“Det næste eksempel er fra sidste aftens debat, hvor kongresmedlem Ron Paul skal svare på, hvad han vil gøre, hvis en 30-årig uforsikret mand bliver indbragt dødssyg til et sygehus.

Ron Paul giver et svar, som kun kan tydes som noget i retning af “surt for ham.” [...]

Jeg vil ikke sige, at eksemplerne overrasker mig. Jeg har tilbragt temmelig lang tid i det Amerika, som befinder sig uden for salonerne, og kender både “hang ‘em high” og “let ‘em die.”  [...]

Det omvendte synspunkt er selvfølgelig, at sådan har amerikanerne – eller nogle af dem – nu engang indrettet deres samfund, og det tilkommer ikke de finere fornemmelser at gøre sig til dommer over det. Hvis Texas vil henrette, så lad dem henrette, og hvis nogle af dem vil nægte dødssyge behandling – så lad dem gøre det.

USA er ikke Danmark, og Danmark er ikke USA, ganske rigtigt, men det betyder bare, at alle os, der regner os for venner af USA, engang imellem må klemme næsen sammen.

For jeg kan også lugte fisken.”

Læserne må altså få det klare indtryk, at Ron Paul er en, der siger “surt for ham” og “let’em die” til folk, der er dødssyge, og det “dokumenterer” Høi med et video-klip med Ron Paul – som Høi henter fra den venstreorienterede hjemmeside TalkingPointsMemo.com.

Men var det, hvad Ron Paul sagde? Ikke hvis man ser svaret i dets fulde længde. Det er Wolf Blitzer, der formulerer det som “let him die?”, og Paul svarer decideret “No” til spørgsmålet. Paul argumenterer videre for det principielle synspunkt, at det amerikanske sundhedssystem er bygget op på individuelt ansvar, og for at statens indblanding har drevet omkostningerne op, men peger derudover på, at der altid har været hospitaler, der tager sig af uforsikrede – og at det var, hvad han selv gjorde som praktiserende læge. Er det = “Ron Paul giver et svar, som kun kan tydes som noget i retning af ‘surt for ham.’“?

Poul Høi – fusk eller sjusk?  We report, you decide.

Først var det forfatteren Carsten Jensen, som Khader i sin blog-post ”Pigen med afskåren næse og Carsten Jensen” (dateret 15/8-2010, kl. 20:38) citerer således:

“Jeg tror ikke, at afghanerne får det bedre under Taleban. Men stillet over for valget mellem et lovløst kaos og et fanatisk styre med lov og orden, så foretrækker jeg det sidste. Der er ikke noget samfund, der kan fungere under kaos og lovløshed.”

På bl.a. den baggrund skriver Khader efterfølgende denne vurdering:

“Jeg er total mundlam. Hvad tænker manden dog på? Mener han det? Jeg kan simpelthen ikke finde ord til at udtrykke min foragt og afsky for Carsten Jensen fejhed i forhold til de afghanske piger og kvinder.

Og den logiske konsekvens af Carsten Jensens svar på det første spørgsmål må være, at det så var i orden at Hitler og nazisterne overtog magten i 1930′erne og skabte dermed lov og orden. En begrundelse som i øvrigt bliver brugt og er blevet brugt, når militærjunater kupper sig til magten rundt om i verden: de vil skabe ro og orden – på bekostning af de grundlæggende frihedsrettigheder.”

Går man imidlertid direkte til kilden og nærlæser denne grundigt, vil man kunne se følgende formulering med ét enkelt, men dog centralt ord ganske forskelligt:

“Jeg tror ikke, at afghanerne får det bedre under Taleban. Men stillet over for valget mellem et lovløst kaos og et fanatisk styre med lov og orden, så foretrækker de det sidste. Der er ikke noget samfund, der kan fungere under kaos og lovløshed”.

Der er med andre ord tale om, at ét lille ord til forskel ganske dramatisk ændrer meningen i Carsten Jensens udtalelse. Ikke nødvendigvis til noget meget bedre, men i hvert fald til noget ganske andet, end det Khader efterfølgende bebrejder Jensen for.

Khaders næste blog-post hed ”Drop moskén – så tæt på Ground Zero” (dateret 24/8-2010, kl. 18:07). Heri skriver han om imam Feisal Abdul Rauf:

“Desuden kan man lige kaste et blik på en af mændene bag byggeprojektet, Rauf. Han har tidligere i en bog tilkendegivet sympati for Sharia (islamisk lov) og mener at amerikanerne selv har gjort sig fortjent til terrorangrebet den 11.9.2001.”

Men hvad var det, Rauf faktisk sagde i et meget omdiskuteret interview (CBS, ”60 Minutes”, 20/9-2001)? Han sagde, i den meget citerede passage på et direkte spørgsmål om, hvorvidt han mente, at man kunne bebrejde amerikanerne, hvad der skete 11/9:

“I wouldn’t say the United States deserved what happened on 9-11, but the United States’ policies were an accessory to the crime that happened.”

