Author: Christian Bjørnskov (page 1 of 78)

Moderne flagellanter

I slutningen af 1340erne ankom pesten – den Sorte Død – til Europa. Konservative bud peger på, at sygdommen slog cirka en tredjedel af kontinentets befolkning ihjel, og de sociale, politiske og økonomiske virkninger var enorme. Et af de mere mærkværdige fænomener, der fulgte i hælene på pesten var flagellanterne: Folk, der piskede sig selv og på andre måder straffede sig for menneskehedens ’synder’. De forestillede sig, at pesten var en kristen guds straf for, at de havde levet syndigt, og at de måtte rense sig selv for synden gennem fysisk straf. Hele det meget udbredte fænomen blev forstærket af fornemmelsen af, at verden nærmede sig de sidste dage, hvor folk skule stå til ansvar for deres synder overfor en grusom og hævngerrig gud.

Læser man om middelalderen kan man ofte få den stærke fornemmelse at plus ça change – mennesker er mennesker til enhver tid. I særlig grad minder moderne vegetarisme, økologifanatisme og klimaoptagethed om middelalderens flagellanter. Der er naturligvis intet galt i at være vegetar – man kan oprigtigt være imod at slå dyr ihjel og man kan føle, at man har et bedre liv uden at spise kød – men det slår mig ofte, hvor tit man hører andre grunde. En yderligere årsag til at tænke nærmere over fænomenet er, hvor ofte tre ting går igen hos de samme individer: Det er i min erfaring ofte de samme mennesker, der er vegetarer eller veganere som også er stærkt optaget af økologi og ser klimaændringer og global opvarmning som en menneskeskabt katastrofe, som truer vores eksistens.

Uden at ville lege lommeterapeut ligner de basale psykologiske mekanismer hinanden. For det første har man opført sig syndigt: Man har syndet mod naturen ved at spise kød, enten fordi det er umoralsk at slå dyr ihjel eller fordi kødproduktion belaster naturen på den ene eller anden måde, eller i enkelte tilfælde fordi det er unfair at man selv spiser kød, mens en (stærkt faldende) andel af verdens befolkning er for fattige til at gøre det hver dag. For det andet har man en opfattelse af, at økologi er mindre belastende for miljøet, sundere for mennesker, og på en eller anden måde rigtigere fordi det er mere ’naturligt’. I dette tilfælde ser det ofte ud til, at der spiller et quasi-religiøst element ind, fordi øko-vegetarerne insisterer på at tro på det, uden at der – på trods af intensiv forskning – er ret meget faktisk evidens. Sidst, men ikke mindst, er de fleste af dem overbeviste om, at global opvarmning er et enormt og menneskeskabt problem, som vi alle skal gøre noget ved.

Det helt centrale er dog ikke bare, hvor nemt det er at drage paralleller mellem middelalderen og 2017, men derimod hvordan en helt central forestilling går igen. Forestillingen er, at årsagen til de problemer man ser, er helt grundlæggende umoralsk – dvs. syndig – adfærd. De er ikke blot problemer, man nøgternt kan vurdere omfanget af og diskutere mulige løsninger på. Der eksisterer for eksempel effektive teknologiske løsninger på overgødningsproblemer, så man kommer miljøbelastninger gennem udvaskning til livs. De er dog typisk slet ikke interessante for den særlige gruppe mennesker, jeg tidligere kalde øko-vegetarerne. Grunden virker til netop at være, at de er så effektive – effektiviteten betyder, at der ikke er noget økonomisk eller socialt afsavn forbundet med løsningen.  Præcist ved at være så effektive, indebærer disse løsninger ikke nogen moralsk renselse eller på anden måde en bod for at have været syndig.

Meget ligesom flagellanterne i slutningen af 1300-tallet er problemet i moderne diskussioner, at hvis man ikke pisker sig selv (i overført betydning), kommer man ikke i øko-himmeriget. Hvis der ikke ligger et element af personligt lidelse eller afsavn i løsningen, bliver man ikke ’renset’ for sin synd. Man er med en postmoderne identitet som øko-vegetar eller lignende nødt til at straffe sig selv fordi det på en eller anden mystisk måde er vores skyld – vi har ikke været dydige nok. På den måde er øko-klima-vegetarerne og deres ligesindede på mange måder det 21. århundredes religiøst glødende flagellanter.

Mike Munger i the Rubin Report

The Rubin Report er en af flere udsendelser, vi på punditokraterne jævnligt hygger os med. Forleden havde Dave Rubin besøg af den fremragende Michael Munger, professor i statskundskab på Duke University, tidligere præsident for the Public Choice Society, og en af de mest vidende liberale økonomer/statskundskabere i USA. Det kom der en særdeles særværdig udsendelse ud af, som vi håber læserne også vil nyde.

Mens man kan være meget uenig med Munger i hans ideer om basic income (som han taler om til sidst i programmet), er de første 40 minutter fyldt med guldkorn. Munger starter f.eks. med at tale med Rubin om statskundskab og hvorfor han mener, der er mere behov for (ordentlig) statskundskab i dag. Et af de universelle problemer er, som Munger så præcist formulerer det, at ”we tend to have this idea is what we need is better people.” I stedet er hans (og stort set alle public choice-forskeres) argument, at vi har behov for bedre regler, og politiske institutioner, der i højere grad begrænser, hvad politikere kan gøre. Og som Munger påpeger, er en af de ting statskundskab gør, at den ”studies the engineering of rules.”

