Forfatterarkiv: Otto Brøns-Petersen

Om Otto Brøns-Petersen

Cand. polit. Otto Brøns-Petersen er født i 1961 og har siden september 2013 arbejdet som analysechef i CEPOS. Har tidligere været bl.a. ekstern lektor ved Københavns Universitet og direktør i skatteministeriet.

Formynderideologiens genkomst

Indenrigs- og boligminister Kaare Dybvad Bek er et af regeringens mest tænksomme og interessante medlemmer. I dag bringer Berlingske et interview, som er værd at bide mærke i. Ministeren forsvarer regeringens politik med aktivt at ville forme befolkningen og befolkningssammensætningen – herunder forslagene om at fordele gymnasieelever efter forældreindkomst, tvangsudlejning af private lejeboliger til folk baseret på etnicitet og udflytning af uddannelsespladser. Det gør han med et grundlæggende, ideologisk opgør med den individuelle frihed.

Ministeren mener, at tiden nu har ændret sig siden ”89-generationens grænseløse epoke”. 89-generationen var dem, der var unge ved Berlinmurens fald og blev forhippede på frigørelse af enhver art. Det var imidlertid en fejltagelse. Frihed for nogle kan medføre ufrihed for andre. ”Vi skal forsøge at imødekomme folks frie valg, men der er situationer, hvor den enkeltes frie valg betyder, at andre bliver stillet ringere. Og det er nyt i forhold til 89er-tænkning”, siger han bl.a.

Hvad er der galt med denne argumentation? En hel del.

Hele præmissen for Dybvad Beks argument er et såkaldt positivt rettighedsbegreb. Friheden defineres som mulighed til noget bestemt. Deraf følger, at ”friheden” vokser med f.eks. ens indkomst eller fysiske formåen. Og hvis verden anses for et nulsumsspil (eller ligefrem negativ-sumspil), så følger, at den enes frihed nødvendigvis er på den andens bekostning. Omfordeling af ressourcer bliver til ”fordeling af frihed”. Det er imidlertid velkendt, at positive rettigheder kun kan være ad hoc og kan blive indbyrdes modstridende. Men i den situation kan man jo blive nødt til at lade staten sætte sig for bordenden og skære igennem, hvad ministeren da heller ikke er fremmed over for.

Mange politiske filosoffer har siden Locke betonet, at frihedsrettigheder må være negative for at være meningsfyldte. Ved en negativ rettighed forstås, at der er ting, andre ikke må gøre mod én. Den personlige frihed er en ret til, at ingen tager ens liv eller krænker ens person. Ejendomsretten er retten til at disponere over ens ejendom uden intervention fra andre. Ytringsfriheden er retten til at fremsætte en ytring med de midler, man råder over – ikke at andre har en pligt til at formidle ytringen. Negative frihedsrettigheder er ikke nødvendigvis præget af indbyrdes modstrid. Der er intet i vejen for en tilstand, hvor ingen krænker hinandens rettigheder. Negative frihedsrettigheder kan være opfyldt såvel på Robin Crusoes ensomme ø som på en tætbefolket Manhattan.

Som man kan se af ministerens udtalelser, har valget af henholdsvis positive og negative rettigheder afgørende betydning for opfattelsen af statens rolle. I hans univers er frie valg noget, ”vi” – dvs. politikerne og staten – ”imødekommer”. Staten er den centrale arena for samfundets beslutninger og vurderinger. Det er her, det afgøres, ”hvor meget frihed”, vi hver især skal tildeles. Indkomstforskelle kan blive let betragtet som uretfærdige, hvis politikerne har til opgave at ”fordele friheden”. Hvis staten er den centrale arena, er det for så vidt naturligt at få den tanke, at befolkningen er en masse, som bør formes af politikerne.

I et samfund med negative frihedsrettigheder er udgangspunktet naturligt nok i stedet det enkelte individ. Det kræver i det mindste en god begrundelse at afskære nogens rettigheder. Staten har en begrænset rolle at spille – lidt som en badmintonklub løser konkrete opgaver for sine medlemmer, ikke har ansvaret for alle aspekter af deres liv. Hvordan kan man så begrunde at give staten opgaver? Hvis staten i princippet kan stille alle bedre – f.eks. ved at levere kollektive goder, som ikke ville blive leveret i tilstrækkeligt omfang ved frivillige markedstransaktioner. Forsvaret er et standardeksempel. Men det er helt centralt, at disse begrænsede opgaver ikke giver staten adkomst til at beslutte alt muligt andet. Det kan dog være et alvorligt problem at sikre, at den ikke gør det alligevel, men det er en anden sag.

