Jo, i artiklen ”It’s the Weather Stupid! Individual Participation in Collective May Day Demonstrations” undersøger PKK, hvad der får folk til at komme til den traditionelle 1. maj-demonstration i Fælledparken. Han har tal fra politiet på, hvor mange mennesker har deltaget i perioden mellem 1980 og 2011. Der er således tale om et klassisk eksempel på politisk mobilisering omkring en fælles (venstrefløjs)sag. Det er der masser af politologisk teori om – for eksempel regner de fleste med at der kommer flere når fagforeningerne eller venstrefløjen i øvrigt står stærkt, hvis der er en højreorienteret regering, hvis der er konflikt, eller hvis der ellers er uro i samfundet. Modsat megen mainstream politologi, har public choice-teori dog den indvending, at den enkelte stort set ikke betyder noget. Er man nummer 70.001 eller kommer der ’kun’ 70.000 det år hvis man bliver hjemme på sofaen gør ingen forskel for den enkelte. Denne indsigt, der kan synes indlysende, har været helt centralt for collective action theory siden Mancur Olsons 1965-opus The Logic of Collective Action.

Og grunden til at man som politolog måske kan blive noget skuffet er, at PKK viser at stort set ingen af de klassiske grunde forklarer noget som helst af variationen i deltagelse i Fælledparken over de sidste 32 år. Det, der i helt overvældende grad betyder noget, er vejret! For hver grad, 1. maj er varmere, kommer der cirka 12.000 flere deltagere, og for hver solskinstime kommer der 5000 flere. De eneste andre faktorer, der viser sig at spille en statistisk signifikant rolle, er hvor mange der kom året før (en positiv rolle), og Danmarks Statistiks indikator for forbrugertilliden (negativ).

Overordnet ser det altså ud til, at for langt de fleste potentielle deltagere i fagbevægelsens årlige fejring, er den udløsende faktor om vejret er godt eller ej. Ikke just den mest velkomne konklusion, hvis man er fagforeningsmand, men ret underholdende og intuitivt rigtig for resten af os. Eller som PKK konkluderer: ” in the absence of dramatic forces being at play the most important factors for the explanations of participation in political manifestations may very well be whether the weather is sufficiently pleasant for people to fight for what they believe is a better and more just society.”

Når Berlingskes folk ellers husker at “tagge” disse klummer og blog-poster, skulle de sammen med mine “Groft Sagt”-indlæg kunne ses samlet her.

Ved siden af disse vil jeg på min egen personlige hjemmeside/blog fra tid til anden smide forskellige ting af direkte eller indirekte forskningsmæssig relevans, og som ikke rigtigt egner sig til avisernes univers.

Men det betyder så omvendt, at jeg nu desværre, for tredje gang, må melde mig ud af aktiv-blogning her på stedet.  Men jeg holder profil & brugernavn åbent, så hvem ved …?

1. Indkomstskatten (1903)
2. Formueskatten (1903)
3. Afskaffelsen af Landstinget (1953)
4. Kildeskatten (1970)
5. Planlovene (1970)
6. Skattereformen (2009)
7. Ratifikation af EU’s Lissabon-traktat (”Reformtraktaten”) (2008)
8. Indførelse af forholdstalsvalg og partilister (1915)
9. Lensafløsningen (1919)
10. Krigserklæring mod Sverige (1657)
11. Dansk deltagelse i Kejser-krigen (1625)
12. Behovsuafhængig Folkepension (1956)
13. Efterløn (1979)
14. Novemberforfatningen (1863)
15. Kartoffelkuren (1986)
16. Kanslergade-forliget (1933)
17. Væltning af Madsen-Mygdal (1929)
18. EF’s “Indre Marked”-pakke (1986)

Nu er bolden givet op til læserne. Hvad er Jeres bud på, hvad der måtte mangle af virkeligt frihedsfjendtlige politikker?

»Venstre står vagt om de universelle velfærdsydelser som børnecheck, SU og boligsikring. Hvis man vil rulle velfærdssamfundet 40-50 år tilbage til dengang man kun lavede behovsorienterede ydelser, så underminerer det tilliden til det velfærdssamfund, som vi alle vil bevare. Så ryger opbakningen til at betale skat,« siger Venstres skatteminister Troels Lund Poulsen, der kalder hele diskussionen »forfejlet«.

Update: Jeg gav dd. skatteministeren nogle ord med på vejen.

A: 27,9%

B: 6,6%

C: 5,0%

F: 13,4%

I: 6,8%

K: 0,5%

O: 13,4%

V: 22,8%

Ø: 3,7%

“Rød blok”: 51,9%

Nu har vi så i alt fire målinger med totalt 5.400 respondenter på godt en uge, der aggregeret viser et relativt lille, men grundlæggende stabilt “rødt flertal”.

Mine penge er (som hidtil) på, at hvis dét billeder ikke ændrer sig, bliver der først udskrevet valg i oktober.  Selv ikke om f.eks. Børsen dd. taler meget for et maj-valg (ovenpå 2020-plan, Vækstforum-udspil, o.s.v.), har jeg svært ved at tro på, at en statsminister–ceteris paribus–ikke vil vælge at tage fem måneder mere snarere end at gå på en slags politisk efterløns-ordning.

Lad os tage det sidste først.  Det virker på mange paradoksalt, at man samme dag kan have én politisk meningsmåling, der for første gang i lang tid viser et ikke-socialistisk flertal og med Socialdemokraterne og SF bombet tilbage til 2007-niveau (Megafon)–mens man så omvendt i to andre får uændret rødt flertal og endog med den største tilslutning til Socialdemokraterne i mange år (Greens og Gallup). Særligt den sidste faktor (en forskel på knap 6 pct.point) er svær at forklare med andet end, at meningsmålingsinstitutterne ikke har samme sammensætning af deres “repræsentative udvalg”.  Men derudover er de fleste udsving indenfor eller tæt på den statistiske usikkerhed–omend der er bemærkelsesværdigt mange partier, for hvem de tre målinger indbyrdes har relativt store udsving: LA (4,3-7,8%), V (21,6-24,3%), DF (12,2-14,6%), Konservative (4,5-6,3%), Radikale (5,5-7,5%) og Enhedslisten (2,9-4,6%).

Med andre ord, set i “fugleperspektiv”: Det er nok ikke så meget målingerne, som de journalister og politikere, der overfortolker disses betydning, der er “koks” i.

