Forfatter: Otto Brøns-Petersen (side 1 af 5)

Hvad gør handel 7: Handel og voksende skalaafkast

Læg godt mærke til figur 1. Uden at overdrive er det en af de mest interessante, du nogensinde kommer til at se. Den viser det mirakel, som den moderne verden dybest set er. Vi er blevet godt fyrre gange så mange mennesker på kloden siden Kristi fødsel. Men produktionen (BNP) er vokset 880 gange. Det betyder, at gennemsnitsindkomsten (BNP per capita) er vokset næsten 22 gange. Og det er endda kun den årlige indkomst. Vi bliver samtidig mere end dobbelt så gamle, som dengang.

Figuren viser også, at det især er inden for de sidste 200 år, at væksten i såvel folketal, BNP som gennemsnitsindkomst er accelereret. Læg mærke til, at figurens y-akse er logaritmisk (den eksponentielle vækst er derfor ensbetydende med voksende vækstrate). Der skulle gå mere end 1800 år fra Kristi fødsel til den første fordobling af gennemsnitsindkomsten.

Figuren illustrerer endvidere, at vedvarende økonomisk vækst ikke var hverdagskost tidligere. Og det var på ingen måde givet, at der var stigende velstand i sigte. Tværtimod kom Thomas Malthus med sin berømte forudsigelse om, at produktionen på sigt ikke ville kunne holde trit med befolkningstilvæksten, og at der derfor måtte komme tilbagevendende ”korrektioner” (massedød) i folketallet. Samt at ny befolkningstilvækst tilbagevendende ville trække indkomsten ned mod eksistensminimum. Hans teori blev fremsat for 200 år siden – netop som levestandarden skulle til at eksplodere.

Når Malthus’ forudsigelse var naturlig nok, var det, fordi befolkningstilvæksten nødvendigvis måtte gøre mere naturgivne ressourcer som jord mere knappe. Der er ikke kommet mere jord til siden Kristi fødsel, så vi bor omtrent fyrre gange så mange per kvadratmeter som dengang. Neomalthusianere bliver stadig ved at pege på, at ressourcebegrænsningen er lige ved at slå i gennem (Romklubbens ”Grænser for vækst” fra 1972 forudså, at mange råstoffer ville være udtømt i dag).

Og det er da også rigtigt, at ressourcebegrænsningen isoleret set trækker i retning af lavere indkomst. Når vi alligevel bliver rigere og kan understøtte en stadig voksende befolkning, så må der være noget, der trækker i den modsatte retning. Hvad er det, og hvorfor optræder det i vores serie om handel? For at besvare de spørgsmål, skal vi igen en tur forbi den tidlige handelsteori.

Specialiseringen afhænger af markedets udstrækning.

Vi har tidligere skrevet om, hvordan handelsteorien tog et afgørende spring fra Adam Smiths absolutte fordele til David Ricardos komparative fordele. De absolutte fordele går ud på, at hvis et land er bedre end andre til at producere bestemte varer, så har det en gevinst ved at specialisere sig i dem og handle sig til resten. Ricardo påviste imidlertid, at et land også har en fordel ved international handel, selv om det er dårligere til at producere samtlige varer. Gevinsten opstår, når det specialiserer sig i, hvad det er relativt bedst til. Med udgangspunkt i de komparative fordele udviklede handelsteorien sig med fokus på, hvordan forskelle i faktorudrustning (arbejdskraft, kapital og naturressourcer) gav anledning til komparative fordele.

Smith havde imidlertid en pointe mere, som gik lidt i glemmebogen, indtil den er dukket op igen som et vigtigt element i nyere handelsteori. Velstand – sagde Smith – hænger sammen med arbejdsdeling, altså at vi specialiserer os mere og mere. Han beskrev i et siden berømt eksempel, hvordan han på en nålefabrik havde set arbejderne producere mange flere nåle ved at specialisere sig i hver deres del af produktionsprocessen i stedet for at lave hver nål fra bunden. Men pointerede han så: arbejdsdelingen afhænger af markedets udstrækning. Jo flere mennesker, desto større arbejdsdeling. I en lille stamme er der ikke basis for en specialiseret nåleproduktion. Der kræver et større befolkningsunderlag. Den kan heller ikke bære et antal medicinske specialer eller automobilproduktion.

Så arbejdsdelingen er altså en kraft, som trækker indkomsten op, når vi bliver flere mennesker – i modsat retning af effekten af øget ressourceknaphed.

Fantastisk nok har det vist sig, at kraften fra arbejdsdelingen klart har oversteget effekten af øget ressourcepres. Det er derfor, gennemsnitsindkomsten er vokset med stigende befolkningstal.

I figur 2 her har jeg plottet folketallet (x-aksen) ud mod gennemsnitsindkomst (y-aksen). Væksten i gennemsnitsindkomsten viser ingen tegn på at falde med stigende befolkningstal. Den er tværtimod accelereret efter den mere åbne verden, som fulgte efter Murens fald.

Teknologi?

Først er der grund til at runde en mulig indvending mod figuren. Nemlig om det, der har muliggjort både det stigende folketal og voksende gennemsnitsindkomst i figuren ikke bare er teknologiske fremskridt? Og at stigende indkomst og folketal reelt ikke hænger sammen?

Det er i hvert fald givet, at stigningen i både folketal og indkomst ikke ville være mulig uden teknologiske fremskridt. Men det er lige så givet, at teknologi ikke blot er en udefrakommende kraft. Det teknologiske stade er også betinget af arbejdsdelingen og markedets størrelse. Vi ville ikke kunne bevare den moderne lægevidenskab eller teknologien bag automobilfremstilling i små stammesamfund. Teknologi er ikke blot teoretisk, leksikal viden, men afhænger af anvendelsen. Arkæologer har således vist, at befolkningstilbageslag har ført til, at den teknologiske udvikling også er løbet baglæns. Et af de mest dramatiske eksempler er Tasmaniens adskillelse fra resten af Australien, som resulterede i en mindre, isoleret befolkning, hvis redskaber af ben eksempelvis blev gradvist simplere for til sidst at forsvinde.

Naturligvis ville en mindre global befolkning på niveau med for et hundrede år siden ikke medføre et umiddelbart fald til et tilsvarende teknologisk stade. Opdagelsen af genets struktur ville næppe gå tabt. Men der ville være færre til at beskæftige sig med genetik og mindre specialiseringsgevinster ved det.

Et stort marked kræver handel

Men hvad har så specialiseringen og udstrækningen af markedet med handel at gøre?

Smiths ”udstrækning af markedet” er udtryk for stigende skalaafkast. Det vil kort sagt sige, at kan én mand producere én vare, så kan to mand producere mere end to (konstant skalaafkast vil sige, at to mand kan producere to varer, mens faldende skalaafkast vil sige, at to mand kan producere mindre end to).

Stigende skalaafkast er blevet et centralt tema i nyere handelsteori (og også økonomisk geografi). Stigende skalaafkast kan forstærke fordelene ved international handel. Ved at Portugal specialiserer sig i vinproduktion og englænderne i klæde, bliver det fælles produktion endnu større, end hvad alene de komparative fordele tilsiger. Skalagevinsten kommer oveni.

Stigende skalaafkast i produktionen kan også medføre, at mange lande har for små markeder til at undgå monopol, sådan som Christian allerede har været inde på. Ved at åbne for handel kan produktionen blive udvidet til over grænsen for, hvor længe én virksomhed har voksende skalaafkast. På et marked som bilmarkedet er der ikke plads til mange nationale producenter. Men internationaliseringen af handlen med biler har skabt ét stort internationalt marked, hvor skalafordelene bedre kan udnyttes, og hvor der samtidig er større konkurrence og antal mærker for forbrugerne at vælge mellem.

Hvis der er stigende skalaafkast, er international handel en forudsætning for, at små lande ikke bliver fattigere end store. Frihandel gør, at alle har adgang til stordriftsfordelene. Ellers ville der være en automatisk tendens til, at små lande drev bagud og mistede overlevelsesevne.

Et omdiskuteret spørgsmål i nyere handelsteori er, hvor omfattende forekomsten af stigende skalaafkast er.

Det er vigtigt at understrege, at når vi taler stigende skalaafkast som drivkraft bag handel, så udelukker det ikke, at der på masser af områder i økonomierne stadig findes konstant eller faldende skalaafkast. I Smiths tilfælde behøver der kun være stigende skalaafkast ét sted – nemlig når det gælder markedets størrelse. På hver nålefabrik kan der godt være faldende eller konstant skalaafkast for den relevante produktion, samtidig med at større befolkning fører til øget arbejdsdeling – f.eks. i form af en stadig større specialisering i forskellige typer nåle.

Hvor længe kan specialiseringsgevinsterne ved større global befolkning fortsætte? Det imponerende er, at de foreløbig ikke har vist tegn på at tabe damp selv ved syv milliarder mennesker på kloden, sådan som figur 2 illustrerer. Tværtimod er de, som det ses, taget til efter Murens fald og den øgede globalisering, som fulgte efter.

Og det er naturligvis en den helt centrale pointe: Uden handel er der ingen gevinster ved, at vi bliver flere og flere. Så vil presset på ressourcerne få lov at trække i modsat retning. Men får specialiseringen lov til at fortsætte, tyder det på, at der fortsat er stigende skalaafkast i hvert fald frem til det niveau, hvor verdens befolkning stabiliserer sig. I så fald kan man snarere tale om et underbefolkningsproblem end det overbefolkningsproblem, som ellers har bekymret så mange malthusianere – gamle som nye.

Hvad gør handel 5: De komparative fordele – er der et paradoks?

David Ricardos komparative fordele udgør rygraden i handelsteorien. Ja, betydeligt mere end det. Uden de komparative fordele ville det menneskelige samfund, som vi kender det, ikke være muligt. Det er en grundlæggende mekanisme bag menneskeligt socialt liv.

Hvordan det?

Som Christian Bjørnskov allerede har beskrevet, medfører de komparative fordele, at to lande altid har fordele ved at handle med hinanden. Det gælder uanset, at det ene er det andet overlegent på alle punkter. Pointen er, at fordelene ved handel er der, hvis et hvert land blot specialiserer sig i det, landet er relativt – komparativt – bedst til. Hvis en engelsk arbejder kan producere én rulle klæde og én tønde vin på en time, og en portugisisk kan producere to ruller klæde og seks tønder vin, så kan de stadig med fordel specialisere sig og bytte, selvom portugiserne altså er bedre end englænderne til både klæde og vin. Ved f.eks. en pris på to tønder vin per rulle klæde vil det portugisiske udbytte af en times arbejde være tre ruller klæde i stedet for to, hvis Portugal handler med englænderne frem for at producere klæde selv. England får to tønder vin ved en times arbejde i stedet for én ved at handle frem for at producere vin selv.

