Forfatter: Christian Bjørnskov (side 1 af 44)

Hvad gør handel 6: Lerners symmetriteorem

Som bekendt handler Punditokraternes sommerserie i år om international handel. Forleden skrev Otto om det umiddelbart paradoksale i, at handelsliberalisering også skaber tabere. Det er dog ikke noget paradoks, og nær man tænker over det er det også ganske intuitivt. I dag handler det derimod om et resultat, der er stærkt modintuitivt for de fleste mennesker: At skat på eksport skaber de samme problemer som told på import.

Som Greg Ip bemærkede forleden i en fremragende artikel i Wall Street Journal, var Abba Lerner stadig kandidatstuderende på London School of Economics da han viste det fænomen, der nu bærer hans navn: Lerners symmetriteorem. Udgangspunktet er det indlysende, at absolutte priser ikke er vigtige for folks adfærd. De køber ikke mindre af en vare, hvis dens pris er 400 i stedet for 100, ligesom virksomheder heller ikke blot vil producere mere når prisen er 400. I stedet reagerer folk på de relative priser, dvs. hvad koster en vare i forhold til andre varer.

Ser man på bytteforholdet, dvs. prisen på eksportvarer (som vi kalder PE) delt med prisen på importvarer (PI), er det let at illustrere Lerners symmetriteorem. Forholdet mellem de to er PE / PI, og det indlysende for de fleste er, at denne relative pris på eksportvarer falder, når man lægger en told på import og PI således stiger. En del af Lerners indsigt var dog, at det samme sker, når man lægger en skat på eksportvarer. I det tilfælde vil den pris, som virksomheder modtager for deres varer, naturligvis falde fordi der skal betales en skat på dem. Virkningen er derfor den samme som en importtold – om PI stiger eller PE falder er ikke vigtigt da de begge har samme virkning på den relative pris. Skat på eksport virker dermed på samme måde som told på import.

Denne virkning sker gennem en række ret intuitive mekanismer, og det er kun den endelige konsekvens, som ikke er intuitiv. Som Greg Ip formulerer det i WSJ, ”If a tariff generated significant new demand for the protected American sector, the resulting boost to prices and jobs would put upward pressure on inflation, interest rates and the dollar, further hurting exports.” Man må dermed også sørge for at se på, hvad handelsbarrierer gør ved inflationen og fordelingen af jobs internt i økonomien. Alessandro Barattieri, Matteo Cacciatore og Fabio Ghironi viste fornylig, at dette resultat ikke blot gælder USA, men også holder for de 21 andre lande, der undersøger i et nyt working paper for National Bureau of Economic Research. De sektorer, der beskyttes af handelsbarrierer, ansætter flere folk og driver derfor lønnen op. Der er til skade for eksportvirksomheder, der får sværere ved at ansætte folk, og dårligere konkurrenceevne pga. de højere lønomkostninger. Oveni dette må man lægge det helt indlysende, at mange importvarer faktisk bruges som input i produktion af eksportvarer. Som økonomerne Joseph Francois og Laura Baughman viste i en analyse i marts, kan Trump-administrationens told på import af stål beskytte cirka 33.000 jobs, men ødelægger  på samme tid 179.000 jobs i industrier, der bruger stål.

Implikationen af Lerners Symmetriteorem er således den modintuitive, at hvis man skaber handelsbarrierer, er nogle af de store tabere faktisk eksportvirksomheder. Som de to figurer nedenfor viser, er Danmark på ingen måde isoleret fra Lerners Symmetriteorem. I den først figur er det ganske let at se hvordan importandelen af det danske nationalprodukt følges tæt med eksportandelen: Jo mere vi importerer, jo mere eksporterer vi også. Det samme gælder også, hvis man direkte tester effekterne på den relative pris. Figur nummer to viser sammenhængen mellem ændringer i importpriserne og eksportpriserne. Også her er det meget tydeligt (med en outlier, der er 1960-priserne), at de to relative prisindeks følges ganske tæt ad.

Lerner, der ellers mest kendes som en af 30erne og 40ernes fremmeste demokratisk-socialistiske økonomer sammen med Oscar Lange, bidrog dermed til vores dybere forståelse af handel, og ikke mindst hvor skadelige, handelsbarrierer faktisk er. Uanset at præsident Trump og hans team også ignorerer denne indsigt, er Lerner igen relevant i den internationale debat. Topøkonomer i handelsteori som Douglas Irwin har af flere omgange understreget, hvordan Trumps handelsbarrierer skader amerikanske eksportvirksomheder, og dermed ikke engang virker efter Trumps egen hensigt. De indsigter skylder vi Lerner og hans symmetriteorem.

Hvad gør handel 4: La Douce Commerce

Punditokraternes sommerserie handler i år om international handel. Vi har i de første få installationer skrevet om klassisk handelsteori – komparative fordele, Heckscher-Ohlin-modellen, og de monopolødelæggende virkninger af handel – og kommer til at skrive mere om økonomi de næste uger. I dag vender vi os dog mod en af de andre veldokumenterede sider af international handel, der ofte opsummeres i det, der på fransk kaldes hypotesen om la Douce Commerce.

Den grundlæggende idé stammer fra den franske politiske filosof Montesquieu, hvorfor den har et fransk navn. Montesquieu foreslog, at en af de vigtigste virkninger af international handel, og mere generelt af fri, kommerciel aktivitet, er at den gør folk ’rarere’ – nemmere at omgås, mere troværdige osv. Hypotesen tilsiger også, at det samme gælder stater, når de handler mere med hinanden og med resten af verden. Idéen er ganske ligetil, og helt intuitiv: Når man handler mere med hinanden, har man mere at tabe – snyder man folk, følger man ikke almindelige normer for ordentlig opførsel osv. har det både økonomiske og sociale konsekvenser – og folk vil derfor være mere tilbøjelige til at opføre sig ordentligt, holde deres løfter osv. Det samme gælder dermed for stater, der både kan have et internationalt omdømme at beskytte, men også vil have langt flere borgere og langt flere politisk relevante interesser, der har en del af deres liv og indkomst bundet op på handel og anden interaktion med borgere og interesser i andre lande. Som Montesquieu formulerede det i (den engelske oversættelse af ) De l’Esprit des Lois i 1958:

The natural effect of trade is to bring about peace. Two nations which trade together, render themselves reciprocally dependent; for if one has an interest in buying, the other has an interest in selling; and all unions are based upon mutual needs.

Meget i modsætning til marxistisk teori, som påstår en ureguleret økonomi og et frit samfund gør folk egoistiske og intolerante, mente Montesquieu derfor, at international handel ville føre til fred og fordragelighed. Med andre mener tilhængere af la Dource Commerce at frihandel betyder, at lande ikke går i krig med hinanden. Et af de vigtige eksempler er opløbet til anden verdenskrig, som netop handlede om lukkede grænser. Ovenpå den store depression og 30ernes krise lukkede adskillige lande – ikke mindst USA, Italien, Frankrig og Tyskland – deres grænser for handel, mens bl.a. Storbritannien opretholdt langt friere handelsbetingelser.

Mens den mest umiddelbare implikation af hypotesen er fred i stedet for krig, er der faktisk endnu bedre evidens for mere mellemmenneskelige virkninger af handel og fri kommerciel aktivitet. Vi skrev om Douce Commerce-hypotesen for tre år siden (læs her) i forbindelse med Niclas Berggren og Therese Nilssons projekt om emnet, hvor de i en række artikler udforskede sammenhængene mellem økonomisk frihed, globalisering og borgernes tolerancenormer i forskellige dele af verden. Mine to glimrende kolleger fra IFN har her vist, hvordan både globalisering og økonomisk frihed internt i et land er forbundet med stærkere tolerancenormer (læs f.eks. her, her og her). Havde Marx haft ret, ville sammenhængene være negative, men de er helt generelt positive.

Alle disse effekter har måske deres oprindelse i en form for økonomisk overvejelse eller sammenhæng, men konsekvenserne er ikke-økonomiske: Mere international handel fører til mere fred, fordragelighed og tolerance. Og på den måde kan man, med Montesquieu i baghovedet, også spørge hvorfor helt bestemte fagforeningsinteresser opfordrer borgere og politikere til at diskriminere mod ordentlige, lovlydige udlændinge, der arbejder og bor i Danmark. Disse særinteresser raser blot ikke mod handel, men mod det de kalder ’social dumping’, bl.a. fordi de ved at jo mere vi handler – og jo mere vi også tillader udlændinge at bidrage til den danske økonomi i Danmark – jo dyrere bliver det at diskriminere og jo sværere at konkurrere med de dygtigste. Havde han levet i dag, havde Montesquieu sandsynligvis skrevet imod det, 3F, Socialdemokraterne og DF kalder ’kampen mod social dumping’. Den er ikke anderledes end kampen ’mod’ international handel.

Regimeændringer de sidste fem år

I dag udgiver Martin Rode og jeg version 2 af det, der kort kaldes Bjørnskov-Rode databasen – vores opdatering og udvikling af Cheibub, Gandhi og Vreelands kendte DD-database. Vi dækker nu 208 lande op til 1. juli 2018 med information om, hvorvidt de er demokratiske eller ej, deres type af demokrati eller autokrati, og både karakteristika af valgsystemet, parlamentet og statsoverhovedet. Den nye feature i databasen er, at vi nu tydeligt koder, om vores vurdering af deres politiske institutioner hviler på om der er valg eller ej, om der er et eller flere partier, om valgene er frie og fair, og om de faktisk også kan føre til regeringsskift. Vores vurdering af, om der er frie og fair valg, er baseret på internationale valgobservatørers rapporter.

