Forfatter: Otto Brøns-Petersen (side 1 af 6)

Befolkning, vækst og klima 13: Derfor løber vi ikke tør for udtømmelige ressourcer.

Vil ikke-fornybare ressourcer blive udtømt, hvis der ikke bliver grebet ind politisk? Er økonomisk vækst overhovedet foreneligt med, at de ikke-fornybare ressourcer ikke er uendelige?

Begge bekymringer ytres med jævne mellemrum. Senest har en gruppe på 301 danske ”forskere” offentliggjort et opråb, hvori de går til angreb på den økonomiske vækst. Der er ”ikke noget historisk belæg for at antage, at den globale økonomiske vækst, målt i bnp, kan fortsætte, samtidig med at vi opnår et tilstrækkeligt aftagende miljøaftryk målt som udvinding af biomasse, mineraler, metaller og fossile brændsler”, erklærer de. Underskriverne er dog karakteriseret ved ikke at have faglig ekspertise på området – og indholdet viser desværre også, at de heller ikke har nogen indsigt.

Det er let at se intuitionen bag opfattelsen af, hvorfor udtømmelige ressourcer vil blive opbrugt uden indgreb, og hvorfor en endelig ressourcemængde er uforenelig med økonomisk vækst. Men det forholder sig modsat bekymringen: Privat ejendomsret er en forudsætning for, at ressourcerne ikke udtømmes, mens politisk kontrol er en reel trussel. Og uden økonomisk vækst er der et reelt ressourceproblem.

Christian har tidligere i denne serie forklaret, hvorfor privat ejendomsret beskytter fornybare ressourcer mod overudnyttelse. Der dannes en markedspris, som sikrer mod overudnyttelse. Hvis ejendomsretten ikke er tilstrækkelig beskyttet, kan det være nødvendigt at erstatte markedsprisen med en skat – men det kræver, at staten kan beskytte ”sin ejendomsret”, og at politikerne har de rigtige incitamenter.

Det gælder som sagt imidlertid også, at privat ejendomsret er en tilstrækkelig betingelse for at sikre en ikke-fornybar ressource mod overudnyttelse. Det blev elegant påvist af den amerikanske økonom Harold Hotelling i 1931. Han tog netop udgangspunkt i det problem, en ejer af en udtømmelig naturressource – f.eks. en kobbermine – står over for. Ejeren vil blive ved med at udvinde kobber, indtil det punkt, hvor der er lige så stor gevinst ved at vente med at indvinde mere.

Hvornår er det? Det er, når der er udsigt til en prisstigning svarende til renten. Hvis kobberet udvindes i dag og sælges, kan salgsindtægten spares op og vil kaste renten af sig. For at være indifferent mellem at udvinde mere kobber i dag eller vente et år, skal der altså være udsigt til, at kobberprisen stiger svarende til renten.

Ejeren har vel at mærke ikke blot et incitament til ikke at overudnytte ressourcen. Det kan vises, at den årlige produktion svarer lige præcis til den samfundsøkonomisk optimale mængde. Betingelsen om, at prisen skal stige svarende til renten, betyder, at kobber i al fremtid har samme forventede nutidsværdi i den produktion, den kommer til at indgå i.

Men hvad hvis der skal være kobber i jorden længe efter, at de nuværende generationer er borte? Det ændrer ikke ved resultatet. Pointen er, at ejeren kan sælge minen videre til en senere generation, som senere kan sælge den videre … og så fremdeles. Det er ikke nødvendigt at realisere gevinsten før tid.

Hotellings elegante resultat gælder i første omgang for en situation med indvindingsomkostninger, som ikke ændrer sig over tid – hvilket ellers godt kan forekomme navnlig i kraft af teknologiske forbedringer. Der tænkes her ikke på, at indvindingsomkostningerne typisk stiger, desto vanskeligere forekomster man skal have fat i. Det er indvindingsomkostningerne for en given sværhedsgrad, der her er tale om.

Hvad hvis der er udsigt til faldende indvindingsomkostninger? Så skal råvareprisen stige tilsvarende mindre. Pointen er, at det faktisk er profitten, som skal stige i takt med renten. Ved konstante omkostninger stiger profitten således med renten, hvis råvareprisen også gør det.

Udsigten til faldende indvindingsomkostninger får indvindingstempoet til at falde. Alt andet lige vil mere forblive i jorden og give en samfundsøkonomisk gevinst ved at drage nytte af de faldende fremtidige omkostninger. Det er også i overensstemmelse med den optimale ekstraktionsprofil.

Det er måske umiddelbart mere vanskeligt at forestille sig stigende indvindingsomkostninger i fremtiden – f.eks. at teknologien skulle løbe baglæns. Men en mulighed er, at det politisk besluttes at pålægge indvindingen en stigende afgift. Det er faktisk en variant af denne problemstilling, som foreligger ved det såkaldt ”grønne paradoks”. Paradokset er påpeget af den tyske økonom Hans Werner Sim. Det handler om, at en stigende omkostning ved at udlede drivhusgasser i fremtiden, kan få ejerne af fossile brændsler til at udvinde dem hurtigere – og altså fremrykke udledningen af drivhusgasser. Det er ikke en irrelevant problemstilling. Og modsat indvindingsomkostninger bestemt af teknologiske forhold mv., så er en politisk bestemt profil for skatter og regulering ikke nødvendigvis optimal.

Grundlæggende handler Hotellings resultater om, at ejeren i kraft af sin ejendomsret har et incitament til at spare på ressourcerne til fremtiden. De fremtidige samfundsøkonomiske gevinster af forekomsterne bliver kapitaliseret i prisen på forekomsten, når ejeren sælger den. Det er så at sige muligt at handle med fremtidige generationer, som slet ikke er født endnu.

Politisk kontrol giver derimod ofte ikke de politiske magthavere og beslutningstagere adgang til at høste gevinsterne ved at udskyde indvindingen af en ikke-fornybar ressource. Valget står mellem at få gevinsten ved at indvinde, mens man har den politiske kontrol, eller at lade gevinsterne gå videre til fremtidige magthavere. Det skaber incitamenter til overudnyttelse.

Et eksempel på sådanne politiske incitamenter er, at råvareafhængige statskasser ofte kompenserer for lavere råvarepriser ved at øge produktionen, så statskassens indtægter ikke rammes for hårdt. Det er en pervers effekt i den forstand, at lavere priser er et markedssignal om at sænke, ikke øge produktionen.

Det er i forvejen velkendt, at politikerne i de fleste politiske systemer har en tendens til at gældsætte sig udover det samfundsøkonomisk hensigtsmæssige. Overudnyttelse af naturressourcer er en parallel til dette problem. Hvor kommercielle ejere i praksis kan handle med ufødte generationer, kan politikerne ikke få deres stemmer.

Men er der ikke også en risiko for, at en privat ejer vælger at gå efter den kortsigtede gevinst? Det kan man da sagtens forestille sig. Pointen er imidlertid, at vedkommende i så fald maksimerer sin kortsigtede gevinst ikke ved at indvinde, men ved at sælge til en langsigtet investor, som er villig til at betale mere for at forekomsterne bevares i jorden, end ejeren vil kunne få ud af at indvende dem nu og her.

Hvis de udtømmelige ressourcer på jorden blev indvundet hurtigere end det optimale forløb i Hotellings enkleste tilfælde, så burde råvarepriserne stige med mere end renten. Men det er velkendt, at råvarepriserne stiger meget langsommere. Faktisk er prisen på de fleste råvarer steget så langsomt, at det vanskeligt har kunnet forenes selv med generelt faldende indvindingsomkostninger. Det tyder på, at nye forekomster er blevet opdaget i et uventet stort omfang. Det er f.eks. sådan, at de kendte forekomster af gas og råolie er større end nogensinde, fordi der opdages mere end der bruges.

Så der er altså intet hverken teoretisk eller empirisk belæg for, at ressourcerne vil blive udtømt for hurtigt.

I et kommende afsnit af serien ser vi på spørgsmålet, om stadig vækst er foreneligt med endelige ressourcer.


Befolkning, klima og vækst 10: Befolkningseksplosionen er aflyst

Vi er i dag ca. 7½ mia. mennesker på kloden. Det vil sige, at folketallet er blevet fordoblet siden 1970. Hvornår vil vi igen være dobbelt så mange? Sandsynligvis aldrig. Vi har været igennem en enestående transformation, siden levestandarden begyndte at stige for 200 år siden. Men den er ved at være tilendebragt. Forestillingerne om, at befolkningen vil eksplodere, ligger langt fra virkeligheden – uagtet at disse forestillinger trives hos bl.a. visse klimaforskere.

I figur 1 er udviklingen i folketallet siden 1950 og FNs fremskrivning til år 2100 gengivet. Den grønne stiplede linje er fremskrivningens median. Som det fremgår, topper den på godt 10 mia. mennesker netop omkring år 2100. I figuren er også angivet sandsynlighedsfordelinger for det globale folketal. De blå og grå stiplede linjer angiver det spænd, som befolkningsudviklingen med 80 pct. sandsynlighed vil ligge inden for. Den gule og den røde angiver 95 pct.-spændet. Ingen af dem indebærer en fordobling frem mod 2100. Derimod er det inden for det brede sandsynlighedsinterval, at folketallet vil falde allerede fra omkring 50 år. Det dækker bl.a. over, at den kinesiske befolkning vil blive halveret i 2100 i forhold til toppunktet.

 

Figur 1. Det globale folketal, 1950-2100

Anm.: De stiplede linjer angiver forskellige prædiktionssintervaller.

Kilde: FN – World Population Prospects 2019

 

Figur 2 viser prognosen fordelt på aldersgrupper. Den viser, at antallet af børn allerede er ved at toppe ifølge prognosen. Antallet af 14-64 årige topper om ca. 50 år. Det er altså de ældre, som tegner sig for den største vækst. Det er med andre ord ikke så meget “nye” mennesker som stigende levealder, der tegner sig for den befolkningstilvækst, som fortsat finder sted.

 

Figur 2: Det globale folketal, fordelt på aldersgrupper, 1950-2100

Anm.:

Kilde: FN – World Population Prospects 2019

 

I figur 3 er befolkningsprognosen fordelt på geografiske regioner. Billedet er meget klart. Hidtil har Asien tegnet sig for broderparten af den absolutte befolkningstilvækst siden 1950, men det er i færd med at skifte. Den asiatiske befolkning begynder at falde fra midten af dette århundrede. Til gengæld har Afrika taget over som den største bidragyder. Nordamerika vil også vokse noget – i lyset af fortsat indvandring – men Afrika vil vokse markant. Fire ud af ti borgere vil være afrikanere i 2100.

 

Figur 3: Det globale folketal, fordelt på regioner, 1950-2100

Anm.: Det matte område angiver fremskrivninger for perioden 2020-2100.

Kilde: FN – World Population Prospects 2019

 

Dynamikken fremgår tydeligt af figur 4, hvor vi igen ser på antallet af børn (0-14 årige), men nu fordelt på regioner. Afrika står som det eneste område for en betydelig vækst i antallet af børn, mens især Asien udviser et endnu større fald, så det globale børnetal som sagt er i færd med at toppe. Men selv det afrikanske børnetal topper inden århundredes udgang.

 

Figur 4: Antal børn (0-14-årige), fordelt på regioner, 1950-2100

Anm.: Det matte område angiver fremskrivninger for perioden 2020-2100.

Kilde: FN – World Population Prospects 2019

 

Hvad er det, der driver den bemærkelsesværdige transformation i den globale befolkningsudvikling, vi er vidne til? Grundlæggende handler det om velstand. Inden den industrielle revolution begyndte at løfte levestandarden – i først de vestlige lande – fik familierne mange børn, men var også udsat for høj børnedødelighed. Som en demograf for nylig har udtrykt det: Vi ynglede som rotter og døde som fluer. Stigende velstand får til at begynde med primært børnedødeligheden til at falde. Det får folketallet til at stige voldsomt. Men gradvist får den faldende dødelighed fertiliteten til at falde, så der fødes færre børn. I mange lande er fertiliteten faldet så meget, at befolkningen ikke kan reproduceres på længere sigt, men for en periode kan flere ældre holde folketallet oppe.

