Det gjorde Herren ikke. Om natten sendte den samlede tidevands- og stormbølge millioner af tons tunge og kolde vandmasser flere meter højt henover digerne. Rungholt blev udslettet med folk og fæ. Store landområder nær Vadehavet blev skyllet væk og fra 10-100.000 mennesker omkom. Det vestvendte sønderjyske kystlandskab var forandret til ukendelighed.

Den Store Manddrukning for 650 år siden, er den værste stormflodshændelse, der er forekommet i nyere historisk tid, dvs. inden for de seneste 1000 år.  Det er tvivlsomt, om man med tidens viden kunne have forudsagt en sådan ekstremhændelse, og det meget tvivlsomt, om man havde den nødvendige teknologiske formåen og især de nødvendige midler til at forebygge oversvømmelsen. Men situationen blev bestemt gjort værre af tre forhold.

•  De danske konger, i 1362 Valdemar Atterdag, tænkte mere på, hvordan de kunne hive skatter ud af folket end at sikre folket mod naturens luner.
•  ”Den lille istid” begyndte tidligt i 1300 tallet og fremkaldte misvækst og hungersnød. Tro mig, alle I ”varmebekymrede” typer derude – Kulde er meget værre end varme for verdens tilstand.
•  Den ”Sorte Død” startede i Messina i 1347 og arbejdede sig op gennem Europa.

De forarmede, sultne og syge sønderjyder var derfor forsvarsløse over for naturens ekstreme og brutale opførsel.

Det er indlysende at drage parallellen til vore dages diskussion, hvor alt for mange tror de kan løse et klimaproblem, der måske betyder noget om 50-100 år, ved at opkræve skatter og gøre energi kunstig dyr og dermed hæmme den økonomiske vækst især for verdens fattigste mennesker.

Næh, lad borgerne være i fred for skadelig politisk indblanding, så skal vi nok helt af os selv blive rige og kloge nok til at håndtere hvilke som helst fortrædeligheder, naturen kan finde på at smide i hovedet på os.

De særligt bekymrede for havenes vandstand vil jeg henvise til CU Sea Level Research Group, som viser en vandstandsstigning på 3,2 mm/år lig med 32 centimeter på 100 år. Næppe noget som vil holde selv meget bekymrede digefogeder vågne. Bemærk i øvrigt, at vandstanden ligefrem er faldet de seneste par år.

Hellere rig og varm, end kold og fattig.

Læs f.eks. min klimakronik i Børsen og min kronik om klimamodeller i Ingeniøren og de medfølgende kommentarer.

Jordens temperatur og havenes vandstand stiger ikke som præsten prædiker. Og flere og flere lande melder sig ud af den stendøde Kyotoproces.

Varmisterne har hævdet, at det blot er spørgsmål om at uddanne de uvidende masser, så ville de straks se lyset og give magten, stemmerne og pengene til Al Gore og Martin Lidegaard typerne.

Sådan er det bare ikke.

En nylig amerikansk undersøgelse, Kahan et al.,  har vist, at mere viden gør menneskene (lidt) mere skeptiske over for hypotesen om menneskeskabt global opvarmning.

Det forbavser mig overhovedet ikke. Da jeg i 1997-99 underviste kommende miljøingeniører på Asian Institute of Technology følte jeg mig forpligtiget til at sætte mig ind i det allerede dengang mest omtalte globale miljøproblem. Umiddelbart var jeg med på grundtesen: at CO2 er en drivhusgas er uomtvisteligt, men jeg skulle ikke bruge lang tid på et sætte mig ind i området, før det stod klart, at grundlaget for forudsigelser om væsentlige negative konsekvenser af CO2 udledningen var ekstremt spekulativ. Dengang som i dag er der f.eks. kun indicier for ”positiv feedback” fra vanddamp, dvs. at vanddamp forstærker CO2 effekten. Tværtimod er der meget, der tyder på, at skydannelsen, som ikke kan beskrives af klimamodellerne, giver negativ feedback og i det mindste delvis ophæver CO2 virkningen.

Jeg sagde dengang, som jeg siger nu, at man skal bruge ”forsigtighedsprincippet”, nemlig være forsigtige med at bruge en masse penge til ingen verdens nytte.

Og så var jeg dengang og stadig i dag ret indigneret over, at man bruger så meget tid, penge og politisk opmærksomhed på et problem, der måske manifesterer sig om hundrede år, i stedet for her-og-nu at tage sig af, at der hvert år dør 6 millioner mennesker af drikkevand med lort i og af indendørs luftforurening fra afbrænding af kokasser og lignende.

