Kategoriarkiv: Nuværende skribenter

Monetære institutioner og historisk vækst

Forleden udkom det nye nummer af det lille, men altid interessante tidsskrift Economic Affairs. Tidsskriftet, der udgives i samarbejde mellem the Institute of Economic Affairs og University of Buckingham, kalder sig et liberalt tidsskrift for politisk økonomi, og redigeres på fremragende vis af Len Shackleton. Jeg har selv udgivet i det, og ser altid frem til at læse det, da der altid er en eller anden interessant artikel. Men denne gang er særlig, da Economic Affairs i juni-nummeret bringer en artikel af en af mine studerende.

I ”Money and economic development: A long-run perspective” ser Morten Sølvsten Schaiffel-Nielsen, der pt. er kandidatstuderende på Aarhus Universitet, på graden af decentralisering af penge. Mens vi ikke rigtigt tænker over det i dag – bortset fra i diskussioner om Bitcoin og andre kryptovalutaer – var penge ikke altid noget, staten havde monopol over. Mange steder brugte man markedsbaserede penge, udstedt af enkeltbanker eller flere banker i samarbejde. Pengenes værdi var koblet til f.eks. guld, i stedet for at være under (en vis) kontrol af en centralbank. De økonomiske effekter og hvorvidt der er argumenter for markedsbaserede penge i stedet for centraliseret pengeudstedelse, som stort set alle lande har i dag, har indtil videre været et særligt område for økonomer i den østrigske skole. Det har givet mange meget interessante teoretiske diskussioner og vinkler på spørgsmålet, men stort set ingen konkret, empirisk evidens.

Det er netop det, Morten leverer i den sin første artikel. Han udvikler først en kategorisering af monetære systemer, som placerer landes monetære institutioner mellem fuldt decentraliserede, markedsbaserede penge, og fuldt centraliserede monopolpenge. Disse data kan han applikere på 27 lande med konstruerede BNP-data fra 1820 og frem. Kategoriseringen kombinerer han med data for landes institutionelle kvalitet, som har får fra V-Dem projektet, i et sæt standard vækstanalyser og en ekstra analyse af økonomisk volatilitet På den måde kan han, som den første, give et konkret bud på værdien af forskellige monetære institutioner.

Resultaterne taler deres klare sprog: I lande med relativt gode institutioner førte markedsbaserede penge historisk til højere vækstrater, omend og så til en større grad af volatilitet. Morten noterer i sine konklusioner, at netop den kombination er konsistent med en økonomisk historie, hvor markedsbaserede penge giver større incitament til at investere i mere risikable, men også potentielt mere profitable og innovative projekter. En del af forklaring er muligvis også, at man med markedsbaserede undgår de problemer med politisk usikkerhed, som man kan få med statsligt kontrollerede centralbanker.

Under alle omstændigheder er artiklens evidens den første af sine art, og absolut værd at tænke over. Den giver en empirisk baggrund for en række diskussioner, som økonomer i den østrigske skole har haft i årtier. Og at det bidrag skulle komme fra en studerende fra Aarhus, gør det ikke mindre interessant.

Forurening, udvikling og vækst

Den britiske tænketank IEA – the Institute of Economic Affairs – har siden 1955 sat sit aftryk på debatten i Storbritannien. For tiden mens store dele af Europa er lukket ned, er IEA fortsat med at gøre det ved at opruste gevaldigt online. I juni har tænketanken blandt andet bragt seminarer om, hvordan man betaler den gigantiske regning på statens interventioner under coronakrisen, hvordan man bedst forstår ulighed og udviklingen i ulighed (med den glimrende Martin Ågerup), og statslig versus markedsdrevet innovation. Et af højdepunkterne i foråret var den fremragende KCL-professor Mark Penningtons seminar om Hayeks forståelse af simple og komplekse problemer.

Tidligere i denne uge havde jeg den store fornøjelse og ære at blive interviewet af IEAs Academic and Research Director Syed Kamall i hans ‘Zeeroing In’-serie. Syed og jeg fik en halvtimelang snak om, hvordan miljøbelastninger, CO2-udledninger og økonomisk vækst hænger sammen, hvilke udfordringer der politisk ligger i at reducere miljøbelastninger, og hvad noget af den nye forskning på området indikerer. Skulle man være interesseret, er her hele udsendelsen nedenfor. Hvis ikke, kan jeg varmt anbefale at man slutter sig til IEA på torsdag den 2. juli, når tænketanken genoptager det altid velinformerede og underholdende online talkshow ‘Live With Littlewood’.

