Svaret er Nej. Foxconn er underleverandør for en række af verdens store IT-virksomheder. Selskabet beskæfter ca. 800.000 mennesker og ud over Ipad samler man bl.a. også Microsoft Xbox. Med 14 “succesfulde” selvmord indebærer det, at virksomheden medarbejdere har en selvmordsrate på 1,75 per 100.000 indbyggere. Selvmordsraten i Kina som helhed er ca. 22 per 100.000, mens den er det halve herhjemme.

Ud over selvmordene er arbejdsforholdene generelt blevet kraftigt kritiseret fra en række NGOeres side. Det er der der intet nyt i. For et par år siden var det en række mobiltelefon-producenter som får produceret deres telefoner i Asien, herunder Kina som fik med grovfilen, men….

Kritikken viser først og fremmest at de pågældende NGOere og aktivister – uanset hvor meget de hyler op – ikke har forstået det enestående geniale i det helt fundamentale princip i det kapitalistiske system, nemlig at det er egennytten som driver værket. Eller som Adam Smith skrev for mere end 200 år siden:

It is not from the benevolence of the butcher, the brewer, or the baker, that we expect our dinner, but from their regard to their own self-interest. We address ourselves, not to their humanity but to their self-love, and never talk to them of our own neccessities but of their advantages.

Aktivisterne er bestemt ikke de eneste som ikke har forstået betydningen af egennytten. Den egennytte som markedsøkonomer opfatter som lige så basal og naturlig som vores seksualdrift, er for andre en skyggeside hos mennesket som skal undertrykkes og åbenbart ikke har “inficeret gode mennesker (så som paven, Bono og andre “helgener”). Som det fremgår af nedenstående debat, som jeg deltog i for et par uger siden, anser den katolske kirke egennytten som en noget syndigt – se og hør Andreas Rodes katolske definition af begrebet grådighed, som ifølge kirken skal bekæmpes.

Klik her for at se den indsatte video.

At man har et sådan forløjet og naturstridigt syn på mennesket er naturligvis ingen overraskelse – samme problemer har omtalte trossamfund (i lighed men en række andre trossamfund) jo som bekendt også med seksualdriften. Fejlslutningen er naturligvis komplet når man sætter lighedstegn mellem at arbejde for sig selv (i stedet for fællesskabet) og at skade andre.

Markedskapitalisme virker, når den altså for lov til det. Men det ved vi, som ikke er bange for tal og empiri jo godt allerede. Og skulle der stadig være de som er i tvivl, så er det bare at trykke på play i nedenstående klip fra et interview med Milton Friedman, som jeg sikkert har brugt i tidligere indlæg og garanteret kommer til at bruge igen i kommende indlæg.

Apropos Apple og Ipad – og “ulandsbistand”, kunne det være interessant at sammenligne hvorledes omkostninger for udviklingsbistand egentlig fordeler sig i de forskellige organisationer sammenlignet med aflønningen af produktionsfaktorerne som indgår i en Ipad.

Hvis vi ser bort fra det faktum at meget tyder på at traditionel udviklingsbistand formentlig har haft en negativ nettoeffekt for befolkningerne i modtagerlandene, kan man jo stille spørgsmålet om man i bund og grund ikke gør mere for at reducere verdens fattigdom ved at købe en ny Ipad i stedet for at give pengene til en af de mange NGO’ere som sælger sjælefrelse for giveren med løftet om at bidragene hjæper på at forbedre vilkårene for verdens fattige.

Mit umiddelbare svar er et rungende JA, også selv om de medarbejdere som indgår i produktionen ikke arbejder under forhold vi i vores del af verden ville acceptere. En luksus vi kan tillade os netop fordi vi har været igennem den proces som Kina og andre 3. verdenslande nu gennemløber.

Med andre ord – vil du gerne gøre noget godt for verdens fattige – så køb en dig en ny gadget.

Jovist er Morten Messerschmidt skarp i sin kritik af Helle Thorning og EU. Jovist er han ironisk og passioneret i sit udtryk, og den var muligvis ikke gået i folketinget, men nu var det heller ikke der sceancen foregik.

Morten Messerschmidt “velkomsttale” til Helle Thorning Smith i Europaparlamentet 17. januar:

Klik her for at se den indsatte video.

