Kanonstilling i Åbenra, 9. april 1940

Man kan selvfølgelig spørge sig selv, hvorfor danske tropper overhovedet blev involveret i kamp, nar landets regeringen på forhånd åbenlyst havde opgivet at forsvare landets frihed. Det fremgår af statsminister Staunings nytårstale mere end 4 måneder før den tyske invasion, hvori han bl.a. konstaterer, at “vi kunne på grund af landets karakter ikke skabe et egentlig forsvarsvæsen som andre lande, selv om viljen havde været til stede, og disse forhold i forening med den uvilje mod krig, som efterhånden er udviklet i befolkningen, har ført Danmark ind i en stilling, der umuliggør alle forestillinger om effektivt krigsberedskab”.

Den logiske konsekvens havde vel herefter været at sætte et skilt op ved grænsen til Tyskland den 1. januar, hvorpå man kunne meddele, at vi ville overgive os på tysk og så at sende de danske soldater hjem. Til gengæld var Staunings konstatering af den danske hærs tilstand meget rammende. Da tyskerne indledte operation Weserübung (angrebet på Danmark og Norge), stod små 15.000 dårligt udrustede danske soldater, for halvdelens vedkommende rekrutter med kun 3 måneders træning, overfor en invasionsstyrke på 40.000 veludrustede, veltrænede og kamperfarne tyske soldater. Ikke desto mindre kæmpede de danske soldater bravt, så længe kampene varede, og de tilføjede som nævnt tyskerne betydeligt større tab, end de selv led.

Faldet i kamp

Kort tid efter nederlaget, og helt i tråd med den militære tradition siden begyndelsen af det 19. århundrede, blev de overlevende soldater stillet en erindringsmedalje i udsigt. Det fremgår af forsvarsminister Søren Brodersens brev til kong Christian d. X, dateret den 16. juli 1940, hvori det anbefales, at “der tilvejebringes en erindringsmedalje for dem, der den 9/4 1940 rykkede ud med enheder, som sattes ind i kampen for fædrelandet”, ligesom der direkte henvises til traditionen for erindringsmedaljer, idet Brodersen påpeger, at medaljen skal tildeles “ganske som erindringsmedaljen for de, der har deltaget i kampene for fædrelandet 1848-50 og 1864″.

I december 1940 modtog familierne til de 16 danske faldne da også en mindeplade stort set mage til den, der var tiltænkt enhederne som erindringsmedalje. Tildelingen af mindeplader blev omtalt i pressen, og lederen af statens censur, kontorchef Karl Eskelund, meddelte i en fortrolig skrivelse Københavns redaktørforening, at der ikke ville blive uddelt en erindringsmedalje “indtil videre”, hvilket på daværende tidspunkt var en omskrivelse af, at medaljerne først skulle uddeles, “når tyskerne er borte”, som det fremgår af et internt notat fra et møde i Forsvarsministeriet i sommeren 1940.

København 9. april

Tyskerne har nu “været borte” i snart 67 år. Der er kun få af veteranerne tilbage – ca. 500 i 2005 – men erindringsmedaljerne til de, der den 9. april var parate til at sætte livet på spil “i kampen for fædrelandet”, er fortsat ikke uddelt. I 1945 vedtog den daværende regering nemlig, til skade for veteranerne fra den 9. april, at kæde deres erindringsmedalje sammen med, hvorvidt frihedskæmperne også accepterede en sådan medalje for deres indsats. Man vidste formentlig godt på daværende tidspunkt, at det ønskede frihedskæmperne ikke. Det kunne nemlig opfattes som en blåstempling af den førte danske politik fra krigens start, formentlig det sidste de fleste frihedskæmpere ønskede at være med til.

Da statsminister Anders Fogh Rasmussens i sin historiske tale den 24. august 2003 – i anledning af 60 års dagen for sænkningen af den danske flåde og samarbejdspolitikkens sammenbrud – som den første regeringsleder siden befrielsen tog afstand fra samarbejdspolitikken frem til august 1943, skulle man måske ellers have ment, at der var mulighed for at opfylde løftet fra 1940 om en erindringsmedalje, dette er desværre ikke tilfældet.

Den daværende borgerlige regering afviste dog i lighed med alle tidligere regeringer siden 1945, at uddele den lovede erindringsmedalje. Det har ellers ikke skortet på forsøg på at få sagen taget op igen gennem årene.

Ja, sikke de protesterede

Helt grotesk bliver det, når man betænker, at Venstres daværende forsvarspolitiske ordfører, og senere forsvarsminister Svend Aage Jensby med henvisning til en artikel i Jyllands-Posten den 9. april 2000 efterfølgende skriver bl.a. følgende til daværende forsvarsminister Hans Hækkerup: “Jeg synes, det er på sin plads og fuldt fortjent, at danske soldater, der har gjort tjeneste i f.eks. Kosovo tildeles en medalje. Imidlertid burde man efter min mening i ligeså høj grad tildele de soldater, der dengang kæmpede direkte for Danmarks frihed mod en overmægtig fjende, en medalje.”

Et er, at Hans Hækkerup afviste Svend Aage Jensbys opfordring. Noget andet er, at Jensby senere, da han selv var blevet forsvarsminister, også har afvist at tage sagen op igen, med stort set samme standardbegrundelse som sine forgængere. I et af sine afslag som minister skriver Jensby således: “Da den daværende regering [1945] mente, at risikoen for modstandsfolk og soldater, der gik i direkte kamp mod fjenden, var lige stor, var det regeringens ønske, at såvel soldater som sabotører og modstandsfolk i øvrigt skulle hædres for deres indsats under krigen ved en tildeling af en medalje, men da modstandsbevægelsen kom med indvendinger imod den påtænkte dekorering, henlagde man sagen.”

En central begrundelse for afslagene gennem årene synes at være, at de sker “i respekt for den beslutning der var taget efter befrielsen i 1945″, eller som daværende statsminister Paul Nyrup Rasmussen skriver i et andet svarbrev på en forespørgsel i september 2000: “… Jeg finder tillige, at det ville være forkert om en regering, hvor hovedparten af medlemmerne ikke var født i 1945, skulle omgøre en beslutning truffet af den ansvarlige regering i 1945.”

En besynderlig begrundelse, der som historikeren Torben Jørgensen lakonisk bemærker i sin bog “de aldrig hædrede” indebærer, at “enhver dansk lovgivning, der på en eller anden måde hidrører tiden før 2. Verdenskrig, f.eks. dele af Jydske lov osv. for tid og evighed skal stå uforandret”.

Her står medaljesagen så stadig den dag i dag. Og selv om der kun er få af veteranerne tilbage, vil jeg gerne med denne klumme endnu en gang opfordre den danske regering til at hædre dem med den erindringsmedalje, der burde være uddelt for længst til de soldater, der i modsætning til deres politiske herrer var parate til at kæmpe og dø for Danmark og danskernes frihed.

Ovenstående er en lettere redigeret udgave af en klumme, som oprindeligt blev bragt i 180grader i 2008. Hvor mange veteraner som er tilbage i dag ved jeg ikke, og som sådan er det jo et problem som løser sig selv – og de få tilbageværende veteraner er muligvis ligeglade i dag. Men det bliver behandlingen af dem i alle årene siden 9. april 1940 ikke mindre skamfuld og pinlig af.

