Kategoriarkiv: Nuværende skribenter

Nedlukningsstudier: En update

Mens danske politikere diskuterer, hvordan man kan lukke samfundet op igen uden at få en smittestigning, er det værd at minde om en ting: Der har siden maj været masser af forskningsaktivitet omkring spørgsmålet, om nedlukningerne overhovedet har nogen virkning, og i så fald hvor store virkningerne er. Som vores læsere vil vide, har jeg selv bidraget til diskussionen med to studier, hvoraf det ene er en sammenligning på tværs af lande og det andet, skrevet med DTUs Kasper Kepp, er en konkret evaluering af de voldsomme nedlukninger i Nordjylland.

Mange mennesker er blevet voldsomt vrede over, at jeg og andre har tilladt os at stille spørgsmålstegn ved, hvorvidt en ekstremt indgribende politik med en regning der løber op i flere hundrede milliarder kroner overhovedet virker. I dagens politiske miljø er det åbenbart næsten lige så kættersk som at spørge, om jorden drejer rundt i 1610ernes katolske Italien. Men konklusionen i den oprindelige version af mit papir var, at effekten på den overordnede dødelighed er nul af at gå videre end Sveriges politik i foråret 2020. Efterfølgende er der kommet flere studier, der bekræfter mit oprindelige fund. Et stjernehold fra Stanford – Eran Bendavid, Christopher Oh, Jay Bhattacharya og John P. A. Ioannidis – konkluderede således i januar, at ”we find no clear, significant beneficial effect of mrNPIs on case growth in any country.”

En del af kritikken af mit studie i efteråret var, at det jo ikke var fagfællebedømt og man derfor ikke kunne vurdere kvaliteten af det. Den kritik er nu irrelevant, da en revideret version af det oprindelige studie er gået gennem en meget omhyggelig fagfællebedømmelse. Studiet er nu under udgivelse i CESIfo Economic Studies, et respekteret tidsskrift der udgives af IFO-instituttet i München. Det pudsige er, at det ekstra analysearbejde som fagfællebedømmerne har krævet, faktisk har strammet konklusionerne endnu mere op.

Studiet bruger en standardmetode til at vurdere effekter af politik, som kendes fra nationaløkonomi og kvantitativ politologi. Ved at sammenligne udvikling i overordnet dødelighed uge for uge på tværs af 24 lande, relativt til de samme landes nedlukningspolitik og de samme landes dødelighed i de samme uger i 2017, 2018 og 2019, kan man få et estimat på effekten af nedlukninger. Sammenligningsgrundlaget er som altid det mindst nedlukkede land i foråret 2020, dvs. Sveriges begrænsede nedlukninger i første halvår af 2020.

Analysen viser, at et ekstra points nedlukning er forbundet med 0,4 % højere dødelighed, målt ved Oxford Universitets ’containment and health’ indeks, og 0,6 % lavere dødelighed, målt ved det tilsvarende ’policy stringency’ indeks. Usikkerhedsintervallerne for de to estimater er henholdsvis [-2,5;3,3] og [-3,7;2,5], så effekterne er meget, meget langt fra statistisk signifikante. Men når man stiller skarpere på dødelighed i forskellige aldersgrupper – som en af fagfællebedømmerne foreslog – dukker der faktisk et enkelt resultat frem, der er statistisk sikkert.

Som man kan se i dagens figur, er estimaterne alle relativt små og omgivet af brede konfidensintervaller. Undtagelsen er estimaterne på, hvad yderligere nedlukning gør ved dødeligheden blandt de 60-79-årige 3-5 uger efter politikændringen. Her er estimatet faktisk en statistisk sikker effekt på +3,4 % – dvs. at nedlukninger er forbundet med flere efterfølgende dødsfald.

Er man blandt dem, der faktisk tager empirisk forskning alvorligt – og det gælder tydeligvis ikke en del epidemiologer, der i stedet stoler blindt på uigennemsigtige computermodeller – er der således ingen empirisk evidens for, at nedlukninger gør nogen gavnlig forskel. Hvornår – om nogensinde – de indsigter også dukker op i dansk politik, er det store spørgsmål, men den nye viden skal ikke skjules for den bredere befolkning.

Er økonomisk vækst bæredygtig?

De fleste politikere og meningsdannere, ligesom de fleste almindelige mennesker jeg møder, har en forestilling om at økonomisk vækst er skadelig for miljøet. Men for økonomer er det på ingen måde klart, at der skulle være et modsætningsforhold mellem vækst og bæredygtighed. Det har to svenske økonomer, Jonas Grafström og Christian Sandström, skrevet om fin bog om. De to forskere, der begge har tilknytning til Ratio Institutet i Stockholm, men ellers er ved henholdsvis Luleå Tekniska Universitet og Handelshögskolan i Jönköping, udgav sidst på 2020 bogen Mer för Mindre? Tillväxt och Hållbarhet i Sverige. Hele bogen kan hentes gratis her, og fortjener afgjort opmærksomhed.

Grafström og Sandströms hovedpointe er – som Julian Simon oprindeligt understregede – at mens den almindelige forestilling er, at vækst indebærer at man bruger flere ressourcer, forurener mere og udleder større mængder drivhusgasser og partikler, er langsigtet vækst primært drevet af noget andet. Titlen Mer för Mindre opsummerer faktisk pointen, som vi teoretisk har kendt og forstået siden Solow og Swans arbejde i 1950erne: Vækst er primært drevet af produktivitetsfremskridt, dvs. når vi finder nye måder at producere mere (eller bedre) med færre ressourcer!

For dem, der ikke lige har mod på at læse alle bogens 162 sider, er der en nem læsning. I sidste uge holdt de to svenskere et onlineseminar hos det engelske Institute of Economic Affairs. Deres præsentation ligger nu online tilgængeligt for alle interesserede. Både bogen og den korte præsentation er varmt anbefalede.

Siger man tak når tyven giver dig en smule tilbage?

Regeringen har forleden annonceret, at dele af det danske samfund får lov til at åbne lidt op fra på mandag. Approachen – hele ’mindsettet’ bar genåbningen – er, at danskerne bør være taknemmelige for at få lov til at gå i forretninger igen – selv og uden at vise deres ansigt. Det absurde i situationen og i regeringens kommunikation burde være klart, men andre regeringer gør det samme. I den sammenhæng mindede Café Hayek forleden om mindede mig om Thomas Sowells gamle vurdering af, hvordan store velfærdsstater overbeviser folk om at støtte dem:

The welfare state is the oldest con game in the world. First you take people’s money quietly and then you give some of it back to them flamboyantly.

Sowells vurdering er for mig en perfekt beskrivelse af, hvordan politikere behandler genoplukningen af det danske samfund. Det danske regime – at kalde det en demokratisk regering er en fornærmelse mod alt demokratisk proces – har frarøvet borgerne deres forsamlingsfrihed, næringsfrihed, og selv friheden til at vise sig selv normalt i offentligheden. De afkræver nu borgerne taknemmelighed for, at man ’får lov’ til at gå i forretninger igen, og måske mødes op til 25 personer. Regeringen opfører sig ganske enkelt som en tyv, der kræver at ofrene er taknemmelige, når tyven giver en lille smule af det stjålne tilbage.

Hvorfor der ikke er flere politikere, der understreger at vi faktisk alle har grundlovssikrede rettigheder, er både ekstremt overraskende og ekstremt bekymrende. I stedet for at behandle borgerne som suveræne individer, ser man nu på os alle som undersåtter, der skal udfylde deres lille del af det samfund, regeringen har planlagt. Den tidligere konservative MEP og nuværende journalist og forfatter Daniel Hannan – nu medlem af Overhuset som Baron Hannan of Kingsclere – er heller ikke optimistisk. Hans klumme hos the John Locke Institute advarer om at ”The political and psychological impact of Covid-19 will last for decades. The world into which we emerge will be poorer, meaner, more pinched, more authoritarian.” Hannans bekymring er ligesom min, at for mange mennesker stiltiende accepterer, at de frarøves deres rettigheder, og at det vestlige, liberale demokrati vi har levet i, bliver fundamentalt undermineret.

Spørgsmålet er, hvornår der viser sig bare enkelte danske politikere, der har mod og integritet nok til at insistere på, at individet ikke blot er en ubetydelig del af samfundet, men større end det. At regeringer og politik skal være rammet ind af gennemsigtige, effektive regler der forhindrer misbrug og svindel. At individer har rettigheder som ingen kan tage fra dem – retten til at mødes med hvem man vil, sige hvad man vil, ernære sig frit, og på et fundamentalt plan vælge sit eget liv. Det måske vigtigste, og måske det de fleste har glemt (eller i politikeres tilfælde ikke vil have), er at vi ikke er politikernes tjenere. I et ordentligt demokrati er politikere befolkningens tjenere. Dét er forskellen på et liberalt demokrati og et hviderussisk diktatur. Hvor Danmark i dag er på den skala, må hver enkelt læser spørge sig selv om.

