Forfatter: Christian Bjørnskov (page 1 of 49)

Sjov med statistik: Skilsmisser hos IKEA

I dag indleder vi en feature, der kommer til at vende tilbage til bloggen med mellemrum: Sjov med Statistik. Formålet med den nye feature er, at vise hvordan statistik både kan underholde med f.eks. den klassiske sammenhæng mellem antallet af storke og antallet af fødsler, men også at de ofte absurde resultater – ligesom IgNobel-prisen – kan få en til at tænke en ekstra gang over ting.

En af de klassiske situationer, som mange opdager i forbindelse med parforhold, er at tage på indkøb i IKEA. Det kan ofte være en reel test at parforholdet, når den ene part vil bruge tid på at ose og kigge på de mange forskellige ting, IKEA har at tilbyde, mens den anden part oplever en nærmest dødelig kedsommelighed. Som vi talte om til frokost i går (en i øvrigt hyggelig frokost med kolleger fra Pamplona), kan man derfor fristes til at tro, at der er en sammenhæng mellem IKEA-besøg og skilsmisser.

Spørgsmålet i dag er, om den sammenhæng findes. Vi trækker derfor data på skilsmissefrekvens og antallet af IKEA-butikker fra Wikipedia, befolkningstal fra FN og indkomstdata fra CIA for at teste det statistisk. Og et hurtigt første blik på dataene afslører allerede en indikation af, at hypotesen er korrekt: Skilsmisseraten – defineret som antallet af skilsmisser i forhold til antallet af ægteskaber – er således 26,3 i lande uden IKEA-forretninger, men 30,2 i lande med mindst en forretning. Denne forskel er statistisk signifikant, endda ved 1%-niveauet i en two-tailed t-test.

Hvordan ser det større billede da ud? Det illustrerer vi i figuren nedenfor, der viser skilsmissefrekvensen i lande uden IKEA – de blå prikker til venstre – og skilsmissefrekvensen i resten, plottet mod antallet af IKEAer per million indbyggere. For det meste af vores sample er der en tydelig positiv sammenhæng, med et par synlige outliers: Den meget lavt placerede orange prik er Bahrain (hvor det er ganske svært at blive skilt), mens de to orange prikker ude til højre er det lillebitte Island og Sverige, hvor IKEA startede. Man kan derfor med god grund ignorere de tre outliers.

Går man videre til egentlig regressionsanalyse, bekræfter den mere avancerede metode det overordnede billede: Estimerer man logaritmen til skilsmisseraten som en funktion af logaritmen til den købekraftsjusterede gennemsnitsindkomst, til befolkningens størrelse og antallet af IKEA-forretninger, får man nogle ganske klare resultater. Med en såkaldt log-log-specifikation – hvor ens variable er i logaritmer på begge sider – er gevinsten af man får en såkaldt ’elasticitet’ ud af analysen: Et mål for hvor mange procent y stiger, hvis x stiger én procent. Og i dette tilfælde finder man, at 10% flere IKEA-forretninger får skilsmisseraten til at stige 1,6% på tværs af de 109 lande, vi har data for. Hvis man i stedet fokuserer på de steder, hvor der faktisk er mindst en forretning, er elasticiteten 0,3 – 10% flere IKEAer er forbundet med 3% højere skilsmisserate!

En erfaren empirisk økonom eller statskundskaber kan nu sige, at det er slet ikke kausalt – det er ikke IKEAerne, der skaber den højere skilsmisserate. Det er et godt argument, især fordi man vil regne med, at hvis IKEA giver flere skilsmisser, vil effekten først komme over nogen tid – den slags sociale ændringer kommer ikke med det samme. En statistisk enkel måde at håndtere det problem på, er at se på hvor mange år, et land har haft IKEA. Man må nemlig regne med, at jo længere tid, IKEA har været i landet, jo større en påvirkning har den haft. Og her viser det sig sørme også, at der er en stærk sammenhæng mellem, hvor lang tid et land har haft en IKEA og skilsmisseraten! Den simple korrelation er 0,41 og mere analyse peger i samme retning. IKEA er ond, fordi kæden øger folks skilsmisserisiko.

Men husk hvad titlen er på vores serie: Den hedder Sjov med Statistisk. Selvfølgelig er det en helt absurd påstand, at IKEA skulle ødelægge ægteskaber. Det gør folk såmænd selv. Et godt bud på, hvorfor man alligevel finder denne slags sammenhæng er, at IKEA startede i Sverige – et land hvor skilsmissefrekvensen er relativt høj og hvor skilsmisse ikke er tabu – og bredte sig først til andre lande tæt på, der socialt ligner Sverige ganske meget. Antallet af IKEA-butikker og hvor tidligt, IKEA kom til landet, er derfor forbundet med hvor moderne folks normer omkring skilsmisse og mange andre forhold er. IKEA reflekterer denne slags forskelle, men skaber dem ikke. Empiriske økonomer og statskundskabere kalder den slags forhold for reflection effects, og de findes mange steder. For informerede læsere kan det måske være nyttigt at vide, at den slags findes, før næste gang de læser rapporter eller andet, der påstår at noget er skabt af noget andet…

Løfter økonomisk frihed alle både?

Blandt politikere og mange meningsdannere er liberaliserende reformer noget, man helst ikke taler om og slet ikke støtter. Mens næsten alle – med undtagelse af den yderste venstrefløj og enkelte stemmer på den ekstremt nationalkonservative fløj – helhjertet går ind for politisk frihed i form af demokrati og menneskerettigheder, er økonomisk frihed ikke på samme måde et spørgsmål om moral. Og mens det er ganske upopulært at stille spørgsmål ved, om demokrati altid fører til positive konsekvenser, er det helt standard at fremføre klare påstande om økonomisk frihed og liberaliserende reformer.

En af de påstande, man oftest hører, er at liberalisering blot ’gør de rige rigere og de fattige fattigere.’ En anden afart af den samme påstand er, at liberalisering og økonomisk frihed er forbundet med stor økonomisk ulighed. Som de fleste læsere vil vide, kan påstande om øget ulighed – uanset hvor usandsynlige de er – lukke ned for enhver debat om ændringer i den økonomiske politik i Danmark. Problemet er blot, at den faglige debat om forholdet mellem økonomisk frihed og økonomisk ulighed er ekstremt blandet og uden nogen form for konsensus.

Det er denne debat, Andreas Bergh (Lunds Universitet og IFN, Stockholm) bidrager til i et nyt papir, som vi præsenterede i eftermiddags ved årets konference hos the Public Choice Society i Louisville, Kentucky. Innovationen i vores papir er, at vi ikke følger den eksisterende litteratur, der ser på forholdet mellem økonomisk frihed og den statiske fordeling af indkomster i samfundet. I stedet undersøger vi sammenhængen mellem økonomisk frihed og væksten i indkomster i fem grupper: De 20 % fattigste, de næste 20 %… op til de 20 % rigeste. Vi kan dermed – som de første, så vidt vi ved – se om der er en forskel i væksteffekterne af liberaliserende reformer på de rige versus de fattige. Figuren nedenfor – der er Figur 3 fra papiret – illustrerer vores basale fund, er eksemplificeret af vækstkonsekvenserne af reformer, der styrker beskyttelse af den private ejendomsret.

Som figuren viser, er væksteffekterne af liberaliserende reformer positive for alle fem indkomstgrupper – fra de fattigste 20 % til de rigeste 20 %. Vi kan ikke med nogen statistisk sikkerhed sige, at virkningen er større for nogle grupper end andre, men som figuren også illustrerer, er de klare indikationer, vi får fra resultaterne, at de gavnlige konsekvenser af økonomisk frihed muligvis er størst for de fattigste og for de rigeste, og relativt mindre for middelklassen. Ser vi specifikt på reformer, der reducerer størrelsen af den offentlige sektor, kan vi heller ikke sige at der er forskel mellem grupperne, men blot at effekterne er positive. Indikationerne er dog igen, at hvis der er forskel, er den at effekten måske er størst for de fattigste.

Resultaterne, som kommer ud af vores undersøgelse, peger dermed helt utvetydigt på, at idéen om at de rige bliver rigere og de fattige fattigere når statens rolle i økonomien reduceres, er en myte. Præcist ligesom Niclas Berggren og jeg viser i en artikel, der udgives i år i Journal of Institutional Economics, er liberaliserende reformer ikke blot økonomisk gavnlige for de fleste grupper i samfundet, men også populære blandt de fleste vælgere. Politikere kommer sikkert til at sige noget i retning af, at ’det er jo bare din mening’, peger de nye forskning således entydigt i én retning: Økonomisk frihed er økonomisk gavnligt, og for de fleste grupper i samfundet – og måske særligt for de fattigste.

