Author: Christian Bjørnskov (page 2 of 74)

Hvordan fungerer protektionistisk politik – de statiske tab

Der tales meget for tiden om protektionistiske politik. Emnet er i vælten i almindelig politik blandt andet USA og Frankrig, og herhjemme har flere ellers fornuftige kommentatorer været noget mindre end afvisende overfor det. Et særligt segment hos de nationalkonservative ser endda ud til at være særdeles positive overfor handelspolitisk ’beskyttelse’ af visse grupper i samfundet. Flere har spurgt mig, hvad der da er galt med at beskytte arbejdspladser mod udenlandsk konkurrence. Vi har derfor besluttet, at tilbyde en smule undervisning i emnet.

Vi viser i dag udelukkende det, nationaløkonomer kalder de statiske tab i forbindelse med told og anden handelspolitisk beskyttelse. Vi illustrerer dem i et diagram, der hjælper analysen af konsekvenserne af denne type politik i en lille, åben økonomi som Danmark. I figuren for markedet nedenfor, er pw prisen på verdensmarkedet, og prisen på det hjemlige marked bliver derfor pw plus tolden. Resultatet af forskellen på det hjemlige udbud, S, og det hjemlige efterspørgsel, D, (kan aflæses på x-aksen) er således den hjemlige import. Hvis vi ikke havde haft nogen form for kontakt med udlandet, ville prisen og den afsatte mængde som sædvanlig kunne aflæses der, hvor de to kurver skærer. Men pga. konkurrence fra verdensmarkedet, kommer det danske forbrug til at kunne aflæses som der, hvor efterspørgslen D skærer den flade pw-kurve.

Lægger man en told på importerede varer, sker der det simple, at prisen på importerede varer stiger fra pw – den faktiske pris – til pw + tolden. Danske producenter er således blevet kunstigt mere konkurrencedygtige. Konsekvensen for dem er derfor det område, vi har kaldt ’A’ i figuren. De hjemlige producenter får derfor større omsætning og flere kan konkurrere. Det er netop denne konsekvens, der ofte får rent business-mindede konservative til at støtte protektionisme – politikken er jo meget tydeligt pro-business.

Det store problem ligger i de yderligere konsekvenser. Området ’A’ er nemlig tydeligt en overførsel fra forbrugerne til producenterne. Det er jo et forbrug, de alligevel ville have haft, men som sker til højere pris. Området ’C’ er importmængden ganget med tolden, eller med andre ord, statens toldindtægt. ’C’ er derfor en overførsel fra forbrugerne til staten. Men det er klart, at der er to områder, der også forsvinder fra forbrugerne når man pålægger importen en told: ’B’ og ’D’. Området ’D’ skyldes, at forbrugerne ikke blot lider et tab ved at betale højere priser, men også ved at kunne købe mindre. Området ’B’ kan fortolkes som et tab der kommer af, at mindre produktive hjemlige virksomheder nu leverer det, vi kunne have købt af mere produktive udenlandske virksomheder. Vi har med andre ord bundet nogle danske ressourcer i at producere noget, vi faktisk ikke er specielt dygtige til. Områderne ’B’ og ’D’ kalder således teknisk for dødvægtstab, eller mere populært for Harberger-trekanter (efter Chicago-økonomen Arnold Harberger).

Den gevinst som danske virksomheder får, tages således fra danske forbrugere, ligesom den gevinst, staten får. Oveni er der disse dødvægtstab, hvilket derfor indebærer, at enhver nationaløkonom med respekt for sig selv må konkludere, at protektionisme nok er pro-business, men anti-market. Og det pudsige er, at virkelighedens statiske tab slet ikke ender der.

I 1967 rejste public choice-legenden Gordon Tullock nemlig det spørgsmål, om ikke virksomheder ville være villige til at betale for at få handelspolitisk beskyttelse? Tullocks svar var, at rationelt drevne virksomheder ikke blot ville bruge ressourcer på produktion, men også på at lobbye for at få beskyttelse. Som alle andre aktiviteter, vil de bruge ressourcer på lobbying op til det punkt, hvor omkostningen ved at bruge én arbejdstime eller én krone mere på lobbying er præcist lig med den forventede gevinst af den. Og politikere er mere end villige til at sælge handelspolitik – det er en af måderne, at de enten kan få virksomheder til at give partistøtte eller i det mindste til at finansiere meget rare middage og hotelophold.

