Author: admin (page 1 of 21)

Reagan’s legacy

Faldt over denne overskrift på NYT:

A bold plan sweeps away Reagan’s ideas

Tja, nu skal man jo tage meningsmåling mindst lige så useriøst som MSM og deres news/views-analyser, men disse målinger fra Rasmussen er da underholdende (i hvert fald set fra denne blogs side):

En måling foretaget i oktober 2008 og igen i 2009 viser, at 59 pct. var enige i Sct. Reagans bemærkning fra tiltrædelsestalen:

Government is not the solution to our problem; government is the problem.

Og så er der denne her lille juvel:

Voters strongly agree with the perspective that “No matter how bad things are, Congress can always find a way to make them worse.” Fifty-eight percent (58%) share that view, and only 26% disagree.

Sunde instinkter og grund til optimisme ud over, at det snart er weekend.

Liberalisme i en krisetid

Jeg har en kronik i Berlingeren i dag.

Det er godt nok længe siden, at jeg sidst har blogget. Jeg kan takke redaktørens utrolige tålmod eller glemsomhed for, at jeg fortsat har mit password. Men her er så en kærkommen lejlighed til at lave en posting – omsider.

Anledningen er den debat, som blev rejst af et par konservative indlæg, hvor man benyttede den verserende krise til at tage afstand fra liberalismen.

Egentlig er det ikke videre smart at hakke konservative og liberale indbyrdes. Vi burde hellere samle os mod socialisterne, der vejrer morgenluft, og vi har trods alt mere til fælles end til forskel. Men når nu vores konservative venner kaster handsken, endda to gange, kan vi vel godt tage den op, sådan i al gemytlighed.

Det er så gjort her.

Rart at være tilbage, omend kortvarigt og på genbrug.

VRWC – den store højrefløjssammensværgelse

Da jeg for få dage siden ironiserede over, at mange danske journalister tror, at kun Republikanerne kaster med mudder, mens Demokraterne kun fremsætter relevant kritik, var det stadig til at more sig over.

Men efter at McCain/Palin nu pludselig fører over Obama/Biden, selv på Intrade, har det ændret sig fra spøjst til forrykt. Store dele af MSM, med Berlingske i en ikke særligt flatterende førerposition, har kastet alle hæmninger over bord og sætter nu alt ind for at redde deres hvide ridder Obama og ramme den løgnagtige opkomling til McCain. Tænk, MSM er i virkeligheden a Vast Right-Wing Conspiracy, der tillader McCain at lyve uhæmmet. Sådan her begynder Berlingskes udsendte korrespondent sit korstog:

McCain slipper ustraffet fra løgne

John McCain fortsætter med at spy løgne ud om Barack Obama, men slipper ustraffet fra det.

Og sådan fortsætter det derudaf.

Korrespondenten mener altså, at MSM ikke har været kritiske over for Sarah Palin? Halloo, Jorden kalder Pilestræde, er der nogen i redaktionen?

Fra det øjeblik, Palin blev udpeget som VEEP, har MSM kastet sig over hende, både med fornuftig kritik og den hårrejsende (hun var mormor til sit eget barn; hun var medlem af en løsrivelsesbevægelse; hendes 17 årige datter var gravid, hun modtog diæter og sidst, men ikke mindst, hun var bare så uerfaren, hvilket nok er en charme hos Obama, men en stor fejl hos en kvinde, især hvis hun er Republikaner). Som Krauthammer meget præcist bemærker: Not since Henry II asked if no one would rid him of his turbulent priest, have so many so urgently volunteered for duty. Det blev så slemt, at Intrade endda lavede en kontrakt/væddemål på, om Palin blev trukket tilbage (det blev hun ikke, det blev kontrakten derimod). Men bare fordi kampagnen mod hende ikke virkede efter hensigten, betyder det vel ikke, at den ikke var der? Jo, synes korrespondenten at mene. Der er ingen, ingen som tør gå løs på McCain og Palin.