Men hvad med det første spørgsmål: Har statsministerens offensive udspil forandret noget i den politiske balance?  Og hvad er det i givet fald?

For at besvare det, har jeg lavet en sammenvejet gennemsnit af de tre målinger, hvor jeg har vægtet dels for undersøgelsernes alder (således at nye tæller mere end ældre) og dels for antal respondenter (således at målinger med flere tæller tilsvarende mere dem med færre).  Det første er ikke det helt store problem her, idet målingerne var stort set samtidige, omend med små forskelle (Megafon er nyest); det andet kunne potentielt være vigtigt, idet der var 30-40 pct. flere respondenter i Gallup/Green-målingerne end hos Megafon.  (Imod at det sidste skulle betyde noget taler, at forskellen, når man først er over 1.000 respondenter, statistisk set er beskeden, og at Megafon omvendt siden 1998 har været bedst til at forudsige resultaterne på selve valgdagen.)

Her er mine resultater ved denne metode (som altså i tilvejebringelsen er lidt forskellig fra dem, jeg tidligere har puslet med):

A: 28,6%

B: 6,8%

C: 5,4%

F: 12,3%

I: 6,0%

K: 0,5%

O: 13,3%

V: 23,4%

Ø: 3,6%

“Rød blok”: 51,3%

Trods småforskelle i metoden, kan disse fordelinger ganske rimeligt sammenlignes med de snit, jeg fornylig lavede for november-december.  Hvad ser man så?

• Stort set uforandret billede.  En binær korrelation af stemmeandelene viser, at de er stort set ens (R2=0,97).
• “Rød blok” er gået tilbage.  Knap 1,5 pct.point.
• “Rød blok” har fortsat flertal.  (Omregnes dette til mandater, er ABØF’s parlamentariske styrke endog større, takket være tre af de fire nordatlantiske mandater, så der er faktisk fortsat ikke skyggen af “blåt” flertal, selv ikke i Megafon-målingen.)
• V og (i mindre grad) A er som “hovedfronterne” i debatten gået frem, men primært på bekostning af andre koalitions-partnere (LA, K & DF vs. SF & EL).

Med andre ord: Statsministerens “gamble” har haft en vis effekt–har flyttet stemmer henover midten og til Venstre.  I det store perspektiv er billedet dog ret uændret.  Der skal åbenbart mere eller andet til, hvis næste folketingsvalg skal give VIKO-flertal.

A: 27,5

B: 6,3

C: 6,1

F: 14,5

I: 6,9

K: 0,8

O: 14,2

V: 19,3

Ø: 4,3

“Rød blok”: 52,6

Med andre ord: Pænt forspring til det Røde Kabinet, og De Konservative nede på at være Folketingets nu næstmindste parti (efter Enhedslisten).

Hvordan ser det ud i forhold til for et år siden?  Lad os tage Greens måling fra 8.I.2010.  Den mest markante positive enkeltforandring (målt i stemmeandele) er for Liberal Alliance, der i den måling fik noget så bemærkelsesværdigt som 0,0 pct., og dermed har vundet næsten 7 pct.point.  Også pæn fremgang til Sosserne, der trods et noget turbulent år netto har en fremgang på ca. 3 pct.point.  Så kommer der en fremgang på lidt over ca. 2 pct.point for dels Enhedslisten og dels De Radikale.

Største tabere i stemmeandele i 2010 var Venstre (ca. 7 pct.point), Socialistisk Folkeparti (ca. 4 pct.point) og De Konservative (ca. 3 pct.point).

Målt i andel af tilslutningen må årets største succeser være Liberal Alliance og Kristendemokraterne med forøgelse på henholdsvis 600-700 pct. (afhængig af sammenligningsgrundlaget) og ca. 50-100 pct. (igen afhængig af sammenligningsgrundlaget).  De største tabere er De Konservative og Venstre med henholdsvis ca. 40 pct. og knap ca. 30 pct.

En stor del af de sidstes stemmer er gået til LA; i mine analyser kommer partiets stemmer for ca. 40 pcts. vedkommende fra V, ca. 30 pcts. vedkommende fra C, og ca. 10-20 pcts. vedkommende fra Ny Alliances vælgere i 2007, mens resten kommer fra resten af spektret.  Det betyder så omvendt, at regeringspartierne har “netto-eksporteret” ca. 3 pct.point til venstrefløjen.

Nej, jeg tænker ikke på spørgsmålet om, hvorvidt der blev fusket med så mange stemmer i Illinois og Texas, at Kennedy illegitimt fik sejren.  Skete det i begge stater, ville Nixon uden denne svindel have vundet en snæver sejr i Valgmandskollegiet (270 mod 252).  Det er formodentlig (også) korrekt, men en helt anden historie*: Jeg tænker her derimod på, at der, selv hvis man tager Kennedys fuskede stemmer med, var der flere amerikanere, der satte deres kryds med den intention, at Nixon skulle være præsident, end tilfældet var med Kennedy.

Ja, jeg ved, at det lyder som en noget vild påstand–og givetvis én, der, alene fordi den rokker ved Kennedys gudelignende status, må være forkert.  Vi har jo altid hørt, at Kennedy vandt en kneben sejr, med et forspring på kun ca. 120.000 stemmer (0,1 pct.point).  Vi kan læse det i Wikipedia og utallige andre steder på internettet—inklusive hos USA’s nationalarkiv.  Vi kan såmænd læse det i alskens mere seriøse arbejder, inklusive guldrandede leksika som Encyclopedia Britannica.

Så hvad i alverden taler jeg dog om?

Det allerførste, man skal lære, før vi går til selve emnet, er, at ved et amerikansk præsidentvalg stemmer vælgerne reelt ikke på præsidentkandidater men derimod på personer, der er kandidater til at være valgmænd (medlemmer af valgmandskollegiet, Electoral College).  Altså det organ, som to måneder efter selve valgdagen (6.I.) mødes i delstatsforsamlinger og dér formelt set vælger præsidenten og vicepræsidenten. Man giver som vælger på valgdagen umiddelbart (som regel) sin stemme til præsidentkandidatnavne; i nogle stater står valgmændenes navne på stemmesedlen, i andre gør de ikke, men afstemningsteknisk sker det altså som et valg af valgmænd.  Disse har så—moralsk, ikke juridisk—lovet, at de efterfølgende vil stemme på en specifik præsidentkandidat.  (Nogle enkelte delstater har indført love for at straffe valgmænd, der ikke holder deres løfte, men det er et sidespor.)  Så der er faktisk ikke noget antal ”personlige stemmer”, der kan tælles op for de enkelte præsidentkandidater—men stemmer på valgmandskandidater, der har lovet at stemme på de pågældende.  Måske indviklet og unødvendigt, men sådan er det altså.