To indsigter fra public choice-traditionen ændrer derfor vores analyse. Først må man regne med, at noget af overførslen ’A’ faktisk går tabt i uproduktiv adfærd. Det er med andre ord et område, der tages fra forbrugerne og tabes i lobbyomkostninger. Det ekstra lobby-tab er tegnet ind med rødt i den anden figur nedenfor.

Man må også regne mindst et, og sandsynligvis yderligere to tab ind. For det første eksisterer der et logisk tab, da det ikke er gratis at indkræve tolden. Staten må afholde udgifter i forbindelse med at indkræve told, hvilket reducerer område ’C’ – udgifterne er et nettotab for samfundet. For det andet antager standardanalysen i den første figur, at staten bruger hele toldindtægten på en produktiv eller velfærdsskabende måde. Der findes en over 50-årig forskningstradition, der peger på at langt de fleste politikere har incitamenter, der vil føre dem til at bruge ekstra indtægter på enten populære tiltag, der kan få dem valgt næste gang, eller på støtte til særinteresser. Disse aktiviteter skal regnes som tab i en nationaløkonomisk analyse! De er tegnet ind med blåt i figuren.

Tullock tog udgangspunkt i, at område A er en gevinst for producenterne. Producenterne vil derfor have et klart incitament til at bruge ressourcer på at ’få fat’ i området. Med andre ord vil de investere ressourcer i at søge den ’rent’, de kan få hvis de overbeviser politikerne i at indføre en told. Disse ressourcer bliver altså ikke investeret produktivt, men udelukkende for at få adgang til en overførsel fra forbrugerne. Politikere vil på deres side have en interesse i at åbne for muligheden for at få beskyttelse mod international konkurrence, da det vil få producenter til at tilbyde støtte. Denne støtte kan være direkte bestikkelse eller det kan være partistøtte, der vil kunne gøre det lettere for politikernes parti at vinde det næste valg. De ressourcer, der investeres i at få adgang til beskyttelse, skal derfor regnes som et rent, samfundsmæssigt tab.

Der er fra en fagøkonomisk vinkel dermed ingen undskyldninger for at indføre protektionistiske tiltag. Og til dem, der måske stadig er en smule kritiske: Vi har kun dækket de velkendte statiske tab. Der er en anden liste af dynamiske tab, dvs. tab der udfolder sig over en længere periode og bliver synlige i f.eks. vækst og produktivitetsudvikling.

Farvel til Venezuelas demokrati

Vi har skrevet om Venezuelas katastrofale udvikling en række gange de seneste år. På trods af Chavez og Maduro-regimets ødelæggende økonomiske politik – toiletpapir, majsmel og mælk har været mangelvarer i adskillige år og inflationen ser ud til at runde de 700 procent i år – og forfølgelsen af de frie, regeringskritiske medier, vandt oppositionen alligevel parlamentsvalget i december 2015. Mange trøstede sig derfor med, at Venezuelas demokrati stadig var levedygtigt, om end som et såkaldt ”competitive autocracy”, og at et stort flertal i befolkningen ville vende udviklingen.

Den mulighed er nu endegyldigt væk. Som Alexander Brockwehl  hos Freedom House skriver, faldt Venezuelas ”demokratiske facade” i efteråret (hattip: John Meadowcroft). I organisationens årlige rapport, Freedom in the World 2017, er Venezuela for første gang nogensinde placeret i kategorien ”Not Free.” Først fjernede Maduro-regimet, gennem en Højesteret som Chavez fyldte med tilhængere af hans ”socialisme for det 21. århundrede”, fire valgte oppositionsmedlemmer af parlamentet. Som Brockwehl understreger, fjernede Højesteret dermed den supermajoritet, det krævede for at oppositionen f.eks. kan udnævne medlemmer af valgkommissionen CNE. Højesteret har også undladt at kritisere, at regeringen gennemtvang en finanslov uden at parlamentet stemte om den.

Hverken dette eller en række andre brud på forfatningen har fået Højesteret til at protestere, ligesom den tillod Maduro og den valgkommission, som han fuldstændigt kontrollerer, at afskaffe de sidste rester af faktisk demokrati i efteråret. Oppositionen havde krævet, at den politisk umulige situation med en præsident, der nægter at samarbejde med et parlament, som oppositionen dominerer, løses af en præsidentiel ’recall’-afstemning – en proces som netop er beskrevet i Venezuelas forfatning for at afhjælpe politiske hårdknuder. CNE udskød først, og aflyste derefter den folkeafstemning, der uden tvivl ville have været endnu et nederlag for det ekstremt upopulære Maduro-regime.

