Forfatter: Jonas Herby

En tidlig indsats er ikke nødvendigvis den bedste indsats

Forleden så jeg et pressemøde med Boris Johnson flankeret af sine epidemieksperter. De havde en interessant pointe, som jeg ikke rigtig har lagt mærke til i den danske debat: Udover lægevidenskaben – som oplagt er vigtig i den nuværende situation – er adfærdsvidenskab vigtig, fordi den kan sige noget om, hvor effektivt et tiltag — der i høj grad afhænger af befolkningens adfærd — vil være.

Der er mange grunde til at tro, at et tiltag, hvor man beder befolkningen om at blive hjemme og kun mødes med andre, hvis det er absolut nødvendigt, kan være mest effektivt i begyndelsen, men med tiden vil blive udvandet. Personligt var jeg langt mindre opmærksom i går end i torsdags – dagen efter at statsministeren meldte ud, at meget af Danmark ville lukke ned. Og før eller siden vil folk mødes til fødselsdage, børn vil lege sammen osv. Effekten bliver måske ikke 0, men den kan godt blive reduceret betydeligt.

Derfor skal udsagn a’la ”en tidlig indsats er altafgørende” — som bl.a. Magnus Heunicke har været fremme med — nok tages med et gran salt. For en for tidlig indsats, kan også betyde, at krudtet er brugt, når der for alvor er behov for det.

Nedenstående figur illustrerer denne pointe. Figuren viser andelen af smittede i en befolkning, afhængig af, hvornår et tiltag — der halverer smittespredningen i 14 dage — implementeres. Det er selvfølgelig en stærkt forsimplet model i forhold til virkeligheden, men den fungerer fint til at illustrere briternes pointe.

Figuren viser udviklingen for fire forskellige scenarier:

  • Scenarie 0 – Ingen tiltag (sort): 44% af befolkningen er smittet i peak
  • Scenarie 1 – Tiltag efter 20 dage (rød): 42% af befolkningen er smittet i peak
  • Scenarie 2 – Tiltag efter 40 dage (blå): 24% af befolkningen er smittet i peak
  • Scenarie 3 – Tiltag efter 50 dage (grøn): 44% af befolkningen er smittet i peak

Som sagt er modellen ekstremt forsimplet, men den illustrerer alligevel tydeligt, at det rette udsagn måske snarere er ”timingen er altafgørende” end ”en tidlig indsats er altafgørende”.

Man kan altid hævde, at man jo kan indføre strenge sanktioner til folk, der mødes med mange andre og dermed ikke opfører sig “epidemisk korrekt”. Er straffen hård nok, kan man potentielt set forlænge effekten af et tiltag nærmest uendeligt. Men så kommer man også meget hurtigere over i noget, hvor kuren kan være værre end sygdommen.

PS: Nedenstående figur viser størrelsen af peak afhængig af, hvornår værktøjet implementeres i min model. Figuren viser, at det — i min forsimplede model — kræver relativt stor præcision at reducere peak mærkbart.

PPS: Derudover var der andre interessante pointer på pressekonferencen i forhold til trade-offs, som kan have betydning for, hvilke tiltag, regeringen iværksætter (og hvornår de iværksættes).

  • Ift. at lukke skoler: Hvis børn alternativt bliver passet af bedsteforældre, der er mere sårbare, risikerer man at forværre problemerne. Effekten på smittespredningen kan også være begrænset, da børn før eller siden vil lege sammen alligevel (igen: timingen er afgørende). Læs evt. også dette fra Statens Seruminstitut, hvor de skriver ”der sås ikke tegn på, at voksne blev smittet af børn, selvom dette ikke kunne siges med sikkerhed”.
  • Ift. at isolere svækkede patienter: Hvis man beder svækkede om at isolere sig for tidligt – så isolationsperioden bliver meget lang – stiger risikoen for bivirkninger i form af depressioner og andre ligeledes alvorlige sygdomme.
  • Utilsigtede konsekvenser: Hvis man lukker udendørs begivenheder (fx Premiere League), risikerer man, at folk substituerer over til indendørs aktiviteter, som er mere smittefarlige.
  • Det handler ikke kun om, hvor mange der bliver smittet, men også hvem der bliver smittet. Kan man få de stærke smittet (og dermed senere immune), kan de svage få gavn af flokimmunitet senere hen.