Talen var adskilte sig ikke fra – hverken i tone eller indhold – hvad man jævnligt oplever i det engelske underhus, hvis debatter unægtelig er en del mere underholdende og engagerende end dem i det danske folketing, og hvis medlemmer ofte udviser et retorisk, for ikke at sige kunstnerisk niveau, klasser over hvad vi (bortset fra et par undtagelser) er vant til herhjemme. Hvis det har været inspirationskilden for Morten Messerschmidt, skal han ikke høre et ondt ord fra min side.

Heldigvis har de engelske repræsentanter i Europaparlamentet  taget deres tradition med sig til Bruxelles og Strasbourg – og tak for det. Se bare den konservative Daniel Hannas velkomsttale til daværende premierminister Gordon Brown i 2009. Klippet er set af over 2½ mio. gange siden det blev lagt på Youtube og er i dag en klassiker.

I sin reaktion på Messerscmidts ironiske tale udtalte Jens Rohde til BT, at:

Jeg synes, at hans [Messerchmidt] opførsel var umoden og pinlig. Jeg forstår ikke, at hvis man hader EU og elsker Danmark, at man så sætter Danmarks regeringschef i den situation, som han sendte chefen i dag. Det tjente på ingen måde Danmarks interesse.

Han bakkes op af SFs Emilie Turunen, som pointerer:

at det er skadeligt for Danmarks ry og for Danmarks interesser internationalt

Her hopper kæden vist helt af for hr. Rohde og de “Eu(ro)-pjattede”. Normalt er vi jo vant til at Morten Messerchmidt og Dansk Folkeparti nærmest per automatik omtales som et nationalistisk og snæversynet parti, men her er det vist Emilie Turunen og Jens Rohde der har svært ved at frigøre sig fra deres nationale rødder og ikke forstår at de er medlemmer af et europisk parlament, hvor man fordeler sig og udtrykker sig ud fra holdninger og anskuelse og ikke ud fra nationalt tilhørsforhold.

Mens Morten Messerschmidt har forstået det og optræder som europæisk politiker med noget på hjerte, opfører Rohde og Turenen sig som – efter min mening – danskere når de er værst. Nemlig som ufri undersåtter under enevælden, hvor fuldkommen underkastelse er en dyd, og hvor man står ret og holder kæft med at det lugter ilde i bageriet – når der er udlændinge til stede.

Hvem lider egentlig af mindreværdskomplekser? 

Jens Rohde har tidligere, efter han op til europaparlamentsvalget i 2009 førte en mildt Eu-kritisk platform, efterfølgende vist sig at stå for en meget EU-positiv holdning på linje med Venstres tidligere formand, Uffe Ellemann Jensen. Som han selv har udtalt om sin forvandling:

Vi leder efter at være uenige om noget i Danmark. Det er omvendt i Europa. Og det er en meget stærk personlig oplevelse for mig at komme til Bruxelles og få et international perspektiv på politik. Jeg forandrer mig af det. Da jeg var politisk ordfører, bandede jeg f.eks., når Uffe (Ellemann-Jensen, red.) advarede imod, at vi lukker os for meget om os selv. Det forstår jeg bedre i dag.

Netop Uffe Ellemann var sammen med Bo Lidegaard (så er linjen ligesom lagt) blandt hovedkilderne til en temmelig ringe og ensidig artikel i sidste uges The Economist i andledning af Danmarks overtagelse af formandskabet i EU. Her er Uffe Ellemann citeret for at :

“British scepticism comes from a superiority complex. Ours comes from a minority complex,”

Men er det ikke snarere de overstrømmende EU-positive, som lider af mindreværdskomplekser. Så længe jeg kan huske tilbage har alle folkeafstemninger herhjemme i sidste ende været baseret på det grundlæggende argument fra tilhængerne, at vi ikke kan kan klare os uden at opgive endnu mere suverænitet. Sidst så vi det ved Euroafstemningen i 2000, hvor der ikke var grænser for alle de ulykker som ville ramme os hvis vi ikke stemte ja til euroen. Om ikke andet må man tage hatten af for eurotilhængernes evne til totalt at ignorere at de tog fejl. For tiden fremturer de ufortrødent med at det er i Danmarks interesse at tiltræde europagten. Et absurd argument som man vist skal have et næsten religiøst forhold til drømmen om Europas Forenede Stater for at tro på. Men det er som bekendt svært at acceptere når ens drømme ikke klarer mødet med virkeligheden. Og tro mig, jeg har set det på nærmeste hold i det kollektiv hvor jeg boede i 1989, da Berlinmuren faldt

Men måske  er Jens Rohdes kritik blot afledt af, at han ikke formår at skelne mellem regent og regeringsleder. Førstnævnte behandler man naturligvis med respekt, hjemme såvel som ude. Sidstnævnte er først som sidst en politisk modstander – hverken mere eller mindre.

