Author: Casper Hunnerup Dahl

Public Choice 10: Omkostninger ved politiske beslutninger og idealet om enstemmighed

Skal man nævne et og kun ét værk, der har haft afgørende betydning for udviklingen af public choice som teori og forskningsfelt, er The Calculus of Consent: Logical Foundations of Constitutional Democracy af James M. Buchanan og Gordon Tullock et godt bud. Bogen udkom i 1962 og satte en ny dagsorden for studiet af beslutningsregler og demokratiske beslutningsprocesser.

Det bemærkelsesværdige ved bogen var — og er — at den udover at præsentere grundige, deskriptive analyser af konsekvenserne ved at anvende forskellige typer beslutningsregler hvilede på et eksplicit normativt fundament. Med et ord: Individet. Buchanan og Tullock mente — forenklet sagt — at det var på høje tid, at forskere i politiske systemer, vælgeradfærd mv. begyndte at tage individet alvorligt. For Buchanan og Tullock måtte analyser af demokratiske beslutningsregler og beslutningsprocesser derfor hvile på en præmis om individet som ikke blot den mindst mulige enhed, men også den vigtigste enhed. I denne forbindelse kan man kaste sig ud i lange debatter om, i hvilken grad denne præmis er politisk eller metodisk. Selv holdt forfatterne fast i det sidste, om end der ikke er nogen tvivl om, at implikationerne ved en metodologisk individualisme både på analyseplan og i praktisk implementering let kan blive politiske.

I public choice-sommerserien her på bloggen har redaktør Bjørnskov allerede skrevet om forfatningslængde baseret på bl.a. The Calculus of Consent, og Otto Brøns-Petersen har indirekte berørt en af bogens centrale indsigter (enstemmighed som forudsætning for Pareto-optimalitet) i sit indlæg om at tabe i politik og økonomi. Der kunne i det hele taget skrives en hel blogserie udelukkende om ideer, begreber og pointer fra denne bog. For at undgå, at det stikker helt af med “Calculus” her og der og alle vegne, vil jeg i det følgende ikke søge at favne vidt og bredt men i stedet zoome kraftigt ind og se lidt nærmere på to specifikke og tæt relaterede kerneelementer fra bogen: Beslutningsprocesser i et omkostningsperspektiv samt ideen om enstemmighed som ideal for kollektive beslutninger.

Allerede fra første anslag slås tonen an i forhold til individets status såvel analytisk som moralsk. Bogens forord indledes således: “This is a book about the political organization of a society of free men.” Ifølge Buchanan og Tullock bør politik være en øvelse i Pareto-optimalitet, idet legitimiteten af en politisk beslutning for dem afhænger af den grad, den virker til alle individers fordel. Den eneste måde at sikre Pareto-optimalitet i en kollektiv, politisk beslutning er ved krav om enstemmighed. Kun ved at give alle, der ville blive berørt af en politisk beslutning, mulighed for at nedlægge veto imod forslagets vedtagelse kan man sikre, at ingen enkeltpersoner efter deres egen opfattelse stilles ringere end før. Enstemmighed defineres således som det ideal — eller benchmark, om man vil — som alle andre beslutningsregler må sammenlignes med ved vurdering af deres moralske legitimitet.

Enstemmighed er i sagens natur ikke en regel, der gør det let at træffe politiske beslutninger i praksis — det er tværtimod den regel, der gør det absolut sværest at vedtage noget som helst. Med et demokrati i en eller anden form som præmis har vi derfor brug for nogle analytiske værktøjer til at vurdere forskellige beslutningsregler både med hensyn til deres moralske legitimitet og deres praktiske anvendelighed med henblik på rent faktisk at kunne træffe kollektive beslutninger.

Buchanan og Tullock opererer her med tre begreber: For det første medfører en given beslutningsregel forskellige eksternalitetsomkostninger for de individer, der påvirkes af de politiske beslutninger. For det andet medfører beslutningsreglen beslutningsomkostninger for de individer, der bruger ressourcer på at søge at nå til enighed om en politisk beslutning. Endelig kan interdependensomkostninger defineres som den simple sum af eksternalitetsomkostninger og beslutningsomkostninger, hvorved vi får et mål for en given beslutningsregels effektivitet i forhold til at maksimere beskyttelsen af enkeltpersoners ret til sig selv og egen ejendom samtidig med, at barriererne for at kunne træffe politiske beslutninger minimeres. Grafisk kan forholdet illustreres som på figuren herunder (fra bogens kap. 6), hvor C er eksternalitetsomkostninger og D er beslutningsomkostninger.

På denne måde bliver det muligt at lave systematiske sammenligninger af forskellige beslutningsregler med hensyn til fordele og ulemper for enkeltindivider i samfundet – vel at mærke med fokus på den enkeltes interesser frem for selve den demokratiske repræsentation. Forfatternes ræsonnement synes klart at være: Hvad er repræsentation værd for den enkelte, hvis ikke de faktiske, kollektive politiske beslutninger i størst mulig grad afspejler vedkommendes præferencer? Konkret analyserede forfatterne eksempelvis kendte, parlamentariske beslutningsregler som simpelt flertal og forskellige former for kvalificeret flertal, ligesom de også analyserede konsekvenserne af sådanne regler i kombination med tokammersystem sammenlignet med etkammersystem.

