Forfatter: Christian Bjørnskov (side 1 af 46)

Hvordan måler man demokrati?

Som titlen siger, handler dagens post om, hvordan man måler, hvor demokratisk et land er. det skal derfor indrømmes, at posten i dag er ’wonky’! Givet hvor vigtigt, emnet er, og hvor ofte man ser forskellige mål og vurderinger i medierne, er det dog et emne, der fortjener opmærksomhed udenfor forskerkredse.

Det er også et emne, som forskere faktisk er meget uenige om, som jeg blev mindet om igen forleden dag. Martin Rode og jeg har fået en invitation til at revidere vores databasepapir (tilgængeligt her sammen med hele databasen), og i kommentarerne til papiret er særligt en reviewers holdning meget anderledes end vores. Han eller hun mener ikke, at en simpel vurdering af, om et land har demokrati eller ej, er meget værd, og fremhæver i stedet V-Dem-projektets – efter hans eller hendes mening – meget mere omhyggelige og detaljerede vurdering. Grunden til at forskere kan være så uenige, som reviewerens kommentarer afslører, bunder i en gammel diskussion i demokratistudier: I hvor høj grad mener man, et en maksimalistisk versus en minimalistisk definition af demokrati er retvisende?

En maksimalistisk definition af demokrati er i bund og grund en definition af de ideelle demokrati. V-Dem-projektets overordnede mål for demokrati, som det kalder ”polyarchy” og behandler som mål for ”electoral democracy”, er en vurdering af spørgsmålet ”To what extent is the ideal of electoral democracy in its fullest sense achieved?” V-Dem tydeliggør deres approach ved at notere, at:

The electoral principle of democracy seeks to embody the core value of making rulers responsive to citizens, achieved through electoral competition for the electorate’s approval under circumstances when suffrage is extensive; political and civil society organizations can operate freely; elections are clean and not marred by fraud or systematic irregularities; and elections affect the composition of the chief executive of the country. In between elections, there is freedom of expression and an independent media capable of presenting alternative views on matters of political relevance. In the V-Dem conceptual scheme, electoral democracy is understood as an essential element of any other conception of representative democracy — liberal, participatory, deliberative, egalitarian, or some other.

V-dem måler således demokrati gennem en kompliceret sammenvægtning af forhold som forsamlingsfrihed, civilsamfundets styrke, ytrings- og pressefrihed, hvor stor en del af befolkningen der kan stemme, og eksistensen af frie og fair valg. Det er der ikke noget galt med, og som idealmål må man naturligvis også på en eller anden måde have mål for borgernes muligheder for at interagere med hinanden og få retvisende information om, hvad der foregår. V-Dem går endda et skridt videre ved også at have mål for ”liberal democracy”, ”participatory democracy”, ”deliberative democracy” og ”egalitarian democracy” der hver især matcher endnu mere maksimale idealdefinitioner. Alle disse mål er kodet af eksperter og indeholder derfor et klart subjektivt element.

Problemet med maksimalistiske definitioner og mål er, at de gør det umuligt for forskere at svare på en lang række spørgsmål. Uanset at de fleste er enige i en idealdefinition som den, V-Dem bruger for polyarchy-målet, kan man ikke svare på, om nogle demokratier er mere tilbøjelige til at respektere civilsamfunds uafhængighed, pressefriheden osv. Disse forhold er simpelthen bygget ind i målet, hvilket forhindrer forskere i at bruge maksimalistiske mål til at svare på spørgsmålet – svaret er givet på forhånd pga. definitionen.

Løsningen på dette og andre problemer er at bruge minimalistiske mål for demokrati, dvs. mål der kun omfatter de allermest centrale elementer af demokrati. Med andre ord, minimalistiske mål – som f.eks. Cheibub, Gandhi og Vreelands DD-indikator, som Martin Rode og jeg har opdateret, Polity IV-indikatoren, eller Boix, Miller og Rosatos alternativ – opfanger kun de elementer, som helt nødvendigt må være der, før man kan tale om demokrati. For DD-indikatoren gælder det et valg mellem flere partier i jævnlige valg, hvor valget rent faktisk kan ende med et regeringsskifte. I vores update har vi også en indikator, der differentierer lande mellem den, der ingen valg har (f.eks. Sydsudan), etpartistater (f.eks. Kina), flerpartisystemer hvor regeringen alligevel ikke kan tabe valg (f.eks. Rusland) og faktiske demokratier. Minimalistiske mål er derfor også mindre subjektive end de maksimalistiske, da der er færre elementer der skal vurderes.

Mål på basis af minimalistiske definitioner af demokrati opfanger naturligvis ikke en række karakteristika, som man gerne ville have at demokratier har, men de tillader en af stille andre spørgsmål. Tre eksempler på disse spørgsmål er: Hvorfor har et ellers velfungerende demokrati som Colombia så begrænset pressefrihed? Hvordan kan det være, at Namibias pressefrihed er sammenlignelig med vesteuropæiske landes selvom regeringen aldrig har tabt et valg (og man derfor ikke er sikker på, at det er demokratisk)? Og hvordan kan civilsamfund være så stærke i bl.a. Skandinavien og så svage i ellers demokratiske lande som f.eks. Grækenland eller Argentina?

Hvor store er forskellen så på de to typer mål? Figuren nedenfor illustrerer forskellen mellem de to type mål i 2015: X-aksen viser tre kategorier fra vores data – etpartisystemer, illiberale autokratier (dvs. flerpartisystemer hvor valgene ikke er fair), og egentlige demokratier, og Y-aksen er V-Dems polyarchy-mål. De lodrette streger viser forskellen på højeste og laveste polyarchy-score i hver kategory, og de skrå streger forbinder gennemsnittene for hver kategori.

Som figuren tydeligt viser, er der helt særligt meget store overlap mellem polyarchy-scorerne – dvs. det maksimalistiske mål – og de tre kategorier fra det minimalistiske mål. En måde at illustrere overlappet er at notere sig de højeste polyarchy-scorer blandt de illiberale autokratier og de laveste blandt demokratierne. De bedst autokratier var Libanon (0.534), Burkina Faso (0.561), Liberia (0.625), Namibia (0.702) og Sydafrika (0.743), mens de værste demokratier var Venezuela (0.333), Malaysia (0.334), Nicaragua (0.359), Ukraine (0.405) og Armenia (0.407). Flere af disse eksempler er naturligvis lande som man kan diskutere: Liberia valgte i januar i år oppositionens præsidentkandidat, og er dermed nu også kodet som demokrati i vores data, og både Namibia og Sydafrika har ganske rene og frie valg, men har aldrig skiftet regering med deres nuværende institutioner. Man kan dermed ikke vide, hvad der ville ske hvis SWAPO eller ANC tabte et valg. På samme måde har Venezuela og Nicaragua endeligt forladt de demokratiske landes klub de sidste par år.

Hvad skal man så vælge? Svaret må være, hvilket formål man har med målene. Skal man få et overblik over hvordan demokratiet fungerer i forskellige lande, er V-Dems maksimalistiske mål, ligesom konkurrenten fra Freedom House, glimrende bud. Skal man bruge dem til konkrete forskningsformål, er der ofte ganske store problemer med maksimalistiske mål, hvorfor de mere objektive og ’renere’ minimalistiske ofte bruges i forskning om effekter af demokrati eller demokratiseringsepisoder. Og er man interesseret i små, særlige stater, er der ingen vej udenom: De er langt bedre repræsenterede blandt minimalisterne.

Muslimske naboer

Hvis man følger med i dansk politik, kan man let få det indtryk, at danskerne aldrig bryder sig om muslimer, og slet ikke i deres nærområde. Følger man nok med, indser de fleste dog at politikere helt generelt overdriver, misforstår, og appellerer til det værste i de dummeste danskere. Hvad er derfor op og ned i debatten om, hvordan de fleste danskere egentlig ser de fleste muslimer?

Det gav Pew-centeret forleden et svar på, da de udsendte svarene på et bestemt spørgsmål i 34 europæiske lande: ”Vil du være villig til at acceptere en muslim som medlem af din familie?” Pew illustrerede fordelingen på tværs af Europa i nedenstående figur (hattip: Niclas Berggren). Og som det er tydeligt, er det kun hollænderne, der er mere ’rummelige’ end danskerne. 81 % af danskerne svarede ja, hvilket statistisk reelt er det samme som i Norge (80 %) og Sverige (80 %). Helt i bunden finder man Armenien på 7 % og Tjekkiet på 12 %

Hvorfor er nogle steder da så meget mere skeptiske overfor muslimer end andre? Det kan der naturligvis være mange grunde til – det religiøst kristne Armeniens anstrengte forhold til det muslimske Tyrkiet er f.eks. en kandidat – men som generelt forklaring er det svært at se noget klart mønster i forbindelse med geografi, velstand eller andet. Der er dog ét forhold, der giver en ganske klar indikation, som kan ses i den anden figur i dagens indlæg: Religiøsitet.

Uden at ville konkludere for meget viser billedet, at jo flere der er religiøse, jo færre vil acceptere muslimer i deres familie – men kun i Vesteuropa. Med andre ord indikerer mønsteret i Pews undersøgelse, at religiøsitet gør folk mere intolerante: For hver 2 %, der erklærer at de er religiøse, falder andelen der accepterer muslimer med 1 %. Det mest interessante er dog, at det ikke gælder i Østeuropa. I stedet viser tallene, at hele det tidligere kommunistiske verden reagerer som om de alle var stærkt religiøse. Det passer bl.a. også med nye tyske undersøgelser, der peger på at folk, der var børn i DDR i dag er langt mindre tolerante overfor udlændinge og indvandrere end folk, der voksede op i Vesttyskland. De kommunistiske lande i øst underviste i konformitet og enshed som en vigtig værdi i deres folkeskoler, og også i kommunisme som en slags religion, der ikke måtte stilles spørgsmål ved. Krucifikserne og resten af det stærkt religiøse udstyr blev vare erstattet af billeder og buster af Marx og Lenin.

