Forfatterarkiv: Christian Bjørnskov

Om Christian Bjørnskov

Cand.oecon. Christian Bjørnskov, Ph.D., er født i 1970 og professor i Nationaløkonomi på Aarhus Universitet. Har siden 2006 været ansvarshavende redaktør på Punditokraterne.

Hvor effektive er nedlukninger?

Et af de helt store spørgsmål, som folk enten ikke stiller eller får rasende reaktioner på, når de stiller det, er om nedlukningspolitik virker. Langt de fleste vestlige lande, med Sverige som undtagelsen, har ført en eller anden form for nedlukningspolitik, og de fleste gør stadig. Vi har tidligere skrevet om emnet her, her, her og her hvor vi har problematiseret den nærmest blinde tiltro til, at regeringens nedlukning har virket efter hensigten.

For de interesserede har jeg nu skrevet et kort papir om emnet, hvor jeg evaluerer nedlukningspolitikerne i 24 europæiske lande. Evalueringen er baseret på den samme type analyse, vi normalt bruger i nationaløkonomi og statskundskab til at vurdere politikeffekter. Statistisk omfatter den således lande-, tids, og uge-fixed effects, så alle faktorer, der ikke ændrer sig markant over fire år, alle forhold der er specifikke for et enkelt år, og alle forhold der er specifikke for en enkelt uge er effektivt kontrolleret væk. Det, der er tilbage, er ændringen i overordnet mortalitet per uge, relativt til samme uge de sidste tre år, i alle 24 lande.

Abstractet er her og selve papiret kan downloades her.

Abstract: I explore the association between the severity of lockdown policies in the first half of 2020 and mortality rates. Using two indices from the Blavatnik Centre’s Covid 19 policy measures and comparing weekly mortality rates from 24 European countries in the first halves of 2017-2020, and addressing policy endogeneity in two different ways, I find no clear association between lockdown policies and mortality development.

It’s not what you don’t know…

Hvad ved folk om noget som helst? Svaret er ofte, at de ikke ved ret meget. Forskning i, hvad vælgerne ved om samfundsøkonomien – hvor mine fremragende kolleger Martin Paldam og Peter Nannestad var blandt pionererne – afslører typisk, at cirka 10 procent har nogenlunde præcis viden om forhold som inflation, arbejdsløshed, og vækst. Langt de fleste vælgere har ingen idé om, hvad der foregår, eller har klare forestillinger, der bare er faktuelt forkerte.

Det politiske problem, der følger med at vælgerne ikke bare er uvidende, men ofte tror ting, der ikke passer, illustreres meget fint af et citat, der ofte tilskrives Mark Twain: ”It’s not what you don’t know that gets you into trouble, it’s what you know that just ain’t so.” Hvis danskerne for eksempel har en idé om, at Danmark er et af verdens rigeste lande og har høj vækst, er der ikke noget politisk marked for vækstfremmende reformer. Eksemplet er ikke tænkt, da dansk økonomi ikke havde det videre godt før epidemien (læs her).

Mark Twain-problemet viser sig nu også ikke bare at passe på borgernes idéer om coronavirus, men passer i helt overvældende grad. Mens der desværre ikke er lavet studier i Danmark, viser en ny rapport fra Kekst CNC, at borgerne i vores nabolande meget misvisende idéer om coronavirussens udbredelse og dødelighed. Kekst CNC spurgte repræsentative udsnit af befolkningen i Frankrig, Storbritannien, Sverige, Tyskland og USA, hvor mange mennesker der har haft coronavirus i landet, og mange der er døde af den. Svarene på det første spørgsmål varierede fra 11-22 % af befolkningen – 20-40 gange det officielle tal, om end nogle antistoftest giver langt højere værdier. Svarene på det andet spørgsmål er langt mere sigende: De adspurgte mente i gennemsnit, at 3-9 procent af befolkningen var døde af coronavirus. I Storbritannien, Sverige og Frankrig er det 100 (hundrede) gange så mange, som der faktisk er døde med coronavirus (bemærk at langt fra alle, der dør med coronavirus dør af virussen). I USA og Tyskland overvurderer folk endda dødstallet langt mere. Folks forestillinger om virussen kan således ikke kaldes andet end helt forrykte.

Man kan naturligvis spørge sig selv, hvordan det kan komme dertil at folk i gennemsnit overvurderer med en faktor 100, men et måske mere alvorligt spørgsmål er, hvad det indebærer for det politiske liv. Man kan naturligvis skyde skylden på medier, der skriver sensationalistisk og uinformeret om emnet, og nogle epidemiologer, der bestemt ikke har nogen interesse i at sige, at der ikke længere er behov for deres rådgivning. Men en del af problemet er også, at regeringen absolut intet incitament har til at informere folk korrekt. Tværtimod har Mette Frederiksen og hendes hold et stærkt incitament til at holde en stor del af befolkningen i forestillingen om enorm fare: En befolkning i panik er så dejligt nem at regere, fordi mange borgere er parate til at acceptere hvad som helst for at komme af med kilden til deres panik – de agerer lidt ligesom araknofober med en fugleedderkop på armen.

Vores opfordring til vores læsere i dag er derfor ganske simpel: Lad være med at høre på, hvor politikere og den type meningsdannere påstår eller indikerer. Sørg for at få ordentlig, uvildig information om et givent emne, og dan jeres egen mening, baseret på jeres egne holdninger og jeres egne risikopræferencer. Og hold hovedet koldt, når bølgerne går højt i politik. Jo større diskussionerne er, jo mindre kan man generelt stole på, at politikere holder sig fra at misbruge vælgernes uvidenhed.

Indlysende forhold og bivirkninger 7: Beskyttelse af arbejdspladser og arbejdsløshed

I vores sommerserie er vi kommet til en af de vigtigste bivirkninger for mange mennesker. En af de klareste bivirkninger af populær politik er, at når man indfører regler for at beskytte arbejdspladser skaber man arbejdsløshed. Politik, der sælges til vælgerne med løftet om at beskytte deres arbejdspladser, indebærer med andre ord at deres – og særligt deres børns – arbejdspladser og beskæftigelse er mindre sikker.

En del af problemet er, at mange mennesker regner med at en politiks officielle hensigt også må være dens faktiske konsekvens. Mange mennesker tror for eksempel, at når politikere investerer deres skattemidler i kommunale intrastrukturprojekter eller golfbaner, må det give vækst i kommunen – det er jo hensigten. De tror således også, at når politikere – som det er tilfældet på EU-niveau for tiden – foreslår at man indfører reguleringer, der beskytter arbejdspladser og giver højere mindstelønninger, må politikken faktisk beskytte arbejdspladser og gøre de fattigere bedre stillede. Men som alle nogenlunde ædruelige nationaløkonomer ved, er der ofte en afgrund mellem hensigter og konsekvenser.

Arbejdsmarkedsregulering er et af de klareste eksempler, og en af de bedste forklaringer på, hvorfor nogle europæiske lande har så stor arbejdsløshed blandt unge og indvandrere (læs f.eks. her). Et godt eksempel er Italien, der har et arbejdsmarked på cirka 42 millioner personer, hvoraf forskning peger på, at cirka15 millioner ansatte ikke kan fyres. Deres fortsatte beskæftigelse er beskyttet af omfattende regulering, der også mere generelt gør det meget svært for virksomheder at fyre medarbejdere.

Konsekvensen af disse reguleringer er, at det er meget svært at skifte arbejde og at komme ind på det italienske arbejdsmarked. Når virksomheder ikke kan komme af med medarbejdere, når de først er ansat, vil de også være meget utilbøjelige til at ansætte folk i første omgang. I stedet for at ansætte unge kræfter og fyre dem igen, hvis de ikke viser sig at passe til jobbet eller hvis virksomheden skal reducere produktionen, er italienske virksomheder mere tilbøjelige til at få deres eksisterende ansatte til at arbejde overtid. De er derfor ofte relativt små, og hvis de går konkurs, har deres medarbejdere et alvorligt problem, da de heller ikke vil være attraktive at ansætte. Mange virksomheder kan endda komme i den situation, som mange af dem gjorde under finanskrisen, at de ikke kan fyre medarbejdere for at downsize, men helt må lukke fordi reguleringerne ikke tillader dem at tilpasse sig på almindelig vis.

Vi illustrerer den generelle sammenhæng i figuren her, hvor indekset for fravær af tunge arbejdsmarkedsreguleringer kommer fra Fraser Instituttets årlige Economic Freedom of the World rapport. Sammenhængen er ganske tydelig, omend man også klart kan se outliers som Nordmakedonien (MKD) og Montenegro (MTN), der er kendte for at have meget store uofficielle sektorer, og en officielt overvurderet arbejdsløshed.

Det burde således ikke komme som nogen overraskelse, at den naturlige arbejdsløshed i lande med strammere arbejdsmarkedsregulering er højere, at særligt unge står meget lang tid udenfor arbejdsmarkedet, og at kriser rammer disse lande meget hårdere end mindre regulerede samfund (læs her). I stedet for at beskytte arbejdspladser, kvæler reguleringen dynamikken på arbejdsmarkedet og holder svagere grupper helt udenfor. De officielle hensigter med politikken er således decideret modsatte af dens konsekvenser. Et fleksibelt arbejdsmarked, hvor man ikke forsøger at beskytte arbejdspladser gennem regulering, er i stedet den bedste måde at beskytte borgernes beskæftigelse.

Indlysende forhold og bivirkninger 5: Grænsehandel og arbejdspladser

Danske politikere bekymrer sig og klager med jævne mellemrum over grænsehandlen mellem Danmark og Tyskland. For et par måneder siden meddelte den tyske regering, at landet sætter momsen ned fra 1. juli, hvilket fik de Samvirkende Købmænd til igen at argumentere, at Christiansborg må gøre noget ved problemet fordi grænsehandlen ødelægger arbejdspladser i Syd- og Sønderjylland. Organisationens administrerende direktør John Wagner udtalte således til Berlingske, at han ”frygter en eksplosion i grænsehandlen, når grænserne åbner igen, som vil være til skade for butikslivet og beskæftigelsen i danske butikker.”