Samlet set opstillede Buchanan og Tullock med The Calculus of Consent således en helt ny måde at sammenligne politiske systemer på og et helt nyt sæt af kriterier for vurderingen af deres indbyrdes fordele og ulemper. I dag virker det måske banalt og selvindlysende, at disse fordele og ulemper bør vurderes ikke blot i forhold til repræsentativiteten af forskellige præferencer, men også — og måske i højere grad — i forhold til balancen mellem respekten for den enkeltes private ejendomsret og omkostningerne ved at træffe beslutning. Sådan har det ikke altid været. Denne udvikling i vores tænkning omkring demokratiets institutionelle indretning er public choice-traditionens fortjeneste — og helt specifikt Buchanan og Tullocks.

Valgdag og exitpolls

I dag, torsdag den 18. juni 2015, er der valg til Folketinget. Op til valgdagen har der — som ved så mange tidligere valg og folkeafstemninger — også denne gang været debat om, hvorvidt det skal forbydes at offentliggøre resultater af exitpolls, mens valgstederne endnu er åbne. Indtil for kort tid siden så det stadig ud til, at DR og TV2 måske ville offentliggøre exitpolls kl. 19, dvs. en time før valgstederne lukker, efter at de store dagblade havde meldt ud, at de ikke ville. Nu ser det så ud til, at begge de to store tv-stationer har bøjet sig for presset.

Og presset er betydeligt. Det skorter ikke på dramatiske påstande uden andet belæg end mavefornemmelser. Det fyger gennem luften med bål og brand og bombastiske udsagn om, hvordan offentliggørelse af exitpolls kan påvirke valgresultatet. Notabiliteter som lektor Johannes Andersen, AAU, forskningschef Roger Buch, Danmarks Journalisthøjskole, og folketingets formand, Mogens Lykketoft, har talt om “alvorlige konsekvenser for demokratiet” og at “man ved med sikkerhed, at det fjerner vælgernes fokus fra det politiske indhold til den politiske proces” (Andersen); at der er “ingen diskussion om, at de påvirker et valg, for det gør de” (Buch, i samme artikel som Andersen), og at det “ikke [er] rimeligt, at den slags målinger skal kunne påvirke selve valgresultatet, og vi så ved kommunalvalget, hvor galt det kan gå” (Lykketoft). Også Radikales Camilla Hersom er klar på en frisk kommentar (i samme artikel som Lykketoft): “Alle ved, at exit polls er mere præcise end meningsmålinger, og det kan jo påvirke et valgresultat, som ser ud til at blive meget meget snævert.”

Det sidste er ikke nødvendigvis fuldstændig skævt. Og det ser altså ud til, at vi ikke får nogen exitpolls at se eller høre på valgdagen i dag, før valgstederne lukker. Men hvad kan exitpolls egentlig betyde for et valgresultat? Ved vi noget som helst seriøst — I ved, i kraft af forskning, systematisk og stringent undersøgelse og den slags — om det?

Til at begynde med må man gøre sig klart, hvad det mere præcist er for et udfald, man gerne vil undersøge exitpolls’ mulige indvirkning på — hvor mange, der stemmer (valgdeltagelsen), eller hvordan vælgerne stemmer?

I en velskrevet og forbilledligt klar artikel publiceret i “Journal of Theoretical Politics” sidste år ser Asger Lau Andersen og Thomas Jensen, begge Institut for Økonomi, KU, nærmere på det første. Deres analyse viser, at selv i umiddelbart simple tilfælde, hvor vælgerne kan vælge mellem blot to alternativer, kan offentliggørelse af exitpolls teoretisk set påvirke valgdeltagelsen på flere måder. For de vælgere, der endnu ikke har stemt på det tidspunkt, hvor exitpoll’en offentliggøres, og som stadig overvejer, om de skal gå ned og stemme eller blive hjemme på sofaen, er det oplagt, at det har afgørende betydning, hvad exitpoll’en mere præcist viser: indikerer den et tæt valg, øges incitamentet til at gå ned og stemme, fordi sandsynligheden for at ens stemme får betydning for valgresultatet øges. Indikerer exitpoll’en en klar føring til det ene alternativ over det andet, falder vælgerens incitament til at gå ned og stemme.

Men som Andersen og Jensen fremhæver, så kan en exitpoll ikke kun påvirke incitamentet til at stemme efter dens offentliggørelse, men også før. En exitpolls effekt på tilbøjeligheden til at stemme før exitpoll’en offentliggøres er imidlertid langt fra entydig: Er man den passive, strategiske og/eller ikke-super-deltagelsesdemokratisk-engagerede vælgertype, kan information om, at der senere vil blive offentliggjort en exitpoll, få een til at afvente exitpoll’ens resultat, før man beslutter sig for, om det er umagen værd at gå ned og stemme — en “vent-og-se”-effekt. Er man derimod den aktivistiske type, kan ræsonnementet vende stik modsat, idet det således netop er vigtigt at komme ned og få stemt i håb om at få exitpoll’en til at vise mere medvind til ens foretrukne alternativ, hvilket kan opmuntre andre, der stadig befinder sig i sofaen, til at “tro på det” og selv bevæge sit korpus til valgstedet.

