Forfatter: Christian Bjørnskov (page 1 of 51)

Befolkning, klima og vækst 9: Fornybare og ikke-fornybare ressourcer

Miljødebatter er ofte karakteriseret ved meget stærke – og til tider nærmest religiøse – holdninger, relativt få fakta, og massiv konceptuel forvirring. I dag tager vi i vores sommerserie et kig på en bid af denne forvirring. Helt specifikt skelner vi mellem fornybare og ikke-fornybare ressourcer, da diskussioner omkring disse to typer burde være meget forskellige.

En ikke-fornybar ressourcer er ting som olie, kobber eller palladium, hvor der kun er en begrænset mængde til rådighed på Jorden. Rigtigt mange miljødiskussioner står omkring disse ressourcer, ikke mindst fordi udvindingen af dem også i mange tilfælde er forbundet med forureningsproblemer. Modsat er fornybare ressourcer fundamentalt anderledes, da de er ting som træ, fisk, næsehorn og rent vand. Mens en del af diskussionen omkring disse ressourcer netop antager en kvasi-religiøs karakter – militante veganere er således imod enhver brug af dyr, og mange bruger vage argumenter om hvordan vi ’udnytter Moder Jord’ osv. – er den miljøøkonomiske diskussion fokuseret på, hvordan man på bedste vis bruger disse ressourcer.

De klassiske illustrationer af de overvejelser, man må have, er fra fiskeri eller skovbrug, men alle fornybare ressourcer har samme karakteristika og giver derfor de samme overvejelser. Uden menneskelige indblanding når disse ressourcer en vis mængde – når skoven bliver for tæt, er der ikke næring nok til at nye træer kan gro frem, ligesom der kun kommer så mange fisk, som der er næring til i deres naturlige del af havet. Kommer der en storm, der vælter en del af de store træer – eller en begivenhed, der slår en mængde fisk ihjel – vil skoven og fiskebestanden derfor vokse igen, fordi der nu er mere næring per træ / fisk. Undtagelsen er, hvis så mange store træer dør, at de små nye ikke er tilstrækkeligt beskyttede mod vejr, vind og dyr, og hvis fiskebestanden bliver så lille, at den ikke kan reproducere sig selv. I det tilfælde taler man derfor om en udrydningstruet art.

Hele pointen her er, at man tegne væksten i bestanden som et omvendt U: Hvis bestanden er meget stor, er væksten nul, hvis man udnytter lidt af den, stiger væksten efterfølgende, mens den falder igen hvis man tager store mængder. For at illustrere problemstillingen, bruger vi her en simpel figur, som vi tager fra en undervisningsnote Gerda Asmus og jeg skrev for et par år siden. Vi brugte den i vores kandidatkursus i Institutional Economics ved universitetet i Heidelberg, hvor den gav de studerende en hurtig indgang til den logiske intuition.

Figuren viser det omvendte U, med ’quantity or effort” på x-aksen, og gevinster og omkostninger på y-aksen. Man kan for eksempel tænke på ’effort’ som det antal timer, man fælder træer eller fanger fisk i Nordsøen. TC, de totale omkostninger, er lønnen som skovarbejderne / fiskerne skal have, gange med hvor mange timer de er i gang. Man kan derefter aflæse profitten som forskellen på et punkt på det omvendte U (gevinsten) minus TC (omkostningen). Gør man det, er det let at se at den største profit vil være der, hvor afstanden mellem de to er størst, altså hvor tangenten har samme hældning (flugter med) omkostningslinjen. Fælder man flere træer end det, tjener man måske nok mere nu, men der vil være færre træer næste år, og man har således på uøkonomisk vis overudnyttet sin ressource.

Udfordringen her kommer fra, at denne slags overvejelse gælder et monopol – når der kun er én, der har ret til ressourcen. Hvis der er fri adgang til markedet, er der alligevel en profitmulighed til dem, der vil gå ind og fælde flere træer / fange flere fisk. I et frit marked vil der derfor komme flere folk i skoven og flere både på havet, indtil det punkt hvor profitten er nul og der således ikke er noget incitament for endnu flere folk til at arbejde endnu flere timer. Det sker ved punktet Em, hvor vores fornybare ressource meget tydeligt overudnyttes! Der er med andre ord her sket afskovning og overfiskning, og der er nu for få træer og fisk, fordi folk har konkurreret om at tage fisk og træer fra hinanden.

Over årene førte denne miljøøkonomiske indsigt til, at folk enten argumenterede for at denne type aktivitet skulle beskattes hårdt – hvis den er for attraktiv økonomisk i et frit marked, må man gøre den langt mindre attraktiv (og skatteindtægterne er rare) – eller helt underlægges fuld statslig kontrol. Men som Ronald Coase var blandt de første til at se, og folk som Terry Anderson og Lee Alston i årevis har påpeget er en effektiv løsning, handler problemet slet ikke om frie markeder. Problemet er derimod, at der ingen ejendomsrettigheder er til ressourcerne.

At skabe ejendomsrettigheder til fornybare ressourcer er ofte politisk stærkt kontroversielt – man kan næsten høre miljøaktivister råbe, at havet tilhører os alle – men er også en meget effektiv løsning på denne type miljøproblemer. Sagen er, at når der gives ejendomsrettigheder til skoven, vil alle ejere agere som om de havde monopol. Grunden er, at det har de – ikke til markedet som sådan, men til deres egen del af det. Der er således ingen eksternaliteter, da de eneste de kan stjæle træer fra i fremtiden er dem selv. Det samme gælder, hvis fiskere enten får rettigheder til at fiske i et bestemt område af havet, eller til en bestemt mængde fisk (dvs. en kvote).

Ejendomsrettighederne virker dog ikke, hvis de ikke følges af institutioner, der håndhæver dem effektivt. Det samme gælder faktisk en skatteløsning, som vist i Figur 3 nedenfor. Med en skat, der både er af den korrekte størrelse og faktisk opkræves effektivt af et velfungerende skattevæsen, kan man ramme den rigtige udnyttelse af ressourcen. Med effektiv håndhævelse af folks ejendomsret til, for eksempel, en skov, kan man forhindre overudnyttelse. Men med utilstrækkelig håndhævelse vil der ske overudnyttelse pga. ulovlig skovning, krybskytteri osv., der alle tæller tyveri, når der er ejendomsret.

Som Adam Smith allerede indså i slutningen af 1700-tallet, er et frit marked derfor mest effektivt når der er solide og effektive institutioner som for eksempel et uafhængigt retsvæsen, der håndhæver ejendomsretten. Der er dog to, sidste, men vigtige forskelle på de to løsninger. Vælger man skatteløsningen, skal staten 1) vide hvilket niveau der er det rigtige og vide nok til at sætte den korrekte skat; og 2) dem der udnytter ressourcen vil have et stærkt incitament til at undvige systemet for at slippe for skatten. Det omvendte sker med en ejendomsretslig løsning. Her behøver staten / regeringen ikke at vide, hvad der er den optimale udnyttelse af hver enkelt bid skov og hver type træ. Ydermere har dem, der udnytter en naturlig ressource et stærkt incitament til at støtte, at deres ejendomsret til den håndhæves.

Teknisk vil man i samfundsforskningen sige, at en indførsel af ejendomsret er en incitamentkompatibel løsning, fordi aktørerne har en egeninteresse i, at den fungerer. Det var for eksempel tilfældet, da Norge privatiserede størstedelen af landets skove i 1860erne. Ændringen, der effektivt gav ejendomsrettigheder til skoven og håndhævede dem effektivt, førte til starten på et meget succesrigt skovvæsen i det ellers underudviklede Nordnorge. Løsningen på problemer med fornybare ressourcer er således ikke altid den samme som løsningen på andre miljøproblemer, men lærer os mindst én ting: med frie markeder, understøttet af solide institutioner, kommer man langt i retning af at løse miljøproblemer.

Befolkning, klima og vækst 7: Intensiv og ekstensiv vækst

Er økonomisk vækst skadelig for miljøet? Spørger man de fleste mennesker, inklusive mange klimaforskere (der ofte ikke er nervøse for at udtale sig udenfor deres eget fag), er svaret et tydeligt ja. Hvis vi bliver rigere, bruger vi jo flere ressourcer og energi, og det må være skadeligt for miljøet og bidrage til global opvarmning. Spørger man økonomer med indsigt i vækstprocesser, er svaret helt anderledes betinget og nuanceret. Det relevante spørgsmål er ikke, om vækst er skadelig for miljøet, men hvilken vækst vi overhovedet taler om. Økonomisk vækst er nemlig ikke bare økonomisk vækst. Man drager ofte et fundamentalt skel mellem ekstensiv og intensiv vækst. Disse kaldes også til tider vækst drevet af faktorakkumulation og vækst drevet af faktorproduktivitet, og er ekstremt forskellige processer.

Ekstensiv vækst er det, som de fleste ikke-økonomer forestiller sig vækst må være: At man bruger flere folk, der arbejder flere timer og bruger flere ressourcer. Det er denne type vækst, der for eksempel sigtes efter, når forskellige regeringer over årene har lavet arbejdsmarkedsreformer. Når arbejdsudbuddet stiger, arbejder flere folk flere timer, og den økonomiske aktivitet stiger dermed. Skal man lave flere biler med den nuværende teknologi, skal man således bruge flere folk, mere stål, gummi osv.

Siden Robert Solows arbejde sidst i 1950erne har man brugt et simpelt, matematisk eksempel på forskellen på intensiv og ekstensiv vækst. Man forestiller sig en ’produktionsfunktion’, dvs. en matematisk illustration af, hvordan ressourcer bliver til færdige produkter. Den har typisk formen y = a f (k, l), hvor y er output eller indkomst, f er funktionen, der omformer kapital k og arbejdskraft l til output, og a er en teknologiparameter, der illustrerer hvor effektiv, ens produktion er. En helt typisk form, der er nemmere at have med at gøre, kaldes Cobb-Douglas: y = a kα l1-α. Med Cobb-Douglas er tricket, at α kan fortolkes som den andel af indkomstskabelsen, der gør til kapitalejerne, og 1- α dermed er den andel af indkomstskabelsen, er udbetales som løn.

Illustrationen er så effektiv fordi den viser, hvordan væksten kan komme fra tre kilder i modellen, fordi man matematisk kan ’dekomponere’ vækst. Tager man Cobb-Douglas-funktionen i vækstrater, bliver den til ŷ = a + α k + (1 – α) l. Som den lille model illustrerer, kan væksten for det første komme fra vækst i k, som er almindelige investeringer, og vækst i l, som kan ske når arbejdsstyrken udvides – enten da kvinderne kom på arbejdsmarkedet, når den strukturelle arbejdsløshed falder, eller når man får folk til at arbejde flere timer. Begge disse giver ekstensiv vækst, fordi den hviler på at man propper mere ind i produktionen. For det andet kan væksten komme fra vækst i a, dvs. fra at det man laver bliver mere produktivt. Det er den intensive vækst, væksten i faktorproduktivitet.

