Search results: "venezuela" (page 1 of 6)

Venezuela – en institutionel katastrofe

En af de ting, vi er stoltest af her på stedet, er vores effekt på den danske debat om Latinamerika de senere år. Som mange andre ting, har det naturligvis været et langt, sejt træk, men der er kommet langt flere fakta og langt færre myter i debatten siden punditokraterne – og i helt særlig grad Niels Westy – begyndte at gøre op med flere årtiers myter og romantiske forestillinger blandt journalister og meningsdannere i Danmark. Forleden kunne man opleve ændringen igen, da Niels deltog som Latinamerika-ekspert i et panel hos Verden ifølge Gram på DR P1. Det blev en sober og interessant debat, der var præget af fakta og Niels fine indsigt i både økonomi og de mere pudsige detaljer i latinamerikanske samfund.

En af de vigtige økonomiske indsigter i debatten var, at det ikke er tilfældigt, at Venezuelas økonomi er så følsom overfor olieprisen. Venezuela havde blandt andet en relativt stor kaffeeksport indtil for cirka ti år siden, men landet er i dag nettoimportør af kaffe. Niels pointe var derfor grundigt underbygget, da han understregede at olieafhængigheden i den venezuelanske økonomi er noget, der er skabt af elendig politik. Den udvikling startede lang tid før Hugo Chavez kom til magten, og landet var allerede i 1970erne en klientilistisk ressourceøkonomi, om end også et samfund hvor en række samfundsbærende institutioner virkede ganske godt. Alt det ændrede sig ganske voldsomt, efter Chavez kom til magten og begyndte at indføre sin såkaldte ”socialisme for det 21. århundrede.”

I stedet for at skrive videre om det, tager vi en lidt anderledes approach i dag. Vi illustrerer konsekvenserne af Chavezs politiske ændringer i fire figurer nedenfor, hvor tallene alle er fra Varieties of Democracy-projektet. I de fire cases – korruption, kvaliteten af retsvæsenet, Højesterets uafhængighed og graden af censur af medierne – er Venezuela repræsenteret ved en rød linje. De sorte linjer er gennemsnittet af andre latinamerikanske lande i databasen (Argentina, Bolivia, Brasilien, Chile, Colombia, Costa Rica, Ecuador, El Salvador, Guatemala, Guyana, Honduras, Mexico, Nicaragua, Panama, Paraguay, Peru, Surinam og Uruguay). Og der lader vi den stå for i dag fordi figurerne fortæller historien bedre end vores ord. Venezuela er en institutionel katastrofe skabt af Chavez / Maduro-regimet.

Venezuela – past, present and future

Siden starten af det 20. århundrede har normen i Latinamerika været ikke-indblanding, hvis vi ser bort fra USA og Fidel Castros Cuba. Et flertal af landene i OAS (Organisationen af Amerikanske Stater) beslutning om at anerkende Juan Guaidó på bekostning af Nicolas Maduro som Venezuelas retmæssige præsident, er således et markant brud på denne tradition.

Beslutningen følger efter de fleste lande i Nord- og Sydamerika ikke anerkende sidste års præsidentvalg i Venezuela, og efterfølgende stemte for at suspendere Venezuela fra OAS.

At det meget store flertal af Latinamerikanske lande anerkender Juan Guaidó skyldes ikke mindst, at Latinamerika 15 år efter det historiske råvareboom i nullerne, er domineret af “borgerlige” (læs ikke-socialistiske) regeringer i et omfang ikke set siden 1990erne.

Venezuela’s historie kort

Vi har gennem årene skrevet utallige indlæg om udviklingen i Venezuela, under først den karismatiske Hugo Chavéz og senere under Nicolas Maduro. Når/hvis Venezuela igen bliver demokratisk, er der et par væsentlige pointer, som det er værd at understrege:

  1. Der var en grund til at Hugo Chavez vandt valget i 1998, kun 6 år efter han stod i spidsen for et mislykket kupforsøg mod den demokratisk valgte regering.
  2. Formentlig vil Venezuelas sammenbrud primært blive koblet til Nicolas Maduros navn, mens Hugo Chavez fortsat vil være et ikon på dele af venstrefløjen og blandt fattige venezuelanere.
  3. Hvad der sker efter regimets eventuelle fald vil i høj grad afhængig af en ny regerings økonomiske politik.

The curse of oil

Vi har tidligere skrevet om hvorledes Venezuela først oplevede høj økonomisk vækst frem til slutningen af 1970erne, for herefter at opleve årtiers økonomisk tilbagegang, med de seneste års spektakulære sammenbrud, som det foreløbige lavpunkt. Det fremgår tydeligt af nedenstående figur, som viser udviklingen i BNP per indbygger fra 1920 til 2010 i Venezuela, Spanien og Chile.

Det er først omkring 1980, at Spanien overhaler Venezuela, mens Chile – i dag Sydamerikas rigeste land målt på BNP per indbygger – først passerer Venezuela i midten af 1990erne.

Kilde: Maddison (2013)

I dag er BNP per indbygger i Venezuela lavere end i Peru og Colombia.

Som det også tydeligt fremgår, slutter Venezuelas egentlige højvækstperiode nogenlunde samtidig med at man får demokratisk styre.

At Juan Guaidó valgte at aflægge ed som præsident den 23. januar var bestemt ikke tilfældigt. Det er årsdagen for det coup d’etait i 1958 som afsluttede det daværende militærdiktatur og banede vejen for demokratiske valg december samme år og efterfølgende demokrati indtil først Chavéz og sidenhen Maduro gradvist afskaffede det igen.

Importsubstitution og manglende reformer

Fra midten af det 20. århundrede og indtil Chiles markedsreformer i 1975 og frem, forsøgte stort set alle lande i Sydamerika – og resten af Latinamerika – at skabe økonomisk udviklingen gennem importsubstitution.

I Venezuela gennemførte militæret i 1950erne storstilede offentlige investeringer i infrastruktur, som man håbede på ville danne grundlag for en egentlig industrialisering baseret på importsubstitution. Efter indførelsen af demokrati øgedes statsligt engagement og involvering kombineret med stadigt mere omfattende handelsbarrierer, som skulle facilitere denne importsubstitutionsproces.

I 1959 etablerede man det nationale Planlægningskontor, CORDIPLAN, som skulle fremme indenlandsk industrialisering gennem en række 5-års planer. Finansieringen skete bl. a. gennem offentlige finansielle institutioner som CVF og CORPOINDUSTRIA.

I 1976 nationaliserede man olieindustrien og skabte det statslige olieselskab PdVSA, mens man benyttede kombinationen af høje oliepriser og nem adgang til udenlandske lånemarkeder i 1970erne til at sætte ekstra blus på importsubstitutionen – i stigende grad gennem nye offentligt ejede virksomheder. Desuden investerede man efter 1975 i en række enorme projekter indenfor bl. a.  jern, stål, aluminium, og kul, i et forsøg på at gøre eksporten mindre afhængig af olie – og udnytte de komparative fordele, man mente at have (men altså ikke havde et begreb om hvorvidt man faktisk havde) i produktionen af disse varer.

Det hele endte med et brag i begyndelsen af 1980erne, og reelt er Venezuelas økonomi aldrig kommet sig siden.

Fra 1970 til 1982 mere end fordobledes statslige virksomheders andel af BNP, fra 3,2 procent til 7,2 procent. Inklusiv olieindustrien var andelen i 1982 29,4 procent.

Finansieringen af både private og offentlige projekter kom primært fra statsinstitutioner til subsidierede renter langt under markedsrente. Samtidig pålagdes private banker kvoter, som skulle lånes ud til prioriterede sektorer af “national” interesse.

Endelig indførtes omfattende priskontrol og regulering af alt fra almindelige varer og tjenesteydelser til valutakurser og rentesatser samtidig med at man yderligere regulerede arbejdsmarkedet og øgede omkostningerne ved at ansætte og fyre medarbejdere.

Havde man ikke haft det før, havde man nu etableret et typisk Latinsk statscentreret økonomiske system, der i sin ineffektivitet ikke stod tilbage for nogen i regionen.

“Statifiseringen” af Venezuela kan ses af, at hvor offentlige investeringer i 1973 udgjorde 24% af samlede investeringer, var de i 1982 steget til at udgøre mere end 67%. Og hvor investeringer i egentlig offentlige produktionsvirksomheder udgjorde under halvdelen af de samlede offentlige investeringer i 1970, udgjorde de mere end 80 procent i 1982. Omvendt er det gået for private investeringer. Fra 2. havdel af 1970erne og til første halvdel af 1980erne faldt de med næsten 80 procent. En udvikling der ikke er blevet vendt siden. I 2000 var private investeringer per arbejdstager på niveau med 1955.

Gennem de følgende årtier prøvede man flere gange at reformere økonomien – sidste gang få år før valget i 1998, som bragte Chavéz til magten. Efter Chavez valgsejr rulledes alle reformer tilbage, og i stedet begyndte man på den såkaldte “Bolivarianske revolution”, som skulle bane vejen for “det 21. århundredes socialisme” .

Fra (socialdemokratisk) demokrati til socialistisk diktatur

Som det fremgår af ovenstående, vil det være forkert at beskrive Venezuela som en relativ fri markedsøkonomi i årtierne, før Hugo Chavez blev præsident. Målt på økonomisk frihed (jo højere score jo mere fri), mindskes denne frem til midten af 1990erne, hvorefter den stiger kortvarigt i forbindelse med en række markedsreformer i 1996. Efter valget af Hugo Chavez er det kun gået en vej, og Venezuela er i dag en af verdens absolut mest ufri økonomier.

Udviklingen efter 1998 kan bedst karakteriseres ved hastig nedbrydning af magtens tredeling. Hugo Chavéz sikrede sig hurtigt en Højesteret pakket med loyale tilhængere, der gennemførtes nationaliseringer mens regulering af markedet nåede nye højder.

Pressefrihed Chile, Peru og Venezuela (høj score=lav frihed)

Kilde: Freedom House

Presse- og ytringsfrihed kom hurtigt under pres og regimet sikrede sig kontrollen med TV og radio, hvorefter valgkampene udviklede sig til en temmelig ensidig forestilling i medierne.

En præcis dato for overgangen fra demokrati til diktatur er vanskelig at fastsætte , da processen var gradvis. Men vi kan dog konstatere at det sidste nogenlunde demokratiske valg i overenstemmelse med forfatningen, var til nationalforsamlingen i december 2015.

Her opnående oppositionen flertal, på trods af regimets manipulering med valgdistrikterne i et forsøg på at begrænse oppositionens muligheder. Indtil det tidspunkt var i det mindste selve stemmeafgivningen formentlig helt reel – om end mange andre forhold omkring valgene allerede tidligt var kritisable.

Mange opfatter muligvis Hugo Chavéz som “blot” en typisk Caudillo (stærk mand), som Latinamerika – og ikke mindst Venezuela før 1958 – har været så rig på. Det var han også, men han havde også et ideologisk udgangspunkt, grundlagt i hans formative år som ung kadet i 1970erne. En overbevisning som primært blev drevet af to ting – nationalisme og socialisme. Chavéz var – med rette – indigneret over den udbredte korruption han og andre unge kadetter oplevede i 70erne hos hærens øverste ledelse. Derudover blev han påvirket af hans politiske skoling, en del af hans uddannelse, som i høj grad tog udgangspunkt i den særlige latinamerikanske afhængighedsteori, som bl .a. gennemsyrer den indflydelsesrige bog ”Las venas abiertas de América Latina” på dansk ”Latinamerikas åreladning”, skrevet af den uruguayanske journalist og forfatter Eduardo Guliano.

Man kan således karakterisere Hugo Chavéz og hans meningsfæller i Movimiento Bolivariano Revolucionario-200 (MBR-200), etableret i 1982, som lige dele Simon Bolivar (Det nordlige Sydamerikas frihedshelt) og Karl Marx. Den kombination indebar en stærk modstand mod, hvad de opfattede som neoliberal politik og udenlandsk indflydelse i Venezuela, ligesom de mente, at de civile politiske aktører havde mistet al legitimitet i forhold til forfatningen.

Det var med de ideer i bagagen at Hugo Chavéz ledte et et mislykket kup i 1992, som medførte umiddelbar national berømmelse (og respekt hos mange), da han på live TV påtog sig det fulde ansvar for kupforsøget. En respekt og berømmelse, som var stærkt mdvirkende til hans valgsejr i 1998.

Allerede året efter blev en ny forfatning vedtaget ved en folkeafstemning, som bl. a. indebar, at hæren blev tildelt en helt anden og mere aktiv rolle i Venezuela. Herefter skulle den ”Bolivarianske revolution” gennemføres ved indførelse af ”det 21. århundredes socialisme”, som Chavéz selv betegnede det, baseret på et aktivt miltært-civilt partnerskab.

Som historien har vist, indebar den Bolivarianske revolution og gennemførelsen af det 21. århundredes socialisme også – måske paradoksalt, men måske ikke overraskende, at den i forvejen betydelige korruption, efter Hugo Chavéz magtovertagelse steg til nye og ekstreme højder. Magt korrumperer og fuldkommen magt korrumperer fuldkomment, som man siger.

Men var der ikke noget med at de sociale vilkår under Hugo Chavez trods alt forbedredes og økonomien voksede? Det var i hvert fald det typiske forsvar fra Venstrefløjen i mange år, bl. a. Pelle Dragsted og Enhedslisten herhjemme. Og er det efterfølgende økonomiske sammenbrud ikke primært konsekvens af faldet i olieprisen og udenlandske sanktioner?

Hvad angår betydningen af sanktioner, er der intet som tyder på at amerikanske sanktioner de senere år, primært rettet mod enkeltpersoner har haft nogen som helst betydning for det økonomiske sammenbrud.

Samenbruddet skyldes grundlæggende den førte politik, helt tilbage fra Chavéz og frem, mens faldet i oliepriserne primært har forstærket en krise, som var kommet under alle omstændigheder – se også senere.

Når man oplevede økonomisk og social fremgang i årene under Chavez, skyldes det primært det historiske boom i priserne på råvarer (inkl. olie) i nullerne. Derimod var Chavez økonomiske politik fra start af en katastrofe.

Som Kevin Grier og Norman Maynard skriver i “The economic consequences of Hugo Chavez: A synthetic control analysis”

“We also find that while health and poverty outcomes improved under Chavez, they are not particularly different than what occurred in the synthetic control. Finally, we see little evidence that Chavez lowered inequality beyond what occurs in the synthetic control. Thus, under Chavez, Venezuela experienced lower average incomes, but did not produce any greater levels of health improvement, poverty abatement, or inequality reduction, as it likely would have without his leadership and policies.”

Som det fremgår af nedenstående figur fra Grier og Maynard, er der en meget betragtelig forskel på BNP per indbygger med og uden (syntetisk) Chavez (læs her for yderlige forklaring).

