Forfatter: Christian Bjørnskov (side 1 af 44)

Steve Davies om Fake News

De seneste år har der været voldsom diskussion om fake news – nyheder, der ganske enkelt ikke er sande. Præsident Trump er en af de fremmeste leverandører af fake news, ligesom den russiske regering nærmest har institutionaliseret dem.

Som en af de bedre kilder til forståelse – BBC – peger på, er der mindst to typer: 1) Usande historier, der sendes rundt og deles med det formål at få folk til at tro noget, der ikke er sandt; og 2) historier, der er delvist usande fordi journalister eller andre ikke gør deres job ordentligt.

Det aspekt, nærmest alle overser for tiden, er at fake news overhovedet ikke er noget nyt – nyheden om fake news er på den måde selv fake news. Det, og mange andre ting, diskuterer Kate Andrews med Steve Davies i denne uge på uges udgave af Institute of Economic Affairs fremragende podcast Live from Lord Nord Street. Kate og Steve viser, hvordan fake news har været tilstede i flere tusinde år, hvordan der findes en række forskellige former – som man ikke skal blande sammen – og hvordan man kan genkende fake news og gøre noget ved det. Som altid er Live from Lord North Street stærkt anbefalet!

Hvor troværdige er BNP-tal fra diktaturer?

De sidste mere end ti år har medierne med jævne mellemrum skrevet om, hvor godt det økonomisk går i Kina. På samme måde er der indikationer på, at Etiopien er på vej frem, og at Myanmar/Burma skulle være det nye vækstområde. Disse landes officielle BNP-data peger således på, at de gør noget rigtigt, og at bl.a. danske virksomheder burde investere, fordi Kina, Etiopien og en række andre lande repræsenterer fremtidens store markeder. På samme tid sidder man som fagøkonom ofte med en fornemmelse af, at der er noget galt. Har man været i Kina, har man set kvaliteten af nybyggeriet og infrastrukturen, og når man også kender historierne om nye millionbyer, der nærmest står tomme, er det svært at forlige ens indtryk med et land, hvor marginalafkastet til investeringer burde være højt.

For tre år siden deltog jeg i et arrangement på Aarhus Universitet om Afrika, hvor bl.a. Mærsk Consulting også stillede med et par folk. Samtalen kom uvægerligt også ind på Kina, hvor Mærsks repræsentant lakonisk bemærkede, at containermarkedet havde stået helt stille i 2014 – der var 0 % vækst i markedet – så hvordan kunne økonomien som helhed vokse 6½ %? Der var, kunne vi hurtigt konkludere, noget fundamentalt galt med de officielle tal. I Europa er Hviderusland – et på mange måder ureformeret kommunistisk samfund – et andet eksempel på BNP-tal, der ’lugter’. Det officielle BNP per indbygger, ifølge CIA, er 18.600 USD, og dermed højere end både Brasiliens og Montenegros. Det store spørgsmål, som vi har stillet før her på stedet, er derfor hvor meget, man bør stole på nationalregnskabstal fra ikke-demokratiske lande.

I maj udkom et nyt working paper fra University of Chicago, der svarer på spørgsmålet og som der har været stor international interesse for. Under titlen ” How Much Should We Trust the Dictator’s GDP Estimates?” diskuterer Luis Martinez hvor meget, man kan stole på indkomsttal fra diktaturer og andre ikke-demokratiske samfund. Som Martinez skriver på side 1: ”Governments themselves usually produce these estimates, which gives rise to a moral hazard problem as they are constantly tempted to exaggerate how well the economy is doing.” Alle regeringer har et stærkt incitament til at overdrive, hvor godt det går. Det gælder også for den danske regering, som dog altid kan regne med at blive imødegået af både uafhængig, officiel statistik og en række kommentatorer i frie medier som Børsen. Er man regering i et land uden demokrati, er det langt lettere at lyve om fremskridt, og det er netop konsekvenserne af dette incitament uden checks and balances, som Martinez dokumenterer.

Generelt finder han, at diktaturer overdriver den økonomiske vækst med en faktor 1,15 til 1,30. Med andre ord vil et udemokratisk samfund, der i virkeligheden har en vækstrate på 3 %, officielt rapportere vækst på 3½ til 4 %. Generelt indebærer det også, at velstandsfremgangen i diktaturerne, han ser på mellem 1992 og 2008, er i gennemsnit 40 % overvurderet. Der slutter historien dog ikke, da Martinez også undersøger forskellige regimetyper. Resultaterne kan ses i hans Figur 6 nedenfor, der plotter effekterne for forskellige typer: Regnskabsafvigelserne er således meget større for civile og kommunistiske autokratier end for militærdiktaturer, og for samfund uden et valgt parlament og uden en centralbank, der er ansvarlig for pengepolitikken.

Er det blot tilfældigheder alligevel, eller vokser disse lande anderledes? Martinez svar på disse spørgsmål er at dykke ned i strukturen af dataene. Det viser sig, at der er langt mere manipulation i år med lav vækst, (bedømt ved ændringen i nattelys) og år med valg. Og de komponenter af BNP, som driver effekterne, er kun investeringer og offentligt forbrug, og dermed netop de dele, som staten kan manipulere uden checks and balances. Privat forbrug og international handel er langt lettere for bl.a. udlændinge at efterprøve, og på disse komponenter er der derfor ingen systematisk afvigelse.

Det meste bekymrende er måske, at de allerstørste afvigelser ses for Kina og Burma mellem 1992 og 2008. CIAs World Factbook sætter Kinas købekraftskorrigedere BNP per indbygger til 16.600 USD, hvilket er ganske flot og en status, der kan sammenlignes med lande som Brasilien og Montenegro. Tager man udgangspunkt i tallet for først-90erne og derefter korrigerer det, er virkeligheden langt tættere på cirka 11.000 USD. Kina er stadig vokset imponerende, men det korrigerede tal ligger på linje med levestandarden i f.eks. Egypten, Georgien eller Namibia. Og hvis man er interesseret i at investere internationalt eller planlægge, hvor man lægger sin handelsindsats i de næste år, er det vel værd også at kende til diktaturernes svindel?

Hvor omfordelende er velfærdsstater egentlig?

De senere år er der kommet stor fokus på ulighed i både den offentlige debat og i økonomisk forskning, og med fokussen også nye og bedre data. Frederic Solts SWIID-database har gjort det muligt at bruge sammenlignelige data på ulighed i indkomster både før og efter skatter, afgifter og omfordeling. Solts dat har afhjulpet mange sammenligningsproblemer, men er ikke den eneste. Det relativt nye Göttingen Consumption and Income Project vedligeholder nu en database, der både giver adgang til de ‘almindelige’ data på fordelingen af indkomster efter skat osv., men også data på fordelingen af forbrug. Og et af de interessante mønstre, man kan se i disse data, er at fordelingen af indkomster og forbrug ikke følger hinanden videre tæt på tværs af lande. Den manglende sammenhæng er illustreret nedenfor i den første figur, der også giver en indikation af flere interessante forhold.

Indkomstuligheden, målt med den sædvanlige gini-koefficient, er i gennemsnit 0,36 i tidligere kommunistiske lande, 0,35 i andre vestlige lande, og 0,27 i de fire nordiske velfærdsstater. Ser man derimod på uligheden i forbrug, er ginierne henholdsvis 0,32, 0,34, og 0,32. Det normale er således, at forbrugsuligheden er lavere end indkomstuligheden, så de almindelige tal, vi normalt bruger i debatten, ikke altid er helt retvisende.

Måske endnu mere interessant er det således, at forskellen mellem de to varierer så meget over lande. I Albanien, Hviderusland og Moldova er forbrugsuligheden hele 0,17 point lavere end indkomstuligheden. I New Zealand indebærer en forskel på 0,13 point også, at de officielle tal for indkomstulighed overvurderer hvor ulige, folks muligheder faktisk er. Omvendt er en mindre grupper lande karakteriseret ved væsentligt større ulighed i forbrug end indkomst: Belgien, Danmark, Finland, Holland, Island Norge, Slovakiet, Slovenien, Sverige, og Tjekkiet, hvor forbrugsuligheden typisk er 0,05 point større. Med andre ord kan man i både tallene og figuren se, hvordan de store velfærdsstater i Europa nok opnår en mere lige fordeling af indkomster, men ser meget gennemsnitlige ud, når det gælder fordelingen af forbrug.

Et yderligere spørgsmål er derfor, om strukturen af uligheden i forbrug også er den samme i lande, vi typisk opfatter som velfærdsstater. Det spørgsmål kan man komme tæt på at svare ved at se på Lorenz-kurverne, som ligger bag beregningen af gini-koefficienter. De to nederste figurer viser Lorenz-kurver for vores tre grupper lande for både indkomster og forbrug.

Det er ganske let at se i den første af de to figurer, at de nordiske velfærdsstater (den røde kurve) har mindre indkomstulighed end andre grupper. Det er også tydeligt, at meget af den større lighed i Norden kommer fra, at de rigeste ti procent tjener noget mindre end andre steder. Men ser man på den anden figur, er der ganske tydeligt ingen forskel. Der er, med andre ord, ikke meget det peger på, at de nordiske velfærdsstater de facto er bedre til at omfordele faktisk forbrug.