Det næste, man skal lære, er, at der—uanset noget, der ligner officielle opgørelser på nettet—ikke findes noget ”officielt stemmetal”, af den simple årsag at et amerikansk præsidentvalg ikke er et direkte, folkeligt valg, men at valget af præsidentielle valgmænd kan gøres på forskellig vis fra stat til stat.  USA’s forfatning fastsætter eksplicit (art. 2, stk. 1), at det er delstaterne, der suverænt bestemmer, hvorledes valget af valgmænd skal afholdes (og afgøres): “Each State shall appoint, in such Manner as the Legislature thereof may direct, a Number of Electors, equal to the whole Number of Senators and Representatives to which the State may be entitled in the Congress …” (jf. højesteretsdommen i Bush v. Gore (2000)).  Det vil sige, at den ene stat kan gøre det på den ene måde, den anden på en anden, o.s.v.  I princippet kan den ene stat sige, at valgmændene skal fordeles proportionalt mellem præsidentkandidaterne i.f.t. stemmeandel, den anden stat at det er ”winner takes all” til den med en pluralitet af stemmerne, og den tredje at det er delstats-nationalforsamlingen, der udpeger valgmændene–og den fjerde stat noget helt fjerde.  Sådanne forskelle har eksisteret–og findes i et vist omfang den dag i dag: Langt de fleste delstater har et ”winner takes all”-system, mens nogle få (Maine og Nebraska) fordeler valgmændene efter, hvem der får flest stemmer i de valgkredse, staten er opdelt i, og to til vinderen af staten som helhed.  I 2008 fik McCain f.eks. fire valgmandsstemmer fra Nebraska, mens Obama fik én.

Siden midten af det 20. århundrede har man i de fleste stater ved direkte valg af valgmænd anvendt det, man kalder en “short ballot”, d.v.s., der vælges mellem alternative lister af valgmænd.  Hvis en stat har f.eks. fem valgmænd, som præsidentkandidaterne kæmper om, kan man som vælger vælge mellem fem fra Demokraterne, fem fra Republikanerne, fem fra Green Party, fem fra Libertarian Party, o.s.v., o.s.v.

Tidligere anvendte de fleste stater derimod det, der kaldes “the general ticket” eller “the long ballot”, hvor vælgerne kan vælge mellem forskellige enkeltkandidater til posterne som valgmænd.  Med sidstnævnte system kunne man så i en stat med fem valgmænd stemme på f.eks. to Demokrater, én Republikaner, en uafhængig og en Libertarian–hvis det var dét, man ville.  Eller på alle fra samme parti.  Denne mulighed for at bruge en “long ballot” fravalgte de fleste delstater fra midten af det 20. århundrede, og den sidste (Vermont) i 1980.

Eksempel på variant af "Long Ballot" fra præsidentvalget i 1964. Her er det muligt at stemme for enten "partilisten" eller selektivt at udvælge valgmænd.

Og så kommer vi til 1960-valget, hvor det politiske landskab så noget anderledes ud end i dag, og hvor der endnu kunne være betydelige forskelle på, hvorledes delstaterne stemte om deres valgmænd.

Hvad mange amerikanere—og danskere—glemmer eller ikke ved er, at 1960-valget var et af de epokegørende valg i efterkrigstiden, hvor man så konturerne af en slags begyndende ”realignment” af de to partier, d.v.s., hvor disses historiske placering, geografisk og politisk, var ved at ændre sig fundamentalt.  Republikanerne havde indtil 1932 overvejende været et moderat, liberalt parti med base i nordøst og midtvest.  Demokraterne havde været et konservativt parti med base i syden.  Lidt forenklet: Historisk set var det Republikanerne, der havde været imod slaveri og for en stærk forbundsstat, men med en overvejende liberal økonomisk politik, mens Demokraterne havde været først for slaveri og siden imod borgerrettigheder til de sorte, for ”states’ rights” (decentralisering) og (i hvert fald periodevis) imod frihandel.  Dét billede ændrede sig på nogle punkter ovenpå New Deal og 2. verdenskrig.  I 1960erne var Republikanerne endnu primært et nordøst/midtvest parti, om end med en stigende tilslutning i vest—mens partiet (der havde været hovedkraften bag Nordstaternes sejr og efterfølgende besættelse og ”reconstruction” af Sydstaterne) fortsat var næsten helt uspiseligt i Syden.  Demokraterne var derimod på vej til at gå i to stykker: I storbyerne bestod det af ”liberale” (venstreorienterede) akademikere og middelklasse, pænt til venstre i amerikansk politik; i Syden bestod det af ekstremt konservative kræfter, der på mange spørgsmål ofte lå ganske langt til ”højre” for selv meget højreorienterede Republikanere.  Ved 1960 valget var Demokraterne, som ved flere valg siden 1948, ved at flække over, og de mest konservative sydstats-Demokrater, ”The Dixiecrats”, afskyede Kennedy inderligt.

I 1960 kom der til, ved selve det formelle præsidentvalg i Valgmandskollegiet, reelt at være to sæt Demokratiske kandidater: Senator John F. Kennedy (D-Massachusetts), med senator Lyndon B. Johnson (D-Texas) som vicepræsidentkandidat, som Demokraternes officielle kandidater; senator Harry F. Byrd (D-Virginia) og senator Strom Thurmond (D-South Carolina) som uformelle, alternative henholdsvis præsident- og vicepræsidentkandidater.  De to sidste var tilhængere af raceadskillelse (”segregation”) og direkte anti-Kennedy kandidater.  (Thurmond havde opstillet som Dixiecrat-præsidentkandidat, mod Demokraternes egen Truman, helt tilbage i 1948, og han skiftede i 1964 til Republikanerne.)

