Forfatterarkiv: Otto Brøns-Petersen

Om Otto Brøns-Petersen

Cand. polit. Otto Brøns-Petersen er født i 1961 og har siden september 2013 arbejdet som analysechef i CEPOS. Har tidligere været bl.a. ekstern lektor ved Københavns Universitet og direktør i skatteministeriet.

Indlysende forhold og bivirkninger 10: Skatterne rammer andre end man tror.

Næsten ingen danskere betaler skat. Eller rettere: Næsten ingen indbetaler skat. Indkomstskatterne afregnes af arbejdsgiverne, og afgifterne indbetales af de virksomheder, som sælger os ting. Men alligevel ved de fleste af os godt, at vi som forbrugere og lønmodtagere ender med regningen.  

Læs resten

Indlysende forhold og bivirkninger 6: Finansiel regulering og moral hazard.

Finansielle kriser som den store finanskrise for ti år siden kan have store økonomiske konsekvenser. Når en bank går ned, kan det ramme ikke bare bankens ejere og kreditorer, men også mange andre. Bliver der usikkerhed om en banks soliditet, kan den blotte mistanke om vanskeligheder udløse et bank run – så mistanken bliver en selvopfyldende profeti.

I teknisk jargon kan finansiel virksomhed indebære en eksternalitet. Det kan tale for regulering, der danner modvægt til den risiko, som institutionen kan påføre tredjeparter.

Læs resten

Bliver præsidentvalget endnu et lag i en polsk tragedie?

Et halvt år efter afslutningen på Anden Verdenskrig deltog den konservative politiker Chip Channon i et bryllup i England. Han bemærkede til en anden gæst, lady Cunard, hvor hurtigt tingene var vendt tilbage til deres normale tilstand i England. Han pegede ud i det tæt pakkede lokale og sagde: “Dette er trods alt, hvad vi har kæmpet for”. Hvortil lady Cunard udbrød: “Hvad, er de alle sammen polakker?”.

Historien, som fortælles af Paul Johnson i hans læseværdige “A History of the Modern World”, har lige siden jeg læste den første gang stået som et symbol for mig på polakkernes uheldige historie. Og den historie har endda fået føjet et par lag til siden 1983, hvor Johnsons bog udkom.

Anden Verdenskrig udbrød, da Hitler-Tyskland invaderede Polen, og briternes tålmodighed løb ud. Men da krigen sluttede, blev den tyske besættelse – som var en udløber af en aftale mellem Stalin og Hitler om bl.a. at dele polske landområder mellem sig – afløst af endnu en besættelse, da Stalins røde hær blev stående i centraleuropa. Besættelsen varede helt frem til Murens fald i 1989. Men for min generation begyndte Murens fald små ti år tidligere med de polske skibsværftsarbejderes protester i Gdansk og dannelsen af den frie fagforening Solidaritet. Den polske pave Johannes Paul II bidrog til presset mod Sovjetstyret, som selv endte med at kollapse få år efter Murfaldet. Det var der ikke mange, som forudså, da vi i beundring og med bange anelser fulgte polakkernes kamp gennem 80erne.

Det postkommunistiske Polen blev på mange måder den succes, man kunne unde et land, der historien igennem har haft et blandet held. Og så alligevel ikke. Efter meget at dømme vil polakkerne om kort tid genvælge præsident Duda og befæste den tilbagegang, det liberale demokrati har lidt under i Polen gennem de senere år. Denne gang vil det dog være polakkernes egen skyld, og ikke fordi de har været kastebold for stormagtsinteresser.

Vil man forstå det moderne Polens historie, så findes der ingen bedre kilde end Michael Hardenfelts nyligt udgivne “Hvordan Polen blev Polen”. Dens fokus er især den postkommunistiske periode og navnlig at forstå Polen af i dag, men trådene føres solidt tilbage til kommunisttiden. Til trods for, at forfatteren ikke lægger skjul på sine egne holdninger, er det en bemærkelsesværdigt nuanceret fortælling, hvilket dog også hænger sammen med, at der ikke er nogen rigtige helte i historien og faktisk også få helt gennemførte skurke. Selv når det gælder lederen af det kommunistiske militærstyre, som forsøgte at slå ned på Solidaritet, general Jaruzelski, er Hardenfelts billede ambivalent. For nok var det et hårdt diktatur, men var Jaruzelski i virkeligheden også en polsk nationalist, der var ude på at beskytte sit fædreland mod en direkte sovjetisk invasion og magtovertagelse? Bogen lader spørgsmålet åbent.

Det nuværende politiske slagsmål i Polen, forklarer forfatteren, stammer fra modsætninger, som allerede var til stede efter kommunismens fald, og bemærkelsesværdigt nok er hovedpersonerne i høj grad de samme, som altså har domineret den postkommunistisk scene. Det betyder dog ikke, at deres politiske overbevisninger er helt de samme i dag. Man bliver ikke ved magten så længe uden en pæn position opportunisme.

Er der en skurk i “Hvordan Polen blev Polen”, er det lederen af PiS-partiet “Ret og Retfærdighed”, Jaroslaw Kaczynski. Bortset fra en kort periode som premierminister i 2006-07 har det ikke været fra en formel position i det politiske system. De formelle poster tilfaldt i højere grad hans tvillingebror, Lech, der var præsident, da han blev dræbt i et flystyrt i Smolensk i Rusland i 2010 på vej til en mindehøjtidelighed for det russiske massedrab på et stort antal polske officerer under Anden Verdenskrig. Selv om alt tyder på, at styrtet skyldes et forsøg på at lande under uforsvarlige vejrforhold, har broder Jaroslaw med stor dygtighed forsøgt at udnytte det til at fremme konspirationsteorier, og broder Lech er nærmest gjort til en helgen, der har fået opkaldt et utal af steder efter sig og rejst markante mindesmærker.

Polen under PiS-partiets ledelse har sat væsentlige dele af det liberale demokrati over styr. Regeringen er gået til angreb på domstolenes uafhængighed og har bl.a. nægtet at offentliggøre domme, den ikke bryder sig om – dermed træder de ikke i kraft (på samme måde som hvis Dronningen undlod at skrive Folketingets love under). De statslige medier anvendes til propaganda for regeringspartiet. Korruptionen – bl.a. i form af politiske udnævnelser til poster i offentligt kontrollerede virksomheder – breder sig på ny. Et svækket, tandløst EU har ikke kunnet stille meget op (modsat USA, som effektivt fik sat en stopper for en lov, der gjorde det strafbart at hævde, at nogen polak havde medansvar for jødeforfølgelserne under krigen).

Den økonomiske politik driver i en populistisk retning. Det skal være slut med ydmygelsen af polakkerne som gæstearbejdere i rigere europæiske lande, der opbygges forestillinger om at man kan indføre en velfærdsstat som ikke står mål med landets økonomiske formåen, og helt banalt deles der kontante beløb ud til bl.a. børnerige vælgergrupper lige op til valgene.

Det store spørgsmål er naturligvis, hvorfor det er gået så galt for Polen – endnu en gang.

Hardenfelt forsøger at besvare det, og hans meget omhyggelige gennemgang af den nyere politiske historie giver også en hel del ledetråde. Men et godt, overbevisende og enkelt svar er faktisk svært at finde.

Det er ikke, fordi Polens økonomiske udvikling ikke har været en succes. Det viser figuren meget tydeligt. Siden Murens fald er den polske økonomi systematisk vokset hurtigere end det “gamle” Europa, og det betydelige velstandsgab fra kommunisttiden er ved at blive lukket. Polens BNP per capita var en tredjedel af niveauet i de daværende 15 EU-lande i 1990; i dag er det 70 pct. I dag er Polen på samme velstandsniveau, som EU-landene var i 1990. Fattigere lande vokser typisk hurtigere end rigere lande, men det er iøjnefaldende at sammenligne Polen med Portugal – et af EU’s daværende fattigste lande, men med et velstandsniveau på mere end det dobbelte af Polens i 1990. I dag har polakkerne næsten indhentet portugiserne.

Anmærkning: Alle beløb er i faste priser og fælles købekraftskorrigeret valuta, så de kan sammenlignes både mellem lande og over tid.

Kilde: OECDs databank. 

Som det også fremgår af figuren, så slap Polen gennem finanskrisen med meget beskedne konsekvenser.

Men skyldes udviklingen så, at væksten kun er kommet den rigeste del af befolkningen til gode? De faktiske tal siger noget andet. Gini-koefficienten, som måler uligheden i de disponible indkomster, har været faldende, så længe den har været målt, dvs. siden midten af 00erne. Den ligger nu kun en anelse over den danske.

