Author: David Gress (page 1 of 2)

Borjas har en blog

George Borjas, professor i labor economics ved Harvard og skarp kritiker af USAs kaotiske indvandringspolitik, har startet en blog.  Nødvendig læsning, foruden at Borjas er en ualmindelig tydelig skribent.

Klimafornuft

BBC er måske ikke hvad det har været, især i sin dækning af Mellemøsten, men de kan altså også endnu, hvad Melanie Phillips her, her og her omtaler.

Slående er ikke blot at selve programmet dementerede påstandene om kultveiltens rolle for drivhuseffekten; at opvarmning må skyldes menneskelige aktiviteter; at alle fagfolk er enige herom; og at katastrofer truer hvis magthaverne ikke får mere magt til at styre folks adfærd.  Slående er også magthavernes reaktion: "det er løgn, selvom jeg ikke har set udsendelsen".  Mao.: det skal være løgn, for det føler jeg stærkt, så stærkt at jeg helst forbyder at sådanne udsendelser overhovedet laves.

Hvorfor spørger så få om hvorfor denne tro er blevet så voldsom?  Hvorfor er magthavernes og ideologernes følelser så uhæmmet indblandet?  Det minder på den ene side slående om fredshysteriet i 80'erne som rettere bør kaldes "panikangst for Sovjet-had til Reagan"-hysteriet.  Men det er som om de voldsomme følelser er endnu voldsommere, og de har bemægtiget sig ellers kølige typer, som ikke lod sig fortumle dengang.

Det er forbløffende så hurtigt en diffus overtro er blevet til redskab for magt.  Men lad os nu se.  Hvis boligmarkedet i USA styrktdykker vil vi ikke høre meget mere til Al Gore eller til økonomiske idiotier, som hæmmer vækst og frihed i miljøets navn.  Det er værre i Europa.  Her er magthaverne stort set ligeglade med vækst og frihed og indfører gerne reguleringer, der kvæler begge og nedlægger arbejdspladser for at bevise deres økologiske korrekthed.

Et par Melanie-citater:

The evidence that science — as opposed to the politicised version of it — does not support global warming theory has been obvious ever since this theory first burst upon us in the late 1980s. What is only now surfacing, however, is the evidence of the corruption of the processes being used to promote this scam and the intimidation of any scientists who try to tell the truth. For me, the most explosive revelations on the C4 film were scientists testifying to this corruption — from the vast amounts of grant money being used to create an entire global warming industry making it financially difficult for scientists not to produce ‘research' that supported the theory; to the falsification of the computer models in order to produce the alarmist predictions that would attract such funds; to the IPCC's deletion of crucial parts of the evidence that didn't fit the theory; to the circular argument that there was now a ‘consensus' on the theory among all the finest minds in science around the world. And let's not forget the astounding fact that the IPCC itself has said in terms that the scientific evidence for its fourth report —evidence which has not yet even been finalised — is to be brought into line with the ‘summary' of that evidence which was published last month. In other words, the ‘summary' was published before the evidence of which it was allegedly a reflection had even been finalised — and that evidence is to be changed to fit it if it deviates from what the summary said. Conclusion first, evidence later — or rather, evidence denied.

Og som kommentar til en videnskabsmand der indrømmer, at normal videnskab ikke kan bevise grundtesen, altså det menneskelige ansvar for global opvarmning (og dennes katastrofale følger, som naturligvis må understreges hele tiden for at give tesens første del sin nødvendige skikkelse af anklage og beskyldning), og som deraf slutter, at eftersom tesen må være sand (ud fra hvilket sandhedskriterium, må man spørge) må man erstatte normal videnskab med "postnormal" videnskab:

The real fight is between scientists who believe in empirical observation and the truth, and ‘post-normal' scientists who believe in ideology and lies. It's a battle between Enlightenment values of rationality and those who wish to return us to a pre-rational era where thought was controlled and truth was a heresy. The stakes could not have been delineated more clearly.

Det blir interessante, omend kvalmende tider.

And now for something completely different …

Jeg har lyst til for en gangs skyld at delagtiggøre læsere af denne blog i en af mine regelmæssige JP-klummer.  Den handler om et emne, jeg ikke skriver meget om, men tænker desto mere over.  Den kommer imorgen (lørdag), men her er den:


En rigtig yankee 


DR2 har netop udsendt hvad der for mine penge er den bedste tv-dokumentarserie, der nogensinde er lavet, nemlig Ken Burns' "Den amerikanske Borgerkrig" fra 1990.

Trods at film ikke var opfundet i 1861-65, da krigen blev ført, får seeren en lige så uforklarlig som voldsom fornemmelse af bevægelse og spænding.  Burns brugte år på at samle fotos, kobberstik og aviser og på at filme slagmarkerne, hvoraf de fleste heldigvis i dag henligger urørte som nationalparker.