Du kan se hele pressekonferencen her (eksperterne kommer på efter 31:50): https://www.youtube.com/watch?v=xRadMzCKnCU

PPPS: Ovenstående kan naturligvis ikke læses som en konkret kritik af den danske regerings tiltag, da jeg ikke ved, hvordan disse overvejelser indgår i regeringens valg af tiltag. Men heri ligger der måske en konkret kritik, fordi tiltagene indtil videre er sat i værk, uden at offentligheden har fået fremlagt scenarier, som viser, hvorfor de valgte tiltag er bedre end andre mulige scenarier (fx med senere implementering af tiltag).

Elløbehjul er ikke 7 gange farligere end cykler

I min seneste kommentar i Børsen kritiserer jeg transportminister Benny Engelbrecht for at være lidt for hurtig på aftrækkeren i forhold til at regulere elløbehjul på baggrund af Færdselsstyrelsens evaluering.

Transportminister vil nemlig indføre hjelmpligt for elløbehjul, fordi “Færdselsstyrelsens evaluering af elløbehjul viser 7 gange større risiko for ulykke sammenlignet med cykel”. Problemet er bare, at evalueringen ikke giver grundlag for at indføre hjelmpligt for elløbehjul – et forslag, der vil betyde døden for elløbehjul på leje- og delebasis.

Der er mange grunde til, at man ikke bare kan sammenligne antal uheld pr. km på ét køretøj med et andet. Hvis én type køretøj især tiltrækker personer, der er villige til at løbe risiko og tage chancer i trafikken, vil man med en simpel sammenligning kunne få den fejlopfattelse, at det er køretøjet, den er gal med, selvom det er brugerne af køretøjet, der driver forskellene.

Færdselsstyrelsens evaluering indeholder ikke data, som beskriver brugernes risikoprofil. Så for at illustrere min pointe, har jeg i stedet set på, hvad lokalitet betyder for uheldsrisikoen. Cykler findes nemlig i hele landet, mens elløbehjul i udpræget grad er et storbyfænomen.

Bagsiden af en konvolut: Forskellen i risikoen på cykler og elløbehjul er 30% mindre, hvis man korrigerer for lokalitet

I min kommentar i Børsen hævder jeg, at “Korrigerer man for, at ulykkesrisikoen er højere i storbyerne, falder forskellen i risiko med ca. 30%”. Her er min “bagsiden af en konvolut”-beregning, som ligger bag denne påstand.

Ifølge Københavns Kommunes cykelregnskab[1] var der i alt 150 uheld med personskade i København i 2018, og der blev cyklet 1,44 mio. km pr. hverdag, svarende til 426 mio. km på et år, hvis man bruger Vejdirektoratets omregningsfaktorer[2].

Det giver 0,35 uheld med personskade pr. mio. cyklede km i København.

På landsplan var der ifølge Danmarks Statistik [3] 793 uheld på cykel med personskade på landsplan (samme kilde giver 150 for København), og der blev cyklet knap 3.000 mio. km[4].

Det giver 0,27 uheld med personskade pr. mio. km på landsplan.

Risikoen for at komme ud for et uheld, der medfører personskade, er altså 0,35/0,27-1 = 32% højere i København end på landsplan. Hvis uheld med personskade er korreleret med uheld i det hele taget, tyder meget altså på, at en væsentlig årsag til forskellen i uheld mellem elløbehjul og cykling i Færdselsstyrelsens evaluering skyldes, at elløbehjul er et storbyfænomen.

Bemærk: I begge beregninger sammenligner jeg antal uheld med personskade i alle aldersgrupper med antal cyklede km for de 10-84-årige, fordi antal cyklede km i Københavns Cykelregnskab er fra Transportvaneundersøgelsen, som kun omfatter denne aldersgruppe. Men da det er ens for både København og på landsplan, gør det sandsynligvis ikke gøre store forskel.