Ministeren veksler i interviewet pudsigt nok mellem at mene, at vi har været domineret af 89ernes frihedstænkning, og at vi alligevel har så meget tvang, at lidt mere ikke gør den store forskel – selv om han ”i stedet [vil] kalde det normer og fælles værdier”.

Dybvad Bek synes også at forveksle frihed med ”frigørelse”. Her læner han sig op ad en misforståelse, som visse nationalkonservative debattører har ventileret. Politisk frihed giver borgerne ret at disponere over dem selv og deres retfærdigt erhvervede ejendom. Deri ligger ikke, at man skal træffe bestemte valg, eller at man nødvendigvis skal frigøre sig fra normer og konventioner. Fordi det er frivilligt, om man vil spise brød, følger ikke, at man ikke bør gøre det! Det er værd at huske på, at USA’s liberale forfatning blev indført af ikke mindst protestantiske grupper, som ville have lov til at leve i overensstemmelse med stærke religiøse normer.

Man kan naturligvis have den tro, at normer, konventioner og værdier i det hele taget udgår fra og bør reguleres af staten. Igen forestillingen om politik som samfundets centrale arena. Men realiteten er snarere, at normer udvikler sig i en spontan evolutionær proces. Staten kan måske nok påvirke den proces, men ikke nødvendigvis med de ønskede resultater.

Ministeren har ret i, at 1989 var et skelsættende år og endeligt afslørede konsekvenserne af en fejlagtig tro på politisk planlægning af samfundet. Der er intet sket i mellemtiden, som modsiger de erfaringer; hvis vi endelig skal tale normer, så kan man endnu i dag se en lavere grad af tillid i ex-kommunistiske lande. Det eneste, der er sket, er at tiden er gået og måske har hyllet nogle af erfaringerne ind i glemsel.

Dybvad Bek skal have tak for at formulere et ideologisk forsvar for regeringspartiets politik. Det er værd at bekæmpe.

Staten er ikke blevet mindre trods ”neo-liberalismen” (II).

I sommerserien beskæftiger vi også med ”neo-liberalismen” og dens påståede dominans efter Berlinmurens fald. Som jeg var inde på i mit første indlæg, er neo-liberalisme ikke et veldefineret begreb. Stort set ingen har benyttet det om sig selv i denne periode. Det benyttes næsten kun som skældsord – eller stråmand – af kritikerne. Og det er først i nyere tid, at brugen af ordet har grebet om sig. Der var intet neo-liberalt program, som blev implementeret slavisk efter Murens fald – og som nu er fejlet.

I dag skal vi se på et kerneområde, hvor liberale tænkere og økonomer har haft begrænsede succeser med at trænge igennem.

Det er helt grundlæggende i liberal tænkning, at flest mulige opgaver bør overlades til det frivillige samarbejde mellem mennesker på markedet og i civilsamfundet. En nødvendig – men ikke tilstrækkelig – betingelse for, at det offentlige bør gribe ind, er, at der foreligger en såkaldt markedsfejl. Man kan f.eks. begrunde en offentlig rolle i leveringen af kollektive goder som forsvaret. Men derudover er det også en betingelse, at statslig indgriben rent faktisk fører til et bedre resultat. Problemet er, at politiske beslutninger altid er forbundet med samme type fejl, som markedsfejl, blot i form af statsfejl (se nærmere her).

Er staten kommet til at fylde mindre i den vestlige verden efter Murens fald? Man kan godt finde eksempler. F.eks. har en række lande, hvor staten ejede produktionsvirksomheder i stor stil, privatiseret siden 1980erne. Herhjemme er vi langsomt siden slutningen af 1980erne gået i gang med at fortrænge det offentlige pensionsvæsen med et privat. Men samlet set er den offentlige sektors andel af økonomien ikke blevet mindre. Det kan man f.eks. se ved at betragte skattetrykket, jf. figuren hvor vi har angivet både Danmark og OECD-gennemsnittet.

Der er højst tale om, at væksten i skattetrykket er ophørt. I Danmark har skattetrykket svinget omkring en flad trend – godt nok med store udsving – siden slutningen af 1980erne. I OECD er gennemsnittet først begyndt at flade ud efter årtusindskiftet.

Det er værd at erindre sig, at et fladt skattetryk ikke er ensbetydende med en konstant offentlig sektor, men at den vokser i samme takt som den private.