Kort opsummeret kritiserer jeg i kronikken regeringens politik, fordi :

1. Martin Lidegaard og resten af den grønne menighed påstår at ved at satse på grøn teknologi fremmer man vækst og jobskabelse – økonomer, herunder Det Økonomiske Råd (og en række undersøgelser i andre lande) kommer frem til at det modsatte er tilfældet. Med andre ord er der ikke opbakning til den første grønne erhvervspolitik fra sagkundskaben.
2. Den førte politik er præget af en meget ensidig satsning på vindenergi. Det er mere end tvivlsomt at vindenergi bliver en central del af fremtidens energiforsyning. Man er fortsat ikke i stand til at producere el til konkurrencedygtige priser, og især for havbaserede vindmøller er det tvivlsomt om man nogensinde bliver det. Vindenergi er kun muligt med fortsat statslig støtte. Derfor er aktiekurserne for verdens vindmølleproducenter faldet drastisk siden 2008. Det får dog ikke ministeren til at ryste på hånden, han ved åbenbart bedre.
3. I argumentet for en grøn energi- og klimapolitik som gavnlig for dansk økonomi overser man en hel basal økonomisk sammenhæng, nemlig hvad man ellers kunne have brugt midlerne til. I stedet argumenteres med at omfanget af eksport og arbejdspladser i sig selv er udtryk for den succesfulde erhvervspolitik. Det er nonsens.

Til denne kritik skriver Martin Lidegaard i sit læserindlæg, som flere steder nærmer sig sort snak, bl.a.:

I Børsen den 1. marts beskylder Niels Westy Much-Holbek mig for ikke at lytte til økonomer og særligt ikke til vismændenes vurdering af, at vi i Danmark satser for meget på vind og burde lade markedet råde mere.

Der er imidlertid intet nyt under solen i vismændenes udsagn. Det er efterhånden blevet fast rutine, at Det Miljøøkonomiske Råd en gang
om året kritiserer den til enhver tid siddende regerings klimapolitik med henvisning til EU’s kvotemarked. Ikke ret mange er enige med dem, og det er jeg heller ikke.

Det besynderlige er, at jeg sådan set ikke beskæftiger mig med EU’s kvotemarked, men derimod primært med de økonomiske fejlslutninger der ligger bag regeringens (og tidligere regeringers) energi- og klimapolitik. Men selvfølgelig kan man tolke hans svar som et “du har ret Niels Westy, regeringen og Radikale Venstre lytter ikke til økonomer” eller måske rettere, “Vi lytter, men forstår ikke hvad I siger”.

Dernæst bruger han tid på at gentage, hvad vi alle godt ved, nemlig at:

Regeringen og et meget bredt flertal i Folketinget ønsker at gøre Danmark uafhængigt af fossile brændsler. Det handler både om forsyningssikkerhed, klima og grøn vækst.

Men denne målsætning har bare intet med økonomers kritik at gøre – det er en ren politisk dagsorden.

Senere gentages så det grundlæggende mantra, som bekræfter antagelsen om at man i modsætning til hvad man gerne hævder, netop ikke lytter til fagkundskaben;

Investeringer i både vind, biomasse, biogas og sol er også en forudsætning for, at Danmark frem mod 2050 kan blive uafhængig af fossile brændsler.

Men selv om det gentages i en uendelighed, bliver det ikke mere korrekt af det. Dels er udsagnet dikteret af at man fra start fravælger den eneste kommercielt konkurrencedygtige CO2 neutrale løsning, nemlig Atomkraft, jævnfør mit tidligere indlæg her på bloggen. Derudover er ovenstående argument komplet uanvendelig. At man har en målsætning om at være uafhængig af fossile brændstoffer i 2050 indebære ikke automatisk at man skal investere i bestemte løsninger, som man på nuværende tidspunkt ikke kender den kommercielle bæredygtighed af. Sammenhængen mellem Kravet om uafhængighed af fossile brændstoffer og argumentationen om at den første politik er en økonomisk og velstandsmæssig fordel for Danmark er ikke eksisterende – det nærmer sig sort snak.

Det afholder ikke ministeren med afsæt i ovenstående at skrive, at:

Investeringer i energieffektivitet og vedvarende energi er på kort sigt med til at skabe vækst og beskæftigelse i Danmark, mens det på mellemlang sigt kan gøre dansk konkurrenceevne betydelig mere stabil, fordi vi bliver mindre afhængige af de fossile brændstoffer, der stiger i pris, ikke mindst olie.

og fortsætter med at;

Regeringens – og i øvrigt den tidligere regerings – klima- og energipolitik har lige været til eksamen hos IEA, og det er vist ikke en overdrivelse at sige, at vi fik flotte karakterer. Danmark bliver set som er foregangsland for IEA’s uafhængige økonomer, fordi vi tegner fremtidens energisektor: effektiv, grøn og sikker.

Hermed understreger Lidegaard i realiten den afsluttende pointe i min kronik, nemlig at mens hele argumentationen om at energi- og klimapolitikken skulle være en picking the winners erhvervspolitik, som skaber vækst og velstand i danmark er noget vås, så er drivkraften bag den førte politik en anden form for profit end den som findes på det private marked, for mens:

Sikring af morgendagens beskæftigelse, vækst og velstand, kræver at der investeres hvor det største afkast findes. Det har markedet, hvor man normalt har egne penge på højkant, historisk vist at man er langt bedre til at finde ud af end politikere som leger med andre folks penge.

Så forholder det sig helt anderledes i den verden hvor man “leger” for andre menneskers penge. Her er det ikke utænkeligt, at der kan være en

betydelig politisk profit for ministeren, når han mødes med sine kolleger og bekymret diskuterer klodens overlevelse.

Glæden ved at blive positivt bedømt af IEA, som jo i sagens natur kan være ligeglade for hvorvidt danskernes tarv ikke tilgodeses af skiftende regeringer, er åbenlys. At IEA så slet ikke beskæftiger sig med den grundlæggende anke mod den førte energi- og klimapolitik, er en anden sag.

Hvad der står tilbage er reelt et læserbrev fra Lidegaards side, som bekræfter mine bange anelser som økonom. De lytter nødigt til økonomer, og i det omfang de lytter ønsker de ikke at forstå hvad der bliver sagt. Sagt med ord har man ikke fattet hvad der forståes ved det grundlæggende begreb offeromkostninger. Man ønsker ikke og har aldrig ønsket at stille spørgsmålstegn ved hvorvidt den førte politik er udtryk for økonomisk fornuft. Med ministerens forsøg på et svar må vi indtil videre konkludere at det er den ikke, og det er man forøvrigt også fuldkommen ligeglad med i den grønne menighed.

________________________________________________

kronik i Børsen 1. marts 2012

Ministerens grønne krystalkugle

Vi er sandelig heldige her til lands. Vi er nemlig udstyret med politikere, som – åbenbart i modsætning til markedet – kan se ind i fremtiden.
F.eks. kunne De Radikales energiordfører Rasmus Helveg Petersen tidligere i år fortælle os at fremtidens job ikke kommer fra industrier som
Aalborg Portland, men skal findes indenfor grøn teknologi. Klimaminister Martin Lidegaard (R) kunne i et debatindlæg her i avisen yderligere oplyse, at regeringens energi- og klimapolitik ville gøre “Danmark til en vindernation på et marked, hvor efterspørgslen ikke bare er enorm, men også støt stigende”.