Kup og fordeling – er nogle kup mere lige end andre?

Journalister og meningsdannere regner ofte med, at magtovertagelser i fattige lande udelukkende handler om en elite, der vil rage mere til sig. Man har kunnet se idéen reflekteret de sidste par år i mediedækningen af militærkuppene i Sudan i april 2019, Mali i august 2020 og Burma (Myanmar) for godt tre uger siden. Men er det faktisk rigtigt, at kup og lignende magtovertagelser kun handler om en elite, der rager til sig? Hvis det er, burde man kunne se det ved at indkomst- eller forbrugsuligheden stiger efter et kup når eliten får mere.

I A time to plot, a time to reap: Coups, regime changes and inequality ser Martin Rode (Universidad de Navarra), Bodo Knoll (Ruhr-Universität Bochum) og jeg derfor på spørgsmålet, om succesfulde kup faktisk gør en forskel på uligheden. Vores udgangspunkt er, at forskellige typer af autokratier har forskellige interesser og bakkes op af systematisk forskellige grupper i samfundet. Hvis der skulle være en læser, der er interesseret, udkom den formelle teoretiske version af argumentet i Public Choice sidste år, men det er relativt enkelt.

Teorien er, at der ikke er én sammenhængende elite, men flere forskellige. Militærdiktaturer støttes direkte af militæret, mens civile autokratier støttes af civile interesser. Der findes for eksempel en række eksempler på diktaturer i Latinamerika, der er støttet af fagbevægelser, ligesom Duvallier-familien i Haiti opbyggede deres egne paramilitære grupper udenom militæret. Uanset hvilken særinteresse, der støtter regimet, må det støtte den med ressourcer og særbehandling, men ethvert regime må også holde andre interesser så tilpas tilfredse, at de ikke bliver en trussel. På samme tid bruger regimet også ressourcer på undertrykkelse, som man kan betragte som et alternativ til at betale særinteresser for støtte.

Når der sker et kup kan det derfor ske, fordi en elite der allerede har indflydelse forsøger at få mere, men det kan også ske fordi en alternativ elite har særlig interesse i at komme til magten. I det første tilfælde kunne man nemt forestille sig, at uligheden stiger i samfundet, hvis den siddende elite skraber en endnu større del af kagen til sig. I det andet tilfælde er der derimod grund til at regne med, at kuppet kan føre til mindre ulighed når en siddende elite bliver smidt ud. Det kunne i særlig grad være tilfældet, hvis den siddende elite var civil – dvs. hvis det siddende regime var et civilt autokrati, som primært understøttes af en civil / industriel elite med direkte støtte, reguleringer og handelsbarrierer.

Martin, Bodo og jeg undersøger derfor, hvad der sker med ulighed i indkomster og forbrug i 145 lande fra 1960 til 2015. Konklusionen, der sandsynligvis er overraskende for mange læsere – ligesom den var overraskende den ene gang, jeg nåede at præsentere papiret før verden gik amok og lukkede ned – er, at succesfulde kup omfordeler forbrug fra en elite (den øverste kvintil af fordelingen) til særligt de tre nedre kvintiler. Vi ser pudsigt nok ikke det samme mønster i indkomstuligheden, som generelt er mindre påvirket af skatteforhold, regulering og prisstrukturen. Vi finder derudover, at effekterne på forbrugsulighed primært er drevet af militærkup – mønsteret efter civile kup er langt mere blandet – og derfor, at det basale teoretiske mønster faktisk bekræftes.

Bundlinjen i det nye papir fra vores kupprojekt er således, at militærkup kan være ’gode’, forstået på den måde at de ofte er til relativ gavn for landets fattige. Det er ikke ligefrem det budskab, medierne som oftest bibringer folk efter kup og kupforsøg, men det er det erfaringen siden 1960 viser. Det rejser spørgsmålet, hvordan vi vurderer kuppene i Sudan og Mali, der begge på andre måder ser lovende ud. Og det rejser det nødvendige spørgsmål, hvorfor man så ofte antager, at det siddende regime er legitimt og fornuftigt. Kup er mærkværdige, grimme og til tider voldelige begivenheder, men deres konsekvenser er nogle gange bedre end det reelle alternativ.

Sjov med Statistik: Laktoseintolerans og korruption

En af de tilbagevendende serier her på stedet er Sjov med Statistik, hvor vi ser på overraskende, mærkelige og decideret umulige sammenhænge i data. Vi har tidligere skrevet om både sammenhængen mellem social tillid og vintertemperaturer, og sammenfaldet mellem hvor mange film, Nicolas Cage laver på et år og hvor mange amerikanere der drukner i pools. Men dagens sammenhæng er virkeligt underlig.

Afsøger man mønstre på tværs af verden, viser der sig et generelt mønster som vi illustrerer i figuren nedenfor: Jo flere laktoseintolerante mennesker, der er i befolkningen, jo større er landets problemer med korruption. Dette mønster er ganske tydeligt i dataene, som figuren nedenfor illustrerer. Vil man genskabe figuren, er tallene for laktoseintolerans her, mens korruptionsvurderingen (på en skala fra 0=endemisk korruption til 10=ingen korruption) er fra Transparency International. Korrelationen der kan ses i figuren er hele -0,67, og dermed mindst lige så stærk som f.eks. sammenhængen mellem indkomst og uddannelse.

Så hvad i alverden foregår der? Hvordan kan der være en sammenhæng mellem hvor mange voksne mennesker, der ikke kan fordøje mælk, og hvor store korruptionsproblemerne er? Min umiddelbare idé var, at korruption er klart korreleret med både social tillid, generel institutionel kvalitet, og nationalindkomst: Mere tillidsfulde, velfungerende og rigere lande har mindre korruption. Og man kan fortælle rimeligt overbevisende historier om, hvordan laktoseintolerans hænger sammen med alle tre faktorer.

Men undersøger man sammenhængen mellem laktoseintolerans og social tillid er der ikke rigtigt nogen sammenhæng. Mens ingen lande med tillidsniveau over 50 % (de nordiske lande, Holland og New Zealand) har flere end 20 % laktoseintolerante i befolkningen, er der derudover ingen sammenhæng. På samme måde er sammenhængen mellem laktoseintolerans og nationalindkomst også noget svagere end sammenhængen med korruption, og der er i al praksis ingen sammenhæng mellem laktoseintolerans og hvor nordligt eller sydligt, er land ligger.

Den klare sammenhæng mellem laktoseintolerans og korruption er heller ikke drevet af nogen enkeltgruppe af lande. De blå lande er demokratier, og mens de generelt har mindre korruption, er de ikke strukturelt anderledes and autokratierne (de røde og gule markører). Ligeledes er sammenhængen ikke tydeligt drevet af lande med en kommunistisk fortid (de lyseblå og gule) relativt til dem uden (de mørkeblå og røde). Forskelle mellem demokratier og autokratier kan ofte give en indikation af, hvilken mekanisme der er på spil, men figuren viser ikke nogen som helst klare forskelle.

Sammenhængen skyldes heller ikke outliers, dvs. mærkelige observationer. Den eneste virkeligt tydelige outlier er Niger, som faktisk kan forklares. De tilgængelige data viser, at kun 13 % af befolkningen i Niger er intolerante – muligvis på grund af at nomadefolket Tuaregerne, der bor i blandt andet Niger, sjældent er laktoseintolerante. Samtidig har Niger en korruptionsrating på 31, der placerer landet i den værste fjerdedel af verden, hvilket måske ikke er overraskende givet hvor fattigt det er (1225 dollars ifølge the CIA World Factbook), og at det er omgivet af andre ekstremt fattige og korrupte lande.

Så hvad i alverden foregår der? Er vi simpelthen snublet over en sammenhæng, der er overraskende klar, men helt tilfældig? Eller er der andre forklaringer, så mønstrene i laktoseintolerans på tværs af lande følger noget andet, der er vigtigt for korruption? Vi har faktisk ikke noget svar i dag, men vil lade det være op til læserne af hygge sig henover weekenden med denne lille bid sjov med statistik.

Nødforfatninger og terror i diktaturer

Store dele af den vestlige verden er enten i en officiel nødtilstand, har været det, eller er ligesom Danmark i en uerklæret de facto nødret. Forsamlingsfriheden, der er en fundamental rettighed i enhver retsstat, har således været afskaffet i 11 måneder, og den danske regering er ikke den eneste, der opfører sig som om dens politiske institutioner er hviderussiske. Der er derfor i særlig grad behov for viden om, hvad der generelt sker under nødret og i hvilken grad regeringer misbruger den. Som nogle læsere vil vide, er det netop fokus i et projekt, min kollega Stefan Voigt (Uni Hamburg, fotoet) og jeg har haft de seneste år.