Rauf sagde altså eksplicit, at amerikanerne ikke fortjente terrorangrebet, som han endog kaldte en kriminel handling – det stik modsatte af, hvad Khader tillægger ham, om end han også mente (ligesom f.eks. 9/11 Kommissionens ledelse), at USA’s politikker kunne have været en medvirkende faktor. Interviewet indeholdt i øvrigt en kritik af terror-handlinger foretaget i Islams navn.

Kan der være tale om fejl hos Khader? Eller ”sløseri”, som Helle Thorning-Schmidt ville kalde det? I tilfældet med Carsten Jensen-interviewet er det svært at se. Interviewet var udkommet samme dag, så mon der ikke har været tale om en øjeblikkelig reaktion? Kan Khader have læst sætningen og så skrevet forkert af? Måske, men næppe: ”Jeg” og ”de” minder som ord ikke meget om hinanden, især ikke når sætningens mening bliver en ganske anden.

I tilfældet med Rauf er billedet både mere sløret og mere klart. Khader citerer ikke direkte som med Jensen, men gengiver noget der må ses som en parafrase – men indholdet er reelt det stik modsatte af, hvad manden faktisk sagde. Kan Khader have haft formuleringen fra en anden kilde, der selv, bevidst eller ubevidst, har fremstillet passagen forkert, og som Khader så har stolet på? Det kan man ikke udelukke, men i så fald kunne det være interessant at høre, hvad og hvem kilden er.

Men hvis Khader bevidst har ”citeret kreativt” to gange på halvanden uge, må der være nogle oplagte spørgsmål for mange journalister at stille sig selv, først og fremmest: Hvor mange gange før, har den meget travle skribent mon så ikke også gjort det?

Update: Som påpeget i kommentar-sporet nedenfor af vores læser, Trane, har Khader på sin blog hævdet, at han skrev Carsten Jensen passagen af fra den trykte udgave af Politiken. Men som Infomedias pdf-udgave af avisen ganske rigtigt viser, står der tydeligvis “de” og ikke “jeg” i den trykte udgave af interviewet.  Da Khader således indirekte siger, at han ikke har fået tekstpassagen fra andre eller skrevet den fra andre, efterlader det vel reelt kun to muligheder: At der ved et mærkeligt tilfælde har været ét eksemplar af Politiken, der endte i det Khaderske hjem, hvor ordet “de” manglede, og at Khader så blot gættede sig til et “jeg” – eller også at Khader ikke taler sandt.

Den ene er, at økonomien vil kunne arbejde for Obama ved midtvejsvalget til november. Amerikanske valg afgøres som regel af økonomiske konjunkturer, og noget tyder på, at de er (svagt) opadgående. Dét er sådant set godt nok. Men hvordan kan det lede til den konklusion, rubrikken lægger op til? Formodentlig kun ved at vælgerne i givet fald har kunnet rejse fra fremtiden tilbage til nutiden. Ellers er der ikke rigtigt noget ræsonnement, der giver mening.

Den anden er, at Republikanerne har en tendens til at selvdestruere. Den er også god nok. Og igen kræves kun en tidsmaskine, for at rubrikken giver mening – med mindre, naturligvis, at Republikanerne allerede har destrueret sig selv. Det sidste kan godt nok ikke ses i meningsmålingerne – men nu foregriber vi fornøjelserne.

Høi har nemlig, for det tredje, faktuel viden til at bakke sin udlægning op. “Effekten er ikke udeblevet”, siger han med henvisning til de to foregående punkter.

Jo, dels kan Høi se, at Republikanerne burde have vundet det ene suppleringsvalg, der blev afholdt forleden:

“I tirsdags skulle vælgerne i et enkelt distrikt i Pennsylvania, PA-12, vælge et kongresmedlem, og alle havde talt om, at Republikanerne kunne vinde med arme og ben bundet op. PA-12 var trods alt det eneste valgdistrikt i hele USA, som havde stemt på John Kerry i 2004, men på John McCain i 2008, og kun 33% af vælgerne i distriktet var tilfredse med præsident Obama, men alligevel vandt Demokraterne.”

Det er godt set – og lyder ret overbevisende, ikke sandt?

Og dels kan Høi fortælle, at Obamas og Demokraternes meningsmålinger faktisk er på vej op:

“Tag to meningsmålinger. Den ene viser Obamas opinionstal, den anden Kongressens, og i februar var flere amerikanere imod end med Obama, og siden november 2009 har et stort overtal af amerikanerne foretrukket Republikanerne frem for Demokraterne. Men hvad nu? Obama har igen et godt forspring, og Demokraterne og Republikanerne står lige. Tendensen er med andre ord vendt.”

Igen, det er godt set – og lyder jo egentlig ret overbevisende.

Men er noget af det sandt? Hvis der findes én sort svane (og alle andre er hvide), er det så sandt, hvis man siger “Svaner er sorte!”?

