Author: Altmann (page 1 of 3)

Fusk eller sjusk? Mere om Poul Høi (5)

Berlingske Tidendes Poul Høi kører videre i samme skure som altid, med sin sammenblanding af journalistik og politisk kommentar, rørt op med målrettede unøjagtigheder. Her er fra hans blog i går, “En rådden fisk”:

“Det næste eksempel er fra sidste aftens debat, hvor kongresmedlem Ron Paul skal svare på, hvad han vil gøre, hvis en 30-årig uforsikret mand bliver indbragt dødssyg til et sygehus.

Ron Paul giver et svar, som kun kan tydes som noget i retning af “surt for ham.” […]

Jeg vil ikke sige, at eksemplerne overrasker mig. Jeg har tilbragt temmelig lang tid i det Amerika, som befinder sig uden for salonerne, og kender både “hang ‘em high” og “let ‘em die.”  […]

Det omvendte synspunkt er selvfølgelig, at sådan har amerikanerne – eller nogle af dem – nu engang indrettet deres samfund, og det tilkommer ikke de finere fornemmelser at gøre sig til dommer over det. Hvis Texas vil henrette, så lad dem henrette, og hvis nogle af dem vil nægte dødssyge behandling – så lad dem gøre det.

USA er ikke Danmark, og Danmark er ikke USA, ganske rigtigt, men det betyder bare, at alle os, der regner os for venner af USA, engang imellem må klemme næsen sammen.

For jeg kan også lugte fisken.”

Læserne må altså få det klare indtryk, at Ron Paul er en, der siger “surt for ham” og “let’em die” til folk, der er dødssyge, og det “dokumenterer” Høi med et video-klip med Ron Paul – som Høi henter fra den venstreorienterede hjemmeside TalkingPointsMemo.com.

Men var det, hvad Ron Paul sagde? Ikke hvis man ser svaret i dets fulde længde. Det er Wolf Blitzer, der formulerer det som “let him die?”, og Paul svarer decideret “No” til spørgsmålet. Paul argumenterer videre for det principielle synspunkt, at det amerikanske sundhedssystem er bygget op på individuelt ansvar, og for at statens indblanding har drevet omkostningerne op, men peger derudover på, at der altid har været hospitaler, der tager sig af uforsikrede – og at det var, hvad han selv gjorde som praktiserende læge. Er det = “Ron Paul giver et svar, som kun kan tydes som noget i retning af ’surt for ham.’“?

Poul Høi – fusk eller sjusk?  We report, you decide.

Khaders ytringsfrækhed

Den Konservative integrationsordfører Naser Khader, MF, skriver for Berlingske Tidende bloggen med titlen ”Ytringsfrækhed”. Det er jo et fiffigt og kreativt lille ordspil, men måske også mere end det. I hvert fald har Khader nu hele to gange på kun halvanden uge ganske direkte fejlciteret personer i sin blog, og ovenikøbet i begge tilfælde når det samtidigt kunne passe ind i hans genopfindelse af sig selv som ”nationalkonservativ”.

Først var det forfatteren Carsten Jensen, som Khader i sin blog-post ”Pigen med afskåren næse og Carsten Jensen” (dateret 15/8-2010, kl. 20:38) citerer således:

“Jeg tror ikke, at afghanerne får det bedre under Taleban. Men stillet over for valget mellem et lovløst kaos og et fanatisk styre med lov og orden, så foretrækker jeg det sidste. Der er ikke noget samfund, der kan fungere under kaos og lovløshed.”

På bl.a. den baggrund skriver Khader efterfølgende denne vurdering:

“Jeg er total mundlam. Hvad tænker manden dog på? Mener han det? Jeg kan simpelthen ikke finde ord til at udtrykke min foragt og afsky for Carsten Jensen fejhed i forhold til de afghanske piger og kvinder.

Og den logiske konsekvens af Carsten Jensens svar på det første spørgsmål må være, at det så var i orden at Hitler og nazisterne overtog magten i 1930′erne og skabte dermed lov og orden. En begrundelse som i øvrigt bliver brugt og er blevet brugt, når militærjunater kupper sig til magten rundt om i verden: de vil skabe ro og orden – på bekostning af de grundlæggende frihedsrettigheder.”

