Author: Jørgen Møller (page 1 of 4)

Kanon? II

Kanonen er som bekendt affyret, og selv om braget ikke blev så højt, vil vi jo gerne gøre vores til at sætte gang i debatten her på stedet. Nedenfor følger derfor den ’anmeldelse’, jeg havde i Weekendavisen ved den lejlighed – altså næsten med eneret for Punditokraterne….

———

Kanonen skyder med spredehagl

”Et begreb, der betyder alting, betyder ingenting. Og sådan er det blevet med ’demokrati’, der i dag snarere end at være et begreb med en bestemt betydning, er en vag tilslutning til en populær idé”. Sådan skrev en af vor tids mest kendte politologer, Robert A. Dahl, i den moderne klassiker Democracy and its Critics. Siden er der løbet meget vand under broen, men Dahls hævede pegefinger er ikke blevet mindre relevant. For kommunismens sammenbrud – der fandt sted efter udgivelsen af Democracy and its Critics – har efterladt demokratiet alene tilbage på valen, ideologisk set. Hvis vi ser bort fra nogle forblændede tilhængere af politisk islam samt nogle forbenede tilhængere af politisk marxisme, så bekender stort set alle sig i dag til den demokratiske tanke.

Men selv om alle bruger det samme ord, så mener folk ofte noget væsensforskelligt med det. Såvel betydningen af ’demokrati’ som de fænomener, ordet betegner, er altså genstand for strid. Og det er derfor, som Dahl påpeger, på sin plads at skille skidt fra kanel inden for denne paraplybetegnelse.

Lad det være sagt med det samme: det gør den netop udgivne ’Demokratikanon’ ikke! Tværtimod faktisk. Den knap 100 sider lange oversigt er ekstremt vidtfavnende, og den lægger vejen omkring en række ideer og foreteelser, der – i bedste fald – kan opfattes som forudsætninger for demokrati, eller som ofte går hånd i hånd med demokrati. Læseren bliver først introduceret for demokratiets åndelige og historiske rødder – fra antikkens Athen til højmiddelalderen. Derpå følger en række store tænkere, der før og under Oplysningstiden har bidraget til det demokratiske tankegods. Så er det tilbage til det faktisk forekommende i 1800-tallets Vesteuropa samt i Danmark. Og endelig får vi en præsentation af det 20. århundredes vigtigste politiske begivenheder set fra lille Dannevang. Undervejs forsvinder demokratiet – eller i hvert fald dets kerne – næsten helt ud af syne.

Hvordan kan det være? En del af årsagen skal givetvis findes i det udstukne kommissorium. Demokratikanonen skal samle ”de begivenheder, tænkere og tekster, som i særlig grad har præget synet på det enkelte menneskes frihedsrettigheder, samfundets sammenhængskraft og udviklingen af det danske demokrati”. Det er kort sagt lidt af en pakke, Undervisningsministeriet har bestilt. Frihedsrettighederne (eller i hvert fald visse af dem) lader sig nok koble til demokrati, men sammenhængskraft er noget andet og mere – måske en forudsætning for demokrati, måske en af dets virkninger, måske noget helt tredje; demokrati er det jo i hvert fald ikke.

Det har ’Udvalget til udarbejdelse af en demokratikanon’ tilsyneladende også tænkt, da de påbegyndte arbejdet. For udvalget har faktisk – og det fortjener ros – forsøgt sig med en noget mere afgrænset definition inden for kommissoriums vide rammer. For at gøre en lang historie kort er det demokrati som henholdsvis politisk ideologi og som styreform, sigtekornet bliver indstillet efter. Ideologien rummer idealerne om frihed, lighed og tolerance, mens styreformen kredser om den suveræne folkevilje.
Væk er sammenhængskraften, tænker man lettet. Men i den efterfølgende uddybning af definitionen åbner udvalget lidt for godteposen igen. Den særlige danske demokratimodel er nemlig præget af andet og mere end folkesuverænitet – en stærk statsmagt, konsensus om de store politiske beslutninger og velfærdsmodellen bliver her spillet på banen.

Det kommer vi tilbage til. I første omgang er det værd at slå fast, at i hvert fald den overordnede definition giver en relativ overskuelig rejsevejledning – den sætter os kort sagt i stand til at vurdere om bestemte ideer og begivenheder hører hjemme i kanonen eller ej.

Begyndelsen tegner da også lovende. De første 10 kanonpunkter holder sig inden for det definitionsmæssige udgangspunkt, hvilket fremgår af, at begrundelsen – hvert enkelt punkt indeholder en sådan – rent faktisk kæder tanken/begivenheden sammen med demokrati som politisk ideologi eller styreform. Denne del af kanonen er i det hele taget fornøjelig læsning. Vi kommer omkring den kristne lighedstanke, de store historiske håndfæstninger, Jyske Lov, Reformationen og flere af de tidlige liberale tænkere.

De næste 10 punkter er sådan set også udmærkede, og den danske vinkel i kapitlerne om statsborgerskab, trykkefrihed, Grundtvig, stænderforsamlingerne og Grundloven fungerer udmærket. Men godt halvvejs igennem ryger disciplinen over bord – i hvert fald i forhold til den overordnede definition. For her stifter vi pludselig bekendtskab med 1800-tallets konkurrerende politiske bevægelser i Danmark, med særlige lovgivningspakker og med internationaliseringen. Hvad dette har med demokrati som ideologi eller styreform at gøre er svært at se.

Tilsyneladende også for udvalget selv, for begrundelserne løsriver sig gradvist fra udgangspunktet, ja i et vist omfang ophører de med at begrunde noget som helst. I stedet bliver der tale om en form for resumeer af punktet. Kapitlet om ’Bonde- og højskolebevægelsen’, ’Arbejderbevægelsen’, ’Den kulturradikale bevægelse’ og ’Folkeafstemningen om EF’ er værd at nævne i denne sammenhæng. Ja, selv i et så væsentligt kapitel som ’Demokrati mod totalitarisme i mellemkrigstiden’ begrunder begrundelsen ikke rigtig noget. Og endelig synes enkelte kapitler – eksempelvis ’Demokrati under anden verdenskrig’ – ligefrem at pege væk fra demokratiet som styreform, det vil sige at omstøde selve udgangspunktet for færden gennem demokratiets historie.

Som kapiteloverskrifterne mere end antyder, bliver der plads til mange andre gode ting. Det er givetvis også med disse kapitler (samt måske kommissorium) i mente, at velfærdsstaten og de brede forlig – det socialdemokratiske og radikale Danmark – blev spillet på bane allerede i uddybningen af den dobbelte definition. Spørgsmålet er bare, hvad de laver i en demokratikanon. Hvis det ikke lige var, fordi Karen Blixen, Asger Jorn og Michael Laudrup glimrer ved deres fravær, så kunne beskrivelsen af det 20. århundrede (og i øvrigt også anden halvdel af det 19.) nærmest sammenfattes som en ’Danmarkskanon’.

For at øge forvirringen synes det som om, udvalget medlemmer ikke helt har kunnet blive enige om det enkelte punkts berettigelse. Igen er det mest udpræget i anden del, men allerede i punktet om Jean-Jacques Rousseau møder vi en ulmende uenighed. Hvor begrundelsen slår fast, at vi her har at gøre med en mand, der stod fadder til selve ideen om folkesuverænitet (det vil sige demokratiets inderste kerne), så gør teksten mest ud at beskrive, hvordan Rousseau leverede ammunition til demokratiets udfordrere. Det er naturligvis rigtigt, at den autodidakte filosof var en sammensat tænker, men flerheden af opfattelser gennemsyrer de sidste 50 sider i almindelighed – og det både indenfor enkelte kapitler og på tværs af kapitlerne.

Med andre ord: kanonen skyder med spredehagl. Og, hvilket ikke er overraskende, haglene rammer ofte mål forbi. Den læge læser vil givetvis have svært ved efterfølgende at sætte klare ord på demokratiet som politisk ideologi og/eller som styreform – endsige udpege de faktiske strømninger og begivenheder ordet betegner. Dermed blåstempler kanonen i et vist omfang tendensen til, at ’demokrati’ bliver slynget til højre og venstre i politiske diskussioner g
anske uden klarhed i konno
tationerne.

Det er, som jeg lod Dahl påpege på de første linjer, en skam. Men det sidste ord er naturligvis ikke sagt i denne sag. I såvel statsministerens forord som i indledningen gør kanonen en dyd ud af at betone, at der ikke er tale om ”en færdig facitliste”, men ”et kvalificeret oplæg til debat”. Den udstrakte hånd bør vi – som deltagere i den offentlige debat – gribe. Efter den negative kritik af (dele af) kanonen er et positivt korrektiv derfor på sin plads. Hvis vi henholder os til at indfange demokratiet som politisk ideologi og styreform, så lyder overtegnedes dobbelte bud som følger.

Ideologisk er demokratiet udtryk for et opgør med verdenshistoriens dominerende organisationsprincip: privilegie- eller standssamfundet. Der er tale om en strømning, der betoner menneskets (i rollen som borger) politiske lighed. Sagt på en anden måde er der (pace Hal Koch) tale om en afvisning af, at fastlæggelsen af politiske beslutninger forudsætter særlige kvalifikationer. Enhver statsborger over myndighedsalderen har ret til at kaste sin stemme – og opstille til Tinge – uanset hvor ’inkompetent’ vedkommende måtte være i livets øvrige forhold.