Senere i udsendelsen kommer han tilbage til problemerne med politikere selv, og hvem der søger ind i politik. Hans karakteristik af politikere og deres opfattelse af sig selv er vidunderligt præcis: “you can be a Republican member of Senate, but (when) you look in the mirror, you see a God!”

Selv mainstream medier fordrejer nyheder og reportage når de ikke passer på deres ideologiske position. Mungers holdning er, at de nye, mindre medier indirekte kan gøre noget ved problemet. Som han formulerer det “we cannot discover truth, but what we can do is impeach falsehood.” Det er også et af punditokraternes mål. The Rubin Report gør det fremragende med Mike Munger, men også med mange andre gæster, som f.eks. Stephen Fry eller Ayaan Hirsi Ali. Stærkt anbefalet.

Jane Austen – subversiv i 200 år

It is a truth universally acknowledged, that a single man in possession of a good fortune must be in want of a wife. However little known the feelings or views of such a man may be on his first entering a neighbourhood, this truth is so well fixed in the minds of the surrounding families, that he is considered as the rightful property of some one or other of their daughters.

Ingen ved præcist hvornår linjerne ovenfor blev skrevet, men de blev udgivet i 1813 og skabte stor begejstring. Kronprinsen elskede den og eftertiden har hyldet bogen som en af de bedste nogensinde. Der kom dog kun tre bøger mere fra hendes pen. Forfatteren døde kun 42 år gammel, 18. juli 1817, for præcist 200 år siden denne uge.

Der er mange grunde til at mindes Jane Austen – for hende er det selvfølgelig, og linjerne ovenfor er de første i Pride and Prejudice – men måske ingen, der er helt indlysende for læsere af en borgerligt-liberal blog, der primært skriver om politik, nationaløkonomi og aktuelle diskussioner. Så tillad mig at forklare.

Udover de åbenlyse kvaliteter i sproget, morskaben og de spidende bemærkninger, og de romantiske temaer, mestrede Austen også to andre ting: Præcis skildring af sociale forhold, og subtilt subversive temaer. Anne Milbanke, der senere giftede sig med Lord Byron, noterede for eksempel i en af de få anmeldelser i 1813, at Pride and Prejudice var ”the most probable fiction I have ever read.” Mens de fleste skrev enten historiske eller gotiske romaner, mente Milbanke således, at Austen kom tæt på at beskrive folks faktiske problemer, sorger og passioner. Mange senere læsere og litteraturkendere har også bemærket, hvordan Austen er præcist med hensyn til hvad ting koster og hvor meget almindelige mennesker – og Mr. Darcy – tjener. Austens bøger er derfor en slags ’historisk’ kilde til den almindelige middelklasses forhold først i 1800-tallet, som endda kan være fornøjelig at bringe ind i ens undervisning. I modsætning til senere forfattere, som ofte implicit og nogle gange eksplicit mener, at økonomiske overvejelser er åndløse og ikke noget, man bør nedværdige sig til at overveje, er de en central del af den virkelighed, Austens personer lever i.

Det andet forhold er det, man kan kalde de subtilt subversive temaer. Austen var en mester i at beskrive situationer, der nogle gange næste umærkeligt fører læserne i retning af ganske liberale overvejelser. Udsagnet i starten på Pride and Prejudice er et fint eksempel, for gennem bogen bliver det klart for læseren – og for flere hovedpersoner – at måske er det ikke sandt eller helt så enkelt. Og selv heltinden, Elizabeth Bennet, må med skam indse, at hendes prioriteringer ikke er de samme som hendes nærmeste venners. Det er et smukt øjeblik, da hun med skam må indse, at et valg som for hende selv ville være fuldstændigt uacceptabelt, er hendes veninde Charlottes bedste mulighed.

Accepten af andre som individer, ’warts and all’, og værdien af deres frie valg står centralt i Austens forfatterskab. Som hun lader Elizabeth Bennet mene – og sige – i en helt central scene i Pride and Prejudice, hvor hun gør op med en særligt forstokket ældre adelig, har hun al ret til at opføre sig “in that manner which will, in my opinion, constitute my happiness.” Det var stærke sager i 1813!

En mangel på liberal accept af, at folk er forskellige og er de bedste til at vælge for sig selv, er også en kilde til stor morskab i Emma. Den unge og forkælede, men elskelige heltinde Emma ser sig selv som den store matchmaker. Hun sætter det som sit livs mål, at gøre andre mennesker så lykkelige som de kan blive, ved at finde den rigtige partner til dem. Emma må indse, om det kun sker allersidst i bogen, at hun har lidt under det fundamentale problem, som Hayek kaldte ’the pretense of knowledge’: Hun forsøgte at planlægge andres liv uden at have relevant information, men gjorde blot som om hun havde den – som om, hendes venner og bekendte opførte sig som de kategorier af mennesker, hun forestillede sig de tilhørte.