Paradoksalt nok går vejen til lavere befolkningstilvækst altså gennem højere levestandard. Det er i hvert fald et paradoks for dem, der gerne vil stoppe befolkningstilvæksten for at bremse den økonomiske vækst – eller i hvert fald de drivhusgasudledninger, der følger med.

Og hvis man vil stoppe befolkningstilvæksten tidligere, end der ellers er udsigt til, handler det reelt om at bremse befolkningstilvæksten i Afrika. Så kort kan det siges. Spørgsmålet er så, hvordan det skulle kunne lade sig gøre? Selv det forhærdede kommunistiske diktatur i Kina formåede ikke at håndhæve en et-barns-politik. Hvilke metoder er det, de nye klimapolitiske fortalere for et-barns-politik forestiller sig at tage i anvendelse?

Realiteten er, at et – fortsat – fald i fertiliteten kræver større velstand, også i Afrika. Altså større vækst. Det kræver på sin side bedre institutioner, som beskytter frihed og ejendom. Bedre levestandard vil samtidig dæmpe immigrationspresset.

Befolkning, klima og vækst 8: Hvad er sammenhængene mellem befolkningstilvækst og økonomisk vækst?

Noget af det mest mirakuløse ved det menneskelige samfund er, at vi til trods for en enorm stigning i folketallet har set en endnu kraftigere vækst i velstanden. Som vi så i afsnit 6 i serien, har de sidste 2000 års historie været bemærkelsesværdig enkel at illustrere i form af stigende skalaafkast. I perioden fra Kristi fødsel til lidt efter 1800 steg BNP med 1,2 pct., hver gang folketallet steg 1,0 pct. I de to hundrede år siden den industrielle revolution er BNP vokset med 2,1 pct. i gennemsnit for hver stigning i befolkningen på 1,0 pct. Det har tilladt, at vi i stedet for at blive kvalt i hinandens trængsel er blevet mange gange rigere.

Som jeg var inde på i afsnit 6, er sammenhængen værd at dykke dybere ned i. For hvordan er den egentlig? Det er det på tide at se lidt nærmere på.

Én ting er givet: Sammenhængen mellem BNP og folketal er ikke en simpel automatik. Verden er ikke en pølsemaskine, hvor man propper folk ind i den ene ende og får BNP ud i den anden. Og hvor en ekstra procent folk automatisk giver 1,2 pct. ekstra BNP – indtil man når ca. 1 mia. mennesker, hvorefter 1 pct. flere folk begynder at give 2,1 pct. ekstra BNP.

For det første har der været langvarige og tilbagevendende perioder, hvor væksten i BNP ikke har været tilstrækkelig til at forhindre faldende levestandard. Det menes f.eks. at være tilfældet omkring den neolitiske revolution, hvor vi gik fra at være jægere og samlere til at være agerdyrkere. Ganske vist steg produktionen markant, men folketallet steg endnu mere. Med et gennemsnitligt skalaafkast på blot 1,2 har der været mange langvarige episoder i menneskehedens historie, hvor indkomsterne stagnerede eller faldt. Og der har været eksempler på, at et pludseligt faldt i folketallet – som det eksempelvis var tilfældet nogle steder omkring Den Sorte Død – skabte ekstra indkomst til de overlevende. Verden har vist sig fra sin malthusianske side gentagne gange.

For det andet kom den industrielle revolution – og det store løft i skalaafkastet efter den indtraf, begyndende i England for 200 år siden – ikke ud af den blå luft. Det krævede institutionelle forudsætninger – f.eks. en udbredt ejendomsret og kontraktfrihed. Når vi kun ser på BNP og folketal, springer vi en vigtig kanal over, idet væksten i BNP ikke kun er drevet af mere arbejdskraft, men også af mere kapital. Den stammer dog fra arbejdskraften i den forstand, at de ekstra indkomster har muliggjort stigende opsparing, der igen har finansieret de investeringer, som væksten i kapitaludrustningen stammer fra. Men hvis der ikke havde været udsigt til at kunne beholde afkastet af investeringerne, ville de ikke have været foretaget.

På samme måde spillede den forholdsvis åbne internationale orden en central rolle. Hvis landene blot havde været kopier af hinanden og ikke handlede indbyrdes, var verden ikke blevet større. Vi havde ikke fået intensiveret handel og arbejdsdeling.

Uden navnlig briterne og hollænderne til at bane vejen med gode institutionelle betingelser for handel og investeringer, ville den industrielle revolution næppe have løftet sig fra jorden. I mellemtiden er vi gået fra en situation, hvor kun lande med exceptionelt gode institutioner kunne bryde fri af almen fattigdom, til en, hvor kun lande med exceptionelt dårlige institutioner ikke kan.

For det tredje skal man være opmærksom på den fare, der ligger i, at der har været en voksende trend for både folketal og BNP over tid. Der er en mulighed for, at de hver især hænger sammen med noget tredje, som også har en positiv trend, og ikke så meget med hinanden. Det er et klassisk statistisk problem.

Et godt bud kunne være, at den teknologiske udvikling ser ud til at vokse med tiden. Så en hypotese kunne være, at vi blot bliver klogere år og for år, ligesom vi bliver flere, uden at de to ting har noget med hinanden at gøre, eller sådan at en på forhånd given teknologisk udvikling driver folketal og BNP. I marxistisk teori er det ”produktivkræfternes” stadige march gennem tiden, som driver resten af historien.

Der er dog flere gode grunde til, at der også må forventes en effekt af større folketal på produktivitet. Helt simpelt så medfører flere mennesker, at der bliver flere til at få de nye ideer til innovation, som teknologiske fremskridt består af. Og ikke alene er der virkningen af, at ”flere hoveder tænker bedre end ét”, men tillige at flere mennesker muliggør arbejdsdeling, så personer med anlæg for nye ideer kan specialisere sig i det. Der er ikke mange designingeniører i et jæger- og samlersamfund.

Hertil kommer, at et større antal personer gør det muligt at udnytte teknologier med skalafordele. Det kræver en økonomi af mindst en bestemt størrelse f.eks. at indvinde råolie fra vanskeligt tilgængelige forekomster langt under havets bund. For produkter som lægemidler, hvor omkostningerne består i at udvikle medikamenterne, mens den enkelte tablet er næsten gratis at fremstille, er der indlysende skalafordele. En umiddelbart mindre synlig, men vigtig kilde til fortsatte skalafordele, når den enkelte virksomheds skalafordele er toppet, består i øget konkurrence mellem virksomhederne. Det sænker priserne og skaber incitament til ny innovation. Der er et begrænset antal bilproducenter i verden, men de konkurrerer intenst og holder priserne nede.

Endelig er der en gevinst ved at være mange i form af et differentieret vareudbud. Konkurrencen mellem bilproducenterne medfører ikke blot lave priser og innovation, men også et varieret udbud. Vi har generelt svært ved at måle denne gevinst i traditionelle BNP-mål, men alt tyder på, at et varieret udbud har en stor værdi i sig selv.

Vi har tidligere (i afsnit 6) været inde på, at arbejdsdelingen i sidste ende afhænger af markedets udstrækning, altså befolkningens størrelse. Som ikke mindst Hayek påpegede, består en moderne økonomi desuden af en udbredt vidensdeling, som i betydning kan måle sig med arbejdsdelingen. En stor del af denne viden er bundet til tid og sted og er ikke let kommunikerbar. Vidensdelingen er en central årsag til, at planøkonomi ikke kan fungere. Ligesom graden af arbejdsdeling afhænger af markedets størrelse, gælder det samme for vidensdeling. I den fremragende The Rational Optimist sammenligner Matt Ridley markedet med en kollektiv hjerne, som håndterer meget mere viden, end én person – eller computer – kunne.

Det er let at komme til at tænke på teknologi som store opdagelser. Relativitetsteorien, principperne i en Dieselmotor, loven om de komparative fordele og differentialregningen er velbeskrevet i litteraturen. Men langt den meste af den viden, vi anvender, er ikke leksikalsk. Den knytter sig til anvendelsen.

Ridley gennemgår en række fascinerende eksempler på, hvordan samfund, hvor befolkningen og arbejdsdelingen er faldet, også har tabt viden. Da Tasmanien blev afskåret fra Australien for 8.000 år siden og isolerede 5.000 mennesker, mistede det tasmanske samfund evnen til bl.a. at fremstille nåle og fiskeredskaber. Befolkningen var ikke længere stor nok til, at teknologierne var økonomisk meningsfulde.

Samlet set ser der i det store billede altså ud til at være en sammenhæng mellem, at vi er blevet flere, og at vi er blevet rigere. Den er ikke simpel og automatisk. Men det overordnede billede er, at vi er blevet rigere i takt med at vi er blevet flere. Det udelukker ikke, at der er negative sider ved en større befolkning i kraft af et større pres på ressourcerne og andre former for trængsel. De positive effekter har bare hidtil overhalet de negative – og intet tyder på, at vi har nået et punkt, hvor det holder op.

Befolkning, klima og vækst 6: Dit livs vigtigste graf

Grafen fortæller en ekstremt vigtig historie – måske menneskehedens vigtigste. Den viser sammenhængen mellem verdens folketal (x-aksen) og velstanden målt ved BNP (y-aksen). Og den viser, at der er voksende skalaafkast i produktionen med hensyn til antal mennesker. Det lyder måske ikke sex’et, men få spørgsmål er vigtigere.

Konstant skalaafkast vil sige, at når folketallet vokser, så vokser BNP lige så meget: Én procent i befolkningstilvækst giver én procent højere BNP. Ved konstant skalaafkast er BNP per verdensborger også konstant, når folketallet vokser. I figuren viser den sorte kurve, hvordan BNP ville være vokset siden Kristi fødsel, hvis der havde været konstant skalaafkast.

Faldende skalaafkast vil sige, at BNP vokser med mindre end én procent, når folketallet vokser én procent. Hvis de sidste to tusind år havde været karakteriseret ved faldende skalaafkast, så ville den faktiske udvikling – de røde og blå punkter – have ligget under den sorte kurve. Men som man kan se, så har der været stigende skalaafkast. Vi er blevet rigere i takt med, at vi er blevet flere.

Figuren viser endda, at skalaafkastet er tiltaget de sidste to hundrede år (de blå punkter). Frem til 1820 (de røde punkter) var skalaafkastet 1,3. Det vil sige, at en vækst i befolkningen på én procent har øget den gennemsnitlige velstand med 1,3 pct. Det var ikke meget højere end én, og gennemsnitsindkomsten steg ganske langsomt. Efter 1820 – som omtrent er begyndelsen på den industrielle revolution – har skalaafkastet været på 2,1. Det ses af, af den blå tendenslinje har en højere hældning end både den røde før-industrielle tendenslinje og den sorte kurve med konstant skalaafkast. Et skalaafkast på 2,1 vil sige, at BNP er vokset godt dobbelt så hurtigt som befolkningen. Det har løftet gennemsnitsindkomsten voldsomt.

Hvad figuren ikke viser så tydeligt er, at både befolkningstilvækst og BNP-vækst er accelereret de sidste to hundrede år. Når det ikke er så tydeligt, er det, fordi figuren benytter logaritmisk skala. Samtidig har jeg mange flere observationer fra de senere år end de tidligere. Siden 1960 er der en prik for hver år. De to første punkter har 1000 år mellem sig.

Den dramatiske udvikling de sidste to hundrede år er således tydeligere, når man plotter BNP og folketal (y-aksen er stadig i logaritmer) mod årstal. Det sker i denne figur.

Stigende skalaafkast er som sagt nødvendigt, hvis vi skal blive rigere i takt med, at vi bliver flere. Og stigende skalaafkast giver på ingen måde sig selv. Faktisk er det så ekstraordinært, at der stadig i vore dage er en del, der har svært ved at forstå det. Det gælder bl.a. de danske klimaforskere, der har efterlyst et indgreb mod befolkningstilvæksten for at bremse den globale opvarmning.

