Forfatterarkiv: Nicolai Foss

En ny østrigsk blog – og Henriette Kjær

Her på Punditokraterne vil vi gerne benytte lejligheden til at slå lidt på tromme for en spritny blog.  Det drejer sig om The Austrian Economists som skrives af Chris Coyne og Peter Leeson, Frederic Sautet og ikke mindst Pete Boettke, mangeårig libertariansk aktivist og fremtrædende østrigsk økonom. 

Sidstnævnte har en fin post om James Buchanans (kollega med Boettke på George Mason University) politiske filosofi, og hans kritik af økonomiske aktørmodeller. (Ikke mindst essay-samlingen What Should Economists Do? giver en fornem præsentation af Buchanans politiske filosofi og økonomiske metodologi). Max U er ifølge Buchanan en stupid, passiv kalkulator og ikke et kreativt, handlende individ.  Traditionel økonomisk teori giver – igen alt ifølge Buchanan – kun mulighed for et problematisk konsekventionalistisk forsvar for frihed, og kan ikke rumme den grundlæggende indsigt at "man wants liberty to become the man he wants to become."  Boettke argumenterer om Buchanans "human flourishing"-forsvar for frihed:

"… this image of man as active chooser also requires that individuals willingly embrace the challenge of constructing their life and accept the responsibility for the consequences of their decisions. … Autonomy is valued and cherished by individuals across the political spectrum even if they don't recognize the full impact of the concept in their political and economic philosophy.
…. But Buchanan has more recently argued that we may be losing this sense of ourselves in the modern age. Autonomy is losing its appeal. The learned helplessness we have acquired by living in a political culture of preferential treatment and protection from ourselves may have left the modern mind incable of accepting the responsibilities of freedom. We are instead afraid to be free. This shift in our human imagination is perhaps the most dangerous threat to economic and political freedom we have faced yet. 
….
We must remember that one of the 18th century arguments that Smith and his contemporaries made about the superiority of commercial society was the character development it engendered by making individuals responsible for their choices and accountable to others through the discipline of repeated dealings on the market."

Så sandt som det er sagt!  Hvilket bringer os til Henriette Kjær, som efter de Konservatives sommergruppemøde på Rolighed i dag ifølge Berlingske Tidende udtaler at "[v]i kan se, at flere og flere interesseorganisationer og politikere ofte er ude og kræve, at nu må der laves løsninger for det ene og det andet. Der mener vi, at det enkelte menneske faktisk er rigtig god til at leve sit eget liv og selv bestemme og tage ansvar for sit eget liv. Det vil vi være med til at sikre."

Vi tror gerne at Henriette har smuglæst What Should Economists Do? under de mindre inspirerende indlæg på Rolighed. Men vi håber at hun også får tid til at læse, hvad Buchanan skriver om government failure, for minsandten om det ikke efterfølgende konstateres, at "[k]onkret forestiller De Konservative sig, at det skal ske ved, at embedsmænd i Familie- og Forbrugerministeriet skal vurdere alle større lovforslag om, hvilken betydning de har for det personlige ansvar – ligesom det i dag sker i forhold til blandt andet miljø og ligestilling"!

 

 

 

Hvad nu hvis …?

Denne punditokrat bliver ofte drillet af kolleger og andre med at Punditokraterne blot er "en avanceret udgave af Groft Sagt." Nu er der jo absolut intet galt med Groft Sagt, og det er helt OK at være en "avanceret udgave" af denne. Men måske er vi nogle gange for "topical," for aktuelle, og for lidt principielle i vores emnevalg? Her er så mit bidrag til en højbrynet diskussion, der i hvert fald ikke er Groft Sagt-agtig.

Vi er mange, der ikke har særlig meget tålmodighed med rettighedsargumenter i liberalismen (Rand, Rothbard). Vi foretrækker en mere robust konsekventionalisme (se fx Leland Yeagers fremragende forsvar for konsekventionalisme i Ethics as Social Science). Men (moralsk) konsekventionalisme kan anfægtes på en ret selvfølgelig måde. Megen klassisk liberal doktrin, særligt den der flirter med klassisk konservatisme, lægger vægt på menneskers uvidenhed, mangel på evne til at forudsige præcist og så videre. Specielt Hayek har grænsende til det fanatiske dyrket dette tema.

