Forfatter: Niels Westy (side 2 af 17)

Latinamerika satser igen på globalisering og markedsøkonomi

Efter nogle mindre gode år, går det atter fremad for Latinamerika. Samtidig er vælgertilslutningen i flere lande steget for partier og kandidater, som ønsker en mere markedsorienteret og mindre nationalistisk økonomisk politik. Med andre ord vælger man globaliseringen til på et tidspunkt, hvor den “store nabo” mod nord har valgt en præsident, som i hvert fald i retorik gør det modsatte.

Det er både meget opmuntrende og fornuftigt. Historien er nemlig ret entydig for regionens udvikling de seneste mange årtier, hvor stort set alle økonomier indtil for få årtier siden ellers førte en økonomisk politik baseret på relativt høje handesbarrierer, voldsomt regulerede markeder præget af manglende konkurrence, og mange offentligt ejede virksomheder.

Efter Chile i 1970erne, som den første økonomi gennemførte markante reformer i 1970erne, fulgte andre lande med og gennemførte reformer fra slutningen af 1980erne og op gennem 1990erne. En væsentlig forskel var dog, at hvor Chile’s reformer var drevet af en grundlæggende forståelse for ikke mindst betydningen af konkurrence, blev reformerne de fleste steder i 1990erne primært drevet af statens finansielle behov. Dette forklarer f. eks. hvorfor Mexico, trods NAFTA og øget handel med omverden, først nu gennemfører reformer som lukker op for indenlandsk konkurrence. Privatiseringen af telesektoren er et klassisk (og skræmmende) eksempel på dette.

Ovenstående graf, som viser den økonomiske vækst for Latinamerika og Caribien, dækker naturligvis over meget forskellige forløb i de enkelte lande. Mens nogle lande f. eks. ramtes hårdt af gældskrisen i begyndelsen af 1980erne  – Mexico, Brasilien, Argentina, Chile (hvor krisen dog var meget kortvarig) –  har andre lande ikke oplevet samme problemer med de eksterne- og interne balancer (Columibia f. eks.). Nogle landes økonomier er også relativt sårbare overfor svingende råvarepriser (stort set alle lande i Sydamerika), mens Mexico ikke er.

Men et grundlæggende karakteristika går igen. De lande som har gennemført markedsreformer og åbnet deres økonomier, har klaret sig væsentligt bedre end de lande, som enten ikke gennemførte reformer eller efterfølgende mere eller mindre rullede dem tilbage.

Ser vi på udviklingen siden 1980 og frem til i dag, er der også sket store ændringer i rækkefølgen af hvilke lande der potentielt har den højeste materielle levestandard.

Set over hele perioden er det naturligvis primært Chile og Panama (af de medtagne lande), som skiller sig positivt ud, mens Venezuela’s dramatiske kollaps fremgår med al tydelighed. Men også andre lande udviser en bemærkelsesværdig udvikling. Uruguay, som sjældent omtales på disse breddegrader, med mindre diskussionen falder på legalisering af cannabis, har klaret sig relativt glimrende. Og er et godt eksempel (sammen med Chile), at det ofte ikke giver mening at fokusere på hvilken “farve” de regeringsbærende partier har. Både Chile og Uruguay hører til gruppen af lande, hvor man erkender markedets betydning, også når præsidenten kommer fra landets socialistparti.

Netop det med at se på de mere langsigtede udviklingstendenser (konsistensen) var en af de ting jeg skrev om i en kronik i Børsen i torsdags – der af redaktionen fik titlen “Dit næste marked er Peru eller Colombia“. Kronikken kan både læses som en opfordring til dansk erhvervsliv om (igen) at interessere sig mere for Latinamerika og som en advarsel om ikke at lade sig forblænde – som det skete i forhold til Brasilien i nullerne.

Således har jeg jo i efterhånden en del år “slået på tromme” for, at man interesserede sig for andre lande end de traditionelle “gamle” kandidater på Atlanterhavskysten. Se bl. a. dette indlæg fra 2012

Økonomisk frihed og økonomisk vækst siden 2000

Fra ca. 1998 og i første halvdel af nullerne gik en venstrepopulistisk bølge gennem regionen. Startende med at Hugo Chavez vandt præsidentvalget i Venezuela samme år. I løbet af de efterfølgende år oplevede man en række lande, som i stedet for yderligere markedsreformer i større eller mindre grad satsede på en mere traditionel nationalistisk økonomisk politik. Bortset måske fra Bolivia, kan vi nu roligt konstatere, at det nok ikke var nogen god ide. Og med hensyn til netop Bolivia er det ikke uvæsentligt at der her er tale om Sydamerikas fattigste land med lav økonomisk kompleksitet, samt at den faktisk førte økonomiske politik har været langt mere konservativ end i flere af de øvrige venstrepopulistisk ledede lande. Populismen har så at sige været doceret i begrænsede mængder, således at man ikke har sat den makroøkonomiske stabilitet over styr, som man ellers har set det i bl. a. Argentina, Brasilien og selvfølgelig ikke mindst Venezuela. At den bolivianske model så ikke er holdbar på sigt, er en anden sag.

Som det fremgår af nedenstående tabel, er forskellene mellem landenes opnående økonomiske vækst til at tage at føle på. Fra Panamas 114 procent højere BNP per indbygger i 2017,  til Venezuela’s 20 procent lavere per indbygger,

Og hvordan ser det så ud, hvis vi sammenligner den opnåede vækst med graden af økonomisk frihed i de enkelte lande? Ja, hvis vi sammenligner med de to hyppigst anvendte mål for økonomisk frihed, henholdsvis Fraser Institutes og  Heritage Foundation, er resultatet rimeligt entydigt. Også selv om der for visse lande er betydelige forskelle i hvilken grad af økonomisk frihed man kommer frem til.

Selv om mange lande er nogenlunde ens placeret i forhold til hinanden, er det dog markant hvorledes Nicaragua scorer markant højere hos Fraser end hos Heritage, omvendt med Uruguay og i mindre grad med Peru. Forskellene afspejler selvfølgelig til dels forskellig metode og kildeanvendelse, men at der skal være så stor forskel er dog bekymrende.

En kritik fremsat i forhold til udarbejdelsen af Frasers index er, at der er for meget “perception” og for lidt “hard fact”.

Forskelle og evt. problemer til side, viser en sammenligning af udviklingen i BNP per capita i perioden 2000-2017 i forhold til graen af økonomisk frihed dog et overordnet ens billede uanset hvilket index, man bruger.


Vi kan konstatere at udviklingen i Latinamerika de seneste 17 år synes at bekræfte hvad en efterhånden meget omfattende økonomisk litteratur også er kommet frem til, nemlig at økonomisk frihed har betydning for en positiv velstandsudvikling.

For en meget lødig – og ikke ukritisk – gennemgang, kan jeg henvise læseren til “Economic Freedom and Economic Growth – selection, specification and genuine effects ” af Chris Doucouliago og Mehmet Ulubasoglu. Her konkluderer de bl. a. at:

The evidence is certainly indicative of a positive impact on economic growth.

men understreger også at:

until more studies are conducted, and until unpublished investigations are made public, it is difficult to infer how large the positive impact of economic freedom on economic growth is.

Konsistens og forudsigelighed betaler sig

Man kunne også anbefale (ikke mindst hvis man er udenlandsk investor) at fokusere på konsistens og forudsigelighed. Her skiller flere af landende med relativt høj grad af økonomisk frihed sig også positivt ud. Både Chile og Peru, som begge reformerede deres økonomier efter fejlslagene ventrepopulistiske eksperimenter i henholdsvis 1970erne og 1990erne, har efterfølgende ført en grundlæggende markedskonsistent økonomisk politik.

Inden for det sidste årti har det kommende medlem af OECD, Colombia, oplevet en kraftigt stigende interesse fra undelandske investorer. Eller som jeg skrev i min kronik i Børsen i torsdags:

Og så er der Colombia, der i løbet af to årtier er gået fra en “failed state” til en af de mest lovende økonomier i regionen.  Tidligere flygtede eller migrerede colombianere i stort tal til Venezuela. I dag søger venezuelanere i tusindtal til Colombia. På jagt efter mad og en fremtid, som det socialistiske eksperiment i deres hjemland har frarøvet dem.

Colombias vej til en moderne markedsorienteret økonomi har ikke rødder i samme voldsomme paradigmeskifter som Chile og Peru, hvilket jeg vil vende tilbage til ved en senere lejlighed. Tværtimod har man været kendetegnet ved en i regional sammenhæng bemærkelsesværdig konsistent og forudsigelig økonomisk politik. Og det er der værd at lægge mærke til.

 

 

 

Hvem er oppositionen i Venezuela egentlig?

Ifølge regeringen i Venezuela (og Enhedslistens Latinamerikagruppe herhjemme) består oppositionen i Venezuela, betegnet MUD (Mesa de la Unidad Democrática) i daglige tale, af fascistiske højreekstremister. Og de finansieres (selvfølgelig) udefra af USA og Colombia.

Blandt kommentatorer herhjemme – bl. a. Niels Lindvig og Jørgen Laurvig – associeres oppositionen ofte med at være højreorienteret, hvis ikke ligefrem “ekstremt højreorienteret”, som Laurvig karakteriserede eksil-Venezuelanere i Miami for nylig på TV2 News.

Jeg kender ikke til den politiske observans hos den individuelle Venezuelaner (som nu vist er den største asylgruppe i USA), bosat i Miami. Men det gør Jørgen Laurvig næppe heller. Retorikken minder om noget vi har hørt før, nemlig når man i medierne gennem årene har omtalt eksil-Cubanere i Miami.

Det er da også rigtigt, at de cubanere, som flygtede til USA (og Miami) de første uger af 1959 altovervejende havde været tilknyttet Batista styret, men inden der var gået et halvt år blev de dog fulgt af socialdemokrater og andre, som havde kæmpet sammen med Castro mod Batista styret. til forskel fra Castro og hans folk, havde de dog kæmpet for et demokratisk Cuba.

Men hvem består MUD så egentlig af?  Eller rettere, hvor hører de til i det politiske spektrum?

Nedenstående figur viser fordelingen af oppositionens pladser i den Nationalkongres, som blev valgt i december 2015. Den blå farve symboliserer partier med et borgerligt eller liberalt udgangspunkt, og rød farve, partier som bedst kan betegnes som centrum-venstre orienterede.

Det fremgår vist med al tydelighed, at oppositionen overvejende må betegnes som centrum-venstre orienteret.

Oppositionens 112 mandater  fordelt på partier, fremgår af nedenstående figur. Som det fremgår også, at fire partier, nemlig Primero Justicia, Acción Democrática, Un Nuevo Tiempo og Voluntad Popular er dominerende.

En lille detalje er, at 3 ud af disse 4 partier er medlem af Socialistisk Internationale, hvor også det danske Socialdemokrati var medlem indtil 2017. Hvordan man med den sammensætning kan komme frem til at oppositionen primært er højreorienteret – hvis ikke “ekstremt højreorienteret”, virker ubegribelig.

Ovenstående og andet i forbindelse med krisen i Venezuela, talte jeg forøvrigt med Jarl Cordua i dag, da jeg besøgte Cordua & Steno på Radio 24syv. Klippet kan høre ved at klikke nedenfor.

opdateret 01.02.2019

Venezuela – Fra amerikanske drømme til cubansk virkelighed

Efter søndagens “constituyente” står det klart for de fleste, at Venezuela nu er et diktatur. Det har været på vej længe.

Ifølge regeringen stemte ca. 8,1 mio. ved valget, hvilket vil være en valgdeltagelse på lidt over 41 procent. Det passer dog dårligt sammen med, at valgmyndighederne selv, ifølge Reuters, anslog at ca. 3,7 mio. havde stemt kl. 17.30. For at nå op på de 8,1 mio., skulle 4,4 mio. mennesker altså have stemt den sidste 1½ time, hvor stemmelokalerne var åbne. Det virker helt usandsynligt, også selv om regimet intimiderede ikke mindst offentlig ansatte, som blev truet med fyring, hvis de ikke stemte.

I modsætning til tidligere, hvor Venezuela’s valgkommision (CNE) efter valget enstemmigt har blåstemplet valgresultatet, er det ikke tilfældet denne gang. En af de 5 medlemmer, den oppositionsvenlige  Luis E Rondón, har efterfølgende  afvist det officielle resultat.

Endelig har det firma som står for levering af det elektroniske valgudstyr til morgen meddelt, at der er begået omfattende valgsvindel.

Man har afholdt mange valg og afstemninger siden Hugo Chavez (overraskende) vandt præsidentvalget i 1998. For valgene før søndagens afstemning har et fællestræk været, at selve valghandlingen har været nogenlunde korrekt til og med parlamentsvalget i 2015, omend der fortsat hersker stor usikkerhed om hvorvidt Maduro faktisk fik flest stemmer ved præsidentvalget i 2013.

Men allerede på et tidligt tidspunkt var det klart, at man fra regeringens side systematisk underminerede Venezuela’s institutioner og magtens tredeling, ligesom ytrings- og pressefriheden hurtigt kom under pres, hvilket Christian tidligere har skrevet om her på bloggen.

Pressefrihed Chile, Peru og Venezuela (høj score=lav frihed)
                                            Kilde: Freedom House

Mens selve afstemningen nok var nogenlunde transparent tidligere, var valgkampene det ikke. Chavez og den siddende regering gjorde tidligt alt for at sikre sig stemmer og besværliggøre oppositionens muligheder for at føre valgkamp og komme til orde i medierne. Ved det sidste valg Hugo Chavez stillede op til og vandt, i 2012, bakkede alle statskontrollerede medier op bag Chavez, mens oppositionens kandidat, Henrique Capriles, stort set ikke fik lov til at komme til orde. Mens Chavez havde fri adgang til medierne og der var timers valgpropaganda hver dag, skulle Capriles adgang tælles i minutter.

Men med afstemningen til en ny grundlovsgivende forsamling har man nået et nyt lavpunkt. Formålet med den nye grundlovgivende forsamling som blev valgt i søndags er alene at sikre Maduro og regimet endnu større magt. Den nyvalgte forsamling har ud over bemyndigelse til at skrive en ny forfatning, også mulighed for at opløse den demokratisk valgte nationalforsamling, hvor oppositionen har flertal, ligesom den kan udsætte bl. a. præsidentvalget i 2018.

I modsætning til tidligere, er dette valg da også blevet mødt med skarpe reaktioner fra en lang række Latinamerikanske lande. Stort set alle andre lande end regimets historiske allierede Bolivia, Ecuador, Nicaragua og Cuba har taget afstand fra søndagens valg, i lighed med EU og en række Europæiske lande samt Canada og USA, som i samme omgang har bebudet nye sanktioner rettet mod en række navngivne topfolk i Venezuela, bl.a.  a. Maduro.

Så hvad sker der nu?

Som det fremgår af nedenstående graf over BNP per indbygger (konstante priser), har man oplevet et markant fald. Det skal understreges, at tal efter 2010 er estimater foretaget af IMF, da der ikke længere produceres brugbar, hvis overhovedet, data i Venezuela.

                               Kilde: IMF 2017

Siden 2013 anslås økonomien af være skrumpet med mere end 33 procent, og der forventes fortsat minus vækst i de kommende år (dog mindre dramatisk). Vi har tidligere skrevet om den eksplosivt voksende kriminalitet og fattigdom, lige som læserne formodes at være bekendt med manglen på mad og medicin. Men hvad kan vi egentlig forvente af den kommende tid? Under normale omstændigheder ville en regering som er ansvarlig for en så omfattende forarmelse, som den Venezuela oplever i disse år, for længst være tvunget til at gå af.