Et af de få punkter, som man fik ind på Palin, var hendes modstand mod broen. Det viste sig, at hun havde været for, før hun var imod. Men det ændrer ikke på, at hun faktisk var imod. John Kerry var som bekendt for Irak-krigen, før han var imod, og det gav vel ikke rigtig anledning til at betvivle, om han faktisk var imod. Det var han, og han tabte — heldigvis for irakerne. Tilsvarende må man for det første konstatere, at det var Palin, og ikke Kongressen, som korrespondenten tror, der stoppede broen, for pengene var givet. Palin hoppede på protestbølgen mod earmarks og det er fortsat hendes standpunkt. Dernnæst kan man konstatere fra denne notits i NYT, at man faktisk opfattede hende som den, der standsede broen. Klippet er fra september sidste år; før der gik valgkamp i sagen. Endelig må man spørge, hvem af Palin og Obama, der står for, at staten skal lade være med at bruge offentlige midler; det er nok Palin. Kort sagt, den historie har fået mere dækning end den kan bære. Bare ikke efter Berlingskes mening.

Det var i øvrigt samme korrespondent som få kort tid siden brugte adskillige spalter på at antyde, at McCain nok var præsenil, fordi han kom med fortalelser. Men det er først, når Republikanerne falder over Obamas harmløse fortalelse om “my muslim faith”, at han kan se, at det er banal mudderkastning.

Det var for resten også ham, der – i lighed med de fleste af sine danske kolleger – brugte citatfuskeriet, hvor McCain citeres for, at krigen i Irak for hans skyld kan vare i 100 år. Alle, der vil vide det, ved, at McCain netop ikke talte om krig, men om, at amerikanske soldater kunne forblive udstationerede, når først en krig var vundet, og pegede i den forbindelse på Tyskland og Japan, hvor soldaterne foreløbig har været mere end 60 år. Så er det lidt søgt at hævde, at kun Republikanerne lyver og forvrider.

Hvis man vil se, hvordan en mere nuanceret og virkelighedsnær opgørelse over, hvem der egentlig kaster med mudder i denne valgkamp, så er her en opgørelse fra WaPo. Læs og krum tæer. Der er meget langt til forestillingen om, at de onde ler og de gode græder.

Nu er der ingen grund til at hænge korrespondenten ud, for han er ikke værre end sine kolleger på avisen. Den manglende dømmekraft synes at have ramt de fleste. Her er dækningen af Palins første interview, hvor man gør sig lystig over Palins svar på spørgsmålet om “Bush doktrinen”. For det første kan man sammenligne med NYT, der er mere nådig. Når man er længere ude med kritik af en republikaner end NYT, er det på tide at svømme indad igen. Dernæst er her et eksempel på, hvor vanskeligt spørgsmålet egentlig var – hvis man skulle have lyst til at nuancere bedømmelsen af Palins indsats, for hvad var egentlig Bush doktrinen? Endelig kan man spørge, hvorfor Obama ikke er blevet grillet mere over sine svar på Fox, hvor han modstræbende indrømmer, at The Surge faktisk har virket, men fik lov at slippe af krogen ved at hævde, at det jo virkede bedre end nogen kunne have troet. Enhver journalist må kunne pege på mindst en mand, der ikke blev overrasket over udfaldet af The Surge: John McCain.

At man ikke just er sippet i forsøget på at få skovlen under Palin ses også af dagens WaPo, der ovf. citeres for en noget bedre artikel, men altså også kan levere denne slags. I artiklen hævder de, at Palin under en tale i går, den 11. september, til soldater, der skulle til Irak, forbandt Saddam Hussein med terrorangrebet den 11. september 2001; en forbindelse der viste sig at være forkert, selvom Saddam i udstrakt grad samarbejdede med terrorgrupper. Men som sammenfatningen her i Commentary viser, så sagde Palin blot, at soldaterne skulle ned og bekæmpe de, der var ansvarlige for 9/11. Da soldaterne ikke skal bekæmpe Saddam – han er ligesom væk – men derimod al-Qaeda, som er ved at blive udslettet, og da al-Qaeda faktisk har forbindelse til 9/11, det var faktisk dem, der lavede det, tja, så havde Palin faktisk ikke sagt noget forkert. For at gøre det endnu værre, så indsatte WaPo en linje for at reparere på historien, men derved blev hele artiklen meningsløs, for hvis Palin havde ret i det,  hun sagde til soldaterne, hvorfor så overhovedet fremhæve det? Men for journalisterne på Berlingske er McCain og Palin åbenbart fredet mod angreb. Tsk, tsk.

