Forfatter: Christian Bjørnskov (side 1 af 53)

Globalisering og populisme – ingen sammenhæng

Studiet af populisme er efterhånden en hel industri i statskundskab, sociologi og dele af nationaløkonomi. En af de centrale påstande i mange nye studier er, at populistiske partier og deres voksende stemmetal er en politisk konsekvens af og reaktion på øget globalisering.

Francis Fukuyama har for eksempel hævdet, at “the rise of populism has been triggered by globalization and the consequent massive increase in inequality.” En lignende påstand er central i Barry Eichengreens bog fra sidste år om populisme, ligesom den hollandske populismeforsker Cas Mudde har gentaget den og brugt den som forsvar for en tilbagevenden til traditionel socialdemokratisk omfordeling (som han så absolut foretrækker).

Andreas Bergh

Spørgsmålet er blot, at der indtil videre ikke har været nogen egentlig evidens for påstanden, men blot strategisk udvalgte eksempler og teoretiske argumenter. Jeg pegede på problemet i sommers i Economic Affairs, og understregede da, at selv en så dygtig forsker som Eichengreen bruger simplistisk og gammel handelsteori som et forbløffende svagt grundlag for en påstand, som han efterfølgende drager substantielle politiske implikationer fra.

Det er derfor både heldigt og meget aktuelt, at ny forskning nu ser omhyggeligt på, om der faktisk er den sammenhæng mellem globalisering og populisme, som populismeforskere synes at opfatte som en konsensus. Min gode ven Andreas Bergh (Lund og IFN, på billedet) og den unge økonom Anders Gustafsson (Örebro og IFN) viser i deres nye papir “Globalization and Populism in Europe” at det er der ikke!

Andreas og Anders bruger Timbros relativt nyudviklede populismedatasæt, der dækker 33 europæiske lande fra 1980-2016, til at se på spørgsmålet. Kombineret med det omfattende globaliseringsindeks fra KOF i Zürich tillader det de to svenskere at estimere sammenhængen over tid og på tværs af lande. Datasættet omfatter 267 populistiske partier, fra meget små til meget store og fra venstre til højre, samt deres stemmetal. Resultaterne viser ingen klar, statistisk sammenhæng, selvom den i en række sammenhænge endda bliver statistisk signifikant og negativ. I stedet finder de to, at medlemskab af EU er forbundet med en væsentlig stigning i populistiske højrefløjspartiers stemmetal. Andreas leverer flere detaljer på sin altid anbefalelsesværdige blog.

Man bør naturligvis aldrig konkludere for håndfast på basis af et enkelt studie. Det er dog sigende, at Andreas og Anders synes at være de første, der konkret tester en idé, som har været bærende for meget populismeforskning i årevis. Man kan – måske særligt når man kender til de underliggende data – fristes til at tro, at en række populismeforskere faktisk har taget et kig på dataene, og opdaget at deres konsensusidé er empirisk vrøvl. Under alle omstændigheder er der nu et omhyggeligt, veludført empirisk studie, der helt og fuldstændigt afviser, at øget globalisering skaber populistiske stemmer.

Kommunisme ødelægger tillid – også i Kina

Et af de mest robuste resultater i al forskning i social tillid er, at tidligere kommunistiske lande er karakteriseret ved markant lavere tillidsniveauer. Jeg har selv været med til at dokumentere forskellen i flere artikler (læs f.eks. her), der er både stor og robust. Sammenligner man lande, når man til en forskel på cirka ti procentpoint, der ser ud til at være stabil over tid. Den samme forskel kan man se i sammenligninger mellem lande, der før jerntæppet umiddelbart så ret ens ud – Østrig og Tjekkiet er ofte den indlysende sammenligning – og internt i Tyskland. Selv i de nyeste tal fra the European Values Survey er folk i det tidligere Østtyskland ti procentpoint mindre tilbøjelige til at stole på andre mennesker end i Vesttyskland. Forskellen reflektere det, tyskerne kalder Die Mauer im Kopf (Muren i hovedet), som også giver sig udslag i markant forskellig politisk adfærd (læs f.eks. her).

Et nyt studie med titlen ”Political Movement and Trust Formation: Evidence from the Cultural Revolution (1966-76)” er nu på vej ud i European Economic Review, hvor Liang Bai og Lingwei Wu demonstrerer, at Kina ikke er anderledes end Central- og Østeuropa (hattip: Niclas Berggren). Landet, der først led usigeligt under formand Maos Store Spring Fremad i 1958-62, og derefter under excesserne i Kulturrevolutionen fra 1966, burde være et klart eksempel. Det er det også, selv internt i Kina. Som de to forskere konkluderer: ”Our findings indicate that individuals in counties with higher revolutionary intensity and of trust formation cohorts report significantly lower levels of trust more than three decades later. This effect is more pronounced for those more likely to have been targeted during the revolution as well as those with greater exposure to its early years (1966-71).”

I disse uger, hvor vi – eller i det mindste nogle af os – fejrer Berlinmurens fald og Centraleuropas tilbagevenden til den civiliserede verden, er det værd at huske, at kommunismen ikke blot gjorde folk fattigere. Ufriheden, undertrykkelsen, og forsøgene på at kontrollere folks inderste tanker har kostet langt mere end blot penge. De ar på sjælen, som generationer af mennesker lever med, kan ikke undskyldes eller kompenseres, uanset hvor folk bor eller hvordan de ser ud.

Forfatningsstridige præsidenter

Forleden skrev vi om Bolivia, og særligt om de voldsomme begivenheder, der stadig udspiller sig i landet, efter at den siddende præsident Evo Morales havde stillet op til en fjerde præsidentperiode. Morales-regimet havde åbenlyst fået den bolivianske valgkommission til at svindle med valget, hvilket førte til store demonstrationer, som politiet nægtede at styre, og en militærchef der meddelte ligeud, at Morales burde gå af.

Et af de særlige elementer i Morales-miseren er, at den forfatning, han selv fik gennemført i 2009, begrænser enhver person til kun at kunne sidde i to præsidentperioder af fire år. Da han stillede op til præsidentvalget i 2014, var hans argument, at det var lovligt fordi hans første præsidentperiode havde været under den gamle forfatning, og han derfor stillede op for anden gang under de nye regler. Det gik mange modvilligt med til, men da Morales i februar 2016 forsøgte at ændre forfatningen, så han kunne stille op for fjerde gang, tabte han den nødvendige folkeafstemning. I stedet gjorde han, som andre autokrater før ham, og tvang højesteret – som han selv havde pakket med sine tilhængere – til at erklære, at der ikke måtte være periodebegrænsninger på offentlige embeder. Beslutningen var i blatant strid med forfatningen, men betød, at Morales kunne påstå, at han lovligt stillede op til præsidentvalget.

Både internationale kommentatorer og almindelige bolivianere har været forargede over den nu tidligere præsidents totale mangel på respekt for forfatningen. Et aspekt, mediedækningen dog har overset, er at Morales-regimets forfatningsstridige adfærd ikke er uset i resten af verden. Det er for eksempel denne adfærd, der har tilladt Paul Biya at have siddet som præsident i Cameroon siden 1982, selvom landets forfatning tydeligt kun tillader ét genvalg. I Uganda har Yoweri Museveni formået at sidde som præsident siden 1986 ved at tvinge en forfatningsændring igennem. Landets forfatning fra 1995 tillod kun præsidenten af sidde to femårs-perioder, men under store protester lavede Museveni ganske enkelt forfatningen om. Den samme proces er Tajikistans Emomali Rahmon og Djiboutis Ismaïl Guelleh gået gennem, så de i dag sidder på henholdsvis 28. og 20. år. Congos Denis Sassou Nguesso gennemførte på samme måde en helt ny forfatning i 2015 for at komme udenom reglerne, og har dermed formået at sidde uafbrudt i embedet siden 1997. Det måske værste eksempel er Nicaragua, hvor Daniel Ortega har brugt begge metoder – i 2009 ved at få højesteret til at erklære forfatningens begrænsning på præsidentens embedsperiode for inapplikabel, og i 2014 ved at tvinge parlamentet til helt at afskaffe den.

Som Bolivia er et tydeligt eksempel på, går den ikke altid. I Burkina Faso forsøgte landets præsident Blaise Compaoré – der var kommet til magten i 1987 ved et kup mod sin ven Thomas Sankara – i 2014 at ændre landets forfatning, så han kunne blive siddende. Det udløste så voldsomme uroligheder, der bl.a. indebar at parlamentet brændte ned, at Compaoré flygtede til Côte d’Ivoire, og militæret måtte stabilisere situationen og overleve et kupforsøg i 2015. Landet er på ingen måde demokratisk, men har været rimeligt roligt siden Roch Marc Christian Kaboré blev indsat i slutningen af 2015. Det samme ser ud til at være tilfældet i Zimbabwe, hvor Emerson Mnangagwa i 2017 ved et kup afsluttede Robert Mugabes 37 år som diktatorisk leder af landet.

Som eksemplerne ovenfor illustrerer, er Morales-regimets adfærd på ingen måde unik. Igennem det 20. århundrede og indtil i dag har adskillige præsidenter enten ignoreret deres forfatningers begrænsninger på, hvor lang tid de må sidde ved magten, eller presset og svindlet sig til ændringer af forfatningen. Hvor almindeligt det end er, er det dog stadig forfatningsstridigt og et alvorligt politisk problem. Man kan kun begræde, at det hverken har den helt store internationale bevågenhed, eller har været genstand for nogen særlig videnskabelig interesse. Det burde der – som Stefan Voigt og jeg ofte har talt om – snart laves om på.