Sagen er, at ekstensiv vækst ikke kan blive ved! Der er naturlige grænser for hvor stor en del af befolkningen, man kan få i arbejde, og hvor mange timer de vil arbejde. På samme måde er der aftagende skalaafkast af kapital – maskine nummer 100 gør ikke lige så stor en forskel som maskine nummer 10. Som Solow og Trevor Swan indså, må langsigtet vækst i sidste ende derfor komme fra intensiv vækst, dvs. at vi bliver dygtigere til at få noget ud af de ressourcer, vi nu engang har. I en miljømæssig sammenhæng er det en helt central indsigt, da ekstensiv vækst i sagens natur øger ressourceforbruget, mens intensiv vækst rent faktisk kan reducere ressourceforbrug, forurening og miljøbelastning. Er man interesseret i miljøkonsekvenserne af fortsat økonomisk udvikling, må man derfor altid spørge sig selv, hvilken type vækst man tænker på.

Vi illustrerer forskellen i figuren over vestlige lande nedenfor. Her har vi taget vækstraten i købekraftskorrigeret nationalindkomst per indbygger de sidste 20 år fra Penn World Tables, og sammenholdt den med en beregnet vækst i den vækst, der kan komme fra ekstensive kilder (vi beregner derfor et såkaldt Solow-residual). Den ekstensive vækst er her beregnet med en kapitalandel – et α i funktionen ovenfor – på 0,6, som i det store og hele ender med at give sammenlignelige resultater med f.eks. OECDs mål for såkaldt multifaktorproduktivitet, og blot skal tages med et gran salt når det gælder ressourceøkonomier (se f.eks. Rusland). Søjlerne er de totale vækstrater, den blå del er den ekstensive vækst, mens den orange er den intensive. Bemærk at flere lande – inklusive Italien, Grækenland og Portugal i bunden – ser mærkelige ud, da de er blevet mindre produktive de sidste 20 år. Italiens vækst fra ekstensive kilder modsvares således næsten fuldstændigt af en erosion af dets produktivitet. Et andet forhold, der nok er værd at bemærke, er at dansk udvikling, beregnet på denne måde, har været næsten udelukkende ekstensiv de sidste to årtier.

Det svære ved at skille de to typer vækst ad, og at kommunikere den vigtige forskel, er ikke matematikken. Det er at få ikke-økonomer til at forestille sig, hvad intensiv vækst er. Jeg har med mellemrum hørt folk påstå, at det bare altsammen er fugle på taget, og har oplevet at de afkrævede mig svar på, hvor de næste års intensiv vækst skal komme fra. Den slags krav er dybt frustrerende, da folk dermed implicit kræver at økonomer er profeter (og det er ingen seriøse økonomer). Vi giver nedenfor et (måske nørdet) eksempel på kilder til intensiv vækst fra flybranchen.

Figuren viser brændstofforbruget per 100 sædekilometer i en større gruppe rutefly. Nogle af dem har været almindelige en gang, men er ikke længere i drift, nogle af dem er almindelige i dag, og et enkelt – det russiske MC 21 – er på vej på markedet. Det særlige i figuren er, at vi har sorteret dem efter det år, de blev sat i drift.

Som figuren meget tydeligt viser, er fly blevet meget mere brændstoføkonomiske siden begyndelsen af 1960erne. Kilderne til besparelsen er dog forskellige og ofte ikke til at se for folk, der ikke er eksperter. De handler både om fremskridt i motorer, vægt og aerodynamik. Et moderne Boeing 787 er således væsentligt lettere end tidligere fly pga. brugen af kulfiber, mere aerodynamisk – blandt andet pga. ændret vingedesign – og har ligesom de fleste læseres biler langt mere økonomiske motorer. På samme måde kan man ikke se med det blotte øje, at et moderne køleskab kun bruger omtrent en fjerdedel af den strøm, køleskabe brugte i 1970erne, ligesom det heller ikke er til at se, hvorfor biler er blevet så meget billigere over årene.

Det særlige er dog, at disse ofte usynlige kilder er den faktiske drivkraft i intensiv vækst, som kan gøre os både rigere og tillade os at efterlade et mindre miljømæssigt aftryk. Der er ikke noget modsætningsforhold mellem intensiv vækst og miljøbekymringer, men absolut en modsætning på langt sigt mellem ekstensiv vækst og miljøet. Hvis de mange kommentatorer i miljø- og klimadebatter, der glat væk udtaler sig om økonomi på det tyndest mulige grundlag, ikke lærer andet, er forskellen på ekstensiv og intensiv vækst den vigtigste, de skal have med herfra.

Ågerup om Danmark og velfærdsstaten

Det skrives meget vrøvl om velfærdsstaten i Skandinavien. Vi er dog i den heldige situation, at vi lever i den og dermed kan genkende en del af påstandene som nonsens når de ikke passer med data eller vores eget liv. Desværre har vrøvlet i de senere år bredt sig til andre dele af verden.

Det er derfor vigtigt, at danske, svenske og norske eksperter sætter ‘the record straigt’ for, hvad der er korrekt og hvad der er vrøvl. Det skete sidste år, da Trish Regan – en overivrig og underinformeret Fox News-vært – påstod, at Danmark var socialistisk. Her rykkede begge fløje, inklusive Kristian Jensen og Dan Jørgensen, ud for at skyde påstanden ned. Der er dog stadig mærkelige idéer om, hvad de skandinaviske velfærdsstater er for en størrelse, som også har bredt sig ind i det stadig mere absurde, britiske Labour-parti.

I sidste uges udgave af den fremragende podcast Live from Lord North Street, der drives af the Institute of Economic Affairs, interviewer institutets Director General Mark Littlewood derfor Cepos-direktøren Martin Ågerup. Martin er som altid klar, velargumenteret og balanceret, ligesom Mark er en vidende og interessant samtalepartner. Podcasten er som altid varmt anbefalet!

Befolkning, klima og vækst 5: Er lave børnetal et problem?

Man hører med mellemrum politikere og eksperter erklære, at vi skal have flere børn! Som f.eks. Niels Ploug fra Danmarks Statistik har argumenteret (læs her), bør danskerne få flere børn for at ’redde velfærdsstaten’. Idéen om, at der i en eller anden forstand er en værdi af at få mange børn, deles af adskillige religioner, inklusive kristendom, der prædiker at man skal befolke jorden og få flere børn. På samme tid var den sociale norm i århundreder, at man burde få mange børn., og mange mennesker synes stadig at mene, at et liv med egne børn er det eneste moralsk forsvarlige.

Som forsker må man derimod gå til spørgsmålet med anderledes åbne øjne, når man ser på om lave børnetal er et problem. Idet spørgsmålet i denne sommerserie er, om lave børnetal er et problem i forhold til langsigtet vækst eller miljøtilstand, kan vi ser bort fra både sociale normer og religiøse værdier.

For at forstå Plougs og andres argument og se, hvordan et lavt børnetal kan true en helt speciel type samfundssystem, må man indså, at stort set alle moderne velfærdsstater er bygget op som et såkaldt ’Ponzi Scheme’ – et pyramidespil. Som et hvilket som helst andet pyramidespil hænger det kun sammen, så længe der til stadighed kommer flere betalere til, end der er modtagere. Velfærdsstaten bliver til et pyramidespil, når en del eller hele pensionen betales af de nuværende skatteydere – man betaler sine forældres pension – og mindst et af flere forhold gælder: 1) Hvis pensionsalderen ikke følger med den gennemsnitlige levealder, så folk effektivt får flere år på pension; 2) hvis pensionisterne bliver dyrere når de, for eksempel, lever flere år med dårligt helbred; og 3) hvis Wagner’s Lov gælder, så pensionisternes servicekrav stiger hurtigere end nationalproduktet.

Alle tre forhold gælder sandsynligvis i vestlige samfund, og indebærer at de offentlige finanser ikke hænger sammen medmindre der bliver stadigt flere i arbejde per pensionist. Med andre ord: Hvis den arbejdende del af befolkningen ikke bliver ved med at vokse, hænger pensions- og sundhedssystemet ikke økonomisk sammen. Det vigtige er dog at indse, at kravet om en stigende befolkning, og dermed om børnetal over 2,1 per kvinde, er skabt af et fejldesignet offentligt system. Der er således ikke noget umiddelbart objektivt argument for, at høje børnetal er positive eller nødvendige, da der er tale om en konsekvens af alvorlige regeringsfejl. Ingen af problemerne er vigtige i det tilfælde, at man har et system hvor hvert individ selv betaler ind til sin egen pension.

Omvendt er der ganske gode argumenter for, at et højt børnetal er et problem. Et af de simple og klassiske, teoretiske problemer er at familier med flere børn vil have relativt færre ressourcer per barn. De vil derfor nødvendigvis blive nødt til at prioritere, hvilket eller hvilke børn der kan få en uddannelse, da uddannelse både koster penge og tabt arbejdsfortjeneste – børnene kan jo ikke arbejde, mens de læser. Disse bider teori er derfor også centrale for Gary Beckers idé om, at jo rigere folk bliver, jo mere vægter de kvalitet over kvantitet i deres valg af, hvor mange børn de får. Mens det kan være svært at se, at det skulle være et væsentligt problem for de fleste i vestlige lande, er det et intuitivt godt argument i fattigere lande. Det skaber det fundamentale problem, at selvom uddannelse er vigtig for den langsigtede vækst og et samfunds teknologiske ’innovationskraft’, vil mange fattige og mellemindkomst-lande have et uddannelsesproblem så længe børnetallet forbliver højt. Det kan dermed være en mekanisme, der forbinder høje børnetal med lav vækst.

Der findes dog andre teoretiske argumenter, inklusive et fra den altid interessante Bryan Caplan. Hans argument for flere børn er, at jo flere folk der er, jo flere idéer får de. Det ville betyde, at en større global befolkning alt andet lige indebærer hurtigere økonomisk vækst, og kan derfor være en del af forklaringen på, hvorfor væksten var så relativt hurtig i det 20. århundrede. Et af flere argumenter imod Bryan er dog, at jo flere mennesker der er, jo sværere bliver det at spotte de store talenter. Selvom der typisk vil være flere talenter, jo flere mennesker der er, bliver de også mere usynlige. Derudover er det heller ikke givet, at de alle vil bruge deres talent innovativt i stedet for at udnytte det til effektiv rent-seeking (som William Baumol indså).

