Forfatterarkiv: Otto Brøns-Petersen

Om Otto Brøns-Petersen

Cand. polit. Otto Brøns-Petersen er født i 1961 og har siden september 2013 arbejdet som analysechef i CEPOS. Har tidligere været bl.a. ekstern lektor ved Københavns Universitet og direktør i skatteministeriet.

Epidemimodellerne, den nye engelske COVID-19 og de danske tiltag

Vi har tidligere set på, at den simple SIR-model og ikke mindst den adfærdsudvidede SIR-model kan fortælle en masse om corona-epidemien. Se de to blogindlæg her og her. Modellernes styrke er primært deres analytiske anvendelse. Som redskab til at forudsige den konkrete epidemiudvikling, er selv de mere avancerede epidemiologiske modeller derimod behæftet med enorm usikkerhed. Så stor faktisk, at de er vanskelige at bruge til så meget. Som bekendt skød den britiske Imperial College-model voldsomt over målet, da de første opsigtsvækkende modelkørsler blev foretaget. Og også Seruminstituttets model herhjemme har – som sundhedsøkonomen Kjeld Møller Pedersen beskriver i sin nye bog ”Smittetryk og samfundssind” – været ude af stand til at give brugbare prognoser. Og som Jonas har påpeget her på stedet, ser det ud til, at SSI nu anvender en meget primitiv metode (en lineal) til at fremskrive med i stedet, i det omfang der overhovedet laves prognoser.

En årsag til, at en traditionel SIR-baseret model giver så stor usikkerhed, er, at små parameterafvigelser genererer store forskelle.

Fordelen ved den forventningsudvidede SIR-model er – udover at beskrive epidemien mere korrekt – at den desuden giver mere stabile resultater. Det hænger sammen med, at den effektive transmissionsrate (oftest kaldet kontakttallet – altså hvor mange andre en smittet person smitter) for farlige sygdomme vil bevæge sig omkring én (medmindre epidemien er ved at uddø eller eksplodere). Adfærden vil ændre sig for alle andre værdier end én, så en effektiv transmissionsrate på én er en ligevægtsbetingelse. Det vil med andre ord sige, at epidemien som udgangspunkt er endemisk: Smittetallet er nogenlunde konstant over tid, hvis der ikke stødes til modellen.

Det er dog vigtigt at understrege, at nok er Re = 1 en ligevægtsbetingelse, men smittetallet kan godt variere over tid, når noget ændrer sig. Kandidaterne er: 1) R0, altså transmissionsraten før adfærd. Hvis R0 vokser, så vil det være mere omkostningsfuldt at nedbringe Re til én. Borgerne vil derfor acceptere et højere smittetal i ligevægt. 2) Risikoen forbundet med at blive smittet. Hvis behandlingsmulighederne forbedres eller dødeligheden falder, vil man acceptere et større smitteomfang i ligevægt. 3) Forventninger om sygdommens udvikling. Ændringer i forventningerne vil påvirke adfærden. 4) Omkostningerne ved at undgå smitte. Som vi kunne konstatere, er der et tydeligt sæsonmønster i også COVID-19 coronaen. Nogle tider på året er det sværere (= dyrere) at undgå smitte. Derfor vil man acceptere en højere ligevægtssmitte, når man afbalancerer omkostningerne ved henholdsvis at undgå smitte og risikoen forbundet med smitte. 5) Politiske indgreb i form af bl.a. nedlukning. Som Jonas og Christian har påpeget, tyder det på, at den nedlukning, vi så i foråret, havde meget lille effekt sammenlignet med frivillig adfærd – og regeringen lukkede jo efterhånden også op igen med samme begrundelse. Men dermed ikke være sagt, at nedlukning ikke kan have en effekt, blot fordi tiltagene i gennemsnit har haft beskeden effekt hidtil. Nedlukningstiltag kan – som vi har været inde på før – være både substitutter og komplementer til adfærden. Hvis man kunne identificere komplementerne, ville nedlukning forstærke adfærden. Problemet er altså ikke, at nedlukning per definition ikke virker, men at regeringen og myndighederne ikke kender effekterne af de enkelte tiltag. Hvis man skyder med et gevær i blinde, vil man sandsynligvis ikke ramme sit bytte, men hvis man kan se og i øvrigt er man tilpas dygtig og heldig, kan det jo godt lade sig gøre.

Hvordan skal vi så forstå epidemiudviklingen med den mere smittefarlige engelske variant i lyset af den forventningsudvidede SIR-model?

Fremkomsten af den mere smittefarlige engelske COVID-19-variant er ensbetydende med, at R0 vokser – altså kontakttallet før adfærd. Det kræver en større indsats end før at bringe Re ned på én igen. Det taler for, at borgerne både øger deres forsigtighed og accepterer et større ligevægtssmittetryk end før. Men altså også at det Re igen falder til én (medmindre omkostningen ved at passe på bliver for store. I det tilfælde vil pandemien forværres, indtil begyndende flokimmunitet bringer den ned). Da R0 er højere for den engelske variant end den oprindelige variant, er det også ensbetydende med, at Re er højere for den engelske variant end for den oprindelige ved en given adfærd. Og da Re er mindre end én for den oprindelige variant (fordi folk passer mere på, efter den engelske variant har fået smitten til at stige), vil den oprindelige variant blive fortrængt af den engelske. Det er det mønster, der allerede ses i UK.

Interessant må fremkomsten af en vaccine formodes også at trække i retning af større forsigtighed på kort sigt. Det giver mere mening at passe på, fordi det er mere sandsynligt aldrig at blive smittet, hvis en vaccine venter lige om hjørnet. Men i takt med, at risikogrupperne bliver vaccineret, falder omkostningerne ved at få sygdommen, fordi man ikke længere risikerer at smitte ældre slægtninge og andre med høj dødelighed ved smitte. Det er altså tilsammen alt andet lige (endnu) et argument for at få vaccinationen gennemført så hurtigt som muligt.

Den engelske variant indebærer desværre også, at værdien af vaccinen falder, simpelt hen fordi flere kan nå at blive smittet, inden vi når flokimmunitet gennem vaccination. Det modvirker samtidig også den større forsigtighed på kort sigt, som vaccinen ellers fører med sig. Forklaringen er, at vaccine gør det mindre sandsynligt at blive smittet, hvis man altså passer på i mellemtiden. Men den øgede smitterisiko ved den engelske variant trækker i modsat retning. Det ændrer dog næppe ved, at den mere smittefarlige variant samlet øger forsigtigheden.  

Regeringen har valgt at stramme nedlukningen en tand mere efter fremkomsten af den britiske variant i Danmark. Som sagt er der ringe evidens for de tiltag, der gennemføres. Det er i grunden en skandale så lidt man ved om det så langt henne i epidemiforløbet. ”Dansen” med corona foregår med bind for øjnene. Men når det er sagt, så bør regeringen dog også roses for ikke at gå nær så langt med tvangsforanstaltninger som flere af nabolandenes regeringer. Realiteten er, at stramningen af forsamlingsreglerne og afstandskravene er mest symbolske, og at vægten helt klart er blevet lagt på opfordringer til en mere forsigtig adfærd. Som sagt tyder de empiriske studier på, at det er ad den vej, smittespredningen begrænses mest effektivt.

Tog Friedman fejl om Kina?

Jeg skriver i dag om Kinas overgreb på Hong Kong i min månedlige klumme i Jyllands-Posten Finans (læs den ved at følge dette link).  Jeg rejser i den forbindelse et spørgsmål, som godt kan fortjene at blive uddybet. Det handler om udsigterne for det politiske og økonomiske system i Kina. Man kunne kalde det Friedmans Hypotese.

