Forfatter: Christian Bjørnskov (side 1 af 54)

Paven, jøder og inklusiv vækst

Hvad i alverden har paven, jøderne og inklusiv vækst med hinanden at gøre? Svaret er, at alle tre emner blev dækket på fredagens danske public choice workshop! Fra klokken 11 om formiddagen til 18.15 om aftenen kunne et talrigt publikum i København for eksempel høre, hvordan graden af økonomisk frihed og antisemitisme hænger sammen, om pavebesøg får lande til at opføre sig pænere, om hvis danskeres tillid til myndighederne faldt efter Stein Bagger-skandalen, om hvornår danske kommuner outsourcer, og om demokratier har mere ’inklusiv’ vækst end autokratier. Alt i alt bød workshoppen på 18 præsentationer om 18 forskellige emner. Her er tre af dem.

Jerg Gutmann fra universitetet i Hamborg startede workshoppen med sit papir ” Pacem in Terris: Are papal visits good news for human rights?” Jerg har set på, om pavebesøg fører til, at lande undertrykker mindre end ellers. Hans meget interessante og underholdende præsentation viste, at svaret er en slags ja: I perioden op til et pavebesøg falder den generelle grad af undertrykkelse, men den vender tilbage på det ’normale’ niveau i det øjeblik, paven er taget hjem. Den gode effekt af et pavebesøg er således fuldstændigt midlertidig. Jerg viste dog også, at Vatikanet udvælger de steder, paven skal besøge, på en meget strategisk måde. Det er ikke tilfældigt, hvor han tager hen, og de regimer han besøger, er typisk mere følsomme overfor kritik end andre. Jerg præsenterede endda indikationer på, at det også er strategisk, hvem der bliver helgengjort.

Sidst på dagen præsenterede den altid glimrende Niclas Berggren (IFN, Stockholm) en meget anden historie. Han og Therese Nilsson (Lunds universitet) har brugt en helt ny spørgeundersøgelse til at undersøge, i hvor høj grad økonomisk frihed påvirker, hvor antisemitiske folk er i forskellige lande. Deres første fund er ikke overraskende: Lande med bedre og mere politisk uafhængige retsvæsener har mindre antisemitiske befolkninger. De finder dog også klare indikationer på, at relativt fattige lande der er mere åbne for handel og investeringer, er mere antisemitiske. Niclas forklarede hvordan sammenhængen muligvis kan skyldes, at i disse lande er åben handel, investeringer og økonomisk aktivitet forbundet med myter om jødisk global kapitalisme osv. Øger man handelen, øger man således også en aktivitet som folk tror har at gøre med mistænkelig jødisk konspiration. Forklaringen er naturligvis rendyrket nonsens i virkeligheden, men som Niclas viste fra starten, er det en vrangforestilling, som man kan genfinde i en nærmest enorm mængde ældre litteratur.

Midt på dagen dækkede Sigrid Koob (PhD-studerende på CBS) spørgsmålet om, hvorvidt økonomisk vækst i demokratier er mere ’inklusiv’. Begrebet dækker over en situation, hvor vækst er ledsaget af mindre ulighed – dvs. at de fattiges indkomsts vokser hurtigere end de riges. Med brug af data fra V-Dem-projektet viste Sigrid, at der muligvis er noget om snakken, da vækst i demokratier også ser ud til at føre til mindre ulighed. Hendes estimater viste dog også, at effekten er meget lille, og nok så lille, at den reelt er ligegyldig. Sigrid papir er interessant, men har som mange andre ved workshoppen brug for mere arbejde.

Det er dog også en af grundene til, at man præsenterer sit nye arbejde i en så venlig forsamling som den danske public choice workshop. Det giver næppe meget mening at præsentere noget, der er helt færdigt. Formålet er at prøve idéer af, få indikationer om hvad man kan gøre mere, og for nogle også at testkøre deres præsentationer før forårets internationale konferencer. Og som bivirkning får vi andre indsigt i, hvad nogle af Danmarks, Sveriges og Tysklands dygtige forskere indenfor public choice og politisk økonomi går og laver for tiden.

Påvirker muslimer ytringsfriheden? Nej

Forleden bragte vi en let nørdet blogpost om ytringsfrihed, og særligt hvordan man måler ytringsfrihed. Baggrunden var, at Lasse Eskildsen og jeg i forbindelse med pågående arbejde var stødt på den erkendelse, at de ni undermål for ytringsfrihed, som V-Dem-projektet aggregerer i ét samlet mål, faktisk falder i to separable typer. Det ene måler mediefrihed, mens det andet måler det lidt bredere og mere private begreb diskussionsfrihed. Vi bragte derfor et plot af de to mål overfor hinanden, hvor man ganske tydeligt kunne se hvilke lande, der har mere diskussions- end mediefrihed. Og dermed var vores mission slut for den dag, da spørgsmål om, hvorfor nogle befolkninger har mere ytringsfrihed end andre, og hvilke konsekvenser den har, er meget anderledes spørgsmål.

Det var der dog en af vores læsere, der ikke mente. Ole Gerstrøm – formodentlig den Gerstrøm, der en kort overgang sad i Folketinget for Fremskridtspartiet – skrev: ”Begrænsning af ytringsfriheden i Vesteuropa skyldes islamiseringen. Skribenten her har åbenbart ikke kendskab til Ole Hasselbalchs udgivelser. Det er ikke så godt.”

Gerstrøm håner mig således for ikke at have læst en bestemt persons debatbøger. Hvorfor jeg skulle have gjort det, står hen i det uvisse. Vi beskæftiger os helt primært med fakta og forskning her på stedet, og det er svært at se, hvad Hasselbalchs bøger har med nogen af delene at gøre. Et andet element er dog også, at Hasselbalch og Gerstrøm tager faktuelt fejl. Forskelle i ytringsfrihed i Europa har intet med Islam at gøre.

Det illustrerer vi nedenfor ved at plotte andelen af befolkningen i 97 demokratier, der er muslimer, overfor deres mediefrihed. Vesteuropa er illustreret ved de grå markører. Det generelle billede i figuren er, at der ingen sammenhæng er, og fokuserer man på de grå markører, danner de en næsten perfekt sky. Mens der er en relativt klar tendens til at lande med mere ytringsfrihed også er rigere – og her er kausaliteten et åbent spørgsmål – er sammenhængen mellem den muslimske befolkningsandel og ytringsfriheden insignifikant, og selv fortegnet på sammenhængen kan skifte mellem minus og plus alt efter hvilke enkeltlande, man sletter.

Ytringsfrihed og ændringer af den er derimod drevet af politik, der kun sjældent er videre informeret og politikere, der ofte er decideret faktaresistente. Terrorangreb kan for eksempel under visse omstændigheder få politikere til at indskrænke ytringsfriheden (se f.eks. omtale af mit relativt nye studie med Stefan Voigt her). Man får den klare fornemmelse, at indskrænkningerne i mange lande blot handler om, hvad politikerne kan slippe afsted med. Og i dén henseende, er antifaktuelle påstande om muslimer og trusler næppe nogen hjælp mod politikere på begge fløje, hvis virkelige interesse er at udvide området for, hvad de må kontrollere.

Ytringsfrihed i to former

Der tales meget om ytringsfrihed i disse år, og med god grund: Hvor hårdt bør man stå på sine principper om fuld ytringsfrihed, hvor voldsomt er ytringsfriheden under pres i visse lande, og hvad er konsekvenserne af mere eller mindre ytringsfrihed? Er begrænsninger af friheden for eksempel et effektivt middel til at reducere terrortrusler? Alle disse spørgsmål er ekstremt vigtige – måske særligt i et demokrati som det danske – men to af de tre kan kun besvares, hvis man også kan måle forskelle i ytringsfrihed.

Det er der forskellige bud på fra blandt andet Freedom House og Reporters sans Frontières. Den største af de databaser, der tilbyder disse mål, er Varieties of Democracy (V-Dem), der har ikke mindre end ni forskellige indikatorer for ytrings- og pressefrihed. Projektet tilbyder en overordnet indikator, kaldet ”Freedom of Expression and Alternative Sources of Information” der er en slags gennemsnit af de ni mål. De ni enkeltindikatorer hedder: 1) media censorship effort, 2) harassment of journalists, 3) media bias, 4) media self-censorship, 5) whether print/broadcast media are critical, 6) whether print/broadcast media provide different perspectives, 7) freedom of discussion for men, 8) freedom of discussion for women, og 9) freedom of academic and cultural expression. Der ser således ud til at være en lang række forskellige aspekter af problemstillingen.

Ser man nærmere på de ni indikatorer, ser det dog ud til at de på tre forskellige måder falder i to forskellige grupper. For det første er de første seks ekstremt højt korrelerede med hinanden, mens de sidste tre er højt korrelerede, og korrelationerne mellem de to grupper er lidt mindre. Det gælder særligt i demokratier, hvor de to grupper er noget mindre korrelerede mellem hinanden end i autokratier. For det andet er de konceptuelt forskellige: De første seks har med presse- og mediefrihed at gøre, mens de sidste tre er bredere mål for diskussionsfrihed. Sidst, men muligvis ikke mindst, har Michael Coppedge stået for indsamling og behandling af data for de første seks mål, mens Svend-Erik Skaaning og Pamela Paxton har stået for de sidste tre. I det følgende viser vi derfor to mål for ytringsfrihed – medie- og diskussionsfrihed – som er gennemsnit for henholdsvis de første seks og de sidste tre mål. Målene er taget fra mit igangværende arbejde med Lasse Eskildsen, hvor vi netop –med basis i Lasses speciale – undersøger sammenhængen mellem ytringsfrihed og terrorisme.