Han understregede, at der var tale om en “langsigtet og visionær beskæftigelsespolitik”. Martin Lidegaard fremhævede især vindmøllebranchen, og at omsætningen i denne fra 2000 til 2010 er steget fra ca. 13 til 55 mia. kr. om året . For yderligere at sætte trumf på påpegede ministeren, at “det er det
område med størst vækstpotentiale inden for vedvarende energi i Europa i de kommende år.” Hermed viser Lidegaard fra De Radikale – et parti som bryster sig af, at man gerne ”lytter til eksperterne” – at økonomer ikke hører til i kategorien eksperter.

Måske er den manglende lyst til at lytte til økonomer grunden til at han, i lighed med de fleste som forsvarer bestemte erhvervsinteresser, lavede
den klassiske fejl med at forveksle omsætning med lønsomhed. At man oveni dette, i den grad satser på at en enkelt teknologi – nemlig
vindenergi, som endnu ikke har vist, at den kan blive kommercielt bæredygtigt – øger kun bekymringen over den første politik.

Begrænset tiltro til vind

Aktiekurserne for verdens vindmølleproducenter er styrdykket de senere år. Det er et udtryk for, at markedet ikke har den store tiltro til denne sektors fremtid. Derfor kunne det være rart at vide, hvad det er, ministeren kan se i sin grønne krystalkugle. For der er reelt intet i dag ,som tyder
på at vindenergi i fremtiden vil blive den blændende forretning, som regeringen åbenbart tror den vil.

Ifølge OECD’s og IEA’s “Projected Costs of Generating Electricity” fra 2010, er landbaserede vindmøller, for slet ikke at tale om havvindmøller,
solenergi og andre mere eksotiske former for vedvarende energikilder, markant dyrere end alle former for konventionelle produktionsformer.
Det gælder også i forhold til atomkraft, der som den eneste CO2-neutrale teknologi, ud over vandkraft, kan konkurrere med kul og gas.
Vi må derfor gå ud fra at Lidegaard ved noget, vi andre ikke ved, når han kan være så skråsikker.

At man ikke bryder sig om at lytte til økonomer, når det kommer til klima og erhvervspolitik, skyldes nok det simple faktum, at man så var
nød til at erkende, at det ikke hænger sammen. Vismændene i Det økonomiske Råd påpegede således sidste år, at det er “tvivlsomt om politikere og
embedsmænd er bedre end aktørerne på markedet til at udpege fremtidige vækstområder, hvor danske virksomheder vil kunne begå sig med succes”.
Endelig udtrykker vismændene bekymring over, at man så ensidigt satser på vindenergi.

Glemmer alternativer

Det ses ganske tydelig af reaktionen fra en række interessenter, når der bl.a. her i avisen rejses kritik af den førte politik. Senest i et læserbrev af Niels Due Jensen, Grundfos, som pegede på at den grønne sektor generede for 50 mia. kroner eksport. Ministeren er altså ikke alene om at tage fejl af indtjeningsevne og omsætning. Desværre glemmer man behændigt at stille det simple spørgsmål “hvad kunne vi ellers få for pengene?”, hvis
man havde undladt at støtte grøn teknologi.

Ser vi på en række undersøgelser i udlandet er svaret, at vi formentlig kunne få en hel del. Både for Italien og Spanien er der lavet undersøgelser, der peger på, at prisen for hvert job i den grønne sektor er, at der er et nettotab af arbejdspladser. Med andre ord skaber grøn teknologi ikke arbejdspladser. Nettoeffekten er at nedlægge arbejdspladser.

Man kan kun gisne på hvor meget mere velstående, vi kunne have været i Danmark i dag, hvis man havde undladt at føre en energipolitik, som
har været skadelig både for dansk erhvervslivs generelle rammevilkår og den enkelte borgers velstand.

Sikring af morgendagens beskæftigelse, vækst og velstand, kræver at der investeres hvor det største afkast findes. Det har markedet, hvor man normalt
har egne penge på højkant, historisk vist at man er langt bedre til at finde ud af end politikere som leger med andre folks penge.
At der så kan være en betydelig politisk profit for ministeren, når han mødes med sine kolleger og bekymret diskuterer klodens overlevelse, er en
anden sag.

- “Hvis det kunne lade sig gøre, så ville jeg synes, at det var ganske fint”, udtaler Søren Kirkegaard, som tidligere har peget på farerne ved demokratiet*, og suppleres af John Stuart Mill med ordene. “Jeg er overbevist om, at hvis partiet blev grundlagt i dag, så ville det blive erklæret forbudt, med henvisning til at dets virke og mål er i strid med grunlæggende frihedsrettigheder**”.

Mill’s og Kirkegaard’s udmelding kommer samtidig med, at den danske regering forbereder endnu flere indgreb i borgernes grundlæggende frihed, ikke mindst overfor rygerne..

Mill og Kirkegaard siger, at de ville forbyde det radikale venstre totalt, hvis det kunne lade sig gøre.

Begge peger  dog på, at med den nuværende situation, hvor tusindvis af danskere stemmer på partiet, er et totalt forbud ikke muligt, men anbefaler dog at partiets valgplakakter udstyres med en advarsel om at partiet er farligt for borgernes frihed.

- Det, vi kan gøre, det er at bruge alle de virkemidler, vi har, for at gøre opmærksom på, hvor farligt partiet er, siger John Stuart Mill.

Liberal Alliances frihedsordfører, Joachim B. Olsen, er skeptisk.

- Man tror, man kan flytte mennesker rundt som skakbrikker. Det er ikke alle, der har de samme værdier. “Jeg synes, der skal være plads til folk, der har andre holdninger, uden at vi andre nødvendigvis hele tiden skal mindes om, hvor dårlige samfundsborgere, de er”, udtaler Joachim B. Olsen til Punditokraterne.

Mill og Kirkegaard understreger, at de ikke vil forsøge at forbyde Det Radikale Venstre, men at de ville gøre det, hvis det kunne lade sig gøre.

____________________________________________________________________

* Søren Kirkegaards advarsel mod demokratiet kan læses i “Møller, Egelund (1975) ”Søren Kirkegaard om politik”, side 139 Forlaget Strand”

En tyran som enkelt menneske er da så ophøjet, én så fjern at man for ham kan få lov til at leve privat som man vil. Det kan i al evighed ikke falde en kejser ind at bryde sig om mig, hvordan jeg lever, hvad tid jeg står op, hvad jeg læser osv. - ordentligvis ved han slet ikke af, at jeg er til. Men i en folkeregering er jo »ligemanden« det herskende. Ham beskæftiger sligt, om mit skæg er som hans, om jeg tager i Dyrehaven på samme tider som han, om jeg er ganske som ham og de andre.

**John Stuart Mill  i “Om Friheden” (1859) :

efter min mening er det eneste, der principielt kan retfærdiggøre, at ét menneske (eller en gruppe mennesker) begrænser et andet menneskes handlefrihed, nødvendigheden af at forsvare egne interesser. Det eneste, der principielt kan retfærdiggøre magtudøvelse fra samfundets side over for borgerne i et civiliseret land, er derfor hensigten om at beskytte andre borgeres interesser. Det er ikke nok at påstå, at det fysisk eller psykisk er til det pågældende menneskes eget bedste.