Hvad får vi så ud af det? Som Andersen og Jensen peger på, får vi i hvert fald hamret en pæl gennem den påstand, at offentliggørelsen af en tidlig exitpoll på valgdagen for folkeafstemningen om ændring af tronfølgeloven den 7. juni 2009 var selve årsagen til, at ændringen endte med at blive vedtaget. Exitpoll’en indikerede, at 37,9% af alle stemmeberettigede ville stemme for en ændring — hvilket var under de påkrævede 40% — mens det endelige resultat blev, at 45,1% af alle stemmeberettigede stemte for ændringen. I den offentlige debat blev korrelation hurtig lig kausalitet, og exitpoll’en blev beskyldt for at have påvirket valgdeltagelsen og i sidste ende valgresultatet afgørende. Andersen og Jensen påpeger, at denne påstand overser den meget vigtige pointe, at vi ikke bare kan antage, at folk ville fortsætte med at opføre sig som før exitpoll’en blev offentliggjort, hvis vi antager, at den ikke var blevet det — fordi exitpolls både påvirker incitamentet til at stemme før og efter dens offentliggørelse. Eller sagt med grafik:

Andersen & Jensen - Figure 1

Med andre ord kan det ikke udelukkes, at valgdeltagelsen ved folkeafstemningen om ændring af tronfølgerloven var lavere før og højere efter exitpoll’ens offentliggørelse, fordi mange vælgere, der foretrak et “ja”, simpelthen ventede med at gå ned og stemme, indtil de fik exitpoll’ens indikation af, om der nu også så ud til at være et behov for at hjælpe et “ja” på vej. Vi kan derfor ikke vide, om disse vælgere helt var blevet hjemme, hvis der slet ikke var blevet offentliggjort nogen exitpoll, idet det ikke kan udelukkes, at de kun ventede med at gå ned og stemme af strategiske årsager. Havde exitpolls nu været forbudt på valgdagen, kunne man forestille sig, at flere af disse “ja”-sindede, men ikke-super-deltagelsesdemokratisk-engagerede vælgere ville have gået ned for at stemme alligevel ud fra det ræsonnement, at de ikke kunne vide sig sikre på, om et “ja” nu også ville blive en realitet.

Så vidt valgdeltagelsen. Hvad med betydningen af exitpolls for fordelingen af stemmer? Ifølge den ene af artiklens forfattere (Andersen), kan man groft sagt forestille sig to hovedeffekter, der trækker i hver sin retning: En “med-på-vognen”-effekt (a.k.a. “bandwagon”), hvor en føring opfordrer til flere stemmer fra vælgere, der gerne vil være på det vindende hold, og en “underdog”-effekt, hvor vælgere oplever tilskyndelse til at stemme på det alternativ, der er bagud — fodboldparallellen burde give sig selv her. I et nyt studie finder Jens Olav Dahlgaard, Jonas H. Hansen, Kasper Møller Hansen og Martin Vinæs Larsen, alle Institut for Statskundskab, KU, empirisk belæg for “med-på-vognen”-effekten i positiv retning (fremgang giver endnu flere stemmer) og i mindre grad i negativ retning (tilbagegang giver endnu færre stemmer). “Underdog”-effekten finder de ingen empirisk evidens for. Hansen understreger dog, at disse effekters substantielle størrelse er tilpas begrænsede til, at det forudsætter et meget tæt valg, før de reelt kan påvirke valgresultatet.

Og denne dags Folketingsvalg ser da også ud til at blive overordentlig tæt — i skrivende stund er vi ude i noget snavs omkring 50,5% vs. 49,5% i blåt favør. Så er det ikke bare med at få forbudt disse vederstyggelige exitpolls på valgdagen i en vis fart, så de med sikkerhed ikke får lov at påvirke tætte valg som det netop forestående? Well. Faktum er, at vi generelt ved meget lidt om, hvordan exitpolls i praksis påvirker valgdeltagelse og stemmeafgivning, og det, vi ved, er i høj grad både usikkert og tvetydigt. Som jeg har forsøgt at pege på herover, arbejder gode, danske forskere på at gøre os alle klogere.

I mellemtiden er det min personlige vurdering, at sandsynligheden for, at en exitpoll ville kunne påvirke denne dags valgresultat ikke er meget større end sandsynligheden for, at Helle Thorning-Schmidt nok skal få styr på De Radikale.

Jeg vil gerne ønske Dem, kære Punditokratlæser — hvad enten De er trofast, nytilkommen eller blot meget vedholdende — en rigtig god dag! Uanset hvordan De vælger at bruge den.