Lad os begynde med suppleringsvalget i PA-12. For det første kunne det være interessant at høre, hvem de “alle” er,der “havde talt om, at Republikanerne kunne vinde med arme og ben bundet op”? Så man på meningsmålingerne op til valget, tydede alt snarere på, at det ville blive ekstremt tæt, og allerede inden valgdagen blev den forventede Demokratiske sejr hypet og spundet præcis, som Høi gjorde efterfølgende. For det andet: Hvis Republikanerne havde tabt en traditionelt solid Republikansk kreds, ville det nok kunne have været, hvad Høi påstår – en antydning af, at “tendensen er vendt”.  Hvis Republikanerne havde tabt en kreds, der var meget, som USA er demografisk, og hvor det traditionelt havde stået meget lige, nå ja, så havde det nok være lidt ærgerligt, men i bedste fald dét. Men hvordan ser PA-12 faktisk ud?  Lad os se på disse simple fakta:

• Valgdistriktet PA-12 blev ved en “gerrymandering” øvelse i 2002, foretaget af Republikanerne i delstaten, bevidst gjort til et endnu mere solidt Demokratisk distrikt – for derved at skabe et sikkert Republikansk valgdistrikt andetsteds. Hele distriktet er geografisk-demografisk designet til at give sikkert valg til en Demokrat.
• RealClearPolitics.com har anslået, at dem, der stemte ved suppleringsvalget var ca. 62% registrerede Demokrater, ca. 34% registrerede Republikanere og kun ca. 4% uafhængige eller registrerede som vælgere for et af de små partier. Selv ikke hvis alle Republikanere i PA-12 havde stemt, ville man formodentlig kunne have vundet.
• Ved præsidentvalget i 2004 vandt George W. Bush i i alt 255 kongresvalgdistrikter.  Blandt dem var – som ventet – ikke PA-12.
• Republikanerne havde – for første gang i et par generationer – flertallet i Repræsentanternes Hus i perioden 1994-2006.  Partiet har ikke stået stærkere i tre kvart århundrede, end man gjorde i disse år – og selv da vandt man ikke PA-12 én eneste gang.
• Er det korrekt, at distriktet i 2008 havde flertal for McCain snarere end Obama?  Jeps – men det var en marginal forandring, fra 51% til Kerry i 2004 til 49% til Obama i 2008. At Obama ikke vandt et flertal skyldes formodentlig noget helt andet, hvilket afspejler sig i, at han tabte primærvalget i foråret 2008 ganske markant til Hillary Clinton: Han fik kun 27% af primærvalgsstemmerne i det markant fagforeningsorganiserede distrikt. Lad os uden nu at genere de Demokratiske vælgere i PA-12 for meget sige, at der nok ikke er så mange af dem, der ligner en “affirmative action”-nydende, Harvard-uddannet lektor med en far fra Kenya og en muslimsk gift hippie-mor i Indonesien.
• Demokraten Mark Critz vandt ved at sige, at han var modstander af Obamas sundhedsreform. Han fik 53% af stemmerne – i et valgdistrikt, hvor ca. 62% af de deltagende vælgere var registrerede Demokrater. Hvad siger det?

Og så er der meningsmålingerne. Bemærk Høis lille “Tag to meningsmålinger”, som han så fingerer at linke til. Det er nemlig ikke til enkeltmålinger, som Høi antyder, men derimod til den konstant opdaterede PollTracker fra den iøvrigt pænt venstreorienterede nyhedsportal TalkingPointsMemo.com, der ligesom fx RealClearPolitics.com og Pollster.com aggregerer meningsmålinger og udregner gennemsnit. Høi nævner heller ikke tallene. Så vi ved faktisk ikke, hvad Høi mente.

Men vi kan jo se på tallene.  Høis blog-post er dateret 20. maj, så hvis vi går til Pollster.com (hvor man kan lege med grafikken) og tager udviklingen fra fx 1. maj til 20. maj, hvad får man så, når man ser på gennemsnittene? Det kan man se af de to nedenstående grafer.

Fremgang for Obama i “approval ratings” i perioden?  Ikke rigtigt – vel snarere det modsatte.  Fører han i “positive” med det, Høi kalder “et godt forspring”? På den dag, hvor Høi postede, lå Obamas snit til 49.5% negative og 46.2% positive.

Fremgang for Demokraterne i perioden?  Ikke just – igen nærmest det modsatte.  Fører de over Republikanerne, eller ligger de i mindste – som Høi siger – lige med dem?  Så er det i hvert fald ikke synligt, givet at sidstnævnte på Høis post-dag lå gennemsnittene på 44.7% til Republikanerne, mod Demokraternes 42.6%.