Men det er langt fra sikkert at det vil gå sådan i Venezuela. På trods af omfattende protester det seneste halve år – som i modsætning til tidligere ikke længere primært er et middelklasse fænomen –  en nationalkongres hvor oppositionen har flertal, viser den seneste udvikling at Maduro, eller i hvert fald hans parti “El Partido Socialista Unido de Venezuela” (PSUV) fortsat har greb om magten. Og det vil de have, så længe de har militærets opbakning. Og det har man bl. a. fordi toppen af militæret er dybt involveret i den korruption og organiserede narkokriminalitet, som flere ledende folk i regimet menes at være involveret i. De har ingen tilskyndelse til at skifte side og støtte oppositionen, selv om denne ved flere lejligheder opfordret militæret til at stille sig på “folkets side”.

Man kan sige at Chavez, som selv var militærmand, kunne sin historie. Vil man beholde magten er det vigtigt at have militæret på sin side, og det er den. I hvert fald toppen. Længere nede i geledderne ser det lidt anderledes ud.

Ligeledes har man de såkaldte “Colectivos” – en paramilitær styrke, som også har været aktive i forbindelse med bekæmpelsen af demonstrationerne det seneste halve år, og som står bag flere drab.

Man kan sige at Maduro har kanonerne, mens oppositionen primært har befolkningen. Så en egentlig borgerkrig er udelukket, med mindre militæret skulle blive splittet. Nok er der bevæbnede grupper blandt den mere ekstreme del af oppositionen, men deres styrke er begrænset.  Et muligt scenarie er derfor nok en eskalering af volden, med yderligere tab på begge sider, men på den korte bane vil der næppe blive tale om noget der kan karakteriseres som borgerkrig.

I det hele taget ser situationen på mange måder ganske håbløs ud.  Og som Juan Carlos Hidalgo skriver i sin blog på Cato’s hjemmesider, så er konsolideringen af ​​et diktatur i Cuba-stil fortsat en mulighed, så længe regimet  – i samarbejde med Cuba – har en fast kontrol over de væbnede styrker og Nationalgarden.

Man kan sige, at hvor Venezuela for et halvt århundrede siden var Sydamerika’s rigeste nation og det handlede om den “amerikanske drøm” med store biler og højt forbrug, er man nu hastigt på vej til cubanske tilstande med varemangel, udbredt fattigdom og diktatur, Man er der ikke helt endnu, men man er meget tæt på.

“El pueblo decide” – “folkeafstemning” i Venezuela

Venezuela’s opposition afholdt i går, søndag den 16. juli, en alternativ folkeafstemning i protest mod præsident Maduro’s forslag om en ny grundlovsgivende forsamling, som er regimets seneste påhit i forsøget på at blive sidende på magten.

7 186.170 venezuelanere deltog i folkeafstemningen. Heraf 683.789 i udlandet.  Det må betragtes som en massiv succes, med tanke på at afstemningen ingen omtale fik i medierne, blev arrangeret på 2 uger og man kun havde lidt over 2.000 valgsteder. Til sammenligning var der ved parlamentsvalget i 2015 14.515 valgsteder. Den seneste grundlov blev forøvrigt vedtaget med 3.516.558 stemmer for i 1999. . Antal afgivne stemmer svarer til 53,8 procent af de der stemte ved det seneste parlamentsvalg.

Også i København, hvor jeg selv var inviteret til at være “valgobservatør”, var det muligt at afgive sin stemme.

Givet de noget usædvanlige omstændigheder afstemningen foregik under, kan jeg bekræfte, at alt foregik på betryggende vis. I alt 198 venezuelanere kom forbi og afgav deres stemme mellem kl. 11. og 17.

De havde her mulighed for at svare ja eller nej til følgende 3 spørgsmål (jeg undskylder på forhånd overfor spanskkyndige, hvis den danske oversættelse kunne være bedre):

1) Afviser og  fornægter du den af Nicolas Maduro foreslåede grundlovgivende forsamling, uden forudgående godkendelse af det Venezuelansk folk?

Ja eller nej

[¿Rechaza y desconoce la realización de una constituyente propuesta por Nicolás Maduro sin la aprobación previa del pueblo de Venezuela?]

2) Skal man kræve af de nationale væbnede styrker og alle de offentligt ansatte, at de lever op til og forsvarer forfatningen af 1999 bakker op bag Nationalforsamlingens  beslutninger?

Ja eller nej

[¿Demanda a la Fuerza Armada Nacional y a todo funcionario público obedecer y defender la Constitución del año 1999 y respaldar las decisiones de la Asamblea Nacional?]

3) Godkender du en fornyelse af de offentlige myndigheder i overensstemmelse med forfatningens bestemmelser og afholdelse af frie og gennemsigtige valg, samt dannelse af en national enhedsregering for at genoprette den forfatningsmæssige orden?

Ja eller nej

[¿Aprueba que se proceda a la renovación de los Poderes Públicos de acuerdo a lo establecido en la Constitución y a la realización de elecciones libres y transparentes, así como a la conformación de un Gobierno de Unión Nacional para restituir el orden constitucional?]

Der var naturligvis ikke den store tvivl om udfaldet af selve afstemningen. Det væsentligste var deltagerantallet. Som var stort. Afstemningen foregik endog nogenlunde fredeligt, men desværre ikke uden ofre for regimets vold. Således blev en dræbt og to såret ved et valgsted, da denne blev angrebet af nogle af regimets paramilitære støtter.

Det seneste offer kan føjes til de ca. 90 mennesker, som har mistet livet under de næsten daglige demonstrationer, der nu har stået på i næsten 4 mdr.

I København fik det dog ganske fredeligt til (hvilket også var tilfældet på langt de fleste valgsteder). Personligt var det svært ikke at blive berørt over Venezuelanernes kamp for demokrati og frihed.  Vi må håbe at det lykkes snart. At man herefter står tilbage med en smadret økonomi og et enormt genopbygningsarbejde er en anden sag, som vi naturligvis vender tilbage til.

Om CSR og kunsten at save den gren over man selv sidder på

“By pursuing his own interest he frequently promotes that of the society more effectually than when he really intends to promote it. I have never known much good done by those who affected to trade for the public good. ” – Adam Smith, Wealth of Nations

Det er ingen hemmelighed, at vi her på Punditokraterne har et anstrengt forhold til begrebet “Corporate Social Responsibility” (CSR). Det kan skyldes at vi har en nationaløkonomisk og ikke en virksomhedsøkonomisk tilgang. Det kan dog også skyldes, at vi ikke er deltagere i “spillet om CSR”, der primært hører ind under hvad man må betegne som PR. Og i en stadig mere politiseret verden, hvor ikke mindst NGO’ere uden begreb om eller interesse for økonomiske sammenhænge og hvorledes velstand skabes, men stort behov for at promovere sig som de fattiges frelsere (de er oftest det omvendte), har været dygtige til at sætte dagsorden.

At virksomhedernes begejstring er begrænset , selv om man sjældent taler højt om det, fremgår af at man helst bruger så få ressourcer som muligt på det. Hvor meget CSR fylder i den enkelte virksomhed og branche, er primært afhængig af hvilke markeder og hvilke brancher man opererer indenfor.  Med andre ord er det ydre forhold der primært determinerer den enkelte virksomheds CSR, ikke indre.

En betydelig del af det som i dag kaldes CSR er forvørigt heller ikke af ny dato.  Eller som jeg skrev i en kronik i Børsen i torsdags, “Indrøm at bundlinjen er vigtigst firmaer”;

Også dengang ingen anede, hvad en CEO var. Hvor en key account manager stadig var en sælger. Og god medarbejderpolitik ikke nødvendigvis var noget, man skrev henført om i firefarvede foldere. I sidste ende handler det om bundlinjen. Og det er der ikke noget galt i.

Der er dog to væsentlige problemer forbundet med CSR, hvis vi ser bort fra den  – for nogle af os – rigeligt kvalmende selvfedme der ofte er over det.

Den ene er naturligvis hvorvidt CSR tiltagene fremmer eller hæmmer velstandskabelsen i forhold til hvis man havde brugt de anvendte ressourcer på at “profitmaksimere” – med andre ord en klassisk alternativ omkostnings betragtning.

Den anden er hvorvidt man undergraver den gren man sidder på. Eller sagt på en anden måde – hvorvidt man reelt fremmer en kapitalismekritisk dagsorden i sin jagt på at fremme sit “omdømme”.

Når kapitalisterne selv leverer det reb , man hænger dem med

Et eksempel er den måde Nordea arbejder med CSR., og at følge Nordeas chef for bæredygtighed, Sasja Beslik, på twitter, er i den grad en bizar oplevelse.

Her slår han f. eks. til lyd for indførelse af basisindkomst, som han beskriver som “forudsætningen for et bedre liv”

Man kunne jo spørge Nordea, når de nu støtter ideen om en basisløn, hvorfor så ikke også indføre et “basislån” til de, som ikke er kreditværdige?
Vi kunne jo kalde det et “borgerlån”.

Nordea er skam også tilhængere af både kædeansvar og indførelse af “living wages”.

Således forlanger Sasja Beslik via et retweet, at bl.a. H&M rydder op efter deres underleverandører i Asien.

Endelig fortæller Sasja Beslik i en 3. tweet tydeligt stolt, at Nordea har beregnet det vil koste H&M ca. en halv dollar pr. t-shirt, hvis lønnen til syersker i Bangladesh tredobles til en såkaldt “living wage”.

Til gengæld har man ikke beregnet konsekvenserne for Bangladeshs økonomi. Det vil være en katastrofe for det fattige land og dets befolkning. Og det burde være relativt simpelt at forstå, men åbenbart ikke for Nordea eller de NGO’ere som promoverer ideen om “Living Wages”.

Indførelse “living wages”, hvilket svarer til ca. en firedobling af minimumslønnen i Bangladesh, ville indebære at den samlede lønsum langt oversteg den samlede værditilvækst i økonomien målt ved BNP.
Den erkendelse er åbenbart ikke nået til Nordea, og det er jo lidt bekymrende.

Nu er Nordea og Sasja Besliks adfærd (og ikke mindst glæden ved at pege fingre af andre virksomheder) heldigvis et særsyn, men det illustrerer int problemet med  CSR., Nemlig at man tilsyneladende ikke forstår eller i hvert fald ikke vil stå ved, hvorfor “vi andre ” tolererer virksomhedernes eksistens.

Det gør vi nemlig grundlæggende kun så længe “de” eller rettere sagt det markedskapitalistiske system leverer. Og det gør den ikke gennem at markedsdeltagerne “vil os det godt”, eller som Adam Smith skrev for næsten 250 år siden:

Det er ikke af slagterens, bryggerens eller bagerens godgørenhed, at vi forventer at få vores middag, men ud fra deres hensyn til egeninteresse. Vi henvender os ikke til deres menneskelighed, men til deres egenkærlighed, og vi taler ikke til dem om vores behov, men om deres fordele.

Og når Sasja Beslik og Nordea kaster sig ind forsvaret af “living wages”, basisindkomst og kædeansvar, og samtidig undlader at argumentere for hvad der er den grundlæggende årsag til at man skal forsvare markedskapitalismen, nemlig at der ikke eksistere noget alternativ,som er i stand til at sikre almindelige mennesker lige så gode levevilkår, så saver man den gren over man selv sidder med.

Eller med Lenins ord. Hvis ikke virksomhederne forstår hvorfor de eksisterer, og står ved det, så

 

Leverer kapitalisterne selv det reb, vi hænger dem i

Latin Lovers

Sidste onsdag var Lars Christensen, en gammel ven af punditokraterne og internationalt anerkendt økonom, samt undertegnede gæster i Radio 24syv’s Millionærklubben. Hovedemnet var Argentina og Brasilien. Det kom der – når jeg selv skal sige det – en meget lytteværdig udsendelse ud af.

Vi har jo fra tid til anden skrevet en del indlæg om begge lande og deres økonomiske udvikling. Ja, vi var vel også blandt de få her i landet, der manede til besindighed, da begejstringen var størst for den Brasilianske økonomi i nullerne.

Som Lars så rigtigt påpeger i udsendelsen, så var forklaringen primært det internationale boom i råvarerpriserne, ikke mindst drevet af væksten i Kina. Det ses tydeligt af de generelle vækstrater i hele regionen. Ikke underligt, da råvarer udgør en væsentlig del af eksporten for regionens lande. Men som jeg også påpeger, er der store forskelle på hvor meget vækstraterne er faldet i kølvandet på de lavere råvarepriser.

Denne variation kan derimod i vid udstrækning forklares med den førte økonomiske politik.

Og hvordan ser så forventninger ud netop nu?

Som det fremgår af ovenstående var væksten lav i de fleste lande sidste år, ja for Sydamerika var der tale om et direkte fald. Det skyldtes naturligvis primært Brasilien, Argentina og Venezuela. Det fremgår også, at Bolivia som det eneste af de lande som var del af bølgen af venstrepopulistiske regeringer der kom til magten omkring årtusindeskiftet og frem, fortsat oplever hæderlige vækstrater.

Måske vil nogen bemærke, at Chile’s vækst har været meget moderat. En del af forklaringen er naturligvis udviklingen i de internationale råvarepriser, men det er ikke hele forklaringen, og som sådan forklarer det egentlig ganske udemærket det som Lars og undertegnede taler om i udsendelsen. At ja, det har stor betydning hvordan den internationale økonomi udvikler sig, men det har den førte politik i de pågældende lande også.

Chile’s præsident, Michelle Bachelet, og hendes regering har formået – i en periode med økonomiske udfordringer – at gøre alt andet end at berolige markedet og sikre investeringslysten. Det skyldes ikke mindst den usikkerhed hun og regeringen fra start af skabte bl. a. ved ønsket om at øge selskabskatten. Det bliver interessant at se hvilken effekt det får for udfaldet af præsidentvalget til efteråret. Det bedste bud lige nu er, at man genvælger Sebastian Pinera, landets præsident fra 2010 til 2014.  Det vender vi naturligvis tilbage til, når valget nærmer sig.

Hvis der skulle være nogen af bloggens læsere, som ønsker en opdatering på udviklingen i de enkelte økonomier, kan vi forøvrigt anbefale OECDs seneste landespecifikke prognoser, nedenfor er links til et par af de vigtigste. Angående Argentina og Brasilien kan jeg naturligvis kun anbefale at man også lytter til “Latin Lovers” med Lars Christensen og undertegnede.

OECD prognoser juni 2017:

Brasilien

Agentina

Chile

Mexico

I udsendelsen taler vi også om marked vs. stat. Nedenfor er et “snapshot” af sammenhængen mellem økonomisk frihed (x-akse, Fraser Institute seneste tal) og væksten i BNP i 2016 (y-akse). Nej, den “beviser” ikke noget, men……. 🙂

Krisen i Venezuela skyldes at “man ikke gik langt nok”

Som bekendt har Venezuela og erfaringer med “Det 21. århundredes socialisme” været et tilbagevendene tema her på bloggen gennem en del år efterhånden. I anledning af de seneste meget voldsomme protester og den økonomiske nedsmeltning i Venezuela bad Ræson mig i sidste uge om at skrive et indlæg,  “Krisen i Venezuela bør slukke de revolutionsromantiske forestillinger på den danske venstrefløj”, med udgangspunkt i den danske venstrefløjs støtte til regimet.

Det vil i denne sammenhæng sige Enhedslisten og grupperinger i dens umiddelbare nærhed. I forhold til tidligere og belært af historien, er begejstringen for revolutionære projekter jo kølnet betragteligt blandt mere moderate venstreorienterede/socialister. Var der en umiddelbar begejstring – også blandt mere moderate og mindre revolutionære socialister, da Hugo Chavez kom til magten, er den kølnet betydelig de senere år. Dele af Enhedslisten vil muligvis mene, at det også gælder dem – Pelle Dragsted skrev således et indlæg på hedengangne “Modkraft” i 2011, hvor han sagde “Ciao, Ciao Chavez“. Det afholdt ham dog ikke fra at insistere på, at man havde opnået store resultater under Chavez, da jeg mødte ham i en debat på deadline i anledning af Chavez død i 2013, se nedenstående video.

Mens Pelle Dragsted mente der var opnået store sociale fremskridt, afviste han at Venezuela skulle have “ondt i demokratiet” på daværende tidspunkt. Da jeg påpegede, at de forbedringer i indkomst og reduktionen i fattigdom skyldtes de rekordhøje oliepriser, afviste Dragsted også dette.