Sammenligner man de to mål er det først klart, at den tredje forklaring er den svageste. Nok er der systematiske forskelle på de to, men systematikken er der primært i demokratier, mens der ingen klar forskel er i såkaldt elektorale autokratier (diktaturer med valg). Havde grunden til forskellene været, at de tre ekspertkodere var uenige, burde uenigheden have været der på tværs af alle lande, i stedet for at være så klart systematisk.

Ser man på forskellene, giver de også god mening. Vi har nedenfor plottet gennemsnittene for mediefrihed (på x-aksen) overfor diskussionsfrihed (y-aksen) mellem 2013 og 2018 i lande, der har været demokratiske i hele perioden, og fremhævet de lande, hvor diskussionsfriheden er mere end to standardafvigelser større end mediefriheden (de sorte markører). Der er tale om ikke færre end 23 lande: Benin, Argentina, Serbien, Armenien, Sao Tomé og Principe, Ecuador, den Dominikanske Republik, Grækenland, Tjekkiet, Ungarn, Albanien, Rumænien, Costa Rica, New Zealand, Chile, Bulgarien, Mongoliet, USA, Taiwan, Guyana, Malaysia, Zambia, og Trinidad og Tobago; rækkefølgen er størrelsen på deres forskel mellem medie- og diskussionsfrihed. De første seks har endda en forskel på mere end ét point.

Det generelle mønster er meget tydeligt i figuren: Diskussionsfrihed er systematisk højere end mediefrihed i mange demokratier. Ekstremet er Benin, der med en mediefrihedsscore omkring 1 – rundt regnet samme status som Bolivia og Kirgisistan – men en vurdering af diskussionsfrihed på vesteuropæisk niveau på 2,5, har borgere der er langt bedre stillet end mediebilledet umiddelbart giver indtryk af. Argentina er et andet eksempel på et land, hvor medierne ikke er specielt frie – landet har f.eks. i en lang årrække haft lovgivning, der forbyder publikation af inflationstal, der ikke kommer fra regeringen (som har svindlet alvorligt med dem) – men hvor borgerne stadig har langt mere ytringsfrihed i alle andre fora.

Den konceptuelle forskel mellem medie- og diskussionsfrihed kan endda ses i Danmark versus vores naboer i Sveriges: Vores diskussionsfrihed er vurderet til 2,8 mens den er 2.4 på den anden side af Øresund. Selv internationale eksperter er således enige i, at man kan tillade sig at sige langt flere ting i den danske debat end i den langt mere kontrollerede svenske. På samme måde kan man se, hvordan en række tidligere kommunistiske lande har væsentligt mere diskussionsfrihed end mediefrihed. Gennemsnitsforskellen mellem de to mål i disse lande er 0,6, og kunne muligvis skyldes at medielovgivning og politisk behandling af medierne ikke er fulgt med den sociale virkelighed i Central- og Østeuropa.

Præcist hvorfor forskellen eksisterer må dog stå hen i det uvisse indtil videre. Den er en af de ting, man nogle gange ser, når man har fingrene nede i skidtet – i mit tilfælde når man selv arbejder med dataene. Det store spørgsmål er, om differencen mellem medie- og diskussionsfrihed gør en forskel. Svaret viser sig at være et meget tydeligt ja – men præcist hvordan må vente til en senere blogpost.

Kampen mod social dumping er stadig handelshindringer

En bred, samlet forligskreds meddelte glade og tilfredse i morges, at man har nået en politisk aftale om at regulere den såkaldte cabotagekørsel i Danmark. Selv den evigt forargede og aggressive Henning Hyldested (EL) var overvældende tilfreds, hvilket nok burde være et advarselssignal. Grunden er, at et næsten samlet Christiansborg har besluttet, at udenlandske chauffører, der kører i Danmark, skal have cirka samme løn som en repræsentativ dansk virksomhed betaler danske chauffører-

I ministerens egne ord her til morgen, er hensigten med den nye regulering, at transportvirksomheder, for at få en statslig godkendelse, skal leve op til et bestemt ”omkostningsniveau.” Selvom beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard Thomsen ikke er kendt som den hurtigste knallert på molen, er det alligevel en forbløffende mærkværdig udtalelse: Regeringen sigter med andre ord efter, at regulering skal forhindre virksomheder, der kan levere en bestemt type service billigt, at operere i Danmark!

Hele reguleringskomplekset sælges naturligvis som en del af ’kampen mod social dumping’ – et politikområde, som venstrefløjen har en stærk interesse i, og som synes at være et særligt indsatsområde for regeringen. Idéen bag social dumping er, at udenlandske arbejdere i Danmark ikke må få lavere løn end danskere får i tilsvarende jobs i tilsvarende virksomheder. Der er derfor tale om en type regulering med økonomiske konsekvenser, der er fuldstændigt ækvivalente til handelshindringer. Om man gør varer og service, der er produceret i udlandet af udlændinge, dyrere med told og tekniske handelshindringer, eller om man gør varer og service, produceret af udlændinge i Danmark, dyrere, er i og for sig ligegyldig. For danske forbrugere er konsekvensen helt den samme: Dyrere varer og service, der over tid bliver ringere pga. den manglende konkurrence. Regulering mod social dumping er ikke andet end gammeldags handelshindringer.

Det værste er, som jeg for otte år siden pointerede i Børsen (gated version her), at den såkaldte kamp mod social dumping dybt usocial. Den kommer til at fordyre dansk transport, og dermed også en lang række varer, der bruges af helt almindelige forbrugere. Der er tale om politik skabt i en uhellig alliance af fagforeninger og industriinteresser, der er direkte rettet imod forbrugerne. Taberne er almindelige forbrugere, og i særlig grad forbrugere, der er mindre velstående.

De nye reguleringer er således skadelig pro-business politik af værste skuffe. Og hvis man i virkeligheden ville forhindre, at filippinske chauffører lever under kummerlige vilkår i Danmark (som nogle af dem vitterligt har gjort), kunne man jo vælge at regulere dét aspekt, i stedet for at bruge et så stumpt instrument som at sætte minimumskrav for lønnen. Det man gør med den nye regulering, er at tvinge udlændinge til de facto at følge 3Fs overenskomst. Om V og Ks forhandlere bare er kapret af særinteresser eller virkelig er så inkompetente at de ikke forstår deres eget politikområde, må stå hen i det uvisse.  

Terrortruslen er overvurderet

Den glimrende Bent Blüdnikow havde forleden et indlæg i Weekendavisen, hvor han påpegede, at der er en tydelig tendens til at overvurdere risikoen for at blive ramt af terrorisme. Statsministeren har for eksempel planer om at øge overvågningen af danskerne meget markant, og en del af hendes rationale er, terrortruslen. Her vil vi tillade os at ignorere, at mens overvågning nok hjælper politiet med at opklare nogen typer kriminalitet, er der ingen klar forskningsmæssig opbakning bag idéen om, at overvågning har nogen som helst præventiv virkning.

I stedet følger vi Bents understregning af, hvordan den faktiske trussel ser ud i dag relativt til tidligere. En del af grunden er, at jeg faktisk har forskning i terrorisme for tiden – i ét projekt sammen med Stefan Voigt (f.eks. her) og i et andet med Lasse Eskildsen – og derfor har alle data osv. fra the Global Terrorism Database klar. Vi ser på to måder, at måle det på: Risikoen for, at et land oplever mindst ét angreb i et givet år, og det gennemsnitlige antal angreb per million indbyggere. Vi plotter begge dele for både alle de 162 lande med fuldt datasæt og alle lande, der var demokratiske (de stiplede linjer) i et år.

Den første figur viser den gennemsnitlige risiko for, at et land bliver ramt af mindst et angreb mellem 1970 og 2016. Figuren demonstrerer tydeligt, hvordan flere og flere lande blev ramt i løbet af 70erne og ind i 80erne, og at det i særlig grad var demokratiske samfund, der blev ramt. Toppen nåede verden i 1991-92 – næsten tre fjerdele af verdens lande oplevede terror i de år – hvorefter truslen faldt markant. I dag er truslen i de demokratiske samfund cirka tilbage på det niveau, man oplevede i midten af 70erne.

Den anden figur illustrerer, hvor intensiv truslen var. Den viser igen en stigning i 70erne, men også en veritabel eksplosion i trusselsbilledet først i 80erne. Italien var således hårdt ramt, ligesom det demokratiske Vesttyskland led under terrorister, der blev beskyttet af det østtyske Stasi. Der var tale om navne, som nogle af os voksede op med i nyhedsbilledet: Rote Armee Fraktion, Brigate Rosso, the Irish Republican Army, og the Popular Front for the Liberation of Palestine der var almindeligt kendt som PFLP og havde en decideret samarbejdsaftale med de danske Venstresocialister. Man har også glemt historierne om f.eks. den rent kvindelige M19, der blandt andet sprængte en bombe i den amerikanske kongres.

Siden en kortvarig spids i starten af er det tydeligt i dataene, at terrortruslen er styrtdykket. Det gæler også i Danmark, der faktisk er relativt gennemsnitligt for verdens demokratier. Niveauet har ligget meget lavt siden først i 00erne, og på niveau med starten af 70erne. Når man således – som f.eks. både den nuværende og forhenværende statsminister – indikerer, at der nærmest er en historisk trussel, er det derfor faktuelt forkert. En del af den stigning siden 2005 i den ekstensive risiko, som kan ses på den første figur, er for eksempel en refleksion at, at der er relativt flere lande, der oplever angreb, men per land er der færre angreb. Med andre ord er noget af det, der kan se ud som en markant stigning, simpelthen en konsekvens af at eksisterende terrorisme bliver spredt tyndere ud over flere lande.