Ytringsfrihed uden “men”

Angrebet på debatmødet i Krudttønden og på den jødiske synagoge i Krystalgade i København lørdag den 14. februar samt angrebet på det satiriske, franske magasin Charlie Hebdos redaktion den 7. januar understreger på alvorlig og tragisk vis, at debatten om ytringsfrihed og hensyn til religiøse følelser er alt andet end blot en strid om ord. Ytringer kan koste menneskeliv.

Denne debat er mindst lige så vigtig nu, som den var i tiden, der fulgte efter Jyllands-Postens offentliggørelse af en serie tegninger af profeten Muhammed den 30. september 2005 — vigtigere end nogensinde, faktisk. For vi møder stadigvæk igen og igen “ytringsfrihed, men”-synspunktet i den offentlige debat — altså udsagn af typen: “Naturligvis er ytringsfriheden vigtig og ukrænkelig, men derfor kan man godt tage hensyn til folks religiøse følelser.” Eller: “Ja, vi har fuld ytringsfrihed i Danmark. Men derfor kan man godt opføre sig ordentligt.”

Formuleringer af denne type er dybt problematiske af flere grunde. Det handler dels om sammenblandingen af rettigheden (ytringsfrihed) og måden, den bruges på, dels om gradbøjning eller indskrænkning i anvendelsen af ytringsfriheden af hensyn til de krænkelser eller skader, en ytring angiveligt kan forvolde andre mennesker.

I den vestlige, liberale forståelse af grundlæggende menneskerettigheder er ytringsfrihed negativt defineret. Ytringsfrihed er retten til, at andre ikke blander sig i, hvad man ytrer, og hvordan man ytrer sig. Ytringsfriheden er altså per definition uindskrænket og fuldstændig afkoblet fra, hvad den bruges til og hvordan. For at bøje det i neon: Ytringsfriheden er, ligesom de øvrige liberale frihedsrettigheder, en ret til ikke-indblanding fra andre — i ytringsfrihedens tilfælde i hvad og hvordan man ytrer sig.

I det øjeblik ytringsfriheden begrænses — ved lov eller i praksis — har vi ikke længere ytringsfrihed i liberal forstand. Så har vi i stedet en positivt defineret, statsligt eller socialt sanktioneret ytringsfrihed, der forstås som retten til at ytre sig, forudsat man bruger denne ret på en bestemt måde eller afholder sig fra at bruge den på en bestemt måde. Dette er ikke ytringsfrihed. Det er statsligt (lov) eller socialt (praksis) sanktioneret ytringskontrol.

Denne erkendelse af, hvad ytringsfrihed som rettighed betragtet egentlig er for en størrelse, er helt afgørende for at forstå, hvorfor “ytringsfrihed, men”-synspunktet er så problematisk. En afgørende implikation heraf er, at spørgsmålet om ytringsfrihedens status som rettighed og spørgsmålet om menneskers konkrete brug af denne ret reelt er to vidt forskellige diskussioner, der bør holdes skarpt adskilt. Hvad ytringsfrihed er i politisk-teoretisk forstand, og hvordan den kan beskyttes gennem lovgivning, er én ting — hvad en person mener om en anden persons forvaltning af sin egen ytringsfrihed er noget helt andet.

“Ytringsfrihed, men”-synspunktet er en fatal sammenblanding af disse to diskussioner, der kæder retten til at ytre sig frit sammen med brugen af rettigheden. Dette er en eklatant fejlslutning, når det kommer til de mest grundlæggende rettigheder i et frit samfund, herunder retten til sit eget liv og legeme, retten til privat ejendom og retten til at tænke, tro og ytre sig frit. I den vestlige, liberale tradition er ingen af disse rettigheder knyttet op på, hvordan de i praksis forvaltes eller udnyttes af den enkelte. Hvis jeg — fuldstændig hypotetisk — købte et flygel for en mindre formue og derefter huggede det i stumper og stykker med en økse, ville folk næppe sige til mig: “Ja, vi har privat ejendomsret i Danmark. Men derfor kan du godt tænke dig om.” Folk ville (forhåbentlig) fortælle mig, at det, jeg gjorde, var vanvittigt. Men mit gæt er, at det ville blive efterfulgt af: “Men det må du selv om.” Eksemplet er bizart, men det er mange ytringer også. Og det, at en persons ytring er bizar i andres øjne, er lige så dårligt et argument for indskrænkning af ytringsfriheden, som øksemord på et flygel eller lignende galskab er for indskrænkning af den private ejendomsret.

“Men analogien holder jo ikke!”, vil nogen måske indvende. Der er jo ingen, der vil føle sig krænket eller såret på deres musikalske eller kunstneriske følelser som følge af ovennævnte ødelæggelse af et vellydende, smukt og dyrt flygel, hvorimod hadefulde, hånende eller latterliggørende ytringer på helt anderledes vis kan krænke og såre andre menneskers religiøse følelser — kunne modargumentet lyde.