Eliten der ikke er der

Mange mennesker, og ikke blot almindelige mennesker og politikere, men også adskillige forskere, forklarer en række fænomener med en simpel mekanisme: Det handler om, hvad ’eliten’ vil. Eliten vil være fuldgyldigt med i EU. Eliten vil have mere frihandel og immigration. Eliten vil beskytte sin egen store del af den samlede nationalindkomst. Men måske vil eliten ikke af med topskatten i Danmark? Mens argumenter, der skyder skylden på en ansigtsløs elite er politisk populære, er der noget frygteligt galt med logikken i dem.

Det væsentlige problem med eliteargumentet er, at hele den store gruppe meningsdannere, der påstår at forskellige fænomener skyldes politisk indflydelse fra eliten, antager at eliten i en politisk forstand er én enkelt og sammenhængende enhed. De ignorerer således næsten fuldstændigt to forskellige sæt indsiger fra samfundsvidenskaberne. Den ene handler om, hvor svært det faktisk er at organisere en særinteresse, mens den anden handler om, hvor forskelligartede, folks præferencer faktisk er.

Som vi også her på stedet har skrevet om (læs her og her), har man vidst siden Mancur Olsons gennembrudsarbejde om særinteresser midt i 1960erne, at det ikke er alle, der kan organisere sig. Hvis en gruppe bliver for stor eller for divers, bryder den sammen på grund af gratisproblemet (free-riding på engelsk). Særinteresser med særlig politisk indflydelse er praktisk taget altid små grupper, der har en enkelt, stærkt fælles præference for politik. Olson viste i flere bøger, hvor vigtig denne indsigt er – tænk for eksempel på, hvordan 50 % af EU-budgettet allokeres til landbruget, der beskæftiger cirka 2½ % af den europæiske befolkning – og talrige andre studier har senere støttet Olson.

Skal man forestille sig eliten som en effektiv særinteresse, får man derfor et ganske stort problem. Selv hvis man definerer en økonomisk elite som den rigeste ene procent, udgøres den i Danmark af mere end 40.00 borgere og er en langt fra stabil gruppe. Som Cepos viste for halvandet år siden, er halvdelen af gruppen skiftet ud efter tre år. Med andre ord vil mere end halvdelen af de vælgere, man forestillede sig karakteriserede Top 1% umiddelbart efter et valg være faldet ud af gruppen før næste valg. Med Olsons indsigt i tankerne, bliver det meget svært at forestille sig, at en så stor og ustabil vælgergruppe skulle have nogen særlig indflydelse.

Det andet problem med elitepåstandene er, at gruppen lider af samme problem som befolkningen som helhed. For mere end et halvt århundrede pegede Duncan Black og Kenneth Arrow på, at det er umuligt at definere ’folkets vilje’. Vi har tidligere skrevet om problemet – læs f.eks. her – og det gælder ikke i mindre grad for ’eliten’, der har stort set lige så diverse præferencer som resten af befolkning. En måde at vise det på, er illustreret i figuren nedenfor.

Figuren viser fordelingen af folks selvplacering på en venstre-højreskala, hvor 0 er ekstremt venstreorienteret og 10 er ekstremt højreorienteret. Søjlerne viser, hvor stor en andel af en elite – her defineret som de 10 % rigeste – og resten – her de andre 90 % af befolkningen – der placerer sig selv i hver af de 11 ideologikategorier. Figuren viser ikke overraskende, at der er færre socialdemokrater blandt de 10 % rigeste og lidt flere i kategorierne 7 og 8 – som typisk er Venstre og de Konservatives vælgere. Det vigtige er dog, at der også er 29 %, der placerer sig mellem 0 og 4 og dermed som klare venstrefløjsvælgere.

Hvordan en så stor og så ideologisk og præferencemæssigt forskelligartet gruppe skulle kunne agere som én sammenhængende og effektiv særinteresse, er svært at forestille sig. Men der er netop det, man implicit bliver bedt om at gøre, hvis man skal tro på de mange påstande og teorier om dette og hint, der er drevet at ’elitens’ synspunkter. Det giver ikke megen mening.

Public Choice Society 2019

Onsdag morgen er det tid til at jeg sætter mig i et fly for at tage til årets tredje konference: Den årlige konference i det nordamerikanske Public Choice Society. Konference, som jeg har været til hvert år siden 2004, har over årene varieret en del i kvalitet. De senere år har dog været glimrende, og de mange PhD-studerende og unge forskere bidrager ofte med en del af lyspunkterne. Ser man på programmet for næste uges konference, er der god grund til både at se frem til nogle af de nye forskere, og til at glæde sig.

En af de relativt unge er min gode kollega Daniel Bennett (Baylor University), som kommer med et papir med titlen ”Local Economic Freedom and Creative Destruction in America.” Daniels ærinde er at vise, hvordan økonomisk frihed gør lokalområders økonomiske udvikling mere dynamisk ved både at bidrage til nye virksomheder, men også at gamle virksomheder forsvinder.

En af de noget mere etablerede forskere, der altid er interessant, er tyskeren Friedrich Heinemann fra ZEW i Mannheim. Han har sammen med en gruppe kolleger undersøgt, om vurderinger af finanspolitiske multiplikatorer er påvirkede af forskernes ideologi og interesser. Spørgsmålet, som de svarer på i ”Are Fiscal Multiplier Estimates Politically Biased?” er vigtigt, da multiplikatoren indikerer, hvor effektiv finanspolitik er til at få gang i samfundsøkonomiens hjul på kort sigt. Og svaret er desværre ja: Når forskere på venstrefløjen bedømmer den finanspolitiske multiplikator, finder de typisk større tal.

En af de præsentationer, jeg ser særligt frem til, er også den jeg skal give officiel kritik af. Det drejer sig om den dygtige Peter Calcagno fra the College of Charleston, der sammen med sin medforfatter David Ahnen præsenterer ”Constitutions and Social Trust: An Analysis of the U.S. States.” Stefan Voigt og jeg udgav for nogle få år siden en artikel, hvor vi viste at højtillidslande helt typisk har kortere og mindre detaljerede forfatninger. Det er dette spørgsmål, Pete og hans medforfatter dykker videre ned i på tværs af de amerikanske statsforfatninger. Der er pudsigt nok langt fra det eneste papir om tillidseffekter på konferencen, der også omfatter præsentationer af George Clarke om effekten af social kapital på virksomheders produktivitet i Zambia, Claudia Williamson om tillidseffekter på regulering og kontrakthåndhævelse, og undertegnede om sammenhængen mellem tillid og hvor politisk uafhængige nogle af samfundets bærende institutioner er.

Man kan også glæde sig til at høre min glimrende kollega Martin Paldam, der sammen med Chris Doucouliagos fra Deakin University i Melbourne holder en af de tre plenaries. Martin og Chris taler under overskriften ”Skating on thin ice” om hvad metaanalyse kan fortælle os om kvaliteten af den evidens, politikere for eksempel enten baserer deres politik på eller bruger som retfærdiggørelse af politikken. De to er eksperter i metaanalyse og har med garanti interessante ting at sige om, i hvor høj grad man kan stole på den politiske anbefalinger.

Derudover er der som de senere år som sagt god grund til at se frem til en række yngre forskere, blandt andet Perry Ferrell, Rosolino Candela, Kim Leonie Kellermann, Helena Helfer og Matthew Bonick. Og som altid kan man se frem til både produktiv, sjovt og hyggeligt samvær med kolleger og venner som bl.a. Niclas Berggren, Andreas Bergh, Oz Dincer, Richard Jong-a-Pin, Peter Kurrild-Klitgaard, Wilson Law, Ed Lopez, John Meadowcroft… Professorer tjener ikke meget og arbejder langt mere end de fleste, men konferenceturene er lyspunkter, hvor nye inputs og hyggelige stunder blandes sammen.

Hvem chikanerer russiske journalister?

Siden slutningen af 90erne er hundrede – hvis ikke endnu flere – journalister blevet chikaneret, overfaldet og i adskillige tilfælde myrdet i Rusland. Det samme gælder flere oppositionspolitikere, når de øjensynligt var ved at blive en offentlig belastning for Putins regime. Det har dog været heftigt diskuteret, om Rusland primært er farligt for journalister pga. at organiseret kriminalitet ’forsvarer sig’ mod offentlig kritik af deres aktiviteter, eller om det mere systematisk er det politiske regime selv, der udgør faren for den fjerde statsmagt.

Spørgsmålet er med andre ord, om russiske journalister helt generelt chikaneres af forskellige interesser, eller om det er Putin-regimet, der konkret og systematisk står for chikanen. Det giver Nikita Zakharov (Universität Freiburg) et omhyggeligt svar på i ny forskning, som han præsenterede lørdag ved PEDD-konferencen i Münster.