Det mest pudsige, og en af grundene til at bogen og dens heltinde er så elskede, som de er blevet, er at Emma endda forestiller sig, at hun kan planlægge sit eget liv som om hun var en kategori. Der er først da hun accepterer, at hendes egen smag, præferencer og prioriteringer også er unikke, at der er en Mr. Knightley til hende. Hvor mange mennesker, der blev lidt mere liberale i deres hverdag af at læse Austen, er ikke til at vide. Men en af grundene til, at hun stadig læses så meget, og opfattes som så forbløffende moderne, er at der mellem linjerne ligger en dybt individualistisk holdning, der stadig er subversiv og støder sammen med planlægningsideer og kategorikonservatisme. Og så hjælper det, at Emma faktisk ændrer sig, og at Lizzy Bennet får sin Mr. Darcy.

Ny viden fra studerende

I går brugte jeg hele dagen med seminarer ved universitetet i Heidelberg.  Som nogle læsere nok ved, er jeg gæsteprofessor ved min formidable ven Axel Drehers Lehrstuhl für Internationale Wirtschafts- und Entwicklungspolitik i Heidelberg hele sommeren (ligesom sidste sommer og to måneder i vinters). Jeg har derfor også lært nogle af de studerende at kende, og hyggede mig med at se præsentationer fra både nogle af vores PhD-studerende og flere kandidatstuderende.

Grunden til at skrive om det er, at der er fremragende studerende i Heidelberg. Stephan Schneider – en kandidatstuderende som allerede har en artikel, baseret på hans bacheloropgave og omarbejdet sammen med Kai Gehring, på vej ud i American Economic Journal: Economic Policy – præsenterede et seminarpapir om hvornår amerikanske guvernører erklærer nødtilstand. Stephans papir er ekstremt tæt op ad en idé, som Stefan Voigt og jeg har talt om i vores projekt om nødforfatninger. Den idé må vi nok opgive, fordi Stephans papir er mindst lige så godt som det, vi ville kunne producere!

Tricket i Stephan Schneiders papir er, at han har geografiske data på vindstyrke i hele USA. Han kan derfor observere, hvordan orkaner og andre events gør det meget mere sandsynligt, at en guvernør beder den amerikanske præsident om at erklære hans stat i nødret. Sådan en erklæring er nemlig nødvendig for at staten kan få såkaldt FEMA-assistance fra den føderale regering i Washington. Og Stephan finder selvfølgelig, at stærkere vind – i det mindste op til et punkt – giver en større sandsynlighed for en erklæring. Men ved siden af det indlysende i, at værre storme og orkaner giver stærkere incitament til at erklære nødret, finder han også klar evidens for, at en nødretserklæring er langt mere sandsynlig, hvis præsidenten og guvernøren er fra samme parti. Stephan regner sig meget overbevisende frem til, at fælles partitilhør i gennemsnit giver cirka 5 % større FEMA-assistance, eller i gennemsnit 750 millioner dollars mere. Det er således et økonomisk meningsfuldt resultat. Og det er bestemt ikke hver dag, man ser et kandidatspeciale, der til forveksling ligner en artikel fra Public Choice.

Udover Stephan Schneider stod to andre studerende ud fra mængden. Dominik Jockers præsenterede et seminarpapir, hvor han viste at ulandsbistand til lande med store migrantstrømme er langt mere udsat for misbrug – de store migrantlande bruger i langt højere grad bistanden til at købe våben for. Dominiks papir var meget kompetent og kunne, med lidt arbejde, sagtens præsenteres ved en af de gode udviklingskonferencer.

Laura Barros, en af vores særligt dygtige studerende fra Brasilien, tacklede i stedet det politiske spørgsmål om handel og øget globalisering påvirker kønsligheden på arbejdsmarkedet. Hun præsenterede gode teoretiske grunde til, at øget international handel burde øge kvinders deltagelse på arbejdsmarkedet – med de øgede muligheder bliver det dyrere at diskriminere – og håndterede også det ganske svære kausalitetsproblem. Problemet kommer af, at kønslighed er forbundet med en række institutionelle udviklinger, der gør det mere attraktivt og lettere at handle med fattigere lande. På tværs af 175 lande, observeret de sidste 20 år, viste Laura at øget handel faktisk fører til tydeligt øget kvindelig arbejdsmarkedsdeltagelse. Det særlige – og for mit vedkommende det særligt interessante – var at hun også kunne vise, at det primært sker i lande, med højreorienterede regeringer. Hendes resultater, som vi talte om bagefter, indikerer dermed at venstreorienterede regeringer i lav- og mellemindkomst-lande må føre politik eller vedligeholde institutioner, der forhindrer gavnlige lighedsskabende virkninger af globalisering. Hvad de politiker kunne bestå af, er vel værd at tænke over i løbet af weekenden. Og hvis Laura kan komme med et bud på det, har hun også muligheden for en ganske fin publikation i fremtiden. I mellemtiden er fornøjelsen af at have så dygtige studerende helt på min og mine tyske kollegers side.