Berlingeren har med en sådan kraft og så klart et sprogbrug taget stilling for Obama og imod McCain, at man ikke længere kan forvente nogen fair nyhedsdækning fra dem.

Spørgsmålet er, om redaktionen er med på den. Traditionelt har arbejdsfordelingen i Pilestræde været, at redaktionen skrev ledende artikler, der passede med avisens linje og hovedparten af læsernes holdninger, mens journalisterne i 1. sektion fulgte deres egen hvis-jeg-var-bedre-skrev-jeg-for-Politiken-linje.

Men dækningen af valget, fra idolplakaten med Obama, der vist hverken var en joke eller udslaget af manglende opsyn med en naiv 15
årig ferieafløser fra e
t nordkystgymnasium, til dagens alt-for-Obama artikler er alligevel udtryk for en sådan satsning, at det næsten må kræve opbakning fra ledelsen. Lad os vente og se.

Problemet er jo, at vi ikke rigtig har nogle alternativer, i hvert fald ikke medier i dead-wood branchen (det udelukker 180grader), eller med daglig udgivelse (det udelukker WEA).

Vores eneste chance er at prøve at råbe dem op. Halloo, er der virkelig nogen som tror, at det kun er Republikanerne som laver spin og kaster med mudder?

Mærkedage

For mig har datoen i dag, 11. september, en særlig betydning. Det har den for mange. For nogle er det især Chile, for andre er det USA, man især tænker på.

For mig hører datoen 11. september 2001 i samme kategori som 9. april 1940. Det var en dag, hvor en kamp, der længe havde været under vejs, pludselig blev åbenbar.

Der er masser af blogs om, hvordan vi skal se på 9/11. Så her er et citat fra kort før den anden mærkedag, den i april 1940.

Det er Joseph Goebbels, og her gengivet på engelsk, da jeg kun har den fra Kissingers, Diplomacy (1994), der i sin tur har den fra Poul Johnsons, Modern Times (1983), der forhåbentlig har den fra Joe. Det er nemlig et citat, der udstiller den pacifisme, der bar en væsentlig del af ansvaret for det ragnarok, som WWII slap løs. Det er en pacifisme, der beskrives udførtligt i Kissingers bog, og endnu mere udførligt f.s.v.a. Frankrig i Rod Kedwards, La Vie en Bleu (1995). Her beskrives, hvordan rædslen for endnu en storkrig lammede først tanken og så handlekraften hos de mere civiliserede stater og overlod initiativet og rigelig tid til at fremme deres mål til de totalitære stater, Tyskland, Rusland og Italien (og Japan på en fjernere front).

Her er, hvordan Goebbels oplevede sine modstanderes “civiliserede” opførsel:

Up to now we have succeeded in leaving the enemy in the dark concerning Germany’s real goals, just as before 1932 our domestic foes never saw where we were going or that our oath of legality was just a trick … They could have suppressed us. They could have arrested a couple of us in 1925 and that would have been that, the end. No, they let us through the danger zone. That’s exactly how it was in foreign policy too … In 1933 a French premier ought to have said (and if I had been the French premier I would have said it): “The new Reich Chancellor is the man who wrote Mein Kampf, which says this and that. This man cannot be tolerated in our vincinity. Either he disappears or we march!” But they didn’t do it. They left us alone and let us slip through the risky zone, and we were able to sail around all dangerous reefs. And when we were done, and well armed, better than they, then they started the war!

Kursiveringen til sidst er angivet fra originalen. Og nej, den sidste sætning er ikke en skrivefejl fra min side. WWII blev som bekendt begyndt af englænderne og franskmændene som erklærede Tyskland krig, fordi Tyskland havde reageret på polske krænkelser — det var i hvert fald Joes historie, som ganske mange troede på og så England som den store krigsophidser, der havde startet en helt unødvendig krig. En krig, som i begyndelsen så ud til at ende helt galt, men som endte nogen lunde godt, selvom det tog yderligere et halvt århundrede før den sidste fjende nedlagde våbene (og nu, under Putin, er ved at tage dem op igen).

Må vi lære af vores fejl og huske vores mindedage.

Og nu, hvor vi er ved citaterne, så også denne fra Vegetius:

Igitur qui desiderat pacem, praeparet bellum.