Helt overordnet er der således gode argumenter for næsten alle positioner – positiv, negativ og ligegyldig. De fleste vækstteoretikere og empiriske vækstforskere hælder dog mest i retning af, at høje børnetal er skadelige for et lands langsigtede økonomiske udvikling, ligesom de fleste miljøøkonomer ser høje børnetal som et fremtidigt problem. Og indtil videre er der ikke meget, der tyder på at lande med skrumpende befolkninger klarer sig økonomisk ringere end andre befolkninger.

Vi slutter derfor denne post i vores sommerserie med det simple, empiriske billede. I figuren nedenfor sammenholder vi vækst i købekraftsjusteret nationalindkomst per indbygger i to 20-årsperioder med befolkningstilvæksten i samme perioder (begge fra Penn World Tables). Vi har plottet indkomstvæksten i fire såkaldte kvartiler – de 25 % lande der har lavest befolkningstilvækst er 1. kvartil, de 25 % næste 2. kvartil osv. Mens det ikke tæller som hård evidens, viser figuren dog et meget klart billede: Lande med høje fødselstal har næsten altid lave langsigtede vækstrater. Høje fødselstal ser ud til at være både et økonomisk og miljømæssigt problem på lang sigt.

Civil ærlighed og social tillid

Forskningslitteraturen om social tillid – graden af tillid folk generelt har til andre mennesker, de ikke kender – har vist, hvordan folks tillid til hinanden og deres grad af ærlighed præger samfundet. Der findes dog stadig en minder gruppe samfundsforskere, som argumenterer at folks tillid – som måles ved hjælp af spørgeskemaer – er ekspressiv eller blot udtryk for folks kolde risikovurdering. Med andre ord mener de, at det bare er noget folk siger, og folk er slet ikke tillidsfulde eller specielt ærlige i de nordiske lande, men måske bare tvinges af omhyggelig håndhævelse af loven.

Tricket er at finde en type adfærd, der ikke kan håndhæves af politiet, og ikke bare er ekspressiv. Stephen Knack og Philip Keefers løsning for mere end 20 år siden var at se på sammenhængen mellem folks tillidsniveau og deres opførsel i det såkaldte ”wallet drop experiment” – de tabte punges eksperiment. Øvelsen går meget simpelt ud på, at man ’taber’ en række punge med information om, hvis de er og hvor folk bor. Man ser derefter, hvor mange punge bliver leveret tilbage til ejeren med indholdet intakt, og sammenholder andelen af tilbageleverede punge med tillidsscoren i området.

Fornylig har en gruppe forskere gentaget en variant af dette eksperiment i 40 lande rundt omkring i verden. I artiklen, som er udkommet i Science, beskriver de præcist hvordan de har gjort. En del af det særlige ved det nye eksperiment, er at de i stedet for at tabe punge har indleveret dem som om de havde fundet en tabt pung. I de fleste lande har de gentaget eksperimentet 400 gange og varieret, hvor de indleverede dem, og om der var penge i pungen eller ej.

Resultaterne viser meget store forskelle i ærlighed på tværs af verden. I bunden finder man Peru, Kina og Kenya, hvor henholdsvis 13,8, 14,3 og 17,2 % kom tilbage til ejeren. Var der penge i pungene, kom generelt lidt flere tilbage. Det gjaldt dog stadig kun 13,4 % i Peru, 18 % i Mexico, og 19 % i Kenya. I den anden ende af skalaen kom mere end tre fjerdedele af pungene tilbage: I Tjekkiet (78 %), Norge (78,7 %), Schweiz (79 %), New Zealand (80 %), Sverige (81,5 %) og Danmark (82 %).

Studiet viser også igen, at den målte tillid i spørgeskemaer ikke er ekspressiv, men klart reflekterer folks forventede ærlighed. Som man kan se i figuren nedenfor, er der en tydelig og stærk sammenhæng mellem folks tillid (på x-aksen) og hvor mange punge med penge, der kom tilbage i eksperimentet (y-aksen). Bruger man lidt simpel regressionsanalyse til at vurdere vigtighede, viser resultaterne, at en fordobling af BNP per indbygger giver 13 % flere tilbageleverede punge, mens en fordobling af tilliden giver et plus på 7 %.

Mest af alt viser det nye eksperiment dog endnu en gang, at vi i Danmark lever i et af verdens mest ærlige samfund. Ærligheden i Danmark tager nogle gange et lidt aggressivt udtryk, når vi fortæller folk helt ærligt hvad vi mener, eller når vi reagerer på folk, der misbruger tilliden. Men jeg vil langt hellere leve med det, end i et samfund hvor folk ikke stoler på hinanden. Og jeg er ikke nervøs for at tabe min pung – eller lade min kontordør stå åben når jeg er til frokost – i Danmark.

Sommerferie for økonomiprofessorer

Jeg oplever hvert år, at studerende, venner og familie spørger, hvad jeg skal bruge sommerferien på. De fleste af dem har den opfattelse, at når undervisningen og de sidste eksaminer er ovre, er der ikke noget at lave for professorer før september. Med andre ord tror mange mennesker, at professorer har meget lange sommerferier. Idéen er en del af den større idé, at det må være let at være professor – man skal i medierne en gang imellem, undervise et par timer om ugen, og ellers være klog for sin enorme hyre. Dagens post handler om, hvor forkert den idé er.

Mens flere af mine venner er på vej på ferie, sidder jeg på universitetet i Kiel og skriver denne post. Jeg er her til videnskabelige workshop fra torsdag til lørdag, og bruger søndagen på at rejse tilbage til Aarhus. Det betyder dog ikke, at jeg holder ferie fra næste uge. Som min gode ven og kollega Pierre-Guillaume Méon og jeg talte om i en pause i dag, er juli langt fra en feriemåned for os. Problemet er, at vi begge skal til den såkaldte Silvaplana-workshop den 21.-25. juli, og langt de fleste af deltagerne der bruger den første halvdel af juli på at gøre deres artikler og præsentationer færdige.

På samme tid har de fleste af os det særlige problem, at der er en række deadlines i løbet af august. For de af os, der skal til konference i the European Law and Economics Association i Tel Aviv i midten af september, er deadline for at sende den endelige version af ens konferencepapir i slutningen af august. Arbejdet med det ligger derfor også i juli og august. For mit eget vedkommende, har jeg en ekstra forpligtelse. Om aftenen den 4. august gør turen til London, hvor jeg blot overnatter før jeg den 5. flyver til Dallas. Der er en heldagsworkshop om økonomisk frihed den 6. august, hvorefter jeg flyver tilbage til London den 7. om eftermiddagen. Præsentationen og andet materiale til workshoppen i Dallas må nødvendigvis gøre færdigt i slutningen af juli.

Derudover bliver de fleste af os nødt til både at gøre forskningsopgaver færdige, som har ligget på skrivebordet siden foråret, hvor vi ikke havde tid til dem pga. undervisning og flere administrative opgaver. Man bruger også tid på at forberede ny forskning, som man ved skal sendes til konferencer før de typiske deadlines først i november. Når undervisningen går i gang i september fosvinder ens forskningstid ofte, og det eneste rationelle valg er derfor at bruge større dele af sommeren på forskning, som ofte først skal præsenteres i foråret.

Det er vigtigt at understrege, at formålet med denne post ikke er at søge sympati eller beklage vores situation. De fleste af os synes, at vi har meget interessante jobs det meste af tiden! Men det er ofte et problem for os, at mange – og måske de fleste – mennesker i vores omgangskredse ikke forstår, at vores job er fundamentalt anderledes struktureret end andre jobs. Vi har derfor ikke lige tid til et eller andet, selvom det er juli og alle andre holder ferie eller slapper af. Et professorjob giver godt 600.000 kroner om året og for de fleste nationaløkonomer indebærer det en typisk arbejdsuge omkring 55 arbejdstimer, og nogle der er væsentligt længere. Mange af de timer bliver nødt til at ligge når andre mennesker har sommerferie. Så hvis I undrer jer over, at vi også i sommerferien fortæller jer, at vi altså ikke lige har tid til at smide et par dage i en tur i sommerhus eller andet. De fleste af os bruger sommeren på at nå, hvad vi ikke nåede i foråret, eller vi ved vi ikke har tid til i efteråret. Det er ikke fordi vi ikke vil bruge sommeren med jer!

Befolkning, klima og vækst 3: Partikelforurening

Når der tales om forurening for tiden, henvises der næsten altid til enten vandkvalitet eller et eller andet aspekt af CO2-debatten. Mens man naturligvis bør tage disse debatter alvorligt, er der en anden og anderledes umiddelbart farlig type: Partikelforurening. Både i dag og historisk er partikelforurening alvorligt skadeligt for mennesker. Det gælder både indendørs partikler fra opvarmning og madlavning over åben ild, som det gælder de problemer med kul- og dieselos, som vores forældres og bedsteforældres generation kendte alt for godt.

En af de bedste illustrationer af problemet kom i starten af december 1952, i form af det, der blev kaldt The Great Smog of London. På grund af et fænomen kaldet ’temperaturinversion’, hvor et lag varmere luft lagde sig oven på denne kolde luft i London, steg den giftige partikelforurening i byen dramatisk. Dynen af varm luft en giftig tåge i at løfte sig over byen, og da der stort set ingen vind var, lagde tågen sig tungt over London i fem dage. Tågen i starten af december blev således hurtigt gullig pga. et særligt højt svovlindhold fra byens mange kulfyr og de ikoniske London-busser, der næsten lige var blevet udstyret med moderne dieselmotorer.

Luften i London siges i de dage at have lugtet som rådne æg pga. det høje svovlindhold i luften. Folk holdt med myndighedernes anbefaling børn hjemme fra skole, undgik at gå ud, og mange blev endda hjemme fra arbejde. Det skulle vise sig at være en god idé, og en endnu bedre idé at tage væk fra London – hvis man kunne køre eller finde et tog, der gik – da flere tusinde døde af smogen.

Efterfølgende vurderinger peger på, at 8000-12000 døde som følge af London-smogen i december 1952. Episoden var en øjenåbner i Storbritannien og fik efterfølgende borgere i mange andre land til at indse, hvor skadelig forurening faktisk kunne være. Mange borgere efterspurgte regulering, men opmærksomheden fik også virksomheder til at efterspørge løsninger på udfordringer med partikelforurening fra deres produkter, i deres produktion, og på deres fabrikker. Spørgsmålet var derefter, hvilke lande, der gjorde noget ved problemerne – og hvornår.