Læs resten
Photo by Volodymyr Hryshchenko on Unsplash

Årets julegave fra os til dig.

Årets sommerserie i Punditokraterne kom til at handle om indlysende forhold og bivirkninger, når man fører politik. Altså at det ikke er nok at se på intentionen bag en bestemt politik, men også på de utilsigtede konsekvenser, som ofte ikke er forventede. Det har økonomer – kloge af skade – lært at indse, om end ikke altid nok.

Læs resten

Corona-krisen er en V-formet udbudskrise, hvor finanspolitik ikke hjælper – eller er nødvendig.

I foråret blev det diskuteret, om coronakrisen ville føre til et langvarigt tilbageslag. Eller om de afmattede konjunkturer skyldtes, at folk holdt sig tilbage på grund af smitterisiko og nedlukning, og at konjunkturerne ville rette sig, når smitterisikoen faldt igen. I det sidste tilfælde hjælper lempelig finanspolitik ikke meget. Situationen minder om et udbudschok som en strejke, hvor afmatningen heller ikke kan afhjælpes med øget efterspørgsel, og hvor økonomien kommer i gang igen, når strejken er ovre.

Udviklingen har foreløbig bekræftet det sidste. Se blot på figuren, som viser et klart V-formet tilbageslag med et skarpt fald under nedlukning og smittespredning i 2. kvartal og en stærk stigning i 3. kvartal, da smitteomfanget aftog. For vedvarende forbrugsvarer var der end ikke et fald i 2. kvartal: Der er ikke så stor smitterisiko ved at købe et nyt køleskab.

Faktisk har BNP-faldet i 2020 været mindre, end jeg oprindelig regnede med (det skyldes, at smittespredningen er forløbet meget langsommere end forudsat i denne helt første vurdering).

Billedet er det samme i andre lande. BNP faldt skarpt i 2. kvartal og steg markant i 3. kvartal i de fleste vestlige lande.

Alligevel har politikerne ikke været sene til at gennemføre omfattende finanspolitiske lempelser. Det gælder også under den nuværende bølge af smittespredning. Men det afgørende bliver, hvor meget og hvor længe økonomierne bliver holdt tilbage af nedlukning og frivillig social distancering. Der er grund til at tro, at vi igen vil se et V-formet forløb, hvor aktiviteten vender tilbage, når smittespredning og nedlukning aftager igen.

Jeg skriver om konjunkturudviklingen og finanspolitikken i min klumme i Berlingske her.

Punditokraternes redaktør Christian skriver i øvrigt om lidt samme emne her, også i Berlingske, hvor han må tage en tidligere studerende (og nuværende socialdemokratisk finansordfører) i lære.

Hvad spiller størst rolle – klimaforandringer eller økonomiske institutioner?

Der er enorm fokus på de negative virkninger af global opvarmning. Men det er ikke den eneste udfordring, vi står over for. Og er det overhovedet den største?

Det har Søren Gjedsted og jeg undersøgt i artiklen ”Climate change and institutional change: what is the relative importance for economic performance?”, som offentliggøres i det miljøøkonomiske tidsskrift Enviromental Economics Policy Studies.

Læs resten

Trump må dokumentere sine påstande og ikke appellere til stammementalitet

Stammementalitet er gift for politiske diskussioner – altså at man automatisk vurderer et synspunkt på, om det kommer fra ”ens egen side” og ikke vurderer det på sine egne meritter. I sidste ende er det gift for et frit samfund og vejen til kollektivisme.

Diskussionen om det amerikanske valg og Trumps helt enestående angreb på valgets integritet er om noget dårligt egnet til at vurdere ud fra stammetilhørsforhold. Hvis man alene beslutter sig for, om der har været valgsvindel eller ej, ud fra hvem man helst ser vinde, så gør man sig dybest set irrelevant. Det er et absurd kriterium.

Læs resten

Højest dødelighed blandt de mindst smittede med corona

Seruminstituttet har offentliggjort resultatet af en undersøgelse af forekomsten af antistoffer mod corona. Den tyder på, at 2,2 pct. af befolkningen har været smittet. Udgangspunktet er, at 18.000 tilfældigt udvalgte danskere over 11 år er blevet tilbudt en test. Det er dog kun en tredjedel, der har deltaget, hvilket svækker resultatet. F.eks. er der ikke påvist antistoffer hos nogen forsøgspersoner fra 80 år og op (inden for usikkerheden har 0,0-2,1 pct. haft corona, mod 1,8-2,6 pct. for alle).

Trods usikkerheden er én ting slående. Smitten har været mere udbredt blandt de yngre end de ældre. Bortset fra de helt unge (12-19 år), som formentlig er mindre modtagelige, falder udbredelsen generelt med alderen, som det ses af figuren. Derimod stiger antallet af døde på grund af sygdommen klart med alderen*). Hele seks ud af ti døde er 80 år eller mere. Kun godt én ud af ti døde er yngre end 70 år.**)

Læs resten

Hvorfor stopper vi ikke al drivhusudledning nu?

Drivhusgasser leder til global opvarmning, som igen har negative effekter. Så hvorfor stopper vi ikke al udledning allerede i dag? Lige nu.

Det kan de fleste indse ville være uklogt. Hvis vi skulle stoppe udledningen med eksisterende teknologi, ville det medføre et dramatisk fald i velstanden. Det ville desuden være nødvendigt at afskrive eksisterende udstyr, selv om det ikke er udslidt. Omkostningerne ville langt overstige gevinsterne i form af mindre opvarmning. Modstanden ville også blive enorm og forståelig. Befolkningen ville vende sig mod klimapolitik.

På længere sigt kan man derimod håbe på, at omkostningerne ved at stoppe udledningen vil blive mindre. Ny teknologi kan gøre problemet lettere at løse. Eksisterende udstyr kan få lov at blive udfaset i takt med, at det bliver forældet. I Danmark og andre rige lande falder drivhusgasudledningen år for år, selv om produktionen stiger.

I øjeblikket er sigtemålet i Danmark at blive ”klimaneutral” i 2050. Det vil i store træk sige at stoppe udledningerne fra og med det år.

Men hvor de fleste godt kan se det kontraproduktive i at stoppe udledningen øjeblikkeligt, indser færre, at det såkaldte 70 pct.-mål i 2030 i princippet virker på samme måde. Det indfører en ekstra binding på det langsigtede mål om klimaneutralitet, som derfor bliver vanskeligere at nå. Jo tidligere omstillingen skal komme, desto mere må det ske ved hjælp af eksisterende teknologi. Det gør det dyrere.

70 pct.-målet i sig selv er ret vild symbolpolitik. Men nu er der tilmed opstået en diskussion om, hvor hurtigt det skal nås. Er det nok at nå op på reduktionsmålet i 2030 – eller skal det påtvinges en yderligere ”reduktionssti”, som gør vejen lineær. Klimarådet – som har vanskeligt ved at lade sig overhale af mere rabiate synspunkter – er gået i brechen for det lineære spor, mens regeringen mere afdæmpet satser på en ”hockeystav”. Det sidste vil sige, at målopfyldelsen accelererer frem mod 2030, så det meste kommer sidst i perioden. Det giver en reduktionskurve, som ligner en ishockeystav, hvor spidsen peger brat opad.

Eldrupkommissionens rapport illustrerer fint, hvorfor omstillingen bliver dyrere, jo mere den forceres. Det vil indebære en meget stor omkostning at nå 1 mio. grønne biler i 2030. Men ifølge dens forventninger vil der uden ekstra politiske tiltag være 1 mio. grønne biler allerede 4-5 år senere. Det er altså forceringen, som koster.