For mange mennesker er det helt logisk, som Wagner påstår, at grænsehandlen koster arbejdspladser: Når mine forældre og resten af Sønderjylland kører til Flensborg for at købe øl, sodavand og vaskepulver, må der jo blive købt tilsvarende færre øl og sodavand og mindre vaskepulver nord for grænsen. Og en mindre omsætning i detailhandlen betyder færre ansatte. Det er bare ikke så enkelt, og situationen minder mere om Bastiats berømte fortællingen om den knuste rude, end de fleste menige danskere forstår. Påstanden om de færre jobs er nemlig rendyrket vrøvl.

Som enhver bare nogenlunde kapabel nationaløkonom ved, er grænsehandel en situation hvor bivirkningen er lige så vigtig som den umiddelbart synlige virkning. Og den er ganske indlysende, når man gør den ’synlig’ for folk. Sagen er, at når Liss Bjørnskov for eksempel kører til Flensborg og køber ind til langt lavere priser end i Danmark, vil der naturligvis være en efterspørgsel, hun ikke lægger i Danmark. Men dermed har hun sparetpenge, som hun vil bruge på at købe andre varer og anden service. Disse indkøb lægger hun i Danmark, hvilket indebærer, at hun netto har fået flere varer for samme midler.

På denne måde har Liss Bjørnskov måske bidraget til at fjerne arbejdspladser i de dele af detailhandlen, der nu konkurrerer med forretninger i Flensborg, men hendes ekstra indkøb – som hun har råd til fordi hun bidrager til grænsehandlen – skaber arbejdspladser i Danmark. Og da hun og alle andre borgere i Sønderjylland ligesom hende tydeligvis har råd til mere, gør grænsehandlen faktisk borgerne rigere ved at gøre det billigere at være sønderjyde. Det er denne væsentlige bivirkning, som de fleste politikere og mange danskere overser, når de påstår at grænsehandlen ødelægger arbejdspladser. Handel gør os alle rigere, og det gælder også for grænsehandlen med Nordtyskland.

Ny værdiundersøgelse er frigivet

Dagens post og min begejstring over den er måske en anelse nørdet, men alligevel: Det er en stor begivenhed i min del af samfundsforskningen, når en ny bølge af the World Values Survey (WVS) frigives. WVS er nok den undersøgelse af folks holdninger, værdier og forestillinger, som er brugt allermest i de sidste 20 års forskning i den slags emner, og den er en af de største. WVS har spørgsmål om blandt andet politisk placering, holdninger til konkurrence og statens rolle i samfundet, folks kønsnormer og religiøsitet, deres tillid til retsvæsen, regering og hinanden, og en lang række andre ting. Den er, med andre ord, en guldgrube for den empiriske samfundsforskning.

En af mine særlige grunde til at se frem til den nye WVS er, at de omfatter to forskellige spørgsmål om social tillid. For det første er alle respondenter siden begyndelsen i starten af 1980erne blevet spurgt om, hvorvidt de mener at man kan stole på de fleste mennesker. Det spørgsmål, som blev opfundet af Elisabeth Noelle-Neumann sidst i 1940erne, ligger bag en forbløffende stor andel af den forskning, der har dokumenteret hvordan højtillidskulturer som f.eks. den nordiske er anderledes end resten af verden. Spørgsmålet har derfor også været udsat for en del kritik, da det ikke er umiddelbart klart hvem ’de fleste mennesker’ er, og i hvilke situationer man stoler på den eller lader være. Vi har tidligere skrevet om emnet her, men i denne omgang har WVS nu et andet spørgsmål med, hvor man spørges om hvor meget tillid man har til folk man møder for første gang.

Tager man et hurtigt, første kig på emnet, viser det sig at de to spørgsmål på tværs af lande ser ud til at fange basalt set samme fænomen. Som man kan se på den første figur nedenfor, er der en ganske klar sammenhæng mellem de to spørgsmål. Korrelationen mellem de to er 0,8, selvom der også er tydeligt ’outliers’ – observationer, der ikke passer på det generelle mønster – og at de røde prikker, der er fra tidligere kommunistiske lande, ligger mere spredt. De få outliers er dog også sigende, og særligt den allertydeligste røde prik med over 60 % der stoler på de fleste, man med et gennemsnit under 2 (på en 4-skala) på det andet spørgsmål. Denne helt skæve observation er Kina, som på alle andre måder i tillidsforskningen også stikker ud, her ved at folk åbenbart stoler meget på de fleste mennesker, men meget lidt på folk de møder for første gang. Det er derfor et standardvalg at slette Kina i empiriske undersøgelser på tværs af lande. Et par af de andre outliers – de meget lavtliggende sorte prikker omkring 2,3 på x-aksen, men med meget lav score på y-aksen – er Etiopien og Burma / Myanmar, hvor det nye spørgsmål indikerer højere tillid end de normale.

For ren interesses skyld plotter vi de samme spørgsmål i den anden figur, som udelukkende viser 34 lande i Europa. Det betyder blandt andet, at man kan se hvilke lande, der er tale om, ligesom man kan være rimeligt sikker på, at der ikke er fiflet med undersøgelserne. Alligevel er her igen en meget klar sammenhæng mellem de to spørgsmål med kun mindre udsving. Og som det tydeligt kan ses, stikker de nordiske lande endnu en gang ud fra resten af verden: Gennemsnittene på de to spørgsmål i resten af Vesteuropa er henholdsvis 2,18 og 33,7 %, mens de er 2,73 og 70,6 % i Norden. I vores del af verden er WVS således endnu en gang vigtig ved at understrege på omhyggelig, faktuel vis, hvordan det nordiske kulturområde i Europa er fundamentalt anderledes end det meste af resten af verden. Vi har lige så elendige politikere som andre steder, men vores befolkninger er anderledes.

Sjov med statistik: Nicolas Cage og drukneulykker

I vores serie om sjov med statistik er vi kommet til en af de mest absurde sammenhænge, som jeg kender: Den positive relation mellem hvor mange film, Nicolas Cage har lavet i et år, og hvor mange mennesker i USA, der er faldet i en pool og druknet. Vi afbilder sammenhængen i det nedenstående, hvor figuren klart viser hvordan antallet af film med Nicolas Cage og antallet af druknedøde samvarierer mellem 1999 og 2010.

Skal man være nørdet – og urimelig – kan man hurtigt sige, at der ikke kan være tale om omvendt kausalitet. Det er således ikke fordi Nicolas Cage vælger at lave flere film i år, hvor flere falder i pools. Da man normalt skriver kontrakt på en film lang tid i forvejen, ville det kræve at Cage kan forudse, hvor mange der dør på denne måde – man skulle antage, at han er en gud. Så tager man sammenhængen for gode varer, må det være Nicolas Cage og/eller hans film, der forårsager druknedødsfaldene. Og sådan kan man selvfølgelig hygge sig med at overveje absurde scenarier for årsagssammenhængene (læs f.eks. Hamilton Chang her).

Sammenhængen mellem Nicolas Cage og dødsfald ved at folk falder i pools og drukner er absurd, men et ganske godt udtryk for en sandsynlighedsteoretisk regularitet, som folk alt for ofte overser: Store Tals Love. Mange mennesker, og givetvis mange af vores læsere, kender til en af konsekvenserne af Store Tals Love, nemlig at jo flere udfald man får, jo tættere kommer man på det virkelige gennemsnit. Kaster man med 24 terninger, kan man få mange eller få seksere, men kaster man med 2400, vil man relativt præcist få en sjettedel af kastene, der bliver en sekser. Derfor ved de fleste af os også, at man skal være påpasselig med at generalisere fra enkelte eksempler, selvom mange journalister gør netop det.

En anden og lige så vigtig konsekvens af Store Tals Love, som der er langt mindre opmærksom om, er at jo flere eksempler man får på noget – om det er terningkast, bilture gennem Tyskland eller kupforsøg – jo mere sandsynligt bliver det, at man får eksempler der er helt udenfor skiven. Gælder det for eksempel kupforsøg, indeholder Bjørnskov-Rode datasættet 539 kupforsøg, der i langt de fleste tilfælde har klare fællestræk. Men med det antal forsøg, får man også mærkelige eksempler som kupforsøget i juni 1967 fra Anguilla mod koloniregeringen på Saint Kitts (beskrevet i The Night of the Rambler).

Problemet kommer således fordi jo større et antal eksempler man har på et fænomen, jo mere præcist kan man karakterisere det – gennemsnitlig fatalitet, hvordan folk stemmer, hvor stor den økonomiske gevinst ved handel er – men jo nemmere bliver det også at finde ekstreme eksempler, der er tilfældige og milevidt fra at være repræsentative. Et stort antal eksempler på noget gør det derfor, paradoksalt nok, langt lettere for særinteresser og dovne journalister at finde eksempler, der ser ud til at ’vise’ det modsatte af det generelle billede. Kender man til Store Tals Love og logikken i dem, bliver den slags manipulation og sensationalisme langt sværere at acceptere – og måske bare sjov.

Demokratiske kolonier og demokrati i dag

Forleden lagde min ven og kollega Martin Rode og jeg den nye version af vores database online. Databasen, der er en opdatering og substantiel videreudvikling af Cheibub, Gandhi og Vreelands DD-datasæt, er tilgængelig for alle interesserede og kan findes her. Den indeholder blandt andet tre forskellige indikatorer for demokrati, ekstra detaljer om landes politiske institutioner, og specifik information om 539 kupforsøg rundt omkring i verden. Det hele dækker hvert år 1950-2020 i 208 lande.