Konsekvensen virker umiddelbart at have været den samme som stærk religiøsitet: Intolerance og fordomsfuldhed. Om det holder til mere omhyggelig undersøgelse er dog stadig et åbent spørgsmål, og et som Niclas og jeg er interesserede i at svare på, hvis der er tilgængelige data, der tillader det.

Nyt Ekonomisk Debatt (nr. 7) på gaden i dag

I dag udkommer det nye nummer af det glimrende svenske økonomitidsskrift Ekonomisk Debatt. Tidsskriftet bringer artikler om en lang række emner som primært svenske nationaløkonomer beskæftiger sig med, og er altid læseværdigt. Det gælder også for nummer 7 i år.

Blandt højdepunkterne i det nye nummer af Ekonomisk Debatt er Anastasiya Afanaseva, Joakim Eriksson og Mattias Öhmans ”Är faktagranskning lösningen på falska nyheter?” De tre Uppsala-økonomer – Afanaseva er stadig studerende – undersøger i et eksperiment, hvad fake news gør ved folks politiske synspunkter. Eksperimentet viser ganske tydeligt, at faktagranskning, som f.eks. DRs ellers fine Detektor, ikke rykker ret meget ved folks holdninger når de først har været udsat for falsk information. Som de konkluderer, har ”faktagranskningar har begränsad möjlighet att lösa problemet med falska nyheter.”

Nummeret indeholder bl.a. også artikler om kunder diskriminerer mod virksomheder med udenlandske ejere, sammenhængen mellem fertilitet, mobilitet og sundhed, og hvordan Baumol-effekten og ikke indvandring er en langt vigtigere, men overset, forklaring på stigende skatter og udgifter i Sverige. Som altid er hele nummeret varmt anbefalet.

Hvor rige er danskerne egentlig?

I løbet af efteråret er det så småt gået op for flere folk, at den danske økonomi – på trods af positive som fuld beskæftigelse, overskud på betalingsbalancen og stigende huspriser – faktisk udvikler sig ganske langsomt. Der er muligvis en gryende forståelse for, at den type nøgletal er aldeles ubrugelige og potentielt direkte misvisende, hvis man vil vide noget om den dynamiske udvikling. Flere politikere er også begyndt at advare om, at Danmark risikerer at falde ud af verdens top ti, hvis det fortsætter fremover som hidtil, mens andre synes at insistere på at tro, at alt er godt.

Men et er, hvad man tror, og andet er fakta. Som Peter Kurrild-Klitgaard tweetede forleden, er det på tide at minde om, hvor rige danskerne rent faktisk er. Kurrild gjorde det ved at henvise til sin fremragende klumme i Berlingske for to år siden.. Vi gør det med opdaterede tal fra CIAs World Factbook i det følgende.

Ser man på den købekraftsjusterede nationalindkomst per indbygger, er Danmark ganske langt fra top 10 – vi er nummer 21 i verden. Man skal dog tage hensyn til, at det danske offentlige forbrug er ganske stort, ligesom det heller ikke er sikkert, at vi får specielt meget ud af investeringerne i Danmark. Ser man derfor i stedet på privatforbruget – dvs. den del af nationalindkomsten, som er tilgængelig for borgerne – rykker Danmark fire pladser ned til nummer 25.* Figuren nedenfor illustrerer, hvor vi (den røde søjle) lå i forhold til de 64 andre lande i verden med en nationalindkomst per indbygger over 24000 (købekraftsjusterede) dollars i 2017.

De tre lande umiddelbart under Danmark er Belgien, Holland og Japan, dvs. lande vi normalt sammenligner os med. Interessant nok er de tre lande umiddelbart foran os Finland, Trinidad og Tobago, og de Amerikanske Jomfruøer – det tidligere Dansk Vestindien. Af andre lande, som man normalt tror vi er rigere end, men ikke længere er det, kan man nævne Taiwan (nr. 17), Canada (nr. 14) og Storbritannien (nr. 11).

Den vigtige pointe, som vi har understreget før, er at danskerne slet ikke er så rige, som vi går og tror. En væsentligt del af problemet skyldes den meget store offentlige sektor, som på flere måder begrænser den indkomst, almindelige danskere kan disponere over. Den er også en del af forklaringen på, hvorfor den danske økonomi har vokset så langsomt i snart 25 år – det, Martin Ågerup på det sidste ganske passende har døbt den danske ’vækstkrise. Som f.eks. Andreas Bergh og Magnus Henrekson viste for år tilbage, er en stor offentlige sektor praktisk taget altid forbundet med lavere vækst. Selvom man, som adskillige af mine studerende gør, kan finde på typer af offentligt forbrug, der kan være gavnligt for væksten, er den faktiske situation, at politikere typisk bruger langt flere midler på ting, der begrænser den.

Vi har ingen umiddelbare trylleformularer til at ordne problemet. Baggrunden for dagens post er i stedet, at disse problemer burde være et hovedtema i den valgkamp, der har raset siden i sommers og næppe er slut før juni. Om der er en eneste politiker på Christiansborg, der er moden og ansvarlig nok til at sige det offentlige, er et helt andet spørgsmål.

 

* Bruger man i stedet verdensbankens tilsvarende tal, er Danmark nummer 19. Det bør dog noteres, at der er fire lande i CIAs database, der ikke er tal for hos Verdensbanken. To af disse har privatforbrug meget tæt på det danske. I bedste fald kan man således ved hjælp af den alternative kilde ’snige’ Danmark op på plads nummer 21.

Over Berlin for 70 år siden

Forbløffende mange danskere ved forsvindende lidt om historie, og ikke mindst vores del af verdens historie siden anden verdenskrig. Jeg og adskillige af mine venner og bekendte, der underviser på gymnasier eller universiteter, møder med jævne mellemrum studerende, der intet ved om efterkrigstiden, og knap kan forklare, at der var noget der hed Sovjetunionen eller at det var socialistisk. De fleste ved dog, at Sovjet var med til at nedkæmpe det tyske naziregime, men derudover er det knapt med den faktuelle viden. Det råder vi bod på i dag ved at se tilbage på begivenheder, der udspillede sig i disse måneder for 70 år siden i og over Berlin.

Som Winston Churchill havde set allerede to år tidligere, og erklæret offentligt i sin berømte Iron Curtain Speech, havde Sovjetunionen efter krigen til hensigt at underlægge sig så meget af Europa som muligt i det, Churchill kaldte ”a Soviet Sphere”. Det gjorde den sovjetiske ledelse klart for resten af verden, da den startede en blokade af den vestlige del af Berlin.

Efter krigen var den tyske hovedstad blevet delt mellem de allierede, så hver af de fire lande fik kontrol over hver sin sektor af Berlin, mens byen som helhed var omgivet af den sovjetiske zone. De sektorer af Berlin, der blev ledt af Storbritannien, USA og Frankrig, blev den 24. juni 1948 pludselig afskåret fra resten af det vestlige sektorer.

Den sovjetiske aktion startede med at man lukkede for elektriciteten, der primært blev produceret i det sovjetiske-besatte Østberlin. Det sovjetiske militær var allerede i januar begyndt at stoppe tog fra vest for at kontrollere passagererne, og lukkede nu både jernbanen og den vej, der forbandt Berlin med Helmstedt i Niedersachsen i den britiske sektor. Stalin regnede med, at man via en blokade kunne sulte vestmagterne ud af Vestberlin og dermed overtage hele Berlin i det nye, socialistiske Østtyskland.

Det gik dog helt anderledes end Stalin og den sovjetiske ledelse havde planlagt. Det amerikanske militær, kort efter støttet af briterne, besluttede sig for at flyve varer ind til Berlin for at holde liv i befolkningen udenfor den sovjetiske sektor. De første fly forlod Frankfurt den 26. juni, og efter en usikker start fik man sat et system i gang, hvor USA’s militær primært fløj fra Frankfurt og Wiesbaden, og briterne primært fløj fra Hamborg og enkelte andre lufthavne i nord. Omfanget af operationen blev enormt – selv den lille australske deling, der fløj fra Lübeck til Berlin, nåede 2062 transportflyvninger mellem september 1948 og august 1949 – og var lige så meget en logistisk succes som det var en politisk og økonomisk magtdemonstration.

En af de blivende virkninger af operationen, som officielt hed ”Operation Whittles”, men som berlinerne døbte ”Die Luftbrücke”, var netop de ekstremt vigtige logistiske innovationer. Med så mange fly i luften kunne man ikke simpelthen lade piloterne flyve eller lande efter forgodtbefindende, men måtte sætte det i system. De kontrolinstitutioner, briterne og amerikanerne satte op, tillod at transportflyene til Berlin kunne lande med 90 sekunders mellemrum, hvis de omhyggeligt blev dirigeret til at ligge i en snor ind til lufthavnen. Hvis der kom for mange på samme tid, lagde flyveledelsen dem i en ordnet kø ved at få dem til at flyve i et bestemt mønster over Berlin. Disse indsigter og det system, man eksperimenterede sig frem til i de første måneder under luftbroen, blev grundlaget for al moderne flyveledelse. Det er stadig den måde, kontroltårne ved alle større lufthavne håndterer trafikken.

En anden virkning kom fra en helt anden vinkel, og var i starten én mands værk. I sommeren 1948, da den amerikanske pilot Gail Halvorsen fløj transport fra Frankfurt til Berlin, opdagede han at der hver dag var en stor gruppe børn, der stod ved indflyvningen til Tempelhof-lufthavnen og kiggede på fly. Han fik ondt af de ludfattige børn, og gik en dag ud for at snakke med dem. Børnene delte det tyggegummi, Halvorsen tilfældigt havde i lommen, og da han fik en idé, lovede han at komme med mere den næste dag: Tilbage i Frankfurt samlede han lommetørklæder ind blandt sine kolleger, bandt dem sammen som små faldskærme, og bandt små poser med slik, chokolade eller frugt til faldskærmene. De næste dage havde han dem med i cockpittet og sendte faldskærmene ud over børnene fra sit vindue.

