Author: Christian Bjørnskov (page 1 of 77)

Public Choice 5: Log-rolling

Forleden skrev min med-punditokrat Otto Brøns-Petersen om public choice-indsigter i forskellen på at tabe i politik og økonomi. Otto skrev hvordan demokratiske beslutninger muligvis er at foretrække – vel at mærke af andre end rent moralske grunde – fordi ”demokratier har vist sig ikke at tage så meget som autokratier, hænger det sammen med, at det er nødvendigt at etablere en flertalskoalition i et demokrati.” Det kan f.eks. ske, når partier danner en ”minimal vindende koalition”, dvs. finder den kombination med færrest mandater, men stadig over 50 %, der kan give en aftale med flertal. Et af problemerne i demokrati er dog, at med en ny politisk situation efter et valg, kan der hurtigt opstå nye koalitioner, der vil af med politikken. Når politik bliver mere kompleks, kan det også blive ganske svært at samle flertal for noget som helst. I den optik burde demokratiske beslutninger derfor være aldeles ustabile. Rent empirisk er de dog ofte mere stabile end autokratiske beslutninger, hvilket skabte et logisk problem for studiet af demokrati.

I 1981 udgav Gordon Tullock en artikel, der angreb problemet med kølig logik under titlen ”Why so Much Stability?”. Tullocks forklaring er næsten rørende simpel, men på samme tid også bekymrende. Hans forklaring starter med situationen, hvor et parti søger at få flertal for et forslag, som andre partier ikke ønsker at stemme for. De andre partier har dog også forslag, som de gerne vil have gennemført, men ikke kan finde flertal for. Medmindre de kan overbevise andre partier om at stemme for deres forslag, bliver intet gennemført. I denne situation vil et demokratisk system dermed muligvis tage for få beslutninger.

Tullock pegede på, at partier ofte kommer ud af klemmen gennem det, der på engelsk ofte kaldes ”log-rolling.” Man laver en aftale, hvor Parti A stemmer for Parti Bs forslag mod at B også stemmer for As forslag. Det særlige er, at de to forslag ofte intet har med hinanden at gøre, men blot er betaling for noget andet. Det, som i dansk journalistik kaldes ”kompromisets kunst”, er således i Tullocks optik en mekanisme, der ofte fører til væsentligt for mange beslutninger, og en række beslutninger som et relativt lille mindretal virkelig har interesse i. Demokratiske institutioner træffer med andre ord en masse beslutninger, som meget få faktisk vil have. Processen stabiliserer dog de enkelte beslutninger, da en større log-rolling aftale ikke kan ændres uden at mange interesser trædes over tæerne.

Tullocks log-rolling peger også – på en lidt pudsig måde – i retning af at forstå, hvorfor ikke alle aftaler bliver lavet med minimale vindende koalitioner. Ganske mange politisk aftaler, og måske i særlig grad i de nordiske lande, laves med såkaldte supermajoriteter, dvs. med langt flere stemmer end der egentlig var behov for. En af flere grunde, der er beskrevet i public choice-litteraturen, er at de umiddelbart for store – og dermed for dyre – flertal, skyldes at demokratier har en naturlig ustabilitet indbygget: Situationen er altid anderledes efter de næste valg. Hvis man skal sørge for, at et kompromis er stabilt efter næste valg, må man sikre sig ekstra stemmer for det, så almindelige vælgerbevægelser ikke skaber et flertal imod kompromiset.

På den måde viste Tullock, at en mekanisme, der skaber stabilitet i demokratiske beslutninger, også ofte gør dem uforholdsmæssigt dyre. Parti As vælgere kan måske være tilfredse med, at forslag X blev gennemført. Men de kommer også til at betale for forslag Y, Z, V og W, uden at de har en interesse i det. Log-rolling gør som oftest demokratier til dyre fornøjelser for almindelige vælgere, men slaraffenland for særinteresser, de kun skal overbevise et enkelt parti.

Populister er borgere med lavere tillid

Det er velkendt i forskningen, at folk der stemmer på populistiske partier generelt er mere skeptiske overfor ’systemet’, og i særlig grad har mistillid til politikere og de politiske institutioner. Det er bl.a. denne skepsis og mistro, som en Viktor Orbán kan spille på i sit forsøg på at omforme Ungarn til et ’illiberalt demokrati’ – dvs. et autokrati a la Erdogans Tyrkiet. De har også en velbeskrevet tendens til at være indvandringsskeptiske, værdikonservative og bl.a. mindre tolerante overfor homoseksuelle måske også overfor og folk med en ikke-gennemsnitlig livsstil.

Forleden ’opdagede’ min gode ven Niclas Berggren fra IFN i Stockholm og jeg, uafhængigt af hinanden, dog en ekstra tendens, som vi ikke tror, har været beskrevet før. Den danner nu kernen i nyt arbejde, som vi har påbegyndt sammen med Andreas Bergh (Lunds Universitet), og som vi forventer at have en præsentabel version af i løbet af efteråret. Tendensen er, at folk der stemmer på populistiske partier ikke blot er skeptiske overfor politikere, men også har markant mindre tillid til andre mennesker generelt.

Figuren nedenfor illustrerer, hvor store forskellene er. Vi har data fra fire nordiske lande i alle syv bølger af the European Social Survey, hvilket giver os mere end 10.000 individer fra hvert land. Vi udelukker derfor Island, der kun har været med i to bølger, og Estland, der ikke har haft et rigtigt populistisk parti siden landet genvandt sin uafhængighed. De populistiske partier er Dansk Folkeparti og Fremskridspartiet (DK), Fremskrittspartiet (NO), Sverigedemokraterna og Piratpartiet (SE) og Sannfinländarna / Perussuomalaiset (FI). Figuren illustrerer forskelle mellem folk, der stemmer populistisk (de stribede søjler) og andre (de udfyldte søjler) i deres tillid til andre mennesker (de sorte søjler) og tiltro til parlamentet (de røde søjler).