Når voksende skalaafkast kan være så svær at forstå, hænger det sammen med, at en stigende befolkning har både negative og positive effekter på levestandarden. De negative er imidlertid meget lettere at se end de positive.

De negative effekter af stigende befolkning er et forøget tryk på givne naturressourcer. F.eks. må der alt andet lige tages dårligere og dårligere landbrugsjord i anvendelse, jo flere der skal brødfødes. For langt de fleste individer er faldende skalaafkast det normale. De færreste af os kan producere det dobbelte ved at arbejde dobbelt så mange timer. En typisk bonde vil ikke få dobbelt så stor høst ved at fordoble mængden af såsæd og gødskning. Træerne vokser ikke ind i himlen – og slet ikke med stigende hastighed.

Den positive effekt af voksende befolkning blev dog allerede identificeret af Adam Smith, men har i perioder ind til de senere årtier været lidt overset. Smith indså, at arbejdsdelingen – specialiseringen – er kilden til velstand. Ti personer, der specialiserer sig og bytter med hinanden, kan producere mere end ti personer, der alle producerer det samme. De fleste moderne produkter – IPhones, sofaer, pasteuriseret mælk, blyanter osv. – skyldes en omfattende arbejdsdeling. Men arbejdsdelingens omfang er bestemt af markedets udstrækning. Desto flere mennesker vi er, desto større arbejdsdeling.

Det er vigtigt at huske på, at når vi taler skalaafkast, så er det på globalt plan. For et enkelt land behøver der ikke være voksende skalaafkast. Forklaringen på, at skalaafkastet først for alvor begyndte at overstige én de sidste to hundrede år, hænger i høj grad sammen med den intensiverede globalisering. Specialiseringen på tværs af lande har i mindst lige så høj grad som specialiseringen inden for landene drevet velstandsstigningen.

Det fantastiske er, at det voksende globale skalaafkast bliver ved med at gøre sig gældende, selv om vi har rundet et folketal på 7½ mia. Gevinsterne ved arbejdsdelingen fortsætter med at overstige omkostningerne ved mere trængsel og ressourcepres.

Ironisk nok blev den mest berømte forudsigelse om, at ressourcepresset ville overhale gevinsten ved flere mennesker fremsat af Thomas Malthus i 1798 – altså næsten på klokkeslæt samtidig med, at skalaafkastet begyndte at stige og banede vejen for en hidtil uset eksplosion i ikke blot folketallet, men i endnu højere grad velstanden. Siden er Malthus’ dystre forudsigelse blevet gentaget flere gange – f.eks. sagde forfatteren til ”Population bomb”, den amerikanske forsker og miljøaktivist Paul Ehrlich, fra 1968 i et interview:

“The battle to feed all of humanity is over. In the 1970s hundreds of millions of people will starve to death in spite of any crash programs embarked upon now. At this late date nothing can prevent a substantial increase in the world death rate.”

Så der er intet nyt i de nævnte klimaforskeres forudsigelser om, at øget folketal vil få negative konsekvenser. Og det vil det også få – f.eks. vil højere temperatur isoleret set have negative konsekvenser. Men det er vigtigt at have de positive effekter med også. De har indtil videre været klart dominerende.

Spørgsmålet er så, hvad der vil ske, hvis den globale befolkning topper eller begynder at falde. Det er emnet i senere indlæg i blogserien.

Data er hentet fra Maddisonprojektet om langsigtet økonomisk vækst og for nyere år fra Verdenbanken. BNP er i 2005-dollar.

Befolkning, klima og vækst 4: Fertilitet, indkomst og børnedødelighed

Christian har allerede beskrevet og illustreret en meget central sammenhæng: At antallet af fødsler per kvinde falder med indkomsten. I mange lande er indkomsten nu så høj, at fertiliteten – antal børn per kvinde – er faldet til eller under 2,1. Det er det niveau, hvor befolkningstilvæksten holder op.

Det fantastiske Gapminder-værktøj gør det muligt at give en særdeles slående illustration af denne sammenhæng – og at inkludere endnu en vigtig mekanisme grafisk. For hvorfor skulle fertiliteten falde, når indkomsten stiger? En væsentlig del af forklaringen er, at stigende indkomst sænker børnedødeligheden. Og hvorfor er det vigtigt i denne sammenhæng? Fordi det afgørende for familierne er, hvor mange levende børn, de kan regne med at bringe videre til voksenlivet. Er der en stor risiko for at miste børn undervejs, er der en tilskyndelse til at få flere – og faktisk til at overkompensere. Børnedødeligheden er jo bare et gennemsnitstal, så vil man gardere sig mod f.eks. at miste dem alle, taler det for at få lidt flere end den gennemsnitlige risiko tilsiger.

Og se nu her. Figuren viser udviklingen i verden de sidste to hundrede år. Fertiliteten (antal fødsler per kvinde) er vist på y-aksen, mens børnedødeligheden (antal døde 0-5 årige per 1000 fødte) fremgår af x-aksen. Prikkerne viser hver et land, og størrelsen af prikkerne vokser med gennemsnitsindkomsten per indbygger. Læg mærke til farverne.

Som det ses, dykker fertiliteten systematisk for alle lande, når børnedødeligheden falder. Det gælder stort set uafhængigt af religion, kultur og andre forskelle.

Det er stort set kun de blå prikker, som endnu har en fertilitet væsentligt over 2 – og en højere dødelighed.

De blå prikker er afrikanske lande. Den blå hale afspejler, at det er i Afrika, at det meste af befolkningstilvæksten nu finder sted. Men også her falder fertiliteten med stigende indkomst og faldende dødelighed.

Så befolkningen “eksploderer” ikke. Verdens befolkning steg markant i den periode, hvor børnedødeligheden begyndte at falde, og hvor fertiliteten endnu ikke havde fulgt trop. Men det har den altså nu – i en grad, så det er begrænset, hvor meget verdens befolkning vil vokse yderligere.

Valgkampen vidnede om, at der også i Danmark blæser nogle populistiske, anti-kapitalistiske vinde. Det kan til tider godt give mindelser om 1970’erne, om end det dengang var langt værre.

Det fik mig til at tænke på historien om, hvor langt ude Sverige var i 1970’erne, og hvor galt det kunne være gået. I stedet har Sverige bevæget sig i en klart mere liberal retning.

I figuren kan man se, hvordan Sverige i 1970’erne lå langt lavere end selv Danmark, når det gjaldt graden af markedsøkonomi (målt her ved Fraser m.fl. Index of Economic Freedom). Siden 1985 har vi nogenlunde fulgtes ad. Danmark er marginalt foran, men siden 2000 har vi været svagt faldende, mens Sveriges trend har været svagt stigende.

Men i 1970’erne lå det i høj grad i kortene, at Sverige reelt kunne være på vej til at afvikle den private ejendomsret til erhvervslivet. Svensk LO fremlagde en model for Löntagarfonde, som gradvist skulle overtage ejerskabet med svenske selskaber. Fondssocialisme, slet og ret. Det gik ud på, at de lovpligtigt skulle aflevere aktier svarende til 20 pct. af overskuddet til fonde, kontrolleret af fagbevægelsen. De ville altså komme til at kontrollere en voksende andel af svensk erhvervsliv og især naturligvis den mest rentable del. Fondene ville også komme til at styre en voksende del af investeringerne. En del af begrundelsen for LO’s forslag gik eksplicit på, at de mest succesfulde virksomheder pressede de mindre succesfulde, så de havde svært ved både at udbetale de overenskomstmæssige lønninger og bevare beskæftigelsen. Men med de succesfuldes større bidrag til de centrale fonde kunne man udligne mellem virksomheder med ”over-overskud” til dem med ”under-overskud”! LO fik det magtfulde svenske Socialdemokrati med på forslaget. En del klassiske socialdemokrater var imod, men bl.a. Olof Palme var opsat på at udnytte tidens anti-kapitalistiske stemning.  

Et kontrafaktisk studie af 16 børsnoterede selskaber viser, at fondene i løbet af få år ville have været den største ejer i Handelsbanken og SE-banken. I løbet af tyve år ville f.eks. Electrolux have haft fondene som majoritetsejer, mens H&M ville have været tæt på.

Men fondssocialismen endte kun som et kontrafaktisk spøgelse. Faktisk blev opgøret med fondssocialismen et vendepunkt, som markerede bevægelsen imod et mere liberalt Sverige. Selve fondsforslaget endte med at blive vedtaget i 1983 af den nytiltrådte socialdemokratiske regering i en stærkt udvandet version, som blev endelig afskaffet, da Moderatlederen Carl Bildt blev statsminister i 1991.

Det skyldes frem for noget en håndfuld fremsynede erhvervsfolk fra den svenske arbejdsgiverforening, SAF. Allerede i slutningen af 1960erne indså SAFs kommunikationsdirektør StureEskilsson, at udfordringen fra de anti-kapitalistiske strømninger krævede et principielt, intellektuelt rodfæstet forsvar for kapitalisme og markedsøkonomi som system. Det var langt fra alle i erhvervslivet, som var enige. Nogle mente tværtimod, at det var bedre at være imødekommende over for kritikerne og ”følge med tiden”.  Appeasement-taktikken er ikke fremmed for virksomheder i politisk modvind. Virksomheder blander sig typisk i politik for at lobbye for konkrete resultater for dem selv, og de efterspørger derudover typisk politisk stabilitet. Hellere forhandle med de politiske magthavere end udfordre dem. Når det gjaldt fondssocialisme, var der endog en opfattelse hos nogle CEO’s om, at fondene ville være langt mindre besværlige ejere end de hidtidige private ejere. Private ejere stiller krav om afkast og stiller ikke kapital til rådighed uden udsigt til succes. Fagbevægelsen kunne man derimod forhandle med – og en del af formålet var jo netop at omfordele kapital fra de effektive til de mindre effektive.

Også politisk var der en tendens til at vælge appeasement, f.eks. hos Folkpartiet (som i dag tør kalde sig liberale).

SAF-medarbejderne – som bl.a. talte Carl Johan Westholm – fik dog opbakning til linjen i arbejdsgiverforeningen, ikke mindst da Curt Nicolin fra Wallenberg-koncernen blev formand for SAF i 1976. Det skabte for det første et principielt engagement fra erhvervslivet i svensk samfundsdebat. For det andet opbyggedes en stærk infrastruktur af intellektuelle institutioner som tænketanken Timbro og forskningsinstituttet Ratio. Grundidéen var at opbygge en intellektuel kapital, en forståelse for markedsøkonomien som system. Som en af folkene efterfølgende bemærkede, gik man fra at være ”pro-business” til at være ”pro-market” (med Milton Friedmans ord).

Nils Karlson identificerer i et interessant case-study denne vending i det intellektuelle miljø som en af flere afgørende forudsætninger for, at Sverige forlod driften mod socialisme og reformerede sig i mere markedsorienteret retning. Da flere alvorlige kriser ramte Sverige i løbet af 1980erne og 1990erne var der skabt indsigt og holdninger – langt ind i Socialdemokratiet – som gjorde det muligt at løse dem med liberale reformer. Det langsigtede, vedholdende arbejde med udspring i SAF-folkenes forudseenhed gjorde, at der var en intellektuel kapital at trække på. Det gjaldt, da Sverige liberaliserede sine stærkt regulerede og aflukkede finansielle markeder, efter at de reelt var ved at bryde sammen i løbet af 1980’erne. Og det gjaldt, da bunden gik ud af statsfinanserne og kronen kom under pres i begyndelsen af 1990’erne. Sverige fik en budgetlov, sanerede udgiftspolitikken, begrænsede velfærdsstaten og skabte en uafhængig centralbank, som har evnet at føre en succesfuld pengepolitisk linje med inflationsmålsætning og flydende valutakurs.

Der var altså ikke tale om et quick fix eller forsøg på at kommunikere sine organisationspolitiske interesser bedre, men at investere i en langsigtet og helt grundlæggende holdningsændring. Resultaterne kom heller ikke med det samme, men meget gradvist. Sveriges to borgerlige regeringer i perioden 1976-82 var ikke ubetingede succeser. Men med tiden kom det til at præge dem helt afgørende. Navnlig Moderaterna tog nyliberalismen til sig. Politikere og andre meningsdannere er forsat præget af den langsigtede satsning.

