Forfatter: Otto Brøns-Petersen (side 2 af 8)

Skattereformer har øget BNP med 10 pct.

I 1981 gennemførte USA den første moderne skattereform med lavere skattesatser for at øge væksten. Danmark fik sin første moderne skattereform for 30 år siden i 1987. Siden er der gennemført ni reformer og større ændringer på personskatteområdet. Selskabsskatteloven er i gennemsnit ændret næsten tre gange årligt i perioden.

Både selskabsskattesatsen og skattesatserne på lønindkomst er nedsat med op til 30 procentpoint.

Hvad har den samlede effekt været af disse reformer? Jeg har forsøgt at opstille et modelapparat til at svare på spørgsmålet. Svaret er, at vi uden reformerne ville have været 10 pct. fattigere. Resultaterne er foreløbig offentliggjort i et CEPOS-arbejdspapir her (men udkommer sidst på året som kapitel i en bog fra Palgrave-Macmillan). Udover at regne på effekterne af skattereformerne, gennemgår jeg også den efterhånden meget righoldige teori og empiri om skatters effekt på økonomisk vækst. Det findes tillige på dansk her.

Trods de mange reformer gennem de sidste 30 år er vi ikke ved vejs ende med skattereformer, som kan fjerne hindringer for vækst. Tværtimod er skattesatserne stadig høje for navnlig højindkomster. Og der er potentiale for yderligere selskabsskattenedsættelser. Derimod er potentialet for hensigtsmæssige baseforøgelser ved at være udtømt. Skattereformer må finansieres med lavere udgiftsvækst – som  allerede tilfældet i 2013 og 2014.

Interessant nok har næsten alle Folketingets partier medvirket til skattereformer gennem de sidste 30 år. Også dem, der nu taler om reformstop.

Borgerløn – en kommentar til Lars Seier

Lars Seier argumenterer i et indlæg i Berlingske i dag for, at det i en ikke for fjern fremtid kan blive nødvendigt at indføre borgerløn.

Argumentet er kort sagt følgende: Hvis robotter bliver stadig bedre til at overtage jobs udført af mennesker, vil der blive nogle til overs. Vi kan ikke omskole alle ufaglærte til at blive modedesignere osv. Derfor er de henvist til at leve af overførsler. Men robotterne vil også skabe så stor velstand, at borgerlønnen er til at betale. Og politikerne vil ”kunne glæde sig over, at robotter ikke vil brokke sig over at betale skat”.

Jeg er ikke enig med Lars Seier.

For det første er vi meget langt fra den situation, han beskriver. Den kræver en helt anden form for teknologisk udvikling, end den vi har set hidtil. Indtil videre har teknologien været komplementær til arbejdskraft, hvilket har øget værdien og aflønningen af arbejdskraft (se her for en nærmere diskussion). Faktisk ser vi i øjeblikket kombinationen af teknologi og handel skabe et historisk uset fald i fattigdommen i verden. Men Lars argument forudsætter, at robotter kan erstatte alle ufaglærte arbejdsfunktioner uden undtagelse. Bliver der undtagelser tilbage, vil arbejdskraft fortsat være komplementær – og teknologien vil drive lønningerne op som hidtil.

Og her skal man huske, at teknologien jo kan være med til at afhjælpe nogle af de svage kompetencer, nogle måtte have. Mange jobfunktioner bliver lettere af teknologiske hjælpemidler. En kassedames job er lettere i dag, hvor varerne bare skal scannes ind. Man skal også huske, at arbejdsdelingen og specialiseringen fortsat vil vokse. Det vil i endnu højere grad end i dag være muligt at leve af et meget smalt talent.

For det andet synes Lars at forudsætte, at der er et loft over mængden af ufaglærte job. Det er en variant af den såkaldte ”lump of labor”-fallacy. Men der kan højst blive tale om, at aflønningen af robotter kommer til at stige i forhold til ufaglærte i hans verden (hvor robotter ikke er komplementære). De ufaglærte vil fortsat blive aflønnet svarende til deres produktivitet. Deres andel af aflønningen vil falde, men det afspejler blot, at robotterne producerer mere. Og Lars har tilsyneladende ikke indvendinger imod en faldende andel. Han skriver jo, at borgerløn til de ufaglærte ikke bliver særlig dyrt, fordi robotterne vil få velstanden til at stige. Men det holder kun, hvis borgerlønnen ikke vokser i takt med den samlede velstand – altså at indkomstandelen falder.

For tredje vil den verden, Lars beskriver, medføre, at gevinsten ved at spare op vokser i forhold til at arbejde. Indkomsten fra robotterne vil tilfalde dem, der finansierer robotterne. Simpel økonomisk logik tilsiger, at væksten og renten vil øges markant. De ufaglærte vil altså få afkast af opsparing som en alternativ, potent indtægtskilde. Man kan så at sige finansiere sin egen ”borgerløn”, hvis man sørger for at spare op. I en vis forstand bliver det et mindre meritokratisk samfund, hvor forskelle i evner ikke kommer til at spille så stor en rolle for indkomsten.