Kahan undersøgelsen viser en anden interessant ting nemlig, at graden af skepsis som funktion af mere viden afhænger af ens politiske grundholdning. Individualisterne blev meget mere kritiske over for AGW, medens kollektivisterne blev mindre kritiske.

Det undrer mig heller ikke.

Det er jo åbenbart, at de kollektivistiske samfundsmodeller har spillet fallit. Socialismen er død. Den kan kun bringes i live ved at påpege fundamentale markedsfejl. Og det er da rigtigt, at hvis AGW inden for kort tid uvægerligt ville medføre dramatiske negative konsekvenser, ville det være et argument for at give ”nødretsmagt” til kollektivisterne, en økofascisme, som blev foreslået i 70’erne med ”Blueprint for Survival”.

Og det er derfor, at demokratiske individualister er instinktivt skeptiske over for AGW hypotesen. Ligesom kollektivisterne instinktivt er ukritiske over for tanken om denne ultimative markedsfejl.

Det er derfor, at det er så svært at diskutere klima, en i grunden overordentlig nørdet og teknisk problemstilling, lige så nøgternt og med kritisk distance, som var det kloakering og spildevandsrensning.

Jeg kan dog ikke lade være med at more mig over, at ”varmisterne” åbenbart har det bedst, hvis verden får det skidt, og over det hykleri, der viser sig ved, at langt de fleste ”varmister” på ingen måde holder sig tilbage fra den livsstil, de selv mener, vil medføre jordens undergang.

Planøkonomi eller ”pick the winners” tankegangen duer overhovedet ikke til at skabe fremtidens vækst, fordi en politisk beslutningsproces uvægerligt vil pege på vindere, som viser sig at blive tabere, og tabere som viser sig være vindere. De medfølgende omkostninger til statsstøtte og misregulering er kæmpestore, i modsætning til markedet som hurtigt og konsekvent straffer taberne og belønner vinderne.

Da jeg havde fornøjelsen af at arbejde på DHI drillede vi tit hinanden med, at vi somme tider, og for nogle kollegers vedkommende hele tiden, levede af Bedemandsforretningen, som er at tjene penge på andres død og ulykke. Det kunne være oversvømmelser, kemikaliespild, patogener i drikkevand, iltsvind osv.

Mandag Morgen foreslår nu, at hele Danmark skal leve af Bedemandsforretningen :  vandmangel, sult, klimaændringer, ressourcemangel etc.

At være bedemand er en agtværdig forretning, hvor man sikkert tjener gode penge, og nogen skal jo gøre det. Men Mandag Morgens tankegang afslører en total mangel på forståelse for menneskenes humør og verdens tilstand.

De fleste mennesker vil nok betakke sig at arbejde som bedemænd – strengt taget er selv en fin miljøingeniør som mig blot en natmand (et næsten forsvundet erhverv), der sidder ved en computer – og vil hellere lave noget positivt som velsmagende oksekød eller en underholdende film.

Dertil kommer, at markedet for Bedemandsforretningen ikke er ret stort – undtagen hvis verden går under og så kan det jo være det samme. Alle mennesker dør kun engang i livet, og når verdens befolkning på et tidspunkt går i ligevægt er der ikke engang vækst i antallet af kunder.

Med vand, miljø og energistruktur gælder det samme. Markedet er ikke så stort, og stiger ikke så meget, som mange tror, af den simple grund, at når først renseanlægget er bygget, vandforsyningen etableret og elforsyningen lagt ind, stopper efterspørgslen. Hertil kommer, at der ikke er nogen herlighedsværdi knyttet til basal infrastruktur og forsyning. Jeg kender ikke nogen, der foretrækker en kilowatt-time af en særlig årgang, af en bestemt forfatter eller med en speciel nyhedsværdi. Man vil oven i købet gerne bruge så få kilowatt-timer som muligt og have dem så billigt som muligt. Derimod kender jeg mange, der gerne vil drikke bedre rødvin, bo i større boliger de rigtige steder, købe en Tablet Computer, se flere og mere underholdende film og rejse flere gange til fjerne eksotiske steder.

Det er givet, at Bedemandsforretningens andel af det globale nationalprodukt, vil falde støt og efterhånden stærkt i takt med at markedet mættes og ny teknologi fortsat gør infrastruktur billigere. Hvad der kommer i stedet skal frie mennesker, der tør tage en risiko med deres egne penge, nok finde ud af. Men hvis jeg skal vove et øje skal vi i fremtidens overflodssamfund især leve af at underholde verden. Tænk på Pandora? som kom flyvende ind på Københavns fondsbørs med en aktieværdi større end Vestas. Og husk Lego, og Carlsberg?