Der er både gode og dårlige nyheder, som vi ’samler op’ i vores data for de sidste fem år. De gode er, at flere lande er kommet så langt, at frie og fair valg faktisk fører til fredelige regeringsskift. Dermed har der været de facto demokrati i Mali og Guinea-Bissau siden 2014, i Gambia og Seychellerne siden 2017, og i Liberia siden januar i år, da den forhenværende fodboldstjerne George Weah vandt præsidentvalget over den siddende præsident Ellen Johnson-Sirleaf. Vi noterer også, at det sidste valg i Angola i 2018 faktisk overholdt almindelige standarder for demokratiske valg. Vi kan dog ikke endeligt kode Angola som demokratisk, da landet stadig ikke har haft et regeringsskift, men fortsat har en regering ledet af MPLA-bevægelsen, som tidligere har svindlet med adskillige valg og været ved magten siden midten af 1970erne. Det er derfor ikke til at vide, hvor demokratiske, landets politiske institutioner faktisk er, da de ikke har været stresstestet ved at en regering har tabt et frit valg. På samme måde er der grund til at holde øje med Lesotho og Nepal, der begge havde korte periode hvor deres spæde demokratier blev midlertidigt suspenderede.

På den negative side kan vi desværre også se flere lande, hvor demokratiet er gået tabt. Det gælder således Thailand efter et militærkup i 2014, Burundi hvor valget i 2015 var tydeligt ufrit, ligesom valg i Nicaragua i 2017, og Honduras og Kenya i 2018 ikke gik korrekt for sig. Mest kendt er dog hændelserne i Venezuela og Tyrkiet i 2016, hvor helt skruppelløse diktatorer fortsat underminerer de tilbageværende institutioner.

Sidst, men ikke mindst, er der de svære sager, hvor det måske går fremad, men vi ikke kan sige noget om, hvorvidt fremgangen er stabil. Vi ser således små skridt fremad i Burma fra November 2015, som oppositionen fik lov til at vinde på ærlig vis, selvom militæret på ingen måde gav slip på magten. Zimbabwe er en anden case, hvor militæret med Emerson Mnangagwa i spidsen (endelig) foretog et vellykket kup mod landets mangeårige præsident Robert Mugabe. Om Zimbabwe kan vende tilbage til de langt mere demokratiske institutioner, landet havde før 1962 – som den selvstyrende britiske koloni Rhodesia – er på ingen måde sikker, men det virker sikkert at sige, at Mnangagwa ikke kan være lige så absurd en statsleder som Mugabe var.

Situationen i Egypten, der havde et faktisk valg, fik en stærkt muslimsk regeringsleder der opførte sig diktatorisk, og derefter blev smidt ud af militæret, er langt sværere at vurdere. Det basale spørgsmål, vi stiller i dag, er derfor om det går fremad i verden. Svaret er, at det er temmelig blandet, men at fremgangen ofte overses i danske medier. Frie og fredelige valg i Gambia får næppe meget opmærksomhed blandt danske journalister. Læser man almindelige aviser kan man derfor hurtigt få et indtryk af, at det går tilbage for demokratiet. Bruger man vores database, er situationen mere blandet fordi man kan få øje på lyspunkterne.

Hvad gør handel 3: Monopoldestruktion

Den tredje installation i dette års sommerserie om international handel handler om, hvordan frihandel løser et problem for almindelige forbrugere, som ofte er politisk skabt. Mens monopoler kan være naturlige – for eksempel når bestemte metaller kun eksisterer ét sted, at der er så massive stordriftsfordele at det største firma kan udkonkurrere andre, eller at det er prohibitivt dyrt at komme ind på et marked med kun ét firma – er de fleste monopoler skabt af lovgivning.

Uanset hvordan de er skabt, skaber monopolerne store tab for samfundet, og særligt for forbrugerne. Fordi et monopol ikke er udsat for konkurrence kan det sætte den pris og udbyde den mængde, der maksimerer profitten. Jo flere virksomheder, der konkurrerer, jo større bliver tabet hvis man sætter en for høj pris – konkurrence mellem virksomheder vil føre til, at de sætter prisen ned. Det er denne mekanisme, som monopoler kan ignorere, da forbrugerne ikke har noget valg.

Det er her, en af de vigtige – og politisk særdeles upopulære – virkninger ved handel ligger. Hvis en importtold eller en anden handelsbarriere hæver den pris, som udenlandske varer kan sælges til uden tab, til over monopolprisen, vil ingen have en interesse i at importere den. Monopolet er derfor beskyttet perfekt overfor udenlandsk konkurrence. Men falder omkostningerne ved at importere under den pris, som monopolet tager, kan det betale sig at købe de udenlandske varer. Hvis enten tolden, andre barrierer, eller blot transportomkostningerne falder nok, er der pludselig ikke længere en situation uden konkurrence. De udenlandske produkter konkurrerer med monopolets, og driver dermed i første omgang prisen ned og udbuddet op. Monopolvirksomheden har dermed ikke længere monopol. Det glæder pudsigt nok også, hvis den udenlandske virksomhed også er et monopol.

Det giver næsten sig selv, at jo lavere handelsbarriererne er, jo lavere bliver den pris, udenlandske virksomheder kan sælge til på det danske marked, og jo mere udsat er den tidligere monopolvirksomhed. Det er den proces, man kalder monopoldestruktion. Mens det til tider er tydeligt, at handel er en trussel mod gamle, såkaldt ’hæderkronede’ virksomheder, er den helt utvetydigt til gavn for forbrugerne. Når f.eks. flyselskaber som belgiske Sabena bukkede under, italienske Alitalia er de facto fallit, og skandinaviske SAS egentlig også burde være afgået ved døden, kan det synes som økonomiske tab. Men de mange andre selskaber, om de hedder Norwegian, Ryanair eller Emirates, overtager markederne med langt bedre tilbud til kunderne. Det store problem, som vi skriver om senere på sommeren, er at monopolvirksomhederne ofte beskyttes fra politisk side, og derfor overlever som zombifirmaer. Monopoler er altid tab for samfundet, og når de beskyttes politisk imod international konkurrence, gør man blot ondt værre.

Hvad gør handel 2: Hecksher og Ohlins indsigt

Den anden udgave af dette års sommerserie om international handel handler om to svenskere: Eli Heckscher og Bertil Ohlin ved Stockholms Handelshøjskole. De to nationaløkonomers arbejde er centrale for vores forståelse i dag af komparative fordele, og i helt særlig grad for hvordan gevinsterne af frihandel er fordelt mellem forskellige grupper i samfundet.

Heckscher og Ohlin begyndte i starten af 1930erne at tænke over, hvorfor bestemte lande har bestemte komparative fordele. De tog således udgangspunkt i Ricardos allerede dengang hævdvundne om hvordan det meste international handel er drevet af forskelle mellem landes komparative fordele, dvs. hvad de relativt set er bedre til at producere end andet. Resultatet blev det, der i dag ganske enkelt kaldes Heckscher-Ohlin modellen, og som er en af kernerne af international handelsteori.

Heckscher og Ohlins hovedpointe kræver blot, at man har en verden med to lande, to varer og to input – arbejdskraft og kapital. Kapital betyder her, som altid når nationaløkonomer bruger begrebet, fysisk realkapital – dvs. maskiner, bygninger og andet produktivt udstyr, og ikke de aktier, obligationer eller andet som virksomheder kan udstede for at finansiere udstyret. De to svenskere så her, at nogle varer bruger relativt lidt udstyr og meget arbejdskraft, mens produktionen af andre varer kræver relativt lidt arbejdskraft, men meget udstyr. Hvad man kan producere relativt billigere afhænger derfor af, hvor dyr den ressource er, som an skal bruge meget af for at producere varer.

Heckscher og Ohlin så dermed, at visse lande har komparative fordele i at producere tekstiler fordi de har store mængder af billig arbejdskraft, men relativt lidt kapital: Tekstiler er ’arbejdskraftintensive’. Det gør skoproduktion komparativt billigere end at producere computere når arbejdskraft er rigelig og dermed billig. Omvendt vil lande med meget kapital kunne producere computere billigt, mens skoproduktion bruger den dyre ressource, arbejdskraft. Heckscher og Ohlin kunne dermed konkludere, at landes komparative fordele er defineret af deres faktorbesætning.

Modellen kan sagtens udvides med flere faktorer. I årene efter anden verdenskrig dukkede der for eksempel kritik op af Heckscher og Ohlin, fordi USA’s eksport var domineret af varer, der så ud til at være arbejdskraftintensive. Denne kritik var drevet af Wassily Leontief og kaldes derfor i dag for Leontief-paradokset. Økonomer, der så nærmere efter, fandt dog at der ikke var noget paradoks: USA’s eksport ikke arbejdskraftintensiv som sådan, men bestod af varer hvor den vigtige ressourcer var uddannet arbejdskraft. Leontief og andre havde overset, at der også er forskellige slags arbejdskraft. På samme måde har dele af Latinamerika som f.eks. Argentina og Uruguay komparative fordele i kødproduktion fordi de store, halvøde græsområder – pampassen – er den rigelige og meget billige, vigtigste ressource for kvægdrift i stor skala. Danmarks komparative fordele skal også findes i ganske specifik og rigelig know-how i f.eks. landbrug (svin og mejeridrift) og shipping .

De to vigtigste forhold ved Heckscher og Ohlins model er, at den 1) giver en dybere forståelse af, hvorfor og i hvad lande med forskellig faktorudrustning handler med hinanden; og 2) hvilke grupper i samfundet vil umiddelbart have størst gevinst af friere handel. Åbner man nemlig for langt friere handel, vil et land kunne sælge langt mere af de varer, det har komparative fordele i, men nok også opleve at virksomheder, der producerer andre varer, kommer ud for at større pres fra international konkurrence, og i sidste ned bukker under. De store vindere vil derfor rent umiddelbart være dem, der ’ejer’ den ressource som bruges intensivt i de varer, landet eksporterer.

