Forfatterarkiv: Christian Bjørnskov

Om Christian Bjørnskov

Cand.oecon. Christian Bjørnskov, Ph.D., er født i 1970 og professor i Nationaløkonomi på Aarhus Universitet. Har siden 2006 været ansvarshavende redaktør på Punditokraterne.

Hvordan bliver vores recovery? Empiriske indikationer

I dag begynder det danske samfund så småt at åbne igen. Åbningen går langsomt – og efter min, de fleste andre økonomers, og mange sundhedseksperters mening alt for langsomt – og stadigt mere tyder på, at regeringen ingen egentlig plan har. Med 104 patienter med corona på intensiv, hvoraf 85 er i respirator, mener vi her på stedet sammen med langt de fleste økonomer og mange sundhedseksperter, at regeringens minimale åbning af samfundet efter påske er alt for lidt, og alt for langsom. Statsministerens udemokratiske insisteren på, at man bare skal stole på at regeringen gør det rigtige, uden at den forklarer sine handlinger eller præsenterer en egentlig plan, ser ud til endeligt at have vækket oppositionen. Der er behov for åbenhed, for en klar idé om hvordan åbningen skal foregå, og derefter klare estimater af, hvordan en dansk recovery fra den økonomiske misere kan ske.

En væsentlig ingrediens i enhver recovery når coronavirussen – eller i det mindste dens første bølge – er blæst over, er ny virksomhedsskabelse. Denne diskussion mangler jeg stadig at se i den politiske debat. Uanset hvad politikernes intentioner er, og hvad de påstår, kan det ikke undgås at mange arbejdspladser og virksomheder forsvinder. Spørgsmålet er derfor ikke blot, hvordan man bevarer virksomheder, men også i hvor høj grad en økonomi er i stand til at skabe nye virksomheder. Jo mere dynamisk, økonomien er i den forstand, jo hurtigere kan en recovery i princippet forløbe.

Læs resten

Misbrug af magt – en opdatering

Vi skrev forleden om, hvordan mange regeringers reaktioner på coronavirussen bryder med grundlæggende rettigheder og indebærer en risiko for demokrati og magtens tredeling. Den udvikling er fortsat siden da, og stadigt flere lande har erklæret nødret. Det gælder en tredjedel af verdens autokratier – 26 lande – og 70 demokratier – 53 % af verdens politisk frie samfund. Stefan Voigt (Universität Hamburg) har i Berlingske Tidende advaret om den potentielle misbrug af nødret og de facto undtagelsestilstande, baseret på hvad vi efterhånden ved fra andre nødsituationer.

På samme måde, og med mange af de samme bekymringer, advarede Garry Kasparov også fornylig, at misbruget af situationen til at indføre endnu mere kontrol og overvågning af borgerne ikke er begrænset til autokratier. Kasparovs måske vigtigste konklusion i artiklen er, at ”Power that is given to the government in an emergency is rarely returned without a fight.” Den bekymring gælder også i Danmark, hvor statsministerens sult efter større magtbeføjelser og brug af hastelovgivning kun langsomt er ved at blive hegnet ind af en sløv og forbløffende inaktiv opposition. De problemer, og vores mere overordnede viden om nødret, tog den glimrende Jonas Herby og jeg en snak om i sidste uge. Det blev til et interessant interview (hvis jeg skal sige det selv), som interesserede læsere kan høre her.

Som supplement til interviewet og artiklerne, bringer vi her konkrete indikationer på, hvor stort problemet er. I den først figur har vi opdateret vores data – som skal bruges i ny forskning med Stefan Voigt og Jacob Mchangama (Justitia) – der viser hvor stor en andel af verdens demokratier og autokratier, der formelt har erklæret nødret. Figuren illustrerer en såkaldt ’hazard rate’, dvs. hvor stor sandsynligheden er for at man har erklæret nødret som funktion af, hvor lang tid der er gået siden det første sygdomstilfælde blev opdaget i landet.

Dagens anden figur er baseret på data fra en organisation, der er begyndt at opgøre antallet af indgreb og overgreb mod journalister som reaktion på dækning af coronavirussen. Opgørelsen starter den 18. marts, og viser ganske klart to ting: Først hvordan antallet af overgreb stadig vokser, og for det andet, at demokratier ikke er specielt anderledes end autokratier. En række andre indikationer peger også på, at regeringer verden over i stigende grad bruger dekreter i stedet for lovgivning, der er gået igennem en almindelig politisk proces.

Dagens pointe er således stærkt bekymrende: Coronapanikken har givet politikere verden over langt større manøvrerum, og jo mere vi ved om forløbet, jo mere kan vi se hvordan de misbruger de midler, de har. Politikere skal ligesom hunde holdes i kort snor, og snoren må gerne være ekstra kort, jo mere de opfatter trusler, der skal snappes efter.

Flokimmunitet er den eneste strategi – men ikke Frederiksens

Statsminister Mette Frederiksen holdt et bemærkelsesværdigt pressemøde mandag aften, hvor hun meddelte at den planlagte åbning af Danmark foreløbig kommer til at begrænse sig til vuggestuer, børnehaver og 0-5. klasse. De økonomiske skadevirkninger kommer man således ikke til at gøre noget ved indtil videre, og der vil heller ikke blive gjort noget ved folkeskolens afgangsklasser, hvor eksamen simpelthen er aflyst. Frederiksen afviste efterfølgende også, at regeringen forfølger en strategi, der sigter på at opnå flokimmunitet – en tilstand, hvor så mange danskere har været smittede, at virussen forsvinder – men at man mere eller mindre venter på en behandling eller vaccine. Hun var også aldeles afvisende overfor bl.a. Henrik Qvortrups spørgsmål til hendes åbenlyst egenrådige politiske valg.

Pressemødet svarede ikke på spørgsmålet om, hvad regeringens strategi i virkeligheden er, for udmeldingen i går aftes, og hendes afvisning at man styrer efter flokimmunitet, gav meget lidt mening. Problemet set fra en faglig vinkel er, at når smitten først er i landet, kan det simpelthen ikke lade sig gøre at sigte efter at begrænse den til et bestemt område eller segment af befolkningen. Der vil derfor kun eksistere to logiske strategier: 1) Enten at forsøge at holde landet lukket ned, indtil der enten er en behandling eller en vaccine, eller 2) at opnå flokimmunitet. Med hensyn til at vente på en behandling, må man spørge sig selv om det overhovedet er en mulighed, man burde overveje.

100 år efter den Spanske Syge, der var en voldsom influenzaepidemi, der slog flere millioner ihjel, er der stadig ingen effektiv behandling af influenza. Som flere læger og forskere også har understreget, vælter influenza ofte det sundhedsmæssige læs, som mange ældre bærer på, og man må derfor spørge, om mange influenzarelaterede dødsfald ikke blot afspejler andre problemer, som ville have slået folk ihjel indenfor få måneder. Vi har således vænnet os til, at der i almindelige år dør cirka 1000 danskere med influenza – i den særligt hårde influenzasæson 2017-18 døde der 1644 – og at vi ikke kan gøre noget ved det. At vente på en behandling er således ikke en reel mulighed.