Et af de ganske mange spørgsmål, som databasens information om kolonier tillader en at stille, er om de institutioner som kolonimagter implementerede i deres kolonier stadig præger disse lande. Det spørgsmål har Martin og jeg skrevet et lille papir om, som vi for tiden er i gang med at udvikle i en længere version. Vi har tidligere skrevet kort om papiret i forbindelse med public choice-konferencen i Brisbane i december, men jeg havde fornøjelsen af at præsentere den længere version ved et online seminar i mandags hos Economic Research South Africa. Praktisk taget hele seminaret kan ses i linket nedenfor.

Det særlige i emnet er, at en række britiske kolonier faktisk var demokratiske før de blev uafhængige – og enkelte af dem har valgt på demokratisk vis ikke at blive uafhængige. Jamaica er et godt eksempel, da kolonien indførte almindelig stemme- og valgret for alle voksne i 1942, men først blev uafhængigt 20 år senere. På den anden side var det typiske billede i franske kolonier, at de franske myndigheder indførte valg, men ikke kunne eller ville holde fingrene fra dem. I de fleste franske kolonier, med Dahomey (det nuværende Benin) som en undtagelse, var valgene således ikke rigtigt demokratiske.

Den vigtige pointe i vores papir er, at hvorvidt en tidligere koloni er demokratisk eller ej i dag afhænger meget systematisk af, om landet allerede var demokratisk før uafhængighed.

Som det kan ses i figuren nedenfor, som kommer fra mandagens præsentation, har de tidligere kolonier med demokrati helt konsistent de sidste 50 år haft langt større sandsynlighed for at være demokratiske end lande, der ikke havde repræsentative politiske institutioner før de blev uafhængige. Præcist hvorfor – om det handler om forfatningsnormer, demokratiske traditioner blandt befolkningen, eller noget helt tredje – kan vi ikke svare klart på. Mønstret er klart uanset hvor rig eller uddannet landets befolkning er, og er værd at tænke over når man alligevel sidder indenfor en dansk julidag.

For 100 år (og tre dage) siden

I fredags var det 100 år siden, at Kong Christian X red over den gamle grænse og ind i Sønderjylland, der havde stemt sig til genforening med Danmark tidligere på året. Billederne af kongen, der rider en hvid hest gennem en blomstersmykket æresport ved den gamle grænsekro nord for Christiansfeld er berømte og har været gengivet i de fleste historiebøger siden da. Kongen var dog selv i tvivl om både, hvor grænsen gik og hvilken modtagelse, han ville få. Det ændredes dog, da han red gennem porten. I hans egne ord:

”Men i det Øjeblik, jeg var kommet igennem den, fik Jublen en ganske ny Klang, saa jeg ikke var i Tvivl om, at jeg nu havde passeret Grænsen. Straalende Ansigter med taarefyldte Øjne rettedes imod mig, mens Raabet ”vor Kung” lød uafbrudt. Saa overvældende var denne Modtagelse, at jeg følte mig dybt grebet, og da en lille Pige senere raktes op imod mig med en Buket Blomster, saa lagde jeg i det Kys, jeg trykkede paa hendes Pande, al den Glæde og Taknemmelighed, jeg selv følte, og da det lille Væsen lagde sine Arme om min Hals, havde jeg Følelsen af, at jeg havde taget Sønderjylland i mine Arme – nu, da den lille Pige tillidsfuldt sad foran mig paa Hesten.”

Gengivet i Knud J.V. Jespersens Rytterkongen

Det var dog en landsdel, som var sakket stadig længere bagud for resten af Danmark siden 1864, og som både var blevet udpint af den tyske stat og havde oplevet rædsler, som resten af landet næppe forestillede sig. Ved genforeningen var Sønderjylland suverænt det mindst befolkede område i Danmark, med Færøerne som undtagelse: Befolkningstætheden i starten af 1920erne var mindre end den halve af Østjylland.

I modsætning til resten af landet, der som neutral magt havde klaret sig ganske godt økonomisk gennem Første Verdenskrig, havde sønderjyderne deltaget aktivt, omend langtfra altid frivilligt. Mens et ukendt antal dansksindede var flygtet nordpå over grænsen for at undgå tysk krigstjeneste, var de fleste blevet tilbage og var blevet indkaldt. Lidt flere end hver sjette af de 30.000 nordslesvigske soldater døde i krigen, hver ottende af de hjemvendte var krigsinvalider, og et ukendt led af granatchok. Når afstemningsplakaten, der blev lavet specifikt til Haderslev-området, lovede at ”Nu kommer den favre Tid vi vented saalænge”, var det ikke kun en tilknytning til Danmark, der ventedes. Det var også et farvel til den nød, en af de tysksprogede plakater henviste til – Wenn wieder die Fahne ist weiss and rot, dann ist beendet die bittre Not – og som sønderjyderne kendte alt for godt.

Virkeligheden var, at i forhold til resten af Danmark var Sønderjylland økonomisk dybt forarmet. Mens der ikke eksisterer nogen regionale regnskaber, som dem man kan få fra Danmarks Statistik i dag, indeholder Statistisk Årbog fra 1923 faktisk en mængde interessant og brugbar information. Man kan blandt andet finde skattemyndighedernes officielle opgørelse af alle skatteyderes indkomst. Deler man den med antallet af skatteydere, som årbogen også opgiver, giver det et rimeligt mål for indkomsterne i området. Årbogen viser, at den skattepligtige indkomst per skatteyder i Sønderjylland var 1896 kroner, mens gennemsnittet for landet som helhed var 3576 kroner. Den genforenede del af landet havde således en indkomst på kun lidt over halvdelen af landsgennemsnittet.

Sammenligningen er dog ikke umiddelbart perfekt, da det jo kunne tænkes, at det også var billigere at bo i Sønderjylland. Mens der ikke findes regionale forbrugerpriser fra den tid, er en sammenligning af ejendomspriser én af de måder, man kan få et vist indtryk af prisniveauet på. Her viser information i årbogen, at de officielle vurderinger til brug for beregning af ejendomsskyld i Sønderjylland var omtrent 7 % højere end landsgennemsnittet. Havde det generelle prisniveau været markant lavere, måtte man også regne med at ejendomspriserne havde ligget lavere end resten af landet. Man kunne også indvende, at dette mål måske i højere grad følger hvor frugtbart området er, men her viser årbogen heller ikke nogen væsentlig forskel. I Sønderjylland producerede man således 2,27 såkaldte afgrødeenheder per hektar i 1921, mens gennemsnittet for Jylland var 2,26. Om noget indikerer det således, at prisniveauet måske var en smule højere end i resten af landet.

Sidst kunne man indvende, at sammenligningen var skæv, hvis der var færre klart fattige – der jo ikke var skattepligtige dengang. Igen vender skævheden dog den anden vej, da information i den statistiske årbog viser, at 23 % af befolkningen var skatteydere i Sønderjylland, mens det tilsvarende tal for hele landet var 29 %. Om noget var der også flere virkeligt fattige i den genforenede region.

Som figuren nedenfor viser, var der på andre måder også langt mindre udvikling i Sønderjylland end længere nordpå. En del af den økonomiske udvikling i sidste halvdel af 1800-tallet var den accelererende urbanisering af Danmark, som blandt andet er så tydelig i Aarhus. Denne udvikling skete ikke på samme måde i Sønderjylland i den tyske tid. Domkirkebyen Haderslev havde historisk været den største by nord for Flensborg, men i den tyske tid mellem 1860 og 1920 voksede dens indbyggertal kun med 64 %. Lidt bedre gik det for den meget tysksindede Sønderborg, mens de to større byer nord for grænsen – Kolding og Vejle – femdoblede deres indbyggertal i samme periode. Selv i dag er de to nordlige byer omtrent dobbelt så store som de to sydlige. At urbaniseringsbølgen i sidste halvdel af 1800-tallet ganske enkelt gik Sønderjylland forbi, er stadig tydeligt i dag hvor de to store byer – Haderslev og Sønderborg – med cirka 25.000 indbyggere hver er forbløffende små i forhold til byer i resten af landet.

Overordnet er fortællingen ofte, at sønderjyderne var fattigere end resten af danskerne pga. krigen. Ser man på fakta som i det ovenstående, er det en del af fortællingen, men langt fra det hele. Den genforenede region var meget fattigere end Danmark og en væsentlig del af dens befolkning var krigshærget. At regionen alligevel kom på fode så hurtigt som den gjorde, var en væsentligt økonomisk bedrift.

Indlysende forhold og bivirkninger 4: Kommunistisk vækst

I vores sommerserie er vi i dag kommet til et af de mere indlysende forhold for de fleste af vores læsere: Kommunistiske økonomier er elendige til at skabe udvikling. Mens vi i disse år får en ny generation ind på universiteterne, der ingen erindring har med de tidligere kommunistiske og socialistiske regimer i Central- og Østeuropa og andre steder – og øjensynligt aldrig er blevet introduceret til dem – har de fleste af os set elendigheden. Men der findes stadig masser af apologeter, og som Kristian Niemietz beskriver i sin glimrende bog Socialism: The Failed Idea that Never Dies, er der ingen mangel på folk, der argumenterer at af disse regimer aldrig var ’virkeliggjort socialisme.’

En af de forbløffende ting ved den moderne debat er, at den basale grund til at socialistiske eller kommunistiske økonomier ikke fungerer ret godt, har været kendt og forstået i 100 år. Den østrigske økonom Ludwig von Mises viste allerede i 1920 – i den artikel, der på sin vis startede det, der kaldes The Calculation Debate (på dansk kalkulationsdebatten)– at priser der dannes i et frit marked, afslører hvilke varer, hvilke ressourcer og hvilken arbejdskraft, der er mangel på på et bestemt tidspunkt. En stigende pris på kul vil for eksempel incentivere firmaer til at spare på kul og vil give andre firmaer en tilskyndelse til at lede efter flere kulforekomster og at udvikle alternativer. Som Friedrich Hayek formulerede det i 1945, er markedspriser informationsmekanismer, og frie markeder skaber information.