Fejlslutningen her — i hvert fald i et liberalt perspektiv — handler om definitionen af begrebet “skade” — eller mere præcist: hvornår en persons adfærd skader andre. I Erklæringen om menneskets og borgerens rettigheder fremsat i forbindelse med den franske revolution i 1789 lyder det, at retten til frihed består i at kunne gøre det, som ikke skader andre, forudsat at andre borgere sikres samme ret. Det understreges videre, at disse grænser kun kan bestemmes ved lov. Den britiske filosof John Stuart Mill — der undertiden nævnes som socialliberalismens og/eller De Radikales husfilosof — hyldes blandt andet for at have videreført denne ide og formuleret den som princip i sit hovedværk ”On Liberty” (1859). Mills skadesprincip fastslår, at den eneste legitime begrundelse for magtudøvelse over for en borger i et civiliseret fællesskab imod borgerens vilje er at forhindre skade på andre.

Det er vanskeligt at se, hvordan skadesprincippet skal kunne omfatte krænkelser af religiøse følelser — og potentielt andre følelser, vel sagtens? — uden at blive udvandet til meningsløshed. Det er i sagens natur nødvendigt at trække en grænse et eller andet sted i forhold til, hvad der defineres som “skade”, og hvad der ikke gør. Hvor den grænse går, er ikke nødvendigvis let og lige til at definere, men det er ret så åbenlyst, at det at krænke andres religiøse følelser – eller nogen som helst andre slags følelser – ikke kan sidestilles med fysisk skade og derfor ikke meningsfuldt kan omfattes af skadesprincippet.

Man bevæger sig ud på en glidebane, når man åbner for begrænsninger i ytringsfriheden. For det er umuligt at give en nærmere definition af, præcis hvordan ytringsfriheden bør indskrænkes eller gradbøjes, som alle i et samfund kan være enige om, og som derfor kan opnå bred legitimitet i samfundet — for slet ikke at tale om global legitimitet på tværs af nationale samfund. Dertil kommer, at ingen gradbøjning af ytringsfriheden kan være tilstrækkelig konsistent på tværs af forskellige steder og over tid til, at den giver mening og ikke bliver et arbitrært udtryk for skiftende politiske luner hos dem, der råber højest.

Terrorangrebet på Charlie Hebdos redaktion i Paris den 7. januar var abstrakt set et angreb på ytringsfriheden og konkret et angreb på magasinet Charlie Hebdo. I de store, danske dagblade blev angrebet kaldt for “et angreb på os alle” og “et angreb på demokratiet”, mens andre lod sig inspirere af hashtag’et #jesuischarlie og erklærede: “Vi er Charlie”. Angrebet på debatmødet i Krudttønden og på den jødiske synagoge i Krystalgade i København var ligeledes “anslag mod vores samfund og vores demokrati” ifølge Politiken, mens Berlingske mener, at vi nu “desværre alle er Charlie”.

Præcision er vigtigt her. Charlie Hebdo blev angrebet, fordi magasinet turde insistere på ubegrænset ytrings- og trykkefrihed, uanset risikoen derved. Det samme gælder debatmødet på Østerbro. Disse angreb handler om ytringsfrihed og religiøse følelser — ikke om demokratiet i bred forstand med alt, hvad det indebærer af frie parlamentariske valg, folkestyre, lighed for loven og andre grundpiller. Et angreb på ytringsfriheden er ikke et angreb på hele og selve demokratiet — det er et angreb på ytringsfriheden, hverken mere eller mindre. At påstå andet bidrager blot til yderligere udvanding af begreberne ”ytringsfrihed” og ”demokrati”.

Hykleriet er udtalt i danske medier. Mange har i ord ønsket at stille sig på Charlie Hebdos side, og tomme erklæringer om, at vi ikke må lade os kyse eller kue, går igen. Men der er en afgrund mellem hvad de siger, og hvad de gør. For de følger kun Hebdo, Hedegaard, Rose, Rushdie, Vilks, Westergaard og andre, der rent faktisk tør at udfordre ekstreme islamisters voldelige intolerance overfor andres ytringer, så længe det ikke for alvor bliver farligt for dem selv. Eksempelvis illustreret ved det redaktionelle synspunkt, at man kun vil bringe en kontroversiel, satirisk tegning såfremt det er nødvendigt som “dokumentation”, hvorefter man vælger ikke at bringe nogen af Charlie Hebdos tegninger efter angrebet på magasinet eller ikke at bringe Lars Vilks’ omstridte tegning af Muhammed som hund efter angrebet på debatmødet i Krudttønden. Relevansen af at trykke disse tegninger som dokumentation synes ellers åbenlys.

Den første halvanden måned af 2015 har gjort det endnu mere ubehagelig klart, end det var i forvejen, at risikoen ved at trykke sådanne tegninger desværre er reel. Frygten er derfor fuldt forståelig. Det var ærligt og tragisk på én og samme tid, da Jyllands-Posten efter angrebet på Charlie Hebdo på lederplads indrømmede, at man afholdt sig fra at genoptrykke Hebdos tegninger af frygt for egen sikkerhed.

Ytringsfriheden er truet. Og den forsvarer ikke sig selv.

