Kategoriarkiv: Nuværende skribenter

Hvad spiller størst rolle – klimaforandringer eller økonomiske institutioner?

Der er enorm fokus på de negative virkninger af global opvarmning. Men det er ikke den eneste udfordring, vi står over for. Og er det overhovedet den største?

Det har Søren Gjedsted og jeg undersøgt i artiklen ”Climate change and institutional change: what is the relative importance for economic performance?”, som offentliggøres i det miljøøkonomiske tidsskrift Enviromental Economics Policy Studies.

Læs resten

Nedlukning i the Marine Corps (ingen effekt)

Forleden udkom det danske Salling Group studie af mundbinds effekt i Annals of International Medicine med konklusionen, at mundbind ikke påvirker folks risiko for at blive smittede. Bundgaard og hans kolleger finder dermed det samme, som 40 års forskning i influenza har vist: At mundbind ikke har nogen positiv effekt udenfor kliniske sammenhænge. Implikationen er – for mig at se – at kravet om at bære mundbind indenfor på offentlige steder bør afskaffes. Udgangspunktet for al politik må nødvendigvis være, at hvis der ikke er virkeligt solid evidens for at et tiltag virker, og at det er pinligt nødvendigt, bør man ikke tvinge borgerne til noget som helst!

En ny artikel i det højt ansete New England Journal of Medicine dokumenterer nu igen, hvor nyttesløs nedlukning er som middel til at begrænse smitten. Forskerne har sammen med USA’s Marine Corps foretaget et eksperiment, hvor en gruppe rekrutter først gennemgik en standard to-ugers periode med isolation hjemme – som alle nye rekrutter skal for tiden – hvorefter 1848 også var gennem to ugers yderligere isolation på et lukket college campus. Eksperimentets kontrolgruppe var godt 1500 rekrutter, der levede et almindeligt liv efter de to almindelige ugers isolation. Eksperimentgruppen gik derimod efterfølgende igennem en benhård nedlukning:

“All recruits wore double-layered cloth masks at all times indoors and outdoors, except when sleeping or eating; practiced social distancing of at least 6 feet; were not allowed to leave campus; did not have access to personal electronics and other items that might contribute to surface transmission; and routinely washed their hands. They slept in double-occupancy rooms with sinks, ate in shared dining facilities, and used shared bathrooms. All recruits cleaned their rooms daily, sanitized bathrooms after each use with bleach wipes, and ate preplated meals in a dining hall that was cleaned with bleach after each platoon had eaten. Most instruction and exercises were conducted outdoors. All movement of recruits was supervised, and unidirectional flow was implemented, with designated building entry and exit points to minimize contact among persons. All recruits, regardless of participation in the study, underwent daily temperature and symptom screening. Six instructors who were assigned to each platoon worked in 8-hour shifts and enforced the quarantine measures.”

Da eksperimentet var færdigt, kunne forskerne konkludere at 2,8 procent af de nedlukkede var blevet smittet med Sars-CoV-2, mens 1,7 procent af de ’almindelige’ var smittet. Med andre ord viste et eksperiment med mere end 3300 deltagere og håndhævet af befalingsmænd fra the US Marine Corps – nogle af militærverdenens hårdeste hunde – at nedlukning ikke virker. Eksperimentet lægger sig dermed fuldt op af flere samfundsvidenskabelige studier, der finder samme konklusion med meget anderledes, observationelle metoder. Disse studier finder, at WHOs epidemi-retningslinjer fra 2019 var korrekte: Nedlukninger gør ingen positiv forskel og bør undgås på grund af deres voldsomme bivirkninger.

Hvordan nogen kan blive ved med at påstå, at nedlukninger er vigtige midler for at undgå, at folk dør af Covid-19, er efterhånden et mysterium. Som en kollega formulerede det i sidste uge, er nedlukningerne – gentagne, og stadig hårdere nedlukninger – helt samme proces som regndans: Man sætter folk til at danse og danse, og intet sker indtil den dag, hvor der falder regn – og så påstår man, at regndansen virkede! Det er dybt uvidenskabeligt, og selvom politikere som oftest er inkompetente og uærlige, er det et stort spørgsmål hvorfor så mange epidemiologer, virologer og læger stadig spiller med på deres melodi.

Det gælder ikke mindst, fordi konkret evidens ikke bare peger på, at nedlukninger og lignende drakoniske tiltag – som politikere elsker fordi de demonstrerer magt – ikke virker, men også viser at virussen slet ikke er så farlig som først antaget. Vi har tidligere skrevet om bl.a. John Ioaniddis nye metastudier, der ender på en dødelighed omkring to promille. Nu viser det sig også, at WHO åbenbart opererer – uden at melde det helt klart ud – med en overordnet dødelighed på 1,4 promille. Det er i hvert fald den dødelighed, man får når man kombinerer WHOs tal på antal døde og antal smittede i hele verden. Hvad er rationalet for at ødelægge liv og økonomi – og slå en masse mennesker ihjel med bivirkninger at politikken – for at bekæmpe en virus med alvorlighed i den svære ende af influenza?

Man undskylder nogle gange fejl med at det ’er menneskeligt at fejle’, men det er værd at minde læserne om hele citatet: Errare humanum est, sed perseverare diabolicum – at fejle er menneskeligt, men at blive ved er djævelsk. Citatet tilskrives ofte Seneca, men er nok nærmere en parafrase over hvad Cicero noterede i sin 12. filipiske tale: Cujusvis hominis est errare, nullius nisi insipientis in errore perseverare – at kun en tåbe bliver ved.

Om man vil kalde den vedholdende politiske insisteren på en nyttesløs politik, der gør os alle fattigere og slår nogen ihjel, for tåbelig eller djævelsk, er nok op til ens temperament og generelle syn på politikere, men konsekvensen er stadig den samme. Og som Lionel Shriver sagde forleden i et glimrende interview hos Spiked, ”I do generally believe that we will reach a point where everyone looks back at 2020 and says: What on Earth Were We Thinking?”

Svenskerne ændrer adfærd – og derfor vil nedlukningen i Sverige blive udråbt som en succes

Jeg har på mandag et indlæg i Altinget.dk, hvor jeg forudser, at den svenske nedlukning (forbud mod salg af alkohol efter 22:00 fra 20. november og forsamlingsforbud på otte personer fra 24. november) vil blive udråbt som en succes. Det vil den, fordi svenskerne allerede har ændret adfærd som følge af den stigende smitte i det svenske samfund. Bemærk: Jeg siger ikke, at nedlukningen bliver en succes, men at den vil blive udråbt som en succes.

Alle figurer nedenfor er baseret på 7-dages glidende gennemsnit (så 7. oktober er gennemsnittet for 1.-7. oktober) og jeg har i flere figurer ”snydt” med Y-aksen, så indeksene ikke starter i nul, for at gøre udviklingen mere tydelig. Bemærk desuden, at Sverige har efterårsferie i uge 44.

Google leverer adskillige glimrende muligheder for at vurdere ændringer i adfærd. Herunder har jeg anvendt Googles Mobility Reports (ture til ”Retail & Recreation” og Google Trends søgninger på ”restaurant”, som jeg tidligere har anvendt her. Nedenstående figur viser udviklingen i disse to indeks sammen med smittespredningen målt som antal bekræftede smittede.

Den grønne linje viser antallet af smittede (højre akse), mens blå og grå linje viser indeksdata fra Google. Data er opdateret d. 20. november 2020 kl. 07:20.

Som figuren viser, har svenskerne reageret meget tydeligt på den mere udbredte smitte. Mobiliteten i dag er markant lavere end i uge 42, før smitten for alvor bredte sig. Det samme gælder søgningen på restauranter. Svenskerne reagerer simpelthen på den stigende smitte ved bl.a. at blive hjemme.

Et af problemerne ved figuren ovenfor er, at svenskerne igennem hele perioden tester mere og mere. I uge 45 testede de 5% flere end i uge 42, hvilket skævvrider billedet, fordi flere tests alt andet lige giver flere positive tests. Én måde at korrigere for stigningen i antal tests på er at se på positivprocenten – altså hvor mange af de testede, der tester positiv. I nedenstående figur har jeg derfor udskiftet antal smittede med andel positive. Her er udviklingen endnu tydeligere, selvom der ikke er data for andel positive efter 8. november.

Den ‘brune’ linje viser andelen af positive tests (højre akse), mens blå og grå linje viser indeksdata fra Google. Data er opdateret d. 20. november 2020 kl. 07:20.

Bemærk dog, at andel positive overkorrigerer for stigningen i antal tests, da man oftest tester dem, der har størst risiko for at være smittet, først. Den sande sammenhæng er derfor sandsynligvis et eller andet sted mellem de to yderpunkter i figurerne ovenfor.

En anden – og måske endnu mere præcis – måde at se på smittens udbredelse (eller i hvert fald konsekvensen af den) i samfundet er at se på udviklingen i antal nyindlæggelser på intensiv. Og her ser vi umiddelbart et tydeligt sammenhæng med udviklingen i antal smittede uanset hvilket mål vi ser på, jf. nedenstående figur. Bemærk, at der typisk går noget tid fra man testes positiv til man har behov for indlæggelse.