Vi har tidligere skrevet om projektet som helhed, ligesom vi i august 2019 skrev om den første af projektets to artikler om hvor effektive nødprovisioner er mod terrorisme. Den artikel fokuserede på en stor gruppe OECD-lande og OECD-lignende lande i den vestlige verden og Latinamerika, og demonstrerede at ”en nødforfatning der giver regeringen større beføjelser under en nødret er forbundet med flere terrorangreb, men en lavere sandsynlighed for at regeringen faktisk erklærer nødret.” Ligeledes viste artiklen, at der ingen sammenhæng er mellem hvad nødforfatningen tillader og i hvilken grad regeringen indfører repressiv politik efter et terrorangreb. Med andre ord fandt vi, at nødforfatninger næppe gør hvad de officielt er sat i verden for at gøre.

Da vi implicit fokuserede på demokratier i den første artikel i Journal of Conflict Resolution, rejste den dermed spørgsmålet om diktaturer reagerer anderledes, og om de misbruger deres nødforfatninger på andre måder end demokratier. De spørgsmål giver Stefan og jeg nu et første svar på i ”Terrorism and Autocrats: How Effective are Emergency Constitutions in the Muslim World?” som vi har fået accepteret til udgivelse i Journal of Peace Research. Den overordnede konklusion er, at mens demokratier er mere tilbøjelige til formelt at erklære nødret, opfører de sig ikke markant anderledes.

På tværs af medlemsstaterne af Organisationen af Islamiske Stater (OIC), i en periode fra 1970 til 2014, finder vi at når forfatningen gør det lettere at erklære nødret, er det langt mere sandsynligt at regeringen også gør det efter terrorangreb. Med andre ord finder vi klar evidens for, at selv i en del af verden hvor næsten alle stater er autokratiske binder forfatningen til en vis grad, og på samme måde som i vestlige demokratier. Vi finder også, at nødforfatninger der giver den siddende regering større magt, fører til flere erklæringer, men også at det kun ser ud til at gælde militærregimer. Sidst, men ikke mindst, viser undersøgelsen at jo større magtbeføjelser nødforfatningen giver regimet, jo mere fører dets reaktion mod terrorisme til konkret undertrykkelse. Overraskelsen, som man kan tolke som man vil, er at selv de autokratiske regimer i den muslimske del af verden til en vis grad er bundet af deres forfatning. Når terrorangreb udfordrer regeringen, reagerer regimerne basalt set på samme måde som vestlige demokratier. Man kan med andre ord glæde sig over, at selv autokratiske regimers magt er begrænset. Men man kan også vælge at minde sig selv om, at implikationen også er at vestlige demokratier misbruger deres forfatningsdefinerede nødprovisioner på samme måde som muslimske diktaturer.

Kultur efter nedlukningen

Fredag slog det mig, at det var årsdagen for min seneste tur til London. De sidste cirka ti år har jeg ellers været meget i London, både i embeds medfør og for fornøjelsens skyld. I 2019 – det sidste frie år, vi har oplevet – var jeg således syv gange i London til blandt andet koncerter ved the Proms, teater i the Globe, møde i IEAs Academic Advisory Council, og the Guy Barker Big Band Christmas i Royal Albert Hall. I februar 2020 var turen en kombination af et debatmøde, et bestyrelsesmøde og en teatertur – den absolut forrygende Toby Young i Checkovs Onkel Vanya – og da jeg sad i flyet på vej hjem, lagde jeg allerede planer for at se Et Dukkehus (som ville have haft Jessica Chastain som Nora).

Jeg havde ikke forestillet mig, at det skulle blive den sidste egentlige oplevelse, jeg havde i over et år. Efter at regeringen besluttede sig for at indføre et loft på forsamlinger, der pt. er fem personer, og som på trods af grundlovens sikring af forsamlingsfriheden nu har varet i 11 måneder, har kulturlivet reelt været dødt. Uden forsamlingsfrihed kan der ikke være teater, koncerter eller andet på en meningsfuld måde. Det samme gælder langt de fleste aktiviteter i civilsamfundet, der også ganske effektivt er gjort ulovlige.

Det er netop dét element af hele nedlukningsmiseren, som stort set har manglet i den begrænsede debat omkring politikken. Min kollega Ottos beregninger peger på, at nedlukningen koster det danske samfund cirka en milliard kroner om dagen, men skaderne er på ingen måde begrænset til de rent økonomiske. Nedlukningerne virker ikke efter den officielle hensigt – se f.eks. her, her, her eller her – og ser nu ud til at direkte forårsage flere dødsfald som følge af kræft, hjertetilfælde og selvmord. De har også skabt en massiv mental sundhedskrise, og en hel generation unge, der får langt dårligere uddannelse end de foregående. Disse problemer vil forfølge mange af dem resten af deres liv.

Derudover er der dog også det element, der gør det hele umenneskeligt: Hvis man ikke lige er typen, der foretrækker at bruge sin fritid ude i naturen med få andre mennesker og derudover er ligeglad med personlig frihed, betyder nedlukningen, at der ikke er noget liv. Livet er andet end den fængselseksistens, som Frederiksen og hendes kumpaner har dømt befolkningen til, hvor man skal passe sit arbejde og betale sin skat, og derudover skal blive i sin husarrest. Det er oplevelser, nye indtryk, fornøjelser og kontakt med andre mennesker. Livet er det, der eksisterer udenfor en robottilværelse, hvor man umælende passer et arbejde og ellers forsvinder. Nedlukningerne redder ingen liv, men ødelægger livet selv. Men hvor meget af det liv er stadig i live, den dag politikerne dukker på af deres psykotiske tåge? Det var dét, årsdagen for min sidste Londontur mindede mig om. En eksistens under nedlukning er ikke et liv værd.

Ny tegneserie om markeder

Mange borgere er skeptiske overfor markeder, selvom de bruger dem hver dag. Meget af skepsissen bunder i, at de helt fundamentalt ikke forstår hvad markeder er, og hvordan de virker. Min fremragende kollega og ven Andreas Bergh – en af de fineste formidlere af samfundsvidenskab i Skandinavien – har derfor fået den glimrende idé at slå sig sammen med tegneren Ola Skogäng for at lave en tegneserie ’om marknader och människor’. Det er blevet til den vellykkede Hjälpas Åt.

Idéen er ikke helt ny – George Mason University’s kreative Bryan Caplan skrev for et par år siden den fine Open Borders: The Science and Ethics of Immigration sammen med Zach Weinersmith – men Bergh og Skogängs tegneserie er ligeså fin. Formidlingen er både pædagogisk og morsom, og der er små perler spredt igennem hele teksten. Bergh og Skogäng peger for eksempel tidligt på, at ”Inget system troller bort människans dåliga egenskaper. Men olika system belöner olika beteenden.” Senere i bogen siger den person, der absolut ligner Andreas, at ”Ingen vet viklen organisationsform eller ledningsfilosofi som funkar bäst i varje läge. Just därför är det smart att låta människor prova sig fram”. Mens Andreas-personen går gennem en fiktiv svensk by med navnet Gnoköping, har han en nærmest aristotelisk diskussion med to andre personer. Den ene er åben for idéer mens den anden starter med en Enhedsliste-agtig forestilling om markeder som udbyttende og egomane. Fortællingsdevisen fungerer fremragende og der er meget at lære – mens man holder øjnene åbne for pudsige detaljer i tegningen.

Hele vejen igennem understreger de to svenskere værdien af konkurrence, men også hvordan konkurrencen i en markedsøkonomi får folk til at arbejde sammen og at opdage ting. Jonas Herby skrev forleden i Børsen, er det snart på tide at danskerne får øjnene op for gevinsterne ved konkurrence. Måske skulle de tage at læse Hjälpas Åt – ikke mindst hvis den bliver oversat til dansk. Den er varmt anbefalet!

Det dybe V – og lidt om fiflerierne i den seneste ”ulighedsrapport” fra Oxfam Ibis.

I slutningen af januar kom IMF med den seneste ”economic outlook”, hvor man (igen) havde opjusteret den globale vækst i 2021, mens tabet i 2020 fik (endnu) et nyk nedad. Der er naturligvis stor usikkerhed omkring estimaterne, og væsentligt større end normen. Helt afgørende bliver udrulning af vacciner og betydningen af nye varianter, givet at det må forventes at have stor betydning for de politiske tiltag (hvor meget og hvor hurtig man åbner de afgørende økonomier op igen).

Efter seneste revidering forventer det globale (real) BNP at vokse med 5,5 procent i 2021, efter et fald på 3,5 procent ( i sig selv et næsten 1 procent mindre fald end man tidligere forventede) i 2020. Som det fremgår af figuren ovenfor, dækker dette dog over store forskelle.

