Search results: "venezuela" (page 1 of 8)

Krisen i Venezuela skyldes at “man ikke gik langt nok”

Som bekendt har Venezuela og erfaringer med “Det 21. århundredes socialisme” været et tilbagevendene tema her på bloggen gennem en del år efterhånden. I anledning af de seneste meget voldsomme protester og den økonomiske nedsmeltning i Venezuela bad Ræson mig i sidste uge om at skrive et indlæg,  “Krisen i Venezuela bør slukke de revolutionsromantiske forestillinger på den danske venstrefløj”, med udgangspunkt i den danske venstrefløjs støtte til regimet.

Det vil i denne sammenhæng sige Enhedslisten og grupperinger i dens umiddelbare nærhed. I forhold til tidligere og belært af historien, er begejstringen for revolutionære projekter jo kølnet betragteligt blandt mere moderate venstreorienterede/socialister. Var der en umiddelbar begejstring – også blandt mere moderate og mindre revolutionære socialister, da Hugo Chavez kom til magten, er den kølnet betydelig de senere år. Dele af Enhedslisten vil muligvis mene, at det også gælder dem – Pelle Dragsted skrev således et indlæg på hedengangne “Modkraft” i 2011, hvor han sagde “Ciao, Ciao Chavez“. Det afholdt ham dog ikke fra at insistere på, at man havde opnået store resultater under Chavez, da jeg mødte ham i en debat på deadline i anledning af Chavez død i 2013, se nedenstående video.

Mens Pelle Dragsted mente der var opnået store sociale fremskridt, afviste han at Venezuela skulle have “ondt i demokratiet” på daværende tidspunkt. Da jeg påpegede, at de forbedringer i indkomst og reduktionen i fattigdom skyldtes de rekordhøje oliepriser, afviste Dragsted også dette.

Læg forøvrigt her mærke til udviklingen i BNP i forhold til olieprisen. Den økonomiske vækst falder drastisk, for derefter at blive negativ før oliepriserne begynder at falde voldsomt i 2014. Inflationen er høj og budgetunderskuddet stort  – selv med historisk høje oliepriser. Som bekendt det så kun gået endnu værre de sidste par år.

For nylig mødte jeg så igen en repræsentant for Enhedslisten, denne gang Christian Juhl, i en ny debat  om Venezuela på Deadline.  Denne gang var faldet i oliepriserne så af stor betydning for krisen i Venezuela, mens Christian Juhl i lighed med Pelle Dragsted prøvede at fastholde billedet af Venezuela som et demokrati. Men som det fremgår tager Christian Juhl dog  (naturligvis) afstand fra de mange overgreb, som påpeget  af Amnesty International.

Ifølge Enhedslistens Latinamerikagruppe skyldes Venezuelas krise for lidt socialisme.

Hvis der er noget som springer i øjnene,  er det afstanden mellem  hvad Christian Juhl siger og så de holdninger, som Enhedslistens Latinamerikagruppe giver udtryk for. En af dens medlemmer, Julie Wetterslev, skriver således i en kommentar på Facebook, at

den ekstremt voldelige opposition i Venezuela som er finansieret af kilder udefra (gæt selv hvorfra) og som har til formål at afmontere og sabotere enhver demokratisk eller socialt orienteret proces i landet.

mens hun i en anden kommentar brokker sig over kritikken af Maduro og hans regime, og lægger hovedansvaret for de mange drab ved demonstrationerne på oppositionen, om hvem hun skriver, at :

Det er ellers dem der er mest aggressive og slår flest folk ihjel disse uger.

Det er langt fra Christian Juhls bemærkninger i Deadline om at der findes voldelige elementer på begge sider af konflikten (hvilket han har fuldkommen ret i). Der er her tale om en klar stillingtagen til fordel for Præsident Maduro og den siddende regering i Venezuela. Til forskel fra folketingspolikkerne formulerer Enhedslistens Latinamerikagruppe til gengæld en meget klar analyse af, hvad man mener der er gået galt. Det “21. århundredes socialisme” er ganske enkelt ikke gået langt nok.

Som Hans Ålborg, også fra Enhedslistens Latinamerikagruppe, udtalte til Weekendavisen for et par uger siden:

Det har skadet økonomien at lave en blandings-økonomi. Han burde have lavet en rent socialistisk økonomi. Men det er helt forkert at sige, at han har kørt økonomien i sænk og er ved at afvikle demokratiet. Demokratiet er blevet udvidet under Chavez og Maduro med en masse inddragende basisdemokrati.

Med andre ord er problemet at man ikke har nationaliseret økonomien i tilstrækkeligt grad og indført fuldkommen planøkonomi. Nok så opsigtsvækkende for andre er måske også, at han fuldkommen afviser at der under Chavez og Maduro skulle have været en nedbrydning af institutionerne og demokratiet.

Hans Ålborg er her helt på linje med Andreas Bulow, også medlem af Enhedslisten samt “Hands of Venezuela”. Han mener også, at forklaringen på at det er gået så galt er, at man ikke har formået at gøre Venezuela socialistisk nok. I et blogindlæg, Er det socialismen der har slået fejl?, anfører han, at der er stor risiko for, at der gennemføres en “kontrarevolution, hvor alle sociale og politiske fremskridt rulles tilbage”.  Ud over at det kan ske via et miltærkup, peger han også på at det bl. a. kan ske “ved et valgnederlag”!

Løsningen er ifølge Andreas Bulow, at

revolutionen tager skridt i retning af en socialistisk økonomi. Ikke i ord, men i praksis: Nationalisering af økonomiens nervecentre, overtagelse af bankerne, et statsmonopol til styring af udenrigshandlen og en omfattende jordreform.

Hvor mon man har gjort det før? Ja det har man selvfølgelig set i bl. a.  Cuba. Forklaringen på at det også der er gået af h…… til – i den udstrækning man overhovedet vil erkende det – er som bekendt USA’s handelsblokade. Problemet i Venezuela, som Enhedslistens Latinamerikagruppe ser det, er “økonomisk sabotage” og udenlandsk indblanding. Under økonomisk sabotage hører f. eks. når man ikke vil sælge til de af regeringen fastsatte priser (som ofte ikke dækker produktionsomkostningerne), eller ikke investerer i det omfang regimet ønsker det. Det kalder man så “investerings-strejke”.

Med andre ord konstaterer vi, at revolutionsromantikken lever i bedste velgående på den yderste venstrefløj. Tidligere tiders planøkonomiske fiaskoer har ikke gjort det store indtryk.

Hvem er oppositionen?

Når man forstår det, kan man måske bedre forstå, at dele af venstrefløjen tilsyneladende er enig med regeringen i Venezuela i, at oppositionen er domineret af fascister, som Maduro ynder at kalde de ledende skikkelser i MUD (Mesa de la Unidad), der består af partier, som siden 2015 har haft flertal i kongressen. Det kan de dog ikke rigtigt bruge til noget, hvilket højesteret, som er fuldkommen styret af regimet, har sikret med en række grundlovsstridige afgørelser.

Således er Enhedslisten medunderskrivere af en støtteerklæring til Venezuelas regering i februar 2014, hvoraf det bl. a. fremgår, at

The right wing opposition in Venezuela is dominated by extreme, fascist-like, tendencies with activities all over Latin America and the US.

Det var i forbindelse med disse demonstrationer, at Leopoldo López, fra partiet ”Voluntad Popular” blev arrasteret. I 2015 idømtes han efterfølgende 13 år og 9 mdr. fængsel for sin rolle i demonstrationer. Helt konkret blev han dømt for – og hold nu fast – at opfordre til vold ved “subliminale budskaber”, dvs. budskaber som man ikke lægger bevidst mærke til! Man tror det er løgn, men det er det ikke. Det er Venezuela – en gang Latinamerikas rigeste land – under “det 21. århundredes socialisme”.

