Search results: "brexit" (page 1 of 2)

Derfor er Brexit så svær at gennemføre

Det britiske parlaments behandling af Brexit er på mange måder både tragisk og komisk. Men den kaotiske proces er på samme tid mere ”demokratisk” end normal politik.

Den grundlæggende årsag til, at parlamentet ikke kan træffe en beslutning er, at deres præferencer givetvis er cykliske. Der er ikke klart flertal for ét forslag.

Det var meget tydeligt ved afstemningen i går, hvor MP’erne skulle indikere deres tilslutning til hele otte forskellige forslag – spændende fra en ny folkeafstemning til et hårdt Brexit. Ingen af forslagene kunne samle et flertal bag sig. Til gengæld indikerede de altså cykliske præferencer.

Man kan også sige det sådan, at der ikke er ét, men flere Brexit’er. Brexittilhængerne er meget delt i spørgsmålet om, hvilket de foretrækker. Det var klart allerede i kampagnen op til afstemningen. Nogle ønskede Brexit for at åbne Storbritannien mere mod resten af verden (”Europas Hongkong”). Andre ønskede Brexit for at lukke Storbritannien mere af – især for udenlandsk arbejdskraft. Det irske dilemma gør det hele yderligere kompliceret.

Cykliske præferencer vil i sin mest enkle form sige, at Y kan slå X, Z kan slå Y, men X kan slå Z. Hvis man stiller dem op over for hinanden i parvise afstemninger, vil vinderen af én afstemning altid kunne slås af det tredje alternativ. Man kan ikke rigtig forestille sig en person med cykliske præferencer.  Det ville være dybt irrationelt. Men hvis tre eller flere personer skal træffe en kollektiv afgørelse om mindst tre alternativer, kan deres ”fælles” præferencer godt være cykliske, selv om de hver især som personer ikke har cykliske præferencer.

Jeg har tidligere skrevet om fænomenet her. Christian har for nylig beskæftiget sig med emnet her.

Ved cykliske præferencer er der ikke nogen ”rigtig” eller ”naturlig” vinder blandt de mulige forslag eller kandidater. Et hvert alternativ kan slås af et andet – i uendelighed.

Man kunne måske tro, at cykliske præferencer er meget usædvanlige i politik. Vi observerer sjældent et kaos som det britiske.

Men der er faktisk grund til at forvente, at præferencerne meget ofte har en cyklisk karakter.

Hvorfor observerer vi det så ikke?

Forklaringen er, at afgørelsen bliver bestemt af noget andet end præferencerne. Men hvad?

Dette andet kan være, at der findes en bestemt afstemningsrækkefølge eller -metode, som reelt afgør udfaldet. Det kaldes en ”strukturinduceret ligevægt”. Faktisk er der også i sidste ende et strukturbestemt udfald i UK. Kan man ikke enes om andet, så gælder ”hård Brexit”.

Dette andet kan også være manipulation (hvorved ikke nødvendigvis skal forstås noget normativt negativt). Manipulation kan ske på to måder. Enten ved, at dem der bestemmer rækkefølge og alternativer reelt afgør udfaldet. Eller ved, at nogen stemmer taktisk. Ofte er det en blanding af en given struktur og manipulation, som er afgørende.

Det forklarer, hvorfor politikere så gerne vil i regering (ud over personlige ambitioner om at blive minister). Mulighederne for at bestemme rækkefølge og alternativer giver en betydelig magt over udfaldet.

I normale situationer har regeringen, statsministeren eller andre magten til at bestemme et udfald. Derfor observerer vi ikke det kaos, som præger Brexit. Men premierminister May har tydeligvis ikke tilstrækkelig magt over situationen til at kunne fremtvinge en afgørelse. Derfor er processen på sæt og vis meget ”demokratisk”. Den er, som politik næsten altid ville være, hvis ingen havde tilstrækkelig stor magt til at manipulere en afgørelse igennem.

På ét område er det dog ikke usædvanligt at se cykliske præferencer: Når regeringsmagten skifter fra valg til valg. Det er fuldt ud muligt med skiftende flertal, selv om der ikke fandtes en eneste vælger, som skifter præferencer over tid. Som et simpelt eksempel, antag at en regering altid er bundet af at gå til valg på den politik, den har ført. Hvis præferencerne er cykliske, kan oppositionen altid finde et program, som kan slå regeringens program. Y kan slå X, Z kan slå Y og X kan slå Z. Har regeringen ført politik X kan oppositionen vinde på Y… og så fremdeles.

Den konstitutionsøkonomiske tænker James Buchanan anså faktisk eksistensen af cykliske majoriteter fra valg til valg som et positivt træk ved demokratiet. Det kan forhindre, at nogle vælgere havner i permanent mindretal (der er mere om dette og cykliske majoriteter i min bog om Buchanan).

Indlysende nok ville politisk ustabilitet ikke have nogen fordele i en verden, hvor vælgernes individuelle præferencer lod sig smukt aggregere til en kollektiv præference – til et udtryk for ”folkeviljen”. Men det kan de ikke. Demokratiet kan snarere ses som en check-and-balance. Derfor er der en god grund til ikke at overlade flere beslutninger end højst nødvendigt til det politiske system. Men Brexit må nødvendigvis være en politisk beslutning. Uanset at den ser svær ud.

Hvordan ser No Brexit-scenariet ud?

Siden briterne stemte for at forlade den Europæiske Union, har debatten om både beslutningen og dens konsekvenser raset. Præcist som de danske debatter og med jævne mellemrum debatten om, hvorvidt Danmark bør slutte sig til euroen (hvor mit personlige svare er et rungende nej), domineres både den britiske og internationale debat af interesser med meget ’stærke’ synspunkter. I Storbritannien tales der således om Project Fear – kampagnen for at briterne alligevel skal blive – mens tilhængerne af Exit til tider baserer deres analyser på lige så tåbelige forudsætninger.

I denne forvirrende sump af offentlig debat står the Institute of Economic Affairs for mig som lidt af et lyspunkt. IEA – hvor jeg i øvrigt er medlem af deres Academic Advisory Council – har ikke nogen official position i debatten, da medarbejderne og bestyrelsen ikke er enige. Det har alle det fint med, da IEA er en tænketank og ikke et parti: Uanset hvad mange udenforstående synes at mene om både IEA, Cepos og andre tænketanke, er der ikke noget behov for at mene noget om alt, og der er begge steder så højt til loftet, at man sagtens kan være uenige.

Det faktum, at IEA ikke har et entydigt synspunkt i debatten bidrager til, at instituttet ofte leverer nogle af de mest balancerede og realistiske analyser af situationen. Det gælder således også i denne uge, hvor Kate Andrews igen leder den fremragende podcast Live From Lord North Street i en diskussion om, hvordan et No Deal-scenarie sandsynligvis kan se og udspille sig. Kates gæster er IEA cheføkonom Julian Jessop dets Senior Counsel Victoria Hewson, der har en både civiliseret og nuanceret samtale om, hvad der kan ske hvis EU og Storbritannien ikke når til en aftale om, hvordan deres indbyrdes forhold skal være efter den britiske udtræden. Som altid er Live From Lord North Street stærkt anbefalet, og meget velegnet til godt 20 minutters input i weekenden.

Ét år til Brexit

I det, der for få år siden blev kaldt blogossfæren, fndes der en række gode serier af samtaler, diskussioner og debatter, og the Institute of Economic Affairs fremragende podcast-serie Live from Lord North Street er en af dem. I IEAs  nyeste podcast i serien taler Madeline Grant tænketankens egne Julian Jessop og Shanker Singham om Brexit. Anledningen er, at vi i dag er præcist ét år fra dagen, hvor Storbritannien endegyldigt udtræder af den Europæiske Union.

Adspurgt direkte om de fremtidige udsigter for briterne, er hverken Jessop eller Singham specielt pessimistiske. Begge understreger, hvor store usikkerhederne er og hvor meget, der afhænger af den specifikke aftale, landet får med den resterende union. Jessop og Singham peger dog også begge på, hvor partiske mange analyser af Brexit stadig er, og hvor meget der ligger gemt i analysernes grundlæggende antagelser. De overvejelser er velkendte for de fleste økonomer, og diskuteres ofte og heftigt i medier og politik, men de to IEA-økonomer understreger også begge, hvor meget der afhænger af de andre aftaler, briterne skal og kan indgå.

En af Julian Jessops hovedpointer glemmes ofte, også selvom vi har skrevet om den både her på stedet og i Børsen: For at have mulighed for at realisere en række af de potentielle gevinster ved Brexit. Det er derfor ”essentielt at forlade toldunionen” og han er i samtalen meget klar i sin vurdering af, at det er positivt at alle aktører – andre landes politikere, britiske og udenlandske virksomheder osv. – nu ved med rimelig sikkerhed, at der kommer til at ske.

De væsentlige gevinster kommer netop af, at Storbritannien genvinder landets uafhængighed i told- og handelspolitikken. Det gælder ikke kun, som vi tidligere har skrevet om, at et fortsat medlemskab ville have gjort en af de væsentlige potentielle gevinster ved Brexit umulige, da langt de fleste af de kendte gevinster afhænger af, at Storbritannien kan tage væsentlige skridt væk fra de ofte stærkt protektionistiske elementer i EU’s politik.

Jessop understreger, at en del af medlemsskabet i toldunionen også tvinger lande til at implementere en række ’non-tariff regulations’, der fungerer som handelsbarrierer. Hans pointe, som jeg ikke erindrer at have set kommunikeret så klart før, er at der er et ganske stort og nødvendigt overlap mellem toldunionens handelspolitik og unionens reguleringspolitik.

Jessop understreger, at en række væsentlige detaljer, der er uenighed om i forhandlingerne, er i hvilken grad Storbritannien skal overholde fælles EU-reguleringer. Det er altså ikke et spørgsmål om toldbarrierer som sådan, men meget specifikke krav til at varer – og i en række tilfælde også produktionsprocesser – der importeres fra Storbritannien skal overholde EU’s reguleringer. Som Jessops kollega Shanker Singham formulerede det, ville landet indenfor toldunionen ”not be able to slow down European regulation.” Jeg er meget enig med Singham i, at det er en voksende bekymring, ikke mindst når man tager Jean-Claude Junckers udmeldinger efter Brexit alvorligt. Juncker har erklæret, at Brexit er en mulighed for resten af EU at rykke mod langt dybere integration, hvilket i EU-speak betyder langt mere regulering, fælles politik, og endda i en række forslag, fælles finans- og skattepolitik og EU-skat.

Singham er dog ikke naiv, og understreger også i samtalen, at der er en række tin, som briterne sagtens kan gøre bedre selv. Hans primære eksempel er toldbehandling, som ikke just er hurtig eller gnidningsfri, og hvor han ønsker sig, at det britiske embedsværk lærer af særligt Hollands ekstremt effektive håndtering. Derudover peger han også på, at det er ”fænomenalt svært” at vurdere effekter på handel. I modsætning til hardcore ideologiske tilhængere af Brexit peger han også på, at det er helt legitimt at antage, at der er større told- og handelsomkostninger, og problemer med ’trade diversion’. En analyse fra Whitehall, der blev lækket i medierne forleden, estimerer dem til cirka 27 milliarder pund over de næste 15 år. Singham gentager dog pointen, som forfatterne selv peger på, at analysen er partiel, og heller ikke ser på nogen af de mulige gevinster. Der er således ikke, som nogle danske medier synes at tro, tale om en cost-benefit analyse, men udelukkende en analyse af omkostningssiden. Og dele af de omkostninger, der tales om, er ikke rigtige omkostninger. Det irsk-britiske common travel area, der betyder at der er pas- og kontrolfri adgang mellem Irland og Nordirland, faktisk er fra før 1973 og derfor ikke bør berøres af Brexit.

Spørgsmålet er så, hvordan markederne reagerer og hvordan den britiske økonomie har udviklet sig efter afstemningen? Svaret er, at økonomien er fortsat med at vokse, men nok lidt langsommere end ellers. Der er for eksempel usikkerhed omkring hvad der kommer til at ske, der har ført til lavere investeringer. Jessops vurdering er dog, at der ikke er tegn på permanente problemer, pundet er begyndt at rette sig op efter at have tabt værdi i månederne efter afstemningen, og investeringsunderskuddet for tiden skyldes primært projekter, der er udskudt pga. usikkerheden, og ikke aflyst. Der er heller ingen tegn på, at det finansielle centrum i the City lider. Og som hans kollega minder om, er en del af de nuværende forhandlinger udenfor EU-regi nødvendige for at Storbritannien kan genindtræde som suverænt medlem af WTO. At landet nu får en selvstændig stemme i internationale handelsfora er også et resultat af Brexit, og som Singham omhyggeligt peger på, forventer andre lande i WTO, at Storbritannien bliver mere liberalt end EU. Nok kan man have sine tvivl om Theresa Mays kompetence, og hvad Labour under ledelse af Jeremy Corbyn kan finde på, men markederne regner med, at Brexit er gavnligt for både Storbritanniens og verdens frihandel. Det i sig selv er gode nyheder.

Er Brexit virkelig dårligt for briternes økonomi?

Brexit er et af de mest omdiskuterede emner for tiden, og mange kommentatorer forudser at det kommer til at være en næsten katastrofal beslutning for den britiske økonomi. Enkelte andre mener omvendt, at det kan blive en væsentlig fordel. Men som jeg selv skrev her på stedet efter afstemningen, afhænger udfaldet fuldstændigt af EU’s opførsel og briternes egne policy-valg efter de har forladt EU. Et klart svar blæser således stadig i vinden.

Det er derfor værd at forsøge at se, hvad markederne umiddelbart regner med. Som Friedrich Hayek understregede for år tilbage i hans måske mest indflydelsesrige (og indsigtsfulde) artikel nogensinde, er markeder glimrende som skabere og brugere af information. Vi har alle nogen information, mens et marked består af al den information, som er distribueret mellem alle dets deltagere.

Markeder reagerer derfor på al tilgængelig information hos deltagerne, og kan derfor under de fleste omstændigheder være langt mere effektive end selv de dygtigste enkelt-analytikere. Et nyt indlæg på FEE af Paul Whiteley , Matthew Goodwin og Harold Clarke bruger netop denne indsigt til at pege på, at Brexit ikke ser ud til at være den katastrofe for briterne, som mange har påstået. De tre statskundskabsforskere starter med at notere, at ingen af de eksisterende forecasts for økonomiens langsigtede udvikling giver megen mening.