Hvad skal vi så gøre? “Ingenting” er vel det bedste svar

Mange aktiviteter i Danmark er farlige for den enkelte, uden at vi forbyder dem. Cykling er fx mere end 7 gange farligere end bilkørsel. Alligevel er flertallet af politikere imod hjelmpligt for cykler — bl.a. fordi omkostningerne i form af mindre cykling og tabt frihed for borgerne er for store. Generelt bør man primært regulere, hvor folk kan være til fare for andre. Griber man ind i det personlige valg af, hvor meget risiko man vil løbe, bør argumenterne være meget, meget gode.

Der ER visse problemer med elløbehjulene (bl.a. bliver de parkeret ret skødesløst). Men vi mangler stadig at se overbevisende argumenter for, at reguleringen ikke smider barnet ud med badevandet. Indtil da bør tvivlen komme brugerne til gode.

Kilder

[1] https://kk.sites.itera.dk/apps/kk_pub2/index.asp?mode=detalje&id=1960

[2] http://vej08.vd.dk/mastra/mastradok/dok/trafiktaellingerplanudfoerefterb.pdf

[3] Statistikbanken, UHELDK1

[4] Jeg har aflæst cykling pr. person i forskellige aldersgrupper fra “Faktaark – Cykeltrafik i Danmark” (https://www.cta.man.dtu.dk/transportvaneundersoegelsen/udgivelser/faktaark/faktaark-om-cykeltrafik-i-danmark-2014) og ganget med antal personer fra Statistikbanken, FOLK1B.

Markedet er oftest bedre end demokratiske beslutninger

Niklas Olsen og Jacob Jensen (NOJJ) leverede forleden et polemisk og forkert angreb på liberalismen som udemokratisk i Weekendavisens sektion, ”Ideer”. Udgangspunktet var en enkelt sætning fra min Facebook-profil, hvor jeg citerer Bryan Caplan og skriver: ”alternativet til demokrati er markedet”. På samme måde gik NOJJ på fisketur blandt liberale tænkere i sidste århundrede efter lignende sentenser. I weekenden havde jeg så et svar i Weekendavisen, men da jeg kun var tildelt 2.500 tegn til at svare på kronikken, blev væsentlige pointer udeladt. Dem redegør jeg i stedet for her.

Hele NOJJ’s polemik bygger reelt på at sammenblande de to måder, vi bruger begrebet ”demokrati” på. Det kan både være en styreform og konkrete flertalsbeslutninger. Man kan godt være modstander af demokratiske beslutninger uden dermed at være imod styreformen. Det er faktisk ret normalt, og ingen ved deres fulde fem ville fx beskylde et dansk folketingsmedlem for at være imod demokratiet, fordi han/hun er imod en lov vedtaget af flertallet. I den vestlige demokratiforståelse – det liberale demokrati – er det faktisk helt fundamentalt, at demokrati ikke er lig med flertalsstyre om alt, men at der tværtimod er en sfære, som ligger uden for staten og flertallets rækkevidde. Valg af ægtefælle, retten til at ytre sig, domstolsbeskyttelse, retten til at danne partier og foreninger og vores privatforbrug tilhører den personlige sfære, civilsamfundet og markedet. Liberalt demokrati vil ikke sige, at staten bør bestemme alt, men at staten bør være begrænset. Selve det, at staten skal have mandat fra flertalsafgørelser, er i sig selv en begrænsning på statsmagten. Ifølge Karl Popper (læs bl.a. her) er det den eneste måde at opfatte demokrati på, hvis begrebet ikke skal blive selvmodsigende.

Når jeg på min Facebook-profil fremhæver markedet, er det netop for at gøre opmærksom på, at det er et rigtig godt alternativ til central styring af mennesker. Når jeg — og andre liberale — kritiserer statens indblanding i det, vi opfatter som privatsfæren, er det altså ikke en kritik af demokratiet til fordel for andre styreformer, men en kritik af demokratiets centrale beslutninger til fordel for decentrale beslutninger, hvor den enkelte har frihed til at vælge selv for sig selv. Lad mig understrege denne pointe med et eksempel.

Læs mere

© 2020 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