Det er lige godt en forunderlig verden vi lever i – mens BT 13.11 lagde en meget kort nyhed om at modtagerne af årets nobelpris i økonomi var offentliggjort med deres navne og “nicht weider” var wiikipedia allerede opdateret – se
http://en.wikipedia.org/wiki/Elinor_Ostrom
for at læse mere om Elinor Ostrom.
Den anden modtager, Oliver Eaton Williamson kan man læse mere om på
Ved et tilfældigt sammenfald er både dagens klumme på 180grader “Fagkundskaben har talt: Forbud mod hash gør mere skade end gavn” og dagens indlæg på liberator ” Behnke og hashmarkedet ” skrevet af undertegnede (klumme sammen med Lasse Grosbøl) og kredser med forskellige indgangsvinkler om det samme emne, nemlig modstanderne mod legalisering af hash argumenter – eller rettere mangel på samme, fordi der kun er tale om påstulater uden hverken faglig eller saglig bund.
Ja, hash er skadelig ved stort og vedvarende forbrug. På samme måde som alkohol er skadeligt ved misbrug. Derom er der ingen grund til diskussion, omend det er påfaldende at hver gang dette aspekt rejses i den offentlige debat, så gør man det isoleret og uden at inddrage vores foretrukne rusmiddel alkohol. Men ligesom med alkohol gælder det samme for hash, nemlig at det for det store flertal af brugere aldrig kommer dertil.
Så blev det afgjort, OL i 2016 finder sted i Rio de Janeiro – en af verdens smukkeste byer (primært på grund af beliggenheden). De fleste turister kender nok først og fremmest “Zona Sul” (Ipanema, Leblanc, Copacabana og Leme), mens en del muligvis også har været i den gamle bydel Santa Theresa – men også i Rios centrum er der masser af perler, og heldigvis er man i de senere år begyndt at restaurere de gamle bygninger.
Der er ingen grund til at tro, at Rio de Janeiro ikke magter at afholde en olympiade med dets forventede ekstra ca. 1 mio. turister (måske lidt optimistisk) og 14-15.000 atleter. Så set fra de besøgendes synspunkt skal det nok blive en positiv oplevelse. Der har godt nok været bekymrede stemmer fremme omkring sikkerheden, da Rio de Janero desværre er kendt for en meget høj kriminalitet. Det er der dog som turist næppe grund ti lat være specielt bekymret for, hvis man skal dømme ud fra de to årlige internationalt berømte begivenheder, der normalt forløber meget fredeligt, nemlig Rios karneval og det næsten lige så berømte nytår på Copacabana. Begge begivenheder tiltrækker hvert år 10.000vis af turister fra hele verden, og f.eks. er der hvert år ca. 2. mio. mennesker på Copacabana og Leme strandene – og det forløber normalt yderst fredeligt – langt mere fredeligt end nytårsaften normalt forløber i København.
Hemmeligheden er, at man plejer at sende 40-50.000 militærpolitifolk på gaden i de dage festlighederne står på, og mon ikke man gør det samme under olympiaden?
Der er ingen tvivl om at den glæde og stolthed som brasilianerne i almindelighed og befolkningen i Rio de Janeiro (kaldet cariocas) i særdeleshed føler i disse dage er både ægte og dybfølt. For Rio de Janeiro, der indtil midten af det 20. århundrede var Brasiliens politiske- og magtmæssige centrum (Sao Paulo overhalede i slutningen af det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede staten Rio de Janeiro som økonomisk centrum), ser man olympiaden som muligheden for at generobre noget af fortidens gloværdighed. Godt nok er Rio de Janeiro fortsat den mest kendte by undenfor Brasilien, og dets strande og helt unikke kombination af natur og by er fortsat Brasiliens største turistattraktion. Men bortset fra det er det gået jævnt ned af bakke (relativt i forhold til resten af landet) for byen siden man flyttede hovedstaden til det nybyggede Brasilia i 1960. Særligt hårdt blev byen ramt under 1980ernes gældskrise på grund af dens afhængighed af statsejede virksomheder, samtidig med at kriminaliteten nåede absurde højder. Der findes slumkvarterer, farvelas, hvor politiet kun bevæger sig ind med tung bevæbning, og i perioder har man endda sat militæret ind. På samme måder er der i særlige områder af byen (dog ikke der hvor turisterne for det meste er) hvor man må finde sig i at blive stoppet ved vejafsæringer og blive kropsvisiteret af svært bevæbnet militærpoliti. Film som f.eks. Cidade de Deus (“City of God”) beskriver ganske præcist forholdene og kriminaliteten. En kriminalitet der er tæt forbundet med narkotika – et problem vi jo også kender til herhjemme, omend i noget mere beskedent omfang.