Plottet nedenfor giver en indikation af svaret på spørgsmålet. Vi illustrerer her sammenhængen mellem gennemsnitsindkomst, målt ved real BNP per capita fra the Penn World Tables, og PM 2.5 som indikerer antallet af mikropartikler i luften – partikler, der er mindre end 2,5 mikrometer i diameter i 2013-2015. De blå prikker indikerer almindelige lande, mens de orange er olie- og gasproducenter. Figuren viser tydeligt, at det er vigtigt at skille de to type lande fra hinanden. Ser man derimod på de blå punkter, er det ret tydeligt at der er en klar sammenhæng. Op til et vist punkt ser der umiddelbart ud til at være stor spredning, men ser man nærmere efter, drejer det sig faktisk kun om fire lande – Bangladesh, Cameroun, Egypten, Mauretanien – mens resten følger et klart mønster. 

Som figuren viser, er der i moderne tid ingen Kuznetskurve for partikelforurening (eller også er alle lande på den rigtige side af toppunktet). Forskellene langs kurven er heller ikke helt små: For hver fordobling af gennemsnitsindkomsten falder partikelforureningen med cirka 40 procent. Går man således fra et velstandsniveau omkring 15.000 dollars per person – meget cirka Serbiens nuværende niveau – til Danmarks status omkring tre gange så høje gennemsnitsindkomster, vil partikelforureningen typisk mere end halveres.

Partikelforurening er et alvorligt miljøproblem, og et af dem der er mest skadeligt for menneskers helbred. Men det er et problem, der i høj grad forsvinder med moderne udvikling. Som både tværsnittet i figuren ovenfor, som den britiske udvikling siden 1970 i figuren fra Storbritanniens Department for Environment, Food & Rural Affairs nedenfor viser, er problemet ikke økonomisk vækst. Efterkrigstidens udvikling peger i høj grad på, at moderne vækst er løsningen. Det betyder dog ikke at al vækst er en løsning – den skal være ’intensiv’, som vi skriver om senere på sommeren.

Befolkning, klima og vækst 2: Miljømæssige Kuznetskurver

Forleden sneg vi dette års sommerserie på punditokraterne i gang. Serien handler, som opmærksomme læsere allerede vil vide, om befolkningstilvækst, klima og miljøøkonomi. Vores mål er ligesom med sommerserierne i 2017 og 2018 at oplyse læserne om, hvad vi ved og hvilke diskussioner, man måske bør have. Vi afholder os i videst muligt omfang fra at være polemiske, selvom vi er klar over, at nogle læsere givetvist vil læse polemiske incitamenter ind i vores valg af emner. Det kan vi ikke gøre noget som helst ved.

Nummer to i vores sommerserie i dag handler om det, man ofte kalder ”miljømæssige Kuznetskurver” – på engelsk the Environmental Kuznets Curve. Disse kurver er resultatet af overvejelser af, hvordan den teoretiske sammenhæng mellem økonomisk udvikling og omfanget af miljøproblemer ser ud. En typisk Kuznetskurve ligner en pukkel, da man som ofte antager, at miljøproblemerne stiger i takt med den økonomiske udvikling, men kun indtil et vist punkt. Efter dette punkt, hvor virksomhederne og den overordnede økonomi er blevet avanceret nok til at indføre mere ressourceeffektiv teknologi og bedre ressourcemanagement, og hvor almindelige borgere er blevet rige nok til i væsentlig grad at bekymre sig om forhold som miljøbelastning, falder omfanget af miljøproblemer igen.

Hvis et miljøproblem kan beskrives med en Kuznetskurve, er den mest effektive måde at løse miljøproblemerne på, uden at skade menneskelig velfærd, således at bringe landet over Kuznetspunktet – toppen af den pukkellugende kurve – og over i det ’stadie’ af den økonomiske udvikling, hvor øget velstand indebærer færre miljøproblemer. Om der er et toppunkt og udviklingen dermed kan beskrives med en Kuznetskurve, og i givet fald hvor punktet ligger, er naturligvis et åbent spørgsmål som forskere stadig skændes om.

I den nedenstående figur forsøger vi at kaste en smule lys over denne type forhold. Vi deler verdens lande op i fem såkaldte ’kvintiler’ – fem lige store grupper af lande – i forhold til deres velstandsniveau (real BNP per capita fra Penn World Tables). For hver kvintil plotter vi den gennemsnitlige ændring i landenes CO2-udledninger per indbygger mellem 1974 og 1994 (de blå søjler) og 1994 og 2014 (de orange søjler), som vi får fra Verdensbankens World Development Indicators. Vi gør det på den måde, fordi det giver det mest håndgribelige indtryk af dynamikken i udledningerne.

Det interessante er, at der ser ud til at være to slags sammenhænge i dataene. I de tidlige tal mellem 1974 og 1994 er de største stigninger i udledninger at finde i mellemindkomstlande, mens der faktisk er et lille fald i verdens 20 procent rigeste lande. Ser man på den nyere periode er der langt større stigninger blandt særligt meget fattige lande, men også et ganske markant fald på 15 procent blandt de 20 procent rigeste. Hvad foregår der?

Tricket til at forstå udviklingen er at notere sig, at mellem 1974 og 1994 voksede verdens 20 procent fattigste lande i gennemsnit slet ikke. Stigningen i CO2-udledninger på cirka 15 procent er derfor sandsynligvis import af gammel teknologi fra i-lande, der svinede mere end traditionel teknologi. Anden kvintil havde også en meget begrænset vækst mellem 1974 og 1994 (kun 4 procent over de tyve år), mens tredje og fjerde kvintil voksede med henholdsvis 49 og 35 procent, og femte kvintil med 24 procent. Det var med andre en periode, hvor verden blev mere ulige.

Siden starten af 1990erne har dette billede ændret sig. Indkomsten i de fattigste 20 procent af verden er siden da vokset med 48 procent, og indkomsten i de næste 20 procent med hele 58 procent. Det er derfor på ingen måde mærkeligt, at disse kvintiler også nu udleder langt mere CO2 end tidligere. Til gengæld kan man også se Kuznet-sammenhængen i de 20 procent rigeste lande, der har sænket deres udledninger ganske markant på samme tid som deres indkomst er vokset 24 procent. Teknologiske landvindinger, ændrede forbrugerkrav, og deregulering – der har gjort energiforbrug til en virkelig konkurrenceparameter i adskillige industrier – har indebåret, at disse lande i de er ’renere’.

Ser det så godt eller skidt ud for verdens samlede udledninger? Det kommer i virkeligheden an på, hvilket sigt man ser det på. På kortere sigt vil fortsat økonomisk udvikling betyde højere udledninger i en række lande. På længere sigt må man derimod forvente lavere udledninger, når flere og flere lande løftes over Kuznetspunktet, og lavere udledninger i fattige lande i takt med, at de importerer (og får lov til at importere) ressourceeffektiv vestlig teknologi. Hvor optimistisk eller pessimistisk man rimeligvis kan være, afhænger således også af, hvor tålmodig man er.

Økonomisk vækst og befolkningstilvækst

For et stykke tid siden, var en gruppe klimaforskere ude med budskabet om, at der er for mange mennesker på Jorden. Klimaforskerne mente, at det primært er antallet af mennesker, der skaber de store udledninger af drivhusgasser og dermed skaber global opvarmning. Deres forslag var at begrænse fødselstallet ved at forbyde folk at få for mange børn. Med andre ord mente flere af dem, at man burde indføre internationale regler for, hvor mange børn folk må få. På samme måde hører man tit klimafolk argumentere imod øget økonomisk vækst, ofte med en illustration der viser, at vi ’bruger’ mere end en hel planets ressourcer.

Som økonom har man til tider lyst til at skrige ”skomager, bliv ved din læst!” til de mange – ofte fagligt dygtige – naturvidenskabsfolk, der gør sig kloge på hvad økonomi er og gør. Punditokraternes sommerserie i år kommer derfor til at handle om befolkningstilvækst, klima og miljøøkonomi. Det er tredje gang, vi kører en sommerserie – i 2017 var emnet public choice, og i 2018 handel og handelsteori – og som tidligere år, er vores læsere velkomne til at foreslå emner indenfor det overordnede tema.

Det første budskab i sommerserien er ganske simpelt, men ikke almindeligt forstået: Jo rigere et land bliver, jo færre børn får dets befolkning. Vi illustrerer denne sammenhæng, der ofte kaldes ’den demografiske transition – i figuren nedenfor, hvor vi har plottet det gennemsnitlige fødselstal – hvor mange børn, hver voksen kvinde får – overfor hvor rigt landet er. Rigdom måler vi som standard med det købekraftskorrigerede bruttonationalprodukt per indbygger. I plottet tager vi logaritmen til BNP per capita, da det både giver et pænere plot og giver en langt nemmere fortolkning af sammenhængen. Vi plotter den for tre år – 1990, 2003 og 2016 – så man kan få et indtryk af, om det er en stabil sammenhæng, og ekskluderer alle olielande hvor det er kendt, at sammenhængen er væsentligt svagere.

Figuren demonstrerer med al tydelig klarhed, hvordan fødselstallet daler i takt med, at et land bliver rigere. Sammenhængen er også ganske stærk: Tallene indikerer, at i 1990 var en fordobling af gennemsnitsindkomsten forbundet med 1,37 færre børn per kvinde, mens de tilsvarende tal i 2003 og 2016 var henholdsvis 1,17 og 0,95. Sammenhængen er dermed blevet en anelse (men statistisk signifikant) svagere. Det skal dog ses på baggrund af, at folk helt generelt får færre børn. De uvægtede gennemsnit af fødselstal på tværs af verdens lande uden olieproduktion var 3,93, 3,11 og 2,74 i de tre år. Med andre ord får folk i dag langt færre børn end de gjorde blot 20 år siden, og i visse dele af verden er reduktionen dramatisk. I 2016 var Bangladeshs fødselstal blot 2,1 barn per kvinde, og en række indiske stater har i dag fødselstal et godt stykke under 2.

Det interessante ved tallet 2,1 er, at det er det fødselstal, hvor befolkningen holder op med at vokse. Har man et fødselstal under 2,1, kan ens lands befolkning kun vokse gennem indvandring, og man bidrager dermed ikke længere til verdens befolkningstilvækst. Skal man permanent og uden diktatoriske midler modvirke, at Jordens befolkning bliver endnu større, er den eneste farbare vej dermed økonomisk vækst, og helst vækst i nogle af de mest folkerige lande.

Ser man grundigt på figuren, indikerer den at lande med en gennemsnitsindkomst per indbygger (ifølge Verdensbanken) over 15.000 dollars ender med et fødselstal under 2,1. Der er således intet mærkeligt i, at Afrikas største befolkning – den nigerianske – stadig vokser hurtigt med et fødselstal på 5,5. Landets gennemsnitsindkomst er i solid vækst, men er stadig kun cirka 5500 dollars per år, og man kan derfor ikke forvente, at folk pludseligt holder op med at få så mange børn. Som i de fleste andre fattige lande, får folk mange børn fordi nogle af dem dør for de bliver voksne, og fordi børn basalt set er deres forældres pensionsopsparing – man får mange børn, så nogle af dem er i stand til at passe en, når man bliver gammel. En norm om at få mange børn er således fuldstændigt rationel i meget fattige samfund, men ændrer sig når landets økonomi så at sige bliver ’moderne’.