Zakharov har samlet et stort datasæt fra the Glasnost Defense Foundation – en russisk version af Reporters Without Borders – der indsamler information om al chikane af journalister i Rusland. Fordi der er tale om en organisation, der konkret er sat i verden for at forsvare journalister og ganske offentligt gør det når journalister melder eksempler på chikane, kan man være rimeligt sikker på, at informationen er tæt på at være komplet og retvisende. Zakharov kan derfor studere risikoen for at journalister chikaneres eller overfaldes fra måned til måned på tværs af de russiske regioner og kommuner.

Studiet viser, at risikoen for at russiske journalister bliver chikaneret eller overfaldet, netop stiger markant i de to måneder op til valg til borgmester- og guvernørposter og til de regionale Dumaer. Dette mønster er meget klart, og giver perfekt mening da russisk lov ikke tillader valgkampagner før to måneder før et valg afholdes. Der er således kun et præcist vindue på to måneder, hvor journalister kan være en trussel for Putin-regimets kandidater til de forskellige valg.

Et andet sigende mønster er, at Zakharov derimod ingen evidens finder for øget chikane før byrådsvalg. Netop dét kan ses som ekstra evidens for, at det overordnede mønster ikke er en tilfældighed, da byråd i Rusland ikke har nogen egentlig indflydelse. Der er således heller ikke nogen særlig interesse fra regimets side i at kontrollere, hvem der kommer til at side i byrådene, men meget stærk interesse i at holde styr på, hvem der kommer til at sidde på politiske poster med faktisk magt.

Som Zakharovs studie viser, findes der således et helt systematisk mønster i chikanen mod journalister, som passer med at det er Putin-regimet, der er den drivende kraft i truslen mod russiske medier. Mens man naturligvis ikke kan afvise, at organiseret kriminalitet også overfalder journalister – Andreas Freytag og jeg dokumenterede netop dette forhold på tværs af lande for få år siden – er det nye studie en solid bekræftelse af, at de mange historier ikke er tilfældige. Putins diktatur er ikke anderledes end andre diktaturer, men måske blot mere kompetent i dets undertrykkelsespolitik.

Demokrati og Diktatur i Münster

I morgen formiddag sætter jeg mig i et tog til Münster i det vestligste Tyskland. Formålet med rejsen er den årlige PEDD-konference – the Political Economy of Democracy and Dictatorship – som Thomas Apoltes Lehrstuhl arrangerer for tredje gang. Konferencen er planlagt starter torsdag med en plenary som gives af min fremragende kollega Martin Paldam over temaet ”What Do We Know about the Democratic Transition? The Links between Income and the Political System.” Fredag indledes af den ligeledes glimrende Sir Timothy Besley fra London School of Economics med en plenary om “The Rise of Identity Politics.” Hele programmet kan ses her.

Som tidligere år er der rigeligt at se frem til i Münster. Udover samtaler om fremtidige forskningsprojekter med Richard Jong-a-Pin (University of Groningen) og Niklas Potrafke (CESIfo) er der en række præsentationer, som jeg har afmærket programmet. Fredag er der blandt andet Luise Doerr, Niklas Potrafke og Felix Roesels ”Right-Wing Populists in Power”, Richard Jong-a-Pin og Shu Yus ”Rich or Alive: Political (in)Stability, Political Leader Selection and Economic Growth”, og Lena Gerlings “Public Protests, Coups and Elections: Evidence from Africa” at se frem til. Lørdag ser de spændende præsentationer ud til at blive Nouhoum Tourés ”Culture, Institutions and the Industrialization Process” og Katarzyna Metelska-Szaniawskas ”De Jure and De Facto Democracy in Post-Socialist Countries.”

Sidst – og muligvis mindst – ser jeg frem til at præsentere en meget foreløbig version af mit eget papir med Daniel Bennett (Baylor University) og Steve Gohmann (University of Louisville), der har titlen ”Coups, Regime Transitions, and Institutional Change.” Mens vi nok skal trætte læserne med dét papir, er der som altid muligheden for at bede om en uddybende kommentar på nogle af de andre papirer, hvis læserne skulle ønske det.

Den fejlede idé, der aldrig dør

Det fremragende Institute of Economic Affairs udgav i den forgangne uge bogen Socialism: the Failed Idea that Never Dies. I bogen diskuterer forfatteren Kristian Niemitz hvorfor socialisme igen er fashionabelt blandt mange unge, og hvorfor idéen om socialisme aldrig synes at dø. Som Kristian pointerer, er socialismens praktiske resultater helt aldeles rædselsfulde, men det rokker ikke på socialisters overbevisninger. Han deler processen op i tre dele, ligesom figuren nedenfor.

  1. The honeymoon period. Først roser socialister indførslen af socialisme i et land – Sovjetunionen, Kina, Nordkorea, Venezuela… – og landets internationale status på venstrefløjen er høj. Det er for eksempel Hugo Chavez-regimet fra 2003 indtil omkring 2013, hvor folk som Noam Chomsky, Jeremy Corbyn og store dele af den deanske venstrefløj fremhævede landet som et ideal.
  2. The excuses-and-whataboutery period. Efter en periode begynder de forudsigelige problemer at materialisere sig. I denne periode begynder de personer, der i starten roste regimet at undskylde det, og deflektere kritikken med det, Kristian kalder ’whataboutery’ – diskussionsteknikken hvor man fjerne fokus på det egentlige emne med argumenter som ’Jamen hvad med fattigdom i USA’ eller ’Kolonitiden var også frygtelig.’
  3. The not-real-socialism stage. Sidst bliver det tydeligt for alle, at endnu et socialistisk eksperiment er fejlet. Her ændrer folks argumenter sig fra undskyldninger og bortforklaringer til det populære argument, at ’Venezuela var jo aldrig et socialistisk land.’ Med andre ord er slutningen på kæden, at folk nu påstår, at landet aldrig var socialistisk.

Kristian Niemitzs glimrende bog illustrerer både de mange politikere og meningsdanneres varme støtte gennem årene til socialistiske lande, og hvordan støtten pludselig forsvinder, når de socialistiske eksperimenter alt for tydeligt ender i fattigdom, undertrykkelse og åbenlyst diktatur. Men på en intellektuel venstrefløj i Vesten defineres socialisme i høj grad som højtravende aspirationer og abstraktioner, og det bliver derfor så nemt at konceptualisere ’socialisme’ som at fange en vandmand med én hånd.

Bogen er fundamentalt velskrevet, ekstremt veldokumenteret og vigtig som debatindlæg i en tid, hvor en række idéer som vi har skræmmende negative, historiske erfaringer, igen er blevet populære i store dele af Vesten. Socialism: the Failed Idea that Never Dies kan downloades gratis her, men hvis man ønsker sig en fysisk bog, kan man donere 15 pund her og få den tilsendt. Man kan også vælge at høre Kristian tale om emnet i en IEA podcast fra December. Varmt anbefalet!

Årets første Ekonomisk Debatt

Som altid ser vi på punditokraterne frem til, når et nyt nummer af det fine svenske tidsskrift Ekonomisk Debatt udkommer. Tidsskriftet er et akademisk tidsskrift, hvor samfundsforskere præsenterer ny forskning, men også et tidsskrift med lidt mere plads til debat, og et hvor forskerne generelt er mere omhyggelige med at formidle deres forskning på en klarere måde. Og det er som ofte gode forskere, der vælger at udgive deres forskning i det også meget fint redigerede Ekonomisk Debatt.

Forleden dag udkom så det første nummer i 2019. Det er som altid interessant og varmt anbefalet. Joakim Jansson og Björn Tyrefors har for eksempel en artikel i dette nummer om forventningseffekter af lovændringer, og helt specifikt kvoter for kvinder i bestyrelser. Deres vigtige pointe er, at virksomheder ofte reagerer på ændringerne før loven vedtages – de går i gang med arbejdet når de kan se, at loven bliver gennemført – og det kan gøre det sværere at evaluere effekterne af lovændringer. Mats Hammarstedt og Chizheng Miao ser på et helt andet spørgsmål: Hvad er værdien af indvandrere, der starter nye virksomheder. De er for eksempel mere tilbøjelige til at ansætte andre indvandrere, og spørgsmålet er derfor, om indvandreres entrepreneurship faktisk hjælper integrationen af nye indvandrere på vej. I et helt andet felt rapporterer Daniela Andrén, Andrew Clark, Conchita D’Ambrosio, Sune Karlsson og Nicklas Pettersson om deres arbejde med at udvikle objektive mål for subjektivt velbefindende.