Konsekvensen hos Freedom House er derfor, at hvis et regime nægter at afholde et forfatningsmæssigt korrekt valg, kategoriseres det efterfølgende sammen med andre diktaturer som Cuba. Maskerne er faldet og Maduro-regimet har gjort som alle andre kommunistiske regimer nogensinde: Afskaffet befolkningens ret til politisk selvbestemmelse.

Mens Venezuelas deroute er velkendt og omhyggeligt beskrevet de senere år, er tabet af demokrati stadig chokerende. Politisk ustabilitet er et almindeligt fænomen i Latinamerika – nogle vil måske endda sige, at det er et af de vigtigste fællestræk i Sydamerika – men Venezuela har været stabilt demokratisk siden 1958 og har overlevet fem kupforsøg siden da. Hvor specielt det er, illustreres nedenfor med data fra den database, som Martin Rode og jeg har været i gang med at udvikle det sidste år (og som offentliggøres om nogle uger).

I vores data er tre lande i Latinamerika og Caribien pt. ikke demokratiske: Haiti og Venezuela, der er civile autokratier, og Cuba der er et militært ledt kommunistisk diktatur (de røde søjler i figuren). Området har 19 præsidentielle demokratier af varierende kvalitet: Argentina, Bolivia, Brasilien, Chile, Colombia, Costa Rica, den Dominikanske Republik, Ecuador, El Salvador, Guatemala, Guyana, Honduras, Mexico, Nicaragua, Panama, Paraguay, Peru, Surinam og Uruguay (de blå søjler). Latinamerika omfatter også 11 parlamentariske demokratier, dvs. demokratiske styrer uden en præsident: Antigua og Barbuda, Bahamas, Barbados, Belize, Dominica, Grenada, Jamaica, St. Kitts og Nevis, St. Lucia, St. Vincent og Grenadinerne, og Trinidad og Tobago (de sorte søjler). Det pudsige ved området er dermed, at der ikke er nogen latinamerikanske ’mellemformer’ som Tyskland eller Italien, hvor man har et stærkt parlament og en ceremoniel præsident. Har man en præsident i Latinamerika, har han eller hun faktisk magt. Sidst, og faktisk mindst, må man ikke glemme at området også inkluderer ti lande, der ikke er selvstændige, men har omfattende selvstyre og fuldt demokratiske institutioner (de stribede søjler): Anguilla, Aruba, Bermuda, de Britiske Jomfruøer, Cayman-øerne, Curacao, Puerto Rico, Turks og Caicos, de Amerikanske Jomfruøer, og Sint Maarten.

Figuren illustrerer, hvor mærkeligt det er at Venezuela nu effektivt er et diktatur. Mens Argentina f.eks. har været demokratisk i 32 af de sidste 41 år (venstre søjle) og 49 år siden 1950, og Peru kun har været det henholdsvis 26 og 37 år, har Venezuela synligt været langt mere stabilt. Det er et af de ’gamle’ latinamerikanske lande, der indførte sin første forfatning i 1830, og der så sent som i 1930erne var rigere end Spanien, Portugal og Syditalien. For 100 år siden var det et af de steder, folk emigrerede til for at søge et bedre liv. I dag er det et kommunistisk diktatur, hvor forfatningen, oppositionen og befolkningen ignoreres af regimet, og dagligdagen er usund, voldelig og fattig på mad, men rig på politiske løgne. Det er, med andre, en skændsel.

Privatisér SAS nu

SAS er presset af markedet og har gennem lang tid ganske store problemer. Et af problemerne er den voldsomme indflydelse, som en række fagforeninger har udøvet på det parastatale selskab siden 1960erne. Ved sidste tælling havde SAS 57 forskellige overenskomster, og både piloter og kabinepersonale lægger med jævne mellemrum selskabet ned. SAS har derfor forleden besluttet, at det vil udvide til baser i andre lande som Storbritannien og Spanien, hvilket vil muliggøre at man på en række ruter kan komme udenom de skandinaviske fagforeninger. Beslutningen virker begavet, og er muligvis pinligt nødvendig for at sikre at SAS overlever de næste år.

I en kort debat i DR2s Deadline mellem SFs Karsten Hønge og Venstres Jacob Jensen – ledt af en ikke ligefrem upartisk Lotte Folke Kaarsholm – beklagede Hønge dog beslutningen. Fra hans populistisk-socialistiske vinkel repræsenterer den, at SAS nu omfavner social dumping for tænk hvis piloter og andre skal flyve unde britiske overenskomster – eller tænk hvis SAS får lov til at købe service i andre europæiske lande! Hønge affærdigede omkostningerne forbundet med at fortsætte som hidtil med, at det var småpenge. Jacob Jensen gjorde sikkert sit, men man kunne have ønsket at Venstre havde sendt et skarpere intellekt end Jensen, der sjældent glimrer ved andet end sin partiloyalitet. Med en socialt ’indigneret’ Hønge for fuld udblæsning, en slatten borgerlig og en DR-journalist, der meget tydeligt havde taget stilling, var debatten DR fra sin værste side.