Burns lader også nutidige historikere komme til orde.  Den bedste af dem er nu afdøde Shelby Foote, der brugte 30 år på at skrive hvad der stadig er det bedste enkeltværk om krigen.  Værket, der omfatter 2000 sider, hedder bare "The Civil War" og er blandt de få moderne historievidenskabelige værker, der kan hævde rang af litteratur.

Læser man udover Foote det andet store nutidige værk om krigen, James McPhersons "The Civil War Era" fra 1988, vil man være velorienteret om den krig, der for mig i al fald mere end nogen anden repræsenterer krigens sande væsen, således som det var indtil Første Verdenskrig.

Foote var sydstatsmand og værket er præget af en bevægende blanding af vemod og indsigt.  Sydstaterne måtte tabe krigen, og deres sag var tvivlsom, men de kæmpede heltemodigt og den særlige sydstatskultur, som gik under efter krigen, omfattede langt mere end blot slaveri og racisme.  Ligesom forfatteren Julien Green opfattede Foote sig i nogen grad som statsborger i et land, der ikke længere eksisterede, og som faktisk kun havde eksisteret i fire år, nemlig Confederate States of America.

Hvad er det, der rører så mange af os så dybt, når vi læser Foote eller ser Burns?  Det er ikke tabstallene alene, selvom krigen kostede 600.000 livet, hvad der ville svare til, at Danmark på fire år mistede 100.000 af sine bedste unge mænd.  Det er i hvert fald ikke de mange uduelige generaler, de ofte korrupte leverandører af proviant, våben og udstyr, de bekymrede finansfolk i New York eller de patetiske journalister.

Nej, for mig i al fald er det vidnesbyrdene om soldaternes tålmodige, uklynkende, selvfølgelige offervilje og heltemod, som vi mærker den i deres næsten altid smukt håndskrevne breve.  Det er den svulmende stolthed, taknemmelighed og ærbødighed, jeg føler for mænd, der var frie borgere i et demokrati, og som ikke af dette demokrati var gjort svage, feje eller bange for ansvar.  Disse 17-20-årige knægte udviste en modenhed, mange på to-tre gange deres alder i vore dage ikke kan mønstre.

En af de knægte var min oldefar, og det er endnu en grund til at den krig altid vil bevæge mig.

Det er kun fornylig, jeg takket være mormonernes genealogiske internet-databaser har kunnet pejle mig frem til dele af hans historie.  Ingen af hans breve er såvidt jeg ved bevaret.  Jeg har dog af en kusine i Canada fået et fotografi af ham, taget i 1918.  Jeg ligner ham overhovedet ikke.

George Washington Lewis, som han hed, blev født som nr. fire af otte børn af en grovsmed i Philadelphia i 1839.  Familien var kommet fra England i 1740.  Da krigen brød ud i 1861, meldte han sig frivilligt (værnepligten kom først to år senere) og blev indrulleret i Pennsylvanias 61. infanteriregiment, som blev sendt til Potomac-arméen.

Det var den armé, der ifølge de første års krigsplan for Nordstaterne skulle udføre hvad mange, dog ikke præsident Abraham Lincoln, troede var en let opgave, at marchere de 160 km til Sydstaternes hovedstad Richmond og kvæle dette latterlige oprør.  Det skulle tage fire år.

I forsommeren 1862 var det 61. regiment med i den lige så selvglade som uduelige hærchef George McClellans forsøg på at omgå sydstatshæren ved at gå i land på Virginias kyst og tage Richmond bagfra.  De overtallige nordstatstropper led hårde tab og måtte efter uger i den ulidelige, fugtige hede indskibe sig igen.

I juli 1863 nåede sydstatsoffensiven sit nordligste punkt i tredagesslaget ved Gettysburg i Pennsylvania.  George var også her med, men hans regiment kom ikke i kamp.  Det vogtede Potomac-arméens yderste højre flanke, som sydstatsgeneralen Robert Lee skæbnesvangert for ham undlod at løbe over ende på slagets første dag.

I maj 1864 indledte Ulysses Grant Potomac-arméens offensiv lige mod Lees hovedstyrke.  Midt under de usandsynligt blodige kampe blev George taget til fange ved Spottsylvania og sendt til den berygtede fangelejr i Andersonville i Georgia.  13.000 af de 45.000 indsatte omkom af sult og sygdom.  Det skal siges at også mange sydstatsfolk sultede i 1864.

I december 1864 udvekslede Syd og Nord fanger, og George kom hjem.  14 år senere ægtede han min oldemor, og min farfar blev født i 1887.  Da var George 47 og boede i New York, hvor han drev en bog- og papirhandel på nedre Manhattan.  Han døde 90 år gammel i 1929.  Min far har kendt ham.