Økonomien forværres da også før olieprisfaldet i 2014. Naturligvis påvirkede olieprisudviklingen Venezuelas økonomi negativt – ligesom i andre lande, hvor olie står for en stor del af eksport og BNP. Men intet andet land har oplevet samme ekstreme nedsmeltning som Venezuela. se også nedenstående hentet fra Economist. BNP per indbygger er således halveret siden 2013, mens inflationen nu er over hvad der svarer til 1, mio procent p.a.

En væsentlig årsag til nedsmeltningen er naturligvis, at den store stigning i de off. indtægter, som man oplevede i nullerne i kraft af de højere oliepriser, ikke kunne følge med det øgede offentlige forbrug. Da oliepriserne faldt i 2014, hvilket ikke burde være kommet som den helt store overraskelse, havde man intet at stå imod med.

Kombinationen af faldende oliepriser og faldende olieproduktion har naturligvis været katastrofal for Venezuela. I indeværende år forventes olieproduktionen at falde til omkring eller ligefrem under 1 mio. tønder per dag. I 1999, hvor Chavez kom til magten, var den på 3,25 mio. tønder per dag. Et fald som ikke skyldes at man er ved at løbe tør for olie – Venezuela har verdens største oliereserver – men misrøgt og inkompetence.

Og hvad så nu?

I en kommentar i Ræson, Vi bør alle stille os på oppositionens side og fordømme Maduros diktatur, slutter jeg af med at skrive

Det kaos og den stigende desperation i befolkningen har efterhåndenden stået på i mange år. BNP er halveret siden 2013, og FN oplyser, at 90 pct. af befolkning nu lever i fattigdom. Folk sulter, og hospitalerne kan ikke skaffe medicin. Mordraten er steget til Sydamerikas højeste, mens inflationen er steget til langt over en million pct. Det er med god grund, at tre millioner mennesker er flygtet (ca. 10 pct. af befolkningen).

Det, som foregår, er ikke en kamp mellem højre- og venstreorienterede. Det er en kamp mellem socialistisk diktatur og demokrati. Her burde der ikke være tvivl i nogens sind om, hvilken side man bør være på, nemlig demokratiets side. Jeg ser i hvert fald frem til den dag, jeg kan skrive en artikel i Ræson, hvor jeg kritiserer en demokratisk (socialdemokratisk) venezuelansk regerings økonomiske politik, fordi den ikke er markedsorienteret nok for min smag.

Hvor tæt vi er på den dag, vi her på bloggen skriver en kritisk post om en demokratisk valgt regerings økonomiske politik er åbent spørgsmål. I en debat med Enhedslistens Pelle Dragsted, hvor vi ikke overraskende var uenige om det meste, var vi enige om at en blodig afslutning desværre er en reel risiko. Det er risikoen for at det ender med at Maduro bliver siddende også.

Selv om optimismen er stor blandt mange i oppositionen, som for første gang står samlet bag en leder, Juan Guaidó, er det slet ikke sikkert det ender med Maduros fald.

Det kan også ende med en “fuld Cuba”. At mio. af Venezuelanere forlader landet (mere end 3. mio. indtil videre) er et langt større problem for landende omkring Venezuela, end for Maduro og resten af den nuværende elite. I modsætning til et markedskapitalitisk samfund, hvor den enkelte borger er et potentielt aktiv, er de i en ekstraktiv semiplanøkonomi som Venezuela et passiv.

Forenklet sagt, kan man jo lade kinesere, Iranere og russere stå for olieudvindingen og selv leve af indtægterne derfra.

Militæret afgør hvem der er præsident 

Venezuelas militær er den afgørende magtfaktor og har været det længe. Derfor er det afgørende for oppositionen at få militæret til at skifte side, og det er ingen let opgave. At en enkelt general i luftvåbenet har erklæret sin loyalitet overfor Guaidó gør ingen sommer. Militærets top forholder sig indtil videre loyal overfor Maduro, og det er også vanskeligt at forestille sig den absolutte top i militæret skulle skifte side. De er for de flestes vedkommende syltet ind i illegal guld og uranudvinding, narkotikasmugling, korruption og hvidvask. Oprøret skal derfor komme længere nede i rækkerne og blandt de menige.

Men formår Maduro at fastholde hærens opbakning, er mulighederne for en bare nogenlunde fredelig overgang til demokrati minimale. Selv om det skulle lykkes at få størstedelen af hæren til at skifte side, er der også fortsat de såkaldte Colectivos – bevæbnede paramilitære grupper – som for længst har vist deres voldsparathed..

Billed er fra før de fleste EU-lande anerkendte Guidó som præsident mandag d. 4/2

At de fleste EU-lande inkl. Danmark nu anerkender Guidó, er blevet kritiseret for at øge risikoen for en blodig afslutning, måske ligefrem en indsættelse af udenlandske tropper i Venezuela.

Det er dog et tvivlsomt argument, som bygger på en ide om, at en forhandlet løsning mellem Maduro og hans regering på den ene side og oppositionen på den anden side faktisk er mulig. Det er mere end tvivlsomt.

USA udelukker ganske forudsigeligt ikke en egentlig militæraktion, mens en række EU-lande og det flertal i Lima-gruppen, som anerkender Juan Guaidó som midlertidig præsident, insisterer på at tale om en fredelig løsning. Med andre ord er det som det plejer at være.

Man kan argumentere for, at de Europæiske landes opbakning mindsker risikoen for en langvarig blodig konflikt, idet den støtter op bag den massive opbakning fra det meste af Latinamerika, samt USA og Canada.

Og hvad angår Rusland og Kina, som kritiserer anerkendelsen af Guaidó, er begge, og måske især sidstnævntes interesse primært knyttet til deres investeringer i Venezuela.

Hvis de – og især Kina formentlig – ser deres interesser bedst varetaget ved et regimeskifte – kan de blive afgørende. Ikke forstået som at man vil bakke op bag anerkendelsen af Guaidó – det er helt udelukket. Men måske ved at man ikke aktivt støtter (læs: finansierer) Meduro regimet.

Ifølge Reuters har oppositionen og Guaidó understreget at at man vil honorere Venezuelas forpligtigelser overfor både Kina og Rusland. Guaidó udtaler således at:

What most suits Russia and China is the country’s stability and a change of government,” he said. “Maduro does not protect Venezuela, he doesn’t protect anyone’s investments, and he is not a good deal for those countries.

I et interview med Bloomberg, siger Guaidó dog, at:

I will be very clear: all agreements that have been signed following the law will be respected,” Guaido said in a written interview. “If previous agreements were signed by adhering to the due process of approval by the National Assembly, they will be accepted and honored.

Det kunne tyde på at man kun er parat til at honorere en del af den eksterne gæld til Kina (og Rusland må man formode). Det er ikke klogt (for at sige det mildt), hvis man skal gøre sig forhåbning om en nogenlunde fredelig løsning.

Endelig kan man ikke udelukke en egentlig væbnet konflikt mellem Venezuela (og reelt også Cuba) på den ene side og primært Colombia, USA og måske Brasilien på den anden side – hvilket der næppe vil være den store begejstring for i hverken befolkning eller militær.

Vi kan kun håbe på det bedste – og frygte det værste. Til gengæld er der ingen grund til at frygte, at et regimeskifte vil ende i en situation som vi har set i Afghanistan, Irak og Libyen. Venezuela var i modsætning til de nævnte lande, et demokrati gennem mere end 40 år.

Men indebærer genindførelsen af demokrati blot en tilbagevenden til den førte politik før Chavez kom til magten, vil det på sigt indebære en betydelig fare for, at man ender i samme situation, som man befinder sig i nu.

Hvis man sammenligner udviklingen før Chavez kom til og udviklingen efter han indledte sin “Boliviarianske revolution”, finder man nemlig en række ligheder:

  • olieindtægternes funktion som betaling for loyalitet
  • tilbøjeligheden til at bruge planøkonomiske instrumenter og regulering i stedet for markedsløsninger
  • korruption

Chavéz og efterfølgende Maduros regeringstid kan i den sammenhæng ses som en ekstrem udgave af hvad Veneziuela oplevede fra 1960erne og frem til 1990erne. At oppositionen i højere grad end tidligere har opbakning også fra de laveste indkomstgrupper i Venezuela, skyldes næppe bekymring for de mere udemokratiske og totalitære sider af det nuværende regime, men primært at regimet i takt med en mere og mere vanskelig økonomisk situation og faldende indtægter ikke længere kan finansiere hvad der reelt er et superklientalistisk system.

Kilde: Bjørnskov (2017)

I den forstand er det korrekt at pege på faldet i oliepriserne i 2014 som afgørende for den nuværende opbakning til oppositionen og Juan Guaidó, lige som høje renter og faldende oliepriser i begyndelsen af 1980erne udløste en krise, man reelt aldrig kom sig over, og endte med Chavéz valgsejr i 1998.

Med mindre et regimeskifte indebærer et grundlæggende og afgørende paradigmeskifte i Venezuelansk politik og der relativt hurtigt gennemføres omfattende reformer, som sikrer fornyet økonomisk vækst, kan pendulet hurtigt svinge tilbage igen. Om det er muligt, kan man naturligvis godt være lidt skeptisk i forhold til.

Venezuela løber tør for olie

Vi har med jævne mellemrum skrevet om den humanitære katastrofe, Venezuelas socialistiske regering har skabt. For snart fem år siden blev det klart, at landet løb tør for toiletpapir, økonomien har været i frit fald de senere år, og en betragtelig del af befolkningen har sultet i mindst et par år. Det, der engang var Latinamerikas rigeste land, er i dag et sted folk flygter fra for at overleve.

Umiddelbart før nytår skrev NYT om det sidste eksempel i rækken af kalamiteter: Venezuela, der sidder på verdens største, kendte oliereserver, er ved at løbe tør for olie. Det statsejede Petróleos de Venezuela (kendst som Pdvsa) er i så ringe en stand, og producerer så langt under kapacitet, at det ikke længere kan levere nok til det ellers nødlidende hjemmemarked. Landets regime under præsident Nicolas Maduro importerer nu benzin og diesel fra bl.a. USA.

Den absurde situation er skabt af snart to årtiers politisk drift af selskabet, hvor der er underinvesteret i vedligehold og ny teknologi, hvor selskabet har måttet opsuge arbejdsløshed og levere ekstremt subsidieret benzin til økonomien, og hvor en altomfattende korruption de senere år har ødelagt de sidste rester af ansvarlighed. Med andre ord er Pdvsa siden 2000 blevet forvandlet til et klassiks eksempel på, hvordan socialistiske økonomiers produktionsvirksomheder ser ud. NYT rapporterer også om et sigende eksempel på omfanget af problemerne, da en brand i et raffinaderi i november ikke kunne bekæmpes fordi brandfolkene var løbet tør for brandhæmmende skum.

Maduro-regimet reagerede i efteråret på problemerne på en måde, der også er svært genkendelig for f.eks. Østeuropa. Regimet har udnævnt Generalmajor Manuel Quevedo til både olieminister og øverste direktør for Pdvsa. Som NYT noterer, har Quevedo absolut ingen erfaring fra olieindustrien, eller med blot at køre en almindelig virksomhed.

Han er med andre ord økonomisk set helt inkompetent, men en attraktiv udnævnelse for regimet. Eller som NYT indikerer: Udnævnelsen af Quevedo er et af en række eksempler på, hvordan Maduro er i gang med at ’kup-sikre’ sit regime. I stedet for at løse de fundamentale problemer – som manden i sin socialistiske ideologiboble muligvis ikke forstår, eller muligvis bare er ligeglad med – har regimet siden Chavezs tid placeret uegnede, men loyale folk i militæret, i højesteret, og i centrale stillinger i de sørgelige rester af det venezuelanske erhvervsliv. Strategien er klassisk: I stedet for at løse problemerne, sørger man for at sovse potentielle modstandere ind i regimets drift. Lige som man troede, at Venezuela måtte have ramt bunden, er der endnu værre nyheder fra Latinamerikas failed state #1.

Venezuelas lange deroute

Det venezuelanske samfund er ved at kollapse, og Maduro-regimet afskaffede fornylig under voldsomme protester de sidste rester af demokrati i landet. Som vi har skrevet intensivt om her på stedet, er det ikke længere ’bare’ toiletpapir og majsmel, der mangler på hylderne, men stort set alle almindelige varer. I den årlige sundhedsundersøgelse svarede flere end 8 af 10 venezuelanske voksne, at de har tabt sig det sidste år, og da landet sidste år kortvarigt åbnede grænsen til Colombia, rejste 35.000 mennesker den første dag over grænsen for at købe mad og medicin. Det 21. århundredes socialisme, som Hugo Chavez stolt kaldte sin politik, er forudsigeligt nok endt i en humanitær katastrofe.

Der er dog al mulig grund til at overveje de dybere og ældre problemer i Venezuela. Som Niels Westy tidligere har understreget her på stedet, er Maduros socialistiske styre skyldig i den økonomiske og sociale totale kollaps af landet, men der er ingen grund til at tro, at alt bliver godt hvis det chavistiske diktatur væltes. Et sandsynligt alternativ er i stedet at vende tilbage til en dybt middelmådig stagnation.

Venezuelas virkeligt grundlæggende problem kan illustreres i de to figurer nedenfor. Den første viser nationalindkomsten per indbygger i Venezuela, Chile, Spanien og USA siden 1950, mens den anden viser nationalindkomsten per fuldtidsansat ækvivalent. Den anden figur giver således et billede af udviklingen i arbejdskraftens produktivitet, og måske derfor også et bedre indtryk af de dybere problemer i det venezuelanske samfund.

De to figurer viser meget tydeligt to ting. For det første var Venezuela faktisk rigere end Spanien indtil først i 1970erne – landet havde omkring 1950 været meget tæt på dansk levestandard – og var langt rigere end de fleste andre latinamerikanske lande (eksemplificeret ved Chile). For det andet var Venezuelas økonomi stort set lige så produktiv som USA indtil midten af 1970erne, og fulgte meget tæt den amerikanske udvikling. Mens forskellen i indkomst per indbygger og indkomst per ansat således indikerer, at den væsentlige forskel på Venezuela og USA var en større beskæftigelsesgrad i USA – i Venezuela i 1970 var 27 % fuldtidsbeskæftigede versus 40 % i USA – fulgte landet øjensynligt med den internationale teknologiudvikling. Omvendt konvergerede Spanien fra omkring 1960 mens Chile faldt bagud indtil militærets magtovertagelse og efterfølgende reformer i midten af 70erne.

Den vigtige pointe for Venezuela er, at landet holdt op med at følge med i midten af 70erne. Spaniens vækst var upåvirket og Chiles vækst tog fart pga. reformerne, mens oliekrisen rasede og olieprisen mere end fordobledes fra 1972 til 1975. Fra 1978 til 1980 steg olieprisen igen til næsten de dobbelte, hvilket førte til recessioner i store dele af verden, inklusive USA. Men kan se et par års hurtig fremgang i Venezuela, der som bekendt sidder på nogle af verdens største oliereserver, men derefter går det forbløffende hurtigt tilbage. Venezuela i 1970erne er dermed et af de klareste eksempler på Hollandsk Syge, både når det gælder virkningen på konkurrenceevne og på de politiske incitamenter.