Jeg overvejede derfor, at skrive en kommentar om emnet, men Edith Thingstrup kom mig i forkøbet med en fremragende kommentar i Berlingske i morges. Under overskriften ” Slut med syg socialisme i skyerne” hudfletter hun Karsten Hønge for hans påstand om, at luftfartsbranchen præges af ”syg kapitalisme.” Måske er piloter ikke længere de glamourøse figurer de engang var – de er nærmere avancerede buschauffører – men passagererne har haft enorm gavn af dereguleringen af branchen og den heftige konkurrence i markedet. Hønges og mange andre danske politikeres argument er, at borgernes gevinster af fri konkurrence er ligegyldige – de er blot udtryk for syg kapitalisme. De foretrækker i stedet eEt system, hvor særinteresser og skruppelløse fagforeninger udbytter almindelige mennesker med politikernes alt for velvillige medvirken. Som Edith korrekt skriver, er SAS degereneret til at være ”et symptom på den nordiske models nederlag.”

Nationaløkonomisk indsigt er dejligt klar på dette område: Hvis der hverken er positive eksternaliteter forbundet med aktiviteten, tydelige stordriftsfordele der kan retfærdiggøre et offentligt monopol, store informationsasymmetrier, eller evt. voldsomme fordelingsmæssige konsekvenser, er der ingen grund til at staten engagerer sig. Man må spørge sig selv, om markedet for luffart er karakteriseret ved et eller flere af disse problemer. Mit svar er et gungrende nej – luffart er om noget blevet et ekstremt velfungerende konkurrencemarked, der netop leverer alle de gevinster som fri konkurrence kan give. Det er ikke noget, magtsyge politikere skal blande sig i. Så hvis der er nogen som helst moral tilbage på Christiansborg, er mit ønske at politikerne sælger statens aktier i SAS så hurtigt som muligt. For selskabets egen skyld er dets eneste chance for at overleve sandsynligvis også, at svenske og danske politiske interesser kommer af vejen så hurtigt som muligt

Public choice og ny toleranceforskning

Som vores faste læsere nok ved, er Aarhus Universitet vært for den årlige Danske Public Choice workshop i morgen; og programmet kan ses her. Jeg glæder mig personligt, ikke mindst fordi programmet ser spændende ud, men også fordi adskillige begavede og fornøjelige kolleger har valgt at tage turen til Aarhus.

Et af de papirer, jeg ser særligt frem til i morgen, er Niclas Berggren og Therese Nilssons ” Roots of Tolerance: What Explains Western Values among Children of Immigrants?” Niclas og Therese har udgivet en række interessante artikler de senere år om tolerancenormer, og hvordan både globalisering og økonomisk frihed gør de fleste mennesker mere tolerante overfor f.eks. ateister og homoseksuelle. De stiller denne gang det interessante spørgsmål, hvorfor nogle andengenerationsindvandrere har ret vestlige tolerancenormer – det de kalder Western Values – og andre slet ikke har.

En del af svaret er, at folk med forældre fra lande med relativt pragmatiske normer – i modsætning til en norm der hylder traditioner og lydighed – er mere tolerante, ligesom dem fra mindre fraktionaliserede, bedre uddannede og mindre religiøse lande er. Pragmatismeresultatet viser sig særligt statistisk stærkt, ligesom et andet, der ellers ofte beskyldes for at være en fordom. Folk med forældre, der er indvandret fra muslimske lande, er væsentligt mindre tolerante overfor f.eks. homoseksualitet.

Mens en del forskning, inklusive noget af det Niclas og jeg har været fælles om, har vist at Islam ikke generelt er forbundet med lavere tillid eller værre retslig kvalitet – det er ikke religionen, men graden af religiøsitet, der er vigtig i de henseender – peger dette studie derfor i en anden retning. Muslimer i Europa er, alt andet lige, mindre tolerante end andre mennesker i det samme land. Mens man kunne have forventet det samme af f.eks. katolikker eller hinduer, finder Niclas og Therese ingen indikationer i den retning. Det er således ikke en fordom, men et ret klart faktum, at de fleste andengenerationsindvandrere fra muslimske lande er mindre tolerante end resten af os. Om det så også gælder for bosnierne er et spørgsmål, man kan stille i morgen.