I flere delstater opstillede man i 1960 konkurrerende Demokratiske lister af konservative, Demokratiske valgmænd, der var erklærede anti-Kennedy kandidater, og som officielt erklærede sig som “unpledged” (uforpligtede), d.v.s., at de ikke havde lovet at støtte en bestemt præsidentkandidat, når Valgmandskollegiet skulle stemme men ville kunne stemme efter forgodtbefindende.  I to sydstater, Mississippi og Alabama, var det helt eller delvist disse Demokratiske anti-Kennedy valgmænd, der vandt, snarere end de officielle Demokratiske pro-Kennedy valgmænd.  Mississippi brugte “the short ballot”, og der fik Dixiecrat-oprørerne flest stemmer og dermed alle otte valgmænd, mens de officielle Kennedy-Demokrater fik lige så mange som Republikanerne (nul).  I Alabama anvendte man “the long ballot”, og der delte man valgmændene imellem sig, med seks til oprørerne og fem til parti-loyalister (og nul til Republikanerne).

Når valgmændene skulle stemme efter valget—og nu ser vi helt bort fra, om der havde været fusket nogle steder og reelt skulle have været valgt nogle andre valgmænd—blev resultatet, at Kennedy fik 303, Nixon 219 og Byrd 15.  Af Byrds 15 var der én, som var en Republikansk Oklahoma-valgmand, der sprang og uortodokst stemte på Byrd som præsident og Barry Goldwater som vicepræsident; de 14 andre Byrd-stemmer var de såkaldte ”unpledged electors”, nemlig otte fra Mississippi og seks fra Alabama.  Som altså nok var Demokrater men var erklærede anti-Kennedy Demokrater.  (På nedenstående kort er, valgdistrikt for valgdistrikt, angivet stemmeandelene til henholdsvis Nixon-valgmænd (røde nuancer), Kennedy-valgmænd (blå nuancer) og de “uforpligtede Demokrater”, som stemte på Byrd (grønne nuancer).)

Da valgresultatet skulle gøres op, var det—som det ofte er og fordi der ikke (jf. ovenfor) findes en ”officiel” optælling af stemmerne på landsplan—Associated Press, der som et rent privat foretagende opgjorde stemmetallene på landsplan.  Ifølge denne optælling fik Kennedy 34,2 mio. stemmer, svarende til 49,72 pct., mens Nixon fik 34,1 mio. stemmer svarende til 49,55 pct.  Nixons stemmetal aldrig har været anfægtet, men det har vist sig, at Kennedys på flere punkter kan og bør revurderes.  En række valgforskere og historikere har således sidenhen foretaget alternative opgørelser, som i større eller mindre gard divergerer fra AP’s, lidt afhængigt af hvorledes man opgør stemmerne i Syden.

Opgørelsen af de ”personlige stemmer” bliver nemlig noget kompliceret af stemmerne fra Mississippi, Alabama og Georgia, hvor de valgte valgmænd altså helt eller delvist var nogle, der var Dixiecrats opstillet eksplicit som alternativer til Kennedy. Resultatet, hvor Kennedy vinder over Nixon med ca. 120.000 stemmer, kan kun nås ved bl.a. i Alabama at tælle det som om, at Kennedys fem valgte valgmænd fik 324.050 stemmer og Nixons nul valgte valgmænd fik 237.981 stemmer og ved samtidigt at ignorere, at der faktisk var seks ”uforpligtede valgmænd”, der blev valgt, og som efterfølgende stemte på Byrd.

Ligeledes har der været uenighed om, hvorledes man skulle tabullere de “personlige stemmer” i Georgia, der også anvendte den såkaldte ”long ballot”.  Denne gør det gør det svært at opgøre resultatet, fordi vælgerne med den kan stemme for (eller ikke) for så mange af de opstillede valgmandskandidater, som der skal vælges valgmænd, og de valgte valgmænd er herefter dem med flest stemmer.

Associated Press valgte at opgøre præsidentkandidaternes stemmetal som det antal stemmer, som den af deres valgmænd med flest stemmer, fik, og det er her en stor del af problemet ligger, fordi matematikken grundet valgsystemet så ikke rigtigt “går op” meningsfuldt i hverken Alabama eller Georgia (omend af forskellige årsager).  Nixons mest populære valgmand i Alabama fik, som nævnt, 237.981 stemmer–so far so good.  Men AP gav herefter Kennedy 324.050 stemmer i Alabama, for det var, hvad den Demokrat med flest stemmer, fik; problemet er blot, at det altså ikke var en Demokratisk Kennedy-valgmand men en Demokratisk anti-Kennedy valgmand!  AP gav også de uforpligtede Demokratisk anti-Kenendy valgmænd et stort fedt “0″ i personlige stemmer–desuagtet at der altså blev valgt seks af disse, mod kun fem Kennedy-valgmænd!

Så kan man i stedet, som andre har foreslået, give Kennedy 318.303 stemmer fra Alabama, for det er, hvad den mest populære Kennedy valgmand fik, men så kommer næste problem: Hvor mange stemmer skal man så give til de uforpligtede Demokratiske, anti-Kennedy valgmænd? I de fleste opgørelser er man fortsat med at give disse nul stemmer, selvom flere stemte på dem end på Kennedy-valgmændene.  Man kan imidlertid heller ikke bare give dem differencen, for det ville implicere, at et meget lille antal stemmer havde fået det største antal valgmænd, mens et mange gange større havde givet færre eller nul.

Snarere end at skrive af fra, hvad andre har skrevet om emnet, vil jeg gengive et par passager fra en udveksling i The New York Review of Books (”Did Nixon Beat Kennedy?”, 1988), hvori økonomen Gordon Tullock og historikeren Francis Russell diskuterede emnet og nåede samme konklusion: At når man rekalkulerer stemmerne på rimelig vis, får man det resultat, at Nixon endte med flere stemmer end Kennedy.  Først Tullock:

“To begin with the area where he gives Nixon too little credit, he says that Kennedy won “by plurality—not a majority—of the popular vote.” Due to the bizarre events in Alabama, it is not at all obvious that Kennedy had more popular votes than Nixon. Scammon shows the vote as follows:

Obviously, eight thousand voters getting six electoral votes while 324,000 got only five and 238,000 got none is absurd.

The year 1960 was a period in which the southern whites after a long long period of solid support of Democrats were beginning their shift into their present Republican voting in presidential elections. As a first step in that direction, a number of “true Democratic” movements were set up in the South, the purpose of which was to avoid endorsing the national Democratic candidates and at the same time not endorse the national Republican candidates. Alabama has a primary election for presidential electors. In that primary election a slate of anti-Kennedy electors won six of the eleven positions and five were won by the pro-Kennedy electors. The six anti-Kennedy electors then proceeded to carry on a vigorous and active campaign. The pro-Kennedy electors stayed home and said nothing. The ultimate outcome was 324,000 votes for all eleven Democratic electors. The anti-Kennedy electors received eight thousand more votes than the pro-Kennedy electors.