Når politikere vil vogte politikere

Debatten om såkaldt “demokratisk underskud” i EU i form af haltende eller fraværende demokratisk legitimitet, folkelig opbakning mv. er vel nærmest lige så gammel som EU (måske endda EF) selv. Afstanden mellem den enkelte borger og EU’s politiske beslutningsprocesser er stor — for stor, ifølge kritikere — og vælgernes demokratiske kontrol med EU-politikerne lader en del tilbage at ønske, lyder argumentet. Argumentets appel til den almindelige borger i et af EU’s 28 medlemslande er ikke blevet mindre med årene: udviklingen er med hver ny traktat gået i retning af stadig tættere EU-integration — både i dybden og i bredden — og det såkaldte “nærhedsprincip”, der ellers i sin tid blev formuleret med henblik på at bremse en alt for lemfældig suverænitetsoverdragelse i.f.t. problematikker uden grænseoverskridende karakter, har generelt måttet tage til takke med en placering på bagsædet, mens princippet om stadig tættere EU-integration konsekvent har siddet solidt i førersædet oppe foran. Samtidig viderebringer diverse nyhedsmedier meningsmålinger, der peger på, at borgernes generelle skepsis overfor EU ikke ligefrem er faldende — for nu at sige det behersket.

Ifølge kritikerne af EU’s grundlæggende demokratiske legitimitet har EU således blandt andet, hvad politologer og økonomer kunne finde på at kalde et “accountability problem” — et demokratisk kontrolproblem. Der er imidlertid mere i gærde, idet medlemmer af nationale parlamenter i lande som Danmark, England og Holland nu er begyndt at argumentere for, at der er behov for nye redskaber (og styrkelse af de eksisterende af slagsen), som de nationale parlamenter kan bruge til at kontrollere først og fremmest EU-Kommissionen med. De nationale parlamenter har simpelthen ikke den grad af indflydelse, som de bør have, på mange af de EU-beslutninger, de bør have indflydelse på, lyder kritikken fra bl.a. formanden for det danske Folketings Europaudvalg, Eva Kjer Hansen. I dag har de nationale parlamenter eksempelvis mulighed for at give EU-kommissionen et såkaldt “gult kort”, hvis de mener, et EU-lovforslag fra Kommissionen er i strid med nærhedsprincippet. Problemet er imidlertid, at de nationale parlamenter kun har otte uger til at samle det påkrævede flertal (1/3 af medlemslandenes parlamenter) for at kunne smide det “gule kort”.

Denne tidsfrist foreslås sat op til 10 uger, men der er mange flere og større ting i posen hos de kritiske, nationale parlamentarikere, blandt andet forslag om, at de nationale parlamenter skal kunne nedlægge veto mod lovforslag — ikke blot stille spørgsmål til Kommissionen eller bede den genoverveje lovforslaget — under forudsætning af, at 2/3 af medlemslandenes parlamenter bakker op om vetonedlæggelsen. Dette såkaldte “røde kort”, der i institutionel-teoretisk forstand ville øge antallet af vetospillere i EU-systemets politiske konstruktion, ville udgøre en af de mere grundlæggende, institutionelle ændringer, EU har set siden EF blev til EU — hvis det blev gennemført. Her på bloggen vægter vi generelt saglighed over spåkoneri, og det sættes næppe over styr ved en påstand om, at dette “røde kort” næppe bliver en realitet i den kommende måned eller for den sags skyld i løbet af det kommende år.

EU har altså, ifølge kritikerne, et demokratisk kontrolproblem, idet vælgerne ikke har nok kontrol med politikerne. Nu mener flere nationale parlamentarikere så, at de heller ikke har nok kontrol med EU-politikerne. Altså har vi i en vis forstand et dobbelt demokratisk kontrolproblem — et kontrolproblem med løg på, hvis I vil have mig undskyldt. Om den slags overvejelser får nogen betydning for valget til Europaparlamentet og afstemningen om den fælles europæiske patentdomstol i morgen er nok tvivlsomt. På den anden side er valget og folkeafstemningen i morgen — fuldstændig som andre demokratiske valg, og som kloge folk allerede har påpeget — alligevel kun sjovt for folk, der ikke forstår (eller ignorerer, at de egentlig godt forstår) sandsynlighedsregning.

3 ting, der IKKE kommer til at ske i 2014

Vel inde i det nye år og med nytårshatten på vej til Vestforbrænding er det tid til at tage en anderledes tør og nøgtern hat af sandpapir på. Kommentatorer og skribenter har i løbet af de sidste par uger haft travlt med at byde på alle de ting, der kommer til at ske i løbet af 2014. På denne blog er vi ikke bange for at gå anderledes tørt til værks og i stedet spørge: Hvilke ting kommer ikke til at ske i 2014?

Denne liste er ikke lang, til gengæld er den stort set blottet for optimisme.