Det er givet, at en del andre begivenheder var hjælpsomme over for SAF-folkenes projekt. De økonomiske kriser og succeserne med en mere markedsorienteret politik i USA og Storbritannien under så markante lederskikkelser som Ronald Reagan og Margaret Thatcher er et eksempel. Nobelpriserne i økonomi til en række liberale økonomer som F.A. Hayek i 1974 og Milton Friedman i 1976 markerede ikke blot en bevægelse i liberal retning blandt økonomer, men fik måske særlig gennemslagskraft i Sverige, fordi Nobelprisen uddeles under stor opmærksomhed i Stockholm. Den gradvise opløsning af det sovjetiske imperium i løbet af 1980’erne, kulminerende med Berlinmurens fald i 1989, bidrog også. Men sådan er det jo altid. Historien har sjældent unikausale årsager.

Kampen mod fondssocialismen var ikonisk – bl.a. i kraft af en demonstration, der samlede 100.000 i det centrale Stockholm – og et wake up-call til svensk erhvervsliv, men langt fra det eneste mål for SAF-folkene. Det var langt mere ambitiøst: Ikke blot at undgå fondene, men at ændre kursen for det svenske samfund fundamentalt. Og det er som sagt lykkedes, selv om der naturligvis fortsat er plads til markante liberale fremskridt.

Kampagnen mod löntagarfonderna er beskrevet i en serie artikler i Svensk Tidsskrift fra 2013 i anledning af 30 året for demonstrationen. De er værd at læse.

De pro-europæiske partier vandt – men for hvilket projekt?

Valget til Europa-Parlamentet kan udlægges som en sejr for de partier, som støtter EU. Det gælder i Danmark, hvor Folkebevægelsen røg ud for første gang. Enhedslisten kom ind i stedet, men efter at have modereret den klassiske modstand mod medlemskabet. Og det gælder for så vidt også for EU som helhed, selv om en række kritiske partier – f.eks. i Frankrig, England og Italien – fik gode valg. Men hvor stærk er EU-opbakningen, når det kommer til stykket?

Det er nærliggende at sammenligne med det britiske Brexit-flertal.

Efter folkeafstemningen har det vist sig med meget stor tydelighed, at der ikke er ét, men flere, svært forenelige Brexit’er. I den ene ende af skalaen er der de briter, som stemte for Brexit for at få et mere åbent Storbritannien med frihandel med alle lande. I den modsatte ende er der Brexittilhængere, som tværtimod ønsker et mere lukket Storbritannien, ikke mindst når det gælder arbejdskraftens frie bevægelighed. Problemet med at forene de meget forskellige Brexit-motiver er den centrale årsag til den politiske krise i Storbritannien.

For mig tyder meget på, at der blandt de EU-positive partier er ved at opstå en voksende og lignende splittelse. Tag f.eks. det danske Socialdemokrati, som gik til valg på et EU-projekt, der i høj grad er modsætningen til det eksisterende EU, ikke mindst Det Indre Marked. Partiet ønsker at begrænse den frie bevægelighed og at indføre langt mere fælles skattepolitik. I dag er skattepolitikken underkastet enstemmighedskrav netop for at forhindre en stærk føderal statsmagt i EU, og den nye skattepolitiske dagsorden er næppe realistisk uden at bryde med dette bånd. Arbejdsmarkedspolitik har også traditionelt været et nationalt anliggende, så længe landene ikke forhindrer den frie bevægelighed. Også i andre kredse kan man se en lignende bevægelse – f.eks. i retning af mere socialpolitik og gammeldags industripolitik i EU.

Der er ingen tvivl om, at der er kræfter rundt omkring i EU, som leder efter et EU-projekt med større folkelig opbakning. Kriserne – ikke mindst statsgældskrisen i Euroområdet, immigrationskrisen og de kollapsede udenrigspolitiske ambitioner i Nordafrika samt Brexit-afstemningen – har været tæt på livstruende, og de er ikke helt ovre endnu. Spørgsmålet er bare, om et mere populistisk projekt – baseret bl.a. på myter om, at uden en fælles politik på skatteområdet kan virksomhederne skalte og valte efter forgodtbefindende – ikke blot risikerer at splitte pro-europæerne? Det vil i stigende grad kunne få dem, som støtter det naturlige EU-projekt (der få steder er beskrevet så godt som her) med et indre marked og samarbejde om grænseoverskridende problemer som f.eks. klima og miljø, til at miste tiltroen til projektet. Det kan meget vel ende med at gøre EU’s eksistenskrise værre.

Hvad er Løkkes politiske projekt med en SV-regering?

Det er ikke op til mig at forholde mig til det partitaktiske i Lars Løkke Rasmussens forslag om en SV-regering. Jeg er ikke politisk kommentator. Hvis det var vejen til den bedste politik, så har jeg ingen principielle indvendinger (der er dog en række udfordringer, som bl.a. påpeget af redaktøren her forleden). Det centrale er – som Niels Helveg Petersen yndede at sige – ikke, hvem der samarbejdes med, men hvad der samarbejdes om.

Men lige præcis, når det gælder det substantielle politiske formål, har jeg svært ved at se, hvad det skulle være. Her skylder statsministeren en forklaring. Hvad er det, han vil opnå? Hvordan fremmer det muligheden for at komme igennem med Venstres politik. Tværtimod har Venstre i bemærkelsesværdig grad ikke blot overtaget Socialdemokratiets politik, men ligefrem i en række tilfælde overtrumfet den. Venstre vil bruge hele det råderum (som i parentes bemærket er blevet skabt af Løkkes egne helt unødvendige og hasarderede skatteforhøjelser under finanskrisen) på offentlige udgifter. Dermed overtog man Socialdemokratiets mærkesag (som S straks trumfede med at ville bruge endnu flere penge). VLAK har fordoblet Socialdemokraternes løfte om 500.000 grønne biler i 2030, uagtet de enorme samfundsøkonomiske omkostninger. Trods nytrykte valgplakater, der lover samme ”velfærd” (altså offentlige udgifter) som Socialdemokraterne, ”bare uden skattestigninger”, er de mest iøjnefaldende skattepolitiske bidrag til valgkampen fra Venstre været et krav om højere afgifter på cigaretter og en kovending om EU-minimums-selskabsskat og harmoniseret skattegrundlag.

Hvis der er et politisk projekt bag Løkkes SV-udspil, har jeg svært ved at se, hvad det er. Hvad er det for et politisk program, som kan motivere regeringssamarbejdet. Hvis der blot var tale om, at statsministeren har ændret politiske holdninger i socialdemokratisk retning, hvorfor skal Venstre så strengt taget med i en regering med S. Hvis han nu ser sig tættere på S end de andre partier i rød blok, så var det tilstrækkeligt at være støtteparti. Det havde været sværere for Mette Frederiksen at afvise. Det havde også fjernet mistanken om, at manøvren handler om personlige interesser og taburet-klæberi.

Løkkes eneste forklaring er, at han vil holde yderpartierne ude – og sigter til udlændingepolitikken hos NB og SK. Men det er påfaldende, at netop de to partier, som taler varmest for et samarbejde med Socialdemokraterne – Venstre og DF – selv er gået i spidsen med illiberal symbolpolitik i indvandrer- og flygtningepolitikken: Burkaforbud, smykkelove, forbud mod hadprædikanter, ekstra straf og kinesiske pointsystemer i ghettoområder og lagkager er først og fremmest groet i Venstres baghave, mens retorikken mod konventionerne har været stærkest fra DF.

Socialdemokratiet har længe deltaget i dette spil symbolladede stramninger. Socialdemokratiet har desuden for længst deponeret sin udlændingepolitik hos Venstre og DF med en garanti om, at et rødt flertal efter valget ikke vil blive udnyttet på det område. Dermed har man afmonteret truslen fra yderpartierne til venstre. Løkke kunne have valgt at gøre det samme – altså give en tilsvarende garanti om, at der ikke vil blive ført udlændingepolitik med SK og NB, og at Socialdemokratiet skal være med. Det ville Mette Frederiksen dårligt have kunnet nægte – givet at hun beder blå blok om det samme. Omvendt har det været let for hende at afvise en SV-regering, og det er vanskeligt at se, hvad hendes interesse skulle være i sådan en regering. Løkke har altså valgt den mest yderligtgående og mest urealistiske vej til at holde yderpartierne ude af udlændingepolitikken frem for den enkle og realistiske. Hvis forklaringen vel at mærke skal tages for pålydende.

Man aner også den forklaring, at det skal være nemmere at regere end under VLAK-regeringen. Men så naiv er Løkke næppe. Han får næppe så let spil med et ministerhold fra Socialdemokratiet, som han har haft med det fra LA og K. S er i stand til at sætte et hold, der har ministererfaring og er vant til at få deres vilje i politiske forhandlinger. De bliver væsentligt sværere at bide skeer med. Og når det kommer til stykket, har det siden regeringsdannelsen ikke været de små regeringspartnere, der har skaffet Løkke vanskeligheder, men DFs modvilje mod at give regeringen succeser – end ikke når regeringen ydmygede sig til at spille ud med gamle DF-ønsker så som skattelettelser i bunden.

En SV-regering vil fortsat være afhængig af DF. DF vil enten kunne kannibalisere sine to nærmeste konkurrenter eller gøre sig besværlige, hvis det ikke lykkes. DFs formand har allerede demonstreret, at han ikke viger tilbage i et spil chicken (medmindre det forventede valgnederslag kommer til at slide alvorligt på disse evner). Spilteoretisk har en ligevægt mellem en hardliner og én, der allerede har demonstreret vilje til at vige, en tendens til at bide sig fast og blive selvforstærkende.

Det kan som sagt være, at der er et politisk projekt, Løkke mener kræver en SV-regering. Men han har ikke løftet sløret for det. Dermed er spillerum for forklaringer, som hverken er ærefulde endsige acceptable.

Under Anders Fogh var det konstante motto, at ”det der ikke kan forklares, kan heller ikke forsvares”. Det er ikke forkert. VLAK’s hidtidige problemer med at give tilstrækkeligt overbevisende forklaringer til sine baglande må være en påmindelse til Løkke om det nødvendige med en forklaring af det politiske projekt.

Det gælder ikke mindst, når der er tale om så markant og pludseligt et brud med den hidtidige parlamentariske tradition. Vi har kun haft én – kortvarig og langt fra succesfuld – SV-regering i efterkrigstiden. Desuden deltog samtlige demokratiske partier kortvarigt i befrielsesregeringen. Også i udlandet er samlingsregeringer mellem de store partier hen over midten en undtagelse – med mindre altså der forelægger en helt særlig situation, enten parlamentarisk eller en politisk. Ingen af delene er lette at få øje på i dagens Danmark.

Thatcherrevolutionen – 40 år efter

I dag er det 40 år siden, Margaret Thatcher tiltrådte som britisk premierminister i 1979. Det var et vendepunkt ikke blot for Storbritannien, men kom også til at præge den økonomisk-politiske dagsorden i resten af den vestlige verden. Thatcher forblev premierminister til 1990.

Ved regeringsskiftet havde briterne arvet titlen som “Europa syge mand”. Det var en økonomi præget af stagnation og ubalancer – ikke mindst en høj inflation. Det kom til at ændre sig.

Strukturreformer i form af bl.a. privatisering og deregulering, opbremsning i den offentlige sektors vækst, skattereformer med lavere marginalskatter, anti-inflationær pengepolitik og mindre vægt på konjunkturpolitisk aktivisme kom på dagsordnerne, bl.a. takket være Thatchers eksempel og succes med at vende den økonomiske udvikling hos briterne.

Det giver egentlig et meget godt snapshot at se på udviklingen i Fraser Institute m.fl.s Index of Economic Freedom. Indekset består af fem underindeks – alle i området 1-10, med 10 som højeste (målene bag indeksene kan diskuteres, men det overordnede billede er ikke helt skævt). Figuren viser indeksværdierne hvert femte år siden 1970.