In our book Brexit: Why Britain Voted to Leave the European Union, we criticize the Treasury report on several grounds and conclude that the long-term forecasts of the consequences of Brexit were essentially meaningless. This is largely because economic futures in 10 to 15 years are unknowable.

The same point, however, can be made about overly optimistic forecasts that the economy will be boosted by a precise amount from Brexit. Any long-term forecast of the consequences of Brexit, whether optimistic or pessimistic, is purely speculative. Your guess is as good as ours.

Whiteley, Goodwin og Clarke fokuserer i stedet på, at aktiepriserne er steget omkring og efter briterne stemte for Brexit. De stiller derefter det nødvendige spørgsmål, om aktiepriser overhovedet har noget med udvikling at gøre på lidt længere sigt. For at svare på det, har de foretaget en række analyser af såkaldt Granger-kausalitet på aktieprisudvikling og efterfølgende udvikling i økonomiske indikatorer. Og her finder de tre forskere, at aktiepriserne faktisk giver et ganske godt bud på, hvordan økonomien kommer til at udvikle sig, om end aktiepriserne rykker sig noget før de andre indikatorer. De er dermed en god forward indikator for den mellemlange udvikling.

Forskerne er omhyggelige med at understrege, at aktiemarkedet faktisk tager fejl nogle gange, selvom de generelt giver solide indikationer. Enkelte fejlskøn bør ikke overskygge generelt robuste sammenhænge. Implikationen af deres diskussion er således stadig, at ”so far, Brexit is turning out to be a good thing for important aspects of the British economy.”

Brexit: Regeringen kan ikke handle alene

high-court

Sladderpressen går amok.

I en utvetydig, enstemmig dom har Englands High Court besluttet, at regeringen May ikke på egen hånd kan melde Storbritannien ud af EU. Årsagen er enkel: EU-medlemskabet er ikke bare en mellemfolkelig aftale, men en integreret del af gældende engelsk ret, som regeringen ikke bare kan ændre. Regeringen havde tiltænkt at sætte en udtrædetraktat til ratificering hos parlamentet, men dét er utilstrækkeligt, vurderer domstolen. Det skal gennem parlamentet og vedtages ved lov.

Regeringens argumentation begrænser sig til at hævde prærogativretten, men det har domstolen altså afvist enstemmigt.

Den britiske sladderpresse er ved at koge over i raseri, og er ved at overgå sig selv i vulgaritet, blandt andet med homofobiske personangreb på dommerne. Modstanderne ser det som forsøg på at afspore hele Brexit-processen, hvad dommerne afviser, og hvad der næppe kommer til at ske.

Liam Fox, den britiske udenrigshandelsminister, forklarede i Underhuset, at regeringen er skuffet, og sagen rejser mange vigtige og komplekse problemstillinger, men at regeringen vil fortsætte arbejdet med at melde Storbritannien ud af EU af respekt for det britiske folks beslutning 23. juni. Så entydig som dommen er, forekommer sagen ikke synderligt kompleks, men det vil højesteretten snart tage stilling til.

Spørgsmålet er principielt og kontroversielt, fordi det tilsyneladende griber ind regeringens (”kronens”)  prærogativrettigheder. Ligesom i Danmark, hvor kongen ”handler på rigets vegne i mellemfolkelige anliggender”, er den britiske regering ellers normalt temmelig fritstillet i udenrigspolitikken. Den kan på egen hånd indgå og opsige internationale traktater, erklære krig, udstede og inddrage pas, med meget videre.

Forskellen er, at en udmeldelse af den Europæiske Union vil have direkte virkning på britiske statsborgere, herunder den gruppe af erhvervsfolk m.fl. som har anlagt sagen. Ved Storbritanniens indtræde i den EU vedtoges The European Communities Act 1972, som indskriver EU-retten i engelsk lov – herunder borgerens rettigheder:

“Once notice is given under Article 50 some rights under EU law as incorporated into domestic law by the 1972 Act would inevitably be lost… “

Regeringen går for vidt, idet den i det øjeblik den meddeler kommissionen, at Storbritannien ønsker at udtræde, starter en proces, der uanset hvad parlamentet sidenhen måtte vedtage, vil ændre gældende britisk lov. Så optræder regeringen (kronen) som enelovgiver.

“[Udenrigsprærogativet] exists precisely because the exercise of such prerogative powers has no effect on domestic law, including as laid down by Parliament in legislation.”

Prærogativet, som er den magt kronen ikke har opgivet at udøve på egen hånd, er løbende indskrænket gennem århundreders magtkampe mellem konge og parlament. Det er ikke sjældent, at ministres dispositioner på vegne af kronen underkendes i domstolene.  Brexit-dommen må dog siges at være en af de mere væsentlige eksempler.

Det problem, set fra undersåtternes perspektiv, at regeringer indirekte kan komme til at ændre national ret ved at indgå eller opsige traktater, er ikke nyt. Den amerikanske forfatning, som blev skrevet med britisk forfatningsret in mente, fratager specifikt regeringen retten til at indgå traktater på egen hånd netop af den årsag. Traktater, som står over national ret, kan kun indgås med Senatets samtykke.

Dommen, som er yderst læseværdig, kan læses i helhed her.

Brexit – Between a rock and a hard place

Debatten kører fortsat på højtryk om både hvorfor man stemte som man gjorde i Storbritannien forrige torsdag og hvorledes fremtiden ser ud. Ikke mindst hvilken økonomisk udvikling man kan forvente i både UK og EU fremover.

Om fremtiden kan man sige, at alt naturligvis er spekulativt. Det kommer helt an på hvilken politik der føres i UK og EU fremover. Og ikke mindst hvilken aftale et UK udenfor EU, og de tilbageværende medlemslande kan blive enige om.

Danmark kan (desværre) gå hen og blive en af de store tabere.

Både Christian Bjørnskov og Otto Brøns-Petersen har skrevet flere indlæg her på bloggen, se bl.a. her, her, her og her. ligesom Karsten Skjalm har skrevet om EU som “fredsprojekt

På det seneste har Christian Bjørnskov haft en klumme i Børsen (4.7) (kræver abonnement), hvor Christian under overskriften “Udfaldet af brexit blæser stadig i vinden” bl. a. skriver at:

Briterne har muligheden for at vokse sig væk fra EU, hvis de vælger rigtigt, men hvilken vej det kommer til at gå, blæser stadig i vinden fra Bruxelles og London.

Og gennemgår en række mulige udviklingsveje, alt efter hvilken aftale man ender op med mellem Storbritannien og EU, og den førte politik.

I Ræson (kræver også abonnement – beklager) har jeg selv skrevet en længere kommentar, hvor jeg under overskriften “Brexit kan blive værst for Danmark” gør opmærksom på at det langt fra er sikkert, at det er Storbritannien som bliver (de største) tabere på deres exit.

Derimod kan et muligt scenarie også være, at Briternes udtræden indebærer:

en markant svækkelse af den markedsliberale fløj i EU. Afstemningsreglerne er således indrettet, at et mindretal på mindst fire lande, repræsenterende mindst 35 pct. af befolkningen i EU, kan blokere beslutninger i Rådet (medmindre der som på skatteområdet kræves enstemmighed). Uden Storbritannien vil Danmark, Sverige, Finland, Irland, Holland, Tjekkiet og Tyskland ikke længere kunne udgøre et blokerende mindretal. Man kan populært sige, at briternes exit flytter magten i EU sydpå. De illiberale lande i Sydeuropa samt Frankrig vil komme til at fylde mere. Sammenholdt med den meget bekymrende udvikling i flere lande i Østeuropa er der således bestemt grund til bekymring. Ikke mindst fra dansk side. Ja, jeg vil endda hævde, at der er langt større grund til bekymring for os der bliver tilbage i EU, end der måske er for briterne. Det gælder ikke mindst når det kommer til den fremtidige økonomiske udvikling.

Ovenstående ikke mindst i lyset af at snakken om at “leave” ingen plan har er temmelig forhastet. Om planerne – eller visionen for et Storbritannien udenfor EU bliver til noget skal jeg ikke kunne sige, men en af de tre talspersoner for den “officielle” Leave kampagne, Daniel Hannen, har været rimeligt klar i mælet, om hvad man ønsker:

Ifølge Hannen har medlemsskabet af EU været en hæmsko for UK, både politisk og økonomisk. Den genvundne frihed skal anvendes til at fremme UK’s økonomiske samkvem med verden udenfor EU og Europa. Og det er der faktisk både økonomisk og ikke mindst historisk ræson i. For er man tilhænger af frihandel, som Hannan (og undertegnede) er, må man uvægerlig have et ambivalent forhold til EU’s toldunion.
Mens det indre marked har fremmet frihandel internt i EU, har man udadtil været en af de væsentligste protektionistiske kræfter i verden. Da en række lande ført an af USA i 2005 således fremlagde forslag i WTO om fjernelse af handelsrestriktioner og subsidier på landbrugsområdet, var det EU, der var hovedansvarlig for at forhandlingerne brød sammen, til skade for ikke mindst en række udviklingslande.

En stærkere satsning på frihandel, lavere selskabsskatter (man har nu foreslået at den nedsættes til 15 procent) kan det meget vel tænkes, at Storbritannien “vokser” fra EU. Men som Christian advarer om i Børsen:

at får de populistiske kræfter overhånd, bliver den britiske økonomi næppe mere åben overfor international handel.

Og så vil udmeldelsen af EU blot medføre et svagere og fattigere Storbritannien.

Hvad afgjorde om man stemte “remain” eller “leave” 

At afstemningen faldt ud til “leave” sidens fordel, skyldes dog ikke økonomiske overvejelser. Tværtimod. Leave stemmerne var prinært begrundet i ønsket ønsket om at “føre magt tilbage til London”, mens den anden vigtigste årsag var muligheden for at kontrollere egne grænser og styre indvandringen. Økonomiske overvejelser synes derimod at have været af underordnet betydning.

Det ved vi fra den vælgerundersøgelse, som Ifølge den vælgerundersøgelse, som “Lord Aschcroft Polls” foretog efter stemmeafgivningen, og som omfattede mere end 12.000 vælgere.

Blandt mange andre forhold bad man vælgerne om at rangordne  mellem de 4 hovedårsager, der af de officielle kampagner er blevet anført for at stemme henholdsvis leave og remain.

For de der stemte leave, blev man spurgt om at rangordne følgende udsagn:

  1. The principle that decisions about the UK should be taken in the UK 49 % (1,79)”
  2. A feeling that voting to leave the EU offered the best chance for the UK to regain control over immigration and its own borders 33 % (2,17)
  3. A vote to remain was a vote for having little or no choice about how the EU expanded its membership or its powers in the years ahead 13 % (2,90)
  4. The Belief that when it comes to trade and the economy, the UK would benefit more from being outside the EU than from being part of it. 6 % (3,13)

leave 1

De der havde stemt remain, blev bedt om at rangordne følgende udsagn;

  1. The risks of voting to leave the EU looked too great when it came to things like the economy, jobs and prices 43 % 1,96
  2. A vote to remain would still mean the UK having access to the EU single market while remaining outside of the Euro and the no-borders area of Europe, giving Britain the best of both worlds 31 % 2,17
  3. A feeling that by leaving the EU, the UK would become more isolated of Europe from its friends and neighbours 17 % 2,54
  4. A strong attachment to the EU and its shared history, culture and traditions 9 % 3,32

remain2

Som det fremgår fylder økonomi fylder meget lidt hos leave, mens det er den væsentligste årsag hos remain. Den væsentligste årsag til stemme leave er derimod ønsket om “selvbestemmelse”.

Sammenholder man ovenstående med at leave-tilhængerne målt på en lang række parametre er mindre liberale ( både økonomisk og på “værdier”), se nedenstående figur står vi med et ganske interessant paradoks.Ill-vs-Good

Skal Hannen og andre liberale fortalere for et Storbritannien udenfor EU lykkes, vil man i vid udstrækning have opbakning blandt mennesker som stemte remain.

For jo, der har hele tiden været et frimarkeds-argument for både et remain og et leave. De kommende år vil vise, i hvilken udstrækning det bliver den liberale eller den protektionistiske vision, som “går af med sejren” i Storbritannien.

I EU er løbet formentlig kørt, netop på grund af Storbritanniens beslutning om at træde ud. Som både Christian Bjørnskov og Otto Brøns-Petersen tidligere har påpeget her på bloggen (og i Børsen) er balancen tippet til fordel for sydeuropæisk protektionisme. Og det er ikke godt for Danmark.

Vi er således fanget mellem “a rock and a hard place”, som en lille åben økonomi, hvis eksport for 3/4 vedkommende går til andre EU-lande (også uden Storbritannien som medlem).

 

 

En lynguide til konsekvenserne af Brexit

I torsdags valgt et flertal på 1,3 millioner briter at de ønsker at melde sig ud af EU. De europæiske medier har derfor været oversvømmede af påstande og holdninger til, hvad der nu vil ske i Storbritannien såvel som på kontinentet. Allerede før afstemningen var særligt de britiske medier fyldt af dommedagsscenarier fra ’Remain’-kampagnen, og populistisk-nationalistisk jingoism fra ’Leave’-siden. Debatten har været karakteriseret af masser af meninger, men uden at journalisternes og kommentatorernes basale antagelser er blevet gjort klare. Ofte virker det endda som om, de ikke har gjort det klart for dem selv, før de fløj til tasterne. Ens normative holdning til EU – enten dets ’idé’ eller dets praksis – har øjensynligt bestemt, hvad man valgte at påstå.

Uanset hvad man ellers mener om unionen, hviler enhver analyse og ethvert forecast af konsekvenserne på antagelser om, hvordan de politiske parter håndterer en udmelding. Med andre ord afhænger alt af, hvordan det politiske respons kommer til at se ud i Storbritannien og i EU. Man kan derfor sætte en slags 2*2 matrix op for konsekvenserne, alt efter hvordan de to aktører reagerer: Reagerer EU liberalt eller illiberalt, og reagerer Storbritannien liberalt eller illiberalt.