For det fjerde kan jeg slet ikke se grunden til, at Lars foreslår en generel borgerløn. En borgerløn går til alle, også alle dem som ikke bliver marginaliseret på arbejdsmarkedet. Det vil give incitamenter til at reducere arbejdsindsatsen for også de højproduktive. Hvad er meningen med det? Hvis man endelig skal give offentlige ydelser til nogen, bør de målrettes dem, der har behov for dem. Hvorfor alle?

For det femte mener Lars, at robotter ”ikke vil brokke sig over at betale skat”. Men indkomsten tilfalder jo ikke robotterne – derimod deres ejere. Og de vil med god grund kunne beklage sig over skatterne. Det er først i en meget science fiction-agtig verden, hvor robotter bliver så bevidste, at vi erklærer dem for selvstændige væsener, at deres indkomst vil tilfalde dem selv. Altså netop den situation, hvor de vil kunne ”brokke sig”.

Lars er ikke alene om at tale om borgerløn som svar på et hastigt indtog af robotter, som løber med jobbene. Ikke mindst i kredsen omkring Alternativet er de forestillinger udbredt. Mig forekommer de meget historieløse.

Den ene halvdel af deres forestilling ligger som sagt uendelig langt fra udviklingen hidtil. Til trods for, at Moores Lov (en halvering af prisen på computerkapacitet hvert 1½ år) har været i kraft i over 50 år, har denne eksplosion i computerproduktivitet haft svært ved at sprede sig til hele økonomien. Faktisk er produktivitetsvæksten samlet faldende i de fleste vestlige lande. Computere er fortsat meget uintelligente. Komplementet menneske og maskine er stadig meget mere produktivt end maskinen alene.

Den anden halvdel af deres forestilling er allerede i høj grad sket. Menneskets job har ændret sig mere, end det nok nogensinde kommer til igen. Før den industrielle revolution bestod menneskeligt arbejde primært i at være energikilde – at præstere det slid, som i dag næsten er væk i vores del af verden. Maskinerne og de fossile brændsler har overtaget sliddet fra mennesker og dyr.  ”Arbejdet” er i den forstand, vore forfædre så det i, allerede væk. Det vi laver i stedet, minder meget mere om fritid.

Det er måske derfor, Keynes ikke fik ret i sin vision om sine børnebørns økonomi. Han forudså, at vi ville bruge den voksende velstand til at skære ned på arbejdstiden til omkring 15 timer om ugen. Det har vi ikke gjort, men vi har skåret næsten al det væk, man engang så som arbejde, og erstattet det med noget, de kaldte fritid.

Omfordeling hæmmer væksten

Folketingets økonomer har udgivet en kort rapport om to studier om sammenhængen mellem ulighed og vækst. Den mangler desværre helt at nævne de ret alvorlige metodemæssige problemer ved dem, som ellers har været prominent i den faglige diskussion.

Derfor har vor redaktør, Christian Bjørnskov, og jeg en kronik i Berlingske om, hvad status er for forskningen i ulighed og vækst. Punditokraternes læsere skal selvsagt ikke snydes. Så her er den.

De to nævnte studier – fra hhv. OECD og IMF – finder en negativ statistisk korrelation mellem ulighed og vækst. I IMF-studiet forsvinder effekten, når man kontrollerer for, at Latinamerika og Caribien er specielle. I OECD-studiet forsvinder den ellers veletablerede sammenhæng mellem på den ene side fysisk og menneskelig kapital og på den anden side vækst, når man inkluderer mål for uligheden. Korrelationerne er altså ikke robuste.

Pointen er, at der ikke kan forventes nogen direkte sammenhæng mellem ulighed og vækst. Derimod har forskellige typer af økonomisk politik betydning for både vækst og ulighed. Nogle redskaber reducerer både ulighed og vækst – f.eks. høje marginalskatter. Andre som f.eks. afgifter på el sænker væksten og øger uligheden. Omfordeling skader generelt væksten – som Arthur Okun påpegede – uanset om omfordelingen er fra rig til fattig eller fra fattig til rig.

Specielt i den tredje verden vil man finde mange eksempler på politik, som hæmmer væksten og øger uligheden. I lande som Danmark er det mest omvendt. Derfor er potentialet for at øge væksten og sænke uligheden ret begrænset her.

Bundlinjen efter 20 års seriøs forskningsindsats er, at der ikke er nogen entydig sammenhæng mellem ulighed og samfunds langsigtede vækst. Lighed og ulighed i sig selv er relativt ligegyldige for væksten, mens den måde, man politisk håndterer uligheden på, og årsagerne til, at nogle lande er mere lige end andre, er vigtige kilder til vækst.

Det vil navnligt være en alvorlig misforståelse at tro, at en reduktion af uligheden vil øge væksten, uanset hvordan uligheden reduceres. I et land som Danmark er der kun få og små håndtag tilbage, som politikerne kan trække i, så uligheden falder, og væksten øges. Ingen af de redskaber, som OECD og IMF-studierne overvejer i så henseende, er relevante for Danmark.