Problemet for os konsekventionalister opstår selvfølgelig når udgangspunktet er, at handlinger skal bedømmes efter deres konsekvenser. For hvad er "konsekvenser"? Alle konsekvenser? Hvad med de uintenderede konsekvenser? Den samme klassisk-liberale tradition lægger megen vægt på sådanne. Men uintenderede konsekvenser er også ofte uforudsete konsekvenser, måske fordi de ligger langt ude i fremtiden eller fordi deres fremkost er resultatet af ekstremt komplekse interaktionsmønstre. Hvordan kan man da overhovedet inddrage samtlige konsekvenser af en given handling? Det kan man selvfølgelig heller ikke.

Givet det kunne et svar være at man kun bør inddrage umiddelbare konsekvenser, eller i hvert fald kun konsekvenser, der kan erkendes. Men hvilke (dybere) moralske principper siger, at vi kun skal inddrage de umiddelbare konsekvenser? Hvad der kan erkendes, er til dels et spørgsmål om, hvor mange ressourcer man vil investere i dette — og hvor mange ressourcer er det moralsk at investere?

Vi kan selvfølgelig forestille os en række mulige udfald af handlinger (scenarier), og vi kan da godt lege at vi kan sætte sandsynligheder på dem og veje dem sammen. Men vi kan af epistemiske årsager ikke identificere samtlige mulige konsekvenser og veje dem sammen på denne måde. Hvad nu hvis der faktisk er nogle meget positive uforudsete konsekvenser af, for eksempel, den aktuelle høje beskatning, såsom stigende bevidstgørelse (!) om liberalismens lyksaligheder? Det kan vi vel ikke bare udelukke? Hvad nu hvis man kan sige det samme om en lang række af de andre ting som klassisk-liberale ikke kan lide? Hvad sker der så med klassisk-liberale politikvurderinger?

Bolden er hermed givet op, ikke mindst til Hayekianere, for hvem problemet burde være særligt påtrængende, men også til andre. Otto? Christopher? David (B og G)?

Mere Friedman

Måske er det fordi Milton nu har en for særlig fremtrædende libertarianere tænkere særdeles risikabel alder (Mises død som 93-årig; Hayek død som 92-årig), at interviews'ne med ham florerer. Her er ihvertfald endnu ét.

Det er måske læsere af denne blog bekendt, at Friedman i snart tre årtier har boet i San Francisco.

"Asked why he dwells in liberalism's den, Milton Friedman, 92, the Nobel laureate economist and father of modern conservatism, didn't skip a beat.

"Not much competition here," he quipped."

Jeg kunne også godt lide denne her:

"He calls himself an innate optimist, despite the unpopularity of many of his ideas. When he moved to San Francisco in the 1970s, the city was debating rent control, he recalled. So he wrote a letter to The Chronicle saying, "Anybody who has examined the evidence about the effects of rent control, and still votes for it, is either a knave or a fool." What happened? "They immediately passed it," he laughed."

Man kan sige meget om Rand, Mises, Hayek og Rothbard. Men humor var nok ikke deres stærke side (enhver der har set Hayek få latterkrampe af at konstatere, at han er "an old whig" vil vide hvad jeg mener). Det er godt, vi har Friedman …

Richard Florida

Dagens Berlingske Tidende sætter i en helsides-artikel fokus på Richard Florida og hans tiljubling af, som journalisten skriver, de "legende lette og hårdtarbejdende kosmopolitter." Florida har en endowed chair i regional økonomisk udvikling på det meget ansete Carnegie-Mellon University. Han er forfatter til den umådeligt omtalte The Rise of the Creative Class, der herhjemme er blevet omtalt som "de radikales bibel" (fx Lars Quortrup i Information 12 april). Et site, der beskedent kalder sig "KreativeKlasse.dk" meddeler endda at "[d]en amerikanske professor Richard Florida's budskab om en ny kreativ klasse blev for alvor introduceret i Danmark, da han ved folketingsvalget 2005 inspirerede til det radikale venstres største valgsejr i mange år." Det er altså ikke dårligt, og unægtelig unikt i nyere dansk politisk historie.

