Author: Carsten Valgreen (page 1 of 5)

Kære App designer

Jeg har denne klumme i Berlingske i dag:

Mine bedsteforældre levede i et gryende industrisamfund. De fik højere levestandarder og bedre liv ved at flytte til byerne og ind i en boomende dansk industri. Mine forældre levede i et gryende informationssamfund. De blev akademikere og fik gode jobs bag skriveborde, hvor de så på tal og var funktionærer. Du lever i et gryende netværks-samfund. Du lever af kreativitet, og har ikke brug for en formel virksomhed.

Jeg skriver til dig fordi jeg ved, at du er fremtiden. Dine kreative evner og arbejdsomhed gør, at du er på forkant i det hyper-kompetitive app univers. Du konkurrerer hver dag med hele verden. Du skal lave lige præcis den app, der er den smule bedre end konkurrenten at din bliver købt frem for hans. Forskellen mellem succes og fiasko er hårfin i din verden. Til gengæld er gevinsterne ved succes store og umiddelbare.

Du kan bo hvor du vil. Og der hvor du vælger at bo kommer det til at gå godt. Der vil være vækst, god infrastruktur og god offentlig service. Der hvor du ikke vil bo kommer tingene til at gå i stå. Så simpelt er det. Du er Silicon valley. Mine forældre er Detroit. Man kan prøve at tvinge Silicon valley til at betale Detroits offentlige service, sådan at byen dør langsommere. Men det er kun symptom behandlende medicin. Det ændrer ikke på slutresultatet – kun på hastigheden. Hvis du ikke vil bo i Detroit, skal Detroit ikke eksistere.

Det har ikke noget med politiske holdninger at gøre, selv om mange gerne vil tro det. Og det kan ikke laves om af politiske beslutninger. Medmindre de beslutninger lokker dig ind i folden.

De færreste politikere, eksperter og lærde mennesker forstår dig og hvad du bringer. De fleste af dem lever i mine forældres verden. En verden hvor staten skal understøtte vækst ved at betale for uddannelse, hvorefter statens indbyggere skal betale skat tilbage til gengæld. En verden hvor politikere gennem kloge og langsigtede investeringer i ”grøn vækst” skaber plads til ”velfærd”. Et ord der er blevet en eufemisme for alt hvad den offentlige sektor laver – hvad enten det er godt eller skidt. De lever i en logik, hvor det er en god ide at beskatte folk der flytter til udlandet, hvis de har fået en uddannelse på skatteydernes bekostning. De tror de lever i et industrisamfund med konflikter imellem arbejdstagere og virksomheder, hvor trepartsforhandlinger kan redde landets fremtid. De tror at begrebet ”dansk virksomhed” giver mening.

Men du ved bedre. Du er fremtidens økonomi. Flygtigere end nogensinde. Du ved at du selv skaber værdien gennem din indsats og evner. Din virksomhed er ikke ”dansk”. Den er din og du kan udføre den, hvor end du har lyst. Du vil diktere morgendagens samfund gennem dine beslutninger om, hvor du vil bo og arbejde. Karl Marx fortalte os det: Det er den måde vi skaber økonomisk værdi på, som dikterer de institutioner vi har og den italesættelse vi laver af dem. Ikke omvendt. De fleste mennesker har det bagvendt. Inklusiv de fleste danske politikere. På begge fløje. Desværre. For de kommer til at halte uhjælpeligt bagefter. Valget mellem at Danmark bliver Detroit eller Silicon Valley afhænger af dine beslutninger – og ikke af deres. De kan kun vælge indirekte. Ved at skabe de rigtige rammevilkår for dig. Hvad er de?

Utroværdige Trusler

En af de ting jeg har lært om børneopdragelse er at man skal undgå utroværdige trusler. Dine børn lærer hurtigt at læse dig, og i den sidste ende mister du troværdighed og autoritet. Med rette.