Læg forøvrigt her mærke til udviklingen i BNP i forhold til olieprisen. Den økonomiske vækst falder drastisk, for derefter at blive negativ før oliepriserne begynder at falde voldsomt i 2014. Inflationen er høj og budgetunderskuddet stort  – selv med historisk høje oliepriser. Som bekendt det så kun gået endnu værre de sidste par år.

For nylig mødte jeg så igen en repræsentant for Enhedslisten, denne gang Christian Juhl, i en ny debat  om Venezuela på Deadline.  Denne gang var faldet i oliepriserne så af stor betydning for krisen i Venezuela, mens Christian Juhl i lighed med Pelle Dragsted prøvede at fastholde billedet af Venezuela som et demokrati. Men som det fremgår tager Christian Juhl dog  (naturligvis) afstand fra de mange overgreb, som påpeget  af Amnesty International.

Ifølge Enhedslistens Latinamerikagruppe skyldes Venezuelas krise for lidt socialisme.

Hvis der er noget som springer i øjnene,  er det afstanden mellem  hvad Christian Juhl siger og så de holdninger, som Enhedslistens Latinamerikagruppe giver udtryk for. En af dens medlemmer, Julie Wetterslev, skriver således i en kommentar på Facebook, at

den ekstremt voldelige opposition i Venezuela som er finansieret af kilder udefra (gæt selv hvorfra) og som har til formål at afmontere og sabotere enhver demokratisk eller socialt orienteret proces i landet.

mens hun i en anden kommentar brokker sig over kritikken af Maduro og hans regime, og lægger hovedansvaret for de mange drab ved demonstrationerne på oppositionen, om hvem hun skriver, at :

Det er ellers dem der er mest aggressive og slår flest folk ihjel disse uger.

Det er langt fra Christian Juhls bemærkninger i Deadline om at der findes voldelige elementer på begge sider af konflikten (hvilket han har fuldkommen ret i). Der er her tale om en klar stillingtagen til fordel for Præsident Maduro og den siddende regering i Venezuela. Til forskel fra folketingspolikkerne formulerer Enhedslistens Latinamerikagruppe til gengæld en meget klar analyse af, hvad man mener der er gået galt. Det “21. århundredes socialisme” er ganske enkelt ikke gået langt nok.

Som Hans Ålborg, også fra Enhedslistens Latinamerikagruppe, udtalte til Weekendavisen for et par uger siden:

Det har skadet økonomien at lave en blandings-økonomi. Han burde have lavet en rent socialistisk økonomi. Men det er helt forkert at sige, at han har kørt økonomien i sænk og er ved at afvikle demokratiet. Demokratiet er blevet udvidet under Chavez og Maduro med en masse inddragende basisdemokrati.

Med andre ord er problemet at man ikke har nationaliseret økonomien i tilstrækkeligt grad og indført fuldkommen planøkonomi. Nok så opsigtsvækkende for andre er måske også, at han fuldkommen afviser at der under Chavez og Maduro skulle have været en nedbrydning af institutionerne og demokratiet.

Hans Ålborg er her helt på linje med Andreas Bulow, også medlem af Enhedslisten samt “Hands of Venezuela”. Han mener også, at forklaringen på at det er gået så galt er, at man ikke har formået at gøre Venezuela socialistisk nok. I et blogindlæg, Er det socialismen der har slået fejl?, anfører han, at der er stor risiko for, at der gennemføres en “kontrarevolution, hvor alle sociale og politiske fremskridt rulles tilbage”.  Ud over at det kan ske via et miltærkup, peger han også på at det bl. a. kan ske “ved et valgnederlag”!

Løsningen er ifølge Andreas Bulow, at

revolutionen tager skridt i retning af en socialistisk økonomi. Ikke i ord, men i praksis: Nationalisering af økonomiens nervecentre, overtagelse af bankerne, et statsmonopol til styring af udenrigshandlen og en omfattende jordreform.

Hvor mon man har gjort det før? Ja det har man selvfølgelig set i bl. a.  Cuba. Forklaringen på at det også der er gået af h…… til – i den udstrækning man overhovedet vil erkende det – er som bekendt USA’s handelsblokade. Problemet i Venezuela, som Enhedslistens Latinamerikagruppe ser det, er “økonomisk sabotage” og udenlandsk indblanding. Under økonomisk sabotage hører f. eks. når man ikke vil sælge til de af regeringen fastsatte priser (som ofte ikke dækker produktionsomkostningerne), eller ikke investerer i det omfang regimet ønsker det. Det kalder man så “investerings-strejke”.

Med andre ord konstaterer vi, at revolutionsromantikken lever i bedste velgående på den yderste venstrefløj. Tidligere tiders planøkonomiske fiaskoer har ikke gjort det store indtryk.

Hvem er oppositionen?

Når man forstår det, kan man måske bedre forstå, at dele af venstrefløjen tilsyneladende er enig med regeringen i Venezuela i, at oppositionen er domineret af fascister, som Maduro ynder at kalde de ledende skikkelser i MUD (Mesa de la Unidad), der består af partier, som siden 2015 har haft flertal i kongressen. Det kan de dog ikke rigtigt bruge til noget, hvilket højesteret, som er fuldkommen styret af regimet, har sikret med en række grundlovsstridige afgørelser.

Således er Enhedslisten medunderskrivere af en støtteerklæring til Venezuelas regering i februar 2014, hvoraf det bl. a. fremgår, at

The right wing opposition in Venezuela is dominated by extreme, fascist-like, tendencies with activities all over Latin America and the US.

Det var i forbindelse med disse demonstrationer, at Leopoldo López, fra partiet ”Voluntad Popular” blev arrasteret. I 2015 idømtes han efterfølgende 13 år og 9 mdr. fængsel for sin rolle i demonstrationer. Helt konkret blev han dømt for – og hold nu fast – at opfordre til vold ved “subliminale budskaber”, dvs. budskaber som man ikke lægger bevidst mærke til! Man tror det er løgn, men det er det ikke. Det er Venezuela – en gang Latinamerikas rigeste land – under “det 21. århundredes socialisme”.

Og hvis Leopoldo López er fascist, så er hans parti ”Voluntad Popular” (det er ham der har dannet det) vel også et fascistisk parti? I så fald kunne det jo være rart at få af vide, om Enhedslisten mener at det danske Socialdemokrati er et fascistisk parti. Både Voluntad Popular og Socialdemokratiet herhjemme er nemlig medlem af Socialistisk Internationale.

Om ikke andet siger det noget om – i hvert fald dele af – Enhedslistens forhold til hvad vi andre ( inkl. Socialdemokrater) opfatter som demokrati. Det er nok værd at huske på.

 

Skal Brasilien have ny præsident igen?

Jeg har tidligere skrevet om forsøgene på at reformere Brasiliens håbløse pensionsystem og arbejdsmarked. Reformer der, som det ofte er, bestemt ikke er populære i befolkningen, men nødvendige.

Var det i forvejen vanskeligt at få dem gennem kongressen og senatet, tyder meget på at det nu er tæt ved at være umuligt. Efter præsident Michel Temer tilsyneladende er blevet afsløret i som mininum at kende til, og i værste fald aktivt at medvirke til obstruktion af den fortsatte efterforskning i det store korruptions-kompleks, som går under navnet Lava Jato, ser det i hvert fald ikke godt ud.

En båndoptagelse fra marts er blevet offentliggjort af højesteret, efter omtale af optagelserne i avisen ”O Globo”. Samtalen mellem præsidenten og  kan tolkes som at Temer opfordrer til/bifalder, at man løbende betaler den tidligere formand for kongressen, Eduardo Cunha, for at ”holde mund”. Cunha blev i marts måned idømt 15 års fængsel for  korruption og hvidvaskning,

I forvejen er snesevis af medlemmer af kongressen og senatet under anklage, ligesom 1/3 af Temers ministre. Offentliggørelsen medførte straks store kursfald på BOVESPA torsdag, som umiddelbart faldt 10 procent. Handlen suspenderedes herefter i en time. Ved dagens slutning var faldet på 8,8 procent. Det største fald på en dag siden 2008. Også den brasilianske real oplevede sit største fald i forhold til USD. i flere år.

Afsløringerne er naturligvis det store samtale-emne i alle medier og der spekuleres hæftigt i, hvorvidt man nu skal have ny præsident igen (Temer blev som bekendt præsident sidste år, da forgængeren Dilma Rousseff blev afsat). Hvis det bliver udgangen på historien, er det kongressen og senatet som vælger vedkommende, da man efter Temers “forfremmelse” fra vice-præsident til præsident, ikke har en vice-præsident. Et alternativ kunne være at man udskrev valg, hvilket dog kræver en grundlovsændring og  næppe er sandsynligt.

De økonomiske konsekvenser.

Samtidig med at man kan glæde sig over at brasiliansk presse ihærdigt går efter alle politikere, uanset “partifarve”, og et juridisk system der udviser en måske for mange forbavsende uafhængighed, er dette bestemt ikke godt nyt for Brasiliens økonomi.

Mens hele regionen har oplevet markant lavere vækstrater de senere år, sammenlignet med tidligere, har Brasilien vækstrater været særligt ringe. Ja faktisk var det eneste land i Latinamerika der klarede sig dårligere i 2016 Venezuela, som det fremgår af nedenstående.

2016

I år skulle så have markeret vendepunktet, hvor reformer af pensionsystemet og arbejdsmarkedet skulle bane vejen for øget vækst de kommende år.

2017

Nu risikerer man at reformerne som minimum udskydes og i værste fald ikke gennemføres inden der i 2018 igen skal vælges ny præsident.  Som sådan er det egentlig underordnet hvem som er præsident. Afgørende er om der gennemføres de nødvendige reformer. Det ser lidt sort ud for tiden.

 

 

 

 

Baggrunden for den fortsatte konflikt om Falklandsøerne

Christian skrev tidligere i dag et fremragende indlæg i anledning af 35 årsdagen for Englændernes bombardement af Port Stanley – en logistisk triumf.

Den dag i dag vil Argentinerne ikke anerkende, at Falklandsøerne – eller Malvinas – ikke er en del af Argentina. Et synspunkt som, i hvert fald på papiret bakkes op af det øvrige Latinamerkanske lande – ligesom Spanien indtil man blev medlem af EU også var på Argentinas side (interessant om Brexit fører til man igen indtager denne position).

Hvis du har glemt baggrunden for Falklandskrigen for 35 år siden (Argentinske tropper invaderede øerne den 2. april), vil jeg henvise til et par blogindlæg jeg skrev i anledningen af 30-året for Argentinernes invasion og efterfølgende forsmædelige nederlag.

Selv om retorik og tilgang til konflikten efter valget af Macri til præsident er blevet mere afdæmpet og kompromissøgende, så har Argentina ikke, og vil formentlig aldrig formelt opgive kravet på Malvinas.

Læs mere her:

Historisk baggrund for Argentinas og Englands konflikt over Falklandsøerne

Malvinas eller Falklandsøerne – ret til selvbestemmelse eller engelsk imperialisme

Billedresultat for falklands islands war

 

Indvandringens pris – et selvskabt problem

Finansministeriet (FM) har udsendt en ganske glimrende rapport, Indvandreres nettobidrag til de offentlige kasser,  om  danskere og henholdsvis vestlige og ikke-vestlige indvandrere, samt deres efterkommere (2. generations indvandrere), nettobidrag. Beregningerne er sket med udgangspunkt i finansåret 2014, hvor der var ekstraordinært store indtægter fra henholdsvis beskatning af hævet kapitalpensionsordning (omlægninger til aldersopsparing) og fra pensionsafkastskatten (PAL-skat).

Det fremgår af rapporten, at den del af befolkningen, som betegnes som af “dansk oprindelse” det pågældende år netto bidrog med 56 mia. kroner, svarende  til 5.000 kr. per person. Vestlige indvandrere bidrog med 6 mia. kroner eller svarende til 30.000 kroner per person, mens deres efterkommere kostede 2. mia. kroner eller svarende til 70.000 kroner per person.  Til gengæld kostede indvandrere fra ikke vestlige lande 16 mia. kroner, svarende til 56.000 kroner, mens deres efterkommere kostede 17. mia. kroner, svarende til 128.000 kroner per person. Ser vi alene på de der befandt sig i den erhvervsdygtige alder (25-64 år) bidrog hver person af dansk oprindelse med netto 109.000 kroner, mens vestlige indvandrere og deres efterkommere bidrog med henholdsvis 77.000 kroner og 90.000 kroner.  For ikke-vestlige indvandrere og deres efterkommere var den gennemsnitlige omkostning på henholdsvis 33.000 kroner og 11.000 kroner.

Set ud fra en offentlig budgetbetragtning gav den del af befolkningen som er af dansk afstamning samt vestlige indvandrere og deres efterkommere altså “overskud”, mens indvandrere fra ikke-vestlige lande samt deres efterkommere, selv for den del som var i en erhvervsaktive alder, gav underskud. Hvis man tager højde for de ovenfor nævnte ekstraordinære indtægter, ser regnestykket dog lidt anderledes ud. Nu er det alene vestlige indvandrere som giver overskud, som det fremgår af nedenstående tabel fra FMs rapport.

Reaktionerne på rapporten har endnu engang vist hvor polariseret udlændingedebatten er herhjemme – og hvor lidt mange de der deltager tilsyneladende kærer sig om fakta. Det gælder både blandt “indvandrerkritiske” røster og “indvandrerpositive” røster. De færreste har vist gjort sig den ulejlighed at læse selve rapporten, der ellers er frit tilgængelig på Finansministeriets hjemmesider. Det er en skam, for det er som sagt en yderst sober og grundig rapport.

Men før vi går videre er det vigtigt at slå fast, hvad rapporten siger noget om og måske nok så vigtigt, hvad den ikke siger noget omFMs rapport viser det finanspolitiske nettobidrag fordelt på danskere, vestlige indvandrere, ikke-vestlige indvandrere, efterkommere efter vestlige indvandrere og efterkommere efter ikke-vestlige indvandrere. Der er altså ikke tale om en opgørelse over de forskellige gruppers samfundsøkonomiske bidrag. Og det er ikke uden betydning.

Forvekslingen af samfundsøkonomisk værdi og nettobidrag til de offentlige kasser er desværre ganske udbredt. Men hvor det samfundsøkonomiske bidrag måler bidraget til den samlede værdiskabelse og dermed velstand, så beskæftiger FMs rapport sig altså alene med nettobidraget til de offentlige kasser, og er primært udtryk for graden af omfordeling.

Rapporten kan altså ikke bruges til at konkludere at indvandrere fra ikke-vestlige lande og deres efterkommere udgør en samfundsøkonomisk nettoomkostning, og rent faktisk skal det medtages at en del af undergrupperne ikke adskiller sig fra gruppen “af dansk afstamning”, især når man tager højde for de helt særlige forhold for skattebetalingen i 2014.

Som det fremgår af ovenstående figur er nettobidraget for kinesere, ukrainere og ikke mindst indere større, end for både polakker og nordmænd, samt for indere’s vedkommende også større end for tyskere. For thailændere, filippinere og vietnameseres vedkommende, ligger deres nettobidrag på niveau med danskeres, når der tages højde for ekstraordinære skatteindtægter i 2014, men før der tages hensyn til forskelle i aldersfordeling.

Finansministeriets rapport, som jeg kun kan opfordre enhver til at tage sig tid til at læse, indeholder også en aldersstandardiseret beregning, hvorved der f. eks. tages højde for at efterkommere efter både vestlige og ikke-vestlige indvandrere i stor udstrækning består af børn og unge.

Heraf kan udledes to forhold:

  1. Målt på bidraget til de offentlige kasser ligner efterkommere efter vestlige indvandrere befolkningen af dansk afstamning
  2. Også efter der er taget højde for aldersfordelingen er der et betydeligt, om end mindre, negativt bidrag fra efterkommere efter ikke-vestlige indvandrere.

