Author: Otto Brøns-Petersen (page 2 of 7)

Staten fylder meget i mediebilledet i Danmark

CEPOS har netop offentliggjort en analyse af mediemarkedet, udarbejdet af Nils-Gunnar Indahl, Københavns Universitet. Se rapporten her, eller denne korte video her:

Rapporten viser grundlæggende fire ting:

  • At mediemarkedet er i hastig forvandling, og at ikke mindst de private dagblade er under pres, mens de statslige medier fylder mere.
  • Dagbladenes forretningsmodel er generelt udfordret, men mediestøtten er i stigende grad med til at skævvride markedet. Dagbladene tegner sig for en faldende andel og er nede på en sjettedel. Radio og tv tegner sig for 85 pct. af mediestøtten, heraf DR alene for 73 pct.
  • Staten fylder mere i mediebilledet end de lande, vi normalt sammenligner os med. Vi har høj licens, er tæt på at have hver anden journalist ansat i statslige medier mv., DR.dk og tv2.dk er de største internetsites i Danmark, og generelt er mediepolitikken mindre liberal end f.eks. i Norge og Sverige.
  • Der er ingen gode begrundelser for den mediepolitik, der bliver ført i Danmark. Der er ikke længere nogen ”markedsfejl” af betydning, som kan begrunde den stærke offentlige intervention, og historisk set har ”markedsfejl” slet ikke spillet noget videre rolle som begrundelse. Der anvendes ingen systematisk definition af ”public service”.

Der er lagt op til et nyt medieforlig senere i år. Det haster med at få omlagt støtten. For min skyld må man gerne fjerne al støtte. Der er som sagt ingen af de ”markedsfejl”, som normalt begrunder offentlig intervention. Men som minimum bør skævvridningen bremses. Og politikerne bør begynde med at opstille politiske mål først og så vælge de mest effektive og mindst indgribende redskaber til at nå dem. Hvis man f.eks. gerne vil støtte dansk produktion, bør man som på filmområdet opstille støttekriterier og lade konkurrencen være åben for alle. Vil man gerne støtte et bestemt forbrug, er det mest oplagt at bruge voucheragtige ordninger – f.eks. som på skoleområdet, hvor man kan tage pengene med sig til en friskole. Tvangsfinansieringen til DR bør falde bort. Licensen er reelt en skat. For fremtiden bør den kun betales af DRs brugere.

Er “borgerligt” ved at være tømt for indhold?

Hvorfor foregår al interessant politisk debat på den ”blå” side? Hvad er forskellen på konservatisme og liberalisme? Er liberalismens menneskesyn,at ”det deciderede afstumpede individ hyldes igen og igen”?

Disse spørgsmål var jeg torsdag inviteret i mit yndlingsprogram Cordua og Steno for at diskutere. Citatet om liberalismens menneskesyn stammer fra en klumme af den nu erklærede konservative Kristian Ditlev Jensen. Den kom heldigvis ikke til at fylde noget særligt. Den var i enhver henseende under lavmålet. Og Jensen mødte ikke op til debatten; det gjorde den konservative Nikolaj Bøgh derimod, og han havde interessante og relevante synspunkter at bidrage med.

Klummen kunne dog alligevel tjene som en – nærmest karikeret – illustration af nogle problemstillinger i ”den borgerlige samfundsdebat” (udover ironien i, at Jensen ikke alene kom med en række grove beskyldninger helt uden referencer, men samtidig tillod sig at beklage sig over ”bondsk mangel på almen dannelse” hos politikerne, og at ”begrebet ’ekspert’ pludselig er noget dårligt”).

Det er rigtigt, at en stor del af den interessante samfundsdebat foregår blandt borgerlige. Venstrefløjens postmoderne genopfindelse af sig selv efter Murens fald er ikke vitaminrig. Den er groft sagt gået fra den doktrinære marxismes overbevisning om at have opdaget historiens materielle, objektive bevægelseslove til den postmoderne opfattelse af, at alting er sprog og magtrelationer. Virkeligheden er blot en ’diskurs’, man kan erstatte med en anden, og klassekampen er blevet til identitetspolitik.

Der er dog også en bagside ved populariteten for den borgerlige debat. Den har tiltrukket en gruppe af ”borgerlige debattører”, som ikke har meget andet at byde på end letbenede godtkøbsbetragtninger og bombastiske postulater, der sjældent er underbygget af systematiske fakta eller teoretisk kontekst. Ofte bliver der ekstrapoleret ud fra personlige oplevelser, og modstanderne bliver underkastet moralsk fordømmelse. Denne tilstrømning er altså ikke nogen ubetinget berigelse.

Det er for mig at se desuden en god del afsmitning fra den postmoderne venstrefløj hos visse af disse ”borgerlige debattører”. Ditlev Jensens udfald mod liberalismen ligger f.eks. i direkte forlængelse af kritikken af ”neoliberalismen”, som er blevet en fællesbetegnelse for alt, kritikerne opfatter som ondt og dårligt. Det er alt fra blind satsning på økonomisk vækst som det eneste sagliggørende, new public management, krig, økonomisme og grådighed, som samles i dette bekvemme samlebegreb, der så tillægges ansvaret for ulighed, global opvarmning, fattigdom, stress og materialisme. Der bliver sjældent peget på konkrete referencer – undtaget dog f.eks. Naomi Kleins forvanskede fremstilling af især Milton Friedman.

Det er som sagt udmærket med en intern borgerlig debat, hvis den altså er meningsfuld og frugtbar. Det ligger ikke i borgerlighedens natur, at man skal være enige om alt. Det gælder ikke kun en debat mellem konservative og liberale – men også mellem forskellige slags liberale og forskellige slags konservative. Men for at kunne tale om ”borgerlige” må der nødvendigvis være et minimum af fælles projekt. I dag kan man godt frygte, at borgerligheden højst har det til fælles, at dens debattører opfatter sig selv som ikke tilhørende venstrefløjen. Det er for lille en platform til at give mening.

Hvad kunne være et bud på en meningsfuld fællesnævner? Efter min opfattelse kunne det være princippet om, at der skal være grænser for politik. Hvor grænsen skal gå og hvorfor, kan man diskutere. Men ikke at den skal være der. Det betyder også, at borgerlig politik er, hvad man kunne kalde anden-ordens-politik. Den går ikke ud på at realisere et helt bestemt resultat, men at sikre borgerne en privatsfære at handle frit indenfor.

25 årsdagen for Sovjets nedlæggelse

Den 26. december 2016 er 25 årsdagen for Sovjetunionens nedlæggelse. Det er en mærkedag, som ikke fortjener at gå ubemærket hen. Sovjets opløsning beseglede Øst- og Centraleuropas frigørelse fra de kommunistiske diktaturer i de forgående år. Det fjernede det næstmest morderiske regime i verdenshistorien, kun overgået af det kommunistiske Kina. Og med Sovjet forsvandt også en trussel mod Vesteuropas sikkerhed af enorme dimensioner, som mange synes at have glemt i mellemtiden.

