Forfatter: Niels Westy (side 1 af 17)

Venezuela – past, present and future

Siden starten af det 20. århundrede har normen i Latinamerika været ikke-indblanding, hvis vi ser bort fra USA og Fidel Castros Cuba. Et flertal af landene i OAS (Organisationen af Amerikanske Stater) beslutning om at anerkende Juan Guaidó på bekostning af Nicolas Maduro som Venezuelas retmæssige præsident, er således et markant brud på denne tradition.

Beslutningen følger efter de fleste lande i Nord- og Sydamerika ikke anerkende sidste års præsidentvalg i Venezuela, og efterfølgende stemte for at suspendere Venezuela fra OAS.

At det meget store flertal af Latinamerikanske lande anerkender Juan Guaidó skyldes ikke mindst, at Latinamerika 15 år efter det historiske råvareboom i nullerne, er domineret af “borgerlige” (læs ikke-socialistiske) regeringer i et omfang ikke set siden 1990erne.

Venezuela’s historie kort

Vi har gennem årene skrevet utallige indlæg om udviklingen i Venezuela, under først den karismatiske Hugo Chavéz og senere under Nicolas Maduro. Når/hvis Venezuela igen bliver demokratisk, er der et par væsentlige pointer, som det er værd at understrege:

  1. Der var en grund til at Hugo Chavez vandt valget i 1998, kun 6 år efter han stod i spidsen for et mislykket kupforsøg mod den demokratisk valgte regering.
  2. Formentlig vil Venezuelas sammenbrud primært blive koblet til Nicolas Maduros navn, mens Hugo Chavez fortsat vil være et ikon på dele af venstrefløjen og blandt fattige venezuelanere.
  3. Hvad der sker efter regimets eventuelle fald vil i høj grad afhængig af en ny regerings økonomiske politik.

The curse of oil

Vi har tidligere skrevet om hvorledes Venezuela først oplevede høj økonomisk vækst frem til slutningen af 1970erne, for herefter at opleve årtiers økonomisk tilbagegang, med de seneste års spektakulære sammenbrud, som det foreløbige lavpunkt. Det fremgår tydeligt af nedenstående figur, som viser udviklingen i BNP per indbygger fra 1920 til 2010 i Venezuela, Spanien og Chile.

Det er først omkring 1980, at Spanien overhaler Venezuela, mens Chile – i dag Sydamerikas rigeste land målt på BNP per indbygger – først passerer Venezuela i midten af 1990erne.

Kilde: Maddison (2013)

I dag er BNP per indbygger i Venezuela lavere end i Peru og Colombia.

Som det også tydeligt fremgår, slutter Venezuelas egentlige højvækstperiode nogenlunde samtidig med at man får demokratisk styre.

At Juan Guaidó valgte at aflægge ed som præsident den 23. januar var bestemt ikke tilfældigt. Det er årsdagen for det coup d’etait i 1958 som afsluttede det daværende militærdiktatur og banede vejen for demokratiske valg december samme år og efterfølgende demokrati indtil først Chavéz og sidenhen Maduro gradvist afskaffede det igen.

Importsubstitution og manglende reformer

Fra midten af det 20. århundrede og indtil Chiles markedsreformer i 1975 og frem, forsøgte stort set alle lande i Sydamerika – og resten af Latinamerika – at skabe økonomisk udviklingen gennem importsubstitution.

I Venezuela gennemførte militæret i 1950erne storstilede offentlige investeringer i infrastruktur, som man håbede på ville danne grundlag for en egentlig industrialisering baseret på importsubstitution. Efter indførelsen af demokrati øgedes statsligt engagement og involvering kombineret med stadigt mere omfattende handelsbarrierer, som skulle facilitere denne importsubstitutionsproces.

I 1959 etablerede man det nationale Planlægningskontor, CORDIPLAN, som skulle fremme indenlandsk industrialisering gennem en række 5-års planer. Finansieringen skete bl. a. gennem offentlige finansielle institutioner som CVF og CORPOINDUSTRIA.

I 1976 nationaliserede man olieindustrien og skabte det statslige olieselskab PdVSA, mens man benyttede kombinationen af høje oliepriser og nem adgang til udenlandske lånemarkeder i 1970erne til at sætte ekstra blus på importsubstitutionen – i stigende grad gennem nye offentligt ejede virksomheder. Desuden investerede man efter 1975 i en række enorme projekter indenfor bl. a.  jern, stål, aluminium, og kul, i et forsøg på at gøre eksporten mindre afhængig af olie – og udnytte de komparative fordele, man mente at have (men altså ikke havde et begreb om hvorvidt man faktisk havde) i produktionen af disse varer.

Det hele endte med et brag i begyndelsen af 1980erne, og reelt er Venezuelas økonomi aldrig kommet sig siden.

Fra 1970 til 1982 mere end fordobledes statslige virksomheders andel af BNP, fra 3,2 procent til 7,2 procent. Inklusiv olieindustrien var andelen i 1982 29,4 procent.

Finansieringen af både private og offentlige projekter kom primært fra statsinstitutioner til subsidierede renter langt under markedsrente. Samtidig pålagdes private banker kvoter, som skulle lånes ud til prioriterede sektorer af “national” interesse.

Endelig indførtes omfattende priskontrol og regulering af alt fra almindelige varer og tjenesteydelser til valutakurser og rentesatser samtidig med at man yderligere regulerede arbejdsmarkedet og øgede omkostningerne ved at ansætte og fyre medarbejdere.

Havde man ikke haft det før, havde man nu etableret et typisk Latinsk statscentreret økonomiske system, der i sin ineffektivitet ikke stod tilbage for nogen i regionen.

“Statifiseringen” af Venezuela kan ses af, at hvor offentlige investeringer i 1973 udgjorde 24% af samlede investeringer, var de i 1982 steget til at udgøre mere end 67%. Og hvor investeringer i egentlig offentlige produktionsvirksomheder udgjorde under halvdelen af de samlede offentlige investeringer i 1970, udgjorde de mere end 80 procent i 1982. Omvendt er det gået for private investeringer. Fra 2. havdel af 1970erne og til første halvdel af 1980erne faldt de med næsten 80 procent. En udvikling der ikke er blevet vendt siden. I 2000 var private investeringer per arbejdstager på niveau med 1955.

Gennem de følgende årtier prøvede man flere gange at reformere økonomien – sidste gang få år før valget i 1998, som bragte Chavéz til magten. Efter Chavez valgsejr rulledes alle reformer tilbage, og i stedet begyndte man på den såkaldte “Bolivarianske revolution”, som skulle bane vejen for “det 21. århundredes socialisme” .

Fra (socialdemokratisk) demokrati til socialistisk diktatur

Som det fremgår af ovenstående, vil det være forkert at beskrive Venezuela som en relativ fri markedsøkonomi i årtierne, før Hugo Chavez blev præsident. Målt på økonomisk frihed (jo højere score jo mere fri), mindskes denne frem til midten af 1990erne, hvorefter den stiger kortvarigt i forbindelse med en række markedsreformer i 1996. Efter valget af Hugo Chavez er det kun gået en vej, og Venezuela er i dag en af verdens absolut mest ufri økonomier.

Udviklingen efter 1998 kan bedst karakteriseres ved hastig nedbrydning af magtens tredeling. Hugo Chavéz sikrede sig hurtigt en Højesteret pakket med loyale tilhængere, der gennemførtes nationaliseringer mens regulering af markedet nåede nye højder.

Pressefrihed Chile, Peru og Venezuela (høj score=lav frihed)

Kilde: Freedom House

Presse- og ytringsfrihed kom hurtigt under pres og regimet sikrede sig kontrollen med TV og radio, hvorefter valgkampene udviklede sig til en temmelig ensidig forestilling i medierne.

En præcis dato for overgangen fra demokrati til diktatur er vanskelig at fastsætte , da processen var gradvis. Men vi kan dog konstatere at det sidste nogenlunde demokratiske valg i overenstemmelse med forfatningen, var til nationalforsamlingen i december 2015.

Her opnående oppositionen flertal, på trods af regimets manipulering med valgdistrikterne i et forsøg på at begrænse oppositionens muligheder. Indtil det tidspunkt var i det mindste selve stemmeafgivningen formentlig helt reel – om end mange andre forhold omkring valgene allerede tidligt var kritisable.

Mange opfatter muligvis Hugo Chavéz som “blot” en typisk Caudillo (stærk mand), som Latinamerika – og ikke mindst Venezuela før 1958 – har været så rig på. Det var han også, men han havde også et ideologisk udgangspunkt, grundlagt i hans formative år som ung kadet i 1970erne. En overbevisning som primært blev drevet af to ting – nationalisme og socialisme. Chavéz var – med rette – indigneret over den udbredte korruption han og andre unge kadetter oplevede i 70erne hos hærens øverste ledelse. Derudover blev han påvirket af hans politiske skoling, en del af hans uddannelse, som i høj grad tog udgangspunkt i den særlige latinamerikanske afhængighedsteori, som bl .a. gennemsyrer den indflydelsesrige bog ”Las venas abiertas de América Latina” på dansk ”Latinamerikas åreladning”, skrevet af den uruguayanske journalist og forfatter Eduardo Guliano.

Man kan således karakterisere Hugo Chavéz og hans meningsfæller i Movimiento Bolivariano Revolucionario-200 (MBR-200), etableret i 1982, som lige dele Simon Bolivar (Det nordlige Sydamerikas frihedshelt) og Karl Marx. Den kombination indebar en stærk modstand mod, hvad de opfattede som neoliberal politik og udenlandsk indflydelse i Venezuela, ligesom de mente, at de civile politiske aktører havde mistet al legitimitet i forhold til forfatningen.

Det var med de ideer i bagagen at Hugo Chavéz ledte et et mislykket kup i 1992, som medførte umiddelbar national berømmelse (og respekt hos mange), da han på live TV påtog sig det fulde ansvar for kupforsøget. En respekt og berømmelse, som var stærkt mdvirkende til hans valgsejr i 1998.

Allerede året efter blev en ny forfatning vedtaget ved en folkeafstemning, som bl. a. indebar, at hæren blev tildelt en helt anden og mere aktiv rolle i Venezuela. Herefter skulle den ”Bolivarianske revolution” gennemføres ved indførelse af ”det 21. århundredes socialisme”, som Chavéz selv betegnede det, baseret på et aktivt miltært-civilt partnerskab.

Som historien har vist, indebar den Bolivarianske revolution og gennemførelsen af det 21. århundredes socialisme også – måske paradoksalt, men måske ikke overraskende, at den i forvejen betydelige korruption, efter Hugo Chavéz magtovertagelse steg til nye og ekstreme højder. Magt korrumperer og fuldkommen magt korrumperer fuldkomment, som man siger.

Men var der ikke noget med at de sociale vilkår under Hugo Chavez trods alt forbedredes og økonomien voksede? Det var i hvert fald det typiske forsvar fra Venstrefløjen i mange år, bl. a. Pelle Dragsted og Enhedslisten herhjemme. Og er det efterfølgende økonomiske sammenbrud ikke primært konsekvens af faldet i olieprisen og udenlandske sanktioner?

Hvad angår betydningen af sanktioner, er der intet som tyder på at amerikanske sanktioner de senere år, primært rettet mod enkeltpersoner har haft nogen som helst betydning for det økonomiske sammenbrud.

Samenbruddet skyldes grundlæggende den førte politik, helt tilbage fra Chavéz og frem, mens faldet i oliepriserne primært har forstærket en krise, som var kommet under alle omstændigheder – se også senere.

Når man oplevede økonomisk og social fremgang i årene under Chavez, skyldes det primært det historiske boom i priserne på råvarer (inkl. olie) i nullerne. Derimod var Chavez økonomiske politik fra start af en katastrofe.

Som Kevin Grier og Norman Maynard skriver i “The economic consequences of Hugo Chavez: A synthetic control analysis”

“We also find that while health and poverty outcomes improved under Chavez, they are not particularly different than what occurred in the synthetic control. Finally, we see little evidence that Chavez lowered inequality beyond what occurs in the synthetic control. Thus, under Chavez, Venezuela experienced lower average incomes, but did not produce any greater levels of health improvement, poverty abatement, or inequality reduction, as it likely would have without his leadership and policies.”

Som det fremgår af nedenstående figur fra Grier og Maynard, er der en meget betragtelig forskel på BNP per indbygger med og uden (syntetisk) Chavez (læs her for yderlige forklaring).

Økonomien forværres da også før olieprisfaldet i 2014. Naturligvis påvirkede olieprisudviklingen Venezuelas økonomi negativt – ligesom i andre lande, hvor olie står for en stor del af eksport og BNP. Men intet andet land har oplevet samme ekstreme nedsmeltning som Venezuela. se også nedenstående hentet fra Economist. BNP per indbygger er således halveret siden 2013, mens inflationen nu er over hvad der svarer til 1, mio procent p.a.

En væsentlig årsag til nedsmeltningen er naturligvis, at den store stigning i de off. indtægter, som man oplevede i nullerne i kraft af de højere oliepriser, ikke kunne følge med det øgede offentlige forbrug. Da oliepriserne faldt i 2014, hvilket ikke burde være kommet som den helt store overraskelse, havde man intet at stå imod med.

Kombinationen af faldende oliepriser og faldende olieproduktion har naturligvis været katastrofal for Venezuela. I indeværende år forventes olieproduktionen at falde til omkring eller ligefrem under 1 mio. tønder per dag. I 1999, hvor Chavez kom til magten, var den på 3,25 mio. tønder per dag. Et fald som ikke skyldes at man er ved at løbe tør for olie – Venezuela har verdens største oliereserver – men misrøgt og inkompetence.

Og hvad så nu?

I en kommentar i Ræson, Vi bør alle stille os på oppositionens side og fordømme Maduros diktatur, slutter jeg af med at skrive

Det kaos og den stigende desperation i befolkningen har efterhåndenden stået på i mange år. BNP er halveret siden 2013, og FN oplyser, at 90 pct. af befolkning nu lever i fattigdom. Folk sulter, og hospitalerne kan ikke skaffe medicin. Mordraten er steget til Sydamerikas højeste, mens inflationen er steget til langt over en million pct. Det er med god grund, at tre millioner mennesker er flygtet (ca. 10 pct. af befolkningen).

Det, som foregår, er ikke en kamp mellem højre- og venstreorienterede. Det er en kamp mellem socialistisk diktatur og demokrati. Her burde der ikke være tvivl i nogens sind om, hvilken side man bør være på, nemlig demokratiets side. Jeg ser i hvert fald frem til den dag, jeg kan skrive en artikel i Ræson, hvor jeg kritiserer en demokratisk (socialdemokratisk) venezuelansk regerings økonomiske politik, fordi den ikke er markedsorienteret nok for min smag.

Hvor tæt vi er på den dag, vi her på bloggen skriver en kritisk post om en demokratisk valgt regerings økonomiske politik er åbent spørgsmål. I en debat med Enhedslistens Pelle Dragsted, hvor vi ikke overraskende var uenige om det meste, var vi enige om at en blodig afslutning desværre er en reel risiko. Det er risikoen for at det ender med at Maduro bliver siddende også.

Selv om optimismen er stor blandt mange i oppositionen, som for første gang står samlet bag en leder, Juan Guaidó, er det slet ikke sikkert det ender med Maduros fald.

Det kan også ende med en “fuld Cuba”. At mio. af Venezuelanere forlader landet (mere end 3. mio. indtil videre) er et langt større problem for landende omkring Venezuela, end for Maduro og resten af den nuværende elite. I modsætning til et markedskapitalitisk samfund, hvor den enkelte borger er et potentielt aktiv, er de i en ekstraktiv semiplanøkonomi som Venezuela et passiv.

Forenklet sagt, kan man jo lade kinesere, Iranere og russere stå for olieudvindingen og selv leve af indtægterne derfra.

Militæret afgør hvem der er præsident 

Venezuelas militær er den afgørende magtfaktor og har været det længe. Derfor er det afgørende for oppositionen at få militæret til at skifte side, og det er ingen let opgave. At en enkelt general i luftvåbenet har erklæret sin loyalitet overfor Guaidó gør ingen sommer. Militærets top forholder sig indtil videre loyal overfor Maduro, og det er også vanskeligt at forestille sig den absolutte top i militæret skulle skifte side. De er for de flestes vedkommende syltet ind i illegal guld og uranudvinding, narkotikasmugling, korruption og hvidvask. Oprøret skal derfor komme længere nede i rækkerne og blandt de menige.

Men formår Maduro at fastholde hærens opbakning, er mulighederne for en bare nogenlunde fredelig overgang til demokrati minimale. Selv om det skulle lykkes at få størstedelen af hæren til at skifte side, er der også fortsat de såkaldte Colectivos – bevæbnede paramilitære grupper – som for længst har vist deres voldsparathed..

Billed er fra før de fleste EU-lande anerkendte Guidó som præsident mandag d. 4/2

At de fleste EU-lande inkl. Danmark nu anerkender Guidó, er blevet kritiseret for at øge risikoen for en blodig afslutning, måske ligefrem en indsættelse af udenlandske tropper i Venezuela.

Det er dog et tvivlsomt argument, som bygger på en ide om, at en forhandlet løsning mellem Maduro og hans regering på den ene side og oppositionen på den anden side faktisk er mulig. Det er mere end tvivlsomt.

USA udelukker ganske forudsigeligt ikke en egentlig militæraktion, mens en række EU-lande og det flertal i Lima-gruppen, som anerkender Juan Guaidó som midlertidig præsident, insisterer på at tale om en fredelig løsning. Med andre ord er det som det plejer at være.

Man kan argumentere for, at de Europæiske landes opbakning mindsker risikoen for en langvarig blodig konflikt, idet den støtter op bag den massive opbakning fra det meste af Latinamerika, samt USA og Canada.

Og hvad angår Rusland og Kina, som kritiserer anerkendelsen af Guaidó, er begge, og måske især sidstnævntes interesse primært knyttet til deres investeringer i Venezuela.

Hvis de – og især Kina formentlig – ser deres interesser bedst varetaget ved et regimeskifte – kan de blive afgørende. Ikke forstået som at man vil bakke op bag anerkendelsen af Guaidó – det er helt udelukket. Men måske ved at man ikke aktivt støtter (læs: finansierer) Meduro regimet.

Ifølge Reuters har oppositionen og Guaidó understreget at at man vil honorere Venezuelas forpligtigelser overfor både Kina og Rusland. Guaidó udtaler således at:

What most suits Russia and China is the country’s stability and a change of government,” he said. “Maduro does not protect Venezuela, he doesn’t protect anyone’s investments, and he is not a good deal for those countries.

I et interview med Bloomberg, siger Guaidó dog, at:

I will be very clear: all agreements that have been signed following the law will be respected,” Guaido said in a written interview. “If previous agreements were signed by adhering to the due process of approval by the National Assembly, they will be accepted and honored.

Det kunne tyde på at man kun er parat til at honorere en del af den eksterne gæld til Kina (og Rusland må man formode). Det er ikke klogt (for at sige det mildt), hvis man skal gøre sig forhåbning om en nogenlunde fredelig løsning.

Endelig kan man ikke udelukke en egentlig væbnet konflikt mellem Venezuela (og reelt også Cuba) på den ene side og primært Colombia, USA og måske Brasilien på den anden side – hvilket der næppe vil være den store begejstring for i hverken befolkning eller militær.