Den bog der således afgørende har ændret dansk politik er skrevet under anvendelse af den velkendte algoritme: Anpris over urimeligt mange sider (minimum > 400) hvad Joseph Schumpeter kaldte "kreativ destruktion," ikke mindst i et opskaleret perspektiv, hvor funky sociale grupperinger tager over på bekostning af de mindre funky (særligt industriarbejdere). Bogen ligger helt i forlængelse af det seneste årtis skriverier om videnssamfund, vidensarbejder, netværk, og andre diffuse hurra-ord, men er sat ind i en økonomisk geografi-kontext. Og så er der den forskel til mange af tidens plattenslagere, at Swami Florida faktisk i hvert fald på et tidspunkt har været en relativt fremtrædende forsker, og i modsætning til fx Castells (som denne punditokrat tidligere har jamret over), faktisk kan skrive. Det hjælper også med "the gay index," de "tre T'er" (talent, teknologi, tolerance), og lignende der ellers mere ligner luftshavnskioskmanagementlitteratur, men hvoraf noget har en vis videnskabelig dækning. (Mange af Floridas ideer er i øvrigt langt tidligere blevet lancerede af den oversete Jane Jacobs).

Florida har ikke overraskende fået sine danske epigoner, og der er næppe tvivl om at hans skriverier vil få (endnu mere) impact i dansk politik, herunder ikke mindst erhvervspolitikken. Den nu nedlagte Erhvervshæmmestyrelse havde, som nogle læsere måske vil erindre, en udtalt svaghed for Michael Porters ikke helt uproblematiske The Competitive Advantage of Nations. Der skal nok sidde en og anden lidt tiloversbleven fuldmægtig eller kontorchef fra de glade dage der drømmer om revitalisere sin karriere. Der passer Floridas skriverier perfekt ind. Det gør de blandt andet fordi Florida ikke lægger skjul på, at han mener at kreativitet kan planlægges frem. Byers fremgang afhænger af kreative personer. Kreative personer er bohemer. De kan lide de funky nabolag med cafeer, listige butikker etc. etc. etc. (tag et vilkårligt nummer af de lidt mere upscale dameblade eller Berlingske-tillægget M/S for en nærmere identifikation). Og her har byplanlægning en vigtig rolle at spille.

Det er her kæden hopper af for Florida. Det antydes i øvrigt på forbilledlig vis af dagens Berlingske hvor journalisten fokuserer på en meget lidt boheme-agtigt Microsoft-manager som repræsentant for den kreative klasse. Floridas lokale apostel, min udmærkede CBS-kollega, Mark Lorenzen, forklarer da også at det er en misforståelse kun at se den kreative klasse som IT-nørder, kunstnere, designere, etc. Det er altså åbenbart også højtplacerede Microsoft-managers. Der i det konkrete tilfælde bor i Gentofte.

De fleste medlemmer af Floridas såkaldt kreative klasse ser ud til at kunne lide hvad (andre) velhavende mennesker kan lide. De vil gerne bo de samme steder. Klampenborg er da lækker — men specielt kreativt? Det begynder at se ud til, at vi i virkeligheden taler om noget ret velkendt i den nyere økonomiske vækstteori, nemlig at uddannelsesniveau slår meget kraftigt ud på national og regional vækst (og se Edward Glaesers review af The Rise of the Creative Class for dette). Men det er selvfølgelig ikke så hipt som "the bohemian index". Og man kan nok heller ikke indrullere Robert Lucas eller Robert Barro i den radikale sags tjeneste.

Historikerstriden: Hvem er egentlig ekspert?

Som det netop er blevet bemærket af en med-punditokrat er "the times achangin"– ikke mindst når det drejer sig om 1. maj. Det indiceredes også af, at tophistorien i DRs TV-avis igår ikke var 1.maj-talerne (mon ikke det er første år det sker?), men derimod anden akt i, hvad man måske kan kalde "historikerstriden" om den moralske valør af politikernes handlinger under besættelsen.