Protektionisme er umoralsk

Donald Trump er landet i det Hvide Hus med store planer om at rejse toldmure og holde produktion i USA. I Danmark har der indtil fornylig ikke været megen opbakning til protektionistisk politik – vi er heldigvis på mange måder et af de mest liberale samfund i Europa – men der er desværre dukket lommer op af nyprotektionister i debatten. Fænomenet er ikke længer begrænset til særlige nationalkonservative, der drømmer om at bruge en stor stat til deres formål, men har også bredt sig til folk, man ellers betragter som ganske liberale og fornuftige.

Der er som oftest tale om folk, som ikke kan (eller vil) se forskellen på politik, der er pro-market eller pro-business – om politikken gavner alle borgere som forbrugere eller kun en lille del som producenter. Se f.eks. den fremragende Luigi Zingales forklare forskellen her. Derfor er her en anderledes angrebsvinkel: Politik, der sigter efter at begrænse handel, er umoralsk.

Ideen er ikke min – Don Boudreaux hos Cafe Hayek har skrevet adskillige gange om det – men den er enkel. Grundlaget er den normative ide, som man skal være tæt på kommunist for at afvise, at ens indkomst er ens egen, og at hvert individ har en ukrænkelig ret til at bruge den (eller lade være) på hvad man nu engang værdsætter, så længe brugen ikke direkte krænker andres identiske ret. Sagt på en anden måde: Når jeg har tjent mine penge lovligt, bør jeg kunne bruge dem præcist som jeg vil.

Sætter man f.eks. en handelsbarriere op mellem Danmark og Storbritannien, indebærer det, at jeg frit kan købe champagne produceret af Pierre i Champagne, Cava fra Marianno i Catalonien eller Prosecco fra Giovanni i Veneto. Men hvis det formastelige skulle ske, at jeg foretrækker at købe sparkling fra Mike og Chris i the South Downs i England, tvinger staten mig til at betale told – en strafafgift for at handle med nogen, som politikerne har defineret, vi ikke bør have økonomisk samkvem med.

Moralsk forudsætter protektionistisk politik derfor, at ethvert individ, der bor i et bestemt land, har pligt til at behandle nogle mennesker anderledes end andre, og at landets politikere har moralsk ret til at definere for alle individer i landet, hvilke mennesker, der er mere eller mindre ’værdige’. Dermed har hvert individ ikke længere uhindret brugsret over den del af deres indkomst, der er tilbage når de har betalt skat, afgifter osv. Anerkender man politikernes ret til at dirigere vores forbrug til bestemte lande, regioner eller producenter, må man derfor også anerkende, at vores private ejendomsret ikke blot er begrænset, men bør begrænses af en meget bestemt gruppe mennesker. Disse mennesker – politikerne – kan dermed effektivt ekspropriere en vis del af vores indkomst og dirigere den til nogle bestemte, meget begrænsede, interesser i samfundet.

Disse interesser er dem, vi ikke frivilligt ville have handlet med. Medmindre man tror på, at varer, service og anden aktivitet har en objektiv værdi, der på en eller anden måde kun åbenbares for de indviede (læs: politikerne), betyder det, at protektionistisk politik ikke blot bryder med individers brugsret til deres ejendom, men også tvinger dem til at favorisere producenter, som et frit valg afslører, er dårligere end dem, man frit havde handlet med. Har man på nogen måde en moralsk præference for meritokrati, er her et ekstra element i en normativ vurdering af protektionistisk politik. Ikke nok med at man bryder folks brugsret og ophæver nogle mennesker til at dømme i rent private forhold, man belønner også dem, der er dårlige til deres job, men som har deres politiske forbindelser i orden. Hvordan kan det nogensinde blive moralsk forsvarligt?

Social tillid og økonomisk vækst

Et af de mest spændende emner i samfundsvidenskaberne de sidste 20 år har været forskningen i tillid og lignende fænomener. Det er jeg i det mindste næsten nødt til at sige, da jeg selv har bidraget til forskningen, men mange andre som f.eks. Tyler Cowen er enige. Der er sket meget på området, men en del af forskningen har afsløret mange ting, som vi ikke ved.