Og hvis Leopoldo López er fascist, så er hans parti ”Voluntad Popular” (det er ham der har dannet det) vel også et fascistisk parti? I så fald kunne det jo være rart at få af vide, om Enhedslisten mener at det danske Socialdemokrati er et fascistisk parti. Både Voluntad Popular og Socialdemokratiet herhjemme er nemlig medlem af Socialistisk Internationale.

Om ikke andet siger det noget om – i hvert fald dele af – Enhedslistens forhold til hvad vi andre ( inkl. Socialdemokrater) opfatter som demokrati. Det er nok værd at huske på.

 

Venezuela sulter

Weekendavisen bragte i fredags på side 2 en interessant artikel om Enhedslistens forhold til det venezuelanske styre. Under overskriften ”Revolutionens sidste venner” viste Magnus Boding Hansen, hvordan partiet er internt splittet. Pelle Dragsted, er ellers ofte er en af de stærkt ideologiske stemmer i partiet, har fortrudt sin støtte til der socialistiske styre, og Christian Juhl er kommet så vidt, at han fordømmer Maduros undertrykkelse af pressefriheden. Men partiets Latinamerikagrupper, repræsenteret ved Hans Aalborg og Nilas Zenius, forbliver ’solidariske. De køber Maduros konspirationsteoretiske forklaringer og mener bl.a., at problemet er at styret ikke er blevet fuldt socialistisk. De lever således øjensynligt i den samme drømmeverden, som præsident Nicolas Maduro, og Aalborg udtalte f.eks. så sent som i april, at ingen sulter i Venezuela.

Og det er løgn – eller i bedste fald en ganske Trumpsk udlægning af virkeligheden. Der er faktisk sult i Venezuela, som Wall Street Journal rapporterede i går.  Maduro-diæten, som befolkningen sarkastisk kalder situationen, afspejles i at tre fjerdedele af respondenterne i den årlige undersøgelse af befolkningens status og livskvalitet, erklærer at de har tabt sig det sidste år. En betragtelig del af Venezuelas befolkning har svært ved at finde penge til mad, og hjælpeorganisationen Caritas betegner sultproblemer blandt spædbørn som en regulær epidemi. Det er allerede flere år siden, at manglen på basisvarer som mælk, majsmel og toiletpapir blev så åbenbar, at selv hotelindustrien advarede dens udenlandske kunder. Nu er landet – som tidligere har været Latinamerikas rigeste – kommet til et stadie, hvor børnedødeligheden øjensynligt begynder at nærme sig et afrikansk niveau.

Spørgsmålet, som den svenske transitionsekspert Anders Åslund stillede i Foreign Policy forleden er, om Venezuelas situation er unik, eller om man har set lignende før, som man måske kunne lære fra. Under overskriften ”Venezuela is Heading for a Soviet-Style Collapse” skriver Åslund, at situationen på mange måder ligner Sovjetunionens fra starten af 1980erne.

Åslunds pointe er, at Sovjetunionen i slutningen af 70erne på mange måder lignede Venezuela i 00erne. Begge havde udviklet sig politisk til at være ressourcebaserede økonomier, og begge havde haft stor fordel ved et boom i olie- og gaspriserne. De sovjetiske ledere troede derfor, med Yegor Gaidars udtryk, at de kunne gå på vandet, og ikke behøvede at bekymre sig om problemer som hvordan man balancerer budgettet. Den slags var i Chavezs og Maduros verden blot neoliberalistisk og imperialistisk vrøvl, og i begge lande noget som et socialistisk styre tydeligvis ikke behøvede at tage sig af. Pengene kom jo i statskassen.

Da olie- og gaspriserne normaliseredes fra sidst i 1981, dukkede problemerne dog op i Sovjet, selvom stort set hele den politiske elite havde troet at de var ovre den slags – nu var tiden jo tydeligvis moden til socialismens sejr. Den sidste tid under Chavez blev Venezuelas situation den samme. Mange års udgifter til såkaldt sociale programmer, støtte til Chavezs ideologiske kammerater på Cuba, og gaver til elitens venner, kunne pludseligt ikke længere finansieres. I Sovjetunionen eskalerede problemerne i løbet af ti år til et budgetunderskud på 1/3 af BNP, som man i sidste ende forsøgte at finansiere ved at trykke penge, og inflationen steg ud af kontrol. Venezuela har fulgt samme rute og inflationen nåede 700 % sidste år. For godt et år siden kom styret i den komiske situation, at det ikke havde penge til at betale for at få trykket flere penge – pengesedlerne blev nemlig trykket i udlandet, og der var ikke tilstrækkelig valutaindtjening til at betale! En del af forklaringen på det problem er, at størstedelen af den udenlandske valuta kommer fra salg af olie og det nationaliserede venezuelanske olieselskab PDVSA er plaget af ekstremt ringe ledelse, der til forveksling ligner ledelsesproblemerne i den gamle østblok.

Åslund noterer, at Venezuela stadig er et mere åbent samfund end Sovjetunionen var. Folk kan flytte til udlandet uden voldsomme restriktioner, de kan læse udenlandske aviser, blogs og tweets, og – som man så i perioder sidse år, da en region åbnede grænsen til Colombia – ved almindelige borgere, hvad ting koster og hvad man kan få i nabolandene. Utilfredsheden er endemisk i Venezuela, og Maduro-regimet gør derfor hvad det kan for at lukke ned for oppositionen, både via regimets kontrol med Højesteret og den direkte, militære undertrykkelse, der i april førte til 33 dødsfald ved demonstrationer. Der er øjensynligt ingen klare grænser for, hvor langt Maduro og hans kumpaner vil gå for at blive ved magten. Og det mest bekymrende, er måske det sidste fællestræk mellem Venezuela og Sovjetunionen. Mens denne type kollaps typisk er bremset af militæret i både Latinamerika og Thailand – og bagefter i nogle tilfælde skabt af militæret igen – er Venezuelas militærledelse blevet ligeså ideologisk infiltreret som den var i Sovjetunionen. Den øverste ledelse er under mistanke for at være involveret i bl.a. narkotikahandel, og har stærke incitamenter til at beholde Maduro ved magten. Hvordan det ender, er svært at se, men det bliver næppe kønt.

Venezuela’s dødsspiral fortsætter

Både Christian og jeg har gennem mange år skrevet om Venezuela’s absurde udvikling og sammenbrud – både her på punditokraterne og på Americas.dk.  Venezuela er i dag et militærdiktatur og hvordan og hvornår det endelig er slut for “det 21. århundredes socialisme”, afgør den. Hvis man spurgte den venezuelanske befolkning er der selvfølgelig ingen tvivl om udfaldet, og det har der ikke været længe.

Og måske er man endelig ved at miste grebet om magten. I går var præsident Maduro således mål for kasteskyts ved en militærparade, og selv om den officielle transmission fra begivenheden lynhurtig kappede forbindelsen, da det gik galt, har mobiloptagelser sidenhen cirkuleret på de sociale medier

Om dette signalerer det endelige fald for regimet skal jeg ikke sige. I sidste ende er det militæret som bestemmer hvad der sker herefter. Men givet at der nu er protester og sammenstød mellem militær og politi på den ene side og desperate borgere på den anden stort set hver dag og nat, må der forventes en eller anden form for reaktion på et tidspunkt. Og i modsætning til demonstrationerne for et par år siden, som primært foregik i områder og med udgangspunkt i middeklassen og studerende, hvor oppositionen længe har været stærkest, er der nu gentagne demonstrationer og opløb også i Chavinisternes kerneland og blandt de dele af befolkningen som tidligere i stort tal støttede om ikke “det 21. århundredes socialisme”, så i det mindste Chavez og dernæst hans efterfølger Maduro, så længe de “blev betalt” med billige varer. Det er så et stykke tid siden regimet har haft midlerne til dette.