Fra EU’s side kan man forestille sig tre basale typer negative respons: 1) Hævn, 2) trusler; og 3) politisk ’lettelse’. Den første mulighed er den mest tåbelige, set fra et objektivt synspunkt, men man skal aldrig ignorere, hvor irrationelle politikere kan være, eller hvor irrationelt de kan synes at opføre sig, fordi de tror deres vælgere belønner det. Der er derfor en lille, men reel mulighed for at EU’s respons bliver et fornærmet ”hvis I ikke vil være med i vores grandiose projekt, vil vi ikke have noget at gøre med jer.” Dette respons vil føre til barrierer overfor samkvem med Storbritannien, og en nægtelse af en nogenlunde rimelig samhandels- og samarbejdsaftale med unionen.

Den anden mulighed er umiddelbart meget mere sandsynlig. Den ligner nummer 1, men har en ganske anden baggrund. EU-projektet er nemlig designet med én og kun én retning: Stadigt tættere integration. Det er derfor, at der ikke eksisterer procedurer for, hvordan et land forlader unionen, eller for den sags skyld, hvordan man forlader eurozonen. Det er ganske enkelt ikke meningen, at det skal kunne lade sig gøre. EU-eliten har således en stærk interesse i, at det ikke sker mere. Der kan derfor være en meget stærk politisk interesse i, at gøre det så dyrt som muligt for briterne at forlade EU. Rationalet er, at hvis andre lande ser, hvor dyrt det er og hvor dårligt, man bliver behandlet i det tilfælde, vil det virke afskrækkende på andre befolkninger, der måtte overveje at forlade unionen. Mulighed nummer 2 er med andre ord politisk rationel, fordi den ændrer de næste potentielle exit-landes cost-benefit-overvejelser ved at hæve omkostningerne ved et exit.

Det tredje mulige respons er direkte relateret til Ottos post forleden her på stedet. Otto understreger, ligesom jeg selv tidligere har gjort i Børsen, at en række afgørelser i Rådet kan tænkes at falde anderledes ud uden briterne. Reglen er, at et mindretal på mindst fire lande og mindst 35 pct. af unionens befolkning, kan blokere enhver beslutning, der ikke kræver enstemmighed. Danmark hører ofte til dette mindretal, der har langt mere liberale politiske præferencer end resten af EU. Uden briterne er det traditionelle ’blocking minority’ ikke længere stort nok til at blokere. Den ændrede politiske situation kan derfor føre til politisk ’lettelse’ i de mindre liberale dele af EU – man er lettede over, at briterne nu ikke længere kan blokere for langt mere regulering, protektionisme, overførsler sydpå osv. Brexit kan derfor åbne en ladeport for elendig, fælleseuropæisk politik i en fransk/sydeuropæisk tradition.

Omvendt kan et EU-flertal også vælge en pragmatiske og økonomisk gavnlig retning. Problemet med alle tre respons ovenfor er nemlig, at de på blot mellemlangt sigt vil gøre EU-landene markant fattigere. Rejser man handels- og investeringsbarrierer mod Storbritannien, kan det have meget umiddelbare og stærkt negative konsekvenser i bl.a. Frankrig og Tyskland. Cirka 6 % (4,5 %) af Frankrigs eksport (import), 8 % (5 %) af Tysklands eksport (import), og 9 % (6 %) af Hollands eksport (import) går til Storbritannien. En mere håndfast måde at eksemplificere de økonomiske bånd er at notere, at en ganske stor del af motorerne i tyske BMW-biler bliver produceret i England. Det samme gælder for Ford og Opel, ligesom briterne leverer en meget lang række andre komponenter til tysk, fransk og hollandsk industri. Handelsbarrierer overfor briterne vil have direkte konsekvenser for disse EU-virksomheder, og spørgsmålet er, om konsekvenserne er værre for kontinentet end for briterne. De helt umiddelbare reaktioner kan måske tyde på det. Mens danske og tyske medier skrev vidt om et 4-5 % fald på børsen i London, var de umiddelbare fald noget større i bl.a. Frankfurt og Paris. Det er også sigende, at mens pundet er faldet i værdi ift. dollaren, er euroen faldet sammen med pundet. Et økonomisk rationelt respons vil derfor være, hurtigt at forhandle en frihandelsaftale med briterne, der f.eks. ligner den schweiziske.

På den britiske side er det tydeligt, at aviser som den konservative The Telegraph, der har støttet et Brexit, regner med at uafhængig britisk politik vil bevæge sig i en mere liberal retning. Men det er blot en af de to muligheder. Mens Labour med valget af Jeremy Corbyn har taget et stort skridt mod den ekstreme venstrefløj, og dermed væk fra egentlig politisk indflydelse, er der stærkt populistiske kræfter på midten af britisk politik. UKIP og dets leder Nigel Farage bliver ofte beskrevet som stærkt højreorienterede, men i både økonomisk politik, handel og immigrationsforhold er partiet lige så oldsocialdemokratisk som Front National, FPÖ eller Dansk Folkeparti.

Uafhængigheden fra EU betyder derfor, at briterne står i et politisk vadested. Hvis de populistiske kræfter får overhånd, bliver britisk politik næppe mere liberal og den britiske økonomi næppe mere åbent overfor handel og investeringer med resten af verden. Og man kan med nogen rimelighed forvente, at hvis EU reagerer ved at forsøge at fryse briterne ude, bliver det langt lettere for UKIP og andre at argumentere for, at interventionistisk og protektionistisk gengældelse er det rigtige svar. Holder Boris Johnson og det konservative parti hovedet koldt, er der gode muligheder for, at briterne politisk rykker i retning af den liberale, de selv grundlagde i den skotske oplysning. Et Storbritannien, der frigjort fra franske og italienske bånd bevæger sig mod mere frihandel, lettere og mere særinteressefrie reguleringer og mindre stat, er absolut at foretrække.

Idealet for alle almindelige europæere, og i særdeleshed for de liberale stater som Danmark, Finland og Holland, er et liberalt Storbritannien, der bibeholder en tydelig frihandelsaftale og helt generelt frie økonomiske bånd til EU, og uden gengældelsesaktioner fra unionen. Second best er et liberalt Storbritannien, som rider en politisk storm af fra Frankrig, Spanien og andre. De helt grimme scenarier er til enhver tid dem, hvor briterne også på et ’ideologisk’ plan forlader Nordeuropa. Hvilken vej det kommer til at gå, blæser stadig i vinden fra Bruxelles og London.

EU efter Brexit/Bremain

I dag stemmer briterne. Frimarkedsliberale er stærkt delte. Nogle håber på et Storbritannien som et nyt Hongkong uden for EU med mere frihandel, mindre regulering og mere økonomisk vækst end muligt indenfor. Det kan da heller ikke teoretisk umuligt. Det er bare heller ikke sandsynligt. EU øver i dag et stærkt, men ret usynligt bolværk mod regulering og statsstøtte, som virksomheder og interessegrupper lobbyer for nationalt.  Uden det bolværk kan der sagtens komme mere regulering, også i UK. Og når man ser på, at modstanden mod fri bevægelighed er et af de Brexit-argumenter, som har gjort størst indtryk i den britiske debat, bliver den bekymring ikke mindre. Indstrømningen af bl.a. østeuropæisk arbejdskraft har været en stor fordel for briterne og deres økonomi.

EU uden UK bliver mindre markedsliberalt

Men hvor efterlader afstemningen os andre?

Hvis briterne forlader EU, vil medianvælgeren rykke i mindre markedsliberal retning. Nu træffes beslutningerne i EU jo ikke med almindeligt flertal, men effekten vil langt henad vejen være den samme. Stemmevægten i Det Europæiske Råd vil rykke i en uhensigtsmæssig retning. Det vil blive sværere at blokere for mere protektionistisk politik og lettere at blokere liberaliseringer. I dag kan et mindretal på mindst fire lande, repræsenterende mindst 35 pct. af befolkningen i EU, blokere beslutninger i Rådet (medmindre der som på skatteområdet kræves enstemmighed). Uden Storbritannien vil Danmark, Sverige, Finland, Irland, Holland, Tjekkiet og Tyskland ikke længere kunne udgøre et blokerende mindretal. Det er i dag den mest liberale blok. De illiberale lande i Sydeuropa samt Frankrig vil komme til at fylde mere. Man kan desuden frygte, at de nationalistiske og illiberale strømninger i Østeuropa vil blive stærkere uden briterne som forbillede og ledestjerne i EU. Det gælder navnlig, hvis den frie bevægelighed bliver begrænset, og en større del af budgettet flyder sydover. Samtidig vil britisk udtræden styrke gruppen af Euro-lande mod gruppen af ikke-Eurolande, som i højere grad vil kunne komme til at tage imod diktat.

Ved en skillevej i EU?

Den britiske afstemning vil dog sandsynligvis kunne få indflydelse ikke bare på den politiske linje i EU, men den helt overordnede konstitutionelle udvikling i unionen. Vi står sandsynligvis ved en skillevej – ikke bare fremkaldt af den britiske afstemning, men af den dybe krise i EU. Og det rummer både muligheder og trusler.

De hænger til dels sammen med, at der i EU og måske navnlig herhjemme er utrolig begrænset fornemmelse af, hvad EU egentlig er for en størrelse. Her er et par pointer, som jeg ser dem, hvis man tager udgangspunkt i indsigterne fra konstitutionel økonomi.

EU’s svage centralmagt er en fordel

Problemet i EU er ikke, at ”det er for svært at træffe beslutninger”, og egentlig heller ikke et ”demokratisk underskud”. Hvis politiske beslutninger skal være til gavn for alle, kræver det, at beslutninger er svære at træffe, sådan at et flertal ikke kan udnytte et mindretal – f.eks. omfordele fra mindretallet til flertallet. Institutionerne skal være robuste over for populistiske strømninger. Og decentralisering – dvs. national selvbestemmelse på det store flertal af områder, hvor EU ikke med fordel kan blande sig – kræver også stærke begrænsninger på centralmagten. Det indså allerede de amerikanske ”framers” bag forfatningen. Men realiteten er, at EU set ud fra konstitutionelt økonomisk perspektiv på mange måder er bedre og stærkere end den amerikanske føderalmagt – navnlig som den amerikanske er kommet til at udvikle sig på trods af de beskyttelsesmekanismer, som blev sat ind i forfatningen. Staterne i EU står meget stærkere end delstaterne i USA. EU beskæftiger sig med færre politiske emner, har et markant mindre budget og betydeligt færre magtmidler til sin rådighed. EU har intet militær, ingen selvstændige skatteindtægter af betydning og har dårlig nok en fælles valuta.

Det er alt sammen en ”feature, not a bug”. På kort sigt er der næppe den store risiko for, at EU’s magtbeføjelser bliver udvidet. Der er ikke folkelig opbakning i EU-landene til ”mere magt til Bruxelles”, men dagsordenen kan også blive solgt som ”mindre demokratisk underskud” og ”det skal være lettere at træffe beslutninger”.

”En stadig tættere union” bør ikke længere være motoren i EU’s konstitutionelle proces

En grundlæggende doktrin i EU-samarbejdet er Romtraktatens princip om ”en stadig tættere union”. Det var kompromisset mellem ønsket om Europas Forenede Stater og den manglende opbakning til at opgive nationalstaternes suverænitet. Så EF blev i stedet til et meget løsere samarbejde, men doktrinen er bygget dybt ind i EU’s institutioner, så bevægelsen gik i retning af forenede stater. I Danmark er der ikke megen forståelse for, at navnlig EU-domstolen ”politiserer” så meget, men det hænger grundlæggende sammen med, at den ser det som sit mandat at medvirke til en stadig tættere union.

Udover den manglende opbakning er problemet ved doktrinen om ”en stadig tættere union”, at den har ført til en meget hasarderet politik. En del føderalister har (haft?) den filosofi, at det ikke gør noget at søsætte politiske initiativer, som ikke er komplette, men tværtimod vil give anledning til kriser, hvis det blot driver os videre i retning af endnu mere union. Altså at f.eks. en ufuldstændig fælles valuta ikke gør noget, hvis det baner vejen for en bankunion og yderligere finanspolitisk koordinering. I Euroens tilfælde har det imidlertid været lige ved at vælte hele EU-konstruktionen – og faren er ikke drevet over endnu.

Det helt centrale spørgsmål er, om tiden ikke for længst er inde til et opgør med doktrinen om ”en stadig tættere union”. Der er stadig ikke opbakning til Europas Forenede Stater, og en indbygget drift i den retning vil uvægerligt give stadige spændinger som den, der har udløst den britiske afstemning. Der kan tværtimod være grund til at konsolidere de forfatningsmæssige bindinger på EU’s centralmagt.

EU’s naturlige opgaver er de få kollektive goder med passende skala

Udover at det skal være tilpas svært at træffe beslutninger, handler det også om, hvad EU’s naturlige opgaver skal være. Jeg er enig med Bill Niskanen i, at der er relativt få kollektive goder med en skala, så de bedst løses centralt på EU-niveau. Det drejer sig først og fremmest om det indre marked og de fire friheder: Fri bevægelighed for varer, tjenesteydelser, kapital og arbejdskraft, forbud mod statsstøtte, frihandelsaftaler med resten af verden og grænseoverskridende miljø- og klimaspørgsmål. Så længe landbruget får så store subsidier, kan det også være en fordel med fælles landbrugspolitik, men den bedste løsning vil være at indføre samme forbud mod støtte som for industrivarer.

Desværre er der en risiko for, at politikerne vil kaste sig over de opgaver, som ikke har med fælles kollektive goder at gøre, men kan anvendes til sædvanlig politisk dynamik med køb og salg af politisk støtte: Det vil sige åben eller skjult omfordeling via pengestrømme eller reguleringer.

Krisen i EU er så voldsom og har udviklet sig så hurtigt, at den konstitutionelle proces i EU bygget op om ”stadig tættere union” bør sendes til revision. Den britiske afstemning vil kun bidrage yderligere til det (uanset om det bliver ”remain” eller ”leave”).

Det kunne være godt, hvis EU-borgerne fik en bedre forståelse for, hvor styrkerne og svaghederne i deres nuværende union ligger.

 

De pro-europæiske partier vandt – men for hvilket projekt?

Valget til Europa-Parlamentet kan udlægges som en sejr for de partier, som støtter EU. Det gælder i Danmark, hvor Folkebevægelsen røg ud for første gang. Enhedslisten kom ind i stedet, men efter at have modereret den klassiske modstand mod medlemskabet. Og det gælder for så vidt også for EU som helhed, selv om en række kritiske partier – f.eks. i Frankrig, England og Italien – fik gode valg. Men hvor stærk er EU-opbakningen, når det kommer til stykket?