De komparative fordele gælder ikke blot for handel mellem to lande, men også for handel mellem to personer. En revisor, der er dobbelt så god til at dyrke kartofler og tre gange så god til at revidere som en kartoffelavler, kan med fordel specialisere sig i revision og handle sig til sine kartofler. Og selv om byttet ikke sker direkte, men gennem komplekse kæder af transaktioner ved hjælp af et betalingsmiddel, kan vi fortsat bryde dem ned i parvise bytter baseret på komparative fordele.

Vi handler grundlæggende med hinanden, fordi vi har gensidig fordel af det. Havde vi ikke det, ville der ikke være nogen fordel ved at organisere sig i samfund. Vi ville være i dyb, fundamental konflikt med hinanden i kamp om knappe ressourcer.

Så handel er til fordel for begge lande, og de komparative fordele holder helt ned på individniveau. Her kommer imidlertid, hvad kan ligne et paradoks: Samhandel mellem to lande er altid til deres nettofordel, men der kan være grupper i et samfund, som taber ved åbningen for fri handel. Som nævnt kan reallønnen falde for bestemte grupper (jf. Bjørnskovs omtale af Stolper-Samuelson-teoremet). Hvordan kan det hænge sammen, når loven om de komparative fordele holder på individniveau?

Forklaringen er naturligvis, at to parter altid har fordel ved at handle med hinanden. Men vi har ikke altid fordel af, at andre handler med hinanden. Når der er tab ved handel, er det altid ved, at nogle andre handler med hinanden. Antag f.eks. at jeg har et monopol og handler med dig. Det bliver vi som udgangspunkt begge bedre stillet af. Antag nu, at en tredje person begynder at konkurrere med mig. Du vælger at købe produktet billigere hos vedkommende i stedet for af mig. Jeg bliver dårligere stillet, fordi I handler med hinanden, og jeg mister mit monopol.

Handel er altid en fordel for de involverede, og restriktioner er altid til skade for dem. Men man kan godt i nogle tilfælde blive bedre stillet, hvis man kan nedlægge veto mod andres handel. Så det var ikke irrationelt – i hvert fald ikke på kort sigt – for de engelske jordejere at kæmpe for at opretholde kornlovene. Lovene satte som bekendt grænser for, hvor meget korn britiske arbejdere og kapitalister måtte købe fra udenlandske producenter. Det hævede de engelske kornpriser og dermed jordrenten i England.

Det er heller ikke irrationelt for vestlige fagforeninger at kæmpe mod ”social dumping”. Det stiller vestlige forbrugere og arbejdere fra resten af verden dårligere, men fagforeningsmedlemmerne bedre. I hvert fald på kort sigt. Men hvis tilpas mange grupper får lov til at nedlægge vetoer mod parter, der handler frit med hinanden, taber vi naturligvis i sidste ende alle sammen.

Ny amerikansk højesteretsdommer – hvorfor er det (stadig) vigtigt?

Den 81-årige amerikanske højesteretsdommer Anthony Kennedy har meddelt, at han trækker sig tilbage. Der skal derfor udpeges en ny. Det bliver præsident Trump, som skal foretage udnævnelsen, men forslaget skal godkendes i Kongressen.

Det er en meget vigtig beslutning. Men det handler ikke om politik – og slet ikke partipolitik – sådan som danske medier ellers til tider fremstiller det. Det kan man bl.a. se af, at Niel Gorsuch, som blev udnævnt af Trump til det ledige sæde efter Antonin Scalia, netop har stemt for at finde Trumps deportationslov forfatningsstridig.

Det handler derimod om, hvilken retsfilosofi, der skal dømmes efter: Orginalisme eller doktrinen om “den levende forfatning”. Jeg skrev lidt om forskellen mellem de to opfattelser her, da Scalias sæde blev ledig. Selv om det nu er Kennedy, der skal findes en afløser for, er forskellen der stadig. Og den er stadig vigtig.

Man kan mene meget om præsident Trump, men udnævnelsen af Gorsuch står som en af hans vigtigste – og efter min mening bedste – beslutninger. Det samme kan forhåbentlig siges om den nye dommer.

Lovmængden eksploderer i Danmark

Lovgivningens omfang i Danmark er eksploderet. Siden 1989 er lovgivningen målt ved antal ord blevet omkring tredoblet. Det svarer til en årlig vækst på knap fire procent. Hvis man måler på antallet af love, tegner der sig en lignende udvikling. Det viser en opgørelse foretaget af min kollega Jonas Herby (og hans robot, der har gjort det hårde tællearbejde).

Der er grund til at være bekymret over udviklingen. Ganske vist er selve lovgivningens volumen ikke et definitivt mål for, om reguleringsomfanget er vokset tilsvarende (og Jonas arbejder da også med at udvikle metoder til en mere præcis måling af det). I nogle tilfælde kan deregulering endog medføre flere lovparagraffer, end f.eks. når staten har givet sig selv et monopol. Og et totalforbud er som regel lettere at skrive kortfattet, selvom det er mere indgribende i borgernes frihed, end hvis en aktivitet er tilladt inden for et reguleret marked. Men der er næppe tvivl om, at den voldsomme stigning i lovgivningen også kan have ført mere regulering og detailregulering med sig.

Ud over det principielt problematiske i, at man øger omfanget af love og regler, vi som enkeltindivider i et ellers frit samfund skal indordne os under, er der en økonomisk omkostning. Der er en del økonomisk forskning baseret navnlig på amerikanske data, som peger på, at øget regulering har medført lavere økonomisk vækst (se det nævnte notat). Regelstatens vækst er ikke gratis (se også en anden kollega, Martin Ågerups ”Velfærd i det 21. århundrede”).

Jeg har en formodning om, at omfordeling via regulering kan være forbundet med endog større samfundsøkonomiske omkostninger end via egentligbeskatning. Det kan også være en del af forklaringen på, at dansk økonomi i nogle tilfælde klarer sig bedre, end lande med lavere skattetryk, hvor reguleringsomfanget til gengæld er større.

Pointen kan f.eks. illustreres på denne måde: Antag at en interessegruppe har politisk magt til at sikre sig omfordeling fra resten af samfundet. Det kan gøres gennem beskatning, således at borgerne opkræves en indkomstskat, som dernæst omfordeles til gruppen via statens udgiftsbudget. Det kan også gøres sådan, at staten gennemfører en regulering, der begrænser konkurrencen til fordel for gruppen. I yderste fald kan den tildele den et monopol. Det medfører, at den kan opnå fordelingsgevinsten i form af højere priser. Regulering kan således fungere som en skjult skat, som går direkte til interessegruppen og ledes udenom de offentlige kasser.

Måler vi det samfundsøkonomiske tab, vil begge metoder lede til et tab i kraft af lavere arbejdsudbud mm. Men monopolprisen vil samtidig medføre en forbrugsforvridning, fordi forbrugerne ville have købt mere af en vare til den lavere markedspris, end de gør til den højere monopolpris. Selvfinansieringsgraden af den sidste opkrævede krone i monopolprofit vil nå helt op på 100 pct., fordi monopolisten vil hæve prisen indtil det punkt, hvor hele den marginale merprofit tørrer ud.

Det er altså meget dyrere for resten af samfundet at begunstige interessegruppen gennem beskyttelse mod konkurrence end gennem et skattefinansieret tilskud. Den første metode er også mindre gennemskuelig, så politikere og embedsmænd kan slippe af sted med mere.. Så selv om fordelingspolitik via beskatning også har sin pris, og der er god grund til at begrænse den, behøver det ikke være den værste metode. I det lys er der altså grund til at være bekymret for årsagerne til den voldsomme vækst i lovmængderne herhjemme.

Det kan måske intuitivt forekomme at være sådan, at komplekse samfund og økonomier også må have mere komplekse regler. Det er en intuition, som kan lede på afveje.

Først og fremmest er det værd at bemærke, at komplekse systemer meget ofte hviler ikke på komplekse, men netop meget simple grundregler. Evolutionen har frembragt meget komplekse mekanismer som f.eks. et øje – for ikke at sige et menneske – men som Darwin viste, hviler hele den naturlige orden på ekstremt simple regler om seksuel reproduktion, mutation og overlevelse af de mest egnede. Reglerne for naturlig selektion er så simple, at det blev brugt som argument for, at de umuligt kunne have skabt den biologiske verden. På samme måde er grundreglerne for et marked meget simple: Det hviler på ejendomsrettigheder, der kan stå på bagsiden af en kuvert.

Så enkle regler kan føre til ekstremt komplekse systemer.

Richard Epstein fremfører i ”Simple rules for a complex world”, at der er en lignende komplementaritet, når det gælder lovgivning: Et moderne komplekst samfund må bygge på relativt simple lovregler. Detailregulering er ikke en forudsætning for et avanceret samfund, men en trussel mod det.

Simple lovregler behøver ikke at indebære, at der ikke kan opstå komplekse regelstrukturer ovenpå. Tværtimod. Den biologiske verden er fyldt med sådanne strukturer, udsprunget af evolutionens simple regler. De ”regelsæt”, der regulerer den menneskelige fysiognomi, er så omfattende, at vi langt fra kender dem alle sammen. Tilsvarende frembringer markedsordenen en uhyre kompleks struktur af private kontrakter, som regulerer parternes adfærd. Forudsætningen for, at kontraktretlige aftaler kan fungere, er, at staten ikke også regulerer eller ligefrem tilsidesætter dem. Opretholdelsen af frivilligt indgåede kontrakter er en af statens mest essentielle opgaver, hvis den skal bidrage til borgernes velfærd.

Desværre ved vi ikke nok om reguleringens omkostninger – langt mindre end om f.eks. beskatningens. Det er på tide at få det bedre belyst.

Klimadebat, ministeriernes regnemaskiner og “enhver er sin egen økonom”.

”Enhver er sin egen økonom”, sagde James M. Buchanan, der for 32 år siden i år blev tildelt Nobelprisen økonomi. Det mente han to ting med. Begge pointer er stadig aktuelle og fortjener at blive gentaget.

Det var for det første en henvisning til, hvor ofte hjemmestrikkede økonomiske synspunkter optræder i den offentlige debat. Andre videnskaber har også deres problemer – tag bare de forældre, som fejlernærer deres børn eller undlader at lade dem vaccinere, fordi de ikke accepterer grundlæggende lægevidenskab. Men økonomisk videnskab synes i særlig grad ramt. Selv repræsentanter for andre akademiske discipliner optræder som ”deres egne økonomer”.

