Author: Christian Bjørnskov (page 2 of 80)

Er Københavns Lufthavn et monopol?

For et par uger siden skrev jeg om Liberal Alliance her på stedet, og hvordan partiet er ved at gøre sig selv politisk irrelevant. En af årsagerne er den politik, som flere LA-ministre har stået for, og ikke mindst den tidligere så glimrende Ole Birk Olesen. Ole har blandt andet lanceret regeringens luftfartsstrategi, som jeg også har kritiseret i Børsen. Den kritik faldt – så vidt jeg blev informeret af venner, der er på Facebook – Ole for brystet. Han mente, at der var al mulig grund til at regulere Københavns Lufthavn i Kastrup yderligere, fordi den angiveligt er et monopol.

Nu er Ole så uheldig at være blevet sat i spidsen for et ministerium, der ikke ligefrem har ry for at være fagligt stærkt. Det er derfor forståeligt, og desværre nok også forventeligt, at han får dårlig rådgivning, men det er ikke til at undskylde, at han øjensynligt stoler fuldt og fast på, hvad hans ministerium påstår. To af de påstande er ret tydeligt, at lufthavnen er et monopol og at monopoler skal reguleres fra politisk side.

Påstand nummer to har vi tidligere skrevet om i forbindelse med Nobelprisen i 2014, hvor Jean Tirole blev hædret for sit arbejde sammen med kollegaen Jean-Jacques Laffont (læs her og her). Det første spørgsmål fortjener derimod ekstra omtanke, for er lufthavnen faktisk et monopol i den forstand, Ole og hans ministerium synes at tro? Svaret i det følgende er et stort nej.

Folk tænker ofte på lufthavne som monopoler fordi der, i dette tilfælde, kun er én lufthavn i København. Det gør dog kun lufthavnen til et monopol i et relativt snævert defineret marked. Monopoler er situationer i markeder, ikke i geografiske omstændigheder. Som jeg understregede i Børsen, er Kastrup ikke et dansk monopol. Bor man i Jylland, er der langt kortere til Billund, Aalborg og for dem, der bor cirka syd for Fredericia, også til Hamborg. På Fyn er der også kort til f.eks. Billund, hvilket indebærer at i det isolerede marked for flytransport til Skandinavien og resten af verden, er Kastrup ikke et monopol – der er andre muligheder. Dermed er der i dette marked ikke tale om et monopol for cirka fire millioner danske forbrugere vest for Storebælt. For visse typer flytransport er der endda for københavnere et alternativ, da der findes ruter fra Malmøs lufthavn i Sturup.

For visse typer rejsemål er der ydermere andre muligheder end flytransport. Skal man f.eks. til Berlin fra København, er der flere muligheder fra Kastrup, men også både tog- og busmuligheder. For visse rejsemål er Kastrup dermed ikke et monopol, da der findes alternativer til den specifikke type transport, som den håndterer. Et lignende forhold gælder naturligvis f.eks. Midt- og Sydjylland, og dermed Billund Lufthavn, da der er fine togforbindelser og ganske acceptable busforbindelser til flere rejsemål sydpå. Der kan dermed ikke være tale om et monopol i disse særlige markeder.

Et tredje delmarked, som man må tage i betragtning når man vurderer, i hvilket omfang man kan betragte Kastrup som et monopol, er markedet for transitpassagerer (og transitgods). Meget rundt regnet en tredjedel af Kastrups passagerer er i transit, dvs. deres oprindelse eller endemål er ikke København. Disse passagerer rejser igennem Kastrup, fordi den fungerer som regional hub for en række selskaber. Rejser man f.eks. med SAS, Air Canada eller Singapore Airlines, vil disse selskaber typisk tilbyde en rejse fra et eller andet sted i verden gennem Kastrup til Stockholm, Oslo eller andre steder. Kastrup er den primære hub for destinationer i Skandinavien og i et vist omfang også en mulig hub for rejser til og fra dele af Nordtyskland, Finland og Estland. Men bliver Kastrup for dyr, trafikkeret, eller på andre måder mindre attraktiv, er der intet der forhindrer selskaberne i at benytte Arlanda, Gardermoen eller for den sags skyld Fuhlsbüttel ved Hamborg som hub i stedet for Kastrup. Når det gælder funktionen som hub er Kastrup ikke et monopol.

Sidst, men ikke mindst, må man også overveje status for selskabet Københavns Lufthavne og ikke blot lufthavnen. Her er spørgsmålet, som i et vist omfang i de andre forhold, hvor ’contestable’ selskabets marked er. Når man stiller sig dét spørgsmål, må man stille et andet: Hvorfor må et privat selskab ikke bygge en konkurrerende terminal ved siden af Kastrups Terminal 2 / 3? På et praktisk niveau er det fuldt ud muligt, at to separate terminaler deler kontroltårn og start- og landingsbaner, men ikke deler resten af lufthavnens infrastruktur. Man kunne for eksempel let forestille sig en situation, hvor det nuværende terminalkompleks blev ved med at servicere Star Alliance – SAS, Lufthansa, Brussels Airlines osv. – mens KLM-Air France og One World (f.eks. British Airways, Finnair og Qatar) valgte at benytte sig af en anden terminal, ejet af et andet selskab. Med andre ord er det fuldt tænkeligt, at man splittede hvad man på et vist plan kan kalde myndighedsfunktioner – paskontrol, security, kontroltårn osv. – fra den kommercielle drift af lufthavnen såsom butikker, restauranter og salg af gates og slots.

