Forfatter: Christian Bjørnskov (side 1 af 52)

Mere om Nobelprisen 2019

Som Otto skrev i går, har Sveriges Riksbank annonceret at dette års økonomipris går til Abhijit Banerjee, Esther Duflo og Michael Kremer. Mens der har været begejstring fra nogle dele af det nationaløkonomiske miljø, er begejstringen ganske begrænset i andre dele. Prisen gives for de tre forskeres pionerindsatser i applikationen af Randomized Control Trials (RCT) til økonomiske spørgsmål. De leverer dermed væsentligt klarere evidens for, hvilke politiktiltag der virker omkostningseffektivt.

Både Angus Deaton, modtageren af Nobelprisen for fire år siden, og William Easterly, der ofte nævnes som en mulig fremtidig modtager, er stærkt skeptiske overfor værdien af RCTer. Deaton har sammen med Nancy Cartwright kritiseret RCTer i Social Science and Medicine, mens Easterly skrev om problemerne allerede for ti år siden. Dengang understregede han, at:

“RCTs are infeasible for many of the big questions in development, like the economy-wide effects of good institutions or good macroeconomic policies. Some RCT proponents have (rather naively) claimed RCTs could revolutionize social policy, making it dramatically more effective – this claim itself can ironically not be tested with RCTs. Otherwise, embracing RCTs has led development researchers to lower their ambitions. This is probably a GOOD thing in foreign aid, where outsiders cannot hope to induce social transformation anyway and just finding some things that work for poor people is a reasonable outcome. But RCTs are usually less relevant for understanding overall economic development.”

Det dybere problem er, at specielt Esther Duflo har givet udtryk for, at økonomisk og social udvikling er et spørgsmål om at skrue på bestemte politikknapper og dirigere mennesker til bedre udkomme. Duflo har således med stolthed fortalt om, hvordan hun går til problemerne med en ingeniørtilgang. Dette års pris gives således også til en tilgang til udviklingsproblemer, hvor økonomer skal agere som ’sociale ingeniører’. Som Hayek understregede i sin Nobelpræsentation tilbage i 1974, er det en tilgang, som økonomer og politikere ofte har, men lige så ofte slet ikke burde have. Hayek kaldte den implicitte fejltagelse for ”the pretence of knowledge”, dvs. at man gjorde som om man havde viden og indsigt, som man ikke har og ofte ikke kan have. Duflo er dermed i høj grad, hvad Adam Smith for snart 250 år siden ville have kaldt ”a woman of system” (hattip: Niclas Berggren).

Det store spørgsmål, som hun og hendes hold fuldstændigt ignorerer, er at et hold fra Harvard og MIT således meget præcist kan styre, hvad forskellige aktører får af penge og andre incitamenter, man kan en lokal myndighed i Congo, Laos eller Nicaragua rent faktisk gøre det samme? Antager man at den slags ikke er et problem, begår man Hayeks fejltagelse – som rigtigt mange udviklingspraktikere og politikere har gjort over årene – at tro at institutionerne i fattige lande ikke er underlegne i forhold til f.eks. tilsvarende svenske eller britiske institutioner. Det er den slags fejltagelse, der kan lave en velment vestlig intervention fra veluddannede gutmenschen om til et yderligere korruptionsproblem.

Som både Deaton, Easterly og adskillige andre har påpeget, gives Nobelprisen i år til en approach og videnskabelig holdning uden nogen form for institutionel viden – i RCT-miljøet er det ofte noget, man næsten totalt ignorerer. Det skaber dog det problem, at mans RCTer kan bruges til at evaluere overordnede effekter, giver de ret ligegyldigt input til en debat om, hvordan man designer bedre politik og indgreb. I en vis forstand ligger det problem også bag den ophidsede diskussion af Michael Kremers 15 år gamle studie af effekter af ormekure i Afrika (læs f.eks. et overblik her), hvor evidensen har vist sig ikke at være så robust som man først troede.

Overordnet, det burde være klart at jeg heller ikke er voldsomt begejstret for dette års Nobelpris. Den er på sin vis en tilbagevenden til en approach til nationaløkonomi og det at være nationaløkonom, som adskillige Nobelprismodtagere – James Buchanan, Vernon Smith, og Jean Tirole for blot at nævne nogle få – har været stærkt skeptiske overfor. Etisk er det en tilbagevenden til et syn på fattige mennesker som nogen, man skal ’hjælpe’ på en meget direkte måde, hvor man kan behandle dem som skakbrikker. Og selvom RCT-tilgangen skulle vise sig at være så brugbar, som Banerjee, Duflo og Kremer mener, er det alt for tidligt at sige. Nobelprisen til RCT-metodologien er – selv hvis den skulle vise sig at være velbegrundet – uddelt ti år for tidligt.

UPDATE: David Henderson hos EconLog peger på Oxford-økonomen Lant Pritchetts syleskarpe dissekering af RCT-bevægelsens påstande i Randomizing Development: Method or Madness. Varmt anbefalet for wonks.

Er de Radikale blevet kulturfascister?

Forleden luftede de Radikale, som en del af deres finanslovsudspil, et forslag om en skat på streaming. Deres idé er, at staten skal beskatte alle abonnementer på streamingtjenester, og bruge skatteprovenuet til at subsidiere ”danskproduceret tv-fiktion.” Forslaget er således, præcist som en tilsvarende fransk streamingskat, rettet mod udenlandsk streaming som f.eks. Netflix, HBO og Amazon Prime. Jeg bemærkede i Børsen i torsdags, at forslaget således har konsekvenser præcist som en told på import af streamet udenlandsk tv, da man betaler ’skatten’ af alle tjenester, men kun de danske – de eneste, der producerer dansksproget tv-fiktion – bliver kompenseret. Uanset at de Radikale kalder forslaget en skat, er det således i praksis en told, med alle de kendte stærkt negative konsekvenser som handelsbarrierer altid har.

Allerede dagen efter affødte mit indlæg et vredt, men indholdsmæssigt også temmelig meningsløst svar fra Jens Rohde. Hovedpointen var, at jeg tog fejl og at vi da alle bør betale til det fælles public service-tv. Rohde – eller de studentermedhjælpere, der nok har skrevet svaret – virkede særligt ophidset over min pointe, at forslaget i høj grad omfordeler fra unge, fattigere til ældre, rigere tv-forbrugere. Streaming af f.eks. Netflix og HBO er langt mere udbredt blandt yngre forbrugere, mens det i særligt grad er ældre forbrugere, der ser dansksproget tv-fiktion som flow-tv. Forslaget har således social slagside, hvilket det radikale svar ikke engang klart benægtede.

Det særligt bekymrende i det radikale forslag er dog den idémæssige baggrund. Som jeg skrev i Børsen: ”Lægger man en told på udenlandsk streaming vil den de facto øge den politiske kontrol og styring af danskernes tv-forbrug. Den slags politik hører ikke hjemme i det 21. århundrede.” Med andre ord er intentionen, at dirigere danskernes tv-forbrug i en bestemt retning. Det er samme idébaggrund, der ligger til grund for Zenia Stampes forslag om at udlevere to bøger til danskerne – vel at mærke valgt fra politisk hold – hvert år. Min umiddelbare reaktion på begge forslag var den samme: Hvad fanden bilder de sig ind. Med hvilken ret mener de Radikale politikere, at de kan bestemme, hvilket kulturforbrug danskerne bør have?

Det er næsten umuligt at forestille sig, at forslagenes retning og baggrund ikke gør ondt langt ind i hjertet på klassiske radikale vælgere og politikere. Partiet har en lang tradition for netop at være socialliberalt, og forsvare borgernes ret til at vælge og udtrykke egen seksualitet, egne politiske holdninger, og egen identitet. Østergaard og Stampes udspil afspejler, at partiledelsen åbenbart ikke længere mener, at egne kulturpræferencer eller smag er blandt de forhold og personlige valg, som man kan eller bør overlade til det enkelte menneske. Med andre ord står der larmende mellem linjerne i den nye radikale politik: Når det gælder kultur, ved vi bedre!

Det er et særtræk ved alle velfungerende demokratiske samfund, at borgerne har fuld frihed til at ytre sig på skrift, i tale, og i billeder. Den frihed gælder også en frihed til at se, læse eller høre hvad de vil – man forsøger ikke at styre borgernes tanker eller forestillingsverden. Det er derimod et særtræk ved fascistiske og totalitære regimer, at de også ønsker at detailregulere og styre borgernes privatliv og private begrebsverden. Det er dén verden, de Radikale tager de første (og forhåbentlig sidste) skridt ind i med deres nye udspil, der indebærer politiske styring af bog- og tv-forbrug. Det er dybt uværdigt for et parti, der ellers altid har haft beskyttelsen af alle individers værdighed som en del af dets politiske kerne.

Nobelprisen i økonomi – hvem skal have den i år?