Fornylig skrev danske 301 akademikere, inklusive en række meteorologer, under på en alarmistisk opfordring til politikerne med en opfordring til dansk enegang på klimaområdet og til at opgive yderligere økonomisk vækst. En væsentlig del af klimavidenskaben er selvsagt naturvidenskabelig. Men når det kommer til samfundsmæssige konsekvenser af og omkostninger ved klimaforandringer og klimapolitik, er det økonomiske spørgsmål. Bemærkelsesværdigt var der praktisk taget ingen økonomer blandt underskriverne, som derimod talte et stort antal humanister. Og påvisningen af, at de anbefalede redskaberne står mål med de mulige gevinster var ganske fraværende. Man kan gætte på, hvordan det var gået, hvis økonomer havde udbredt sig om meteorologiske forhold, de ingen forudsætninger har for at udtale sig om.

Diskussionen om ministeriernes regnemaskiner er et andet eksempel på debattører og politikere, der er deres egne økonomer. Uden nogen indsigt i, hvad modellerne består i, hvad de bygger på, eller hvordan de anvendes, karakteriseres de gladelig som ”politiske” og fyldt med tvivlsomme antagelser. Alene det forhold, at der anvendes vidt forskellige modeller (ADAM, DREAM, STØV, Lovmodel, skattemodeller) til vidt forskellige formål er for nuanceret til at få plads i diskussionen. Så snart det i journalisternes bevidsthed er et ”rød-blåt” emne, kan det reduceres til ren politik.

Buchanans andet pointe er, at individer, deres præferencer og indbyrdes transaktioner er den eneste kilde til økonomisk værdi. I den forstand både er og skal vi være vore egne økonomer. Økonomien kan ikke ses uafhængigt af individuelle vurderinger. Ingen gevinst eller omkostning eksisterer uafhængigt af konkrete personer. Der er altid en person, der får gevinsten eller påføres omkostningen, og de måles med vedkommendes subjektive nytte af dem..

Når denne pointe er meget vigtig, er det fordi en del skepsis mod økonomi som disciplin udspringer af en forestilling om, at økonomiske modeller kan diktere, hvad der er godt og dårligt eller ligefrem ”nødvendigt”, uanset hvad folk måtte mene. I så fald kan økonomerne ses som en gruppe teknokrater, som ser sig berettiget til at tvinge løsninger ned over hovedet på folk. Sådan er det imidlertid kun i en planøkonomi – et system, der ikke har mange tilhængere mere. Og selv en række historiske planøkonomer tog udgangspunkt i individuelle præferencer. Det er især uden for den økonomiske disciplin, at man finder teknokrater, der vil tilsidesætte individuelle præferencer og værdier. Det sker hvis man f.eks. mener, at der skal føres en bestemt politik ”af hensyn til klimaet” og alene styrer efter klimavariable som temperatur eller drivhuskoncentration. Ellers hvis man mener, at det ”lægelige skøn” kan afveje to patienter mod hinanden. Økonomer har ganske stor – og smertelig – erfaring med at håndtere normative problemstillinger i forbindelse med positiv teori til at være værst til at begå naturalistiske fejlslutninger. Den naturalistiske fejlslutning er at overse vanskeligheden ved at komme fra en beskrivelse af, hvordan noget er, til hvordan noget bør være (f.eks. fra udsagnet ”rygning er usundt” til ”rygning bør være forbudt”).

At tage udgangspunkt i individuelle præferencer indebærer ikke, at alle løsninger er lige gode. Tværtimod er det efter Buchanans opfattelse helt centralt med institutioner, som muliggør gensidigt fordelagtigt samarbejde. Markedet med dets frivillige bytter er en afgørende institution for at samarbejde om at skabe private goder. Men Buchanan anså også politik for at være baseret på transaktioner og for at have et betydeligt potentiale for at stille alle bedre ved at levere beskyttelse og kollektive goder. Det kræver imidlertid, at der sættes grænser for, hvor meget et flertal (eller kløgtigt mindretal) kan udnytte mindretallet. Ideelt set burde politik baseres på enstemmighed ligesom markedstransaktioner, der kun finder sted, hvis begge parter er enige. I fravær af enstemmighed er individuelle rettigheder, generelle retsregler og andre konstitutionelle begrænsninger hensigtsmæssige – set ud fra et individuelt perspektiv – mente Buchanan.

Økonomer beskyldes til tider for kun at lægge vægt på økonomisk vækst. Men vækst er kun en biting. Det centrale er det økonomiske og politiske systems evne til at koordinere individuelle handlinger til gavn for de planer, folk hver især ønsker at føre ud i livet. Kort sagt at alle kan udfolde deres frihed. Når det kommer til stykket er økonomisk vækst målt ved BNP slet ikke fysisk eller materielt. Mange goder er ganske vist materielle – og mange ikke – men de vejes sammen ved hjælp af priser. Og priser stammer i sidste ende fra, hvilken glæde forbrugerne har af de forskellige goder. BNP er dog kun et meget imperfekt mål, fordi priserne afspejler værdien af den sidst forbrugte enhed og ikke af den gennemsnitlige. Og ikke alle økonomiske goder er med i BNP, ligesom ikke alle omkostninger er trukket fra. BNP er en fin indikator, men ikke en målvariabel, man kan styre efter. En lav vækst eller et lavt BNP-niveau er et symptom på økonomiske problemer. Det er ikke et mål i sig selv med høj vækst eller et højt BNP per capita.

I øvrigt er BNP per capita stærkt korreleret med andre mål for velfærd som f.eks. selvrapporteret lykke, middellevealder og børnedødelighed. Og over et vist niveau for BNP er der også en positiv korrelation mellem miljøtilstanden og BNP (kendt som Kuznets-kurven). Forestillingen om, at BNP fjerner opmærksomheden fra andre vigtige spørgsmål, er oftest indbildning.

Økonomer taler ofte om at forbedre incitamenterne til at arbejde og spare op. Det kan efterlade et indtryk af, at de efterstræber protestantisk inspirerede mål om arbejdsomhed og at udskyde behovstilfredsstillelse. Det har bare ikke noget med sagen at gøre. Arbejde og afsavn har ingen værdi ud over, hvad den enkelte selv lægger i dem. Problemet er blot, at beskatningen forvrider incitamentet til de to ting, så folk gør mindre af det, end de ellers ville. Hvis man i stedet forestillede sig, at der var beskatning af fritid og af at fremrykke sit forbrug, ville det også være et problem. Så ville folk arbejde for meget og spare for meget op. Med ”for meget” menes udelukkende i forhold til, hvad de selv ønsker – ikke hvad økonomen personligt måtte anse for passende.

Det er fint at ville diskutere økonomiske problemstillinger og præmisserne for økonomisk tænkning. Men det kræver, at man ikke er sin egen økonom – i hvert fald ikke i den første af Buchanans to betydninger.

Rød bloks angreb på ministeriernes regnemaskine

Der er diskussion af de økonomiske ministeriers regnemodeller. Det er fint og relevant. Men det er dybt beskæmmende at ville gøre det til et politisk spørgsmål, hvordan der skal regnes, sådan som en række politikere fra ”rød blok” varmer op til (se bl.a. her og her).

En række af de påstande, som fremføres, er ganske enkelt ikke korrekte.

For det første anfægtes det, at der er et robust empirisk grundlag for, at skatter påvirker adfærden. Det er rigtigt, at den undersøgelse, som regnemetoderne bygger på, er gammel og metodisk lader en del tilbage at ønske. Men realiteten er, at der er kommet en lang række nye analyser til gennem en årrække – både på danske data og i udlandet. De tyder på, at ministeriernes beregning ligger for lavt, snarere end for højt. Jeg har gennemgået litteraturen her.

For det andet anføres det, at der ikke er nogen sikkerhed for, at øget arbejdsudbud ved en lettelse af marginalskatten fører til, at den også kommer i beskæftigelse. Jo, det er der ganske god dokumentation for, se bl.a. her.

For det tredje kritiseres det, at der ikke beregnes adfærdseffekter af offentlige udgifter, svarende til beregningerne på skattesiden. Det er nu ikke sådan, at der slet ikke beregnes adfærdseffekter på udgiftssiden. F.eks. indgår effekter af ændringer af overførselsindkomsterne, således som da S-R-SF-regeringen i 2012 sænkede reguleringen af overførslerne. Der indregnes også større udgifter til overførselsindkomster og offentlige lønninger af at sænke selskabsskatten (fordi lavere selskabsskat øger produktiviteten og dermed lønningerne i den private sektor, hvorefter de offentlige lønninger og overførsler også stiger). Men det er korrekt, at der for en række udgifter ikke regnes med nogen adfærdseffekt. Og det bør der selvsagt, når der er et grundlag at gøre det på.

For det fjerde antages det vedholdende, at adfærdseffekten ved offentlige udgifter er positiv – altså leder til flere offentlige indtægter gennem større arbejdsudbud etc. Men ikke alene er der i de fleste tilfælde ikke viden om effektens størrelse; man kender heller ikke fortegnet. Det mest oplagte (og hele tiden anvendte) eksempel på en positiv effekt er børnepasning, som vismændene ganske rigtigt fandt en ganske lille positiv effekt af. Udgifterne til kultur og fritid trækker imidlertid formentlig i den anden retning. Det samme gør indkomsteffekten af de offentlige ydelser. Og det offentlige forbrug har en fordelingseffekt, som reducerer arbejdsudbuddet. Jeg har gennemgået effekterne bl.a. på en høring i Finansudvalget. Det er også beskrevet i arbejdspapiret ovenfor om den empiriske litteratur om adfærdseffekter af skatter.

For det femte synes det at være opfattelsen, at blot der er eventuel positiv effekt af en offentlig udgift, så er den også berettiget. Det er bare ikke tilfældet. Pointen er, at den marginale positive effekt skal være større end den negative effekt af at opkræve en krone mere i skat. Den marginale positive effekt vil generelt være faldende med udgiftens størrelse. Økonomisk litteratur har forsøgt at beregne, hvor det udgiftsniveau ligger, hvor forvridningstabet overhaler de positive effekter (som også inkluderer andet end afledte virkninger på de offentlige indtægter i øvrigt). Resultaterne er gennemgået her (se især side 7). Niveauet ligger gennemgående under det halve af den faktiske offentlige sektors størrelse i Danmark. Vi er altså langt forbi det punkt, hvor gevinsterne overstiger omkostningerne.

Det er altså ikke nok at påpege, at der kan være positive effekter af offentlige udgifter. Og gad vide hvad Enhedslisten ville sige til, at regeringen kom og hævdede, at det var gratis at indkøbe nye kampfly til forsvaret med henvisning til, at forsvaret har en positiv effekt på de offentlige indtægter (uden forsvar risikerer man i sidste ende at aflevere alle skatteindtægterne til en fremmed magt). Pointen er, at man må se på de marginale effekter – altså af at anskaffe det sidste fly, ikke af hele forsvaret. Det regnestykke kan sagtens være negativt, selv om forsvaret som sådant har en positiv effekt på de offentlige finanser.

