Author: Christian Bjørnskov (page 1 of 74)

Venezuelas kollaps – værre end vi troede

Det er svært at forstå, at det kan lade sig gøre, men The Economist skriver i denne uge om et lækket estimat fra Venezuelas nationalbank (hattip: Niclas Berggren). Banken vurderer, at Venezuelas økonomi skrumpede 18,6 % sidste år, mens inflationen var 800 %. Det kommer på baggrund af fald i nationalindkomsten på 6 % i 2015 og 4 % i 2013. Venezuelas økonomi er således skrumpet med mere end en fjerdedel i løbet af blot tre år. Umiddelbart efter lækken dukkede op i medierne, reagerede landets præsident Nicolas Maduro med at fyre chefen for nationalbanken. Maduros erstatning er Ricardo Sanguino, en tidligere marxistisk universitetsprofessor der er en tro Chavez-støtte. The Economist noterer også, at Maduros nye vicepræsident er en socialistisk hardliner og ser det derfor som endnu et skridt væk fra en hvilken som helst dialog med parlamentet, der er helt domineret af oppositionen.

For at sætte tingene i perspektiv, ville et lignende fald i dansk økonomi svare til at BNP faldt med cirka 500 milliarder kroner på tre år. Venezuelas økonomiske kollaps er således næsten umuligt at fatte som andet end meget store tal, men når man er vant til tallene kan man også se den uhyggelige fattigdom og nød inde bagved. Maduro-regimet, der  tilsyneladende stolt fører fanen videre fra den vanvittige Hugo Chavez, har reageret ved at beskylde USA for at stå bag, lukke grænserne til nabolandene, nationalisere stadigt flere selskaber, og bryde en række forfatningsmæssige beskyttelser af demokratiet. Landet er ikke at regne for demokratisk længere, hvilket understregedes af den farceagtige arrest af en ledende oppositionspolitiker forleden. Det mest deprimerende er, at der er en distinkt fornemmelse af ’been there, done that’ over hele forløbet. Venezuelas katastrofale udvikling ligner andre socialistiske landes – Cuba, Ungarn, Cambodia – vej mod fattigdom, diktatur og et liv uden toiletpapir. Forskellen er blot, at Venezuela er ligesom at se en film, om socialisme, der kører 30 % for hurtigt.  Det mest skræmmende er den fart, Maduro-regimets inkompetence og forbrydelse har mod afgrunden.

Udlandsgæld – hvad for en udlandsgæld?

En af ugens store nyheder, som både er omtalt i DR og andre medier, og ikke mindst med stor glæde af Finansministeriet, men også af f.eks. Irish Times (hattip: Niclas Berggren), er at Danmark siden mandag eftermiddag ingen gæld har i udenlandsk valuta. Med andre ord er landet for første gang siden starten af 1800-tallet uden en egentlig udlandsgæld (se figuren nedenfor). Den resterende gæld på cirka 35 % af BNP er alt sammen denomineret i danske kroner, og således at regne for primært indenlandsk gæld. Begivenheden er meget forståeligt blevet fejret, og alle medier har set det som en milepæl i dansk økonomisk udvikling. Traditionen tro vil vi derfor stille det nærmest kætterske spørgsmål, om den danske nulgæld er en utvetydigt positiv nyhed.

På den ene side er det naturligvis en stor og positiv nyhed, at Danmark nu er gældfrit overfor udlandet. Er man gammel nok, kan man huske TV-Avisens illustration af Knud Heinesens vurdering af at ”vi har kurs imod den, og vi kan se” kanten af afgrunden. Udtalelsen kom på baggrund af, at Heinesen afgik som finansminister fordi statsminister Anker Jørgensen nægtede at ændre den økonomiske politik i en ansvarlig retning. Jørgensen udnævnte i stedet den mere føjelige Svend Jakobsen og fortsatte det, der bedst kan karakteriseres som finanspolitisk buksevæden indtil 1982. Det blev op til forskellige regeringer, ledet af Poul Schlüter fra oktober 1982, at rette op på ubalancerne i den økonomiske politik. Derefter bragte en højreorienteret mindretalsregering finanspolitisk ansvarlighed tilbage i dansk politik i en grad, så et hovedmål med Poul Nyrups regeringer i 90erne blev at demonstrere, at Socialdemokraterne ikke længere var hovedløst uansvarlige, men kunne matche den anden side af Folketinget. 1982 var øjeblikket, hvor hovedparten den danske politiske elite valgte en nordeuropæisk løsning i stedet for at fortsætte ned ad den græske vej, man havde taget siden sidst i 60erne.