Greta tager fejl!

Klippet er gået verden over: En meget emotionel og meget fordømmende Greta Thunberg, der beskylder FN og alle voksne mennesker for at have berøvet hende en barndom. Man kan spørge, om hun ikke nærmere skulle have en alvorlig snak med sine forældre (eller en psykolog), men det andet store spørgsmål er, om hun – en eller anden faktuel forstand – har ret. Det er dét spørgsmål, den altid gode Johan Norberg tager fat på i en ny udgave af de korte vidoer med titlen “Dead Wrong.” Norberg konkluderer på solidt grundlag, at Greta fundamentalt har misforstået hvad der foregår. Som altid fremragende formidlet og tankevækkende, Dead Wrong er altid varmt anbefalet.

Bolivias demokrati overlever (indtil videre)

Som de af vores læsere ved, der følger Niels på Twitter (varmt anbefalet), er der virkelig gang i de politiske slagsmål i Bolivia. Den før så populære socialistiske præsident Evo Morales, er under hårdt pres trådt tilbage fra embedet. Morales er over årene blevet et venstrefløjsikon for sin fokus på Bolivias indianere og sin klart socialistiske profil – han har i årevis været en af Venezuelas faste støtter – og bl.a. Labour-lederen Jeremy Corbyn har kaldt begivenhederne for et ’kup’. Der er dog tale om noget helt andet, og næsten modsat, end et kup.

Baggrunden for hele miseren er allerførst, at Bolivia er et af regionens fattigste lande. CIAs World Factbook sætter BNP per indbygger i 2017 til 7600 dollars – 15 % af den danske levestandard. Bruger man i stedet Madison-databasen, svarer den nuværende levestandard cirka til Danmarks for 110 år siden. Det er også et land, der historisk har været voldsomt ustabilt – i perioden 1960-1980 oplevede landet således hele 31 kupforsøg og den nuværende forfatning fra 2009 er den 17. i Bolivias 194 år som uafhængig nation – og har ført skrigende uansvarlig økonomisk politik. På et tidspunkt havde landet to bilfabriker, der kun eksisterede pga. tårnhøje handelsbarrierer overfor resten af verden, og både politik og store dele af økonomien er stadig plaget af voldsomme korruptionsproblemer.

Da Evo Morales kom til i 2006, var han således et frisk pust, omend et voldsomt socialistisk et af slagsen. Morales, der selv er Aymara, fulgte Hugo Chavezs eksempel og øgede den offentlige støtte til landets oprindelige befolkning. Han gennemførte også en ny forfatning i 2009, der gav både den brede befolkning og de oprindelige stammer en række slet definerede sociale rettigheder.

De seneste år er Morales, og i særlig grad hans vicepræsident Alvaro Garcia Linera, blevet stadig mere autokratiske i takt med at uansvarligheden er vendt tilbage. Regeringen har kørt alvorlige budgetunderskud, der i 2017 foreløbig kulminerede i hele 7,8 % af BNP, og Morales slap afsted med at stille op til en tredje præsidentperiode, selvom hans ’egen’ forfatning begrænser mulighederne til to. Hans argument dengang var, at den første ikke talte, fordi han i 2006 var blevet valgt under den tidligere forfatning. Dét argument kunne han ikke bruge ved valget i oktober i år, da han stillede op til en åbenlyst forfatningsstridig fjerde præsidentperiode. Morales havde brugt et af de gamle tricks i diktatorbogen og pakket højesteret med sine tilhængere, så forfatningen kunne ’omfortolkes’ til hans fordel.

Denne gang gik det dog anderledes, da den helt igennem tydelige valgsvindel endte i voldelige demonstrationer, der blev forværret af styrets egne ’colectivos’ adfærd. Tidligt på valgaftenen så Morales ud til at få 45 % mod den førende oppositionskandidat Carlos Mesas 38 %, hvilket ville have betydet en anden valgrunde. Fra 19.40 stoppede Bolivias valgmyndigheder pludseligt med at opdatere resultatet, og dagen efter meddelte de så, at Morales havde vundet med 47.07% af stemmerne mod Mesas 36.51%. Morales så derfor ud til på næsten magisk vis lige præcist at have indhentet de 10 % flertal, der forhindrede en anden valgrunde uden stemmespild hos oppositionen.

Valgobservatører fra Organisationen af Amerikanske Stater – der ellers har en tradition for at være relativt ukritisk – vurderede, at valget havde været karakteriseret af omfattende svindel og burde gå om. Som opsummeret i Alvaro Piaggios glimrende gennemgang på Twitter, besluttede Bolivias politi under de efterfølgende uroligheder at blive hjemme, og dermed implicit at støtte oppositionens protester. Morales-regimet var endegyldigt færdigt, da militærledelsen dagen efter meddelte, at den ikke havde til hensigt at sætte ind overfor politiet eller demonstranterne. Bolivias militær trådte således i karakter, som det er sket flere gange i Latinamerika, som demokratiets garant.

Hvad der sker nu, er der ingen der ved. Det bedste bud er sandsynligvis, at Bolivia går til valg igen sidst på året, og at Carlos Mesa fra Comunidad Ciudadana bliver præsident.  Det er svært at se, hvordan Morales-regimet med dets omfattende økonomiske mismanagement og forfatningskriminelle adfærd kan overleve. Bolivia er på alle de værste måder klassisk latinamerikansk, og toppen i Morales-regimet drømmer sikkert om en Venezuelansk løsning. Men uden militærets implicitte støtte kommer Morales og hans kumpaner næppe nogen vegne.

Catalansk uafhængighed og tillid

Konflikten omkring Cataloniens mulige uafhængighed, og om catalonierne overhovedet har lov – ifølge den spanske forfatning – til at afholde en folkeafstemning om det, raser stadig. Forleden blev flere ledere af uafhængighedsbevægelsen idømt drakoniske straffe, i et tilfælde hele 13 år i fængsel, på ganske tyndt grundlag. Udefra kan det være svært at forstå, hvad der foregår, men situationen giver også mulighed for ny forskning.

En del af baggrunden er, at catalonierne føler sig udnyttet af resten af Spanien, og ikke helt uden grund. Som DR viser her i en fin gennemgang af konflikten, bor godt hver syvende borger i Spanien i den nordøstlige region Catalonien, men regionen står for 19 % af landets BNP og en fjerdedel af eksporten. Regionens økonomi er heller ikke så afhængig af turisme som mange andre steder i Spanien, men er i højere grad karakteriseret ved fremstillingsindustri. Catalonien fremtræder derfor også som en mere ’high tech’ region end andre steder i Spanien.

En anden del ligger i de historiske forskelle mellem Catalonien og resten af Spanien. Landet var selvstændigt indtil først i 1700-tallet, og folk taler stadig et andet sprog – catalansk – end størstedelen af Spanien, der taler castiliansk. I den lange tid under Francos militærdiktatur (1939-1975) var det catalanske sprog forbudt, forældre måtte ikke give deres børn traditionelt catalanske navne, og folk blev endda tvunget til at bruge den castilianske version af deres catalanske fornavne. Det var således almindeligt, at folk der var døbt Josep blev tvunget til at kalde sig Joseph, ligesom det var den castilianske version, der stod i deres pas, identitetskort osv. Helt overordnet undertrykte diktaturet al catalansk kultur – sprog, flag, navne osv. – med hård hånd. Forbuddene fortsatte indtil 1978, og man kan stadig finde eksempler på ringeagt fra det castilianske flertal overfor catalansk kultur.

Det forskningsmæssigt interessante i situationen er, at begge sider af debatten argumentere for, at der er væsentlige forskelle i social kapital involveret i udviklingen. På uafhængighedssiden har flere påstået, at Catalonien er karakteriseret af en større grad af social kapital end resten af Spanien, og derfor ville vokse hurtigere og fungere institutionelt bedre, hvis regionen blev selvstændig (se f.eks. her for et overblik over litteraturen). På den anden side argumenterer unionisterne, at selve konflikten polariserer folk og dermed underminerer den sociale kapital i Catalonien. Der er dermed brug for forskning, der kan give en indikation om, hvad der er op og ned i debatten.

Det spørgsmål gav Miguel Ángel Borella-Mas, Martin Rode (begge Universidad de Navarra) og jeg os i kast med for halvandet år siden. Papiret med titlen ”The Economics of Change and Stability in Social Trust: Evidence from (and for) Catalan Secession” er nu ude som working paper fra IFN i Stockholm (og kan også hentes på SSRN her). Vi bruger the European Social Survey, som er foretaget i Spanien hvert andet år siden 2002, hvilket både tillader os at sammenligne Catalonien med resten af Spanien, men også at følge udviklingen i social tillid – den vigtige del af paraplykonceptet social kapital – henover udviklingen i konflikten. Når vi gør det, kan vi afvise påstandene fra begge sider af den politiske debat, men også vise et ekstra resultat.