Endelig undrer det mig, at især Enhedslisten ikke insisterer på, at ministrene ifølge ministeransvarsloven har pligt til at give korrekte og fyldestgørende oplysninger til Folketinget. Det sker bl.a. ved, at embedsmænd skriver under på de oplysninger, der fremsendes. Hvis man gør regnemetoder til et politisk spørgsmål, så giver man jo også regeringen betydelig mere frihed til at manipulere med Tinget. Det kan et oppositionsparti ikke have nogen langsigtet interesse i.

Det er for så vidt fint nok, at nogle af de nævnte politikere i ”rød blok” vil indføre et ”forsigtighedsprincip” om at overfinansiere skattereformer. Men det kan Folketinget jo selv indføre. Det behøver det ikke dybest set ukorrekte eller mangelfulde oplysninger fra regeringen for at kunne gøre.

Desværre er der en vis tendens i øjeblikket til, at Folketinget gerne vil blande sig i administrationen frem for at lovgive. Det præger – sammen med en postmoderne opfattelse af, at ”alting er bare et synspunkt” – også diskussionen om regnemodeller.

Den diffuse ‘neoliberalisme’

Der udspinder sig en længere diskussion i Dagbladet Information om ‘neoliberalisme’. Min kollega Jonas Herby har leveret et bidrag (her), og man inviterede også mig til at være med (her).

Både Jonas og jeg anfører, at begrebet stort set kun bruges af kritikerne og da i vidt forskellige betydninger (jeg optalte selv en halv snes uden at få sved på panden). ‘Neoliberalisme’ er kort sagt venstrefløjens synonym for ‘ondt’. Desuden anvendes en taktik, hvor ‘neoliberalismen’ som system erklæres død, hvis blot man kan hævdes at have fået skovlen under én betydning.

Det har ikke fået lov at være imodsagt. Men på forunderlig vis føler jeg mig alligevel bekræftet. Kritikerne har godt nok påpeget, at ‘neoliberalisme’ betyder noget ganske bestemt. Men de har hver deres definition!

Her er blot nogle stykker fra debatten i Information: Kontrol med offentligt ansatte (New Public Management), kontrol med modtagere af overførselsindkomster, mindre offentlig sektor, større offentlig sektor. neoklassisk økonomisk teori, Hayeks politiske filosofi, en politisk tidsånd, en rationalitet defineret og kritiseret af Foucault, klassisk liberalisme, interventionistisk liberalisme, public choice, økonomiske modeller.

 

Elefanten der fik klippet enderne af.

Den såkaldte elefant-figur har tiltrukket sig stor opmærksomhed. Den viser den årlige vækst gennem to årtier (fra 1988-2008) for verdens befolkning fordelt efter indkomst. Den har fået sit navn på grund af sit udseende, der minder om en elefant med løftet snabel og hængende hale.

Elefantkurven er blevet udlagt sådan: Den hængende hale og ”hullet” mellem hoved og snabel dækker over, at to grupper har haft langsommere indkomstvækst, nemlig de allerfattigste og middelklassen i de rige lande. Den høje ryg er udtryk for, at den globale middelklasse uden for de rige lande har haft stærk vækst. Det samme gælder den løftede snabel, som repræsenterer stærk indkomstvækst hos de allerrigeste.

Medpunditokrat Niels Westy viste dog for halvandet år siden, at denne udlægning ikke helt stod for en nærmere prøvelse.

Den oprindelige kurve blev udviklet af Christoph Lakner og Branko Milanovic. Nu er den imidlertid blevet opdateret med nye data, flere lande og en bedre metode. Det står Homi Kharas og Brina Seidel fra Brookings Institute for.

Det har ført til en noget afklippet elefant. De forskellige trin er gengivet på figuren her, hvor den mørkeblå til højre er den endeligt reviderede model. Udover metodeændringerne har de to haft lejlighed til at få nyere data med, så tyveårsperioden nu dækker 1993-2013. Dermed dækker den også perioden efter finanskrisen.

Hvordan adskiller den nye afklippede elefant sig fra den oprindelige? Kort fortalt hænger halen ikke mere. Så også de fattigste har haft stigende indkomster. Desuden er snablen ikke løftet så meget. De allerrigeste har ikke længere haft en indkomstvækst, der kan måle sig med de 70-80 pct. fattigste.

Kharas og Seidels arbejdspapir findes her, og de præsenterer det kort her.

Er liberale økonomer mere neo-klassiske?

Information bragte fornylig endnu et angreb på ”neoliberalismen”, sådan som det nærmest er blevet et ritual for bladet (jeg har fornylig kommenteret et sådant angreb). Der er flere ting, der går igen i disse angreb. For det første er genstanden for kritikken, ”neoliberalismen”, et begreb, der ikke anvendes af nogen liberale selv, men defineres af kritikerne. For det andet er bestanddelene i ”neoliberalismen” et sammenrod af alt, kritikerne finder ondt og forkasteligt. Diametrale modsætninger – fra rækkende fra decentral markedsøkonomi til central offentlige styring – blandes frit sammen. For det tredje blandes også normativ politisk filosofi og positiv økonomisk teori sammen. Altså: En normativ filosofi som liberalisme, der beskriver, hvordan et samfundssystem bør indrettes, blandes uden videre sammen med økonomisk teori, som beskriver, hvordan økonomien er. Ofte – som i omtalte Informationartikel – sættes nærmest lighedstegn mellem ”neoliberalisme” (den af dem selv skabte ”ideologi”) og neoklassisk økonomisk teori (som er et teoretisk analyseapparat).

Men lad os prøve at se nærmere på de to ting. Først definitionerne. Hvis vi ved ”neoliberal” forstår liberal politisk filosofi, så handler det om, hvordan et samfund bør indrettes, så borgerne har størst mulig frihed. Det kan være begrundet med, at borgerne har grundlæggende rettigheder, med at et frit samfund har de bedste konsekvenser for borgerne, eller med at indrette samfundet, som frie mennesker ville gøre, hvis de skrev en forfatning for fremtiden.

Neoklassisk økonomisk teori er en tilgang til økonomisk analyse, som bygger på en antagelse om, at aktørerne kan beskrives ved instrumental rationalitet (altså i stand til at rangordne alle relevante alternativer) og optimere inden for givne bibetingelser. Fokus er primært på de allokeringsmæssige konsekvenser af individuel optimering på markeder, som antages at cleare, mens institutioner og økonomiske processer spiller en mere underordnet rolle. Økonomisk teori er et forsøg på at beskrive, hvordan økonomien er.

Neoklassisk økonomisk teori er grundlaget for moderne mikroteori. Neoklassiske antagelser er udgangspunktet for de fleste økonomer – uanset hvor neoklassiske, de er – men det er ikke altid slutpunktet. Her varierer de en hel del.

Men er det nu sådan, at liberale økonomer også er meget neoklassiske – et vice versa?

Lad os prøve at se Nobelpristagerne i økonomi. Heldigvis findes der takket være Dan Klein og hans kollaboratører et meget grundigt forsøg på at klassificere Nobelpristagerne fra 1969-2012 på en skala efter, hvor økonomisk liberale de var. Det omfatter bl.a. interviews med og selvportrætter af prisvinderne. For de afdøde har andre forsøgt at placere dem på skalaen. For omtrent halvdelen lykkedes det med større eller mindre sikkerhed at placere dem.

Klein finder, at Nobelpristagerne er nogenlunde jævnt fordelt over det politiske spektrum – med en overvægt af henholdsvis meget liberale og moderat venstreorienterede.

Og hvordan fordeler de sig så i forhold til det neoklassiske paradigme. Ja, interessant nok indeholder gruppen af de med sikkerhed mest liberale Nobelpristagere to relativt neoklassiske økonomer – Milton Friedman og Gary Becker – men tre af de mest kritiske: F.A. Hayek, Ronald Coase og Vernon Smith. Hayek og Smith har en omfattende litteratur bag sig, hvor de sætter spørgsmålstegn ved de ret strenge rationalitetsantagelser i neoklassisk teori. Coase lagde vægt på institutioner og transaktionsomkostninger og var stærkt kritisk over for traditionel ”black board economics”, som han kaldte den simple neoklassiske model. Friedman og Becker var endda neoklassikere af Chicago-varianten med mindre rigoristiske, ofte partielle modeller og resultater baseret på grundlæggende pristeori. Og så var Friedman primært makroøkonom i en verden, hvor markeder ikke bare clearer. Blandt de næstmest liberale ligger neoklassikeren (også af Chicago-varianten) George Stigler, men også den udtalte kritiker James M. Buchanan.

Hvad med gruppen af de moderat venstreorienterede? Vi finder kritikere af neoklassisk teori som adfærdsøkonomen (der dog var psykolog) Daniel Kahneman og (politologen) Herbert Simon, som introducerede begrebet begrænset rationalitet. Men vi finder også Kenneth Arrow og Gerard Debreu, som har ydet nogle af de ypperste bidrag inden for neoklassisk teori, generel ligevægtsteori, og skaberen af neoklassisk vækstteori Robert Solow. Også Amatya Sen opererer inden for neoklassisk teori. Faderen til den såkaldt neo-klassiske syntese, som i visse kredse er blevet voldsomt udskældt for at have ”ødelagt” Keynes, Paul Samuelsen, tilhører den moderate venstrefløj (hvor neo-klassisk, han egentlig var, er dog diskutabelt).

 

Mindre markedsliberal Mere markedsliberal
 

Mindre neo-klassisk

Kahneman

Simon

Hayek

Smith

Coase

Buchanan

 

Mere neo-klassisk

Arrow

Debreu

Solow

Sen

Samuelson

Becker

Friedman

Stigler

 

 

Går vi længere tilbage i tiden, var den primære kritiker af økonomisk socialisme, Ludwig von Mises, mindre neoklassisk end den primære socialistiske økonom, Oskar Lange. Den primære fortaler for at korrigere ’markedsfejl’, Arthur Pigou, baserede sig i højere grad på neoklassisk teori end den mere liberale kritiker Frank Knight.

Og sådan kan man blive ved. Der er simpelt hen ikke det sammenfald mellem liberalisme og neoklassisk økonomisk teori, som de postmoderne kritikere af ”neoliberalisme” tror.

Til gengæld viser Kleins analyse, at et flertal af Nobelpristagerne i økonomi er blevet mere økonomisk liberale i løbet af deres karriere. Det kan tilskrives kendskabet til, hvordan en spontan markedsorden fungerer og til begrænsningerne på velfungerende statslig intervention.

PS. Enkelte liberale har efter kritikken af ”neoliberalismen” taktisk valgt at adoptere dette begreb selv. Så i den forstand findes der ”neoliberale”. Men de ligger langt i opfattelse fra det sammensurium, som de postmoderne kritikere anvender.