Og hvis den var for lang, så er her den kortere version:

Si vis pacem, para bellum.

Og hvis I heller ikke forstår latin, så kan det – har jeg ladet mig fortælle – oversættes med, at hvis man ønsker freden, må man ville krigen.

Hjælp til fortravlede journalister – nu med update

Blandt journalister er det et velkendt faktum, at Republikanerne smidder med mudder, mens de noble Demokrater sjældent falder så lavt.

Man behøver ikke følge ret meget med i amerikanske valgkampe for at kunne undre sig over, hvordan den misforståelse har spredt sig. Men formodentlig skyldes det den måde, danske journalister opdeler de informationer, som de får om kandidaterne. Kritik af Rep-kandidater skal naturligvis tages alvorligt og gengives udførligt, det er den kritiske presses opgave. Kritik af Dem-kandidater er derimod mudderkastning, som den kritiske presse bør have afsky over for og undlade at nedværdige sig til.

Tag nu bare denne artikel fra Berlingske, hvor den udsendte korrespondent prøver at bearbejde, at senile McCain efter valget af den uerfarne Palin har indhentet den umådeligt erfarne Obama og den klartskuende Biden. Den side fra RealClearPolitics, der henvises til, er her. Selv har jeg nu ikke så meget fidus til meningsmålinger, men selv på Intrade er forskellen blevet væsentlig mindre.

Som det fremgår af artiklen, citeres Obama-lejren så udførligt for sin tese om, at man i bedste fald er vildført og i værste fald er dum, hvis man stemmer Rep, at det er lidt svært at se, hvad der er referat, og hvad der er analyse. Men det kan jo ske, når man har lidt travlt og skal levere en hel artikel stort set hver eneste dag. Puha.

Da denne blog stadig nærer en tilsyneladende uigengældt kærlighed til Tanten, skal vi her tilbyde lidt hjælp. De har f.eks. også denne historie om, at den væmmelige Palin har taget imod diæter helt ufortjent.

Deres bloggende juraprofessor fandt via en amerikansk juraprofessors blog (Instapundit) en anden juraprofessors blog, hvor der er lidt af den kildekritik, som åbenbart tager for lang tid selv at lave. Så let kan man altså peppe sine historier op og skabe lidt nuancer.

Hvad viser det – ud over at juraprofessorer har for meget tid? Det viser, at man da må håbe for Berlingske og den danske journaliststand i øvrigt, at Obama faktisk vinder valget. Det vil få deres dækning til at se mere harmløs ud.

Men hvis McCain vinder. Av, av, av.

UPDATE:

Foranlediget af kommentarspalten har en interesseret læser sendt dette link til selveste NYT, der viser, at det vist ikke var helt uberettiget af Rep at fremstille Palin som en modstander af broen. Teksten lyder i al sin gribende korthed:

Gov. Sarah Palin ordered state transportation officials to abandon the ”bridge to nowhere” project that became a nationwide symbol of federal pork-barrel spending. The $398 million bridge would have connected Ketchikan, on one island in southeastern Alaska, to its airport on another nearby island. ”Ketchikan desires a better way to reach the airport,” Ms. Palin, a Republican, said in a news release, ”but the $398 million bridge is not the answer.” She directed the State Transportation Department to find the most ”fiscally responsible” alternative for access to the airport. Ketchikan is Alaska’s entry port for northbound cruise ships that bring more than one million visitors yearly. Flights into Gravina Island require a 15-minute ferry ride to reach the more densely populated Revillagigedo Island and Ketchikan.

Tja, pointen med denne blog var at påvise, at danske journalister har det med at sluge pressematerialet fra Dem råt og ukritisk, og at de med ganske få klik med musen (hvis de nu har så forfærdeligt travlt, at de ikke kan undersøge sagerne selv), kan få nogle nuancer med, som de mangler i dag. Det kan være, at man ikke kan lide pointen, men den er altså svær at tale sig uden om.

Misforstå mig ikke. Naivitet kan være indtagende, især hos helt små børn. Men ikke hos store behårede journalister. Der må man forvente noget mere, især når man har fravalgt Politiken og købt en avis, der markedsfører sig som dennes politiske modsætning. Og nej, jeg mener ikke, at man skal være ukritisk ovf. Rep. Jeg ønsker ikke, at man skal op af den ene grøft for at styrte sig i den anden.