Forskellene er ikke til at ignorere. Den kendte forskel i tiltro til det politiske system ligger mellem 1,1 (Danmark) og 1,4 point (Sverige) på en skala fra 0-10. Det slående er, at populister også har langt mindre social tillid: I Danmark og Sverige er de 0,9 point mindre tillidsfulde, i Norge 0,8 og i Finland 0,4 point mindre tillidsfulde. Disse forskelle er statistisk signifikante ved ethvert niveau, og er også store sammenlignet med andre forhold. Helt særligt er de væsentligt større end forskellen i tillid mellem folk, der er født i landene af ’indfødte’ forældre, og folk der er født og indvandret fra ikke-nordiske lande! Den gennemsnitlige tillidsforskel mellem indfødte og indvandrede er 0,58 point, mens gennemsnitsforskellen mellem populister og ikke-populister er 0,75 point.

Hvorfor denne markante forskel eksisterer, er et åbent spørgsmål, som Andreas, Niclas og jeg skal arbejde videre med, når vores sommerforpligtelser er overståede. Vi kan se, at populisterne også er mere religiøse, hvilket kunne være en del af forklaringen. Tillid er også forbundet med uddannelsesniveau, tolerance og en række andre ting, som kunne repræsentere såkaldte ’transmissionsmekanismer’. Det ærlige svar er, at vi ikke ved hvad der ligger bag forskellene – men det er der heller ingen andre, der gør. Vi hører derfor gerne forslag fra vores læsere, så vi har mere at arbejde med i efteråret. Indtil videre er sammenhængen dog så slående, at den var værd at oplyse læserne om.

I Baltikum for 77 år siden

I disse dage er det værd at mindes nogle begivenheder, der skete for 77 år siden. De startede helt præcist den 15. juni, da Sovjetunionen efter flere måneders diplomatiske julelege endeligt annekterede Litauen, og i de følgende dage resten af Baltikum. Okkupationen skulle vise sig at vare et halvt århundrede.

Litauen havde indtil da både været et storfyrstendømme, en halvdel af den polsk-litauiske realunion, og derefter en del af det russiske imperium. Landet havde dog bevaret sit eget sprog, egen kultur og en identitet som hverken polsk eller russisk. I det kaos, der udløstes af den russiske revolution, erklærede Litauen sig uafhængigt den 16. februar 1918 og blev dermed et af de tre selvstændige, baltiske lande. Deres uafhængighed endte brat den 15. juni 1940.

Baggrunden var, at store dele af Sovjetunionens tropper i det baltiske område var tilgængelige efter at Vinterkrigen – det sovjetiske erobringstogt mod Finland – var afsluttet tidligt på foråret. Stalins regime havde allerede delt Polen med Hitlers Tyskland, og var parat til at underlægge sig større områder i vest. Det havde allerede presset sig til at kunne have et begrænset antal tropper stående i Litauen, men ville tydeligvis mere og andet end blot en mindre, fremskudt base. Sovjetunionen stillede derfor om aftenen den 14. juni det uafhængige Litauen et ultimatum, der bl.a. indebar at landet dannede en Sovjet-venlig regering og tillod et ubegrænset antal sovjetiske tropper adgang til landet.

Litauens regering bøjede sig i løbet af formiddagen den 15. juni, trådte tilbage og tillod parate sovjetiske tropper at marchere ind i landet. Som forventet ansøgte den nye kommunistiske marionetregering om, at blive optaget i Sovjetunionen. Litauens uafhængighed var dermed hurtigt og effektivt afskaffet per dekret fra Moskva. Godt et år efter den sovjetiske overtagelse, erobrede Tyskland de baltiske lande. Nogle litauere, ligesom nogle letter og estere, så fra starten de nazistiske styrker som befriere, men da tyskerne hurtigt begyndte at implementere Generalplan Ost i de baltiske lande, ændrede de fleste hurtigt mening. Planen indebar bl.a. at 85 % af litauerne, som nazisterne mente var racemæssigt underlegne, skulle deporteres til Sibirien og gøre plads for racerene tyske indbyggere. Af de omkring 210.000 jøder, der boede i Litauen før anden verdenskrig, overlevede kun cirka 15.000.

Situationen for de tilbageblivende litauere blev dog ikke markant bedre, da Sovjetunionen generobrede de baltiske lande i 1944. Stalins paranoide regime fandt hurtigt grund til at tvivle på, hvor partitro de litauiske borgere var, og 130.000 litauere blev i de efterfølgende år deporteret fordi de antageligt var anti-sovjetiske eller kontrarevolutionære.

Litauens præsident Antanas Smetona havde set skriften på væggen og var flygtet umiddelbart efter magtoverdragelsen. Han undgik derfor den skæbne, der kom til at overgå almindelige mennesker og regeringslederne i Letland og Estland: Både Kārlis Ulmanis og Konstantin Päts blev deporteret til Sovjetunionen, hvor Ulmanis døde af dysenteri i 1942 og Päts overlevede indtil 1956, på trods af ”psykologisk behandling” i sindssygeanstalter med den officielle begrundelse, at han blev ved med at hævde, at han var Estlands præsident!

Der skulle gå næsten 50 år, før Litauen igen blev selvstændigt. Efter at det kommunistiske etpartisystem var afskaffet i 1989 havde bevægelsen Sajudis fået indflydelse og 11. marts 1990 erklærede Litauen sig uafhængigt fra Sovjetunionen. Island var det første land, der anerkendte uafhængigheden, mens Danmark hurtigt fulgte efter Island ved at genoprette de diplomatiske forbindelser. Man behøvede, modsat islændingene, ikke at anerkende landet, da den danske stat aldrig havde anerkendt den sovjetiske overtagelse. Resten af de nordiske lande fulgte hurtigt med en de facto anerkendelse af de tre baltiske lande.