Der er også faldet en anden lidt overset mærkedag i december, nemlig 35 årsdagen den 13. for indførelsen af krigsretstilstanden i Polen i 1981 som reaktion på den frie fagforening Solidaritets krav om reformer. Det var i høj grad takket være den, der blev sat den proces i gang, som ti år senere førte til Sovjetunionens opløsning.

Det er svært ikke at være taknemmelig over, at det gik som det gik. Og navnlig at det gik så smertefrit. Denne ene ting fortjener Gorbatjov ros for. Men ellers tilfalder æren ikke mindst Jeltsin, som trådte i karakter, da historien kaldte på ham. Det kunne være endt meget blodigt.

Det kan være svært at genkalde sig, hvor alvorlig truslen fra Sovjetunionen var mod Vesteuropa i især 1970erne og 80erne. Man rådede over konventionelle styrker i et omfang, så bl.a. Danmark kunne besættes på få timer, hvis vi da ikke var blevet skueplads for en taktisk atomkrig i stedet. Eller Verden var blevet skueplads for en strategisk atomkrig. Inden Sovjets opløsning var det en fast årlig mediebegivenhed, at det såkaldte dommedagsur blev stillet tættere og tættere på klokken tolv – symbolet på atomart ragnarok.

Truslen kom ikke bare udefra. Der blev ført en massiv politisk propagandakrig via Sovjetregimets sympatisører på venstrefløjen. DDR husede terrorister fra RAF. Da opbakningen var på toppen, erklærede 25 pct. af unge under 40 år i Vesttyskland sympati for RAF i en meningsmåling, og 10 pct. erklærede sig rede til at skjule eftersøgte terrorister fra politiet.

Hvad er status 25 år efter Sovjets endeligt? Det er synd at sige, at historien er endt lykkeligt. Men dog meget mere lykkeligt end man kunne have frygtet. Og Verden er trods alt meget bedre, end da Sovjet endnu eksisterede. Sovjetrepublikkerne er desværre ikke blevet liberale demokratier. De gamle totalitære regimer er afløst af autoritære regimer, inklusive Putins Rusland, hvor sikkerhedstjenesten reelt greb magten. Rusland er stadig ikke frit og stadig en trussel mod sine naboer og freden, men dog ikke af sovjetiske dimensioner. Rusland har ikke fået fri markedsøkonomi, men egentlig planøkonomi brød sammen med Sovjet.

Øst- og centraleuropa blev befriet og drømmer sig ikke tilbage. Desværre er der i kølvandet på krisen i EU opstået stærke illiberale bevægelser i lande som Polen og Ungarn – det er skæbnens ironi, at begge lande var blandt spydspidserne i opgøret med kommunismen. Solidaritet i Polen og grænseåbningen i Ungarn var skelsættende for 26. december 1991.

Vesteuropa lever igen i terrorismens skygge. Men sikkerhedssituationen tåler ingen sammenligning med den ydre og indre trussel fra Sovjetunionens dage. Alligevel griber nutidens politikere til metoder mod islamister – bl.a. indskrænkninger af ytringsfriheden – som langt overgår reaktionen på kommunismens trusler. Den undskyldende attitude over for den totalitære venstrefløj – det var jo alligevel borgerskabets egne naive, men velmenende sønner og døtre – lever stadig langt ind i borgerlige rækker, selv 25 år efter Sovjets sammenbrud.

Samtidig er der opstået en ny venstrefløj i Vesteuropa til erstatning for den gamle. Den er intellektuelt set langt svagere end de gamle ”munkemarxister”. For den postmoderne venstrefløj er identitetspolitik og fordelingspolitik blevet de nye korstog – og også denne gang med afsmitning langt ind i borgerlige rækker.

Den uforlignelige Tom Schelling

Thomas Schelling er død, 95 år gammel. Han var en fascinerende økonom, som bidrog på utallige områder, men er mest kendt for teorien om konflikter, som han fik Nobelprisen i økonomi for i 2005.

Her er Schellings korte populærvidenskabelige artikel om de økonomiske problemer ved global opvarmning. Den kunne trænge til at blive læst af de fleste.

Og nedenfor er min artikel fra Weekendavisen Ideer fra oktober 2005 i anledning af Schellings Nobelpris, som han delte med Robert Aumann.

 

Konfliktens og samarbejdets anatomi
Af Otto Brøns-Petersen. Skatteøkonomisk direktør i Skatteministeriet.

 

