Author: Niels Westy (page 2 of 30)

Manden der stjal Cuba’s fremtid er død

“Black Friday” døde Latinamerika’s måske mest ikoniske politiske leder, Fidel Castro. Han blev 90 år, og ligesom en anden historisk figur, Augusto Pincohet, døde han desværre uden at blive stillet til ansvar for sine forbrydelser.

Med den tidligere mexicanske udenrigsminister – og i sin tidlige ungdom hemmelig agent for den cubanske efterretningstjeneste – Jorge Castañeda’s ord:

“Fidel Castro is the last great figure of the 20th century, He was without a doubt the most important Latin American of his age, one who left his mark—I think for worse—on the region.”

Gårsdagens omtale i medierne, både den skrevne og de elektroniske, samt udtalelserne fra en del internationale ledere, bar desværre i høj grad præg af, at selv om det de seneste årtier har været vanskeligt at overse, at mens store dele af resten af Latinamerika oplevede en demokratiseringsproces/tilbagevenden til demokrati, forblev Cuba et benhårdt diktatur. På samme måde som kun de mest forbenede revolutionsromantikere har kunne overse, at levestandarden i Cuba og en lang række andre lande i regionen, som Cuba tidligere kunne sammenlignes med, er så det skriger til himlen.

Hvor Cuba før revolutionen tilhørte gruppen af relativt velstående nationer i regionen – som f. eks. Chile, Uruguay, Argentina og Venezuela. Hører man i dag til blandt regionens fattigste lande.

Og her har vi den første myte, som fortsat lever i bedste velgøende i brede kredse, ikke mindst blandt journalister, nemlig at Cuba som udgangspunkt var et fattigt 3. verden land. Det var det ikke.

Cuba var et relativt velstående land. På niveau med/ mere velstående end lande som  Spanien, Portugal, Grækenland og Japan. Alle lande der i dag er blandt verdens mest velstående lande.

Det skal medtages, at der synes at være en ganske stor forskel i vurderingen, alt efter hvorvidt man bruger BNP per indbygger som målestok, eller vurderer på udvalgte parametre som f. eks. antal biler, TV, radioer, kalorieindtag osv. per indbygger.

Sidstnævnte har jeg skrevet om før på Americas.dk. Se også nedenstående. Det skal understreges, at dette ikke indbærer, at perioden før Castro’s magtovertagelse skal ses som succesfuld.

Cuba var et land med meget store forskelle på by og land, mens den overordnede økonomiske vækst var langt fra tilfredsstillende fra 1930erne og frem.

forskellige-datasammenligninger

Et indtryk af hvor meget Cuba har tabt i forhold til andre Latinamerikanske lande, målt på BNP per capita, siden Castro’s magtovertagelse, ses af nedenstående, hvor data er hentet fra Maddisons.
bnp-cuba-costa-rica

Man kan kun gisne om hvad der var sket, hvis Fidel Castro i stedet for at overleve det mislykkede angreb på militærforlægningen Moncada i 1953, var faldet som flere af de andre deltgere. Eller hvis han ikke var blevet benådet efter kun 1 års fængsel.

Batista regeringen var utvivlsomt faldet alligevel på et tidspunkt. Hvad der i dag synes at være glemt er, at der var tale om en bredt funderet modstand mod det siddende regime, hvor det ikke mindst gik hedt for sig i byerne. Og i den fase var Castro og hans mænds betydning stort set begrænset til at binde dele af hæren i Sierra Maestra bjergene.

MAn kæmpede for en genindførelse af den demokratiske forfatning fra 1940 og ikke en utopisk socialistisk revolution. At Castro regimet var i stand til at udrense alle andre i den brede front, som havde kæmpet mod Batista indenfor et år -uden at dette tilsyneladende vakte den store opsigt -siger noget om hvor effektiv Castro og hans styre har været til at gøre deres egen propaganda til de facto historien om den “cubanske revolution”.

Allerede på det tidspunkt burde det have stået klart, at Castro og hans mænd havde forrådt den fælles kamp mod Batista-styret. Revolutionen bestod reelt i, at man stjal en bedre fremtid for det cubanske folk og gennem den efterfølgende brutale undertrykkelse “knækkede” befolkningens vilje.

Myten om sundhed og uddannelse

Få myter har været så sejlivede som den om at Cuba har vist at selv et fattigt 3. verdensland kan indføre et 1. verdens sundheds- og uddannelsessystem.

Som det fremgik at det forgående vil det være forkert at betegne Cuba som et 3. verdensland i 1950erne. Efter datidens standard var der tale om et mellemindkomstland. For det andet havde man allerede på daværende tidspunkt et efter tiden ganske udviklet sundheds- og uddannelsessystem. Paradoksalt nok finder man rødderne til satsningen på disse to sektorer i 1930ernes nationale populisme, hvor militæret spillede en afgørende rolle, ledet af ingen ringere end……. Batista.

Uddannelsesmyten

I sin forsvarstale ved retssagen efter angrebet på Moncada forlægningen i 1953, hævdede Castro blandt andre ting, at Cuba var præget af høj analfabetisme. Efter datidens forhold må det betegnes som en lodret løgn. Tværtimod havde man en en forhold lav andel af befolkningen, som ikke havde modtaget skolegang. Det fremgår af nedenstående tabel.

Når man i disse dage, også blandt de der anerkender Castro’s brutalitet og det manglende demokrati, alligevel fremhæver alfabetiseringen af befolkningen som en succes, så var det måske værd at påpege, at kun Jamaica og Guatemala fra 1955 til 2010 oplevede en ringere udvikling, målt på andel af befolkningen over 15 år, som ingen skolegang har modtaget.

baroleeDer er med andre ord intet belæg for påstanden om, at man trods alle andre fortrædeligheder, trods alt på dette område har oplevet en positiv udvikling på grund af Castro’s regime.

Myten om sundhed

Et andet område, som ofte fremhæves, når man ønsker at sige noget positivt om Castro, er udviklingen i sundhedssystemet, hvor Castro-regimet krediteres for at have skabt et sundhedssystem på niveau med den 1. verden. Hertil henvises ofte til tal for middellevetid og børnedødelighed. Igen forbigår man det faktum, at middellevealderen var høj (tæt på USA) og børnedødeligheden lav (på europæisk niveau) før Castro.

For det første må man igen, i lighed med myten om alfabetiseringen slå fast, at man højest kan tale om at man nogenlunde har fastholdt niveauet som det var i 1950erne, målt i forhold resten af verden.

For det andet er der grund til at tro, at man bevist “fifler” med tallene, fordi udviklingen aktivt bruges i regimets propaganda. Som det er de fleste bekendt har en af de få eksportartikler Cuba har haft i årevis, været læger og sundhedspersonale til bl. a. Venezuela og Brasilien.

