Author: Niels Westy (page 1 of 31)

Latin Lovers

Sidste onsdag var Lars Christensen, en gammel ven af punditokraterne og internationalt anerkendt økonom, samt undertegnede gæster i Radio 24syv’s Millionærklubben. Hovedemnet var Argentina og Brasilien. Det kom der – når jeg selv skal sige det – en meget lytteværdig udsendelse ud af.

Vi har jo fra tid til anden skrevet en del indlæg om begge lande og deres økonomiske udvikling. Ja, vi var vel også blandt de få her i landet, der manede til besindighed, da begejstringen var størst for den Brasilianske økonomi i nullerne.

Som Lars så rigtigt påpeger i udsendelsen, så var forklaringen primært det internationale boom i råvarerpriserne, ikke mindst drevet af væksten i Kina. Det ses tydeligt af de generelle vækstrater i hele regionen. Ikke underligt, da råvarer udgør en væsentlig del af eksporten for regionens lande. Men som jeg også påpeger, er der store forskelle på hvor meget vækstraterne er faldet i kølvandet på de lavere råvarepriser.

Denne variation kan derimod i vid udstrækning forklares med den førte økonomiske politik.

Og hvordan ser så forventninger ud netop nu?

Som det fremgår af ovenstående var væksten lav i de fleste lande sidste år, ja for Sydamerika var der tale om et direkte fald. Det skyldtes naturligvis primært Brasilien, Argentina og Venezuela. Det fremgår også, at Bolivia som det eneste af de lande som var del af bølgen af venstrepopulistiske regeringer der kom til magten omkring årtusindeskiftet og frem, fortsat oplever hæderlige vækstrater.

Måske vil nogen bemærke, at Chile’s vækst har været meget moderat. En del af forklaringen er naturligvis udviklingen i de internationale råvarepriser, men det er ikke hele forklaringen, og som sådan forklarer det egentlig ganske udemærket det som Lars og undertegnede taler om i udsendelsen. At ja, det har stor betydning hvordan den internationale økonomi udvikler sig, men det har den førte politik i de pågældende lande også.

Chile’s præsident, Michelle Bachelet, og hendes regering har formået – i en periode med økonomiske udfordringer – at gøre alt andet end at berolige markedet og sikre investeringslysten. Det skyldes ikke mindst den usikkerhed hun og regeringen fra start af skabte bl. a. ved ønsket om at øge selskabskatten. Det bliver interessant at se hvilken effekt det får for udfaldet af præsidentvalget til efteråret. Det bedste bud lige nu er, at man genvælger Sebastian Pinera, landets præsident fra 2010 til 2014.  Det vender vi naturligvis tilbage til, når valget nærmer sig.

Hvis der skulle være nogen af bloggens læsere, som ønsker en opdatering på udviklingen i de enkelte økonomier, kan vi forøvrigt anbefale OECDs seneste landespecifikke prognoser, nedenfor er links til et par af de vigtigste. Angående Argentina og Brasilien kan jeg naturligvis kun anbefale at man også lytter til “Latin Lovers” med Lars Christensen og undertegnede.

OECD prognoser juni 2017:

Brasilien

Agentina

Chile

Mexico

I udsendelsen taler vi også om marked vs. stat. Nedenfor er et “snapshot” af sammenhængen mellem økonomisk frihed (x-akse, Fraser Institute seneste tal) og væksten i BNP i 2016 (y-akse). Nej, den “beviser” ikke noget, men……. 🙂

Krisen i Venezuela skyldes at “man ikke gik langt nok”

Som bekendt har Venezuela og erfaringer med “Det 21. århundredes socialisme” været et tilbagevendene tema her på bloggen gennem en del år efterhånden. I anledning af de seneste meget voldsomme protester og den økonomiske nedsmeltning i Venezuela bad Ræson mig i sidste uge om at skrive et indlæg,  “Krisen i Venezuela bør slukke de revolutionsromantiske forestillinger på den danske venstrefløj”, med udgangspunkt i den danske venstrefløjs støtte til regimet.

Det vil i denne sammenhæng sige Enhedslisten og grupperinger i dens umiddelbare nærhed. I forhold til tidligere og belært af historien, er begejstringen for revolutionære projekter jo kølnet betragteligt blandt mere moderate venstreorienterede/socialister. Var der en umiddelbar begejstring – også blandt mere moderate og mindre revolutionære socialister, da Hugo Chavez kom til magten, er den kølnet betydelig de senere år. Dele af Enhedslisten vil muligvis mene, at det også gælder dem – Pelle Dragsted skrev således et indlæg på hedengangne “Modkraft” i 2011, hvor han sagde “Ciao, Ciao Chavez“. Det afholdt ham dog ikke fra at insistere på, at man havde opnået store resultater under Chavez, da jeg mødte ham i en debat på deadline i anledning af Chavez død i 2013, se nedenstående video.

Mens Pelle Dragsted mente der var opnået store sociale fremskridt, afviste han at Venezuela skulle have “ondt i demokratiet” på daværende tidspunkt. Da jeg påpegede, at de forbedringer i indkomst og reduktionen i fattigdom skyldtes de rekordhøje oliepriser, afviste Dragsted også dette.

Læg forøvrigt her mærke til udviklingen i BNP i forhold til olieprisen. Den økonomiske vækst falder drastisk, for derefter at blive negativ før oliepriserne begynder at falde voldsomt i 2014. Inflationen er høj og budgetunderskuddet stort  – selv med historisk høje oliepriser. Som bekendt det så kun gået endnu værre de sidste par år.

For nylig mødte jeg så igen en repræsentant for Enhedslisten, denne gang Christian Juhl, i en ny debat  om Venezuela på Deadline.  Denne gang var faldet i oliepriserne så af stor betydning for krisen i Venezuela, mens Christian Juhl i lighed med Pelle Dragsted prøvede at fastholde billedet af Venezuela som et demokrati. Men som det fremgår tager Christian Juhl dog  (naturligvis) afstand fra de mange overgreb, som påpeget  af Amnesty International.

Ifølge Enhedslistens Latinamerikagruppe skyldes Venezuelas krise for lidt socialisme.

Hvis der er noget som springer i øjnene,  er det afstanden mellem  hvad Christian Juhl siger og så de holdninger, som Enhedslistens Latinamerikagruppe giver udtryk for. En af dens medlemmer, Julie Wetterslev, skriver således i en kommentar på Facebook, at

den ekstremt voldelige opposition i Venezuela som er finansieret af kilder udefra (gæt selv hvorfra) og som har til formål at afmontere og sabotere enhver demokratisk eller socialt orienteret proces i landet.

mens hun i en anden kommentar brokker sig over kritikken af Maduro og hans regime, og lægger hovedansvaret for de mange drab ved demonstrationerne på oppositionen, om hvem hun skriver, at :

Det er ellers dem der er mest aggressive og slår flest folk ihjel disse uger.

Det er langt fra Christian Juhls bemærkninger i Deadline om at der findes voldelige elementer på begge sider af konflikten (hvilket han har fuldkommen ret i). Der er her tale om en klar stillingtagen til fordel for Præsident Maduro og den siddende regering i Venezuela. Til forskel fra folketingspolikkerne formulerer Enhedslistens Latinamerikagruppe til gengæld en meget klar analyse af, hvad man mener der er gået galt. Det “21. århundredes socialisme” er ganske enkelt ikke gået langt nok.

Som Hans Ålborg, også fra Enhedslistens Latinamerikagruppe, udtalte til Weekendavisen for et par uger siden:

Det har skadet økonomien at lave en blandings-økonomi. Han burde have lavet en rent socialistisk økonomi. Men det er helt forkert at sige, at han har kørt økonomien i sænk og er ved at afvikle demokratiet. Demokratiet er blevet udvidet under Chavez og Maduro med en masse inddragende basisdemokrati.

Med andre ord er problemet at man ikke har nationaliseret økonomien i tilstrækkeligt grad og indført fuldkommen planøkonomi. Nok så opsigtsvækkende for andre er måske også, at han fuldkommen afviser at der under Chavez og Maduro skulle have været en nedbrydning af institutionerne og demokratiet.

Hans Ålborg er her helt på linje med Andreas Bulow, også medlem af Enhedslisten samt “Hands of Venezuela”. Han mener også, at forklaringen på at det er gået så galt er, at man ikke har formået at gøre Venezuela socialistisk nok. I et blogindlæg, Er det socialismen der har slået fejl?, anfører han, at der er stor risiko for, at der gennemføres en “kontrarevolution, hvor alle sociale og politiske fremskridt rulles tilbage”.  Ud over at det kan ske via et miltærkup, peger han også på at det bl. a. kan ske “ved et valgnederlag”!

Løsningen er ifølge Andreas Bulow, at

revolutionen tager skridt i retning af en socialistisk økonomi. Ikke i ord, men i praksis: Nationalisering af økonomiens nervecentre, overtagelse af bankerne, et statsmonopol til styring af udenrigshandlen og en omfattende jordreform.