Og blot for at undgå andre misforståelser, så er det ikke hermed sagt, at Palin er helt uskyldig. Hun er en succesfuld politiker, hvilket man ikke bliver med barnesindet i behold. Er man i et system, hvor skattepenge skvulper rundt, er det vanskeligt at holde hændernen i lommen hele tiden. Det interessante er, om man forsøger at retfærdiggøre det, eller om man godt kan se, at systemet skal ændres. Her gør Palin ærligt talt mere indtryk af at ville “change” end Obamas hold.

Bedømmelsen af, hvem vi bør foretrække som præsident i USA, hører til en selvstændig posting og kommer ikke her. Kun disse to hints, hvis man virkelig skulle være i tvivl om mit standpunkt: Hvem går mest ind for frihandel, og hvem kan se Putin i øjnene og troværdigt true ham til at undlade nye overfald ind i et allerede intimideret Europa?

Et andet syn på Georgien

Utroligt mange danske journalister synes instinktivt at have sympati for den anti-vestlige side i enhver konflikt: i Irak var sympatien hos Baath, al-Qaeda, al-Sadr og de andre anti-demokrater; i Libanon var sympatien hos det islamofascistiske Hizbollah og ikke det demokratiske Israel; og nu i Georgien er sympatien hos Rusland. Måske er det ikke helt rigtigt at sige “sympati”, der er vist mere tale om se tingene fra deres side, så vinklen bliver vendt mod os selv i almindelighed og USA i særdeleshed.

Tag denne artikel fra dagens Berlinger. Her finder man bl.a. følgende interessante oplysning:

Siden afslutningen på Den Kolde Krig har USA og Europa vænnet sig til at kunne æde sig dybere og dybere ind i Sovjetunionens gamle interessesfære med løbende udvidelser af EU og især NATO.

Æde sig dybere? Der er tale om folkeslag, der frivilligt benytter deres nyfundne demokratiske frihed til at slippe væk fra det gamle russiske imperiums undertrykkelse. En undertrykkelse, som hastigt synes at blive normen igen i det “nye” Rusland. Interessesfære? Når vi i Vesten ønsker at udvide vores interessesfære, benytter vi frivillighed og stiller endda krav til deres opførelse for at lukke dem ind. Når Rusland vil det samme, sker det ved at bombe staklerne til underkastelse. At bruge ordet “interessesfære” er et bevidst sprogligt forsøg på at ligestille åbenhed med grusomhed. En moralsk nivellering forklædt som objektivitet.

Der er ikke noget at sige til, at det “nye” Europa med Polen i spidsen, der er undsluppet det russiske imperium, har vist deres klare sympati for Georgien og dermed står i skærende kontrast til de “gamle” EU-lande med Tyskland bedrøveligt i spidsen. Godt at Danmark indtil videre har valgt side med Polen, hvilket blot viser, at Rumsfelds sondring mellem det gamle og det nye Europa reelt handlede om, hvilke lande der ikke føler sig for gamle til at kæmpe for friheden.

Hvis det så bare var udtryk for, at journalisterne objektivt forsøger at “se sagen fra den anden side”, men man leder forgæves efter passager, der med sit ordvalg på samme måde udtrykker en klar opbakning til Georgien og en klar afstandstagen til Ruslands fremfærd.

I gamle dage unde Den Kolde Krig kunne man have forklaret det med, at journalisterne nok var kommunister. Men det er oplagt ikke forklaringen i dag. Det må være enten pacifisme, defaitisme eller masochisme, som giver dem denne instinktive sympati for kræfter, der ikke vil os noget godt, og som vi bør manne os op til at konfrontere.

Eksemplet var taget fra Berlingske; det kunne være taget fra andre medier. Der er desværre ikke den store forskel, som sædvanligt. Retfærdigvis skal det siges, at Berlingskes 2. sektion byder på mere klar tale, f.eks. har Jesper Beinov et glimrende indlæg, og i gårsdagens kommentar fik Jeppe Kofoed omsider lov af sine partifæller til at udtale sig igen, hvilket han gjorde aldeles glimrende. Så mediebilledet er ikke så entydigt, når man kommer væk fra den journalistiske dækning, men det gør det ikke mindre påfaldende.