Læs resten

Skørbug, empiri og teoretisk insisteren

Medier og mange mennesker gentager ofte, at man skal høre på videnskaben. Men hvad hvis den etablerede videnskab ikke passer med det empiriske billede, man ser? Hvad hvis ’videnskaben’ ikke er internt enig, og der danner sig forskellige skoler, der lægger vægt på forskellige slags argumenter og evidens? Dagens post handler netop om, hvad der sker når observationer fra virkeligheden ikke passer på det mønster, den etablerede teori fortæller man bør se.

Eksemplet, vi fortæller om, er en ganske alvorlig mangelsygdom, der engang var relativt almindelig: Skørbug. Skørbug er en sygdom, der skyldes mangel på vitamin C. Den bliver derfor ofte forårsaget af fejlernæring, ikke mindst når mad skal kunne holde lang tid. Gennem hele middelalderen og senere århundreder var skørbug således et stort problem blandt sømænd i både handelsflåden og militæret, hvor op til halvdelen endte med at dø af skørbug. Det skulle dog ændre sig i 1700-tallet, da den britiske flåde fandt en revolutionerende løsning. Læger i den britiske flåde, der trodsede den daværende teoretiske konsensus i lægevidenskaben og i stedet stolede på, hvad de observerede i virkeligheden, kom til at tegne et gennembrud sammen med at de bidrog til the Royal Navys dominans på verdenshavene.

Den herskende teori på området kunne spores helt tilbage til de gamle grækere, sagde at skørbug var forårsaget af dårlig fordøjelse på grund af den salte mad og skibenes bevægelse på havet. Man forestillede sig, at kombinationen førte til en slags intern forrådnelse, som kunne forhindres med vand med bobler eller svovlsyre opløst i f.eks. rom eller snaps. Selvom der var tidlige indikationer fra portugisiske og engelske kaptajners erfaring, nåede den ikke ret langt og lægerne fastholdt deres teoretiske holdning.

Situationen begyndte først at ændre sig, da den engelske læge James Lind udførte et af verdens første egentlige kliniske eksperimenter. Mens han var kirurg på HMS Salisbury gennemførte han eksperimentet, der klart viste at forbrug af citrusfrugter forhindrer skørbug. I hans bog A Treatise on the Scurvy konkluderede han, at appelsiner og citroner var suverænt de mest effektive midler til at forhindre, at sømænd fik skørbug.

Som sagt var Linds indsigt ikke helt fremmed for mange officerer i flåden, og der skabtes en tradition for at sørge for frisk citrusfrugt eller citron- og limejuice i de fleste af flådens skibe. To begivenheder bidrog til at overbevise folk udenfor flåden, at citrusfrugter var en effektiv måde at bekæmpe et enormt problem. Admiral Rodney ledte en ekspedition til Caribbien i 1780erne, hvor de britiske sømænds generelle helbred viste sig at være en tydelig fordel. Mens over en fjerdedel af den franske flåde var syg efter at have været måneder hjemmefra, var der kun tale om nogle få håndfulde briter. Rodney og hans flådelægers insisteren på, at deres folk fik lime- eller citronjuice gjorde dem langt mere kampklare. Senere demonstrerede Peter Rainiers kommando over en langvarig konvojtjeneste i 1795 kurens virkning, da der ikke var en eneste sømand, der fik skørbug på turen, og folks helbred ved hjemkomsten virkede endda bedre end da de tog afsted.

Indsigten bredte sig også hurtigt blandt flådens læger, men de oplevede ofte et massivt pres fra læger i hæren, i det civile samfund og på universiteterne. At citrusfrugt skulle virke mod skørbug passede slet ikke med datidens sygdomsteori, og læger udenfor flåden nægtede derfor at tro på den evidens, der væltede ind. De holdt, med andre ord, fast i at deres teori var korrekt og at det var flådens erfaringer, der var forkerte.

Man ved nu både, at citrusfrugter er effektive mod skørbug og også hvorfor – at skørbug skyldes mangel på vitamin C og at citrusfrugter er stoppet med det – og derfor også, at de empirisk funderede flådelæger havde ret. Værdien af den indsigt var enorm, ikke blot militært, men også rent menneskeligt og økonomisk, da det gjorde et liv i handel langt mindre risikabelt. Historien om skørbug er desværre langt fra den eneste, hvor én gruppe praktikere eller videnskabsfolk med konkret empiri støder sammen med en anden gruppe, der holder fast i teoretisk funderede synspunkter og påstande. Blandt de mange andre kan man for eksempel nævne gennembrud i mavesårsforskning (der skyldes bakterier, der kan overleve mavesyren), Phillips-kurver i nationaløkonomi (den simple sammenhæng mellem inflation og arbejdsløshed, der ikke findes), og en række diskussioner i sociologi som Tönnies påstand om en modsætning mellem ‘Gemeinschaft’ og ‘Gesellschaft’. Fælles for dem alle er indsigten, at teori og teoretiske indsigter er goder, men tager man ikke empiri alvorligt kan man komme virkeligt galt afsted.

Nye korruptionsvurderinger fra Transparency International

Hvert år siden 1995 har organisationen Transparency International udgivet et indeks over korruption i verdens lande. TI blev grundlagt i Berlin af Peter Eigen to år tidligere, som fik den glimrende idé at udvikle en kvantitativt mål for, hvor udbredt korruption er i et land. Opgaven blev udliciteret til den unge økonom Johan Graf Lambsdorff, der baserede en vurdering på en række forskellige indikatorer. Det oprindelige indeks gik fra 0 (alt er korrupt) til 10 (alt er rent), og mens man de senere år har valgt en indikator fra 0-100, er den nye 2020-udgave ikke fundamentalt anderledes.

Et af de bemærkelsesværdige forhold ved tallene over årene er, at det typisk er de samme lande, der ligger i top og bund hvert år. I den nye udgave er toppen er således Danmark, New Zealand, Finland, Singapore, Sverige og Schweiz; det er også de lande, der ligger indenfor den danske vurderings konfidensinterval, så man ikke reelt kan sige, at de er mindre korrupte end Danmark. Top ti inkluderer også Norge, Holland, Tyskland og Luxembourg, som er de lande der har vurderinger over 80. Det er derfor i en nordeuropæisk kultur man finder de mindst korrupte lande, mens de udenfor den vestlige verden er de Forenede Arabiske Emirater og Uruguay (begge med en score på 71), mens Seychellerne (66) og Botswana (60) suverænt er de mindst korrupte lande på det afrikanske kontinent.

Som så ofte før udgøres bunden af Sydsudan, Somalia, Syrien, Yemen, Venezuela, Sudan, Ækvatorial Guinea, Libyen, Nordkorea og Haiti. Her er der med andre ord heller ikke noget nyt. Som det kan ses i nedenstående figur, der plotter korruptionsvurderingerne i år og for 20 år siden, er det ganske sjældent at lande flytter sig. Det gælder både autokratier og demokratier, om end man kan være nervøs for et af de to ukorrupte autokratier: Hong Kong, hvor Kina på voldsom vis er ved at ødelægge dets gode institutioner.

Hvorfor er det så, at de samme lande bliver ved med at have problemer, og de samme andre lande ikke har? Svaret på det spørgsmål ligger sandsynligvis i den grad af såkaldt ’path dependence’, som de sidste 30 års forskning har afdækket. Institutioner og normer ændrer sig kun meget langsomt, så samfund med en etableret tradition for et politisk uafhængigt retsvæsen og nogenlunde rene og velfungerende embedsværk bliver ved med at være ukorrupte – og vice versa med lande uden. Et spadestik dybere er der klare indikationer på, at i det mindste nogle af de stabile forskelle skyldes forskelle i samfunds tillidskultur. I forskning, der udkom for 11 år siden i Public Choice, fandt jeg for eksempel, at graden af social tillid blandt borgerne påvirker både korruptionsniveauet og den generelle kvalitet af retsvæsenet. Som det er illustreret i den anden figur i dag, der plotter korruptionsvurderingen i 2020 overfor tillidsniveauet, er en stor del af effekten dog afhængig af, at man har nogenlunde demokratiske politiske institutioner. Med andre ord er en del af effekten, at vælgere i højtillidslande er bedre til at holde deres politikere til ilden, og væk fra fristelser.

Den store trussel mod de mindst korrupte landes status kan derfor vise sig at være politik, der på samme tid mangler respekt for basale, demokratiske spilleregler og forsøger at skabe et miljø, hvor ens medborgere er trusler. Vi overlader til læserne at sætte navne på politikere, der gør netop det…

Geografi og social tillid – ny evidens

For år tilbage brugte Andreas Bergh (Lund Universitet) og jeg forholdet, at specifikke vejrforhold – i vores tilfælde forskelle i vintertemperaturer – historisk har formet lande og regioners sociale tillid. I artiklen Historical Trust Levels Predict the Current Size of the Welfare State viste vi, at de store moderne velfærdsstater i f.eks. Skandinavien hviler på en social tillid, der har historiske rødder. Ved at bruge dette forhold, kunne vi vise at tilliden således ikke er skabt af velfærdsstaten, som bl.a. Bo Rothstein har påstået, men er en forudsætning for den. Artiklen, der udkom for næsten præcist ti år siden i Kyklos, er siden blevet en af vores mest citerede.