Går man imidlertid direkte til kilden og nærlæser denne grundigt, vil man kunne se følgende formulering med ét enkelt, men dog centralt ord ganske forskelligt:

“Jeg tror ikke, at afghanerne får det bedre under Taleban. Men stillet over for valget mellem et lovløst kaos og et fanatisk styre med lov og orden, så foretrækker de det sidste. Der er ikke noget samfund, der kan fungere under kaos og lovløshed”.

Der er med andre ord tale om, at ét lille ord til forskel ganske dramatisk ændrer meningen i Carsten Jensens udtalelse. Ikke nødvendigvis til noget meget bedre, men i hvert fald til noget ganske andet, end det Khader efterfølgende bebrejder Jensen for.

Khaders næste blog-post hed ”Drop moskén – så tæt på Ground Zero” (dateret 24/8-2010, kl. 18:07). Heri skriver han om imam Feisal Abdul Rauf:

“Desuden kan man lige kaste et blik på en af mændene bag byggeprojektet, Rauf. Han har tidligere i en bog tilkendegivet sympati for Sharia (islamisk lov) og mener at amerikanerne selv har gjort sig fortjent til terrorangrebet den 11.9.2001.”

Men hvad var det, Rauf faktisk sagde i et meget omdiskuteret interview (CBS, ”60 Minutes”, 20/9-2001)? Han sagde, i den meget citerede passage på et direkte spørgsmål om, hvorvidt han mente, at man kunne bebrejde amerikanerne, hvad der skete 11/9:

“I wouldn’t say the United States deserved what happened on 9-11, but the United States’ policies were an accessory to the crime that happened.”

Rauf sagde altså eksplicit, at amerikanerne ikke fortjente terrorangrebet, som han endog kaldte en kriminel handling – det stik modsatte af, hvad Khader tillægger ham, om end han også mente (ligesom f.eks. 9/11 Kommissionens ledelse), at USA’s politikker kunne have været en medvirkende faktor. Interviewet indeholdt i øvrigt en kritik af terror-handlinger foretaget i Islams navn.

Kan der være tale om fejl hos Khader? Eller ”sløseri”, som Helle Thorning-Schmidt ville kalde det? I tilfældet med Carsten Jensen-interviewet er det svært at se. Interviewet var udkommet samme dag, så mon der ikke har været tale om en øjeblikkelig reaktion? Kan Khader have læst sætningen og så skrevet forkert af? Måske, men næppe: ”Jeg” og ”de” minder som ord ikke meget om hinanden, især ikke når sætningens mening bliver en ganske anden.

I tilfældet med Rauf er billedet både mere sløret og mere klart. Khader citerer ikke direkte som med Jensen, men gengiver noget der må ses som en parafrase – men indholdet er reelt det stik modsatte af, hvad manden faktisk sagde. Kan Khader have haft formuleringen fra en anden kilde, der selv, bevidst eller ubevidst, har fremstillet passagen forkert, og som Khader så har stolet på? Det kan man ikke udelukke, men i så fald kunne det være interessant at høre, hvad og hvem kilden er.

Men hvis Khader bevidst har ”citeret kreativt” to gange på halvanden uge, må der være nogle oplagte spørgsmål for mange journalister at stille sig selv, først og fremmest: Hvor mange gange før, har den meget travle skribent mon så ikke også gjort det?

Update: Som påpeget i kommentar-sporet nedenfor af vores læser, Trane, har Khader på sin blog hævdet, at han skrev Carsten Jensen passagen af fra den trykte udgave af Politiken. Men som Infomedias pdf-udgave af avisen ganske rigtigt viser, står der tydeligvis “de” og ikke “jeg” i den trykte udgave af interviewet.  Da Khader således indirekte siger, at han ikke har fået tekstpassagen fra andre eller skrevet den fra andre, efterlader det vel reelt kun to muligheder: At der ved et mærkeligt tilfælde har været ét eksemplar af Politiken, der endte i det Khaderske hjem, hvor ordet “de” manglede, og at Khader så blot gættede sig til et “jeg” – eller også at Khader ikke taler sandt.