Under alle omstændigheder er det lettere komisk at Jens Rohde optræder som loyal fæstebonde, mens Morten Messerschmidt viser, at man godt kan være nationalkonservativ og alligevel lade sig inspirere af det store udland.

Denne gang vil jeg gerne henvise til to udsendelser på radio 24syv. Således brugte Jarl Cordua og Torben Steno en time på emnet i november måned i deres i øvrigt anbefalelesesværdige “Cordua og Steno“, som sendes hver torsdag kl. 14-16. Udgangspunktet var at især Torben Steno er ganske begejstret ved tanken om de mange penge staten kan spare og tjene ved en legalisering. Mine beregninger er baseret på materiale fra den amerikanske Harward-økonom Jeffrey Miron, som vi har omtalt ved flere lejligheder her på bloggen, se bl.a. her og her. Oversat til danske forhold skulle en offentlig besparelse/indtægt på ca. 9 mia. kroner være realistisk.

Cordua og Steno 17. november 2011, 1. time

I udsendelsen debatterer jeg (og Torben Steno) med socialborgmester Mikkel Warming fra Enhedslisten og folketingsmedlem for det Radikale Venstre, Marlene Lorentzen (samt Jarl Cordua) .

Argumentet for en legalisering kan kort fortalt gøres ud fra 3. begrundelser:

1. En moralsk og etisk begrundelse, hvorefter det naturligvis er absurd at forbyde folk at foretage handlinger, som reelt først og fremmest indebærer en omkostning for brugeren selv. Eller sagt med andre ord, hvor håndhævelsen af den enkeltes frihed ikke griber ind i 3. mands frihed. Som (uforbederlig) (neo)liberalist anser jeg det naturligvis for at være et brud på vores grundlæggende negative menneskerettigheder, at man forbyder køb og salg af udvalgte rusmidler. Tilbage står vi i en situation hvor man blot kan håbe på at man foretager handlinger, som et politisk flertal mener man skal have ret til. En ikke særlig rar tanke, idet det stort set indebærer at alle former for aktiviteter (uanset om det skader andre eller ej) kan blive forbudt. Som det fremgår af udsendelsen, er det ikke et argument der bider på de to politikere, ikke underligt da de politisk har det tilfælles at de begge to er kollektivister (som flertallet af danske politikere og partier) hvor individet spiller en underordnet rolle.

2. De menneskelige omkostninger ved forbudspolitikken. Dette er reelt det eneste punkt, hvilket man også kan høre i udsendelsen, hvor man i en dansk/europæisk virkelighed har en chance for at komme igennem på nuværende tidspunkt.

3. De økonomiske omkostninger. Til stor fortrydelse – Torben Steno prøver ellers ganske ihærdigt – er det et faktum som kun har mindre gennemslagskraft i den politiske virkelighed (ikke at forveksles med den virkelighed borgerne lever i). Ca. 9 mia. kroner burde jo ellers være et tilbud man ikke siger nej til.

Den 13.1 deltog jeg så i “Michael Jeppesens top 182“, også på radio 24syv. Mens Cordua og Steno sagtens kunne gøre sig på DR P1, er vi her mere ovre i P3 stilen. Med andre i lange perioder er der mere tale om underholdning (og en hvis barnlig glæde ved at provokere) end oplysende radio. Især en af deltagerne (“Cutter”) lever i den grad op til alle de fordomme “pæne og ordentlige borgere” kan have overfor hashrygere. Hvis nogen vil vide hvorfor jeg aldrig kunne finde på at deltage i den årlige cannabisdemonstration arrangeret af Hampepartiet og Christiania er det blot at lytte til denne udsendelse.

Jeppesens top 182 – 2. time 13. januar 2012

Her er der især grund til at hæfte sig ved Jacob Demant fra Center for Rusmiddelforsknings argumentation for at brug af illegale rusmidler IKKE er en offerløs forbrydelse. Grundlæggende er argumentet at der er økonomiske og personlige konsekvenser for andre, som bl.a. inkluderer (trivielle) konsekvenser som omkostningerne for ens kollegaer når man ikke passer sit arbejde osv. osv. Her laver han en fejlslutning som også de to politikere i Cordua og Steno’s udsendelse gør sig skyld i.