(Klik her for video med “Cidade Maravilhosa ” i 1930erne) Byen i dag er på mange måder en nedslidt udgave af fortidens “Cidade Maravilhosa”, der er helt overtaget af en kaotisk biltrafik og et befolkningstal der er vokset fra omkring 1½ mio. i 1930erne til 6-7 mio. indbyggere i dag, uden at infrastrukturen er fulgt ordentlig med.
Rio de Janeiro på 2 minutter – hvordan byen ser ud i dag (optaget på en søndag)
Og mens meget er gået tabt har Rio de Janeiro også fortsat meget at byde på – Det er rent ud sagt fantastisk hvor meget musik der er i den by – og er der noget brasilianerne kan, så er det at lave en ordentlig lyd – det kunne kunne man lære en del af herhjemme.
De dyreste Olympiske lege nogensinde?
Nej, de betænkligheder man kan have ved at Rio de Janeiro afholder olympiaden i 2016 har ikke noget med selve afholdelsen af denne. Det kommer til at være helt forrygende, og Rio de Janeiro vil vise sig fra sin bedste side. det bliver formentlig et helvede for de almindelige indbyggere der skal passe deres arbejde, når al trafik tilpasses turister og udøvere i de tre uger legene varer – og bagefter skal regningen betales.
Mens alle fra hotelejere over restauratører og entreprenører til de prostituerede ser frem til at tjene gode penge, så er der sikkert også en del politikere og offentlige embedsmænd der render rundt med dollartegn i øjnene. Kan erfaringerne fra de panamerikanske lege i 2007 (og stort set alle offentlige byggerier) bruges til noget, så bliver OL afsindigt dyrt for skatteyderne. Den endelig regning for afholdelsen af de panamerikanske lege endte med at koste næste 700% mere end budgetteret – ikke mindst på grund af den udprægede korruption.
Som lederen af ”Transparência Brasil”, Fabiano Angélico udtalte til “Terra Magazine” i fredags, så er man “megete bekymret for valget af Rio de Janeiro som vært for legende i 2016″, fordi “de panamerikanske lege i 2007 var en traumatisk oplevelse”. Godt nok har regering og ministre allerede været ude og love, at der vil blive tale om en gennemsigtelig proces i forbindelse med legende, men det er der næppe mange der tror på vil blive en realitet .
Afsluttende bemærkninger om præsident Lula og Villy Søvndal
Det har været en noget broget oplevelse at følge danske mediers dækning af Rio de Janeiro og Brasilien i forbindelse med IOC-mødet i København. På den ene side skal jeg bestemt ikke brokke mig over, at et land og en by der har en stor plads i mit hjerte i den grad er blevet promoveret i danske medier, på den anden side har det ikke meget med virkeligheden at gøre – men er den slags overfladiske billeder af glade emotionelle mennesker (og en menneskemængde der går amok på strandene i Rio er jo altid guf for kameraerne) -det gælder både den lige lovligt optimistiske fremstilling af Brasiliens økonomiske udvikling (det er mange år siden man har haft vækstrater der var noget at juble over) og ikke mindst fremstillingen fa præsident Lula. Der er ingen tvivl om at han er populær i Brasilien, men det er nok først og fremmest som symbol på at man selv med en fattig baggrund kan blive præsident - en symbolik der også før og i andre lande har været af betydning – f.eks. Hugo Chavez i Venezuela og Fulgencio Batista i Cuba. Samtidig har han været ualmindelig heldig. Selv om vækstraterne i Brasilien på ingen måde kan måle sig med hvad man oplevede i midten af det 20. århundrede og 20 år frem, har kombinationen af de reformer det trords alt lykkedes tidligere regeringer at gennemføre (på trods af stor modstand fra især Lulas parti Partido Trabalhador (PT)) og gunstig udvikling for eksportmulighederne sikret velstandsstigninger for store dele af befolkningen.