Hvis man åbner op for frihandel med et fattigt land, vil det fattige land komme til at eksportere langt flere varer, der bruger meget arbejdskraft. Det øger efterspørgslen efter arbejdskraft, hvilket vil presse lønnen op. Omvendt vil det fattige lands kapitalintensive sektor lide, hvilket gør at kapitalejere vil få lavere afkast. Det omvendte vil ske i det rige land, og Heckscher-Ohlin modellen kan derfor sige noget om fordelingen af gevinster ved frihandel – og hvordan frihandel i høj grad er mest gavnlig for fattige mennesker i fattige lande! Kender man til Heckscher og Ohlins arbejde, og resultatet ovenfor, der kendes som Stolper-Samuelson Teoremet, er det således meget svært at købe antiglobalisternes argument om, at globalisering og frihandel skader verdens fattigste. At der så i specielt rige lande kommer en komplikation i og med at strukturen i priserne også ændrer sig med friere handel er en vigtig pointe, som vi kommer til senere i punditokraternes sommerserie.

Hvad gør handel 1: Introduktion

Som flere år tidligere kører vi igen i år en sommerserie på punditokraterne. Sidste år handlede sommerserien om public choice, som vi mener at flere mennesker bør vide noget om. På samme måde har vi i år fundet et emne, som de fleste mennesker – og kun ganske få politikere – faktisk ved noget om: International handel. Handel er ekstremt vigtig og en af de store drivkrafter i moderne udvikling, men også så dybt misforstået, at præsidenter i både USA og Frankrig har absurde ideer om den, ligesom mange uvidende vælgere kan lade sig forlede af løfter om beskyttelse mod international konkurrence osv. Formålet med dette års sommerserie er derfor at oplyse, og forhåbentlig bidrage til at vores almindelige læsere, men også gymnasieelever og alle andre interesserede, ikke fælder i disse fælder.

Et af de særlige forhold ved emnet er, at manges – og måske de flestes – forestilling om handel og hvor gevinsterne ved international handel er, er begrundet i det, man kalder merkantilisme. Kernen i merkantilisme kan meget kort opsummeres i forestillingen om, at eksport er godt, import er skidt. Det paradoksale er, at økonomer har vidst mindst siden Adam Smiths arbejde i 1770erne, at de merkantilistiske idéer er forkerte, og siden David Ricardos banebrydende Principles of Political Economy fra 1817 har der været konsensus blandt (ikke-marxistiske) nationaløkonomer om kernen i konsekvenserne. Fra den faglige side står vi derfor med den frustrerende situation, at mange mennesker og de fleste politikere enten ikke forstår eller benægter, hvad der blandt os har været konsensus om i 200 år. Kunne man forestille sig en lignende situation udenfor økonomi, hvor et flertal af befolkningen for eksempel stadig troede på flogistonteori eller eksistensen af gener?

Blandt økonomer taler man om, at de meste af den internationale handel er drevet af to forhold: Enten har et land eller område absolutte fordele i at producere en bestemt type varer eller service, eller de har komparative fordele. Senere arbejde, som vi kommer tilbage til senere i sommerserien, fokuserer også på såkaldte kompetitive fordele.

Adam Smith bidrog med en klar beskrivelse af absolutte fordele. Han skrev i sin Wealth of Nations i 1776, at den basale funktion af import er “to relieve one another’s wants” mens eksport fungerer for at “ encourage one another’s industry.” Smith pegede derfor på, modsat politikere dengang som nu, at der er store gevinster forbundet med import! Han forstod også, at modsat merkantilisterne – som målte et lands velstand i dets beholdning af guld, sølv og andet ’værdifuldt’ – er et af de vigtigste formål med eksport at tjene udenlandsk valuta, så man kan betale for sin import. Eksporten bidrager ikke direkte til vores levestandard på samme måde som import. Er man i tvivl, kan man for eksempel se på ens eget tøj, mad og transportmiddel og spørge, hvordan ens liv havde været uden de dele, der er produceret udenfor Danmark. Eksportens bivirkning, som Smith også så og beskrev med ordet ’encourage’, har været hovedfokus i det, der nu kaldes ’ny ny handelsteori’, og som vi dækker senere i serien.

De fleste kan sagtens spotte Smithske absolutte fordele: Visse lande har absolutte fordele i eksporten af diamanter, uran, eller bestemte slags fisk, fordi disse produkter kun eksisterer helt bestemte steder i verden. På samme måde regner man ofte kaffe og citroner som absolutte fordele: De kan produceres i drivhuse andre steder, men det er så dyrt og resultaterne så dårlige, at drivhusvarerne reelt ikke er de samme. Smiths beskrivelse af handel og hvorfor nogle lande handler med bestemte varer er derfor eminent intuitiv.

Derimod har Nobelprisvinderen Paul Samuelson kaldt David Ricardos bidrag til handelsteori for en af de få indsigter i samfundsvidenskaberne, der er tydeligt sand, men på ingen måde indlysende for de fleste begavede mennesker. Ricardos teori om komparative fordele er dog også ofte karakteriseret som den mest succesfulde teori nogensinde i samfundsvidenskaberne. Han tog udgangspunkt i den indlysende (men ofte ignorerede) sandhed, at der er begrænsede ressourcer i ethvert samfund. Bruger man flere ressourcer på at producere vare X, må man nødvendigvis bruge færre på at producere vare Y. Det gælder derfor altid om, at bruge sine ressourcer bedst muligt, og dermed på det, man er bedst til. Den overraskende implikation er, at et land der er dårligt til alt stadig kan have stor gavn af handel. Ricardo og folk efter ham bruger ofte et ganske simpelt eksempel til at vise det.

Forestil dig, at Godeland kan producere 1000 eksemplarer af vare X med brug af 1000 arbejdstimer, og 500 af vare Y med brug af 1000 arbejdstimer. Lorteland bruger 4000 arbejdstimer på at producere 1000 af vare X og 4000 arbejdstimer på 1000 af vare Y. Godeland har derfor en absolut fordel i produktionen af begge varer, men kan indlysende nok ikke eksportere dem begge to. Hvis de gjorde det, hvordan ville Lorteland da nogensinde kunne tjene Godelands valuta, så de kunne betale for deres import?

Ricardos geni lå i at indse, at hvis man flytter 1000 timer i Godeland fra vare Y til vare X får man 1000 flere eksemplarer af vare X og 500 færre af vare Y. Gør man det samme i Lorteland, får man 250 eksemplarer mere af vare X, og 250 færre af vare Y. Forholdet i Godeland er derfor 1000 / 500 = 2, mens i Lorteland er det 250 / 250 = 1. Godeland har dermed en massiv komparativ fordel i at producere X. Godeland kan således hæve sin levestandard ved at holde op med at producere Y, importere hvad de vil af Y, og ansætte den ekstra arbejdskraft til at producere X, og eksportere noget af den til Lorteland. På samme måde er det en god deal for Godeland, da de importerer X billigt fra Lorteland og dermed kan ansætte mere arbejdskraft til at producere Y, som de lige så dårlige til at producere. De får billigere X, og en højere pris for Y når nu Godeland ikke længere producerer det. Begge lande har haft gavn af handelen!

Ricardos teori om komparative fordele har været ekstremt indflydelsesrig de sidste 200 år, og var blandt idégrundlaget for, at det britiske parlament i 1846 begyndte en lang og dyb liberalisering af landets internationale handel. Premierminister Robert Peel havde for eksempel læst Smith og Ricardo og var blandt hovedmænden bag den berømte Repeal of the Corn Laws – afskaffelsen af handelsbarrierer på kornimport. Liberaliseringen var måske en trussel mod store jordejeres indtægter, men gjorde livet langt lettere og billigere for landets mange fattige og bidrog til den store transition af det britiske samfund. Det samme gør liberaliseringer i dag – men mere om det senere på sommeren!

Saudiske bilister og lighed for kvinder i Danmark

Berlingske bragte i går den glædelige nyhed om, at Saudiarabien fra søndag ophæver landets forbud mod, at kvinder kører bil. Sauderne har længe ført en ekstremt traditionel linje, hvor kvinder til enhver tid hører under en mand – en ægtefælle, far, bror eller andet – og ikke havde nogen rettigheder. Som vi påpegede i december, skabte forbuddet kombineret med Saudiarabiens større åbenhed overfor resten af verden den absurde situation, at en fuldt kvindelig flight crew fra Royal Brunei (der i øvrigt ejes af landets stærkt troende sultan) landede en Boeing 787 i Riyadh, men ikke måtte køre i bil derfra.

Det har landet, stærkt påvirket af den magtfulde Kronprins Mohammed bin Salman, der virker langt mere liberal og moderne end den ældre del af familien, nu opgivet. Saudiske kvinder må for eksempel nu gå til koncerter, i biografen, til fodboldkampe, og endda slutte sig til den saudiske hær. Hvor langt landet har bevæget sig, og hvordan situationen ser ud i resten af den rige verden, handler dagens post om.

FN udgiver hvert år i forbindelse med årets Development Report et indeks over lighed mellem kønnene. Som det ofte er tilfældet, er indekset en blandet pose bolcher – man må undre sig over, hvorfor mødredødelighed er en indikator for lighed mellem kønnene og ikke blot for fattigdom eller kvaliteten af sygeplejen – og vi tager derfor kun tre indikatorer derfra: Forskellen mellem kvinders og mænds forventede uddannelseslængde, forskellen på mænds og kvinders deltagelse på arbejdsmarkedet, og andelen af kvinder i parlamentet.