Det er nærliggende at sammenligne med det britiske Brexit-flertal.

Efter folkeafstemningen har det vist sig med meget stor tydelighed, at der ikke er ét, men flere, svært forenelige Brexit’er. I den ene ende af skalaen er der de briter, som stemte for Brexit for at få et mere åbent Storbritannien med frihandel med alle lande. I den modsatte ende er der Brexittilhængere, som tværtimod ønsker et mere lukket Storbritannien, ikke mindst når det gælder arbejdskraftens frie bevægelighed. Problemet med at forene de meget forskellige Brexit-motiver er den centrale årsag til den politiske krise i Storbritannien.

For mig tyder meget på, at der blandt de EU-positive partier er ved at opstå en voksende og lignende splittelse. Tag f.eks. det danske Socialdemokrati, som gik til valg på et EU-projekt, der i høj grad er modsætningen til det eksisterende EU, ikke mindst Det Indre Marked. Partiet ønsker at begrænse den frie bevægelighed og at indføre langt mere fælles skattepolitik. I dag er skattepolitikken underkastet enstemmighedskrav netop for at forhindre en stærk føderal statsmagt i EU, og den nye skattepolitiske dagsorden er næppe realistisk uden at bryde med dette bånd. Arbejdsmarkedspolitik har også traditionelt været et nationalt anliggende, så længe landene ikke forhindrer den frie bevægelighed. Også i andre kredse kan man se en lignende bevægelse – f.eks. i retning af mere socialpolitik og gammeldags industripolitik i EU.

Der er ingen tvivl om, at der er kræfter rundt omkring i EU, som leder efter et EU-projekt med større folkelig opbakning. Kriserne – ikke mindst statsgældskrisen i Euroområdet, immigrationskrisen og de kollapsede udenrigspolitiske ambitioner i Nordafrika samt Brexit-afstemningen – har været tæt på livstruende, og de er ikke helt ovre endnu. Spørgsmålet er bare, om et mere populistisk projekt – baseret bl.a. på myter om, at uden en fælles politik på skatteområdet kan virksomhederne skalte og valte efter forgodtbefindende – ikke blot risikerer at splitte pro-europæerne? Det vil i stigende grad kunne få dem, som støtter det naturlige EU-projekt (der få steder er beskrevet så godt som her) med et indre marked og samarbejde om grænseoverskridende problemer som f.eks. klima og miljø, til at miste tiltroen til projektet. Det kan meget vel ende med at gøre EU’s eksistenskrise værre.

Dramaet om regeringsmagten i Sverige

Mange danskere har meget faste meninger om Sverige, men kun de færreste har et egentligt indblik i svensk politik, og hvad der sker på den politiske scene hinsidan. Denne artikel giver et faktuelt, helt opdateret og præcist indblik i svensk politik, det svenske systems procedure omkring en regeringsdannelse, og ikke mindst i det  et politiske drama, som er foregået siden valget i 2014, og som endnu ikke har fundet sin afslutning. Ambitionen er at give dette indblik, som  savnes i den danske presse og elektroniske medieverden.  Artiklen er ser formidlende og skrevet på akademisk vis med mange  kildehenvisninger, så man kan faktatjekke. Artiklen er faktuel og ikke-ideologisk, men   forsøger at give et retvisende billede af den politiske udvikling i Sverige i perioden fra 2014 og frem til nu.

Dramaturgien i et klassisk drama  starter med en præsentation af et modsætningsforhold eller en konflikt mellem hovedrollerne. Dette spændingsforhold intensiveres i anden akt, i nogle tilfælde  med  en overraskende udvikling.  Denne overraskelse kan bestå i, at konflikten får et omslag (peripeti), som fører til at dramaet afslutter lykkeligt i tredje akt. Men 2. akt kan også forløbe  som en intensivering af konflikten, og at dramaet i 3. akt ender tragisk.

Det svenske drama om regeringsmagten har præcist fulgt denne dramaturgi. og faktisk to gange: Efter valget i 2014 opstod et drama, som fulgte førstnævnte dramaturgi, og som endte forholdsvis lykkeligt med den såkaldte december-aftale i december 2014. Aftalen var berammet til at var 7 år, men blev opsagt af oppositionen året efter. Dermed kunne dramaet starte påny.  1. akt kulminerede med, at Löfven blev fældet af Riksdagen få dage efter valget d. 9. september 2018.

1. Akt:  Löfven afsættes som svensk statsminister

Dem 9. september 2018 afvikledes det ordinære valg til den svenske Riksdag. Situationen havde i den foregående valgperiode været dén, at ingen af de to politiske blokke — den rød-grønne blok bestående af socialdemokraterna (S), Miljöpartiet (MP) og det socialistiske venstreparti (V) og den borgerlige blok bestående af de konservative Moderaterna (M), Centerpartiet (C), Liberalerna (L) og de kristlige demokrater (KD), efter parlamentsvalget i 2014 ikke fik mindst 175 pladser i Riksdagen, som er nødvendige for at danne en flertalsregering. Klart var det dog, at den borgerlige regering og statsminister  Frederik Reinfeldt (M havde tabt valget, og blevet mindre end den rød-grønne blok. Som leder af landets største parti, blev Socialdemokraternas leder ,Stefan Lövfen udpeget til at leder regeringsforhandlingene. Han valgtes som statsminister ved en afstemning i Riksdagen d. 2. oktober 2014.  Kun Sverigedemokraterne stemte imod, mens den borgerlige blok og Vänsterpartiet stemte blankt.  Sverige havde fået en  socialdemokratisk mindretalsregering. Selvom Socialdemokraterna har domineret svenske politik, og været landets største parti siden parlamentarismens indførelse i landet  i 1917, var Löfven-regeringen ikke Sveriges første mindretalsregering. Dem har landet haft en del af. Faktisk var perioden mellem 1920 og 1936 præget af mange mindretalsregeringer, som fik en kort levetid.  Löfvens mindretalsregering en et-partisregering (S) med MP som støtteparti.  Den borgerlige alliance, Vänsterpartiet og Sverigedemokraterne sad i opposition.

Netop Sverigedemokraterne udgjorde et problem: partiet som blev dannet  i 1988 med rødder i den ekstreme højrefløj, gik kraftigt frem ved valget fra 5,7%  af stemerne i 2010 (hvor det iøvrigt blev repræsenteret i Riksdagen for første gang) til 12,9%.  Dette gjorde SD til Sveriges tredjestørste  parti. Med kun 138 parlamentsmedlemmer bag sig  (175 kræves for at have et flertal), var Löfvens mindretalsregering skrøbelig. Dette viste sig også, da regeringens finanslovs forslag blev fremlagt for Riksdagen d. 2. december 2014. Ligesom i Danmark er der i Sverige tradition for, at finanslovene vedtages, uanset om landet er blevet regeret af flertals- eller mindretalsregeringer, men i 2014 spillede Sverigedemokraterne med sine nye muskler, og var fast  besluttet på at fælde regeringen. SD’s beslutsomhed blev forstærket af, at  det overordentligt immigrationsvenlige Miljöparti var regeringens støtteparti, og at indvandringen af personer med ikke vestlig-baggrund var steget markant i den borgerlige  Frederik Reinfelts (M) regeringsperiode (2006-2014), hvor han blev kendt for sit udsagn, at Sverige skulle åbne sit hjerte for indvandringen.  Alene i 2014 stod Sverige til at modtage 80.000 asylansøgere. Med SD stærke vilje til at fælde regeringen, fik Löven-regeringen virkelig at føle, at den var en mindretalsregering. Löfvens finanslovsforslag blev således nedstemt af Riksagen d. 2. december 2014, mens den borgerlige alliances budgetforslag blev vedtaget i stedet, og med SD’s stemmer. Sverige befandt sig i en regeringskrise, eftersom Löfven skulle styre landet med oppositions budget i det kommende finansår.

Löfven kunne have taget sin afsked, men i så fald ville han overlade magten til den borgerlige alliance. Han havde derfor kun ét valg: at udskrive nyvalg; det første ekstraordinære valg siden 1958. Efter afstemningen bekendtgjorde Lövfen, at han ville udskrive et nyvalg, som skulle finde sted d. 22. marts 2015.  Der var blot den væsentlige hage ved dette nyvalg, at SD ville forsætte sin eksplosive vækst, hvilket kunne efterlade den kommende regering i endnu større vanskeligheder. Desuden var ingen partier under nogen omstændigheder villige til at spille efter SD’s klaver. De var overhovedet ikke indstillet på enddog at tale eller lytte til SD. Partiet med dets højreekstremistiske rødder skulle holdes helt ude i kulden. Skrækscenariet var, at SD vil blive landets største eller næststørste parti ved valget i marts, og det forenede de to blokke. Flere modeller blev diskuteret, Bla. foreslog KD  stramninger af udlændingepolitikken, men primært for at reducere de økonomiske omkostninger. 

Efter forhandlinger med oppositionen, undtaget SD og V, offentliggjorde Löfven d. 27. december 2014 en aftale,  der blev kendt som december-aftalen.

December-aftalen gik  ikke ud på at holde SD uden for indflydelse. Det er en udbredt misforståelse. Hovedelementet i aftalen var, at den gjorde det muligt for mindretalsregeringer at styre landet efter deres eget budget, men at der godt kunne indgås aftaler i andre spørgsmål. Alligevel var december-aftalen udemokratisk.: et demokratis vigtigste lov udover forfatningen er finansloven, og hvis den ikke   kan sendes til en demokratisk afstemning, er det indlysende, at december-aftalen var udemokratisk.

På den anden side satte  december-aftalen ikke demokratiet helt ude af kraft. Den  tillod naturligvis SD at stemme om ethvert andet forslag i Riksdagen, og denne ret benyttede SD sig hyppigt af i parlamentsperioden 2014-2018.  I en anden artikel på Punditokraterne har jeg  redegjort for afstemningsmønstret i Riksdagen, og det viser, at SD sjældent afstod fra at stemme, men at det oftest stemte for regeringens forslag, og at partiet har haft indflydelse på svensk politik.

December-aftalen førte til, at Löfven kunne aflyse nyvalget, og dermed var den lurende trussel fra SD afværget.

December-aftalen var berammet til at vare i frem til valget i 2022, dvs. i knap 7 år.  Men ville den holde? Og kunne den forhindre SD’s  kraftige fremmarch i meningsmålingerne? Disse spørgsmål gav to skelsættende begivenheder i 2015 svaret på:

For det første fortsatte migrationen til Sverige med uformindsket styrke. Det gjorde den i hele Vesteuropa i 2015, som i efteråret blev præget af den store migrationskrise. Knap 1,5 million mennesker fra ikke vestlige lande, særligt fra det borgerkrigsramte Syrien og Irak, men også fra en lang række andre ikke-vestlige lande vandrede uforhindret til Europa, særligt via den såkaldte Balkan-rute. 1,1 mio.  migranter og flygtninge søgte til Tyskland, mens op imod 200.000 søgte til Sverige.  (1), Dette førte til, SD fortsatte sin  dramatiske vækst i meningsmållingerne.

For det andet var det netop migrantkrisen, som førte til at den borgerlige alliance ophævede december-aftalen i oktober 2015, men der opstod også sprækker i den rødgrønne alliance.  Det førte i 2016 til en regeringsomdannelse i  maj 2016, hvor Miljøpartiet kom ind i regeringen. Oprøret mod december-aftalen blev anført afde borgerlige alliances  Kristdemokrater (KD), og der blev en overgang spekuleret i et nyvalg.     En ny regeringsomdannelse skete i juli 2017, efter den borgerlige alliance + Sverigedemokraterne truede med at fælde regeringen.

Men ingen af delene forhindrede SD’s uimodståelige vækst i meningsmålingerne.  Forventningen var, at partiet ville få 20% eller mere af stemmerne  ved valget i september 2018. To målinger  foretaget af YouGov og Sentio kort før valget viste endda, at Sverigedemokraterne ville overhale Socialdemokraterna som Sveriges største parti; en position det har haft siden indførelsen af det svenske partipolitiske system i starten af 1900-tallet.  I den sidste uge før valget tabte SD dog luft i meningsmålingerne, men lå immervæk til at få mellem 16% og 19% af stemmerne, hvilket ville gøre partiet til Sveriges næststørste eller tredjestørste parti.  Meningsmålingerne viste sig at være ganske præcise, hvilket er interesant i en tid, hvor meningsmålingsinstitutter kritiseres for at tage fejl; i nogle tilfælde berettiget (fx. ved det amerikanske valg og Brexit-afstemningen, men i andre tilfælde uberettiget (fx. Sverige og Tyskland).  Således fik SD  ved valget d. 9. september 2018 17,5%, hvilket var vel inden for den sikkerhedsmargin, som meningsmålingerne var behæftet med.  Valgresultatet viste også, at Socialdemokraterna med  28,3%  af stemmerne fik et bedre valg end frygtet, selvom det+- er det dårligste i partiets historie. Socialdemokraterna gik tilbage fra 31,0%. Også Moderaterna (M) klarede sig ledt bedre end forventet (partiet havde oplevet stor tilbagegang i meningsmålingerne som følge af SD’s store fremgang. Således beholdt M positionen som Sveriges næststørste parti, men oplevede dog en tilbagegang fra 23,3% til 19,8%.

De  egentlige vindere af valget var de to politiske yderfløje, SD og det socialistiske venstreparti — partiet som fra  til 1990 var kommunistisk og Moskvatro.. Disse to partier fik tilsammen en fremgang på 6,9%, hvilket illustrer den polarisering af svensk politik, som jeg har beskrevet i et tidligere indlæg jf. ovenfor. Også to af af partierne i den borgerlige alliance (KD og Centerpartiet (C) fik en fremgang, især C).

Sammenfattende ændrede valgresultatet ikke afgørende på situationen ved det forrige valg i 2014:   Ingen af blokkene fik de 175 sæder i Riksdagen, som kræves for at opnå et flertal.  Den borgerlige alliance forlangte, at Lövfen øjeblikkeligt trådte af som statsminister, hvilket han nægtede at gøre.