The popular vote is very difficult to disentangle. The above figures assume that the people who voted for all eleven of the electors were pro-Kennedy. Obviously, this is too simple, but what should be substituted for it is by no means obvious. I personally would suggest that we simply discard all these votes in the popular total on the grounds that we can’t tell what these voters thought. Another possibility would be to divide the popular vote cast for these eleven electors in the same ratio as the popular vote in the earlier primary. Either of these corrections would lead to Nixon having more popular votes nationally than Kennedy.”

Og så Francis Russells svar:

“Given the Byzantine intricacies of Alabama politics, it is indeed possible that Nixon’s popular vote may have slightly exceeded Kennedy’s in that close election. Whereas in most states in a presidential election voters are given a single slate of Republican or Democratic electors to check off, Alabama Democratic voters could choose or reject individually from the list of electors, eleven separate choices. There must have been considerable vote-splitting in 1960, for an anti-Kennedy elector topped the list with 324,050 votes, trailed by a pro-Kennedy with 318,303 votes. This latter figure the Congressional Quarterly gives as the total Alabama Kennedy vote. The difference between the “anti” and the “pro,” the Quarterly tabulates as “Other.” The “Others” then, with some six thousand votes, take six electors whereas the Republicans with thirty times that total get no electors at all. This, as Professor Tullock points out, is an absurdity.

There is no tabulating the vote exactly, but for a reasonable approximation one can divide 318,303 by eleven, multiply it by five for the pro-Kennedys and by six for the anti-Kennedys. The Kennedy Alabama total would then be 144,685 instead of the Quarterly‘s given 318,303. If we then deduct the 179,838 anti-Kennedy Alabama votes from the national total then Nixon did have a final 64,165 vote plurality in the 68,828,960 votes cast.”

Men det er kun Alabama-stemmerne.  De meget interesserede bør læse enten den grundige historiske analyse af Valgmands-kollegie institutionen af dettes mest ihærdige kritikere: Professor Lawrence D. Longley & journalist Neal R. Peirce: The Electoral College Primer 2000 (New Haven, Conn.: Yale University Press, 1999) eller en artikel af professor Brian J. Gaines: ”Popular Myths About Popular Vote–Electoral College Splits” (PS: Political Science & Politics: 74).  Begge indeholder detaljerede redegørelser for omstændighederne i Alabama, Mississippi og Georgia og kalkulationer af de ”personlige stemmer” for præsidentkandidaterne i 1960.  Gaines’ facit (opnået ved at kalkulere det gennemsnitlige antal stemmer til de konkurrerende “lister” på “the long ballot” i Alabama og Georgia) bliver dette valgresultat på landsplan:

• Kennedy (D): 34.044.027 stemmer (49,46 pct.)
• Nixon (R): 34.104.159 stemmer (49,55 pct.)
• “Uforpligtede Demokrater”, der stemte på Byrd (D): 292.141 stemmer (0,42 pct.)
• Andre kandidater: 387.083 stemmer (0,56 pct.)
• I alt: 68.827.410 stemmer

Altså en sejr på cirka 60.000 stemmer (og en margen på 0,09 pct.point!) til Nixon, snarere end en sejr på cirka 120.000 stemmer til Kennedy.

Hvis man alternativt gør, som Tullock antyder–helt ignorerer stemmerne fra Alabama (og evt. også Georgia), fordi de simpelthen ikke kan opgøres meningsfuldt som “personlige stemmer” på en præsidentkandidat–ja, så stiger Nixons vinder-margen blot yderligere (0,23 pct.point).  Her er min opgørelse eksklusiv “long ballot”-stemmerne fra Alabama og Georgia:

• Kennedy (D):  33.444.043 stemmer (49,53 pct.)
• Nixon (R): 33.595.704 stemmer (49,76 pct.)
• “Uforpligtede Demokrater”, der udenfor Alabama stemte på Byrd (D): 92.141 stemmer (0,14 pct.)
• Andre kandidater: 387.083 stemmer (0,57 pct.)
• I alt (ekskl. Alabama og Georgia): 67.518.971 stemmer

***

Jeg har aldrig set nogen anfægte Tullock, Longley & Peirce eller Gaines på disse punkter–og der er mange flere, der har argumenteret for noget lignende.  Åbenbart var der allerede fra 1960 og frem til mordet på Kennedy i 1963 mange, der kritiserede AP’s stemmetalsopgørelse–som imidlertid nu er så kanonisk, at det er dén alle bruger.

Men hvorfor vil dette resultat givetvis være så ukendt for de fleste, som det var for mig–der ellers havde bifag i amerikansk politik, da jeg læste i USA–da jeg først blev bekendt med problemstillingen i 2001?  Dels er der naturligvis spørgsmålet om “sti-afhængighed”: Når først et faktum er kommet “ud” og blevet en del af den “kollektive bevidsthed”, kan det være ufattelig svært at komme af med igen.  (Tag et andet eksempel fra et nyere præsidentvalg: Forbundshøjesterettens afgørelse i sagen Bush v. Gore (2000), som stort set alle steder genfortælles som, at det var fem Republikanske dommere, der henover hovederne på fire Demokratiske “valgte” Bush.  Her er både partifarverne, afgørelsen og stemmetallene objektivt forkerte–men min erfaring er, at det ikke nytter at gøre opmærksom på det.  Udlægningen er fortalt og genfortalt så mange gange, at den fuldstændigt har overskygget fakta.)  I tilfældet med 1960-valget er det så oplagt, at den unge, flotte og idealistiske Kennedy, som jo faktisk blev præsident–for så at blive tragisk myrdet–har et langt bedre image end den ældre, ucharmerende Nixon, som tabte, flere gange, og som ovenikøbet endte sin karriere i politisk skam.  At skulle til affinde sig med, at der ovenikøbet ikke skulle have været et flertal af vælgerne, der foretrak den første …  blows your mind!

***

Nu gælder dette altsammen opgørelsen af “personlige stemmer” og ikke stemmer i Valgmandskollegiet, der som bekendt er, hvad der afgør et amerikansk præsidentvalg.