Det samme gælder for en strategi, hvor man venter på at en vaccine bliver tilgængelig. Eksperter på området vurderer, at der vil gå mindst 12-18 måneder, før en vaccine er udviklet, testet og godkendt, selvom myndighederne på begge sider af Atlanten sandsynligvis vil gøre hvad de kan for at hjælpe. De 12-18 måneder forudsætter endda, at man ikke støder på uforudsete videnskabelige problemer i udviklingen.

Det helt store problem med en strategi, hvor man venter på en behandling eller en vaccine, er således at den kræver en delvis nedlukning af samfundet i langt over et år. De økonomiske skadevirkninger af strategien vil være gigantiske, uanset om man bruger modelforecasts fra Nationalbanken, vismændene eller Cepos, og sandsynligvis i omegnen eller over 500 milliarder kroner. Vi ved, at større økonomiske kriser typisk også medfører større dødelighed af en række andre sygdomme, ligesom de kan føre til flere selvmord (hattip: Niclas Berggren). Spørgsmålet er derfor, om en strategi der fokuserer på at vente på en vaccine ikke i virkeligheden fører til langt større generel dødelighed blandt danskerne. Derudover skal man holde sig for øje, at strategien indebærer en langt mere permanent undertrykkelse af danskernes grundlovssikrede rettigheder til bl.a. forsamlingsfrihed, ligesom man kan være ganske bekymret for, hvor lang tid en stigende autokratisk socialdemokratisk regering vil acceptere fuld pressefrihed, når låget kommer af den politiske kritik.

Bundlinjen er således, at den eneste strategi, der giver nogen som helst reel mening, er at satse på flokimmunitiet: At cirka 60 % af danskerne skal smittes, så virussen naturligt dør ud i befolkningen. Den strategi indebærer derfor også, at Covid-19 kommer til at indgå som en af de mange influenza- og forkølelsesvira, som danskerne og andre kan få i løbet af vintersæsonen. Mens mange kan gå i panik over tanken om, at Covid-19 skal blive ’almindeligt’, er de bedste bud på dens fatalitetsrate for tiden faktisk, at den i første bølge har fatalitet som en alvorlig influenza, og at de næste bølger – ligesom den Spanske Syge og andre tilsvarende vira – giver lavere fatalitet. Interesserede læsere kan f.eks. se det fremragende entimes-interview med John Ioannidis fra forleden eller det nye studie i BMJ, der indikerer at 80 % af de smittede ingen tydelige symptomer har.

Så hvorfor indrømmer regeringen ikke, at den skal styre efter at opnå flokimmunitet uden at overbelaste sundhedsvæsenets kapacitet (som man ikke er tæt på at nå)? Der kan i princippet være to svar, og ingen af dem er videre behagelige. Den første forklaring er, at statsministeren føler sig hævet over ekspertråd, selvom hun hverken har nogen sundhedsfaglig eller økonomisk indsigt. Denne forklaring hviler derfor på, at Frederiksen udviser hvad Friedrich Hayek i sin Nobelforelæsning kaldte ’the pretense of knowledge’ – at politikere ofte gør som om (og tror på) at de har viden, som de ikke har og nogle gange ikke kan have. Frederiksen mener således muligvis, at hun ved bedre – en adfærd, der minder om bosserne fra the WeSaySo corporation fra 90’erserien Dinosaurs. Den adfærd vil også være konsistent med, hvad man ellers ved om den nuværende regering, og i særlig grad statsministerens, dybe mistillid og afsky for eksperter og upolitisk faglighed.

Den anden type forklaring, der vil være konsistent med hvad statsministeren har gjort indtil nu, er at hun slet ikke navigerer efter et sundhedsmæssigt, men et eksplicit politisk mål. Hendes adfærd under pressemøder, den præsidentielt egenrådige opførsel, og forlængelsen af begrænsninger og politisk styring på ubestemt tid, kan nemlig også tolkes som en måde at maksimere hendes stemmetal ved det næste valg. Denne forklaring giver mening, hvis man regner med at regeringen sigter efter et valg midt på næste år, og satser på at nok vælgere til den tid har en opfattelse af Frederiksen og hendes valg under krisen som ’handlekraftige’ eller andet. En forlængelse af de drakoniske krisetiltage, politiske ændringer med jævne mellemrum, stadige pressemøder, og en kontinuert kriseopfattelse hjælper hende med at vinde næste valg. Selv planen om at lukke op for daginstitutioner og de små klasser passer på denne strategi, da hjælp til ’de pressede børnefamilier’ har været en del af regeringens fortælling siden valgkampen. Som Peter Kurrild-Klitgaard skrev i Berlingske forleden, vil politikere sjældent lade en  god krise gå til spilde.

Som de skruppelløse og selvovervurderende magtmennesker, som toppolitikere typisk er, vil det være helt i tråd med deres karakter, hvis de to mekanismer ovenfor er de virkelige forklaringer på regeringens strategi. Det er ikke behagelige overvejelser, men det er svært at se hvordan andre forklaringer giver nogen mening. Og specielt i en krisesituation er det vigtigt at minde en selv om, at romantiske forklaringer på politik sjældent svarer til virkeligheden.

Hvem er de ’bedste’ danske økonomer i 2020?

Som trofaste læsere vil vide, bringer vi hvert år nogle empiriske overvejelser over, hvem der er de bedste danske (national)økonomer. Traditionen startede for 11 år siden med den hovedpointe, at det er forbløffende svært at opgøre, men også at meget forskellige måder at gøre det på, ofte ender med at vise relativt ens mønstre. Hvert år varierer vi derfor måden, vi opgør det på, og hvilke elementer, vi fokuserer på. Sidste års diskussion fokuserede således på aktivitet i forhold til, hvor mange år forskerne havde været aktive, mens tidligere år for eksempel har set på kvaliteten af de tidsskrifter, de typisk udgives i.

I år bruger vi en sammenvægtning af to simple forhold på tværs af alle økonomiprofessorer i Danmark. For det første har vi beregnet det gennemsnitlige antal af citationer, som vores professorgruppe har fået til forskning, de har udgivet de sidste fem år. Fokus i år er derfor på folks nyere forskning i stedet for på deres fulde karriereforløb. Vi supplerer citationstallet med en indikator, der fanger om forskerne har udgivet en artikel i et af supertidsskrifterne: De fem A+ journals i nationaløkonomi, American Economic Review, Quarterly Journal of Economics, Econometrica, Journal of Political Economy og Review of Economic Studies, samt de lige så prestigiøse American Political Science Review, American Journal of Political Science og Journal of Politics fra statskundskab og Academy of Management Review og Academy of Management Journal fra managementstudier. Grunden til at tage to områder udenfor nationaløkonomi med er, at det de senere år er blevet mere almindeligt, at økonomer publicerer udenfor deres snævert definerede område, og at det ofte er umuligt at se forskel på både emner og forskeres titel i de fineste tidsskrifter. Denne indikator får den halve vægt af citationstallet og opfanger, om forskere de sidste fem år har præsteret helt særlig kvalitet.

