Forleden havde jeg en kronik i Berlingske, hvor jeg beskrev min seneste analyse. Kort fortalt viser min analyse, at smittespredningen før jul toppede senest 9.-12. december – og altså før hovedparten af (og måske endda alle) nedlukningerne. På den baggrund konkluderer jeg, at (hovedparten af – og måske alle) nedlukningerne før jul ikke var proportionale, fordi de – selv hvis nedlukningerne virker – var unødvendige i forhold til at opnå det primære politiske mål: At beskytte kapaciteten i sundhedssektoren.

Disse resultater er faldet Uffe Gardel for brystet, og han skrev derfor et indlæg på Facebook, som blev til et svar på min kronik i Berlingske. Nedenfor gennemgår jeg Gardels indlæg i Berlingske, og som det (tydeligt, håber jeg) vil fremgå, har Uffe Gardel brugt masser af spalteplads på at fremføre meget lidt. Men ret skal være ret – han har én pointe. Jeg ER liberal. Det ser jeg som en styrke i den nuværende situation, men det vil jeg komme tilbage til.

Gardel drager dog mange fejlslutninger, inden han når til denne pointe. I det følgende vil jeg forklare, hvorfor

• Gardel i mine øjne tager fejl, når han siger, at størstedelen af nedlukningerne skete efter smitten var toppet
• Gardels opfattelse af – og konklusion på baggrund af – analysen er forkert
• Gardel overser helt grundlæggende dele af adfærdsteorien
• Gardel tager fejl, hvis han tror økonomer er på udebane under en pandemi

Gardel er enig i analysen, men uenig i definitionen af ”størstedelen af nedlukningerne”

Lad os først slå fast, at Gardels kritik ikke går på selve analysen. Han er umiddelbart enig i, at smittespredningen (han skriver smittetallet, men det er altså smittespredningen – forskellen er de mindst fire dage, der går fra man er nær kontakt og til Sundhedsstyrelsen anbefaler, at man bliver testet første gang) senest toppede 9.-12. december.

»Smittetallet toppede mellem 9. og 12. december,« skriver han [Jonas Herby] i Berlingske 20. maj, og det er formentlig rigtigt.

(Uffe Gardel i Berlingske)

Til gengæld er Gardel uenig i min fortolkning af ”størstedelen af nedlukningerne”.

»Mine analyser viser altså, at smitten begyndte at falde, før størstedelen af regeringens nedlukninger.« Det er til gengæld ikke rigtigt. Størstedelen af nedlukningerne skete nemlig netop i de dage, som Herby selv mener var smittens toppunkt. Lad os se på kalenderen for sidste års nedlukning.

(Uffe Gardel i Berlingske)

Gardel henviser til, at de delvise nedlukninger d. 9. december (han skriver 8. december, men igen må der være tale om en sjuskefejl, for nedlukningen trådte i kraft 9. december) og d. 11. december, omfattede 80% af borgerne i Danmark.

Men at de to første delvise nedlukninger ramte 80% af borgerne, er ikke det samme som at de udgjorde størstedelen af nedlukningen.  Fx sendte den delvise nedlukning kun de ældste børn hjem fra skole. Den fulde nedlukning sendte de yngste børn – 0.-4. klasse – hjem. Hvad er værst?

Det samme gælder for erhvervslivet. Den delvise nedlukning lukkede værtshuse og indendørs kultur. Den fulde nedlukning lukkede alle ikke-essentielle forretninger. Hvad er værst?

I mine øjne var den delvise nedlukning altså langt mindre indgribende end den fulde nedlukning. Og så ramte de alle og ikke kun 80%. Og dermed er det – i hvert fald for mig – ret klart, at størstedelen af nedlukningerne skete efter 9. -12. december og altså efter at smittespredningen var toppet.  Størstedelen af nedlukningerne skete ikke i de dage, hvor smitten toppede, som Gardel skriver. De skete senere.