Det kan alligevel være spændende at lege med tanken om, hvad der var sket, hvis Nixon var blevet valgt i 1960.  Han er en af de værste præsidenter i amerikansk historie, men formodentlig kunne og ville meget være gået anderledes.  Ganske tænkeligt havde Demokraterne ikke vundet 1964-valget, fordi det så ville have været Republikanerne, der havde høstet belønningen for de gode tider, og den geografisk-politiske ”realignment”, der fandt sted siden hen (hvor Republikanerne overtog Syden og dele af Vesten, og Demokraterne Østkysten, samtidigt med at partierne i stadigt stigende grad blev homogene og placeret til ”højre” og ”venstre”) ville givetvis være accelereret.  Måske det så til gengæld ville have været Demokraterne, der havde vundet i 1968 på en bølge af mere politisk ensartet modstand imod Vietnam-krig m.v.  Og måske Reagan så var blevet valgt i 1972 eller 1976, i stedet for 1980, og på et måske lidt mere økonomisk moderat program, end tilfældet blev ovenpå Carter-årene.  Eller måske det havde været en helt anden.  Watergate havde vi næppe oplevet, og dermed med sikkerhed hverken en præsident Ford eller en præsident Carter.  Meget havde nok været det samme, men meget andet havde givetvis set voldsomt anderledes ud.

* Jeg havde i begyndelsen af 1990erne på Columbia University en professor, der hævdede, at han som ung Demokratisk aktivist i Chicago i 1960 havde været med til at svindle til fordel for Kennedy.  Om det er sandt (og hvis det er, om det så betød noget for udfaldet), eller om det var en måde at gøre sig interessant og politisk korrekt på, ved jeg ikke.  Men historierne om fusk ved 1960-valget forsvinder næppe nogensinde–ikke mindst fordi de forlængst er blevet umulige at afprøve.

Finally, the votes are in …

På hver af de tre områder er nedenfor angivet de faktiske tal med fed skrift, ligesom der er angivet de ”prognoser”, som enten meningsmålingsfirmaer eller ”eksperter” fremkom med inden valget.  Jeg har taget stort set revl og krat med.  Dertil har jeg så angivet ”brutto-fejlene” ved hvert estimat (d.v.s. forskelle i.f.t. de faktiske tal for Demokraterne og Republikanerne, lagt sammen).  (Feinschmeckere vil sikkert spørge, hvorfor jeg angiver brutto-fejl snarere end netto-fejl? Og dén kan man så tygge lidt på …)

Nogle observationer: Den, der klarede sig bedst ved mest, var Mark Blumenthal fra Pollster.com/Huffington Post, der ramte Senats-mandaternes fordeling præcist og stemmeandelene med den mindste margen.  Til gengæld var Blumenthals prognose om Repræsentanternes Hus (med 32 brutto-fejl) den næstdårligste af alle, jeg noterede mig.

I al ubeskedenhed var mine egne prognoser i to af tre tilfælde ret gode: Jeg gav det næstmest præcise bud på Repræsentanternes Hus (med kun seks brutto-fejl) og ditto af de tre gennemsnit for stemmeandelene.  Det vil sige, at min prognose for Huset ramte væsentligt bedre end den meget hypede (og langt mere sofistikerede) Nate Silver/FiveThirtyEight.com hos New York Times (med hele 20 brutto-fejl) og min stemmeandels prognose ramte bedre end den maksimal-kendte RealClearPolitics.com’s prognose–to små ligegyldigheder, som jeg har tænkt mig at fremføre utidigt og ad nauseam de næste par år ! (Min prognose var også bedre end fem af de kendte meningsmålingsinstitutters individuelle slut-målinger, bl.a. Gallup og Rasmussen–men inden det ender i selvfedme, må jeg pointere, at det er dem, der leverer resultaterne og bare sådan nogle som mig, der efterfølgende leger med dem.).  Til gengæld ramte jeg med seks brutto-fejl ret dårligt ved Senatet: Jeg var ganske overbevist om, at den bølge i tilslutningen til GOP, der manifesterede sig i stemmeandelene den sidste uge, og som slog markant igennem ved valget til Huset, ville gøre, at Republikanerne ville score de fleste ”toss-ups” (Washington, Colorado, Nevada).  Særligt havde jeg slet ikke regnet med Harry Reids evne til at få stablet en ekstraordinær god get-out-the-vote operation på benene i Las Vegas.  Nå, men læsere af denne blog kan da så få bekræftet, at det kan være værd at læse denne, hvis man gerne vil have rimeligt gode bud på udfaldet af amerikanske valg …

En anden observation: Det er egentlig forbavsende, så godt man kan ramme i dag.  Ganske anderledes end f.eks. midtvejsvalget i 1994, hvor udfaldet kom bag på de fleste.  Tre hurraer for meningsmålingsfirmaerne.

Med undtagelse af Steve Lombardo fik alle ”eksperter”, der klogede sig, kontrollen af Senatet korrekt.  Alle fik kontrollen af Huset korrekt.  Alle meningsmålere fik ”vinder” og ”taber” blandt de to partier korrekt—om end med betragtelige forskelle, med YouGov som den klart mest præcise, mens Opinion Dynamics og Gallup (noget overraskende) var ganske langt ved siden af.

Det eneste enkelt-valg, som stort set alle fik forkert, var senatsvalget i Nevada.  Det skyldes uden tvivl, at Demokraternes ”get-out the vote”-maskine fungerede rigtigt godt der.

Når resultaterne i det store billede er så ens, skyldes det to ting.  Næsten alle ikke-meningsmålere (d.v.s. Rothenberg, Cook, Cost, mig selv, m.fl.) bruger ultimativt mere eller mindre det samme materiale—om end nogle sikkert har adgang til ikke-publicerede målinger.  Så det er mere et spørgsmål om, hvad man ”gør” med det—hvor mange og hvilke antagelser, man gør sig.

Til gengæld må Gallup—der historisk set har været de bedste meningsmålere—og Rasmussen Reports—der de senere år har været de bedste—indkassere prisen som blandt de dårligste meningsmålere i denne omgang og skal nok hjem og revidere deres ”likely voter”-modeller.

Tale til lancering af ”89’erne: Politiske Visioner fra En Borgerlig Revolution”, CEPOS, 18.XI.2010

Mange tak for invitationen til at sige noget om ”89-generationen”.