Hvor mon man har gjort det før? Ja det har man selvfølgelig set i bl. a.  Cuba. Forklaringen på at det også der er gået af h…… til – i den udstrækning man overhovedet vil erkende det – er som bekendt USA’s handelsblokade. Problemet i Venezuela, som Enhedslistens Latinamerikagruppe ser det, er “økonomisk sabotage” og udenlandsk indblanding. Under økonomisk sabotage hører f. eks. når man ikke vil sælge til de af regeringen fastsatte priser (som ofte ikke dækker produktionsomkostningerne), eller ikke investerer i det omfang regimet ønsker det. Det kalder man så “investerings-strejke”.

Med andre ord konstaterer vi, at revolutionsromantikken lever i bedste velgående på den yderste venstrefløj. Tidligere tiders planøkonomiske fiaskoer har ikke gjort det store indtryk.

Hvem er oppositionen?

Når man forstår det, kan man måske bedre forstå, at dele af venstrefløjen tilsyneladende er enig med regeringen i Venezuela i, at oppositionen er domineret af fascister, som Maduro ynder at kalde de ledende skikkelser i MUD (Mesa de la Unidad), der består af partier, som siden 2015 har haft flertal i kongressen. Det kan de dog ikke rigtigt bruge til noget, hvilket højesteret, som er fuldkommen styret af regimet, har sikret med en række grundlovsstridige afgørelser.

Således er Enhedslisten medunderskrivere af en støtteerklæring til Venezuelas regering i februar 2014, hvoraf det bl. a. fremgår, at

The right wing opposition in Venezuela is dominated by extreme, fascist-like, tendencies with activities all over Latin America and the US.

Det var i forbindelse med disse demonstrationer, at Leopoldo López, fra partiet ”Voluntad Popular” blev arrasteret. I 2015 idømtes han efterfølgende 13 år og 9 mdr. fængsel for sin rolle i demonstrationer. Helt konkret blev han dømt for – og hold nu fast – at opfordre til vold ved “subliminale budskaber”, dvs. budskaber som man ikke lægger bevidst mærke til! Man tror det er løgn, men det er det ikke. Det er Venezuela – en gang Latinamerikas rigeste land – under “det 21. århundredes socialisme”.

Og hvis Leopoldo López er fascist, så er hans parti ”Voluntad Popular” (det er ham der har dannet det) vel også et fascistisk parti? I så fald kunne det jo være rart at få af vide, om Enhedslisten mener at det danske Socialdemokrati er et fascistisk parti. Både Voluntad Popular og Socialdemokratiet herhjemme er nemlig medlem af Socialistisk Internationale.

Om ikke andet siger det noget om – i hvert fald dele af – Enhedslistens forhold til hvad vi andre ( inkl. Socialdemokrater) opfatter som demokrati. Det er nok værd at huske på.

 

Skal Brasilien have ny præsident igen?

Jeg har tidligere skrevet om forsøgene på at reformere Brasiliens håbløse pensionsystem og arbejdsmarked. Reformer der, som det ofte er, bestemt ikke er populære i befolkningen, men nødvendige.

Var det i forvejen vanskeligt at få dem gennem kongressen og senatet, tyder meget på at det nu er tæt ved at være umuligt. Efter præsident Michel Temer tilsyneladende er blevet afsløret i som mininum at kende til, og i værste fald aktivt at medvirke til obstruktion af den fortsatte efterforskning i det store korruptions-kompleks, som går under navnet Lava Jato, ser det i hvert fald ikke godt ud.

En båndoptagelse fra marts er blevet offentliggjort af højesteret, efter omtale af optagelserne i avisen ”O Globo”. Samtalen mellem præsidenten og  kan tolkes som at Temer opfordrer til/bifalder, at man løbende betaler den tidligere formand for kongressen, Eduardo Cunha, for at ”holde mund”. Cunha blev i marts måned idømt 15 års fængsel for  korruption og hvidvaskning,

I forvejen er snesevis af medlemmer af kongressen og senatet under anklage, ligesom 1/3 af Temers ministre. Offentliggørelsen medførte straks store kursfald på BOVESPA torsdag, som umiddelbart faldt 10 procent. Handlen suspenderedes herefter i en time. Ved dagens slutning var faldet på 8,8 procent. Det største fald på en dag siden 2008. Også den brasilianske real oplevede sit største fald i forhold til USD. i flere år.

Afsløringerne er naturligvis det store samtale-emne i alle medier og der spekuleres hæftigt i, hvorvidt man nu skal have ny præsident igen (Temer blev som bekendt præsident sidste år, da forgængeren Dilma Rousseff blev afsat). Hvis det bliver udgangen på historien, er det kongressen og senatet som vælger vedkommende, da man efter Temers “forfremmelse” fra vice-præsident til præsident, ikke har en vice-præsident. Et alternativ kunne være at man udskrev valg, hvilket dog kræver en grundlovsændring og  næppe er sandsynligt.

De økonomiske konsekvenser.

Samtidig med at man kan glæde sig over at brasiliansk presse ihærdigt går efter alle politikere, uanset “partifarve”, og et juridisk system der udviser en måske for mange forbavsende uafhængighed, er dette bestemt ikke godt nyt for Brasiliens økonomi.

Mens hele regionen har oplevet markant lavere vækstrater de senere år, sammenlignet med tidligere, har Brasilien vækstrater været særligt ringe. Ja faktisk var det eneste land i Latinamerika der klarede sig dårligere i 2016 Venezuela, som det fremgår af nedenstående.

2016

I år skulle så have markeret vendepunktet, hvor reformer af pensionsystemet og arbejdsmarkedet skulle bane vejen for øget vækst de kommende år.

2017

Nu risikerer man at reformerne som minimum udskydes og i værste fald ikke gennemføres inden der i 2018 igen skal vælges ny præsident.  Som sådan er det egentlig underordnet hvem som er præsident. Afgørende er om der gennemføres de nødvendige reformer. Det ser lidt sort ud for tiden.

 

 

 

 

Baggrunden for den fortsatte konflikt om Falklandsøerne

Christian skrev tidligere i dag et fremragende indlæg i anledning af 35 årsdagen for Englændernes bombardement af Port Stanley – en logistisk triumf.

Den dag i dag vil Argentinerne ikke anerkende, at Falklandsøerne – eller Malvinas – ikke er en del af Argentina. Et synspunkt som, i hvert fald på papiret bakkes op af det øvrige Latinamerkanske lande – ligesom Spanien indtil man blev medlem af EU også var på Argentinas side (interessant om Brexit fører til man igen indtager denne position).

Hvis du har glemt baggrunden for Falklandskrigen for 35 år siden (Argentinske tropper invaderede øerne den 2. april), vil jeg henvise til et par blogindlæg jeg skrev i anledningen af 30-året for Argentinernes invasion og efterfølgende forsmædelige nederlag.

Selv om retorik og tilgang til konflikten efter valget af Macri til præsident er blevet mere afdæmpet og kompromissøgende, så har Argentina ikke, og vil formentlig aldrig formelt opgive kravet på Malvinas.

Læs mere her:

Historisk baggrund for Argentinas og Englands konflikt over Falklandsøerne

Malvinas eller Falklandsøerne – ret til selvbestemmelse eller engelsk imperialisme

Billedresultat for falklands islands war

 

Indvandringens pris – et selvskabt problem

Finansministeriet (FM) har udsendt en ganske glimrende rapport, Indvandreres nettobidrag til de offentlige kasser,  om  danskere og henholdsvis vestlige og ikke-vestlige indvandrere, samt deres efterkommere (2. generations indvandrere), nettobidrag. Beregningerne er sket med udgangspunkt i finansåret 2014, hvor der var ekstraordinært store indtægter fra henholdsvis beskatning af hævet kapitalpensionsordning (omlægninger til aldersopsparing) og fra pensionsafkastskatten (PAL-skat).

Det fremgår af rapporten, at den del af befolkningen, som betegnes som af “dansk oprindelse” det pågældende år netto bidrog med 56 mia. kroner, svarende  til 5.000 kr. per person. Vestlige indvandrere bidrog med 6 mia. kroner eller svarende til 30.000 kroner per person, mens deres efterkommere kostede 2. mia. kroner eller svarende til 70.000 kroner per person.  Til gengæld kostede indvandrere fra ikke vestlige lande 16 mia. kroner, svarende til 56.000 kroner, mens deres efterkommere kostede 17. mia. kroner, svarende til 128.000 kroner per person. Ser vi alene på de der befandt sig i den erhvervsdygtige alder (25-64 år) bidrog hver person af dansk oprindelse med netto 109.000 kroner, mens vestlige indvandrere og deres efterkommere bidrog med henholdsvis 77.000 kroner og 90.000 kroner.  For ikke-vestlige indvandrere og deres efterkommere var den gennemsnitlige omkostning på henholdsvis 33.000 kroner og 11.000 kroner.