Verdens nationalprodukt stiger nu igen med knap 5 % om året = 3,5 trillion USD.  Det svarer f.eks. til at 350 millioner mennesker om året strømmer ind i en købekraftig middelklasse, som har råd til at efterspørge livets goder. Det er da et marked, der vil noget.

Det er en gammel klassiker, at man ikke komme i forvejen ved at løbe i hælene på de andre. Desværre er det helt tydeligt, hvad Mandag Morgen og de fleste debattører på dette forum alligevel forsøger at gøre.

Kort fortalt er stemningen, at klima og miljø er de største problemer, verden har, at industrielt landbrug er af det onde og at ”biogas og bioethanol” er løsningen.

Sir, I beg to differ.

Det er helt undgået Mandag Morgens opmærksomhed, at IPCC’s alarmistiske opfattelse af ”klimaproblemet” er sat under alvorligt pres. Det er slet ikke sikkert, at jorden bliver varmere. I de sidste 10 år er temperaturen ikke steget, selv om CO2 indholdet i atmosfæren stiger støt. Det er muligt, at menneskenes udledning af drivhusgasser kun har en marginal indflydelse på klodens temperatur. Og det er højst sandsynligt, at jorden får det bedre, hvis det bliver varmere. Det burde få en oplyst opinion til i det mindste i sit stille sind til at overveje, om der i lyset af denne usikkerhed kunne findes andre og mere robuste strategier end Kyoto kommando-kontrol metoden, som i praksis har vist sig ikke at kunne gennemføres.

Det hævdes så, at det ”fossil fri” samfund under alle omstændigheder er nødvendigt, fordi vi snart løber tør for fossile brændstoffer. Det er nu heller ikke så sikkert endda. I alt den tid jeg har levet, og det nu i 63 år, har verden været ved at løbe tør for olie lige om lidt. Da jeg var ung i 70’erne var der kendte oliereserver til 25 år, nu er der til 40 år med meget højere forbrug. Lige i disse år findes nye meget store mængder naturgas i Shale forekomster f.eks. Barnett Shale i USA. Der er som nævnt af Lykke Friis meget store reserver af kul, og så er de færreste klar over, at der findes methanhydrater på havbunden på størrelse med hele de kendte reserver af øvrige fossile brændstoffer. Risikoen for, at vi i løbet af de næste 100 år når at løbe tør for fossile brændstoffer, burde ikke holde nogen vågen om natten, men give investorer i dyre energiformer som biomasse stof til kølig eftertanke.

Der er en naturligvis en geopolitisk pointe i, at oliereserver især findes i lande, der på det nærmeste er slyngelstater. Men alligevel er det lidt pinligt at bruge dette som argumentation for, at Danmark nu nærmest skal være selvforsynende. Et lille land med en åben økonomi som Danmark har for længst passeret Point-of-No-Return, hvor vi er totalt afhængige af samhandel med alle jordens folk. Om vi bytter legoklodser, insulin og IT-software med biler, tekstiler eller olie kan være lige meget.

Fødevareproduktionens økologiske fodaftryk har meget lidt med klima med at gøre, men skyldes, at produktionen af mad lægger beslag på store arealer af verdens flodsletter, som samtidig er de områder, hvor der i øvrigt er gunstigt for mennesker at bo, og som naturligt er hjemsted for et rigt dyre- og planteliv.

Et af det industrielle landbrugs store fortjenester er, at det ved dygtig anvendelse af teknologi til vanding, gødskning og ukrudts- og skadedyrsbekæmpelse er lykkedes at hæve udbyttet pr. arealenhed med en faktor 100 i forhold til det oprindelige svedjebrug, vi stadig ser i meget fattige lande. En anden stor fortjeneste er, at dansk landbrug i skarp international konkurrence kan producere svinekød så billigt, at også andre end rige luksusdanskere kan få råd til at købe det. Formindskelse af fødevareproduktionens fodaftryk skal naturligvis ske ved at fortsætte udviklingen mod et stadigt større udbytte. Bl.a. derfor er ideen om det ”økologiske jordbrug” som løsningen på natur- og miljøproblemer misforstået. Økologisk jordbrug bruger ca. 50 % mere plads end et miljøeffektivt jordbrug til sin planteproduktion, og reducerer hermed pladsen til oprindelig natur og biodiversitet tilsvarende.