Vi supplerer disse mål i et alternativt indeks med folks H-score, der fanger bredden af deres citationer. H-scoren er x, hvis en forsker har x artikler der er citeret mindst x gange. Forestiller man sig for eksempel, at en forsker har en artikel med 1000 citationer, en med 3 citationer, og ingen andre citerede artikler, vil hun således kun have en H-score på 2, da nummer tre artikel har færre end tre citationer. Martin Paldam (28) og Nicolai Foss (50) er eksempler på forskere med høje H-scorer. Vores alternativ tager således højde for forskningsbredde og fanger også elementer af folks længere karriereforløb.

Resultaterne viser med al ønskelig tydelighed, at Nicolai Foss – der i sommers flyttede tilbage til CBS efter flere år på Bocconi-universitetet i Milano – er den ubestridte nummer et. Nicolai er sammen med sin CBS-kollega Lasse Heje Pedersen i særklasse, når det gælder citationer: De to har henholdsvis 23 og 25 citationer i gennemsnit til deres nye artikler de sidste fem år. Hvis man ikke synes, det er meget, skal man huske at det ofte tager et års tid eller længere at få en artikel parat og et par år før den bliver udgivet. De to bliver derfor ikke blot citeret ofte, men citeres også meget hurtigt af andre forskere. Nicolai er også blandt de forskere, der helt jævnligt udgives i supertidsskrifterne, og er en af de meget få, der på samme tid er et internationalt topnavn i managementstudier og blandt nationaløkonomer.

Ser man længere ned over listen, er diversiteten i emner et af de interessante forhold. Årets nummer 3, Peter Normann Sørensen, er specialiseret i finansiel økonomi, mens overvismanden Carl-Johan Dalgaard (4) og Thomas Barnebeck Andersen (6) tager økonomisk historie alvorligt, Niels Johannesen (8) og Claus Thustrup Kreiner (9) mest beskæftiger sig med public economics, den højest placerede kvindelige økonom, Helena Skyt Nielsen (12), er arbejdsmarkedsøkonom, og både David Dreyer Lassen (5) og undertegnede (7) primært bevæger sig i politisk økonomi og public choice.

Vores alternative mål giver, som det kan ses, ikke nogen videre forskel: Det er den præcist samme gruppe professorer, der er med på den alternative side. Det er dog også tankevækkende at notere, at Martin Paldam er på nippet til at komme ind på listen på trods af, at han har været professor emeritus de sidste syv år. En anden mulig indvending gælder det faktum, at vi i år af praktiske grunde kun har set på professorer. Begrænsningen til professorer er naturligvis en smule tilfældig, og indebærer at vi risikerer at overse lektorer, der er eller burde være på nippet til at blive professorer. Sammenholder man med tidligere års lister, drejer problemet sig dog primært om to danske lektorer: Astrid Würtz Rasmussen i Aarhus og Torben Heien Nielsen på Københavns Universitet. Med scorer på henholdsvis 0,36 og 0,34 ville de to placere sig på plads nummer 11 og 14, hvis vi inkluderede lektorerne. Det samme gælder danske økonomer i udlandet, hvor helt særligt den fremragende Toke Aidt på Cambridge ville have placeret sig som årets nummer tre med en score på 0,59, hvis han havde valgt at være på et af de (noget mindre prestigiøse) danske universiteter.

Som alle andre år er pointen igen i år, at det på ingen måde er enkelt at ’måle’ hvor dygtige forskere er, eller kvaliteten af deres arbejde. Det er dog en vigtig diskussion at tage, da mange ellers vil regne med, at de dygtigste også er dem, der interviewes i Politiken og på TV2 News. Listen her på stedet indikerer, at det bestemt ikke altid er tilfældet. Mens overvismanden Carl-Johan Dalgaard naturligvis ofte er i medierne – og gør det virkeligt godt – og Niels Johannesens forskning i skattely har været omhyggeligt dækket, er flere af forskerne på listen næppe navne de fleste kender. Her på stedet gør vi derfor gerne en indsats for både at brede diskussionen ud og at gøre nogle forskere en lille anelse mere kendte i offentligheden.

Hvad foregår der i Schweiz?

Det diskuteres heftigt i disse dage, hvilke indsatser der virker overfor spredningen og dødeligheden af coronavirus. Mens det er alt for tidligt at sige noget konkret – det må vente på forskning, der først kan laves når vi er ude på den anden side (og vi har planer om det) – er der et særligt eksempel, som man allerede nu kan begynde at undre sig alvorligt over: Schweiz.

Det virkeligt mærkværdige i Schweiz er, at corona både er væsentligt mere udbredt i den italiensktalende del end den fransktalende, som igen har relativt flere tilfælde end den tysktalende, og at dødeligheden er noget højere i den italiensktalende del. De officielle data er her og opdateres dagligt. Per 1. april indikerede de schweiziske sundhedsmyndigheders tal, at 895 var smittede per million indbyggere i den tysktalende del, mens de tilsvarende tal for de fransk- og italiensktalende dele var 2409 og 3965. De tilsvarende dødelighedsrater var 2,1 %, 2,4 % og 3,9 % for den italienske del. Udviklingen er illustreret i figuren nedenfor, der også viser at antallet af tilfælde begyndte at vokse på cirka samme tid i alle tre dele. Det helt store spørgsmål er derfor, hvorfor schweizere i Ticino har så meget større coronadødelighed end i resten af Schweiz.

Læs resten

Corona og frihed – en advarsel

Mens de fleste borgere er bekymrede for sundhedskonsekvenserne af coronavirussen, er flere begyndt at se andre problemer. Den danske regering har f.eks. af to omgange barslet med lovforslag, som ville give sundhedsmyndighederne adgang til folks bolig uden dommerkendelse. Ude i verden er der en lang række eksempler på den samme slags adfærd, og det der er værre. Min gode kollega Stefan Voigt (Universität Hamburg) og jeg har derfor i dag en kronik i Berlingske Tidende. Vi dokumenterer der de mange indikationer, og de bekymringer man bør have når man ser på, hvad vi ellers ved om nødret og lignende situationer. Problemerne rækker fra Ungarn, der effektivt har sluppet de sidste rester af retsstaten og det ungarske demokrati over en forfatningskrise i Israel til en lang række andre eksempler på, hvor ivrige politikere er efter at give sig selv ekstra magtbeføjelser for tiden.

En del af dette problem er, at mange regeringers respons på coronavirussen nu også truer presse- og ytringsfriheden. Eurozine dokumenterer situationen, som også kan ses på deres figur nedenfor. Jacob Mchangama havde et glimrende indlæg i Berlingske i går, hvor han kalder situationen en ’global censurepidemi.’ Som Jacob helt korrekt peger på i indlægget, er der absolut ingen grund til at tro, at restriktioner i folks ytrings- eller pressefrihed på nogen måde kan hjælpe myndigheder eller andre med at håndtere en epidemi. Der er tværtimod brug for, at der er så fri flow af information til både almindelige borgere, men også forskere og andre eksperter, så man bedst og hurtigst lærer af situationen og dens udvikling.

