Forfatter: Christian Bjørnskov (side 1 af 48)

Taler vi forbi hinanden?

Har du, kære læser, nogensinde oplevet at diskutere med en politisk modstander, hvor det virkede som om din modstander slet ikke forstod, hvad du talte om, og du slet ikke forstod hvad modstanderen kunne mene med sine svar, der mest var goddav-mand-økseskaft? Hvis svaret er ja, er du en blandt mange i den vestlige verden som har oplevet fænomenet, som der er forsket i de senere år. Her er et svar på, hvad der foregår.

 I en kommentar hos the Independent Institute diskuterer Art Carden, der er lektor på Samford University i Alabama, hvordan folk af forskellige politiske overbevisninger ofte taler fuldstændigt forbi hinanden. Art argumenterer for, at problemet skyldes at man ser verden og politik som et sæt modsætninger, men helt fundamentalt ikke er enige om, hvilke modsætninger der er tale om. Hvis man ikke kender de forskelle, bliver det ganske svært at forstå, hvad en modpart overhovedet taler om.

Art læner sig op ad bl.a. Jonathan Haidts indsigter i The Righteous Mind: Why Good People Are Divided by Politics and Religion og Arnold Klings lille The Three Languages of Politics: Talking Across the Political Divides Det betyder, at han også følger Kling i en opdeling i tre politisk-ideologiske grupper, i stedet for de traditionelle to i en endimensional politisk verden: Venstrefløjen, den konservative højrefløj, og den liberale højrefløj. Den meget intuitive måde at se forskellene i verdenssyn og måden at tænke på hvordan samfundet fungerer og hvad den basale modsætning er, følger derfor i høj grad også Haidts omhyggelige undersøgelser.

Arts påstand er således, at individer der ideologisk tilhører en traditionel venstrefløj som oftest taler (og tænker) i dikotomien mellem undertrykkere og undertrykte. På den måde bliver den eneste relevante metrik magtforholdet mellem de to grupper, og alt eksisterer i et nulsumsspil – hvis en gruppe får mere magt, får den anden mindre. Der er også god grund til at være konstant social indigneret, hvis man ser verden på denne måde fordi der altid er ’undertrykte’.

En konservativ højrefløj taler derimod som oftest i en modsætning mellem civilisation og barbari. Det er denne modsætning, der således er central i en konservativ diskussion af truslen fra indvandring, i måden den konservative fløj ofte lægger vægt på traditionelle sociale mønstre og normer, og i dens støtte af en stærk, central stat, der kan definere normer og regulere visse typer adfærd.

Sidst, men ikke mindst, taler klassiske liberalister typisk i en dikotomi mellem frihed og magt, med udgangspunkt i at de nødvendigvis er hinandens modsætninger: Hvis staten med magt presser medier til at bringe bestemte historier eller direkte straffer dem for ytringer, der er i regeringens interesse, kan man for eksempel ikke på samme tid påstå, at der er ytrings- eller mediefrihed.

Som Haidt og Kling også har argumenteret, mener Art at det er denne forskel på de modsætninger, man ser verden i, som skaber mange politiske konflikter for tiden. På den yderste venstrefløj er man for eksempel begyndt at se en række ytringer som udtryk for symbolsk undertrykkelse af bestemte grupper. Det er således ikke længere muligt at synge visse sange på bestemte steder på CBS, fordi det åbenbart repræsenterer undertrykkelse. Det er ikke svært at forstå, hvorfor konservative og liberalister er forenede i at se denne udvikling som ikke blot latterlig, men decideret farlig (og jeg er enig). Men det bliver også let at se, hvordan konservative og liberalister kan blive stærkt uenige om bl.a. retspolitik. Mens en politik hvor man giver hårdere straffe for visse forbrydelser i såkaldte ghettoområder er fuldt acceptabel i en stærkt konservativ optik – kampen er jo mod ghettoernes barbari – er den for liberalister misbrug af statens magt og et dybt indgreb i princippet om ligebehandling, som er et fundament for retsstaten.

Mens der er mange emner, hvor det er let at se en af de andre modsætninger – diskussioner om udvikling i Sydsudan er diskussioner om undertrykkelse, og diskussioner om ISIS eller nazisme er diskussioner om en kamp mod barbari – kan Arts fine, lille artikel ofte bruges som en guide til, hvorfor vi ikke blot er uenige, men fuldstændigt taler forbi hinanden fordi vi ikke deler et grundlæggende syn på, hvad der er på spil.

Verden bliver mere lige for hvert år der går

Mange danskere på begge politiske fløje har en opfattelse af, at verden bliver mere ulige. Den opfattelse bliver ofte understøttet af medierne, og særinteresse som for eksempel Lars Kochs Ibis gør deres for at styrke den. Problemet er, at den er forkert, som den fremragende Johan Norberg forklarer i denne korte Dead Wrong-video. Fordelingen af indkomst i verden bliver mere lige år for år, primært fordi en række fattige lande vokser væsentligt hurtigere end den rige del af verden.

Skulle der være læsere, der er interesseret i mere indsigt, kan vi varmt anbefale Marginal Revolution Universitys serie om Solow-Swan modellen og dens indsigter i konvergens og langsigtet vækst.

TV er godt for sprogkundskaber

Danskerne har i mange år været blandt de bedste til at tale fremmedsprog i Europa, og i særdeleshed ét sprog: Engelsk. En af de klassiske forklaringer på, at vi sammen med svenskerne og hollænderne er så gode til engelsk er, at alle tre lande viser engelsk-sproget fjernsyn og engelsk-sprogede film i biograferne med undertekster, mens mange andre lande versionerer deres film og fjernsyn. Forklaringen har altid syntes nærliggende, men det er først forleden, at et faktisk studie viser at den er sand.

Augusto Rupérez Micolaa, Ainoa Aparicio Fenoll, Albert Banal-Estañol og Arturo Bris viser i en ny artikel i Journal of Economic Behavior & Organization (hattip: Marginal Revolution), at folk generelt bliver bedre til engelsk, når deres fjernsyn er undertekstet i stedet for oversat og versioneret.

De fire forskere noterer, at flere lande, der umiddelbart kan se ret ens ud, har meget forskellige engelskkundskaber. Holland og Østrig er af cirka samme størrelse, ligger begge nogenlunde midt i Europa, og bruger lige meget på skolevæsenet. Alligevel er det hele 87 % af hollænderne, men kun 53 % af østrigerne der når de bliver spurgt, mener at de kan have en samtale på engelsk. På samme måde er Portugal og Spanien på mange måder meget ens, men portugisere, der tager the Test of English as a Foreign Language (TOEFL), scorer tiendehøjest i verden, mens deres spanske naboer må tage til takke med plads nummer 28 (ud af 135 lande). I Storbritannien er det således også velkendt, at det er ret problemfrit at tage på ferie i Portugal, mens man ofte skal lede længe i Spanien for at finde nogen, der taler engelsk.

Rupérez Micolaa, Aparicio Fenoll, Banal-Estañol og Bris finder konkret evidens for, at valget mellem undertekster og versionering er en statistisk vigtig forklaring på forskelle i engelskkundskaber. I yderligere analyse finder de meget intuitivt, at undertekstet fjernsyn er særligt vigtigt for sprogforståelse, og i mindre grad vigtigt for hvor godt folk mener, de taler sproget. En pudsighed er dog, at forfatterne noterer hvordan det kun er 12 % af europæerne mener, at fjernsyn er et nyttigt redskab for at lære fremmedsprog. De fleste undervurderer således hvor vigtigt fjernsyn er, og de bedre engelskkundskaber er derfor at betragte som en positiv eksternalitet af at se fjernsyn, ens forældre måske endda synes er underlødigt. For mit eget vedkommende kan jeg dog sagtens se, hvor vigtig mit betragtelige TV-forbrug som barn og teenager har været for mine sprogkundskaber. Spørgsmålet er derfor ikke, om undertekster er en god idé, men måske mere om det ville være en idé, at man kunne fjerne dem fra dansk fjernsyn hvis man ville?

