Forfatter: Karsten Skjalm

Sveriges politiske fremtid stadig usikker. Riksdagens formand udpeger sig selv om forhandlingsleder.

Knap to måneder efter valget står Sverige stadig uden en regering.  Det lykkedes i hans andet forsøg nærmest som ventet ikke for Sveriges fungerende statsminister Stefan Lövfen at skabe én.

Situationen er fortsat så politisk fastlåst, at Rigsdagens formand, Andreas Norlén, efter samråd med alle partiernes ledere, ikke kunne pege på en partileder som ny forhandler.

Centerpartiets leder, Annie Löof kunne ellers være blevet den nye forhandlingsleder. For tre uger siden åbnede hun for en samlingsregering, som inkluderede S. Det skete dagen efter, at  Moderaternas daværende forhandlingsleder, Ulf Kristersson gav Lööf og Liberalernas leder, Jan Bjørklund et ultimatum. Kristersson forsøgte at holde sammen på den borgerlige alliance, som har eksisteret i snart 4 år, men overraskende sagde Lööf og Bjørklund nej.

Istedet Norlén selv kommer til at lede forhandlingerne i tiden fremover. Det er højst usædvanligt i Sverige efter et valg. Det er formentlig aldrig  sket, siden proceduren for en regeringsdannelse blev skabt i 1919.

Indtil videre fortsætter Lövfen-regeringen som et forretningsministerium, men ikke som regering. Men en det kan den ikke blive ved med at være. Landet skal ledes!

Det mest sandsynlige er derfor, at Norlén nu vil ligge hårdt pres på partilederne for at få skabt en regering.

Norlén præsenterede mandag fire alternativer:

•   en meget bred samlingsregering bestående af samtlige partier  med undtagelse af de to yderste politiske fløje, Sverigedemokraterna og det socialistiske Vänsterpartiet.

• En centrumregering bestående af Socialdemokraterna, Centerpartiet, Liberalerna og Miljöpartiet

• En regering bestående af den borgerlige alliance og Miljöpartiet.

• En regering bestående af en alliance-regering á la Kristerssons 3-2-1-løsning (dvs. en borgerlig  regering  med kun 3, 2 eller et parti, men ikke dem alle fire.

Norlén vil nok satse på den store brede regering, som kun udelukker de to yderste fløje, Sverigedemokraterne og det socialistiske Vänsterpartiet.  Men det er meget urealistisk. Specielt Socialdemokraterna og Moderaterna (+Kristdemokraterna står simpelthen for langt fra hinanden.

Alternativ 2 kan ikke udelukkes. Det er Löfvens ønskekonstellation, men Centerpartiet og Liberalerna har afvist den adskillige gange. Det bliver bestemt ikke med Löfven som statsminister. Også selvom han stadig insisterer på det.  Politik er det muliges kunst. Det burde Löfven som afgående statsminister vide.

Men Lööf? Ja, måske, men den regering vil ikke have majoritet i Rigsdagen.

Alternativ 3 er det mest urealistiske, alternativ 4 er blevet afprøvet og uden succes

Norlén står overfor en gordisk knude!

I følge den svenske procedure for regeringsdannelse, som altså har været en praksis siden 1919, skal en forhandlingsleder forkastes tre gange af Riksdagen ved formel afstemning. Eftersom Norlén er blevet den fjerde forhandlingsleder siden valget d. 9. september, har der en sådan nedstemning  har endnu ikke fundet sted. Dette betyder i  princippet, at regeringsforhandlingerne kan fortsætte helt frem til næste valg i 2022.

Men det er lidet sandsynligt. Landet kan jo ikke fortsætte med at Löfvens regering fortsætter som forretningsministerium.

Den 15. december finder der en meget vigtig begivenhed sted  i Riksdagen, for det skal finansloven for 2019 fremlægges til afstemning. Lövfens mindretalsregering har udarbejdet sit eget finanslovsforslag, men det vil sikkert blive nedstemt som i 2014. Dengang udløste det en regeringskrise, som kunne havet udløst et nyvalg. I stedet fremlagde den borgerlige opposition sit budgetforslag, som blev vedtaget med Sverigedemokraternes stemmer. Dette skabte en utålelig situation for Löfvens regering, eftersom den dermed skulle styre finanserne efter oppositionens finanslov. Et nyvalg blev undgået på målstregen, da partierne enedes om den kort før nytår enedes om den såkaldte decemberaftale.  Den holdt kun i 9 måneder, før den blev opsagt af den borgerlige opposition. Helt frem til valget tre år senere befandt Sverige sig derefter reelt i en valgkamp.

De borgerliges største parti, Moderaterna vil også denne gang fremlægge sit finanslovsforslag. som Sverigedemokraterne igen vil stemme for. Dermed står regeringen i samme situation som i 2014.  Forskellen er denne gang, at den borgerlige alliance ikke sidder i opposition. Sverige har ingen regering, og det er aldrig sket før, at en regering ikke har fremsat et finanslovsforslag. Löfvens regering er som nævnt kun et forretningsministerium

Sverige står i de næste par uger d. 15 november står Riksdagen overfor en overordentlig vigtig beslutning, nemlig at få vedtaget en finanslov for 2019. Den  bliver givetvis vedtaget, for ellers står Sverige i en meget uholdbar politisk situation, som kan ende med et nyvalg — en konsekvens ingen af de nævnte partier ønsker sig, eftersom det muligvis kun vil give Sverigedemokraterna og Vänsterpartiet  mere luft under vingerne.

Et nyvalg vil heller ikke løse nogen ting, da  ingen af blokkene stadig ikke  vil få flertal. Men i det  mindste får Norlén  god tid at løbe på   – forudsat at finansloven vedtages.

Første meningsmåling efter det svenske valg.

 

De svenske regeringsforhandlinger foregår stadig med Stefan Löven som forhandlingsleder. Han har 14 dage til at skabe enighed om en regering, og den første udløber weekenden.

Idag offenliggjordes den første meningsmåling efter valget. Den er foretaget af Instituttet Sifo, som har spurgt 8.583 vælgere om, hvilket parti de vil stemme på, hvis der afholdes valg nu. 8,500 vælgere er meget  — det er faktisk omtrent 5-8 gange mere end, de danske institutter bruger i deres målinger. Og det reducerer den statistiske usikkerhed betragteligt. Det skal understreges, at der kun er tale om én måling. Et vægtet gennemsnit af flere målinger vil have været bedre, men på den anden side ramte de fleste målinger med undtagelse  af YouGov ganske præcist. De svenske synes ikke at have så store house effects om de danske.

 

 

Målingen viser, at styrkeforholdet mellem blokkene ikke har forskudt sig markant siden valget. Den rød-grønne blok er stadig lidt større end den borgerlige alliance, men de er stadig et stort stykke fra at have flertal. En regering på tværs af blokkene synes uundgåeligt. 

Ser man på forskydningerne mellem de enkelte partier fremgår det, at SD er gået frem med 1,1%. Partierne kan tage nok så meget afstand fra SD, men de kan ikke slippe af med partiet og dets betydelige størrelse.

Samtidigt  afspejler målingen, at Ulf Kristerssons parti, Moderaterne straffes for hans fiasko som regeringsforhandlingerne. Partiet taber 1%, mens Socialdemokraterne går frem (også med 1,1%). Måske profiterer S af, at Löfven er tilbage som forhandlingsleder.

Centerpartiet fortsætter sin fremgang, men den opvejes af Liberalernas  tilbagegang. Samlet går den rødgrønne blok 0,7% frem, mens Alliancen går 1,4% tilbage. Miljöpartiet, som er Socialdemokraternas allierede i den rød-grønne blok er dog betænkeligt nær på spærregrænsen på 4%

Löfven har stadig tid at løbe på, især hvis parterne nærmer sig hinanden. Så kan forsætte som forhandlingsleder 3 uger endnu. Hvis han fejler igen, fører det til nyvalg.

Det er fortsat umuligt at spå om i hvilken retning pilen peger. Det eneste vi ved med sikkerhed, er, at Kristersson har udspillet sin rolle som forhandler.  Der kommer ikke flere forhandlingsrunder (talmannsrunder). Hermed ikke være sagt, at han ikke bliver statsminister.

Dramaet om regeringsmagten i Sverige

Mange danskere har meget faste meninger om Sverige, men kun de færreste har et egentligt indblik i svensk politik, og hvad der sker på den politiske scene hinsidan. Denne artikel giver et faktuelt, helt opdateret og præcist indblik i svensk politik, det svenske systems procedure omkring en regeringsdannelse, og ikke mindst i det  et politiske drama, som er foregået siden valget i 2014, og som endnu ikke har fundet sin afslutning. Ambitionen er at give dette indblik, som  savnes i den danske presse og elektroniske medieverden.  Artiklen er ser formidlende og skrevet på akademisk vis med mange  kildehenvisninger, så man kan faktatjekke. Artiklen er faktuel og ikke-ideologisk, men   forsøger at give et retvisende billede af den politiske udvikling i Sverige i perioden fra 2014 og frem til nu.

Dramaturgien i et klassisk drama  starter med en præsentation af et modsætningsforhold eller en konflikt mellem hovedrollerne. Dette spændingsforhold intensiveres i anden akt, i nogle tilfælde  med  en overraskende udvikling.  Denne overraskelse kan bestå i, at konflikten får et omslag (peripeti), som fører til at dramaet afslutter lykkeligt i tredje akt. Men 2. akt kan også forløbe  som en intensivering af konflikten, og at dramaet i 3. akt ender tragisk.

Det svenske drama om regeringsmagten har præcist fulgt denne dramaturgi. og faktisk to gange: Efter valget i 2014 opstod et drama, som fulgte førstnævnte dramaturgi, og som endte forholdsvis lykkeligt med den såkaldte december-aftale i december 2014. Aftalen var berammet til at var 7 år, men blev opsagt af oppositionen året efter. Dermed kunne dramaet starte påny.  1. akt kulminerede med, at Löfven blev fældet af Riksdagen få dage efter valget d. 9. september 2018.