Det er derfor en fornøjelse at se, at ny forskning bekræfter vores generelle idé om, at geografisk og klimatisk bestemte risici påvirker tillid. I ”Cooperation makes beliefs: Weather variation and social trust in Vietnam” dokumenterer Duc Anh Dang og Vuong Anh Dang, at folk i områder, der typisk har store variationer i vejret som risiko for store regnmængder og temperaturudsving, udviser større social tillid end folk i andre dele af landet.

Den basale idé, som vi kan spore tilbage til Hippokrates, er at overlevelse i lande hvor f.eks. vintre er meget kolde, er meget mere sandsynlig når man kan stole på hjælp fra fremmede. Historisk betyder det derfor, at individer og samfund med høje tillidsniveauer er mere succesrige i disse lande. Omvendt er tillid ikke en succesparameter på samme måde i områder, hvor klima eller geografi ikke er en klar trussel mod ens overlevelse. Det er denne basale mekanisme, som Ahn Dang og Ahn Dang finder evidens for. De konkluderer selv, at ”The evidence shows that the relationship between weather variation on social trust may be transmitted through strengthening the cooperation among village peasants and family ties as they cope with risk and uncertainty.”

Midt i den akademiske fornøjelse kan man undre sig over, at mange af vores kolleger har været noget misfornøjede over idéen. Forklaringen ligger sandsynligvis i en frustration over, at der er forhold i samfundet, som man ikke kan påvirke positivt med målrettet politik. Går man tilbage til den moderne tillidslitteraturs tidlige dage for cirka 20 år siden var der således stor optimisme omkring muligheder for at føre tillidspolitik. Den optimisme er der ikke længere forskningsbaseret grund til. Men for nogle af os er det en god nyhed: Det er godt at vide, at der er nogle ting i verden, som politikere ikke har nogen kontrol over.

Ny IEA-serie

Den hæderkronede tænketank the Institute of Economic Affairs i London har gjort et enormt stykke arbejde med at flytte aktiviteter online, og skabe nye virtuelle aktiviteter. Det gælder ikke mindst IEAs Head of Education Stephen Davies, der tidligere har været senior lecturer i historie og økonomisk historie på Manchester Metropolitan University. Steve er en fremragende formidler og forfatter – blandt andet til The Wealth Explosion fra 2019 som vi har omtalt her på stedet. Han står nu bag en ny serie korte foredrag, som formidler hvad nationaløkonomi er og hvordan økonomer tænker.

Nedenfor kan vores læsere se den første udsendelse i serien, der handler om ‘knaphed’, og dermed en del af fundamentet for al økonomisk tænkning. De næste udsendelser omhandler opportunitetsomkostninger, trade-offs, incitamenter og marginale valg. Senere kommer lignende ti-minutters introduktioner til blandt andet spontane ordener, vækst og entrepreneurship. Det hele er pædagogisk formidlet og varmt anbefalet, om man enten er interesseret lægmand eller gymnasieelev med et fornuftigt engelsk!

I New York for 51 år siden

Det er med en særlig bitterhed, at vi i dag fejrer en særlig dag for 51 år siden: Dagen, da Boeings 747-fly – der kærligt ofte kaldes enten jumboen eller himlenes dronning – fløj sin første ruteflyvning. For 2½ år siden skrev vi om lanceringen af flyet i 1968, og to år tidligere skrev vi en nekrolog over Joe Sutter, der ledte dets udviklingsarbejde. Vi har alligevel valgt at fejre dagen i dag, fordi jumboen netop indvarslede en tid, hvor rejser til USA, Thailand eller Sydafrika kom indenfor almindelige menneskers økonomiske rækkevidde. Den tid har været slut siden marts sidste år, og ingen ved hvornår verden kommer til fornuft igen.

I mellemtiden kan vi huske, hvad vi ellers har kunnet siden 22. januar 1970, da Pan Am for første gang brugte en Boeing 747 på ruten mellem New Yorks John F. Kennedy International Airport og London Heathrow. Medierne var på pletten, og de mange festligt opstemte passagerer kunne lade sig imponere af flyet, der var langt større end noget andet i lufthavnen den aften. Den første flyvning forløb dog ikke uden problemer. Boeing havde tidligere haft problemer med de helt nye Pratt & Whitney-motorer, der var verdens første såkaldte ’high bypass’ motorer, og de problemer ramte også Pan Am den aften. En af motorerne startede ikke korrekt op, og man måtte lade folk vente godt seks timer i terminalen i New York indtil man havde rullet et erstatningsfly ud. Det blev over midnat – og derfor den 22. januar – før Clipper Victor lettede med kurs mod London.

Credits: Paul Seymour

Seks timer og 43 minutter senere landede kaptajn Robert Weeks flyet med hans 19 kolleger og 335 passagerer i Heathrow. Klokken var tyve minutter over to om eftermiddagen da Clipper Victor rullede ind til sin gate i lufthavnen, hvor blandt andet journalister fra The Times ventede i velkomstkomiteen. Ingen, der læste aviserne den næste dag, kunne være i tvivl om at verden havde flyttet sig. Siden har Boeing leveret 1560 747-fly, deraf 345 fragtfly, fire Nightwatch-udgaver til det amerikanske luftvåben, og to særlige fly, der hedder Airforce One når den amerikanske præsident er ombord. Ingen ved præcist hvor mange millioner mennesker, der har fløjet i jumboen, men intet var det samme efter 22. januar 1970. Indtil marts 2020 fløj tusinder af widebody-jets forventningsfulde mennesker (ganske ofte undertegnede inklusive) rundt til oplevelser i hele verden, og tredje generation af dem – i form af Boeings 787 og Airbus A350 – gjorde det med forbløffende lidt brændstofforbrug. Flyvningen i januar 1970 ændrede ikke blot den globale økonomi (læs f.eks. her), men indvarslede også en tid med større oplevelser og flere glæder i millioner af menneskers liv.

Efter den historiske jomfrurejse fik Clipper Victor et noget ombrust liv. Det ellers elskede Pan Am-fly blev kapret i august 1970 på en flyvning mod San Juan og fløjet til Cuba, hvor ingen anden end Fidel Castro var med til at byde velkommen. Kapringen forløb heldigvis fredeligt, men Clipper Victors endeligt var alt andet end fredelig. En tåget dag på Tenerife startede en KLM-crew en tilsvarende 747 uden at være clearet af flyvelederen og accelererede direkte ind i Pan Am-flyet, der var på vej over startbanen. Den hollandske fejl kostede 583 mennesker livet, og blev også enden for det fly, der havde indvarslet den moderne verdens rejsemuligheder. Et symbol på den moderne verden forsvandt den dag, men dets historie kan stadig fortælles – og det er en historie om fremskridt og glæde.

Kan det virkeligt passe? – Hispanics I USA

Indvandringen af hispanics er gennem årtier ofte blevet problematiseret både i USA og blandt nationalkonservative her i landet. Senest tager Kasper Støvring data fra PEW til indtægt for at det går rigtigt skidt. Men faktisk viser den data han henviser til, at hispanics haler ind på hvide, både målt på indkomst og uddannelse.

Indvandringen af hispanics til USA er ofte blevet brugt af nationalkonservative debattører her i landet i deres argumentation mod indvandring. Det gælder f. eks. Morten Uhrskov i hans bog fra 2012, “Indvandringens pris” med undertitlen, “på vej mod et fattigere Danmark” (for en kritik af denne, se her), ligesom Kasper Støvring ofte har refereret til “den problematiske indvandring af hispanics” – senest i et opslag på Facebook (se Nedenfor), hvor han mener at få opbakning i data fra PEW. Problemet er blot at data netop ikke bakker op om at latinamerikanske indvandrere og deres efterkommer sakker bagud. Tværtimod.

Støvring henviser til statistik fra PEW (som findes her) og opfordrer til at man selv undersøger den. Det har jeg gjort, og det tegner et noget andet billede end det som Støvring prøver at fremmane.

Betydningen af periodevalg og problemet med at bruge procentpoint og absolutte tal

Årsagen til Kasper Støvrings fejlagtige udlægning af den faktiske udvikling er formentlig at han tror, at man kan sige noget meningsfyldt ved at se på forskellen i dollars og pct. point over tid. Men det kan man ikke.

En sådan sammenligning er nemlig ubrugelig. Det afgørende er jo den procentuelle indkomstudvikling, eller som det er angivet herunder, hvor stor en andel medianindkomsten for “hispanics” udgør af kategorien “hvide’s” medianindkomst målt på hustand.

