Kategoriarkiv: Blogindlæg af Henrik Fogh Rasmussen

Økonomisk teori fra det ydre rum

Af Henrik Fogh Rasmussen · Udgivet 4. september 2011 · 6 svar

Min seneste torsdagskommentar i Børsen (1. september) handler om den keynesianske nobelpristager Paul Krugmans nye teori, som han fremlagde på CNN den 14. august:

Hvis vi opdagede, at rumvæsener planlagde et angreb, og vi havde brug for massiv oprustning for at imødegå truslen, og inflation og underskud trådte i baggrunden, så ville denne lavkonjunktur være ovre i løbet af 18 måneder.

Her er indslaget fra CNN:

Jeg foreslår en alternativ teori i min kommentar:

Hvis alle keynesianere fløj til det ydre rum, ville denne lavkonjunktur være ovre i løbet af 18 måneder.

Kriminalitet, økonomi og smadrede ruder

Af Henrik Fogh Rasmussen · Udgivet 21. december 2010 · 3 svar

FBI har netop offentliggjort de seneste kriminalitetstal for USA. På linje med sidste år viser tallene, at kriminaliteten er faldende på trods af den økonomiske krise. I første halvdel af 2010 faldt den voldelige kriminalitet med 6,2 procent sammenlignet med samme periode sidste år. Berigelseskriminaliteten faldt med 2,8 procent.

Bortset fra en lille stigning i perioden 2005-2006 har den voldelige kriminalitet i USA nu været faldende siden 1991. Man skal tilbage til 1964 for at finde et lavere drabstal pr. indbygger, end vi har i dag.

Tallene understreger, at økonomi og kriminalitet ikke nødvendigvis hænger sammen. Andre forhold – såsom politiet, retssystemet, fængselsvæsenet og en række faktorer, som man kunne samle under rubrikken ”sammenhængskraft” – spiller også ind, men der er ingen klar konsensus blandt eksperterne.

En af de mere holdbare teorier om kriminalitet er den såkaldte ”broken windows”-teori, som blev fremsat af James Q. Wilson og George Kelling i 1982. Kort fortalt går teorien ud på, at smadrede ruder, graffiti, affald og andre synlige tegn på forfald kan sende et kvarter ud på en glidebane med stigende småkriminalitet efterfulgt af mere alvorlig kriminalitet.

Politiet i New York City støttede sig til ”broken windows”-teorien, da de i 90′erne lancerede en ”zero tolerance”-politik over for småkriminalitet. Mellem 1990 og 2000 faldt drabstallet i New York City fra 30,7 pr. 100.000 indbyggere til 8,4 pr. 100.000 indbyggere.

I 2008 udførte forskere i Holland et eksperiment, som yderligere underbyggede ”broken windows”-teorien.

I anledning af sidste års faldende kriminalitetstal havde James Q. Wilson et indlæg i Los Angeles Times, hvor han bl.a. roste politiet i New York City og Los Angeles for deres indsats. En af mændene bag New Yorks succes i 90’erne, William J. Bratton, blev chef for politiet i Los Angeles i 2002. Drabstallet i Los Angeles faldt fra 17,1 til 8,1 pr. 100.000 indbyggere i perioden 2002-2009.

Gør Ekstra Bladet danskerne dummere?

Af Henrik Fogh Rasmussen · Udgivet 17. december 2010 · 12 svar

Ifølge Ekstra Bladet er der nu videnskabeligt bevis for, at ”Fox News gør amerikanerne dummere”:

Den magtfulde amerikanske tv-station Fox News er i årevis blevet beskyldt for at være fuld af løgnagtige og alt for skarpt vinklede nyheder.

Den republikaner-venlige og højreorienterede nyhedsstation bliver også beskyldt for åbenlys propaganda, og noget tyder på, at der er hold i begge påstande.

Det viser en ny undersøgelse, som er foretaget af forskere på University of Maryland.

Undersøgelsen viser, at jo mere Fox News man ser, jo mere misinformeret er man om samfundsforholdene i USA og resten af verden.

Det er fuldt forståeligt, at en seriøs og objektiv avis som Ekstra Bladet udtrykker sin bekymring over ”løgnagtige og alt for skarpt vinklede nyheder”, men efter et nærmere kig på Ekstra Bladets dokumentation kan jeg berolige denne blogs læsere: Fox News gør ikke amerikanerne dummere. Snarere tværtimod.