Mill sammenligner andetsteds i “Alt Om friheden” kravet om alkoholforbud (bogen er i vidt omfang skrevet som et modsvar til datidens afholdsbevægelses krav om alkoholforbud) med Koranens påbud om ikke at spise svinekød og understreger, at uanset om en majoritet mener, at man bør afholde sig fra at drikke alkohol, kan kravet kun gælde dem selv.

Som Mill skriver:

Vi må med andre ord ikke blot beskytte os mod embedsmændenes tyranni, men
også mod den herskende tanke eller følelse, mod samfundets lyst til uden at dømme
og straffe at presse sine ideer og adfærdsmønstre ned over hovedet på anderledes
tænkende.

Kort fortalt. Erhvervspolitisk er den førte energi- og klimapolitik håbløs og klimapolitisk er den nytteløs.

Det skal understreges, at denne konklusion i sidste ende ikke er afhængig af hvorvidt man mener at global opvarmning er et reelt problem eller ej.

Dansk energipolitik som erhvervspolitik

Danmark har ubestridt EUs højeste forbrugerpriser på elektricitet. Således var prisen per kilowattime i 2011 over 15 procent højere end det næstdyreste land (Tyskland) og 65 procent højere end EU-gennemsnitsprisen. Det kan man naturligvis se som et valg af indtægtkilde for staten. Med andre ord som en ganske almindelig afgift i lighed med afgifter på så meget andet. Det særlige er dog at afgiftsstigninger altid begrundes med hensynet til miljø og klima,. Ligeledes er de generelt store afgifter på vores energiforbrug blevet forsvaret med at der er tale om adfærdsregulerende afgifter, som  i sidste ende skulle være en fordel for dansk økonomi. På samme måde argumenteres for at kombinationen af afgifter og subsidier til “vedvarende energikilder” (hvilket stort set er synonymt med vindenergi herhjemme) på sigt skulle gøre vindmølleindustrien konkurrencedygtig på makredsvilkår. Med andre ord argumenteres der for at dansk miljø- og energipolitik på sigt fremmer vækst og velstand.

Argumentation lider dog under en række alvorlige problemer. Det er et grundlæggende problem at man aldrig indrager betydningen af offeromkostninger. Med andre ord hvad man kunne have investeret i i stedet. Det er ubestrideligt at Rockwool har stor succes med produktion og salg af isoleringsmaterialer, og i den grad hjemmelig lovgivning og afgiftstruktur har fremmet dette, kan man selvfølgelig konkludere, at der har været tale om en god forretning for Rockwool.

Men her glemmer man behændigt at indrage de ekstra omkostninger resten af samfundet er blevet pålagt, og hermed hvad disse ressourcer alternativt kunne være anvendt til. Det er samme fejlkonklusion som ligger til grund, når man hævder at fænomener som 2. verdenskrig og rumprogrammer har positive nettoeffekter. Det er nonsens. Man glemmer altid at tage højde for hvad ressourcerne i stedet kunne være brugt til. Vi ville uden tvivl have haft en højere levestandard (og været fuldt ud lige så teknologisk avancerede, hvis ikke mere) hvis ikke man var tvunget til at bruge penge på krigsførelse og af nationalistiske grunde valgte at sende folk til månen.

Ser vi på vindenergi mener Vestas selv at man er konkurrencedygtig i forhold til konvertionel elproduktion med landbaserede vindmøller senest i 2020. Til gengæld tør man slet ikke sætte en tidshorizont på, når det gælder havvindmøller.

Det skal også medtages, at der er en tendens til at vindenergi som kommercielt alternativt (dvs. uden subsidier) til konventionel elproduktion i mange år er blevet udråbt til at være konkurrencedygtig indenfor…..få år.

De forskellige energikilders priser kan ses af nedenstående figur, hentet fra OECDs rapport fra 2010, “Projected Costs of  Generating Electricity“. Det skal understreges at nedenstående figur er inkl. en beregnet CO2 afgift på 30 USD per ton.

Betydningen af CO2 afgifter fremgår af nedenstående figur.

Som i en række andre undersøgelser er atomkraft uden sammenligning den mest omkostningseffektive metode til CO2 fri elproduktion (hvis vi ser bort fra vandkraftværker). Og til forskel fra vindenergi (og i nogen udstrækning vandkrafværker) er man ikke er overladt til naturens luner. Det skal understreges at der i ovenstående figurer ikke tages højde for at man ved brug af vindenergi er nød til at have adgang til anden form for elproduktion netop på grund af ustabilitet i forbindelse med vindgeneret elproduktion. Denne omkostning burde rettelig medregnes.

Ligeledes opfanger OECD og IEAs beregninger kun i begrænset omfang effekten af det enorme potentiale som der findes i brug af naturgas (skifergas), hvorfor prisen formentlig er betydeligt overvurderet.

Politikkerne siger ja men markedet siger nej

Herhjemme har både klimaminister, Martin Lidegaard, og energiordfører for det radikale, Rasmus Helvig, været meget kategoriske om at “grøn teknologi” er fremtiden. Sidstnævnte gjorde sig i januar bemærket ved at udtale at Aalborg Portland ikke var en del af fremtiden for dansk industri, men at grøn teknologi var. Nu har medlemmer af det radikale venstre altid haft særlige evner, i hvert fald når de selv skal sige det. Kurserne på grønne aktier siger nemlig det stik modsatte. Siden 2007 er aktiekursen på 97 grønne selskaber, som indgår i Wilderhill New Energy Home index faldet med 2/3. Og som det fremgår af nedenstående figur, er aktiekursersen ikke kun styrtdykket for Vestas det seneste år. Det samme er kursen for aktier i Vestas konkurrenter.

Aktiekurser for vindmølleproducenter 2007-2012

Men muligvis ved Martin Lidegaard, Rasmus Helvig og andre fortalere for fortsat at hælde skattekroner i det “grønne eventyr”,  noget som vi andre ikke ved. Jeg tvivler. Til gengæld er der grund til at tro at de i stor udstrækning baserer deres holdning og politikforslag til den lange række af rapporter af et mere end tvivlsomt videnskabelig grundlag, som er udkommet i en lind strøm gennem de senere år. Rapporter hvor konklusionen vist var skrevet på forhånd, uanset om det drejer sig om den tidligere regerings klimakommision eller denne rapport fra Ålborg Universitet.

Ifølge klimakommisionen skal havvindmøller stå for hovedparten af elproduktionen herhjemme i 2050 – svarende til 60-80 procent af det nuværende forbrug. Det er økonomisk vanvid. Elektricitet fra havvindmøller koster i dag 3 gange så meget som for landbaseret vindenergi, der ifølge Vestas forventes at være konkurrencedygtig i 2020. Der er intet som tyder på at havvindmøller i en overskuelig fremtid vil bare nærme sig en konkurrencedygtigt pris.

Grøn teknologi som vækstmotor.

Fortalerne for at en satsning på grøn teknologi er en “picking the winners” strategi peger gerne på at sektoren allerede i dag eksporterer for ca. 50 mia. kroner og at satsningen skaber arbejdspladser. Eksportindholdet siger det naturligvis intet om hvorvidt produktionen er samfundsøkonomisk gavnlig. I den udstrækning eksporten er baseret på (indenlandsk) skatteyderbetalte tilskud vil mindre produktion og dermed eksport være en gevinst for dansk økonomi.