Fusk eller sjusk? Mere om Poul Høi (4)

Berlingske Tidendes Cavling Pris-vindende korrespondent Poul Høi fortsætter i den vante skure med en særegen type blanding af journalistik, politisk kommentar og fri fortolkning af fakta. I den forgangne uge kunne man fx læse hans udlægning af en række primærvalg og et enkelt suppleringsvalg forrige tirsdag. Det fik – ikke så overraskende hvis man kender Modus Høi – en udlægning, der var ganske speciel: “Obama vandt uden at stille op”. Altså en sejr til den Demokratiske præsident. Det kunne måske overraske folk, der følger amerikansk politik og derfor ved, hvordan andre udlagde valgdagen – og hvor presset Obama og Demokraterne er i meningsmålingerne. Så hvordan når Høi denne konklusion?

Den ene er, at økonomien vil kunne arbejde for Obama ved midtvejsvalget til november. Amerikanske valg afgøres som regel af økonomiske konjunkturer, og noget tyder på, at de er (svagt) opadgående. Dét er sådant set godt nok. Men hvordan kan det lede til den konklusion, rubrikken lægger op til? Formodentlig kun ved at vælgerne i givet fald har kunnet rejse fra fremtiden tilbage til nutiden. Ellers er der ikke rigtigt noget ræsonnement, der giver mening.

Den anden er, at Republikanerne har en tendens til at selvdestruere. Den er også god nok. Og igen kræves kun en tidsmaskine, for at rubrikken giver mening – med mindre, naturligvis, at Republikanerne allerede har destrueret sig selv. Det sidste kan godt nok ikke ses i meningsmålingerne – men nu foregriber vi fornøjelserne.

Continue reading

Fusk eller sjusk? Mere om Poul Høi (3)

Man kan lære meget om USA ved at læse aviser – om end måske ikke lige danske aviser. Læser man f.eks. Poul Høis artikel forleden, “Derfor er Obamas kandidat spiselig”, om Præsident Obamas nominerede kandidat til den ledige post som højesteretsdommer, så kan man læse sådanne vinklinger:

“Venstrefløjen er langt fra tilfreds med præsident Obamas valg af en højesteretskandidat.

»Kunne han ikke have fundet en sand progressiv kandidat,« spurgte f.eks. Kevin Drum, og en anden meget læst blogger, Glenn Greenwald, rasede som om, fanden selv var blevet nomineret til den højeste domstol.

Venstrefløjen er bl.a. utilfreds med, at kandidaten, Elena Kagan, i sin tid som dekan på Harvard ikke var imødekommende nok over for minoriteter, og at hun ikke i tilstrækkelig grad var imod præsident Bushs idé om et mere magtfuldt præsident embede.

Andre kommentatorer klager også over, at hun åbenbart er homoseksuel, men ikke vil være ved det, og at hun dermed »fejer de progressive værdier ind under gulvtæppet«.

Så hvad betyder venstrefløjens utilfredshed? At præsident Obama formentlig er tilfreds, for venstrefløjens kritik skulle i princippet gøre Elena Kagan mere spiselig for et bredere, tværpolitisk flertal i Senatet. Hvis venstrefløjen havde elsket Kagan, og hvis hun havde haft en perlekæde af afgørelser eller udtalelser, hvor hun placerede sig et sted mellem Ted Kennedy og Villy Søvndal, så ville Senatet formentlig gå i baglås. . . .

Har de konservative ikke noget at komme efter? Deres kritik vil formentlig fokusere på, at Kagan i sin tid som dekan forbød militæret at rekruttere på Harvard, fordi homoseksuelle ikke åbenlyst kunne gøre militærtjeneste, men omvendt har hun opbakning fra militærkredse og også fra egne studerende, som siden har fået en militær karriere. . . .

[Kritikpunkterne] er forholdsvis overkommelige i betragtning af, at det hidtil har været umuligt at fange hende i den slags afgørelser eller udtalelser, der ville gøre venstrefløjen glad.”

Altså kort sagt, så er hun vel nærmest sådan lidt i midten, ikke sandt? Måske lidt til venstre, men næppe så meget at man decideret kan kalde hende en “liberal” (i den amerikanske forstand). Men hvad nu hvis man læser f.eks. New York Times? Der kalder de hende “a creature of Manhattan’s liberal, intellectual Upper West Side”:

“[As] a young writer for The Daily Princetonian, the student newspaper at Princeton, Ms. Kagan offered clear insight into her worldview. She had spent the summer of 1980 working to elect a liberal Democrat, Liz Holtzman, to the Senate. On Election Night, she drowned her sorrow in vodka and tonic as Ronald Reagan took the White House and Ms. Holtzman lost to “an ultraconservative machine politician,” she wrote, named Alfonse D’Amato.