Det samlede indeks sprang med et helt point fra 6,7 til 7,7 fra 1980 til 1985, den største stigning i de små halvtres år det er opgjort for. Den mest dramatiske stigning var i underindekset “sound money”. Det afspejler, at det lykkedes at få bugt med den høje inflation. Det skete vel at mærke ikke med indgreb i priser og lønninger, som ellers var på mode, men ved stoppe den inflationære pengepolitik. Også i USA lykkedes det at bremse inflationen med en strammere pengepolitik. Det samme kom indirekte til at ske i Danmark, efter at kronekursen blev bundet til D-marken i 1982, og Danmark kom til at føre samme pengepolitik som i Tyskland.

Men også udviklingen i underindekset for “freedom to trade internationally” steg markant. Det skete dog så hurtigt, at det allerede var sprunget i vejret i 1980. Det afspejler ikke mindst, at den nye regering stort set skrottede de hidtidige kraftige restriktioner på kapitalbevægelser. Frie kapitalbevægelser er den helt almindelige tilstand i dag, men i 1979 var det ganske uset. Mange forudså, at det ville føre til store ubalancer, men i stedet bidrog det til både økonomisk vækst og indirekte også til stabilitet. Med frie kapitalbevægelser kommer valutakursen hurtigere under pres ved en uklog økonomisk politik. Samtidig med liberaliseringen af kapitalbevægelserne kom også en tiltrængt deregulering af kreditmarkederne.

Udviklingen i underindekset for “size of goverment” steg som følge af et fald i top-marginalskatten fra 83 pct. til 40 pct. og et gradvis fald i skatte- og udgiftstrykket. Opgøret med de offentlige udgifter blev dog ikke så stort, som Thatcher lagde op til. Til gengæld blev et stort antal statsejede virksomheder privatiseret. Samtidig blev der dereguleret navnlig i anden del af hendes regeringsperiode.

Så meget for snapshottet. Der skete mange ting, som er værd at se nærmere på – af både godt og skidt. Det kan være, vi kan fejre jubilæet med et par posts om det i den kommende tid…

Derfor er Brexit så svær at gennemføre

Det britiske parlaments behandling af Brexit er på mange måder både tragisk og komisk. Men den kaotiske proces er på samme tid mere ”demokratisk” end normal politik.

Den grundlæggende årsag til, at parlamentet ikke kan træffe en beslutning er, at deres præferencer givetvis er cykliske. Der er ikke klart flertal for ét forslag.

Det var meget tydeligt ved afstemningen i går, hvor MP’erne skulle indikere deres tilslutning til hele otte forskellige forslag – spændende fra en ny folkeafstemning til et hårdt Brexit. Ingen af forslagene kunne samle et flertal bag sig. Til gengæld indikerede de altså cykliske præferencer.

Man kan også sige det sådan, at der ikke er ét, men flere Brexit’er. Brexittilhængerne er meget delt i spørgsmålet om, hvilket de foretrækker. Det var klart allerede i kampagnen op til afstemningen. Nogle ønskede Brexit for at åbne Storbritannien mere mod resten af verden (”Europas Hongkong”). Andre ønskede Brexit for at lukke Storbritannien mere af – især for udenlandsk arbejdskraft. Det irske dilemma gør det hele yderligere kompliceret.

Cykliske præferencer vil i sin mest enkle form sige, at Y kan slå X, Z kan slå Y, men X kan slå Z. Hvis man stiller dem op over for hinanden i parvise afstemninger, vil vinderen af én afstemning altid kunne slås af det tredje alternativ. Man kan ikke rigtig forestille sig en person med cykliske præferencer.  Det ville være dybt irrationelt. Men hvis tre eller flere personer skal træffe en kollektiv afgørelse om mindst tre alternativer, kan deres ”fælles” præferencer godt være cykliske, selv om de hver især som personer ikke har cykliske præferencer.

Jeg har tidligere skrevet om fænomenet her. Christian har for nylig beskæftiget sig med emnet her.

Ved cykliske præferencer er der ikke nogen ”rigtig” eller ”naturlig” vinder blandt de mulige forslag eller kandidater. Et hvert alternativ kan slås af et andet – i uendelighed.

Man kunne måske tro, at cykliske præferencer er meget usædvanlige i politik. Vi observerer sjældent et kaos som det britiske.

Men der er faktisk grund til at forvente, at præferencerne meget ofte har en cyklisk karakter.

Hvorfor observerer vi det så ikke?

Forklaringen er, at afgørelsen bliver bestemt af noget andet end præferencerne. Men hvad?

Dette andet kan være, at der findes en bestemt afstemningsrækkefølge eller -metode, som reelt afgør udfaldet. Det kaldes en ”strukturinduceret ligevægt”. Faktisk er der også i sidste ende et strukturbestemt udfald i UK. Kan man ikke enes om andet, så gælder ”hård Brexit”.

Dette andet kan også være manipulation (hvorved ikke nødvendigvis skal forstås noget normativt negativt). Manipulation kan ske på to måder. Enten ved, at dem der bestemmer rækkefølge og alternativer reelt afgør udfaldet. Eller ved, at nogen stemmer taktisk. Ofte er det en blanding af en given struktur og manipulation, som er afgørende.

Det forklarer, hvorfor politikere så gerne vil i regering (ud over personlige ambitioner om at blive minister). Mulighederne for at bestemme rækkefølge og alternativer giver en betydelig magt over udfaldet.

I normale situationer har regeringen, statsministeren eller andre magten til at bestemme et udfald. Derfor observerer vi ikke det kaos, som præger Brexit. Men premierminister May har tydeligvis ikke tilstrækkelig magt over situationen til at kunne fremtvinge en afgørelse. Derfor er processen på sæt og vis meget ”demokratisk”. Den er, som politik næsten altid ville være, hvis ingen havde tilstrækkelig stor magt til at manipulere en afgørelse igennem.

På ét område er det dog ikke usædvanligt at se cykliske præferencer: Når regeringsmagten skifter fra valg til valg. Det er fuldt ud muligt med skiftende flertal, selv om der ikke fandtes en eneste vælger, som skifter præferencer over tid. Som et simpelt eksempel, antag at en regering altid er bundet af at gå til valg på den politik, den har ført. Hvis præferencerne er cykliske, kan oppositionen altid finde et program, som kan slå regeringens program. Y kan slå X, Z kan slå Y og X kan slå Z. Har regeringen ført politik X kan oppositionen vinde på Y… og så fremdeles.

Den konstitutionsøkonomiske tænker James Buchanan anså faktisk eksistensen af cykliske majoriteter fra valg til valg som et positivt træk ved demokratiet. Det kan forhindre, at nogle vælgere havner i permanent mindretal (der er mere om dette og cykliske majoriteter i min bog om Buchanan).

Indlysende nok ville politisk ustabilitet ikke have nogen fordele i en verden, hvor vælgernes individuelle præferencer lod sig smukt aggregere til en kollektiv præference – til et udtryk for ”folkeviljen”. Men det kan de ikke. Demokratiet kan snarere ses som en check-and-balance. Derfor er der en god grund til ikke at overlade flere beslutninger end højst nødvendigt til det politiske system. Men Brexit må nødvendigvis være en politisk beslutning. Uanset at den ser svær ud.

Er kulturen så skrøbelig, som nationalkonservative tror?

Kulturen spiller en vigtig rolle for et samfund. Men hvilken og hvordan?

Det er et nyt studie af Thor Berger og Per Engzell med til at kaste et fascinerende nyt lys på. Det, de to forskere har gjort, er at se på indkomstulighed og -mobilitet i forskellige områder i USA, afhængig af hvilke nationaliteter de oprindelige indvandrere havde. Dernæst har de set på indkomstspredningen og -mobiliteten i de pågældende lande i dag. Det viser et bemærkelsesværdigt sammenfald.

Skandinaviske lande er f.eks. karakteriseret ved relativ lav indkomstspredning og høj -mobilitet. Det samme gælder områder i USA stærkt præget af skandinavisk indvandring. Lande som Frankrig., Italien og Storbritannien har større spredning og mindre mobilitet. Det samme gælder områder i USA, som har mange efterkommere efter franske, italienske og britiske immigranter. Selv om de store immigrationsbølger til USA ligger hundrede år tilbage, sætter de stadig mærkbare spor.

En anden interessant opdagelse i studiet er, at den dominerende kultur smitter af. Italienske efterkommere, som bor i områder domineret af skandinaviske efterkommere, udviser ”skandinavisk” indkomstspredning og mobilitet.

Studiet er ikke blot interessant, men kan være med til at føje lidt fakta til aktuelle debatter, som mest er præget af postulater.

For det første tyder det på, at kultur spiller en rolle. Det rammer yderligere en pæl igennem forestillingen om, at de skandinaviske landes særpræg er et produkt af velfærdsstaten. Velfærdsstaten i f.eks. Danmark kom langt senere end de store udvandringsbølger. Hvis vores særpræg var skabt af velfærdsstaten, burde vi ikke have meget til fælles med vore amerikanske slægtninge. Men som ikke mindst redaktør Bjørnskov har gjort opmærksom på gentagne gange, så tyder det på, at den høje grad af tillid i skandinavisk kultur går meget langt tilbage i tid.

For det andet udfordrer resultaterne nogle centrale dogmer, man kan finde hos især nationalkonservative debattører. Det er ikke just, fordi de underdriver kulturens betydning. Men til trods for den enorme betydning, den tillægges, ser de den samtidig som meget skrøbelig med behov for politisk understøttelse. Ét dogme går på, at kulturen er uhyre sårbar over for fremmed indflydelse, så den er nødt til at blive afskærmet. Ofte anses det fælles sprog (og religionen) for at være definerende for en kulturs udstrækning og levedygtighed. Andre nationalkonservative ser statslige kulturinstitutioner som teatre og mediemastodonter som nødvendige for at opretholde kulturen. Nogle af dem virker til at mene, at nødvendigheden af statens aktive understøttelse følger direkte af, at kultur har stor betydning.

Studiets resultater gør det imidlertid vanskeligt at se, at kulturens skrøbelighed er så stor som forudsat. Det tyder tværtimod på stor robusthed – hvad måske også skulle forvente, hvis kultur er vigtigt. Immigranterne i USA er ikke blevet skærmet mod andre nationaliteter. USA har ikke som Europa statslige medier mv. – og slet ikke statslige medier med et monokulturelt formål. Kort sagt mangler alle de faktorer, som tillægges altafgørende betydning i de nationalkonservative ”fortællinger”. Alligevel vedbliver immigranternes kultur at sætte deres tydelige præg.

Desværre er der i høj grad tale om netop det: fortællinger. Det er bare ikke nok. En tese om, at kulturen er vigtig, skrøbelig og har behov for politisk indgriben kræver både evidensmæssig og teoretisk underbygning. Og så må det i øvrigt også vises, at denne politik ikke er for sårbar over for politikfejl.

Fordelene ved selskabsskattekonkurrence

Er det en god idé at indføre en fælles skattebase og minimumssats for selskabsskatten, sådan som statsministeren (men bemærkelsesværdigt nok ikke regeringen) vil gøre?

Det korte svar er nej.

Børsen bringer i dag min kronik, som forklarer hvorfor. Her er en række hovedpointer – inklusive et par, der ikke blev plads til i kronikken – samt links til egne og andres tekster, der uddyber dem.