Der etableres en direkte kobling mellem brug og misbrug. Hermed er man tæt på den grundlæggende tese som drev det 19. århundredes afholdsforeninger, nemlig at “djævlen boede i flasken”.

Det er absurd af flere grunde. Det kan hurtigt konstateres at de negative omkostninger for omverden ved at en person ryger sig skæv, drikker sig stiv, sniffer coke, ryger eller fixe heroin osv. i udgangspunktet er lig nul. Det er først i tilfælde af misbrug at man kan tale om omkostninger.

Hvis det argument skal have validitet i forhold til forbud og regulering indebærer det også, at der udover etablering af en direkte forbindelse mellem personer som har et problemfrit forbrug til personer som har et problematisk forbrug, at misbruget ikke finder sted i tilfælde af forbud eller regulering. På baggrund af tilgængelig data – og ikke mindst på baggrund af at vi ved at der ingen sammenhæng er mellem forskelle i lovgivning og forbrug af illegale rusmidler – er det overvejende sandsynligt at netop de som er potentielle misbrugere er de som respekterer lovgivningen på området mindst. Med andre ord er det overvejende sandsynligt, at omfanget af misbrug er relativt uafhængigt af forbud eller ej.

Noget andet er at en sådan forbindelse ikke kan etableres. Man kan vel ikke pålægge de der nyder at drikke alkoholiske drikke fra tid til anden ansvaret for de som ikke kan styre sig. Men selv når vi konstaterer omkostninger ved et givent rusmidler, hvad er så konsekvensen af at vi herefter konkluderer at vi i så tilfælde må forbyde alle at nyde denne last? De er temmelig vidtgående. Det vil f.eks. indebære at man skal forbyde utroskab, sex (usikker sex koster samfundet ca. en kvart mia. kroner om året), regulere hvilke sportsgrene som skal kunne dyrkes samt for hvilke aldersgrupper osv. osv.

Det er ganske enkelt ikke et validt argument for regulering og forbud.

Men lyt og døm selv.

Du kan læse mere her.

Her på årets første dag lægger vi ud med et nyt tiltag her på bloggen. Vi skal naturligvis ikke stå tilbage for nogen og vil derfor i fremtiden udnævne “årets politiske solopræstation” – Vi er jo ikke liberalistisk anlagte og individorienterede for ingenting

Punditokraternes pris for årets politiske solopræstation vil i år og i fremtiden gå til en politiker som i det forgangne år har formået at sætte en dagsorden af afgørende potentiel (positiv) betydning for Danmarks fremtid. Det er hårde krav, og vi forventer ikke at prisen bliver uddelt hvert år. Der er som bekendt ofte langt mellem snapsene i dansk politik.

I 2011 gjorde især en politiker sig bemærket med en usædvanlig præstation, som i den grad lever op til kriterierne, nemlig Liberal Alliances Joachim B. Olsen. Hvis nogen forestillede sig, at Joachim B. Olsen fik noget foræret, fordi han var et kendt ansigt, blev de skuffede. Allerede før valget blev han af pressen (og politikere i både blå og rød lejr) fremstillet som dansk politiks nye “enfant terrible” og en kluddermikkel. Især, men ikke kun Ekstra bladet, har gjort og gør sig store anstrengelser for at fremstille ham som en umulius – mens man lefler for de værste fordomme hos læserne. For med en fortid som kuglestøder og vinder af vild med dans, kan man selvfølgelig ikke være velforvaret. Den behandling bringer minder frem om behandlingen i af f.eks. Ronald Reagan, Arnold Schwarzenegger og Margaret Thatcher, hvor karikeringen og omtalen af sidstnævnte i dansk presse i 1980erne (og efter) til tider nærmest har mindet om en heksejagt.

BEGRUNDELSE:

Joachim B. Olsen skal have prisen for årets solopræstation fordi han stod fast, da medierne løb over i forargelse over hvad der må være den vigtigste statusopdatering på facebook i Danmark i 2011, hvor han lidet diplomatisk gav udtryk for sin reaktion på at regeringen ville dele flere milde julegaver ud til landets fattige.

Reaktionen var et klassisk eksempel på den udbredte plage i ikke kun dansk politik, men i lige så høj grad dansk journalistik, at form er alt og indhold er intet. Reaktionen på Joachim B. Olsens “Jeg brækker mig” over Özlem Cekic (formand for socialudvalget)  forslag om at afsætte ekstra penge til de “fattige” via satsmidlerne, blev mødt med fordømmelse og latterliggørelse. Den nyvalgte Liv Holm Andersen fra det radikale venstre proklamerede således den 28. oktober at “Jeg brækker sig over Joachim B. Olsen“.