Markedet for lufthavnsservice, selv i et geografisk afgrænset område som Storkøbenhavn, er dermed contestable. I det omfang og i de delmarkeder, Københavns Lufthavn ser ud som et monopol, er det dermed ikke noget markedsskabt monopol i nogen forstand. Monopolsituationen er en status, som staten har skabt og som staten opretholder. At påstå, som Ole Birk Olesen og hans embedsværk gør, at Kastrup er et monopol og at det derfor er naturligt og ønskeligt, at staten regulerer lufthavnen – i øvrigt på en måde, der i stort omfang er til gavn for det ligeledes delvist statsejede SAS – er i en økonomisk forstand nonsens. Ole burde være smartere end at tro på et embedsværk, der enten lider af faglige svagheder eller er påvirket af ideologi og særinteresser, eller meget muligt begge dele.

Alternativets alternative mål

Forleden meldte det morsomme Alternativet ud med et bud på, hvad de mente at dansk politik skal sigte efter de kommende år. Alternativet har en alternativ mening om alt, og derfor også en mening om hvad folk burde værdsætte. Partiets ledelse påstår, at dansk politik indtil nu har haft det, de kalder ”et enøjet fokus på økonomisk vækst”. Med andre ord er påstanden, at danske politikere fra venstre til højre indtil nu har fokuseret på bruttonationalproduktet (BNP). Nu skal der andre, alternative boller på den politiske suppe.

Mens BNP naturligvis har sine begrænsninger, som mange økonomer arbejder med i disse år, har det som mål en gigantisk fordel. Med undtagelse af det offentlige forbrug, som værdifastsættes ved dets omkostninger, er alt andet opgjort i BNP værdifastsat ved dets markedspris. Med andre ord er BNP en opgørelse af værdien af al aktivitet i landet i et givet år, opgjort ved den værdi, folks egen adfærd afslører at de tillægger den. Det rent ud sagt geniale ved BNP er derfor, at det er praktisk taget uafhængigt af, hvad politikere mener, er rigtige og forkerte præferencer og priser.

Alternativet ved dog bedre og har en plan om, at hele det danske samfund skal vurderes med fokus på tre bundlinjer, en såkaldt, grøn, social og økonomisk bundlinje. Den grønne skal repræsenteres ved en slags vurdering af samfundets ’klimabelastning’ og hvordan det går med biodiversiteten i den danske natur. Den sociale bundlinje består af folks tilfredshed og mål for ’fællesskab’, og den økonomiske med mål for ulighed og meningsfuld beskæftigelse.

Det lyder alt sammen meget sødt, men man må spørge, hvordan det skal fungere i praksis? Min altid meget venlige kollega Torben Andersen udtalte i den sammenhæng til Information, at Alternativet mangler at fortælle hvordan man vil vægte de tre bundlinjer – hvad er vigtigere end andet? Hvis man på en nogenlunde meningsfuld måde kunne måle de tre bundlinjer, ville Torben naturligvis have helt ret. Vi mangler at få at vide, hvordan Alternativet prioriterer de forskellige forhold. Måske er en del af problemet, at de ikke har tænkt sig at prioritere?

De dybere problemer er dog, at flere mål ikke kan måles fornuftigt, og at hele øvelsen er præget af ekstrem arrogance. Måleproblemerne er for eksempel virkeligt svære: 1) Hvordan måler man klimabelastning på en blot nogenlunde fornuftig måde? 2) Er al biodiversitet god, eller er der diversitet, som Alternativets ledere mener, er dårlig – og hvis ikke, hvordan vurderer man så øget diversitet når der dukker invasive arter op i de danske farvande? 3) For at måle graden af ’meningsfuld beskæftigelse’ må man definere hvad meningsfuld betyder – hvordan gør man det? 4)

Arrogancen slutter dog ikke ved troen på, at man da bare kan måle ting på en eller anden måde. Et andet problematisk element er, at man politisk kan gøre meget ved mange tingene. Hvad er for eksempel de politiske tiltag, der kan øge ’fællesskab’? Jeg kan komme på flere, der kan ødelægge hvad man kan kalde fællesskab – civilsamfund osv. – men ingen, der kan hjælpe det på vej. Det samme gælder for tilfredshed, hvor den seriøse forskning i det store og hele viser, at det er bedst at holde fingrene væk. At tro, at man med ’alternative ideer og politik kan opnå det, som ingen vidste man kunne og som borgerne ikke ’vidste’ at de gerne ville og havde præferencer for, er vel topmålet af tro på ens egen næsten gudelige evner. Forslaget er tæt på rendyrket, skadeligt nonsens, og det hjælper ikke at det bliver serveret med et af Uffe Elbæks smånaive grin.

Har LA gjort sig selv irrelevant?