Årtierne under Sovjetisk åg efterlod sig både psykiske, sociale og økonomiske spor. Mens Litauen og det baltiske område, så vidt som historikeren Paul Bairoch vurderede, havde cirka halvdelen af den danske gennemsnitsindkomst i 1938, var regionen væsentligt rigere end bl.a. Spanien og Portugal og kun lidt fattigere end Mussolinis Italien. Per 1973, hvor en sovjetisk undersøgelse tillod Angus Maddison at estimere en real nationalindkomst, lå den på 54 % af den danske. I det estimat skal man dog regne med, at militærudgifterne i Sovjetunionen på det tidspunkt var mindst 15 % af den samlede indkomst. Så mens Spanien havde lukket omkring en tredjedel af indkomstgabet op til Danmark per 1990, var Litauen effektivt faldet endnu længere tilbage. Årene med kommunistisk undertrykkelse har også efterladt sig sociale spor: Det bedste bud i forskningen er, at landene på den anden side af jerntæppet led et tillidstab på cirka 10 %. Regner man tilbage har Litauen sandsynligvis haft en tillidskultur i mellemkrigsårene, der lignede den nuværende vesttyske.

Landet har dog opnået endda meget store fremskridt siden genetableringen af uafhængighed. Mange litauere er taget til Vesteuropa, og ikke mindst Danmark – Arbejdstilsynet udgiver således en vejledende folder til udenlandske arbejdstagere, der fås på fem sprog, hvoraf litauisk er et af dem – for at studere og arbejde. De er typisk blandt de virkeligt hårdtarbejdende studerende, og dele af dansk landbrug hviler også på bl.a. solid og dygtig litauisk arbejdskraft. Og på hjemmefronten er der taget store skridt mod at have en almindelig, europæisk stat. Af de 178 lande, som Transparency International vurderer korruptionsniveauet i, er Litauen på plads nummer 38, to pladser foran Spanien og hele 22 pladser foran det noget rigere Italien.

Litauernes købekraft er stadig kun 64 % af danskernes (ifølge de nyeste tal fra CIAs World Factbook), den forventede levealder er fem år kortere, og den subjektive levestandard ligger også omtrent 30 % lavere end Danmarks. Men vækstraterne i alle tre indikatorer er væsentligt højere end de danske, og landet lukker en smule af gabet hvert år. Man kan dog alligevel altid spekulere over, hvor de ville have været, hvis de ikke var blevet underlagt Sovjetunionen den dag for 77 år siden. Den årsdag er værd at mindes, men bestemt ikke noget at fejre!

Public choice 3: Medianvælgerteoremet

I vores sommerserie om public choice er vi i dag kommet til en af de helt centrale indsigter, som de fleste danskere rent intuitivt nok kan nikke genkendende til. Indsigten stammer fra Anthony Downs bog An Economic Theory of Democracy fra 1957, og handler i sin simpleste form om, hvordan politiske partier positionerer sig. Ud af nogle ganske simple overvejelser kommer Downs til det berømte resultat, som kaldes medianvælgerteoremet.Downs startede med den simplest tænkelige situation i et demokrati: Der er kun to partier, der repræsenterer to forskellige ideologier – parti A, der er venstrefløj, og parti B, der er højrefløj. Vælgerne har såkaldt ’single-peaked preferences’, hvilket meget enkelt betyder, at de har én slags ideal situation. De kan altså f.eks. ikke foretrække enten en meget stor eller en meget lille offentlig sektor, fremfor en mellemstor. Downs spørger i denne simple verden, med inspiration fra Duncan Black, hvordan et parti vinder et valg.

Svaret er så simpelt, at det er svært at forstå, at der gik så lang tid før nogen beskrev det klart. Stiller man alle vælgere op på en række fra den mest venstreorienterede til en mest højreorienterede, bliver et parti nødt til at få den midterste stemme, dvs. stemmen fra medianvælgeren. Uanset hvad de ellers mener, og hvordan de opfører sig, er politikeres første incitament altid at blive valgt. For at få den stemme, vil det venstreorienterede parti A derfor flytte sin politik lidt ind mod midten, så medianvælgeren vil stemme på dem. Parti B vil efterfølgende blive nødt til at reagere ved at flytte sin politik ind mod midten, om end fra den anden side. Og sådan flytter A og B begge deres faktiske politik ind mod medianvælgerens position for at vinde valget. Den logiske følge af de to partiers strategiske valg af politik er, at de ender med at tilbyde samme politik. Selvom A og B erklærer sig ideologisk uenige, står de faktisk for den samme politik. Det er Downs medianvælgerteorem.

Det samme gør sig gældende for politiske situationer, hvor politik er organiseret i to nogenlunde sammenhængende blokke. Downs giver dermed en enkel, logisk og præcis forklaring på dansk politik de sidste 20 år, hvor de store partier alle løber efter de samme stemmer – medianvælgerens. Og medianvælgeren i Danmark er omkring 50, hun har en kort uddannelse, arbejder i den offentlige sektor, og stemmer traditionelt socialdemokratisk. Kære læsere: Lyder det ikke som en ganske fornuftig illustration af dansk politik?