På mandag annoncerer den svenske Riksbank, hvem der modtager årets Nobelpris i økonomi. Hvert år er prisen en overraskelse for de fleste – selvom vi sidste år faktisk nævnte begge modtagere i vores spekulationspost ugen før – og næsten hvert år må man alligevel erkende, at prisen er velfortjent. Så nogle få dage før Nobelprisen annonceres, er her vores traditionelle overvejelser over, hvem modtagerne kunne blive.

Et af de første bud, skrev Tyler Cowen om allerede sidste år. Som han understrede dengang, kan det vel være at tiden er moden for en pris til forskning i corporate finance. Her er de bedste bud stadig Michael Jensen (Harvard), Stewart Myers (MIT) og Raghuram Rajan (Chicago) for deres arbejde om beslutningsprocesser på området.

Vælger Nobelkomiteen derimod at være aktuelle og bidrage til en meget nutidig debat om international politik, er gode argumenter for at det er tid til at give en pris til handelsteori. De helt oplagte emner her, er  Marc Melitz (Harvard), for hans bidrag til ny handelsteori, kombineret med Gene Grossman (Princeton) og Elhanan Helpman (Harvard) for deres indsigter i, hvordan handelspolitik dannes. Vælger man at gå den vej, kan komiteen med fordel vælge (som The Local i Sverige understregede forleden dag) tage Anne Krueger (Johns Hopkins) med for hendes oprindelige arbejde om rent-seeking, som i høj grad er forbundet med handel og sammen med Gordon Tullock banede vejen Grossman og Helpmans indsigter.

Sidste år nævnte Marginal Revolution også den franske udviklingsøkonomi Esther Duflo (Harvard), muligvis sammen med ægtefællen Abihijit Banerjee (MIT) og Michael Kremer (MIT), for deres arbejde med at benytte randomiserede kontroleksperimenter i udviklingsarbejde. Duflos problem her er, at en række nye studier har stillet spørgsmålstegn ved, hvor valide mange af eksperimenterne er, mens Duflos fokus på praktisk brug også er et problem. Som Mervyn King, den tidligere britiske centralbankdirektør, skrev forleden hos Bloomberg, er nationaløkonomi bedst til at stille præcise spørgsmål og skabe indsigter, og værst når forskere forsøger at finde løsninger.

Skal man derfor se længere udenfor disse områder, kan man fokusere på forskernes citationstal. Gør man udelukkende det, er den danske økonometriker Søren Johansen (KU) et stærkt bud. Han har dog det problem, at der allerede er givet en pris for arbejde, der gør videre end Johansens. Et andet stærkt citeret bud er Ariel Rubinstein (Tel Aviv) for sit teoretiske arbejde om at forstå begrænset (bounded) rationalitet. Daron Acemoglu (MIT) og William Easterly (New York University) er også stærke bud som to forskere, der har bragt vores forståelse af langsigtede udviklings- og politiske processer videre. De to har dog det problem, at Acemoglus metode har været udsat for alvorlig kritik de sidste 10 år, mens Easterly ofte udsættes for ganske voldsom politisk kritik.

Det samme problem gælder for den cubansk-fødte Carmen Reinhart (Harvard), som har viet sin karriere til at forstå hvordan offentlig gældsætning og økonomisk udvikling spiller sammen med politik. Meget af usikkerheden omkring, hvem den svenske Riksbank peger på på mandag, hviler således på spørgsmålet, i hvor høj grad banken vælger et politisk ukontroversielt forskningsområde, eller går efter aktualitet. Det kan ingen sige før på mandag.

Elitesport i ledelsen

Ledelsesteori og –praksis er et område med stor betydning, der desværre også ofte går mode i. Det, nogle konsulenter anbefalede for ti år siden, er tit meget forskelligt fra, hvad de anbefaler i dag. Mens der naturligvis findes mange konsulenter, der ser ud over moden og bruger deres sunde fornuft og erfaring, er der god grund til at være påpasselig. Helt særligt er der grund til at minde sig selv om, at der er stor forskel på virksomheder og deres ledelsesbehov, og god grund til at søge inspiration andre steder end i erhvervsverdenen. En dansker fokuserer på en helt særlig kilde til inspiration: Ricki Clausen, som de seneste år har specialiseret sig i, hvordan man kan bruge indsigter og erfaring fra elitesport som ledelsesinput.

Ricki – der er en personlig ven og tidligere kollega – er en af Danmarks dygtigste svømmetrænere, og har blandt andet arbejdet med Rikke Møller Pedersen og Jeanette Ottesen (der begge har vundet OL-medaljer). Ved siden af ansættelser i svømmeklubber, som bl.a. sportschef og elitetræner, driver han i dag også egen konsulentvirksomhed. Mens dagens post naturligvis ikke skal læses som reklame for Rickis virksomhed, er den en slags reklame for en sidebeskæftigelse ved konsulentvirksomheden.

Ricki har i et stykke tid lavet en række fine podcasts om sammenhængen mellem elitesport og ledelse, hvad man kan bruge erfaringer fra elitesport til i ledelsesopgaver, og om tidligere elitesportsudøvere har fordele udenfor sporten. Min personlige favorit er interviewet med Dansk Erhvervs tidligere direktør Jens Klarskov, som er tidligere dansk topsvømmer. Klarskov har flere interessante overvejelser over ledelse, og om hvordan at være ’træt’ betyder noget andet for folk med en baggrund i elitesport.

Blandt en række andre interessante samtaler findes den tidligere FCK-chef Flemming Østergaard, svømmestjernen Lotte Friis, der nu er vært på P4, og Joachim B. Olsen, der med en OL-medalje i kuglestød også har en meget anden fortid end de fleste politikere. Hvis man sidder med en nysgerrighed på emnet, eller blot en trang til inspiration fra en ny front, er Ricki Clausens podcast-serie tankevækkende og hyggelig på samme tid.

Hvor stor skal en organisation være?

Der tales meget på de danske universiteter om, at enhederne er blevet for store. Universiteter er blevet lagt sammen, institutter er tvunget til at gå sammen i meget større institutter, og rektoratet i f.eks. Aarhus besluttede for nogle år siden, at der kun skulle være fire (nu fem) fakulteter. På samme måde har man fra politisk side ofte en tyrkertro på, at en sammenlægning og centralisering i større enheder er godt for organisationens ’performance’. Det er dog langt fra tilfældet, og en hvilken som helst diskussion af den rigtige eller optimale størrelse på en organisation – virksomhed, skole, institut osv. – bør bestå af to hovedelementer.

Mange mennesker – og øjensynligt de fleste politikere – forstår det første element: Stordriftsfordele. Den grundlæggende idé, som økonomer tilbage i 1800-tallet forstod, var at enhver virksomhed har faste omkostninger, dvs. omkostninger som ikke afhænger af hvor stor produktionen er. Jo større, produktione bliver, jo relativt mindre bliver de faste omkostninger, og dermed falder omkostningerne per produkt eller per serviceydelse. Derudover kan der være faldende koordinationsomkostninger, som Ronald Coase demonstrerede i sit banebrydende arbejde i slutningen af 1930erne. Coase pegede i The Nature of the Firm på, at der er transaktionsomkostninger forbundet med enhver handel. Jo mere, et firma outsourcer, jo større bliver firmaets omkostninger forbundet med at forhandle hver aftale. Der er således en god grund til at holde en lang række opgaver internt i firmaet i stedet for at købe dem i markedet. Dette aspekt gør også det optimale firma større. Det er bl.a. disse overvejelser, som politikere lægger til grund for at skabe meget store, offentlige firmaer, og for at hævde, at de er effektive.

Det er dog en anden side af sagen, som bl.a. Elinor og Vincent Ostrom skrev om først i 1970erne (læs hendes Nobelforelæsning her). Jo større en organisation bliver, jo flere ressourcer må den bruge på at koordinere indsatserne og lede på tværs af ansatte, kontorer og afdelinger. Mens de almindelige transaktionsomkostninger således kan falde af Coases årsager, kan managementomkostningerne – alle de omkostninger, et firma kan have ved at blive større og mere komplekst – stige eksponentielt. Det sker af to grunde: For det første er de ekstra ledere i mellemlagene, og den ledelse som almindelige medarbejdere må udføre, ikke direkte produktiv, men stadig en væsentlig omkostning, og for det andet bliver ledelsesopgaverne mere komplekse og derfor også ofte dårligere udført, når organisationen bliver større.

Konsekvensen er, som vi illustrerer i figuren nedenfor, at der som oftest er stramme grænser for, hvor stor en organisation kan bliver før den begynder at blive alt for dyr. Og jo mere kompleks, organisationen bliver, jo større bliver managementomkostningerne – og de potentielle effektivitetstab ved utilstrækkelig ledelse – og jo mindre bliver den optimale organisation derfor.

I min optik burde enhver leder over et vist niveau kende til denne balance, som illustreret i figuren. Nok falder de almindelige transaktionsomkostninger, når organisationen bliver større – i det mindste op til et punkt – men managementomkostningerne stiger. Den fornemmelse jeg, og mange andre økonomer, har er, at mange organisationer er væsentligt større end deres optimum. Om det skyldes ledelsesmæssig inkompetence, politisk pres (hos offentlige organisationer), eller at ledelsen maksimerer sit eget budget og egen magt (som William Niskanen skitserede for 50 år siden), er et spørgsmål for en anden dag.