I ugerne efter den famøse statusopdatering havde de politiske kommentatorer kun hovedrysten til overs, mens både skrevne og elektroniske medier flød over af forargede kommentarer. Den generelle holdning var, at her var tale om en tabersag for blå lejr, og Joachim B. Olsens fremtid som politiker lå bag ham.

En måned senere og et besøg hos “fattige” Carina rigere, er alt vendt på hovedet.

Med udholdenhed, stædighed, grundig research og konsistent faktabaseret argumentation har Joachim B. Olsen efter vores opfattelse gjort mere for Danmarks fremtid end 10 års nominel borgerlig regeringsmagt  afstedkom. Debatten om fattigdom i Danmark bliver aldrig det samme i Danmark, og heldigvis for det.

HISTORIEN KORT FORTALT 

Udviklingen og forvanlingen fremgår tydeligt af nedenstående klip. Først fra en debat i Deadline den 31.10 mellem Joachim B. Olsen og Özlem Cekic, og den efterfølgende debat på P1 mellem de to den 1.11. Begge før man havde besøgt “Carina”

31.10 Deadline

Klik her for at se den indsatte video.

P1 Debat 1.11

Klik her for at se den indsatte video.

Efter man har mødt en fattig:

DR 1 Aftenshowet 28.11

Klik her for at se den indsatte video.

Og endelig må Özlem Cekic (og dansk presse) foreløbigt kapitulere

Deadline 17:00 29.11

Klik her for at se den indsatte video.

Forløbet har dog ikke haft praktisk betydning endnu. Kontanthjælpsloft og starthjælp er afskaffet. Vi har fortsat en meget asymetrisk debat og nyhedsdækning i medierne. Özlem Cekics eksempel på en fattig var ikke et “uheldig” eksempel som man er sluppet afsted med at fremstille det som, fordi man som udgangspunkt i pressen ønsker at fastholde historien om Danmarks fattige. Men uanset hvordan man vender og drejer det, så er Carina en typisk modtager af bistandshjælp, og det er altså denne typiske modtager, som fra nu af vil modtage flere penge fra det offentlige.

JOACHIM B. OLSENS FORTJENESTE ELLER ÖZLEM CEKIC BOMMERT?

Det er også symptomatisk, at mens vi vælger at fremhæve Joachim B. Olsen, har den generelle tolkning af sagen været, at der er tale om en bommert fra Özlem Cekics side.

Det er typisk, at Berlingske Tidende i sin begrundelse for at Özlem Cekic skulle have prisen for årets politiske bommert, skriver at:

Det begyndte som en vindersag for SF og partiets socialordfører Özlem Cekic. Liberal Alliances Joachim B. Olsen skrev på Facebook, at han »brækker sig« over dem, der ønsker mere julehjælp til de fattige. Özlem Cekic svarede igen med at invitere Olsen på besøg i virkeligheden, så han kunne opleve den virkelige fattigdom i Danmark. I slutningen af november fandt Cekic endelig frem til »Carina« som et godt eksempel på fattigdom og behovet for sociale ydelser. Den 36-årige kontanthjælpsmodtager viste sig dog at have 15.728 kr. til sig selv og sin søn efter skat hver måned – langt mere end mange lønmodtagere. Eksemplet rejste en storm mod Cekic fra alle sider, og det blev en debat med modsat fortegn: At de sociale ydelser er for høje i Danmark, at det ikke kan betale sig at arbejde, og at der ikke eksisterer egentlig fattigdom.

Men hvorfor er det Özlem Cekics bommert og ikke Joachim B. Olsens fortjeneste? Ret beset kunne Berlingske Tidendes begrundelse tyde på, at man ikke har begreb i livet om det reelle ydelsesniveau, og at man er fløjtende ligeglad. Hermed illustrerer man et enormt problem i dansk nyhedsdækning. En komplet ligegyldighed overfor ret og vrang, sandt og falsk. Hvad nu hvis – hvilket vi er tilbøjelige til at tro – Özlem Cekic og venstrefløjen rent faktisk mente (og mener?) at “Carina” er fattig, fordi i et kapitalistisk samfund må hun jo nødvendigvis være det? Så er der ikke tale om en bommert, men om en fremstilling og en tro som kun fungerer så længe dens retorik får lov til at stå uimodsagt. Med andre ord en forestilling som ikke klarer virkelighedens laksumtest. Således analyseret er Joachim B. Olsens fortjeneste, at han reelt har bedrevet faktabaseret journalistik, som vi desværre i den grad mangler herhjemme. Det skal han have en enorm tak for, og derfor er det kun rimeligt at han bliver den første modtager af Punditokraternes pris for “Årets politiske solopræstation”. En pris som vi desværre allerede nu kan forudse vil blive uddelt af for sjældent.