Så økonomisk set ligner Polen en succeshistorie. Ideen om, at populismen er et oprør mod økonomisk hårde tider eller at nogle bliver efterladt på perronen, passer ikke godt på Polen (og faktisk er det ikke en god forklaring på populismen i andre lande i øjeblikket heller).

Det er fristende at sammenligne med Ungarn, som også har bevæget sig i illiberal retning. Men en afgørende forskel er, at hvor Putins illiberalisme i Rusland tydeligvis har appel blandt ungarerne, så er polakkerne – og PiS ikke mindst – stærkt anti-russiske og pro-amerikanske. Det er ikke så meget drømmen om den stærke mand, der driver polakkerne.

Selv om den faktiske økonomiske udvikling ikke tilsiger et populistisk opgør, kan forkerte myter om den økonomiske udvikling naturligvis give grobund for det. Og det er der nok tale om, hvis Hardenfelts opfattelse er rigtig. Måske er det særlig let i de tidligere kommunistiske lande, hvor den generelle mistillid er stor. På den måde kaster kommunismen endnu sine lange skygger over de postkommunistiske samfund. Der har i hvert fald været klangbund for at rejse en modvilje i provinserne mod de mere moderne storbybeboere. Vælgerne har været til at købe med ret primitive midler i form af kontante overførsler op til valgene. Som sagt har PiS også slået på, at de polske gæstearbejdere er blevet ydmyget, selv om de også har været en enorm succeshistorie – bl.a. ved at hæve indkomsterne og afbøde perioder med stigende ledighed. Omvendt er det en pointe i Hardenfelts analyse, at de politikere, der har stået i spidsen med at drive økonomiske reformer igennem, ikke er endt med at blive specielt populære.

På et punkt er spændingerne mellem traditionalister og moderne polakker ganske reel. Polen er traditionelt et meget katolsk land, og religionen har dybe rødder. Som overalt i verden har moderniseringen imidlertid ført faldende religiøsitet med sig, og det har udløst en splittelse i forhold til traditionalisterne.

Interessant nok spiller anti-kommunismen også en rolle for PiS’ succes. Det slår på, at der ikke har været et tilstrækkeligt opgør med det kommunistiske systems håndlangere. Det er ikke mindst på den måde, man begrunder tilsidesættelsen af retsvæsenet. Paradoksalt nok kommer denne anti-kommunisme altså til at trække Polen tilbage i autoritær retning.

Endelig spiller det også en rolle, at det polske valgsystem begunstiger store partier. Men dybest set er en del af svaret måske bare, at PiS har været dygtigt til at manøvrere i det politiske landskab, mens de liberale kræfter har savnet evnerne. Den måske mest centrale skikkelse i nyere tid, Donald Tusk, forsvandt fra den polske scene for at blive formand for Det Europæiske Råd i 2014 – efter i øvrigt at have været en af de længst siddende premierministre i landet. Efter at han er vendt tilbage til polsk politik, har han forsøgt sig med et mere socialdemokratisk image ifølge Hardenfelt.

Selv om præsidentposten ikke har stor magt, kan valget søndag alligevel blive vigtigt. Hvis PiS befæster sin position, kan det forstærke driften væk fra det liberale demokrati. Og altså lægge endnu et kapitel til de stadige tragedier i Polens mærkelige historie.

Polen er et land, vi burde interessere os meget mere for. Det ligger kun et stenkast væk – faktisk var det polakkernes opgave i Warszawa-pagten at besætte Danmark i tilfælde af en væbnet konflikt med NATO.

Hardenfelts bog er et fremragende sted at blive ikke bare lidt, men meget klogere, så lad mig give den en anbefaling med på vejen. Den vil være god at tage med på sommerferie. Hans ambition har været at skrive en bog, som giver indblik nok i det moderne Polen til at kunne begå sig i landet – ikke som turist, men tilflytter. Det hører med til historien, at han selv har boet i Polen i en menneskealder, taler sproget flydende og har kastet sin kærlighed på landet, hvis fremtid han er noget bekymret for. Lige som Johnson er han oprigtig om, at han giver sin personlige fremstilling, uden at det på nogen måde går ud over loyaliteten over for læseren.

Vær forberedt på en til tider meget detaljeret, men utrolig indsigtsfuld bog med masser af humor.

Michael Hardenfelt: “Hvordan Polen blev Polen myter og anti-myter”. Mr. East Forlag 2020.

Indlysende forhold og bivirkninger 2: To slags uintenderede konsekvenser

Økonomisk videnskab er i meget høj grad kommet til at handle om uintenderede konsekvenser, som den enkelte ikke tænker over, når vi handler. Hvad enten det drejer sig om beslutningstagere i markedet eller i det politiske system. Det sætter vi som sagt fokus på i sommerserien år.

Der er i virkeligheden to slags uintenderede konsekvenser. Man kunne parafrasere Donald Rumsfeld og tale om henholdsvis ”known unknowns” og ”unknown unknowns”.

Den første slags uintendede konsekvenser er i høj grad forudsigelige – selv om deres konkrete omstændigheder ikke nødvendigvis er det. Og økonomisk teori hjælper med at forudsige konsekvenserne meget klart. Vi kan f.eks. let forklare, hvordan egennyttige valutahandlere, som egentlig bare er ude efter at gøre det bedst muligt for dem selv, samtidig er med til at skabe ligevægt og hensigtsmæssig allokering på valutamarkedet. Eller hvordan restriktioner på deres handlefrihed ville skade hele økonomien.

En mester i at forklare forudsigelige uintenderede konsekvenser, så alle kan forstå dem, var skribenten Frederic Bastiat (1801-50). Han skrev bl.a. den fortrinlige, pædagogiske ”Hvad man ser, og hvad man ikke ser”. Bogen har givet navn til den velkendte – og stadig meget udbredte – ”fejltagelsen om den smadrede rude”. Fejltagelsen går ud på, at det skaber velstand at knuse en rude. Hvordan? Ruden skal skiftes, og det giver beskæftigelse og indkomst til glarmesteren. Glarmesteren på sin side bruger indkomsten til at købe andre ting for, og inden man har set sig om, har den knuste rude sat en hel kæde af økonomiske aktiviteter i gang. Men der er nu ikke grund til at rose drengen, som smadrer en rude, viser Bastiat. For pengene til den nye rude må tages fra noget andet – og dermed er der også en hel kæde af andre aktiviteter, der forsvinder. Når man lægger det hele sammen – det man ser, og det man ikke ser – er verden blevet en rude fattigere.

Hvor let det end var for Bastiat at udstille denne fejltagelse, kan man stadig støde på den igen og igen ved daglig avislæsning. Ting der ”skaber arbejdspladser” har som regel den karakter. Man glemmer, at så længe arbejdskraft er et knapt gode, så fortrænger sådanne ting også arbejdspladser.

Den anden slags uintenderede konsekvenser er ”unknown unknowns”. De handler om, at institutioner kan skabe komplekse ordener, som ikke kan kendes nærmere på forhånd. Adam Smiths beskrivelse af markedsordenen har den karakter. Og ikke mindst F.A. Hayek lagde stor vægt på, at et avanceret samfund hviler på ordener af en så høj kompleksitet, og ingen kunne skabe dem direkte og bevidst:

 “The curious task of economics is to demonstrate to men how little they really know about what they imagine they can design. To the naive mind that can conceive of order only as the product of deliberate arrangement, it may seem absurd that in complex conditions order, and adaptation to the unknown, can be achieved more effectively by decentralizing decisions and that a division of authority will actually extend the possibility of overall order. Yet that decentralization actually leads to more information being taken into account.” (The Fatal Conceit).

Hayeks pointe er ikke, at vi ingenting kan sige om komplekse ordener. Hvis man bl.a. ser på incitamenter og selektionsmekanismer, kan man sige noget om karakteren af dem – om de overordnet har gode eller dårlige konsekvenser. Vi kan forudsige mønstre: ”pattern predictions”. Men de kan ikke forstås eller replikeres i deres totalitet, mente han. Smiths markedsorden vil skabe større velstand og innovation end planlagte alternativer, men hvordan kan ikke forudses. Også sproget og en evolutionært udviklet retsorden er eksempler på sådanne ordner hos Hayek.

Både ”known” og ”unknown” unknows er som sagt uintenderede i den forstand, at de frembringer et resultat, som ingen af aktørerne sandsynligvis tilsigter.

En COVID-19-model med adfærd kan fortælle os ret meget

Den matematiske SIR-model kan – som vi har været inde på tidligere – trods sin enkelhed give meget interessante resultater om en epidemis udvikling. Men den har som tidligere nævnt sine begrænsninger. Én af dem er, at den ikke inkluderer adfærd – at borgerne reagerer på epidemien. Hvad sker der så?