George var en rigtig yankee.

Fordomme i Berlingske (ikke første gang) II

Man skal aldrig uploade for hurtigt, når man introducerer et emne, de fleste læsere næppe kender meget til, fordi man risikerer at glemme at sige ting, der er velkendte for en selv og vigtige for forståelsen, men netop ukendte for læserne.

Derfor denne lille tilføjelse til forrige postering: Det hører i høj grad med til en forståelse af debatten i Italien, at den italienske forfatning af 1947, vedtaget med kommunisternes afgørende støtte, definerer familien som “et naturligt samfund grundet på ægteskabet” (una società naturale fondata sul matrimonio).  Skal andre samlivsformer juridisk ligestilles med ægteskab vil det derfor indebære et præsumptivt forfatningsbrud.  (At oversætte società med samfund er nødløsning, eftersom samfund i nudansk implicerer en større gruppe eller oftest “hele samfundet”.  Men det andet og egentlig rigtigste danske ord, “selskab”, har siden 1700-tallet mistet den nødvendige intim-moralske dimension.  Derfor “samfund”, eftersom den italienske originaltekst netop ikke taler om “fællesskab”, comunitàSocietà har her sin fulde latinske prægnans, der omfatter dimensionerne “enhed, samdrægtighed, fælles formål, forpligtende fællesskab”).

Læsere må tilgive, at disse italiske ting fascinerer mig, og jeg kan ikke lade være at bringe endnu et citat, denne gang af Francesco Paolo Casavola, professor i romerret i Napoli, for at give en mundsmag på debattens art, termer og kvalitet:

Eftersom menneskene af naturen er kaldet til samfundsliv og ikke til ensomhed, gives der forskellige former for fælles liv, der ikke nødvendigvis er motiveret af kønsdriften, men lige så vel kan være motiveret af samdrægtighed, valgslægtskab, venskab, fælles arbejds- eller studieinteresser eller gensidige bistandsforpligtelser.  Sådanne unioner kan ikke blive ophav til afkom og kan derfor ikke omdannes til en gruppe, der ville kunne kræve anerkendelse som en organisme analog til en familie.  Vor forfatning definerer familien som et naturligt samfund grundet på ægteskabet, §29.  Følgelig vil enhver konstruktion af en model for en social gruppe, der stræber efter at ligne det i Forfatningen foreskrevne, skulle vurderes efter sin overensstemmelse eller modstrid med denne, medmindre man da vælger at ændre Forfatningen.  Hvis den lovtekst, der resulterer af det parlamentariske arbejde, holder sine formuleringer langt væk fra forbindelsen mellem familie og ægteskab, vil der ikke opstå konlikt mellem Forfatningen og en sådan ordinær lov.  At det skulle være den katolske kirke, der påpeger denne konstitutionelle forbindelse (mellem familie og ægteskab) kan synes et paradoks for dem, der glemmer, at Forfatningen er et samfunds og et folks historie og ikke en lovgivers diktat, der uanset hvor oplyst det er, vil være vilkårligt, og at romerret og kristendom i den italienske historie har blandet deres rationalitet og deres etik.  Kirken er endvidere bevidst om, at loven, hvilkensomhelst lov, i sig selv er pædagog for de forestillinger, samfundet har om sig selv.  Også når den synes at tillade, vil den samtidig forekomme at binde.

Fordomme i Berlingske (ikke første gang)

Min ærede medpunditokrat Mr. Law gør heroiske indsatser for at påvise mangler og fordomme i den engang borgerlige Berlingske Tidendes dækning af Irak-krigen og de forskellige angivelige skandaler i den amerikanske regerings håndtering af den.

Det er imidlertid ikke kun i sin USA- og Irak-dækning, at det københavnske lokalblad (6.000 abonnenter vest for Storebælt) mønstrer journalister, der behersker journaliststandens ideologi og fordomme bedre, end de behersker evnen til udfarende, vidensøgende og original journalistik.

Sigrid Rasmussen er avisens Italiens-korrespondent og hun valgte den 20.2. at bringe en reportage betitlet "Vorherres eget valgforbund", hvis tese er, at den italienske kirke agerer som et politisk parti.  Tesen, der hører fint hjemme i en kronik eller et opinionsindlæg, men ikke i en reportage, bygger på to forudsætninger.  Den ene er, at når kirkens repræsentanter udtaler sig om politiske sager, der berører emner, der vedrører kirkens morallære, så agerer den politisk.  Den anden er, at dette er odiøst og forkert.

Den aktuelle anledning til klagen over kirkens politiske ageren er den italienske centrumvenstreregerings forslag til lov om samboende, ikke-gifte personers rettigheder.  Forslaget gælder begge slags ugifte par, såvel hetero- som homoseksuelle.