Akademisk frihed i verden

Siden starten af 1990erne har adskillige organisationer, inklusive det amerikanske Freedom House og det Paris-baserede Reporters sans Frontières, arbejdet på at måle hvor frie medierne er i verdens lande. Disse mål har været vigtige i både politisk debat og forskning, og de årlige opgørelser omtales omhyggeligt af medierne hvert år. Indtil fornylig har et bestemt aspekt af debatten om ytrings- og informationsfrihed dog været fraværende: Hvor frie er akademikere og forskere til at ytre sig, og at vælge interesse- og forskningsfelter frit? Det har the Global Public Policy Institute og the Scholars at Risk Network nu rådet bod på i en ny rapport (hattip: Niclas Berggren).

I rapporten med titlen Free Universities: Putting the Academic Freedom Index Into Action dokumenterer Katrin Kinzelbach, Ilyas Saliba, Janika Spannagel og Robert Quinn først og fremmest, hvor frie akademikere er i forskellige dele af verden. Danmark ligger ikke overraskende tæt på toppen med en indeksværdi på 0,92 (indekset er fordelt mellem 0 og 1) og tæt på de lande, vi normalt sammenligner os med som resten af Norden, Holland, Storbritannien (alle 0,93), og Tyskland (0,96). Som figuren nedenfor illustrerer, følger den akademiske frihed også i brede træk, hvor frie og demokratiske et lands politiske institutioner er. Parlamentære demokratier har et gennemsnit på 0,84 mens præsidentielle demokratier i gennemsnit scorer 0,77. Denne forskel er faktisk statistisk signifikant, men skal tolkes forsigtigt, da mange præsidentielle demokratier er relativt unge og fattige, og mange af de parlamentære er gamle og rige.

Det er heller ikke en overraskelse, at de civile autokratier – dvs. ikke-demokratier hvor det ikke er militæret, der er ved magten – halter et stykke bagefter på 0,42, mens militærdiktaturer 0,27 og verdens få absolutte monarkier (0,37) er bagud igen. Overraskelserne og de interessante forhold ligger i de mange lande, der ikke helt følger det simple mønster. Vi illustrerer på to måder, hvor svagt det simple mønster er: Først ved at sammenholde RSF’s pressefrihedsindeks – et indeks over hvor meget journalistisk frihed undertrykkes – med indekset over akademisk frihed i den næste figur; og for det andet gennem eksempler.

Som figuren viser, er der en vis sammenhæng, men også en række røde prikker – civile autokratier – blandt de blå – demokratierne. Det gælder ikke mindst Burkina Faso, ligesom det også gælder Comorerne og Bolivia, der for tiden befinder sig i et midlertidigt limbo mellem autokrati og demokrati. Omvendt er det bekymrende, at to af verdens store demokratier – Brasilien og Indien – scorer meget lavt: Indiens akademiske frihed rates helt nede på 0,35, mens Brasiliens vurderes til 0,47. Milliarddemokratiet Indien undertrykker således den akademiske frihed på linje med et gennemsnitligt militærdiktatur, mens Brasilien opfører sig som et ret typisk civilt autokrati.

Og hvad kan man så bruge det til? Svaret er, som så mange andre svar her på stedet, at det er op til læseren selv. Hvorfor bliver horribelt dårlig politik ved i nogle lande, hvorfor mangler der elementer i deres debat, som vi er vant til, og hvorfor er der ofte politiske positioner og politikforslag, som slet ikke debatteres i bestemte lande? En af flere forklaringer kunne være, at den akademiske verden ikke er helt fri til at lufte disse forslag, eller at kritisere den måde politik normalt udføres. Når man har et rimeligt mål for, hvor frie akademikere er – og dermed hvor sandsynligt det er, at de kan blande sig frit og på andre måder informere debatten – er man et skridt nærmere en mulig forståelse af disse spørgsmål.

Regionalforskelle på den iberiske halvø

Forleden skrev vi om, hvor enorme de regionale forskelle er i Italien – fra Sydtyrols schweiziske velstandsniveau til Calabrias niveau som på Mauritius. Overraskende mange læsere syntes at være interesserede i emnet, og vi har endda fået en henvendelse fra en af dem, om vi kunne lave en lignende sammenligning af de regionale forskelle i Spanien og Portugal. Det er netop det, vi gør i dag.

Spanien og Portugal er generelt noget fattigere end Nordeuropa, selvom Spanien faktisk har overhalet Italien de seneste år. Ifølge CIA er deres købekraftskorrigerede BNP per indbygger henholdsvis 38.400 og 30.500 dollars, så det lille land på den iberiske halvøs atlantkyst er noget fattigere end dets store nabo. De to landes velstandsniveauer er således cirka 77 og 61 % af Danmarks niveau, men forskellene er henholdsvis 92 og 83 % når man ser på privatforbruget.