Det er foranlediget af, at Anders Fogh Rasmussens har mindet om, at store dele af dansk erhvervsliv under krigen særdeles beredvilligt stillede sig til rådighed for besættelsesmagten. Denne punditokrats CBS-kollega, professor Ole Lange, medvirkede i et indslag hvor kan kritiserede Statsministeren for at fælde dom udfra nutidens normer uden at sætte sig ind i situationen som politikerne stod i.

Det er han som bekendt langtfra den første historiker, der har gjort. Det underliggende argument synes som regel at have været, at én gruppe er særligt skikket til at forstå de "objektive betingelser" for situationen. Og per implikation have det overblik, som tillader den moralske stillingtagen. Det er sjovt nok historikerne selv.

Men glemmer de ikke en ret elementær ting, som en historiker burde være den første til at huske på? Nemlig at når det handler om at sætte sig "introspektivt" i "politikernes sko" dengang er det vel svært at finde en bedre ekspert end en top-politiker. For eksempel en statsminister.

Overtroiske politikere og biased medier

Enhver ved nogenlunde oplyst dansker ved, at amerikansk udenrigspolitik i en væsentlig periode i 1980'erne var under indflydelse af astrologiens fordærvelige tankespind. At vi ved det skyldes i første række Donald Regan, der som bekendt blev de facto fyret af Nancy Reagan. Han fik sin hævn. I sine erindringer forklarer Regan at "virtually every major move and decision the Reagans made during my as White House Chief of Staff was cleared in advance with a woman in San Francisco who drew up horoscopes to make certain that the planets were in a favourable alignment for the enterprise." Hvorfor ved vi det? Har vi alle sammen læst Regans erindringer. Nej. Er det fordi fortrinlige kritiske sider som Para-nyt: Kritisk forum for paranormale fænomener, pseudovidenskab og folkeovertro har skrevet om det gentagne gange? Heller ikke. Svaret er selvfølgelig at danske mainstream-medier gang på gang på gang har rapporteret forholdet. De har heller ikke undladt at nævne, at Reagan hævdede at have foretaget en UFO-observation (hvilket Carter i øvrigt også gjorde).
Men vidste du, kære læser, at Cherie Blair er en new age-nut? At hun har fået assistance af en Feng Shui-"expert" til at indrette Downing Street No. 10? Ikke? At der bliver penduleret over hendes opsvulmede ankler og at hun spiser jordbærblade fra planter der er dyrkede på et elektromagnetisk felt defineret af en neolitisk cirkel i baghaven på samme adresse? Heller ikke? Tony selv har gennemgået en "rebirthing experience," der involverede mudderbade i Mexico og primalskrig "to signify the pain of rebirth" (alt ifølge Francis Wheens meget punditokratiske How Mumbo-Jumbo Conquered the World: A Short History of Modern Delusions. Anbefales!!). Det har du heller ikke læst om i Information, Politiken eller Berlingske. Punditokraterne er rystede, ikke så meget over de venstreorienterede mediers altid biased rapportering. Det er vi vant til. Nej, vi chokeres over en så flagrant mangel på evne til at score points — billige, javist, men gode ? på politikernes latterligheder.

Så hip er Tony Blair altså heller.