En del af disse udsendte er efterfølgende “hoppet af”, og deres historier harmonerer kun dårligt med den officielle fremstilling af det cubanske sundhedsystem, men er naturligvis svære at verificere. Lige som de pågældende muligvis har et incitament til at overdrive, for at stille sig selv bedre i forsøget på at få asyl.

Men vi behøver heller ikke bruge dem som kilder for at forstå at noget er galt. Af den officielle statistik fremgår det nemlig, at der er et eller andet helt galt omkring de officielle tal for børnedødelighed.

Ser man alene på de officielle tal for børnedødelighed (IMR: Infant Mortality Rate), er udviklingen forrygende for Cuba’s vedkommende, som det fremgår af nedenstående.

imrMen ser man på niveauet for “sen føtal mortalitet” (LFR: late fetal mortality), er denne unormal høj. Sammenhængen mellem de forskellige definitioner fremgår af nedenstående.

sammenhaeng

Normalt vil der være en samvarians mellem LFD og “early Neontal” (END), som indgår i IMR. Dvs. jo lavere END, jo lavere LFD. Medandre ord er forholdet mellem LFD og END nogenlunde konstant. Her “stikker” Cuba ud i en sådan grad, at vi roligt kan konkludere, at der er noget helt galt med statistikkerne i Cuba.
lfdDet er nærliggende at tro, at der er tale om en helt bevidst strategi om at henføre END til LFD for at opnå en lav IMR.

Det indebærer ikke, at man heraf kan slutte, at det cubanske sundhedssystem er ringere end i andre dele af regionen. Men det indebærer at der ikke er grund til at tro, at man har et system i nærheden af et I-lands niveau, som man ellers gerne vil fremstille det.

Hvis man korrigerer for fejlagtig rapportering, indebærer det viste, at børnedødeligheden er ca. det dobbelte af de officielle tal. Hermed befinder man sig fortsat ligger på et fint niveau, hvis man sammenligner med resten af regionen. Men man ligger relativt langt ringere, end man gjorde før 1959.

(for yderligere information, se “Neonatal and Perinatal Mortality” (udgivet af WHO))

Igen er der grund til at mene, at forholdende ville være langt bedre, hvis ikke Castro havde overtaget magten i 1959.

Hvad Cuba kunne være blevet til

Der er intet godt at sige om Castro. Der findes ingen parametre hvorpå man kan sige, at Cuba er bedre stillet i dag, fordi Castro kom til magten i 1959. Det gælder heller ikke på de to områder der i forsvaret for Castro, også når man erkender brutaliteten og undertrykkelsen samt det materielle afsavn, nemlig uddannelse og sundhed.

Castro har været en katastrofe for Cuba og han bør rettelig huskes, som manden der stjal cubanernes fremtid. Nok er han en betydelig historisk skikkelse. Men det er for det onde.

Og hvor Cuba ville have været i dag uden Castro? Det er svært at sige, men mon ikke det Florida og Miami er en del af svaret? Og der fester de i disse dage, fordi diktatoren, massemorderen og tyveknægten Fidel Castro er død. Det ville jeg også gøre hvis jeg var cubaner. Cuba siden 1959 er i den grad en tragedie.

Trumps handelspolitik (II) og en “lyserød elefant”

Desværre mener Donald Trump hvad han siger, når han angriber globaliseringen og den (mere eller mindre frie) handel, Han har ment det siden i hvert fald 1980erne (I kan finde interviews med ham på youtube).
Hans politik er baseret på samme fejlslutninger og manglende forståelse for at handel er en win-win situation, som altid har været grundlaget for venstrefløjens mere eller mindre åbenlyse protektionisme. Det samme kan siges om hans proselytter i Dansk Folkeparti og hos Dansk Samlings Morten Uhrskov, hvilket vi har behandlet før her på bloggen.

elephantFor et eksempel på det fuldkomne fravær af økonomik indsigt hos cand. mag i historie og samfundsfag, Morten Uhrskov, se bl. a. dette blogindlæg hos Jylands-Posten, “Farvel til Globalismen“.

Ingen af dem forstår ganske simple og basale økonomiske sammenhænge. Samtidig besidder begge parter en enestående evne til at overse fakta og 200 års udvikling fra en verden, hvor 90 procent levede i absolut fattigdom til en verden hvor under 10 procent lever under så ringe vilkår. En andel som heldigvis fortsat falder, og en udvikling som havde været umulig uden globaliseringen og den internationale arbejdsdeling.

Donald Trump, 3F og myten om handel som et “ræs mod bunden”

Som jeg skriver i en kronik i Børsen i fredags, så er ligheden mellem nogle af Donald Trumps argumenter og hvad vi ser fra venstrefløj og en række fagforening slående.

Centralt for Trumps syn på handelspolitik og globalisering er, at han opfatter USA som et offer for andre landes “unfair” handelspolitik og egen svaghed. Især har Den Nordamerikanske Frihandelsaftale, NAFTA, og optagelsen af Kina i Verdenhandelsorganisationen, WTO, i følge Trump kostet både velstand og arbejdspladser i USA.

Her må vi bare konstatere, at venstrefløjens globaliseringskritik – som både medier og f.eks. demokraterne i USA og socialdemokraterne herhjemme i en hvis grad har taget til sig – har skabt grundlaget for og legitimeret nationalistiske “højrefløjspopulister” som Trump, når de påstår, at globaliseringen de seneste årtier er sket på bekostning af lønmodtagere i den rige del af verden.

Det er godt nok faktuelt forkert. Både lønninger og levestandard er steget for alle indkomstgrupper, også i USA, som konsekvens af globaliseringen. Men det har hverken medier eller politiske magthavere haft interesse i at påpege.

Venstreorienteret handelspolitik som hos 3F

Hvor venstreorienteret Trump er, når det kommer til handelspolitik, fremgår tydeligt af hans politiske program, der længe har været offentlig tilgængelig. Her kan man bl.a. læse, at USA skal genforhandle vilkårene i NAFTA. Som det fremgår af Trumps program (jo sådan et har han faktisk), skal der

“sættes en stopper for “sweatshops i Mexico, der underbyder amerikanske arbejdere”

Med andre ord vil man (yderligere) svække mulighederne for at konkurrere på løn- og arbejdsvilkår (der er allerede en række krav indbygget i den nuværende NAFATA aftale). Der lægges også op til en handelspolitik baseret på, at tilgodese “vores arbejdere”, som der står.

Er Mexico og Canada ikke med på den, vil Trump meddele, at USA har til hensigt at trække sig ud af aftalen. Og det kan ske med seks måneders varsel. Canada har allerede meddelt, at man gerne genforhandler aftalen. Der er faktisk grund til at frygte det værste, hvor Canada og USA’s regeringer går sammen for på populistisk måde at presse Mexikanerne til en aftale, som begrænser deres muligheder for at konkurrere på hvad der reelt er der eneste fordele, nemlig lavere løn- og skatteomkostninger.