Rygtet om den amerikanske pilot bredte sig hurtigt til både den lokale presse og Berlins børn, og Halvorsen blev kendt blandt børnene som Onkel Wackelflügel – Onkel Vippevinge  – fordi han havde lovet dem, at han ville vippe med vingerne når han fløj lavt over boligblokkene på vej til Tempelhof. På den måde kunne de gradvist flere og flere børn, der samlede sig lige udenfor hegnet til landingsbanen, kende den pilot, der kom med slik til dem. Et andet øgenavn for Halvorsen blandt børnene var således der Chokoladenflieger – Chokoladeflyveren – og som gruppe begyndte man at kalde de amerikanske piloter og deres fly for die Rosinenbomber – Rosinbomberne. Flere og flere af Halvorsens kolleger begyndte at gøre det samme, der blev samlet både lommetørklæder og slik ind i USA og sendt til basen i Frankfurt, og da nyheden nåede den amerikanske generalløjtnant Turner, blev sliktjenesten sat i system med navnet ”Operation Little Vittles”. High school-elever og husmødreforeninger i USA leverede faldskærme, og sidst på året donerede bl.a. chokoladegiganten Hersheys flere tons slik og chokolade til den tidligere fjendes børn. Alene i Chicopee, Massachusetts, indsamlede high school-eleven Mary Connors og hendes hjælpekomite 18 tons slik og tyggegummi.

Som Andrei Chernys dokumenterer i den fine The Candy Bomber: The Untold Story of the Berlin Airlift and America’s Finest Hour, var Halvorsens idé og Operation Little Vittles med til at ændre berlinernes syn på de amerikanske og britiske besættelsesstyrker. Berlinerne var kommet til at forbinde lyden af flymotorer med død og ødelæggelse, og med god grund: Berlin var blandt de tyske byer, der blev tæppebombet og da krigen sluttede, var der forsvindende få bygninger, der var uskadte. Men deres børn kom i 1948 og 1949 til at forbinde den karakteristiske brummen fra Douglas C 47 og C 54-flyene med slik, og mange tyske børns første appelsin eller chokolade dalede ned i faldskærme lavet af lommetørklæder og viskestykker. Halvorsen fik i 1974 Vesttysklands fornemste orden, das Bundesverdienstkreuz, og the Congressional Gold Medal for sin indsats.

Det sovjetiske nederlag var også åbenbart på den lokale, politiske front. Den sovjetiske ledelse havde allerede tidligere startet delingen af byen, da den nægtede at acceptere de første valg til Berlins bystyre. Det førte til, at socialdemokraten Ernst Reuter indsattes som borgmester i Vestberlin i december. Reuter (der pudsigt nok var født i Åbenrå af tysksindede forældre) var egentlig valgt til overborgmester allerede i 1947, men den sovjetiske sektorledelse nægtede formelt at acceptere valget. Kort før Reuters indsættelse valgte de at indsætte Friedrich Ebert som borgmester i Østberlin, og understregede dermed, at Berlin også politisk de facto var en delt by.

Luftbroen stoppede først da Sovjetunionen opgav blokaden af Vestberlin den 11. maj 1949. Stalin og den sovjetiske ledelse havde håbet at knægte de vestlige allierede og drive dem ud af Berlin. Konsekvenserne var, meget til sovjetisk fortrydelse, de omvendte end intentionen. Luftbroen bekræftede Storbritanniens og USA’s fortsatte og meget konkrete opbakning til et demokratisk Tyskland og Vesteuropa. Vestberlin blev både et lysende eksempel på den vestlige, demokratisk kapitalismes overlegne udvikling og en torn i siden på sovjetiske ledere fra Stalin til Gorbatjov. 12 dage efter blokaden ophørte, etableredes Bundesrepublikken Tyskland – den del, der i daglig tale kom til at hedde Vesttyskland – og som Vestberlin forblev en del af indtil det kommunistiske Østtyskland kollapsede i slutningen af 1989. Luftbroen til Berlin blev en håndgribelig start på udviklingen og som en ikke ubetydelig bivirkning fik måden, luftbroen kom til at virke på, en hel generation tyske børn til at vokse op med et andet billede af briter og amerikanere end deres forældre. Den næste generation frie tyskere var helhjertet en del af den demokratiske verden.

Uafhængige domstole er ikke altid uafhængige

En af de vigtigste indsigter i public choice / politisk økonomi, og særligt de overlappende områder der kaldes retsøkonomi (law and economics) og forfatningsøkonomi (constitutional political economy), er den fundamentale forskel på de jure og de facto forhold. Tilbage fra Buchanan og Tullocks The Calculus of Consent var det klart, at man teoretisk sagtens kunne forestille sig situationer, hvor lovgivning på papiret og lov i praksis havde lidt eller intet med hinanden at gøre. Bogen og Tullocks efterfølgende arbejde fremhævede både problemer med at håndhæve lovgivning og hvordan lovgivning ofte har andre grunde end de officielle. Lars Feld og Stefan Voigts grundlæggende arbejde fra 2003 viste senere empirisk, at retsvæseners uafhængighed af politik er meget forskellige afhængig af om man ser på de jure situationen – hvad der står på papiret – og de facto, dvs. om de i virkeligheden er uafhængige (se også deres update med Jerg Gutmann her).

Indsigten fra public choice er ofte meget upopulær blandt jurister, der er skolet meget anderledes end de fleste nationaløkonomer og politologer. Den har dog også væsentlige politiske implikationer, da man ikke blot kan ordne problemer ved at lovgive – selvom lovgivning i sig selv er perfekt, er det på ingen måde sikkert, at den implementeres eller håndhæves på en gavnlig måde, eller overhovedet. Den efterlader dog også et mere grundlæggende spørgsmål, som Stefan Voigt, Jerg Gutmann og jeg så småt er gået i gang med at svare på: Er politisk uafhængighed et fundamentalt forhold, eller er uafhængigheden begrænset til specifikke områder?

Med andre ord søger vi at svare på, om regeringer, der ikke respekterer område Xs uafhængighed, heller ikke respekteret område Ys. Helt konkret sigter vi for eksempel efter at svare på, om et politisk uafhængigt retsvæsen også indebærer, at medierne er uafhængige, og om lovgivning, der skal sikre det ene områdes uafhængighed typisk kommer i en pakke af anden lovgivning, der sikrer andre områders uafhængighed.

Projektet er nystartet, og planen er at kunne præsentere resultatet som arbejdspapir ved den nordamerikanske public choice-konference, der afholdes i Louisville, Kentucky, til marts. Vi er dog ikke på helt bar bund, som beskrevet ovenfor og i figuren nedenfor. Tidligere forskning, ikke mindst mine kollegers arbejde med Lars Feld, peger i retning af at de facto og de jure-mål ikke har meget med hinanden at gøre. I figuren, der er vores første spæde skridt mod et resultat, danner vi et indeks over den konstitutionelle sikring af højesterets politiske uafhængighed ved at tage gennemsnittet af fire indeks der måler: Er højesteret formelt uafhængig af politik, er højesterets afgørelser endelige, har regeringen eller parlamentet indflydelse på udnævnelsen af højesteretsdommere, og har regeringen eller parlamentet indflydelse på udnævnelsen af højesteretspræsidenten?

Det indeks, repræsenteret på x-aksen, plotter vi imod et mål for de facto uafhængighed fra V-Dem-projektet for en gruppe demokratier i de vestlige lande (de blå markeringer) og Latinamerika og Caribien (de røde). Og som det kan ses, er der overordnet en negativ sammenhæng mellem de jure uafhængighed, som defineret af forfatningen, og hvordan virkeligheden ser ud! Mest sigende er det dog, at nedre kvadrant til venstre – dvs. kombinationen af mangel på de facto og de jure uafhængighed – er tom. Havde forfatningens regler påvirket virkeligheden, ville vi have regnet med at se lande i den kvadrant, hvilket vi tager som en første indikation på, at stramme forfatningsregler indføres som en reaktion på de facto problemer, men at de generelt ikke virker. Med andre ord viser de allerførste afsøgninger af data, at forfatningsregler sandsynligvis ikke virker, men at de ikke er tilfældige. Og skulle en af vores sædvanligvis begavede læsere har input eller spørgsmål, hører vi gerne!

Koloniherrer og moderne udvikling

Et af de store og ideologisk stormomsuste spørgsmål siden 1960erne har været, hvad kolonitiden gjorde ved lande i Afrika og Asien. Er man stærkt venstreorienteret er svaret enkelt, da marxistisk afhængighedsteori tydeligt påstår, at kolonierne blev udbyttet og at kolonitiden derfor er en forklaring på, hvorfor Europa blev rigt og Afrika fattigt. Der er dog næppe mange ædruelige samfundsforskere, der har troet på afhængighedsteori de sidste 40 år. En anden, og mindst lige så upopulær holdning, er at kolonitiden var gavnlig for fattige lande, fordi kolonimagterne opbyggede uddannelse og andre institutioner.

I en britisk kontekst står f.eks. den celebre historiker Niall Ferguson for denne holdning (læs f.eks. her). Fergusons pointe i bogen og flere artikler er, at særligt det britiske imperium var en gavnlig indflydelse på kolonierne. Selvom der er generel konsensus om f.eks. de voldsomt negative virkninger af at have været en del af Belgiens afrikanske kolonier – for de interesserede kan Michela Wrongs skræmmende In the Footsteps of Mr Kurtz varmt anbefales – er Fergusons påstand både upopulær og ret omdiskuteret.

Nye studier i udviklingsøkonomi er dog begyndt at give Ferguson ret, ikke mindst i hans grundlæggende påstand om, at briterne simpelthen ’gjorde’ kolonimagt anderledes. Nogle af disse nye studier genfinder hvad gamle, men oversete studier, viste. Et glimrende eksempel er fra så tidligt som 1937, da den britiske geograf Derwent Whittlesey beskrev forskellen på britisk og fransk koloniteknik i en fin artikel i Foreign Affairs (gated version her). Whittlesey viste konkret, hvordan briterne i langt højere grad byggede på eksisterende institutioner og kun i begrænset omfang flyttede britisk politi og politiske institutioner til deres kolonier. Det tillod dem således at køre ikke blot Indien, men også de afrikanske kolonier med en forbløffende lille administrativ stab, men beskyttede også eksisterende magtstrukturer.