Det er for eksempel sigende for udviklingen, at prisniveauet relativt til USA mere end tredobles mellem 1972 og 1982. Mens landet stadig tjener penge på olien, ødelægges store dele af den resterende eksportsektor, og landet kommer til at plages af aldeles elendig politik – staten overtager en væsentlig del af investeringsaktiviteten, skatterne stiger og den politiske reguleringsbyrde i kreditmarkedet stiger.

Som det kan ses i figurerne, var 1990erne økonomisk en relativt rolig tid på trods af Hugo Chavezs kupforsøg i 1992 og præsident Carlos Andrés Pérez afsættelse året efter for bedrag, og bl.a. pga. efterfølgeren Luis Herrera Campins afskaffelse af prisregulering. Det endte brat med valget af Chavez i 1998 og den tydelige genoprettelse af økonomien fra 2001 kan helt tilskrives den stærkt stigende oliepris. Det, der ligner en økonomisk succes og blev hyldet som sådan af mange vestlige ’intellektuelle’ som Jeremy Corbyn, Noam Chomsky og Joseph Stiglitz, var et kortvarigt ressourceboom, der politisk tillod Chavez at indføre sine katastrofale socialistiske reformer.

Hele bundlinjen i fortællingen er således, at Chavez og Maduros socialistiske diktaturstat ikke blot er en social og økonomisk katastrofe i sig selv, men at dagens situation også i en vis forstand er kulminationen på mere end 40 års negativ udvikling. Produktivitetsproblemerne, som tydeligt ses i figur 2, har været maskeret af stigende beskæftigelse, så det almindelige mål – nationalindkomst per indbygger – ’blot’ så ud til at være stagneret. Man tror det næppe muligt, men Venezuela er i endnu dårlige stand end man umiddelbart skulle tro, og det umiddelbare indtryk er allerede skræmmende.

Hvem er oppositionen i Venezuela egentlig?

Ifølge regeringen i Venezuela (og Enhedslistens Latinamerikagruppe herhjemme) består oppositionen i Venezuela, betegnet MUD (Mesa de la Unidad Democrática) i daglige tale, af fascistiske højreekstremister. Og de finansieres (selvfølgelig) udefra af USA og Colombia.

Blandt kommentatorer herhjemme – bl. a. Niels Lindvig og Jørgen Laurvig – associeres oppositionen ofte med at være højreorienteret, hvis ikke ligefrem “ekstremt højreorienteret”, som Laurvig karakteriserede eksil-Venezuelanere i Miami for nylig på TV2 News.

Jeg kender ikke til den politiske observans hos den individuelle Venezuelaner (som nu vist er den største asylgruppe i USA), bosat i Miami. Men det gør Jørgen Laurvig næppe heller. Retorikken minder om noget vi har hørt før, nemlig når man i medierne gennem årene har omtalt eksil-Cubanere i Miami.

Det er da også rigtigt, at de cubanere, som flygtede til USA (og Miami) de første uger af 1959 altovervejende havde været tilknyttet Batista styret, men inden der var gået et halvt år blev de dog fulgt af socialdemokrater og andre, som havde kæmpet sammen med Castro mod Batista styret. til forskel fra Castro og hans folk, havde de dog kæmpet for et demokratisk Cuba.

Men hvem består MUD så egentlig af?  Eller rettere, hvor hører de til i det politiske spektrum?

Nedenstående figur viser fordelingen af oppositionens pladser i den Nationalkongres, som blev valgt i december 2015. Den blå farve symboliserer partier med et borgerligt eller liberalt udgangspunkt, og rød farve, partier som bedst kan betegnes som centrum-venstre orienterede.

Det fremgår vist med al tydelighed, at oppositionen overvejende må betegnes som centrum-venstre orienteret.

Oppositionens 112 mandater  fordelt på partier, fremgår af nedenstående figur. Som det fremgår også, at fire partier, nemlig Primero Justicia, Acción Democrática, Un Nuevo Tiempo og Voluntad Popular er dominerende.

En lille detalje er, at 3 ud af disse 4 partier er medlem af Socialistisk Internationale, hvor også det danske Socialdemokrati var medlem indtil 2017. Hvordan man med den sammensætning kan komme frem til at oppositionen primært er højreorienteret – hvis ikke “ekstremt højreorienteret”, virker ubegribelig.

Ovenstående og andet i forbindelse med krisen i Venezuela, talte jeg forøvrigt med Jarl Cordua i dag, da jeg besøgte Cordua & Steno på Radio 24syv. Klippet kan høre ved at klikke nedenfor.

opdateret 01.02.2019

Venezuela – Fra amerikanske drømme til cubansk virkelighed

Efter søndagens “constituyente” står det klart for de fleste, at Venezuela nu er et diktatur. Det har været på vej længe.

Ifølge regeringen stemte ca. 8,1 mio. ved valget, hvilket vil være en valgdeltagelse på lidt over 41 procent. Det passer dog dårligt sammen med, at valgmyndighederne selv, ifølge Reuters, anslog at ca. 3,7 mio. havde stemt kl. 17.30. For at nå op på de 8,1 mio., skulle 4,4 mio. mennesker altså have stemt den sidste 1½ time, hvor stemmelokalerne var åbne. Det virker helt usandsynligt, også selv om regimet intimiderede ikke mindst offentlig ansatte, som blev truet med fyring, hvis de ikke stemte.

I modsætning til tidligere, hvor Venezuela’s valgkommision (CNE) efter valget enstemmigt har blåstemplet valgresultatet, er det ikke tilfældet denne gang. En af de 5 medlemmer, den oppositionsvenlige  Luis E Rondón, har efterfølgende  afvist det officielle resultat.

Endelig har det firma som står for levering af det elektroniske valgudstyr til morgen meddelt, at der er begået omfattende valgsvindel.

Man har afholdt mange valg og afstemninger siden Hugo Chavez (overraskende) vandt præsidentvalget i 1998. For valgene før søndagens afstemning har et fællestræk været, at selve valghandlingen har været nogenlunde korrekt til og med parlamentsvalget i 2015, omend der fortsat hersker stor usikkerhed om hvorvidt Maduro faktisk fik flest stemmer ved præsidentvalget i 2013.

Men allerede på et tidligt tidspunkt var det klart, at man fra regeringens side systematisk underminerede Venezuela’s institutioner og magtens tredeling, ligesom ytrings- og pressefriheden hurtigt kom under pres, hvilket Christian tidligere har skrevet om her på bloggen.

Pressefrihed Chile, Peru og Venezuela (høj score=lav frihed)
                                            Kilde: Freedom House

Mens selve afstemningen nok var nogenlunde transparent tidligere, var valgkampene det ikke. Chavez og den siddende regering gjorde tidligt alt for at sikre sig stemmer og besværliggøre oppositionens muligheder for at føre valgkamp og komme til orde i medierne. Ved det sidste valg Hugo Chavez stillede op til og vandt, i 2012, bakkede alle statskontrollerede medier op bag Chavez, mens oppositionens kandidat, Henrique Capriles, stort set ikke fik lov til at komme til orde. Mens Chavez havde fri adgang til medierne og der var timers valgpropaganda hver dag, skulle Capriles adgang tælles i minutter.

Men med afstemningen til en ny grundlovsgivende forsamling har man nået et nyt lavpunkt. Formålet med den nye grundlovgivende forsamling som blev valgt i søndags er alene at sikre Maduro og regimet endnu større magt. Den nyvalgte forsamling har ud over bemyndigelse til at skrive en ny forfatning, også mulighed for at opløse den demokratisk valgte nationalforsamling, hvor oppositionen har flertal, ligesom den kan udsætte bl. a. præsidentvalget i 2018.

I modsætning til tidligere, er dette valg da også blevet mødt med skarpe reaktioner fra en lang række Latinamerikanske lande. Stort set alle andre lande end regimets historiske allierede Bolivia, Ecuador, Nicaragua og Cuba har taget afstand fra søndagens valg, i lighed med EU og en række Europæiske lande samt Canada og USA, som i samme omgang har bebudet nye sanktioner rettet mod en række navngivne topfolk i Venezuela, bl.a.  a. Maduro.

Så hvad sker der nu?

Som det fremgår af nedenstående graf over BNP per indbygger (konstante priser), har man oplevet et markant fald. Det skal understreges, at tal efter 2010 er estimater foretaget af IMF, da der ikke længere produceres brugbar, hvis overhovedet, data i Venezuela.

                               Kilde: IMF 2017

Siden 2013 anslås økonomien af være skrumpet med mere end 33 procent, og der forventes fortsat minus vækst i de kommende år (dog mindre dramatisk). Vi har tidligere skrevet om den eksplosivt voksende kriminalitet og fattigdom, lige som læserne formodes at være bekendt med manglen på mad og medicin. Men hvad kan vi egentlig forvente af den kommende tid? Under normale omstændigheder ville en regering som er ansvarlig for en så omfattende forarmelse, som den Venezuela oplever i disse år, for længst være tvunget til at gå af.

Men det er langt fra sikkert at det vil gå sådan i Venezuela. På trods af omfattende protester det seneste halve år – som i modsætning til tidligere ikke længere primært er et middelklasse fænomen –  en nationalkongres hvor oppositionen har flertal, viser den seneste udvikling at Maduro, eller i hvert fald hans parti “El Partido Socialista Unido de Venezuela” (PSUV) fortsat har greb om magten. Og det vil de have, så længe de har militærets opbakning. Og det har man bl. a. fordi toppen af militæret er dybt involveret i den korruption og organiserede narkokriminalitet, som flere ledende folk i regimet menes at være involveret i. De har ingen tilskyndelse til at skifte side og støtte oppositionen, selv om denne ved flere lejligheder opfordret militæret til at stille sig på “folkets side”.

Man kan sige at Chavez, som selv var militærmand, kunne sin historie. Vil man beholde magten er det vigtigt at have militæret på sin side, og det er den. I hvert fald toppen. Længere nede i geledderne ser det lidt anderledes ud.

Ligeledes har man de såkaldte “Colectivos” – en paramilitær styrke, som også har været aktive i forbindelse med bekæmpelsen af demonstrationerne det seneste halve år, og som står bag flere drab.

Man kan sige at Maduro har kanonerne, mens oppositionen primært har befolkningen. Så en egentlig borgerkrig er udelukket, med mindre militæret skulle blive splittet. Nok er der bevæbnede grupper blandt den mere ekstreme del af oppositionen, men deres styrke er begrænset.  Et muligt scenarie er derfor nok en eskalering af volden, med yderligere tab på begge sider, men på den korte bane vil der næppe blive tale om noget der kan karakteriseres som borgerkrig.

I det hele taget ser situationen på mange måder ganske håbløs ud.  Og som Juan Carlos Hidalgo skriver i sin blog på Cato’s hjemmesider, så er konsolideringen af ​​et diktatur i Cuba-stil fortsat en mulighed, så længe regimet  – i samarbejde med Cuba – har en fast kontrol over de væbnede styrker og Nationalgarden.

Man kan sige, at hvor Venezuela for et halvt århundrede siden var Sydamerika’s rigeste nation og det handlede om den “amerikanske drøm” med store biler og højt forbrug, er man nu hastigt på vej til cubanske tilstande med varemangel, udbredt fattigdom og diktatur, Man er der ikke helt endnu, men man er meget tæt på.

“El pueblo decide” – “folkeafstemning” i Venezuela

Venezuela’s opposition afholdt i går, søndag den 16. juli, en alternativ folkeafstemning i protest mod præsident Maduro’s forslag om en ny grundlovsgivende forsamling, som er regimets seneste påhit i forsøget på at blive sidende på magten.

7 186.170 venezuelanere deltog i folkeafstemningen. Heraf 683.789 i udlandet.  Det må betragtes som en massiv succes, med tanke på at afstemningen ingen omtale fik i medierne, blev arrangeret på 2 uger og man kun havde lidt over 2.000 valgsteder. Til sammenligning var der ved parlamentsvalget i 2015 14.515 valgsteder. Den seneste grundlov blev forøvrigt vedtaget med 3.516.558 stemmer for i 1999. . Antal afgivne stemmer svarer til 53,8 procent af de der stemte ved det seneste parlamentsvalg.

Også i København, hvor jeg selv var inviteret til at være “valgobservatør”, var det muligt at afgive sin stemme.

Givet de noget usædvanlige omstændigheder afstemningen foregik under, kan jeg bekræfte, at alt foregik på betryggende vis. I alt 198 venezuelanere kom forbi og afgav deres stemme mellem kl. 11. og 17.

De havde her mulighed for at svare ja eller nej til følgende 3 spørgsmål (jeg undskylder på forhånd overfor spanskkyndige, hvis den danske oversættelse kunne være bedre):

1) Afviser og  fornægter du den af Nicolas Maduro foreslåede grundlovgivende forsamling, uden forudgående godkendelse af det Venezuelansk folk?

Ja eller nej

[¿Rechaza y desconoce la realización de una constituyente propuesta por Nicolás Maduro sin la aprobación previa del pueblo de Venezuela?]

2) Skal man kræve af de nationale væbnede styrker og alle de offentligt ansatte, at de lever op til og forsvarer forfatningen af 1999 bakker op bag Nationalforsamlingens  beslutninger?

Ja eller nej

[¿Demanda a la Fuerza Armada Nacional y a todo funcionario público obedecer y defender la Constitución del año 1999 y respaldar las decisiones de la Asamblea Nacional?]

3) Godkender du en fornyelse af de offentlige myndigheder i overensstemmelse med forfatningens bestemmelser og afholdelse af frie og gennemsigtige valg, samt dannelse af en national enhedsregering for at genoprette den forfatningsmæssige orden?

Ja eller nej

[¿Aprueba que se proceda a la renovación de los Poderes Públicos de acuerdo a lo establecido en la Constitución y a la realización de elecciones libres y transparentes, así como a la conformación de un Gobierno de Unión Nacional para restituir el orden constitucional?]

Der var naturligvis ikke den store tvivl om udfaldet af selve afstemningen. Det væsentligste var deltagerantallet. Som var stort. Afstemningen foregik endog nogenlunde fredeligt, men desværre ikke uden ofre for regimets vold. Således blev en dræbt og to såret ved et valgsted, da denne blev angrebet af nogle af regimets paramilitære støtter.

Det seneste offer kan føjes til de ca. 90 mennesker, som har mistet livet under de næsten daglige demonstrationer, der nu har stået på i næsten 4 mdr.

I København fik det dog ganske fredeligt til (hvilket også var tilfældet på langt de fleste valgsteder). Personligt var det svært ikke at blive berørt over Venezuelanernes kamp for demokrati og frihed.  Vi må håbe at det lykkes snart. At man herefter står tilbage med en smadret økonomi og et enormt genopbygningsarbejde er en anden sag, som vi naturligvis vender tilbage til.