Adskillige biskopper har hævdet (hvilket ingen seriøst bestrider, striden går om hvorvidt det er godt eller ej) at forslaget vil undergrave familien ved at reducere værdien af ægteskab i forhold til ureguleret samliv.

Det hører med til baggrunden, at ureguleret samliv, som alle ved er så udbredt i Danmark, at det nærmest er norm, er en temmelig sjælden foreteelse i Italien.  Jeg har set tallet 300.000 nævnt som antallet af ikke-gifte, samboende par (igen af begge slags), hvorimod antallet af gifte par er over 16 millioner.  Der er altså tale om en lov, der vil få virkning for et ret lille antal borgere, og om et samfund, hvor normen om "først gifte sig, så flytte sammen" endnu gælder for det overvældende flertal.  Det er kirken naturligvis glad for, og det burde hverken undre eller chokere, at dens repræsentanter energisk kritiserer et lovforslag, som dels civilretligt er upåkrævet og dels vil undergrave de herskende normer ved at gøre det mindre væsentligt i praktiske sammenhænge, om man er gift eller ej.

Blandt lovforslagets virkninger er, at den ene part i et sådant par kan indtræde i et lejemål ved den andens død, at parterne kan arve hinanden, at den ene kan repræsentere den anden i tilfælde af svær sygdom og lignende.

Ikke-kirkelige kritikere har påpeget, at loven er unødvendig, idet det også uden den står parterne i et ureguleret samliv frit for at oprette juridisk bindende pagter, hvori de kan tildele hinanden præcis de samme (eller færre eller flere) rettigheder, end lovforslaget indeholder.

Et par eksempler på tonen i Rasmussens artikel:

 Pave Benedikt XVI og hans kreds af kardinaler og biskopper fungerer i stadig højere grad som et italiensk skyggekabinet. Den katolske kirke burde interessere sig mere for landets sjæle, end hvad der foregår under bæltestedet, mener flere italienske eksperter. Alt imens Vatikanet optrapper sit politiske engagement, vokser afstanden mellem sjælene og biskoppernes ord.

Således blev partiapparatet mobiliseret, da den italienske regering forrige uge forkyndte, at den ønskede at give ægteskabslignende rettigheder til homoseksuelle par, som ifølge italiensk lov ikke kan gifte sig, og til de mange heteroseksuelle, der ikke ønsker papir på deres kærlighed.

Med den latinske frase "Non Possumus" lod biskopperne politikerne forstå,
at gejstligheden var lodret imod.

Sidste sætning er naturligvis korrekt, men formuleret på en sådan måde, at biskoppernes modstand var en politisk, konservativ modstand.  Hvorimod frasen "non possumus" naturligvis viser, at kirken ikke kan rose lovforslaget, eftersom dets præmisser og indhold strider mod kirkens morallære.  Længere er den egentlig ikke, men selve det forhold er åbenbart en voldsom pille at sluge for visse journalister (ikke for Sandro Magister, hvis indlæg om sagen på www.chiesa.espressonline.it ikke blot i denne sag er den absolut mest seriøse dækning af kirkelige interna, der findes.  Mange tekster også på engelsk).

Videre med Rasmussen:

Det er kirkens aggressive kamp for de ubestridelige værdier, som får den katolske kirke til at ligne en politisk bevægelse, mener Marco Damilano , som for nylig udgav bogen »Guds Parti«.

"Aggressiv" er det jo ikke godt at være.  Iøvrigt skal der formentlig stå "umistelige" eller "ufravigelige" og ikke "ubestridelige", idet sidstnævnte ord jo faktisk giver kirken ret i, at visse værdier er "ubestridelige", og det er vist ikke Rasmussens mening.  Jeg formoder, at det italienske ord er "indiscussi", der kan betyde såvel "ufravelig" som "ubestridelig".

Det problematiske i Rasmussens artikel er naturligvis ikke hendes personlige meninger, men at hun — og her følger hun præcis opskriften fra sine kolleger, som Mr. Law så ofte har analyseret — bevidst eller ej vælger formuleringer og interviewpersoner og konklusioner ud fra disse holdninger.  Det skal medgives, at en artikel, der blot konstaterede at de italienske biskopper var uenige med en række ikke-kirkelige personer og intellektuelle om lovforslaget ikke ville være særlig spændende at læse.  Netop derfor hører diskussion af sagen hjemme på opinionssiderne.

Der ville en seriøs debattør ikke med stor fanfare tale om, at kirken agerer politisk, underforstået at det er skummelt, men tage udgangspunkt i de reelle, interessante og afslørende modsætninger i etik, moral og politik, som den aktuelle sag rejser.  For eksempel ved at tage alvorligt, at den italienske kirke naturligvis bekender og ikke kan andet end bekende, at ægteskabet er indstiftet af Gud og derfor ikke står til menneskers disposition at undergrave.