Grunden til at bringe det op er, at Oxford University Press har en ny Handbook of Social and Political Trust på vej ud. Bogen redigeres af Eric Uslaner (University of Maryland) og får kapitler af notabiliteter som bl.a. Ronald Inglehart, Kim Sønderskov, Natalia Letki, David Miller og Pamela Paxton. Jeg har været så heldig at blive inviteret til at skrive kapitlet om social tillid og økonomisk vækst. Kapitlet er nu tilgængeligt i uformateret udgave på SSRN. Det opsummerer naturligvis at vi nu er relativt sikre på, at tillid alt andet lige er forbundet med højere vækst, men også at i det mindste en del af effekten skyldes, at tilliden påvirker hvordan samfundets formelle institutioner – retsvæsen, embedsværk osv. – fungerer. Hvordan det sker, er der separate teorier om (og et separat kapitel til en anden handbook), men tilliden ser kun ud til at påvirke institutionernes kvalitet under bestemte betingelser.

En særlig fornøjelse var at skrive om, hvad vi faktisk ikke ved og dermed, hvor man måske kunne lægge en forskningsindsats i de kommende år. Skulle en læser beslutte sig for at tage et kig på kapitlet, og få en idé til et emne, der kunne fylde et videnshul, er han eller hun velkommen til at skrive en kommentar til os!

24 Spørgsmål til Professoren

Jeg var i København for nogle uger siden som gæst i Radio 24 7s program ”24 spørgsmål til professoren.” Programmet bestyres af den fremragende Lone Frank, der efter en phd-grad i neurobiologi har etableret sig som Danmarks suverænt førende videnskabsjournalist. Det blev til en professionel, meget behagelig og til tider morsom times tid med Lone, og da programmet blev sendt i lørdags var jeg meget tilfreds.

Der er derfor al mulig grund til at reklamere for 24 spørgsmål overfor punditokraternes sædvanligvis interesserede læsere. Hele programserien er glimrende formidling, og flere af punditokraternes kolleger har været med. Hør f.eks. Jacob Hariri om demokrati, Michael Bang Petersen om evolutionspsykologi og dens rolle i moderne statskundskab, eller i al beskedenhed, undertegnede om hvad der er op og ned i seriøs lykkeforskning. Hele serien er stærkt anbefalet.

Dansk public choice workshop 2017

Næste fredag, den 3. februar, er Martin Paldam og jeg værter for den årlige danske public choice workshop. Den afholdes derfor på Institut for Økonomi ved Aarhus Universitet (i L-bygningen på Fuglesangs Allé 4) fra klokken 11. Som altid er workshoppen åben for alle interesserede, og som de seneste år, er der deltagelse fra både Sverige, Tyskland og Holland.

Workshoppen er inddelt i tre sessions med hvert sit overordnede emne – sådan cirka da – med præsentationer inklusive spørgsmål på en halv time hver. Vi starter klokken 11 med økonomisk politik og tre præsentationer:

Lasse Aaskoven (København): Budget Institutions and Taxation

Philipp Schröder (Aarhus): Does (strategic) export promotion make sense?

Rasmus Wiese (Groningen): Dynamite in the hands of short-sighted politicians: The isolated cost-effects of healthcare financing privatisations

Efter frokost fortsætter vi 13.30 med en session om institutioner. Her er præsentationerne:

Benjamin Egerod (København): Voting for a Career: How the revolving door moderates the Senate

Martin Paldam (Aarhus): Jumps into democracy: The short and long run in the Democratic Transition

Niclas Berggren (IFN, Stockholm): Roots of Tolerance: What Explains Western Values among Children of Immigrants?

Jerg Gutmann (Hamborg): Judicial Quality in the EU

Sidst, men ikke mindst, er der kaffe indtil 15.45, hvor vi sætter fokus på arbejdsløshed og tilfredshed med tre præsentationer:

David Dreyer Lassen (København): Expectations, Experiences, Updating: The Effect of Wealth and Unemployment Shocks on Beliefs, Preferences, and Voting

Andrea Paramo Florencio (Aarhus): Life satisfaction, trust and governance in Latin America

Gert Tinggaard Svendsen (Aarhus): Lazy Bob and the Bumblebee: Can Social Control Prevent Free Riding in the Universal Welfare State?

Skulle man være i nærheden af Aarhus den 3. og være interesseret, er man velkommen til at kigge ind. Der er ingen krav om at man deltager i hele dagen. Man kan altid komme til en enkelt session og sikkert være så heldig at få en snak med deltagerne bagefter. Vi håber at se både studerende, kolleger og andre interesserede på Fuglesangs Allé til workshoppen.

Særnummer af EJPE: Tilfredshed og institutioner

Enkelte læsere vil måske huske, at jeg for halvandet år siden deltog i en organiseret session ved den årlige konference i the Public Choice Society i San Antonio. Vores session var planlagt som bidrag til et særnummer af European Journal of Political Economy, som nu er udkommet. Hele nummeret kan ses her.