Internt på halvøen er der store forskelle, som dog ikke er nær så store som i Italien. Som figuren i dag viser, er den rigeste region området omkring Madrid, der har et BNP per indbygger på 38.300 euro, skarpt efterfulgt af Baskerlandets 36.300. I Portugal er det også hovedstaden, der er rigest med 30.900 euro, hvilket er mest sammenligneligt med indkomstniveauet i Sydkorea. Den fattigste region på halvøen er det portugisiske nord (omkring Porto) og den centrale region, hvor velstanden bedst kan sammenlignes med Tyrkiet og den lille caribiske østat Antigua og Barbuda. De fattigste spanske regioner, der kommer tættest på – Extremadura og Spaniens lille afrikanske enklave Mellila – ligger begge velstandsmæssigt tættest på Saint Kitts og Nevis, og er en smule fattigere end Malaysia. På den iberiske halvø har man med andre ord regioner, der har nordeuropæiske velstandsniveauer, og regioner der mere ligner velfungerende udviklings- og mellemindkomstlande.

Der er dog en ekstra pointe i at afsøge de regionale forskelle i Spanien og Portugal: Udviklingen de senere år, og særligt siden finanskrisen. Det er flere gange påstået, at finanskrisen førte til endnu større regional ulighed i Europa, og Italien er et glimrende eksempel: Forskellen på den rigeste og fattigste region er steget fra 129 % i 2007 til 176 % i de sidste BNP-tal. Ser man på forskellene internt i de to iberiske lande, er der dog ikke sket den store ændring i den regionale ulighed i Spanien. De samme regioner bliver ved med at være relativt fattige og rige, og størrelsen på forskellene er stort set identiske i dag og i 2007. Det samme er ikke tilfældet i Portugal, hvor Lissabon-regionen umiddelbart før finanskrisen var 79 % rigere end den fattigste region i Portugal. mens forskellen i dag kun er 52 %.

Mange tænker ofte på Italien, Spanien og Portugal som en slags forenet Sydeuropa. Selvom de har tydelige fællestræk – store turistsektorer, tvivlsomme embedsværk og underholdende fodbold – er de ganske forskellige. De interne forskelligheder er også langt større i Italien end Spanien, med det lille Portugal mere på linje med nordeuropæiske forskelle. Men uanset skalaen, holder konklusionen fra forleden igen: Økonomisk ville det være en fejl at tænke på særligt Spanien som ét land.

Nedlukning, hjemmearbejde og akademisk produktivitet

Mange virksomheder diskuterer i dag, om coronaepisoden har lært dem noget. Helt særligt foregår der er en omfattende diskussion om, hvorvidt man med fordel kan lade mange medarbejdere i f.eks. administrative positioner og supportfunktioner arbejde væsentligt mere hjemme, end de gør i dag. En række virksomheder ser ud til at have haft gode erfaringer med både hjemmearbejde og mere fleksible arbejdsforhold og arbejdstider.

Det betyder dog ikke, at det er en god idé for alle virksomheder og organisationer, og måske i særligt grad slet ikke for vidensproduktion. Det afsløredes forleden dag i en undersøgelse, som forlaget De Gruyter har gennemført blandt cirka 3200 akademikere, som jeg også deltog i. Mere end halvdelen af de adspurgte siger, at de har mindre eller slet ingen tid til forskning end før coronakrisen og 55 procent oplever, at de har tydeligt mindre tid til at skrive. For 68 procents vedkommende er problemet den tid, det tager at undervise online, mens 59 % noterer, at de bruger mere tid på at vejlede end før. Jeg er selv blandt de 59 procent, da jeg har bemærket at jeg faktisk har brugt den dobbelte tid på vejledning som jeg normalt gør. Et af problemerne er, at selve møderne- der har været online i foråret – tager cirka den samme tid som normalt, men at man bagefter bruger lige så lang tid på at afklare større og mindre spørgsmål, der alligevel ikke blev diskuteret eller behandlet færdig. De Gruyters undersøgelse peger på, at disse problemer er særligt udtalte i samfundsvidenskaberne. Det er således tydeligt, at universitetsverdenen og andre akademiske arbejdspladser har oplevet et markant fald i produktivitet i foråret.