Milanos ærkebiskop Dionigi Tettamanzi (og tilgiv den klodsede oversættelse):

Familien grundlagt på ægteskabet har særlige og unikke egenskaber.  Familien er, som den antikke (NB! ikke-kristne) visdom holdt af at sige, seminarium civitatis, det vil sige den sociale kerne, samfundets grundlæggende og formende kilde og kraft.  Det er den i kraft af det bidrag, som familien yder samfundet ved at avle og opfostre børn og drage omsorg for personer, især de svage og nødlidende.  Som erfaringen viser, er det at give børn liv og at opfostre dem i livets mening og det at drage omsorg for den menneskelige person uanset tilstand og alder værdier, der ikke blot er fundamentale, men "grund-læggende", altså lægger grunden for selve samfundets væren og vel-væren i nutid og fremtid.  Lad mig understrege at familiens rolle i samfundet har rod i en klar og tydelig antropologi centreret om mandens og kvindens personlige værdighed og om deres gensidige forhold grundet på forening i kærlighed og liv.  I den forstand viser familien sig at være det primære sted, hvor personen realiseres … (NB! Begrebet "person" er centralt i moderne katolsk moral- og samfundslære og blev især fremmet af den franske teolog Jacques Maritain, hovedværk L'humanisme intégral) …

Så kommer hugget til medierne og deres holdninger:

Foruroligende er det klima af forvirring, endog af forvanskning, som præger debatten.  Det er ikke overdrevet at tale om forvanskning, hvis vi ser på den stærke politisering, som fordrejer aspekterne i problemet.  I første række tales nemlig ik
ke om de samboende par i s
ig selv, men om de politiske grupperinger …  Forvanskningen skyldes også det stærke kulturelle pres, der udøves af den radikale subjektivisme og individualisme, som på den ene side hævder som "ret", hvad der faktisk er "ønske", og som hævder rettigheder, mens den udvisker pligter, og som på den anden når frem til at nægte, at kønsforskelle og kønnenes komplementaritet har relevans for personen eller samfundet …

Det kan ikke nægtes at de sociale kommunikationsmidler (kirketale for massemedier m.m.) bidrager stærkt til at udbrede og styrke denne forvanskning, hver gang de svigter deres pligt til at bringe fri og korrekt information og ender med at ligge under for den økonomiske, politiske eller kulturelle magts interesser …

I dette forvirrede og forvanskede klima modtages [kirkelige erklæringer] ofte af medierne med en logik, hvor det for enhver pris går ud på at tilskrive disse en politisk hensigt og et politisk ståsted.  Derved glemmer man, at erklæringernes formål netop er at minde om de grundlæggende etiske værdier, der forekommer særlig påtrængende i den aktuelle situation og derved fremme en historisk forankret vurdering.

Det var ikke det, Rasmussen gjorde eller var interesseret i i sin artikel.

Skolevås i USA igen igen

Bertel Haarder er, forlyder det, en realistisk mand begavet med en god portion sund fornuft.  Derfor har han holdt sig tilbage fra at komme med helt så åndssvage målsætninger som Bush-administrationen i USA, der, som Steve Sailer her viser, fortsætter med at forfægte en politik, alle med sig selv ved er bygget på løgn og medfører kolossalt spild.  Det er endnu et eksempel på det som Timur Kuran for en del år tilbage analyserede i bogen "Public Lies, Private Preferences" med køns- og racekvoteringspolitikkerne som eksempel.  Pointen for liberale og for demokrater i almindelighed er, at det er dybt forkvaklende og usundt for en politisk kultur hvis magthaverne og de intellektuelt toneangivende fører og anbefaler politik baseret på ting, de pgl. selv ved er løgn, i dette tilfælde dogmet om alles ens evner.  Endnu mere forkvaklende er det, når politik baseret på løgn anbefales som moralsk og etisk påkrævet.  Så er der for alvor lagt i kakkelovnen til unødvendige katastrofer.

En realistisk politik på uddannelsesområdet vil tjene alle bedre.

Imod uddannelses-mantraet

Han har gjort det igen, Charles Murray.  Altså sagt ting, pæne mennesker ikke siger, men som er lige så sande som de gør ondt på de rettroende.

I 1984 sagde han at den amerikanske velfærdsstat producerede mere fattigdom og dårlig social arv, end den lindrede.  Meget mere.

I 1994 sagde han sammen med Richard Herrnstein, at intelligens eller rettere "g", den generelle faktor i mentale evner, stort set er genetisk betinget, og at folks livstidsindkomst (i hvert fald i markedsøkonomier som USA) i stigende grad vil være betinget af deres "g" snarere end af forældres status.  Samtidig medfører "assortative mating", altså at lige søger mage, at høj-g og lav-g folk får børn med folk af samme slags, hvorved den økonomiske sociale spaltning befæstes af en skarpere opdeling af befolkningen i mentale klasser.  Den belæste håndværker, den halvdumme Harvard-dimittend, er fænomener der ikke længere er plads til i en økonomi, der bestandig søger den højeste effektivitet, og den leveres af dem med den højeste g.