Som altid har Ekonomisk Debatt også et ’Forum’ for diskussion og boganmeldelser. Som altid er det læseværdig formidling af høj kvalitet, som vi ikke ser i Danmark. Igen: Stærkt anbefalet!

Når demokrati holder ejendomsret tilbage

West Virginia er en af USA’s fattigste stater, og den dårligst uddannede. Der foregår ikke meget i West Virginia, der mest kendes for kulminer og skovning og derfor har lidt en krank økonomisk skæbne i efterkrigstiden. Der er dog én undtagelse: West Virginia University (WVU) i Morgantown – en by på størrelse med Kolding og et metroområde som Odense – har udviklet sig til at blive lidt af et powerhouse for forskning i public choice og politisk økonomi.

WVU har tiltrukket gode folk som professorerne Roger Congleton og Joshua Hall, og yngre folk som Bryan McCannon. Det er dog ofte deres PhD-studerende, der imponerer, og ikke mindst Perry Ferrell. Perry er et af de meget lovende navne, som man støder på ved konferencer. Han er skæg og hyggelig, men også idérig og meget kapabel. Det demonstrerer han i det nye nummer af Public Choice i artiklen Titles for me but not for thee. Artiklen med undertitlen “Transitional gains trap of property rights extension in Colombia” handler om to ting, der på en interessant måde viser sig at være forbundne: Den colombianske befolknings nej i en demokratisk folkeafstemning til fredsaftalen med FARC, og en styrkelse og udvidelse af den private ejendomsret.

Kernen i problemet er, at der er land med og uden formelt ejerskab i Colombia: Nogle mennesker har papir på deres ejerskab, mens andre ikke har. Jord, der er papir på, er mere værd, da det kan sælges på et åbent marked, mens jord uden papir stadig har en værdi i kraft af hvad der kan høstes. Der er således hvad man kunne kalde en formel ejerskabspræmie på jord med papir. Udvider man det formelle ejerskab til flere mennesker og mere jord – man giver dem helt konkret officielt papir på det, de i forvejen faktisk ejer – udvider man derfor udbuddet af jord med papir. For dem, der tidligere de facto ejede jord, men nu får papir på det, indebærer ændringen, at deres jord nu er mere værd. Som enhver studerende, der har været gennem grundlæggende mikroøkonomi ved, betyder det dog også, at den overordnede pris på jord med papir vil falde. Folk, der allerede ejer jord med papir har derfor et konkret, økonomisk incitament til at stemme nej til forslag, der udvider det officielle ejerskab af jord.

Som Perry ser, er der derfor tale om et fint eksempel på Gordon Tullocks ‘transitional gains trap’. Fredsaftalen med den kommunistiske terrororganisation FARC indebærer, at tusinder af colombianere kan få papir på den jord, de faktisk ejer. Med fred i områder, der tidligere blev kontrolleret af FARC, kan man også udvide det almindelige, formelle ejerskab til jord, så folk i hele Colombia kan få papir på, hvad de ejer.

Det betyder dog, at andre tusinder risikerer at se deres jord miste værdi for en tid når der kommer mere ’formel’ jord på markedet. Perry viser i en analyse på tværs af 914 colombianske kommuner, at kommuner hvor flere folk havde papir på deres jord før freden, var væsentligt mere tilbøjelige til at stemme nej til fredsaftalen. På samme måde viser det sig, at kommuner med større bedrifter – hvor folk dermed har mere at miste – også var mere tilbøjelige til at stemme nej, mens kommuner med mere jord uden formelt ejerskab stemte væsentligt mere for fredsaftalen.

Uanset at fredsaftalen er vigtig for Colombia, og udvidelsen af den formelle ejendomsret på sigt vil gøre landet rigere, er der således en politisk relevant gruppe colombianere som har en midlertidig økonomisk interesse i, at aftalen ikke bekræftes. Den faldt da også med et snævert flertal, og Colombia er derfor stadig uden en afklaring på et af de største problemer siden 1960erne. Perrys artikel er derfor ikke kun en sjov kuriositet, men et glimrende eksempel på, hvordan en demokratisk dynamik kan forhindre objektivt gode ændringer i at blive gennemført. Den er også på sin vis et eksempel på, hvordan reformtiming måske kan være vigtig: Får man etableret privat ejendomsret og stærke juridiske institutioner før demokratisering (som i Danmark), eller håber man på at en demokratisering skaber politisk støtte til bedre institutioner? En del tyder på, at lande der først indførte gode institutioner historisk har klaret sig væsentligt bedre, og at demokratiet efterfølgende også har været mere stabilt.

Om fire uger løber den årlige amerikanske public choice-konference af stablen i Louisville . Som altid er jeg med sammen med glimrende kolleger som Niclas Berggren og Andreas Bergh – og som altid kommer der til den tid et kort indlæg om konferencen – og Perry er der også med “Beat cops and beat reporters: The impact of local press on police behavior.” Jeg er nysgerrig efter at høre, hvordan den lokale presse kan påvirke politiets opførsel og vil se, om jeg ikke kan komme til hans session. Det samme gælder flere af hans PhD-kolleger fra WVU som Yang Zhou. De er værd at holde øje med.

Castro og Cubas tabte fremtid

I går bragte Berlingske Tidende en kronik at Niels Westy og undertegnede om Cuba. Anledningen var 60-årsdagen for Fidel Castros indsættelse som Cubas premierminister den 16. februar 1959, og hvordan det efterfølgende er gået det kommunistiske Cuba. Det er ikke ligefrem en feelgood-historie, og i særdeleshed ikke, når man ved hvordan det cubanske samfund så ud før Castro. Niels og jeg gør en del ud af netop dét element i fortællingen, da Cuba på en lang række områder – med det militærdiktatur, der var typisk for Latinamerika på det tidspunkt, som eneste undtagelse – et af regionens absolut mest velfungerende og velstående lande.

Uanset hvordan man ser på det – gælder det velstand, sundhed, eller ytrings- og politisk frihed – har Castro-regimet og hans efterfølgere været en ubetinget katastrofe for øen. Hvor stor en økonomisk katastrofe demonstrerer Hugo Jales, Thomas H. Kang, Guilherme Stein og Felipe Garcia Ribeiro i en artikel fra The World Economy sidste år, som vi refererer til i kronikken. Jales og hans kolleger bruger her en række metoder, og blandt andet en syntetisk kontrol, for at vurdere hvor dyr kommunismen har været for Cuba. Vi har tidligere skrevet om metoden (læs her) som er specielt velegnet til at vurdere konsekvenser af unikke begivenheder.

Metoden består i at skabe en ’syntetisk kontrol’, der beskriver hvordan landet sandsynligvis havde udviklet sig, hvos den unikke begivenhed ikke var sket. Man sætter først en pulje lande sammen, som er sammenlignelige med landet, man vil undersøge. Puljen skal bestå af lande, der før begivenheden havde nogenlunde samme udvikling, samme udfordringer og på andre måder lignende karakteristika. Gennem en statistisk metode skabes derefter et vægtet gennemsnit som bedst ligner ens lands udvikling før begivenheden – vægtene beregnes så gennemsnittet er det bedste fit. Man bruger derefter det gennemsnit med samme vægte til at beregne, hvordan det ville være gået efter begivenheden. Den syntetiske kontrol er derfor en fortsættelse af det gennemsnit af andre lande, der mest ligner ens lands udvikling i årene (typisk et par årtier) op til begivenheden, og er således det bedste statistiske gæt på, hvordan det var gået uden f.eks. Castros magtovertagelse.

De to figurer nedenfor viser Jales-holdets syntetiske kontroller for det cubanske BNP per indbygger og cubansk eksport. Som bekendt taler et billede højere ned tusind ord, så vi lader de to figurer stå. De blå linjer er den faktiske udvikling, mens de andre er forskellige sammenligninger, inklusive den syntetiske kontrol. Bedste bud er, at Cuba ville have været mindst dobbelt så rigt uden Castro.

Trumps Fake Emergency

I går erklærede Præsident Trump national nødret i USA. Hans formål er at kunne bruge militære ressourcer på at bygge den grænsemur til Mexico, som han allerede lovede i sin præsidentkampagne. Det er næppe overraskende, at demokraterne er voldsomt imod erklæringen. Californiens demokratisk guvernør Gavin Newson kaldte da også nødretserklæringen et ”absurd teater” og vil sammen med flere andre stater sagsøge præsidenten.

Det er dog ikke kun Trumps politiske modstandere, som er i oprør over, at han bruger nødretslovgivningen til at komme udenom Kongressens modstand mod muren. Modstanderne tæller bl.a. traditionelle republikanske Trump-modstandere som senatorerne Justin Amash (Michigan), Lisa Murkowski (Arkansas), Susan Collins (Maine), og Rand Paul (Kentucky), men også andre, der typisk støtter præsidenten. Marco Rubio (R-Florida) var således klar i mælet, da han skrev at “no crisis justifies violating the Constitution” og internt er partiet i oprør over et skridt, der let kan ende med at blive erklæret forfatningsstridigt af Højesteret.