Krisen i Venezuela skyldes at “man ikke gik langt nok”

Som bekendt har Venezuela og erfaringer med “Det 21. århundredes socialisme” været et tilbagevendene tema her på bloggen gennem en del år efterhånden. I anledning af de seneste meget voldsomme protester og den økonomiske nedsmeltning i Venezuela bad Ræson mig i sidste uge om at skrive et indlæg,  “Krisen i Venezuela bør slukke de revolutionsromantiske forestillinger på den danske venstrefløj”, med udgangspunkt i den danske venstrefløjs støtte til regimet.

Det vil i denne sammenhæng sige Enhedslisten og grupperinger i dens umiddelbare nærhed. I forhold til tidligere og belært af historien, er begejstringen for revolutionære projekter jo kølnet betragteligt blandt mere moderate venstreorienterede/socialister. Var der en umiddelbar begejstring – også blandt mere moderate og mindre revolutionære socialister, da Hugo Chavez kom til magten, er den kølnet betydelig de senere år. Dele af Enhedslisten vil muligvis mene, at det også gælder dem – Pelle Dragsted skrev således et indlæg på hedengangne “Modkraft” i 2011, hvor han sagde “Ciao, Ciao Chavez“. Det afholdt ham dog ikke fra at insistere på, at man havde opnået store resultater under Chavez, da jeg mødte ham i en debat på deadline i anledning af Chavez død i 2013, se nedenstående video.

Mens Pelle Dragsted mente der var opnået store sociale fremskridt, afviste han at Venezuela skulle have “ondt i demokratiet” på daværende tidspunkt. Da jeg påpegede, at de forbedringer i indkomst og reduktionen i fattigdom skyldtes de rekordhøje oliepriser, afviste Dragsted også dette.

Læg forøvrigt her mærke til udviklingen i BNP i forhold til olieprisen. Den økonomiske vækst falder drastisk, for derefter at blive negativ før oliepriserne begynder at falde voldsomt i 2014. Inflationen er høj og budgetunderskuddet stort  – selv med historisk høje oliepriser. Som bekendt det så kun gået endnu værre de sidste par år.

For nylig mødte jeg så igen en repræsentant for Enhedslisten, denne gang Christian Juhl, i en ny debat  om Venezuela på Deadline.  Denne gang var faldet i oliepriserne så af stor betydning for krisen i Venezuela, mens Christian Juhl i lighed med Pelle Dragsted prøvede at fastholde billedet af Venezuela som et demokrati. Men som det fremgår tager Christian Juhl dog  (naturligvis) afstand fra de mange overgreb, som påpeget  af Amnesty International.

Ifølge Enhedslistens Latinamerikagruppe skyldes Venezuelas krise for lidt socialisme.

Hvis der er noget som springer i øjnene,  er det afstanden mellem  hvad Christian Juhl siger og så de holdninger, som Enhedslistens Latinamerikagruppe giver udtryk for. En af dens medlemmer, Julie Wetterslev, skriver således i en kommentar på Facebook, at

den ekstremt voldelige opposition i Venezuela som er finansieret af kilder udefra (gæt selv hvorfra) og som har til formål at afmontere og sabotere enhver demokratisk eller socialt orienteret proces i landet.

mens hun i en anden kommentar brokker sig over kritikken af Maduro og hans regime, og lægger hovedansvaret for de mange drab ved demonstrationerne på oppositionen, om hvem hun skriver, at :

Det er ellers dem der er mest aggressive og slår flest folk ihjel disse uger.

Det er langt fra Christian Juhls bemærkninger i Deadline om at der findes voldelige elementer på begge sider af konflikten (hvilket han har fuldkommen ret i). Der er her tale om en klar stillingtagen til fordel for Præsident Maduro og den siddende regering i Venezuela. Til forskel fra folketingspolikkerne formulerer Enhedslistens Latinamerikagruppe til gengæld en meget klar analyse af, hvad man mener der er gået galt. Det “21. århundredes socialisme” er ganske enkelt ikke gået langt nok.

Som Hans Ålborg, også fra Enhedslistens Latinamerikagruppe, udtalte til Weekendavisen for et par uger siden:

Det har skadet økonomien at lave en blandings-økonomi. Han burde have lavet en rent socialistisk økonomi. Men det er helt forkert at sige, at han har kørt økonomien i sænk og er ved at afvikle demokratiet. Demokratiet er blevet udvidet under Chavez og Maduro med en masse inddragende basisdemokrati.

Med andre ord er problemet at man ikke har nationaliseret økonomien i tilstrækkeligt grad og indført fuldkommen planøkonomi. Nok så opsigtsvækkende for andre er måske også, at han fuldkommen afviser at der under Chavez og Maduro skulle have været en nedbrydning af institutionerne og demokratiet.

Hans Ålborg er her helt på linje med Andreas Bulow, også medlem af Enhedslisten samt “Hands of Venezuela”. Han mener også, at forklaringen på at det er gået så galt er, at man ikke har formået at gøre Venezuela socialistisk nok. I et blogindlæg, Er det socialismen der har slået fejl?, anfører han, at der er stor risiko for, at der gennemføres en “kontrarevolution, hvor alle sociale og politiske fremskridt rulles tilbage”.  Ud over at det kan ske via et miltærkup, peger han også på at det bl. a. kan ske “ved et valgnederlag”!

Løsningen er ifølge Andreas Bulow, at

revolutionen tager skridt i retning af en socialistisk økonomi. Ikke i ord, men i praksis: Nationalisering af økonomiens nervecentre, overtagelse af bankerne, et statsmonopol til styring af udenrigshandlen og en omfattende jordreform.

Hvor mon man har gjort det før? Ja det har man selvfølgelig set i bl. a.  Cuba. Forklaringen på at det også der er gået af h…… til – i den udstrækning man overhovedet vil erkende det – er som bekendt USA’s handelsblokade. Problemet i Venezuela, som Enhedslistens Latinamerikagruppe ser det, er “økonomisk sabotage” og udenlandsk indblanding. Under økonomisk sabotage hører f. eks. når man ikke vil sælge til de af regeringen fastsatte priser (som ofte ikke dækker produktionsomkostningerne), eller ikke investerer i det omfang regimet ønsker det. Det kalder man så “investerings-strejke”.

Med andre ord konstaterer vi, at revolutionsromantikken lever i bedste velgående på den yderste venstrefløj. Tidligere tiders planøkonomiske fiaskoer har ikke gjort det store indtryk.

Hvem er oppositionen?

Når man forstår det, kan man måske bedre forstå, at dele af venstrefløjen tilsyneladende er enig med regeringen i Venezuela i, at oppositionen er domineret af fascister, som Maduro ynder at kalde de ledende skikkelser i MUD (Mesa de la Unidad), der består af partier, som siden 2015 har haft flertal i kongressen. Det kan de dog ikke rigtigt bruge til noget, hvilket højesteret, som er fuldkommen styret af regimet, har sikret med en række grundlovsstridige afgørelser.

Således er Enhedslisten medunderskrivere af en støtteerklæring til Venezuelas regering i februar 2014, hvoraf det bl. a. fremgår, at

The right wing opposition in Venezuela is dominated by extreme, fascist-like, tendencies with activities all over Latin America and the US.

Det var i forbindelse med disse demonstrationer, at Leopoldo López, fra partiet ”Voluntad Popular” blev arrasteret. I 2015 idømtes han efterfølgende 13 år og 9 mdr. fængsel for sin rolle i demonstrationer. Helt konkret blev han dømt for – og hold nu fast – at opfordre til vold ved “subliminale budskaber”, dvs. budskaber som man ikke lægger bevidst mærke til! Man tror det er løgn, men det er det ikke. Det er Venezuela – en gang Latinamerikas rigeste land – under “det 21. århundredes socialisme”.

Og hvis Leopoldo López er fascist, så er hans parti ”Voluntad Popular” (det er ham der har dannet det) vel også et fascistisk parti? I så fald kunne det jo være rart at få af vide, om Enhedslisten mener at det danske Socialdemokrati er et fascistisk parti. Både Voluntad Popular og Socialdemokratiet herhjemme er nemlig medlem af Socialistisk Internationale.

Om ikke andet siger det noget om – i hvert fald dele af – Enhedslistens forhold til hvad vi andre ( inkl. Socialdemokrater) opfatter som demokrati. Det er nok værd at huske på.

 

Venezuela sulter

Weekendavisen bragte i fredags på side 2 en interessant artikel om Enhedslistens forhold til det venezuelanske styre. Under overskriften ”Revolutionens sidste venner” viste Magnus Boding Hansen, hvordan partiet er internt splittet. Pelle Dragsted, er ellers ofte er en af de stærkt ideologiske stemmer i partiet, har fortrudt sin støtte til der socialistiske styre, og Christian Juhl er kommet så vidt, at han fordømmer Maduros undertrykkelse af pressefriheden. Men partiets Latinamerikagrupper, repræsenteret ved Hans Aalborg og Nilas Zenius, forbliver ’solidariske. De køber Maduros konspirationsteoretiske forklaringer og mener bl.a., at problemet er at styret ikke er blevet fuldt socialistisk. De lever således øjensynligt i den samme drømmeverden, som præsident Nicolas Maduro, og Aalborg udtalte f.eks. så sent som i april, at ingen sulter i Venezuela.

Og det er løgn – eller i bedste fald en ganske Trumpsk udlægning af virkeligheden. Der er faktisk sult i Venezuela, som Wall Street Journal rapporterede i går.  Maduro-diæten, som befolkningen sarkastisk kalder situationen, afspejles i at tre fjerdedele af respondenterne i den årlige undersøgelse af befolkningens status og livskvalitet, erklærer at de har tabt sig det sidste år. En betragtelig del af Venezuelas befolkning har svært ved at finde penge til mad, og hjælpeorganisationen Caritas betegner sultproblemer blandt spædbørn som en regulær epidemi. Det er allerede flere år siden, at manglen på basisvarer som mælk, majsmel og toiletpapir blev så åbenbar, at selv hotelindustrien advarede dens udenlandske kunder. Nu er landet – som tidligere har været Latinamerikas rigeste – kommet til et stadie, hvor børnedødeligheden øjensynligt begynder at nærme sig et afrikansk niveau.

Spørgsmålet, som den svenske transitionsekspert Anders Åslund stillede i Foreign Policy forleden er, om Venezuelas situation er unik, eller om man har set lignende før, som man måske kunne lære fra. Under overskriften ”Venezuela is Heading for a Soviet-Style Collapse” skriver Åslund, at situationen på mange måder ligner Sovjetunionens fra starten af 1980erne.

Åslunds pointe er, at Sovjetunionen i slutningen af 70erne på mange måder lignede Venezuela i 00erne. Begge havde udviklet sig politisk til at være ressourcebaserede økonomier, og begge havde haft stor fordel ved et boom i olie- og gaspriserne. De sovjetiske ledere troede derfor, med Yegor Gaidars udtryk, at de kunne gå på vandet, og ikke behøvede at bekymre sig om problemer som hvordan man balancerer budgettet. Den slags var i Chavezs og Maduros verden blot neoliberalistisk og imperialistisk vrøvl, og i begge lande noget som et socialistisk styre tydeligvis ikke behøvede at tage sig af. Pengene kom jo i statskassen.

Da olie- og gaspriserne normaliseredes fra sidst i 1981, dukkede problemerne dog op i Sovjet, selvom stort set hele den politiske elite havde troet at de var ovre den slags – nu var tiden jo tydeligvis moden til socialismens sejr. Den sidste tid under Chavez blev Venezuelas situation den samme. Mange års udgifter til såkaldt sociale programmer, støtte til Chavezs ideologiske kammerater på Cuba, og gaver til elitens venner, kunne pludseligt ikke længere finansieres. I Sovjetunionen eskalerede problemerne i løbet af ti år til et budgetunderskud på 1/3 af BNP, som man i sidste ende forsøgte at finansiere ved at trykke penge, og inflationen steg ud af kontrol. Venezuela har fulgt samme rute og inflationen nåede 700 % sidste år. For godt et år siden kom styret i den komiske situation, at det ikke havde penge til at betale for at få trykket flere penge – pengesedlerne blev nemlig trykket i udlandet, og der var ikke tilstrækkelig valutaindtjening til at betale! En del af forklaringen på det problem er, at størstedelen af den udenlandske valuta kommer fra salg af olie og det nationaliserede venezuelanske olieselskab PDVSA er plaget af ekstremt ringe ledelse, der til forveksling ligner ledelsesproblemerne i den gamle østblok.

Åslund noterer, at Venezuela stadig er et mere åbent samfund end Sovjetunionen var. Folk kan flytte til udlandet uden voldsomme restriktioner, de kan læse udenlandske aviser, blogs og tweets, og – som man så i perioder sidse år, da en region åbnede grænsen til Colombia – ved almindelige borgere, hvad ting koster og hvad man kan få i nabolandene. Utilfredsheden er endemisk i Venezuela, og Maduro-regimet gør derfor hvad det kan for at lukke ned for oppositionen, både via regimets kontrol med Højesteret og den direkte, militære undertrykkelse, der i april førte til 33 dødsfald ved demonstrationer. Der er øjensynligt ingen klare grænser for, hvor langt Maduro og hans kumpaner vil gå for at blive ved magten. Og det mest bekymrende, er måske det sidste fællestræk mellem Venezuela og Sovjetunionen. Mens denne type kollaps typisk er bremset af militæret i både Latinamerika og Thailand – og bagefter i nogle tilfælde skabt af militæret igen – er Venezuelas militærledelse blevet ligeså ideologisk infiltreret som den var i Sovjetunionen. Den øverste ledelse er under mistanke for at være involveret i bl.a. narkotikahandel, og har stærke incitamenter til at beholde Maduro ved magten. Hvordan det ender, er svært at se, men det bliver næppe kønt.

Venezuela’s dødsspiral fortsætter

Både Christian og jeg har gennem mange år skrevet om Venezuela’s absurde udvikling og sammenbrud – både her på punditokraterne og på Americas.dk.  Venezuela er i dag et militærdiktatur og hvordan og hvornår det endelig er slut for “det 21. århundredes socialisme”, afgør den. Hvis man spurgte den venezuelanske befolkning er der selvfølgelig ingen tvivl om udfaldet, og det har der ikke været længe.

Og måske er man endelig ved at miste grebet om magten. I går var præsident Maduro således mål for kasteskyts ved en militærparade, og selv om den officielle transmission fra begivenheden lynhurtig kappede forbindelsen, da det gik galt, har mobiloptagelser sidenhen cirkuleret på de sociale medier

Om dette signalerer det endelige fald for regimet skal jeg ikke sige. I sidste ende er det militæret som bestemmer hvad der sker herefter. Men givet at der nu er protester og sammenstød mellem militær og politi på den ene side og desperate borgere på den anden stort set hver dag og nat, må der forventes en eller anden form for reaktion på et tidspunkt. Og i modsætning til demonstrationerne for et par år siden, som primært foregik i områder og med udgangspunkt i middeklassen og studerende, hvor oppositionen længe har været stærkest, er der nu gentagne demonstrationer og opløb også i Chavinisternes kerneland og blandt de dele af befolkningen som tidligere i stort tal støttede om ikke “det 21. århundredes socialisme”, så i det mindste Chavez og dernæst hans efterfølger Maduro, så længe de “blev betalt” med billige varer. Det er så et stykke tid siden regimet har haft midlerne til dette.