I 2005 foreslog han (ikke mindst som følge af den sociale opdeling, han forudså i 1994) at afskaffe alle velfærdsordninger, offentlige skoler og tilskud til sundhedsvæsenet osv., og erstatte dem med et årligt stipendium (eller borgerløn) til alle voksne borgere på $10.000.  For alle andre forsøg på at skabe bedre livskvalitet for de dårligt stillede var slået fejl.  Skrot det hele og start igen.  USA er et tordnende rigt land, der er rigeligt råd til at give enhver 10.000 om året.

Nu (her, her og her i sidste uges WSJ, det eneste medium der har mod til at bringe den slags virkelig ærlige artikler) gør han op med myterne om at bedre og mere uddannelse kan løse ret mange sociale eller andre problemer.

Pr. definition er halvdelen af alle børn under middel i intelligens.  Trods udbredte fordomme er det umuligt at sætte denne halvdel i stand til at bestride komplekse arbejdspladser.  Det passer ikke (og her angriber Chuck en af mine egne fordomme, så tak for det kolde brusebad!) at skolerne i gamle dage var gode til at lære alle at læse, skrive og regne.  Det passer ikke generelt, at de offentlige skoler idag er forfærdelige (selvom det gælder nogle steder).  Amerikanske og andre tiltag, der skal tilføre skolerne flere penge og sætter normer for det ene og det andet er stort set spild af penge.

Når Bush poster milliarder i det føderale undervisningsbureaukrati, bruger han bl.a. som argument, at det er skandaløst, at 36 pct. af en 4. klasse ikke kunne klare de faglige krav, som en national organisation fastsatte som gennemsnit for årgangen.  Men Chuck viser, at det faktisk er en andel der formentlig svarer ganske godt til den andel af en given årgang, der ikke mentalt nogen sinde vil være i stand til at klare kravene.  Der er altså intet mysterium og ingen skandale i det.  Bare virkelighed.

Argumenterne herhjemme for mere og bedre skoler er analoge.  Det betyder ikke, at skolerne ikke er faldet meget af på den (mere herhjemme end i det meste af USA), men det er altså en illusion at tro, at flere penge og flere krav vil producere årgange af it-ingeniører.

Første artikel handler altså om skolerne og om det umulige i at øge "g".  Den anden handler om højere uddannelser og bliver forhåbentlig straks læst af Haarder (han vil forstå den, om Sander vil være i stand til at kapere den, er nok mere tvivlsomt).  Her taler Chuck om den anden halvdel af fordelingen, altså dem med intelligens over middel.  De fleste af dem hører nemlig ikke hjemme på et college.  Det er spild af tid og penge.  De hører hjemme på tekniske uddannelser, som er de uddannelser, der virkelig fortjener at opgraderes, fornyes og gøres tillokkende.  For her kan det store flertal af disse mennesker lære nyttige og givtige færdigheder.  Det er intellektuel arrogance at tro, at flest muligt skal gennem en boglig uddannelse.

(Her leverer Murray ammunition til en række andre modige folk, der har påpeget det tåbelige i at tro, at det fører til noget godt eller til vækst at kræve flere og flere igennem en videregående uddannelse, folk som Alison Wolf i England (som jeg ved, Haarder kender) og Randall Collins og Ivar Berg i USA).

Traditionally and properly understood, a four-year college education teaches advanced analytic skills and information at a level that exceeds the intellectual capacity of most people.

There is no magic point at which a genuine college-level education becomes an option, but anything below an IQ of 110 is problematic. If you want to do well, you should have an IQ of 115 or higher. Put another way, it makes sense for only about 15% of the population, 25% if one stretches it, to get a college education.

Det lyder rigtigt.  Omkring de 20 pct.  Og hvis man satte det som realistisk mål ville det betyde langt mindre pres på uddannelserne og ikke mindst muligheden for at øge niveauet igen efter årtiers nivellering.  Sådan gør man eksempelvis i Schweiz, hvor universiteterne har holdt en standard, vi kun kan drømme om herhjemme.

Eller sagt på en anden måde: skrot de Foucault-læselister for sygeplejeelever og lær dem at tage sig af patienter!!!  Og giv dem så en ordentlig løn (en god sygeplejerske kan tjene en million i USA).  Hvis de ikkeboglige færdigheder førte til høj løn — det er de godt på vej til — ville incitamenterne efterhånden undergrave massetilløbet til universiteterne.

