Author: Nikolaj Stenberg (page 1 of 11)

Skattekontrol

En af Morten Østergaards vigtigste beslutninger, som minister, var, da han i Skatteministeriet gav ordre om at modernisere skattekontrolloven. Det førte til en offentlig høring om et forslag til blandt andet en ny skattekontrollov og en ny skatteindberetningslov, som led i lanceringen af den såkaldte Retssikkerhedspakke III.

Der har tidligere på året været en rumsteren om de foreslåede reglers vidtgående karakter, og i dag lancerer Tænketanken Justitia en analyse om told- og skatteforvaltningens adgang til teleoplysninger. Det er til tider komplicerede sager, men analysen er klar og anbefalingsværdig.

Der er også en ledsagende video:

Den i vor tid så klassiske sammenligning imellem på den ene side skattevæsnets kontroladgang og den anden ide Politiets, er selvfølgelig med, selvom undersøgelsen af ulovlige skatteforhold og straffelovsovertrædelser ikke er to sider af samme sag. Men den illustrerer så fint, at teknisk set lige forhold – hvordan man får adgang til oplysninger – ikke behandles lige i Danmark:

Den nye bestemmelse i § 56 er i det væsentlige en videreførelse af den gældende skattekontrollovs § 8D, og der er således fortsat tale om en generel oplysningspligt, hvor SKAT i vidt omfang selv kan indhente personfølsomme oplysninger, når blot oplysningerne efter SKATs skøn er nødvendige for skattekontrollen.  Set i forhold til politiets begrænsede adgang til at indhente personfølsomme oplysninger hjemler skattekontrolloven således fortsat SKAT en vid adgang til oplysninger, som politiet skal bruge en dommerkendelse for at få adgang til.

Den offentlige debat kommer tit til at handle om såkaldt skattemoral. Det vil sige en slags særlig moralsk egenskab, velfærdssamfundet efter nogens mening fordrer af personer og virksomheder, når det kommer til overholdelsen af intentionen med skattelovgivningen.

I det omfang skattedebatten bør handle om moral – og det bør den vel – må det være naturligt, at man stiller de højeste krav til skattevæsnets udviste dydighed, og siger klart fra lovgivningsmæssigt, når ministeren beder om så vidtgående beføjelser.

Den nye skattekontrollovgivning er således en oplagt mulighed for at folketinget viser, at det er folkets – og ikke regeringens – repræsentant.

Helt kort: Sammligning af Trumps to anordninger om indrejse

Over på New York University School of Law’s blog Just Security har de haft fat i et af de i den brede offentlighed nok ikke så kendte Word-værktøjer, nemlig det til juridisk gennemsyn. Man har fået værktøjet til at sammenligne ordlyden af Præsident Trumps første og anden anordning om indrejserestriktioner. Teksten er blevet saneret, objektiviseret og bedre begrundet.

Årets liberale stemmer 2016

Traditionen her på Punditokraterne byder, at vi ved årets slutning kårer årets liberale stemme. Nogle år er det lettere end andre, men i år har været specielt svært. 2016 var et år med få liberale stemmer i debatten, og også et år hvor de liberale stemmer, der er der, havde det ganske svært. Alligevel har vi valgt at short-liste tre debattører, hvoraf en er den klare nummer et på listen.

De skal alle have vores største tak.

– Redaktionen


1. Flemming Rose

Flemming Rose er vores første bud – og vores liberale stemme i 2016.

Rose blev verdenskendt efter den mærkværdige krise omkring Muhammed-tegningerne, men skrev allerede før da informeret og klart om f.eks. Rusland, hvor han var Berlingskes korrespondent fra 1980 til 1996. Det var hverken bekvemt eller ufarligt – Rose så bl.a. med egne øjne hvordan den russiske hær dræbte fredelige demonstranter i 1991 i Litauen – men han valgte at vende tilbage og dække de første Putin-år som Moskva-korrespondent for Morgenavisen Jyllands-Posten.

Grunden til at hylde Flemming Rose – på trods af at han tidligere har fået adskillige priser – er hans fortsatte arbejde for ytringsfrihed og imod den tiltagende selvcensur og politiske korrekthed i medierne i hele den vestlige verden. Han modtog Cato Institutes Milton Friedman Award for Advancing Liberty i år, og risikerer stadig sit liv og førlighed i kampen for retten til at sige sin mening offentligt og uhindret.