Men det er værd at understrege, at det ikke er sikkert, at den teknologiske udvikling løser alle problemer på lang sigt – og slet ikke at det vil være gratis at drive den frem. Der er en offeromkostning ved at udvikle grønteknologi i form af anden teknologisk udvikling, vi må undvære.

Blot er det sikkert, at det bliver dyrere at forcere udviklingen. Jo kortere tid, desto mindre sandsynligt er teknologispring. Og det er også sikkert, at jo dyrere grøn omstilling er, desto mindre skal man forvente af den i det lange løb. Hvorfor skulle andre lande gå i vores fodspor, hvis vores omstilling er dyr og forceret?

Indlysende forhold og bivirkninger 10: Skatterne rammer andre end man tror.

Næsten ingen danskere betaler skat. Eller rettere: Næsten ingen indbetaler skat. Indkomstskatterne afregnes af arbejdsgiverne, og afgifterne indbetales af de virksomheder, som sælger os ting. Men alligevel ved de fleste af os godt, at vi som forbrugere og lønmodtagere ender med regningen.  

Læs resten

Indlysende forhold og bivirkninger 6: Finansiel regulering og moral hazard.

Finansielle kriser som den store finanskrise for ti år siden kan have store økonomiske konsekvenser. Når en bank går ned, kan det ramme ikke bare bankens ejere og kreditorer, men også mange andre. Bliver der usikkerhed om en banks soliditet, kan den blotte mistanke om vanskeligheder udløse et bank run – så mistanken bliver en selvopfyldende profeti.

I teknisk jargon kan finansiel virksomhed indebære en eksternalitet. Det kan tale for regulering, der danner modvægt til den risiko, som institutionen kan påføre tredjeparter.

Læs resten

Bliver præsidentvalget endnu et lag i en polsk tragedie?

Et halvt år efter afslutningen på Anden Verdenskrig deltog den konservative politiker Chip Channon i et bryllup i England. Han bemærkede til en anden gæst, lady Cunard, hvor hurtigt tingene var vendt tilbage til deres normale tilstand i England. Han pegede ud i det tæt pakkede lokale og sagde: “Dette er trods alt, hvad vi har kæmpet for”. Hvortil lady Cunard udbrød: “Hvad, er de alle sammen polakker?”.

Historien, som fortælles af Paul Johnson i hans læseværdige “A History of the Modern World”, har lige siden jeg læste den første gang stået som et symbol for mig på polakkernes uheldige historie. Og den historie har endda fået føjet et par lag til siden 1983, hvor Johnsons bog udkom.

Anden Verdenskrig udbrød, da Hitler-Tyskland invaderede Polen, og briternes tålmodighed løb ud. Men da krigen sluttede, blev den tyske besættelse – som var en udløber af en aftale mellem Stalin og Hitler om bl.a. at dele polske landområder mellem sig – afløst af endnu en besættelse, da Stalins røde hær blev stående i centraleuropa. Besættelsen varede helt frem til Murens fald i 1989. Men for min generation begyndte Murens fald små ti år tidligere med de polske skibsværftsarbejderes protester i Gdansk og dannelsen af den frie fagforening Solidaritet. Den polske pave Johannes Paul II bidrog til presset mod Sovjetstyret, som selv endte med at kollapse få år efter Murfaldet. Det var der ikke mange, som forudså, da vi i beundring og med bange anelser fulgte polakkernes kamp gennem 80erne.

Det postkommunistiske Polen blev på mange måder den succes, man kunne unde et land, der historien igennem har haft et blandet held. Og så alligevel ikke. Efter meget at dømme vil polakkerne om kort tid genvælge præsident Duda og befæste den tilbagegang, det liberale demokrati har lidt under i Polen gennem de senere år. Denne gang vil det dog være polakkernes egen skyld, og ikke fordi de har været kastebold for stormagtsinteresser.

Vil man forstå det moderne Polens historie, så findes der ingen bedre kilde end Michael Hardenfelts nyligt udgivne “Hvordan Polen blev Polen”. Dens fokus er især den postkommunistiske periode og navnlig at forstå Polen af i dag, men trådene føres solidt tilbage til kommunisttiden. Til trods for, at forfatteren ikke lægger skjul på sine egne holdninger, er det en bemærkelsesværdigt nuanceret fortælling, hvilket dog også hænger sammen med, at der ikke er nogen rigtige helte i historien og faktisk også få helt gennemførte skurke. Selv når det gælder lederen af det kommunistiske militærstyre, som forsøgte at slå ned på Solidaritet, general Jaruzelski, er Hardenfelts billede ambivalent. For nok var det et hårdt diktatur, men var Jaruzelski i virkeligheden også en polsk nationalist, der var ude på at beskytte sit fædreland mod en direkte sovjetisk invasion og magtovertagelse? Bogen lader spørgsmålet åbent.

Det nuværende politiske slagsmål i Polen, forklarer forfatteren, stammer fra modsætninger, som allerede var til stede efter kommunismens fald, og bemærkelsesværdigt nok er hovedpersonerne i høj grad de samme, som altså har domineret den postkommunistisk scene. Det betyder dog ikke, at deres politiske overbevisninger er helt de samme i dag. Man bliver ikke ved magten så længe uden en pæn position opportunisme.

Er der en skurk i “Hvordan Polen blev Polen”, er det lederen af PiS-partiet “Ret og Retfærdighed”, Jaroslaw Kaczynski. Bortset fra en kort periode som premierminister i 2006-07 har det ikke været fra en formel position i det politiske system. De formelle poster tilfaldt i højere grad hans tvillingebror, Lech, der var præsident, da han blev dræbt i et flystyrt i Smolensk i Rusland i 2010 på vej til en mindehøjtidelighed for det russiske massedrab på et stort antal polske officerer under Anden Verdenskrig. Selv om alt tyder på, at styrtet skyldes et forsøg på at lande under uforsvarlige vejrforhold, har broder Jaroslaw med stor dygtighed forsøgt at udnytte det til at fremme konspirationsteorier, og broder Lech er nærmest gjort til en helgen, der har fået opkaldt et utal af steder efter sig og rejst markante mindesmærker.

Polen under PiS-partiets ledelse har sat væsentlige dele af det liberale demokrati over styr. Regeringen er gået til angreb på domstolenes uafhængighed og har bl.a. nægtet at offentliggøre domme, den ikke bryder sig om – dermed træder de ikke i kraft (på samme måde som hvis Dronningen undlod at skrive Folketingets love under). De statslige medier anvendes til propaganda for regeringspartiet. Korruptionen – bl.a. i form af politiske udnævnelser til poster i offentligt kontrollerede virksomheder – breder sig på ny. Et svækket, tandløst EU har ikke kunnet stille meget op (modsat USA, som effektivt fik sat en stopper for en lov, der gjorde det strafbart at hævde, at nogen polak havde medansvar for jødeforfølgelserne under krigen).

Den økonomiske politik driver i en populistisk retning. Det skal være slut med ydmygelsen af polakkerne som gæstearbejdere i rigere europæiske lande, der opbygges forestillinger om at man kan indføre en velfærdsstat som ikke står mål med landets økonomiske formåen, og helt banalt deles der kontante beløb ud til bl.a. børnerige vælgergrupper lige op til valgene.

Det store spørgsmål er naturligvis, hvorfor det er gået så galt for Polen – endnu en gang.

Hardenfelt forsøger at besvare det, og hans meget omhyggelige gennemgang af den nyere politiske historie giver også en hel del ledetråde. Men et godt, overbevisende og enkelt svar er faktisk svært at finde.