Kan der have været to enkelte målinger, hvor det så anderledes ud? Sikkert. I næsten al statistik forekommer der “outliers”. Det er dem, man kommer lidt til livs ved at se på gennemsnit i stedet. Det kunne Høi også have gjort – han kendte jo åbenlyst TPM’s PollTracker og givetvis også RealClearPolitics.com, Pollster.com, FiveThirtyEight.com og PollingReport.com for nu blot at nævne nogle af de mest kendte, hvor man kan finde enten gennemsnit eller selve målingerne.

Men det havde jo muligvis ødelagt den “originale” vinkel: At “trenden er vendt”, o.s.v.  Det er sikkert sjovt at lave den type “analyser”, men god journalistik det er det den ondelyneme ikke.

PS. Gallup målte i denne uge Demokraternes styrke vis-a-vis Republikanerne til den laveste i al den tid, der er lavet meningsmålinger – i mere end 60 år. Dét er en slags trend.

“Venstrefløjen er langt fra tilfreds med præsident Obamas valg af en højesteretskandidat.

»Kunne han ikke have fundet en sand progressiv kandidat,« spurgte f.eks. Kevin Drum, og en anden meget læst blogger, Glenn Greenwald, rasede som om, fanden selv var blevet nomineret til den højeste domstol.

Venstrefløjen er bl.a. utilfreds med, at kandidaten, Elena Kagan, i sin tid som dekan på Harvard ikke var imødekommende nok over for minoriteter, og at hun ikke i tilstrækkelig grad var imod præsident Bushs idé om et mere magtfuldt præsident embede.

Andre kommentatorer klager også over, at hun åbenbart er homoseksuel, men ikke vil være ved det, og at hun dermed »fejer de progressive værdier ind under gulvtæppet«.

Så hvad betyder venstrefløjens utilfredshed? At præsident Obama formentlig er tilfreds, for venstrefløjens kritik skulle i princippet gøre Elena Kagan mere spiselig for et bredere, tværpolitisk flertal i Senatet. Hvis venstrefløjen havde elsket Kagan, og hvis hun havde haft en perlekæde af afgørelser eller udtalelser, hvor hun placerede sig et sted mellem Ted Kennedy og Villy Søvndal, så ville Senatet formentlig gå i baglås. . . .

Har de konservative ikke noget at komme efter? Deres kritik vil formentlig fokusere på, at Kagan i sin tid som dekan forbød militæret at rekruttere på Harvard, fordi homoseksuelle ikke åbenlyst kunne gøre militærtjeneste, men omvendt har hun opbakning fra militærkredse og også fra egne studerende, som siden har fået en militær karriere. . . .

[Kritikpunkterne] er forholdsvis overkommelige i betragtning af, at det hidtil har været umuligt at fange hende i den slags afgørelser eller udtalelser, der ville gøre venstrefløjen glad.”

Altså kort sagt, så er hun vel nærmest sådan lidt i midten, ikke sandt? Måske lidt til venstre, men næppe så meget at man decideret kan kalde hende en “liberal” (i den amerikanske forstand). Men hvad nu hvis man læser f.eks. New York Times? Der kalder de hende “a creature of Manhattan’s liberal, intellectual Upper West Side”:

“[As] a young writer for The Daily Princetonian, the student newspaper at Princeton, Ms. Kagan offered clear insight into her worldview. She had spent the summer of 1980 working to elect a liberal Democrat, Liz Holtzman, to the Senate. On Election Night, she drowned her sorrow in vodka and tonic as Ronald Reagan took the White House and Ms. Holtzman lost to “an ultraconservative machine politician,” she wrote, named Alfonse D’Amato.

“Where I grew up — on Manhattan’s Upper West Side — nobody ever admitted to voting for Republicans,” Ms. Kagan wrote, in a kind of Democrat’s lament. She described the Manhattan of her childhood, where those who won office were “real Democrats — not the closet Republicans that one sees so often these days but men and women committed to liberal principles and motivated by the ideal of an affirmative and compassionate government.””

“Man kan ikke beskylde Poul Høi for at være lemfældig i sin omgang med andres artikler. Berlingskes velskrivende USA-korrespondent og Cavlingvinder, der flere gange er blevet beskyldt for plagiat, slutter sin nye bog, »Bushland – otte år i USA«, med en kildefortegnelse på hele syv sider. Efterfulgt af en litteraturliste. Så er den vist lukket.

Nu kan enhver se, at Poul Høi stadig lader sig inspirere meget kraftigt af sine amerikanske kollegers arbejde. Og det er helt okay. Som korrespondent i et andet land er og bliver man en slags plagiator, sådan er det, og det ved alle korrespondenter, inklusive mig selv. Man skal dække et helt lands politik, kultur, historie, alting, og den vigtigste opgave er derfor at udvælge de bedste historier, sætte dem sammen, vinkle dem og formidle landet for læserne derhjemme. Man er mere researcher end klassisk journalist.

Det afgørende er, hvad man gør ved det lånte materiale. Når man nu ikke har originale historier, må man nøjes med originale pointer.