  1. I en åben, international økonomi virker selskabsskatten som en skat på lønindkomst (se her for en meget grundlæggende forklaring og her en lille video om det). Men den har større samfundsøkonomiske omkostninger end en indkomstskat direkte på lønindkomst. Derfor er der en samfundsøkonomisk gevinst ved at afskaffe selskabsskatten, selv om den finansieres med andre skatter (se her for en gennemgang af den teoretiske og empiriske litteratur om, hvordan skatter, herunder selskabsskat, påvirker væksten).
  2. En hyppig indvending mod selskabsskattekonkurrence (faktisk gentaget af statsministeren) er, at det vil føre til et ”ræs mod bunden”. Men selskabsskatten er som sagt en dårlig skat, og derfor vil det være en fordel at få konkurreret den ned. Her er et link til en omtale af en analyse, som simulerer effekterne af at afskaffe selskabsskatten globalt og erstatte den med et mix af indkomstskat på løn og moms. Den viser, at alle lande har en fordel af at afskaffe selskabsskatten – bortset fra Kina, som lukrerer på, at omverdenen har meget højere sats.
  3. Argumentet for ”ræset” mod bunden bygger alene på den effekt, at landene også konkurrerer om eksisterende overskud. Det lyder derfor noget i retning af: Det land, som sænker sin sats, tiltrækker overskud fra andre lande. Derfor kan der være en umiddelbar gevinst ved at sætte satsen ned – indtil et andet land svarer igen, og skatteprovenuet ender med at blive konkurreret væk, når satsen rammer nul. Argumentationen ser bort fra, at der som sagt er andre, dominerende grunde til at fjerne selskabsskatten. Men realiteten er også, at der kan være kortsigtede politiske hensyn, som får landene til at konkurrere for lidt. Sagen er nemlig, at en række af virksomhedernes dækningsbidrag (quasi-rents) ikke er mobile på helt kort sigt. Et etableret produktionsanlæg kan ikke skilles ad og flyttes. Produktionen flyttes først i takt med, at anlægget nedslides. Et patent kan ikke flyttes, uden at det udløser beskatning. Der vil altså være et kortsigtet mindreprovenu fra disse indeklemte overskud, når selskabsskattesatsen sænkes, selv om der er en samfundsøkonomisk gevinst på længere sigt. Det får ”ræset” til at gå for langsomt.
  4. En bund under selskabsskattesatsen i EU vil være skadelig af flere andre grunde. Verden er større end EU, og derfor vil vi komme under pres fra andre lande, herunder USA som netop har sænket sin selskabsskattesats markant. Samtidig er det et velkendt resultat fra teoridannelsen om økonomisk geografi, at store lande kan tillade sig en højere sats end små. I praksis ser man da også netop, at små lande har lavere satser end store. Det fremgår af Søren Gjedsteds og min analyse her. Den viser også, at Danmark traditionelt reagerer hurtigt på lavere selskabsskat i omverdenen, som særlig et lille land bør gøre.
  5. Det er ganske pudsigt at se EU-kommissionens forslag om en fælles selskabsskattebase omtalt som et værn mod skattekonkurrence. Modellen (forkortet til CCCTB) var i sin oprindelige form valgfrit for selskaberne og fremsat for at give dem mindre administrativt bøvl. Siden er det blevet hevet frem som en løsning på, hvad der nu måtte være af aktuelle emner på skattedagsordenen i den offentlige debat. Det gælder f.eks., da Luxembourg blev afsløret i at forhandle med selskaberne om at give dem særlige individuelle skatterabatter. Men havde modellen været indført, ville det have betydet, at Luxembourg ikke alene kunne have givet rabat i sin egen selskabsskat, men også i andre EU-landes selskabsskat, hvis et selskab har hovedsæde i Luxembourg.
  6. Det er værd at bemærke, at Kommissionen har tradition for at komme med forslag på skatteområdet, der er oppe i tiden (f.eks. en plasticafgift). Man kan godt få den mistanke, at den reelle dagsorden er at skaffe EU egne skatteindtægter, og at udfordre et af de allervigtigste barrierer for en føderal stat, nemlig princippet om enstemmighed på skatteområdet i traktaten. Derfor er der også et vigtigt konstitutionelt spørgsmål i spil. Jeg skrev her lidt om, at Socialdemokratiets ønske om øget skattesamarbejde rejser vidtrækkende spørgsmål – hvor langt er man egentlig på vej mod en føderal stat frem for det EU, vi har i dag? De samme spørgsmål må man nu stille Venstre.
  7. Her er et noget længere essay om, hvor meget grundlag EU-kommissionen har i sin kampagne mod amerikanske IT-giganter på skatte- og reguleringsområdet (her er min kronik i Politiken, som sammenfatter analysen). Pointen er, at der ikke er ret meget at komme efter. Jeg gennemgår i den forbindelse principperne for international beskatning, og det har også relevans for diskussionen om selskabsskatten i EU (ser man på de særskatter, Kommissionen foreslår netop på IT-giganterne, minder de i bekymrende grad om Trumps told). I diskussionen om selskabsskatten bliver det således ofte anført, at multinationale betaler for lidt i selskabsskat i forhold til deres omsætning i mange lande. Men selskabsskatten er ikke og bør ikke være en skat på omsætningen. Analysen ser også på den rolle, skattelylande spiller. Modsat hvad man kan høre i den offentlige debat, er der intet, som tyder på, at den danske statskasse mister selskabsskatteindtægter på grund af skattely.
  8. Et yderligere postulat, man kan møde i debatten, er, at der er frit slag for multinationale til at placere deres overskud i de EU-lande, hvor skatten er lavest. Det er tidligere blevet anvendt mod skatteministre, som alt overvejende har været Venstremænd i dette årtusinde (14 år ud af godt 18), men nu er også Venstremænd begyndt at bruge det. Realiteten er dog, at der findes et endog meget omfattende internationale regelsæt om, hvordan den skattepligtige selskabsindkomst skal opgøres. Et selskab, som er aktiv i flere lande, skal dokumentere, at alle interne handler sker til armslængdepriser (den såkaldte transfer pricing-dokumentation). Man kan altså ikke blot flage overskuddet ud, hvis det er skabt her i landet.
  9. Dertil kommer, at Danmark har indført nogle af de strammeste særregler. Det gælder f.eks. rentefradragsbeskæringsreglerne, som forhindrer udtynding af det skattepligtige overskud gennem gældsfinansiering. Reglerne for, hvornår selskaber kan lade sig sambeskatte med deres udenlandske datterselskaber er også strammere i Danmark. Derfor vil der også komme en smallere skattebase ud af at indføre ens EU-regler; det er ikke sandsynligt, at EU vil vælge at harmonisere ud fra danske regler. Derfor har Venstre og Socialdemokratiets forslag den lidt pudsige logik, at de bør begynde med at gøre basen smallere, hvis de vil forberede Danmark på ens regler. Men lad os se, om de vælger det…

Selskabsskatten er sagligt set ikke noget godt emne at føre valgkamp på. Men som Bastiat skrev, så bygger politik på ”det store bedrag, at vi kan leve på hinandens bekostning”. Her er selskabsskatten måske i særlig grad velegnet. Det ser let ud, som om nogle andre betaler.

Netavisen Pio manipulerer

UANSTÆNDIG JOURNALISTIK.
”Når Cepos fremhæver, at en LO-arbejder ikke kan stige i løn, uden at uligheden stiger, så er det et tankeeksperiment uden hold i virkeligheden”.
”’Det er en illustration af, hvad der kunne ske, men ikke noget der nærmest nogensinde er sket i virkeligheden’, siger han [Niels Ploug, afdelingsdirektør i Danmarks Statistik]”
”Morten Astrup, der er økonom i Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH), mener, at CEPOS-notatet fuldstændig ignorerer, hvordan lønnen dannes på det danske arbejdsmarked. Han kalder fremstillingen for ’et sindssygt postulat’”.
”Otto Brøns-Petersen anerkender dog, at effekten på uligheden ikke ville forekomme, hvis der var tale om overenskomstmæssige lønstigninger”.
Dette er udpluk fra en artikel i den kontroversielle socialdemokratiske netavis Pio. Når man læser den, må man uvilkårligt tro, at vi har overset noget helt centralt – eller endog kommet med et ’sindssygt postulat’ – hvilket jeg så siden angiveligt har måttet ’anerkende’.
Det er blot ét problem. Hele historien er groft manipulerende. For det jeg angiveligt ’fuldstændigt ignorerer’, fremgår allerede meget tydeligt af det notat, der har udløst historien. Det gentog jeg flere gange over for journalisten, som omhyggeligt undlod at citere mig for det eller gøre læserne opmærksom på det. Det havde også ødelagt historien.


Hvad drejer det sig om?
Men hvad drejer det hele sig om? Det omtalte notat – udarbejdet af økonom i CEPOS Thomas Due Bostrup og mig – besvarer ét spørgsmål: Fra hvilket indkomstniveau vil en isoleret stigning i indkomsten øge uligheden, når man måler den ved den såkaldte Gini-koefficient? Det gør den ved en disponibel indkomst på 257.400 kr. om året, beregner vi ved hjælp af Danmarks Statistiks registerdata. Det svarer f.eks. til, hvad en enlig LO-arbejder i lejebolig har i ministeriernes familietypemodel.
Notatet udgiver sig ikke for at ville andet end identificere dette punkt på indkomstskalaen. Det er af samme grund ganske kort – på under én side.
Men vi gør naturligvis opmærksom på, at ikke alle indkomststigninger vil øge uligheden:
”En generel stigning i lønniveauet vil ikke nødvendigvis øge Gini-koefficienten, hvis det medfører en stigning i satsreguleringen af overførselsindkomster”.
Ja, det er såmænd, hvad hele ståhejen drejer sig om. Forklaringen er, at hvis alle lønninger (omfattet af DA’s lønstatistik) løftes med samme procent, så løftes også overførselsindkomsterne i kraft af satsreguleringen.
Men er det hele så et ”tankeeksperiment”? Nej. For det første handler det jo om at identificere det punkt i indkomstfordelingen, hvor Gini-koefficienten begynder at stige. Det siger noget helt centralt om dette mål. Det er f.eks. ikke kun meget høje indkomster, som påvirker ulighedsmålet. For det andet er der andet end den overenskomstmæssige løn, der påvirker den disponible indkomst: Hvis man arbejder en time mere, hvis man sparer mere op, hvis ens hus stiger i værdi, hvis ens skat falder, så påvirker det den disponible indkomst. Ja, faktisk også hvis et barn flytter hjemmefra. Og for det fjerde, så vil ændringer i lønstrukturen påvirke uligheden. Så overenskomsterne kan faktisk godt påvirke Gini-målet.
Pointen er, at man skal være varsom med blot at se på et enkelt mål, når man taler ulighed.
At økonomer knyttet til fagbevægelsen deltager i spin op til en valgkamp er måske ikke overraskende. Men at Niels Ploug udtaler sig som afdelingsdirektør i Danmarks Statistik og uden at nævne sin tilknytning til AE-rådet, er ikke i orden. Jeg kan dog selvsagt ikke udelukke, at han – lige som jeg – også har gjort opmærksom på, at notatet allerede nævner præcis den pointe, han udbreder sig om i interviewet. Ellers må man undre sig såre.

With de Jasay’s passing, the state has lost a formidable critic.

Last week, Anthony de Jasay passed away. At 94, he left an impressive legacy. He was one of the most important thinkers in political philosophy, social choice and the liberal order. He did not achieve the fame of a Hayek, a Nozick, a Friedman or a Buchanan, but was no less important or original.

He named one of his books “Before resorting to politics”, which nicely sums up his project. We should think long and hard before rushing to political solutions. He questioned the rationale for government more thoroughly than anybody else. While thinkers like Buchanan and Nozick tried to prove that people in a state of nature would establish a minimal government (either by a social contract or a spontaneous right respecting process), Jasay tried to prove them wrong. The libertarian leap from ‘ordered anarchy’ to a minimal state would neither be possible nor desirable. Jasay did not, however, simply advocate going back to ordered anarchy. He was not an anarcho-capitalist in the simple sense. But he rejected the idea that existing governments were legitimate, because we would have established them in their absence in the state of nature. We would not. And he even argued that public goods could be provided sufficiently by the market. (I discuss his theories on contractarianism and public goods here, alas you have to be able to read Danish).

Jasay was no naïve romantic. On the contrary. He drew on a deep insight into game theory and social choice (while avoiding math). Neither was he a believer in natural rights. He did put forward, however, a positive theory of liberty. The presumption of liberty in his view is closely related to the presumption of innocence in law. It is impossible to prove your innocence, since more suspicions could always be added. Likewise, it would amount to an impossible requirement if people should prove their right to perform any given act.

He was also a strong critic of the idea of “social justice”, or, as he put it, attempts to make justice mean something else than justice (for instance the Rawlsian notion of justice as “fairness”). Justice is following rules and promises, one has agreed to.