Set ud fra en offentlig budgetbetragtning gav den del af befolkningen som er af dansk afstamning samt vestlige indvandrere og deres efterkommere altså “overskud”, mens indvandrere fra ikke-vestlige lande samt deres efterkommere, selv for den del som var i en erhvervsaktive alder, gav underskud. Hvis man tager højde for de ovenfor nævnte ekstraordinære indtægter, ser regnestykket dog lidt anderledes ud. Nu er det alene vestlige indvandrere som giver overskud, som det fremgår af nedenstående tabel fra FMs rapport.

Reaktionerne på rapporten har endnu engang vist hvor polariseret udlændingedebatten er herhjemme – og hvor lidt mange de der deltager tilsyneladende kærer sig om fakta. Det gælder både blandt “indvandrerkritiske” røster og “indvandrerpositive” røster. De færreste har vist gjort sig den ulejlighed at læse selve rapporten, der ellers er frit tilgængelig på Finansministeriets hjemmesider. Det er en skam, for det er som sagt en yderst sober og grundig rapport.

Men før vi går videre er det vigtigt at slå fast, hvad rapporten siger noget om og måske nok så vigtigt, hvad den ikke siger noget omFMs rapport viser det finanspolitiske nettobidrag fordelt på danskere, vestlige indvandrere, ikke-vestlige indvandrere, efterkommere efter vestlige indvandrere og efterkommere efter ikke-vestlige indvandrere. Der er altså ikke tale om en opgørelse over de forskellige gruppers samfundsøkonomiske bidrag. Og det er ikke uden betydning.

Forvekslingen af samfundsøkonomisk værdi og nettobidrag til de offentlige kasser er desværre ganske udbredt. Men hvor det samfundsøkonomiske bidrag måler bidraget til den samlede værdiskabelse og dermed velstand, så beskæftiger FMs rapport sig altså alene med nettobidraget til de offentlige kasser, og er primært udtryk for graden af omfordeling.

Rapporten kan altså ikke bruges til at konkludere at indvandrere fra ikke-vestlige lande og deres efterkommere udgør en samfundsøkonomisk nettoomkostning, og rent faktisk skal det medtages at en del af undergrupperne ikke adskiller sig fra gruppen “af dansk afstamning”, især når man tager højde for de helt særlige forhold for skattebetalingen i 2014.

Som det fremgår af ovenstående figur er nettobidraget for kinesere, ukrainere og ikke mindst indere større, end for både polakker og nordmænd, samt for indere’s vedkommende også større end for tyskere. For thailændere, filippinere og vietnameseres vedkommende, ligger deres nettobidrag på niveau med danskeres, når der tages højde for ekstraordinære skatteindtægter i 2014, men før der tages hensyn til forskelle i aldersfordeling.

Finansministeriets rapport, som jeg kun kan opfordre enhver til at tage sig tid til at læse, indeholder også en aldersstandardiseret beregning, hvorved der f. eks. tages højde for at efterkommere efter både vestlige og ikke-vestlige indvandrere i stor udstrækning består af børn og unge.

Heraf kan udledes to forhold:

  1. Målt på bidraget til de offentlige kasser ligner efterkommere efter vestlige indvandrere befolkningen af dansk afstamning
  2. Også efter der er taget højde for aldersfordelingen er der et betydeligt, om end mindre, negativt bidrag fra efterkommere efter ikke-vestlige indvandrere.

Fra den del af den indvandrerpositive fløj, som helst ikke beskæftiger sig med økonomi, har man ikke været sen til at påpege, at a) 80 procent af efterkommere af ikke-vestlige indvandrere udgøres af børn og unge og b) nettobidraget forbedres når der tages højde for dette. Men ser vi på erhvervsfrekvensen blandt efterkommere efter ikke-vestlige indvandrere og analyser af hvorledes især drenge af ikke-vestlig oprindelse klarer sig (eller rettere ikke klarer sig), er der desværre ikke grund til den store optimisme, i forhold til nettobidraget til de offentlige kasser.

Indvandring som underskudsforretning – et selvskabt problem

Finansministeriet har også lavet en række beregninger, hvor man ser på den potentielle effekt, hvis indvandrere fra ikke-vestlige lande samt deres efterkommere havde samme tilknytning til arbejdsmarkedet og indkomst som den øvrige del af befolkningen, om end man ved disse bemærker, at :

der er tale om en hypotetisk potentialeberegning, som bygger på meget ekstreme forbedringer af navnligt ikke-vestlige indvandreres og deres efterkommeres tilknytning til arbejdsmarkedet. Der kan således ikke peges på økonomiske reformer mv., der kan forventes at indebære denne forbedring af integrationen.

Her er vi ved det centrale problem i forhold til den faktisk stedfundne indvandring til Danmark set i forhold til bidraget til de offentlige kasser. For godt nok fremgår det også af rapporten, at indvandrere fra ikke-vestlige lande som kommer til Danmark i erhvervsmæssig øjemed, giver et positivt nettobidrag til de offentlige kasser, men det forholder det sig helt anderledes for asylsøgere og de efterfølgende familiesammenførte – samt desværre også i vid udstrækning deres efterkommere.

Den væsentligste forklaring er naturligvis indretningen af vores velfærdsstat, hvor høje ydelser – som asylanter og familiesammenførte har fuld adgang til – indebærer en de facto høj minimumsløn, som formentlig er betydeligt højere end de pågældendes produktivitet kan bære. Netop den høje de facto minimumsløn kombineret med den høje grad af omfordeling indebærer et krav om en relativ høj erhvervsfrekvens, for at det “skal løbe rundt”.

Desværre er der næppe politisk flertal for reformer, som for alvor vil forbedre nettopåvirkningen af de offentlige kasser (og det samfundsøkonomiske bidrag) ved indvandringen fra ikke-vestlige lande. Det ville jo indebære accept af en (væsentlig) større lønspredning – en forudsætning for en bedre økonomisk integration.

Det ville ellers formentlig også være gavnligt i forhold til de kulturbaserede problemer, som indvandringen fra især Mellemøsten (og omegn) også har indebåret. Der er trods alt få ting, som er bedre til at få mennesker til at tilpasse sig  end behovet for mad i munden og tøj på kroppen.

Det gælder overraskende nok også flygtninge og familiesammenførte.

Brasiliens korruptionsskandale når nye højder – og det er godt

Os Corruptos – Lula (2003-11), Collor (1990-92), Cardoso (1995-03), Dilma (2011-16)

Mens udsigten til at gennemgribende og nødvendige pensions- og arbejdsmarkedsreformer desværre ser ud til at være mindre end for blot en måned siden, fortsætter efterforskningen i Brasiliens største korruptionsskandale nogensinde. Og det er fremragende af flere årsager.

Offentliggørelsen af listen af nye mistænkte, som skal efterforskes må en gang for alle slå Venstrefløjens konspirationsteori om sidste års afsættelse af den socialistiske præsident Dilma Rousseff som et kup orkestreret af en konservativ presse og højrefløjen, for at sikre dem mod videre efterforskning for korruption, til jorden.

Ud over de på listen nævnte, som efter brasiliansk lov skal efterforskes af højesteret selv, fordi der er tale om nuværende ministre, guvernører og valgte til senat og kongres, har højesteret også givet ordre om at indlede efterforskning ved lavere domstole mod de tidligere præsidenter Dilma Rousseff, Lula og Fernando Henrique Cardoso.

Listen over de anklagede er vel det nærmeste man kommer en “who is who” i brasiliansk politik. Der er politikere fra stort set alle partier fra kommunister til konservative. Sammen med de allerede nævnte eks-præsidenter er også tidligere præsident Fernando Collor de Mello under mistanke. Det samme er taberen i anden runde ved det seneste præsidentvalg, Aecio Neves fra PSDB. Begge formænd for parlamentets to kamre, samt som nævnt ni ministre fra den nuværende regering.