Vi kan kun håbe på det bedste – og frygte det værste. Til gengæld er der ingen grund til at frygte, at et regimeskifte vil ende i en situation som vi har set i Afghanistan, Irak og Libyen. Venezuela var i modsætning til de nævnte lande, et demokrati gennem mere end 40 år.

Men indebærer genindførelsen af demokrati blot en tilbagevenden til den førte politik før Chavez kom til magten, vil det på sigt indebære en betydelig fare for, at man ender i samme situation, som man befinder sig i nu.

Hvis man sammenligner udviklingen før Chavez kom til og udviklingen efter han indledte sin “Boliviarianske revolution”, finder man nemlig en række ligheder:

  • olieindtægternes funktion som betaling for loyalitet
  • tilbøjeligheden til at bruge planøkonomiske instrumenter og regulering i stedet for markedsløsninger
  • korruption

Chavéz og efterfølgende Maduros regeringstid kan i den sammenhæng ses som en ekstrem udgave af hvad Veneziuela oplevede fra 1960erne og frem til 1990erne. At oppositionen i højere grad end tidligere har opbakning også fra de laveste indkomstgrupper i Venezuela, skyldes næppe bekymring for de mere udemokratiske og totalitære sider af det nuværende regime, men primært at regimet i takt med en mere og mere vanskelig økonomisk situation og faldende indtægter ikke længere kan finansiere hvad der reelt er et superklientalistisk system.

Kilde: Bjørnskov (2017)

I den forstand er det korrekt at pege på faldet i oliepriserne i 2014 som afgørende for den nuværende opbakning til oppositionen og Juan Guaidó, lige som høje renter og faldende oliepriser i begyndelsen af 1980erne udløste en krise, man reelt aldrig kom sig over, og endte med Chavéz valgsejr i 1998.

Med mindre et regimeskifte indebærer et grundlæggende og afgørende paradigmeskifte i Venezuelansk politik og der relativt hurtigt gennemføres omfattende reformer, som sikrer fornyet økonomisk vækst, kan pendulet hurtigt svinge tilbage igen. Om det er muligt, kan man naturligvis godt være lidt skeptisk i forhold til.

Alt det Oxfam-Ibis ikke fortæller dig

Traditionen tro har Oxfam-Ibis også i år udsendt deres årlige “ulighedsrapport” om hvor galt det står til i verden – i år med overskriften “Public good or Private wealth”. I lighed med tidligere, er der også i år tale om en i bedste fald dubiøs, i værste fald bevidst manipulerende rapport, hvis formål er at bilde læseren ind, at verden bliver mere og mere ulige, og det selvfølgelig skyldes den “væmmelige markedskapitalisme”.

Helt grundlæggende er Oxfam-Ibis årlige rapporter baseret på at den typiske læser ikke er økonomi-kyndig, og at kun få checker de kilder, som man faktisk ganske fint lister til sidst (og tak for det) i den egentlige rapport, som man finder på Oxfams hjemmesider i UK. På Dansk udsendes kun et kort resume.

Hvad Oxfam-Ibis ikke fortæller dig

Nedenstående infografik er “typisk” Oxfam-Ibis, og hvis man alene ser den, får man jo den opfattelse at det står meget slemt til med både fattigdom og ulighed her i verden. Det kan man jo så mene at det også gør, men hvorfor forholder man læseren, at det faktisk går meget bedre end tidligere? Både hvis man måler på absolut fattigdom – og udviklingen i den globale ulighed, som Oxfam-Ibis i lighed med andre på venstrefløjen tillægger særlige negative konsekvenser.

et er sådan set rigtigt hvad de skriver hver for sig, men oveni er der alt det som de ikke skriver. Hvad er grunden til at man sammenstiller udviklingen i ekstrem fattigdom i Afrika syd for Sahara med Verdensbankens fattigdomsgrænse for det mest velstående middelindkomstlande? Er det mon fordi man gerne vil give indtrykket af at 3,4 mia. mennesker lever i ekstrem fattigdom? Verdensbankens fattigdomsgrænse for ekstrem global fattigdom er $1,90 (købekraftskorrigeret og i 2011 USD.) og ikke $5,50. Og hvorfor står der intet i rapporten om at også målt på $5,50 har man de seneste årtier oplevet et fald i andelen af fattige – uanset hvilken grænse man bruger – som er uden historisk sidestykke, se nedenstående figur.

Et fald, som er sket samtidig med at verdens befolkning voksede med ca. 30 procent, især i udviklingslandene.

I løbet af 25 år er vi gået fra at leve i en verden, hvor ca. 2 ud af 3 levede for under svarende til $5,50 om dagen, til en verden hvor flertallet har mere end svarende til $5,50 at leve for om dagen. Og nej, det er ikke meget, men det går i den rigtige retning, og forskellen mellem at leve for $1,90 og op til $5,50 er til at tage at føle på.

Heldigvis er det “kun” 1/10 af jordens befolkning, som i 2015 levede i ekstrem fattigdom (og ifølge “World Poverty Clock” er vi nu nede på ca. 8 procent primo 2019), mens det i 1990 var ca. 1/3 af jordens befolkning, som måtte leve for under svarende til $1,90.

Og når man skriver at næsten halvdelen af verdens befolkning kun lige undgår at leve i ekstrem fattigdom, hvorfor anvender man så $5,50 og ikke $3,20? Måske fordi “næsten halvdelen” giver en anden effekt end ca. 1/4? (bortset fra at man jo ret beset bør trække de ca. 10 procent fra som rent faktisk fortsat lever for mindre end $1,90 – de indgår jo i de 46 procent). Andelen under $3,20 er som det fremgår af ovenstående figur forøvrigt en halvering i forhold til 1990, hvor mere end halvdelen af jordens befolkning måtte klare sig med mindre en svarende til $3,20.

Hvad angår udsagnet om at ekstrem fattigdom er stigende Syd for Sahara, fremgår det ikke, hvorvidt der er er tale om absolut antal eller andel. Det gør dog mindre. I takt med at den ekstreme fattigdom falder globalt, bliver den resterende gruppe i stigende grad domineret af relativt få især afrikanske lande, hvoraf kun få har en tilfredstillende økonomisk udvikling. Antallet af ekstremt fattige er nu højere i Nigeria end i Indien – på trods af, at Indiens befolkning er mange gange større – mens den økonomiske vækst ikke kan følge med befolkningstilvæksten, og allerede i dag lever ca. en ud af hver fem ekstremt fattige i Nigeria og Congo. Denne andel må forventes at stige de kommende år.

Når man angiver, at mænd ejer 50 procent mere af den globale formue end kvinder ifølge Credit-Suisse estimater, så kan det også undre at det illustreres med to søjler, hvor mandens er dobbelt så høj (se infografik ovenfor).

Ingen tvivl om at kvinder desværre diskrimineres mange steder i verden, hvilket også afspejler sig i formuefordelingen, som det fremgår af nedenstående figur, men…..

Når Oxfam i deres rapport skriver:

Less understood but equally alarming is the gender wealth gap, which along with earnings includes assets, savings and investments. Credit Suisse has this year estimated women’s share of global wealth at 40%, but with very significant differences regionally and for different groups of women. For example:

• In Africa and in countries like India, Pakistan and Bangladesh, women account for somewhere between 20–30% of wealth.

• In the US, unmarried white men own 100 times more wealth than unmarried Hispanic women.

Så må man spørge sig selv, hvorfor er det relevant at sammenligne hvide mænds formue med lige præcis ugifte hispanic kvinder?

Som det fremgår af ovenstående figur fremgår , at der er stor forskel på kvinders andel i Afrika og Indien og i Nordamerika (apropos sammenligningen mellem “hvid mand” og enlig kvinde med latinamerikansk baggrund) og Europa.

Mens man estimerer at kvinder i de to først nævnte regioner har en andel på mellem 20 og 30 procent, estimeres den for de to sidstnævnte at være mellem 40 og 45 procent, opgjort på husstande.

Og så er der selvfølgelig den utopiske ide om, at “bare” man beskattede den ene procent rigestes formue med 0,5 procent, så ville man kunne finansiere uddannelse for den ca. 1/4 mia, børn som ikke er i uddannelse og sundhedspleje der ville redde 3,3 mio. liv om året.

Der er det måske ikke så lille aber dabei ved den ide, at ikke kun skal man øge formuebeskatningen med 0,5 procent – hvor mere end 70 procent af provenuet vil komme af beskatning i I-landende, ifølge Oxfams egne beregninger – men at den herefter ubeskåret overføres til udviklingslandene.

Formue fordelt på regioner

Men andre ord ønsker man at ulandsbistanden skal øges kraftigt. Hvorfor skriver man så ikke bare det?

Når vi nærmer os det rene fup og svindel

En ting er alt det, Oxfam-Ibis undlader at nævne. Noget andet er hvor metodevalg og begrebsanvendelse tangerer fup og svindel.

Igen i år er Oxfam-Ibis slagnummer, hvor mange superrige der ejer lige så meget som den “fattigste” halvdel af klodens befolkning.

I år kommer man frem til at verdens 23 rigeste (ifølge Forbes), ejer lige så meget som den fattigste halvdel af jordens befolkning tilsammen. Som Mads Lundby fra Cepos har gjort opmærksom på, bl. a. i Radio24syv morgen (kan høres her), svarer denne formue til 0,4 procent af den samlede globale formue (som den opggjort af Credit Suisse, se længere nede). Og ydermere er europæere og amerikanere overrepræsenterede blandt de 10 procent fattigste.

Hvad der heller ikke nævnes fra Oxfam-Ibis side er, at de 10 procent “fattigstes” samlede formue er negativ, mens 2. decils samlede formue er nul. Ja, tager vi de 40 procent “fattigste” samlede formue et den et stort rundt nul. Det indebærer at hvis du blot ejer en krone, så er du rigere end de 40 procent “fattigste” tilsammen!

Som vi skrev tilbage i 2015:

Lige som tidligere år dominerer USA, Canada og Europa de nederste og  øverste deciler. Hver fjerde dansker er således blandt verdens “fattigste” målt på nettoformue. Det er selvfølgelig ikke udtryk for fattigdom – tværtimod. Men fordi Danmark er et I-land med et avanceret og veludbygget finansielt system og et fremragende realkreditsystem.

Det gælder fortsat.

Ligeledes , som vi har skrevet om flere gange tidligere (se bl. a. her), skyldes ændringerne fra år til år primært 3 ting: valutakursudsving, prisen på værdipapirer og udviklingen i boligpriserne.

Læg f. eks. mærke til udviklingen i Indien, – se figur nedenfor – hvor både værdipapirer og boligpriser er steget betydeligt, mens den samlede formuefremgang i Credit Suisse opgørelse mere beskeden, fordi den lokale valuta faldt i forhold til dollar i perioden.


Når Oxfam-Ibis i år skriver, at

”Sidste år fik verdens rigeste hver dag 16 milliarder kroner mere at putte i lommen, mens den fattigste halvdel af verdens befolkning mistede 11 procent af deres beskedne opsparing.”

Så efterlader det os med indtrykket af at de rigeste er blevet rigere og de fattigste er blevet fattige – det er selvfølgelig også hvad Oxfam-Ibis gerne vil have os til at tro. Men man kan ikke konkludere at den fattigste halvdel “mistede 11 procent af deres beskedne opsparing” – for det kræver som minimum at man opgør det i lokal valuta. Ret beset bør man også korrigere for inflation – for det eneste Credit Suisse måler er udviklingen i den nominelle formue – og så endda i dollars til gældende markedskurs.

Oxfam-Ibis påstand er grundlæggende at verden lider af “galoperende ulighed” og at det bliver værre og værre. En overskrift i dette års rapport er således ” Uligheden er ude af kontrol”. Eller som de skrev i deres 2016 rapport:

Rapporten dokumenterer og analyserer den globale ulighed, der i den grad er løbet løbsk – og som forhindrer, at målet om at få udryddet global fattigdom inden 2030 kan blive indfriet. Tallene i rapporten er foruroligende. I dag har verdens rigeste én procent større rigdom, end alle andre mennesker til sammen. Blot 62 absurd rige ejer det samme som den fattigste halvdel af jordens befolkning – i alt 3,6 milliarder mennesker. For fem år siden skulle der 388 milliardærer til.

Men vendt lidt: Hvis nu vi for et øjeblik lader som om Credit Suisse årlige formueopgørelse rent faktisk kan bruges til at sige noget klogt om udviklingen i levestandard (det kan den ikke, se nedenfor)…

Hvordan har udviklingen så været de sidste små 20 år? For de der kun læser Oxfam-Ibis årlige rapport, vil det måske komme som lidt af et chock, men målt på både de 5- og 10 procent med de største formuer, er deres andel siden 2000 ikke steget, men faldet. Som det fremgår af nedenstående figur er de væsentligste forskydninger sket indenfor de 10 procent ‘rigeste”. De 90 procent fattigste har ikke oplevet et fald i deres andel siden årtusindes begyndelse.

Vi må altså konkludere, at Oxfam-Ibis påstand om stigende ulighed, baseret på formue, slet og ret et falsum. Samtidig skal naturligvis medtages at den globale indkomstulighed, som vi tidligere har pointeret, senest her, er faldende.

Et er at Oxfam-Ibis gennem årene vedvarende prøver at give indtryk af en udvikling, som der ikke er belæg for. Noget andet er, at Credit-Suisse årlige opgørelse (se seneste her) slet ikke kan bruges til at sige noget fornuftigt om udviklingen i den globale levestandard.

Forskelle i formuer kan ikke bruges som proxy for forbrugsmuligheder. Dertil bruger man købekraftskorrigerede indkomster. At man ejer en 2-værelses lejlighed i Kbh som måske har en værdi på 3 mio. kroner, i forhold til en en tilsvarende lejlighed i Rio de Janeiro, som måske kan erhverves for 300.000, indebærer jo ikke, at man dermed har 10 gange så høj levestandard målt som årligt forbrugsmulighed. Dertil er man altså nødt til at bruge købekraftskorrigeret indkomst.

Som Punditokraternes redaktør, Christian Bjørnskov, påpegede i en kronik i Børsen i 2016:


Ibis og Oxfams problem skyldes først og fremmest, at de bruger en årlig rapport fra Credit Suisse, hvor banken opgør verdens nettoformuer. Dette begreb definerer de som værdien af omsættelige finansielle aktiver samt andre aktiver som bolig og jord fratrukket gæld.

Det er derfor forskelle i formue og ikke indkomster eller forbrugsmuligheder, Oxfam påstår, er udtryk for global ulighed. Det giver blot forsvindende lidt mening.

Ifølge opgørelsen udgjorde 10 pct. af amerikanerne således 10 pct. af verdens fattigste halvdel, ligesom over en million danskere var blandt den – en i øvrigt langt større andel end i Kina.

Den million danskere, der har ingen eller negative nettoformuer, er heller ikke i virkeligheden de fattigste danskere.

Metoden, som Credit Suisse bruger, har f.eks. den konsekvens, at optager en ellers velfungerende dansk landmand et lån for at forbedre sin gård, falder hans nettoformue, og han risikerer dermed at ende blandt det, Oxfam taler om som verdens fattigste.

På samme måde er der ganske store problemer med, hvordan Credit Suisse opgør folks pensionsformue, der som oftest ikke tæller med i nettoformuetallene – pensioner er jo typisk ikke omsættelige.
Så har man almindelig pensionsopsparing, tæller den ikke med, mens en investering, som skal finansiere ens pension, gør.

Konsekvensen er, at lande med velfungerende pensions- og forsikringsvæsener vejer langt tungere i de internationale tal og kommer til at se mere ulige og langt fattigere ud i den måde, Oxfam fortolker tallene på. Og jo bedre pensionsvæsener – og mere inklusive finansielle institutioner – et land får, jo mere ulige ser det ud i Oxfams årlige rapport.

Her til sidst i dette indlæg (som blev lidt længere end beregnet) vil jeg gerne slutte af med endnu et eksempel, hvordan man manipulerer med læseren.

I dette års rapport hævder man, at de fattigste 10 procent betaler en højere andel i skat end de rigeste 10 procent i Brasilien og UK.

Som det fremgår, skulle de 10 procent fattigste i UK altså betale 49 procent i skat, mens de 10 procent rigeste skulle betale 34 procent i skat (jeg har ikke checkket talene for Brasilien efter, da der ikke umiddelbart er adgang til den “rå data”). Går man ind i Oxfam-Ibis metode tillæg oplyses, at indelingen i deciler er baseret på husholdninger, og ikke på skattepligtige personer, som er måden man opgør graden af progression i skattesystemet.

Det er selvfølgelig klart, at den progression, som der normalt er i indkomstbeskatningen overdriver den reelle forskel i hvor meget man betaler i skat af ens personlige indkomst. Indirekte skatter og afgifter vejer jo typisk tungere for de lavere end de højere indkomster (moms, tobaks- og alkoholafgifter mv.).

Men har man ikke mulighed for at foretage en beregning fordelt på faktisk skattepligtige personer, skal man som minimum korrigere for de enkelte husholdningers størrelse. Mange af de umiddelbart velstående husholdninger består jo af to eller flere personer med indkomst, og kan derfor ikke sammenlignes meningsfuldt med husholdninger med kun én person. Gør vi det, ændrer billedet sig drastisk, som det fremgår af nedenstående figur, hvor jeg sammenholder tal, der ikke er justeret for husholdningernes størrelse (den metode Oxfam-Ibis har valgt) med tal, der faktisk er justeret for husholdningernes størrelse.

Som det fremgår har det meget drastisk betydning for især 1. decil, hvor skattetrykket stort set halveres.

Og hvorfor mon Oxfam-Ibis ikke anvender tabel 23. hvor man har korrigeret? Et bud er naturligvis, at så ville man ikke få det resultat man ønsker. Oxfam-Ibis rapport i år er ligesom tidligere år fuld af den slags ‘detaljer’.

Præsident Jair Bolsonaro er årets hovednavn i Davos

I næste uge afholder World Economic Forum (WEF) sit årlige møde i Davos for verdens politiske og økonomiske ledere, garneret med en rand af journalister og NGO’ere (de har åbenbart penge nok – selv et ydmygt dobbeltværelse koster i omegnen af 50.000 kr.).

Her vil toppen af erhvervslivet og den globale politiske elite diskutere verdens udfordringer og hvordan man løser dem.
Og det ved man jo hvad indebærer, hvis man altså kan sin Adam Smith og Public Choice.

Som WEF skriver på deres hjemmesider:

The World Economic Forum is the International Organization for Public-Private Cooperation.”

En af hovedatraktionerne dette år, er Brasiliens prøsident, Jair Bolsonaro, som taler på åbningsdagen. Og hvorfor gør han nu det? Han er jo ikke just kendt for at gå op i global opvarmning, kritiseres for at ville “ødelægge” Brasiliens regnskov, af hensyn til Brasiliens magtfulde landbrugslobby. I det hele taget er hans dagsorden langt fra World Economic Forums CSR-dagsorden.

Well, han er der naturligvis af samme årsag som alle andre deltagere – for at fremme sin egeninteresse. Hvilket i denne sammenhæng primært vil sige, at gøre sine og Brasiliens hoser grønne i forhold til potentielle internationale investorer.