Hvad angår skabelsen af arbejdspladser tyder en række studier i udlandet på, at det formentlig forholder sig omvendt. Satsningen på grøn teknologi koster arbejdspladser. I en rapport udarbejdet af Gabriel Calzada Alvarez m. fl. kom man frem til at det kostede ca. 2,2 jobs i andre brancher hver gang man skabte et grønt job i Spanien. I et italiensk studie kom Luciano Lavecchia og Carlo Stagnaroman frem til, at for hver gang man skabte et grønt job kunne man have skabt 6,9 industrijobs.

Når der i regeringens oprindelige energi- og klimapakke lægges op til at der skabes 5500 nye arbejdspladser i 2013, bør man derfor spørge om, hvor mange jobs man så regner med at dét vil koste. Vi kan gå ud fra, at jobtab andre steder i økonomien ikke er medregnet.

Når Socialdemokraternes ordfører for energi og klima, Pernille Rosenkrantz-Theil peger på at et af fokusområder er udbygning med vindmøller, både på land og til havs, hvilket skal ske gennem at øge incitamentet for både private og statslige vindmølleejere, bl.a. Dong, gennem afregningspriser, kan vi være ret sikre på at hun ikke har og heller ikke har tænkt sig at bruge tid på at undersøge hvorvidt det er økonomisk fornuftigt.

Og netop den store satsning på vindenergi er et af de punkter som Det Økonomiske Råd kritiserede i deres rapport sidste år, som i det hele taget er meget kritisk overfor dansk energi- og miljøpolitik. Bl.a. bemærkes det, at der er en betænkelig sammenblanding af erhvervs- og klimapolitik. Ligeledes peger man på at de afledte økonomiske effekter der antages ved satsningen på grøn teknologi er mere end tvivlsomme.

Men hvad så med klimaet?

I regeringens energi- og klimaplan lægger man op til en reducering af udslippet af CO2 med 40 procent i 2030 i forhold til 1990 – og det er vel en god ting? Desværre er svaret et rungende nej. Det er en ganske ligegyldig og meningsløs målsætning. Udledningen af CO2 i Danmark har, under forudsætning af at antagelsen om at menneskeskabte klimaforandringer er korrekt, en så marginal betydning, at det ikke giver nogen mening at gøre andet end “så lidt som man nu kan slippe afsted med”. De eneste som har en gevinst ud af den førte politik er de involverede politikere og “eksperter” samt driftige forretningsfolk som har forstået at få sugerøret ned i skatteydernes lommer.

Det er muligvis ikke behageligt at tænke på, at Danmark ingen indflydelse har på den globale udvikling, men sådan er det, når man er et lille perifært land med en for verden ubetydelig økonomi. Afgørende for hvorvidt man reelt vil forfølge en klima dagsorden, hvor en reducering af det fremtidige CO2 udslip har topprioritet, er hvordan man handler i begrænset antal lande. Den fremtidige klimapolitik vil i sidste ende blive afgjort at de to kommende økonomiske stormagter, Kina og Indien, samt USA. Hvad vi andre gør er  i den forbindelse af underordnet betydning.

Man kan argumentere for at dansk energi- og klimapolitik er direkte skadelig for klimaet. Den kombinerede brug af afgifter og subsidier indebærer at dansk økonomi vokser langsommere end den ellers ville have gjort. Med andre ord er effekten på vores velstand negativ. Det indebærer indebærer også, alt andet lige, at der er færre midler til rådighed for forskning og udvikling af billige klimavenlige teknologier. Hvilket på sigt er den eneste mulighed for en effektiv mindskning af det globale CO2 udslip.

Svaret er Nej. Foxconn er underleverandør for en række af verdens store IT-virksomheder. Selskabet beskæfter ca. 800.000 mennesker og ud over Ipad samler man bl.a. også Microsoft Xbox. Med 14 “succesfulde” selvmord indebærer det, at virksomheden medarbejdere har en selvmordsrate på 1,75 per 100.000 indbyggere. Selvmordsraten i Kina som helhed er ca. 22 per 100.000, mens den er det halve herhjemme.

Ud over selvmordene er arbejdsforholdene generelt blevet kraftigt kritiseret fra en række NGOeres side. Det er der der intet nyt i. For et par år siden var det en række mobiltelefon-producenter som får produceret deres telefoner i Asien, herunder Kina som fik med grovfilen, men….

Kritikken viser først og fremmest at de pågældende NGOere og aktivister – uanset hvor meget de hyler op – ikke har forstået det enestående geniale i det helt fundamentale princip i det kapitalistiske system, nemlig at det er egennytten som driver værket. Eller som Adam Smith skrev for mere end 200 år siden:

It is not from the benevolence of the butcher, the brewer, or the baker, that we expect our dinner, but from their regard to their own self-interest. We address ourselves, not to their humanity but to their self-love, and never talk to them of our own neccessities but of their advantages.

Aktivisterne er bestemt ikke de eneste som ikke har forstået betydningen af egennytten. Den egennytte som markedsøkonomer opfatter som lige så basal og naturlig som vores seksualdrift, er for andre en skyggeside hos mennesket som skal undertrykkes og åbenbart ikke har “inficeret gode mennesker (så som paven, Bono og andre “helgener”). Som det fremgår af nedenstående debat, som jeg deltog i for et par uger siden, anser den katolske kirke egennytten som en noget syndigt – se og hør Andreas Rodes katolske definition af begrebet grådighed, som ifølge kirken skal bekæmpes.

Klik her for at se den indsatte video.

At man har et sådan forløjet og naturstridigt syn på mennesket er naturligvis ingen overraskelse – samme problemer har omtalte trossamfund (i lighed men en række andre trossamfund) jo som bekendt også med seksualdriften. Fejlslutningen er naturligvis komplet når man sætter lighedstegn mellem at arbejde for sig selv (i stedet for fællesskabet) og at skade andre.

Markedskapitalisme virker, når den altså for lov til det. Men det ved vi, som ikke er bange for tal og empiri jo godt allerede. Og skulle der stadig være de som er i tvivl, så er det bare at trykke på play i nedenstående klip fra et interview med Milton Friedman, som jeg sikkert har brugt i tidligere indlæg og garanteret kommer til at bruge igen i kommende indlæg.

Apropos Apple og Ipad – og “ulandsbistand”, kunne det være interessant at sammenligne hvorledes omkostninger for udviklingsbistand egentlig fordeler sig i de forskellige organisationer sammenlignet med aflønningen af produktionsfaktorerne som indgår i en Ipad.

Hvis vi ser bort fra det faktum at meget tyder på at traditionel udviklingsbistand formentlig har haft en negativ nettoeffekt for befolkningerne i modtagerlandene, kan man jo stille spørgsmålet om man i bund og grund ikke gør mere for at reducere verdens fattigdom ved at købe en ny Ipad i stedet for at give pengene til en af de mange NGO’ere som sælger sjælefrelse for giveren med løftet om at bidragene hjæper på at forbedre vilkårene for verdens fattige.

Mit umiddelbare svar er et rungende JA, også selv om de medarbejdere som indgår i produktionen ikke arbejder under forhold vi i vores del af verden ville acceptere. En luksus vi kan tillade os netop fordi vi har været igennem den proces som Kina og andre 3. verdenslande nu gennemløber.