Det viser sig allerførst, at uafhængighedssidens påstand er forkert: Den social tillid i Catalonien er næsten præcist gennemsnitlig i Spanien. Hvis der er et sted, der har en større grad af tillid, er det Baskerlandet, men ikke Catalonien. Der er således ikke umiddelbart grund til at tro, at catalonske institutioner osv. ville fungere bedre end de nuværende spanske. Tester man unionisternes påstand, kan man på den anden side også skyde den ned. Den sociale tillid i Catalonien har ikke lidt under konflikten i forhold til resten af Spanien.

Det er dog i netop dén sammenligning, at det tredje, overraskende fund dukker op.

Den sociale tillid i Catalonien er steget efter at selvstændighed blev en reel mulighed i 2014! Stigningen er ikke tilfældig, da den primært kan ses hos folk, der taler catalansk hjemme, og den er ikke helt lille. Cataloniernes social tillid ser ud til at være steget med 7½% siden 2014, og stigningen er større når vi stiller skarpt på dem, der taler catalansk. Mens vi ikke kan sige noget om, hvad der specifikt foregår, kan vi gøre to ting. For det første kan vi afvise, at det er et resultat af bedre institutioner, idet vi kan se at cataloniernes tillid til de spanske institutioner – retsvæsen, politi, parlament – er faldet drastisk. For det andet kan vi spekulere over, hvad der kunne foregå. Det gør vi i konklusionerne, hvor min foretrukne forklaring er denne: Det er muligt, at ”we are actually seeing the mental process of nation building at work, where conflict is the cradle of a shared Catalan identity that facilitates in-group cooperation and the creation of formal institutions that facilitate it.” Kun én ting er sikker: Intet er som de to sider af konflikten påstår, men den kan vise sig at være til gavn for den catalonske befolkning.

Nyt Ekonomisk Debatt på gaden

I dag er det nye nummer af det glimrende, svenske tidsskrift Ekonomisk Debatt udkommet. Som trofaste læsere vil vide, er det et tidsskrift der formidler ny, svensk forskning på en mindre teknisk og mere tilgængelig måde end andre videnskabelige tidsskrifter. Redaktørerne af Ekonomisk Debatt sørger også for, at det ikke betyder, at forskningen bag artiklerne er dårligere, blot at den er mere letlæst.

Nummer 7 i år er ikke anderledes end tidligere udgaver, og omfatter flere interessante artikler. Det gælder ikke mindst Björn Olssons (Svenska Bankföreningen) artikel, hvor han vurderer om Sverige ville have haft økonomisk gavn af at være gået med i euroen. Björn bruger en syntetisk kontrolmetode (læs f.eks. her) for at vurdere spørgsmålet. Svaret er klart: ”Resultaten indikerar att Sveriges ekonomiska utveckling har varit starkare tack vare att landet stått utanför valutasamarbetet.”

Et andet højdepunkt i denne måned er Andreas Bergh (Lund) og Gisur Ó Erlingssons (Linköping) ” Riskerar kommunernas tillväxt-politik att göra mer skada än nytta?” Ligesom i Danmark fører svenske kommuner politik for at tiltrække borgere og virksomheder, og skabe erhvervsudvikling. Et kendt problem er dog, at kommunerne ofte ’stjæler’ borgere og virksomheder fra hinanden, eller som Andreas og Gissur skriver: ” Vi identifierar ett koordinationsproblem som gör att vissa åtgärder skulle kunna vara samhällsekonomiskt skadliga.” Er man interesseret i, hvordan kommunernes erhvervspolitik måske gavner dem selv, men på samme tid kan skade det danske samfund som helhed, bør man absolut læse deres artikel.

Derudover er der bl.a. artikler om indvandring og vælgerstøtte til Sverigesdemokraterne, privatiseringseffekter i den svenske eldistribution, og hvorvidt innovationspolitik er skadelig, og en anmeldelse af en ny bog om Sveriges økonomiske udvikling 1914-45. Som altid er Ekonomisk Debatt velskrevet og interessant, og derfor varmt anbefalet.

Argentinas økonomi – det permanente rod

Forleden tabte den siddende præsident Mauricio Macri valget i Argentina til venstrefløjskandidaten Alberto Fernandez. Nederlaget var forudset, da økonomien er dramatisk forværret de sidste år. Macri kom til magten på et program, der tog fat på en række af de persistente, økonomiske problemer, som Argentina har lidt af. Pensionssystemet er basalt set et pyramidespil, særinteresser har stor indflydelse, embedsværket er korrupt – som i mange andre latinamerikanske lande – og det politiske systems budgetdisciplin er med rette berømmet af de helt forkerte grunde. Det samme politiske system blokerede mange af Macris idéer, og de seneste år har været klassisk argentinske.

I 2017 – det sidste år der er konkrete tal for – havde den argentinske stat en indtægt på 120,6 milliarder dollars, men brugte 158,6 milliarder. Der er med andre ord meget lidt styr på de offentlig finanser, hvilket desværre er et klassisk argentinsk problem. Argentina gik endegyldigt bankerot i 1827, 1890, 1951, 1956, 1982, 1989, gennemgik en partiel bankerot i 2001, og endte i lignende problemer i 2014. Landet forsøger nu lige nu at undgå den niende default. Skiftende argentinske regeringer har også på andre måder haft svært ved at overholde internationale aftaler, ikke mindst i handelssamarbejdet i Mercosur, hvor man gentagne gange har brudt aftalerne og hæve handelsbarriererne overfor andre lande i regionen. Argentinernes ligegyldighed overfor internationale handelsaftaler har ikke blot skabt diplomatiske konflikter med det lille, men 20 % rigere, naboland Uruguay, men også med Colombia og økonomiske forbillede Chile.

Over årene har det dybt dysfunktionelle politiske system derfor også leveret både kriser og skuffende økonomisk udvikling. Mens Argentina var verdens tienderigeste land umiddelbart før Første Verdenskrig, har det over det sidste århundrede slet ikke fulgt med andre lande. Den først figur illustrerer problemet ved at plotte udviklingen i det argentinske BNP per indbygger (købekraftskorrigeret) med den tilsvarende udvikling i USA, Spanien og nabolandet Chile. Som figuren klart viser, var Argentina rigere end Spanien indtil først i 1960erne og også markant rigere end Chile. I dag er argentinernes gennemsnitsindkomst kun 30 % af amerikanernes og kun cirka 75 % af chilenernes. Som figuren viser, har der endda været decideret tilbagegang siden 2010.

Datakilder: Penn World Tables, mark 9.1

En væsentlig del af forklaringen ligger i den førte politik, som man kan se i eksemplet i den næste figur. I 50erne var Argentina det af de fire lande, der handlede mest med resten af verden. Mens man for eksempel kan se Spaniens handelsvolumen stige markant fra midten af 1950erne, implementerede Argentina som andre latinamerikanske lande den såkaldte ISI-strategy: Importsubstituerende industrialisering. Idéen bag den, som blandt andet blev udviklet af Paul Rosenstein-Rodan, var at et land kunne opnå økonomisk udvikling ved at lukke grænserne for import af industriprodukter og politisk støtte opbygningen af en egen industri, der leverer de varer, man før importerede. ISI-strategien var en økonomisk katastrofe, som Argentina holdt fast i indtil 1970erne og militærets kup mod det sidste Peron-regime.

Datakilde: Penn World Tables, mark 9.1

Mens Chile tydeligt har fulgt samme handelspolitik som Spanien – og på mange måder en mere åben politik – er Argentinas handelsvolumen i forhold til dets økonomi i dag på størrelse med USA’s. Rent økonomisk giver det ingen mening, da US0,0A’s økonomi er 24 gange større end Argentinas – landets købekraft svarer således til to af de 50 amerikanske staters – og USA har med andre ord også gavn af den enorme handel mellem delstaterne.

En række andre sammenligninger peger den samme vej. Mens V-Dem-projektets vurdering af Argentinas grad af politisk korruption i gennemsnit har været 0,452 (på en 0-1 skala) de sidste fem år, er den 0,064 for Spanien, 0,087 for USA og 0,082 for Chile. Siden Chiles gendemokratisering i 1988 har investeringsraten stabiliseret sig på omkring 22 % – et almindeligt vestligt niveau – mens Argentinas er 15 %, og udviklingen i Chiles kapitalapparat er sket fire gange hurtigere end Argentinas.

I medierne beskrives situationen i Argentina, der vitterligt er på konkursens rand, som en ny og unik situation. Sandheden er desværre, at landet har været der før og at de voldsomme økonomiske problemer i 2019 blot er en gentagelse af tidligere problemer, og en refleksion af landets elendige institutioner og rent ud sagt horrible politiske tradition. Taler man med argentinere i dag, oplever man ofte at deres selvforståelse stadig er, at de er Latinamerikas rige land. Det er mere end en menneskealder siden, at det var bare nogenlunde sandt. Spørgsmålet, man må stille sig, er om der reelt sker noget med Argentina før borgere og politikere indrømmer for sig selv og hinanden, at verden for længst har overhalet deres land?

Spansk public choice

Jeg kom hjem i går efter at have deltaget i den første spanske public choice workshop. Man kan undre sig over, at der i Spanien – et land, der lider af alskens problemer, som skriger på brugen af redskaber fra public choice-litteraturen – ikke er en tradition som den årlige danske workshop. Det krævede pudsigt nok et tysk-mexicansk hold, punditokraternes ven Martin Rode og vores fælles PhD-studerende Andrea Sáenz de Viteri, for at stable en workshop på benene ved Universidad de Navarra i Pamplona.