Det er dog et problem, man også kender fra menneskeskabte ulykker som bl.a. terrortrusler og -angreb. Stefan Voigt og jeg har set på problemet i et par nye artikler i Journal of Conflict Resolution og Public Choice, hvor vi dokumenterer, at regeringer meget ofte reagerer på terrorisme med reduktioner i pressefriheden og generel repression. Det gælder også demokratier som det danske, og i denne type situation beskytter forfatningen overhovedet ikke borgerne. Der er derfor grund til at være bekymret – og al mulig grund til, at journalister i Danmark og andre lande dukker op af deres regeringsvenlige coronatåge – og følge skeptisk med i, hvad vores regeringer finder på i disse uger. Og som Robert Higgs har understreget gentagne gange, skal vi blive ved med at være det. Ellers ender krisetiltagene og de ekstra magtbeføjelser med at blive permanent politik efter virussen er forduftet.

Brug og misbrug af nødret for tiden

Mens coronasituationen har været dybt frustrerende for mange af os, og næsten helt har ødelagt konferencesæsonen for public choice-miljøet, arbejder de fleste af os naturligvis videre. Min gode kollega Stefan Voigt og jeg er for eksempel begyndt at følge brugen af nødret i den såkaldte kamp mod corona. Baggrunden er, som opmærksomme læsere måske ved, at vi har et fælles projekt omkring netop forfatningsmæssig regulering af nødret, som har kørt cirka fem år. I projektet, som måske bedst kan kaldes the political economy of emergency constitutions, har vi udviklet mål for, hvordan nødreguleringerne ser ud og hvornår lande erklærer nødret, ligesom vi har set på konsekvenserne af at gøre det. Interesserede læsere kan læse videre om målene her (ungated version her). Vores arbejde om terror og nødret er her; andre bidder af projektet her og her.

Læs resten

Krisen er her – hvordan kommer den til at se ud?

Der er ingen tvivl: Staternes coronareaktioner har udløst en alvorlig økonomisk krise. Hvor dyb den bliver, hvor langvarig den bliver, og hvad man evt. kan gøre fra offentlig side, er nu de egentlige økonomiske spørgsmål. Skal man behandle den økonomiske coronakrise på samme måde som man behandlede finanskrisen, og hvad ved vi generelt om økonomiske krisers forløb? Disse spørgsmål er på ingen måde enkle at svare på, men værd at tænke over. Børsen bragte min kommentar i morges under overskriften ”Den økonomisk krise er en realitet, nu bliver formen på den altafgørende” (gated her), hvor jeg netop helt kort diskuterer dem.

Det første af to hovedproblemer er, hvordan krisen kommer til at se ud: Bliver den V-formet eller J-formet. Vi håber alle på en V-formet krise med et skarpt dyk i den økonomiske aktivitet, fulgt af et hurtig recovery hvor virksomheder går i gang igen, folk vender tilbage til deres jobs, og nye jobs skabes når nye virksomheder opstår i stedet for dem, der døde under krisen. Skrækscenariet er derimod en tydeligt J-formet krise, hvor et skarpt dyk efterfølges af en langvarig, delvis recovery med en stor stigning i langtidsledigheden, en langsom død for en række virksomheder og et varigt problem for mange borgere med både lav indkomst og dårlige jobmuligheder.

Spørgsmålet er derfor, hvornår man får den ene eller den anden type. Forskningen peger på to vigtige forhold. For det første viser det sig, at økonomisk friere lande typisk har væsentligt kortere kriser med mindre dyk. Det gælder i helt særlig grad for økonomier med mindre regulerede markeder, mens størrelsen af det offentlige og omfanget af velfærdsstaten ser irrelevante ud. Disse fund kommer blandt andet fra min egen forskning, som vi tidligere har omtalt her; det publicerede papir er her (som open access). For det andet viser forskning fra et team ledt af Steve Davis fra University of Chicago, at såkaldt policy uncertainty forlænger og fordyber kriser (læs papiret her; eller en mere populær præsentation her). Skal man hurtigt ud af en økonomisk krise, er det således vigtigt, at den økonomiske politik er forudsigelig, og at der ikke er større risiko for enten pludselige regulative ændringer eller strukturelle skift i skattepolitikken.

Det andet hovedproblem er, at den krise vi er på vej ind i for tiden, ikke er en ’normal’ økonomisk krise. Finanskrisen i 2008 og frem var, ligesom de fleste andre kriser, en såkaldt efterspørgselskrise: Et eller andet sker (ofte forårsaget af politik) som gør, at nogen mennesker og virksomheder køber mindre af andre eller har færre ressourcer til rådighed. Denne krise er anderledes, da den skyldes at staten har fjernet folks og virksomheders mulighed for at producere varer og service: Det er en udbudskrise.

Det indebærer dermed også, at almindelig økonomisk politisk tænkning, som man kan diskutere omkring almindelige kriser, er irrelevant. Store hjælpepakker til bestemte industrier er ikke en hjælp, fordi der ikke mangler efterspørgsel. Kriseresponset kommer derimod til at afhænge af, hvordan og hvor effektivt man fjerner de udbudsrestriktioner, som de fleste stater har indført. Man kan muligvis hjælpe nogle virksomheder igennem krisen ved at afhjælpe likviditetsproblemer – at de ikke har penge lige nu og her til at betale de regninger, der kommer nu – men man kan ikke hjælpe dem, der bliver insolvente. Kuren mod en udbudskrise er derfor at fjerne restriktionerne – når man kan gøre det på sundhedsfagligt solidt grundlag – og derefter holde fingrene fra kagedåsen. Om danske og andre vestlige politikere er indstillet på det, og om de overhovedet forstår problemstillingens natur, er et andet og ganske åbent spørgsmål.

Cancelled conference papers: Does economic freedom affect greenhouse gas emissions?

The third installment in our series about cancelled conference papers is about a paper that I was supposed to present at both the Public Choice Society meeting in Newport Beach and the annual conference of the Association for Private Enterprise Education in Las Vegas. The paper deals with the important question of how best to achieve a reduction in greenhouse gas emissions.

The background for the question is quite obvious: Most Western countries have committed themselves to reducing the emissions of CO2 the coming years. Some, including the new leftwing government in Denmark, are operating with an official goal of a 70 percent reduction with a relatively short period of time. In most of those countries, the plan is very clearly to ‘steer’ the market in the right direction with government control and elements of a planned economy. However, no one really knows how effective such solutions are, and our experiences with this type of approach to solve other problems are not uplifting.