Nuværende og tidligere ministre og guvernører, senats- og kongresmedlemmer mv., under mistanke for korruption (parti i parantes)

  • Aécio Neves, senador (PSDB-MG)
  • Antônio Anastasia, senador (PSDB-MG
  • Alfredo Nascimento, deputado (PR-AM)
  • Milton Monti, deputado (PR-SP)
  • Aloysio Nunes, senador (PSDB-SP)
  • Arlindo Chinaglia, deputado (PT-SP)
  • Arthur Maia, deputado (PPS-BA)
  • Bruno Araújo, ministro das Cidades (PSDB-PE)
  • Carlos Zarattini, deputado (PT-SP)
  • Cândido Vaccarezza, deputado (ex-PT-SP)
  • Guido Mantega, ex-ministro da Fazenda (PT)
  • Eduardo Braga, senador (PMDB-AM)
  • Omar Aziz, senador (PSD-AM)
  • Cacá Leão, deputado (PP-BA)
  • Cássio Cunha Lima, senador (PSDB-PB)
  • Celso Russomanno, deputado (PRB-SP)
  • Ciro Nogueira, senador (PP-PI)
  • Dalírio Beber, senador (PSDB-SC)
  • Napoleão Bernardes, prefeito de Blumenau (PSDB-SC)
  • Daniel Elias Carvalho Vilela, deputado (PMDB-GO)
  • Maguito Vilela, ex-governador de Goiás (PMDB)
  • Daniel Gomes de Almeida, deputado (PCdoB-BA)
  • Décio Nery de Lima, deputado (PT-SC)
  • Ana Paula Lima, deputada estadual (PT-SC)
  • Edison Lobão, senador (PMDB-MA)
  • Eliseu Padilha, ministro-chefe da Casa Civil (PMDB-RS)
  • Moreira Franco, secretário-geral da Presidência (PMDB-RJ)
  • Fábio Faria, deputado (PSD-RN)
  • Robinson Faria, governador do Rio Grande do Norte (PSD)
  • Rosalba Ciarlini, prefeita de Mossoró (PP-RN)
  • Fernando Collor de Mello, senador (PTC-AL)
  • Fernando Bezerra, senador (PSB-PE)
  • Gilberto Kassab, ministro das Comunicações (PSD-SP)
  • Heberte Lamarck Gomes da Silva (Betinho Gomes), deputado federal (PSDB-PE)
  • José Feliciano de Barros Júnior, advogado (PMN)
  • José Ivaldo Gomes (Vado da Farmácia), ex-prefeito de Cabo do Santo Agostinho (PTB-PE)
  • Helder Barbalho, ministro da Integração Nacional (PMDB-PA)
  • Paulo Roberto Galvão da Rocha, senador (PT-PA)
  • Heráclito Fortes, deputado (PSB-PI)
  • Humberto Costa, senador (PT-PE)
  • Ivo Cassol, senador (PP-RO)
  • João Carlos Gonçalves Ribeiro, ex-secretário de Planejamento de Rondônia
  • João Carlos Paolilo Bacelar Filho, deputado (PR-BA)
  • Jorge Viana, senador (PT-AC)
  • Tião Viana, governador do Acre (PT)é arlos Aleluia, deputado (DEM-BA)
  • José Carlos Becker de Oliveira e Silva (Zeca Dirceu), deputado (PT-PR)
  • José Dirceu, ex-ministro-chefe da Casa Civil
  • José Orcírio Miranda dos Santos (Zeca do PT), deputado (PT-MS)
  • Blairo Maggi, ministro da Agricultura (PP)
  • José Reinaldo Carneiro Tavares, deputado (PSB-MA)
  • Ulisses César Martins de Sousa, ex-procurador-geral do Estado do Maranhão
  • Renan Calheiros, senador (PMDB-AL)
  • Renan Calheiros Filho, governador do Alagoas (PMDB)
  • Fernando Bezerra de Sousa Coelho, senador (PSB-PE)
  • Júlio Lopes, deputado (PP-RJ)
  • Jutahy Magalhães Júnior, deputado (PSDB-BA)
  • Kátia Abreu, senadora (PMDB-TO)
  • Moisés Pinto Gomes, marido da senadora Kátia Abreu
  • Lídice da Mata, senadora (PSB-PE)
  • Lindberg Farias, senador (PT-RJ)
  • Marco Maia, deputado (PT-RS)
  • Eliseu Padilha, ministro-chefe da Casa Civil (PMDB)
  • Humberto Kasper, ex-presidente da Trensurb
  • Marco Arildo Prates da Cunha, ex-presidente da Trensurb
  • Paulo Bernardo Silva, ex-ministro do Planejamento (PT)
  • Marcos Antônio Pereira, ministro da Indústria, Comércio e Serviços (PRB-ES)
  • Maria do Rosário Nunes, deputada (PT-RS)
  • Mário Negromonte Júnior, deputado (PP-BA)
  • Milton Monti, deputado (PR-SP)
  • Valdemar da Costa Neto, ex-deputado (PR-SP)
  • Nelson Pellegrino, deputado (PT-BA)
  • Ônix Lorenzoni , deputado (DEM-BA)
  • Paulo Henrique Ellery Lustosta da Costa, deputado (PP-CE)
  • Paulo Pereira da Silva, deputado (SD-SP)
  • Pedro Paulo Carvalho Teixeira, deputado (PMDB-RJ)
  • Eduardo Paes, ex-prefeito do Rio de Janeiro (PMDB)
  • Ricardo Ferraço, senador (PSDB-ES)
  • Rodrigo Maia, deputado (DEM-RJ)
  • César Maia, ex-prefeito do Rio de Janeiro (DEM)
  • Rodrigo Garcia, deputado (DEM-SP)
  • Romero Jucá Filho, senador (PMDB-RR)
  • Eunicio Oliveira, senador (PMDB-CE)
  • Lúcio Quadros Vieira Lima, deputado (PMDB-BA)
  • Rodrigo Maia, deputado (DEM-RJ)
  • Rodrigo Jucá, advogado e filho de Romero Jucá (PSD-RR)
  • Valdir Raupp, senador (PMDB-RO)
  • Vander Loubet, deputado (PT-MS)
  • Vanessa Grazziotin, senadora (PCdoB-AM)
  • Eron Bezerra, marido da senadora Vanessa Grazziotin
  • Vicente Cândido, deputado (PT-SP)
  • Vicente Paulo da Silva, deputado (PT-SP)
  • Vital do Rêgo Filho, ministro do Tribunal de Contas da União (TCU)
  • Yeda Rorato Crusius, deputada (PSDB-RS)

For mere information om hvad de enkelte er mistænkte for, se her (portugisisk). Ved at klikke på de fire cifre til højre får man Højesterets begrundelse for at indlede en efterforskningssag på hver enkelt af de nævnte.

De mange sager er resultatet af den “plea-bargain” som Marcelo Odebrecht indgik sidste år og et gennemgående tema er ulovlig finansiering af valgkampagner (bl.a. Fernando Henrique Cardoso og Dilma Rouseff), eller direkte betaling for at politikere har brugt deres magt og inflydelse til at skaffe Odebrecht lukretive kontrakter (bl. a. Lula i forbindelse med projekter i Angola).

Det er næppe sidste gang jeg skriver om korruptionsskandalerne i Brasilien, men som jeg også har skrevet før, er dette i bund og grund en opløftende udvikling, der faktisk giver håb for fremtiden. Der er næppe tvivl om at at denne form for korruption har eksisteret som en integreret del af brasiliansk politik i årtier. Det nye er at det åbenbart ikke længere kan lade sig gøre.

Det er så sandelig nye tider i Brasilien.

Venezuela’s dødsspiral fortsætter

Både Christian og jeg har gennem mange år skrevet om Venezuela’s absurde udvikling og sammenbrud – både her på punditokraterne og på Americas.dk.  Venezuela er i dag et militærdiktatur og hvordan og hvornår det endelig er slut for “det 21. århundredes socialisme”, afgør den. Hvis man spurgte den venezuelanske befolkning er der selvfølgelig ingen tvivl om udfaldet, og det har der ikke været længe.

Og måske er man endelig ved at miste grebet om magten. I går var præsident Maduro således mål for kasteskyts ved en militærparade, og selv om den officielle transmission fra begivenheden lynhurtig kappede forbindelsen, da det gik galt, har mobiloptagelser sidenhen cirkuleret på de sociale medier

Om dette signalerer det endelige fald for regimet skal jeg ikke sige. I sidste ende er det militæret som bestemmer hvad der sker herefter. Men givet at der nu er protester og sammenstød mellem militær og politi på den ene side og desperate borgere på den anden stort set hver dag og nat, må der forventes en eller anden form for reaktion på et tidspunkt. Og i modsætning til demonstrationerne for et par år siden, som primært foregik i områder og med udgangspunkt i middeklassen og studerende, hvor oppositionen længe har været stærkest, er der nu gentagne demonstrationer og opløb også i Chavinisternes kerneland og blandt de dele af befolkningen som tidligere i stort tal støttede om ikke “det 21. århundredes socialisme”, så i det mindste Chavez og dernæst hans efterfølger Maduro, så længe de “blev betalt” med billige varer. Det er så et stykke tid siden regimet har haft midlerne til dette.

Hvis man vil følge med i udviklingen kan vi kun (endnu engang) opfordre til at man checker den (for det meste) engelsksprogede “Caracas Chronicles“, der har vist sig ofte at være den mest pålidelige kilde, når det kommer til dækning af udviklingen i Venezuela.