Da Liberal Alliance startede og blev et troværdigt parti, vejrede mange liberale morgenluft. Venstre havde efter valgnederlaget i 1998 besluttet, at man ikke kunne vinde et valg på borgerlig liberal politik, og partiet rykkede derfor mod venstre for at slås med Socialdemokraterne om midtervælgerne. Claus Hjort og andre kræfter bag den fejlagtige analyse af 1998-valget regnede med, at det ville give nye vælgere og ikke mærkbart koste andre stemmer. Ræsonnementet var, at de liberale stemmer jo ikke havde andre steder at gå hen: De måtte bare acceptere, at Venstre blev kustoder i det socialdemokratiske museum – som PKK mindeværdigt karakterisede Foghs politiske kurs – fordi der jo ikke var andre liberale partier. Til Hjorts tydelige irritation ændrede dét sig med LAs indtræden i danske politik.

Den situation er nu ved at ændre sig igen. De seneste måneder, efter partiets ledelse valgte at gå med i regeringen og nogle af de centrale medlemmer fik deres ministerbiler, har LAs linje været karakteriseret ved en serie af dårlige beslutninger. Der har ikke blot været tale om implicit støtte til regeringens andre valg, og ikke bare illiberal eller uborgerlig politik, men decideret tåbelige beslutninger som LA-ministre har været ansvarlige for.

Ole Birk Olesens nye luftfartsstrategi, hvor en central del af strategien er at tvinge Københavns Lufthavn til at investere mere i udbygning, kan for eksempel kun forstås som et resultat af en af to lige tåbelige overvejelser. Den ene måde at forstå udspillet på, er at Olesen – eller mere sandsynligt hans embedsmænd – bilder sig ind, at de er dygtigere til at drive forretning end lufthavnens ledelse. Det vil på ingen måde være den første gang, politikere og embedsværk tror at de er bedre end private, og heller ikke første gang, at det viser sig at være en katastrofalt forkert antagelse. Den anden måde, man kan forstå Olesens udspil – og den jeg mener, er mere sandsynlig – er at se det som implicit statsstøtte til SAS. Det vil heller ikke være første gang, politikere finder det opportunt at bruge et delvist statsejet selskab til at støtte et andet delvist statsejet – og slemt nødlidende – selskab. Men det er stadig meget langt fra liberal politik og økonomisk set nærmest latterligt dumt.

Anders Samuelsens meddelelse forleden dag om, at man helt dropper topskattediskussionen, er på samme måde et udtryk for, at LA ikke længere spiller den vante rolle i dansk politik som det eneste parti, nogenlunde liberalt indstillede danskere kan stemme på uden at væmmes. LA har øjensynligt uden diskussion eller sværdslag forladt deres fingeraftryk på regeringsgrundlaget, og en helt central del af deres økonomiske politik. Og forklaringen, at man da sigter efter at få andre skattelettelser for ti milliarder kroner, er helt tom for mening. Selv en meget lille lettelse af bundskatten, som det ser ud til er Venstres foretrukne plan, kan meget hurtigt koste ti milliarder, og har ganske begrænsede dynamiske effekter. Om Samuelsen muligvis ikke forstår det, eller om han har opgivet sin ideologi og politiske principper, må stå som et åbent spørgsmål.

Helt grundlæggende er problemet, at LAs ideologiske brandsalg betyder, at den politiske situation igen tillader alle borgerlige partier at klumpe sig sammen på midten. Partiets funktion har ellers indtil for nylig, som vi skrev da partiet var helt nyt, været at gøre det politisk dyrt for særligt Venstre at rykke ind til midten af dansk politik. Med partiets nuværende linje, der øjensynligt sigter mod at gøre det til en slags discount-Venstre med lidt større ord uden handling, forstummer både den interne kritik og diversiteten på den danske såkaldte højrefløj. Enhedslisten spiller stadig sin rolle som ideologisk vagthund for venstrefløjen, og trækker på den måde både SF og Socialdemokraterne en tand til venstre. Når LA holder op med at spille samme rolle på højrefløjen, flytter midten af dansk politik og dens fokus logisk mod venstre. Det endelige resultat er derfor, at endnu flere liberale vælgere bliver ’disenfranchised’, dvs. efterladt uden et eneste politisk parti, der taler deres sag, og at LA de facto bliver politisk irrelevant. Var det meningen med LA, da partiet blev grundlagt?

Venezuelas lange deroute

Det venezuelanske samfund er ved at kollapse, og Maduro-regimet afskaffede fornylig under voldsomme protester de sidste rester af demokrati i landet. Som vi har skrevet intensivt om her på stedet, er det ikke længere ’bare’ toiletpapir og majsmel, der mangler på hylderne, men stort set alle almindelige varer. I den årlige sundhedsundersøgelse svarede flere end 8 af 10 venezuelanske voksne, at de har tabt sig det sidste år, og da landet sidste år kortvarigt åbnede grænsen til Colombia, rejste 35.000 mennesker den første dag over grænsen for at købe mad og medicin. Det 21. århundredes socialisme, som Hugo Chavez stolt kaldte sin politik, er forudsigeligt nok endt i en humanitær katastrofe.

Der er dog al mulig grund til at overveje de dybere og ældre problemer i Venezuela. Som Niels Westy tidligere har understreget her på stedet, er Maduros socialistiske styre skyldig i den økonomiske og sociale totale kollaps af landet, men der er ingen grund til at tro, at alt bliver godt hvis det chavistiske diktatur væltes. Et sandsynligt alternativ er i stedet at vende tilbage til en dybt middelmådig stagnation.