Min hensigt er ikke at bevise, at nedlukninger ikke virker. Men at vise, at nedlukningerne var unødvendige, selv hvis de virkede

Et af Gardels grundlæggende problemer synes at være, at han har misforstået formålet med min analyse. Analysen skal ikke ”bevise”, at nedlukningerne ikke virker. Det ville kræve helt andre analytiske metoder og data. Formålet er derimod at vise, at størstedelen af nedlukningerne skete efter at smittetallet var begyndt at falde, og at regeringens indgreb dermed ikke var proportionale.

På trods af dette forsøger Gardel at dreje min analyse over i et forsvar for effekten af nedlukninger:

Smitten toppede altså præcis i de dage, da man lukkede restauranter, værtshuse, skoler, biografer og idrætsanlæg ned i størstedelen af landet. Da man lukkede ned, begyndte smittetrykket at tage af – ikke før.

(Uffe Gardel i Berlingske)

Dette er måske korrekt. Min analyse viser, at smittespredningen toppede senest mellem 9. og 12. december, men det kan godt være toppet tidligere (bl.a. regner jeg – på baggrund af Sundhedsstyrelsens anbefalinger – at der går fire dage fra man bliver smittet, til man bliver testet – men reelt set kan der sagtens gå længere (Sundhedsstyrelsen anbefaler, at man bliver testet både på 4.-dagen og 6.-dagen efter nærkontakt, fordi der hos nogle personer går 6 dage, inden der er virus nok til at det kan spores, men ved man ikke, at man har været nærkontakt, kan der selvsagt gå længere tid (og for at være helt fair: faktisk også kortere tid, selvom det er mindre sandsynligt) fra man smittes, til man får en positiv test og tæller med i smittetallene.

Men selv hvis smittetallet toppede 9.-12. december, kan man så konkludere, som Gardel gør her?

Så hvad har Jonas Herby lige bevist? At nedlukning af barer, restauranter og skoler virker

(Uffe Gardel i Berlingske)

Nej, det kan man ikke. For det første er korrelation ikke kausalitet. Min analyse er ikke et ”bevis” for, at nedlukninger ikke virker. Og heller ikke det modsatte. Analysen dokumenterer, at størstedelen af nedlukningerne var unødvendige i forhold til at beskytte kapaciteten i sundhedssektoren – selv hvis nedlukninger virker. Unødvendige, fordi smitten allerede var toppet.

At nedlukningen skulle få smittespredningen til at toppe på dagen for nedlukningen er i øvrigt i stærk modstrid med epidemiologernes udsagn om, at effekterne først kan ses efter en rum tid (hvilket kan skyldes, at en væsentlig del af smitten sker gennem ”familie, venner og kolleger”, som dette studie konkluderer. Hvis nedlukningen stopper smittespredningen på barer mv., vil den altså fortsætte mellem familie, venner og kollegaer i nogle dage).

Endelig flader smittekurverne ud flere dage før man når toppunktet. Så hvis jeg skulle konkludere på nedlukninger og alene havde min analyse som grundlag, ville jeg nå til den modsatte konklusion: Smitten toppede før nedlukningerne.

Men igen. Jeg mener ikke, at min analyse isoleret set kan bruges til at ”bevise”, at nedlukninger ikke virker (og ej heller det modsatte). Og derfor er jeg i mit notat omhyggelig med ikke at drage den konklusion. I stedet skriver jeg:

Analysen bekræfter altså en voksende international litteratur, der peger på, at effekten af nedlukninger er begrænset (se bl.a. Herby (2020) og Allen (2021) for en gennemgang af den eksisterende litteratur). I stedet er det borgernes frivillige sociale distancering, der er afgørende for samfundets respons på smitteudviklingen.

(Jonas Herby i “Smittespredningen før jul toppede inden restriktionerne kunne have effekt“)

Gardel overser helt grundlæggende dele af adfærdsteorien

Hvorfor går Gardel så galt i byen? Måske finder vi svaret gemt i Gardels indlæg. Bemærk fx denne spydige sætning fra indlægget, som Gardel bruger til at understrege, at statslig styring er vigtig for at håndtere pandemien:

Ischgl februar 2020 har Herby vist aldrig hørt om.