Hvad styreformen angår, lader den samlede pakke sig sammenfatte i frie valg og et bestemt sæt af politiske frihedsrettigheder – samt retsstatens garanti for at begge dele bliver effektive. Styreformen giver dermed de ’ukvalificerede’ borgere lige ret til at fastlægge de politiske beslutninger uden at stille krav til indholdet af disse beslutninger. ”Demokratiet angiver et hvorledes, ikke et hvad”, som Alf Ross elegant formulerede det for godt 60 år siden. Dermed er også sagt, at de politiske beslutninger ikke skal være et produkt af endrægtighed. Som styreform giver demokratiet tværtimod plads til uenighed på tværs af det politiske spektrum.

I den forstand er der ikke noget forjættende ved demokratiet. Det stiller ingen utopier i sigte. Som den amerikanske politolog Samuel Huntington engang skrev – det var inden, han blev den forkætrede forfatter til Civilisationernes sammenstød – så er ”demokrati en løsning på problemet med tyranni, men ikke nødvendigvis på noget andet”. Midlet er enkelt: at give frit slag for konkurrerende synspunkter, så længe deltagerne overholder spillets regler. Det er – vil jeg så tilføje – lidt af en præstation, specielt i et historisk perspektiv. For ret beset er der kun ét alternativ til politisk uenighed: en ’enighed’ gennemført med magt. I den forstand er demokratiet menneskehedens vakreste opfindelse. Derfor fortjener det måske nok en kanon. Det har det så fået – og der blev lidt for enhver smag. Lidt for meget.

Den stenede færd imod demokratiet

Hvordan – og i hvilket omfang – kan ‘Vesten’ være med til at udbrede demokratiet i verdens brændpunkter? Det dobbelte spørgsmål har tiltrukket sig stor opmærksomhed over de seneste årtier. I de tidlige 1990ere var svarene almindeligvis optimistiske, siden vandt pessimismen indpas. Nu har en ny, og særegen, reaktion så meldt sig. Og da de forudgående analyser har haft en tendens til at sætte markante aftryk uden for det akademiske elfenbenstårn – i den virkelige verden – er der god grund til at tage diskussionen i øjesyn.

For godt halvandet årtis siden begyndte demokratiet at sprede sig med en hidtil uset hast. Østblokkens sammenbrud i 1989-1991 repræsenterede en storslået sejr for den demokratiske styreform. Og også i Sydamerika, Østasien og Afrika vendte flere og flere lande ved denne tid ryggen til fåmandsvælde og forskellige varianter af statssocialisme. Hvor det såkaldte Freedom House indeks ved sin grundlæggelse i de tidlige 1970ere karakteriserede under 30 procent af verdens lande som ’frie’ (dvs. demokratiske), var tallet i midten af 1990erne steget til omkring 40 procent.

De demokratiske landvindinger satte sig tydelige spor inden for den akademiske verden. Den såkaldte ’transitologi’-skole gjorde op med 1950ernes og 1960ernes noget traurige ’moderniseringslitteratur’: med forestillingen om at visse økonomiske og politiske forudsætninger var nødvendige, for at demokratiet kunne slå rod. Transitologerne påpegede friskt og frejdigt, at det nu om stunder var muligt at nå i sikker demokratisk havn fra meget forskellige udgangspunkter – og ved hjælp af meget forskellige rejsevejledninger.

Men i anden halvdel af 1990erne begyndte virkeligheden at komme i vejen. I store dele af den tidligere kommunistiske verden samt i en række afrikanske lande viste demokratiseringerne sig at have en betydelig natside. De frie valg banede vejen for politisk og økonomisk ustabilitet, ja i visse tilfælde fulgte blodige borgerkrige i kølvandet på de politiske åbninger. Og ved årtiets slutning brød demokratiet ligefrem sammen i flere lande; General Pervez Musharrafs militærkup i Pakistan i 1999 er værd at nævne i denne sammenhæng.

Væk var euforien fra de tidlige 1990ere, også blandt forskerne. Den ’demokratiske optimisme’ blev nu afløst af sin logiske modsætning, af ’demokratisk pessimisme’. Frem for alt begyndte en række politologer og politiske iagttagere atter at kredse om demokratiets sociale forudsætninger. Den nye dagsorden rettede med andre ord kikkerten bagud; fokus lå nu på den vestlige verdens egen stenede færd mod demokratiet i verden af i går.

Tilbageblikket blev sammenfattet i dobbelt pointe. For det første er det moderne – eller liberale – demokrati historisk set en sammensmeltning af frie valg og liberal konstitutionalisme. For det andet, og endnu mere væsentligt, kom det liberale element, retsstaten, til verden før nogen overhovedet havde tænkt på frie valg. Det var ingen tilfældighed, lød pessimisternes konklusion. For frie valg uden en retsstat er meningsløse – det svarer til at spille skak uden spilleregler. Spørgsmålet er derfor, om det overhovedet er muligt at ændre på rækkefølgen, således at frie valg kommer til at danne grundlaget for en liberal statsmagt.

Denne positive analyse bar i sig kimen til en normativ anbefaling. Demokratiseringsfremme skulle sigte på at fremme retsstaten, gerne i samarbejde med de siddende magthavere – først når lighed for loven, magtdeling og et nogenlunde effektivt bureaukrati var en realitet, kunne frie valg komme på tale.

Sådan lød budskabet hos anerkendte forskere og kommentatorer som Jack Snyder og Fareed Zakaria. Nu er denne ’sekventielle’ demokratidagsorden så selv kommet under beskydning. I en stort opslået artikel i januarudgaven af det anerkendte tidsskrift Journal of Democray langer Thomas Carothers ud efter Snyders og Zakarias udlægning af teksten. Carothers er ikke en hr. hvem-som-helst; faktisk var han en af hovedkræfterne i bestræbelserne på at mane til besindighed, da den demokratiske optimisme stod alene på scenen.

Men selvom Carothers altså indskriver sig i den mere pessimistiske tradition, som også Snyder og Zakaria udgår af, så har han ikke meget tilovers for deres anbefalinger om at sætte retsstaten foran de frie valg. Tre kritikpunkter er værd at nævne i denne sammenhæng.

For det første afviser Carothers, at diktatorer er værd at satse på, når det kommer til at lægge fundamentet for retsstaten. Den ’liberale autokrat’ er – principielt set – en selvmodsigelse. For der består en grundlæggende modsætning mellem personlig magtudøvelse og upartisk lovhåndhævelse. Betænk den liberale konstitutionalismes ideal par excellence: at love, ikke mennesker, regerer. Ordene ’autokrati’ og ’retsstat’ skriger simpelthen af hinanden. Så vidt teorien. Det er, erkender Carothers, rigtigt at udemokratiske magthavere i lande som Sydkorea, Taiwan og Singapore har været overbevisende statsbyggere. Men den østasiatiske undtagelse er netop det: en undtagelse der bekræfter en forstemmende hovedregel. For hver Lee Kuan Yew findes et dusin Robert Mugaber (eller i hvert fald Vladimir Putiner).

For det andet, og i forlængelse heraf, har parlamentarismen visse iboende fordele, når det kommer til at bane vejen for retsstaten. Demokratiske politikere er – per definizióne – ikke hævet over loven; nok sætter de loven som medlemmer af parlamentet, men de er også bundet af den. Og bevæger vi os atter fra teori til praksis, så gør den politiske konkurrence mellem alternative blokke det lettere at hindre den magtfuldkommenhed, som altid truer med at underminere retsstaten. Som den engelske historiker og politiske tænker Lord Acton så rammende har formuleret det: ”Magt korrumperer, absolut magt korrumperer absolut”.

Endelig – for det tredje – overvurderer Snyder og Zakaria, hvad den vestlige verden egentlig kan udrette, når det kommer til at fremme demokratiet uden for kerneområderne i Europa, Nordamerika og Østasien. Irak kan naturligvis sagtens fremstilles som et eksempel på, at det ikke er kønt, når frie valg finder sted i fraværet af liberale skranker. Men frem for alt viser ’projekt Irak’, at udenforstående ikke bare med ét slag kan sende et underudviklet land på en færd imod demokratiet – og det gælder uanset om retsstaten eller de frie valg udgør fokuspunktet.

Hvor efterlader det os? Carothers anbefaler, at vi ser bort ’rækkefølgetankegangen’ og i stedet omfavner ’gradualisme’. Hvad dækker det begreb over? Jo, der er i bund og grund tale om den reformtilgang, den østrigske filosof Karl Popper for mere end et halvt århundrede siden døbte ’stykkevist konstruktionsarbejde’. Gradualismen adskiller sig fra rækkefølgetankegangen ved, at den ikke sætter retsstaten foran de frie valg. Begge dele er nødvendige, men det gælder om at fare varsomt frem – for hvis reformerne ikke er efterspurgt af befolkningen samt funderet i de eksisterende sociale institutioner, så har det demokratiske projekt en uheldig tendens til at gå under i sin egen ustadighed.

Carothers krasse kritik af rækkefølgetankegangen har ikke fået lov til at stå uimodsagt. I det nye nummer af Journal of Democracy indgår en diskussion, hvor blandt andet Jack Snyder tager til genmæle. Snyders kommentarer er dog ikke særligt overbevisende – han forsøger i bund og grund at vise, at også gradualismen nødvendigvis må sætte retsstaten først. Mere bid er der i den amerikanske politolog Francis Fukuyamas tilføjelse til Carothers analyse. Fukuyama erklærer sig enig i hovedbudskabet, men han påpeger, at Carothers har overset en ganske vigtig præmis.