Uber også en gevinst for chaufførerne

Forleden diskuterede jeg her på bloggen, at forbrugerne mister et forbrugeroverskud ved Ubers exit fra det danske marked. Lægger man amerikanske studier til grund, er der potentielt tale om et tab på 750 mio.kr. Men jeg spekulerede samtidig over, om der ikke også kunne være et tabt producentoverskud, som man ellers ofte ikke ser. Det er en gevinst, som chaufførerne går glip af.

Nu har en gruppe økonomer påvist, at det rent faktisk er tilfældet i et nyt arbejdspapir fra NBER. Lige som med forbrugeroverskuddet har de ved estimationen af producentoverskuddet udnyttet den meget store datamængde, Uber indsamler. Det element ved forbrugeroverskuddet, de helt præcist ser på, er værdien af Ubers fleksibilitet med hensyn til arbejdstid. Chaufførerne kan i høj grad selv bestemme, hvornår de vil køre. Er det sidst på måneden, er der akut lavvande i kassen, stiger prisen fordi der er ekstra efterspørgsel efter kørsel, kommer der et uforudset hul i kalenderen – ja, så kan man vælge at køre ture. Det giver bedre kapacitetsudnyttelse af chaufførernes tid på samme måde, som Uber giver mulighed for at udnytte bilparken bedre.

Hele to tredjedele af arbejdsudbuddet som Uberchauffør kan tilskrives fleksibiliteten, givet aflønningen.

Her er abstract’en på artiklen.

Participation in flexible contract work has increased dramatically over the last decade, often in settings where new technologies lower the transaction costs of providing labor flexibly. One prominent example of this is the ride-sharing company Uber, which allows drivers to provide (or not provide) rides anytime they are willing to accept prevailing prices for this service. An Uber-style arrangement offers workers flexibility in both setting a customized work schedule and also adjusting it throughout the day. Using high-frequency data of hourly earnings for Uber drivers, we document the ways in which drivers utilize this real-time flexibility and we estimate the driver surplus generated by this flexibility. We estimate how drivers’ reservation wages vary in high frequency from hour to hour, which allows us to study the surplus and supply implications of both flexible and traditional work arrangements. Our results indicate that, while the Uber relationship may have other drawbacks, Uber drivers benefit significantly from real-time flexibility, earning more than twice the surplus they would in less flexible arrangements. If required to supply labor inflexibly at prevailing wages, they would also reduce the hours they supply by more than two-thirds.

 

Koster “lex Uber” forbrugerne 750 mio.kr.?

Efter den nye taxalov har Uber valgt at indstille virksomheden i Danmark. Det er ikke nogen overraskelse. Loven er en slags ”lex Uber” med netop det formål at kaste grus i maskineriet for det innovative selskab. Enkelte politikere valgte at fejre meddelelsen om ophøret i Danmark med kager på de sociale medier. Fru Justitia er nok blind, men i dette tilfælde er hverken loven eller lovgiverne.

Spørgsmålet er, hvad det koster forbrugerne, at Uber ikke længere er til rådighed. Det kan ikke afgøres præcist. På den ene side er det begrænset, hvad man – jeg i al fald – ved om Ubers danske marked. På den anden side er der til gengæld ganske stor viden om Ubers værdi for forbrugerne i USA. Forklaringen følger om lidt.

Men forsøger man umiddelbart at anvende de amerikanske data på danske forhold, svarer det til et tab per dansker på 135 kr. om året (altså alle fra spæd til olding, og ikke kun Ubers kunder). Det samlede samfundsøkonomiske tab bliver dermed godt trekvart milliard kroner.

Selv om det er et såkaldt ”ball park estimate”, tyder det på et betragteligt tab. Symbol- og særinteressepolitik er altså langt fra gratis.

Men det er nødvendigt at sige lidt nærmere om, hvad det dækker over.

Når der er ret gode amerikanske data, skyldes det, at en række forskere har udnyttet Ubers særlige prissætningsmekanisme til at estimere efterspørgselskurven for Uber-kørsel med usædvanlig stor præcision. Kender man efterspørgselskurven, kan man også beregne det såkaldte forbrugeroverskud. Forbrugeroverskuddet er et mål for, hvad Uber er værd for kunderne. Det er forskellen mellem den pris, de ville være villige til højst at betale for en tur, og den pris, de rent faktisk betaler. Gennemsnitligt set er forbrugerne villige til at betale 2,6 dollar for hver dollar, de rent faktisk betaler. Der er altså et forbrugeroverskud på 1,6 dollar per betalt dollar.

Sammenlagt bliver det til et forbrugeroverskud på 2,9 mia. dollar for Uberkørsel i USA’s fire største byer, hvor forskerne har analyseret ca. 50 millioner ture. På den baggrund skønner de, at forbrugeroverskuddet i USA løber op i 6,8 mia. dollar.