Ideen om at bruge værdifulde landbrugsarealer og komplekse organismer som planter til energiproduktion er ligeledes misforstået. Sidst vi gjorde det var i forrige århundrede, da vi brugte 25 % af vores landbrugsareal til at dyrke havre til heste . En formindskelse af fødevareproduktionens fodaftryk kræver, at der opnås det højest mulige udbytte pr. arealenhed ikke bare i mængde, men også i kvalitet.

Planter er rigtige dårlige solfangere, hvis vi kun ser på energi. De fleste planter opfanger kun op til 2 % af den energi solen tilfører pr. arealenhed. C4 planter som majs og sukkerrør fanger op til 8 %, hvilket stadig er meget lavt i forhold til uorganiske solceller, som nærmer sig 50 % og kan placeres på overflader, hvor der vanskeligt kan gro planter: tage, veje, bjerge, ørkener etc..

Men planterne kan noget som de uorganiske solceller ikke kan. De kan lave mad og foder, der kan spises af dyr og mennesker, og de kan lave en masse spændende stoffer som grundlag for medicin, råstoffer til kemiindustrien, underholdning etc. Fremtiden for planteproduktionen er at maksimere udbyttet pr. arealenhed af komplekse stoffer, der kan bruges til alt andet end energi, som er en lavværdig, på grænsen af det uanstændige, udnyttelse af gode arealer og solenergi.

Men hvad med restprodukterne: halm etc.? Naturligvis giver det god mening at bruge den del af planteproduktionen, som ikke kan bruges til noget bedre til produktion af energi. Det er dog ikke specielt begavet at lave det om til biogas eller bioethanol, hvorved man allerede har tabt halvdelen af energiindholdet. Afbrænding af halm er helt fornuftigt og er jo også den reelle baggrund for den danske succes med vedvarende energi.

Men det ville være endnu mere interessant for naturen og miljøet, hvis vi kunne dyrke nogen planter, der har et meget større nyttigt udbytte pr. areal/solenergienhed. Sådan nogen har vi allerede: Rodfrugter som kartofler og roer, og i de varme lande: maniok og kassava, har et 5 gange højere nytteudbytte pr. arealenhed end korn.

Det bedste vi kan gøre for naturen og miljøet, og så skidt da, klimaet, er at udvikle nogen planter, der udnytter op mod 100 % af den indkommende solenergi, til komplekse produkter, der kan bruges til højværdige formål som mad etc. til mennesker, og derved minimere den del, der må brændes.

Til denne udvikling skal vi naturligvis bruge snilde teknologier som GMO’er etc. At være imod GMO’er til dette formål, er at gå ind for at skade natur og miljø unødigt.

Og så vil jeg til slut, med min baggrund i akvakulturen, ikke undlade at nævne, at tang er en gruppe planter, der kan udnyttes 100 % til andre formål end energi og kan dyrkes på havet, hvor der er i praksis er ubegrænsede mængder plads, vand og energi til rådighed. At tale om fødevare- og energimangel i en verden, hvor mere end 2/3 del er dækket af hav, som slet ikke er udnyttet endnu, er udtryk for aldeles unødige bekymringer.

http://vandogord.blogspot.com/2007/10/hestekrfter-mad-og-energi.html

Det er ikke og har aldrig været rigtigt, at denne komplekse problemstilling er fuldt belyst, og at der er konsensus i videnskaben om AGW. Efter at CRU’s e-mails og databaser er blevet hacket eller lækket, er det nu dokumenteret på basis af udsagn fra en række centrale klimaforskere selv, at de ikke er til at stole på. Verdenssamfundet bliver derfor nødt til at behandle denne vigtige problemstilling med meget større omhu og kritisk sans.

Vi hører ligeledes ofte om de ”2500” forskere, der står bag IPCC, hvilket skal få os til at tro, at opbakningen bag ved mainstream AGW synspunktet er overvældende.

Sandheden er imidlertid, at meget få af disse forskere i realiteten har mulighed for at vurdere, om der er en menneskeskabt opvarmning i gang. De fleste piller i nogle små detaljer, eller beskæftiger sig med at vurdere en evt. klimaændrings betydning for et regionalt/lokalt område eller en bestemt sektor i naturen og samfundet.

Jeg har selv fornøjelsen af, at kunne kalde mig en slags klimaforsker, idet jeg i 2001 var medforfatter til en artikel om algevækst og iltsvind i Danmark.