Med andre ord – vil du gerne gøre noget godt for verdens fattige – så køb en dig en ny gadget.

Jovist er Morten Messerschmidt skarp i sin kritik af Helle Thorning og EU. Jovist er han ironisk og passioneret i sit udtryk, og den var muligvis ikke gået i folketinget, men nu var det heller ikke der sceancen foregik.

Morten Messerschmidt “velkomsttale” til Helle Thorning Smith i Europaparlamentet 17. januar:

Klik her for at se den indsatte video.

Talen var adskilte sig ikke fra – hverken i tone eller indhold – hvad man jævnligt oplever i det engelske underhus, hvis debatter unægtelig er en del mere underholdende og engagerende end dem i det danske folketing, og hvis medlemmer ofte udviser et retorisk, for ikke at sige kunstnerisk niveau, klasser over hvad vi (bortset fra et par undtagelser) er vant til herhjemme. Hvis det har været inspirationskilden for Morten Messerschmidt, skal han ikke høre et ondt ord fra min side.

Heldigvis har de engelske repræsentanter i Europaparlamentet  taget deres tradition med sig til Bruxelles og Strasbourg – og tak for det. Se bare den konservative Daniel Hannas velkomsttale til daværende premierminister Gordon Brown i 2009. Klippet er set af over 2½ mio. gange siden det blev lagt på Youtube og er i dag en klassiker.

I sin reaktion på Messerscmidts ironiske tale udtalte Jens Rohde til BT, at:

Jeg synes, at hans [Messerchmidt] opførsel var umoden og pinlig. Jeg forstår ikke, at hvis man hader EU og elsker Danmark, at man så sætter Danmarks regeringschef i den situation, som han sendte chefen i dag. Det tjente på ingen måde Danmarks interesse.

Han bakkes op af SFs Emilie Turunen, som pointerer:

at det er skadeligt for Danmarks ry og for Danmarks interesser internationalt

Her hopper kæden vist helt af for hr. Rohde og de “Eu(ro)-pjattede”. Normalt er vi jo vant til at Morten Messerchmidt og Dansk Folkeparti nærmest per automatik omtales som et nationalistisk og snæversynet parti, men her er det vist Emilie Turunen og Jens Rohde der har svært ved at frigøre sig fra deres nationale rødder og ikke forstår at de er medlemmer af et europisk parlament, hvor man fordeler sig og udtrykker sig ud fra holdninger og anskuelse og ikke ud fra nationalt tilhørsforhold.

Mens Morten Messerschmidt har forstået det og optræder som europæisk politiker med noget på hjerte, opfører Rohde og Turenen sig som – efter min mening – danskere når de er værst. Nemlig som ufri undersåtter under enevælden, hvor fuldkommen underkastelse er en dyd, og hvor man står ret og holder kæft med at det lugter ilde i bageriet – når der er udlændinge til stede.

Hvem lider egentlig af mindreværdskomplekser? 

Jens Rohde har tidligere, efter han op til europaparlamentsvalget i 2009 førte en mildt Eu-kritisk platform, efterfølgende vist sig at stå for en meget EU-positiv holdning på linje med Venstres tidligere formand, Uffe Ellemann Jensen. Som han selv har udtalt om sin forvandling:

Vi leder efter at være uenige om noget i Danmark. Det er omvendt i Europa. Og det er en meget stærk personlig oplevelse for mig at komme til Bruxelles og få et international perspektiv på politik. Jeg forandrer mig af det. Da jeg var politisk ordfører, bandede jeg f.eks., når Uffe (Ellemann-Jensen, red.) advarede imod, at vi lukker os for meget om os selv. Det forstår jeg bedre i dag.

Netop Uffe Ellemann var sammen med Bo Lidegaard (så er linjen ligesom lagt) blandt hovedkilderne til en temmelig ringe og ensidig artikel i sidste uges The Economist i andledning af Danmarks overtagelse af formandskabet i EU. Her er Uffe Ellemann citeret for at :

“British scepticism comes from a superiority complex. Ours comes from a minority complex,”

Men er det ikke snarere de overstrømmende EU-positive, som lider af mindreværdskomplekser. Så længe jeg kan huske tilbage har alle folkeafstemninger herhjemme i sidste ende været baseret på det grundlæggende argument fra tilhængerne, at vi ikke kan kan klare os uden at opgive endnu mere suverænitet. Sidst så vi det ved Euroafstemningen i 2000, hvor der ikke var grænser for alle de ulykker som ville ramme os hvis vi ikke stemte ja til euroen. Om ikke andet må man tage hatten af for eurotilhængernes evne til totalt at ignorere at de tog fejl. For tiden fremturer de ufortrødent med at det er i Danmarks interesse at tiltræde europagten. Et absurd argument som man vist skal have et næsten religiøst forhold til drømmen om Europas Forenede Stater for at tro på. Men det er som bekendt svært at acceptere når ens drømme ikke klarer mødet med virkeligheden. Og tro mig, jeg har set det på nærmeste hold i det kollektiv hvor jeg boede i 1989, da Berlinmuren faldt

Men måske  er Jens Rohdes kritik blot afledt af, at han ikke formår at skelne mellem regent og regeringsleder. Førstnævnte behandler man naturligvis med respekt, hjemme såvel som ude. Sidstnævnte er først som sidst en politisk modstander – hverken mere eller mindre.

Under alle omstændigheder er det lettere komisk at Jens Rohde optræder som loyal fæstebonde, mens Morten Messerschmidt viser, at man godt kan være nationalkonservativ og alligevel lade sig inspirere af det store udland.

Denne gang vil jeg gerne henvise til to udsendelser på radio 24syv. Således brugte Jarl Cordua og Torben Steno en time på emnet i november måned i deres i øvrigt anbefalelesesværdige “Cordua og Steno“, som sendes hver torsdag kl. 14-16. Udgangspunktet var at især Torben Steno er ganske begejstret ved tanken om de mange penge staten kan spare og tjene ved en legalisering. Mine beregninger er baseret på materiale fra den amerikanske Harward-økonom Jeffrey Miron, som vi har omtalt ved flere lejligheder her på bloggen, se bl.a. her og her. Oversat til danske forhold skulle en offentlig besparelse/indtægt på ca. 9 mia. kroner være realistisk.

Cordua og Steno 17. november 2011, 1. time

I udsendelsen debatterer jeg (og Torben Steno) med socialborgmester Mikkel Warming fra Enhedslisten og folketingsmedlem for det Radikale Venstre, Marlene Lorentzen (samt Jarl Cordua) .

Argumentet for en legalisering kan kort fortalt gøres ud fra 3. begrundelser:

1. En moralsk og etisk begrundelse, hvorefter det naturligvis er absurd at forbyde folk at foretage handlinger, som reelt først og fremmest indebærer en omkostning for brugeren selv. Eller sagt med andre ord, hvor håndhævelsen af den enkeltes frihed ikke griber ind i 3. mands frihed. Som (uforbederlig) (neo)liberalist anser jeg det naturligvis for at være et brud på vores grundlæggende negative menneskerettigheder, at man forbyder køb og salg af udvalgte rusmidler. Tilbage står vi i en situation hvor man blot kan håbe på at man foretager handlinger, som et politisk flertal mener man skal have ret til. En ikke særlig rar tanke, idet det stort set indebærer at alle former for aktiviteter (uanset om det skader andre eller ej) kan blive forbudt. Som det fremgår af udsendelsen, er det ikke et argument der bider på de to politikere, ikke underligt da de politisk har det tilfælles at de begge to er kollektivister (som flertallet af danske politikere og partier) hvor individet spiller en underordnet rolle.