Mit indtryk er, at særnummeret er ganske vellykket. Det indledes med en kort oversigt af de to gæsteredaktører Daniel Bennett og Boris Nikolaev, sammen med en af de faste redaktører, Toke Aidt. Herefter går det slag i slag med en række artikler, hvoraf jeg selv mener at de første er dem, der fortjener bredere opmærksomhed. De er, i den rækkefølge de står i tidsskriftet:

Economic freedom and economic crises (Christian Bjørnskov): Jeg viser, som vi tidligere har skrevet om her og her, at mens der ikke er nogen grund til at tro, at frihed giver større eller mindre risiko for kriser, er kriserne væsentligt længere og dybere jo mindre økonomisk frihed, der er i et land. Problemet er primært reguleringsaktivitet: Jo mere, økonomien reguleres, jo længere tid tager krisen og jo større bliver tabene.

Aiding economic freedom: Exploring the role of political institutions (Nabamita Dutta og Claudia R. Williamson). Mita og Claudias studie peger på, at ulandsbistand muligvis kan hjælpe til med reformer mod mere økonomisk frihed i fattige lande, men kun hvis landet er nogenlunde demokratisk. Omvendt peger resultaterne på, at bistand til ikke-demokratiske lande og lande med meget stabile regeringer (entrenched regimes) sandsynligvis fører til mindre frihed. En væsentlig pointe er, at langt det meste bistand netop går til lande med udemokratiske politiske institutioner.

Give me liberty and give me control: Economic freedom, control perceptions and the paradox of choice (Boris Nikolaev og Daniel L. Bennett). Folk, der bor i mere økonomiske frie lande, oplever også mere frihed i deres individuelle liv og mere personlig kontrol. Boris og Daniels studie peger på, at en væsentlig grund er en oplevelse af større procedural fairness og social mobilitet, og at det primært er kvaliteten og forudsigeligheden af landets pengepolitik, der er vigtig.

Tolerance in the United States: Does economic freedom transform racial, religious, political and sexual attitudes? (Niclas Berggren og Therese Nilsson). Vores venner fra IFN i Stockholm bidrog med en særligt interessant artikel om, hvordan økonomisk frihed er forbundet med større tolerance. Mens Niclas og Therese har skrevet flere artikler om tolerance, er denne særlig ved at bruge variationen over tid på tværs af amerikanske stater til at vise effekten. De viser omhyggeligt, at særligt reduktioner i marginalskatterne – dvs. reformer der skaber en fladere skat – er forbundet med efterfølgende større tolerance overfor ateister, kommunister og homoseksuelle. Målet er folks accept af at lade minoriteter tale offentligt, være repræsenteret i bøger på offentlige biblioteker, og undervise på college. Effekten gælder også racister, men kun i bøger og som undervisere.

Want freedom, will travel: Emigrant self-selection according to institutional quality (Maryam Naghsh Nejad, Andrew T. Young). Sidst, men ikke mindst, peger Maryam og Andy på, at i perioden 1990-2000 (som de har data for) var immigranter langt mere tilbøjelige til at rejse til lande med større økonomisk frihed. De mest interessante fund er, at når man kontrollerer for, hvor økonomisk frit et land er, falder tiltrækningen fra demokratier fra hinanden. Med andre ord ser det ud til, at tidligere studier, der konkluderede at immigranter foretrækker demokrati, har fundet et spuriøst resultat – det er fraværet af regulering og dårlige økonomiske institutioner – og dermed muligheden for at skabe sig et liv uden staten – der trækker.

For de interesserede afholdes dette års Public Choice Society konference i New Orleans. Programmet og anden information kan findes her, og vi skriver selvfølgelig mere om konferencen når vi nærmer os.

PKK om Obama: Upopulær og middelmådig

Senere i dag bliver Donald Trump indsat som USA’s præsident. Kommentatorer verden over er derfor i gang med at vurdere Barack Obama som præsident. Som udgangspunkt er de fleste høflige, roser hvad man mener, var den afgående præsidents bedrifter, og skøjter henover de værste problemer og fejltagelser. I Børsen i dag er Peter Kurrild-Klitgaard – professor i statskundskab på Københavns Universitet og tidligere redaktør af denne blog – bestemt ikke repræsentativ for genren. PKK leverer en fuldstændigt ærlig vurdering af Obama.