De Gruyter overser endda et meget væsentligt aspekt af akademisk arbejde og vidensproduktion. Mens jeg ingen stor undersøgelse har at læne mig op ad – det følgende er udelukkende baseret på personlige oplevelser og mine kollegers ditto – er en af de store forskelle mellem akademisk arbejde og ’almindeligt’ arbejde, at man i høj grad selv definerer sine projekter. Det gælder i særlig grad i samfundsvidenskaberne og humaniora, og i lidt mindre grad i STEM-videnskaberne, hvor traditionen er at man typisk arbejder i større laboratoriegrupper.

Problemet er, at mens man er blevet mindre produktiv og har haft mindre tid tilovers til forskning, har mange også ladet være med at starte nye forskningsprojekter op. For mit eget vedkommende er foråret ofte travlt med konferencer og mindre workshops, hvor man præsenterer sin egen nye forskning og lader sig inspirere af andres nye arbejde. Man netværker også ved disse events med både faste kolleger og nye kontakter, og en væsentlig del af det at være til konference er netop at diskutere nye projekter og få idéer til dem. Det er ikke en type aktivitet, som man bare kan flytte online.

Denne del af vidensarbejdet ser ud til at have lidt meget markant under coronakrisen, hvilket gør problemet langt værre end De Gruyters undersøgelse indikerer. Når færre nye forskningsprojekter startes op og færre nye idéer diskuteres, ender man med at mere varigt og langsigtet problem end blot en periode med lav produktivitet. Der er næppe mange politikere, der vil begræde det, men risikoen er at samfundsforskningen i langt tid fremover kommer til at bidrage noget mindre end indtil nu.

Italien er mange lande

Der er store indkomstforskelle på tværs af Europa. Danmark ligger i den gode ende, omend omgivet af lande der i gennemsnit er rigere end vi er. De fleste af os kan nogenlunde sige, hvilke vestlige lande der er relativt rige og hvilke, der er relativt fattige. Vi har dog også en tendens til at undervurdere, hvor store forskellene er internt i mange lande. Det gælder i helt særlig grad Italien, som vi bruger som eksempel på fænomenet i dag.

Økonomisk set er Italien næsten et mikrokosmos, der reflekterer forskellene i Europa. I gennemsnit er Danmark – målt på dets købekraftskorrigerede BNP per indbygger – cirka 30 procent rigere end Italien. Forskellen er næppe overraskende, når man kender til italienernes problemer med korruption, mafia elendige og meget langsomme retsvæsener, og landets farceagtige politiske system. På den anden side kender mange danskere også Italien for gode biler, ferier og fornemme luksusvarer, som ikke umiddelbart hænger sammen med indtrykket af et dysfunktionelt samfund. Og en del af forklaringen er netop, at der er ganske enorme forskelle på tværs af Italien.

Nedenfor illustrerer vi disse forskelle ved at bruge de seneste data fra Eurostat på regionale gennemsnitsindkomster i Italien. For hver region angiver vi herefter (til højre) det land i verden, der er tættest på i indkomst; med andre ord, det land der økonomisk ligner regionen mest. Fra den fattigste region – Calabria, der er Italiens ’tå’ lige overfor Sicilien – til den rigeste – den autonome provins Bolzano, der som oftest kaldes Sydtyrol – er der en forskel 30.500 euro, eller 176 %. Sydtyrol minder mest om Schweiz, der ligger umiddelbart vest for regionen, mens Calabria og Sicilien økonomisk er på linje med Mauritius og Uruguay. Rejser man fra nordøst til sydvest i Italien, begiver man sig således ud på en rejse fra et af de mest økonomisk succesrige steder i verden til områder, hvor indbyggerne har samme indkomst som nogle af de mest succesrige lande i Afrika og Sydamerika.

Italienerne selv klager nogle gange over, at deres land ikke er et, men flere lande. I nord stemmer folk ofte imod motorvejsbyggeri og anden infrastruktur, fordi de ved at det med jævne mellemrum bygges af Syditaliens mafiaer. I syd klager man over en status som underhunde, og argumenterer for større solidaritet – dvs. større finansielle overførsler nordfra. Og i nord er svaret, at man ikke ønsker at subsidiere mafiaen. Problemet gav Mussolini hovedpine, og eksisterer stadig. For indkomsttallene lyver ikke: Italien eksisterer som en formal nation, et enkelt fodboldlandshold, og (nogenlunde) et sprog. Men økonomisk rejser man fra den første til den tredje verden på vej fra det italienske nord til syd.

