Først viser vi i notatet, at der er masser at lære: Som illustreret i figuren nedenfor, ville en kombination af de frieste politikker og praksisser – dvs. områder, hvor der er mindst offentligt indblanding – give en nordisk best-practice model en status som det fjerdefrieste land i verden.

For den andet viser vi i notatet, hvor det store læringspotentiale synes at ligge for hvert af de nordiske lande. Figur nummer to illustrerer dette. Overraskelsen? Dansk faktisk handelspolitik! Som jeg skrev i kronikken – med betragtelig bekymring:

Sammenligninger med de andre nordiske lande afslører også, at Danmark har et andet og relativt nyt problem. Sidst i 1990erne var Danmark, ligesom Sverige, en af de mest åbne økonomier i verden, når Fraser Instituttet vurderede de såkaldte ”non-tariff barriers” – handelsbarrierer i form af særlige standarder, krav og bureaukratiske omkostninger. I dag er instituttets vurdering faldet med mere end ti procent mens Sveriges indeks er uændret. Mens de formelle regler, der dikteres af EU, er uændrede, har danske politikere indført så meget bureaukrati og detailregulering, at den danske økonomi de facto langsomt lukker sig overfor udlandet.

 Given what we know about austerity, my advice to the UK would be: tweak your austerity measures so that they are more spending-cut-focused and less revenue-increase-focused. And go after the most politically-sensitive items.

Problemet er nationaliseringer og priskontroller, og dermed en situation med konsekvenser, der har været forudsigelige siden Mises arbejde i 1920erne. IHT fortæller således den klassiske historie om et supermarked i et af Caracas rigere områder, der både har kylling, ost og vagtelæg, men intet toiletpapir. Folk ved også, hvem der ingen problemer har:

Asked where a shopper could get milk on a day when that, too, was out of stock, a manager said with sarcasm: ”At Chávez’s house.”

Sidste års (officielle) inflation var på 27,6 %, hvilket Chávez-regimet bruger som argument for, at man bliver nødt til at implementere omfattende priskontroller. Der er næppe mange venezuelanere, der længere løber det argument. Konsekvenserne er ved at blive for åbenlyse: Venezuela har siden 2009 importeret kaffe. Landet er gået fra at være en af Latinamerikas store producenter af kaffe til en situation, hvor priserne pga. omfattende statslig kontrol er så lave, at det ikke længere kan betale sig for selv almindelige producenter. Problemerne og deres årsager er så indlysende, at man næsten skulle tro at P1s Orientering også kan se dem.

Spørgsmålet bliver først rigtigt interessant, når man sammenligner med professorlønninger andre steder. Både de vise hoveder i Folketinget og landets universiteter mener, at vi skal være i den internationale top. Det betyder blandt andet at danske universiteter skal kunne tiltrække nogle af de bedste forskere. Her er lønnen en indlysende faktor, uanset hvad politikere finder på af spin. Og den danske professorløn er ikke ligefrem konkurrencedygtig, i særlig grad når man regner skatten med.

Marginal Revolution linkede forleden til en undersøgelse af, hvad den gennemsnitlige professor tjener ved en lang række amerikanske universiteter. Hvis man ser helt bort fra skatten, kan man på denne måde sammenligne direkte, hvilket lag danske universiteter ville være konkurrencedygtige i – givet den sædvanlige politiske påstand, at vi rent faktisk får noget for skattekronerne (hvilket jeg naturligvis ikke mener).

Data fra the Cronichle of Higher Education viser først og fremmest, at de universiteter, der betaler mest, også er det bedste. Toppen er Harvard, Columbia og Chicago med lønninger på mellem 198.400 og 197.800 dollars – dvs. 1,12 millioner kroner. En professorstilling et af de steder er bestemt ikke en dans på roser, men man bliver betalt for det!

Og hvad er så det leje, danske universiteter ligger i? En dansk professorløn er cirka 106.000 dollars, er niveau man ganske enkelt kan bladre sig frem til i undersøgelsen. Vi er her omkring University of Texas at Arlington, University of Michigan at Dearborn og University of Wyoming. Derudover skal man lægge, at på mange amerikanske universiteter bliver man betalt for 9-10 måneders arbejde årligt. Mange professorer tager derfor muligheden for at lave konsulentarbejde, holde foredrag eller på andre måder tjene ekstra penge.

Hvis man er single, betaler man cirka 22 % i skat til den føderale regering. I Massachusetts, for eksempel, ligger der en marginalskat på cirka 6 % oveni. Hvis man udover det regner en sundhedsforsikring ind, der koster 12 % (et temmelig højt gæt), ender man på rundt regnet på en samlet skatteprocent på 40 %. Når lønnen derefter skal bruges, er den højeste amerikanske moms omkring 8 %, og det generelle prisniveau ligger 10-15 % under det danske. Dén købekraftsforskel bør også tages med i regnestykket.

Med en løn der, endda med nogle meget venlige antagelser om det danske system, rækker til konkurrence med universiteter, der vel ligger i den amerikanske tredjedivision, bliver det svært at opfylde den politiske ambition om universitetsforskning og –uddannelse i verdensklasse. Men hvordan får man formidlet det budskab til danske politikere?

Sareen citerer sin forgænger Lykke Friis for at det drejer sig ”om, at vi får »bragt alle talenter i spil«. Vi skal da selvfølgelig sikre, at alle de talentfulde, dygtige og veluddannede kvinder, vi har i Danmark, også får adgang til bestyrelseslokalerne – med en positiv effekt for virksomhederne og hele samfundet til følge. Og så handler det om, at alle får mulighed for at være med til at påvirke det samfund, vi lever i – blandt andet igennem lige adgang til samfundets magtfulde positioner.”

