Kategoriarkiv: Blogindlæg af Jalving

Skiftedag hos Punditokraterne

Af Peter Kurrild-Klitgaard · Udgivet 4. august 2006 · 14 svar

Så er det “Store Skiftedag” her på bloggen.  Adskillige småbørnsfædre iblandt os søger mere effektive udnyttelser af deres sparsomme tid:

  • Som allerede omtalt her på stedet, så er Dr. Jalving blevet souschef på Berlingske Tidendes debatredaktion–tillykke med det, også selvom det koster Punditokraterne en skribent, mens Tanten til gengæld får en centralt placeret fuldtids-Punditokrat.
  • Ved samme lejlighed er nærværende Punditokrats kommentator-tilknytning sammesteds blevet udvidet, så jeg udover min faste klumme også overtager Jalvings plads i “Groft Sagt”-panelet.  (Til dem, der endnu ikke har opdaget dét, har jeg til evt. forlystelse eller forargelse nedenfor gengivet mine tre første “grovkorn”.)  Da jeg i forvejen har et fuldtidsjob, samt mindst to-tre arbejdsopgaver af halvtidsjobs-omfang, må noget vige, og jeg synes i den forbindelse, at det også har været tiden at lade nye kræfter kommer til.  Så jeg forlader redaktørposten, men vil fortsætte som menig skribent, omend på kraftigt neddroslet niveau.
  • Samtidigt har den eneste forsker, jeg kender, som har to professorater og to blogs, Nicolai Juul Foss, meddelt, at han også gradvist vil neddrosle sit bloggeri, om end der ikke er sat en endelig dato på.  Så er det nævnt allerede nu.

Men for alle der faldt, er der–som bekendt–ny overalt, og ihvertfald flere end man skulle have troet end for blot et par år siden.  Ny redaktør er vores skattede Jyllands-korrespondent, Christian Bjørnskov fra Handelshøjskolen i Aarhus.  Han får samtidigt to helt nye, men erfarne, skribenter: Vores distingverede gæste-blogger og en af de få danske akademikere af internationalt format, David Gress, og et yngre skud på stammen, ph.d. stipendiat Jens Ringsmose fra Syddansk Universitet.  Velkommen til dem.

Jeg synes, at det har været virkeligt sjovt at lave denne blog og være med til at skrive den.  Jeg kender ikke rigtigt andre danske blogs, der minder om den, og jeg har dagligt glædet mig til at læse med-Punditokraternes indlæg.  Men jeg er også typen, der synes, at det er sjovere at sætte noget i gang end at lege status quo, og når det går så godt, som det p.t. gør–ca. 5-600 unikke besøgende per dag–så er det et godt tidspunkt at sige stop.

Så, “Let the word go forth from this time and place, to friend and foe alike, that the torch has been passed to a new generation …”.  Naah, måske ikke helt, alderen taget i betragtning (og ihvertfald ikke i dén forstand), men der skal dog herfra lyde et passende tak til alle for det forgangne halvandet år, og held og lykke til os alle i fremtiden.

Over and out.

PS.  Og så dog lige, som lovet, lidt fra min nye boldgade:

Tesedrenge og tøsedrenge
Venstre, Danmarks såkaldt Liberale Parti, har kastet sig ud i at skulle revidere sit partiprogram op til efterårets landsmøde, og det tegner til et langtrukkent intellektuelt harakiri. Først fremsatte Søren Pind & Co. for et par år siden ti teser, som de så trak tilbage, fordi statsministeren sagde, de først skulle diskuteres i år. Så fremsatte Pind & lidt mindre Co. i år fire andre teser, som var så snusfornuftige, at ingen ville kunne have noget imod dem, og som de derfor øjeblikkeligt trak tilbage igen, hvorefter de fire øjeblikkeligt blev genfremsat af nogle helt andre tesedrenge.
Hele miseren har dog vist, at der i Venstre er i hvert fald én politiker, der ikke er en tøsedreng, men til gengæld har vid og visioner, nemlig Frederiksbergs rådmand Jan E. Jørgensen. Han har ræsonneret, at hvis man tager en tese og samtidig dens negation, så har man udtømt sættet af logiske muligheder. Så hvad kunne være mere illustrativt for den ideologiske tilstand i Venstre end at fremsætte teser, der siger det stik modsatte af Pind & Co.s? Altså, at det ikke skal kunne betale sig at arbejde. At høje skatter ikke er et problem. At det offentlige gerne skal være (meget) større end det private. At de offentlige udgifter skal stige hurtigere end private indkomster.
Det er da et klart valg! Så kan Venstres landsmødedelegerede for alvor tage stilling: enten de fire teser eller deres anti-teser. Men mon dog, at det går sådan? Næ, et godt tip vil være, at de delegerede forkaster det hele, og så har vi da fået bekræftet, at Venstre er blevet partiet, man overhovedet ikke aner, hvor man har.

Enden er nær
Tirsdag blev det meddelt, at Fidel Castros 53 år lange karriere som
revolutionær nærmer sig enden – eller i hvert fald en tarmoperation, som midlertidigt sætter ham fra den oprejste stilling.
I den forbindelse er det jo pudsigt endnu en gang at kunne bemærke, hvorledes de danske medier titulerer denne kommandant i den ene af verdens to endnu tilbageværende marxistisk-leninistiske koncentrationslejre. Ritzau omtaler ham ærbødigt som Cubas »leder«, så det samme gør naturligvis Radioavisen, Politiken og Berlingske, mens TV2 mere formelt holder sig til »præsident« – og Jyllands-Posten bruger begge betegnelser.
Det er sådan set fint og faktuelt nok, men hvad når farven skifter? Lur mig ikke om mediernes dækning af såkaldt »højreorienterede« figurer som Pinochet, Salazar, Franco og Mussolini givetvis ville inkludere anvendelsen af arbejdstitlen »diktator«. Men hvorfor er en venstreorienteret diktator for medierne altid en »stor leder«, mens en ikke-venstreorienteret ditto – passende nok – bare er en fæl diktator? Det kan vel næppe være freudianske fortalelser? Mens journaliststanden filosoferer over det, kan vi andre så skænke os selv en Cuba Libre og fryde os over, at enden for Cubas regime nu i mere end én forstand formodentlig er ganske nær.

Pias fornemmelser i hovedet
I B.T. fortæller lederen af regeringens støtteparti, Pia Kjærsgaard, at hun i krisesituationer får støtte af sin mormor – som ganske vist døde for ti år siden. »Jeg har en følelse af en gang imellem at have kontakt med et menneske, som ikke er her mere. Og så kan det give et ryk. Jeg oplever hende meget intenst. Jeg kan høre hendes stemme og se hende foran mig i bestemte situationer. (…) Det har været en støtte at fornemme hende igen. (…) jo, jeg tror, der er noget mellem himmel og jord, som jeg ikke kan formulere.« Vi er til gengæld nogle, der synes, det forklarer en hel del. F.eks. dybden i partiets finans- og velfærdspolitiske overvejelser. Eller at man nu vil have, at socialminister Eva Kjer Hansen skal have en mere synlig profil – efter at man ellers sidste år forlangte hendes afgang, da hun højt profileret sagde noget, der måtte være den logiske konsekvens af, hvad der står på henholdsvis første og sidste side i Dansk Folkepartis principprogram fra 2002. Kan logikken skyldes »fornemmelser« fra … hinsides? Vi kan lige høre det for os: »Lille Momse-mor, skal ham Flemming Hansen ha’ et mistillidsvotum? Bank én gang for ja, og to gange for nej«. »Skal vi lette skatten i toppen eller i bunden? Bank på loftet for toppen og i gulvet for bunden.« Men hvorfor ikke blive et gennemført New Age-parti? I stedet for at lege »den som flaskehalsen peger på« på næste sommergruppemøde kan aftenunderholdningen klares med en gang »Ånden i glasset«. Søren Espersens presseanalyser kan udskiftes med kabbala-horoskoper. Thulesen Dahls valgstrategi klares med numerologiske analyser af kandidaternes navne. Det vil næppe glæde partiets præster, men det vil være folkeligt.