Det er netop denne modernitet, man kan se komme med den økonomiske vækst. Kæmpelandet Indonesiens gennemsnitsindkomst er cirka 11.000 dollars, og dets fødselstal er de sidste par årtier faldet til blot 2,4. Det noget rigere naboland Malaysia har en gennemsnitsindkomst i dag omkring 26.000 dollars og et fødselstal på 2, og det fattigere, men på mange måder mere moderne Brasilien – Latinamerikas største land – er med et fødselstal på 1,7 holdt op med at vokse. Som vi kommer til at se hen over sommeren, er økonomisk vækst derfor ikke nødvendigvis et problem, men ofte en del af løsningen på nogle af de store globale udfordringer. Tror man, at økonomisk vækst bare handler om at blive flere og bruge flere ressourcer, har man et alvorligt forståelsesproblem.

Populisme – tre nye bøger

Hvis der er én ting, man taler om i politik i de fleste vestlige lande i disse år, er det populisme. Det gælder ikke mindst Danmark, hvor Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige og Stram Kurs alle er tydeligt og åbent populistiske og nominelt borgerlige, og Alternativet leverer en slags cirkusudgave af moderne venstrefløjspopulisme. Man kan også med en vis ret beskylde Socialdemokraterne og Venstre for at være rykket ind til en slags centrumpopulistisk politisk position, for at sikre sig overfor den mulighed at medianvælgeren måske ikke kan lide indvandrere.

Hvad det bredere fænomen er, hvor det stammer fra og hvad man kan gøre fra de etablerede partier, er temaet for tre nye og ganske forskellige bøger: Barry Eichengreens The Populist Temptation: Economic Grievance and Political Reaction in the Modern Era. der udgives af Oxford University Press, Kurt Weyland og Raúl Madrids redigerede samling When Democracy Trumps Populism: European and Latin American Lessons for the United States fra Cambridge University Press, og Charles Dumas Populism and Economics fra det lille Profile Books. Jeg anmelder alle tre i det nye nummer af det udmærkede Economic Affairs.

I anmeldelsen, der har fået navnet Populism: Three approaches to an international problem (bemærk: linket kræver login), anbefaler jeg i særlig grad Eichengreens velskrevne og omhyggelige bog, ligesom der er flere meget fine kapitler i Weyland og Madrids samling. Eichengreen udmærker sig specielt i den måde, han sørger for at definere og diskutere hvad populisme overhovedet er. Hvis nogle af vores læsere er interesserede i populisme, kan bogen varmt anbefales med et enkelt forbehold, som også gælder store dele af Weyland og Madrid, ligesom det plager meget af den eksisterende forskning. Som jeg understreger i konklusionerne:

“In other respects, all three books either explicitly or implicitly reach similar conclusions. It is, for example, striking that while both Eichengreen and several of the contributors to Weyland and Madrid argue that increased redistribution – and implicitly a focus on distributional or social justice – will effectively reduce the threat of populism, and Dumas also emphasises increasing income inequality, none of them note that their recommendations have been tried. The type of society they seem to aim for is a Scandinavian‐style social democrat welfare state. Yet the Nordic countries are certainly not free of populism, and populist parties have had substantial political influence in three of the five countries of the region.”

Det er med andre ord stærkt påfaldende, at næsten al moderne populismeforskning forfalder til den samme idé: Bare vi implementerer en stor velfærdsstat med massiv omfordeling, vil folk ikke længere have nogen grund til at stemme på populisterne. Som skandinavisk efterkrigshistorie med al tydelighed viser, er det simpelthen ikke rigtigt. Hvorfor kan man altid diskutere, men det synes rent umiddelbart som en kombination af, at meget få populismeforskere kender noget til de nordiske lande, og at langt de fleste er enten socialdemokrater eller socialister. Hvert forskningsfelt udvikler sine blinde vinkler, men populismeforskningens er temmelig tydelige for folk, der ikke er socialiseret i feltet.

Dansk handel har udviklet sig

International handel er vigtig: Den er en væsentlig kilde til langsigtet økonomisk vækst, produktivitetsfremskridt, øget individuel velfærd, og en vigtig mekanisme til at dele viden gennem. Selvom selve ideen om international handel og en international arbejdsdeling er under øget angreb i disse år – ikke blot den amerikanske præsident Trump, men også Frankrigs Emmanuel Macron og kræfter i EU-parlamentet har hentet protektionistiske idéer ud af gemmerne – er det store flertal i lande som Danmark, Sverige, Storbritannien og Tjekkiet stadig stærkt positive overfor handel. Det samme gælder stort set alle nationaløkonomer, der deler faglige indsigter der rækker tilbage til David Ricardos arbejde for 200 år siden. At påstå, at handel er økonomisk skadeligt, er fagligt på linje med at påstå, at mennesker og dyreliv ikke har udviklet sig gennem evolution.

Selvom alle typer er gavnlige, er handel dog ikke bare handel. Adam Smith og David Ricardo demonstrerede hvordan danskere for eksempel har gavn af at eksportere bacon til Panama for at importere kaffe derfra. Ifølge standardteori, ikke mindst Hecksher og Ohlins seminale model, er international handel såkaldt interindustriel: Man eksporterer varer fra én industri og importerer dem fra en anden. Dette syn har dog været stærkt udfordret siden en række økonomer sidst i 60erne opdagede, at en væsentlig del af rige landes handel ikke passer på dette mønster. Den er med andre ord intraindustriel – vi både eksporterer og importerer varer i den samme industri. Handel kan være intraindustriel på to måder.

For det første kan der være tale om, at Danmark eksporterer én type tøj, mens vi importerer en anden type. Den slags handel passer meget fint på moderne handelsteori (de såkaldte Lancaster- og Dixit-Stiglitz-modeller), der understreger hvordan nogle af velfærdseffekterne ved international handel kommer fra, at borgerne får flere varianter af varerne at vælge mellem. På det danske ølmarked kan man også se gevinster, idet Carlsberg-Tuborgs markedsledende status nu er udfordret af en række importerede varer. Det danske ølmarkeds udvikling er derfor et godt eksempel på den monopol-ødelæggende virkning af intraindustriel handel.

Den anden type intraindustriel handel kommer af, at virksomheders værdikæde er blevet mere international. Danske tekstilvirksomheder sender således klæde og design til Polen, hvor det bliver syet. Polske underleverandører eller datterselskaber sender derefter de færdige varer tilbage til Danmark, hvor det pakkes og markedsføres. Den første sending registreres som dansk eksport, mens den anden registreres som dansk import.

Spørgsmålet er, i hvor høj grad dansk handel er inter- eller intraindustriel. I forbindelse med arbejde med mine kolleger Martin Rode (Universidad de Navarra) og Philipp Schröder (Aarhus Universitet) har jeg beregnet et mål for, hvor stor en del af et lands handel der er intraindustriel. Målet er en variant af Grubel og Lloyds oprindelige indeks, men simplere så det kan beregnes på langt mindre data. Grunden er, at vi skal bruge det i arbejde, der omfatter en række fattigere lande, hvor man ikke har videre præcise handelsdata tilbage i tid. Det er i princippet fordelt mellem 0 og 1, og lavere værdier indikerer en større andel af den samlede handel, der er intraindustriel. Målet kan således bruges til at illustrere, hvor dramatisk strukturen af dansk handel har ændret sig over de sidste cirka 40 år.

Figuren nedenfor illustrerer først forholdet ved at sammenligne vores Grubel-Lloyd-indeks for vestlige lande i 2010-2015. Det påfaldende er først, at Danmark sammen med Belgien og Holland har ekstremt lave Grubel-Lloyd-indeks, mens en gruppe bestående af ganske forskellige lande fra Singapore, Schweiz, Storbritannien og Tyskland til Rumænien kommer i anden række. Singapore er i og for sig ikke overraskende, da landet i høj grad er transithavn for en lang række meget forskellige varer. Det samme kan i et vist omfang være tilfældet for Belgien, Danmark og Holland, hvor havnene i Rotterdam og Antwerpen er blandt de største i verden, og Aarhus håndterer mest fragt i Skandinavien. Et slående forhold er dog, hvor store forskellene er i de vestlige lande. Steder som Island, Cypern og Norge har meget klassiske handelsmønstre, mens andre steder som Danmark har mønstre, der i langt større grad passer på moderne ’ny ny’ handelsteori. Breder man dataene ud, er det også tankevækkende at se, hvordan særligt to lande – Malaysia og Tunesien – har handelsmønstre der ligner avancerede, europæiske landes.

Nummer to figur illustrerer, hvordan vi er kommet dertil, ved at sammenligne Danmarks udvikling med gennemsnittet for vores nabolande, gennemsnittet for Sydeuropa (Frankrig, Grækenland, Italien og Spanien), og olielandet Norge. Som figuren viser, var dansk handel mindre intraindustriel end de fleste andre europæiske landes i 1970erne. Udviklingen accelererede dog fra først i 1980erne – stort set sammenfaldende med ed store ændringer i dansk økonomisk politik under Poul Schlüter – og vores handel er i dag blandt de meste intraindustrielle. Norges handel er gået i den stik modsatte retning i takt med at landet er blevet en ’almindelig’ ressourceøkonomi. Den sorte linje illustrerer således, hvor enorm en økonomisk transition Norge står overfor en gang i fremtiden, når olien mister betydning.

Er intraindustriel handel en konsekvens af økonomisk udvikling, er det en driver af udviklingen, eller er det bare noget, der sker i takt med at folks forbrugsmønstre ændrer sig? Svaret er nok lidt af hvert, men der mangler forskning på området. Det sikreste, man kan sige og som Martin, Philipp og jeg skriver om for tiden, er at både handelens konsekvenser for forhold som ulighed og særinteressers politiske reaktioner kan være fundamentalt anderledes, jo større en del af et lands handel er intraindustriel. Følger man med i ulighedsdebatten og hele lavinen af nonsens fra Trump- og Macron-tilhængere, er det værd at vide.

Boeings selvforskyldte kvaler

Mens man kan undre sig over Danmarks økonomiske problemer, er vi ikke de eneste, der er i langsigtet økonomisk uføre trods umiddelbart fine regnskaber. Flyproducenten Boeing har det sidste år fået alvorlige udfordringer, og mange af dem er – ligesom de danske – i høj grad selvforskyldte. Historien er dog ikke kun om et selskab, der er sprunget over hvor gærdet var lavest, men også om et, der er udfordret på dets ressourcer af overraskende krav fra dets primære marked.