Et nærliggende spørgsmål er derimod, om Ekstra Bladet gør danskerne dummere. Døm selv – og se så i øvrigt dette TV-indslag, som viser, at Fox News havde de mest nøjagtige prognoser og den mest afbalancerede dækning af præsidentvalget i 2008:

Farvel til en liberal høg

Af Henrik Fogh Rasmussen · Udgivet 16. december 2010 · Skriv et svar

Præsident Obamas særlige udsending til Afghanistan og Pakistan, Richard Holbrooke, døde i mandags. Holbrooke stod for en aktiv amerikansk udenrigspolitik, og det var i høj grad hans fortjeneste, at USA greb ind og fik stoppet krigen i Bosnien i 1995. Mange af de mindeord, som de amerikanske medier har bragt, fortjener at blive gengivet her:

Strobe Talbott i Washington Post:

The obituaries are filled with words not always associated with eulogies: brash, aggressive, unyielding, exhausting. But put those together with effective, pragmatic, purpose-driven, indefatigable and idealistic, and they’re redolent of our national character. Not the Ugly American, and certainly not the Quiet American, but the Can-Do, Must-Do, Get-the-Hell-Out-of-My-Way American.

Fouad Ajami i Wall Street Journal:

American patriotism and American liberalism were still tethered together as Holbrooke made his way. There may have been hubris in that outlook. Our country would be bloodied in distant places, it would learn that the world wouldn’t always bend to our will. But the lodestar remained that essential belief that American power could be a force for the good in the world beyond our shores.

Ahmed Rashid i New York Daily News:

No American has tried as hard to ease the fears, apprehensions, doubts, conspiracy theories and ill-informed views of Pakistanis toward the U.S. as has Richard Holbrooke. His death is a tragedy for American diplomacy – but much more so for Pakistan, because whether you liked him or disliked him, there is no denying that in the last two years, he constantly battled for Pakistan.

The image of Holbrooke wading through floodwater, distributing relief goods to this year’s 20 million flood victims – not once but repeatedly at the ripe age of 69 – is an indelible one, that our own much younger leaders barely ever replicated. He pushed for U.S. helicopters to be deployed in Pakistan for the flood victims. He pushed for more aid money for Pakistan from a reluctant Congress.

Leder i Wall Street Journal:

Military force, as he saw it, was often the indispensable ally of diplomacy, not merely its alternative. That’s a lesson Holbrooke took to his final assignment in Pakistan and Afghanistan as a proponent of President Obama’s surge. In August, he wrote us personally about the task ahead. His counsel is worth sharing: ’We face an extraordinary challenge – and our greatest enemy is time. Americans are by nature impatient and driven by election cycles and screaming cable guys; Afghans see time differently and everything moves more slowly than we expect. If [the mission] is as important as we say it is, we must give it time.’

Holbrooke’s energy and intellect made him America’s best-known diplomat, but we’ll remember him in particular as a diplomat who never doubted America as a force for good in the world.

Foreign Affairs har samlet nogle af Richard Holbrookes bedste artikler gennem årene her.

Ære være Richard Holbrookes minde.

De trykker penge II

Af Henrik Fogh Rasmussen · Udgivet 15. december 2010 · Skriv et svar

Apropos diskussionen her på bloggen omkring Helikopter-Ben og QE2, så har George Selgin (University of Georgia), William Lastrapes (University of Georgia) og Lawrence White (George Mason University) netop udgivet et interessant papir, hvor de evaluerer den amerikanske centralbanks optræden siden 1914. Her er et resumé:

As the one-hundredth anniversary of the 1913 Federal Reserve Act approaches, we assess whether the nation‘s experiment with the Federal Reserve has been a success or a failure. Drawing on a wide range of recent empirical research, we find the following: (1) The Fed‘s full history (1914 to present) has been characterized by more rather than fewer symptoms of monetary and macroeconomic instability than the decades leading to the Fed‘s establishment. (2) While the Fed‘s performance has undoubtedly improved since World War II, even its postwar performance has not clearly surpassed that of its undoubtedly flawed predecessor, the National Banking system, before World War I. (3) Some proposed alternative arrangements might plausibly do better than the Fed as presently constituted. We conclude that the need for a systematic exploration of alternatives to the established monetary system is as pressing today as it was a century ago.