Buchanan 100 år

I dag, for 100 år siden, blev James McGill Buchanan født i Murfreesboro, Tennessee. Buchanan voksede op på en gård, hvor han også boede og arbejdede, mens han tog en bachelor-grad på Middle Tennessee State Teachers College i 1940. Året efter fik han en MS fra University of Tennessee, men hans uddannelsesforløb blev afbrudt af Anden Verdenskrig. Buchanan tjente indtil 1945 i Stillehavet som del af Admiral Chester Nimitzs stab. Da krigen sluttede, var den unge Buchanan blandt de mange, der tog tilbage på universitetet. Den da selverklærede socialist valgte det prestigiøse University of Chicago, hvor Frank Knight blev hans mentor. Knights indflydelse, og ikke mindst hans dybe forståelse af en socialistisk økonomis massive informationsproblemer, betød at Buchanan havde ændret politisk holdning, da han blev PhD i 1948. Han var derefter overbevist om en markedsøkonomis overlegenhed, omend han til sin død forblev meget stærkt egalitaristisk. 

Det første stykke forskning fra Buchanan, der virkelig blev bemærket, var hans Public Principles of Public Debt fra 1958, der gjorde op med den vulgærkeynesianske idé om, at offentlig gæld er uproblematisk. Han indså bl.a., at den keynesianske logik omkring økonomisk stabilisering – staten bør øge udgifterne / sætte skatterne ned i dårlige tider og gøre det modsatte i gode tider (for bl.a. at spare op til de dårlige) – ikke er politisk logisk. I stedet vil politikere og andre interesser argumentere for større udgifter i dårlige tider for at ’få gang i økonomien’, men også argumentere for større udgifter i gode tider fordi ’vi har råd til det’. Buchanan skitserede således en politisk rationel grund til, at de offentlige budgetter i den vestlige verden blev ved med at stige, og hvorfor stigningerne primært blev finansieret med gæld.

Buchanans ’finest hour’ skete dog nogle få år senere, da Buchanan mødte Gordon Tullock. Det ikke altid gnidningsfrie samarbejde resulterede i The Calculus of Consent, der stadig er et af fundamenterne for public choice og moderne politisk økonomi. Bogen, der var et produkt af Buchanans omhyggelige analyser og Tullocks ekstreme evne til at følge et argument til dets logiske konklusion, introducerede de første konkrete politisk-økonomiske analyser af bl.a. forfatningers funktion, særinteresser, og valgsystemer.

Buchanan og Tullocks startpunkt for hele analysen blev udgangspunktet for næsten al moderne tænkning på området: Der er ingen basal forskel på folk i det private og det offentlige. Som Buchanan en gang formulerede det, er public choice ”politics without romance.” Med andre ord var gennembruddet de indsigter man fik, når man antog at politikere, embedsmænd og vælgere er præcist lige så egennyttefokuserede som erhvervsfolk og forbrugere. Da public choice-forskere med Buchanan i frontlinjen opgav idéen om, at politikere og embedsmænd på en eller anden måde er bedre mennesker, åbnede det op for en langt dybere forståelse af en lang række samfundsforhold.

Som jeg fremhævede i den nekrolog i Berlingske Tidende, jeg skrev da Buchanan døde, lå en stor del af hans pionerarbejde i det område, der på dansk kaldes forfatningsøkonomi og internationalt hedder constitutional political economy. Hans synspunkter og analyser her gjorde ham til alt andet end politikeres kæledægge, når han omhyggeligt overvejede, hvad en ’god’ forfatning gør:

”[Buchanans] udgangspunkt blev, at forfatninger bør gøre det svært for politikere at tage større beslutninger. F.eks. burde enhver forfatning beskytte ytringsfriheden og give befolkningen udbredte demokratiske rettigheder, så politikere ikke kan ændre fundamentale forhold i samfundet uden at tage befolkningen med på råd. Som det er tilfældet med danske grundlovsændringer, bør det være meget sværere at indføre anderledes grundlæggende regler.

Da Buchanan for ti år siden blev 90, holdt George Mason University en fødselsdagsfest med en række verdenskendte økonomer. I den anledning understregede GMUs egen Don Boudreaux, at Buchanan må tælle blandt de meget få økonomer, der for alvor har ændret måden vi tænker på. Som Boudreaux understregede i sin tale ved den lejlighed:

But Jim’s single greatest contribution is to make crystal clear the fact that political activity does not fundamentally differ from market activity. Jim’s work warns us not to be distracted by labels and by superficial appearances.  Politicians might be called “public servants” – but, being steeped in Buchananism, we understand that the root motivation of “public servants” is no different than the root motivation of corporate CEOs, lumberjacks, taxi drivers, or college professors.

A bureaucracy might be called the “consumer product safety commission,” but being steeped in Buchananism, we look not at its name but at the incentives faced by its operatives to judge how likely this agency really is to promote consumer safety as opposed to other goals.

By challenging us to understand that exchanges take place not only within conventional markets – not only when the exchanges are mediated by money – but instead are a ubiquitous and many-faced phenomenon of human action, Jim Buchanan has expanded the scope and subject matter of economics intelligently and more productively than has any other living scholar.

På 100-årsdagen for mandens fødsel er et værd at minde om, hvor vigtig Buchanan var, og i hvor høj grad han har ændret hvordan samfundsforskere – og dem vi uddanner – tænker på økonomi og politik.

** Update: den glimrende Niclas Berggren linker her til den lange række indlæg, han har skrevet om Buchanan over årene. Stærkt anbefalet.

Påvirker forfatninger institutioners kvalitet?

Forfatninger, ligesom den danske Grundlov, har til formål at definere hvordan samfundets basale institutioner virker, og hvilke slags beslutninger de kan tage og ikke tage. Det er dog blevet stadigt mere klart de sidste 20 år, at mange forfatningsdefinerede rettigheder og begrænsninger ingen faktisk virkning har. Mit eget arbejde med Jacob Mchangama om sociale rettigheder dokumenterede ingen virkninger på langt sigt af at indføre social rettigheder, og fandt endda negative transitionskonsekvenser. På samme måde har forskere med så forskellige baggrunde som bl.a. Katarzyna Metelska-Szaniawska, Mila Versteeg og Stefan Voigt fundet områder, hvor forfatningens bestemmelser og begrænsninger slet ingen virkning har.

Andrea Sáenz de Viteri

Min glimrende PhD-studerende Andrea Sáenz de Viteri (på fotoet til højre, og på jobmarkedet næste år) og jeg har derfor i et nyt papir nærmet os spørgsmålet fra en lidt anden vinkel. I stedet for at se på, hvad forfatningen definerer af direkte intentioner, ser vi på de mulige konsekvenser af den måde, forfatningen definerer hvordan den politiske magt er koncentreret. Vi bruger the Index of Parliamentary Legislative Influence (IPLI), som Stefan Voigt og jeg udviklede for to år siden, og det tilsvarende Index of Executive Influence, som Andrea og jeg har lavet (læs her). De to måler, hvor meget diskretionær indflydelse, henholdsvis parlamentet og regeringen har. Vores hensigt er, at undersøge om magtkoncentration påvirker, hvor store korruptionsproblemer et land har, og – et spadestik dybere – hvor godt landets retsvæsen fungerer.

Det er der kommet et papir ud af med titlen ”Constitutional Power Concentration and Corruption: Evidence From Latin America and the Caribbean”, som jeg forleden præsenterede den foreløbigt sidste version af ved EALE-konference i Tel Aviv. For at undgå, at vi måler effekten af alt muligt andet end magtkoncentration, udnytter vi den kendte faktum, at mange lande i Latinamerika og Caribien har ændret deres forfatninger gentagne gange de sidste 50 år. Det tillader os derfor rent statistisk at kunne se bort fra al indflydelse fra historiske forskelle, geografi, kultur og andre forhold, der ikke ændrer sig ret meget over tid. Vi får med andre ord et meget ’rent’ estimat af effekten af magtkoncentration, som den defineres i forfatningen.

Resultaterne er helt overordnet i tråd med resten af litteraturen: I gennemsnit er den politiske magtkoncentration overhovedet ikke forbundet med hverken korruption eller kvaliteten af retsvæsenet (målt som V-Dem-projektets ’political corruption’ og ’judicial accountability’ indikatorer). Der ender historien dog ikke, for gennem arbejdet med dataene, så Andrea og jeg også indikationer på en særlig heterogenitet i de mønstre, der er mellem korruption og magtkoncentration. Og når vi dykker ned i dem, dukker der et meget klart resultat op: Den særlige kombination af at have 1) relativt meget magt koncentreret på regeringsniveau, og 2) en relativt høj grad af ideologisk fraktionalisering i parlamentet, er forbundet med markant bedre retsvæsener, og dermed med mindre korruption.