Når mine brasilianske venner spørger mig om hvad jeg synes om Lula, så er mit standardsvar altid, at “det bedste han har gjort er alt det han ikke har gjort”. Til gengæld har hans præsidentperiode med al tydelighed vist to ting:
1. Lula og Partido Trabalhador blev mindst lige så korrupte som alle andre, da de fik magten (ikke overraskende)- ifølge Transparency International er korruptionen faktisk steget i Lulas tid som præsident.
2. Det er Lula, og ikke partiet der er populært
Brasilien skal til næste år vælge ny præsident, og det bliver formentlig socialdemokraten Jose Serr
a, der tabte til Lula i 20
02. Ikke på grund af at Lula er upopulær (tværtimod), men netop fordi man til præsidentvalgene stemmer på personen og ikke partiet. For mens Lula har været en meget populær præsident, blev PT reelt sprængt – en risiko der også eksisterer for Villy Søvndal herhjemme, hvis det skulle lykkes for oppositionen at danne regering efter næste valg. Bevægelsen fra venstre mod midten for at opnå magten er således den samme for SF, som den har været for PT. Da Lula blev valgt i 2002, efter 3 gange at have tabt præsidentvalget på en klart socialistisk retorik, var det da også som en mere midtsøgende “Lula light”. En del vil måske mene at det er denne bevægelse mod midten, der har indebåret at han og hans parti er endt med alliere sig med notorisk korrupte politikere som Jose Sarney og Fernando Collor de Mello, og selv rode sig ud i flere korruptionsskandaler. Det er det næppe, det skyldes nok primært at sådan er brasiliansk politik, for sådan er Brasilien. En undersøgelse af Ibope, et brasiliansk analyseinstitut viste således, at vælgerne kun i begrænset omfang går op i politikernes moral og etik, når de skal sætte deres kryds, samt at 3/4 af dem angiver, at de ville gøre det samme hvis de fik chancen.
Jo, OL i Rio de Janeiro skal nok blive et brag af en fest, men det bliver tømmermændene bagefter formentlig også. Indbyggerne i Montreal brugte de efterfølgende 30 år for at betale af på gælden fra OL i 1976, det bliver næppe bedre i Rio.
Ifølge Reuters har den amerikanske ambassadør i Organisationen for Amerikanske Stater (AOS), Lewis Anselem i dag fordømt ex-præsident Zelayas tilbagevenden til Honduras og betegnet det som “Uansvarligt og dumt”, og fortsætter – “Zelayas hjemvenden, inden der var opnået en aftale, var uansvarlig og dum. Han burde afstå fra at komme med vilde anklager og holde op med at opføre sig, som om han var stjerne i en gammel film”.
Forhåbentlig er det udtryk for at det er ved at gå op for den amerikanske regering, at Zeleay er, som det brailianske ugeblad skriver det; mentalt ustabil. I de seneste dage er han kommet med den ene vilde anklage efter den anden, der intet har på sig, herunder at han skulle være blevet tortureret.
Samtidig med at de internationale medier i dag kan rapportere, bl.a. O Estado de Sao Paulo , at de honduranske myndigheder har lukket for de sidste Zelaya-tro medier, herunder Rádio Globo de Tegucigalpa, i sit forsøg på at dæmpe den uro, som Zelayas tilbagekomst og ophold på den Brasilianske ambassade har udløst, har der været betydelig kritik i Brasilien af landets rolle i den seneste udvikling.
Under overskriften “O pesadelo é nosso” (det er vores mareridt) har det velestimerede brasilianske ugeblad Veja en stor og meget kritisk artikel om Brasiliens nye rolle i konflikten i Honduras (det kræver desværre abb. at læse hele artiklen – derfor ingen link), efter den afsatte præsident Zealya, har “opslået” lejr på den Brasilianske ambassade i Tegucigalpa.