Bekymringerne begyndte så småt, da et nyt 737 Max 8-fly – den nye version af det ekstremt populære Boeing 737 – fra indonesiske Lion Air faldt ned i oktober sidste år. Det rørte dog ikke alt for mange i industrien, da det indonesiske marked ikke just er kendt for sikkerhed. Da et fly fra Ethiopian Airlines faldt ned umiddelbart efter start i marts, blev det derimod fortolket anderledes af industrien. Ethiopian har ry for at være et solidt selskab med gode piloter, der ikke ville bringe et fly i fare. Et uheld kunne accepteres som uheld, to med det samme nye fly, og under de samme omstændigheder, lignede en designfejl.

Boeing lagde sig fladt ned og tog skylden allerede før den endelige uheldsrapport om det etiopiske styrt udkom. Den foreløbige rapport pegede på, at flyets autopilot havde skabt den farlige situation ved at rette op på et problem, der ikke var der, og at piloterne fra Ethiopian havde gjort alt rigtigt – men forgæves. Synderen syntes at være en del af flyets autopilot kaldet the Maneuvering Characteristics Augmentation System, forkortet til MCAS, hvis primære funktion er at få den nye Max-serie til at opføre sig på samme måde som den tidligere generation af 737. Problemet er, at 737 MAX-serien ikke blot er længere end den tidligere version, men også er udstyret med de nye og mere kraftfulde CFM Leap-motorer. Flyet opfører sig derfor særligt ved start og landing, når motorerne bruges aktivt, ikke som de gamle modeller.

Tanken bag installationen af et computersystem, der fik MAX-flyene til at gøre som om de var den tidligere serie, var at det bl.a. ville betyde, at piloter ikke skulle omskoles og recertificeres til at flyve den nye version, men burde kunne træde direkte ind i de nye fly med et minimum af træning. Med andre ord havde Boeing installeret MCAS for at kunderne kunne spare penge ved implementeringen af de nye fly, og dermed gøre den nye version af 737 mere attraktiv. Det viste sig dog, at systemet slog til uden at piloterne gjorde noget, hvilket ikke blot overraskede mange af dem og skabte farlige situationer. Det var således et fundamentalt brud med Boeings filosofi (der er modsat af approachen hos Airbus), at piloten har ret når der er tvivl. Som de to uheld viste, fik MCAS information om flyets position fra kun én indikator, og skabte uheldssituationer, når den indikator var fejlbehæftet. MCAS opførte sig nærmest som en bil, der af sig selv retter rattet op efter et sving, men til tider ikke ved hvilken vej ligeud er.

Flystyrt er aldrig gode tegn for en flyproducent, men for Boeing kom de på et særdeles uheldigt tidspunkt. Selskabet har for det første brugt ressourcer på at opdatere 737, om end langt færre end det ville have kostet at udvikle et helt nyt fly. Det har været nødvendigt, da det i dets egen størrelse ikke blot presses af den nye version af Airbus populære A320-serie, men også det russiske Irkut MC-21. Irkut-flyet testes for tiden og lover at være lige så brændstofeffektivt som de bedste konkurrenter. Modsat 737 kan det endda leveres med enten russiske Aviadvigatels nyudviklede PD-14-motor, der i tests har vist sig at være cirka lige så brændstofbesparende som CFMs nye LEAP – motorvalget for 737 MAX – eller Pratt & Whitneys 1000G, der er motorvalg for den nye generation Airbus A320. Boeing er også presset af de lidt mindre Bombardier-fly – der nu sælges om Airbus A220 pga. præsident Trumps handelskrig mod EU – som æder sig ind på markedet fra neden. Økonomien i markedet for fly af 737-størrelsen har med andre ord ændret sig markant.

Et andet af Boeings problemer er den uforudset store efterspørgsel efter en afløser for 757-serien. Det lange, slanke fly, der blev produceret mellem 1981 og 2004 og stadig flyves af bl.a. Icelandair, er ikke blot populært hos piloter. Det har også været stærkt attraktivt for amerikanske selskaber, der har værdsat hvor fleksibelt flyet er – det er profitabelt på både ruter mellem Europa og den amerikanske østkyst, og på kortere ruter i USA – ligesom det er forbløffende brændstofeffektivt for dets alder. Delta og American Airlines opererer tilsammen stadig omkring 200 aldrende 757-fly, og begge har presset på for at få en afløser.

Boeings svar har været at afsøge mulighederne for det, der for tiden kalder et NMA – New Midsize Airplane – som de fleste regner med, på et tidspunkt bliver døbt 797. Langt de fleste regner også med, at 797 kommer til at bruge en række teknologiske fremskridt, som Boeing udviklede til det større 787. Foreløbig har Boeing dog afvist at lægge sig fast på et projekt, men taler stadig om at de afsøger markedet, ligesom de bruger formuleringer i stil med at man ”er i dialog” med potentielle kunder.

Udfordringen er naturligvis, at Boeing må være tilstrækkeligt sikker på, at der er et reelt marked for et 797, før de lægger sig fast på at udvikle det og binder ressourcer i det. Det er på ingen måde let for selskabet, da presset på et nyudviklet fly til markedet omkring 220-270 sæder kommer på et særdeles ubekvemt tidspunkt. Boeing bruger ikke blot ingeniører og andre ressourcer på at løse udfordringerne med 737 MAX, men har også stadig bundet ressourcer op på at færdiggøre og certificere den nye version af det store 777, som officielt stadig omtales som 777X.

Mens Boeing synes at have accepteret, at tredje generation af det ikoniske 747 nok primært har en fremtid som fragtfly, er konkurrencen på markedet for store fly en reel risiko. 777X er mere eller mindre færdigt, men de nye motorer fra General Electrics skaber problemer, og konkurrencen fra Airbus opdaterede A330 og nyudviklede A350 gør fremtidsudsigterne mindre sikre end for blot få år siden. Det hele trækker ressourcer hos Boeing, og da der for eksempel ikke er uendeligt mange ingeniører, står selskabet nu i et økonomisk dilemma: Hvor store ressourcer kan det betale sig – og lade sig gøre – at investere i et nyudviklet fly, versus andre, presserende behov? Ingen har lyst til at gamble med selskabets fremtid, som man gjorde sidst i 60erne, men at lade være er heller ikke en mulighed. Boeing kan tabe på flere markeder end nogensinde før, og har brug for at sætte sig sikkert på mindst et af dem. Det er en serie beslutninger, som omstændighederne og Boeings egne fejl har gjort sværere end nogensinde siden 1967.

Nordisk ligestilling er et historisk fænomen

Der er store forskelle på, hvor ligestillede kvinder er rundt omkring i verden. Helt overordnet er kvinder i de nordiske lande blandt de mest ligestillede, og politikere hylder ofte sig selv for at have opnået denne status. Spørgsmålet er dog, hvor meget der skyldes moderne politik og hvor meget, der i stedet skyldes dybere kulturelle forskelle. Ny og meget kreativ forskning peger på, at nordiske piger var mere ligestillede allerede i vikingetiden.

Laura Maravall Buckwalter fra universitetet i Tübingen  undersøger i artiklen med det lange navn ”Valkyries: Was Gender Equality High in the Scandinavian Periphery since Viking Times? Evidence from Enamel Hypoplasia and Height Ratios” om folk i de nordiske lande diskriminerede mindre mod piger i vikingetiden og middelalderen end i resten af Europa. Hendes trick er at benytte sig af mål for emaljehypoplasi, der primært skyldes fejl- eller underernæring i den tidlige barndom. Hypoplasi er fænomenet hvor et organ eller en anden del af ens krop er underudviklet: Netop hypoplasi i tandemaljen viser sig både at være en god indikator for diskrimination af piger, og et fænomen, man kan måle med forholdsvis god præcision på skeletter. Ved at sammenholde forekomsten af emaljehypoplasi hos mænd og kvinder, får man derfor et ret godt og objektivt mål for historisk diskrimination af piger.

Buckwalter finder, at hendes diskriminationsmål er cirka 0,8 for nordiske kvinder udenfor de få byer, der eksisterede dengang. Tallet i sig selv siger intet, udover at det er en afvigelse fra fuld ligestilling – en værdi på 0. Sammenholdt med den typiske værdi på 1,2 i resten af Europa peger dog på, at kvinder i vikingetidens Norden var væsentligt mere ligestillede end i resten af Europa. Sammenligner man med moderne mål fra ulande, er en forskel på 0,8 og 1,2 også en endda meget stor faktisk forskel i behandlingen af piger og drenge.

Den nye artikel, der i sagens natur benytter sig af arkæologisk evidens – men behandlet som man gør i moderne samfundsvidenskab – er dermed konsistent med andre historiske indikationer. Der er for eksempel adskillige eksempler på rige begravelser, der viste sig at være af kvinder – det norske Osebergskib, der er den rigeste af alle skibsbegravelser i Norden, viste sig at være for en kvinde – ligesom der findes eksempler på kvinder i vikingetiden, der var skibsejere. Skulle man have været skeptisk overfor fortolkningen af disse historiske eksempler, peger den nye forskning i samme retning.

Det skal understreges, at der ikke nødvendigvis går en lige linje fra vikingetiden og den tidlige, nordiske middelalder til nutidens ligestillede kvinder i Danmark, Norge, Sverige og Island. Læser man historien, får man ofte indtryk af at den kristne kirke fra 1300-årene og frem aktivt bekæmpede ligestillingen. Der er dog næppe noget, der kan tage en historisk tradition fra de nordiske lande. Ligestillingen har mindre med fremsynede, moderne politikere at gøre, og mere med almindelige menneskers ordentlige behandling af hinanden.

Johan Norbergs budskab til Venstre

Den fremragende Johan Norbergs serie Dead Wrong er har de seneste år dækket en lang række emner. På halvandet minut leverer Norberg sit korte, klare budskab der altid er bakket op af seriøs samfundsvidenskab. Det fantastiske er, at Norberg i denne uge dækker et emne, der direkte taler til Venstres politiske strategi. Venstre er, som det burde være læserne bekendt, med Lars Løkke rykket ind på midten af dansk politik. Var det en god idé? Efter valgnederlaget har Claus Hjort Frederiksen raset over, at K og LA ikke fulgte Venstre på dets vej til en socialdemokratisk position. Norberg understreger her, hvad der er gået galt for Venstre – et helt generelt fænomen, når partier forfølger denne strategi – og afdækker dermed også det forhold, som Løkke og Hjort aldrig har forstået: Vælgerne straffer principløshed.