Fra den del af den indvandrerpositive fløj, som helst ikke beskæftiger sig med økonomi, har man ikke været sen til at påpege, at a) 80 procent af efterkommere af ikke-vestlige indvandrere udgøres af børn og unge og b) nettobidraget forbedres når der tages højde for dette. Men ser vi på erhvervsfrekvensen blandt efterkommere efter ikke-vestlige indvandrere og analyser af hvorledes især drenge af ikke-vestlig oprindelse klarer sig (eller rettere ikke klarer sig), er der desværre ikke grund til den store optimisme, i forhold til nettobidraget til de offentlige kasser.

Indvandring som underskudsforretning – et selvskabt problem

Finansministeriet har også lavet en række beregninger, hvor man ser på den potentielle effekt, hvis indvandrere fra ikke-vestlige lande samt deres efterkommere havde samme tilknytning til arbejdsmarkedet og indkomst som den øvrige del af befolkningen, om end man ved disse bemærker, at :

der er tale om en hypotetisk potentialeberegning, som bygger på meget ekstreme forbedringer af navnligt ikke-vestlige indvandreres og deres efterkommeres tilknytning til arbejdsmarkedet. Der kan således ikke peges på økonomiske reformer mv., der kan forventes at indebære denne forbedring af integrationen.

Her er vi ved det centrale problem i forhold til den faktisk stedfundne indvandring til Danmark set i forhold til bidraget til de offentlige kasser. For godt nok fremgår det også af rapporten, at indvandrere fra ikke-vestlige lande som kommer til Danmark i erhvervsmæssig øjemed, giver et positivt nettobidrag til de offentlige kasser, men det forholder det sig helt anderledes for asylsøgere og de efterfølgende familiesammenførte – samt desværre også i vid udstrækning deres efterkommere.

Den væsentligste forklaring er naturligvis indretningen af vores velfærdsstat, hvor høje ydelser – som asylanter og familiesammenførte har fuld adgang til – indebærer en de facto høj minimumsløn, som formentlig er betydeligt højere end de pågældendes produktivitet kan bære. Netop den høje de facto minimumsløn kombineret med den høje grad af omfordeling indebærer et krav om en relativ høj erhvervsfrekvens, for at det “skal løbe rundt”.

Desværre er der næppe politisk flertal for reformer, som for alvor vil forbedre nettopåvirkningen af de offentlige kasser (og det samfundsøkonomiske bidrag) ved indvandringen fra ikke-vestlige lande. Det ville jo indebære accept af en (væsentlig) større lønspredning – en forudsætning for en bedre økonomisk integration.

Det ville ellers formentlig også være gavnligt i forhold til de kulturbaserede problemer, som indvandringen fra især Mellemøsten (og omegn) også har indebåret. Der er trods alt få ting, som er bedre til at få mennesker til at tilpasse sig  end behovet for mad i munden og tøj på kroppen.

Det gælder overraskende nok også flygtninge og familiesammenførte.

Brasiliens korruptionsskandale når nye højder – og det er godt

Os Corruptos – Lula (2003-11), Collor (1990-92), Cardoso (1995-03), Dilma (2011-16)

Mens udsigten til at gennemgribende og nødvendige pensions- og arbejdsmarkedsreformer desværre ser ud til at være mindre end for blot en måned siden, fortsætter efterforskningen i Brasiliens største korruptionsskandale nogensinde. Og det er fremragende af flere årsager.

Offentliggørelsen af listen af nye mistænkte, som skal efterforskes må en gang for alle slå Venstrefløjens konspirationsteori om sidste års afsættelse af den socialistiske præsident Dilma Rousseff som et kup orkestreret af en konservativ presse og højrefløjen, for at sikre dem mod videre efterforskning for korruption, til jorden.

Ud over de på listen nævnte, som efter brasiliansk lov skal efterforskes af højesteret selv, fordi der er tale om nuværende ministre, guvernører og valgte til senat og kongres, har højesteret også givet ordre om at indlede efterforskning ved lavere domstole mod de tidligere præsidenter Dilma Rousseff, Lula og Fernando Henrique Cardoso.

Listen over de anklagede er vel det nærmeste man kommer en “who is who” i brasiliansk politik. Der er politikere fra stort set alle partier fra kommunister til konservative. Sammen med de allerede nævnte eks-præsidenter er også tidligere præsident Fernando Collor de Mello under mistanke. Det samme er taberen i anden runde ved det seneste præsidentvalg, Aecio Neves fra PSDB. Begge formænd for parlamentets to kamre, samt som nævnt ni ministre fra den nuværende regering.

Nuværende og tidligere ministre og guvernører, senats- og kongresmedlemmer mv., under mistanke for korruption (parti i parantes)

  • Aécio Neves, senador (PSDB-MG)
  • Antônio Anastasia, senador (PSDB-MG
  • Alfredo Nascimento, deputado (PR-AM)
  • Milton Monti, deputado (PR-SP)
  • Aloysio Nunes, senador (PSDB-SP)
  • Arlindo Chinaglia, deputado (PT-SP)
  • Arthur Maia, deputado (PPS-BA)
  • Bruno Araújo, ministro das Cidades (PSDB-PE)
  • Carlos Zarattini, deputado (PT-SP)
  • Cândido Vaccarezza, deputado (ex-PT-SP)
  • Guido Mantega, ex-ministro da Fazenda (PT)
  • Eduardo Braga, senador (PMDB-AM)
  • Omar Aziz, senador (PSD-AM)
  • Cacá Leão, deputado (PP-BA)
  • Cássio Cunha Lima, senador (PSDB-PB)
  • Celso Russomanno, deputado (PRB-SP)
  • Ciro Nogueira, senador (PP-PI)
  • Dalírio Beber, senador (PSDB-SC)
  • Napoleão Bernardes, prefeito de Blumenau (PSDB-SC)
  • Daniel Elias Carvalho Vilela, deputado (PMDB-GO)
  • Maguito Vilela, ex-governador de Goiás (PMDB)
  • Daniel Gomes de Almeida, deputado (PCdoB-BA)
  • Décio Nery de Lima, deputado (PT-SC)
  • Ana Paula Lima, deputada estadual (PT-SC)
  • Edison Lobão, senador (PMDB-MA)
  • Eliseu Padilha, ministro-chefe da Casa Civil (PMDB-RS)
  • Moreira Franco, secretário-geral da Presidência (PMDB-RJ)
  • Fábio Faria, deputado (PSD-RN)
  • Robinson Faria, governador do Rio Grande do Norte (PSD)
  • Rosalba Ciarlini, prefeita de Mossoró (PP-RN)
  • Fernando Collor de Mello, senador (PTC-AL)
  • Fernando Bezerra, senador (PSB-PE)
  • Gilberto Kassab, ministro das Comunicações (PSD-SP)
  • Heberte Lamarck Gomes da Silva (Betinho Gomes), deputado federal (PSDB-PE)
  • José Feliciano de Barros Júnior, advogado (PMN)
  • José Ivaldo Gomes (Vado da Farmácia), ex-prefeito de Cabo do Santo Agostinho (PTB-PE)
  • Helder Barbalho, ministro da Integração Nacional (PMDB-PA)
  • Paulo Roberto Galvão da Rocha, senador (PT-PA)
  • Heráclito Fortes, deputado (PSB-PI)
  • Humberto Costa, senador (PT-PE)
  • Ivo Cassol, senador (PP-RO)
  • João Carlos Gonçalves Ribeiro, ex-secretário de Planejamento de Rondônia
  • João Carlos Paolilo Bacelar Filho, deputado (PR-BA)
  • Jorge Viana, senador (PT-AC)
  • Tião Viana, governador do Acre (PT)é arlos Aleluia, deputado (DEM-BA)
  • José Carlos Becker de Oliveira e Silva (Zeca Dirceu), deputado (PT-PR)
  • José Dirceu, ex-ministro-chefe da Casa Civil
  • José Orcírio Miranda dos Santos (Zeca do PT), deputado (PT-MS)
  • Blairo Maggi, ministro da Agricultura (PP)
  • José Reinaldo Carneiro Tavares, deputado (PSB-MA)
  • Ulisses César Martins de Sousa, ex-procurador-geral do Estado do Maranhão
  • Renan Calheiros, senador (PMDB-AL)
  • Renan Calheiros Filho, governador do Alagoas (PMDB)
  • Fernando Bezerra de Sousa Coelho, senador (PSB-PE)
  • Júlio Lopes, deputado (PP-RJ)
  • Jutahy Magalhães Júnior, deputado (PSDB-BA)
  • Kátia Abreu, senadora (PMDB-TO)
  • Moisés Pinto Gomes, marido da senadora Kátia Abreu
  • Lídice da Mata, senadora (PSB-PE)
  • Lindberg Farias, senador (PT-RJ)
  • Marco Maia, deputado (PT-RS)
  • Eliseu Padilha, ministro-chefe da Casa Civil (PMDB)
  • Humberto Kasper, ex-presidente da Trensurb
  • Marco Arildo Prates da Cunha, ex-presidente da Trensurb
  • Paulo Bernardo Silva, ex-ministro do Planejamento (PT)
  • Marcos Antônio Pereira, ministro da Indústria, Comércio e Serviços (PRB-ES)
  • Maria do Rosário Nunes, deputada (PT-RS)
  • Mário Negromonte Júnior, deputado (PP-BA)
  • Milton Monti, deputado (PR-SP)
  • Valdemar da Costa Neto, ex-deputado (PR-SP)
  • Nelson Pellegrino, deputado (PT-BA)
  • Ônix Lorenzoni , deputado (DEM-BA)
  • Paulo Henrique Ellery Lustosta da Costa, deputado (PP-CE)
  • Paulo Pereira da Silva, deputado (SD-SP)
  • Pedro Paulo Carvalho Teixeira, deputado (PMDB-RJ)
  • Eduardo Paes, ex-prefeito do Rio de Janeiro (PMDB)
  • Ricardo Ferraço, senador (PSDB-ES)
  • Rodrigo Maia, deputado (DEM-RJ)
  • César Maia, ex-prefeito do Rio de Janeiro (DEM)
  • Rodrigo Garcia, deputado (DEM-SP)
  • Romero Jucá Filho, senador (PMDB-RR)
  • Eunicio Oliveira, senador (PMDB-CE)
  • Lúcio Quadros Vieira Lima, deputado (PMDB-BA)
  • Rodrigo Maia, deputado (DEM-RJ)
  • Rodrigo Jucá, advogado e filho de Romero Jucá (PSD-RR)
  • Valdir Raupp, senador (PMDB-RO)
  • Vander Loubet, deputado (PT-MS)
  • Vanessa Grazziotin, senadora (PCdoB-AM)
  • Eron Bezerra, marido da senadora Vanessa Grazziotin
  • Vicente Cândido, deputado (PT-SP)
  • Vicente Paulo da Silva, deputado (PT-SP)
  • Vital do Rêgo Filho, ministro do Tribunal de Contas da União (TCU)
  • Yeda Rorato Crusius, deputada (PSDB-RS)

For mere information om hvad de enkelte er mistænkte for, se her (portugisisk). Ved at klikke på de fire cifre til højre får man Højesterets begrundelse for at indlede en efterforskningssag på hver enkelt af de nævnte.

De mange sager er resultatet af den “plea-bargain” som Marcelo Odebrecht indgik sidste år og et gennemgående tema er ulovlig finansiering af valgkampagner (bl.a. Fernando Henrique Cardoso og Dilma Rouseff), eller direkte betaling for at politikere har brugt deres magt og inflydelse til at skaffe Odebrecht lukretive kontrakter (bl. a. Lula i forbindelse med projekter i Angola).

Det er næppe sidste gang jeg skriver om korruptionsskandalerne i Brasilien, men som jeg også har skrevet før, er dette i bund og grund en opløftende udvikling, der faktisk giver håb for fremtiden. Der er næppe tvivl om at at denne form for korruption har eksisteret som en integreret del af brasiliansk politik i årtier. Det nye er at det åbenbart ikke længere kan lade sig gøre.

Det er så sandelig nye tider i Brasilien.

Venezuela’s dødsspiral fortsætter

Både Christian og jeg har gennem mange år skrevet om Venezuela’s absurde udvikling og sammenbrud – både her på punditokraterne og på Americas.dk.  Venezuela er i dag et militærdiktatur og hvordan og hvornår det endelig er slut for “det 21. århundredes socialisme”, afgør den. Hvis man spurgte den venezuelanske befolkning er der selvfølgelig ingen tvivl om udfaldet, og det har der ikke været længe.

Og måske er man endelig ved at miste grebet om magten. I går var præsident Maduro således mål for kasteskyts ved en militærparade, og selv om den officielle transmission fra begivenheden lynhurtig kappede forbindelsen, da det gik galt, har mobiloptagelser sidenhen cirkuleret på de sociale medier

Om dette signalerer det endelige fald for regimet skal jeg ikke sige. I sidste ende er det militæret som bestemmer hvad der sker herefter. Men givet at der nu er protester og sammenstød mellem militær og politi på den ene side og desperate borgere på den anden stort set hver dag og nat, må der forventes en eller anden form for reaktion på et tidspunkt. Og i modsætning til demonstrationerne for et par år siden, som primært foregik i områder og med udgangspunkt i middeklassen og studerende, hvor oppositionen længe har været stærkest, er der nu gentagne demonstrationer og opløb også i Chavinisternes kerneland og blandt de dele af befolkningen som tidligere i stort tal støttede om ikke “det 21. århundredes socialisme”, så i det mindste Chavez og dernæst hans efterfølger Maduro, så længe de “blev betalt” med billige varer. Det er så et stykke tid siden regimet har haft midlerne til dette.

Hvis man vil følge med i udviklingen kan vi kun (endnu engang) opfordre til at man checker den (for det meste) engelsksprogede “Caracas Chronicles“, der har vist sig ofte at være den mest pålidelige kilde, når det kommer til dækning af udviklingen i Venezuela.

Historien om verdens største olieproducent, målt på reserver. Formentlig hurtigst voksende økonomi, målt over perioden 1920-1980 og  Sydamerikas ubetinget mest velstående land for 40-50 år siden til i dag et af de fattigste lande i regionen, præget af fattigdom, ja ligefrem sult, et sundhedssystem der for længst er brudt sammen og en økonomi i frit fald – alene fra 2013 til i dag er BNP faldet med ca. 25 procent  – samt galoperende kriminalitet og inflation. Det er så sandelig en tragedie af næsten ufattelig dimensioner.

Hvis noget land har følt “The curse of oil”, så er det vist Venezuela. Og så understreger de seneste års udvikling for øvrigt endnu en gang, at socialisme altid ender i diktatur.

Sølle notat fra folketingets økonomiske konsulenter om ulighed og vækst

På en forespørgsel fra et medlem af finansudvalget (Pelle Dragsted fra Enhedslisten), har folketingets økonomiske konsulenter (der er to) udarbejdet et notat om økonomisk vækst og ulighed. Det er er kommet et temmelig sølle og ret beset ligegyldigt notat ud af, som sammenfatter en række analyser af en eventuel sammenhæng mellem indkomstulighed og økonomisk vækst udgivet af IMF og OECD.

Vi har tidligere givet analyserne  fra IMF og OECD en hård medfart på Punditokraterne – ikke mindst IMFs.  Således betegnede Christian Bjørnskov en af disse (Redistribution, Inequality and Growth), som fandt en negativ sammenhæng mellem ulighed og vækst med baggrund i uligheden i 150 lande, som præget af “empirisk fifleri“. Verdensbanken omtaler  – i en rapport sidste år (taking on equality)  – notatet fra IMF (og efterfølgende notater) på følgende vis:

Recent research by the International Monetary Fund has claimed that lower inequality in disposable income is associated with more rapid and more durable growth for a given level of redistribution. The robustness of the findings has been questioned, however, because of the presence of weak instruments in the econometric technique, a pervasive issue in this field of research.

Og i lighed med Christian konkluderer de:

After accounting for weak instruments, the coefficients turn insignificant; so, it is not possible to draw any conclusion about the effect of inequality on growth, whether positive or negative.