Man sidder derfor tilbage med spørgsmålet, hvad der egentlig foregår? Omfordeler medianvælgeren bare til sig selv og sine, som Director’s Lov siger? Gør velfærdsstatspolitikken det blot mindre attraktivt at være i arbejde, mens den pelser de dem på arbejdsmarkedet? Eller er tilfældet, at velfærdsstaten faktisk omfordeler store midler, men på samme tid har andre politiker, der forvrider priserne og gør det meget dyrt at være fattig? Man kan tale for mange muligheder, men uanset hvilken man foretrækker, er det værd at se nærmere på.

*En Lorenz-kurver fremkommer ved, at man plotter folks andel af den samlede indkomst eller det samlede forbrug. Man starter fra venstre med den allerfattigste person og plotter derefter andelen for nummer to plus nummer et, nummer tre plus nummer to og nummer et, osv. Punktet man når yderst til højre er derfor alles sammenlagte andel af indkomst / forbrug, som må være lig 1. En gini-koefficient er derefter blot Lorenz-kurvens procentvise afvigelse fra en lige linje, dvs. den linje der ville fremkomme hvis alle tjente / forbrugte præcis det samme.

Tom Palmer om liberalisme i USA

Vi har tidligere skrevet om the Institute of Economic Affairs fremragende podcast, Live from Lord North Street. I går udkom den seneste podcast med Kate Andrews, der her interviewer Tom Palmer fra the Atlas Network.  Palmer, der både er vicepræsident for Atlas og senior fellow ved the Cato Institute, er ikke en liberal hvem som helst. Han er D.Phil. i statskundskab fra Oxford og både ekstremt vidende og et af de mest behagelige mennesker, jeg har mødt i det liberalt-intellektuelle miljø.

Med Kate Andrews taler han her om Donald Trump, amerikansk politik for tiden, og generelt ”what’s really going on across the pond?” Tom kommer også i den forstand ind på, hvordan det går med det, vi ville opfatte som en liberal politisk agenda i en politisk virkelighed, der ofte defineres af yderpunkterne. Så hvad sker der og hvordan holder man hovedet koldt og vanviddet fra døren, når det en parti kendetegnes af den fuldstændigt uforudsigelige Rent-Seeker in Command, og det andet er under indflydelse fra de dybt uvidende socialist Bernie Sanders. Og for dem, der holder af historiske paralleller er her Miranda Carter i the New Yorker, der kendetegner Kaiser Wilhelm II som et fjols med meget lignende karaktertræk som Trump (hattip: Niclas Berggren).

Hvis nogle af vores læsere ikke har fået nok eller har tid tilovers i weekenden, kan det i øvrigt også stærkt anbefales at høre Madeline Grants samtale for en uge siden med Professor Len Shackleton om overuddannelse. I den sidste vismandsrapport (som vi nok skal skrive om en dag) peger vismændene på problemer med netop overuddannelse af yngre danskere. Len er her meget på linje med Carl-Johan Dalgaard i, at politiske krav om X % flere med videregående uddannelser giver meget lidt mening. Der skal, med andre ord, andre boller på uddannelses- og kompetencesuppen.

Forfatninger og naturkatastrofer

I dag er grundlovsdag, hvor vi fejrer, at Danmark fik en egentlig grundlov 5. juni 1849. Enigheden om grundlovens betydning dominerer denne dag, og dominerer også ofte danske og andre nordiske diskussioner af forfatninger. I dag stiller vi derfor det kætterske spørgsmål: Er forfatninger egentlig så vigtige?

Baggrunden for spørgsmål er ikke blot, at det er vigtigt og der på ingen måde er indlysende svar. Adskillige studier peger for eksempel på, at forfatningsmæssige regler på specifikke områder ikke har nogen konsekvenser (se f.eks. et par af mine egne her og her). Mange andre indikerer, at det bestemt ikke er tilfældigt, hvilke forfatningsmæssige regler, forskellige lande og regimer vælger. Den sovjetiske 1936-forfatning fremhæves ofte som eksempel på et dybt diktatorisk regime, der implementerede en forfatning med fornem formel beskyttelse af ytrings- og pressefrihed og forbud mod tortur osv. Det sovjetiske regime med Stalin og Beria i spidsen havde dog ingen planer om at overholde forfatningen, men brugte den udelukkende som propaganda-redskab i internationale diskussioner.

Forleden dag offentliggjorde Stefan Voigt (Uni Hamburg) og jeg et nyt papir om emnet. Under titlen ”More Power to Government = More People Killed?” undersøger Stefan og jeg, om landes nødretsforordninger i deres forfatninger er effektive i faktiske nødsituationer. Vores udgangspunkt er, at den officielle begrundelse for at give regeringen mere diskretionær magt i nødsituationer – dvs. muligheden for at indføre nødret – er at de ekstra muligheder gør det muligt for regeringen at handle hurtigere og mere effektivt. Hvis det også er den faktiske konsekvens, burde man derfor kunne se, at lande med ’bedre’ nødforfatninger – forstået i den forstand at det er hurtigere at erklære nødret og forfatningen giver regeringen større spillerum under nødretten – også håndterer naturkatastrofer bedre. I vores forståelse af det, betyder bedre håndtering at færre mennesker dør.

Til adskillige juristers fortrydelse finder vi, at nødforfatningerne ikke blot ikke beskytter folks liv, men faktisk virker modsat. I særlig grad kan vi se at i lande, hvor nødforfatningen tillader at regeringen eksproprierer og indfører (delvis) censur, dør der relativt flere mennesker i sammenlignelige naturkatastrofer, end i lande, hvor forfatningen ikke tillader det. Vi observerer også, at jo nemmere der er for regeringen at erklære nødret – dvs. jo færre vetospillere der er og jo mindre, regeringen må søge støtte fra parlamentet – jo mere sandsynligt er det, at staten overtræder menneskerettigheder under nødretten.

På grundlovsdag kan vi dermed pege på ny forskning, der helt konkret viser hvordan en række regeringer misbruger forfatningen, i det øjeblik de kan. Hvis man vurderer forfatningens nødretsprovisioner på deres meritter under naturkatastrofer, bør den bedste forfatning gøre det næsten umuligt at erklære nødret, og overhovedet ikke tillade regeringen ekstra indflydelse under katastrofen. Public choice-devisen om ’rækker man Fanden en lillefinger’ gælder også for forfatninger.

Årets temanummer af Ekonomisk Debatt

Som faste læsere vil vide, læser Punditokraternes redaktion Ekonomisk Debatt, hver gang et nyt nummer udkommer. Det glimrende svenske økonomitidsskrift bringer ofte artikler, der både er velskrevne og til at læse for et bredere publikum, og af direkte relevans i Danmark som i Sverige. Det gælder også dette års temanummer, der handler om køn.

Lina Aldén og Niclas Berggren introducerer emnet i lederen med titlen ” Genus – problem och lösningar i dagens Sverige”, hvor de meget kort gennemgår de ganske forskellige aspekter, som nummerets artikler dækker. Blandt flere artikler af forskere med både substans og en klar holdning, glimrer særligt Fredrik Heyman, Pehr-Johan Norbäck og Lars Perssons ”Produktmarknadskonkurrens och skillnader i löner mellan kvinnliga och manliga chefer.” Deres udgangspunkt er det meget Stiglerske, at hvis kvinder møder større barrierer i deres karriere – enten direkte diskrimination eller karriereforstyrrelser i form af børn osv. – må de kvinder, man ser i chefstillinger i gennemsnit være bedre end mændene. Pointen er netop Stiglers, at hvis kvinderne overkommer større omkostninger, men alligevel når til en chefstilling, må deres gevinster – dvs. deres kompetencer osv. – være tilsvarende højere.

Det er præcist det, Heyman et al. finder i et fint studie af individuelle lønninger. Den interessante twist på deres studie er, at de også overbevisende argumenterer for, at jo mere konkurrence et firma er udsat for, jo mere vil de være villige til at betale deres chefer for solide kompetencer og evner. Uden egentlig konkurrence (læs: DSB, PostNord og store dele af den offentlige sektor) kan virksomheder sagtens overleve med dårlige ledere, mens lederkompetencer bliver en vigtig faktor i virkeligt kompetitive miljøer.

Som Heyman et al. konkluderer, er det præcist det, de finder: De i gennemsnit bedre kvindelige chefer bliver bedre belønnet, jo mere produktmarkedskonkurrence, der er. Eller som de skriver som en politisk implikation, ”En fördel med ökad produktmarkandskonkurrens är att den både minskar löneskillnader mellan gynnade och missgynnade topchefskandidater samtidigt som den stimulerar de med högst talang att investera i sin karriär.”