Der er efterfølgende opstået en hel litteratur i public choice og nabofelter, der viser hvad der kan få medianvælgerteoremet til at bryde sammen, og hvilke komplikationer, der stadig giver samme resultat. Den ’nemmeste’ indvending er, at vælgere jo kunne have anderledes præferencer. Hvis de, basalt set, har præferencer, der kan opsummeres som ”hvis vi ikke kan få det hele, vil vi intet have”, virker logikken ikke længere. Det vil dog kræve, at langt de fleste vælgere opfører sig dybt infantilt, hvilket næppe er tilfældet. En næste indvending er, at der jo kunne være flere dimensioner i politik. I Danmark taler man f.eks. ofte om en traditionel højre-venstre-akse, og en omfordelings/indvandrings-akse. De komplicerer også logikken, om end mange studier peger på, at langt de fleste politiske spørgsmål kan fordeles meget simpelt mellem højre og venstre. Denne komplikation førte dog Gordon Tullock til at beskrive logrolling-fænomenet, hvilket vi skriver om i en særskilt post senere på sommeren.

Der er dog én særlig indvending, der kan være specielt relevant for dansk politik. Det særlige ved medianvælgerlogikken er, at når de to store partier A og B rykker ind mod midten af politik, efterlader de en masse vælgere ude i yderpunkterne. Når der kun er to partier, vil ydervælgerne ikke ændre deres stemme – de stemmer stadig på de parti, der er tættest på deres foretrukne position. I en situation, hvor der ikke kan dannes nye partier, kan de store partier derfor tillade sig at være ophøjet ligeglade med ydervælgerne. Men situationen kompliceres naturligvis, hvis der opstår nye partier.

En sådan situation gør medianvælgerlogikken mere kompliceret, da der kan opstå et nyt parti når et af de store – f.eks. Venstre – rykker ind til den socialdemokratiske midte. På samme måde kan en umiddelbart ligegyldig efterladenskab af den gamle kommunistiske venstrefløj pludseligt få mange stemmer når andre venstrefløjspartier – S og SF – rykker mod midten. I netop den situation vil man få partier som Enhedslisten og Liberal Alliance, der opsamler de mest utilfredse vælgere på yderfløjene. Det stemmetab må de store partier tage i betragtning, når de rykker ind mod midten, da man ikke kun vinder stemmer på midten, men også mister stemmer på fløjen. Man får derfor en delvis medianvælgereffekt, fordi det ikke længere er optimalt for de store partier at rykke hele vejen ind til midten. Og man får den særligt besværlige situation, at de store partier må rykke tilbage, hvis et yderparti dannes efter at de er rykket ind til midten.

Lars Løkkes beslutning om, at bringe Liberal Alliance ind i regeringen giver derfor perfekt mening i et såkaldt Downsiansk framework: Det er en måde at gøre det umuligt for LA at positionere sig til højre for Venstre, og dermed en måde at fjerne truslen om, at liberale Venstrevælgere forlader partiet til fordel for LA. Man kan således kritisere Downs for at starte med en forsimplet politisk situation – og det er der bestemt folk, der har gjort – men når man først ser logikken i medianvælgerteoremet, er det svært at gå analytisk til dansk politik fra en anden vinkel.

Uddannelse skaber ikke tillid (ny viden)

Som nogle læsere sikkert ved, har jeg hele min akademiske karriere beskæftiget mig med social tillid. Emnet var centralt for min PhD-afhandling, det var en hoveddel af en af mine første videnskabelige artikler (her) og en af de seneste, jeg har udgivet (med Niclas Berggren, her). Når der kommer virkeligt nye indsigter i forskningsfeltet omkring tillid, er jeg derfor altid spændt.

Det er præcist det, der forleden var tilfældet i det nye nummer af Political Psychology. Tidsskriftet bragte en artikel af den dygtige Peter Thisted Dinesen, sammen med Sven Oskarsson, Christopher Dawes, Magnus Johannesson og Patrik Magnusson, hvor de vendte tilbage til en velkendt og omdiskuteret sammenhæng: At tillid og uddannelsesniveau hænger tydeligt sammen. Diskussionen er vigtig, fordi sammenhængen kan tolkes på forskellige måder, og med meget forskellige implikationer. De fleste har tolket den som evidens for, at uddannelse skaber højere social tillid, hvilket indebærer, at tillid er noget, der kan skabes. Hvis man omvendt – som jeg blandt andet har gjort – tolker den som en indflydelse af tillid på uddannelse, er der ingen grund til at tro, at tillid kan skabes med politiske midler, men den bliver mere vigtig for et lands udvikling. Den tredje tolkning, at både tillid og uddannelse er skabt af den samme underliggende faktor, har endnu færre implikationer.

Det er her, Peter og hans kollegers studie kommer ind og giver markante nye indsigter. De gør brug af en stor svensk undersøgelse af tvillinger, hvilket betyder at de kan kontrollere for praktisk taget alle forklarende forhold, der har med gener, tidlig familieindflydelse og fælles miljø ved at fokusere på de enæggede tvillinger. De starter med at vise den ’almindelige’ sammenhæng, hvor man bruger uddannelsesvariable som forklaring på forskelle i tillid. Det virker meget fint i tvillingedataene, og forfatterne viser, at tvillingerne næsten fuldstændigt udviser samme mønster som svenskere mere generelt. Der er altså intet specielt ved de svenske tvillinger. Derefter tager de alle forskelle ud, der er specifikke for hvert enkelt tvillingepar – gener osv. – og viser, at sammenhængen mellem tillid og uddannelse derefter er totalt forsvundet. Hvis uddannelse skaber tillid, burde den bedre uddannede tvilling have højere tillid til andre mennesker, men de svenske data viser, at det ikke sker!

Studiet peger på, at en stor del – og måske hele – forklaringen på, at tillid og uddannelse hænger sammen, er at begge dele er arvelige gennem folks gener. Der er således ingen indflydelse på tilliden af, at man forsøger at hæve folks uddannelsesniveau. Ligeledes stiller studiet meget store spørgsmålstegn ved de tidligere studier, der har hævdet at den særligt høje skandinaviske tillid skyldes, at vi tidligt indførte folkeskoler og skolepligt. Tilliden har konsekvenser, men der er stadigt mindre, der peger på, at man kan skabe den aktivt. Hvor den særlige skandinaviske tillid kommer fra, er derfor stadig et mysterium.