Schlüters kovending i dansk økonomisk politik illustrerer dog også på finurlig vis problemet ved ikke at have nogen særlig udlandsgæld. Når man i et politisk system med vælgere, der holder politikerne til et minimum af ansvarlighed og hæderlighed, har et potentielt problem, vil problemet både skabe en stemning for at vælge politikere, der i det mindste opfører sig som om de er ansvarlige, og en viden blandt politikere om, at der findes disciplinerende kræfter. Udlandsgælden og mindet om, hvad der skete sidste gang vi ignorerede den type problemer, skabte incitamenter hos alle de større partier for at opføre sig nogenlunde ansvarligt. Gælden begrænsede, gennem en slags ’Damokles-sværd effekt’, hvor populistiske og kortsigtede, danske politikere kunne være i den økonomiske politik. De har gennem snart 20 år ignoreret et langsigtet produktivitetsproblem, men i den relativt kortsigtede politik har både venstre og højre side af Folketinget fokuseret på ikke at skabe større underskud.

Spøgsmålet bliver derfor, om den nye situation ændrer på dansk politik. Man kunne for eksempel forestille sig, at en politiker bliver stillet overfor en situation, hvor hun enten gør det budgetmæssige ansvarlige, eller spenderer storslået, med en voksende gæld som konsekvens. Problemet er, at hun nu – på faktuelt umiddelbar sikker grund – kan spørge: Udlandsgæld – hvilken udlandsgæld. En af bremserne på den ellers galoperende uansvarlighed i børnehaven på Slotsholmen er med andre ord væk. Og hvem ved, hvad danske politikere kan finde på, når de disciplinerende bremser på deres ideer er væk?

Pressefrihed i Øst og Vest

Et af de vigtigste og mest brandfarlige emner i den internationale debat for tiden er, i hvor høj grad stater bør beskytte presse- og mediefriheden – og om de overhovedet bør gøre det. Ungarns nominelt konservative, men stærkt illiberale regering har f.eks. planer om at slå hårdt ned på en række NGOer, som ’blander sig’ i den ungarske debat med regeringskritiske synspunkter. Dalibor Rohac og 23 andre intellektuelle skrev forleden et åbent brev til Orban-regimet om visse planer, det har (læs her). Endnu værre står det til i Tyrkiet, hvor hundreder af journalister og professorer er blevet afskediget og i visse tilfælde fået besked på ikke at forlade landet.

Dagens post handler derfor om, hvordan det faktisk står til i vores del af verden. Figuren nedenfor plotter derfor et af de mest benyttede mål for pressefrihed, der er fra Freedom Houses årlige rapport. Indekset rangerer fra 0 (total frihed) til 100 (mere eller mindre som i Nordkorea). Figuren omfatter den vestlige verden og efterkommerne fra Sovjetunionen i Europa og Kaukasus. Røde søjler er tidligere (og enkelte nuværende) kommunistiske lande, de blå er almindelige, vestlige lande, og de sorte er de nordiske lande.

Billedet er næppe overraskende: De mest sovjetiske lande har mindst pressefrihed – Rusland og de lande, hvis navne ender på ’stan’ – mens de nordiske (inklusive det hemmeligt nordiske Estland), Benelux og Schweiz danner toppen. Pressefriheden lider meget synligt i Tyrkiet, men har det bestemt heller ikke godt i Grækenland eller Ungarn.

Figuren illustrerer dog også en anden pointe, der ofte overses. Der tales nemlig meget om lovgivning og de jure friheden, når debatten bliver offentlig. De spøgelsesagtigt grå søjler angiver et simpelt mål for, hvor godt forfatningen beskytter medie- og pressefriheden. Målet er beregnet ud fra forfatningens beskyttelse – eller det modsatte – af borgernes frihed til at have egen mening og retten til at ytre dem frit, friheden fra censur, retten til en fri presse, og om staten har eneret på at drive medier og regulerer dem. Grunden til at vise dette alternative mål er, at både jurister og meningsdannere ofte argumenterer for, at der er behov for større retslig beskyttelse af folks rettigheder. Det kan man synes burde være indlysende, men dette mål for forfatningens de jure beskyttelse af borgerne er ikke forbundet med hvor frie de de facto er. Det gælder ikke, hvad der står i loven, men hvad der faktisk praktiseres.