Minoritetsrettigheder og majoritetens tilfredshed

Sidste år udgav mine IFN-kolleger og venner Niclas Berggren, Therese Nilsson og jeg en artikel i Social Indicators Research om homoseksuelle mænds tilfredshed med livet (endelig gated version her; tidligere wp-version her; vores omtale her). Som mange læsere vil vide, har jeg brugt en del tid siden min PhD-afhandling på at forske i, hvorfor nogle lande og nogle mennesker er lykkeligere / mere tilfredse med deres liv end andre (se f.eks. det første bud her). Den litteratur er kommet ganske langt med at forstå, hvordan almindelige mennesker opfatter deres liv, men har haft en blind vinkel i forhold til minoriteter. Vi viste, at retslig anerkendelse af lige rettigheder – ikke særrettigheder, som man til tider hører særligt aggressive eksponenter for LGBT-miljøet argumentere for – er særdeles vigtige for disse mænds tilfredshed.

Spørgsmålet, der næsten stiller sig selv, er derfor hvorfor så mange lande ikke har lige rettigheder, og særligt om det (formodentlig heteroseksuelle) flertals tilfredshed på nogen måde skades af, at andre tilbydes de præcist samme rettigheder. Niclas, Therese og jeg besluttede derfor at se på, om indførelsen af disse rettigheder påvirker flertallets tilfredshed. Det er der kommet en ny artikel ud af, som forleden dag udkom i the Journal of Happiness Studies (endelig gated version her; tidligere wp-version her; vores omtale her).

Det robuste svar på spørgsmålet er nej: Som generelt fænomen er flertallets tilfredshed helt upåvirket af, om homoseksuelle borgere får samme rettigheder til at gifte sig, adoptere osv. som de har. Mens vi for eksempel ikke kan afvise, at det kunne påvirke tilfredsheden hos et lille, stærkt religiøst mindretal, ser vi ingen indikationer på nogen negative effekter for de fleste.

Det måske mest interessante er, at vi kan se en statistisk signifikant og ganske pæn positiv effekt på flertallet i lande med særligt lav økonomisk frihed. Mens det er tvivlsomt, om din tilfredshed påvirkes af, at din homoseksuelle nabo får samme rettigheder som du har, er der faktisk en positiv sammenhæng mellem din tilfredshed og hans ret til at gifte sig i de tilfælde, dit lands politik væsentligt indskrænker både din og hans økonomiske frihed!. Mens der næppe er direkte effekter på spil, er det sandsynligt, at vores fund er en refleksion af andre politikændringer, som vi ikke ser eller ved hvad er. Med andre ord er vores tolkning af hovedresultaterne, at indførslen af lige rettigheder for homoseksuelle i lande, der indskrænker befolkningens økonomiske frihed, ofte er en del af en større ’pakke’ politiske ændringer – eller måske et signal om andre politiske ændringer – der øger alles personlige frihed.

Er disse rettigheder da ligegyldige, hvis man er en del af flertallet og ikke lige har nære, homoseksuelle venner? Hvis vores fortolkning er korrekt, er det bestemt ikke. Præsident Musevenis insisteren på, at homoseksualitet skal straffes med henrettelse i Uganda, er ikke blot et signal om, at denne bestemte minoritet ingen rettigheder har – det er også et signal om at den aldrende præsident har meget lidt respekt for andre uganderes rettigheder, og om hans vilje til at knægte disse rettigheder. I en dansk eller svensk andedam kan vi være ligeglade, men bor man i et af de mange lande i verden, hvor ens økonomiske frihed er begrænset, er der god mening i at være interesseret i minoritetsrettigheder. Det er i det mindste vores fortolkning, men som joken ofte er: Resultaterne skaber behov for mere forskning.

Israel 70 år

Den 14. maj 1948 forlod de sidste britiske styrker Haifa, og samme dag stiftedes staten Israel officielt. I ugerne efter anderkendte andre lande også staten, og Israel kan derfor i disse uger fejre sin 70-års fødselsdag. Det og dog næsten et år, før Israel også blev formelt medlem af FN, efter at både Danmark, Storbritannien og Sverige afstod fra at stemme. Det har været 70 år med flere krige, med voldsomme kampe mod de palæstinensere, der boede på området før – og ikke mindst deres efterkommere og andre palæstinensere, der har sluttet sig til – og med både tvivlsomme og stærkt kritisable politiske beslutninger. På den ene side fordrev Israel cirka 700.000 palæstinensere, og på den anden side har der hele perioden været et niveau af palæstinensisk terror mod den israelske befolkning, som er svært at forestille sig i Vesteuropa. Det er netop disse ting, medierne skriver om, når de tegner et offentligt billede af Israel. Vores ærinde i dag er at minde om, at der er et faktisk land inde bag mediernes terrordækning og politiske kritik

Uanset hvad man ellers mener om Israel – og meningerne er både delte og stærkt politiserede – er landet meget anderledes end resten af regionen. Mange mennesker, især på den ydre venstrefløj, synes at hade Israel og kun se skyggesiderne af landet, men ser man ædrueligt på sagen, er der et spørgsmål, man bør stille sig selv: Hvis jeg skulle bo permanent i Mellemøsten, hvor ville jeg så helst bo? Stiller man spørgsmålet og ser man på fakta, dukker der et Israel op, som medierne sjældent skriver om.

Figuren nedenfor viser, hvor langt Israel er foran sine nabolande på en række områder. Det gælder helt særligt hvor demokratisk landet er, hvor vi bruger The Economists demokratiindeks. Her har Israel en fornem score på 7,79 (identisk med Sydeuropa – Grækenland, Italien, Portugal og Spanien er 7,79 mens Danmark scorer 9,22 ), hvilket er 96 % bedre end naboernes, hvor kun Cypern har cirka samme status. I andre demokratimål som f.eks. vores eget, er Cypern og Israel de eneste demokratier i regionen. Pressefriheden, målt gennem Freedom Houses årlige vurdering, viser et indeks på 33 – 51 % bedre end naboernes og igen på niveau med Cypern (Sydeuropa er på 30). Israel er også, på trods af en række højt profilerede skandaler, væsentligt mindre korrupt end naboerne. Transparency International vurderede det sidste gang til en score på 62, der er 62 % bedre end naboernes, og også ganske væsentligt over både Italien, Grækenland og de sydøsteuropæiske EU-medlemmers gennemsnit på 54. Det reflekteres også i gennemsnitsindkomsten, som CIA sidste år estimerede til 36.200 købekraftskorrigerede dollars, og dermed 61 % over naboerne (og over det sydeuropæiske gennemsnit på 33.600). Sidst, men absolut ikke mindst, er retsvæsenet mere effektivt end de fleste andre steder i regionen. Fraser Instituttets vurdering på 6,13 (på en skala til 10) er ikke perfekt og en smule under Sydeuropas vurderng på 6,35, men 32 % bedre end naboernes. Og det skal med at målt med Rosemary Fikes nye indeks over lighed for loven mellem kønnene, ligger Israel med en score på 0,95 50 % bedre placeret end naboerne. Og mens det offentlige er noget større end hos naboerne, er Israels økonomi mindre reguleret, mere global og mere åben overfor resten af verden.

Som nævnt kan man diskutere meget og længe om, hvorvidt Israel opfører sig rimeligt eller urimeligt overfor palæstinenserne og nabolandene. Men der er næppe nogen tvivl om, hvor man ville bo, hvis man skulle flytte til Mellemøsten. Landet er på en lang række områder et almindeligt, vesteuropæisk land, der ligger i en problemfyldt region og har oplevet massiv indvandring fra Østeuropa og en række meget fattige lande. Det er vel i sig selv en præstation, der er værd at fejre.

Det fiskale Europa og dets italienske mareridt

Italien ser ud til at få en ny kaolitionsregering bestående af Lega – de tidligere separatister i Lega Nord – og femstjernebevægelsen M5S. For økonomer er regeringens første udspil ganske morsom læsning, men de finansielle markeder er allerede synligt nervøse, og dele af EU-toppen virker også bekymrede. Det gælder ikke mindst udmeldinger om, at italienerne går efter at få den Europæiske Centralbank til at eftergive 250 milliarder euro, som Italien skylder ECB. Det vil ikke blot være et voldsomt brud med tidligere europæiske politik, men også i direkte modstrid mod ECBs charter. Situationen er så speget, at det måske er værd at få et overblik over, hvordan den fiskale situation er i Europa.

Figuren nedenfor giver et overblik over hvordan de europæiske landes fiskale position ser ud. Figuren illustrerer tal for samlet statsgæld, og indikerer også størrelsen på budgetunderskuddene, begge fra the CIA World Factbook. Sidst kombinerer figuren disse tal med kreditvurderinger fra Standard and Poor’s. Søjlerne viser størrelsen på statsgælden i % af BNP, er søjlen grå er landet blandt den tredjedel af landene med de største budgetunderskud (større end 2 %), er søjlen stribet er landet blandt den tredjedel, der har dårligst kreditvurdering (værre end BBB), og er søjlen sort, er landet i begge grupper.