Jasay’s life was just as extraordinary as his work. He fled communism in his native Hungary in 1948. After studying economics, he took up a position at Oxford University 1955. Seven years later he embarked on a career as an independent investment banker. Having made enough money, he retired from banking in 1979, and began thinking and writing as an independent scholar, based in Normandy, France.

His first book, “The State”, was discovered by chance by James M. Buchanan, who saw an add for it in a newspaper. Buchanan promoted his writings, even if – or rather because – he was such an important critic of the constitutional project, Buchanan himself was engaged in (more on Jasay and Buchanan in my Danish book “James M. Buchanan”).

In “The State”, Jasay asked the hypothetical question: If the state were a person, what would it do? He found it unrealistic that the state, having been given a monopoly of legitimate use of force, would accept to be confined to a minor role as a night watchman.

A list of Jasay’s writing can be found at his web page. You can find The State here as a free e-book. He wrote a monthly piece for econlib, commenting on a range of issues from philosophy, economics, politics and current affairs.

Derfor stiger marginalskattens skadevirkninger, hvis usikkerheden stiger.

Vismændene har et generelt udmærket kapitel om arbejdsudbudsvirkninger af marginalskatten i deres seneste rapport. En af deres anbefalinger er, at centraladministrationen skal lægge mere vægt på, at der er usikkerhed om effektens størrelse. Men de overser helt, at større usikkerhed øger den samfundsøkonomiske skadevirkning, man må påregne af marginalskatten. Det skriver jeg om i min seneste klumme i Berlingske:

”Vismændene gør meget ud af at understrege, at der kan være usikkerhed ved skønnet af adfærdseffekten. Og det er sandt nok. Men man bør være opmærksom på, at usikkerhed forøger den forventede samfundsøkonomiske skadevirkning ved topskatten. Som sagt er det samfundsøkonomiske tab ved den adfærdseffekt, vismændene finder, 1½ gange så stort som statens provenu. Men hvis det f.eks. er usikkert, om adfærdseffekten er +/- 50 pct. af den målte, så stiger tabet til gennemsnitligt over 4½ gange statens provenu.

Forklaringen er, at det samfundsøkonomiske tab vokser eksplosivt, når adfærdseffekten stiger. Derimod falder tabet ikke så meget, hvis adfærdseffekten mindskes. Risikoen for, at tabet er større end forventet, overdøver virkningen af, at det er mindre end forventet. Mærkværdigvis har vismændene helt overset denne vigtige pointe.”

Pointen er måske ikke umiddelbart så intuitiv. Så lad os se lidt nærmere på årsagen.

Først skal man være opmærksom på en vigtig sammenhæng (som tidligere har været nævnt her på bloggen): Sammenhængen mellem en skats selvfinansieringsgrad og dens marginale forvridningstab.

Selvfinansieringsgraden vil sige, hvor stor en del af en skatteforhøjelse der forsvinder igen som følge af adfærdseffekter – f.eks. lavere arbejdsudbud, gør-det-selvarbejde mm. Ved en selvfinansieringsgrad på 0,1 vil 10 øre af den sidst opkrævede krone forsvinde igen. Ved 0,5 vil 50 øre forsvinde osv. (strengt taget går ordet ”selvfinansieringsgrad” på, hvor meget der kommer hjem igen ved en skattenedsættelse, men der er symmetri, så selvfinansieringsgraden fortæller også, hvor meget der mistes igen af den marginalt opkrævede krone).

Forvridningstabet vil sige, hvor store omkostninger der er ved adfærdseffekterne. Det er altså omkostninger for skatteyderne udover, hvad de betaler i skat (forvridningstabet plus selve skattebeløbet kaldes Marginal Cost of Public Funds, som jeg skrev om her i en lignende sammenhæng). Forvridningsomkostningen kan f.eks. bestå i, at man vælger at arbejde mindre end man ellers ville. Hvis der er tale om en afgift, kan forvridningstabet også bestå i, at man bruger tid og penge på køre på grænsehandel.

Selvfinansieringsgraden er den mindst interessante af de to. Den siger noget om, hvor meget provenu der ”løber ud” igen. Men hvis det er den eneste bekymring, så kan staten jo bare opkræve noget mere. Så længe selvfinansieringsgraden bare er lavere end 1, er det altid en mulighed. Det er derimod ikke ligegyldigt, hvis borgernes tab også spiller en rolle. Og det måles som sagt ved forvridningstabet. Økonomisk set er forvridningstabet det centrale. I finansteorien (eller public finance, som det hedder i vor angloficede verden) er fokus på forvridningstabet. Kriteriet for, om det er fornuftigt at afholde en offentlig udgift er, om nytten af udgiften er mindst lige så stor som udgiften plus forvridningstabet, dvs. Marginal Cost of Public Funds. Altså – hvis man opkræver en krone i skat, skal borgerne have mindst lige så stor nytte af den udgift, staten afholder for den, som det koster dem alt i alt.

Der er dog en sammenhæng mellem forvridningstabet og selvfinansieringsgraden. På marginalen svarer forvridningstabet til det, der forsvinder i adfærdseffekt, og det kan jo måles med selvfinansieringsgraden (mere formelt følger det af forbrugerteoriens envelope theorem).

Selvfinansieringsgraden er lineært proportional med adfærdseffekten, som oftest udtrykkes ved en såkaldt elasticitet (vismændenes analyse handler primært om at estimere netop en elasticitet for, hvor meget arbejdsudbuddet reagerer). Forvridningstabet vokser derimod alt andet end lineært.

På figuren kan man se, at når elasticiteten og selvfinansieringsgraden øges, så vokser forvridningstabet meget kraftigere. Det hænger sammen med, at sammenhængen mellem forvridningstabet og selvfinansieringsgraden ser sådan ud:

Marginalt forvridningstab = selvfinansieringsgrad/(1-selvfinansieringsgrad)

Når selvfinansieringsgraden nærmer sig 1, nærmer forvridningstabet sig uendeligt. Det er denne eksplosive vækst, der er årsagen til, at det forventede forvridningstab øges med usikkerheden om selvfinansieringsgraden.

I klummen eksemplificeres det med en sikker elasticitet på 0,1 eller usikkerhed om, hvorvidt den er 0,05 eller 0,15. Her er forvridningstabet ved de tre elasticiteter:

0,05: 0,4

0,10: 1,5

0,15: 9,0

Ved 0,1 i elasticitet er forvridningstabet altså 1,5 (svarende til 1,5 gange provenuet). Men ved usikkerhed om, hvorvidt den er 0,05 eller 0,15, er den gennemsnittet af forvridningstabet for de to elasticiteter, hvilket er 4,7 (= (9+0,4)/2).

Man kan måske sammenligne det med at køre med et hjul ude i rabatten. Det er mindre farligt, hvis man ved, at det rammer rabatten, end når man er usikker på, om det enten rammer inde på vejen eller ude i grøften.

Åbent udbud sænker statsstøtten til vedvarende energi markant

Det har længe været kendt,  at teknologi-specifik støtte til vedvarende energi (VE) er samfundsøkonomisk dyr og ineffektiv. I f.eks. Sverige og Norge bliver støtten til vedvarende el ydet til dem, der kan levere den billigst – uanset teknologien. Det medfører lavere omkostninger end i Danmark.

Og nu foreligger resultatet så af det første danske åbne teknologineutrale udbud. Det resulterede i et støtteniveau på 2,28 øre pr kWh! Prøv at sammenholde med figuren. Eller sammenhold med, at de ordninger for de teknologier, der nu kan nøjes med 2,28 øre, hidtil har fået seks gange så meget i støtte. Det siger noget om, hvor dyrt det er, når politikerne vil bestemme teknologierne – pustet i nakken af lobbyister fra de pågældende. Jo mindre effektiv en teknologi er, desto mere er det rationelt for producenterne at satse på at investere i lobbyisme i stedet.

Det er dog næppe sandsynligt, at man kunne nøjes med 2,28 øre, hvis politikerne tog det fornuftige skridt og sendte hele VE-produktionen i udbud. Men der er ingen tvivl om, at det ville blive markant billigere.

Der har hidtil været 35 forskellige støtteordninger til forskellige former for vedvarende energi (VE). Støttesatserne svinger betydeligt. Efter energiaftalen tidligere i år begrænses antallet til 4-6 ordninger, og støtten gøres mere ensartet. Udbuddet af en del af VE-støtten er også en udløber af energiaftalen. Den er altså et skridt i den rigtige retning – selv om der endnu er et stykke vej igen (her er mine anbefalinger til, hvad aftalen burde indeholde).

I figuren (fra regeringens energiudspil) kan man se støtteniveauerne for udvalgte teknologier.

Det i øjeblikket dyreste er støtten til el fra biogas, der overstiger80 øre pr kWh. Der er dog eksisterende havvindmøller, som støttes med endnu mere, men ved de seneste udbud er støtten faldet, jf. figuren. Det faldende støtteniveau er i sig selv glædeligt – og som det ses ventes yderligere fald – men det betyder jo samtidig, at det har været dyrt at forcere udviklingen frem for at vente på, at teknologierne blev mere konkurrencedygtige.

Som sagt ville det være et fornuftigt skridt at sende al VE-støtte i udbud til dem, der kan levere energien billigst.

Men faktisk burde man tage det yderligere fornuftige skridt og afskaffe den direkte støtte til VE fuldstændigt. Der er ingen gode grunde til at støtte VE, hvis målet er mindre drivhusgasudledningen. Den mest hensigtsmæssige måde at give VE-støtte på er via den indirekte fordel der er ved, at VE ikke betaler kvoter eller afgifter.

Bog mm. om Buchanan

Min bog om James M. Buchanan er udkommet.

I den anledning afholdes der bogreception den 28. november kl. 16.30-18.00 hos CEPOS (Landgreven 3.3.). Man kan tilmelde sig her.

Tidligere skatteminister og forsvarsminister Peter Christensen kommer og taler om sine erfaringer fra praktisk politik om: Hvor langt vil politikere gå for at skaffe stemmer? Hvor stor indflydelse har interesseorganisationer i politik? Og hvor vigtig er det med grænser for politikernes magt? Alle vigtige spørgsmål, Buchanan satte på dagsordenen. Jeg selv giver en mere teoretisk præsentation baseret på Buchanans arbejder.

Også min faste klumme i Berlingske kom til at dreje sig om Buchanan denne gang. Den kan læses her.

Og nu vi er ved Buchanan, så fik han Nobelprisen ikke mindst for at være en af public choice-skolens grundlæggere. Trofaste læsere vil huske, at vores faste sommerserie sidste år handlede om netop public choice. Læs Christian Bjørnskovs introduktion til serien her (Google finder let de øvrige artikler).

Hvorfor omfordeling kun står for 10 pct. af lavindkomsternes indkomststigning

Det er en sejlivet myte, at væksten i levestandarden for de laveste indkomster primært skyldes indførelsen af velfærdsstaten og dens omfattende omfordeling. Den altdominerende forklaring er imidlertid den økonomiske vækst. Ser vi på indkomstfremgangen for de 40 pct. laveste indkomster i forhold til for 100 år siden, kan under 10 pct. tilskrives ændret fordeling. Godt halvdelen skyldes den økonomiske vækst direkte, mens resten skyldes, at den økonomiske vækst har øget værdien af en større indkomstandel.

Det skriver jeg om i min faste klumme i Berlingske i dag.

Men jeg skylder at gøre opmærksom på, hvordan jeg har beregnet det. Det kan nemlig ikke slås direkte op. Derfor har det været nødvendigt at gøre en række antagelser. Jeg har imidlertid valgt dem, så de snarere overvurderer end undervurderer betydningen af omfordeling.

Her er en beskrivelse af metoden:

Det seneste statistikbelagte år er 2016. Vi har meget omfattende data om nutidens indkomster fra CEPOS forskeradgang til registerdata. For 1916 er oplysningerne derimod sparsomme.