“Where I grew up — on Manhattan’s Upper West Side — nobody ever admitted to voting for Republicans,” Ms. Kagan wrote, in a kind of Democrat’s lament. She described the Manhattan of her childhood, where those who won office were “real Democrats — not the closet Republicans that one sees so often these days but men and women committed to liberal principles and motivated by the ideal of an affirmative and compassionate government.””

Fusk eller sjusk? Mere om Poul Høi (2)

Vi Punditokrater (særligt Mr. Law, Kurrild-Klitgaard, Gress & undertegnede) har snart mange gange kommenteret journalistikken fra Berlingske Tidendes Cavling Pris-vindende korrespondent, Poul Høi. I sommer var det ex-Punditokraten Mikael Jalving, der gjorde det i Jyllands-Posten (her og her) – og forleden var det såmænd selveste Martin Krasnik, der gjorde det i Berlingske selv, af alle steder. Kender man til de mange beskyldninger mod Høi for at have et til tider lidt for nært forhold til de kilder, han støtter sig til, og kender man til Krasniks lune, kan særligt disse passager fra Krasniks anmeldelse af Høis antologi Bushland nok interessere:

“Man kan ikke beskylde Poul Høi for at være lemfældig i sin omgang med andres artikler. Berlingskes velskrivende USA-korrespondent og Cavlingvinder, der flere gange er blevet beskyldt for plagiat, slutter sin nye bog, »Bushland – otte år i USA«, med en kildefortegnelse på hele syv sider. Efterfulgt af en litteraturliste. Så er den vist lukket.

Nu kan enhver se, at Poul Høi stadig lader sig inspirere meget kraftigt af sine amerikanske kollegers arbejde. Og det er helt okay. Som korrespondent i et andet land er og bliver man en slags plagiator, sådan er det, og det ved alle korrespondenter, inklusive mig selv. Man skal dække et helt lands politik, kultur, historie, alting, og den vigtigste opgave er derfor at udvælge de bedste historier, sætte dem sammen, vinkle dem og formidle landet for læserne derhjemme. Man er mere researcher end klassisk journalist.

Det afgørende er, hvad man gør ved det lånte materiale. Når man nu ikke har originale historier, må man nøjes med originale pointer.

Poul Høi er måske den bedste til at genfortælle andres gode historier, men bogen her viser, at det kniber med at sætte historierne sammen på en original måde.”

Ja, så er den “vist lukket” . . . .  Det er Høis skriverier i Berlingske imidlertid ikke.  F.eks. havde Høi, hvis skriverier ifm valgkampen ’08 næppe af nogen er blevet beskyldt for at være “fair and balanced”, onsdag artiklen “Obama går frem – men hvorfor?”, hvori det fx hedder:

“Hvor trængte har Demokraterne været? Så trængte, at de er begyndt at nærlæse de sidste decimaler i meningsmålingerne og glæde sig over bare en lille positiv bevægelse. Og nu skulle den være der, kan man forstå på en række demokratiske blogs – nu skulle vinden være vendt. De to nyeste målinger viser en positiv udvikling for præsident Obama, som opnår de højeste tilfredshedstal i seks måneder.

Hos Gallup er 50 pct. af amerikanerne således tilfredse med hans embedsførelse og 44 pct. utilfredse, og hos Rasmussen, hvis metodik har en republikansk tendens, står tilfredse og utilfredse lige.”

Altså, Obamas popularitet er stigende ovenpå hans SOTU-tale. Tja, der er meget, man kan sige til det. Continue reading

Mest indflydelsesrige borgerlige/liberale?

Den respekterede britiske avis The London Telegraph har endnu engang kåret de 100 mest indflydelsesrige “højreorienterede” (“conservative”) i USA og de 100 mest ditto “venstreorienterede” (“liberal”). Som alle den slags lister er der en væsenlig gang fis & varm luft i det – men også et eller flere gran af sandhed. Denne blogger fandt det lidt interessant, at der på den venstreorienterede top-25 kun fandtes tre ikke-politikere/ikke politisk udpegede – og alle kvinder (Oprah Winfrey, Michelle Obama, Arianna Huffington).  Til sammenligning var der på den højreorienterede otte styk – alle mænd, alle i medieverdenen (Rush Limbaugh, Matt Drudge, Glenn Beck, Roger Ailes, Andrew Beitbart, Sean Hannity, Charles Krauthammer, David Brooks).