Venlig hilsen fra den selvudnævnte dommerkomite.

Niels Westy Munch-Holbek & Christian Bjørnskov.

I denne uge har The Econbomist fokus på den nuværende krise, og det er ikke opmuntrende læsning for tilhængere af den fælles mønt. Pilen peger på et endeligt sammenbrud og ressesion, og det står langt værre til end man umiddelbart vil erkende. Euro-skibet har ganske enkelt vist sig at være ude af stand til at sejle i andet end smult vand, eller som Economist skriver:

The designers of the good ship euro wanted to create the greatest liner of the age. But as everybody now knows, it was fit only for fair-weather sailing, with an anarchic crew and no lifeboat. Its rules of economic seamanship were rudimentary, and were broken anyway. When it struck a reef two years ago, the water flooded one compartment after another.

I en kronik i Børsen i sidste måned understregede Christian Bjørnskov og undertegnede betydningen af en fælles underligende forståelse og konsensus om hvilken økonomisk politik man er nød til at føre i en møntunion. En fælles forståelse som aldrig har eksisteret, og som man med rette kan klantre arkitekterne bag euroen for aldrig at ville anerkende var et problem.

Med andre ord er det næppe muligt for euroen at overleve, hvis man samtidig ønsker at de enkelte medlemslande skal være demokratiske. Vi ser i dag at både Italien og Grækenland har teknokratiske regeringer. Men disse er naturligvis fortsat afhængige af at deres forslag til reformer godkendes af et folkevalgt parlament. Men selv hvis dette sker, er der ingen garanti for at reformer og økonomiske stramninger – som vil gøre ondt –  godtages af befolkningerne. Og hvad vil man egentlig gøre i Bruxelles, hvis de folkevalgte politikere vælger ikke at gennemføre nødvendige tiltag?

Men sådanne overvejelser er måske irrelevante når det kommer til stykket. For ifølge Economist er problemerne i euroen nu så store, at det kan være et spørgsmål om få uger eller måneder før samarbejdet bryder sammen, for som man skriver:

The chances of the euro zone being smashed apart have risen alarmingly, thanks to financial panic, a rapidly weakening economic outlook and pigheaded brinkmanship. The odds of a safe landing are dwindling fast.

og

Without a dramatic change of heart by the ECB and by European leaders, the single currency could break up within weeks. Any number of events, from the failure of a big bank to the collapse of a government to more dud bond auctions, could cause its demise. In the last week of January, Italy must refinance more than €30 billion ($40 billion) of bonds. If the markets balk, and the ECB refuses to blink, the world’s third-biggest sovereign borrower could be pushed into default.

I en analyse af den danske euroafstemning i 2000, kom man frem til, at den typiske nej-stemme kom fra en midaldrene kvinde med ingen eller kort uddannelse. Uden at kom ind på deres grund til at stemme nej til medlemsskab, takker jeg dem af hele mit hjerte. Selv om konsekvenserne ved et evt. endeligt sammenbrud i møntunionen vil blive store, også selv om vi ikke er medlem, er det dog mindre end hvis vi havde været medlem af euroen. Og i den tid der kommer kan man meget vel ende med at skulle være taknemmelig for selv det mindste.

Men døm selv – Det ville vist svare til at der ved et Tea Party arrangement dukkede nynazister op med bannere som hyldede nazismen og det 3. rige.

Klik her for at se den indsatte video.

En af de forhold jeg har bemærket fra tid til anden er manglen på omtale af dette problem – ikke mindst i de elektroniske medier. Det roder P1 Agenda bod på ved en time lang udsendelse, som man kan læse mere om og høre ved at klikke her.

Jeg vil også anbefale at man lytter til hele interviewet med Jack Cole fra LEAP, som findes på udsendelsens hjemmeside. Jeg har mødt Jack Cole, som er en helt speciel person og en formidabel debatør og foredragsholder, dog skal man liiiige være opmærksom på, at der måske til tider er lidt for meget salg i hans argumentation (men han er jo også amerikaner, eks-politimand og ikke forsker ).