Hvis man vil følge med i udviklingen kan vi kun (endnu engang) opfordre til at man checker den (for det meste) engelsksprogede “Caracas Chronicles“, der har vist sig ofte at være den mest pålidelige kilde, når det kommer til dækning af udviklingen i Venezuela.

Historien om verdens største olieproducent, målt på reserver. Formentlig hurtigst voksende økonomi, målt over perioden 1920-1980 og  Sydamerikas ubetinget mest velstående land for 40-50 år siden til i dag et af de fattigste lande i regionen, præget af fattigdom, ja ligefrem sult, et sundhedssystem der for længst er brudt sammen og en økonomi i frit fald – alene fra 2013 til i dag er BNP faldet med ca. 25 procent  – samt galoperende kriminalitet og inflation. Det er så sandelig en tragedie af næsten ufattelig dimensioner.

Hvis noget land har følt “The curse of oil”, så er det vist Venezuela. Og så understreger de seneste års udvikling for øvrigt endnu en gang, at socialisme altid ender i diktatur.

Venezuela synker dybere ned i diktaturet

I denne uge må man indse, at en god, men pessimistisk ven har ret: Det kan altid blive værre. Vi skrev forleden om, hvordan Venezuelas økonomi er i frit fald, og regimets eneste reaktion har været at afskedige nationalbankdirektøren, fordi banken i en rapport fortalte sandheden. Blot en uge efter bringer New York Times en artikel om, hvordan præsident Nicolas Maduros socialistiske styre har taget endnu et stort skridt i retning af blatant diktatur.

Venezuelas Højesteret overførte onsdag al lovgivende magt til domstolene, der som bekendt er praktisk taget fuldt kontrolleret af Maduro-regimet (læs her). Højesteret er selv pakket med Maduro-loyalister og har også tidligere taget beslutninger, der absolut ikke er forendelige med landets forfatning. Situationen blev i denne uge så absurd, at landets øverste anklager – der ellers er en trofast Chavista – undsagde regeringen og Højesteret og beklagede den totale afskaffelse af magtens tredeling. Rettens argument for de facto at opløse parlamentet – uanset at det stadig mødes, har det ikke længere nogen indflydelse på landets lovgivning eller regering – er at man har svoret alle valgte medlemmer ind. Højesteret mener dog, at der var uregelmæssigheder ved valget af fire medlemmer, hvoraf tre er valgt for oppositionen. Det betyder meget bekvemt, at oppositionen ikke længere har 2/3-deles flertal og dermed ikke har klare muligheder for, for eksempel, at fremtvinge et tidligt præsidentvalg.

Kender man til omstændighederne omkring sidste valg, og ikke mindst hvordan Maduro-regimet både arresterede oppositionspolitikere og misbrugte medierne til egen fordel, er det en kende ironisk at Højesteret nu tvivler på valget af tre oppositionspolitikere. Uden dybt udemokratisk manipulation havde oppositionens flertal været endnu større, men retten skred ikke ind da Chavez for år tilbage begyndte at lukke TV- og radiostationer, der kritiserede regimet, da han fik et parlament, han selv kontrollerede, til at give ham 12 måneders ubegrænset dekretmagt, eller da Maduro fik oppositionslederen Leopoldo López smidt 14 år i fængsel i en retssag, hvor dommeren tillod et (1) af de 60 vidner, forsvaret ønskede at bringe.

Mange latinamerikanske lande har af mærkværdige grunde veget tilbage fra at kritisere Hugo Chavez og hans efterfølger Maduro, men den situation er sandsynligvis ved at ændre sig. Organisationen af Amerikanske Staters generalsekretær Luis Almagro kaldte onsdag, ligesom Venezuelas parlamentsformand Julio Borges, Maduros seneste skridt for et selvskabt kup. Mere teknisk er der uden tvivl tale om det, der på spansk kaldes et ”autogolpe”: Et kup hvor en leder, der enten er formelt demokratisk valgt eller er kommet til magten ved anden lovlig vis, enten opløser parlamentet eller afskaffer dets indflydelse, og dermed kupper sig til ubegrænset magt. Maduros seneste handlinger er at betragte som et kup, der har til formål at beskytte hans greb om magten i et land, der bogstaveligt talt er ved at falde fra hinanden. Autogolpe er velkendte fænomener fra latinamerikanske historie. Det store mysterium er, hvorfor militæret ikke for længst har grebet ind for at rette op på den udemokratiske katastrofe.

Venezuelas kollaps – værre end vi troede

Det er svært at forstå, at det kan lade sig gøre, men The Economist skriver i denne uge om et lækket estimat fra Venezuelas nationalbank (hattip: Niclas Berggren). Banken vurderer, at Venezuelas økonomi skrumpede 18,6 % sidste år, mens inflationen var 800 %. Det kommer på baggrund af fald i nationalindkomsten på 6 % i 2015 og 4 % i 2013. Venezuelas økonomi er således skrumpet med mere end en fjerdedel i løbet af blot tre år. Umiddelbart efter lækken dukkede op i medierne, reagerede landets præsident Nicolas Maduro med at fyre chefen for nationalbanken. Maduros erstatning er Ricardo Sanguino, en tidligere marxistisk universitetsprofessor der er en tro Chavez-støtte. The Economist noterer også, at Maduros nye vicepræsident er en socialistisk hardliner og ser det derfor som endnu et skridt væk fra en hvilken som helst dialog med parlamentet, der er helt domineret af oppositionen.

For at sætte tingene i perspektiv, ville et lignende fald i dansk økonomi svare til at BNP faldt med cirka 500 milliarder kroner på tre år. Venezuelas økonomiske kollaps er således næsten umuligt at fatte som andet end meget store tal, men når man er vant til tallene kan man også se den uhyggelige fattigdom og nød inde bagved. Maduro-regimet, der  tilsyneladende stolt fører fanen videre fra den vanvittige Hugo Chavez, har reageret ved at beskylde USA for at stå bag, lukke grænserne til nabolandene, nationalisere stadigt flere selskaber, og bryde en række forfatningsmæssige beskyttelser af demokratiet. Landet er ikke at regne for demokratisk længere, hvilket understregedes af den farceagtige arrest af en ledende oppositionspolitiker forleden. Det mest deprimerende er, at der er en distinkt fornemmelse af ’been there, done that’ over hele forløbet. Venezuelas katastrofale udvikling ligner andre socialistiske landes – Cuba, Ungarn, Cambodia – vej mod fattigdom, diktatur og et liv uden toiletpapir. Forskellen er blot, at Venezuela er ligesom at se en film, om socialisme, der kører 30 % for hurtigt.  Det mest skræmmende er den fart, Maduro-regimets inkompetence og forbrydelse har mod afgrunden.

Farvel til Venezuelas demokrati

Vi har skrevet om Venezuelas katastrofale udvikling en række gange de seneste år. På trods af Chavez og Maduro-regimets ødelæggende økonomiske politik – toiletpapir, majsmel og mælk har været mangelvarer i adskillige år og inflationen ser ud til at runde de 700 procent i år – og forfølgelsen af de frie, regeringskritiske medier, vandt oppositionen alligevel parlamentsvalget i december 2015. Mange trøstede sig derfor med, at Venezuelas demokrati stadig var levedygtigt, om end som et såkaldt ”competitive autocracy”, og at et stort flertal i befolkningen ville vende udviklingen.