1. Akt:  Löfven afsættes som svensk statsminister

Dem 9. september 2018 afvikledes det ordinære valg til den svenske Riksdag. Situationen havde i den foregående valgperiode været dén, at ingen af de to politiske blokke — den rød-grønne blok bestående af socialdemokraterna (S), Miljöpartiet (MP) og det socialistiske venstreparti (V) og den borgerlige blok bestående af de konservative Moderaterna (M), Centerpartiet (C), Liberalerna (L) og de kristlige demokrater (KD), efter parlamentsvalget i 2014 ikke fik mindst 175 pladser i Riksdagen, som er nødvendige for at danne en flertalsregering. Klart var det dog, at den borgerlige regering og statsminister  Frederik Reinfeldt (M havde tabt valget, og blevet mindre end den rød-grønne blok. Som leder af landets største parti, blev Socialdemokraternas leder ,Stefan Lövfen udpeget til at leder regeringsforhandlingene. Han valgtes som statsminister ved en afstemning i Riksdagen d. 2. oktober 2014.  Kun Sverigedemokraterne stemte imod, mens den borgerlige blok og Vänsterpartiet stemte blankt.  Sverige havde fået en  socialdemokratisk mindretalsregering. Selvom Socialdemokraterna har domineret svenske politik, og været landets største parti siden parlamentarismens indførelse i landet  i 1917, var Löfven-regeringen ikke Sveriges første mindretalsregering. Dem har landet haft en del af. Faktisk var perioden mellem 1920 og 1936 præget af mange mindretalsregeringer, som fik en kort levetid.  Löfvens mindretalsregering en et-partisregering (S) med MP som støtteparti.  Den borgerlige alliance, Vänsterpartiet og Sverigedemokraterne sad i opposition.

Netop Sverigedemokraterne udgjorde et problem: partiet som blev dannet  i 1988 med rødder i den ekstreme højrefløj, gik kraftigt frem ved valget fra 5,7%  af stemerne i 2010 (hvor det iøvrigt blev repræsenteret i Riksdagen for første gang) til 12,9%.  Dette gjorde SD til Sveriges tredjestørste  parti. Med kun 138 parlamentsmedlemmer bag sig  (175 kræves for at have et flertal), var Löfvens mindretalsregering skrøbelig. Dette viste sig også, da regeringens finanslovs forslag blev fremlagt for Riksdagen d. 2. december 2014. Ligesom i Danmark er der i Sverige tradition for, at finanslovene vedtages, uanset om landet er blevet regeret af flertals- eller mindretalsregeringer, men i 2014 spillede Sverigedemokraterne med sine nye muskler, og var fast  besluttet på at fælde regeringen. SD’s beslutsomhed blev forstærket af, at  det overordentligt immigrationsvenlige Miljöparti var regeringens støtteparti, og at indvandringen af personer med ikke vestlig-baggrund var steget markant i den borgerlige  Frederik Reinfelts (M) regeringsperiode (2006-2014), hvor han blev kendt for sit udsagn, at Sverige skulle åbne sit hjerte for indvandringen.  Alene i 2014 stod Sverige til at modtage 80.000 asylansøgere. Med SD stærke vilje til at fælde regeringen, fik Löven-regeringen virkelig at føle, at den var en mindretalsregering. Löfvens finanslovsforslag blev således nedstemt af Riksagen d. 2. december 2014, mens den borgerlige alliances budgetforslag blev vedtaget i stedet, og med SD’s stemmer. Sverige befandt sig i en regeringskrise, eftersom Löfven skulle styre landet med oppositions budget i det kommende finansår.

Löfven kunne have taget sin afsked, men i så fald ville han overlade magten til den borgerlige alliance. Han havde derfor kun ét valg: at udskrive nyvalg; det første ekstraordinære valg siden 1958. Efter afstemningen bekendtgjorde Lövfen, at han ville udskrive et nyvalg, som skulle finde sted d. 22. marts 2015.  Der var blot den væsentlige hage ved dette nyvalg, at SD ville forsætte sin eksplosive vækst, hvilket kunne efterlade den kommende regering i endnu større vanskeligheder. Desuden var ingen partier under nogen omstændigheder villige til at spille efter SD’s klaver. De var overhovedet ikke indstillet på enddog at tale eller lytte til SD. Partiet med dets højreekstremistiske rødder skulle holdes helt ude i kulden. Skrækscenariet var, at SD vil blive landets største eller næststørste parti ved valget i marts, og det forenede de to blokke. Flere modeller blev diskuteret, Bla. foreslog KD  stramninger af udlændingepolitikken, men primært for at reducere de økonomiske omkostninger. 

Efter forhandlinger med oppositionen, undtaget SD og V, offentliggjorde Löfven d. 27. december 2014 en aftale,  der blev kendt som december-aftalen.

December-aftalen gik  ikke ud på at holde SD uden for indflydelse. Det er en udbredt misforståelse. Hovedelementet i aftalen var, at den gjorde det muligt for mindretalsregeringer at styre landet efter deres eget budget, men at der godt kunne indgås aftaler i andre spørgsmål. Alligevel var december-aftalen udemokratisk.: et demokratis vigtigste lov udover forfatningen er finansloven, og hvis den ikke   kan sendes til en demokratisk afstemning, er det indlysende, at december-aftalen var udemokratisk.

På den anden side satte  december-aftalen ikke demokratiet helt ude af kraft. Den  tillod naturligvis SD at stemme om ethvert andet forslag i Riksdagen, og denne ret benyttede SD sig hyppigt af i parlamentsperioden 2014-2018.  I en anden artikel på Punditokraterne har jeg  redegjort for afstemningsmønstret i Riksdagen, og det viser, at SD sjældent afstod fra at stemme, men at det oftest stemte for regeringens forslag, og at partiet har haft indflydelse på svensk politik.

December-aftalen førte til, at Löfven kunne aflyse nyvalget, og dermed var den lurende trussel fra SD afværget.

December-aftalen var berammet til at vare i frem til valget i 2022, dvs. i knap 7 år.  Men ville den holde? Og kunne den forhindre SD’s  kraftige fremmarch i meningsmålingerne? Disse spørgsmål gav to skelsættende begivenheder i 2015 svaret på:

For det første fortsatte migrationen til Sverige med uformindsket styrke. Det gjorde den i hele Vesteuropa i 2015, som i efteråret blev præget af den store migrationskrise. Knap 1,5 million mennesker fra ikke vestlige lande, særligt fra det borgerkrigsramte Syrien og Irak, men også fra en lang række andre ikke-vestlige lande vandrede uforhindret til Europa, særligt via den såkaldte Balkan-rute. 1,1 mio.  migranter og flygtninge søgte til Tyskland, mens op imod 200.000 søgte til Sverige.  (1), Dette førte til, SD fortsatte sin  dramatiske vækst i meningsmållingerne.

For det andet var det netop migrantkrisen, som førte til at den borgerlige alliance ophævede december-aftalen i oktober 2015, men der opstod også sprækker i den rødgrønne alliance.  Det førte i 2016 til en regeringsomdannelse i  maj 2016, hvor Miljøpartiet kom ind i regeringen. Oprøret mod december-aftalen blev anført afde borgerlige alliances  Kristdemokrater (KD), og der blev en overgang spekuleret i et nyvalg.     En ny regeringsomdannelse skete i juli 2017, efter den borgerlige alliance + Sverigedemokraterne truede med at fælde regeringen.

Men ingen af delene forhindrede SD’s uimodståelige vækst i meningsmålingerne.  Forventningen var, at partiet ville få 20% eller mere af stemmerne  ved valget i september 2018. To målinger  foretaget af YouGov og Sentio kort før valget viste endda, at Sverigedemokraterne ville overhale Socialdemokraterna som Sveriges største parti; en position det har haft siden indførelsen af det svenske partipolitiske system i starten af 1900-tallet.  I den sidste uge før valget tabte SD dog luft i meningsmålingerne, men lå immervæk til at få mellem 16% og 19% af stemmerne, hvilket ville gøre partiet til Sveriges næststørste eller tredjestørste parti.  Meningsmålingerne viste sig at være ganske præcise, hvilket er interesant i en tid, hvor meningsmålingsinstitutter kritiseres for at tage fejl; i nogle tilfælde berettiget (fx. ved det amerikanske valg og Brexit-afstemningen, men i andre tilfælde uberettiget (fx. Sverige og Tyskland).  Således fik SD  ved valget d. 9. september 2018 17,5%, hvilket var vel inden for den sikkerhedsmargin, som meningsmålingerne var behæftet med.  Valgresultatet viste også, at Socialdemokraterna med  28,3%  af stemmerne fik et bedre valg end frygtet, selvom det+- er det dårligste i partiets historie. Socialdemokraterna gik tilbage fra 31,0%. Også Moderaterna (M) klarede sig ledt bedre end forventet (partiet havde oplevet stor tilbagegang i meningsmålingerne som følge af SD’s store fremgang. Således beholdt M positionen som Sveriges næststørste parti, men oplevede dog en tilbagegang fra 23,3% til 19,8%.

De  egentlige vindere af valget var de to politiske yderfløje, SD og det socialistiske venstreparti — partiet som fra  til 1990 var kommunistisk og Moskvatro.. Disse to partier fik tilsammen en fremgang på 6,9%, hvilket illustrer den polarisering af svensk politik, som jeg har beskrevet i et tidligere indlæg jf. ovenfor. Også to af af partierne i den borgerlige alliance (KD og Centerpartiet (C) fik en fremgang, især C).

Sammenfattende ændrede valgresultatet ikke afgørende på situationen ved det forrige valg i 2014:   Ingen af blokkene fik de 175 sæder i Riksdagen, som kræves for at opnå et flertal.  Den borgerlige alliance forlangte, at Lövfen øjeblikkeligt trådte af som statsminister, hvilket han nægtede at gøre.