Problemet for socialistiske økonomier er, at prisdannelsen er centralt bestemt og dermed netop ikke et resultat af markedsmekanismer. Og uden retvisende markedspriser er det ikke muligt for en central planlægger, uanset hvor megen information et planlægningsagentur kan få, at prioritere mellem forskellige ressourcer eller forskellige aktiviteter. Selv den store socialistiske økonom Oscar Lange, der prægede meget af den såkaldte kalkulationsdebat i 1930erne, erkendte problemet. Lange insisterede på, at forbrugerne selv i en socialistiske økonomi skulle have et helt frit valg, og begav sig dermed ud i påstande om at planlæggere burde kunne have samme information som alle andre. Det var som svar på Langes to artikler i 1936 og 1937 i Review of Economic Studies at Hayek endeligt og skarpt formulerede prisdannelsens karakter som informationsmekanisme og -skaber.

Oveni disse grundlæggende problemer, som alle stadig antog at socialistiske politikere og planlæggere ønskede det bedste for borgerne, kom en lang række indsigter fra public choice og politisk økonomi. Det gjaldt ikke mindst den ungarske økonom János Kornais beskrivelse af ’mangeløkonomier’ og bløde budgetbegrænsninger i offentligt ejede eller støttede virksomheder.

Der er således en ganske lang række grunde til at regne med, at socialistiske eller kommunistiske økonomier over tid kommer til at sakke bagud for friere samfund. Hvor meget og hvor hurtigt det sker, er dog ofte svært at sige. Det er netop det, vi forsøger i dag ved at se på 17 udviklingslande, der på et tidspunkt efter 1960 valgte at blive socialistiske og indføre et socialistisk økonomisk system. Alle 17 er dækket af the Penn World Tables, og vi sammenligner deres økonomiske udvikling med deres nabolande. Fra PWT får vi data på købekraftskorrigeret bruttonationalprodukt per indbygger og per fuldtidsansat (som er et mål for arbejdskraftsproduktiviteten), investeringer og privatforbrug. I de to figurer nedenfor viser vi alle fire mål i forhold til nabolandenes, og indekseret til 1 i det år, landet indførte socialisme.

Tallene taler deres tydelige sprog: Efter 15 år med socialisme var disse lande sakket cirka 15 % bagud i forhold til, at de bare havde fulgt naboernes udvikling i BNP, og 25 % i produktivitet. Dykker man ned i tallene, er det ikke engang fordi naboerne har klaret sig specielt godt. I gennemsnit havde de socialistiske økonomier 5,3 % tilbagegang i BNP over de første ti år og 4,3 % i arbejdsproduktivitet, mens nabolandene i samme tiårsperiode i gennemsnit så fremgange på henholdsvis 15,5 % og 28,1 %. Som den anden figur viser med al tydelighed, var det ikke en konsekvens af, at de socialistiske samfund ikke investerede. Tværtimod er det tydeligt i figuren nedenfor, at de investerede ganske kraftigt i forhold til nabolandene. Med andre ord kastede disse regimer massive ressourcer efter statsligt drevet industrialisering og infrastruktur, som efterfølgende ingen vækst gav. Ressourceforbruget afsløres også i forskellen på BNP per indbygger og per fuldtidsansat, der viser hvordan de socialistiske regimer brugte mere arbejdskraft end nabolandene, men væsentligt mindre effektivt. Som von Mises havde vist for længe siden, indebar indførslen af en socialistisk økonomi den bivirkning, at en stor mængde ekstremt relevant information om mangel, muligheder og effektivitet forsvandt fra samfundene sammen med de frie markeder. Selvom regimerne havde været befolket med engle, var det umuligt for dem at tage bare nogenlunde præcise økonomiske beslutninger.

Skulle nogen stadig være i tvivl, viser tallene således, hvor ekstremt ineffektive de socialistiske økonomier blev og hvilken forbløffende hastighed, de blev de med. Efter blot ti års socialistiske forsøg var den gruppe ulande, der siden 1960erne erklærede sig socialistiske (eller kommunistiske) 10 % fattigere og 20 % mindre produktive, end hvis de bare var fulgt med deres nabolande. Modsat løfterne og parolerne blev folk mere forarmede end før, og det nyttesløse ressourceforbrug blev stadig mere tydeligt. På trods af hvad folk som David Laibman, Grace Blakeley og Marianna Mazzucato, der alle tegner meget af den britiske og internationale debat, påstår, er socialistiske samfund de frie økonomier langt underlegne.

Indlysende forhold og bivirkninger 3: Demokrati ved en fejltagelse

Et af de store, og måske største, spørgsmål i politisk økonomi er, hvornår samfund bliver demokratier. Siden Lipsets berømte arbejde i 1959 er der investeret talløse forskningstimer i at undersøge, hvornår lande bliver demokratiske, under hvilke omstændigheder de bliver det, og hvornår demokrati bliver en stabil institutionel løsning. De sidste 20 år er der således kommet en række forskellige svar fra så forskellige forskere som Adam Przeworski, Daron Acemoglu, Ola Olsson og Robbert Maseland, og på den hjemlige front fra Jacob Hariri og Martin Paldam.

En ny artikel, der efter at have eksisteret de sidste tre år som konference- og arbejdspapir  nu er under udgivelse i det ekstremt prestigiøse American Political Science Review, giver et meget anderledes svar på spørgsmålet. I ”Democracy by mistake: How the errors of autocrats trigger transitions to freer government” argumenterer Daniel Treisman, at de fleste demokratiseringer slet ikke er planlagte eller sker med vilje, men er sket ved fejltagelser. Den anerkendte professor i statskundskab ved UCLA gennemgår 270 demokratiseringsepisoder i sit papir, og kategoriserer et sted mellem 67 og 85 procent af dem som konsekvenser af fejltagelser. Med andre ord finder Treisman, at demokratisering typisk sker som en bivirkning af de fejl, autokratiske regimer ofte begår når de forsøger at beskytte deres magt.

Ikke alle fejl og bivirkninger virker ens, og Treisman noterer, at der er mange forskellige slags fejl.

”Some leaders—like Louis-Philippe—underestimate the strength of opposition, fail to compromise or repress until too late, and are overthrown. Their revolutionary successors then introduce reforms. Others—like Augusto Pinochet in Chile—overestimate their popularity, call an election or referendum, fail to manipulate sufficiently, and lose, splitting the elite and empowering opponents. Certain incumbents—such as Leopoldo Galtieri in Argentina—begin military conflicts, expecting victory, but lose not just the battle but political power, as colleagues defect and rivals mobilize. Still others slide—like Mikhail Gorbachev after 1985—down the “slippery slope,” making concessions intended to strengthen the regime that in fact undermine it. In all these cases, the ruler means to retain authority. But his misstep destroys the status quo. In another scenario, others in the ruling group miscalculate. They choose a leader—like Juan Carlos or Adolfo Suárez in post-Franco Spain—whom they trust to preserve the system but who destroys it.”

Treisman starter med at understrege, at en demokratisering basalt set kan ske af tre grunde: 1) Den kan være et bevidst valg fra magthavernes side; 2) den kan skyldes, at den er uundgåelig, så den var sket uanset hvad magthaverne gjorde; og 3) den kan ske som en konsekvens af, at magthaverne begår fejltagelser i deres forsøg på at blive ved magten. I situation 3) kan magthaverne lave to forskellige slags fejl: 1) De kan begå informationsfejltagelser, dvs. de kan have foretaget et perfekt ræsonnement eller analyse, men baseret den på fejlagtig information; og 2) de kan have begået en vurderingsfejltagelse (mistake of calculation), dvs. at de politiske aktører enten har overset bedre muligheder eller simpelthen taget den forkerte beslutning af de muligheder, de havde til rådighed. Treisman ender således med en konceptuel typologi over forskellige ’ruter’ til demokrati, som illustreret i artiklens Figur 1 nedenfor.

Treisman påstår ikke, at alle demokratiseringer er tilfældige og sker ved fejltagelser, og nævner helt eksplicit Frederik den syvendes Grundlov som eksempel på en bevidst handling. I stedet kategoriserer han sine 270 episoder i tre kategorier. Den første, som han kalder ”deliberate democratization”, er tilfælde hvor den politiske leder (eller ledelse) ikke blev udskiftet før demokratiseringen blev annonceret, og hvor den historiske evidens ikke indikerer, at en af de ti fejltagelser i figuren ovenfor ”sandsynligvis” eller ”meget sandsynligt” blev begået. Den anden kategori – ”unintended but unavoidable democratization” – definerer han som en situation hvor lederen faktisk blev udskiftet før demokratiseringen blev annonceret, men hvor den historiske evidens ikke indikerer, at en af de ti fejl sandsynligvis skete. Og det efterlader således den tredje kategori, ”democratization by mistake”, hvor den historiske evidens faktisk indikerer, at mindst én af de ti slags fejltagelser enten sandsynligvis skete, eller skete med stor sandsynlighed.

Treisman bruger fem kilder til at skabe otte forskellige indikatorer for demokratisering, og kategoriserer derefter alle 270 episoder med hver af disse indikatorer i de tre kategorier. I gennemsnit på tværs af alle hans tests finder han, at 23 procent af alle demokratiseringer var bevidste valg, mens kun 3 procent var uundgåelige. Det efterlader således 74 procent af alle klare demokratiseringsepisoder siden 1800 i kategorien ”demokratisering ved en fejltagelse.”