Ny viden om fair trade

Forleden skrev vi om ny viden om entrepreneurship, der startede som et speciale ved Aarhus Universitet sidste år. I dag fortsætter vi med ny viden fra et speciale, der blev forsvaret for mindre end en måned siden. Spørgsmålet i dag er, om fair trade virker efter hensigten. Svaret fra det nye speciale er nej.
Den nye viden kommer fra Cecilie Lautrups speciale, som hun skrev under min vejledning i foråret og forsvarede den 23. juni. Cecilie, der nu er hos Ramböll, er interesseret i fair trade og sustainable practice, men er også uddannet økonom, med den naturlige skepsis det indebærer. Hendes mål var derfor at diskutere, hvad man kunne forvente af fair trade, og ikke mindst at komme med et bud på den faktiske virkning for dem, det er meningen man skal hjælpe – de fattige bønder i udviklingslande. Titlen på specialet, ”Effekten af Fairtrade for Kaffebønder i Mexico”, er således meget præcis.
Teoretisk er svaret på spørgsmål uklart. Som Cecilie klart skitserer i specialet, kan man sagtens forestille sig, at fair trade-certificering virker fordi den indebærer at bønderne får højere priser for deres varer, men man kan også forestille sig negative virkninger. Certificering er på ingen måde billigt, der er bestemte praksisser man skal følge, og der kan følge andre omkostninger med at være medlem af et kooperativ. Derudover er kooperativer udsat for såkaldt korrelerede chok – da alle medlemmer producerer kaffe, er de alle udsat for samme prisfluktuationer fra verdensmarkedet, samme vejr og høstproblemer, og endda samme regulative ændringer. Der er med andre ord ingen forsikring i at være kooperativ.
Cecilie var heldig, efter at have ledt en del, at få adgang til et datasæt fra Jeremy Weber på University of Pittsburgh. Weber delte meget venligt sine data på næsten 1000 kaffebønder i det sydlige Mexico med en specialestuderende i Danmark, og hjalp med forklaring på de nogle gange uigennemskuelige variabelnavne osv. Cecilie lagde derefter en væsentlig indsats i at behandle data meget omhyggeligt, og ikke mindst at løse de kausalitetsproblemer, som ligger i spørgsmålet. Som hun viser i specialet, er det nemlig ikke tilfældigt, hvem der vælger at blive fair trade-certificerede. Cecilie finder blandt andet, ”at det primært er kaffebønder, som har et dårligt udbytte, som er Fairtrade-certificeret.”
Bundlinjen i det meget fine speciale er næppe opmuntrende for de mange, der forestiller sig at fairtrade er godt for verdens fattige. For det første ved vi, at det faktum at en certificering faktisk koster penge, afholder de allerfattigste fra muligheden. For det andet peger Cecilies omhyggelige estimater på, at Fair Trade-certificerede bønder faktisk ender med at tjene mindre end sammenlignelige kaffebønder, der vælger ikke at blive certificerede. Som hun skriver til sidst i konklusionerne: ” Spørgsmålet er måske, om Fairtrade i virkeligheden fremadrettet er den bedste løsning for kaffebønderne i Mexico (og resten af verdenen)?” Det er svært ikke at konkludere, at det er en elendig løsning.

Ny viden om vetoinstitutioner og iværksætteraktivitet

Som mange læsere vil vide, har jeg lagt en vis forskningsindsats i at undersøge sammenhængen mellem institutioner / økonomisk frihed og iværksætteraktivitet – entrepreneurship – på tværs af de vestlige lande. Indtil nu har det foregået sammen med den fremragende Nicolai Foss fra Bocconi-universitetet i Milano, men sidste år fandt jeg sammen med en anden makker. Grunden var at Jacob Lihn skrev speciale under min vejledning, og hans fokus var netop den sammenhæng, Nicolai og jeg havde skrevet om.

Jacobs speciale gik dog et skridt videre end blot at opsummere litteraturen, og bidrage med nye tests af kendte sammenhænge. I stedet kombinerede han sit fokus på entrepreneurship med politisk-økonomiske indsigter i vigtigheden af vetoinstitutioner. Hvis det lyder langhåret, kan hovedideen opsummeres ganske enkelt: Jo bedre institutioner og jo mindre statslig intervention og styring, jo mere entrepreneuriel aktivitet får man, hvis der er vetoinstitutioner der er tilstrækkeligt stærke til at forhindre politikere i at lave politikken om igen næste år. Hovedideen, som Mogens Kamp Justesen blandt andet har skrevet meget præcist om, er således at man kun går i gang med at starte virksomhed eller andet, hvis man kan være nogenlunde sikker på, at den relevante politik ikke blæser for vinden.

