Forfatter: Christian Bjørnskov (side 2 af 52)

Junckers Dilemma og den nye reformforskning

Overskriften Junckers Dilemma er også overskriften på en kronik af Otto Brøns-Petersen og overtegnede, som Weekendavisen bragte i fredags (kan læses her; kræver muligvis abonnement). Dilemmaet er kendt blandt politikere, der gerne vil indføre større reformer, men også genvælges. Som Luxembourgs daværende premierminister Jean-Claude Juncker – den senere kommissionsformand – formulerede det for år tilbage, kan man ikke begge dele. Otto og jeg spørger i kronikken, hvornår lande da faktisk indfører reformer, og om Juncker havde ret.

Vores svar er baseret på nye forskning og kronikken er således i høj grad en præsentation af den nyeste forskning i reformprocesser i public choice og institutionel økonomi. To relativt nye bøger opsummerer fornemt, hvad den nye forskning viser om reformer og hvornår man faktisk kan komme ud over den ofte velorganiserede modstand mod reformerne fra særinteresser. Eller som vi opsummerer, hvad Wayne Leighton og Edward Lopéz finder:

Som [Leighton og Lopéz] understreger i deres prisbelønnede Madmen, Intellectuals & Academic Scribblers, har public choice-teori siden 1960erne bidraget til en forståelse af, hvorfor reformer er så svære at gennemføre. Organiserede særinteresser har ofte langt mere indflydelse end vælgere og kan således blokere reformer og forhindre, at de overhovedet diskuteres. I Danmark gælder det dele af fagbevægelsen, men også dele af erhvervslivet.

I et omhyggeligt case study af australske og svenske reformer – Nils Karlssons ligeledes fine Statecraft and Liberal Reform in Advanced Democracies – er indsigten:

Som modtræk besluttede en kreds af svenske erhvervsfolk sig allerede fra slutningen af 1960erne for at tage et principielt og intellektuelt baseret opgør med denne udvikling. Karlsson viser, hvordan man satsede betydelige ressourcer på at opbygge tænketanke og forskningsinstitutioner med et langt bredere sigte end snævre erhvervsinteresser. Opgøret kulminerede i kampen om fondssocialisme, men denne intellektuelle infrastruktur var også vigtig for at have et vidensgrundlag på plads, da Sverige blev ramt af flere alvorlige økonomiske kriser i løbet af 1980erne og 1990erne. Helt frem til i dag er Sverige et godt eksempel på, hvad en principfast og fremsynet indsats kan udrette på det lange sigt.

Den sidste hurdle mod reformer er Junckers Dilemma, men er dilemmaet virkeligt? Som Niclas Berggren og jeg viser i det seneste nummer af Journal of Institutional Economics (læs tidligere omtale her), er der typisk intet dilemma. Vælgernes reaktioner, her vurderet via deres svar på, hvorvidt de er tilfredse med den måde, demokratiet fungerer på i deres land, er faktisk positivt påvirkede af større, liberaliserende reformer. Nok advarer kommentatorer jævnligt mod reformer, men det ville være en noget speciel situation, hvis reformer er upopulære på samme tid som de gør vælgerne mere tilfredse med demokratiet. Den brede modstand mod reformer eksisterer ofte udelukkende i politikernes hoveder.

Italiens økonomiske elendighed

Italiensk politik og Italiens økonomi har igen været i de internationale overskrifter, da landets regeringsleder Matteo Salvini er på vej til at opløse regeringen. Salvini, der repræsenterer det højrepopulistiske Lega og danner regering med det venstrepopulistiske M5S, har udfordret EU ved at gennemføre et statsbudget med et alvorligt underskud. Efter forhandlinger endte budgettet lige indenfor eurozonens regler om et maksimalt, planlagt underskud på 3 %, men de facto ender det italienske minus sandsynligvis værre end det.

Udmeldingen er nu, at Salvini og Lega er klar til at sænke skatten markant, hvis de får pienei poteri – et klart flertal og dermed den ”fulde magt” som Mussolini også talte om – og at de helt vil ignorere euroreglerne. Det officielle argument er, at der skal sættes gang i de økonomiske hjul, men som økonom ved man, at den type politik i bedste fald kan give øget aktivitet i et par år. Derefter er italienerne tilbage til en situation med en statsgæld på 132 % af BNP – en del af den båret ufrivilligt af italienske banker, som dermed er udsat for væsentlig politisk risiko – og den forbløffende status quo uden egentlig økonomisk vækst. Som den altid indsigtsfulde Tyler Cowen hos Bloomberg understreger, er den næsten totale mangel på vækst det virkelige problem:

Unfortunately, a zero-growth environment cannot be stable forever. The reasons are many; structures ossify, firms and governments become less productive and dynamic, rules become more vulnerable to gaming and rent-seeking, and interest groups increase their ability to seize parts of the pie. If the pie doesn’t grow, eventually it becomes harder to sustain productive activity and a healthy politics.

Man kan næppe undervurdere, hvor alvorligt eller grundlæggende, problemet er: Sammenligner man med resten af Europa, er Italiens økonomi meget tydeligt i en sørgelig tilstand. Det ses ikke mindst i figuren nedenfor, hvor vi plotter udviklingen i total faktorproduktivitet, beregnet som et såkaldt Solow-residual, i Danmark, Sverige, Storbritannien og Italien siden 1970.

Som figuren viser, var Italien faktisk en af Europas mere produktive økonomier i 1970erne, med et gennemsnitligt Solow-residual 8 % under Tysklands og meget lig Danmarks. Til sammenligning var Storbritannien – kendt som Europas syge mand i 70erne – 16 % mindre produktivt end Tyskland og hele 29 % værre end USA. Figuren viser dog også to andre forhold: Effekterne af de massive reformer i Storbritannien omkring 1980 og Sverige efter 1990, og hvordan Italiens produktivitetsvækst aftager markant i løbet af 1980erne og fra 1998 til finanskrisens start i 2008 er praktisk taget nul. Status i det sidste år med data, 2017, er at Sverige nu er 2 % mere produktivt end Tyskland – en forskel, der er så lille at den i praksis er nul – mens Storbritannien er 6 % bagefter og Danmark er 9 % bagefter.

Produktivitetsforskellen mellem Tyskland og Italien illustrerer ganske godt omfanget af de italienske problemer: Opgjort som et Solow-residual var Italien i 2017 33 % mindre produktivt end Tysklands økonomi. Med andre ord kan tysk industri i dag i gennemsnit producere varer af 1000 euro værdi med et ressourceforbrug, der er en tredjedel lavere end det tilsvarende italienske. Tysk produktivitet bliver ydermere ved med at udvikle sig ligesom den svenske, men Italiens produktivitetsniveau i dag er tilbage på samme niveau som i midten af 1980erne. Mens landet således stadig kan ’skabe arbejdspladser’ er de derfor også i stigende grad inferiøre i forhold til alternativer i resten af Europa.

Som vi har vidst siden Robert Solow og Trevor Swans arbejde sidst i 1950erne, er produktivitetsudvikling den grundlæggende kilde til langsigtet økonomisk vækst. Den kræver i de fleste tilfælde gode, politisk uafhængige retslige institutioner, en nogenlunde stabil og forudsigelig økonomisk politik, begrænset rent-seeking og særinteresseindflydelse, en begrænset offentlig sektor, og fri iværksætteraktivitet. Italien har, sammenlignet med de fleste andre vestlige lande, ingen af delene. Støvlelandet har behov for alvorlige, gennemgribende reformer af hvordan dets samfund fungerer. Uden dem er landet dømt til at fortsætte en kurs, hvor landet falder endnu længere bagud og opbygger en endnu større statsgæld. Og som i alle andre tilfælde er der kun én slutning på den slags historie: At man går konkurs.

Regulerer nødforfatninger regeringers adfærd efter terrorangreb?

Som mange læsere vil vide, har jeg de seneste år haft et større projekt i gang sammen med Stefan Voigt (Uni Hamburg) om nødforfatninger. Vores tidligere artikler i projektet – som sandsynligvis bliver til en bog, når alle artiklerne er skrevet og publiceret – har handlet om hvordan nødforfatninger ser ud på tværs af lande og amerikanske stater, og hvornår lande faktisk erklærer nødret.

Vi har nu bevæget os mod spørgsmålet om, hvilke konsekvenser nødprovisionerne har. Det gør vi allerførst i ”When Does Terror Induce a State of Emergency? And What are the Effects?” som forleden blev optaget til publication og nu i sin helhed kan nu læses her som Online First hos Journal of Conflict Resolution

Stefan og jeg undersøger i artiklen, hvordan 79 forskellige lande med ’vestlige’ forfatninger har reageret på terrorangreb, og særligt hvordan deres nødforfatning har reguleret reaktionerne, siden 1970. Vi finder, ikke overraskende, at flere angreb øger chancen for at regeringen erklærer nødret. Vi finder dog også, at en nødforfatning der giver regeringen større beføjelser under en nødret er forbundet med flere terrorangreb, men en lavere sandsynlighed for at regeringen faktisk erklærer nødret. Sammenhængen med forfatningens nødretsprovisioner er således ikke helt ligetil, og vi finder særligt ikke evidens for at nogen af delene er påvirket af, hvor politisk let det er at erklære nødret.

Det viser sig dog, at når vi ser på regeringens reaktioner på terrorangrebene – vi bruger her et mål for repressiv politik – spiller nødforfatningen ind. En kombination af en nødforfatning, der gør det let for regeringen at erklære nødret og et angreb, der faktisk skår folk ihjel, øger markant risikoen for at regeringen efterfølgende fører langt mere repressiv politik. Det virkeligt interessante i det sidste fund er således, at graden af øget repression ikke afhænger af, hvor høj grad nødprovisionerne faktisk tillader regeringen at gøre det.

Vi finder ingen systematisk sammenhæng mellem den faktisk repressive politik efter terrorangreb, og om nødforfatningen faktisk tillader censur, ekspropriation osv. Mit nye studie med Stefan ender derfor med at sætte et ganske stort spørgsmålstegn ved, hvor effektive nødforfatninger overhovedet er. Implicit spørger vi således også om de i virkeligheden har andre politiske formål end det officielle.