Det er jo en ære—men sådan set også lidt skræmmende.  For dét øjeblik man først får en bog i hånden om en generation, så er det næsten per definition tilfældet, at den generation ikke længere er den yngste generation, og hvis man selv er en del af den generation, ja så …  Og når man så selv bliver bedt om at sige noget på vegne af en sådan generation, så er man per definition udvalgt til at være en sur, gammel mand—hvis man ikke var det i forvejen.

Så hvem ved, om et øjeblik lyder jeg måske som Georg Metz til et møde hos Gyldendal?

Men der er altså én god ting ved at tilhøre en slags mellemgeneration. Så kan man nemlig slå fast, at man ikke er så gammel og forstokket som den generation, der kom før én.

Og man er samtidigt—forstås—meget mere moden og erfaren udi livet end de uvidende barne-rumper, der sjosker i éns fodspor, fordi deres egne fødder er for få og små til at lave synlige aftryk.

Så lad os endelig holde fast i dét sympatiske perspektiv.

***

Hvem og hvad er 89’erne så?

Lad mig først sige det som forsker med hjælp af en Gallup-undersøgelse, som A4 fik lavet i 2003, og som valgforskerne siden har gentaget: Man kan med kirurgisk præcision sige, at der findes én gruppe af danskere, som holdningsmæssigt skiller sig markant ud fra resten af samfundet: Dem, der blev født i de tre årtier mellem 1958 og 1989.

Dem, der blev født før—især i årene 1948-1958—og dem, der heldigvis endnu ikke har brugt deres stemmeret så meget, ligger overvejende noget til venstre.  Ikke mindst takket være nogle enormt røde kvindelige vælgere.  I disse grupper får venstrefløjen inkl. De Radikale lidt over halvdelen af stemmerne.

Men 1958-1989 holdet er hamrende blåt.  Mørkeblåt.  Mænd som kvinder.  For et par år siden stemte denne aldersgruppe på Fogh Rasmussen regeringens parlamentariske grundlag med en overvægt på 15-20 pct.point.

Var det kun os, der havde haft stemmeret, ville Margaret Thatcher have været statsminister, Ronald Reagan udenrigsminister, Bibi Netanyahu forsvarsminister, Clint Eastwood justits- og kulturminister,—og regeringens sidste medlem kunne meget vel have været Milton Friedman som minister for afvikling af øvrige offentlige aktiviteter.

Denne alders- og holdningsmæssige afgrænsning passer faktisk ret godt på os, der har bidraget til denne bog om ”89’erne”.  Den ældste af os (Henrik Gade Jensen) havde stemt et par gange, da muren faldt i 1989—og den yngste af os (Helene Haabegaard) gik formodentlig endnu med blé.  Den typiske skribent i 89-bogen er født i 1970-1972, har løbet hornene af sig i VU, KU eller studenterpolitik, og har en samfundsvidenskabelig uddannelse.  Mere end et halvt dusin er blevet ministre og folketingsmedlemmer—og de resterende fire dusin har mere eller mindre bevidst fravalgt en sådan karriere.

Så dét er os.  For unge til at synes, at Trille var cool—og for gamle til at vide, hvem der er med i ”X-Factor”.  For unge til at have gået med afghaner-pels—og så gamle at vi endnu synes, at bukselivet skal sidde over lårene.  For unge til at have røget hash på Kulturministeriets trappe—men gamle nok til at have røget en cigar (eller noget andet), for at fejre begivenheden, da Muren faldt i 1989.

Og for os var 1989 et stort år.    Det var i sagens natur, hvad 1968 var for 68’erne—og hvad iPhone4 er for nutidens teenagere.

De fleste af os fulgte intenst, hvad der i 1989 skete på Tian-an-men Pladsen, i Berlin og i Bukarest.  Personligt kan jeg huske præcis, hvor jeg selv var da Muren faldt i 1989: Jeg gik rundt på statskundskab på Københavns Universitet og syntes, at de fleste danske samfundsforskere var noget røde i filten.  Samtidigt var jeg lidt deprimeret over en uambitiøs borgerlig regering, som den holdningsmæssige gas var gået ud af.

Og sådan kan verden jo forandre sig så meget på to årtier.

***

Nå, hvad karakteriserer så 89’erne?

Jeg vil kort pege på fire ting, som gør gruppen forskellig fra dem, der kom forud og måske for dem, der kommer efter—hvis der altså er nogen.

89’erne er …

1. meget heterogene.
2. ikke spor flove.
3. elsker bøger.
4. lettere fandenivoldske.

Lad os starte med det første—det heterogene.  Hvor 68’erne bestod af 117 forskellige socialistiske grupperinger, så består 89’erne af 117 forskellige ikke-socialistiske grupper.  Vi har ingen store utopier til fælles—måske bortset fra at hver mand og kvinde bør finde sin egen jordnære utopi.

Vi dækker hele feltet.  Fra borgerlige, der mener, at det største problem med statsmagten er, at det tit er de forkerte, der sidder på den—til liberale, der mener, at statsmagten skal være så lille, at den kan druknes i et badekar.  Eller noget mindre.

Politisk set er den mest moderate en glødende anti-marxistisk kulturkamps-kæmper, som synes, at alt var bedre i forgårs.  Den mest radikale er en fhv. Radikal, der gerne så alt privatiseret og hellere i dag end i morgen.  Og så er der en pæn mangfoldighed derimellem: Rodløse eks-Radikale.  Liberale Venstre-folk og endnu mere liberale Alliance-folk—der kun er enige om, at liberalismen ikke er død men er uenige om, hvad den er.  Og så er der Konservative af enhver social-, national-, værdi-, balance- nuance, både i og udenfor De Konservative.

Og dertil er der så et pænt assorteret udvalg af partiløse ”klimafornægtere” og en klimaminister, masser af EU-fanatikere og fanatiske EU-skeptikere, et par hjemløse georgister, nogle post-feminister, og en enkelt ensom solipsist-anarkist.

***

Selvom vi ikke er enige om ret meget, er vi enige om én ting: At vi 89’er er borgerlige uden at være flove over det.

Generationen af borgerlige, der kom før os, var håndsky og lammebankede af venstrefløjen i 60erne og 70erne.  Den måske mest fremtrædende Konservative intellektuelle profil—Per Stig Møller—skrev kronikker om, hvor meget man kunne lære af Formand Mao.  Og en af de opadstigende Venstreløver i den ældre generation—Anders Fogh Rasmussen—forsvarede i 1975 ”økonomisk demokrati” på arbejdsmarkedet.

Hvis nogen 89’ere havde gjort det …, så havde de fået buksevand af os andre.