Derfor vil det centrale budskab i talen være, at de reformer man ønsker at gennemføre – som indebærer et reelt paradigmeskifte med Chile som forbillede – vil gøre Brasilien til en attraktiv økonomi at investere i.

Det vil derfor blive talt om pensionsreformer, privatisering, afregulering og mindre protektionisme. Kort sagt, mere marked og mindre stat.

Derudover vil Bolsonaro formentlig også bruge anledningen til (igen) at fordømme Maduro’s regime i Venezuela. Brasilien bakker op om nationalforsamlingens formand, Juan Guaido, som Venezuelas retmæssige (midlertidige) præsident, indtil der kan afholdes frie valg.

At Bolsonaro deltager for at gavne egne interesser adskiller sig selvfølgelig ikke fra de mange andre deltageres grundlæggende motiv – uanset hvor meget man gerne vil skjule det.

Her er forøvrigt en liste over nogle af dem, man kan møde ud over Jair Bolsonaro, hvis man altså selv er vigtig nok og “ved muffen”

“Verdens ringeste statsleder”, Nicolás Maduro og “Foro de São Paulo”

I dag (10. januar) starter “verdens ringeste statsleder i 2018” ifølge The Economist, Nicolas Maduro, sin anden præsidentperiode. I løbet af hans 1. præsidentperiode er BNP ca. halveret, inflationen er estimeret til være kommet op på mellem 1 og 1,8 mio. procent, mens olieproduktionen er faldet fra ca. 2½ mio. tønder til lidt over en mio. tønder i løbet af de sidste 5 år. Befolkningen sulter og flere mio. har forladt landet. På alle måder er der tale om en humanitær katastrofe, og flygtningesituationen kan sammenlignes med Syrien.

Indsættelsen af Maduro sker ved en ceremoni i højesteret, hvor meget få repræsentanter fra udenlandske regeringer deltager. Hverken EU eller USA deltage, men måske mere sigende er også meget få Latinamerikanske lande repræsenteret. Eneste væsentlige land i regionen, som deltager i ceremonien er Mexico. Hverken Brasilien, Colombia eller Argentina deltager. Det samme gælder bl. a. Peru, Chile, Paraguay, Panama og Ecuador. For alle landene (inkl. EU, Canada, USA mv.) gælder, at de med god grund ikke anerkender præsidentvalget sidste år.

Til gengæld deltager bl. a. Bolivia (repræsenteret ved præsident Evo Morales), Cuba, Nicaragua, Uruguay, El Salvador og ikke mindst Latinamerikas 2. mest folkerige land, Mexico.

Lima gruppen og “Foro de São Paulo”

Det er ikke tilfældigt hvilke lande som deltager og ikke deltager. Når Argentina, Brazil, Canada, Chile, Colombia, Costa Rica, Guatemala, Honduras, Panama men ikke Mexico, der alle er medlem af “Lima gruppen“, etableret i august 2017 i forsøget på at finde en fredelig løsning på krisen i Venezuela, er det afgørende hvorvidt de pågældende landes præsidenter kommer fra partier, som er medlem af “Foro de São Paulo” (FSP), et regionalt forum skabt i 1990 på intiativ af Brasiliens tidligere præsident Lula fra Arbejderpartiet (PT) .

Foro de São Paulo bestyår af en lang række organisationer og partier på venstrefløjen i Latinamerika. Og hvis man ønsker en liste over hvilke lande i regionen, som er repræsenteret ved indsættelses ceremonien i dag, er det blot at se på i hvilke lande, regeringspartiet er medlem af FSP, med én undtagelse, nemlig Ecuador, som har oplevet en forbløffende – og opløftende – udvikling efter den tidligere vice- og nu præsident,
Lenín Moreno, tog over efter Rafael Correa.

Havde Fernado Haddad fra PT således slået Jair Bolsonaro ved efterårets valg i Brasilien, og Andrés Manuel López Obrador ikke havde vundet valget i Mexico, ville det have været Brasilien som deltog i dagens cerimoni, mens Mexico ikke havde deltaget.

For øvrigt deltager præsidenten for Brasiliens arbejderparti,
Gleisi Hoffmann , i dagens cerimoni – og ikke nok med det. Af PTs hjemmeside fremgår det at PT stiller sig solidarisk med regimet i Venezuela, og som Michael Reid fra The Economist skriver på Twitter :

“The president of the Workers’ Party (PT) will attend the illegitimate inauguration of Venezuela’s dictator Nicolás Maduro, thus offering evidence for Bolsonaro’s case that the PT represents chavismo”

Det har han ret i. Sammenligningen af PT med styret i Venezuela og fremstillingen af “Foro de São Paulo”, som en undergravende organisation, hvis formål er at afskaffe demorkratiet og indføre et socialistisk regime, var (og er) et yndet emne for Bolsonaro under præsidentvalgkampen i efteråret.

Det leder mig frem til den sidste pointe i dette indlæg. Arbejderpartiet i Brasilien bliver ofte fremstillet som et relativt moderat socialistisk parti (sådan lidt på linje med SF herhjemme). Intet kunne være mere forkert – og den fortsatte opbakning til Maduro og regimet i Venezuela, viser at partiet grundlæggende hører til på den yderste venstrefløj, ca . samme sted hvor Enhedslistens Latinamerikagruppe befinder sig, hvilket vi har skrevet om tidligere. PTs moderation i den fantisk førte politik i de år man var ved magten (2003-2016), var primært drevet af den politiske virkelighed – ikke mindst behovet for at skabe flertal i kongressens to kamre.

Chegou a hora? – Brasilien efter valget (I)

Det er alt alt for tidligt at sige noget om hvorvidt Brasiliens “tid endelig er kommet”, her 2 uger efter Jair Bolsonaros klare sejr over modkandidaten, Fernando Haddad fra Arbejderpartiet (PT) .  Men Bolsonaro’s sejr indebærer både risici og muligheder, som en sejr til Haddad havde udelukket.

Der er talt og skrevet meget om Bolsonaro – også her på bloggen. Af nogle benævnt den “tropiske” Trump, hvilket han ikke har haft noget imod. Målt på sine mange horrible udtalelser gennem årene, må det i så fald være tale om en Trump på speed. Forsvar for tortur, afvisning af at militærstyret fra 1964 til 1985 var et diktatur osv. osv. Så sent som  i 2016, i forbindelse med afstemningen i deputeretkammeret om Dilma Rousseff skulle stilles for en rigsretsdomstol, viste den tidligere faldskærmssoldat med rang af kaptajn, sin veneration for militærdiktaturet.

Afstemningen foregik ved at hvert medlem af deputeretkammeret mundtligt tilkendegav sin indstilling. Det var en absurd forestilling, som strakte sig langt ud på natten, fordi man naturligvis ikke kunne nøjes med bare at sige ja eller nej. Der var snart sagt ikke det, som de enkelte medlemmer ikke dedikerede deres stemmer til –  børn, forældre, Jesus, gud og for Bolsonaros vedkommende, den berygtede oberst Carlos Alberto Brilhante Ustra, som ledede Doi-Codi og har både tortur og mord på samvittigheden. Valgsejren har derfor udløst en forstålig bekymring for hvor Brasilien er på vej hen. Betyder valget af Bolsonaro en tilbagevenden til diktaturet? og hvad med hans mildt sagt voldsomme udtalelser om homoseksuelle eller nedladende ditto overfor folk fra Nordøstbrasilien og sorte?

Er der grund til bekymring?

På trods af mandens veldokumenterede apologi for militærstyret og forsvar for tortur, absurde udfald mod homoseksuelle og nedladende racistiske udtalelser (læs også mere på den engelske Wikipedia),  er frygten for hvad hans sejr vil betyde for demokratiet og behandling af seksuelle og etniske minoriteter formentlig (forhåbentlig) overdreven.

Militæret, som har (meget) høj status hos mange Brasilianere, har ingen interesse i at overtage magten og igen blive blandet ind i politik. Det kan naturligvis ændre sig. En ubekendt faktor er således hvorledes venstrefløjen, fagforeninger og sociale bevægelser med forbindelse til PT vil agere på valgnederlaget og kommende reformer. Men der er vi slet ikke på nuværende tidspunkt.

I forhold til tidligere voldsomme udtalelser om homoseksuelle, har Bolsonaro efterfølgende undskyldt (her kunne Trump lære noget), så sent som i et interview med Globo dagen efter valgsejren. Ud over at undskylde sine udtalelser, understregede han direkte adspurgt, at hadforbrydelser mod homoseksuelle skulle straffes hårdt. Lad os håbe at han mener det.  Ikke at man skal forvente bedre vilkår for homoseksuelle under den kommende regering, men det er værd at bemærke at 75 procent af befolkningen ifølge analyseinstituttet Datafolha, mener at folks seksualitet er op til dem selv.

Det ændrer ikke ved at Brasilianere grundlæggende er langt mere værdikonservative end amerikanere, for slet ikke at tale om nordeuropæere. Men der er dog et pænt stykke til at ville blande sig i folks seksualitet, for slet ikke at tale om at bifalde forfølgelse af dem .

Umiddelbart er det mest bekymrende den nye præsidents “lov og orden” dagsorden og udfald mod pressen, især det centrum-venstre orienterede Folha de Sao Paulo. Heldigvis har resten af pressen stillet sig på avisen, som er af høj kvalitet, side. Og det skal her bemærkes at Brasiliens ledende aviser og TV-stationen GLOBO’s nyhedsdækning faktisk er både afbalanceret og af høj kvalitet. Samtidig indebærer udnævnelsen af dommer Sergio Moro til justitsminister, se også nedefor, at de mere ekstreme forslag fra Bolsonaro ikke bliver til noget, i hvert fald ikke så længe Moro er justitsminister. Han har allerede taget afstand til flere af den kommende præsidents “gode ideer” – bl. a. at politiet skulle gives carte blanche til at skyde for at dræbe.

Første møde med pressen efter valgsejren var i hus. Det startede med “fællesbøn”, hvor man takkede Gud for valgsejren. Det er IKKE er normalt i brasiliansk politik. Det er det derimod i protestantisk-evangeliske frikirker.

Enden på hvilken epoke ?

Valget af Bolsonaro er blevet udråbt som enden på Nova República (betegnelsen for det demokratiske Brasilien, som afløste militærdiktaturet 1964-1985). Som nævnt mener jeg, at frygten for en tilbagevenden til tidligere tiders diktatur er noget overdreven. Men alligevel er det måske korrekt at tale om afslutningen på en epoke. Brasiliens socialdemokratiske parti (PSDB), som siden 1994 har konkurreret med Arbejderpartiet om præsidentposten blev valgets store taber, og partiets præsidentkandidat gik ikke engang videre til 2. valgrunde, mens PTs kandidat måtte se sig slået for første gang siden 1998.

Mens valget forhåbentlig ikke markerer enden på Brasiliens demokrati, er der dog på andre områder tale om et markant paradigmeskifte. Således er der tale om et opgør med årtiers udenrigspolitisk og handelsøkonomisk fokusering på syd-syd relationer, ligesom forholdet til regionens smertensbarn, Venezuela, endegyldigt er forandret. Netop Venezuela spillede en betydelig rolle i valgpropagandaen fra Bolsonaro, rettet mod PTs Haddad. Og hvor brasiliansk opbakning til en militær løsning tidligere var udelukket, er det ikke længere tilfældet. Ligeledes har den kommende finansminister, Paulo Guedes, betegnet Mercosur som et fængsel og ideologisk projekt, som man ikke vil acceptere står i vejen for Brasilianske interesser længere.

Man har også meddelt, at man flytter sin ambassade i Israel til Jerusalem – et markant udenrigspolitisk skifte – hvorved man kommer på linje med USA. Det viser samtidig betydningen af protestantiske frikirkes fremmarch i Brasilien, bl. a. pinsemissionen, hvis tilslutning de seneste årtier er vokset markant i hele Sydamerika.

Korruption, sikkerhed og økonomi 

Hvis der er 3 emner som definerede valget af Bolsonaro er det kampen mod korruption, landets skyhøje mordrate og manglende sikkerhed samt økonomien. Operation Lava Jato (operation Bilvask) og afledede korruptionssager, se også nedenstående video, hvor flere ledende politikere og erhvervsfolk er blevet idømt lange fængselsstraffe, og hvor der fortsat kommer nye afsløringer, personificeres mere end noget andet af undersøgelsesdommer Sergio Moro, som er Brasiliens nye justitsminister.

Allerede under valgkampen nævnte Bolsonaro, at han gerne så Moro som justitsminister eller medlem af højesteret, og et par dage efter valget, sagde Moro ja til posten som justitsminister. Moro skal især fokusere på korruption og indsatsen mod den voldsomme kriminalitet, som hærger. Mens det blandt mange Brasilianere er et populært valg, har reaktionen været mere blandet blandt politikere og juridiske eksperter. Et er naturligvis at udnævnelsen – i hvert fald – på den korte bane, taler ind i konspirationsteorien på venstrefløjen blandt PT og Lula’s tilhængere om, at han er uskyldig og der er tale om en politisk dom. Noget andet er hvorvidt Moro virkelig får frie tøjler til de nødvendige reformer til at styrke det Brasilianske juridiske system og domstolene. Og hvorledes vil han reagere hvis/når det er folk i den nye regering, som er under anklage? Det vil tiden vise. Indtil da må Moro’s accept af posten som justitsminister ses som en sejr for Bolsonaro – Og måske kan det dæmpe vores andres bekymring i forhold til den nye præsidents “lov og orden” dagsorden, som indtil videre primært har bestået i at opfordre politiet til at skyde nogle flere banditter (som om de ikke skød nok i forvejen).

 

kommende justitsminister Sergio Moro (tv) og kommende finansminister Paulo Guedes

Et paradigmeskifte?

I nullerne var Brasilien måske verdens mest overhypede økonomi. Der var ingen ende på præsident Lula’s popularitet og pressen flød over med beretninger om (og gør delvist fortsat) om hvordan man formåede at kombinere økonomisk vækst og bekæmpelse af fattigdom. Det er da også korrekt at man i en periode både oplevede økonomisk fremgang, reduktion af fattigdom, mens mio. af mennesker løftedes op i den hastigt voksende middelklasse. Men der er måske en grund til at man altid hæftede sig ved de absolutte tal i mio. og ikke så ofte nævnte hvor stor en andel af befolkningen som gik fra at være fattige til at være (lavere) middeklasse. Andre Sydamerikanske lande formåede nemlig større reduktion i fattigdommen, mens man samtidig oplevede højere økonomisk vækst.

Som det fremgår af ovenstående figur, er historien om Brasiliens økonomiske udvikling efter genindførelsen af demokrati en mildt sagt broget historie, og den overordnede trend siden 1980erne er, at Brasiliens økonomiske fremgang har været ringere end andre Sydamerikanske lande. Set i forhold til årtusindeskiftet har kun Venezuela oplevet en ringere økonomisk vækst. Det fremgår også tydeligt, at den relative økonomiske udvikling i nullerne, netop på det tidspunkt hvor præsident Lula’s stjerne internationalt stod i zenith og man både fik VM i fodbold i 2014 og OL i 2016 absolut ikke er imponerende. Og da de to begivenheder endelig blev afholdt var stemningen også vendt indenlandsk, om end det blev Lula’s efterfølger Dilma Rousseff, som måtte tage “tæskene”.

Det er bestemt ikke første gang at Brasilien er i økonomisk uføre, og det er bestemt heller ikke første gang at man gennemløber en reformperiode, hvilket jeg vil vende tilbage til i et senere indlæg.

Historisk er man desværre altid faldet for fristelsen og har prioriteret kortsigtet vækst højere på bekostning af langvarig stabilisering og udvikling.

Ligeledes har man skiftet mellem “heterodoks” og “ortodoks” (markedskonform) økonomisk politik. Helt centralt står her valget af økonomiske ministre – typisk finansminister, ofte den væsentligste minister i skiftende Brasilianske regeringer. Og på mange måder kan udviklingen fra 1990erne og frem til nu beskrives som et spejlbillede af hvad der sket under årene med militærstyre (hvilket jeg vender tilbage til).

Den bedste måde at illustrere hvorledes forholdet er mellem skiftende præsidenter og finansministre/økonomiske teams er at sammenligne det med en fodboldklub. Skiftende finansministre indtager rollen som trænere, som skiftes når man ikke opnår tilfredstillende resultater. Lige som enhver træner har sin egen spillestil, har skiftende økonomiske teams haft hver deres økonomiske politik.

Således indebar Guido Mantega’s indsættelse som finansminister i 2006 et markant skifte i den førte økonomiske politik, som var langt vigtigere end overgangen fra Lula til Dilma Rousseff i 2011. En detalje, som ofte overses.

Efter Dilma Rousseff blev genvalgt med et snævert flertal i 2014, prøvede hendes nye finansminister, Joaquim Levy, faktisk at komme igennem med flere reformer, hvilket strandede både i kongressens to kamre og udløste stor modstand i Dilma Rousseff og Arbejderpartiets bagland. Levy holdt da også mindre en et år. Sidenhen blev Dilma som bekendt afsat, og der er efterfølgende faktisk gennemført en række fornuftige reformer, bl. a. af arbejdsmarkedet. Men det er langt fra nok.

En helt afgørende pensionsreform, har selv i en temmelig udvandet form ikke kunne komme gennem kongressen indtil videre. Som det fremgår af ovenstående figur stiger udgifter kraftigt. Det er derfor helt afgørende at der gennemføres reformer. Statens udgifter til pension i forhold til BNP er pt. ca. 12 procent og det på trods af, at en relativt lav andel af befolkningen er over 65 år (se også nedenstående figur). Forklaringen er lav pensionsalder og ikke mindst exorbitant høje pensioner til offentlig ansatte.

En pensionsreform bliver på mange måder lakmustesten for om man rent faktisk skal tro på at Brasilien denne gang mener reformer alvorligt, og at “tiden endelig er kommet” for landet af i morgen, som Brasilien er blevet kaldt i mere end 60 år, uden at “i morgen” har materialiseret sig.

Med Chile som forbillede 

Som jeg indledte med, følger der både risici og muligheder med valget af Jair Bolsonaro til præsident. Det kan udtrykkes med et ord: Chile 1973-1990. Efter sigende forsøgte Bolsonaro ved Pinochet’s død i 2006, at få overbragt sin kondolence til den gamle diktators efterladte via den Brasilianske ambassade i Santiago, som dog nægtede dette.  Og Pinochet er blandt Bolsonaro’s helte, hvilket ikke just er opløftende at tænke på. Men måske forklarer det også lidt af, hvorfor han efter han som medlem af deputeretkammeret mellem 1990 og 2016 stort set konsekvent stemte sammen med bl. a. PT i alle væsentlige økonomiske spørgsmål, tilsyneladende fik en åbenbaring sidste år, efter at have mødt Paulo Guedes, og nu tilsyneladende går ind for en (meget) liberal markedsbaseret økonomisk model.

Og muligheden for at Brasilien endelig gennemfører de nødvendige økonomiske reformer, som kan frigøre dets potentiale er lyset og håbet i forbindelse med denne regering, og personificeres af den 68-årige økonom Paulo Guedes, som er udpeget til at blive Brasiliens kommende finansminister.  Guedes læste i 70erne på Chicagos Universitet, og har selv sagt, at det var helt afgørende for hans syn på økonomi. I 1980erne underviste han på en række universiteter i Brasilien og netop Chile, for sidenhen at opbygge en betydelig formue som forretningsmand i den finansielle sektor.