Beregningen kan omsættes til danske forhold ved antage, at det udgør en forholdsmæssig lige så stor andel af BNP i Danmark som i USA. Det giver de godt 750 mio.kr. og 135 kr. per dansker. Omregning i forhold til BNP er en standardmetode, når man ikke har mere information. Og det har vi ikke her. Men man kan godt diskutere, om det er et plausibelt skøn. Er der noget, som taler for, at det bør være større eller mindre?

Uber var mindre udviklet i Danmark end i USA i 2015 (som undersøgelsen hidrører). Derfor er det umiddelbare tab nok mindre. Men Uber har formentlig haft et potentiale til at blive mindst lige så udbredt med tiden, som det var i USA i 2015. Her skal man huske, at ikke kun den nye taxalov, men i nok så høj grad den hidtidige jo har stået i vejen for Uber, hvis forretningsmodel er kendt ulovlig ved danske domstole. Så beregnet som potentiale taler vi nok om et underkantsskøn.

En anden faktor, som umiddelbart kan overdrive gevinsten, er, at vi ikke tager hensyn til, at Uber gennem øget konkurrence kan presse avancerne i den etablerede taxabranche. De andre vognmænd mister noget monopolrente, når Uber får lov at køre. Men her bør tages hensyn til, at forbrugerne omvendt vinder ved lavere avancer. Og vi ved fra standardteori, at deres gevinst er større end vognmændenes tab. Der kommer et ekstra forbrugeroverskud, som den amerikanske analyse ikke medregner. Desuden kan der være en gevinst ved Uber for taxachaufførerne gennem højere lønninger. Begrænsningen af konkurrencen på vognmandsmarkedet kan ikke alene udnyttes til at tage højere priser, men også presse lønningerne (vognmændene er til dels monopsonister på arbejdsmarkedet). Effekten er dog næppe så stor, fordi der er alternativer til at køre taxa. Men samlet taler Ubers bidrag til øget konkurrence for, at vi undervurderer omkostningen ved at forbyde Uber.

Endelig er det et spørgsmål, om Uber ikke også skaber et producentoverskud for Uberchaufførerne. På et konkurrencemarked antager man normalt ikke, at der er sådan et overskud, fordi konkurrencen har det med at fortrænge det. Men Uber er speciel i den forstand, at app-løsningen udnytter ledig kapacitet på en ny måde. Først og fremmest giver det en højere udnyttelsesgrad af bilparken. Dernæst er Uber meget mere fleksibelt end resten af arbejdsmarkedet. Man kan køre, når det passer én. Det kan udnytte ledig kapacitet hos chaufførerne på en måde, man ikke kan på resten af arbejdsmarkedet, hvor arbejdstiden er mere fast og bestemt på forhånd.

Endelig kunne noget tyde på, at Uber åbner arbejdsmarkedet for grupper, som ellers har svært ved at komme ind på grund af lønniveauet.

Alt i alt synes skønnet om 750 mio.kr. i tab ikke at være for højt sat – i hvert fald ikke, når vi ser på potentialet.

Endelig en vigtig pointe. Forbrugeroverskuddet ved Uber fremkommer ikke ved, at Uber forudsættes at være et bedre produkt end traditionel taxa. Gevinsten kommer ved, at det er et anderledes produkt og giver forbrugerne flere ydelser at vælge i mellem. På samme måde som vi har glæde af, at grønthandleren både har bananer og æbler. Hvis enten bananer eller æbler blev forbudt, ville vi lide et tab, så det er ikke et spørgsmål om, at bananer er bedre en æbler – eller omvendt. Til nogle kunder og nogle behov er Uber bedst. Til andre er traditionel hyrevogn. Gevinsten kommer af valgmulighed og konkurrence.

Hayeks bidrag til økonomi og politisk filosofi

Nu skal jeg nok love ikke at lade det udarte til en “døde økonomers klub”, men det bør markeres, at det i år er 25 året for F.A. Hayeks død. Han var om nogen repræsentant for den gren af liberalistisk politisk filosofi, som lægger vægt på problemer med at opsamle og udnytte viden centralt. Det gennemsyrede Hayeks arbejder først som økonom og siden som en tænker, der forsøgte at integrere samfundsvidenskaberne omkring dette tema.

Hayeks tese var, at markedet giver os mulighed for at anvende langt mere information, end det er muligt at opsamle centralt. På markedet bliver koordinationsopgaven ikke løst af en central planlægger, men af prissystemet. Han anså det for en af menneskehedens største frembringelser, selv om det ikke er skabt ved nogen bevidst designhandling, men gennem aktørernes individuelle handlinger med et meget mere begrænset sigte. Markedsordenen er på denne måde en spontan orden, skabt af menneskelige handlinger, men ikke af menneskeligt design. Hayeks mest berømte artikel og hans Nobelprisforelæsning fra 1974 handlede om det emne.

Med tiden begyndte Hayek at se ikke blot markedet, men hele samfundet som en spontan orden, baseret på institutioner, der ligesom prissystemet er skabt i en evolutionær selektionsproces. Det er ting som normer, sprog og love (han sondrede i den forbindelse mellem bevidst lovgivning og love fremvokset evolutionært, navnlig i lande med common law-tradition).