Bent Blüdnikow har derfor ret: Terrortruslen i dag er i virkeligheden relativt lav i forhold til, da mange af os var børn. Den tids terrorisme er bare glemt – måske ofte fordi den var så tydeligt venstreekstremistisk, og dele af venstrefløjen ingen interesse har i at minde folk om dén side af deres bevægelse – men var ikke mindre virkelig. Så før vi giver efter og accepterer politikeres argumenter for overvågning af danskerne, logning af vores teledata og andre drakoniske indgreb, skal man måske have sine fakta i orden. Fakta er, at truslen fra terrorister er til at overse.

Dansk public choice workshop – programmet er her

Som mange læsere muligvis ved, afholdes den årlige danske public choice workshop i år i København hos Cepos den 24. januar. Det er 21. gang, workshoppen afholdes, og den tegner til at blive den største til dato. Forskere fra universiteter i Danmark, England, Holland, Tyskland, Sverige og Ungarn deltager, og emnerne – der alle relaterer sig til public choice og politisk økonomi – spænder vidt.

Programmet, der kan ses her, omfatter bl.a. ny forskning om pavebesøg er godt for menneskerettighederne (Jerg Gutmann, Hamborg), om hvordan folks tillid til myndighederne påvirkes af skandaler (Christina Sade Olumeko og Kim Byrial Jensen, København), diskrimination af homoseksuelle par i lejemarkedet (Therese Nilsson, Lund), om demokratier har mere ‘inklusiv’ vækst (Sigrid Alexandra Koob, CBS), om hvordan institutional kvalitet påvirker effekten af handelsaftaler (Søren Østervig, Aarhus), og sammenhængen mellem økonomisk frihed og antisemitisme (Niclas Berggren, IFN i Stockholm).

Som altid er workshoppen varmt anbefalet, og en del af papirerne bliver tilgængelige allerede før workshoppen. Man skal blot holde øje med programsiden, hvor man også kan tilmelde sig. Som altid er der mulighed for, at alle interesserede kan deltage, om det gælder hele dagen eller blot en enkelt session, som man kunne være interesseret i. Workshoppen starter klokken 11 den 24. januar og afholdes hos Cepos, Landgreven 3 i hjertet af København. Punditokraterne er repræsenteret ved workshoppen, og vi håber at se flere af vores læsere der.

Hvordan har dansk økonomi det egentlig?

Forleden havde jeg den særlige fornøjelse at skrive årets første økonomiske kommentar til Børsen. Ved en sådan anledning dækker man ofte et lidt større, vigtigere spørgsmål, og kommentaren, der udkom i torsdags (gated version her), handlede om et af de helt store: Hvordan har dansk økonomi det egentlig?

Det politiske problem, om man vil, er at dansk økonomi ser besnærende fornuftig ud for tiden: ”De offentlige finanser er overholdbare, arbejdsløsheden er lav, og der er vækst i økonomien.” En række kommentatorer, inklusive flere på Børsen og i Berlingske Tidende, finder derfor situationen tilfredsstillende og bekymrer sig primært om, hvorvidt den er holdbar på lidt længere sigt.

Men det er netop det længere sigt, man bør være bekymret for, og man lærer tæt på intet om det, ved at se på hvordan det går her og nu. Gør man det modsatte og ser man på en længere udvikling, bliver problemerne tydelige. Det gør vi her, med udgangspunkt i kommentaren fra Børsen (som kun sjældent bringer figurer), i to figurer nedenfor.

Den første viser udviklingen i dansk BNP per indbygger relativt til samme udvikling i vores økonomiske naboer, Holland, Norge, Storbritannien, Sverige og Tyskland. Søjlerne illustrerer, hvor mange procent Danmark er foran naboerne i et givet år. Først i 70erne var det danske BNP omtrent 20 % højere end vores naboers, og denne situation blev reetableret i midten af 1980erne efter Schlüter-regeringernes markante reformer. Det viste sig dog at være en stakket frist – en kartoffelkur med indførslen af topskat kom bl.a. i vejen – og over de næste 30 år fulgte dansk økonomi ikke med. I dag (2017 i figuren) er dansk BNP per indbygger cirka 5 % højere end naboernes, og dansk produktivitet per fuldtidsansat er knap 8 % højere.

Kilde: Penn World Tables, mark 9.1

Det virkeligt slemme problem kan dog bedre aflæses i den anden figur, der viser størrelsen på danskernes og naboernes privatforbrug. Figuren gør det tydeligt, hvordan privatforbruget styrtdykkede i starten af 1970erne, i takt med at skatten steg og flere regeringer prøvede – uden særlig succes – at rette op på 60ernes blatant uansvarlige økonomiske politik. Relativt til naboerne fortsatte det med at falde, igen indtil Schlüters reformer, men det fik også en brat ende, og derouten er fortsat. Som jeg understreger i Børsen, burde situationen i dag være dybt utilfredsstillende: ”Den vigtigste forskel, som stort set aldrig diskuteres i dansk politik, er at danskernes typiske privatforbrug i dag er næsten 10 % lavere end vores naboers. Vi er således på 30 år gået fra at være 10 % foran til at være 10 % bagud.”

Kilde: Penn World Tables, mark 9.1

Politikernes argument imod dette er, at de jo bruger pengene meget smartere end almindelige borgere kan, og ’løfter’ den offentlige velfærd. Det er for eksempel kernen af finansminister Nicolai Wammens forsvar af den nye finanslov, der omfordeler endnu flere midler fra borgerne til den offentlige sektor.

Der er bare ikke meget der tyder på, at man får bedre offentlig service eller mere ’velfærd’ ud af at bruge flere penge i det offentlige. Problemet er ikke mangel på ressourcer – den decideret skuffende danske folkeskole er for eksempel den dyreste i OECD-landene – men en konsekvens af elendig ledelse, politisk regulering og indblanding og mangel på konkurrence. Og selvom det var, måtte man alligevel spørge om borgerne ikke er bedre til at få faktisk velfærd ud af midlerne end Folketinget. Regeringens nye finanslov, der gør alle grupper af danskere fattigere, kommer derfor ikke til at løfte nogen eller bidrage til folks velfærd – med undtagelse af politikernes – men gør danskerne endnu en tand fattigere end vores naboer. Hvis jeg var politiker, ville jeg krybe i et hul af skam over at have bidraget til så elendig en udvikling – men på Christiansborg skammer man sig ikke.

Generelle trends der ikke er generelle: Tillid til journalister

Vi kender det allesammen: Oplevelsen af at politologer, sociologer, fremtidsforskere og andre med sikkerhed i stemmen forklarer, hvordan de vestlige samfund ændrer sig og hvad konsekvenserne bliver. Politiske kommentatorer og politikere tager – i det mindste offentligt – forudsigelserne alvorligt og foreslår politik, der enten akkommoderer eller modgår trenden. Vi andre sidder derimod ofte tilbage og undrer os over, om det hele overhovedet er sandt.

Groft sagt sker der med jævne mellemrum, at en fransk sociologiprofessor for eksempel udgiver en bog om samfundsmæssige trends i Frankrig, som hun oplever dem. Den franske forsker indikerer, at disse trends er generelle for Europa eller den vestlige verden, og interviewes efterfølgende i, for eksempel, Politiken eller Weekendavisen. Hermed er påstanden om en generelt udvikling introduceret i en dansk kontekst og bliver hurtigt en etableret ’sandhed’ i den politiske debat.

Vi illustrerer her en af disse trends med data fra den nye WellCome Global Monitor (WGM), som vi skrev om forleden (læs her). En af de påstande, jeg jævnligt hører, er at unge mennesker i vestlige lande i stigende grad forlader de traditionelle mainstream medier og har mistet tillid til dem. Mere generelt er påstanden således, at unge mennesker har mistet tillid til journaliststanden og derfor erstatter traditionelle medier med sociale medier. Et yderligere skridt i fortællingen er, at dette er et problem da de sociale medier i højere grad fungerer som et ekkokammer, hvor ens holdninger og værdier aldrig bliver udfordret, og fake news bare bekræftes.

Det særlige er, at man kan bruge WGM til at teste en del af basen for denne fortælling om en generel trend i de vestlige lande. Undersøgelsen spurgte i 2018 149.000 respondenter i 144 lande om bl.a. deres tillid til journalister. I det følgende stiller vi skarpt på 55 lande, der er mere eller mindre vestlige og udviklede, for ikke at blande udviklinger i udviklingslande ind i generelle betragtninger. Der viser sig først og fremmest ganske store forskelle mellem lande i, hvor stor tillid folk har til journalister. På en skala fra 0 til 3 er gennemsnittets tillid til journalister 1,6, fordelt mellem et lavpunkt på 0,7 i Grækenland og et maksimum på 2 i Finland. Figuren nedenfor illustrerer forskellene.

Ser man på den overordnede påstand, vurderer de yngre respondenter – defineret som dem der er under medianalderen på 39 – i gennemsnit journalister 4% lavere end de ældre respondenter. Der ser således ud til at være en smule kød på påstanden, om end forskellen er ganske lille. Det særlige er dog, at dette ikke er et generelt fænomen!