Husk én ting

Af Mikael Jalving · Udgivet 31. juli 2006 · 10 svar

I forbindelse med nyt job på Berlingske bliver jeg desværre nødt til at stoppe som Punditokrat, selvom jeg har nydt at være en del af det liberale tæskehold siden bloggens premiere sidste år. Blandingen af lærde og overraskende og humoristiske poster er det, der giver bloggen energi, må den fortsætte med uformindsket styrke i lang tid endnu!

Jeg vil gerne benytte lejligheden til at sige tak til Kurrild for at invitere mig indenfor samt til de mange læsere og kommentatorer, der hver dag har gjort det til en fornøjelse at klikke ind og se, hvem der nu fik tæsk. Jeg ønsker alle bidragydere al mulig held & lykke fremover. For husk: Den liberale idé overlever kun, hvis tilpas mange forsvarer den i ord og handling. Ikke alene, når det går godt; endnu mere, når det går dårligt.

Trojansk hest

Af Mikael Jalving · Udgivet 5. juli 2006 · 5 svar

Der må sidde nogen og fortryde udnævnelsen af Lars-Henrik Schmidt til rektor for Danmarks Pædagogiske Universitet. Enten på stedet selv eller i Undervisningsministeriet eller på pædagogseminarierne, eller hvor rundkredspædagogerne nu ellers bliver udklækket. At dømme efter mandens frisure ligner han nok en – godt nok usædvanlig velklædt – hippie, men tag ikke fejl. Lars-Henrik Schmidt spyer den ene bog ud efter den anden og giver det ene slående interview efter det andet, hvori han gør op med årtiers kælne kommuneskole, og det ligner nu mere og mere en mission, som står mål med athenernes indtagelse af Sparta ved hjælp af den berømte træhest. Lars-Henrik Scmidt er en trojansk hest, indeni sidder tusinder, kampklare krigere parate til at gøre den danske folkeskole til en skole i stedet for en fritidsordning.

I Frankrig har de en filosof, hvem de for nemheds skyld kalder BHL, som i 70′erne tog opgøret med maoismen og ånden fra ’68. På samme måde burde vi kalde Lars-Henrik Schmidt for LHS, fordi han så dristigt og klogt udstiller den pædagogik, der gør børn til uvidende, små konger, og deres forældre til børn.

Det gode imperium

Af Mikael Jalving · Udgivet 13. juni 2006 · 17 svar

Der går næsten ikke en dag, uden at et nyhedsmedie fortæller os, at supermagten USA er i knibe i Irak eller Afghanistan. Vi er langsomt ved at vænne os til det: Supermagten er ikke Superman. Imperiet er ikke imperialt.

Men nu tager den indisk-amerikanske professor i udviklingsstudier ved UCLA i Californien, Deepak Lal, imperiet i forsvar i sin insisterende bog In Paise of Empires: Globalization and Order.

Ifølge Deepak Lal har imperiet været reglen og ikke undtagelsen i hele den menneskelige historie. Lige fra Mesopotamien ca. 4000 f. Kr. over de egyptiske, kinesiske og indiske riger til perserne, grækerne og romerne – og frem til det ottomanske, det østrig-ungarnske og det britiske imperium. Der har været mange af slagsen, og flere af dem bestod i mere end 1000 år. Det britiske imperium, som måske er det mest kendte, hører til de kortvarige med ca. 190 år. Til gengæld var det meget succesrigt, hvilket bl.a. inderne har gavn af den dag i dag.