 

En stille succes.

Læg godt mærke til figuren. Den viser en ret upåagtet succes. Den såkaldte kompensationsgrad er gennem et par årtier faldet mærkbart. Det samme er ledigheden.

Kompensationsgraden er forholdet mellem dagpengene og lønniveauet i beskæftigelse for en arbejder i industrien (ved en kompensationsgrad på 1 ville indkomsten være ens i de to situationer). Forklaringen på faldet i kompensationsgraden er den såkaldte satspulje, som blev indført ved et bredt forlig i 1990. Arbejdsløshedsdagpengene reguleres i takt med lønningerne – dog med en vis tidsmæssig forskydning. Men hvis lønstigningstakten ellers er høj nok, tages 0,3 pct.point ud til satspuljen. Med årene er det blevet til en del, og det er med til at forklare, at kompensationsgraden i dag ligger så meget lavere end for tredive år siden. Prisen på ledighed er så at sige steget, og det har bidraget til det bemærkelsesværdige fald i ledigheden. Det er selvsagt vigtigt at tilføje, at andre stramninger også har bidraget. Vi er bl.a. gået fra en i praksis uendelig dagpengeperiode til to år.

Det er også værd at understrege, at satspuljens succes alene skyldes denne mekanik. Pengene i puljen fungerer som en pengekasse, politikerne hvert år deler ud af til mere eller mindre seriøse projekter.

Mekanismen med gradvist voksende spænd mellem løn og dagpenge er gennem tiderne blevet kritiseret fra forskellige sider. Den seneste og måske mest overraskende kritik stammer fra overvismanden. Han er citeret for to begrundelser for, at et fortsat fald i kompensationsgraden kan være problematisk. Ingen af dem er dog særligt overbevisende.

For det første anføres det, at en lav kompensationsgrad kan føre til udmeldelser af dagpengesystemet (om end det medgives, at der indtil videre ikke har været tegn på udmeldelser i større stil). Det er imidlertid kun problematisk, såfremt nettosubsidiet via kontanthjælpssystemet ender med at blive større end i dagpengesystemet. I den forbindelse er det værd at notere sig, at mindrereguleringen i kraft af satspuljen omfatter alle overførselsindkomster, inklusive kontanthjælp. Det er også værd at notere sig, at de højtlønnede i forvejen har en betydeligt lavere kompensationsgrad, uden at det udgør noget særligt problem. De højtlønnede er i praksis i høj grad selvforsikrede.

For det andet fremfører Overvismanden det synspunkt, at en lav kompensationsgrad kan føre til krav om mindre fleksible regler for afskedigelser mv. på arbejdsmarkedet. Her er tale om spekulation – og også en lidt tvivlsom position for en vismand. Hvis man begynder at overveje, om ellers fornuftige tiltag kan medføre opbakning til dårlige beslutninger – ja så kan man ende med at begrunde hvad som helst på den måde. Det er da i øvrigt heller ikke sådan, at lande med mindre ”generøse” overførselsindkomster end de danske alle har mere stive arbejdsmarkeder. De angelsaksiske lande er generelt kendetegnet ved både fleksible arbejdsmarkeder og mindre generøse overførsler. Og lav ledighed, i øvrigt.

Det er ikke sådan, at jo lavere kompensationsgrad, desto bedre. Der kan være rigtige gode grunde til at forsikre folk mod ledighed. Men nøgleordet her er ”forsikre”. Forsikringsordninger bør være ægte aktuariske – altså hvor forsikringspræmien afspejler risikoen.

 

Kommunernes beskatning er et overfiskningsproblem

Nitten kommuner i og omkring hovedstaden har i dag indrykket annoncer i dagbladene i protest mod udligningssystemet. Deres kampagne kan også ses her. De forventer – formentlig med rette – at de kommende forhandlinger på Christiansborg om udligningssystemet vil ende med endnu mere udligning fra øst mod vest. De har traditionelt ikke været gode til at værge for sig.

Den samlede udligning er som udgangspunkt noget af et nulsumsspil. Nogen vinder og andre taber, men netto går det lige op. Det virkelige problem ligger i de incitamenter, som findes til at skaffe sig ekstra udligning. De ligner en græsk tragedie – som jeg har skrevet om her. Altså en situation, hvor rollerne er skabt, så enden bliver ulykkelig.

Sagen er, at langt de fleste kommuner har et incitament til at optræde økonomisk uhensigtsmæssigt, fordi udligningssystemet sender regningen videre til de andre kommuner – og ikke mindst staten. Kommunerne straffer f.eks. umiddelbart sig selv, når de hæver skatten, fordi det får skattegrundlaget til at skrumpe. Men udligningssystemet kompenserer i høj grad for tabet – så regningen havner hos resten af kommunerne. Samtidig mister staten indtægter fra moms og afgifter. Det ender med et højere skatteniveau, end nogen egentlig er interesseret i.

Problemstillingen svarer til en sø, der bliver overfisket. Fiskerne har en samlet gevinst ved at holde igen, så bestanden ikke falder for meget. Men den enkelte fisker har alligevel et incitament til at fiske løs, fordi de andre fiskere bærer det meste af tabet. En anden variant af problemet handler om en fælled, der bliver overgræsset, fordi hver bonde har et incitament til at sætte for mange køer ind på det fælles græsareal. Det kaldes også “fælledens tragedie”. I det kommunale tilfælde er det bare skatteyderne, som bliver “overfisket” eller “-græsset”.

Løsningen på problemet er at sikre, at den enkelte kommune selv bærer hele den marginale omkostning ved at svække sit skattegrundlag eller have for høje omkostninger. Man kan altså godt have kommunal udligning. Den skal blot ikke foregå på marginalen. Det er der mange modeller til – se f.eks. min kollega Henrik Christoffersen og Karsten Bo Larsens forslag til en ny finansieringsmodel i dette arbejdspapir fra CEPOS. Overfiskning kan klares med kvoter, og fælledens tragedie blev løst ved at opdele fælleden i private jordstykker.

Pointen er, at kommunerne bør have en fælles interesse i at holde op med at kannibalisere hinanden. På lang sigt kan det blive enden på det kommunale selvstyre, hvis kannibaliseringen får lov at fortsætte. Det er allerede underkastet en hel del statslige bindinger.

Liberale tænkere for vor tid

Et par afslappede juledage blev vel tilbragt i selskab med Lars Peder NordbakkensLiberale tenkere for vår tid” (2017). Bogen er et portræt af ni centrale liberale tænkere fra det tyvende århundrede. Nordbakken giver i ni kapitler et veloplagt rids af deres personlige baggrund, som næsten uden undtagelse har været dramatisk, og leder os gennem deres centrale ideer. Det er ingen let opgave, givet både dybden og bredden af deres tænkning. Det lykkes alligevel i imponerende grad både at introducere dem på en tilgængelig måde og at komme langt nok ned i stoffet.

”Liberale tenkere” fungerer altså glimrende som en introduktionstekst til vigtige liberale ideer. Men den er mere, end den umiddelbart giver sig ud for. Der er også noget at komme efter, selv om man kender til de ni i forvejen. Nordbakken har givetvis mere på hjerte end at introducere.

Valget af de ni tænkere er på flere måder bemærkelsesværdigt. For det første dækker de et meget bredt spektrum med hensyn til politisk filosofi. For det andet er deres geografi interessant. Det er måske ikke så underligt, at Østrig er tungt repræsenteret – af Mises, Hayek og Popper. Tyskland er imidlertid – mere usædvanligt – også godt repræsenteret ved de ordoliberale Röpken og Eucken samt ved Dahrendorf. Den angelsaksiske verden er strengt taget kun repræsenteret ved Milton Friedman, men det hører dog med til historien, at Mises, Popper, Hayek og Dahrendorf kom til at tilbringe en stor del af deres tilværelse i angelsaksiske lande. Inderen Sen kan også i en vis forstand tælles med som angelsaksisk. Som den eneste nulevende af de ni bor han i USA. Endelig har Nordbakken valgt at tage Trygve Hoff med, hvilket naturligvis afspejler, at ”Liberale tenkere” er en norsk bog, men også at han finder Hoff interessant i egen ret. Ikke som original tænker på samme måde som de andre otte, men med tre andre kendetegn: Formidler af kalkulationsdebatten om socialisme (indledt af Mises), redaktør af Farmand (inspireret af det britiske The Economist) og utrættelig talsmand for liberal økonomisk politik i efterkrigstidens Norge. Det sidste i et land, hvor enorme ressourcer blev investeret i at uddanne en hær af økonomer, som skulle stå for den økonomiske planlægning, man forestillede skulle udspille sig efter krigen (det samme gjorde sig gældende i Danmark, men investeringerne i projektet var i langt mindre skala). Det bliver hos Nordbakken en fortælling om, hvordan den enlige Hoff fik ret.

Hoff var ikke den eneste af de ni, der gik mod kraftige antiliberale strømninger i sin samtid. Og her tænkes ikke blot på den tysk-østrigske nazisme, som sendte flere af hovedpersonerne på flugt og bragte andre i fare. Hayek blev for alvor berømt for sin ”Vejen til trældom”, skrevet under krigen, som han tilbragte i England. Hayeks pointe var, at ikke kun nazisme, men enhver form for totalitarisme og planøkonomi måtte ende med overgreb og undertrykkelse som i Nazityskland. Allerede før krigen tog han desuden – sammen med flere af de andre i bogen – initiativ til Le Colloque Walter Lipmann, et seminar i Paris i 1938 for udvalgte liberale intellektuelle (seminaret var navngivet efter den amerikanske forfatter og journalist Lippmann). Der var to hovedspørgsmål. Hvordan kunne liberalismen igen få intellektuel og folkelig opbakning? Hvordan kunne den forny sig? Der skulle gå ni år og komme en krig i mellem, før der igen kunne arrangeres et lignende seminar. Det var i 1947, hvor The Mont Pelerin Society blev stiftet. Det findes som bekendt stadig og inkluderer i dag Nordbakken selv i medlemskredsen. Og selv om det ikke fremgår eksplicit, er ”Liberale tenkere” også en slags Mont Pelerin Societys historie – i hvert fald som en vigtig sidehistorie og rød tråd i bogen.