Jacob Lihn og jeg lavede efterfølgende hans speciale om til et papir med titlen ”Economic Freedom and Veto Players Jointly Affect Entrepreneurship”, som jeg præsenterede på den årlige konference i the Public Choice Society i foråret (se omtalen her). Den blev forleden dag accepteret til publikation i det relativt nye tidsskrift Journal of Entrepreneurship and Public Policy, der redigeres af Josh Hall (West Virginia University). Hovedkonklusionen er, at de positive virkninger af at have en begrænset offentlig sektor og lavt / fladt skattetryk, primært sker i samfund hvor stærke vetoinstitutioner gør den reducerede offentlige intervention mere stabil og forudsigelig. Kortsigtsvirkningerne kan dog, viser det sig, se helt omvendte ud. Er læserne mere interesserede, er her artiklens abstract:

This paper explores how the strength of political veto players affects the long-run credibility of economic institutions and they jointly affect entrepreneurial activity. We employ an annual panel covering 30 OECD countries from 1993-2011. An error correction model identifies a positive and significant short-run effect on self-employment from large government spending at low levels of veto player strength. A static model conversely indicates that smaller government spending is positively associated with entrepreneurship at lower levels of veto player strength in the long run. The findings thus emphasize the likely transitional costs for entrepreneurs associated with institutional changes.

Public Choice 9: Hvem kan organisere sig?

I det danske demokrati taler man om tingene og hører alle interesserede parter, ikke? Det er i hvert fald den forestilling, de fleste har om dansk demokrati og den måde, en række processer er bygget op. I et vist omfang bygger denne måde at gøre ting på, på en Dahlsk (eller senere Habermask) forståelse af demokrati. Problemet er blot, at ikke alle interesser – ikke engang alle relevante interesser – er organiserede, og hvis de ikke er organiserede, bliver de ikke hørt. I public choice stiller man derfor altid spørgsmålet, hvilke interesser der faktisk er organiserede, før man går videre.

Gennembruddet i denne del af forskningen kom i 1965 med amerikaneren Mancur Olsons PhD-afhandling på Harvard. Den udkom som bog under titlen The Logic of Collective Action, og er central for enhver moderne forståelse af særinteresser. Hovedargumentet i Olsons arbejde er, som vi har skrevet om tidligere (læs her), at det ikke er alle interesser, der kan organisere sig, og for nogle interesser er effektiv organisation væsentligt dyrere end for andre.

Vi kender i virkeligheden alle problemstillingen: Mens to venner sagtens kan aftale, hvem der gør hvad – hvem tager stuen og hvem gør rent på badeværelset før sommerhuset skal afleveres – er det langt sværere at få en folkeskoleklasse til at gøre det samme. Skoleeleverne har et free-rider-problem, da Viggo og alle de andre har incitament til at snyde udenom og de 20 andre elever faktisk også har et free-rider-problem i forhold til at straffe Viggo. Folkeskoleklassen har svært ved at organisere sig effektivt, fordi de er så mange, at free-riding bliver et problem, og fordi de har så forskelligartede interesser, at de næppe kan blive enige om fordeling af arbejde eller blot den kvalitet rengøring, de sigter efter.

Olson indså, at det samme gør sig gældende for organisering af interesser og særinteresser. Små grupper af individer eller virksomheder kan overkomme free-rider-problemet, og hvis de også er enige om målet for deres interessegruppe, er organisering et ’incitament-kompatibelt’ valg. Det er netop dette, der er logikken bag kollektiv handling: Effektive særinteresser er stort set altid relativt små grupper individer eller virksomheder, der har ét mål fælles. Europæisk landbrug er et glimrende eksempel: De er basalt set enige om enten af ville have mere støtte og mere beskyttelse (f.eks. fransk, græsk og spansk landbrug), eller i det mindste vil de ikke af med støtten og beskyttelsen lige nu (dansk eller svensk landbrug).

Skal man kunne organisere lidt mere forskelligartede individer, må organisationen udover de direkte gevinster også tilbyde et ’selektivt incitament’ – et attraktivt medlemsblad, billigere forsikring, eller noget andet, man kun kan få adgang til som klubgode i organisationen. Det er dette element, der gør nogle faktiske organisationer dyrere end andre.

Olson har dermed en enkel, men overbevisende forklaring på, hvordan et erhverv med under 3 % af den europæiske beskæftigelse kan kommandere praktisk taget halvdelen af alle EU-budgettet. Landbruget danner en tilstrækkeligt lille og kohesiv gruppe til at kunne organisere sig meget effektivt omkring lobbyarbejde, og de behøver ikke frygte en effektiv modlobby. De store tabere ved landbrugspolitikken er nemlig forbrugerne, der næsten per definition er både en alt for stor og alt for divers gruppe til at kunne organisere sig. Det er netop denne indsigt, som Olson opsummerede i de fire berømte ord, der karakteriserer al effektiv lobbying: ”Concentrated Benefits, Scattered Costs.”

Særinteresser er vigtige i politik: De leverer gratis information til politikere, der ellers måtte søge information og viden selv, og de giver støtte til politikere og politiske partier mod at få modydelser i form af politik, de kan lide. Otto har tidligere skrevet om rent-seeking som fænomen, og Olson har en elegant teori om, hvem det er der rent-seeker. Så næste gang, du hører at en såkaldt interesseorganisation gerne vil have denne eller hin politik, så husk at sætte ’sær’ foran navnet. Landbruget, Dansk Byggeri, Kræftens Bekæmpelse, 3F, og Ældresagen er alle særinteresser, der repræsenterer begrænsede grupper danskere, der vil én ting – og det er de bredere masser, der ikke kan organisere sig, der skal betale gildet.