Et ofte fremført argument mod narkotikaforbuddet er det store antal personer, som fængsles alene for besiddelse. Hvad der ikke nævnes er, at en stor del af sagerne er såkaldte “plea bargain” sager, hvor tiltalte typisk erklærer sig skyldig i en mindre alvorlig forbrydelse mod at sagen kommer hurtig gennem retssystemet.

Ligeledes er fremstillingen af den historiske udvikling og omtalen af Nixon også problematisk. For det første starter forbuds-politikken langt tidligere i det 20. århundrede. Desværre er fremstillingen blevet til en del af den myte som er bygget op omkring “The War on Drugs” som primært en republikansk drevet affære.

Det er ganske enkelt noget sludder.  ”Kampen mod narkotika” har mange “fædre” – nogle religiøse, andre politiske, som ikke entydigt kan henføres til et bestemt parti eller “isme”.

Og skal man endelig tildele et politisk ophav, så bliver det social-liberalismen som må tage den tvivlsomme ære på sig.

Denne guide gælder dog ikke Fox, der som bekendt er den mest sete nyhedskanal i USA og selv om frustrationen er stor er opbakningen formentlig begrænset blandt almindelige amerikanere.

Det er påfaldende i hvilken udstrækning man i MSM gerne vil fremstille den seneste tids demonstrationer som noget helt særligt og ganske nyt. Men en sådan fremstilling holder kun hvis man alene fokuserer på formen. Det er ikke noget tilfælde, at den oprindelige ide blev fostret af den canadiske græsrodsbevægelse “Addbusters“, som også står bag den årlige “Buy nothing day”, som aldrig er blevet nogen succes, af den enkelte årsag, at der ligesom Occupy Wall Street er begrænset opbakning, når det kommer til stykket.

Af andre aktiviteter siden murens fald kunne man pege på de ofte voldelige demonstrationer ved en lang række topmøder, f.eks. WTO mødet i Seattle i 2000, EU topmødet i Gøteborg i 2001 og G8 topmødet senere samme år i Genova. Vi er med andre ord i en verden, hvor den faktuelle viden er begrænset, Che Guevara var en helt, man tror at Naomi Klein skriver faglitteratur og anser Michael Moore som dokumentarist. Privat foretagsomhed og de frie marked er derimod indbegrebet af alt ondt i verden. Men at man er frustreret over den økonomiske udvikling og høje arbejdsløshed er én ting, noget andet er at man retter bager for smed, Ja, selv når det kommer til at identificere de firmaer og enkeltpersoner, som har haft gavn af de store bailouts i 2008, har demonstranterne betydelige problemer. Som Wall Street Journal bemærker i artiklen “What’s Occupying Wall Street“,

Occupy Wall Street marched on J.P. Morgan Chase’s headquarters, after having protested outside CEO Jamie Dimon’s home the previous day. That’s odd, seeing that J.P. Morgan didn’t take on excessive mortgage risk and didn’t need (although it was forced to take) TARP money. The demonstrators also picketed the home of hedge fund mogul John Paulson, who made much of his recent fortune betting against the housing bubble, not helping to inflate it.

Og med hensyn til den begunstigede finansielle sektor synes den faktiske udvikling også at stride mod demstranterne forestillinger.

If anyone in the Occupy Wall Street movement wants an intellectually honest explanation for why they can’t find a job, they might start by considering what happens to an economy when the White House decides to make pinatas out of the financial-services industry (roughly 6%, or $828 billion, of U.S. GDP), the energy industry (about 7.5% of GDP, or $1 trillion), and millionaires and billionaires (who paid 20.4% of all federal income taxes in 2009). And don’t forget the Administration’s rhetorical volleys against individual companies like Anthem Blue Cross, AIG and Bank of America, or against Chrysler’s bondholders, or various other alleged malefactors of wealth.