Poul Høi er måske den bedste til at genfortælle andres gode historier, men bogen her viser, at det kniber med at sætte historierne sammen på en original måde.”

Ja, så er den “vist lukket” . . . .  Det er Høis skriverier i Berlingske imidlertid ikke.  F.eks. havde Høi, hvis skriverier ifm valgkampen ’08 næppe af nogen er blevet beskyldt for at være “fair and balanced”, onsdag artiklen “Obama går frem – men hvorfor?”, hvori det fx hedder:

“Hvor trængte har Demokraterne været? Så trængte, at de er begyndt at nærlæse de sidste decimaler i meningsmålingerne og glæde sig over bare en lille positiv bevægelse. Og nu skulle den være der, kan man forstå på en række demokratiske blogs – nu skulle vinden være vendt. De to nyeste målinger viser en positiv udvikling for præsident Obama, som opnår de højeste tilfredshedstal i seks måneder.

Hos Gallup er 50 pct. af amerikanerne således tilfredse med hans embedsførelse og 44 pct. utilfredse, og hos Rasmussen, hvis metodik har en republikansk tendens, står tilfredse og utilfredse lige.”

Altså, Obamas popularitet er stigende ovenpå hans SOTU-tale. Tja, der er meget, man kan sige til det.

For det første kunne Høi jo fx lære, at man ikke kan – eller i hvert fald ikke bør – udtale sig om udsving i meningsmålinger, når disse er mindre end den statistiske usikkerhed.  I de målinger, som Høi baserer sin “analyse” på, er Obamas “approval ratings” gået op fra 48% til 50% og fra 46% til 49%.  Da Høi ikke angiver antal respondenter, kan vi ikke vide med sikkerhed, om udsvingene er statistisk signifikante, men under en antagelse om, at der måske er cirka 1.000 adspurgte, ser det ikke ud til at være tilfældet. I bedste fald er udsvingene så små, at de næppe er større end normalen efter store taler.

For det andet, hvis man endelig ville se på Obamas popularitet ovenpå SOTU, kunne man i stedet for at ad hoc-plukke enkeltmålinger se lidt nærmere på udviklingen i et rullende gennemsnit af målingerne. Sådanne laves løbende af flere amerikanske politiske websites, fx RealClearPolitics.com og Pollster.com. Hvordan ser de så ud? Sådan her og sådan her.  Hos RCP er Obamas gennemsnitlige approval-ratings svagt stigende – men ikke med større udsving end på så mange andre dage, og faktisk blot til niveauet for et par dage siden.  Hos Pollster er de tilsvarende positiv-tal faktisk svagt faldende, mens de negative er pænt stigende!

For det tredje får Høi på sædvanlig vis smuglet en ideologisk vinkling ind – lidt på samme måde, som når man ofte kalder Fox News for “højreorienteret” eller “konservativ”, men uden at sætte ideologiske etiketter på CNN, New York Times eller Washington Post.  Sagen er her, at meningsmålingsfirmaet altid, ikke kun under valgkampe, opstiller politiske meningsmålinger som holdningen hos “likely voters” (“sandsynlige vælgere”), som er en kunstigt frembragt størrelse, hvor man for at gøre målingerne bedre til at forudsige fx, hvem der vil vinde et valg, prøver (via en model baseret i en række baggrundsspørgsmål og demografiske variabler) at frasortere de respondenter, der formodentlig ikke vil stemme.  Det samme gør (næsten) alle andre meningsmålingsinstitutter – men som regel kun under valgkampe (fordi det er dyrere at gøre på den måde. I stedet benytter stort set alle andre end Rasmussen sig af tal for enten samtlige respondenter eller for “registrerede vælgere”, altså dem der må stemme.

Rasmussen – der ved de seneste mange valg har været det mest præcise eller blandt de tre mest præcise meningsmålingsinstitutter og som af princip aldrig udfører målinger for de politiske partier – benytter sig af denne metode for at være bedst til at forudsige udfald af valg. Det er jo i mange henseender uinteressant, hvad et flertal af vælgerne mener, hvis det ikke udmønter sig i observerbar adfærd. Her er pointen så, at der som regel er en forskel: Republikanske vælgere er ofte (men ikke altid) mere “engagerede” end Demokratiske.  I 2004 var der fx mange meningsmålinger af “registrerede vælgere”, der havde Kerry som vinder, mens det blandt “sandsynlige vælgere” som regel var Bush, der førte klart.  Desuden bruger man altid computer-opkald med ensartede budskaber/spørgsmål snarere end personlige interview – for at spare på udgifterne, men samtidigt for at undgå påvirkning af respondenterne.

Her er firmaets egen – naturligvis ikke uegennyttige – opsummering af egen kvaliteter:

“Rasmussen Reports has been a pioneer in the use of automated telephone polling techniques, but many other firms still utilize their own operator-assisted technology (see methodology). Pollsters for Presidents Jimmy Carter and Bill Clinton have cited our “unchallenged record for both integrity and accuracy.”