Skaber industrialisering demokrati?

Hvorfor nogle lande vælger at indføre eller afskaffe demokrati, og hvorfor nogle vestlige lande indførte demokrati tidligere end andre, er store spørgsmål i politisk økonomi, public choice, og politologi. Siden Lipsets studier i 50erne har der blandt andet været en debat om, hvorvidt økonomisk udvikling skaber grundlaget for demokratisering, men Lipsets påstand er stadig omdiskuteret. En del af moderne udvikling er, at folk bliver mere uddannede og at der opstår en middelklasse, der bor i byer. De vil sandsynligvis få en præference for demokrati, men industrialisering skaber på den anden side også nye særinteresser – industrien selv og dens ejere – og en ny middelklasse, som ikke har interesse i at give de fattigere stemmeret. Når en elite og den nye middelklasse bliver rigere, får de også mere at tabe hvis relativt fattige får stemmeret og derigennem kræver større omfordeling. A priori kan man således ikke teoretisk sige, hvad der sker.

Jeg er pt. til den famøse BBQ-workshop, som i år afholdes i Gargnano ved Gardasøen, og hvor flere folk prøver at svare på spørgsmålet med nye metoder. Det gælder ikke mindst for den 25-årige Jean Lacroix, der er PhD-studerende ved Université Libre de Bruxelles. Jean undersøger i sin PhD-afhandling hvad effekterne af industrialisering er på folks præference for demokrati. Han bruger det særlige faktum, at Frankrig afholdt to folkeafstemninger om indførsel af demokrati eller fortsat autokrati i midten af 1800-tallet. I 1852 argumenterede en elite for indførsel af monarki og solgte det som garanti for ro og stabilitet. I 1870 afholdt man en folkeafstemning, hvor kejseren, Napoléon III, støttede indførsel af demokrati. Jean ser på ændringen af stemmemønstrene på tværs af franske departements i de 18 år, der falder sammen med den første klare franske industrialisering.

Resultaterne er krystalklare: Ser man på antallet af dampmaskiner – som i sig selv udbreder sig systematisk fra den første dampmaskine i nordøst og sydpå – eller antallet af arbejdspladser i industri og brugen af kul, kan man se hvordan de områder, der industrialiserer, får stærkere præferencer for demokrati. Jean kan dermed vise meget tydeligt, at i et centralt, europæisk land, bidrog industrialisering og moderne udvikling positivt til landets demokratisering. Hans studie er dermed et eksempel på den nye udvikling i politisk økonomi og andre dele af nationaløkonomi, hvor vi de seneste år har set en række omhyggelige, historiske studier, der kan kaste lys over moderne spørgsmål i udviklingslande. Jean bemærkede selv, hvordan politiske industrialiseringseffekter måske kan bidrage til at forklare, hvorfor nogle autokrater aktivt forhindrer investeringer i moderne udvikling. Med andre ord: Måske forbliver nogle lande fattige og underudviklede, fordi en lille elite ved eller regner med, at udvikling ødelægger deres magtbase. Ideen er således ikke ny, men evidensen for den er.

Public choice 2: Forfatningslængde

I vores sommerserie om public choice er vi i dag kommet til et spørgsmål, som optog Buchanan og Tullock i deres banebrydende The Calculus of Consent: Logical Foundations of Constitutional Democracy fra 1962. Spørgsmålet er, hvor lang og detaljeret en forfatning bør være. Dette spørgsmål havde ikke været stillet i en konkret analytisk ramme, selvom forfatningsjurister og andre må have spurgt sig selv, hvad og hvor meget, de skulle tage med i en forfatning.

Buchanan og Tullock startede fra præmissen om, at der eksisterer en cirka optimal balance mellem to forskellige typer af faktorer. De første elementer er velkendte fra bl.a. gammeldags kontraktteori og almindelige juridiske overvejelser: Forfatningen skal sørge for at minimere de omkostninger – både politiske og økonomiske – der kan komme af forhold, man ved den ikke dækker, og behov for genforhandling, fordi det viser sig at et eller flere praktisk relevante forhold, man burde have dækket, ikke er dækket. Denne overvejelse er naturligvis ønsket om at have en komplet kontrakt, og i forfatningsmæssig sammenhæng en komplet social kontrakt. Begge elementer trækker naturligvis i retning af et ønske om en meget lang og detaljeret forfatning.

Det nyere element i The Calculus of Consent var dog, at der eksisterer et modsat ønske. Buchanan og Tullock så klart, at jo længere og mere detaljeret, forfatningen er, jo sværere bliver den at implementere praktisk – både for det embedsværk, der står for den offentlige side af sagen, og for private aktører, som har behov for at vide præcist, hvad der dækkes. En meget lang forfatning kommer også til at være meget dyr at forhandle, både i form af tid og juridisk assistance, og i virkeligheden også i fremtiden for domstole, der i praksis må ’forhandle’ hvad forfatningen egentlig betyder. Sidst indeholder dette element også den meget praktiske mulighed, at en meget lang og detaljeret forfatning risikerer at omfatte indbyrdes modstridende bestemmelser, som enten domstole eller parlament må forhandle i fremtiden.

Kapitel 6 i The Calculus of Consent indeholder en grafisk præsentation af den basale afvejning mellem de to modstridende slags elementer, der senere er blevet berømt blandt public choice-forskere.  Figuren nedenfor er en version af denne slags figur, hvor M er den første type omkostninger (stigende i forfatningslængde) og D er den anden (faldende i forfatningslængde). Den U-formede kurve er summen af de to, og derfor de totale omkostninger M+D forbundet med forfatningen. Den optimale længde af et lands forfatning kan således ’aflæses’ i bunden af U-kurven, altså hvor omkostningerne er mindst: V* er den rigtige længde, og C* er de mindst opnåelige omkostninger.