Præmissen for det sidste spørgsmål fra Le Colloque Walter Lipmann – hvordan kan liberalismen forny sig? – var der ikke enighed om. Mises fastholdt, at klassisk liberalisme havde været en succes i det nittende århundrede. De ordoliberale især fandt derimod behov for fornyelse. Konflikten mellem disse to poler prægede ikke blot seminaret, men kom også til at præge efterfølgende liberale. Ser man på udvalget af tænkere i Nordbakkens bog, gælder det i endnu højere grad. Der er i hvert fald stor forskel på den liberalisme, som f.eks. Mises og Friedman repræsenterer, og varianterne hos Dahrendorf og Sen. Det går i høj grad på, hvor meget staten skal agere kontravægt i forhold til, at mennesker er forskellige. Klassisk liberalisme lægger vægt på institutioner, som er neutrale og sikrer ens rettigheder. I Sens aftapning skal staten derudover sikre, at alle har et minimum af ”kapabiliteter”, hvilket ikke alene indebærer en del økonomisk omfordeling, men tillige kompensation for andre svagheder. Interessant nok har Nordbakken valgt ikke at gøre disse spændinger til et eksplicit tema, men derimod i nok så høj grad at fremhæve de fælles træk hos de ni. Dem der gør dem til vigtige liberale i hans optik.

Det havde dog været noget uforløst, hvis ikke det havde været for det afsluttende kapitel. Her giver Nordbakken kort sit eget svar på spørgsmålet om, hvordan et liberalt samfunds grundlæggende institutioner ser ud, og hvad forholdet er mellem dem. Der er fire grundlæggende: Retsstaten (the rule of law), demokratiet, markedsøkonomien og det uafhængige civilsamfund. Med kapitlet ønsker han også at give et bud på liberalismens nutidige udfordringer fra bl.a. nationalkonservative og populister.

Lars Peder Nordbakken er en velkendt skikkelse i norsk liberalisme. Han er tilknyttet tænketanken Civita, som også har udgivet bogen. Selv om ”Liberale tenkere” er på norsk, er den anbefalelsesværdig letlæst også for et dansk publikum.

Valget i januar

I løbet af december må regeringen opgive at komme i gennem med sin økonomiske politik. I januar udskrives der valg, og i februar danner den hidtidige opposition regering. Nej, der er (endnu) ikke tale om den nuværende politiske situation, men om de begivenheder, som udspillede sig for nøjagtig halvtreds år siden. De er værd at dvæle ved ikke blot på grund af de umiddelbare ligheder med den aktuelle situation. Perioden fra 1966-71 udgør samtidig nøglen til at forstå dansk politik gennem de forløbne halvtreds år frem til i dag. Og den sætter det aktuelle politiske slagsmål i et bizart relief.

Den regering, som tiltrådte i februar 1968, var VKR regeringen. Den regering, som mistede sit flertal for næsten præcis 50 år siden, var det såkaldt ”røde kabinet”: en socialdemokratisk mindretalsregering med en fast samarbejdsaftale indgået i 1966 med støttepartiet SF. De to regeringer – som tilsammen rakte over stort set alle de ”gamle partier” (minus DKP) – gennemførte i løbet af deres fem sammenlagte år den største ekspansion af den offentlige sektor i nyere danmarkshistorie. Under det røde kabinet fra 1966-68 steg skattetrykket*) fra 27,8 pct. til 32,9 pct. I 1971, hvor VKR-regeringen faldt, var det oppe på 39,8 pct. På bare fem år steg skatterne med næsten 50 pct. udover hvad den økonomiske vækst tilsagde.

Der er to forklaringer på skattestigningerne. For det første blev velfærdsstaten for alvor etableret i denne periode. Den begyndte dog tidligere med indførelsen af folkepensionen, som både V og ikke mindst K først havde kæmpet imod. Men folkepensionen blev forhøjet markant i perioden. Vi fik kommunalreformen i 1970, som medførte en stærk stigning i de kommunale udgifter. Interessant nok var eksplosionen i de samlede offentlige udgifter i høj grad indtægtsdrevet. En række markante ændringer af skattesystemet betød, at pengene væltede ind i de offentlige kasser: Især kildeskatten fra 1970 og momsen fra 1967. Statens drifts- og anlægsoverskud var på 3½ pct. af BNP i finansåret 1970/71.

Udbygningen af velfærdsstaten var dog ikke robust. Da den internationale krise ramte og adfærdseffekterne af de høje skatter begyndte at slå i 1970erne, gik statsfinanserne efterhånden i rødt. Krisen pressede indtægtssiden og førte til øgede udgifter. Den økonomiske politik blev en blanding af forsøg på at løse krisen med ekspansiv udgiftspolitik og tilbagevendende afgiftspakker. Velfærdsstaten blev yderligere udbygget med bl.a. bistandsloven i 1976 og efterlønnen i 1979. Ved indgangen til 1980erne faldt de berømte ord fra tidligere finansminister Knud Heinesen om, at vi havde kurs mod afgrunden ”og kan se den”.

Politisk førte eksplosionen i skatterne i sidste halvdel af 1960erne til den største revolution i nyere tid: Jordskredsvalget i 1973, hvor Fremskridtspartiet i spidsen for et skatteoprør stormede ind i Folketinget med 28 mandater. Samme år kom Erhardt Jakobsens nye parti Centrumdemokraterne i Folketinget. Erhard Jakobsen, der havde brudt med Socialdemokratiet, slog sig ikke mindst op på en protest mod venstredrejningen i Danmarks Radio, og havde stiftet Aktive Lyttere og Seere i 1972. Også Det Konservative Folkeparti engagerede sig i ALS, hvor senere statsminister Poul Schlüter deltog og Erik Ninn Hansen blev næstformand. Man ville bekæmpe såvel DRs venstreorienterede linje som institutionens dominans. Monopolbruddet med etableringen af TV2 var en af Schlüters politiske sejre som statsminister.

Schlüter blev statsminister i 1982 og påbegyndte en genopretningspolitik oven på de voldsomme ubalancer skabt de foregående par årtier fra det røde kabinet og frem. Det blev til linjen med strukturreformer, som er blevet fortsat af alle regeringer lige siden, herunder 9 personskattereformer mv. Og det blev til et opgør med de offentlige gældsproblemer og ”afgrunden”. Også den linje er fortsat og er resulteret i, at de offentlige finanser nu er teknisk set overholdbare. Det vil sige, at der opkræves mere i skatter end nødvendigt for at finansiere de langsigtede offentlige udgifter.

På ét afgørende punkt slog Schlüters strategi dog fejl. Firkløverregeringens plan var at lukke hullet i de offentlige finanser gennem udgiftspolitikken, men i stedet blev gjort gennem højere skatter. Skatterykket steg fra 39,8 pct. i 1982 til 44,4 pct. i 1992, hvor han gik af. En del af stigningen afspejler, at skattetrykket var ekstraordinært lavt i 1982 på grund af lavkonjunkturen, men skatterne blev også hævet betragteligt.

Fremskridtspartiet blev spået en skæbne som politisk døgnflue, og det kom til at præge ikke mindst dets første år, hvor samarbejdet med V og K var mindre end godt. Og helt godt blev det aldrig. Partiet blev præget af voksende indre konflikter om samarbejdet med resten af den borgerligt-liberale blok. Begyndelsen på enden blev, at fire folketingsmedlemmer, herunder Pia Kjærsgaard og Kristian Thulesen Dahl, i 1995 brød med et Fremskridtsparti i voksende indre kaos og i stedet stiftede Dansk Folkeparti i 1995. Baggrunden var, hvad de opfattede som partistifter Mogens Glistrups alt-eller-intet linje. I stedet skulle der samarbejdes om at få mest muligt af partiets politik i gennem. Selve politikken afveg derimod ikke så meget fra Fremskridtspartiets. En stram udlændingepolitik – som var blevet stadig mere vigtigt for Glistrup i løbet af 80erne – og en økonomisk politik bestående af offentlige besparelser og markante skattelettelser, dog uden en total afskaffelse af indkomstskatten. Man vil ”forvandle formynderstaten til et samfund bestående af frie danske borgere” fremgår det af partiets første program. ”Skatterne nedsættes kraftigt kombineret med offentlige besparelser”. ”De offentlige udgifter skal gøres væsentligt mindre”. Skattetrykket ønskes ”nedsat væsentligt”. ”Indkomstskatten nedsættes kraftigt” med et højt bundfradrag og en flad skat på 30 pct. ”Selskabsskatten fjernes over en årrække”. Arveafgifter og al beskatning af jord og fast ejendom samt realrenteafgiften (nu PAL-skatten på pensionsafkast) kræves afskaffet.

Det er en noget bizar tanke, at en blå regeringen risikerer at lide samme skæbne som Jens Otto Krags regering for næsten præcis 50 år siden. Årsagen er uenighed med støttepartiet DF, som går imod meget små justeringer i en retning, som man oprindeligt grundlagde først Fremskridtspartiet og siden DF på. I stedet er hovedkravet til den økonomiske politik, at der ikke skæres ned, men at væksten i det offentlige forbrug øges i forhold til både regeringens mål og så den ligeledes overgår udgiftsvæksten under den foregående socialdemokratisk ledede regering. Som i de skæbnesvangre år i sidste halvdel af 1960erne er der ved at opstå en konkurrence om at omsætte høje skatteindtægter til udgifter.

Til gengæld tyder det på, at det dårlige samarbejde med resten af den blå blok fra Fremskridtspartiets dage er tilbage – altså den linje, som DF blev stiftet for at ændre.

Det er dog ikke sådan, at DF ikke vil være med til besparelser. Partiet har ønsket at reducere Danmarks Radios budget med 25 pct. Det er mere end det lyder af, for støtten til de private medier er faldet meget mere, og deres oplagstal er støt faldende. Sammenlignet med andre lande, fylder staten meget i mediebilledet i Danmark. Men hvem går imod at bryde DRs dominans? Det gør såmænd De Konservative, som oprindelig om nogen var forkæmper for pluralisme i medierne!

Det hele bliver ikke mindre ironisk af, at både DF og De Konservative kalder sig selv konservative og historisk bevidste.

 

*) Skattetrykket er opgjort på grundlag af Danmarks Statistikbanks seneste opgørelse af skatteprovenu siden 1947 samt BNP i løbende markedspriser siden 1966. BNP før 1966 er ifølge Statistisk Tiårsoversigt 1972, men niveaujusteret i forhold til 1966-BNP i det nyeste nationalregnskab. Det gør de historiske tal sammenlignelige med aktuelle skattetrykstal, men kan afvige fra tidligere historiske opgørelser. Ændringerne i skattetrykket – som er det relevante i indlægget – er ikke væsentligt påvirket af metodevalget.

Vælgerparadoks for Alternativet ved kommunalvalget?

Vi har tidligere beskæftiget os med vælgerparadokset i forbindelse med sommerserien om public choice her på stedet. Det er spørgsmålet om, hvorfor og med motiver vælgerne stemmer.

Ved kommunevalget opstod der en interessant forskel på tilslutningen til Alternativet i henholdsvis København og på Frederiksberg, når man sammenligner med folketingetsvalget i 2015. Spørgsmålet er, om det kan have noget med vælgerparadokset at gøre? Det har jeg skrevet et lille stykke om på Altinget.