Venezuelas virkeligt grundlæggende problem kan illustreres i de to figurer nedenfor. Den første viser nationalindkomsten per indbygger i Venezuela, Chile, Spanien og USA siden 1950, mens den anden viser nationalindkomsten per fuldtidsansat ækvivalent. Den anden figur giver således et billede af udviklingen i arbejdskraftens produktivitet, og måske derfor også et bedre indtryk af de dybere problemer i det venezuelanske samfund.

De to figurer viser meget tydeligt to ting. For det første var Venezuela faktisk rigere end Spanien indtil først i 1970erne – landet havde omkring 1950 været meget tæt på dansk levestandard – og var langt rigere end de fleste andre latinamerikanske lande (eksemplificeret ved Chile). For det andet var Venezuelas økonomi stort set lige så produktiv som USA indtil midten af 1970erne, og fulgte meget tæt den amerikanske udvikling. Mens forskellen i indkomst per indbygger og indkomst per ansat således indikerer, at den væsentlige forskel på Venezuela og USA var en større beskæftigelsesgrad i USA – i Venezuela i 1970 var 27 % fuldtidsbeskæftigede versus 40 % i USA – fulgte landet øjensynligt med den internationale teknologiudvikling. Omvendt konvergerede Spanien fra omkring 1960 mens Chile faldt bagud indtil militærets magtovertagelse og efterfølgende reformer i midten af 70erne.

Den vigtige pointe for Venezuela er, at landet holdt op med at følge med i midten af 70erne. Spaniens vækst var upåvirket og Chiles vækst tog fart pga. reformerne, mens oliekrisen rasede og olieprisen mere end fordobledes fra 1972 til 1975. Fra 1978 til 1980 steg olieprisen igen til næsten de dobbelte, hvilket førte til recessioner i store dele af verden, inklusive USA. Men kan se et par års hurtig fremgang i Venezuela, der som bekendt sidder på nogle af verdens største oliereserver, men derefter går det forbløffende hurtigt tilbage. Venezuela i 1970erne er dermed et af de klareste eksempler på Hollandsk Syge, både når det gælder virkningen på konkurrenceevne og på de politiske incitamenter.

Det er for eksempel sigende for udviklingen, at prisniveauet relativt til USA mere end tredobles mellem 1972 og 1982. Mens landet stadig tjener penge på olien, ødelægges store dele af den resterende eksportsektor, og landet kommer til at plages af aldeles elendig politik – staten overtager en væsentlig del af investeringsaktiviteten, skatterne stiger og den politiske reguleringsbyrde i kreditmarkedet stiger.

Som det kan ses i figurerne, var 1990erne økonomisk en relativt rolig tid på trods af Hugo Chavezs kupforsøg i 1992 og præsident Carlos Andrés Pérez afsættelse året efter for bedrag, og bl.a. pga. efterfølgeren Luis Herrera Campins afskaffelse af prisregulering. Det endte brat med valget af Chavez i 1998 og den tydelige genoprettelse af økonomien fra 2001 kan helt tilskrives den stærkt stigende oliepris. Det, der ligner en økonomisk succes og blev hyldet som sådan af mange vestlige ’intellektuelle’ som Jeremy Corbyn, Noam Chomsky og Joseph Stiglitz, var et kortvarigt ressourceboom, der politisk tillod Chavez at indføre sine katastrofale socialistiske reformer.

Hele bundlinjen i fortællingen er således, at Chavez og Maduros socialistiske diktaturstat ikke blot er en social og økonomisk katastrofe i sig selv, men at dagens situation også i en vis forstand er kulminationen på mere end 40 års negativ udvikling. Produktivitetsproblemerne, som tydeligt ses i figur 2, har været maskeret af stigende beskæftigelse, så det almindelige mål – nationalindkomst per indbygger – ’blot’ så ud til at være stagneret. Man tror det næppe muligt, men Venezuela er i endnu dårlige stand end man umiddelbart skulle tro, og det umiddelbare indtryk er allerede skræmmende.

Engelskkundskaber i Europa

Mens de fleste turister tager til Frankrig, Spanien og Italien til godt vejr, god mad og afslapning, har Skandinavien i mange år haft én stor fordel: Vores gode engelskkundskaber. Mange briter og amerikanere bliver overraskede over, hvor let det er at færdes i Danmark, Norge og Sverige, fordi man stort set aldrig er i en situation, hvor der ikke er nogen, der taler rimeligt engelsk. Blandt danskere hører man dog ofte påstanden, at vi faktisk slet ikke er så dygtige alligevel, og at vi bare narrer os selv fordi vi synes, vi lyder som fjernsynet. Så hvad er op og ned, og er vi så meget bedre end dem længere sydpå?

Svaret, som kan ses i figuren nedenfor, er et rungende ja. Figuren plotter the English Proficiency Index de seneste år i 34 europæiske lande. Indekset er lavet af organisationen Education First, som lever af at sælge sprogkurser. De 29 indeks er taget direkte fra de seneste fem års rapporter fra Education First, mens de sidste fem er imputeret fra nationale tests af, hvor mange der taler engelsk. Den vandrette linje ved indeks 76 er således the English Proficiency Index, som vi har imputeret for Storbritannien, hvor de officielle tests viser at 97 % af befolkningen kan tale engelsk. Linjen er således en benchmark for, hvad ’ordentligt’ engelsk er.