Det velrespekterede ugeblad, der for nylig havde 40 års jubileum, har gang på gang vist at bladet, der bedst kan beskrives som borgerlig-liberal´, holder en høj standard indenfor kritisk journalistik. Veja har i flere tilfælde været i fremmeste række ved afsløring af de store problemer med korruption og magtmisbrug, der har været en fast føljesvend for det brasilianske samfund, både i perioder med diktatur og demokrati – og det har mere end en gang påkaldt sig ledende politikeres vrede. Således udtalte præsident Lula sig direkte truende mod bladet, da det for et par år siden efter Veja først havde været blandt de første til at afsløre den såkaldte “mensalao”-skandale, hvori ledende regeringsmedlemmer købte stemmer i kongressen, og derefter afslørede at Lulas nærmeste familie (hans sønner) opnåede forbavsende lukretive offentlige kontrakter . På det sidste har Veja sammen med avisen “O Estado do Sao Paulo” skrevet om den tidligere præsident og nuværende leder af senatet, Jose Sarneys, misbrug af sin politiske position til at berige sig selv og sin familie. Sarney, der har præsident Lula’s opbakning, har endda helt absurd forsøgt at stoppe O Estado’s artikler gennem det juridiske system. Med andre ord bakker den socialistiske regering op bag forsøg på at censurere pressen, når det er politisk oppotunt.
Veja spillede også en stor rolle i afdækning af den korruptionsskandale der i begyndelsen af 1990erne endte med præsident Fernando Collor de Mellos afsættelse.
Hvis man kun får sin information gennem de almindelige danske medier (MSM) kunne man måske forledes til at tro at der er almindelig konsensus i Latinaemerika (dette underlige begreb som mange både Syd- og mellemamerika, for slet ikke at tale om de protugisisk talende brailianere slet ikke anerkender, men som alligevel bruges for at dække de geografiske område fra Mexiko i nord til Chile i syd) om at fordømme afsættelsen af Zelaya i Honduras, ligesom man ofte kunne få det indtryk, at Hugo Chavez er omgøret med stor sympati. Dette er ingenlunde tilfældet. Sympatien for Hugo Chavez er i ligned med forgangne tiders sympati for Castros Cuba defineret ud fra graden af antiamerikanisme i de enkelte lande og dets befolkninger. En antiamerikanisme der nok generelt set overvurderes i MSM, ligesom Hugo Chavez popularitet. Han er bestemt ikke vellidt i store dele af Sydamerika, ligesom sympatien for Evo Morales i Bolivia kan være på et meget lille sted i Brasilien, efter Bolivias nationalisering af Petrobras sidste år. Selv Om Lula er en meget populær præsident (approval ratings er over 70%) er det ikke hans udenrigspolitik der har gjort det. Traditionelt set interesserer de færreste brasilianere sig for hvad der foregår uden for deres egen stat, og da slet ikke uden for landets grænser, men blandt de der gør anser mange Lulas udenrigspolitik for at være direkte svag og skadelig for landet (efter Bolivia slap afsted med en ganske ringe kompensation til det delvist statsejede Petrabras, gik Lulas regering for nylig med til at genforhandle kontrakten med Paraguay i forbindelse produktionen af strøm fra Itaipu på grænsen mellem Paraguay og Brasilien, en genforhandling der alene var til fordel for Paraguay.
Brasilien har traditionelt set sig selv som den naturlige leder af Sydamerika, og meget skal da også forstås i sammenhæng med den rivalisering der eksisterer mellem Brasilien g Venezuela under den efterhånden meget lidt demokratiske Hugo chavez, der bestemt ikke er vellidt i Brasilien.
Det er heller ikke gået hen over hovedet på de Chavez kritiske dele i Brasilien, at Barrack Obama og den amrikanske regerings reaktion på afsættelsen af Zelaya, primært synes drevet af ønsket om at få et andet forhold til de øvrige lande i “americas” – og at det åbenbart skal ske ved i en hvis grad at føjes Hugo Chavez. Med andre ord ved at føre en blød, andre vil kalde det en svag udenrigspolitik.