Dette ligger også i forlængelse af den efterhånden omfattende økonomiske litteratur, der finder at sammenhængen mellem ulighed og økonomisk vækst er yderst svag, hvilket Otto Brøns også påpegede i 2014 her på bloggen.

Desværre kommer Folketingets økonomer aldrig rigtigt videre end til at referere materialet fra IMF og OECD, omend de trods alt gør opmærksom på at andre studier kommer frem til andre resultater. Men det kunne en nogenlunde opvakt gymnasieelev nok også have fundet ud af. Og nogen hjælp for medlemmerne i finansudvalget kan man næppe sige at notatet er. Det ville have krævet at man havde forklaret modellerne bag IMF og OECDs resultater, ikke mindst deres forudsætninger.

Skal der sige noget positivt om notatet, så er det at man påpeger, at  det økonomiske notat, som danner grundlag for rapporten “In it together”, påpeger at :

Ændringer i de øverste indkomster (9. og 10. indkomstdecil) har ingen statistisk signifikante effekter på økonomiske vækst

Venstrefløjen (inkl. Pelle Dragsted) har nemlig “skamridt” netop dette OECD notat og sammenkoblet det med deres forargelse over at de øverste deciler har haft en højere indkomstfremgang end resten. Så hvis vi i fremtiden kan slippe for dette, er meget jo vundet.  Til gengæld er det beklageligt, at folketingets økonomer ikke har fanget en meget væsentlig pointe i samme notat. Nemlig at stort set alle de anbefalinger man kommer med er ting der allerede gøres i Danmark. Ligeledes må man også undre sig over, at man i behandlingen af notaterne fra IMF ikke (i langt højere grad) understreger, at man her faktisk understreger, at der for lande med meget stor omfordeling, gælder at:

…that when redistribution is already high (above the 75th percentile), there is evidence that further redistribution is indeed harmful to growth, as the Okun “big trade-off” hypothesis would suggest

Det er ret væsentlig i forhold til netop Danmark, hvor omfordelingen er betydelig i lighed med andre (nord)europæiske velfærdsstater, hvilket vi også omtalte her på bloggen tilbage i 2014.

Sagens kerne er også, som nævnt, at koblingen mellem ulighed og vækst er meget svag og ustabil. Som Otto tidligere har skrevet her på bloggen,:

Ulighed bør i sig selv ikke forventes at have nogen særlig betydning for BNP. Derimod har den politik, der bliver ført, betydning for væksten, men kan påvirke Gini-koefficienten i både den ene og anden retning.

 

 

Brasilien rammer bunden, men fremtiden ser lys ud

Christian beskrev forleden hvorledes Venezuela fortsætter sin ubegribelige vej ud i kaos, med hastigt stigende inflation og en fuldkommen ødelagt økonomi. En tragedie af næsten ubeskrivelige dimensioner. Hvad der for blot et halvt århundrede siden var Sydamerikas rigeste land er i dag et land præget af vold, fattigdom, sult og mangel på selv de mest elementære nødvendigheder.

Heldigvis ser det noget anderledes ud i Latinamerikas største økonomi, der som bekendt har haft nogle hårde år, med faldende BNP, stigende inflation og arbejdsløshed, en kæmpe korruptionsskandale, som langt fra er ovre, samt politisk kaos, der sidste år kostede den socialistiske præsident Dilma Rousseff præsidentposten.

(PIB = BNP)

Hendes arvtager og tidligere vice-præsident Temer partiet PMDB – der i den udstrækning man kan tale om at det har en ideologi, må betegnes som en blanding af social-konservatisme og socialdemokratisme – har siden været en ganske upopulær præsident. Både på grund af den måde han kom til magten og fordi korruptionsanklager, der også har kostet flere ministre posten, fortsætter med at klistre til ham.

Temer går næppe over i den folkelige historie, som en af de store populære præsidenter. Men det kan meget vel være, at den mere seriøse historieskrivning i eftertiden vil karakterisere hans regeringsperiode som en af de mest afgørende i nyere brasiliansk historie.

Efter perioden under den folkekære præsident  (og fortsat populær blandt mange brasilianere trods anklager om korruption) Lula – især fra hans 2. valgperiode –  og efterfølgeren Dilma Rousseff markerede en tilbagevenden til tidligere tiders nationalistisk og statscentrerede økonomiske politik, der på mange måder mindede om den politik militæret førte i 70erne, markerer Temers regering en tilbagevenden til reformkursen i 90erne, og en betydelig større vægtning af markedskonform økonomisk politik og orienteering mod en mere åben økonomi.

Sidste år  fik man gennemført en forfatningsændring, der indebærer at de føderale budgetter ikke må stige mere end inflationen de kommende 20 år, dog med en revision om 10 år og her i april vedtages muligvis den største ændring i det brasilianske pensionssystem i mands minde. Det vender jeg tilbage til indenfor de kommende uger.

 kilde: Global rates.com

Faldet i inflationen er fulgt op af et betragteligt fald i renterne de seneste måneder og der er en spirende optimisme omkring den fremtidige økonomiske udvikling. Nok forventer man fortsat stigende arbejdsløshed hen over året, før den igen begynder at falde, mens BNP muligvis vil stige minimalt (BNP per indbygger vil fortsat falde). Men bunden ser ud til at være nået og hvis man lykkes med at gennemføre hovedparten af de reformer, som regeringen arbejder for, vil Brasilien for alvor være en økonomi man igen skal regne med. Der er naturligvis mange hvis’er i denne ligning. Men 2016-2017 kan meget vel komme til at gå over i historiebøgerne, som de år der kommer til at definere den økonomiske politik i mange år fremover. Hvis altså………. Men det vender vi tilbage til i kommende indlæg.

Nulsumspræsidenten og Border Adjustment Tax

Det er efterhånden mange år siden USA var den drivende kraft bag den økonomiske globalisering. Således har man i praksis bevæget sig i en mere protektionistisk retning siden 2001, måske ikke retorisk – under Bush jr. talte man om et frihandelsområde fra Canada i nord til Chile og Argentina i syd, og under Obama fik man som bekendt forhandlet TPP på plads, mens man kom tæt på en endelig TTIP aftale – men i praksis er USA blevet mere protektionistisk siden 2001.

Med valget af Donald Trump er disse aftaler fortid. Trumps syn på international handel bunder i en forestilling om, at USA er blevet “udnyttet” af andre lande, hvilket fremgik af hans – i øvrigt flere steder ganske fremragende – tale til kongressens to kamre, natten mellem tirsdag og onsdag dansk tid.

Hans grundlæggende mangel på forståelse for gevinsterne ved frihandel fremgik tydeligt i hans tale til kongressen tirsdag. Han sagde godt nok han gik ind for frihandel, men tilføjede at der skulle være tale om “fair handel”. Herefter opremsede Trump hvor mange industriarbejdspladser USA havde mistet gennem de seneste to årtier, mens han beklagede sig over at andre lande lagde “store afgifter” på import af amerikanske produkter, mens USA tillod import uden afgifter.

Med andre ord “bliver USA snydt” via den internationale handel ifølge Trump.

Og når Trump citerer Abraham Lincoln, understreger han blot sin reelt protektionistiske dagsorden. Nok er Lincoln en stor historisk figur, men det er unægteligt ikke på grund at hans økonomiske forståelse, som var stort set ikke eksisterende.

USA og økonomisk frihed

Forrige weekend gennemgik Christian de statiske omkostninger ved protektionistisk handelspolitik. Omkostninger som med valget af Donald Trump i USA må forventes at stige betydeligt.  Som Martin Ågerup påpegede i en debat tirsdag på radio 24syv, er modstanden mod frihandel et af de få punkter hvor Donald Trump har været fuldkommen konsistent – og det endda gennem mange årtier.

Inden jeg går videre er det måske lige på sin plads at se på hvor frihandelsorienteret USA egentlig er? Svaret er – måske overraskende for en del – at det er man sådan set ikke. Det er efterhånden en del år siden at USA var bannerfører for mere økonomisk frihed og øget frihandel. Og den optimisme som f. eks. Lars Seier udviser i sin støtte til Trump, (se bl.a.  “Trump vil overraske positivt“), må undre en del.

Når Seier skriver, at:

Det væsentligste (berettigede) angreb fra borgerlige kommentatorer, er Trumps holdning til frihandel. Men hvad er det egentlig, han siger? At han vil lave bilaterale handelsaftaler, simplificere processen og holde handelspartnere ansvarlige. Med det samme prøver han at fast tracke en deal med Storbritannien. Hvad er der så forfærdeligt ved det? Enhver, der har prøvet at importere en vare ind i EU kender i praksis vore egne mure mod frihandel – besværligt og stjernedyrt. Et lille land som Schweiz har forhandlet flere .

Overser og negligerer Seier, at Trump ganske enkelt ikke anerkender/forstår grundlæggende handelsteori. Derimod synes han at opfatte international handel som et nulsumsspil – ikke ulig venstrefløjens traditionelle tilgang. Betegnedes Reagan som “neoliberalist”, må Donald Trump således betegnes som “neomerkantilist”.
Den enes gevinst er den andens tab og et grundtema er åbenbart, at USA gennem tiden er gået med til den ene elendige handelsaftale efter den anden, set med amerikanske øjne.

Tilsyneladende anerkender Trump (og folkene omkring ham) ikke den banale sammenhæng, at underskuddet på handelsbalancen er en konsekvens af lav indenlandsk opsparing. Som det også vil fremgå af dette indlæg, ligger det i det hele taget lidt lidt tungt med forståelsen for selv ganske banale nationaløkonomiske sammenhænge i den nye administration.

Måske kan det også være, at Lars Seier (og andre) lider under den forkerte opfattelse, at USA er langt mere frihandelsorienteret end det faktisk er.

Sammenlignet med EU (ikke mindst lande som Irland, Holland, Slovakiet og Danmark) er alle EU-landene mere frihandelsorienterede end USA (og Schweiz).

En sammenligning mellem EU-landene og USA falder således ikke ud til USAs fordel, som det fremgår af nedenstående tabel, baseret på Fraser Institute’s economic freedom index.
Ser vi på udviklingen over tid, kan vi også hurtigt konstatere, at hvor 1970erne, 80erne og 90erne var kendetegnet ved stigende økonomisk frihed i USA, er det sidenhen gået ned af bakke. Hvis vi igen tager udgangspunkt i Fraser Institutes index, ser vi også, at det ikke er finanskrisen i 2008 som markerer det afgørende skifte. Det sker i 2001.

Kilde: Fraser Institute

Ligeledes er det slående at hverken Seier eller andre, som er fortalere for at “give Trump en chance” har øje for, at han allerede inden sin indsættelse på ganske brutal vis gik efter navngivne firmaer, som han ikke mente drev deres virksomhed i overenstemmelse med hans/statens interesse i at skabe flere industriarbejdspladser i USA.

Denne fremgangsmåde er udtryk for en kooperativ tilgang til den økonomiske politik, som muligvis er “business friendly” overfor de firmaer som “opfører sig som Trump ønsker det”, men den er bestemt ikke frimarkedsvenlig, ligesom en sammenligning med Ronald Reagan er helt ude i skoven. Trump er ikke en genoplivning af Reaganomics, det er derimod det endelige opgør.

Eller som Peter Kurrild-Klitgaard skrev i Børsen under overskriften “Nej, Trump er ikke økonomisk liberal”

at Trump udover sin personlige uberegnelighed og uforudsigelighed repræsenterer en økonomisk protektionisme, en korporativ statskapitalisme og en undergravning af retssamfundet. Ét punkt udelader de imidlertid alle ved bedømmelsen af Trump: Hvordan han planlægger ikke blot at ville fortsætte, men endog eskalere det største problem i amerikansk økonomi, ja, måske i amerikansk politik i det hele taget: de løbske offentlige udgifter og den deraf eksploderende gældsætning af staten.

Og konkluderer, at

Trumps linje er ikke bare i praksis, men nok så meget i dens retorik et radikalt brud med et halvt århundredes republikansk linje, hvor man om end ikke i praksis, men i hvert fald i retorikken har lagt en “fiskalt konservativ” linje med idealer om “balancerede budgetter” og reduktion af de offentlige udgifter. Han er i så henseende reelt den mest venstreorienterede republikanske præsident i mere end 100 år.

Det gælder for styringen af offentlige udgifter, såvel som for handelspolitikken, der groft sagt lige så godt kunne være formuleret af 3F.

Eller som jeg påpegede i en kronik i Børsen, “Dele af Trumps handelspolitik kunne være formuleret af 3F” tilbage i november måned. Det fremgår eksplicit af Trumps politik-progrom, at

der skal sættes en stopper for “sweatshops i Mexico, der underbyder amerikanske arbejdere”, står der i Trumps politiske program. Det kunne 3F ikke have formuleret bedre herhjemme.”

I et notat skrevet af Trumps handelsminister, Wilbur Ross, og en af præsidentens rådgivere, Peter Navarro, er et krav til en ny aftale, at den i højere grad tilgodeser “vores arbejdere”, som der står, altså amerikanske arbejderes interesser.

Hvis Mexico og Canada ikke er med på den, vil man meddele, at “USA har til hensigt at trække sig ud af aftalen”,  og det kan man faktisk gøre med 6. måneders varsel.

Men Canada er faktisk med på den og der er lagt op til forhandlinger. Formålet synes klart at være at “tryne” Mexico og mindske deres konkurrencedygtighed i håbet om at at bevare flere industriarbejdspladser i USA (og Canada).

Trump har også, som forventet, meddelt at man trækker sig fra TTP aftalen, mens TTIP er lagt i graven. Som det fremgår af nedenstående video blev meddelelsen om at USA ikke vil deltage i TTP modtaget med klapsalver under det møde Trump kort efter sin tiltrædelse afholdt med en række amerikanske fagforeninger.

Som Peggy Noonen bemærkede i “Trump Tries to Build a ‘Different Party’ ” i WSJ:

The lengthy, public and early meeting with the union leaders was, among other things, first-class, primo political pocket-picking. The Trump White House was showing the Democratic Party that one of its traditional constituent groups is up for grabs and happy to do business with a new friend.

Ikke mere Reaganomics

Måske er det meget sigende, at hvor Reagan havde Milton Friedman blandt sine rådgivere, er en helt central person hos Donald Trump Peter Navarro, som skal lede det nyoprettede National Trade Council. Han har ved flere lejligheder har demonstreret en noget overraskende mangel på forståelse for selv de mest banale økonomiske sammenhænge.

Som Christian påpegede i sit indlæg sidste weekend, indebærer handelsbarrierer et samfundsøkonomisk tab. At andre lande er protektionistiske ændrer ikke ved det faktum, at det altid er en fordel samfundsøkonomisk selv at være åben for handel med andre lande.

På samme måde kan den hyppigt fremførte kritik af, at visse lande holder deres valutakurser “kunstigt lave”, en kritik USA ofte har anført overfor Kina, og efter den nye administration er kommet til, også overfor Tyskland. I det omfang der er tale om kunstigt lave valutakurser indebærer det reelt at det eksporterende land subsidierer importlandets forbrug.

Men med den nye administration i USA har man desværre fået placeret en række fortalere for protektionisme i helt centrale positioner. Det drejer sig ikke mindst om den nye handels minister Wilbur Ross og Peter Navarro, som er bagmændene bag store dele af Trumps økonomiske politik, ikke mindst handelspolitikken. Ingen af de to har grundlæggende forstået helt  centrale økonomiske sammenhænge.

Når man ikke forstår BNP 

En del læsere kan måske huske, at der på et tidspunkt blev gjort meget grin af en stakkels DF-politikker herhjemme, fordi hun ikke helt havde styr på hvad BNP stod for. Det var med hendes uddannelsesmæssige baggrund nok mildt sagt en anelse urimeligt.

Helt anderledes alvorligt er det, når en præsident og hans nærmeste økonomiske rådgivere ikke har forstået, hvad vi ellers forventer enhver gymnasieelev her i landet (og også i USA går jeg ud fra) forventes at kunne finde ud af.