Vi ender derfor med et resultat, der minder ganske meget om North og Weingasts berømte argument om The Glorious Revolution i Storbritannien, og effekten af at have ”the King in Parliament.” At have en handlekraftig regering kan være både godt og skidt, ligesom en parlament med stærkt forskellige synspunkter og forskellige interesser repræsenteret både kan begrænse problemerne (ved at alle holder hinanden i skak) eller forstærke dem (ved at de politiske udfordringer løses gennem store og potentielt skadelige kompromis). De gavnlige effekter kommer, når de forskellige politiske partier og en handlekraftig regering alle fungerer som vetospillere på hinandens udspil. Med andre ord: Det er primært, når den politiske situation er kompliceret og gør det svært for en ellers handlekraftig regering at gennemføre ret meget, at retsvæsenet for ro og uafhængighed til at gøre sit arbejde ordentligt. Og når det sker, bekæmpes korruptionsproblemer væsentligt mere effektivt. Politik eller forfatningen alene gør ingen forskel, men en bestemt kombination er effektiv.

Udenfor Serpukhov for 36 år siden

Om natten for 36 år siden var Stanislav Petrov var på vagt i en bunker i Serpukhov-15 (Hattip: Niclas Berggren). Petrov var oberstløjtnant i luftforsvar og Serpukhov-15 var en af de mange lukkede, halvhemmelige byer i Sovjetunionen. Netop denne by, der ligger en halv times kørsel udenfor Moskva, husede det sovjetiske missilvarslingssystem. Det computeriserede system var netop blevet opgraderet til at modtage information fra sovjetiske satellitter, så det kunne give så tidligt et varsel som muligt. Petrovs opgave var at overvåge varslingssystemet, og at give besked videre op hvis der skulle komme et amerikanske missilangreb på Sovjetunionen. Den nat blev Petrov et af efterkrigstidens vigtigste mennesker.

Baggrunden i 1983 var, at den kolde krigs spændinger mellem Vesten og Warszawa-pagten var skærpet væsentligt. Sovjetunionen havde i 1979 placeret 14 SS-20/RSD-10 missiler med atomsprænghoveder i Østeuropa. Nato tog nogle måneder senere med sin Double-Track Decision beslutningen om, at matche de sovjetiske missiler med amerikanske Pershing II missiler i Vesteuropa og Tyrkiet. Valget af Ronald Reagan som præsident i USA året efter førte også til, at landet i højere grad satte hårdt mod hårdt mod en sovjetisk ledelse og militær, der under den tidligere KGB-chef Yuri Andropov i stigende grad virkede paranoid.

Situationen var blevet tydelig for alle i den frie verden, da en Boeing 747 fra Korean Airlines få uger tidligere blev skudt ned af det sovjetiske luftvåben (se her). Besætningen havde ved en fejl ladet flyet afvige fra en planlagte kurs, og var uden at vide det, kommet ind over sovjetisk territorium. Det sovjetiske luftvåben, der burde have kunnet se forskel på en gigantisk 747 og det meget mindre RC-135, som amerikanerne brugte som spionfly, skød det ned. Den russiske pilot, der skød Korean Air Lines Flight 007 ned, slog dermed 269 civile ihjel.

Det var derfor i et særligt betændt internationalt miljø, at Stanislav Petrov om natten den 26. september 1983 fik et varsel fra systemet om, at der var sendt fem missiler fra den amerikanske vestkyst mod Sovjetunionen. Advarslen var alvorlig, da reaktionen ville være entydig, hvis han sendte advarslen videre op i kommandokæden: Det sovjetiske system krævede et øjeblikkeligt, massivt modangreb på USA med atomudrustede ballistiske missiler. Petrov vidste, at hvis han tog advarslen alvorligt og sendte den videre op i systemet, ville han med stor sandsynlighed udløse et angreb med atomvåben på USA.

Hans store problem var dog, at varslingssystemet viste fem missiler på vej mod Sovjetunionen. Hele hans uddannelse og al logik fortalte ham, at hvis USA startede et atomangreb, ville det give store og eminent synlige sværme af missiler – sandsynligvis over 100 – mod adskillige mål. Et amerikanske angreb ville aldrig ske med blot fem missiler. Petrov havde også en klar formodning om, at det helt nye varslingssystem, ligesom så meget andet i Sovjetunionen, ikke var blevet omhyggeligt testet før det blev taget i brug, og sandsynligvis stadig var fejlbehæftet. Han besluttede derfor at tage risikoen og gå imod sin militære træning og ignorere advarslen.

Petrov blev sikker i sin sag, da ingen systemer efterfølgende meldte om, at amerikanske missiler havde ramt i Sovjetunionen. De fem missiler, som det nye system havde advaret imod, havde ikke eksisteret. Da han lidt senere på natten fik en advarsel om fire nye missiler, var han derfor sikker i sin sag at de ikke eksisterede, og ignorerede igen advarslen. Han blev igen bekræftet, da ingen missiler slog ned. Efterfølgende viste det sig, at det nye sovjetiske varslingssystem havde tolket refleksioner af solskin på lave skyer som missiler.

Stanislav Petrovs omtanke og beslutning om, at systemet tog fejl, er en af de vigtigste menneskelige beslutninger i efterkrigstiden. Havde han gjort sin umiddelbare, mekaniske pligt og rapporteret indkommende missiler længere op i kommandokæden, ville den sovjetiske militærledelse og den paranoide Andropov med stor sandsynlighed også mekanisk have fulgt protokollen og indledt et storstillet angreb med atomvåben mod USA. Hvor mange millioner mennesker, Petrov reddede den nat, kan man ikke vide.

Men han blev ikke ligefrem belønnet for sin omtanke. Chefen for det sovjetiske missilforsvar, General Yury Votintsev, der var den første der fik information om hændelsen, noterede at Petrov opførte sig korrekt og roste ham. Efterfølgende stoppede rosen, da hændelsen blev behandlet på traditional sovjetisk vis. Petrov mente selv, at hemmeligholdelsen og den bureaukratiske reprimande han fik, handlede om at beskytte ledelsens ry og omdømmet hos de videnskabsfolk, der havde udviklet varslingssystemet.

En ironisk detalje i fortællingen om Petrov er således, at mens marxistisk historieskrivning fokuserer på store, upersonlige historiske kræfter, viste begivenheden hvordan et enkelt menneske kan ændre historiens gang. Men i stedet for at hylde dette menneske, reagerede det planøkonomiske sovjetiske system med sin indre logik ved at beskytte systemet, i stedet for at beskytte befolkningen. Der skulle også gå 15 år, før General Votintsev afslørede hændelsen for en måbende russisk og international offentlighed. Da var Sovjetunionen kollapset og Rusland var forsigtigt på vej mod det demokrati, et senere regime fik bremset.

Hændelsen og det faktum, at Petrov måtte holde den hemmelig for selv sine nærmeste, kom til at præge hans liv. Kevin Costner lavede for fire år siden en dokumentarfilm med titlen The Man Who Saved the World hvor Petrov selv fortæller om de ensomme år efter han blev forflyttet, mistede sin familie og var alene med den tyngende viden om, hvad han havde gjort, og hvad systemet var i stand til. Som mange andre helte understregede han, at han ikke var en helt, men blot et menneske på det rigtige sted og det rigtige tidspunkt. Han sagde dog også, med klassisk russisk galgenhumor, at ”de var heldige at jeg var på skiftet den aften”. Om han tænkte på den sovjetiske ledelse eller de millioner af mennesker, han reddede fra en sikker død i en atomkrig den nat, vides ikke. Stanislav Petrov døde i maj 2017.

Hvad synes folk om deres personlige frihed?

Som nogle læsere allerede ved, tilbragte jeg fire dage i Tel Aviv sidste uge ved den årlige konference i the European Association of Law and Economics. På den ene side var konferencen i sig selv var dybt skuffende, men det gav på den anden side rigelig tid til at interagere med kolleger. Med andre ord skippede vi flere sessions, hvor der ikke blev skjult at talerne helt ignorerede economics-delen af Law and Economics. Jeg brugte i stedet tid sammen med Niclas Berggren (IFN i Stockholm), Jerg Gutmann og Stefan Voigt (begge Universität Hamburg) på at arbejde sammen med dem, og spise et par afslappede måltider.

Niclas og Jerg præsenterede interessant ny forskning med titlen ”Securing personal freedom through institutions – the role of democracy and judicial independence.” I papiret går de ud fra vigtigheden af at have de facto beskyttelse af retsvæsenet og og fem menneskerettigheder: “freedom of movement; religion; association, assembly and civil society; expression and information; identity and relationships.” Niclas og Jerg viser ganske overraskende, at det primært er et politisk uafhængigt retsvæsen, der sikrer disse forhold, mens de kun i begrænset omfang er påvirket af om landet er demokratisk eller ej.