Netop en markant ændring i adfærden har kendetegnet COVID-19-epidemien. I en grad så det er kommet bag på epidemiologerne i Seruminstituttet. Det er den frivillige sociale distancering mere end den tvungne nedlukning, som har fået transmissionsraten til at falde. Det effektive smittetryk (Re) er faldet til under én, så hver smittet selv smitter mindre end én mere. Fortsatte det, ville sygdommen til sidste dø ud. Men vil den det?

Og bør vi være overraskede over, at der efter en periode med smittetryk under én i mange lande nu dukker eksempler op på rater over én – f.eks. i Tyskland?

Lad os prøve at se på, hvad der sker, når vi indbygger adfærd i modellen. Resultatet er i første omgang overraskende enkelt.

I figuren har jeg opstillet en adfærdsrelation og en ligevægtsbetingelse.

En simpel model med adfærd

Adfærdsrelationen indebærer, at folk reagerer på risikoen for at blive smittet. Det er afbilledet ved den faldende kurve. På førsteaksen er angivet andelen af smittede i befolkningen (I). Infektionsniveauet bestemmer, hvor stor risikoen er for at blive smittet. Er mange smittet, er risikoen stor – og omvendt. På andenaksen er angivet det effektive smittetryk (transmissionsrate gange andel modtagelige, eller R gange S). Kurven viser, at en høj smitterisiko fører til stor social distancering og dermed lavt smittetryk – og omvendt. I figuren er kurven lineær, men det behøver den ikke være. Blot er det forventeligt, at der som sagt er en negativ adfærdsmæssig sammenhæng mellem smittetryk og infektionsniveau. Vi passer yderligere på, jo mere risikable de sociale kontakter er.

Den anden kurve er en enkel, men vigtig ligevægtsbetingelse. Hvis adfærden skal stabilisere sig, kræver det, at infektionsniveauet er konstant – ellers ændrer folk adfærd. Og infektionsniveauet kan kun være konstant over tid, hvis smittetrykket er én. Uanset infektionsniveauet, kan det kun være stabilt, hvis smittetrykket er én.

Modellens forudsigelse er derfor, at smittetrykket vil nærme sig én og stabilisere sig på et dynamisk ligevægtsniveau for infektionsniveauet (en steady state, også kaldet). Adfærden bestemmer i længden ikke smittetrykket, men infektionsniveauet. I figuren er det i punktet A, hvor infektionsniveauet er I* og smittetrykket (RS) er én.

Vi har allerede de første konklusioner:

1. I en model med adfærd nærmer smittetrykket sig én. Forskelle i adfærd fører ikke til ændringer i smittetryk, men i ligevægts-infektionsniveau.

2. I takt med at andelen af immune (1-S) stiger, vil R falde tilsvarende. R er transmissionsraten, mens S er antallet af modtagelige. Da R gange S hele tiden skal være én i ligevægt, må folk ”kompensere” for den voksende immunitet med at reducere den sociale distancering tilsvarende. Folk reagerer altså på den voksende immunitet med at blive stadigt mindre forsigtige.

3. Ligevægtsinfektionsniveauet begynder først at falde, når antallet af smittede når flokimmunitetsniveauet. Flokimmunitet indtræffer, når R0 gange S er én. Men R kan ikke stige over R0. Så når S bliver lille nok, vil smittetrykket begynde at aftage, og dermed vil infektionsniveauet også aftage. Sygdommen vil dø ud, når den har nået flokimmunitet. Alternativt skal der ske noget andet – f.eks. opdagelsen af en vaccine.

Disse konklusioner indebærer også, at den ”over shooting”, der er i simple SIR-modeller (så en meget større andel end det, der skal til for at opnå flokimmunitet, bliver smittet) er et meget mindre problem, når afærd inddrages.

Nu kommer vi til nogle lidt mere komplicerede spørgsmål.

Hidtil har jeg antaget, at modellen er i konstant ligevægt over tid. Det kræver, at folk hele tiden reagerer på det korrekte, aktuelle infektionsniveau. Men hvad hvis de kun kan observere det med en vis forsinkelse? Nogle af de mest håndfaste observerbare mål er antallet af dødsfald eller indlagte på intensivafdelinger. Men det sker forsinket i forhold udsving i infektionsniveauet. Hvis folk således reagerer på historisk information, kan det føre til, at det faktiske infektionsniveau svinger frem og tilbage omkring ligevægtsniveauet. Vi har tilført modellen korttidsdynamik. Vi kan altså konkludere:

4. Hvis der er træghed i adfærdstilpasningen, vil infektionsniveauet svinge omkring I*, og smittetrykket omkring én. Jo mere træghed, desto større udsving.

Man kan forestille sig så store trægheder, at infektionsniveauet aldrig falder til ro, før epidemien er ovre (den ultimative ”træghed”, at folk aldrig reviderer deres R, men blot fastholder transmissionsraten på R0, giver den oprindelige SIR-model, hvor infektionsniveauet stiger, lige ind til S bliver lille nok omkring flokimmunitet). Ved perfekt forudseenhed er smittetrykket konstant én og infektionsniveauet altid I*, indtil flokimmunitet.

Økonomisk videnskab har beskæftiget sig overordentligt meget med, hvordan forventninger dannes, og hvordan de kan påvirke kortsigtsdynamik – f.eks. den dynamik, der optræder ved konjunkturudsving. Det vil desværre føre for vidt at dække dette område her. Men det kan noteres, at simple, forudsigelige uligevægte har en del imod sig. Hvis uligevægte er forudsigelige, forsvinder deres eksistensbetingelse, som netop er, at der mangler information, og at nogle bliver overraskede. Derfor er det ikke særlig sandsynligt, at der kan udvikles en model, som kan forudsige kortsigtsdynamikken i corona-epidemien heller.

Konklusion 4) indebærer, at man skal være yderst varsom med at komme til at overfortolke en udvikling, hvor smittetrykket afviger meget fra én. Ligesom Seruminstituttet blev overrasket over, hvor hurtigt smittetrykket faldt som følge af adfærdsændringer, bør man vare sig med at blive for pessimistisk ved en stigning i smittetrykket. Tværtimod er der grund til at forvente modreaktioner, når smittetrykket afviger fra én.

Adfærd i SIR-modellen kan have stor betydning for, hvordan politiske tiltag virker. Grundlæggende kan man sige, at politiske tiltag – f.eks. at lukke dele af økonomien ned – som ikke flytter på adfærdskurven, ikke vil have mere end forbigående betydning. Hvis man skubber kombinationen af smittetryk og infektionsniveau uden for ligevægten, vil adfærden trække os tilbage mod ligevægten.

5. Politiske tiltag, som ikke påvirker ligevægtsadfærden, har kun midlertidig påvirkning på infektionsniveauet. Bevægelser langs adfærdskurven hjælper altså ikke på epidemiens forløb andet end kortvarigt.

Det er illustreret i figuren nedenfor, hvor vi antager, at en given politik kan sænke infektionsniveauet til Ip. Det lavere infektionsniveau vil imidlertid udløse mindre forsigtighed, så smittetrykket stiger, og vi når punktet B. Derfra vil det højere smittetryk gradvist øge infektionsraten, hvilket på sin side vil sænke smittetrykket lidt igen – indtil vi er tilbage i ligevægten i punkt A.

Det forhold, at borgerne kompenserer for en politik, som nedbringer risikoen, ved at opføre sig mere risikabelt, er velkendt som Peltzman-effekten.

Man kan dog godt forestille sig, at politiske tiltag kan påvirke ligevægtsforløbet. I så fald skal de få adfærdskurven til at forskyde sig, så den skærer den anden kurve i et nyt ligevægtspunkt:

6. Politiske tiltag, der skal have vedvarende effekt på infektionsraten, kræver en forskydning af adfærdskurven.

Det er illustreret i figuren nedenfor, hvor det nye skæringspunkt er C og den nye ligevægtsinfektionsrate er I**

Et eksempel på en intervention, der kan have forskudt adfærdsrelationen, er kravene om lettilgængelig håndsprit allevegne, som har sænket omkostningerne ved god hygiejne.

Men det er ikke på forhånd klart, i hvilken retning de politiske tiltag vil forskyde adfærdskurven. Man kan både forestille sig, at de politiske tiltag fungerer som substitutter og komplementer til den frivillige sociale distancering. Altså at den frivillige sociale distancering enten svækker eller forstærker effekten af de politiske tiltag.

7. Politiske tiltag kan både være substitutter og komplementer til frivillig social distancering, så de enten modvirker eller forstærker hinanden.