MEN imperierne blev afløst af nationalstaterne. Langsomt fik de overtaget, fordi de i kraft af deres lidenhed kunne opbygge et mere effektivt kommunikationssystem via veje og broer og indføre et officielt sprog til bureaukratiet. På den anden side skaber nationalstater ifølge forfatteren uorden og krig, hvor nationalstaternes blodige 20. århundrede er hans stærkeste kort. Det, imperiet kan, hvis man skal tro nærværende udlægning, er at beskytte os mod nationalisternes kaos.

Det sidste skyldes først og fremmest, at imperier – modsat hvad mange hævder – fremmer globaliseringen, som hos Deepak Lal ikke anses for at være et nyt fænomen. For hvor der har været imperier, har der også været globalisering i betydningen et fælles økonomisk samkvem og en bevægelse af varer, kapital og arbejde. Imperiet er meget bedre end sit rygte. Især det britiske imperium, der også var det første globale imperium, hjulpet frem af dampkraften, jernbaner og telegrafen. Men også det østrig-ungarnske imperium og det ottomanske imperium, hvis styrke var deres multikulturelle karakter.

DEEPAK Lal slår ned på fredsslutningen på Versailles-slottet i 1919 efter Første Verdenskrig. Den fred skulle vise sig at blive skæbnesvanger. Siden indgåelsen af Den Westfalske Fred i 1648 efter Trediveårskrigen, der gjorde det af med næsten en tredjedel af Europas befolkning, havde der i Europa hersket en vis balance mellem de førende magter. Magtbalancen holdt i ca. 250 år. Så fulgte Første Verdenskrig. Og derpå freden i 1919, hvor den amerikanske præsident Woodrow Wilson i Deepak Lals vurdering smadrede imperiets lange æra og gav grønt lys for nationernes æra.Hvis amerikanerne i stedet for at indlede nationernes æra havde hjulpet briterne med at bistå imperiet, det britiske gentlemanimperium, kunne de formentlig have forhindret mange af det 20. århundredes uhyrligheder, mener forfatteren, selv om det er svært at spå, især om fortiden.

Forfatteren er nådesløs overfor, hvad han kalder præsident Wilsons utopi: At begrave friheden i Folkeforbundet og dernæst FN og gøre disse organisationer til et fællesskab af nationalstater, hvor de stærke og svage har samme rettigheder. Det var mere naivt, end man har lov at være som præsident for verdens allerede dengang stærkeste og rigeste magt.

Utopien førte ifølge Deepak Lal til både fascismen og kommunismen. Frem voksede en ny moralsk nationalisme i stedet for den kritiserede imperialisme. Frihed blev fejlagtigt opfattet som nationalstatens tvilling, mens amerikanerne trak sig tilbage i ophøjet isolation. Resultatet blev et magtvakuum og det 20. århundrede, som vi kender det.

I MODSÆTNING til nationernes anarki skaber det gode imperium fred og velstand. Det kan kun lade sig gøre, hvis det undlader at gøre trosspørgsmål til afgørende spørgsmål. Bliver troen det vigtigste, så venter barbariet.

Deepak Lal låner her to begreber fra den britiske politiske filosof Michael Oakeshott (1901-90), som er relativt ukendt i Danmark, men et stort navn i den angelsaksiske verden. Oakeshott skelnede mellem stater som enten “civil association” eller “enterprise association”.

“Civil association” går tilbage til antikken, hvor målet netop ikke var at indfri diverse abstrakte begreber, såsom f.eks. demokrati eller menneskerettigheder, men at skabe orden. “Enterprise association” går derimod tilbage til den jødisk-kristne tradition, hvor staten skal lovgive moralsk. Denne moralisme frembringer også de dårlige imperier.