Hayeks pointe var, at den spontane sociale orden er mere kompleks, end nogen vi kan skabe bevidst. Et samfund baseret på central økonomisk planlægning og omfattende politisk styring vil ikke blot være mindre frit, men også meget fattigere end det frie samfunds “udvidede orden”. Han anså desuden økonomisk interventionisme som en ustabil tilstand, som vil lede til mere og mere central planlægning, hvis man forsøger at finde en vej ud af stadige frustrationer. Hans første populære og ikke-økonomiske bog, “Vejen til trældom” fra 1944, var en skarp advarsel til briterne om, at Hitlers autoritære styre ikke blot var et udslag af nazismens særlige ondskab, men lå i logisk forlængelse af dets centrale planlægning og totalitære mål.

Hayek er fortsat central både som økonom og som politisk filosof. Han har tiltrukket sig ekstra opmærksomhed på det seneste i to ret forskellige sammenhænge.

For det første havde finanskrisen et forløb, som skabte fornyet interesse for hans konjunkturteori. Jeg er dog ikke enig med dem, som mener, at finanskrisen genrejste hans konjunkturteori. Dette forskningsområde har bevæget sig meget, siden Hayeks centrale bidrag fra 1930erne. Blot at henvise til Hayek på dette felt svarer til dem, der mener, at Keynes’ 80 år gamle teori er den bedste beskrivelse, vi har af makroteorien. Men der er stadig interessante ideer at hente også i Hayeks konjunkturteori.

For det andet nævnes Hayek ofte som en af fædrene til “neoliberalismen”. “Neoliberalismen” er et begreb skabt af dens kritikere og mest af alt et sammensurium af ideer og doktriner, de ikke bryder sig om. Kritikerne er især modstandere af New Public Management, der karakteriseres som “neoliberalt”, fordi det angiveligt er udtryk for “markedstænkning”. Intet kunne dog være fjernere fra hinanden end Hayeks decentrale markedsorden og forsøget på at planlægge den økonomiske aktivitet i det offentlige. Enkelte af kritikerne er dog blevet opmærksomme på, hvor absurd sammenblandingen er.

Hvis ikke, man vil købe Hayeks samlede værker, er der (om og af) Hayek hos bl.a. libertyfund, econlib og IEA, hvor man bl.a. kan hente en ebogsudgave af “Vejen tiltrældom” samt af den forkortede udgave fra Readers Digest, som gav Hayek stort gennemslag i USA. Jeg har selv skrevet om ham flere steder, bl.a. her.

Hvad demokratiet kan og ikke kan

Her er – som lovet – et link til min kronik i Børsen om Arrow og “(u)mulighedsteoremet”. Det er et af de vigtigste resultater om demokratiske valgsystemer overhovedet. Det viser, at det grundlæggende ikke kan lade sig gøre at tolke demokratiske afstemninger som udtryk for “folkets vilje”.

Men det er også generelt vanskeligt tilgængeligt. Det skyldes, at social choice-teorien (som Arrow grundlægger med teoremet) benytter sig af matematisk set-teori, som kan virke fremmedartet på de fleste. Og selv om man forstår matematikken, kan resultaterne være svære at fortolke. Den absolut bedste ikke-tekniske fremstilling er mig bekendt stadig William Rikers “Liberalism against populism”.

Arrows teorem går som sagt ud på, at intet valgsystem kan opfylde fem krav på én gang:

1) at der ikke må være en diktator, 2) at vælgerne må mene, hvad de vil, 3) at systemet skal være konsekvent i sin prioritering, 4) at prioriteringen mellem to forslag X og Y skal være uafhængig af, hvordan man ser på Z og andre irrelevante alternativer, og 5) at hvis alle foretrækker X frem for Y, må valgsystemet ikke vælge Y.

Kravene er oplagte at stille til et rationelt individ – bortset fra krav 1) om at der ikke må være en diktator, naturligvis. Når vi vælger individuelt, er vi jo netop “diktator”. Men hvis der er flere vælgere, er kravet om fravær af en diktator oplagt. Og så følger det af teoremet, at mindst ét af de andre krav ikke kan være opfyldt. Der vil typisk ikke være “kollektiv rationalitet” på samme måde som der vil være individuel rationalitet ved individuelle valg.

I kronikken giver jeg et par eksempler på fravær af rationalitet, som vi næppe ville forvente at se hos enkeltpersoner, men sagtens kan finde ved kollektive beslutninger:

Tag f.eks. en mand på en restaurant, som mellem fisk, bøf og kylling vælger bøf. Da tjeneren meddeler, at køkkenet for resten også er løbet tør for kylling, vil manden helst have fisk (og lever dermed ikke op til krav 4). Ham ville vi ikke se som helt velforvaret.

Eller hvad med kvinden på samme restaurant, som ikke får noget at drikke, fordi hun bedre kan lide rødvin end hvidvin, og bedre rosé end rødvin, men foretrækker hvidvin frem for rosé (og krænker krav 3).

Der var ikke plads til at folde eksemplerne ud i kronikken, hvor de derfor blot er postulater. Men lad mig prøve at vise, hvordan det kan lade sig gøre.