 

1. Intet magtskifte i Syrien

Hvor bedrøveligt det end er at konstatere, så er det ved at være et stykke tid siden, det sidst gav mening for alvor at være optimistisk med hensyn til at opnå  våbenstilstand – for slet ikke at tale om egentlig løsning – i den forfærdelige borgerkrig i Syrien, der allerede har kostet over 130.000 mennesker livet, såret endnu flere og drevet over ni millioner mennesker på flugt. Siden præsident Obama under et besøg i Jordan i marts 2013 optimistisk (eller dumsmart, for at bruge et mere royalt udtryk) erklærede, at det ikke var et spørgsmål om Assad ville blive nødt til at give slip på magten, men hvornår, er USAs egne efterretningsanalyser svinget mod det stadig mere pessimistiske. Hverken internt eller eksternt er der meget håb at spore: Assad er ikke i nærheden af have kontrol over hele Syriens territorium, men samtidig er oprørsgrupperne for splittede internt til at udgøre en stærk, samlet front. Og viljen til militær intervention hos de vestlige lande, der har kapaciteterne dertil, bliver mindre og mindre i takt med, at deres egne analyser af mulighederne for succesfuld indgriben tegner et mere og mere dystert billede.

Læg dertil et spor af skræmmende erfaringer fra Libyen, Irak og Afghanistan, og resultatet bliver status quo.

 

2. Ingen reduktion i global overvågning af borgeres private gøren og laden

Bedst som dønningerne efter tidligere NSA-analytiker Snowdens offentliggørelser af, hvor langt det nationale amerikanske sikkerhedsagentur har været villige til at gå i overvågningen af almindelige menneskers gøren og laden, er ved at stilne af, eksploderer en ubelejlig nytårssag mellem hænderne på Apple. Firmaet beskyldes for at have samarbejdet med netop NSA om ved hjælp af såkaldte “bagdørsprogrammer” at give efterretningstjenesten mulighed for at overvåge private iPhone-brugeres kommunikation og internettrafik. Apple måtte således i går på årets første dag ud og benægte, at historien havde noget på sig. Selvom udsvingene op og ned generelt kan være store i IT-branchen, må Apples start på 2014 alligevel høre til blandt de mere sløje set fra kommunikationsenhedens synspunkt.

I det store hele er der ingen tegn på, at vi får mindre overvågning af mobiltelefoni, internettrafik og vores almindelige, fysiske færden i 2014. Så længe vælgerne rundt omkring i verdens udviklede, politisk stabile demokratier ikke straffer politikere, der med henvisning til den såkaldte “krig” mod terror gennemfører det ene overgreb på den personlige frihed efter det andet, må vi også her forvente status quo – eller sågar endnu mere intensiv og/eller omfangsrig overvågning af vore private liv fra statslige aktørers side. Det manglede da bare. Så længe alle vi lovlydige borgere ikke har noget at skjule, er der jo intet problem . . . vel?

 

3. Intet folketingsvalg i Danmark

Endelig – i den noget lettere afdeling – får vi naturligvis ikke noget folketingsvalg i Danmark i 2014. Skulle man være i tvivl, er lakmustesten oplagt: Følg godt med i, hvad kommentator ved Politiken og direktør i tænketanken Kraka, Peter Mogensen, siger og skriver. En hurtigt opstillet forecastingmodel baseret på tidligere Mogensen-udtalelser på TV2 News og i diverse blogindlæg fra samme Mogensen forudsiger, at folketingsvalget først udskrives, når Mogensen har kaldt det nært forestående eller direkte opfordret statsministeren til at udskrive det en fem-otte gange. Jeg indrømmer det blankt: Jeg har forsømt at følge med i de Mogensenske fremrykninger og tilbagetrækninger igennem 2013, men i midten af november opfordrede han da i hvert fald statsministeren – i temmelig utvetydige vendinger – til at trykke på den berømte “valgknap” – De ved: den, der på nogle tastaturer deler tast med “panikknappen”, og som i andre tilfælde sidder lige ved siden af:

“Alt taler for, at det er en god idé – regeringen kan vinde.”

Hvad Mogensen mente om dén sag et par uger eller tre senere . . . ville vi nok aldrig have fået svar på, hvis ikke det var, fordi den politiske spåkunsts mester gavmildt begavede os med endnu et indlæg dateret 4. december:

“Regeringen er fortsat langtfra sikker på genvalg, og det, som ligger forude, ligner mest at alt en ’håbets strategi’, hvor et endnu ikke synligt økonomisk opsving skal klare ærterne for Thorning-Schmidt.”

Langtfra sikker? En “håbets strategi”? Jamen, I guder! Hvornår kommer valget dog så?

“Og om godt seks måneder er der et år til valget, og valgkampen er i gang.”

Slukørede må vi således konstatere, at der endnu er længe til næste valg. Her kommer imidlertid denne listes ene lyspunkt: I hele den mellemliggende periode har vi fornøjelsen af Ulven Peter (Mogensen, forstås), der kan nå at råbe: “Valget kommer!” mange gange endnu. Den analytiske værdi er som regel til at overse, men underholdningsværdien er kolossal. Vi slutter med glasset halvt fuldt. 2014 bliver næppe så skidt, at det gør noget.