Den spanske public choice workshop blev heldigvis en succes med deltagelse fra 12 forskellige lande og en række fine præsentationer. Et af de absolutte højdepunkter var brasilianske Laura Barros, der er midt i sin PhD ved det prestigiøse universitet i Göttingen, der præsenterede ”#EleNão: Economic crisis, the political gender gap, and the election of Bolsonaro.” Laura, som jeg kender fra min tid som gæsteprofessor i Heidelberg hvor hun tog sin master-uddannelse, viser sammen med sin kollega Manuel Santos Silva i en fremragende analyse, hvordan Brasiliens økonomiske nedtur i uforholdsvis grad ramte landets mænd. Resultatet blev, at mænd i stor stil stemte på Bolsonaro, mens kun lidt over 40 % af de brasilianske kvinder stemte på ham. Laura pegede således på, at uden nedturen var Bolsonaro ikke blevet valgt i første runde, og måske slet ikke.

Henrik Jordahl om folks forestilling om profitmarginer (det korrekte tal er angivet ved den røde linje)

Udover den glimrende analyse fra Göttingen bød workshoppen på en række andre interessante præsentationer. Den altid gode Henrik Jordahl (på billedet), der er professor på Örebro Universitet, præsenterede resultaterne fra en eksperimentel spørgeskemaundersøgelse om folks mening om privat produktion af offentlige ydelser som ældrepleje. Tricket er, at Henrik giver nogle respondenter faktisk information om, hvad de involverede firmaers faktiske profitmargen er (5 %), mens andre ikke får nogen information og en tredje gruppe spørges om, hvad de tror den er. Analysen peger først på, at svenskerne i høj grad er imod offentlig service for profit, men også at faktisk information typisk får folk til at blive en tand mere positive.

Et andet højdepunkt var Martin Rode (Navarra), der sammen med sin ungdomsven Sebastian Stöckl (Universität Liechtenstein) i ”The price of populism: Financial market outcomes of populist electoral success” ser på hvordan de finansielle markeder reagerer på valget af populistiske politikere. Martin og Sebastian har gennemført en omhyggelig og avanceret analyse af markedets reaktioner i månederne omkring valg, og finder, at de i meget synlig grad reagerer på valget af venstrefløjspopulister, mens der ikke er nogen generel effekt af deres populistiske kolleger på højrefløjen.

Sidst, men ikke mindst, blev workshoppens spændvidde demonstreret af Pantelis Kammasa (Athens University of Economics and Business), der sammen med sin kollega Vassilis Sarantides (University of Sheffield) er gået tilbage i græsk historie for at kaste nyt lys på, hvad der politisk sker omkring demokratiseringer. I ”Democratisation and tax structure in the presence of home production: Evidence from the Kingdom of Greece” viser de to grækere, at den græske demokratisering ændrede skattestrukturen, men uden at ændre det overordnede skattetryk. Selv i 1860ernes Grækenland reagerede demokratisk valgte politikere således på vælgernes præferencer ved at skifte beskatningen

Workshoppen bød også på deltagelse af en række forskere, som trofaste læsere af punditokraterne har læst om før: Niclas Berggren (IFN), Hans Pitlik (WIFO), og Therese Nilsson og Andreas Bergh (Lund). Senere på året afholdes the Australasian Public Choice Conference i Brisbane, den danske workshop ruller af stablen i januar, og som traditionen byder, skriver vi også om højdepunkter og lovende nye folk når tiden nærmer sig for selve the Public Choice Society i marts. Er man interesseret i public choice og politisk økonomi sker der meget på forskningsfronten for tiden.

Dansk public choice workshop 2020

Hver år afholdes en dansk public choice workshop, som de senere år har alterneret mellem Aarhus og København (da Odense har meldt sig ud). Sidste års workshop blev afholdt på Aarhus Universitet, og bød bl.a. på Andreas Berghs papir om Hayekian Welfare States, der nu er under udgivelse i Journal of Institutional Economics, Lasse Aaskovens The Political Effects of Wealth Inequality: Evidence from a Danish Land Reform, og Felix Døssing og David Dreyer Lassens arbejde om Suboptimal Paternalism.

Vi håber igen den 24. januar at kunne samle et mindst lige så stærkt hold til den 21. danske workshop, ligesom vi håber igen at se både etablerede forskere, unge kolleger og interesserede studerende og andre. Workshoppen afholdes fra klokken 11 hos Cepos på Landgreven 3 i det indre København. Som altid er workshoppen gratis og åben for alle interesserede, men vil man præsentere et papir, skal levere et abstract som skal godkendes af programkomiteen. Fristen for indsendelse er juleaften, og som de senere år håber vi at få forslag fra Danmark, Sverige, Tyskland og Polen – og forhåbentlig fra flere steder.

Når vi nærmer os workshoppen kommer vi – som traditionen byder – til at skrive om det endelige program her på stedet. Foreløbig skal vi blot minde folk om, at workshoppen endu en gang løber af stablen i januar i en altid venlig atmosfære. Er man interesseret i public choice, politisk økonomi eller udviklingsøkonomi, er man velkommen.

Brexit-problemet – set fra et britisk perspektiv

I går stemte det britisk parlament igen om Brexit-problematikken og endte med at sparke det endelige spørgsmål til hjørnespark. Parlamentet bestemte, at premierminister Boris Johnson skal bede EU om en udsættelse, så lovgivning der forbereder den endelige proces med at forlade unionen kan gennemføres. Begivenhederne har endnu en gang bragt hele Brexit-diskussionen op i de danske medier igen, inklusive en hel lørdag aften på TV2 News. Og endnu en gang bragte medierne eksperter, blandt andet den ellers dygtige Henrik Drusebjerg, der vurderede at ”regningen bliver ret alvorlig.”

Hvad man end måtte mene om EU og om Brexit, har hele debatten desværre afsløret et problem i de danske medier: Danske journalister har i høj grad dækker Brexit-problematikken fra en rendyrket EU-vinkel. Får man udelukkende sine nyheder fra DR, TV2 og de store aviser, har man således med stor sandsynlighed fået det indtryk, at Brexit er tæt på økonomisk selvmord, og en masse gode mennesker har gjort hvad de kan for at beholde Storbritannien i den europæiske klub. Sandheden, som undertegnede ser den fra mit kontor i Aarhus, er langt mere grumset.

I Storbritannien selv har debatten været voldsom, men også noget mere nuanceret end i resten af Europa. Remain-siden har fokuseret på worst case-scenarier, hvor omkostningerne ser gigantiske ud, mens hårdnakkede Leavers i stedet har påstået, at der er umiddelbare gevinster ved at forlade EU. Og begge sider har til en vis grad ret: Remain-argumentet om store omkostninger er korrekt, når man ser på den regning, EU kræver at briterne skal betale, og de omstillingsomkostninger, som britiske virksomheder kommer til at bære.

Disse argumenter er også omhyggeligt dækket af de danske medier, mens de realistiske argumenter fra Leave-siden ikke er: Når Storbritannien forlader EU, har landet også en reel mulighed for at komme af med unionens fælles handels- og landbrugspolitik. Dette politikkompleks bruges ofte af nationaløkonomer som et særligt klart eksempel på ekstremt skadelig politik, der gavner små, uproduktive særinteresser og lægger en massiv regning hos almindelige borgere. Den britiske regering er åbenlyst frihandelsorienteret, den britiske frihandelstradition strækker fra de konservative til et godt stykke ind i Labour og the Scottish National Party, og regeringens erklærede mål er at bibeholde frihandel med EU og markant reducere de britiske handelsbarrierer overfor resten af verden.

De danske medier har i bedste fald betragtet øget frihandel som fugle på taget, mens de har taget Leave-sidens vurdering af transitionsomkostningerne for absolutte tal. Problemet er dog, at de positive dynamiske effekter af britisk handelsliberalisering på sigt kan være langt større end de kortsigtede transitionsomkostninger (læs f.eks. her, her og her). At beholde briterne i toldunionen har derfor aldrig været en reel mulighed, da man derved ville afskære sig fra stort set alle de kendte positive muligheder af Brexit.

Danske journalister synes at tro, at EU er en frihandlende og frihandelsvenlig blok, omend unionen de facto er stærkt protektionistisk overfor store dele af verden, og er rykket i en mere protektionistisk retning de senere år. Politisk er Brexit derfor et problem for Danmark, der sammen med bl.a. Sverige og Tjekkiet er blandt de få frihandelsorienterede samfund, der i Storbritannien havde deres eneste store allierede i EU. Fra dansk side har der derfor været et meget forståeligt ønske om at beholde Storbritannien i unionen, der ikke blot handler om at beholde fri import fra landet. Læg her mærke til, at der reelt ikke er nogen bekymring, om det bliver sværere at eksportere til briterne – ingen tror faktisk på, at briterne ville hæve handelsbarriererne.

Et sidste problem er, at mens danske journalister har været hurtige til at kritisere britiske politikere og forhandlere – der så absolut har fumlet, begået store fejl og trukket processen i langdrag – har de øjensynligt troet på alt, EU’s forhandler Michel Barnier har sagt. Sandheden er dog, at EU med vilje forsøger at gøre det så svært som muligt at forlade unionen. Mens der er relativt klare processer i forbindelse med lande, der tilslutter sig EU, er der ingen tydelig procedure for at gøre det modsatte, da det aldrig har været meningen, at det skulle kunne lade sig gøre. Fra EU’s side har en del af den politisk forhandlingsstrategi derfor været at gøre et skræmmende eksempel ud af Brexit ved at gøre det ekstremt dyrt og besværligt. Den lidt lunkne og usikre tyske holdning har således reflekteret, at Merkel er enig i formålet med strategien – at ingen i fremtiden skal fristes til at forlade EU på samme måde som ingen skal fristes til at forlade en rockerklub – men også er pinligt klar over, hvor dyrt det kan blive for tysk erhvervsliv at man gør det svært at handle med briterne.

