Kategoriarkiv: Blogindlæg af Ex Column

Moralsk hasard i fødekæden

Af Ex Column · Udgivet 8. juni 2006 · 9 svar

Er fødevarekontrol et ubetinget gode? Spørgsmålet forekommer måske malplaceret i en tid, hvor risikominimering er hævet over enhver form for budgetrestriktion. At give næring til tvivl er imidlertid en af de fornemmeste opgaver for en punditokrat, så jeg vover pelsen.

Inden for anvendt forsikringsteori er et fænomen som moralsk hasard hverdagskost. Når en forsikringstager har erhvervet en police er det ikke givet, at vedkommende udviser samme adfærd. Forsikringen giver – alt andet lige – et incitament til at opføre sig mindre agtpågivende, medmindre der er indbygget betingelser i policen, der eliminerer eller begrænser tilskyndelsen til en sådan fremfærd. En forsikringstager, der har fået stjålet sin bil vil således næppe få udbetalt erstatning, hvis bilen ikke har været aflåst. På denne måde kan forsikringsselskaberne teoretisk såvel som praktisk tilsikre en sund forretningsmodel, der er økonomisk overkommelig for kunderne og dækker deres behov.

En skærpelse af fødevaresikkerheden rummer umiddelbart ikke sådanne adfærdsbetingede forholdsregler. Der er ingen entydig sammenhæng mellem forbrugeres marginale skattebidrag og en skærpet kontrol. Og der er ingen adfærdsregulerende forpligtelser, der forhindrer forbrugeren i at opføre sig tåbeligt. En skærpet fødevarekontrol vil derfor efterlade ganske mange med det indtryk, at man stort set kan lukke øjnene og foretage sit forbrugsvalg risikofrit.

Historisk har salmonella været en del af musikken, når man købte en kylling eller kalkun. I de seneste år har man imidlertid brugt omfattende ressourcer på at fjerne salmonella fra disse fødevareemner, hvilket vistnok har resulteret i, at under 5 pct. af dansk produceret fjerkræ nu er inficeret med salmonella-bakterier. Det kan diskuteres, hvorvidt fordelene står mål med omkostningerne, men det har været virkningsfuldt. Problemet er imidlertid, at den reducerede risiko meget vel kan få os til at ændre adfærd. Hvor vi tidligere udviste rettidig omhu under tilberedningen af fjerkræ, kan vi i dag tillade os at være mindre agtpågivende, når vi kokkererer. Eller kan vi?

Sandsynligheden for at blive ramt af salmonella er reduceret, men vi kan ikke være fuldstændig sikre på, at det kød vi køber er salmonellafrit. Selv ikke i den situation, hvor salmonella-bakterier i fjerkræ helt forbydes. Mord og berigelsesforbrydelser er også forbudt, men forekommer alligevel. Skærpet kontrol, klækkelige bøder eller hårde straffe kan naturligvis bidrage til at sådanne hændelser minimeres, men ikke helt forhindres. Og omkostningerne ved at gøre blot dette, vil være prohibitive.

Risikoreduktion på fødevareområdet er med andre ord et tveægget sværd. En skærpet kontrol vil reducere forekomsten af farlige fødevarer, men også give os en falsk tryghed, der fører til en mere skødesløs adfærd. Hvis politikerne vil gøre noget effektivt for fødevaresikkerheden bør de i stedet flytte opmærksomheden fra kontrol og forbud til almindelige erstatningsret. Ikke fordi det vil garantere salmonellafrit fjerkræ, men fordi det vil være det mest probate og ræsonnable tiltag.

Dødens gab

Af Ex Column · Udgivet 7. juni 2006 · 19 svar

Det er ingen hemmelighed, at Den Østrigske Skole i mange henseender bliver betragtet som et udkantsfænomen inden for økonomisk teori. Det gælder vel især de bidrag, der forholder sig til makroteori. Her har det asketiske forhold til matematik i én guddommelighed været en forhindring for den videnskabelige videreudvikling. Klarheden og fremdriften fortoner sig således ofte i noget, der minder om ren knever. Og det er faktisk fortrædeligt, når Østrigerne har så meget at byde på.

For et par uger siden blev jeg præsenteret for et arbejdspapir, som illustrerer min pointe. Mens en hel verden bekymrer sig om det stigende inflationspres, præsenterede William R. White fra Bank of International Settlement det for tiden frappante synspunkt, at kilden til visse økonomiske kriser ikke nødvendigvis skal søges i det kaffegrums, der kaldes inflation. Depressionen i 30′ernes USA blev således ikke initieret af en forudgående hyperinflation. Sammenbruddet i Japansk økonomi i 80′erne var heller ikke foranlediget af et foregående inflationspres. Og krisen i Asien sidst i 90′erne er også svær at tilbageføre til et regionalt inflationspres.