Afslutningsvis et link til The Times, hvor Gerald Baker som sædvanligt er i storform. Han gør op med en del af de indvendinger, som normalt fremføres af de, der betragter Tysklands m.fl. opførsel som en klog politik og savner Gerhard Schröders klare tale. Her er et enkelt uddrag, men læs videre selv her.

But we should never forget what Mr Sarkozy and his EU officials got up to this week. There can be no clearer indication of the perils that threaten the West if the EU gets its way and wins more clout in the world.

This, remember, is the same EU that wants to take over foreign and security policy from member states, an institution that is always eager to pump itself up at the expense of democratic institutions in those member states, but which crumbles into puny submission when faced with authoritarian bullying overseas.

NA – nyt partiprogram?

Denne punditokrat har tidligere dristet sig til at støtte den kursændring, som NA påbegyndte efter, at de ramte bunden i forbindelse med Jørgen Poulsens exit.

Et fast modargument imod enhver optimisme har i kommentarspalten været: se deres partiprogram (og græd, var vel det underståede budskab).

I så fald giver det fornyet håb, at det gamle partiprogram bliver skrottet, og at et nyt skal udarbejdes, som omtalt i Berlingske her?

Oh God, Obama, Oh Dear

Jeg hader, når jeg ikke kan gennemskue en joke; når ironien er for fin og subtil.

Som nu forleden, hvor Berlingske havde ryddet forsiden, HELE forsiden og fundet Jesu Genkomst-typerne frem for at dække Obamas tale dagen før i Berlin. Joke eller total mangel på proportion?

Jeg kan godt li’ Berlingske, så jeg gætter på, at det var en fin ironisk kommentar til MSM og deres kritikløse dyrkelse af Obama. Det var især den indsatte notits på forsiden om, at man i midten kunne finde en tag-ud-og-gem idolplakat med Obama, hvor man havde indsat hans guldkorn fra talen, der har overbevist mig om, at det må være en spøg. Til overmål havde de endda undladt et “ikke” i en passage om, hvorvidt vi skulle bekæmpe terrorisme; det “ikke” vil de, der faktisk hopper på joken og gemmer plakaten, næppe savne.

Men igen. Det var en farlig finte. Lidt for subtil. Så kan jeg bedre lide Bakers mere bastante bibelske beretning om den kritiske presses møde med den udvalgte.

Læs her og nyd det.

Fortsat god sommer.

NA over spærregrænsen

Statistik er som bekendt ofte mere mis- end retvisende, og procentregning er sjovest, når man er lille.

Det er således en smagssag, om man vil ønske NA tillykke med, at deres folketingsgruppe er forøget med hele 50 pct. i anledning af, at Gitte Seeberg har forladt Folketinget og hendes suppleant, Villum Christensen, har tilsluttet sig gruppen.

Men væksten på et andet område er mere positiv, også selvom man ignorerer procentregningen.

Ifølge en ny meningsmåling er NA kommet over spærregrænsen og har 2,3 pct. opbakning. Sidst jeg så efter, havde de 0,2 pct., og ifølge artiklen skulle fremgangen være en femdobling siden maj.

Dermed er et af de væsentligere argumenter imod NA, at det er stemmespild, faldet bort, hvis – vel at mærke – trenden fastholdes. Meningsmålinger er flygtige og så er der lige detaljen med deres ofte oversete indbyggede usikkerhed. Alligevel tror jeg, at trenden holder, og at partiet med sin (ny-) erklærede “neoliberalistiske” holdning klarer spærregrænsen.

Den tro skyldes især ønsketænkning, men også andre forhold.

Det har været bemærkelsesværdigt, hvordan mange kommentatorer har haft travlt med at afsige dødsdommen over NA, især efter Jørgen Poulsen røg ud. Især hos den type bløde konservative, som man kan mistænke for at ville foretrække socialisme frem for liberalisme, og som med forfærdelse så Gitte Seeberg-fløjen tabe indflydelse, har dødsdommen haft en næsten besværgende karakter. The lady doth protest too much, methinks.