Om man i sidste ende mener, at Brexit er en god eller dårlig idé, afhænger således ikke blot af ens holdning til EU’s stigende interventionistiske reguleringspolitik – den skiller også vandene i dansk politik – men også om man lægger vægt på det korte eller det lange sigt. På kort sigt er det dyrt, men på langt sigt åbner Brexit for reelle muligheder. Pointen i denne søndags tirade mod danske medier er ganske enkelt, at nuancerne i debatten og balancen mellem pro et con er forsvundet i deres eksklusivt kontinentaleuropæiske perspektiv. Langt de fleste journalister har således glemt en grundregel i journalistisk: Der er altid to sider af en sag.

Ny læsning for punditokraterne

Her på bloggen holder vi af at følge med. Forleden udkom nye numre af to samfundsvidenskabelige tidsskrifter som vi jævnligt læser, og som fortjener at blive nævnt her. Først og fremmest er der et nyt temanummer af det danske Samfundsøkonomen på gaden. Temaet er Donald Trumps USA, og det er gæsteredigeret af den altid glimrende Peter Kurrild-Klitgaard, der har udvalgt et stærkt hold af skribenter. Mirco Reimer-Elster skriver om sammenstøddet mellem Trump og den amerikanske konservatisme, redaktøren selv om hvor vigtig økonomien er for hvordan amerikanerne stemmer (og hvorfor så mange stemte på Trump), Frederik Hjort analyserer Trump som ’issue entrepreneur’, mens Birthe Hansen skriver om hans udenrigspolitiske linje. To punditokrater har også sneget sig med i temanummeret, da Otto Brøns-Petersen skriver om Trumps økonomiske politik, mens undertegnede har bidraget med en artikel om præsidentens handelspolitik. Hele de varmt anbefalede temanummer kan læses her.

Det andet tidsskrift er det altid interessante svenske Ekonomisk Debatt, der netop er udkommet med nummer 6 i år. Det nye nummer omfatter blandt andet en artikel om Kinas nye middelklasse af Björn Gustafsson, Terry Sicular og Xiuna Yang – der blandt andet peger på, at den i dag tæller 250 millioner mennesker – en artikel af Fredrik Andersson og Altin Vejsiu om hvilke mennesker der vælger at blive iværksættere, og en anmeldelse fra Jesper Ahlin Marceta af  David C. Roses ny bog Why Culture Matters. Ekonomisk Debatt er også som altid varmt anbefalet.

Mere om Nobelprisen 2019

Som Otto skrev i går, har Sveriges Riksbank annonceret at dette års økonomipris går til Abhijit Banerjee, Esther Duflo og Michael Kremer. Mens der har været begejstring fra nogle dele af det nationaløkonomiske miljø, er begejstringen ganske begrænset i andre dele. Prisen gives for de tre forskeres pionerindsatser i applikationen af Randomized Control Trials (RCT) til økonomiske spørgsmål. De leverer dermed væsentligt klarere evidens for, hvilke politiktiltag der virker omkostningseffektivt.

Både Angus Deaton, modtageren af Nobelprisen for fire år siden, og William Easterly, der ofte nævnes som en mulig fremtidig modtager, er stærkt skeptiske overfor værdien af RCTer. Deaton har sammen med Nancy Cartwright kritiseret RCTer i Social Science and Medicine, mens Easterly skrev om problemerne allerede for ti år siden. Dengang understregede han, at:

“RCTs are infeasible for many of the big questions in development, like the economy-wide effects of good institutions or good macroeconomic policies. Some RCT proponents have (rather naively) claimed RCTs could revolutionize social policy, making it dramatically more effective – this claim itself can ironically not be tested with RCTs. Otherwise, embracing RCTs has led development researchers to lower their ambitions. This is probably a GOOD thing in foreign aid, where outsiders cannot hope to induce social transformation anyway and just finding some things that work for poor people is a reasonable outcome. But RCTs are usually less relevant for understanding overall economic development.”

Det dybere problem er, at specielt Esther Duflo har givet udtryk for, at økonomisk og social udvikling er et spørgsmål om at skrue på bestemte politikknapper og dirigere mennesker til bedre udkomme. Duflo har således med stolthed fortalt om, hvordan hun går til problemerne med en ingeniørtilgang. Dette års pris gives således også til en tilgang til udviklingsproblemer, hvor økonomer skal agere som ’sociale ingeniører’. Som Hayek understregede i sin Nobelpræsentation tilbage i 1974, er det en tilgang, som økonomer og politikere ofte har, men lige så ofte slet ikke burde have. Hayek kaldte den implicitte fejltagelse for ”the pretence of knowledge”, dvs. at man gjorde som om man havde viden og indsigt, som man ikke har og ofte ikke kan have. Duflo er dermed i høj grad, hvad Adam Smith for snart 250 år siden ville have kaldt ”a woman of system” (hattip: Niclas Berggren).

Det store spørgsmål, som hun og hendes hold fuldstændigt ignorerer, er at et hold fra Harvard og MIT således meget præcist kan styre, hvad forskellige aktører får af penge og andre incitamenter, man kan en lokal myndighed i Congo, Laos eller Nicaragua rent faktisk gøre det samme? Antager man at den slags ikke er et problem, begår man Hayeks fejltagelse – som rigtigt mange udviklingspraktikere og politikere har gjort over årene – at tro at institutionerne i fattige lande ikke er underlegne i forhold til f.eks. tilsvarende svenske eller britiske institutioner. Det er den slags fejltagelse, der kan lave en velment vestlig intervention fra veluddannede gutmenschen om til et yderligere korruptionsproblem.

Som både Deaton, Easterly og adskillige andre har påpeget, gives Nobelprisen i år til en approach og videnskabelig holdning uden nogen form for institutionel viden – i RCT-miljøet er det ofte noget, man næsten totalt ignorerer. Det skaber dog det problem, at mans RCTer kan bruges til at evaluere overordnede effekter, giver de ret ligegyldigt input til en debat om, hvordan man designer bedre politik og indgreb. I en vis forstand ligger det problem også bag den ophidsede diskussion af Michael Kremers 15 år gamle studie af effekter af ormekure i Afrika (læs f.eks. et overblik her), hvor evidensen har vist sig ikke at være så robust som man først troede.

Overordnet, det burde være klart at jeg heller ikke er voldsomt begejstret for dette års Nobelpris. Den er på sin vis en tilbagevenden til en approach til nationaløkonomi og det at være nationaløkonom, som adskillige Nobelprismodtagere – James Buchanan, Vernon Smith, og Jean Tirole for blot at nævne nogle få – har været stærkt skeptiske overfor. Etisk er det en tilbagevenden til et syn på fattige mennesker som nogen, man skal ’hjælpe’ på en meget direkte måde, hvor man kan behandle dem som skakbrikker. Og selvom RCT-tilgangen skulle vise sig at være så brugbar, som Banerjee, Duflo og Kremer mener, er det alt for tidligt at sige. Nobelprisen til RCT-metodologien er – selv hvis den skulle vise sig at være velbegrundet – uddelt ti år for tidligt.

UPDATE: David Henderson hos EconLog peger på Oxford-økonomen Lant Pritchetts syleskarpe dissekering af RCT-bevægelsens påstande i Randomizing Development: Method or Madness. Varmt anbefalet for wonks.

Er de Radikale blevet kulturfascister?

Forleden luftede de Radikale, som en del af deres finanslovsudspil, et forslag om en skat på streaming. Deres idé er, at staten skal beskatte alle abonnementer på streamingtjenester, og bruge skatteprovenuet til at subsidiere ”danskproduceret tv-fiktion.” Forslaget er således, præcist som en tilsvarende fransk streamingskat, rettet mod udenlandsk streaming som f.eks. Netflix, HBO og Amazon Prime. Jeg bemærkede i Børsen i torsdags, at forslaget således har konsekvenser præcist som en told på import af streamet udenlandsk tv, da man betaler ’skatten’ af alle tjenester, men kun de danske – de eneste, der producerer dansksproget tv-fiktion – bliver kompenseret. Uanset at de Radikale kalder forslaget en skat, er det således i praksis en told, med alle de kendte stærkt negative konsekvenser som handelsbarrierer altid har.

Allerede dagen efter affødte mit indlæg et vredt, men indholdsmæssigt også temmelig meningsløst svar fra Jens Rohde. Hovedpointen var, at jeg tog fejl og at vi da alle bør betale til det fælles public service-tv. Rohde – eller de studentermedhjælpere, der nok har skrevet svaret – virkede særligt ophidset over min pointe, at forslaget i høj grad omfordeler fra unge, fattigere til ældre, rigere tv-forbrugere. Streaming af f.eks. Netflix og HBO er langt mere udbredt blandt yngre forbrugere, mens det i særligt grad er ældre forbrugere, der ser dansksproget tv-fiktion som flow-tv. Forslaget har således social slagside, hvilket det radikale svar ikke engang klart benægtede.