Skattetrykket har været konstant trods skattereformer med betydelige satsnedsættelser i nogle tilfælde. Især selskabsskattesatserne er nedsat, men også marginalskatten på arbejde er faldet bl.a. i Danmark. Det er dog bemærkelsesværdigt, at OECD i gennemsnit har næsten samme højeste marginalskat på arbejde i 2021 (45,8 pct. for en skatteyder med 167 pct. af gennemsnitsindkomsten) som i år 2000 (46,4 pct.). Mere markante har skattereformerne heller ikke været.

Liberale økonomer har i høj grad haft fokus på de skadelige effekter af høje skattesatser. Men det har mange andre også. Dybest set er der mere grund til at være bekymret over forvridningerne, hvis man ønsker en stor end en lille offentlig sektor. Det hænger sammen med, at forvridningen vokser uforholdsmæssigt kraftigt (med kvadratet), når skattesatsen vokser. De nedsatte skattesatser er altså ikke blevet anvendt til at lette den samlede beskatning, men til at opkræve det samme provenu på en mindre samfundsøkonomisk skadelig måde. I lande tæt på – eller på den gale side – af Lafferkurvens toppunkt, kan man simpelt hen ikke skaffe mere provenu til en større offentlig sektor blot ved at øge satserne (her og her er to analyser, som anbringer os på den gale side for henholdsvis kapital- og arbejdsindkomst). Tilhængere af en stor velfærdsstat har derfor også været at finde blandt tilhængerne af skattereformer, fordi det har været en vej til at gøre velfærdsstaten mere robust (som vi skal se nærmere på senere hen, har det været et vigtigt motiv for økonomiske reformer i perioden).

Den største betænkelighed blandt tilhængerne af en stor velfærdsstat ved at sænke de højeste marginalskatter er formentlig den fordelingspolitiske effekt. Og som det fremgår af nedenstående figur, har uligheden (målt ved Gini-koefficienten for den disponible indkomst) været voksende i både Danmark og OECD som gennemsnit. Det kan dog næppe simpelt tilskrives en mere ”neo-liberal” vægtning af økonomisk effektivitet i forhold til fordelingspolitik i skattepolitikken. Dels er en del af nedsættelserne af marginalskatterne blevet modsvaret af at lukke ”smuthuller for de rige” i skattesystemerne, dels er uligheden drevet af andre faktorer end de strukturpolitiske. Forskydningen væk fra fordelingspolitik har desuden nok så meget været motiveret af f.eks. kommunalt pres for at opprioritere de offentlige forbrugsudgifter i stedet (det har f.eks. været Lars Løkke Rasmussens dagsorden).

Hvis vi lever i den ”neo-liberale” æra, må vi altså konkludere, at ”neo-liberalisme” ikke er specielt optaget af at begrænse statsmagtens størrelse! I så fald må vi også konstatere, at der er en klar forskel på liberale og ”neo-liberale” økonomer. Mon ikke forklaringen i stedet er, at ”neo-liberalismen” slet ikke har været så succesfuld og dominerende, som dens modstandere hævder.


Historien om “neo-liberalismen” (I)

I vores sommerserie om historiske forhold og historiske sammenligninger bliver vi nødt til at se nærmere på ”neo-liberalismen”. Vi støder for ofte på omtrent denne historie: ”Verden har siden Berlinmurens fald i 1989 været domineret af ”neoliberal” økonomisk tænkning. Den har slået fejl og har resulteret i øget fattigdom og ulighed. Nu er der brug for et nyt paradigme”. 

Problemet er, at alle elementerne i denne historie er problematiske, hvis ikke direkte forkerte. 

Helt grundlæggende er det ikke veldefineret eller -dokumenteret, hvad ”neo-liberalisme” er. Betegnelsen benyttes stort set ikke af nogen om sig selv, men kun som skældsord af dens kritikere (jeg har skrevet mere om problemstillingen her). Enkelte har dog valgt på trods at adoptere betegnelsen om sig selv. Begrebet ”neo-liberal” blev i en kort periode i efterkrigstiden anvendt af enkelte i kredsen bag the Mont Pelerin Society – en gruppe der i dag snarere anvender betegnelsen ”klassisk liberalisme”. Milton Friedman skrev i 1951 om ”udsigterne for neoliberalisme” og anvendte en definition, hvor staten spiller en lidt større rolle end under klassisk liberalisme. Men at det først for alvor dukker op for nylig, ses tydeligt i denne figur, konstrueret med Googles Ngram Viewer. Den viser, hvor hyppigt varianter af ”neo-liberal” forekommer i den engelsksprogede litteratur. Det er meget tydeligt, at begrebet først begynder at blive udbredt efter år 2000 – og i endnu højere grad efter 2010. 