Efter præsentationen, der var en af de sidste fredag morgen – al forfatningsøkonomi og stærkt empirisk law and economics var placeret efter konferencemiddagen og dermed den morgen, hvor de mange deltagere tog hjem i stedet for at tage til konferencen – fik Niclas, Jerg og jeg en hyggelig snak på en gåtur gennem Tel Aviv. Her kom dagens blogemne op: I hvor høj grad er den faktiske beskyttelse af folks personlige frihed korreleret med deres opfattelse af personlig frihed i deres liv? Det er muligt, at der kommer konkret forskning ud af spørgsmålet, men i dag ser vi blot på det simple forhold. Sagen er nemlig, at folks opfattelse er blandt de mange ting, the Gallup World Poll har dækket de seneste år (læs f.eks. her). Denne opfattelse varierer meget stærkt på tværs af den vestlige verden med Danmark blandt de lande, hvor folk føler sig allerfriest. I figuren umiddelbart nedenfor dokumenterer vi, hvor store forskellen er på folks vurdering af deres ”Satisfaction With Freedom to Choose What You Do With Your Life.”

Er denne opfattelse uafhængig af den faktiske tilstand, eller er den drevet af helt andre forhold? Svaret på dette spørgsmål er illustreret i figuren nedenfor, hvor vi på x-aksen har plottet the Human Freedom Index, der udgives årligt af et samarbejde mellem det amerikanske Cato Institute, det canadiske Fraser Institute, og det schweiziske Liberales Institut der Friedrich Naumann Stiftung. Som figuren peger på, er de to tydeligt sammenfaldende med en korrelation i de tidligere kommunistiske lande (de røde markører) på 0,60 og en i lande uden en kommunistisk fortid (de blå markører) på 0,68. Det er derudover meget tydeligt, at tre lande stikker ud: Hviderusland, Rusland og Ukraine, hvor man for de to førstnævnte kan stille spørgsmål ved, hvor politisk uafhængig en spørgeskemaundersøgelse kan være.

Det underliggende spørgsmål bliver således, hvorfor nogle landes styrer i så lav grad beskytter folks klassiske rettigheder, selvom de endda er demokratiske? Det er dette spørgsmål, Niclas og Jergs papir giver et delvist svar på. Det er også et spørgsmål, som i høj grad optager mange i forfatningsøkonomi og public choice i disse år. Det er derfor også et spørgsmål, som vi stensikkert vender tilbage til her på bloggen.

Lykke og danskerne – en samtale

Jeg havde forleden fornøjelsen at være gæst i den første episode af podcasten ” Liv, Lykke & Arbejdsglæde.” Podcasten laves af Marlene Lyby, der er Phd-studerende på psykologi ved Aarhus Universitet. Under samtalen, der kan høres her, kom Marlene og jeg vidt omkring og talte blandt andet om, hvorfor danskerne i blandt de lykkeligste mennesker i verden, hvordan danskere reagerer overfor fremmede, ligesom vi talte om hvordan jeg faldt over det felt, der populært kaldes lykkeforskning, og hvad der foregår i forskningsmiljøet for tiden.

Hvis der skulle være læsere, som har lyst til at høre lidt om hvad den seriøse lykkeforskning handler om og hvad man finder i den, er der mange værre måder at bruge en lørdag eftermiddag eller en S-togstur hjem end at lytte til Marlenes podcast. Hvis ”Liv, Lykke & Arbejdsglæde” fortsætter som den første episode, kan den varmt anbefales.

Husdyr og private ejendomsrettigheder

Jeg er pt. i Tel Aviv til den årlige konference i the European Association of Law and Economics. Mens konferencen umiddelbart ikke tegner særligt interessant – da programmet først kom var flere af os overraskede over, hvor stærkt juristerne dominerer dette års konference – men der er heldigvis overraskelser. Denne morgens overraskelse kom fra Dean Lueck og Gustave Torrens fra Indiana University, der har set på den teoretiske sammenhæng mellem domesticering af dyr – basalt set udviklingen af husdyr – og den historiske udvikling af private ejendomsrettigheder.

Lueck og Torrens papir kan måske umiddelbart lyde sært, men deres fokus er på at forstå, hvorfor, hvornår og hvor man historisk først så private ejendomsrettigheder. De starter med at bemærke, at husdyr fra en økonomisk vinkel er en fornybar naturressource. Mennesker startede med at jage vilde dyr, men udviklede over tid jagtteknik, der tillod at man lukkede dyr inde i bestemte områder. Da man først havde gjort det, opdagede man sandsynligvis ret hurtigt, at omkostningerne var langt lavere med roligere dyr. Mens dyrenes udvikling i naturen var bestemt af naturlig selektion, mens de indelukkede dyr blev udsat for økonomisk selektion: Man slagtede de aggressive dyr og tillod de roligere at overleve og formere sig. Jagtteknikken og en simpel cost-benefit-overvejelse førte således på længere sigt til husdyr – rolige, manipulerbare versioner af vilde dyr.

Som vi har vist tidligere her på stedet, påvirker eksistensen og håndhævelsen af private ejendomsrettigheder, hvordan man optimalt udnytter en fornybar ressource. Man vil således få ejendomsrettigheder de steder, hvor der er åben adgang til dyrene og der således er en mulig konflikt mellem forskellige grupper, der alle har interesse i at udnytte dyrebestanden. Der er med andre ord komplementaritet mellem udviklingen af hegn og andre måder at lukke dyrene inde på, og ejendomsrettigheder.

Lueck og Torrens  meget interessante papir viser således teoretisk, at private ejendomsrettigheder opstår som reaktion på bestemte slags behov, når mennesker udvikler nye teknikker til at udnytte fornybare ressourcer. At man i samme ombæring får marker, hvor dyrene går, og dermed også bestemte områder man har ret til, er en interessant implikation af teorien, der også giver et klart indtryk af, hvorfor man ikke fik private ejendomsrettigheder i Lapland, mens man fik dem historisk tidligt i Mellemøsten og dele af Asien.

Hong Kong synger

Uafhængighedsbevægelser tager mange former, fra det absurde voldelige til det fredeligt hjertevarme. Det sidste så man i bl.a. Estland, hvor uafhængighedsbevægelsen startede sidst i 1980erne med en række sangstævner, hvor esterne genoplivede landets tradition for korsang. Der var tale om en af de mest fredelige protester, men også en som sovjetstyret vidste ramte direkte ind i de estiske hjerter.

Los Angeles Times berettede i går om, at noget lignende er ved at ske i Hong Kong ved siden af de mere traditionelle protester (Hattip: Niclas Berggren). En anonym komponist, der kalder sig Thomas dgx yhl, har skrevet en sang der på engelsk kaldes ”Glory to Hong Kong.” Sangen lyder besnærende som en slags nationalhymne, der beder for frihed og demokrati, og hylder alt det, Beijing-regimet forsøger at underminere. Sangen, der er på kantonesisk – det sprog, der tales i Hong Kong ved siden af engelsk – er den seneste uge blevet sunget i indkøbscentre, parker og i en protest foran det Beijing-styrede skin-parlament LegCo.

Mens der stadig er en meget reel risiko for, at Beijing simpelthen lader tropper fra hæren rykke ind og besætte Hong Kong – og dermed endegyldigt viser at det kommunistiske og i stigende grad totalitære styre på ingen måde har til hensigt at respektere den britiske-kinesiske aftale om Ét Land, To Systemer fra 1997 – er noget tydeligvis ved at ske i Hong Kong. Flere gange i sommers har en million mennesker ud af byens syv millioner indbyggere været på gaden i protester mod styret, den benhårde, uhildede magttrussel fra Beijing ser for tiden ud til at have samme virkning som de russiske angreb på Ukraine: Den tvinger folk i Hong Kong til at opdage eller genopdage deres identitet som en bystat med vestlige frihedsidealer og –værdier. Ingen med respekt for sig selv kan spå om, hvordan det kommer til at gå, men Hong Kongs identitet forsvinder næppe igen, uanset hvor diktatorisk det kommunistiske regime ender med at reagere.

Economic Freedom of the World 2019

I går udkom den årlige rapport fra the Fraser Institute i Vancouver, der har titlen Economic Freedom of the World: 2019 Annual Report. Jeg har, ligesom man andre forskere og almindeligt interesserede, glædet mig til den. Rapporten, der skrives af James Gwartney, Robert Lawson, Joshua Hall og Ryan Murphy, bruges over hele verden i policy-diskussioner, mens de data, holdet producerer hvert år, bruges intensivt af forskere af meget forskellige politiske observanser og baggrunde (læs f.eks. Bob og Joshs survey fra fem år siden; non-gated her).

Hvert år er der et eller to temakapitler, og dette år er ingen undtagelse. Bob Lawson og Ryan Murphy udvider i kapitel 3 nogle af indikatorerne til at omfatte 1950erne og 60erne, så man kan få en bedre forståelse for den lange udvikling i de vestlige lande. Det virkeligt interessante er, at man her kan se adskillige lande før keynesiansk politik og socialistiske kontrolideer virkelig slog igennem i 60erne, ligesom det også tillader at få et indblik i en række latinamerikanske landes status i 60erne. I kapitel 4 tager Daniel Bennett og Boris Nikolaev fat i ”Economic Freedom, Public Policy, and Entrepreneurship” og diskuterer vigtigheden af økonomisk fri politik for iværksætteraktiviteten. Det er et kapitel, jeg ville ønske af mange danske politikere ville læse.