Forfatteren skriver det ikke direkte, men med dårlige imperier kommer man uvilkårligt til at tænke på det sovjetiske imperium (1917-89) eller Det Tredje Rige (1933-45), hvis fascinationskraft og morderiske potentiale netop lå i at ville dirigere alt samfundsliv og styre moralsk. Intet af dette var naturligvis kristent eller jødisk, men det afgørende var troen på perfektion gennem lovgivning og en fatal mangel på tvivl.

MED Oakeshotts “civil association” som pejlemærke skal dagens amerikanske imperium bestræbe sig på at gøre briterne kunsten efter og fremme en globalisering, der fører til modernisering, ikke amerikanisering. Imperiet skal stræbe efter en international liberal økonomisk orden.

Hvor briterne tidligere stræbte efter en international liberal økonomisk orden, så har amerikanerne typisk stræbt efter multi- eller bilaterale aftaler gennem GATT, WTO, IMF og Verdensbanken. Amerikanerne har aldrig forstået, hvad frihandel er – og kræver. Og det kan i længden vise sig at være USA’s akilleshæl, ikke mindst fordi underskuddet på det amerikanske budget vokser faretruende.

Præsident Bush’s problem er således, at han ikke vil indrømme, at han står i spidsen for et imperium. Han står med et imperium, men har ikke forstået dets rolle.

DEN tætpakkede bog er et angreb på al idealisme. Både den idealisme, der udgår fra menneskerettighedsindustrien i FN, herunder de associerede NGO’er. Og den idealisme, der udgår fra Bush-administrationen og den såkaldt neo-konservative indflydelse i amerikansk udenrigspolitik.

Begge dele udtrykker en politisk aktivisme i globalt format, hvor målet er en international moralsk orden. Men “verdenssamfundet” eksisterer ikke; det er en illusion. FN er alene et forum for de svage, hvor de kan forene sig imod den store Guliver. FN lider af en slags demokratisme eller selvforblindelse. Og Amerika vil gerne være populær. Men hvorfor skal den stærke gøre sig svag for at tækkes de svage, spørger Deepak Lal.

Når han følgelig priser imperiet, priser han indirekte realismen, og det er faktisk den, der er hans vigtigste ærinde. Han vil have politik tilbage til det, politik handler om: magt, ikke popularitet; resultater, ikke PR; indhold, ikke spin. Og han vil have økonomi tilbage til det, økonomi handler om: velstand, ikke omfordeling; frihandel, ikke monopoler; kapitalisme, ikke socialisme.

TILBAGE står naturligvis det store spørgsmål om islam. Men det er overvurderet, mener Deepak Lal.

Islam er i virkeligheden gået tilbage siden tyrkernes mislykkede belejring af Wien i 1683. Mest af alt, fordi der i den muslimske del af verden – fraset det moderne Tyrkiet – intet skel er mellem moske og stat. Derfor refereres der altid til Guds stat, ligesom der henvises til Guds hær.

I Mellemøsten bliver spørgsmålet “Hvad laver militæret i politik?” end ikke rejst, skriver Deepak Lal, for sådan har det været siden Muhammed. Men islam kan ikke ryste det amerikanske imperium, hvis amerikanerne vel at mærke anerkender, at de står i spidsen for et imperium.

Det er især på spørgsmålet om islams betydning for det 21. århundredes politik og moral, at den professorale nonchalance hos Deepak Lal trænger mest igennem. Han argumenter overbevisende for risikoen ved at eksportere den vestlige verdens politiske korrekthed – både gennem FN og idealistisk, amerikansk udenrigspolitik – men han undervurderer truslen fra den islamiske fundamentalisme, som meget vel kan vise sig at blive imperiets værste f
jende.

Hvis der er n
oget, vi lærer i disse år, så er det, at magten tilhører dem, der griber den.

Deepak Lal: In Paise of Empires: Globalization and Order, 270 sider, Palgrave, $27.