Den mulighed er nu endegyldigt væk. Som Alexander Brockwehl  hos Freedom House skriver, faldt Venezuelas ”demokratiske facade” i efteråret (hattip: John Meadowcroft). I organisationens årlige rapport, Freedom in the World 2017, er Venezuela for første gang nogensinde placeret i kategorien ”Not Free.” Først fjernede Maduro-regimet, gennem en Højesteret som Chavez fyldte med tilhængere af hans ”socialisme for det 21. århundrede”, fire valgte oppositionsmedlemmer af parlamentet. Som Brockwehl understreger, fjernede Højesteret dermed den supermajoritet, det krævede for at oppositionen f.eks. kan udnævne medlemmer af valgkommissionen CNE. Højesteret har også undladt at kritisere, at regeringen gennemtvang en finanslov uden at parlamentet stemte om den.

Hverken dette eller en række andre brud på forfatningen har fået Højesteret til at protestere, ligesom den tillod Maduro og den valgkommission, som han fuldstændigt kontrollerer, at afskaffe de sidste rester af faktisk demokrati i efteråret. Oppositionen havde krævet, at den politisk umulige situation med en præsident, der nægter at samarbejde med et parlament, som oppositionen dominerer, løses af en præsidentiel ’recall’-afstemning – en proces som netop er beskrevet i Venezuelas forfatning for at afhjælpe politiske hårdknuder. CNE udskød først, og aflyste derefter den folkeafstemning, der uden tvivl ville have været endnu et nederlag for det ekstremt upopulære Maduro-regime.

Konsekvensen hos Freedom House er derfor, at hvis et regime nægter at afholde et forfatningsmæssigt korrekt valg, kategoriseres det efterfølgende sammen med andre diktaturer som Cuba. Maskerne er faldet og Maduro-regimet har gjort som alle andre kommunistiske regimer nogensinde: Afskaffet befolkningens ret til politisk selvbestemmelse.

Mens Venezuelas deroute er velkendt og omhyggeligt beskrevet de senere år, er tabet af demokrati stadig chokerende. Politisk ustabilitet er et almindeligt fænomen i Latinamerika – nogle vil måske endda sige, at det er et af de vigtigste fællestræk i Sydamerika – men Venezuela har været stabilt demokratisk siden 1958 og har overlevet fem kupforsøg siden da. Hvor specielt det er, illustreres nedenfor med data fra den database, som Martin Rode og jeg har været i gang med at udvikle det sidste år (og som offentliggøres om nogle uger).

I vores data er tre lande i Latinamerika og Caribien pt. ikke demokratiske: Haiti og Venezuela, der er civile autokratier, og Cuba der er et militært ledt kommunistisk diktatur (de røde søjler i figuren). Området har 19 præsidentielle demokratier af varierende kvalitet: Argentina, Bolivia, Brasilien, Chile, Colombia, Costa Rica, den Dominikanske Republik, Ecuador, El Salvador, Guatemala, Guyana, Honduras, Mexico, Nicaragua, Panama, Paraguay, Peru, Surinam og Uruguay (de blå søjler). Latinamerika omfatter også 11 parlamentariske demokratier, dvs. demokratiske styrer uden en præsident: Antigua og Barbuda, Bahamas, Barbados, Belize, Dominica, Grenada, Jamaica, St. Kitts og Nevis, St. Lucia, St. Vincent og Grenadinerne, og Trinidad og Tobago (de sorte søjler). Det pudsige ved området er dermed, at der ikke er nogen latinamerikanske ’mellemformer’ som Tyskland eller Italien, hvor man har et stærkt parlament og en ceremoniel præsident. Har man en præsident i Latinamerika, har han eller hun faktisk magt. Sidst, og faktisk mindst, må man ikke glemme at området også inkluderer ti lande, der ikke er selvstændige, men har omfattende selvstyre og fuldt demokratiske institutioner (de stribede søjler): Anguilla, Aruba, Bermuda, de Britiske Jomfruøer, Cayman-øerne, Curacao, Puerto Rico, Turks og Caicos, de Amerikanske Jomfruøer, og Sint Maarten.

Figuren illustrerer, hvor mærkeligt det er at Venezuela nu effektivt er et diktatur. Mens Argentina f.eks. har været demokratisk i 32 af de sidste 41 år (venstre søjle) og 49 år siden 1950, og Peru kun har været det henholdsvis 26 og 37 år, har Venezuela synligt været langt mere stabilt. Det er et af de ’gamle’ latinamerikanske lande, der indførte sin første forfatning i 1830, og der så sent som i 1930erne var rigere end Spanien, Portugal og Syditalien. For 100 år siden var det et af de steder, folk emigrerede til for at søge et bedre liv. I dag er det et kommunistisk diktatur, hvor forfatningen, oppositionen og befolkningen ignoreres af regimet, og dagligdagen er usund, voldelig og fattig på mad, men rig på politiske løgne. Det er, med andre, en skændsel.

Venezuela – en failed state

Skal Venezuela tilbage på vækstsporet, er det ikke nok at gøre op med den førte politik under Hugo Chavez og hans efterfølger Maduro. Det kræve et opgør med årtiers økonomisk politik.

Vi nærmer os hastigt Venezuelas endelige sammenbrud. Inflationen forventes at passere 700 procent i år, BNP er i frit fald. Der er udbredt varemangel og sundheds-systemet er brudt fuldkommen sammen. Der meldes om flere og flere plyndringer og optøjer.

I fredags erklærede præsident Maduro så landet i undtagelsestilstand i 60 dage og samtidig afviste regeringen at det kan komme på tale at udskrive en folkeafstemning om hvorvidt Maduro skal fortsætte eller ej, hvilket landets forfatning ellers giver mulighed for.

Undtagelsestilstanden begrundes med at Venezuela er under “angreb” fra både indre og ydre fjender af revolutionen. En begrundelse som er blevet brugt et par gange efterhånden.

Det lyder måske tosset i vores ører, men er helt i tråd med 1960ernes afhængighedsteori,  der udgør det ideologiske fundament for regimet.

Lørdag besøgte jeg Deadline, hvor emnet netop var krisen i Venezuela

[youtube]https://youtu.be/5rWbT5fK-jc[/youtube]

Præsident Maduro’s dage er talte og Chavez “socialisme for det 21. århundrede” er på vej i graven. Spørgsmålet er alene hvordan slutspillet kommer til at foregå. Den store frygt er naturligvis at det ender i borgerkrigslignende tilstande. Formentlig bliver det hæren, som i sidste ende afgør Venezuela’s skæbne.

Godt nok sidder en del af Chavez gamle venner centralt placeret, men man kan jo håbe på, at der er tilstrækkeligt stærke krafter i den, der vægter forfatningen højere end at holde det nuværende regime ved magten. De konfrontationer man må forudsige kun bliver værre i den kommende tid mellem protesterende borgere og militær og politi kan blive afgørende.

Et lille håb kan man måske finde i, at det sandsynligvis var efter at have fået et løft med en vognstang fra netop kredse indenfor militæret, at Maduro i december anerkendte nederlaget ved valget til kongressen og accepterede valgresultatet, der gav oppositionen (MUD) et klart flertal.

Maduro og højesteret, som er fuldkommen i regeringens lommer, har dog sidenhen ved flere lejligheder vist at man er revnende ligeglad med kongressen, der bl.a. har krævet løsladelse af hvad den opfatter som politiske fanger.  Situationen er kaotisk og vi kan blot vente og se hvad der sker med bange anelser.