Det er muligt, at den tvungne nedlukning oprindelig har virket som en advarsel til befolkningen om at tage sygdommen alvorligt – og at de dermed var substitutter i begyndelsen. Den kan være blevet forstærket af, at når samfundet alligevel er lukket ned, så får den enkelte ikke så meget ud af at gå ud. Jeg har selv haft en formodning om, at det forhold sig sådan i begyndelsen af nedlukningen, men som bl.a. Christian og Jonas har været inde på her på bloggen, så er der faktisk tegn på, at distanceringen har leaded, ikke lagget nedlukningen. Så jeg kan meget vel tage fejl.

Der er til gengæld grund til at tro, at frivillig social distancering og tvungen nedlukning fungere som substitutter på lidt længere sigt – og at vi altså ser en Peltzman-effekt. Grundideen er, at hvis et givent infektionsniveau tillader os et ”smittebudget”, så er der mere at bruge af, når infektionsniveauet falder. Bemærk at det ikke behøver at betyde, at tvungen nedlukning i længden er virkningsløs; blot at social distancering spiser en del af dens effekt.

Hvor længe vil epidemien vare ifølge denne model? Som udgangspunkt vil den trække ud, indtil tilpas mange har været smittet til, at vi opnår flokimmunitet, eller at der kommer en virksom vaccine. Som i den basale SIR-model betyder en reduktion i infektionsraten over tid, at forløbet i stedet trækker længere ud.

Men det er ikke teoretisk udelukket, at epidemien kan dø ud. Det er muligt, at adfærdsvirkningen er så stærk, at smittetrykket aldrig kommer over én igen. I så fald vil sygdommen dø ud. Det er i figuren ensbetydende med, at de to kurver ikke skærer hinanden, og at infektionsniveauet ikke har et dynamisk ligevægtsniveau, men blot vil skrumpe ind, indtil epidemien er væk. Man kan forestille sig, at politiske tiltag kan være med til at tvinge adfærdseffekten op, så det sker.

8. Hvis der eksisterer et ligevægts-infektionsniveau, vil sygdommen svinge omkring dette niveau og et smittetryk omkring én, indtil flokimmunitet eller der findes en vaccine. Ellers vil sygdommen uddød før.

Problemet er dog, at sygdommen først er endelig uddød, når den er globalt uddød, eller at lokale udbrud kan inddæmmes tilpas hurtigt og effektivt til at forhindre spredning. Og problemet er videre, at adfærdsmodellen gør begge dele mindre sandsynligt, fordi adfærden grundlæggende set indebærer, at ekstreme bevægelser bliver udglattet. Det gælder også, når sygdommen aftager. Her vil vi blive mindre forsigtige, og det kan give sygdommen chance for at vende tilbage.

Og så den måske ubehageligste side ved alt dette: Det er muligt, at sygdommen – ligesom influenza – muterer over tid, så immunitet ikke er permanent. Det kan ikke udelukkes, at sygdommen vil vende tilbage i ny skikkelse igen og igen. I så fald kan man håbe på, at den også aftager i farlighed. Også det hænger sammen med adfærd: Hvis vi reagerer kraftigere over for de farligere varianter end de ufarlige, så vil evolutionen begunstige de mindre farlige varianter:

9. Adfærd kan fremme evolutionen af mindre farlige varianter af virus, hvis folk reagerer kraftigere på mere farlige varianter.

Lad os slutte i denne lidt mere optimistiske tone – selv om det er en begrænset trøst. Sygdommen kan blive et tilbagevendende fænomen mange år i endnu. Og jo mindre vi gør os det klart, og jo mere vi tror, at det er ovre lige som lidt, desto større er risikoen for en adfærdsreaktion, som kan udløse en stærk tilbagevenden.

Grundloven og økonomerne

Er grundlovsdag en dag for økonomer? Mere end man skulle tro. Og mere end de fleste af os selv tror.

En stor del af det nationaløkonomiske håndværk består i at besvare spørgsmålet: ”Hvad er den bedste politik?”. Eventuelt: ”hvad er den bedste politik til at nå givne mål?”. Det er vigtigt at vide. Og som udgangspunkt bør økonomer anbefale præcis den bedste politik til politikerne. Vi bør kritisere, når politikerne gør noget andet. Det bruger jeg selv en stor del af min tid på.

Der er blot et paradoks her. For denne måde at arbejde på bygger på en implicit forestilling om, at de politiske beslutningstagere udelukkende er interesserede i at gennemføre den bedste politik. Det er en antagelse om eksistensen af, hvad Knut Wicksell kaldte den algode og omnipotente diktator. Nogle gange er antagelsen ikke kun implicit. ”Antag at en social planlægger ønsker at maksimere følgende velfærdsfunktion” er en hyppigt anvendt sætning i økonomisk videnskab.

Paradokset består i, at antagelsen om de algode og omnipotente politiske beslutningstagere står i skærende kontrast til den antagelse, vi gør om alle andre aktører: At de maksimerer givet deres – smallere eller bredere – egeninteresse, og at konkurrencen fortrænger f.eks. virksomheder, der er dårlige til at profitmaksimere. Men hvad nu hvis den politiske konkurrence fortrænger politikere, som fører god politik i stedet for at maksimere stemmer og magt?

Hvis man anerkender, at politiske beslutningstagere reagerer på incitamenter og udvælges gennem konkurrence lige som alle andre, kan det imidlertid få vidtrækkende konsekvenser. Uanset at en økonom kan identificere den bedste politik på et givent felt, kan det være komplet irrelevant, hvis ingen har incitamenter til at føre den ud i livet.

Ingen så det klarere end James M. Buchanan, som jeg har haft fornøjelsen af at sammenfatte i denne bog. Nyligt afdøde Alberto Alesina så det også (læs Christian om ham her). Wicksell gjorde som sagt, og en række andre kunne nævnes i samme åndedræt.

Betyder det så, at økonomer ikke har noget relevant at anbefale? Ikke nødvendigvis. Og her kommer vi til grundloven. For Buchanan mente, at vi skal sondre mellem på den ene side politik inden for et givent ”spil” og på den anden beslutningerne om, hvordan spillereglerne bør se ud. Når først spillet er i gang, er udfaldet mere eller mindre givent, hvis alle spillerne søger at gøre det bedst muligt for sig selv. Men inden spillet går i gang, kan der være en mulighed for at blive enige om gode spilleregler. For en økonom bliver spørgsmålet dermed: ”hvilke spilleregler giver spillerne de bedste incitamenter”.

Når vi taler spilleregler i politik, handler det primært om konstitutionelle rammer. Økonomi bør altså handle om konstitutionelle forhold, mente Buchanan, som var en af grundlæggerne af disciplinen ”konstitutionel økonomi”. I stedet for at frustreres over, at politikerne ikke ønsker at gennemføre den fagligt set bedste politik, simpelt hen fordi det ikke er til deres fordel, så bør økonomer overveje, hvilke institutionelle ændringer der kunne forbedre politikernes incitamenter.

Og derfor er grundloven ikke noget, der kun bør interesse jurister, politologer og politikere, men også økonomer. Vi bør ikke holde op med at interessere os for optimal politik eller kritisere politikerne, men vi må acceptere, at incitamenter også tæller i politik. Og at vi bør have fokus på institutionelle rammer.

Konstitutionelle rammer er naturligvis svære at ændre, så de kan være svære at have tålmodighed med. Men i nogle tilfælde er de i spil. Mest åbenlyst i EU, hvor der hele tiden pønses på traktatændringer. Realiteten er dog faktisk, at en konstitutionel økonomisk analyse tilsiger, at mange af de eksisterende spilleregler – enstemmighed om f.eks. skattespørgsmål og vidtstrakt national suverænitet (subsidiaritet) – giver bedre resultater end de ”nemme beslutningsprocedurer”, traktatændringerne ofte sigter på. Det bør økonomer interessere os mere for, end vi gør.

God grundlovsdag.

Stem på Mads Lundby

Berlingske har nomineret tre kandidater til at modtage avisens første Fonsmarkpris. Avisens abonnenter afgør vinderen. Jeg vil gerne opfordre til at stemme på Mads Lundby Hansen. Mads fortjener at få prisen, og Henning Fonsmark fortjener, at Mads bliver den første prismodtager.