Der er næppe mange læsere, der kan være overraskede over, at de nordiske lande klarer sig fint på indekset, mens Saudiarabien ligger i bunden af de rige lande. I figuren nedenfor, hvor vi kun bruger de to første mål for den rigeste fjerdedel af verdens lande, ligger de nordiske lande (blå søjler, inklusive Estland) absolut i toppen sammen med New Zealand; Saudiarabien ligger i bunden. Tidligere kommunistiske lande (røde søjler, læs mere her) placerer sig også anderledes, men kun blandt de rige af dem, mens enkelte lande som Tyskland klarer sig forbløffende ringe.

Tager man derimod den tredje komponent med, hvor Danmark også ligger ganske lunt med en kvindelig andel af Folketinget på 37 %, får man de nordiske lande igen, men en placering i midterfeltet for sauderne, der faktisk har cirka 20 % kvinder i deres parlament. At de ikke kan beslutte noget som helst, da Saudiarabien stadig er et enevælde, er en anden sag.

Danmarks samlede placering er således nummer 7 blandt alle lande, og med specifikke placeringer som henholdsvis nummer 11, 28, og 20. Det giver dog også en del mærkelig støj at tage den politiske repræsentation med, og ikke blot fra Saudiarabien. Det relativt nyrige Seychellerne rykker for eksempel ind på nummer 4 pga. dets overrepræsentation af kvinder i parlamentet, og Rwanda er nummer 1. Top og bund på de forskellige områder er: uddannelse, Barbados (+2.8 år) versus Angola (-5.3 år), arbejdsmarkedet er Mozambique (+24 %) versus Afghanistan (-64.5 &), og politisk repræsentation er Rwanda (57.5 %) versus Vanuatu (0.1 %).

Læsere med lidt indsigt i matematik har nok allerede spottet komplikationen ved at bruge denne type indeks. Hvordan kan placeringer som nummer 11, 28 og 20 blive til en samlet placering som nummer 7? Svaret er, at en række lande på specifikke punkter er foran Danmark, men de samme lande er på andre punkter noget bagud. De tre dele af indekset er nemlig kun meget svagt korrelerede – kønslighed i resultater på arbejdsmarkedet har ikke ret meget at gøre med resultatlighed i uddannelse eller politisk repræsentation. Når FN derfor udgiver sit indeks, blander organisationen en lang række forhold sammen i et indeks, som ikke har nogen klar empirisk sammenhæng. Man får derfor det velkendte BIBO-problem – bullshit in, bullshit out – men et på mange måder rart, politisk korrekt indeks hvor en lang række ellers repressive og ikke særligt rare regimer kan pege på det ’gode’ de gør for kvinder. Man kan endnu en gang konstatere, at der er noget særligt og fælles for de nordiske lande, men ellers fortjener FNs indeks – som så mange ting, FN laver – ikke nogen videre opmærksomhed. Man skal ned i substansen i de underliggende data for at kunne se noget konkret, og det er der næppe mange journalister eller politikere, der gør.

Skattetryk og folks præferencer

Danmark har et af verdens højeste skatte- og afgiftstryk, og der er ingen tegn på, at det bliver lavere. Selvom der er rigelig evidens for, at skatten og størrelsen på den offentlige sektor er en bremse på økonomien (se f.eks. her, her og her) – et velkendt fænomen som vismændene alligevel ikke taler om, da det bliver opfattet som politisk kontroversielt – har selv Liberal Alliance givet efter for den primære opfattelse på Christiansborg. Her er man ethvert tilløb til noget, der kunne opfattes som nedskæringer, som en sikker vej til stemmetab. Man må dog spørge sig selv om, hvor dybt den øjensynlige støtte til velfærdsstaten stikker, og ikke mindst, i hvor høj grad danskerne faktisk opfatter omfordeling som et ufravigeligt princip i dansk politik.

Og det er netop det, vi gør i dag. Med basis i the European Social Surveys (ESS) tre sidste runder fra 2012, 2014 og 2016 (hvor Danmark ikke var med), ser vi i dag på, om den gennemsnitlige borgers præferencer for omfordeling og for en ’stærk stat’ kan forklare, hvorfor Danmark har så ekstremt et skattetryk og så stor en velfærdsstat. Vi ser derfor ikke på, om velfærdsstaten faktisk omfordeler ret meget, men udelukkende på størrelsen og folks præferencer.

På tværs af de europæiske lande, der er dækket af ESS, viser den første figur sammenhængen mellem folks holdning til, om staten skal omfordele / sikre mere økonomisk lighed. Spørgsmålet er stillet på en fem-punktsskala, som vi omregner til et tal mellem -2 og 2 (stærkt uenig er -2, uenig -1, enig er 1, og stærkt enig er 2). Det tal giver omfordelingspræferencen på x-aksen, som vi plotter mod skattetrykket (senest tilgængelige tal fra CIA World Factbook) på y-aksen. De røde prikker er tidligere kommunistiske lande mens den sorte er Danmark.

Det påfaldende, når man ser på de faktiske tal, er at danskerne har de suverænt svageste omfordelingspræferencer i Europa, men et af de højeste skattetryk. Det er således svært at forklare det nuværende skattetryk med befolkningens nuværende præferencer for omfordeling. Spørger man dem, vil danskerne ganske enkelt ikke have mere omfordeling!

Argumentet om, at staten skal sørge for mere økonomisk resultatlighed – som man kan høre politikere fra Enhedslisten til Venstre gentage med jævne mellemrum – er derfor svært at se bakket op af befolkningen. Et andet argument er derfor, at danskerne gerne vil have en stærk stat, dvs. en stat, der er i stand til at gøre’ meget’. Netop det argument er også ganske populært blandt politikere, ikke mindst fordi en stærk stat giver dem langt mere indflydelse end alternativet.

Dén sammenhæng plotter vi en den anden figur, hvor præferencen for en stærk stat på en seks-punktsskala er plottet mod omfordelingspræferencen. Med lidt god vilje kan man her notere sig, at på tværs af Europa går præferencer for en stærk stat og en omfordelende stat generelt hånd i hånd. Igen gælder det dog, at danskerne har de klart svageste omfordelingspræferencer, og også nogle af de svageste præferencer for en stærk stat – kun islændinge og svenskere er endnu mindre vilde med en stærk stat.

Læserne kan naturligvis spørge, hvad man skal med den viden? Vi vil lade det spørgsmål blæse i vinden, for ikke at drage normative implikationer af surveydata, der giver generelle indikationer. Én ting kan man dog konkludere: Når man spørger danskerne, er de hverken vilde med omfordeling, en stærk stat, eller at betale skat.

Steve Davies om Fake News

De seneste år har der været voldsom diskussion om fake news – nyheder, der ganske enkelt ikke er sande. Præsident Trump er en af de fremmeste leverandører af fake news, ligesom den russiske regering nærmest har institutionaliseret dem.

Som en af de bedre kilder til forståelse – BBC – peger på, er der mindst to typer: 1) Usande historier, der sendes rundt og deles med det formål at få folk til at tro noget, der ikke er sandt; og 2) historier, der er delvist usande fordi journalister eller andre ikke gør deres job ordentligt.

Det aspekt, nærmest alle overser for tiden, er at fake news overhovedet ikke er noget nyt – nyheden om fake news er på den måde selv fake news. Det, og mange andre ting, diskuterer Kate Andrews med Steve Davies i denne uge på uges udgave af Institute of Economic Affairs fremragende podcast Live from Lord Nord Street. Kate og Steve viser, hvordan fake news har været tilstede i flere tusinde år, hvordan der findes en række forskellige former – som man ikke skal blande sammen – og hvordan man kan genkende fake news og gøre noget ved det. Som altid er Live from Lord North Street stærkt anbefalet!

Hvor troværdige er BNP-tal fra diktaturer?

De sidste mere end ti år har medierne med jævne mellemrum skrevet om, hvor godt det økonomisk går i Kina. På samme måde er der indikationer på, at Etiopien er på vej frem, og at Myanmar/Burma skulle være det nye vækstområde. Disse landes officielle BNP-data peger således på, at de gør noget rigtigt, og at bl.a. danske virksomheder burde investere, fordi Kina, Etiopien og en række andre lande repræsenterer fremtidens store markeder. På samme tid sidder man som fagøkonom ofte med en fornemmelse af, at der er noget galt. Har man været i Kina, har man set kvaliteten af nybyggeriet og infrastrukturen, og når man også kender historierne om nye millionbyer, der nærmest står tomme, er det svært at forlige ens indtryk med et land, hvor marginalafkastet til investeringer burde være højt.

For tre år siden deltog jeg i et arrangement på Aarhus Universitet om Afrika, hvor bl.a. Mærsk Consulting også stillede med et par folk. Samtalen kom uvægerligt også ind på Kina, hvor Mærsks repræsentant lakonisk bemærkede, at containermarkedet havde stået helt stille i 2014 – der var 0 % vækst i markedet – så hvordan kunne økonomien som helhed vokse 6½ %? Der var, kunne vi hurtigt konkludere, noget fundamentalt galt med de officielle tal. I Europa er Hviderusland – et på mange måder ureformeret kommunistisk samfund – et andet eksempel på BNP-tal, der ’lugter’. Det officielle BNP per indbygger, ifølge CIA, er 18.600 USD, og dermed højere end både Brasiliens og Montenegros. Det store spørgsmål, som vi har stillet før her på stedet, er derfor hvor meget, man bør stole på nationalregnskabstal fra ikke-demokratiske lande.