Et andet positivt tegn var meningsmålingerne, før Folketinget gjorde os alle den tjeneste at gå på sommerferie. Her gik RV frem, hvilket formodentlig skyldtes Vestagers klare profilering af en gammel radikal mærkesag: hvad kan det nytte? Anledningen var terrorangrebet på den danske ambassade i Pakistan og budskabet var, at vi burde overveje vores aktivistiske udenrigspolitik. Nu er der vel ingen som tvivler på, at den aktivistiske udenrigspolitik er overvejet, så budskabet var naturligvis, at vi skulle ændre vores udenrigspolitik. Det kan også mere ukærligt udlægges sådan, at vi skal gøre som terroristerne ønsker. Hvis de ikke kan lide, at vi hjælper et demokrati på vej i Irak, må vi hellere lade være. Hvis de ikke kan lide, at vi bekæmper taliban i Afghanistan, må vi hellere lade være. Hvis de ikke kan lide, at vi tillader satire af religiøse emner, må vi hellere lade være, osv. Synspunktet om det håbløse i at kæmpe, tilskrives Viggo Hørup, men hans tilføjelse om, at vi manglede en stærk alliance, blev glemt, for den opstod først efter 1948. Det er således ikke helt fair, når statsministeren sammenligner om end nok så indirekte og subtilt Vestager med Scavenius, for sidstnævnte havde faktisk en god grund til at være fej.

Det interessant ved Vestagers udspil er, at det kun gav RV en fremgang på et par procentpoint. Hvor er resten? Hvor er de ca. 25 pct., der støttede NA i dets velmagtsdage? De er åbenbart ikke fristet af et opgør med den aktivistiske udenrigspolitik, der ikke bare har skabt et levedygtigt demokrati i Irak og næsten nedkæmpet taliban i Afghanistan, men også har vist den muslimske verden, at “Vesten” ikke var et degenereret, svagt og undergangsdømt system, men tværtimod stærkere end al-Qaeda og langt at foretrække.

Når RV ikke har kunne tiltrække de mange vælgere, som kom i skred, da NA trådte frem, ved at tilbyde traditionel radikal politik, er det et fair bet, at disse vælgere fortsat er “derude”. Kan NA få fat på blot en del af dem, kan dansk politik ændre sig til det – for os at se – bedre.

Det tyder altså på, at vi omsider har et borgerligt-liberalt protestparti i Folketinget, også efter næste valg. Måske ikke lige det, vi helst vi have, men et, der kommer det rimeligt nær.

Som forudsagt på denne blog er MSM ikke det nye NA særlig venligt stemt, og Politiken var ved at få skovlen under den nye MF med det klassiske hader-du-også-DF spørgsmål. Villum Christensen fik talt sig bedre ud af den fælde, end Jørgen Poulsen ville have gjort. Så der er håb også for ham.

For naturligvis er det en opgave for NA at få drejet V og K væk fra DF. DF har ved sin enerådende formand meget klart udtrykt, at de ser det som deres opgave at forhindre regeringen i at føre liberal politik, hvilket de har været ganske dygtige til. Men som NA allerede har oplevet på den hårde måde, så er løsningen ikke at dæmonisere DF; det udtrykker kun hysteri og svækker respekten for ens dømmekraft.

DF ligger ikke længere fra den politiske midte end SF og er vel blot at regne for en nationalistisk variant af socialdemokratiet. Naturligvis kan man pege på, at nationalismen førte til et grusomt samfund i national-socialismens Tyskland, men det gælder jo også socialismen i Sovjet-Rusland, Kina osv. Det er lige så hysterisk absurd at opfatte DF som første skridt på vejen til Holocaust, som det er at opfatte Villys SF som første skridt på vejen til et nyt Gulag i det sydfynske.

Hvis NA dropper negativiteten og i stedet koncentrerer sig om at levere et realistisk borgerligt-liberalt alternativ til den siddende regering, har partiet en fremtid, og vi har et alternativ til sofaen ved næste valg.

Obama og Irak (II)

Det er den amerikanske uafhængighedsdag, som denne blog burde skrive noget mere originalt end dette.

Jeg havde for noget tid siden en klumme i 180grader om Obamas problem med fremgangen i Irak. Her er så NYT om det samme.

God 4. juli.

Older posts

© 2017 Punditokraterne

Theme by Anders NorenUp ↑