The fault lies in the false premium that our culture has put on a college degree.

Nemlig.

The spread of wealth at the top of American society has created an explosive increase in the demand for craftsmen. Finding a good lawyer or physician is easy. Finding a good carpenter, painter, electrician, plumber, glazier, mason–the list goes on and on–is difficult, and it is a seller's market. Journeymen craftsmen routinely make incomes in the top half of the income distribution while master craftsmen can make six figures. They have work even in a soft economy. Their jobs cannot be outsourced to India. And the craftsman's job provides wonderful intrinsic rewards that come from mastery of a challenging skill that produces tangible results. How many white-collar jobs provide nearly as much satisfaction?

Nemlig igen og mutatis mutandis for Danmark, selvom selv "rige" danskere notorisk er for fattige til at købe tjenester i samme omfang som i andre lande.

Tredje artikel er den måske mest tankevækkende for folk som os (dem i den yderste højre ende af fordelingen).  Som altså har kunnet bestride og nyde godt af en videregående boglig uddannelse.  Hvad med os?

Chuck siger vi skal lære at blive vise.  Lære at fælde domme, ikke lære at være multikulti-værdifrie.  Lære at møde vore mentale grænser.  Blive udfordret.

Og — ta-dah! — så slutter Chuck hvor jeg selv ville slutte:

Vi skal genoprette den klassiske dannelse.

The encouragement of wisdom requires being steeped in the study of ethics, starting with Aristotle and Confucius. It is not enough that gifted children learn to be nice. They must know what it means to be good.

The encouragement of wisdom requires an advanced knowledge of history. Never has the aphorism about the fate of those who ignore history been more true.

All of the above are antithetical to the mi
ndset that prevails in tod
ay's schools at every level. The gifted should not be taught to be nonjudgmental; they need to learn how to make accurate judgments. They should not be taught to be equally respectful of Aztecs and Greeks; they should focus on the best that has come before them, which will mean a light dose of Aztecs and a heavy one of Greeks. The primary purpose of their education should not be to let the little darlings express themselves, but to give them the tools and the intellectual discipline for expressing themselves as adults.

In short, I am calling for a revival of the classical definition of a liberal education, serving its classic purpose: to prepare an elite to do its duty.

Murray er guf for viderekomne.  Og manden har ret.

Mangfoldighed, forskellighed, samfundsorden, indvandring

Fremmer mangfoldighed (diversity) vækst, velstand, tolerance, retssikkerhed, et blomstrende civilsamfund og alle de andre gode ting, som såvel liberale som alle andre efterstræber?

Ja, siger meningsdannernes mantra, der forlængst i USA og efterhånden også herhjemme har ført til en ekstrem forkvakling af debatten, der censurerer ubekvemme opdagelser eller endog forhindrer, at de gøres, og som fremmer en række klicheer, der kolporteres aldeles ukritisk.  Mangfoldighed sættes lig med flere interessante restauranter, varer i butikkerne, sprog på gaderne og spændende fremmede skikke.  Og det skal man da være et skarn for at foragte.

Men de gode ting, mangfoldigheden, den etniske og kulturelle, medfører, rækker ikke særlig dybt.  Det er der efterhånden en del, der ved, men de fleste af dem tør ikke tale om det.

En af dem er selveste Robert D. Putnam, der blev verdensberømt i 1990rne med sin bog om social kapital, vækst og demokrati baseret på case studies i italiensk historie og samfundsudvikling (How Democracy Works, Princeton 1993) og som siden videreudviklede sin analyse af social kapital og dens skrantende helbred i USA i Bowling Alone (Simon & Schuster 2000).

Putnams seneste projekt har været at undersøge, hvordan tillid mellem mennesker — som jo er en fundamental faktor i social kapital — har det under forskellige etniske betingelser.  Og han fandt at “etnisk diversity får os til at gå i forsvarsposition.  Effekten af diversity er værre, end vi kan forestille os.  Det er ikke engang sådan, at vi ikke har tillid til folk, der ikke ligner os.  I meget diverse samfund har vi ikke engang tillid til dem, der ligner os”.

Hmja, det kan jo ikke overraske nogen, der har blot et overfladisk kendskab til historien og besidder elementær sund fornuft om menneskers sociale natur.  Men det er eksplosiv tale fra en Harvard-professor og bestemt en af de sandheder, meningsmagthaverne (og de politiske, op til og med vore regeringschefer alle til hobe) ikke ønsker påpeget og slet ikke ønsker at diskutere.