(Uffe Gardel i Berlingske)

Gardel overser her en vigtig del af den helt basale adfærdsteori. Hvis mennesker ikke ved, at der er COVID-19 i området, så er det klart, at mennesker ikke reagerer på smitten. Og så vil smitten selvfølgelig sprede sig præcis som i de dyrebesætninger, hvorfra epidemiologer har hentet en stor del af deres viden om smittespredning. Hvis ens tilgang til pandemien er, at mennesker opfører sig som dyrebesætninger, er det klart, at man får en indædt tro på, at nedlukningerne virker. Hvem skal styre dyrebesætningerne, andre end besætningens herskere?

Men mennesker er ikke som dyrebesætninger. Mennesker reagerer på informationer. Frie mennesker kan fravælge barer og værtshuse, når smitten stiger. Og det er præcis dette, Allen (2021) beskriver i konklusionen i sit review, når han skriver:

Research done over the past six months has shown that lockdowns have had, at best, a marginal effect on the number of Covid-19 deaths. Generally speaking, the ineffectiveness of lockdown stems from voluntary changes in behavior.

Allen (2021)

Jeg er grundlæggende statskritisk og stiller derfor statskritiske spørgsmål, som jeg forsøger at besvare i mine analyser

Har Gardel ikke nogen rigtige, selvstændige pointer overhovedet? Jo, det har han da. Én. Jeg synes bare ikke, den er særligt god eller revolutionerende. Men lad os bare hive dem frem for en god ordens skyld.

For det første har man [Jonas Herby og CEPOS] været drevet af ideologi.

(Uffe Gardel i Berlingske)

Jeg ER liberal. Havde jeg ikke været grundlæggende statskritisk, havde jeg sandsynligvis købt fortællingen om, at det er staten, der styrer smittespredningen.[1] Og så havde jeg ganske givet stillet andre spørgsmål, end dem jeg forsøger at besvare med min analyse. Så den del er jeg enig med Gardel i. Her har han en pointe. Men mine analyser viser det, de viser. Og de er blevet fremlagt for universitetsprofessorer, inden jeg har offentliggjort dem. Der er ikke fiflet med tal eller konklusioner, som Gardel synes at insinuere med sætningen.

Gardel hævder også, at jeg ”fortier, at for hver forsker, der giver ham ret, er der en håndfuld, som er uenige med ham.” Det er fuldstændig forkert, og det overrasker mig, at Gardel ikke har observeret, at regeringen og myndighederne gentagne gange har fremhævet vigtigheden af danskernes frivillige indsats. Samtidig viser videnskabelige artikler, der berører emnet, nærmest enstemmigt, at den frivillige adfærd er helt afgørende. Jeg er endnu ikke stødt på én eneste forskningsartikel, der viser, at nedlukningerne var vigtigere end vores frivillige sociale distancering.

Gardel tager fejl, hvis han tror økonomer er på udebane under en pandemi

Lad os slutte af med en diskussion om, hvem der er på udebane. Gardel mener, at fordi der er tale om en virus, er økonomer på udebane.

For det andet er Cepos på udebane. Cepos ved en del om økonomisk politik, men covid-19 er man åbenlyst blank på.

(Uffe Gardel i Berlingske)

Men det er ikke korrekt. Nedlukningerne handler om politik, og en væsentlig del af økonomisk teori og empiri handler netop om at vurdere effekterne af den førte politik. At påstå, at epidemiologer bedre kan bedømme effekten på smittespredningen af nedlukninger end økonomer, svarer til at hævde, at skatterevisorer er bedre til at vurdere effekten af skatter på arbejdsudbuddet end økonomer.

Økonomer er i den grad på hjemmebane under en pandemi.

---

[1] Der gik faktisk (og det skammer jeg mig over i dag) ret lang tid, før jeg begyndte at sætte spørgsmålstegn ved effekten af nedlukningerne. Det tog uger for mig at indse, at mennesker selvfølgelig reagerer på smitten uden for deres dør, og derfor er ikke-økonomer som Gardel vel som sådan undskyldt for endnu ikke at have indset dette. De er trods alt ikke uddannet i at forstå de aspekter af menneskelig adfærd, som økonomer bliver uddannet i.