Hvis man vil følge med i udviklingen kan vi kun (endnu engang) opfordre til at man checker den (for det meste) engelsksprogede “Caracas Chronicles“, der har vist sig ofte at være den mest pålidelige kilde, når det kommer til dækning af udviklingen i Venezuela.

Historien om verdens største olieproducent, målt på reserver. Formentlig hurtigst voksende økonomi, målt over perioden 1920-1980 og  Sydamerikas ubetinget mest velstående land for 40-50 år siden til i dag et af de fattigste lande i regionen, præget af fattigdom, ja ligefrem sult, et sundhedssystem der for længst er brudt sammen og en økonomi i frit fald – alene fra 2013 til i dag er BNP faldet med ca. 25 procent  – samt galoperende kriminalitet og inflation. Det er så sandelig en tragedie af næsten ufattelig dimensioner.

Hvis noget land har følt “The curse of oil”, så er det vist Venezuela. Og så understreger de seneste års udvikling for øvrigt endnu en gang, at socialisme altid ender i diktatur.

Venezuela synker dybere ned i diktaturet

I denne uge må man indse, at en god, men pessimistisk ven har ret: Det kan altid blive værre. Vi skrev forleden om, hvordan Venezuelas økonomi er i frit fald, og regimets eneste reaktion har været at afskedige nationalbankdirektøren, fordi banken i en rapport fortalte sandheden. Blot en uge efter bringer New York Times en artikel om, hvordan præsident Nicolas Maduros socialistiske styre har taget endnu et stort skridt i retning af blatant diktatur.

Venezuelas Højesteret overførte onsdag al lovgivende magt til domstolene, der som bekendt er praktisk taget fuldt kontrolleret af Maduro-regimet (læs her). Højesteret er selv pakket med Maduro-loyalister og har også tidligere taget beslutninger, der absolut ikke er forendelige med landets forfatning. Situationen blev i denne uge så absurd, at landets øverste anklager – der ellers er en trofast Chavista – undsagde regeringen og Højesteret og beklagede den totale afskaffelse af magtens tredeling. Rettens argument for de facto at opløse parlamentet – uanset at det stadig mødes, har det ikke længere nogen indflydelse på landets lovgivning eller regering – er at man har svoret alle valgte medlemmer ind. Højesteret mener dog, at der var uregelmæssigheder ved valget af fire medlemmer, hvoraf tre er valgt for oppositionen. Det betyder meget bekvemt, at oppositionen ikke længere har 2/3-deles flertal og dermed ikke har klare muligheder for, for eksempel, at fremtvinge et tidligt præsidentvalg.

Kender man til omstændighederne omkring sidste valg, og ikke mindst hvordan Maduro-regimet både arresterede oppositionspolitikere og misbrugte medierne til egen fordel, er det en kende ironisk at Højesteret nu tvivler på valget af tre oppositionspolitikere. Uden dybt udemokratisk manipulation havde oppositionens flertal været endnu større, men retten skred ikke ind da Chavez for år tilbage begyndte at lukke TV- og radiostationer, der kritiserede regimet, da han fik et parlament, han selv kontrollerede, til at give ham 12 måneders ubegrænset dekretmagt, eller da Maduro fik oppositionslederen Leopoldo López smidt 14 år i fængsel i en retssag, hvor dommeren tillod et (1) af de 60 vidner, forsvaret ønskede at bringe.

Mange latinamerikanske lande har af mærkværdige grunde veget tilbage fra at kritisere Hugo Chavez og hans efterfølger Maduro, men den situation er sandsynligvis ved at ændre sig. Organisationen af Amerikanske Staters generalsekretær Luis Almagro kaldte onsdag, ligesom Venezuelas parlamentsformand Julio Borges, Maduros seneste skridt for et selvskabt kup. Mere teknisk er der uden tvivl tale om det, der på spansk kaldes et ”autogolpe”: Et kup hvor en leder, der enten er formelt demokratisk valgt eller er kommet til magten ved anden lovlig vis, enten opløser parlamentet eller afskaffer dets indflydelse, og dermed kupper sig til ubegrænset magt. Maduros seneste handlinger er at betragte som et kup, der har til formål at beskytte hans greb om magten i et land, der bogstaveligt talt er ved at falde fra hinanden. Autogolpe er velkendte fænomener fra latinamerikanske historie. Det store mysterium er, hvorfor militæret ikke for længst har grebet ind for at rette op på den udemokratiske katastrofe.

Venezuelas kollaps – værre end vi troede

Det er svært at forstå, at det kan lade sig gøre, men The Economist skriver i denne uge om et lækket estimat fra Venezuelas nationalbank (hattip: Niclas Berggren). Banken vurderer, at Venezuelas økonomi skrumpede 18,6 % sidste år, mens inflationen var 800 %. Det kommer på baggrund af fald i nationalindkomsten på 6 % i 2015 og 4 % i 2013. Venezuelas økonomi er således skrumpet med mere end en fjerdedel i løbet af blot tre år. Umiddelbart efter lækken dukkede op i medierne, reagerede landets præsident Nicolas Maduro med at fyre chefen for nationalbanken. Maduros erstatning er Ricardo Sanguino, en tidligere marxistisk universitetsprofessor der er en tro Chavez-støtte. The Economist noterer også, at Maduros nye vicepræsident er en socialistisk hardliner og ser det derfor som endnu et skridt væk fra en hvilken som helst dialog med parlamentet, der er helt domineret af oppositionen.

For at sætte tingene i perspektiv, ville et lignende fald i dansk økonomi svare til at BNP faldt med cirka 500 milliarder kroner på tre år. Venezuelas økonomiske kollaps er således næsten umuligt at fatte som andet end meget store tal, men når man er vant til tallene kan man også se den uhyggelige fattigdom og nød inde bagved. Maduro-regimet, der  tilsyneladende stolt fører fanen videre fra den vanvittige Hugo Chavez, har reageret ved at beskylde USA for at stå bag, lukke grænserne til nabolandene, nationalisere stadigt flere selskaber, og bryde en række forfatningsmæssige beskyttelser af demokratiet. Landet er ikke at regne for demokratisk længere, hvilket understregedes af den farceagtige arrest af en ledende oppositionspolitiker forleden. Det mest deprimerende er, at der er en distinkt fornemmelse af ’been there, done that’ over hele forløbet. Venezuelas katastrofale udvikling ligner andre socialistiske landes – Cuba, Ungarn, Cambodia – vej mod fattigdom, diktatur og et liv uden toiletpapir. Forskellen er blot, at Venezuela er ligesom at se en film, om socialisme, der kører 30 % for hurtigt.  Det mest skræmmende er den fart, Maduro-regimets inkompetence og forbrydelse har mod afgrunden.

Farvel til Venezuelas demokrati

Vi har skrevet om Venezuelas katastrofale udvikling en række gange de seneste år. På trods af Chavez og Maduro-regimets ødelæggende økonomiske politik – toiletpapir, majsmel og mælk har været mangelvarer i adskillige år og inflationen ser ud til at runde de 700 procent i år – og forfølgelsen af de frie, regeringskritiske medier, vandt oppositionen alligevel parlamentsvalget i december 2015. Mange trøstede sig derfor med, at Venezuelas demokrati stadig var levedygtigt, om end som et såkaldt ”competitive autocracy”, og at et stort flertal i befolkningen ville vende udviklingen.

Den mulighed er nu endegyldigt væk. Som Alexander Brockwehl  hos Freedom House skriver, faldt Venezuelas ”demokratiske facade” i efteråret (hattip: John Meadowcroft). I organisationens årlige rapport, Freedom in the World 2017, er Venezuela for første gang nogensinde placeret i kategorien ”Not Free.” Først fjernede Maduro-regimet, gennem en Højesteret som Chavez fyldte med tilhængere af hans ”socialisme for det 21. århundrede”, fire valgte oppositionsmedlemmer af parlamentet. Som Brockwehl understreger, fjernede Højesteret dermed den supermajoritet, det krævede for at oppositionen f.eks. kan udnævne medlemmer af valgkommissionen CNE. Højesteret har også undladt at kritisere, at regeringen gennemtvang en finanslov uden at parlamentet stemte om den.

Hverken dette eller en række andre brud på forfatningen har fået Højesteret til at protestere, ligesom den tillod Maduro og den valgkommission, som han fuldstændigt kontrollerer, at afskaffe de sidste rester af faktisk demokrati i efteråret. Oppositionen havde krævet, at den politisk umulige situation med en præsident, der nægter at samarbejde med et parlament, som oppositionen dominerer, løses af en præsidentiel ’recall’-afstemning – en proces som netop er beskrevet i Venezuelas forfatning for at afhjælpe politiske hårdknuder. CNE udskød først, og aflyste derefter den folkeafstemning, der uden tvivl ville have været endnu et nederlag for det ekstremt upopulære Maduro-regime.

Konsekvensen hos Freedom House er derfor, at hvis et regime nægter at afholde et forfatningsmæssigt korrekt valg, kategoriseres det efterfølgende sammen med andre diktaturer som Cuba. Maskerne er faldet og Maduro-regimet har gjort som alle andre kommunistiske regimer nogensinde: Afskaffet befolkningens ret til politisk selvbestemmelse.

Mens Venezuelas deroute er velkendt og omhyggeligt beskrevet de senere år, er tabet af demokrati stadig chokerende. Politisk ustabilitet er et almindeligt fænomen i Latinamerika – nogle vil måske endda sige, at det er et af de vigtigste fællestræk i Sydamerika – men Venezuela har været stabilt demokratisk siden 1958 og har overlevet fem kupforsøg siden da. Hvor specielt det er, illustreres nedenfor med data fra den database, som Martin Rode og jeg har været i gang med at udvikle det sidste år (og som offentliggøres om nogle uger).

I vores data er tre lande i Latinamerika og Caribien pt. ikke demokratiske: Haiti og Venezuela, der er civile autokratier, og Cuba der er et militært ledt kommunistisk diktatur (de røde søjler i figuren). Området har 19 præsidentielle demokratier af varierende kvalitet: Argentina, Bolivia, Brasilien, Chile, Colombia, Costa Rica, den Dominikanske Republik, Ecuador, El Salvador, Guatemala, Guyana, Honduras, Mexico, Nicaragua, Panama, Paraguay, Peru, Surinam og Uruguay (de blå søjler). Latinamerika omfatter også 11 parlamentariske demokratier, dvs. demokratiske styrer uden en præsident: Antigua og Barbuda, Bahamas, Barbados, Belize, Dominica, Grenada, Jamaica, St. Kitts og Nevis, St. Lucia, St. Vincent og Grenadinerne, og Trinidad og Tobago (de sorte søjler). Det pudsige ved området er dermed, at der ikke er nogen latinamerikanske ’mellemformer’ som Tyskland eller Italien, hvor man har et stærkt parlament og en ceremoniel præsident. Har man en præsident i Latinamerika, har han eller hun faktisk magt. Sidst, og faktisk mindst, må man ikke glemme at området også inkluderer ti lande, der ikke er selvstændige, men har omfattende selvstyre og fuldt demokratiske institutioner (de stribede søjler): Anguilla, Aruba, Bermuda, de Britiske Jomfruøer, Cayman-øerne, Curacao, Puerto Rico, Turks og Caicos, de Amerikanske Jomfruøer, og Sint Maarten.

Figuren illustrerer, hvor mærkeligt det er at Venezuela nu effektivt er et diktatur. Mens Argentina f.eks. har været demokratisk i 32 af de sidste 41 år (venstre søjle) og 49 år siden 1950, og Peru kun har været det henholdsvis 26 og 37 år, har Venezuela synligt været langt mere stabilt. Det er et af de ’gamle’ latinamerikanske lande, der indførte sin første forfatning i 1830, og der så sent som i 1930erne var rigere end Spanien, Portugal og Syditalien. For 100 år siden var det et af de steder, folk emigrerede til for at søge et bedre liv. I dag er det et kommunistisk diktatur, hvor forfatningen, oppositionen og befolkningen ignoreres af regimet, og dagligdagen er usund, voldelig og fattig på mad, men rig på politiske løgne. Det er, med andre, en skændsel.

Venezuela – en failed state

Skal Venezuela tilbage på vækstsporet, er det ikke nok at gøre op med den førte politik under Hugo Chavez og hans efterfølger Maduro. Det kræve et opgør med årtiers økonomisk politik.

Vi nærmer os hastigt Venezuelas endelige sammenbrud. Inflationen forventes at passere 700 procent i år, BNP er i frit fald. Der er udbredt varemangel og sundheds-systemet er brudt fuldkommen sammen. Der meldes om flere og flere plyndringer og optøjer.

I fredags erklærede præsident Maduro så landet i undtagelsestilstand i 60 dage og samtidig afviste regeringen at det kan komme på tale at udskrive en folkeafstemning om hvorvidt Maduro skal fortsætte eller ej, hvilket landets forfatning ellers giver mulighed for.

Undtagelsestilstanden begrundes med at Venezuela er under “angreb” fra både indre og ydre fjender af revolutionen. En begrundelse som er blevet brugt et par gange efterhånden.

Det lyder måske tosset i vores ører, men er helt i tråd med 1960ernes afhængighedsteori,  der udgør det ideologiske fundament for regimet.

Lørdag besøgte jeg Deadline, hvor emnet netop var krisen i Venezuela

[youtube]https://youtu.be/5rWbT5fK-jc[/youtube]

Præsident Maduro’s dage er talte og Chavez “socialisme for det 21. århundrede” er på vej i graven. Spørgsmålet er alene hvordan slutspillet kommer til at foregå. Den store frygt er naturligvis at det ender i borgerkrigslignende tilstande. Formentlig bliver det hæren, som i sidste ende afgør Venezuela’s skæbne.

Godt nok sidder en del af Chavez gamle venner centralt placeret, men man kan jo håbe på, at der er tilstrækkeligt stærke krafter i den, der vægter forfatningen højere end at holde det nuværende regime ved magten. De konfrontationer man må forudsige kun bliver værre i den kommende tid mellem protesterende borgere og militær og politi kan blive afgørende.

Et lille håb kan man måske finde i, at det sandsynligvis var efter at have fået et løft med en vognstang fra netop kredse indenfor militæret, at Maduro i december anerkendte nederlaget ved valget til kongressen og accepterede valgresultatet, der gav oppositionen (MUD) et klart flertal.

Maduro og højesteret, som er fuldkommen i regeringens lommer, har dog sidenhen ved flere lejligheder vist at man er revnende ligeglad med kongressen, der bl.a. har krævet løsladelse af hvad den opfatter som politiske fanger.  Situationen er kaotisk og vi kan blot vente og se hvad der sker med bange anelser.