Det er ikke, fordi Polens økonomiske udvikling ikke har været en succes. Det viser figuren meget tydeligt. Siden Murens fald er den polske økonomi systematisk vokset hurtigere end det “gamle” Europa, og det betydelige velstandsgab fra kommunisttiden er ved at blive lukket. Polens BNP per capita var en tredjedel af niveauet i de daværende 15 EU-lande i 1990; i dag er det 70 pct. I dag er Polen på samme velstandsniveau, som EU-landene var i 1990. Fattigere lande vokser typisk hurtigere end rigere lande, men det er iøjnefaldende at sammenligne Polen med Portugal – et af EU’s daværende fattigste lande, men med et velstandsniveau på mere end det dobbelte af Polens i 1990. I dag har polakkerne næsten indhentet portugiserne.

Anmærkning: Alle beløb er i faste priser og fælles købekraftskorrigeret valuta, så de kan sammenlignes både mellem lande og over tid.

Kilde: OECDs databank. 

Som det også fremgår af figuren, så slap Polen gennem finanskrisen med meget beskedne konsekvenser.

Men skyldes udviklingen så, at væksten kun er kommet den rigeste del af befolkningen til gode? De faktiske tal siger noget andet. Gini-koefficienten, som måler uligheden i de disponible indkomster, har været faldende, så længe den har været målt, dvs. siden midten af 00erne. Den ligger nu kun en anelse over den danske.

Så økonomisk set ligner Polen en succeshistorie. Ideen om, at populismen er et oprør mod økonomisk hårde tider eller at nogle bliver efterladt på perronen, passer ikke godt på Polen (og faktisk er det ikke en god forklaring på populismen i andre lande i øjeblikket heller).

Det er fristende at sammenligne med Ungarn, som også har bevæget sig i illiberal retning. Men en afgørende forskel er, at hvor Putins illiberalisme i Rusland tydeligvis har appel blandt ungarerne, så er polakkerne – og PiS ikke mindst – stærkt anti-russiske og pro-amerikanske. Det er ikke så meget drømmen om den stærke mand, der driver polakkerne.

Selv om den faktiske økonomiske udvikling ikke tilsiger et populistisk opgør, kan forkerte myter om den økonomiske udvikling naturligvis give grobund for det. Og det er der nok tale om, hvis Hardenfelts opfattelse er rigtig. Måske er det særlig let i de tidligere kommunistiske lande, hvor den generelle mistillid er stor. På den måde kaster kommunismen endnu sine lange skygger over de postkommunistiske samfund. Der har i hvert fald været klangbund for at rejse en modvilje i provinserne mod de mere moderne storbybeboere. Vælgerne har været til at købe med ret primitive midler i form af kontante overførsler op til valgene. Som sagt har PiS også slået på, at de polske gæstearbejdere er blevet ydmyget, selv om de også har været en enorm succeshistorie – bl.a. ved at hæve indkomsterne og afbøde perioder med stigende ledighed. Omvendt er det en pointe i Hardenfelts analyse, at de politikere, der har stået i spidsen med at drive økonomiske reformer igennem, ikke er endt med at blive specielt populære.

På et punkt er spændingerne mellem traditionalister og moderne polakker ganske reel. Polen er traditionelt et meget katolsk land, og religionen har dybe rødder. Som overalt i verden har moderniseringen imidlertid ført faldende religiøsitet med sig, og det har udløst en splittelse i forhold til traditionalisterne.

Interessant nok spiller anti-kommunismen også en rolle for PiS’ succes. Det slår på, at der ikke har været et tilstrækkeligt opgør med det kommunistiske systems håndlangere. Det er ikke mindst på den måde, man begrunder tilsidesættelsen af retsvæsenet. Paradoksalt nok kommer denne anti-kommunisme altså til at trække Polen tilbage i autoritær retning.

Endelig spiller det også en rolle, at det polske valgsystem begunstiger store partier. Men dybest set er en del af svaret måske bare, at PiS har været dygtigt til at manøvrere i det politiske landskab, mens de liberale kræfter har savnet evnerne. Den måske mest centrale skikkelse i nyere tid, Donald Tusk, forsvandt fra den polske scene for at blive formand for Det Europæiske Råd i 2014 – efter i øvrigt at have været en af de længst siddende premierministre i landet. Efter at han er vendt tilbage til polsk politik, har han forsøgt sig med et mere socialdemokratisk image ifølge Hardenfelt.

Selv om præsidentposten ikke har stor magt, kan valget søndag alligevel blive vigtigt. Hvis PiS befæster sin position, kan det forstærke driften væk fra det liberale demokrati. Og altså lægge endnu et kapitel til de stadige tragedier i Polens mærkelige historie.

Polen er et land, vi burde interessere os meget mere for. Det ligger kun et stenkast væk – faktisk var det polakkernes opgave i Warszawa-pagten at besætte Danmark i tilfælde af en væbnet konflikt med NATO.

Hardenfelts bog er et fremragende sted at blive ikke bare lidt, men meget klogere, så lad mig give den en anbefaling med på vejen. Den vil være god at tage med på sommerferie. Hans ambition har været at skrive en bog, som giver indblik nok i det moderne Polen til at kunne begå sig i landet – ikke som turist, men tilflytter. Det hører med til historien, at han selv har boet i Polen i en menneskealder, taler sproget flydende og har kastet sin kærlighed på landet, hvis fremtid han er noget bekymret for. Lige som Johnson er han oprigtig om, at han giver sin personlige fremstilling, uden at det på nogen måde går ud over loyaliteten over for læseren.

Vær forberedt på en til tider meget detaljeret, men utrolig indsigtsfuld bog med masser af humor.

Michael Hardenfelt: “Hvordan Polen blev Polen myter og anti-myter”. Mr. East Forlag 2020.

Indlysende forhold og bivirkninger 2: To slags uintenderede konsekvenser

Økonomisk videnskab er i meget høj grad kommet til at handle om uintenderede konsekvenser, som den enkelte ikke tænker over, når vi handler. Hvad enten det drejer sig om beslutningstagere i markedet eller i det politiske system. Det sætter vi som sagt fokus på i sommerserien år.

Der er i virkeligheden to slags uintenderede konsekvenser. Man kunne parafrasere Donald Rumsfeld og tale om henholdsvis ”known unknowns” og ”unknown unknowns”.

Den første slags uintendede konsekvenser er i høj grad forudsigelige – selv om deres konkrete omstændigheder ikke nødvendigvis er det. Og økonomisk teori hjælper med at forudsige konsekvenserne meget klart. Vi kan f.eks. let forklare, hvordan egennyttige valutahandlere, som egentlig bare er ude efter at gøre det bedst muligt for dem selv, samtidig er med til at skabe ligevægt og hensigtsmæssig allokering på valutamarkedet. Eller hvordan restriktioner på deres handlefrihed ville skade hele økonomien.

En mester i at forklare forudsigelige uintenderede konsekvenser, så alle kan forstå dem, var skribenten Frederic Bastiat (1801-50). Han skrev bl.a. den fortrinlige, pædagogiske ”Hvad man ser, og hvad man ikke ser”. Bogen har givet navn til den velkendte – og stadig meget udbredte – ”fejltagelsen om den smadrede rude”. Fejltagelsen går ud på, at det skaber velstand at knuse en rude. Hvordan? Ruden skal skiftes, og det giver beskæftigelse og indkomst til glarmesteren. Glarmesteren på sin side bruger indkomsten til at købe andre ting for, og inden man har set sig om, har den knuste rude sat en hel kæde af økonomiske aktiviteter i gang. Men der er nu ikke grund til at rose drengen, som smadrer en rude, viser Bastiat. For pengene til den nye rude må tages fra noget andet – og dermed er der også en hel kæde af andre aktiviteter, der forsvinder. Når man lægger det hele sammen – det man ser, og det man ikke ser – er verden blevet en rude fattigere.