En gradvis færd imod demokratiet er kun mulig, dersom spørgsmålet om statens territoriale omfang er løst. I Europa tog de mange hundrede år at slibe de moderne statsdannelser til – og der var tale om en blodig proces. I verden af i dag forhindrer det internationale samfu
nd, at problemet med state
ns afgrænsning løses med våbenmagt. Det er i det store og hele et gode, for krig er som bekendt menneskehedens store svøbe. Men resultatet er også, at kunstige statsdannelser som Sudan (der består af en et muslims/arabisk center og en kristen/afrikansk periferi) bliver holdt i live udefra. Sådanne stater er ude af stand til at tage selv begrænsede skridt imod demokratiet, fordi de forskellige befolkningsgrupper ikke anerkender hinandens legitimitet som borgere. Og derfor er det ikke særligt befordrende for demokratiets udbredelsesmuligheder, at territoriale afskalninger nu er en saga blot. Med Fukuyamas underspillede formulering: ”Måske er der, når alt kommer til alt, brug for en smule mere fleksibilitet på dette område”.

Denne tilføjelse er på sin plads. Men ret beset understøtter den blot Carothers gennemgående budskab: at demokratiet skal gro stærk indefra – ganske som det skete i den vestlige verden fra 1700-tallet og fremefter.

Carothers, Thomas (2007), ”The ’sequencing’ fallacy”, Journal of Democracy, Vol. 18, No 1.

Fukuyama, Francis (2007), ”Liberalism versus state-building”, Journal of Democracy, Vol. 18, No 3.

Mansfield, Edward D. & Jack Snyder (2007), ”The sequencing fallacy”, Journal of Democracy, Vol. 18, No 3.

Sicilien mellem fortid og nutid

Jeg var et smut på Sicilien under min italienske afstikker til The European University i Firenze, og bringer her – med eneret for Punditokraterne – en lille kulturhistorisk beretning om Middelhavets største ø; en beretning der søger at afdække nogle forudsætningerne for økonomisk velstand.

Siciliens hovedstad Palermo er et pudsigt sted. Trafikken er kaotisk, og indbyggerne parkerer, som det passer dem – gerne helt ude i tredje række. Ikke to huse og er ens, det er svært at se noget mønster i vejnettet, og mange af slumkvartererne kan umuligt være godkendt til beboelse. Byplanlægning er tilsyneladende ikke noget, de lokale myndigheder bekymrer sig om. Det er ikke tilfældigt, at Palermo huser flere uregistrerede indbyggere end nogen anden italiensk by.

Men slipper man først gennem virvaret, så venter et imponerende syn. Området mellem Palermos gamle palads, Palazzo Reale, og Palermos domkirke står som en mindelse over højmiddelalderens blandingskultur par excellence. Her mødtes – for næsten 1000 år siden – Europas tre store civilisationer: den latinsk-katolske, den græsk-ortodokse og den arabisk-muslimske. Tag blot Palazzo Reales berømte Cappella Palatina. Kapellet blev påbegyndt i 1132 under den katolske kong Roger II. Dets mosaikker er græske, og dets prægtige træloft er udført af arabiske håndværkere.

Som Rogers navn antyder, daterer kapellet sig tilbage til en tid, hvor normannerne regerede Sicilien; men hvor befolkningen fortrinsvis bestod af arabere og grækere. I to korte århundreder fremstod det normanniske Sicilien som Europas økonomiske, kulturelle og litterære højborg. Så var det slut, og siden har Sicilien udviklet sig til lidt af en udørk på alle tre punkter.

Beretningen om den sicilianske blandingskultur under normannerne rummer en dobbelt lektie i statsbygning: et eksempel på storhed og fald. Den cocktail er nok et besøg værd. Vi skal tilbage til den gryende højmiddelalder. Europa var fra 1000 til 1300 hjemsted for en befolkningseksplosion, der førte til markante ændringer i næringsstrukturen, i særdeleshed i form af øget specialisering. Marginaljorde blev inddraget til dyrkning, hvilket gjorde ejendomsretten mere effektiv. Resultaterne lod ikke vente på sig: økonomisk vækst og en øget samhandel holdt deres indtog over størstedelen af det europæiske kontinent.

Højmiddelalderens nye velstand lader sig aflæse i de skriftlige vidnesbyrd. Det er ikke forkert at sige, at Europa efter år 1000 dukker frem af den tidlige middelalders tåger, hvad de nedskrevne kilder angår. Men det var en presset latinsk kristenhed, der nu atter fik tunge og mæle.

Den Iberiske Halvø og Sicilien havde i århundreder tilhørt muslimske arabere, og selv om de kristne indbyggere ikke var blevet fordrevet, så overdøvede muezzinernes stemmer kirkeklokkerne. På det syditalienske fastland styrede ortodokse byzantinere slagets gang – et levn efter den store kejser Justinians forsøg på at genvinde Romerrigets vestlige provinser i 500-tallet. Og mod nord havde de hedenske vikinger i over tohundrede år gjort strandhugst langs de kristne riger i Frankrig, England og Irland.

Lad os blive hos vikingerne for en kort stund. En del af mændene fra nord slog sig ned i det fremmede, og en af deres kolonier – der meget passende fik navnet ’Normandiet’ – skulle komme korset til undsætning få generationer senere. Vidt berømt er den normanniske Hertug Vilhelms erobring af England. Men allerede inden Vilhelms engelske politik kulminerede i slaget ved Hastings i 1066, havde normanniske eventyrere bidt sig fast langt mod syd, langs Apuliens og Calabriens kyster.

Der var for det meste tale om yngre brødre, der på grund af de normanniske arveregler ikke havde andel i slægtsgodset. Forrest i flokken stod Tancred de Hautevilles otte sønner, af hvilke ikke mindre end fem skulle opnå hertugværdigheden i det syditalienske. Mest navnkundig er den ældste søn af Tancreds andet ægteskab, Robert Guiscard – ’den listige’. Efter i løbet af 1050erne så nogenlunde at have sikret sig herredømmet over hele den italienske hæl og tå – samt store dele af området op imod Kirkestaten – landede Robert sammen med sin yngre bror Roger i 1060 på Sicilien. Det kom ikke til at gå stille af.

Normannerne geopolitiske succes, i England såvel som i Syditalien, kan føres tilbage til højmiddelalderens militærteknologiske nybrud. Enhver, der har læst Homers Illiade, vil have lagt mærke til de græske bronzealdersamfunds hierarkiske karakter. Beretningens helte er konger, fodsoldaterne får få ord med på vejen, og den menige græker eller trojaner kan ikke gøre andet end at håbe på gudernes velvilje.

Den samfundsopbygning skyldtes i høj grad, at bronze var en knap ressource. Kun konger og høvdinge kunne bekoste et ordentligt krigsudstyr – og deres greb om datidens voldsmonopol var derfor solidt. Jernteknologiens fremkomst vendte op og ned på samfundet. Jern er billigere at fremstille end bronze, og med de nye våben i hånden kunne borgere, bønder og hyrder pludselig deltage i spektaklet. Elitens voldsmonopol blev simpelthen brudt, og den demokratiske bystat, polis, tog kongedømmernes plads, i hvert fald i betydelige dele af det gamle Hellas.

Middelalderens ridderhære indvarslede et lignende skift i samfundets organisation – men denne gang tilbage til hierarki. Stigbøjlen, der via Vestasien nåede Europa ved denne tid, tillod rustningsklædte krigere at kæmpe fra hesteryg. Da hest, brynje og lanse var endog meget bekostelige, tiltvang den bevæbnede elite sig atter voldsmonopolet. Den militære organisation spejlede sig i feudalismen, en samfundsorganisation hvor den rustningsklædte ’hærmand’, herremanden, udgjorde omdrejningspunktet.

Normannerne var rene virtuoser, når det kom til at udnytte den nye militærteknologi. Det mest iøjnefaldende ved Hauteville-brødrenes erobring af Sicilien var deres tekniske militære overlegenhed. Selv om normannerne næsten altid var voldsomt i undertal, så gik Robert Guiscards og lillebror Rogers svært bevæbnede rytteri af med sejren stort set hver eneste gang. Araberne måtte bøje nakken, og omkring 1090 var hele øen i normannernes vold.

Så indtraf miraklet. Krigerfolket viste sig at være uovertrufne statsbyggere. Hautevillerne førte bevidst en tolerancepolitik, der var uset for den tid. Da Robert Gusicard og Roger i 1072 erobrede Palermo, de sicilianske arabers hovedstad, blev hverken muslimernes liv eller muslimsk ejendom udsat for overgreb – byens indbyggere slap med en skat. Kontrasten til en anden af periodens store erobringer, korsfarernes indtagelse af Jerusalem, kunne dårlig være større. Da det første korstog i juli måned 1099, blot sytten år efter Palermos fald, erobrede Den Hellige By, slagtede de den muslimske og jødiske befolkning som kvæg – selv ikke byens kristne gik ram forbi.

Og Palermo var ikke en enlig svale. Under Roger I – der overtog magtens tøjler efter storebror Guiscards død – opbyggede normannerne en stat, der var sammensat som et fint konstrueret urværk. Det arabiske bureaukrati blev videreført, og en stærk flåde med et betydeligt græsk indslag blev stablet på benene. På denne måde viste Roger I og sønnen Roger II sig i stand til at skabe en meget stærkere centralmagt, end tilfældet var i resten af Vesteuropa.