Frankrigs approach var helt anderledes: At gøre kolonierne til dele af Frankrig. Man erstattede derfor eksisterende strukturer med franske institutioner, fransk uddannelse, retsvæsen osv. Og mens den franske koloniideologi, som Whittlesey beskrev, bestod i at gøre afrikanerne til gode franskmænd som man ikke skulle diskriminere imod, var briterne langt mere tilbøjelige til at bruge afrikanere i politi, administration og retsvæsen. Flere nye studier peger på, at områder hvor kolonierne blev kørt efter den britiske tradition i dag klarer sig væsentlige bedre end de franske. Tre studier med meget forskellige metodiske udgangspunkter viser således de samme overordnede forskelle.

Den første approach er at finde områder, som i dag har samme officielle strukturer, men hvor dele af området var under en kolonimagt og andre dele var under en anden. Det er det, Stanford-politologerne Alexander Lee og Kenneth Schultz udnyttede i en artikel 2012 i Quarterly Journal of Political Science. Lee og Schultz beskrev, hvordan den nordvestlige del af Cameroun i dag er mere velfungerende end resten af landet. Cameroun var en del af Tysklands forsøg på at blive en kolonimagt, som kuldsejlede med landets nederlag i første verdenskrig. Som en del af Versailles-traktaten efter krigen delte Frankrig og Storbritannien derfor landet mellem sig: En relativt snæver stribe land i nordvest, der grænsede op til Nigeria, blev britisk, og resten af Cameroun blev fransk. Lee og Schultz udnytter derfor, at grænsen der blev lagt efter første verdenskrig var tilfældig, og kan vise hvordan steder der tilfældigt endte på den britiske side, i dag er rigere og mere velfungerende.

En anden approach bliver taget af min ven og kollega Andreas Bergh (Lunds Universitet og IFN, Stockholm), som vi har skrevet om flere gange i år. I september udgav han sammen med Günther Fink (Swiss Tropical and Public Health Institute og Harvard) et nyt arbejdspapir om emnet med titlen ”The French Curse? On the Puzzling Economic Consequences of French Colonization.” I papiret dokumenterer Bergh og Fink først, at tidligere britiske kolonier i Afrika har haft væsentligt højere vækst end de tidligere franske, men kan fra cirka midten af 1990erne. Med andre ord har de tidligere britiske formået at vokse klart hurtigere efter at den Kolde Krig var ovre. Det viser sig dog også i den relativt preliminære analyse, at institutionelle forhold som kvaliteten af retsvæsenet osv. ikke kan forklare forskellen. Bergh og Fink forsøger således i deres korte papir at bruge udelukkelsesmetoden – hvad der ikke kan være forklaringen – på at sandsynliggøre, at de nuværende forskelle må skyldes forhold tilbage til kolonitiden.

Hvor store er forskellene i dag? Bruger man the Penn World Tables, der er opdateret indtil 2014, er det tydeligt at de britiske er markant rigere: BNP per indbygger var i 2014 i gennemsnit 6658 købekraftsjusterede dollars i det tidligere britiske kolonier mod 4432 dollars i de tidligere franske, 4123 dollars i de tidligere portugisiske og 1079 i de lande, der uheldigvis engang var dele af det belgiske kolonirige. En række andre forskelle er også tydelige, hvis man bruger andre kilder. V-Dem-projektet har f.eks. vurderinger af juridiske ’accountability’ og juridisk korruption, og i det datasæt, som Martin Rode og jeg har udviklet, har konkrete data på demokratistatus tilbage i tid. Figuren nedenfor illustrerer disse forskelle.

Som det tydeligt kan ses, er den juridiske kvalitet i gennemsnit bedre i de tidligere britiske kolonier i Afrika, ligesom der er langt mere korruption i de tidligere franske. Det er dog også interessant at se, hvordan den restgruppe, der hverken var britisk eller fransk, i dag ikke har værre korruptionsproblemer end den britiske, og de tre tidligere portugisiske har ganske flot styr på den type problemer. Tre af de fem tidligere portugisiske – Kap Verde, Guinea-Bissau og Sâo Tomé og Principe – er i dag også demokratiske, ligesom 54 % af de tidligere britiske. Det er væsentligt flere end de franske, der også i gennemsnit har haft en længere tid mellem 1970 og 1995 som et-partistater.

I baggrundspapiret for vores database, som Martin Rode og jeg lagde online i august, viser vi hvordan en fortid som koloni med demokratiske institutioner i dag gør det langt mere sandsynligt, at en tidligere koloni er stabilt demokratisk. Og ser man på forskellen på de britiske og de franske kolonier, var forskellen ikke at de britiske var mere tilbøjelige til at få politiske institutioner med valg. Det var i stedet, at de britiske afholdt demokratiske valg, mens de franske kolonimyndigheder ofte ikke kunne holde fingrene væk, og begik valgsvindel. På den måde er Afrika et klart, og ofte deprimerende, eksempel på ’path dependence’, dvs. at fortiden stadig former nutiden. Eller som vi også skrev i sommers, med William Faulkners ord: ”The past is never dead. It’s not even past.”

Fyrtårne, fyrskibe og staten

Stort set enhver lærebog i public economics viser, at offentlige goder vil blive underproduceret af et frit marked. Offentlige goder er karakteriserede ved at være ’non-rival’ og ’non-excludable’, dvs. mit forbrug af en park betyder ikke, at andre ikke også kan forbruge parken mens vi gør det – den er non-rival – og ingen kan forhindre os (lovligt) i at bruge den – parken er non-excludable. Disse to karakteristika betyder, at det ikke er muligt at tjene penge på at udbyde offentlige goder, hvilket giver det traditionelle argument for, at staten bør sørge for visse offentlige goder. Selv i liberal tradition omfatter disse goder retsvæsen, politi og nationalt forsvar, og ofte også grundlæggende uddannelse.

Nobelprisvinderen Paul Samuelson betragtede fyrtårne som kvintessentielle eksempler på rene offentlige goder, der ikke kunne produceres af et frit marked, men måtte være statslige. Adskillige lærebøger har derfor siden 1950erne brugt fyrtårne som eksempel, men et eksempel med modeksempler: Siden Ronald Coases artikel ”The Lighthouse in Economics” har der været en til tider ophedet diskussion om, hvorvidt offentlige goder altid skal produceres og finansieres af staten. Allerede James Buchanan, havde argumenteret, at det kan lade sig gøre at løse problemet ved at indføre eksludabilitet, så de offentlige goder bliver til såkaldte klubgoder. Men Coases artikel i 1974 pegede på, at det ikke var sandt – som Samuelson og andre hævdede – at der ikke havde været private fyrtårne i England og Wales.

Det er denne diskussion, om Rosolino Candela (Mercatus, GMU) og Vincent Geloso (Texas Tech) bidrager til i september-nummeret af Public Choice. De tager udgangspunkt i et enkelt eksempel fra udløbet af Themsen, som kaster lys på den engelske situation fra 1731 til nationaliseringen af fyrtårnene i 1835. Deres eksempel er det fyrskib, som David Avery and Robert Hamblin udviklede og placerede i the Nore ved et af de farlige steder i indløbet til Themsen. Avery og Hamblin entrerede dermed markedet for navigationslys, men ikke med et fyrtårn, men en teknologisk innovation, der løste samme problem. Det er dén indsigt, der er central i artiklen

Som Candela og Geloso skriver i deres indledning, er et grundlæggende problem i hele diskussionen om offentlige goder, at “correction of an alleged market failure may prevent private entrepreneurs from discovering a market solution to correct such a failure.” Med andre ord kan en offentlig ’løsning’ af et problem omkring offentlige goder forhindre markedsaktører i at løse problemet. Observerer man enten ingen privat produktion af offentlige goder, eller en situation hvor de private udbydere enten leverer en meget dyr service eller har svært ved at tjene penge, kan det naturligvis være tegn på en markedsfejl. Men det ofte form af en situation, hvor et marked mangler, mere end et marked, der fejler. Man må derfor spørge sig selv om, hvorfor det mangler.

Candela og Geloso peger helt centralt – og meget vigtigt – i deres artikel på, at markedet for navigationslys i de 100 år efter Avery og Hamblins opfindelse ikke kun bestod af fyrtårne, men også fyrskibe. Tidligere studier her således først og fremmest overset en del af markedet! Men den anden del af studiet består i, hvordan Candela og Geloso demonstrerer at en bestemt, og meget stærk særinteresse forsøgte at opretholde et monopol. Trinity House, en privat organisation der fungerede som den faktiske myndighed i England og Wales, havde haft monopol på at indkræve betaling for brug af fyrtårne siden 1679. Organisationen havde derfor også ganske betragtelige indtægter, og lobbyede kraftigt mod de nye fyrskibe. Det var lykkedes tidligere, og det egentligt nye i Avery og Hamblins fyrskib – udover rent tekniske innovationer – var at deres patent var ” was worded vaguely so as not to appear in direct competition with coastal lighthouses, even if that was their intention.” Med støtte fra Admiralitetet lykkedes det i første omgang at afværge Trinity Houses forsøg på at tilbagekalde det patent, de fik. I anden omgang lykkedes det dog Trinity House at få tilbagekaldt – en hidtil uset handling fra statens side – og Hamblin, der havde købt Avery ud, samarbejdede derefter med ’myndigheden’ om at opretholde monopolet.

Historien om de britiske fyrtårne og –skibe er således ikke en historie om markedsfejl, men derimod om særinteressers spil, der forhindrede konkurrence på markedet for navigationslys. Candela og Geloso viser således, at det som en lang række studier har betragtet som en markedsfejl faktisk er en ganske velkendt regeringsfejl, som forhindrede et marked i at opstå. Som de konkluderer:

“That the justification for nationalizing all private lighthouses in 1836 and abandoning the Trinity House system was to reduce the light dues paid by shipowners, even though a cheaper private alternative had been developing in the form of lightships, shows that monopoly power in lighting services was a consequence of government failure, not a market failure.”