In the paper “Economic Freedom and the CO2 Kuznets Curve”, which can be downloaded under Current Research on my homepage, I try to tackle the issue in a new way. A main point of the paper is that different theoretical considerations will lead one in very different directions. One doesn’t have to accept bizarre Marxist ideas or Mariana Mazzucato’s influential, but horrendous claims about innovation to realize that there are valid arguments for and against the effectiveness of government control. However, one thing is clear: The more weight one places on the type of political incentive problems so abundantly documented by the public choice school since the early 1960s, or the more weight one places on the importance of epistemic problems as emphasized in the Austrian tradition, the more one is likely to reach an unambiguous conclusion. A series of arguments from these two traditions indicate that a low emissions transition occurs faster and more efficiently in a free market economy. On the other hand, the more one believes in the importance of classical externality problems and issues of discounting, the more one will lean towards the opposite conclusion.

It therefore depends on ones theoretical priors if one believes that economic freedom will help or hinder a transition towards lower greenhouse gas emissions. As such, which kinds of arguments are more likely in the real world is an empirical question. Part of the paper is therefore a formal econometric test of the effects of economic freedom in the emissions of CO2 and other greenhouse gases. Yet, instead of exploring linear effects of economic freedom as in most other studies, I estimate an ‘environmental Kuznets Curve’, which allows me to say something about the likely shape and timing of the transition.

Figure 1 illustrates the main conclusion of the paper. I plot the development between 1990 and 2015 for four groups of countries: The 25 % with the least economic freedom, the two middle groups, and the 25 % with the most economic freedom. The figure makes it very clear that the most free countries have reduced their emissions much more than any other group while the second-freest countries have increased them. However, the reason for this apparently strange result is obvious: the third group consists of  relatively successful middle-income countries with particularly high growth rates.

Another way of illustrating the overall conclusions is to plot the Kuznets Curves implied by the estimates. I do so in Figure 2, which shows the estimated environmental Kuznets Curve for countries at the 10th and 90th decile of the distribution of economic freedom. Put another way: These are the Kuznets Curves for countries with very little economic freedom and countries with as much economic freedom as places such as Northern Europe, Australia and Canada. The more a country’s economic policies and institutions are consistent with an ideal of economic freedom, the earlier does the transition begin and the faster it is. The ‘best’ estimates suggest that for overall greenhouse gas emissions, the implied turning point – the level of economic development at which emissions begin to fall – occurs around a real GDP per capita of 25,000 USD.

In other words, markets without excessive government control and interference create sufficient innovation and incentivize firms and individuals to use resource-saving technology to such a degree that emissions begin to fall when people are about as rich as in Malaysia. If the political establishment typically tries to control the economy, it may never occur. If politicians and other political actors are truly interested in reducing greenhouse gas emissions in the future, they will do best by keeping their hands off the economy. Whether that is in their political interest is an entirely different question.

Cancelled conference papers: Does Globalization Cause Populism?

As avid readers will know, we recently started a cancellation series – a series about papers that would have been presented at the cancelled public choice and political economy conferences this spring. Our second installment is about a new paper by Andreas Bergh and Anders Gustafsson. The rest of the text today is directly from Andreas.

We start by citing Francis Fukuyama:

I concur with the commonplace judgement that the rise of populism has been triggered by globalization and the consequent massive increase in inequality in many rich countries.

We believe that Fukuyama is right in his description of the “commonplace judgment”, and there are some papers that seemingly support that view, such as the Importing Political Polarization paper by Autor et al. These papers typically identify clear causal effects, such as rising trade with China leading to lower employment in US manufacturing and that districts exposed to larger increases in import penetration elected politically more extreme political candidates.

It is, however, a big step to jump from these partial effects to the conclusion that populism has been triggered by globalization. Trade with China may have had more beneficial consequences elsewhere in the US economy, and economic globalization is more than just trade with China. Similar points have also been made by Paul Krugman in a comment on the Autor papers.

One might also worry that papers that identify interesting effects of economic globalization are more likely to be published, while papers with imprecisely estimated zero-effects might not even be completed and/or submitted.

Our working paper checks if there is a pattern across countries such that populist parties have grown more in countries where globalization has increased more. We do so using the KOF globalization index and the compilation of election results for populist parties in Europe produced by Swedish thinktank Timbro. The compilation covers 33 European countries (included when they become politically free) during the period 1980-2018).

As it turns out, the commonplace judgement alluded to by Fukuyama is not visible to the eye when comparing increases in populist parties’ vote shares and increases in globalization over different time periods:

A nice feature of Timbro’s compilation is the separation of populist parties into right-wing and left-wing populism. Dividing data into 4-year intervals and running regressions using KOF’s measure of economic globalization de facto (that combines trade in goods, services and trade partner diversity with financial globalization) and right-wing populist vote shares with country and time fixed effects reveals no significant correlation between the two . The reason is, however, that EU-countries have more economic globalization and also more right-wing populism. Once EU-membership is controlled for, there is no positive association between economic globalization and right-wing populism. Here is what the fixed effect panel regression with right-wing populist vote shares as dependent variable looks like:

In the paper, we show results also for left-wing populist parties (typically smaller in more globalized countries), random effects instead of country fixed effects (almost identical results) and other types of globalization. The main result is always that once EU-membership is controlled for, more globalized countries if anything have slightly smaller populist parties.

Note also that income inequality (measured using the Gini-coefficient for disposable income taken from Swiid) is typically negatively associated with populism.

Needless to say, these are only correlation. But even if Fukuyama is right that income inequality somehow causes populism, it seems that countries with more inequality for other reasons still end up with less populism on average.

Finally, the fact that EU-membership is associated with about 7 percentage points bigger right-wing populist parties is pretty interesting. It suggests that the European Union does not fully succeed in promoting its official goals (among which we find tolerance, inclusion, justice, non-discrimination as well as social and territorial cohesion and solidarity). The EU-effect is very much in line with a pattern recently noted by Dani Rodrik, that right-wing populists in Europe portray the EU and the elites in Brussels as their enemy, not free trade.

Cancelled conference papers: Trust and Growth Patterns

The conference season this spring is among the many activities killed by the corona panic. A large number of scientific conferences have had to be cancelled because people aren’t allowed to travel anymore. Those cancellations have the unfortunate effect that many research efforts have come to a screeching halt, and many of us now have leftover papers and presentations. We’ll either never get any feedback on those papers or we’ll have to postpone them to potential events in the autumn. We’re also going to lack the inspiration that we usually get from watching colleagues presenting their new papers and interacting with them in person at conferences. It makes one wonder if it is possible to avoid a research recession similar to the coming economic recession.

However, the problems need not keep one from presenting research in one or the other form even though it cannot occur in the usual way. Perhaps one can even make a tiny difference on this blog? We’re therefore making an attempt with a short ‘cancellation series’ about new research. We’ll begin with the paper ”Social Trust and Patterns of Growth”, which I was supposed to present at the annual meetings of the European Public Choice Society; interested readers can find the full paper here.