Den gule linje viser antallet af nyindlæggelser på intensiv (venstre akse), mens grøn og brun linje viser de to forskellige mål for smittens udbredelse (antal og andel positive tests). Data er opdateret d. 20. november 2020 kl. 07:20.

Endelig er der guld-standarden: Antal døde med COVID-19. Her er der to problemer ift. at vurdere effekten. For det første går der tid, inden folk dør af COVID-19. Og desuden er svenskerne forfærdeligt langsomme til at få indrapporteret deres dødsdata, hvilet betyder at de sidste 10 dage i deres data altid mangler nogle dødsfald (begrundelsen for dette er beskrevet her).

Men interessant er det jo, og derfor får I figuren her (de sidste 10 dage, hvor data er usikre, er stiplede). Bemærk igen, at der går noget tid, fra man testes positiv, til man indlægges og til man i sidste ende dør.

Den røde linje viser antallet af døde pr. dag (venstre akse), mens grøn og brun linje viser de to forskellige mål for smittens udbredelse (antal og andel positive tests). Den stiplede del af den røde linje, er perioden hvor data er usikre. Data er opdateret d. 20. november 2020 kl. 07:20.

Hvis I vil læse min tolkning af figurerne, er det nu I læser mit indlæg på Altinget.dk (hvis I ikke allerede har gjort det).

Men konklusionen er klar og følger i hælen på andre indlæg her på Punditokraterne: Nedlukningen er efter alt at dømme unødvendig (og virker ikke særligt godt).

PS: Hvad med Danmark?

I Danmark er smittetallet kun svagt stigende. Og derfor er der heller ikke de store adfærdsudsving at se i sammenligning med Sverige, jf. nedenstående figurer (på den nederste viser den stiplede linje % positive / antal smittede).

Figuren viser indeksdata fra Google for Danmark og Sverige. Data er opdateret d. 20. november 2020 kl. 07:20.
De fuldt optrukne linjer viser indeksdata fra Google for Danmark og Sverige. De stiplede linjer viser procent positive (venstre panel) og antal smittede pr. 100.000 (højre panel) fra OurWorldInData.org. Data er opdateret d. 20. november 2020 kl. 07:20.

Skyldes den lavere smittespredning i Danmark så restriktionerne? Det er der ikke umiddelbart meget, der tyder på. Hverken i den internationale litteratur (der kommer snart nyt om dette fra min hånd) eller i nedenstående figur, som jeg har lånt fra Mikkel Freltoft Krogsholm. Som jeg og andre har skrevet, så er der nok mange forskellige forklaringer på spil. En, som jeg bruger lidt tid på at undersøge, er, om danskerne er mere bange for COVID-19 end svenskerne, og derfor generelt passer mere på. Når jeg snakker med folk, som primært har deres info fra danske medier, så får jeg en fornemmelse af, at mange er for bange. Særligt givet det, der kan ligne en meget sandsynlig ende på det hele – at kun de udsatte bliver vaccineret, mens alle vi andre skal gennem sygdommen.

PS: Jeg lover at lave et indlæg med opdaterede figurer om 1-2 uger.

Kompensationshypotesen skal vendes på hovedet

I mange år har forskere og meningsdannere argumenteret med det, der kaldes ’kompensationshypotesen’: At der findes en sammenhæng mellem en større grad af globalisering og international handel og størrelsen på den offentlige sektor og det offentlige forbrug. Hypotesens grundidé er, at øget globalisering fører til øget økonomisk volatilitet og usikkerhed, og vælgerne derfor efterspørger en større grad af omfordeling og offentlig forsikring. I politisk debat bruges hypotesen således til at argumentere for, at lande der er åbne for international handel bliver nødt til at have relativt store velfærdsstater for at vælgerne accepterer åbenheden. De seneste år har spørgsmålet virkelig trængt sig på, om kompensationshypotesen er korrekt.

Den glimrende Andreas Bergh (Lund Universitet og IFN) har en artikel på vej i Scandinavian Political Studies hvor han netop stiller spørgsmålet, og udfordrer standardfortolkningen. I ”The Compensation Hypothesis Revisited and Reversed” gennemgår Andreas evidensen for kompensationshypotesen og finder, at den faktisk er forbløffende svag. Mens der ser ud til at være en vis støtte til, at der findes en empirisk sammenhæng mellem offentligt forbrug og åbenhed, er det slet ikke tydeligt, at der er en kausal virkning af handel på det offentlige forbrug. Sammenhængen er da heller ikke videre klar i figuren nedenfor, mens sammenhængen mellem handel og økonomisk volatilitet – illustreret i den anden figur – heller ikke er der. Om noget gør mere handel landes økonomiske struktur mere diversificeret, så deres økonomier er mindre volatile.

Pointen i den tankevækkende artikel er, at en anden forklaring passer bedre på den evidens, der findes: Lande med store offentlige sektorer og stort offentligt forbrug bliver mere globaliserede og åbne, fordi det er den eneste måde man kan undgå de værste økonomiske konsekvenser af udgifterne. Et stort offentligt forbrug og en stor offentlig sektor skubber det private forbrug og den private sektor ud, og efterlader dermed borgerne med færre valgmuligheder og mindre indkomst. Større åbenhed trækker den anden vej ved at give flere valgmuligheder og indkomst. Den internationale konkurrence presser også det private erhvervsliv til at blive mere produktivt, hvilket er nødvendigt hvis man fortsat vil kunne finansiere en stor offentlig sektor.

Andreas peger således på, at man sandsynligvis har fejltolket kompensationshypotesen, der ikke passer på virkeligheden. Store velfærdsstater er tvungne til at være åbne økonomier, medmindre de vil acceptere at falde økonomisk bagud og få problemer med offentlig gæld. Åbenheden er ikke et resultat af hvad borgerne vil, men er en del af statens forsvar af en stor offentlig sektor.

Dry tinder / sårbare ældre – er der noget om snakken?

Sammenlignet med andre lande var Sveriges obligatoriske nedlukning i marts nærmest ikke-eksisterende. Da Danmark lukkede ned 11. marts, indførte svenskerne et forsamlingsforbud på 500. Først i slutningen af marts strammede myndighederne forsamlingsforbuddet til 50 og indførte regulering af restauranter (som dog forblev åbne).

Det højere COVID-19-dødstal i Sverige (i forhold til befolkningen havde Sverige i midten af september 5,3 gange så mange døde som Danmark, 9,5 gange så mange som Finland og 11,8 gange så mange som Norge) er af mange blevet tilskrevet den bløde nedlukning, men som jeg har omtalt tidligere, peger mere og mere på, at nedlukningen kun har haft en beskeden effekt. Det er altså andre ting, der driver forskellene mellem landene. Men hvilke?

En mulig forklaring, som Bjørnskov sammen med et par kollegaer har bragt på banen, er forskelle i antallet af sårbare ældre (”dry tinder”). Hypotesen er, at lande, der har været gode til at passe på deres ældre i årene op til COVID-19-pandemien (fx ved i højere grad at vaccinere deres ældre), alt andet lige var mere sårbare, da COVID-19 ramte Europa i februar-marts.

Denne tese har jeg kigget nærmere på, og her får I serveret de centrale resultater på et sølvfad.

Metoden

Jeg beregner ændringen i ”beholdningen” af sårbare ældre i en given måned, som forskellen mellem det forventede dødstal og det faktiske dødstal for den pågældende måned. Jeg estimerer det forventede dødstal (ikke sæson-korrigeret) i en måned som gennemsnittet for tiden tre år før og tre år efter måneden, så estimatet for januar 2015 er gennemsnittet af dødsfald fra januar 2012 til december 2014 plus februar 2015 til januar 2018. ”Beholdningen” af sårbare ældre tilnærmer jeg herefter som summen af ​​alle over- og underdødeligheder de foregående to år måneder.

Resultatet

Nedenstående figur – med Sverige i gult – viser beholdningen af sårbare ældre i de nordiske lande siden 1960. Figuren viser, at beholdningen af sårbare ældre var usædvanligt høj i Sverige, da vi gik ind i COVID -19 pandemien – både set i forhold til andre nordiske lande og i et historisk perspektiv (lignende figurer for andre metoder kan findes i arbejdspapiret). Ikke siden 70’erne har man set så mange sårbare ældre i et af de nordiske samfund)

Figur: Beholdning af sårbare ældre (stock of “dry tinder”) pr. 100.000 indbyggere

Betydningen for antallet af COVID-19-dødsfald

Nedenstående figur viser antallet af sårbare ældre primo april antallet af COVID-19-dødsfald i de nordiske lande. Forholdet er slående og næsten én til én for Sverige, Danmark og Finland – kun Norge skiller sig ud.

Figur: Beholdning af sårbare ældre (stock of “dry tinder”) primo april og bekræftede COVID-19-dødsfald d. 15. september pr. 1 mio. indbyggere.

Figuren illustrerer, at forskellen i antallet af sårbare ældre potentielt kan forklare noget (eller endda meget) af forskellene i dødelighed mellem landende og eksplicit det høje antal COVID-19-døde i Sverige.