Nyt sharing economy index fra Timbro

Deleøkonomi er ved at blive en stor ting, ikke mindst i de nordiske lande. Umiddelbart vil de første sikkert tænke AirBNB og Uber, men deleøkonomi er også GoMore, delebiler, og selv dele-Lego. Fordelen ved deløkonomi er, at ny teknologi – apps på ens telefon, internet osv. – tillader os at dele vores ressourcer med andre. Som Frenken et al. definerer deleøkonome, er det ”consumers granting each other temporary access to underutilized physical assets (’idle capacity’), possibly for money.” Økonomisk er det en glimrende idé fordi det begrænser tiden, ressourcer ikke bruges. Hvis man er to måneder i Prag, kan man nu via AirBNB leje sin lejlighed ud derhjemme, og uden at løbe nogen væsentlig risiko. Alle – bortset fra særinteresser i hotelbranchen og deres politiske hånddukker – er glade.

Det rejser spørgsmål, hvor udbredt fænomenet er, og det er der nu svar på. Den svenske tænketank Timbro lancerede i slutningen af august deres nye Timbro Sharing Economy Index (SEI), som er udviklet af Andreas Bergh (Lunds Universitet), Alexander Funcke (University of Pennsylvania) og Joakim Wernberg (Swedish Entrepreneurship Forum). De tre ses på billedet nedenfor (fra venstre: Wernberg, Bergh og Funcke) sammen med Timbros CEO Karin Svanborg-Sjövall under præsentationen af rapporten.

Timbros SEI, der er fordelt mellem 0 og 100, viser at Island er det land i verden, hvor deleøkonomi er mest udbredt. De tre forfattere diskuterer også ganske overbevisende, hvordan deleøkonomi er en del af forklaringen på, at Island kom så relativt hurtigt gennem den ellers voldsomme krise, der ramte landet fra 2007. Indekset rummer dog også en række overraskelser, som figuren nedenfor viser. Vi har kun plottet uafhængige vestlige lande i figuren, som bl.a. peger på, at deleøkonomi er specielt udbredt i så forskellige lande som Montenegro, Canada og Danmark. Vi dermed, på trods af en nominelt liberal regerings ihærdige modstand, et af de ti lande med størst udbredelse af deleøkonomi. Ser man udover de større lande, er en pudsig detalje, at en række caribiske øer, der alle stadig er kolonier – de hollandske Aruba og Curaçao, de amerikanske Jomfruøer og de britiske Turks and Caicos og Bermuda – faktisk alle ligger nær toppen af indekset. Disse steder har ikke mindst omfavnet de nye delemuligheder i deres turistbrancher, og gør derfor en tur til blåt hav og hvide sandstrande en mulighed for flere mennesker.

Er der hele en succeshistorie? Det kan man ikke svare på, men det virker sikkert, at deleøkonomi er en trussel mod en lang række fast etablerede særinteresser. Den danske taxibranches succesfulde lobbying af transportminister Ole Birk Olesen er blot et eksempel, omend et noget specielt af slagsen, da branchen beskyttede sig selv mod konkurrence på samme tid som den indrømmede, at det der decideret manglede taxier i København. Under alle omstændigheder gør Timbros SEI det langt lettere at kunne diskutere disse forhold, ligesom det åbner muligheden for at foretage faktisk forskning i, hvor mulighederne opstår.

Tre artikler om regulering

De sidste par uger har jeg sammen med to af mine faste medforfattere fået to artikler accepteret i videnskabelige tidsskrifter. Det er naturligvis i sig selv grund til fejring – forskning er den centrale del af ethvert professorjob og giver ikke meget mening, medmindre man også får den udgivet så andre kan læse den – og det er særligt festligt, når det er med to så værdsatte kolleger som Martin Rode og Niclas Berggren. Men der er også den særlige grund, at de to artikler sammen med en tredje, der blev publiceret for et par år siden, tegner et særligt billede af, hvad offentlig regulering risikerer at gøre ved økonomien.

De nye artikler handler om henholdsvis sammenhængen mellem markedsregulering og den offentlige gældsudvikling, og om hvilke typer økonomisk politik, regeringer typisk indfører som reaktion på kriser. Den første artikel, skrevet sammen med Niclas Berggren, hedder meget enkelt ”Regulation and Government Debt” og er under udgivelse i Public Choice. Den anden, med titlen ”Crisis, Ideology, and Interventionist Policy Ratchets”, er fælles arbejde med Martin Rode og udkommer i Political Studies. De hænger emnemæssigt og konceptuelt sammen med min egen artikel ”Economic Freedom and Economic Crises,” der udkom i European Journal of Political Economy for to år siden, Vi har tidligere skrevet om gældsartiklen her og kriseartiklerne her og her, og working paper-versioner kan læses her, her og her.

Det samlende tema er offentlig regulering, men set fra tre vinkler. I mit arbejde med Niclas Berggren undersøger vi, om den offentlige reguleringsbyrde hænger sammen med udviklingen i den offentlige gæld. Svaret er ja: Jo mere, staten vælger at regulere arbejds-, kredit, og produktmarkeder, jo større bliver den offentlige gæld (alt andet lige). Der kan være flere grunde til denne sammenhæng, men vi hælder mod to forklaringer: Reguleringspolitik er ofte forbundet med andre typer økonomisk politik, der ikke altid er lige ansvarlige, så reguleringerne blot reflekterer andre typer politik. Vi bemærker dog, at vi faktisk ikke kan se nogen virkning på det offentlige forbrug, så denne type mekanisme må løbe gennem andre typer politik en rene udgifter. Den anden mulige forklaring, vi ser som sandsynlig, er at reguleringerne forsinker markedsjusteringer og således gør hele økonomien mere ’sluggish’, som udtrykket er på engelsk: Arbejdsløshedsproblemer bliver længerevarende, virksomheder kan pga. reguleringer ikke omstille sig hurtigt, og kreditgivningen bliver strammere og muligvis også mere politiseret. Alle tre forhold kan bidrage til, at staten i sidste ende får gæld pga. de væsentligt større og mere permanente socialudgifter.

Denne fortolkning bliver bakket op af den to år gamle artikel om kriser og økonomisk frihed (som kan læses i sin endelig version her). Jeg undersøgte dengang, om økonomisk frihed påvirker risikoen for at få en økonomisk krise, og om den påvirker hvordan krisen udspiller sig. Svaret viste sig at være, at der ingen klar sammenhæng er med kriserisikoen – lande med større økonomisk frihed og dermed en mindre reguleringsbyrde er hverken mere eller mindre tilbøjelige til at få kriser – men i lande med færre og lettere reguleringer varer de økonomiske kriser væsentligt mindre tid. Med andre ord var konklusionen dengang, at en tungere reguleringsbyrde betyder, at når man først har fået en krise, varer krisen væsentligt længere tid og indebærer et klart større samlet økonomisk tab. Fortolkningen af disse effekter er ganske klart, at reguleringsbyrden forhindrer økonomien i at flytte ressourcer fra virksomheder, der skærer ned eller går konkurs, til andre områder, og holder folk og kapital længere i arbejdsløshed. Det er således den samme type mekanisme, som Niclas Berggren og jeg ser som en af de mulige forklaringer på reguleringernes gældseffekt.

Hvorfor i alverden indfører politikere så tunge reguleringer, må man spørge. Mens der er gode grunde til at tro, at de er skabt af særinteresser – Mancur Olsons særinteresseteori har for eksempel vist sig meget holdbar – tager Martin Rode og jeg et skridt imod en ekstra forklaring. Vi har undersøgt det åbne spørgsmål om, hvad økonomiske kriser gør ved den økonomiske politik. Som vi noterede, da vi skrev om den oprindelige working paper-version her på stedet, er der gode grunde til at tro, at politikere øger det offentlige forbrug og strammer reguleringerne som svar på en krise. Der er dog også gode grunde til at tro, at kriser er særlige events, der tillader at politikerne indfører faktiske reformer fordi særinteresserne re svækkede og krisen demonstrerer, at man må gøre noget andet end tidligere.

Vores innovation er den – i øvrigt ret indlysende – at vi ikke antager, at alle regeringer gør det samme. Det har den tidligere litteratur ellers gjort, men Martin Rode og jeg finder, at det er vigtigt at undgå det. Vores studier af 69 mere eller mindre vestlige lande siden 1975 viser, at venstreorienterede regeringer i særlig grad øger det offentlige forbrug og indfører tungere markedsreguleringer, mens der ikke er evidens for, at højreorienterede regeringer i gennemsnit gør det samme. Kriser er således events, hvor regeringens politiske ideologi bliver meget tydeligt udslagsgivende for, hvilken politik der føres.

Det særlige problem viser sig i, at vi ikke finder nogen evidens for, at reguleringerne lettes efter krisen er ovre. Med andre ord bekræfter vi Milton Friedmans diktum, at Nothing is so permanent as a temporary government program. Og her ligger den deprimerende forbindelse mellem de tre artikler. Særligt venstreorienterede regeringer reagerer på økonomiske kriser ved at regulere markederne væsentligt mere. Disse reguleringer bliver ikke lettet efter krisen er ovre, uanset hvilken regering man får, og kommer dermed til at bidrage til, at de næste kriser bliver dybere, og at den offentlige gæld stiger. På den måde må man derfor konstatere, at de faktiske omkostninger ved markedsreguleringer, som ofte indføres i kriser, kan være langt større og permanente end de fleste forestiller sig. Om det så vil få politikere til at tænke sig om en ekstra gang, er et spørgsmål vi lader blæse i vinden.