Venezuela er uden sammenligning Latinamerikas største og mest absurde tragedie de seneste 100 år. Måske verdens hurtigst voksende økonomi fra starten af 1920erne og 6 årtier frem. Blandt verdens rigeste lande, målt på BNP i 1950erne og Latinamerikas rigeste land frem til 1980erne.

I dag det måske det bedste eksempel på hvorledes olierigdom på en og samme gang kan være årsag til stor velstand og og et samfunds totale ruin. Både økonomisk og moralsk. Selv om Latinamerika gennem tiden har oplevet mange usædvanligt ringe regimer, både miltære og civile, kan ingen vist slå hvad der er foregået i Venezuela de seneste 18 år.

UdklipvenzuelaKilde: CEPAL

Hvor voldsom en nedtur Venezuela’s økonomi har været igennem – og hvor længe den reelt har stået på – fremgår med smertelig tydelighed af nedenstående sammenligning af BNP per indbygger for Spanien, Chile og Venezuela.

venzuela-chileSom det fremgår var Venezuela så sent som i 1980 rigere end både Spanien og Chile. I dag er man markant fattigere.

Venezuela før Chavez

Mens Venezuela’s katastrofale udvikling under Chavez er nogenlunde velkendt, er der måske grund til lige at repetere hvad der gik forud.

Før 1920 var Venezuela et relativt fattigt landbrugsland, hvis primære eksportartikler var kaffe, kakao og læder. Men herefter gik det stærkt. Allerede i 1926 var olie den vigtigste eksportvare, og i løbet af kort tid blev man verdens største eksportør af olie, et position man bevarede frem til 1960erne, hvor Saudi Arabien overtog denne plads. Samtidig oplevede man en hastig urbanisering, Olieudvinding og produktion var i denne periode på private hænder og statens indtægter bestod af skatter og indtægter ved tildeling af koncensioner.

I 1950erne gennemførte den daværende militærregering (50-57) et storstilet offentligt investeringprogram til udvikling af den offentlige infrastruktur, så som veje, motorveje, havne og elværker. Hermed håbede man at lægge grundlaget for en egentlig industrialisering baseret på importsubstitution.

Moderniseringen af Venezuela, baseret på olieindtægterne, forandrede landet fuldstændigt. Således boede 80 procent af befolkningen i I 1926 på landet, mens det i 1970 kun var ca. 1/3. Siden er andelen faldet yderligere.

Afslutningen på militærstyret og overgangen til demokrati i 1958 markerer også hvad man kan kalde Venezuelas 1. stagnations/kriseperiode, som varede frem til olieprisstigningerne i 1973-74. Den markerede også en fortsat stigende statslig intervenering i økonomien og stigende beskyttelse af den fremvoksende hjemlige industri, gennem omfattende regulering, importtold og kvoter.

I 1959 etablerede Venezuelas første demokratiske regering det nationale Planlægningskontor, CORDIPLAN, hvis formål var at fremme industrialisering via importsubstitution. Det skulle ske via 5-års planer, som bl.a. finansieredes gennem offentlige finansielle institutioner som CVF og CORPOINDUSTRIA.

I 1970erne intensiveredes statens rolle yderlige, og i 1976 nationaliseredes olieindustrien. 6-doblingen af oliepriserne fra 1973 til 1980 betød ikke kun en voldsom forøgelse af de offentlige indtægter, men også lettere tilgang til de internationale lånemarkeder, hvilket udnyttedes til fulde,  mens nye offentligt ejede virksomheder etableredes og den offentlige finansiering af industrielle projekter, både direkte og indirekte steg yderligere.

Fra 1975 investerede man i en række enorme projekter indenfor bl. a.  jern, stål, aluminium, og kul, i et forsøg på at sprede eksporten og udnytte de komparative fordele, man mente at have  inden for disse sektorer. Fra 1970 til 1982 mere end fordobledes statslige virksomheders andel af BNP, fra 3,2 procent til 7,2 procent. Inklusiv olieindustrien var andelen i 1982 29,4 procent.

Finansieringen af både private og offentlige projekter stammede primært fra staten, som ydede lån med subsidierede renter langt under markedsniveau. Samtidig pålages private banker kvoter, som skulle lånes ud til prioriterede sektorer af “national” interesse.

Endelig indførtes omfattende priskontrol og regulering af alt fra almindelige varer og tjenesteydelser til valutakurser og rentesatser samtidig med at man yderligere regulerede arbejdsmarkedet og øgede omkostningerne ved at ansætte og fyre medarbejdere.

Havde man ikke haft det før, havde man nu etableret et typisk Latinsk statscentreret økonomiske system, der i sin ineffektivitet ikke stod tilbage for nogen i regionen.

Et paradoks ved udviklingen i Venezuela i 1980erne er, at hvad der for de fleste andre lande i Latinamerika var et negativt eksternt chok – fordoblingen af oliepriserne i 1979-80, uden at andre primær produkters priser fulgte med op – for Venezuela burde have været et positivt eksternt chok.

Ifølge bl,a, Verdensbanken –  se “Reversal of Fortune – The Ephemeral Success of Adjustment in Venezuela, 1989-93” var perioden præget af en ualmindelig ringe regeringsførelse. Noget der har gentaget sig under Hugo Chavez og hans efterfølger, Maduro. Som Verdensbanken skriver om Venuzuela i 1980erne:

The Venezuelan economy has been dominated by the oil industry since the beginning of the century. No other economic activity has been comparable in profitability, size, or importance for the financing of governmental activities. Yet one of the paradoxes of the Venezuelan case, as RodrIguez (1991) has emphasized, is that the 1980s were years of economic decline for the country, as they were for the rest of Latin America, although the oil shocks that were such an important factor in the negative performance of the Latin American economies of the time were positive shocks for Venezuela.’

The explanation of this paradox can be found in economic mismanagement. The use of extraordinarily high oil revenues to finance a large expansion of state-owned enterprises during the 1970s contributed to create a structural public sector deficit that was not sustainable once the price of oil went down.2 Of course, the oil booms could not last forever; this would have been anticipated by more competent or less short-sighted decisionmakers than those in charge at the time. Instead, the Herrera administration decided in 1982 to sustain the overvaluation of the Bolivar, while at the same time keeping interest rates well below the high rates in the United States as the preferred instrument to fight inflation. That this policy was announced and sustained in spite of early and widespread warnings about its consequences suggests that, it is plausible to interpret the behavior of economic policymakers as simple ignorance of the critical technical aspects of their decisions, at least in the short term.

“Statifiseringen” af Venezuela ses tydeligt af, at hvor offentlige investeringer i 1973 udgjorde 24% af de samlede investeringer, var de i 1982 steget til at udgøre mere end 67%. Og hvor investeringer i egentlig offentlige produktionsvirksomheder udgjorde under halvdelen af de samlede offentlige investeringer i 1970, udgjorde de mere end 80 procent i 1982. Omvendt er det gået for private investeringer. Fra 2. havdel af 1970erne og til første halvdel af 1980erne faldt de med næsten 80 procent. En udvikling der ikke er blevet vendt siden. I 2000 var private investeringer per arbejdstager på niveau med 1955.

Flere af de politiktiltag man anvendte i 1980erne, finder vi i øvrigt også i dagens Venezuela – herunder et komplekst valutakurssystem med forskellige kurser, alt efter formål.

Som det fremgik af figur 1, oplever Venezuela et fortsat fald i BNP i 1980erne og 1990erne. I perioden 1989-93 prøvede man at reformere økonomien, men trods umiddelbar succes med en række ortodokse tiltag, opgiver man yderligere reformer i 1993, hvorefter døren er åben for Hugo Chavez.

For yderlige detaljer om den korte men voldsomme reformperiode, se Verdensbankens glimrende rapport fra 1995. Det er i sig selv en interessant historie, som fortjener sin egen post på et tidspunkt.

Ingen grund til optimisme for fremtiden

Set over udviklingen de seneste årtier, at der aldrig blevet etableret en fælles forståelse for at et  paradigmeskifte er nødvendigt.
Chavez “socialisme for det 21. århundrede” har således mere tilfælles med den førte politik de foregående årtier, end hvad der adskiller den.

Man må derfor spørge sig selv hvor stor sandsynligheden er for at en sådan forståelse skulle have indfundet sig på nuværende tidspunkt.

Ville den have indfundet sig i Chile, hvis Pinochet og militæret havde opført sig som oppositionen til Allende havde håbet? Nemlig sikre hurtig tilbagevenden til demokrati?

Det er tvivlsomt. Paradigmeskiftet i Chile sker reelt først i 2. halvdel af 1980erne, altså 10 år efter reformstart.

I Venezuela er Hugo Chavez fortsat populær blandt store dele af befolkningen, mens den nuværende krise kobles til den siddende præsident Maduro. Men som man forhåbentlig får indtrykket af via denne post, går problemerne langt længere tilbage. Vurderet ud fra en økonoms målestok har Venezuela sådanset været socialistisk i årtier. 5 års planer, stort offentligt ejerskab, som godt nok faldt i en periode i 1990erne, men herefter er steget igen, betydningen af offentlig kreditgivning, priskontrol og håbløse valutakursregimer er ikke Hugo Chavez opfindelser.

Venezuela’s fremtid ser ikke lys ud, med mindre man gennemfører betydelige reformer og privatiseringer. Og at det nuværende regime falder på et tidspunkt er absolut ingen garanti for Venezuela endeligt får brudt med årtiers usædvanligt ringe makroøkonomiske formåen.

Lidt om baggrunden for Hugo Chavez magtovertagelse i Venezuela i 1998

Som det er de fleste er bekendt er Venezuela i voldsomme problemer med en økonomi, som er brudt fuldstændigt sammen, mens de politiske spændinger er til at få øje på. Venezuela, som før Hugo Chavez blev præsident i 1998, havde haft ry for at være et nogenlunde stabilt demokrati i årtier (siden 1958), kan i dag kun med nød og næppe anses for at være hvad vi forstår ved et frit og demokratisk samfund.

Det viser udviklingen siden oppositionen vandt en overvældende sejr ved parlamentsvalget 6. december til fulde. Seneste eksempel var da højesteret i strid med forfatningen afviste flertallet i parlamentet, der ikke ønskede at give præsidenten ret til at regere ved hjælp af dekret. Magtens tredeling har længe været  stort set ikke-eksisterende i Venezuela, lige som pressefrihed og menneskerettigheder længe har været under pres.

Og som det fremgår af nedestående indslag, hvor jeg deltager i deadline sammen med Weekendavisens glimrende journalist, Magnus Boding, er der en reel fare for at situationen ender i egentlig borgerkrig. I sidste ende bliver det formentlig militæret, som afgør hvorledes forsøget på at indføre “det 21. århundredes socialisme” slutter.

Som Christian påpegede i et indlæg for nylig, Hvor dyr var Chavez for Venezuela?, peger alle væsentlige indikatorer, uanset om vi ser på pressefrihed, korruption, økonomisk vækst osv. entydigt på, at udviklingen i Venezuela de seneste 17 år er gået den forkerte vej.

Venezuela i 2016 lever så sandelig op til jernladyen Margaret Thatchers berømte ord om, at “problemet med socialisme er, at man altid løber tør for andre folks penge”.

Trods historisk høje oliepriser i nullerne og en femdobling af værdien af oliepriserne formåede Chavez at bringe Venezuelas økonomi i knæ – også inden det nuværende spektakulære olieprisfald.

Beregninger foretaget af Kevin Grier og John Maynard kommer frem til, at det socialistiske eksperiment i Venezuela har kostet svarende til ca. en tredjedel af bnp pr. indbygger – Altså ca. fire måneders værdiskabelse pr. år. Resultaterne blev offentliggjort i “The Economic Consequences of Hugo Chavez: A Synthetic Control Analysis”  sidste år,

Beregningerne er vel og mærke ikke udtryk for en sammenligning med et best case-scenarie af eksemplarisk regeringsførelse og fornuftig økonomisk politik. Den “syntetiske” kontrolcase afspejler den faktiske udvikling i en række sammenlignelige latinamerikanske og OPEC-lande, som netop ikke udmærker sig ved god regeringsførelse.

De fleste, også på venstrefløjen – men ikke alle – har da også for længst erkendt det håbløse i den førte økonomiske politik.

I indslaget taler vi på et tidspunkt om koblingen mellem Chavez og socialisme. Magnus Boding påpeger korrekt, at der er andre lande i Latinamerika, hvor socialisterne har magten og det sådan set går udemærket. Han nævner Chile (hvor den nuværende regerings reformer af skattesystemet dog giver anledning til panderynker), mens jeg selv peger på Uruguay. Man kunne også nævne Peru.

Men fælles for alle tre lande er, at den grundlæggende økonomiske model ikke er socialistisk. Skal man sammenligne Venezuela med historiske forsøg på gennemførelse af socialisme, er Chile ellers et godt bud, blot skal man tilbage til perioden 1970-1973, hvor Salvador Allendes socialistiske eksperiment sikrede, at økonomien brød sammen i løbet af blot 3 år.

Figur 1.

venzuela chile

Venezuelas økonomiske historie korte fortalt

Før 1920 var Venezuela et relativt fattigt landbrugsland, hvis primære eksportartikler var kaffe, kakao og læder. Men herefter gik det stærkt. Allerede i 1926 var olie den vigtigste eksportvare, og i løbet af kort tid blev man verdens største eksportør af olie, et position man bevarede frem til 1960erne, hvor Saudi Arabien overtog denne plads. Samtidig oplevede man en hastig urbanisering, Olieudvinding og produktion var i denne periode på private hænder og statens indtægter bestod af skatter og indtægter ved tildeleing af koncensioner.

Som det fremgår af figur 1 voksede BNP hastigt frem til midten af 1950erne, – hvor man målt på BNP per indbygger var blandt verdens rigeste lande (rigere end Danmark, omend med en noget anden indkomstfordeling og 2. verdenskrig naturligvis er en væsentlig årsag – se også figur 2 nedenfor).

Figur 2

venezuela_danmark

I 1950erne gennemfører den daværende militærregering (50-57) et storstilet offentligt investeringprogram til udvikling af den offentlige infrastruktur, så som veje, motorvej, havne og elværker. Hermed håbede man at lægge grundlaget for en egentlig industrialisering baseret på importsubstitution.

Moderniseringen af Venezuela, baseret på olieindtægterne, forandrede landet fuldstændigt. Således boede 80 procent af befolkningen i I 1926 på landet, mens det i 1970 kun var ca. 1/3. Siden er andelen faldet yderligere.

Afslutningen af militærstyret og overgangen til demokrati i 1958 markerer også hvad man kan kalde Venezuelas 1. stagnations/kriseperiode, som varede frem til olieprisstigningerne i 1973-74. Den markerede også en fortsat stigende statslig intervenering i økonomien og stigende beskyttelse af den fremvoksende hjemlige industri, i omfattende regulering, importtold og kvoter.