Hvorfor er Trump egentlig så optaget af at begrænse importen? Hvorfor siger han at andre lande udnytter USA, når de eksporterer mere til Amerikanerne, end de importerer fra dem?

Trods alt er der tale om at amerikanerne får en masse elektronik, tekstiler mv. ved at aflevere nogle stykker papir med gamle mænd på.

Grunden er at Trump og hans mænd tror at import er dårlig for landets vækst og velstand i form af BNP, fordi formlen for BNP er som følger:

BNP = C + G + I + X-M

Hvor C er privat forbrug, G offentlig forbrug, I er investering, X eksport og M import.

Jeg forstår godt, hvis læserne tvivler på at det virkeligt kan passe. Men se så her, hvad Peter Navarro, en af Trumps nærmeste rådgivere skriver i “Scoring the Trump Economic Plan: Trade, Regulatory, & Energy Policy Impacts“:

“When net exports are negative, that is, when a country runs a trade deficit by importing more than it exports, this subtracts from growth”

Og for de der måske lige har glemt formlen for BNP. Import skal naturligvis trækkes fra, fordi den allerede indgår i forbrug og investeringer.

Back-door tariffs

“While the US operates primarily on an income tax system, all of America’s major trading partners depend heavily on a “valueadded tax” or VAT system. Under current rules, the WTO allows America’s trading partners to effectively create backdoor tariffs to block American exports and backdoor subsidies to penetrate US markets.” – Peter Navarro

Hvis man skal tro Donald Trump og hans rådgivere, så er verdenshandlen indrettet til USA’s ugunst, og helt central er WTO’s regel om, at man som eksportør (naturligvis) ikke betaler moms (VAT). Ifølge den nye administration udgør det et subsidie af eksporten fra andre lande til USA, mens USA’s eksport bliver straffet ved at der (naturligvis) lægges moms på deres produkter, når de kommer ind i landet.

Argumentet er at USA ikke opkræver moms, i modsætning til en lang række andre lande, hvor Danmark nævnes eksplicit sammen med de – i amerikanernes øjne, 3 “store skurke”, Tyskland, Kina og Mexico.

Eller som Peter Navarro skriver:

Under WTO rules, any foreign company that manufactures domestically and exports goods to America (or elsewhere) receives a rebate on the VAT it has paid. This turns the VAT into an implicit export subsidy. At the same time, the VAT is imposed on all goods that are imported and consumed domestically so that a product exported by the US to a VAT country is subject to the VAT. This turns the VAT into an implicit tariff on US exporters over and above the US corporate income taxes they must pay.

Dette skulle indebære, at amerikanske firmaer udsættes for en, med Peter Navaro’s ord, “triple whammy” bestående i at eksportører til det amerikanske marked får et indirekte subsidie i form fradrag for købsmoms, mens amerikansk eksport pålægges moms, men ikke bliver kompenseret for amerikanske skatter.

Logikken skulle være at udenlandske konkurrenter hermed får en unfair konkurrencefordel lig med værdien af den købsmoms de får refunderet.

For ligesom at understrege sin pointe påpeger Navarro, at

Mexico has shrewdly exploited the VAT backdoor tariff to further its competitive advantage. While Mexico’s VAT existed prior to NAFTA, the Mexican government increased its VAT by 50%, from 10% to 15%, shortly after the NAFTA agreement was signed in 1993 and in the same year the WTO commenced. With the Mexican VAT now raised again to 16%, this discourages US exports to Mexico, encourages US manufacturers to offshore to Mexico, and has helped to increase our annual trade deficit in goods with Mexico from nearly zero in 1993 to about $60 billion. This is yet another case in which Corporate America wins, but Mr. and Ms. America lose.

Men det er jo teknisk set nonsens hvad han skriver. Det er korrekt at USA ikke har en føderal VAT (eller sales tax, forskellen er alene opkrævninsmetoden). Men som enhver handelsskoleelev ved fra sin erhvervsøkonomi er moms (lige som sales tax) en skat der alene pålignes privatforbrug. Og godt nok har USA som nævnt ikke en føderal sales tax, men det har en lang række – omend ikke alle – delstater. Navarro’s argument kunne således lige så godt være, at virksomheder i Alaska (hvor der ikke er sales tax) udsættes for urimelig konkurrence fra virksomheder i Californien, hvor man har en sales tax på 7,5 procent.

Hermed ikke sagt, at sammensætningen af de forskellige skatter og afgifter ikke har betydning – omend den væsentligste effekt kommer fra det samlede skattetryk. Således antages det normalt, er det samfundsøkonomiske tab er mindre ved moms end ved indkomstskat, der igen indebærer et mindre tab end ved at finansiere det offentlige forbrug via selskabs- og kapitalskatter. Men i den forstand er det USA’s eget skattestystem som skader velstandsskabelsen og ikke at andre lande finansierer en del af det offentlige forbrug via VAT i stedet for højere indkomst- eller selskabsskat.

Ligeledes er det nonsens, når Navarro skriver, at det er til ugunst for “mr. and ms. America”, når virksomhederne optimerer deres værdikæde. Det resulterer i lavere priser, hvilket netop kommer  “mr. and ms. America” (især de de med de laveste indkomster) til gode – for yderligere forklaring se her og her. Her viser Navarro meget tydeligt at hans økonomiforståelse ikke er væsensforskellig fra den man finder blandt socialister. De baserer også deres forestillinger på en forældet forståelse for økonomi, hvor der kun optræder “kapitalister og arbejdere”. Man glemmer fuldkommen vores (eneste?) fælles egenskab; at vi alle er forbrugere.

Border adjustment tax og en længe tiltrængt skattereform

….selskabsskat er ikke en samfundsøkonomisk hensigtsmæssig beskatningsform. Men de amerikanske skatteændringer kan også blive instrumentet til at udmønte præsidentens protektionistiske dagsorden. Det er skyggesiden. Otto Brøns-Petersen

USA’s selskabsskat på (formelt) 35 procent er blandt de højeste i OECD. Reelt er den væsentlig lavere for en del sektorer. Samtidig opererer man med global beskatning, hvilket er en væsentlig årsag til at en række multinationale selskaber registrerer sig i lavskatteland og gør hvad de kan for at holde deres midler udenfor USA, ligesom skatteoptimering naturligvis har betydning for indretningen af selskabernes værdikæde.

Trump har ofte talt om, at “smække” høj told på import fra bl. a. Mexico eller er gået specifikt efter navngivne selskaber (ofte nogle af hans utallige tweets), med mindre de investerede i produktion og arbejdspladser i USA i stedet for i resten af verden.

Det er blevet fremført, at et alternativ til denne fremgangsmåde er en såkaldt “Border Adjustment Tax” (BAT). Forslaget om indførelse af denne stammer fra republikanerne Paul Ryan og Kevin Bradyøs forslag til en skattereform,  (A better Way to Tax), som blev offentliggjort sidste sommer.

Centralt står en omlægning af det amerikanske selskabsskattesystem til en såkaldt cash-flow skat. Det indebærer at man får fuldt fradrag for investeringer på dert tidspunkt man afholder udgiften, i lighed med løn mv. Til gengæld kan renteomkostninger ikke længere trækkes fra. På den måde ligestilles finansiering via egen- og fremmedkapital. Desuden ønsker man en kraftig nedsættelse. Trump har talt om til 15 procent, mens udspillet fra Republikanerne i de to kamre er en nedsættelse til 20 procent.

Som Otto Brøns-Petersen skriver i sin glimrende analyse til Børsen, vil omkalfatringen af den amerikanske selskabsbeskatning også have konsekvenser for Danmark, som følge af den selskabsskattekonkurrence det indebærer.  Og fortsætter:

Sidstnævnte bør ikke begrædes, for selskabsskat er ikke en samfundsøkonomisk hensigtsmæssig beskatningsform. Men de amerikanske skatteændringer kan også blive instrumentet til at udmønte præsidentens protektionistiske dagsorden. Det er skyggesiden.

Problemet er hvordan konsekvenserne vil være ved at indføre BAT. Ideen går kort fortalt ud på, at man ikke længere skal kunne trække importerede varer fra, når man skal beregne det skattepligtige overskud. Modsat vil salg til eksport ikke indgå i skattegrundlaget. Det indebærer, at importvarer bliver 20 pct. dyrere i forhold til indenlandske produkter, mens eksporten bliver skattebegunstiget.

Det er naturligvis et protektionistisk tiltag, og givetvis i strid med WTO’s regler. Det vil tilskynde virksomheder til at etablere sig i USA for at kunne klare sig på det amerikanske marked og for at opnå skattefri “overnormal” afkast fra f.eks. patenter. Økonomen bag forslaget, Alan Auerbach forsvarer sig med, at “border adjustment” vil få den amerikanske dollar til at stige, indtil beskatningsfordelen elimineres og mener endda, at det vil ske ganske hastigt.

Som Otto bemærker i sit indlæg i Børsen, er det muligvis korrekt på sigt, hvorfor mekanismen trods alt bedre end en ren importtold. Men at det skulle ske umiddelbart og i et omfang, således at det udligner effekten ved beskatning af importen og skatterabatten for eksport er mere tvivlsom. Dollaren skal trods alt stige 25 procent for at udligne effekten, og at udsving i dollarkursen alene skulle afgøres af varehandlen, er mere end tvivlsomt.

Neutralitet, BAT og moms

Men nok så væsentlig er, at set i forhold til et egentlig VAT system, som på trods af at mange amerikanske “business”-økonomer har svært ved at forstå, netop er neutral i forhold til handel, er BAT det IKKE. Selv hvis den ikke påvirker handelsbalancens nettostilling, vil den indebære øgede handelsforvridninger, og dermed et samfundsøkonomisk velstandstab.

Når WTO skelner mellem direkte og indirekte skatter og afgifter (typisk VAT) skyldes det, at man antager at moms er neutral i forhold til handel, mens direkte skatter åbenlyst ikke er det. Mens den danske moms således er en skat på endeligt indenlandsk forbrug og virksomhedernes opgave alene består i at opkræve denne på vegne af staten, skal selskabsskat ligestilles med virksomhedens øvrige omkostninger.

Indførelse/ændring i moms påvirker heller ikke valutakursen eller indebærer nogen form for diskrimination mellem import og indenlands produktion. Det er muligvis det, mange amerikanske økonomer og politikere åbenbart ikke helt forstår. Når man i republikanernes forslag til en skattereform således anfører, at:

Today, all of our major trading partners raise a significant portion of their tax revenues through value-added taxes (VATs). These VATs include “border adjustability” as a key feature. This means that the tax is rebated when a product is exported to a foreign country and is imposed when a product is imported from a foreign country.

These border adjustments reduce the costs borne by exported products and increase the costs borne by imported products. When the country is trading with another country that similarly imposes a border-adjustable VAT, the effects in both directions are offsetting and the tax costs borne by exports and imports are in relative balance. However, that balance does not exist when the trading partner is the United States.

Endelig er det som nævnt ikke korrekt, når man anfører at der ikke finder en “border adjustment” sted i USA. Det er korrekt, hvis destinationen f. eks. er Alaska, som ikke har en sales tax, men forkert når destination er en af det flertal af delstater, som rent faktisk har en sådan.

Og i hvilken grad virksomhedernes salgspriser ekskl. moms påvirkes, ved en ændring af moms- eller sales tax satsen, er alene en funktion af efterspørgslens prisfølsomhed. Jo mere prisfølsom efterspørgslen er, jo større betydning har ændringer i moms for sælgers pris før moms, og jo mindre prisfølsomt produktet er, jo mindre betydning har ændringer for salgsprisen ekskl. moms.

Det er derfor ikke korrekt, når man fra amerikansk side anfører, at den foreslåede BAT er at sammenligne med indførelsen af moms. Hvilket følgende simple eksempel gerne skulle illustrere:

Et forsvar for BAT er, at indførelsen af en BAT ikke påvirker handelsbalancens nettoresultat, fordi man antager, at et evt. over- eller underskud alene er resultat af et opsparingsover- eller underskud. Dette forudsætter dog at der sker en fuld tilpasning af valutakursen, samt at eksportører i og udenfor USA alle er pristagere.

Men lad os først se hvorledes BAT fungerer. Det er illustreret i nedenstående simple figur A, hvor vi har 3 producenter. A, som alene producerer til hjemmemarkedet, B, som alene importerer fra udlandet og sælger i USA samt C, som alene producerer til eksport.

I udgangspunktet vil indførelsen af den foreslåede destinationsbestemte selskabsskat på 20 procent, medføre at A betaler 20 procent af overskuddet på 400 USD = 80 USD. B som importerer i stedet for at producere selv, kan med BAT ikke trække importen fra, og skal derfor betale 20 procent af omsætningen på 1.000 USD, i alt 200 USD. Endelig vil C, som alene eksporterer få refunderet svarende til 20 procent af sine omkostninger, da salg til eksport ikke skal medtages i skatteregnskabet.

Tabel A. Indførelse af Border Adjustment Tax (før valutatilpasning)


Det fremgår i dette simple eksempel, at hvis der havde været tale om en “normal” selskabsskat på 20 procent, ville hver virksomhed betale 80 USD (20 procent af 400 USD.), heraf følger også, at staten ville opnå den samme indtægt ved en skat på 13 1/3 procent uanset oprindelse og destination af varerne med en “normal selskabsskat.

Forskellen vil naturligvis falde i takt med andelen af den samlede produktion der eksporteres falder (I USA udgør eksport ca. 12 procent).

Som investor interesserer man sig naturligvis alene for resultatet efter skat, og her fremgår det at omlægningen indebærer at det vil være mere attraktivt at eksportere og mindre attraktivt at importere. Ifølge fortalerne for BAT, vil valutakursen dog hastigt tilpasse sig og neutralisere den oprindelige effekt. Men derudover kræves dog også, at eksportørerne både i og udenfor USA er pristagere, hvilket fremgår nedenfor i tabel B.

Tabel B. Indførelse af Border Adjustment Tax (efter valutatilpasning)

Hvis altså USD stiger 25 procent og hvis eksportører er pristagere, så vil effekten være neutral i forhold til en almindelig selskabsskat på 20 procent. Til gengæld er amerikansk ejede aktiver i resten af verden faldet i værdi, resten af verdens aktiver i USA er steget i lokal valuta, mens en del lande med stor udlandsgæld denomineret i USD. kan se frem til betydelige problemer.

Ovenstående vil naturligvis også dække over betydelige forskydninger i handelsstrømmene, som kan blive nok så voldsomme.

Nej, indførelsen af BAT kan på ingen måde sammenlignes med indførelse af et VAT system, hvor den endelige skattebyrde falder på forbrugerne og virksomhedernes rolle alene er at fungere som opkrævere af skatten. Det er tilsynladende også gået hen over hovedet på fortalerne for BAT, at den form for border adjustment som følger af VAT ikke pålægges det importerede produkt,  men er afhængig af den endelige anvendelse.

Virksomheder betaler jo ikke importmoms. Den lægger blot ud og får denne refunderet ved momsafregningen. I det amerikanske system derimod opkræves der også BAT af kapitalgoder.

Faktum er, at hvor et VAT system faktisk er neutralt (effekten er primært lavere forbrug på grund af højere priser på det pågældende marked) uanset om ikke alle lande bruger et sådan system eller har samme satser, så gælder det for et cash-flow system med BAT, at det netop kræver at alle anvender samme system for at være neutralt.

Med tanke på at WTO næppe accepterer indførelsen af en BAT (EU har allerede sagt, at man vil lægge sag an) og at man ønsker at lave et system, som har nogle af de egenskaber som VAT  har, vil nogen nok spørge sig, hvorfor man ikke bare laver et sådan system. I ovenstående eksempel ville en moms på 7 procent give samme indtægter.