Da Jerg Gutmann og jeg har fælles forskningsplaner på området, hører vi meget gerne fra læsere med kommentarer eller forslag!

De usynlige tabere når staten rykker ud

I går bragte Cafe Hayek et svar fra Don Boudreaux til en aggressiv, amerikansk universitetsstuderende, der havde kommenteret på bloggen. Den studerende  klagede over, at liberale og ”free market believers [are] blind to hardships and suffering caused when government benefits are taken away by budget cutters like President Trump.” Hans anklage mindede i forbløffende grad om de absurde påstande i den danske debat, når der tales om at reducere udgiftsvæksten i den offentlige sektor. Boudreauxs svar var præcist og svarede til de ting, som langt de fleste meningsdannere – og næsten alle journalister – glemmer i vores debat. Her er den centrale bid:

When budgets are cut, it’s easy to see the likes of government employees who lose jobs, farmers who get smaller subsidy checks, arts exhibitions that must now survive exclusively on private contributions, and poor people whose welfare payments fall.  But the analysis and conversation nearly always stop there.  If cutting funding for some government-funded activity is found to cause some hardship (and which such activity isn’t so found?), cutting government funding of that activity is typically deemed cruel and wrong.  But what is too-seldom asked is: As compared to what?  What will those who now keep more of their incomes spend this money on?  In what ways will the money now left in the private sector be invested?  What new products, businesses, and economic opportunities might be created now that the state no longer seizes these resources from those who create or earn them?  And how will system-wide incentives change when government reduces taxes and spending?

Spørgsmålet på til weekenden må være, hvorfor så mange kun diskuterer det moralske i hvad man rent umiddelbart kan observere, og ikke det man logisk må forstå der også sker? Hvorfor ser på de få håndfulde, de vinder når staten rykker ud med andre menneskers penge, og ikke de tusinder der taber?

Valg og demokrati i verden

Som visse privilegerede læsere ved, er Martin Rode og jeg ved at nærme os tidspunktet, hvor vi kan offentliggøre vores database over regimetyper og regimetransition. Vi glæder os naturligvis, og vil i dag dele en lille bid af den. Databasen, som vi har omtalt tidligere, tillader os blandt andet at skelne mellem lande uden valg (f.eks. Somalia eller Saudiarabien), lande der faktisk afholder valg i etpartisystemer (som Nordkorea), lande med formelt kompetitive valg, men hvor valget ikke reelt kan føre til et regeringsskifte, og lande med de facto demokratiske valg. Vi kan med andre ord skelne mellem steder som Rusland, Sydafrika og Namibia, der afholder nationale valg med forskellige partier, men hvor vinderen i virkeligheden er givet (valgene er ofte hverken frie eller fair) eller hvor man ikke kan forvente at alle parter respekterer resultatet af valget, og lande som Danmark, Botswana eller Chile, hvor der reelt er demokrati.

Hvor stort et problem er det reelt, kunne man måske spørge. Figuren nedenfor illustrerer svaret på spørgsmålet, idet den viser hvor stor en andel af verdens lande der falder i de fire kategorier: 1) Lande uden valg; 2) Etpartistater; 3) Elektorale autokratier, dvs. ikke-demokratier med flerpartivalg; og 4) Faktiske demokratier. Som den viser, er der cirka fem procent af verdens lande i dag, der ikke afholder nationale valg, og omkring tre procent af dem, hvor der kun er et parti at vælge i valget. Det er trods alt et fremskridt i forhold til toppen i slutningen af 1970erne, hvor 28 procent af verdens lande var etpartistater – og næsten alle kommunistiske stater. Omvendt vurderer vi også 63 procent af landene som demokratiske i dag, om end de ikke alle er lige ’kønt’ demokratiske.