Som  fungerende statsminister og leder af landets største parti fik Löfven dog chancen for at skabe en mindretalsregering, som i det mindste kunne tolereres af flertallet i Riksdagen, som det havde været tilfældet siden December-aftalen i 2014. Forskellen på den svenske og danske form for negativ parlamentarisme er, at et mistillidsvotum mod hele kabinettet (regeringen) udløser et nvvalg. Det gør det ikke i Sverige: hvis regeringen falder efter et mistillidsvotum, starter processen omkring om regeringsdannelse blot om igen, så talmannen blot udpeger en ny statsministerkandidat til at lede forhandlingerne om at danne en ny regering.  Hvor danske regeringer kun er blevet fældet af et mistillidsvotum tre gange siden parlamentarismens indførelse i 1901, er det  sket oftere i Sverige, men altså uden at det nødvendigvis har udløst et ekstraordinært valg. Det er 60 år siden, at landet har haft et sådan.  Sidste gang det skete i Danmark var i 1975, da Hartling-regeringen blev vældet.

I I Sverige, hvor det er sket hyppigere, er det seneste eksempel helt aktuelt: Lövfen blev nemlig fældet som statsminister den 25. september 2018, hvorved hele regeringen måtte træde af, men uden at der blev udskrevet et nyvalg. Det fører blot til en ny regeringsdannelse.

Proceduren omkring en regeringsdannelse er også forskellig i de to lande: i Danmark har vi den såkaldte dronningerunde, hvor partilederne efter et valg går til dronningen. og tilkendegiver, hvem der skal være kongelig undersøger, dvs. hvem de mener, skal undersøge mulighederne for at danne regering.  Dronningen udpeger derefter den  politiker, som har de bedste muligheder for at danne regering.

I Sverige er det derimod Riksdagens formand (talmannen), som udpeger den politiker, han mener har de bedste muligheder for at danne regering.  Den svenske regent involveres først i regeringsdannelsen, når den er dannet. Ligesom i Danmark går de nye regeringer dog til regenten for at meddele, at regeringen er dannet. Den har regenten i princippet beføjelse til ikke at godkende, men det er kun sket én gang  siden Grundloven blev vedtaget i 1849, nemlig i 1920, hvilket udløste den såkaldte påskekrise. I Sverige udpeger talmannen efter et valg typisk lederen af det største parti til at lede regeringsforhandligerne.

Dette er grunden til, at Löfven for en stund kunne fortsætte som statsminister efter det svenske valg og forsøge at samle et flertal, som ville beholde ham som statsminister. Han fik ifølge den svenske procedure i princippet 14 dage til at danne en ny regering, men det valgte han ikke at gøre, og derfor blev han fældet af flertallet i den svenske Riksdag, hvorefter  talmannen udpegede en anden forhandler til at danne en ny regering. Hvis det lykkes, skal regeringen godkendes af Riksdagen ved en ny afstemning, men denne proces kan ikke fortsætte i det uendelige; Talmannen har kun 3 forsøg på at pege på en ny regeringsforhandler. Hvis det ikke lykkes at danne regering, enten fordi regeringsforhandleren trækker sig i erkendelse af, at han ikke kan danne regering, eller fordi også den nye regering fældes af Riksdagen, udskrives der automatisk nyvalg. En finesse ved proceduren er, at talmannen i sit tredje forsøg faktisk kan pege på den politiker som han pegede på i sit første forsøg, hvis han vurderer, at denne nu har en større chance for at danne regering.

Således afsluttedes 1. akt i det svenske regeringsdrama, da Löfven blev fældet som statsminister d. 25. september 2018. 2. akt startede med talmannens udpegning  af en ny regeringsforhandler, Moderaternas Ulf Kristersson, og som vi skal se, startede 3. og sidste akt d. 15. oktober, efter Kristersson havde erkendt, at han ikke kunne danne regering, og talmannen påny pegede på Stefan Lövfen som regeringsforhandler.

Såvidt den svenske procedure for regeringsdannelse. Beskrivelsen og processen er omstændelig, men nødvendig at klargøre, dels fordi der er så lidt viden om den i Danmark, dels fordi selv de fleste svenskere ikke kender den eller misforstår den. Således præciserede talmannen, Andreas  Norlén proceduren på en pressekonference  mandag formiddag (15/10), og tilføjede, at der findes dels svenske journalister, som ikke har sat sig ordentligt ind i den svenske forfatning. Dette kan måske opfattes som hårde ord, men det er sandt, når man læser de artikler, som de svenske dagblade har skrevet om proceduren efter valget i september 2018.

2. Akt: Moderaternas partileder Ulf Kristersson opgiver at danne regering

Efter Stefan Lövfen blev fældet som statsminister ved afstemningen d. 25. september, konsulterede talmann Norlén partilederne, og konkluderede, at Moderaternas partileder, Ulf Kristersson som forhandlingsleder. havde de bedste muligheder for at skabe en ny regering.  Kristersson forestillede sig, at han uden større sværdslag kunne danne regering bestående den borgerlige alliance (M + C + KD, sit eget parti (M) og ham selv som statsminister, Den borgerlige alliance havde trods alt svoret, at de ville stå sammen i last og brast. Men Kristerssons idé berodede også på, om SD kunne acceptere og tolerere ham som statsminister. SD’s accept var ikke en formalitet, eftersom Kristersson (M)  afviste, at SD og dets formand, Jimmie Åkesson, krævede indflydelse på regeringens politik, og at han var villig til også at fælde en borgerlig regering, hvis SD ikke fik indflydelse. På den anden side afviste alle partierne i den borgerlige alliance fortsat, at SD fik nogen indflydelse.

Som forhandlingsleder befandt Ulf Kristersson sig nærmest i en umulig balanceakt mellem hensynet til sit partis alliancepartnere og at give SD en eller anden form for indflydelse.  Kristerssons sonderinger varede som det formelt foreskrives  i et par uger. Han regnede med, at SD ikke kunne finde på, at fælde en borgerlig regering, og måske sparke bolden og magten tilbage i hænderne på den rødgrønne alliance med dens liberale udlændingepolitik (særligt MP og V  ønsker fortsat en meget liberal udlændingepolitik).  Omvendt forestillede Kristersson sig ikke, at SD blot ville agere som stemmekvæg i Riksdagen, og at man var nødt til at give partiet et vis indflydelse ved at dreje M’s politik i retning af en mere stram udlændingepolitik. Denne bevægelse havde M da også i stigende grad foretaget siden 2015, og især under valgkampen, men spørgsmålet var, om det var nok?

Efter sine sonderinger forelagde Kristersson tre regeringsmodeller, som han kaldte for en 3-2-1-model:

3. En gering bestående af alle partierne i den borgerlige alliance ( M +  de 3 mindre partier (C, KD og L). En sådan regering ville kunne mønstre 143 mandater i Riksdagen, og hvis den kunne tolereres af SD med dets 62 mandater, ville den  have 205 mandater, og vel over de 175, som kræves for at skabe flertal i Riksdagen.

2.  Alternativt kunne man skabe en regering bestående af M + to af alliancepartierne. For at skabe et flertal måtte C og L nødvendigvis indgå i regeringen, således at den med SD’s uformelle eller passive støtte, ville have 183 mandater. Denne kombination ville dog udelukke M’s mest trofaste partner, KD, hvorved regeringen formelt ville komme i mindretal uanset bogstavskombinationerne. Sålænge en sådan regering ville blive tolereret af Riksdagen, kunne den dog få lov til at sidde. Selvom Kristersson ikke præciserede det, kunne 2-løsningen også opfattes som en regering bestående af M  + C og L (med uformel støtte eller tolerance fra SD).

1. I nødstilfælde kunne M og KD gå i regering, eller Kristerssons eget parti, Moderaterne, danne en meget smal mindretalsregering, som Socialdemokraterna i grunden også gjorde efter valget i 2014.

Eftersom Ulf Kristersson kunne regne med KD og dets partileder,  Ebba Busch Thor (2), gav han fredag d. 12. oktober Centerpartiets leder, Annie  Löof og Liberalernas leder, Jan Björklund  et ultimatum: deltag i en samlet allianceregering, eller også ville han finde en anden løsning. Grundet tidspresset fik de to partiledere en weekends betænkningstid.

Alliancepartiernes svar kom ganske hurtigt, men for Kristersson også overraskende. Löof og Björklund afviste Kristerssons ultimatum, og meddelte ved deres respektive pressekonferencer, at de ikke længere foretrak Kristersson som statsminister. Ikke nok med det: Annie Lööf sagde, at en ny regering nødvendigvis måtte gå på tværs af de to politiske blokke, og at man ikke skulle udelukke  Löfven, og at S hvilket var noget af en eftersom hun frem til da pure havde afvist at samarbejde med den socialdemokratiske statsminister.  Liberalernas Jan Björklund sagde, at han var mest stemt for, at der blev skabt en stor koalition efter tysk mønster, dvs. en regering bestående af Socialdemokraterna og Moderaterna.

Jimmie Åkesson konstaterede på sin side, at den borgerlige alliance var brudt samen. Den konklusion drog svenske medier også: regeringsforhandlingerne under Kristerssons lederskab afslørede, at den borgerlige alliance var dybt splittet og mere skrøbelig end oprindeligt antaget.

Derfor afsluttedes 2. akt med, at Kristersson slukøret måtte erkende, at han ikke var i stand til at skabe en ny regering. Kristerssons balanceakt viste sig alligevel umulig.

Never shall the twain meet.   2. akt i det svenske regeringsdrama var overstået.