Det første eksempel handler om uafhængighed af irrelevante alternativer. Antag f.eks. at vi har syv vælgere med disse præferencer:

4 vælgere foretrækker fisk frem for bøf og bøf frem for kylling (kan skrives: F,B,K)

3 vælgere foretrækker bøf frem for kylling og kylling frem for fisk (B,K,F).

Hvis de skal stemme om, hvad de skal have til aften, kan de f.eks. bruge det såkaldte Borda-system. Her giver man point til hvert alternativ efter, hvor meget man foretrækker dem. De første fire vælgere giver hver 3 point til fisk, 2 point til bøf og 1 til kylling. Vinder er den kandidat, som får flest point sammenlagt. I eksemplet her får bøf 17 point, fisk 15 og kylling 10. Ergo vinder bøf.

Men fjern nu kyllingen fra menukortet. Nu vil de første fire vælgere give 2 point til fisk og 1 point til bøf. De sidste tre vælgere vil omvendt give 2 point til bøf og 1 point til fisk. Nu får fisken 11 point samlet, mens bøffen får 10 point sammenlagt. Ergo vinder fisk.

Bemærk at vælgerne hver især er helt rationelle. Men kollektivt havner de i den ikke-rationelle situation, at det indbyrdes forhold mellem bøf og fisk er bestemt af et tredje alternativ, som i øvrigt ikke har nogen chance for at vinde selv.

Eksemplet med kvinden, som ikke kan frembringe en konsekvent (såkaldt transitiv) orden af alternativer kan for det kollektive tilfælde illustreres sådan: Der er kun tre vælgere med hver sin konsekvente ordning af de tre slags vin:

vælger A: Rødvin, Hvidvin, Rosévin

vælger B: Rosévin, Rødvin, Hvidvin

vælger C: Hvidvin, Rosévin, Rødvin

Hvis vi foretager parvise flertalsafstemninger mellem de tre kandidater, får vi først, at rødvin slår hvidvin (vælger A og B stemmer på rødvin). Dernæst får vi, at roséen slår rødvinen (vælger B og vælger C stemmer for rosé). Endelig får vi, at hvid slår rosé (som A og C foretrækker).

Dette eksempel har været kendt meget længe som Condorset-paradokset (efter den franske matematiker Condorset). Som det ses, er der ingen klar (Condorset) vinder for kollektivet af vælgere, uanset at hver vælger klart kan prioritere mellem alternativerne. Det vil derfor være afstemningsrækkefølgen, som kommer til at afgøre udfaldet. Hvis vi f.eks. begynder med rød og hvid først, og lader vinderen (rød) møde rosé, vinder rosé. Men et hvert af alternativerne kan ende som vinder, afhængigt af afstemningsrække.

Borda- og Condorset-eksemplerne er desuden gode til at illustrere Gibbard-Sattertwaite-teoremet, som siger, at ethvert valgsystem, som ikke diktatorisk, kan manipuleres. Det er let at se, at den, der bestemmer afstemningsrækkefølgen i Condorseteksempler, også bestemmer udfaldet. På samme måde kan den, der bestemmer antallet af kandidater i Bordaeksemplet, bestemme udfaldet. Endvidere kan man let overbevise sig om fordelene ved en anden form for manipulation: Strategisk stemmeafgivning. I Bordaeksemplet kan de fire vælgere, som foretrækker fisk, vælge at prioritere bøf under kylling, selv om de reelt foretrækker bøffen frem for kyllingen. Den vil imidlertid føre til valget af fisk, som er deres mest foretrukne alternativ.

Men det tyder så på, at hverken Cordorsetmetoden eller Borda-systemet er gode valgsystemer, og at vi må finde et helt tredje? Styrken ved både Arrows og Gibbard-Sattertwaites resultater er, at de kan fastslå, at denne søgen er omsonst. Uanset hvilket valgsystem, man kan tænke sig, kan det ikke opfylde alle fem krav samtidig eller være umanipulerbart.

Som nævnt i kronikken har der føjet sig en lang række andre, ikke mindre dystre resultater til i social choice-teorien.

Og konklusionen? Ja, den er at “folkeviljen” ikke eksisterer i nogen meningsfuld forstand.  Politik kan nok sikre, at der bliver truffet beslutninger, men at “folket har talt” kan man ikke sige. Som Riker påpegede, er den vigtigste egenskab, at det kan afsætte en uacceptabel leder til overkommelige omkostninger. Det er en mekanisme, som ikke udmønter, men kan være med til at beskytte individers frie udfoldelse – i øvrigt sammen med checks, balances, grænser for politik og frihedsrettigheder.

Kenneth Arrow

Sidste uge døde Kenneth Arrow, 95 år gammel. Han var ingen “rockstjerne”-økonom, men en af fagets absolut vigtigste tænkere i det tyvende århundrede. Jeg skriver om ham og navnlig social choice-teori i Børsens kronik på fredag.