Den overordnede vurdering er tydelig: Obama ”har været en i bedste fald halvpopulær præsident med meget begrænsede succeser bag sig.” Og set fra Demokraternes side er Obama parties ”mest katastrofale leder i næsten et århundrede.” I Obamas otte år har partiet tabt 12 af sine oprindeligt 60 sæder i Senatet, 178 af 435 sæder i Repræsentanternes Hus og guvernørposten i 12 stater. Republikanerne kontrollerer nu cirka 2/3 af alle de amerikanske stater. Overordnet har Obama også gennem sin præsidentperiode i gennemsnit haft lavere approval ratings end bl.a. Richard Nixon og George W. Bush.

Har han da ikke opnået noget? Mange demokrater hylder ham for at have indført sundhedsforsikringssystemet, som i dag kaldes Obamacare. Men langt de fleste økonomer er enige om, at systemet ganske enkelt ikke kan finansieres medmindre man er parat til at hæve den føderale skattesats endda meget markant. Det vidste man fra starten, hvilket kom frem i den skandale, der ofte kaldes ’Grubergate’. En af arkitekterne bag Obamacare, MIT-professoren Jonathan Gruber, blev tilfældigt optaget i en samtale, hvor han indrømmede, at man da godt vidste, at systemet var langt, langt dyrere end man påstod overfor den amerikanske befolkning og Kongressen – men hvis man indrømmede de offentligt, ville man aldrig kunne få flertal for forslaget. En konservativ vurdering af de fulde omkostninger peger på, at skatten skal stige cirka fem procentpoint for at finansiere Obamacare i fremtiden. Derudover er der allerede voldsom utilfredshed i USA, fordi forsikringspræmierne for almindelige mennesker er steget meget kraftigt de sidste to år. Det kan næppe kaldes en succes.

Obama har heller ikke formået – på trods af løfter, som gav ham Nobels Fredspris – at lukke Guantanamo-fængslet eller skabe fred i verden. I Syrien har hans særlige approach til udenrigspolitik givet Rusland nærmest frit spil, og USA har også været sært ambivalent overfor Ruslands aggression i Ukraine. Der er ikke meget at fejre på den front.

Sidst fremhæver nogle politiske kommentatorer, at hans storstillede stimuluspakke bragte USA økonomisk på fode igen og endte finanskrisen. Som PKK skriver, indeholdt de enorme pakke – den totale omkostning var 823 milliarder dollars – historisk meget flæsk. Og uanset at man kan se, hvordan landet er på fode igen, diskuterer økonomer stadig, om pakken hjalp, var ligegyldig, eller måske direkte forsinkede den økonomiske recovery. Jeg hælder personligt til den sidste fortolkning, ikke mindst fordi stater, der fik relativt lidt hjælp, ser ud til at have klaret sig rimeligt godt. Og selvom pakken muligvis har haft en vis effekt nogle steder, er nettoresultatet for fremtiden bekymrende. Den amerikanske statsgæld – der allerede var steget en del under Clinton og Bush – blev fordoblet under Obama.

Den endelige vurdering af Obama må man naturligvis vente på, men umiddelbart er jeg meget enig med PKK. Obama var på den økonomiske politik en elendig præsident. Stimuluspakke og andet fraset øgede hans administration reguleringsniveauet meget kraftigt, og lagde en lang række beslutninger – ikke mindst i Dodd-Frank – ud til det, man nu referer til som ’reguleringszarer’. Obamas politiske beslutninger indebærer dermed, at en ganske lang række reguleringer ikke længere besluttes af Kongressen, men af bureaukratiet. Hans administration har også øvet stærkt kritisabel indflydelse på andre dele af regeringsapparatet: Skattevæsenet IRS forsøgte således at fratage en række højreorienterede organisationer deres skattefrihed som no-profit organisationer, og the National Labor Relations Board forsøgte at presse Boeing til at lægge arbejdspladser i Seattle i stedet for at flytte ny produktion af 787-flyet til South Carolina.

Obama efterlader et USA, der på langt sigt er i dårligere økonomisk stand end det behøvede at være. Landet er overreguleret, skeptisk overfor handel – her har Obama intet gjort – og dybt forgældet. Politisk er hans ’legacy’ også, at han bidrog klart til at polarisere amerikansk politik yderligere. Problemet var der allerede før ham, men Obama har været en af værste præsidenter bedømt på hans villighed til at samarbejde med modparten. Han har i stedet brugt den dekretmagt, den amerikanske præsident de facto har, i en grad der ikke er set siden anden verdenskrig. Han var, med andre ord, på næsten alle fronter en dårlig præsident.

Older posts Newer posts

© 2017 Punditokraterne

Theme by Anders NorenUp ↑