I en dansk kontekst er problemet særligt slemt, fordi store dele af det danske samfund – og i særlig grad interaktionen mellem staten og private interesser – er baseret på en grundlæggende idé om, at alle relevante interesser er organiserede. Det peger Olson – og en lang, lang række efterfølgende studier i public choice og politisk økonomi – på, ikke er sandt. Det peger ikke mindst på en måde at forstå, hvordan man har kunnet ’udvikle’ en dansk velfærdsstat. Meget store dele af den er resultatet af lobbying fra snævre særinteresser, og når det hele er betalt over skatten, er det den største og mest diverse gruppe mennesker – alle andre almindelige borgere – der betaler. Det er det perfekte eksempel på en gruppe, der ikke kan organisere sig omkring en modlobby, der kan vetoe beslutningerne.

Nye data og nye problemer

I nationaløkonomisk forskning, og ikke mindst i udviklingsøkonomi, er det vigtigt at have rimeligt præcise indkomstdata. Det var længe et problem, da både nationalregnskab – som primært blev opfundet som disciplin i 1930erne – og indkomstopgørelser er i sig selv svære at lave. Et af de særlige problemer var længe hvordan man håndterede de meget forskellige priser, der gjaldt i forskellige lande. Det problem blev afhjulpet – om end måske ikke løst – af the International Comparison Project (læs historien her og Tim Taylor om projektet her).

I en årrække har forskere derfor brugt enten forskellige versioner af nationalregnskabsdata i the Penn World Tables (PWT) eller fra Verdensbanken i deres forskning. Ingen har påstået, at de var perfekte, men de to datakilder giver typisk samme overordnede resultater. De to kilder er løbende blevet opdateret, og den seneste version af den oprindelige PWT endte med at hedde version 7.3,mens 7.1 har været brugt langt mest. Men mange har efterspurgt bedre og mere præcise data.

PWT 8.0 blev derfor introduceret med store fanfarer i 2013, da et nyt team havde ændret metodologien bag dataene; ændringerne blev endda skitseret af Robert Feenstra, Robert Inklaar og Marcel Timmer i American Economic Review. Hos forskere bredte usikkerheden sig dog, da de nye Penn-data ofte så ret anderledes ud og at flere kende episoder ikke var at finde der. Maxim Pinkovskiy og Xavier Sala-I-Martin viste således i en artikel (ungated her), at både Verdensbankens 2011-version og PWT 7.1 passer langt bedre på udvikling, når man f.eks. ser på langsigtede ændringer i lysintensitet om natten, som man ikke på samme måde kan manipulere eller på en måde fifle med. Noget var tydeligvis galt med PWT 8.0 og 8.1

I år er PWT 9.0 derfor udkommet med en implicit påstand om, at man har løst børnesygdommene i den nye metodologi i PWT. Hvad skal man så stole på og hvad kan man bruge? De interesserede læsere kan dømme for sig selv ved at tage et kig på de danske data. Alle tre serier fra PWT starter i 1950,7.1 ender i 2010 og 9.0 i 2014. PWT 9.0 er angivet i to versioner, da den nye metodologi betyder, at der er et BNP-tal beregnet ud fra forbrugssiden (’e’-serien, for expenditure) og et andet beregnet fra outputsiden (’o’-serien). Fra 1966 sammenligner jeg med de ligeledes købekraftskorrigerede tal fra Danmarks Statistik (DS), der – givet at Danmark har nogle af verdens absolut mest præcise nationalregnskabstal – burde kunne fungere som en slags ’mest præcist’ benchmark. Y-aksen på begge figurer er logaritmen til BNP per indbygger.

Og som man kan se i den første figur følger de fire serier hinanden fint på den meget lange bane: Den mindste korrelation mellem de fire er 0,96 (mellem PWT 9.0 ’o’ og DS). Men, som det er ekstra tydeligt i den anden figur, hvor jeg har stillet skarpt på den kortere periode mellem 1970 og 1995, er der store forskelle i kortsigtsdynamikken. Ser man på det årlige væksttal, følges PWT 7.1 og DS næsten perfekt ad (korrelationen er 0,98), men PWT 9.0 ser anderledes ud. Korrelationen mellem DS og PWT 9.0 ’e’ er således 0,08! De ser bedre ud med de outputbaserede tal, men en korrelation på 0,76 med DS og 0,84 med PWT 7.1 er ikke prangende, når de burde være beregnet fra samme base. Figuren afslører bl.a. at de nye tal viser en væsentligt større nedgang i de sidste år under Anker Jørgensen og en tydeligt svagere opgang efter Poul Schlüter tog over i 1982. Rykker man længere frem i historien, viser PWT 7.1 og DS-serierne også helt anderledes væksttal for Fogh/Løkke-regeringerne fra 2001-11. PWT 7.1 viser en gennemsnitlig årlig vækstrate på 0,25 % og DS på 0,43 %, mens de nye PWT-tal viser henholdsvis 1,52 og 2,23 %.

Et eller andet er tydeligvis galt i de nye tal. Nyt er ikke altid bedre, og foreløbig er man tvunget til at anbefale kolleger, studerende og andre interesserede ikke at bruge de nye serier, som ellers bliver solgt til verden som et stort målefremskridt. De ser bare ud til at give nye hovedpiner.