Der var tale om et bevidst forsøg på at holde feudalismens centrifugale kræfter i skak, og projektet lykkedes over al forventning. Roger II – kronet som konge af Sicilien juledag 1130 – gjorde den sicilianske stat sig til en af det kristne Europas stærkeste. Roger var Vesteuropas rigeste monark; hans skatteindtægter fra Palermo alene oversteg efter sigende den engelske konges samlede indtægter. Samtidigt trivedes videnskaben og litteraturen i den sicilianske blandingskultur. Arabernes kendskab til antikkens store græske værker fik stor betydning for middelalderens Europa, og inden for lyrikken forsøgte øens digtere sig ud i den ’folkesprogede’ gerning, som Dante, Petrarca og Boccacio få århundreder senere skulle gøre så berømt.

Hvad var det, der gjorde Huset Hauteville i stand til at skabe dette organisatoriske mirakel? To forhold er væsentlige, hvis man vil afdække systemets fjedre. Kombinationen af en pragmatisk tilgang til statskunsten og evnen til at skabe en stærk centralmagt gjorde underværker i en periode præget af både fanatisme og anarki.

Den samlede pakke kan spores tilbage til normannernes lømmelalder langt mod nord. Allerede da vikingerne slog sig ned i det senere Normandiet, viste de sig parate til at lære af omgivelserne. De begyndte meget hurtigt at tale fransk, blev omvendt til kristendommen, og lagde såvel deres lighedsidealer som deres langskibe på hylden til fordel for Kontinentaleuropas feudalsystem og militærteknologi.

Deres efterkommere i det syditalienske fortsatte i samme spor. I stedet for – som korsfarerne i kongeriget Jerusalem – at fastholde den vesteuropæiske samfundsform, så fulgte normannerne terrænet, i hvert fald under Huset Hauteville. Deres religiøse tolerance afspejlede blot deres generelle pragmatisme. Så de noget, de kunne bruge, så tog de det til sig – hvad Gud og Pave så måtte mene om den sag.

Men pragmatismen var kun den ene halvdel af pakken. Netop ved at tage den arabiske forvaltningstradition til sig viste Roger den I og Roger den II sig i stand til at holde de normanniske (røver-)baroner i skak. Siciliens stærke centralmagt sikrede en relativt høj grad af lov og orden – selve forudsætningen for et sundt økonomisk liv.

I to hundrede år funklede den normanniske stjerne i syden. Så udslukkedes den langsomt, og Syditalien tabte pusten, økonomisk såvel som kulturelt. Det er, paradoksalt nok, muligt at kæde Siciliens nuværende underudvikling sammen med normannernes succes. Da Huset Hauteville fik nogle generationer på bagen begyndte centraliseringstendenserne så ganske at overskygge pragmatismen.

Kontrasten til de samtidige begivenheder i Mellem- og Norditalien er slående. De italienske bystater nord for Rom kastede sig ved denne tid ud i et alternativt forsøg på at bekæmpe feudalismens centrifugale dynamik: de genopfandt republikanismen. Et sammensurium af demokratiske kanaler og ’checks and balances’ gjorde deres ’kommuner’ åbne for forandringer, samtidig med at de sikrede politisk stabilitet. På det økonomiske område forgreb den helt store stjerne mod nord – datidens Firenze – ligefrem den moderne kapitalisme.

Sicilien, der under Hautevillerne havde været betydeligt rigere end Norditalien, kunne slet ikke følge trop. Den stærke centralmagt tillod ikke politiske og økonomiske eksperimenter, og under godt fire århundreders spansk overherredømme gik næringslivet og kulturen gradvist i stå. Forskellene mellem Nord- og Syditalien har holdt sig til vor tid; som enhver dansk turist, der besøger Middelhavets største ø, vil kunne tale med om. Nutidens Palermo er en bleg skygge af Roger IIs prægtige stad. Det er ganske ironisk, at både nutidens trængsler og datidens storhed springer af samme kilde: af normannernes store statsbygningsprojekt.

At sammenligne på tværs af tid og rum

I Hvad er historie? fra 1963 lægger H. P. Clausen ud med at fundere en smule over historiefagets egentlige ærinde. Efter at have lagt vejen omkring den historiske metodelære tager han livgreb med historisk teori – og når frem til den følgende konklusion: ”Der findes vel andre former for historisk forklaring, men i de fleste tilfælde arbejder historikeren med en kausal sammenhæng mellem de historiske fænomener”. Få sider senere uddyber han betragtningen ved at lægge vejen omkring den britiske historiker E. H. Carr:

”Med Carr kan vi sige, at historikeren skaber en slags hierarki af årsager, etablerer deres indbyrdes relationer og afgør, hvilken slags årsager, der bør betragtes som de afgørende. Historikeren karakteriseres af de årsager, han drager frem. Derfor handler megen historisk debat om, hvilke årsager der skal have prioriteten”.

Dermed er også sagt, at historiefaget – ganske som socialvidenskaben i øvrigt – nødvendigvis må omfavne systematiske sammenligner. Hvorfor nu det? Jo, vi er ikke i stand til at manipulere fortiden efter forgodtbefindende, og kun ved at sammenligne på tværs af observationer – og dermed kontrollere for alternative årsager – er det muligt be- eller afkræfte en given historisk årsagsforklaring (dvs. en historisk teori).

Mange historikere vil imidlertid ikke vedkende sig behovet for systematiske sammenligninger. Når de skal forklare, så gør de ofte ved brug af casestudier, og det er almindeligt at opfatte denne fremgangsmåde som et alternativ til sammenligninger. Hvis man kun fokuserer på en case, lyder argumentet, så er der jo intet at sammenligne med. Men det argument holder kun, dersom én case bliver sidestillet med én observation (til ét tidspunkt). Og hvis det er tilfældet, så kan et casestudie alene bruges til at afkræfte en teori – ikke til at gøre os klogere på, hvad der er sket i den konkrete sag eller på generelle sammenhænge for den sags skyld. Det egentlige casestudie er, lyder denne artikels bud, et studie af variation over tid, dvs. det er en sammenligning af observationer på den afhængige variabel (det der skal forklares) og de uafhængige variabler (de mulige forklaringer) til tiderne t1, t2…tn.

Men det er ikke nogen enkel sag at sammenligne på tværs af tid. Hvis vi ser bort fra de mere tekniske spidsfindigheder – hvornår er t eksempelvis lig med t1: til ét bestemt tidspunkt eller i en bestemt periode? – så er to problemer værd at hæfte sig ved. For det første er det ikke sikkert, at en årsagssammenhæng, der gælder på tværs af tid, også gælder på tværs af rum. For det andet er der en fare for, at de uafhængige variable påvirker hinanden over tid – og at vi derfor ikke kan etablere, hvilke der er væsentlige, og hvilke der ikke er.

Lad mig illustrere den første pointe med et omvendt eksempel. Det er gentagne gange blevet bekræftet, at der består en global sammenhæng mellem velstandsniveau og demokrati: jo rigere et land er, jo større er sandsynligheden for, at det er demokratisk. Denne sammenhæng bygger på sammenligninger på tværs af rum – altså verdens lande imellem. Men der eksisterer meget få undersøgelser af, om der eksisterer en lignende sammenhæng mellem velstandsstigninger og demokratisering over tid, dvs. om et givent lands sandsynlighed for at blive demokratisk stiger i takt med en velstandsstigning. Og der er intet logisk belæg for at udlede den historiske sammenhæng af den nuværende globale sammenhæng – selv om det ofte bliver gjort.

Den anden pointe er endnu mere væsentlig. Lad os blive i demokrati-genren og antage, at vi ønsker at forklare, hvorfor demokratiet kom til Danmark relativt tidligt (i forhold til den generelle europæiske udvikling). I dette tilfælde vil vi opstille en række relevante variable: den moderne statsmagt opkomst i 1700-tallet, etableringen af et nationalt fællesskab i første halvdel af 1800-tallet, middelklassens stadig større økonomiske betydning ved samme tid, det geopolitiske pres på en småstat i et anarkisk internationalt system og så fremdeles.

Vi kan så sammenligne Danmarks status på disse variable til forskellige tidspunkter: før, under og efter demokratiseringen i midten af 1800-tallet. Men det er yderst tænkeligt, at de udvalgte variable påvirker hinanden – og ikke bare den afhængige variabel. Eksempelvis kan opkomsten af et nationalt fællesskab kobles sammen med presset fra fjendtlige naboer, mens det er muligt at argumentere for, at den moderne statsmagt (forstået som et weberiansk bureaukrati) skabte grobund for den velstandsstigning, middelklassen nærede sig ved. Og så fremdeles.

I denne situation er det meget svært at opstille Carrs hierarki af årsager, etablere deres indbyrdes relation og afgøre, hvilke der bør betragtes som de afgørende. Heldigvis er der hjælp at hente. For hvis vi samtidig sammenligner på tværs af rum til de forskellige tidspunkter (t1, t2…tn), så får vi langt flere strenge at spille på. Tag det danske demokrati-eksempel – vi kan enten sammenligne med et andet lignende udfald (eksempelvis det svenske) eller et forskelligt udfald (eksempelvis det tyske). Vi kan altså, for at gøre en lang historie kort, sammenligne på tværs af både tid og rum.