I 18 af de 54 cirka vestlige lande i undersøgelsen er de yngre statistisk signifikant anderledes end de ældre. Det er dog værd at notere sig, at der for det første er tre lande – Bulgarien, Tjekkiet og Slovakiet – hvor de yngre har mere tillid til journalister end de ældre, og dermed er stik mod den påståede trend. I de 15 andre, hvor yngre er mindre tillidsfulde, er forskellen i gennemsnit 9 %. Den er der således, og den er statistisk sikker, men er ikke specielt stor.

De 15 lande er: Albanien, Australien, Belgien, Cypern, Frankrig, Georgien, Israel, Japan, Litauen, Malta, Rumænien, Rusland, Slovenien Sydkorea, og Tyskland. Det er svært at se noget samlet mønster, der forbinder de 15, og den vigtigste pointe er, at det mønster, man skulle tro var helt generelt for vestlige lande, slet ikke findes for de andre 39 lande i undersøgelsen!

Man kan naturligvis altid mene, at spørgsmål som folks tillid til journalister ikke helt fanger essensen i en påstand. Vi mener dog at eksemplet som illustration fungerer ganske godt: Der kommer med mellemrum påstande om, hvordan vestlige samfund ændrer sig og hvilke problemer, det skaber. Disse påstande viser sig ganske ofte at være lande-specifikke og dermed slet ikke udtryk for noget generelt fænomen, og andre gange er påstandene ganske enkelt ikke korrekte. Det gælder for eksempel den ofte hørte bekymring om, at vi har mistet tilliden til hinanden, eller at bare folk troede på en guddom igen, ville alt være bedre. Vores eksempel i dag er ganske enkelt en illustration af, hvor ofte man kan afvise denne type påstande med simpel evidens, og hvor skeptisk enver borger bør være overfor denne slags påstand.

Året hos punditokraterne

1. januar er det legitimt at se tilbage på det gamle år og vurdere, hvordan det var. Som vi bemærkede i vores julehilsner (her og her) har det besøgsmæssigt været et ganske godt år. Vi endte med et totalt besøgstal på 98.562 – lidt færre end i 2017 og lidt flere end i 2018 – og håber naturligvis, at de alle har læst noget på bloggen. Men alle indlæg læses naturligvis ikke lige meget. Her er derfor de ti indlæg, som folk har besøgt mest i 2019:

Niels post ”Hvordan beskytter det liberale demokrati sig mod sine fjender?” blev den relativt mest besøgte med 661 unikke besøg og dermed flere end 25 per dag siden 5. december. Min egen om ”Grøn grundlov – er det virkelig en god idé?” er i gennemsnit blevet besøgt af 14,7 læsere siden 2. december, og nummer tre, Ottos ”Murens fald var socialismens konkursbegæring” har haft 9,1 læsere om dagen siden 30-årsdagen den 9. november.

Andre poster, der blev læst flittigt i 2019 var (i rækkefølge efter deres besøgstal) ”Er de Radikale blevet kulturfascister?”, ”Alt det Oxfam-Ibis ikke fortæller dig”, ”Hvor stor skal en organisation være?”, den åbenbart evigt populære ”Sundhed i 100 år målt på højde”, ”En lære fra Løkke-tiden”, den vigtige ”Befolkning, vækst og klima 13: Derfor løber vi ikke tør for udtømmelige ressourcer”, og ”Den fejlede idé, der aldrig dør” om Kristian Niemitzs fine bog om socialisme som zombieidé.

Som vi allerede skrev i vores julehilsen, har flere af punditokraterne også markeret sig i de almindelige medier. Ifølge Infomedia blev Otto nævnt 230 gange i medierne i 2019 – én gang mere end mig – mens Niels var mindre i medierne, men igen understregede sin status som en af de mest indsigtsfulde danske kendere af Latinamerika i bl.a. Ræson.

Alt i alt har 2019 derfor været et godt år for punditokraterne, ikke mindst på grund af vores læsere. Vi tager taknemmeligt imod enhver kritik og ethvert forslag til emner, vi kan skrive om. Vi håber bare, at læserne også i 2020 husker, at vi er en lille gruppe individer, der hver har et almindeligt job, og at vi ingen ressourcer har andet end vores fritid. Der bliver derfor – på trods af et par læseres forslag – ikke nogen punditokrat-podcast. Mindre kan forhåbentlig gøre det. Godt Nytår!

Tillid til naboer

Der er næppe mange velinformerede danskere, der ikke ved at Danmark er et af verdens mest tillidsfulde steder: Cirka 70 % af danskerne mener, at man generelt kan stole på andre mennesker. Vi deler denne status med nordmændene og – med en lille afstand – med svenskerne, og tilliden er en væsentlig del af forklaringen på, hvorfor en kold afkrog af verden alligevel er rig (læs f.eks. her). Og modsat hvad statsministeren indikerede i sin tale ved Folketingets åbning, er der ingen tegn på, at tilliden er faldende eller i fare.

Alligevel møder jeg ofte mennesker, der holder fast i, at det ikke kan være rigtigt. De nævner således ofte, at mange danskere ikke stoler på deres naboer og permanent låser deres dør. Flere af dem, inklusive flere forskere udenfor Danmark, fastholder også at folks svar er ekspressive og de i virkeligheden ikke udviser nogen tillid eller ærlighed i deres faktiske adfærd. Mens den anden påstand meget klart kan afvises (se her), har vi hidtil ikke haft solide data på folks tillid til deres naboer.

Denne mangel bliver der nu rådet bod på med nye data fra the Wellcome Global Monitor 2018, der blandt andet har spurgt om netop folks tillid til deres naboer i 144 forskellige lande. WGM spørger på en skala fra 1-4, hvor kategorierne er ”ingen”, ”ikke meget”, ”nogen”, og ”meget” tillid. Som med andre tillidsspørgsmål, viser der sig at være markant forskel på lande. Som figuren nedenfor illustrerer, strækker folks tillid til deres naboer i den vestlige verden fra et gennemsnit i Montenegro på 2,7 til 3,7 i Norge (globalt er bundskraberen Gabon på 2,1).

Danskerne kommer ind på en syvendeplads med et gennemsnitssvar på 3,5 lige over hollænderne og umiddelbart efter østrigerne. Der er således ikke nogen overraskelser, og danskerne ligger også her blandt de mest tillidsfulde mennesker i den vestlige verden. På samme måde er der ingen overraskelse i at finde, at folk i tidligere kommunistiske lande (de røde pinde) i gennemsnit er markant mindre tillidsfulde end andre. Kun tre lande med en kommunistiske fortid – Slovenien, Estland og Litauen – har et tillidsniveau over det vestlige gennemsnit.

Man kan stille (mindst) to spørgsmål til disse mønstre. Det første er, hvorfor danskerne alligevel ikke ligger på linje med nordmændene, når det gælder vores tillid til naboer, og hvad østrigerne laver i toppen. Ethvert svar er naturligvis spekulativt, men helt generelt finder man altid, at folk har større tillid til mennesker, de kender personligt, interagerer jævnligt med, og har valgt frivilligt at ses med. Teknisk siger man, at partikulær, personlig tillid typisk er højere end social, generaliseret tillid. En del af forklaringen på dette første spørgsmål er således sandsynligvis, at nordmænd og østrigere er mere tilbøjelige til at kende deres naboer personligt. Denne forklaring passer således på, at Norge er en tand mindre urbaniseret end Danmark og Sverige – 82 % af nordmændene bor i byer mod 88 % i de to andre lande – og at Østrig med 59 % af befolkningen i byer er markant mindre urbaniseret end de fleste andre vestlige lande. Jo flere folk, der bor i små lokalsamfund hvor man ikke kan undgå at kende hinanden, jo større bliver forskellen på social tillid og nabotillid.

Det andet spørgsmål er, hvor stærk den generelle sammenhæng mellem tillid til folks naboer og deres sociale tillid er. Det viser vi i den anden figur i dag, hvor de røde markører er lande med en kommunistisk fortid mens de sorte er normale, vestlige lande. Figuren illustrerer først, hvordan der ikke er nogen videre sammenhæng på tværs af de 19 tidligere kommunistiske lande, hvor korrelationen mellem de to mål er 0,12. Omvendt er sammenhængen meget tydelig på tværs af de 31 vestlige lande uden en kommunistisk fortid, hvor korrelationen er hele 0,72. Om den manglende sammenhæng i den første gruppe skyldes, at folk generelt ikke kunne vælge frit, hvor de ville bo og med hvem, må forblive et åbent spørgsmål.

Den manglende sammenhæng er dog endnu en indikation på, hvor meget 40 års sovjetkommunisme ødelagde, og hvor dybe strukturer, der stadig eksisterer fra den tid. Under alle omstændigheder er de nye data fra WGM interessante, og viser mønstre på tværs af verden, der er velkendte fra andre typer undersøgelser. I den næste tid kommer vi derfor til at afsøge de andre muligheder, datasættet byder på.

Williamson og Caplan om velstand og fattigdom

Juledagene er ved at være ovre, og hos punditokraterne er vi klar til lidt mindre fysisk føde og lidt mere intellektuelt input. Et af de store spørgsmål, der altid er værd at tænke over, er hvorfor nogle mennesker og lande er fattige, mens andre er rige. Har man lidt tid tilovers mellem jul og nytår – og hvem har ikke det – er her derfor to foredrag om emnet.