Antag at vi aftaler at mødes klokken fem på Københavns Hovedbanegård – og at vi ikke aftaler andet. Der er 1000 steder at mødes derinde. Men der er en pæn sandsynlighed for, at vi begge vælger at stå under det store ur. ”Under uret” er et eksempel på et Schelling-punkt – opkaldt efter den ene af de to, som det mandag blev besluttet at give Nobelprisen i økonomi. Et Schelling-punkt er en gradvis fremvokset social norm, som kan koordinere handlinger og befordre et samarbejde. Et endnu mere nærliggende eksempel er sproget. For at kommunikationen mellem læser og skribent skal være mulig, skal vi have en fælles forståelse for, at bogstaverne repræsenterer nogle bestemte lyde, og at lydene repræsenterer nogle bestemte begreber. I princippet kan vilkårlige ord og tegn jo dække over hvad som helst.
Det er nu ikke forskningen i samarbejde, men i konflikt, økonomen Thomas Schelling er mest kendt for. Samarbejdet kan mere siges at være overskriften for den anden af årets to økonomiprismodtagere, matematikeren Robert Aumann.
FOR begge to gælder det, at de har studeret konflikt og samarbejde inden for rammerne af den såkaldte spilteori. Det er anden gang, økonomiprisen bliver givet for spilteoretiske arbejder. Og næppe sidste. For den 60 årige disciplin er blevet et stadigt vigtigere redskab i samfundsvidenskaben. Første gang prisen blev givet for spilteori var i 1994, hvor den gik til bl.a. en af de mest særprægede skæbner i Nobelpristagernes rækker. Det var den geniale, skizofrene matematiker John Nash, hvis historie blev fortalt i den Oscarbelønnede A Beautiful Mind.
Grundideen i spilteori er at opstille et simpelt spil, hvor nogle få spillere råder over nogle få strategier. Og så se på, hvordan spillet ender, hvis alle spiller så godt, de kan.
Man kan f.eks. antage, at to supermagter, står over for hinanden og kan vælge to rustningsniveauer: Et højt og et lavt. Hvert land antages at foretrække, at modstanderen vælger et lavt rustningsniveau, mens det selv vælger et højt: Dermed kan det en gang for alle besejre modstanderen. Men hvis modstanderen vælger et højt rustningsniveau, gælder det også om at vælge et højt niveau selv. Ellers bliver det modstanderen, som besejrer én – og det er det værste udfald. Hvis begge stormagter gennemskuer spillet, er der kun én måde, spillet kan ende på: Begge parter har et højt rustningsniveau, og der eksisterer en uundgåelig terrorbalance mellem dem.
Thomas Schellings mest berømte bog, Konfliktens strategi, indeholder analyser som dette simple spil. Den er fra 1960, det vil sige et par år før Cuba-krisen. Det sammenfald og den fortsatte atomare kaprustning mellem Øst og Vest gjorde det nærliggende at kæde hans arbejder sammen med supermagtskonflikter. Men en central pointe i den spilteoretiske tilgang er, at mange slags situationer fra det virkelige liv ligner hinanden abstrakt set. Det er altså, hvad man kunne kalde konfliktens anatomi, Schelling er ude på at kortlægge. Uanset om konflikterne så foregår på den storpolitiske scene, mellem politiske partier, mellem konkurrerende virksomheder, på arbejdsmarkedet, mellem staten og borgerne, i sportsarenaen eller mellem ægtefæller. Ja, faktisk har han analyseret ”egonomiske” konflikter, hvor ”parterne” er den samme person, men på to forskellige tidspunkter. En af konflikterne kan være mellem det ædru jeg og det alkoholpåvirkede jeg, som gerne vil tage bilen hjem (løsning: Det ædru jeg lader nøglen blive hjemme).
Et nøglebegreb i Schellings konfliktteori er commitment – at man på forhånd prøver at binde sig til at handle på en bestemt måde. Tror modstanderen ikke på, at man vil gengælde et angreb, når det kommer til stykket, er der større risiko for, at angrebet også kommer. Paradoksalt nok kan man ”committe” sig stærkere ved at afskære sig fra en mulighed – som når krigsherrer brænder broerne bag sig. Eller hvis man vælger en leder, som er dårlig til at forhandle eller endog en smule gal!
DE fleste spil, vi spiller for sjov – skak, poker, fodbold – er rene konfliktspil. Den enes tab er en
andens gevinst (bortset fra den sjov, alle spillerne får!). Men de spil, der er mest interessante for
samfundsvidenskaben, indeholder tit både et konfliktelement og en mulig gevinst ved at samarbejde. Et eksempel kunne være en handel mellem en køber og sælger. Begge parter har en gevinst ved at gennemføre handlen (ellers ville de lade være). Men der er også en potentiel konflikt. Sælgeren kan øge sin gevinst ved at snyde køberen – f.eks. med en dårligere varekvalitet end lovet. Og køberen kan øge sin gevinst ved at lade være med at betale. Men hvis begge parter forventer at blive snydt, kan det medføre, at handlen slet ikke bliver til noget. Dermed står de værre, end hvis de bare gennemførte handlen uden at snyde hinanden. Ikke desto mindre kan man sagtens havne i situationer, hvor konfliktelementet er stærkt nok til at overskygge samarbejdsmulighederne.
Robert Aumann får sin Nobelpris især for gennem sin forskning allerede i 50erne at vise, hvorfor samarbejdet ikke behøver at bryde sammen så ofte, som spilteorien ellers lagde op til. Mulighederne for en samarbejdsløsning har langt bedre vilkår, når der er tale om spil, som spillerne skal spille igen og igen. Købmanden snyder ikke sine kunder, hvis de har mulighed for at straffe ham i næste omgang ved athandle et andet sted.
Aumann er ikke den første til at komme på, at gentagne møder kan fremme samarbejdet. Faktisk gårresultatet under betegnelsen ”folketeoremet”, fordi så mange gik ud fra den idé. Men han lagde grundstenen til at påvise, at det også er rigtigt. Og der er ikke tale om, at han får prisen for at føre matematisk bevis for det indlysende! Tværtimod har han udviklet et analytisk apparat, som kan håndtere talrige problemstillinger – ifølge beslutningsgrundlaget for Nobel-komiteen: ”inden for så tilsyneladende forskellige discipliner som økonomi, politologi, biologi, filosofi, computervidenskab og statistik”.
MAN har en gang i mellem hørt bekymring for, om der var store navne og temaer nok at uddele
Økonomiprisen til i det lange løb. 2005-tildelingen viser, at det punkt ikke er nået endnu. Der findes næppe større spørgsmål i samfundsvidenskaben, end hvad der driver menneskelige konflikter og samarbejder. Og forskningen i dem er stadig i udvikling.

Biografier og andet materiale om prismodtagerne findes på http://nobelprize.org/economics/laureates/2005/index.html

Is Trump really proposing to replace the corporate tax with a VAT?

There are two ways in which the US Tax System stands out. The US corporate tax rate is the highest in the Western World, but unlike in the EU there is no VAT. Traditionally, the VAT has been unpopular with the Republicans in particular, who fear it will cause an increase in overall taxes and spending (as was the case, when Denmark introduced the VAT in the late 1960s).

During his campaign President-elect Trump promised to lower the corporate tax rate and according to the Wall Street Journal the incoming Administration is also considering changes to the corporate tax base. If you add the moves considered by the new Administration up, they almost amount to replacing the corporate tax system with a VAT (even if this is not mentioned in the article).

Here is what is being considered:

Capital expenses to be deductible immediately rather than through depreciations, whereas interest payments should not be deductible. Exports are to be exempted from taxation, whereas imports should be included in the tax base.

That adds up to a VAT system. The only – albeit huge – element missing is the wage bill. In a VAT system it is not deductible, as the VAT is formally a tax on the value added. Basically the proposal is a VAT with a wage subsidy to domestic wage earners. It could easily be transformed to a VAT proper by including the wage bill in the tax base.

Could it not, however, be seen as a cash flow tax instead? Not exactly. A true cash flow tax is in effect a tax on rents (extraordinary profits that is). In a cash flow tax system – while the wage bill is excluded – exports are not. Yet in the proposed system income from exports would remain untaxed, while imports will be taxed in full. It could be transformed into a cash flow tax as well though, if export revenues are included in the tax base, while import revenues are made deductible.

One thing is certain. The proposed system would not imply neutrality between imports and domestic goods, as claimed by Kevin Brady, House Ways and Means Committee chairman in the WSJ piece. That is pure nonsense. Both imports and domestic goods will be taxed, alright, but domestic producers would be allowed to deduct expenses such as their wage bills. To domestic producers, the Trump tax would work like a cash flow tax, leaving only rents to be taxed. To make the proposed system neutral, it would have to be turned into a VAT proper or cash flow tax proper.

Interestingly a move by a future Trump Administration to a semi-VAT as layed out would in effect remove the entire US corporate taxation as we know it. That would inevitably speed up the ongoing – and beneficial – international tax competition. It is a well-known fact that corporate taxation is an inferior kind of taxation. As shown by Kotlikoff et al., the World, including its wage earners, would be better off without corporate taxation, even if both wage and consumption taxes were raised to compensate for the revenues lost.