Og som sagt viser figuren, at tre lande stikker tydeligt ud: Sverige, Holland og Danmark. Der er således ikke mange overraskelser i figuren, der basalt set bekræfter de forestillinger eller fordomme, de fleste af os har. Tyrkerne, ukrainerne og russerne – og pudsigt nok også franskmændene – er i gennemsnit elendige til engelsk, cyprioterne er meget bedre til engelsk end grækerne, og der er bestemte østlande, man ikke må undervurdere: Esterne, polakkerne, og slovenerne. Evnerne følger heller ikke simpel økonomi eller geografi. Nok er de økonomisk velstillede lande i nord bedre til at tale engelsk, men det rige Frankrig er ikke, og befolkningerne på de to middelhavsøer Cypern og Malta – begge tidligere britiske kronkolonier – er bedre end de fleste.

Kan man bruge forskellene til noget? Helt lavpraktisk er indekset ganske brugbar information, hvis man skal på ferie i Europa, og ens franske, spanske eller italienske er rustent eller fraværende. De fleste danskere taler godt engelsk, og det er alt andet lige nemmere at feriere eller blot opholde sig et sted, hvor man kan tale med folk. Men derudover er det måske værd at overveje, at nogle lande i højere grad tilhører en engelsktalende offentlig debat, og andre er isolerede fra den. Der eksisterer ikke en europæisk ’offentlighed’, men nogle befolkninger har nemmere ved at forstå hinandens debat og synspunkter – og den vi hører hjemme i, er i høj grad den engelsktalende.

Selvforstærkende inkompetence

Min klumme i Børsen sidste uge handlede om mistillid til politikere. Baggrunden var, at adskillige politikere, inklusive Folketingets formand Pia Kjærsgaard, har argumenteret at det er et problem, at borgerne ikke stoler på politikerne i tinget eller på regeringen. Jeg mener modsat politikerne selv, at mistillid til politikere ikke blot er et gode, men helt nødvendigt for at demokrati kan fungere. De senere års relativt lave tillid til politikere er derfor et godt tegn.

Argumentet, som jeg både fremsatte i Børsen og igen søndag eftermiddag i Radio 24/7, er at demokrati kun fungerer, hvis regeringen og enkeltpolitikere kan stemmes ud. Men hvorfor skulle man gøre det, hvis man har tillid til dem? Og hvis man har tillid til dem, hvorfor skulle den enkelte borger da investere tid og energi på at følge med i politik, og faktisk checke om politikerne gør deres arbejde tåleligt? De centrale forhold, som vi regner med gør demokrati til et system, hvor magthaverne i højere grad end i andre typer politiske institutioner kan holdes ansvarlige, fungerer derfor kun når borgerne ikke har særlig tillid til de folkevalgte.

Tilliden til politikere (og til dommere og embedsværk) er dobbelt: Det er både tillid til at de er basalt ærlige, og tillid til at de er kompetente. Som jeg fik sagt ret umisforståeligt i det fornøjelige interview med Josefine Kofoed fra 24/7, har jeg ikke høje tanker om de danske politikeres kompetence. Jeg mener faktisk, at de fleste af dem er bredt set inkompetente, og ville være blevet fyret i et lignende privat job. To spørgsmål trænger sig derfor på, hvis jeg har ret: 1) hvorfor er de fleste politikere så inkompetente; og 2) ved de det overhovedet selv?

En del af svaret på 1) er klassisk public choice: At vælgerne er rationelt uvidende og derfor ikke rydder ukrudtet væk fra Christiansborg. Som Anthony Downs beskrev for 60 år siden, tæller hver stemme så infinitesimalt lidt, at der intet incitament er for den enkelte til at bruge tid eller energi på at holde sig informeret – medmindre der da er tilstrækkelig underholdningsværdi i det. Mange forskere mener derfor, at folk enten stemmer ekspressivt – for at udtrykke noget om dem selv i stedet for noget vedrørende dem, de stemmer på – eller simpelthen stemmer blindt og som de altid har gjort. Den slags stemmer er derfor meget lidt følsomme overfor, om de politikere man stemmer på, er nogenlunde ærlige og om de overhovedet kan finde ud af deres job. Mange stemmer derfor på politikere, der er ’meget i medierne’, dvs. nogen der enten kan røre ved folks indignation, deres bekymring for egen pengepung, eller blot være kendte fordi de er kendte. Det er ikke just personlige karakteristika, der er klart forbundet med kompetence, og man får derfor nemt politikere, der er dygtige til noget andet end det, de egentlig bør lave.

Og den slags selektion ind i politik har i anden omgang betydning for, hvem der efterfølgende vælger at gå ind i politik og at blive der. En af konsekvenserne er, som en politiker formulerede det privat for et par år siden, at man ikke er interesseret i at være ”den eneste voksne i børnehaven.” Kompetente og vidende individer vælger ikke en karriere i politik når det generelle kompetenceniveau er faldet. Det indebærer dermed også, at det generelle niveau falder endnu mere, da ingen umiddelbart kompetente vælger at gå ind i politik. Processen er selvforstærkende, og fører til en situation, hvor – groft sagt – dem der stiller op primært er fjolser, og dem der vælges derfor i høj grad også er – og når de fleste er fjolser, tiltrækker et liv i politik slet ikke de kompetente. Kompetence bliver således nemt et irrelevant kriterie i partiers interne dynamik og andre forhold som partiloyalitet eller hvor dygtig man er til at gøre som om man er dygtig på tv er vigtigere.