Republikanerne er traditionelt modstandere af indførelse af en egentlig føderal moms. Primært fordi en sådan er alt for nem at skrue på (sætte op). Givet udviklingen i Danmark er man tilbøjelig til at give dem ret. Som Otto skriver i Børsen er paradokset i givet fald, at

En detalje ved “border adjustment”, som måske kan få Republikanerne til at ryste på hånden, er, at det bliver let at ændre skatten til en moms. En moms ville være meget effektiv til at skaffe penge i statskassen og er derfor ikke populær hos dem.

Så hvorfor overhovedet bevæge sig derhen?

Problemerne med multinationale selskabers (lovlige) skatteundgåelse ved at parkere pengene udenfor USA’s grænser er primært en funktion af selskabsskatteniveauet og at USA – i modsætning til f. eks. Danmark – operer med “global taxation”. Man kunne jo vælge at gå over til “local taxation”, som vi kender det herhjemme, hvor multinationale selskabers skatteundgåelse – i modsætning til hvad mange måske tror – næppe er noget stort problem (se også her).

Den årlige røverhistorie fra Oxfam og Ibis

Det er januar og tid til Davos…… og til Oxfam og Ibis årlige røverhistorie om hvor skrækkeligt det står til i verden, baseret på fordelingen af verdens nettoformuer, som beregnet af Credit Suisse.

Som det også er traditionen tro, sluger verdenspressen Oxfam og Ibis vrøvlehistorier råt. Som min medskribent her på bloggen, Otto Brøns-Petersen, bemærker på sin facebook:

Det styrker ikke just troværdigheden til de traditionelle medier, at det tilsyneladende er muligt år ud og år ind at komme med det samme budskab baseret på hvad der vel bedst kan betegnes som “junk-science”.

Vi har tidligere her på bloggen indgående beskæftiget os med alle de fejlslutninger og misforståelser, som Oxfam og Ibis rapport er baseret på. Se bl.a. her. samt det bagvedliggende datamateriale fra Credit Suisse.

Med vanlig forarget tonefald får vi også i år historien om de superrige og deres store formuer sat op mod den halvdel af jordens befolkning, som med de mindste formuer.

Som Ibis skriver under overskriften “Find dig ikke i ulighed“:

8 mænd ejer det samme som den fattigste halvdel af jordens befolkning. Det er en vanvittigt ulige verden.

Et sygt system tillader, at ganske få absurd rige har råd til at spise sig mætte hver dag på Michelin-restauranter, mens 1 ud af 9 mennesker i verden samtidig går sultne i seng.

Med andre ord må man åbenbart forstå, at hvis ikke disse 8 mænd havde så store formuer, ville det være til fordel for jordens fattigste.

Det må i så fald glæde Oxfam og Ibis, at verdens 4. rigeste mand, Carlos Slim fra Mexico, sidste år oplevede at hans formue faldt med ca. 1/3, fordi aktiekursen på hans Telecom virksomhed América Móvil faldt drastisk i lighed med at pesos svækkedes i forhold til den amerikanske dollar.

Nu mangler vi bare at Oxfam og Ibis forklarer os, hvorledes dette har gavnet verdens fattige. Men den forklaring kommer vi nol til at vente på.

Til gengæld kan vi være sikre på, at der også til næste år i januar, hvor der også er Davos møde, naturligvis igen vil komme en rapport fra Oxfam og Ibis. Og konklusionen vil med garanti også til den tid være at det hele er af pommern til.

At vi de seneste 3 årtier har oplevet en historisk reduktionen i verdens fattigdom, mens størrelsen af den globale middelklasse er eksploderet, vil der næppe blive plads til at fortælle i den årlige rapport.

Og så længe pressen ukritisk rapporterer fra den, vil man naturligvis blive ved med at lave den. Som  skriver på sin blog hos “The Spectator”:

 

Your average milkman has more wealth than the world’s poorest 100 million people. Doesn’t that show how unfair the world is? Or given that the poorest 100 million will have negative assets, doesn’t it just show how easily statistics can be manipulated for Oxfam press releases? They’re at it again today: the same story, every January. “Almost half of the world’s wealth is owned by just 1% of the world’s population” it said in 2014. It has done variants on that theme ever year, each time selling it as a new “big” story. All the time peddling the impression that inequality is getting worse, that the rich are engorging themselves at the expense of the poorest.

Velkommen til Aksel Tarras Madsen

Det er med stor glæde at vi her på punditokraterne kan præsentere vores nye blogger, cand. merc. aud Aksel Tarras Madsen, som især vil skrive om det individuelle ansvar, individet overfor kollektivet, den for store stat og socialstatens ulykker.

Aksel har i mange år været sen skattet oplægsholder på Cepos Akademi, og læserne af punditokraterne kan se frem til en skribent, som både kan sin økonomi og sin Søren Kirkegaard.

Gæsteindlæg – Balladen om den den offentlige produktivitet eller mangel på samme

Stud. polit. Ivan Kragh, som tidligere har skrevet gæsteindlæg her på bloggen, tager her fat på udviklingen i produktiviteten, eller mangel på samme, i den offentlige sektor.

Ivan studerer til daglig cand. polit. og udsender løbende egne økonomiske analyser. Ivan er også bidragsyder til “tank & tænk“, fra tænketanken Cepos.

Balladen om den den offentlige produktivitet eller mangel på samme

Produktivitet, produktivitet og atter produktivitet, såfremt man følger med i den offentlige debat kan man ikke være i tvivl om, at produktivitet for alvor er kommet på dagsorden. I de senere år har der været et øget fokus på specielt produktiviteten i den offentlige sektor, først og fremmest anført af Produktivitetskommissionen[i] og Danmarks Statistik[ii].

Liberal Alliance forslog i forbindelse med deres 2025-plan, at man øgede produktiviteten i den offentlige sektor med 10 pct. i 7 år, hvilket isoleret set ville forbedre de offentlige finanser med 55,5 mia. kr.

Liberal Alliances forslag har for alvor skabt en debat om hvorvidt det er muligt at effektivisere mere i den offentlige sektor. Siden 1990’erne har flere politikere og organisationer fremført påstanden om, at der ikke kan effektiviseres mere i den offentlige sektor, men henvisning til et øget behov om at tilføje flere midler.

Lars Tvede har med et opslag på Facebook (se ovenfor) endnu en gang sat fokus på produktivitetsudviklingen i den offentlige sektor. Med henvisning til Danmarks Statistik konkluder Tvede, at produktivitetsvæksten i den offentlige sektor siden 1948 og frem til 2008 har været 0 pct., sammenholdt med private serviceerhverv – hvor væksten i gennemsnit har været 1,8 pct. – konklusion bliver da, at det offentlige ikke er blevet mere effektivt igennem de sidste 60 år. Om end Lars Tvede kan have en pointe laver han nogle grundlæggende og meget væsentlige fejl.

For at kunne påpege fejlene er vi først og fremmest nød til at forstå begreberne produktivitet og hvordan produktionen i den offentlige sektor opgøres.

Produktivitet angiver, hvor meget der produceres af varer og tjenester med en given mængde ressourcer (teknologi, kapital og arbejdskraft). Der findes flere måder at opgøre produktiviteten, men den mest retvisende og sammenlignelige metode er ved at bruge værdiskabelsen pr. arbejdstime (timeproduktiviteten).

Danmarks Statistik har i forbindelse med udarbejdelsen af nationalregnskabet definitorisk sat den offentlige produktivitetsvækst i 0 pct., hvilket først og fremmest skyldes, at mindre end 10 pct. af det offentlige forbrug består af markedsmæssige tjenesteydelser – så som privat praktiserende læger og visse dele af sundhedssektoren, herunder den primære sundhedspleje.

I det mere en 90 pct. af det offentlige forbrug er ikke-markedsmæssige tjenesteydelser vil produktionsværdien per definition være lig ressourceforbruget. I det seneste nationalregnskab er det reale offentlige forbrug opgjort efter input-metoden (perioden 1966 til 2015).

En stigning i den offentlige (ikke-markedsmæssige del) beskæftigelse vil således øge antallet af arbejdstimer og dermed lønsummen. Da lønsummen indgår direkte i beregningen af produktionen, vil denne stige tilsvarende. Produktiviteten vil dermed forblive uændret, idet forholdet mellem værdiskabelsen og antallet af arbejdstimer er uændret. Et alternativ ville være, at antallet af beskæftigede øges, mens arbejdstiden reduceres, hvormed produktionen alt andet lige er uændret, hvormed produktiviteten per definition også vil være uændret.

I forbindelse med hovedrevisionen af nationalregnskabet i 2014 har man i Danmarks Statistik introduceret en opgørelse baseret på output-metoden for årene 2008 og frem. Til output-metoden bruger man såkaldte mængdeindikatorer, det kunne f.eks. være antallet af folkeskoleelever eller antallet af knæoperationer. Indikatorerne bruges til at vurdere den mængdemæssige udvikling i de produkter det offentlige producerer til den enkelte person. Dette er kun muligt fordi man har beregnet prisen på en folkeskoleelev, en knæoperation samt alle individuelle offentlige produkter. De repræsentative priser findes ved at sammenholde de markedsmæssige offentlige ydelser med tilsvarende private ydelser – et eksempel er DRG-taksterne inden for sundhedssektoren.

Såfremt realvæksten i det offentlige forbrug, opgjort efter output-metoden, er højere end realvæksten opgjort ved input-metoden, vil dette alt andet lige betyde, at mængden af producerede offentlige ydelser er steget mere end mængden af ressourcer. På langt sigt vil en sådan udvikling betyde, at produktiviteten i det offentlige er steget. Såfremt realvæksten målt ved input-metoden er steget mere end væksten målt ved output-metoden, vil det omvendt betyde, at produktiviteten i det offentlige er faldet.

Set over en kortere periode, skal man dog passe meget på med at konkludere alt for meget om produktivitetsudviklingen baseret på input-output metoden. Det skyldes, at på kort sigt kan kapacitetsudnyttelsen og den løbende tilpasning til det aktuelle behov for offentlige ydelser have stor betydning. Eksempelvis vil en lavere klassekvotient blive opgjort som et fald i produktiviteten, idet antallet af elevtimer pr. lærer falder.

Som det fremgår af figur 2 er stigningen i det individuelle offentlige forbrug opgjort i faste mængder ved output-metoden steget mere end faste mængder opgjort ved input-metoden. Det kunne således tyde på, at produktiviteten i det offentlige de senere år har været stigende. Set over en længere periode har vi ikke direkte mulighed for at konkludere om den offentlige produktivitet er steget eller faldet. Det er endvidere interessant at bemærke, at priserne i den offentlige sektor er steget mere end i den private sektor, hvormed det offentlige forbrug er blevet relativt dyrere, fordi produktiviteten ikke har fulgt med den private sektor. Jf. Otto Brøns indlæg.

Om end Lars Tvede kan have en pointe med sit indlæg på Facebook, er det valgte datamateriale ikke egnet til at sige noget om udviklingen i produktiviteten i den offentlige sektor. I bund og grund ved vi ikke hvad produktiviteten er i den offentlige sektor – for hvordan måler vi om en koncert i det Kongelige teater er blevet 2, 4 eller 10 gange mere produktiv i dag, sammenlignet med de sidste 100 år.

På trods af, at vi som økonomer har svært ved at måle produktiviteten i den offentlige sektor (samt andre sektorer), er debatten vigtig. Danmark har en af verdens største offentlige sektorer, hvor ca. 70 pct. af det offentlige forbrug fordeles direkte ud til borgerne. Det er derfor vigtigt at diskutere om vi får nok for skattekronerne.

[i] http://produktivitetskommissionen.dk/media/164445/Baggrundsrapport%20DREAM.pdf

[ii] http://dst.dk/da/Statistik/Publikationer/VisPub?cid=20734

Hvad nu hvis Cuba ikke var endt som kommunistisk diktatur?

Søndag blev Fidel Castro endelig begravet, og cubanerne kunne vende tilbage til hverdagen efter en uges pålagt landesorg. Nu er det igen muligt at høre musik, danse og købe rom. Nogle af de få glæder den almindelige cubaner har i et af Latinamerikas fattigste lande.

Lillebror Raul og det cubanske militær har tilsyneladende fuld kontrol over landet, og der sker næppe de store forandringer før 2018, hvor Raul har annonceret at han vil træde tilbage.

Ugen viste også, at selv om Fidel Castro’s stjerne i årtier har været for nedadgående, så findes der fortsat de der fastholder at Cuba er et forbillede og Fidel Castro nærmest er en moderne Jesus. Herhjemme er det dansk-cubansk venskabsforening som går i brechen for Castro og den cubanske revolution (som nu først og fremmest var et kup, hvor man stjal drømme om tilbagevenden til demokratiske tilstande).

Jeg mødte formanden for netop dansk-cubansk venskabsforening, Sven-Erik Simonsen,som også er journalist på Dagbladet Arbejdere, i en kort debat på TV2 News i søndags, som kan ses herunder. De fleste vil nok mene at hans synspunkter er temmelig ekstreme. Men ud over at der næppe er tvivl om, at sådan ser Sven-Erik Simonsen Cuba og verden, så er det nok værd at huske på at der er tale om synspunkter, som fortsat deles af en del på venstrefløjen, ikke mindst i Enhedslisten – også selv om ikke alle taler højt om det.

Cuba uden “Revolution”

Men hvordan havde Cuba egentlig set ud i dag, hvis ikke Castro og hans mænd havde “kuppet” sejren over Batista? Hvorledes havde velstand og levevilkår været for cubanerne? Og hvad med fremskridtene indenfor uddannelse og sundhed?

Et problem når man beskæftiger sig med Cuba er den meget ringe statistiske kvalitet og en række metodiske problemer.  Men disse til trods kan vi dog med nogenlunde sikkerhed konstatere, at perioden efter Batista’s fald kan deles ind i en række destinkte perioder. Frem til begyndelsen af 1970erne var præget af stagnation, mens velstanden målt ved BNP (se også problemerne med måling af BNP nedenfor), herefter steg betydeligt frem til 2. halvdel af 1980erne – ikke mindst på grund af store subsidier fra Sovjet – for der efter at kollapse i første halvdel af 1990erne, som følge af sammenbruddet i Østblokken.

Efter at have ramt bunden i begyndelsen af 1990erne (BNP faldt med mere end 1/3 fra 1989 og frem til 1993), oplevede man en hvis genopretning af økonomien i nullerne – ikke mindst takket være at Venezuela overtog Sovjets rolle som “Sugar-Daddy”. Men hvorvidt man har genvundet niveauet i midten af 1980erne, målt på BNP per indbygger, er mere end tvivlsomt.  Siden 1959 har man således skiftet opgørelses-metode for BNP ikke mindre en 4 gange.

Hvad nu hvis – syntetisk BNP

Som nævnt er der store problemer med Cubansk statistik. Dels følger man ikke internationale definitioner og dels er der ofte ikke adgang til det underliggende statistisk materiale – det gælder bl.a. prisudvikling, arbejdsløshed og BNP. Dertil kommer risikoen for at der sker en bevist manipulation med officiel statstik.

Alene i perioden 1959–2008, ændrede den cubanske regering mindst fire gange den anvendte metode til at måle BNP. I 1959–1960 fortsatte man at anvende konventionelle metoder. Mellem 1962 og 1989 brugte man samme metode som i Østblokken, det såkaldte “Material Product System”, og i årene mellem 1994 og 2002 vendte man tilbage til den konventionelle metode. Siden 2003 har man introduceret sit eget system, hvor man medtager en værdi for de gratis sociale tilbud (uddannelse, sundhed osv.) samt subsidier til rationerede forbrugsgoder. Sammen med en ændring i basisåret, når man beregner BNP i faste priser, er der bred enighed om, at de opgivne tal for BNP er kraftigt overestimerede og dermed meget problematiske at sammenligne med andre landes BNP. For mere information om besværlighederne med Cuba’s BNP, se mere her.

Med al den usikkerhed dette indebærer, skal alle tal altså tages med et meget stort forbehold.