Konklusionen: Der er mange faktorer bag det høje antal COVID-19-dødsfald i Sverige

Der er ingen tvivl om, at Sverige oplevede meget få dødsfald mellem januar 2019 og marts 2020, og dermed stod med relativt mange sårbare ældre i forhold til de øvrige nordiske lande, da pandemien ramte. Men det alene kan ikke forklare de mange dødsfald. De mange sårbare ældre kombineret med, at COVID-19 i vid udstrækning slap ind på de svenske plejehjem, var imidlertid opskriften på en international outlier. Havde virus spredt sig på samme måde i Danmark, havde vi næppe set helt de samme dødstal.

Et åbent spørgsmål er, hvorfor Sverige havde usædvanligt mange sårbare mennesker på vej ind i COVID-19-pandemien. Sverige havde usædvanligt milde influenzasæsoner i Sverige i 18/19 og 19/20. Men dødeligheden i Sverige var også bemærkelsesværdigt lav i løbet af sommeren 2019 (se figur 5 her). Men hvorfor? Sveriges influenza var vel den samme som i Danmark og Norge. Hvorfor døde svenskerne ikke?

Uanset hvad – og det er måske min vigtigste pointe – viser forskellene i antallet af sårbare ældre, at der er mange andre ting end statens nedlukning, der forklarer forskellene i pandemiernes udvikling mellem landene.

PS: Hvis nogen har kendskab til undersøgelser af antistoffer på de svenske plejehjem og i den svenske plejesektor, vil det være uhyre interessant. Hvis ganske få har været smittet, kan antallet af sårbare ældre kun være en lille del af forklaringen. Har en stor andel været smittet, kan betydningen derimod være stor.

Nedlukninger virker (stadig) ikke

I sommers skrev vi om flere nye studier og en række indikationer, der konkret viste, at nedlukningspolitik ikke begrænser, hvor mange der dør af Covid-19 (læs her, her og her). Udover den fremragende Lone Frank på Weekendavisen og Jesper Nilausens indsats på TV2 har medierne generelt ignoreret denne forskning. De har i stedet fortsat med at gentage politikere og Seruminstituttets meningsløse påstande om, at nu – nej, nu – virker tiltagene. For en forsker med empirisk ballast og respekt for tal og fakta har det været pinagtigt at se på.

Vi gentager derfor i dag på pædagogisk vis billedet af, hvordan forskellige vestlige lande agerede i foråret, og hvor mange der officielt døde af eller med Sars-CoV-2 indtil 1. juni. Vi viser dog også sammenhængen mellem, hvor hårdt man lukkede ned i foråret og antallet af målte dødsfald i september og oktober. Grunden er, at man i flere lande har fremført påstanden, at en hård nedlukning i foråret hvor man ’fik epidemien under kontrol’, bevirker at der er færre der dør i efteråret. Som man har kunnet se i bl.a. Østrig og Storbritannien, hvor man endnu engang er ved at lukke benhårdt ned, er det alligevel de færreste regeringer, der tror på den.

Som man kan se i den første figur, var der ingen sammenhæng mellem hvor hårdt lande lukkede ned – målt med Oxford Universitets Blavatnik Centre Index – og dødstallet. Sverige er blevet et symbol for nedlukningstilhængere på, at man skal lukke ned, og den røde markør ligger klart med et højt dødstal. Men der er andre grunde til, at svenskerne endda uden en virus med stor sandsynlighed ville have fået et år med høj dødelighed (læs f.eks. her eller her). Og når man kaster blikket på den anden figur, er det også ganske tydeligt, at landet i efteråret har haft en meget lav overordnet mortalitet.

Ser man på den anden figur, der netop viser sammenhængen mellem hvor hårdt man lukkede ned i foråret og hvor mange døde der er i starten af efteråret, er der om noget en positiv sammenhæng: Jo hårdere man lukkede ned, jo flere dør i efteråret. Det er dog igen drevet primært af Sveriges meget lave dødelighed, og konklusionen er sådan set klar: Der er ingen sammenhæng mellem nedlukningspolitik og dødelighed.

Det er derfor også med en fornemmelse af, at vi måske befinder os i The Twilight Zone, at jeg ser politikere og nogle epidemiologer påstå, at der er behov for yderligere nedlukninger, yderligere maskekrav, og mere styring af befolkningen. Der er intet af det, der virker – enhver med et modikum af talkundskab kan læse de studier, der bruger faktiske tal – og den eneste konsekvens man får af politisk styring og nedlukning, er at vi alle bliver fattigere og får ødelagt vores liv.

UPDATE: En venlig læser har gjort mig opmærksom på, at et nyt studie, publiceret for tre dage siden i den meget prestige fyldte New England Journal of Medicine, viser hvor ineffektiv nedlukning er. Det amerikanske Marine Corps har tidligere i år gennemført et studie, hvor 1848 rekrutter blev lukket ekstremt ned – med brug af masker hele tiden, medmindre de spiste eller sov, med to meters afstand til alle og ingen almindelig kontakt. På trods af, at rekrutterne blev lukket endnu mere ekstremt ned end nogen befolkning, endte studiet med at 2,8 % af deltagerne blev smittede med Sars-CoV-2 mens kun 1,7 % af kontrolgruppen blev smittet. Man kan næsten ikke ønske et bedre billede af, at nedlukning er nyttesløs.

Frihed og kriser – ny Timbroanalyse

For seks år siden på dette tidspunkt sad jeg og lagde sidste hånd på forskning om sammenhængen mellem økonomisk frihed og økonomiske kriser. Papiret blev skrevet til en organized session, som Daniel Bennett og Boris Nikolaev var ved at sætte sammen til den årlige konference i the Public Choice Society. Den endelige analyse, som vi skrev om for næsten seks år siden, blev i præsenteret i San Antonio i april 2015, og publiceret i december 2016 i European Journal of Political Economy. Artiklen med titlen ”Economic Freedom and Economic Crises” er en af mine moderat citerede artikler (54 citationer på Google Scholar), men er alligevel en af de få, der faktisk er blevet brugt i politik (i New Zealand).

I sommers blev jeg kontaktet af den svenske tænketank Timbro med spørgsmålet, om jeg kunne tænke mig at opdatere analysen og skrive et policy brief for dem. Det sagde jeg naturligvis ja til, og her til morgen er det endelige produkt blevet offentliggjort på Timbros hjemmeside. Med titlen “Economically free countries have fewer and less severe economic crises” – den svenske version hedder “Ekonomiskt fria länder får färre och mildare ekonomiska kriser” – viser briefet, at de grundlæggende fund fra 2015 stadig holder på tværs af 343 økonomiske kriser fra hele verden.

Vi illustrerer disse fund i figuren nedenfor, der er taget direkte fra briefet. Estimaterne peger utvetydigt på, at har man ti point mindre økonomisk frihed, målt gennem Heritage Foundations Index of Economic Freedom, vil man typisk have 18½ % risiko for at ende i en økonomisk krise eller nedgang, mens lande der er ti point over det globale gennemsnit har cirka 12 ½ risiko. Får man en krise, vil den første gruppe i gennemsnit opleve et samlet dyk i BNP per indbygger på 12 %, mens den økonomisk friere gruppe oplever et dyk på 8 %. Disse forskelle drives primært af forskelle i reguleringsbyrden og hvor åbne, landenes markeder er.

Analysen er således ikke blot interessant for de af os, der værdsætter frihed i sig selv, men også informativ for tiden. Mange vestlige lande har ophedede debatter om, hvordan man bedst kommer ud af den selvforskyldte coronakrise, og hvilket samfund man ønsker på den anden side. Forskningen her peger helt utvetydigt på, at samfund hvor regering og parlament i det store og hele holder fingrene væk fra det private marked både får færre kriser og retter sig meget hurtigere op, når krisen alligevel kommer. Om politikere, der fra venstre til højre elsker at gøre noget synligt og visionært, hører efter og tager forskningen alvorligt, er en anden diskussion.

Man slog et erhverv ihjel

Der er næppe mange danskere der ikke ved, at regeringen onsdag lukkede Nordjylland ned – med Aalborg som undtagelse – og effektivt spærrede folk inde i deres hjemkommune. Begrundelsen var, at Seruminstituttet havde fundet en mutation af Sars-CoV-2 i smittede mink. Man besluttede således, at alle mink i Danmark skal slås ihjel og dermed også, at minkopdræt skal holde op. Med andre ord besluttede regeringen med et sundhedshensyn som official begrundelse, at ulovliggøre et helt erhverv.

Minkproduktionen i Danmark beskæftiger cirka 6000 mennesker direkte, og en del flere i relaterede erhverv og underleverandører, og skabte for blot to år siden en eksportindtægt på 5,7 milliarder kroner. Erhvervet er et af adskillige danske nicheerhverv, der er kendetegnede ved højt specifik know-how og et intensivt avlsarbejde over mange år, der har gjort det globalt førende. Det er denne bragende økonomiske succes, som regeringen reelt nu slår ihjel med åbne øjne og på en baggrund, der i bedste fald er stærkt tvivlsom og i værste fald er ren løgn. Det er i hvert fald værd at bemærke, at Enhedslisten – regeringens måske mest loyale støtteparti – den 7. oktober stillede lovforslag om at ulovliggøre minkproduktion i Danmark.