Hvor let det end var for Bastiat at udstille denne fejltagelse, kan man stadig støde på den igen og igen ved daglig avislæsning. Ting der ”skaber arbejdspladser” har som regel den karakter. Man glemmer, at så længe arbejdskraft er et knapt gode, så fortrænger sådanne ting også arbejdspladser.

Den anden slags uintenderede konsekvenser er ”unknown unknowns”. De handler om, at institutioner kan skabe komplekse ordener, som ikke kan kendes nærmere på forhånd. Adam Smiths beskrivelse af markedsordenen har den karakter. Og ikke mindst F.A. Hayek lagde stor vægt på, at et avanceret samfund hviler på ordener af en så høj kompleksitet, og ingen kunne skabe dem direkte og bevidst:

 “The curious task of economics is to demonstrate to men how little they really know about what they imagine they can design. To the naive mind that can conceive of order only as the product of deliberate arrangement, it may seem absurd that in complex conditions order, and adaptation to the unknown, can be achieved more effectively by decentralizing decisions and that a division of authority will actually extend the possibility of overall order. Yet that decentralization actually leads to more information being taken into account.” (The Fatal Conceit).

Hayeks pointe er ikke, at vi ingenting kan sige om komplekse ordener. Hvis man bl.a. ser på incitamenter og selektionsmekanismer, kan man sige noget om karakteren af dem – om de overordnet har gode eller dårlige konsekvenser. Vi kan forudsige mønstre: ”pattern predictions”. Men de kan ikke forstås eller replikeres i deres totalitet, mente han. Smiths markedsorden vil skabe større velstand og innovation end planlagte alternativer, men hvordan kan ikke forudses. Også sproget og en evolutionært udviklet retsorden er eksempler på sådanne ordner hos Hayek.

Både ”known” og ”unknown” unknows er som sagt uintenderede i den forstand, at de frembringer et resultat, som ingen af aktørerne sandsynligvis tilsigter.

En COVID-19-model med adfærd kan fortælle os ret meget

Den matematiske SIR-model kan – som vi har været inde på tidligere – trods sin enkelhed give meget interessante resultater om en epidemis udvikling. Men den har som tidligere nævnt sine begrænsninger. Én af dem er, at den ikke inkluderer adfærd – at borgerne reagerer på epidemien. Hvad sker der så?

Netop en markant ændring i adfærden har kendetegnet COVID-19-epidemien. I en grad så det er kommet bag på epidemiologerne i Seruminstituttet. Det er den frivillige sociale distancering mere end den tvungne nedlukning, som har fået transmissionsraten til at falde. Det effektive smittetryk (Re) er faldet til under én, så hver smittet selv smitter mindre end én mere. Fortsatte det, ville sygdommen til sidste dø ud. Men vil den det?

Og bør vi være overraskede over, at der efter en periode med smittetryk under én i mange lande nu dukker eksempler op på rater over én – f.eks. i Tyskland?

Lad os prøve at se på, hvad der sker, når vi indbygger adfærd i modellen. Resultatet er i første omgang overraskende enkelt.

I figuren har jeg opstillet en adfærdsrelation og en ligevægtsbetingelse.

En simpel model med adfærd

Adfærdsrelationen indebærer, at folk reagerer på risikoen for at blive smittet. Det er afbilledet ved den faldende kurve. På førsteaksen er angivet andelen af smittede i befolkningen (I). Infektionsniveauet bestemmer, hvor stor risikoen er for at blive smittet. Er mange smittet, er risikoen stor – og omvendt. På andenaksen er angivet det effektive smittetryk (transmissionsrate gange andel modtagelige, eller R gange S). Kurven viser, at en høj smitterisiko fører til stor social distancering og dermed lavt smittetryk – og omvendt. I figuren er kurven lineær, men det behøver den ikke være. Blot er det forventeligt, at der som sagt er en negativ adfærdsmæssig sammenhæng mellem smittetryk og infektionsniveau. Vi passer yderligere på, jo mere risikable de sociale kontakter er.

Den anden kurve er en enkel, men vigtig ligevægtsbetingelse. Hvis adfærden skal stabilisere sig, kræver det, at infektionsniveauet er konstant – ellers ændrer folk adfærd. Og infektionsniveauet kan kun være konstant over tid, hvis smittetrykket er én. Uanset infektionsniveauet, kan det kun være stabilt, hvis smittetrykket er én.

Modellens forudsigelse er derfor, at smittetrykket vil nærme sig én og stabilisere sig på et dynamisk ligevægtsniveau for infektionsniveauet (en steady state, også kaldet). Adfærden bestemmer i længden ikke smittetrykket, men infektionsniveauet. I figuren er det i punktet A, hvor infektionsniveauet er I* og smittetrykket (RS) er én.

Vi har allerede de første konklusioner:

1. I en model med adfærd nærmer smittetrykket sig én. Forskelle i adfærd fører ikke til ændringer i smittetryk, men i ligevægts-infektionsniveau.

2. I takt med at andelen af immune (1-S) stiger, vil R stige tilsvarende. R er transmissionsraten, mens S er antallet af modtagelige. Da R gange S hele tiden skal være én i ligevægt, må folk ”kompensere” for den voksende immunitet med at reducere den sociale distancering tilsvarende. Folk reagerer altså på den voksende immunitet med at blive stadigt mindre forsigtige.

3. Ligevægtsinfektionsniveauet begynder først at falde, når antallet af smittede når flokimmunitetsniveauet. Flokimmunitet indtræffer, når R0 gange S er én. Men R kan ikke stige over R0. Så når S bliver lille nok, vil smittetrykket begynde at aftage, og dermed vil infektionsniveauet også aftage. Sygdommen vil dø ud, når den har nået flokimmunitet. Alternativt skal der ske noget andet – f.eks. opdagelsen af en vaccine.

Disse konklusioner indebærer også, at den ”over shooting”, der er i simple SIR-modeller (så en meget større andel end det, der skal til for at opnå flokimmunitet, bliver smittet) er et meget mindre problem, når afærd inddrages.

Nu kommer vi til nogle lidt mere komplicerede spørgsmål.

Hidtil har jeg antaget, at modellen er i konstant ligevægt over tid. Det kræver, at folk hele tiden reagerer på det korrekte, aktuelle infektionsniveau. Men hvad hvis de kun kan observere det med en vis forsinkelse? Nogle af de mest håndfaste observerbare mål er antallet af dødsfald eller indlagte på intensivafdelinger. Men det sker forsinket i forhold udsving i infektionsniveauet. Hvis folk således reagerer på historisk information, kan det føre til, at det faktiske infektionsniveau svinger frem og tilbage omkring ligevægtsniveauet. Vi har tilført modellen korttidsdynamik. Vi kan altså konkludere:

4. Hvis der er træghed i adfærdstilpasningen, vil infektionsniveauet svinge omkring I*, og smittetrykket omkring én. Jo mere træghed, desto større udsving.

Man kan forestille sig så store trægheder, at infektionsniveauet aldrig falder til ro, før epidemien er ovre (den ultimative ”træghed”, at folk aldrig reviderer deres R, men blot fastholder transmissionsraten på R0, giver den oprindelige SIR-model, hvor infektionsniveauet stiger, lige ind til S bliver lille nok omkring flokimmunitet). Ved perfekt forudseenhed er smittetrykket konstant én og infektionsniveauet altid I*, indtil flokimmunitet.