Den altid interessante Claudia Williamson giver i det første en introduktion til, hvordan effektiv beskyttelse af privat ejendomsret er central for at forstå produktiv investeringsadfærd og dermed også, hvorfor nogle lande i det lange løb er blevet meget rigere end andre. Claudia, der er associate professor på Mississippi State University, er iøvrigt en af hovedtalerne ved næste års konference i the Public Choice Society.

I det andet foredrag diskuterer den fremragende Bryan Caplan fra George Mason University, hvorfor nogle mennesker er fattige. Bryans særlige greb på spørgsmålet er, hvem der er skyld i at nogen er fattige. Som flere gange før tillader det ham, at se et spørgsmål fra en lidt anden vinkel. Begge foredrag varer cirka 40 minutter – Claudias er fra the College of Charleston i november mens Bryans er dette års Hayek Memorial Lecture i London – og begge er varmt anbefalede.

Punditokraternes julehilsen 2019

Ude i de små hjem er julen ved at snige sig ind på danskerne, og punditokraternes hjem er ikke anderledes. De sidste gaver er købt (for mit vedkommende omkring klokken to i går), køleskabet er fyldt, og årets portvin er klar. En af de sidste opgaver før julen for alvor starter klokken 16 i dag, er at opsummere året på bloggen og at ønske Punditokraternes læsere en glædelig jul.

Bloggen havde et ganske godt år med knap 97.000 besøg indtil nu. Det er en lille fremgang fra sidste år, og givet hvordan andre blogs har haft det, er vi ganske godt tilfredse. Årets mest besøgte post var Niels glimrende Alt det Oxfam-Ibis ikke fortæller dig fra sidst i januar, som fik 2800 direkte besøg og et uvist antal besøg gennem forsiden. Ligesom tidligere år bliver min Sundhed i 100 år målt på højde på mærkværdig vis ved med at få besøg; i 2019 blev det til flere end 1700. To andre poster fik over 1000 besøg: Vores post om Ulighed i Danmark fra juledagene sidste år blev besøgt og forhåbentlig læst af godt 1300, og Den fejlede idé, der aldrig dør – om Kristian  Niemitzs fremragende bog om socialisme, der også fik sin egen podcast – er  blevet set af lidt flere end 1000. Ser man derimod på antal besøg per dag, posten har været publiceret, er Niels vigtige post om Hvordan beskytter det liberale demokrati sig mod sine fjender den klare topscorer. Og gælder det feedback, har folk åbenbart været tilfredse med vores sommerserie om Befolkning, Klima og Vækst, som Otto opsummerede i en julegave i går.

Udenfor bloggen er vi også stolte af, at punditokraterne en gang imellem sætter sit aftryk på debatten i Danmark. Niels har således også i år markeret sig som en af de førende Latinamerika-eksperter i Danmark, og Otto er en af de skarpeste stemmer i den hjemlige klimadebat. På alle områder har vi igen i år haft stor gavn af vores interesserede og venligt skeptiske læsere, som til tider stiller skarpe spørgsmål, der holder os til ilden. Hvis nogen skulle være i tvivl, er vi taknemmelige for dem!

De næste dage er der stille her på bloggen, ligesom der forhåbentlig er stille i det offentlige Danmark – og tænk, hvis dansk politik var lige så stille udenfor juledagene! I mellemtiden vil vi ønske alle vores faste læsere og tilfældige besøgende en Glædelig Jul og et Godt Nytår. Vi håber I alle får en lige så pragtfuld jul, som Nat King Cole udtrykte (i Mel Tormés ord).

Sjov med statistik: Regulering og alkoholforbrug

Vi nærmer os den tid, hvor folk holder fri, giver hinanden gaver, og helt generelt er lidt rarere end ellers – eller ender i gigantiske familieskænderier. Med andre ord er julen igen ved at snige sig ind på danskerne, og det gælder også hos punditokraterne. I dag ser vi derfor på en lille bid af traditionerne, nemlig hvor meget folk drikker i forskellige lande (hattip: Niclas Berggren). Vores twist – for det er en del af vores serie om sjov med statistik – er at vi holder det op mod, i hvor høj grad staten regulerer økonomien.

Vi bruger her tre typer data: Alkoholforbrug per indbygger fra WHO, købekraftskorrigeret BNP per indbygger fra CIAs World Factbook, og graden af regulering, som er gennemsnittet af område 3, 4 og 5 i Fraser Instituttets Economic Freedom of the World Index. Figuren nedenfor illustrerer det overordnede forhold: Mens rige lande har højere forbrug af alkohol (som de har højere generelt forbrug), er mindre regulerede økonomier også karakteriseret ved at have højere forbrug. Med andre ord: I deregulerede økonomier drikker folk mere.

De fire grupper illustrerer et mere generelt mønster på tværs af lande. I lande, der både er relativt stærk regulerede (under medianen i økonomisk frihed) og fattige (under median-BNP) er det gennemsnitlige alkoholforbrug 2,9 liter per år, mens det er 5,6 liter i rige, regulerede økonomier. Omvendt er det 4,1 liter i de fattige, mindre regulerede og 7,5 liter i rige, relativt uregulerede økonomier.

Et næste spørgsmål, der følger direkte, er hvilken type alkohol, der er tale om? WHO-tallene tillader, at man ser separate på ølforbrug og forbrug af vin og spiritus. Gør man det, finder man lignende, og endnu stærkere forskelle i forbrug af vin og spiritus, hvor der er ganske lidt forbrug i fattige lande uanset reguleringerne, noget mere i fattigere, mindre regulerede lande, og mest i rige, relativt uregulerede lande. Der er, omvendt, ingen signifikant forskel på ølforbruget i rige og fattige samfund, så længe de ikke er særligt regulerede. Både for rige og fattige gælder det således, at de mere øldrikkende nationer også er dem, der regulerer deres markeder mindre.

Før læsere kommer os i forkøbet, må vi derfor spørge: Hvad i alverden foregår der? Skal man tro på, at finansielle reguleringer, handelsbarrierer og kapitalkontroller påvirker folks alkoholforbrug og drikkevaner? Skal man tro, at drikkevaner påvirker folks præferencer for offentlige reguleringer? Eller skal man – måske – regne med at drikkevaner og alkoholforbrug reflekterer dybere forskelle mellem lande, der også påvirker deres reguleringsniveau? Den store forskel ser ud til at være drevet af ølforbruget. Mens vi ikke svarer på dét spørgsmål, er det værd at overveje i juledagene hvordan øldrikkende nationer er anderledes.

PKK, totalstaten og fantasipolitikere

Et tilbagevendende tema og en kilde til evig undren for punditokraterne er, hvilke ofte absurde fantasier, de fleste danskere har om politik. I Berlingske Tidende mandag, hvor den altid glimrende Peter Kurrild-Klitgaard påpegede, at ”Det seneste halve århundrede har vi med hast bevæget os ind i den demokratiske totalstat, hvor alle vil bestemme alt for alle, og hvor ansvaret forsvinder fra borgere, civilsamfund og marked.” Som Kurrild meget præcist skriver:

Er priserne for høje? Indfør et prisloft. Er de for lave? Påbyd en mindstepris. Er der arbejdsløse? Opret stillinger i det offentlige. Er der for megen trængsel på motorvejene? Gør dem bredere. Er uligheden for stor? Tag fra de rige. Bliver der sagt noget, man ikke kan lide, eller dyrket noget kættersk eller røget noget usundt eller båret noget forkert tøj? Forbyd det.

Kurrild låner meget velvalgt Michael Mungers udtryk ”Unicorn Governance” i klummen, som understreger i hvor høj grad, almindelige borgeres antagelser om adfærd og motivation er asymmetriske og skæve (læs også et interview med Munger her).

Mange borgere tænker på staten og danske politikere som ’Enhjørninger’: Smukke og noble væsener uden fejl og med alle mulige attråværdige egenskaber. Medmindre man har haft en meget mærkelig barndom, har vi alle set billeder af dem og måske endda læst om dem. Jeg har endda ladet mig fortælle, at deres flatulens lugter af jordbær! Men hvis man er over fem år gammel, ved man også at enhjørninger ikke eksisterer.

Det samme gælder i det store og hele fænomenet uegennyttige, kompetente og velinformerede politikere. De eksisterer ikke, og kun en meget lille håndfuld kommer bare nogenlunde tæt på idealet. Alligevel bliver meningsdannere, vælgere og almindelige borgere ved med at gøre som om, de er velrepræsenterede på Christiansborg. Fejlen, de begår, har været klart beskrevet siden 1960ernes gennembrud i public choice. Den kaldes asymmetriske adfærdsantagelser, og består meget enkelt i, at folk antager at mennesker er egeninteresserede og gør det bedste for dem selv og dem, der bekymrer sig om når de er forbrugere, virksomhedsejere og ledere, men pludseligt bliver uegennyttige, kompetente engle, når de træder ind i politik. Med andre ord regner de i virkeligheden med, at de fleste mennesker er dybt skizofrene – de har en personlighed i det private og en anden, hvis de agerer i noget, der kan kaldes en offentlig position. Skal man se bare nogenlunde logisk på verden, bliver man nødt til at regne med, at folk er folk uanset hvor de arbejder og hvilken stillingsbetegnelse de har.