Den form for argumentation kender vi også herhjemmefra, fra f. eks. Enhedslisten og 3F.

Myten om at arbejder- og middelklasse i Vesten betaler for globaliseringen 

Som jeg prøvede at påpege i debatten i torsdags har vi et stort problem med at faktuelt forkerte fremstillinger af udviklingen de seneste årtier, får lov til stort set umodsagt at blive fremført i medierne igen og igen og…… Det gælder både i DR og TV2, samt stort set alle de traditionelle skrevne medier (måske med undtagelse af Børsen). Vi har tidligere set hvorledes Berlingske Tidende og DR P1 har ageret kritikløse mikrofonholdere, når anti-blobaliseringsorganisationer som f. eks. IBIS/OXFAM og Mellemfolkelig Samvirke har fremturet med deres nonsens-fortællinger. Se f.eks. her.

Så sent som onsdag aften formåede både studievært samt “3 eksperter”, hvoraf ingen af dem var økonom, at tolke på en graf, der går verden rundt, kaldet elefantgrafen, oprindeligt lanceret af Lakner og Milanovic i “Global Income Distribution: From the Fall of the Berlin Wall to the Great Recession” – Nedenfor vist, hvorledes den ser ud, efter man korrigerer for udviklingen i den globale befolkningssammensætning.
udklip1234

Det er dog ikke den man normalt ynder at gengive. Det er derimod nedenstående graf. Både Deadline onsdag den  16. november og Weekendavisens hovedartikel fredag den 18. november, skrevet af Martin Krasnik, tager udgangspunkt i en graf, hvor der ikke er korrigeret for udviklingen i den globale befolkningssammensætning (Det skal retfærdigvis siges, at der efter sigende skulle komme en opfølgende artitkel, hvor dette behandles).

Og så ser den pludselig noget mere dramatisk ud, som det fremgår af nedenstående figur.

cfim7elwwaa5fkg
Historien er selvfølgelig, at de deciler der ligger tæt på eller lige under en nulvækst er hvor store indkomstgrupper i vesten befinder sig. Men det er bare ikke korrekt. De der befandt sig i 7 og 8. decil i 1988 i vesten, befinder sig ikke samme sted i 2008. Det er der korrigeret for i den første figur, men det er ikke det hele. Ligesom toppen omkring 5. og 6. decil i høj grad er konsekvens af den gunstige udvikling, så er dykket fra 7. til 9. decil drevet af udviklingen i to lande. Rusland og Japan. Tager man højde for dette og ændringen i befolkningsudviklingen, er der pludselig en del mindre elefant over figuren.

http-%2f%2fcom-ft-imagepublish-prod-s3-amazonaws-1
Tager man højde for både udviklingen i den globale befolkningssammensætning og fjerner de tre lande som er grund til elefant-formen, ser vi altså en groft sagt ganske jævn vækst over de fleste deciler, Altså en ganske anden historie, end den vi får gennem medierne.

Og fakta er da også, at indkomsterne i perioden fra 1988 og op til 2008, hvor globaliseringsprocessen går i stå (ikke mindst USA har siden finanskrisen øget protektionistiske tiltag voldsomt), i langt de fleste lande er steget for alle indkomstdeciler, hvilket fremgår af nedenstående figur – også fra Resolution Foundation.
udklip11Som det fremgår er der anvendt præcist samme data, som Milanovic og Lakner anvender.

Selvfølgelig er der tabere ved globaliseringen

I debatten på DR2 torsdag den 17. (se nedenfor) prøvede jeg at rette lidt op på nogle af alle misforståelserne. Og fakta er altså at alle indkomstgrupper har vundet betydeligt på de seneste årtiers globalisering. Både her og i udlandet. Men det indebærer naturligvis ikke, at der ikke er “individuelle” tabere. Naturligvis er det et stort problem for den arbejder der mister sit arbejde, fordi hans eller hendes virksomhed enten flytter produktionen til et andet land, eller ligefrem bukker under i den globale konkurrence. Men det er et vilkår ved markedskapitalismen. Det er ligefrem et grundvilkår, hvis vi ønsker øget levestandard. For hvad er alternativet? Det er at alle andre skal subsidiere arbejdspladser og produktion, mens den samlede værdiskabelse i samfundet, alt andet lige, mindskes.

Og at miste sit arbejde på grund af konkurrence fra andre lande er jo ikke væsensforskellig fra at blive udkonkurreret af teknologiske fremskridt ( som også synes at være en del af skræmmebilledet hos en del globaliseringsmodstandere ).

Og voervej lige et øjeblik hvor vi ville have været, hvis vi f. eks. havde afvist at effektivisere vores landbrug af hensyn til beskæftigelsen, eller blot havde insisteret på at man fortsat skulle sy tøj i Herning. Nej vel. Det havde næppe været en god ide. Men det gør det naturligvis ikke nemmere for den enkelte. Og desværre gør politikfejl og fagforeningers ageren det heller ikke.

Det har vi set ved lukningen af flere slagterier herhjemme. Havde det ikke været for fagforeningernes muligheder for at afvise lønnedgang – altså en mere fleksibel løndannelse –  som et middel til at fastholde produktionen lidt længere, ville man formentlig kunne undgå mange triste skæbner i forbindelse med globaliseringen – uanset om den foregår globalt eller blot regionalt. Naturligvis skal vi erkende at f. eks. en slagteriarbejder oppe i alderen muligvis ikke har mange alternativer. Men det samme kunne naturligvis siges om typografen, der for længst er udkonkurreret af ny teknologi.

Men på sigt må man acceptere udviklingen, lige som de der bor i Rustbæltet i USA må erkende, at “gamle dage” ikke vender tilbage. Med andre ord må de enten flytte eller vælgere nogle lokale politikere, som er parate til at forbedre rammevilkårene for erhvervslivet og på den måde gøre det mere attraktivt at etablere produktion i de pågældende områder.

Alternativet er at andre skal betale for opretholdelsen af arbejdspladser og de der primært kommer til at betale prisen er netop de laveste indkomstgrupper, hvilekt jeg har påpeget i tidligere indlæg her på bloggen og som også fremgår af nedenstående oversigt over gevinsten ved frihandel, fordelt på udvalgte indkomstgrupper i en række lande.
gains

Kilde: “Measuring the Unequal Gains from Trade”, Pablo D. Fajgelbaum fra UCLA og Amit K. Khandelwal

Trumps Handelspolitik (I) – måske ikke så meget nyt under solen

Det amerikanske præsidentvalg 2016 markerede den endelige afslutning på en periode, der indledtes i 1970erne, hvor amerikansk handelspolitik i vid udstrækning var baseret på klassisk økonomi, med udgangspunkt i Adam Smith ide om hvorledes det frie marked gavner alle uden nationale hensyn.