Der er altså en efterrationalisering at tale om, at neo-liberalismen ”kom til” efter Murens fald. Meget få ville have genkendt begrebet dengang, inklusive de økonomer som nu stemples som neo-liberale bannerførere. 

Derimod er det rigtigt, at socialismen mistede opbakning som politisk og ikke mindst intellektuelt projekt, og at liberale ideer vandt frem, navnlig intellektuelt. Det er også rigtigt, at den økonomiske politik på en række punkter blev mere markedsorienteret og mindre statsinterventionistisk, og at økonomisk teori bevægede sig i samme retning. Men der var ikke tale om ét samlet system af ideer, som pludseligt blev valgt til. Og der var langt fra tale om, at den førte politik pludselig blev gennemgribende liberal.  

Det ser vi nærmere på i kommende afsnit af serien. 

Boligskatterne – er de for høje, for lave eller forkerte?

Boligpriserne stiger – og nervøsiteten breder sig. Bør der gribes ind, bør skatterne sættes op? Der er nærmest en boble i ønskerne om politiske indgreb!

Men er det en god idé? Hvordan fungerer boligbeskatningen egentlig? Hvorfor findes den, og hvad skal de kunne ses fra et økonomisk perspektiv?

Jeg har været på besøg i studiet hos Martin Ågerup i hans podcast Samfundstanker for at diskutere det. Vi havde heldigvis tid til at komme lidt ind under huden på emnet (det blev hans hidtil længste udsendelse). Se udsendelsen nedenfor eller hent den som almindelig podcast, hvor du henter dine podcasts.

Hvad sker der med økonomien, når befolkningstallet topper?

Nogle lande har allerede set befolkningstallet toppe og i gang med at falde. Det er ikke usandsynligt, at verdens befolkningsmasse vil begynde at skrumpe i løbet af dette århundrede. Det er ikke første gang, folketallet falder. Krig, katastrofer og sygdomme har med mellemrum slået tallet ned. Men det er første, det skyldes demografien selv – at fertiliteten falder så meget, at befolkningen ikke kan reproducere sig selv.

Hvad sker der i sådan en verden? Det har Zetlands redaktør Mads Olrik skrevet en interessant “long read” om, hvortil han bl.a. har interviewet mig. Den kan læses eller høres (uden betalingsmur) her.

Den korte historie er, at vi kan regne med to modsatrettede effekter. For det første vil kapitaludrustningen per borger stige. Godt nok vil væksten i investeringerne aftage, men ikke mere end at kapitalapparatets vækst overstiger befolkningens. Det vil gøre os rigere. For det andet kan færre mennesker medføre mindre arbejdsdeling og specialisering. Det vil alt andet lige gøre os fattigere. Samlet set er der økonomisk set ikke nødvendigvis være så meget at frygte.

I virkeligheden er det nok mere afgørende, hvilke konsekvenser befolkningsudviklingen vil få politisk – fra effekten på politiske beslutninger af en ældre vælgerbefolkning til magtforskydninger mellem lande. Det er en helt anden historie.

Kapitalgevinster på ejerboliger er skattefri? Nej, faktisk ikke.

Prisstigningerne på fast ejendom har igen skabt debat om boligskatter. Et gennemgående postulat er, at kapitalgevinsterne er skattefri. I en vis formalistisk forstand er det rigtigt. Men det overses, at de løbende skatter på fast ejendom rent faktisk fungerer som en endda ret kraftig beskatning af kapitalgevinsterne. Lad os se på hvorfor.

Læs resten
Photo by Ali Yaqub on Unsplash

Indvandring og den endogene velfærdsstat

”Dem, der i dag er ramt af kontanthjælpsloftet og på integrationsydelse, er for en stor dels vedkommende udlændinge, og Socialdemokratiet vil ikke åbne den flanke over for de borgerlige partier at hæve overførselsindkomsterne for indvandrere”.

Sådan skrev Berlingske i går i en historie om, at regeringen er begyndt at ryste på hånden, når det gælder valgløfterne om at hæve de såkaldte ”fattigdomsydelser”.

Det er et eksempel på, hvad man kunne kalde den endogene velfærdsstat – altså velfærdsstaten, som ikke på forhånd er givet.

Læs resten

Markedsfejl, statsfejl og corona

I weekenden holdt jeg mit traditionelle oplæg for Cepos Akademi om markedsfejl og statsfejl. Det er som regel en fornøjelse – og i år ikke mindre. Det er et godt hold, som rejste mange intelligente diskussioner.  

Mit oplæg handler lidt flot sagt om ”alting” i økonomisk og politisk teori. Eller rettere: Det centrale spørgsmål, hvad skal vi med politik og med staten, og hvordan sikrer vi, at den løser opgaven? Udgangspunktet er denne artikel.