Det særligt bekymrende i det radikale forslag er dog den idémæssige baggrund. Som jeg skrev i Børsen: ”Lægger man en told på udenlandsk streaming vil den de facto øge den politiske kontrol og styring af danskernes tv-forbrug. Den slags politik hører ikke hjemme i det 21. århundrede.” Med andre ord er intentionen, at dirigere danskernes tv-forbrug i en bestemt retning. Det er samme idébaggrund, der ligger til grund for Zenia Stampes forslag om at udlevere to bøger til danskerne – vel at mærke valgt fra politisk hold – hvert år. Min umiddelbare reaktion på begge forslag var den samme: Hvad fanden bilder de sig ind. Med hvilken ret mener de Radikale politikere, at de kan bestemme, hvilket kulturforbrug danskerne bør have?

Det er næsten umuligt at forestille sig, at forslagenes retning og baggrund ikke gør ondt langt ind i hjertet på klassiske radikale vælgere og politikere. Partiet har en lang tradition for netop at være socialliberalt, og forsvare borgernes ret til at vælge og udtrykke egen seksualitet, egne politiske holdninger, og egen identitet. Østergaard og Stampes udspil afspejler, at partiledelsen åbenbart ikke længere mener, at egne kulturpræferencer eller smag er blandt de forhold og personlige valg, som man kan eller bør overlade til det enkelte menneske. Med andre ord står der larmende mellem linjerne i den nye radikale politik: Når det gælder kultur, ved vi bedre!

Det er et særtræk ved alle velfungerende demokratiske samfund, at borgerne har fuld frihed til at ytre sig på skrift, i tale, og i billeder. Den frihed gælder også en frihed til at se, læse eller høre hvad de vil – man forsøger ikke at styre borgernes tanker eller forestillingsverden. Det er derimod et særtræk ved fascistiske og totalitære regimer, at de også ønsker at detailregulere og styre borgernes privatliv og private begrebsverden. Det er dén verden, de Radikale tager de første (og forhåbentlig sidste) skridt ind i med deres nye udspil, der indebærer politiske styring af bog- og tv-forbrug. Det er dybt uværdigt for et parti, der ellers altid har haft beskyttelsen af alle individers værdighed som en del af dets politiske kerne.

Nobelprisen i økonomi – hvem skal have den i år?

På mandag annoncerer den svenske Riksbank, hvem der modtager årets Nobelpris i økonomi. Hvert år er prisen en overraskelse for de fleste – selvom vi sidste år faktisk nævnte begge modtagere i vores spekulationspost ugen før – og næsten hvert år må man alligevel erkende, at prisen er velfortjent. Så nogle få dage før Nobelprisen annonceres, er her vores traditionelle overvejelser over, hvem modtagerne kunne blive.

Et af de første bud, skrev Tyler Cowen om allerede sidste år. Som han understrede dengang, kan det vel være at tiden er moden for en pris til forskning i corporate finance. Her er de bedste bud stadig Michael Jensen (Harvard), Stewart Myers (MIT) og Raghuram Rajan (Chicago) for deres arbejde om beslutningsprocesser på området.

Vælger Nobelkomiteen derimod at være aktuelle og bidrage til en meget nutidig debat om international politik, er gode argumenter for at det er tid til at give en pris til handelsteori. De helt oplagte emner her, er  Marc Melitz (Harvard), for hans bidrag til ny handelsteori, kombineret med Gene Grossman (Princeton) og Elhanan Helpman (Harvard) for deres indsigter i, hvordan handelspolitik dannes. Vælger man at gå den vej, kan komiteen med fordel vælge (som The Local i Sverige understregede forleden dag) tage Anne Krueger (Johns Hopkins) med for hendes oprindelige arbejde om rent-seeking, som i høj grad er forbundet med handel og sammen med Gordon Tullock banede vejen Grossman og Helpmans indsigter.

Sidste år nævnte Marginal Revolution også den franske udviklingsøkonomi Esther Duflo (Harvard), muligvis sammen med ægtefællen Abihijit Banerjee (MIT) og Michael Kremer (MIT), for deres arbejde med at benytte randomiserede kontroleksperimenter i udviklingsarbejde. Duflos problem her er, at en række nye studier har stillet spørgsmålstegn ved, hvor valide mange af eksperimenterne er, mens Duflos fokus på praktisk brug også er et problem. Som Mervyn King, den tidligere britiske centralbankdirektør, skrev forleden hos Bloomberg, er nationaløkonomi bedst til at stille præcise spørgsmål og skabe indsigter, og værst når forskere forsøger at finde løsninger.

Skal man derfor se længere udenfor disse områder, kan man fokusere på forskernes citationstal. Gør man udelukkende det, er den danske økonometriker Søren Johansen (KU) et stærkt bud. Han har dog det problem, at der allerede er givet en pris for arbejde, der gør videre end Johansens. Et andet stærkt citeret bud er Ariel Rubinstein (Tel Aviv) for sit teoretiske arbejde om at forstå begrænset (bounded) rationalitet. Daron Acemoglu (MIT) og William Easterly (New York University) er også stærke bud som to forskere, der har bragt vores forståelse af langsigtede udviklings- og politiske processer videre. De to har dog det problem, at Acemoglus metode har været udsat for alvorlig kritik de sidste 10 år, mens Easterly ofte udsættes for ganske voldsom politisk kritik.

Det samme problem gælder for den cubansk-fødte Carmen Reinhart (Harvard), som har viet sin karriere til at forstå hvordan offentlig gældsætning og økonomisk udvikling spiller sammen med politik. Meget af usikkerheden omkring, hvem den svenske Riksbank peger på på mandag, hviler således på spørgsmålet, i hvor høj grad banken vælger et politisk ukontroversielt forskningsområde, eller går efter aktualitet. Det kan ingen sige før på mandag.

Elitesport i ledelsen

Ledelsesteori og –praksis er et område med stor betydning, der desværre også ofte går mode i. Det, nogle konsulenter anbefalede for ti år siden, er tit meget forskelligt fra, hvad de anbefaler i dag. Mens der naturligvis findes mange konsulenter, der ser ud over moden og bruger deres sunde fornuft og erfaring, er der god grund til at være påpasselig. Helt særligt er der grund til at minde sig selv om, at der er stor forskel på virksomheder og deres ledelsesbehov, og god grund til at søge inspiration andre steder end i erhvervsverdenen. En dansker fokuserer på en helt særlig kilde til inspiration: Ricki Clausen, som de seneste år har specialiseret sig i, hvordan man kan bruge indsigter og erfaring fra elitesport som ledelsesinput.

Ricki – der er en personlig ven og tidligere kollega – er en af Danmarks dygtigste svømmetrænere, og har blandt andet arbejdet med Rikke Møller Pedersen og Jeanette Ottesen (der begge har vundet OL-medaljer). Ved siden af ansættelser i svømmeklubber, som bl.a. sportschef og elitetræner, driver han i dag også egen konsulentvirksomhed. Mens dagens post naturligvis ikke skal læses som reklame for Rickis virksomhed, er den en slags reklame for en sidebeskæftigelse ved konsulentvirksomheden.

Ricki har i et stykke tid lavet en række fine podcasts om sammenhængen mellem elitesport og ledelse, hvad man kan bruge erfaringer fra elitesport til i ledelsesopgaver, og om tidligere elitesportsudøvere har fordele udenfor sporten. Min personlige favorit er interviewet med Dansk Erhvervs tidligere direktør Jens Klarskov, som er tidligere dansk topsvømmer. Klarskov har flere interessante overvejelser over ledelse, og om hvordan at være ’træt’ betyder noget andet for folk med en baggrund i elitesport.

Blandt en række andre interessante samtaler findes den tidligere FCK-chef Flemming Østergaard, svømmestjernen Lotte Friis, der nu er vært på P4, og Joachim B. Olsen, der med en OL-medalje i kuglestød også har en meget anden fortid end de fleste politikere. Hvis man sidder med en nysgerrighed på emnet, eller blot en trang til inspiration fra en ny front, er Ricki Clausens podcast-serie tankevækkende og hyggelig på samme tid.

Hvor stor skal en organisation være?

Der tales meget på de danske universiteter om, at enhederne er blevet for store. Universiteter er blevet lagt sammen, institutter er tvunget til at gå sammen i meget større institutter, og rektoratet i f.eks. Aarhus besluttede for nogle år siden, at der kun skulle være fire (nu fem) fakulteter. På samme måde har man fra politisk side ofte en tyrkertro på, at en sammenlægning og centralisering i større enheder er godt for organisationens ’performance’. Det er dog langt fra tilfældet, og en hvilken som helst diskussion af den rigtige eller optimale størrelse på en organisation – virksomhed, skole, institut osv. – bør bestå af to hovedelementer.