I stedet kan valget af Trump måske ses som en (endelig) tilbagevenden til “The national project”, hvor handelspolitik ikke ledes af en ide og forståelse for markedets universelle gavnlige konsekvenser for markedsdeltagerne, men primært styres af nationale interesser.

Arven fra Georg Friedrich List

friedrich_list_1845_cropMuligvis er der nogle af denne blogs læsere, der aldrig har hørt om Georg Fridrich List, men det har Donald Trump nok, mens han tog sin bachelor i økonomi omkring 1970.

Tyskeren Georg Friedrich List (1789 – 1846) var en af de mest betydningsfulde økonomer i det 19. århundrede. Hans ideer om national kapitalisme fik enorm indflydelse i USA i 2. halvdel af det 19. århundrede og mange andre steder . List ideer har også været af stor betydning for etableringen af EU.

List ideer har også haft stor betydning for den førte politik i en række udviklingslande.

List var meget inspireret af Adam Smith, men tog afstand fra Smith universelle tilgang. Istedet var han fortaler for en nationalt orienteret form for kapitalisme (“The National System”)

List mente, at en nations velstand i højere grad var baseret på dets fremtidige evne til at skabe fremtidige  videnskabelige opdagelser, teknologiske fremskridt, forbedringer i transport, uddannelsesinstitutionerne, opretholdelse af lov og orden, effektiv offentlig forvaltning mv.

Således List opfattelse var, at en nation først skal udvikle sine egne landbrugs- og fremstillingsprocesser tilstrækkeligt, før det er i stand til at deltage fuldt ud i den internationale frihandel. Hermed var det teoretiske grundlag lagt for den såkaldte “infant Industries” argument for protektionisme, hvorefter man skal industrialisere beskyttet bag høje toldmure, og først deltage i den internationale handel, når man er blevet konkurrencedygtig – men og det er måske nok så vigtigt, kun i det omfang det er i den national interesse.

Fra “Picking The Winners” to “Picking the Loosers”

Donald Trump har en politisk vision og har haft det hele tiden. Den fremstilling som man ofte har set i medierne om Donald Trump der nærmest overnight bliver interesseret i politik, vil være præsident og derefter vælger et parti er noget pjat. Der findes interviews med ham så langt tilbage til 1980, hvor han  taler om politik. Og hverken hans tilknytning til Det Republikanske parti eller hans forestillinger om at handelsaftaler skader USA og amerikanernes levestandard er heller ikke af nyere dato. I intervews i 1980erne taler han om at “andre er blevet rige på USAs bekostning i årtier”. Dermed hentyder han bl.a. til WTO (dengang GATT) og ikke mindst handlen med Japan.

Men hvis List ideer om the national system kunne bruges som grundlaget for en “picking the winners” strategi må er Donald Trumps forståelse  – eller rettere manglende forståelse for de gavnlige effekter ved international handel – endt i en “picking the loosers” position.  Som sådan adskiller hans ideer sig dog ikke fra de dele af EU, som gennem årtier har modarbejdet reel fri handel og globalisering.

En mere protektionistisk linje hvor man via størrelse og styrke vil søge handelsbetingelser ud fra “nationale interesser” er i hvert fald ikke nyt i amerikansk kontekst.

Friedrich List “The National System of Political Economy” kan hentes her

0168_tp

 

Handelsaftaler og grundlæggende retsstatsprincipper

Vi har siden finanskrisen oplevet en fornyet tilslutning til mere protektionisme i vores del af verden. Tidligere var det primært den traditionelle venstreorienterede modstand mod globalisering og frihandel, som var fremherskende. Men de senere år har vi oplevet en stadig mere højlydt modstand mod globalisering og frihandel fra stats- og nationalkonservative på højrefløjen.

Fælles for de to grupper er grundlæggende en manglende forståelse for økonomiske sammenhænge, herunder en manglende forståelse for at international handel er en win-win situation. Derimod er man fælles om en grundæggende forstilling om at der ikke kan være en vinder, hvis der ikke også er en taber. Det har vi skrevet mange gange om her på bloggen.

Et aspekt, som også synes at forene venstre- og højrefløjsprotektionisterne, er modsanden mod de internationale voldgiftsdomstole, der ofte etableres i forbindelse med handelsaftaler. Selv om der er forskelle, synes et fællestræk at være, at begge fløje dyrker staten som en særlig ophøjet institution i sig selv og ellers har en del problemer med helt grundlæggende retsstatsprincipper.

Fup og fiduser fra Greenpeace

I torsdags diskuterede jeg CETA og frihandel med en repræsentant for Greenpeace hos Cordua & Steno på Radio24yv. Samtalen kom hurtigt til at handle om de særlige voldgiftsdomstole, som efterhånden er kommet til at spille en central rolle ved indgåelse af handelsaftaler (handelsaftaler skal her forstås som dækkende både grænseoverskridende handel og investeringer). To forhold går igen:

  1. Fremstillingen af domstolene og de afgørelser disse kommer med, er konsekvent groft manipulerede og usande.

  2. Der er en grundlæggende mangel på forståelse for betydningen af retssikkerhed.

I et indlæg på Greenpeace hjemmeside, skriver man bla. a. under overskriften ” Virksomheders overskud går forud for beskyttelse af mennesker og miljø”, at:

Frihandelsaftalerne er også et angreb på vores demokrati. De overfører stor politisk magt til multinationale virksomheder med base i USA og Canada ved bl.a. at give virksomhederne mulighed for at lægge sag an mod EU-lande, hvis lovgivning begrænser deres forventede fremtidige overskud. Sagerne vil blive ført uden om de nationale retssystemer, gennem såkaldte voldgiftssystemer.

hvilket man søger at illustrere med eksempler fra og Canada. Man refererer bl. a. til det sagsanlæg, som TransCanada i år har anlagt mod den amerikanske regering, fordi denne sidste år valgte at skrotte et stort olierørlednings projekt. I Greenpeace version lyder det som følger:

Et eksempel er det sagsanlæg, som selskabet TransCanada den 24. juni i år anlagde mod de amerikanske skatteydere, fordi præsident Obama i menneskehedens interesser valgte at sige nej til at anlægge rørledningen Keystone XL, der skulle have transporteret miljø- og klimaødelæggende tjæresandsolie fra Canada og hele vejen ned gennem USA. Transcanada kræver en erstatning på 15 milliarder US dollars.