Det værste land er som de sidste mange år Grækenland med en voksende statsgæld, er pt. er 18 0 % af BNP, og en kreditvurdering på bare B+. Men med et budgetunderskud på relativt begrænsede 1,3 % af BNP er problemet primært den enorme gæld fra de uansvarlige år før cirka 2012. På samme måde er de sorte lande – Kroatien, Montenegro, Rumænien, og Ungarn – lande med en kombination, der ligner den grækerne plejede at have: Store budgetunderskud og dybt dysfunktionelle politiske systemer. Tallene viser også, hvordan eurolandene har langt større gæld end lande udenfor euroen – 77 % mod 49 %.

Det særlige ved figuren er dog, hvordan den illustrerer at Italien er den helt store hovedpine. Landet er på vej ind i den første periode med en populistisk regering siden 1940erne, med en statsgæld på 132 % af BNP, et 2,3 % budgetunderskud fra den forrige regering, og en stor sandsynlighed for et meget større underskud med den nye Lega-M5S-regering, og nervøse markeder. Markederne har også reageret: Rentespændet til Tyskland er lige nu cirka 2 % på trods af ECBs langvarige forsøg på at holde Italiens (og andre problemlandes) rente nede. Standard & Poor’s rater nu italienske statsobligationer til BBB- og stort set alle regner med, at den rating forværres i takt med, at den nye regerings politik bliver klar.

EU og eurozonens lederes værste mareridt er dermed ved at tage fysisk form: Italien er igen begyndt at bevæge sig mod afgrundens rand. Efter at have valgt flere regeringer, der i det mindste ikke gjorde problemerne værre, er alt sat op til væsentligt større gældsætning til højere renter og større risci, og Italiens svar på de fremtidige problemer er øjensynligt at kræve gældseftergivelse. Euroen var aldrig en god idé, men de næste måneder kan gå hen at demonstrere det igen, og helt særlig vise, hvor elendig en idé det var at gøre det politisk opportune og lukke Italien indenfor. Grækenlands problemer kan man måske håndtere, men hvis Italien begiver sig længere ud af den vej, landet er på nu, står euroen og det storslåede europæiske projekt ikke til at redde.

Trailblazers – om New Zealands reformer

Den glimrende Johan Norberg er en fin og altid afbalanceret kommunikator. Hans konstante insisteren på fakta, hvor folk ofte tror det modsatte er virkeligheden, er en af hans primære styrker. I en dansk kontekst er hans indlæg om reformer rundt omkring i verden særligt værdifulde, da Danmark øjensynligt har udviklet en politisk kultur, hvor de mindste justeringer af en hellig velfærdsstat betragtes som næsten kætterske kæmpereformer.

Det var derfor med stor fornøjelse, at jeg forleden så Norbergs dokumentarfilm om New Zealands reformer. Kiwiernes reformer startede i 1984, strakte sig over to meget forskellige regeringer, og indebar blandt andet en fuldstændig afskaffelse af landbrugsstøtte og -told, og meget store reformer, der gjorde bl.a. arbejdsmarkedet langt mere fleksibelt. Dokumentaren med titlen Trailblazers er stærkt anbefalet til alle interesserede og deres børn eller elever i gymnasiealderen og opefter! Og man kan også håbe, at der er en politiker eller to på Christiansborg, som også bruger de 58 minutter på at få inspiration fra et land, der på mange måder ligner Danmark.

Mere om ministerielle regnemodeller

Der har den sidste uge kørt en debat om, hvordan særligt Finansministeriets økonomiske modeller ser ud, og hvilke antagelser de bygger på. Debatten blev foranlediget af Enhedslisten, anført af Pelle Dragsted, der angreb modellerne for at være ideologiske og give direkte forkerte forecasts. Hovedanken i debatten har været, at mens de regner med dynamiske effekter af skatteændringer, har modellerne indbygget meget få dynamiske effekter af udgiftsændringer. Dragsteds påstand var derfor, at ministeriet gik højrefløjens ærinde når det regnede på Enhedslistens og andres politiske forslag.

Otto skrev forleden dag på fremragende vis om problemstillingen her på stedet. Særligt fremhævede Otto, at den væsentligste grund til at Finansministeriets regnemodeller ikke inkluderer dynamiske effekter af udgiftsændringer er, at der mangler forskning. Mens der er ganske solid forskning, der viser dynamiske effekter af skatteændringer, er der slet ikke på samme måde en afklaret litteratur omkring de dynamiske effekter af udgiftsændringer på mellemlangt til langt sigt. Og som Otto understregede, kan man ikke engang sætte et fortegn på de fleste af denne type dynamiske effekter – er de overhovedet positive eller negative? Vismændene har for eksempel undersøgt virkningerne af børnepasning, og finder en positiv, men meget lille effekt.

Der er dog mange, mange andre typer offentlige udgifter, der både vejer tungere i budgettet og hvor vi ikke kender de mulige dynamiske effekter. For eksempel kan man forestille sig, at øgede udgifter til arbejdsformidling og jobtræning kunne forbedre matchet mellem folks kvalifikationer og de stillinger, de får. Det ville alt andet lige give en positiv effekt på nationalindkomsten. Men man kan lige så godt forestille sig en virkning, hvor folk leder længere efter nyt arbejde og dermed er længere i arbejdsløshed, hvilket dermed øger den strukturelle arbejdsløshed og giver en negativ effekt på nationalindkomsten.

Og hele vurderingen hviler på, at de ekstra ressourcer faktisk bliver brugt som politikerne havde tiltænkt. Et næsten klassisk eksempel på politiske fejlslutninger, som selv dygtige økonomer gør sig skyldige i, er diskussionen om såkaldte investeringer i uddannelse. Uden at nævne navne er der en række økonomer, der har anbefalet større udgifter til uddannelse, baseret på antagelsen om at de ekstra ressourcer i sidste ende fører til bedre uddannelse eller flere uddannede. Problemet her er selve grundantagelsen: Der er absolut ingen grund til at tro, at flere penge giver bedre uddannelse. Ser man over tid eller på tværs af OECD-landene, er der ingen sammenhæng mellem udgifter og resultater. Man får ofte det indtryk, at pengene primært er gået til lækrere lærerværelser, kantiner og espressomaskiner, eller ’inspirationsture’ til Prag for lærerkollegiet. Hvilken effekt der dominerer – og om den type udgift overhovedet forbedrer arbejdsformidlingen – er simpelthen uvis, om end den forskning mine kolleger har bedrevet nok peger mere i retning af negative effekter.

Debatten fortsætter dog, og i DR2s Deadline interviewede Lotte Folke Kaarsholm fredag aften en (erklæret) socialdemokratisk PhD-studerende fra CBS og Børsens chefredaktør og tidligere finansminister Bjarne Corydon. Niels Fuglsang fra CBS leverede en sludder for en sladder om makromodeller og gav mere eller mindre Folke ret i sin påstand, mens Corydon roligt og meget afbalanceret forsvarede Finansministeriet og særligt ministeriets politiske uafhængighed. Mens Folke bl.a. vurderede, at man ’intuitivt’ måtte tro, at de ’manglende’ dynamiske effekter gør modellerne ideologisk skæve når de ikke medtager positive effekter af velfærdsstaten og offentlige udgifter, hæftede Corydon sig ved den manglende forskning – man kan ikke inkludere effekter, som der ikke er solidt forskningsmæssigt belæg for – og understregede, at både socialdemokratiske og borgerlige regeringer havde gjort brug af modellerne, der i høj grad blev videreudviklet under Nyrup-regeringerne i 90erne.

Alligevel er den fornemmelse, de fleste almindelige borgere sidder med efter debatten, nok meget lig Folkes første påstand – hvorfor skulle man ellers bruge 20 minutter af Deadline, hvis der ikke var ’noget om snakken’. Der er dog ingen grund – heller ikke en upartisk intuitiv grund – til at tro, modellerne er ’for blå’. Udover det faktum, at de dynamiske effekter af offentligt forbrug sagtens kan vise sig at være substantielt negative, er der, som vi har skrevet om før her på stedet, andre elementer, der trækker i den modsatte retning af blå bias. Otto har tidligere understreget, at de estimater på dynamiske effekter af skatteændringer, som Finansministeriet bruger, snart er 20 år gamle. Estimatet på den såkaldte elasticitet er omkring 0,1 – dvs. hvis topskatten sænkes 10 % stiger arbejdsudbuddet i gennemsnit 1 % – men dén litteratur har udviklet sig siden. De bedste bud fra studier af så forskellige forskere som Claus Thustrup Kreiner, Jacob Lundberg og Martin Ljunge er, at et korrekt estimat er en elasticitet et sted mellem 0,2 og 0,3 (læs f.eks. her). Når Finansministeriets embedsmænd insisterer på at bruge det estimat, de i sin tid lærte på universitetet, trækker det dermed langt mere i rød end blå retning. Man kan således på ingen måde påstå, at den måde man inkluderer dynamiske effekter hælder i en borgerlig retning.