Ultimativt er rapporten et næsten uundværligt snapshot af, hvordan politik ser ud i verden i dag. Det kan man få et allerførste indtryk af i kortet ovenfor, ligesom man også kan følge udviklingen i Danmark siden 1970. Det har jeg tilladt mig at gøre i den sidste figur, hvor de røde perioder er år med røde regeringer, mens de blå naturligvis er med blå regeringer. Den illustrerer brugen af EFW-indekset: Fremgangen og reformerne under Poul Schlüter og Poul Nyrup er tydelige som en stigning i den økonomiske frihed i Danmark, mens den triste situation under Fogh og Løkke er meget tydelig at se. Reformsporet er gået i stå i Danmark, og EFW-indekset viser det tydeligt.

Nyt Ekonomisk Debatt

I tirsdags udkom det nye nummer af det glimrende svenske tidsskrift Ekonomisk Debatt. Tidsskriftet er videnskabeligt og økonomisk, men langt mere letlæst og formidlende end de fleste andre. Det er således unikt i de nordiske lande, og bringer ofte meget interessante artikler. I det nye nummer findes for eksempel en længere omtale af baggrunden for, at Boyan Jovanovic modtager dette års Global Award for Entrepreneurship Research; en artikel af Fredrik Anderson om boligmarkedets sammenhæng med valget af folkeskole i Sverige; En interessant og noget bekymrende artikel om hvem der publicerer i de superprestigiøse tidsskrifter af Simon Ek og Magnus Henrekson; og Dan Kleins kortlægning af Adam Smiths bidrag til en forståelse af moderne samfunds moralvurderinger.

Derudover har Ekonomisk Debatt altid et diskussionsforum med kortere indlæg og boganmeldelser. Hele nummeret kan læses her, og er som altid stærkt anbefalet.

Socialism sucks

I februar skrev vi om Kristian Niemitzs fine bog Socialism: the Failed Idea that Never Dies, som omhyggeligt dokumenterer, hvordan vestlige intellektuelle har hyldet socialistiske regimer (læs her). Det har været kendt siden Ludwig von Mises arbejde om socialistisk økonomi (se her), at den ikke kan fungere på grund af måden, et socialistisk system bruger (og ikke bruger) information. Alligevel er der en voksende gruppe unge i specielt USA, Tyskland og Storbritannien, der finder socialisme mere attraktiv end en markedsøkonomi. De er, modsat de fleste skribenter her på stedet, ikke vokset op med Østblokken som en realitet eller med 90ernes anskuelighedsundervisning i socialistisk ødelæggelse, da det først blev muligt at rejse frit i Central- og Østeuropa. De har heller ikke venner eller kolleger, der voksede op under et sovjetisk system, og som kan fortælle om dets virkelighed.

Vi anbefalede derfor Niemitzs tankevækkende bog, men har i dag en anden og helt anderledes letlæst bog om socialisme på bordet: Robert Lawson og Benjamin Powells Socialism Sucks: Two Economists Drink their Way through the Unfree World. Bob og Ben, der er professorer i økonomi ved henholdsvis Southern Methodist University og Texas Tech University, tager til en række lande der enten er, har været, eller er blevet beskyldt for at være socialistiske. Deres mål er at fortælle historien om, hvor ringe et socialistisk system er for almindelige borgere ved at drikke øl (og andre ting), og fortælle om hverdagen i blandt andet Cuba og Venezuela. Socialism Sucks er både indsigtsfuld, chokerende og ofte rigtigt, rigtigt morsom. Vi anbefaler den varmt til alle interesserede læsere og deres børn og elever. Og hvis man vil vide mere, har de to økonomer optrådt på blandt andet The Tom Woods Show, Charles Moskowitzs podcast og – som man kan se nedenfor – hos Matt Kibbe.

Robert Mugabe er død

Tidligere i dag kom nyheden om, at Zimbabwes mangeårige diktator Robert Mugabe er død, 95 år gammel. Mens det normalt er dårlig smag at tale ondt om de døde, er der næppe meget andet at gøre om Mugabe. Jeg kan heller ikke undertrykke en vis glæde ved at vide, at han endelig er væk. Mugabe var direkte ansvarlig for både folkedrab, voldsom politisk undertrykkelse, og dyb økonomisk ruin. Der er ingen grund til at hylde en mand, der var blevet nævnt sammen med andre morderiske diktatorer, hvis han ikke lige havde været sort afrikaner.

Robert Mugabe blev født i den daværende britiske koloni Syd-Rhodesia i 1924. Efter endte studier arbejde han en overgang som lærer i både Nord- og Syd-Rhodesia og i Ghana, inden han blev overbevist marxist politisk aktiv. Mugabe var en af mange, der arbejde imod den hvide regering i den ellers selvstyrende koloni, og som ønskede et rent sort, afrikansk styre i Rhodesia. Udfordringen var, at den rhodesiske regering og rhodesiske institutioner faktisk fungerede ret godt, og det frugtbare land havde ry for at være det sydlige Afrikas brødkurv.

Situationen ændrede sig dog, da det konservative, hvide Rhodesian Front under Ian Smiths ledelse begyndte at indføre apartheid, efter at partiet havde vundet et demokratisk valg i 1962. Mugabe var en af flere oppositionspolitikere, der blev fængslet uden retssag efter at de havde kritiseret den hvide regering i 1964. Smith afskaffede effektivt det rhodesiske demokrati og Mugabe endte med at sidde i fængsel i mere end ti år.

Mugabe blev dog fra fængslet leder af the Zimbabwe African National Union, der vandt det nu uafhængige Zimbabwes første valg i 1980 og indsatte ham som premierminister. Mugabe viste her sin sande politiske kulør, og endte med at gøre sig selv til de facto diktator i 1987. I mellemtiden havde der udspillet sig et bemærkelsesværdigt beskidt magtspil mellem Mugabes ZANU-parti og rivallen Joshua Nkomo’s Zimbabwe African People’s Union. Mens ZANU havde solid opbakning fra Shona-stammen, som Mugabe tilhørte, havde ZAPU langt større opbakning hos mindretalsstammen Ndebele i det sydlige Zimbabwe. Mugabe skabte derfor i smug en særlig brigade i hæren, som i det mindste i et vist omfang blev trænet af Nordkorea, og som skulle bruges til at banke Ndebele-folket på plads.

Det blev gjort fra 1983 ved at tilbageholde borgere på ubestemt tid, sende dem i såkaldte ”re-education camps” eller simpelthen henrette dem. Massakrerne blev kendt som Gukurahundi – det uofficelle navn på brigaden – da den langt senere blev kendt udenfor Zimbabwe Mens den bidrog til at cementere Mugabes greb om magten, skete det med voldsomme tab. The International Association of Genocide Scholars estimerer således dødstallet til mindst 20,000 og har tydeligt erklæret det som et folkedrab, da det udelukkende var målrettet én bestemt stamme.

Mugabe-regimet sørgede efterfølgende for at undertrykke informationen om Gukurahundi, ligesom mange afrikanske ledere og vestlige intellektuelle slet ikke talte om det. Mugabes status som socialistisk, afrikansk frihedshelt købte ham så meget goodwill, at han slap afsted med et folkedrab uden vestlig kritik. Og som følge af den “Unity Accord” som Mugabe og Nkomo underskrev den 22. december 1987, gav Zimbabwes regering amnesti til alle, der havde været involveret i Gukurahundi. Der har aldrig været hverken et retsopgør eller nogen anden anerkendelse af drabet på tusinder af Ndebele.

Der slutter Mugabes ulykker desværre ikke. Rhodesia var, da landet unilateralt erklærede sig uafhængigt fra Storbritannien i 1965, en stor fødevareeksportør og havde et af de mest effektive landbrug i Afrika. Landet skolevæsen var også med rette berømt i Afrika – det har stadig et fint ry i regionen – og det basalt set britiske retsvæsen var velfungerende. Fremtiden så virkeligt lys ud for Rhodesia, så længe landet ville slippe apartheid-politikken. I dag er Zimbabwe en økonomisk ruin efter årtiers misrøgt af landet, der kulminerede i de vanvittige landreformer i 1999-2000. Som min nu tidligere studerende Rasmus Kjærgaard viste i sit speciale i foråret, var omkostningerne ved bare landreformen dramatiske. Mugabes regime indførte dem alligevel, da dets popularitet var dalende og presset fra oppositionens Movement for Democratic Change, og regimet håbede at købe stemmer fra sorte vælgere og veteraner fra uafhængighedskrigen. Zimbabwes økonomi er vokset langsommere end Sydafrikas siden midten af 1990erne på trods af, at det store naboland er langt rigere (og derfor burde vokse noget langsommere), og at de seneste års nationalregnskabstal næppe er troværdige.