Mens regeringen og Seruminstituttets Kåre Mølbak onsdag fremstillede minkmutationen af Sars-CoV-2 som en væsentlig trussel, har det i dagene efter vist sig, at man ikke har fundet et eneste eksempel på denne mutation siden september. Flere forskere vurderer derfor, at mutationen allerede er uddød, sandsynligvis ikke har været videre farlig, og på ingen måde har været en trussel mod en kommende vaccines effektivitet (se f.eks. professor Kasper Planeta Kepps oplysende twittertråd). Uanset hvad man gør kommer der hele tiden mutationer af vira, og når man først har en vaccine, er det relativt let at tilpasse den nye varianter. Som en sidebemærkning regner de fleste forskere også med, at nye mutationer typisk bliver svagere – mere farlige mutationer af en eksisterende virus har en tendens til relativt hurtigt at slå sig selv ihjel.

 Minkerhvervet er således blot det sidste offer for regeringens absurde og ofte løgnagtige coronastrategi, der siden april har ført til decideret misrøgt af størstedelen af den danske befolkning. Man forsøger således stadig at formidle et indtryk af, at den nye coronavirus er så farlig som pest eller ebola, i stedet for influenza. Kåre Mølbak påstod for eksempel forleden – som vi påpegede her på stedet – at 95 % af dem der dør med Sars-CoV-2 dør af virussen. Svenske og italienske studier peger på cirka 12-15 %, mens det amerikanske CDC vurderer, at det er 6 % af tilfældene.

Sandheden er, at de nyeste estimater giver en fatalitet for den nye virus i omegnen af to promille, så dens farlighed ligner en influenzasæson som den, Danmark oplevede i 2017-18. Som man kan se nedenfor, hvor vi har plottet den daglige dødelighed de sidste fire år (som et rullende 7-dagesgennemsnit), er 2020 helt normalt, uanset adskillige politiske indgreb. Man kan se, hvordan der var markant underdødelighed først på året og en vis overdødelighed i et par uger i marts-april, men helt almindelig dødelighed resten af året. Selv de to tydelige udsving i september og oktober skyldes ikke Sars-CoV-2, som man kan se ved at følge de to stiplede linjer, hvor den grå er alle dødstal minus de coronarelaterede dødstal.  Siden starten af maj har de to ligget oveni hinanden.

Regeringen, godt hjulpet af et stadig mindre troværdigt Seruminstitut, er med andre ord ved at ødelægge dansk økonomi og hundredetusinder af danskeres liv (undertegnedes inklusive) for at ’bekæmpe’ en sundhedsrisiko af en størrelse – en dødelighed omkring to promille – som vi aldrig har reageret på eller talt om tidligere. Det er et magtmisbrug af dimensioner, og det er ingen undskyldning, at andre lande gør det samme. Hvorfor oppositionen og den danske journalister som samlet stand ikke forlængst har reageret, er et usandsynligt trist mysterium.

Trump må dokumentere sine påstande og ikke appellere til stammementalitet

Stammementalitet er gift for politiske diskussioner – altså at man automatisk vurderer et synspunkt på, om det kommer fra ”ens egen side” og ikke vurderer det på sine egne meritter. I sidste ende er det gift for et frit samfund og vejen til kollektivisme.

Diskussionen om det amerikanske valg og Trumps helt enestående angreb på valgets integritet er om noget dårligt egnet til at vurdere ud fra stammetilhørsforhold. Hvis man alene beslutter sig for, om der har været valgsvindel eller ej, ud fra hvem man helst ser vinde, så gør man sig dybest set irrelevant. Det er et absurd kriterium.

Læs resten

Adfærd og COVID-19

Jeg har brugt meget tid på at studere og diskutere adfærdens betydning i forhold til COVID-19 de sidste par måneder.

Min arbejdstese er, at samfundets samlede svar på pandemien i foråret, bestod af tre dele.

  1. Frivillig adfærd. I starten af marts kunne danskere følge udviklingen i antal smittede og døde med COVID-19. Allerede før 11. marts, hvor regeringen lukkede landet ned, havde mange danskere ændret adfærd i stor stil (bl.a. ved at spritte hænder og holde afstand). Informationerne om pandemien fik altså danskerne til at passe på.
  2. Tilskyndet adfærd. Der er næppe tvivl om, at Mette Frederiksens pressemøde d. 11. marts havde en effekt. Skoler og institutioner var tomme dagen efter (torsdag), selvom de først reelt lukkede om mandagen. Og mange private aftaler blev aflyst. Signalet fra staten tilskyndede altså danskerne til at passe ekstra på.
  3. Tvungen adfærd. Da staten lukkede skoler, restauranter og frisører ned, gjorde den det også mere besværligt for danskerne at have udvalgte sociale interaktioner, og den påvirkede dermed antallet og typen af sociale kontakter.

I forbindelse med arbejdet har jeg – inspireret af Catarina Midões – lavet nedenstående figur. Figuren er baseret på data fra Google Trends og viser søgninger på ”restaurant” (som emne) i henholdsvis Danmark (rød) og Sverige (blå) omkring nedlukningen samt vigtige datoer i forhold til landenes COVID-19-politikker. Bemærk at y-aksen er fikset, så man bedre kan se udviklingen (og får plads til tekst). Figuren viser 7-dages glidende gennemsnit, så værdien d. 21. marts = gennemsnit af 15.-21. marts. Gennemsnit for januar = indeks 100 for hvert land.

Hvad fortæller figuren os?

Først og fremmest viser figuren, at både danskerne og svenskerne reagerede lang tid før restauranterne i Danmark blev tvangslukket.

For det andet, er der meget, der tyder på, at der var en effekt før 11. marts (bemærk, at annonceringen af nedlukningen i Danmark skete om aftenen, så effekten vil man hovedsageligt se effekten d. 12.).

Hvordan skal man tolke dette?

Det står klart, at den frivillige adfærd havde en stor effekt. Uanset om restauranterne var blevet lukket d. 18. marts, havde vi set et stort fald i antallet af gæster på restauranterne.

Men en væsentlig del af faldet kan både skyldes frivillig og tilskyndet adfærd. For både den danske og den svenske stat sendte et signal til befolkningen d. 11. marts (og desuden kan de to lande påvirke hinanden).

Det spørgsmål, jeg forsøger at finde svar på lige nu, er: Hvor meget betød henholdsvis frivillig, tilskyndet og tvungen adfærd i forhold til samfundets samlede svar? Figuren fortæller os, at de frivillig og tilskyndet adfærd tilsammen betød en hel del, men man kan ikke – på baggrund af figuren – afvise, at tvungen adfærd også havde en betydning. Den litteratur jeg har kigget på hidtil (ca. 30 studier) peger dog tydeligt i retningen af, at den tvungne adfærd betød ret lidt.

PS: Efter 18. marts falder søgningen i Danmark mere end i Sverige, men det er ikke så overraskende, da man jo ikke søger på ting, man ved er lukket.

Evidenskrav og faktisk politik

Danmark er lukket ned igen, nu med masketvang på alle offentlige, indendørs steder. Alkoholsalg er forbudt efter 22, og både regeringen og Seruminstituttet har advaret mod eksponentielt stigende smitte. Der ligger således en relativt eksplicit advarsel i, at hvis danskerne ikke sørger for ikke at blive smittede, vil de slå endnu hårdere ned på vores sundhedsforbrydelser. Frederiksen, Mølbak og resten har dog et stort problem: Det er åbenlyst for alle, der har tålmodighed til at sætte sig ind i sagerne, at regeringen og myndighederne ikke har evidens for, at deres politik er effektiv.

Mens der altid er nogen borgere, der mener at politikere slet ikke behøver at have evidens for at indgribende politik virker, står det egentlige spørgsmål derfor mellem dem, der mener at der altid bør være evidens og dem, der mener at man ikke rimeligt kan kræve evidens i den nuværende situation. Det er således både et spørgsmål om hvorvidt man har evidens, og om man bør kræve den.

Med hensyn til det første spørgsmål er vores holdning her ganske klar: Regeringen har ingen evidens for nedlukningerne, masketvangen eller grænselukningerne. Min egen evaluering af nedlukningspolitik viser en effekt på nul, ligesom flere andre nye studier. Visse studier indikerer, at den virker, men med den vigtige – og generelt oversete – forskel, at disse studier bruger computermodeller til at vurdere, hvor store dødstallene ville være uden nedlukning. Disse computermodeller har vist sig at overdrive voldsomt og være tæt på ren nonsens. Det er blandt andet på den baggrund, at superforskeren John Ioannidis (Stanford University) heller ikke mener, at der er evidens for at nedlukningspolitik redder liv (se ham pille konklusioner fra ICL-modellen fra hinanden her eller læs her). Selv de steder, hvor folk har være ramt af udgangsforbud og er sat i de facto husarrest, har man ikke kunnet konstatere færre dødsfald (læs analysen her).