Reality-Venstre slår til igen

Venstre har i den forgangne uge holdt sommergruppemøde på Kragerup Gods. Mødet blev noget mere dramatisk end planlagt, da flere folketingsmedlemmer reagerede kraftigt på et interview i Berlingske med næstformand Kristian Jensen. Det eneste svagt kontroversielle et ellers vagt og midtsøgende interview var, at Jensen klart vurderede, at Løkkes planer under valget om en SV-regering vaf en fejl. Som han direkte siger i Berlingske: ”En SV-regering er ikke svaret, og jeg tror, der fra de andre borgerlige partier er en forventning om, at hvis vi skal stå i spidsen for det borgerlige samarbejde, så skal vi også sige det klart og tydeligt.”

Fredag kom det så vidt, at den aldrende Venstre-nestor Claus Hjort Frederiksen direkte opfordrede Jensen til at trække sig som næstformand. I et efterfølgende Facebook-opslag skrev Hjort direkte, at ”Det delte formandskabs tid er forbi” – et udsagn som DR’s Christine Cordsen vurderer er en direkte ”krigserklæring mod Kristian Jensen.” Delingen var et resultat af den uafsluttede magtkamp mellem de to fløje, der støtter henholdsvis Lars Løkke og Kristian Jensen, og som stødte direkte sammen i 2014. Fløjene eksisterer stadig, men Hjort mener øjensynligt ikke, at der længere er behov for at tage hensyn til den anden fløj. Adskillige højtsående og kendte Løkke-støtter erklærede sig enige, mens Jensens støtter primært holdt mund eller opfordrede til ro.

Det særligt pudsige i udsagnet er, at Hjort også mener, at der ikke bør være andre formænd end Løkke og at han og kun han udstikker den politiske kurs og de politiske beslutninger for partiet Venstre. Hjort har næppe forstået, i hvor høj grad han kom til at lyde som en klassisk håndlanger for autokrater som Recep Tayyip Erdoğan, Victor Órban eller Jacob Zuma. Løkkes egne handlinger bekræfter i høj grad dette indtryk, da han tydeligvis – i det mindste offentligt – mener, at han var i sin gode ret til at snigløbe sin næstformand og store dele af partiet under valgkampen, ved at opfordre til en SV-regering. Han synes heller ikke at forstå eller acceptere, at resten af blå blok har mistet al tillid til hans person og den fløj i Venstre, som han står i spidsen for.

Set i en rent politisk optik, er det svært at få Venstres positionering til at give meget mening, medmindre man regner med, at partitoppen helt og fuldstændigt har fejllæst valget og dets optakt. Er planen virkeligt at rykke Venstre endeligt ind på midten af danske politik – en bevægelse, der blev startet af Claus Hjort og Anders Fogh allerede efter det fejllæste 1998-valg – og simpelthen kæmpe med Socialdemokraterne om medianvælgerne? Eller er planen, at Venstre endeligt skal opgive at have en sammenhængende politik, men blive et rent magtparti som folk bør stemme på i mangel af bedre, eller på grund af hvad partier kan levere specifikt til dem? Ingen af delene giver ret meget mening, da S mere troværdigt kan levere nummer et, og DF allerede leverer nummer to.

Det paradoks bringer således en til at mindes om, at et parti ikke er en organisme, men et løst kollektiv af individer med individuelle præferencer, planer og projekter. Og opgiver man at se på ’partiets’ interesser, men ser på enkeltindividers egeninteresse, giver det hele pludseligt meget mere potentiel mening. I en vis forstand er Venstres problemer og den nuværende ledelses ageren nemlig en helt igennem rationel strategi for de personer, der sidder på magten i partiet.

Man kan med andre ord forstå udviklingen i Venstre med, at en større gruppe af folketingsmedlemmerne er helt ligeglade med det politiske projekt, men kører deres eget, personlige projekt for åben skærm – den faktion, jeg for nogle få år siden i Børsen kaldte ’Reality-Venstre’. Og som i ethvert andet reality-show, resulterer den slags opførsel i en situation, hvor indhold er ligegyldigt og alt relevant action er i personfnidder og intern magtpositionering. Der er – præcist som reality-tv – ikke just begavet underholdning.

Bruger man således det almindelige analytiske udgangspunkt fra public choice – metodologisk individualisme hvor hver enkelt gør det bedste for dem selv, givet deres egne interesser – giver det mening. Løkkes ageren i de sidste efterhånden adskillige år kan måske bedst karakteriseret som en stræben efter magt uden et politisk projekt, men på det personligt plan er den eminent rationel, da det for ham er en kamp om hans overlevelse i politik. Normalt ville man også skulle se på hans alternativer udenfor politik, men Løkkes store problem ligner mange andre moderne politikeres: Han har reelt ingen kompetencer, der har værdi udenfor politik. Medmindre han kan lande en lignende politisk position udenfor dansk politik – for eksempel en EU-stilling eller en ledende position i en international organisation eller NGO – er hans personlige status derfor særdeles svær. Oveni det problem skal man lægge Løkkes velkendte manglende evner, når det kommer til at styre sine personlige finanser.

Hvis man som Løkke, Elleman, og mange andre politikere i både Venstre og de fleste andre partier, er vokset op i ungdomspolitik og gået direkte ind i almindelig politik, er man i overhængende risiko for ar være i Løkkes sko: Man har reelt investeret et halvt liv i nogle kompetencer, som er aldeles ubrugelige i det samfund, de andre 5½ millioner danskere lever i. Man er socialiseret ind i et system, hvor personfnidder er helt centralt for ens karriere, og hvor respekt for fakta, indsigt i hvordan ting fungerer, og selv det andre opfatter som almindelig anstændighed overfor andre mennesker, er komparative ulemper. At tabe magten er derfor en trussel mod ens hele eksistens, fordi man reelt ikke kan andet end politik. Nogle politikere ser det ikke sådan, men de mere begavede af slagsen kan næppe undgå at være klar over, at de ville få det endda meget svært, hvis de skulle forlade politik. Undrer man sig over miseren i Venstre, hvor umiddelbart tåbeligt partiets slingrekurs og totale mangel på ideologisk kompas virker, er det værd at mindes om, at politikerne først og fremmest er rationelle enkeltindivider, der ofte er helt blottet for de kompetencer, vi andres økonomiske og sociale liv hviler på.

Tillid i eksperimenter og spørgeskemaer

For nogle uger siden skrev vi kort om et nyt studie, der måler civil ærlighed. Vi noterede da, at mens de udmærkede forskere bag Cohen et al. i Science udførte et velgennemtænkt eksperiment i 40 lande, engagerede de sig næsten overhovedet ikke med den store litteratur om social tillid. Da vi tog et hurtigt kig på sammenhængen på tværs af lande mellem tillid i spørgeskemaer og folks opførsel i eksperimentet, var vores konklusion, at ”den målte tillid i spørgeskemaer ikke er ekspressiv, men klart reflekterer folks forventede ærlighed.”

Efter at have tænkt over det, kom jeg til den konklusion, at emnet er vigtigere end en simpel blogpost. Jeg har derfor taget et noget mere omhyggeligt kig på, hvordan opførsel i eksperimentet hænger sammen med den målte tillid i spørgeskemaer de samme steder. Papiret, der hedder ”Civic Honesty and Cultures of Trust” og nu kan findes på SSRN, viser ikke blot den simple sammenhæng på tværs af lande. Det viser sig også, at sammenhængen mellem eksperimentel opførsel og tillid i spørgeskemaer kan genfindes på tværs af de 105 europæiske regioner, hvor data for begge dele er tilgængelige. Det viser vi i figuren nedenfor, der i øvrigt ikke er med i papiret. Tillidsmålet fra European Social Survey er på x-aksen og andelen af punge, der blev leveret tilbage i eksperimentet er på y-aksen.

Konklusionen er heldig for den store tillidslitteratur, der næsten udelukkende er baseret på spørgeskemadata: Cohen-holdets eksperiment validerer ret præcist brugen af spørgeskemadata. Abstractet er nedenfor og hele papiret kan findes her.

Recent work on Cohn et al. (2019) shows that civic honesty captured in a wallet-return experiment varies considerably across the world. This paper uses the new experiment to validate the alternative way of measuring trust and honesty from questionnaires. Comparisons of wallet return rates and questionnaire trust across 38 countries and 105 European regions show that experimental behaviour and social trust measured in questionnaires are strongly correlated. The new experimental data thus validate the widespread use of questionnaire-based measures in the trust literature.

Historien om the Economic Freedom of the World

Jeg er pt. på vej hjem fra et heldagsseminar i Dallas, Texas, om brugen af indeks for økonomisk frihed i forskning. Seminaret, hvis formål var et introducere interesserede juniorkolleger og PhD-studerende til ’the do’s and don’ts’ i denne del af forskningen, omfattede både så etablerede navne som James Gwartney (Florida State University) og Robert Lawson (Southern Methodist University), men også dygtige yngre kræfter som Daniel Bennett og Boris Nikolaev (Baylor University), og Jeremy Jackson (North Dakota State University, foto).

Jeremy Jackson ved seminaret

Seminaret startede med et for mig særligt spændende indslag, da James Gwartney fortalte historien om, hvordan the Economic Freedom of the World Index – hvis 2019-udgave udkommer om blot et par uger – startede. Den spæde start var til en session med titlen ”Was George Orwell Right?” ved the Montpellerin Societys årlige konference i 1984, der det år var i Cambridge. Her mødtes blandt andet økonomen Michael Walker og historikeren Paul Johnson, og blev enige om den konceptuelle forvirring, der på det tidspunkt (og til en vis grad stadig) herskede omkring forskellene på demokrati og økonomisk frihed.

Seminaret blev til en serie på seks konferencer mellem 1986 og 1984, som Walker bad Milton og Rose Friedman om at sponsere. Det blev i sidste ende den amerikanske Liberty Fund, der sponserede konferencerne med formålet at nå en klar definition på, hvad økonomisk frihed er.

Gwartney blev bedt af Friedman at komme til konferencen i 1989, og blev der slået af, hvor mange forskellige forhold, de forsamlede økonomer ville måle. Stemningen var tydeligvis præget af, at forsamlingen ville måle et meget stort antal forhold, som en eller flere af de inviterede mente var vigtige elementer at økonomisk frihed. Som så ofte før endte det med, at Gwartney, Friedman og et par andre blev enige over frokost om, at det var meget mere produktivt at forsøge at koge diskussionen ned til et mindre antal faktorer, som man faktisk kunne måle. Friedman erklærede sig enig, og sagde – halvt i spøg – til Gwartney ”Why don’t you go home and do that?”