Fattiglæge i socialstaten

Briterne har en lang tradition for at debattere de moralske aspekter af velfærdssystemet. Ofte har det været observante, skrivende læger, der har ytret sig, fx i kølvandet på Fattiglovene i 1830?erne. Ofte mente disse læger og andre samtidige kommentatorer, at fattiglove og andre støtteordninger var direkte ansvarlige for den britiske underklasses massive elendighed. Flere fremhævede at privat velgørenhed var offentlig fattighjælp overlegen. (se fx kapitel 2 i James Bartholomews, The Welfare State We're In, Politico's, 2004 for en oversigt). En sådan ubegribelig og uansvarlig hårdhjertethed er naturligvis ganske uantagelig i dag. Det forhindrer dog ikke enkelte reaktionære stivstikkere i at advokere for lignende synspunkter. Theodore Dalrymple er navnet på en moderne pendant til 1800-tallets skrivende læger. Dalrymple er hospitals- og fængselslæge i Birmingham. Han er i konstant kontakt med ?the underbelly of British society,? og rapporterer på ofte tragikomisk vis om et absurd morads af vold, misbrug, fup, splittede familier, dumhed, og meget andet forfærdeligt. Hans Life at the Bottom: The Worldview that Makes the Underclass, Chicago: Ivan Dee, 2001, samler en række artikler publiceret i forskellige britiske tidsskrifter op igennem 1990'erne. Han mangler ikke medfølelse, i hvert fald ikke med de ægte ofre - de misbrugte og mishandlede børn; de intelligente unge, der af deres stupide klassekammerater mobbes netop pga deres intelligens; eller invandrerkvinder der dræbes med absurde æres-begrundelser, begår selvmord, eller nægtes uddannelse af tåbelige patriarker. Men han er rasende over al idiotien og spildet af mennesker, og hvordan en ansvarsløs og grundlæggende ligeglad "liberal" "intelligentsia" ideologisk giver støtte til en ond cirkel af dårlige valg, og ikke mindst efterfølgende legimitet til disse. Alle hans observationer fortæller ham, at det ikke er "samfundets skyld." Slående er det, hvordan det går igen i Dalrymples cases, hvordan elendigheden er valgt. Man skal selvfølgelig her passe på med at sige, at valget er "rationelt" - men det er i hvert fald bevidst og informeret (men naturligvis som regel fuldstændig tåbeligt!). Disse selv-destruktive og anti-sociale valg fremmes af en herskende ?no blame, no shame, no values? ideologi. Denne ?liberalisme? får på hattepulden i den ene velskrevne passage efter den anden. Flere penge til de fattige er formentlig af det onde, mener Dalrymple, selvom det egentlig ikke interesserer ham særligt meget om de fattige får for meget, for lidt eller tilpas. Hans pointe er at underklassens elendighed er moralsk, eksistentiel og disciplinær. Han kontrasterer igen og igen den moderne underklasse med tidligere tiders anderledes stoute arbejderklasse, og med fattige i andre samfund: Selvom den fattige i britisk slum er meget mere materielt velstående end den fattige i Nairobis slum er hver dag for sidstnævnte en kamp for fysisk overlevelse, og det at han lykkes fastholder hans selvrespekt. Og i en bevægende passage kontrasterer han en gudstjeneste i en afrikansk indvandrerkirke i et elendigt kvarter i Birmingham med den herskende ?liberale? ideologi: ?? the congregation was asserting its own freedom and dignity; poor and despised as its members might be, they were still human enough to decide for themselves between right and wrong.? Volden og kaoset omkring dem var ikke ?? the police?s fault, or racism?s, or the system?s or capitalism?s; it was the failure of sinners to acknowledge any moral authority higher than their personal whim? (p.95). Dalrymples bog er ikke forskning. Det er en personlig beretning. Men den burde give stof til eftertanke til økonomer og tænksomme sociologer (jo, sidstnævnte findes). Dens implikation er, at "klientgørelse" er en uundgåelig konsekvens af socialstaten og dens tilhørende ideologi.

Det vil vi vende tilbage til her på Punditokraterne.

Tåbeligste artikel i 2004?

Her på Punditokraterne vil vi gerne igangsætte en eftersøgning af tåbelige forskningsartikler. Dels vil vi gerne bidrage til videnskabens konstante saneringsproces, dels er der så meget herligt vrøvl derude, som også andre bør delagtiggøres i.

En klar kandidat til titlen, Tåbeligste Artikel i 2004 er "Learning from Lomborg: Or Where Do Anti-environmentalists Come From?," forfattet af Andrew Jamison, der er professor på Ålborg Universitet på et sted med det sinistre navn "Institut for Samfundsudvikling og Planlægning." Artiklen er publiceret i et blad der hedder Science as Culture (vol. 13, pp. 175-195). Den former sig som dels et frådende angreb på Bjørn Lomborg, dels som en herlig konspirationsteori, der involverer forskellige ændringer i universiteterne i den vestlige verden mod mere samfunds-involvering ("Modus II"), Fogh Rasmussen-regeringen, og Lomborg. Sidstnævnte kom således meget belejligt for en regering der som ét af sine hovedmål angiveligt har at få danskerne til at glemme "the traumatic experience of facing, and trying to deal intelligently with, environmental problems" (p.177). Heraf "the rise of a charlatan." Heltene er naturligvis NOAH, Politisk Revy, Naturkampen, Svend Auken og andre venstrefløjsdinosaurer. De er ikke charlataner.