Data from the Washington Post confirms that Rasmussen Reports was well ahead of other media coverage on the Massachusetts Senate race. In the 2009 New Jersey Governor’s race, automated polls tended to be more accurate than operator-assisted polling techniques. On reviewing the state polling results from 2009, Mickey Kaus offered this assessment, “If you have a choice between Rasmussen and, say, the prestigious N.Y. Times, go with Rasmussen!” During Election 2008, liberal blogger Nate Silver said that the Rasmussen tracking poll“would probably be the one I’d want with me on a desert island.”

In 2008, Obama won 53%-46% and our final poll showed Obama winning 52% to 46%. While we were pleased with the final result, Rasmussen Reports was especially pleased with the stability of our results. On every single day for the last six weeks of the campaign, our daily tracking showed Obama with a stable and solid lead attracting more than 50% of the vote.

An analysis by Pollster.com partner Charles Franklin “found that despite identically sized three-day samples, the Rasmussen daily tracking poll is less variable than Gallup.” During Election 2008, the Rasmussen Reports daily Presidential Tracking Poll was the least volatile of all those tracking the race.  . . .

In 2004 George W. Bush received 50.7% of the vote while John Kerry earned 48.3%. Rasmussen Reports was the only firm to project both candidates’ totals within half a percentage point by projecting that Bush would win 50.2% to 48.5%. (see our 2004 results).”

“Problemet” med forskellene mellem maskiner/interviewere og sandsynlige/registrerede vælgere – hvis man kan kalde det det – er så aktualiseret af, at Republikanske vælgere for tiden er godt “tændte” – og at Rasmussens målinger af amerikanske (“sandsynlige”) vælgeres syn på Obama og partivalg derfor p.t. ser rigtigt dårlige ud for Demokraterne, og dårligere end i en række andre målinger (foretaget blandt alle respondenter eller blandt “registrerede vælgere”).  Det har fået en række Demokrater til at angribe Rasmussen voldsomt for at være “Republikanske” – desuagtet at firmaet altså aldrig har udført opgaver for GOP, desuagtet at dets grundlægger (som den eneste i branchen) aldrig har været partipolitisk aktiv, og desuagtet at firmaet er blandt branchens absolut mest præcise.

Det er desværre samme form for ræsonnement, Høi benytter sig af her, når han siger, at Rasmussen har en “metodik” med “en republikansk [sic!] tendens” – omend det i så fald ville være lige så korrekt (eller lige så ukorrekt) at sige, at fx Gallup har en “metodik med en Demokratisk tendens”.

Der kan faktisk rettes god kritik mod overhovedet at benytte sig af en konstruktion som “sandsynlige vælgere” – ligesom der kan rettes kritik mod at vægte data i meningsmålinger (hvilket alle gør), men i så fald gælder den alle institutter, ikke kun Rasmussen.  Det er bare kun sidstnævnte, der altid bruger “sandsynlige vælgere” (snarere end kun under valgkampene).  Måske fordi Rasmussen har været god til at udvikle denne teknik til dagligdags brug, var man det første meningsmålingsfirma til at opdage, at Scott Brown var på vej til at vinde senatsposten i Massachusetts – ligesom man i 2007-08 var de første til at opdage, at Obama halede ind på Hillary Clinton.

Måske Høi har ret i, at Obama nyder godt af stigende tilslutning for øjeblikket. Vi ved det bare ikke – og det gør Høi heller ikke.  Men fravær på viden er jo ikke altid en forhindring for at have en mening eller skrive en avisartikel.

Men hvad med at stille et spørgsmål til de vore kloge læsere: Hvem er egentlig de mest indflydelsesrige borgerlige/liberale/konservative i DK?  Må vi se nogle top-25 lister . . . .  Gerne seriøse og med begrundelser.

Men hvor tilfældigt var det nu også? Vi ved det i sagens natur ikke, men efter lidt googling kan vi da se, at den stakkels tilfældigt forbipasserende tilsyneladende har visse erfaringer med helt tilfældigt at være in media res.  For ved siden af at være en engageret aktivist i Enhedslisten og kommunistiske kredse, som hun har optrådt som repræsentant for på den venstreekstremistiske hjemmeside Modkraft.dk, har frk. Nina såmænd også lagt vejen forbi en besættelse af Københavns Universitet tidligere i år, hvor hun som sit mål pluralistisk erklærede at ville ”befri” universitet ”ved at udrydde neoliberalismen på universitetet”. Apropos ”udrydde”, så redigerede frk. Nina i 2006 Socialistisk Ungdoms Fronts skrift ”Frontalt”, der bl.a. agiterede for direkte støtte til terrorbevægelserne PFLP og FARC.  Om hun var med ved Brorsons Kirken eller indtrængningen på Avedøre Værket, skal vi ikke kunne sige, om end hendes Facebook-profil i hvert fald antyder sympatierne.