Men vi har i årevis undervurderet, hvor svært det har været for ham. Roses nye bog dokumenterer – sammen med adskillige historier – hvordan Jyllands-Posten og dens chefredaktør, Jørgen Ejbøl, udadtil støttede ham, men indadtil gav Rose mundkurv på og forsøgte at forhindre ham i at udtale sig om nogen som helst relevant. Kampen for vores grundlovs- og konventionssikrede ret til at sige vores mening i vestlige demokratier var ikke blot op ad bakke pga. politikere og andre meningsdannere, der mener at have moralsk ret til at definere, hvad andre bør sige. Det har vist sig også at have været stejlt op ad bakke internt hos Jyllands-Posten på grund af Ejbøls “to ansigter”: Hans forsvar af ytringsfrihed udadtal, men hans næsten totale mangel på principper i praksis indadtil.

Ytringsfrihed er en af de mest grundlæggende rettigheder vi har som individer, og Flemming Rose er en af verdens fremmeste forsvarere af den ret – uanset hvor svært det er. Derfor er han punditokraternes liberale stemme i 2016.


2. Jacob Mchangama

Retsstaten er det retlige koncept en klassisk liberal, europæisk samfundsorden understøttes af, og Jacob Mchangama er om nogen retsstatens mand. I kraft af sin flittige aktivitet som debattør, som forfatter og ikke mindst som direktør for tænketanken Justitia, er Jacob ubestridt Danmarks stærkeste stemme i spørgsmål om civile og politiske rettigheder.

Tænketanken Justitias Facebook-side vidner om omtrent daglig eksponering af synspunkter, de fleste liberale vil kunne støtte fuldhjertet, fx om logning og overvågning, myndighedernes adgang til privat ejendom og ytringsfrihed. Det er et tungt, men også samfundsvigtigt og -gavnlig mission, Jacob er på. Uden hans vedholdende og seriøse indsats, ville debatten om, hvad staten bør og ikke bør gøre, være overladt til teknokrater og en lille håndfuld akademikere og retspolitikere.

I november udgav han sammen med Frederik Stjernfelt monografien ”Men… Ytringsfrihedens historie i Danmark”; et magnum opus om, hvordan diskussionen om ytringsfrihedens grænser (i det omfang der bør være nogen) faktisk er ældgammel, men stadig, helt evident, relevant.

Vi forventer også at se og høre mere til Jacob i året der kommer.


3. Niels Westy Munch-Holbek

Et tredje bud på vores short-list er Punditokraternes egen Niels Westy, som har trættesløst arbejdet for a debunke myter om globaliseringens virkninger og Cubas udvikling, og har været central i at formidle baggrunden for og fakta bag Venezuelas kollaps i hele 2016.

I Deadline og Debatten på DR2, i TV2 News, og i Børsen og andre trykte medier – og her på bloggen – har Niels bidraget med omhyggeligt dokumenterede fakta og stor indsigt i både danske, amerikanske og latinamerikanske forhold.

Hans insisteren på ordentlighed og fakta har gjort det overordentligt svært for både folk på den yderste venstrefløj og stærkt nationalkonservative at imødegå ham med andet end ad hominem argumenter eller følelsespornografiske påstande.

Omvendt har det været en fornøjelse at se journalister navigere debatter med Niels (se f.eks. denne debat med formanden for Dansk-Cubansk Forening i anledning af Castros død), hvor hans simple faktuelle indsigter afslører hvor ekstremt illiberal modparten er. Et andet eksempel på Niels’ utrættelig insisteren på ordentlighed og fakta er hans imødegåelse af den mytologi om ulighed og skatteunddragelse, som bl.a. kampagneorganisationen IBIS forestår.

Kort nyt om organhandel

Via Volokh Conspiracy er vi blevet gjort opmærksomme på en ny regel i New Zealand, der gør det muligt at kompensere organdonorer i levende live, for deres tabte arbejdsfortjeneste. Der er således ikke tale om en liberalisering af markedet for organer, men dog en ordning, der ikke hæmmer tilskyndelsen til fx at donere en nyre eller noget lever. Mere om de principielle argumenter for et frit marked på dette område bl.a. her.

En strøtanke

Hvordan udlægger andre de tanker, man har gjort sig skriftligt og offentligt om et emne, og hvilken effekt har udlægningerne i forhold til rubricering af en selv og ens arbejde fremover? Retsfilosoffen Joseph Raz skrev i midt-1980’erne The Morality of Freedom, og har i forbindelse med en konference givet sig selv en chance for at genlæse bogen, og reflektere over hvad der skete efter dens udgivelse. Det er der kommet en hyggelæsnings-artikel ud af, som kan hentes på SSRN.