2. De menneskelige omkostninger ved forbudspolitikken. Dette er reelt det eneste punkt, hvilket man også kan høre i udsendelsen, hvor man i en dansk/europæisk virkelighed har en chance for at komme igennem på nuværende tidspunkt.

3. De økonomiske omkostninger. Til stor fortrydelse – Torben Steno prøver ellers ganske ihærdigt – er det et faktum som kun har mindre gennemslagskraft i den politiske virkelighed (ikke at forveksles med den virkelighed borgerne lever i). Ca. 9 mia. kroner burde jo ellers være et tilbud man ikke siger nej til.

Den 13.1 deltog jeg så i “Michael Jeppesens top 182“, også på radio 24syv. Mens Cordua og Steno sagtens kunne gøre sig på DR P1, er vi her mere ovre i P3 stilen. Med andre i lange perioder er der mere tale om underholdning (og en hvis barnlig glæde ved at provokere) end oplysende radio. Især en af deltagerne (“Cutter”) lever i den grad op til alle de fordomme “pæne og ordentlige borgere” kan have overfor hashrygere. Hvis nogen vil vide hvorfor jeg aldrig kunne finde på at deltage i den årlige cannabisdemonstration arrangeret af Hampepartiet og Christiania er det blot at lytte til denne udsendelse.

Jeppesens top 182 – 2. time 13. januar 2012

Her er der især grund til at hæfte sig ved Jacob Demant fra Center for Rusmiddelforsknings argumentation for at brug af illegale rusmidler IKKE er en offerløs forbrydelse. Grundlæggende er argumentet at der er økonomiske og personlige konsekvenser for andre, som bl.a. inkluderer (trivielle) konsekvenser som omkostningerne for ens kollegaer når man ikke passer sit arbejde osv. osv. Her laver han en fejlslutning som også de to politikere i Cordua og Steno’s udsendelse gør sig skyld i.

Der etableres en direkte kobling mellem brug og misbrug. Hermed er man tæt på den grundlæggende tese som drev det 19. århundredes afholdsforeninger, nemlig at “djævlen boede i flasken”.

Det er absurd af flere grunde. Det kan hurtigt konstateres at de negative omkostninger for omverden ved at en person ryger sig skæv, drikker sig stiv, sniffer coke, ryger eller fixe heroin osv. i udgangspunktet er lig nul. Det er først i tilfælde af misbrug at man kan tale om omkostninger.

Hvis det argument skal have validitet i forhold til forbud og regulering indebærer det også, at der udover etablering af en direkte forbindelse mellem personer som har et problemfrit forbrug til personer som har et problematisk forbrug, at misbruget ikke finder sted i tilfælde af forbud eller regulering. På baggrund af tilgængelig data – og ikke mindst på baggrund af at vi ved at der ingen sammenhæng er mellem forskelle i lovgivning og forbrug af illegale rusmidler – er det overvejende sandsynligt at netop de som er potentielle misbrugere er de som respekterer lovgivningen på området mindst. Med andre ord er det overvejende sandsynligt, at omfanget af misbrug er relativt uafhængigt af forbud eller ej.

Noget andet er at en sådan forbindelse ikke kan etableres. Man kan vel ikke pålægge de der nyder at drikke alkoholiske drikke fra tid til anden ansvaret for de som ikke kan styre sig. Men selv når vi konstaterer omkostninger ved et givent rusmidler, hvad er så konsekvensen af at vi herefter konkluderer at vi i så tilfælde må forbyde alle at nyde denne last? De er temmelig vidtgående. Det vil f.eks. indebære at man skal forbyde utroskab, sex (usikker sex koster samfundet ca. en kvart mia. kroner om året), regulere hvilke sportsgrene som skal kunne dyrkes samt for hvilke aldersgrupper osv. osv.

Det er ganske enkelt ikke et validt argument for regulering og forbud.

Men lyt og døm selv.

Du kan læse mere her.

Her på årets første dag lægger vi ud med et nyt tiltag her på bloggen. Vi skal naturligvis ikke stå tilbage for nogen og vil derfor i fremtiden udnævne “årets politiske solopræstation” – Vi er jo ikke liberalistisk anlagte og individorienterede for ingenting

Punditokraternes pris for årets politiske solopræstation vil i år og i fremtiden gå til en politiker som i det forgangne år har formået at sætte en dagsorden af afgørende potentiel (positiv) betydning for Danmarks fremtid. Det er hårde krav, og vi forventer ikke at prisen bliver uddelt hvert år. Der er som bekendt ofte langt mellem snapsene i dansk politik.

I 2011 gjorde især en politiker sig bemærket med en usædvanlig præstation, som i den grad lever op til kriterierne, nemlig Liberal Alliances Joachim B. Olsen. Hvis nogen forestillede sig, at Joachim B. Olsen fik noget foræret, fordi han var et kendt ansigt, blev de skuffede. Allerede før valget blev han af pressen (og politikere i både blå og rød lejr) fremstillet som dansk politiks nye “enfant terrible” og en kluddermikkel. Især, men ikke kun Ekstra bladet, har gjort og gør sig store anstrengelser for at fremstille ham som en umulius – mens man lefler for de værste fordomme hos læserne. For med en fortid som kuglestøder og vinder af vild med dans, kan man selvfølgelig ikke være velforvaret. Den behandling bringer minder frem om behandlingen i af f.eks. Ronald Reagan, Arnold Schwarzenegger og Margaret Thatcher, hvor karikeringen og omtalen af sidstnævnte i dansk presse i 1980erne (og efter) til tider nærmest har mindet om en heksejagt.

BEGRUNDELSE:

Joachim B. Olsen skal have prisen for årets solopræstation fordi han stod fast, da medierne løb over i forargelse over hvad der må være den vigtigste statusopdatering på facebook i Danmark i 2011, hvor han lidet diplomatisk gav udtryk for sin reaktion på at regeringen ville dele flere milde julegaver ud til landets fattige.

Reaktionen var et klassisk eksempel på den udbredte plage i ikke kun dansk politik, men i lige så høj grad dansk journalistik, at form er alt og indhold er intet. Reaktionen på Joachim B. Olsens “Jeg brækker mig” over Özlem Cekic (formand for socialudvalget)  forslag om at afsætte ekstra penge til de “fattige” via satsmidlerne, blev mødt med fordømmelse og latterliggørelse. Den nyvalgte Liv Holm Andersen fra det radikale venstre proklamerede således den 28. oktober at “Jeg brækker sig over Joachim B. Olsen“.

I ugerne efter den famøse statusopdatering havde de politiske kommentatorer kun hovedrysten til overs, mens både skrevne og elektroniske medier flød over af forargede kommentarer. Den generelle holdning var, at her var tale om en tabersag for blå lejr, og Joachim B. Olsens fremtid som politiker lå bag ham.

En måned senere og et besøg hos “fattige” Carina rigere, er alt vendt på hovedet.