Og der kunne historien være endt, hvis Gwartney ikke havde gjort netop det. Hjemme i Florida gik han ind til sin studentermedhjælp og meddelte, at ”Hey, I just had a nice meeting witk Milton Friedman. Guess what you’re doing this winter.” Medhjælpen, der skulle vise sig at have en helt særlig evne til at grave data frem fra mange forskellige kilder, hed Robert Lawson, og de to endte med at udsende den første Economic Freedom of the World rapport i 1996.

Udgangspunktet for at måle økonomisk frihed har siden da været, at det skal måle i hvor høj grad et lands institutioner og politik er konsistent med ”personal choice, vountary exchange, open markets, and protection of people and their property from aggresors.” Fra udgangspunktet var Gwartney og Lawson enige om, at alt skulle være så objektivt og replikabelt som muligt – eller som Gwartney understregede i går, at en marxist og en hardcore liberal ville nå til den samme objektive vurdering af et lands tilstand på det samme datagrundlag.

Når dette års rapport udkommer, vil vi naturligvis skrive om det her på stedet. Men før da ville det måske være interessant at kende historien bag et indeks og meget vigtig datakilde i politisk økonomi, der også med jævne mellemrum dukker op i den politiske debat i Danmark. Det var således the Economic Freedom of the World Index, som flere meningsdannere brugte som modsvar, da en nyhedsvært fra Fox News for et år siden karakteriserede Danmark som et socialistisk land. Uden en serie små konferencer og en frokostsnak for 30 år siden mellem Milton Friedman og en ung James Gwartney, ville det ikke eksistere. Og ganske sigende indrømmede Gwartney, at de nok ville få nogle hundrede referencer til deres indeks. I dag skal referencerne til Gwartney og Lawsons fremragende indsats tælles i tusinder.

Befolkning, vækst og klima 12: Hvor vestlige er de rige ikke-vestlige?

Når man taler om ’de rige lande’ er det ofte underforstået, at det handler om en bestemt gruppe lande i Europa, Nordamerika, og enkelte andre som Australien og New Zealand, Japan, Sydkorea, Singapore og Taiwan, ligesom Hong Kong typisk regnes med. Ser man på tallene for gennemsnitsindkomster, er det dog klart, at de rige landes klub er en tand bredere end det.

Bruger man således den nye udgave af the Penn World Tables, er 23 lande mindst lige så rige som medianen i Østeuropa eller Grækenland, og syv er rigere end medianen i resten af de lande, vi normalt betragter som de vestlige. Den rige gruppe består af oliestaterne Qatar (136678 dollars), de Forenede Arabiske Emirater (77350), Brunei Darussalam (72241), Kuwait (65483) og Saudiarabien (51617), spillemekkaet Macao (109394) og den lille britiske koloni Bermuda (53287). Derefter følger en række andre, meget forskellige lande med vestlige levestandard: Bahrain (40468), Caymanøerne (40358), Oman (38831), Aruba (35344), Trinidad og Tobago (28679), Bahamas (27125), Seychellerne (26953), de Britiske Jomfruøer (25196), Ækvatorial Guinea (24667), Malaysia (24574), Sint Maarten (24568), Kazakhstan (24360), Turkmenistan (23570), Chile (22123), Panama (22063) og Saint Kitts og Nevis (21734). En anden måde at beskrive to grupper er at notere, at olie- og ressourceøkonomierne her har en gennemsnitsindkomst på cirka 55.000 dollars, eller ret præcist den samme som USA, og resten har en gennemsnitsindkomst på cirka 35.000 dollars, dvs. en levestandard som i Italien.

Et stort spørgsmål er, om de rige lande udenfor Vesten også er vestlige på andre måder end bare deres indkomst. Vi ser her på tre forhold, der karakteriserer moderne økonomier: Deres udledning af CO2 per indbygger, deres børnetal, og størrelsen af deres servicesektor. Til sammenligning har det typiske vestlige lande uden en kommunistisk fortid en nationalindkomst per indbygger på 41.575 dollars (22.650 i tidligere kommunistiske lande), CO2-udledninger på 7,1 tons per indbygger (5,3), et børnetal på 1,6 barn per kvinde (1,6) og en servicesektor, der fylder 66,5 % af økonomien (56,3 %).

Hvor ligger de ikke-vestlige rige lande da? Den første figur nedenfor plotter CO2-udledningerne i gruppen, sammenlignet med gennemsnittet for de postkommunistiske (den røde søjle), de vestlige (den grønne søjle) og Danmark (den blå søjle). Mens man næppe skal tage tallet for Macao alvorligt, da den lille enklave før det meste af sin energi produceret i Kina, viser tallene, at en del af de ’andre’ rige lande ligner Vesten. Mange europæiske politikere ville drømme om så lave CO2-tal som i Panama og Chile, og udledningerne i steder som Malaysia og Bermuda er helt almindelige i Vesten. De steder, der virkelig stikker ud er ressourceøkonomierne, og et par østater der bl.a. huser helt uforholdsmæssigt store krydstogtsskibe.

Den næste sammenligning er fertilitetsraten – børnetallet per kvinde – som også er karakteristisk for moderne, rige samfund. Her er det igen overdådigt tydeligt, at de fleste rige lande er ens, med en delvis undtagelse i ressourceøkonomierne (som vi har skrevet om her og her). Den er dog kun delvis, da muslimske oliestater som Brunei, Kuwait og Qatar har fuldstændigt vestlige børnetal – her har præmoderne normer heller ikke overlevet.

Sidst, men ikke mindst, er moderne samfund karakteriseret af en stor servicesektor – flere restauranter, mere børnepasning, mere finansielle service osv. Dette tal kan være en smule misvisende, da det også fanger en del af turistsektoren. Der er med andre ord en god forklaring på, hvordan steder som Bermuda, de Britiske Jomfruøer, og Macao har servicesektorer over 90 % af BNP. Alligevel må man konstatere, at også her er de rige lande udenfor Vesten, der ikke lever af ressourcer, også har en lignende servicesektor. Det gælder interessant nok også for Bahrain og Kuwait.

Hvor vestlige er de ikke-vestlige rige lande? På nogle områder kan man stadig mene, at de er meget anderledes, men ser man på strukturen af deres økonomi, må man konstatere, at de i høj grad ligner os. På visse områder er de ikke vestlige – i både Kuwait og Malaysia er over 80 % af befolkningen stadig klart religiøs – men med lave børnetal og relativ rigdom ved man, at det er et generationsspørgsmål, før det ændrer sig. Ser man på andre forhold, hvor der desværre ikke er data på alle lande, er de rige lande også relativt ens når de kommer til pressefrihed, så længe de er demokratiske. På denne måde må man konkludere, at de vestlige lande er vestlige fordi de er rige, uanset om de faktisk ligger i Vesten. Om de så også er rige fordi de er institutionelt ’vestlige’ er en diskussion til en anden dag.

Toldkrig er krig mod ens egne borgere

USAs præsident Donald Trump har forleden dag annonceret sin hensigt om at optrappe handelskrigen mod Kina. Hans påstand er, at de høje toldsatser gavner USA, fordi de beskytter amerikanske jobs og skaffer millionindtægter til staten. Mens der er sagt og skrevet nok om, hvor økonomisk analfabetisk præsidenten synes at være, findes der stadig danske kommentatorer, der tror at en handelskrig er en god idé.

For dem, der stadig tror det på trods af almindelig fornuft, uddannelse, Niels Westys indsats (læs f.eks. her) og vores sommerserie sidste år, er her en af Johan Norbergs fremragende Dead Wrong-videoer. Stærkt anbefalet til alle, ikke mindst de handelsteoretisk udfordrede!

Ed Lopez om vælgere, politikere og public choice

Edward J. Lopez, der er professor på det lille Western Carolina University, tidligere præsident for the Public Choice Society og dets nuværende Executive Director, er et af de flinkeste mennesker i miljøet omkring politisk økonomi. Han er også en både fin public choice-forsker og glimrende formidler af indsigter fra public choice, ligesom han er meget åbensindet og ølentusiast. Ed er ikke mindst forfatter, sammen med Wayne Leighton, af den fremragende Madmen, Intellectuals, and Academic Scribblers om, hvornår og under hvilke omstændigheder økonomiske reformer gennemføres.

Kender man ikke Ed, eller er man nysgerrig efter at høre mere om public choice og om måden, forskere der udfordrer politiske konsensusantagelser behandles, er der nu en mulighed. Forleden besøgte Ed Matt Kibbe og gav et interessant interview til Kibbe on Liberty hos Free the People. Det blev til en både interessant og overraskende hyggelig samtale om mange ting, som er interesserede i her på bloggen. Ed opnår i interviewet meget af det, vi stræber efter her på bloggen, og gør det både tilgængeligt og på en måde, som ikke kan undgå at få folk til at stille spørgsmål. Varmt anbefalet!

Ed Lopez på Kibbe on Liberty

Er forfatningsbeskyttelse af pressefriheden effektiv?

Jeg har de sidste dage været i Pontresina i de schweiziske alper for at deltage i den årlige Silvaplana-workshop. Silvaplana er en relativt eksklusiv sammenkomst af folk i politisk økonomi og public choice, der over nogle dage mødes i Schweiz for at præsentere noget af deres bedste nye forskning og diskutere disse og andre ting om eftermiddagen på ture i bjergene. I år deltog jeg (på trods af en sportsskade) med papiret ” Is Constitutionalized Media Freedom only Window Dressing? Evidence from Terrorist Attacks”, der er fælles arbejde med min glimrende kollega Stefan Voigt fra universitetet i Hamborg.

Vores spørgsmål i papiret er, om klare grænser i forfatningen kan forhindre politikere i at fristes over evne til at censurere medierne. Mens der kan være mange politiske grunde til, at et lands medier ikke er frie og der således er begrænsninger på ytringsfriheden, ser Stefan og jeg på en helt bestemt type event: Vi bruger terrorangreb som ’stress tests’ af, hvor effektivt forfatningen forhindrer censur.

For at gøre det, må vi først få et overblik over hvad forskellige landes forfatninger faktisk tillader regeringen at gøre. Figuren nedenfor er Figur 1 fra papiret, og viser et simpelt plot over den gennemsnitlige mangel på pressefrihed på tværs af 83 vestlige lande og lande, der har vestlige institutioner. Vi har her delt landene op i fire grupper, baseret på deres forfatningsmæssige beskyttelse af presse- og ytringsfrihed: 1) lande, hvis forfatning ikke nævner det; 2) lande, hvor forfatningen er markant uklar; 3) lande, hvis forfatning ikke tillader censur; og 4) lande, hvor censur er tilladt når regeringen har erklæret nødret.