Lad mig bruge den pointe til at vende tilbage til Clausen. Hvad er historie? Indeholder en meget berømt passus, der er værd at citere i sin længde:

”Den engelske historiker, lord Acton (1834-1902), har sagt de hyppigt citerede ord, at den historiske metode kun er en fordobling af den sunde menneskeforstand. Det kan forklare os lidt om, hvorfor det er vanskeligt at fremlægge en tilfredsstillende historisk metodelære. Man skriver jo ikke en vejledning i brugen af den sunde fornuft”.

Nu kan man jo lægge ud med at konstatere, at det trods alt nok kræver lidt vejledning, at nå ud over den sunde menneskeforstand – og at fordoble fornuften er da lidt af en præstation, selv for en historiker. Frem for alt kræver studiet af fortiden, ganske som socialvidenskaben i øvrigt, solide logiske retningslinier. Når vi bevæger os fra den egentlige historiske metodevidenskab – kildekritikken og de tilhørende slutninger til virkeligheden – til historiske forklaringer, så er den komparative metode et uomgængeligt redskab. For hvad historikerne logisk set bør søge at forklare er afvigelserne fra en mere generel foreteelse, dvs. om et bestemt historisk fænomen indtrådte relativt tidligt eller relativt sent i forhold til den generelle tendens. Og det kræver, at vi anskuer (eller rettere konstruerer) både tid og rum som dimensioner langs hvilken de historiske objekters status kan variere.

Clausen, H. P. (1963), Hvad er historie? Den historiske videnskabs metodiske grundspørgsmål og nyere synspunkter på historieforskningens teoretiske problemer, Berlingske Leksikon Bibliotek.

Bartolini, Stefano (1993), ”On Time and Comparative Research”, Journal of Theoretical Politics, 5, No. 2.

At konstruere og miskonstruere typologier

Jeg skrev i foråret en lille artikelserie om den komparative metode til Weekendavisen. Den første artikel (”At sammenligne æbler og pærer”) blev bragt den 3. maj. Men min redaktør fandt desværre de to næste afsnit lidt for ’tekniske’; hvad der måske var lidt om. Da vi på Punditokraterne har mange studerende blandt vort faste læserkorps, vil jeg i stedet bringe dem her på siden. I den forbindelse er det også værd at erindre, at klare logiske retningslinier modvirker politisering; og derfor er væsentlige i en tid, hvor både politikere, meningsdannere og – i hvert fald fra tid til anden – forskere har det med at lade proportionerne fare.

———

Typologier et af de mest anvendte redskaber inden for socialvidenskaberne. Faktisk er sondringen mellem forskellige typer af sociale foreteelser lige så gammel som socialvidenskaben selv. Hvorfor er ikke svært at forklare. Selve udgangspunktet for den videnskabelige metode er, at der findes orden i kaos, at naturen huser både ensartethed og forskellighed. En typologi gør en ofte uoverskuelig virkelighed håndterbar ved at etablere ligheder ud af tilsyneladende forskelle – hvilket forhindrer, at vi drukner i den sociale verdens mangfoldighed.

Brugen af typologier møder vi allerede hos Aristoteles, der foregreb den moderne demokratiseringslitteratur, da han skelnede mellem politiske styreformer såsom demokrati, oligarki og tyranni. Og det typologiske redskab har ikke fået lov til at ruste siden. Tag blot den tyske sociolog Max Webers berømte sondring mellem tre typer af herredømme: karismatisk, traditionel og moderne. Denne taksonomiske opstilling har vist sig langtidsholdbar, har inspireret digre værker og – om end mere sjældent – interessante forskningsresultater.

Så langt, så godt. Socialvidenskabernes brug af typologier har imidlertid ikke været nogen ren succeshistorie. For ofte har økonomerne, politologerne og historikerne undladt at observere den taksonomiske logik, der ligger bag selve typebegrebet. Frem for alt er det – hvad logikken angår – nødvendigt at sætte vandtætte skodder mellem klassificeringer og typologiseringer.

En klassificering er en opdeling af empiriske observationer, der indfanger én bestemt dimension – normalt karakteriseret ved én bestemt egenskab eller et bestemt sæt af egenskaber. Klasserne dannes på baggrund af tilstedeværelsen eller fraværet af denne egenskab, og de to eneste tilhørende krav er, at klasserne er gensidigt udelukkende (ingen observation må falde i mere end én klasse), samt at den samlede klassifikation er udtømmende (alle observationer skal kunne indplaceres i klasserne).

Disse to krav gælder også for typologiseringer, men forskellen til klassificeringer er alligevel yderst håndfast. For en typologi er en opdeling af empiriske observationer, der bygger på mindst to dimensioner. Hver af disse dimensioner er kendetegnet af en eller flere egenskaber, og den samlede opstilling af typer er derfor flerdimensionel. Eller for at sige det på en anden måde: er der flere dimensioner, så er der også flere klassifikationer – og så står vi, samlet set, med en typologi mellem hænderne.

Lad mig give et eksempel fra mit eget forskningsfelt: demokrati. Demokratiets væsentligste egenskab består af frie valg, vil de fleste nok sige. Dersom egenskaben ’frie valg’ ikke til stede, så er der tale om demokratiets polære modsætning: autokrati. Autokratiets grundlæggende egenskab er netop ufrie valg (eller ligefrem fraværet af valg). Vi kan altså, hvis vi alene hæfter os ved egenskaben frie valg, danne en klassifikation bestående af de to klasser: ’demokrati’ (+ frie valg) og ’autokrati’ (- frie valg).

Men hvad nu, hvis vi har brug for at indfange to dimensioner? For eksempel bliver det ofte påpeget, at demokrati er bedst beskrevet ved kombinationen af frie valg og en retsstat – det vi normalt kalder ‘liberalt demokrati’, fordi retsstaten er det væsentligste element inden for liberal politisk teori. I denne situation er det nødvendigt at klassificere med hensyn til hver af disse to dimensioner.

Den første klassificering indfanger den elektorale dimension, de frie valg. Den anden klassificering indfanger den liberale dimension, retsstaten. Tilsammen danner de to sæt et ’property space’ – altså en konstruktion på baggrund af de identificerede egenskaber (på engelsk ’properties’) – der udgør en typologi. Fire typer er at finde i dette rum. For det første ’liberalt demokrati’ (+ frie valg, + retsstat), for det andet ’uliberalt demokrati’ (+ frie valg, – retsstat), for det tredje ’liberalt autokrati’ (- frie valg, + retsstat) og for det fjerde ’uliberalt autokrati’ (- frie valg, – retsstat).

Således er vi klædt på til at vende tilbage til den gængse praksis inden for socialvidenskaberne. Alt for mange forskere springer let og elegant hen over de logiske øvelser, som konstruktionen af typologier forudsætter. To problemer er værd at fremhæve. For det første er de fleste typologier, der findes i litteraturen, i virkeligheden klassifikationer, idet de er konstrueret med udgangspunkt i blot én dimension. Det er i sig selv ikke noget problem – det betyder bare, at vi som læsere skal udskifte ordet ’typologi’ med ordet ’klassifikation’, hvis vi vil forstå opdelingens natur. Nej, problemet er, at det teoretiske udgangspunkt ofte er flerdimensionalt, selv om den taksonomiske konstruktion ikke er det. Jeg har tidligere på denne side beskrevet, hvordan en række forskere har advaret om en stadig større kløft mellem elektorale og liberale demokratier – uden at holde de to dimensioner adskilte i den anvendte typologi. Når det sker, så bliver objekterne fejlklassificeret, og så bliver konklusionerne fejlagtige.

For det andet er det almindeligt kun at hæfte sig ved udvalgte typer, flerdimensionaliteten til trods. Webers beskrevne herredømme-typologi udgør et godt eksempel. Weber lagde en række forskellige egenskaber – og en række forskellige dimensioner – til grund for sine tre typer. Hvis vi skulle opstille hele hans ’property space’, så ville vi stå med overordentligt mange typer mellem hænderne. Men Weber holder sig som sagt, på det generelle niveau, til tre. Det er ikke nødvendigvis noget problem. Dersom kun disse tre typer danner logisk velfunderede kombinationer af egenskaber, eller dersom kun disse tre typer forefindes i den virkelige verden, så er reduktionen helt på sin plads. Men mellemregningerne skal frem i lyset – argumenterne for udeladelsen af de øvrige typer er påkrævet, hvis læseren skal kunne forstå konstruktionen. Og her halter det næsten altid, i øvrigt også i Webers tilfælde.

Det er, for at hamre pointen hjem, værd at erindre, at logik er logik, uanset om man bedriver socialvidenskab eller naturvidenskab. Uden logiske redskaber står vi tilbage med en kaotisk virkelighed, som vi er ude af stand til at gøre mere overskuelig – for vi skal som bekendt lære at kravle, før vi kan lære at gå.

Boyer, Carl. B. (1989 [1968]), A History of Mathematics, Second Edition, Revised by Uta C. Merzbach, John Wiley & Sons, Inc, New York.

Lazarsfeld P. F. & A. H. Barton (1951), ”Qualitative Measurement in the Social Sciences: Classification, Typologes, and Indices”, in D. Lerner & H. D. Lasswell (eds.), The Policy Sciences, Standford University Press.