Public Choice 8: Din stemme er intet værd – og alligevel stemmer du sikkert

En af de indsigter fra public choice, der på samme tid er dybt foragtede af mange mennesker og har dybe konsekvenser er, at folks individuelle stemmer i demokratiske valg er næsten totalt ligegyldige. Den første gang, nogen skrev offentligt om, var i 1793 da den franske matematiker og filosof Marquis Nicolas de Condorcet bemærkede, at på et individuelt plan er stemmeafgivelse ofte irrationelt. Anthony Downs formulerede indsigten omhyggeligt i sin 1957-bog An Economic Theory of Democracy.

Indsigten er meget simpel. I det sidste Folketingsvalg blev der afgivet i alt 3.604.940 stemmer (heraf 23.366 på Færøerne og 20.154 på Grønland). Sandsynligheden for, at en tilfældigt udvalgt borger i Danmark er pivotal – altså at hun kan påvirke valget – er derfor 0,00000028. Ja, det er seks nuller efter kommaet. Selv hvis vi går ud fra, at hun overvejer at stemme socialdemokratisk og derfor befinder sig omkring medianvælgeren, er sandsynligheden stadig kun 0,0000011 – så er vi nede på fem nuller efter kommaet. Sandsynligheden for, at ens individuelle stemme gør nogen som helst forskel er derfor i alle praktiske henseender absolut nul – det gør hverken fra eller til om du stemmer!

Set fra et snævert økonomisk synspunkt er det derfor et paradoks hvorfor folk alligevel stemmer. De får intet ud af det – deres stemme er ligegyldig – og de har konkrete omkostninger forbundet med handlingen. Ved sidste valg måtte jeg for eksempel gå op til Skovvangsskolen i regnvejr og stå en halv time i kø for at afgive en stemme, og derefter gå hjem igen i endnu værre regn. Alligevel troppede 85,9 % af vælgerne i Danmark op til sidste Folketingsvalg.

Der findes derfor en række teoretiske forklaringer på, hvorfor folk alligevel stemmer. Alle disse forklaringer har bekymrende implikationer. Den simpleste er, at folk er så dumme eller uuddannede, at de ikke kan forstå, at deres stemme er ligegyldig – men hvis de er så tåbelige, får vi så dygtige politikere valgt? En anden er, at folk stemmer fordi de betragter sig selv som gruppemedlemmer i stedet for individuelle vælgere. Dette tillader dem at internalisere tusindvis af andre menneskers adfærd i deres egen adfærd, og derfor at komme over det store free-rider problem i stemmeadfærd. Rent normativt indebærer denne type ’stammeadfærd’ dog ganske ubehagelige konsekvenser, fordi den normalt kommer med meget stærke syn på verden som delt i ”os og dem.”

Den mest accepterede forklaring er dog teorien om ’ekspressive vælgere’, som forbindes med Geoffrey Brennan og Loren Lomaskys arbejde. Ideen i teorien, som blandt den yngre generation er videreudviklet af særligt Colin Jennings fra King’s College London, siger at folk ikke primært stemmer for at påvirke politiske beslutninger. I stedet stemmer de for eksempel for at sende et ’signal’ til andre om dem selv. Vil man gerne ses som særligt moralsk ophøjet, kan man vælge at stemme radikalt eller kristent i Danmark, og er ens identitet at man er socialt indigneret, går man hen og stemmer på Enhedslisten. Muligvis stemmer man også for at følge og opretholde en social norm om, at man gør sin ’samfundsmæssige pligt. Det særlige – og det normativt stærkt bekymrende – ved teorien om ekspressiv stemmeadfærd, er at vælgerne ikke behøver nogen som helst information om, hvad der foregår i samfundet eller hvad forskellige politikere og partier har af planer, for at afgive en ekspressiv stemme. Der er således heller ikke nogen grund til at bruge tid og andre ressourcer på at følge med eller søge politisk viden. Den måde, folk stemmer på, kommer derfor til at have ganske lidt med faktisk politik eller konsekvenser af politikken at gøre.

Begynder man at tænke over stemmeafgivelse og valghandlinger i en public choice-optik, er der således god grund til at tro, at demokrati ikke ligefrem fungerer som det er meningen. Ekspressive stemmer, manglende information, og næsten total mangel på incitament til at holde politikere ansvarlige for den faktisk førte politik indebærer, at chancen for at observere regeringsfejl er ganske høj! Og således bliver public choice også i denne vinkling ”Politics without Romance”, som James Buchanan formulerede det.

For en bredere introduktion til spørgsmålet om værdien af demokratiske stemmer og selve systemet, er der næppe bedre bud end Buchanans kollega Gordon Tullocks fine The Vote Motive. Udgivet af the Institute of Economic Affairs i London, med forord af punditokraternes gamle redacteur Peter Kurrild-Klitgaard og med efterord af Michael Munger, Charles Rowley og Stefan Voigt er den stadig en fornøjelse af læse.