Dette spørgsmål, sammen med flere relaterede spørgsmål, er fundamentale for det område af public choice, der kalders Constitutional Political Economy, eller forfatningsøkonomi på dansk. Hvorfor er spørgsmålet så vigtigt? Buchanan rimelige svar var, at teorien indebærer, at forskellige lande vil have forskellige optimale forfatninger – der er hverken en ’one-size-fits all’, men der er heller ikke en ’everything goes’ situation. Vi kan ikke sige, hvad der er den rigtige forfatning for alle, men vi kan på et analytisk solidt grundlag diskutere, hvordan mere rigtige forfatninger ser ud for bestemte typer samfund.

Regner man for eksempel, som har været traditionen i Frankrig, med at man ikke kan regne med at uafhængige domstole tager de rigtige beslutninger, bliver man nødt til at lægge flere begrænsninger og reguleringer ind i forfatningen. Hvis man har erfaring for, at domstolene virker godt – som i England – er der ikke megen grund til at regulere dem meget i forfatningen. Den ’optimale’ forfatning bliver derfor længere og mere detaljeret i Frankrig end i England. På den måde har Buchanan og Tullocks indsigter sneget sig ind i forfatningsændringer og nye forfatninger i blandt andet Central- og Østeuropa efter 1990, og i en række andre forfatninger siden da. Constitutional Political Economy er således et af de elementer i public choice, der både har udfordret den traditionelle tænkning på et område, og har haft konkret, praktisk indflydelse.

Public choice 1: En introduktion

Som tidligere år bringer punditokraterne også dette år en lille sommerserie omkring et tema. Da vi (med nogen rædsel) har opdaget, at der ikke længere er danske universiteter, der udbyder et kursus i public choice, har vi bestemt os for at dedikere sommerserien 2017 til dette emne. Henover sommeren kører vi en serie, der introducerer public choice-teori og –tænkning til læserne, og giver en række eksempler.

Public choice kan defineres på mange måder. En af de simple er, at det er studiet af krydsfeltet eller gråzonen mellem nationaløkonomi og statskundskab. Andre som f.eks. pioneren Gordon Tullock kaldte det nogle gange studiet af traditionelle spørgsmål fra statskundskab med traditionelle redskaber fra nationaløkonomi, mens hans kollega James Buchanan ganske enkelt kaldte det ”Politics without Romance.”

Udgangspunktet for public choice er til enhver tid, at man starter med det analytiske fundament for nationaløkonomi: 1) Folk forfølger deres egne mål; 2) de er rationelle; 3) de gør det, de regner med er bedst for dem (og ikke bare godt nok); og 4) de bruger al den information, de har til rådighed. 1) betyder ikke – som nogen ellers tror – at økonomer regner med at folk er egoister; det betyder blot, at de forfølger deres egne mål og ikke nødvendigvis andres eller ’samfundets’.  4) betyder heller ikke, som nogen påstår (særligt folk fra humaniora, der ikke kan lide økonomer), at folk har perfekt, komplet eller nogenlunde retvisende information, men blot at de bruger det, de har. Det særlige ved public choice er, at disse adfærdsantagelser udbredes til alle aktører, og ikke blot aktører i private markeder og situationer!

Den attraktive konsekvens er, at man i public choice har såkaldt symmetriske adfærdsantagelser – alle opfører sig på basalt set samme måde uanset, om de er i den private eller politiske sfære. Med andre ord hviler public choice på en fundamental antagelse om, at ingen aktører er skizofrene! Det var ellers en logisk konsekvens af standardantagelsen før public choice-revolutionen sidst i 50erne og først i 60erne: Man antog, at vis nogen valgte at flytte fra en stilling som, f.eks., direktør til politik, ville vedkommende pludseligt ændre karakter fra en klassiske selv-interesseret, profitmaksimerende privat til en uegennyttig politiker, der arbejder for samfundets bedste. Man ville decideret regne med, at han ændrede personlighed, når han flyttede mellem den privatøkonomiske og den politiske sfære. Meget politisk teori hviler stadig på den skizofrene antagelse, som public choice brød med. Det er dermed også den – i Buchanans ord – romantiske forestilling om, at politikere og embedsmænd automatisk arbejder for samfundets bedste, som man bryder med.

Den særlige, logiske virkning af den symmetriske adfærdsantagelse var og er revolutionerende. Mens man fra starten af 1900-tallet havde beskrevet en lang række markedsfejl – for eksempel at et frit, ureguleret marked måske producerer for meget forurening og for lidt uddannelse – åbner public choice-tankegangen op for eksistensen af regeringsfejl. Den tradition for statslige interventioner, som kom til at definere meget velfærdsøkonomi og voldsomt megen politisk tænkning efter anden verdenskrig, blev derfor udfordret af public choice. Og det helt fundamentale spørgsmål, man med denne analytiske baggage er tvunget til at stille, hver gang nogen mener at have set en markedsfejl eller en anden situation, de gerne vil have staten til at gøre noget ved, er det følgende:

Hvad er værst: Markedsfejlen, der består når vi ikke gør noget, eller regeringsfejlen vi skaber, når vi sætter en statslig intervention i gang?