I maj udkom et nyt working paper fra University of Chicago, der svarer på spørgsmålet og som der har været stor international interesse for. Under titlen ” How Much Should We Trust the Dictator’s GDP Estimates?” diskuterer Luis Martinez hvor meget, man kan stole på indkomsttal fra diktaturer og andre ikke-demokratiske samfund. Som Martinez skriver på side 1: ”Governments themselves usually produce these estimates, which gives rise to a moral hazard problem as they are constantly tempted to exaggerate how well the economy is doing.” Alle regeringer har et stærkt incitament til at overdrive, hvor godt det går. Det gælder også for den danske regering, som dog altid kan regne med at blive imødegået af både uafhængig, officiel statistik og en række kommentatorer i frie medier som Børsen. Er man regering i et land uden demokrati, er det langt lettere at lyve om fremskridt, og det er netop konsekvenserne af dette incitament uden checks and balances, som Martinez dokumenterer.

Generelt finder han, at diktaturer overdriver den økonomiske vækst med en faktor 1,15 til 1,30. Med andre ord vil et udemokratisk samfund, der i virkeligheden har en vækstrate på 3 %, officielt rapportere vækst på 3½ til 4 %. Generelt indebærer det også, at velstandsfremgangen i diktaturerne, han ser på mellem 1992 og 2008, er i gennemsnit 40 % overvurderet. Der slutter historien dog ikke, da Martinez også undersøger forskellige regimetyper. Resultaterne kan ses i hans Figur 6 nedenfor, der plotter effekterne for forskellige typer: Regnskabsafvigelserne er således meget større for civile og kommunistiske autokratier end for militærdiktaturer, og for samfund uden et valgt parlament og uden en centralbank, der er ansvarlig for pengepolitikken.

Er det blot tilfældigheder alligevel, eller vokser disse lande anderledes? Martinez svar på disse spørgsmål er at dykke ned i strukturen af dataene. Det viser sig, at der er langt mere manipulation i år med lav vækst, (bedømt ved ændringen i nattelys) og år med valg. Og de komponenter af BNP, som driver effekterne, er kun investeringer og offentligt forbrug, og dermed netop de dele, som staten kan manipulere uden checks and balances. Privat forbrug og international handel er langt lettere for bl.a. udlændinge at efterprøve, og på disse komponenter er der derfor ingen systematisk afvigelse.

Det meste bekymrende er måske, at de allerstørste afvigelser ses for Kina og Burma mellem 1992 og 2008. CIAs World Factbook sætter Kinas købekraftskorrigedere BNP per indbygger til 16.600 USD, hvilket er ganske flot og en status, der kan sammenlignes med lande som Brasilien og Montenegro. Tager man udgangspunkt i tallet for først-90erne og derefter korrigerer det, er virkeligheden langt tættere på cirka 11.000 USD. Kina er stadig vokset imponerende, men det korrigerede tal ligger på linje med levestandarden i f.eks. Egypten, Georgien eller Namibia. Og hvis man er interesseret i at investere internationalt eller planlægge, hvor man lægger sin handelsindsats i de næste år, er det vel værd også at kende til diktaturernes svindel?

Hvor omfordelende er velfærdsstater egentlig?

De senere år er der kommet stor fokus på ulighed i både den offentlige debat og i økonomisk forskning, og med fokussen også nye og bedre data. Frederic Solts SWIID-database har gjort det muligt at bruge sammenlignelige data på ulighed i indkomster både før og efter skatter, afgifter og omfordeling. Solts dat har afhjulpet mange sammenligningsproblemer, men er ikke den eneste. Det relativt nye Göttingen Consumption and Income Project vedligeholder nu en database, der både giver adgang til de ‘almindelige’ data på fordelingen af indkomster efter skat osv., men også data på fordelingen af forbrug. Og et af de interessante mønstre, man kan se i disse data, er at fordelingen af indkomster og forbrug ikke følger hinanden videre tæt på tværs af lande. Den manglende sammenhæng er illustreret nedenfor i den første figur, der også giver en indikation af flere interessante forhold.

Indkomstuligheden, målt med den sædvanlige gini-koefficient, er i gennemsnit 0,36 i tidligere kommunistiske lande, 0,35 i andre vestlige lande, og 0,27 i de fire nordiske velfærdsstater. Ser man derimod på uligheden i forbrug, er ginierne henholdsvis 0,32, 0,34, og 0,32. Det normale er således, at forbrugsuligheden er lavere end indkomstuligheden, så de almindelige tal, vi normalt bruger i debatten, ikke altid er helt retvisende.

Måske endnu mere interessant er det således, at forskellen mellem de to varierer så meget over lande. I Albanien, Hviderusland og Moldova er forbrugsuligheden hele 0,17 point lavere end indkomstuligheden. I New Zealand indebærer en forskel på 0,13 point også, at de officielle tal for indkomstulighed overvurderer hvor ulige, folks muligheder faktisk er. Omvendt er en mindre grupper lande karakteriseret ved væsentligt større ulighed i forbrug end indkomst: Belgien, Danmark, Finland, Holland, Island Norge, Slovakiet, Slovenien, Sverige, og Tjekkiet, hvor forbrugsuligheden typisk er 0,05 point større. Med andre ord kan man i både tallene og figuren se, hvordan de store velfærdsstater i Europa nok opnår en mere lige fordeling af indkomster, men ser meget gennemsnitlige ud, når det gælder fordelingen af forbrug.

Et yderligere spørgsmål er derfor, om strukturen af uligheden i forbrug også er den samme i lande, vi typisk opfatter som velfærdsstater. Det spørgsmål kan man komme tæt på at svare ved at se på Lorenz-kurverne, som ligger bag beregningen af gini-koefficienter. De to nederste figurer viser Lorenz-kurver for vores tre grupper lande for både indkomster og forbrug.

Det er ganske let at se i den første af de to figurer, at de nordiske velfærdsstater (den røde kurve) har mindre indkomstulighed end andre grupper. Det er også tydeligt, at meget af den større lighed i Norden kommer fra, at de rigeste ti procent tjener noget mindre end andre steder. Men ser man på den anden figur, er der ganske tydeligt ingen forskel. Der er, med andre ord, ikke meget det peger på, at de nordiske velfærdsstater de facto er bedre til at omfordele faktisk forbrug.

Man sidder derfor tilbage med spørgsmålet, hvad der egentlig foregår? Omfordeler medianvælgeren bare til sig selv og sine, som Director’s Lov siger? Gør velfærdsstatspolitikken det blot mindre attraktivt at være i arbejde, mens den pelser de dem på arbejdsmarkedet? Eller er tilfældet, at velfærdsstaten faktisk omfordeler store midler, men på samme tid har andre politiker, der forvrider priserne og gør det meget dyrt at være fattig? Man kan tale for mange muligheder, men uanset hvilken man foretrækker, er det værd at se nærmere på.

*En Lorenz-kurver fremkommer ved, at man plotter folks andel af den samlede indkomst eller det samlede forbrug. Man starter fra venstre med den allerfattigste person og plotter derefter andelen for nummer to plus nummer et, nummer tre plus nummer to og nummer et, osv. Punktet man når yderst til højre er derfor alles sammenlagte andel af indkomst / forbrug, som må være lig 1. En gini-koefficient er derefter blot Lorenz-kurvens procentvise afvigelse fra en lige linje, dvs. den linje der ville fremkomme hvis alle tjente / forbrugte præcis det samme.

Tom Palmer om liberalisme i USA

Vi har tidligere skrevet om the Institute of Economic Affairs fremragende podcast, Live from Lord North Street. I går udkom den seneste podcast med Kate Andrews, der her interviewer Tom Palmer fra the Atlas Network.  Palmer, der både er vicepræsident for Atlas og senior fellow ved the Cato Institute, er ikke en liberal hvem som helst. Han er D.Phil. i statskundskab fra Oxford og både ekstremt vidende og et af de mest behagelige mennesker, jeg har mødt i det liberalt-intellektuelle miljø.

Med Kate Andrews taler han her om Donald Trump, amerikansk politik for tiden, og generelt ”what’s really going on across the pond?” Tom kommer også i den forstand ind på, hvordan det går med det, vi ville opfatte som en liberal politisk agenda i en politisk virkelighed, der ofte defineres af yderpunkterne. Så hvad sker der og hvordan holder man hovedet koldt og vanviddet fra døren, når det en parti kendetegnes af den fuldstændigt uforudsigelige Rent-Seeker in Command, og det andet er under indflydelse fra de dybt uvidende socialist Bernie Sanders. Og for dem, der holder af historiske paralleller er her Miranda Carter i the New Yorker, der kendetegner Kaiser Wilhelm II som et fjols med meget lignende karaktertræk som Trump (hattip: Niclas Berggren).

Hvis nogle af vores læsere ikke har fået nok eller har tid tilovers i weekenden, kan det i øvrigt også stærkt anbefales at høre Madeline Grants samtale for en uge siden med Professor Len Shackleton om overuddannelse. I den sidste vismandsrapport (som vi nok skal skrive om en dag) peger vismændene på problemer med netop overuddannelse af yngre danskere. Len er her meget på linje med Carl-Johan Dalgaard i, at politiske krav om X % flere med videregående uddannelser giver meget lidt mening. Der skal, med andre ord, andre boller på uddannelses- og kompetencesuppen.

Forfatninger og naturkatastrofer

I dag er grundlovsdag, hvor vi fejrer, at Danmark fik en egentlig grundlov 5. juni 1849. Enigheden om grundlovens betydning dominerer denne dag, og dominerer også ofte danske og andre nordiske diskussioner af forfatninger. I dag stiller vi derfor det kætterske spørgsmål: Er forfatninger egentlig så vigtige?