Their Finest Hour

Winston Churchill kaldte berettiget den britiske modstand mod Hitler for sit lands Finest Hour. Hvornår danskernes fineste stund var, kan diskuteres, men som Kristeligt Dagblad skrev forleden i en længere artikel, er disse dage for 75 år siden en stærkt kandidat. For i starten af oktober 1943 reddede den danske befolkning næsten alle de cirka 7500 jøder, der befandt sig i det besatte Danmark. Kun Bulgarien, hvor kongen stod som det moralske fyrtårn, reddede lige så mange jøder som Danmark. Danskerne gjorde dog en ekstra forskel, da 1500 af de 7500 jøder i Danmark ikke var danske statsborgere. Der er ingen indikationer på, at vores bedsteforældre gjorde nogen forskel.

Begivenhederne blev højtideligholdt i morges på kajen i Gilleleje, hvorfra mange hundrede jøder tog med en fiskerbåd til Sverige. Mange måtte betale for overfarten, da alle vidste hvilken risiko fiskerne også løb, og adskillige historikere har derfor nedgjort danskerne for blot at være interesserede i at tjene penge. Andre som Bo Lidegaard har påstået, at det hele skyldtes gode politikere, og ikke at danskerne som sådan var ordentlige. Statsministeren var dog klar i mælet, da han i morges udtalte, at ”Redningen af de danske jøder var en fælles og spontan handling, som udsprang af danske borgeres ordentlighed, retfærdighedssans og medfølelse.”

Vi har tidligere skrevet om redningen i anledning af 70-årsdagen (læs her). Holdningen hos punditokraternes redaktion er klar: Redningen var ikke politikernes fortjeneste, og heller ikke blot drevet af grådighed, men fordi danskerne var fundamentalt anderledes end de fleste andre. Forskningen bag den læsning af den danske redning af jøderne kan læses her (ungated tidligere version her).

Herfra skal der derfor lyde et varmt og meget stort tak til de mange, der i oktober 1943 satte deres eget liv på spil for deres medmenneskers. Og denne tak er til de mange i vores bedsteforældres og oldeforældres generation på begge sider af Øresund. I Danmark blev jøderne hjulpet over, og i Sverige hjalp man dem videre. De dage var på mange måder begge befolkningers fineste stund.

Nyt Ekonomisk Debatt på gaden

Vores faste læsere ved, at vi læser det svenske Ekonomisk Debatt med stor fornøjelse. Det nye nummer er kommet på gaden i morges og kan nu læses her (hattip: Niclas Berggren). Nummeret indledes med en leder af Lina Maria Ellegård, som stiller spørgsmålet ”Kan motiverade medarbetare stimulera effektiviseringar i produktionen av välfärdstjänster? Det kan næppe blive mere relevant i en tid, hvor en del af den danske valgkamp ser ud til at handle om den offentlige sektor, og påstanden at den mangler ressourcer. Linas spørgsmål om medarbejderne ikke kan bidrage til effektivisering – i stedet for at det skal komme oppefra fra en gruppe ikke videre kompetente offentlige ledere – er værd at stille i Danmark som i Sverige.

Blandt denne måneds artikler er også Mats Hammarstedt (Linnéuniversitet i Växjö og IFN) som skriver om ældre iværksætteres tilfredshed med deres arbejde og liv. Hammarstedt har gennemført en større spørgeskemaundersøgelse blandt gruppen i Sverige og kan konstatere, at de oplever større tilfredshed på begge områder end andre af samme alder. Hans perspektivering er ret interessant: ” Att stimulera entreprenörskap bland äldre kan vara ett sätt att öka arbetskraftsutbudet och minska påfrestningarna på pensionssystemet och samtidigt höja livskvaliteten hos äldre.”

En anden artikel, der fortjener at fremhæves, er af Timbros cheføkonom Jacob Lundberg, der dokumenterer den nye Swedish Labour Income Microsimulation Model, som er skabt til at forecaste konsekvenser af ændringer i f.eks. skatter og arbejdsmarkedsregler. Lundberg bruger bl.a. modellen til at vise, at hvis en kommune hæver skatten, forsvinder en overraskende stor del af skatteindtægten fordi folk reducerer deres arbejdsudbud: 10 % højere skat giver således kun cirka 5,7 % højere indtægter.

Som altid er Ekonomisk Debatt gode til at finde velformulerede forfattere og spændende emner, og endda emner der også er relevante i en dansk kontekst. Stærkt anbefalet.

Andreas Bergh om debattens to typer bias

I foråret udkom min ven og kollega Andreas Berghs bog ”Två filter: Varför du har fel om nästan allt, men ändå inte vill ändra dig.” Bogen handler om de to typer bias, der efterhånden dominerer megen offentlig debat. Særligt behandler Andreas, hvordan en negativitetsbias kombineret med confirmation bias – at man tillægger information langt større vægt når den bekræfter, hvad man allerede troede – at mange mennesker bliver ved med at tro, at alt går langt dårligere end det faktisk gør. Bogen, der desværre ikke er oversat til dansk, er både veldokumenteret og tankevækkende, og heldigvis så velskrevet, at selv danskere med ligeså elendige svenskkundskaber som mig, kan læse den.

Andreas gav forleden et længere interview på Bokmässan i Göteborg, som nu kan ses i sin helhed. For de af vores læsere, der forstår svensk – og jeg finder Andreas skånske noget mere forståeligt end det meste svensk – er interviewet varmt anbefalet. Andreas afslører ikke mindst, at han både er en af de mest tankevækkende forskere for tiden og en fremragende formidler. Og skulle man finde det interessant, er bogen også værd at læse.

 

Nobelprisen i økonomi 2018 – hvem er i spil?

På mandag tidligst 11.45 annoncerer Sveriges Riksbank hvem der modtager dette års Nobelpris i økonomi. Traditionen her på bloggen er, at vi nogle dage før annonceringen skriver lidt om, hvem der eventuelt kunne få den. Tidligere indlæg kan f.eks. læses her, her og her, og i år er ingen undtagelse. Ethvert gæt er dog altid en blanding af, hvem der har gjort sig fortjent, hvilket område det er tid til at belønne, og til tider også, hvad der er ’oppe i tiden’ eller evt. ikke politisk korrekt.

Man kan starte med, at gentage en række bud fra de seneste år. Francesco Trebbis bedste bud er således en delt pris mellem Philippe Aghion (Harvard), Peter Howitt (Brown) og Paul Romer (NYU), som vi også tidligere har foreslået. Aghion og Howitt leverede i 90erne en række teoretiske bidrag til vækstteori, hvor hovedpointen i deres Schumpeterianske teori er, at produktivitetsfremskridt både skaber og ødelægger firmaer. Hele samfundet bliver rigere, men det giver også en sektoral ændring, som ikke nødvendigvis er politisk populær. Der er også bred enighed om Romers fortjenester, som vi skriver om længere nede.

Et andet bud, som Tyler Cowen sidste år pegede på, er en pris til forskning i corporate finance, som ikke har fået i meget lang tid. Her er budene Michael Jensen (Harvard), Stewart Myers (MIT) og Raghuram Rajan (Chicago) for deres arbejde om beslutningsprocesser på området. På samme måde nævnes Robert Hall (Stanford) og / eller Dale Jorgenson (Harvard) for deres forskning i produktivitetsudvikling. Ligesom det lignende felt i vækstteori, er der længe siden at produktivitetsstudier har fået Riksbankens anerkendelse.

Men der er andre muligheder. Nogle kommentatorer nævner stadig John Taylor (Stanford) for pengepolitik og monetære studier – Taylor-regler for pengepolitik, der i dag er meget brugt af centralbanker over hele verden, er opkaldt efter ham – og William Nordhaus (Yale), muligvis sammen med Partha Dasgupta (Cambridge), for væsentlige studier i miljøøkonomi og klimareaktioner.

Skal man gå en helt anden vej, der står stor blæst og opmærksomhed omkring, er der også gode argumenter for at det er tid til at give en pris til handelsteori. Her er de helt oplagte emner den kun 50-årige Marc Melitz (Harvard), måske med Gene Grossman (Princeton) og Elhanan Helpman (Harvard). Melitz har stået bag en stor del af arbejdet bag det felt, der i dag kaldes new new trade theory, mens Grossman og Helpmans arbejde på området har fokuseret på hvordan handelspolitik dannes.

Sidst, men ikke mindst, er ingen Nobelprispost her på stedet færdig før jeg har slået et lille slag for mine egne, personlige favoritter: Robert Barro (Harvard) og førnævnte Paul Romer for deres arbejde omkring økonomisk vækst og produktivitetsudvikling. Romers primære fokus har været, hvordan uddannelse (human kapital) skaber produktive fremskridt udover dens virkning for individet. Barro lagde efterfølgende en stor del af fundamentet til den empiriske udforskning af vækstprocesser, ligesom ham i senere år har bidraget til en integration af sociologiske overvejelser i udviklingsprocesser og tidligere bidrog vigtigt til public finance og det, der i dag kaldes Barro-Ricardo ækvivalens.

Belært af bitter erfaring er de bedste odds dog, at det er nogle helt andre, der får prisen på mandag. Vi har aldrig ramt rigtigt, om end vi et år før Richard Thaler faktisk fik prisen, nævnte ham som en outsiderkandidat. Under alle omstændigheder er det hvert år en god anledning til at overveje, hvor de vigtige fremskridt i nationaløkonomi har været – og dermed også, hvor vores videnskabelige huller kunne ligge.

Nej tak til politiske repræsentanter

Socialdemokraterne luftede forleden et forslag, der vil tvinge banker til at inkludere politisk udnævnte repræsentanter i deres bestyrelser. En lignende ordning blev ellers afskaffet for 15 år siden, men der blæser nye politiske vinde i dag. Dele af Christiansborg er således klar til at bruge Danske Banks hvidvaskskandale til at bringe de danske finansielle markeder under politisk kontrol. De internationale erfaringer skræmmer dog, men er næppe nok til at få politikerne til at opgive ideen.

