”Neo-liberale” successer (IV)

I sommerserien i år ser vi bl.a. på det, nogle kalder ”neo-liberalismen”. Det er som sagt et begreb, der anvendes af kritikerne, som ikke viger tilbage fra at postulere et ”neo-liberalt hegemoni” i økonomisk politik siden Murens fald. Selv om man – som vi også har været inde på – langt fra kan tale om en sådan dominans i den førte politik, så lad os i dag begynde med at se på den måske største ”neo-liberale” succes.

Det drejer sig om faldet i inflationen stort set overalt i den vestlige verden. Vi er gået fra tocifrede inflationsrater i 1970’erne til meget lave rater. I de senere år har centralbankerne endog haft svært ved at få inflationen op på de 2 pct., som mange har som mål. De færreste succeser varer dog evigt, så det hører med til historien, at inflationen igen er begyndt at accelerere navnlig i USA på det allerseneste.

Men lad os begynde i 1970’erne. Her opstod den uventede situation, at der optrådte høj og voksende inflation samtidig med lav vækst og høj ledighed: Stagflation. Mange mente, at højinflationen enten var blevet et institutionelt træk ved moderne økonomier – Thorkild ”Livrem” Kristensen (økonomiprofessor, minister og OECD-generalsekretær) forudså f.eks., at inflationen ikke kunne komme under 10 pct. i en moderne økonomi – eller kun kunne bekæmpes med vedvarende høj ledighed. Men monetaristiske økonomer med Milton Friedman i spidsen hævdede med voksende styrke, at ”inflation altid og alle steder er et monetært fænomen”. Der kunne historisk konstateres en tæt sammenhæng mellem væksten i pengemængden og den nominelle BNP-vækst. Inflation er kort sagt et resultat af, at pengemængden vokser mere end det reale BNP. Vil man bremse inflationen, kræver det blot at stramme pengepolitikken, fremførte monetaristerne. Ledigheden ville nok kunne stige midlertidigt, indtil inflationsforventningerne var faldet. På lang sigt er der derimod ingen sammenhæng mellem inflation og ledighed.

Opskriften blev prøvet, og det gik i grove træk som forudsagt. Den mest iøjnefaldende ændring skete i USA under FED-formand Paul Volcker, hvor inflationen blev bragt under kontrol gennem en stramning, som også midlertidigt udløste en lavkonjunktur. Friedman argumenterede desuden for, at pengepolitikken for fremtiden burde følge et forpligtende kvantitativt mål for pengemængdevæksten. Også dette råd blev fulgt omend med nogle justeringer undervejs, som i dag er blevet til de nævnte inflationsmål på typisk 2 pct. om året. Endelig kom der forslag om at gøre centralbankerne uafhængige, men med bindende mandater, så de ikke så let blev fristet eller presset til at lade pengepolitikken diktere af kortsigtede politiske hensyn – f.eks. at lempe op til et valg og øge regeringens popularitet. De blev også fulgt i større og mindre grad.

Som man kan se af figuren, var skiftet fra høj- til lavinflation markant i både OECD under ét og i Danmark. Herhjemme var historien næsten den samme som i udlandet, blot med et tvist. I 1982 indførte vi fastkurspolitik over for først valutaerne i slangesamarbejdet i EF, så D-marken og endelig euroen, da den blev fælles valuta for de andre lande. Fastkurspolitikken medfører, at pengepolitikken er reserveret til at sikre fastkursen. Dermed bliver Nationalbanken i praksis nødt til at følge pengepolitikken i den centralbank, som der føres fastkurspolitik i forhold til. Aktuelt vil det sige ECB.

Fastkurspolitikken blev en overraskende stor succes, og det er i dag nærmest tabubelagt at diskutere den. I hvert fald var det bemærkelsesværdigt, så brat den fik brudt inflationsforventningerne. Faktisk så hurtigt, at der ikke som i bl.a. USA kom en midlertidig lavkonjunktur. Tværtimod.

En anden ”neo-liberal” succes i samme periode var faldet i renten, som fremgår af denne figur.

Rentefaldet hænger sammen med flere forhold.  Lavere inflation resulterer ikke overraskende i lavere nominel rente. Den nominelle rente er summen af realrenten og inflationen, og når den sidste falder, bør renten også gøre det. Men realrenten er også faldet. Forklaringen skal for det første findes i, at opsparingen er steget som resultat af aldringen og af den økonomiske udvikling i bl.a. Kina. At denne opsparing søger mod OECD-landene og presser renten ned er udtryk for en tillidserklæring til den økonomiske politik, om ikke andet så sammenlignet med omverdenen. For det andet har en række OECD-lande – og ikke mindst Danmark – reduceret problemerne med offentlige underskud og gældsætning.

