Den Gamle Redacteur her fra bloggen, Peter Kurrild-Klitgaard, lavede for nogen tid siden et stykke forskning med konklusioner, der nok har fået flere af hans med-politologer til at få nogen galt i halsen. Papiret er nu accepteret for publikation og trykkes på et tidspunkt i Public Choice (gated version her; gratis wp-version her). Og hvad er det så, man sådan kan tænke sig har provokoret et par politologer?

Jo, i artiklen ”It’s the Weather Stupid! Individual Participation in Collective May Day Demonstrations” undersøger PKK, hvad der får folk til at komme til den traditionelle 1. maj-demonstration i Fælledparken. Han har tal fra politiet på, hvor mange mennesker har deltaget i perioden mellem 1980 og 2011. Der er således tale om et klassisk eksempel på politisk mobilisering omkring en fælles (venstrefløjs)sag. Det er der masser af politologisk teori om – for eksempel regner de fleste med at der kommer flere når fagforeningerne eller venstrefløjen i øvrigt står stærkt, hvis der er en højreorienteret regering, hvis der er konflikt, eller hvis der ellers er uro i samfundet. Modsat megen mainstream politologi, har public choice-teori dog den indvending, at den enkelte stort set ikke betyder noget. Er man nummer 70.001 eller kommer der ’kun’ 70.000 det år hvis man bliver hjemme på sofaen gør ingen forskel for den enkelte. Denne indsigt, der kan synes indlysende, har været helt centralt for collective action theory siden Mancur Olsons 1965-opus The Logic of Collective Action.

Og grunden til at man som politolog måske kan blive noget skuffet er, at PKK viser at stort set ingen af de klassiske grunde forklarer noget som helst af variationen i deltagelse i Fælledparken over de sidste 32 år. Det, der i helt overvældende grad betyder noget, er vejret! For hver grad, 1. maj er varmere, kommer der cirka 12.000 flere deltagere, og for hver solskinstime kommer der 5000 flere. De eneste andre faktorer, der viser sig at spille en statistisk signifikant rolle, er hvor mange der kom året før (en positiv rolle), og Danmarks Statistiks indikator for forbrugertilliden (negativ).

Overordnet ser det altså ud til, at for langt de fleste potentielle deltagere i fagbevægelsens årlige fejring, er den udløsende faktor om vejret er godt eller ej. Ikke just den mest velkomne konklusion, hvis man er fagforeningsmand, men ret underholdende og intuitivt rigtig for resten af os. Eller som PKK konkluderer: ” in the absence of dramatic forces being at play the most important factors for the explanations of participation in political manifestations may very well be whether the weather is sufficiently pleasant for people to fight for what they believe is a better and more just society.”