Det er vigtigt at understrege – som jeg også gør i artiklen – at det kun er én af flere mulige hypoteser. Og at når jeg ser på Alternativet, er det, fordi det er et nyt parti uden kommunal repræsentation i de to kommuner frem til kommunevalget. Men interessant er mønstret altså.

Præsentation af årets Nobelpristager i økonomi

Som lovet hermed et link til min præsentation af Richard Thaler i Børsen i dag.

Et kort uddrag:

I hvor høj grad vender adfærdsøkonomi op og ned på etableret teori? For mange økonomer (med Nobelpristageren fra 1976, Milton Friedman, i spidsen) er det afgørende ikke, hvor præcise forudsætningerne er, men hvor godt teorien kan forudsige.

At vi i praksis afviger fra homo economicus her og dér, behøver i så fald ikke spille så stor en rolle. En teori er altid en forenkling. Andre fremhæver, at teorier kan være betingede. Problemet er, at man ikke blot kan indføre begrænset rationalitet i stedet. Det er uforudsigeligt, hvornår og hvordan aktørerne reviderer deres tommelfingerregler.

Gary Becker (1992) advarede om, at tilsyneladende irrationalitet ofte skyldes den observerende økonoms manglende evne til at forstå alle de knapheder, aktørerne er underlagt.

Vernon Smith (som delte 2002-prisen med Kahneman), fandt i sine eksperimentaløkonomiske studier ud af, at selv om vi langt fra tænker præcis som homo economicus, kan interaktionen på økonomiske markeder få os til at opføre os, som om vi besad denne rationalitet. Konkurrence kan få virksomheder til at optræde på samme måde, simpelthen i kraft af at de dårligste bliver sorteret fra.

Nobelprisen til Richard Thaler

Nobelprisen i Økonomi 2017 tilfalder Richard H. Thaler for bidrag til adfærdsøkonomi. Det er ikke noget uventet eller dårligt valgt.

Jeg skriver om prisen til Thaler i Børsen i morgen, tirsdag (og vil linke, når den kommer op). Jeg prøver at vise, at spørgsmålet om, hvordan økonomiens aktører optræder – hvor egennyttige og rationelle de er – har fyldt meget hos økonomer lige siden Adam Smith, inklusive en perlerække af Nobelpristagere (Kahneman, Simon, Hayek, Schelling, Friedman, Becker, V. Smith nævnes, men der er flere endnu).

Her er indtil videre link til Nobelpriskomiteens materiale om Thaler.

Her er link til en podcast fra econtolk.org , hvor Russ Robert interviewer Thaler.

Meningsløst med “grønnere” registreringsafgifter

En af parolerne i den igangværende diskussion er, at registreringsafgiften bør være “grønnere”. Det vil sige i endnu højere grad straffe udledning af drivhusgas.

Problemet er bare, at bilafgifterne allerede indebærer en meget høj pris på at udlede drivhusgasser. Bilafgifterne står for en meget stor del af de unødvendigt store samfundsøkonomiske omkostninger ved energipolitikken. Samlet bruger vi 10,8 mia. kr.  mere end nødvendigt i samfundsøkonomiske omkostninger i energipolitikken, fordi prisen på at udlede drivhusgasser svinger meget voldsomt fra kilde til kilde. Det medfører, at reduktionerne ikke finder sted, hvor det er billigst. De unødvendige omkostninger er endda meget større – nemlig 19,8 mia. kr. – hvis man sammenholder afgifterne med drivhusgassers skadevirkninger, vel at mærke de globale skadesvirkninger.

Det fremgår af en CEPOS-analyse, jeg har offentliggjort fornylig.

Hovedforklaringen er, at registreringsafgiften og de andre bilafgifter straffer drivhusgasudledning meget hårdt. Det er ikke specielt effektivt – og kan endda lede til besynderlige paradokser. Der er f.eks. en tilskyndelse til at købe to billige biler i stedet for en større familiebil. Det bliver den samlede drivhusgasudledning nemt større af, fordi afgiftssystemet straffer den enkelte bil og ikke den samlede udledning.

Ifølge Skatteministeriets opgørelse betaler en benzinbil 3.484 kr. per ton CO2. Det er fire gange så meget som den gennemsnitlige pris på drivhusgas på 877 kr./ton. De billigste udledninger betaler 44 kr./ton – det vil sige at benzinbiler betaler en faktor 100 mere end de billigste.

Hvor stor skade gør et ton drivhusgas? Ifølge litteraturen på området er den globale skadesvirkning 407 kr./ton. Vi taler altså om, at benzinbiler beskattes med op mod en faktor 10 i forhold til skadesomkostningerne. Og det er vel at mærke, når der er taget høje for alle andre eksterne skadesomkostninger fra biler i form af ulykker, trængsel, forurening og vejslid.

En “grønnere” registreringsafgift gør mere skade end gavn.  Drivhusgasser bør reduceres, hvor det er billigst, ikke dyrest.

Hvorfor “teknisk baserede” bilafgifter vil give højere avancer

Regeringen har foreslået at nedsætte registreringsafgiften fra 105 pct. under progressionsgrænsen og 150 pct. over progressionsgrænsen til 100 pct. Det vil være et klart fremskridt. Registreringsafgiften er en af de mest forvridende skatter, vi har.

Branchen har imidlertid været med til at skubbe fokus ved at foreslå en omlægning fra en værdibaseret til en ”teknisk baseret” afgift. Foreløbig har både DF og ’Rød blok’ agiteret for en omlægning  i stedet for den nedsættelse, regeringen foreslår.

Som jeg har kritiseret her, vil en omlægning til en teknisk baseret afgift føre til, at den såkaldte ”danskerrabat” vil forsvinde. I dag betales en del af afgiften af producenterne, fordi afgiften er værdibaseret.

Hvorfor det?

Det hænger sammen med en meget velkendt økonomisk mekanisme. På en markedsform, som det der præger bilmarkedet – monopolistisk konkurrence – vælter en del af en værdiafgift (ad valorum-afgift også kaldet) ned i producentprisen.

Den nemmeste måde at illustrere det på er ved at se på et meget simpelt eksempel, hvor der kun er én producent (altså monopol). Jeg antager, at efterspørgslen er bestemt af en lineær funktion: Mængde = 30 – pris. Jeg antager videre, at hver vare (bil) koster 4 kr. i variable omkostninger. Endelig antager jeg en værdiafgift på 100 pct. af prisen før afgift. I figuren viser den blå kurve nu (brutto)avancen ved denne værdiafgift. Som man kan se, vil producenten vælge at sælge til 19 kr. i forbrugerpris. Det indebærer en mængde på 30-19= 11 stk. og 9,5 kr. i producentpris med en afgift på 100 pct. Det er den pris, som maksimerer avancen. Afgiften lander også på 9,5 kr.

Hvis der i stedet indføres en stykafgift på 9,5 kr., fås den avance, som er aftegnet i den røde kurve. Som det ses, maksimeres avancen med en forbrugerpris på 22 kr. hvilket giver en producentpris på 12,5 kr. Avancen per styk er altså højere ved stykafgift end værdiafgift. Den totale avance er også højere, selv om der sælges færre enheder til den højere pris (avancen er 60,5 kr. ved værdiafgift og 68,0 kr. ved stykafgift).

Dette illustrerer den grundlæggende mekanisme ved de to afgiftstyper. Det er den, der er på spil, når de to afgiftstyper ender med de to resultater.

Vi er dog ikke helt færdige.

For det første har jeg kreeret eksemplet, så afgiften målt i kroner er ens. Hvad hvis afgifterne i stedet skal give det samme i provenu til staten? Det gør blot forskellene større. Stykafgiften skal hæves, hvilket fører til endnu lavere mængde og højere forbrugerpriser (i eksemplet kan det dårlig nok lade sig gøre at hente samme provenu).

For det andet er bilmarkedet ikke et monopolmarked som i eksemplet, men et monopolistisk konkurrencemarked. Hvad betyder det? På et monopolistisk konkurrencemarked trækker monopolavancen nye konkurrenter til, indtil den er konkurreret bort. Bruttoavancen vil altså ende med at svare til de faste omkostninger, der måtte være ved at være til stede på markedet. Desuden vil hver virksomhed differentiere sit produkt. Modsat et marked med et homogent gode, hvor al omsætning havner hos virksomheden med laveste pris (og alle derfor ender med at tage samme pris), vil små prisændringer ikke rykke hele omsætningen, fordi varerne er lidt forskellige. Bilmærker er ikke ens, og f.eks. vil en Ford Focus ikke blive enten usælgelig eller tage hele markedet fra lignende mærker ved små prisforskelle. Virksomhederne på et monopolistisk konkurrencemarked har altså visse frihedsgrader til at fastsætte prisen, men ikke til at opnå monopolprofit. På et monopolistisk konkurrencemarked uden skatter eller regulering vil prisen blive lidt højere end på et tilsvarende fuldkommen-konkurrencemarked, men forbrugernes omkostning vil blive kompenseret ved et større udvalg. Derfor er monopolistisk konkurrence ikke udtryk for en ”markedsfejl”.

Stykafgifter resulterer som sagt umiddelbart i højere bruttoavance end værdiafgift. Ergo vil der blive større produktudvalg under stykafgifter, hvilket alt andet lige er en gevinst for forbrugerne. Det er imidlertid ikke længere nok til at kompensere forbrugerne for den højere pris (se det formelle bevis her). Altså ”velfærdsdominerer” en værdiafgift en stykafgift på et marked som bilmarkedet. Den indebærer et mindre forvridningstab end en stykafgift.

Et enkelt aber dabei. For en del år siden var der bekymring for, at et indgreb fra EU-kommissionen ville gøre det af med danskerrabatten. Den forbød producenterne at pålægge forhandlerne ikke at sælge de billigere danske biler til eksport. Ville det føre til, at producenterne blev nødt til at fjerne rabatten for ikke at sælge alle deres biler til danske priser i hele EU? Der blev faktisk indført en kompensationsordning, så registreringsafgiften blev nedsat proportionalt med prisstigninger på biler ud over almindelige forbrugerprisstigninger. Ordningen fik dog kun effekt en relativt kort periode, hvor EU-reguleringen kortvarigt fik bilpriserne til at overstige forbrugerprisudviklingen.

I praksis er det svært at sammenligne forbrugerpriser i forskellige markeder, hvor produkterne ikke er helt ens. Fabrikanterne sætter af gode grunde mindre standardudstyr i biler til det danske marked, hvor der betales afgift på op til 150 pct. af det. Men den teoretiske mekanisme er så entydig, at der er god grund til at forvente, at prisforskellene før afgifter på biler i Danmark og f.eks. Sverige (som ikke har registreringsafgift) ikke alene skyldes mere skrabede modeller.