Public Choice Workshop – programmet er klar

Som vi tidligere har skrevet, er det om 2½ uge – den 1. februar – tid til den årlige danske public choice workshop. Workshoppen er i år organiseret af Martin Paldam og undertegnede på Aarhus Universitets campus på Fuglesangs Allé, hvor hele programmet afholdes i L-bygningen. Der er flere grunde til at glæde sig.

Programmet (tilgængeligt her) er delt ind i seks sessions, og starter klokken 11 med titlen ”Welfare states.” Sessionen består af Andreas Bergh (Lund), der præsenterer “Hayekian Welfare States: Explaining the Co-Existence of Economic Freedom and Big Government”, Henrik Jordahl (IFN) med “Do Welfare State Regimes Affect Social Trust?”, og Peter Nannestad og Jens Wermuth (Aarhus), der kommer med “Central, but Elusive? Some Critical Reflections on the Conceptualization and Measurement of “Work Ethics”.” For de deltagere, der er meldt til hele dagen, er der derefter frokost, hvorefter man fra 13.20 har et valg mellem to sessions. Den ene handler om ”Institutions” og består af Niclas Berggren (IFN) og Jerg Gutmann (Hamborg) med ”Securing Personal Freedom through Institutions – the Role of Democracy and Judicial Independence”, Robert Fritzsch (Erfurt) med “Economic Institutions, Adaptive Efficiency and Crisis Resilience – Lessons from the Great Recession” og Martin Paldam (Aarhus), der præsenterer “Does Political Instability harm Development? A Comparative Empirical Study of the Long Run.” Alternativet er en session med titlen “Reforms and negotiations”, hvor Søren Aasborg Østervig (Aarhus) præsenterer “Trade Agreement Effects and Export Costs: Institutional Dissimilarities”, Lasse Aaskoven (Essex), der kommer med “The Political Effects of Wealth Inequality: Evidence from a Danish Land Reform”, og trioen Karsten Bo Larsen, Henrik Christoffersen og Søren Havn Gjedsted (Cepos) der har “Four Legs Good. Two Legs Bad”: How Politicians Estimate the Potential for Efficiency Gains in the Public Sector” med.

Mellem 14.50 og 15.20 er der kaffepause – og med garanti mere snak om dagens forskningsemner – hvorefter der igen er et valg mellem to sessions. Den ene har titlen ”Constraints and ideology” og er en line-up af Stefan Voigt (Hamborg) og Christian Bjørnskov (Aarhus) med “Political Temptation With and Without Constitutional Constraints: Do Constitutional Constraints Protect the Press after Terrorist Attacks?”, Felix Døssing (Copenhagen) med “Suboptimal Paternalism” og Jerg Gutmann (Hamborg) med “Endogenous Constraints on Repression.” Hvis det ikke er interessant, kan man i stedet vælge den anden session, der hedder ”Experiments and negotiations.” Her er de tre præsentationer Rasmus Wiese (Groningen) med “An Experimental Test of Survey Measured Political Ideology”, Nicola Maaser (Aarhus) og Thomas Stratmann (George Mason) med ”Moral Decision Costs and Power: Theory and Experimental Evidence” og Søren Havn Gjedsted og Otto Brøns-Petersen (Cepos) med ”Does horse-trading take place in the formation of local Danish government? An empirical investigation.”

Det hele slutter af med en kort session med kun to papirer: Andrea Sáenz de Viteri (Navarra) og Christian Bjørnskov (Aarhus) med “Constitutional Power Concentration and Corruption: Evidence from Latin America and the Caribbean” og Gert Tinggard Svendsen (Aarhus) og Urs Steiner Brandt (Southern Denmark), der slutter det hele af med ”Is the Annual UNFCCC COP the Only Game in Town? Climate Negotiations and Unilateral Action.”

Programmet til årets public choice workshop er således en blanding af den lange række emner, der passer under paraplybegrebet public choice / politisk økonomi. Præsentationerne er ikke blot af gode forskere, men også af flere forskere, der er kendte for at være gode til at præsentere. Det tegner godt.

Harold Demsetz er død

Der er næppe mange udenfor økonomkredse, der kender navnet, men blandt nationaløkonomer er der ikke mange større: Harold Demsetz. Det var derfor en særligt sørgelig nyhed, der kom forleden dag, da Marginal Revolution skrev at Demsetz er død. Don Boudreaux hos Cafe Hayek kalder ham en uovergået ”master of microeconomic theory” og stort set alle kommentatorer har fremhævet ham som den måske fremmeste pristeoretiker i perioden efter anden verdenskrig. Uanset hans personlige fejl og mangler – han opførte sig åbenbart ikke altid videre kollegialt – er det svært at undervurdere hans betydning for både retsøkonomi (law & economics), måden vi tænker monopoler, forståelsen for beskyttelsen af privat ejendomsret, og hvad firmaer faktisk gør.

Det vigtige spørgsmål, som man skal stille sig, er ikke ”Hvad koster ting?”, men hvad varer og aktiviteter koster i forhold til andre varer og aktiviteter. Som Pete Boettke skriver i sine mindeord hos Coordination Problem understregede Demsetz i modsætning til mange økonomer i en mere Samuelsonsk tradition, at disse relative priser ændrer og tilpasser sig hele tiden, og dermed giver ”economic actors critical information that guides them in making the appropriate adaptations required to realize productive specialization and peaceful social cooperation.”

Demsetz beskæftigede sig med en række emner som monopoler, eksternaliteter og information. I sin fine nekrolog for Demsetz i Forbes minder Art Carden således om, at artiklen “Production, Information Costs, and Economic Organization“, som Demsetz skrev sammen med Armen Alchian, blev kåret som en af de 20 vigtigste artikler i de første 100 år af American Economic Review, og dermed også en af de vigtigste i professionen i det 20. århundrede. Alchian og Demsetz understregede i artiklen, hvordan informationsomkostninger er centrale for at forstå, hvad der organises internt i et firma, og hvad firmaet køber på markedet.

Denne del af Demsetzs arbejde kan ikke undervurderes, da mange nationaløkonomer, politologer og jurister stadig gør som om der ingen omkostninger er ved at skabe og samle information! Det er næppe altid populært at minde folk om, at information ikke er uden omkostninger, ligesom Demsetz heller ikke var populær blandt policy-makers når han stillede spørgsmålstegn ved behovet for at regulere nogle monopoler – hans ideer om contestable markets var ganske tæt på Baumols arbejde – eller når han advarede mod at antage, at der eksisterer masser af eksternaliteter, og at de altid er markedsfejl, i dele af økonomien. Det var også Demsetz der i 1969 formulerede begrebet ”The Nirvana Fallacy” om den antagelse, mange økonomer og politologer stadig gør, at markeder fejler men regeringer er alvidende og omnipotente.