Når altruisme bliver skadelig

Er altruisme — eller selvopofrende adfærd — altid godt, eller kan det også være skidt? Lektor i ingeniørvidenskab ved Oakland University, Barbara Oakley, mener, at der er behov for mere systematisk og ikke mindst fordomsfri forskning i det fænomen, hun kalder “patologisk altruisme”, som hun beskriver og undersøger i en nylig artikel i PNAS. Hermed henviser hun til adfærd, som af den altruistiske aktør selv vurderes (subjektivt) som positiv, men som af en ekstern observatør må vurderes (objektivt) negativ for den person eller gruppe, adfærden angiveligt skulle være til gavn for. Eller mere præcist, med Oakleys egne ord:

“Pathological altruism can be conceived as behavior in which attempts to promote the welfare of another, or others, results instead in harm that an external observer would conclude was reasonably foreseeable.”

Som eksempel på patologisk altruisme nævner Oakley en person, hvis bror er blevet afhængig af smertestillende medicin, og som i stedet for at hjælpe broren med at trappe ud af medicinen “hjælper” ham til at kunne opretholde sit forbrug ud af et ønske om at lindre hans smerte på kort sigt, selvom det burde være indlysende, at resultatet heraf er skadeligt for ham på længere sigt. Hvad der derimod ikke falder ind under patologisk altruisme er for eksempel, ifølge Oakley, hvis man hjælper en ven med at flytte og uforsætligt kommer til at tabe vennens værdifulde vase på jorden. Vel var der en risiko for, at man ville tabe vasen, men ikke i en grad, hvor man kunne have forudset udfaldet og handlet på en helt anden måde. Hvis præmissen er flytning, skal en eller anden jo flytte vasen…

En journalist på Wall Street Journal kalder Oakleys patologisk altruisme-begreb for

“…a simple yet versatile idea that could revolutionize scientific and social thought.”

Andre er ikke helt så begejstrede, endsige overbeviste. For eksempel evolutionspsykolog Robert Kurzban, der her indvender, at begrebet “patologisk altruisme” slet ikke er så nyt og banebrydende igen, fordi vi allerede har eksisterende begreber til at beskrive fænomenet. Der er nemlig, slet og ret, tale om et misforhold mellem gode intentioner i øjeblikket og utilsigtede, negative konsekvenser (på kort eller lang sigt).

Som sådan er der da heller ikke meget nyt i det fænomen, at man som menneske kan have altruistiske intentioner med en kortsigtet handling, der efterfølgende viser sig at få utilsigtede konsekvenser på kort eller lang sigt. Endvidere er spørgsmålet, om ikke altruisme først kan siges at blive “patologisk” i det øjeblik, man gentager den samme altruistiske handling, der tidligere har vist sig at lede til utilsigtede, negative konsekvenser, og alligevel forventer et positivt resultat? (a la den husholdningsdefinition på sindssyge, der ofte bliver tilskrevet Einstein — eller var det Franklin, eller måske Mark Twain…?)

Altruisme, der i første omgang ikke virker efter hensigten, er måske blot fejlslagen og ikke ligefrem “patologisk”. Ikke desto mindre peger Oakley på noget relevant: At hylde altruistisk adfærd for dens gode intentioner på trods af forventelige negative konsekvenser, der senere rent faktisk materialiserer sig, er i bedste fald naivt og — hvis det sker efter de negative konsekvenser er blevet tydelige — udtryk for politisk korrekthed, når den er værst.

Artiklen rejser imidlertid også (om end indirekte) et mere fundamentalt spørgsmål: Hvordan kan man egentlig definere altruisme, og hvilken forskel gør det for begrebet? Umiddelbart synes der at være to tilgange til en definition af altruisme, nemlig at hænge begrebet op på enten konsekvenser eller intentioner. Man kan således definere altruisme som et rent positivt (dvs. ikke-normativt) begreb til at beskrive en bestemt type adfærd ud fra dennes faktiske konsekvenser, men kan også definere altruisme som et normativt eller moralsk begreb med henvisning til intentionerne bag en given adfærd, eller adfærdens intenderede konsekvenser. Den første type definition kan ses anvendt indenfor evolutionsbiologi og -psykologi, mens den anden nok vil være de fleste læsere af denne blog mere bekendt som den, man typisk møder indenfor samfundsvidenskaberne og den offentlige debat om politik og samfundsforhold.

Man kan naturligvis fylde begrebet med forskellige grader af begge betydninger på en gang, men i så fald er det ikke svært at se, hvordan det let kan skabe forvirring og føre til debatter, hvor deltagerne taler forbi hinanden. Som socialt fænomen blandt mennesker, i modsætning til som evolutionsbiologisk fænomen i dyreriget, er der næppe megen tvivl om, at der i den grad er brug for at arbejde mere med et normativt eller moralsk altruismebegreb, som bl.a. Oakley gør, og forholde sig kritisk og undersøgende hertil, da altruistisk adfærd ofte — og især på venstrefløjen — bliver ophøjet til den mest agtværdige form for moralsk handlen. I det perspektiv er Oakleys artikel et glimrende bidrag, der forhåbentlig kan være en tiltrængt øjenåbner for mange.

© 2017 Punditokraterne

Theme by Anders NorenUp ↑