Selvom det er et spørgsmål, der er stærkt upopulært i brede kredse – det gælder både når socialister vil beskatte og regulere folks spisevaner, og når konservative vil bygge offentlig infrastruktur og støtte udvalgte iværksættere – er det også helt grundlæggende for at forstå en række fænomener, der ikke kan analyseres uden en public choice-tilgang: Hvorfor er der korruption i de fleste samfund, og hvorfor er der langt mere i nogen samfund end i andre? Når man politisk vælger at omfordele, hvem omfordeler man så til? Hvorfor stemmer folk overhovedet? Hvordan opfører diktatorer sig og hvorfor vælger nogle af dem at demokratisere? Listen er enormt lang, og ingen af spørgsmålene giver mening før man erkender, at systematiske regeringsfejl er vigtige i den virkelige verden. De næste uger dykker vi blot ned i nogle af de emner, der hører til public choice-traditionen. Vi håber det vil oplyse og fornøje vores læsere.

Bedste danske økonomer, 2017

Tiden er kommet til den årlige post, vi deler med Børsen (gated version her): Hvem er de bedste danske nationaløkonomer? Det er naturligvis et spørgsmål, der ikke kan besvares med nogen form for præcision. Der er ingen konsensus om, hvad ’bedst’ betyder, og selv når der er, er det svært at blive enige om, hvordan man måler det. Vi giver dog et bud hvert år, og hvert år på en lidt anderledes måde og med et lidt anderledes fokus.

Som hvert år er vores fokus stift rettet mod danskere i Danmark, der bedriver forskning i nationaløkonomi. Vi udelukker derfor en række glimrende økonometrikere – de fortjener deres egen liste, lavet af en med indsigt i feltet – og vi ser også bort fra en række fine økonomer i ren finansiering og management. Fokus er med andre ord, som i tidligere år, på folk i ’economics’, der udgiver deres forskning internationalt og er blevet citeret mindst 100 gange af deres kolleger.

Derudover er det særlige i 2017-udgaven, at årets metode indebærer, at alder eller ancienitet ikke er et plus. Vi ser på et mix af citationer og kvalitet, men ikke helt simpelt. For det første bruger vi antallet af citationer per år aktiv per artikel. For mit vedkommende fik jeg min PhD i 2005, og tæller dermed som aktiv i 12 år og Scopus-databasen inkluderer 68 artikler, som jeg er forfatter eller medforfatter af. Mit samlede citationsantal – 1601 citationer i publicerede artikler i videnskabelige tidsskrifter – skal dermed deles med 12*68 for at få vores citationsindeks. Det vægter vi med et mål for hvor prestigiøst, det bedste economics-tidsskrift, man har publiceret i, er. I mit tilfælde er det Journal of Development Economics, der har indeks 25,91 i Repec-databasen. Resultatet er et samlet indeks mellem 0 og 100, hvor dem der både har publiceret meget fint og citeres ofte per artikel, får bedre vurderinger. I årets indeks hjælper det således ikke at have været med i mange år eller at have været særligt produktiv! Ligeledes er det heller ikke en fordel at have publiceret noget af sit bedste arbejde udenfor nationaløkonomi – tværfaglighed er enten ligegyldig eller en direkte ulempe. Sagt på en anden måde, er 2017-indekset særligt velegnet til at vise relativt yngre, fokuserede nationaløkonomiers kvaliteter.

Med denne metode kårer vi med stor tydelighed Lasse Heje Pedersen fra CBS som den bedste danske nationaløkonom. Lasse har ikke blot publiceret i supertidsskriftet American Economic Review, men er også blevet citeret mere end 3500 gange i forskningsartikler siden han blev PhD i 2001. Hans kollega David Lando, der indtager andenpladsen, nyder samme kombination af toppublikationer og næsten 2000 citationer.

Lasse Heje Pedersen (CBS) 100 Thomas Rønde (CBS) 61.4
David Lando (CBS) 91.1 Peter Sandholt Jensen (SDU) 60.9
Nicolai Kristensen (Kora) 82.5 Mogens Kamp Justesen (CBS) 60.0
Steffen Andersen  (CBS) 80.8 Marianne Simonsen (AU) 57.7
Morten Lau (CBS) 79.9 Thomas Barnebeck Andersen (SDU) 56.1
David Dreyer Lassen (KU) 78.9 Bent Jesper Christensen (AU) 55.5
Henrik Hansen (KU) 75.0 Claus Thustrup Kreiner (KU) 54.8
Peter Norman Sørensen (KU) 70.5 Helena Skyt Nielsen (AU) 53.6
Christian Bjørnskov (AU) 69.8 Jesper Rangvid (CBS) 52.0
Carl-Johan Dalgaard (KU) 67.7 Henrik Jensen (KU) 51.9

Det mest interessante, når man tager anciennitet og forskningsomfang ud af vurderingen, er de nye navne, der sniger sig ind på listen. Nicolai Kristensen, der er færdiguddannet så sent som 2008, indtager således plads nummer tre. På de ni år har han udgivet i bl.a. Journal of the European Economic Association og The Economic Journal, og har akkumuleret 247 citationer. Blandt en række mere velkendte navne – min Børsen-kollega David Dreyer Lassen, udviklingsøkonomen Henrik Hansen, og Carl-Johan Dalgaard fra det Økonomiske Råd, finder man f.eks. den glimrende Mogens Kamp Justesen (CBS) på nummer 13, og den lillebitte, men fremragende Marianne Simonsen (AU) på den næstfølgende plads.

Til gengæld forsvinder folk som Martin Paldam, Finn Tarp og Niels Westergård-Nielsen fra Top-20, da årets metode ganske enkelt er til deres ulempe. Det gælder ikke mindst Paldam, hvis karriere startede i 1975 før det blev almindeligt at publicere internationalt (en udvikling Martin faktisk var en af de danske pionerer i), og hvis fineste arbejde er publiceret i British Journal of Political Science, som ikke tæller med på listen.