Det mest problematiske element i hele diskussionen er dog, at man på begge sider af debatten udelukkende ser på langsigtskonsekvenser, men i stort omfang overser virkningen af disse ændringer på den langsigtede vækstrate. I en vis forstand er problemet, at den faglige debat af forskellige grunde er domineret af folk i det felt, der kendes som public economics. De er specialiseret i denne type forskning – og i både København og Aarhus sidder der internationalt førende forskere på området – men deres forskning er ofte uden særlig forbindelse til forskningen i langsigtede vækstprocesser. Problemet er, at alle disse ændringer, som man forsøger at vurdere de langsigtede konsekvenser af, sker omkring en trendvækst i dansk økonomi, som man ofte antager er uforandret.

Og på netop dette område – som alle ved og indrømmer er ekstra svært at etablere klar evidens på – peger de senere års studier ganske klart på, at et stort offentlige forbrug sænker den langsigtede vækstrate (se f.eks. Berggren, Bjørnskov og Lipka– ungated her – eller Bergh og Henreksons oversigter – ungated her). Hele diskussionen om dynamiske effekter er, hvor stort hoppet er når man ændrer skatter og offentlige udgifter: Bliver indkomsten større eller mindre, og bliver statens indtægter større eller mindre? Diskussionen om, hvad der sker med væksten på langt sigt er langt mere interessant – men den har Finansministeriet ingen klare bud på.

Hvordan ser opsvinget ud?

I sidste uge skrev min Børsen-kollega Signe Roed-Frederiksen om det opsving, som adskillige politikere glæder sig så meget over. Der har været vækst i dansk økonomi de sidste seks år i træk, og beskæftigelsen er høj og stigende. Dansk Industri var endda ude forleden med en umiddelbart glædelige nyhed, at der nu er flere i beskæftigelse end før krisen satte ind. Man får det indtryk, at det går godt i dansk økonomi – og meningen er formodentlig, at man skal tilskrive de gode nyheder til regeringens politik. Fagbevægelsen brugte også de åbenbart gode tider fornylig til at presse en meget dyr – og formodentlig alt for dyr – overenskomst igennem på det offentlige område.

Problemet er, som Signe meget præcist formulerer det, at opsvinget ikke ligefrem er ’buldrende’ – det er ”fortsat et opsving med forbavsende lav flyvehøjde.” Nok er der nu 2.765.250 danskere i fuldtidsbeskæftigelse, hvilket er 5845 flere end i starten af 2008, men som Signe påpeger, er der kommet 20.000 flere i arbejdsstyrken i forhold til dengang. Så der er reelt ikke tale om nogen rekord, men blot varm luft fra DI. Og nok er der vækst i dansk økonomi, og væksten i BNP ser ud til at blive cirka 1,9 % i år. Som jeg understregede overfor en forsamling hos VU Aarhus i går aftes, skal man dog passe på med at læse dét tal: De 1,9 % er i det totale BNP, og ikke BNP per indbygger. Danmarks befolkning er de senere år vokset med cirka ½ % per år, hvilket bringer væksten i nationalindkomst per indbygger ned  omkring 1,4 % – og dermed ikke noget at prale med. 1,4 % er cirka ½ % under såkaldt ’trendvækst’, dvs. den vækstrate, økonomien har i normale tider.

Som vi har understreget flere gange her på stedet, er det langt mere interessant at se på, hvordan det går dansk økonomi på langt sigt. Det viser figuren nedenfor, der plotter to BNP-serier (per indbygger, en linje baseret på nationale priser, og en prikket linje baseret på købekraftskorrigerede tal) for Danmark og et gennemsnit af vores økonomiske nabolande. Figuren viser først og fremmest den udvikling, der burde være kendt hos vores læsere, i nationalindkomst per indbygger siden 1995, hvor det er tydeligt hvordan Danmark ikke følger med. Det var blandt andet denne udvikling, som Produktivitetskommissionen beskæftigede sig med for nogle få år siden, og som danske politikere stadig i dag helt og totalt ignorerer. Set over de sidste cirka 25 år er dansk trendvækst langsommere end væksten hos de mest sammenlignelige lande.

For det andet visere figuren dog også, hvordan denne udvikling fortsætter i det såkaldte opsving. Ser man på den købekraftskorrigerede serie – den mest sammenlignelige og også mest relevante for danske forbrugere – er den danske økonomi samlet set vokset cirka 3,8 % siden væksten startede igen i 2011. Gennemsnittet for vores nabolande i samme periode er 5,0 %, og tager man forecast fra IMFs World Economic Outlook fra april, regner man med at den danske økonomi også i år vokser 0,4 % langsommere end nabolandene. Dét estimat skal endda tages med et gran salt, da IMF stadig regner med ganske langsom vækst i Storbritannien, der ellers ikke har oplevet den nedgang som analytikerne regnede med efter Brexit.

Bundlinjen, som politikere på begge sider af Christiansborg burde tage alvorligt, er at det faktisk ikke går ret godt med den danske økonomi. Det kommer dog næppe til at ske, og mindst tre forhold står i vejen for at politikerne offentligt anerkender problemet. Først er der ingen grund til at rokke ved båden så tæt på et valg – og i et land som Danmark, hvor statsministeren altid kan udskrive valg, er valget altid potentielt tæt på. For det andet frygter politikerne at lave reformer, bl.a. fordi de tror at danskerne elsker velfærdsstaten som det forestiller sig den er i dag, og bl.a. fordi politikerne tror at reformer er upopulære (hvilket de ikke er – se her). Og for det tredje er de stærkeste danske særinteresser – de offentlige fagforeninger og kommunale byrådskonger – bestemt ikke interesserede i reformer, der kan true deres status. Problemerne burde være velkendte og dansk økonomi skriger på reformer, der kan løfte produktivitetsudviklingen, men de effektive reformer er de mindst sandsynlige. I stedet for at erkende problemet, løber de 179 fjolser rundt på Christiansborg og leger kustoder i et socialdemokratisk museum.

Hvem er de bedste danske økonomer, 2018-udgave?

Hvert år ved denne tid poster vi en af vores traditionelle diskussioner: Hvem er de bedste danske økonomer – og hvordan kan man måle det? Vi har gjort det i snart ti år (se f.eks. udgaverne fra 2017, 2016, 2015, og 2014), og sørger – hvis nogen skulle være i tvivl – at variere metoden hvert år. Udover det indlysende at prøve at sige noget om, hvem der er de virkeligt dygtige, er fokus i år på at fange kvalitet på en anden måde end tidligere år, og på de forskelle, der kan skyldes forskellige kilder til opgørelser af f.eks. citationer. Som Simon Ek og Magnus Henrekson understregede tidligere i år i Ekonomisk Debatt, har Scopus en tendens til at undervurdere ældre forskere og Google Scholar overvurderer meget policy-orienterede forskere. Scopus tæller kun citationer i artikler, der er publiceret, mens Google Scholar tæller revl og krat, inklusive citationer i ikke-videnskabelige outlets. Vi bringer derfor i år to lister – en baseret på citationstal fra Scopus, og en anden baseret på Google Scholar.

Som tidligere år ser vi kun på forskere, der bidrager til nationaløkonomi. De mange meget dygtige danske økonometrikere figurerer derfor kun i indekset i det omfang, at de laver forskning hvor udviklingen af metoder ikke er en hovedpointe. Det samme gælder forskere i ’ren’ finansiering, mens vi tager dem med, der forsker i såkaldt ’financial economics’. Det betyder dog, at enkelte af forskerne måske ikke kan sammenlignes perfekt med nationaløkonomerne, da der ganske enkelt er anderledes citationspraksis i finansiering – der er generelt flere citationer, og dermed også højere impact factors i f.eks. Journal of Financial Economics end en ellers sammenlignelig leading field journal et andet sted i nationaløkonomi.

Indekset i år består af to elementer. Det første er en kvalitetsvægtet citationsscore per år for de fem mest citerede artikler for hver forsker. Som eksempel er min mest citerede artikel fra Public Choice, og citeret 657 gange (i Google Scholar, dvs. 36,5 gange) siden udgivelsen i 2007. Public Choice har en SJR-score på 1,184, så rå-indekset her bliver 657 / 11 * 1,184 = 43,216. Første element er summen af disse scorer for de fem mest citerede artikler. Det er dog ikke alle publikationer der tæller, da vi ikke kan tage dem med, der enten er publiceret steder uden et SJR-indeks (bøger, working papers etc.), eller dem der er helt udenfor samfundsvidenskaberne. Det trækker således ned for f.eks. min tidligere kollega Niels Westergård-Nielsen, der har været medforfatter på flere velciterede artikler i psykologi.

Det andet element er forskerens H-indeks, der er X når man har X artikler, der er citeret mindst X gange. Som eksempel er mit H-indeks i Google Scholar 36 – jeg har 36 artikler, der er citeret mindst 36 gange. Når man inkluderer H-indekset er det en måde at undgå indflydelsen fra enlige svaler, dvs. hvis en forsker har én enkelt godt publiceret og meget citeret artikel, men ikke har formået at gentage succesen. Hele indekset, når man tager et gennemsnit af de to indeks er derfor en kombination af kvaliteten af ens publikationer og bredden af publikationer.