En del af problemet for mange borgere uden decideret videnskabelig træning er at skelne mellem evidens og myndighedernes til tider absurde påstande om evidens. Kåre Mølbak påstod for eksempel forleden, at 95 % af dem der var døde med corona, var døde af corona. Han uddybede efterfølgende overfor Ekstrabladet, at ”i de 276 af de 277 tilfælde blev det vurderet, at COVID-19 kunne have været årsag eller medvirkende årsag.” Hans argumentation var, at i kun ét tilfælde kunne man fuldstændigt afvise, at Covid kunne have haft noget med dødsfaldet at gøre. Det fik ham derfor til at mene, at alle andre skyldtes Covid! Forestil dig, at ud af 277 dødsfald blandt folk, der alle har ligget på sofaen om eftermiddagen, er én død af at blive skudt, og man derefter konkluderer, at sofaligning har slået alle de andre ihjel. Argumentet er åbenlyst absurd, men den slags nonsens-evidens accepteres for tiden af danske journalister der efterfølgende – uforvarende eller med vilje – narrer almindelige danskere.

Disse indvendinger er dog nyttesløse, hvis folk ikke mener at der overhovedet er brug for evidens. Jeg har mødt flere, der mener at politikerne i særlige situationer ikke bør afkræves evidens for deres politik. Argumentet er, at i nødsituationer hvor man er tvunget til at reagere hurtigt mod en ny trussel, kan man ikke vente på at der samles evidens eller laves studier. I nogle situationer er det faktisk et godt argument, men det fortjener også omtanke. Sat på spidsen er argumentet, at hvis der er en potentielt stor trussel et sted derude, er den rigtige handling at affyre sin Uzi ud i tågerne, der omgiver en. Der vil være en vis sandsynlighed for, at man faktisk rammer truslen, hvilket er kernen i argumentet om at handle uden evidens. Der vil dog også være en sandsynlighed for, at man forvolder alvorlig skade ved at ramme naboens bil, hund eller hende selv.

Det er i vurderingen af sandsynligheden for at ramme truslen versus at ramme noget eller nogen, man ikke burde ramme, at uenigheden ligger. Min overbevisning i den nuværende situation er, at vores erfaring viser at sandsynligheden for at ramme forkert er meget stor, mens sandsynligheden for at man kan nedkæmpe en virus på en fundamentalt anderledes måde, end man har gjort i et århundrede, er meget lille. Derudover kommer problemet, at vi de sidste ni måneder har fået stadig mere viden om virussen, som Otto Brøns-Petersen og jeg allerede i maj understregede i Berlingske.

Farerne ved at reagere hurtigt har man kunnet se i lang tid, og ikke kun i Danmark. Frederiksen-regimet har tiltaget sig enorm magt, godt hjulpet af et nyttesløst Folketing, og informerer ikke engang de andre partier når politikken ændres. Som et interview med juristen Jonas Christoffersen i Berlingske viste, havde en række politikere ikke opdaget, at rationalet for nedlukningerne og forsamlingsforbuddet havde ændret sig fra at beskytte kapaciteten i sundhedsvæsenet over at forhindre dødsfald til nu at sigte mod at forhindre nogen smittede overhovedet. En del af lovforslaget til ny epidemilov indeholder også, at Styrelsen for Patientsikkerhed skal have ret til at tvangsinternere smittede – dvs. styrelsen får mulighed for at frihedsberøve borgere uden ankemulighed, uden dommer skal acceptere det, og uden de andre check der findes, når politiet gør det – og vel at mærke smitte med sygdomme fra en liste, som sundhedsministeren beslutter.

Som jeg ser det, er faren at politikere tiltager sig langt mere magt og efterfølgende – som en lang række studier har bekræftet i andre situationer – ikke slipper den igen. Faren er også, at de stirrer sig blinde på ét problem, mens de glemmer andre. I forbindelse med Covid er de ekstra selvmord og hjertetilfælde og de sandsynligvis mange ekstra kræftdødsfald, som nedlukninger forårsager. Og det er de enorme økonomiske og sociale konsekvenser, nedlukningerne og regeringens ideologiske fejltagelser har skabt. Med den nye viden om, at virussen har en fatalitet omkring 2 promille, dvs. omtrent samme niveau som en svær influenzasæson, burde det i det mindste få de få hæderlige politikere i Folketinget til at overveje, om det ikke er tid til at omgøre beslutningerne fra marts. Diskussionen om evidenskrav er fundamental i ethvert demokrati, og fortjener langt mere opmærksomhed end den får for tiden. Mens man kunne argumentere, at man måtte reagere uden evidens dengang, er der i dag masser af evidens, og den peger i én retning.

Populisme og ulighed

Siden de allerførste populister, der gav fænomenet sit navn – den politiske faktion i den romerske republik, der kaldte sig ’Populares’ – har de været optaget af ulighed. Populister deler næsten altid befolkningen op i en politisk elite og ’folket’, og begrunder deres politik i en fortælling om, hvordan den korrupte og indspiste elite udnytter og snyder det ægte folk. En væsentlig del af deres politik bliver ofte, hvordan man omfordeler fra eliten til folket, eller i hvert fald den del af det, der stemmer for populisterne. Man ville derfor tro, at populister der kommer til magten, vil reducere uligheden i samfundet – hvis de da gør hvad de påstår de vil.

Populisternes egen fortælling om ulighed gentages ofte i populismeforskningen, men med den twist at forskere som Cas Mudde og Barry Eichengreen påstår, at stigende ulighed fører til, at folk stemmer på populister og populistiske partier. Meget af forskningen og den politik, mange foreslår imod populisme, er således begrundet i, at der er en sammenhæng mellem ulighed og populisme. Det pudsige i situationen er, at der ikke har været nogen egentlige empiriske studier, der har kunnet be- eller afkræfte, at sammenhængen findes. Det har vi derfor startet et lille forskningsprojekt om.

Projektet er sammen med to gamle kendinge hos punditokraterne – Martin Rode og Andrea Sáenz de Viteri fra Universidad de Navarra – og min nuværende PhD-studerende, Martin Štrobl. Vi fokuserer på, hvad der sker med uligheden når populister kommer til magten, hvilket allerførst kræver, at man kan måle politikeres grad af populisme. Det lader sig gøre uden særlige problemer, da Andrea og jeg i et tidligere papir har udviklet et mål for populisme for 42 lande i Latinamerika og Caribien. Vores undersøgelse kommer derfor til at dække de 27 lande i regionen, hvor der også er data på ulighed i indkomster og forbrug mellem 1970 og 2015.

Den brede baggrund for vores dansk-mexicansk-tjekkisk-tyske projekt er illustreret i den første figur nedenfor, der viser den gennemsnitlige udvikling i de 27 lande i regeringslederens populismescore og uligheden (målt i Gini-koefficienter) i indkomst og faktisk forbrug. Figuren illustrerer både den såkaldte tredje bølge af populisme i Latinamerika fra sidst i 1990erne, men også det velkendte fald i regionens ulighed de sidste cirka 25 år. Der er med andre ord masser af variation i vores data, så det burde være let at identificere en effekt af populisme, hvis den er der.

Men det tvivler vi på, at den er. Grunden er den anden måde, man kan få en hurtig fornemmelse for sine data, som vi illustrerer i den anden figur. Her har vi plottet alle vores observationer af populisme og forbrugsulighed overfor hinanden (de grå markører), og de 27 landegennemsnit af begge dele (de sorte markører). Simple plot naturligvis aldrig skal tages som direkte evidens, men kun indikationer om, hvordan mønstrene ser ud. Figuren viser dog ret klart, at der ikke er nogen umiddelbar sammenhæng mellem populisme og ulighed. Om man ser på hele samplen, landegennemsnittene, eller skifter til at fokusere på indkomstulighed i stedet for ulighed i forbrug, er korrelationen mellem de to aldrig væsentligt anderledes end nul.

Figuren illustrerer dog noget andet, og i særlig grad de stærke traditioner for populisme i særligt Venezuela, men også lande som Argentina, Bolivia, Ecuador og Peru. Omvendt er det interessant at se, hvordan fire tidligere britiske kolonier – Bahamas, Barbados, Saint Lucia og Trinidad og Tobago – er havnet i et hjørne af figuren med meget lav ulighed og stort set ingen populisme i regeringen siden 1970. Tror man på Engerman og Sokoloffs meget indflydelsesrige teori om, at historiske, økonomiske strukturer som sukkerproduktion koncentrerede ejerskabet af jord i store plantager og dermed førte til markant ulighed, burde de fire tidligere sukkerkolonier slet ikke ligge der.