Værdien af at kunne skelne er tydelig, når man fokuserer på udviklingen efter Sovjetunionens kollaps omkring 1990. Året før var 44 procent af verdens lande demokratiske, og 40 procent havde enten ingen valg eller var etpartistater – de sidste 14 procent var elektorale autokratier. Følger man udviklingen, kan man tydeligt se hvordan væsentligt flere lande blev demokratiske, men også hvordan størsteparten af dem blot rykkede fra valg med et parti på listen, til valg med flere partier, men uden en reel demokratisk mulighed.

I den anden figur nedenfor, hvor vi plotter den tilsvarende fordeling i Afrika, bliver denne udvikling ekstremt tydelig. Nok er flere afrikanske lande blevet demokratiske, men størstedelen af udviklingen har reelt været udviklingen af skindemokrati: Robert Mugabe sidder stadig tungt på magten i Zimbabwe, Pierre Nkurunziza blev i 2015 for tredje gang valgt som Burundis præsident på trods af at forfatningen begrænser præsidenter til to perioder, og José Eduardo dos Santos har regeret Angola siden 1979. Alle kan hævde at gennemføre valg med oppositionspartier, men valgene betyder reelt ikke noget. Er man interesseret i international udvikling eller politisk økonomi, er det vel værd at vide?

Minoritetsrettigheder og majoritetstilfredshed

Mens de absolut færreste bekymrer sig om den slags i Danmark, er der store diskussioner i resten af verden om minoritetsrettigheder. Særligt har der de seneste år været heftige diskussioner i USA og andre steder om bøsser og lesbiske, og om de skal have særlige rettigheder eller måske simpelthen de samme rettigheder som alle andre. Modstandernes argumenter hviler ofte på en eller anden version af, at majoriteten – heteroseksuelle i dette tilfælde – skades af at man udbreder rettigheder til minoriteten eller tillader dem at leve mere ligesom majoriteten.

Men er det rigtigt at almindelige mennesker skades af at give bøsser og lesbiske tilsvarende rettigheder? I et nyt papir med mine kolleger Niclas Berggren og Therese Nilsson ved Instituttet för Näringslivsforskning i Stockholm ser vi på spørgsmålet. Vores studie “Do Equal Rights for a Minority Affect General Life Satisfaction?” er indtil videre tilgængeligt som working paper fra IFN. Ved at kode homoseksuelles retsstilling i tre typer – recognition, persecution og protection – og føre kodningen tilbage til 1980, kan vi matche gennemsnittets svar fra tilfredshedsspørgsmålene i World Values Survey og European Values Study med minoritetens rettigheder.

Vi finder, at i lande som Danmark og Sverige, der har relativt udbredt økonomisk frihed, er der ingen forbindelse. Men i lande med økonomisk frihed under det globale gennemsnit observerer vi en statistisk sikker og ganske tydelig positiv effekt af at udbrede almindelige rettigheder til bøsser og lesbiske. Hvorfor vi observerer den sammenhæng er det store spørgsmål, som vi ikke kan svare på. Det kunne være, at folk er mere empatiske end vi normalt tror. Vi tror dog, at det er mere sandsynligt at folk i relativt ufrie lande tager denne type retslig ændring som et signal om, at andre socialt liberaliserende reformer også er sandsynlige. Uanset fortolkningen kan vi skyde ideen ned, at retslig ligestilling af synlige minoriteter er skadelig for andre end de allermest bigotte.

Demokrati, økonomisk frihed og kønsnormer

En af de sidste sessions ved sidste uges Public Choice-konference i New Orleans viste sig at være blandt de meste interessante.  Rosie Fike, der siden sidste år har fået job på Texas Christian University, delte sessionen med Matthew Bonick (Uni Freiburg) og den altid interessante Niclas Berggren (IFN). Sessionen hed Culture, men handlede faktisk om køns- og tolerancenormer.

Rosies papir var en test af, om politisk og økonomisk frihed er forbundne med folks kønsnormer. Hun fangede dem ved tre spørgsmål i the World Values Survey om hvorvidt mænd er bedre ledere, om jobs burde gives primært til mænd, når der er mangel på dem, og om der er vigtigere at drenge går på universitet end piger. Resultaterne af hendes ganske omhyggelige undersøgelse pegede på, at demokrati er stærkt forbundet med mere moderne kønsnormer. Det har tidligere studier også peget på, men Rosie viste også, at mere økonomisk frihed er meget tydeligt forbundet med mere moderne kønsnormer.