På Normandiets kyst for 75 år siden

For 75 år i dag gik Operation Overlord i gang. Operationen blev til det, der i dag kaldes D-Dag, den dag de allierede styrker vendte tilbage til det europæiske kontinent og startede befrielsen fra Nazitysklands besættelse. Den amerikanske general Dwight D. Eisenhower kommanderede det man kaldte the Supreme Headquarters Allied Expeditionary Force, mens hans britiske pendant Bernard Montgomery blev kommandant for the 21st Army Group. De to fik således ansvaret for 39 allierede divisioner – mere en million tropper – der satte ind mod det nazistisk besatte Frankrig. Mens de første allierede i Frankrig var faldskærmstropper, blev det den enorme matchbox fleet, der landede de fleste tropper på fem strande i det nordlige Normandiet den 6. juni 1944: Utah, Omaha, Gold, Juno, og Sword, der alle var solidt forsvaret af tyske soldater.

Det blev en dag i helvede, der 11 måneder senere skulle føre til den ”morgen som tusinde andre og ingen morgen i tusinde år” da Danmark, sammen med Norge, Belgien og Nordvesttyskland var befriet. Kampene på de fem strande var uhyggeligt hårde, og mange forfattere og filmskabere har siden forsøgt at genskabe noget af den afsindige dag. Steven Spielbergs første 20 minutter af hans Saving Private Ryan giver et indtryk af, hvad de allierede styrker var igennem, ligesom HBO-serien Band of Brothers fangede både rædslen, vanviddet, og den dybere mening meget fint.

Få har dog sagt det så klart som USA’s præsident Ronald Reagan ved 40-årsdagen for D-Dag. Reagans nu berømte Boys of Pointe du Hoc-tale – skrevet af den uforlignelige Peggy Noonan – opsummerede den morgen for nu 75 år siden: “Luften var fuld af røg og mænds skrig… og luften var fuld af riflers knitren og kanoners brøl.”

Vi ignorerer derfor det danske valg fuldstændigt i dag for at minde om noget langt vigtigere: Dagen, da den vestlige civilisation begyndte en tilbageerobring af fred, frihed og retten til at leve sit eget liv. I en tid hvor mange mennesker har glemt, hvad kommunisme og diktatur i alle dets afskygninger er, er det værd at mindes Reagans ord om de faldne ved Pointe du Hoc for 35 år siden: ”Let us show them by our actions that we understand what they died for.”

Velstandseksplosionen

Et af de emner, der optager os mest her på bloggen, er hvordan lande bliver mere velstående. I den forbindelse er det måske største spørgsmål, hvorfor det blev en relativt perifer del af verden – Nordeuropa – der først oplevede moderne vækst, og hvorfor det skete da det skete. Vi er derfor altid opmærksomme, når det kommer nye bidrag til den diskussion.

Og det gjorde der forleden fra den altid interessante Stephen Davis fra the Institute of Economic Affairs. Hans nye bog The Wealth Explosion: The Nature and Origins of Modernity udkom for en måneds tid siden. For godt en uge siden præsenterede han bogen ved et arrangement hos Cato Institute i Washington, og hele arrangementet, inklusive debatten efter præsentationen, ligger nu på nettet (hattip: Niclas Berggren). Den kan ses nedenfor, og er varmt anbefalet til alle, der er interesseret i vækst.

Sjov med statistik: Tillid og grimme flag

I den samfundsvidenskabelige forskning i social tillid er et af de væsentligste problemer at etablere kausalitet: I hvilken grad påvirker tillid for eksempel hvor godt retsvæsenet fungerer, og i hvilken grad påvirker et godt retsvæsen folks tillid til hinanden? Der findes flere måder at gøre det på, men den nyeste forskning peger i retning af, at tilliden kommer først (læs f.eks. her). Det skal dog stadig vises, hvilket man oftest gør ved brug af såkaldte instrumentvariable: Faktorer, der er forbundet med tillid, men ikke påvirker ens outcome-variabel som retsvæsenets kvalitet, den langsigtede økonomiske vækst, eller uddannelsesniveauet. Tre faktorer, der ofte virker og som er plausibelt ’eksogene’ er om landet er et monarki, temperaturen i vinterens koldeste måned, og om sproget har ’pronoun drop’ – dvs. om det tillader at man udelader det personlige pronomen i en regulær sætning. De fleste nye studier bruger netop en eller anden kombination af disse forhold.

I forbindelse med arbejdet, der endte som “Is trust the missing root of institutions, education, and development?”, opdagede min glimrende kollega og medforfatter Pierre-Guillaume Méon (Université Libre de Bruxelles) og jeg, at de variable som andre indtil da havde brugt, ikke gav identifikation i den fattigste tredjedel af verdens lande. Med mindre tekniske ord kan de tre almindelige variable give et nogenlunde præcist bud på, hvor tillidsfulde de fleste almindelige lande er, men buddene er helt forkerte for de fattigste lande. Vi havde derfor brug for noget ekstra, der kunne give os mere præcision i netop disse lande.

Det er her dagens ’sjov’ kommer ind i form af Oxford-filosoffen Josh Parsons æstetiske bedømmelse af verdens nationale flag. Selvom det lyder helt absurd subjektivt, er bedømmelserne baseret på et klart sæt kodningsregler. Parsons var således tydeligt i sin fordømmelse af symboler og skrift på flag og mente for eksempel, at Mozambiques flag, der blandt andet afbilder en AK47-riffel over kors med en hakke på en baggrund af en stjerne og en bog, er usædvanligt grimt. Et andet eksempel er Rwandas flag, hvor et stort R indtil 2001 mindede folk om, hvad landet hedder. De to flag får kun henholdsvis 37 og 40 point. Parsons var heller ikke glad for flag, der ’har for travlt’. Omvendt er der i den anden ende en lille gruppe lande, hvis flag Parsons tildelte scorer over 80 point: Israel, Schweiz, Sydafrika og Vietnam på 85, Japan på 87, og Pakistan på 88.

Guillaume og jeg opdagede ved en tilfældighed, at man faktisk kan bruge Parsons rating af nationale flags æstetik som en instrumentvariabel for social tillid. Sagen er nemlig, at der findes lavtillidslande med grimme flag, lavtillidslande med pæne flag og højtillidslande med pæne flag. Det virkeligt mærkværdige er, som man kan se i figuren nedenfor, at der ingen højtillidslande er med grimme flag.

Nok er helt tilfældige – såkaldt spuriøse – sammenhænge er ikke ualmindelige i samfundsforskningen, men de afslører sig ofte, når man plotter dem. Figuren viser netop et plot over 138 landes tillid og deres flags ranking, og ligner ikke en tilfældig sammenhæng. Som noteret ovenfor, er der ganske enkelt ingen højtillidslande med grimme flag, men adskillige lande i hvert af de andre tre kvadranter af figuren. Man kan således være ret sikker på – jo overraskende og mærkeligt det lyder – at der er en sammenhæng.

Man kunne forestille sig, at det blot var at ældre og mere etablerede nationer var mere tillidsfulde og havde ’taget’ de pæne flag først. Det er dog inkonsistent med det bilede vi ser: De gamle nationer har i gennemsnit et tillidsniveau på 25,6 %, dem der etableredes mellem 1800 og 1940 – hele Latinamerika og enkelte lande andre steder – har et gennemsnit på 27,4 %, mens nye lande der blev uafhængige efter anden verdenskrig har et gennemsnit på 23,7 %. Den forklaring dur derfor ikke, og man må lede efter en anden forklaring.

Vores bedste bud er, at graden af tillid ofte er reflekteret i landets flag (læs her for standardforklaring på reflektionsproblemer). Sammenhængen kommer derfor direkte ud af Parsons kodningsregler, hvor direkte symboler og ’travlhed’ – når designerne puttede for mange elementer i flaget – fører til lavere æstetiske vurderinger. Mozambiques flag med dets AK47 fortæller således en historie om en svær, voldelig og konfliktfyldt uafhængighedsperiode. På samme måde er Brasiliens flag, som Parsons kaldte ”Worst flag of any independent nation state”, med dets stjernekort og påskrift ”Ordem e Progresso” en noget ironisk refleksion af et land, der aldrig har været hverken ordentligt eller i udvikling i en vestlig forstand. Brasilien er med en tillidsscore omkring 6 % også et af verdens mest mistillidsfulde samfund og et, der gennem årene har været plaget af voldsomme sociale konflikter og lovløshed.

Et grimt flag er således i mange tilfælde et resultat og en refleksion af, at en nation har haft svært ved at blive en nation. Den periode, ethvert land går igennem, der på engelsk kaldes ’nation building’, har derfor været lang sværere og mere konfliktfyldt i kulturer med lav tillid. Perioden er som ofte endt i nationale flag skabt i politiske komiteer eller andre fora, der har forsøgt at symbolisere noget på flaget, som ikke eksisterer. På den måde ender man med at have en statistisk sammenhæng, der i udgangspunktet virker helt og aldeles absurd – en sammenhæng mellem folks sociale tillid og hvor grimt deres flag er – som alligevel har en slags bund i virkeligheden. For samfundsvidenskabelige nørder er det både sjovt og brugbart.

Dansk økonomi – flere detaljer

Som vi har skrevet om flere gange, går det ikke særligt godt for dansk økonomi (læs f.eks. her og i Børsen). Dansk velstand følger ikke med naboerne, og slet ikke med Sveriges. Som jeg viste i Børsen forleden, har den svenske vækstrate per indbygger været mere end dobbelt så høj som Danmarks siden 2000. Problemet har ikke været diskuteret i valgkampen – det virker i høj grad som om, at det er et emne, som toppolitikere har interesse i at ignorere – og er ikke almindeligt kendt.

Formålet med posten i dag er, at komme lidt tættere på problemet, hvilket vi gør gennem tre figurer. Den første figur illustrerer udviklingen i værdiskabelse per arbejdstime, mens de næste viser udviklingen i antal arbejdstimer per fuldtidsansat og beskæftigelsesfrekvensen i antal fuldtidsbeskæftigede i forhold til befolkningens størrelse. I alle tre figurer viser de blå linjer den danske udvikling, de røde gennemsnittet af vores naboers, og de stiplede sorte linjer ratioen mellem de to udviklingslinjer.

Som den første figur viser, plejede Danmark at følge med nabolandenes udvikling indtil første halvdel af 90erne. Der er et lille bump omkring 1990-92, hvor det gik godt i Danmark, mens flere af vores naboer havde problemer med valutakrise (Storbritannien og Sverige i 1992-93) og genforening (Tyskland fra 1990). De 20 år før 1995 voksede BNP per arbejdstime 51,7 %, mens den voksede 49,4 % i vores nabolande; i de næste 20 år voksede den danske arbejdsproduktivitet 21,3 %, mens den voksede 25,2 % i vores nabolande. Forskellene er endnu større til Sverige – det mest sammenlignelige land – hvor vækstraterne var henholdsvis 28,1 % og 36,0 %.