Det vigtigste ved hele projektet er dog, at udfordre en idé, som i dag bliver taget næsten for givet i populismeforskningen. Ser man på det simple billede, er der i praksis ingen sammenhæng mellem hvor populistisk en regering er, og hvad der før eller efter sker med uligheden. Vores absolut foreløbige resultater bekræfter endda det simple billede af, at populister på ingen måde påvirker samfundets grad af ulighed. Om de fejler, men har intentioner om det, eller blot gavner dem selv og deres egne når de kommer til magten – ligesom andre almindelige politikere – kan vi i sagens natur ikke sige noget om endnu. Vores nye projekt stiller dog stadig det ganske ubehagelige spørgsmål: Hviler en stor del af de seneste års populismeforskning og dens anbefalinger på en præmis, der ikke er sand? Det foreløbige svar ser ud til at være et ja.

Hvad foregår der, Frederiksen og Mølbak?

Mette Frederiksen meddelte på bedste diktatorvis fredag aften, at regeringen nu lukker Danmark endnu mere ned. Statsministeren påstod ved mødet, at ” Coronavirussen er tilbage for fuld styrke.” Det er en direkte løgn – medmindre statsministeren og Seruminstituttets direktør Kåre Mølbak da er totalt tal- og evidensblinde – men bliver fremført som officiel begrundelse. I stedet for at skrive længere om ting, vi har dækket adskillige gange her på stedet, er her blot en række spørgsmål om de nye, og i stigende grad bizarre tiltag.

  • Regeringen kræver nu, at danskerne bærer masker alle steder indendørs i det offentlige. Det sker, på trods af at der ingen evidens er for at masketvang eller nedlukninger virker (se f.eks. her)! Tværtimod er der en række studier, der konkret viser at nedlukningspolitik ikke virker (se her, her og her). Man forsøger dermed på at føre en politik, der ingen konsekvenser havde i foråret, og påstår at den virker nu. Hvorfor har man ikke lært noget, eller er regeringen simpelthen ligeglad og spiller kun et politisk spil om at bevare magten?
  • Grænserne lukkes også hårdere ned. I foråret måtte regeringen modvilligt åbne lidt igen, efter pres på to fronter. For det første var smittetrykket og dødstallet lavere i Slesvig-Holsten end i Danmark, og for det andet havde man meget bekvemt ’glemt’, hvor mange i grænseregionen, der arbejder og har familie på begge sider af grænsen. Præcist det samme problem kommer til at gælde for Øresundsregionen fra mandag. Hvordan man løser det, eller om man endnu engang vil demonstrere sin totale ligegyldighed overfor almindelige borgere, må man vente at se. Hvad planen er, kræver et svar.
  • Salg af alkohol forbydes efter klokken 22. Dette tiltag er en reaktion på to tidligere tiltag, der fuldstændigt strandede i utilsigtede konsekvenser for regeringen. Først tvangslukkede man nattelivet klokken 24, men opnåede kun, at festerne fortsatte privat. Så tvangslukkede man det klokken 22, men opnåede det samme, samt at fester og andet startede tidligere. Nu forbyder man al alkoholsalg klokken 22, og regner med at ingen planlægger fremad og sørger for at have købt ind til efterfesten. Hvorfor regner regeringen og Seruminstituttet med, at folk viser sig at være dumme i denne omgang?
  • Grundloven beskytter danskernes forsamlingsfrihed, og tillader kun begrænsninger når der er en konkret nødsituation, og da kun hvis indgrebet er nødvendigt og proportionalt. Men regeringen har nu begrænset forsamlingsfriheden til 10. Hvordan kan det ikke være forfatningsstridigt at begrænse forsamlingsfriheden til 10 personer, når dødstallet er i underkanten af det normale (se figuren nedenfor), og forårets erfaringer viser, at nedlukninger ikke virker? Er det eneste, det kræves for at jurister accepterer et forsamlingsforbud, at regeringen påstår at et forbud vil virke?

Det eneste lyspunkt er, at nogle danske journalister er begyndt at vågne op. Både Frederiksen og Mølbak måtte tale udenom og ty til tågesnak, da de fik flere kritiske spørgsmål fredag. Spørgsmålene afslørede, hvor langt man er villig til at gå for at beskytte sig selv, og også hvor absurd Mølbak til tider opfører sig. Samtidig er det kommet frem, at Sundheds- og Ældreministeriet har begrænset mediernes adgang til aktindsigt om coronavirus. Man har uden at fortælle det til nogen flyttet anmodninger om virussen fra at være dækket af miljøoplysningsloven til at dækkes af den meget mere restriktive offentlighedslov. Tusindvis af mails er også blevet slettet ved en fejltagelse.

Det er på høje tid at oppositionen også vågner, kræver dokumentation for hvad regeringen laver, og begynder at beskytte danskernes grundlovssikrede rettigheder. Den kan passende starte med de fire spørgsmål ovenfor, og arbejde sig videre derfra. Og det er ikke ligefrem en udfordring, fordi regeringen og dens trofaste politiske støtter Seruminstituttet har ikke skyggen af evidens for hvad de laver.

Andreas Bergh om myter og misforståelser om markedsøkonomi

Punditokraternes fremragende kollega og ven Andreas Bergh (Lund Universitet og IFN, Stockholm) er en af de dygtigste formidlere, vi kender. Man kan endda til tider forstå, hvad han siger på svensk! Forleden viste han igen sine evner i et interview @BOOAScienceInM om myter og misforståelser om markedsøkonomi. En ekstra detalje er, at interviewet er filmet i hans og Pernillas sommerhus, og ind imellem indsigterne om markedsøkonomi, er der personlige detaljer om sommerhuset og deres liv. Det er både fremragende, men også personlig formidling af emner, der ikke altid er lette at komme ind på. Stærkt anbefalet!

Hvorfor kan man ikke stemme negativt?

Til Folketingsvalg kan man, ligesom til næsten alle andre demokratiske valg i verden, stemme på én bestemt kandidat eller ét bestemt parti. Det er meget sjældent, at valgsystemet ser anderledes ud, selvom selve måden, stemmer aggregeres kan variere. Men hvad hvis det ikke var sådan, og man i stedet kunne vælge at stemme for en kandidat eller imod en kandidat? Idéen er ikke helt ukendt, og i det nuværende politiske klima i USA kan den virke direkte attraktiv. Det er da også på den baggrund, at George Leef i The Detroit News foreslår, at man burde kunne stemme imod en kandidat i stedet for kun at kunne stemme for. Hans spørgsmål er, hvad der ville ske med det amerikanske valg, hvis folk kunne stemme direkte imod Trump uden derfor at skulle stemme for Biden.

For at se, at det faktisk kan gøre en forskel, bringer vi to eksempler nedenfor. I hvert eksempel er der fem typer vælgere med fem forskellige præferencer for to kandidater, A og B. Type 1 har for eksempel otte, der stærkt foretrækker A fremfor B og 2, der foretrækker B fremfor A. Men i gruppe B foretrækker to A, mens de er stærkt imod A og tre er ligeglade. Forskellen er, at kun 4 i denne gruppe klart foretrækker B.

Med disse præferencer blandt vælgerne vil 22 stemme for A og 17 for B under et helt almindeligt system. Hvis man også tillader vælgerne at stemme imod kandidater, der ikke kan lide, giver det samme resultat: A vinder. Men læg mærke til, hvad der sker hvis man ændrer vælgernes præferencer en smule, som vi gør i Eksempel 2. Her vinder A stadig under et almindeligt system, men hvis man også får mulighed for at stemme imod kandidater, man er stærkt imod, vinder B! Forskellen er, at i det andet eksempel er de to kandidater mere polariserende, og kandidater der ikke blot tiltrækker vælgere, men også undgår at støde andre fra sig, har større vinderchancer.

I det amerikanske tilfælde er det sandsynligt, at Trump taber under alle omstændigheder. Men givet hans enorme upopularitet hos vælgerne, er det også sandsynligt, at valgresultatet ville blive endnu klarere, hvis man kunne stemme imod ham. I det danske tilfælde er det anderledes interessant at overveje, hvad der ville ske med partisammensætningen i Folketinget: Hvor mange ville for eksempel stemme aktivt imod Dansk Folkeparti og Enhedslisten, og efter det tiltagende coronadiktatur i år, hvor mange ville stemme imod Mette Frederiksen?

Muligheden for at stemme imod en politiker eller et parti – at afgive en negativ stemme – kan derfor i visse situationer føre til meget anderledes resultater af valg, og anderledes incitamenter for dem, der er på valg. Muligheden for at stemme negativt er sjov at tænke over, og måske også en god øvelse for dem, der påtænker en karriere i politik. For dem der allerede er der, er der næppe noget håb. 

Moderne handel og historiske imperier

Som vores faste læsere ved, læser punditokraterne det fine, svenske tidsskrift Ekonomisk Debatt. Forleden udkom det nye nummer af tidsskriftet, som kan hentes her. Nummeret starter med Magnus Henrekson’s glimrende og dybfølte leder om Assar Lindbeck, der døde forleden (og som vi også skrev om), Derudover er der artikler om den aktive arbejdsmarkedspolitik i Sverige, om arbejdsløshed og inflation, om svensk pengepolitik, og en særligt fin af Roger Svensson om bureaukrati og forskning og udvikling.