Lidt på samme måde er det med den danske regerings reformdagsorden. Den blev solgt på det offentlige underskud. Vi skal rette op på finanserne. Men som jeg tidligere har prøvet at påpege her på bloggen er de offentlige finanser et af de områder hvor Danmark ikke har større problemer. Vi har en minimal offentlig nettogæld. Før recessionen var der solide overskud. Og selv efter er underskuddet ikke stort ift. hvad andre lander arbejder med. Continue reading

Charter City 1

Mange Liberale er optaget af seasteading ideen. Jeg har altid syntes, at den var lidt naiv (mon ikke et par somalier hurtigt kunne lægge vejen forbi).

Et meget mere interessant projekt lidt i samme boldgade er Paul Romers Charter Cities. Dels fordi Romer er en interessant person (en økonom der har vist at han kan tjene penge på andet end lærebøger og taler). Dels fordi hans ideer er appelerende, intuitive og mere realistiske end den forvoksede tømmerflåde.

Nu er det lykkedes Romer at overtale Honduras til at ændre landets forfatning med henblik på at eksekvere ideen. Det her kan blive rigtigt interessant.

Romer og Honduras er ikke umabitiøse: “The specifics have yet to be determined, but discussions have centered on a site large enough to accommodate a city that could eventually grow to 10 million people.” Honduras har ca 7-8 millioner indbyggere. Tænk “Dubai i Mellemamerika”, men uden golfens autoritære tendenser. Tilbage er det afgørende spørgmål om hvor meget indflydelse Romer får på hvem der skal fastsætte den initiale juridiske infrastruktur for enheden.

Her er Paul Romes TED talk om Charter Cities.

Superstrukturen

… var den titel jeg egentlig gav dette indlæg i Berlingske Tidende. Men i sin visdom skiftede redaktionen det til “hvem skaber værdierne”, som minder mig om Nyrup på bagsædet i “Kandidaterne” fra 1998.

De trykker penge

Blogosfæren er fyldt med det, og Jon Stewart har en fest på Bernankes bekostning:

Det er utroligt, hvor mange som har en mening om dette og hvor få af dem der har det, som har indsigt i hvordan pengemarkedet fungerer og hvad det egentlig er Federal Reserve gør med “QE2”. Af samme grund er stakkels Bernanke endt i svære forklaringsproblemer. Det er godt for Jon Stewart. Men skidt for den folkelige forståelse af, hvad der faktisk foregår og dermed farligt.

Så, kære læser, hvis du er interesseret i at forstå, hvad QE2 egentlig går ud på, så start med at slå fordommene fra, herunder især hvis du har fået tudet ørene fulde om monetarisme og “debasing af dollaren”.

Det centrale problem er, at centralbanker normalt styrer pengepolitikken ved hjælp af pengemarkedsrenter. Renter kan imidlertid ikke sætte under nul, simpelthen fordi renten på fysiske penge er nul (hvis bankernes renter er negative vil i alle sammen hæve vores indestående og lægge det under hovedpuden i fysiske sedler og mønter).

Hvad gør man så, når renten rammer nulbegrænsningen? Svaret er at man prøver at reducere renterne på længere løbetider (ud af rentekurven). Hvordan gør man det? Ved at intervenere i markedet, dvs. ved at købe statspapirer med længere løbetid.

Men for at gøre det skal centralbanken finansiere sig. For at øge aktivsiden af balancen må man øge passivsiden. Man må “trykke pengene”. Det er her Bernanke kommer i problemer, for det lyder som om han bare trykker penge i kælderen og hælder dem ud på gaderne. I praksis gør han noget helt andet. I et moderne pengemarked er det ikke centralbanken der bestemmer, hvor stor pengebasen skal være. De bestemmer renteniveauet (prisen), hvorefter pengemarkedet efterspørger pengemængden.

Hvad så, når centralbanken har brug for at øge balancen? Der er i princippet mindst to måder det kan gøres på. Centralbanken kunne bede Finansministeriet om at udstede korte statspapirer og putte provenuet i centralbanken som et indskud. Eller den kan give bankerne et incitament til at skabe ekstra likviditet og sætte den på indskud. Det sidste kan f.eks. ske ved at betale en lille smule mere i rente ved indskud i centralbanken end renten er i dag-til-dag pengemarkedet. Det er det sidste Federal Reserve har gjort.