Som the American Economic Association skrev, da den i 2013 gjorde Demsetz til Distinguished Fellow, var han “one of the most creative and deep microeconomists”. Han bidrog til en række felter i nationaløkonomi, og var eminent til at pege på problemerne i antagelser, som mange betragtede som standard og dermed ikke tænkte over. Som Art skriver, slutter Demsetz sig dermed til den liste af fremragende økonomer – helt særligt Armen Alchian. Gordon Tullock og William Baumol – som er døde de senere år før de fik den Nobelpris, de så rigeligt fortjente.

Kristne og nationale identiteter i Europa

Politikere, ikke mindst fra Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige og det Konservative Folkeparti, og adskillige stærkt nationalkonservative kommentatorer, påstår ofte at Danmark er et kristent land og har en kristen identitet. Fænomenet er ikke begrænset til Danmark, men ses i en række europæiske lande. Polske politikere har for eksempel presset for at få EU til at erklære, at den er bygget på et kristent grundlag. I mange lande har adskillige partier også brugt en identifikation med kristendom som argument for, hvorfor man ikke ønsker at overveje et tyrkisk medlemskab af EU. Men hvor mange vælgere deler denne opfattelse af, at en religiøs identitet som kristendom er en vigtig del af den nationale identitet? Det giver svar fra en række spørgeskemaundersøgelser fra the Pew Research Center nu et svar på (hattip: Niclas Berggren).

Pew spurgte i 2015-2017 respondenter i 34 europæiske lande, om ”hvor vigtigt det er at være kristen for virkelig at dele den nationale identitet” (f.eks. at være dansk). Figuren nedenfor illustrerer andelen af respondenterne, der svarede at det var vigtigt eller meget vigtigt. Det viser sig, at denne andel varierer meget markant på tværs af Europa, med 82 % i Armenien som ser kristendom som en vigtig del af den nationale identitet, mod 11 % i Letland. Danskerne viser sig også at være relativt ligeglade med religion som en del af en dansk identitet, da kun 19 % ser det som vigtigt, og 80 % mener det er uvigtigt (1 % ved ikke).

Markedet for påstande, der hviler på en religiøs identitet, burde således relativt småt i lande som Danmark, Sverige og Belgien, eller Estland og Letland. Den næste figur nedenfor indikerer også, at der er en ganske god forklaring på landeforskellene: Jo færre der tror på gud, jo færre mener at kristendom har noget med den nationale identitet at gøre. Disse data kommer også fra Pews undersøgelser, og med samme variation: Andelen der tror fast på en gud rækker fra 79 % i Armenien til 10 % i Tyskland. For Danmarks vedkommende er det 15 % af respondenterne, der er sikre på, de tror på en gud, 10 % der beder dagligt, og kun 8 %, der mener at religion er meget vigtigt i deres dagligdag.

Selvom argumenter baseret på ideen om en kristen nationalidentitet bestemt ikke re usædvanlige – heller ikke i den danske debat – er det derfor en overraskelse, at de tages alvorligt. Danskerne er generelt uenige med argumentet, og er blandt de mindst religiøse i Europa. Selvom det typisk er nationalkonservative, og ikke mindst politikere og kommentatorer med forbindelse til DF, der fremfører denne type argumenter, er der ingen grund til at tro, at DFs vælgere er særligt påvirkelige. Ifølge European Social Survey er DF-vælgere endda en smule mindre religiøse end de andre store partiers vælgere.

Folk har naturligvis ret til deres egne meninger, om de baserer dem på videnskab, ideologi, eller overtro. For mit eget vedkommende har jeg svært ved at forstå, at basalt set religiøse argumenter og påstande stadig synes at have deres gang i dele af dansk politik. Er den danske nationale identitet virkelig så skrøbelig, at den har brug for religiøs overtro, som næsten ingen praktiserer længere?

Uforenelige politiske mål

Politik – og ikke mindst dansk politik – har ofte flere forskellige officielle mål. Mange forslag præsenteres for eksempel som et middel til at opnå X (sæt et politisk mål ind), men oveni også at ’skabe arbejdspladser’ eller ’gavne miljøet’. Det kan være meget fint, at man sælger politik med løfter om ekstra effekter, men også stærkt problematisk, når de forskellige mål ofte er direkte uforenelige.

Jeg blev mindet om problemet forleden under et specialeforsvar, hvor den studerende havde undersøgt retsgrundlaget for de danske elafgifter. Vi talte i den kontekst om de to, officielle mål med de danske elafgifter: At få danskerne til at bruge mindre energi, og at skaffe provenu til statskassen.

For at opnå det første mål – at påvirke danskernes energiforbrug og få dem til at spare – må afgiften være effektiv i én bestemt forstand: Danskerne må være følsomme overfor prisændringer på strøm, og der må ikke være nogen egentlige substitutter. Med andre ord virker en elafgift i denne forstand, hvis alternativerne er lige så dyre og folks adfærdsreaktioner er store.

Når målet er at indkræve provenu til stat og kommuner, siger den såkaldte Ramsey-regel derimod, at de mest effektive skatter og afgifter er dem med de mindste adfærdsreaktioner. Med store adfærdsreaktioner – at man forbruger væsentligt mindre og skifter sit forbrug til andre varer og service med lavere afgifter – vil en forhøjelse af afgiften give en relativt lille stigning i provenuet, og kan under nogle omstændigheder i princippet føre til mindre provenu. Provenueffektive skatter og afgifter bør derfor, som Ramsey indså allerede i 1920erne, lægges på de mindst prisfølsomme varer og aktiviteter.

Elafgifterne er naturligvis blot ét eksempel på et sæt afgifter, hvor det ene formål – adfærdsændringer – er logisk uforeneligt med det andet – provenu. Hvis de virker i den ene forstand, er de ineffektive i den anden. Men eksemplet er værd at tænke over, for hvor mange forslag har samme karakteristika? Med andre ord er det værd at være opmærksom i den kommende valgkamp på, at mange politiske forslag med flere mål kan være ren pølsesnak, fordi de enkelte mål er indbyrdes uforenelige. Og så har vi ikke engang nævnt den ofte dybt latterlige påstand om, at de skaber arbejdspladser…

Året hos Punditokraterne

2018 er ovre og både dronningen og statsministeren har holdt hver deres nytårstale, ligesom adskillige aviser har opsummeret året. Det samme gør vi her på stedet, omend med fokus på vores egen lille verden, og hvordan vi ser den virkning, vi måske har på den større verden udenfor.

Læsermæssigt havde Punditokraterne et ganske godt år med en total på lige omkring 90.500 besøg. De mest læste indlæg – eller i det mindste de mest besøgte – i 2018, blev to gamle og et helt nyt. Vores indlæg fra 2013 med titlen Sundhed i 100 år målt på højde blev set 1843 gange, mens The Danish Model – don’t try this at home fra 2015 fik 1493 besøg. Højdespringeren fra i år var Ulighed i Danmark, der siden anden juledag er besøgt 1093 gange. Resten af vores top-10 blev Hvor rige er danskerne egentlig?, Hvad tjener professorer?, Hvad er ideologisk i Danmark?, Muslimske naboer, Israel 70 år, Hvordan ser opsvinget ud?, Er liberale økonomer mere neo-klassiske?, og De rigeste i 50erne.

De mest populære indlæg er således ofte dem, der bekræfter vores læseres verdensbillede. Vi er dog ekstra glade når mange læser indlæg, og deler dem på de sociale medier, som udfordrer læsernes ideer eller stiller spørgsmål, der ellers ikke stilles. Det var netop tilfældet med vores præsentation af Pew-centerets nye spørgeskemaundersøgelse, der udfordrede manges verdensbilede ved at vise, at danskerne er blandt de folk i Europa, der mindst imod muslimer. Det samme, omend på mindre provokerende vis, gjaldt indlæggene om hvor rige danskerne er, og hvilke lande der var de rigeste i 1950erne.