Så bange var Putnam for sin egen opdagelse, som byggede på meningsmålinger og analyser af 26.000 personer i 40 amerikanske by- og landsamfund, at han i flere år nægtede at offentliggøre den, indtil han kunne finde på nogle trøstende løsninger at komme med.  Imidlertid afslørede han nogle af sine opdagelser til en journalist fra Financial Times, mens den ellers trofast progressive Los Angeles Times med udgangspunkt i Putnams forskning skrev:

Those who live in more homogeneous places, such as New Hampshire, Montana or Lewiston, Maine, do more with friends and are more involved in community affairs or politics than residents of more cosmopolitan areas, the study said.

Steve Sailer bringer det vigtigste af interviewet og en analyse dels af Putnams opdagelser og dels af det håbløse politisk-ideologiske klima, der censurerer den slags, her.

Se også, a propos Los Angeles, verdens mest multikulturelle by, Sailers omtale af en ny politiroman af James Wambaugh, der gjorde sig kendt for 30 år siden med realistiske romaner om politifolk i L.A., men ellers har været tavs længe.

Som følge af ideologisk motiverede anklager om racisme fik LAPD pålagt at arrestere flere hvide mænd, for der var for få af dem i politirapporterne i forhold til deres andel af befolkningen, og dette tal er for politiet ligesom for arbejdsgivere en slags Ti Bud, der afgør hvem der må ansættes og forfremmes og altså også i L.A., hvem der må arresteres.  Det er ikke noget, Wambaugh har fundet på, det er den vitterlige sandhed, og den betyder, at politiet må bruge ressourcer på at foretage tusindvis af meningsløse anholdelser med medfølgende papirarbejde for at dokumentere den racemæssigt korrekte arrestationstakt i stedet for at patruljere de farlige områder.

De vestlige eliters selvmordsdrift på alle vore andres vegne er i sandhed imponerende af omfang.

Rudy for Prez?

NROs Jonah Goldberg mener, at New Yorks borgmester 1994-2001, den 62-årige Rudolph Giuliani har en chance for at blive nomineret til Republikanernes kandidat ved præsidentvalget i 2008.  Eller rettere, Goldberg synes, at Giuliani burde have en chance herfor, og opfordrer ham til at gøre sig til en “amerikansk Pim Fortuyn”.

Giuliani har nemlig iflg. Goldberg de rigtige kvaliteter for at tiltrække såvel omskiftelige midtervælgere som trofaste Republikanere.  Han nedbragte kriminaliteten i New York blandt andet ved at følge James Q. Wilsons forslag om at sætte konsekvent ind også mod små forseelser, med det resultat at New York på få år blev sikrere og renere end nogensinde før (og betydeligt renere og med en lavere berigelseskriminalitet end Danmark).  Derved har han vist sig som konservativ, hvor det gælder.  Han er tilmed socialt “liberal” i amerikansk forstand, men vil iflg. Goldberg favorisere dommerkandidater som Antonin Scalia og John Roberts.

Efter 9/11 blev han kortvarigt hele landets helt, og han viste sig da også som en politiker og ikke mindst retoriker af et for vor usle tid ganske ekstraordinært niveau.

Altsammen sikkert rigtigt nok, og jeg ville da stemme på ham uden tøven (selvom jeg ikke er enig i alle dele af hans socialliberalisme), men jeg tror dog ikke, han har realistiske chancer.  Døm selv.

http://article.nationalreview.com/?q=NjMwMDJlMWZkZDJhZjU0Zjk4ZWJjMGNkN2M3Mzc0ZjA=

Amerika-valg igen

Denne artikel fra WaPo er endnu et tegn på, at D(emokraternes) sejre ved USA-valget ikke var udtryk for at marginalvælgerne er blevet overbevist om D-partiets ideologi, men at de var trætte af Bush og ikke mindst af, at den R-dominerede Kongres ikke førte R-politik.

Den umiddelbare reaktion på D-sejren var

“I think this is the best environment we’ve had on the issue in quite some time,” said Cassandra Q. Butts, a senior vice president for the pro-immigration Center for American Progress.

Men så viser det sig:

In the days after the election, Democratic leaders surprised pro-immigration groups by not including the issue on their list of immediate priorities. Experts said the issue is so complicated, so sensitive and so explosive that it could easily blow up in the Democrats’ faces and give control of Congress back to Republicans in the next election two years from now. And a number of Democrats who took a hard line on illegal immigration were also elected to Congress.

Intet udelukker en katastrofal indvandringslovgivning, som vil bevare de slette og hindre mulige gode følger af indvandring, såvel lovlig som ulovlig.  Men at det ikke bliver så let at gennemføre eksempelvis en amnesti, som visse D-ledere og aktivister har håbet, er sikkert.

Og lige så sikkert er det, at dette er det store spørgsmål i amerikansk politik i mange år fremover.  For det tredje at den største hindring for en indvandringspolitik, der ikke vil bidrage til at opløse USA, ikke er vælgerne, men eliterne af begge partier.

Older posts

© 2017 Punditokraterne

Theme by Anders NorenUp ↑