Læs resten

Liberalister og andre liberale.

Det er på mode i ”debattør”-kredse at kritisere liberale og liberalister. Det er i vid udstrækning med stråmænd konstrueret til lejligheden. Både traditionelle venstreorienterede og selverklærede nationalkonservative har bidraget.

Men uanset at der disse angreb stort set kun er tomme kalorier, så må det medgives, at begreberne kan være vanskelige at få hold på. Klassen af tilgange, som kan betegnes som liberale, er meget bred. For at forvirre yderligere, anvendes ”liberal” som synonym med ”venstreorienteret” i USA.

Spørgsmålet er, om begreberne er blevet så slidt i brug, at de kan anvendes med mening? Her er mit forsøg på at opstille anvendelige definitioner. Det er artiklen ”Liberalister og andre liberale”, som blev offentliggjort i Økonomi og Politik i 2003:

Jeg klassificerer tilgange som liberale, hvis de tager udgangspunkt i individuelle præferencer. Liberalister er en ægte delmængde heraf, som tillige lægger vægt på individuel autonomi. Gruppen af liberale er meget heterogen, men også blandt liberalister kan begrundelsen for, at autonomi er nødvendigt, variere betydeligt.

Det er kun godt at kritisere politiske ideer. Hvis kritikken vel at mærke er konstruktiv og rent faktisk knytter an til deres substans.

Misforståede ønsker om højere boligskatter.

Der skal desværre ikke så meget til, før visse økonomer begynder at efterlyse højere boligskat. Det skrev jeg om i min JP Finansklumme her. Nogle af pointerne kan fortjene at blive uddybet.

Huspriserne er stigende, og Nationalbanken forventer endda, at de vil stige 9,7 pct. i år. Bør det ikke bremses?

Det er af mange grunde en dårlig idé.

Læs resten

Der mangler gode argumenter for ny skat på IT-giganter.

Rejser IT-giganter som Google og Facebook nye, uforudsete problemer, som ikke kan håndteres i de gældende skattesystemer? Det hævder bl.a. EU-kommissionen, der mener, at de adskiller sig fra hidtil kendte ”murstens-og-mørtel”-virksomheder. Den har foreslået en særskat.

Men det står ikke for en nærmere prøvelse. IT-giganterne adskiller sig ikke afgørende fra virksomheder, som baserer sig på patenter og varemærker. Det er naturligt, at de betaler en væsentlig del af deres selskabsskat i hjemlandet. Det samme gælder i øvrigt de store danske selskaber, som optræder i C20-indekset. De betaler en langt større andel af deres selskabsskat i Danmark end deres andel af omsætning herhjemme.

Det har jeg en artikel om i det nye nummer af tidsskriftet Revision og Regnskabsvæsen. Du kan læse artiklen her (kræver tilmelding til nyhedsbrev fra Karnov). Du kan også læse arbejdspapirversionen af artiklen her.

Skattepolitikken under corona

Jeg skriver én gang om året en gennemgang af skattepolitikken i det forgangne år og udsigterne for det kommende. Den udgives i SR Skat, de statsautoriserede revisorers skattetidskrift.

Her er den nye artikel, som lige er udkommet (arbejdspapirversion).

Lidt highligts:

Verdensøkonomien skønnes indtil videre at være skrumpet med godt 4 pct. i 2020. Det er det størst registrerede fald i de fire årtier, der har været nogenlunde troværdige nationalregnskaber for tilpas mange lande…

Det er coronaen og restriktionerne, der holder økonomien tilbage, ikke at vi er fastlåst i en lavkonjunktur. Dermed adskiller krisen sig fra f.eks. finanskrisen, som trak lange spor efter sig. I det bedste scenario vil økonomien ikke alene kunne vende hurtigt. Der kan samtidig komme en vis indhentning af produktionstabet fra 2020, så væksten bliver ekstra høj, når den får fat…

På den ene side er de offentlige finanser mere end teknisk set holdbare… Men på den anden side står og falder holdbarheden med en præmis om, at en række centrale, allerede aftalte reformer også vil blive ført ud i livet ude i fremtiden, når det kommer til stykket…

Samlet set tegner skattepolitikken sig for mindre del af den samlede finanspolitiske lempelse under epidemien, men en betragtelig del af likviditetsstøtten…

Med særskatten vil banker og forsikringsselskaber mv. være den eneste sektor, som ikke betaler standardsatsen på 22 pct…

Endelig indføres et loft over fradragsretten i selskabsskatteindkomsten for bruttolønudgifter over 7 mio.kr. pr. medarbejder. Det ventes at bidrage med 150 mio.kr. Som for de øvrige finanskilder er der ingen tvivl om de symbolske motiver med stramningerne, men i dette tilfælde er det altså sparsomt med det provenumæssige bidrag til ”Arne-pensionen”….