De tre kriser kan derimod – uden sammenligning i øvrigt – knyttes til en forudgående kreditekspansion, som jeg vil tillade mig at kalde Dødens gab. For det er egentlig en ganske rammende betegnelse for det forløb, der sættes i gang, når den finansielle rente i stadig større omfang afviger fra den naturlige rente. Og det er her Østrigerne kommer ind i billedet.

Den naturlige rente er det bedste kommunikationsværktøj, der findes. Den sender et klart signal om økonomiske agenters tidspræferencer. Hvis den naturlige rente er lav, er det populært sagt et signal om at forbrugerne sparer op med henblik på at erhverve forskellige kapitalgoder i fremtiden. Hvis renten er høj er det omvendt et signal om, at forbrugerne vil anvende deres penge her og nu på forbrugsgoder. Men hvis virksomhederne bruger den finansielle rente som rettesnor for forbrugernes tidspræference, bliver de snydt. For en lav finansiel rente er ikke længere et signal om, at forbrugerne står i kø efter langsigtede kapitalgoder. Katastrofen indtræffer, når den forventede efterspørgsel udebliver.

William R. Whites arbejdspapir er et cadeau til denne indsigt, som han tilskriver Østrigerne, og ikke mindst Hayek. Men arbejdspapiret er også en advarsel om, at inflationsmålsætninger skygger for den kendsgerning, at vore økonomier kan bevæge sig mod et sammenbrud, selv om der ikke er tegn i sol og måne på et inflationspres. Måske burde vore egne økonomiske vismænd fokusere lidt mere på dette, og mindre på faren for overophedning under fuld kapacitetsudnyttelse. Jeg indgår således gerne et væddemål om, at den største udfordring i relevant fremtid ikke bliver mangel på kapacitet, men derimod overkapacitet.

Den bitre eftersmag

Af Ex Column · Udgivet 16. maj 2006 · Skriv et svar

I sidste uge bragte Politiken en historie om, hvordan salget af bananer, kaffe og andre produkter med Max Havelaar’s logo har eksploderet i de første tre måneder af 2006. Ifølge kommunikationsekspert Henrik Byager, der for et symbolsk beløb rådgiver Max Havelaar, hænger det bl.a. sammen med, at sådanne produkter har fjernet sig fra deres fodformede image og at fair trade nu promoveres af populære bands som Coldplay.

Jeg fornemmer at han har ret; måske mere end han selv er klar over. Dokumentarfilmen The Bitter Aftertaste af den britiske instruktør Philip Thomsen tegner i hvert fald et nyt og anderledes mere negativt billede af fair trade-bevægelsen, end vi normalt bliver præsenteret for i medierne. Det er en kompendiøs film med en række stærke proof points, der ikke bør overdøves af entusiasmen over Max Havelaar’s salgsfremgang.

Jeg har endnu ikke set denne korte docu på dansk TV, men det kan skyldes min manglende omnipotens. Hvis ikke, så anbefaler jeg én af de danske kanaler sprede det besværlige budskab: Fair trade er ikke, hvad det giver sig ud for, og de fattige bønder i ulandene får ikke ubetinget bedre økonomiske vilkår af det ideologiske fix.

Mandag Morgen Watch II

Af Ex Column · Udgivet 8. maj 2006 · 14 svar

Min med-punditokrat Nicolai Foss har inviteret til en lidt mere konsekvent inspektion af Mandag Morgen. Det finder jeg ret beset betimeligt, da enhver kan forvisse sig om, at dette ugebrev aldrig løber tør for sludder, selv om en blind høne naturligvis også kan finde et guldkorn. Men skriftet er sædvanligvis forsynet med så meget nonsens, at det kræver tålmod at læse det hver uge. Lad mig derfor begrænse denne post til en iagttagelse, jeg gjorde for nogen tid siden, og som vederlagsfrit kan studeres nærmere af de faste læsere af denne blog.

På Mandag Morgen er man fantastik dygtige til at indfange en døgnflue og få den gjort til en cash cow. Uddannelse og underholdning bliver til Edutainment, mens økonomi og sundhed bliver til Wealthcare. Og så kom Muhamed-krisen: Hvad skulle man dog finde på af opsigtsvækkende fraser? Naturligvis, The Co-existence of Civilizations! Læserne af Punditokraterne vil begribeligvis vide, at dette fuldfede floskulatur er en slags antitese til Samuel P. Huntington’s bestseller The Clash of Civilizations, og derfor passer godt til en forretningsmodel, der handler om at skille fårene fra bukkene; altså på den rigtige måde. Således gjort, præsenterede Mandag Morgen et helt nyt projekt, der skulle forebygge fremtidige kultursammenstød.