CIAs World Factbook estimerer gennemsnitsindkomsten i 2017 til at være 2300 dollars, og placerer således det potentielt så rige land på linje med Etiopien, Rwanda og Uganda. For et land, der er så frugtbart, plejede at være så velfungerende (valgene til Rhodesias parlament var endda frie og rimeligt fair indtil 1962), og tiltrak hvide indvandrere indtil 1960erne, er det en chokerende dårlig udvikling. Siden 1980erne har Mugabes inkompetence og dybt undertrykkende politik bidraget væsentligt til at skabe denne misere, der endte med at Emerson Mnangagwa sammen med militæret tog magten ved et statskup i 2017. Om dét kommer til at hjælpe på det ødelagte land, kan kun fremtiden vise.

Selvsamme Mnangagwa tweetede i anledning af hans død, at ”Mugabe var et ikon for frigørelse. En pan-afrikanist, der dedikerede sit liv til løsrivelse og styrkelse af sit folk. Hans bidrag til historien om vores nation og kontinent vil aldrig blive glemt.” Det er dog nærmere herostratisk berømmelse end noget som helst beundringsværdigt, han bør huskes for. Mugabe var en af de værste i en lang række absurde, afrikanske diktatorer.

Sjov med statistik: Tillid og vintertemperaturer

Som trofaste læsere vil vide, har vi her hos punditokraterne en tilbagevendende serie om ’sjov med statistik’. Formålet er – udover at underholde – at vise, hvordan umiddelbart latterlige statistiske sammenhænge til tider kan give mening, når man tænker over dem.  

Vi har tidligere i denne serie skrevet om sammenhængen mellem tillid og hvor grimt, en nations flag er. I dag ser vi på en anden sammenhæng, der bruges jævnligt i tillidslitteraturen til at etablere kausalitet: Sammenhængen mellem graden af social tillid i et land og dets vintertemperaturer.

Figuren nedenfor illustrerer sammenhængen på tværs af Europa, hvor vi skiller lande med og uden en kommunistisk fortid. Figuren viser med al tydelig klarhed, at tillidsniveauet i lande uden en kommunistisk fortid er højt korreleret med hvor lave vintertemperaturerne kan blive.* Korrelationen er -0,72 med Danmarks tillidsniveau på 69 % som den eneste klare outlier – vi er mere tillidsfulde end vores vintervejr indikerer. Skandinavien som helhed ligger dog ret præcist, hvor man skulle tro det lå. I den anden ende ligger Cypern med en laveste almindelig vintertemperatur over 7 grader og et tillidsniveau på 13 %.

Det er her, de fleste nok vil spørge hvad i alverden vintertemperaturer har at gøre med tillid til fremmede mennesker. Umiddelbart virker sammenhængen underlig, men der er faktisk ikke blot en forklaring, men en forklaring med fornemme rødder. Som Pierre-Guillaume Méon og jeg bemærkede i en artikel for nogle år siden, giver sammenhængen fin mening i kontekst af en slags evolutionær teori, hvis hovedidé kan spores tilbage til Hippokrates,

Social tillid er relativt stabil over tid og meget forskning peger således på, at de landeforskelle vi kan se i dag har dybe historiske rødder. Teorien går på, at tillid til fremmede mennesker er vigtig for de flestes overlevelse i kolde vintre. Mens det ikke er svært at overleve en vinter i Nordafrika uden ret meget hjælp fra og interaktion med fremmede, var det voldsomt svært at bo i Norge i 1200-tallet og overleve iskolde vintre uden at kunne samarbejde bredt og måske endda handle nødvendige varer og mad. Evolutionært betyder det, at jo koldere vintrene er, i jo højere grad vil folk med stærke tillids- og samarbejdsnormer overleve. Sagt på en anden måde vil folk og familier uden tillidsnormer ganske enkelt have mindre overlevelseschancer, og befolkningen kommer derfor over lange perioder til at dele en tillidskultur.

Denne fortolkning er fuldt konsistent med dataene i figuren, og endda inklusive fraværet af en klar sammenhæng i tidligere kommunistiske lande. Det er nemlig velkendt, at de kommunistiske regimer effektivt og helt bevidst ødelagde folks tillid til hinanden. Regimerne ønskede ikke et virksomt civilsamfund, og hvis man for eksempel boede i Østtyskland i 1970erne og 80erne, ville man skulle leve sit liv i et samfund, hvor 4 % af den voksne befolkning arbejdede for det frygtede Stasi. At have generelt tillid til de fleste mennesker i den type samfund var en meget dårlig idé.

Det, vi her finder, peger således på at historiske forskelle i høj grad tegner den tillidskultur, som præger europæiske samfund i dag. Det giver dog også et fingerpeg om, hvor lande i Central- og Østeuropa måske havde været social, hvis de var endt på den rigtige side af Jerntæppet. Steder som Estland, Polen og Ukraine burde have været højtillidslande – og graver man lidt i deres historie, finder man også indikationer på, at de muligvis var før den Røde Hær marcherede ind. Sidst, men ikke mindst, indebærer sammenhængen også, at når ens tillidskultur er formet af en fælles fortids geografi og levevilkår, kan den ikke være skabt af de sidste 60 års velfærdsstat (se f.eks. her). Som William Faulkner udtrykte det i Requiem for a Nun: “The past is never dead. It’s not even past.”

* Temperaturdataene er fra Weatherbase, mens tillidsdataene er gennemsnit på tværs af alle tilgængelige kilder siden 1980erne.

En lære fra Løkke-tiden

Der er mange meninger om Lars Løkke Rasmussen, der forleden dag – endeligt, ville nogen sige – gik af som Venstres formand. Der er næppe tvivl om, at han har været en af sin generations dygtigste politikere, når fokus er på det politiske spil, at bevare magte, og at producere politiske resultater. Om Løkke har været en god formand for Venstre og en god statsminister for Danmark kan man derimod diskutere. Min holdning er ret klar: At han i mange år var en god formand for Venstre, men at han også har en del af skylden for, at Danmark langsomt, men sikkert, er sakket agterud for vores nabolande. Han har fra en økonomisk vinkel – i min optik – været en ekstraordinært dygtig kustode i et socialdemokratisk velfærdsstatsmuseum.

Det er dog ikke en pointe, vi forfølger i dag, hvor fokus mere er på, hvad Løkke reflekterer i dansk politik. Han tweetede således sent fredag nat, at han forlod formandsposten for at bevare sin ”selvrespekt”. Særligt én del af tweeten var værd at lægge mærke til, idet han refererede til ” den politiske linje, jeg har lagt” og som han mente, andre kræfter forhindrede ham i at få diskuteret i partiets top. Som Kristian Jensen meget præcist formulerede det, måtte hovedbestyrelsen tage stilling til, om man havde et parti med en formand, eller en formand med et parti. Jensens position var ganske klar, at problemet lå i at Venstre havde udviklet sig til det sidste med Løkke som en formand med næsten Orbán-agtig status.

En måde at få mening med den mærkelige situation i Venstre er derfor at tolke den som udtryk for, at Løkke ikke blot havde mistet sit politiske kompas, men i høj grad også sit organisatoriske kompas. I ethvert moderne, demokratisk parti tegner formanden naturligvis den politiske linje udadtil, men det er ikke ham eller hende, der bestemmer den: Formanden repræsenterer partiets politik og politiske holdninger. Det virker som om, at Løkke enten havde glemt eller ikke længere ville acceptere denne demokratiske normaltilstand.

Og det er netop den situation, der bringer mig til dagens spørgsmål: Hvad er det, man socialiserer unge mennesker til i dansk ungdomspolitik? Grunden er, at dansk politik og danskerne kan få et reelt problem på sigt, hvis de nuværende unge politikere og den næste generation socialiseres til at blive ligesom Lars Løkke. Mens man kunne mene, at det er et fiktivt problem, fortæller min erfaring mig, at det ikke er. jeg har de seneste år holdt en række oplæg for ungdomspolitiske organisationer, inklusive DSU, RU, KU, VU og LAU. Og mens det plejer at være hyggeligt og ganske fredeligt, møder man næsten altid en række unge, der ikke blot udtrykker en vilje til magt, og taler om situationen når ’de bestemmer’.

Det er tydeligt for mig, at mange af dem føler alt de har en ret til magt. De ender derfor i den samme dybe misforståelse som har præget en del af Lars Løkkes adfærd de senere år. På engelsk skelner man mellem ’to govern’ og ’to rule’, mens man på dansk simpelthen taler om at regere. I et demokrati er politikeres opgave i et begrænset omfang at ’govern’, men aldrig at ’rule’. Og heri ligger problemet: Løkke har opført sig som en, der troede han var – og havde ret til at være – en ’ruler’. Hvis man ikke i ungdomspartierne sørger for at rydde ud og socialisere den næste generation potentielle politikere til at se forskellen, og at opføre sig ydmygt overfor den magt de har, og den indflydelse de ikke har ret til, skaber man bare flere små Løkker in spe. De må vide, at det danske demokratier og danske partier ikke bør have plads til folk, der opfører sig som Victor Orbán, Nicolás Maduro, eller 2019-udgaven af Lars Løkke.

Hvad med at bytte territorium?