Peter Kurrild-Klitgaard har et sted beskrevet Fonsmark som en af de meget få kæmpere ved Thermopylæ, da det borgerlige-liberale Danmark stod på et lavpunkt. Fonsmark var chefredaktør på en række borgerlige aviser og tillige en tænker af format. Hans ”Historien om den danske utopi” er et historisk opgør med en periode, hvor Danmark blev nationaliseret – ikke virksomhederne, men vælgerne. Hans ”Den suveræne dansker” er et liberalt indlæg i en politisk-filosofisk debat på et niveau, vi ikke er forvænt med. Fonsmark søgte ikke de pæne og accepterede meninger, og han var ingen skinger debattør. Det er fuldt berettiget, at Berlingske markerer sit fokus på, at man vil være en borgerlig avis, med en pris i Fonsmarks navn.

Mads udstråler samme utrættelige vedholdenhed som Fonsmark. Mads har uanset politiske stemningsskift – som undertiden har sendt borgerlige vejrhaner i alle retninger – holdt fast i en dagsorden om at gøre Danmark til et mere frit samfund og dansk økonomi mere liberal. Som Fonsmark er han klar over, at friheden også må indbefatte økonomisk frihed, og at økonomisk frihed er en uovertruffen velstandsmotor. Han har underbygget det med utallige analyser, og han har demonstreret, at principfasthed ikke strider imod at skabe pragmatiske fremskridt. Tværtimod har Mads’ analyser været med til at bane vejen for, at fremskridtene blev mulige, uanset at hans anbefalinger blev udråbt som urealistiske, da de blev fremlagt – for nogle år senere at blive omsat i politik.

I dag er der mange borgerlige ”debattører” med uforgribelige meninger om alt muligt. Men Mads er – og Fonsmark var – mere end dét. Mads anvender sin økonomfaglighed til at tilføre samfundsdebatten merværdi. Her ligger han langt over det øvrige felt af kandidater til prisen – både det oprindelige felt og den snævre anden runde med tre nominerede.

Mads har en væsentlig del af ansvaret for den anseelse og effekt, CEPOS har fået som en af de mest slagkraftige tænketanke i Danmark og internationalt. Det siger jeg uden at rødme, selv om jeg selv er tilknyttet institutionen, for denne platform blev skabt, før jeg kom til. Mads var med fra starten.

Jeg kender Mads både uden for og inden for CEPOS og kan bevidne hans utrolige principfasthed, dedikation og effektivitet. Selv under meget vanskelige odds – som Mads også har måttet kæmpe med – har han været urokkelig i sit fokus.

Så selv om vi her på stedet normalt ikke giver os af med at anbefale kandidater, vil jeg gøre en undtagelse. Det er ikke et almindeligt valg eller en almindelig kandidat. Gå ind og stem på Mads – og få gerne andre til at gøre det samme (det kræver, dog at man er abonnent).

Hvorfor tvungen nedlukning koster meget mere end social distancering – flere bidrag.

Tvungen nedlukning koster mere end frivillig social distancering. Det skrev jeg om i min klumme i JP Finans her På bloggen anskueliggjorde et enkelt regnestykke, at de økonomiske omkostninger kan have været 2-3 gange så store som de svenske, fordi vi i langt højere grad end Sverige betjente os af tvungen nedlukning i første omgang.. Der er derfor også en overset gevinst ved genåbningen af dansk økonomi.

Forklaringen er den velkendte sammenhæng fra helt grundlæggende økonomisk teori, at forbrugeroverskuddet er meget større per gennemsnitsenhed end marginalt. Ved frivillig social distancering kan folk selv skære det marginale forbrug væk, som giver mindst forbrugergevinst i forhold til reduktionen i smitterisiko. Ved nedlukning af en hel branche afskæres de derimod også fra forbrug med stort overskud.

Læs resten

Har dansk nedlukning kostet 2-3 gange så meget som den sociale distancering i Sverige?

Vi er på vej til at genåbne det meste af økonomien. Det indebærer ikke, at det er opgivet at gøre noget ved corona-epidemien. Men i stedet for tvungen nedlukning af bestemte brancher bliver det i højere grad overladt til borgerne selv at holde afstand, samtidig med, at reguleringen primært har generel karakter i form af afstandskrav, brug af værnemidler mv.. Det sker bl.a. i lyset af, at Seruminstituttet har nået den konklusion, at netop den frivillige sociale distancering har spillet en central rolle for smittebekæmpelsen i forhold til den tvungne nedlukning.

Læs resten

Brug for at komme et par spadestik dybere end ekspertrapporten om COVID-19.

Regeringen er så småt begyndt at offentliggøre sit beslutningsgrundlag for håndteringen af coronakrisen. Det er på høje tid – og noget vi længe og ofte har efterlyst her på stedet.

Det tyder dog også på, at en del af grundlaget først har skulle skabes. I hvert fald blev der først for nylig nedsat en lille ekspertgruppe bestående af tre økonomer til at se på de økonomiske sider af epidemihåndteringen. Deres rapport kom i går og fortjener nogle kommentarer med på vejen. Men først og fremmest bør der kvitteres for arbejdet, der imponerende nok er produceret i løbet af bare fem dage. Man må dog håbe, at en væsentlig del af materialet var udarbejdet i de økonomiske ministerier på forhånd.

Branchelukning er et meget primitivt instrument.

Rapporten forsøger at give et meget groft billede af, hvilke brancher der er forbundet med størst smittetryk i forhold til den økonomiske værdiskabelse. Det giver en indikation af, hvor det er mest hensigtsmæssigt at holde lukket ned – og omvendt hvor det er vigtigst at prioritere genoplukning først. Rapporten finder, at fritids- og ungdomstilbud, barer og værtshuse og fitnesscentre giver mindst værditilvækst i forhold til smittetryk. Omvendt har universiteter, gymnasiale uddannelse og lufthavne størst værditilvækst i forhold til deres bidrag til smittetryk. Interessant nok har supermarkeder højere smittetryk og mindre værditilvækst end indkøbscentre!

Denne opgørelse er bedre end ingenting, men lukning af hele brancher er en meget grov og primitiv måde at styre smittetrykket på. Det samfundsøkonomiske tab ville være meget mindre, hvis man i stedet kunne skære de marginale aktiviteter væk i alle brancher. F.eks. ville det være en fordel at kunne skære nogle ligegyldige supermarkedsbesøg væk mod til gengæld at kunne åbne for ekstremt højt værdsatte besøg f.eks. i en butik i et storcenter.

Ideelt set burde vi i stedet for generel nedlukning af hele brancher have en skat på alle aktiviteter, der øger smitterisikoen. Der findes endda en elegant teori om, at skatten skal svare til de omkostninger, som den øgede smitterisiko påfører andre – den såkaldt eksterne omkostning. Når hverken regeringen eller ekspertudvalget har bragt en sådan skat på banen, har det den gode grund, at det er meget svært at identificere skattegrundlaget – altså at pege, hvornår og hvor meget vi øger smittetrykket.

Men manglen på at kunne anvende det bedste redskab kommer med en pris. Det gør det samfundsøkonomisk dyrere at nedbringe smittetrykket, og derfor er der ikke plads til så meget smittereduktion, som vi ellers kunne få for de samme penge.

Og spørgsmålet er, om der ikke findes andre alternativer til den meget primitive nedlukning af hele brancher. Jeg har selv foreslået, at man i stedet for bare at lukke f.eks. en restaurant ned, blot fordi det er en restaurant, i stedet kunne give den lov til at åbne, hvis den kunne dokumentere en tilstrækkelig smittehåndtering. Forslaget er blevet netop blevet fremført af DI og i de politiske forhandlinger.

Frivillig adfærd kontra obligatorisk nedlukning

Seruminstituttet har gjort den vigtige opdagelse, at det uventede kraftige fald i smittetrykket skyldes danskernes frivillige sociale distancering. Det bekræftes af den økonomiske rapport. Det er f.eks. iøjnefaldende, at aktiviteterne i en række smitterisikable brancher er faldet også i Sverige, selv om de godt må holde åbent der. Hotellernes omsætning er f.eks. faldet ca. 50 pct. i Danmark, men næsten 40 pct. i Sverige. Ekspertgruppen regner med, at under halvdelen af det danske BNP-fald som følge af krisen kan henføres til nedlukningen, og at mere end halvdelen skyldes frivillig distancering samt andre forhold (som udlandsefterspørgsel).

Der er imidlertid grund til at komme adskillige spadestik dybere.

Seruminstituttet er stadig præget af en tro på, at adfærden kan styres gennem formaninger. Der er imidlertid nok snarere tale om, at folk reagerer ganske rationelt på smitterisikoen. Det gør standardmodellen for epidemispredning mindre egnet for mennesker i forhold til f.eks. dyr. Den stigende dødelighed har fået folk til at øge deres sociale distancering, ligesom man må forvente, at en del af distanceringen vil aftage noget igen, når smittetrykket falder. Adfærden medfører altså af sig selv en udglatning af epidemikurven (se f.eks. John Cochranes illustrative modificering af SIR-modellen til at tage højde for adfærd).