Som  fungerende statsminister og leder af landets største parti fik Löfven dog chancen for at skabe en mindretalsregering, som i det mindste kunne tolereres af flertallet i Riksdagen, som det havde været tilfældet siden December-aftalen i 2014. Forskellen på den svenske og danske form for negativ parlamentarisme er, at et mistillidsvotum mod hele kabinettet (regeringen) udløser et nvvalg. Det gør det ikke i Sverige: hvis regeringen falder efter et mistillidsvotum, starter processen omkring om regeringsdannelse blot om igen, så talmannen blot udpeger en ny statsministerkandidat til at lede forhandlingerne om at danne en ny regering.  Hvor danske regeringer kun er blevet fældet af et mistillidsvotum tre gange siden parlamentarismens indførelse i 1901, er det  sket oftere i Sverige, men altså uden at det nødvendigvis har udløst et ekstraordinært valg. Det er 60 år siden, at landet har haft et sådan.  Sidste gang det skete i Danmark var i 1975, da Hartling-regeringen blev vældet.

I I Sverige, hvor det er sket hyppigere, er det seneste eksempel helt aktuelt: Lövfen blev nemlig fældet som statsminister den 25. september 2018, hvorved hele regeringen måtte træde af, men uden at der blev udskrevet et nyvalg. Det fører blot til en ny regeringsdannelse.

Proceduren omkring en regeringsdannelse er også forskellig i de to lande: i Danmark har vi den såkaldte dronningerunde, hvor partilederne efter et valg går til dronningen. og tilkendegiver, hvem der skal være kongelig undersøger, dvs. hvem de mener, skal undersøge mulighederne for at danne regering.  Dronningen udpeger derefter den  politiker, som har de bedste muligheder for at danne regering.

I Sverige er det derimod Riksdagens formand (talmannen), som udpeger den politiker, han mener har de bedste muligheder for at danne regering.  Den svenske regent involveres først i regeringsdannelsen, når den er dannet. Ligesom i Danmark går de nye regeringer dog til regenten for at meddele, at regeringen er dannet. Den har regenten i princippet beføjelse til ikke at godkende, men det er kun sket én gang  siden Grundloven blev vedtaget i 1849, nemlig i 1920, hvilket udløste den såkaldte påskekrise. I Sverige udpeger talmannen efter et valg typisk lederen af det største parti til at lede regeringsforhandligerne.

Dette er grunden til, at Löfven for en stund kunne fortsætte som statsminister efter det svenske valg og forsøge at samle et flertal, som ville beholde ham som statsminister. Han fik ifølge den svenske procedure i princippet 14 dage til at danne en ny regering, men det valgte han ikke at gøre, og derfor blev han fældet af flertallet i den svenske Riksdag, hvorefter  talmannen udpegede en anden forhandler til at danne en ny regering. Hvis det lykkes, skal regeringen godkendes af Riksdagen ved en ny afstemning, men denne proces kan ikke fortsætte i det uendelige; Talmannen har kun 3 forsøg på at pege på en ny regeringsforhandler. Hvis det ikke lykkes at danne regering, enten fordi regeringsforhandleren trækker sig i erkendelse af, at han ikke kan danne regering, eller fordi også den nye regering fældes af Riksdagen, udskrives der automatisk nyvalg. En finesse ved proceduren er, at talmannen i sit tredje forsøg faktisk kan pege på den politiker som han pegede på i sit første forsøg, hvis han vurderer, at denne nu har en større chance for at danne regering.

Således afsluttedes 1. akt i det svenske regeringsdrama, da Löfven blev fældet som statsminister d. 25. september 2018. 2. akt startede med talmannens udpegning  af en ny regeringsforhandler, Moderaternas Ulf Kristersson, og som vi skal se, startede 3. og sidste akt d. 15. oktober, efter Kristersson havde erkendt, at han ikke kunne danne regering, og talmannen påny pegede på Stefan Lövfen som regeringsforhandler.

Såvidt den svenske procedure for regeringsdannelse. Beskrivelsen og processen er omstændelig, men nødvendig at klargøre, dels fordi der er så lidt viden om den i Danmark, dels fordi selv de fleste svenskere ikke kender den eller misforstår den. Således præciserede talmannen, Andreas  Norlén proceduren på en pressekonference  mandag formiddag (15/10), og tilføjede, at der findes dels svenske journalister, som ikke har sat sig ordentligt ind i den svenske forfatning. Dette kan måske opfattes som hårde ord, men det er sandt, når man læser de artikler, som de svenske dagblade har skrevet om proceduren efter valget i september 2018.

2. Akt: Moderaternas partileder Ulf Kristersson opgiver at danne regering

Efter Stefan Lövfen blev fældet som statsminister ved afstemningen d. 25. september, konsulterede talmann Norlén partilederne, og konkluderede, at Moderaternas partileder, Ulf Kristersson som forhandlingsleder. havde de bedste muligheder for at skabe en ny regering.  Kristersson forestillede sig, at han uden større sværdslag kunne danne regering bestående den borgerlige alliance (M + C + KD, sit eget parti (M) og ham selv som statsminister, Den borgerlige alliance havde trods alt svoret, at de ville stå sammen i last og brast. Men Kristerssons idé berodede også på, om SD kunne acceptere og tolerere ham som statsminister. SD’s accept var ikke en formalitet, eftersom Kristersson (M)  afviste, at SD og dets formand, Jimmie Åkesson, krævede indflydelse på regeringens politik, og at han var villig til også at fælde en borgerlig regering, hvis SD ikke fik indflydelse. På den anden side afviste alle partierne i den borgerlige alliance fortsat, at SD fik nogen indflydelse.

Som forhandlingsleder befandt Ulf Kristersson sig nærmest i en umulig balanceakt mellem hensynet til sit partis alliancepartnere og at give SD en eller anden form for indflydelse.  Kristerssons sonderinger varede som det formelt foreskrives  i et par uger. Han regnede med, at SD ikke kunne finde på, at fælde en borgerlig regering, og måske sparke bolden og magten tilbage i hænderne på den rødgrønne alliance med dens liberale udlændingepolitik (særligt MP og V  ønsker fortsat en meget liberal udlændingepolitik).  Omvendt forestillede Kristersson sig ikke, at SD blot ville agere som stemmekvæg i Riksdagen, og at man var nødt til at give partiet et vis indflydelse ved at dreje M’s politik i retning af en mere stram udlændingepolitik. Denne bevægelse havde M da også i stigende grad foretaget siden 2015, og især under valgkampen, men spørgsmålet var, om det var nok?

Efter sine sonderinger forelagde Kristersson tre regeringsmodeller, som han kaldte for en 3-2-1-model:

3. En gering bestående af alle partierne i den borgerlige alliance ( M +  de 3 mindre partier (C, KD og L). En sådan regering ville kunne mønstre 143 mandater i Riksdagen, og hvis den kunne tolereres af SD med dets 62 mandater, ville den  have 205 mandater, og vel over de 175, som kræves for at skabe flertal i Riksdagen.

2.  Alternativt kunne man skabe en regering bestående af M + to af alliancepartierne. For at skabe et flertal måtte C og L nødvendigvis indgå i regeringen, således at den med SD’s uformelle eller passive støtte, ville have 183 mandater. Denne kombination ville dog udelukke M’s mest trofaste partner, KD, hvorved regeringen formelt ville komme i mindretal uanset bogstavskombinationerne. Sålænge en sådan regering ville blive tolereret af Riksdagen, kunne den dog få lov til at sidde. Selvom Kristersson ikke præciserede det, kunne 2-løsningen også opfattes som en regering bestående af M  + C og L (med uformel støtte eller tolerance fra SD).

1. I nødstilfælde kunne M og KD gå i regering, eller Kristerssons eget parti, Moderaterne, danne en meget smal mindretalsregering, som Socialdemokraterna i grunden også gjorde efter valget i 2014.

Eftersom Ulf Kristersson kunne regne med KD og dets partileder,  Ebba Busch Thor (2), gav han fredag d. 12. oktober Centerpartiets leder, Annie  Löof og Liberalernas leder, Jan Björklund  et ultimatum: deltag i en samlet allianceregering, eller også ville han finde en anden løsning. Grundet tidspresset fik de to partiledere en weekends betænkningstid.

Alliancepartiernes svar kom ganske hurtigt, men for Kristersson også overraskende. Löof og Björklund afviste Kristerssons ultimatum, og meddelte ved deres respektive pressekonferencer, at de ikke længere foretrak Kristersson som statsminister. Ikke nok med det: Annie Lööf sagde, at en ny regering nødvendigvis måtte gå på tværs af de to politiske blokke, og at man ikke skulle udelukke  Löfven, og at S hvilket var noget af en eftersom hun frem til da pure havde afvist at samarbejde med den socialdemokratiske statsminister.  Liberalernas Jan Björklund sagde, at han var mest stemt for, at der blev skabt en stor koalition efter tysk mønster, dvs. en regering bestående af Socialdemokraterna og Moderaterna.

Jimmie Åkesson konstaterede på sin side, at den borgerlige alliance var brudt samen. Den konklusion drog svenske medier også: regeringsforhandlingerne under Kristerssons lederskab afslørede, at den borgerlige alliance var dybt splittet og mere skrøbelig end oprindeligt antaget.

Derfor afsluttedes 2. akt med, at Kristersson slukøret måtte erkende, at han ikke var i stand til at skabe en ny regering. Kristerssons balanceakt viste sig alligevel umulig.

Never shall the twain meet.   2. akt i det svenske regeringsdrama var overstået.

3. Akt begyndt: Lövfen udpeges som forhandlingsleder. 

Efter at Kristersson gav på som regeringsforhandler  afholdt talmann, Andreas Norlén dagen efter, mandag formiddag d. 15. oktober kortvarige konsultationer med hver enkelt partileder. Norlén havde ellers udtalt, at han ville give sig god tid til at tænke over, hvem der nu skulle være regeringsforhandler. Men betænkningstiden blev kort; ikke fordi Norlén gjorde sig klare forestillinger om, hvordan en regeringskonstellation kunne se ud, men fordi man var under tidspres. Regeringsdannelsesprocessen kan ikke fortsætte i det uendelige. Desuden skal hver forhandlingsleder tildeles den samme tidsperiode til at skabe enighed om en regering, dels skal en finanslov for 2019 fremlægges og sendes til afstemning i Riksdagen senest i slutningen af november.

Norlén vurderede efter konsultationerne, at Stefan Löfven, som havde fejlet i første forsøg, trods alt havde de bedste muligheder for at skabe enighed om dannelsen af en regering.  I forlængelse udtalte Löfven, at han ligesom Lööf og Björklund mente, at parterne måtte udvise fleksibilitet, og finde en løsning på regeringskrisen på tværs af de to politiske blokke.

Selv Sverigedemokraternes Jimmie Åkesson udtalte, at han var enig i, at Stefan Löfven havde de bedste chancer for at få skabt en regering. Åkesson var grundigt træt af, at samtlige politiske partier ikke ville indgå i en dialog med hans parti, og sagde på sin pressekonference, at de skulle holde op med at betragte SD som en sygdom, som vil gå over af sig selv.

Hvorvidt Sverigedemokraterne er en sygdom eller blot et symptom på en sygdom, nemlig den store indvandring af personer med mellemøstlig herkomst, som Sveriges meget liberale udlændingepolitik har skabt (hver 4. svensker har nu en udenlandsk herkomst, og syrere og irakere har overhalet finnerne som de invandrere, der er flest af), og de store problemer, som indvandringen har ført med sig, må være op til den enkelte at vurdere.

Andreas Norlén har givet Löfven 14. dage til at finde en løsning på den svenske regeringskrise, hvilket svarer til den tidsramme, som Kristersson fik. Hvis Lövfen ikke finder en løsning, vil Norlén når tidsfristen udløber i slutningen af oktober vurdere, hvad der  så skal ske:  hvis man er tæt på at skabe enighed om en ny regering, vil Löfven blive givet lidt ekstra tid (formentlig max. en uge) ellers udskrives der nyvalg. Dette nyvalg udskrives også, hvis Löfven ligesom Kristersson giver op som forhandlingsleder inden eller kort efter de 14 dage er gået. Der bliver således ikke en ny talmannsrunde,  Hvis Löfven ikke finder en regering, til og med kan godkendes af Riksdagen, udskrives der automatisk et nyvalg, som skal finde sted inden for 3 måneder.

Hvem bliver Sveriges næste statsminister? Eller er et svensk nyvalg på vej?

Hvem der bliver Sveriges næste statsminister kan man kun gisne om.

Löfven sidder i en gunstig position i og med, at han er forhandlingsleder, men var han jo også i første forsøg, og da kunne han ikke danne regering, men blev ved en afstemning i Riksdagen afsat som statsminister.  Han er villig til at  gå på kompromis om politiske emner, men ikke om statsminister posten. Dén vil han og S have.  Endvidere kræver det, at han får samlet en stor del af det politiske spektrum S + MP + C  + L) er ikke nok, for denne brede koalition samler kun 167 mandater, og ikke de 175, som skal til for at skabe et flertal. Eller også skal M  eller KD afholde sig fra at stemme. Ebba Tusch Thor afviste på sin pressekonference, at hendes parti KD ikke bliver et støtteparti i en ny Löfven-regering, og står dermed fast på sin position Tusch Thor sagde også, at hun ikke tror på, at C kan overtales af S, men det må tiden vise.

Annie Löof kan ikke afskrives som statsminister. Hun kan blive en kompromiskandidat.   Faktisk udtalte Miljöpartiets formand (og udviklingsminister), Isabella Lövin i dagene efter valget, at hun godt kunne forestille sig Centerpartiets leder Annie Lööf som ny statsminister. Men for at den ligning skal løses, kræver det, at ikke blot  S og M eller KD, peger på hende (KD kan jo undlade at stemme. Endvidere er S og C meget uenige om arbejdsmarkedspolitkken, så den knast skal også fjernes

Kristersson er stadig en kandidat til statsministerposten. Han er fortsat C’s foretrukne kandidat, men den borgelige alliance står nu ikke længere sammen, fordi C og L skal acceptere, at SD får indflydelse på regeringens politik, og det afviser C og L på det kraftigste. Derfor er Kristersson ikke længere favorit til statsministerposten, som han var efter valget.

Hvis Löfven får skabt enighed om en regering, bliver statsministeren derfor enten ham selv eller Lööf eller mindre sandsynligt Jan Björklund.