Baggrunden for spørgsmål er ikke blot, at det er vigtigt og der på ingen måde er indlysende svar. Adskillige studier peger for eksempel på, at forfatningsmæssige regler på specifikke områder ikke har nogen konsekvenser (se f.eks. et par af mine egne her og her). Mange andre indikerer, at det bestemt ikke er tilfældigt, hvilke forfatningsmæssige regler, forskellige lande og regimer vælger. Den sovjetiske 1936-forfatning fremhæves ofte som eksempel på et dybt diktatorisk regime, der implementerede en forfatning med fornem formel beskyttelse af ytrings- og pressefrihed og forbud mod tortur osv. Det sovjetiske regime med Stalin og Beria i spidsen havde dog ingen planer om at overholde forfatningen, men brugte den udelukkende som propaganda-redskab i internationale diskussioner.

Forleden dag offentliggjorde Stefan Voigt (Uni Hamburg) og jeg et nyt papir om emnet. Under titlen ”More Power to Government = More People Killed?” undersøger Stefan og jeg, om landes nødretsforordninger i deres forfatninger er effektive i faktiske nødsituationer. Vores udgangspunkt er, at den officielle begrundelse for at give regeringen mere diskretionær magt i nødsituationer – dvs. muligheden for at indføre nødret – er at de ekstra muligheder gør det muligt for regeringen at handle hurtigere og mere effektivt. Hvis det også er den faktiske konsekvens, burde man derfor kunne se, at lande med ’bedre’ nødforfatninger – forstået i den forstand at det er hurtigere at erklære nødret og forfatningen giver regeringen større spillerum under nødretten – også håndterer naturkatastrofer bedre. I vores forståelse af det, betyder bedre håndtering at færre mennesker dør.

Til adskillige juristers fortrydelse finder vi, at nødforfatningerne ikke blot ikke beskytter folks liv, men faktisk virker modsat. I særlig grad kan vi se at i lande, hvor nødforfatningen tillader at regeringen eksproprierer og indfører (delvis) censur, dør der relativt flere mennesker i sammenlignelige naturkatastrofer, end i lande, hvor forfatningen ikke tillader det. Vi observerer også, at jo nemmere der er for regeringen at erklære nødret – dvs. jo færre vetospillere der er og jo mindre, regeringen må søge støtte fra parlamentet – jo mere sandsynligt er det, at staten overtræder menneskerettigheder under nødretten.

På grundlovsdag kan vi dermed pege på ny forskning, der helt konkret viser hvordan en række regeringer misbruger forfatningen, i det øjeblik de kan. Hvis man vurderer forfatningens nødretsprovisioner på deres meritter under naturkatastrofer, bør den bedste forfatning gøre det næsten umuligt at erklære nødret, og overhovedet ikke tillade regeringen ekstra indflydelse under katastrofen. Public choice-devisen om ’rækker man Fanden en lillefinger’ gælder også for forfatninger.

Årets temanummer af Ekonomisk Debatt

Som faste læsere vil vide, læser Punditokraternes redaktion Ekonomisk Debatt, hver gang et nyt nummer udkommer. Det glimrende svenske økonomitidsskrift bringer ofte artikler, der både er velskrevne og til at læse for et bredere publikum, og af direkte relevans i Danmark som i Sverige. Det gælder også dette års temanummer, der handler om køn.

Lina Aldén og Niclas Berggren introducerer emnet i lederen med titlen ” Genus – problem och lösningar i dagens Sverige”, hvor de meget kort gennemgår de ganske forskellige aspekter, som nummerets artikler dækker. Blandt flere artikler af forskere med både substans og en klar holdning, glimrer særligt Fredrik Heyman, Pehr-Johan Norbäck og Lars Perssons ”Produktmarknadskonkurrens och skillnader i löner mellan kvinnliga och manliga chefer.” Deres udgangspunkt er det meget Stiglerske, at hvis kvinder møder større barrierer i deres karriere – enten direkte diskrimination eller karriereforstyrrelser i form af børn osv. – må de kvinder, man ser i chefstillinger i gennemsnit være bedre end mændene. Pointen er netop Stiglers, at hvis kvinderne overkommer større omkostninger, men alligevel når til en chefstilling, må deres gevinster – dvs. deres kompetencer osv. – være tilsvarende højere.

Det er præcist det, Heyman et al. finder i et fint studie af individuelle lønninger. Den interessante twist på deres studie er, at de også overbevisende argumenterer for, at jo mere konkurrence et firma er udsat for, jo mere vil de være villige til at betale deres chefer for solide kompetencer og evner. Uden egentlig konkurrence (læs: DSB, PostNord og store dele af den offentlige sektor) kan virksomheder sagtens overleve med dårlige ledere, mens lederkompetencer bliver en vigtig faktor i virkeligt kompetitive miljøer.

Som Heyman et al. konkluderer, er det præcist det, de finder: De i gennemsnit bedre kvindelige chefer bliver bedre belønnet, jo mere produktmarkedskonkurrence, der er. Eller som de skriver som en politisk implikation, ”En fördel med ökad produktmarkandskonkurrens är att den både minskar löneskillnader mellan gynnade och missgynnade topchefskandidater samtidigt som den stimulerar de med högst talang att investera i sin karriär.”

Minoritetsrettigheder og majoritetens tilfredshed

Sidste år udgav mine IFN-kolleger og venner Niclas Berggren, Therese Nilsson og jeg en artikel i Social Indicators Research om homoseksuelle mænds tilfredshed med livet (endelig gated version her; tidligere wp-version her; vores omtale her). Som mange læsere vil vide, har jeg brugt en del tid siden min PhD-afhandling på at forske i, hvorfor nogle lande og nogle mennesker er lykkeligere / mere tilfredse med deres liv end andre (se f.eks. det første bud her). Den litteratur er kommet ganske langt med at forstå, hvordan almindelige mennesker opfatter deres liv, men har haft en blind vinkel i forhold til minoriteter. Vi viste, at retslig anerkendelse af lige rettigheder – ikke særrettigheder, som man til tider hører særligt aggressive eksponenter for LGBT-miljøet argumentere for – er særdeles vigtige for disse mænds tilfredshed.

Spørgsmålet, der næsten stiller sig selv, er derfor hvorfor så mange lande ikke har lige rettigheder, og særligt om det (formodentlig heteroseksuelle) flertals tilfredshed på nogen måde skades af, at andre tilbydes de præcist samme rettigheder. Niclas, Therese og jeg besluttede derfor at se på, om indførelsen af disse rettigheder påvirker flertallets tilfredshed. Det er der kommet en ny artikel ud af, som forleden dag udkom i the Journal of Happiness Studies (endelig gated version her; tidligere wp-version her; vores omtale her).

Det robuste svar på spørgsmålet er nej: Som generelt fænomen er flertallets tilfredshed helt upåvirket af, om homoseksuelle borgere får samme rettigheder til at gifte sig, adoptere osv. som de har. Mens vi for eksempel ikke kan afvise, at det kunne påvirke tilfredsheden hos et lille, stærkt religiøst mindretal, ser vi ingen indikationer på nogen negative effekter for de fleste.

Det måske mest interessante er, at vi kan se en statistisk signifikant og ganske pæn positiv effekt på flertallet i lande med særligt lav økonomisk frihed. Mens det er tvivlsomt, om din tilfredshed påvirkes af, at din homoseksuelle nabo får samme rettigheder som du har, er der faktisk en positiv sammenhæng mellem din tilfredshed og hans ret til at gifte sig i de tilfælde, dit lands politik væsentligt indskrænker både din og hans økonomiske frihed!. Mens der næppe er direkte effekter på spil, er det sandsynligt, at vores fund er en refleksion af andre politikændringer, som vi ikke ser eller ved hvad er. Med andre ord er vores tolkning af hovedresultaterne, at indførslen af lige rettigheder for homoseksuelle i lande, der indskrænker befolkningens økonomiske frihed, ofte er en del af en større ’pakke’ politiske ændringer – eller måske et signal om andre politiske ændringer – der øger alles personlige frihed.

Er disse rettigheder da ligegyldige, hvis man er en del af flertallet og ikke lige har nære, homoseksuelle venner? Hvis vores fortolkning er korrekt, er det bestemt ikke. Præsident Musevenis insisteren på, at homoseksualitet skal straffes med henrettelse i Uganda, er ikke blot et signal om, at denne bestemte minoritet ingen rettigheder har – det er også et signal om at den aldrende præsident har meget lidt respekt for andre uganderes rettigheder, og om hans vilje til at knægte disse rettigheder. I en dansk eller svensk andedam kan vi være ligeglade, men bor man i et af de mange lande i verden, hvor ens økonomiske frihed er begrænset, er der god mening i at være interesseret i minoritetsrettigheder. Det er i det mindste vores fortolkning, men som joken ofte er: Resultaterne skaber behov for mere forskning.

Israel 70 år

Den 14. maj 1948 forlod de sidste britiske styrker Haifa, og samme dag stiftedes staten Israel officielt. I ugerne efter anderkendte andre lande også staten, og Israel kan derfor i disse uger fejre sin 70-års fødselsdag. Det og dog næsten et år, før Israel også blev formelt medlem af FN, efter at både Danmark, Storbritannien og Sverige afstod fra at stemme. Det har været 70 år med flere krige, med voldsomme kampe mod de palæstinensere, der boede på området før – og ikke mindst deres efterkommere og andre palæstinensere, der har sluttet sig til – og med både tvivlsomme og stærkt kritisable politiske beslutninger. På den ene side fordrev Israel cirka 700.000 palæstinensere, og på den anden side har der hele perioden været et niveau af palæstinensisk terror mod den israelske befolkning, som er svært at forestille sig i Vesteuropa. Det er netop disse ting, medierne skriver om, når de tegner et offentligt billede af Israel. Vores ærinde i dag er at minde om, at der er et faktisk land inde bag mediernes terrordækning og politiske kritik

Uanset hvad man ellers mener om Israel – og meningerne er både delte og stærkt politiserede – er landet meget anderledes end resten af regionen. Mange mennesker, især på den ydre venstrefløj, synes at hade Israel og kun se skyggesiderne af landet, men ser man ædrueligt på sagen, er der et spørgsmål, man bør stille sig selv: Hvis jeg skulle bo permanent i Mellemøsten, hvor ville jeg så helst bo? Stiller man spørgsmålet og ser man på fakta, dukker der et Israel op, som medierne sjældent skriver om.