Denne punditokrat har aldrig nogensinde læst et så biased bidrag i et videnskabeligt tidsskrift (ganske vist i et, der næppe har nogen videre anseelse). At hele processen omkring UVVUs behandling af Lomborg var skandaløs, at kritikken mod ham i Scientific American var problematisk, at Lomborg selv modgik kritikpunkterne, etc. forbigås. Det forbigår vi så også (og bruger ikke ord som "charlatan") og vender os afslutningsvis mod artiklens mange herlige politiske analyser. Her er et særligt godt pluk: 

"Fogh Rasmussen and his ministers have reversed many of the policies of the previous Social-Democratic led government … The general idea is that there is only so much money to go around – as with neo-liberals everywhere, the government does not believe in new taxes" (p.177).

Så man må forstå at under den socialdemokratiske regering 1) var der ingen knaphed, og 2) skatter skaber i sig selv "money to go around." Man får i øvrigt også at vide at Anders Fogh Rasmussen er "on a mission of his own to 'minimize' the state" (p.180). "Hvis bare det var så vel", sukker vi på Punditokraterne.

"Det dunkelt skrevne …"

Mange har undret sig over, hvorfor særligt dunkle bøger i samfundsvidenskaberne ofte får disproportionalt megen opmærksomhed og anses som særligt dybe. Et godt eksempel fra økonomisk teori er Keynes' General Theory, der er stort set uforståelig: Den har fået masser af opmærksomhed, mens arbejder af nogle af Keynes' samtidige, der var langt klarere (fx Irving Fisher) og givetvis langt mere relevante for økonomisk politik, har fået meget mindre opmærksomhed.   Det spiller måske en rolle, at det er lettere at etablere sig selv som kritiker/kommentator/apologet/exeget i forhold til et dunkelt værk end i forhold til et klart værk.    Det vil vi vende tilbage til her på Punditokraterne.

Et aktuelt eksempel er Manuell Castells arbejder.  Der er tale om en spansk-amerikansk sociolog af marxistisk aftapning (selvom han vist officielt har lagt dét bag sig), der er professor i sociologi på University of California-Berkeley.

Castells danske tilhængere er vist stadig relativt få.  Hvis vi bruger "Ågerups Indikator-metode," det vil sige laver google-søgning på "Manuell Castells" på danske sider, får vi kun ca. 440 hits. (Det er selvfølgelig stadig mere end dobbelt så mange hits som "Ludwig von Mises" og "Friedrich von Hayek" giver!).

Men det er måske ved at ændre sig. På et site kaldet "Kommunikationsforum" omtales således "Den spansk-amerikanske sociolog Manuel Castells ambitiøse og skelsættende bud på en systematisk teori om den sociale og økonomiske dynamik i den nye informationsalder"  som "hører til blandt disse års mest centrale samfundsvidenskabelige værker."  Denne hype er til dels overtaget fra Hans Reitzes forlag som i 2003 udgav det første bind i Castells "banebrydende trilogi" 

Inden man overvejer at pløje 395, 00 kroner ned i at erhverve sig dette bind, bør man måske overveje at læse et review af Castells "banebryder," nemlig  Peter Abell and Diane Reyniers. 2000. "On the Failure of Social Theory," British Journal of Sociology 51: 739-750.   Peter Abell er én af Europas mest respekterede sociologer og har ansættelse på London School of Economics, Oxford University og Copenhagen Business School.  Reyniers er på LSE. 

Abell og Reyniers konkluderer at "[n]one of the chapters of Castells' book would easily find a place on the pages of a respectable social science journal supported by appropriate refereeing standards. The quality of the writing and the often inept and selective (secondary) use of data would rule this out."  Der er meget mere af samme skuffe.  Konklusionen er klar nok: Castells er måske, måske ikke en charlatan, — men det er svært at afgøre.  Manden skriver simpelthen for uklart!!