Det tætteste, man kommer indkomstfordelingen i 1916, er studier foretaget af Atkinson og Søgaard. De har for 1915 og 1920 opgjort, hvor stor en andel af den skattepligtige indkomst, de laveste 40 pct. af familieindkomsterne havde. De havde 13,5 pct. i 1915 og 8,9 pct. i 1920. Et simpelt gennemsnit siger 11,2 pct., men jeg vælger at sige 10 pct. i 1916, altså klart i underkanten. Jeg tager heller ikke rigtig højde for, at indkomstfordelingen på det tidspunkt formentlig var påvirket af midlertidigt store indkomster i den høje ende som følge af Første Verdenskrig.

Jeg antager nu, at de 40 pct. laveste også havde 10 pct. af den disponible indkomst. Det er helt klart et underkantsskøn. Skattesystemet var også progressivt for 100 år siden. Samtidig var der formentlig en hel del ikke skattepligtige indkomster i den lave ende. Overførsler blev næppe beskattet væsentligt, og det samme gælder naturalieaflønning af karle og piger på landet samt tjenestefolk.

For 2016 kan jeg derimod godt beregne de laveste 40 pct.s andel af den disponible indkomst. Den var på 17,1 pct. Væksten fra de 10 pct. til 17,1 pct. er således et mål for, hvor meget de nederste 40 pct. har fået mere som følge af ændret indkomstfordeling. Det er dog vigtigt at understrege, at den ændrede fordeling ikke kun afspejler fordelingspolitik, men også udviklingen i lønstruktur mv.

Når der ikke er tal for de disponible indkomster i 1916, er det ikke umiddelbart muligt at beregne væksten i de disponible indkomster. De stiger ikke i samme takt som indkomsterne før skat – eller den generelle økonomiske vækst – fordi skatterne er steget betragteligt, selv når der tages hensyn til, at overførslerne også er (det skyldes stigende andel offentligt forbrug og investeringer). Jeg har derfor antaget, at de disponible indkomster er steget i samme takt som privatforbruget. Privatforbruget er beregnet i nationalregnskabet tilbage til 1966. For at komme tilbage til 1916 har jeg benyttet tal for det samlede forbrug fratrukket det offentlige bidrag til bruttofaktorindkomsten. Disse tal findes i Svend Aage Hansens ”Økonomisk Vækst i Danmark” (men har selvsagt ikke samme nøjagtighed som nationalregnskabet), hvor 1916 dog må findes ved interpolation.

De disponible indkomster er defineret som summen af forbrug og opsparing. En underliggende antagelse er altså, at opsparingskvoten ikke har ændret sig afgørende. Den aktuelle opsparingskvote er høj, hvilket trækker i retning af at undervurdere væksten, men opsparingskvoten var formentlig også høj under Første Verdenskrig.

Hvis man på denne måde beregninger indkomstfremgangen for 1.-4.decil fra 2016, giver det følgende:

Samlet indkomststigning                                      100,0 pct.

Heraf:

  • Ændret indkomstfordeling:    9,3 pct.
  • Økonomisk vækst   53,1 pct.
  • Multiplikativ effekt   37,7 pct.

 

Det er endelig vigtigt at være opmærksom på, at denne opdeling er formel statistisk. I virkeligheden må omfordelingen formodes at have reduceret den økonomiske vækst på grund af overvejende negative adfærdseffekter. Dem burde man strengt taget have trukket fra i gevinsten ved ændret fordeling, men det må blive en anden gang.

Nobelprisen i økonomi 2018

Nobelprisen i økonomi deles i år af William Nordhaus (Yale) og Paul Romer (Stern School of Business) for deres bidrag til henholdsvis klimaøkonomi og endogen vækstteori. Det blev offentliggjort i dag. Læsere af Punditokraterne havde dog et forspring, for Christian Bjørnskov havde begge på sin short list med kandidater for flere dage siden.  Og jeg var selv heldig med at gætte på Nordhaus over for TV2 News kort inden offentliggørelsen.

Det afspejler dog nok så meget, at begge var oplagte kandidater. Romer har længe været i spil, og i takt med den stadigt voksende interesse for klimapolitik har også Nordhaus været et hyppigt gæt i de senere år.

Jeg håber at få lejlighed til at skrive lidt mere om de to senere. Men her er et kort take.

Mange opfatter klimaproblemerne som primært naturvidenskabelige. Og de indeholder da også et stort naturvidenskabeligt element. Hvor stor indflydelse vil øget koncentration af drivhusgasser i atmosfæren få på temperaturen? Og hvilke effekter vil en højere temperatur få for alt fra f.eks. gletcherafsmeltning, vejrfænomer til antallet af isbjørne? Det er naturvidenskabelige spørgsmål.

Men for at få skabt et samlet billede af konsekvenserne af de mange  enkeltstående effekter må man gøre værdien af skaderne op – inklusive i øvrigt de positive effekter. Det gør man med såkaldte Integrated Assesment Models (AIMs). Og Nordhaus bidrag var bl.a. at skabe den første (DICE). Den spiller stadig en central rolle. Med modellen i hånden kan man også beregne det bedste politiske svar. Den bedste måde at imødegå skaderne fra drivhusgasser er ved at lægge en ensartet skat på alle udledninger. I bedste fald globalt, men også for regioner af lande og enkeltlande er det den mest hensigtsmæssige løsning. Man kan i stedet indføre et kvotesystem, sådan som EU har gjort. Det giver en ensartet kvotepris på alle udledninger.

Hvor store er så skadevirkningerne af global opvarmning? I takt med politiseringen af debatten er der kommet stadig mere dommedagsagtige betegnelser på banen, så som “klimakrise” eller “klimakatastrofe”. Nordhaus analyser peger klart på, at der kan komme en omkostning, men understøtter ikke katastrofescenarierne. Ved en temperaturstigning på 3 grader i forhold til før den industrielle revolution vil omkostningen svare til omkring 2 pct. af BNP.  Ved en fordobling til 6 grader bliver regningen omtrent firedoblet.

Det taler ifølge Nordhaus modelberegning for at indføre en ensartet pris på drivhuasgasser på, hvad svarer til omkring 40 USD/ton i dag, eller 260 kr. (jeg bruger godt 400 kr./ton i mine analyser). Vi har både højere og lavere beskattede udledninger i Danmark (som man kan se af min analyse her, er de suverænt dyreste udledninger dem fra benzinbiler til næsten 3.500 kr,/ton; det giver altså meget dårlig mening at forbyde dem, sådan som regeringen foreslår).

Som det fremgår allerede af kommentarerne her, er Nordhaus videnskabelige bidrag særdeles policyrelevant.

Romers arbejder er også policyrelevante. Vi har som bekendt en lav og faldende produktivitetsvækst. Og netop spørgsmålet: Hvad driver den økonomiske vækst? er kernen i Romers arbejder. Tidligere fokuserede vælstteorien på, at væksten i kapitalappatet var det afgørende – og da investeringerne i al fald globalt set er bestemt af opsparingen, var konklusionen, at opsparingsraten var afgørende.

Men Romer pegede på, at også anvendelsen af viden i form af bl.a. innovation er en kilde til vækst. Incitamenterne til R&D spiller en rolle. Det gør også institutioner så som beskyttelse af ejendomsretten. Efter Romer har bl.a. Robert Barro (en anden, der længe har været på listerne over mulige Nobelpriskandiater) forsket empirisk i institutioner som en forklaring på, hvorfor velstanden er så forskellig i forskellige lande.

Hvis man er interesseret i en rigtig god oversigt over Nobelpristagernes bidrag, kan den som altid findes i den videnskabelige baggrund for dem på Nobelfondens hjemmeside her.

Det går den gale vej på Frederiksberg

Samtlige partier på Frederiksberg har indgået en budgetaftale. Det er en temmelig trist affære.

Til trods for, at staten netop fra 2019 kompenserer kommunerne for 75 pct. af mindreprovenuet ved skattenedsættelser, har det borgerlige flertal ikke villet sænke skatten. Såvel udskrivningsprocent, grundskyld som dækningsafgift fastholdes uændret. Da både indkomster og vurderingsgrundlag går i vejret, er uændrede satser lig med stigende skatteprovenu. Det ventes for første gang at passere 6 mia.kr. i 2019.

Så sent som i valgkampen begrundede man manglende skattelettelser med de penge, kommunen betaler til andre kommuner i udligning. Men her er altså tale om, at man ikke under skatteyderne en nedsættelse, selv om staten refunderer tre fjerdedele. Det er ret ekstremt, når man tænker over det. Det viser noget om, hvor lille en vægt politikerne tillægger skatteborgerne generelt i forhold til interessegrupper på udgiftssiden og forvaltningens budgetinteresser.

Det er ganske paradoksalt, at kommunalpolitikerne henviser til stigende udgifter til udligning, når de skal begrunde de manglende skattelettelser – og dermed kommer til at øge det beløb, som frederiksbergborgerne netto må aflevere til staten og andre kommuner.

Udligningen er dog ikke det eneste problem i kommunens økonomi.

Budgettet bærer præg af, at udgiftspolitikken er ved at skride. Frederiksberg har faktisk været relativt veldrevet sammenlignet med andre kommuner. Men nu går det den gale vej. Det er ikke sådan, at udgifterne eksploderer, men i stedet sådan, at man ikke er i stand til at tilpasse sig til demografiske forbedringer. Det såkaldt socio-økonomiske indeks fra Økonomi- og Indenrigsministeriet er gået fra 1,01 i 2011 til 0,86 i 2017 og -18. Man er altså gået fra at have en befolkningssammensætning med et udgiftsbehov lige over gennemsnittet til langt under. Men kommunalpolitikerne har ikke ladet udgifterne følge med de faldende udgiftsbehov. Derfor er der i de senere år sket et betydeligt fald i den relative effektivitet. I 2016 lå udgiftsniveauet på 91 pct. af landsgennemsnittet, korrigeret for demografi og andre forskelle i udgiftsbehov. I 2018 er det steget til 94 pct. af landsgennemsnittet. Dermed er der spist en tredjedel af forspringet på blot to år.

I budgetaftalen for 2019 kan man bl.a. se det ved, at man med en håndevending sænker produktiviteten i daginstitutionerne. Det ”løser” noget af det ”problem” med overkapacitet, som befolkningsudviklingen har skabt. Som det lyrisk udtrykkes: ”Partierne er enige i at investere 5 mio.kr. til at øge personalenormeringen”.

Et andet eksempel er, at skolerne nu skal til at bespise eleverne. Budgetaftalen opremser alle de fordele, der utvivlsomt er ved mætte børn. Og man må dermed forstå, at denne opgave, som forældrene har løst gennem århundreder, ikke længere kan magtes af dem. Politikerne begynder tilmed at give særlige bevillinger til skolerne – ikke efter om de har særlige udfordringer, men alene på grundlag af elevernes socio-økonomiske baggrund.

Aftalen lægger dog op til effektiviseringer. Men det er helt ukonkret: ”Dette kan bl.a. ske ved digitalisering, modernisering, optimering af arbejdsgange samt ændring af ledelsesstrukturen”. Det er det – bortset fra at bestille en konsulentundersøgelse om opgavefordelingen mellem centrale og decentrale stabe.

Aftalen indfører en målsætning om at øge konkurrenceudsættelsen til 33 pct. i 2020. Det er langt under Konkurrencestyrelsens mål for udbudsegnede opgaver, men en pæn del over det nuværende niveau (på 28,4 pct. i 2017). Der er dog ikke mange konkrete tiltag i budgetaftalen, og til en start aflyser man et ellers aftalt udbud af et plejecenter.

Regeringen har som bekendt har mere end svært ved at få sin skatte- og strukturpolitiske dagsorden igennem på landsplan. En af undtagelserne er præmieringen af kommunale skattelettelser – om end de skæve incitamenter i kommunerne sagtens kunne begrunde en bedre ordning. På den baggrund er det sigende, at landet største borgerlige – og på papiret hidtil mest veldrevne – kommune har valgt at stå helt uden for ordningen og satse alt på udgifter. Udgifter, der udover selve skatten koster skatteyderne 75 øre i manglende tilskud for hver ekstra krone.

« Ældre indlæg

© 2019 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