Med udholdenhed, stædighed, grundig research og konsistent faktabaseret argumentation har Joachim B. Olsen efter vores opfattelse gjort mere for Danmarks fremtid end 10 års nominel borgerlig regeringsmagt  afstedkom. Debatten om fattigdom i Danmark bliver aldrig det samme i Danmark, og heldigvis for det.

HISTORIEN KORT FORTALT 

Udviklingen og forvanlingen fremgår tydeligt af nedenstående klip. Først fra en debat i Deadline den 31.10 mellem Joachim B. Olsen og Özlem Cekic, og den efterfølgende debat på P1 mellem de to den 1.11. Begge før man havde besøgt “Carina”

31.10 Deadline

Klik her for at se den indsatte video.

P1 Debat 1.11

Klik her for at se den indsatte video.

Efter man har mødt en fattig:

DR 1 Aftenshowet 28.11

Klik her for at se den indsatte video.

Og endelig må Özlem Cekic (og dansk presse) foreløbigt kapitulere

Deadline 17:00 29.11

Klik her for at se den indsatte video.

Forløbet har dog ikke haft praktisk betydning endnu. Kontanthjælpsloft og starthjælp er afskaffet. Vi har fortsat en meget asymetrisk debat og nyhedsdækning i medierne. Özlem Cekics eksempel på en fattig var ikke et “uheldig” eksempel som man er sluppet afsted med at fremstille det som, fordi man som udgangspunkt i pressen ønsker at fastholde historien om Danmarks fattige. Men uanset hvordan man vender og drejer det, så er Carina en typisk modtager af bistandshjælp, og det er altså denne typiske modtager, som fra nu af vil modtage flere penge fra det offentlige.

JOACHIM B. OLSENS FORTJENESTE ELLER ÖZLEM CEKIC BOMMERT?

Det er også symptomatisk, at mens vi vælger at fremhæve Joachim B. Olsen, har den generelle tolkning af sagen været, at der er tale om en bommert fra Özlem Cekics side.

Det er typisk, at Berlingske Tidende i sin begrundelse for at Özlem Cekic skulle have prisen for årets politiske bommert, skriver at:

Det begyndte som en vindersag for SF og partiets socialordfører Özlem Cekic. Liberal Alliances Joachim B. Olsen skrev på Facebook, at han »brækker sig« over dem, der ønsker mere julehjælp til de fattige. Özlem Cekic svarede igen med at invitere Olsen på besøg i virkeligheden, så han kunne opleve den virkelige fattigdom i Danmark. I slutningen af november fandt Cekic endelig frem til »Carina« som et godt eksempel på fattigdom og behovet for sociale ydelser. Den 36-årige kontanthjælpsmodtager viste sig dog at have 15.728 kr. til sig selv og sin søn efter skat hver måned – langt mere end mange lønmodtagere. Eksemplet rejste en storm mod Cekic fra alle sider, og det blev en debat med modsat fortegn: At de sociale ydelser er for høje i Danmark, at det ikke kan betale sig at arbejde, og at der ikke eksisterer egentlig fattigdom.

Men hvorfor er det Özlem Cekics bommert og ikke Joachim B. Olsens fortjeneste? Ret beset kunne Berlingske Tidendes begrundelse tyde på, at man ikke har begreb i livet om det reelle ydelsesniveau, og at man er fløjtende ligeglad. Hermed illustrerer man et enormt problem i dansk nyhedsdækning. En komplet ligegyldighed overfor ret og vrang, sandt og falsk. Hvad nu hvis – hvilket vi er tilbøjelige til at tro – Özlem Cekic og venstrefløjen rent faktisk mente (og mener?) at “Carina” er fattig, fordi i et kapitalistisk samfund må hun jo nødvendigvis være det? Så er der ikke tale om en bommert, men om en fremstilling og en tro som kun fungerer så længe dens retorik får lov til at stå uimodsagt. Med andre ord en forestilling som ikke klarer virkelighedens laksumtest. Således analyseret er Joachim B. Olsens fortjeneste, at han reelt har bedrevet faktabaseret journalistik, som vi desværre i den grad mangler herhjemme. Det skal han have en enorm tak for, og derfor er det kun rimeligt at han bliver den første modtager af Punditokraternes pris for “Årets politiske solopræstation”. En pris som vi desværre allerede nu kan forudse vil blive uddelt af for sjældent.

Venlig hilsen fra den selvudnævnte dommerkomite.

Niels Westy Munch-Holbek & Christian Bjørnskov.

I denne uge har The Econbomist fokus på den nuværende krise, og det er ikke opmuntrende læsning for tilhængere af den fælles mønt. Pilen peger på et endeligt sammenbrud og ressesion, og det står langt værre til end man umiddelbart vil erkende. Euro-skibet har ganske enkelt vist sig at være ude af stand til at sejle i andet end smult vand, eller som Economist skriver:

The designers of the good ship euro wanted to create the greatest liner of the age. But as everybody now knows, it was fit only for fair-weather sailing, with an anarchic crew and no lifeboat. Its rules of economic seamanship were rudimentary, and were broken anyway. When it struck a reef two years ago, the water flooded one compartment after another.

I en kronik i Børsen i sidste måned understregede Christian Bjørnskov og undertegnede betydningen af en fælles underligende forståelse og konsensus om hvilken økonomisk politik man er nød til at føre i en møntunion. En fælles forståelse som aldrig har eksisteret, og som man med rette kan klantre arkitekterne bag euroen for aldrig at ville anerkende var et problem.

Med andre ord er det næppe muligt for euroen at overleve, hvis man samtidig ønsker at de enkelte medlemslande skal være demokratiske. Vi ser i dag at både Italien og Grækenland har teknokratiske regeringer. Men disse er naturligvis fortsat afhængige af at deres forslag til reformer godkendes af et folkevalgt parlament. Men selv hvis dette sker, er der ingen garanti for at reformer og økonomiske stramninger – som vil gøre ondt –  godtages af befolkningerne. Og hvad vil man egentlig gøre i Bruxelles, hvis de folkevalgte politikere vælger ikke at gennemføre nødvendige tiltag?

Men sådanne overvejelser er måske irrelevante når det kommer til stykket. For ifølge Economist er problemerne i euroen nu så store, at det kan være et spørgsmål om få uger eller måneder før samarbejdet bryder sammen, for som man skriver:

The chances of the euro zone being smashed apart have risen alarmingly, thanks to financial panic, a rapidly weakening economic outlook and pigheaded brinkmanship. The odds of a safe landing are dwindling fast.

og

Without a dramatic change of heart by the ECB and by European leaders, the single currency could break up within weeks. Any number of events, from the failure of a big bank to the collapse of a government to more dud bond auctions, could cause its demise. In the last week of January, Italy must refinance more than €30 billion ($40 billion) of bonds. If the markets balk, and the ECB refuses to blink, the world’s third-biggest sovereign borrower could be pushed into default.

I en analyse af den danske euroafstemning i 2000, kom man frem til, at den typiske nej-stemme kom fra en midaldrene kvinde med ingen eller kort uddannelse. Uden at kom ind på deres grund til at stemme nej til medlemsskab, takker jeg dem af hele mit hjerte. Selv om konsekvenserne ved et evt. endeligt sammenbrud i møntunionen vil blive store, også selv om vi ikke er medlem, er det dog mindre end hvis vi havde været medlem af euroen. Og i den tid der kommer kan man meget vel ende med at skulle være taknemmelig for selv det mindste.