Still – in the case of the US – the risk is of cause that a VAT proper would generate a lot of revenue, creating political incentives to increase spending.

Another looming threat is the blatant protectionist element of the present proposal (wiz. the non-neutrality vis-a-vis traded goods) if the semi-VAT is not turned into a VAT or cash flow tax proper. Not only would that make everybody worse off, but could set off a new round of protectionist moves around the World.

Regeringens boligskatteudspil – en kritisk gennemgang og et alternativ

Det er et stort kompleks, regeringen har fremlagt (her og her). Hvad skal man mene? Jeg har haft lejlighed til at kommentere det bl.a. her, her, her og her. Men nedenfor er et forsøg på at se på det i sammenhæng.

Vurderingen er desværre vanskeliggjort af, at forslaget mangler de helt elementære oplysninger, som ellers altid hører til et skatteforslag. Hvad er de varige provenuvirkninger? Kommer staten til at få mere provenu og skatteyderne betale mere? Hvordan fordeler skattelettelser og -forhøjelser sig på skatteyderne? Det er yderst sporadisk belyst, primært med kommuneinddelte skraveringer på Danmarkskort og udvalgte eksempler. Det kan man ikke bruge til så meget.

Meget kort fortalt om selve forslaget, så er ændringerne af ejendomsværdiskatten og grundskylden grundlæggende fornuftige. Det nye vurderingssystem er derimod ikke klogt, men vil få en masse arbitrære virkninger (man må dog beundre den politiske dødsforagt, som forslaget er udtryk for).

Selve forslaget indeholder tre elementer:

 

  1. Ejendomsværdiskatten.

Regeringen vil afskaffe skattestoppet, som siden 2001/02 har lagt et nominelt loft over vurderingerne. Skattestoppet indebærer altså, at man laver vurderingerne, som om priserne ikke var steget siden 2001/02. Men det hører op efter 2020. Det er i overensstemmelse med skattereformaftalen fra 2012, hvor skattestoppet løber foreløbig til 2020 (men flere partier har lovet en forlængelse til 2025, så man slipper ikke for løftebrudsdiskussion). Til gengæld sænkes satsen til den nuværende effektive sats – altså hvad satsen er, når man tager hensyn til, at skattestoppet spiser af beskatningsgrundlaget. Det er 0,6 pct. Formelt er satsen 1,0 pct. af 2001/02-vurderingen (eller 0,8 pct. hvis man har købt inden 1999), dog 3,0 pct.  for dyre ejendomme på den del af værdien, som overstiger 3.040.000 kr.

Det er grundlæggende en god idé at ophæve den nominelle begrænsning på vurderingerne. Ellers ville den effektive beskatning efterhånden falde væk. Så længe andre former for kapitalafkast beskattes –kombineret med fradrag for renteudgifter – vil det give forvridninger ikke at beskatte boligafkast. I begyndelsen af 1980erne var diskrepansen mellem beskatning af boligafkast og rentefradrag så stort, at skattesystemet reelt afdrog 10 pct. af en boligejers gæld hvert år. Der er vi dog langt fra nu, hvor man med dagens renteniveau faktisk – trods skattestoppet – i øjeblikket overbeskatter boliger. Ejendomsværdiskatten burde være effektivt 0,2 pct. i stedet for 0,6 pct. for at være såkaldt neutral (altså hvor rentefradrag og ejendomsværdiskat opvejer hinandens virkning). Renten vil formentlig stige noget igen, men foreløbig er der god tid til at indfase en ny ejendomsværdibeskatning. Man kan roligt lade skattestoppet løbe til 2020 og formentlig også 2025 uden samfundsøkonomiske problemer af den grund.

Derimod er det ikke nogen god idé at lade progressionen i ejendomsværdiskatten fortsætte, selv om regeringen trods alt foreslår at sænke den. Det er elementær skatteøkonomi, at selv om man ønsker at føre fordelingspolitik, så kan det ikke begrunde progression andre steder end i beskatningen af lønindkomst. Der er jo ingen én til én sammenhæng mellem indkomst og boligværdi. Det foreslås tilmed at sænke skatteværdien af store rentefradrag. Det forøger forvridningerne, at der er progressiv beskatning netop af nogle af dem, som har lavest fradragsværdi.

En yderligere påfaldende mangel ved udspillet er, at der ikke indføres ejendomsværdiskat for andelsboliger eller huslejespændet i lejeboliger. Huslejespændet er forskellen mellem markedslejen og den kunstigt lave husleje som følge af huslejeregulering og subsidier til almennyttigt byggeri. Udspillet er altså med til at cementere forvridningerne mellemboligformer.

Hvad er meningen med et ambitiøst gennemgribende boligbeskatningsforslag, hvis man helt lader dette problem ligge? Hvis ikke denne oplagte lejlighed til at tage livtag med forvridningerne på det samlede boligmarkedet bliver udnyttet, byder der sig næppe en ny meget længe. For en liberal mindretalsregering med en helhedsplan burde udgangspunktet være at spille ud med den rigtige løsning; der skal nok komme rigeligt med udvandinger i løbet af forhandlingerne.

 

  1. Grundskylden

Regeringen foreslår at afskaffe den nuværende begrænsningsregel, som betyder, at grundskylden højst kan stige med 5-7 pct. om året. Beskatningsgrundlaget bliver altså de fulde grundværdier i 2021. Det vil umiddelbart udløse store skattestigninger i kommuner, der som Frederiksberg ellers ville være omfattet af loftet i mange år endnu. Til gengæld foreslår regeringen at sætte grundskyldssatsen tilsvarende ned differentieret efter, hvor meget den enkelte kommunes grundskyldsgrundlag stiger i 2021. Frederiksberg vil f.eks. få en stor satsnedsættelse, fordi de skattepligtige grundværdier vil stige meget. I perioden frem til 2025 vil staten bevare kontrollen over grundskyldssatserne. Derefter får kommunerne kontrollen tilbage.

Det er noget af en Storm P.-maskine. Tænkningen er dog på flere punkter rigtig. Især de boligejere, som er blevet ramt af omvurderinger – hvor grundværdien er blevet sat op og bygningsværdien ned – er havnet med nogle ret arbitrære skatteregninger. Desuden har grundskylden i høj grad udhulet skattestoppet, fordi begrænsningen af ejendomsværdiskatten har sat sig i grundværdierne og dermed i grundskylden. Grundskylden kan sluge op til 80 pct. af den umiddelbare skattebesparelse ved skattestoppet. Ejendomsværdiskattestoppet har gjort det mere attraktivt at eje boliger. Det har budt priserne på grunde op, fordi der ikke på samme måde som for bygninger kommer nybyggeri ved øget efterspørgsel.