Økonomisk videnskab har beskæftiget sig overordentligt meget med, hvordan forventninger dannes, og hvordan de kan påvirke kortsigtsdynamik – f.eks. den dynamik, der optræder ved konjunkturudsving. Det vil desværre føre for vidt at dække dette område her. Men det kan noteres, at simple, forudsigelige uligevægte har en del imod sig. Hvis uligevægte er forudsigelige, forsvinder deres eksistensbetingelse, som netop er, at der mangler information, og at nogle bliver overraskede. Derfor er det ikke særlig sandsynligt, at der kan udvikles en model, som kan forudsige kortsigtsdynamikken i corona-epidemien heller.

Konklusion 4) indebærer, at man skal være yderst varsom med at komme til at overfortolke en udvikling, hvor smittetrykket afviger meget fra én. Ligesom Seruminstituttet blev overrasket over, hvor hurtigt smittetrykket faldt som følge af adfærdsændringer, bør man vare sig med at blive for pessimistisk ved en stigning i smittetrykket. Tværtimod er der grund til at forvente modreaktioner, når smittetrykket afviger fra én.

Adfærd i SIR-modellen kan have stor betydning for, hvordan politiske tiltag virker. Grundlæggende kan man sige, at politiske tiltag – f.eks. at lukke dele af økonomien ned – som ikke flytter på adfærdskurven, ikke vil have mere end forbigående betydning. Hvis man skubber kombinationen af smittetryk og infektionsniveau uden for ligevægten, vil adfærden trække os tilbage mod ligevægten.

5. Politiske tiltag, som ikke påvirker ligevægtsadfærden, har kun midlertidig påvirkning på infektionsniveauet. Bevægelser langs adfærdskurven hjælper altså ikke på epidemiens forløb andet end kortvarigt.

Det er illustreret i figuren nedenfor, hvor vi antager, at en given politik kan sænke infektionsniveauet til Ip. Det lavere infektionsniveau vil imidlertid udløse mindre forsigtighed, så smittetrykket stiger, og vi når punktet B. Derfra vil det højere smittetryk gradvist øge infektionsraten, hvilket på sin side vil sænke smittetrykket lidt igen – indtil vi er tilbage i ligevægten i punkt A.

Det forhold, at borgerne kompenserer for en politik, som nedbringer risikoen, ved at opføre sig mere risikabelt, er velkendt som Peltzman-effekten.

Man kan dog godt forestille sig, at politiske tiltag kan påvirke ligevægtsforløbet. I så fald skal de få adfærdskurven til at forskyde sig, så den skærer den anden kurve i et nyt ligevægtspunkt:

6. Politiske tiltag, der skal have vedvarende effekt på infektionsraten, kræver en forskydning af adfærdskurven.

Det er illustreret i figuren nedenfor, hvor det nye skæringspunkt er C og den nye ligevægtsinfektionsrate er I**

Et eksempel på en intervention, der kan have forskudt adfærdsrelationen, er kravene om lettilgængelig håndsprit allevegne, som har sænket omkostningerne ved god hygiejne.

Men det er ikke på forhånd klart, i hvilken retning de politiske tiltag vil forskyde adfærdskurven. Man kan både forestille sig, at de politiske tiltag fungerer som substitutter og komplementer til den frivillige sociale distancering. Altså at den frivillige sociale distancering enten svækker eller forstærker effekten af de politiske tiltag.

7. Politiske tiltag kan både være substitutter og komplementer til frivillig social distancering, så de enten modvirker eller forstærker hinanden.

Det er muligt, at den tvungne nedlukning oprindelig har virket som en advarsel til befolkningen om at tage sygdommen alvorligt – og at de dermed var substitutter i begyndelsen. Den kan være blevet forstærket af, at når samfundet alligevel er lukket ned, så får den enkelte ikke så meget ud af at gå ud. Jeg har selv haft en formodning om, at det forhold sig sådan i begyndelsen af nedlukningen, men som bl.a. Christian og Jonas har været inde på her på bloggen, så er der faktisk tegn på, at distanceringen har leaded, ikke lagget nedlukningen. Så jeg kan meget vel tage fejl.

Der er til gengæld grund til at tro, at frivillig social distancering og tvungen nedlukning fungere som substitutter på lidt længere sigt – og at vi altså ser en Peltzman-effekt. Grundideen er, at hvis et givent infektionsniveau tillader os et ”smittebudget”, så er der mere at bruge af, når infektionsniveauet falder. Bemærk at det ikke behøver at betyde, at tvungen nedlukning i længden er virkningsløs; blot at social distancering spiser en del af dens effekt.

Hvor længe vil epidemien vare ifølge denne model? Som udgangspunkt vil den trække ud, indtil tilpas mange har været smittet til, at vi opnår flokimmunitet, eller at der kommer en virksom vaccine. Som i den basale SIR-model betyder en reduktion i infektionsraten over tid, at forløbet i stedet trækker længere ud.

Men det er ikke teoretisk udelukket, at epidemien kan dø ud. Det er muligt, at adfærdsvirkningen er så stærk, at smittetrykket aldrig kommer over én igen. I så fald vil sygdommen dø ud. Det er i figuren ensbetydende med, at de to kurver ikke skærer hinanden, og at infektionsniveauet ikke har et dynamisk ligevægtsniveau, men blot vil skrumpe ind, indtil epidemien er væk. Man kan forestille sig, at politiske tiltag kan være med til at tvinge adfærdseffekten op, så det sker.

8. Hvis der eksisterer et ligevægts-infektionsniveau, vil sygdommen svinge omkring dette niveau og et smittetryk omkring én, indtil flokimmunitet eller der findes en vaccine. Ellers vil sygdommen uddød før.

Problemet er dog, at sygdommen først er endelig uddød, når den er globalt uddød, eller at lokale udbrud kan inddæmmes tilpas hurtigt og effektivt til at forhindre spredning. Og problemet er videre, at adfærdsmodellen gør begge dele mindre sandsynligt, fordi adfærden grundlæggende set indebærer, at ekstreme bevægelser bliver udglattet. Det gælder også, når sygdommen aftager. Her vil vi blive mindre forsigtige, og det kan give sygdommen chance for at vende tilbage.

Og så den måske ubehageligste side ved alt dette: Det er muligt, at sygdommen – ligesom influenza – muterer over tid, så immunitet ikke er permanent. Det kan ikke udelukkes, at sygdommen vil vende tilbage i ny skikkelse igen og igen. I så fald kan man håbe på, at den også aftager i farlighed. Også det hænger sammen med adfærd: Hvis vi reagerer kraftigere over for de farligere varianter end de ufarlige, så vil evolutionen begunstige de mindre farlige varianter:

9. Adfærd kan fremme evolutionen af mindre farlige varianter af virus, hvis folk reagerer kraftigere på mere farlige varianter.

Lad os slutte i denne lidt mere optimistiske tone – selv om det er en begrænset trøst. Sygdommen kan blive et tilbagevendende fænomen mange år i endnu. Og jo mindre vi gør os det klart, og jo mere vi tror, at det er ovre lige som lidt, desto større er risikoen for en adfærdsreaktion, som kan udløse en stærk tilbagevenden.

Grundloven og økonomerne

Er grundlovsdag en dag for økonomer? Mere end man skulle tro. Og mere end de fleste af os selv tror.

En stor del af det nationaløkonomiske håndværk består i at besvare spørgsmålet: ”Hvad er den bedste politik?”. Eventuelt: ”hvad er den bedste politik til at nå givne mål?”. Det er vigtigt at vide. Og som udgangspunkt bør økonomer anbefale præcis den bedste politik til politikerne. Vi bør kritisere, når politikerne gør noget andet. Det bruger jeg selv en stor del af min tid på.