Sortehavskanalen

Rumænien har en storslået natur, og rumænerne er de stolte indehavere af en mangfoldighed af vidnesbyrd om fortidens kulturelle præstationer. Et vue fra vest mod øst efterlader en serie mindeværdige billeder. Transsylvaniens frugtbare lavland med dets væld af velbevarede middelalderbyer. De yndefulde klostre i Bukovinas dybe skove. Karpaterne med gemytlige bjerglandsbyer og udsigtspunkter, der giver åndenød. Valakiets endeløse sletter. Det tørre og bakkede Dobrudja, hvor vinmarkerne strækker sig så langt øjet rækker. Og sidst men ikke mindst: Donau, Europas vandvej par excellence. Men alt det smukke har fået følgeskab af noget meget grimt. Landet er plettet af en række mindelser om en industrialisering, der lod hånt om såvel fornuft som besindighed.

De kommunistiske partier – fra Østtyskland over Rusland til Kina – var besatte af tanken om at betvinge elementerne. Deres ideologiske kanon tilsagde dem, at vejen mod menneskehedens endelige forløsning gik over sodende skorstene, dæmninger og kanaler. Samtidig overbeviste de skiftende selvherskeres betydelige egoer dem om, at omfanget af anlægsarbejderne var helt afgørende. Stort var ikke bare godt, det var uundværligt.

Vore dages Rumænien vånder sig under de seneste 60 års trang til at sætte sig spor i landskabet. Det er svært at opdrive en provinsby, der ikke er skæmmet af petrokemiske anlæg, bilfabrikker, cementstøberier og dets lige. Mangen en bygning står i dag som faldefærdige skeletter, vidnesbyrd om planøkonomiens perverse sider.

Selv ikke Donau har fået lov til være i fred. Den store flod knækker øst for Bukarest. I stedet for at tage den direkte vej ud til havet fortsætter vandmasserne mod nord. Først 150 kilometer senere, på grænsen til Moldova og Ukraine, løber floden atter østpå for at munde ud i Sortehavet. Den skavank påtog de rumænske kommunister sig at udbedre lige efter Anden Verdenskrig. Løsningen lå lige for – floden og havet skulle forbindes med en vandvej, den såkaldte Sortehavskanal. Planerne var udtryk for de nye magthaveres storhedsvanvid. Det skulle staklerne, der blev sendt til området for at grave, hurtigt komme til at sande.

Projektet var uigennemførligt med de forhåndenværende midler. Op mod 100.000 omkom under tvangsarbejdet, byggeriet blev stillet i bero efter fire års trængsler, og i godt 20 år lå gravearbejdet på is. Men i midten af 1970erne tog Nicolae Ceausescu projektet op til genovervejelse. Det gærede i den rumænske befolkning i disse år. Ceausescu mente, at masserne havde brug for lidt adspredelse. Han sendte i tusindvis af arbejdere og straffefanger tilbage til strækningen mellem Donau og Sortehavet.

Denne gang havde ingeniørerne mere held med sig. I 1984 kunne generalsekretæren åbne den 64 kilometer lange kanal. Den var mere end 100 meter bred og op til 8,5 meter dyb. Donau løb nu ud i Sortehavet ved havnebyen Constanta, og fragtskibe i femtonsklassen kunne smertefrit tage genvejen.

Sortehavskanalen er mindre iøjnefaldende end Folkets Hus. Den ligger trods alt et stykke fra alfarvej – skibstrafik undtaget – og den stræber ikke mod himmelen. Men ret beset konkurrerer den med marmorpaladset i Bukarest om førstepladsen på listen over efterkrigstidens udskejelser. Kanalens tilblivelse er et vidnesbyrd om, at Ceausescus storhedsvanvid ikke er den eneste årsag til Rumæniens genvordigheder i verden af i dag. Det begyndte med hans kommunistiske forgængere, og galmandsværket ligger i hvert fald på ét punkt i forlængelse af den kommunistiske ideologi: tiltagene er børn af den utopiske tilgang til samfundsforandringer. Lad os dvæle ved den rumænske kommunisme og den arv, den har efterladt.

De rumænske kommunister var oprindeligt en ensom flok. Så sent som august 1944 havde partiet blot 884 medlemmer. Alligevel kom de til fadet. Med sig bragte de den revolutionære foragt for virkeligheden.

Fra midten af 1960erne begyndte de rumænske kommunister at opføre sig som klassens uartige dreng, bulderbassen, der turde tale læreren midt imod. Det begyndte allerede under Gheorghe Gheorghiu-Dej. I 1964 udsendte Bukarest den såkaldte ’uafhængighedserklæring’, et dokument der betonede hvert lands ret til at vælge sin egen færd mod socialismen.

Men det er værd at bemærke, at først Gheorghiu-Dej og efterfølgende Nicolae Ceausescu brød med Moskva, fordi Moskva brød med arven efter Stalin. I den såkaldte ’hemmelige tale’ fra 1956 gjorde Sovjetunionens nye førstemand, Nikita Khruschev, op med nogle af den afdøde tyrans værste udskejelser. Tiden var moden til en ny kurs, lød det fra Kreml. Khruschevs udmelding faldt ikke i god jord i Bukarest. De rumænske kommunister ønskede at videreføre Stalins hårde linie. Det forudsatte et opgør med ’slapperne’ i Kreml. At et sådant brud med russerne var populært i den rumænske befolkning, gjorde ikke fristelsen mindre.

De rumænske kommunister var kort sagt ulve i fåreklæder. Det blev tydeligt for enhver i 1980erne, da Ceausescu talte dunder imod de varmere vinde, der blæste fra Moskva. Han afskrev Gorbachevs økonomiske reformbestræbelser, Perestrojka, som en ’højrefløjsafvigelse’, og han nægtede at efterkomme Kremls krav om åbenhed, Glasnost. Kommunistpartiet er ikke nogen diskussionsklub, skal han syrligt have sagt.

I stedet for at igangsætte et nybrud, gik Ceausescu til roden. I Det Kommunistiske Manifest fra 1948 1848 havde selveste Karl Marx opfordret sine proselytter til at afskaffe forskellen mellem land og by. Ceausescu tog ham på ordet. I 1988 igangsatte han en storstilet ’systematiseringsplan’. Målet var at flytte bønderne til fabriksbyer. Fremgangsmåden var simpel. Bulldozere kørte til de udvalgte landsbyer. Indbyggerne fik et par timer til at forlade deres huse, der så blev jævnet med jorden. I stedet blev de hjemløse flyttet til betonblokke rejst i al hast.

Ved denne tid begyndte selv de mest forstokkede vestlige Ceausescu-beundrere at blive noget lange i spyttet, ja efter revolutionen i 1989 var der faktisk ingen ende på forargelsen. Tidligere apologeter udråbte nu Nicolae og hans hustru Elena som skurkene bag alle Rumæniens genvordigheder. De, snarere end kommunismen, havde udpint det stakkels land. Det kunne enhver, der besøgte Folkets Hus i Bukarest, konstatere ved selvsyn. I skyndingen glemte de kloge hoveder, at Ceausescu også var manden bag Sortehavskanalen og systematiseringen af de rumænske landsbyer. De glemte, at Ceausescu var besjælet af den marxistiske tro på social videnskabelighed.

Ceausescus udøvende håndelag lå i forlængelse af en magtfuldkommen tradition for regeringsudøvelse. Men hans politik var også et barn af Lenins læsning af Marx. Sortehavskanalen står som en skamstøtte over et politisk program, der blev undfanget i Kreml, endnu mens Nicolae – født i 1918 – lå i sin vugge. Der var tale om en pervers form for humanisme, der satte idéen i Guds sted. Mennesker, der sidder inde med en viden om det perfekte samfund, vil selvsagt føle, at alle midler er salonfæhige. En så ekstrem idealisme fører altid til menneskeforagt, fordi den med vold vil omskabe menneskene. Et halvt århundredes legen Gud har ikke blot efterladt synlige ar i landskabet. Det har også matret den rumænske folkesjæl.

De rumænske kommunister søgte helt bevidst at skabe et nyt menneske, et homo novus. I en vis forstand kan man sige, at deres bestræbelser blev kronet med succes. Industrialiseringen omkalfatrede så ganske landets erhvervsstruktur. Bønderne drog, mere eller mindre frivilligt, ind til de nye fabriksbyer, der skød op som paddehatte. Rumænien tilbagelagde på få årtier en færd, der havde taget generationer i Vesten. Kommunisterne forcerede, de lod ikke tingene gå deres gang. Deres mål var
at omforme Rumænien til

Folkets Hus

Folkets Hus – beliggende i hjertet af Rumæniens hovedstad Bukarest – er det største menneskeskabte byggeri efter Pentagon. Gestalten er omgivet af en plæne, der sine steder henleder tanken på et vildnis. På denne plæne og under denne kolos lå indtil 1980erne en væsentlig del af den rumænske hovedstads historiske midte, dens Altstadt som tyskerne siger. Byen havde et væld af statelige bygninger. Den kunne ikke måle sig med Krakow, Prag eller Budapest, men historiens vingesus var efter sigende ikke til at tage fejl af, når man slentrede langs husenes massive fundamenter. De gamle kvarterer blev revet ned på ordre af en magtfuldkommen tyran, en tidligere bonde og skomager, der i bund og grund foragtede den urbane civilisation, Bukarests gamle Altstadt var en mindelse om. Skomagerens navn var Nicolae Ceausescu.

Det stod ikke skrevet i stjernerne, at Ceausescu en dag skulle blive Rumæniens enehersker. Indtil Anden Verdenskrig udgjorde de rumænske kommunister en fortvivlende lille flok; partiet havde næppe over tusinde medlemmer. Der stod afsky om dem både i magtens haller og blandt menigmand. De blev – med rette – dadlet for at ligge under for Moskvas diktat, og de blev forfulgt med alle midler. En kommunistisk partibog var tilsyneladende ikke en genvej mod tinderne, men det afskrækkede ikke Nicolae Ceausescu. Den unge mand meldte sig ind i den fåtallige flok.