Socialdemokraternes forslag er bekymrende tæt på et stykke lovgivning, som den demokratiske senator Elizabeth Warren har foreslået i USA. Warren vil tvinge virksomheder til at inkludere såkaldte ’stakeholders’ i bestyrelserne, angiveligt for at få dem til at bidrage mere til samfundet. Adskillige politikere har for eksempel klaget over, at det er for svært for bestemte virksomheder at få lån, ligesom det er for svært at finansiere huskøb i dele af landet.

Formålet med at tvinge banker og andre virksomheder til at have politiske repræsentanter i bestyrelsen er at få dem til at tage anderledes beslutninger, end de ellers ville gøre. Med andre ord er ideen bag forslaget, at bankerne ikke tager beslutninger, der er tilstrækkeligt acceptable, set med politiske øjne. Som Henrik Sass Larsen formulerede det, vil det være bedre hvis ”Rasmussen, Lykketoft og Stavad sad med ved bordet derinde.”

Fordelen i at have ”offentlige repræsentanter” i alle bankers bestyrelser, som man havde før 2003, skulle være at de politiske repræsentanter ingen økonomiske interesser har i bankens drift, og dermed kan varetage det offentliges interesse. Der er dog to meget væsentlige problemer med den påstand.

For det første er såkaldt økonomisk uafhængighed ikke en fordel. Erfaring viser klart, at hvis bestyrelsesmedlemmer selv har penge på spild, vil de opføre sig langt mere ansvarligt med bankens penge, end hvis de – som det påstås – ingen økonomiske interesser har. Omvendt er der, med Milton Friedman udtryk, ingen, der er så uansvarlige, som hvis de bruger andres penge på andre. Det er derfor en mærkværdig antagelse er, at politisk udnævnte repræsentanter på næsten magisk vis ved bedre end fagfolk.

For det andet peger forskning i public choice og politisk økonomi over de sidste 50 år utvetydigt på, at politiske repræsentanter næsten aldrig repræsenterer den brede befolkning. De er praktisk taget altid repræsentanter for særinteresser, som oftest enten fordi de direkte støttes af dem. Der behøver dog ikke være tale om direkte støtte, da særinteresser kan påvirke politik på andre måder. Helt særligt er det ofte billigst og ganske effektivt at skabe en situation, hvor politikere får deres ’viden’ direkte fra særinteresser.

S-forslaget åbner således en ladeport for interesser, der er direkte skadelige for den almene befolkning. I en tid hvor Danmarks økonomi på trods af fuld beskæftigelse og sunde aktiemarkeder ikke følger med nabolandenes, er det sidste vi har brug for en politisering af de finansielle markeder.

50 år med himlens dronning

For præcist 50 år siden, den 30. september 1968, lancerede Boeing det fly, der skulle vise sig at revolutionere flyindustrien. Selskabet rullede Boeing 747 ud for verden, på trods af at JT9D-motorerne som Pratt & Whitney udviklede specielt til flyet, gav voldsomme problemer. Ceremonien forløb heller ikke helt som planlagt, da de 26 stewardesser fra de selskaber, der havde bestilt flyet, skulle døbe det med hver sin flaske champagne, men ikke formåede at koordinere. P&W fandt dog i samarbejde med Boeing en løsning på motorproblemet, og stewardessernes forvirring løsnede den lidt stive stemning og gjorde lanceringen til en morsom begivenhed.

Som vi skrev i anledning af chefdesigneren Joe Sutters død for to år siden (læs her), er det svært at overvurdere 747-flyets betydning. Flyet var ikke blot en revolution i kraft af sin størrelse – det var mere end dobbelt så stort som noget andet passagerfly – men også fordi det var langt mere økonomisk end andre fly. Siden den dag for præcist 50 år siden er der rullet flere end 1500 747er ud af Boeings enorme fabrik i Trenton.

I løbet af 70erne fik Boeings enorme sats på 747, sammen med de to andre såkaldte widebodies – Douglas DC 10 og Lockheeds L1011 Tristar – den konsekvens, at flybilletter og rejseomkostninger faldt dramatisk. I vores ord fra for to år siden, er en af konsekvenserne af Sutters og hans team – kendt som The Incredibles – indsats, at ”en uge på en strand i Thailand eller New Yorks gader er en naturlig mulighed for langt de fleste.”

Boeing 747 har i fem årtier vist for millioner af mennesker, at Joe Sutter havde ret i sin filosofi ”When it looks right, it flies right.” Men efter 50 år er en ny generation fly ganske enkelt mere økonomiske end jumboen og som passagerfly er særligt de nye og mindre Boeing 787 og Airbus A350 både mere brændstoføkonomiske. Selv med de nye motorer fra General Electric og Rolls Royce lider tredje generation af 747 under, at det kræver fire motorer mod de mindre flys to. Mange selskaber er derfor ved at erstatte deres jumboer med nye fly, der flyver længere på literen.

Jumboen er også på en anden front ved at blive gammel pga. økonomiske ændringer i selve måden, selskaberne organiserer deres ruteplaner: Boeing byggede flyet til det såkaldte ’hub-and-spoke’ system, hvor man flyver over Atlanten i en 747, lander i en meget stor lufthavn – en ’hub’ som New York JFK eller Atlanta – og skifter til et mindre fly for at rejse til en mindre lufthavn. I dag er industrien rykket i langt højere grad mod at flyve direkte til mindre steder i mindre fly, der også kan lande på kortere landingsbaner og som man ikke behøver at fylde 400 mennesker i, før de giver økonomisk mening. I den markedslogik passer 747 ikke særligt godt, medmindre man har rigtigt mange flyvninger mellem de allerstørste lufthavne. Boeing regner da også med, at flyets fremtid primært ligger i fragt, hvor det stadig er en formidabel forretning.

Flyet er dog stadig elsket af dem, der flyver det og intet andet fly er så genkendeligt som jumboen. Puklen, hvor cockpittet sidder ovenover næsen og hvor de fleste selskaber placerer deres førsteklassekabine, er kendt selv af børn. Millioner af mennesker rejste på deres første, glamourøse ferie i en 747, og der findes næppe noget andet transportmiddel, der står samme aura omkring. Det samme gælder for selskaberne selv: Da United Airlines pensionerede sine sidste 747 sidste år, udgav de en lille hyldestvideo som farvel til det fly, der i årtier er blevet kaldt himlens dronning – the Queen of the Sky. Og hvorfor ikke: Hvilken anden teknologi, som vi bruger i dag og opfatter som moderne, er 50 år gammel?

Dead Wrong – om velfærdsstaten og tillid

Den dygtige Johan Norberg, hvis film vi skrev om forleden, kører en serie korte videoer med titlen Dead Wrong for Free to Choose TV. I serien debunker Norberg en lang række myter, som har politisk interesse eller indflydelse, såsom Oxfams cronyism-påstande, toldbeskyttelse og amerikansk udvikling, og vacciner og autisme.

Den sidste nye i serien tager Norberg fat på myten om, at velfærdsstaten har skabt den høje grad af nordisk tillid til andre mennesker. Den påstand er særligt aktuel i Danmark, hvor Socialdemokraternes Dan Jørgensen på det sidste har været på korstog for den socialdemokratiske velfærdsstat (læs f.eks. Information her). På de halvandet minut piller Norberg på fineste vis påstandene fra hinanden, endda med fodnoter med reference til studier. Dead Wrong-serien er meget varmt anbefalet!

Verdens økonomiske frihed 2018

I går udkom den årlige rapport om Economic Freedom of the World fra the Fraser Institute i Vancouver. Fraser Institute har siden 1996 udgivet både den årlige rapport og vedligeholdt et datasæt over de fleste af verdens lande, der rækker tilbage til 1970. Fra 2000 er der årlige data tilgængelige, der som altid er sorteret i fem komponenter: Størrelsen på den offentlige sektor, kvaliteten af retsvæsenet, kvaliteten af pengepolitikken og de pengepolitiske institutioner, åbenhed for handel og internationale investeringer, og offentlig regulering af produkt-, kredit-, og arbejdsmarkeder. Det overordnede EFW-indeks er sat på en skala fra 1 (nogenlunde nordkoreansk standard) til et ideal på 10. Indekset kommer ofte i medierne og var per 2013 brugt i mere end 400 videnskabelige artikler. Interesserede kan læse Bob Lawson og Josh Halls oversigtsartikel her (eller en tidligere ungated version her).

Det geniale ved indekset – om man er ideologisk enig eller ej med Gwartney, Lawson og Hall, der er hovedmændene bag – er at det gør forskelle på lande meget transparente. Som de senere år toppes listen af Hong Kong (8,94) og Singapore (8.84) med New Zealand på en tredjeplads (8,49). Bunden er den næsten forventelige katastrofe Venezuela (2,88), med Libyen (4,74) og Argentina (4,84) som de svageste lande, der ikke er i økonomisk frit fald.

Indekset tillader også at følge de samme lande over tid, og evt. sammenligne dem med andre lande. Danmarks indeks i 2000 var således 8,06 og dermed 8 % højere end gennemsnittet for vestlige / OECD-land, og 6 % højere end vores nabolandes. 16 år senere i 2016 er indekset faldet til 7,77 (den blå linje), og nu kun 2 % højere end det vestlige gennemsnit og cirka 1½ % under vores naboers (den stiplede blå linje).

En pudsig detalje er, at der ikke er sket noget markant med den offentlige sektors størrelse gennem de 16 år. Fokuserer man derfor i stedet på de fire komponenter af indekset (den sorte linje), der ikke har noget at gøre med det offentlige forbrug er Danmarks indeks faldet fra 8,07 til 7,63, mens vores naboers faktisk er steget fra 8,36 til 8,70. Vi plejede således ved slutningen af Nyrups regeringstid at ligge godt 3 % lavere end naboerne, og er per 2016 godt 12 % svagere stillet.

Konklusionen, der er meget klar i EFW-indekset, er at i løbet af en tid med 78 måneders socialdemokratisk regering og 124 måneders Venstre-ledet regering er Danmark relativt til vores naboer, blevet mindre økonomisk frit. På trods af at både Fogh, Løkke og Thorning blev skældt ud på venstrefløjen for at føre ’neoliberal’ politik (hvad end det betyder), er der ingen tegn på, at staten fylder mindre. Almindelige danskeres frihed er blevet begrænset.