En del af den kommende præsidents valgprogram har været en kraftig reduktion i antalet af ministerier, fra 29 til 15-16 stks. Som led i denne plan oprettes en et “super”-finansministerie, hvor både industri- og planlægningsministerierne lægges ind under. Det udløste stor kritik hos en række af den hjemlige industris interesseorganisationer – fordi det, som Guedes korrekt noterede, indebærer færre muligheder via lobbyisme at sikre sig subsidier og skattefordele samt beskyttelse mod udenlandsk konkurrence. Planerne om ensidig reduktion af toldsatser, uanset hvad andre lande gør, er naturligvis også blevet mødt med kritik fra den indenlandske industri. Det kan godt være at markedet, herunder potentielle udenlandske investorer elsker Guedes, men det gør de individuelle aktører bestemt ikke. De øvrige medlemmer, ikke mindst Argentina, er heller ikke specielt begejstrede for, at Paulo Guedes

Kort fortalt ønsker den kommende finansminister at åbne økonomien, reducere regulering og bureaukrati (ifølge Verdensbankens “Doing Business” bruger mellemstore virksomheder i Brasilien i gennemsnit 2600 timer om året alene på skat, mens man til sammenligning kan nøjes med at bruge 130 timer i Danmark), forenkle skattesystemet, sænke skattetrykket markant,  indføre et pensionssystem efter Chilens forbillede, altså baseret på en egentlig opsparing, decentralisere således at de enkelte delstater får større autonomi og privatisere så meget som muligt, bl. a. for at nedbringe statens hastigt stigende gæld.

Det er altsammen sød musik i ørerne på denne punditokrat, men der er et men, og det er et stort men. Hvis det lykkes at gennemføre ovenstående bare delvist, vil der være tale om de nogle af de største forandringer i Brasiliens historie. Der vil således være tale om et opgør med en  statsorienteret inward-orienteret økonomisk model med rødder tilbage til i hvert fald starten af det 19. århundrede. Og uanset hvad regeringen foreslå skal det jo vedtages af kongressens to kamre, og hvorvidt det er muligt er temmelig usikkert. Indtil videre er der derfor god grund til at være afventende, hvilket også præger markedet – især potentielle udenlandske investorer. De store stigninger i aktiekurserne, man har oplevet  i år og styrkelsen af real overfor dollars, efter det stod klart at Bolsonaro ville blive den næste præsident, skal primært ses som en reaktion på at modstanderen, Fernando Haddad fra PT, ikke blev valgt.

Der er primært tale om en indenlandsk reaktion, mens udenlandske investorer fortsat forholder sig afventende. Og hvis der er noget Brasilien har behov for er det udenlandske investeringer (man antager normalt, at disse helst skal ligge på 5 procent af BNP eller højere).

Reformdagsorden står og falder på Paulo Guedes succes – og mens man “hænger” på præsident de næste 4 år, kan han jo blive skiftet ud eller evt. gå selv. Det bliver derfor ikke sidste gang at vi skriver om udviklingen i Latinamerikas største økonomi.

 

 

 

 

Midten som forsvandt – Valget i Brasilien

Dagens historie fra Brasilien har naturligvis været at den kontroversielle højrekandidat, Jair Bolsonaro, vandt 1. runde af gårsdagens præsidentvalg i Brasilien relativt overlegent – og med en betydelig større opbakning end hvad meningsmålingerne pegede på. Med ca. 46 procent af stemmerne til Bolsonaro og ca. 30 procent af stemmerne til Arbejderpartiets (PT) kandidat, Fernando Haddad, går de to videre til 2. runde, søndag den 28. oktober. Her må Bolsonaro på nuværende tidspunkt anses for at være favorit til at blive Brasiliens næste præsident. Men intet er afgjort endnu. De to kandidater fører også klart i kategorien “hvem man ikke vil stemme på”. Afgørende kan således blive, hvorvidt de der ikke stemte på de to foragter og frygter Bolsonaro mere end de hader PT, og dermed Haddad.

Men uanset hvordan det går i 2. valgrunde kan vi allerede nu konstatere, at “midterkandidaterne” klarede sig elendigt. Alkcmin fra PSDB, som siden 1994 har haft en kandidat blandt de to med flest stemmer i 1. valgrunde ved hvert valg, endte på en 4. plads med kun små 5 procent af stemmerne, mens Marina fra REDE stod for den helt store nedsmeltning og kun fik en sølle procent.

At midten er forsvundet i Brasiliansk politik (vel og mærke en midte som ligger noget til venstre for den danske målt på økonomi og til højre målt på værdipolitik), understreges også af valget til kongressens to kamre, ikke mindst deputeretkammeret, hvilket fremgår af nedenstående figur. For første gang har højrefløjspartierne (og der er mange – i alt er der 30 partier i det nye deputeretkammer og 20 i det nye senat) absolut flertal.

Efter valget har man nu 301 ud af 513 pladser, altså absolut flertal. Det indebærer dog ikke at man heraf kan slutte at det bliver nemt at lave reformer. At være højreorienteret indebærer ikke nødvendigvis at man er specielt markedsorienteret eller at vi skal forvente at man får de tiltrængte markedsreformer. Også før valget i år var der et flertal bestående af centrum-højre partier, og det var ikke således at det nødvendigvis var midterkræfterne som bremsede gennemførelsen af reformer. Det vender vi tilbage til i et senere indlæg. Til gengæld må man forvente at det bliver temmelig umuligt for Haddad at få meget igennem, hvis han skulle ende med at sejre den 28. oktober.

Endelig resultat:

 

Opbakningen til demokratiet har aldrig været større siden militærdiktaturets ophør

En lille krølle på halen omkring den store opbakning til Bolsonaro og “hans” parti (Bolsonaro meldte sig først ind i januar i år), PSL, som gik fra 1 til 52 mandater i deputeretkammeret og fra nul til 4 pladser i senatet, er at hans fremgang flere steder udlægges som en afstandtagen til demokratiet og en “længsel  efter” diktatur og en stærk leder. Det sidste er måske rigtigt nok (Lula var også en caudillo), men intet kunne være mere forkert end forestillingen om at demokrati som styreform skulle være faldet i unåde hos mange brasilianere, som det fremgår af nedenstående graf.

Opbakningen til demokrati har aldrig været større, mens andelen som foretrækker diktatur eller er ligeglade aldrig har været mindre.

 

Betyder TV-tid noget og hvad med pengene? – Valget i Brasilien

Den ene kandidat er meget kontroversiel, har stort set ingen TV-tid og relativt få penge, mens den anden reelt er stand in for en tidligere præsident, som er udelukket fra at deltage i præsidentvalget, og endda sidder i fængsel. Det handler naturligvis om valget i Brasilien den 7. oktober og de to ledende kandidater, Jair Bolsonaro og Fernando Haddad.

De to med flest stemmer går herefter videre til 2. runde den 28. oktober, med mindre én kandidat opnår mere end 50 procent af stemmerne. Det vil ikke ske.

Fernando Haddad                                      Jair Bolsonaro

Og mens der for under 2 uger siden fortsat var spænding om hvem der skulle følge Jair Bolsonaro (se min tidligere artikel om de væsentligste kandidater) til 2. runde, synes spændingen nu stort set at være forduftet. Fernando Haddad, som er PTs kandidat efter det endeligt stod klart at Lula ikke fik lov til at stille op, stiger hastigt i meningsmålingerne. Og han stiger over alle uddannelses- og indkomstniveauer. Dog er der en klar tendens til at de bedst uddannede og højeste indkomstgrupper fortsat primært vil stemme på Bolsonaro. Hans problem i 2. valgrunde er, at der er ikke er så mange af dem, ligesom han klarer sig markant dårligere blandt kvinder end mænd.

Den kraftige stigning i opbakningen til Haddad modsvares af et markant fald i vælgere som angiver at ville stemme blankt.  For en mdr. siden var det omkring hver fjerde vælger der ville stemme blankt. Nu er det kun omkring hver tiende.

Forskellen i forhold til for 14 dage siden er ikke mindre voldsom. Ikke kun står Haddad til at gå videre til 2. runde, men nu også til at slå Bolsonaro relativt klart. Det kan selvfølgelig ændre sig, når Bolsonaro får adgang til valgreklamer efter 1. valgrunde, se også nedenfor, men alt ser i hvert fald ud til at vi får en 2. runde, hvor valget står mellem – lettere karikeret – det yderste højre og yderste venstre.

Brasiliens særlige regler for adgang til TV og radio og finansiering af valgkampagne

Brasilien har gennem årene haft et hav af forskelige regler for brug af medier og finansiering af valgkampe. Alle Brasilianske TV- og radiostationer er således pålagt at bringe et bestemt antal valgreklame blokke gennem valgperioden. Men i modsætning til herhjemme, hvor alle opstillingsberettigede partier får lige meget tid tildelt i ugerne op til et folketingsvalg, forholder det sig helt anderledes i Brasilien. Her er den tildelte tid baseret på beregning der favoriserer store partier og partier som er repræsenteret i deputerkammer og senat. Hvilket fremgår af nedenstående figur, hvor det skal tilføjes, at den enkelte præsidentkandidat ikke nødvendigvis har hele den tildelte tid til rådighed, da den er tildelt den gruppe af partier, som støtter den enkelte præsidentkandidat. Figuren dækker over fordelingen af 25 minutter, hvilket for eksempel medfører at den førende kandidat Bolsonaro og de to partier som bakker ham op har 8 sekunder til rådighed. Ligeledes får ikke alle kandidater mulighed for at deltage i de spørgeprogrammer eller valgdebatter, som TV selskaberne sender. Således deltager kandidaten for partiet Novo, Joao Amoedo ikke, selv om han i meningsmålingerne ligger foran MDBs kandidat Meirelles.


Som følge af de mange korruptionsskandaler de senere år er også indført en stram regulering af både hvem og hvor meget man må yde i bidrag, samt hvor meget man maksimalt må anvende på en enkelt kandidat i de to valgrunder. Hvor en stor del af midlerne tidligere stammede fra det private erhvervsliv, er det nu forbudt for virksomheder at donere penge til valgkampe. Kun privatpersoner kan donere, og må desuden ikke bidrage med mere end 10 procent af en årsindkomst. Samtidig har man dog øget offentlige midler med mellem 2½ og 3 mia. kr. til at føre valgkamp for. Ligesom vi kender det herhjemme, favoriseres etablerede og store partier ved tildelingen.


Det skal understreges, at beløbene er hvad de partier, som står bag de enkelte kandidater har til rådighed. Pengene skal således dels mellem kandidater til præsidentposten, senatet, deputerkammeret og guvernærposterne. Meirelles, som ikke spiller nogen rolle i dette valg, men repræsenterer MDB, må formentlig i vid udstrækning betale for sin kampagne ud af egen lomme.

Det er naturligvis er påfaldende, hvor få midler Marina og Bolsonaro og deres partier har til rådighed, sammenlignet med andre af de førende kandidater, som f. eks.  Alckmin fra PSDB og Haddad fra PT, samt de partier, som støtter deres kandidatur. Meirelles, som tidligere har været nationalbankdirektør under både præsident Fernando Henrique Cardoso og Lula, samt finansminister under den nuværende præsident Temer, er som sagt alene medtaget, fordi han og koalitionen af partier bag hans kandidatur er de bedst polstrerede. Til gengæld får han som nævnt næppe mange af midlerne til sin egen præsidentkampagne.

Penge og eksponering betyde noget, men….

Men hvor meget betyder det så? Tjah, det er jo vanskeligt at sige. Indtil videre kan vi alene konstatere, at den ledende kandidat er en af de kandidater, som har færrest penge til rådighed, samt at centrumkandidaten Alckmin, som har langt flere penge til rådighed, klarer sig ganske ringe.

Det skal også tilføjes, at når første runde af årets valg er overstået, vil de to kandidater som går videre, få tildelt 50 procent hver af den obligatoriske sendetid. Så må vi se om det ændrer noget i forhold til nu, hvor Bolsonaro står til at tabe til alle de andre førende kandidater, undtaget Marina.

Indtil videre har Bolsonaro formået at få opbakning fra mere end hver fjerde adspurgte uden at have adgang til at sende valgpropaganda. Det skal dog medtages, at det ikke er fordi han ikke har været og er eksponeret i medierne, og her handler det ikke kun om knivoverfaldet på ham for et par uger siden. Som med Trump i USA (og nye borgerlige herhjemme fristes man til at sige), har han i lang tid formået at fylde i medierne, ligesom han ubestridt fylder mest på de sociale medier.

Men det er svært ikke at tænke på, hvad der mon ville være sket, hvis IKKE man havde væltet Dilma Rousseff – som for øvrigt forventes at blive valgt til senatet – i 2016. Jovist, vælgernes hukommelse er kort, i hvert fald i Brasilien.

Lula’s skygge hviler tungt over valget i Brasilien

Næste måned går de brasilianske vælgere til valgurnerne. Der skal vælges ny præsident, ligesom alle medlemmer af deputerkammeret og 2/3 af senatet er på valg (derudover er delstaternes guvernører på valg) . Valget finder sted oven på den største økonomiske krise i landet i 100 år – BNP per indbygger er på ca. samme niveau som i 2008. Nok falder det samlede BNP ikke længere, men vækstraterne er så lave, at BNP per indbygger fortsat falder.

Som vi gennem årene ofte har gjort opmærksom på her på punditokraterne, er Brasilien en af de økonomier, som har klaret sig ringest i Sydamerika gennem de sidste flere årtier. Set på udviklingen siden årtusindeskiftet er det faktisk kun Venezuela der har klaret sig ringere.

Og som det også fremgår af nedenstående figur, er Brasiliens relativt ringe udvikling ikke af nyere dato. Set i forhold til det gennemsnitlige BNP per indbygger, har tendensen været negativ siden 1980erne. Selv i de “brølende” nuller, hvor Lula hyldedes internationalt og de rosende ord ingen ende ville tage, fremgår det at Brasilien klarede sig ringere end resten af Sydamerika.
Dette er naturligvis ingen overraskelse for denne blogs faste læsere. Vi påpegede tidligt at “hypen” omkring Brasilien var helt ude af proportioner, ligesom vi i flere indlæg har skrevet om behovet for markedsøkonomiske reformer, hvis man skal gøre sig håb om igen at opnå rimelige vækstrater. Desværre er der intet som tyder på at det forestående valg vil bane vej for et afgørende – og nødvendigt – paradigmeskifte. Faktisk er der en reel risiko for at en del af de reformer og tiltag, som trods alt er blevet gennemført de seneste år, under den meget upopulære præsident Temer, der overtog posten efter Dilma Rousseff, som blev afsat via en rigsretssag i 2016.

I anledning af valget vil jeg gennem de næste måneder, frem til 2. runde af præsidentvalget den 27. oktober, bringe en række indlæg. Vi taler trods alt om Latinamerikas absolut største økonomi (og verdens 8. største økonomi). En region som vi burde interessere os langt mere for her i Europa – og måske ikke mindst gøre mere for at knytte til os gennem bl. a. indgåelse af en handelsaftale. EU og Mercosur, som Brasilien indgår i, har i mere end 10 år forhandlet om en aftale. Tidligere var det især Brasilien og ikke mindst Argentina, som forhindrede i at man kom videre. Efter valget af Macri i Argentina i 2015 og Temers indsættelse som præsident i 2016, er det dog blevet mere og mere klart, at det nu reelt er EU, som blokerer for en aftale. Sørgeligt, da en sådan ville være med til at styrke de dele af både Brasilien og Argentina, som ønsker en mere moderne og markedsbaseret økonomi, til glæde for både landenes egne befolkninger, men midst lige så meget europæerne. Desværre forhindrer europæisk (og ikke mindst fransk) protektionisme på landbrugsområdet formentlig at en aftale gennemføres.  Et emne vi utvivlsomt kommer til at skrive mere om – ikke mindst hvis Argentina’s økonomiske problemer ender – som det er set så mange gange før – med et egentlig økonomisk sammenbrud. Sker det, vil EU indirekte bære en stor del af skylden. Her skal vi dog koncentrere os om valget i Brasilien.

Her i første omgang, vil jeg nøjes med en indledende gennemgang af de vigtigste kandidater og slutte af med at placere dem i forhold til økonomisk frihed og  politisk frihed (alene forhold til demokrati og ytringsfrihed). Med andre ord er der flere kandidater, men de scorer så lavt i meningsmålingerne at der ikke er grund til at bruge tid på dem.

 

Væsentligste kandidater

Geraldo Alckmin

Parti: PSDB ( socialdemokratiet i regering)/Radikale Venstre)

Uddannet læge. Har i flere omgange været guvernør i Brasiliens mest folkerige og velstående stat São Paulo, som tegner sig for en fjerdedel af Brasiliens befolkning og en tredjedel af den samlede økonomi.

PSDB’s kandidater til præsidentposten (Alckmin stillede selv og tabte til Lula i 206), har i de foregående valg været den private sektor og den mere velhavende og veluddannede del af befolkningens foretrukne. Men sådan er det ikke denne gang, hvor den langt mere “højreorienterede” kandidat, Jair Messias (ja det hedder han) Bolsanaro, se nedenfor, har overtaget rollen som den foretrukne kandidat for den bedst stillede del af befolkningen.

Skulle Alckmin vinde valget, vil det i store træk indebære en fortsættelse af den økonomiske politik, som er blevet ført under den nuværende præsident Temer de seneste 2 år.

Det vil sige fortsat åbning af økonomien, moderate privatiseringer, (forsøg) på reformer, herunder pensionsreformer.Alckmin har den bredeste gruppe af partier bag sig og får derfor flest “reklameminutter”, – ca. 40 procent, af de offentligt finansierede valgreklameblokke, som brasilianske TV-kanaler er forpligtigede til at vise frem til den 4. oktober.

Trods den umiddelbare fordel ved at være mest eksponeret via reklametid på TV, er tilslutningen, især blandt middelklassen behersket.

Jair Messias Bolsonaro

Parti: PSL : (Nationalisme/værdikonservatisme – mest oplagte parallel Donald Trump)

Tidligere kaptajn i hæren og medlem af deputeretkammeret   siden 1991, valgt for Rio de Janeiro. Frem til 2014-2016 var han ikke særligt kendt (ud over Rio de Janeiro), og, men efter Lava Jato (den store korruptionsskandale) og i forbindelse med afsættelsen af Dilma Rousseff i 2016 er hans popularitet steget voldsomt.

Bolsonaro er meget kontroversiel, og har bl. a. gjort sig bemærket med voldsomt homofobiske bemærkninger. Efter han i sidste uge blev stukket ned under et valgmøde, hvilket indebærer at han ikke selv deltager fysisk i den resterende del af valgkampen op til første valgrunde, er hans popularitet steget yderligere. Han ligger klart i front til at vinde 1. valgrunde i de seneste meningsmålinger. Bolsonaro står især stærkt i den sydlige del af landet, blandt middeklassevælgere og unge (ifølge en meningsmåling fra primo september, vil næsten hver tredje vælger mellem 16 og 25 år stemme på ham i første valgrunde).