Historien om verdens største olieproducent, målt på reserver. Formentlig hurtigst voksende økonomi, målt over perioden 1920-1980 og  Sydamerikas ubetinget mest velstående land for 40-50 år siden til i dag et af de fattigste lande i regionen, præget af fattigdom, ja ligefrem sult, et sundhedssystem der for længst er brudt sammen og en økonomi i frit fald – alene fra 2013 til i dag er BNP faldet med ca. 25 procent  – samt galoperende kriminalitet og inflation. Det er så sandelig en tragedie af næsten ufattelig dimensioner.

Hvis noget land har følt “The curse of oil”, så er det vist Venezuela. Og så understreger de seneste års udvikling for øvrigt endnu en gang, at socialisme altid ender i diktatur.

Sølle notat fra folketingets økonomiske konsulenter om ulighed og vækst

På en forespørgsel fra et medlem af finansudvalget (Pelle Dragsted fra Enhedslisten), har folketingets økonomiske konsulenter (der er to) udarbejdet et notat om økonomisk vækst og ulighed. Det er er kommet et temmelig sølle og ret beset ligegyldigt notat ud af, som sammenfatter en række analyser af en eventuel sammenhæng mellem indkomstulighed og økonomisk vækst udgivet af IMF og OECD.

Vi har tidligere givet analyserne  fra IMF og OECD en hård medfart på Punditokraterne – ikke mindst IMFs.  Således betegnede Christian Bjørnskov en af disse (Redistribution, Inequality and Growth), som fandt en negativ sammenhæng mellem ulighed og vækst med baggrund i uligheden i 150 lande, som præget af “empirisk fifleri“. Verdensbanken omtaler  – i en rapport sidste år (taking on equality)  – notatet fra IMF (og efterfølgende notater) på følgende vis:

Recent research by the International Monetary Fund has claimed that lower inequality in disposable income is associated with more rapid and more durable growth for a given level of redistribution. The robustness of the findings has been questioned, however, because of the presence of weak instruments in the econometric technique, a pervasive issue in this field of research.

Og i lighed med Christian konkluderer de:

After accounting for weak instruments, the coefficients turn insignificant; so, it is not possible to draw any conclusion about the effect of inequality on growth, whether positive or negative.

Dette ligger også i forlængelse af den efterhånden omfattende økonomiske litteratur, der finder at sammenhængen mellem ulighed og økonomisk vækst er yderst svag, hvilket Otto Brøns også påpegede i 2014 her på bloggen.

Desværre kommer Folketingets økonomer aldrig rigtigt videre end til at referere materialet fra IMF og OECD, omend de trods alt gør opmærksom på at andre studier kommer frem til andre resultater. Men det kunne en nogenlunde opvakt gymnasieelev nok også have fundet ud af. Og nogen hjælp for medlemmerne i finansudvalget kan man næppe sige at notatet er. Det ville have krævet at man havde forklaret modellerne bag IMF og OECDs resultater, ikke mindst deres forudsætninger.

Skal der sige noget positivt om notatet, så er det at man påpeger, at  det økonomiske notat, som danner grundlag for rapporten “In it together”, påpeger at :

Ændringer i de øverste indkomster (9. og 10. indkomstdecil) har ingen statistisk signifikante effekter på økonomiske vækst

Venstrefløjen (inkl. Pelle Dragsted) har nemlig “skamridt” netop dette OECD notat og sammenkoblet det med deres forargelse over at de øverste deciler har haft en højere indkomstfremgang end resten. Så hvis vi i fremtiden kan slippe for dette, er meget jo vundet.  Til gengæld er det beklageligt, at folketingets økonomer ikke har fanget en meget væsentlig pointe i samme notat. Nemlig at stort set alle de anbefalinger man kommer med er ting der allerede gøres i Danmark. Ligeledes må man også undre sig over, at man i behandlingen af notaterne fra IMF ikke (i langt højere grad) understreger, at man her faktisk understreger, at der for lande med meget stor omfordeling, gælder at:

…that when redistribution is already high (above the 75th percentile), there is evidence that further redistribution is indeed harmful to growth, as the Okun “big trade-off” hypothesis would suggest

Det er ret væsentlig i forhold til netop Danmark, hvor omfordelingen er betydelig i lighed med andre (nord)europæiske velfærdsstater, hvilket vi også omtalte her på bloggen tilbage i 2014.

Sagens kerne er også, som nævnt, at koblingen mellem ulighed og vækst er meget svag og ustabil. Som Otto tidligere har skrevet her på bloggen,:

Ulighed bør i sig selv ikke forventes at have nogen særlig betydning for BNP. Derimod har den politik, der bliver ført, betydning for væksten, men kan påvirke Gini-koefficienten i både den ene og anden retning.

 

 

Brasilien rammer bunden, men fremtiden ser lys ud

Christian beskrev forleden hvorledes Venezuela fortsætter sin ubegribelige vej ud i kaos, med hastigt stigende inflation og en fuldkommen ødelagt økonomi. En tragedie af næsten ubeskrivelige dimensioner. Hvad der for blot et halvt århundrede siden var Sydamerikas rigeste land er i dag et land præget af vold, fattigdom, sult og mangel på selv de mest elementære nødvendigheder.

Heldigvis ser det noget anderledes ud i Latinamerikas største økonomi, der som bekendt har haft nogle hårde år, med faldende BNP, stigende inflation og arbejdsløshed, en kæmpe korruptionsskandale, som langt fra er ovre, samt politisk kaos, der sidste år kostede den socialistiske præsident Dilma Rousseff præsidentposten.

(PIB = BNP)

Hendes arvtager og tidligere vice-præsident Temer partiet PMDB – der i den udstrækning man kan tale om at det har en ideologi, må betegnes som en blanding af social-konservatisme og socialdemokratisme – har siden været en ganske upopulær præsident. Både på grund af den måde han kom til magten og fordi korruptionsanklager, der også har kostet flere ministre posten, fortsætter med at klistre til ham.

Temer går næppe over i den folkelige historie, som en af de store populære præsidenter. Men det kan meget vel være, at den mere seriøse historieskrivning i eftertiden vil karakterisere hans regeringsperiode som en af de mest afgørende i nyere brasiliansk historie.

Efter perioden under den folkekære præsident  (og fortsat populær blandt mange brasilianere trods anklager om korruption) Lula – især fra hans 2. valgperiode –  og efterfølgeren Dilma Rousseff markerede en tilbagevenden til tidligere tiders nationalistisk og statscentrerede økonomiske politik, der på mange måder mindede om den politik militæret førte i 70erne, markerer Temers regering en tilbagevenden til reformkursen i 90erne, og en betydelig større vægtning af markedskonform økonomisk politik og orienteering mod en mere åben økonomi.

Sidste år  fik man gennemført en forfatningsændring, der indebærer at de føderale budgetter ikke må stige mere end inflationen de kommende 20 år, dog med en revision om 10 år og her i april vedtages muligvis den største ændring i det brasilianske pensionssystem i mands minde. Det vender jeg tilbage til indenfor de kommende uger.

 kilde: Global rates.com

Faldet i inflationen er fulgt op af et betragteligt fald i renterne de seneste måneder og der er en spirende optimisme omkring den fremtidige økonomiske udvikling. Nok forventer man fortsat stigende arbejdsløshed hen over året, før den igen begynder at falde, mens BNP muligvis vil stige minimalt (BNP per indbygger vil fortsat falde). Men bunden ser ud til at være nået og hvis man lykkes med at gennemføre hovedparten af de reformer, som regeringen arbejder for, vil Brasilien for alvor være en økonomi man igen skal regne med. Der er naturligvis mange hvis’er i denne ligning. Men 2016-2017 kan meget vel komme til at gå over i historiebøgerne, som de år der kommer til at definere den økonomiske politik i mange år fremover. Hvis altså………. Men det vender vi tilbage til i kommende indlæg.

Nulsumspræsidenten og Border Adjustment Tax

Det er efterhånden mange år siden USA var den drivende kraft bag den økonomiske globalisering. Således har man i praksis bevæget sig i en mere protektionistisk retning siden 2001, måske ikke retorisk – under Bush jr. talte man om et frihandelsområde fra Canada i nord til Chile og Argentina i syd, og under Obama fik man som bekendt forhandlet TPP på plads, mens man kom tæt på en endelig TTIP aftale – men i praksis er USA blevet mere protektionistisk siden 2001.

Med valget af Donald Trump er disse aftaler fortid. Trumps syn på international handel bunder i en forestilling om, at USA er blevet “udnyttet” af andre lande, hvilket fremgik af hans – i øvrigt flere steder ganske fremragende – tale til kongressens to kamre, natten mellem tirsdag og onsdag dansk tid.