Det specielle er, at det simple billede peger på at lande med stærk forfatningsmæssig beskyttelse netop er de lande, der i gennemsnit er mindst tilbøjelige til at beskytte mediefriheden. Det er her, vi ser det første tegn på ’window dressing’.

 I efterfølgende analyser finder vi meget klart, at forfatningsbeskyttelse generelt ikke beskytter pressen. Historien er dog ikke bare, at forfatninger er irrelevante når det gælder den faktiske beskyttelse af mediernes frihed. Stefans og mine analyser peger signifikant på, at en særlig kombination er specielt problematisk: Når forfatningens nødretsprovisioner tillader censur under nødret, men ellers ikke, og domstolenes uafhængighed også er beskyttet solidt af forfatningen – dvs. i stærkt konstitutionaliserede politiske systemer – udløser terrorangreb væsentligt værre censur af medierne. Med andre ord finder vi, at når de jure beskyttelsen er stærkest, er de facto beskyttelsen svagest.

Som den næsten legendariske danske politolog Peter Nannestad formulerede det, har adskillige forfatningsjurister vurderet, at de fleste forfatningsbestemmelser er rent ’deklamatoriske’ – dvs. hensigtserklæringer uden egentlig juridisk eller politisk konsekvens. Som Peter pegede på i diskussionen efter min præsentation, viser vores papir derfor at juristerne ikke blot har ret. Situationen er værre endnu: Nogle forfatninger, der burde beskytte medierne og holde domstolene uafhængige, bruges til det præcist modsatte når terrorangreb gør fristelsen til at censurere medierne tilstrækkeligt stærk for politikerne.

Sjov med statistik: Øl, tilfredshed og tolerance

De fleste af os kender fornemmelsen af, at sætte sig med et par venner ved åen i Aarhus, Nyhavn i København, eller bare ude i haven, og få en kold øl eller to. Man bliver ikke bare afslappet og lidt mere social, men også en tand mere tolerant. Er den fornemmelse permanent, og er den udtryk for et mere generelt fænomen? Det er det spørgsmål, vi i dag stiller i vores tilbagevendende serie om sjov med statistik.

For at undersøge, om der er noget om sagen at øl gør os mere tolerante, ser vi i dag på sammenhængen på tværs af lande mellem ølforbrug per indbygger og to forhold: Hvor tilfredse er bøsser med deres liv i forskellige lande, og i hvilken grad folk opfatter deres by / land som et godt sted at bo for homoseksuelle. På denne måde fanger vi begge dele af et potentielt problem – hvordan oplever homoseksuelle deres liv, og oplever andre mennesker at de har problemer.

Vi viser disse sammenhænge i to figurer. På x-aksen er der ølforbrug per indbygger, mens vi har placeret bøssers tilfredshed (fra the Gay Happiness Index) på y-aksen i den første figur, og andelen af respondenter i the Gallup World Poll, der vurderer at deres by er et godt sted at bo for bøsser og lesbiske i den anden.

I den første figur er det tydeligt, at den generelle sammenhæng er positiv, selvom figuren også illustrerer den velkendt lavere tilfredshed i postkommunistiske samfund. Korrelationen mellem ølforbrug og tilfredshed er 0,70 i samfund med en ’almindelig’ historie og 0,79 i tidligere kommunistiske lande. Man fristes til at sige, at øl gør folk mere tilfredse overalt.

I anden figur dukker det en smule forskel op. Som figuren meget tydeligt illustrerer, opfatter mere øldrikkende befolkninger også deres lande som bedre steder for homoseksuelle. Med andre ord er der en statistisk ganske klar sammenhæng – korrelation er 0,71 – mellem ølforbrug og tolerance overfor homoseksuelle i de fleste lande, mens sammenhængen (r = 0,55) er en smule svagere i tidligere kommunistiske lande. Som en kollega bemærkede forleden, er den svagere sammenhæng i Østeuropa muligvis skabt af, at folk i højere grad drikker vodka end øl!

Nu hedder denne tilbagevendende serie indlæg ”Sjov med statistik” og alt, vi skriver i serien, skal naturligvis tages med et solidt gran salt. Gør øl virkeligt homoseksuelle borgeres liv så meget bedre? Er øldrikkende befolkninger rarere mennesker? Man kan næppe tage sammenhængen som evidens for en direkte virkning, men det er ofte sjovt at tænke over, hvad der kunne være bag. For denne type sammenhæng er ofte udtryk for, at ølforbrug reflekterer noget andet, der i dette tilfælde gør folks, og i særlig grad homoseksuelles, liv bedre. Hvad det så end er kan i dette tilfælde mest umiddelbart opfattes som en refleksion af et eller andet, der er forbundet med tolerance.

Det gælder for eksempel det forhold, at øldrikkere ofte er forbundet med en tradition for uformel social kontakt. Med nogle enkelte lande som undtagelser, sætter folk sig sjældent ned med et enkelt, hurtigt glas vin og får en snak. Fraværet af forhold som en øldrikkende tradition kan også skyldes, at der er en tradition for stærk social kontrol og en lav accept af fejl. Og som vi alle har oplevet, er folk, der opfatter sig selv som ufejlbarlige, sjældent særligt tolerante. Hvad end det er, vi faktisk ser i figurerne, er det værd (og meget sjovt ) at tænke over og at tage en snak om – måske over en øl…

På Månen for 50 år siden

Søndag den 20. juli 1969 var en på mange måder almindelig søndag. Folk spiste morgenmad i ro og fred, ordnede have, besøgte familie, og lavede de hundrede ting, man typisk laver om søndagen. Det var også en dag som ingen anden før eller siden, hvor det meste af verden holdt vejret og ventede i spænding. De ventede på en begivenhed så langt hjemmefra, som noget menneske nogensinde havde været. Og om de fulgte med i radioen, i fjernsynet, eller på andre måder, var intensiteten nervepirrende. For de millioner, der hørte transmissionen direkte, kom der mod enden en lang række tekniske meddelelser, som der næppe var mange, der fuldt forstod, og som endte med ”Engine arm is off.” Efter et par sekunders venten kom beskeden fra missionens Commander Neil Armstrong, som verden havde ventet på: ”Houston. Tranquility Base here. The Eagle has landed.”

To mennesker – Armstrong og Buzz Aldrin – havde sammen med den ventende Michael Collins i kommandomodulet Columbia krydset de 385.000 kilometer tomrum mellem Jorden og Månen, og var landet sikkert på et andet himmellegeme. Om aftenen samme dag – omkring klokken halvfire om morgenen i Danmark – kravlede Armstrong ud af landingsmodulet the Eagle, gik ned ad trappen fra lugen til deres midlertidige hjem, og trådte ud på Månen. Hans ord i de sekunder, ”It’s one smal step for man, one giant leap for mankind” fangede øjeblikket og har været udødelige siden den aften. Menneskeheden havde for første gang forladt sit hjem.

Neil Armstrong udenfor the Eagle ( NASA foto As11-40-5886)

Rejsen var startet den 16. juli, da de tre astronauter blev sendt op fra NASAs platform på Cape Canaveral på toppen af en Saturn V-raket. Den enorme raket var designet af Wernher von Braun, der havde startet sin karriere som chefudvikler af Nazitysklands V2-raket. På grund af mandens indlysende enorme talent, så amerikanerne ligesom deres russiske modparter gennem fingre med von Brauns rolle i nazisternes våbenprogram, og ikke mindst brugen af KZ-fanger i produktionen af raketterne. Amerikanerne kunne bruge ham i det kommende våbenkapløb med Sovjetunionen, og som så mange andre tyskere gled han ind i det amerikanske samfund og endte i det civile arbejde hos NASA.

Von Braun var dog kun én af de tusinder af folk – ingeniører, fysikere, håndværkere og mange andre – der var involverede i det uhyrligt komplicerede arbejde med at skabe den mere end 100 meter høje tretrinsraket. Første trin bragte de tre astronauter cirka 67 kilometer op, hvorefter det blev afkoblet og andet trin bragte fartøjet i bane omkring Jorden og i position til at flyve til Månen. Efter en serie tests var Apollo 11-missonen klar og modtog den magiske besked, som kun to andre missioner havde fået: ” Apollo 11, this is Houston. You are Go for TLI.” Bag den tekniske jargon gemte sig, at TLI betød Trans-Lunar Injection, eller med andre ord den raketsekvens, der ville bringe Armstrong, Aldrin og Collins ud af deres hjemplanets tyngdefelt.

Den avancerede raketmotor viste sig at fungere lige så perfekt, som den tidligere havde på Apollo 8 og 10, og astronauterne var nu endegyldigt på vej væk fra Jorden. I al spændingen viste den gigantiske Saturn V sig dermed ikke blot at være pålidelig, men demonstrerede også – selvom kun de indviede vidste det – hvor langt foran USA var nået på blot otte år. Officielt havde Sovjetunionen stadig et konkurrerende program, der havde formået at sætte en sonde på Månen nogle måneder før amerikanerne, men uofficielt var programmet stort set dødt.

Situationen var, at på trods af de sovjetiske lederes hyldest til socialismens sejre, vidste alle på det sovjetiske hold rent privat, at den russiske pendant til Saturn V-raketten ikke kunne bringe mennesker ud af Jordens tyngdefelt. N1-raketten afspejlede simpelthen hvor langt Rusland var teknologisk bagefter. Amerikanernes gigantiske rakets første trin blev for eksempel drevet af fem enorme F1-motorer. Russerne måtte organisere en kompleks cluster af 30 mindre raketter for at opnå samme kraft, og skabte derfor anderledes problemer for sig selv: Hvis en af de 30 motorer fejlede, måtte systemet automatisk lukke en motor ned på den præcist modsatte side af raketren for at undgå, at den kom ud af balance. Det skete fire gange for russerne, den sidste gang i en så enorm eksplosion, at den ødelagde hele opsendelsesområdet.

Russerne vidste på den anden side også, at de ikke kunne gøre som amerikanerne og lave få, enorme motorer. De blev nødt til at lave flere, mindre motorer, fordi den sovjetiske industri ganske enkelt ikke formåede at lave teknologi med tilstrækkelig kvalitet til, at ingen af motorerne lukkede ned. På samme måde tillod deres teknologi heller ikke, at de byggede raketter, der som Saturn V’s andet og tredje trin brugte flydende brint som brændstof. Da månekapløbet var kommet så langt, at amerikanerne omkring julen 1968 sendte astronauter i kredsløb i Apollo 8 for at teste deres udstyr til måneflyvningerne, havde den russiske teknologi effektivt nået sin grænse. De kunne lande en sonde på Månen, men kunne – til kosmonauten Aleksey Leonovs store lettelse – ikke have sendt mennesker derop.