Som det fremgår af nedenstående betyder det også en hel del hvilken periode man vælger at se på. Således udgør medianindkomsten pr. hustand for hispanics og deres efterkommere ca. det samme i 2020 som i 1982, nemlig omkring 2/3.

Men er det nu en fair sammenligning? Svaret er nej, for i den mellemliggende tid oplevede man en meget stor indvandring (primært fra Mexiko) af folk med lav eller ingen uddannelse. Antallet af borgere i USA med mexikanske rødder fordobledes ca. pr. årti fra 1980 og frem til årtusindeskiftet, hvorefter den videre vækst i første omgang fladede ud og siden slutningen af nullerne faktisk er faldet lidt, se nedenstående figur fra Migration Policy Institute.

Indkomstmulighederne for indvandrerne i USA var naturligvis en del mere begrænsede end den hvide del af befolkning qua relativt ringeeller stort set ingen uddannelse, men uden tvivl betydelig bedre end i f. eks. Mexico (ellers var de næppe kommet). Med andre ord er der tale om en gruppe, hvor der gennem flere årtier hele tiden tilførtes ganske mange med relativt ringe uddannelse og dermed indkomstmuligheder i modsætning til kategorien “hvide”. Det er man selvfølgelig nød til at tage højde for. Og ser vi på udviklingen de seneste 2 årtier, er udviklingen helt anderledes. Således haler hispanics ind på hvide, målt på indkomst.

I en sidebemærkning er det også mildt sagt kækt af Støvring at reducere betydningen af indvandringen fra Latinamerika til “måske at være godt for velhavere, men dårlig for almindelige Amerikanere”, hvem sidstnævnte så måtte være. Det er en underlig måde at betegne mennesker som arbejder hårdt og meget, hvilket enhver som har rejst bare et minimum i USA hurtigt kan forsikre sig om. her falder Støvring i samme gryde som så mange andre har gjort før ham – idet han ganske enkelt undervurderer den indirekte effekt af at folk får større mulighed for at bruge tiden på at lave det de er bedst/mindst ringe til.

Støvring påstår også at hispanics sakker bagud målt på uddannelse, men denne påstand er der heller ikke opbakning til. På på trods af et stort inflow af hispanics (især mexicanere med ringe eller ingen uddannelse frem til slutningen af nullerne), nærmer uddannelsesniveauet sig også “hvide”, både målt på fuldført high school og bachelor+. Se nedenstående 2 figurer, som begge er lavet på baggrund af PEW’s statistik som Kasper Støvring henviser til.

Som det fremgår er der ganske enkelt ikke belæg for problematisering af indvandringen fra Latinamerika til USA, i hvert fald ikke baseret på indkomst og uddannelse. Nej, hispanics sakker hverken bagud når man ser på indkomst eller uddannelse sammenlignet med “hvide”.

Noget andet er så (hvilket åbenbart en del ikke har opdaget), at sammensætningen af den fortsatte indvandring til USA har ændret sig markant fra slutningen af nullerne og frem. Således asiater – primært kinesere – udgjort den største gruppe de seneste mere end 10 år.

Noget andet er hvorledes det stigende indkomst og uddannelsesniveau blandt etniske minoriteter (ikke mindst hispanics) vil påvirke tilslutningen til henholdsvis demokraterne og republikanerne. Af de analyser der er lavet indtil nu af det seneste præsidentvalg 2020, tyder en del på at den afgørende faktor bag Trumps nederlag, ud over det lykkedes demokraterne at mobilisere sine vælgere i langt større omfang end ved valget i 2016, at Trumps andel blandt hvide vælgere faldt. Til gengæld steg den blandt ikke mindst netop hispanics.

Det ville naturligvis være interessant at se på hvilke andre karakteristika der gør sig gældende for de hispanics, som stemte/stemmer på Trump og republikanerne end blot deres etnicitet (eller hvad man nu skal kalde det for en så heterogen gruppe). Hvad er deres uddannelsesniveau? deres Indkomst? hvor længe har de været i USA? hvor meget betyder religion for dem? mv.

Der findes faktisk en del omkring dette emne og republikaerne har tidligere sikret sig større opbakning end det lykkedes for Trump, selv om han øgede andelen mellem 2016 og 2020, se f. eks. her.

Tesen om at indvandring og demografi per automatik vil medføre at republikaerne bliver kørt ud på et sidespor er i hvert fald meget tvivlsom. Forskydningerne mod større urbanisering betyder formentlig en del mere over tid.

Den ærlige konklusion: Intet virker

Hvis der er et udsagn, som virkelig kan få folk op i det røde felt for tiden, er det at nedlukninger, grænselukninger og rejserestriktioner, mundbind og de mange andre politisk tiltag mod de nye coronavirus, ikke virker. Et af de mest almindelige svar, jeg har fået fra familie og bekendte er, at hvis det ikke virker, hvorfor gør man det så? Svaret er et klassisk eksempel på en tautologi, men virker glimrende i politisk debat: Hvis det ikke virker, hvorfor gør vi det så? Så det faktum, at vi gør det, må betyde at det virker. Sagen er blot, at man i politik over årene har gjort enormt mange ting – se for eksempel evidensen for den såkaldt ’aktive arbejdsmarkedspolitik’ – der er meget dyre, indgribende, og aldeles uden virkning. Det gælder desværre også stort set al coronarelateret politik, der indføres i stadigt stigende omfang på trods af den faktiske evidens. Kun få forskere og journalister – og på pudsig vis bl.a. Berlingske tidligere blærerøv Mads Christensen, der har glimret i efteråret – vover sig ud og siger det højt.

Allerede først på sommeren i 2020 vurderede Nobelprisvinderen Michael Levitt fra Stanford University, at historien ville dømme de politiske reaktioner på den nye coronavirus som ”en historisk evidensfiasko.” Levitt er efterfølgende, ligesom hans ekstremt meriterede kollega John Ioannidis (en af verdens mest citerede forskere), blevet udelukket fra mange diskussioner, blevet ’uinviteret’ til konferencer, og behandlet virkeligt voldsomt af både politikere og på de sociale medier. Deres brøde har været, at de har holdt fast i videnskaben og i særlig grad den empiriske videnskab – hvad data fra den faktiske verden kan fortælle os. Teori og logiske argumenter kan være meget fine, men uden empirisk viden er vi reelt tilbage i middelalderen, og ender med at føre middelalderlig politik. Det er netop sket de sidste ti måneder.

Et af de meste synlige redskaber i ’kampen mod corona’, som regeringen og myndighederne i måneder har tvunget den danske befolkning til at bruge, er således mundbind. Vi er tvunget til at maskere os i offentligheden – i direkte modstrid med anden lovgivning, der faktisk forbyder det – og kan derfor ikke vise vores ansigter, udtryk eller andet overfor andre mennesker. Det betyder blandt andet, at børn ikke længere kan afkode deres forældres umiddelbare reaktioner overfor andre mennesker, hvilket har gjort tillidsforskere decideret bekymrede. Men hvis nu mundbindene faktisk forhindrer nogen i at blive smittede og dø af den nye virus?

Havde man taget forskningen alvorligt, i stedet for – i en serie eksempler på politisk action bias på steroider – at tvinge folk til at lide afsavn og voldsomt ubehag, havde man aldrig indført det hadede mundbindskrav. En helt ny gennemgang af litteraturen fra influenzaforskning i maj-nummeret af Emerging Infectious Diseasesviste således da de første krav indførtes, at mundbind og andre former for masker i det offentlige ikke påvirker denne type viras udvikling. Som forskerne konkluderede fra deres gennemgang af den litteratur, der bruger rigtige, randomiserede eksperimenter:

” Although mechanistic studies support the potential effect of hand hygiene or face masks, evidence from 14 randomized controlled trials of these measures did not support a substantial effect on transmission of laboratory-confirmed influenza. We similarly found limited evidence on the effectiveness of improved hygiene and environmental cleaning.”

Efterfølgende er der i 2020 udført to store, randomiserede kontroleksperimenter, der kan informere om effekten af mundbind. Det ene blev gennemført af danske læger i samarbejde med Salling Group, mens det andet udførtes i samarbejde med the US Marine Corps; vi har tidligere omtalt begge studier som blev publiceret i henholdsvis i Annals of International Medicine og New England Journal of Medicine. Ingen af dem fandt en statistisk sikker effekt af mundbind, og selvom statistikudfordrede danske journalister påstod, at det gjorde de nok, fandt det amerikanske studie rent faktisk en direkte negativ – men statistisk insignifikant – effekt. De to nye studier, der specifikt så på Sars-CoV-2, bekræftede således det som også WHO skrev i deres litteraturgennemgang fra 2019: Mundbind udenfor kontrollerede hospitalssammenhænge virker ikke.