Det interessante kommer, når man sammenligner udviklingen i BNP per arbejdstime med udviklingen i det gennemsnitlige antal arbejdstimer. Det er tydeligt i den anden figur nedenfor, at det danske arbejdsudbud, målt på timeantal, faldt støt fra 1970 indtil midten af 90erne. Derefter er det også tydeligt, at Nyrup-regeringernes arbejdsmarkedsreformer rettede op på problemet: Efter at have nået en bund, hvor en gennemsnitlig fuldtidsansat dansker kun leverede 90 % af de timer, vores naboer arbejdede, steg antallet til 96 %. Siden starten af 00’erne er antallet af arbejdstimer dog faldet igen til vi nu er tilbage på det absolutte antal, vi leverede i starten af 90erne. Det store spørgsmål, der rejser sig i en sammenligning mellem den første og anden figur er derfor, hvordan BNP per arbejdstime kan stige mens antallet af arbejdstimer falder igen?

En del af svaret kan ses i den tredje figur, og en del kommer fra en applikation af økonomisk teori. Figuren viser hvordan de samlede arbejdsudbud, i form af antal fuldtidsansatte, steg tydeligt efter Schlüter-regeringernes reformer efter 1982, faldt igen, og steg med Nyrup-regeringernes reformer indtil en peak under boomet 2005-2008. Derefter er det styrtdykket med cirka fire procentpoint, så den danske beskæftigelsesfrekvens er en smule lavere end hos vores naboer. Dette dyk er værd at bemærke, da det som man kan se af både nabokurven og den stiplede kurve ikke er sket i vores nabolande.

Overordnet er udviklingen således, at BNP per arbejdstime faldt markant i forhold til vores naboer i starten af 90erne. En hel del af denne udvikling kan tilskrives de flere mennesker på arbejdsmarkedet og i særlig grad det forøgede antal arbejdstimer per ansat. Den sidste arbejdstime er i sagens natur ikke lige så produktiv som den første, og når man forøger antallet af arbejdstimer, sænker man derfor hvad man i gennemsnit får ud af arbejdstiden. Et andet element er, at de ekstra folk i arbejdsstyrken kom fra den ’tynde ende’ af fordelingen. Med andre ord fik man i 90erne flere mennesker på arbejdsmarkedet, men mange af dem var ikke specielt produktive. Et andet forhold er, at der i perioden fra midt-90erne og godt ti år frem blev ansat flere i den offentlige sektor, hvis beskæftigelse steg omtrent fem procent. Disse beskæftigede bidrog heller ikke med at gøre Danmark mere produktivt.

Sidst, men ikke mindst, skal det med at siden 2007 har relativt mange danskere helt forladt arbejdsmarkedet og de tilbageværende arbejder færre timer. Det har derfor helt mekanisk forøget BNP per arbejdstime, men ikke hjulpet på den danske velstand. Danmark har stadig et produktivitetsproblem, og som det burde være klart, har arbejdsmarkedsreformerne de sidste 25 år ikke hjulpet på det.

Parlamenters og regeringers indflydelse – lidt empiri

Hvor indflydelsesrigt er et lands parlament? Hvor meget magt har regeringen? Det er spørgsmål. Som mange gerne vil svare på, ikke mindst når man ser, hvad der sker i dele af Østeuropa. Mens ethvert svar må hvile på en vurdering af både, hvad de lovligt må gøre, og hvad de faktisk tillader sig, er de forftningsgivne regler et naturligt sted at starte. Det er af to grunde det, vi gør i dag: For det første fordi det er interessant at se forskellene på reglerne, og for det andet fordi spørgsmålet er ret fundamentalt for det område af public choice / politisk økonomi der kaldes constitutional political economy.

En tredje, men noget ringere grund, er at der er nye data tilgængelige. I det følgende bruger jeg the Index of Parliamentary Legislative Influence (IPLI), som Stefan Voigt (Uni Hamburg) og jeg udviklede for to år siden (gated version her; wp her).  Jeg kombinerer det med det tilsvarende Index of Executive Influence (IEI), som min PhD-studerende Andrea Saénz de Viteri og jeg begyndte at bruge sidste år (wp her). De to mål er netop udviklede til at måle, hvor forfatningsgrænserne går i en gruppe situationer, hvor der er konkret information om de fleste lande.

Begge mål består af 14 elementer. For IPLI er de: Kan parlamentet 1) afsætte regeringen, kan det 2) vælge, 3) nominere eller 4) godkende ministre, kan det 5) foreslå lovgivning, 6) kan dets lovgivning afvises af domstolene, har det ret til 7) at igangsætte undersøgelser af regeringsmedlemmer, 8) har parlamentsmedlemmer immunitet, 9) er de valgte, er der 10) begrænsninger på, hvem der kan blive valgt, kan parlamentet 11) udnævne dommere, og kan det 12) godkende traktater med udenlandske regeringer, 13) godkende forfatningsændringer, og 14) erklære krig? Andrea of jeg har kodet IEI på samme måde, men med fire andre elementer, der afløser dem, der er specifikke for parlamenter: Kan 1) regeringen afsættes, kan der 2) indledes undersøgelser af regeringen, kan 3) regeringen opløse parlamentet, og kan 4) regeringen udnævne rigsadvokaten? For alle 28 elementer koder vi hvert som et 1-tal, hvis det giver parlamentet / regeringen mere indflydelse, 0 hvis det ikke gør, og ½ hvis forfatningen er uklar på området.

Både IPLI og IEI er derefter et gennemsnit af de 14 elementer, så de i princippet kan være mellem 0 og 1. I praksis, når man ser på tværs af de 45 ’vestlige’ lande vi har tal for, varierer IPLI mellem 0,18 (i Australien) og 0,68 (i Bulgarien), og IEI varierer mellem 0,29 (i USA) og 0,61 (i flere postkommunistiske lande, Grækenland og Spanien). Danmark er meget gennemsnitligt når det gælder IPLI (0,43), men giver regeringen noget større beføjelser end gennemsnittet i de vestlige lande (et IEI på 0,54).

Figuren nedenfor illustrerer ikke blot værdierne, men også den indbyrdes sammenhæng mellem de to mål. En af de overraskende ting er, at der ikke er nogen særligt stærk sammenhæng: Korrelationen er kun -0,28. Umiddelbart skulle man tro, at der var en klar negativ sammenhæng – hvis en kompetence ikke ligger hos regeringen, ligger den sikkert hos parlamentet – men det er ikke generelt tilfældet. Nogle lande som Australien og Singapore har ganske få kompetencer, der de jure ligger hos enten den lovgivende eller den udøvende magt.

Hvor er magten da særligt koncentreret hos regeringen eller hos parlamentet? Svaret på det første spørgsmål er en særlig gruppe lande, der består af Estland, Grækenland, Litauen, Rusland, Slovakiet, og Spanien. I den anden ende ligger en Irland, Italien, Montenegro, Serbien, og Sverige, hvor regeringen ikke har specielt mange formelle kompetencer. I denne gruppe ligger de dog tydeligvis mere hos parlamentet, mens – som allerede bemærket – Australien og Singapore er særlige tilfælde.

Har disse store forskelle i måden, forfatningen fordeler specifikke kompetencer, nogen konsekvenser? Og hvorfor er en gruppe lande, der umiddelbart deler mange traditioner og udvikling, end med så forskellige forfatninger? Det er den type spørgsmål, der gør områder som constitutional political economy og law & economics så spændende – i det mindste for samfundsfaglige nørder som os.

Stephen Knack er død

Forleden så jeg tilfældigt på Twitter, at økonomen Stephen Knack var død. Vi har over årene skrevet om store økonomer som James Buchanan, Gary Becker og Elinor Ostrom, når de gik bort. Steve var måske ikke i liga med disse Nobelprismodtagere, men var måske den mest indflydelsesrige økonom, jeg personligt har kendt. Hans død kom derfor som et chok, ikke mindst fordi han udover at være en formidabel økonom, også var et rart, venligt og meget hjælpsomt menneske.

Steve var ansat i Verdensbanken de sidste 20 år, de seneste år som Lead Economist i bankens meget vigtige Development Research Group. Han var uddannet PhD i nationaløkonomi fra University of Maryland i 1991, hvor han startede sin karriere som Research Associate ved det dengang indflydelsesrige IRIS Center. Steve fortsatte som Assistant Professor på American University, før han valgte et job i Verdensbanken.

Steves måske stolteste øjeblik kom, da han sammen med Philip Keefer skrev ”Does Social Capital Have an Economic Pay-Off?” Artiklen, der udkom i 1997 i det ekstremt prestigiøse Quarterly Journal of Economics, dokumenterede for første gang en sammenhæng mellem social tillid og langsigtet økonomisk vækst. Sammenhængen er efterfølgende blevet bekræftet i adskillige artikler, ligesom en lang række studier har undersøgt de mange teoretiske idéer, Steve foreslog sammen med Phil Keefer i 1997. Studiet, der i dag kan kendes af de fleste i den del af forskningen som ”Knack og Keefer 97”, var forbløffende rigt på præcist formulerede idéer.

Det er også den artikel, der har påvirket mig suverænt mest som forsker. Jeg er næppe den eneste, da Steve og Phils artikel per dags dato er citeret 8870 gange ifølge Google Scholar. Men pudsigt nok er det ikke hans mest citerede. To år tidligere udkom ”Institutions and economic performance: cross‐country tests using alternative institutional measures” i Economics & Politics. Artiklen, der var blandt de første til at etablere den nu velkendte forbindelse mellem gode retslige institutioner og økonomisk vækst, var også skrevet sammen med Phil Keefer, og er til dato citeret 9163 gange.

Steve hvilede dog ikke på laurbærrene, og bidrog over årene både til forskningen i social kapital, men også i væsentlig grad til vores viden om ulandsbistand. Som flere af de kommentarer, der kom forleden dag på Twitter, også understreger, var han en ydmyg gigant i institutional economics, som for alvor prægede forskningen. Men Steve var ikke uden humor. Jeg mødte ham adskillige gange over årene, og havde endda fornøjelsen at møde hans da 14-årige datter, som han havde taget med til Firenze for en bunke af de Frequent Flyer Miles, han akkumulerede hos United. Mødet, der tegner Steve bedst, var dog til en konference i Georgetown, hvor han kom hen, sagde Hi Christian. Efter vi kort havde snakket om, hvordan det gik og hvilken forskning vi havde gang i, smilede Steve lidt skævt og sagde ”By the way, congratulations on the paper in the Journal of Law and Economics.” Da jeg grinende fortalte ham, at det var mere end jeg vidste, sagde han bare ”You will.” To dage senere kom den officielle besked fra redaktøren, men da vidste jeg allerede, at Steve havde været fagfællebedømmer på papiret. Det var den fineste måde at give et mentalt klap på skulderen, og meget karakteristisk for en dybt menneskelig intellektuel gigant.

« Ældre indlæg

© 2019 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