I 1959 etablerede Venezuelas første demokratiske regering det nationale Planlægningskontor, CORDIPLAN, hvis formål var at fremme industrialisering via importsubstitution. Dette skulle ske via 5-års planer, som bl.a. finansieredes gennem offentlige finansielle institutioner som CVF og CORPOINDUSTRIA.

I 1970erne intensiveredes statens rolle yderlige, og i 1976 nationaliseredes olieindustrien. 6-doblingen af oliepriserne fra 1973 til 1980 betød ikke kun en voldsom forøgelse af de offentlige indtægter, men også lettere tilgang til de internationale lånemarkeder, hvilket udnyttedes til fulde,  mens nye offentligt ejede virksomheder etableredes og den offentlige finansiering af industrielle projekter, både direkte og indirekte steg yderlige.

Fra 1975 investerede man i en række enorme projekter indenfor bl. a.  jern, stål, aluminium, og kul, i et forsøg på at sprede eksporten og udnytte de komparative fordele, man mente (men altså ikke havde et begreb om hvorvidt man faktisk havde)  i produktionen af disse varer.

Fra 1970 til 1982 mere end fordobledes statslige virksomheders andel af BNP, fra 3,2 procent til 7,2 procent. Inklusiv olieindustrien var andelen i 1982 29,4 procent.

Finansieringen af både private og offentlige projekter kom primært fra statsinsitutioner til subsidierede renter langt under markedsniveau. Samtidig pålagdes private banker kvoter, som skulle lånes ud til prioriterede sektorer af “national” interesse.

Endelig indførtes omfattende priskontroller og reguleringer af alt fra almindelige varer og tjenesteydelser til valutakurser og rentesatser samtidig med at man yderligere regulerede arbejdsmarkedet og øgede omkostningerne ved at ansætte og fyre medarbejdere.

Havde man ikke haft det før, så havde man nu etableret et typisk Latinsk statscentreret økonomiske system, der i sin ineffektivitet ikke stod tilbage for nogen i regionen.

Et paradoks ved udviklingen i Venezuela i 1980erne er, at hvad der for de fleste andre lande i Latinamerika var et negativt eksternt chok – fordoblingen af oliepriserne i 1979-80, uden at andre primær produkters priser fulgte med op, for Venezuela burde have været et positivt eksternt chok. Ifølge bl,a, Verdensbanken –  se “Reversal of Fortune – The Ephemeral Success of Adjustment in Venezuela, 1989-93” var perioden præget af en ualmindelig ringe regeringsførelse. Noget man skulle komme til at opleve igen under Hugo Chavez og hans efterfølger, Maduro. Som Verdensbanken skriver om Venuzuela i 1980erne:

The Venezuelan economy has been dominated by the oil industry since the beginning of the century. No other economic activity has been comparable in profitability, size, or importance for the financing of governmental activities. Yet one of the paradoxes of the Venezuelan case, as RodrIguez (1991) has emphasized, is that the 1980s were years of economic decline for the country, as they were for the rest of Latin America, although the oil shocks that were such an important factor in the negative performance of the Latin American economies of the time were positive shocks for Venezuela.’

The explanation of this paradox can be found in economic mismanagement. The use of extraordinarily high oil revenues to finance a large expansion of state-owned enterprises during the 1970s contributed to create a structural public sector deficit that was not sustainable once the price of oil went down.2 Of course, the oil booms could not last forever; this would have been anticipated by more competent or less short-sighted decisionmakers than those in charge at the time. Instead, the Herrera administration decided in 1982 to sustain the overvaluation of the Bolivar, while at the same time keeping interest rates well below the high rates in the United States as the preferred instrument to fight inflation. That this policy was announced and sustained in spite of early and widespread warnings about its consequences suggests that, it is plausible to interpret the behavior of economic policymakers as simple ignorance of the critical technical aspects of their decisions, at least in the short term.

“Statifiseringen” af Venezuela kan ses af, at hvor offentlige investeringer i 1973 udgjorde 24% af de samlede investeringer, var de i 1982 steget til at udgøre mere end 67%. Og hvor investeringer i egentlig offentlige produktionsvirksomheder udgjorde under halvdelen af de samlede offentlige investeringer i 1970, udgjorde de mere end 80 procent i 1982. Omvendt er det gået for private investeringer. Fra 2. havdele af 1970erne og til første halvdel af 1980erne faldt de med næsten 80 procent. En udvikling der ikke er blevet vendt siden. I 2000 var private investeringer per arbejdstager på niveau med 1955.

Flere af de politiktiltag man anvendte i 1980erne, finder vi i øvrigt også i dagens Venezuela – herunder et komplekst valutakurssystem med forskellige kurser, alt efter formål.

Som det fremgik af figur 1, oplever Venezuela et fortsat fald i BNP i 1980erne og 1990erne. I perioden 1989-93 prøvede man at reformere økonomien, men trods umiddelbar succes med en række ortodokse tiltag, opgiver man yderligere reformer i 1993, hvorefter døren er åben for Hugo Chavez.

For yderlige detaljer om den korte men voldsomme reformperiode, se Verdensbankens glimrende rapport fra 1995. Det er i sig selv en voldsom historie, som fortjener sin egen post på et tidspunkt.

Helt afgørende er, at der aldrig etableres en fælles forståelse for et nødvendigt paradigmeskifte.

Og spørgsmålet er hvor stor sandsynligheden er for at en sådan forståelse skulle have indfundet sig på nuværende tidspunkt. Ville den have indfundet sig i Chile, hvis Pinochet og militæret der havde ageret, som oppositionen til Allende havde håbet? Nemlig have bøjedes med at være en kort overgangsregering, som sikrede en hurtigt tilbagevenden til demokrati?

Det er meget tvivlsomt. Paradigmeskiftet i Chile sker reelt først i 2. halvdel af 1980erne, altså 10 år efter reformstart. I Venezuela er Hugo Chavez fortsat populær blandt store dele af befolkningen, mens den nuværende krise kobles til den siddende præsident Maduro. Men som man forhåbentlig får indtrykket af via denne post, går problemerne langt længere tilbage. Vurderet ud fra en økonoms målestok har Venezuela sådanset været socialistisk i årtier. 5 års planer, stort offentligt ejerskab, som godt nok faldt i en periode i 1990erne, men herefter er steget igen, betydningen af offentlig kreditgivning, priskontrol og håbløse valutakursregimer er ikke Hugo Chavez opfindelser. Det eksisterede lang tid inden han kom til magten. På samme måde som nationalisering, regulering og statslig intervention også var udpræget i Chile før Allende.

I Deadlineindslaget sidste fredag nævner Magnus Boding risikoen for egentlig borgerkrig. Der findes tusindevis af bevæbnede militsfolk tilknyttet det nuværende regime i Venezuela, ligesom en intern konflikt i militæret ikke kan udelukkes.

I Chile viste de revolutionære grupper sig at være papirtigre. Men om det også er tilfældet i Venezuela er vanskeligt at sige. Hvad der måske ikke er mindre bemærkelsesværdigt er, hvorledes Venezuela’s demokrati indtil 1998 igen og igen beskrives som stabilt. Præcist samme beskrivelse er ofte anvendt til at beskrive Chile fra 1930erne og frem til Allende og Pinochet.
Og uden at strække sammenligningerne for langt – Chile’s for regionen lave korruptionsniveau kan ikke alene beskrives som resultat af reformerne fra 1975 og frem. Også før 1970 var Chile sammenlignet med andre lande i regionen et lavkorrupt samfund. Men når Verdensbanken påpegede, at

The importance of political parties in Venezuela can hardly be overestimated. They have represented the main instrument of political mobilization and representation during the past thirty-five years, as well as privileged channels for consensus building and interest aggregation. The parties, particularly AD and COPEI, which have alternated in power since the beginning of the democratic regime in 1958, can be considered the architects of the constitutional setting in Venezuela and its main source of support.

Dette dækker på mange måder også beskrivelsen af Chilensk politik fra 1930erne og frem til 1970. I modsætning til Venezuela, er det dog væsentligt at medtage, at Allende og socialisterne aldrig fik flertal. havde man i Chile haft et to-runde system, som man efterfølgende fik, ville Allende højst sandsynligt IKKE være blevet valgt som præsident i 1970. Men stagnationen og den stigende polarisering har de to lande til fælles i årtierne før henholdsvis Allende og Chavez kommer til magten.

Og desværre var det også forudsigeligt at en type som Chavez ville blive valgt i Venezuela. Det “gamle” politiske system havde mistet al legitimitet i store del af befolkningens øjne, givet at man ikke var i stand til at sikre fortsat vækst og fremgang. Eller som Verdensbanken fortsætter:

For all its stability, in time serious problems arose in the structure and functioning of the political system. Several observers and scholars had warned from the beginning of the 1980s that the pact at the root of Venezuelan democracy had became exhausted (Naim and Piniango 1984; Romero 1986; Rey 1988). Both AD and COPEI shared responsibility for the economic mismanagement that has been reported above, and in the process lost ever-growing groups of voters and became rigid and somewhat dated political organizations.6 At the same time, neither these nor any other significant political party openly advocated a significant reorientation of public policy, away from the traditional, import-substituting, inward-looking model and in favor of a more open, export-oriented economy led by the private sector. The most exciting leadership offering to the Venezuelan citizen in 1988 was a former president, Carlos Andres Perez, firmly linked in the public memory to the years of prosperity brought by the oil boom of 1974.

In the meantime, the state bureaucracy, the public institutions that are the core of the ability of any government to effectively regulate public activities and provide social services and infrastructure, became captured and extremely inefficient. In a well-known pattern of institutional capture in developing countries (Paul 1991), the education, health, transportation, social security, conmmunications, water, and even tax admninistration bureaucracies turned into ineffective organizations. They lost their ability to respond to problems and challenges, and sometimes even to deliver the services they were routinely used to produce, all at a time when they demanded significant resources and evolved into union-controlled operations at the service of their workers rather than the public. The unusual financial strength of the Venezuelan public sector made possible the development of these distortions to a degree uncommon in other countries, where the citizens enjoy less of a fiscal illusion than they do in Venezuela. The traditional financing of the public sector by taxes on the oil industry has meant that decisions to increase public expenditures have no direct relationship with tax increases, which are clearly perceived by the average citizen, thus decreasing the incentives to demand accountability from political representatives and public sector managers.

Dette fik man aldrig gjort op med, før Chavez kom til magten, Og spørgsmålet er om man får gjort op med det nu.

Hvorom alting er. Venezuela’s fremtid ser ikke lys ud, med mindre man gennemfører betydelige reformer og privatiseringer. Og at det nuværende regime falder på et tidspunkt er absolut ingen garanti for Venezuela endeligt får brudt med årtiers usædvanligt ringe makroøkonomiske formåen.

Hvor dyr var Chavez for Venezuela?

Der er næppe nogen tvivl om, at valget af Hugo Chavez og hans efterfølgende lange periode som præsident og effektiv enehersker i Venezuela har været skadelig for landets økonomi. Pressefriheden led også voldsomt – efter 2000-01 hvor Chavez i et 12 måneder langt tidsrum regerede via præsidentielt dekret steg Freedom Houses indikator for (mangel på) pressefrihed med hele 34 point (på en 0-100-skala). Men hvor dyr var Chavez?

Det spørgsmål forsøger Kevin Grier og John Maynard at svare velunderbygget på i en artikel, der er på vej ud i Journal of Economic Behavior & Organization (læs her og en tidligere ungated her). Grier og Maynard bruger en særlig metode, hvor de først identificerer en ’syntetisk kontrol’, en metode udviklet af Alberto Abadie, der i dette tilfælde kan informere dem om, hvordan Venezuela ville have udviklet sig uden Chavez. En serie omhyggelige tests viser, at et vægtet gennemsnit af Brasilien, Canada, Iran, Mexico og Peru tæt matcher Venezuelas økonomiske udvikling op til 1998. Den måske lidt uens gruppe, der skaber den syntetiske kontrol, reflekterer at Venezuela siden 1950erne har været en ressourceafhængig økonomi – landet har trods alt verdens femtestørste olieressourcer. På samme måde skaber Grier og Maynard en syntetisk kontrol for udviklingen i helbred, fattigdom og ulighed.

Øvelsen peger på, at indkomsten per indbygger i Venezuela i dag er cirka 4300 dollars lavere end den ville have været uden Chavez. Mangelsituationerne, som drypvis har været omtalt i vestlige medier – mangel på mælk, kylling og majsmel siden 2014 og øl og toiletpapir sidste år – er derfor ikke blot et tilfældigt fænomen, men et der afspejler en næsten absurd grad af spild og misallokering af ressourcer. På samme vis finder Grier og Maynard, at udviklingen i fattigdom og helbred ikke har været bedre end i sammenlignelige lande. Lande som Peru og Uruguay havde samme fald i fattigdom og forbedring i forventet livslængde. Det eneste sted, hvor Chavez’s intentioner synes at være blevet virkelighed, er den lavere økonomiske ulighed, og den udvikling ser endda ud til at være ganske midlertidig.

Grier og Maynards artikel er således interessant på to niveauer. For det første demonstrerer de, hvad en omhyggelig brug af Abadies syntetiske kontrol-metode kan føre til af indsigter. For det andet viser de to amerikanere, hvor ekstremt skadelig Hugo Chavez var for Venezuela. Ingen grad af undskyldning for hans økonomiske katastrofe – han havde de rigtige hensigter, det tidligere regime var slemt korrupt og lignende – er nok til at forklare, hvordan én mands vision har ødelagt så meget.

Venezuelas mangelproblemer

Venezuela er verdens femtestørste olieeksportør og burde derfor være et relativt rigt samfund; men med dets leder Hugo Chávez og hans ideer om en ”socialisme for det 21. århundrede” er landets økonomi i langsomt, men frit fald. Weekendudgaven af the International Herald Tribune bragte lørdag en artikel, der klart dokumenterer landets problemer, og peger på den indlysende årsag.

Problemet er nationaliseringer og priskontroller, og dermed en situation med konsekvenser, der har været forudsigelige siden Mises arbejde i 1920erne. IHT fortæller således den klassiske historie om et supermarked i et af Caracas rigere områder, der både har kylling, ost og vagtelæg, men intet toiletpapir. Folk ved også, hvem der ingen problemer har:

Asked where a shopper could get milk on a day when that, too, was out of stock, a manager said with sarcasm: ”At Chávez’s house.”

Sidste års (officielle) inflation var på 27,6 %, hvilket Chávez-regimet bruger som argument for, at man bliver nødt til at implementere omfattende priskontroller. Der er næppe mange venezuelanere, der længere løber det argument. Konsekvenserne er ved at blive for åbenlyse: Venezuela har siden 2009 importeret kaffe. Landet er gået fra at være en af Latinamerikas store producenter af kaffe til en situation, hvor priserne pga. omfattende statslig kontrol er så lave, at det ikke længere kan betale sig for selv almindelige producenter. Problemerne og deres årsager er så indlysende, at man næsten skulle tro at P1s Orientering også kan se dem.