Et vigtigt spørgsmål er, hvordan adfærd og tvungen nedlukning spiller sammen. Som udgangspunkt må man forvente, at de er substitutter: Hvis nedlukning får smittetrykket til at falde, vil en del af effekten blive modvirket af mindre social distancering end ellers. Det er ikke blot problematisk i sig selv. Hvor nedlukningen som sagt ret arbitrært lukker en hel branche ned, så må man formode, at folk vælger at distancere sig, hvor det gør mindst ondt. Frivillige distancering er altså en mere omkostningseffektiv metode, og derfor er det et problem, hvis den fortrænges af den ikke-omkostningseffektive nedlukning.

Men man kan dog ikke afvise, at nedlukning også i visse tilfælde kan forstærke frivillig distancering (altså virker komplementært). Vi går måske mindre ud, når der ikke er så meget at foretage sig ude i byen.

Derfor ville det være relevant at få belyst disse effekter, men det gør ekspertudvalget ikke. Den nøjes med at lægge Seruminstituttets mekaniske smittetrykseffekter til grund for de ovenfor omtalte beregninger.

Endelig er adfærdsspørgsmålet vigtigt i forbindelse med den overordnede strategi. Om frivillig distancering er nok eller ej, afhænger i høj grad af ambitionsniveauet. Ønsker man, at sygdommen dør ud, er frivillig distancering klart ikke nok. Spørgsmålet er så, om det er en realistisk og ønskelig ambition.

Planøkonomi er svært, planløs styring er værre

I den offentlige og politiske debat kan ind i mellem få det indtryk, at en nedlukket økonomi er en slags normaltilstand, og at det er genåbning som kræver særlig viden. Men realiteten er, at nedlukningstilstanden ikke alene er fuldstændig ekstraordinær, hvor regeringen har overtaget kontrollen over økonomiske processer, som normalt kører af sig selv. Det kræver desuden en meget klar planlægning, hvis omkostningerne ikke skal blive uoverstigelige – og den markedskonforme beskatningsløsning er som sagt ikke til rådighed. Derfor er det blevet økonomernes opgave at pege på behovet for viden og strategier. Det er en smule ironisk, fordi vi også ved, at planøkonomi er vanskeligt og stiller umulige krav til planlæggernes informationer og incitamenter.

Løftede pegefingre og overdrivelser hjælper ikke til social distancering i længden

Det har underlig nok vakt opsigt, at Seruminstituttets fagdirektør Mølbak peger på, at ”social afstand” kan blive langvarigt, måske et år. Det burde ikke komme som nogen stor overraskelse. Det følger af epidemiens natur og valgte strategier. Intet har tilsagt, at alting var ovre lige om lidt – bortset fra at regeringen med sine ret kortvarige nedlukningsterminer nok har skabt den forventning.

Tværtimod kan det komme til at vare længe endnu.

Læs resten

Hvad mangler vi at vide om regeringens strategi for COVID-19?

Vi er i den seneste uge blevet en anelse klogere om regeringens strategi for håndtering af coronaepidemien. Og måske også om, hvor der fremdeles mangler en strategi.

Jeg har tidligere skitseret de mulige strategier her – og efterlyst regeringens bud samt et beslutningsgrundlag at vælge på. Efter statsministerens sidste pressemøde har myndighederne frigivet en række analyser, som besvarer nogle af spørgsmålene. Finansministeren har omsider fremlagt en vurdering af nedlukningens økonomiske konsekvenser. Det bør vi kvittere for, men også bede om at få fyldt hullerne ud.

Det handler især om: Hvad er den langsigtede strategi (efter første epidemibølge)? Hvad koster og bidrager de forskellige nedlukningstiltag med? Hvordan kan kapaciteten i sundhedsvæsenet udbygges? Og hvorfor vil regeringen stadig ikke tage ordet flokimmunitet i sin mund, når man reelt styrer efter det?

Læs resten

Her er de mulige strategier for at håndtere corona. Hvad er regeringens?

Vi er flere uger inde i den omfattende nedlukning af Danmark på grund af corona-pandemien. Og vi savner stadig fuldstændig grundlæggende oplysninger om det grundlag, de politiske beslutninger er truffet på. Vi kender ikke engang regeringens strategi – hvis den da har en ud over den første periode. Med de potentielt enorme omkostninger både nationaløkonomisk og menneskeligt er det vigtigt at få på bordet.

Det giver ikke sig selv, hvordan pandemien skal bekæmpes. Men dens grundlæggende mekanik gør det muligt at tænke lidt over, hvad der er af mulige strategier.

Læs resten

Hvor mange vil blive smittet med covid-19, inden det er ovre?

Der er mange usikre momenter knyttet til konsekvenserne af den igangværende corona-pandemi. Hvor mange vil blive smittet, hvor mange vil dø, og hvad bliver de nationaløkonomiske konsekvenser? Der er meget varierende bud lige i øjeblikket. Dette blogindlæg handler om de to første spørgsmål.

Sagt med det samme, så har jeg ingen ekspertise i epidemiologi. Men her er nogle meget simple, og dog alligevel illustrative matematiske sammenhænge mellem få centrale størrelser. Det giver en ramme at tænke inden for (og skal ikke tages som en prognose – den må I selv lave).

Den første størrelse, R, er, hvor mange én smittet giver sin smitte videre til. Rammer man f.eks. to personer, er R lig med to. Den anden er S, som betegner den andel af befolkningen, som er modtagelig for smitte. 1-S er modsat den andel af befolkningen som er immun. Man kan være immun, fordi man allerede har haft sygdommen, fordi man er vaccineret, eller fordi man af andre grunde ikke er modtagelig.

Hvornår vil sygdommen holde op med at blive spredt? Så længe hver sygdomsramt smitter mindst én person mere, som også bliver syg, vil sygdommen fortsætte. Når hver smittet derimod i gennemsnit videregiver sygdommen til mindre end én person mere, begynder sygdommen at dø ud.

Det punkt, hvor sygdommen holder op at vokse i udbredelse, er med andre ord når:

RS = 1

Det vil derfor sige, at sygdommen vokser indtil*):

S = 1/R

Er R f.eks. 2, vil sygdommen vokse indtil det punkt, hvor halvdelen af befolkningen kan smittes, mens den anden halvdel er immun.

Og hvis man kun kan blive immun ved at have haft sygdommen – og altså ikke ved f.eks. at blive vaccineret — ja så vil 1-S blive syge, før sygdommen klinger af. Ved at omordne udtrykket lidt fås antallet af immune, når sygdommen begynder at klinge af:

1 – S = (R-1)/R

Som man kan se, vil den andel, som bliver sygdomsramt i løbet af pandemien, afhænge af R. Jo større R, desto tættere kommer brøken på én. Er R 10, vil 90 pct. blive smittet.

I figuren har jeg vist sammenhængen mellem størrelsen af R og andelen af smittede, 1-S. Som man kan se, har størrelsen af R en meget stor betydning navnlig, når niveauet ligger i den lave ende. En lille stigning i R har stor effekt på den andel, der ender med at blive smittet, før sygdommen klinger af. Det betyder også, at usikkerheden er stor, når man regner med et lavt R. Ved et R på 1, vil sygdommen klinge af med det samme, mens den ved på et R på 2 vil smitte halvdelen af befolkningen. Ved et R på 3 vil den ramme 2/3 af befolkningen.

Det kan vise, hvorfor små justeringer i smitterisiko kan begrunde store politikændringer, når man i udgangspunktet skønner R lavt.

 

Hvor mange dødsfald vil der komme? Det afhænger af, hvor mange af de syge, som dør. Fataliteten vil som udgangspunkt være proportional med den andel af befolkningen, 1-S, som er immune: Når man bliver smittet, bliver man enten immun eller dør af den. Fatalitetsraten ved covic-19 er der mange bud på. Denne rate kan man gange med 1-S for at få den omtrentlige fatalitet for hele befolkningen. Det betyder, at den usikkerhed, som knytter sig til 1-S også gælder antallet dødsfald. Desværre kan man ikke udelukke risikoen for, at covid-19 kan ende med at koste rigtig mange livet, om end risikoen selvsagt er størst blandt dem, som i forvejen har en høj overdødelig.

Men fatalitetsraten kan naturligvis afhænge af antallet af smittede, hvis der opstår kapacitetsproblemer i sundhedsvæsenet. Ved et lille antal kritisk syge vil alle kunne tilbydes behandles, mens et stort antal kan resultere i, at nogle syge, som ellers ville have overlevet, ikke gør det.