Når det kommer til den mulige økonomiske politik er det vanskeligt at indplacere ham (hvorfor han optræder to gange i nedenstående grafik over kandidaternes placering). Lytter man til den Chicago-uddannede økonom Paulo Gerdes, som er Bolsonaros bud på en kommende finansminister, skal den stå på reformer i stil med de der gennemførtes i Chile i 1970erne. Dette står dog i skarp kontrast til Bolsonaros stemmeafgivning gennem 27 år i kongressen, hvor han konsekvent har stemt mod privatisering og for mere statslig involvering.

Som angivet ovenfor er det svært ikke at komme til at tænke på Donald Trump, når talen falder på Bolsonaro. Dog med to væsentlige forskelle: 1) I modsætning til Trump har Bolsonaro været en del af det politiske system i næsten tre årtier; 2) Trump blev valgt til præsident på holdninger, han har givet udtryk for siden 1980erne, mens Bolsonaro går til valg på stort set den modsatte økonomiske platform af, hvad han har stemt for gennem alle årene som medlem af deputeretkammeret.

Ciro Gomes

Parti: PDT (socialdemokratiet/SF)

Tidligere borgmester, (populær) guvernør i Ceara, finansminister en kort overgang i 1. halvdel af 1990erne. Ciro Gomes kommer ud af et politisk dynasti, der går 10 år tilbage i tiden. Hans styrke ligger i Nordøstbrasilien. Han er sammen med Haddad, se nedenfor, det pt. bedste bud på at gå videre til anden runde den 27. oktober, hvor han formentlig er den af kandidaterne med størst mulighed for at  slå Bolsonaro. 

Ciro Gomes har størst opbakning i Nordøstbrasilien, samt blandt vælgere med lidt eller ingen uddannelse, lave indkomster og lidt oppe i årene (den største tilslutning har han blandt vælgere på 55+ år)

Den største udfordring for at videre til 2. runde bliver Fernando Haddad fra PT. De kæmper om stort set de samme vælgere. Ciro Gomes chance ligger i at tilstrækkeligt med tidligere PT-vælgere skifter parti i vrede over den omfattende korruption (ud over Lula er flere ledende medlemmer af PT allerede dømt lange fængselsstraffe for korruption). De seneste meningsmålinger tyder dog ikke på den store succes.

Det hjælper næppe heller at Ciro Gomes og ikke mindst hans bror Cid Comes (også tidligere guvernør i Ceara og undervisningsminister i 3. mdr. i 2015) er bl. a. mistænkt for korruption i Ceara.

Ciro Gomes prøver at lancere sig som et spiseligt alternativ for mere moderate vælgere (og erhvervslivet) i forhold til PT. På den anden side har han også meddelt, at de oliekoncessioner som tidligere er solgt til en række multinationale selskaber, skal trækkes tilbage.

Marina Silva

Parti: REDE – (“grøn-rød” socialdemokrat)

Kommer fra en meget fattig familie og lærte først at læse, da hun var 16 år. Kendt internationalt for hendes kamp for miljø. Oprindeligt medlem af PT  og minister under Lula. Trak sig dog som minister, og meldte sig få år efter ud af partiet, da hun ikke mente man prioriterede miljøspørgsmål tilstrækkeligt. Har været kandidat to gange før, i 2010 og 2014, hvor hun endte på 3. pladsen begge gange.

Sandsynligheden for at at det denne gang skulle lykkes for hende at gå videre til 2. runde er dog minimal. Dels har hun stort set ingen TV-tid, og hendes kombination af social indignation, prioritering af miljø og pragmatisk økonomisk politik virker ikke rigtigt på vælgerne denne gang.

Fernando Haddad

Parti: PT (mellemting mellem SF og Enhedslisten)

Tidligere undervisningsminister under både præsident Lula og præsident Dilma Rousseff, tidligere borgmester i Sao Paulo. Han mislykkedes dog med at blive genvalgt i 2016. Planen for at få Hadda videre til 2. runde er helt åbenlyst at associere hans navn med Lula. “Haddad er Lula” kommer til at blive gentaget igen og igen på både TV og i radio de kommende uger. Modtrækket fra de andre kandidater  – ikke mindst Ciro Gomes – er allerede at “Hadda er Dilma”.

I modsætning til Lula, som fortsat nyder stor popularitet trods at han er dømt for korruption, er Dilma ingen stjerne, mildt sagt.

Hvorvidt det bliver Ciro Gomes eller Haddad, der går videre til 2. valgrunde sammen med Bolsonaro, vil formentlig i høj grad være afhængig af hvem af de to, som får mest opbakning i Nordøstbrasilien. Hvis Haddad trækker sig sejrrigt ud af den duel, peger de seneste meningsmålinger på meget tæt løb mellem Haddad og Bolsonaro (i modsætning til Ciro Gomes, som står til at vinde relativt klart).

Interessant nok får Haddad ifølge IBOPEs vælgerundersøgelse størst opbakning blandt vælgere, som tjener mere end 5 minimumslønninger. Vælgerundersøgelsen er dog lavet inden det blev officielt, at Haddad er kandidat for PT, og dette kan derfor have ændret sig siden.

Billedresultat for haddad e lulaDet er formentligt Haddads bedste (eneste?) chance at vælgerne forbinder ham med Lula. Var højesterets afgørelse i slutningen af august faldet ud til Lula’s fordel, således at han kunne have deltaget i valget, ville han stensikkert have vundet 1. valgrunde. Det kan måske nok undre, at et muligt udfald havde været, at man havde valgt en kandidat, som er dømt og sidder i fængsel. Men Lula er en “bigger than life” skikkelse i Brasilien. Og en ting er at en del vælgere slet ikke tror han er skyldig – det er også den fortælling PT og dele af venstrefløjen turnerer rundt med – men antallet af vælgere, som ville stemme på Lula er større end antallet som fortsat tror han er uskyldig dømt. Grunden er dels en kombination af vælgere som får ud fra at alle kandidaterne er korrupte i en eller anden grad (en meget forståelig opfattelse) og at korruption for en del vælgere, især blandt de fattigste, bare ikke spiller nogen særlig stor rolle. Til gengæld husker de at det gik meget bedre for brasiliansk økonomi under Lula’s regeringstid. At den førte økonomiske politik under Lula, bærer et meget stort ansvar for først stagnationen og herefter tilbagegangen efter 2010, kan man ikke forvente at den enkelte vælger forstår.

Pest eller kolera

Nedenfor har jeg prøvet at indplacere de enkelte kandidater. Dels vurderet på deres ideer om hvordan økonomien skal indrettes og dels på hvor autoritære vs. liberale de egentlig er, vurderet på respekt for demokratiet og ytringsfrihed. Som nævnt under afsnittet om Bolsonaro, hersker der noget forvirring omkring hvad han egentlig vil når det kommer til økonomiske spørgsmål. Derfor optræder han to gange. Dels vurderet på hvordan han reelt har stemt (mere stat og mindre marked) og dels vurderet på hvad han forslag til finansminister har sagt og skrevet (meget mere marked og meget mindre stat).

Der vil sikkert være en del på venstrefløjen som vil protestere over indplaceringen af PTs kandidat Haddad som værende autoritær. Men skal man tage udsagnet om at “Haddad er Lula” alvorligt, bør medtages, at Lula som præsident i flere omgange bl. a. truede navngivne publikationer, ligesom Lula og PT udfordrer retsstaten med deres angreb på retssystemet, hvor de anklager navngivne dommere for at gå målrettet efter PT i forbindelse med de mange korruptionssager. Skulle Haddad stå tilbage som den endelige vinder den 27. oktober, kan vi således forvente at Lula benådes, mens flere fremtrædende dommere formentlig vil blive forsøgt afsat.

 

Af alle de ledende kandidater er det formentlig kun Marina og Alckmin (hvoraf sidstnævnte også er under mistanke for korruption), der erkender magtens tredeling og betydningen af ytringsfrihed.

Uanset hvem der vinder valget skal der dog næppe forventes noget paradigmeskifte i Brasilien. Også den brasilianske præsidents magt er begrænset og lovgivning kræver flertal i kongressens to kamre. Det gælder ikke mindst hvis man ønsker at gennemføre væsentlige forandringer. Det har historisk vist sig at være meget svært, og bliver næppe nemmere efter valgene i oktober. Det tager vi op igen, når vi kender sammensætningen af kongressens to kamre efter den 4. oktober.

3F-præsidenten slår til igen

Den nyligt indgåede handelsaftale mellem Mexico og USA understreger endnu en gang,  at Donald Trump ikke forstår grundlæggende handelsteori og nationaløkonomi. Aftalen vil, hvis den træder i kraft, alt andet lige, være til skade for både Mexico og USA, hæmme produktiviteten, svække amerikansk bilindustris konkurrenceevne og medføre højere priser (på biler) for den amerikanske forbruger.

I sidste uge meddelte præsident Trump at man var nået til enighed med Mexico om en ny handelsaftale til afløsning for NAFTA-aftalen mellem Canada, Mexico og USA. Canada er med andre ord indtil videre ikke med i den nye aftale, om end der pågår forhandlinger netop i disse dage. Hvor det ender og hvorvidt nye aftaler overhovedet kan komme igennem kongressens to kamre er usikkert på nuværende tidspunkt (Trump kan formentlig godt opsige NAFTA-aftalen uden godkendelse, men han kan ikke indgå en ny aftale uden flertal i de to kamre).

Ud fra hvad vi kender til aftalens indhold indtil videre, kan vi dog allerede nu konstatere, at der er tale om et tilbageskridt i forhold til den nuværende NAFTA-aftalen, vurderet på de økonomiske konsekvenser for den økonomiske udvikling i både Mexico og USA.

Aftalen indebærer bl. a., at:

  1. bilproduktion fremover skal have et lokalt indhold på  75% i stedet for de nuværende 62,5%, for at blive fritaget for told.
  2. Det kræves, at mellem 40% og 45% af biler og bildele skal produceres af arbejdstagerne, med en timeløn på mindst  16 $ ( minimumslønnen i Mexico er ca. 5 $, om DAGEN, mens den gennemsnitlige timeløn indenfor fremstillingsvirksomhed er 2,30 $ i timen). Det vil alt andet lige indebære, at det bliver mindre attraktivt for virksomhederne at opretholde og/eller investere yderligere i produktion i Mexico, som i stedet vil blive placeret i USA og Canada. 
  3. Der stilles minimuskrav til, hvor meget stål og aluminium, som skal stamme fra  Nordamerika i bilproduktionen, for at opnå toldfrihed.
  4. Der kommer også nye (og højere) krav til oprindelsesland og lokalt indhold i andre sektorer. Det gælder bl. a. indenfor tekstiler, kemikalier, stålintensive produkter og andre industrivarer, hvis man skal fritages for told.
  5. Skærpelse af beskyttelse af den Intellektuel ejendomsret, Denne del af aftalen kan ses som modellen for hvad der femover vil blive krævet fra amerikansk side (bl. a. i forhold til aftaler med Kina).
  6. Told afskaffes for handel med digitale produkter, som distribueres elektronisk. Det vil sige bl. a. e-bøger, videoer, musik, software og spil (af gode grunde var der ikke taget højde for digitale produkter i den gamle aftale.
  7. Krav til Mexico om at anerkende kollektive forhandlinger (hvad der præcist menes er dog usikkert, repræsentanter for henholdsvis den amerikanske og mexicanske regering har noget forskellig udlægning af hvad det vil betyde for mexicansk lovgivning på området).
  8. Der er tale om en 16-årig aftale med mulighed for revision efter 6 år.
  9. Til bilæggelse af stridigheder opretteredes der sammen med Nafta et system af internationale domstole til at afgøre tvister mellem virksomheder og de enkelte medlemslandes regeringer. Den nye aftale indebærer en indskrænkning i mulighederne for at få behandlet uenigheder ved en international domstol indenfor visse sektorer, mens andre (bl. a.  Olie- og gas-, energi- og infrastrukturvirksomheder) fortsat vil kunne få behandlet deres tvister ved disse.
  10. For landbrugssektoren fastholdes toldfrihed stort set, som i den oprindelige Nafta-aftale. 

Den “nye” aftale er altså mindre frihandelsorienteret end den nuværende. I tilfælde af at aftalen rent faktisk træder i kraft vil den både være til skade for velstanden i Mexico og USA. Således indebærer de nye krav til løn og arbejdsvilkår i Mexico indenfor bilindustrien (kravet om en minimumsløn på 16 USD. i timen har ingen betydning i USA), alt andet lige, at beskæftigelsen i eksportsektoren falder i Mexico. For amerikanske forbrugere indebærer den nye aftale, alt andet lige,  dyre produkter (biler). Hvor stor effekten vil blive kendes dog ikke på nuværende tidspunkt.

Når Donald Trump erklærer, som han har gjort i flere sammenhænge, at han er tilhænger af frihandel, skal det ikke forstås som nationaløkonomer forstår det. Det er ikke et tilfælde at han f eks. har erklæret, at “I’m a big free trader. But it has to be fair”. Afgørende er tilføjelsen af “fair”, for hvad vil det sige? Det er en fuldkommen subjektiv vurdering. Her er han på linje med diverse hjemmelige NGO’ere og fagforeninger. Med andre ord. Når man i Trumps valgprogram kunne læse, at der skulle sættes en stopper for “sweatshops i Mexico, der underbyder amerikanske arbejdere”, så skulle det tages alvorligt.

Som der dog anføres af Bloomberg, under overskriften “Trump’s Mexico Trade Deal Looks Like a Lemon“, er de umiddelbare skadevirkninger formentlig begrænsede -heldigvis. Det ændrer dog ikke ved at der skabes en beklagelig præsidens. Og interessant nok er det stik imod hvad økonomerne Edward C. Prescott og Lee E. Ohanian i en kronik i Wall Street Journal anbefaler i et grundlæggende meget positivt indlæg, nemlig at :

Growth rates could improve with further policy changes. One example is a reduction in trade barriers. Since the General Agreement on Tariffs and Trade was signed 70 years ago, international commerce has expanded dramatically, hugely benefiting U.S. consumers by lowering prices and increasing the variety of available goods. The average household’s benefits from trade are greater than $10,000 a year, according to the Tax Foundation. Further cooperative trade agreements—rather than wide-ranging tariffs—would expand these already large benefits.

Desværre må vi konstatere, at det ikke kommer til at ske – i hvert fald ikke under den nuværende præsident.

Vi har før skrevet om Donald Trumps håbløse forståelse for nationaløkonomi og betydningen af frihandel før, og aftalen med Mexico understreger, at han er opsat på at forfølge denne.

Trump (og hans nærmeste rådgivere på området Peter Navarro og handelsminister Wilbur Ross) er af den overbevisning, at import skader USAs økonomi, selv om det forholder sig omvendt, som påpeget i flere indlæg i sommerens serie om betydningen af frihandel.

Men græmmes vi her på punditokraterne, må man formode at der jubles i NGO- og fagforeningskredse. Her trives jo forestillingerne om fair handel. For verdens fattige og forbrugerne er det dog en anden sag.

 

Menneskets og borgerens rettigheder – gæsteindlæg i anledning af Bastilledagen


Menneskets og borgerens rettigheder

af Peter Bjerregaard og Andreas Paulsen

”Tag flagene fra dem, kom!” Sådan lød ordren over politiradioen for nogle år siden på Christiansborgs slotplads. Kort efter fik demonstranter frataget deres Tibet-flag og deres grundlovsfæstede ret til fredelig protest.

Tibet-sagen har rystet mange som et eklatant, men enkeltstående eksempel på teknokratisme af værste skuffe og betjentes blinde lydighed, der tilsidesætter grundlæggende borgerlige rettigheder. Efterfølgende undersøgelser har dog afsløret en langt mere dyster virkelighed. Visse statslige bureaukraters og politifolks manglende respekt for retsstatens fundament stikker dybt og vidner om en udbredt demokratisk analfabetisme, der skyldes årtiers ringeagt for folkestyrets ophav.

I dag, den 14. juli, er en kærkommen anledning til at fejre netop dette ophav. Bastilledagen symboliserer overgangen fra middelalder, hvor magt var ret, til den tidlige modernitet, hvor ret gradvist blev til magt. Vi bør minde os selv og hinanden om, at det moderne, borgerlige Danmark er antitesen til ”den stærkes ret”. Statslige myndigheders legitimitet og autoritet begrundes således her med deres respekt for menneskets iboende værdighed og borgerens umistelige rettigheder.

14. juli markerer parisernes angreb på feudalmagtens forhadte Bastille-fængsel i 1789 og – endnu vigtigere – Kong Ludvig XVI’s accept af grundlæggende menneske- og borgerrettigheder den 14. juli 1790. Begivenheden var kulminationen på de borgerlige revolutioner, der udløste det 19. århundredes bølge af frie forfatninger på tværs af Europa – inklusiv Danmark i 1848–1849.

Den moderne samfundsfrihed

”Skal jeg gøre rede for, hvorfor jeg elsker Grundloven,” forklarede Danmarks grundlovsfar, Orla Lehmann, i Vejle i 1860, ”da vil jeg først og fremmest nævne, at det er den, som har hævet os til den høje værdighed at være en fri stats frie borgere. Skulle jeg tænke mig muligheden af at vende tilbage under enevælden, da ville jeg skamme mig (…) som var jeg blevet til en ussel træl”.

I sin Vejle-tale beskriver Lehmann forudsætningerne for den moderne samfundsorden, som voksede frem i Danmark med indførelsen af liberale borgerrettigheder, folkestyre og markedsøkonomi. Lehmanns demokratiske præmisser omhandler de værdier, principper og derpå byggende normer, hvormed vi som samfundsborgere omgår hinanden, vælger vores politiske repræsentanter og indretter vores offentlige myndigheder. I Lehmanns optik er disse borgerlige normer fundamentet under den demokratiske ånd i Grundloven og den eneste langsigtede garant for samfundsfriheden.

Den første af disse forudsætninger er samfundspagten mellem borger og stat, hvorved statens myndighedsudøvelse legitimeres gennem dens respekt for borgerens frihed. Således udøver politibetjenten i den danske retsstat sin autoritet med udgangspunkt i sit demokratiske mandat – og ikke i vilkårlig fysisk overlegenhed eller ”den stærkes ret” som under et tyrannisk regime.

Foruden samfundspagten beskriver Lehmann meritokratiet og rollen som samfundsborger som forudsætninger. I et frit samfund er det afgørende, at alle indbyggere møder hinanden som ligebyrdige borgere, hvis frihed alene afgrænses af forfatningens borgerlige rettigheder og pligter. Denne borger-lighed er grundlag for samfundets vækst, udvikling og begavede ledelse, idet individuelle meritter frem for vilkårligt ophav baner flittige talenters vej til samfundets topposter.

Samtidig pålægger denne borger-lighed, der vel at mærke er modsætning til misundelsens og flertalstyranniets ligemageri, hver samfundsborger – med eller uden offentligt embede – at drage omsorg for sit samfund og i særdeleshed for samfundets frihed: ”Det er de frie forfatningers inderste væsen, at hver mand er medansvarlig for landets skæbne”, understregede Lehmann.