Man kan ikke afvise, at Löfvens ufravigelige krav  om at live statsminister kan blive den sten, som tipper læsset og udløser et nyvalg. Talmann Andreas Norlén udtalte således mandag, at selvom partilederne nu bliver nødt til at indgå i en konstruktiv dialog, konstaterede han også, at det var hans indtryk efter dagens samtaler med partilederne, at situationen er ligeså fastlåst, som den var efter valget d. 9. september.

For at får skabt en regering skal fronterne virkelig brydes op, og selv om det  er svært at forestile sig, kan det ikke udelukkes. Partierne i begge blokke (måske med undtagelse af V) givetvis ikke ønsker et nyvalg eftersom det kan give SD mere vind i sejlene, som det gjorde efter valget i 2014. Og alle partierne ønsker ikke SD styrket (bortset fra det selv, selvfølgelig). Endvidere er ekstraordinære valg er  uhyre sjældne i svensk politik. Den eneste gang det er sket  i nyere tid   var  i 1958. Dette til trods for, at Sverige har haft mange mindretalsregeringer i de sidste 100 år. Parlamentarismen fungerer på en anden måde end i Danmark: Princippet om negativ parlamentarisme er forskelligt i de to lande. Hvis regeringen får et mistillidsvotum i Danmark udløser det et nyvalg.  Det gør det ikke i Sverige. Der går regeringen også af, hvis den bliver fældet af et mistillidsvotum, men når regeringen er gået af genstarter talmannsprocessen, hvor Riksdagens formand  efter samråd med partilederne udpeger en forhandlingsleder til at sammensætte en ny regering. Denne regering skal som regel  godkendes formelt af Riksdagen ved en formel afstemning, men ikke nødvendigvis: hvis det står meget klart, at regeringen vil blive tolereret af Riksdagen er en afstemning ikke nødvendig.

For at følge den dramaturgiske terminologi  beskrevet i indledningen befinder det svenske drama lige nu i en akt, som enten kan resultere i en  peripeti, som fører til, at dramaet ender lykkeligt med dannelsen af en ny regering,  men akten kan også ende ulykkeligt med udskrivningen af et nyvalg. Begrebet ulykkeligt er alene et dramaturgisk begreb, og ikke værdiladet.

Omvendt er der næppe tvivl om, at et nyvalg ikke grundlæggende vil ændre den politiske situation i Sverige. Det er nemlig meget svært at forestille sig, at en af de to politiske blokke vil få flertal ved et valg i marts 2019. Derfor er  de regeringsbærende svenske partier nødsaget til at blive enige om et samarbejde på tværs af blokkene. Begge politiske blokke har nemlig forspildt deres chancer for at danne mindretalsregringer, som kan tolereres af den anden blok  — i hvert fald i denne omgang. Dette samarbejde på tværs af blokkene kan blive aftalt indenfor de kommende uger Så afsluttes 3. akt. Men hvis der udskrives et ny-valg, kommer vi grundlæggende til at se en genopførelse af det drama, som vi har oplevet siden 2014, eftersom ingen af blokkene stadig ikke vil få flertal.

Sverige befinder sig således i en meget dramatisk periode med store udfordringer. Men det gjorde Sverige dog også i perioden mellem 1920 og 1936, som først var præget af stærke konflikter på arbejdsmarkedet (større end i Danmark i 1890’erne) og siden af den økonomiske krise efter krakket på Wallstreet i 1929. Denne periode var som nævnt karakteriseret ved mange og kortvarige mindretalsregeringer, og Sverige kom først for  alvor ud af den i 1938 med indgåelsen af Saltsjöbaden-aftalen mellem arbejdsmarkedets parter. Det var 40 år efter de to parter i Danmark havde indgået en lignende aftale (Hovedaftalen af 1898). I Sveriges tilfælde førte borgfreden til opbyggelsen af det svenske folkhem. I Danmark førte det til udviklingen af den danske velfærdsstat, som for alvor så dagens lys med Kanslergade-forliget i 1933.

Afslutning: Sverige halter efter Danmark

Historisk har Danmark på den politiske scene altid været på forkant i forhold til svenskerne, hvad enten det gælder forfatning, indførelse af parlamentarisme og velfærdsstat. Men det gælder også partiernes accept af et populistisk parti (Dansk Folkeparti), som fra valg til valg har vokset sig stærkere for  til sidst at agere som støtteparti for en siddende regering, og som kan tænkes at indgå i en regering i de kommende år.

På det område halter Sverige også bagefter: hvor Dansk Folkeparti buldrede ind i folketinget 3 år efter dets dannelse, skulle der i Sverige gå 22 år, før SD blev repræsenteret i Riksdagen. Og her 8 år efter opfattes SD af de andre partier stadig ikke som et ‘stuerent’ parti — for at bruge Poul Nyrup Rasmussens velkendte frase. Men politisk er DF og SD ikke så forskellige. SD ligger på visse områder i den økonomiske politik lidt til højre for DF, men når det gælder velfærdspolitiske emner så som omsorgs- og ældrepolitik, har SD ligesom DF mest tilfælles med Socialdemokraterne. Begge partier kan således samarbejde til hver sin side, men i det todimensionelle politiske rum (fordelings- og værdipolitik) ligger SD mere til højre end DF på grund af dets økonomiske politik. . En anden forskel er, at DF i Danmark i højere grad er blevet anerkendt af de andre partier, end svenske SD er blevet det . Men SD’s stramme udlændingepolitik har haft indflydelse på svensk politik:

Både  S  og M har således strammet  deres udlændingepolitik. Dette er dels ved indførelsen af den svenske grænsekontrol i november 2015, da migrationskrisen for alvor havde taget fart og for de svenske myndigheder var blevet faretruende ukontrollabel. Grænsekontrollen er siden blevet skærpet i  maj  2017 og senest i  juni 2018.   Men særligt for Moderaternas  (og dets nærmeste  samarbejdspartner, KD) vedkommende, er der også  strategiske  grunde til dets strammere udlændingepolitik. For SD stjæler i stort antal vælgere fra både S og M som DF har gjort det i Danmark fra Socialdemokratiet og Venstre. Måske ligger det i kortene, at de andre partier en dag vil tage SD til nåde og begynde at samarbejde med partiet?

Der en del i Danmark,  som ikke forstår, at de gør. Men Dansk Folkeparti og Sverigedemokraterne har helt anderledes historiske rødder: DF har rod i Fremskridspartiet, som det var et  udbryderparti fra. Fremskridtspartiet var også oprørsk — først mod skattepolitikken og siden mod indvandrerpolitikken. SD, derimod har rødder i det ekstreme højre, herunder det ny-nazistiske Nordiska Rikspartiet, som brugte hagekorset som partisymbol, og den indvandrerfjendske og racistiske  skinhead-bevægelse, Bevara Sverige Svensk (BSS), som var inspireret af det Britiske National Front.   Disse historiske rødder er ikke blevet glemt, og derfor er vejen til formel indflydelse langt  mere opad bakke for Sverigedemokraterne, end den har været for Dansk Folkeparti.

 

.

———————————————–

Noter:

(1) Det totale antal flygtninge og migranter, som kom til Sverige i 2015 er uvist.  Myndighederne modtog formelt 163.000 asylansøgninger, men dertil skal lægges et stort antal der kom til landet og enten opholdt sig illegalt eller endnu ikke havde ansøgt om asyl, da opgørelsen blev lavet omkring d. 31. december 2015.  Det kan ikke udelukkes, at det samlede antal var op imod 200.000 eller flere.

(2) Kristdemokraternes kun 31 årige partileder, Ebba Tusch Thor er en begavet politiker og taler, som ifølge Aftonbladets meningsmåling klarede sig bedst under den første og eneste partilederdebat i slutningen af august og kort før valget. Centerpartiets partileder, Annie Lööf er med sine 35 år også en relativt ung partileder.

 

 

 

Hvordan ser opsvinget ud?

I sidste uge skrev min Børsen-kollega Signe Roed-Frederiksen om det opsving, som adskillige politikere glæder sig så meget over. Der har været vækst i dansk økonomi de sidste seks år i træk, og beskæftigelsen er høj og stigende. Dansk Industri var endda ude forleden med en umiddelbart glædelige nyhed, at der nu er flere i beskæftigelse end før krisen satte ind. Man får det indtryk, at det går godt i dansk økonomi – og meningen er formodentlig, at man skal tilskrive de gode nyheder til regeringens politik. Fagbevægelsen brugte også de åbenbart gode tider fornylig til at presse en meget dyr – og formodentlig alt for dyr – overenskomst igennem på det offentlige område.

Problemet er, som Signe meget præcist formulerer det, at opsvinget ikke ligefrem er ’buldrende’ – det er ”fortsat et opsving med forbavsende lav flyvehøjde.” Nok er der nu 2.765.250 danskere i fuldtidsbeskæftigelse, hvilket er 5845 flere end i starten af 2008, men som Signe påpeger, er der kommet 20.000 flere i arbejdsstyrken i forhold til dengang. Så der er reelt ikke tale om nogen rekord, men blot varm luft fra DI. Og nok er der vækst i dansk økonomi, og væksten i BNP ser ud til at blive cirka 1,9 % i år. Som jeg understregede overfor en forsamling hos VU Aarhus i går aftes, skal man dog passe på med at læse dét tal: De 1,9 % er i det totale BNP, og ikke BNP per indbygger. Danmarks befolkning er de senere år vokset med cirka ½ % per år, hvilket bringer væksten i nationalindkomst per indbygger ned  omkring 1,4 % – og dermed ikke noget at prale med. 1,4 % er cirka ½ % under såkaldt ’trendvækst’, dvs. den vækstrate, økonomien har i normale tider.

Som vi har understreget flere gange her på stedet, er det langt mere interessant at se på, hvordan det går dansk økonomi på langt sigt. Det viser figuren nedenfor, der plotter to BNP-serier (per indbygger, en linje baseret på nationale priser, og en prikket linje baseret på købekraftskorrigerede tal) for Danmark og et gennemsnit af vores økonomiske nabolande. Figuren viser først og fremmest den udvikling, der burde være kendt hos vores læsere, i nationalindkomst per indbygger siden 1995, hvor det er tydeligt hvordan Danmark ikke følger med. Det var blandt andet denne udvikling, som Produktivitetskommissionen beskæftigede sig med for nogle få år siden, og som danske politikere stadig i dag helt og totalt ignorerer. Set over de sidste cirka 25 år er dansk trendvækst langsommere end væksten hos de mest sammenlignelige lande.

For det andet visere figuren dog også, hvordan denne udvikling fortsætter i det såkaldte opsving. Ser man på den købekraftskorrigerede serie – den mest sammenlignelige og også mest relevante for danske forbrugere – er den danske økonomi samlet set vokset cirka 3,8 % siden væksten startede igen i 2011. Gennemsnittet for vores nabolande i samme periode er 5,0 %, og tager man forecast fra IMFs World Economic Outlook fra april, regner man med at den danske økonomi også i år vokser 0,4 % langsommere end nabolandene. Dét estimat skal endda tages med et gran salt, da IMF stadig regner med ganske langsom vækst i Storbritannien, der ellers ikke har oplevet den nedgang som analytikerne regnede med efter Brexit.

Bundlinjen, som politikere på begge sider af Christiansborg burde tage alvorligt, er at det faktisk ikke går ret godt med den danske økonomi. Det kommer dog næppe til at ske, og mindst tre forhold står i vejen for at politikerne offentligt anerkender problemet. Først er der ingen grund til at rokke ved båden så tæt på et valg – og i et land som Danmark, hvor statsministeren altid kan udskrive valg, er valget altid potentielt tæt på. For det andet frygter politikerne at lave reformer, bl.a. fordi de tror at danskerne elsker velfærdsstaten som det forestiller sig den er i dag, og bl.a. fordi politikerne tror at reformer er upopulære (hvilket de ikke er – se her). Og for det tredje er de stærkeste danske særinteresser – de offentlige fagforeninger og kommunale byrådskonger – bestemt ikke interesserede i reformer, der kan true deres status. Problemerne burde være velkendte og dansk økonomi skriger på reformer, der kan løfte produktivitetsudviklingen, men de effektive reformer er de mindst sandsynlige. I stedet for at erkende problemet, løber de 179 fjolser rundt på Christiansborg og leger kustoder i et socialdemokratisk museum.

PKK om Vestens succes

Den Gamle Redacteur Peter Kurrild-Klitgaard har en fremragende klumme i Børsen i dag, der er særdeles læseværdig. Kurrilds umiddelbare ærinde er at advare mod de centraliseringstendenser, man ser i både Danmark og i særdeleshed i EU. I Danmark er rygmarvsreaktionen på snart sagt ethvert reelt eller opfattet problem i kommuner og regioner, at man nok hellere må flytte beslutningerne til Christiansborg, og definere fælles standarder osv. På europæisk plan har bl.a. Jean-Claude Juncker i en stil, der giver mindelser om Komiske Ali, erklæret at Brexit indebærer, at EU nu må sætte ekstra fart på ’den dybe integration’, hvilket betyder flere fælles-europæiske beslutninger og en langt stærkere centralisering  af magten i Bruxelles.

Under overskriften ”Skyldes Vestens velstand splittelse?”  minder PKK læserne om en af de stærkeste forklaringer fra økonomisk historie. Mens der er indikationer på, at latin gennem kirken / klostrene kom til at fungere som et lingua franca, der tillod (tilstrækkeligt veluddannede) europæere at kommunikere med hinanden, er hovedforklaringen på Europas succes en helt anden, end påstande om kristendom, kolonimagt, eller andet. Som Rosenberg og Birdzell pegede på i klassikeren How the West Grew Rich for mere end 30 år siden, skyldes velstanden i høj grad, at kontinentet var politisk fragmenteret. Som PKK formulere hovedtesen var Europa fra omkring 1000 en makroregion, hvor mange og ”ofte små, politiske enheder konkurrerede med hinanden. Hvis en fyrste det ene sted opførte sig vanvittigt, var det let at slippe væk, og det førte til en konkurrence om ikke at være for frastødende. Det fremmede økonomisk konkurrence og innovation.”