På samme måde kunne Sovjetunionen næppe have klaret omkostningerne ved måneprogrammet, der mellem 1960 og 1973 kostede 288 milliarder dollars i nutidens priser. Nogle estimater finder således, at NASA da programmet var mest intensivt, brugte fire procent af det amerikanske BNP, og at anstrengelserne omfattede næsten 400.000 mennesker i alle mulige jobs (inklusive specialiserede syersker der lavede astronauternes dragter). Selvom Sovjetunionens befolkning på 230 millioner mennesker var cirka 35 millioner større end USA’s, var den samlede amerikanske økonomi dobbelt så stor som den sovjetiske. Nogle estimater sætter også de samlede sovjetiske militærudgifter til cirka 20 procent af økonomien, mens de amerikanske var omkring fem procent på trods af Vietnamkrigen. Med en halvt så stor økonomi, der var tynget af dobbelt så store militærudgifter, var der ikke meget civilt overskud at tage af, og det der var, var ofte forbløffende uproduktivt.

Armstrong og Aldrins månelanding, deres vandring deroppe, og ikke mindst de grynede TV-billeder, der blev sendt derfra, samlede for en kort stund mennesker i hele verden om et fælles vidunder. Der var en dyb, amerikanske stolthed over projektet, men også forbløffende lidt nationalistisk jingoisme der kunne have delt de politiske vande. De tre astronauter repræsenterede også tre forskellige typer, fra den udadvendte, joviale og let brovtende Aldrin til den dybt private Armstrong. Alle tre måtte, da de den 24. juli landede planmæssigt i Stillehavet, alligevel vænne sig til at være berømte som få andre. De var taget ud som repræsentanter for verdens mest magtfulde økonomi, havde ’showcased’, hvad den frie verden var i stand til, og var vendt tilbage som en hel verdens helte. Og mens andre udviklinger i den frie verden som f.eks. Boeings 747-flyet på samme tidspunkt var på nippet til at bringe mere jordnære rejser til millioner af almindelige mennesker, blev Apollo 11 ikonet for, hvad vi kan.

Da de tre astronauter var tilbage på Jorden, blev de blandt andet mødt af fire millioner tilskuere i New York, af Dronning Elizabeth II i London, og af store menneskemængder i så fremmed et sted som Congo. Neil Armstrongs navn nævnes i dag sammen med andre opdagelsesrejsende som Columbus, Magellan og Cook. Hans, Aldrins og Collins præstation for 50 år siden er værd at mindes om, hvis man tvivler på, hvad frie mennesker også er i stand til.

Befolkning, klima og vækst 9: Fornybare og ikke-fornybare ressourcer

Miljødebatter er ofte karakteriseret ved meget stærke – og til tider nærmest religiøse – holdninger, relativt få fakta, og massiv konceptuel forvirring. I dag tager vi i vores sommerserie et kig på en bid af denne forvirring. Helt specifikt skelner vi mellem fornybare og ikke-fornybare ressourcer, da diskussioner omkring disse to typer burde være meget forskellige.

En ikke-fornybar ressourcer er ting som olie, kobber eller palladium, hvor der kun er en begrænset mængde til rådighed på Jorden. Rigtigt mange miljødiskussioner står omkring disse ressourcer, ikke mindst fordi udvindingen af dem også i mange tilfælde er forbundet med forureningsproblemer. Modsat er fornybare ressourcer fundamentalt anderledes, da de er ting som træ, fisk, næsehorn og rent vand. Mens en del af diskussionen omkring disse ressourcer netop antager en kvasi-religiøs karakter – militante veganere er således imod enhver brug af dyr, og mange bruger vage argumenter om hvordan vi ’udnytter Moder Jord’ osv. – er den miljøøkonomiske diskussion fokuseret på, hvordan man på bedste vis bruger disse ressourcer.

De klassiske illustrationer af de overvejelser, man må have, er fra fiskeri eller skovbrug, men alle fornybare ressourcer har samme karakteristika og giver derfor de samme overvejelser. Uden menneskelige indblanding når disse ressourcer en vis mængde – når skoven bliver for tæt, er der ikke næring nok til at nye træer kan gro frem, ligesom der kun kommer så mange fisk, som der er næring til i deres naturlige del af havet. Kommer der en storm, der vælter en del af de store træer – eller en begivenhed, der slår en mængde fisk ihjel – vil skoven og fiskebestanden derfor vokse igen, fordi der nu er mere næring per træ / fisk. Undtagelsen er, hvis så mange store træer dør, at de små nye ikke er tilstrækkeligt beskyttede mod vejr, vind og dyr, og hvis fiskebestanden bliver så lille, at den ikke kan reproducere sig selv. I det tilfælde taler man derfor om en udrydningstruet art.

Hele pointen her er, at man tegne væksten i bestanden som et omvendt U: Hvis bestanden er meget stor, er væksten nul, hvis man udnytter lidt af den, stiger væksten efterfølgende, mens den falder igen hvis man tager store mængder. For at illustrere problemstillingen, bruger vi her en simpel figur, som vi tager fra en undervisningsnote Gerda Asmus og jeg skrev for et par år siden. Vi brugte den i vores kandidatkursus i Institutional Economics ved universitetet i Heidelberg, hvor den gav de studerende en hurtig indgang til den logiske intuition.

Figuren viser det omvendte U, med ’quantity or effort” på x-aksen, og gevinster og omkostninger på y-aksen. Man kan for eksempel tænke på ’effort’ som det antal timer, man fælder træer eller fanger fisk i Nordsøen. TC, de totale omkostninger, er lønnen som skovarbejderne / fiskerne skal have, gange med hvor mange timer de er i gang. Man kan derefter aflæse profitten som forskellen på et punkt på det omvendte U (gevinsten) minus TC (omkostningen). Gør man det, er det let at se at den største profit vil være der, hvor afstanden mellem de to er størst, altså hvor tangenten har samme hældning (flugter med) omkostningslinjen. Fælder man flere træer end det, tjener man måske nok mere nu, men der vil være færre træer næste år, og man har således på uøkonomisk vis overudnyttet sin ressource.

Udfordringen her kommer fra, at denne slags overvejelse gælder et monopol – når der kun er én, der har ret til ressourcen. Hvis der er fri adgang til markedet, er der alligevel en profitmulighed til dem, der vil gå ind og fælde flere træer / fange flere fisk. I et frit marked vil der derfor komme flere folk i skoven og flere både på havet, indtil det punkt hvor profitten er nul og der således ikke er noget incitament for endnu flere folk til at arbejde endnu flere timer. Det sker ved punktet Em, hvor vores fornybare ressource meget tydeligt overudnyttes! Der er med andre ord her sket afskovning og overfiskning, og der er nu for få træer og fisk, fordi folk har konkurreret om at tage fisk og træer fra hinanden.

Over årene førte denne miljøøkonomiske indsigt til, at folk enten argumenterede for at denne type aktivitet skulle beskattes hårdt – hvis den er for attraktiv økonomisk i et frit marked, må man gøre den langt mindre attraktiv (og skatteindtægterne er rare) – eller helt underlægges fuld statslig kontrol. Men som Ronald Coase var blandt de første til at se, og folk som Terry Anderson og Lee Alston i årevis har påpeget er en effektiv løsning, handler problemet slet ikke om frie markeder. Problemet er derimod, at der ingen ejendomsrettigheder er til ressourcerne.

At skabe ejendomsrettigheder til fornybare ressourcer er ofte politisk stærkt kontroversielt – man kan næsten høre miljøaktivister råbe, at havet tilhører os alle – men er også en meget effektiv løsning på denne type miljøproblemer. Sagen er, at når der gives ejendomsrettigheder til skoven, vil alle ejere agere som om de havde monopol. Grunden er, at det har de – ikke til markedet som sådan, men til deres egen del af det. Der er således ingen eksternaliteter, da de eneste de kan stjæle træer fra i fremtiden er dem selv. Det samme gælder, hvis fiskere enten får rettigheder til at fiske i et bestemt område af havet, eller til en bestemt mængde fisk (dvs. en kvote).

Ejendomsrettighederne virker dog ikke, hvis de ikke følges af institutioner, der håndhæver dem effektivt. Det samme gælder faktisk en skatteløsning, som vist i Figur 3 nedenfor. Med en skat, der både er af den korrekte størrelse og faktisk opkræves effektivt af et velfungerende skattevæsen, kan man ramme den rigtige udnyttelse af ressourcen. Med effektiv håndhævelse af folks ejendomsret til, for eksempel, en skov, kan man forhindre overudnyttelse. Men med utilstrækkelig håndhævelse vil der ske overudnyttelse pga. ulovlig skovning, krybskytteri osv., der alle tæller tyveri, når der er ejendomsret.

Som Adam Smith allerede indså i slutningen af 1700-tallet, er et frit marked derfor mest effektivt når der er solide og effektive institutioner som for eksempel et uafhængigt retsvæsen, der håndhæver ejendomsretten. Der er dog to, sidste, men vigtige forskelle på de to løsninger. Vælger man skatteløsningen, skal staten 1) vide hvilket niveau der er det rigtige og vide nok til at sætte den korrekte skat; og 2) dem der udnytter ressourcen vil have et stærkt incitament til at undvige systemet for at slippe for skatten. Det omvendte sker med en ejendomsretslig løsning. Her behøver staten / regeringen ikke at vide, hvad der er den optimale udnyttelse af hver enkelt bid skov og hver type træ. Ydermere har dem, der udnytter en naturlig ressource et stærkt incitament til at støtte, at deres ejendomsret til den håndhæves.

Teknisk vil man i samfundsforskningen sige, at en indførsel af ejendomsret er en incitamentkompatibel løsning, fordi aktørerne har en egeninteresse i, at den fungerer. Det var for eksempel tilfældet, da Norge privatiserede størstedelen af landets skove i 1860erne. Ændringen, der effektivt gav ejendomsrettigheder til skoven og håndhævede dem effektivt, førte til starten på et meget succesrigt skovvæsen i det ellers underudviklede Nordnorge. Løsningen på problemer med fornybare ressourcer er således ikke altid den samme som løsningen på andre miljøproblemer, men lærer os mindst én ting: med frie markeder, understøttet af solide institutioner, kommer man langt i retning af at løse miljøproblemer.