Det særlige er dermed, at resultaterne de facto indebærer en advarsel mod meget af den politik, der foreslås for tiden: Kvoter på kvinder i bestyrelser, mere direkte reguleringer af arbejdsmarkedet og støtteordninger til f.eks. at ansætte kvinder i bestemte erhverv (tænk bonus når Aarhus Universitet ansætter kvindelige professorer) reducerer alle den økonomiske frihed. Resultaterne sætter derfor et stort spørgsmål ved, om de politisk populære tiltag for at skabe mere kønsenshed er effektive. Hvis reduktioner i den økonomiske frihed fører til normer mod kønslighed eller en langsommere transition til moderne normer, kan tiltagene være direkte skadelige. Nationaløkonomi er stadig studiet af utilsigtede konsekvenser.

Gæld og reguleringsaktivitet

Titlen er emnet for mit nye papir med min gode ven Niclas Berggren. Papiret er skrevet med finansiering fra IREF – the Institute for Research in Economic and Fiscal Issues. IREFs executive summary er her, sammen med et link til working paper-versionen.

Pointen med papiret er at undersøge, om økonomisk politik påvirker lands gældsudvikling. Ideen er ganske let et få: Danmarks økonomi er ikke særligt reguleret, sammenlignet med mange andre europæiske lande, og vores gæld er til at overse. Grækenlands økonomi er nærmest reguleret ihjel og landet er de facto bankerot. Er de enkelteksempler eller der en mere generel sammenhæng?

Vi ser tre mulige mekanismer, der kunne forbinde reguleringsaktivitet med gældsudvikling. For det første kunne regulering afspejle den mere overordnede approach til politik, inklusive keynesiansk underskudsfinansiering. For det andet kunne reguleringerne slå så meget (formel) aktivitet ihjel, at regeringen ikke kan finansiere budgettet selvom den ville. Og for det tredje kunne de internationale markeder fortolke øget regulering som et signal om problemer eller økonomisk uansvarlighed. I det sidste tilfælde vil de derfor rationelt hæve den risikopræmie, de kræver, og dermed gøre den eksisterende gæld væsentligt dyrere.

Bundlinjen er – uanset at vi ikke kender den eksakte mekanisme – at vi finder klar evidens for en effekt. Forestiller man sig, at reguleringsniveauet ændres fra dansk til græsk niveau, vil gælden stige med cirka 10 % i løbet af en enkelt femårsperiode. Det lyder måske ikke af så meget, men det er i løbet af en ganske kort periode og vi ser ret klar persistens, så virkningen fortsætter ud i fremtiden. Visse regeringer har måske et ønske om at bringe økonomien under kontrol, men mister reelt kontrollen over finanserne på længere sigt.

Public Choice Society 2017

OM nogle få dage sætter jeg mig i et fly med retning mod USA. Anledningen er den årlige konference i the Public Choice Society, der dette år afholdes i New Orleans. Som altid er PCS et af forårets faglige højdepunkter, men også en social begivenhed, hvor man møder gamle venner, gode kolleger og nye talenter. Jeg ser således frem til nogle sjove stunder med gode venner som Niclas Berggren, Andreas Bergh, Jerg Gutmann, Hans Pitlik, Niklas Potrafke og Martin Rode, og gensyn med hyggelige og spændende kolleger – ikke mindst Peter Kurrild-Klitgaard, Emily Skarbek, Lynne Kiesling og Ed López. Derudover bliver det en fornøjelse at introducere min talentfulde PhD-student Andrea Paramo-Florencio til hele miljøet.

Hovedformålet er dog selve konferencedelen, hvor man præsenterer sit eget arbejde, ser andre forskere præsentere deres nye arbejde, og taler med folk om, ’hvad der foregår’ for tiden. På den front ser programmet også lovende ud i år. Helt særligt må man sige, at 2017 er ved at blive et år, hvor public choice og politisk økonomi er blandt de allermest interessante og relevante emner i samfundsvidenskaberne – hvordan kan man ellers forstå Trump, Putin og Le Pen, eller de mærkværdige politiske valg i Latinamerika?