Resultaterne af øvelsen kan ses i tabellen nedenfor, der viser Top-20 for hver af de to opgørelser. V1 er version 1, baseret på citationstal fra Scopus og impact faktorer for journals fra Scimago; V2 er citationstal fra Google Scholar og impacts fra Scimago; V3 er citationstal fra Google Scholar og impacts fra JCR. Som man kan se, gør det en lille forskel, da Scimago giver større forskelle i impact-scorerne, mens der ikke er den helt store forskel mellem resultaterne afhængig af om man tager citationer fra Scopus eller Google Scholar (som cirka giver tre gange så høje tal, men samme fordeling).

Resultatet i år er ligesom sidste år, at Lasse Heje Pedersen er Danmarks bedste nationaløkonom. Hans fem mest citerede artikler er samlet citeret mere end 2400 gange (i V1) og de er udkommet i tidsskrifter som Econometrica, Review of Financial Studies og American Economic Journal: Macroeconomics siden 2005. Hans forskningsbredde er også fin med et H-indeks på 22 i Scopus. Han følges af sine Keld Laursen, David Lando og Morten Lau fra CBS, der sidder tungt på de første fem pladser på årets liste.

Der er dog også andre forhold, der værd at lægge mærke til. For det første er de bedste kvinder på listen igen er Aarhus-forskerne Helena Skyt Nielsen, Marianne Simonsen og den formidable Nina Smith, mens de bedste forskere udenfor de tre store universiteter er Rockwolls forskningschef Jan Rose Skaksen (nr. 26) og SDUs økonomiske historiker Jacob Louis Weisdorf (nr. 30). Sidst er det værd at bemærke, at min gode kollega Martin Paldam – den ældste aktive i vores sample – stadig er at finde som nummer syv. Det sker på trods af, at vi ser på citationer per år, og i høj grad på grund af Martins imponerende H-indeks på 27 i Scopus og den forskningsbredde, det afspejler.

Man må også spørge, hvor stor en forskel det gør, hvilke specifikke kilder man bruger. Svaret er, at det generelt ikke gør så stor forskel, men kan rykke enkelte forskere. Bruger man V2 og V3 rykker Martin Paldam således op som nummer 4, jeg rykker et par pladser op, og Claus Thustrup Kreiner rykker ned til nummer 10. Den største forskel gælder for Henrik Hansen, der i V2 bliver nummer 6 og i V3 er nummer 7. Grunden er simpel: V1 belønner i højere grad meget høj kvalitet i hvor man har publiceret, og vægter ikke-videnskabelige outlets og relativt ny forskning lavere.

Som altid er der dog også grund til at sammenligne med økonomer udenfor Danmark som en slags ’smell test’. To af de absolut fineste er Nicolai Foss fra Bocconi i Milano og Toke Aidt fra Cambridge University. Med et indeks på 3,41 ville Nicolai være nummer tre med sin enorme forskningsbredde (et H-indeks på 43), hvis han var blevet på CBS. Toke repræsenterer en anden approach med et indeks på 2,44 (nr. 11), der skyldes en balance mellem relativt mange citationer og en række højt profilerede artikler. De internationale sammenligninger er også ganske gode, når man noterer sig at min nominelle ’chef’ ved universitetet i Heidelberg Axel Dreher – kendt som en af de yngre stjerner i Tyskland, ender med et indeks på 2,94, og IFN-chefen Magnus Henrekson er på 2,66. Havde de været danskere, ville de meget naturligt have ligget på Danmarks Top 10 i år.

Som hvert år kan man klage over de elementer, vi lægger til grund for årets list over de dygtigste danske nationaløkonomer. Man må dog også pege på, hvor konsistent toppen af listen er fra år til år. Mens forskellige opgørelsesmetoder og forskellig vægtning af f.eks. kvaliteten af de journals, man publicerer i versus hvor mange andre, der faktisk bruger ens forskning, gør en vis forskel, er de 15-20 bedste de samme år efter år. Men de er ikke nødvendigvis dem, medierne bruger til daglig.

Er kvinder mere tillidsfulde?

Mange mennesker har en opfattelse af, at kvinder er normativt anderledes end mænd. Min ven og IFN-kollega Andreas Bergh luftede en af dem forleden, da vi af andre grunde spiste frokost en søndag eftermiddag i Bowling Green, Ohio. Andreas mente, at det var almindeligt anderkendt at kvinder er mere tillidsfulde end mænd, mens jeg ikke mente, det var. Mens jeg for det meste ville være sikker, og hurtigt glemme diskussionen, er sagen anderledes når det er så velovervejet og –informeret person som Andreas.

Sagen er, at mens mange af vores læsere sikkert har samme opfattelse – at kvinder er mere tillidsfulde end mænd – har der kun været nogle få papirer, der pegede på en klar sammenhæng i enkelte lande. Jeg tog i stedet data fra the European Social Survey på cirka 260.000 respondenter (der ikke er førstegenerationsindvandrere) i 32 europæiske lande, og checkede for hvert land, om der er klare forskelle på mænds og kvinders svar på det klassiske spørgsmål: Generelt, tror du man kan stole på andre mennesker eller skal man være forsigtig? ESS spørger på en 0-10 skala, og det er almindeligt kendt, at gennemsnittet varierer i Europa mellem 2,6 i Tyrkiet og 7 i Danmark.

Svaret på spørgsmålet kan ses i figuren nedenfor: Det kommer an på landet. De simple gennemsnit (grå søjler) peger på, at mænd i Slovenien er ni procent mere tillidsfulde end kvinder, men fem procent mindre tillidsfulde i Ukraine. Tager man de simple tal, er forskellen mellem 0,37 point større tillid blandt hollandske kvinder, men 0,45 point mindre tillid blandt russiske kvinder.

Det store problem er dog, at mænd og kvinder ikke altid er lige sammenlignelige i ESS. Forskellene kan derfor skyldes, at kvinder måske er samplet anderledes, at de er mere religiøse, eller at de er anderledes på andre centrale måder. Løsningen er at kontrollere for en række faktorer (de blå og røde søjler): Religiøsitet, indkomst, alder, uddannelse, om man har en udenlandsk forælder, er anden-generationsindvandrer, og ens civilstatus. Det viser sig at være vigtigt, og efterlader faktisk kun to lande, hvor kvinder er signifikant mere tillidsfulde end mænd: Danmark og Tjekkiet, hvor de ser ud til at være cirka 0,16 point mere tillidsfulde. Omvendt er mænd signifikant mere tillidsfulde i Belgien, Bulgarien, Irland, Italien, Portugal, Slovenien og Storbritannien, hvor forskellen er cirka 0,23 point.

Bundlinjen er således, at der ikke er nogen generel forskel på kvinder og mænds tillid i Europa – og pudsigt nok er der absolut ingen i Andreas hjemland, Sverige. Uden at ville godte mig for meget over det pudsige i det, er emnet et eksempel på, hvordan visse ting bliver ’accepteret viden’ uden at der egentlig er konkret, generalisérbar forskning det. Dagens lille, empiriske øvelse viser naturligvis intet om, hvorfor folk tror at kvinder er mere tillidsfulde end mænd, men den viser, at som generel påstand, er det forkert.

PKK om Vestens succes

Den Gamle Redacteur Peter Kurrild-Klitgaard har en fremragende klumme i Børsen i dag, der er særdeles læseværdig. Kurrilds umiddelbare ærinde er at advare mod de centraliseringstendenser, man ser i både Danmark og i særdeleshed i EU. I Danmark er rygmarvsreaktionen på snart sagt ethvert reelt eller opfattet problem i kommuner og regioner, at man nok hellere må flytte beslutningerne til Christiansborg, og definere fælles standarder osv. På europæisk plan har bl.a. Jean-Claude Juncker i en stil, der giver mindelser om Komiske Ali, erklæret at Brexit indebærer, at EU nu må sætte ekstra fart på ’den dybe integration’, hvilket betyder flere fælles-europæiske beslutninger og en langt stærkere centralisering  af magten i Bruxelles.

Under overskriften ”Skyldes Vestens velstand splittelse?”  minder PKK læserne om en af de stærkeste forklaringer fra økonomisk historie. Mens der er indikationer på, at latin gennem kirken / klostrene kom til at fungere som et lingua franca, der tillod (tilstrækkeligt veluddannede) europæere at kommunikere med hinanden, er hovedforklaringen på Europas succes en helt anden, end påstande om kristendom, kolonimagt, eller andet. Som Rosenberg og Birdzell pegede på i klassikeren How the West Grew Rich for mere end 30 år siden, skyldes velstanden i høj grad, at kontinentet var politisk fragmenteret. Som PKK formulere hovedtesen var Europa fra omkring 1000 en makroregion, hvor mange og ”ofte små, politiske enheder konkurrerede med hinanden. Hvis en fyrste det ene sted opførte sig vanvittigt, var det let at slippe væk, og det førte til en konkurrence om ikke at være for frastødende. Det fremmede økonomisk konkurrence og innovation.”