Udover bloggen har flere af os også optrådt i mainstream media i 2018, delvist som konsekvens af bloggen. Der er særligt to områder, hvor vi mener det kan forsvares at vi tager en bid af æren for at ændre debatten. Det første er Latinamerika, hvor mainstream medier i stigende grad bruger Niels Westy som en særligt informeret ekspert. Vi har gennem årene skrevet meget om netop Latinamerika og hvor forskellige, regionens lande er. Vi var også blandt de første medier i Danmark, der klart pegede på Venezuelas kollaps, og understregede at Brasilien faktisk ikke er den økonomiske succes, som mange ellers påstod. Ser man debatten i dag i forhold til 5-6 år siden, er danske journalister nu tvungne til at være mere nuancerede. Det andet område er, at der synes også at være en gryende forståelse for, at Danmarks økonomi udvikler sig langsomt i forhold til nabolandene, og selvom de fleste politikere helst ikke vil tale om det – arbejdsløsheden er jo lav og det statslige budget hænger sammen for tiden – er begreberne vækstkrise og produktivitetsgab ved at snige sig ind i mainstream diskussioner. Vi har over årene gentagne gange skrevet om disse problemre, og vil naturligvis fortsætte med dem.

De næste måneder er der en række emner på vores liste. Der kommer først og fremmest til at være en række valgrelaterede indlæg – både emner fra valgkampen og mere teoretiske indsigter omkring valg og valgkampe. Der er dog også flere konferencer på vej i foråret, inklusive den danske public choice workshop den første februar. Vi forstætter således blandingen af aktuelle emner, teoretiske introduktioner, og ny forskning. Man siger på engelsk Don’t fix it if it ain’t broken, men hvis der er emner, som vores læsere gerne vil have taget op i 2019, modtager vi gerne forslag.

Forurening og frihed

Der bliver talt meget i disse år om forurening, klima og den vestlige verdens aftryk på det globale miljø. Bevæger man sig ud på den cirkusagtige del af venstrefløjen, der i Danmark repræsenteres af Alternativet, hører man ofte påstande om, at vi bliver nødt til at gøre os selv fattigere for ikke at belast kloden for hårdt. Der er også en benhård vilje til at regulere mere, og lade det offentlige stå for både flere ’grønne indkøb’ og direkte interventioner end hidtil, som ikke blot deles af venstrefløjen. Den urokkelige tro på, at øget offentlig regulering og intervention er vejen frem i miljøspørgsmål deles langt ind på den politiske højrefløj, som illustreret af den (i hvert fald nominelt) konservative Connie Hedegaard i dagens Berlingske Tidende.

Der er dog en meget lang række eksempler på det modsatte, som Donald Boudreaux (George Mason University) har understreget i en række klummer under overskriften ”Cleaned by Capitalism.” På dette års såkaldte ’Earth Day’, understregede Boudreaxu med sin kollega Veronique de Rugy (Mercatus) i Washington Examiner at uanset hvor ”serious you believe these environmental issues to be, they are far less serious and hazardous to our health than were the multitudes of pollutants and perils that capitalism has abated.” Som Boudreaux og mange andre har understreget, går det ikke at sammenligne hvad forskellige lands mere ller mindre økonomisk frie markeder opnår med hvad man politisk kan forestille sig, den ideelle stat måske kunne. Man må sammenligne faktiske markeder med faktiske politiske interventioner.

Gør man det, ser det noget anderledes ud end Hedegaard, Elbæk og mange andre tror eller påstår. Vi illustrerer det i plottet nedenfor, der sammenholder partikelforurening i hovedstæderne i 42 vestlige lande med deres økonomiske frihed. Målet vi bruger på x-aksen, der nogle gange kaldes ’non-government size economic freedom, er et gennemsnit af tre indeks, der fanger hvor godt retsvæsenet fungerer og beskytter den private ejendomsret, hvor åbne et lands markeder er for resten af verden, og hvor relativt let den offentlige reguleringsbyrde er – dvs. hvor forholdsvist ureguleret, økonomien er. Disse tal er fra the Heritage Foundations årlige Index of Economic Freedom, som er et af de to indeks, forskere ofte bruger (det andet er fra the Fraser Institute). Tallene for partikelforurening på y-aksen er de nyeste PM-10 tal fra the World Health Organization.

Figuren illustrerer med al tydelighed, at det er de mindre regulerede og mere økonomisk frie samfund, der er mindre forurenede. Mens man således kan forestille sig begavede og effektive offentlige reguleringer, tyder det simple billede på, at Boudreuax og en række andre nationaløkonomers forklaringer passer bedre på virkeligheden: Reguleringer holder oftere renere teknologi tilbage og kan svække virksomheders incitamenter til at implementere miljøforbedringer; de kan svække den konkurrence, der også presser virksomheder til at passe på; og bedre retsvæsener understøtter både Coasianske løsninger og effektiv regulering.

Er politikere virkeligt oprigtigt opsatte på at reducere forureningsproblemer er det således mere end værd at tænke udenfor den sædvanlige politiske boks. I stedet for at diktere, hvad politikere – der sandsynligvis er fagligt helt inkompetente – tror man skal, er stærkere økonomisk frihed ofte meget mere effektivt.

Ulighed i Danmark

Før julen er overstået og gemytterne er faldet til ro igen, var det i går lige før, kaffen kom i den gale hals. Grunden var, at LO-bossen Lizette Risgaard i går i Jyllandsposten  introducerede ideen om at afskaffe skattestoppet og erstatte det med et ’ulighedsstop’. Risgaard foreslår, at hvis man introducerer en politik, der øger uligheden, skal man også introducere en modpolitik, der virker modsat ved at reducere uligheden. Der er svært ikke at konkludere, at LO er begyndt at føre valgkamp for socialdemokraterne, og forsøger at definere et ’vindende’ emne for valgkampen.

Problemet er ikke, at Risgaard skriver en kronik og dermed bringer et politisk emne eller forslag til torvs. Det er som sådan et element i ethvert velfungerende demokrati, at forskellige interesser blandet sig på denne måde i debatten. Man håber dog altid, at argumenterne hænger sammen og at kronikernes påstande er nogenlunde korrekte. Et af adskillige problemer ved Risgaards kronik er derfor de mange udokumenterede påstande, som hun desværre ikke er den eneste, der tror på.

Hun gentager således den latterlige påstand om antallet af fattige børn i Danmark, som Cepos imødegik her, ligesom hun også forbinder uligheden med svækket sammenhængskraft, folkeskolens faldende kvalitet og de lange ventelister på sygehusene. Risgaard skriver også, som om uligheden er steget fra en form for perfekt niveau i 1990erne til et ulideligt niveau i dag, hvor ”forskellen på rig og fattig” har nået faretruende højder.

Formålet med posten i dag er derfor, at dokumentere hvordan virkeligheden ser ud. Figuren umiddelbart nedenfor viser et snapshot blandt de vestlige lande, baseret på den nyeste version (mark 7.1) af Frederic Solts Standardized World Income Inequality Database (SWIID). Figuren tydeliggør, at Danmark stadig er blandt den lille gruppe samfund i verden, hvor folks disponible indkomster er allermest ligeligt fordelt. Gruppen fra Island til Ukraine har Gini-koefficienter lige omkring 0,25. Hvordan man kan råbe Ulven Kommer på basis af dette niveau, der i internationale sammenhænge stadig er ekstremt lavt, er svært for mig at se.