Og hvad så, kunne man forledes til at tro. Gwartney, Hall, Lawson og det nye medlem af teamet Ryan Murphy viser på pædagogisk vis i første kapitel, at økonomisk frihed har klare konsekvenser. Den er for eksempel, som nedenstående figur fra rapporten viser, stærkt forbundet med udbredelsen af absolut fattigdom. Der eksisterer også en række studier, der peger på at økonomisk frihed er positivt forbundet med langsigtet økonomisk vækst. Det er derfor nærliggende at se den falden økonomiske frihed i Danmark som en af årsagerne til, at landet ikke følger økonomisk med naboerne.

Økonomisk frihed er et vigtigt samfundsøkonomisk koncept, og et der giver indsigter man ofte ikke havde regnet med. Hele rapporten – eller blot introduktionen eller dens summary – er derfor stærkt anbefalet, og i særlig grad til politikere.

Sweden: Lessons for America

Forleden skrev vi om at den glimrende Johan Norberg har lavet en film om Sverige. Fredag aften bragte de første kanaler filmen i USA og den er nu også tilgængelig på nettet. Dagens post handler derfor ganske simpelt om at anbefale Norbergs fine film, hvor han tegner de lange linjer i svensk historie tilbage til den liberale tænker Anders Chydenius og frem til den miderne, stærkt kapitalistiske svenske velfærdsstat. Undervejs får han hjælp af så gode folk som bl.a. Tom Palmer (Cato Institute), Nima Sanandaji (European Centre for Entrepreneurship and Policy Reform) og Andreas Bergh (Lunds Universitet). Norberg taler også med repræsentanter for både arbejdsgivere og fagforeninger, Aftonbladets redaktør, og adskillige ret almindelige mennesker. Det hele varer 56 stærkt anbefalede minutter.

Hvordan går og gik det i Sydafrika?

Sydafrika har i flere år stået ved det, der kan betegnes som et historisk vadested. Mange kommentatorer insisterede på at inkludere landet som en af de spændende ’emerging economies’ – det var S’et i BRICS-gruppen – men tog man et kig på de faktiske data, var udviklingen på ingen måde imponerende (som vi skrev for fire år siden). Efter den måske farverige, men også dybt korrupte Jacob Zuma blev tvunget fra præsidentembedet i februar, har hans efterfølger Cyril Ramaphosa måttet erkende behovet for reformer. Zuma var på mange måder en katastrofalt dårlig præsident (se f.eks. vores dækning før hans valg her), men man kan ikke skyde skylden for alle landets problemer på ham.

Mange problemer stikker dybere, og på trods af at Ramaphosa er erklæret socialist, har hans reformhensigter stoppet landets kreditrating fra at falde fra ’blød’ junk status – Standard and Poor’s fastholdt for eksempel i maj ratingen, der ellers har været faldende – og det virker klart, at der blandt andet skal blødes op i de voldsomme arbejdsmarkedsreguleringer. På mange måder ligner Afrikas største økonomi derfor i stadig større grad en afrikansk økonomi. Der kunne diskussionen naturligvis stoppe, men som vi ofte har understreget her på stedet, er det værd at se tilbage i historien for at vide, hvor man kom fra. Det gør vi derfor i dag for Sydafrika, og håber dermed at vores læsere bliver klædt lidt bedre på til eventuelle diskussioner om emnet.

Vi starter med en figur, der viser Sydafrikas nationalindkomst som andel af USA’s (den sorte linje) og Storbritanniens (den blå linje); vi sammenholder den med nabolandenes ligeledes relative udvikling (de to stiplede linjer). Som figuren viser, havde landet i tiden efter anden verdenskrig en (købekraftskorrigeret) nationalindkomst per indbygger på omkring 55 % af briternes. Det gik faktisk ikke så dårligt i Sydafrika, som i midten af 50erne var væsentligt rigere end Spanien og Portugal, og på mange måder en integreret del af den vestlige økonomi! Meget sigende var en af de første ruter, som BOAC (forløberen for British Airways) servicerede med jetfly, fra London Heathrow til Johannesburg. Var man hvid, kunne man leve et meget europæisk liv med et velfungerende demokrati, kulturtilbud og hvad man ellers var vant til i Nordeuropa, ligesom man kunne sende sine børn på et af landets otte universiteter. Som et kuriosum kan det f.eks. nævnes, at der i Sydafrika var 40 personbiler per 1000 indbyggere i 1952 – det samme antal som i Frankrig mens der var 47 i Storbritannien – og sydafrikanske flyselskaber fløj cirka 30 % flere passagerkilometer per million indbygger end danske (ifølge Statistisk Årbog 1952).

Var man ikke hvid, og særligt hvis man var sort afrikaner, var ens muligheder helt anderledes begrænsede fra indførslen af apartheidpolitikken i 1948. Gennemsnitsindkomsten for hvide var i 1954 ifølge Tomlinson-kommissionen 631 rands for hvide, 133 rands for indere, 86 rands for farvede, og 63 rands for sorte (læs her). Den egentlige forskel på sorte og hvides indkomst var dog ikke en faktor ti, da hvide typisk var langt bedre uddannede, og også var mere tilbøjelige til at bo i storbyerne, hvor både lønninger og priser var højere. Et bedre bud på den egentlige diskrimination er, at Tomlinson også fandt at ufaglærte hvide tjente dobbelt så meget som ufaglærte sorte.

Diskriminationen var således voldsom, men Sydafrika var stadig et attraktivt sted at arbejde for andre afrikanere. Tager man gennemsnitsindkomsten på 24 pund for sorte i Rhodesia (dokumentation fra R.B. Sutcliffe her) var den sydafrikanske gennemsnitsindkomst for sorte cirka 25 % højere i midten af 50erne. Der var således stadig sorte i Sydafrika der klarede sig ganske godt økonomisk, som det også kan ses på fotoet nedenfor, der er fra Cape Town i slutningen af 1940erne: Spot den velklædte sorte mand, der er ude at købe blomster.

Sydafrika holdt sin relative status gennem 1960erne på trods af et international klima, der blev stadig mere skeptisk overfor landets afskyelige apartheidpolitik. FNs frivillige våbenembargo fra 1963 blev for eksempel ignoreret af både Storbritannien og USA, der så Sydafrika som et bolværk mod Sovjetunionens indflydelse i Afrika, og embargoen blev først gjort bindende for FN-medlemmer i 1977. Landets økonomiske problemer startede først omkring 1970, som det ses tydeligt i figuren: Sydafrika gik fra at have en nationalindkomst omkring 50-55 % af Storbritanniens til en bund omkring 2000 på 30 %.

Starten omkring 1970 er sammenfaldende med et stykke vigtig lovgivning – the Homeland Citizens Act of 1970 – der skabte de såkaldte ’hjemlande’ for sorte sydafrikanere, som mange af dem blev tvunget til at bo i. Loven segregerede Sydafrika på en helt anden måde end apartheidregimet havde gjort indtil da. Før 1970 var der kun demokrati og politisk indflydelse for hvide, og i noget omfang for bl.a. de mange indere i landet, og sorte sydafrikanere blev diskrimineret på en række andre måde, men var stadig integrerede i den samme økonomi. Dét ændrede the Homeland Citizens Act ved at flytte store mængder af sorte sydafrikanere ud i bantustans og dermed segregere økonomien på samme måde som ægteskab, sociale forhold og offentlig service havde været det siden 1948.

Resultatet var den meget tydelige nedgang i forhold til Vesten i løbet af 1970erne og en nedgang i absolutte tal i 1980erne, hvor sydafrikanerne mellem 1981 og 1991 blev næsten 20 % fattigere. Det var ikke kun de økonomiske sanktioner, der begyndte at få bid omkring 1980, men også den selvforskyldte produktivitetskrise, som loven fra 1970 skabte. Politikerne i Pretoria insisterede på, at selv meget produktive sorte borgere ikke kunne bestride jobs, der svarede til deres kvalifikationer. De blev erstattet af mindre produktive hvide, og den manglende konkurrence og kontakt mellem sorte og hvide ser ud til at have gjort resten af arbejdet. Som det er klart i f.eks. indikatorerne for total faktorproduktivitet i the Penn World Tables (version 9.0), dykkede Sydafrikas produktivitet relativt til Storbritannien og USA fra starten af 1970erne og denne udvikling er ikke vendt.

Hele forklaringen på Sydafrikas elendige udvikling efter 1970 kan sandsynligvis ikke forklares af the Homeland Citizen Act, men på samme måde kan fortsættelsen af problemerne heller ikke forklares af, at de engang var der. Sydafrika afskaffede endelig apartheidregimet i starten af 90erne, men økonomien er blot holdt op med at falde bagud, og er ikke rettet permanent op. Det problem må det ubestridte regeringsparti ANC tage på sig i form af virkeligt tåbelig politik.

Sydafrikas arbejdsmarked er for eksempel mindst lige så stift som de dysfunktionelle markeder i Sydeuropa: Regulering og en lovgivet minimumsløn er lige så stramme som i Italien, og det er ifølge Fraser Instituttets opgørelse væsentligt sværere at fyre medarbejdere end i Grækenland, Italien og Spanien, der ellers holdes op som skrækeksemplerne på massiv overregulering. Flere af de store byer, ikke mindst Durban, er plaget af voldsom kriminalitet og korruptionsproblemerne rækker helt op til toppen af sydafrikansk politik.

Mens fagforeninger, militante grupper og en marxistisk fortid stadig præger ANC, er det svært for selv den mest velmenende leder at gennemføre egentlige reformer, eller blot klart respektere retsvæsenets uafhængighed. Og i mellemtiden er det ved at blive pinligt for regeringspartiet at se the Western Cape – den eneste af provinserne, der ikke styres af ANC – blomstre økonomisk. Men hvad Sydafrika havde været uden apartheid er et åbent spørgsmål.

Ældre indlæg

© 2018 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