Udenfor partiet betyder nødretten også, at splittelsen på den amerikanske højrefløj er blevet endnu tydeligere. Dette konservative (og ganske glimrende) Cato Institute understregede således, at ”There Is No National Emergency on the Border, Mr. President.” Alex Nowrasteh pegede i sit indlæg hos Cato på, at der er færre forbrydelser i de stater, der grænser op til Mexico, end der er i resten af USA. Selv når det kommer til påstanden om, at folk sydfra bærer sygdom over grænsen, viser det sig at f.eks. vaccinationsrater er de samme eller højere i Mexico end i USA. Problemet er nærmere, at mange amerikanske forældre nægter at få deres børn vaccineret, fordi de bl.a. tror på skuespilleres helt og fuldstændigt ubegrundede påstande om autisme osv.

Der er således ingen objektive tegn på en krise, og helt særligt ikke noget, der ligner en nødsituation. Trumps erklæring er også unik, da det er første gang en amerikansk præsident bruger nødretslovgivningen til at mobilisere ressourcer som Kongressen ikke har godkendt. Et af de springende spørgsmål er derfor, om lovgivningen fra Fords tid i 1976 tillader en præsident at undvige Kongressens forfatningsmæssige rolle i budgetlægningen. Netop dette forhold er blandt de elementer i Trumps erklæring, der kan vise sig at være forfatningsstridige. Hvis domstolene derimod ikke erklærer dette element ulovligt, åbner det en Pandoras Æske af muligheder for enhver siddende præsident for at få politik gennemført uden Kongressens accept.

Et andet element, der kan vise sig at blive slået ned af domstolene, er Trumps egen begrundelse for at erklære nødret: At han vil have muren bygget hurtigere end den ellers ville med den nuværende bevilling. Demokraternes Nancy Pelosi var hurtig til at påpege, at præsidentiel utålmodighed ikke kan være et argument for, at der er tale om en nødtilstand.

Sidst, men ikke mindst, giver lovgivningen præsidenten mulighed for at bruge eksisterende militære midler til at udføre militært relevant arbejde under nødret. Han må for det første finde de ekstra midler til muren i de allerede eksisterende militære bevillinger, og kan således rent politisk ende med at lægge sig ud med interesser i det amerikanske forsvar. Selv med denne mulighed er der dog stadig en ganske alvorlig risiko for, at netop denne mulighed kan føre til, at domstolene erklærer hans handlinger ulovlige – og potentielt forfatningsstridige. For at præsidenten kan bruge en nødret til at appropriere militære midler til andre formål, må disse midler nemlig stadig kun bruges til militære formål. Trump kan således kun forsvare sin nødretserklæring og de handlinger, han dækker ind under nødretten, hvis muren har et officielt erklæret forsvarsformål. Sat på spidsen indebærer det, at præsidenten – hvis ham presses af domstolene – i det mindste implicit må påstå, at der eksisterer en militært relevant trussel fra Mexico.

Jeg er ikke jurist og kan derfor heller ikke udtale mig videre skråsikkert om detaljer i amerikansk forfatningsret. Der er dog en række forhold, som jeg har lært gennem mit projekt med Stefan Voigt (Universität Hamburg) om nødforfatninger (se f.eks. her, her og her). Den amerikanske forfatnings nødretsprovisioner er på nogle områder ganske tydelige. Trump har for eksempel absolut ingen muligheder for at bremse kritikken af ham, heller ikke i en nødretssituation. Den amerikanske forfatning gør det umuligt for ham, præcist som den danske grundlov, at begrænse borgernes almindelige rettigheder. Han kan heller ikke i sidste ende vige udenom, hvis tilstrækkeligt mange republikanere stemmer imod ham, da Kongressen kan opløse en nødret udenom præsidenten. Det kræver blot en simpel erklæring med to tredjedeles flertal i begge kamre. Givet mange republikaneres ofte erklærede respekt for forfatningen, er det ikke utænkeligt, at miseren kan ende der. Hvis ikke, har Trump meldt ud, at han er klar til at tage sagen hele vejen til Højesteret. Sandsynligheden for, at han vinder sagen i sidste ende, synes minimal, og odds er, at de amerikanske institutioner efter nogen tid igen viser sig at være robuste nok til at modstå den mest populistiske og mindst kompetente præsident i mands minde.

Venezuela – en institutionel katastrofe

En af de ting, vi er stoltest af her på stedet, er vores effekt på den danske debat om Latinamerika de senere år. Som mange andre ting, har det naturligvis været et langt, sejt træk, men der er kommet langt flere fakta og langt færre myter i debatten siden punditokraterne – og i helt særlig grad Niels Westy – begyndte at gøre op med flere årtiers myter og romantiske forestillinger blandt journalister og meningsdannere i Danmark. Forleden kunne man opleve ændringen igen, da Niels deltog som Latinamerika-ekspert i et panel hos Verden ifølge Gram på DR P1. Det blev en sober og interessant debat, der var præget af fakta og Niels fine indsigt i både økonomi og de mere pudsige detaljer i latinamerikanske samfund.

En af de vigtige økonomiske indsigter i debatten var, at det ikke er tilfældigt, at Venezuelas økonomi er så følsom overfor olieprisen. Venezuela havde blandt andet en relativt stor kaffeeksport indtil for cirka ti år siden, men landet er i dag nettoimportør af kaffe. Niels pointe var derfor grundigt underbygget, da han understregede at olieafhængigheden i den venezuelanske økonomi er noget, der er skabt af elendig politik. Den udvikling startede lang tid før Hugo Chavez kom til magten, og landet var allerede i 1970erne en klientilistisk ressourceøkonomi, om end også et samfund hvor en række samfundsbærende institutioner virkede ganske godt. Alt det ændrede sig ganske voldsomt, efter Chavez kom til magten og begyndte at indføre sin såkaldte ”socialisme for det 21. århundrede.”

I stedet for at skrive videre om det, tager vi en lidt anderledes approach i dag. Vi illustrerer konsekvenserne af Chavezs politiske ændringer i fire figurer nedenfor, hvor tallene alle er fra Varieties of Democracy-projektet. I de fire cases – korruption, kvaliteten af retsvæsenet, Højesterets uafhængighed og graden af censur af medierne – er Venezuela repræsenteret ved en rød linje. De sorte linjer er gennemsnittet af andre latinamerikanske lande i databasen (Argentina, Bolivia, Brasilien, Chile, Colombia, Costa Rica, Ecuador, El Salvador, Guatemala, Guyana, Honduras, Mexico, Nicaragua, Panama, Paraguay, Peru, Surinam og Uruguay). Og der lader vi den stå for i dag fordi figurerne fortæller historien bedre end vores ord. Venezuela er en institutionel katastrofe skabt af Chavez / Maduro-regimet.

Hvad tror politikere de ved?

Jeg havde forleden et par samtaler med kolleger, hvis mening jeg har særlig respekt for. Begge satte ord på en særlig frustration, jeg deler med dem: Frustrationen over TV2 News-programmet News og Co. Udover at det ikke er et særligt godt program, er det udtryk for det jeg personligt ser, som et dybt og alvorligt problem i dansk politik.

News og Co. er et program, hvor man tager forskellige folk med på en forbindelse et eller andet sted fra, eller enkelte gange i studiet. De introducerer en diskussion – forleden var det punditokraten og Latinamerika-kenderen Niels Westy, der var med for at diskutere Venezuela – hvorefter pingerne i studiet giver deres besyv med. Det omfatter ofte næsten pinligt uinformerede påstande, som da Niels havde været med og en studievært bagefter konkluderede, at et olieprisfald var skyld i Venezuelas økonomiske deroute.

Isoleret set er dén påstand blot ufrivilligt komisk, men den er ikke enestående. Ser man News og Co. må man ofte undres over, hvor lavt informationsniveauet er, og hvad pingerne i studiet slipper afsted med at påstå og at argumentere. Tænker man lidt videre over det, er det dog ikke blot programmet, men en meget almindelig situation i alskens politiske diskussioner i Danmark. Der diskuteres og skændes på livet løs, men ganske ofte på baggrund af misforståelser og helt basalt forkerte antagelser.

Når Hans Engel og en række andre politikere og meningsdannere sidder i News og Co og pontificerer over alskens emner, er det således et udtryk for det alvorlige problem, som Friedrich Hayek beskrev som ’the pretence of knowledge’. Problemet kan måske bedst beskrives som en situation, hvor de meningsdannende pinger i studiet reelt ikke ved en hujende fis om det, der taler om – men det tror de, de gør!