The background of the paper is a literature that has emerged since the mid-1990s. After Steve Knack and Phil Keefer’s seminal paper from 1997, which kickstarted a literature that I surveyed a couple of years ago in an Oxford Handbook, a growing number of studies document that social trust – the degree of trust people typically have in fellow citizens they don’t know – is an important determinant of long-run economic growth. Yet, which element or elements of growth are affected by trust remains an open question.

I therefore ask in ”Social Trust and Patterns of Growth” just how trust affects long-run growth. I start with Solow and Swan’s basic observation that economic growth derives from two separate types of sources: factor accumulation and factor productivity. Growth caused by accumulation implies that people work longer hours, that more people work, that they have more physical capital – machinery, buildings etc. – to work with, and that they have more human capital (i.e. they are better educated). Growth caused by productivity improvements and innovation implies that the economy creates more value with the use of fewer resources. The theoretical problem is that all of those elements could in principle be affected by social trust. Several papers by, e.g., Paul Zak and Steve Knack and Jacob Dearmon and Robin Grier find that trust is associated with more investments in physical as well as human capital, Philippe Aghion, Yann Algan, Pierre Cahuc and Andrei Shleifer emphasize that higher levels of trust are associated with easier regulation – and if that also implies that labour markets are less regulated, it will increase employment – while Semih Akçomak and Hanna Müller-Zick as well as my own work with Pierre-Guillaume Méon suggest that trust affects innovative activity and productivity development. The literature therefore makes it very difficult to claim anything about which channel is more affected by trust.

The empirical clue of the paper is that available data in the Penn World Tables actually allow one to perform what is known as a Solow decomposition of long-run growth in 64 countries. That implies that we know approximately how much each component – employment, human capital, investments and productivity – affect growth, and we can estimate the degree to which each component is affected by social trust. In other words, it is possible for a sample of 64 countries not only to asses how much trust affects the growth rate, but also how it affects the pattern of growth. I do so in non-overlapping five-year periods back to 1977.

The results of doing so are surprisingly clear: A trust difference of one standard deviation – approximately the difference between France and Germany (or, interestingly, between the Italian regions of Sicily and Veneto= – yields approximately a 20 percent faster growth rate of productivity, which implies a 10 percent faster growth rate in real GDP per capita. Conversely, it turns out that other growth elements – those associated with factor accumulation – are not robustly affected by social trust.

The answer to the basic question of the paper, which I cannot present and my colleagues cannot see under normal circumstances these days, is that high-trust countries typically exhibit growth patterns in which long-run growth is driven by productivity improvements. It also implies that high-trust societies will typically be ahead of the rest of the world in terms of productivity – although low-trust countries will still copy their advances at some point in time – and permanently be better at using the resources they have at their disposal.

TV og Tolerance i Østtyskland

Det er et velkendt fænomen i Tyskland, at der er relativt flere angreb på flygtninge og indvandrere i øst end i vest. Det er også i de tidligere kommunistiske Bundesländer, at populisterne i Alternative für Deutschland og die Linke klarer sig bedst, og hvor folk generelt er mere fremmedfjendske. Er de fordi Østtyskland er fattigere og har haft højere arbejdsløshed og lignende problemer efter genforeningen, eller er det fremmedfjendske miljø en rest af den kommunistiske fortid? Det spørgsmål kaster et nyt studie lys over.

Marek Endrich fra Universität Hamburgs Institut für Recht und Ökonomik undersøger i det nye studie A Window to the World: The Long-Term Effect of Television on Hate Crime, om østtyskere i områder, der kunne se vesttysk TV under kommunismen, opfører sig anderledes overfor udlændinge end dem, der ikke kunne. Hans tese udspringer af de store forskelle i, hvordan det østtyske Deutscher Fernsehfunk viste TV, sammenlignet med de vesttyske kanaler.  DFF brugte en stor del af tiden – særligt i nyhederne – på at hylde socialismens fremskridt, tegnede et billede af et homogent folk, og fokuserede primært på indenlandske nyheder. Die Tagesschau på ARD og Heute på ZDF fungerede derimod ligesom de danske, og bragte masser af internationale nyheder, ligesom vesttysk TV viste udenlandske film, serier og dokumentarer.

I de områder af Østtyskland, hvor man kunne modtage det tyske TV-signal – som illustreret i figuren, der viser signalstyrken fra vest – så 82 % af østtyskerne vesttysk TV hver dag. I de områder, hvor signalet var dårligt eller væk, som regionen omkring Dresden og det nordøstlige hjørne omkring Greifswald, var det sjældent, at østtyskerne så vesttysk TV. Styrken på det vestlige TV-signal bestemte dermed, hvilken påvirkning østtyskerne fik fra vesttyske nyheder og vestlig kultur.

Endrich viser, at denne påvirkning under kommunismen tydeligt har konsekvenser for, hvordan østtyskerne behandler flygtninge og indvandrere. Han ser på perioden 2014-17, hvor endda meget store strømme af flygtninge fra Syrien og andre dele af Middelhavet kom til Europa, og hvor vold og andre ’hadforbrydelser’ steg voldsomt i dele af Tyskland. I hans mest præcise specifikation viser estimaterne, at i de dele af Østtyskland, der modtog et godt vesttysk signal, var der 52 % færre hadforbrydelser end i de dele, hvor man typisk ikke havde set vestligt TV. Effekten gælder både mindre overfald mod flygtningecentre, voldelige overfald og mordbrand. Endrich kan afvise en række alternative forklaringer som for eksempel arbejdsløshed, lav indkomst og historiske stemmetal for nazipartiet – ingen af disse forskelle forklarer noget – og viser endda, at mere katolske områder udviser færre overgreb.

Bundlinjen i det fine studie er, at kommunismens omkostninger ikke kun var økonomiske. Som adskillige andre studier har vist, er der stadig en Mauer im Kopf på de fleste østtyskere, som kun fosvinder langsomt, om overhovedet. Men noget af den nærmest racistiske indoktrinering, som østtyskerne modtog gennem DFF, blev opvejet af vesttysk TV. De områder, der gennem kommunismen alligevel havde en respit fra den kommunistiske propaganda gennem vesttysk TV og det vindue til resten af, som ARD, ZDF og N3 tilbød, blev mindre indoktrinerede, og er det stadig.

Terror og handelsbarrierer

Hvad sker der politisk efter terrorangreb? Det spørgsmål er der en række forskningsstudier, der har undersøgt de senere år. Flere studier, inklusive et par af mine nye med Stefan Voigt (Uni Hamburg), har fundet belæg for, at der ikke blot indføres mere lovgivning direkte rettet mod terror, men også en række andre forhold. Det gælder ikke mindst, at en række regimer har indskrænket ytringsfriheden og givet staten større beføjelser udenfor nødsituationer. Det er et åbent spørgsmål – omend enkelte nye studier giver nye svar – om disse tiltag overhovedet har en virkning på terrortruslen.