Regeringens udspil og den endelige aftale om grøn skattereform indgået af partierne i december indeholder dog foreløbig ingen generel afgift på CO2e. I stedet hæves energiafgifterne på fossile brændsler til proces med 6 kr./GJ gradvist fra 2023-25 fra 4,5 kr./GJ for almindelig proces. Samtidig udpeges en ekspertgruppe, der skal udarbejde modeller for en CO2e-afgift…

De politiske aftaler, senest den om ”grøn skattereform” er desuden bundet ind i så mange betingelser, at noget realistisk set må ende med at give sig. Ekspertgruppen skal komme med forslag, der er ”provenuneutrale og understøtter BNP og arbejdsudbud på en socialt afbalanceret måde”…

Udviklingen af et nyt ejendomsvurderingssystem, der har stået på siden 2014, blev også sidste år udsat for nye forsinkelser og budgetskred. 

Men vi kommer længere omkring.

Hvis jeg skal sige det meget kort, er skattepolitikken og økonomien strukturelt blevet klart forringet i løbet af 2020.

Epidemimodellerne, den nye engelske COVID-19 og de danske tiltag

Vi har tidligere set på, at den simple SIR-model og ikke mindst den adfærdsudvidede SIR-model kan fortælle en masse om corona-epidemien. Se de to blogindlæg her og her. Modellernes styrke er primært deres analytiske anvendelse. Som redskab til at forudsige den konkrete epidemiudvikling, er selv de mere avancerede epidemiologiske modeller derimod behæftet med enorm usikkerhed. Så stor faktisk, at de er vanskelige at bruge til så meget. Som bekendt skød den britiske Imperial College-model voldsomt over målet, da de første opsigtsvækkende modelkørsler blev foretaget. Og også Seruminstituttets model herhjemme har – som sundhedsøkonomen Kjeld Møller Pedersen beskriver i sin nye bog ”Smittetryk og samfundssind” – været ude af stand til at give brugbare prognoser. Og som Jonas har påpeget her på stedet, ser det ud til, at SSI nu anvender en meget primitiv metode (en lineal) til at fremskrive med i stedet, i det omfang der overhovedet laves prognoser.

En årsag til, at en traditionel SIR-baseret model giver så stor usikkerhed, er, at små parameterafvigelser genererer store forskelle.

Fordelen ved den forventningsudvidede SIR-model er – udover at beskrive epidemien mere korrekt – at den desuden giver mere stabile resultater. Det hænger sammen med, at den effektive transmissionsrate (oftest kaldet kontakttallet – altså hvor mange andre en smittet person smitter) for farlige sygdomme vil bevæge sig omkring én (medmindre epidemien er ved at uddø eller eksplodere). Adfærden vil ændre sig for alle andre værdier end én, så en effektiv transmissionsrate på én er en ligevægtsbetingelse. Det vil med andre ord sige, at epidemien som udgangspunkt er endemisk: Smittetallet er nogenlunde konstant over tid, hvis der ikke stødes til modellen.

Det er dog vigtigt at understrege, at nok er Re = 1 en ligevægtsbetingelse, men smittetallet kan godt variere over tid, når noget ændrer sig. Kandidaterne er: 1) R0, altså transmissionsraten før adfærd. Hvis R0 vokser, så vil det være mere omkostningsfuldt at nedbringe Re til én. Borgerne vil derfor acceptere et højere smittetal i ligevægt. 2) Risikoen forbundet med at blive smittet. Hvis behandlingsmulighederne forbedres eller dødeligheden falder, vil man acceptere et større smitteomfang i ligevægt. 3) Forventninger om sygdommens udvikling. Ændringer i forventningerne vil påvirke adfærden. 4) Omkostningerne ved at undgå smitte. Som vi kunne konstatere, er der et tydeligt sæsonmønster i også COVID-19 coronaen. Nogle tider på året er det sværere (= dyrere) at undgå smitte. Derfor vil man acceptere en højere ligevægtssmitte, når man afbalancerer omkostningerne ved henholdsvis at undgå smitte og risikoen forbundet med smitte. 5) Politiske indgreb i form af bl.a. nedlukning. Som Jonas og Christian har påpeget, tyder det på, at den nedlukning, vi så i foråret, havde meget lille effekt sammenlignet med frivillig adfærd – og regeringen lukkede jo efterhånden også op igen med samme begrundelse. Men dermed ikke være sagt, at nedlukning ikke kan have en effekt, blot fordi tiltagene i gennemsnit har haft beskeden effekt hidtil. Nedlukningstiltag kan – som vi har været inde på før – være både substitutter og komplementer til adfærden. Hvis man kunne identificere komplementerne, ville nedlukning forstærke adfærden. Problemet er altså ikke, at nedlukning per definition ikke virker, men at regeringen og myndighederne ikke kender effekterne af de enkelte tiltag. Hvis man skyder med et gevær i blinde, vil man sandsynligvis ikke ramme sit bytte, men hvis man kan se og i øvrigt er man tilpas dygtig og heldig, kan det jo godt lade sig gøre.