Det er vigtigt at være opmærksom på, hvordan antallet af smittede vil forløbe. I begyndelsen af epidemiudbruddet, når andelen af smitbare er meget stort, vil væksten være eksponentiel. Hver syg smitter jo RS, og når S er tæt på én, vil antallet af nye smittede være tæt på R. Men i takt med, at andelen af smitbare falder, vil S komme til at dominere, hvor mange nye der smittes.

Denne sammenhæng kan også være med til at forklare, hvorfor et lille land kan virke hårdere angrebet end et stort land i begyndelsen af en epidemi. Hvis epidemien begynder med én smittet i både et stort og et lille land, vil antallet af smittede vokse lige hurtigt (hvis R er ens i de to lande). Men S vil falde hurtigere i det lille land end det store, fordi andelen af immune vokser hurtigere, når antallet af immune vokser med det samme i udgangssituationen.

Denne lille matematiske eksercits kan illustrere nogle pointer omkring den nuværende politiske indsats:

Hjælper det at begrænse smitterisikoen, R? Ja, der er egentlig to scenarier. Det ene er, hvis man kan begrænse R så meget, at sygdommen bliver slået ihjel. Men jo færre, der allerede er eller har været smittet, når man griber ind, desto vanskeligere er det at slå sygdommen ihjel. Man kæmper jo mod et højt S.

Det andet scenario er, hvor man midlertidigt holder R nede. Og det er helt klart det scenario, regeringen opererer i. Ved at nedsætte kontakten mellem borgerne i en periode falder R. Man kan sige, at det ikke hjælper så meget at holde smitterisikoen nede, hvis det samme antal alligevel får sygdommen bare på lidt længere sigt. Men der er faktisk nogle rigtigt gode grunde. For det første kan man begrænse belastningen af sundhedsvæsenet, så dødeligheden ikke accelererer. Hvis man strækker sygdomsforløbet ud, bliver kapacitetsbelastningen mindre, når sygdomsudbruddet topper. Til gengæld tager det længere tid at komme igennem. En lavere belastning hjælper altså med at forhindre, at kapacitetspresset øger fatalitetsraten, så flere ender med at dø. For det andet kan sygdommen mildnes med tiden, så fatalitetsraten falder. Det vil også begrænse det endelige dødstal. Vira har faktisk en tendens til at blive mildere med tiden, fordi lettere varianter bliver mere udbredt (men da det afhænger af tilfældigheder, er det ikke en garanti). For det tredje kan en forsinkelse af sygdomsforløbet måske købe os lidt tid til at udvikle en vaccine. Hvis folk kan blive immune på anden måde end ved at få sygdommen, vil færre dø og få de ubehageligheder, der under alle omstændigheder er ved at være syg.

Der er naturligvis begrænsninger på, hvor langt disse få simple ligninger kan bringe os. Et problem er f.eks. antagelsen om, at smittede, der bliver raske igen, forbliver immune. Den holder ikke i det lange løb, fordi vira muterer, så kan de blive smittefarlige igen, sådan som vi f.eks. kender det fra almindelig influenza, der vender tilbage hver sæson i nye varianter. Det samme kan tænkes at ske med covid19-coronaen. Det vil dog så forhåbentligt blive med lavere dødelighed (almindelig influenza har en fatalitetsrate på omkring 1 pct.). Det er heller ikke ukendt, at en pandemi topper to gange, fordi der er sæsonvariation i smitteintensiteten. Myndighederne regner med, at antallet af smittede vil falde i sommerperioden og øges igen frem mod vinteren, hvis den har sæsonvariation som en almindelig influenza, men det vides ikke.

Som jeg indledte med at sige, så ligger epidemier uden for mit fagspeciale, og jeg har ikke opstillet en fuld model for, hvordan covid-19 virker. Vi har kun set på nogle centrale mekanismer, og hvordan de kan have påvirket de politiske valg. Jeg synes til gengæld, at det er helt afgørende, at myndigheder lægger deres beslutningsgrundlag på bordet.

Det er vigtigt af to grunde. For det første er doseringen af politikken vigtig. Jeg har nævnt nogle grunde til, at der kan være god ræson i at justere politikken, når en størrelse som R ændrer sig. Men regeringen bør vise hvorfor. For det andet er der både gevinster og ulemper ved forskellige tiltag. En god politik kan ikke bare begrundes med sine fordele, men at fordelene overstiger ulemperne, og at der ikke findes en alternativ politik med endnu større nettogevinster. Det spiller også en rolle, hvordan man vælger af veje forskellige slags fordele og ulemper. Det er et normalt krav til en regering, at den redegør for sit beslutningsgrundlag og vægtning – og det bliver ikke mindre, når der er tale om så vigtigt et problem som dette.

Det offentlige forbrug går kun i beskeden grad til kerneydelser

Meget lidt tyder på, at den offentlige sektor øger den private produktivitet. Det skrev Christian om for nylig, baseret på tal for lønningerne i den offentlige og den private sektor. 

Hvordan kan det egentlig være? Ifølge teorien om, hvad den offentlige sektor burde beskæftige sig med, kunne man forvente en positiv effekt.

Læs resten

EU med kurs mod isbjerget?

Er EU på ret kurs efter Brexit, eller er der en risiko for, at det bevæger sig i den gale retning: Bort fra det, der er unionens styrkeområder, ikke mindst det indre marked, og i retning af politisk centralisering på bl.a. skatte- og arbejdsmarkedsområdet? Er gammeldags industripolitik ved at komme igen?

Jeg har tidligere skrevet om det på bloggen her og i Jyllandsposten Finans sidste uge her:

Briternes farvel kan vise sig at blive en hasarderet beslutning. Men det samme kan forsøgene på at finde en ny ”folkelig” EU-dagsorden – navnlig hvis den undergraver de reelle fordele ved EU.

I dag har vor tidligere med-punditokrat Jesper Lau Hansen (Mr. Law) en forrygende kronik i Berlingske om samme emne. Han skriver bl.a.:

Læs resten

Problemerne ved Messerschmidts anti-individualisme

Morten Messerschmidt skrev fornylig en kronik i Berlingske, hvor han hilser en borgerlig renæssance velkommen. Men taget for pålydende bidrager den snarere til splittelse ved at stille nogle krav til borgerligheden, som kun et snævert politisk segment kan honorere. Han kræver et opgør med ”individualisme og internationalisme”. Det fortjener et par kommentarer med på vejen.

Læs resten

Hvordan forhindrer vi verdens undergang?

Udbruddet af Coronavirus er en uvelkommen påmindelse om en realitet, vi har haft det med at overse: At der er ikke én, men mange trusler mod menneskeheden. Fokus har i høj grad været på de risici, som klimaforandringer kan føre med sig. Til tider kan man få indtrykket af, at det er den eneste trussel. Det er den desværre langt fra. Og det har betydning for, hvordan klimaproblemerne bør gribes an.

Klimaforandringer vil ifølge klimavidenskaben have forventelige negative effekter for menneskeheden, men ikke katastrofale. Hvis temperaturen stiger med tre grader frem mod år 2100 i forhold til før den industrielle revolution, skønnes skaderne at svare til under 2 pct. af BNP. Ved en temperaturstigning på 6 grader skønnes skaderne til 8 pct. af BNP. Det er resultatet af de analyser, William Nordhaus fik Nobelprisen i økonomi for i 2018. Til sammenligning vil BNP vokse mere end ti gange, hvis den nuværende økonomiske vækst fortsætter. Fremtidens generationer vil altså være markant mere velstående og have en voldsomt højere levestandard end os. Selv ved en temperaturstigning på 6 grader, vil levestandarden øges små ti gange i stedet for lidt mere end ti gange.

Læs resten

Derfor glæder jeg mig ikke over Brexit.

I dag siger briterne farvel til EU.

Det tror jeg desværre ikke, der er grund til at glæde sig over – ikke for briterne og slet ikke for os andre.

I teorien kan briterne bruge Brexit til at liberalisere deres økonomi og udenrigshandel mere, end EU tillader. For en del brexiteers var det netop forestillingen om et europæisk Hong Kong eller et Singapore ved Themsen, som var motivationen for at træde ud. Desværre er det ikke så sandsynligt et udfald. En vigtig motivation for andre brexiteers var at komme af med den frie bevægelighed for arbejdskraft, som har været en af EU’s allerstørste succeser og været til enorm fordel også for briterne. De brexiteers ønsker et mere lukket Storbritannien, ikke et nyt Hong Kong eller Singapore.