Burkes paradoks

Af Mikael Jalving · Udgivet 29. maj 2006 · 4 svar

Edmund Burke, der døde for mere end 200 år siden, er forlængst kanoniseret som konservatismens fader. Slå op i hvilket som helst leksikon eller enhver seriøs grundbog i politisk filosofi, og han bliver nævnt eller præsenteret som den første eller den mest konservative tænker og statsmand af dem alle.

Det er i øvrigt korrekt. Den irsk fødte brite var konservativ og leverede langtidsholdbare, konservative tanker, som stadig inspirerer og gøres til genstand for akademisk undersøgelse, analyse og publikation. Men Burke var ikke blot konservativ, han var også liberal. Paradokset siger noget centralt om det borgerlige temperament: på den ene side konservativt, på den anden side liberalt.

Den konservative Burke er først og fremmest kritikeren af revolutionen i Frankrig, dvs. af den radikale politiske og moralske transformation, der undergik Europas dengang førende stormagt. Sådan kender vi Burke: Politikeren, der griber øjeblikket og advarer mod fanatismen – især den ateistisk-sekteriske fanatisme – i 1789. Hans bog om revolutionen udkommer allerede året efter, dvs. tre år før den store terror i 1793 og ni år før Napoleons magtovertagelse, hvorfor det da også er blevet sagt, at Burke snarere forudsiger revolutionens terror end reagerer på den. Det tog ikke den profetiske Burke lang tid at se, det ville gå helt galt.

Revolutionen repræsenterer for Burke et opgør med vanernes historie. Vanerne er på godt og ondt menneskets udgangspunkt. Her begynder vi – eller rettere – her er vi placeret, indskrevet, midt i redeligheden. Vanerne er i familie med erfaringen, traditionen eller det gode, der kommer af at følge naturen uden at tænke over det. Vanerne er lige så gode for Burke, som det er dårlige for Rousseau.

Derfor advarede Burke allerede i sin æstetiske teori fra 1757 om det sublime og det skønne imod det sublimes tendens til at blive uhåndgribelig. “Vi underkaster os det, vi beundrer, men vi elsker det, der underkaster sig os”, skrev Burke, som satte kærligheden højt, men frygtede den blinde beundring. Det smukke er opbyggeligt; det rimer på moderation og evolution. Det sublime er derimod en prima donna og lig med radikalitet og revolution.

Både i sin tidlige æstetik og sin sene revolutionskritik er Burke klart konservativ: Al magt skal begrænses. Men hermed har vi kun sagt det, man plejer at sige.

Burke var imidlertid på på flere måder mere udpræget liberal end konservativ, ikke mindst fordi han eksplicit sympatiserede med Adam Smith og dennes teori om den usynlige hånd. Kort før sin død skrev Burke i et brev: “At sørge for vores materielle fornødenheder er ikke regeringsmagtens opgave (…) Modstand mod frihandel er decideret ufornuftigt eller barbarisk, ja, faktisk ondskabsfuldt (…) Den største politiske fejl er at blande sig for meget”.

Burke troede ligesom Smith på, at individernes økonomiske aktivitet – inkarneret i deres ejendom og retten hertil – ville gøre dem mere civile, oplyste og humane i deres sociale kontakt. Deres tillid til ejendomsretten, handelen og den kommercielle civilisation gør dem moderne.

Burke var ikke Tory, men kaldte sig derimod selv for en gammel Whig, hvilket var en forholdsvis bred betegnelse for tilhængere af den konstitutionelle revolution i 1688, og hans politiske program var frihed og orden, dvs. frihed beskyttet af konkrete institutioner og retsstat.

Da Burke fordømte den franske revolution, gjorde han det med andre ord primært, fordi revolutionen undergravede den konkrete og specifikke frihed. Burke forsvarede den liberale politiske orden og kritiserede revolutionens “kannibalfilosoffer”, snarere fordi de åd friheden, end fordi de åd privilegierne. Den ordentlige frihed var slut, thi med revolutionen kom sofisterne, kupmagerne, de udspekulerede. Alle revolutionens mange mestre i det abstrakte – hvoraf de fleste tilmed var franske.