Og her er vi fremme ved endnu en succes, omend af langt mere begrænset omfanget end inflationsfaldet. Som det ses af figuren, er de offentlige underskud aftaget siden de dybe gældsproblemer i bl.a. Danmark i 1970erne:

Det er vigtigt at bemærke trenden og se igennem de store konjunkturudsving. Navnlig det historiske dybe tilbageslag under finanskrisen fra 2008 medførte et dyk i de offentlige saldi. Når man læser figuren, skal man også være opmærksom på, at den faldende realrente alt andet lige medfører, at byrden ved offentlig gældsætning er mindre. Forbedring af de offentlige finanser kan altså medføre en god cirkel, hvor bedre offentlige finanser i sig selv gør offentlig gæld lettere at bære. Tilsvarende er en offentlig gældskrises dynamik, at mistillid til evnen til at bære gælden i sig selv gør den vanskeligere at bære, fordi det får renten til at stige.

To spørgsmål trænger sig på.

For det første: Hvorfor kom der efter 1970’erne denne øgede lydhørhed over for ”neo-liberal” økonomisk politik med lavere inflation og bedre offentlige finanser? Var det en ideologisk drejning, et resultat af ”onde kræfters” indflydelse? Eller var det snarere, fordi stagflationen og den eksplosive offentlige gæld havde skabt uholdbare problemer for de vestlige velfærdsstater? Problemer, som måtte løses, hvis de skulle overleve? Man kan således argumentere for, at økonomer som Friedman endte med primært at redde velfærdsstaterne fra alvorlige skavanker. Det er også naturligvis også forklaringen på, hvorfor socialdemokrater i bl.a. Danmark medvirkede til den ”neo-liberale” politik.

For det andet: Hvordan er det gået med de store og små succeser på det seneste?

Siden finanskrisen har de fleste centralbanker haft vanskeligt ved at nå op på deres inflationsmålsætninger trods massive pengepolitiske lempelser i form af opkøbsprogrammer, som har pumpet betydelig likviditet i omløb. Det siger måske mest noget om tilbageslagets dybde. Men den voldsomme lempelse af pengepolitikken under coronaen har som sagt resulteret i stigende inflation, især i USA hvor prisstigningerne har nået et mangeårigt højdepunkt. Inflation er – stadig – et monetært fænomen, hvis vi skal tro Friedman. Det afgørende spørgsmål er, om det lykkes centralbankerne at begrænse det til en engangsstigning i prisniveauet, eller om vi får højere vedvarende inflation i en længere periode. 

I kølvandet på både finanskrisen og nedlukningskrisen under coronaen er ikke blot pengepolitikken, men også finanspolitikken blevet lempet voldsomt. Der er ikke blot tale om midlertidige lempelser, men strukturelle forringelser i bl.a. USA. I EU er det finanspolitiske regelværk i opløsning, og statsfinansielle kriser i især Italien er blevet maskeret med etableringen af en gælds- og transferunion. Så man kan spørge sig, om vi skal igennem en ny fase med ”neoliberal” penge- og finanspolitisk genopretning. Paradoksalt nok kan det blive udløst af den slags eksperimenter, som ”anti-neoliberale” kritikere anbefaler med monetær finansiering af store offentlige underskud.

3 thoughts on “”Neo-liberale” successer (IV)

  1. kjeldflarup

    Den gennemgang bekræfter egenligt fint min opfattelse at det ikke skal kaldes “Neo-liberalisme”, men nærmere “Neo-soclialisme”.

    Når det er praktisk at bruge ordet Neo-liberalisme, så skyldes det, at virker det ikke, eller er der ubehagelige men nødvendige effekter, kan socialismen, som skabte problemerne i første omgang, altid vaske hænderne.

    Svar
  2. Henrik Kryger Pallesen

    Skyldes den lavere inflation alene den førte finanspolitik? Eller kunne den skyldes øget globalisering som vel har reduceret priserne på en lang række råvarer og produkter gevaldigt grundet øget konkurrence/lavtlønslande.

    Svar
    1. Christian Bjørnskov

      Hvis den skulle skyldes øget globalisering, burde den lavere inflation være kommet noget senere og have været en mere gradvis process. Timingen af væsentligt lavere inflation indikerer, at den primært skyldes policy-ændringer.

      Svar

Leave a Reply to Christian Bjørnskov Cancel reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.