Det er mildest talt uklart, hvad Boris Johnson vil bruge sin store valgsejr til. Man kan håbe, at regeringen vil forsøge at gøre Brexit til en økonomisk succes ved at føre en liberal økonomisk politik, som øger den økonomiske vækst. En yderligere nedsættelse af selskabsskatten ville være et oplagt træk. Men han er nyvalgt på en platform, som stritter i alle retninger, og som bl.a. indebærer løfter om flere offentlige udgifter. Han kan, som Thatcher, vælge at udnytte Labours upopulære venstreorienterede politik til at føre en markant liberal økonomisk politik, men han kan også vælge at rykke til venstre i forsøg på at befæste midten.

Hvor udsigterne for briterne i bedste fald er uklare, er de desværre temmelig klart negative for os andre. Medianvælgeren i EU er rykket sydpå, i mere protektionistisk og illiberal retning. Det gør det sværere at blokere for protektionistiske tiltag og sværere at få fremskridt i gennem. Det protektionistiske og etatistiske Frankrig er kommet til at spille en større rolle. Tyskland kommer måske lidt længere frem i skoen politisk, nu hvor man ikke kan overlade det til briterne at tage teten mod dårlige ideer sydfra. Men den nye kommissionsformand er tysker, og hendes politiske linje lover foreløbig ikke godt. Som den tidligere Kommission synes hun at mene, at EU skal genvinde sin folkelige popularitet gennem populistiske mærkesager som minimumsløn, grøn industripolitik og kamp mod IT-virksomheder. Det er også værd at huske på, at hun er Macrons opfindelse, og at en del af betalingen var at udpege en fransk politiker (og jurist), Christine Lagarde, til at lede Den Europæiske Centralbank. Det lægger op til at politisere centralbanken – mindre end ti år efter, at politisering var ved at koste euro-projektet livet.

Photo by Naufal Giffari on Unsplash

EU kunne – som Johnson kan i UK – forsøge at gøre Brexit til en succes ved styrke de dele af EU-samarbejdet, hvor det har en naturlig funktion. Det vil først og fremmest sige at styrke det indre marked, bekæmpe konkurrencebegrænsende nationale foranstaltninger og sikre en markedskonform klimapolitik. Det ser jeg desværre ikke mange ansatser til. Selv i et land som Danmark med en traditionel markedsliberal tilgang til EU-politik mangler der en klar politik i den retning. Regeringen gik til valg netop på populistiske temaer som mere EU-indblanding i skatte- og arbejdsmarkedspolitik. Til gengæld har dens fornuftige modstand mod at udvide EU-budgettet mødt kritik hos oppositionen.

Så jeg er ikke optimist i dag. Jeg håber, jeg kommer til at tage fejl.

Klimaøkonomi under forandring? Mit indlæg i Nationaløkonomisk Forening.

Er klimaøkonomi under forandring? Det blev jeg bedt om at sige noget om på Nationaløkonomisk Forenings seneste nytårskonference sidste weekend. Konferencen afholdes hvert andet år på Koldingfjord.
Konferencen, som altid er en fornøjelse på grund af sit faglige indhold og persongalleri fra det danske økonommiljø, fungerer under Chatham House Rules – dvs. at man ikke må citere nogen uden deres eksplicitte tilladelse. Så jeg kan desværre ikke referere andre end mig selv. Men heldigvis var uenigheden ikke så stor, som man måske skulle tro.
Her er nogle hovedpunkter fra min præsentation:

  • Modsat hvad man skulle tro fra den offentlige og tværakademiske debat, så er klimaproblemet ikke en udfordring, som økonomisk teori slet ikke er parat til at håndtere. Der er tværtimod tale om et kollektivt handlingsproblem – et mange-personers gentaget fangernes dilemma-spil – som vi ved er svært at løse. De beskedne globale fremskridt er ikke uventede, men hvad teorien om markedsfejl og politikfejl siger. Den optimale løsning på klimaproblemet – en ensartet skat på CO2 svarende til skadevirkningen – har været kendt siden Arthur Pigou’s ”Economics of welfare”, som fylder 100 år i år. Second best-løsningen i form af en afgift, som kan realisere f.eks. nationale mål, er også velkendt og ukontroversiel blandt økonomer. Så kernen i problemstillingen er ikke ny og overrumplende.
  • Det internationale aftalesystem baserer sig primært på Parisaftalen, som er noget skizofren: På den ene side har den et mål om at begrænse temperaturstigningen til 1½-2 grader celsius i forhold til før den industrielle revolution. På den anden side har landene (for Danmarks vedkommende er vi med via EU) kun givet tilsagn om udledningsreduktioner, som vil begrænse temperaturstigningen til godt 3 grader. Men ender det med 3 grader, er det måske ikke så slemt endda. Ifølge de modelberegninger, som var med til at give William Nordhaus den første Nobelpris for klimaøkonomi (i 2018), så indebærer det optimale forløb en temperaturstigning på godt 3 grader. En hårdere opbremsning vil koste mere end den gavner. Nordhaus regner med, at en temperaturstigning på 3 grader vil indebære skadevirkninger svarende til 2 pct. af BNP, mens f.eks. 6 grader vil skade svarende til 8 pct. af BNP.
  • Ser vi på dansk klimapolitik, så er der flere problemer:
  • Hvis vi skal påvirke andre lande – og det skal vi, hvis det skal have nogen effekt på klimaet – så er det næppe nogen god idé at gå ubetinget foran, og specielt ikke gøre det dyrere end nødvendigt.
  • Vi mangler fokus på EU’s klimapolitik, selv om EU’s kvotesystem er det mest omkostningseffektive redskab, som imidlertid kan forbedres. EU er netop nu i gang med at stramme sine ambitioner, men Danmark forsømmer at spille en aktiv rolle. Man skulle nærmest tro, at det var Danmark og ikke briterne, som har meldt sig ud. Vi risikerer i værste fald, at Danmarks mål om ensidig reduktion på 70 pct. i 2030 bare bliver regnet med i baseline, når EU udmønter sit mål om at reducere med 50-55 pct. Det vil sige at nettoeffekten af et meget dyrt dansk initiativ bliver et rundt nul globalt set.
  • Den nuværende klima- og energipolitik er ikke omkostningseffektiv. Afgifterne varierer meget, og der dobbeltreguleres i form af subsidier og direkte regulering oveni afgifterne. Jeg har beregnet det unødvendige samfundsøkonomiske tab til 16 mia.kr. om året (11 fra afgiftssystemet og 5 fra subsidier.
  • Klimalovens 70 pct.-målsætning er problematisk. Den er national og tager som sagt ikke hensyn til lækage. De danske afgifter mv. medfører, at reduktionsomkostningerne i Danmark allerede er omtrent dobbelt så høje som den globale skadevirkning, og reduktionsomkostningerne er stærkt stigende med øgede ambitioner. Ved at låse sig fast på et mål allerede i 2030 (og forpligtende delmål allerede i 2025) har vi også låst os fast teknologisk. Reduktionerne skal komme så hurtigt, at vi i høj grad må benytte os af nuværende teknologi.
  • Det er bemærkelsesværdigt, at der fortsat ikke er andre, der har regnet på omkostningerne ved klimalovens 70 pct.-mål end mig. Mit overslag – som stammer fra valgkampen, hvor kun Alternativet og EL gik ind for dette mål – siger, at det samfundsøkonomisk vil stige til 26 mia.kr. årligt i 2030. Det kan imidlertid sagtens blive dyrere, hvis man ikke vælger overvejende omkostningseffektive redskaber (men kan faktisk også blive billigere, hvis man dropper eksisterende politiske bindinger).
  • Selv om klimaloven indeholder et rent nationalt mål om 70 pct.-reduktion, så passer det dårligt med de øvrige politiske krav og ønsker, f.eks. bekymring for konkurrenceevne og lækage. Det vil være klogt at revidere målet i lyset af de bekymringer.
  • Vi bør som udgangspunkt koncentrere os om at leve op til vore EU-2030-mål. Kvotesystemet bør i spil både i forbindelse med at opfylde dette mål samt til at opfylde yderligere danske ambitioner på klimaområdet. Det er omkostningseffektivt at annullere kvoter. Yderligere tiltag bør realiseres gennem en ensartet afgift. Og vi bør gøre yderligere danske mål betingede af skærpede EU-ambitioner.
  • Klimapolitik har uvægerligt en samfundsøkonomisk omkostning. Men det er en god idé at kompensere for den ved at gennemføre reformer på bl.a. skatte- og arbejdsmarkedsområdet, så der kommer en samlet nettogevinst. Det vil imidlertid kræve betydelige reformer at opveje en samfundsøkonomisk omkostning på 26 mia.kr. Det kan lægge beslag på en betydelig del af det økonomiske råderum.