Et er at der indtil videre kun er anlagt sag (og der kører flere retssager i forbindelse med Keystone XL ved amerikanske domstole). Noget andet, at man vælger ikke at nævne  begrundelsen for sagsanlægget. TransCanada har ikke lagt sag an fordi Obama administrationen har droppet Keystone XL af hensyn til miljøet. Som Wall Street skriver :

[The] State issued five reports, over six years, with no harmful findings. TransCanada had patiently counted on assurances of fairness. But in the end the U.S. government admitted the merits didn’t matter. The Obama Administration said it rejected the pipeline because it had become a symbol of greenhouse gas emissions whose approval would be “perceived” negatively and damage U.S. leadership on climate change. If the rule of law means anything under Nafta, TransCanada should win every dollar it is seeking.

Et andet eksempel Greenpeace (og andre) ynder at fremhæve, er en tidligere sag mellem det amerikanske selskab Ethyl og den Canadiske regering. I Greenpeace fremstilling endte denne sag med, at

Canada måtte betale en bøde på over 86 millioner kroner til det amerikanske selskab Ethyl, fordi selskabet mente, at en ny canadisk lov, der forbød import af benzin, der var mistænkt for at indeholde en nervegas, ville skade selskabets fremtidige indtjening.

Men det er det rene vås (læs løgn). Voldgiftsdomstolen kan slet ikke idømme bøder, og at der aldrig faldt dom i sagen nævnes slet ikke. Tvisten mellem den Canadiske stat og Ethyl blev afgjort uden indblanding af domstolen, efter at man havde opgivet et forsøg på at forbyde import og interstatslig handel i Canada. At man opgav lovginingen skyldes ikke, at Ethyl anlagde sag ved NAFTAs voldgiftsdomstol, men derimod ifølge den Canadiske regering selv :

…..to a challenge launched by three Canadian provinces under the Agreement on Internal Trade, a Canadian federal-provincial dispute settlement panel found that the federal measure was inconsistent with certain provisions of that Agreement. Following this decision, Canada and Ethyl settled all outstanding matters, including the Chapter Eleven claim.

Med andre ord er det igen rent nonsens Greenpeace skriver.

Men som det fremgår af den debat, som jeg havde i torsdags med Jan Søndergård fra Greenpeace, har man ikke den store forståelse for, at det dybest set handler om at sikre ikke-diskrimination og retssikkerhed for investorerne. Formentlig er det udtryk for at grundlæggende retsstatsprincipper ikke spiller den store rolle for Greenpeace. Og som sådan minder de jo egentlig ganske godt om de både højre- og venstrefløjs populister, der desværre har vind i sejlene flere stedder i Europa.

Men lyt og døm selv.

cpc5xedc_400x400

Pearl Harbor og manglende nationalkonservativ konsistens

Justitsminister Søren Pind har påkaldt sig en række nationalkonservative debattører og præsters vrede i en debat om, hvad man kan tillade sig at skrive og mene. Senest spørger Marie Høgh i Kristeligt Dagblad den 27. september om “Hvad bilder Søren Pind sig egentlig ind?”. tidligere har bl.a. Eva Selsing svunget pisken i Berlingske under overskriften “Pinds pinlige korstog mod de borgerlige

Kernen i striden handler om en historisk begivenhed.

Efter japanernes angreb på Pearl Harbor i 1941 internerede den amerikanske regering 110.000 japanere og amerikanske statsborgere med japanske rødder.

japan

Det havde betydelige konsekvenser for de internerede. Deres frihed blev begrænset, og mange blev nødt til at sælge deres ejendele på kort tid, ofte til langt under markedsprisen. Først fra slutningen 1944 begyndte USA gradvist at lukke lejrene igen. Alt imens kæmpede amerikanske soldater med japansk baggrund loyalt både i Stillehavet og i Europa, en del endda rekrutteret direkte fra interneringslejrene.

Interneringen var en historisk skamplet på USA, og i 1988 undskyldte den amerikanske stat officielt den måde, man havde behandlet sine borgere med japansk baggrund. En behandling som man betegnede som baseret på ”racefordomme, krigshysteri og manglende politisk
lederskab”.

Man kunne jo mene at dette blot var et amerikansk problem, hvis ikke der var fordi forslaget om internering blev fremført og bifaldt af en række fremtrædende nationalkonservative debattører i kølvandet på attentatet på Charlie Hebdo den 7. januar 2015, som kostede 13
mennesker livet.

Samme aften angrebet fandt sted, skrev præsten Claus Thomas Nielsen således på sin facebook: ”Hvad gjorde USA som det første efter Pearl Harbor? Svar: Lavede særlove for alle der blot teoretisk kunne have dobbelt loyalitet.”

pearl-1
Dette opslag fik hurtigt en del likes (se ovenfor), bl.a. af Eva Selsing, der huserer i Berlingskes spalter.

Det er denne statusopdatering, som er baggrund for Søren Pinds kritik af førnævnte Claus Thomas Nielsen og andres temmelig problematiske forhold til de grundlæggende frihedsrettigheder, vi nyder her til lands.

Det kan selvfølgelig være svært at vide, hvad folk mener med det, de skriver. Men i ovenstående tilfælde kan det umuligt forstås anderledes end, at Claus Thomas Nielsen, Eva Selsing o. a. bifalder den internering som fandt sted i 1941. Det er også svært at se det som andet end en
opbakning til, at noget lignende burde gøres i Danmark.

Claus Thomas Nielsens ytring på facebook vakte en betydelig opsigt og debat. Først et lille døgn efter sin første udmelding på facebook skrev han i en kommentar til sin egen status, at ” Jeg går naturligvis ikke ind for internering. Så ville jeg have skrevet det.” Og han angav nu, at han blot var fortaler for love som ”lukker for muslimsk indvandring.”

Hvad mener de nationalkonservative egentlig?

Hvorfor skrev han så ikke det fra starten? Skal man tage nationalkonservative debattører som Claus Thomas Nielsen og Eva Selsing alvorligt? Enten løber de fra deres egne ytringer, når de
bliver konfronteret med dem. Eller også kender de ikke den vestlige verdens historie. I så fald er de bare fulde at tom retorik, når de henviser til f.eks. USA’s særlove for japanere efter 1941? Og det er jo lidt sørgeligt med historieløse konservative.

Det underlige er, at de bliver så sure, når man refererer, hvad de skriver. Det minder lidt om vor tids islamister. Tager man dem på ordet, er det galt, og gør man det ikke, er det også galt.

De seneste ofre for “The War on Drugs”

Så skete det også i Danmark. I går blev to betjente skudt og den enes tilstand er kritisk. En forbipasserende blev også ramt af en kugle.


(Cidade de Deus – der bygger på virkelige hændelser, hvor man følger udviklingen i en af Rio de Janeiro’s favellaer “Cidade de Deus”, der startede som et “socialt boligbyggeri”)

Gerningsmanden tilhører det bandemiljø (sandsynligvis styret af Hells Angels, der satte sig på markedet efter en blodig konflikt med den nu opløste rockergruppe Bullshit), som styrer handlen med hash på Christiania, og har gjort det i årtier. Det er naturligvis forfærdeligt og ansvaret for udåden påhviler naturligvis gerningsmanden, der tidligere på dagen blev skudt af politiet og pågrebet.