3. Akt begyndt: Lövfen udpeges som forhandlingsleder. 

Efter at Kristersson gav på som regeringsforhandler  afholdt talmann, Andreas Norlén dagen efter, mandag formiddag d. 15. oktober kortvarige konsultationer med hver enkelt partileder. Norlén havde ellers udtalt, at han ville give sig god tid til at tænke over, hvem der nu skulle være regeringsforhandler. Men betænkningstiden blev kort; ikke fordi Norlén gjorde sig klare forestillinger om, hvordan en regeringskonstellation kunne se ud, men fordi man var under tidspres. Regeringsdannelsesprocessen kan ikke fortsætte i det uendelige. Desuden skal hver forhandlingsleder tildeles den samme tidsperiode til at skabe enighed om en regering, dels skal en finanslov for 2019 fremlægges og sendes til afstemning i Riksdagen senest i slutningen af november.

Norlén vurderede efter konsultationerne, at Stefan Löfven, som havde fejlet i første forsøg, trods alt havde de bedste muligheder for at skabe enighed om dannelsen af en regering.  I forlængelse udtalte Löfven, at han ligesom Lööf og Björklund mente, at parterne måtte udvise fleksibilitet, og finde en løsning på regeringskrisen på tværs af de to politiske blokke.

Selv Sverigedemokraternes Jimmie Åkesson udtalte, at han var enig i, at Stefan Löfven havde de bedste chancer for at få skabt en regering. Åkesson var grundigt træt af, at samtlige politiske partier ikke ville indgå i en dialog med hans parti, og sagde på sin pressekonference, at de skulle holde op med at betragte SD som en sygdom, som vil gå over af sig selv.

Hvorvidt Sverigedemokraterne er en sygdom eller blot et symptom på en sygdom, nemlig den store indvandring af personer med mellemøstlig herkomst, som Sveriges meget liberale udlændingepolitik har skabt (hver 4. svensker har nu en udenlandsk herkomst, og syrere og irakere har overhalet finnerne som de invandrere, der er flest af), og de store problemer, som indvandringen har ført med sig, må være op til den enkelte at vurdere.

Andreas Norlén har givet Löfven 14. dage til at finde en løsning på den svenske regeringskrise, hvilket svarer til den tidsramme, som Kristersson fik. Hvis Lövfen ikke finder en løsning, vil Norlén når tidsfristen udløber i slutningen af oktober vurdere, hvad der  så skal ske:  hvis man er tæt på at skabe enighed om en ny regering, vil Löfven blive givet lidt ekstra tid (formentlig max. en uge) ellers udskrives der nyvalg. Dette nyvalg udskrives også, hvis Löfven ligesom Kristersson giver op som forhandlingsleder inden eller kort efter de 14 dage er gået. Der bliver således ikke en ny talmannsrunde,  Hvis Löfven ikke finder en regering, til og med kan godkendes af Riksdagen, udskrives der automatisk et nyvalg, som skal finde sted inden for 3 måneder.

Hvem bliver Sveriges næste statsminister? Eller er et svensk nyvalg på vej?

Hvem der bliver Sveriges næste statsminister kan man kun gisne om.

Löfven sidder i en gunstig position i og med, at han er forhandlingsleder, men var han jo også i første forsøg, og da kunne han ikke danne regering, men blev ved en afstemning i Riksdagen afsat som statsminister.  Han er villig til at  gå på kompromis om politiske emner, men ikke om statsminister posten. Dén vil han og S have.  Endvidere kræver det, at han får samlet en stor del af det politiske spektrum S + MP + C  + L) er ikke nok, for denne brede koalition samler kun 167 mandater, og ikke de 175, som skal til for at skabe et flertal. Eller også skal M  eller KD afholde sig fra at stemme. Ebba Tusch Thor afviste på sin pressekonference, at hendes parti KD ikke bliver et støtteparti i en ny Löfven-regering, og står dermed fast på sin position Tusch Thor sagde også, at hun ikke tror på, at C kan overtales af S, men det må tiden vise.

Annie Löof kan ikke afskrives som statsminister. Hun kan blive en kompromiskandidat.   Faktisk udtalte Miljöpartiets formand (og udviklingsminister), Isabella Lövin i dagene efter valget, at hun godt kunne forestille sig Centerpartiets leder Annie Lööf som ny statsminister. Men for at den ligning skal løses, kræver det, at ikke blot  S og M eller KD, peger på hende (KD kan jo undlade at stemme. Endvidere er S og C meget uenige om arbejdsmarkedspolitkken, så den knast skal også fjernes

Kristersson er stadig en kandidat til statsministerposten. Han er fortsat C’s foretrukne kandidat, men den borgelige alliance står nu ikke længere sammen, fordi C og L skal acceptere, at SD får indflydelse på regeringens politik, og det afviser C og L på det kraftigste. Derfor er Kristersson ikke længere favorit til statsministerposten, som han var efter valget.

Hvis Löfven får skabt enighed om en regering, bliver statsministeren derfor enten ham selv eller Lööf eller mindre sandsynligt Jan Björklund.

Man kan ikke afvise, at Löfvens ufravigelige krav  om at live statsminister kan blive den sten, som tipper læsset og udløser et nyvalg. Talmann Andreas Norlén udtalte således mandag, at selvom partilederne nu bliver nødt til at indgå i en konstruktiv dialog, konstaterede han også, at det var hans indtryk efter dagens samtaler med partilederne, at situationen er ligeså fastlåst, som den var efter valget d. 9. september.

For at får skabt en regering skal fronterne virkelig brydes op, og selv om det  er svært at forestile sig, kan det ikke udelukkes. Partierne i begge blokke (måske med undtagelse af V) givetvis ikke ønsker et nyvalg eftersom det kan give SD mere vind i sejlene, som det gjorde efter valget i 2014. Og alle partierne ønsker ikke SD styrket (bortset fra det selv, selvfølgelig). Endvidere er ekstraordinære valg er  uhyre sjældne i svensk politik. Den eneste gang det er sket  i nyere tid   var  i 1958. Dette til trods for, at Sverige har haft mange mindretalsregeringer i de sidste 100 år. Parlamentarismen fungerer på en anden måde end i Danmark: Princippet om negativ parlamentarisme er forskelligt i de to lande. Hvis regeringen får et mistillidsvotum i Danmark udløser det et nyvalg.  Det gør det ikke i Sverige. Der går regeringen også af, hvis den bliver fældet af et mistillidsvotum, men når regeringen er gået af genstarter talmannsprocessen, hvor Riksdagens formand  efter samråd med partilederne udpeger en forhandlingsleder til at sammensætte en ny regering. Denne regering skal som regel  godkendes formelt af Riksdagen ved en formel afstemning, men ikke nødvendigvis: hvis det står meget klart, at regeringen vil blive tolereret af Riksdagen er en afstemning ikke nødvendig.

For at følge den dramaturgiske terminologi  beskrevet i indledningen befinder det svenske drama lige nu i en akt, som enten kan resultere i en  peripeti, som fører til, at dramaet ender lykkeligt med dannelsen af en ny regering,  men akten kan også ende ulykkeligt med udskrivningen af et nyvalg. Begrebet ulykkeligt er alene et dramaturgisk begreb, og ikke værdiladet.

Omvendt er der næppe tvivl om, at et nyvalg ikke grundlæggende vil ændre den politiske situation i Sverige. Det er nemlig meget svært at forestille sig, at en af de to politiske blokke vil få flertal ved et valg i marts 2019. Derfor er  de regeringsbærende svenske partier nødsaget til at blive enige om et samarbejde på tværs af blokkene. Begge politiske blokke har nemlig forspildt deres chancer for at danne mindretalsregringer, som kan tolereres af den anden blok  — i hvert fald i denne omgang. Dette samarbejde på tværs af blokkene kan blive aftalt indenfor de kommende uger Så afsluttes 3. akt. Men hvis der udskrives et ny-valg, kommer vi grundlæggende til at se en genopførelse af det drama, som vi har oplevet siden 2014, eftersom ingen af blokkene stadig ikke vil få flertal.

Sverige befinder sig således i en meget dramatisk periode med store udfordringer. Men det gjorde Sverige dog også i perioden mellem 1920 og 1936, som først var præget af stærke konflikter på arbejdsmarkedet (større end i Danmark i 1890’erne) og siden af den økonomiske krise efter krakket på Wallstreet i 1929. Denne periode var som nævnt karakteriseret ved mange og kortvarige mindretalsregeringer, og Sverige kom først for  alvor ud af den i 1938 med indgåelsen af Saltsjöbaden-aftalen mellem arbejdsmarkedets parter. Det var 40 år efter de to parter i Danmark havde indgået en lignende aftale (Hovedaftalen af 1898). I Sveriges tilfælde førte borgfreden til opbyggelsen af det svenske folkhem. I Danmark førte det til udviklingen af den danske velfærdsstat, som for alvor så dagens lys med Kanslergade-forliget i 1933.

Afslutning: Sverige halter efter Danmark

Historisk har Danmark på den politiske scene altid været på forkant i forhold til svenskerne, hvad enten det gælder forfatning, indførelse af parlamentarisme og velfærdsstat. Men det gælder også partiernes accept af et populistisk parti (Dansk Folkeparti), som fra valg til valg har vokset sig stærkere for  til sidst at agere som støtteparti for en siddende regering, og som kan tænkes at indgå i en regering i de kommende år.