Man kunne så tro at det var skidt for økonomien, fordi bankerne hellere ville sætte penge ind i centralbanken end låne dem ud. Men husk at bankerne altid kan skabe (i princippet næsten uendelig) likviditet i markedet vha de statsobligationer de alligevel har på balancen. Og husk at Federal Reserve selv forsyner pengemarkedet med præcis den likviditet markedet efterspørger til den pengemarkedsrente som Federal Reserve bestemmer sig for. Federal Reserve leverer med andre ord likviditet til markedet. Markedet har så nu et ekstraincitament til at skabe likviditet fordi Federal Reserve betaler ekstra rente på indskud. Federal Reserve leverer denne likviditet i open-market operation og den ender hos Federal Reserve selv. I den forstand skaber Bernanke “money out of thin air”.

Det lyder forvirrende. Men hvis vi nu kalder indskud i Federal Reserve for en-dags-lån og husker at Federal Reserve er et datterselskab af finansministeriet og en del af den amerikanske stat, så bør det stå klart at der ikke er nogen forskel på at Federal Reserve betaler merrente på indskud og at den amerikanske stat udsteder en-dags obligationer. I praksis trykker Federal Reserve ikke bare penge og køber obligationer. De udsteder en-dags obligationer og køber lange obligationer i et forsøg på at sænke de lange renter (og det virker tydeligvis ikke ret godt).

Det er ikke at “trykke penge”. I hvert fald ikke i den demagogiske forstand det ofte bruges. Det er snarere en markant ændring i varighedsmålsætningen for statsgældpolitikken. Og det kunne lige så godt have været udført af Treasury (det har Barro forstået). Det havde givet mindre spot og spe af Bernanke i Daily Show. Men større problemer i kongressen.

Men hvad med alle de ekstra penge som står i centralbanken? Hvad hvia bankerne tager dem ud og bruger dem? Skaber det ikke inflation? Næh, for Federal Reserve kan opsuge dem straks i open-market operations. Hvordan kan jeg vide det? Tjah, hvis de kunne skabe dem på en uge kan de også fjerne dem på en uge. Der er intet til hinder for at NY Fed trading desk opsuger $1000mia på en dag. De kan sælge de modsvarende obligationer i open-market operations.

Tilbage må man så stå med en undren over 1) At så mange kan blive så ophidsede over så lidt 2) at så mange der ikke forstår, hvad en repo er mener sig i stand til at bedømme, hvad Bernanke egentlig gør 3) At folk ikke blev mere ophidsede i starten af 2009 hvor Federal Reserve lavede ca dobbelt så meget QE (og købte mere risikable papirer)…men der havde vi jo nok andet at bekymre os om.

Danmarks Udfordring

Dette indlæg er fra Berlingske:

Debatten om økonomisk politik i Danmark ser i øjeblikket mest ud til at handle om, hvor meget der skal strammes op på de offentlige finanser. Hvem der kan finde 15 eller 30 mia ekstra til de offentlige kasser og hvor de skal findes. Det er lidt uheldigt. For selv om der i øjeblikket er et stort hul i statskassen, og selv om det da derfor sikkert er en udmærket idé at diskutere, hvordan man sikrer langsigtet holdbarhed i de offentlige finanser, så er de offentlige finanser ikke vores største problem. Den offentlige gæld er fortsat relativt lav, og vi har et solidt overskud på betalingsbalancen. Danmark har ikke længere de store balanceproblemer som vi havde i 1970erne og 1980erne.

