Historien om ”neoliberalisme” (III): Strukturpolitik var nøglen til lavere ledighed.

Vi beskæftiger os med ”neoliberalisme” i sommerserien om historiske fakta. Læs de tidligere afsnit her og her.

I dag skal vi se på et af de områder, hvor liberale økonomer har sat et vist fingeraftryk: Arbejdsmarkedet. Som min kollega fra det britiske finansministerium en gang sagde (i slut-90’erne): ”Det største, der er sket i min tid, er, at arbejdsmarkedet igen bliver betragtet som et marked – at arbejdskraft erkendes at være et knapt gode”.

I efterkrigstiden voksede forestillingen frem om makroøkonomien som en maskine, der kunne finstyres. Den afgørende balance var mellem inflation og arbejdsløshed. Den kunne reguleres gennem den samlede efterspørgsel. For stor efterspørgsel gav inflation, for lille efterspørgsel gav arbejdsløshed. Den såkaldte Phillips-kurve kom til at illustrere sammenhængen.

Men i 1970’erne brød den ellers så tilsyneladende stabile omvendte sammenhæng mellem inflation og arbejdsløshed sammen. Der kom stagflation – en ”umulig” sammenblanding af høj inflation og arbejdsløshed (stagnation) på samme tid. Det førte til en erkendelse af, at trade-offet mellem inflation og arbejdsløshed højst er midlertidigt.

Det banebrydende indlæg i debatten var Milton Friedmans tale som præsident for American Economic Association i 1967: ”The role of monetary policy”. Her slog han fast, at inflationen på længere sigt er et monetært fænomen. Derimod er arbejdsløsheden på længere sigt et resultat af strukturforholdene på arbejdsmarkedet, og den langsigtede arbejdsløshed vil svare til, hvad han kaldte ”den naturlige arbejdsløshed” (nu kaldes det mest ”strukturel arbejdsløshed”).

Stagflationen var et resultat af, at bl.a. arbejdsmarkedspolitikken drev den strukturelle – naturlige – ledighed i vejret: Stigende dagpenge, højere minimumslønninger, stivere regler for at afskedige medarbejdere m.m. Mange af tiltagene blev indført i et forsøg på at afdæmpe konsekvenserne af arbejdsløshed – det skulle være mindre hårdt at være arbejdsløs og sværere at blive afskediget – men konsekvensen blev, at der kom flere arbejdsløse. En højere dagpengesats eksempelvis driver de laveste lønninger i vejret, hvilket reducerer efterspørgslen efter arbejdskraft med lavere kvalifikationer. Er det svært at afskedige medarbejdere, bliver der ansat færre – især unge og uprøvede.

Stagflationen førte omsider til at se på, hvordan strukturforholdene kunne forbedres. Arbejdsmarkedet blev, som min britiske kollega sagde det, igen betragtes som et marked. Det blev indset, at det er arbejdskraften og ikke arbejdspladserne, som er knappe. Arbejdsmarkedspolitikken blev en del af strukturpolitikken. Herhjemme blev tankegangen i høj grad introduceret af Det Økonomiske Råds formandskab i slutningen af 1980’erne. Men også de socialdemokratiske regeringer i 1990’erne lagde vægt på at forbedre strukturforholdene. Inden da var der i praksis uendelig lang dagpengeperiode; man kunne til stadighed optjene fornyet ret til dagpenge. Efterlønsordningen, der var indført under SV-regeringen sidst i 70’erne, blev strammet op. Der blev indført krav til ledige om aktivering (i praksis en slags skat på ledighed). Regler for bistandshjælp (nu kontanthjælp) er gradvist blevet strammet, og der er indført særligt lave ydelser til indvandrere og unge. Desuden er skatterne sænket for at forbedre incitamentet til at deltage på arbejdsmarkedet (bl.a. via beskæftigelsesfradraget) og arbejde mere (via lavere marginalskat).

Danmark er langt fra ene om at have forbedret strukturforholdene på arbejdsmarkedet.

Hvordan er det så gået?Hvor stor succes har de ”neoliberale” reformer på arbejdsmarkedet været?

I første omgang kan man se på den samlede ledighed. Figuren viser ledighedsprocenten for hhv. Danmark og OECD-landene i alt siden 1970.

Der er ikke overraskende en del kraftige konjunkturbetingede udsving, som vi bør se bort fra, når det gælder den naturlige arbejdsløshed. F.eks. steg arbejdsløsheden kraftigt i forbindelse med finanskrisen. Billedet er imidlertid, at ledighedens langsigtede niveau i Danmark toppede i slutningen af 1980’erne og faldt frem mod finanskrisen. I OECD steg ledigheden også frem til slutningen af 1980’erne og er siden stagneret.

Den samlede ledighed giver dog ikke noget særlig præcist billede af strukturforholdene på arbejdsmarkedet. Kortvarige ledighedsperioder kan være et sundhedstegn forstået på den måde, at stor omsætning på et fleksibelt arbejdsmarked kan bidrage til den samlede dynamik og give bedre karrieremuligheder for den enkelte, men samtidig vil sætte sig spor i ledighedsstatistikken. Derimod er langvarig ledighed og stor ledighed for marginale grupper som begyndere på arbejdsmarkedet udtryk for alvorlige strukturproblemer.

Som man kan se af denne figur, har faldet i langtidsledigheden for unge været mere markant end udviklingen i den samlede ledighed i figuren ovenfor.

Strukturpolitikken har for alvor udstillet den såkaldte ”lump-of-labour-fallacy”: At mængden af arbejdspladser er mere eller mindre givet, og at øget arbejdsudbud blot øger ledigheden, mens man omvendt kan kurere ledigheden med arbejdsfordeling og tilbagetrækningsordninger som efterlønsordningen. Selv om fejltagelsen stadig eksisterer i nogle kredse, taler erfaringerne med øget arbejdsudbud sit tydelige sprog: Mere arbejdsudbud giver øget beskæftigelse, ikke ledighed (se f.eks. her)

Den ”neoliberale” arbejdsmarkedspolitik har været succesfuldt i den udstrækning, den har fået lov at virke. Økonomfagligt er der ikke meget tvivl om, at permanente ledighedsproblemer er et spørgsmål om dårlig strukturpolitik. Politisk er det endvidere ikke et simpelt spørgsmål om placering på den traditionelle højre-venstre-skala. Som nævnt har socialdemokratiske regeringer i bl.a. Danmark også bidraget til strukturforbedringer med lavere kompensationsgrad, skattenedsættelser og mere fleksibilitet. Det samme gælder i angelsaksiske lande. Omvendt har det været vanskeligt at få reformeret de meget ufleksible systemer i Sydeuropa i tilsvarende grad. En væsentlig del afspejler styrkeforholdet mellem ”insidere” og ”outsidere” på arbejdsmarkedet, som også forplanter sig til det politiske system.

Som vi begyndte denne serie om ”neoliberalisme” med at notere, er der næsten ingen, som kalder sig selv ”neoliberale”, og det er forkert at tale om et bestemt økonomisk-politisk program. Men man kan roligt konkludere, at liberale økonomer som Friedman var toneangivende med at ændre arbejdsmarkedspolitik fra et makro- til et strukturpolitisk tema. Og at strukturpolitik virker, når den får lov.

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.