Historien peger dermed på, at EU’s centraliseringstendens – baseret på en idé hos Juncker og ganske store dele af den primært fransk-rettede europæiske elite om, at de ved bedre og andre bør have interesse i at rette ind – er ganske problematisk på langt sigt. Hvis der kun er ét sæt idéer, og kun én måde at gøre tingene på, lærer man aldrig noget nyt, og stopper derfor med at udvikle sig. Eller som PKK skriver, ”Hvis det var denne politiske decentralisering indenfor fælles normer, der skabte det europæiske mirakel, er det en advarsel overfor en tro på, at centralisering automatisk vil skabe velstand. Det er en vigtig lærdom ift. EU’s fremtidige udvikling.” Som så ofte før er PKKs klumme stærkt anbefalet.

Skal Storbritannien blive i toldunionen?

I sidste uges Live From Nord North Street, the Institute of Economic Affairs fine podcast-serie, talte Madeline Grant med IEA’s cheføkonom Julian Jessop om hvad der taler for og imod, at briterne sigter efter at forblive en del af EUs toldunion. De fremtidige handelsforhold er centrale for Brexit-problematikken og for, hvordan briternes økonomi sandsynligvis kommer til at udvikle sig efter Brexit. Emnet diskuteres heftigt i Storbritannien, men burde også fylde i de danske medier. Storbritannien er for eksempel ikke blot Danmarks tredjestørste eksportmarked – et forhold, danske politikere forstår – men også vores sjettestørste importpartner. Jo bedre en aftale briterne får, jo bedre er det for dansk økonomi og danske forbrugere.

Baggrunden for IEA-diskussionen er, at Confederation of British Industry, den britiske ækvivalent til DI, forleden argumenterede for at landet bør forsøge at blive i toldunionen. Organisationens argument er, at en forbliven i toldunionen vil sikre, at britiske eksportvirksomheder bevarer deres toldfrie adgang til det Indre Marked, og dermed ikke skades af Brexit. Et andet argument, som Jessop nævnte i podcasten, er at fortsat deltagelse i toldunionen vil løse en del af de noget absurde problemstillinger, der er omkring den irsk-nordirske grænse. Nok er Storbritannien et ørige, men fordi Nordirland som bekendt stadig hører under kronen, har landet alligevel en landgrænse med EU. Pt. er den grænse mindst ligeså porøs og nem at passere som den dansk-tyske grænse, men EU har truet med at lukke den og gå tilbage til en situation med permanent paskontrol hvor alle person- og lastbiler stoppes. Hverken irerne eller briterne er interesseret i andet end en fortsat åben grænse, men det synes Michel Barnier at være relativt ligeglad med.

Alligevel er det interessante i Grant og Jessops samtale, at der også er forhold der taler for at briterne bør udtræde af toldunionen og forhandle en separat aftale. Overvejer man spørgsmålet kan det heller ikke undgås, at det fører til at man overvejer fordele og ulemper ved det danske medlemskab. En central del af diskussionen, der gør den mere kompleks end blot en idiotisk rygmarvsreaktion som at vi ”taber handel med EU”, er at EU både giver nemmere handel til andre EU-lande, men også begrænser mulighederne for at handle frit med lande udenfor EU.

Spørgsmålet er derfor om balancen mellem trade creation og trade diversion. En række firmaer står til at miste en del af deres markedsadgang, hvis Brexit indebærer at, at Storbritannien udtræder af toldunionen og ender med en aftale, der er tydeligt værre. Det kan ske hvis briterne tvinges til at betale told, hvilket ikke betyder at grænserne lukker – husk, at det værste der kan ske er, at de kommer til at få såkaldt MFN-adgang ifølge WTO-reglerne. Det kan også ske, hvis de bevarer toldfri adgang til EU-markederne, men kommer til at bære væsentlige dokumentationsudgifter, der i sig selv er non-tariff barriers.

Den anden side af sagen er dog, at virkeligheden i enhver toldunion også er, at medlemskab forhindrer et land i at indgå andre handelsaftaler. I en toldunion har man fri adgang til andre medlemmers markeder, og en fælles handelspolitik. For Storbritannien betyder det, at fortsat medlemskab i særdeleshed forhindrer landet i at indgå aftaler, der er bedre og indebærer friere handel end EU’s laveste fællesnævner (læs: Frankrig) tillader. Jessop understreger således, at briterne efter Brexit på sigt har mulighed for at lave bedre aftaler – og i bedste fald fuldstændigt fri handel – med en række af verdens emerging markets, ligesom de også kan tage større skridt mod fuldstændig fri handel med f.eks. Canada.

Grant og Jessop er således fornuftens stemmer i det kvarter, deres IEA-samtale tager. De peger på, at der er tab forbundet med Brexit, hvilket der næppe er nogen i den britiske eller danske debat, der tvivler på. De understreger derimod også, at der er potentielle gevinster forbundet med at bryde med EU’s toldregime, hvilket ofte overse af politikere og kommentatorer. EU er, som vi understregede forleden i Børsen, udadtil en af de stærke protektionistiske kræfter i verden. Brexit, håndteret af mere indsigtsfulde politikere end den robotagtige Therese May, åbner også en række muligheder. Jo stærkere frihandelstraditionen er i et land, jo mere sandsynligt er det, at landet kan få faktisk gavn af at bryde med den fælles handelspolitik da dets politikere kommer til at være mere tilbøjelige (alt andet lige) til at implementere friere handelspolitik. Og er der lande i Europa med stærkere frihandelstraditioner og –præferencer end Storbritannien og Danmark? Det skulle da lige være Sverige.

Latinamerika – Who’s hot and who’s not III – Argentina og europæisk protektionisme

EU og Mercosur har siden 1999 forhandlet om indgåelse af en handelsaftale uden resultat. Mens hovedansvaret for de manglende resultater for blot få år siden primært kunne lægges på et par af landene i Mercosur – ikke mindst Argentina – er EU i dag den største hindring for indgåelse af en aftale.

Argentina’s præsident, Mauricio Macro besøgte i fredags Frankrig og Macron. Der blev diskuteret Argentina’s evt. optagelse i OECD (hvilket USA støtter, mens de Europæiske medlemslande er mildt sagt mere forbeholdende), reformerne i Argentina og ikke mindst mulighederne for endelig at få en handelsaftale i stand mellem EU og Mercosur – Argentina, Brasilien, Paraguay, Uruguay og Venezuela (som dog er suspenderet, og næppe bliver aktivt medlem igen, med mindre der kommer et demokratisk regimeskifte) – efter næsten 20 års forhandlinger.

På den efterfølgende pressekonference vist Macron desværre at han trods al snakken om modernisering af Franskrigs økonomi og markedsliberale reformer, først og sidst er franskmand. Således sagde han om en mulig handelsaftale;

“Vi vil ikke indgå i aftaler, der favoriserer landbrugs- eller fremstillingsvirksomheder, tusind kilometer væk og med en anden social og miljømæssig model, der er forskellig fra dem, der pålægges tilsvarende sektorer i Europa”

Og fortsatte

“Frankrig er fast besluttet på at sikre sit oksekødsmarked og produktion i forbindelse med Brexit og er ikke villig til at tillade destabilisering i en sektor, den betragter som fremragende”

Når man ser på hvad EU har at tilbyde er det rent ud sagt beskæmmende. Det seneste (kendte) udkast fra EU indebærer således at man allernådigst vil tillade at Argentina, Paraguay, Brasilien og Uruguay kan eksportere 70.000 tons oksekød toldfrit til EU. Det er 30.000 tons mindre end det tilbud, som var på bordet  i 2004!!!!! Kommissionens forklaring er at EU-borgerne spiser mindre kød i dag. De 70.000 tons skal ses i forhold til at man i 2017 producerede små 7,8 mio. tons oksekød i EU.

Ligeledes blokerer EU for optagelse af Argentina og andre lande i OECD, mens USA er positive. Ak ja, hykleriet er til at tage og føle på.

Oplever Argentina et varigt paradigmeskift?

Hvis der skulle være nogle af læserne som er skeptiske overfor reformer i Argentina er det fuldt forståeligt. Historisk har den første økonomiske politik været mildt sagt inkonsistent, og man er vekslet mellem boom og bust, mens den overordnede økonomiske vækst gennem de seneste 50-100 år har medført, at man er gået fra at være et verdens rigeste lande til den “bløde” mellemvare, hvilket vi har behandlet tidligere her på bloggen, hvor vi også har anbefalet Mauricio Rojas fremragende bog “Carmensitas sorg” (kan desværre ikke længere  downloades gratis), som fortæller historien om Argentinas økonomiske forfald.

Som altid er der “pro and cons”. Som IMF bemærker i deres seneste revision for Argentina, som udkom ultimo 2017;

The economy is rebounding. The government has unwound multiple distortions and made important progress in restoring integrity and transparency in public sector operations. These policy changes have put the economy on a stronger footing and corrected many of the most urgent macroeconomic imbalances. Argentina is experiencing a solid recovery from last year’s recession and, even in the face of planned fiscal consolidation and ongoing efforts at disinflation, growth is expected to slowly pick up in the coming years. Inflation continues to fall, albeit at a slower pace than targeted by the central bank.

Men samtidig påpeger man (korrekt), at der er en række faldgrupper ved den gradvise tilpasning og reformstrategi, som man har valgt. På den ene side er den økonomiske vækst vendt tilbage mv., men samtidig oplever man stigende underskud på betalingsbalancen, øget ekstern gældsætning,mens inflationen nok er faldet, men fortsat er høj (og højere end oprindeligt forventet (IMF’s seneste opdaterede forventninger for de kommende år fremgår af nedenstående tabel).

Som man bemærker,

The gradualist fiscal strategy adopted by the authorities smoothed the impact of the needed consolidation on activity and jobs but comes with negative side effects,

Givet den politiske virkelighed og regeringens behov for at samle et flertal bag sin politik, har man næppe haft noget alternativ. Og mens der fortsat er et stort behov for yderligere reformer, skal det fremhæves at man faktisk har taget fat på både arbejdsmarkeds-, skatte- og pensionsreformer. Og sammenlignet med naboen Brasilien, er man nået en del længere. Således lykkedes det at gennemføre nødvendige pensionsreformer i efteråret, på trods af voldsom modstand fra de traditionelt stærke (og peronistiske) fagforeninger. Dette i modsætning til Brasilien som siden 2016 igen og igen har udsat sine pensionsreformer, som for hver udsættelse er blevet svagere og svagere (og lige nu er risikoen for at der ikke gennemføres noget før præsidentvalget til efteråret ganske betydelig).

Det er også værd at bemærke at præsident Macri og hans regering styrkedes ved efterårets midtvejsvalg, hvilket tyder godt for Macri’s chancer for genvalg ved præsidentvalget i 2019.

I så tilfælde bliver han den første ikke-peronistiske præsident som genvælges. Det vil i sig selv være en afgørende begivenhed i Argentina, hvor peronisterne har domineret Argentinsk politik siden 1940erne – hvis man ser bort fra perioderne med militærdiktatur.

Ud over økonomiske reformer bør også medtages, at man siden 2015 også aktivt har arbejdet for at sikre Argentinas internationale position. Argentina står således for afholdelsen af dette års G20 møde. Ligeledes søger man aktivt at blive medlem af OECD, hvilket bakkes op af USA, mens de europæiske lande desværre er mere tilbageholdende. Endelig har man søgt om observatørstatus i Alianza del Pacifico.

Så svaret til om Argentina oplever et reelt paradigmeskifte er, at der i hvert fald ikke har været noget tidspunkt de seneste 70 år, hvor det har været mere sandsynligt.

Der er sket et markant sving væk fra tidligere tiders nationalistisk økonomiske politik, ligesom det ser ud til at man er meget opmærksom på at gøre noget ved to andre karakteristika ved Argentina, nemlig meget ringe institutioner ( i årevis kunne man ikke stole på officiel statistik, som blev masseret, så det passede til regeringens behov) og en høj grad af korruption. Træerne vokser som bekendt ikke ind i himlen. Men der er trods alt grund til en hvis optimisme denne gang i forhold til Argentinas fremtid. Derfor hører landet til i kategorien “Hot”.

At EU’s ageren af hensyn til snævre nationale brancheinteresser indtil videre ser ud til at forhindre indgåelsen af en handelsaftale mellem Mercosur og EU, er så meget beklageligt. Alt andet lige gør en sådan ageren både arbejdet med at reformere Argentina (og Brasilien for den sags skyld) vanskeligere og er i sidste ende også til skade for de Europæiske økonomier og befolkninger. Her kan man desværre ikke tale om et paradigmeskifte. Der er fortsat tale om Europæisk hyklerisk tale, hvor man peger fingre med den ene hånd, mens man fortsætter en protektionistisk politik til glæde for de få, men skade for de mange, med den anden hånd. Naturligvis pakket ind i tilpas “CSR”-agtig jargon om hensyn til miljø og arbejdsforhold, som nu kun Europæiske (franske) statsledere kan gøre det.

 

 

 

 

Mchangama og Rose om fake news og fristelser

Forleden truede præsident Trump amerikanske medier med en intention om at udvide injurielovgivningen, og derigennem gøre offentliggørelsen ’fake news’ ulovlig. Trump er naturligvis frustreret og vred over, at han ikke kan styre medierne – i endnu et eksempel på, at han stadig ikke forstår, at han ikke er en folkevalgt diktator – men han er ikke eneom at lade sig friste. I Tyrkiet bruger Erdogan lignende påstande for at lukke munden på sine politiske modstandere, og Orban i Ungarn bevæger sig også på kanten af hvad landets forfatning tillader.

Ytrings- og pressefriheden er med andre ord under angreb i en række lande, og selv i Vesteuropa er politikere villige til at gå langt. Italiens chef for landets konkurrencemyndigheder, Giovanni Pitruzzella, har forleden argumenteret for, at staten skal kunne regulere og sanktionere medier, der viderebringer fake news. Som Jacob Mchangama og Flemming Rose skriver i Washington Post under overskriften ”History proves how dangerous it is to have the government regulate fake news”, bruger han det ganske mærkværdige argument, at den europæiske menneskerettighedskonvention, i hans fortolkning, beskytter europæeres ret til at være pluralistiske informerede.