Continue reading

Søde Appelsiner

Nede i mit supermarked kan man få æg fra burhøns, æg fra fritgående høns og økologiske æg. Det er tydeligt at danske forbrugere går op i hvordan høns har det. Man kan også få juice. F.eks. denne glimrende juice fra Rynkeby:

 2106.jpg

Den smager fint, men jeg køber den ikke. Det er mig en gåde hvorfor andre gør det og hvorfor Rynkeby overhovedet sælger den. Firmaet gør jo på andre områder en dyd ud af deres CRP, herunder det efterhånden velkendte Rynkeby cykelløb til Paris med kendisser og politikere. Et løb der støtter børnecancerfonden.

Alligevel køber vi gladelig en juice fra et land, hvor indtægterne går til et regime som behandler borgerne som burhøns. De må i hvert fald ikke forlade farmen. De må tage til takke med det foder som regimet mener de har fortjent. De får i yderste konsekvens knækket nakken, hvis de ikke retter ind.

Venstrefløjen opfordrede til boycot af sydafrikansk frugt og andre varer under apartheid. Hvor er de henne her? Er Cuba så meget bedre end apartheid regimet? Er det OK at undertrykke sine borgere, bare man undertrykker alle lige meget? Hvorfor er der stadig denne relativisme, hvor der er ”gode diktaturer” og ”dårlige diktaturer”. Cuba er langt fra det værste af slagsen, men alligevel.

Det klassiske modargument  er, at hvis ikke man køber varerne får de undertrykte det endnu værre. Muligt. Det gjaldt også for sydafrika. Så hvorfor denne relativisme? Hvorfor køber vi denne juice uden at blinke, samtidigt med at vi frelst lægger æg fra fritgående høns ned i kurven?

… og i forlængelse af Niels’ indlæg: Hvor er Forbrugerrådet?

Verdens Svageste Folk

Er nok svenskerne, som er i stand til at registrere over 20 sygedage pr. fuldtidsansat pr. år. Det er en måned om året. I gennemsnit.

Men vi danskere er godt nok også svage selv om vi har færre sygedage.

Aldrig har så mange danskere været så svage, at de har brug for det offentliges hjælp som i dag. Gamle danskere er svage, danskere under uddannelse er svage, der er danskere der har været så svage at de har fået børn, danskere som har været så svage at de har skaffet en bolig de ikke helt kan betale. Og det på trods af at reallønnen ved et hvilket som helst job er højere end den nogensinde har været. Og det på trods af at dansk ledighed – selv efter en dyb recession – kun er 4,2% eller ca. en tredjedel af hvad den var i 1993.

Men nu er der en ny dimension af svaghed i kongedømmet. Geografisk svaghed. Heldigvis har vi DR til at påvise problemet. Og heldigvis er der nogle af de svage, der ikke er helt så afkræftede at de ikke kan gøre noget ved det. Derfor oprørspartiet Fælleslisten med rødder i den jyske muld.

Continue reading

Danske politikeres innovationsevne

Jeg har et indlæg i Berlingske Business om de økonomiske planer vi er blevet præsenteret for af S-SF og Regeringen. Begge er som det er faste læsere bekendt kommenteret mere grundigt her på stedet her, her og her.

Blå Plan

Nu har vi tidligere her på stedet anmeldt ”Fair Løsning” – S og SF’s økonomisk politiske udspil. Det ville jo være ”unfair” ikke også at give vores læsere en anmeldelse af Regeringens nye udspil. Regeringens plan hedder ”Danmark ud af krisen – Regningen betalt”.

De to planer kan nok ikke direkte sammenlignes. S&SF’s er bredere mht politik områder og er tydeligt et fælles valgoplæg mht økonomisk politik og erhvervspolitik. Regeringens plan er en sparepakke, som skal sikre at Danmark lever op til konvergenskravene igen hurtigt. Den er næppe noget Regeringen vil gå til valg på, for det eneste den gør er at træde forskellige grupper over tæerne. Regeringen har tydeligvis bestræbt sig meget på at træde alle lige meget over tæerne, herunder også en 5% lønnedgang til minister holdet. På en måde fortjener regeringens program derfor titlen ”Fair løsning” mere end oppositionens.

Continue reading

Older posts

© 2017 Punditokraterne

Theme by Anders NorenUp ↑