Som altid forbereder man sig på sine egne pligter før alt andet. Min session i år har titlen Understanding the Rules of the Game: Institutions and Entrepreneurship og byder på præsentationer af Daniel Bennett, Christopher Boudreaux, Boris Nikolaev og undertegnede. Mit papir er fællesarbejde med min meget dygtige tidligere studerende Jacob Nygaard Lihn, hvor vi ser på om de kendte effekter af institutionelle forskelle på iværksætteraktivitet afhænger af, om der er vetoinstitutioner som kan ’låse’ forskellene og dermed gøre politik osv. mere forudsigelig. Boris, Daniel og Chris har også været i gang med interessante projekter, som forhåbentlig kan trække et publikum til vores præsentationer.

Udover min egen session er en af de events, jeg ser mest frem til nok en plenary session med David Skarbek med titlen ”Governance without Government.” David er nok verdens førende ekspert i studiet af hvordan fængsler er selvorganiserende. Hans bog om emnet har vundet flere priser og han er en mester i at få folk til at tænke ekstra over emner.

Man kan også nævne sessions om Culture med papirer om kønsnormer (Fike), racisme (Bonnick og Antonio Farfan-Vallespin) og tolerancenormer (Berggren, Nilsson og Ljunge), om Economics of Corruption, der bl.a. omfatter en præsentation fra den brasilianske Jaime Bologna, der er en af de mest spændende unge forskere i public choice-miljøet, og om uafhængige retsvæsener med NYUs interessante Shruti Rajagopalan. Og så er der altid en eller anden, man ikke kendte, som dukker op med noget nyt og spændende, som man bare må opleve. Dét skriver vi om, når vi er på vej hjem igen.

Hvordan fungerer protektionistisk politik – de statiske tab

Der tales meget for tiden om protektionistiske politik. Emnet er i vælten i almindelig politik blandt andet USA og Frankrig, og herhjemme har flere ellers fornuftige kommentatorer været noget mindre end afvisende overfor det. Et særligt segment hos de nationalkonservative ser endda ud til at være særdeles positive overfor handelspolitisk ’beskyttelse’ af visse grupper i samfundet. Flere har spurgt mig, hvad der da er galt med at beskytte arbejdspladser mod udenlandsk konkurrence. Vi har derfor besluttet, at tilbyde en smule undervisning i emnet.

Vi viser i dag udelukkende det, nationaløkonomer kalder de statiske tab i forbindelse med told og anden handelspolitisk beskyttelse. Vi illustrerer dem i et diagram, der hjælper analysen af konsekvenserne af denne type politik i en lille, åben økonomi som Danmark. I figuren for markedet nedenfor, er pw prisen på verdensmarkedet, og prisen på det hjemlige marked bliver derfor pw plus tolden. Resultatet af forskellen på det hjemlige udbud, S, og det hjemlige efterspørgsel, D, (kan aflæses på x-aksen) er således den hjemlige import. Hvis vi ikke havde haft nogen form for kontakt med udlandet, ville prisen og den afsatte mængde som sædvanlig kunne aflæses der, hvor de to kurver skærer. Men pga. konkurrence fra verdensmarkedet, kommer det danske forbrug til at kunne aflæses som der, hvor efterspørgslen D skærer den flade pw-kurve.

Lægger man en told på importerede varer, sker der det simple, at prisen på importerede varer stiger fra pw – den faktiske pris – til pw + tolden. Danske producenter er således blevet kunstigt mere konkurrencedygtige. Konsekvensen for dem er derfor det område, vi har kaldt ’A’ i figuren. De hjemlige producenter får derfor større omsætning og flere kan konkurrere. Det er netop denne konsekvens, der ofte får rent business-mindede konservative til at støtte protektionisme – politikken er jo meget tydeligt pro-business.