Heroverfor stod briterne eller den moderate, britiske oplysning. Det er her, Burke må placeres. Det særlige ved den britiske oplysning er dens pragmatiske grundtone, der gav sig udslag i et ønske om at forene de stridende kræfter i samfundet og afhjælpe den tilsyneladende kroniske krise, forårsaget af kirkestrid og politisk entusiasme. Målet var ikke en abstrakt, fransk samfundspagt à la Rousseau eller en revolution, der skulle befri menneskeheden fra alle trængsler og hæve den til nye kollektive højder, sådan som Robespierre prædikede, men en bestræbelse på at opnå individuel tilfredsstillelse og social stabilitet samtidig. Det fælles bedste afhang ikke af en generel almenvilje, men var bedst tjent med et samspil mellem de enkelte viljer.

Et vigtigt kildeskrift til den konservative Burke som radikal tænker er hans debut, den mærkværdige pamflet “A Vindication of Natural Society” fra 1756. Pamfletten er mærkværdig, fordi man som læser ikke bliver klar over, hvorvidt den var ment alvorligt – eller er en karikatur. Forvirringen bliver ikke mindre af, at pamfletten udkom i to udgaver med to forskellige forord.

Tager man pamfletten for bare nogenlunde pålydende, udgør den en gennemgribende kritik af alle politiske samfund, antikke såvel som moderne. Tilbage står alene det naturlige samfund, der i en spidsformulering er “Guds rige”. Kun det guddommelige forsyn synes at kunne hjælpe os, ikke mindst fordi jurister, teologer og politikere har vendt fornuften imod sig selv og skabt en politisk retfærdighed, der ikke er retfærdig. Pamfletten er et råd fra forfatteren til læseren om at holde sig fra politik og vende tilbage til naturtilstanden, et udtryk, der giver mindelser om Grotius, Hobbes og Locke – bortset fra, at de i deres skrifter i århundredet før Burke går den anden vej: fra naturtilstand til samfundstilstand. Den unge Burke går med andre ord baglæns i liberale eller borgerlige fodspor ved at gentage, at samfundet hverken er guddommeligt eller naturligt, men netop kunstigt. Kun naturen er naturlig. Politik er altid en ny start. Men han drager en anden konklusion end sine forgængere. Politik er ikke bare en farlig beskæftigelse. Politik er patologisk.

Alligevel forsvarede Burke individets mulighed for at forfølge lykken. Det var en af grundene til, at han gik i brechen for de amerikanske oprørere i 1770′erne, da de løsrev sig fra det britiske imperium og skabte en ny republik, hvilket bestemt ikke var populært at mene i royale eller de fine kredses London.

Det kan overraske, at Burke forsvarede oprørerne. I hvert fald hvis man forveksler Burke med en tilhænger af status quo. Det var han ikke. I de amerikanske oprørere og deres intellektuelle ledere – modsat de franske – så han frihedens beskyttere. Da de amerikanske forfatningsfædre skrev de berømte ord om “pursuit of happiness”, forstod de, at lykken er en aktivitet. Den er uadskillelig fra forsøget på at opnå den. Uden retten til dette forsøg, er lykken slet ikke. Lykken erobres. Burke kunne have sagt det samme og fortsat, at lykken hverken kommer fra oven eller fra statsmagten, men fra mennesket selv. Frihed er derfor et moralsk anliggende – og ikke alene en økonomisk størrelse. Det vidste Burke. Han havde blik for begge dele – både den økonomiske og politiske frihed – og det gør ham til en klassisk borgerlig tænker, mindst ligeså liberal som konservativ.

Burkes paradoks kan således opfattes som en prisme for borgerligheden. Her mødes liberalismen og konservatismen: De er komplementære.

Denne tekst er en forkortet udgave af et essay, der bringes i næste nr. af det norske tidsskrift Minerva.