Det store flertal af seerne ved heller ikke noget om de forhold, der diskuteres, og godtager derfor deltagernes påstande og vurderinger som en slags ekspertudsagn. Og deri ligger kernen i Hayeks pretence of knowledge-problem. Når både afsenderne og modtagerne er lige inkompetente, er der kun få, der opdager det – og de få er politisk ligegyldige. Man kan jo altid afvise dem ved at mene, at det jo ‘bare er deres mening’.

Korruption er også et kulturelt fænomen

For et par uger siden kom den nye korruptionsvurdering fra Transparency International, der som altid gav en smule diskussion i medierne og her på bloggen. Flere undrede sig over, at Danmark lå i top selvom vi blandt andet havde haft Atea-sagen, og taler man med folk (og studerende), undrer de sig ofte over, hvorfor Danmark er så umiddelbart rent, og om det er sandt. Men det er det, og kære læser: Hvornår har du sidst oplevet at skulle betale bestikkelse eller noget lignende for offentlig service, politiarbejde osv.? Jeg har aldrig oplevet det (i Danmark), og det har mine forældre og venner heller ikke. Spørgsmålet er ikke, om vurderingen er sand – medmindre man ’strækker’ korruptionskonceptet til at inkludere alt muligt andet – men hvorfor det er lande som Danmark, Norge og New Zealand, der ligger i top.

En stor del af svaret synes at ligge i den særlige tillidskultur, som vi deler i de nordiske lande. New Zealand er et af de lande udenfor Norden, der kommer tættest på vores niveau af social tillid. Som opmærksomme læsere vil vide, måles social tillid – dvs. tillid til mennesker, vi ikke kender personligt eller ved noget specifikt om – gennem spørgsmålet ”Generelt, tror du man kan stole på de fleste mennesker, eller skal man være forsigtig?” Det globale gennemsnit er et stykke under 30 %, det europæiske omkring 30 %, mens to tredjedele af befolkningerne i Danmark, Norge og Sverige mener, at man kan stole på andre mennesker.

Den teoretiske forklaring hviler på to mekanismer, en direkte og en indirekte. Den direkte er, at jo højere ens tillid er, jo større er ens ’moralske omkostninger’ – hvor dårligt det ville føles at være involveret i korruption. Hvis man ingen tillid har til at andre mennesker gør det rigtige, er det ikke noget moralsk væsentligt problem, hvis man heller ikke selv gør det. Hvis man stoler på, at andre mennesker nok opfører sig ordentligt, hviler der en langt større byrde på en, hvis man for eksempel tager imod bestikkelse. Det bliver derfor et væsentligt mindre problem i lande med stærkere tillidskulturer.

Den indirekte mekanisme er, at tillid også påvirker hvor fair og effektivt, retsvæsenet fungerer. Her synes hovedmekanismen at være, at vælgere med højere tillid er mere tilbøjelige til at holde politikere ansvarlige, og dermed opretholde en forholdsvis højere standard. I demokratiske lande med befolkninger, der har høje niveauer af tillid, kan politikerne således ikke tillade sig at blande sig meget i retsvæsenets beslutninger, og dets uafhængighed er dermed langt bedre de facto beskyttet (hvilket faktisk er emnet for den ene af mine to præsentationer ved næste måneds konference i the Public Choice Society).

Der findes relativt stærk evidens for disse mekanismer, ikke mindst i korruptionsforskningen. Min egen forskning om emnet er blandt andet udgivet i Journal of Law and Economics (gated version her; ungated konferenceversion her), og min nyere oversigt over tillidseffekter i the Oxford Handbook of Public Choicekan også læses ungated her. Oversigten understreger, at der ofte er ret forskellige effekter i demokratiske og udemokratiske samfund, og man derfor ikke kan forvente en helt generel sammenhæng. Dette illustrerer vi i figuren nedenfor, der viser det overordnede forhold ved at plotte tillidsniveauer fra 136 lande (x-aksen) overfor de nyeste korruptionstal fra Transparency International (y-aksen). Sammenhængen er splittet op i tre grupper – lande uden valg med flere partier, lande med flerpartivalg, men hvor valgene ikke er fair eller frie, og lande med faktisk demokrati.

Ser man på figuren, skal man næppe lægge meget i den negative korrelation i lande uden valg med flere partier, da der kun er fem lande med tillidsobservationer i den gruppe. Den væsentlige lære er, at der ingen systematisk sammenhæng er i lande uden demokratiske valg (korrelationen er 0,1), mens der er en ganske stærk sammenhæng i demokratier (en korrelation på 0,7). Denne forskel kan også ses som en afvisning af det kausalitetsproblem, som man kunne have, hvis folks sociale tillid reagerede på, hvor meget eller lidt korruption de opfattede i deres samfund. Det er netop det, den svenske politolog Bo Rothstein har påstået i flere artikler, men det er inkonsistent med forskellen mellem demokratier og andre samfund. Hvis folks tillid til hinanden formes af korruption, må det ske uanset om der er frie valg – der er noget, der sker for det enkelte individ – mens en af de væsentlige teoretiske mekanismer, der forklarer hvordan korruption formes af tillid netop afhænger af, om der er frie valg eller ej, og derfor om politikerne er tvungne til at tage vælgerne alvorligt.

Forklaringen på, at de tre skandinaviske lande og Finland ligger i den absolutte top som de mindst korrupte lande i verden er således kulturel: Vores ekstremt stærke sociale tillid. Som vi tidligere har skrevet om, er denne tillid forbløffende stabil over tid og kan genfindes hos amerikanere med skandinaviske bedsteforældre og forfædre. På samme måde har Mette Frisk Jensen dokumenteret, hvordan fraværet af bestikkelsesproblemer i den danske administration kan trækkes tilbage til 1800-tallet. Vi kan derfor ikke på nogen meningsfuld måde takke dygtige politikere eller opmærksomme medier og NGOer for vores mangel på problemet. Netop den fordel stikker langt dybere i vores fælles historie.

Public choice-forskning omkring os

Opmærksomme læsere vil sandsynligvis vide, at den årlige danske public choice-workshop blev afholdt i går på Aarhus Universitet. Det blev en meget inspirerende workshop med gode og hjælpsomme kommentarer, og masser af både spændende og morsomme diskussioner mellem de danske, svenske og tyske deltagere, og en enkelt mexikaner og amerikaner.

Andreas Bergh præsenterede som den første sine spændende idéer om Hayekianske velfærdsstater, hvor en væsentlig del er spørgsmål om, hvor meget staten skal vide før politikere kan ramme ’rigtigt’ med interventioner og politik. Spørgsmålet bliver stillet alt for sjældent, hvor man i stedet bare regner med, at staten har al den relevante information til at ramme rigtigt med økonomisk stabiliseringspolitik, differentieret pension osv. Det har den stort set aldrig!

Et andet papir, der blev diskuteret, kom fra alderspræsidenten Martin Paldam (på billedet nedenfor, taget af Niclas Berggren), som præsenterede ny forskning om de økonomiske konsekvenser af politisk ustabilitet – eller mere præcist ustabilitet i de politiske institutioner. Martins fund pegede på, at så længe politisk ustabilitet ikke direkte manifesterer sig i vold og borgerkrige, er den ret irrelevant for den økonomiske vækst. Indsigten er vigtig, da mange – inklusive så tunge stemmer som Paul Collier og Jeffrey Sachs – har argumenteret for, at det er vigtigt at der er regimestabilitet, og at man derfor måske må acceptere fraværet af demokrati i udviklingslande.

Det sidste billede er taget under diskussionen af Andrea Sáenz de Viteris præsentation af vores fælles papir ”Constitutional Power Concentration and Corruption: Evidence from Latin America and the Caribbean.” Andrea viste hvordan fordelingen af kompetencer mellem parlamentet og regeringen, som vi måler som den forfatningsbestemte koncentration af umiddelbar beslutningskompetence i henholdsvis parlamentet og regeringen, kun påvirker korruption under bestemte politiske omstændigheder. Mens forfatningens fordeling af kompetencer generelt ikke påvirker hvor meget korruption der er, er den vigtig i de tilfælde, parlamentet er ideologisk meget fraktionaliseret – dvs. når man ikke kan blive indbyrdes enige i parlamentet. Jerg Gutmann (forrest) overvejer konsekvenserne, er Andreas Bergh, Stefan Voigt og Gert Tinggaard Svendsen allerede begyndt at more sig over hvornår man helst vil være diktator i sådan et land.