Befolkning, klima og vækst 7: Intensiv og ekstensiv vækst

Er økonomisk vækst skadelig for miljøet? Spørger man de fleste mennesker, inklusive mange klimaforskere (der ofte ikke er nervøse for at udtale sig udenfor deres eget fag), er svaret et tydeligt ja. Hvis vi bliver rigere, bruger vi jo flere ressourcer og energi, og det må være skadeligt for miljøet og bidrage til global opvarmning. Spørger man økonomer med indsigt i vækstprocesser, er svaret helt anderledes betinget og nuanceret. Det relevante spørgsmål er ikke, om vækst er skadelig for miljøet, men hvilken vækst vi overhovedet taler om. Økonomisk vækst er nemlig ikke bare økonomisk vækst. Man drager ofte et fundamentalt skel mellem ekstensiv og intensiv vækst. Disse kaldes også til tider vækst drevet af faktorakkumulation og vækst drevet af faktorproduktivitet, og er ekstremt forskellige processer.

Ekstensiv vækst er det, som de fleste ikke-økonomer forestiller sig vækst må være: At man bruger flere folk, der arbejder flere timer og bruger flere ressourcer. Det er denne type vækst, der for eksempel sigtes efter, når forskellige regeringer over årene har lavet arbejdsmarkedsreformer. Når arbejdsudbuddet stiger, arbejder flere folk flere timer, og den økonomiske aktivitet stiger dermed. Skal man lave flere biler med den nuværende teknologi, skal man således bruge flere folk, mere stål, gummi osv.

Siden Robert Solows arbejde sidst i 1950erne har man brugt et simpelt, matematisk eksempel på forskellen på intensiv og ekstensiv vækst. Man forestiller sig en ’produktionsfunktion’, dvs. en matematisk illustration af, hvordan ressourcer bliver til færdige produkter. Den har typisk formen y = a f (k, l), hvor y er output eller indkomst, f er funktionen, der omformer kapital k og arbejdskraft l til output, og a er en teknologiparameter, der illustrerer hvor effektiv, ens produktion er. En helt typisk form, der er nemmere at have med at gøre, kaldes Cobb-Douglas: y = a kα l1-α. Med Cobb-Douglas er tricket, at α kan fortolkes som den andel af indkomstskabelsen, der gør til kapitalejerne, og 1- α dermed er den andel af indkomstskabelsen, er udbetales som løn.

Illustrationen er så effektiv fordi den viser, hvordan væksten kan komme fra tre kilder i modellen, fordi man matematisk kan ’dekomponere’ vækst. Tager man Cobb-Douglas-funktionen i vækstrater, bliver den til ŷ = a + α k + (1 – α) l. Som den lille model illustrerer, kan væksten for det første komme fra vækst i k, som er almindelige investeringer, og vækst i l, som kan ske når arbejdsstyrken udvides – enten da kvinderne kom på arbejdsmarkedet, når den strukturelle arbejdsløshed falder, eller når man får folk til at arbejde flere timer. Begge disse giver ekstensiv vækst, fordi den hviler på at man propper mere ind i produktionen. For det andet kan væksten komme fra vækst i a, dvs. fra at det man laver bliver mere produktivt. Det er den intensive vækst, væksten i faktorproduktivitet.

Sagen er, at ekstensiv vækst ikke kan blive ved! Der er naturlige grænser for hvor stor en del af befolkningen, man kan få i arbejde, og hvor mange timer de vil arbejde. På samme måde er der aftagende skalaafkast af kapital – maskine nummer 100 gør ikke lige så stor en forskel som maskine nummer 10. Som Solow og Trevor Swan indså, må langsigtet vækst i sidste ende derfor komme fra intensiv vækst, dvs. at vi bliver dygtigere til at få noget ud af de ressourcer, vi nu engang har. I en miljømæssig sammenhæng er det en helt central indsigt, da ekstensiv vækst i sagens natur øger ressourceforbruget, mens intensiv vækst rent faktisk kan reducere ressourceforbrug, forurening og miljøbelastning. Er man interesseret i miljøkonsekvenserne af fortsat økonomisk udvikling, må man derfor altid spørge sig selv, hvilken type vækst man tænker på.

Vi illustrerer forskellen i figuren over vestlige lande nedenfor. Her har vi taget vækstraten i købekraftskorrigeret nationalindkomst per indbygger de sidste 20 år fra Penn World Tables, og sammenholdt den med en beregnet vækst i den vækst, der kan komme fra ekstensive kilder (vi beregner derfor et såkaldt Solow-residual). Den ekstensive vækst er her beregnet med en kapitalandel – et α i funktionen ovenfor – på 0,6, som i det store og hele ender med at give sammenlignelige resultater med f.eks. OECDs mål for såkaldt multifaktorproduktivitet, og blot skal tages med et gran salt når det gælder ressourceøkonomier (se f.eks. Rusland). Søjlerne er de totale vækstrater, den blå del er den ekstensive vækst, mens den orange er den intensive. Bemærk at flere lande – inklusive Italien, Grækenland og Portugal i bunden – ser mærkelige ud, da de er blevet mindre produktive de sidste 20 år. Italiens vækst fra ekstensive kilder modsvares således næsten fuldstændigt af en erosion af dets produktivitet. Et andet forhold, der nok er værd at bemærke, er at dansk udvikling, beregnet på denne måde, har været næsten udelukkende ekstensiv de sidste to årtier.

Det svære ved at skille de to typer vækst ad, og at kommunikere den vigtige forskel, er ikke matematikken. Det er at få ikke-økonomer til at forestille sig, hvad intensiv vækst er. Jeg har med mellemrum hørt folk påstå, at det bare altsammen er fugle på taget, og har oplevet at de afkrævede mig svar på, hvor de næste års intensiv vækst skal komme fra. Den slags krav er dybt frustrerende, da folk dermed implicit kræver at økonomer er profeter (og det er ingen seriøse økonomer). Vi giver nedenfor et (måske nørdet) eksempel på kilder til intensiv vækst fra flybranchen.

Figuren viser brændstofforbruget per 100 sædekilometer i en større gruppe rutefly. Nogle af dem har været almindelige en gang, men er ikke længere i drift, nogle af dem er almindelige i dag, og et enkelt – det russiske MC 21 – er på vej på markedet. Det særlige i figuren er, at vi har sorteret dem efter det år, de blev sat i drift.

Som figuren meget tydeligt viser, er fly blevet meget mere brændstoføkonomiske siden begyndelsen af 1960erne. Kilderne til besparelsen er dog forskellige og ofte ikke til at se for folk, der ikke er eksperter. De handler både om fremskridt i motorer, vægt og aerodynamik. Et moderne Boeing 787 er således væsentligt lettere end tidligere fly pga. brugen af kulfiber, mere aerodynamisk – blandt andet pga. ændret vingedesign – og har ligesom de fleste læseres biler langt mere økonomiske motorer. På samme måde kan man ikke se med det blotte øje, at et moderne køleskab kun bruger omtrent en fjerdedel af den strøm, køleskabe brugte i 1970erne, ligesom det heller ikke er til at se, hvorfor biler er blevet så meget billigere over årene.

Det særlige er dog, at disse ofte usynlige kilder er den faktiske drivkraft i intensiv vækst, som kan gøre os både rigere og tillade os at efterlade et mindre miljømæssigt aftryk. Der er ikke noget modsætningsforhold mellem intensiv vækst og miljøbekymringer, men absolut en modsætning på langt sigt mellem ekstensiv vækst og miljøet. Hvis de mange kommentatorer i miljø- og klimadebatter, der glat væk udtaler sig om økonomi på det tyndest mulige grundlag, ikke lærer andet, er forskellen på ekstensiv og intensiv vækst den vigtigste, de skal have med herfra.

Ågerup om Danmark og velfærdsstaten

Det skrives meget vrøvl om velfærdsstaten i Skandinavien. Vi er dog i den heldige situation, at vi lever i den og dermed kan genkende en del af påstandene som nonsens når de ikke passer med data eller vores eget liv. Desværre har vrøvlet i de senere år bredt sig til andre dele af verden.

Det er derfor vigtigt, at danske, svenske og norske eksperter sætter ‘the record straigt’ for, hvad der er korrekt og hvad der er vrøvl. Det skete sidste år, da Trish Regan – en overivrig og underinformeret Fox News-vært – påstod, at Danmark var socialistisk. Her rykkede begge fløje, inklusive Kristian Jensen og Dan Jørgensen, ud for at skyde påstanden ned. Der er dog stadig mærkelige idéer om, hvad de skandinaviske velfærdsstater er for en størrelse, som også har bredt sig ind i det stadig mere absurde, britiske Labour-parti.

I sidste uges udgave af den fremragende podcast Live from Lord North Street, der drives af the Institute of Economic Affairs, interviewer institutets Director General Mark Littlewood derfor Cepos-direktøren Martin Ågerup. Martin er som altid klar, velargumenteret og balanceret, ligesom Mark er en vidende og interessant samtalepartner. Podcasten er som altid varmt anbefalet!

Befolkning, klima og vækst 5: Er lave børnetal et problem?

Man hører med mellemrum politikere og eksperter erklære, at vi skal have flere børn! Som f.eks. Niels Ploug fra Danmarks Statistik har argumenteret (læs her), bør danskerne få flere børn for at ’redde velfærdsstaten’. Idéen om, at der i en eller anden forstand er en værdi af at få mange børn, deles af adskillige religioner, inklusive kristendom, der prædiker at man skal befolke jorden og få flere børn. På samme tid var den sociale norm i århundreder, at man burde få mange børn., og mange mennesker synes stadig at mene, at et liv med egne børn er det eneste moralsk forsvarlige.

Som forsker må man derimod gå til spørgsmålet med anderledes åbne øjne, når man ser på om lave børnetal er et problem. Idet spørgsmålet i denne sommerserie er, om lave børnetal er et problem i forhold til langsigtet vækst eller miljøtilstand, kan vi ser bort fra både sociale normer og religiøse værdier.