Donald Trumps forslag forleden om at købe Grønland vakte berettiget harme. Tiden er for længst løbet fra forestillingen om, at man kunne sælge folk og territorium, invadere det eller på anden måde underlægge sig det. Medmindre da man hedder Vladimir Putin eller Xi Jinping… Statsministeren reagerede på den eneste måde, hun med nogen rimelighed kunne og kaldte helt korrekt Trumps forslag for absurd.

Men, som en god (unavngiven) ven spurgte forleden dag: Hvad hvis man kunne? Hvad skulle Danmark have for Grønland? Helt særligt, hvad hvis man byttede grønlænderne med de nuværende US Virgin Islands – det tidligere Dansk Vestindien? Danmark solgte de tre vestindiske øer til USA i 1917 for knap 100 millioner kroner, eller 3,7 milliarder nutidskroner. I relative tal ville det svare til et salg i dag for cirka 25 milliarder, eller knap 3,3 % af det offentlige budget. Hvordan ser sammenligningen mellem ’Greenland’ og Dansk Vestindien ud og bytter man lige over?

Der bor lige knap 58.000 grønlændere på Grønland mod 107.000 indbyggere på de vestindiske øer. Umiddelbart er grønlænderne rigere: CIAs World Factbook vurderer det købekraftskorrigerede BNP per indbygger til 41.800 mod 37.000 PPP dollars på Jomfruøerne. Det afspejler dog ikke helt hverken levestandarderne eller den økonomiske formåen. Grønland får omtrent 25 % af sin indkomst som direkte bloktilskud (og en del indirekte støtte), mens de amerikanske tilskud til Jomfruøerne er cirka 9 % af BNP. Den totale private indkomstskabelse på Grønland er således 1,8 milliarder dollars mod 3,5 milliarder på Jomfruøerne, og en meget stor andel af Grønlands er den offentlige sektor. I 2016 indkrævedes således hele 77,4 % af BNP i skatter, afgifter og andet; den tilsvarende på Jomfruøerne var 28,9 %.

Med de velkendte problemer med at opgøre den faktiske værdi af en offentlige sektor in mente, er de vestindiske øer sandsynligvis meget mere produktive end Grønland. Ser man på sociale problemer, er der næppe heller nogen sammenligning, der falder ud til grønlandsk fordel: Landet er kendt for voldsom alkoholisme, skræmmende incest- og voldsproblemer, og verdens sandsynligvis højeste selvmordsrate (82,8 per 100.000). Umiddelbart peger det hele derfor på, at de vestindiske øer er langt mere værd end Grønland.

Der er dog to forhold, der taler for Grønland: Naturressourcer og dets strategiske placering. Det er en vis sandsynlighed for, at landet har olie, uran og sjældne jordarter under isen, og at der er økonomi i at udvinde disse ressourcer. Ingen kender værdien af dem, men den er potentielt meget stor. Det andet element er den strategiske placering, hvor Arktis er ved at blive et internationalt varmt område: Naturressourcerne kan vise sig at være der, og hvis isen trækker sig nordpå, er der mulige sejlruter gennem grønlandske farvande, som bliver meget attraktive. Oveni de forhold skal man lægge en væsentlig interesse fra amerikansk (og dansk) side for at kunne forsvare sig mod et i stigende grad aggressivt regime i Moskva. I den forbindelse er Grønland en vigtig, fremskudt post i NATO.

Så kunne man bytte Grønland for de Dansk Vestindiske Øer? Det praktiske svar er naturligvis et rungende nej. Men det er et interessant spørgsmål at tænke over, og ikke mindst som en øvelse i hvad en økonomi er ’værd’. Den understreger, at Grønlands værdi blæser en del i vinden og afhænger af både stærkt usikre klimaforandringer og usikre forekomster af visse ressourcer. Jomfruøernes økonomiske status er langt sikrere, da det er et nogenlunde almindeligt caribisk samfund. Og det ville da være meget sjovt at overveje, hvordan verden ville se ud hvis danskerne droppede turen til Pukhet og tog på ferie i Charlotte Amalie i stedet for.

Handelsflåder og pressefrihed

Hvorfor nogle lande undertrykker ytrings- og pressefriheden, mens andre ikke gør og nogle lande kun gør i begrænset omfang, er et af de store spørgsmål i statskundskab og politisk økonomi. Spørgsmålet er ikke kun af forskningsmæssig eller praktisk politisk betydning, men har også en fuldstændigt indlysende moralsk dimension.

Et først, klassisk svar, er at demokratier har større pressefrihed. Nogle forskere mener endda, at pressefrihed er en del af definitionen på demokrati – en såkaldt ’maksimal definition’ – så et land ikke kan være demokratisk uden at have et vist (udefineret) niveau af pressefrihed. Rent statistisk er svaret helt korrekt, men på ingen måde dækkende. Medmindre man ser pressefrihed som en del af definitionen på demokrati – og i det tilfælde an man slet ikke stille spørgsmålet – må man også notere, at der er ganske stor forskel på graden af pressefrihed på tværs af verdens demokratier. Demokrati er langt fra hele historien.

Ser man videre end blot demokrati, er der en indikation fra en lang række eksempler: Det ser ud som om adskillige lande med en maritim tradition har væsentligt bedre pressefrihed end andre lande. Storbritannien har været bannerfører for ytrings- og pressefrihed siden 1800-tallet og har en synlig maritim tradition, men det samme gælder også for Danmark og Norge, hvis handelsflåder håndterer tilsammen håndterer cirka lige så meget fragt som den britiske. I Mellemamerika er forskellen mellem de spansktalende nationer på fastlandet og de mindre, handelsintensive øer i Caribien også klar for enhver, der ved lidt om området.

Spørgsmålet i dag er derfor, om disse eksempler er udtryk for en mere generel sammenhæng: Har lande med en maritim tradition og større handelsflåder også bedre pressefrihed? Det giver vi en foreløbig test ved konkret at plotte størrelsen af handelsflåden per indbygger mod det måske meste brugte mål for pressefrihed. Figuren nedenfor illustrerer således sammenhængen i autokratier – de blå prikker – og demokratier – de orange prikker. Størrelsen af handelsflåden (per indbygger, data fra UNCTAD) er på x-aksen, mens tallene på y-aksen angiver Freedom House-målet for pressefrihed; begge akser er i logaritmer. Målet angiver vel at mærke fraværet af pressefrihed på en skala fra 0 til 100; Danmarks nuværende vurderinger 12 og blandt de laveste i verden.

Som figuren viser, er der en tydelig sammenhæng mellem størrelse på landes handelsflåder og deres grad af pressefrihed, når de er demokratiske. Mens korrelationen mellem de to er et næsten perfekt nul i autokratierne, er den -0,5 for demokratierne. Det er også klart at se, at de demokratier, der har de frieste medier, alle har væsentlige handelsflåder. En pudsig detalje er også, at det autokrati med den største grad af pressefrihed er Hong Kong: En tidligere britisk koloni med syv millioner indbyggere og en handelsflåde på 98 millioner tons – 2½ gange større end den danske.

Dagens post nærmer sig vores serie om Sjov med Statistik, fordi man umiddelbart kan spørge, hvad i alverden der kunne være af faktisk forhold mellem handelsflåder og pressefrihed. Tænker man videre, er der dog to logiske forklaringer på sammenhængen. For det første er der en sammenhæng mellem retsvæsenets kvalitet og pressefriheden (som dokumenteret her og her). Det kunne indikere, at det i virkeligheden er retsvæsenet, der er vigtigt, hvis store, private investeringer som f.eks. dem en væsentlig handelsflåde kræver, primært sker i lande med solid beskyttelse af den private ejendomsret. Det giver dataene endda en klar indikation af, da korrelationen mellem Heritage Foundations indeks for Rule of Law og handelsflådens størrelse er 0,6. Problemet her er dog, at korrelation er den samme for demokratier og autokratier, og dermed ikke giver samme mønster som i figuren ovenfor.

Den anden forklaring er mere simpel: At jo mere et lands borgere og industri oplever status i andre lande, jo mere kræver de selv af politikerne. Jo mere borgerne ved, at ’noget’ fungerer bedre i andre sammenlignelige lande, jo mere vil de kræve at landets politikere også sørger for at det fungerer i deres land, eller at politikerne i højere grad holder fingrene væk og lader ting fungere uden indblanding. For at den type mekanisme virker, kræver det blot én ting: At borgerne har faktisk indflydelse på politik, eller med andre ord, at lande er demokratisk. I dén slags mekanisme ligger også det kommunistiske diktatur Kinas udfordring med Hong Kong: I den tidligere britiske kronkoloni ved et overvældende flertal, hvad der er at miste. Gennem 70 år er velstand og viden flydt ind i Hong Kong gennem handel med resten af verden. I lande som Danmark og Storbritannien lagde politikerne sig allerede fladt ned i 1800-tallet og indrømmede, at de ikke kunne forhindre borgere i et handelsland at kræve det bedste fra resten af verden. Det var prisen, en politisk elite betalte for velstanden.

« Ældre indlæg

© 2019 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