Et rimeligt svar på 2) hænger sammen med den selvforstærkende proces. De individer, der får succes i ungdomspolitik, er dem der kan spille efter de inkompetentes regler, og er dygtige på deres parametre. Allerede i ungdomspolitik kommer mange partier således til at sortere de kompetente fra, der langt hellere vil investere i uddannelse, festlige weekender eller noget helt tredje. Dem, der efterfølgende går ind i politik bedømmes på samme kriterier. Er det så et under, at de fleste partier lider under en akut og alvorlig talentmangel?

Det særlige problem er, at når politikere der er gået tidligt ind i politik, bliver konfronteret med argumentet om deres elendige kompetencer, forstår mange simpelthen ikke hvad man taler om. Mit bedste bud på, hvor de ikke gør det, er at de sammenligner sig med andre politikere. De er vokset op i politik og kun 42 af de nuværende medlemmer af Folketinget har nogen som helst privat erhvervserfaring, hvilket indebærer at deres naturlige sammenligningsgrundlag er svært skævt. Det er andre politikere, og når ens sammenligningsgrundlag primært er inkompetente kolleger er det svært at opdage, at man selv er inkompetent.

På den måde kan et helt sæt af værdier og såkaldte’ politiske kompetencer’ i det mindste teoretisk reproducere sig selv. Rent praktisk giver de for mit vedkommende også en ganske god beskrivelse af status i dansk politik: Christiansborg er i mange henseender en børnehave, hvor ’børnene’ ofte ikke formår at spotte en voksen når de ser en.

Public Choice 11: Korruption

Et felt, hvor public choice-forskere har været helt centrale og ændret måden, man analyserer et helt problemkompleks, er studiet af korruption; noget, vi også har skrevet om adskillige gange. Det giver ganske enkelt ikke megen mening at analysere korruption og korruptionsproblemer uden at tage udgangspunkt i en public choice-tilgang. Som vi skrev for et par måneder siden, antog man før public choice-revolutionen, at politikere og embedsmænd følger reglerne og automatisk gør det rigtige. I en sådan gammeldags ’wilsonsk’ optik kan korruption således kun ske, fordi enkelte, isolerede individer er moralsk defekte. Korruption kan logisk ikke være et særligt udbredt fænomen, og der kan ikke findes nogen analytisk baseret strategi mod korruptionsproblemer.

Det er da også sigende, at forskellige handbooks i udviklingsøkonomi og lignende felter ikke nævnte korruption med et eneste ord før starten af 00’erne. Publikationer fra Verdensbanken og FN er ligeledes stadig renset for klare henvisninger til fænomenet, selvom alle eksperter og mange andre ved, at korruption er et problem, der gennemsyrer mange fattige samfund. Det er ganske enkelt ikke politisk god stil at nævne offentligt, at der i lande som Nigeria, Bangladesh eller Grækenland bestikkes på livet løs.

Med public choice-skolens analyseapparat kan man omvendt forstå og analysere korruption – og dens lovlige fætter lobbying – som et almindeligt problem, der kan være stærkt udbredt. Korruption defineres ofte som ”misbrug af offentligt embede til privat gevinst” og er derfor en særlig type rent-seeking. Robert Klitgaard beskrev korruption som M + D – A: “Monopoly (M) plus discretion (D) minus accountability (A).” Korruption kan således opstå, når en embedsmand eller en gruppe embedsmænd har monopol på en særlig service, selv kan bestemme hvordan de de facto implementerer den (diskretionen) og ikke holdes ansvarlige for deres job. Virksomheder, enkeltpersoner eller særinteresser kan således købe sig til særbehandling og til de facto at kunne ignorere lovgivning, og på politisk plan også købe sig til særlig politik, der gavner dem. Et af de store korruptionsproblemer er, at både politik og implementeringen af den – miljøregulering, importtold, godkendelsesprocedurer osv. – bliver skævvredne.

Det særlige ved en public choice-tilgang er her, at korruption ikke opstår fordi nogle embedsmænd eller politikere er onde, men pga. de incitamenter, der defineres af de institutioner de lever med og den situation de er i. Institutionerne definerer for eksempel, hvor meget diskretion, der overlades til embedsværket, og i hvor høj grad de holdes ansvarlige. Særligt det sidste element er stærkt forbundet med kvaliteten af domstolene og hvor politisk uafhængige, de er. Når det gælder politisk korruption er domstolenes uafhængighed ekstra vigtig – en stor del af den nye historie i Brasilien, hvor domstolene virkelig er begyndt at gå efter bestikkelse af toppolitikere, er netop at domstolene er begyndt at opføre sig politisk uafhængigt og at individuelle dommere derfor ikke længere har meget at miste ved ikke at beskytte politikerstandens kriminalitet.