Men hvad med at stille et spørgsmål til de vore kloge læsere: Hvem er egentlig de mest indflydelsesrige borgerlige/liberale/konservative i DK?  Må vi se nogle top-25 lister . . . .  Gerne seriøse og med begrundelser.

Kom forbi (næsten) helt tilfældigt

Flere danske medier – både Danmarx Radio Nyheder og Berlingske Tidende – har bragt interviews med en stakkels tilfældig demonstrant, Nina Liv Brøndum, der bare skulle med “for at hygge sig” men helt ”tilfældigt” var endt i den såkaldt ”sorte blok” og derfor blev sat på den kolde jord i nogle timer.

Men hvor tilfældigt var det nu også? Vi ved det i sagens natur ikke, men efter lidt googling kan vi da se, at den stakkels tilfældigt forbipasserende tilsyneladende har visse erfaringer med helt tilfældigt at være in media res.  For ved siden af at være en engageret aktivist i Enhedslisten og kommunistiske kredse, som hun har optrådt som repræsentant for på den venstreekstremistiske hjemmeside Modkraft.dk, har frk. Nina såmænd også lagt vejen forbi en besættelse af Københavns Universitet tidligere i år, hvor hun som sit mål pluralistisk erklærede at ville ”befri” universitet ”ved at udrydde neoliberalismen på universitetet”. Apropos ”udrydde”, så redigerede frk. Nina i 2006 Socialistisk Ungdoms Fronts skrift ”Frontalt”, der bl.a. agiterede for direkte støtte til terrorbevægelserne PFLP og FARC.  Om hun var med ved Brorsons Kirken eller indtrængningen på Avedøre Værket, skal vi ikke kunne sige, om end hendes Facebook-profil i hvert fald antyder sympatierne.

Alle – og ikke mindst staten – skal behandle mennesker ordentligt, også mennesker med gakkede og usmagelige holdninger, og dét at sidde på jorden i fire timer i eget eller andres tis kan næppe være en hverken ideel eller nødvendig behandling. Men omvendt har mediernes dækning generelt været ganske ensidig, smagende af det forudindtagede.  Lidt interessant opsøgende journalistik kunne måske derimod være at afdække, om det var den unge kvinde, der selv henvendte sig til journalisterne, eller om de altid upolitiske journalister mon fik hende anbefalet fra en PR-medarbejder hos ”den sorte blok”?

Fusk eller sjusk? Mere om Poul Høi

Flere af punditokraterne har gennem årene udstillet, hvorledes Berlingske Tidendes Cavling Pris-vindende korrespondent, Poul Høi, har et mildest talt anstrengt forhold til den journalistiske etik – eller i hvert fald til omgang med fakta. (Se fx Mr. Law, Kurrild-Klitgaard, Gress & undertegnede.)

Nu har så også ex-punditokraten Mikael Jalving sat tænderne i Høis journalistik i to klummer (her og her) hos Jyllands-Posten. Jalving dokumenterer åbenlyse tilfælde af plagiat og peger på eksempler af en journalistisk praksis, der i bedste fald er diskutabel.

Det har affødt yderligere debat på Dansk Journalistforbunds hjemmeside (her og her), hvor empatiserende journalister straks cirkler vognene om deres åndsfælle og i stedet laver motivforskning på Jalving. Alt i alt slet ikke så overraskende.

Hos Punditokraterne ved vi dog, at det længe har været velkendt langt ind i Pilestræde, hvorledes Høi har haft en noget løsagtig omgang med sin pen. Se fx bare den tale, som daværende Berlingske-kollega Olav Hergel holdt til ”ære” for Høi, da sidstnævnte fik Cavling Prisen. Man skal vist have en meget tyk pande og meget deforme ører for ikke at forstå sarkasmen, som da angiveligt også fik mange af de fremmødte til at trække kraftigt på smilebåndet:

”Så meget overkommer han, at han burde smides ud af Dansk Journalistforbund for ukollegial opførsel. Han sprøjter artikler ud af ærmet med en hast, som var han en robot ved et samlebånd, der sætter ølkapsler på flaskerne. . . . Alle journalister stjæler fra andre aviser, men få gør det så elegant som Poul Høi. Han skal nok citere retmæssigt fra New York Times, Washington Post eller Los Angeles Times, men efter fire linjers læsning kan man ikke genkende hælervarene. For så har han allerede gjort dem til sine egne.”

