Smitter kup og demokrati?

Fra 1989 og nogle år frem blev en række lande i Central- og Østeuropa demokratiske. En stor del af forklaringen skal findes i, at håndbremsen blev sluppet – med kommunismens og Sovjetunionens kollaps var der pludselig ingen stor militærmagt til at forhindre, at lande som Polen og Tjekkoslovakiet blev demokratier, ligesom der ikke længere var militærmagt til at forhindre, at lande som Estland blev selvstændige igen, eller at andre dele af Sovjetunionen valgte selvstændighed. Nogle af dem blev demokratiske, mens andre ikke blev.

På samme måde var en række latinamerikanske lande blevet demokratiske i løbet af 1980erne. Flere demokratiforskere begyndte derfor (igen) at tale om, at demokrati og andre regimeændringer ’smitter’: At når et land indfører demokrati, bliver det sværere for nabolandene ikke også at indføre demokratiske reformer. Idéen er ret intuitiv, da borgerne i Tjekkoslovakiet – på trods af regimets indædte forsøg på at forhindre det – for eksempel udmærket vidste, hvordan de østrigske demokrati virkede, kunne se dets overlegenhed, og var utilbøjelige til at støtte landets socialistiske diktatur uden tvang. Noget lignende gjaldt i høj grad for eksempel for Uruguays borgere efter Argentina genindførte demokrati i 1982.

Spørgsmålet om, i hvor høj grad disse historier er unikke eller eksempler på et generelt fænomen, kræver store datamængder hvor man kan følge lande over en lang periode. Som opmærksomme læsere ved, er det netop det Martin Rode, Andrea Sáenz de Viteri og jeg har været i gang med at skaffe. Vi er for tiden ved at lægge (forhåbentlig) sidste hånd på en særudgave af min og Martins regimedatabase, der dækker landene i Latinamerika og Caribien tilbage til 1920. Arbejdstitlen for tiden er derfor ”A Century of Regime Change in Latin America and the Caribbean.” Og et af de spørgsmål, vores data kan bruges til at svare på, er netop hvad nabolandes regimeændringer betyder.

Overordnede data, som i den første figur i dag, giver et vist indtryk af den samlede udvikling. Man kan tydeligt se, hvordan demokratisering sker i to bølger: en første fra cirka 1940, der både skyldes at flere lande indfører relativt frie valg, og at en lang række af de 43 lande afskaffer begrænsninger på, hvem der må stemme, og en anden i 1980erne, de skyldes at en række militærdiktaturer gav op. Uanset det pædagogiske i den type illustrationer skjuler de dog også en del information. I 1962-1963 var der således både tre af de 43 lande, der demokratiserede (Argentina, Bahamas og Bermuda) og fire, der gjorde det modsatte (Brasilien, Ecuador, Guatemala og Honduras). Det giver samlet kun et lille blip på figuren.

I dagens anden figur giver vi derfor en bedre indikation på, at flere slags regimeændringer faktisk smitter på tværs af landegrænser. Vi plotter sandsynligheden for, at hvert af de 43 lande oplever en af tre regimeevents – kupforsøg, demokratisering og autokratisering – i de fem år efter at et naboland har oplevet en af de tre events. Disse sandsynligheder sammenligner vi med den samme sandsynlighed, når de umiddelbare nabolande ikke har haft en event.

Tallene fra de 43 lande i regionen taler deres klare sprog: Både kupforsøg og demokratiseringer smitter. Hvis et eller flere nabolande har indført demokrati, er der en 123 procent større sandsynlighed for, at ens eget land også gør det. På samme måde er der 76 procent større sandsynlighed for, at ens land vil opleve et kupforsøg de næste fem år, hvis der har været kupforsøg i et naboland. Omvendt viser dataene, at selvom autokratisering er 52 procent mere sandsynligt, hvis det også er sket i et naboland, er denne forskel ikke statistisk signifikant.

Som den simple evidens fra et århundrede i Latinamerika og Caribien indikerer, er smitten således klart asymmetrisk og langt stærkere for demokratiseringer end for det modsatte. Mens det er interessant fra et forskningssynspunkt, kan man også overveje, om det også er vigtigt og aktuelt. Man kan for eksempel spørge, om de autokratiske tendenser i lande som Ungarn – der ikke længere er et demokrati – Polen og Tjekkiet smitter. Den latinamerikanske erfaring peger på, at det nok ikke er noget virkeligt væsentligt problem så længe det ikke udarter sig til deciderede kup.

3 thoughts on “Smitter kup og demokrati?

  1. Lasse Aaskoven

    Virkeligt interessant.

    Kunne man forestille sig, at “smitteeffekterne” var større, hvis der var større grad ideologisk/netværksmæssig /sproglig nærhed mellem landene/de politiske eliter?

    Politologer har jo fundet (i en mere fredelig form) at partier kopierer deres udenlandske kollegaer/partifæller (se f.eks. min tidligere kollega Lawrence Ezrows arbejde https://www.essex.ac.uk/people/ezrow28500/lawrence-ezrow), og der er jo også Aidt og medforfatteres arbejde med revolutionstrusler.

    Det ville jo være oplagt, at en general/oberst/oberstløjtnant, der overvejede et kup kiggede til lande, hvor han kunne sproget og/eller havde kontakter fra tidligere generalstabskurser/fællesmanøvrer etc. for at se, om de havde haft held med det. Eller at en venstreorienteret præsident, der overvejede et “selvkup” så til, hvorvidt noget lignende var lykkedes for andre venstreorienterede præsidenter i hans region og vice versa (ift. ideologi). Latinamerika er jo spændende fordi der både er ideologisk variation, noget variation ift. sprog og så vidt jeg ved (men er ikke ekspert) også transnationale elitenetværk.

    Svar
    1. Christian Bjørnskov

      Hej Lasse
      Det er nogle rigtigt gode idéer! Noget af det sjove ved at se på Latinamerika og Caribien er netop, at regionen nærmest er to separate netværk og kulturer – en spansk-portugisisk hvor der er klare, transnationale elitenetværk, og en britisk-fransk-hollandsk, der er anderledes. Stort set al kupaktiviteten og den politiske ustabilitet hører til den spansk-portugisiske del.
      Hvis man skal se på spørgsmålene, kræver det lidt ekstra data. Men måske kunne du endda selv være interesseret i at bruge databasen?

      Svar
  2. Oluf Johnsson

    Christian Bjørnskov: Jeg så ved et seminar i 1990 for virksomhedsledere, universitetsprofessorer blandt andet nu afdøde prof. Schäfer, Det samfundsvidenskabelge Institut, Humbolt Universitetet, Berlin en præsentation af et stort sociologisk undersøgelse fra en række lande verden over, der viste, at var der blot 5 % funktionelle analfabeter i en stat, kunne reelt demokrati ikke realiseres. Jeg kan desværre ikke finde referencen. Siger det dig noget?
    Hvis jeg så ser på Danamrk og omgivende stater idag. Så melder tanken sig, er vi nået dertil på grund af erosion i dannelsen helt fra grundskolen gennem to generationer – og en voldsom indvandring af i vidt omfabg, hvad man må kalde funktionelle analfabeter?
    Aporpos din artikel for primo august: om rurale og urbane områders temperaturer. Kig lige på denne nye undersøgelse af IPCC dataserier herom: How much has the sun influenced the northern hemisphere temperature trends? An ongoing debate – https://medium.com/@ceres-science/how-much-has-the-sun-influenced-northern-hemisphere-temperature-trends-an-ongoing-debate-121c5b1f2825

    Svar

Leave a Reply to Christian Bjørnskov Cancel reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.