Men en anden del af historien – og sandsynligvis også en del af den danske historie med bemærkelsesværdigt lidt korruption – er i hvor høj grad almindelige borgere og vælgere er parate til at straffe folk i magtpositioner, der er korrupte. Korruption kan således ikke forstås uden en public choice-tilgang, dvs. uden en insisteren på, at korruption er en konsekvens af de incitamenter, folk har: Nogle af dem er økonomiske – ofte er bestikkelse kun et spørgsmål om at finde den rigtige pris – men andre incitamenter er politiske, og nogle er sociale. Når man først opgiver den gamle ide om, at der ikke findes systematiske incitamentsproblemer i politik og embedsværk, kan man begynde at undersøge incitamenterne, og diskutere hvorfor nogle lande har langt større problemer end andre. Før den erkendelse – og det er en af de centrale i public choice – er det et mysterium hvorfor Danmark er langt mindre plaget af bestikkelsesproblemer end Grækenland.

New data and new problems

In economic research, and in particular in development economics, it is important to have access to precise income data. Yet, getting data on income has always been a problem, and even more so before the invention of modern national accounting in the 1930s. One of the particular problems that persisted for a long time was how to deal with price differences across countries. That problem was alleviated – although not entirely solved – by the advent of the International Comparison Project (read the story here og Tim Taylors account of the project here).

Researchers have for the last couple of decades either used various versions of the national account data in the Penn World Tables (PWT) or from the World Bank. No one claims that they are perfect, but both sources tend to yield very similar results. They have also both been regularly updated, with the PWT ending at version 7.3. However, many people have wanted better and even more precise data.

PWT 8.0 was therefore introduced to great fanfare in 2013, when a new team of researchers changed the basic methodology behind the data. These changes were outlined by Robert Feenstra, Robert Inklaar and Marcel Timmer in a highly profiled article in no less than the American Economic Review. Many researchers nonetheless began to get doubts because the new Penn data turned out to look rather different from the old data, and several known economic events were nowhere to be found in the new version. Maxim Pinkovskiy and Xavier Sala-I-Martin for example dcoumented (ungated version here) that both the 2011 version of the World Bank dataset and PWT 7.1 provide a much better fit with development, when one compare the data to long-run changes in light intensity at night, which cannot be manipulated or fiddled with. Something was obviously amiss with PWT 8.0 and 8.1.

This year saw the publication of PWT 9.0 with the implicit claim that the beginners’ problems of the new methodology had been sorted out. The question then is which data you can trust and what you use? Interested readers can of course make up their own minds, for example by looking at the Danish data. All three series from the PWT start in 1950, 7.1 ends in 2010 and 9.0 in 2014. Penn provides two series in version 9.0, as the new methodology implies that there are GDP series calculated from expenditures (the ’e’-series in the figures) and other series calculated from output (the ’o’-series). Beginning in 1966, these series can be compared to the purchasing power adjusted series from Statistics Denmark (DS). The clue here is that Denmark has some of the most precise national accounting data, not least because of the tradition of registering everything at the source, which ought to provide a ”most precise” benchmark; a sort of gold standard.  And as is obvious in the figures, the four series match up rather nicely in the very long run. The lowest correlation is 0.96 (between  PWT 9.0 ’o’ and DS). However, as is particularly obvious in the second figure, where I focus on the shorter period between 1970 and 1995, there are substantial and worrying differences in the short-run dynamics. Looking at the annual growth rates, it turns out that PWT 7.1 and DS are almost identical (the correlation is 0.98), while PWT 9.0 is different.

The correlation between growth rates in DS and PWT 9.0 ’e’ is a mere 0.08! The output-based series looks better, but correlations of 0.76 with DS and 0.84 with PWT 7.1 are far from impressive, when the data ought to be calculated from the same base information. The figure also reveals that the new data exhibit a much larger decline in the last years of the Anker Jørgensen governments, and a visibly slower recovery after the conservative government of Poul Schlüter took over in 1982. A few years later, the PWT 7.1 and DS series also exhbit rather different growth rates for the Fogh/Løkke governments between 2001 and 11. PWT 7.1 has an annual average growth rate of 0.25 % and DS one of 0.43 %, while the new PWT data show rates of 1.52 and 2.23 %.

The conclusion is that something is obviously wrong in the new data. New is not always better and I feel obliged to recommend that colleagues, students and anyone else interested in the topic do not use the new PWT series, although they have been sold to the academic community as improved measures.

Moderne flagellanter

I slutningen af 1340erne ankom pesten – den Sorte Død – til Europa. Konservative bud peger på, at sygdommen slog cirka en tredjedel af kontinentets befolkning ihjel, og de sociale, politiske og økonomiske virkninger var enorme. Et af de mere mærkværdige fænomener, der fulgte i hælene på pesten var flagellanterne: Folk, der piskede sig selv og på andre måder straffede sig for menneskehedens ’synder’. De forestillede sig, at pesten var en kristen guds straf for, at de havde levet syndigt, og at de måtte rense sig selv for synden gennem fysisk straf. Hele det meget udbredte fænomen blev forstærket af fornemmelsen af, at verden nærmede sig de sidste dage, hvor folk skule stå til ansvar for deres synder overfor en grusom og hævngerrig gud.