Det virkeligt smukke ved Treismans nye artikel er således, at han viser hvor mange virkeligt store politiske begivenheder, der i virkeligheden sker som bivirkninger af forsøg på at undgå dem. I samfundsvidenskaberne har vi med mennesker at gøre, og modsat de mange fine (og ofte indsigtsfulde) modeller, som både politologer og nationaløkonomer beskæftiger sig med, er politiske aktører langt fra perfekte. Mennesker begår fejl, både fordi de ikke har overblik over konsekvenserne af deres handlinger og fordi de ikke har perfekt eller bare nogenlunde præcis information. Når man holder op med at tænke på politikere som perfekte robotter og starter med at se dem som mennesker, er det svært at holde op med at se det ocean af bivirkninger, der dukker op.

Monetære institutioner og historisk vækst

Forleden udkom det nye nummer af det lille, men altid interessante tidsskrift Economic Affairs. Tidsskriftet, der udgives i samarbejde mellem the Institute of Economic Affairs og University of Buckingham, kalder sig et liberalt tidsskrift for politisk økonomi, og redigeres på fremragende vis af Len Shackleton. Jeg har selv udgivet i det, og ser altid frem til at læse det, da der altid er en eller anden interessant artikel. Men denne gang er særlig, da Economic Affairs i juni-nummeret bringer en artikel af en af mine studerende.

I ”Money and economic development: A long-run perspective” ser Morten Sølvsten Schaiffel-Nielsen, der pt. er kandidatstuderende på Aarhus Universitet, på graden af decentralisering af penge. Mens vi ikke rigtigt tænker over det i dag – bortset fra i diskussioner om Bitcoin og andre kryptovalutaer – var penge ikke altid noget, staten havde monopol over. Mange steder brugte man markedsbaserede penge, udstedt af enkeltbanker eller flere banker i samarbejde. Pengenes værdi var koblet til f.eks. guld, i stedet for at være under (en vis) kontrol af en centralbank. De økonomiske effekter og hvorvidt der er argumenter for markedsbaserede penge i stedet for centraliseret pengeudstedelse, som stort set alle lande har i dag, har indtil videre været et særligt område for økonomer i den østrigske skole. Det har givet mange meget interessante teoretiske diskussioner og vinkler på spørgsmålet, men stort set ingen konkret, empirisk evidens.

Det er netop det, Morten leverer i den sin første artikel. Han udvikler først en kategorisering af monetære systemer, som placerer landes monetære institutioner mellem fuldt decentraliserede, markedsbaserede penge, og fuldt centraliserede monopolpenge. Disse data kan han applikere på 27 lande med konstruerede BNP-data fra 1820 og frem. Kategoriseringen kombinerer han med data for landes institutionelle kvalitet, som har får fra V-Dem projektet, i et sæt standard vækstanalyser og en ekstra analyse af økonomisk volatilitet På den måde kan han, som den første, give et konkret bud på værdien af forskellige monetære institutioner.

Resultaterne taler deres klare sprog: I lande med relativt gode institutioner førte markedsbaserede penge historisk til højere vækstrater, omend og så til en større grad af volatilitet. Morten noterer i sine konklusioner, at netop den kombination er konsistent med en økonomisk historie, hvor markedsbaserede penge giver større incitament til at investere i mere risikable, men også potentielt mere profitable og innovative projekter. En del af forklaring er muligvis også, at man med markedsbaserede undgår de problemer med politisk usikkerhed, som man kan få med statsligt kontrollerede centralbanker.

Under alle omstændigheder er artiklens evidens den første af sine art, og absolut værd at tænke over. Den giver en empirisk baggrund for en række diskussioner, som økonomer i den østrigske skole har haft i årtier. Og at det bidrag skulle komme fra en studerende fra Aarhus, gør det ikke mindre interessant.

Forurening, udvikling og vækst

Den britiske tænketank IEA – the Institute of Economic Affairs – har siden 1955 sat sit aftryk på debatten i Storbritannien. For tiden mens store dele af Europa er lukket ned, er IEA fortsat med at gøre det ved at opruste gevaldigt online. I juni har tænketanken blandt andet bragt seminarer om, hvordan man betaler den gigantiske regning på statens interventioner under coronakrisen, hvordan man bedst forstår ulighed og udviklingen i ulighed (med den glimrende Martin Ågerup), og statslig versus markedsdrevet innovation. Et af højdepunkterne i foråret var den fremragende KCL-professor Mark Penningtons seminar om Hayeks forståelse af simple og komplekse problemer.

Tidligere i denne uge havde jeg den store fornøjelse og ære at blive interviewet af IEAs Academic and Research Director Syed Kamall i hans ‘Zeeroing In’-serie. Syed og jeg fik en halvtimelang snak om, hvordan miljøbelastninger, CO2-udledninger og økonomisk vækst hænger sammen, hvilke udfordringer der politisk ligger i at reducere miljøbelastninger, og hvad noget af den nye forskning på området indikerer. Skulle man være interesseret, er her hele udsendelsen nedenfor. Hvis ikke, kan jeg varmt anbefale at man slutter sig til IEA på torsdag den 2. juli, når tænketanken genoptager det altid velinformerede og underholdende online talkshow ‘Live With Littlewood’.

Akademisk frihed i verden

Siden starten af 1990erne har adskillige organisationer, inklusive det amerikanske Freedom House og det Paris-baserede Reporters sans Frontières, arbejdet på at måle hvor frie medierne er i verdens lande. Disse mål har været vigtige i både politisk debat og forskning, og de årlige opgørelser omtales omhyggeligt af medierne hvert år. Indtil fornylig har et bestemt aspekt af debatten om ytrings- og informationsfrihed dog været fraværende: Hvor frie er akademikere og forskere til at ytre sig, og at vælge interesse- og forskningsfelter frit? Det har the Global Public Policy Institute og the Scholars at Risk Network nu rådet bod på i en ny rapport (hattip: Niclas Berggren).

I rapporten med titlen Free Universities: Putting the Academic Freedom Index Into Action dokumenterer Katrin Kinzelbach, Ilyas Saliba, Janika Spannagel og Robert Quinn først og fremmest, hvor frie akademikere er i forskellige dele af verden. Danmark ligger ikke overraskende tæt på toppen med en indeksværdi på 0,92 (indekset er fordelt mellem 0 og 1) og tæt på de lande, vi normalt sammenligner os med som resten af Norden, Holland, Storbritannien (alle 0,93), og Tyskland (0,96). Som figuren nedenfor illustrerer, følger den akademiske frihed også i brede træk, hvor frie og demokratiske et lands politiske institutioner er. Parlamentære demokratier har et gennemsnit på 0,84 mens præsidentielle demokratier i gennemsnit scorer 0,77. Denne forskel er faktisk statistisk signifikant, men skal tolkes forsigtigt, da mange præsidentielle demokratier er relativt unge og fattige, og mange af de parlamentære er gamle og rige.

Det er heller ikke en overraskelse, at de civile autokratier – dvs. ikke-demokratier hvor det ikke er militæret, der er ved magten – halter et stykke bagefter på 0,42, mens militærdiktaturer 0,27 og verdens få absolutte monarkier (0,37) er bagud igen. Overraskelserne og de interessante forhold ligger i de mange lande, der ikke helt følger det simple mønster. Vi illustrerer på to måder, hvor svagt det simple mønster er: Først ved at sammenholde RSF’s pressefrihedsindeks – et indeks over hvor meget journalistisk frihed undertrykkes – med indekset over akademisk frihed i den næste figur; og for det andet gennem eksempler.

Som figuren viser, er der en vis sammenhæng, men også en række røde prikker – civile autokratier – blandt de blå – demokratierne. Det gælder ikke mindst Burkina Faso, ligesom det også gælder Comorerne og Bolivia, der for tiden befinder sig i et midlertidigt limbo mellem autokrati og demokrati. Omvendt er det bekymrende, at to af verdens store demokratier – Brasilien og Indien – scorer meget lavt: Indiens akademiske frihed rates helt nede på 0,35, mens Brasiliens vurderes til 0,47. Milliarddemokratiet Indien undertrykker således den akademiske frihed på linje med et gennemsnitligt militærdiktatur, mens Brasilien opfører sig som et ret typisk civilt autokrati.

Og hvad kan man så bruge det til? Svaret er, som så mange andre svar her på stedet, at det er op til læseren selv. Hvorfor bliver horribelt dårlig politik ved i nogle lande, hvorfor mangler der elementer i deres debat, som vi er vant til, og hvorfor er der ofte politiske positioner og politikforslag, som slet ikke debatteres i bestemte lande? En af flere forklaringer kunne være, at den akademiske verden ikke er helt fri til at lufte disse forslag, eller at kritisere den måde politik normalt udføres. Når man har et rimeligt mål for, hvor frie akademikere er – og dermed hvor sandsynligt det er, at de kan blande sig frit og på andre måder informere debatten – er man et skridt nærmere en mulig forståelse af disse spørgsmål.

Regionalforskelle på den iberiske halvø

Forleden skrev vi om, hvor enorme de regionale forskelle er i Italien – fra Sydtyrols schweiziske velstandsniveau til Calabrias niveau som på Mauritius. Overraskende mange læsere syntes at være interesserede i emnet, og vi har endda fået en henvendelse fra en af dem, om vi kunne lave en lignende sammenligning af de regionale forskelle i Spanien og Portugal. Det er netop det, vi gør i dag.

Spanien og Portugal er generelt noget fattigere end Nordeuropa, selvom Spanien faktisk har overhalet Italien de seneste år. Ifølge CIA er deres købekraftskorrigerede BNP per indbygger henholdsvis 38.400 og 30.500 dollars, så det lille land på den iberiske halvøs atlantkyst er noget fattigere end dets store nabo. De to landes velstandsniveauer er således cirka 77 og 61 % af Danmarks niveau, men forskellene er henholdsvis 92 og 83 % når man ser på privatforbruget.