På det område halter Sverige også bagefter: hvor Dansk Folkeparti buldrede ind i folketinget 3 år efter dets dannelse, skulle der i Sverige gå 22 år, før SD blev repræsenteret i Riksdagen. Og her 8 år efter opfattes SD af de andre partier stadig ikke som et ‘stuerent’ parti — for at bruge Poul Nyrup Rasmussens velkendte frase. Men politisk er DF og SD ikke så forskellige. SD ligger på visse områder i den økonomiske politik lidt til højre for DF, men når det gælder velfærdspolitiske emner så som omsorgs- og ældrepolitik, har SD ligesom DF mest tilfælles med Socialdemokraterne. Begge partier kan således samarbejde til hver sin side, men i det todimensionelle politiske rum (fordelings- og værdipolitik) ligger SD mere til højre end DF på grund af dets økonomiske politik. . En anden forskel er, at DF i Danmark i højere grad er blevet anerkendt af de andre partier, end svenske SD er blevet det . Men SD’s stramme udlændingepolitik har haft indflydelse på svensk politik:

Både  S  og M har således strammet  deres udlændingepolitik. Dette er dels ved indførelsen af den svenske grænsekontrol i november 2015, da migrationskrisen for alvor havde taget fart og for de svenske myndigheder var blevet faretruende ukontrollabel. Grænsekontrollen er siden blevet skærpet i  maj  2017 og senest i  juni 2018.   Men særligt for Moderaternas  (og dets nærmeste  samarbejdspartner, KD) vedkommende, er der også  strategiske  grunde til dets strammere udlændingepolitik. For SD stjæler i stort antal vælgere fra både S og M som DF har gjort det i Danmark fra Socialdemokratiet og Venstre. Måske ligger det i kortene, at de andre partier en dag vil tage SD til nåde og begynde at samarbejde med partiet?

Der en del i Danmark,  som ikke forstår, at de gør. Men Dansk Folkeparti og Sverigedemokraterne har helt anderledes historiske rødder: DF har rod i Fremskridspartiet, som det var et  udbryderparti fra. Fremskridtspartiet var også oprørsk — først mod skattepolitikken og siden mod indvandrerpolitikken. SD, derimod har rødder i det ekstreme højre, herunder det ny-nazistiske Nordiska Rikspartiet, som brugte hagekorset som partisymbol, og den indvandrerfjendske og racistiske  skinhead-bevægelse, Bevara Sverige Svensk (BSS), som var inspireret af det Britiske National Front.   Disse historiske rødder er ikke blevet glemt, og derfor er vejen til formel indflydelse langt  mere opad bakke for Sverigedemokraterne, end den har været for Dansk Folkeparti.

 

.

———————————————–

Noter:

(1) Det totale antal flygtninge og migranter, som kom til Sverige i 2015 er uvist.  Myndighederne modtog formelt 163.000 asylansøgninger, men dertil skal lægges et stort antal der kom til landet og enten opholdt sig illegalt eller endnu ikke havde ansøgt om asyl, da opgørelsen blev lavet omkring d. 31. december 2015.  Det kan ikke udelukkes, at det samlede antal var op imod 200.000 eller flere.

(2) Kristdemokraternes kun 31 årige partileder, Ebba Tusch Thor er en begavet politiker og taler, som ifølge Aftonbladets meningsmåling klarede sig bedst under den første og eneste partilederdebat i slutningen af august og kort før valget. Centerpartiets partileder, Annie Lööf er med sine 35 år også en relativt ung partileder.

 

 

 

CSU og SPD taber jordskredsvalg i Bayern. AfD og De grønne de store vindere

Søndagens valg i den tyske delstat, Bayern, blev et katastrofevalg for CSU. Partiet har siddet tungt på magten i Tysklands største og rigeste delstat, og har ved samtlige valg siden krigen   typisk har fået omkring 50% af stemmerne eller mere, således at det har kunnet regere alene.  I Tyskland er CDU og CSU  søsterpartier, hvilket betyder, at CSU  kun stiller op i Bayern, mens CDU stiller op i alle andre delstater.

CSU fik 47,7% af stemmerne ved det sidste delstatsvalg i  2013, men står til en tilbagegang til omkring 37,5 %. CSU’s tilbagegang er dramatisk og skelsættende. Partiet har primært mistet stemmer til både højre  til det indvandrerkritiske AfD (Alternative für Deutschland), som ikke var opstillingsberettiget i 2013, eftersom partiet først lige var blevet skabt nogle få måneder før det valg. AfD står  til at komme ind i det bayerske  parlament med ca. 10%, hvilket faktisk er noget mindre, end hvad partiet fik ved forbundsvalget i 2017 (12,6%). AfD har sine højborge i delstater, som før var en del af DDR: Brandenburg, Sachsen og Thüringen. 

 

CSU’s partiformand, Horst Seehofer har været en af de skarpeste  kritikere af kansler Angela Merkels immigrationspolitik, som tillod over 1 million flygtninge og migranter at komme til Tyskland i 2015.  Seehofers meget stramme politik i udlændingepolitikken skyldes dels, at  CSU  udfordres af AfD’s  eksplosive fremgang i meningsmålingerne, siden partiet blev dannet, men også at Bayern grundet dets nærhed til Østrig og dermed den såkaldte ‘Balkan’-flygtningerute, blev meget belastet af de mange hundredtusinde flygtninge- og migranter, der krydsede Tysklands sydligste grænse i tiden omkring 2015. Seehofer har dels insisteret på indførsel af grænsekontrol, dels på hjemsendelse af personer, om ikke er flygtninge, men slet  og ret migranter. Dette er dog svært at afgøre, og derfor er der blevet oprettet  transitlejre, mens de tyske immigrationsmyndigheder behandler de mange asylansøgninger.

Seehofers stramme kurs har  faktisk delvist båret frugt, idet Tyskland har indgået bilaterale aftaler med Grækenland om hastig hjemsendelse af migranter (inden for 48 timer), hvilket gør det svært for det økonomisk belastede sydeuropæiske land. I disse dage forhandler Tyskland med Italien om en lignende aftale.

At Seehofer  har haft nogen succes med sin stramme kurs, er måske årsagen til, at CSU’s tilbagegang  ikke er blevet så stor som frygtet.  I en række af de seneste meningsmålinger, fra fx. INSA og Infratest, har partiet været helt  nede på 32-33%.

I den næste valgperiode frem til 2023 vil CSU ikk længere kunne regere alene, men må dele magten med en koalitionspartner.  Valgresultatet peger i retning af en koalition med De frie vælgere i Bayern (FW) og  muligvis FDP. En sådan sort-gul koalitionsregering har Tyskland lange traditioner med.

Det tyske Socialdemokrati (SPD) er den anden store taber ved delstatsvalget i Bayern.  SPD’s tilbagegang er endnu mere dramatisk, idet partiet står til at blive end halveret fra 20,6% af stemmerne i 2013 til  omkring 10,5%. Dermed fortsætter SPD’s store nedgang i snart mange år. SPD har bestemt ikke haft gavn af deltagelsen  i den store tyske regeringskoalition (CDU/CSU – SPD), som har regeret Tyskland siden 2013.

I SPD’s tilfælde er vælgerne vandret til De Grønne, som har fået et kanonvalg med ca. 18% af stemmerne; en kæmpe fremgang fra de 8,6% af stemmerne, partiet fik i 2013.

Valgresultatet i Bayern vil ganske sikkert få betydning for tysk politik fremover: Først og fremmest er det tvivlsomt, om SPD vil fortsætte som regeringspartner i den store koalition. For det andet vil De Grønnes store succes skabe forøget næring til idéen om en regeringskoalition mellem CDU, De Grønne og  De Frie Demokrater (FDP) — den såkaldte ‘Jamaica-koalition’, som er afledt fra partiernes partifarver (sort, grøn og gul). Denne  politisk kulørte  kombination afprøvede Merkel under regeringsforhandlingerne efter valget i 2017, men den viste sig ikke at være gangbar.

Ved forbundsvalget i 2017 fik FDP et godt valg, om blev repræsenteret i Forbundsdagen igen.  I Bayern passerede partiet i 2013 ikke spærregrænsen  på 5%, og ved valget  i 2018 har det dog kunne notere en vis fremgang, men det er endnu usikkert, om det denne gang klarer spærregrænsen. FDP står lige præcis til 5,0%. At det ikke er gået mere frem, skyldes det, at partiet i Bayern konkurrerer med et andet regulært centrumparti, ‘De Frie Vælgere’ i Bayern (FW), som står til en ganske markant fremgang fra 9% til ca.12%.

Nogle medier spekulerer over, om valgresultatet i Bayern også vil sprænge familiebåndet mellem CDU og CSU, som har eksisteret siden Forbundsrepublikkens oprettelse i 1949. Dette er imidlertid ekstremt usandsynligt, eftersom det vil isolere CSU, så det ikke længere får direkte indflydelse på tysk politik.

Set i et dansk perspektiv vil resultat af valget i Bayern sikkert skuffe danske nationalkonservative, som stemmer på eller tænker at stemme på Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige.  Dette segment  har på de sociale medier også haft naive forestillinger om, Merkel ville tabe forbundsvalget i 2017 eller tvunget til at træde af som kansler.

Men de overser ét vigtigt aspekt ved tysk politik, som gør Tyskland forskellig fra Danmark og andre europæiske lande, hvor højrepopulismens vinde blæser. Dét er, at tysk politik er meget stabilitetsorienteret. og at tyske regeringer har været gode til at foretage nødvendige justeringer i den førte politik.  Dette har bl.a. afspejlet sig i, at Tyskland i modsætning til Sverige, det andet land som tog imod flest flygtninge og migranter i 2015-16 aktivt har ændret sin udlændingepolitik, men uden at ty til yderligheder som i Østrig, Ungarn og Schweiz.

Tysklands stabilitetspolitik (Stabilitätspolitik)  og villigheden og evnen til at foretage politiske justeringer bunder i de smertelige erfaringer fra perioden mellem 1919 og 1945. Historien skræmmer.  Orienteringen mod stabilitet er også iboende i langt hovedparten af de tyske vælgere. Og derfor har højrepopulismen svære  vilkår i Tyskland, når det kommer til stykket.

Dette forklarer mere end noget andet, hvorfor AfD’s himmelflugt i meningsmålingerne synes at være ved at toppe. Det næste delstatsvalg er i Hessen d. 28. oktober, og dér viser prognoserne , at valget vil resultere i det samme mønster som   i Bayern: store tab for CDU og SPD, og stor fremgang for AfD og De grønne.