En anden populær – men problematisk – måde at se på diskussion, er at fokusere på forskellen mellem uligheden i de disponible indkomster og uligheden i markedsindkomster (hvad folk tjener før skat og overførsler). SWIID-tallene viser, at denne forskel er størst i Sverige (på 0,25), skarpt fulgt af en lille gruppe lande – Belgien, Danmark, Finland, Tyskland og Ungarn – hvor den er 0,23. Dette tages ofte blandt både politikere og forskere som et mål for, hvor stor omfordelingen er. Som den altid interessante Andreas Bergh (Lund Universitet) viste for år tilbage i European Sociological Review (gated version her), kan man dog ikke blot tage denne forskel som et mål for omfordeling. Andreas peger blandt andet på, at nogle typer omfordeling, som for eksempel højere bistandshjælp, også medvirker til at skabe større ulighed i markedsindkomster, fordi folk vælger ikke at søge job, men bliver på bistand, hvor de per definition har en markedsindkomst på nul. Når man observerer, hvordan der er en ganske stor forskel mellem uligheden i disponible indkomster og markedsindkomster, må man derfor huske, at den både er udtryk for velfærdsstatens omfordelende virkning og dens ulighedsskabende virkning.

Et andet aspekt er det dynamiske: Hvordan har uligheden udviklet sig over tid? Den næste figur viser, hvordan Ginien for disponible indkomster har udviklet sig siden 1976. Det generelle billede blandt Danmarks naboer har været stigende ulighed siden midt-80erne, stigende ulighed i de andre nordiske siden først i 90erne, og stigende ulighed i Danmark siden midt-90erne. To forhold dog også understreges: 1) At mens alle data viser stigende ulighed, er SWIID siden sidst i 90erne baseret på data fra the Luxembourg Income Study, som overvurderer ulighedsstigningen i Danmark (stigningen i LIS-tallene siden 2003 er næste tre gange så hurtig som stigningen i Danmarks Statistik tal, der dækker alle danskere); og 2) at de tal vi har for ulighed før 1976 indikerer, at uligheden faldt meget markant omkring den første oliekrise, så vi i dag er cirka tilbage på det niveau, vi lå på omkring 1970.

Kender man denne udvikling, er det sidste spørgsmål, hvor den kommer fra. Vismændene havde i 2016 et udmærket temakapitel om netop ulighed, der netop afsøgte grundene til stigningen. Vismændene fandt allerførst, at uligheden er primært steget, fordi uligheden mellem danskere med arbejdsindkomster er steget. Ændrede bistands- og dagpengeregler osv. kan derfor kun være en ganske sekundær forklaring. En stigende ulighed i kapitalindkomster er en anden del af forklaringen, som mange politikere her og i udlandet bruger som en måde at retfærdiggøre tungere beskatning af netop kapitalindkomst. En del af denne udvikling viser sig dog at være, at ældre meget naturligt har større kapitalindkomster, og den demografiske udvikling i Danmark – der er kommet væsentligt flere ældre – trækker denne ulighed op. Oveni dette bemærker vismændene også, at der er kommet flere studerende, hvilket også skaber større målt ulighed. En pudsig detalje i Risgaards kronik er, at hun understreger behovet for uddannelse for at ’bekæmpe’ ulighed, men rent umiddelbart vil en såkaldt uddannelsesindsats skabe flere studerende og dermed større ulighed.

Vismændene understregede derudover to særlige forhold i efterårsrapporten for to år siden: ”Indkomsten fortæller ikke altid hele historien om de økonomiske muligheder” og ”De fattige er ikke blevet fattigere.” Som vi har skrevet om tidligere her på stedet, har de sidste 25 års globalisering betydet, at det er blevet billigere at være fattig. Når man måler ulighed i disponible indkomster, overser man således dette element, og overvurderer dermed stigningen i ulighed i faktiske økonomiske muligheder. Man undervurderer i særlig grad de relativt fattigstes muligheder, og overser også skadevirkningerne af konkurrencebegrænsende politik, der forhindrer prisfald på almindelige varer.

Det helt overordnede problem i Risgaards kronik, og ganske store dele af den danske ulighedsdebat, er enten uvidenhed eller decideret foragt for faktiske forhold og forklaringer på udviklingen. Politisk uenighed er fuldstændigt naturlig, når den er baseret på forskellige præferencer og forskellig vægtning af samfundets udfordringer – og noget, vi decideret understøtter her på stedet. Men uenighed baseret på uvidenhed, myter og misinformation, som synes at ligge bag Risgaards forslag, bør bekæmpes.

Punditokraternes Jul

Ligesom i resten af Danmark er julen også ved at snige sig ind i de små Punditokrat-hjem. Gaverne er købt, køleskabet er fyldt, og portvinen er klar. En af de sidste opgaver er derfor, at opsummere året på bloggen og at ønske Punditokraternes læsere en glædelig jul.

Alt i alt var det et godt år for Punditokraterne med cirka 92.000 besøg indtil i dag og et gennemsnit på lige omkring 8000 om måneden. De meste populære poster viste sig at være de samme som sidste år: Vores fem år gamle ”Sundhed i 100 år målt på højde” blev besøgt næsten 1800 gange i 2018, mens Ottos glimrende ”The Danish Model – don’t try this at home” fra 2015 genererede næsten 1500 besøg – og det er endda udover, hvad versionen som Cato Economic Development Bulletin giver.

Dette års mest besøgte poster blev også i år en refleksion af, hvad der interesserer danskerne og hvad de kun sjældent hører fra andre sider. ”Hvor rige er danskerne egentlig?” fra 3. november, er indtil nu besøgt 948 gange, mens ”Er liberale økonomer mere neoklassiske?”, ”De rigeste i 50erne”, og ”Muslimske naboer” alle fik mere end 500 besøg.

Vi er således stolte over, at der er diskussioner hvor vi faktiske har en vis indflydelse. Et eksempel er Latinamerika, hvor Niels over årene har etableret sig som en af de mest velinformerede eksperter herhjemme. Men det var aldrig sket uden at have interesserede og venligt skeptiske læsere, som følger Punditokraterne og til tider stiller skarpe spørgsmål, som tvinger os til at blive bedre. Hvis nogen skulle være i tvivl, er vi taknemmelige for dem!

For mit personlige vedkommende ankommer julen den 24. omkring 16.45, når Jesper Fårekylling slutter Disneys Juleshow af med Når du ser et stjerneskud. Med den sang, der om noget illustrerer julens optimisme og evne til at forbinde mennesker på tværs af alder og erfaring – her i Keith Jarretts version – ønsker vi alle vores læsere:

Glædelig Jul og Godt Nytår

Over Skotland for 30 år siden

I dag for 30 år siden eksploderede Pan Am 103, en Boeing 747-100 med navnet Clipper Maid of the Seas på vej fra London til New York, over den skotske by Lockerbie. Eksplosionen dræbte all 234 passagerer og 16 piloter og kabinepersonale. Flyet gik i stykker i fuld fart i luften, og da resterne ramte byen, døde 11 flere mennesker. Ødelæggelserne i Lockerbie var også tydelige, og rystende at se i TV. En enkelt motor havde fuldstændigt ødelagt et hus og redningsarbejdere fandt personlige ejendele fra passagererne i dage efter.