Venezuela er uden sammenligning Latinamerikas største og mest absurde tragedie de seneste 100 år. Måske verdens hurtigst voksende økonomi fra starten af 1920erne og 6 årtier frem. Blandt verdens rigeste lande, målt på BNP i 1950erne og Latinamerikas rigeste land frem til 1980erne.

I dag det måske det bedste eksempel på hvorledes olierigdom på en og samme gang kan være årsag til stor velstand og og et samfunds totale ruin. Både økonomisk og moralsk. Selv om Latinamerika gennem tiden har oplevet mange usædvanligt ringe regimer, både miltære og civile, kan ingen vist slå hvad der er foregået i Venezuela de seneste 18 år.

UdklipvenzuelaKilde: CEPAL

Hvor voldsom en nedtur Venezuela’s økonomi har været igennem – og hvor længe den reelt har stået på – fremgår med smertelig tydelighed af nedenstående sammenligning af BNP per indbygger for Spanien, Chile og Venezuela.

venzuela-chileSom det fremgår var Venezuela så sent som i 1980 rigere end både Spanien og Chile. I dag er man markant fattigere.

Venezuela før Chavez

Mens Venezuela’s katastrofale udvikling under Chavez er nogenlunde velkendt, er der måske grund til lige at repetere hvad der gik forud.

Før 1920 var Venezuela et relativt fattigt landbrugsland, hvis primære eksportartikler var kaffe, kakao og læder. Men herefter gik det stærkt. Allerede i 1926 var olie den vigtigste eksportvare, og i løbet af kort tid blev man verdens største eksportør af olie, et position man bevarede frem til 1960erne, hvor Saudi Arabien overtog denne plads. Samtidig oplevede man en hastig urbanisering, Olieudvinding og produktion var i denne periode på private hænder og statens indtægter bestod af skatter og indtægter ved tildeling af koncensioner.

I 1950erne gennemførte den daværende militærregering (50-57) et storstilet offentligt investeringprogram til udvikling af den offentlige infrastruktur, så som veje, motorveje, havne og elværker. Hermed håbede man at lægge grundlaget for en egentlig industrialisering baseret på importsubstitution.

Moderniseringen af Venezuela, baseret på olieindtægterne, forandrede landet fuldstændigt. Således boede 80 procent af befolkningen i I 1926 på landet, mens det i 1970 kun var ca. 1/3. Siden er andelen faldet yderligere.

Afslutningen på militærstyret og overgangen til demokrati i 1958 markerer også hvad man kan kalde Venezuelas 1. stagnations/kriseperiode, som varede frem til olieprisstigningerne i 1973-74. Den markerede også en fortsat stigende statslig intervenering i økonomien og stigende beskyttelse af den fremvoksende hjemlige industri, gennem omfattende regulering, importtold og kvoter.

I 1959 etablerede Venezuelas første demokratiske regering det nationale Planlægningskontor, CORDIPLAN, hvis formål var at fremme industrialisering via importsubstitution. Det skulle ske via 5-års planer, som bl.a. finansieredes gennem offentlige finansielle institutioner som CVF og CORPOINDUSTRIA.

I 1970erne intensiveredes statens rolle yderlige, og i 1976 nationaliseredes olieindustrien. 6-doblingen af oliepriserne fra 1973 til 1980 betød ikke kun en voldsom forøgelse af de offentlige indtægter, men også lettere tilgang til de internationale lånemarkeder, hvilket udnyttedes til fulde,  mens nye offentligt ejede virksomheder etableredes og den offentlige finansiering af industrielle projekter, både direkte og indirekte steg yderligere.

Fra 1975 investerede man i en række enorme projekter indenfor bl. a.  jern, stål, aluminium, og kul, i et forsøg på at sprede eksporten og udnytte de komparative fordele, man mente at have  inden for disse sektorer. Fra 1970 til 1982 mere end fordobledes statslige virksomheders andel af BNP, fra 3,2 procent til 7,2 procent. Inklusiv olieindustrien var andelen i 1982 29,4 procent.

Finansieringen af både private og offentlige projekter stammede primært fra staten, som ydede lån med subsidierede renter langt under markedsniveau. Samtidig pålages private banker kvoter, som skulle lånes ud til prioriterede sektorer af “national” interesse.

Endelig indførtes omfattende priskontrol og regulering af alt fra almindelige varer og tjenesteydelser til valutakurser og rentesatser samtidig med at man yderligere regulerede arbejdsmarkedet og øgede omkostningerne ved at ansætte og fyre medarbejdere.

Havde man ikke haft det før, havde man nu etableret et typisk Latinsk statscentreret økonomiske system, der i sin ineffektivitet ikke stod tilbage for nogen i regionen.

Et paradoks ved udviklingen i Venezuela i 1980erne er, at hvad der for de fleste andre lande i Latinamerika var et negativt eksternt chok – fordoblingen af oliepriserne i 1979-80, uden at andre primær produkters priser fulgte med op – for Venezuela burde have været et positivt eksternt chok.

Ifølge bl,a, Verdensbanken –  se “Reversal of Fortune – The Ephemeral Success of Adjustment in Venezuela, 1989-93” var perioden præget af en ualmindelig ringe regeringsførelse. Noget der har gentaget sig under Hugo Chavez og hans efterfølger, Maduro. Som Verdensbanken skriver om Venuzuela i 1980erne:

The Venezuelan economy has been dominated by the oil industry since the beginning of the century. No other economic activity has been comparable in profitability, size, or importance for the financing of governmental activities. Yet one of the paradoxes of the Venezuelan case, as RodrIguez (1991) has emphasized, is that the 1980s were years of economic decline for the country, as they were for the rest of Latin America, although the oil shocks that were such an important factor in the negative performance of the Latin American economies of the time were positive shocks for Venezuela.’

The explanation of this paradox can be found in economic mismanagement. The use of extraordinarily high oil revenues to finance a large expansion of state-owned enterprises during the 1970s contributed to create a structural public sector deficit that was not sustainable once the price of oil went down.2 Of course, the oil booms could not last forever; this would have been anticipated by more competent or less short-sighted decisionmakers than those in charge at the time. Instead, the Herrera administration decided in 1982 to sustain the overvaluation of the Bolivar, while at the same time keeping interest rates well below the high rates in the United States as the preferred instrument to fight inflation. That this policy was announced and sustained in spite of early and widespread warnings about its consequences suggests that, it is plausible to interpret the behavior of economic policymakers as simple ignorance of the critical technical aspects of their decisions, at least in the short term.

“Statifiseringen” af Venezuela ses tydeligt af, at hvor offentlige investeringer i 1973 udgjorde 24% af de samlede investeringer, var de i 1982 steget til at udgøre mere end 67%. Og hvor investeringer i egentlig offentlige produktionsvirksomheder udgjorde under halvdelen af de samlede offentlige investeringer i 1970, udgjorde de mere end 80 procent i 1982. Omvendt er det gået for private investeringer. Fra 2. havdel af 1970erne og til første halvdel af 1980erne faldt de med næsten 80 procent. En udvikling der ikke er blevet vendt siden. I 2000 var private investeringer per arbejdstager på niveau med 1955.

Flere af de politiktiltag man anvendte i 1980erne, finder vi i øvrigt også i dagens Venezuela – herunder et komplekst valutakurssystem med forskellige kurser, alt efter formål.

Som det fremgik af figur 1, oplever Venezuela et fortsat fald i BNP i 1980erne og 1990erne. I perioden 1989-93 prøvede man at reformere økonomien, men trods umiddelbar succes med en række ortodokse tiltag, opgiver man yderligere reformer i 1993, hvorefter døren er åben for Hugo Chavez.