Når regeringens model er rigtig, hænger det sammen med, at grundskylden er en ret arbitrær skat. Det udfolder jeg nærmere i næste afsnit.

Men et af de store spørgsmål er, hvad der skal ske efter 2025, når grundskylden bliver kommunal igen? Hvordan sikrer man sig, at f.eks. et rødt flertal i Københavns Kommune ikke beslutter sig for at sætte grundskylden op igen? Og hvis man skal sikre sig dette, er vi så reelt på vej til at gøre grundskylden til en statsskat?

 

  1. Ejendomsvurderingerne

Det tredje ben i reformen er at indføre nye ejendomsvurderinger, herunder nye grundvurderinger. Det er den mest risikable og samtidig mest overflødige del af reformforslaget. Baggrunden er naturligvis et ønske om mere præcise vurderinger. Og er det ikke fornuftigt nok? I virkeligheden er svaret på det spørgsmål ret kompliceret og hænger sammen med grundskyldens meget specielle virkninger.

Grundskylden virker nemlig på den måde, at den eksisterende ejer kommer til at bære hele skatten, når den ændres. Grundskylden nedvæltes helt i priserne. Naturligvis er det den, der ejer grunden i et bestemt år, som indbetaler grundskylden. Men nedvæltningen indebærer, at grundskylden kapitaliseres i grundpriserne. De kommende ejere skal godt nok indbetale grundskylden, men vil blive kompenseret fuldstændig ved en lavere købspris. Man kan sammenligne med den, der køber et hus med gæld i. Den nye ejer overtager nok gælden, men vil betale tilsvarende mindre for huset. To ens huse, hvor det ene har en gæld på 1 mio.kr., og det andet er uden gæld, vil få en handelsprisforskel på 1 mio.kr. På samme måde vil to huse med høj og lav grundvurdering blive handlet til priser, som er tilsvarende forskellige..

Derfor kan man i høj grad stille spørgsmålstegn ved, om det er rimeligt at indføre nye, mere retvisende grundvurderinger. F.eks. betyder den eksisterende vurderingspraksis, at grundene til ejerlejligheder systematisk undervurderes. Derfor betaler ejere af lejligheder som udgangspunkt for lidt i grundskyld. Men langt de fleste har købt under forudsætning af gældende vurderingspraksis. Dermed fortaber gevinsten ved de lave vurderinger sig til tidligere ejere. De nuværende ejere må imidlertid bære tabet, når vurderingerne bliver mere retvisende. Det svarer til at rette bager for smed. Det adskiller sig reelt ikke meget fra vilkårlig ekspropriation – bortset fra at det ikke er beskyttet af grundloven.

Selv om det især er ejerlejligheder, som bliver systematisk undervurderet i dag, vil de nye vurderinger af samtlige ejendomme i Danmark kunne medføre meget store forskydninger for enkeltejendomme. Der vil være husejere over hele landet, som fornylig har klaget over deres vurderinger og fået medhold, og som nu pludselig får en høj vurdering igen.

Man ser da også regeringen ryste på hånden. Der indføres en rabatordning, som skal kompensere for arbitrære skattestigninger ved det nye vurderingssystem. Således er det udtænkt endnu en Storm P.-maskine, som indebærer, at en boligejer, der i 2021 kommer til at betale mere i boligskatter, får en tilsvarende rabat.

Er alt så ikke godt igen? Nej. Problemet er, at rabatten kun svarer til skatteforskellen i 2021. Efterfølgende skattestigninger bliver der ikke kompenseret for. Og endnu mere afgørende: Skatterabatten er personlig, sådan at den ikke kan sælges med huset til den nye ejer. Nedvæltningsmekanikken gør imidlertid, at det bliver den eksisterende ejer, som kommer til at betale for de kommende ejeres manglende rabat – ikke gennem højere skatter, men lavere salgspriser. Lægger man de regneeksempler til grund, som regeringen har offentliggjort, vil en ”typisk dyr ejerlejlighed i København” til 4,5 mio.kr. (som nu ikke er så dyrt igen i hovedstaden) få en skatterabat på godt 17.000 kr. om året. Det vil udløse et prisfald på godt 15 pct. ifølge mine beregninger, at rabatten ikke kan sælges. Ifølge skatteministeren selv vil det gennemsnitlige tab for ejerlejligheder blive på omkring 5-10 pct. (bemærk at de to tal rimer fint, fordi det sidste er et gennemsnit for alle lejligheder, hvoraf nogle er billigere end 4,5 mio. kr.).

Kunne man ikke udvide rabatordningen, så boligejerne bliver fuldt kompenseret? Jo, det kunne man godt. Men det ville være at gå over åen efter vand. I princippet skulle ordningen udformes, så den helt ophæver virkningen af de nye vurderinger. Men i så fald er det enklere ikke at gennemføre gennemgribende ændringer af vurderingssystemet.

En mere enkel reform ville være:

  • At revidere det eksisterende vurderingssystem for ejendomsværdien, altså grundlaget for ejendomsværdiskatten i stedet for regeringens forslag om at indføre et helt nyt system (hvor man bl.a. smider information væk om de utallige boligejere, som har klaget over deres vurderinger og fået medhold). En nænsom revidering af det nuværende system bør tage udgangspunkt i kun at gennemføre de ændringer, som giver sikre reelle forbedringer i træfsikkerheden. Det kan naturligvis være politisk vanskeligt efter at have hældt mere end én milliard kroner i det nye system, ICE. Men det kan være klogt ikke at kaste gode penge efter dårlige. Med den nylige IT-skandale omkring EFI in mente, bør det ikke være svært at se.
  • At bevare grundvurderingerne fra før de senere års forkætrede omvurderinger. De er givetvis ikke korrekte, men de svarer til mange års vurderingspraksis, og folk har handlet deres boliger på den. Man kan således ikke sammenligne med f.eks. en systematisk underrapportering af indkomst, som begynder forfra hvert år. Én model kunne være at tage udgangspunkt i de historiske grundvurderinger og enten fastholde dem nominelt eller lade dem vokse i en takt, som er mere afdæmpet end markedspriserne.
  • Hvis kommunerne ønsker voksende provenu, kan de hæve grundskyldssatsen. Det vil give en åben demokratisk proces, hvor kommunalpolitikerne møder vælgerne, frem for uigennemskuelige resultater fra et IT-system.

Grundvurderinger er notorisk vanskelige at foretage, fordi der ikke handles mange ubebyggede grunde. Engbergudvalget fandt, at det ikke er muligt at gøre troværdigt. Særligt når man begynder helt forfra, og med ringe troværdighed i ryggen kan det være vanskeligt nogensinde at få skabt accept af nye vurderinger.

 

Et par ting mere.

Der er et par ting mere i udspillet, som kunne trænge til at blive ændret.