Sidst bemærker vi også i Børsen, at en række fremragende danske økonomer er havnet i udlandet. De gælder ikke mindst Annette Vissing-Jørgensen (Berkeley, indeks 93,0), Morten Bennedsen (Insead, indeks 75,7), Toke Aidt (Cambridge, indeks 66,3), og Nicolai Foss, der sidste år flyttede til Bocconi i Milano, og opnår et indeks 54,6 alene på sine economics-relaterede ting – det meste af Nicolais forskning ligger i management economics.

Som en krølle på halen på bloggen, plejer vi også at sammenligne med nogle af vores udenlandske kolleger. Stephen Knack i Verdensbanken – en af de fineste økonomer, jeg kender personligt – opnår indeks 93,7, ligesom min gode ven Axel Dreher (Heidelberg) ville være blandt de danske stjerner med et indeks 75,8, hvis han var herfra (i dag er han ’blot’ blandt den tyske top). Men også folk som Andreas Bergh (Lund, indeks 50,3), Pierre-Guillaume Méon (UL Bruxelles, indeks 53,0) og Niclas Berggren (IFN, indeks 48,7), som vi med jævne mellemrum omtaler her på stedet, ligger markant over de fleste danske økonomer, inklusive flere tidligere vismænd. På den måde er en øvelse som vores årlige liste – uanset at den naturligvis kan kritiseres hvert år for vores approach eller andre valg – et nyttigt redskab til at opdage de mange glimrende økonomer, som journalisterne aldrig præsenterer offentligheden for.

Kønsforskelle i lykke – hvor findes de?

Jeg har, som mange læsere vil vide, beskæftiget mig en del med den seriøse del af lykkeforskningen. Det giver ofte invitationer til at holde foredrag om emnet, hvilket jeg gerne gør når jeg har tid til det. Udfordringen – når man ikke kommer fra selvhjælpslitteratur, halvreligiøst spiritualitetsvrøvl eller den billige managementbranche, men et seriøst forskningsmiljø – er at finde ud af, hvordan man tackler folks fordomme og holdninger til, hvordan et lykkeligt liv burde se ud. Det gælder ikke mindst kønsforskelle.

Dagens post er derfor empirisk og ser på, hvor store forskellene er mellem kvinders og mænds subjektive velbefindende rundt omkring i Europa. Grunden er, at et af de spørgsmål, jeg oftest får til foredrag, er om kvinder ikke er lykkeligere end mænd. Og det empirisk begrundede svar er: Jo, nogle steder i verden, men andre steder er de omvendt. Med grundlag i the European Social Survey, viser figuren nedenfor de rå forskelle mellem gennemsnitssvaret blandt kvinder og mænd i 32 europæiske lande.

Det første forhold, man kan bemærke, er at der findes et bredt midterfelt, hvor vi ikke kan sige, at der er nogen systematisk forskel. I dette midterfelt befinder Danmark sig sammen med bl.a. Island, Sverige, Storbritannien, og Polen. Lidt udenfor er det også tvivlsomt, om der er nogen forskel på mænds og kvinders velbefindende i f.eks. Tyskland (hvor forskellen falder ud til kvinders fordel) og Letland (hvor forskellen falder ud til mænds). Men ude i enderne er der næppe megen tvivl.

To lande stikker klart ud fra resten som steder, hvor kvinder er markant lykkeligere end mænd: Finland og Estland. Det giver også en indikation om, at kultur sandsynligvis spiller en rolle, da de to lande på trods af de meget store forskelle i historie og politik, på mange måder er kulturelt meget ens. Lidt efter dem ser det også ud til, at kvinder er bedre stillede i bl.a. Israel, Østrig og Tyrkiet.

I den anden ende skal man til Sydeuropa for at finde de samfund, hvor mænd er langt lykkeligere end kvinder. Her stikker tre lande ud: Portugal, Cypern og Italien.

Et konkret problem er naturligvis, at selvom man gør sit bedste for at ens sample bliver repræsentativt for et land, lykkes det ikke altid. Hvis mere velhavende kvinder af en eller anden grund bliver oversamplet i et land, kommer det til at se ud som om kvinder generelt er bedre stillede. Omvendt kan man, hvis der er højere arbejdsløshed blandt kvinder, komme til at drage den konklusion at kvinder er ringere stillede end andre. I begge tilfælde kan det være rigtigt i gennemsnit, men det har intet med deres køn at gøre. Jeg estimerede derfor forskellen, baseret på en standardspecifikation som vi bl.a. bruger i pågående arbejde med Nicolai Foss: Vi kontrollerer for alder, alder i anden, arbejdsløshed, indkomst, er man selvstændig eller pensioneret, bor man sammen med sin partner, har man børn eller er de flyttet hjemmefra, og folks tillid til andre mennesker, til det politiske system og til myndighederne generelt.

Når man tager hensyn til disse faktorer, kan man statistisk sikker sige, at kvinder og mænds subjektive velbefindende er forskellige i otte af de 32 lande. I Portugal, Cypern og Italien erklærer kvinder sig i gennemsnit cirka 0,2 point mindre tilfredse end mænd. I Finland og Estland er de cirka 0,3 point over mændenes niveau, mens de i Tyskland, Belgien og Schweiz er cirka 0,15 point over. Mens vi ikke kan svare på, hvorfor forskellene er der – det overlader vi til læsernes overvejelser – må man spørge, om forskellene er særligt store? Omkring 0,2 point lyder jo ikke af meget. Men det er de, sammenlignet med andre indflydelser. Når vi ser på indkomstforskelle svarer 0,15 point til den virkning, det giver på folks subjektive velbefindende at de rykker en decil opad – dvs. f.eks. at man rykker fra den midterste gruppe til den næste tiendedel af indkomstfordelingen – et ryk på meget cirka 40.000 kroner mere om året. Uanset at vi ikke kender grunden, er forskellene i f.eks. Estland og Portugal bestemt ikke ligegyldige.

Older posts

© 2017 Punditokraterne

Theme by Anders NorenUp ↑