Det samme problem gælder, som denne blogs læsere må vide, effekten af økonomiske og samfundsmæssige nedlukninger. Den irske bioingeniør Ivor Cummins vedligeholder en liste over empiriske studier af nedlukningseffekter, og således både de intenderede og bivirkningerne. Ikke alle de 26 studier, som Cummins pt. har på listen, er lige gode, men omtrent 20 af dem er veludførte, valide og informerede. Ligesom Jonas Herby gør i en ny litteraturoversigt er konklusionen fra Cummins-oversigten, at nedlukninger i bedste fald har en meget begrænset effekt, og med ganske stor sandsynlighed overhovedet ingen effekt har haft på virussens udbredning og det samlede dødstal i 2020. Fornylig nåede Kasper Kepp (DTU) og jeg samme konklusion i Lockdown Effects on Sars-CoV-2 Transmission – The Evidence from Northern Jutland, vores studie af de ekstreme nedlukninger i dele af Nordjylland. Nedlukninger af samfundet nytter ikke.

Mange mennesker, inklusive visse epidemiologer, mener at det bare ikke kan være rigtigt. De lader således deres tro på politik overdøve den videnskabelige evidens, de som forskere med akademisk integritet burde sætte øverst. Det burde bare ikke overraske dem, da en række andre nye resultater underminerer andre dele af politikken, men også giver klare forklaringer på hvorfor nedlukninger osv. er ligegyldige.

For det første viser adskillige studier, at skolelukninger ikke kan være effektive, da børn sjældent smittes og er endnu mindre tilbøjelige til at smitte andre. Der er for eksempel evidens fra Norge og Sverige, der klart indikerer den minimale smitterisiko og hvordan lærere ikke har nogen forhøjet risiko. Alligevel har lærere og pædagoger i både Danmark og Storbritannien argumenteret for, at de skal vaccineres først fordi de er i særlig fare.

På samme måde peger flere nye studier på, at folk uden symptomer stort set ikke smitter andre. De nye studier har derfor en ganske simpel og indlysende konklusion: Hvis du er syg skal du blive hjemme. Den konklusion burde være ukontroversiel, men er på politisk vis blevet til en såkaldt ’anbefaling’ – der endda håndhæves af politiet i visse lande – at hvis du eksisterer, skal du blive hjemme.

Men hvis folk uden symptomer ikke smitter, hvorfor skal de (og resten af os) så isoleres? Når asymptomatisk smitte er en meget lille bekymring, river det således tæppet væk under nedlukningsstrategierne. Det samme gælder langt de meste ny forskning, der bruger faktiske data. Denne forskning står derfor i modstrid med meget forskning, der stadig bliver ved med at hvile på computermodellering af scenarier, hvor effekterne i virkeligheden ligger i modellens – og dermed forskernes – antagelser om virkninger.

Det måske mest absurde er, at der i virkeligheden intet nyt er i den nye forskning. Graver man lidt på internettet og læse WHOs epidemiguidelines fra efteråret 2019, er de meget klare: Økonomiske nedlukninger, grænselukninger, isolation og de mange andre tiltag, vestlige regeringer har pisket ned over deres befolkninger i 2020, virker ikke. WHO understregede endda i 2019, at mange af disse tiltag på lidt længere sigt kunne have svært negative, utilsigtede konsekvenser. Det ser man i dag i bl.a. Japans og Belgiens selvmordsrater, kræftudviklingen i adskillige vestlige lande, og ikke mindst de massive fattigdomsproblemer, som nedlukningerne i den selvforskyldte økonomiske krise skaber i verdens fattige lande. Disse fattigdomsproblemer kommer med deprimerende stor sikkerhed til at slå langt flere mennesker ihjel, end den nye virus har gjort i Vesten. At man fra politisk side fuldstændigt ignorerede hundrede års epidemierfaringer og i stedet kopierede den approach, som et ekstremt repressivt, kommunistisk diktatur reklamerede for, er intet mindre end kriminelt idiotisk.

Mark Littlewood om Brexit

Cepos-direktøren Martin Ågerup er, som mange allerede ved, en glimrende økonom og debattør. Han har også udviklet sig til at blive en meget kompetent interviewer, hvilket han har vist i en fin podcast-serie de seneste få måneder. Den sidste episode er særligt interessant, da Martin har fået fat i Mark Littlewood, der er generaldirektør af det hæderkronede Institute of Ecoomic Affairs i London. Mark har taget rejsen fra at være varm tilhænger af EU til at stemme for Brexit, og Martins samtale med ham er fokuseret på netop Brexit. Det er et meget spændende og oplysende interview mellem to fremragende økonomer og debattører, som vi varmt anbefaler!

Epidemimodellerne, den nye engelske COVID-19 og de danske tiltag

Vi har tidligere set på, at den simple SIR-model og ikke mindst den adfærdsudvidede SIR-model kan fortælle en masse om corona-epidemien. Se de to blogindlæg her og her. Modellernes styrke er primært deres analytiske anvendelse. Som redskab til at forudsige den konkrete epidemiudvikling, er selv de mere avancerede epidemiologiske modeller derimod behæftet med enorm usikkerhed. Så stor faktisk, at de er vanskelige at bruge til så meget. Som bekendt skød den britiske Imperial College-model voldsomt over målet, da de første opsigtsvækkende modelkørsler blev foretaget. Og også Seruminstituttets model herhjemme har – som sundhedsøkonomen Kjeld Møller Pedersen beskriver i sin nye bog ”Smittetryk og samfundssind” – været ude af stand til at give brugbare prognoser. Og som Jonas har påpeget her på stedet, ser det ud til, at SSI nu anvender en meget primitiv metode (en lineal) til at fremskrive med i stedet, i det omfang der overhovedet laves prognoser.

En årsag til, at en traditionel SIR-baseret model giver så stor usikkerhed, er, at små parameterafvigelser genererer store forskelle.

Fordelen ved den forventningsudvidede SIR-model er – udover at beskrive epidemien mere korrekt – at den desuden giver mere stabile resultater. Det hænger sammen med, at den effektive transmissionsrate (oftest kaldet kontakttallet – altså hvor mange andre en smittet person smitter) for farlige sygdomme vil bevæge sig omkring én (medmindre epidemien er ved at uddø eller eksplodere). Adfærden vil ændre sig for alle andre værdier end én, så en effektiv transmissionsrate på én er en ligevægtsbetingelse. Det vil med andre ord sige, at epidemien som udgangspunkt er endemisk: Smittetallet er nogenlunde konstant over tid, hvis der ikke stødes til modellen.

Det er dog vigtigt at understrege, at nok er Re = 1 en ligevægtsbetingelse, men smittetallet kan godt variere over tid, når noget ændrer sig. Kandidaterne er: 1) R0, altså transmissionsraten før adfærd. Hvis R0 vokser, så vil det være mere omkostningsfuldt at nedbringe Re til én. Borgerne vil derfor acceptere et højere smittetal i ligevægt. 2) Risikoen forbundet med at blive smittet. Hvis behandlingsmulighederne forbedres eller dødeligheden falder, vil man acceptere et større smitteomfang i ligevægt. 3) Forventninger om sygdommens udvikling. Ændringer i forventningerne vil påvirke adfærden. 4) Omkostningerne ved at undgå smitte. Som vi kunne konstatere, er der et tydeligt sæsonmønster i også COVID-19 coronaen. Nogle tider på året er det sværere (= dyrere) at undgå smitte. Derfor vil man acceptere en højere ligevægtssmitte, når man afbalancerer omkostningerne ved henholdsvis at undgå smitte og risikoen forbundet med smitte. 5) Politiske indgreb i form af bl.a. nedlukning. Som Jonas og Christian har påpeget, tyder det på, at den nedlukning, vi så i foråret, havde meget lille effekt sammenlignet med frivillig adfærd – og regeringen lukkede jo efterhånden også op igen med samme begrundelse. Men dermed ikke være sagt, at nedlukning ikke kan have en effekt, blot fordi tiltagene i gennemsnit har haft beskeden effekt hidtil. Nedlukningstiltag kan – som vi har været inde på før – være både substitutter og komplementer til adfærden. Hvis man kunne identificere komplementerne, ville nedlukning forstærke adfærden. Problemet er altså ikke, at nedlukning per definition ikke virker, men at regeringen og myndighederne ikke kender effekterne af de enkelte tiltag. Hvis man skyder med et gevær i blinde, vil man sandsynligvis ikke ramme sit bytte, men hvis man kan se og i øvrigt er man tilpas dygtig og heldig, kan det jo godt lade sig gøre.

Hvordan skal vi så forstå epidemiudviklingen med den mere smittefarlige engelske variant i lyset af den forventningsudvidede SIR-model?