Ganske morsomt – og originalt.

Men nu da bolden er givet op, så lad os da slå til den. Her på stedet åbner vi gerne for at hjælpe ex-punditokraten Jalving, og så kan denne blogs læsere måske også bidrage med lidt flere eksempler på Høis kreative journalistik? Vi har plads nok og lægger gerne for. Fx som den gang, hvor Høi i kølvandet på US Supreme Courts dom i sagen Bush v. Gore” (2000), som de facto afgjorde præsidentvalget skrev følgende i Berlingske i artiklen ”Det illusionsløse valg” (14.12.2000), rubriceret som en ”Nyhedsanalyse”:

”Der var engang et valg. Det var 7. november 2000, og 100 millioner amerikanere gik i stemmeboksen for at vælge deres nye præsident. 35 dage senere var det fem konservative dommere, som valgte ham: Rehnquist, O’Connor, Scalia, Kennedy og Thomas. Der var engang et land. Det var verdens eneste supermagt, »en skinnende by på en bakke«, som en af dets tidligere præsidenter havde kaldt det, »en flamme af håb«, som en anden præsident havde sagt.

I går – klokken fire om morgenen – skinnede byen lidt svagere, og håbet flakkede for et øjeblik. For hvad var det, der var sket i det demokrati, der er ældre end de fleste europæiske demokratier, og som op gennem historien har lært os alle om den gode og den store sag? Det havde fået en ny præsident – men hvad var prisen? George W. Bush står måske nok i forgrunden af billedet som sejrherren, men bag ham ligger et sønderlemmet land, hvor vælgerne fordeler sig ligeligt til begge sider, hvor Senatet er sammensat 50-50, hvor Floridas højesteret stemte 4-3, og hvor nationens højeste ret, de mennesker der skulle samle det usamlede, i går stemte 5-4. Højesteret stemte helt efter partibogen, og de fem konservative dommere dikterede USA en beslutning, hvis logiske konsekvens inviterer til debat: I weekenden besluttede de samme dommere at stoppe fintællingen i Florida, og dermed kunne den ikke blive færdig til tiden. I går afviste de så yderligere fintællinger, fordi tidsfristen var forpasset. Som højesterets hvidhårede nestor, den 80-årige John Paul Stevens, skrev i en smertende dissens: »Tiden vil på et tidspunkt hele det sår, som dagens beslutning har påført os. Ét er imidlertid helt sikkert. Selv om vi aldrig vil finde ud af, hvem der i sandhed vandt dette valg, så er det åbenlyst, hvem taberen er – nemlig nationens tillid til dommeren som en uafhængig vogter af retsstaten.« Og dommer Stevens har muligvis ret. Kun meget få amerikanere synes, at de seneste 35 dage har været morsomme, at de har tjent nationen til ære, men de fleste har forstået princippet og været tålmodige, og da højesteret i weekenden greb ind og stoppede den fintælling, der ville have fortalt os, hvem der havde vundet Florida, læste vælgerne tydeligt skriften på væggen: 53 pct. siger i en meningsmåling, at højesterets beslutning om et stop var funderet i politik, 34 pct. siger, at det var jura. Der er ikke kommet nogen troværdige meningsmålinger efter gårsdagens historiske punch, men der er ingen grund til at tro, at tallene vil fordele sig anderledes. Amerikanerne ved, at det var politik – at de fik en ny præsident, ikke på grund af lov og ret, men på grund af illusionsløs politik. Verden ved, at den fik en ny leder, ikke på grund af folkeflertallet, men fordi der tilfældigvis en tilfældig dag i historien var fem konservative dommere og kun fire liberale i USAs højesteret.”

Lad os se bort fra de tendentiøse formuleringer – og sågar også de faktuelle fejl og forvanskninger. Fx at det kontra Høi fremgår med lysende klarhed af dommens per curiam, at det ikke var med stemmerne 5 ”konservative” mod 4 ”liberale”, at man standsede de selektive stemmeoptællinger i Florida, men derimod med 7 (Republikansk og Demokratisk udpegede) dommere for og 2 (Republikansk og Demokratisk udpegede) dommere imod. Centralt og vigtigt, men lad bare det ligge.