Naturligt at Christiania er centrum for hashhandlen

Christiania er det tætteste vi kommer på en brasiliansk favela. Bevares, baggrunden er en anden, men dynamikken er på mange måder den samme. Mistilliden til myndighederne og fraværet af suverænen (den “store mafia”) hvor tomrummet i stedet er fyldt ud med hårdkogte kriminelles dominans, og en parallel økonomi, hvor handel med illegale rusmidler indtager en helt afgørende rolle.

Jeg vil ikke umiddelbart anbefale nogen at besøge en favela i Rio de Janeiro uden guide/lokal. Så slemt er det heldigvis ikke på Christiania, og bliver det næppe heller. Men volden og kriminaliteten er lige som i Rio de Janeiro’s favela’er drevet af narkotikaindtægterne.

Hvis man ønsker at ændre tilstanden må man i Danmark gøre som i Rio de Janeiro, nemlig “besætte” Christiania – og blive der. Det vil naturligvis stoppe handlen med hash på Christiania. Til gengæld vil handlen bare øges andre steder i byen.  Det så vi senest i 2005,

At bede Christianitterne om aktivt at gøre noget, er lige så urealistisk som hvis man bad en beboerne i en favela i Rio de Janeiro blev bedt af myndighederne om at “rense” ud i deres kvarter. Det kan de lige så lidt som beboerne på Nørrebro kan forventes at “rense” ud deres kvarter.

Ønsker man at komme den vold og kriminalitet, som er den førte forbudspolitiks faste følgesvend til livs, er der kun en løsning. Og det er at legalisere køb og salg af cannabis (reelt også andre stoffer – Vesterbro er jo heller ikke just kendt for sit lave voldsniveau).

Mange vil sikkert se det som at give efter for volden. Men sagens kerne er at volden kun eksisterer på grund af forbuddet – ikke på grund af rusmidlerne i sig selv.

(The Wire – HBO’s fremragende serie der illustrerer konsekvensen af forbudspolitikken i USA)

Som nævnt i indledningen. Ansvaret for nedskyndingen af to betjente og en civilist påhviler gerningsmanden. Men det grundlæggende ansvar for den vold og kriminalitet, som er fulgt i kølvandet med forbuddet mod handlen med hash – hvilket sikrer gerningsmanden og hans ligesindede deres indtægter – påhviler de politikere, der virker det fortsatte forbud. Ikke fordi det er intentionen, men fordi det er den uafvendelige konsekvens.

Om det er alkohol hash eller andre rusmidler, som der er efterspørgsel efter man forbyder gør ingen forskel. Og som jeg har skrevet om så mange gange før her på bloggen, er der ingen undskyldning for det fortsatte forbud. Det virkede ikke i 20ernes USA i forhold til alkohol. Det virker ikke i dag i forhold til cannabis og andre stoffer. Og det kommer aldrig til at virke. Spørgsmålet er blot hvor mange mennesker der skal tæves, skydes og slås ihjel, før man erkender ansvaret for de fortsatte ofre og opgiver “the war on drugs”.

Christiania - en dansk "favela" (betyder at tage selv)

Christiania – en dansk “favela” (betyder at tage selv)

The record of history is absolutely crystal clear

“…. so the record of history is absolutely crystal clear, that there is no alternative way so far discovered of improving the lot of the ordinary people that can hold a candle to the productive activities that are unleashed by the free-enterprise system.”

Ovenstående citat stammer fra et interview med Milton Friedman i 1979 -se det fulde interview nedenfor. Og med det seneste socialistiske eksperiment, Venezuela, i totalt kaos, kan det kun undre, at der fortsat  er de som tror der findes en 2. eller 3. vej. For historien er som Friedman siger “krystalklar”. Kun lande baseret på markedsøkonomi har været i stand til at sikre ordentlige levevilkår for den brede befolkning.

Punditokraternes “gamle redaktør” Peter Kurrild-Klitgaard er inde på det samme i sin kommentar i dagens Berlingske Tidende, Socialismen forarmer – altid, hvor Peter bl.a. skriver:

Planøkonomiske regimer ender altid i relativ forarmelse og på et tidspunkt med valget mellem enten at tvinge borgerne ud i tyranni og decideret statsligt slaveri (Venezuela, Cambodia), eller med liberaliserende reformer.

Peter henviser også studier af Martin Paldam og Erich Gundlach, af hvad de kaldte »ægte tvillinger«: Lande, der oprindeligt havde hørt sammen og nogenlunde lignede hinanden i udgangspunktet, men blev skilt fra hinanden og hvor den ene endte med markedsøkonomi, mens den anden endte med planøkonomi, altså  socialistisme. Man undersøgte bl.a. Vesttyskland og Østtyskland (1945-89), Sydkorea og Nordkorea samt Folkerepublikken Kina og »tigerøkonomierne« (Taiwan/Hong Kong Singapore), Østrig og Ungarn (1945-1989), Østrig og Tjekkoslovakiet (1945-1989) og Finland og Estland (1945-89). Konklusionen var i alle tilfælde entydig. Ikke overraskende klarede markedsøkonomierne sig væsentligt bedre end den planøkonomiske tvilling.

Kina og Taiwan illustrerer godt pointen. Som det fremgår af nedenstående grafer, som viser udviklingen i købekraftskorrigeret BNP for henholdsvis Kina og Taiwan i figur 1 samt Taiwan og Danmark i figur 2, er forskellen til at tage og føle på.

Figur 1.

taiwan kina

Kilde: Penn World Tables 9.0

Figur 2

dk - taiwan

Kilde: Penn World Tables 9.0

Som bekendt ændrede Kina i betydelig grad model fra slutningen af 1970erne og frem, har de seneste årtier oplevet meget høje vækstrater – omend officielle tal formentlig overdriver den reelle vækst. Den opnåede vækst i de seneste årtier har dog ikke været nok til at opveje de første årtiers relative stagnation. Forskellen målt på BNP per indbygger er således i dag større mellem Taiwan og Kina, end den var i 1960. Mens Taiwan kun var ca. dobbelt så velstående i 1960, er man i dag ca. 3 gange så velstående målt på BNP. siden 1990erne er forskellen dog indsnævret betydelig (på et tidspunkt i 90erne var Kinas velstand kun en smule højere end 10 procent af Taiwans). Som det fremgår er Taiwan i dag på niveau med Danmark. I 1960 var vi 5 gange rigere end dem. for Kina’s vedkommende gælder, at de målt på BNP per indbygger, ca. er på niveau med Danmark i 1960.

