Nedlukning virker ikke – evidens mod husarrester

Mens budskabet bliver ved med at være politisk kontroversielt, ser det ud til at der er stigende opmærksomhed om den empiriske Covid-forsknings måske vigtigste indsigt: Nedlukningerne virkede ikke. Mange epidemiologers påstand (inklusive en meget ophidset Jens Lundgren i en debat med undertegnede) var ellers, at hvis folk holder op med at have sociale kontakter, holder smitten op – basta. Deres implikation var derfor, at nedlukningerne måtte virke, og de mest effektive var dem der begrænsede folks menneskelige kontakter mest. Med andre ord var påstanden, at deciderede Shelter-In-Place (SIP) ordrer, dvs. de facto husarrest, ville være mest effektiv.

Sidste måned udgav Virat Agrawal, Jonathan H. Cantor, Neeraj Sood og Christopher M. Whaley et NBER Working Paper med titlen ”The Impact of the Covid-19 Pandemic and Policy Responses on Excess Mortality” hvor de studerer effekten af netop SIP på tværs af 43 lande og alle amerikanske stater. De fire forskere fra University of Southern California og the RAND Corporation bruger en event study approach til at estimere, hvordan SIP påvirker overdødeligheden fra uge til uge.

Agrawal et al. beregner overdødeligheden som forskellen mellem det ugentlige dødstal i 2020 og gennemsnittet for samme uge i 2015-19. Det er standardmåden at gøre det på, om end – som jeg har argumenteret andetsteds – den er potentielt misvisende, da gennemsnittet skjuler hvor meget dødeligheden typisk varierer fra år til år. Det samme problem gælder i ugentlige sammenligninger, og bør ligge i baghovedet, når man tolker deres resultater.

Resultatet af deres empiriske undersøgelse af det, mange epidemiologer og deres computermodeller ville sige, var den mest effektive politik, er at indførslen af SIP ikke gjorde nogen gavnlig forskel. På tværs af lande finder Agrawal et al. endda, at overdødeligheden steg efter regeringen indførte SIP – dvs. reelt satte folk i husarrest. Det samme billede ser man på tværs af de amerikanske stater, hvor det dog ikke er statistisk signifikant.

En særlig fordel ved studiet er, at Agrawal et al. kan håndtere det endogenitetsproblem, der ellers er så svært. En indvending fra folk, der faktisk forstår den statistiske side af sagen, er at det er en mulighed at regeringer indfører nedlukninger som SIP, som en reaktion på stigende dødstal. Det er endda en meget rimelig indvending, hvis man tror at politikere er fuldt informerede og forsøger at gøre det rigtige. Hvis det er tilfældet, skaber det problemet, at det man måler er en reaktion på stigende dødstal, og ikke en effekt af SIP.

Det kan de fire forskere dog teste direkte for, og de finder det modsatte: Agrawal et al. finder, at “countries that implemented SIP policies experienced a decline in excess mortality prior to implementation compared to countries that did not implement SIP policies.” Alt andet lige betyder det, at den fejl man laver, er til den negative side. Det betyder også, at politikere generelt ikke har reageret informeret eller benevolent.

Bundlinjen i det nye studie er dermed, at selv politik, der reelt sender uskyldige mennesker i husarrest – deres ’forbrydelse’ er at de jo kunne have været smittede – i bedste fald ikke har påvirket dødeligheden i Covid-epidemien. De empiriske indikationer fra sammenligninger på tværs af lande peger endda på, at indførslen af husarrest decideret har ført til flere dødsfald. Det er på tide for verden at holde op med den største politiske fejltagelse siden anden verdenskrig.

9 thoughts on “Nedlukning virker ikke – evidens mod husarrester

  1. Niels Christian Clausen

    Såfremt nedlukninger ikke har nogen virkning, er der da anden forklaring på deres eksistens, end at:
    1. Politikerne havde forkerte beslutningsgrundlag
    2. Politikerne mente at beskytte infrastrukturerne

    Svar
    1. Christian Bjørnskov

      Det kunne man godt forestille sig. Men hvis det er 1) burde de have opgivet nedlukningen for længe siden. Og hvis det er 2) burde de have åbnet igen omkring starten af maj sidste år, da det var helt klart at der ikke var kapacitetsudfordringer for sundhedsvæsenet. De virker ikke logiske.
      Mit indtryk er meget klart, at der ligesom i de fleste andre situationer er tale om en blanding af magtliderlighed, inkompetence og ansvarsforflygtigelse. Der er med andre ord ingen som helst grund til at tro, at politikere er benevolente.

      Svar
      1. Klaus K.

        Det kunne faktisk også tænkes, at ledende politikere og embedsfolk i dag udgøres af en generation, hvor mange lider af sygdomsparanoia. Visse oplysninger i den nye bog med Mette F. tyder på, at det kunne være tilfældet i DK.

        Svar
        1. Johannes Polemicus

          Men hvis det er den præference deres vælgere har er det jo også den politik, de skal føre igennem.

          De fleste af de læger, jeg kender, har været frustrerede over at man i den grad har skudt med den store kanon ift. covid-19, når man langt mere kost-effektivt kunne få effekter andre steder i sundhedsvæsenet. Men problemet er her, at politikere hverken kan eller bør optimere QALYs – de skal udmønte de præferencer deres vælgere har. Hvis folk er irrationelt bange for covid-19 vis-a-vis andre sundhedsproblemer (oplagt: rygning) skal politikerne jo afspejle det. Essensen af demokrati er irrationalitet.

          Svar
          1. Christian Bjørnskov

            Jeg er helt enig. For mig er problemet, at politikerne gennem deres kontrol af myndighederne selv har skabt en stor del af den irrationelle frygt. Det har været beskæmmende at se, hvordan adskillige regeringer inkl. den danske har brugt propagandastrategier, der er direkte ud af diktatorhåndbogen, og dermed de facto styret mange vælgeres præferencer.

            Svar
            1. Johannes Polemicus

              Hvis man opfatter befolkningens fortolkning af situationen som så påvirkeligt af staten, så må en stor del af æren for de frivillige adfærdsændringer (og de heraf afledte reddede liv) vel også tilskrives staten.

              Noget helt andet er så, at jeg ikke er helt enig. Jeg opfatter den platform som S etablerede sin regering på som et klart udtryk for, at der i meget brede kredse af den danske vælgerbefolkning er meget høj risikoaversion og en forkærlighed for maximin fremfor minimax.

              Svar

Leave a Reply to Christian BjørnskovCancel reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.