Grundlaget for al public choice og politisk-økonomisk forskning er derfor symmetriske adfærdsantagelser: At folk basalt set er de samme, uanset om de er i eller udenfor politik. Det vigtigste er de incitamenter, de har i deres job eller andre miljøer, de færdes i. Belønnes troværdig, ordentlig adfærd hvor man leverer gode løsninger, opfører folk sig typisk godt. Belønnes hurtige, umiddelbart populære løsninger og adfærd hvor man bedst slipper afsted med at skyde skylden på andre, får man elendig adfærd. Hvordan politikere opfører sig, afhænger således at den incitamentstruktur, de færdes i. Dén indsigt burde gøre folk en smule mere skeptiske overfor hurtige politisk løsninger på alskens virkelige eller imaginære problemer.

Er man alligevel i tvivl, eller vil man skubbe venner, kolleger eller familie en smule i retning af realistisk omtanke, kan man måske bruge denne enkle øvelse. 1) Definér overfor mig hvad det problem er, de vil have politikere til at løse; og 2) giv mig tre navne i Folketinget, som du mener både er troværdige nok og tilstrækkeligt kompetente til at gennemføre effektiv politik, for at løse dit problem.

Hvis folk ikke kan det, er der nok tale om et problem, der skal holdes udenfor virkelighedens politik, selvom fantasiens enhjørningepolitikere kunne ordne det med et snuptag. Hvis folk alligevel insisterer på, at politikere da burde være ligesom enhjørninger, får de ikke løst deres problemer. De får derimod et meget større problem: Totalstaten, hvor alle private problemer skal løses med offentlig politik.

Hong Kong og andre succeser i Asien

Efter at have opholdt mig ved Deakin University i Melbourne de sidste fem uger – med et par afstikkere til Sydney og Brisbane – er jeg nu på vej mod Europa. Jeg har dog denne gang valgt at gøre ophold en enkelt dag i Hong Kong, hvor jeg befinder mig i skrivende stund. Den tidligere britiske koloni er i disse dage under virtuel belejring af det socialistiske diktatur i Beijing, der i stadig mindre grad er villigt til at overholde den 50-årige aftale med Storbritannien om ét land – to systemer.

Der holdes dog på mange måder stand, og ikke kun i form af den demokratiske oppositions overvældende sejr byens række af lokalvalg forleden. Min oplevelse af både lufthavnen og byen i dag var, at der er en venlighed og umiddelbarhed overfor fremmede, som jeg absolut ikke har oplevet i Kina. Alting fungerer også, og det er ikke svært at se både byens rigdom og dens stadig overlegne institutioner. Hong Kong er ganske enkelt en semi-britisk oase i en i stigende grad totalitært socialistisk sump.

Der er også ganske meget at forsvare, som ikke kun er økonomi. Det illustrerer vi i de følgende tre grafer, hvor vi plotter V-Dem-projektets ekspertvurderinger af fravær af mediecensur – dvs. pressefrihed – og juridisk ansvarlighed, som en indikation på kvaliteten af retsvæsenet (men ikke nødvendigvis lovene), og Madison-projektets købekraftskorrigerede nationalprodukt per indbygger (Interesserede kan med fordel bruge V-Dems Country Graph-feature, hvor man kan tegne grafer over landes institutionelle udvikling). Vi holder her Hong Kongs udvikling op mod Kina, Taiwan – dvs. den kapitalistiske version af fastlands-Kina – og Singapore. Sidstnævnte er den anden lille, britiske koloni og bystat i Asien, der dog tog en lidt anden rute end Hong Kong.

Den første graf illustrerer ganske pudsigt, hvordan pressefriheden havde snævre kår i årene umiddelbart efter anden verdenskrig, og omtrent ligesom i Italien i samme periode, mens Singapore havde en langt friere presse. Det holdt dog kun til landets uafhængighed midt i 60erne, da Lee Kuan Yew indførte et økonomisk meget liberalt, men også intolerant regime. Omvendt er Hong Kongs pressefrihed forbedret markant fra samme periode og indtil omkring 1990, og byens relativt aggressive presse er i dag så fri som i Nordeuropa. Taiwans status er fulgt med op med en cirka ti-årig forsinkelse, mens Kinas havde en kort periode, hvor den kunne skrive nogle ting. Som figuren viser ganske tydeligt, er den frihed undermineret igen i de senere år.

Den anden figur viser, hvordan kvaliteten af retsvæsenet har været nordeuropæisk standard i både Hong Kong og Singapore siden den sene kolonitid, og at dette forhold ikke har ændret sig væsentligt de senere år. Taiwans er noget dårligere, og på linje med Kinas. Det skal dog med, at Taiwans love – som dets retsvæsen håndhæver nogenlunde godt – er langt bedre end Kinas.

Sidst, men ikke mindst, skal økonomien naturligvis med. Hong Kong og Singapore var tydeligvis rigere end Kina og Taiwan allerede før anden verdenskrig. Singapore i særlig grad har klaret sig godt, og endda bedre end Hong Kong siden cirka 1990. Taiwan har også oplevet imponerende vækst under Kuomintang-styret, der er fortsat under de sidste knap 20 års demokrati. Og mens Kinas vækst siden Dengs reformer først i 1980erne har været imponerende i sig selv – omend noget af den muligvis er løgn (læs f.eks. her) – er det store land faktisk kun fulgt med opad. Hong Kongs borgere var cirka fire gange så rige som kineserne først i 50erne, og de er cirka fire gange så rige i dag.

I Hong Kong er det bare ikke nok for de fleste borgere. Mens Beijing-regimet åbenbart ikke forstår, at velstand og relativ stabilitet ikke er nok – som i andre dele af Kina – er der to ting at lære. For det første, er to generationer af bystatens borgere vokset op med hele den vestlige pakke, med undtagelse af fuldt demokrati. De har derfor meget naturligt appetit på den sidste bid, de ikke har, og ingen tålmodighed med eller forståelse for et totalitært regimes behov for undertrykkelse og korruption. Og for det andet, som jeg skrev i Børsen i august, er Hong Kongs institutionelle kombination dét, der lægger de økonomiske guldæg, der også påvirker fastlandets økonomi. Man kan ikke bare slå en bid af gåsen ihjel, uden at guldæggene også forsvinder.

CO2-udledninger og økonomisk frihed

Den danske regering har forpligtet sig på et mål om en 70 % reduktion af Danmarks CO2-udledninger de næste år. Klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen har på næsten komisk vis blankt indrømmet, at regeringen ingen anelse har om, hvordan man skal nå målet, men at den er meget fokuseret på at nå det. Den eneste ting, man kan være sikker på med den nuværende regering, er at planen er at lade staten styre transitionen mod en lavemissionsøkonomi. Spørgsmålet er derfor, hvor effektiv den type løsning er?

Vi har tidligere skrevet kort om det overordnede emne (læs her og her), men uden et baggrundspapir. Forskellen i dag er, at jeg skal præsentere et papir ved næste års konference i the Public Choice Society, der løber af stablen 12. marts i Newport Beach, CA. Den foreløbige version af det nye papir, der har titlen “Economic Freedom and the CO2 Kuznets Curve”, kan downloades ved at gå til Current Research på min hjemmeside.

Pointen i papiret er, at rent politisk-økonomisk teori ikke kan hjælpe os med spørgsmålet. Man behøver ikke engang acceptere mærkværdige marxistiske idéer og Mariana Mazzucatos gakkede påstande om innovation for at nå en situation, hvor teori ikke hjælper. Man kan dog sige, at jo mere vægt man lægger på de politiske incitamentproblemer, som public choice-litteraturen har dokumenteret så overdådigt de sidste 60 år, eller jo mere man lægger vægt på de epistemiske problemer, som den østrigske tradition fokuserer på, jo mere kommer man til at hælde mod en klar teoretisk konklusion: En fri markedsøkonomi vil skabe en ’økologisk transition’ hurtigere og mere effektivt end et mere politisk kontrolleret samfund. Jo mindre vægt man lægger på disse elementer, og jo mere vægt man lægger på klassiske eksternalitetsproblemer og problemer med høj diskontering, jo mere havner man teoretisk i den modsatte konklusion hvor større økonomisk frihed er forbundet med værre performance.

Det er således et empirisk spørgsmål, som ikke lader sig informere af nok så ordentlige teoretiske argumenter. En del af papiret er derfor en formal, empirisk undersøgelse af effekterne af økonomisk frihed. Jeg estimerer her en miljømæssig Kuznets-kurve, men tillader at både dens form og position afhænger af et lands økonomiske frihed. Rent teknisk er det en fleksibel måde at undersøge, om økonomisk frihed kan påvirke punktet, hvor et samfunds økonomiske udvikling bliver konsistent med faldende udledninger af drivhusgasser.

Den overordnede konklusion kan aflæses i den simple Figur 1 fra papiret, hvor jeg har plottet udviklingen i CO2-udledninger per indbygger mellem 1990 og 2015 for fire landegrupper. Alle lande er sorteret i disse grupper, så den første er de 25 % lande med mindst økonomisk frihed, og den fjerde grupper er de 25 % mest frie lande. Det er meget tydeligt her, at de mest  frie lande er dem, der har reduceret deres udledninger, mens den tredje gruppe med næstmest økonomisk frihed har forøget dem. Grunden er ganske simpel: Den tredje gruppe består i høj grad af relativt succesfulde mellemindkomstlande med høj vækst.