Hvordan skal vi så forstå epidemiudviklingen med den mere smittefarlige engelske variant i lyset af den forventningsudvidede SIR-model?

Fremkomsten af den mere smittefarlige engelske COVID-19-variant er ensbetydende med, at R0 vokser – altså kontakttallet før adfærd. Det kræver en større indsats end før at bringe Re ned på én igen. Det taler for, at borgerne både øger deres forsigtighed og accepterer et større ligevægtssmittetryk end før. Men altså også at det Re igen falder til én (medmindre omkostningen ved at passe på bliver for store. I det tilfælde vil pandemien forværres, indtil begyndende flokimmunitet bringer den ned). Da R0 er højere for den engelske variant end den oprindelige variant, er det også ensbetydende med, at Re er højere for den engelske variant end for den oprindelige ved en given adfærd. Og da Re er mindre end én for den oprindelige variant (fordi folk passer mere på, efter den engelske variant har fået smitten til at stige), vil den oprindelige variant blive fortrængt af den engelske. Det er det mønster, der allerede ses i UK.

Interessant må fremkomsten af en vaccine formodes også at trække i retning af større forsigtighed på kort sigt. Det giver mere mening at passe på, fordi det er mere sandsynligt aldrig at blive smittet, hvis en vaccine venter lige om hjørnet. Men i takt med, at risikogrupperne bliver vaccineret, falder omkostningerne ved at få sygdommen, fordi man ikke længere risikerer at smitte ældre slægtninge og andre med høj dødelighed ved smitte. Det er altså tilsammen alt andet lige (endnu) et argument for at få vaccinationen gennemført så hurtigt som muligt.

Den engelske variant indebærer desværre også, at værdien af vaccinen falder, simpelt hen fordi flere kan nå at blive smittet, inden vi når flokimmunitet gennem vaccination. Det modvirker samtidig også den større forsigtighed på kort sigt, som vaccinen ellers fører med sig. Forklaringen er, at vaccine gør det mindre sandsynligt at blive smittet, hvis man altså passer på i mellemtiden. Men den øgede smitterisiko ved den engelske variant trækker i modsat retning. Det ændrer dog næppe ved, at den mere smittefarlige variant samlet øger forsigtigheden.  

Regeringen har valgt at stramme nedlukningen en tand mere efter fremkomsten af den britiske variant i Danmark. Som sagt er der ringe evidens for de tiltag, der gennemføres. Det er i grunden en skandale så lidt man ved om det så langt henne i epidemiforløbet. ”Dansen” med corona foregår med bind for øjnene. Men når det er sagt, så bør regeringen dog også roses for ikke at gå nær så langt med tvangsforanstaltninger som flere af nabolandenes regeringer. Realiteten er, at stramningen af forsamlingsreglerne og afstandskravene er mest symbolske, og at vægten helt klart er blevet lagt på opfordringer til en mere forsigtig adfærd. Som sagt tyder de empiriske studier på, at det er ad den vej, smittespredningen begrænses mest effektivt.

Tog Friedman fejl om Kina?

Jeg skriver i dag om Kinas overgreb på Hong Kong i min månedlige klumme i Jyllands-Posten Finans (læs den ved at følge dette link).  Jeg rejser i den forbindelse et spørgsmål, som godt kan fortjene at blive uddybet. Det handler om udsigterne for det politiske og økonomiske system i Kina. Man kunne kalde det Friedmans Hypotese.

Læs resten
Photo by Volodymyr Hryshchenko on Unsplash

Årets julegave fra os til dig.

Årets sommerserie i Punditokraterne kom til at handle om indlysende forhold og bivirkninger, når man fører politik. Altså at det ikke er nok at se på intentionen bag en bestemt politik, men også på de utilsigtede konsekvenser, som ofte ikke er forventede. Det har økonomer – kloge af skade – lært at indse, om end ikke altid nok.

