionen svigtede. Journalister kan grave selv, men de kan også skrive om politisk uenighed, det er vel det de fleste journalister gør. Graversjournalisten har trange kår for tiden.

    Så hvor var oppositionspolitikerne som turde tale den kollektive dødsangst imod og stille kritiske spørgsmål til regeringen.

    Svar
    1. Christian Bjørnskov

      Jeg er meget enig! Jeg kan huske et interview med Martin Geertsen i september, hvor han indrømmede, at han og resten af oppositionen simpelthen ikke havde opdaget, at regeringen af to omgange havde ændret retfærdiggørelsen af nedlukningen. Først var det for at beskytte sundhedsvæsenets kapacitet, derefter at forhindre dødsfald, og i tredje omgang at forhindre smitte. Oppositionen har ganske enkelt ikke været opposition på nogen som helst meningsfuld måde.

      Svar
  2. Hans-Georg Nielsen

    Det er meget enkelt. De (ok, der er et par undtagelser) tør tydeligvis ikke tale til kongen i mennesket.
    Der tales til – og ikke imod – stodderen og angsten. Jens Galschiøts skulpturer fra 1993 var visionære, men desværre ikke særlig effektive. Trist og ynkeligt. Når man er et liberalt gemyt, er det deprimerende at konstatere, at der ingen reelle mentale forskelle er på S og V.

    Svar

Leave a Reply to Christian BjørnskovCancel reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.