For det første er der foreslået en henstandsordning, så boligskattestigninger udover lønudviklingen kan blive til en offentlig prioritet i huset i stedet. Det er et meget dårligt forslag. Det vil gøre staten til en kreditforening med voksende pant i folks huse, men uden de professionelle finansielle institutioners pligt til kreditvurdering. Det vil ovenikøbet primært være de boligejere, som har for svag økonomi til at kunne låne til skatten på det almindelige lånemarked, der får glæde af den nye ordning. Så der vil komme en voksende gældsætning fra boligejerne med svagest økonomi hos den dårligste udlåner på markedet, staten, som jo ikke må stille samme krav om kreditværdighed. Det sker tilmed efter en periode, hvor kravene til de private långivere er vokset massivt oven på finanskrisen.

For det andet er det på høje tid at få fjernet et dybt urimeligt element i det kommunale udligningssystem: Udligning efter grundværdier. I modsætning til indkomsterne – som også indgår i udligningssystemet – siger grundværdierne ikke meget om, hvor stor udligningsevne en kommune har. Tværtimod fungerer det reelt som en skat på kommuner, som ikke har en høj grundskyld. Jo lavere grundskyld, desto højere grundværdier og desto mere udligning. Der er altså indbygget en skævhed, som sætter kommunerne under pres for at hæve, ikke sænke grundskylden.

Hvis denne mekanisme fik lov at stå uhindret tilbage, ville indførelsen af ny boligbeskatning og navnlig de nye vurderinger resultere i pludselige spring i udligningen. Hovedstadskommunerne ville komme til at skulle betale endnu mere, alene fordi boligbeskatningen ændres. Regeringen foreslår derfor, at mekanismen sættes midlertidigt ud af kraft.

Men hvorfor kun midlertidigt? Den er som sagt grundlæggende urimelig. At den ikke er foreslået helt fjernet, er mildt sagt gådefuldt.

 

Årets Nobelpris

Årets Nobelpris i økonomi går til britisk-amerikanske Oliver Hart og finsk-amerikanske Bengt Holmström for deres arbejder i kontraktteori. Jeg har skrevet en kort præsentation i Børsen.

Redaktionen har givet artiklen den friske overskrift “Det kan politikerne lære af Nobelprisvinderne”, selv om de fleste eksempler handler om private kontrakter så som forsikringer, jobkontrakter og CEO-bonusser. Men som jeg når at komme meget kort ind på, er der også politikrelevans. Og det handler endda ikke kun om politik for politikerne, men om hvordan gode politiske institutioner ser ud. Ja, faktisk har politiske filosoffer fra Hobbes, Locke, Rousseau og Kant til moderne skikkelser som Rawls og Gauthier på forskellig måde brugt ideen om en social kontrakt til at basere en politisk filosofi på. Så kontrakter er et vigtigt fænomen.

Hvad skal de til for? Artiklen eksemplificerer det med at bage en kage. Den kan blive større, hvis vi samarbejder. Men hver af os kan umiddelbart få mere kage, hvis vi bruger nogle af kræfterne på at tilkæmpe os en større del af kagen. Resultatet af, at alle gør sådan, bliver bare mindre kage. En kontrakt som binder os til at afstå fra at bruge kræfter på at kæmpe om kagen kan derfor i sidste ende føre til mere kage til alle.

Det økonomiske marked består dybest set af parvise bytter, som stiller begge parter bedre – altså skaber mere kage. Men der er mange situationer, hvor den slags bytter kun kan lade sig gøre med en kontrakt. Der ville ikke være mange forsikringer, fastansatte medarbejdere eller byggerier uden en kontrakt. Men der opstår nogle interessante problemer, når den perfekte kontrakt ikke kan lade sig gøre. Ét problem er, at man ikke altid kan overvåge fuldstændigt, om parterne overholder aftalen. F.eks. at forsikringstagere ikke bliver skødesløse eller direktøren aldrig tilgodeser sig selv frem for ejernes interesser. Et andet problem er, at en kontrakt ikke altid kan tage højde for alle situationer på forhånd.

Det er den type problemer, Hart og Holmström arbejder med. De kan bl.a. svare på, hvordan CEO-kontrakter kan udformes, og hvordan ejerskabsstrukturen hos forretningspartnere bør se ud.

Men der er som sagt også politiske implikationer af kontraktteori. Én kunne være, at staten ikke bør tilsidesætte private kontrakter. Hvis kontrakter er et gode, bør de ikke undergraves. Pointen går endda efter min opfattelse en hel del dybere. Hvis man begrunder politiske institutioner og politisk filosofi på hypotetiske kontrakter, så forekommer det selvmodsigende at se bort fra faktiske, konkrete kontrakter. Faktisk enighed bør stå over hypotetisk. En anden kunne være, at legitim politisk virksomhed bør handle om at gøre kagen større, ikke omfordele den – og slet ikke på en måde, som gør den mindre.

 

De dårligste skatter har højest selvfinansieringsgrad

Hvad bør prioriteres højest: At sænke skatter, som har en høj selvfinansieringsgrad og derfor er billigst for politikerne at reducere? Eller de skatter, som har et højt forvridningstab og derfor er tungest for skatteyderne at bære?

Faktisk er det to sider af samme sag. Hvis en skat har en høj selvfinansieringsgrad, har den også et stort forvridningstab. Den nemmeste måde at se det på er ved at betragte den såkaldte ”Marginal Cost of Public Funds” (MCPF). Det måler omkostningen for skatteyderne ved at skaffe en ekstra krone i offentlige indtægter. Formlen ser sådan ud

mcpf

Hvis der ikke er noget forvridningstab, er MCPF én: Det koster skatteborgerne en krone at finansiere en krone i skat. I denne situation er selvfinansieringsgraden nul.

Når selvfinansieringsgraden nærmer sig én, går MCPF mod uendeligt. Hvis selvfinansieringsgraden kommer over én, holder MCPF op med at give så klar mening. En selvfinansieringsgrad over én vil jo sige, at der kommer færre penge i en de offentlige kasser, når skatten sættes op. I figuren er MCPF afbilledet for voksende selvfinansieringsgrader.

figur MCPF

Figuren illustrerer på udmærket vis flere centrale skattepolitiske pointer:

  1. En høj selvfinansieringsgrad er et problem, længe før den når én (eller 100 pct.). Ved en selvfinansieringsgrad på én går skatteydernes omkostning mod uendeligt.
  2. Derfor bør skatterne nedsættes længe før toppen på den såkaldte Lafferkurve. Lafferkurvens top viser, hvor det offentlige maksimerer sit provenu. Det er ved en selvfinansieringsgrad på én. Men der er forvridningstabet allerede eksploderet.
  3. Forvridningstabet vokser mere end en proportionalt med selvfinansieringsgraden. Ved en selvfinansieringsgrad på 0,5 er MCPF 2,0 (det koster altså skatteyderne to kroner at skaffe en krone i offentligt provenu). Ved en selvfinansieringsgrad på 0,75 er MCPF 4,0 og ved 0,9 er den 10,0.
  4. Derfor er der et stærkt argument for at beskære de skatter først, som har højest selvfinansieringsgrad. Det er også de skatter, som har størst forvridningstab.