Tilbage står fortsat spørgsmålet om hvordan Cuba’s økonomiske udvikling ville have været, hvis ikke man var endt som en socialistisk planøkonomi, men i stedet fortsat havde været en markedsøkonomi. Det har Felipe Garcia Ribeiro, Guilherme Stein og Thomas H. Kang prøvet at beregne ved anvendelse af et “alternativt syntetisk BNP” frem til 1974 i “The Cuban Experiment: Measuring the Role of the 1959 Revolution on Economic Performance using Synthetic Control” fra 2013.

la-cuba
Ovenstående viser den faktiske udvikling (i den grad den underliggende data er korrekt). Men hvordan kunne det være gået? Det er jo ikke til at sige præcist, givet den store variation af mulige førte politikker, men man kan sige noget noget om betydningen af institutionelle ændringer (her overgang fra markedsøkonomi til planøkonomi).

For at få et udtryk for denne effekt, har Felipe Garcia Ribeiro, Guilherme Stein og Thomas H. Kang kontrueret et syntetisk BNP, der får at gøre en lang historie kort, dels er baseret på BNP udvikling, dels er baseret på en række variable, så som energiforbug, infrastrukturudvikling, osv., der tilsammen tilnærmelsesvis kan forklare udviklingen op til 1959.

Herefter kan man sammenligne udviklingen efter 1959 og sammenholde denne med det beregnede syntetiske BNP, se nedenstående.

syntetisk-bnpDenne gennemgang yder naturligvis ikke Felipe Garcia Ribeiro, Guilherme Stein og Thomas H. Kang fuld retfærdighed. Jeg kan kun opfordre de interesserede i at læse det oprindelige notat.

Under alle omstændigheder kommer Felipe Garcia Ribeiro, Guilherme Stein og Thomas H. Kang frem til at resultaterne grundlæggende understøtter, at bevægelsen mod kommunisme efter 1959 på afgørende vis påvirkede den fortsatte økonomiske udvikling negativt, eller som de selv skriver :

Summing up, the Revolution in Cuba resulted in a drastic change in the country’s insti
tutions. Arguably it can be stated that the abolition of private property and the institution
of central planning were among the most drastic of those changes. Cuban institutions, which
did not relied at all on markets, had an enduring inuence on Cuban economic performance.
Institutional change through the end of market mechanisms and the collectivization process
is probably the main reason of the country’s economic failure. As Ward and Devereux (2011)
assert, despite some social achievements, it does not seem that history will absolve the Cuban
regime.

Og hvor står Cuba så i dag?

Det var et erklæret formål med den cubanske revolution, at man ønskede at industrialisere landet via importsubstitution, samtidig med at man ønskede at være selvforsynende på fødevarer. Her snart 60 år senere, må man konstatere, at intet af dette er lykkedes. Tværtimod er selvforsyningsgraden faldet drastisk, og heller ikke industrialiseringen har været nogen succes, for at sige det mildt.

Godt nok oplevede oplevede Cuba fra 1970erne og frem til slutningen af 1980erne en længere periode med en hvis økonomisk fremgang, ligesom der sket en fortsat forbedring indenfor sundheds- og uddannelsessystemet. For sidstnævnte er det dog værd at understrege, at den fortsatte fremgang skete med et yderst gunstigt udgangspunkt, givet at Cuba allerede før 1959 scorede højt på levealder, lav børnedødelighed, alfabetisering osv. At fremhæve udviklingen på sociale indikatorer som udtryk for en ekseptionel udvikling, er derfor temmelig misvisende. På den anden side skal det understreges, at Cuba fortsat scorer højt på disse parametre, men prisen har også været høj.

Og helt grundlæggende kan der også stilles spørgsmålstegn ved værdien af f. eks. en høj andel, som tager en videregående uddannelse, hvis de alligevel ender med at ernære sig som gadesælgere, turistguides mv.

Dertil kommer, at selv om Cuba efter en voldsom økonomisk krise efter Østblokkens fald, igen oplevede noget økonomisk fremgang fra slutningen af 1990erne, tyder meget på at levevilkårene og økonomien er i dårligere stand end den var for 30 år siden – og på mange punkter, var i midten af det 20 århundrede.

Og nok fandt man sig en ny sugar-daddy i nullerne ved Hugo Chavez Venezuela (hvorefter Fidel Castro rullede de marginale økonomiske reformer man gennemførte i 90erne tilbage i 2003), og har man efter Raul vandt den interne magtkamp overfor storebror Fidels støtter i 2008-09, atter – omend uendelig langsomt – startet en reformproces mod en lidt mere markedsorienteret økonomi. Men med Venezuela’s sammenbrud i disse år – og det deraf følgende bortfald af et betydeligt tilskud, bl.a. gennem, men ikke kun, meget billig olie, ser fremtiden ikke lys ud for den almindelige cubaner.

Et indtryk af hvor ringe Cuba har udviklet sig, kan man få fra “Economic and social balance of 50 years of Cuban revolution” af Carmelo Mesa-Lago .

Carmelo Mesa Lago har undersøgt udviklingen fra 1950erne og frem til 1989 og fra 1989 og frem til 2007 på en lang række parametre. Se også nedenstående tabel.

19582007
Som det vist tydeligt fremgår af tallene har ikke mindst udviklingen indenfor landbruget været katastrofal. Mens målsætningen ved revolutionens start var at være selvforsynende med fødevarer, er det da også gået lige omvendt. Hvor man i 1950erne producerede 80 procent af eget forbrug, er man nu nede på 20 procent. Som et kuriosum kan nævnes, at USA er storeksportør af kyllinger til Cuba (ca. halvdelen af det samlede forbrug).

Og ser vi på de sociale indikatorer, ser vi også en bemærkelsesværdig udvikling.

socialeDet mest bemærkelsesværdige er måske udviklingen i GINI-kvocienten, som er steget kraftigt siden 1989. Og her er vel at mærke tale om beregninger før man indrager betydningen af overførsler fra udlandet. De er ganske betydelige, men gavner kun ca. 2/3 af befolkningen. Medregnes disse, er uligheden væsentlig højere.

Det er naturligvis også slående hvor meget reallønningerne er faldet siden 1980erne.

Når man sammenholder udviklingen i BNP og andre indikatorer er konklusionen temmelig klar. På alle parametre har udviklingen været væsentligt ringere end den ville have været, hvis Castro ikke var kommet til magten. Kun udviklingen indenfor sundhed- og uddannelse kan siges at have været tilfredsstillende, omend langt fra den succes man i mangel på andet fortsat ser det udskreget som en del steder (se også “Manden der stjal….“).

Manden der stjal Cuba’s fremtid er død

“Black Friday” døde Latinamerika’s måske mest ikoniske politiske leder, Fidel Castro. Han blev 90 år, og ligesom en anden historisk figur, Augusto Pincohet, døde han desværre uden at blive stillet til ansvar for sine forbrydelser.

Med den tidligere mexicanske udenrigsminister – og i sin tidlige ungdom hemmelig agent for den cubanske efterretningstjeneste – Jorge Castañeda’s ord:

“Fidel Castro is the last great figure of the 20th century, He was without a doubt the most important Latin American of his age, one who left his mark—I think for worse—on the region.”

Gårsdagens omtale i medierne, både den skrevne og de elektroniske, samt udtalelserne fra en del internationale ledere, bar desværre i høj grad præg af, at selv om det de seneste årtier har været vanskeligt at overse, at mens store dele af resten af Latinamerika oplevede en demokratiseringsproces/tilbagevenden til demokrati, forblev Cuba et benhårdt diktatur. På samme måde som kun de mest forbenede revolutionsromantikere har kunne overse, at levestandarden i Cuba og en lang række andre lande i regionen, som Cuba tidligere kunne sammenlignes med, er så det skriger til himlen.

Hvor Cuba før revolutionen tilhørte gruppen af relativt velstående nationer i regionen – som f. eks. Chile, Uruguay, Argentina og Venezuela. Hører man i dag til blandt regionens fattigste lande.

Og her har vi den første myte, som fortsat lever i bedste velgøende i brede kredse, ikke mindst blandt journalister, nemlig at Cuba som udgangspunkt var et fattigt 3. verden land. Det var det ikke.

Cuba var et relativt velstående land. På niveau med/ mere velstående end lande som  Spanien, Portugal, Grækenland og Japan. Alle lande der i dag er blandt verdens mest velstående lande.

Det skal medtages, at der synes at være en ganske stor forskel i vurderingen, alt efter hvorvidt man bruger BNP per indbygger som målestok, eller vurderer på udvalgte parametre som f. eks. antal biler, TV, radioer, kalorieindtag osv. per indbygger.

Sidstnævnte har jeg skrevet om før på Americas.dk. Se også nedenstående. Det skal understreges, at dette ikke indbærer, at perioden før Castro’s magtovertagelse skal ses som succesfuld.

Cuba var et land med meget store forskelle på by og land, mens den overordnede økonomiske vækst var langt fra tilfredsstillende fra 1930erne og frem.

forskellige-datasammenligninger

Et indtryk af hvor meget Cuba har tabt i forhold til andre Latinamerikanske lande, målt på BNP per capita, siden Castro’s magtovertagelse, ses af nedenstående, hvor data er hentet fra Maddisons.
bnp-cuba-costa-rica

Man kan kun gisne om hvad der var sket, hvis Fidel Castro i stedet for at overleve det mislykkede angreb på militærforlægningen Moncada i 1953, var faldet som flere af de andre deltgere. Eller hvis han ikke var blevet benådet efter kun 1 års fængsel.

Batista regeringen var utvivlsomt faldet alligevel på et tidspunkt. Hvad der i dag synes at være glemt er, at der var tale om en bredt funderet modstand mod det siddende regime, hvor det ikke mindst gik hedt for sig i byerne. Og i den fase var Castro og hans mænds betydning stort set begrænset til at binde dele af hæren i Sierra Maestra bjergene.

MAn kæmpede for en genindførelse af den demokratiske forfatning fra 1940 og ikke en utopisk socialistisk revolution. At Castro regimet var i stand til at udrense alle andre i den brede front, som havde kæmpet mod Batista indenfor et år -uden at dette tilsyneladende vakte den store opsigt -siger noget om hvor effektiv Castro og hans styre har været til at gøre deres egen propaganda til de facto historien om den “cubanske revolution”.

Allerede på det tidspunkt burde det have stået klart, at Castro og hans mænd havde forrådt den fælles kamp mod Batista-styret. Revolutionen bestod reelt i, at man stjal en bedre fremtid for det cubanske folk og gennem den efterfølgende brutale undertrykkelse “knækkede” befolkningens vilje.

Myten om sundhed og uddannelse

Få myter har været så sejlivede som den om at Cuba har vist at selv et fattigt 3. verdensland kan indføre et 1. verdens sundheds- og uddannelsessystem.

Som det fremgik at det forgående vil det være forkert at betegne Cuba som et 3. verdensland i 1950erne. Efter datidens standard var der tale om et mellemindkomstland. For det andet havde man allerede på daværende tidspunkt et efter tiden ganske udviklet sundheds- og uddannelsessystem. Paradoksalt nok finder man rødderne til satsningen på disse to sektorer i 1930ernes nationale populisme, hvor militæret spillede en afgørende rolle, ledet af ingen ringere end……. Batista.

Uddannelsesmyten

I sin forsvarstale ved retssagen efter angrebet på Moncada forlægningen i 1953, hævdede Castro blandt andre ting, at Cuba var præget af høj analfabetisme. Efter datidens forhold må det betegnes som en lodret løgn. Tværtimod havde man en en forhold lav andel af befolkningen, som ikke havde modtaget skolegang. Det fremgår af nedenstående tabel.

Når man i disse dage, også blandt de der anerkender Castro’s brutalitet og det manglende demokrati, alligevel fremhæver alfabetiseringen af befolkningen som en succes, så var det måske værd at påpege, at kun Jamaica og Guatemala fra 1955 til 2010 oplevede en ringere udvikling, målt på andel af befolkningen over 15 år, som ingen skolegang har modtaget.

baroleeDer er med andre ord intet belæg for påstanden om, at man trods alle andre fortrædeligheder, trods alt på dette område har oplevet en positiv udvikling på grund af Castro’s regime.

Myten om sundhed

Et andet område, som ofte fremhæves, når man ønsker at sige noget positivt om Castro, er udviklingen i sundhedssystemet, hvor Castro-regimet krediteres for at have skabt et sundhedssystem på niveau med den 1. verden. Hertil henvises ofte til tal for middellevetid og børnedødelighed. Igen forbigår man det faktum, at middellevealderen var høj (tæt på USA) og børnedødeligheden lav (på europæisk niveau) før Castro.

For det første må man igen, i lighed med myten om alfabetiseringen slå fast, at man højest kan tale om at man nogenlunde har fastholdt niveauet som det var i 1950erne, målt i forhold resten af verden.

For det andet er der grund til at tro, at man bevist “fifler” med tallene, fordi udviklingen aktivt bruges i regimets propaganda. Som det er de fleste bekendt har en af de få eksportartikler Cuba har haft i årevis, været læger og sundhedspersonale til bl. a. Venezuela og Brasilien.

En del af disse udsendte er efterfølgende “hoppet af”, og deres historier harmonerer kun dårligt med den officielle fremstilling af det cubanske sundhedsystem, men er naturligvis svære at verificere. Lige som de pågældende muligvis har et incitament til at overdrive, for at stille sig selv bedre i forsøget på at få asyl.

Men vi behøver heller ikke bruge dem som kilder for at forstå at noget er galt. Af den officielle statistik fremgår det nemlig, at der er et eller andet helt galt omkring de officielle tal for børnedødelighed.

Ser man alene på de officielle tal for børnedødelighed (IMR: Infant Mortality Rate), er udviklingen forrygende for Cuba’s vedkommende, som det fremgår af nedenstående.

imrMen ser man på niveauet for “sen føtal mortalitet” (LFR: late fetal mortality), er denne unormal høj. Sammenhængen mellem de forskellige definitioner fremgår af nedenstående.

sammenhaeng

Normalt vil der være en samvarians mellem LFD og “early Neontal” (END), som indgår i IMR. Dvs. jo lavere END, jo lavere LFD. Medandre ord er forholdet mellem LFD og END nogenlunde konstant. Her “stikker” Cuba ud i en sådan grad, at vi roligt kan konkludere, at der er noget helt galt med statistikkerne i Cuba.
lfdDet er nærliggende at tro, at der er tale om en helt bevidst strategi om at henføre END til LFD for at opnå en lav IMR.

Det indebærer ikke, at man heraf kan slutte, at det cubanske sundhedssystem er ringere end i andre dele af regionen. Men det indebærer at der ikke er grund til at tro, at man har et system i nærheden af et I-lands niveau, som man ellers gerne vil fremstille det.

Hvis man korrigerer for fejlagtig rapportering, indebærer det viste, at børnedødeligheden er ca. det dobbelte af de officielle tal. Hermed befinder man sig fortsat ligger på et fint niveau, hvis man sammenligner med resten af regionen. Men man ligger relativt langt ringere, end man gjorde før 1959.

(for yderligere information, se “Neonatal and Perinatal Mortality” (udgivet af WHO))

Igen er der grund til at mene, at forholdende ville være langt bedre, hvis ikke Castro havde overtaget magten i 1959.

Hvad Cuba kunne være blevet til

Der er intet godt at sige om Castro. Der findes ingen parametre hvorpå man kan sige, at Cuba er bedre stillet i dag, fordi Castro kom til magten i 1959. Det gælder heller ikke på de to områder der i forsvaret for Castro, også når man erkender brutaliteten og undertrykkelsen samt det materielle afsavn, nemlig uddannelse og sundhed.

Castro har været en katastrofe for Cuba og han bør rettelig huskes, som manden der stjal cubanernes fremtid. Nok er han en betydelig historisk skikkelse. Men det er for det onde.

Og hvor Cuba ville have været i dag uden Castro? Det er svært at sige, men mon ikke det Florida og Miami er en del af svaret? Og der fester de i disse dage, fordi diktatoren, massemorderen og tyveknægten Fidel Castro er død. Det ville jeg også gøre hvis jeg var cubaner. Cuba siden 1959 er i den grad en tragedie.

Ældre indlæg Nyere indlæg

© 2019 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