Konklusionen er derfor ubetinget konsistent med de teoretiske argumenter, der taler for en fri markedsøkonomi og imod en statsstyret transition. Jo mere økonomisk frit et land er, jo tidligere i dets økonomiske udvikling begynder udledningen af drivhusgasser at falde, og jo hurtigere går det. Et marked uden politisk indblanding skaber mere innovation, og belønner virksomheder der hurtigt implementerer ressourcebesparende teknologi. Vil politikere virkelig skubbe på for at få lavere emissioner i fremtiden, er det bedst at de holder fingrene væk fra økonomien. Om det så er i deres politiske interesse, er et andet spørgsmål – for politisk aktivisme ser jo så godt ud i vælgernes øjne…

Stiger friheden med øget overvågning?

Jesper Lund, formanden for IT-Politisk Forening, tweetede fredag nedenstående klip af justitsminister Nick Hækkerup, der fra Folketingets talerstol argumenterer, at mere statslig overvågning fører til større frihed for borgerne (hattip: Peter Kurrild-Klitgaard). Hækkerups argument lyder som følger: 1) Hvad nu hvis vi ikke kriminaliserede drab? 2) Uden en kriminalisering af drab ødelægges trygheden i samfundet; 3) Uden tryghed er der ingen frihed; 4) Deraf følger det logisk, at med øget overvågning stiger friheden.

Det burde næppe overraske nogen, at politikere til tider giver eksempler på tankegange og påstande om logik, som man skal til Omvendtslev eller Alice i Eventyrland for at finde. De er mildt sagt ikke alle lige begavede, og danske politikeres forsøg på at fremføre ’snedige’ argumenter antager ofte Monty Pythonske former. Det forbløffende er, at netop Hækkerup – der som regeringens eneste medlem har en PhD-grad – i denne grad bruger et nonsensfilosofisk argument for at understøtte regeringens agenda om massivt øget overvågning af danskerne. Spørgsmålet er, hvordan ministeren kan får folk til at tro, at en stærk vækst i statens intervention i borgernes hverdag kan vendes med skolastisk argumentation til, at den øger borgernes frihed.

Tænker man en smule nærmere over Hækkerups logiske kæde, man den hvile på to antagelser: For det første, at øget overvågning fører til synligt mindre kriminalitet – dvs. at overvågningen faktisk virker effektivt efter hensigten – eller i det mindste en vedholdende opfattelse blandt de fleste borgere, at der er mindre kriminalitet, og for det andet, at der ikke kan følge andre frihedsbegrænsende konsekvenser med overvågningen. Han antager således, at borgerne ikke vælger at begrænse deres lovlige handlinger, selvom overvågningen begrænser deres de facto ret til privatliv, eller at de myndighedspersoner, der foretager overvågningen ikke alle er fuldstændigt er pligtopfyldende, benevolente og kompetente.

Hækkerup må således nødvendigvis implicit argumentere, at øget overvågning ikke føles som indgribende i borgernes liv, eller i det mindste at et meget stort flertal mener, at det er en fair pris at betale for en formodning om mindre kriminalitet. Han bliver også nødt til at antage, at en massivt forøget overvågningsindsats ikke øger risikoen for magtmisbrug hos politiet eller andre offentlige myndigheder, ligesom han bliver nødt til at antage, at den øgede overvågning ikke indebærer en øget risiko for borgerne, hvis myndigheder bliver hacket og hackerne efterfølgende misbruger information fra overvågningen.

Det er naturligvis legitimt at være enig med Hækkerup og regeringens overvågningsstrategi, ligesom det er legitimt at mene, at hans argument om øget frihed giver mening. Man må bare understrege, at ens vurdering ikke blot hviler på ens egen, personlige holdning til, hvor grænserne går for ens privatsfære og hvilken ret, staten har til at invadere den. Vurderingen må nødvendigvis også hvile på ens respekt for, at andre menneskers grænser kan gå et andet sted end ens egne. Og sidst, men ikke mindst, må ens vurdering hvile på en informeret risikoanalyse af, hvordan et offentligt embedsværk reagerer på en større informationsflow, og i hvilket omfang, embedspersoner vil misbruge denne information. Det bliver en voldsomt stor mængde hvis’er, der skal hæftes på Hækkerups såkaldt logiske argument, før det giver logisk mening!

Kolonier og moderne demokrati

Et af de store spørgsmål i samfundsvidenskaberne de sidste 60 år har været, hvorfor nogle lande bliver demokratisk og særligt hvorfor nogle af dem forbliver stabilt demokratiske. Siden Seymour M. Lipsets arbejde sidst i 1950erne har samfundsforskere diskuteret – og til tider skændtes – om hvad der forklarer stabil demokratisering. Diskussionerne er ikke blevet mindre hede de sidste 20 år efter at Daron Acemoglu og James Robinson foreslog, at forhold i landes tid som kolonier er centrale for at forstå, hvordan de fungerer i dag. Ingen bryder sig om, at forhold man ikke kan ændre på, bliver ved med at være vigtige, og visse traditioner i bl.a. såkaldte postcolonial studies betragter alt, der har med kolonitiden at gøre, som af det onde.

Problemet er dog, at der er meget gode argumenter for, at kolonimagternes opførsel stadig er vigt på godt og ondt. Vi har tidligere skrevet bredere om emnet (her og her) i forbindelse med min og Martin Rodes database over regimetyper og regimetransitioner, men nu er der endelig et kort, fokuseret papir om netop den sene kolonitids betydning for, hvor demokratisk et land er i dag. Jeg skal præsentere papiret på dette års Australasian Public Choice Conference, der afholdes mandag og tirsdag i næste uge ved Queensland University of Technology i Brisbane.

I ”Late Colonial Antecedents of Modern Democracy”, som kan hentes på min hjemmeside, undersøger vi nogle af de helt centrale påstande i de nye litteratur. Det særlige greb i papiret er, at vores database giver os information om hvordan de politiske institutioner så ud tilbage til 1950. Vi ved derfor bredt set, om en koloni havde demokratiske politiske institutioner allerede før uafhængighed, og om valgene til dem var frie og fair. Vi kombinerer vores egne data med information fra en unik og overset kilde – den årlige The Statesman’s Yearbook – der i 1950erne leverede et væld af oplysninger om kolonier.

Ved at sammenligne 65 kolonier før uafhængighed, kan vi i papiret etablere, at ingen franske kolonier var fuldt demokratiske fem år før deres uafhængighed. Den rettighed fik de først formelt med la Loi Cadre, der forberedte deres uafhængighed, mens flere britiske havde været demokratiske væsentligt tidligere. Vi finder derimod ingen støtte for Acemoglu og Robinsons hypotese om, at steder med en større europæisk befolkning var mere demokratiske. Selvom argumentet om, at tilflyttere ønsker samme demokrati som de havde ’derhjemme’ er teoretisk overbevisende, ser vi ingen sammenhæng mellem størrelsen af den europæiske befolkning og graden af demokrati i den sene koloniperiode. De demokratiske kolonier var typisk britiske, ikke typisk hvide.

Den vigtigste pointe i vores relativt korte papir er dog, at de valg kolonimagten tog – eller tillod at landets indbyggere at tage – før uafhængighed, viser sig at karakterisere landene i dag. Som man ganske tydeligt kan se i Tabel 2 i papiret, som vi gengiver nedenfor, er var 25 af 75 kolonier demokratiske før uafhængighed og demokratiske i dag som selvstændige lande. 28 af dem var ikke demokratiske før uafhængighed, og er stadig ikke, mens demokratiet er bukke under i 14 kolonidemokratier (herunder bl.a. Sudan), mens 8 er blevet det på trods af at de ikke havde demokratiske institutioner før deres uafhængighed.

En del af konklusionen er således, at mange lande i dag er demokratiske, fordi de var britiske kolonier, da briterne var langt mere tilbøjelige til ikke blot at indføre repræsentative valg, men også at acceptere resultatet af dem. Det gik ikke altid lige smukt for sig – se f.eks. en af historierne i den fine A United Kingdom – men der blev ikke svindlet med valgene. I Afrika, Stillehavsområdet og dele af Asien tegner kolonitidens politiske erfaringer stadig, hvordan politik foregår. Det er, som William Faulkner skrev i Requiem for a Nun: The past is never dead. It’s not even past.

Grøn grundlov – er det virkelig en god idé?

Der tales med jævne mellemrum om muligheden for ændringer i den danske Grundlov. For nogle få år siden blev debatten ledt af de Radikale, der ville skrive en række såkaldte ’sociale rettigheder’ ind i Grundloven. Den idé døde heldigvis en stille død i det besværlige politiske landskab i Danmark, men i går blev en ny og endnu værre idé luftet. I Berlingskes søndagsudgave stiller Grundfos-chefen Mads Nipper krav om en grundlovsændring, der skal forpligte danskere og alle fremtidige, danske regeringer til at beskytte miljø og klima.

Sammen med den danske landechef for Boston Consulting Groups, Anders Fæste, foreslår Nipper en grundlovsændring, så ”retten til et rent miljø og et bæredygtigt klima er skrevet ind sammen med pligten til at handle.” De to er begyndt på at sætte en særinteresse sammen – det Berlingske utroligt venligt kalder en ”en koalition af virksomheder, organisationer og borgere.” Forslaget, der er inspireret af en lignende grundlovsændring i Norge i 2014, lyder:

Enhver har ret til et miljø, der sikrer sundheden, herunder ren luft, rent drikkevand, ren mad, til en mangfoldig natur samt et bæredygtigt klima. Enhver har ret til fyldestgørende og rettidig viden om miljøets tilstand samt påvirkning af planlagte indgreb. Staten skal træffe alle nødvendige foranstaltninger for at fremme og beskytte disse rettigheder, også for fremtidige generationer. Området skal forvaltes efter et forsigtighedsprincip

Min umiddelbare reaktion på Nipper og Fæstes forslag var, at de måtte have spist søm eller røget noget sjovt.