Jeg skal ikke trætte med en lang svada om projektets formål, for her behøver man blot at mobilisere ens værste forestillinger; de bliver nemlig bekræftet. Men for at give en lille smagsprøve på den intelligentsia, der har samlet sig rundt initiativet, vil jeg citere direktøren fra Hummel, Christian Stadil, som kommer med følgende ordflom:

“Nogle gange er der situationer, hvor det, du gør i Danmark, påvirker noget andre steder i verden på grund af gruppedynamik og interdependence – alle tings forbundethed. Og timingen lige nu er helt rigtig i forhold til verdens gruppedynamik. Hvis vi rykker på det her nu, kan vi virkelig gøre en forskel”

Er det ikke glansfuldt, at vi har sådanne beskinnede væsner i dansk erhvervsliv? Og er det ikke lige så pragtfuldt, at vi har et medie, der kan tjene (penge) som platform for deres udgydelser? Svaret lader nok vente på sig, indtil drengen fra Kejserens nye klæder dukker op.

Disclaimer: Forfatteren af dette indlæg er liberal og deler ikke parasol med mørkets kræfter. Så vidt vides er han endda skeptisk over for en lang række af de antagelser, som Samuel P. Huntington gør i The Clash of Civilizations. Endnu værre har han det med en Who are we? Det sidste kan man bogstavelig talt godt komme i tvivl om, når man læser Ulrik Høy’s indlæg i denne uges udgave i Weekendavisen.

Løn som fortjent

Af Ex Column · Udgivet 4. april 2006 · 3 svar

Regeringens forslag til fremtidige rygeregler er i mange henseender et konkret belæg for, at den ikke er liberal. Det har vi måske nok fået demonstreret i overmål på andre felter, men det er alligevel opsigtsvækkende, at regeringen finder det opportunt at begrænse såvel det personlige ansvar som den private ejendomsret. Derfor er det da også befriende at notere, at enkelte konservative politikere tør at sige fra. Men lad nu det ligge. Mit ærinde med denne post er ikke at skælde ud på regeringen, selv om der er anledning til at gøre det. Næ, jeg er mere optaget af at sætte fokus på den omstændighed, at Rent Seeking ikke altid giver pote.

Det har sikkert undret én og anden, at en erhvervsorganisation som HORESTA kræver et rygeforbud på vegne af deres virksomhedsmedlemmer, som umiddelbart skulle formodes at være tilhængere den private ejendomsret. Vel, vi mødes fra denne organisation med velsmurt tale om, at det sker af hensyn til de ansatte, der har en overdødelighed i forhold til andre erhvervsgrupper. Og det sidste skal såmænd nok passe. Men er det virkelig dét, der er anledningen til HORESTA’s forbudsiver? Det kan jeg naturligvis ikke afvise, men jeg syntes det er relevant at bemærke, at dette rationale passer særdeles godt med det økonomiske rationale.


HORESTA er – trods det omnipotente navn – en organisation, der snart sagt kun tæller hoteller og fastfood-kæder. Blandt disse har man for længst gjort sig den iagttagelse, at det bedst kan betale sig at være røgfrie. Men kun i det omfang, at de kan tvinge cafeer, værtshuse, bodegaer og finere spisesteder med på galejen. Men da disse etablissementer typisk ikke er medlemmer af HORESTA, forsvinder de gule gardiner i bodegaen og Cohiba-røgen på gourmetrestauranterne ikke uden videre.

Der skal politik til, skal der! Har regeringen så leveret varen? Nej, ikke helt. HORESTA er synligt fortørnet over, at den ikke har fået den ønskede valuta for lobbyindsatsen. Bl.a. fordi udskænkningssteder på mindre end 100 kvadratmeter stadig kan gøre, hvad der passer dem. Der er med andre ord tale om Rent Seeking, der er kalibreret helt forkert. HORESTA kalder det konkurrenceforvridning, mens flegmatiske punditokrater blot tørt må konstatere, at Tullock-tabet ikke blev fuldt materialiseret. Den liberale vælger – ryger eller ej – kan dog midt i al elendigheden gnide sig i hænderne over, at den bedærvede del af erhvervslivet en gang imellem får løn som fortjent.