Hans grundlæggende mangel på forståelse for gevinsterne ved frihandel fremgik tydeligt i hans tale til kongressen tirsdag. Han sagde godt nok han gik ind for frihandel, men tilføjede at der skulle være tale om “fair handel”. Herefter opremsede Trump hvor mange industriarbejdspladser USA havde mistet gennem de seneste to årtier, mens han beklagede sig over at andre lande lagde “store afgifter” på import af amerikanske produkter, mens USA tillod import uden afgifter.

Med andre ord “bliver USA snydt” via den internationale handel ifølge Trump.

At han citerer Abraham Lincoln understreger blot Trumps reelt protektionistiske dagsorden. Nok er Lincoln en stor historisk figur, men det er unægteligt ikke på grund at hans økonomiske forståelse, som var stort set ikke eksisterende.

USA og økonomisk frihed

Forrige weekend gennemgik Christian de statiske omkostninger ved protektionistisk handelspolitik. Omkostninger som med valget af Donald Trump i USA må forventes at stige betydeligt.  Som Martin Ågerup påpegede i en debat tirsdag på radio 24syv, er modstanden mod frihandel et af de få punkter hvor Donald Trump har været fuldkommen konsistent – og det endda gennem mange årtier.

Inden jeg går videre er det måske lige på sin plads at se på hvor frihandelsorienteret USA egentlig er? Svaret er – måske overraskende for en del – at det er man sådan set ikke. Det er efterhånden en del år siden at USA var bannerfører for mere økonomisk frihed og øget frihandel. Og den optimisme som f. eks. Lars Seier udviser i sin støtte til Trump, (se bl.a.  “Trump vil overraske positivt“), må undre en del.

Når Seier skriver, at:

Det væsentligste (berettigede) angreb fra borgerlige kommentatorer, er Trumps holdning til frihandel. Men hvad er det egentlig, han siger? At han vil lave bilaterale handelsaftaler, simplificere processen og holde handelspartnere ansvarlige. Med det samme prøver han at fast tracke en deal med Storbritannien. Hvad er der så forfærdeligt ved det? Enhver, der har prøvet at importere en vare ind i EU kender i praksis vore egne mure mod frihandel – besværligt og stjernedyrt. Et lille land som Schweiz har forhandlet flere .

Overser og negligerer Seier, at Trump ganske enkelt ikke anerkender/forstår grundlæggende handelsteori. Derimod synes han at opfatte international handel som et nulsumsspil – ikke ulig venstrefløjens traditionelle tilgang. Betegnedes Reagan som “neoliberalist”, må Donald Trump således betegnes som “neomerkantilist”.
Den enes gevinst er den andens tab og et grundtema er åbenbart, at USA gennem tiden er gået med til den ene elendige handelsaftale efter den anden, set med amerikanske øjne.

Tilsyneladende anerkender Trump (og folkene omkring ham) ikke den banale sammenhæng, at underskuddet på handelsbalancen er en konsekvens af lav indenlandsk opsparing. Som det også vil fremgå af dette indlæg, ligger det i det hele taget lidt lidt tungt med forståelsen for selv ganske banale nationaløkonomiske sammenhænge i den nye administration.

Måske kan det også være, at Lars Seier (og andre) lider under den forkerte opfattelse, at USA er langt mere frihandelsorienteret end det faktisk er.

Sammenlignet med EU (ikke mindst lande som Irland, Holland, Slovakiet og Danmark) er alle EU-landene mere frihandelsorienterede end USA (og Schweiz).

En sammenligning mellem EU-landene og USA falder således ikke ud til USAs fordel, som det fremgår af nedenstående tabel, baseret på Fraser Institute’s economic freedom index.
Ser vi på udviklingen over tid, kan vi også hurtigt konstatere, at hvor 1970erne, 80erne og 90erne var kendetegnet ved stigende økonomisk frihed i USA, er det sidenhen gået ned af bakke. Hvis vi igen tager udgangspunkt i Fraser Institutes index, ser vi også, at det ikke er finanskrisen i 2008 som markerer det afgørende skifte. Det sker i 2001.

Kilde: Fraser Institute

Ligeledes er det slående at hverken Seier eller andre, som er fortalere for at “give Trump en chance” har øje for, at han allerede inden sin indsættelse på ganske brutal vis gik efter navngivne firmaer, som han ikke mente drev deres virksomhed i overenstemmelse med hans/statens interesse i at skabe flere industriarbejdspladser i USA.

Denne fremgangsmåde er udtryk for en kooperativ tilgang til den økonomiske politik, som muligvis er “business friendly” overfor de firmaer som “opfører sig som Trump ønsker det”, men den er bestemt ikke frimarkedsvenlig, ligesom en sammenligning med Ronald Reagan er helt ude i skoven. Trump er ikke en genoplivning af Reaganomics, det er derimod det endelige opgør.

Eller som Peter Kurrild-Klitgaard skrev i Børsen under overskriften “Nej, Trump er ikke økonomisk liberal”

at Trump udover sin personlige uberegnelighed og uforudsigelighed repræsenterer en økonomisk protektionisme, en korporativ statskapitalisme og en undergravning af retssamfundet. Ét punkt udelader de imidlertid alle ved bedømmelsen af Trump: Hvordan han planlægger ikke blot at ville fortsætte, men endog eskalere det største problem i amerikansk økonomi, ja, måske i amerikansk politik i det hele taget: de løbske offentlige udgifter og den deraf eksploderende gældsætning af staten.

Og konkluderer, at

Trumps linje er ikke bare i praksis, men nok så meget i dens retorik et radikalt brud med et halvt århundredes republikansk linje, hvor man om end ikke i praksis, men i hvert fald i retorikken har lagt en “fiskalt konservativ” linje med idealer om “balancerede budgetter” og reduktion af de offentlige udgifter. Han er i så henseende reelt den mest venstreorienterede republikanske præsident i mere end 100 år.

Det gælder for styringen af offentlige udgifter, såvel som for handelspolitikken, der groft sagt lige så godt kunne være formuleret af 3F.

Eller som jeg påpegede i en kronik i Børsen, “Dele af Trumps handelspolitik kunne være formuleret af 3F” tilbage i november måned. Det fremgår eksplicit af Trumps politik-progrom, at

der skal sættes en stopper for “sweatshops i Mexico, der underbyder amerikanske arbejdere”, står der i Trumps politiske program. Det kunne 3F ikke have formuleret bedre herhjemme.”

I et notat skrevet af Trumps handelsminister, Wilbur Ross, og en af præsidentens rådgivere, Peter Navarro, er et krav til en ny aftale, at den i højere grad tilgodeser “vores arbejdere”, som der står, altså amerikanske arbejderes interesser.

Hvis Mexico og Canada ikke er med på den, vil man meddele, at “USA har til hensigt at trække sig ud af aftalen”,  og det kan man faktisk gøre med 6. måneders varsel.

Men Canada er faktisk med på den og der er lagt op til forhandlinger. Formålet synes klart at være at “tryne” Mexico og mindske deres konkurrencedygtighed i håbet om at at bevare flere industriarbejdspladser i USA (og Canada).

Trump har også, som forventet, meddelt at man trækker sig fra TTP aftalen, mens TTIP er lagt i graven. Som det fremgår af nedenstående video blev meddelelsen om at USA ikke vil deltage i TTP modtaget med klapsalver under det møde Trump kort efter sin tiltrædelse afholdt med en række amerikanske fagforeninger.

Som Peggy Noonen bemærkede i “Trump Tries to Build a ‘Different Party’ ” i WSJ:

The lengthy, public and early meeting with the union leaders was, among other things, first-class, primo political pocket-picking. The Trump White House was showing the Democratic Party that one of its traditional constituent groups is up for grabs and happy to do business with a new friend.

Ikke mere Reaganomics

Måske er det meget sigende, at hvor Reagan havde Milton Friedman blandt sine rådgivere, er en helt central person hos Donald Trump Peter Navarro, som skal lede det nyoprettede National Trade Council. Han har ved flere lejligheder har demonstreret en noget overraskende mangel på forståelse for selv de mest banale økonomiske sammenhænge.

Som Christian påpegede i sit indlæg sidste weekend, indebærer handelsbarrierer et samfundsøkonomisk tab. At andre lande er protektionistiske ændrer ikke ved det faktum, at det altid er en fordel samfundsøkonomisk selv at være åben for handel med andre lande.

På samme måde kan den hyppigt fremførte kritik af, at visse lande holder deres valutakurser “kunstigt lave”, en kritik USA ofte har anført overfor Kina, og efter den nye administration er kommet til, også overfor Tyskland. I det omfang der er tale om kunstigt lave valutakurser indebærer det reelt at det eksporterende land subsidierer importlandets forbrug.

Men med den nye administration i USA har man desværre fået placeret en række fortalere for protektionisme i helt centrale positioner. Det drejer sig ikke mindst om den nye handels minister Wilbur Ross og Peter Navarro, som er bagmændene bag store dele af Trumps økonomiske politik, ikke mindst handelspolitikken. Ingen af de to har grundlæggende forstået helt  centrale økonomiske sammenhænge.