Kan den tekniske afgift ikke begrundes med bilers eksterne kørselsomkostninger? I praksis bliver en teknisk baseret afgift en slags CO2-afgift, fordi de tekniske kriterier korrelerer med dette udslip: Km/l, vægt, motorkraft, antal døre etc. Derfor omtales den også som ”mere grøn”. Men bilers CO2-udledninger er allerede voldsomt overbeskattet i forhold til skadevirkningen, blandt andet som følge af benzinafgiften. Derfor øges forvridningen ved at gøre beskatningen endnu mere ”grøn”.

Et sidste spørgsmål – som P1s Orientering stillede mig – er, om det ikke er en fordel at bevare den høje værdiafgift, når nu producenterne bærer en del af regningen? Svaret er nej. Registreringsafgiften har så store forvridninger, at den er fordelagtig at afskaffe, selv om prisen før afgift kommer til at stige. Hvis den derimod ikke afskaffes, men kun omlægges, er der ikke et samfundsøkonomisk rationale.

Så derfor: Lad os komme af med den registreringsafgift. Den bør nedsættes, ikke omlægges.

Regeringens skatte- og erhvervsudspil kunne være bedre

Det er ærgerligt, men politisk forståeligt, at regeringen har opgivet at komme igennem med lavere topskat. Regeringen forsømmer imidlertid også en historisk mulighed for at gøre op med nogle af de mest hæmmende skatter i øvrigt. Dagens erhvervspakke er – i bedste fald – småforbedringer og i andre tilfælde deciderede maskede erhvervsstøtteordninger. Samtidig øges kompleksiteten i skattesystemet betydeligt.

Der er en række skatter, som har større samfundsøkonomiske skadevirkninger end skatten på arbejde. De burde have haft førsteprioritet i dagens udspil. Skatten på kapitalafkast er høj og uensartet – helt op til realt 85 pct. på de højeste trin for aktieafkast og renter. Dem vil regeringen ikke ændre på – det er for renter faktisk mindre ambitiøst end hos den smalle V-regering. Der er samtidig en lang række afgifter, som forvrider mere end skatten på arbejde – bl.a. elafgiften. De foreslåede afgiftsjusteringer er små og symbolske.

Forslaget (i skattepakken i går) om at sænke registreringsafgiften er til gengæld et yderligere skridt i den rigtige retning. Realiteten er, at afgiften helt kan undværes, fordi ejer- og brændstofsafgifterne dækker de eksterne kørselsomkostninger. Forestillingen om, at man meningsfyldt kan gøre registreringsafgiften “mere grøn” er et rent fatamorgana.

Aktiesparekontoen er en kompleksitetsskabende særordning, som øger progressionen i aktiebeskatningen. Investorfradraget og overfradraget for forskning og udvikling vil forvride investeringerne bort fra de mest rentable.

Regeringens udspil mister legitimitet ved ikke at angribe de største problemer først. Et udspil, der mere har karakter af gavebod og symbolik, risikerer at gøre det nemmere for oppositionen at komme igennem med at bruge råderummet til udgifter frem for strukturforbedringer.

Kongehuset og public choice.

At prinsgemalens overvejelser om sit begravelsessted tiltrækker sig opmærksomhed er ikke så underligt. Kongehusets rolle i Danmark er i dag ren ceremoniel. Derimod har det mistet sin oprindelige politiske rolle. Ceremonierne er endda i høj grad fastlagt, så de netop holder kongehuset borte fra den politiske magt. Ifølge grundloven udpeger regenten regeringen, underskriver lovene før de kan træde i kraft, holder statsråd samt udnævner og bevilger afsked til højerestående embedsmænd. Det hele foregår imidlertid efter indforståede forskrifter, som holder regenten helt uden for reel indflydelse. Statsrådet har i praksis ingen politisk funktion, og regenten underskriver automatisk de love og udnævnelser, hun får forelagt. Folketinget afgør, hvem der bliver statsminister, og de dronningerunder, som kan være nødvendige for at finde en flertalskandidat, rummer i dag ringe diskretionær magt. Selv den årlige nytårstale er med kraftig medvirken fra Statsministeriet, som tilser, at eventuelt politisk følsomme emner ikke kan give anledning til kontroverser. Kronprinsen kunne dårlig nok få lov at blive medlem af Den Internationale Olympiske Komité og må affinde sig med at have regeringen på slæb som barnepige. Hans forfædre må vende sig i deres sarkofager i Roskilde Domkirke!

Den moderne ceremonielle stilling er kulminationen på et markant tab af politisk magt over relativ kort tid. Vi har haft konstitutionelt monarki i mindre end 200 år. I de foregående to århundreder frem til 1848 var Danmark et enevældigt monarki med et ofte ret hårdt diktatur. Og indførelsen af det konstitutionelle monarki var en meget blød revolution i ikke bare form, men også indhold. En væsentlig del af magten forblev hos Kongen, som både stod for den udøvende magt og den lovgivende magt i forening med Folketing og Landsting. Kongen udpegede en del af den lovgivende magt gennem kongevalgte landstingsmedlemmer. Det var ikke ualmindeligt, at Kongen afstod fra at underskrive love, han ikke var enig i. Under provisorietiden i sidste del af 1800-tallet fjernede regeringen stort set alt initiativ fra Folketinget. Folketinget forsøgte at bruge sit stærkeste magtmiddel – at nægte at vedtage en finanslov – men blev kørt hjælpeløst over af regeringen. Først i tiden efter systemskiftet i 1901 blev traditionen skabt med, at Kongen ikke må udpege en regering med et flertal i Folketinget mod sig. Så sent som i 1920 valgte Christian X, Dronning Margrethes bedstefar, at afskedige en regering, selv om den fortsat havde flertal bag sig, og udpege en anden. Det udløste Påskekrisen, som reelt var kongehusets sidste udfoldelse af politisk magt i Danmark. Kronprins Frederik, den senere Frederik IX, havde en vis, men begrænset rolle at spille under og lige efter den tyske besættelse 1940-45. Men mindre end ti år senere – ved 1953-grundloven – lempede de folkevalgte reelt de ifølge traditionen retmæssige tronarvinger af vejen og indsatte i stedet den langt mere populære og lovende prinsesse Margrethe på posten. Hun skulle da også vise sig særdeles kompetent til at bestride det nu rent ceremonielle, men af samme grund ofte vanskelige hverv. Det tillader langt færre excentriciteter, end da hendes magtfulde forfædre sad på tronen.

Danmark er politisk set ikke et kongedømme mere. Posten er tømt for politisk magt. Det er en totalt anderledes rolle end få generationer tilbage. Det samme gælder andre nominelle kongedømmer de stedet i Europa, hvor man ikke decideret bare har nedlagt stillingen. Nogle få steder har politiske kriser kaldt på kongen som mægler – senest i Belgien – men egentlig politisk magt er sjælden.

Er der grund til at beklage afskaffelsen af det politiske monarki? Ikke efter min opfattelse. Jeg hører heller ingen for alvor efterspørge det. Men lad os prøve at besvare spørgsmålet ud fra public choice-teori, som vi jo har haft fokus på i en lille sommerserie her på stedet.

Vi kan begynde med at se på, hvor magten er havnet i stedet. Svaret er ret klart. Den politiske magt i Danmark har samlet sig hos Folketinget. Folketinget udpeger regeringen, og regeringen og Folketinget giver lovene i fællesskab. Folketingets betydning for udpegelsen af den udøvende magt medfører, at det også i betydelig udstrækning blander sig i den udøvende magts opgaver, altså at administrere lovene. Vi er langt fra en tilstand, hvor den lovgivende magt fastlægger generelle regler. Vi har ikke en klar separation mellem den udøvende og den lovgivende magt.

Hvad med forholdet mellem den dømmende magt og Folketinget? Folketinget blander sig ikke direkte i den dømmende magts opgaver, om end det ikke er ukendt med kommentarer fra folketingsmedlemmer til konkrete sager. Lovændringer som reaktion på domstolsafgørelser er heller ikke ukendt. Derimod er det i Danmark stort set ukendt, at domstolene underkender lovgivningen som i strid med forfatningen. Det er kun sket én gang – den såkaldte Tvindsag – hvor Højesteret fandt loven i strid med grundlovens procedurale regler. Modsat mange andre lande – vi behøver ikke gå længere end til Tyskland – underkender domstolene ikke lovgivningen for at stride imod forfatningens substantielle regler om f.eks. personlig frihed og ejendomsret. Danmark har en stærk retspositivistisk tradition, som indebærer, at forfatningen ikke tages særlig bogstaveligt, ud over de meget konkretiserede procedurale regler (f.eks. om, hvor tit der skal afholdes Folketingsvalg). Alf Ross, vor nok mest prominente jurist gennem tiderne, mente ligefrem, at kriteriet for, om en lov er forfatningsmedholdelig, alene burde være, om den var vedtaget i Folketinget. Det store skel mellem, hvad Grundloven formelt stadig tillægger Kongen af magt, og monarkens moderne ceremonielle rolle, er naturligvis med til at understøtte en sådan svag læsning af Grundlovens bogstav.

Er Folketingets magt helt uden alvorlig modvægt? Ikke helt. For det første er Folketinget på valg med jævne mellemrum. For det andet er der en procedural regel i Grundloven, som tilsiger, at magtafståelse internationalt kræver godkendelse ved en folkeafstemning (om end Justitsministeriet har for vane at mene, at ny magtafgivelse allerede er indeholdt i tidligere beslutninger og derfor ikke kræver folkeafstemning). Danmark har desuden traditionelt haft en relativt høj grad af kommunalt selvstyre, men udligningsordningernes meget ringe incitamentsstruktur har legitimeret stor statslig indblanding.

Samlet set er der altså kun en svag magtdeling i Danmark, hvor der er begrænset modvægt til Folketinget. Public choice-teori er ret klar. Checks-and-balances er hensigtsmæssige og nødvendige værn for at sikre borgernes frihed. Det har været en central indsigt lige siden Locke, Montesquieu og de amerikanske founding fathers.

I det lys kan man selvfølgelig godt beklage, at kongemagten er forsvundet ud af det politiske rum. Men som allerede de fleste af the founding fathers indså, behøver en uafhængig udøvende magt ikke være en Konge. I stedet fik USA en præsident (selv om især Hamilton havde håbet på Washington som ny konge – et håb der blev slukket, da Washington trak sig tilbage uden diskussion, efter at embedsperioden var udløbet).

Måske har det svækket magtdelingen i et land som Danmark, at den danske konge oprindeligt beholdt den udøvende magt, da vi gik fra enevælden. I takt med kongemagtens generelle legitimitetstab som politisk magtfaktor har det svækket den udøvende magts uafhængighed – modsat USA i øvrigt, hvor præsidentembedet er blevet langt stærkere end oprindelig tilsigtet.

Ældre indlæg

© 2018 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