 

Politisk kaos i Sverige. Er et nyvalg på vej?

Den politiske situation i Sverige er mildt sagt kaotisk, og kan udvikle sig til landets værste politiske krise siden parlamentarismens indførelse i 1917.

Den socialdemokratiske statsminister, Stefan Lövfen er blev væltet af den borgerlige koalition + Sverigedemokraterna, og ingen af de to politiske blokke mønstrer de 175 medlemmer af Riksdagen, som skal til for at skabe et flertal.

Ifølge den svenske forfatning har Riksdagens formand (p.t. Andreas Norlén, den såkaldte ‘talmann’ 4 forsøg på med succes at pege på den politiker, som har de største chancer for at blive regeringsleder, og dermed skabe politisk opbakning i parlamentet til at danne regering. Sverige kan godt leve med en mindretalsregering, sålænge den tolereres af Riksdagen. Den behøver med andre ord ikke at have en eksplicit majoritet.

Den opgave virker som en gordisk knude. Hvis den ikke løses inden Riksdagen skal stemme om en ny finanslov, udløser det ifølge forfatningen automatisk nyvalg– formentlig 1. februar 2019

Men hvad skulle et sådant nyvalg kunne løse? Intet flertal for de to blokke — den rødgrønne og den borgerlige alliance virker sandsynlig.  I bedste fald sker der en politisk opblødning og et samarbejde på tværs af blokkene. For landet skal jo regeres.

Den politiske krise sker samtidigt på et tidspunkt, hvor problemerne har tårnet sig op i Sverige — i høj grad selvforskyldte:

Landet har simpelthen ført en alt for liberal udlændingepolitik — hver fjerde svensker er nu af ikke-svensk oprindelse, og dem, der er flest af er syrere og irakere. Denne befolkningsgruppe vil til og med vokse stærkt i fremtiden. Læs her: goo.gl/PfLxbx

Det er uhyre svært for svenskerne at få integreret de mange indvandrere; ungdomsarbejdsløsheden blandt 2. generationsindvandrerne er efter svenske forhold tårnhøj (30%); mange har end ikke gennemført en ungdomsuddannelse og en stor del af dem har intet at lave end at stå på gadehjørner eller begå kriminalitet af mildere eller grovere slags.

Alt imens vinder islamistiske bevægelser af den virkelig hårde slags frem. I ugerne op til valget publicerede Sydsvenska Dagbladet  en artike om, at salafister, herunder jihadsalafister er i offensiven og aggressivt har opfordret muslimer til ikke at stemme til det svenske valg.

I Borås fx. holdt salafisterne i starten til i en cykelkælder med plads til 10-15 personer, men nu har bevægelsen vokset sig stå stor, at den har lejet et helt fritidshjem.

Situationen er således på mange fronter særdeles alvorlig i Sverige. Det eneste lyspunkt er, at Sverige befinder sig i en økonomisk højkonjunktur, men hvor længe? Der tales allerede nu om, at en recession er på vej. Denne økonomiske recession vil kun gøre det hele værre.

Nu afgøres det svenske valg

 

I horisonten har det rumlet længe, men nu er det lige over.  Det svenske valg afgøres i overmorgen. Nogle vigtige ting ved vi allerede nu: Sverigedemokraterna, det sorte får i svensk politik får et kanonvalg. Og sejren bliver så stor, at hverken den  rød-grønne blok eller den borgerlige koalition vil mønstre de  nødvendige 175 mandater, som er nødvendige for at danne en flertalsregering efter det svenske valget.  Men hvor stor bliver valgsejren? Og vil den tvinge de toneangivende politiske partier til at tænke i nye baner.

Enten må de to fronter stoppe deres skyttegravskrig, som har præget valgkampen, så der kan dannes en flertalsregering over midten. Eller også får Sverige en skrøbelig mindretalsregering, kommer til at sidde så usikkert i sadlen at en ny stor regeringskrise nærmest  er uundgåelig. Det kan føre til et snarligt omvalg.  Usikkerheden omkring det  endelige valgresultat er stor, men Sveriges politiske situation synes meget uoverskuelig fremadrettet.

Lad os først forklare, hvorfor regeringsdannelsen finder sted på en anden måde i Sverige end i Danmark, og hvorfor princippet om negativ parlamentarisme er forskelligt.

Regeringsdannelse efter et valg: Forskellen mellem Danmark og Sverige

Regeringsdannelsen efter et valg foregår på en anden måde i Sverige, end den gør i Danmark.

Proceduren i Danmark, som blev indført i 1909, men ikke nedskrevet,  starter med en dronningerunde: I dronningerunden går partilederne til dronningen, og tilkendegiver, hvem de peger på som den en kongelig undersøger, dvs. hvem  de mener skal undersøge mulighederne for at danne regering. Dronningen  udpeger derefter den politiker, hun mener kan danne en regering. I praksis er den kongelige undersøger den partileder, som  flest partier har peget på som mulig statsminister. Denne statsministerkandidat leder derefter regeringsforhandlingerne. Hvis regeringsforhandlingerne afsluttes med et positivt resultat, udpeger dronningen til slut den kommende statsminister. Opnås der ikke enighed i regeringsforhandlingerne, starter en ny dronningerunde med den samme eller en anden partileder.  Processen fortsætter til der opnås enighed blandt partierne om, hvem der skal være statsminister og danne en ny regering. Flere dronningerunder kan derfor finde sted.

Regeringsdannelsen i Sverige er proceduren heller ikke formelt nedskrevet, men har været en praksis siden 1919. I modsætning til Danmark går partilederne ikke til den svenske regent. Hvis den svenske regering taber magten ved et valg, vil statsministren typisk gå af med mindre, at han kan skabe en  ny regering.  Hvis statsministeren ikke går af, finder der straks efter valget en afstemning sted i det svenske parlament, Rigsdagen, som kan tvinge statsministeren til at gå af.

Dernæst udpeger Rigsdagens formand, talmannen den partileder, han vurderer har den største chance for at skabe en regering. Denne talmannsrunde varer typisk et par uger, men kan forlænges, hvis dannelsen af en regering er på vej,

 

Derimod er det formanden (talmannen) for  det svenske parlament  (Riksdagen) ), som udpeger den partileder, han vurderer har de største chancer for at få skabt en regering. Det kan være partilederen af Riksdagens største parti, men ikke nødvendigvis. Hvis det største parti ikke har en majoritet, evt. med en eller flere koalitionspartnere eller støtte partier, kan det være et mindre parti.  Ligesom i Danmark har mindretalsregeringer ikke været ualmindelige i Sverige.

Endvide

finder der efter valget en afstemning sted om, hvem som kal lede regeringsforhandlingerne. Denne person, som på svensk kaldes for talmannen,  udpeges ikke på forhånd, men vil være den, som kan samle et flertal. Hvis et parti eller en politisk blok er størst, er sagen reelt klar. Det bliver lederen af dette parti, som skal lede regeringsforhandlingerne. Måske skal der flere afstemninger til, hvis partierne ikke kan enes indbyrdes om, hvem der skal lede regeringsforhandlingerne.  Men siden 1982 er der blevet den praksis, at talmannen bliver lederen af det største regeringsparti.

Talmannen har fire forsøg på at skabe enighed om, hvem der skal være Sveriges nye statsminister. Dette er Sveriges parallel til de danske dronninge- (eller kongerunder). Hvis det ikke lykkes i de fire forsøg, udskrives der automatisk nyvalg.  I den mellemliggende periode fungerer den siddende regering som overgangsregering.

Ca. 14 dage efter valget finder der i Rigsdagen en afstemning sted, om parlamentet kan godkende den ny statsminister.  Hvis den siddende statsminister har et flertal imod sig, må han gå af, men regeringen kan i  princippet godt forsætte. Men regeringen har maksimalt 2 måneder til at fremlægge en ny finanslov.  Kort før jul stemmer Rigsdagen om finansloven godkendes eller ej. Forkastes den, indtræffer en regeringskrise. Dette blev tilfældet i 2014, hvor Sverigedemokraterna stemte imod finanslovsforslaget. Statsminister Löfven overvejede et nyvalg, der skulle finde sted i marts, men det lykkedes i slutningen af december på tværs af de to politiske blokke at blive enige om, at Löfven kunne fortsætte og lede en mindretalsregering; noget som er ret usædvanligt i Sverige.

Spillet om regeringsmagten er således kompliceret i begge lande, men både i Danmark og i Sverige gælder princippet om   negativ parlamentarisme, som går ud på, at en regering ikke må have et flertal imod sig.  I Danmark kan en regering godt overleve, selvom den fremlægger et lovforslag,  der nedstemmes i folketinget. Regeringen falder først, når oppositionen fremlægger et mistillidsvotum, som vedtages.  I Sverige derimod falder regeringen, hvis den fremlægger et lovforslag, som ikke kan vedtages i Rigsdagen. I så fald har regeringen i princippet et automatisk, hvis den efter at have fremlagt et lovforslag får et flertal imod  sig. I begge lande kan der udmærket dannes mindretalsregeringer, men forskellen i princippet om negativ parlamentarisme er afgørende.

Skrøbelig regering efter valget i 2014.

Det svenske valg d. 14 sep Septemper 2014 resulterede præcis i den nævnte situation: Den rød grønne koalition bestående af Socialdemokraterna, Miljöpartiet og Vänsterpartiet vandt ganske vandt valget, men samlede ikke de nødvendige 175 mandater til at danne en flertalsregering.

I overensstemmelse med traditionen blev det overladt til det største parti,  Socialdemokraterna, ledt af Stefan Lövfen at undersøge mulighederne for at danne regering. Eftersom forholdet mellem den rødgrønne koalitions forhold til den borgerlige koalition i sagens natur var belastet (de to blokke havde jo lige været i valgkamp,  forkastede Rigsdagen med Sverigedemokraternas mandater finanslovsforslaget.