Når man ikke forstår BNP 

En del læsere kan måske huske, at der på et tidspunkt blev gjort meget grin af en stakkels DF-politikker herhjemme, fordi hun ikke helt havde styr på hvad BNP stod for. Det var med hendes uddannelsesmæssige baggrund nok mildt sagt en anelse urimeligt.

Helt anderledes alvorligt er det, når en præsident og hans nærmeste økonomiske rådgivere ikke har forstået, hvad vi ellers forventer enhver gymnasieelev her i landet (og også i USA går jeg ud fra) forventes at kunne finde ud af.

Hvorfor er Trump egentlig så optaget af at begrænse importen? Hvorfor siger han at andre lande udnytter USA, når de eksporterer mere til Amerikanerne, end de importerer fra dem?

Trods alt er der tale om at amerikanerne får en masse elektronik, tekstiler mv. ved at aflevere nogle stykker papir med gamle mænd på.

Grunden er at Trump og hans mænd tror at import er dårlig for landets vækst og velstand i form af BNP, fordi formlen for BNP er som følger:

BNP = C + G + I + X-M

Hvor C er privat forbrug, G offentlig forbrug, I er investering, X eksport og M import.

Jeg forstår godt, hvis læserne tvivler på at det virkeligt kan passe. Men se så her, hvad Peter Navarro, en af Trumps nærmeste rådgivere skriver i “Scoring the Trump Economic Plan: Trade, Regulatory, & Energy Policy Impacts“:

“When net exports are negative, that is, when a country runs a trade deficit by importing more than it exports, this subtracts from growth”

Og for de der måske lige har glemt formlen for BNP. Import skal naturligvis trækkes fra, fordi den allerede indgår i forbrug og investeringer.

Back-door tariffs

“While the US operates primarily on an income tax system, all of America’s major trading partners depend heavily on a “valueadded tax” or VAT system. Under current rules, the WTO allows America’s trading partners to effectively create backdoor tariffs to block American exports and backdoor subsidies to penetrate US markets.” – Peter Navarro

Hvis man skal tro Donald Trump og hans rådgivere, så er verdenshandlen indrettet til USA’s ugunst, og helt central er WTO’s regel om, at man som eksportør (naturligvis) ikke betaler moms (VAT). Ifølge den nye administration udgør det et subsidie af eksporten fra andre lande til USA, mens USA’s eksport bliver straffet ved at der (naturligvis) lægges moms på deres produkter, når de kommer ind i landet.

Argumentet er at USA ikke opkræver moms, i modsætning til en lang række andre lande, hvor Danmark nævnes eksplicit sammen med de – i amerikanernes øjne, 3 “store skurke”, Tyskland, Kina og Mexico.

Eller som Peter Navarro skriver:

Under WTO rules, any foreign company that manufactures domestically and exports goods to America (or elsewhere) receives a rebate on the VAT it has paid. This turns the VAT into an implicit export subsidy. At the same time, the VAT is imposed on all goods that are imported and consumed domestically so that a product exported by the US to a VAT country is subject to the VAT. This turns the VAT into an implicit tariff on US exporters over and above the US corporate income taxes they must pay.

Dette skulle indebære, at amerikanske firmaer udsættes for en, med Peter Navaro’s ord, “triple whammy” bestående i at eksportører til det amerikanske marked får et indirekte subsidie i form fradrag for købsmoms, mens amerikansk eksport pålægges moms, men ikke bliver kompenseret for amerikanske skatter.

Logikken skulle være at udenlandske konkurrenter hermed får en unfair konkurrencefordel lig med værdien af den købsmoms de får refunderet.

For ligesom at understrege sin pointe påpeger Navarro, at

Mexico has shrewdly exploited the VAT backdoor tariff to further its competitive advantage. While Mexico’s VAT existed prior to NAFTA, the Mexican government increased its VAT by 50%, from 10% to 15%, shortly after the NAFTA agreement was signed in 1993 and in the same year the WTO commenced. With the Mexican VAT now raised again to 16%, this discourages US exports to Mexico, encourages US manufacturers to offshore to Mexico, and has helped to increase our annual trade deficit in goods with Mexico from nearly zero in 1993 to about $60 billion. This is yet another case in which Corporate America wins, but Mr. and Ms. America lose.

Men det er jo teknisk set nonsens hvad han skriver. Det er korrekt at USA ikke har en føderal VAT (eller sales tax, forskellen er alene opkrævninsmetoden). Men som enhver handelsskoleelev ved fra sin erhvervsøkonomi er moms (lige som sales tax) en skat der alene pålignes privatforbrug. Og godt nok har USA som nævnt ikke en føderal sales tax, men det har en lang række – omend ikke alle – delstater. Navarro’s argument kunne således lige så godt være, at virksomheder i Alaska (hvor der ikke er sales tax) udsættes for urimelig konkurrence fra virksomheder i Californien, hvor man har en sales tax på 7,5 procent.

Hermed ikke sagt, at sammensætningen af de forskellige skatter og afgifter ikke har betydning – omend den væsentligste effekt kommer fra det samlede skattetryk. Således antages det normalt, er det samfundsøkonomiske tab er mindre ved moms end ved indkomstskat, der igen indebærer et mindre tab end ved at finansiere det offentlige forbrug via selskabs- og kapitalskatter. Men i den forstand er det USA’s eget skattestystem som skader velstandsskabelsen og ikke at andre lande finansierer en del af det offentlige forbrug via VAT i stedet for højere indkomst- eller selskabsskat.

Ligeledes er det nonsens, når Navarro skriver, at det er til ugunst for “mr. and ms. America”, når virksomhederne optimerer deres værdikæde. Det resulterer i lavere priser, hvilket netop kommer  “mr. and ms. America” (især de de med de laveste indkomster) til gode – for yderligere forklaring se her og her. Her viser Navarro meget tydeligt at hans økonomiforståelse ikke er væsensforskellig fra den man finder blandt socialister. De baserer også deres forestillinger på en forældet forståelse for økonomi, hvor der kun optræder “kapitalister og arbejdere”. Man glemmer fuldkommen vores (eneste?) fælles egenskab; at vi alle er forbrugere.

Border adjustment tax og en længe tiltrængt skattereform

….selskabsskat er ikke en samfundsøkonomisk hensigtsmæssig beskatningsform. Men de amerikanske skatteændringer kan også blive instrumentet til at udmønte præsidentens protektionistiske dagsorden. Det er skyggesiden. Otto Brøns-Petersen

USA’s selskabsskat på (formelt) 35 procent er blandt de højeste i OECD. Reelt er den væsentlig lavere for en del sektorer. Samtidig opererer man med global beskatning, hvilket er en væsentlig årsag til at en række multinationale selskaber registrerer sig i lavskatteland og gør hvad de kan for at holde deres midler udenfor USA, ligesom skatteoptimering naturligvis har betydning for indretningen af selskabernes værdikæde.

Trump har ofte talt om, at “smække” høj told på import fra bl. a. Mexico eller er gået specifikt efter navngivne selskaber (ofte nogle af hans utallige tweets), med mindre de investerede i produktion og arbejdspladser i USA i stedet for i resten af verden.

Det er blevet fremført, at et alternativ til denne fremgangsmåde er en såkaldt “Border Adjustment Tax” (BAT). Forslaget om indførelse af denne stammer fra republikanerne Paul Ryan og Kevin Bradyøs forslag til en skattereform,  (A better Way to Tax), som blev offentliggjort sidste sommer.

Centralt står en omlægning af det amerikanske selskabsskattesystem til en såkaldt cash-flow skat. Det indebærer at man får fuldt fradrag for investeringer på dert tidspunkt man afholder udgiften, i lighed med løn mv. Til gengæld kan renteomkostninger ikke længere trækkes fra. På den måde ligestilles finansiering via egen- og fremmedkapital. Desuden ønsker man en kraftig nedsættelse. Trump har talt om til 15 procent, mens udspillet fra Republikanerne i de to kamre er en nedsættelse til 20 procent.

Som Otto Brøns-Petersen skriver i sin glimrende analyse til Børsen, vil omkalfatringen af den amerikanske selskabsbeskatning også have konsekvenser for Danmark, som følge af den selskabsskattekonkurrence det indebærer.  Og fortsætter:

Sidstnævnte bør ikke begrædes, for selskabsskat er ikke en samfundsøkonomisk hensigtsmæssig beskatningsform. Men de amerikanske skatteændringer kan også blive instrumentet til at udmønte præsidentens protektionistiske dagsorden. Det er skyggesiden.

Problemet er hvordan konsekvenserne vil være ved at indføre BAT. Ideen går kort fortalt ud på, at man ikke længere skal kunne trække importerede varer fra, når man skal beregne det skattepligtige overskud. Modsat vil salg til eksport ikke indgå i skattegrundlaget. Det indebærer, at importvarer bliver 20 pct. dyrere i forhold til indenlandske produkter, mens eksporten bliver skattebegunstiget.