Peter tager i sin kommentar i dagens Berlingske Tidende udgangspunkt i Venezuela og Chile. En ikke helt urimelig sammenligning. Som det fremgår af nedenstående figur 3, var Venezuela målt på BNP per indbygger væsentligt mere velstående end Chile i midten af 1970erne, hvor Chile indledte sine omfattende reformer, der i løbet af kort tid omdannede landet fra en statscentreret og lukket økonomi, til en af verdens frieste økonomier (se figur 4).

Omvendt i Venezuela, hvor man netop på det tidspunkt kastede sig ud i forsøget på en industrialisering baseret på importsubstitution. Det var samtidig starten på den deroute, som foreløbigt er med den totale økonomiske (og på alle mulige andre måder ) nedsmeltning, landet oplever i disse år, med varemangel, ekstreme inflationsrater og hastigt faldende BNP.

Figur 3

cv2

Figur 4

cv1

Det kan kun undre at fortalerne for socialisme og planøkonomi fortsat ikke har indset, at det altid ender på samme måde. Eller som punditokraternes gamle redaktør skriver:

Planøkonomiske regimer ender altid i relativ forarmelse og på et tidspunkt med valget mellem enten at tvinge borgerne ud i tyranni og decideret statsligt slaveri (Venezuela, Cambodia), eller med liberaliserende reformer.

Og jo, Venezuela er i den grad et socialistisk eksperiment, selv om venstrefløjen lige nu løber med 1000 km, i timen væk fra dette seneste fallerede eksperiment. Bla. er langt over 1000 private virksomheder er blevet nationaliseret, mens både den førte finans- og pengepolitik, landbrugsreformer mv. stort set minder om hvad vi før har oplevet under bl.a. Allende i årene 1970 til 73 i Chile.  Mens Chile endte i diktatur og markedsreformer, der heldigvis også endte med at blive fulgt op af politiske reformer og tilbagevende til demokrati. Er Venezuela foreløbig endt med at militæret er den reelle magthaver. Om det så ender med et egentlig militærdiktatur, har vi fortsat til gode at se.

At udviklingen blot endnu en gang understreger Friedmans pointe om markedets afgørende rolle burde være “krystalklart”.

Eller som jeg slutter af med i min kronik, Kunsten at misforstå liberale idéer, i Børsen søndag:

liberale reformer virker. Se blot på Sydamerika. De er forskellen mellem lande som oplever fortsat fremgang og lande, som nu må sande, at trods et historisk råvareboom i nullerne, står man igen midt i en akut økonomisk krise.

Chile – de første til at gennemføre reformer – er den hurtigst voksende økonomi i regionen de seneste 25. år. I begyndelsen af 1990’erne var bnp per indbygger på niveau med Brasilien. I dag er det regionens højeste og 70 pct. højere end i Brasilien. Samtidig er andelen af befolkningen som lever i fattigdom raslet ned og absolut fattigdom næsten udryddet.

Peru, som reformerede økonomien i 1990’erne efter mange års misvækst, er de seneste 15 års hurtigst voksende økonomi i regionen. Bnp er vokset fire gange hurtigere end i Argentina og Brasilien. Den offentlige gæld er minimeret og fattigdommen reduceret drastisk. Dette står i skarp kontrast til udviklingen i Brasilien, hvor den offentlige gæld er faretruende høj, og fattigdommen atter vokser.

Konklusionen er klar. (Neo)liberale reformer – privatiseringer, deregulering af markeder mv – fremmer vækst og fremgang. Sydamerika leverer beviset.

Efter OL – Brasiliens økonomiske krise fortsætter

I aftes sluttede OL i Rio de Janeiro. Desværre fortsætter den økonomiske krise, omend der fra flere sider anes en begyndende optimisme om, at det snart vender. Således har IMF opjusteret den økonomiske vækst for det kommende år til 0,5 procent, mens faldet i indeværende år ændredes fra -3,8 til -3,3 procent.

Ikke alle er dog lige “optimistiske”, hvilket fremgår af OECDs seneste prognose nedenfor.

brazil indicatorsJeg har skrevet lidt om det i et indlæg på Americas.dk. Afgørende er i hvilken udstrækning den nuværende regering kan komme igennem med nødvendige stramninger og reformer i løbet af de kommende måneder. I

I anledning af Fidel Castros fødselsdag

I lørdags fyldte pensionisten Fidel Castro 90. I den anledning er der grund til at se på hvordan det går med hans lillebror og efterfølger, Raul Castro’s markedreformer, som angiveligt skulle øge vækst og velstand, samt tilpasse og opdatere Cuba til det 21. århundrede. Og det går ikke specielt godt. Derfor har jeg skrevet et mindre (og langt fra fuldstændigt) indlæg om reformerne i Cuba. Og før du klikker over på Americas.dk for at læse videre, kan jeg godt her afsløre, at der ikke er grund til at tro, at Cuba’s reformer vil gøre meget for at hjælpe på landets ringe økonomi og levestandard. Blandt andet fordi reformerne kun levner plads til en forkrøblet privat sektor i spændetrøje.

Læs videre på Americas.dk

Cuba's former President Fidel Castro, center right, attends a gala for his 90th birthday accompanied by his brother and current President Raul, center left, and Venezuela's President Nicolas Maduro, right, at the 'Karl Marx' theater in Havana, Cuba, Saturday, Aug. 13, 2016. (Ismael Francisco, Cubadebate via AP)

Cubas tidligere præsident Fidel Castro, fejrer 90 års fødselsdag sammen med Raul og Venezuelas præsident Nicolas Maduro, i Karl Marx teateret i Havana

Gæsteindlæg ved Ivan Kragh – myten om de stagnerende amerikanske lønninger

38npYRVGStud. polit. Ivan Kragh har skrevet nedenstående indlæg, hvor han tager fat på den ofte fremførte påstand om, at amerikanske lønninger trods stigende produktivitet, ikke er steget i årtier.

Ivan studerer til daglig cand. polit. og udsender løbende egne økonomiske analyser. De læsere der er på facebook opfordrer jeg derfor til at søge hans venskab. Ivan er også bidragsyder til “tank & tænk“, fra tænketanken Cepos, som jeg i et senere indlæg her på bloggen, vil præsentere nærmere.

Myten om de stagnerende amerikanske lønninger

Lønkvoten er stabil – også i USA

Der har længe været en diskussion om hvorvidt lønningerne i USA er stagneret i forhold til produktivitetsudviklingen. Herhjemme har blandt andet Kristian Weise (Direktør, CEVEA) givet udtryk for, at der er sket en ”Afkobling mellem produktivitet og løn i USA”. Kristian Weise påpeger at produktiviteten siden 1979 er steget 65 pct. mens lønningerne kun er steget 8 pct. I USA har præsidentkandidat Hillary Clinton også været på banen. I et opslag på Twitter har Clinton lagt en figur op med teksten: ”You’re working harder but your wages aren’t going up.”