Der er blot et paradoks her. For denne måde at arbejde på bygger på en implicit forestilling om, at de politiske beslutningstagere udelukkende er interesserede i at gennemføre den bedste politik. Det er en antagelse om eksistensen af, hvad Knut Wicksell kaldte den algode og omnipotente diktator. Nogle gange er antagelsen ikke kun implicit. ”Antag at en social planlægger ønsker at maksimere følgende velfærdsfunktion” er en hyppigt anvendt sætning i økonomisk videnskab.

Paradokset består i, at antagelsen om de algode og omnipotente politiske beslutningstagere står i skærende kontrast til den antagelse, vi gør om alle andre aktører: At de maksimerer givet deres – smallere eller bredere – egeninteresse, og at konkurrencen fortrænger f.eks. virksomheder, der er dårlige til at profitmaksimere. Men hvad nu hvis den politiske konkurrence fortrænger politikere, som fører god politik i stedet for at maksimere stemmer og magt?

Hvis man anerkender, at politiske beslutningstagere reagerer på incitamenter og udvælges gennem konkurrence lige som alle andre, kan det imidlertid få vidtrækkende konsekvenser. Uanset at en økonom kan identificere den bedste politik på et givent felt, kan det være komplet irrelevant, hvis ingen har incitamenter til at føre den ud i livet.

Ingen så det klarere end James M. Buchanan, som jeg har haft fornøjelsen af at sammenfatte i denne bog. Nyligt afdøde Alberto Alesina så det også (læs Christian om ham her). Wicksell gjorde som sagt, og en række andre kunne nævnes i samme åndedræt.

Betyder det så, at økonomer ikke har noget relevant at anbefale? Ikke nødvendigvis. Og her kommer vi til grundloven. For Buchanan mente, at vi skal sondre mellem på den ene side politik inden for et givent ”spil” og på den anden beslutningerne om, hvordan spillereglerne bør se ud. Når først spillet er i gang, er udfaldet mere eller mindre givent, hvis alle spillerne søger at gøre det bedst muligt for sig selv. Men inden spillet går i gang, kan der være en mulighed for at blive enige om gode spilleregler. For en økonom bliver spørgsmålet dermed: ”hvilke spilleregler giver spillerne de bedste incitamenter”.

Når vi taler spilleregler i politik, handler det primært om konstitutionelle rammer. Økonomi bør altså handle om konstitutionelle forhold, mente Buchanan, som var en af grundlæggerne af disciplinen ”konstitutionel økonomi”. I stedet for at frustreres over, at politikerne ikke ønsker at gennemføre den fagligt set bedste politik, simpelt hen fordi det ikke er til deres fordel, så bør økonomer overveje, hvilke institutionelle ændringer der kunne forbedre politikernes incitamenter.

Og derfor er grundloven ikke noget, der kun bør interesse jurister, politologer og politikere, men også økonomer. Vi bør ikke holde op med at interessere os for optimal politik eller kritisere politikerne, men vi må acceptere, at incitamenter også tæller i politik. Og at vi bør have fokus på institutionelle rammer.

Konstitutionelle rammer er naturligvis svære at ændre, så de kan være svære at have tålmodighed med. Men i nogle tilfælde er de i spil. Mest åbenlyst i EU, hvor der hele tiden pønses på traktatændringer. Realiteten er dog faktisk, at en konstitutionel økonomisk analyse tilsiger, at mange af de eksisterende spilleregler – enstemmighed om f.eks. skattespørgsmål og vidtstrakt national suverænitet (subsidiaritet) – giver bedre resultater end de ”nemme beslutningsprocedurer”, traktatændringerne ofte sigter på. Det bør økonomer interessere os mere for, end vi gør.

God grundlovsdag.

Stem på Mads Lundby

Berlingske har nomineret tre kandidater til at modtage avisens første Fonsmarkpris. Avisens abonnenter afgør vinderen. Jeg vil gerne opfordre til at stemme på Mads Lundby Hansen. Mads fortjener at få prisen, og Henning Fonsmark fortjener, at Mads bliver den første prismodtager.

Peter Kurrild-Klitgaard har et sted beskrevet Fonsmark som en af de meget få kæmpere ved Thermopylæ, da det borgerlige-liberale Danmark stod på et lavpunkt. Fonsmark var chefredaktør på en række borgerlige aviser og tillige en tænker af format. Hans ”Historien om den danske utopi” er et historisk opgør med en periode, hvor Danmark blev nationaliseret – ikke virksomhederne, men vælgerne. Hans ”Den suveræne dansker” er et liberalt indlæg i en politisk-filosofisk debat på et niveau, vi ikke er forvænt med. Fonsmark søgte ikke de pæne og accepterede meninger, og han var ingen skinger debattør. Det er fuldt berettiget, at Berlingske markerer sit fokus på, at man vil være en borgerlig avis, med en pris i Fonsmarks navn.

Mads udstråler samme utrættelige vedholdenhed som Fonsmark. Mads har uanset politiske stemningsskift – som undertiden har sendt borgerlige vejrhaner i alle retninger – holdt fast i en dagsorden om at gøre Danmark til et mere frit samfund og dansk økonomi mere liberal. Som Fonsmark er han klar over, at friheden også må indbefatte økonomisk frihed, og at økonomisk frihed er en uovertruffen velstandsmotor. Han har underbygget det med utallige analyser, og han har demonstreret, at principfasthed ikke strider imod at skabe pragmatiske fremskridt. Tværtimod har Mads’ analyser været med til at bane vejen for, at fremskridtene blev mulige, uanset at hans anbefalinger blev udråbt som urealistiske, da de blev fremlagt – for nogle år senere at blive omsat i politik.

I dag er der mange borgerlige ”debattører” med uforgribelige meninger om alt muligt. Men Mads er – og Fonsmark var – mere end dét. Mads anvender sin økonomfaglighed til at tilføre samfundsdebatten merværdi. Her ligger han langt over det øvrige felt af kandidater til prisen – både det oprindelige felt og den snævre anden runde med tre nominerede.

Mads har en væsentlig del af ansvaret for den anseelse og effekt, CEPOS har fået som en af de mest slagkraftige tænketanke i Danmark og internationalt. Det siger jeg uden at rødme, selv om jeg selv er tilknyttet institutionen, for denne platform blev skabt, før jeg kom til. Mads var med fra starten.

Jeg kender Mads både uden for og inden for CEPOS og kan bevidne hans utrolige principfasthed, dedikation og effektivitet. Selv under meget vanskelige odds – som Mads også har måttet kæmpe med – har han været urokkelig i sit fokus.

Så selv om vi her på stedet normalt ikke giver os af med at anbefale kandidater, vil jeg gøre en undtagelse. Det er ikke et almindeligt valg eller en almindelig kandidat. Gå ind og stem på Mads – og få gerne andre til at gøre det samme (det kræver, dog at man er abonnent).

Hvorfor tvungen nedlukning koster meget mere end social distancering – flere bidrag.

Tvungen nedlukning koster mere end frivillig social distancering. Det skrev jeg om i min klumme i JP Finans her På bloggen anskueliggjorde et enkelt regnestykke, at de økonomiske omkostninger kan have været 2-3 gange så store som de svenske, fordi vi i langt højere grad end Sverige betjente os af tvungen nedlukning i første omgang.. Der er derfor også en overset gevinst ved genåbningen af dansk økonomi.

Forklaringen er den velkendte sammenhæng fra helt grundlæggende økonomisk teori, at forbrugeroverskuddet er meget større per gennemsnitsenhed end marginalt. Ved frivillig social distancering kan folk selv skære det marginale forbrug væk, som giver mindst forbrugergevinst i forhold til reduktionen i smitterisiko. Ved nedlukning af en hel branche afskæres de derimod også fra forbrug med stort overskud.