Historien peger dermed på, at EU’s centraliseringstendens – baseret på en idé hos Juncker og ganske store dele af den primært fransk-rettede europæiske elite om, at de ved bedre og andre bør have interesse i at rette ind – er ganske problematisk på langt sigt. Hvis der kun er ét sæt idéer, og kun én måde at gøre tingene på, lærer man aldrig noget nyt, og stopper derfor med at udvikle sig. Eller som PKK skriver, ”Hvis det var denne politiske decentralisering indenfor fælles normer, der skabte det europæiske mirakel, er det en advarsel overfor en tro på, at centralisering automatisk vil skabe velstand. Det er en vigtig lærdom ift. EU’s fremtidige udvikling.” Som så ofte før er PKKs klumme stærkt anbefalet.

SIFU-konsekvenser i Sverige

Forleden udkom det nye nummer af det glimrende svenske tidsskrift Ekonomisk Debatt. Som altid er der flere interessante artikler, men en er særligt relevant i en dansk kontekst. Under titlen ”Turordningsregler – lagstiftning med konsekvenser eller spel för gallerierna?” ser den talentfulde unge forsker Carl Magnus Bjuggren sammen med Martin Olson og Per Skedinger på konsekvenserne af det, vi i Danmark kalder SIFU-princippet – Sidst Ind, Først Ud. SIFU-princippet var reglen i mange år i den offentlige sektor, og selvom det har vist sig at være i modstrid med bl.a. Ligebehandlingsloven, praktiseres det stadig i store dele af den.

Princippet er nedfældet i den snærende lovgivning af det svenske arbejdsmarked, der af denne og en række andre grunde er langt mindre fleksibelt end det danske. I Sverige praktiseres SIFU derfor ikke kun i den offentlige sektor, men også i størstedelen af den private sektor. Spørgsmålet om regulering af arbejdsmarkedet deler de politiske vande i Sverige, og da reglerne også åbner for visse måder delvist at omgå SIFU, er et almindeligt argument imod liberalisering, at lovgivningen blot er ”spil for galleriet.” Bjuggren et al. starter derfor deres oversigtsartikel i Ekonomisk Debatt med at vise, at det ikke er rigtigt. SIFU-reglerne binder og bliver faktisk fulgt.

Det virkeligt interessante spørgsmål er derfor, hvad SIFU gør ved en virksomheds produktivitet og måde at arbejde på. Den stærkeste bid evidens kommer fra Carl Magnus Bjuggrens eget arbejde, der udkom i januar i Journal of Public Economics. Her udnytter han på kreativ vis en undtagelse – Tvåundantaget – der indførtes i 2001 og tillod virksomheder med højst ti medarbejdere at undtage to medarbejdere fra SIFU-princippet, hvis der skal afskediges. Carl kan derfor sammenligne virksomheder, der tilfældigt har ti medarbejdere og derfor er omfattet undtagelsen med virksomheder, der har 11 medarbejdere og derfor ikke er.

Resultatet er, at virksomheder, der er undtaget fra at skulle følge SIFU-princippet, i gennemsnit bliver to til tre procent mere produktive. Med andre ord er den gennemsnitlige virkning en produktivitetsfremgang, der svarer til et til halvandet års almindeligt fremskridt. med. Carl peger derudover på den vigtige pointe, at virkningen ikke behøver at skyldes at der arbejdes mere intensivt, men ”kan ocksa vara ett resultat av att arbejdsgivaren får mer frihet att bestämme vem som ska gå vid uppsägningar.” Yderligere evidens taler for denne tolking, da effekten viser sig at være koncentreret i relativt ældre virksomheder, og dermed i virksomheder der har været udsat for SIFU i længere tid og sandsynligvis har akkumuleret flere medarbejdere, som man egentligt gerne ville af med.

Udover at være vigtigt i en svensk kontekst – og et eksempel på en meget elegant nåde at løse metodologiske problemer på – har Bjuggren og hans kollegers forskning også visse implikationer i en dansk debat. På den ene side har den offentlige sektor et produktivitetsproblem, og ikke blot – som nogen tror – på grund af voksende HR-afdelinger. På den anden tales der ofte og højlydt om, hvordan man da ”ikke kan løbe hurtigere” og der således ikke er rum for produktivitetsfremskridt i den offentlige sektor. Men i store dele af sektoren kører man stadig de facto efter SIFU-princippet. Fundende som Bjuggren et al. opsummerer i Ekonomisk Debatt tvinger derfor en til at spørge, hvad der ville ske med den offentlige sektors produktivitet i Danmark, hvis man helt opgav SIFU. Det er værd at tænke over, og ikke mindst fordi mange, der ellers er ideologisk imod hele debatten, kunne tænkes at værdsætte hvis deres dovneste og mest uduelige kolleger ikke længere var beskyttede af SIFU-princippet?

Thomas Sowell i the Rubin Report

Amerikaneren Thomas Sowell er en af de virkeligt store og uafhængige tænkere på den begavede del af den amerikanske højrefløj. Sowell, der var en af de første sorte professorer, der gjorde en virkelig forskel i debatten, har bidraget til mange diskussioner og er altid værd at lytte til. Forleden var han gæst i den glimrende Rubin Report, hvor han blandt andet talte med Dave Rubin om uddannelse og race. Samtalen er både interessant og overraskende morsom. Som svar på spørgsmålet, hvad der fik ham til at forlade sit marxistiske udgangspunkt og blive liberal, er hans var ”Øh, fakta!”

Hele interviewet er stærkt anbefalet og kan ses her:

Løn i det offentlige

Det er næppe gået nogens næse forbi, at der forhandles overenskomster i det offentlige for tiden. Forligsmanden har for anden gang udskudt en eventuel konflikt, og mens nogle af parterne ser ud til at nærme sig hinanden, virker det som om lærerne er opsatte på konflikt og måske endda hævn for det politiske indgreb mod dem for nogle få år siden. Et væsentligt problem i hele konflikten er, at løndannelse i det offentlige er markant anderledes end på det private arbejdsmarked. Mens den private løndannelse følger med produktiviteten i det private, er løndiskussioner i det offentlige i langt højere grad præget af moralske synspunkter, og ofte særdeles uinformerede moralske stillingstagninger.

Det basale problem, som der ikke tales meget om i debatten, er den specifikke forskel på løndannelse i det private og det offentlige. I det private følges løn og produktivitet ad: Hvis de ansatte i én virksomhed får en lavere løn end deres marginalproduktivitet, vil andre virksomheder kunne tilbyde mere og dermed tiltrække dem. Den oprindelige virksomhed må dermed enten miste dygtige medarbejdere eller sætte deres løn op. Omvendt, hvis ansatte eller deres fagforening får ’tilkæmpet’ sig en løn, der er højere end tilsagt af deres produktivitet, må virksomheden fyre medarbejdere og i visse tilfælde erstatte dem med udstyr og automatisering. På det private arbejdsmarked er det derfor en relativ sjældenhed, og et ganske midlertidigt fænomen, at løn og produktivitet ikke matcher hinanden.

Det offentlige arbejdsmarked fungerer af flere grunde helt anderledes. For det første er det ekstremt svært at måle offentlig produktivitet, hvilket besværliggør en vurdering af det korrekte lønniveau. Der er for det meste – med Singapores offentlige virksomheder som en af de få undtagelser – heller ingen konkret bundlinje. Det offentlige har med Janos Kornais udtryk næsten altid ”bløde budgetbegrænsninger.” Nok er der grænser, man bør holde sig indenfor, men hvis man alligevel ikke gør det, er det et stærkt argument for at blive dækket ind. En af årsagerne til fænomenet er, at offentlige virksomheder stort set aldrig får lov til at gå fallit. Tværtimod belønnes meget uproduktive offentlige virksomheder og service ofte med større bevillinger. En del af miseren kommer fra et hold-up-lignende problem hvor en offentlig virksomhed eller myndighed effektivt har monopol på en ydelse eller service, og dermed kan afpresse det offentlige flere midler. Det er f.eks. tilfældet med DSB og PostNord, endda selvom det er Folketinget selv, der beskytter monopolet. Det er i høj grad samme strategi, Danmarks Lærerforening synes at have anlagt: Hvis I ikke makker ret, stopper vi skolerne og sygehusene.

En anden del af det offentlige problem kommer, som det er alt for velkendt i Latinamerika, fra beskæftigelsesmaksimering – dvs. den praksis, at man beskæftiger flere og flere mennesker, og dermed er der stadig flere jobs og vælgere på spil, hvis man ønsker at effektivisere eller endda at lade virksomheden gå fallit. Situationen bliver heller ikke bedre af, at fagforeninger på det offentlige område insisterer på den samme løn til alle, så de dygtigere og mere arbejdsomme bestemt ikke kan belønnes af deres ledelse. Sidst må man ikke undervurdere betydningen, og måske særligt på det kommunale område, af at byrådsmedlemmer føler sig som ’ejere’ af offentlige virksomheder. De opfører sig derfor som særinteresser, der perfekt har ’captured’ den offentlige regulering af virksomhederne, da det er ’ejerne’ selv der definerer reguleringen.