Det er naturligvis et protektionistisk tiltag, og givetvis i strid med WTO’s regler. Det vil tilskynde virksomheder til at etablere sig i USA for at kunne klare sig på det amerikanske marked og for at opnå skattefri “overnormal” afkast fra f.eks. patenter. Økonomen bag forslaget, Alan Auerbach forsvarer sig med, at “border adjustment” vil få den amerikanske dollar til at stige, indtil beskatningsfordelen elimineres og mener endda, at det vil ske ganske hastigt.

Som Otto bemærker i sit indlæg i Børsen, er det muligvis korrekt på sigt, hvorfor mekanismen trods alt bedre end en ren importtold. Men at det skulle ske umiddelbart og i et omfang, således at det udligner effekten ved beskatning af importen og skatterabatten for eksport er mere tvivlsom. Dollaren skal trods alt stige 25 procent for at udligne effekten, og at udsving i dollarkursen alene skulle afgøres af varehandlen, er mere end tvivlsomt.

Neutralitet, BAT og moms

Men nok så væsentlig er, at set i forhold til et egentlig VAT system, som på trods af at mange amerikanske “business”-økonomer har svært ved at forstå, netop er neutral i forhold til handel, er BAT det IKKE. Selv hvis den ikke påvirker handelsbalancens nettostilling, vil den indebære øgede handelsforvridninger, og dermed et samfundsøkonomisk velstandstab.

Når WTO skelner mellem direkte og indirekte skatter og afgifter (typisk VAT) skyldes det, at man antager at moms er neutral i forhold til handel, mens direkte skatter åbenlyst ikke er det. Mens den danske moms således er en skat på endeligt indenlandsk forbrug og virksomhedernes opgave alene består i at opkræve denne på vegne af staten, skal selskabsskat ligestilles med virksomhedens øvrige omkostninger.

Indførelse/ændring i moms påvirker heller ikke valutakursen eller indebærer nogen form for diskrimination mellem import og indenlands produktion. Det er muligvis det, mange amerikanske økonomer og politikere åbenbart ikke helt forstår. Når man i republikanernes forslag til en skattereform således anfører, at:

Today, all of our major trading partners raise a significant portion of their tax revenues through value-added taxes (VATs). These VATs include “border adjustability” as a key feature. This means that the tax is rebated when a product is exported to a foreign country and is imposed when a product is imported from a foreign country.

These border adjustments reduce the costs borne by exported products and increase the costs borne by imported products. When the country is trading with another country that similarly imposes a border-adjustable VAT, the effects in both directions are offsetting and the tax costs borne by exports and imports are in relative balance. However, that balance does not exist when the trading partner is the United States.

Endelig er det som nævnt ikke korrekt, når man anfører at der ikke finder en “border adjustment” sted i USA. Det er korrekt, hvis destinationen f. eks. er Alaska, som ikke har en sales tax, men forkert når destination er en af det flertal af delstater, som rent faktisk har en sådan.

Og i hvilken grad virksomhedernes salgspriser ekskl. moms påvirkes, ved en ændring af moms- eller sales tax satsen, er alene en funktion af efterspørgslens prisfølsomhed. Jo mere prisfølsom efterspørgslen er, jo større betydning har ændringer i moms for sælgers pris før moms, og jo mindre prisfølsomt produktet er, jo mindre betydning har ændringer for salgsprisen ekskl. moms.

Det er derfor ikke korrekt, når man fra amerikansk side anfører, at den foreslåede BAT er at sammenligne med indførelsen af moms. Hvilket følgende simple eksempel gerne skulle illustrere:

Et forsvar for BAT er, at indførelsen af en BAT ikke påvirker handelsbalancens nettoresultat, fordi man antager, at et evt. over- eller underskud alene er resultat af et opsparingsover- eller underskud. Dette forudsætter dog at der sker en fuld tilpasning af valutakursen, samt at eksportører i og udenfor USA alle er pristagere.

Men lad os først se hvorledes BAT fungerer. Det er illustreret i nedenstående simple figur A, hvor vi har 3 producenter. A, som alene producerer til hjemmemarkedet, B, som alene importerer fra udlandet og sælger i USA samt C, som alene producerer til eksport.

I udgangspunktet vil indførelsen af den foreslåede destinationsbestemte selskabsskat på 20 procent, medføre at A betaler 20 procent af overskuddet på 400 USD = 80 USD. B som importerer i stedet for at producere selv, kan med BAT ikke trække importen fra, og skal derfor betale 20 procent af omsætningen på 1.000 USD, i alt 200 USD. Endelig vil C, som alene eksporterer få refunderet svarende til 20 procent af sine omkostninger, da salg til eksport ikke skal medtages i skatteregnskabet.

Tabel A. Indførelse af Border Adjustment Tax (før valutatilpasning)


Det fremgår i dette simple eksempel, at hvis der havde været tale om en “normal” selskabsskat på 20 procent, ville hver virksomhed betale 80 USD (20 procent af 400 USD.), heraf følger også, at staten ville opnå den samme indtægt ved en skat på 13 1/3 procent uanset oprindelse og destination af varerne med en “normal selskabsskat.

Forskellen vil naturligvis falde i takt med andelen af den samlede produktion der eksporteres falder (I USA udgør eksport ca. 12 procent).

Som investor interesserer man sig naturligvis alene for resultatet efter skat, og her fremgår det at omlægningen indebærer at det vil være mere attraktivt at eksportere og mindre attraktivt at importere. Ifølge fortalerne for BAT, vil valutakursen dog hastigt tilpasse sig og neutralisere den oprindelige effekt. Men derudover kræves dog også, at eksportørerne både i og udenfor USA er pristagere, hvilket fremgår nedenfor i tabel B.

Tabel B. Indførelse af Border Adjustment Tax (efter valutatilpasning)

Hvis altså USD stiger 25 procent og hvis eksportører er pristagere, så vil effekten være neutral i forhold til en almindelig selskabsskat på 20 procent. Til gengæld er amerikansk ejede aktiver i resten af verden faldet i værdi, resten af verdens aktiver i USA er steget i lokal valuta, mens en del lande med stor udlandsgæld denomineret i USD. kan se frem til betydelige problemer.

Ovenstående vil naturligvis også dække over betydelige forskydninger i handelsstrømmene, som kan blive nok så voldsomme.

Nej, indførelsen af BAT kan på ingen måde sammenlignes med indførelse af et VAT system, hvor den endelige skattebyrde falder på forbrugerne og virksomhedernes rolle alene er at fungere som opkrævere af skatten. Det er tilsynladende også gået hen over hovedet på fortalerne for BAT, at den form for border adjustment som følger af VAT ikke pålægges det importerede produkt,  men er afhængig af den endelige anvendelse.

Virksomheder betaler jo ikke importmoms. Den lægger blot ud og får denne refunderet ved momsafregningen. I det amerikanske system derimod opkræves der også BAT af kapitalgoder.

Faktum er, at hvor et VAT system faktisk er neutralt (effekten er primært lavere forbrug på grund af højere priser på det pågældende marked) uanset om ikke alle lande bruger et sådan system eller har samme satser, så gælder det for et cash-flow system med BAT, at det netop kræver at alle anvender samme system for at være neutralt.

Med tanke på at WTO næppe accepterer indførelsen af en BAT (EU har allerede sagt, at man vil lægge sag an) og at man ønsker at lave et system, som har nogle af de egenskaber som VAT  har, vil nogen nok spørge sig, hvorfor man ikke bare laver et sådan system. I ovenstående eksempel ville en moms på 7 procent give samme indtægter.

Republikanerne er traditionelt modstandere af indførelse af en egentlig føderal moms. Primært fordi en sådan er alt for nem at skrue på (sætte op). Givet udviklingen i Danmark er man tilbøjelig til at give dem ret. Som Otto skriver i Børsen er paradokset i givet fald, at

En detalje ved “border adjustment”, som måske kan få Republikanerne til at ryste på hånden, er, at det bliver let at ændre skatten til en moms. En moms ville være meget effektiv til at skaffe penge i statskassen og er derfor ikke populær hos dem.

Så hvorfor overhovedet bevæge sig derhen?

Problemerne med multinationale selskabers (lovlige) skatteundgåelse ved at parkere pengene udenfor USA’s grænser er primært en funktion af selskabsskatteniveauet og at USA – i modsætning til f. eks. Danmark – operer med “global taxation”. Man kunne jo vælge at gå over til “local taxation”, som vi kender det herhjemme, hvor multinationale selskabers skatteundgåelse – i modsætning til hvad mange måske tror – næppe er noget stort problem (se også her).

Older posts

© 2017 Punditokraterne

Theme by Anders NorenUp ↑