For at forstå Plougs og andres argument og se, hvordan et lavt børnetal kan true en helt speciel type samfundssystem, må man indså, at stort set alle moderne velfærdsstater er bygget op som et såkaldt ’Ponzi Scheme’ – et pyramidespil. Som et hvilket som helst andet pyramidespil hænger det kun sammen, så længe der til stadighed kommer flere betalere til, end der er modtagere. Velfærdsstaten bliver til et pyramidespil, når en del eller hele pensionen betales af de nuværende skatteydere – man betaler sine forældres pension – og mindst et af flere forhold gælder: 1) Hvis pensionsalderen ikke følger med den gennemsnitlige levealder, så folk effektivt får flere år på pension; 2) hvis pensionisterne bliver dyrere når de, for eksempel, lever flere år med dårligt helbred; og 3) hvis Wagner’s Lov gælder, så pensionisternes servicekrav stiger hurtigere end nationalproduktet.

Alle tre forhold gælder sandsynligvis i vestlige samfund, og indebærer at de offentlige finanser ikke hænger sammen medmindre der bliver stadigt flere i arbejde per pensionist. Med andre ord: Hvis den arbejdende del af befolkningen ikke bliver ved med at vokse, hænger pensions- og sundhedssystemet ikke økonomisk sammen. Det vigtige er dog at indse, at kravet om en stigende befolkning, og dermed om børnetal over 2,1 per kvinde, er skabt af et fejldesignet offentligt system. Der er således ikke noget umiddelbart objektivt argument for, at høje børnetal er positive eller nødvendige, da der er tale om en konsekvens af alvorlige regeringsfejl. Ingen af problemerne er vigtige i det tilfælde, at man har et system hvor hvert individ selv betaler ind til sin egen pension.

Omvendt er der ganske gode argumenter for, at et højt børnetal er et problem. Et af de simple og klassiske, teoretiske problemer er at familier med flere børn vil have relativt færre ressourcer per barn. De vil derfor nødvendigvis blive nødt til at prioritere, hvilket eller hvilke børn der kan få en uddannelse, da uddannelse både koster penge og tabt arbejdsfortjeneste – børnene kan jo ikke arbejde, mens de læser. Disse bider teori er derfor også centrale for Gary Beckers idé om, at jo rigere folk bliver, jo mere vægter de kvalitet over kvantitet i deres valg af, hvor mange børn de får. Mens det kan være svært at se, at det skulle være et væsentligt problem for de fleste i vestlige lande, er det et intuitivt godt argument i fattigere lande. Det skaber det fundamentale problem, at selvom uddannelse er vigtig for den langsigtede vækst og et samfunds teknologiske ’innovationskraft’, vil mange fattige og mellemindkomst-lande have et uddannelsesproblem så længe børnetallet forbliver højt. Det kan dermed være en mekanisme, der forbinder høje børnetal med lav vækst.

Der findes dog andre teoretiske argumenter, inklusive et fra den altid interessante Bryan Caplan. Hans argument for flere børn er, at jo flere folk der er, jo flere idéer får de. Det ville betyde, at en større global befolkning alt andet lige indebærer hurtigere økonomisk vækst, og kan derfor være en del af forklaringen på, hvorfor væksten var så relativt hurtig i det 20. århundrede. Et af flere argumenter imod Bryan er dog, at jo flere mennesker der er, jo sværere bliver det at spotte de store talenter. Selvom der typisk vil være flere talenter, jo flere mennesker der er, bliver de også mere usynlige. Derudover er det heller ikke givet, at de alle vil bruge deres talent innovativt i stedet for at udnytte det til effektiv rent-seeking (som William Baumol indså).

Helt overordnet er der således gode argumenter for næsten alle positioner – positiv, negativ og ligegyldig. De fleste vækstteoretikere og empiriske vækstforskere hælder dog mest i retning af, at høje børnetal er skadelige for et lands langsigtede økonomiske udvikling, ligesom de fleste miljøøkonomer ser høje børnetal som et fremtidigt problem. Og indtil videre er der ikke meget, der tyder på at lande med skrumpende befolkninger klarer sig økonomisk ringere end andre befolkninger.

Vi slutter derfor denne post i vores sommerserie med det simple, empiriske billede. I figuren nedenfor sammenholder vi vækst i købekraftsjusteret nationalindkomst per indbygger i to 20-årsperioder med befolkningstilvæksten i samme perioder (begge fra Penn World Tables). Vi har plottet indkomstvæksten i fire såkaldte kvartiler – de 25 % lande der har lavest befolkningstilvækst er 1. kvartil, de 25 % næste 2. kvartil osv. Mens det ikke tæller som hård evidens, viser figuren dog et meget klart billede: Lande med høje fødselstal har næsten altid lave langsigtede vækstrater. Høje fødselstal ser ud til at være både et økonomisk og miljømæssigt problem på lang sigt.

Civil ærlighed og social tillid

Forskningslitteraturen om social tillid – graden af tillid folk generelt har til andre mennesker, de ikke kender – har vist, hvordan folks tillid til hinanden og deres grad af ærlighed præger samfundet. Der findes dog stadig en minder gruppe samfundsforskere, som argumenterer at folks tillid – som måles ved hjælp af spørgeskemaer – er ekspressiv eller blot udtryk for folks kolde risikovurdering. Med andre ord mener de, at det bare er noget folk siger, og folk er slet ikke tillidsfulde eller specielt ærlige i de nordiske lande, men måske bare tvinges af omhyggelig håndhævelse af loven.

Tricket er at finde en type adfærd, der ikke kan håndhæves af politiet, og ikke bare er ekspressiv. Stephen Knack og Philip Keefers løsning for mere end 20 år siden var at se på sammenhængen mellem folks tillidsniveau og deres opførsel i det såkaldte ”wallet drop experiment” – de tabte punges eksperiment. Øvelsen går meget simpelt ud på, at man ’taber’ en række punge med information om, hvis de er og hvor folk bor. Man ser derefter, hvor mange punge bliver leveret tilbage til ejeren med indholdet intakt, og sammenholder andelen af tilbageleverede punge med tillidsscoren i området.

Fornylig har en gruppe forskere gentaget en variant af dette eksperiment i 40 lande rundt omkring i verden. I artiklen, som er udkommet i Science, beskriver de præcist hvordan de har gjort. En del af det særlige ved det nye eksperiment, er at de i stedet for at tabe punge har indleveret dem som om de havde fundet en tabt pung. I de fleste lande har de gentaget eksperimentet 400 gange og varieret, hvor de indleverede dem, og om der var penge i pungen eller ej.

Resultaterne viser meget store forskelle i ærlighed på tværs af verden. I bunden finder man Peru, Kina og Kenya, hvor henholdsvis 13,8, 14,3 og 17,2 % kom tilbage til ejeren. Var der penge i pungene, kom generelt lidt flere tilbage. Det gjaldt dog stadig kun 13,4 % i Peru, 18 % i Mexico, og 19 % i Kenya. I den anden ende af skalaen kom mere end tre fjerdedele af pungene tilbage: I Tjekkiet (78 %), Norge (78,7 %), Schweiz (79 %), New Zealand (80 %), Sverige (81,5 %) og Danmark (82 %).

Studiet viser også igen, at den målte tillid i spørgeskemaer ikke er ekspressiv, men klart reflekterer folks forventede ærlighed. Som man kan se i figuren nedenfor, er der en tydelig og stærk sammenhæng mellem folks tillid (på x-aksen) og hvor mange punge med penge, der kom tilbage i eksperimentet (y-aksen). Bruger man lidt simpel regressionsanalyse til at vurdere vigtighede, viser resultaterne, at en fordobling af BNP per indbygger giver 13 % flere tilbageleverede punge, mens en fordobling af tilliden giver et plus på 7 %.

Mest af alt viser det nye eksperiment dog endnu en gang, at vi i Danmark lever i et af verdens mest ærlige samfund. Ærligheden i Danmark tager nogle gange et lidt aggressivt udtryk, når vi fortæller folk helt ærligt hvad vi mener, eller når vi reagerer på folk, der misbruger tilliden. Men jeg vil langt hellere leve med det, end i et samfund hvor folk ikke stoler på hinanden. Og jeg er ikke nervøs for at tabe min pung – eller lade min kontordør stå åben når jeg er til frokost – i Danmark.

Sommerferie for økonomiprofessorer

Jeg oplever hvert år, at studerende, venner og familie spørger, hvad jeg skal bruge sommerferien på. De fleste af dem har den opfattelse, at når undervisningen og de sidste eksaminer er ovre, er der ikke noget at lave for professorer før september. Med andre ord tror mange mennesker, at professorer har meget lange sommerferier. Idéen er en del af den større idé, at det må være let at være professor – man skal i medierne en gang imellem, undervise et par timer om ugen, og ellers være klog for sin enorme hyre. Dagens post handler om, hvor forkert den idé er.

Mens flere af mine venner er på vej på ferie, sidder jeg på universitetet i Kiel og skriver denne post. Jeg er her til videnskabelige workshop fra torsdag til lørdag, og bruger søndagen på at rejse tilbage til Aarhus. Det betyder dog ikke, at jeg holder ferie fra næste uge. Som min gode ven og kollega Pierre-Guillaume Méon og jeg talte om i en pause i dag, er juli langt fra en feriemåned for os. Problemet er, at vi begge skal til den såkaldte Silvaplana-workshop den 21.-25. juli, og langt de fleste af deltagerne der bruger den første halvdel af juli på at gøre deres artikler og præsentationer færdige.

På samme tid har de fleste af os det særlige problem, at der er en række deadlines i løbet af august. For de af os, der skal til konference i the European Law and Economics Association i Tel Aviv i midten af september, er deadline for at sende den endelige version af ens konferencepapir i slutningen af august. Arbejdet med det ligger derfor også i juli og august. For mit eget vedkommende, har jeg en ekstra forpligtelse. Om aftenen den 4. august gør turen til London, hvor jeg blot overnatter før jeg den 5. flyver til Dallas. Der er en heldagsworkshop om økonomisk frihed den 6. august, hvorefter jeg flyver tilbage til London den 7. om eftermiddagen. Præsentationen og andet materiale til workshoppen i Dallas må nødvendigvis gøre færdigt i slutningen af juli.

Derudover bliver de fleste af os nødt til både at gøre forskningsopgaver færdige, som har ligget på skrivebordet siden foråret, hvor vi ikke havde tid til dem pga. undervisning og flere administrative opgaver. Man bruger også tid på at forberede ny forskning, som man ved skal sendes til konferencer før de typiske deadlines først i november. Når undervisningen går i gang i september fosvinder ens forskningstid ofte, og det eneste rationelle valg er derfor at bruge større dele af sommeren på forskning, som ofte først skal præsenteres i foråret.