For vi 89’ere voksede op med fodformede, lilla ble-behængte samfundsfagslærere uden fornemmelse for anden pluralisme end deres egne holdninger.  Med medier der fremstillede enhver til højre for Svend Auken som fascister.  Med alskens DKP-kontrollerede elev- og studenter-organisationer, der helt bogstaveligt sad på Dannebrog og drak jordbærthé, alt imens rektor gik rundt og beslaglagde borgerligt kampagne-materiale.

For os var det Gert Petersen og Ritt Bjerregaard og Ebbe Kløvedal Reich og Suzanne Brøgger, der repræsenterede status quo, det grå og kedsommelige—mens Uffe Ellemann, Sir Keith Joseph og Graf Lambsdorff til sammenligning vel nærmest var sådan lidt af nogle farverige, rebelske punkere.

Samtidigt kunne vi opleve en markant borgerlig bølge internationalt—med valgsejre i Storbritannien, USA, Tyskland og—ja—en dansk borgerligt-liberal regering fra 1982.

Tju hej, hvor det gik!

Så vi 89’ere syntes ikke, at der var noget at være flove over eller bange for.  Rebellerne—det var os: Unge borgerlige med slips, blazer og attache-mapper—der heller end gerne tog til Roskilde Festival og lyttede til The Clash på vores ”walkman”.

***

Det tredje, der karakteriserer 89’erne, er, at vi tilsyneladende var den sidste generation til at læse—og skrive—bøger.  Til forskel fra den ældre generation, læste vi andet end aviser og finanslove—og til forskel fra den yngre generation var vi i stand til at læse tekster længere end en blog-post.

Kort sagt: Vi var—og er—sådan lidt wanna-be intellektuelle.

Vi syntes ikke, at ideologi var—eller er—noget ”bras”—også selvom mange af os helst vil kalde det noget andet end ideologi.  Vi syntes faktisk, at der ikke var noget galt med at læse konservative som Michael Oakeshott og liberale som F.A. Hayek.  Især når vores venstreorienterede lærere ikke anede, hvem de var.

***

Det fjerde og sidste kendetræk—at 89’erne er en mere fandenivoldsk generation—var et resultat af de tre første ting.  At vi var forskellige, at vi ikke var flove over at være borgerlige, og at vi gad at læse andet end danske aviser.

Så når besserwissene-journalister kaldte os ”Nå-generationen”, så gjorde vi det til ”Nå … så det tror I!”-generationen.

Når den venstreorienterede fredsbevægelse marcherede, så lavede vi sgu’ da bare et borgerligt modstykke—”Demokratisk Fredsfraktion”—som mente, at den bedste fredsstrategi var et stærkt forsvar.  (Og hvem fik ret?)

Når venstrefløjens stormtropper i Operation Dagsværk samlede ind til de marxistiske venner i Nicaraguas Sandinist-regering, ja, så samlede VU og KU sammen ind til skoleprojekter i det Sovjet-besatte Afghanistan.

Når TV-programmet ”Landet rundt” og tegneserien ”Poeten & Lillemor” gjorde grin med KU’ere, der gik med slips—ja, så svarede vi igen med endnu flere, endnu større, end mere farvestrålende slips.  Evt. med et billede af Adam Smith i profil.

Når Anker Jørgensen i samme ånd sammenlignede de slipseklædte unge med ”fascister” og sagde, at han foretrak unge i cowboy-bukser, fordi det var mere ”demokratisk”, ja så sendte vi ham et par cowboybukser med den hilsen, at vi da gerne ville have en statsminister, der var lige så demokratisk klædt som Ronald Reagan.

Men vi 89’ere var—og er—også rebelske overfor vores egne.

Når det hele blev lidt for pænt og lidt for borgerligt dengang i 1980erne, så udsendte Danmarks unge liberale og konservative—til moro for moderpartierne—støtteudtalelser til ære for Thy-lejren.  Det er deres jordhul—købt og betalt–og de generer ingen.

Når statsminister Poul Schlüter sagde, at ”ideologi er noget bras”, og finansminister Palle Simonsen hævdede, at der trods et skattetryk på knap 50 pct. ikke var noget at privatisere i Danmark, ja, så svarede KU igen med at arrangere dobbelt så mange konferencer om ideologi og privatisering—og at forære regeringen en liste med 100 privatiseringsforslag—hvoraf op mod et dusin siden blev gennemført.  Af Socialdemokraterne.

Når venstrefløjen lavede kaffe-klubber som Café Au Lait og en nyvalgt Venstre-formand, Anders Fogh Rasmussen, omvendt ville nedtone liberalismen, så svarede unge Venstre-folk igen med at danne kaffeklubben ”Espresso”—under sloganet ”Lidt mere stærk, tak, og lidt mere sort”.

Og når Politiken helligede et helt tillæg til at forklare, at al intellektuel nytænkning kommer fra ”centrum-venstre”—ja, så lavede vi såmænd da bare CEPOS.

Tag den!

***

Men inden dette ender i selvfedme af den slags, som 68’erne er langt bedre til end os, er det måske på sin plads at spørge: Er der slet ikke noget galt med 89’erne?

Jo, det er der.  Én enkelt ting.

Vi 89’ere har indtil videre, som generation, været én spektakulært succesrig … fiasko.  Vi har invaderet avisernes debatsider.  Vi har domineret internettet.  Lavet de bedste og mest læste politiske blogs.  Skrevet flere bøger end Klavs Rifbjerg har læst.  Skabt tænketanke.  Styret partier.  Væltet én regering.  Erobret ministerier i en anden.

Og hvad så?

Siden Muren faldt og den sidste af os lagde bleen, er skatterne vokset og vokset.  Staten sprøjter årligt love, bekendtgørelser og cirkulærer ud hurtigere, end nogen kan nå at læse.  At være dansk borger er mere end nogensinde som at være i en børnehave, og én hvor halvdelen af de voksne børn ikke kan kende forskel på Harald Blåtand og Harald Børsting og ved mindre om Nic.F.S. Grundtvig end om Nik & Jay.

Vi ejer ikke 68’ernes selvglæde, og derfor kan vi—og må vi—sige ærligt: Vi har gjort, hvad vi kunne, og næsten alt er blevet værre.

Så hvad skal 89’ernes lærdom til den næste generation være?  Det samme som den slags altid skal være: Gør ikke som vi gør, men som vi siger!  Og kom så i gang …