Eftersom ingen af parterne ville samarbejde med Sverigededemokraterna, var det ikke muligt at danne en bred koalition over den politiske midte, overvejede statsminister Lövfen at udskrive et nyvalg, som skulle finde sted den 29. december 2014. Valget ville utvivlsomt resultere i, at ingen af blokkene vil få majoritet, og derfor enedes de koalitioner i december om, at regeringen kunne fortsætte, så Sverigedemokraterna blev holdt uden for indflydelse. Det fik Sverigedemokraterna alligevel jf. min sidste artikel, som blev publiceret for få dage siden.

Ingen af blokkene har udsigt til at få majoritet ved det kommende valg.

Efter valget i 2014 har Sverigedemokraterne stormet frem i meningsmålingerne. Flygninge- og migrantkrisen i 2015 spilede en stor rolle. I juni publicere instituttet YouGov en chokmåling, som gjorde Sverigedemokraterna det største parti med hele 7, 5% afstand  ned til Socialdemokraterna som det  næststørste parti.

Ingen af de poliske blokke har udsigt til at få flertal ved valget om tre dage. Statsminister Lövfen har senest igen forsøgt at række hånden ud til Centerpartier og de Liberale med henblik på  at danne en majoritetsregering henover midten.  Tilbuddet blev afvist. Centerpartiets partileder, Annie Lööf gik så vidt som til at sige, at hun hellere ville spise sin højre sko fremfor at agere støtteparti for Socialdemokraterna.

En borgerlig koalitionsregering med Sverigedemokraterna som støtteparti er næppe heller ikke muligt, eftersom ingen partier formelt vil samarbejde med dette parti, selvom Moderaterna har strammet sin udlændingepolitik fornylig.

Oddsfirmaerne mener dog, at den borgerlige koalition bliver den største efter valget, hvilket overlader det til Moderaternas formand Ulf Kristersson at skabe en ny regering.

Men det er langt fra sikkert, at den borgerlige koalition bliver den største, fordi meningsmålingerne er notorisk usikre. Dette hænger dels sammen med, at institutterne anvender forskellige metoder, hvorfor målingerne varierer og skaber den såkaldte house effekter, som  måler hvor meget institutternes seneste måling afviger fra valgresultat.  Ved valget i 2014 kom YouGov tættest på valgresultatet, men ramte alligevel klart ved siden af.

Det er dog langt fra usandsynligt, at Sverigedemokraterna bliver meget større Ligesom de danske meningsmålinger i mange år har undervurderet Dansk Folkeparti forud for valg, er det samme tilfældet for Sverigedemokraterna. YouGovs seneste meningsmåling, giver Sverigedemokraterna 24,8%, hvilket give partiet en kæmpevalgsejr med mere end 10% fremgang.  Men de seneste målinger varierer meget, men har dog nærmest sig noget i de sidste par uger.  Her kort før valget, måles Sverigedemokraterna gennemsnitligt til 19,3%.

Hvordan det hele ender, giver valget os et resultat på, og sikkert kort efter,  hvem der bliver Sveriges næste statsminister,

Hvad kommer der til at ske efter det svenske valg?

Det svenske valg bliver det mest spændende i mange år. Ingen af blokkene ser ud til at få majoritet, Hvis Socialdemokraterna fortsat bliver det største parti, bliver det Löfven muligvis talmann, men det kan jf. ovenstående ikke tages for givet. Hvem der end udpeges som talmann, han han som nævnt 4 forsøg til at skabe enighed om en regering. Det kan altså ende med et hurtigt nyvalg, hvis forsøgene mislykkes.

Den næste store hurdle for den nye regering er afstemningen om regeringens finanslovsforslag i november. Hvis det forkastes, som det blev indtræffer en regeringskrise, som kan udløse nyvalget.

Hvis den rødgrønne blok bliver størst ved valget, vil der med stor sikkerhed indtræffe en regeringskrise, da Sverigedemokraterna,  der formodes at blive valgets store sejrherre, vil få finanslovsforslaget forkastet.

Hvis den borgerlige alliance bliver størst, men ikke stor nok til at danne en majoritet, bliver situationen særdeles spændende. Det kan fremkalde tre scenarier:

a) at der skabes enighed på tværs af blokkene, som det skete i 2014.

b) at den borgerlige statsminister bider i det sure æble, og  tilbyder Sverige demokraterna reel indflydelse på politikken fremover.

c) der udskrives nyvalg.

Hvad der kommer til at ske efter valget, må vi med spænding vente på, men nu er scenarierne linet op.

 

Sveriges valg: Nyt politisk jordskred på vej.

Det svenske valg d. 9. september vil med stor sandsynlighed føre til et nyt jordskred i svensk politik.

 

Når et land splittes og befinder sig i en dyb krise som følge af store demografiske, sociale eller økonomiske forandringer, søger vælgerne mod de politiske yderfløje og væk fra de store etablerede midterpartier. Det fremkalder et politisk jordskred, og det er, hvad vi har i vente ved det kommende svenske valg.

Tabere og vindere

Socialdemokraterna (S), som gennem historien har været Sveriges altdominerende regeringsparti – partiet som skabte det svenske Folkehjem  (Folkhemmet) — den svenske udgave af den skandinaviske velfærdsstatsmodel) står overfor et regulært katastrofevalg. Partiet ligger til at få omkring 25% -27% af stemmerne, hvilket vil være det laveste siden indførelsen af proportionalvalg til den svenske rigsdag i 1911. Med andre ord: Socialdemokraterna står til at få det dårligste valg nogensinde.

Den borgerlige bloks (Alliancen) største parti, Moderaterna (M), bliver valgets anden store taber. Moderaterna fik 23,3% ved valget i 2014, men står til få 18% eller mindre, hvilket vil sige at en fjerdedel eller mere af partiets stemmeandel vil falde bort.

Samlet set vil Socialdemokraternas og Moderaternas valgnederlag ligge i omegnen af 10 procentpoint, hvilket vil være nok til at beskrive valget som et jordskred.

 Hvor søger vælgerne så hen? De søger fra midten  (S+M) til de politiske yderfløje, der tegnes af  det højrepopulistiske Sverigedemokraterna (SD) og det socialistiske Vänsterpartiet (V).  To partier med en meget blakket fortid.

At vælgerne søger mod de absolutte politiske yderfløje et typisk symptom på et samfund i dyb krise. Uden sammenligning i øvrigt oplevede man det samme i den tyske Weimarrepubliks sidste år.

Vänsterpartiets kommunistiske fortid

Det socialistiske Vänsterpartiet blev oprindeligt dannet i 1917 af en socialdemokratisk udbrydergruppe, som ønskede at danne et marxistisk-leninistisk parti efter russisk forbillede i lyset af den russiske revolution.  I perioden fra 1921 til 1967 kaldte partiet sig for Sveriges Kommunistiska Parti  og var frem til Sovjetunionens opløsning i 1991 et decideret kommunistisk Moskvatro parti.  Efter 1991 har partiet bygget sin platform på  antikapitalistisk socialisme og med fokus på feminisme og miljø. Partiet kan placeres til venstre for danske Enhedslisten.

Vänsterpartiet står ifølge meningsmålingerne til at få 10-11%, hvilket ikke blot vil være en fordobling af partiets stemmeandel i forhold til valget i 2014. Partiet, som typisk får 5-6% af stemmerne, og kniber sig typisk lige over den svenske spærregrænse på 4%. Med 10%-11% eller mere står  Vänsterpartiet til at få måske det bedste valg nogensinde, og i hvert fald det bedste siden rekordvalget i 1998, hvor det fik 12% af stemmerne.

Presset på den svenske velfærdsstat samt modreaktionen mod Sverigedemokraternas forventede dramatiske fremgang er de væsentligste årsager til, at Vänsterpartiet også kan se frem til en valgsejr.

Sverigedemokraternas nynazistiske rødder

Det indvandrerkritiske og højrepopulistiske Sverigedemokraterna har også en dyster fortid. . Partiet blev  oprindeligt dannet i 1988, og samlede personer på den ekstreme højrefløj herunder medlemmer af det nynazistiske Sverigepartiet (et parti som havde svastikaen som partisymbol, kampagneorganisationen, Bevara Sverige Svenskt (den svenske pendant til britiske Nation Front), det nynazistiske Nordiska Rikspartiet, som også brugte svastikaen som partisymbol. Det nynazistiske Nordiska Rikspartiet blev oprindeligt dannet i 1956, og først nedlagt i 2008, kort før Sverigedemokraterna (SD) stormede ind i den Svenske Rigsdag samt flere stærkt yderliggående bevægelser på højrefløjen.

Hermed  ikke være sagt, at Sverigedemokraternas politikere og vælgere er nynazister. De kan idag snarere karakteriseres  som nationalkonservative populister.  Men det er vigtigt  at understrege, at partiet har dybe historiske rødder i  politiske bevægelser på den ekstreme højrefløj.

Derfor har SD også en helt anden partihistorik end Dansk Folkeparti, som nok var og er indvandrerkritisk, men som ikke har samme belastende fortid. Givet partiets historiske rødder var det et kæmpe chok, at Sverigedemokraterna (SD) i 2010, med 5,7% af stemmerne sprængte den politiske spærregrænse, og blev repræsenteret i den svenske Rigsdag med 22 mandater.  Vi taler trods alt om et parti, som i sine første ti år af sine levetid aldrig fik mere end 0,5%, og som  i sit første valg i  1988 fik 0,02% af stemmerne. Dansk Folkeparti og Sverigedemokraterna har begge været partier, som de andre og mere etablerede partier ikke har villet lege med, og i det svenske tilfælde forstår man det måske nok, når man kender partiets historik og rødder.

På vej mod en afstigmatisering af SD?