Jeg vil gerne fremhæve et par observationer, som jeg mener også gælder den danske debat, eksemplificeret ved fx borgerligheds-diskussionen.

Far too many philosophical publications [der kunne ligeså vel havde stået kronikker eller længere Facebook-opdateringer, Nikolaj] are concerned not with which ideas are sound, or what arguments are good, but whether this or that author or this or that publication belongs or does not belong with some school of thought. To mention but one example: much writing in political philosophy is preoccupied with establishing the credentials, or lack thereof, of a writer as a liberal, or a political liberal. I secretly enjoyed reactions to the book that condemned it for not being true to liberalism. Were they condemning liberalism as a mistaken political theory (exposed as such by the book)? No, the comment appeared to be made by people for whom party credentials were what mattered most.

Og videre, om liberalismen, som ideologi:

I do not believe that liberalism is (or contains) a political theory or family of theories united by shared core doctrines. Theories commonly identified as liberal diverge on many central issues, and resemble non-liberal theories (that is ones that are not commonly classified as liberal) on other issues. Liberalism is best understood as a historical phenomenon identified by lines of historical development, by cross references that express the appeal that some writers had for others, and often by a common temperament.

Denne punditokrat er tilbøjelig til at være enig i karakteristikken, som udelukker det trick, visse debattører bruger, hvormed de siger, at man ikke er liberal, fordi man mener eller ikke mener X.

Hemmelige ransagning – nu i sager om doping

Imens danske medier gik i selvsving med dårlig dækning af det amerikanske præsidentvalg fik Justitsministeriet sneget en lovændring op på bordet. Advokat Peter Trudsø kan berette om et nyt lovforslag, der er i høring:

”[Der] er lagt op til, at politiet skal have mulighed for hemmelig ransagning i sager med grove overtrædelser vedrørende dopingmidler samt grove sager om underslæb, bedrageri, databedrageri, mandatsvig og skyldnersvig”

I det gode selskab ses der ned på folk, der burger glidebaneargumenter. For glidebaneargumentet flytter fokus fra her-og-nu over til en hypotetisk fremtid, som ikke kan bevises. Men denne udvidelse af anvendelsesområdet for hemmelige ransagninger er der altså folk, der har råbt op om i mange år.

Læs mere om lovforslaget og find links til Ex-pundotokrat Mchangamas rapport om selv samme hos Rule of Law.

Paisley om borgerlighed og liberalisme

Vistnok ansporet af Berlingerens nye linje i debatsektionen pågår en debat om, hvad det vil sige at være borgerlig. Sådan et spørgsmål må efter denne punditokrats mening nødvendigvis afføde orakuløse svar, hvilket debatten da også, med undtagelser, vidner om.

Erik Winther Paisley for i går i blækhuset og skrev foruden et glimrende indlæg om Brexit-dommen også et om skillelinjen mellem ”borgerlige” og ”liberale.” Det gjorde han over hos Jyllands-Posten i blog-indlægget Liberalismen skal aldrig nøjes med at være borgerlig.

Jeg vil være så fræk at citere det sidste afsnit, men gå endelig ind og læs mellemregningerne:

Jeg siger ikke, man skal tage et maoistisk opgør med alle sine borgerlige kulturelle normer, ligesom man i øvrigt heller ikke behøver kaste alle politiske traditioner over styr. Men man skal være lige så villig til at applicere sine filosofiske idealer til det private liv, som man er til at bruge dem på det politiske. Vær borgerlig, men vær en borgerlig reformator, og tag de kampe der deraf følger.

Pointen om, at det private må være politisk kan opfattes som kontroversiel, og kunne godt afføde et par kommentarer. Der er i hvert fald ikke udelt enighed i den liberale litteratur om, at det private bør være politisk. For at sige det mildt.

For mit eget vedkommende kom jeg dog til at tænke på Phillip Pettits non-dominans-frihedsbegreb og republicanism, og skrev kortfattet et par linjer om dét på Medium: Om republicanism og frihed, der er lig med ikke-dominans.

Apropos liberalisme, bemærk så, at Libertas’ Torben Mark Pedersen har forfattet en textbog til gymnasiebrug netop derom. Den kan hentes hos CEPOS. Ved første øjekast lader den – forventeligt – til at være gennemarbejdet, og hvis man kender en i gymnasiealderen (eller enhver anden alder for den sags skyld), ville det være oplagt at give dem et link.