Skomageren Ceausescu knyttede fra tidlig færd sin karriere til jernbanearbejderen Gheorghe Gheorghiu-Dej. De tilbragte en rum tid sammen i forskellige fængsler, anklaget for at arrangere strejker. Men Anden Verdenskrig vendte op og ned på situationen. Den Røde Hær banede i 1944-1945 vejen for et kommunistisk fåmandsvælde. Moskva betroede i første omgang magtens tøjler til Gheorghe Gheorghiu-Dej, fordi han var en af de få rumænske kommunister, der havde blot en snert af folkelig opbakning. Nicolae Ceausescu befandt sig som altid blot ét skridt bag Gheorghiu-Dej. Skæbnens uransagelige veje havde fra dag til anden ført skomageren ind i magtens inderkreds.

I 1965 døde Gheorghiu-Dej. Den tro løjtnant stod klar til at tage over, hvor mentoren havde sluppet. I første ombæring indgik Ceausescu i en regerende trojka. De kår blev ham snart for små, og fra 1967 gerådede han sig helt i front som partiets generalsekretær. Det er ganske ironisk, men Nicolae blev ved denne tid opfattet som en af de mest oplyste og liberale kommunistiske ledere. En mand Vesten kunne tale med. Årsagen til det ædle omdømme var enkel: Rumæniens nye leder havde mod til at tale Moskva midt imod.

I 1968 knuste de sovjetiske tanks ’Foråret i Prag’, Tjekkoslovakiets forsøg på at vælge sin egen vej mod – eller måske snarere væk fra – socialismen. Ceausescu var klar i mælet. Ikke blot nægtede han at deltage i invasionen, han fordømte den i stærke vendinger. Dette lille oprør er blevet døbt ’Ceausescu-regimets fødselsmyte’. Efter den tidløse devise: ”Min fjendes fjende er min ven”, omfavnede Vesten Rumæniens nye førstemand. I 1969 aflagde ingen ringere end Richard Nixon, præsident for de forenede amerikanske stater, et officielt besøg i Bukarest. Det var første gang, en amerikansk præsident lagde vejen omkring et medlem af Warszawa-pagten. Året før havde den franske præsident, Charles de Gaulle, gjort det samme. Fra dansk side blev der ligeledes excelleret i kunsten at smigre diktatoren. Skomageren i Bukarest fik tildelt Elefantordenen, og han vandt sig et kor af apologeter i den hjemlige andedam.

Men Vesten var blind. Ceausescu var ingen Alexander Dubcek, han var en ny Stalin. Så meget turde stå klart for enhver, der havde mod til at se den rumænske virkelighed an. Helt galt gik det fra begyndelsen af 1970erne. I årtiets andet år, 1971, havde generalsekretæren aflagt et visit hos to af sine gode asiatiske venner, Mao Tse Tung og Kim Il Sung. Mao var ved denne tid optaget af et selvbestaltet forsøg på at hjernevaske den kinesiske befolkning, en foreteelse kendt som ’kulturrevolutionen’. Kim Il Sung havde givet startskuddet til en personlighedskult, der inden for føje år skulle ophøje ham til en form for guddommelig status. Ceausescu blev vældig imponeret over sine asiatiske svirebrødres udgave af den virkeliggjorte socialisme.

Vel hjemme igangsatte han dét, der siden er blevet døbt ’den lille kulturrevolution’. Bid mærke i tillægsordet – generalsekretæren havde ikke købt hele pakken. Han kom frem for alt hjem med den østasiatiske fornemmelse for personlighedsdyrkelse. I de følgende år blev kimen lagt til den Ceausescu-kult, der skulle gå ganske over gevind i 1980erne. Generalsekretæren samlede en kreds af ’hofdigtere’, der skulle besynge hans og hans ætlinges ædle byrd. Den tidligere skomager blev hyldet som den største tænker, filosof, statsmand og videnskabsmand, menneskeheden nogen sinde havde fostret. Rumæniens statsanerkendte filosofiske opslagsværk brugte mere plads på at dvæle ved Nicolaes tanker, end der blev afsat til den kommunistiske treenighed, Marx, Engels og Lenin – og det var ellers ikke småting.

1980ernes Rumænien blev kendt som ’socialisme i én familie’. Elena Ceausescu var både formelt og reelt styrets nummer to. Nicolaes fire brødre havde indflydelsesrige poster, og hans yngste søn, Nico, blev kørt i stilling som den almægtiges efterfølger. Regimet blev syrligt døbt ’Ceausescu-klanen’. Der var tale om fuldblods nepotisme, og ingen gjorde noget forsøg på at skjule den kendsgerning. For at gøre ondt værre blev Ceausescus storhedsvanvid forstærket af den økonomiske nedtur, der ramte Rumænien i 1980erne. De vestlige statsledere begyndte ved denne tid at kritisere deres tidligere yndlingskommunist for sin brutale regeringsførelse. Generalsekretæren var forhippet på at sikre sig manøvrefrihed i forhold til udlandet, hvad enten det nu drejede sig om Moskva eller Washington. Han bekendtgjorde derfor, at landets anseelige udlandsgæld skulle afbetales før tid. Midlet var en økonomisk hestekur af rang. Importen fra udlandet blev sat i bero. Samtidig blev de rumænske forbrugere berøvet alt, hvad der kunne sælges i det fremmede. Således blev 1970ernes smalle tider afløst af 1980ernes uår.

Meningscensuren var ligeledes kvælende. Skrivemaskiner skulle registreres hos politiet, indehavelse af en ’sort’ af slagsen var en alvorlig forbrydelse. Hvis man undlod at indberette om en samtale med en udlænding – hvor uskyldig den end måtte være – kunne det koste tid i skyggen. Det er svært ikke at trække på smilebåndet i dag, men de paranoide tiltag var blodig alvor. Det er blevet anslået, at hver 15. rumæner i 1980erne var stikker; forræderiske øjne lurede bag hvert et hjørne. Det voldførte samfund var gennemsyret af frygt. Naboer undlod at komme hinanden ved af frygt for følgagtige anmeldelser. End ikke familien udgjorde fredet land.

På sin vis kan man sige, at samfundet ophørte med at eksistere. Berøringsangsten gjorde, at de fleste mennesker lukkede sig inde i deres egen lille verden. De kerede sig udelukkende om overlevelse, ikke om de fælles anliggender. Samtidig levede og åndede de i en verden, hvor løgnen herskede. Når magthaverne bekendtgjorde deres syn på dette eller hint, var der kun én ting, tilhørerne kunne være sikre på: sandheden var en anden. Der var tale om en verden lige ud af George Orwells 1984. Et dysterland skabt af en bonde med mindreværdskomplekser, der hadede intellektuelle og byboere. En tyran, der hengav sig til et lukkulisk vellevned, alt imens menigmand sultede i gaderne neden for hans residens. En tidligere skomager, der lod sit udpinte og afmægtige folk slæbe sten til et vanvittigt bygningsværk, der skulle sikre ham udødelighed. Til Folkets Hus.

Lad os afslutningsvis prøve at indfange de politiske følger af Ceausescus enevældige tilgang til magtudøvelse. I Det åbne samfund og dets fjender gjorde den østrigske filosof Karl Popper opmærksom på, at ukontrollere
t magt er den sikre vej ti
lbage til det lukkede samfund, til diktaturet. Med hans egne ord:

”[M]ens øjeblikkets politiske spørgsmål kan kræve en personlig løsning, så må al langsigtet politik – og især al langsigtet demokratisk politik – tænkes ud fra upersonlige institutioner […] metoden med den personlige indgriben indfører et stadigt voksende element af uforudsigelighed i samfundslivet, og dermed vil der udvikles en følelse af, at samfundslivet er irrationelt og utrygt […] Denne tendens må stærkt forøge systemets irrationalitet, give mange indtrykket af, at der bag scenen findes skjulte magter og gøre dem modtagelige for sammensværgelsesteorien om samfundet med alle dens konsekvenser – nationalistiske og sociale kætterforfølgelser og klassehad”.

Med profetisk klarsyn leverer Popper i disse sætninger en diagnose af ét af Rumæniens væsentligste problemer i verden af i dag. Selve logikken bag det liberale demokrati er, at institutioner, ikke personer, udgør omdrejningspunktet for magtudøvelsen. Det er dette ideal, der finder udtryk i bonmotet om at ’love, ikke mennesker, regerer’. Den anden side af mønten har den britiske historiker Lord Acton sat ord på i sit berømte diktum: ”Magt korrumperer, absolut magt korrumperer absolut”.

Rumænien har aldrig kendt til andet end personlig og derfor vilkårlig magtudøvelse. Rumænerne ringeagter fortsat de politiske institutioners evne til at hindre misbrug. Flerpartisystemet leder til fordærv, lyder det endnu fra mange. Der er grund til at tro på, at EU-medlemskabet og demokratiet vil kunne ændre på denne sørgelige tilstand. Men den slags tager tid, og menigmand har ikke for alvor forsaget undertrykkelsens åg – den fribårne rumæner er endnu i sin vorden. Folkets Hus står midt i Bukarest som et jammersminde, en skamstøtte over en despotisk tradition, under hvis vinger det lukkede samfund er blevet næret igennem århundreder.