Fremkomsten af den mere smittefarlige engelske COVID-19-variant er ensbetydende med, at R0 vokser – altså kontakttallet før adfærd. Det kræver en større indsats end før at bringe Re ned på én igen. Det taler for, at borgerne både øger deres forsigtighed og accepterer et større ligevægtssmittetryk end før. Men altså også at det Re igen falder til én (medmindre omkostningen ved at passe på bliver for store. I det tilfælde vil pandemien forværres, indtil begyndende flokimmunitet bringer den ned). Da R0 er højere for den engelske variant end den oprindelige variant, er det også ensbetydende med, at Re er højere for den engelske variant end for den oprindelige ved en given adfærd. Og da Re er mindre end én for den oprindelige variant (fordi folk passer mere på, efter den engelske variant har fået smitten til at stige), vil den oprindelige variant blive fortrængt af den engelske. Det er det mønster, der allerede ses i UK.

Interessant må fremkomsten af en vaccine formodes også at trække i retning af større forsigtighed på kort sigt. Det giver mere mening at passe på, fordi det er mere sandsynligt aldrig at blive smittet, hvis en vaccine venter lige om hjørnet. Men i takt med, at risikogrupperne bliver vaccineret, falder omkostningerne ved at få sygdommen, fordi man ikke længere risikerer at smitte ældre slægtninge og andre med høj dødelighed ved smitte. Det er altså tilsammen alt andet lige (endnu) et argument for at få vaccinationen gennemført så hurtigt som muligt.

Den engelske variant indebærer desværre også, at værdien af vaccinen falder, simpelt hen fordi flere kan nå at blive smittet, inden vi når flokimmunitet gennem vaccination. Det modvirker samtidig også den større forsigtighed på kort sigt, som vaccinen ellers fører med sig. Forklaringen er, at vaccine gør det mindre sandsynligt at blive smittet, hvis man altså passer på i mellemtiden. Men den øgede smitterisiko ved den engelske variant trækker i modsat retning. Det ændrer dog næppe ved, at den mere smittefarlige variant samlet øger forsigtigheden.  

Regeringen har valgt at stramme nedlukningen en tand mere efter fremkomsten af den britiske variant i Danmark. Som sagt er der ringe evidens for de tiltag, der gennemføres. Det er i grunden en skandale så lidt man ved om det så langt henne i epidemiforløbet. ”Dansen” med corona foregår med bind for øjnene. Men når det er sagt, så bør regeringen dog også roses for ikke at gå nær så langt med tvangsforanstaltninger som flere af nabolandenes regeringer. Realiteten er, at stramningen af forsamlingsreglerne og afstandskravene er mest symbolske, og at vægten helt klart er blevet lagt på opfordringer til en mere forsigtig adfærd. Som sagt tyder de empiriske studier på, at det er ad den vej, smittespredningen begrænses mest effektivt.

Nordjyllands nyttesløse nedlukning

Mellem jul og nytår besluttede statsministeren at forlænge den meget restriktive nedlukning af det danske samfund. Næsten alle partier støtter nedlukningerne, og danske medier er ikke ligefrem kritiske overfor politikken. Det er ikke overraskende, da man bliver angrebet hvis man stiller spørgsmål ved, om nedlukninger gør nogen forskel overfor den nye coronavirus. Mange, der ellers følger forskningen, holder derfor mund med at der findes i hvert fald 24 studier, der finder enten meget små eller slet ingen effekter af nedlukninger.

Der var naturligvis god grund til at være skeptisk, da der kun var få studier. Fælles for de 24 er dog, at de alle tager udgangspunkt i virkelige data og ikke computermodeller, mens de metodisk er meget forskellige, og også ser på forskellige lande eller områder. Ingen af dem er perfekte, men fællesmængden af studierne er klokkeklar.

De metodiske bekymringer er dog minimale i et nyt studie, som professor Kasper Planeta Kepp (DTU) og jeg har udført sammen. Vi har foretaget en konkret evaluering af de ekstreme nedlukninger af syv kommuner i Nordjylland, efter at regeringen besluttede at mink var farlige. Der er tale om et næsten perfekt quasi-eksperiment – som er meget sjældne i samfundsvidenskaberne – fordi de syv kommuner ikke havde anderledes smittetal eller -udvikling end de fire kommuner i regionen, der ikke blev lukket ned. De var heller ikke statistisk forskellige i løbet af virussens første bølge i foråret, så vi har to grupper af kommuner, der på alle relevante faktorer er ens, men hvor kun den ene blev voldsomt lukket ned.

Vores papir, der har titlen “Lockdown Effects on Sars-CoV-2 Transmission – The evidence from Northern Jutland”, er nu online og frit tilgængeligt for alle. Vores metode er standard i samfundsvidenskaberne: Vi estimerer effekten af nedlukningen der annonceredes den 4. november for syv af de 11 kommuner henover 91 dage i september, oktober og november. Det tillader os at inkludere såkaldte fixed effects for hver kommune, hver uge og hver ugedag (for at tage hensyn til, at dem der bliver testet fredage og i weekenden nok ikke er da samme som mandag-torsdag).

Resultatet er statistisk et nul: En lille effekt, der er meget langt fra statistisk signifikans, og som vi kan vise endda er drevet af sammenligningen med Morsø kommune. Kasper og jeg finder med andre ord, at en ekstrem nedlukning hvor folk ikke engang kunne rejse over kommunegrænsen, og som påvirkede 126.000 jobs i regionen, overhovedet ikke påvirkede smitteudviklingen. Den skabte alvorlige økonomiske skadevirkninger, og ødelagde folks sociale liv, men til ingen verdens nytte.

Vores studie af en næsten perfekt situation i Nordjylland understreget således, hvad resten af den nye forskning viser – og hvad WHOs epidemiguidelines understregede indtil januar 2020: Nedlukninger er ikke effektive redskaber mod en epidemi, skaber enorme økonomiske skadevirkninger, og risikerer at ødelægger kultur, civilsamfund og folks mentale helbred. De bør holde op.

Hvem var mest citeret i 2020?

Sidst på foråret udgiver vi normalt en liste over, hvem de bedste danske økonomer er. Som faste læsere ved, gør vi det forskelligt hvert år for at understrege, at det ikke er en eksakt videnskab. Her ved starten af et nyt år laver vi i dag en ekstra oversigt ved at se på, hvilke danske økonomiprofessorer, der har været mest citerede i 2020.

Helt konkret har vi optalt citationer til alle danske økonomiprofessorer registreret i enten Scopus-databasen eller Google Scholar. Scopus tæller citationer til hver forsker i udgivne artikler i videnskabelige tidsskrifter, mens Google Scholar også tæller citationer i working papers, rapporter, udredninger osv. Google Scholar tæller derfor omtrent 2½ gange flere citationer, men giver overordnet det samme billede. Google Scholar fanger dog udviklinger tidligere end Scopus, da working papers som oftest er udgivet et par år før den endelige artikel.

De 52 professorer, som vores miniundersøgelse dækker, er i gennemsnit blevet citeret 206 gange i 2020; medianen er 111 gange og afslører således hvor skævt fordelt, citationerne er. I Top 25 strækker antallet af citationer sig fra 117 til 1891 i Scopus, og fra 212 til 3833 i Google Scholar. Som man kan se i Top-25, som vi har opsummeret i tabellen nedenfor, er Nicolai Foss og Lasse Heje Pedersen i en klasse for sig selv blandt økonomer på danske universiteter.

Plotter man de to mål overfor hinanden får man også et ganske intuitivt billede. Vi har her tilladt os at lægge tre internationale sammenligninger ind fra mit personlige netværk. Mens de blå markører er professorer på danske universiteter er de røde tre internationale: Axel Dreher (AD) fra universitetet i Heidelberg, Niklas Potrafke (NP) fra LMU og CESIfo i München, og Toke Aidt fra Cambridge.

Figuren illustrerer, i hvor høj grad Foss og Pedersen er i særklasse, og ikke engang Dreher – en af det tysktalende områdes mest citerede økonomer – kan følge med og ligger en tand lavere. Figuren viser også, at der findes en slags ’mellemgruppe’ i Top 25, der består af Mirjam van Praag, Asger Lunde, Finn Tarp og undertegnede, og som er sammenlignelig med tyske Niklas Potrafke fra det prestigiøse Ifo institut. Sidst, men ikke mindst, kan man spotte Niels Johannesen (NJ) som en klar outlier. Han har cirka 5½ gange flere citationer i Google Scholar end i Scopus, hvilket indikerer at han står til et klart hop i citationer de næste par år. Niels har markeret sig internationalt med forskning i skattely og -unddragelse, og fortjener absolut udviklingen.

Som opsummering kan man – som vi altid understreger – overveje, hvor mange af de 25 økonomer, der bruges fast af de store medier. Hvor ofte ser man for eksempel topforskere som Nicolai Foss eller Marianne Simonsen i TV2 News? Listen, der afslører hvem forskningsmiljøet selv værdsætter, afslører dermed også noget om, hvordan medierne udvælger og lader være med at udvælge eksperter. Som man siger på engelsk: Food for thought…