I mellemtiden kan jeg anbefale David Warshs portræt af ham her. Det er et af flere økonomportrætter, som jeg allerede tidligere har givet en varm anbefaling. Det er økonomisk journalistik af absolut højeste klasse, tilgængeligt for alle og interessant for selv (og måske især) fagligt interesserede økonomer.

Her er Econlibs artikel og her Arrows egen Nobelprisforelæsning fra 1972.

Hvad med skatten, når robotterne overtager jobbene?

Når robotterne overtager alle jobbene, bør de så ikke betale skat? Det foreslår Bill Gates i hvert fald. Gates er en dygtig og engageret erhvervsmand. Men hans kommentarer afslører også, at han næppe har brugt så mange kræfter på skatteøkonomi, inden han droppede sine universitetsstudier.

Umiddelbart lyder det tilforladeligt, at når maskiner erstatter arbejdskraft, så må skattebyrden i højere grad hvile på dem. Der er imidlertid flere problemer med ræsonnementet.

  1. The lump of labor fallacy. Det første problem er Gates’ åbenbare formodning om, at flere maskiner må betyde færre job. Den kaldes ”fejltagelsen om arbejdskraftsklumpen”, fordi den bygger på en antagelse om, at massen af job er en klump af given størrelse. Realiteten er, at arbejdsmarkedet kan opsuge så store mængder arbejdskraft, det skal være, hvis lønnen svarer til produktiviteten. Så flere maskiner fører ikke nødvendigvis til færre job. Selv om antallet af job måske falder i nogle sektorer – som det er sket i landbruget – bliver der efterspurgt arbejdskraft i andre.
  2. Flere maskiner fører normalt til højere løn. Maskiner har hidtil gjort arbejdskraften mere produktiv. Det skyldes, at den i høj grad har været komplementær til arbejdskraft. En mand med gravko producerer mere end én med en skovl, og en kvinde med en PC skriver hurtigere end én med en gåsefjer. Faktisk er det sådan under ret almindelige forudsætninger, at arbejdskraftens samlede andel af indkomsten og kapitalens samlede andel af indkomsten er konstant, uanset mængden af arbejdskraft og kapital. Altså: Når mængden af kapitaludstyr vokser, vokser indkomsterne forholdsvis lige meget for lønmodtagere og kapitalejere. Og det betyder videre, at lader vi kapitalapparatet vokse og antallet af lønmodtagere være konstant, så stiger aflønningen per lønmodtager, mens den falder per kapitalenhed. Flere maskiner medfører altså ikke, at indkomstfordelingen mellem arbejde og kapital ændres – der sker bare det, at den samlede indkomst stiger. Hvis politikerne ikke ændrer skattesystemet, vil skattetrykket og skattestrukturen heller ikke forrykkes. Gates overser altså, at flere maskiner ikke automatisk medfører fald i skatteindtægterne eller færre penge til lønmodtagerne.
  3. Maskiner betaler allerede skat – flere gange endda. Eller rettere: Maskinernes ejere betaler skat. Det indebærer faktisk, at maskinernes aflønning – som kaldes kapitalafkast – i dag beskattes to gange. Kapitalen stammer ultimativt fra lønindkomst, som beskattes netop som lønindkomst. Dernæst beskattes afkastet en gang mere. Kapitalafkast er i sidste ende bare en kompensation for at udskyde at omsætte lønindkomst til forbrug.
  4. Men hvad hvis lønnen ikke stiger? Kapitalen beskattes stadig. Kan man tænke sig til en situation, hvor maskiner bliver så effektive, at de ikke alene komplementerer arbejdskraften, men simpelt hen bliver mindst lige så gode som os til at alle former for (hidtil) menneskeligt arbejde? Ja, det kan man godt, selv om vi foreløbig ikke har set den. I så fald bliver arbejdskraft og maskiner rene substituttter. Det vil ikke gøre os fattigere, men omvendt vil stigningen i indkomsterne fra flere maskiner tilfalde ejerne, dvs. dem der sparer op. Men de bliver som sagt allerede beskattet. Ovenikøbet gælder, at selv om man tog det fornuftige skridt at afskaffe beskatningen af kapitalafkast (som skatteteorien siger, man bør), så vil staten stadig kunne skaffe sig voksende indtægter: Nemlig ved at gøre det samme, som kapitalejerne – altså at spare op. Hvis maskinernes relative indkomst kommer til at vokse, er det et udtryk for, at afkastet af opsparing kommer til at stige. Det kan staten også få del i ved at spare en del af provenuet fra lønskatterne op.
  5. Men hvad hvis maskinerne frigør sig fra ejerne? Så har Gates en pointe. Man kan forestille sig, at maskinerne udvikler sig så meget, at de får bevidsthed og andre menneskelige egenskaber i en grad, så vi ikke længere kan tillade os at eje dem. Eller de gør måske oprør og løsriver sig. I så fald bliver maskinerne en art parallel race til den menneskelige. Og i så fald vil det være nærliggende at beskatte dem som sådanne (medmindre altså at så store tekniske fremskridt også vil lede til en mere hensigtsmæssig institution end en stat finansieret med skatter).