Figuren nedenfor viser, hvor langt Israel er foran sine nabolande på en række områder. Det gælder helt særligt hvor demokratisk landet er, hvor vi bruger The Economists demokratiindeks. Her har Israel en fornem score på 7,79 (identisk med Sydeuropa – Grækenland, Italien, Portugal og Spanien er 7,79 mens Danmark scorer 9,22 ), hvilket er 96 % bedre end naboernes, hvor kun Cypern har cirka samme status. I andre demokratimål som f.eks. vores eget, er Cypern og Israel de eneste demokratier i regionen. Pressefriheden, målt gennem Freedom Houses årlige vurdering, viser et indeks på 33 – 51 % bedre end naboernes og igen på niveau med Cypern (Sydeuropa er på 30). Israel er også, på trods af en række højt profilerede skandaler, væsentligt mindre korrupt end naboerne. Transparency International vurderede det sidste gang til en score på 62, der er 62 % bedre end naboernes, og også ganske væsentligt over både Italien, Grækenland og de sydøsteuropæiske EU-medlemmers gennemsnit på 54. Det reflekteres også i gennemsnitsindkomsten, som CIA sidste år estimerede til 36.200 købekraftskorrigerede dollars, og dermed 61 % over naboerne (og over det sydeuropæiske gennemsnit på 33.600). Sidst, men absolut ikke mindst, er retsvæsenet mere effektivt end de fleste andre steder i regionen. Fraser Instituttets vurdering på 6,13 (på en skala til 10) er ikke perfekt og en smule under Sydeuropas vurderng på 6,35, men 32 % bedre end naboernes. Og det skal med at målt med Rosemary Fikes nye indeks over lighed for loven mellem kønnene, ligger Israel med en score på 0,95 50 % bedre placeret end naboerne. Og mens det offentlige er noget større end hos naboerne, er Israels økonomi mindre reguleret, mere global og mere åben overfor resten af verden.

Som nævnt kan man diskutere meget og længe om, hvorvidt Israel opfører sig rimeligt eller urimeligt overfor palæstinenserne og nabolandene. Men der er næppe nogen tvivl om, hvor man ville bo, hvis man skulle flytte til Mellemøsten. Landet er på en lang række områder et almindeligt, vesteuropæisk land, der ligger i en problemfyldt region og har oplevet massiv indvandring fra Østeuropa og en række meget fattige lande. Det er vel i sig selv en præstation, der er værd at fejre.

Det fiskale Europa og dets italienske mareridt

Italien ser ud til at få en ny kaolitionsregering bestående af Lega – de tidligere separatister i Lega Nord – og femstjernebevægelsen M5S. For økonomer er regeringens første udspil ganske morsom læsning, men de finansielle markeder er allerede synligt nervøse, og dele af EU-toppen virker også bekymrede. Det gælder ikke mindst udmeldinger om, at italienerne går efter at få den Europæiske Centralbank til at eftergive 250 milliarder euro, som Italien skylder ECB. Det vil ikke blot være et voldsomt brud med tidligere europæiske politik, men også i direkte modstrid mod ECBs charter. Situationen er så speget, at det måske er værd at få et overblik over, hvordan den fiskale situation er i Europa.

Figuren nedenfor giver et overblik over hvordan de europæiske landes fiskale position ser ud. Figuren illustrerer tal for samlet statsgæld, og indikerer også størrelsen på budgetunderskuddene, begge fra the CIA World Factbook. Sidst kombinerer figuren disse tal med kreditvurderinger fra Standard and Poor’s. Søjlerne viser størrelsen på statsgælden i % af BNP, er søjlen grå er landet blandt den tredjedel af landene med de største budgetunderskud (større end 2 %), er søjlen stribet er landet blandt den tredjedel, der har dårligst kreditvurdering (værre end BBB), og er søjlen sort, er landet i begge grupper.

Det værste land er som de sidste mange år Grækenland med en voksende statsgæld, er pt. er 18 0 % af BNP, og en kreditvurdering på bare B+. Men med et budgetunderskud på relativt begrænsede 1,3 % af BNP er problemet primært den enorme gæld fra de uansvarlige år før cirka 2012. På samme måde er de sorte lande – Kroatien, Montenegro, Rumænien, og Ungarn – lande med en kombination, der ligner den grækerne plejede at have: Store budgetunderskud og dybt dysfunktionelle politiske systemer. Tallene viser også, hvordan eurolandene har langt større gæld end lande udenfor euroen – 77 % mod 49 %.

Det særlige ved figuren er dog, hvordan den illustrerer at Italien er den helt store hovedpine. Landet er på vej ind i den første periode med en populistisk regering siden 1940erne, med en statsgæld på 132 % af BNP, et 2,3 % budgetunderskud fra den forrige regering, og en stor sandsynlighed for et meget større underskud med den nye Lega-M5S-regering, og nervøse markeder. Markederne har også reageret: Rentespændet til Tyskland er lige nu cirka 2 % på trods af ECBs langvarige forsøg på at holde Italiens (og andre problemlandes) rente nede. Standard & Poor’s rater nu italienske statsobligationer til BBB- og stort set alle regner med, at den rating forværres i takt med, at den nye regerings politik bliver klar.

EU og eurozonens lederes værste mareridt er dermed ved at tage fysisk form: Italien er igen begyndt at bevæge sig mod afgrundens rand. Efter at have valgt flere regeringer, der i det mindste ikke gjorde problemerne værre, er alt sat op til væsentligt større gældsætning til højere renter og større risci, og Italiens svar på de fremtidige problemer er øjensynligt at kræve gældseftergivelse. Euroen var aldrig en god idé, men de næste måneder kan gå hen at demonstrere det igen, og helt særlig vise, hvor elendig en idé det var at gøre det politisk opportune og lukke Italien indenfor. Grækenlands problemer kan man måske håndtere, men hvis Italien begiver sig længere ud af den vej, landet er på nu, står euroen og det storslåede europæiske projekt ikke til at redde.

Trailblazers – om New Zealands reformer

Den glimrende Johan Norberg er en fin og altid afbalanceret kommunikator. Hans konstante insisteren på fakta, hvor folk ofte tror det modsatte er virkeligheden, er en af hans primære styrker. I en dansk kontekst er hans indlæg om reformer rundt omkring i verden særligt værdifulde, da Danmark øjensynligt har udviklet en politisk kultur, hvor de mindste justeringer af en hellig velfærdsstat betragtes som næsten kætterske kæmpereformer.

Det var derfor med stor fornøjelse, at jeg forleden så Norbergs dokumentarfilm om New Zealands reformer. Kiwiernes reformer startede i 1984, strakte sig over to meget forskellige regeringer, og indebar blandt andet en fuldstændig afskaffelse af landbrugsstøtte og -told, og meget store reformer, der gjorde bl.a. arbejdsmarkedet langt mere fleksibelt. Dokumentaren med titlen Trailblazers er stærkt anbefalet til alle interesserede og deres børn eller elever i gymnasiealderen og opefter! Og man kan også håbe, at der er en politiker eller to på Christiansborg, som også bruger de 58 minutter på at få inspiration fra et land, der på mange måder ligner Danmark.

Mere om ministerielle regnemodeller

Der har den sidste uge kørt en debat om, hvordan særligt Finansministeriets økonomiske modeller ser ud, og hvilke antagelser de bygger på. Debatten blev foranlediget af Enhedslisten, anført af Pelle Dragsted, der angreb modellerne for at være ideologiske og give direkte forkerte forecasts. Hovedanken i debatten har været, at mens de regner med dynamiske effekter af skatteændringer, har modellerne indbygget meget få dynamiske effekter af udgiftsændringer. Dragsteds påstand var derfor, at ministeriet gik højrefløjens ærinde når det regnede på Enhedslistens og andres politiske forslag.

Otto skrev forleden dag på fremragende vis om problemstillingen her på stedet. Særligt fremhævede Otto, at den væsentligste grund til at Finansministeriets regnemodeller ikke inkluderer dynamiske effekter af udgiftsændringer er, at der mangler forskning. Mens der er ganske solid forskning, der viser dynamiske effekter af skatteændringer, er der slet ikke på samme måde en afklaret litteratur omkring de dynamiske effekter af udgiftsændringer på mellemlangt til langt sigt. Og som Otto understregede, kan man ikke engang sætte et fortegn på de fleste af denne type dynamiske effekter – er de overhovedet positive eller negative? Vismændene har for eksempel undersøgt virkningerne af børnepasning, og finder en positiv, men meget lille effekt.

Der er dog mange, mange andre typer offentlige udgifter, der både vejer tungere i budgettet og hvor vi ikke kender de mulige dynamiske effekter. For eksempel kan man forestille sig, at øgede udgifter til arbejdsformidling og jobtræning kunne forbedre matchet mellem folks kvalifikationer og de stillinger, de får. Det ville alt andet lige give en positiv effekt på nationalindkomsten. Men man kan lige så godt forestille sig en virkning, hvor folk leder længere efter nyt arbejde og dermed er længere i arbejdsløshed, hvilket dermed øger den strukturelle arbejdsløshed og giver en negativ effekt på nationalindkomsten.