Spekulationerne startede næsten øjeblikkeligt. Flyet var et af de første 747, der var bygget, og nogle eksperter var bekymrede, om flyene blev tidligt udslidte. Andre talte om mulige designfejl, mens en tredje gruppe mente, at der måtte være tale om en bombe. Den efterfølgende undersøgelse, der blev udført som en fælles indsats af den britiske Air Accidents Investigation Branch, det lokale politi, og amerikanske FBI, viste uden tvivl at den tredje gruppe havde ret: Pan Am 103 var eksploderet på grund af en bombe i lasten.

Efterforskningen blev et enormt arbejde, men også så omhyggeligt og basalt spændende, at der nu findes en række glimrende dokumentarprogrammer (se f.eks. her, her og her). AAIBs efterforskere fandt, at eksplosionen var startet i en Samsonite kuffert placeret relativt langt fremme i flyets lastrum. De fandt også rester af blandt andet en printplade, som FBI kunne spore til en schweizisk bygget bombedetonator. Alle sporende begyndte derefter at pege i samme retning mod en libyer, der havde checket en kuffert ind i Frankfurt, men ikke boardet flyet. Pan Am blev efterfølgende kritiseret voldsomt (og berettiget) for ikke at have sørget for at matche baggage- og passagerlisterne, hvilket i sig selv førte til at branchen strammede kravene markant. Med blandt andet detonatoren, beviser fra tøj i kufferten som blev sporet til Malta, og klassiske politiarbejde, fandt man frem til manden, der havde checket kufferten ind: Libyeren Abdelbaset al-Megrahi, som viste sig at være officer i Libyens efterretningstjeneste. Beviserne var dermed entydige, at Muammar Gaddafis militærdiktatur i Libyen stod bag angrebet. To år tidligere havde de amerikanske efterretningstjenester forbundet et angreb på et diskotek i Vestberlin, der dræbte to amerikanske soldater og en tyrkisk kvinde, med det libyske regime. USA gennemførte et angreb på Libyen, som Gaddafi var mere end heldig at undgå.

Efter angrebet advarede den amerikanske præsident Ronald Reagan mod statsterrorisme med bokseren Joe Louis famøse ord “You can run, but you can’t hide.” Det ændrede dog ikke Gaddafi-regimets adfærd, der endte i bombningen af Pan Am 103. Efterforskningen af Lockerbie ændrede derimod verdenssamfundets adfærd, og FN indførte sanktioner mod Libyen, da det blev klart at regimet stod bag bombningen. Den herkuliske efterforskning fortsatte dog, og sluttede først endeligt, da Abdelbaset al-Megrahi i 2001 blev dømt i Skotland for 270 mord. To år senere påtog den libyske regering sig skylden for bombningen og betalte en kompensation på 8 millioner dollars til hvert offers familie. FN-sanktionerne mod Libyen blev derefter løftet, og den nordafrikanske stat genoptog sine tætte forbindelser til særligt Italien. Et håndgribeligt bevis på italienernes forbindelser kom, da Silvio Berlusconis regering ad omveje gav Libyen et IC-4 tog, som egentlig skulle have været leveret til DSB. Skylden var også til at overse, da den libyske premierminister i 2004 udtalte, at kompensationen var en pris for fred, og blankt afviste at hans land havde indrømmet nogen skyld. Gaddafi og hans regime overlevede syv år mere, indtil han blev dræbt i den libyske borgerkrig i oktober 2011. Da Gaddafi døde, havde andre aktører dog overtaget hans morderiske opgaver mod den vestlige verden.

En væsentlig del af arven fra Lockerbie er dog, at den kan ses som en del af starten på krigen mod terrorisme. Mens det for eksempel var kendt i nogle kredse, at det socialistiske regime i Østtyskland husede og støttede terrorister fra Rote Armé Fraktion – omend jeg er gammel nok til at huske, hvordan venstrefløjen blankt afviste forbindelsen indtil arkivmateriale i starten af 90erne fuldstændigt klart dokumentere den – var statsterrorisme stadig ikke noget, man talte om. Lockerbie blev, sammen med den iranske fatwa mod forfatteren Salman Rushdie mindre end to måneder senere, ændrede hele billedet. Bombningen af Pan Am 103 over Lockerbie den 21. december 1988 åbnede de vestlige landes øjne for en ny trussel, der aldrig siden er forsvundet.

Husk: Dansk Public Choice Workshop 2019

Som vi skrev i september, afholdes den årlige danske public choice workshop fredag den første februar 2019 på Aarhus Universitet. Workshoppen starter klokken 11, organiseres i år af min gode kollega Martin Paldam og undertegnede, og medfinansieret af Tuborg-centeret. Dette er derfor en påmindelse til alle interesserede læsere, der skulle være i Aarhus-området den første februar. Alle interesserede er velkomne til at kigge forbi L-bygningen på Fuglesangs Allé, enten til en enkelt session eller til hele dagen. Og skulle der sidde en PhD-studerende eller andre ude i landet, som gerne vil med, er der stadig fem dage til deadline for at indsende bidrag.

Mens vi regner med at offentliggøre programmet først i januar (bl.a. her på stedet), har vi allerede tilsagn fra en række gode folk med spændende projekter. Blandt de bekræftede deltagere er for eksempel Niclas Berggren og Henrik Jordahl (IFN, Stockholm), Jerg Gutmann og Stefan Voigt (Universität Hamburg), Andreas Bergh (Lunds Universitet), Lasse Aaskoven (Essex), Karsten Bo Larsen, Henrik Christoffersen og Søren Havn Gjedsted (Cepos), og Andrea Sáenz de Viteri (Universidad de Navarra). Indtil videre dækker præsentationerne et bredt felt i public choice fra populisme, formueulighed, og arbejdsetik til klimaforhandlinger, krisepolitik og terrorisme. Alt tyder på en meget interessant fredag i Aarhus.

Paul Romers Nobelforelæsning

Det er ingen hemmelighed, at vi her på stedet er meget tilfredse med årets Nobelpris i økonomi. Prisen gik William Nordhaus (Yale) og Paul Romer (NYU) for deres arbejde i henholdsvis klimaøkonomi og endogen vækstteori. Særligt Romers arbejde har været indflydelsesrigt i nationaløkonomi de seneste 25 år, og har også tydelige implikationer for diskussioner udenfor forskningsmiljøet. Det er derfor en fornøjelse, at kunne se Romer selv forklare både sit prisvindende arbejde, men også forbinde det til hvad Nordhaus har lavet, og hvordan man kan tænke politik på området. Hele Nobelforelæsningen er her og er stærkt anbefalet.

Tager Acemoglu-holdet fejl?

Som vi tidligere har skrevet om her på stedet (læs f.eks. her, her og her), kommer nogle af de mest citerede bidrag i udviklingsøkonomi de sidste 20 år fra forskerholdet omkring Daron Acemoglu (MIT), Simon Johnson (MIT) og James Robinson (Chicago). Acemoglu og hans medforfattere på en række artikler blev berømte for at demonstrere en løsning på det evindelige hønen-og-ægget-problem – i teknisk jargon ’endogenitetsproblemet’ – der er forbundet med at vise, at gode institutioner og langsigtet økonomisk udvikling hænger sammen. Deres approach var begrundet i en teori om, at jo flere europæere, der bosatte sig permanent i nye kolonier rundt omkring i verden, jo større var efterspørgslen efter gode institutioner som et vist mål af demokrati og beskyttelse af den private ejendomsret.