Programmet, som i øvrigt kan ses på min personlige hjemmeside, omfattede hele 17 papirer om emner i hele public choice-feltet, fra forfatningsøkonomi til designet af internationale aftaler. Hele dagen var interessant, som de studerende der deltog kan bekræfte, men også fuld af god stemning og sjov. Som man kan se på billedet, er forskning en beskæftigelse hvor man ikke kun tager alvor alvorligt – ellers ville studiet af public choice ikke være til at holde ud.

Dansk korruption og misforståelser om mål for korruption

I går udkom den årlige korruptionsvurdering fra Transparency International (TI). Det såkaldte CPI – the Corruption Perception Index – viser igen i år, at Danmark er verdens mindst korrupte land. Som figuren nedenfor illustrerer, er der store forskelle i korruptionsproblemer på tværs af Europa, og endnu større i verden som helhed. Danmark topper indekset med en score på 88 af 100 mulige, hvilket på den ene side er imponerende og meget positivt, men på den anden side også indikerer, at TI ikke ser Danmark som permanent og fuldstændigt frit for korruption og korruptionslignende problemer.

Det var derfor forbløffende at se adskillige vurderinger, som DR for eksempel skrev i går, at det således ser ud til at ”sager om blandt andet svindel i Socialstyrelsen og hvidvask i Danske Bank” ikke har påvirket indekset synderligt. Natascha Linn Felix, der pt. er den danske formand i TI ved siden af sit job som anti-korruptionsrådgiver i Folkekirkens Nødhjælp, udtalte at korruptionsindekset ”siger derfor ikke noget om, hvor korrupt et land i virkeligheden er.” Hun fortsatte med at pointere, at ”først og fremmest afspejler indekset ikke enkeltsager. Dernæst måler det på det opfattede korruptionsniveau i den offentlige sektor” og at ”sager, der foregår i banksektoren, ikke vil være afspejlet i indekset.”

Problemet er, at Felix åbenbart ikke forstår hvad det indeks, som hendes egen organisation udgiver hvert år, faktisk måler. En score omkring 90 ligesom den danske indikerer ikke, at landet er fuldstændigt frit for korruption – det ville kræve en perfekt indeksscore på 100 – men at der vil være sjældne sager, og at de bliver håndteret effektivt af retsvæsenet. Der er derfor ingen grund til at forvente, at en enkelt sag i ny og næ, som håndteres korrekt af retsvæsenet, burde føre til en lavere korruptionsvurdering. Den forventning er allerede bygget ind i indekset.

Derudover falder sager som den omfattende svindel i Socialstyrelsen ikke ind under de mest normale definitioner af korruption. Korruption er, i det mindste i den etablerede forskning, altid defineret som en slags ulovlig transaktion mellem to parter. Svindelsager er således ikke korruptionssager, når der er tale om en person, der har svindlet uden hjælp fra for eksempel overordnede. Atea-sagen var derimod et klart eksempel, da der var tale om direkte bestikkelse af blandt andet Region Sjællands IT-driftschef: Nogen hos Atea tilbød bestikkelse, og driftschefen modtog.

Uanset hvad Natascha Linn Felix og andre NGO-ansatte fortæller medierne, er der således ikke rigtigt nogen problemer i Danmark. Det samme gælder de seks lande, som har vurderinger fra Transparency International, der ikke er statistisk lavere end Danmarks (vurderingerne ligger indenfor det danske 95 % konfidensinterval: New Zealand, Finland

Singapore, Sverige, Schweiz og Norge. Disse lande ligger år efter år i toppen, og solid forskning peger på en række forklaringer på, hvorfor det netop er dem. Det egentlige spørgsmål, man må stille til årets undersøgelse er, hvorfor Island ikke er blandt dem.

Ulighed i formuer og moderne forbrugsteori

Jeg indrømmer det gerne: Titlen på dagens post er ikke ligefrem den meste sexede titel, men den er meget præcis. Og formålet med posten er at illustrere et lidt overset, men ganske voldsomt problem ved de opgørelser af ulighed i formuer, som Credit Suisse udgiver hvert år og som Oxfam Ibis bruger (og misbruger) i deres årlige rapport om ulighed.

Vi bruger såkaldt moderne forbrugsteori til at illustrere problemet. Teorien, der blev udviklet parallelt i 1950erne af Milton Friedman og Franco Modigliani, hviler på indsigten at folk ønsker at udjævne deres indkomst over deres liv. Har man ingen adgang til lån og opsparing – dvs. er der ingen adgang til finansiel service – kommer ens forbrug til at svinge sammen med ens indkomst, og man udsættes derfor for massiv usikkerhed, som man helst ville undgå. Det bliver også nærmest umuligt at gå på pension, fordi pension er opsparing fra tidligere i ens liv. Hvis folk har adgang til de finansielle markeder, kan de låne i dårlige tider og spare op i gode, og derfor beholde et meget jævnt forbrug på trods af at indkomsten ikke er den samme hvert år.

Vi illustrerer dette i figuren nedenfor, hvor den lige linje er perfekt udjævnet forbrug, mens den buede – der starter lavt, stiger og dermed falder til et lavt niveau – repræsenterer folks indkomst over tid. Figuren gør det klart, at ser man over et helt liv, betyder folks ’forbrugsudjævning’, at de som unge og muligvis studerende vil bruge mere end de har – de opbygger gæld – fordi de ved, at de senere kommer til at tjene mere og dermed kan betale gælden tilbage. De udjævner dermed deres forbrug ved at flytte forbrug fra senere i livet til de er unge. På samme måde vil man på et tidspunkt netto begynde at spare op til sin pension, så man kan bibeholde sin levestandard selvom man har forladt arbejdsmarkedet. Noget af denne opsparing vil ofte stå i mursten – ens gældfrie bolig er også pensionsopsparing.

Vi illustrerer dette i figuren nedenfor, hvor den lige linje er perfekt udjævnet forbrug, mens den buede – der starter lavt, stiger og dermed falder til et lavt niveau – repræsenterer folks indkomst over tid. Figuren gør det klart, at ser man over et helt liv, betyder folks ’forbrugsudjævning’, at de som unge og muligvis studerende vil bruge mere end de har – de opbygger gæld – fordi de ved, at de senere kommer til at tjene mere og dermed kan betale gælden tilbage. De udjævner dermed deres forbrug ved at flytte forbrug fra senere i livet til de er unge. På samme måde vil man på et tidspunkt netto begynde at spare op til sin pension, så man kan bibeholde sin levestandard selvom man har forladt arbejdsmarkedet. Noget af denne opsparing vil ofte stå i mursten – ens gældfrie bolig er også pensionsopsparing.

Moderne forbrugsteori indebærer derfor, at der altid vil være formueulighed i et nogenlunde velfungerende, kapitalistisk samfund. De yngre vil typisk have negative nettoformuer – de har studielån, lån i bilen osv. – mens de relativt ældre har positive nettoformuer i form af pensionsopsparing. De allerældste vil typisk ikke have nær så store formuer, og meget af den vil være lagt til side til arv. Et samfund, hvor folk forbrugsudjævner nogenlunde rationelt er derfor et samfund med betydelig ulighed i folks nettoformuer.

Så hvad sker der, hvis man ikke har adgang til finansielle markeder? Mens man helst vil investere ens opsparing i afkastgivende aktiviteter, så ens formue på sigt bliver større, er alternativet når man ikke har adgang til den slags service, at spare op i noget, der beholder sin værdi. Det er blandt andet derfor, at mange relativt fattige i lande som Indien og Pakistan kan have ganske mange smykker – de er de facto opsparing. Et væsentligt problem med Credit Suisse-opgørelsen er derfor, at den ikke ’fanger’ denne opsparing, da den ikke re registreret på samme måde som en bankkonto eller aktiekøb. Mange mennesker i fattigere lande har faktisk opsparing, og de udjævner dermed også deres indkomst over tid som økonomisk teori siger de bør gøre. Opsparingen er blot ikke registreret.

Et af mange paradoksale og dybt misvisende forhold i Credit Suisses tal og Oxfam Ibis-rapporten er således, at velfungerende, inklusive finansielle markeder som man har i rige lande ’skaber’ ulighed i de nettoformuer, Credit Suisse måler. Men denne ulighed er udtryk for, at de finansielle markeder skaber bedre muligheder for de relativt fattigere i samfundet. Bor man i et land med dårligt fungerende finansielle markeder og er man ikke blandt de velstående, vil man være udelukket fra både lån og opsparing af den registrerede slags. Selvom man kan have lån hos den lokale udlåner eller opsparing i form af smykker og ægte tæpper, vil man ikke have nogen registreret aktivitet, og ender derfor med at have nul nettoformue i Credit Suisse-opgørelsen.