For yderlige detaljer om den korte men voldsomme reformperiode, se Verdensbankens glimrende rapport fra 1995. Det er i sig selv en interessant historie, som fortjener sin egen post på et tidspunkt.

Ingen grund til optimisme for fremtiden

Set over udviklingen de seneste årtier, at der aldrig blevet etableret en fælles forståelse for at et  paradigmeskifte er nødvendigt.
Chavez “socialisme for det 21. århundrede” har således mere tilfælles med den førte politik de foregående årtier, end hvad der adskiller den.

Man må derfor spørge sig selv hvor stor sandsynligheden er for at en sådan forståelse skulle have indfundet sig på nuværende tidspunkt.

Ville den have indfundet sig i Chile, hvis Pinochet og militæret havde opført sig som oppositionen til Allende havde håbet? Nemlig sikre hurtig tilbagevenden til demokrati?

Det er tvivlsomt. Paradigmeskiftet i Chile sker reelt først i 2. halvdel af 1980erne, altså 10 år efter reformstart.

I Venezuela er Hugo Chavez fortsat populær blandt store dele af befolkningen, mens den nuværende krise kobles til den siddende præsident Maduro. Men som man forhåbentlig får indtrykket af via denne post, går problemerne langt længere tilbage. Vurderet ud fra en økonoms målestok har Venezuela sådanset været socialistisk i årtier. 5 års planer, stort offentligt ejerskab, som godt nok faldt i en periode i 1990erne, men herefter er steget igen, betydningen af offentlig kreditgivning, priskontrol og håbløse valutakursregimer er ikke Hugo Chavez opfindelser.

Venezuela’s fremtid ser ikke lys ud, med mindre man gennemfører betydelige reformer og privatiseringer. Og at det nuværende regime falder på et tidspunkt er absolut ingen garanti for Venezuela endeligt får brudt med årtiers usædvanligt ringe makroøkonomiske formåen.

Lidt om baggrunden for Hugo Chavez magtovertagelse i Venezuela i 1998

Som det er de fleste er bekendt er Venezuela i voldsomme problemer med en økonomi, som er brudt fuldstændigt sammen, mens de politiske spændinger er til at få øje på. Venezuela, som før Hugo Chavez blev præsident i 1998, havde haft ry for at være et nogenlunde stabilt demokrati i årtier (siden 1958), kan i dag kun med nød og næppe anses for at være hvad vi forstår ved et frit og demokratisk samfund.

Det viser udviklingen siden oppositionen vandt en overvældende sejr ved parlamentsvalget 6. december til fulde. Seneste eksempel var da højesteret i strid med forfatningen afviste flertallet i parlamentet, der ikke ønskede at give præsidenten ret til at regere ved hjælp af dekret. Magtens tredeling har længe været  stort set ikke-eksisterende i Venezuela, lige som pressefrihed og menneskerettigheder længe har været under pres.

Og som det fremgår af nedestående indslag, hvor jeg deltager i deadline sammen med Weekendavisens glimrende journalist, Magnus Boding, er der en reel fare for at situationen ender i egentlig borgerkrig. I sidste ende bliver det formentlig militæret, som afgør hvorledes forsøget på at indføre “det 21. århundredes socialisme” slutter.

[youtube]https://youtu.be/5A5xFX0SxGo[/youtube]

Som Christian påpegede i et indlæg for nylig, Hvor dyr var Chavez for Venezuela?, peger alle væsentlige indikatorer, uanset om vi ser på pressefrihed, korruption, økonomisk vækst osv. entydigt på, at udviklingen i Venezuela de seneste 17 år er gået den forkerte vej.

Venezuela i 2016 lever så sandelig op til jernladyen Margaret Thatchers berømte ord om, at “problemet med socialisme er, at man altid løber tør for andre folks penge”.

Trods historisk høje oliepriser i nullerne og en femdobling af værdien af oliepriserne formåede Chavez at bringe Venezuelas økonomi i knæ – også inden det nuværende spektakulære olieprisfald.

Beregninger foretaget af Kevin Grier og John Maynard kommer frem til, at det socialistiske eksperiment i Venezuela har kostet svarende til ca. en tredjedel af bnp pr. indbygger – Altså ca. fire måneders værdiskabelse pr. år. Resultaterne blev offentliggjort i “The Economic Consequences of Hugo Chavez: A Synthetic Control Analysis”  sidste år,

Beregningerne er vel og mærke ikke udtryk for en sammenligning med et best case-scenarie af eksemplarisk regeringsførelse og fornuftig økonomisk politik. Den “syntetiske” kontrolcase afspejler den faktiske udvikling i en række sammenlignelige latinamerikanske og OPEC-lande, som netop ikke udmærker sig ved god regeringsførelse.

De fleste, også på venstrefløjen – men ikke alle – har da også for længst erkendt det håbløse i den førte økonomiske politik.

I indslaget taler vi på et tidspunkt om koblingen mellem Chavez og socialisme. Magnus Boding påpeger korrekt, at der er andre lande i Latinamerika, hvor socialisterne har magten og det sådan set går udemærket. Han nævner Chile (hvor den nuværende regerings reformer af skattesystemet dog giver anledning til panderynker), mens jeg selv peger på Uruguay. Man kunne også nævne Peru.

Men fælles for alle tre lande er, at den grundlæggende økonomiske model ikke er socialistisk. Skal man sammenligne Venezuela med historiske forsøg på gennemførelse af socialisme, er Chile ellers et godt bud, blot skal man tilbage til perioden 1970-1973, hvor Salvador Allendes socialistiske eksperiment sikrede, at økonomien brød sammen i løbet af blot 3 år.

Figur 1.

venzuela chile

Venezuelas økonomiske historie korte fortalt

Før 1920 var Venezuela et relativt fattigt landbrugsland, hvis primære eksportartikler var kaffe, kakao og læder. Men herefter gik det stærkt. Allerede i 1926 var olie den vigtigste eksportvare, og i løbet af kort tid blev man verdens største eksportør af olie, et position man bevarede frem til 1960erne, hvor Saudi Arabien overtog denne plads. Samtidig oplevede man en hastig urbanisering, Olieudvinding og produktion var i denne periode på private hænder og statens indtægter bestod af skatter og indtægter ved tildeleing af koncensioner.

Som det fremgår af figur 1 voksede BNP hastigt frem til midten af 1950erne, – hvor man målt på BNP per indbygger var blandt verdens rigeste lande (rigere end Danmark, omend med en noget anden indkomstfordeling og 2. verdenskrig naturligvis er en væsentlig årsag – se også figur 2 nedenfor).

Figur 2

venezuela_danmark

I 1950erne gennemfører den daværende militærregering (50-57) et storstilet offentligt investeringprogram til udvikling af den offentlige infrastruktur, så som veje, motorvej, havne og elværker. Hermed håbede man at lægge grundlaget for en egentlig industrialisering baseret på importsubstitution.

Moderniseringen af Venezuela, baseret på olieindtægterne, forandrede landet fuldstændigt. Således boede 80 procent af befolkningen i I 1926 på landet, mens det i 1970 kun var ca. 1/3. Siden er andelen faldet yderligere.

Afslutningen af militærstyret og overgangen til demokrati i 1958 markerer også hvad man kan kalde Venezuelas 1. stagnations/kriseperiode, som varede frem til olieprisstigningerne i 1973-74. Den markerede også en fortsat stigende statslig intervenering i økonomien og stigende beskyttelse af den fremvoksende hjemlige industri, i omfattende regulering, importtold og kvoter.