Nødforfatninger – et forskningsprojekt

Som nogle læsere måske kan huske fra en tidligere post, har jeg gennem længere tid arbejdet på et forskningsprojekt om nødforfatninger sammen med Stefan Voigt fra universitetet i Hamborg. Nødforfatninger er ikke separate forfatninger, men derimod bestemte dele af et samfunds forfatning, der beskriver de omstændigheder, der er nødvendige for (lovligt) at nødtilstand, hvilke politiske aktører der må gøre det, hvem der skal konsulteres, og hvad man fra politisk side må gøre under nødtilstanden. Med andre ord er nødforfatninger ekstremt interessante i public choice / politisk økonomi fordi de klart specificerer, hvilke begrænsninger i den almindelige forfatning, som politikere må ignorere når de erklærer nødret. Nødforfatninger er dermed konstitutionelle kattelemme.

Grunden til at skrive om det er, at der nu begynder at komme artikler ud af projektet. Vi har gennem længere tid haft det første, grundlæggende papir liggende på SSRN (læs her). Det nyere er, at flere nu er offentligt tilgængelige. I ”The Architecture of Emergency Constitutions” beskriver Stefan og jeg, hvilke særtræk nødforfatningerne typisk har, udvikler et mål for hvor let det er at erklære nødret og hvor meget forfatninger tillader – vi kalder det the Indicator of Emergency Powers – og identificerer seks tydelige ’familier’ af nødforfatninger. Der er med andre ord systematik i lands valg af nødforfatning. Danmarks grundlov befinder sig i vores analyse i en familie med blandt andet Tysklands først forfatning fra 1871 og USA’s forfatning, men også med en række forfatninger, der nu er afskaffede – f.eks. Perus fra 1867 og Sydafrikas 1961-forfatning. Denne familie er karakteriseret af at beskytte folks almindelige rettigheder selvom der er nødret. Artiklen udkommer i International Journal of Constitutional Law.

I forskningsprocessen, og ikke mindst når en af os har været ude at præsentere at af papirerne, har vi fået mange spørgsmål fra både nationaløkonomer, politologer og jurister. Et af dem, som vi endte med at skrive en separat artikel om, er om man kan genfinde de samme forhold i de amerikanske delstaters forfatninger. Det svarer vi på i ”Dealing with Disaster – Analyzing the emergency constitutions of the U.S. states” hvor vi gentager vores analyse, men for de 50 delstatsforfatninger. En del af cluet i artiklen, der udkommer i Arizona State Law Journal, er at vi har glimrende data på faktiske nødsituationer omkring naturkatastrofer. Det tillader os at give et første bud på, om nødforfatningerne ’virker’. Svaret er, at de stater hvor relativt færrest mennesker dør i sammenlignelige naturkatastrofer, har nødforfatninger, der gør det meget besværligt at erklære nødret, men tillader relativt større politiske indgreb, når de først er erklæret. Og vores analyser kommer også forbi en indlysende ’smell test’: Ja, Texas er totalt anderledes, også når man ser på deres forfatning.

Sidst, men ikke mindst, har vi også i projektet set på, hvornår stater erklærer nødret. Det er jo på ingen måde givet, at de gør det selvom der er en nødsituation, og det er heller ikke givet, at de ikke snyder på vægten ved at opfinde en situation, som gør at de kan påtage sig mere magt ved at erklære nødret. Det spørgsmål er fokus i ”Why Do Governments Call a State of Emergency? – On the Determinants of Using Emergency Constitutions” som jeg skal præsentere til september i Israel. Spørgsmålet er relevant, da 137 lande har erklæret nødret mindst en gang mellem 1985 og 2014, som er den periode vi analyserer i papiret. Og her finder vi, at nødforfatningerne er vigtige for at forstå hvordan stater håndterer naturkatastrofer, men ikke politiske nødsituationer. Jo mere besværligt, det er at erklære forfatningsmæssig nødret, jo mindre sandsynligt er et, at stater gør det – ganske uanset størrelsen af katastrofen. Nødforfatningerne virker derfor! Med der slutter historien ikke, fordi data også meget tydeligt viser, at præsidentielle systemer er meget hurtigere til at erklære nødret. Det samme gælder stater, hvor regeringen oplever et kupforsøg, men med den krølle på den analytiske hale, at det gælder både den nye regering – hvis kuppet lykkes – og den gamle regering, hvis det mislykkes. Er der en konkret trussel, erklærer alle regeringer nødret ganske hurtigt.

Og hvorfor så belemre vores læsere med beskrivelser af, hvordan et konkret forskningsprojekt skrider frem? Måske kunne nogen være interesserede, men den særlige grund er, at projektet er et eksempel på, hvor public choice-forskning bevæger sig hen i disse år. Der sker ekstremt meget på feltet, og et af områderne er krydsfeltet – som vores projekt er et eksempel på – mellem retsøkonomi og politisk økonomi. Nødforfatningsprojektet med Stefan Voigt er blot et af mange eksempler på, hvordan public choice-feltet åbner op for et af de særligt følsomme spørgsmål: Betyder lovgivning overhovedet noget, og hvis den gør, er et så en gavnlig virkning den har? Det er bestemt ikke altid et populært spørgsmål blandt jurister, men et vi mener de absolut burde interessere sig for.

Older posts

© 2017 Punditokraterne

Theme by Anders NorenUp ↑