For Brasilien er den seneste udvikling med Zelaya installeret på den brasilianske ambassade, og en Lula der opfordrer til fordømmelse af den midlertidige regering i Honduras i den grad et brud på tidligere tiders udenrigspolitiske tradition, hvor ikke indblandingspolitikken går mere end 100 år tilbage, hvis vi ser bort fra Brasiliens deltagelse i 2. verdenskrig på de allieredes side (og aktioner i FN regi). Efter en række grænsestridigheder i det 19. århundredede, der resulterede i at den oprindelige portugiske kolonier ekspanderede på bekostning af bl.a. Bolivia, har Brasiliansk udenrigspolitik sindenhed alene været defineret ud fra strengt nationalt sikkerhedsmæssige hensyn. At Brasilien nu spiller en aktiv rolle i en konflikt i et land, som der for de fleste brasilianere lige så godt kunne ligge på den anden side af jorden, er derfor ikke oplagt.
Man kan så med tanke på Brasiliens størrelse, både økonomisk, geografisk og befolkningsmæssigt (ca. halvdelen af Sydamerikas befolkning bor i Brasilien og op mod en trediedel af al industriproduktion i Sydamerika finder sted i staten Sao Paulo) notere sig at det bemærkelsesværdige i dette.
I forbindelse med krisen i Honduras lægger Veja ikke fingrene i mellem. Zelaya beskrives som psykisk ustabil person i Hugo Chavez sold, eller som man skriver;
“Em uma operação comandada por Chávez, Zelaya foi conduzido de volta a Honduras e se materializou com numerosa comitiva na casa onde funciona a Embaixada do Brasil em Tegucigalpa. Esse hóspede incômodo, de aparência bizarra e com sinais evidentes de distúrbios mentais ele se diz vítima de ataques por radiação de alta frequência e gases tóxicos que ninguém mais percebe”
frit oversat til dansk;
“Chavez står bag Zelays pludselige opdukken på den brasilianske ambassade, hvor han med sin bizarre opførsel og påstande om at være blevet udsat for højffrekvent stråling og giftgasser, åbentlyst er mentalt forstyret.”
Bladet kritiserer direkte Lula for at Brasilien er blevet blandet ind i dette (deraf overskriften) og lægger i sin gennemgang vægt på, at Honduras gennem forløbet har respekteret landets grundlov (samme konklusion kom “Congressional Research Service” ifølge WSJ frem til i august måned, hvilket dog ikke har påvirket den amerikanske regerings standpunkt).
Konklusionen for Veja er klar, og deles uden tvivl af mange Brasilianere. Der er primært tale om en konflikt drevet af den “venstrefløj” der er dukket med Hugo Chavez i cent
rum. Som bladet skriver;
p>
“Honduras vem de ejetar do posto e exilar um presidente, Manuel Zelaya, pela tentativa de desrespeitar a Constituição e, por meio da convocação de um plebiscito, perpetuar-se no poder.
Caso típico da contaminação ideológica patrocinada pelo venezuelano Hugo Chávez, Zelaya vendeu a Caracas seu pouco valorizado passado de latifundiário direitista. De repente, começou a se pautar pela cartilha populista chavista de miséria moral e material, supressão de liberdades individuais, desrespeito às leis, aos costumes civilizados, associação com o narcotráfico e, claro, eternização no poder receita que estranhamente passou a ser chamada de esquerda na América Latina.”
(Frit oversat)
“Honduras sendte en præsident i eksil, der prøvede at omgå forfatningen og gennem en folkeafstemning at holde sig ved magtgen. Et typisk eksempel på “ideologisk forurening/pervatering” sponceret af Hugo chavez i Venezuela, som promoverer tidligere højreorienterede godsejer [Zelaya], der pludselig ændrede politik til en degenereret chavez-inspireret politik, der med undertrykkelse af individuelle rettigheder, mangel på repsekt for landets love og almindelig civiliseret opførsel, indvolvering i narkotikahandel og – naturligvis – uendelig fastholden af magten, er en opskrift, der på forunderlig vis er blevet synonym med det venstreorinterede Latinamerika.”
Kradse ord fra et af Brasiliens største og mest velrespekterede ugeblade.
Skulle der blandt læserne være nogen, der læser portugisisk, skal jeg her gerne henvise til de seneste 40 års “Veja”, der alle kan læses her. Set i sammenhæng giver det et unikt og på mange måder meget anderledes billede af landets nyere histstorie, end det herhjemme kendte.
Siden opdateres fortløbene med det næst-seneste nummer.