Den mest spændende artikel – efter min mening – er dog Gunes Gokmen (Lund), Wessel Vermeulen (Newcastle) og  Pierre-Louis Vezinas (King’s College London) Forna imperier och dagens handel. Gokmen og hans kolleger skriver sig her ind i en efterhånden lang litteratur om, hvor vigtige historiske faktorer er for moderne udvikling.

Gokmen og hans kolleger starter med at spore, hvornår lande har været dele af det samme imperium. De kan derfor konkret måle, hvornår Danmark og Norge for eksempel var dele af samme imperium (rigsfællesskabet 1536-1814), ligesom de kan håndtere hvor lang tid siden det er (i dette tilfælde 278 år). Det tillader dem derfor at beregne en slags fælles ’imperiekapital’ som antallet af år i samme imperium minus hvor lang tid siden det er. Resultatet er, at landeparret Grækenland og Bulgarien for eksempel har en imperiekapital på 7,43 på grund af de ti forskellige imperier, de begge har været dele af. Parret Indien-Sri Lanka har præcist samme imperiekapital på basis af kun fem fælles imperier, da det sidste – det britiske – endte så sent som i 1948 for de to lande. For landeparret Sverige-Danmark er scoren 6,21.

Som figuren nedenfor indikerer, og som de tre forskere viser i The Imperial Roots of Global Trade (der er under udgivelse i det prestigiøse Journal of Economic Growth) og opsummerer i Ekonomisk Debatt, er konklusionen entydigt, at en fælles historie stadig er reflekteret i fælles handel. Deres estimater viser således, at Danmark og Sverige i dag handler 1,4 % mere end Danmark og Tyskland, fordi vi historisk har en fælles imperiehistorie.

Eller som de tre slutter deres spændende artikel med at konkludere:

”Imperiekapital påverkar handeln mer än genom tydliga imperiearv, så som gemensamma språk, religioner, rättssystem och, vilket är viktigt, bortom geografisk närhet. Detta visar på en bestående och tidigare outforskad effekt av sedan länge svunna imperier på handeln. Vår artikel bidrar sålunda till en framväxande litteratur om långsiktiga arv genom att studera fallet med imperier och bestående handelsmönster.”

Regelstaten – Den lille mand (og forening): 1-0

Jeg fik nedenstående mail forleden fra en lytter til Regelstaten.

Jeg har selv været kasserer i en fodboldklub (dog med noget større omsætning) og er netop blevet kasserer i vores beboerforening. Og jeg har præcis samme oplevelse. Det er et administrativt mareridt at overtage kassererposten. Både for de frivillige i foreningerne, men også for bankerne der ifølge Finans Danmark har 4.300 personer ansat til at holde styr på reglerne.

I fodboldklubben var vi uden CVR-NemID i et par år, fordi jeg simpelthen ikke kunne finde ud af, hvem der var vores NemID-administrator (som var nødvendigt for at få mit NemID), og det kostede – så vidt jeg husker – omkring 500 kr. at få det at vide.

Det er galimatias! Det er Regelstat på speed og fuldstændig ude af kontrol. Og ved vi overhovedet, hvad vi får for pengene? Man kunne jo let få den idé, at dem – der har noget at skjule – relativt let omgår reglerne, mens ærlige folk bliver straffet.

Læs mailen og væmmes!

NB: XXXX’erne er sat ind for at anonymisere mailen efter aftale med Morten

/Jonas

Kære Jonas

Jeg er fast lytter til Regelstaten. Du skal have stor tak for at lave en interessant podcast. Jeg har et forslag til et emne, du kunne kigge på. Det danske foreningsliv er unikt og skaber på mange måder et stærkt civilsamfund; men antiterror- og hvidvaskloven gør det utroligt svært og dyrt at være aktiv i foreninger. Ved første øjekast virker det måske som et lille problem, men jeg håber alligevel, at du vil læse min mail til ende.

Jeg er kasserer i XXXXXXXXX. Vi er en flok frivillige XXXXXXXXX, der hvert år afholder XXXXXXXXXstævner. Der er en “omsætning” på omkring 6.000 kr. årligt, og det går cirka i nul hvert år. På grund af antiterror- og hvidvaskningsloven er der nu rigtig mange krav til en bankkonto. Hele bestyrelsen skal sende kopi af pas og sygesikring, der skal underskrives uforståelige bankdokumenter, og banken skal have underskrevne referater. Vores konto blev lukket for nylig, da vi havde fået valgt et bestyrelsesmedlem, der efterfølgende trådte ud af bestyrelsen, og han ville ikke underskrive generalforsamlings-referatet, da han ikke var med i bestyrelsen længere, og så skulle banken jf. reglerne lukke vores konto. (Jeg sendte det ind, da jeg ikke troede, banken gad at sidde og læse referaterne og tjekke med underskrifterne, men banken levede op til sin pligt og opdagede, at der manglede en underskrift på referatet.) Det tog et par måneder og en ny generalforsamling at få åbnet kontoen. Alt i alt vil jeg tro, jeg har brugt 4 timer på at skrive med banken, lave PDF-dokumenter med underskrifter, rykke bestyrelsesmedlemmerne for underskrifter og kopi af pas m.v.

Det har alle dage været svært at få frivillige, og 3-4 timers besværligt administrativt bøvl kan sagtens være det, der er dråben og får folk til at stoppe eller at afholde folk fra at blive kasserer. Jeg er heldigvis ferm til IT, men byrden er en del større, hvis man ikke lige er vant til det. Banken tager sig naturligvis betalt for bøvlet og skal nu have 1050 kr. om året, for at vi har en konto. Det kan virke som en lille udgift men taget i betragtning af, at vi får et tilskud fra XXXXXXXXX på 3000 kr.

Vores lokale XXXXXXXXX, XXXXXXXXX, skal have CVR-nummer og bankkonto for at få kommunens aktivitetstilskud. Sidste år fik vi et tilskud på ca. 3000 kr. hvoraf 1050 kr. så gik direkte til bankens administration af hvidvaskloven. Og så koster det 1500 kr. i bankgebyrer næste gang, der skal skiftes kasserer p.g.a. al den administration, bankerne skal lave i forbindelse med kasserer-skift. Børn og unge prøver mange forskellige ting, og der er derfor stor udskiftning i bestyrelser, så det er måske 1500 kr. hver 3. år.

Jeg er også medlem af et par foreningerne, der har droppet bankkontoen og bruger kassererens privatkonto – og håber så det går godt. [JH: Pas på med dette! Hvis du ender i en skattesag, bliver det noget værre rod!]

Jeg har kun mine egne anekdotiske evidens for det, men jeg vil ikke blive overrasket, hvis hvidvaskningsloven er i gang med at smadre dansk foreningsliv. Alternativ kunne der også ske det, at kommunerne ser en ny opgave, man kan overtage fra civilsamfundet og overtager administrationen af foreningerne.

Jeg synes, det er et rigtig godt jordnært eksempel på utilsigtede konsekvenser af nogle regler.

Med venlig hilsen

Morten

Frygt og diktatur

Hvis der er en følelse, som millioner af borgere i Europa og resten af den rige verden har mødt det sidste halve år, er det frygt. Det er en frygt, som medier over hele verden holder i live, og som visse epidemiologer synes at tilskynde. Men det er også en frygt, som politikere af alle overbevisninger i den demokratiske verden har omfavnet og lært at bruge til deres egne formål.

The Guardian skrev så sent som i januar, hvordan autokratiske populister bruger frygt for at styre deres befolkninger, manipulere sig til større magtbeføjelser og blive ved magten. Det nye i situationen synes at være, at det før kun var diktatorer, der sank så dybt at de brugte frygt som aktivt politisk instrument. Som filosoffen Hannah Arendt noterede efter anden verdenskrig: ”A fundamental difference between modern dictatorships and all other tyrannies of the past is that terror is no longer used as a means to exterminate and frighten opponents, but as an instrument to rule masses of people who are perfectly obedient.” Med andre ord er moderne diktaturer ofte kendetegnede ved, at de bruger frygt som en metode til at holde befolkningen i ro og autoritetstro. Det kræver dog, at der er noget, man kan få dem til at frygte.

David Crane, der var chefanklager ved the International War Crimes Tribunal in West Africa og er professor på Syracuse University, pegede sidste år på den bestemte måde, diktatorer skaber og vedligeholder frygt. Alle succesfulde diktatorer sørger for at definere en bussemand – en gruppe mennesker, et naboland eller et andet fænomen – der truer landet / folks sikkerhed / vores ’way of life’… Formålet med frygten er at skabe en form for falsk loyalitet, ubetinget støtte til regeringen, og en krisestemning hvor folk – inklusive medierne – ikke stiller spørgsmål. I langt de fleste tilfælde er strategien effektiv i ganske lang tid, selvom man ikke kan narre alle hele tiden.