I Danmark har Dansk Folkeparti  omsider og endegyldigt kastet dets stigmatisering som et ikke-stuerent parti (for at bruge Poul Nyrup Rasmussens berygtede frase) af sig. Det så man klart ved valget i 2015, hvor Dansk Folkeparti blev Danmarks største borgerlige parti og støtteparti til den Venstreledede borgerlige regering, og partiet er blevet en seriøs kandidat til at indgå i en ny borgerlig regering efter det  næste valg, som efter alt at dømme  vil finde sted til næste forår.

I Sveriges tilfælde vil afstigmatiseringen af SD komme til at tage længere tid, men noget er der i gære:

For det første er Sverigedemokraterna blevet et mere moderat indvandrerkritisk parti, som i mangt og meget har skabt den samme politiske platform som Dansk Folkeparti med dets fokus på en stram udlændinge- og retspolitik samt omsorg  for især de ældre i velfærdspolitikken.  For det andet har Sveriges liberale udlændingepolitik skabt så store problemer, at de nødvendigvis  giver SD stor vind i sejlene.

Dertil kommer, at partiet har været meget omhyggelig med at gøre op med sine nynazistiske rødder. Partimedlemmer er blevet  smidt ud, mens andre er gået selv.

Hovedårsagen til SDs dramatiske vækst: Folkhemmet smuldrer som følge af Sveriges generøse udlændingepolitik

Gennem årtier har svenske regeringer skabt et  internationalt image som en humanitær stormagt med en meget lempelig udlændingepolitik.  Dette har ført til, at mange migranter og flygtninge er flyttet til landet. Siden 1980 er der brutto blevet givet 2.299.084 opholdstilladelser, dvs. mere end 2 mio. opholdstilladelser, og befolkningstallet er vokset fra 8,3 mio. til over 10 millioner. 

Som det europæiske land, som har ført den mest liberale udlændingepolitik og taget imod flest indvandrere per tusind indbyggere tumler Sverige med de samme integrationsproblemer som Danmark, men i langt højere potens: store og voksende parallelsamfund, bandekriminalitet, voldtægter og seksuelle masseovergreb på kvinder (’Tarrarush’), bilafbrændinger, og en salafisme og sågar jihadisalafisme, som breder sig fra by til by, og forstad til forstad, og dermed stadig mere omsiggribende parallelsamfund, er på sørgelig vis blevet dagens orden i Sverige.

De svenske politikere har været naive og tossegode. Og det betaler især den lavere svenske middelklasse og samfunds udsatte grupper som de ældre og syge prisen for.

Der har bredt sig en stemning, at Sverige ikke længere er, hvad det var en gang. Væk er trygheden, både den fysiske, sociale og velfærdsøkonomiske. Det svenske Folkhemmet smuldrer.

Det er i dette lys, man skal forstå, hvorfor Sverigedemokraterna bliver valgets store sejrherre.

Det var partiet allerede ved valget i 2014, hvor SD med  små 13% af stemmerne blev Sveriges tredje største parti. Nu venter der en yderligere fremgang på op imod 7%, selvom partiet på det seneste har tabt luft i meningsmålingerne (se figur).

SD politisk umulig at komme uden om

Valget i 2014 var i sig selv et jordskredsvalg, idet SD’s voldsomme fremgang på 7 procentpoint umuligjorde, at hverken den rød-grønne eller borgerlige koalition (Alliancen) fik nok mandater til at skabe et flertal i Rigsdagen.  Eftersom ingen ville omgås Sverigedemokraterna med en ildtang, fik valgresultatet i første omgang den konsekvens, at parlamentet med SD’s stemmer forkastede den socialdemokratiske regerings finanslovsforslag. Eftersom landet jo skulle regeres, indgik Socialdemokraterna og de borgerlige den såkaldte ’december-aftale’, i 2014 hvis hovedelementer var, at den tillod mindretalsregeringer at styre efter deres eget budgetforslag (i sig selv et udemokratisk princip), men at det ikke forhindrede oppositionen i, at fremsætte deres lovforslag i andre anliggender. Dette indebar at oppositionens forslag godt kunne vedtages i andre spørgsmål (et fænomen, vi også kender Danmark, som ledes af mindretalsregeringer, og i det svenske tilfælde dermed også med Sverigedemokraternes  stemmer.

Decemberaftalen gik derfor ikke  ud på at holde SD uden for indflydelse, hvilket har været en udbredt misforståelse. På den måde har SD i sig selv haft indflydelse. SD’s indflydelse kan måles på to måder: for det  første ved at se på afstemningsmønstrene i Rigsdagen; for det andet ved at se på forandringerne i partiernes udlændingepolitik.

A) Afstemningsmønstre i Rigsdagen

Ifølge Jan Teorell, professor i Statskundskab ved Lunds Universitet, har der været 435 afstemninger, hvor de borgerlige og den rød-grønne koalition ikke har kunnet enes, og stemt forskelligt. Dette har betydet, at Sverigedemokraterne har siddet med de afgørende mandater.

I hele 61% af tilfældene har Sverigedemokraterne givet den socialdemokratiske regering de afgørende stemmer. I 23% af tilfældene har Sverigedemokraterne stemt sammen med de borgerlige og dermed givet dem de afgørend stemmer, og i blot 16% af tilfældene har SD ikke stemt (kilde: tal offentliggjort i Kristligt Dagblad).

Disse afstemningsmønstre hamrer en tyk pæl igennem tanken om, at man kunne holde SD uden for indflydelse. SD har måske ikke direkte indflydelse på udformningen af lovforslagene, men partiet sidder med de mandater, som er afgørende for, om lovforslagene bliver vedtaget eller  ej. Decemberaftalen fik faktisk en kort levetid. 

B) Udlændingepolitikken under forandring

Sverigedemokraternas eksplosive fremgang er sket på de store regeringsbærende partiers bekostning. På det overordnede plan har den svenske udvikling også fulgt den danske: I Dansk Folkepartis første ca. 15 år stjal partiet især socialdemokratiske stemmer. Samtidigt stemte faglærte arbejdere i stadig højere grad på partiet Venstre, således at den traditionelle socialdemokratiske faglærte arbejder, som nu stemte på Venstre blev kaldt for ’Blå Bjarne’. Ved jordskredsvalget i 2015, hvor dansk Folkeparti blev Danmarks næststørste parti, skete det som følge af, at mange faglærte arbejdere i stedet satte deres kryds ved DF.  Blå Bjarne var blevet til ’Gule Mogens’.

På samme vis er Sverigesdemokraternas fremgang  i første omgang især sket på Socialdemokraternas bekostning, men vælgervandringsundersøgelser op til det kommende valg viser, at  de konservative Moderaterna i den grad også vil bløde stemmer til SD.

Dette kan måske synes overraskende eftersom SD’s typiske vælgerprofil til forveksling har lignet Dansk Folkepartis. Men det er udtryk for, at vælgere som stemmer på Moderaterna også har fået nok af  konsekenserne af Sveriges liberale udlændingepolitik. Selvom de i bund og grund har størst sympati for Moderaterna og traditionelt identificerer sig med dette parti (jf. Den klassiske politologiske partiidentifikationsmodel) ønsker de en kursændring i Moderaternas udlændingepolitik, og den kan de bedst få ved at tilkendegive, at de vil stemme på et parti, som ønsker markante stramninger af Sveriges udlændingepolitik. I politologisk vælgerforskningsteori kaldes denne vælgeradfærd for afstandsmodellen. Og når Moderaterna i stor stil taber stemmer til SD, siger al politologisk logik, at partiets udlændingepolitik nødvendigvis må blive strammere. Derfor kan det ikke overraske, at Moderaternas statsministerkandidat, partiet lover store stramninger af udlændingepolitikken, hvis partiet  erobrer statsministerposten.

På samme vis har de socialdemokratiske regeringsparti også strammet sin udlændingepolitik efter valget i 2014. Først og fremmest fordi det var naturnødvendigt. Under det store migrant- og flygtningepres i efteråret 2015, som især rettede sig mod Tyskland og Sverige, erkendte statsminister Löfven omsider, at Sverige havde nået smertetærsklen og  ikke  længere var stort nok til at tage imod de mange migranter og flygtninge, som ønskede at komme til Sverige. Det førte til, at Sverige indførte grænsekontrol i november 2015. Denne grænsekontrol blev senere forlænget flere gange og nu på nærmest ubestemt tid, ligesom den senest i juni 2018 er  blevet udvidet.

Dette er den anden konsekvens af, at Sverigedemokraterna vitterligt har indflydelse. På  en noget paradoksal vis fik  SD hjælp af de mange migranter og flygtninge til at få brudt Sveriges liberale udlændingepolitik. Partiets udlændingepolitik er blevet retningsgivende for svensk udlændingepolitik. Eftersom udlændingeproblemerne har tårnet sig op, må man forvente, at effekten  vil slå endnu kraftigere igennem efter valget.

Efter valget

Uanset det specifikke valgresultat står det klart, at hverken den rød-grønne koalition eller den borgerlige Alliance ved det kommende valg vil opnå de 175 mandater, der skal til for at danne en flertalsregering, Sandsynligheden for en stor og bred koalition kan også udelukkes. Efter decemberaftalen i 2015 lykkedes det ikke at holde Sverigedemokraterne ude i kulden, og uanset om lovforslag blev fremsat af Socialdemokraterna eller de borgerlige, var SD tungen på vægtskålen og det parti, som har bestemt om lovforslag kunne vedtages eller ej. Det bliver også realiteten efter valget.

Et decideret samarbejde mellem SD og S eller SD og M kommer ikke på tale i de næste mange år. SD vil  på grund af dets historik vedblive med at være en paria i svensk politik. Men SD vil utvivlsomt stemme for et hvilket som helst lovforslag, som strammer den svenske udlændingepolitik, og det er også en slags samarbejde, hvor latent det end er.

 

 

 

 

 

© 2018 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