Det hele indebærer, at store dele af fagbevægelsen på de offentlige områder kommunikerer diskussionen om løn som et rent moralsk spørgsmål: Hvad har lærerne ’fortjent’ for at være rare, velmenende mennesker, der gør et vigtigt stykke arbejde? Får sygeplejerskerne ’for lidt’ i forhold til private grupper med sammenlignelige uddannelser – men vel at mærke, og ganske ubemærket, uden den offentlige jobsikkerhed? På den måde kan man tillade sig helt ignorere, at det offentliges produktivitet, så vidt den kan måles, er decideret for nedadgående. En del af det skyldes sandsynligvis helt uforholdsmæssigt dårlig ledelse, men det kan man ikke undskylde – i det private kan elendigt ledede virksomheder heller ikke tilbyde høje lønninger eller andre goder. Og en del skyldes sandsynligvis, at lærerne ganske enkelt ikke er så dygtige som de engang var. Seminarierne tiltrækker ikke i dag individer med ambitioner, men ofte folk, der tager en læreruddannelse for ”så kan jeg blive ved med at spille min musik.” Og resultatet ser vi på gymnasier og universiteter, hvor vi endda på uddannelser der kræver høje gennemsnit får mange, der ikke kan regne med brøker, opløse en parentes, eller forstå blot basalt tysk. Ser man moralsk på sagen om, hvad forskellige grupper har ’fortjent’, bør dén situation bestemt ikke udløse ekstra belønning til lærerne!

Unge i Public Choice

Som trofaste læsere vil vide deltog jeg i sidste uge i den årlige konference i the European Public Choice Society. Konference var glimrende og kun meget få af de cirka 260 papirer, der blev præsenteret, faldt fagligt igennem. Med andre ord har EPCS det godt og på trods af at mange foretrækker at kalde deres forskning for ’political economy’ eller ’political eonomics’ i stedet for public choice, er området særdeles levende.

Et af de særlige tegn er hvor mange yngre forskere, der kommer til konferencen, og hvor gode de er. Det give EPCS hvert år en tydelig indikation af ved at uddele Wicksell-prisen. Prisen gives til den forsker under 30, der har leveret og præsenteret det bedste papir. Tidligere vindere omfatter folk som CesIFO-chefen Clemens Fuest og den tyske ’overvismand’ Lars Feld (Freiburg), men også de fremragende danskere Toke Aidt (Cambridge) og Mogens Kamp Justesen (CBS). Feltet til Wicksell-prisen i år så umiddelberg snævert ud, da kun 11 præsentationer var kvalificeret til prisen, men det viste sig, at man ikke skulle lade sig snyde.

Vinderen i år var Quentin Lippmann (PSE), som præsenterede ”Is Incumbency a Barrier to Women’s Entry in Politics?” Papiret var meget poleret og klar til publikation, og ramte også et emne, der er oppe i tiden, da Lippmann kunne vise hvordan der åbenbart er usynlige barrierer for kvinders indgang til fransk politik. Omvendt var nummer to i konkurrencen ikke helt så poleret og lagde stadig op til ekstra analyse, men også med langt større potentiale. Jer er naturligvis frygteligt partisk – nummer to i år var Sarah Langlotz, der har været instruktor for mig de sidste somre i Heidelberg, hvor hun er en del af Axel Drehers gruppe som jeg også hører til – men det tordnende bifald, hun fik indikerede hvor publikums præferencer lå.

Som vi skrev forleden, præsenterede Sarah ”The Political Economy of Community Cohesion in Times of Conflict” hvor hun viste, at the International Security Assistance Force – de Nato-ledte koalitionsstyrker i Afghanistan – de facto underminerede lokalsamfundenes sammenhæng. Anekdoter har længe peget på, at ISAF førte til at landsbyældres status svækkedes, men Sarah kan meget overbevisende og præcist vise, hvordan ISAF-styrkerne fører til, at husholdninger i de berørte områder er 25-30 % mindre tilbøjelige til at deltage i f.eks. lokalråd. Hendes pointe er vigtig, da det indebærer at styrkerne faktisk underminerer afghanske civilsamfunds evne til at løse deres egne problemer.

Flere af de andre unge, og forbløffende mange fra det tyske-talende område, har også lovende karrierer. Det gælder ikke mindst Tommy Krieger (Konstanz), der er specialiseret i ganske avancerede empiriske metoder, og Richard Bluhm (Hannover) og Lena Gerling (Münster) – der dog begge er fyldt 30 og derfor ikke længere tæller som ’unge’. Lena fortsætter sig interessante arbejde om kup og politisk urolighed, mens Richard imponerede med ny forskning, der peger på at de meget brugte NASA-data på intensitet af lys om natten (se f.eks. her) voldsomt underestimerer, hvor rige udviklingslande er.

Den tekniske grund skyldes, at satellitterne der leverer data er designet i 70erne og derfor bliver ’blændede’ af lyset fra relativt rige storbyer. Størrelsen af problemet er en undervurdering på omkring 30 %, hvilket potentielt skaber ganske store problemer for tidligere studier, der bruger lysintensitet som indikator for økonomisk udvikling! På den måde er flere af de virkeligt begejstrende studier fra unge forskere faktisk tværvidenskabelige, men på en anden måde end vi er vandt til. Og for punditokraternes læsere er der måske et navn eller to, der er værd at huske og at holde øje med.

Skaber gode institutioner velstand eller skaber velstand gode institutioner?

For få år siden ville de fleste nationaløkonomer sige, at spørgsmålet i titlen var afgjort: Gode institutioner skaber velstand fordi de understøtter langsigtet vækst. Med de problemer, Daron Acemoglu og hans hold fik problemer for nogle år siden, da bl.a. David Albouy, Vanya Krieckhaus og Matthew Fails demonstrerede, hvor store huller der var i Acemoglu-holdets strategi for at løse hønen-og-ægget-problemet. Siden da har flere argumenteret for, at det man typisk opfatter som gode institutioner – stærke retslige institutioner, der uden politisk indblanding beskytter private ejendomsrettigheder og effektive grænser for, hvad politikere må og kan gøre – blot er forhold, der typisk følger med udvikling.

Mens jeg næppe løser problemet, er ærindet i dag at pege på, at de lange historiske serier, der er blevet tilgængelige fra V-Dem-projektet de senere år, tillader at man ser på spørgsmålet med nye øjne. Dataene tillader os nemlig, med de forbehold man altid må have overfor historisk konstruerede mål, at observere elementer af den institutionelle kvalitet for længe siden. Det er netop det vi gør i de to figurer nedenfor, der plotter gennemsnittet i V-Dems mål for ’judicial accountability’ i starten af 1930erne og de seneste år. Målet er baseret på spørgsmålet ”When judges are found responsible for serious misconduct, how often are they removed from their posts or otherwise disciplined?” og kodet af Jeffrey Staton på en skala fra 0 (aldrig) til 4 (altid). Det måler således ikke direkte kvaliteten af retsvæsenet, men et forhold – gør man noget effektivt ved eventuelle problemer i domstolene – der tydeligvis er et element. Den første figur viser status i Europa, mens den anden viser det meget mindre stabile Latinamerika og det caribiske område.

Som dansker kan man glæde sig over, at Danmark ligger i den absolutte top sammen med Tyskland og Østrig, og skarpt efterfulgt af Finland, Irland og Storbritannien. Det gjorde vi også i 1930erne, og mens Tyskland valgte nazisterne og dermed lynhurtigt svækkede retsvæsenet, er det ganske tydeligt, at en række lande i dag ligner sig selv i 1930erne på dette punkt. Tyskland har, sammen med det tidligere diktatur Spanien og det dengang dysfunktionelle Frankrig, meget klart forbedret sig. Omvendt finder man en række lande – Grækenland, Italien, Serbien og flere andre, der var institutionelt svage dengang og stadig er det.

Samme basale mønster finder man i Latinamerika og Caribbien, hvor korrelationen mellem de to serier med 80 års mellemrum er 0,74 (mod 0,75 i Europa). Den anden figur demonstrerer dog også to yderligere forhold: Argentinas retslige institutioner ser i dag svagere ud end de gjorde i 1930erne; og Cubas ser solide ud – men med det forbehold, at de love, der håndhæves, er dybt fjendtlige overfor befolkningen.

Den overordnede pointe er, at mens der er variation over tid, er det ganske svært at påstå, at udvikling skaber gode institutioner, når det er så tydeligt, at lande der i dag har gode institutioner, allerede havde det for 80 år siden. Som vi skrev om fornylig i forbindelse med korruption, gælder noget af de samme for bestikkelsesproblemer og andet. Når det er sagen, er det svært at påstå logisk, at institutionerne ikke skaber udvikling.

Ældre indlæg

© 2018 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