Det forstemmende det sidste halve år er naturligvis, at diktaturernes strategi er præcist magen til den, den danske og mange andre regeringer har navigeret efter i måneder. De har brugt diktaturernes indsigt, at så længe tilstrækkeligt mange mennesker er tilstrækkeligt bange, accepterer de drakoniske indgreb i deres almindelige liv og rettigheder uden at stille kritiske spørgsmål. Det er for eksempel blevet almindelig praksis i mange lande, inklusive Danmark og Storbritannien, at man ikke kan stille opfølgende spørgsmål til pressekonferencer med stats- og premierministre. Hvordan en samlet journaliststand har accepteret dette indgreb uden nogen form for kritik eller protest er et mysterium, men konsekvensen er, at danske journalister i dag opfører sig cirka lige så regeringskritisk som deres russiske kolleger.

Mediernes uformåen, misforståede loyalitet og generelle slaphed i denne situation har bidraget til en stærkt kritisabel situation, hvor en stor del af befolkningen har helt skæve idéer om den faktiske risiko. De bidrager med andre ord til den udbredte frygt. Mange danskere, inklusive en række veluddannede folk i min omgangskreds, tror stadig at dødeligheden af Sars-CoV-2 skal regnes i procenter. Danske medier har således ikke skrevet meget om de nyeste empiriske vurderinger fra f.eks. Nobelprisvinderen Michael Levitt, hvis omfattende metstudier viser at det mest præcise estimat af dødeligheden er 1,5-2 ‰. Den skal sammenholdes med en dødelighed i almindelige influenzaudbrud omkring 1 ‰, at risikoen sættes til 0,3-0,4 ‰ for folk under 70, og at det amerikanske CDC har vurderet, at børn og unge har større risiko for at blive ramt af lynet end at dø af Covid-19.

For en magtsyg politiker er det nuværende naturligvis en ønskesituation. Udfordringen er ikke journalisterne – det burde være klart, at de ikke længere er en demokratisk trussel – men at vedligeholde frygten i befolkningen. Godt hjulpet af seruminstituttet har regeringen fulgt en strategi, hvor man forsøger at gøre danskerne bange. Problemet med denne strategi er, at når man først har investeret sin troværdighed i den, kan man ikke vende om – man er forbi det famøse point of no return. Rent politisk har Mette Frederiksen og hendes hold ikke mange andre muligheder end at fortsætte, fordi ingen politikere vil indrømme, at de tog fejl. Og en fejl til 250 milliarder kroner indrømmer man helt afgjort aldrig! I stedet fortsætter man en kurs, hvor ministre slipper afsted med absurde påstande, seruminstituttet støtter regeringen ved at udbasunere de absolutte smittetal hver dag, uden at nævne de lejlighedsvis flere end 50.000 mennesker man tester dagligt, og hvor langt de fleste journalister stiltiende støtter regeringen. Det hele lader sig gøre, fordi en tilstrækkeligt stor del af befolkningen bliver holdt i frygt. Det 20. århundredes diktatorer har ikke levet forgæves…

Milgrom og Wilson får Nobelprisen i økonomi

I går annoncerede Sveriges Riksbank, hvem der modtager dette års Nobelpris i økonomi: Årets pris går til to økonomer fra Stanford University, den 72-årige Paul Milgrom og 83-årige Robert Wilson, for deres arbejde i auktionsteori. Mens der er givet flere Nobelpriser i auktionsteori – den første til William Vickrey, der døde tre dage efter annonceringen i 1996 – er 2020-prisen eksplicit for Milgrom og Wilsons arbejde med at udvide auktionsteori til mere komplekse situationer, hvor værdien af det der bydes på, afhænger af andre byderes vurdering.

Som min med-punditokrat Otto understreger i Berlingske i dag, er en auktion ”en mekanisme, som løser et allokeringsproblem. En børs er en vedvarende auktion, som allokerer værdipapirer mellem købere og sælgere. Når du åbner for Googles søgemaskine eller Facebook, er det en auktion, der bestemmer de reklamer, du møder. De licenser til at sende på mobilnettet, din telefon bruger, er fordelt ved auktion.”

Wilson og Milgrom har som nævnt bl.a. arbejdet med de situationer, hvor en byders vurdering af en ’vare’ – det man byder på – afhænger af andres vurdering. Det kan, som Otto peger på, for eksempel være en bank der byder på statsobligationer. Banken er ikke kun interesseret i rentekuponerne, men mere generelt i kursen på obligationsmarkedet. Dén kurs er påvirket af andre banker og finansielle institutioners vurdering af statsobligationen. En del af Milgroms indsigt, er at auktionsdesign med flere budrunder faktisk afhjælper dette problem, fordi de også afslører noget om andre byderes vurdering.

Et andet eksempel, hvor forskellige mere komplekse auktionsdesign kan afhjælpe et problem, er ’vinderens forbandelse’, hvor man byder hinanden op hvis man, f.eks., er lidt for optimistisk med ens vurdering. Otto nævner offentlige udbud af skolerengøring som eksempel. Omvendt kan man også ende i det, som Milgrom sammen med Nancy Stokey viste med det, de kaldte the no-trade theorem, hvor informationsusikkerhed stopper al handel. Gør man det rigtigt, kan man således ikke blot afhjælpe disse problemer med et smart auktionsdesign, men man kan også sikre udbyderen en højere pris. Milgroms hjælp til bortauktionering af radiospektrum og mobilfrekvenser har for eksempel givet myndighederne langt større indtægter end tidligere.

Nobelpriskomiteen har en glimrende gennemgang af deres bidrag her. Personligt må jeg indrømme, at mens værdien af Milgrom og Wilsons indsigter er indiskutabel, er det måske ikke den mest ophidsende Nobelpris man kunne forestille sig. Jeg er derfor glad for, at dette års pris går til forskere, der som Jared Rubin understregede på Twitter, ikke kun har interesseret sig for én ting i deres karriere. Milgrom har således også arbejdet i økonomisk historie med notabiliteter som Douglass North, Barry Weingast og Avner Greif. En del af glæden ved dette års pris er derfor, at den går til forskere med bredere interesser, og bredere indsigter.

Har nedlukningen reddet 269 liv?

Christian Bjørnskov har tidligere skrevet om Born et al. (2020), som (heller) ikke fandt nogen effekt af nedlukninger. Studiet er meget interessant, fordi det – i modsætning til mange andre studier (men dog ikke alle, se fx her, her og her) – forsøger at adskille effekten af statens nedlukninger fra effekten af befolkningens frivillige adfærd.

Studiet er nu blevet opdateret, og i den opdaterede version finder de rent faktisk en effekt af nedlukningen. Ifølge den opdaterede version af studiet ville Sverige have sparet 1/3 af COVID-19-dødsfaldene frem til 15. maj, hvis de havde indført end nedlukning svarende til den danske.

15. maj var der samlet 538 døde med COVID-19 i Danmark. Hvis nedlukningen har reddet også 1/3 af dødsfaldene, svarer de 538 altså til 2/3, og 1/3 svarer derfor til 269. Så overført til danske forhold har nedlukningen altså sparet 269 COVID-19-dødsfald.

I min egen analyse fra foråret af omkostninger og gevinster ved nedlukningen, har jeg estimeret, at hvert COVID-19-dødsfald svarer til 6,5 tabte kvalitetsjusterede leveår (QALY). Det tror jeg er alt for højt, fordi jeg ikke tager højde for plejehjemsfaktoren, men alene ser på alder. Og det passer da også utroligt dårligt med, at dem, der dør med COVID-19, øjensynligt er ældre end dem, der dør af alt muligt andet, jf. nedenstående figur.

Men hvis vi alligevel tager de 6,5 QALY pr. COVID-19-dødsfald for givet, svarer de 269 dødsfald altså til at nedlukningen samlet set har reddet 1.748,5 QALY.

En tommelfingerregel er, at en QALY er 0,5 mio. “værd”. Det vil sige, at man typisk er villig til at give 0,5-1 mio. kr. for en behandling, hvis den kan redde 1 QALY (koster den mere, kan man få mere sundhed for pengene med andre behandlinger).

Nedlukningen har altså – hvis studiet står til troende – medført gevinster i form af undgåede tabte leveår for 857-1.749 mio. kr. Hertil kommer selvfølgelig gevinsten ved færre syge (Born et. al (2020) finder, at nedlukningen har halveret antallet af smittede) og færre senfølger. Men alle har haft mest fokus på dødsfald, så mon ikke det også siger noget om, hvor omkostningerne ved COVID-19 er størst?

Summa summarum er, at de samlede sundhedsgevinster ved nedlukningen altså sandsynligvis måles i nogle få milliarder.

Disse gevinster skal ses i forhold til de massive omkostninger nedlukningen har haft. Både økonomiske og menneskelige, og man må spørge sig selv: Var det det værd? Var magtanvendelsen proportional?

PS: I øvrigt er det bemærkelsesværdigt, at jeg blev opmærksom på den opdaterede version af Born et al. (2020), fordi Uffe Gardel har brugt den som argument for at nedlukningen har været fantastisk, i sine angreb på Christian og mig i Berlingske de sidste par uger (vores svar med links til hans angreb kan læses her og i avisen på mandag).

PPS: Jeg er ved at gennemgå en hel del litteratur, og Born et al. (2020) har indtil videre det højeste estimat for effekten af nedlukningen af økonomien. Send meget gerne studier af effekten af nedlukningen i min retning!