Læs resten

Corona-krisen er en V-formet udbudskrise, hvor finanspolitik ikke hjælper – eller er nødvendig.

I foråret blev det diskuteret, om coronakrisen ville føre til et langvarigt tilbageslag. Eller om de afmattede konjunkturer skyldtes, at folk holdt sig tilbage på grund af smitterisiko og nedlukning, og at konjunkturerne ville rette sig, når smitterisikoen faldt igen. I det sidste tilfælde hjælper lempelig finanspolitik ikke meget. Situationen minder om et udbudschok som en strejke, hvor afmatningen heller ikke kan afhjælpes med øget efterspørgsel, og hvor økonomien kommer i gang igen, når strejken er ovre.

Udviklingen har foreløbig bekræftet det sidste. Se blot på figuren, som viser et klart V-formet tilbageslag med et skarpt fald under nedlukning og smittespredning i 2. kvartal og en stærk stigning i 3. kvartal, da smitteomfanget aftog. For vedvarende forbrugsvarer var der end ikke et fald i 2. kvartal: Der er ikke så stor smitterisiko ved at købe et nyt køleskab.

Faktisk har BNP-faldet i 2020 været mindre, end jeg oprindelig regnede med (det skyldes, at smittespredningen er forløbet meget langsommere end forudsat i denne helt første vurdering).

Billedet er det samme i andre lande. BNP faldt skarpt i 2. kvartal og steg markant i 3. kvartal i de fleste vestlige lande.

Alligevel har politikerne ikke været sene til at gennemføre omfattende finanspolitiske lempelser. Det gælder også under den nuværende bølge af smittespredning. Men det afgørende bliver, hvor meget og hvor længe økonomierne bliver holdt tilbage af nedlukning og frivillig social distancering. Der er grund til at tro, at vi igen vil se et V-formet forløb, hvor aktiviteten vender tilbage, når smittespredning og nedlukning aftager igen.

Jeg skriver om konjunkturudviklingen og finanspolitikken i min klumme i Berlingske her.

Punditokraternes redaktør Christian skriver i øvrigt om lidt samme emne her, også i Berlingske, hvor han må tage en tidligere studerende (og nuværende socialdemokratisk finansordfører) i lære.

Hvad spiller størst rolle – klimaforandringer eller økonomiske institutioner?

Der er enorm fokus på de negative virkninger af global opvarmning. Men det er ikke den eneste udfordring, vi står over for. Og er det overhovedet den største?

Det har Søren Gjedsted og jeg undersøgt i artiklen ”Climate change and institutional change: what is the relative importance for economic performance?”, som offentliggøres i det miljøøkonomiske tidsskrift Enviromental Economics Policy Studies.

Læs resten

Trump må dokumentere sine påstande og ikke appellere til stammementalitet

Stammementalitet er gift for politiske diskussioner – altså at man automatisk vurderer et synspunkt på, om det kommer fra ”ens egen side” og ikke vurderer det på sine egne meritter. I sidste ende er det gift for et frit samfund og vejen til kollektivisme.

Diskussionen om det amerikanske valg og Trumps helt enestående angreb på valgets integritet er om noget dårligt egnet til at vurdere ud fra stammetilhørsforhold. Hvis man alene beslutter sig for, om der har været valgsvindel eller ej, ud fra hvem man helst ser vinde, så gør man sig dybest set irrelevant. Det er et absurd kriterium.

Læs resten

Højest dødelighed blandt de mindst smittede med corona

Seruminstituttet har offentliggjort resultatet af en undersøgelse af forekomsten af antistoffer mod corona. Den tyder på, at 2,2 pct. af befolkningen har været smittet. Udgangspunktet er, at 18.000 tilfældigt udvalgte danskere over 11 år er blevet tilbudt en test. Det er dog kun en tredjedel, der har deltaget, hvilket svækker resultatet. F.eks. er der ikke påvist antistoffer hos nogen forsøgspersoner fra 80 år og op (inden for usikkerheden har 0,0-2,1 pct. haft corona, mod 1,8-2,6 pct. for alle).

Trods usikkerheden er én ting slående. Smitten har været mere udbredt blandt de yngre end de ældre. Bortset fra de helt unge (12-19 år), som formentlig er mindre modtagelige, falder udbredelsen generelt med alderen, som det ses af figuren. Derimod stiger antallet af døde på grund af sygdommen klart med alderen*). Hele seks ud af ti døde er 80 år eller mere. Kun godt én ud af ti døde er yngre end 70 år.**)

Læs resten