Lad os i stedet hæfte os ved det citat, som Høi har bygget hele sin ”nyhedsanalyse” op om – citatet af højesteretsdommer John Paul Stevens. Når man læser Høis artikel er det umuligt at få andet indtryk end, at citatet må være en post factum kommentar til flertalsafgørelsen om at standse optællingerne, og at denne så vil undergrave tilliden til retssystemet, fordi det var partipolitik, der afgjorde sagen.

Men hvor kommer citatet fra, og hvad handler det egentlig om? Det kommer korrekt nok fra Stevens’ dissens – men i modsætning til, hvad Høi fremstiller det som, handler det faktisk slet ikke om US Supreme Courts flertalsafgørelse. Tværtimod kommenterede Stevens i passagen Floridas Supreme Courts forudgående afgørelse, og hvordan en føderal omstødelse af denne, ville undergrave borgernes tillid til dommerne ved de lavere instanser og disses rolle i forbindelse med delstaternes ansvar for afviklingen af præsidentvalg. Altså noget ganske, ganske andet.  Dette vil være klart for enhver, der faktisk har læst dommen. Her kommer passagen i sin kontekst:

“What must underlie petitioners’ entire federal assault on the Florida election procedures is an unstated lack of confidence in the impartiality and capacity of the state judges who would make the critical decisions if the vote count were to proceed. Otherwise, their position is wholly without merit. The endorsement of that position by the majority of this Court can only lend credence to the most cynical appraisal of t
he work of judges througho
ut the land. It is confidence in the men and women who administer the judicial system that is the true backbone of the rule of law. Time will one day heal the wound to that confidence that will be inflicted by today’s decision. One thing, however, is certain. Although we may never know with complete certainty the identity of the winner of this year’s Presidential election, the identity of the loser is perfectly clear. It is the Nation’s confidence in the judge as an impartial guardian of the rule of law.”

Man kan så spørge sig selv, om Poul Høi aldrig læste selve Stevens’ dissens, og derfor bare skrev af fra nogle andres selektive gengivelser af passagen? Eller om han faktisk kendte konteksten og bare misbrugte denne til at bygge noget, der mere er en normativ kommentar end en nyhedsanalyse, op om?

Så er det fusk eller sjusk? Det må vore læsere bedømme. Berlingske Tidendes redaktion er efter alt at dømme næppe interesseret.

Ugens citat: Den vulgære, ensrettende, korrupte, ubehagelige kapitalisme

Her kommer et dagsaktuelt citat, og vi overlader det til bloggens kloge og belæste læsere at vurdere, hvem ophavsmennesket mon kunne være.  Her er noget, hvor vedkommende taler om De Autonome:

“Jeg genkender det, de siger. Jeg genkender aggressiviteten og vreden. Afmagten. Jeg genkender afmagten over for en af den moderne kapitalismes skyggesider – nemlig ensretningen, den psykologisk skabte markedsplads, en moralsk korrupt økonomisk mekanisme, så ulækker som den glubske umådeholdne grådighed vi nyligt har set udfoldet. En mekanisme som mere og mere appellerer til de ubehagelige, mørke og svage dele af menneskets underbevidsthed. De vulgære, ens facader, discount overalt – laveste fællesnævner. Mediernes modbydelige magtkamp for at udstille og fremvise de mørkeste og mindst flatterende sider af menneskeheden. Internettet med dets ubegrænsede frihed, hvor alt kan findes. Også det “alt”, langt de fleste af os ikke har lyst til at finde – det alt, vi slet ikke har lyst til, vores børn skal finde …”

Hvem mon forfatteren er?

Larry Summers har da ret i noget …

Larry Summers, fhv. finansminister og nu siden i går kommende formand for Obamas GOSPLAN-komité National Economic Council, sagde flere rigtige ting i sin tid som Harvard-rektor:

“Don’t you agree . . . that, in general, economists are smarter than political scientists, and political scientists are smarter than sociologists?” (The Boston Globe, February 17, 2006)

Older posts

© 2017 Punditokraterne

Theme by Anders NorenUp ↑