I 1959 etablerede Venezuelas første demokratiske regering det nationale Planlægningskontor, CORDIPLAN, hvis formål var at fremme industrialisering via importsubstitution. Dette skulle ske via 5-års planer, som bl.a. finansieredes gennem offentlige finansielle institutioner som CVF og CORPOINDUSTRIA.

I 1970erne intensiveredes statens rolle yderlige, og i 1976 nationaliseredes olieindustrien. 6-doblingen af oliepriserne fra 1973 til 1980 betød ikke kun en voldsom forøgelse af de offentlige indtægter, men også lettere tilgang til de internationale lånemarkeder, hvilket udnyttedes til fulde,  mens nye offentligt ejede virksomheder etableredes og den offentlige finansiering af industrielle projekter, både direkte og indirekte steg yderlige.

Fra 1975 investerede man i en række enorme projekter indenfor bl. a.  jern, stål, aluminium, og kul, i et forsøg på at sprede eksporten og udnytte de komparative fordele, man mente (men altså ikke havde et begreb om hvorvidt man faktisk havde)  i produktionen af disse varer.

Fra 1970 til 1982 mere end fordobledes statslige virksomheders andel af BNP, fra 3,2 procent til 7,2 procent. Inklusiv olieindustrien var andelen i 1982 29,4 procent.

Finansieringen af både private og offentlige projekter kom primært fra statsinsitutioner til subsidierede renter langt under markedsniveau. Samtidig pålagdes private banker kvoter, som skulle lånes ud til prioriterede sektorer af “national” interesse.

Endelig indførtes omfattende priskontroller og reguleringer af alt fra almindelige varer og tjenesteydelser til valutakurser og rentesatser samtidig med at man yderligere regulerede arbejdsmarkedet og øgede omkostningerne ved at ansætte og fyre medarbejdere.

Havde man ikke haft det før, så havde man nu etableret et typisk Latinsk statscentreret økonomiske system, der i sin ineffektivitet ikke stod tilbage for nogen i regionen.

Et paradoks ved udviklingen i Venezuela i 1980erne er, at hvad der for de fleste andre lande i Latinamerika var et negativt eksternt chok – fordoblingen af oliepriserne i 1979-80, uden at andre primær produkters priser fulgte med op, for Venezuela burde have været et positivt eksternt chok. Ifølge bl,a, Verdensbanken –  se “Reversal of Fortune – The Ephemeral Success of Adjustment in Venezuela, 1989-93” var perioden præget af en ualmindelig ringe regeringsførelse. Noget man skulle komme til at opleve igen under Hugo Chavez og hans efterfølger, Maduro. Som Verdensbanken skriver om Venuzuela i 1980erne:

The Venezuelan economy has been dominated by the oil industry since the beginning of the century. No other economic activity has been comparable in profitability, size, or importance for the financing of governmental activities. Yet one of the paradoxes of the Venezuelan case, as RodrIguez (1991) has emphasized, is that the 1980s were years of economic decline for the country, as they were for the rest of Latin America, although the oil shocks that were such an important factor in the negative performance of the Latin American economies of the time were positive shocks for Venezuela.’

The explanation of this paradox can be found in economic mismanagement. The use of extraordinarily high oil revenues to finance a large expansion of state-owned enterprises during the 1970s contributed to create a structural public sector deficit that was not sustainable once the price of oil went down.2 Of course, the oil booms could not last forever; this would have been anticipated by more competent or less short-sighted decisionmakers than those in charge at the time. Instead, the Herrera administration decided in 1982 to sustain the overvaluation of the Bolivar, while at the same time keeping interest rates well below the high rates in the United States as the preferred instrument to fight inflation. That this policy was announced and sustained in spite of early and widespread warnings about its consequences suggests that, it is plausible to interpret the behavior of economic policymakers as simple ignorance of the critical technical aspects of their decisions, at least in the short term.

“Statifiseringen” af Venezuela kan ses af, at hvor offentlige investeringer i 1973 udgjorde 24% af de samlede investeringer, var de i 1982 steget til at udgøre mere end 67%. Og hvor investeringer i egentlig offentlige produktionsvirksomheder udgjorde under halvdelen af de samlede offentlige investeringer i 1970, udgjorde de mere end 80 procent i 1982. Omvendt er det gået for private investeringer. Fra 2. havdele af 1970erne og til første halvdel af 1980erne faldt de med næsten 80 procent. En udvikling der ikke er blevet vendt siden. I 2000 var private investeringer per arbejdstager på niveau med 1955.

Flere af de politiktiltag man anvendte i 1980erne, finder vi i øvrigt også i dagens Venezuela – herunder et komplekst valutakurssystem med forskellige kurser, alt efter formål.

Som det fremgik af figur 1, oplever Venezuela et fortsat fald i BNP i 1980erne og 1990erne. I perioden 1989-93 prøvede man at reformere økonomien, men trods umiddelbar succes med en række ortodokse tiltag, opgiver man yderligere reformer i 1993, hvorefter døren er åben for Hugo Chavez.

For yderlige detaljer om den korte men voldsomme reformperiode, se Verdensbankens glimrende rapport fra 1995. Det er i sig selv en voldsom historie, som fortjener sin egen post på et tidspunkt.

Helt afgørende er, at der aldrig etableres en fælles forståelse for et nødvendigt paradigmeskifte.

Og spørgsmålet er hvor stor sandsynligheden er for at en sådan forståelse skulle have indfundet sig på nuværende tidspunkt. Ville den have indfundet sig i Chile, hvis Pinochet og militæret der havde ageret, som oppositionen til Allende havde håbet? Nemlig have bøjedes med at være en kort overgangsregering, som sikrede en hurtigt tilbagevenden til demokrati?

Det er meget tvivlsomt. Paradigmeskiftet i Chile sker reelt først i 2. halvdel af 1980erne, altså 10 år efter reformstart. I Venezuela er Hugo Chavez fortsat populær blandt store dele af befolkningen, mens den nuværende krise kobles til den siddende præsident Maduro. Men som man forhåbentlig får indtrykket af via denne post, går problemerne langt længere tilbage. Vurderet ud fra en økonoms målestok har Venezuela sådanset været socialistisk i årtier. 5 års planer, stort offentligt ejerskab, som godt nok faldt i en periode i 1990erne, men herefter er steget igen, betydningen af offentlig kreditgivning, priskontrol og håbløse valutakursregimer er ikke Hugo Chavez opfindelser. Det eksisterede lang tid inden han kom til magten. På samme måde som nationalisering, regulering og statslig intervention også var udpræget i Chile før Allende.

I Deadlineindslaget sidste fredag nævner Magnus Boding risikoen for egentlig borgerkrig. Der findes tusindevis af bevæbnede militsfolk tilknyttet det nuværende regime i Venezuela, ligesom en intern konflikt i militæret ikke kan udelukkes.

I Chile viste de revolutionære grupper sig at være papirtigre. Men om det også er tilfældet i Venezuela er vanskeligt at sige. Hvad der måske ikke er mindre bemærkelsesværdigt er, hvorledes Venezuela’s demokrati indtil 1998 igen og igen beskrives som stabilt. Præcist samme beskrivelse er ofte anvendt til at beskrive Chile fra 1930erne og frem til Allende og Pinochet.
Og uden at strække sammenligningerne for langt – Chile’s for regionen lave korruptionsniveau kan ikke alene beskrives som resultat af reformerne fra 1975 og frem. Også før 1970 var Chile sammenlignet med andre lande i regionen et lavkorrupt samfund. Men når Verdensbanken påpegede, at

The importance of political parties in Venezuela can hardly be overestimated. They have represented the main instrument of political mobilization and representation during the past thirty-five years, as well as privileged channels for consensus building and interest aggregation. The parties, particularly AD and COPEI, which have alternated in power since the beginning of the democratic regime in 1958, can be considered the architects of the constitutional setting in Venezuela and its main source of support.