Læs resten

Har dansk nedlukning kostet 2-3 gange så meget som den sociale distancering i Sverige?

Vi er på vej til at genåbne det meste af økonomien. Det indebærer ikke, at det er opgivet at gøre noget ved corona-epidemien. Men i stedet for tvungen nedlukning af bestemte brancher bliver det i højere grad overladt til borgerne selv at holde afstand, samtidig med, at reguleringen primært har generel karakter i form af afstandskrav, brug af værnemidler mv.. Det sker bl.a. i lyset af, at Seruminstituttet har nået den konklusion, at netop den frivillige sociale distancering har spillet en central rolle for smittebekæmpelsen i forhold til den tvungne nedlukning.

Læs resten

Brug for at komme et par spadestik dybere end ekspertrapporten om COVID-19.

Regeringen er så småt begyndt at offentliggøre sit beslutningsgrundlag for håndteringen af coronakrisen. Det er på høje tid – og noget vi længe og ofte har efterlyst her på stedet.

Det tyder dog også på, at en del af grundlaget først har skulle skabes. I hvert fald blev der først for nylig nedsat en lille ekspertgruppe bestående af tre økonomer til at se på de økonomiske sider af epidemihåndteringen. Deres rapport kom i går og fortjener nogle kommentarer med på vejen. Men først og fremmest bør der kvitteres for arbejdet, der imponerende nok er produceret i løbet af bare fem dage. Man må dog håbe, at en væsentlig del af materialet var udarbejdet i de økonomiske ministerier på forhånd.

Branchelukning er et meget primitivt instrument.

Rapporten forsøger at give et meget groft billede af, hvilke brancher der er forbundet med størst smittetryk i forhold til den økonomiske værdiskabelse. Det giver en indikation af, hvor det er mest hensigtsmæssigt at holde lukket ned – og omvendt hvor det er vigtigst at prioritere genoplukning først. Rapporten finder, at fritids- og ungdomstilbud, barer og værtshuse og fitnesscentre giver mindst værditilvækst i forhold til smittetryk. Omvendt har universiteter, gymnasiale uddannelse og lufthavne størst værditilvækst i forhold til deres bidrag til smittetryk. Interessant nok har supermarkeder højere smittetryk og mindre værditilvækst end indkøbscentre!

Denne opgørelse er bedre end ingenting, men lukning af hele brancher er en meget grov og primitiv måde at styre smittetrykket på. Det samfundsøkonomiske tab ville være meget mindre, hvis man i stedet kunne skære de marginale aktiviteter væk i alle brancher. F.eks. ville det være en fordel at kunne skære nogle ligegyldige supermarkedsbesøg væk mod til gengæld at kunne åbne for ekstremt højt værdsatte besøg f.eks. i en butik i et storcenter.

Ideelt set burde vi i stedet for generel nedlukning af hele brancher have en skat på alle aktiviteter, der øger smitterisikoen. Der findes endda en elegant teori om, at skatten skal svare til de omkostninger, som den øgede smitterisiko påfører andre – den såkaldt eksterne omkostning. Når hverken regeringen eller ekspertudvalget har bragt en sådan skat på banen, har det den gode grund, at det er meget svært at identificere skattegrundlaget – altså at pege, hvornår og hvor meget vi øger smittetrykket.

Men manglen på at kunne anvende det bedste redskab kommer med en pris. Det gør det samfundsøkonomisk dyrere at nedbringe smittetrykket, og derfor er der ikke plads til så meget smittereduktion, som vi ellers kunne få for de samme penge.

Og spørgsmålet er, om der ikke findes andre alternativer til den meget primitive nedlukning af hele brancher. Jeg har selv foreslået, at man i stedet for bare at lukke f.eks. en restaurant ned, blot fordi det er en restaurant, i stedet kunne give den lov til at åbne, hvis den kunne dokumentere en tilstrækkelig smittehåndtering. Forslaget er blevet netop blevet fremført af DI og i de politiske forhandlinger.

Frivillig adfærd kontra obligatorisk nedlukning

Seruminstituttet har gjort den vigtige opdagelse, at det uventede kraftige fald i smittetrykket skyldes danskernes frivillige sociale distancering. Det bekræftes af den økonomiske rapport. Det er f.eks. iøjnefaldende, at aktiviteterne i en række smitterisikable brancher er faldet også i Sverige, selv om de godt må holde åbent der. Hotellernes omsætning er f.eks. faldet ca. 50 pct. i Danmark, men næsten 40 pct. i Sverige. Ekspertgruppen regner med, at under halvdelen af det danske BNP-fald som følge af krisen kan henføres til nedlukningen, og at mere end halvdelen skyldes frivillig distancering samt andre forhold (som udlandsefterspørgsel).

Der er imidlertid grund til at komme adskillige spadestik dybere.

Seruminstituttet er stadig præget af en tro på, at adfærden kan styres gennem formaninger. Der er imidlertid nok snarere tale om, at folk reagerer ganske rationelt på smitterisikoen. Det gør standardmodellen for epidemispredning mindre egnet for mennesker i forhold til f.eks. dyr. Den stigende dødelighed har fået folk til at øge deres sociale distancering, ligesom man må forvente, at en del af distanceringen vil aftage noget igen, når smittetrykket falder. Adfærden medfører altså af sig selv en udglatning af epidemikurven (se f.eks. John Cochranes illustrative modificering af SIR-modellen til at tage højde for adfærd).

Et vigtigt spørgsmål er, hvordan adfærd og tvungen nedlukning spiller sammen. Som udgangspunkt må man forvente, at de er substitutter: Hvis nedlukning får smittetrykket til at falde, vil en del af effekten blive modvirket af mindre social distancering end ellers. Det er ikke blot problematisk i sig selv. Hvor nedlukningen som sagt ret arbitrært lukker en hel branche ned, så må man formode, at folk vælger at distancere sig, hvor det gør mindst ondt. Frivillige distancering er altså en mere omkostningseffektiv metode, og derfor er det et problem, hvis den fortrænges af den ikke-omkostningseffektive nedlukning.

Men man kan dog ikke afvise, at nedlukning også i visse tilfælde kan forstærke frivillig distancering (altså virker komplementært). Vi går måske mindre ud, når der ikke er så meget at foretage sig ude i byen.

Derfor ville det være relevant at få belyst disse effekter, men det gør ekspertudvalget ikke. Den nøjes med at lægge Seruminstituttets mekaniske smittetrykseffekter til grund for de ovenfor omtalte beregninger.

Endelig er adfærdsspørgsmålet vigtigt i forbindelse med den overordnede strategi. Om frivillig distancering er nok eller ej, afhænger i høj grad af ambitionsniveauet. Ønsker man, at sygdommen dør ud, er frivillig distancering klart ikke nok. Spørgsmålet er så, om det er en realistisk og ønskelig ambition.

Planøkonomi er svært, planløs styring er værre

I den offentlige og politiske debat kan ind i mellem få det indtryk, at en nedlukket økonomi er en slags normaltilstand, og at det er genåbning som kræver særlig viden. Men realiteten er, at nedlukningstilstanden ikke alene er fuldstændig ekstraordinær, hvor regeringen har overtaget kontrollen over økonomiske processer, som normalt kører af sig selv. Det kræver desuden en meget klar planlægning, hvis omkostningerne ikke skal blive uoverstigelige – og den markedskonforme beskatningsløsning er som sagt ikke til rådighed. Derfor er det blevet økonomernes opgave at pege på behovet for viden og strategier. Det er en smule ironisk, fordi vi også ved, at planøkonomi er vanskeligt og stiller umulige krav til planlæggernes informationer og incitamenter.