Hvis man tænker påstanden igennem – og husk, at den er faktuelt forkert (se f.eks. Detektors hjemmeside) – er der to logiske måder, at Sareens ’virkelighed’ kunne se ud. Først, som det umiddelbart ser ud, er der for få kvinder i danske bestyrelser, fordi de ikke har ’adgang’. Med andre ord, at der diskrimineres mod kvinder. Som talrige forskere, inklusive den glimrende Nina Smith, har vist, er der intet belæg for den påstand. Der ’mangler’ kvinder i de mellemlederlag, hvorfra man rekrutterer bestyrelsesmedlemmer. Når man tager hensyn til det, er der bestemt ikke for få kvinder i bestyrelser.

Den anden måde, man kunne forestille sig Sareens virkelighed, er at han anerkender at kvinder helt frit vælger ikke at indtræde i bestyrelser eller, som tilfældet faktisk er, at de fravælger de jobs, der kan give adgang til bestyrelsesposter. For at det kan blive et problem, skal man derfor problematisere et frit, informeret valg som samfundsmæssigt forkert. Sareens problem her bliver blot, at der ingen dokumentation er for hans påstand, at der er en økonomisk gevinst at få ud af kønstvang af denne type. Hvis man anlægger den tolkning af hans verdenssyn, rammer han derfor også mod en logisk barriere, men med et stærkt uliberalt syn på hvad man kan tillade sig overfor befolkningen.

Det ganske fantastiske i sagen er, at Sareen, uanset hvordan man vender eller drejer sagen, holder fast i nogle påstande, som DRs Detektor har skudt endegyldigt ned – der er ingen hold i dem. PKK har intet problem, mens Sareen demonstrerer en del af den nuværende regerings store problem: Den ofte totale mangel på enten indsigt eller respekt for faktuel viden, og en mangel på respekt for almindelige borgere.

Så uden at påstå, at det på nogen måde er en bedre eller mere retvisende metode – måske bare sjovere – er her et alternativ. I figuren nedenfor har jeg opgjort, hvor stor passagertrafikken var i et antal af Europas største lufthavne. De røde søjler er procentudviklingen fra 2007 til 2010, dvs. i løbet af krisen, mens de blå er 2010 til 2011, altså et illustrativt mål for, hvor godt det er gået under den efterfølgende gældskrise. Tallene er sorteret efter, hvor galt det gik under krisen.

Den værst ramte lufthavn var Barcelona, efterfulgt af London-Gatwick og Palma de Mallorca (henholdsvis en af de største afsendere og modtagere at charterturister). Amsterdam-Schiphol og Madrid-Barajas blev også hårdt ramt, ligesom passagertallet faldt i de tre andre storlufthavne London-Heathrow, Frankfurt og Paris-Charles de Gaulle. Det morsomme – hvis man må kalde det det – er at Barcelona, Schiphol, Frankfurt og Heathrows passagertal vokset med mere end fem procent i 2010-2011, mens Madrid er nærmest stagneret. Hvis man ser ud over figuren, er Rom-Fiumicino og Paris-Orly også slemt ramt, mens München og Düsseldorf har haft vækst hele vejen gennem kriserne. Selv et så simpelt billede genskaber således et mønster, man let kan genkende, med stagnation eller negativ udvikling i Sydeuropa og fortsat positiv udvikling eller stærk recovery i Nordeuropa. Lidt polemisk kan man måske spørge, hvorfor EU, ECB og politikere som Dan Jørgensen og Jens Rohde så gerne vil have, at vi fører samme politik og har samme valuta?

Det der som liberal – og måske også i en vis grad som dansker – rystede mig, var at politikeren argumenterede helt eksplicit, at hvis noget betyder noget for folk, skal staten regulere det. Hun havde ganske enkelt ingen ide om en forskel mellem stat og samfund, men havde øjensynligt en slags Louis den 14.-agtigt forestilling om, at l’Etat, c’est moi – staten, der er os. Heldigvis var mange uenige, ikke mindst Svenska Dagbladet, der skriver om seminaret nu til morgen. Maria Ludvigsen formulerer det således:

Lycka definieras bäst av oss själva och vårt samvete och kan inte nås på något annat sätt än genom våra egna handlingar. Just detta upprör statsentusiasterna: Det finns åtskilligt som politik aldrig kan åstadkomma. Men det är inget att ängslas över. Samhället är större än staten och därför kan vårt hopp om lycka ställas till andra storheter än politiken.

Weekendens spørgsmål må være, om danske politikere udenfor Enhedslisten kan slippe afsted med det synspunkt.

UPDATE: Hele arrangementet kan ses her.

For at give et indtryk er her data på ulighed før og efter omfordeling i Danmark og Sverige, der normalt betragtes som de to mest lige lande i verden. En første ting at bemærke er, hvor stabil nettouligheden er over tid – dvs. ulighed efter omfordeling gennem overførsler, skat osv. Selvom begge lande udbyggede velfærdsstaten kraftigt i 60erne og 70erne, skete der meget lidt med uligheden. To andre ting, der er værd at bemærke i den danske serie kan ses bedst, hvis man plotter procentforskellen på brutto- og nettoulighed, dvs. det Andreas Bergh kalder quasi-omfordeling.

Nummer et er det store knæk i 1981, der kom efter en periode med massivt stigende arbejdsløshed og uansvarlig politik, og nummer to er knækket opad efter 1987. Særligt nummer to er Schlüters ’fortjeneste’, da det man kan se er indførslen af topskatten og det markante skred i topskattegrænsen op til midten af 90erne. Og lad mig så spørge læserne: Hvor er den sociale massegrav, som Enhedslisten og Cevea taler om? Hvor er velfærdsstatens påståede lyksaligheder? De er frygteligt svære at se for mig.