Dette dækker på mange måder også beskrivelsen af Chilensk politik fra 1930erne og frem til 1970. I modsætning til Venezuela, er det dog væsentligt at medtage, at Allende og socialisterne aldrig fik flertal. havde man i Chile haft et to-runde system, som man efterfølgende fik, ville Allende højst sandsynligt IKKE være blevet valgt som præsident i 1970. Men stagnationen og den stigende polarisering har de to lande til fælles i årtierne før henholdsvis Allende og Chavez kommer til magten.

Og desværre var det også forudsigeligt at en type som Chavez ville blive valgt i Venezuela. Det “gamle” politiske system havde mistet al legitimitet i store del af befolkningens øjne, givet at man ikke var i stand til at sikre fortsat vækst og fremgang. Eller som Verdensbanken fortsætter:

For all its stability, in time serious problems arose in the structure and functioning of the political system. Several observers and scholars had warned from the beginning of the 1980s that the pact at the root of Venezuelan democracy had became exhausted (Naim and Piniango 1984; Romero 1986; Rey 1988). Both AD and COPEI shared responsibility for the economic mismanagement that has been reported above, and in the process lost ever-growing groups of voters and became rigid and somewhat dated political organizations.6 At the same time, neither these nor any other significant political party openly advocated a significant reorientation of public policy, away from the traditional, import-substituting, inward-looking model and in favor of a more open, export-oriented economy led by the private sector. The most exciting leadership offering to the Venezuelan citizen in 1988 was a former president, Carlos Andres Perez, firmly linked in the public memory to the years of prosperity brought by the oil boom of 1974.

In the meantime, the state bureaucracy, the public institutions that are the core of the ability of any government to effectively regulate public activities and provide social services and infrastructure, became captured and extremely inefficient. In a well-known pattern of institutional capture in developing countries (Paul 1991), the education, health, transportation, social security, conmmunications, water, and even tax admninistration bureaucracies turned into ineffective organizations. They lost their ability to respond to problems and challenges, and sometimes even to deliver the services they were routinely used to produce, all at a time when they demanded significant resources and evolved into union-controlled operations at the service of their workers rather than the public. The unusual financial strength of the Venezuelan public sector made possible the development of these distortions to a degree uncommon in other countries, where the citizens enjoy less of a fiscal illusion than they do in Venezuela. The traditional financing of the public sector by taxes on the oil industry has meant that decisions to increase public expenditures have no direct relationship with tax increases, which are clearly perceived by the average citizen, thus decreasing the incentives to demand accountability from political representatives and public sector managers.

Dette fik man aldrig gjort op med, før Chavez kom til magten, Og spørgsmålet er om man får gjort op med det nu.

Hvorom alting er. Venezuela’s fremtid ser ikke lys ud, med mindre man gennemfører betydelige reformer og privatiseringer. Og at det nuværende regime falder på et tidspunkt er absolut ingen garanti for Venezuela endeligt får brudt med årtiers usædvanligt ringe makroøkonomiske formåen.

Hvor dyr var Chavez for Venezuela?

Der er næppe nogen tvivl om, at valget af Hugo Chavez og hans efterfølgende lange periode som præsident og effektiv enehersker i Venezuela har været skadelig for landets økonomi. Pressefriheden led også voldsomt – efter 2000-01 hvor Chavez i et 12 måneder langt tidsrum regerede via præsidentielt dekret steg Freedom Houses indikator for (mangel på) pressefrihed med hele 34 point (på en 0-100-skala). Men hvor dyr var Chavez?

Det spørgsmål forsøger Kevin Grier og John Maynard at svare velunderbygget på i en artikel, der er på vej ud i Journal of Economic Behavior & Organization (læs her og en tidligere ungated her). Grier og Maynard bruger en særlig metode, hvor de først identificerer en ’syntetisk kontrol’, en metode udviklet af Alberto Abadie, der i dette tilfælde kan informere dem om, hvordan Venezuela ville have udviklet sig uden Chavez. En serie omhyggelige tests viser, at et vægtet gennemsnit af Brasilien, Canada, Iran, Mexico og Peru tæt matcher Venezuelas økonomiske udvikling op til 1998. Den måske lidt uens gruppe, der skaber den syntetiske kontrol, reflekterer at Venezuela siden 1950erne har været en ressourceafhængig økonomi – landet har trods alt verdens femtestørste olieressourcer. På samme måde skaber Grier og Maynard en syntetisk kontrol for udviklingen i helbred, fattigdom og ulighed.

Øvelsen peger på, at indkomsten per indbygger i Venezuela i dag er cirka 4300 dollars lavere end den ville have været uden Chavez. Mangelsituationerne, som drypvis har været omtalt i vestlige medier – mangel på mælk, kylling og majsmel siden 2014 og øl og toiletpapir sidste år – er derfor ikke blot et tilfældigt fænomen, men et der afspejler en næsten absurd grad af spild og misallokering af ressourcer. På samme vis finder Grier og Maynard, at udviklingen i fattigdom og helbred ikke har været bedre end i sammenlignelige lande. Lande som Peru og Uruguay havde samme fald i fattigdom og forbedring i forventet livslængde. Det eneste sted, hvor Chavez’s intentioner synes at være blevet virkelighed, er den lavere økonomiske ulighed, og den udvikling ser endda ud til at være ganske midlertidig.

Grier og Maynards artikel er således interessant på to niveauer. For det første demonstrerer de, hvad en omhyggelig brug af Abadies syntetiske kontrol-metode kan føre til af indsigter. For det andet viser de to amerikanere, hvor ekstremt skadelig Hugo Chavez var for Venezuela. Ingen grad af undskyldning for hans økonomiske katastrofe – han havde de rigtige hensigter, det tidligere regime var slemt korrupt og lignende – er nok til at forklare, hvordan én mands vision har ødelagt så meget.

Venezuelas mangelproblemer

Venezuela er verdens femtestørste olieeksportør og burde derfor være et relativt rigt samfund; men med dets leder Hugo Chávez og hans ideer om en ”socialisme for det 21. århundrede” er landets økonomi i langsomt, men frit fald. Weekendudgaven af the International Herald Tribune bragte lørdag en artikel, der klart dokumenterer landets problemer, og peger på den indlysende årsag.

Problemet er nationaliseringer og priskontroller, og dermed en situation med konsekvenser, der har været forudsigelige siden Mises arbejde i 1920erne. IHT fortæller således den klassiske historie om et supermarked i et af Caracas rigere områder, der både har kylling, ost og vagtelæg, men intet toiletpapir. Folk ved også, hvem der ingen problemer har:

Asked where a shopper could get milk on a day when that, too, was out of stock, a manager said with sarcasm: ”At Chávez’s house.”

Sidste års (officielle) inflation var på 27,6 %, hvilket Chávez-regimet bruger som argument for, at man bliver nødt til at implementere omfattende priskontroller. Der er næppe mange venezuelanere, der længere løber det argument. Konsekvenserne er ved at blive for åbenlyse: Venezuela har siden 2009 importeret kaffe. Landet er gået fra at være en af Latinamerikas store producenter af kaffe til en situation, hvor priserne pga. omfattende statslig kontrol er så lave, at det ikke længere kan betale sig for selv almindelige producenter. Problemerne og deres årsager er så indlysende, at man næsten skulle tro at P1s Orientering også kan se dem.

« Older posts

© 2017 Punditokraterne

Theme by Anders NorenUp ↑