NPR om The Jones’ Act

I kølvandet på redaktør Bjørnskovs indlæg om, hvor idiotisk protektionisme er, og Niels’ indlæg om vindere og tabere ved frihandel, kommer her et 17 minutters indlæg fra amerikanske NPR om “The Jones’ Act”, der regulerer carbotage i USA.

Loven kræver, at al varetransport med skib i USA skal ske med skibe, der er bygget i Amerika og sejler under amerikansk flag, har en amerikansk ejer og en amerikansk besætning. Det er et smukt eksempel på en protektionistisk regel, der gavner en endog ganske snæver gruppe af særinteresser på bekostning af handlende på især Hawaii, Puerto Rico osv.

Men står det meget bedre til her i Kongeriget? I Grænland har ét rederi monopol på al søtransport til og fra Grønland og mellem de grønlandske byer.

DAPA

Over hos det glimrende konservative National Review skriver den juridiske lektor Josh Blackman om grænsen for USAs præsidents diskretionære kompetencer i form af executive actions i lyset af Obama-forvaltningens Deferred Action for Parents of Americans and Lawful Permanent Residents (DAPA), der skal sikre visum-løse immigranter mod deportation: Er handlingsplanen konform med lovgivningen, eller har præsidenten misligholdt sin pligt til at sikre, at lovene overholdes.

On Tuesday, the Court ordered that “the parties are directed to brief and argue the following question: ‘Whether the Guidance violates the Take Care Clause of the Constitution.’” With this decision, the justices directed the president to justify DAPA and prove that his executive action on immigration is consistent with congressional design, not an effort to rewrite the law. Based on my initial research, this is the first time the Supreme Court has ever asked the president to state this constitutional case.

Nej, Obama ændrer ikke våbenlovgivningen pr. dekret

Våbenhistorier fra USA fylder uforholdsmæssigt meget i de danske medier. Det er i sig selv ikke et problem, da emnet, for mange, er interessant. Om ikke andet kan de være en oplagt mulighed for at få bekræftet nogle dårlige fordomme.

Præsident Obamas seneste våbeninitiativ er dog blevet drastisk overdrevet i de danske medier. Da jeg tjekkede dr.dk i morges stod der på forsiden, at præsidenten havde udstedt et ”dekret” og at han ”strammer våbenlovgivningen. ” Lignende meldinger, i samme bastante tone, kunne ses på alle større danske mediers Facebook-sider. Beskrivelsen er imidlertid ikke rigtig.

Præsident Obama har ikke udstedt noget dekret, og han ændrer ikke våbenlovgivningen. Han har således ikke udstedt nogen såkaldt excecutive order, men har alene truffet nogle excecutive actions og udstedt nogle memoranda. Der er en forskel imellem disse ting, og forskellene er beskrevet glimrende her: http://uspolitics.about.com/od/Gun-Control/a/Executive-Actions-Versus-Executive-Orders.htm

Alle handlingerne er indenfor rammerne af den eksisterende lovgivning og ikke mindst retspraksis. Derfor ændres våbenlovgivningen ikke. Desuden kan præsidenten heller ikke bare af egen drift ændre våbenlovgivningen, sådan som nogle borgerlige har frygtet og andre ikke-borgerlige har hyldet. USA er en retsstat og der er en lovgivningsproces.

I stedet for tale om en lovændring, skal man i stedet betragte præsidentens tiltag som en samling nye tjenesteordre til de føderale myndigheder om at justere praksis og rette ind. I respekt for den etablerede lovgivning og retspraksis. Som en kommentator (se link nr. 3 nedenfor) har bemærket om et af tiltagene:

”Taken at face value, the new ATF guidance is thus nothing more than a restatement of existing legal requirements. Put another way, it merely identifies those who are already subject to the relevant federal requirements and does not in any way expand the universe of those gun sellers who are required to obtain a license and perform background checks. In other words, it is — as the document says — a guidance, and not a substantive rule. It has no legal effect.”

I det hele taget kan den juridiske analyse hos Volokh Conspiracy (verdens bedste blog om jura og amerikanske forhold, efter min mening) anbefales: Obama’s executive actions on guns: Legal analysis.

Så, til de danske medier: Ro på.


Dette indlæg er en omskrevet FB-status, som jeg bringer efter opfordring fra Punditokraternes tidligere redaktør. En lettere omskrevet version er også at finde hos Dagbladet Børsen.

Older posts

© 2017 Punditokraterne

Theme by Anders NorenUp ↑