I vores hænder

Tibet-sagens afdækning af hjerteskærende mangel på respekt for Grundloven og dens ånd hos dele af Udenrigsministeriet og Politiet er udtryk for, at vi som samfund har forsømt den folkelige kultivering af det, Lehmann kaldte frihedsbevidsthed. Som logisk følge lider landet under udbredt demokratisk analfabetisme. I folkeskoler, gymnasier og på videregående uddannelser – inkl. naturligvis Politiskolen – bør vi sikre, at de eviggyldige forudsætninger for folkestyret kendes, så Grundlovens ånd rodfæstes i vores daglige normer. Både i og uden for statens embedsværk.

Præamblet til Erklæringen om Menneskets og Borgerens Rettigheder fra 1789, som fejres 14. juli, beskriver, at ”uvidenhed om, forglemmelse af og foragt for menneskets ret” er årsagen til samfunds elendighed og regeringers korruption. Vores fortsatte eksperiment med frihed og folkestyre er i vores, borgernes, hænder. Nu som for to hundrede år siden. Glædelig 14. juli!

 

Peter Bjerregaard er uddannet sociolog og arbejder i energisektoren. Han har tidligere været klimaredaktør på RÆSON, chefredaktør på det internationale energi- og klimamagasin FORESIGHT og højskolelærer på Grundtvigs Højskole.

Andreas Paulsen er cand.mag. i europæiske studier, entreprenør i den private sundhedssektor og underviser i politisk filosofi. Andreas har som foredragsholder og kender af franske samfundsforhold bl.a. behandlet franskmændenes respons til de seneste års terrorangreb.

Reklame! O Mecanismo – ny TV-serie om korruption i Brasilien

Jeg er stor fan af Netflix. Jovist er det mere bras end kvalitet – hvilket også gælder deres egenproduktion (men det gælder vist alle streamingtjenester og traditionelle TV-kanaler, stats- som privatejede). . Men så er der en serie som den egenproducerede serie “O Mecanismo“, som lige har haft præmiere, og også kan ses på den danske Netflix.

Bag serien står bl. a. producent, instruktør og manuskriptforfatter José Padilho, kendt fra bl. a. “Narcos” og “Tropa de Elite”. O Mecanismo (The Mecanism på engelsk) er en dramaserie, som bruger den enorme korruptionsskandale, Lava Jato, som udgangspunkt. Serien følger efterforskningen og har skabt stor furore og vrede, ikke mindst på den Brasilianske venstrefløj, som opfordrer til boykot af Netflix.

I forbindelse med præmieren har Netflix åbnet korruptionsbutikker (lojas da corrupção) i lufthavne i São Paulo og Brasilia (se ovenstående video). På youtube kan man også finde nedenstående fabelagtige “reklamefilm”, hvor hovedbudskabet er at  det er muligt at være “med på moden over hævet over loven”.

Herfra skal bare lyde en kraftig opfordring til at se serien, den er fremragende. Og som vi tidligere har skrevet her på bloggen anser vi Lava Jato som noget af det mest positive der er sket i Brasilien i mange år – altså ikke selve korruptionen, men afsløringerne af magtfulde politikere og erhvervsfolks ageren og de efterfølgende fængselsdomme over dem.

Mere om frihandel, Trump og andre merkantalister

Jeg har i dag et indlæg i Ræson om Trump og andre merkantilister (og jo, der er jo som bekendt en del), “Trump forstår ikke, hvordan handel fungerer. Det er han ikke ene om“. For læsere af punditokraterne kommer det næppe som en overraskelse, at en centrale pointe er, at indførelse af handelsrestriktioner primært skader det land som indfører restriktioner. Eller med andre ord, at indførelse/opretholdelse af handelsrestriktioner nok kan gavne særinteresser, men det sker på bekostning af et samlet velstandstab.

Som vi også tidligere har påpeget flere gange her på bloggen, er en væsentlig effekt af frihandel lavere priser på handlede varer, hvilket ikke mindst kommer de laveste indkomstgrupper til gode. Nedenstående tabel over prisudviklingen på udvalgte handlede og ikke-handlede varer i USA i perioden 2000-2007 og 2008-2014, illustrerer fint denne pointe.

Tabellen stammer interessant nok fra et Joint Economic Comittee notat fra 2015, Consumer Benefits from International Trade, hvor det man  bl.a. påpeger at “Consumer interests too often are secondary to other considerations in trade policy”, at “International trade has widespread benefits and in particular for low-income families” samt at “Holding back trade to serve specific interests rarely is in the public interest”. Udsagn som vi her på punditokraterne er helt enige i. Historien viser klart, at de mest åbne økonomier også er de økonomier som har klaret sig bedst og sikret den højeste levestandard for deres borgere. Ikke via primært via eksport, men derimod via let adgang for import. Som jeg afslutter mit indlæg på Ræson er virkeligheden desværre (også), at “handelspolitik i alt for høj grad er præget af hensynet til særinteresser”. Det gælder i Europa, som det gælder i USA.”

 

 

 

Import er vigtigere end eksport

UNCTAD udsendte for nylig en rapport om hvorledes eks- og importører ikke fuldt ud udnytter mulighederne i EUs handelsaftaler med 3. lande. Hovedkonklusionen er, at især små- og mellemstore virksomheder ofte ikke udnytter mulighederne for toldfri handel, fordi de på forhånd opgiver at levere den krævede dokumentation om lokalt indhold. Egentlig ikke nogen særlig overraskende konklusion, men derimod en problemstilling som er typisk i forbindelse med bilaterale handelsaftaler generelt.

I forbindelse med offentliggørelsen af rapporten, blev Stefano Imana, handelsjuridisk ekspert i UNCTAD og medforfatter til rapporten, interviewet af Jylllands-Posten, til hvem han bl.a. udtalte, at

EU’s frihandelsaftale med Chile har eksisteret i 10 år, mens vores rapport viser, at den for EU-eksportørers vedkommende kun udnyttes 62 pct. Det rejser spørgsmålet om, hvorvidt interessen for at indgå denne aftale primært har været politisk, når nu tallene viser, at erhvervslivet kunne bruge aftalen langt mere.

Hele artiklen, “Rapport sår tvivl om værdien af handelsaftaler“, kan læses på JPs hjemmesider (hvis man har abb.)

Artiklen fulgtes nogle dage senere op af et debatindlæg, “frihandelsaftaler gør Danmark meget rigere“, skrevet af udenrigsminister Anders Samuelsen sammen med repræsentanter for bl. a. Landbrug & fødevarer, DI, rederiforeningen og andre med interesse i fremme af dansk eksport.

Der er tale om en udmærket standardindlæg, som ikke adskiller sig fra mange andre indlæg fra “The usual suspects” i den løbende debat om frihandelsaftaler (som ikke er helt det samme som frihandel) – desværre fristens man til at tilføje. Indlægget skæmmes nemlig af to grundlæggende fejl.

Efter (korrekt) at påpege, at en række allerede indgåede handelsaftaler  medfører øget dansk eksport og at EU har frihandelsaftaler med mere end 60 lande, skriver man at

Det skaber tusindvis af arbejdspladser og beskytter mod ny protektionisme. Alene frihandelsaftalen med Sydkorea estimeres af Udenrigsministeriet at have skabt op mod 1.500 nye danske arbejdspladser i eksporterhvervene.

Det er både rigtigt og forkert. Det er sikkert korrekt at der er kommet flere arbejdspladser indenfor eksporterhvervene, men det indebærer ikke at der netto skabes flere arbejdspladser ved at indgå i (fri)handel med andre lande. Nettoeffekten på beskæftigelsen af at handle med andre lande er nemlig et stort rundt nul! Den korrekte formulering er, at der skabes mere produktive arbejdspladser og dermed bedre lønnede arbejdspladser. Og det er altså en ikke uvæsentlig sondring, som det er værd at understrege. Bedre bliver det ikke af, at man i dette indlæg – som i hundredevis af andre gennem årene – ikke forholder sig til det væsentligste argument for frihandel. Og det er ikke muligheden for øgede danske eksportindtægter, men derimod øget import. Det er herfra de væsentligste samfundsøkonomiske gevinster, som vi alle – ikke mindst de laveste indkomster – nyder godt af kommer.

Det er hvad der skal forstås ved de sidste 4 ord i udsagnet

at frihandel helt entydigt er en gevinst for Danmark, for danske virksomheder og for hver eneste dansker

Det er der næppe mange som fanger. Ligeledes er det tvivlsomt hvorvidt skribenterne selv er klar over det. Deres mandat og interesse (minus udenrigsministerens) er selvfølgelig heller ikke at tilgodese den almindelige borger/forbrugers interesser, men derimod de særinteresser de repræsenterer. Desværre er det til gengæld så som så med forståelse og interesse for frihandels enorme betydning for vores velstand fra den interesseorganisation, forbrugerrådet, som vel burde repræsentere forbrugernes interesse. De foretrækker derimod at propagandere for en regulering af den internationale handel (fairtrade), som både er til skade for den økonomiske vækst og udvikling i fattigere lande og danske forbrugeres velstand.

Vi har tidligere skrevet om betydningen af frihandel for vores velstandsudvikling  – ikke mindst for de laveste indkomstergrupper, se bl. a. indlægget, “tabere og vindere ved frihandel

Men måske skyldes den manglende interesse for, at påpege, at den altoverskyggende positive velstandseffekt stammer fra de øgede importmuligheder og ikke via  øget eksport, at det reelt er det samme som at sige at frihandelsaftaler er overflødige, og at vi i stedet unilateralt “bare” bør åbne grænserne for omverdens eksport til Danmark og det øvrige EU.

Latinamerika – Who’s hot and who’s not III – Argentina og europæisk protektionisme

EU og Mercosur har siden 1999 forhandlet om indgåelse af en handelsaftale uden resultat. Mens hovedansvaret for de manglende resultater for blot få år siden primært kunne lægges på et par af landene i Mercosur – ikke mindst Argentina – er EU i dag den største hindring for indgåelse af en aftale.

Argentina’s præsident, Mauricio Macro besøgte i fredags Frankrig og Macron. Der blev diskuteret Argentina’s evt. optagelse i OECD (hvilket USA støtter, mens de Europæiske medlemslande er mildt sagt mere forbeholdende), reformerne i Argentina og ikke mindst mulighederne for endelig at få en handelsaftale i stand mellem EU og Mercosur – Argentina, Brasilien, Paraguay, Uruguay og Venezuela (som dog er suspenderet, og næppe bliver aktivt medlem igen, med mindre der kommer et demokratisk regimeskifte) – efter næsten 20 års forhandlinger.

På den efterfølgende pressekonference vist Macron desværre at han trods al snakken om modernisering af Franskrigs økonomi og markedsliberale reformer, først og sidst er franskmand. Således sagde han om en mulig handelsaftale;

“Vi vil ikke indgå i aftaler, der favoriserer landbrugs- eller fremstillingsvirksomheder, tusind kilometer væk og med en anden social og miljømæssig model, der er forskellig fra dem, der pålægges tilsvarende sektorer i Europa”

Og fortsatte

“Frankrig er fast besluttet på at sikre sit oksekødsmarked og produktion i forbindelse med Brexit og er ikke villig til at tillade destabilisering i en sektor, den betragter som fremragende”

Når man ser på hvad EU har at tilbyde er det rent ud sagt beskæmmende. Det seneste (kendte) udkast fra EU indebærer således at man allernådigst vil tillade at Argentina, Paraguay, Brasilien og Uruguay kan eksportere 70.000 tons oksekød toldfrit til EU. Det er 30.000 tons mindre end det tilbud, som var på bordet  i 2004!!!!! Kommissionens forklaring er at EU-borgerne spiser mindre kød i dag. De 70.000 tons skal ses i forhold til at man i 2017 producerede små 7,8 mio. tons oksekød i EU.

Ligeledes blokerer EU for optagelse af Argentina og andre lande i OECD, mens USA er positive. Ak ja, hykleriet er til at tage og føle på.

Oplever Argentina et varigt paradigmeskift?

Hvis der skulle være nogle af læserne som er skeptiske overfor reformer i Argentina er det fuldt forståeligt. Historisk har den første økonomiske politik været mildt sagt inkonsistent, og man er vekslet mellem boom og bust, mens den overordnede økonomiske vækst gennem de seneste 50-100 år har medført, at man er gået fra at være et verdens rigeste lande til den “bløde” mellemvare, hvilket vi har behandlet tidligere her på bloggen, hvor vi også har anbefalet Mauricio Rojas fremragende bog “Carmensitas sorg” (kan desværre ikke længere  downloades gratis), som fortæller historien om Argentinas økonomiske forfald.

Som altid er der “pro and cons”. Som IMF bemærker i deres seneste revision for Argentina, som udkom ultimo 2017;

The economy is rebounding. The government has unwound multiple distortions and made important progress in restoring integrity and transparency in public sector operations. These policy changes have put the economy on a stronger footing and corrected many of the most urgent macroeconomic imbalances. Argentina is experiencing a solid recovery from last year’s recession and, even in the face of planned fiscal consolidation and ongoing efforts at disinflation, growth is expected to slowly pick up in the coming years. Inflation continues to fall, albeit at a slower pace than targeted by the central bank.

Men samtidig påpeger man (korrekt), at der er en række faldgrupper ved den gradvise tilpasning og reformstrategi, som man har valgt. På den ene side er den økonomiske vækst vendt tilbage mv., men samtidig oplever man stigende underskud på betalingsbalancen, øget ekstern gældsætning,mens inflationen nok er faldet, men fortsat er høj (og højere end oprindeligt forventet (IMF’s seneste opdaterede forventninger for de kommende år fremgår af nedenstående tabel).

Som man bemærker,

The gradualist fiscal strategy adopted by the authorities smoothed the impact of the needed consolidation on activity and jobs but comes with negative side effects,

Givet den politiske virkelighed og regeringens behov for at samle et flertal bag sin politik, har man næppe haft noget alternativ. Og mens der fortsat er et stort behov for yderligere reformer, skal det fremhæves at man faktisk har taget fat på både arbejdsmarkeds-, skatte- og pensionsreformer. Og sammenlignet med naboen Brasilien, er man nået en del længere. Således lykkedes det at gennemføre nødvendige pensionsreformer i efteråret, på trods af voldsom modstand fra de traditionelt stærke (og peronistiske) fagforeninger. Dette i modsætning til Brasilien som siden 2016 igen og igen har udsat sine pensionsreformer, som for hver udsættelse er blevet svagere og svagere (og lige nu er risikoen for at der ikke gennemføres noget før præsidentvalget til efteråret ganske betydelig).

Det er også værd at bemærke at præsident Macri og hans regering styrkedes ved efterårets midtvejsvalg, hvilket tyder godt for Macri’s chancer for genvalg ved præsidentvalget i 2019.

I så tilfælde bliver han den første ikke-peronistiske præsident som genvælges. Det vil i sig selv være en afgørende begivenhed i Argentina, hvor peronisterne har domineret Argentinsk politik siden 1940erne – hvis man ser bort fra perioderne med militærdiktatur.

Ud over økonomiske reformer bør også medtages, at man siden 2015 også aktivt har arbejdet for at sikre Argentinas internationale position. Argentina står således for afholdelsen af dette års G20 møde. Ligeledes søger man aktivt at blive medlem af OECD, hvilket bakkes op af USA, mens de europæiske lande desværre er mere tilbageholdende. Endelig har man søgt om observatørstatus i Alianza del Pacifico.

Så svaret til om Argentina oplever et reelt paradigmeskifte er, at der i hvert fald ikke har været noget tidspunkt de seneste 70 år, hvor det har været mere sandsynligt.

Der er sket et markant sving væk fra tidligere tiders nationalistisk økonomiske politik, ligesom det ser ud til at man er meget opmærksom på at gøre noget ved to andre karakteristika ved Argentina, nemlig meget ringe institutioner ( i årevis kunne man ikke stole på officiel statistik, som blev masseret, så det passede til regeringens behov) og en høj grad af korruption. Træerne vokser som bekendt ikke ind i himlen. Men der er trods alt grund til en hvis optimisme denne gang i forhold til Argentinas fremtid. Derfor hører landet til i kategorien “Hot”.

At EU’s ageren af hensyn til snævre nationale brancheinteresser indtil videre ser ud til at forhindre indgåelsen af en handelsaftale mellem Mercosur og EU, er så meget beklageligt. Alt andet lige gør en sådan ageren både arbejdet med at reformere Argentina (og Brasilien for den sags skyld) vanskeligere og er i sidste ende også til skade for de Europæiske økonomier og befolkninger. Her kan man desværre ikke tale om et paradigmeskifte. Der er fortsat tale om Europæisk hyklerisk tale, hvor man peger fingre med den ene hånd, mens man fortsætter en protektionistisk politik til glæde for de få, men skade for de mange, med den anden hånd. Naturligvis pakket ind i tilpas “CSR”-agtig jargon om hensyn til miljø og arbejdsforhold, som nu kun Europæiske (franske) statsledere kan gøre det.

 

 

 

 

Latinamerika – Who’s hot and who’s not del II, Brasilien


Da en af brødrene Batista, som kontrollerer verdens største kødpakningskoncern, JBS, sidste år skulle forklare og undskylde hvorfor man havde været involveret i omfattende korruption og bestikkelse, svarere han:

I det brasilianske system, hvor det ofte er vanskeligt at sælge løsninger, har vores iværksætterånd og enorme ønske om at få tingene gjort, ført os på afveje og til at vi har valgt at  betale (bestikke) offentligt ansatte, I andre lande uden for Brasilien har vi kunne udvide vores forretning uden at bryde vores etiske værdier.

Det skabte en del furore i Brasilien, hvor mange ikke mente at det var en egentlig undskyldning. Det var det måske heller ikke, men han havde nu alligevel en væsentlig pointe. For den måde brasiliansk økonomi er indrettet, hvor statens centrale placering og betydning kan være afgørende for hvem som har succes som iværksætter/forretningsmand, bliver rentseeking selvfølgelig også af en helt anden og afgørende betydning end på et nogenlunde frit marked. Overvej blot betydningen af at stat- og delstater står for mere end 90 procent kredit med en løbetid over et år. Læg dertil at en væsentlig del af den statslige långivning sker – eller måske rettere skete med negative realrenter. Hvem vil ikke gerne have adgang til denne finansiering? Det er unægtelig fristende at hjælpe sine chancer på vej ved en erkendtlighed eller to til de der afgør hvem som får adgang til denne billige finansiering.

Eller hvad siger man til at man kan sikre sig kontrakter til massive overpriser ved leverancer til det statskontrolerede olieselskab, mod at give en erkendtlighed til de ansatte og bestyrelsesmedlemmer? Igen, det er fristende. Og sådan kunne man blive ved. Og det er faktisk også i grove træk hvad der ligger bag den enorme korruptionsskandale Lava Jato (på dansk bilvask), som siden 2014 har rystet den politiske og økonomiske elite i Brasilien og har ført til at flere erhvervsfolk og politikere er idømt flere års fængsel, mens en række af Brasiliens største virksomheder, som bl. a. de to multinationale giganter JBS og Odebrecht, har fået bøder i mia. klassen.

Skandalen er bestemt ikke afgrænset til Brasilien – ikke mindst Odebrecht (gigantisk multinational entreprenørfirma) har været involveret i bestikkelse af politikere og embedsmænd i mange lande, både i resten af Latinamerika og Afrika.