Pitruzellas argument om, at man ved at lukke eller i det mindste straffe bestemte medier for at skrive noget, andre ikke er enige i, vil føre til et mere ’pluralistisk’ mediebillede, må hvile på en rent sovjetisk forståelse af begrebet pluralisme. Mchangama og Rose viser tydeligt i deres indlæg, at Pitruzellas forslag er potentielt ekstremt farlig. USA’s egen historie demonstrere det for eksempel tydeligt: Efter at Kongressen i 1798 havde vedtaget den såkaldte Sedition Act – præcis den slags lovgivning, som Pitruzella og mange andre sukker efter – brugte præsident John Adams loven til at undertrykke modstandere. Episoden gjorde det tydeligt for amerikanerne, hvordan denne type lovgivning er potentielt undertrykkende og alt for fristende for politikere. Adams misbrug førte direkte til den amerikanske forfatnings First Amendment, der utvetydigt beskytter ytringsfriheden. Eller som de skriver om problemet i Europa og, mere generelt, om vestlige demokratier:

”Already, some European countries, including Poland and Hungary, have moved against independent and critical media. In some instances, it would be impossible for a publication to defend itself effectively against fake news accusations. Imagine that the Guardian newspaper published a story based on anonymous sources about deep divisions over Brexit within the British government, and the British government subsequently denied the story and accused the Guardian of publishing fake news to undermine the government and derail the Brexit process. How would the Guardian prove that its story was true without being forced to disclose its sources and thus undermine an essential element of critical journalism?”

Emnet er indlysende vigtigt når USA’s præsident og statsledere i Polen, Ungarn og andre lande heller ikke længere er tilhængere af ytringsfrihed. Som selv visse danske politikere har svært ved at se, er ytringsfrihed aldrig at man er fri til at sige og udgive, hvad man mener, men… Det er intet ’men’ i ytringsfriheden, uanset hvad præsident Trump eller en reguleringschef i Rom mener. Er læserne i tvivl, kan de kaste et blik på Tyrkiet. Ytringsfrihedens ’men’ er det første skridt på den vej, Erdogan racer nedad.

Baggrunden for den fortsatte konflikt om Falklandsøerne

Christian skrev tidligere i dag et fremragende indlæg i anledning af 35 årsdagen for Englændernes bombardement af Port Stanley – en logistisk triumf.

Den dag i dag vil Argentinerne ikke anerkende, at Falklandsøerne – eller Malvinas – ikke er en del af Argentina. Et synspunkt som, i hvert fald på papiret bakkes op af det øvrige Latinamerkanske lande – ligesom Spanien indtil man blev medlem af EU også var på Argentinas side (interessant om Brexit fører til man igen indtager denne position).

Hvis du har glemt baggrunden for Falklandskrigen for 35 år siden (Argentinske tropper invaderede øerne den 2. april), vil jeg henvise til et par blogindlæg jeg skrev i anledningen af 30-året for Argentinernes invasion og efterfølgende forsmædelige nederlag.

Selv om retorik og tilgang til konflikten efter valget af Macri til præsident er blevet mere afdæmpet og kompromissøgende, så har Argentina ikke, og vil formentlig aldrig formelt opgive kravet på Malvinas.

Læs mere her:

Historisk baggrund for Argentinas og Englands konflikt over Falklandsøerne

Malvinas eller Falklandsøerne – ret til selvbestemmelse eller engelsk imperialisme

Billedresultat for falklands islands war

 

Efter det amerikanske præsidentvalg. Hvorfor tog målingerne fejl?

November-8-2016-Election-Day-In-United-States

De færreste medier troede på, at Donald Trump ville vinde det amerikanske præsidentvalg. Gennem det meste af 2016 var han i meningsmålingerne langt bagud i forhold til modkandidaten Hillary Clinton, men alligevel vandt han forholdvis overbevisende ved bl.a. at vinde de afgørende svingstater i det østlige USA.

Til trods for en overvældende dækning af valget, forventede langt de fleste danske journalister og politiske kommentatorer ,at Clinton ville vinde valget, men nok engang blev de taget på sengen. Ikke alle kommentatorer tog dog fejl. Så tidligt som i juli 2016 efter nomineringen af de to hovedkandidater på deres respektive partikonventer, forudsagde jeg, at Donald Trump ville vinde valget, og blive USA’s næste præsident.    Æren for denne forudsigelse tilkommer dog den amerikanske public choice-professor, Helmut Norpoth, hvis såkaldte primærvalgsmodel har vist sig at være overordentlig præcis i dens forudsigelser af  udfaldet af amerikanske præsidentvalg.

Det skal også siges, at selvom hovedparten af de amerikanske meningsmålinger tog fejl, var det ikke dem alle. Den såkaldte IBD-TIPP-poll, som er ved at oparbejde et ry som den mest præcise poll, rapporterede flere dage op til valget om en sejr på omkring 2 procent point til Trump, og nok så vigtigt rapporterede den om, at tilslutningen til Trump var stigende dag for dag, og at det altså var hans lejr som havde klart momentum. 

Det store spørgsmål er, hvorfor hovedparten af meningsmålingerne tog fejl

Man kan formentlig drage lære af bl.a. Brexit-afstemningen om Storbritanniens fortsatte medlemsskab af EU i sommer, hvor meningsmålingerne gennemgående også tog fejl. I den forbindelse skrev YouGov’s forskningschef, Anthony Wells et interessant blogindlæg, hvor han redegjorde for forklaringer på, hvorfor målingerne tog fejl.   Flere af forklaringerne kan meget vel også vise sig at gælde for det amerikanske præsidentvalg. Hovedforklaringerne var, at Brexit-afstemningen ligesom det senere amerikanske præsidentvalg mobiliserede nogle vælgere, som ikke indfanges i de traditionelle meningsmålinger, men mere præcist kan Wells’ pointer sammenfattes således:

• Selvom de stikprøver, som udtages til meningsmålinger, er demografisk og socioøkonomisk repræsentative, er vælgergrupper med lavere og korterevarig uddannelse systematisk underrepræsenteret, fordi svarprocenten blandt disse vælgergrupper er lavere, end den skulle være for de facto at gøre målingen repræsentativ.  Dette betyder, at hele den fine statistik med signifikansniveauer og sikkerhedsmarginer faldet på gulvet. Man kan med andre ord ikke længere stole på målingen.  Et relateret problem er, at tidsperioden, hvor man gennemfører målingerne (typisk over tre dage) er for kort til, at man kan få en tilfredsstillende svarprocent fra disse grupper, så Wells’ anbefaling, er, at man øger svarperioden, så svarprocenten kan blive tilfredsstillende, f.eks. til 7-10 dage.

Disse indsigter har også stor betydning for meningsmålingerne i Danmark og en række andre europæiske lande: I Danmark fx. har det været et velkendt fænomen, at Dansk Folkeparti har været systematisk undervurderet i meningsmålingerne. Politiske analytikeres forklaring har været, at vælgerne ikke har turde tilkendegive, at de ville stemme på Dansk Folkeparti, fordi dette blev anset som politisk ukorrekt. Denne forklaring skal ses i et nyt lys, for Dansk Folkeparti har en overvægt af vælgere, som ikke er højtuddannede, og som måske også har en mistillid til det etablerede politiske system. Derfor har de en tilbøjelighed til at sige nej til at deltage i meningsmålingerne, eller også  1qq

• Der er stor forskel på telefoninterviews og online polls. Onlinepolls er mere præcise end telefonpolls, men selv onlinepolls skal korrigeres med en faktor for at øge præcisionen. Fastlæggelsen af denne faktor kræver yderligere forskning, men pointen er her, at de traditionelle telefoninterviews ikke virker længere. Nogle vælgergrupper giver ikke altid et ærligt svar, når de ringes op, fremfor de i ro og mag selv kan svare på en computer over internettet.

I tillæg er der nogle vigtige problemer med den såkaldte opregning:

• Eftersom der altid er frafald ved meningsmålinger, må meningsmålingsinstiuttterne korrigere for den forventede valgprocent. Den opregning, som de gennemfører i denne forbindelse, bliver fejlbehæftet, når den faktiske valgdeltagelse bliver betydeligt højere end den forventede. Det var tilfældet ved Brexit-afstemningen, og kan også vise sig at have været tilfældet ved det amerikanske præsidentvalg.

˚ Opregningen sker typisk også via såkaldte attitudevægte: Når de spurgte vælgere svarer “ved ikke”, bliver de også stillet nogle holdningsspørgsmål, så institutterne derigennem kan regne sig frem til, hvilket parti eller hvilken kandidat, vælgeren vil stemme på. De attitudevægte, som konstrueres i denne forbindelse, kan af forskellige grunde, som i de fleste tilfælde har at gøre med ovenstående, være forkerte, hvorfor hele målingen bliver skæv.

Alt dette betyder ikke, at vi ikke længere skal have tiltro til meningsmålinger, men der forestå et stort arbejde for meningsmålingsinstitutter for at få gjort deres målinger mere præcise.  Dertil kommer, at journalister og politiske kommentatorer skal blive bedre til at forstå de statistiske usikkerhedsmarginer, som er knyttet til meningsmålinger.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

• Brexit-afstemningen mobilisered

 

 

Paisley om borgerlighed og liberalisme

Vistnok ansporet af Berlingerens nye linje i debatsektionen pågår en debat om, hvad det vil sige at være borgerlig. Sådan et spørgsmål må efter denne punditokrats mening nødvendigvis afføde orakuløse svar, hvilket debatten da også, med undtagelser, vidner om.

Erik Winther Paisley for i går i blækhuset og skrev foruden et glimrende indlæg om Brexit-dommen også et om skillelinjen mellem ”borgerlige” og ”liberale.” Det gjorde han over hos Jyllands-Posten i blog-indlægget Liberalismen skal aldrig nøjes med at være borgerlig.

Jeg vil være så fræk at citere det sidste afsnit, men gå endelig ind og læs mellemregningerne:

Jeg siger ikke, man skal tage et maoistisk opgør med alle sine borgerlige kulturelle normer, ligesom man i øvrigt heller ikke behøver kaste alle politiske traditioner over styr. Men man skal være lige så villig til at applicere sine filosofiske idealer til det private liv, som man er til at bruge dem på det politiske. Vær borgerlig, men vær en borgerlig reformator, og tag de kampe der deraf følger.

Pointen om, at det private må være politisk kan opfattes som kontroversiel, og kunne godt afføde et par kommentarer. Der er i hvert fald ikke udelt enighed i den liberale litteratur om, at det private bør være politisk. For at sige det mildt.

For mit eget vedkommende kom jeg dog til at tænke på Phillip Pettits non-dominans-frihedsbegreb og republicanism, og skrev kortfattet et par linjer om dét på Medium: Om republicanism og frihed, der er lig med ikke-dominans.

Apropos liberalisme, bemærk så, at Libertas’ Torben Mark Pedersen har forfattet en textbog til gymnasiebrug netop derom. Den kan hentes hos CEPOS. Ved første øjekast lader den – forventeligt – til at være gennemarbejdet, og hvis man kender en i gymnasiealderen (eller enhver anden alder for den sags skyld), ville det være oplagt at give dem et link.

Nyt Ekonomisk Debatt og den truede globalisering

Det nye nummer af Ekonomisk Debatt – et af vores yndlingstidsskrifter – har været på gaden siden i går.  Nummer 6 i år omfatter blandt andet artikler om de økonomiske konsekvenser af Brexit, hvordan man vurderer effekterne af indvandring på de offentlige finanser, og hvordan man bedst organiserer de svenske jernbaner i fremtiden (som burde være pligtløsning for DSB). Som altid præsenterer ED sober og velfunderet forskning, samt en fin anmeldelse af Richard Wagners nye bog, Politics as a Peculiar Business.

Hovedattraktionen er dog Niclas Berggrens leder, der i denne måned handler om ’den truede globalisering’. Niclas beklager med rette både den europæiske debat og en amerikansk valgkamp, hvor begge kandidater er erklærede protektionister. Han noterer den ganske overvældende forskningsstøtte for de positive konsekvenser af globalisering, men også – med stor beklagelse – at svenske professor ikke engagerer sig i nogen offentlig debat om emnet. Hans opråb til de svenske kolleger kunne lige så godt være et wake-up call til danske, tyske og britiske forskere:

”Min förhoppning är att västvärldens ekonomer tar sitt ansvar framöver och klargör ekonomiska och andra konsekvenser av de olika val som kommer att stå till buds, även om sådan kunskapsspridning inte garanterar något särskilt politiskt utfall.”

Som altid er ED både gratis og stærkt anbefalet!

Mere om (dårlig) regeringsførelse i EU

Vi skrev forleden om det særlige i folks tillid til nationale institutioner og til EU, og hvordan den relative tillid reflekterer forskellige befolkningers holdning til EU-integration. Dagens billede reflekterer det samme, men fra en lidt anden vinkel: Hvor meget korruption er der i et EU-land, og i hvor høj grad stoler de på EU-institutioner i stedet for landets egne. Spørgsmålet er særligt problematisk fordi lande, der er særligt villige til at overføre suverænitet og politiske beslutninger til Bruxelles, sandsynligvis også har større indflydelse på, hvad der faktisk gennemføres og implementeres.

Figuren nedenfor demonstrerer sammenhængen mellem bestikkelse og korruptionsproblemer, målt med Transparency Internationals CPI (hvor 100 er helt uden bestikkelse), og den relative tillid til EU-institutioner. De røde markører er eks-kommunistiske medlemmer, de sorte er kandidatlande, de blå Vesteuropa, og af dem er de stribede lande, der tilhører den traditionelle liberale gruppe. Figuren demonstrerer relativt klart, sammenhængen fra forleden også gælder korruptionsproblemer. Den viser dog også, at den liberale gruppe, der klart foretrækker mindre regulering, mindre centralisering, og markante reformer af landbrugs- og handelspolitikken, ikke ligefrem er repræsentative for EU. Mens gennemsnitskorruptionen i gruppen er 77, er gennemsnittet for resten af EU 57 – dvs. hele 20 point værre.

eu korrupt relativ tillid

Det bekymrende kan således være, at de lande, der kan risikere at kendetegne en yderligere integrationsproces som Jean-Claude Juncker tydeligt har argumenteret for som det rigtige respons til Brexit, er dem med de mindst rene institutioner og politikere, og de ringeste hjemlige politikker. De er også de lande, der (som jeg viste i en artikel for nogle år siden) har de også de effektivt højeste tekniske handelsbarrierer. Går man i retning af yderligere centralisering af beslutninger i EU, er strukturen af de indflydelsesrige lande og deres traditioner foruroligende.

« Ældre indlæg

© 2019 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