Der kan for eksempel være en række utilsigtede konsekvenser af de politiske reaktioner på terror, ligesom politikere også kan bruge terrorbekæmpelse som påskud for at indføre andre typer politik, de ikke under almindelige omstændigheder kan snige forbi vælgerne eller andre partier. Ved den lige overståede PEDD-konference i Münster gav Daniel Meierrieks fra WZB i Berlin et eksempel på dette problem.

Meierrieks har sammen med Friedrich Schneider (Uni Linz) undersøgt, om terrorisme fører til ændringer i et lands handelspolitik. Deres ærinder er ikke at se, om terrorisme påvirker landes handel med hinanden, men derimod at se efter politiske reaktion. Og deres resultater er ret entydige: Flere terrorangreb fører til højere handelsbarrierer.

Spørgsmålet er derfor, hvorfor terrorangreb fører til højere faktiske barrierer for international handel? Det er et spørgsmål, Meierrieks og Schneider ikke kan svare direkte på. De kan blot notere, at der er en række muligheder. For det første er der muligheden, at en terrortrussel bliver opfattet som en ekstra omkostning ved at handle med et land, da der er en (meget lille) risiko for at ens varer eller ansatte bliver fanget i terroren. For det andet er det en mulighed, at virksomheder i landet bruger flere ressourcer på at checke importvarer, hvilket også vil udgøre en form for teknisk handelsbarriere. Og for det tredje kan man politisk have indført strammere regulering af handlede varer, hvilket i sig selv er en teknisk handelsbarriere, der ofte er ganske effektiv.

Det er som sagt dog også en mulighed, at politikere misbruger situationer som terrorangreb til at gennemføre særinteressepolitik. Begivenheder som terrorangreb er ideelle til at snige politik under radaren, når alle andres opmærksomhed – ofte inklusive oppositionspolitikeres – er fast rettet mod et andet sted. Derfor rejser Meierrieks og Schneider således også spørgsmålet, om den øgede protektionisme simpelthen er et udtryk for almindelig særinteressepolitik, der sniges igennem under ualmindelige omstændigheder. Hvis det er forklaringen, er det ekstra spørgsmål, om oppositionen og vælgerne vælger at være ukritiske, når der ser ud til at være trusler mod staten?

PEDD 2020

Konferencesæsonen for forskere med interesse i public choice og politisk økonomi er så småt ved at gå i gang, og her til morgen (torsdag) er jeg derfor på vej til Münster i Tyskland. Formålet er den fjerde udgave af The Political Economy of Democracy and Dictatorship (PEDD). Konference er ved at blive et samlingspunkt for public choice-forskere med en særlig interesse i ikke-demokratiske regimer, og tegner også i år til at blive meget interessant. Nogle få af de virkeligt lovende præsentation i programmet er her:

Andreas Kammerlander (Uni Freiburg) kommer med papiret “Economic growth and pollution in different political regimes” hvor han bl.a. spørger, om demokratier faktisk forurener mindre. På samme session er præsentationer af Christoph Dörffel (Friedrich-Schiller-University Jena) og Johannes Blum (Ifo), der henholdsvis undersøger om demokratier er bedre til fattigdomsbekæmpelse, og om de bruger flere – og mere effektive – penge på sundhed. PEDD-konferencen er således et af de steder, man frit kan diskutere, om konsekvenserne af demokrati altid står mål med folks forventninger.

Den altid interessante Lena Gerling (Uni Münster) skal præsentere nyt arbejde om hvorvidt populisme smitter – om flere vælgere stemmer populistisk, når de ved at andre også er begyndt at gøre det – og Lenas papir bliver diskuteret af den meget dygtige Laura Diniz Penteado de Barros fra Göttingen. Nogle gange kan diskussionerne bliver lige så interessante som selve papiret. Senere samme dag har jeg fornøjelsen af at diskutere min ven Steve Gohmanns (University of Louisville) nye ”The relationship between coups and employment.” Steve underøger, om kup ændrer på beskæftigelsesstrukturen i en økonomi – et helt nyt spørgsmål – og jeg ser meget frem til diskussionen. Det samme gælder danskeren Jacob Nyrups (University of Oxford) ”The myth of the benevolent autocrat? Internal constraints, external constraints, and economic development in autocracies” og Roger Congletons (West Virginia University) plenary talk om “Why rational choice politics needs ethics.”

Der er dog sjældent en konferencetur uden at man selv skal præsentere ny forskning. Fredag eftermiddag er jeg derfor i skudlinjen, når jeg præsenterer ”Good coups, bad coups,” som er skrevet sammen med førnævnte Lena Gerling og min jævnlige medforfatter Stefan Voigt (Uni Hamburg). Papiret er et forsøg på at undersøge, hvor ofte statskup ender med ’gode’ konsekvenser, og hvornår det sker. Vi arbejder stadig på sagen, og præsentationen er absolut en første version, men der er fremskridt. Vi kan for eksempel ret klart identificere ’gode’ kup: Det gælder for eksempel kup i den Dominikanske Republik i 1963, Grækenland i 1973 og Paraguay i 1989, der alle førte til genindførsel af demokratiet efter perioder med diktatur. Vi kan også vise, at de gode konsekvenser faktisk skyldes kuppet, men præcist hvad der fører til, at de er gode, er derimod stadig ret usikkert.

Under alle omstændigheder følger der mere om PEDD senere på ugen. Skulle nogen i mellemtiden være interesserede i, hvad der foregår, er hele konferenceprogrammet tilgængeligt her. Det samme gælder den noget større, årlige konference i the Public Choice Society, som ruller af stablen om to uger; programmet er her. Skulle en læser eller to være særligt interesseret i et bestemt papir, tager vi gerne mod forslag.

Forhindrer ytringsbegrænsninger faktisk terror? Nej

Mange politikere, omend kun relativt få i Danmark, påstår at man bliver nødt til at begrænse ytringsfriheden for at undgå terrorisme. Spanien har således siden en lovændring i 2015 forbudt ytringer, der ”forherliger terrorisme” eller ”ydmyger terrorismens ofre.” Den spanske lovgivning, og så vidt kan ses også de spanske domstoles praksis, lægger sig således op ad lignende lovgivning i bl.a. Rusland og adskillige andre diktaturer. Danmark har foreløbig holdt stand og forsvaret ytringsfriheden, også selvom politikere fra begge sider af Folketinget advarer imod såkaldt uansvarlige eller uigennemtænkte ytringer.

Læs resten

Socialdemokraterne kvæler kritik

Det er over de seneste måneder blevet klart, at den nuværende regering er opsat på at kontrollere alt omkring den. Der er tæt kontrol med den politiske agenda, med de enkelte ministre – ingen kan være i tvivl om, at Mette Frederiksen er den uudfordrede chef – og ofte også med den politiske diskussion. Det var også Fogh- og Løkke-regeringernes strategi, omend de ikke udførte den helt så nidkært, som Frederiksen-regeringen.