Internt på halvøen er der store forskelle, som dog ikke er nær så store som i Italien. Som figuren i dag viser, er den rigeste region området omkring Madrid, der har et BNP per indbygger på 38.300 euro, skarpt efterfulgt af Baskerlandets 36.300. I Portugal er det også hovedstaden, der er rigest med 30.900 euro, hvilket er mest sammenligneligt med indkomstniveauet i Sydkorea. Den fattigste region på halvøen er det portugisiske nord (omkring Porto) og den centrale region, hvor velstanden bedst kan sammenlignes med Tyrkiet og den lille caribiske østat Antigua og Barbuda. De fattigste spanske regioner, der kommer tættest på – Extremadura og Spaniens lille afrikanske enklave Mellila – ligger begge velstandsmæssigt tættest på Saint Kitts og Nevis, og er en smule fattigere end Malaysia. På den iberiske halvø har man med andre ord regioner, der har nordeuropæiske velstandsniveauer, og regioner der mere ligner velfungerende udviklings- og mellemindkomstlande.

Der er dog en ekstra pointe i at afsøge de regionale forskelle i Spanien og Portugal: Udviklingen de senere år, og særligt siden finanskrisen. Det er flere gange påstået, at finanskrisen førte til endnu større regional ulighed i Europa, og Italien er et glimrende eksempel: Forskellen på den rigeste og fattigste region er steget fra 129 % i 2007 til 176 % i de sidste BNP-tal. Ser man på forskellene internt i de to iberiske lande, er der dog ikke sket den store ændring i den regionale ulighed i Spanien. De samme regioner bliver ved med at være relativt fattige og rige, og størrelsen på forskellene er stort set identiske i dag og i 2007. Det samme er ikke tilfældet i Portugal, hvor Lissabon-regionen umiddelbart før finanskrisen var 79 % rigere end den fattigste region i Portugal. mens forskellen i dag kun er 52 %.

Mange tænker ofte på Italien, Spanien og Portugal som en slags forenet Sydeuropa. Selvom de har tydelige fællestræk – store turistsektorer, tvivlsomme embedsværk og underholdende fodbold – er de ganske forskellige. De interne forskelligheder er også langt større i Italien end Spanien, med det lille Portugal mere på linje med nordeuropæiske forskelle. Men uanset skalaen, holder konklusionen fra forleden igen: Økonomisk ville det være en fejl at tænke på særligt Spanien som ét land.

Nedlukning, hjemmearbejde og akademisk produktivitet

Mange virksomheder diskuterer i dag, om coronaepisoden har lært dem noget. Helt særligt foregår der er en omfattende diskussion om, hvorvidt man med fordel kan lade mange medarbejdere i f.eks. administrative positioner og supportfunktioner arbejde væsentligt mere hjemme, end de gør i dag. En række virksomheder ser ud til at have haft gode erfaringer med både hjemmearbejde og mere fleksible arbejdsforhold og arbejdstider.

Det betyder dog ikke, at det er en god idé for alle virksomheder og organisationer, og måske i særligt grad slet ikke for vidensproduktion. Det afsløredes forleden dag i en undersøgelse, som forlaget De Gruyter har gennemført blandt cirka 3200 akademikere, som jeg også deltog i. Mere end halvdelen af de adspurgte siger, at de har mindre eller slet ingen tid til forskning end før coronakrisen og 55 procent oplever, at de har tydeligt mindre tid til at skrive. For 68 procents vedkommende er problemet den tid, det tager at undervise online, mens 59 % noterer, at de bruger mere tid på at vejlede end før. Jeg er selv blandt de 59 procent, da jeg har bemærket at jeg faktisk har brugt den dobbelte tid på vejledning som jeg normalt gør. Et af problemerne er, at selve møderne- der har været online i foråret – tager cirka den samme tid som normalt, men at man bagefter bruger lige så lang tid på at afklare større og mindre spørgsmål, der alligevel ikke blev diskuteret eller behandlet færdig. De Gruyters undersøgelse peger på, at disse problemer er særligt udtalte i samfundsvidenskaberne. Det er således tydeligt, at universitetsverdenen og andre akademiske arbejdspladser har oplevet et markant fald i produktivitet i foråret.

De Gruyter overser endda et meget væsentligt aspekt af akademisk arbejde og vidensproduktion. Mens jeg ingen stor undersøgelse har at læne mig op ad – det følgende er udelukkende baseret på personlige oplevelser og mine kollegers ditto – er en af de store forskelle mellem akademisk arbejde og ’almindeligt’ arbejde, at man i høj grad selv definerer sine projekter. Det gælder i særlig grad i samfundsvidenskaberne og humaniora, og i lidt mindre grad i STEM-videnskaberne, hvor traditionen er at man typisk arbejder i større laboratoriegrupper.

Problemet er, at mens man er blevet mindre produktiv og har haft mindre tid tilovers til forskning, har mange også ladet være med at starte nye forskningsprojekter op. For mit eget vedkommende er foråret ofte travlt med konferencer og mindre workshops, hvor man præsenterer sin egen nye forskning og lader sig inspirere af andres nye arbejde. Man netværker også ved disse events med både faste kolleger og nye kontakter, og en væsentlig del af det at være til konference er netop at diskutere nye projekter og få idéer til dem. Det er ikke en type aktivitet, som man bare kan flytte online.

Denne del af vidensarbejdet ser ud til at have lidt meget markant under coronakrisen, hvilket gør problemet langt værre end De Gruyters undersøgelse indikerer. Når færre nye forskningsprojekter startes op og færre nye idéer diskuteres, ender man med at mere varigt og langsigtet problem end blot en periode med lav produktivitet. Der er næppe mange politikere, der vil begræde det, men risikoen er at samfundsforskningen i langt tid fremover kommer til at bidrage noget mindre end indtil nu.

Italien er mange lande

Der er store indkomstforskelle på tværs af Europa. Danmark ligger i den gode ende, omend omgivet af lande der i gennemsnit er rigere end vi er. De fleste af os kan nogenlunde sige, hvilke vestlige lande der er relativt rige og hvilke, der er relativt fattige. Vi har dog også en tendens til at undervurdere, hvor store forskellene er internt i mange lande. Det gælder i helt særlig grad Italien, som vi bruger som eksempel på fænomenet i dag.

Økonomisk set er Italien næsten et mikrokosmos, der reflekterer forskellene i Europa. I gennemsnit er Danmark – målt på dets købekraftskorrigerede BNP per indbygger – cirka 30 procent rigere end Italien. Forskellen er næppe overraskende, når man kender til italienernes problemer med korruption, mafia elendige og meget langsomme retsvæsener, og landets farceagtige politiske system. På den anden side kender mange danskere også Italien for gode biler, ferier og fornemme luksusvarer, som ikke umiddelbart hænger sammen med indtrykket af et dysfunktionelt samfund. Og en del af forklaringen er netop, at der er ganske enorme forskelle på tværs af Italien.

Nedenfor illustrerer vi disse forskelle ved at bruge de seneste data fra Eurostat på regionale gennemsnitsindkomster i Italien. For hver region angiver vi herefter (til højre) det land i verden, der er tættest på i indkomst; med andre ord, det land der økonomisk ligner regionen mest. Fra den fattigste region – Calabria, der er Italiens ’tå’ lige overfor Sicilien – til den rigeste – den autonome provins Bolzano, der som oftest kaldes Sydtyrol – er der en forskel 30.500 euro, eller 176 %. Sydtyrol minder mest om Schweiz, der ligger umiddelbart vest for regionen, mens Calabria og Sicilien økonomisk er på linje med Mauritius og Uruguay. Rejser man fra nordøst til sydvest i Italien, begiver man sig således ud på en rejse fra et af de mest økonomisk succesrige steder i verden til områder, hvor indbyggerne har samme indkomst som nogle af de mest succesrige lande i Afrika og Sydamerika.

Italienerne selv klager nogle gange over, at deres land ikke er et, men flere lande. I nord stemmer folk ofte imod motorvejsbyggeri og anden infrastruktur, fordi de ved at det med jævne mellemrum bygges af Syditaliens mafiaer. I syd klager man over en status som underhunde, og argumenterer for større solidaritet – dvs. større finansielle overførsler nordfra. Og i nord er svaret, at man ikke ønsker at subsidiere mafiaen. Problemet gav Mussolini hovedpine, og eksisterer stadig. For indkomsttallene lyver ikke: Italien eksisterer som en formal nation, et enkelt fodboldlandshold, og (nogenlunde) et sprog. Men økonomisk rejser man fra den første til den tredje verden på vej fra det italienske nord til syd.

En sommerdag for 100 år siden

I dag, den 15. juni, er det 100 år siden at Nordslesvig – området man i dag kender som Sønderjylland – formelt blev genforenet med Danmark. Efter en kompliceret proces, hvor man afholdt folkeafstemninger i Nord- og Mellemslesvig, var det klart at den nordlige del havde stemt klart for at blive dansk, mens den sydlige del stemte lige så klart for at forblive tysk. Det betød blandt andet – til mange danskeres frustration og vrede – at regionens største by, Flensborg, endte syd for den nye grænse. Men kun 25 % af flensborgerne stemte dansk, så de fleste accepterede med tiden, at grænsen gik det rigtige sted. Sådan har det nu været i 100 år, delingen er i dag uproblematisk, og uofficielle tal peger på, at 10 % af byen stadig er dansktalende. Det danske mindretal lever også i bedste velgående, og har pt. knap 700 gymnasieelever indskrevet på Duborgskolen i Flensborg og AP Møller-skolen i Slesvig. Dagen i dag skal derfor ikke blot bruges på at fejre, at folk der følte sig danske vendte hjem til Danmark. Det gøres mange andre steder, mens vi her på stedet har valgt at fokusere på, hvordan Sønderjylland er forblevet anderledes end resten af landet.