Det store problem ligger i de yderligere konsekvenser. Området ’A’ er nemlig tydeligt en overførsel fra forbrugerne til producenterne. Det er jo et forbrug, de alligevel ville have haft, men som sker til højere pris. Området ’C’ er importmængden ganget med tolden, eller med andre ord, statens toldindtægt. ’C’ er derfor en overførsel fra forbrugerne til staten. Men det er klart, at der er to områder, der også forsvinder fra forbrugerne når man pålægger importen en told: ’B’ og ’D’. Området ’D’ skyldes, at forbrugerne ikke blot lider et tab ved at betale højere priser, men også ved at kunne købe mindre. Området ’B’ kan fortolkes som et tab der kommer af, at mindre produktive hjemlige virksomheder nu leverer det, vi kunne have købt af mere produktive udenlandske virksomheder. Vi har med andre ord bundet nogle danske ressourcer i at producere noget, vi faktisk ikke er specielt dygtige til. Områderne ’B’ og ’D’ kalder således teknisk for dødvægtstab, eller mere populært for Harberger-trekanter (efter Chicago-økonomen Arnold Harberger).

Den gevinst som danske virksomheder får, tages således fra danske forbrugere, ligesom den gevinst, staten får. Oveni er der disse dødvægtstab, hvilket derfor indebærer, at enhver nationaløkonom med respekt for sig selv må konkludere, at protektionisme nok er pro-business, men anti-market. Og det pudsige er, at virkelighedens statiske tab slet ikke ender der.

I 1967 rejste public choice-legenden Gordon Tullock nemlig det spørgsmål, om ikke virksomheder ville være villige til at betale for at få handelspolitisk beskyttelse? Tullocks svar var, at rationelt drevne virksomheder ikke blot ville bruge ressourcer på produktion, men også på at lobbye for at få beskyttelse. Som alle andre aktiviteter, vil de bruge ressourcer på lobbying op til det punkt, hvor omkostningen ved at bruge én arbejdstime eller én krone mere på lobbying er præcist lig med den forventede gevinst af den. Og politikere er mere end villige til at sælge handelspolitik – det er en af måderne, at de enten kan få virksomheder til at give partistøtte eller i det mindste til at finansiere meget rare middage og hotelophold.

To indsigter fra public choice-traditionen ændrer derfor vores analyse. Først må man regne med, at noget af overførslen ’A’ faktisk går tabt i uproduktiv adfærd. Det er med andre ord et område, der tages fra forbrugerne og tabes i lobbyomkostninger. Det ekstra lobby-tab er tegnet ind med rødt i den anden figur nedenfor.

Man må også regne mindst et, og sandsynligvis yderligere to tab ind. For det første eksisterer der et logisk tab, da det ikke er gratis at indkræve tolden. Staten må afholde udgifter i forbindelse med at indkræve told, hvilket reducerer område ’C’ – udgifterne er et nettotab for samfundet. For det andet antager standardanalysen i den første figur, at staten bruger hele toldindtægten på en produktiv eller velfærdsskabende måde. Der findes en over 50-årig forskningstradition, der peger på at langt de fleste politikere har incitamenter, der vil føre dem til at bruge ekstra indtægter på enten populære tiltag, der kan få dem valgt næste gang, eller på støtte til særinteresser. Disse aktiviteter skal regnes som tab i en nationaløkonomisk analyse! De er tegnet ind med blåt i figuren.

Tullock tog udgangspunkt i, at område A er en gevinst for producenterne. Producenterne vil derfor have et klart incitament til at bruge ressourcer på at ’få fat’ i området. Med andre ord vil de investere ressourcer i at søge den ’rent’, de kan få hvis de overbeviser politikerne i at indføre en told. Disse ressourcer bliver altså ikke investeret produktivt, men udelukkende for at få adgang til en overførsel fra forbrugerne. Politikere vil på deres side have en interesse i at åbne for muligheden for at få beskyttelse mod international konkurrence, da det vil få producenter til at tilbyde støtte. Denne støtte kan være direkte bestikkelse eller det kan være partistøtte, der vil kunne gøre det lettere for politikernes parti at vinde det næste valg. De ressourcer, der investeres i at få adgang til beskyttelse, skal derfor regnes som et rent, samfundsmæssigt tab.

Der er fra en fagøkonomisk vinkel dermed ingen undskyldninger for at indføre protektionistiske tiltag. Og til dem, der måske stadig er en smule kritiske: Vi har kun dækket de velkendte statiske tab. Der er en anden liste af dynamiske tab, dvs. tab der udfolder sig over en længere periode og bliver synlige i f.eks. vækst og produktivitetsudvikling.

Older posts

© 2017 Punditokraterne

Theme by Anders NorenUp ↑