Læs resten

Offentlig versus privat produktivitet

Et af de mest populære politiske argumenter, som vi ikke abonnerer på her på stedet, er at den offentlige sektor ’hjælper’ den private og gør den mere produktiv. En række studier peger for eksempel på, at en større offentlig sektor er forbundet med lavere økonomisk vækst. Hvis den offentlige sektor typisk hjalp eller komplementerede den private, burde man se det modsatte, men som Magnus Henrekson og Andreas Bergh har vist i to fine oversigtsartikler (se her og her), peger evidensen i vestlige lande klart på et minus. Er man interesseret i fortsat økonomisk udvikling, er en stor offentlig sektor en klods om samfundets ben.

Læs resten

Det sovjetiske gymnasium forsvarer sig

Umiddelbart efter jul satte et debatindlæg i Berlingske sindene i kog i den danske gymnasieskole. Katrine Fischer, der er elev på Lyngby Handelsgymnasium vurderede i indlægget at mange af hendes medstuderende er ”dovne, sløve og mangler respekt.” Fischer, hvis medlemskab af Liberal Alliances Ungdom åbenbart diskvalificerer hende i nogles øjne, argumenterede at den dovne gruppes slendrian meget enkelt tager tid fra den faktiske læring, og at mange lærere øjensynligt bruger uforholdsmæssigt lang tid på at forsøge at få elever med, der tydeligvis ikke vil.* På den måde holder en gruppe ugidelige elever alle andre tilbage og skader de villiges undervisning.

Reaktionerne har rakt fra klar støtte over afvisninger – den erklæret venstreorienterede elev Louise Brinks er et af de mere civiliserede og ordentlige – til deciderede personangreb. Det mest absurde kom dog for få dage siden fra Pernille Bogø Bach, der er rektor på Lyngby Handelsgymnasium og som på Facebook melder skolens officielle holdning ud. Bach forklarer her, hvorfor skolen har valgt at give Fischer en officiel påtale for at klage over sine medstuderendes opførsel. Hun understreger i forklaringen, at der naturligvis er ytringsfrihed på skolen, og fortsætter derefter direkte til at forklare, hvordan man ikke må ’krænke’ andre.

Læs resten

Populisme og tillid i Danmark

Jeg er pt. på vej til Odense for at holde en gæsteforelæsning på Syddansk Universitet. Forelæsningen er én af flere i en række om populisme, og jeg er blevet bedt om at tale om forholdet mellem populisme og tillid. Mens der bestemt ikke er lavet ret meget forskning om emnet, er der efterhånden en lille litteratur. Denne litteratur blev i efteråret beriget af et nyt studie af den altid fremragende Philip Keefer, der sammen med to kolleger har set på populisme og tillid i Latinamerika.

Indvendingen, man til tider hører, er dog at den slags har vi ikke i Danmark. Der er for det første en holdning, at de skandinaviske landes ekstreme tillidskultur ‘beskytter’ os mod denne slags problemer. For det andet oplever jeg også tit, at der er en modvilje mod at udtrykke, at f.eks. Dansk Folkepartis eller Enhedslistens vælgere er anderledes end andre på, henholdvis, højre- og venstrefløjen. Det gælder desværre også de ellers velinformerede læsere af denne blog.

Formålet med denne post er derfor at illustrere, hvor store forskellene faktisk er. Tallene i figuren nedenfor er fra de danske respondenters svar i the European Social Survey, hvor de både spørges om deres tillid til andre mennesker og til politikere (begge på en skala fra 0 til 10) og om deres partitilhør. Det tillader en at beregne det almindelige tillidsniveau i hvert parti og dermed få et indtryk af, hvilke partiers vælgere er anderledes.

Kilde: European Social Survey

Som figuren tydeligt viser, er Dansk Folkepartis vælgere langt mindre tillidsfulde i begge retninger – andre mennesker og politikere – og forskellen til andre partiers vælgere er ikke blot stor, men også statistisk sikker. Det samme gælder kategorien ‘andre’ partier, der omfatter både Alternativet, Rune Engelbrechts Minoritetspartiet og nogle få meget små partier. Den anden klare forskel i figuren er, at Enhedslistens vælgere ikke har hverken lavere eller højere social tillid end andre upopulistiske partier, men deres politiske tillid er noget lavere.

Mens Dansk Folkeparti således passer på en række teorier om hvordan lav tillid fører folk til at stemme på populister, er Enhedslistens vælgere sandsynligvis mere drevne af en dyb mistillid – i nogle tilfælde decideret had – til hvad de opfatter som en samfundsmæssig ‘elite’. Sammenhængene er der således også i Danmark, men de understreger også, at populisme på de to fløje i en vis grad er forskellige fænomener.

Afrika vokser

Afrika syd for Sahara blev i mange år betragtet som permanent fattigt – en række lande, der aldrig ville udvikle sig og hvor hverken befolkning eller ledere kunne finde ud af at opnå nogen form for udvikling. Som Alex Hammond, policy advisor ved the Institute of Economic Affairs i London, mindede folk om forleden dag, kaldte the Economist for 20 år siden Afrika for “det håbløse kontinent.” Det er dét syn på Afrika, som mange danskere stadig har.

Men som Alex pointerede i den forgangne uge i et blogindlæg, er dette billede langt fra længere sandt. Folks forventede levetid er steget med mere end ti år siden 2000, børnedødeligheden er faldet til næsten det halve, og 136 millioner flere afrikanere kan læse idag end for 20 år siden. Til sommer træder the African Continental Free Trade Area i kraft, og en række afrikanske lande har haft imponerende vækstrater.

Vi illustrerer det overordnede billede i nedenstående figur, der viser den totale vækst i (købekraftskorrigeret) bruttonationalprodukt per indbygger mellem 1997 og 2017. Den gennemsnitlige vækst i Afrika syd for Sahara har været 40 procent, mens den var 31 procent i Nordafrika og 30 % i Vesteuropa og Nordamerika. Fokuserer man i stedet på arbejdsproduktiviteten, er de tilsvarende tal 31, 13 og 22 procent.

Kilde: Penn World Tables, mark 9.1

Uanset hvordan man ser på det, er størstedelen af Afrika ved at lukke noget af velstandsgabet til resten af verden. Det gælder ikke blot de over 100 millioner mennesker i Etiopien og knap 20 millioner i Mali, der har set gennemsnitsindkomsten blive fordoblet på 20 år, men også tidligere håbløse steder som Liberia (86 procent) og Mozambique (83 procent), ligesom bedre kendte succeser som Mauritius og Botswana velstandsmæssigt har indhentet dele af Østeuropa.

Der er stadig steder som den Centralafrikanske Republik og Gabon, der effektivt har set tydelig tilbagegang siden slut-90erne, og Burundi og Madagascar hvor økonomien er fuldstændigt stagneret. Men størstedelen af Afrika oplever solid økonomisk fremgang, baseret på bedre retsvæsener, mindre politisk styring og mere økonomisk frihed, og mere handel med både resten af verden og resten af Afrika. Selvom man kan blive deprimeret, hvis man lytter for meget til de professionelle dommedagsprofeter i Oxfam og andre organisationer, ser virkeligheden langt bedre ud end de fleste tror!