Før 1864 var det dobbelthertugdømmet Slesvig-Holsten ikke en del af kongeriget Danmark, men under den danske konges kontrol. Den forfatningsmæssige situation var alvorligt kompliceret, da Holsten var del af den tyske union, mens Slesvig ikke var det. Sprogligt var det også specielt, da de fleste i det nordlige Slesvig talte dansk, mens de fleste i Holsten talte tysk. Den sproglige geografi var også kompliceret af, at der var områder hvor en stor del af befolkningen talte frisisk og endda enkelte steder, hvor man talte plattysk, og at det danske sprog var under pres i det sydlige Slesvig. Reelt var mange mennesker tosprogede, og nogen sandsynligvis tresprogede, selvom en af de store spændinger i 1800-tallet var, hvilket sprog embedsværket skulle tale. På samme måde gav den gryende nationalbevidsthed i 1800-tallet også spændinger, da hertugdømmerne blev hjem for folk, der både følte sig danske, tyske og slesvigske. Med Prøjsens erobring af hertugdømmerne (inklusive det lille Lauenborg) i 1864 blev spørgsmålet primært, om man følte sig dansk eller tysk. Og paradoksalt nok betød det, at mange begyndte at føle sig danske, da det tyske styre i stigende grad forsøgte at undertrykke det danske sprog og danske eller slesvigske traditioner.

De 56 år under tysk styre skabte på flere måder en særegen danskhed i det, der i dag er Sønderjylland og Sydslesvig. Det famøse sønderjyske kaffebord stammer fra tiden, hvor danskheden var undertrykt, men man kunne mødes privat i større sammenkomster, tale dansk og tale om at være dansk. Mens mange andre regionale traditioner og særtræk er forsvundet, lever mange i bedste velgørende i grænselandet. Brødtærte og fedtkager – både de hvide og de brune – laves stort set kun i Sønderjylland og hos det danske mindretal i Sydslesvig. Og i den diskussionslystne region kan man stadig høre folk hidse sig op over, om de bedste kålpølser kommer fra Slagter Lampe, Slagter Vollstedt eller Slagter Johansen. Når man som jeg er opvokset dernede, er det lidt af et chok at se hvor slappe standarderne for sådan noget som slagtervarer er i store dele af resten af Danmark.

Noget at forklaringen ligger nok i en kultur, som man stadig holder i hævd pga. den anderledes historie. Men en anden del må ligge i konkurrencen fra det nordtyske, som sønderjyder tager fuldstændigt for givet. Er man træt af Lagkagehusets eller Nyemans kager, ved man at Klosterbageriet på Südermarkt i Flensborg ikke er dårligt. Hvis noget enten er for dyrt eller dårligt, kører sønderjyderne med den største selvfølgelighed over grænsen for at handle. Grænsehandlen gør alle sønderjyder rigere, fordi den holder kvaliteten oppe og priserne nede. Netop hvor naturligt det er at køre til Tyskland, og hvordan Flensborg stadig er den naturlige storby i området, forstod man slet ikke i regeringen (eller også var man ligeglade), da man lukkede grænsen i marts. De mennesker, man i København så som udlændinge med slemme smittekæder, er både økonomisk og socialt naboer i Sønderjylland og har været det i 100 år. At man ved grænsen udmærket ved, at der i alt kun har været fire coronarelaterede dødsfald blandt de 200.000 indbyggere i Kreis Schleswig-Flensburg gør ikke regeringens inkompetence lettere at acceptere.

Udover handlen er historien dog et af de forhold, der er anderledes: En af de særlige måder, Sønderjylland adskiller sig fra resten af landet, er at regionen ikke var neutral under Første Verdenskrig. Som en del af Tyskland havde de mandlige indbyggere tysk værnepligt, og blev derfor sendt i krig, helt uanset deres nationale sindelag. Godt 30.000 sønderjyder og et ukendt antal dansksindede sydslesvigere deltog i Første Verdenskrig, og blev ofte sendt til de værste steder. Dødstallene var skrækkelige, og cirka hver femte sønderjyde i krigen kom aldrig hjem. To mænd i min fars familie blev dræbt i krigen, den ene så vidt vides på den lidt glemte østfront, mens min mormors onkel Alfred ligger sammen med resterne af den kejserlige marines slagkrydser Blücher ved Dogger Banke i Nordsøen. Langt de fleste i landsdelen havde familiemedlemmer, der gik til i krigen, og mere end hundrede år senere huskes de stadig. Det var ikke deres land eller deres krig, men heller ikke deres valg.

Der er gået 100 år, og Sønderjylland er omtrent så dansk som noget område kan blive. Men regionen er også andet end blot dansk, og forskellene gør dybere end fedtkager, kålpølser, og den forvirrende dialekt hvor folk siger mojn og kalder andre for tumbe eller dof. Det er et sted, hvor folk med den største naturlighed ved at det tyskklingende familienavn Vollstedt hører til en dansksindet familie, mens det danskklingende Fuglsang faktisk er tysksindet. Ingen tager sig videre af det, fordi en grillpølse fra den første familie passer så fint med en pilsner fra den anden. Det er på mange måder den mest velfungerende grænseregion i Europa, og påstanden om at vi egentlig er tyskere tager de fleste med et skuldertræk. I Sønderjylland ved man godt, at de længere sydpå siger, at Skandinavien starter i Hamborg. Hele regionen på begge sider af grænsen er anderledes og når man er vokset op dernede, ved man hvor skarpe kulturforskellene kan være – og hvornår de alligevel ikke er vigtige. Der har været forskel på danskere og tyskere siden den sommerdag for 100 år, og det har man det egentlig meget godt med.

Indlysende forhold og bivirkninger 1:Nedlukning slår folk ihjel

Som faste læsere ved, har punditokraterne den tradition, at vi hvert år kører en sommerserie om et særligt emne. Emnerne har blandt omfattet handel og public choice. På trods af, at året indtil videre har været mærkeligt, er der ingen grund til at bryde med traditionen. Årets sommerserie starter derfor i dag, hvor vi kan afsløre, at emnet er ”Indlysende forhold og bivirkninger.” Vi ser med andre ord i år på de mange forhold, som helt jævnligt ignoreres i politiske og økonomiske diskussioner, men som man ved er der og er vigtige. Nogen af dem er indlysende, men ikke nødvendigvis politisk accepterede, mens andre er bivirkninger ved politik, som kan være langt vigtigere end det officielle formål med politikken. Og vores første eksempel er nedlukningen af samfund som respons på coronavirussen, og de bivirkninger, man er sikker på er forbundet med nedlukningerne.

Baggrunden er, at der pågår en vigtig diskussion om nedlukningen har været effektiv eller ej. Denne diskussion, som vi også har bidraget kritisk til her på stedet, handler om hvorvidt nedlukningen har sænket antallet af dødsfald, der er relaterede til coronavirussen. Men som altid er der tale om en trade-off mellem forskellige årsager til dødsfald og ikke en simpel diskussion mellem flere eller færre: Forsøger man at redde nogle patienter, prisgiver man andre. Det element har i høj grad manglet i den danske debat, og kun få – inklusive den altid glimrende Lone Frank – har forsøgt at bringe det ind.

Der mangler ellers ikke læger, der har oplevet problemstillingen. Mange har skrevet om tomhed på hospitalernes andre afdelinger, selvom de nye coronaafdelinger ofte slet ikke kom i brug. Nogle medier hyldede det næsten som en god nyhed, men væsentligt færre er de seneste måneder gået til læge med bl.a. luftvejs- og hjerteproblemer, og markant færre patienter med hjerteproblemer behandles for tiden. På samme måde så man i april et fald på 20 procent i behandlingen af patienter med blodpropper. Problemerne er ikke forsvundet, men bliver simpelthen ikke håndteret.

En af de måske værste bivirkninger blev bemærket af læger på OUH allerede for to måneder siden, da de observerede hvordan antallet af patienter med enten bekræftet eller mistænkt lungekræft er faldet. Det samme er set i flere andre lande, og forskere fra University College London har for eksempel vurderet på basis af tidligere erfaringer, at den britiske nedlukning kommer til at koste 20 procent flere kræftdødsfald det kommende halvandet år. Omsat til danske forhold er det cirka 3000 ekstra dødsfald pga. kræft.

Man må også huske, at folks livskvalitet kan dale så meget pga. nedlukningen, at det bliver livstruende. Udviklingen, som amerikanske forskere har beskrevet som en ’perfekt storm’ for folks mentale helbred, ser også ud til at have skabt markant større problemer med depression og selvmord i bl.a. USA. En repræsentant for die Deutsche Depressionsliga vurderede også forleden, at den faldende brug af deres hjælpelinje kan være en refleksion af, at depressions- og selvmordstruede ganske enkelt ikke har overskud til at søge hjælp for tiden. Det er for eksempel vurderet, at finanskrisen kostede 10.000 ekstra selvmord i Vesteuropa og Nordamerika, og den nuværende krise er umiddelbart langt dybere og har et indbygget element af social isolation, som tidligere kriser ikke har haft.

Det samme gælder for andre grupper i samfundet. DR skrev lørdag om, hvordan mange ældre på plejehjem decideret vansmægter uden deres normale menneskelige kontakt. Demens udvikler sig hurtigere og – som man udtrykte det i gamle dage – risikerer man at mange ældre er ved at miste livsmodet. Mange andre lider også unødvendigt, når knæ- og hofteoperationer og en lang række andre procedurer er udskudt eller aflyst. I Storbritannien, hvor man har haft en langt mere åben og livlig diskussion af problemet, regner man nu med at ventelisterne kan fordobles til ti millioner patienter i løbet af i år. Mens den danske regering nægter at tale om det, kender den tydeligvis problemet, da den meget tidligt afskaffede behandlingsgarantien og ikke vil give klar besked om, hvornår den genindføres.