Selv om den teknologiske udvikling kan føre til mange uforudsigelige ting, så kan abstrakt økonomisk teori faktisk bringe os et langt stykke med at forstå den abstrakte udvikling i økonomiske størrelser. Desværre er science fiction-forfattere normalt ikke så gode til at dække netop denne problemstilling. Der findes dog enkelte økonomer, som har tænkt endda meget science fiction-agtige scenarier i gennem. Den bedste er Robin Hanson.

Hvor er omkostningssygen i Danmark?

”Omkostningssyge” kalder Tyler Cowen det for, at de amerikanske priser på bl.a. sundhedsydelser og uddannelse stiger eksplosivt. Men hvordan ser det egentlig ud herhjemme? Hvad stiger og falder særlig bemærkelsesværdigt i pris?

Den absolutte højdespringer er prisen på porto, som er næsten firedoblet på 15 år (en stigning på 284,6 pct.). Til sammenligning er det almindelige prisniveau steget med 29,8 pct. Her er det priserne uden afgifter, de såkaldte nettopriser, vi ser på. Andre højdespringere er vand, flydende brændsler, uddannelse, bøger og aviser samt kombineret persontransport, der er blevet omtrent fordoblet i pris siden 2002.

I den modsatte ende ligger en gruppe af varer og tjenester, som falder kraftigt i pris. Tele- og IT-udstyr koster omkring en tiendedel af, hvad det kostede for femten år siden. Radio-, TV- og fotoudstyr er blevet meget billigere. Kommunikation, medicinsk udstyr og medicin hører også til gruppen med faldende priser, ligesom tøj og interessant nok også flyrejser, selv om brændstofferne er blevet dyrere.

Se selv figurerne nedenfor, hvor jeg har opgjort den nominelle stigning for de elementer i nettoprisindekset, som er steget mest (de blå søjler). Til sammenligning viser de røde søjler de elementer, som direkte er faldet i pris. Der er ikke korrigeret for inflation i nogen af tilfældene.

Største prishop (pct. 2002-2017)

Største prisfald (pct. 2002-2017)

Figurerne viser de finest opdelte underkategorier. Desværre er en hovedkategori som ”uddannelse” ikke yderligere underopdelt, når man kigger 15 år tilbage.

Hvis man ser på figurerne og udviklingen i nettoprisindekset generelt, er der nogle punkter, som springer i øjnene.

For det første har vi også en ”omkostningssyge”. Det er bl.a. en række regulerede sektorer, som har store prisstigninger: Postvæsen, vand og transport. Man kan ikke direkte sammenligne med Cowens amerikanske omkostningssyge, fordi uddannelse og sundhedsydelser er offentligt leverede gratisydelser og altså ikke indgår i nettoprisindekset. De prissatte uddannelsesydelser ligger dog også blandt højdespringerne i Danmark. Samtidig er sundhedsudgifter den offentlige udgiftskategori, som er vokset mest siden 2002 – med næsten 73 pct. (hvori dog både indgår pris- og mængdestigninger).

For det andet stiger serviceydelser mere i pris end varer. Det understreger, at den generelt langsomme produktivitetsudvikling i Danmark især hænger sammen med udfordringer i servicesektoren.

For det tredje er det tydeligt, at globaliseringen spiller en afgørende rolle for den stigende levestandard, som vi i høj grad kan importere os til. Moores lov, som indebærer, at prisen på datakapacitet halveres hvert 18. måned, er stadig i kraft og afspejler sig i brat faldende omkostninger på IT og elektronisk udstyr. Prisen på tøj falder takket være en skærpet international arbejdsdeling. Og som sagt er flypriserne faldende trods øgede brændstofomkostninger, takket være den skærpede konkurrence i luftfarten.

I sidste ende er det vigtigste ikke størrelsen af ens indkomst, men hvad man kan købe for den. Hvad er der af politikhåndtag til at gøre købekraften størst mulig? Gevinsterne ved deregulering er tydelig i de historiske tal. Og på samme måde som flyrejser er blevet billigere af historiske dereguleringer og øget konkurrence til statslige selskaber som SAS, kunne reel deregulering af taxabranchen få gjort noget hyrevognspriserne. Deregulering og skærpet konkurrence blandt forsyningsselskaber kunne skabe gevinster på samme måde som dereguleringen af telesektoren har skabt billigere priser og bedre produkter dér. Også i brancher som den finansielle sektor og byggebranchen er der et potentiale ved en mindre hård reguleringsbyrde.

Samtidig taler tallene er meget tydeligt sprog om betydningen af globalisering: Dvs. af international arbejdsdeling og teknologisk udvikling baseret på fri handel.

Politiske set burde det ligge på den flade hånd at give vælgerne højest mulig levestandard ved at sikre lavest mulige priser og størst mulig konkurrence. Men som bl.a. Trumps protektionisme og S-DF-alliancen mod Uber viser, kan små koncentrerede særinteresser være mere velorganiseret end den brede forbrugerinteresser.

Ældre indlæg Nyere indlæg

© 2017 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