Alle – og ikke mindst staten – skal behandle mennesker ordentligt, også mennesker med gakkede og usmagelige holdninger, og dét at sidde på jorden i fire timer i eget eller andres tis kan næppe være en hverken ideel eller nødvendig behandling. Men omvendt har mediernes dækning generelt været ganske ensidig, smagende af det forudindtagede.  Lidt interessant opsøgende journalistik kunne måske derimod være at afdække, om det var den unge kvinde, der selv henvendte sig til journalisterne, eller om de altid upolitiske journalister mon fik hende anbefalet fra en PR-medarbejder hos ”den sorte blok”?

Nu har så også ex-punditokraten Mikael Jalving sat tænderne i Høis journalistik i to klummer (her og her) hos Jyllands-Posten. Jalving dokumenterer åbenlyse tilfælde af plagiat og peger på eksempler af en journalistisk praksis, der i bedste fald er diskutabel.

Det har affødt yderligere debat på Dansk Journalistforbunds hjemmeside (her og her), hvor empatiserende journalister straks cirkler vognene om deres åndsfælle og i stedet laver motivforskning på Jalving. Alt i alt slet ikke så overraskende.

Hos Punditokraterne ved vi dog, at det længe har været velkendt langt ind i Pilestræde, hvorledes Høi har haft en noget løsagtig omgang med sin pen. Se fx bare den tale, som daværende Berlingske-kollega Olav Hergel holdt til ”ære” for Høi, da sidstnævnte fik Cavling Prisen. Man skal vist have en meget tyk pande og meget deforme ører for ikke at forstå sarkasmen, som da angiveligt også fik mange af de fremmødte til at trække kraftigt på smilebåndet:

”Så meget overkommer han, at han burde smides ud af Dansk Journalistforbund for ukollegial opførsel. Han sprøjter artikler ud af ærmet med en hast, som var han en robot ved et samlebånd, der sætter ølkapsler på flaskerne. . . . Alle journalister stjæler fra andre aviser, men få gør det så elegant som Poul Høi. Han skal nok citere retmæssigt fra New York Times, Washington Post eller Los Angeles Times, men efter fire linjers læsning kan man ikke genkende hælervarene. For så har han allerede gjort dem til sine egne.”

Ganske morsomt – og originalt.

Men nu da bolden er givet op, så lad os da slå til den. Her på stedet åbner vi gerne for at hjælpe ex-punditokraten Jalving, og så kan denne blogs læsere måske også bidrage med lidt flere eksempler på Høis kreative journalistik? Vi har plads nok og lægger gerne for. Fx som den gang, hvor Høi i kølvandet på US Supreme Courts dom i sagen Bush v. Gore” (2000), som de facto afgjorde præsidentvalget skrev følgende i Berlingske i artiklen ”Det illusionsløse valg” (14.12.2000), rubriceret som en ”Nyhedsanalyse”:

”Der var engang et valg. Det var 7. november 2000, og 100 millioner amerikanere gik i stemmeboksen for at vælge deres nye præsident. 35 dage senere var det fem konservative dommere, som valgte ham: Rehnquist, O’Connor, Scalia, Kennedy og Thomas. Der var engang et land. Det var verdens eneste supermagt, »en skinnende by på en bakke«, som en af dets tidligere præsidenter havde kaldt det, »en flamme af håb«, som en anden præsident havde sagt.

I går – klokken fire om morgenen – skinnede byen lidt svagere, og håbet flakkede for et øjeblik. For hvad var det, der var sket i det demokrati, der er ældre end de fleste europæiske demokratier, og som op gennem historien har lært os alle om den gode og den store sag? Det havde fået en ny præsident – men hvad var prisen? George W. Bush står måske nok i forgrunden af billedet som sejrherren, men bag ham ligger et sønderlemmet land, hvor vælgerne fordeler sig ligeligt til begge sider, hvor Senatet er sammensat 50-50, hvor Floridas højesteret stemte 4-3, og hvor nationens højeste ret, de mennesker der skulle samle det usamlede, i går stemte 5-4. Højesteret stemte helt efter partibogen, og de fem konservative dommere dikterede USA en beslutning, hvis logiske konsekvens inviterer til debat: I weekenden besluttede de samme dommere at stoppe fintællingen i Florida, og dermed kunne den ikke blive færdig til tiden. I går afviste de så yderligere fintællinger, fordi tidsfristen var forpasset. Som højesterets hvidhårede nestor, den 80-årige John Paul Stevens, skrev i en smertende dissens: »Tiden vil på et tidspunkt hele det sår, som dagens beslutning har påført os. Ét er imidlertid helt sikkert. Selv om vi aldrig vil finde ud af, hvem der i sandhed vandt dette valg, så er det åbenlyst, hvem taberen er – nemlig nationens tillid til dommeren som en uafhængig vogter af retsstaten.« Og dommer Stevens har muligvis ret. Kun meget få amerikanere synes, at de seneste 35 dage har været morsomme, at de har tjent nationen til ære, men de fleste har forstået princippet og været tålmodige, og da højesteret i weekenden greb ind og stoppede den fintælling, der ville have fortalt os, hvem der havde vundet Florida, læste vælgerne tydeligt skriften på væggen: 53 pct. siger i en meningsmåling, at højesterets beslutning om et stop var funderet i politik, 34 pct. siger, at det var jura. Der er ikke kommet nogen troværdige meningsmålinger efter gårsdagens historiske punch, men der er ingen grund til at tro, at tallene vil fordele sig anderledes. Amerikanerne ved, at det var politik – at de fik en ny præsident, ikke på grund af lov og ret, men på grund af illusionsløs politik. Verden ved, at den fik en ny leder, ikke på grund af folkeflertallet, men fordi der tilfældigvis en tilfældig dag i historien var fem konservative dommere og kun fire liberale i USAs højesteret.”