Og det er netop bl. a. Odebrechts betalinger for en ejendom til tidligere præsident Lula, som medførte at han sidste år blev idømt 9½ års fængsel for hvidvaskning og korruption. En dom som ikke kun blev stadfæstet, men skærpet til 12 år og 1 mdr ved en appelret i Porto Allegre i går (onsdag den 24.12018).

Dommen, som muligvis medfører at Lula ikke kan stille op til efterårets præsidentvalg er af flere iagttagere angivet som den væsentligste årsag til, at  det brasilianske aktieindex i disse dage er højere end nogensiden før. Det skyldes at Lula på trods af dommen sidste år var favorit til at vinde præsidentvalget, i hvert fald målt på kendte og sandsynlige kandidater. Ikke fordi et flertal mener han er uskyldig dømt – mens opinionsmålinger har ham som favorit på nuværende tidspunkt.

Politisk kaos og konstitutionel krise

Ca. 36 procent vil stemme på Lula ifølge meningsmålingerne, mens den 2. mest populære kandidat er en brasiliansk udgave af Donald Trump på speed, Jair Bolsonaro, som jeg havde den blandede fornøjelse af møde under præsidentvalget i 2014.

Mens Lula således har opbakning hos lidt mere end 1/3 af vælgerne, viser andre målinger at 40 procent af vælgerne aldrig kunne finde på at stemme på ham, mens ca. 60 procent faktisk er overbevist om at han er skyldig i anklagerne om korruption

Minimum 20 procent af vælgerne vil altså ikke udelukke at de vil stemme på Lula, selv om de mener han er skyldig i korruption. Det kan forklares af flere forhold;

For det første er det – formentlig med rette – en udbredt opfattelse i den brasilianske befolkning at de fleste (ae ovenstående ill.) politikere er korrupte. Med andre ord er udgangspunktet at man kan vælge mellem X antal kandidater der alle er korrupte. For det andet betyder det om en kandidat er korrupt eller ej ikke særligt meget for en stor del af befolkningen. IBGE lavede for nogle år siden en vælgerundersøgelse, hvoraf det fremgik, at 3 ud af 4 vælgere ikke lagde vægt på hvorvidt en kandidat var korrupt eller ej, og mange erkendte at de ville gøre det samme hvis de fik muligheden. Dette ter en opfattelse som især er udbredt blandt den fattigere del af befolkningen, som netop er PT og Lula’s kernevælgere. At se korruption som et væsentligt problem er i vid udstrækning et urbant middeklassefænomen. Da middelklassen også er de vigtigste forbruge af nyhedsmedier, hvis normer og prioritering dikterer prioriteringen , er der derfor grund til at tro at korruptionsskandalen fylder noget mindre hos befolkningen end den gør i medierne.

Ifølge brasiliansk lov, forøvrigt vedtaget under præsident Lula og gældende siden 2010, er man udelukket fra at stille op i 8 år, hvis man er dømt for korruption (den såkaldte ficha Limpa). Men……. Hvorvidt et evt. Lula kandidatur skal afvises, kan man ende med at retssystemet (i sidste endehøjesteret) først tager stilling til, når  Lula formelt registrerer sit kandidatur. Det kan ske frem til den 15. august. Han vil herefter fortsat kunne deltage i valgkampen indtil der foreligger en endelig afgørelse. I yderste tilfælde kan man risikere at Lula vinder valget, for herefter at blive afvist som kandidat, hvorefter der skal udskrives valg.

Uanset hvilke scenarier man opstiller, er risikoen for en konstitutionel krise i forbindelse med hvad mange betragter som det vigtigste præsidentvalg siden genindførelsen af demokratiet i Brasilien meget høj.

Det skal dog ikke skjules, at jeg anser netop Lava Jato og de afledede korruptionssager for at være noget af det mest positive, der er sket i Brasilien i mange år. Magtens tredeling og retssystemet har vist sig – nok til overraskelse for de fleste – at have været langt stærkere end forventet indtil videre.  Det vil forhåbentlig have en positiv effekt på sigt. Desværre er det ikke nok til at jeg vil placere Brasilien i kategorien hot endnu. For når man ser på det politiske system og mulighederne for at gennemføre de nødvendige reformer (som vi har skrevet om ved utallige lejligheder gennem årene) er usikkerheden fortsat stor. Standard og Poor nedsatte således Brasiliens kreditrating for nylig, netop med henvisning til manglende pensionsreformer.

“Landet af i morgen” er langt væk

Nok trækker det op hvis man undgår Lula som præsident – også selv om det måtte blive i den Lula light udgave man så i hans første præsidentperode 2003-2007. Men med Lula som præsident vil sandsynligheden for at man gennemfører de nødvendige fortsatte reformer (man har faktisk gennemført en del reformer, bl. a. arbejdsmarkedsreformer de seneste år under præsident Temer, men langt fra nok) bestemt ikke stige. Historien at det er meget svært i det hele taget at reformere Brasiliansk økonomi. Erfaringerne fra 90erne viser at man tilpasser sig lige netop nok til at systemet kan overleve. Bedste bud er derfor at Brasilien vil fortsat vil opleve en afdæmpet økonomisk udvikling i forhold til resten af Sydamerika. Altså en fortsættelse af den udvikling vi har set de seneste 30-35 år.

Derfor anser jeg Brasilien for at  være “not hot” indtil videre.

PS. I går skrev jeg at jeg ville se mere på de enkelte lande i dagens indlæg. Nu kom dette indlæg alene til at omhandle Brasilien. Jeg fortsætter i næste uge med indlæg om andre lande i regionen, og om hvorvidt de skal klassificeres som “hot or not”. Bl. a. Argentina og Mexico. Så der kommer altså som minimum også et “Who’s hot and who’s not” i begyndelsen af næste uge.

Latinamerika – Who’s hot and who’s not, del I

Som den trofaste læser af denne blog vil vide, har Latinamerika altid haft en særlig plads her på stedet. Ikke mindst Christian Bjørnskov og undertegnede har skrevet mange indlæg gennem årene. Ofte indlæg, som har været i markant opposition til dækningen i dansk (og international) presse generelt, som især tidligere (det er blevet markant bedre de senere år) stort set kolporterede venstrefløjens revolutionsromantiske fremstilling af Latinamerika. I visse medier, bl.a. Niels Lindvig i P1’s Orientering Udefra, gik man endog meget langt i forsvaret af det uforsvarlige, som f. eks. den hastigt voksende censur tidligt i Hugo Chavez regeringstid.

Eller hvad med den ofte næsegrus beundrende og fuldkommen ukritiske dækning under nullernes råvareboom af ikke mindst af Brasilien og præsident Lula? Ham vender jeg tilbage til i del II af “Who’s hot and who’s not” i Latinamerika, hvor jeg ser lidt nærmere på udviklingen i bl. a. Brasilien og Argentina.

Only in a crises…..

I forordet til 1983-udgaven af Capitalism and Freedom skrev Milton Friedman, at

Only a crisis—actual or perceived—produces real change. When that crisis occurs, the actions that are taken depend on the ideas that are lying around.

I Chile’s tilfælde var det netop ideen om frimarkedsreformer ( I form af den berømte/berygtede ”The Brick”), som miltærstyret – mere i form af desperation end egentlig ideologisk forståelse – accepterede. Resten er historie, som man siger. Senere har vi set hvorledes frimarkedstankegangen igen vandt, da man i 1990erne reformerede Peru’s økonomi.

I begge tilfælde kom reformerne efter en periode med venstrepopulistisk politik, som endte i hyperinflation og økonomisk kollaps.

Mens de to nævnte lande kan fremhæves som eksempler på succesfuldt gennemførte reformer, der har medført et reelt og varigt paradigmeskifte, har andre landes erfaringer med markedsreformer været mere problematiske. Således endte Argentina’s reformperiode i 1990erne som bekendt med totalt økonomisk sammenbrud og default i 2001-2002.

Nok er det nemt (som økonom) efterfølgende at pege på hvorfor det gik galt i Argentina – og at det hverken skyldtes markedsreformer eller privatiseringsproccessen. Noget andet er selvfølgelig hvordan den enkelte Argentiner oplevede det.

Hvordan er det så gået i Latinamerika?

Som det fremgår af nedenstående figur (baseret på seneste data (oktober) fra IMF), er der stor forskel på den økonomiske vækst de enkelte lande i regionen har opnået siden årtusindeskiftet.

I den ene ende finder vi lande som bl. a. Colombia, Peru, Bolivia, Den Dominikanske Republik og ikke mindst Panama, hvor BNP i gennemsnit er vokset mellem 3,8 procent og næsten 7 procent om året. I den anden ende finder vi ud over Venezuela (naturligvis), Brasilien, El Salvador og Argentina.

Forventede vækstrater ifølge IMF i indeværende og til næste år fremgår af nedenstående figur – og grundlæggende er tendensen, at de lande som har klaret sig bedst de seneste 17 år, også i de kommende år vil opleve den højeste vækst.

Fortsætter den udviklingstendens som vi har set de seneste par årtier, må vi forøvrigt forvente, at Panama overhaler Chile, mens Colombia og Peru overhaler Brasilien indefor få år, baseret på BNP per indbygger. Mere om det senere.

Det har længe været “populært” at forsøge sig ud i alternative index som erstatning (supplement) til BNP. En af disse er World Economic Forums “The Inclusive Development Index” (IDI). Her har man medtaget en lang række “inkluderende parametre” mv. ud over den “rene” værditilvækst. Der synes dog at være en ganske god korrelation mellem absolut BNP per indbygger og IDI – hvilket fremgår ved at sammenligne nedenstående tabel med ovenstående figur. Sammenligner man IDI (der dog mangler at medtage en række lande i regionen) med graden af økonomisk frihed er sammenhængen endda endnu tydeligere. Panama, Uruguay og Chile, Costa Rica og Peru er ikke kun blandt de rigeste lande i regionen – de er også blandt de økonomisk friesteFor mere information og berettiget kritik af WEFs indeks, se “Inclusive Development – WEF’s nye indeks og nye vrøvl.

Konklusionen må være, at Panama ikke kun er kongen af økonomisk vækst, men åbenbart også inkluderende udvikling. Noget lidt andet end Panama Papers, som de fleste vist forbinder landet med sammen med Panamakanalen naturligvis.

Fattigdom og ulighed

Givet at ulighed fylder meget i debatten i disse år, er det måske ikke helt uinteressant at se på hvorledes udviklingen har været i den historisk mest ulige region (men absolut ikke den region med flest fattige, hverken i antal eller andel).

Jeg har tidligere påpeget, at det kan være rigtigt svært at se hvorvidt man fører “blå” eller “rød” politik i forhold til netop udviklingen i uligheden, som frem til starten af dette årti udviste et klart  fald i de fleste lande i regionen. Af en rapport fra CEPAL i efteråret fremgår, at uligheden er fortsat med at falde i de fleste lande, men dog noget langsommere.

Ligeledes er andelen af befolkningerne, som lever i fattigdom og ikke mindst ekstrem fattigdom også fortsat med at falde i mange lande. Den store ulykkelige undtagelse er naturligvis Venezuela, hvor fattigdommen er eksploderet i et katastrofalt omfang de seneste år, ligesom nogle lande har oplevet en mindre forværring (bl. a. Colombia, som oplevede relativ lav økonomisk vækst fra 2015 og frem til sidste år) samt Brasilien, hvor den værste økonomiske krise i 100 år fra 2014 og frem til sidste år, formentlig har haft en betydelig negativ effekt på antal og andel som lever i fattigdom.

Når man læser ovennævnte tabel skal man være opmærksom på, at der er tale om nationale opgørelser, som ikke umiddelbart kan sammenlignes på tværs af landende. At andelen af “ekstremt” fattige i Brasilien skulle være lavere end i Argentina eller Chile er helt usandsynligt. Hvad der er interessant er udviklingen over tid i de enkelte lande. Hvor en række lande desværre de senere år har oplevet en mindre stigning i andelen af fattige.

 

Som det fremgår af nedenstående graf har de fleste lande dog fortsat oplevet faldende ulighed (målt ved gini) også efter 2008 og frem til 2014, hvorefter billedet er lidt mere mudret. Måske ikke overraskende, givet den relativt lave vækst i regionen (se ovenstående figur).

Endelig har Cepal også set på betydningen af omfordeling og økonomisk vækst for udviklingen i fattigdom i perioden 2002-2016, samt de to underperioder 02-08 samt 02-16.

Det interessante her er naturligvis –  måske ikke overraskende, at betydningen af økonomisk vækst er klart dominerende, hvis vi ser bort fra El Salvador – hvis økonomiske udvikling til gengæld har været blandt de ringeste i regionen. Værd er også at bemærke betydningen af omfordeling i Argentina fra 2008 til 2016, hvor en meget populistisk økonomisk politik dominerede frem til 2015.

Verdens 43 rigeste ejer nu lige så meget som halvdelen af jordens befolkning

Ifølge Credit Suisse årlige opgørelse over de globale nettoformuer ejer verdens 43 rigeste mennesker nu lige så meget som den fattigste halvdel af verdens (voksne) befolkning.

Tallet fremkommer ved at sammenholde Forbes liste over verdens rigeste (20. november) med den akkumulerede nettoformue for de nederste 5 deciler i Credit Suisse opgørelse over de globale nettoformuer medio 2017. Om denne udvikling – i 2016 krævede det kun 8 superrige at have en nettoformue der var lige så stor som som verdens fattigste halvdel – nu indebærer at Ibis/Oxfam i deres årlige rapport om verdens uretfærdighed – vil finde noget andet at sælge deres årlige rapport, som normalt udkommer op til det årlige topmøde i Davos i januar,  er ikke til at vide. Men nu læste du det her først.

De superrige er ikke så superrige i forhold til verdens fattigste (målt på nettoformue), som de var sidste år.

Den slags opgørelser er naturligvis noget pjat. Med mindre man altså mener at det er meningsfyldt at et gadebarn i Delhi er rigere end de 40 procent fattigste (voksne) danskere tilsammen – også i år.

Vi har tidligere skrevet om både Credit Suisse opgørelse over verdens nettoformue og Oxfam/Ibis (mis)brug af denne i deres fortsatte propaganda, se bl. a, her og her.

Stigende priser på værdipapirer og bolig afgørende

Når man ser på udviklingen i nettoformuerne, kan perioden 2000-2016 groft indeles i to dele – før og efter finanskrisen i 2008. Perioden frem til krisen i 2008 var ud over generelt voksende globale nettoformuer – ikke mindst i Kina og Indien – også karakteriseret ved at formuerne for den halvdel af den globale befolkning med de mindste formuer, voksede hurtigere end den globale gennemsnitlige nettoformue. Førstnævnte voksede i gennemsnit med 12 procent om året, mens sidstnævnte “kun” steg med 7 procent om året.

Som det fremgår af nedenstående figur oplevede man derefter et kortvarig,  omend betydeligt, fald i nettoformuerne i 2008. Det er her forøvrigt værd at bemærke sig at opgørelsen finder sted medio året, og at faldet fra 2007 til 2008 altså finder sted inden “sammenbruddet” i efteråret 2008. Herefter er de globale nettoformuer steget igen, omend væksten generelt har været lavere. Det er også værd at påpege at udviklingen i høj grad prægedes af dollarens appreciering. Betydningen af valutaudsving påpegede jeg forrige år (et forhold som Ibis/Oxfam sjovt nok ikke forholder sig til i deres årlige rapporter).

 

Credit Suisse rapport dette år viser, at udviklingen det seneste år i højere grad ligner det billede man så før finanskrisen. I de tolv måneder frem til midten af ​​2017, har robust fremgang på  verdens aktiemarkeder sammen med stigende boligpriser (den væsentligste komponent i ikke-finansiel formue) medført en global vækst på 6,4 procent i nettoformuerne, med USA som det land der oplevede den største fremgang.


Nu ser vi frem til hvordan Ibis/Oxfam vil udlægge teksten. Mon ikke de vil fokusere på at medianformuen i Afrika faldt? At nettoformuer og deres fordeling så ikke rigtigt kan anvendes til at sige noget begavet om velstand og velstandsudvikling er en anden sag. Således er lande som USA og Danmark voldsomt overrepræsenterede blandt verdens fattigste, opgjort på formue, ligesom Danmark tilhører gruppen med høj ulighed i formuefordeling. At dette primært skyldes at vi har et velfungerende finansielt system, som gør det muligt for os at flytte forbrug/investering frem i tiden og indebærer at en stor del af os går fra at være blandt de fattigste målt på nettoformue i vores unge år, til at være blandt de rigeste i verden på vores ældre dage, kommer næppe til at fylde i Oxfam/Ibis rapporten til januar. Det er til gengæld en af fordelene ved at leve i et af verdens frieste og mest stabile markedsøkonomier i verden.

Selve Credit Suisse rapport finder du her

Black Friday er godt for verdens fattige

Billedresultat for black friday

Det er formentlig gået de færreste forbi, at fænomet “Black Friday” er kommet til Danmark. Og det er er jo noget værre noget, hvis man skal tro nutidens prædikanter. I gamle dage var det primært præsterne som skældte ud over sognebørnenes skørlevned og glæde ved bordets glæder. I dag er det debattører, kulturredaktører og den politiske forbruger,  eller den “bevidste forbruger” som de vist gerne kalder sig selv (et primært fællestræk hos disse synes dog at være nationaløkonomisk analfabetisme), der vrænger på næsen af den gemene hobs glæde over de materielle goder, som det moderne forbrugersamfund tilbyder sine borgere.

Som Politikens kulturredaktor Mette Davidsen-Nielsen skriver i dagens anledning under overskriften

Derfor hader jeg black friday

 

Black friday repræsenterer næsten alt, hvad der er galt med verden. Dagen er indbegrebet af en amerikansk konsumkultur, der sætter sit store, fede kulstof-fodaftryk så eftertrykkeligt, at polerne smelter ekstra hurtigt fredagen efter Thanksgiving.

Slagtilbud på konsumvarer produceret af asiatere under slavelignede forhold slæbes hjem i milliarder af poser, der senere bliver til vuggende plastikøer på verdenshavene. Hurtige forbrugslån falbydes og gældsætter især de unge. Banker sender pushbeskeder om kviklån til udvalgte kundesegmenter.

Mens debatøren Diette Giese på twitter opfordrer til at man husker sit “røde kritiske hjerte” og i stedet anbefaler,  at man holder “køb slet ingenting dag” – et fænomen (buy nothing day), som vi tidligere har skrevet om for år tilbage.
Niels Westys billede.

Vi gør os ingen forestillinger om hvad der er bedst for andre, og vi har ingen bud på hvad der menes med “hjernedødt forbrug”. Vi har dog en ide om hvad man kan betegne som “hjernedøde udtalelser”, og dem er Politiken med tilknyttede debattører storleverandør i. Begge udsagn er grundlæggende drevet af forestillinger som har århundrede på bagen, og oser langt væk af foragt for ganske “almindelige borger”, måske især de af dem, der ikke har rigeligt med penge, men nok rigeligt med tid.