Det er vigtigt at understrege, at formålet med denne post ikke er at søge sympati eller beklage vores situation. De fleste af os synes, at vi har meget interessante jobs det meste af tiden! Men det er ofte et problem for os, at mange – og måske de fleste – mennesker i vores omgangskredse ikke forstår, at vores job er fundamentalt anderledes struktureret end andre jobs. Vi har derfor ikke lige tid til et eller andet, selvom det er juli og alle andre holder ferie eller slapper af. Et professorjob giver godt 600.000 kroner om året og for de fleste nationaløkonomer indebærer det en typisk arbejdsuge omkring 55 arbejdstimer, og nogle der er væsentligt længere. Mange af de timer bliver nødt til at ligge når andre mennesker har sommerferie. Så hvis I undrer jer over, at vi også i sommerferien fortæller jer, at vi altså ikke lige har tid til at smide et par dage i en tur i sommerhus eller andet. De fleste af os bruger sommeren på at nå, hvad vi ikke nåede i foråret, eller vi ved vi ikke har tid til i efteråret. Det er ikke fordi vi ikke vil bruge sommeren med jer!

Befolkning, klima og vækst 3: Partikelforurening

Når der tales om forurening for tiden, henvises der næsten altid til enten vandkvalitet eller et eller andet aspekt af CO2-debatten. Mens man naturligvis bør tage disse debatter alvorligt, er der en anden og anderledes umiddelbart farlig type: Partikelforurening. Både i dag og historisk er partikelforurening alvorligt skadeligt for mennesker. Det gælder både indendørs partikler fra opvarmning og madlavning over åben ild, som det gælder de problemer med kul- og dieselos, som vores forældres og bedsteforældres generation kendte alt for godt.

En af de bedste illustrationer af problemet kom i starten af december 1952, i form af det, der blev kaldt The Great Smog of London. På grund af et fænomen kaldet ’temperaturinversion’, hvor et lag varmere luft lagde sig oven på denne kolde luft i London, steg den giftige partikelforurening i byen dramatisk. Dynen af varm luft en giftig tåge i at løfte sig over byen, og da der stort set ingen vind var, lagde tågen sig tungt over London i fem dage. Tågen i starten af december blev således hurtigt gullig pga. et særligt højt svovlindhold fra byens mange kulfyr og de ikoniske London-busser, der næsten lige var blevet udstyret med moderne dieselmotorer.

Luften i London siges i de dage at have lugtet som rådne æg pga. det høje svovlindhold i luften. Folk holdt med myndighedernes anbefaling børn hjemme fra skole, undgik at gå ud, og mange blev endda hjemme fra arbejde. Det skulle vise sig at være en god idé, og en endnu bedre idé at tage væk fra London – hvis man kunne køre eller finde et tog, der gik – da flere tusinde døde af smogen.

Efterfølgende vurderinger peger på, at 8000-12000 døde som følge af London-smogen i december 1952. Episoden var en øjenåbner i Storbritannien og fik efterfølgende borgere i mange andre land til at indse, hvor skadelig forurening faktisk kunne være. Mange borgere efterspurgte regulering, men opmærksomheden fik også virksomheder til at efterspørge løsninger på udfordringer med partikelforurening fra deres produkter, i deres produktion, og på deres fabrikker. Spørgsmålet var derefter, hvilke lande, der gjorde noget ved problemerne – og hvornår.

Plottet nedenfor giver en indikation af svaret på spørgsmålet. Vi illustrerer her sammenhængen mellem gennemsnitsindkomst, målt ved real BNP per capita fra the Penn World Tables, og PM 2.5 som indikerer antallet af mikropartikler i luften – partikler, der er mindre end 2,5 mikrometer i diameter i 2013-2015. De blå prikker indikerer almindelige lande, mens de orange er olie- og gasproducenter. Figuren viser tydeligt, at det er vigtigt at skille de to type lande fra hinanden. Ser man derimod på de blå punkter, er det ret tydeligt at der er en klar sammenhæng. Op til et vist punkt ser der umiddelbart ud til at være stor spredning, men ser man nærmere efter, drejer det sig faktisk kun om fire lande – Bangladesh, Cameroun, Egypten, Mauretanien – mens resten følger et klart mønster. 

Som figuren viser, er der i moderne tid ingen Kuznetskurve for partikelforurening (eller også er alle lande på den rigtige side af toppunktet). Forskellene langs kurven er heller ikke helt små: For hver fordobling af gennemsnitsindkomsten falder partikelforureningen med cirka 40 procent. Går man således fra et velstandsniveau omkring 15.000 dollars per person – meget cirka Serbiens nuværende niveau – til Danmarks status omkring tre gange så høje gennemsnitsindkomster, vil partikelforureningen typisk mere end halveres.

Partikelforurening er et alvorligt miljøproblem, og et af dem der er mest skadeligt for menneskers helbred. Men det er et problem, der i høj grad forsvinder med moderne udvikling. Som både tværsnittet i figuren ovenfor, som den britiske udvikling siden 1970 i figuren fra Storbritanniens Department for Environment, Food & Rural Affairs nedenfor viser, er problemet ikke økonomisk vækst. Efterkrigstidens udvikling peger i høj grad på, at moderne vækst er løsningen. Det betyder dog ikke at al vækst er en løsning – den skal være ’intensiv’, som vi skriver om senere på sommeren.

Befolkning, klima og vækst 2: Miljømæssige Kuznetskurver

Forleden sneg vi dette års sommerserie på punditokraterne i gang. Serien handler, som opmærksomme læsere allerede vil vide, om befolkningstilvækst, klima og miljøøkonomi. Vores mål er ligesom med sommerserierne i 2017 og 2018 at oplyse læserne om, hvad vi ved og hvilke diskussioner, man måske bør have. Vi afholder os i videst muligt omfang fra at være polemiske, selvom vi er klar over, at nogle læsere givetvist vil læse polemiske incitamenter ind i vores valg af emner. Det kan vi ikke gøre noget som helst ved.

Nummer to i vores sommerserie i dag handler om det, man ofte kalder ”miljømæssige Kuznetskurver” – på engelsk the Environmental Kuznets Curve. Disse kurver er resultatet af overvejelser af, hvordan den teoretiske sammenhæng mellem økonomisk udvikling og omfanget af miljøproblemer ser ud. En typisk Kuznetskurve ligner en pukkel, da man som ofte antager, at miljøproblemerne stiger i takt med den økonomiske udvikling, men kun indtil et vist punkt. Efter dette punkt, hvor virksomhederne og den overordnede økonomi er blevet avanceret nok til at indføre mere ressourceeffektiv teknologi og bedre ressourcemanagement, og hvor almindelige borgere er blevet rige nok til i væsentlig grad at bekymre sig om forhold som miljøbelastning, falder omfanget af miljøproblemer igen.

Hvis et miljøproblem kan beskrives med en Kuznetskurve, er den mest effektive måde at løse miljøproblemerne på, uden at skade menneskelig velfærd, således at bringe landet over Kuznetspunktet – toppen af den pukkellugende kurve – og over i det ’stadie’ af den økonomiske udvikling, hvor øget velstand indebærer færre miljøproblemer. Om der er et toppunkt og udviklingen dermed kan beskrives med en Kuznetskurve, og i givet fald hvor punktet ligger, er naturligvis et åbent spørgsmål som forskere stadig skændes om.

I den nedenstående figur forsøger vi at kaste en smule lys over denne type forhold. Vi deler verdens lande op i fem såkaldte ’kvintiler’ – fem lige store grupper af lande – i forhold til deres velstandsniveau (real BNP per capita fra Penn World Tables). For hver kvintil plotter vi den gennemsnitlige ændring i landenes CO2-udledninger per indbygger mellem 1974 og 1994 (de blå søjler) og 1994 og 2014 (de orange søjler), som vi får fra Verdensbankens World Development Indicators. Vi gør det på den måde, fordi det giver det mest håndgribelige indtryk af dynamikken i udledningerne.

Det interessante er, at der ser ud til at være to slags sammenhænge i dataene. I de tidlige tal mellem 1974 og 1994 er de største stigninger i udledninger at finde i mellemindkomstlande, mens der faktisk er et lille fald i verdens 20 procent rigeste lande. Ser man på den nyere periode er der langt større stigninger blandt særligt meget fattige lande, men også et ganske markant fald på 15 procent blandt de 20 procent rigeste. Hvad foregår der?

Tricket til at forstå udviklingen er at notere sig, at mellem 1974 og 1994 voksede verdens 20 procent fattigste lande i gennemsnit slet ikke. Stigningen i CO2-udledninger på cirka 15 procent er derfor sandsynligvis import af gammel teknologi fra i-lande, der svinede mere end traditionel teknologi. Anden kvintil havde også en meget begrænset vækst mellem 1974 og 1994 (kun 4 procent over de tyve år), mens tredje og fjerde kvintil voksede med henholdsvis 49 og 35 procent, og femte kvintil med 24 procent. Det var med andre en periode, hvor verden blev mere ulige.

Siden starten af 1990erne har dette billede ændret sig. Indkomsten i de fattigste 20 procent af verden er siden da vokset med 48 procent, og indkomsten i de næste 20 procent med hele 58 procent. Det er derfor på ingen måde mærkeligt, at disse kvintiler også nu udleder langt mere CO2 end tidligere. Til gengæld kan man også se Kuznet-sammenhængen i de 20 procent rigeste lande, der har sænket deres udledninger ganske markant på samme tid som deres indkomst er vokset 24 procent. Teknologiske landvindinger, ændrede forbrugerkrav, og deregulering – der har gjort energiforbrug til en virkelig konkurrenceparameter i adskillige industrier – har indebåret, at disse lande i de er ’renere’.

Ser det så godt eller skidt ud for verdens samlede udledninger? Det kommer i virkeligheden an på, hvilket sigt man ser det på. På kortere sigt vil fortsat økonomisk udvikling betyde højere udledninger i en række lande. På længere sigt må man derimod forvente lavere udledninger, når flere og flere lande løftes over Kuznetspunktet, og lavere udledninger i fattige lande i takt med, at de importerer (og får lov til at importere) ressourceeffektiv vestlig teknologi. Hvor optimistisk eller pessimistisk man rimeligvis kan være, afhænger således også af, hvor tålmodig man er.

« Ældre indlæg Nyere indlæg »

© 2019 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