Honduras VI – det kommende præsident- og parlamentsvalg i Honduras – og en note om Venezuelas uofficielle talsmand i Danmark Niels Lindvig.

Som jeg har skrevet om tidligere har man forsøgt at finde en forhandlingsløsning mellem på den ene side Honduras midlertidige regering og på den anden side Organisationen af Amerikanske stater (OAS), der ønsker den afsatte præsident Zelaya genindsat hans periode ud. Forhandlingerne har indtil dato været resultatløse og i mellemtiden nærmer det honduranske præsident- og parlamentsvalg sig.

Efter at OAS og den midlertidige regering tidligere på sommeren forgæves forsøgte at komme frem til et kompromis – OAS ønsker fortsat at den afsatte præsident Zelaya vender tilbage til Honduras som præsident, er spændingerne øget det seneste par uger. Hvis den midlertidige regering under ledelse af Micheletti havde regnet med at man kunne forhale en forhandlingsløsning frem til det planlagte præsident- og parlamentsvalg i november må de seneste udmeldinger fra OAS og dets medlemsstater være en våd klud i ansigtet.

Mens Zelayas tilhængere, der IKKE inkluderer hans eget parti eller dets præsidentkandidat til det kommende valg, men derimod primært en række fagforeninger (bl.a. lærernes) og andre ”progressive” organisationer, fortsat strejker og demonstrerer og opfordrer til boykot a det kommende valg (det kan de jo gøre med sindsro, da de ikke har en kandidat der kan vinde dette valg), har OAS og en række medlemslande spillet ud med, at de ikke vil anerkende et kommende valg, med mindre Zelaya vender tilbage inden.

Hermed vil der kunne opstå den temmelig bizarre situation at vinderen, der vil være den samme uanset om Zelaya ikke var blevet afsat ikke bliver anerkendt af omverden. At afsættelsen af Zelaya ingen rolle spiller skyldes dels at han ifølge Honduras forfatning ikke kan genopstille og dels at de to store partiers kandidater – der reelt er de eneste der kan vinde embedet og for øvrigt er tidligere vicepræsident under Zelaya, Elvin Santos, fra det liberale parti og Porfiro Lobo, der tabte knebent ved det seneste præsidentvalg til Zelaya, fra det Nationale parti. Kandidaterne vandt deres partiers primærvalg inden Zelayas afsættelse (Elvin Santos vandt for øvrigt over netop den nuværende midlertidige præsident Micheletti).

Daniel Altschuler, der blogger på Americas Quarterly skrev følgende for et par dage siden om baggrunden for OAS og også USA spiller kortet med at true ikke at ville anerkende de forestående valg ;

”Despite this potential justification for accepting the elections, governments in the Americas seem intent on defending a straight-forward principle. For these countries, so many of which experienced devastating military coups, it remains important to publicly proclaim that military intervention—even if the military does not currently hold the reins of power, as it did after previous Honduran coups—is simply unacceptable.  Latin America fought a long battle in the 1980s and 1990s to curb military power.  The region now wishes to send a strong message that military intervention in domestic politics in this part of the world will never be legitimate.”

– og fortsætter med at give en anden og ganske straightforward grund,

”The OAS countries have also rejected the upcoming elections because this is one of the only remaining modes of pressure at their disposal.  Already, the OAS has suspended Honduras’ membership, virtually all countries (the exceptions are Israel and Taiwan) have rejected the Micheletti government and recognized Zelaya and his ambassadors, and various countries, including the United States, have suspended millions of dollars of aid.  Simply put, the OAS countries are running out of sticks to force Zelaya’s return, and, with less than 100 days left before voters go to the polls, not recognizing these elections may be all they have left.” – læs yderligere her.

Det vil i den grad være en bizar situation, under forudsætning af at valgene forløber nogenlunde på samme måde som de ville være forløbet uden de seneste måneders ballade. Det indebærer, at man ved ikke at godkende valget indirekte underkender alle forudgående demokratiske valg siden Honduras overgang fra militærstyre til demokrati i begyndelsen af 1980erne. En yderligere krølle på halen, hvis Danmark følger OAS holdning (og det gør de jo nok), og i tilfælde af at den tidligere vicepræsident Elvin Santos fra det liberale parti vinder vil det indebære, at Venstre i Danmark nægter at anerkende en demokratisk valgt præsident fra et anerkendt søsterparti. Begge er (sammen med for øvrigt det radikale venstre) medlem af Liberal International .

En lille note om Venezuelas ”uofficielle talsmand Niels Lindvig og Orientering udefra på P1.

I en kommentar til et andet indlæg her på bloggen skrev ”Michael” for et par dage siden, – i anledning af at Niels Lindvig under dække af en journalistisk analyse endnu en gang først og fremmest brugte lejligheden til at delagtiggøre os andre i hans egen antiamerikansisme – under overskriften ”Off Topic”;

“Tilstræbt objektivitet” synes ikke at være en ambition, og han gør sig ingen anstrengelser for at finde kilder til sine påstande. Det lader til at være nok for ham at refere til at “mange” synes dit eller dat. Skandaløst, orker ikke engang at skrive en klage til dem.

Jeg er ganske enig med Michael og undre mig egentlig over at DR ikke blot stiller mikrofonen til rådighed for en repræsentant for Venezuelas regering. Det er imponerende hvorledes Niels Lindvig er i stand til igen og igen ikke at beskæftige sig med substansen i begivenheder der er anledningen til hans tirader. Det er nu lykkedes ham igennem fler måneder at ignorer at Honduras militær agerede under ordre fra højesteret (og ikke den anden vej rundt) – det kunne ikke være sagt bedre af en fra Hugo Chavez propagandamaskine. På den anden side havde en repræsentant for Hugo Chavez formentlig gjort det gratis, os så kunne vi jo spare Niels Lindvigs lønning. Men hør evt selv her og sammenlign evt. med ovenstående beskrivelse fra min side.

Men det er selvfølgelig ikke overraskende at Niels Lindvig gladelig igen og igen stiller sig op og fremfører sine ensidige tirader – han er jo kendt for tidligere at have forsvaret Hugo Chavez klapjagt på kritiske røster i Venezuelas medieverden.

Det er jo også bemærkelsesværdigt, at mens han i et af sine tidligere indlæg har gjort en del ud af at Honduras er en af Latinamerikas mest korrupte lande – omend forholdene rent faktisk er forbedret gennem de seneste 10 år, se nedenstående figur, så har vi mig bekendt fortsat til gode at høre om hvorfor Venezuela i løbet af Hugo Chavez regeringstid har udviklet sig til at være det mest korrupte land i “the Americas” efter Haiti.

Derimod kan alt hvad USA fo
retager sig vendes og drej
es og få en negativ spin – her i sidste omgang, at Obama administrationen konsekvent har valgt at omtale det passerede som et statskup og ikke et militærkup. Niels Lindvig kaster sig ud i en længere redegørelse der blot ikke forholder sig til den enkle kendsgerning at der slet ikke var tale om et militærkup. Militæret handlede IKKE på egen hånd, men udførte ”blot” den ordre den havde fået fra højesteret.

Det der står hen i tågerne er hvem der gav ordren om at den afsatte præsident blev sendt ud af landet i stedet for blot at blive arresteret (der er nu udstedt arrestordre på Zelaya, bl.a. med anklager om gennemgribende korruption). Om der er tale om militærkup eller statskup eller….behøver naturligvis ikke i sig selv at ændre noget ved hverken om man mener at afsættelsen af præsident Zelaya eller ej,. Men hvis der vitterligt er tale om et militærkup og at det alene er afgørende for omverdens reaktion , så må man undre sig over at en sådan reaktion ikke indfandt sig, da præsident Jamil Mahuad blev afsat i Ecuador i 2000. Nok blev den kortlevede militærjunta under Lucio Edwin Gutiérrez Borbúa, der senere var demokratisk valgt præsident fra 2003 og til 2005, hvor han blev afsat, bl.a. med pres udefra tvunget til at gå af efter få timer, hvorefter parlamentet indsatte den tidligere vice-præsident Gustavo Noboa Bejarano. Skulle der drages en parallel til dagens situation i Honduras burde man vel ret beset have krævet, at Mahuad blev genindsat dengang eller acceptere at formanden for parlamentet ledede landet frem til det planlagte valg – Den tidligere vicepræsident trådte tilbage ved årsskiftet på grund af sit kandidatur til det det kommende præsidentvalg.

Om social retfærdighed og fred på venezuelansk, iransk (og fransk)

Blandt mange både danske og udenlandske venstreorienterede er Hugo Chavez' et forbillede på grund af hans tiltag, der skal modvirke effekterne af den udbyttende globalisering og sikre "social retfærdighed" og, ikke mindst, hans hårde opposition til den nuværende amerikanske administration.

For skeptikere er Chavez revolution derimod et skoleeksempel på at retsstatsprincipper er uforenelige med socialistiske målsætninger om social retfærdighed og derfor må vige for vilkårlig magtudvidelse, svækkelse af centrale institutioner, vold og undertrykkelse.

Men endnu mere beskæmmende for de venstreorienterede der støtter Chavez end den forudsigelige undergang af hvilke retsstatsprincipper der måtte have været opbygget i Venezuela, er Chavez' udenrigspolitiske alliancer. Udover sit nære forhold til Fidel Castro, (som netop, om end midlertidigt, har ladet sig inspirere af den nordkoreanske fortolkning af kommunismen, der som bekendt indebærer oprettelsen af et familiedynasti), har Chavez for nyligt plejet omgang med klodens måske p.t. største trussel mod verdensfreden, Irans præsident Ahmadinejad.

Under Chavez besøg i Iran udtalte Ahmadinejad ifølge Politiken følgende rørende ord om Chavez:

"Hr. Chavez er min bror og bror af hele den iranske nation og af alle frihedssøgende mennesker i verden"

Chavez replicerede overfor en utvivlsomt grådkvalt forsamling:

"Vi er sammen med dig og Iran for altid. Så længe vi forbliver sammen, vil vi kunne vinde over den (amerikanske) imperialisme, men hvis vi går fra hinanden, vil de kunne skubbe os væk".

Den sociale retfærdighed, som Hugo Chavez og hans inden- og udenlandske støtter ser som det bærende element i Chavez' mission, er med andre ord forenelig med et regime, der offentligt henretter homoseksuelle og politiske modstandere, som har en udbredt anvendelse af tortur, som systematisk undertrykker kvinder og som siden 1979 har pumpet utallige milliarder af dollars i diverse terrororganisationer og derfor bærer en stor del af skylden ikke blot for den nuværende konflikt i Mellemøsten men for de tusinder af uskyldige liv som islamistiske terrorister har krævet siden den islamiske revolution.

Man skal være drevet af en særdeles enøjet ideologisk fanatisme, hvis man på ovenstående baggrund kan opretholde, at Hugo Chavez holder nøglen til et attraktiv alternativ til en amerikansk domineret verdensorden.

Når vi nu snakker om Iran kan i øvrigt oplyses, at Frankrigs udenrigsminister netop har udtalt, at 

"I regionen (Mellemøsten) er der naturligvis et land som Iran. Et stort land, et stort folk og en stor civilisation, som er respekteret og som spiller en stabiliserende rolle i regionen".

Udtalelsen blev meget passende fremsat i Libanon og skal uden tvivl ses som en cadeau til den konstruktive og "stabiliserende" rolle Iran har spillet i forbindelse med den igangværende konflikt. Uden Irans tilstedeværelse og utrættelige fredsbestræbelser var det nok for alvor gået galt.

I en endnu ikke offentliggjort udtalelse fra det iranske udenrigsministerium som kun Punditokraterne har set, lyder det som svar på den franske udenrigsministers ros:

"Iran takker Frankrig for at anerkende den islamiske republiks mangeårige bestræbelser på fredelig sameksistens i regionen, som igangsat i 1979 af Ayatollah Khomeini. Iran anerkender desuden Frankrigs vigtige rolle heri, ved fra 1978-1979 at have givet husly og beskyttelse til den salige Ayatollah, forud for hans hjemvenden som den islamiske revolutions sejrherre". 

Den fejlede idé, der aldrig dør

Det fremragende Institute of Economic Affairs udgav i den forgangne uge bogen Socialism: the Failed Idea that Never Dies. I bogen diskuterer forfatteren Kristian Niemitz hvorfor socialisme igen er fashionabelt blandt mange unge, og hvorfor idéen om socialisme aldrig synes at dø. Som Kristian pointerer, er socialismens praktiske resultater helt aldeles rædselsfulde, men det rokker ikke på socialisters overbevisninger. Han deler processen op i tre dele, ligesom figuren nedenfor.

  1. The honeymoon period. Først roser socialister indførslen af socialisme i et land – Sovjetunionen, Kina, Nordkorea, Venezuela… – og landets internationale status på venstrefløjen er høj. Det er for eksempel Hugo Chavez-regimet fra 2003 indtil omkring 2013, hvor folk som Noam Chomsky, Jeremy Corbyn og store dele af den deanske venstrefløj fremhævede landet som et ideal.
  2. The excuses-and-whataboutery period. Efter en periode begynder de forudsigelige problemer at materialisere sig. I denne periode begynder de personer, der i starten roste regimet at undskylde det, og deflektere kritikken med det, Kristian kalder ’whataboutery’ – diskussionsteknikken hvor man fjerne fokus på det egentlige emne med argumenter som ’Jamen hvad med fattigdom i USA’ eller ’Kolonitiden var også frygtelig.’
  3. The not-real-socialism stage. Sidst bliver det tydeligt for alle, at endnu et socialistisk eksperiment er fejlet. Her ændrer folks argumenter sig fra undskyldninger og bortforklaringer til det populære argument, at ’Venezuela var jo aldrig et socialistisk land.’ Med andre ord er slutningen på kæden, at folk nu påstår, at landet aldrig var socialistisk.

Kristian Niemitzs glimrende bog illustrerer både de mange politikere og meningsdanneres varme støtte gennem årene til socialistiske lande, og hvordan støtten pludselig forsvinder, når de socialistiske eksperimenter alt for tydeligt ender i fattigdom, undertrykkelse og åbenlyst diktatur. Men på en intellektuel venstrefløj i Vesten defineres socialisme i høj grad som højtravende aspirationer og abstraktioner, og det bliver derfor så nemt at konceptualisere ’socialisme’ som at fange en vandmand med én hånd.

Bogen er fundamentalt velskrevet, ekstremt veldokumenteret og vigtig som debatindlæg i en tid, hvor en række idéer som vi har skræmmende negative, historiske erfaringer, igen er blevet populære i store dele af Vesten. Socialism: the Failed Idea that Never Dies kan downloades gratis her, men hvis man ønsker sig en fysisk bog, kan man donere 15 pund her og få den tilsendt. Man kan også vælge at høre Kristian tale om emnet i en IEA podcast fra December. Varmt anbefalet!

« Ældre indlæg

© 2019 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