Kolonier, hvor flere europæere bosatte sig, ville derfor ifølge teorien over tid ende med væsentligt bedre institutioner, og disse institutioner ville efterfølgende gøre kolonien meget rigere. Acemoglu løste derefter (troede han) problemet med hvor europæerne ville bosætte sig permanent ved at antage, at der hvor klimaet gav flere tropesygdomme og derfor langt større sygdomsrisiko, ville europæerne foretrække meget dårlige institutioner – de skaber nemlig mulighed for ’grab-and-run’ strategier, hvor man rager så meget som muligt til sig før man flygter hjem til Europa – mens de gode sygdomsmiljøer giver incitament for permanent bosættelse.

Adskille forskere som bl.a. David Albouy, Jonathan Krieckhaus og Matthew Fails har sidenhen angrebet flere dele af Acemoglu-holdets approach. Albouy demonstrerede i en glimrende artikel at holdets sygdomsdata er stærkt kritisable, og Krieckhaus og Fails har vist, at sammenhængen er drevet af seks tidligere kolonier, der på ingen måde er tilfældige: Australien, Canada, Hong Kong, New Zealand, Singapore og USA. På trods af kritikken bliver mange specielt yngre forskere dog ved med at bruge Acemoglu-holdets approach, og man hører ofte til konferencer hvordan folk starter præsentationer med ord som ”som vi ved fra Acemoglu…”

Pointen med posten i dag er at angribe problemstillingen fra en anden vinkel. Min ven og kollega Martin Rode og jeg arbejder for tiden på at revidere en artikel, og i den forbindelse har vi konsulteret en historisk kilde til data. Vores startpunkt er, at hvis Acemoglus historie er rigtig, kan det ikke blot være i en kolonis første år at den europæiske bosættelse var vigtig. Følger man logikken i den, må størrelsen af den europæiske befolkning mere generelt påvirke, hvor sandsynligt det var, at en koloni blev demokratisk. Man må også regne med, at denne type forhold kunne påvirke uddannelsesinstitutioner, og gennem bedre adgang til uddannelse kunne man ifølge helt klassisk demokratiseringsteori a la Seymour Lipset regne med, at bedre uddannede kolonier var mere demokratiske.

Vi får disse data fra 1950-udgaven af The Statesman’s Yearbook, som både har data for den europæiske befolknings størrelse i 62 daværende kolonier, samlet befolkningsstørrelse, og information om hvorvidt der var adgang til sekundær uddannelse (gymnasieskoler) og universitetsuddannelse. I de tre figurer nedenfor sammenholder vi tre forhold – adgang til uddannelse, den europæiske befolkningsandel, og befolkningstætheden sidst i 1940erne – med om kolonien var demokratisk ved uafhængighed og om landet er demokratisk i dag. Uddannelse deler vi op i tre naturlige kategorier, mens vi deler befolkningstallene ind i tre lige store kategorier – få / spredt, middel, og mange / tæt.

Det er tydeligt i figurerne, at Acemoglu-holdets teori ikke rigtigt ser ud til at passe på dataene fra 1940erne. Der er ingen klar sammenhæng mellem den europæiske befolkningsandel og demokratisering, og det ser ud til, at de kolonier, der ikke havde virkeligt udviklede uddannelsesinstitutioner var mere tilbøjelige til at være demokratiske, og de dårligst udviklede af dem (bemærk: Typisk mindre øer), om end forskellen ikke er statistisk signifikant. Det eneste, der ser nogenlunde klart ud, er at de tættere befolkede kolonier både var og er mere tilbøjelige til at være demokratiske – dvs. en alternativ forklaring, der kan tilskrives Lipset. Bundlinjen er, at nok er Acemoglu-holdets grundlæggende artikel blevet citeret næsten 12000 gange, men tager man teorien til uafhængige data, er den forbløffende skrøbelig – og sikkert forkert.

Niclas Berggren blogger igen!

Efter en årelang ferie fra blogosfæren er min gode ven og IFN-kollega Niclas Berggren tilbage. Nogle af vores læsere husker måske hans glimrende blog Nonicoclolasos, og adskillige af os har savnet den. Den gode nyhed er, at Niclas har besluttet at vende tilbage til bloggen.

For de af vores læsere, der ikke kender Niclas Berggren, er han nationaløkonom og forsker ved Instituttet för Näringslivsforskning i Stockholm, og lektor ved VŠE i Prag. Han har for tiden godt 2500 citationer i Google Scholar, hvilket placerer ham i samme lag som blandt andet den nuværende overvismand. Niclas er bredt interesseret i forskningsfelter som tolerancenormer, religiøsitet og de politiske virkninger af folks udseende, men er også et dybt kulturelt menneske. Blandt de første blogposter i år er indlæg om arveskat, om Nordhaus tager fejl i sine klimavurderinger, optimale a-kasser, og svensk narkotikapolitik. Det hele er meget varmt anbefalet!

Mariella Rubensons Julesurvey

De sidste par år har jeg hygget mig med at deltage i en survey om jul. Det er en fin, lille undersøgelse om juletraditioner rundt omkring i verden, og deltager man får man også senere en kort rapport om årets resultater. Det helt særlige er dog, at den laves af Mariella Rubenson. Mens Mariellas far Daniel er lektor på Ryerson University i Toronto, Canada, er hun selv 15 år gammel og går i det, der her ville svare til niende klasse. Alligevel er 2018 den sjette udgave af undersøgelsen, der fra starten har været omhyggeligt gennemtænkt.

Denne søndags opfordring fra Punditokraterne er, at vores læsere går ind her og deltager i Mariellas undersøgelse. Vi vil på vores side – hvis vores læsere holder deres del af aftalen – skrive en post om resultaterne efter jul.

Populisme og pressefrihed

Der tales meget om populisme i disse år, og med god grund. I vestlige lande har vælgerne de senere år valgt åbenlyst populistiske politikere i så forskellige lande som USA, Ungarn og Italien. Fænomenet eksisterer på både højre- og venstrefløjen, med højrefløjspopulister som Donald Trump, Viktor Órban og Recep Erdogan og venstrefløjspopulister som Alexis Tsipras, Matteo Salvini, og Bernie Sanders som fremtrædende eksempler. På trods af adskillige populismeforskeres indædte uvilje, er det svært ikke også at finde tydeligt populistiske elementer i Mette Frederiksens og Justin Trudeaus ellers officielt midtsøgende politik. Ingen fløj kan reelt frasige sig eksistensen af populistiske politikere.

Nogle kommentatorer og politikere har spurgt om, hvad problemet er – og om der overhovedet er et problem? Får folk ikke bare hvad de vil have? I et demokrati kan man måske argumentere for, at ’folket’ får hvad de vil have, men kender man en smule til public choice, ved man at der faktisk ikke findes nogen logisk konsistent møde at definere det famøse ’folket’. Argumenter, der baserer sig på påstande om ’folkets vilje’ er dermed altid ulogiske per definition.

Det egentlige problem er, at der synes at være to fællestræk for alle populister. Det første er, at de påstår at repræsentere ’folket’ – det ægte folk, og ikke de uægte andre. Erdogan har således opnået en vis berømmelse qua sit spørgsmål til en gruppe politiske modstandere ved et vælgermøde i 2016 ”Vi er folket! Hvem er I?” Det andet fællestræk, som min dygtige kollega Friedrich Heinemann (ZEW Mannheim) påpegede over øl og barbecue i sommers, er at de alle i en eller anden form afviser eksistensen af begrænsninger af politik. Salvinis regering i Italien har for eksempel afvist, at deres store budgetunderskud vil skabe ekstra gældsproblemer for Italien, helt uanset at de bliver nødt til at låne flere penge til at dække underskuddet. Donald Trump mener ligeledes, at hans protektionistiske politik vil skabe vækst og arbejdspladser i USA, fraset at praktisk taget alle nationaløkonomer udenfor regeringscirkler mener det modsatte.