Hvad mine kolleger og jeg gjorde var blot at bruge et af IPCC modelscenarier som randværdi for at beregne vandmiljøets tilstand i Danmark i fremtiden. Dermed tog vi på ingen måde stilling til om IPCC scenarieberegningen var rigtig, og jeg ville aldrig alene på den baggrund kunne stille mig op og sige, om AGW er rigtigt eller forkert.

Som erfaren miljørådgiver med speciale i modellering af økosystemer er jeg enig i, at matematiske modeller er et godt og nødvendigt redskab til at beskrive en så kompleks problemstilling, som menneskets interaktion med det globale klima, natur og miljø.

Der er nu ca. 15 modelcentre i verden, som har adgang til de nødvendige modeller og supercomputere. Men modeller er ikke nok, der skal (gode) data til både som input til modellerne og til at validere modellerne med, og her viser det sig, at der kun er nogle få steder, hvor man opsamler og vedligeholder data for verdens temperaturer. Hermed er vi nede på, at man med hensyn til verdens klima er nødt til at stole på 20-40 personer, hvoraf en af grupperne omkring Phil Jones, leder af CRU, har vist sig at have en lurvet professional moral. Det er så tydeligt, at selv en af de mest ”alarmistiske” opinionsdannere, Georg Monbiot, nu kræver, at Phil Jones går af.

E-mailene fra gruppen kan tolkes i retning af at:

1. Man nægter at følge den engelske lovgivning om ”Freedom of Information”, bl.a. opfordrer man til at slette efterspurgte e-mail og data, hvilket efter engelsk lov siges at være kriminelt.
2. Man ”masserer” data for at få dem til at passe med hypotesen/modellerne
3. Man forsøger at forhindre andre meninger i at komme til orde i peer-reviewed tidsskrifter og i IPCC
4. Man indrømmer internt, at man ikke kan få modellerne til at passe med virkeligheden, men ”glemmer” lige at oplyse dette, og konsekvenserne af dette, for offentligheden umiddelbart og klart og tydeligt, nemlig at modellerne kan være baseret på forkerte forudsætninger om årsagssammenhængen mellem CO2 og opvarmning.

Hypotesen om AGW bliver ikke modbevist af, at et antal forskere med lurvet moral har adgang til centrale data og modeller. Der er ikke noget teoretisk i vejen med hypotesen om, at CO2 skaber opvarmning.

Men efter at mistanken om manipulation med data og modeller nu er blevet yderligere velbegrundet, er der nu opstået en situation, hvor man kan forestille sig helt nye scenarier:

1. Det kan være, at det bliver koldere de næste 100 år
2. Det kan være, at det er godt for jorden, hvis det bliver varmere. Det er i det mindste med sikkerhed skidt, hvis det bliver meget koldere
3. Det er muligt, at CO2 har lille indflydelse på jordens klima.

I dette lys er det på tide, at der bliver lavet en seriøs og uafhængig analyse af sammenhængen mellem menneskelig aktivitet og jordens tilstand. Det er åbenbart, at IPCC ikke duer til dette og må betragtes som inhabil sammen med den gruppe forskere, der har virket som dørvogtere i IPCC, og kun tilladt bestemte synspunkter at komme frem. Dr. Hans Von Storch går ikke helt så vidt, men foreslår dog:

“Another conclusion could be that scientists like Mike Mann, Phil Jones and others should no longer participate in the peer-review process or in assessment activities like IPCC“.

Det er ikke nemt at finde uafhængige kræfter i denne sag, som er dybt politiseret. Det er i det mindste umuligt at stole på de globale klima- og modelcentre, som alle har fået bevilget penge af staten under forudsætning af, at AGW reelt er et problem.

Vi har brug for mindst et værdifrit modelcenter, som kun har til formål at beskrive det globale økologiske system så godt som muligt uden hensyn til om AGW er et reelt problem eller ej og uden hensyn til politiske implikationer.

Danmark vil jo så gerne være foregangsmænd for det ”grønne” og klimaet. Må jeg opfordre til at Danmark tager initiativ til en uvildig undersøgelse af, hvad der er rigtigt og forkert i denne sag, og til at få etableret et værdifrit modelcenter med en uafhængig finansiering fra både private og offentlige kilder.

Disse og andre emner vil blive diskuteret på mødet de 7/12 arrangeret af Akademiet for Fremtidsforskning og Cepos.

http://www.cepos.dk/arrangementer/singlearrangement/artikel/gaa-hjem-moede-fleksible-strategier-for-en-verden-under-stadig-forandring/