Nu er det tvivlsomt om der er nogen af de der herhjemme bakker op bag “Occupy Denmark”, men skulle der være bare en enkelt, kan jeg varmt anbefale at læse Nicklas Augustines velskrevne og glimrende oversigtsanalyse, “Finanskrisen årsager“. Årsagerne til den nuværende økonomiske krise skal findes i det politiske system – ikke markedet. Det er man næppe utilfreds med i den politiske klasse. Demkraterne i USA træder varsomt og herhjemme var tidligere formand for det konservative folkeparti ude med en voldsom kritik af markedet i en kronik i begyndelsen af 2009, hvor han tilskriver krisen til det frie marked.  Han overså og overser fortsat, at det ikke var og er markedet, som grundlæggende er problemet, men derimod statens rolle. Ved samme lejlighed vil jeg gerne anbefale Nicklas indlæg i Berlingske Tidende i sidste uge: “Kapitalisme er massernes bedste ven“, hvori han bl.a. skriver:

Men hvem har egentlig magten i et kapitalistisk samfund? Det viser sig, at den mest magtfulde position man kan besidde på det frie marked, er som forbruger. Som forbruger afgør man hver dag hvilke virksomheder og produkter, der får lov til at overleve. Det frie marked er forbrugerens tjener. Hvis ikke virksomhederne tilfredsstiller forbrugerne er de i bogstaveligste forstand dødsdømte, og dette er årsagen til at virksomheder og direktører ofte afskyr det frie marked og den deraf følgende konkurrence om forbrugernes gunst. Tænk blot på virksomheder som Compaq, Netscape og Volvo. Alle tidligere store virksomheder, og alle har de følt konkurrencens knusende knytnæve. I det kapitalistiske system skal virksomhederne hele tiden præstere. Hver dag skal de bevise over for forbrugerne, at netop deres produkter er bedst og billigst.

De protesterende tror formentlig fejlagtigt, at de finansielle markeder er at sammenligne med et frit og ureguleret marked. Intet kunne være mere forkert. Til gengæld er der næppe heller andre markeder hvor statens og private interesser er så tæt sammenviklede, som netop den finansielle sektor. Det var og er tilfældet i USA, og det er det i høj grad i Europa. Det bliver interessant at se hvorledes “the blame game” vil udvikle sig fremover her i Europa, efterhånden som det går op for borgerne, hvilken pris som skal betales for en række staters uansvarlige långivning.

Med tanke på at dyrkelsen af “bæredygtig” produktion og CSR for længst er blevet accepteret som et absolut gode i mainstream forretningsverden og i den “politiske klasse” uanset hvilken fløj man tilhører, er der desværre nok tale om endnu et område, hvor de der burde forsvare markedet og kapitalisme for længst har kapituleret og i den politiske korrektheds navn for længst har overgivet sig til billig retorik og varme postulater om evig godhed og frelse   i stedet for at forsvare den markedskapitalisme som er fundamentet og forudsætningen for vores velstand.

Men som man siger; verden vil bedrages, og det bliver den så.

Og blot for at give et lille indblik i hvor absurd CSR-branchen er, så er her et lille eksempel fra den artikel som Anne Louise Thon Schur har skrevet, og som er udgangspunktet for min kritik.

I artiklen holder hun sig ikke tilbage fra at rose nogle firmaer (især Coop og Maersk) mens hun skoser andre for ikke at være “gode” (Jysk). Og især et eksempel viser med al tydelighed hvor lidt proportioner betyder og hvor meget symbolske tiltag tæller.

Anne Louise Thon Schur skriver begejstret:

I august, 2010, sagde MaerskLines topchef Eivind Kolding i en pressemeddelelse, at MaerskLine fra 1. november at de tre millioner containere, som MaerskLine påregner at købe over de næste fem år, skal have fsccertificeret træ eller bambus som gulve i de nye containere. MaerskLine har lavet en politik om ikke længere at måtte bruge hårdt tropetræ som gulv.
Det er et dilemma, idet der er fare for, at man ikke kan nå at skaffe nok træ til alle disse containere, men Eivind Kolding er benhård. Bæredygtige gulve eller ingen containerkøb. Man ved hos MaerskLine Procurement at containerne bliver dyrere, men man forventer en prisudligning, så det kun er på kort sigt, idet man bliver bedre til at udvinde gulvene fra alternative materialer. Og nu kommer tallene: Ved at implementere denne politik, så sparer MaerskLine ca 200 000 træer eller sagt på en anden måde; 4 x Central Park, NYC. Se det er seriøst målbart.

Vi fornemmer klart den heroiske indsats. Tænk man har reddet hele 16 kvadratkilometer skov eller hvad der svarer til 0,0000004 procent af jordens samlede skovareal. Vi bøjer os i støvet og løber straks ud og køber en container.

(ovenstående skrevet uden at jeg vil blande mig i Maersk lines beslutninger eller opfordrer til at man kun køber tropisk træ hvor man er sikker på at der ikke genplantes – problemet er den manglende sans for proportioner)