I dag peger vi dog på et tredje fællestræk ved mange, omend måske ikke alle populister: Deres skepsis overfor frie medier og pressens frihed til at skrive, hvad den vil. Trump er berømt for at rase mod ’fake news’ – mens han iøvrigt selv bidrager betragteligt til dem – og for sine udfald mod blandt andet New York Times og CNN. I Ungarn har Viktor Órban haft succes i at begrænse pressens frihed i et omfang, der er meget tydeligt i internationale vurderinger. Freedom House vurderer således, at Ungarns begrænsninger i pressefriheden svarer til et indeks 44 i dag, mens det var 21 (og dermed på linje med USA’s) for blot ti år siden. En lignende udvikling er i gang i Polen, mens USA’s politiske system har vist sig meget robust overfor en præsident uden respekt for den første tilføjelse til den amerikanske forfatning.

Er disse eksempler udtryk for en mere generel tendens? Det giver vi et delvist svar på i dag ved at bruge de populismedata, som Andrea Sáenz de Viteri og jeg har udviklet i en anden forbindelse (læs her). I stedet for at score landes ledere ifølge vores egne idiosynkratiske forestillinger – som meget af den eksisterende litteratur de facto gør – har vi beregnet, hvor ofte en gruppe ledende britiske og amerikanske aviser omtaler den pågældende leder i forbindelse med populisme. Vi får dermed et indirekte, men relativt objektivt, mål for populisme, som vi sammenholder med Freedom Houses indeks for (mangel på) pressefrihed i 2017 i figuren nedenfor. Den grundlæggende idé er ikke vores, den skylder vi min studerende Camilla Kjær.

Plotter man den gennemsnitlige populismescore siden 1970 overfor den nuværende pressefrihed, så man tillader langsomme og gradvise påvirkninger af pressefriheden, får man det fine billede i figuren. Som altid i disse år er Venezuela ekstremet, med langt den værste pressefrihed – landets indeks er stort set det samme som Ruslands – og den tydeligt mest populistiske tradition. Men på tværs af resten af Latinamerika og det caribiske område er der stadig en klar sammenhæng, hvis man ser bort fra Venezuelas kollaps. Der findes tydeligt lande uden nogen særlig populistisk tradition, der undertrykker pressen af andre grunde, men ingen stærke populister, der ikke gør det. Med andre ord er populisme ikke den eneste forklaring på undertrykkelse af pressen, men jo mere populistiske traditioner man får, jo mere undertrykt bliver den.

Mens et enkelt plot med en korrelation og et simpelt mønster naturligvis ikke er håndfast og robust evidens for en klar, kausal sammenhæng, giver figuren i det mindste en klar indikation: Populister ser umiddelbart ud til at undertrykke pressen der, hvor de overhovedet kan slippe afsted med det. Og vender man blikket tilbage til Europa, er det helt evident tilfældet i Ungarn og Polen. Spørgsmålet er, hvem der er det næste land?

Nyt Ekonomisk Debatt – decembernummeret er her

I dag udkommer årets sidste udgave af det fine, svenske tidsskrift Ekonomisk Debatt. Årets sidste nummer er ekstra vigtigt, da det traditionen tro omfatter en artikel om årets Nobelpris i økonomi. Dette års pris går, som bekendt, til William Nordhaus og Paul Romer, og prisen bliver udlagt i en fin artikel af de fire medlemmer af Nobelpriskommiteen, der kan siges at have specialiseret indsigt på området: John Hassler, Per Krusell, Torsten Persson og Per Strömberg. Det er så tæt på at høre om prisen fra hestens egen mund, som man kan komme.

Resten af decembernummeret af Ekonomisk Debatt er også interessant, og særligt to artikler skal fremhæves, fordi de også er relevante i en dansk debat. Susanne Oxenstierna fra Totalförsvarets forskningsinstitut diskuterer her virkningerne af EU’s sanktioner mod Rusland og om de er effektive. Og Per Kågeson, der tidligere har været tilknyttet den Kungliga Tekniske Högskolan i Stockholm, skriver her skeptisk om subsidier til solkraft, og hvorfor de faktisk ikke behøves.

Resten af nummeret er også både interessant og solidt formidlet, og som altid er Ekonomisk Debatt stærkt anbefalet.

Handel og fertilitet – og TV – i Afrika

Mens jeg naturligvis passer mine forpligtelser i Danmark, opholder jeg mig for tiden og indtil slutningen af januar rent fysisk ved Alfred Weber Instituttet ved Universitetet i Heidelberg. En af fordelene ved at være på et velrenommeret universitet midt i Europa er, at der kommer en række forskere på besøg, og de fleste giver et seminar. Og nogle af dem er faktisk interessante.

Dagens seminar var et af typen, der både var interessant og overraskende. Det blev givet af Manoel Bittencourt (University of Witwatersrand) som præsenterede “Trade Openness and Fertility Rates in Africa.” Papiret er fælles arbejde med Manoels sydafrikanske kolleger Matthew Clance og Yoseph Hetachew (University of Pretoria). Som titlen antyder, er deres interesse om der er en sammenhæng mellem de faldende børnetal i Afrika, og regionens stigende handel.

Bittencourt et al. skriver sig op mod Galor og Mountford, som argumenterer at handel burde teoretisk være forbundet med højere fertilitet i Afrika. Deres grund er, at fordi de største dele af Afrika har komparative fordele i landbrug og ganske simpel produktion, vil øget handel gøre det mere attraktivt at få flere børn, der kan hjælpe på farmen.

I modsætning til Galor og Mountford fokuserer Bittencourt et al. direkte på Afrika, hvor effekten burde kunne ses. De undersøger sammenhængen på tværs af 50 afrikanske lande siden 1970, og finder det modsatte: Særligt import af forbrugsgoder er forbundet med lavere fertilitet. De bekræfter således, at der faktisk er en sammenhæng mellem øget handel og lavere børnetal for verdens fattigste region.

Det særlige ved papiret, som Bittencourt understregede, er at det ikke bare gælder al handel, men mest handel med Europa, og særlig efter 1990. Effekterne er ydermere drevet af high-tech import, og helt specielt import i en kategori, der inkluderer TV, telekommunikation og elektriske maskiner. Disse mønstre indikerer en måde at fortolke resultaterne på.

Fortolkningen, som Bittencourt gav ved seminaret og som publikum fandt plausibel, er at effekten kommer fordi folk i Afrika i dag simpelthen ser mere TV, og med TV kommer der også læring og særligt viden om familienormer osv. i andre lande. Med andre ord får afrikanske familier færre børn, når de ser mere TV og dermed bliver udsat for anderledes input end traditionelle familiemønstre og –normer. Mange, og særligt dem der ser europæiske og amerikanske serier og film, oplever at små familier og en længere singletilværelse er almindeligt i rigere lande. Selvom man ikke kan sige med fuldstændig sikkerhed, ser historien ud til at være, at globalisering ikke blot skaber økonomisk udvikling, men  også bredere sociale ændringer i retning af mindre familier, større tolerance, og bedre liv.

Ældre indlæg

© 2019 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