Mange mennesker – og øjensynligt de fleste politikere – forstår det første element: Stordriftsfordele. Den grundlæggende idé, som økonomer tilbage i 1800-tallet forstod, var at enhver virksomhed har faste omkostninger, dvs. omkostninger som ikke afhænger af hvor stor produktionen er. Jo større, produktione bliver, jo relativt mindre bliver de faste omkostninger, og dermed falder omkostningerne per produkt eller per serviceydelse. Derudover kan der være faldende koordinationsomkostninger, som Ronald Coase demonstrerede i sit banebrydende arbejde i slutningen af 1930erne. Coase pegede i The Nature of the Firm på, at der er transaktionsomkostninger forbundet med enhver handel. Jo mere, et firma outsourcer, jo større bliver firmaets omkostninger forbundet med at forhandle hver aftale. Der er således en god grund til at holde en lang række opgaver internt i firmaet i stedet for at købe dem i markedet. Dette aspekt gør også det optimale firma større. Det er bl.a. disse overvejelser, som politikere lægger til grund for at skabe meget store, offentlige firmaer, og for at hævde, at de er effektive.

Det er dog en anden side af sagen, som bl.a. Elinor og Vincent Ostrom skrev om først i 1970erne (læs hendes Nobelforelæsning her). Jo større en organisation bliver, jo flere ressourcer må den bruge på at koordinere indsatserne og lede på tværs af ansatte, kontorer og afdelinger. Mens de almindelige transaktionsomkostninger således kan falde af Coases årsager, kan managementomkostningerne – alle de omkostninger, et firma kan have ved at blive større og mere komplekst – stige eksponentielt. Det sker af to grunde: For det første er de ekstra ledere i mellemlagene, og den ledelse som almindelige medarbejdere må udføre, ikke direkte produktiv, men stadig en væsentlig omkostning, og for det andet bliver ledelsesopgaverne mere komplekse og derfor også ofte dårligere udført, når organisationen bliver større.

Konsekvensen er, som vi illustrerer i figuren nedenfor, at der som oftest er stramme grænser for, hvor stor en organisation kan bliver før den begynder at blive alt for dyr. Og jo mere kompleks, organisationen bliver, jo større bliver managementomkostningerne – og de potentielle effektivitetstab ved utilstrækkelig ledelse – og jo mindre bliver den optimale organisation derfor.

I min optik burde enhver leder over et vist niveau kende til denne balance, som illustreret i figuren. Nok falder de almindelige transaktionsomkostninger, når organisationen bliver større – i det mindste op til et punkt – men managementomkostningerne stiger. Den fornemmelse jeg, og mange andre økonomer, har er, at mange organisationer er væsentligt større end deres optimum. Om det skyldes ledelsesmæssig inkompetence, politisk pres (hos offentlige organisationer), eller at ledelsen maksimerer sit eget budget og egen magt (som William Niskanen skitserede for 50 år siden), er et spørgsmål for en anden dag.

Buchanan 100 år

I dag, for 100 år siden, blev James McGill Buchanan født i Murfreesboro, Tennessee. Buchanan voksede op på en gård, hvor han også boede og arbejdede, mens han tog en bachelor-grad på Middle Tennessee State Teachers College i 1940. Året efter fik han en MS fra University of Tennessee, men hans uddannelsesforløb blev afbrudt af Anden Verdenskrig. Buchanan tjente indtil 1945 i Stillehavet som del af Admiral Chester Nimitzs stab. Da krigen sluttede, var den unge Buchanan blandt de mange, der tog tilbage på universitetet. Den da selverklærede socialist valgte det prestigiøse University of Chicago, hvor Frank Knight blev hans mentor. Knights indflydelse, og ikke mindst hans dybe forståelse af en socialistisk økonomis massive informationsproblemer, betød at Buchanan havde ændret politisk holdning, da han blev PhD i 1948. Han var derefter overbevist om en markedsøkonomis overlegenhed, omend han til sin død forblev meget stærkt egalitaristisk. 

Det første stykke forskning fra Buchanan, der virkelig blev bemærket, var hans Public Principles of Public Debt fra 1958, der gjorde op med den vulgærkeynesianske idé om, at offentlig gæld er uproblematisk. Han indså bl.a., at den keynesianske logik omkring økonomisk stabilisering – staten bør øge udgifterne / sætte skatterne ned i dårlige tider og gøre det modsatte i gode tider (for bl.a. at spare op til de dårlige) – ikke er politisk logisk. I stedet vil politikere og andre interesser argumentere for større udgifter i dårlige tider for at ’få gang i økonomien’, men også argumentere for større udgifter i gode tider fordi ’vi har råd til det’. Buchanan skitserede således en politisk rationel grund til, at de offentlige budgetter i den vestlige verden blev ved med at stige, og hvorfor stigningerne primært blev finansieret med gæld.

Buchanans ’finest hour’ skete dog nogle få år senere, da Buchanan mødte Gordon Tullock. Det ikke altid gnidningsfrie samarbejde resulterede i The Calculus of Consent, der stadig er et af fundamenterne for public choice og moderne politisk økonomi. Bogen, der var et produkt af Buchanans omhyggelige analyser og Tullocks ekstreme evne til at følge et argument til dets logiske konklusion, introducerede de første konkrete politisk-økonomiske analyser af bl.a. forfatningers funktion, særinteresser, og valgsystemer.

Buchanan og Tullocks startpunkt for hele analysen blev udgangspunktet for næsten al moderne tænkning på området: Der er ingen basal forskel på folk i det private og det offentlige. Som Buchanan en gang formulerede det, er public choice ”politics without romance.” Med andre ord var gennembruddet de indsigter man fik, når man antog at politikere, embedsmænd og vælgere er præcist lige så egennyttefokuserede som erhvervsfolk og forbrugere. Da public choice-forskere med Buchanan i frontlinjen opgav idéen om, at politikere og embedsmænd på en eller anden måde er bedre mennesker, åbnede det op for en langt dybere forståelse af en lang række samfundsforhold.

Som jeg fremhævede i den nekrolog i Berlingske Tidende, jeg skrev da Buchanan døde, lå en stor del af hans pionerarbejde i det område, der på dansk kaldes forfatningsøkonomi og internationalt hedder constitutional political economy. Hans synspunkter og analyser her gjorde ham til alt andet end politikeres kæledægge, når han omhyggeligt overvejede, hvad en ’god’ forfatning gør:

”[Buchanans] udgangspunkt blev, at forfatninger bør gøre det svært for politikere at tage større beslutninger. F.eks. burde enhver forfatning beskytte ytringsfriheden og give befolkningen udbredte demokratiske rettigheder, så politikere ikke kan ændre fundamentale forhold i samfundet uden at tage befolkningen med på råd. Som det er tilfældet med danske grundlovsændringer, bør det være meget sværere at indføre anderledes grundlæggende regler.

Da Buchanan for ti år siden blev 90, holdt George Mason University en fødselsdagsfest med en række verdenskendte økonomer. I den anledning understregede GMUs egen Don Boudreaux, at Buchanan må tælle blandt de meget få økonomer, der for alvor har ændret måden vi tænker på. Som Boudreaux understregede i sin tale ved den lejlighed:

But Jim’s single greatest contribution is to make crystal clear the fact that political activity does not fundamentally differ from market activity. Jim’s work warns us not to be distracted by labels and by superficial appearances.  Politicians might be called “public servants” – but, being steeped in Buchananism, we understand that the root motivation of “public servants” is no different than the root motivation of corporate CEOs, lumberjacks, taxi drivers, or college professors.

A bureaucracy might be called the “consumer product safety commission,” but being steeped in Buchananism, we look not at its name but at the incentives faced by its operatives to judge how likely this agency really is to promote consumer safety as opposed to other goals.

By challenging us to understand that exchanges take place not only within conventional markets – not only when the exchanges are mediated by money – but instead are a ubiquitous and many-faced phenomenon of human action, Jim Buchanan has expanded the scope and subject matter of economics intelligently and more productively than has any other living scholar.

På 100-årsdagen for mandens fødsel er et værd at minde om, hvor vigtig Buchanan var, og i hvor høj grad han har ændret hvordan samfundsforskere – og dem vi uddanner – tænker på økonomi og politik.

** Update: den glimrende Niclas Berggren linker her til den lange række indlæg, han har skrevet om Buchanan over årene. Stærkt anbefalet.

Påvirker forfatninger institutioners kvalitet?

Forfatninger, ligesom den danske Grundlov, har til formål at definere hvordan samfundets basale institutioner virker, og hvilke slags beslutninger de kan tage og ikke tage. Det er dog blevet stadigt mere klart de sidste 20 år, at mange forfatningsdefinerede rettigheder og begrænsninger ingen faktisk virkning har. Mit eget arbejde med Jacob Mchangama om sociale rettigheder dokumenterede ingen virkninger på langt sigt af at indføre social rettigheder, og fandt endda negative transitionskonsekvenser. På samme måde har forskere med så forskellige baggrunde som bl.a. Katarzyna Metelska-Szaniawska, Mila Versteeg og Stefan Voigt fundet områder, hvor forfatningens bestemmelser og begrænsninger slet ingen virkning har.

Andrea Sáenz de Viteri

Min glimrende PhD-studerende Andrea Sáenz de Viteri (på fotoet til højre, og på jobmarkedet næste år) og jeg har derfor i et nyt papir nærmet os spørgsmålet fra en lidt anden vinkel. I stedet for at se på, hvad forfatningen definerer af direkte intentioner, ser vi på de mulige konsekvenser af den måde, forfatningen definerer hvordan den politiske magt er koncentreret. Vi bruger the Index of Parliamentary Legislative Influence (IPLI), som Stefan Voigt og jeg udviklede for to år siden, og det tilsvarende Index of Executive Influence, som Andrea og jeg har lavet (læs her). De to måler, hvor meget diskretionær indflydelse, henholdsvis parlamentet og regeringen har. Vores hensigt er, at undersøge om magtkoncentration påvirker, hvor store korruptionsproblemer et land har, og – et spadestik dybere – hvor godt landets retsvæsen fungerer.