Nipper er desværre ikke hvem som helst i dansk politik, men er både medlem af det såkaldte Grønt Erhvervsråd, og nyudnævnt formand for regeringens ‘klimapartnerskab for industriproduktion’. Han er derfor i en unikt stærk position til at påvirke dansk politik og skabe en indflydelsesrig særinteresse, der gavner hans bestemte industrisektor. Mens man naturligvis kan tro på, at Nipper og Fæste ærligt tror på, at deres forslag vil være til gavn for Danmark, er det således nærliggende at regne med, at de her forsøger at udøve en specielt problematisk form for insider lobbying. Der er nemlig ikke tale om, at de to chefer vil foreslå, at danskerne gør noget bestemt, men at de vil bruge Grundloven til at forpligte (læs: Tvinge) alle til at handle på en bestemt måde.

Det overordnede problem er, at Nipper og Fæste ønsker at skrive flere positive rettigheder ind i Grundloven. Som Isaiah Berlin så omhyggeligt forklarede, er der fundamental forskel på negative og positive rettigheder. Mens ytringsfrihed er en negativ rettighed – den sikrer at ingen har ret til at begrænse andre borgeres frihed til at ytre sig offentligt – er retten til grønt hvad-det-nu-er en ret til at nogen gør noget bestemt. Med andre ord er positive rettigheder således altid foranstaltninger, der skaber konkrete forpligtelser i form af, at nogen skal gøre noget for nogle (bestemte) andre, og dermed en ret til en overførsel af andres ressourcer (tid, penge, evner osv).

I en moralsk forstand rejser det derfor spørgsmålet, om positive rettigheder overhovedet er legitime: Hvilken ret har en flok folk på Christiansborg til at stille krav om, hvordan jeg og andre lever vores helt private liv? I en praktisk forstand rejser det også spørgsmålet, om positive rettigheder overhovedet virker efter hensigten, og om der er bivirkninger ved deres indførsel.

Mens jeg trygt vil overlade det første spørgsmål til kolleger som Peter Kurrild-Klitgaard med større forfatningsfilosofisk indsigt end mig, har jeg faktisk konkret erfaring med det andet. Som Jacob Mchangama og jeg viste i april-nummeret af American Journal of Political Science, er langt mindre komplekse, positive rettigheder som retten til uddannelse, sundhed og social sikring stærkt problematiske. Jacob og jeg fandt ingen evidens for, at f.eks. indførslen af retten til uddannelse påvirkede befolkningens uddannelsesniveau, eller at retten til sundhed gjorde noget ved dens faktiske sundhed.*

Vi fandt derimod indikationer på, at de førte til alvorlige bivirkninger, da indførslen af uddannelsesrettigheder typisk skader uddannelsesgennemførslen for den generation, der er på vej gennem systemet når ændringen indføres. Vi fandt også konkret evidens for, at indførslen af disse sociale rettigheder medfører en svækkelse af retsvæsenets kvalitet og uafhængighed. På samme måde finder Stefan Voigt og jeg i ny forskning, at ytringsfriheden er mere skrøbelig i lande, der formelt beskytter den i deres forfatning, men som efterlader et konstitutionelt ’men’ i forfatningsprovisionerne (se vores omtale her). Et lille ’men’, der tillader regeringen at begrænse ytringsfriheden under helt bestemt, snævert definerede omstændigheder, tillader de facto at politikere begrænser den ofte og generelt. Mange af de lande, hvor borgerne nyder den største grad af ytringsfrihed, er derimod lande der slet ikke nævner den i deres forfatninger. Stefans og mit studie understreger derfor endnu en gang, i hvor høj grad forfatningsmæssige rettigheder ofte er ’pergamentrettigheder’ – værdiløse papirerklæringer, der er rent deklamatoriske – men også i hvor høj grad politikere i demokratiske lande er parate til at bruge forfatningen til at tilegne sig mere magt over borgerne.

Nipper ser åbenbart ikke disse problemer, men argumenterer, at ”Hvis vi skal være en førende nation, ikke bare på klima, men generelt på bæredygtighed og bæredygtig udvikling for de fremtidige generationer, så er det simpelthen for ringe, at vi ikke har rettighederne skrevet ind i vores grundlov.” Hans sociale indignation bunder derfor i, som han formulerer det overfor Berlingske, ”hvordan man kan sikre miljø og klima mod skiftende flertals uforudsigelighed.” På et dybere niveau er forslaget således ikke blot tåbeligt og sandsynligvis ineffektivt eller blot egoistisk og usympatisk – alt efter om man tror på de to chefers altruistiske påstande eller at de bare opfører sig som særinteresser nu engang gør – men også dybt udemokratisk. Forslaget definerer ikke blot et stort temmelig vagt mål, men også en bestemt måde at gøre tingene på, idet staten skal træffe foranstaltninger og foretage indgreb. Der er med andre ord ingen plads til hverken markedet eller civilsamfundet i løsningen på det, Nipper og Fæste ser som store problemer og Danmarks fremtid. Begge dele skal holdes udenfor demokratisk diskussion eller beslutning ved at man skriver dem ind som ’rettigheder’ i Grundloven.

Nipper og Fæste har naturligvis ret til at have enhver slags politisk præference, og at ytre den frit i offentligheden, men deres øjensynlige tro på og respekt for politikere er både mærkværdig og dybt foruroligende. Som Berlingske udtrykker det, ”bliver selv store topchefer ydmyge” når de – her Nipper og Fæste – står foran maleriet af 1915-grundlovens fædre på Christiansborg. Hvorfor man skal have nogen som helst respekt for en gruppe mennesker, der hverken er særligt hæderlige, uegennyttige eller kompetente (jeg har mødt for mange af dem til at have nogen som helst illusioner), og hvis kernekompetencer er at få andre til at stemme på dem og at udøve magt, er et mysterium for mig. Når topchefer i erhvervslivet begynder at udtrykke politiske holdninger og tiltro til politisk magt og kompetence som Nipper og Fæstes, ringer mine alarmklokker.

* Nipper henviser til et studie af Jeffords og Minkler, der viser en sammenhæng mellem Yales Environmental Performance Index og forfatningsrettigheder. Studiet er så plaget af simultanitetsbias, at min vurdering er, at det kun kan bruges politisk, men ikke akademisk.

Bredbånd i udkants-Danmark – hjælper det?

Der tales ofte om, hvad staten aktivt kan ’gøre’ for at udjævne en række forskellige, påståede uligheder i Danmark. De senere år har man således talt om det såkaldte udkants-Danmark, som omfatter forskellige dele, alt afhængig af hvem man spørger. En ting er dog sikkert: De to store byer er ikke en del af udkants-Danmark, ligesom Aalborg og Odense normalt heller ikke er. Derimod er Vestjylland, Lolland-Falster og Sønderjylland næsten altid med i definitionen uanset hvordan det i øvrigt går de steder.

En af påstandene i debatten er, at udkants-Danmark bliver hægtet af den moderne udvikling fordi folk ikke har adgang til nær så hurtigt internet som i større byer. Den tidligere regering ønskede at bruge 300 millioner kroner på at sikre billigt bredbånd til udkants-Danmark. Forslaget endte med at blive 100 millioner kroner i 2018, som byzoner ikke kan søge. Politikerne mener åbenbart, at adgangen til statsligt subsidieret bredbånd holder dele af Danmark tilbage. Det store spørgsmål er derfor, om etableringen af hurtigt bredbånd til udkants-Danmark gør nogen mærkbar, økonomisk forskel, sådan som politikere fra forskellige partier påstår.

Svaret er et nej, ifølge et amerikansk studie der udkom for to år siden (hattip: Niclas Berggren). Younjun Kim og Peter F. Orazem undersøgte spørgsmålet i et studie med titlen ”Broadband Internet and New Firm Location Decisions in Rural Areas”, der udkom i American Journal of Agricultural Economics i 2017. Mens man naturligvis kan mene, at man ikke kan generalisere fra USA til en dansk kontekst, er det ikke noget godt argument i denne sammenhæng. Udkanten i USA er langt længere fra større byer og økonomiske centre, og om noget, burde det være langt lettere at se virkninger på tværs af USA end i danske forhold. Den amerikanske regering indførte også for få år siden en politik, der til forveksling ligner den danske, med målet om at sikre bredbånd til alle på 2020. The USDA Rural Utilities Service and FCC Universal Service subsiderer således både etableringsomkostninger og drift.

Kim og Orazem finder faktisk, at der er effekter når man ser på nye firmaers valg af lokation. På den ene side er der således støtte for danske politikeres påstande. På den anden side finder de to amerikanske forskere, at ”The broadband effect is largest in more populated rural areas and those adjacent to a metropolitan area, suggesting that this effect increases with agglomeration economies.”

Med andre ord finder de, at de ‘pro-business’ effekter, der er, primært skal findes tæt på store byer. Nærlæser man artiklen, er det således meget usikkert, om der ville være nogen som helst klare effekter i det, man kunne definere som udkants-USA. I en dansk kontekst er der således tale om, at bredbånd får nye virksomheder til at bosætte sig i Hammel i stedet for Højbjerg, eller umiddelbart udenfor Nørresundby i stedet for Aalborg V. Det er næppe den slags konsekvenser, danske politikere er villige til at bruge mindst 100 millioner kroner af danskernes indkomst på.

« Ældre indlæg

© 2020 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