To rumænske fortællinger

I gårsdagens udgave af Politiken kunne man erfare, at Danmarks Kommunistiske Ungdomsforbund er klar til at gribe til våben for at omstyrte det bestående demokratiske system. Nu er der givetvis tale om en forsvindende lille flok, men det gør ikke budskabet mindre forstemmende, slet ikke i en tid hvor Lenins voldspolitik endnu modtager lovord fra visse historikere. Jeg vil derfor benytte lejligheden til at fortælle en lille historie fra Rumænien – et land jeg tilbragte en længere periode i tilbage i 2002. Der er tale om en historie i to afsnit. Det første handler om en lille mand, der ad åre blev landets tyran; det andet om den ideologi han lige til sin død bar i sit hjerte.

Frie valg og liberal konstitutionalisme –- samklang eller konflikt?

I dagens udgave af Weekendavisen spinder jeg en kommentar over den globale sammenhæng – eller i hvert fald det globale sammenfald – mellem frie valg og liberal konstitutionalisme. Artiklen tager udgangspunkt i et paper, jeg har under udgivelse i Acta Politica.

Af samme grund er fremstillingen blevet lidt teknisk, men budskabet er meget enkelt: den europæiske sammensmeltning mellem frie valg og liberal konstitutionalisme (frihedsrettigheder samt ‘rule of law’) lever i bedste velgående, også uden for Europa og Nordamerika. 1990ernes dystre forudsigelser om det ‘uliberale’ eller ‘elektorale’ demokratis komme – fremført af politologer som Fareed Zakaria – har altså ikke vist sig at holde stik.

Ja, faktisk kan vi gå et skridt videre. Selv sen-90ernes tilsyneladende kløft mellem frie valg og liberal konstitutionalisme udgjorde i et vist omfang et mirage. For bevisførelsen var uholdbar, alt den stund to uafhængige dimensioner – den ene elektoral, den anden liberal – blev sammenlignet ved brug af en endimensional klassifikation i stedet for en todimensional typologisering. Der var altså tale om en overtrædelse af taksonomisk børnelærdom.

Det leder os frem til de gode nyheder: at frie valg (dvs. demokratiet i en schumpetersk optik) stadig går hånd i hånd med frihed (forstået som frihedsrettigheder og retssikkerhed). Hvor sidstnævnte ikke bliver respekteret, som i Rusland, der er valgene almindeligvis ikke frie og vice-versa. Det liberale demokrati (frie valg samt retssikkerhed) er still going strong. Lad mig slutte af med at citere et par afsnit:

“Hvor efterlader det os? Den historiske sammensmeltning af demokrati og liberalisme holder stadigvæk, lyder den endelige konklusion. Det bør vi sætte pris på. For der er bestemt ingen grund til at misunde dem, der er henvist til at leve i et uliberalt demokrati – et flertalsdiktatur.

Lad mig illustrere denne pointe ved at vende tilbage til udgangspunktet: de demokratisk valgte politikeres lidet imponerende politiske og økonomiske track record i verden af i dag. I en situation hvor frie valg ikke baner vejen for ansvarlige politikere, er det liberale korrektiv vigtigere end nogensinde. For retsstatens værn imod flertalstyranni er også et værn imod den økonomiske populisme, vi ser i lande som Venezuela; og imod den politiske foragt for borgernes rettigheder, vi ser i Irak. Den liberale side af den demokratiske mønt begrænser kort sagt muligheden for politiske narrestreger.

Faktisk kan vi gå ét skridt videre. Det er ikke tilfældigt, at 16-, 17- og 1800-tallets store liberale tænkere og statsmænd lagde større vægt på retssikkerheden end på valgretten. For hvor juridisk vilkårlighed hersker, findes der ingen frihed. Og friheden, forstået som retssikkerheden, er selve forudsætningen for at nyde civilisationens goder. Frie valg uden liberale skranker imod øvrighedsmagtens vilkårlighed er med andre ord meget lidt værd.

Undertegnede ville til enhver tid foretrække at leve i en retsstat uden stemmeret frem for i et uliberalt land med frie valg. I det lys er det meget opmuntrende, at demokrati og liberalisme stadig går hånd i hånd, i hvert fald på det globale niveau“.

Bertrand Russell og hyperrationalismen

Den europæiske filosofiske tradition kredser, og har bestandigt kredset, om den menneskelige fornuft – og dens begrænsninger. Lidt groft sagt er det muligt at identificere tre lejre: hyperrationalisme (eller ukritisk rationalisme), kritisk rationalisme og irrationalisme. Hvor irrationalismen så ganske undsiger den menneskelige fornuft, der sætter hyperrationalismen så ganske sin lid til den. Begge dele er farlige, lyder den kritiske rationalismes indvending.

Med irrationalismen siger det næsten sig selv, for afviser man fornuften, så er der ikke meget tilbage at bygge på. Men hyperrationalismens skyggesider er lidt sværere at forstå. En god måde at illustrere den overdrevne fornuftstros skavanker er at lægge vejen omkring en af dens navnkundigste disciple. I dag for 35 år siden døde den britiske filosof Bertrand Russell, og hans livslange politiske engagement er sigende i denne sammenhæng.

Russell fremstår som en af det 20. århundredes intellektuelle giganter. John Stuart Mill var hans gudfader, og han var ud ad den reneste victorianske adel. Bedstefaderen, Lord John Russell, havde tjent som premierminister i årene 1846-1852 og 1865-1866, og var efterfølgende blevet adlet som jarl. Efter storebroderens død i 1931 arvede Bertrand jarl-titlen. Men det var som matematiker og logiker, at Russell i første omgang gjorde sig bemærket. I det 20. århundredes første årti begik han sammen men sin lidt ældre kollega Alfred Whitehead den monumentale Principia Matematica, og livet igennem bidrog han til forskningen inden for matematik, logik og filosofi.

Russells metode var yderst krævende. Inspireret af Leibniz søgte han at bryde komplekse ideer ned til deres mest simple bestanddele – for derved at blotlægge the natural world. Denne tilgang, samt et formidabelt intellekt og en ligeså formidabel arbejdsevne, satte Russell i stand til at nå en række videnskabelige gennembrud, herunder den berømte typeteori, der løste det lige så kendte ‘Russell-paradoks’. Men da Russell efter Principia Matematica tog livgeb med den sociale verden, med menneskenes verden, viste metoden sig at have klare begrænsninger.

Russells omfattende politiske forfatterskab var medvirkende til, at han i 1950 blev tildelt nobelprisen i litteratur. Og der var da også tale om et meget velmenende engagement båret af et inderligt ønske om at afskaffe både krig og elendighed mere generelt. Men Russell var galt afmarcheret, fordi han aldrig forstod fornuftens begrænsninger. Han politiske virke tog således afsæt i overbevisningen om, at også magtens mænd var i stand til at nedbryde den virkelige verden i dens logiske bestanddele. At de – kort sagt – kunne analysere hvert et politisk skaktræk og nå frem til sikre konsekvensberegninger. Han afviste derfor på det bestemteste, at politikerne mere eller mindre uforvarende fremkaldte begivenheder som krig og kriser, var kort sagt blind for betydningen af uvidenhed, fejl, ærgerrighed og – frem for alt – utilsigtede virkninger.

I stedet vendte han sig igen og igen imod sammensværgelsestankegangens tyrkertro på, at skjulte bagmænd havde fingeret begivenhederne for at tjene deres egne, fordægtige interesser. Russell nægtede eksempelvis at tro på, at mordet på John F. Kennedy kunne være en enlig galnings værk – der måtte være et skjult plot, som kunne og skulle afdækkes.

Samme ‘overrealistiske’ holdning udviklede han efterhånden om den vestlige verdens udenrigspolitik. Russell bekendte sig af hjerte og sjæl til venstrefløjen, og han havde i 1917 hilst den russiske revolution velkommen. Et besøg i 1920 fik ham til at vende på en tallerken. Bolsjevikkerne havde han ingen lovord til overs for, og i de følgende årtier kastede han sig in i kampen imod Lenin og hans disciple. Men efter atomvåbnenes fremkost rettede han i stigende grad sin olympiske vrede imod de amerikanske magthavere. I 1960erne anså han ligefrem USA for en større trussel imod verdensfreden end det USSR, han ellers fyrre år tidligere havde lyst i band. Og i forbindelse med det famøse Russell-tribunal blev skævvridningen fuldstændig. USA’s forbrydelser i Vietnam-krigen blev (oftest på skrømt) fordømt, mens de nordvietnamesiske forbrydelser end ikke blev behandlet.

Endelig drev hyperrationalismen Russell i armene på ideen om et verdenssamfund, der bistået af overlegne militære midler skulle holde de uopdragne nationalstater i ørene. Hverken Folkeforbundet eller FNs noget mere prosaiske virkelighed kunne ryste ham på dette punkt. Og han fandt det end ikke nødvendigt at forklare, hvordan et sådant verdenssamfund – bevæbnet til tænderne – skulle kunne forblive tro imod de friheder, han ellers skattede. Russell politiske virke er kort sagt et eksempel på, at hyperrationalismen meget let ender i frihedsfornægtelse, fordi den ønsker at sætte samfundet på formel. Og i den forstand er de ofte hørte hyldestsange til Russell – eksempelvis fra fredsbevægelsen – lidt svære at sluge.

Older posts

© 2017 Punditokraterne

Theme by Anders NorenUp ↑