Problemet er, som Ole P. Kristensen skrev meget klart i søndagsudgaven af Berlingske Tidende, er folk med negative nettoformuer ikke de fattigste: ”De er i virkeligheden privilegerede, for stor negativ formue forudsætter, at man kan optage lån.” På nationalt plan vil de mange mennesker uden nettoformuer tælle som nuller i regnskabet og dermed indebære, at den formueulighed, som Credit Suisse måler, bliver ganske lav. Det har også den implikation, at hvis de finansielle markeder bliver bedre – så flere mennesker kan tage lån og have opsparing – vil den målte ulighed i verden stige! Man må derfor spørge, om Oxfam Ibis vil ødelægge folks muligheder for forbrugsudjævning i lighedens navn?

Mere nonsens om ulighed

Forleden udkom Oxfams årlige rapport om ulighed i verden, og medierne slugte meget forudsigeligt organisationens historie om voldsomt stigende ulighed og at det går dårligt for verdens fattige. Vi har tidligere skrevet om rapporten og de tal for ulighed i såkaldte nettoformuer fra Credit Suisse, som Oxfam bruger (se f.eks. her, her og her), og Niels debunkede rapporten grundigt igen i onsdags. I år er ikke anderledes, og tallene er heller hverken mere troværdige eller mindre nonsens end tidligere. Tror man på metodologien bag opgørelsen af ulighed, skal man f.eks. også tro på, at over en million danskere er blandt verdens fattigste halvdel, og at man – hvis man har 30.000 stående på en bankkonto som eneste formue – er blandt den tredjedel i verden med de største formuer. Man skal nok være en særlig type for at købe de påstande, men en åbenbart betragtelig del af danske journalister er af denne type.

Det gælder i udbredt grad, at man helt generelt kan slippe afsted med nærmest latterlige påstande om ulighed uden at blive stillet til ansvar. En af dem, som man igen har hørt i den internationale debat, er at ’social ulighed’ ikke blot skader uddannelse og sundhed, men endda også er en kilde til overvægtsproblemer. Information har tidligere skrevet om det, ligesom en rapport fra Teknologirådet for nogle år siden viderebragte påstanden. Ulighed bliver beskyldt for at være skyldig i alskens samfundsproblemer, og patentmedicinen er statslig omfordeling. Er man i tvivl om fænomenet, kan man tage et kig på den indflydelse, Wilkinson og Picketts aldeles rædselsfulde The Spirit Level havde for cirka ti år siden, eller Wilkinsons ligeså manipulerede opfølger The Impact of Inequality. Man kan heldigvis også vælge at orientere sig om, hvad der er op og ned i Andreas Bergh, Therese Nilsson og Daniel Waldenströms fine Sick of Inequality?

For at illustrere, hvor mærkværdigt misvisende store dele af ulighedsdebatten er, bringer vi i dag et simpelt plot over den sammenhæng mellem overvægt og ulighed, som flere debattører påstår findes. Plottet er meget simpelt mellem ulighed, målt ved ginikoefficienten i disponibel indkomst, på x-aksen og andelen af befolkningen, der ifølge WHO er er overvægtig. Tallene er alle fra Europa og således fra nogenlunde sammenlignelige lande. Korrelationen mellem de to serier er 0,13, og 0,01 når man tager Tyrkiet (den åbenlyse outlier) væk. Der er, med andre ord, ingen sammenhæng mellem overvægtsproblemer og social ulighed.

Spørgsmålene til jer, kære læsere, er derfor hvordan man kan få dén slags billede til at blive til en stærk og enkel sammenhæng, som man kan retfærdiggøre indgribende omfordelingspolitik med? For det er det, en åbenbart ulighedshadende, international NGO-sfære gør med jævne mellemrum.

Taler vi forbi hinanden?

Har du, kære læser, nogensinde oplevet at diskutere med en politisk modstander, hvor det virkede som om din modstander slet ikke forstod, hvad du talte om, og du slet ikke forstod hvad modstanderen kunne mene med sine svar, der mest var goddav-mand-økseskaft? Hvis svaret er ja, er du en blandt mange i den vestlige verden som har oplevet fænomenet, som der er forsket i de senere år. Her er et svar på, hvad der foregår.

 I en kommentar hos the Independent Institute diskuterer Art Carden, der er lektor på Samford University i Alabama, hvordan folk af forskellige politiske overbevisninger ofte taler fuldstændigt forbi hinanden. Art argumenterer for, at problemet skyldes at man ser verden og politik som et sæt modsætninger, men helt fundamentalt ikke er enige om, hvilke modsætninger der er tale om. Hvis man ikke kender de forskelle, bliver det ganske svært at forstå, hvad en modpart overhovedet taler om.

Art læner sig op ad bl.a. Jonathan Haidts indsigter i The Righteous Mind: Why Good People Are Divided by Politics and Religion og Arnold Klings lille The Three Languages of Politics: Talking Across the Political Divides Det betyder, at han også følger Kling i en opdeling i tre politisk-ideologiske grupper, i stedet for de traditionelle to i en endimensional politisk verden: Venstrefløjen, den konservative højrefløj, og den liberale højrefløj. Den meget intuitive måde at se forskellene i verdenssyn og måden at tænke på hvordan samfundet fungerer og hvad den basale modsætning er, følger derfor i høj grad også Haidts omhyggelige undersøgelser.

Arts påstand er således, at individer der ideologisk tilhører en traditionel venstrefløj som oftest taler (og tænker) i dikotomien mellem undertrykkere og undertrykte. På den måde bliver den eneste relevante metrik magtforholdet mellem de to grupper, og alt eksisterer i et nulsumsspil – hvis en gruppe får mere magt, får den anden mindre. Der er også god grund til at være konstant social indigneret, hvis man ser verden på denne måde fordi der altid er ’undertrykte’.

En konservativ højrefløj taler derimod som oftest i en modsætning mellem civilisation og barbari. Det er denne modsætning, der således er central i en konservativ diskussion af truslen fra indvandring, i måden den konservative fløj ofte lægger vægt på traditionelle sociale mønstre og normer, og i dens støtte af en stærk, central stat, der kan definere normer og regulere visse typer adfærd.

Sidst, men ikke mindst, taler klassiske liberalister typisk i en dikotomi mellem frihed og magt, med udgangspunkt i at de nødvendigvis er hinandens modsætninger: Hvis staten med magt presser medier til at bringe bestemte historier eller direkte straffer dem for ytringer, der er i regeringens interesse, kan man for eksempel ikke på samme tid påstå, at der er ytrings- eller mediefrihed.

Som Haidt og Kling også har argumenteret, mener Art at det er denne forskel på de modsætninger, man ser verden i, som skaber mange politiske konflikter for tiden. På den yderste venstrefløj er man for eksempel begyndt at se en række ytringer som udtryk for symbolsk undertrykkelse af bestemte grupper. Det er således ikke længere muligt at synge visse sange på bestemte steder på CBS, fordi det åbenbart repræsenterer undertrykkelse. Det er ikke svært at forstå, hvorfor konservative og liberalister er forenede i at se denne udvikling som ikke blot latterlig, men decideret farlig (og jeg er enig). Men det bliver også let at se, hvordan konservative og liberalister kan blive stærkt uenige om bl.a. retspolitik. Mens en politik hvor man giver hårdere straffe for visse forbrydelser i såkaldte ghettoområder er fuldt acceptabel i en stærkt konservativ optik – kampen er jo mod ghettoernes barbari – er den for liberalister misbrug af statens magt og et dybt indgreb i princippet om ligebehandling, som er et fundament for retsstaten.

Mens der er mange emner, hvor det er let at se en af de andre modsætninger – diskussioner om udvikling i Sydsudan er diskussioner om undertrykkelse, og diskussioner om ISIS eller nazisme er diskussioner om en kamp mod barbari – kan Arts fine, lille artikel ofte bruges som en guide til, hvorfor vi ikke blot er uenige, men fuldstændigt taler forbi hinanden fordi vi ikke deler et grundlæggende syn på, hvad der er på spil.

Verden bliver mere lige for hvert år der går

Mange danskere på begge politiske fløje har en opfattelse af, at verden bliver mere ulige. Den opfattelse bliver ofte understøttet af medierne, og særinteresse som for eksempel Lars Kochs Ibis gør deres for at styrke den. Problemet er, at den er forkert, som den fremragende Johan Norberg forklarer i denne korte Dead Wrong-video. Fordelingen af indkomst i verden bliver mere lige år for år, primært fordi en række fattige lande vokser væsentligt hurtigere end den rige del af verden.

Skulle der være læsere, der er interesseret i mere indsigt, kan vi varmt anbefale Marginal Revolution Universitys serie om Solow-Swan modellen og dens indsigter i konvergens og langsigtet vækst.

« Ældre indlæg

© 2019 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