Og hele vurderingen hviler på, at de ekstra ressourcer faktisk bliver brugt som politikerne havde tiltænkt. Et næsten klassisk eksempel på politiske fejlslutninger, som selv dygtige økonomer gør sig skyldige i, er diskussionen om såkaldte investeringer i uddannelse. Uden at nævne navne er der en række økonomer, der har anbefalet større udgifter til uddannelse, baseret på antagelsen om at de ekstra ressourcer i sidste ende fører til bedre uddannelse eller flere uddannede. Problemet her er selve grundantagelsen: Der er absolut ingen grund til at tro, at flere penge giver bedre uddannelse. Ser man over tid eller på tværs af OECD-landene, er der ingen sammenhæng mellem udgifter og resultater. Man får ofte det indtryk, at pengene primært er gået til lækrere lærerværelser, kantiner og espressomaskiner, eller ’inspirationsture’ til Prag for lærerkollegiet. Hvilken effekt der dominerer – og om den type udgift overhovedet forbedrer arbejdsformidlingen – er simpelthen uvis, om end den forskning mine kolleger har bedrevet nok peger mere i retning af negative effekter.

Debatten fortsætter dog, og i DR2s Deadline interviewede Lotte Folke Kaarsholm fredag aften en (erklæret) socialdemokratisk PhD-studerende fra CBS og Børsens chefredaktør og tidligere finansminister Bjarne Corydon. Niels Fuglsang fra CBS leverede en sludder for en sladder om makromodeller og gav mere eller mindre Folke ret i sin påstand, mens Corydon roligt og meget afbalanceret forsvarede Finansministeriet og særligt ministeriets politiske uafhængighed. Mens Folke bl.a. vurderede, at man ’intuitivt’ måtte tro, at de ’manglende’ dynamiske effekter gør modellerne ideologisk skæve når de ikke medtager positive effekter af velfærdsstaten og offentlige udgifter, hæftede Corydon sig ved den manglende forskning – man kan ikke inkludere effekter, som der ikke er solidt forskningsmæssigt belæg for – og understregede, at både socialdemokratiske og borgerlige regeringer havde gjort brug af modellerne, der i høj grad blev videreudviklet under Nyrup-regeringerne i 90erne.

Alligevel er den fornemmelse, de fleste almindelige borgere sidder med efter debatten, nok meget lig Folkes første påstand – hvorfor skulle man ellers bruge 20 minutter af Deadline, hvis der ikke var ’noget om snakken’. Der er dog ingen grund – heller ikke en upartisk intuitiv grund – til at tro, modellerne er ’for blå’. Udover det faktum, at de dynamiske effekter af offentligt forbrug sagtens kan vise sig at være substantielt negative, er der, som vi har skrevet om før her på stedet, andre elementer, der trækker i den modsatte retning af blå bias. Otto har tidligere understreget, at de estimater på dynamiske effekter af skatteændringer, som Finansministeriet bruger, snart er 20 år gamle. Estimatet på den såkaldte elasticitet er omkring 0,1 – dvs. hvis topskatten sænkes 10 % stiger arbejdsudbuddet i gennemsnit 1 % – men dén litteratur har udviklet sig siden. De bedste bud fra studier af så forskellige forskere som Claus Thustrup Kreiner, Jacob Lundberg og Martin Ljunge er, at et korrekt estimat er en elasticitet et sted mellem 0,2 og 0,3 (læs f.eks. her). Når Finansministeriets embedsmænd insisterer på at bruge det estimat, de i sin tid lærte på universitetet, trækker det dermed langt mere i rød end blå retning. Man kan således på ingen måde påstå, at den måde man inkluderer dynamiske effekter hælder i en borgerlig retning.

Det mest problematiske element i hele diskussionen er dog, at man på begge sider af debatten udelukkende ser på langsigtskonsekvenser, men i stort omfang overser virkningen af disse ændringer på den langsigtede vækstrate. I en vis forstand er problemet, at den faglige debat af forskellige grunde er domineret af folk i det felt, der kendes som public economics. De er specialiseret i denne type forskning – og i både København og Aarhus sidder der internationalt førende forskere på området – men deres forskning er ofte uden særlig forbindelse til forskningen i langsigtede vækstprocesser. Problemet er, at alle disse ændringer, som man forsøger at vurdere de langsigtede konsekvenser af, sker omkring en trendvækst i dansk økonomi, som man ofte antager er uforandret.

Og på netop dette område – som alle ved og indrømmer er ekstra svært at etablere klar evidens på – peger de senere års studier ganske klart på, at et stort offentlige forbrug sænker den langsigtede vækstrate (se f.eks. Berggren, Bjørnskov og Lipka– ungated her – eller Bergh og Henreksons oversigter – ungated her). Hele diskussionen om dynamiske effekter er, hvor stort hoppet er når man ændrer skatter og offentlige udgifter: Bliver indkomsten større eller mindre, og bliver statens indtægter større eller mindre? Diskussionen om, hvad der sker med væksten på langt sigt er langt mere interessant – men den har Finansministeriet ingen klare bud på.

Hvordan ser opsvinget ud?

I sidste uge skrev min Børsen-kollega Signe Roed-Frederiksen om det opsving, som adskillige politikere glæder sig så meget over. Der har været vækst i dansk økonomi de sidste seks år i træk, og beskæftigelsen er høj og stigende. Dansk Industri var endda ude forleden med en umiddelbart glædelige nyhed, at der nu er flere i beskæftigelse end før krisen satte ind. Man får det indtryk, at det går godt i dansk økonomi – og meningen er formodentlig, at man skal tilskrive de gode nyheder til regeringens politik. Fagbevægelsen brugte også de åbenbart gode tider fornylig til at presse en meget dyr – og formodentlig alt for dyr – overenskomst igennem på det offentlige område.

Problemet er, som Signe meget præcist formulerer det, at opsvinget ikke ligefrem er ’buldrende’ – det er ”fortsat et opsving med forbavsende lav flyvehøjde.” Nok er der nu 2.765.250 danskere i fuldtidsbeskæftigelse, hvilket er 5845 flere end i starten af 2008, men som Signe påpeger, er der kommet 20.000 flere i arbejdsstyrken i forhold til dengang. Så der er reelt ikke tale om nogen rekord, men blot varm luft fra DI. Og nok er der vækst i dansk økonomi, og væksten i BNP ser ud til at blive cirka 1,9 % i år. Som jeg understregede overfor en forsamling hos VU Aarhus i går aftes, skal man dog passe på med at læse dét tal: De 1,9 % er i det totale BNP, og ikke BNP per indbygger. Danmarks befolkning er de senere år vokset med cirka ½ % per år, hvilket bringer væksten i nationalindkomst per indbygger ned  omkring 1,4 % – og dermed ikke noget at prale med. 1,4 % er cirka ½ % under såkaldt ’trendvækst’, dvs. den vækstrate, økonomien har i normale tider.

Som vi har understreget flere gange her på stedet, er det langt mere interessant at se på, hvordan det går dansk økonomi på langt sigt. Det viser figuren nedenfor, der plotter to BNP-serier (per indbygger, en linje baseret på nationale priser, og en prikket linje baseret på købekraftskorrigerede tal) for Danmark og et gennemsnit af vores økonomiske nabolande. Figuren viser først og fremmest den udvikling, der burde være kendt hos vores læsere, i nationalindkomst per indbygger siden 1995, hvor det er tydeligt hvordan Danmark ikke følger med. Det var blandt andet denne udvikling, som Produktivitetskommissionen beskæftigede sig med for nogle få år siden, og som danske politikere stadig i dag helt og totalt ignorerer. Set over de sidste cirka 25 år er dansk trendvækst langsommere end væksten hos de mest sammenlignelige lande.

For det andet visere figuren dog også, hvordan denne udvikling fortsætter i det såkaldte opsving. Ser man på den købekraftskorrigerede serie – den mest sammenlignelige og også mest relevante for danske forbrugere – er den danske økonomi samlet set vokset cirka 3,8 % siden væksten startede igen i 2011. Gennemsnittet for vores nabolande i samme periode er 5,0 %, og tager man forecast fra IMFs World Economic Outlook fra april, regner man med at den danske økonomi også i år vokser 0,4 % langsommere end nabolandene. Dét estimat skal endda tages med et gran salt, da IMF stadig regner med ganske langsom vækst i Storbritannien, der ellers ikke har oplevet den nedgang som analytikerne regnede med efter Brexit.

Bundlinjen, som politikere på begge sider af Christiansborg burde tage alvorligt, er at det faktisk ikke går ret godt med den danske økonomi. Det kommer dog næppe til at ske, og mindst tre forhold står i vejen for at politikerne offentligt anerkender problemet. Først er der ingen grund til at rokke ved båden så tæt på et valg – og i et land som Danmark, hvor statsministeren altid kan udskrive valg, er valget altid potentielt tæt på. For det andet frygter politikerne at lave reformer, bl.a. fordi de tror at danskerne elsker velfærdsstaten som det forestiller sig den er i dag, og bl.a. fordi politikerne tror at reformer er upopulære (hvilket de ikke er – se her). Og for det tredje er de stærkeste danske særinteresser – de offentlige fagforeninger og kommunale byrådskonger – bestemt ikke interesserede i reformer, der kan true deres status. Problemerne burde være velkendte og dansk økonomi skriger på reformer, der kan løfte produktivitetsudviklingen, men de effektive reformer er de mindst sandsynlige. I stedet for at erkende problemet, løber de 179 fjolser rundt på Christiansborg og leger kustoder i et socialdemokratisk museum.

Ældre indlæg

© 2018 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