I en tidligere blogpost blev det vist, hvorfor topskatten har en høj selvfinansieringsgrad – sandsynligvis mere end én. Det gør topskatten til en naturlig kandidat at beskære ved en kommende skattereform. Navnlig i betragtning af, at ingen andre personlige indkomstskatter har en selvfinansieringsgrad i samme størrelsesorden (men visse afgifter har, ikke mindst registreringsafgiften). Selv ved et meget konservativt skøn for selvfinansieringsgraden på 0,5, koster topskatten en krone i forvridningstab oveni hver krone, der kommer i statskassen: MCPF er 2.

Derfor er topskatten så selvfinansierende at afskaffe

Det er næsten blevet et fast indslag i den politiske sommerferie at diskutere topskat. Denne sommer er der dog mere på spil, fordi der er lagt op til skatteforhandlinger i efteråret.

Desværre har vurderingen af den rent tekniske effekt af at ændre i topskatten det med at flyde sammen med den fordelingspolitiske diskussion. Modstanderne af at sænke topskatten er ofte også skeptikere over for, om der nu også kommer mest effekt ud af at sænke skatten i toppen. Og dertil kommer nok også en del oprigtig tvivl. Er topskatteyderne ikke i forvejen dem, der arbejder allermest? Vil de arbejde endnu mere, hvis skatten bliver sat ned?

For at forstå hvorfor topskatten har så høj en selvfinansieringsgrad kan det være nyttigt at se på en simpel formel. Godt nok har Stephen Hawkins sikkert ret i, at antallet at læsere halveres for hver formel, men denne formel er nu ganske illustrativ. Selvfinansieringsgraden kan (lidt forenklet) skrives sådan

sfg

Er selvfinansieringsgraden eksempelvis 0,5, betyder det, at det er 50 pct. selvfinansierende at nedsætte skatten. Som man kan se, afhænger selvfinansieringsgraden af fire størrelser. Marginalskatten (t), gennemsnitsindkomsten for dem der bliver ramt af skatten (Y), bundfradraget for skatten (F) og skattebasens elasticitet (e).

Ofte er fokus på skattebasens følsomhed over for adfærd, altså e. En del af adfærden er ændringer i arbejdsudbuddet – og deraf spørgsmålet, om topskatteyderne nu virkelig vil og kan arbejde så meget mere. Men elasticiteten indeholder alle adfærdsreaktioner, ikke bare den ugentlige arbejdstid. Det gælder også sådan adfærd som valg af et mere produktivt job og en mere produktiv uddannelse. Det gælder arbejdstiden over hele karriereforløbet – f.eks. om man trapper så hurtigt ned mod pensionen, om feriernes og orlovsperiodernes længde og tilskyndelsen til at blive hurtig færdig med studierne. Og så indeholder elasticiteten også effekten af skatteplanlægning (i den udstrækning den har vedvarende virkninger). Generelt er selve timeudbuddets følsomhed lavere hos højindkomst- end lavindkomster. Noget er der om, at man ikke kan blive ved at øge den ugentlige arbejdstid. Men den samlede elasticitet af skattepligtig indkomst – dvs. når man regner det hele med – ses derimod ofte at være voksende med indkomsten.

Når man ser på topskattens selvfinansieringsgrad er det dog ikke kun elasticiteten, som er vigtig. Man skal også se på de andre størrelser.

Som det ses af formlen ovenfor, vokser selvfinansieringsgraden med marginalskatten, t. Og netop for topskatteydere er marginalskatten høj – det følger af, at skattesystemet er progressivt. Alt inklusive er marginalskatten for topskatteydere 66,6 pct. Det betyder, at den første brøk i formlen ovenfor får værdien 2,0.

Men også den anden brøk er vigtig. Den viser forholdet mellem den gennemsnitslige topskatteyders samlede indkomst divideret med den del af indkomsten, som ligger over topskattegrænsen. Jo mindre andel af indkomsten, der ligger over grænsen, desto større bliver anden brøk. Topskatten er en progressiv skat og har derfor et stort bundfradrag. I år er bundgrænsen, F, for topskatten 467.300 kr. Den gennemsnitlige topskatteyders topskattegrundlag før bundfradrag – altså Y – er 695.912 kr. Det vil altså sige, at den anden brøk har værdien 3,0.

Det er frem for noget topskattens progression, som skubber selvfinansieringsgraden i vejret. Havde været topskatten været en helt flad skat, ville selvfinansieringsgraden kun have været en tredjedel så høj som nu.

Men hvor høj er topskattens selvfinansieringsgrad så? Her er formlen med værdierne for de to første brøker indsat:

sfg2

I modsætning til de to brøker, kender vi ikke e med sikkerhed. I ministeriernes beregningskonventioner anvendes en værdi på knap 0,1. Det medfører en selvfinansieringsgrad på omkring ½. Det bygger dog kun på det rene timearbejdsudbud og stammer i øvrigt fra en to årtier gammel undersøgelse. Der er imidlertid kommet en efterhånden ganske omfattende nyere empirisk litteratur til, som peger på en elasticitet af skattepligtig indkomst på 0,3 (se her for min gennemgang af den). Ved en elasticitet i den størrelsesorden er selvfinansieringsgraden 1,8.

En høj selvfinansieringsgrad er under alle omstændigheder et samfundsøkonomisk problem – uanset om det ikke er fuldt selvfinansierende at lette skatten. Mere herom i en senere blog.

EU efter Brexit/Bremain

I dag stemmer briterne. Frimarkedsliberale er stærkt delte. Nogle håber på et Storbritannien som et nyt Hongkong uden for EU med mere frihandel, mindre regulering og mere økonomisk vækst end muligt indenfor. Det kan da heller ikke teoretisk umuligt. Det er bare heller ikke sandsynligt. EU øver i dag et stærkt, men ret usynligt bolværk mod regulering og statsstøtte, som virksomheder og interessegrupper lobbyer for nationalt.  Uden det bolværk kan der sagtens komme mere regulering, også i UK. Og når man ser på, at modstanden mod fri bevægelighed er et af de Brexit-argumenter, som har gjort størst indtryk i den britiske debat, bliver den bekymring ikke mindre. Indstrømningen af bl.a. østeuropæisk arbejdskraft har været en stor fordel for briterne og deres økonomi.

EU uden UK bliver mindre markedsliberalt

Men hvor efterlader afstemningen os andre?