Lad os se bort fra de tendentiøse formuleringer – og sågar også de faktuelle fejl og forvanskninger. Fx at det kontra Høi fremgår med lysende klarhed af dommens per curiam, at det ikke var med stemmerne 5 ”konservative” mod 4 ”liberale”, at man standsede de selektive stemmeoptællinger i Florida, men derimod med 7 (Republikansk og Demokratisk udpegede) dommere for og 2 (Republikansk og Demokratisk udpegede) dommere imod. Centralt og vigtigt, men lad bare det ligge.

Lad os i stedet hæfte os ved det citat, som Høi har bygget hele sin ”nyhedsanalyse” op om – citatet af højesteretsdommer John Paul Stevens. Når man læser Høis artikel er det umuligt at få andet indtryk end, at citatet må være en post factum kommentar til flertalsafgørelsen om at standse optællingerne, og at denne så vil undergrave tilliden til retssystemet, fordi det var partipolitik, der afgjorde sagen.

Men hvor kommer citatet fra, og hvad handler det egentlig om? Det kommer korrekt nok fra Stevens’ dissens – men i modsætning til, hvad Høi fremstiller det som, handler det faktisk slet ikke om US Supreme Courts flertalsafgørelse. Tværtimod kommenterede Stevens i passagen Floridas Supreme Courts forudgående afgørelse, og hvordan en føderal omstødelse af denne, ville undergrave borgernes tillid til dommerne ved de lavere instanser og disses rolle i forbindelse med delstaternes ansvar for afviklingen af præsidentvalg. Altså noget ganske, ganske andet.  Dette vil være klart for enhver, der faktisk har læst dommen. Her kommer passagen i sin kontekst:

“What must underlie petitioners’ entire federal assault on the Florida election procedures is an unstated lack of confidence in the impartiality and capacity of the state judges who would make the critical decisions if the vote count were to proceed. Otherwise, their position is wholly without merit. The endorsement of that position by the majority of this Court can only lend credence to the most cynical appraisal of t
he work of judges througho
ut the land. It is confidence in the men and women who administer the judicial system that is the true backbone of the rule of law. Time will one day heal the wound to that confidence that will be inflicted by today’s decision. One thing, however, is certain. Although we may never know with complete certainty the identity of the winner of this year’s Presidential election, the identity of the loser is perfectly clear. It is the Nation’s confidence in the judge as an impartial guardian of the rule of law.”

Man kan så spørge sig selv, om Poul Høi aldrig læste selve Stevens’ dissens, og derfor bare skrev af fra nogle andres selektive gengivelser af passagen? Eller om han faktisk kendte konteksten og bare misbrugte denne til at bygge noget, der mere er en normativ kommentar end en nyhedsanalyse, op om?

Så er det fusk eller sjusk? Det må vore læsere bedømme. Berlingske Tidendes redaktion er efter alt at dømme næppe interesseret.

“Jeg genkender det, de siger. Jeg genkender aggressiviteten og vreden. Afmagten. Jeg genkender afmagten over for en af den moderne kapitalismes skyggesider – nemlig ensretningen, den psykologisk skabte markedsplads, en moralsk korrupt økonomisk mekanisme, så ulækker som den glubske umådeholdne grådighed vi nyligt har set udfoldet. En mekanisme som mere og mere appellerer til de ubehagelige, mørke og svage dele af menneskets underbevidsthed. De vulgære, ens facader, discount overalt – laveste fællesnævner. Mediernes modbydelige magtkamp for at udstille og fremvise de mørkeste og mindst flatterende sider af menneskeheden. Internettet med dets ubegrænsede frihed, hvor alt kan findes. Også det “alt”, langt de fleste af os ikke har lyst til at finde – det alt, vi slet ikke har lyst til, vores børn skal finde …”

Hvem mon forfatteren er?

“Don’t you agree . . . that, in general, economists are smarter than political scientists, and political scientists are smarter than sociologists?” (The Boston Globe, February 17, 2006)