Det er der kommet et papir ud af med titlen ”Constitutional Power Concentration and Corruption: Evidence From Latin America and the Caribbean”, som jeg forleden præsenterede den foreløbigt sidste version af ved EALE-konference i Tel Aviv. For at undgå, at vi måler effekten af alt muligt andet end magtkoncentration, udnytter vi den kendte faktum, at mange lande i Latinamerika og Caribien har ændret deres forfatninger gentagne gange de sidste 50 år. Det tillader os derfor rent statistisk at kunne se bort fra al indflydelse fra historiske forskelle, geografi, kultur og andre forhold, der ikke ændrer sig ret meget over tid. Vi får med andre ord et meget ’rent’ estimat af effekten af magtkoncentration, som den defineres i forfatningen.

Resultaterne er helt overordnet i tråd med resten af litteraturen: I gennemsnit er den politiske magtkoncentration overhovedet ikke forbundet med hverken korruption eller kvaliteten af retsvæsenet (målt som V-Dem-projektets ’political corruption’ og ’judicial accountability’ indikatorer). Der ender historien dog ikke, for gennem arbejdet med dataene, så Andrea og jeg også indikationer på en særlig heterogenitet i de mønstre, der er mellem korruption og magtkoncentration. Og når vi dykker ned i dem, dukker der et meget klart resultat op: Den særlige kombination af at have 1) relativt meget magt koncentreret på regeringsniveau, og 2) en relativt høj grad af ideologisk fraktionalisering i parlamentet, er forbundet med markant bedre retsvæsener, og dermed med mindre korruption.

Vi ender derfor med et resultat, der minder ganske meget om North og Weingasts berømte argument om The Glorious Revolution i Storbritannien, og effekten af at have ”the King in Parliament.” At have en handlekraftig regering kan være både godt og skidt, ligesom en parlament med stærkt forskellige synspunkter og forskellige interesser repræsenteret både kan begrænse problemerne (ved at alle holder hinanden i skak) eller forstærke dem (ved at de politiske udfordringer løses gennem store og potentielt skadelige kompromis). De gavnlige effekter kommer, når de forskellige politiske partier og en handlekraftig regering alle fungerer som vetospillere på hinandens udspil. Med andre ord: Det er primært, når den politiske situation er kompliceret og gør det svært for en ellers handlekraftig regering at gennemføre ret meget, at retsvæsenet for ro og uafhængighed til at gøre sit arbejde ordentligt. Og når det sker, bekæmpes korruptionsproblemer væsentligt mere effektivt. Politik eller forfatningen alene gør ingen forskel, men en bestemt kombination er effektiv.

Udenfor Serpukhov for 36 år siden

Om natten for 36 år siden var Stanislav Petrov var på vagt i en bunker i Serpukhov-15 (Hattip: Niclas Berggren). Petrov var oberstløjtnant i luftforsvar og Serpukhov-15 var en af de mange lukkede, halvhemmelige byer i Sovjetunionen. Netop denne by, der ligger en halv times kørsel udenfor Moskva, husede det sovjetiske missilvarslingssystem. Det computeriserede system var netop blevet opgraderet til at modtage information fra sovjetiske satellitter, så det kunne give så tidligt et varsel som muligt. Petrovs opgave var at overvåge varslingssystemet, og at give besked videre op hvis der skulle komme et amerikanske missilangreb på Sovjetunionen. Den nat blev Petrov et af efterkrigstidens vigtigste mennesker.

Baggrunden i 1983 var, at den kolde krigs spændinger mellem Vesten og Warszawa-pagten var skærpet væsentligt. Sovjetunionen havde i 1979 placeret 14 SS-20/RSD-10 missiler med atomsprænghoveder i Østeuropa. Nato tog nogle måneder senere med sin Double-Track Decision beslutningen om, at matche de sovjetiske missiler med amerikanske Pershing II missiler i Vesteuropa og Tyrkiet. Valget af Ronald Reagan som præsident i USA året efter førte også til, at landet i højere grad satte hårdt mod hårdt mod en sovjetisk ledelse og militær, der under den tidligere KGB-chef Yuri Andropov i stigende grad virkede paranoid.

Situationen var blevet tydelig for alle i den frie verden, da en Boeing 747 fra Korean Airlines få uger tidligere blev skudt ned af det sovjetiske luftvåben (se her). Besætningen havde ved en fejl ladet flyet afvige fra en planlagte kurs, og var uden at vide det, kommet ind over sovjetisk territorium. Det sovjetiske luftvåben, der burde have kunnet se forskel på en gigantisk 747 og det meget mindre RC-135, som amerikanerne brugte som spionfly, skød det ned. Den russiske pilot, der skød Korean Air Lines Flight 007 ned, slog dermed 269 civile ihjel.

Det var derfor i et særligt betændt internationalt miljø, at Stanislav Petrov om natten den 26. september 1983 fik et varsel fra systemet om, at der var sendt fem missiler fra den amerikanske vestkyst mod Sovjetunionen. Advarslen var alvorlig, da reaktionen ville være entydig, hvis han sendte advarslen videre op i kommandokæden: Det sovjetiske system krævede et øjeblikkeligt, massivt modangreb på USA med atomudrustede ballistiske missiler. Petrov vidste, at hvis han tog advarslen alvorligt og sendte den videre op i systemet, ville han med stor sandsynlighed udløse et angreb med atomvåben på USA.

Hans store problem var dog, at varslingssystemet viste fem missiler på vej mod Sovjetunionen. Hele hans uddannelse og al logik fortalte ham, at hvis USA startede et atomangreb, ville det give store og eminent synlige sværme af missiler – sandsynligvis over 100 – mod adskillige mål. Et amerikanske angreb ville aldrig ske med blot fem missiler. Petrov havde også en klar formodning om, at det helt nye varslingssystem, ligesom så meget andet i Sovjetunionen, ikke var blevet omhyggeligt testet før det blev taget i brug, og sandsynligvis stadig var fejlbehæftet. Han besluttede derfor at tage risikoen og gå imod sin militære træning og ignorere advarslen.

Petrov blev sikker i sin sag, da ingen systemer efterfølgende meldte om, at amerikanske missiler havde ramt i Sovjetunionen. De fem missiler, som det nye system havde advaret imod, havde ikke eksisteret. Da han lidt senere på natten fik en advarsel om fire nye missiler, var han derfor sikker i sin sag at de ikke eksisterede, og ignorerede igen advarslen. Han blev igen bekræftet, da ingen missiler slog ned. Efterfølgende viste det sig, at det nye sovjetiske varslingssystem havde tolket refleksioner af solskin på lave skyer som missiler.

Stanislav Petrovs omtanke og beslutning om, at systemet tog fejl, er en af de vigtigste menneskelige beslutninger i efterkrigstiden. Havde han gjort sin umiddelbare, mekaniske pligt og rapporteret indkommende missiler længere op i kommandokæden, ville den sovjetiske militærledelse og den paranoide Andropov med stor sandsynlighed også mekanisk have fulgt protokollen og indledt et storstillet angreb med atomvåben mod USA. Hvor mange millioner mennesker, Petrov reddede den nat, kan man ikke vide.

Men han blev ikke ligefrem belønnet for sin omtanke. Chefen for det sovjetiske missilforsvar, General Yury Votintsev, der var den første der fik information om hændelsen, noterede at Petrov opførte sig korrekt og roste ham. Efterfølgende stoppede rosen, da hændelsen blev behandlet på traditional sovjetisk vis. Petrov mente selv, at hemmeligholdelsen og den bureaukratiske reprimande han fik, handlede om at beskytte ledelsens ry og omdømmet hos de videnskabsfolk, der havde udviklet varslingssystemet.

En ironisk detalje i fortællingen om Petrov er således, at mens marxistisk historieskrivning fokuserer på store, upersonlige historiske kræfter, viste begivenheden hvordan et enkelt menneske kan ændre historiens gang. Men i stedet for at hylde dette menneske, reagerede det planøkonomiske sovjetiske system med sin indre logik ved at beskytte systemet, i stedet for at beskytte befolkningen. Der skulle også gå 15 år, før General Votintsev afslørede hændelsen for en måbende russisk og international offentlighed. Da var Sovjetunionen kollapset og Rusland var forsigtigt på vej mod det demokrati, et senere regime fik bremset.

Hændelsen og det faktum, at Petrov måtte holde den hemmelig for selv sine nærmeste, kom til at præge hans liv. Kevin Costner lavede for fire år siden en dokumentarfilm med titlen The Man Who Saved the World hvor Petrov selv fortæller om de ensomme år efter han blev forflyttet, mistede sin familie og var alene med den tyngende viden om, hvad han havde gjort, og hvad systemet var i stand til. Som mange andre helte understregede han, at han ikke var en helt, men blot et menneske på det rigtige sted og det rigtige tidspunkt. Han sagde dog også, med klassisk russisk galgenhumor, at ”de var heldige at jeg var på skiftet den aften”. Om han tænkte på den sovjetiske ledelse eller de millioner af mennesker, han reddede fra en sikker død i en atomkrig den nat, vides ikke. Stanislav Petrov døde i maj 2017.

« Ældre indlæg

© 2019 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