Vores forbrug er godt for verdens fattige

Ser vi på både vareudvalg og hvilke dele af detailhandlen, som primært har taget Black Friday konceptet til sig, er der al mulig grund til at tro, at omsætningen på Black Friday primært er drevet af forbrugere med relativt beskedne indkomster. Det være sig unge, folk på overførselsindkomst eller pensionister. Det Politikens kulturredaktør ikke forstår (og hvordan skulle hun også det? hun har næppe nogensinde læst en lødig bog om emnet) er hvorledes vores forbrug er forudsætningen for den hastigt stigende levestandard bl. a. de asiater, som med  Mette Davidsen-Nielsens ord arbejder “under slavelignede forhold”, har oplevet de senere årtier.

Det historiske fald i fattigdom og samtidige stigning i både antal og andel af jordens befolkning, som er blevet del af den globale middelklasse de seneste årtier, skyldes hverken genbrug eller selvvalgt afholdenhed. Tværtimod. Til gengæld har den almindelige forbruger og hans eller hendes “hjernedøde forbrug” og barnlige glæde ved at gøre et godt køb, været helt afgørende.

Det er værd at huske, nu hvor vi går ind i julemåneden. For kritik af forbrugersamfundet og kommercialiseringen er som nævnt af gammel dato og mens vi formentlig sætter rekord (igen igen) under dette års julehandel, vil vi blive bombarderet af løftede pegefingre og kritik af vores høje forbrug, mens vi vil blive opfordret til at give penge til velgørenhed i stedet.

Det er der ingen grund til. For netop ved at forfølge vores egeninteresse og gøre det som vi nu i vores del af verden rent faktisk har råd til (og som resten af verden drømmer om), nemlig at have et forbrug som rækker langt ud over blot det at holde os selv i live, hjælper vi bedst til at sikre vækst og velstand i den 3. verden.

Det gælder ikke mindst de laveste indkomsters forbrug i vores del af verden, som i langt højere grad består af handlede varer, end hvad der gælder for de højeste indkomster.

Som Adam Smith skrev i et af sine mest berømte citater:

It is not from the benevolence of the butcher, the brewer, or the baker that we expect our dinner, but from their regard to their own interest.

Det gælder i lige så høj grad for betydningen af vores forbrug. Nej, vi køber ikke ind for at hjælpe andre (heller ikke den politiske forbruger). Vi køber ind for at opfylde egne behov. Men effekten af vores forbrug er at det skaber velstand i andre dele af verden, ligesom egeninteressen hos slagteren, bryggeren og bageren sikrer at der er kød, øl og brød i butikkerne. Det er det fine ved markedskapitalismen. Noget som ikke mindst den “bevidste forbruger” ikke evner at forstå.

Blå minister, rød logik og hvorfor den optimale selskabskat er nul.

Jeg synes, det er en tanke værd, om man kan indføre en bund. Jeg deler bekymringen over, hvor den der internationale skattekonkurrence vil føre os hen

Umiddelbart er den sådan en bemærkning, som man forventer fra Enhedslisten, Ibis/Oxfam eller Socialdemokratiet. Men her er det et citat fra en artikel i Finans, hvor skatteminister Karsten Lauritzen (V) bakker op om en minimumsats for selskabsskatten i EU.

Som min medpunditokrat Otto Brøns-Petersen forklarer det i nedenstående videoklip, er det set fra et samfundsøkonomisk synspunkt en rigtig dårlig ide. Ja faktisk er der bred enighed blandt økonomer om, at netop selskabsskatten er en af de mest samfundsøkonomisk skadelige måder at dække det offentliges behov for provenu.

Skatteministeren slutter af med at sige, at

Jeg synes, det er mere relevant at bruge de penge, vi har – ikke på at sænke selskabsskatten – men på at forbedre rammebetingelserne for de mange virksomheder, der ikke tjener penge og derfor heller ikke betaler selskabsskat

Ak ja, hvad skal man da også med fjender, når man har venner som ham? Og hvad skal man med en skatteminister, som ikke forstår selv de mest basale økonomiske sammenhænge?

Det totalitære demokrati

Med Venstre og Liberal Alliances kovending, er der nu flertal for et forbud mod at bære burka og niqab i det offentlige rum. Godt nok iklædes det et udvidet maskeringsforbud, hvilket politikere fra Venstre og Liberal Alliance har været hurtige til at understrege. Om de selv tror på det, skal jeg lade være usagt.

Formålet er at forbyde burka og niqab i det offentlige rum og hverken Dansk Folkeparti, eller Naser Khader, som i mange år har plæderet for et forbud mod disse to muslimske klædedragter, er i tvivl.

Især for Khader må den kommende lovgivning anses for at være en stor personlig triumf. Efter han skiftede fra Liberal Alliance til konservative var han med til at udarbejde partiets nye integrationspolitik, “demokratisk integration”, som blev offentliggjort i sommeren 2009. Udspillet blev kritiseret synder og sammen af alle andre partier end DF,  et stort set samlet kommentatorkorps (og medvirkede til Lene Espersens fald som formand for partiet) og udløste også store spændinger internt hos de konservative.

Det endte med at integrationsudspillet – helt bogstaveligt – blev taget af bordet,  og man fjernede alle henvisninger til det på partiets hjemmesider.

Ud over burka- og niqab forbuddet, som fik hovedrollen i den offentlige debat dengang, fornægtede Naser Khaders glæde for Hall Koch sig ikke. Udspillet var spækket med demokratisme, herunder obligatorisk undervisning i ”demokratiske livsformer”, lige som eleverne skulle lære om den ”demokratiske familie”. Jovist. Der er god grund til, at Naser Khader har ”demokrati” på arabisk og ikke ”frihed” tatoveret på sin overarm.

Som jeg selv bemærkede i mit bidrag, “Det handler om andet end fri hash”, til Cepos antologi ”Friheden flyver” fra 2010;

Af hensyn til integration og sammenhængskraft mener dele af den danske venstrefløj ikke, at vi selv må vælge, hvor vores børn skal gå i skole. Det er ikke legitimt at mene, at vi primært har sat dem i verden for vores egen skyld. De tilhører hverken deres forældre eller sig selv, men derimod samfundet. Meget bedre er det ikke, når De Konservative i deres integrationsudspil fra sommeren 2009 foreslår, at man indfører tvungen undervisning i demokrati, hvorunder hører åndfulde begreber som det demokratiske menneske, demokratiske livsformer og den demokratiske familie. Her er hverken plads til vantro eller dissidenter. Man fristes næsten til at kalde det etableringen af en velfærdsstatens sharia. I samme skuffe er forbuddet mod at gå i burka. Der henvises godt nok til, at det er af hensyn til de kvinder, der går i dem, men grundlæggende adskiller det sig jo ikke fra et krav om, at alle kvinder skal gå i burka.

Naser Khader står for det synspunkt (hvilket de færreste ikke-muslimer vel vil bestride), at burka og niqab – ligesom tørklædet – er udtryk for kvindeundertrykkelse. Derfor skal at man skal forbyde burka og niqab, for at hjælpe de kvinder der angiveligt er tvunget til at gå med dem. Hvor mange det reelt er ved ingen og for Naser Khader er det ligegyldigt om det er de færreste, eller at vi rent faktisk har en lovgivning, som forbyder at tvinge andre voksne mennesker til at gå i noget bestemt tøj.

Det fremgår meget klart i et  interview i Deadline den 6. oktober. Her lægger han netop vægt på, at det ikke er et spørgsmål om problemets (tvang) omfanag, som er afgørende for ham:

”Jeg vil gerne bruge det andet eksempel med 24-års reglen, som vi vedtog for mange år siden for at hjælpe de piger der blev tvunget ind i ægteskaber de ikke ønskede, tvangsægteskaber. Der lavede vi en lovgivning der chikanerede mange mange hundrede danske unge, måske flere tusinde. Og det gjorde vi og holdt fast i for at hjælpe de meget få der blev tvunget ind i ægteskab de ikke ønskede.”

mens han andet sted understreger, at

”ind imellem er der behov for en lovgivning der beskytter det lille mindretal der ikke selv kan klare det”

Naser Khader står altså for en utilitaristisk tilgang, hvor man gerne må ofre nogles (her de de mange) frihed for at redde nogle få. Hermed er der sådanset ingen grænse for omfanget af indskrænkninger og forbud, også når det handler om de grundlæggende negative frihedsrettigheder. Ydermere er det Khaders vurdering af omkostningen for de der tvinges i forhold til de der generes, som er afgørende. Det kan næppe blive værre.

Ok, vil nogen måske sige, men Khader er jo heller ikke liberal, og det er sandt. Han er konservativ. Vel at mærke i en kontinental udgave, med klare nationalkonservative træk, der mest af alt minder om Sydeuropæisk (katolsk) konservatisme, hvor man blot ha skiftet det katolske ud med demokratisme.

Juristeri og politisk forklædningsnumre hos Venstre og Liberal Alliance

DF og de konservative fejrer altså burkaforbuddet –  og vi andre venter spændt på hvornår andre former for kvindelig muslimsk beklædning skal forbydes. Imens prøver politikere i de to liberale partier, Venstre og Liberal Alliance, i større eller mindre grad at nedtone netop burka og niqab-delen i den kommende lovgivning. Venstre taler om at man skal kunne se hinanden i øjnene og aflæse ansigtets mimik hos andre (tale om positive rettigheder), mens  Ole Birk Olesen lægger vægt på det sikkerhedsmæssige aspekt, og på sin facebook profil bl. a. skriver, at :

”I disse terrortider synes jeg også, det er fint med et forbud mod, at man går maskeret rundt i det offentlige rum. Vil man maskere sig i swingerklubben, i moskeen eller i teateret, så er man lige så fri til at gøre det, som man altid har været, men bevæger man sig ud på gaden, så tror jeg, at vores samfund af sikkerhedsgrunde er bedst tjent med, at man ikke bærer maske.”

Det kan her undre, at man ikke for lang tid siden har forbudt alle former for maskering i det offentlige rum. At forklæde sig for at udføre kriminelle handlinger er jo ikke noget nyt, heller ikke her til lands.  Og man må spørge sig selv om det nu skal være forbudt at bruge styrthjelm i stedet for påbudt?  Skal det være forbudt at trække kasketten ned? At tage sit halstørklæde op over mund og næse, når det er koldt om vinteren?

Argumenterne fra Venstre og Liberal Alliance er udenomssnak. Hvilket Jakob Elleman Jensen sådan set også erkendte, da han direkte adspurgt medgik at uden ”burkadebatten”, så ville en generel lovgivning mod maskering i det offentlige rum aldrig være kommet på tale.

At både Venstre og Liberal Alliance er splittede er meget tydelig. Og indtil videre har tidligere minister Eva Kjær Hansen meldt klart ud, at hun næppe kommer til at stemme for, uanset hvordan man forsøger at forklæde/pakke ”Burkaforbuddet” ind.

Du har kun den frihed andre tillader dig

Når det kommer til frihedsrettigheder kerer de fleste sig vist primært om deres egne rettigheder. Det er grunden til at alkohol er tilladt, mens cannabis ikke er. At sidstnævnte sandsynligvis bliver det på et tidspunkt, men at andre former for illegale rusmidler næppe bliver det.

Det gælder også det kommende forbud mod burka og niqab, som har stor folkelig opbakning. Ligesom med 24-års reglen (der modsat Naser Khaders fremstilling vist primært havde til formål at bremse tilstrømningen af familiesammenførte indvandrere til Danmark), opfattes den som uden konsekvenser for ens egen frihed.

Ovenstående gælder dog ikke de mere eftertænksomme borgerlig-liberale meningsdannere og debattører, hvis reaktion da også har været ganske skarp, desuagtet andre uenigheder blandt dem.

Redaktør af Libertas, Torben Mark Pedersen, som både er kendt for sin store viden om ikke mindst Liberalismens idehistorie og for at være en krasbørstig kritiker af Islam og indvandring fra muslimske lande, skrev således i en kommentar på facebook, at:

“Man kan lukke muslimske friskoler, stoppe for kommunalt støtte til shariaskoler forklædt som fritidsaktiviteter, stoppe for mangeårig førtidspension og kontanthjælp til udenlandske statsborgere, stop for al migration fra greater Middle East, udvisning af alle kriminelle indvandrere, stop den kommunale boliganvisning, der fører til ghettodannelse, stop for at give kontanthjælp til tørklædeklædte kvinder, forbyde alle offentligt ansatte at bære religiøs og politisk klædedragt, lukke moskeer hvis der prædikes opfordringer til jihad m.m., stop for at give indrejse til muslimske prædikanter, retsforfølg alle syrienskrigere, stop for kontanthjælp til personer på tålt ophold, fængsling af alle udviste, der ikke frivilligt vil rejse hjem, forbyd kønsopdelt svømning m.m. i svømmehaller med kommualt tilskud, stop alt tilskud til foreninger, hvis formål eller aktiviteter strider mod Grundlovens frihedsrettigheder og demokratiske principper som i friskoleloven, fratag opholdstilladelse fra alle udenlandske statsborgere, der i mere end en kort årrække ikke kan forsørge sig selv, stop for sociale ydelser til migranter efter 6 måneder, 3-4-dobling af straffe for vold, mord, voldtægt, skyderier, menneskesmugling og asylsnyd, stil krav om integration/assimilation til alle migranter, og hvis de ikke lever op til kravene, så udvis dem igen. Der er SÅ mange tiltag, man kunne iværksætte uden at begynde at krænke grundlæggende frihedsrettigheder

Mens direktør for Justitia, Jacob Mchangama på sin profil skrev:

Nå jeg ser folk triumfere over burka-forbuddet på Facebook minder det mig om amerikanske collegestuderende, der beruses når det lykkes dem at lukke ned for højreekstreme talere, demonstrationer m.v. hvis værdier står i modsætning til deres egne.

Ligesom de amerikanske studerende i fulde alvor tror de kæmper for mangfoldighed og inklusion, påstår de der glædes over burkaforbuddet, at friheden har vundet en stor sejr. Ingen af grupperne indser at de underminerer de værdier de påstår at kæmpe for, og at deres “sejre” baner vejen for lignende tiltag rettet mod dem selv. I stedet vendes skytset mod deres kritikere, der enten er apologeter for racisme eller islamisme. “Ytringsfrihed” hhv. “tolerance” er for disse grupper udtryk for hhv. “blinde privilegier” eller “naivisme”. Begge grupper forudsætter, at de har en særlig indsigt i tingenes rette sammenhæng, der giver dem en særlig legitimitet til at begrænse andres normale frihedsrettigheder. Til gengæld er der ikke grænser for den grad af tolerance og ytringsfrihed de kræver for dem selv, når hhv det hvide heteronormative patriarkat eller islam og dens tilhængere (reelle og indbildte) udsættes for angreb.

Endelig kritiserer Lars Seier Christensen sit parti for at være gået med

”i det semi-totalitære socialistiske selskab, der vil blande sig i folks påklædning”

og fortsætter med, at

”Denne lov er ikke bare meget forkert, den er af væsentlig principiel karakter, og jeg vil blot håbe på, at vi ikke skal lide under en masse efterrationaliseringer fra LA om dette. Jeg går ud, fra at vi gør dette “for regeringens skyld” og lad det så venligst være nok argumentation selvom den ikke er meget værd – resten er vi vist nogle liberale, der ikke orker.

Der findes i forvejen en lov, der forbyder tvang overfor andre i forbindelse med påklædning. Det er rigeligt til at opnå det ønskede resultat (hvis man ønsker at effektuere det).

Det eneste man opnår her, er at spærre en gruppe kvinder helt inde i deres selvvalgte (i hvilket tilfælde det er totalitært) eller påtvungne (i hvilket tilfælde det er kriminalisering af ofre) fængsel.

Lad det venligst være sidste gang, at vi går på kompromis med helt basale liberale principper.”

Det totalitære demokrati

Man kan kalde og forsøge at begrunde loven med hvad man ønsker. Når det kommer til stykket er der tale om en lovgivning, som er konsekvensen af årtiers mislykket integration her i landet. Loven i sig selv er ren symbolpolitik, og man skal være meget naiv hvis man tror den vil have nogen positiv betydning for hverken terror (det er jo ikke just fordi Frankrig, hvor burka og niqab i årevis har været forbudt i det offentlige rum glimrer ved fraværet af terror) eller fremmer integrationen af muslimer her til lands. Det viser omfanget af kvinder der går i hijab og chador. Problemet sidder næppe i klædedragten. Og hvordan vil man forklare, at vi her til lands nok må tegne hvad vi vil, men ikke gå i det tøj vi ønsker?

Hvad vi ser er hvorledes den demokratiske socialstat antager totalitære former.  Som Torben Mark Pedersen spøger; hvorfor undergrave grundlæggende frihedsrettigheder, når der er så meget andet man kunne gøre? Svaret synes at være, at man hverken evner eller ønsker at gøre brug af de tiltag, der tidligere har været afgørende for at nytilkomne enten tilpassede sig eller rejste igen (og nej, migration er sjældent løbet stille af sig).

Som sådan må forbuddet mod bestemte former for beklædning i det offentlige rum ses som konsekvens af den manglende evne til at tage det tiltrængte opgør med den fuldfede socialstat og dens positive rettigheder.

Jeg vil ikke påstå at de Europæiske socialstater, som de fremkom efter 2. verdenskrig, alene kan forklare de integrationsproblemer man står med i dag. Men de spiller en afgørende rolle. Kombineret med at man har reguleret/lovgivet mod privates ret til at diskriminere og tildelt positive rettigheder – hvorefter man garanteres en minimumslevestandard (der ofte er betydeligt højere, end hvor man kommer fra) – er det naturlige incitament til tilpasning forsvundet. Og helt galt går det naturligvis, når de der ikke er i stand til at klare sig  selv i deres nye land, tildeles en trøstepræmie i form af offentlige overførsler, som garanterer en levestandard der langt overgår hvad man kunne opnå der hvor man kommer fra.

Den naturlige tilpasning kan ikke erstattes med lovgivning. Og vi må desværre forvente flere indskrænkninger i den personlige frihed fremover. Som nævnt henviste Naser Khader til 24-års reglen i sin argumentation for at begrænse friheden til at klæde sig som man ønsker. Hvor længe går der mon før de resterende muslimske beklædningsgenstande står for fald? – og vil det stoppe der?

Der er ingen grund til at tro det slutter her. Historien er fuld af utilsigtede konsekvenser. Det må man også frygte bliver tilfældet med denne lovgivning. Eller som Ludvig Von Mises skrev i sin bog om liberalisme i 1927:

”Why should not what is valid for these poisons *alkohol, morfin og kokain+ be valid also for nicotine, caffein, and the like? Why should not the state generally prescribe which foods may be indulged in and which must be avoided because they are injurious? In sports too, many people are prone to carry their indulgence further than their strength will allow. Why should not the state interfere here as well? Few men know how to be temperate in their sexual life, and it seems especially difficult for aging persons to understand that they should cease entirely to indulge in such pleasures or, at least, do so in moderation. Should not the state intervene here too? More harmful still than all these pleasures, many will say, is the reading of evil literature. Should a press pandering to the lowest instincts of man be allowed to corrupt the soul? Should not the exhibition of pornographic pictures, of obscene plays, in short, of all allurements to immorality, be prohibited?”

Men som Mikael Jalving sagde i en Deadline for en del år siden. ”Der er ikke mange liberalister her i landet og jeg kender stort set navnene på de fleste”. Det har han desværre nok ret i.   Mens demokratismen hersker, står det sløjt til med forsvaret for individets frihed.

Ældre indlæg

© 2019 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