Min personlige erfaring er, at folk og særligt politikere hader denne type trade-offs, og specielt hader at blive mindet om dem. Det får dem dog ikke til at forsvinde eller at blive mindre vigtige, og som årtiers forskning i public choice viser, er svære trade-offs politisk problematiske. Politikere fokuserer på det umiddelbart synlige, og har stort set intet incitament til at gøre noget ved problemer, som vælgerne ikke forstår eller ser, eller som først bliver synlige efter næste valg. De har heller ingen incitamenter og ingen kompetence til at se de andre dødsfald eller andre bivirkninger, som de kun bliver opmærksomme på, hvis de åbent og omhyggeligt tager imod ekspertrådgivning. Det sker sjældent, og ligger bestemt ikke til den nuværende regering.

Og heri ligger grunden til, at beslutningsautoriteten under epidemier bør ligge suverænt hos sundhedsmyndighederne. Den gamle epidemilov var begavet på den måde, at den anerkendte at politikere hverken har kompetence eller incitamenter til at tage svære trade-offs i betragtning i nødsituationer som epidemier. De vil af strukturelle grunde derfor næsten altid tage objektivt forkerte beslutninger, og loven lagde således – årtier før denne slags indsigter blev klare i forskning i bl.a. forfatningsøkonomi – beslutningsgrundlaget hos en politisk uafhængig sundhedsmyndighed. For forskningen viser at politikere vil gøre præcist som den danske regering har gjort: Som om nedlukningen af det danske samfund ingen bivirkninger vil få, og at man uden varige skader kan åbne op efter forgodtbefindende. Men at føre politik som om intet andet end Covid-19 kan dræbe, og intet andet er vigtigt, er ikke blot inkompetent. Det er foragteligt.

Institutionel kvalitet og kup

Som opmærksomme læsere vil vide, har jeg de seneste par år haft et projekt i gang om statskup. Meget af projektet har indtil fornylig drejet sig om at udvikle en database over politiske institutioner og regimetransitioner, som jeg deler med min ven og kollega Martin Rode. Databasen er frit tilgængelig (her, og med en ny version i næste måned), og artiklen hvor vi dokumenterer den er udgivet. Martin og jeg har med stor fornøjelse kunnet se, hvordan andre forskere er begyndt at bruge databasen, mens vi selv også arbejder videre med den sammen, hver for sig, og i konstellationer med andre kolleger.

Det første af disse studier, der drejer sig om hvordan samfunds institutioner ændrer sig efter kup, er nu på vej ud. Artiklen er fælles arbejde mellem Daniel Bennett, Steve Gohmann og mig. Daniel er pt. på Baylor University i Texas, hvor han har markeret sig med flere studier af entrepreneurship, og slutter sig til efteråret til Steve som adjunkt på University of Louisville. Vores første fælles artikel er optaget til udgivelse i Journal of Comparative Economics; en tidligere working paper version er tilgængelig ungated for alle interesserede fra IFN i Stockholm.

Det store spørgsmål, som vi forsøger at svare på i artiklen, er om statskup faktisk ændrer på noget grundlæggende og om det gør en forskel, hvor kupmagerne kommer fra i samfundet. Normalt regner man ret intuitivt med, at kupmagere har interesse i at svække samfundets institutioner, så de har relativt uindskrænket magt til at gennemføre, hvad de gerne vil. Tænker man lidt videre over det, er det dog ikke helt så enkelt. Nogle kupmagere kunne således have interesse i at styrke institutioner som retsvæsen og embedsværk for at legitimere deres styre, eller for at gøre det sværere for andre interesser at forsøge sig med et modkup. Kupmagere, der repræsenterer civile interesser såsom industriinteresser, kan også have klare incitamenter til at styrke institutionerne for at forbedre deres støtters konkurrenceevne. Det er derfor et åbent spørgsmål, hvad de faktiske konsekvenser er af kup, og særligt om civilt ledede kup – som faktisk udgør 133 af 539 kupforsøg siden 1950 – måske er tydeligt anderledes end militært ledede kup.

En del af udfordringen er at etablere, at et kup faktisk fører til institutionelle ændringer, og ikke bare er et respons på ændringer eller en helt tilfældig sammenhæng. Det statistiske ’trick’ i artiklen (som vi kopierer fra den fremragende Richard Jong-a-Pin) er, at vi sammenligner udviklingen omkring kup der lykkes, med kup der mislykkes. Vi kan konkret vise, at udviklingen typisk er den samme før kupforsøg, uanset om de lykkes eller ej. Det betyder, at de ex ante er korrekt sammenlignelige, og at man derfor kan betragte forskellen i udviklingen efter kupforsøgene som en årsagsvirkning.

Vores sammenligninger over de over 500 kupforsøg i vores data siden 1950 viser, at den politiske korruption typisk stiger efter militærkup, og i særlig grad efter kup ledt af folk fra toppen af den militære elite. Ser vi på kvaliteten af retsvæsenet ser det samme ud til at ske, når et militærkup lykkes. Vi ser dog også evidens for, at succesfulde civile kup mod militærregimer typisk har den modsatte virkning, og på sigt ender med en forbedring af de juridiske institutioner. Det er vel at mærke en effekt af at skifte fra et militærdiktatur til et civilt autokrati, og ikke til et demokrati.

Man kan naturligvis spørge, hvorfor det overhovedet er interessant, og hvorfor forskere på danske universiteter skal forske i den slags. Det er der mindst to svar på: For det første viser den nye kupforskning også noget om, hvad der sker under andre slags regimetransitioner. Det kan være vigtigt for både international politik og for danskeres perspektiver for at investere i fattigere lande og emerging economies, hvor risikoen for markante regimetransitioner er tydelig. For det andet sker der stadig kup i verden, og flere lande ser decideret ud til at være klar til et. I november 2017 afsatte Zimbabwes militær Robert Mugabe på foranledning af en gruppe politikere, ledt af den nuværende præsident Emerson Mnangagwa, og i april 2019 overtog militæret magten i Sudan ved et kup. Begge lande har umiddelbart gode muligheder for at blive succeser, men mere viden om dynamikken omkring kup er nødvendig for at forstå både mulighederne og farerne. Vores kupprojekt giver, ligesom anden forskning på området for tiden, en bid mere indsigt i denne type begivenheder. Den rykker os også et skridt nærmere at forstå det flygtige fænomen ’gode kup’.

Nedlukningen: Ingen effekt (2)

Forleden skrev vi om, hvordan to centrale sammenligninger ikke peger på, at den danske nedlukning af samfundet har påvirket dødelighedsraten. Sammenligningerne er naturligvis kun indikative, omend vi absolut ville have forventet en anden profil og særligt en anden timing i ændringer i dødeligheden, hvis nedlukningen skulle have været vigtig. Men som Jens Præstgård -en af vores informerede læsere –– pegede på i kommentarerne, kan man ikke konkludere på de simple sammenligninger. Der er, som Præstgård pointerede, behov for mere egentlig statistisk analyse. Og det er det, vi bidrager med i dag.

Det vi har gjort, er at samle ugentlige dødelighedstal for de første 21 uger af 2018, 2019 og 2020 i 1) Danmark; 2) Jylland og Fyn; 3) Sjælland og Hovedstaden; og 4) Skåne, Halland og Blekinge. Vi har kodet perioden, hvor den danske nedlukning kunne have effekt på dødelighedsraten: Da nedlukningen starter i uge 11, regner vi med at den kan vise sig i ændringer i dødelighedsraten fra uge 13, hvis den har haft virkning (det tager typisk 7-10 dage fra smitte til symptomer, og 5-7 dage fra symptomer til indlæggelse). Vi koder derfor enten en indikator, der fanger om man er i uge 13-21 i Danmark i 2020, eller en indikator, der tæller op i ugerne 13-21 i Danmark i 2020.

Resultaterne i tabellen nedenfor er med såkaldte tre-vejs fixed effects – med kontroller for år, ugenummer og region. Vi sammenligner med andre ord dødelighedsudviklingen i enten Danmark (DK) eller en af de to dele af Danmark (SH og JF) med det sydsvenske område, givet den generelle udvikling over ugerne i de tidligere år, givet at der kan være stabile forskelle mellem regionerne der f.eks. kan skyldes forskelle i befolkningstæthed, aldersstruktur, økonomi osv., og givet forskelle mellem årene. Vores outcome-indikator er logaritmen til dødeligheden, hvilket betyder at man kan fortolke resultaterne som virkninger på procentændringer.

Hvis den danske nedlukning havde været effektiv til at bremse smitteudviklingen, ville vi regne med en lavere dødelighed i nedlukningsperioden i Danmark i forhold til Sydsverige. Man ville derfor i den situation få en negativ og signifikant koefficient på nedlukningsvariablerne. Men resultaterne i tabellen viser faktisk det modsatte: Efter den danske nedlukning er den danske dødelighed omtrent otte procent højere end den sydsvenske! Resultaterne i søjle 4-6, hvor vi bruger logaritmen til tiden siden nedlukningen som indikator (dvs. den er 1 i uge 13, 2 i uge 14 osv.), viser at den dansk-svenske forskel efter nedlukningen er stigende fra uge 13. Med andre ord falder dødeligheden langsommere i Danmark end i Sydsverige efter at den danske regering lukkede samfundet ned. Det samme indikerer de meget støjende estimater i søjle 7-9, hvor vi har splittet nedlukningen fra den lille oplukning, der blev implementeret fra uge 16.

Konklusionen i dag er således, at en omhyggelig analyse af dødelighedsdataene fra Danmark og Sydsverige faktisk giver et stærkere (og mere kontroversielt) billede af den danske nedlukning. Den ser ikke ud til at have forhindret smitteudbredning, men langt nærmere forsinket virussens forsvinden. Vi har med andre ord som samfund lidt store milliardtab for ingen verdens grund.