I henhold til den økonomiske litteratur er det en grundlæggende forudsætning og resultat, at udviklingen i lønningerne over en årrække følger udviklingen i produktiviteten –  se bl. a. Finansministeriet,  Det Økonomiske Råd  samt Danmarks Statistik. Denne umiddelbare nære sammenhæng mellem løn- og produktivitetsudvikling bygger på antagelsen om, at en produktion, på lang sigt skabes ved en sammensætning af kapital, arbejdskraft samt et restled kaldet Totalfaktorproduktivitet.

Arbejdskraftens andel af produktionen (lønkvoten) er givet som lønnen gange antallet af arbejdere i forhold til den samlet produktion. Lønkvoten antages på sigt at være konstant, hvormed forholdet mellem aflønningen af arbejderne og kapital er konstant over tid. I USA har lønkvoten ligget stabilt omkring 55 pct. af BNP, fra 1940 og frem til 1970 var der en stigende tendens, mens der fra 1970 til 2014 var en faldende tendens i lønkvoten. Fra finanskrisens start i ’08 og frem til ’14 faldt lønkvoten fra 55 til 52 pct. af BNP – hvilket er et krisetegn. Jf. Figur 1

Også i Danmark har lønkvoten været stabil omkring 51,6 pct. af BNP. Afvigelserne fra det historiske gennemsnit kan overordnet forklares med udviklingen i konjunkturer. Der er dog ingen tvivl om, at lønkvoten ikke har nogen trend og dermed er en flad serie. Jf. Figur 2

fig 1 og 2

Misvisende lønbegreb skaber forvirring

To grundlæggende opgørelsesfejl har medført at visse økonomer og interesseorganisationer konkluderer, at stigningen i lønningerne ikke har fulgt udviklingen i produktiviteten. Den første fejl er, at fokusset udelukket har ligget på lønningerne og ikke den samlet aflønning. Når man udelukket kigger på den rene løn indregnes der f.eks. ikke frynsegoder og andre arbejdsgiverbetalte ydelser – så som pension, sygesikring og arbejdsløshedsforsikringer. Ved udelukket at kigge på lønnen fremgår det, at lønningerne ikke i samme grad har fulgt produktiviteten – ift. den samlet aflønning. Det er derfor vigtigt at sammenligne den samlet aflønning af ansatte og ikke blot lønningerne.

Den nominelle lønsum er i perioden 1930 til 2014 i gennemsnit steget med 6,5 pct., hvoraf stigningen i lønningerne har udgjort 5,5 pct. og arbejdsgiverbidrag til sociale ordninger mv. har udgjort 1,0 pct. af stigningen.  Jf. Figur 3

Det at virksomhederne i stigende grad aflønner deres ansatte med andet end den rene løn, har medført at langt flere amerikanere har en sundhedsforsikring samt en pensionsopsparing. Disse arbejdsgiverbidrag steg primært i perioden 1950 til 1993, hvor de toppede første gang – fokusset herpå betød at arbejdsgiverbidrag steg fra at udgør 7 pct. i 1950 til i 1993 at udgør 20 pct. af den samlet aflønning. Jf. Figur 4

3 og 4

Den anden opgørelsesfejl er måden hvorpå den nominelle- produktion og aflønning af ansatte bliver opgjort i faste priser. Såfremt man bruger det samme fast-prisindeks ændres ikke det relative niveau, men i det de to serier har to forskellige prisindeks er de to serier ikke længere sammenlignelige. Typisk vil man opgøre BNP i faste priser ved at bruge prisindekset for BNP (BNP-deflatoren), men i det lønsummen ikke opgøres i faste priser, vil man være nød til at bruge et alternativt prisindeks. Den gængse måde at opgøre lønninger i faste priser, er ved at bruge forbrugerprisindekset. Forbrugerprisindekset har dog den indbygget fejl, at det ikke kun tager højde for priserne på lønningerne, men både produktionspriser og varer og tjenesteydelser – der ikke indgår i lønsummen. Såfremt man ønsker at sammenligne lønninger og produktivitet er man derfor nød til at lave sammenligningen i løbende priser.

Lønningerne følger produktivitetsudviklingen

Fra 1940 til 2014 har USA mangedoblet produktiviteten. Lønninger eller mere præcist lønsummen pr. beskæftiget lønmodtager er steget med omtrent den samme vækstrate som produktiviteten, såfremt man sammenligner løn og produktivitet i løbende priser. Jf. forrige afsnit

Mere præcist er produktiviteten i perioden 1940 til 2014 i gennemsnit steget med 5,4 pct., mens lønningerne i gennemsnit er steget med 5,2 pct. om året.

Sammenhængen mellem løn og produktivitet har været en kilde til megen debat og uenighed – ikke kun på grund af dens afgørende betydning, men også på grund af spørgsmålene omkring hvordan løn og produktivitet opgøres samt hvordan man bedst muligt kan sammenligne opgørelserne.

Sammenhængen mellem løn og produktivitet er vigtig fordi den er afgørende for hvilke levevilkår den arbejdende del af befolkningen har samt fordelingen mellem aflønning af arbejdskraften og kapital. Hvis lønningerne stiger i samme takt som produktiviteten vil lønkvoten forblive uændret.

Løn- og produktivitetsudviklingen har historisk set fulgt hinanden ganske tæt, i visse perioder er lønningerne steget mere end produktiviteten, hvormed konkurrenceevnen har været forringet. I andre perioder er produktiviteten steget mere end lønningerne hvormed konkurrenceevnen er blevet forbedret. Jf. Figur 5

Begyndelsestidspunktet har stor betydning for hvordan en sammenligning af to udviklinger ser ud. Det skyldes, at konjunktursituationen sætter sig i de efterfølgende datapunkter. Laver man en sammenligning med udgangspunkt i et år, hvor lønningerne er lavere og produktiviteten højere end normalt – vil dette sætte sig i de resterende punkter. Det er derfor vigtigt at korrigere for dette forhold. Det gøres bedst ved at tage udgangspunkt i gennemsnittet for serierne, for på den måde undgår man endepunkts-problematikken samt forskydning i niveauerne mellem lønninger og produktivitet. Man har dermed bedre mulighed for at undersøge og sammenligne vækstraterne i serierne.

Ændringer i produktiviteten har været efterfulgt af omtrent samme ændring i lønningerne. Set over perioden 1940 til 2014 er lønningerne i gennemsnit steget med 97,5 pct. af stigningen i produktiviteten. Dertil skal nævnes, at specielt perioden 2009 til 2014 trækker i en negativ retning, korrigere man for perioden 2009 til 2014 er lønningerne i gennemsnit steget med 99,3 pct. af stigningen i produktiviteten. Jf. Figur 6

5 og 6

 

Older posts Newer posts

© 2017 Punditokraterne

Theme by Anders NorenUp ↑