Hvis briterne forlader EU, vil medianvælgeren rykke i mindre markedsliberal retning. Nu træffes beslutningerne i EU jo ikke med almindeligt flertal, men effekten vil langt henad vejen være den samme. Stemmevægten i Det Europæiske Råd vil rykke i en uhensigtsmæssig retning. Det vil blive sværere at blokere for mere protektionistisk politik og lettere at blokere liberaliseringer. I dag kan et mindretal på mindst fire lande, repræsenterende mindst 35 pct. af befolkningen i EU, blokere beslutninger i Rådet (medmindre der som på skatteområdet kræves enstemmighed). Uden Storbritannien vil Danmark, Sverige, Finland, Irland, Holland, Tjekkiet og Tyskland ikke længere kunne udgøre et blokerende mindretal. Det er i dag den mest liberale blok. De illiberale lande i Sydeuropa samt Frankrig vil komme til at fylde mere. Man kan desuden frygte, at de nationalistiske og illiberale strømninger i Østeuropa vil blive stærkere uden briterne som forbillede og ledestjerne i EU. Det gælder navnlig, hvis den frie bevægelighed bliver begrænset, og en større del af budgettet flyder sydover. Samtidig vil britisk udtræden styrke gruppen af Euro-lande mod gruppen af ikke-Eurolande, som i højere grad vil kunne komme til at tage imod diktat.

Ved en skillevej i EU?

Den britiske afstemning vil dog sandsynligvis kunne få indflydelse ikke bare på den politiske linje i EU, men den helt overordnede konstitutionelle udvikling i unionen. Vi står sandsynligvis ved en skillevej – ikke bare fremkaldt af den britiske afstemning, men af den dybe krise i EU. Og det rummer både muligheder og trusler.

De hænger til dels sammen med, at der i EU og måske navnlig herhjemme er utrolig begrænset fornemmelse af, hvad EU egentlig er for en størrelse. Her er et par pointer, som jeg ser dem, hvis man tager udgangspunkt i indsigterne fra konstitutionel økonomi.

EU’s svage centralmagt er en fordel

Problemet i EU er ikke, at ”det er for svært at træffe beslutninger”, og egentlig heller ikke et ”demokratisk underskud”. Hvis politiske beslutninger skal være til gavn for alle, kræver det, at beslutninger er svære at træffe, sådan at et flertal ikke kan udnytte et mindretal – f.eks. omfordele fra mindretallet til flertallet. Institutionerne skal være robuste over for populistiske strømninger. Og decentralisering – dvs. national selvbestemmelse på det store flertal af områder, hvor EU ikke med fordel kan blande sig – kræver også stærke begrænsninger på centralmagten. Det indså allerede de amerikanske ”framers” bag forfatningen. Men realiteten er, at EU set ud fra konstitutionelt økonomisk perspektiv på mange måder er bedre og stærkere end den amerikanske føderalmagt – navnlig som den amerikanske er kommet til at udvikle sig på trods af de beskyttelsesmekanismer, som blev sat ind i forfatningen. Staterne i EU står meget stærkere end delstaterne i USA. EU beskæftiger sig med færre politiske emner, har et markant mindre budget og betydeligt færre magtmidler til sin rådighed. EU har intet militær, ingen selvstændige skatteindtægter af betydning og har dårlig nok en fælles valuta.

Det er alt sammen en ”feature, not a bug”. På kort sigt er der næppe den store risiko for, at EU’s magtbeføjelser bliver udvidet. Der er ikke folkelig opbakning i EU-landene til ”mere magt til Bruxelles”, men dagsordenen kan også blive solgt som ”mindre demokratisk underskud” og ”det skal være lettere at træffe beslutninger”.

”En stadig tættere union” bør ikke længere være motoren i EU’s konstitutionelle proces

En grundlæggende doktrin i EU-samarbejdet er Romtraktatens princip om ”en stadig tættere union”. Det var kompromisset mellem ønsket om Europas Forenede Stater og den manglende opbakning til at opgive nationalstaternes suverænitet. Så EF blev i stedet til et meget løsere samarbejde, men doktrinen er bygget dybt ind i EU’s institutioner, så bevægelsen gik i retning af forenede stater. I Danmark er der ikke megen forståelse for, at navnlig EU-domstolen ”politiserer” så meget, men det hænger grundlæggende sammen med, at den ser det som sit mandat at medvirke til en stadig tættere union.

Udover den manglende opbakning er problemet ved doktrinen om ”en stadig tættere union”, at den har ført til en meget hasarderet politik. En del føderalister har (haft?) den filosofi, at det ikke gør noget at søsætte politiske initiativer, som ikke er komplette, men tværtimod vil give anledning til kriser, hvis det blot driver os videre i retning af endnu mere union. Altså at f.eks. en ufuldstændig fælles valuta ikke gør noget, hvis det baner vejen for en bankunion og yderligere finanspolitisk koordinering. I Euroens tilfælde har det imidlertid været lige ved at vælte hele EU-konstruktionen – og faren er ikke drevet over endnu.

Det helt centrale spørgsmål er, om tiden ikke for længst er inde til et opgør med doktrinen om ”en stadig tættere union”. Der er stadig ikke opbakning til Europas Forenede Stater, og en indbygget drift i den retning vil uvægerligt give stadige spændinger som den, der har udløst den britiske afstemning. Der kan tværtimod være grund til at konsolidere de forfatningsmæssige bindinger på EU’s centralmagt.

EU’s naturlige opgaver er de få kollektive goder med passende skala

Udover at det skal være tilpas svært at træffe beslutninger, handler det også om, hvad EU’s naturlige opgaver skal være. Jeg er enig med Bill Niskanen i, at der er relativt få kollektive goder med en skala, så de bedst løses centralt på EU-niveau. Det drejer sig først og fremmest om det indre marked og de fire friheder: Fri bevægelighed for varer, tjenesteydelser, kapital og arbejdskraft, forbud mod statsstøtte, frihandelsaftaler med resten af verden og grænseoverskridende miljø- og klimaspørgsmål. Så længe landbruget får så store subsidier, kan det også være en fordel med fælles landbrugspolitik, men den bedste løsning vil være at indføre samme forbud mod støtte som for industrivarer.

Desværre er der en risiko for, at politikerne vil kaste sig over de opgaver, som ikke har med fælles kollektive goder at gøre, men kan anvendes til sædvanlig politisk dynamik med køb og salg af politisk støtte: Det vil sige åben eller skjult omfordeling via pengestrømme eller reguleringer.

Krisen i EU er så voldsom og har udviklet sig så hurtigt, at den konstitutionelle proces i EU bygget op om ”stadig tættere union” bør sendes til revision. Den britiske afstemning vil kun bidrage yderligere til det (uanset om det bliver ”remain” eller ”leave”).

Det kunne være godt, hvis EU-borgerne fik en bedre forståelse for, hvor styrkerne og svaghederne i deres nuværende union ligger.

 

Older posts Newer posts

© 2017 Punditokraterne

Theme by Anders NorenUp ↑