Læser man om middelalderen kan man ofte få den stærke fornemmelse at plus ça change – mennesker er mennesker til enhver tid. I særlig grad minder moderne vegetarisme, økologifanatisme og klimaoptagethed om middelalderens flagellanter. Der er naturligvis intet galt i at være vegetar – man kan oprigtigt være imod at slå dyr ihjel og man kan føle, at man har et bedre liv uden at spise kød – men det slår mig ofte, hvor tit man hører andre grunde. En yderligere årsag til at tænke nærmere over fænomenet er, hvor ofte tre ting går igen hos de samme individer: Det er i min erfaring ofte de samme mennesker, der er vegetarer eller veganere som også er stærkt optaget af økologi og ser klimaændringer og global opvarmning som en menneskeskabt katastrofe, som truer vores eksistens.

Uden at ville lege lommeterapeut ligner de basale psykologiske mekanismer hinanden. For det første har man opført sig syndigt: Man har syndet mod naturen ved at spise kød, enten fordi det er umoralsk at slå dyr ihjel eller fordi kødproduktion belaster naturen på den ene eller anden måde, eller i enkelte tilfælde fordi det er unfair at man selv spiser kød, mens en (stærkt faldende) andel af verdens befolkning er for fattige til at gøre det hver dag. For det andet har man en opfattelse af, at økologi er mindre belastende for miljøet, sundere for mennesker, og på en eller anden måde rigtigere fordi det er mere ’naturligt’. I dette tilfælde ser det ofte ud til, at der spiller et quasi-religiøst element ind, fordi øko-vegetarerne insisterer på at tro på det, uden at der – på trods af intensiv forskning – er ret meget faktisk evidens. Sidst, men ikke mindst, er de fleste af dem overbeviste om, at global opvarmning er et enormt og menneskeskabt problem, som vi alle skal gøre noget ved.

Det helt centrale er dog ikke bare, hvor nemt det er at drage paralleller mellem middelalderen og 2017, men derimod hvordan en helt central forestilling går igen. Forestillingen er, at årsagen til de problemer man ser, er helt grundlæggende umoralsk – dvs. syndig – adfærd. De er ikke blot problemer, man nøgternt kan vurdere omfanget af og diskutere mulige løsninger på. Der eksisterer for eksempel effektive teknologiske løsninger på overgødningsproblemer, så man kommer miljøbelastninger gennem udvaskning til livs. De er dog typisk slet ikke interessante for den særlige gruppe mennesker, jeg tidligere kalde øko-vegetarerne. Grunden virker til netop at være, at de er så effektive – effektiviteten betyder, at der ikke er noget økonomisk eller socialt afsavn forbundet med løsningen.  Præcist ved at være så effektive, indebærer disse løsninger ikke nogen moralsk renselse eller på anden måde en bod for at have været syndig.

Meget ligesom flagellanterne i slutningen af 1300-tallet er problemet i moderne diskussioner, at hvis man ikke pisker sig selv (i overført betydning), kommer man ikke i øko-himmeriget. Hvis der ikke ligger et element af personligt lidelse eller afsavn i løsningen, bliver man ikke ’renset’ for sin synd. Man er med en postmoderne identitet som øko-vegetar eller lignende nødt til at straffe sig selv fordi det på en eller anden mystisk måde er vores skyld – vi har ikke været dydige nok. På den måde er øko-klima-vegetarerne og deres ligesindede på mange måder det 21. århundredes religiøst glødende flagellanter.

Mike Munger i the Rubin Report

The Rubin Report er en af flere udsendelser, vi på punditokraterne jævnligt hygger os med. Forleden havde Dave Rubin besøg af den fremragende Michael Munger, professor i statskundskab på Duke University, tidligere præsident for the Public Choice Society, og en af de mest vidende liberale økonomer/statskundskabere i USA. Det kom der en særdeles særværdig udsendelse ud af, som vi håber læserne også vil nyde.

Mens man kan være meget uenig med Munger i hans ideer om basic income (som han taler om til sidst i programmet), er de første 40 minutter fyldt med guldkorn. Munger starter f.eks. med at tale med Rubin om statskundskab og hvorfor han mener, der er mere behov for (ordentlig) statskundskab i dag. Et af de universelle problemer er, som Munger så præcist formulerer det, at ”we tend to have this idea is what we need is better people.” I stedet er hans (og stort set alle public choice-forskeres) argument, at vi har behov for bedre regler, og politiske institutioner, der i højere grad begrænser, hvad politikere kan gøre. Og som Munger påpeger, er en af de ting statskundskab gør, at den ”studies the engineering of rules.”

Senere i udsendelsen kommer han tilbage til problemerne med politikere selv, og hvem der søger ind i politik. Hans karakteristik af politikere og deres opfattelse af sig selv er vidunderligt præcis: “you can be a Republican member of Senate, but (when) you look in the mirror, you see a God!”

Selv mainstream medier fordrejer nyheder og reportage når de ikke passer på deres ideologiske position. Mungers holdning er, at de nye, mindre medier indirekte kan gøre noget ved problemet. Som han formulerer det “we cannot discover truth, but what we can do is impeach falsehood.” Det er også et af punditokraternes mål. The Rubin Report gør det fremragende med Mike Munger, men også med mange andre gæster, som f.eks. Stephen Fry eller Ayaan Hirsi Ali. Stærkt anbefalet.

Older posts Newer posts

© 2017 Punditokraterne

Theme by Anders NorenUp ↑