En sommerdag for 100 år siden

I dag, den 15. juni, er det 100 år siden at Nordslesvig – området man i dag kender som Sønderjylland – formelt blev genforenet med Danmark. Efter en kompliceret proces, hvor man afholdt folkeafstemninger i Nord- og Mellemslesvig, var det klart at den nordlige del havde stemt klart for at blive dansk, mens den sydlige del stemte lige så klart for at forblive tysk. Det betød blandt andet – til mange danskeres frustration og vrede – at regionens største by, Flensborg, endte syd for den nye grænse. Men kun 25 % af flensborgerne stemte dansk, så de fleste accepterede med tiden, at grænsen gik det rigtige sted. Sådan har det nu været i 100 år, delingen er i dag uproblematisk, og uofficielle tal peger på, at 10 % af byen stadig er dansktalende. Det danske mindretal lever også i bedste velgående, og har pt. knap 700 gymnasieelever indskrevet på Duborgskolen i Flensborg og AP Møller-skolen i Slesvig. Dagen i dag skal derfor ikke blot bruges på at fejre, at folk der følte sig danske vendte hjem til Danmark. Det gøres mange andre steder, mens vi her på stedet har valgt at fokusere på, hvordan Sønderjylland er forblevet anderledes end resten af landet.

Før 1864 var det dobbelthertugdømmet Slesvig-Holsten ikke en del af kongeriget Danmark, men under den danske konges kontrol. Den forfatningsmæssige situation var alvorligt kompliceret, da Holsten var del af den tyske union, mens Slesvig ikke var det. Sprogligt var det også specielt, da de fleste i det nordlige Slesvig talte dansk, mens de fleste i Holsten talte tysk. Den sproglige geografi var også kompliceret af, at der var områder hvor en stor del af befolkningen talte frisisk og endda enkelte steder, hvor man talte plattysk, og at det danske sprog var under pres i det sydlige Slesvig. Reelt var mange mennesker tosprogede, og nogen sandsynligvis tresprogede, selvom en af de store spændinger i 1800-tallet var, hvilket sprog embedsværket skulle tale. På samme måde gav den gryende nationalbevidsthed i 1800-tallet også spændinger, da hertugdømmerne blev hjem for folk, der både følte sig danske, tyske og slesvigske. Med Prøjsens erobring af hertugdømmerne (inklusive det lille Lauenborg) i 1864 blev spørgsmålet primært, om man følte sig dansk eller tysk. Og paradoksalt nok betød det, at mange begyndte at føle sig danske, da det tyske styre i stigende grad forsøgte at undertrykke det danske sprog og danske eller slesvigske traditioner.

De 56 år under tysk styre skabte på flere måder en særegen danskhed i det, der i dag er Sønderjylland og Sydslesvig. Det famøse sønderjyske kaffebord stammer fra tiden, hvor danskheden var undertrykt, men man kunne mødes privat i større sammenkomster, tale dansk og tale om at være dansk. Mens mange andre regionale traditioner og særtræk er forsvundet, lever mange i bedste velgørende i grænselandet. Brødtærte og fedtkager – både de hvide og de brune – laves stort set kun i Sønderjylland og hos det danske mindretal i Sydslesvig. Og i den diskussionslystne region kan man stadig høre folk hidse sig op over, om de bedste kålpølser kommer fra Slagter Lampe, Slagter Vollstedt eller Slagter Johansen. Når man som jeg er opvokset dernede, er det lidt af et chok at se hvor slappe standarderne for sådan noget som slagtervarer er i store dele af resten af Danmark.

Noget at forklaringen ligger nok i en kultur, som man stadig holder i hævd pga. den anderledes historie. Men en anden del må ligge i konkurrencen fra det nordtyske, som sønderjyder tager fuldstændigt for givet. Er man træt af Lagkagehusets eller Nyemans kager, ved man at Klosterbageriet på Südermarkt i Flensborg ikke er dårligt. Hvis noget enten er for dyrt eller dårligt, kører sønderjyderne med den største selvfølgelighed over grænsen for at handle. Grænsehandlen gør alle sønderjyder rigere, fordi den holder kvaliteten oppe og priserne nede. Netop hvor naturligt det er at køre til Tyskland, og hvordan Flensborg stadig er den naturlige storby i området, forstod man slet ikke i regeringen (eller også var man ligeglade), da man lukkede grænsen i marts. De mennesker, man i København så som udlændinge med slemme smittekæder, er både økonomisk og socialt naboer i Sønderjylland og har været det i 100 år. At man ved grænsen udmærket ved, at der i alt kun har været fire coronarelaterede dødsfald blandt de 200.000 indbyggere i Kreis Schleswig-Flensburg gør ikke regeringens inkompetence lettere at acceptere.

Udover handlen er historien dog et af de forhold, der er anderledes: En af de særlige måder, Sønderjylland adskiller sig fra resten af landet, er at regionen ikke var neutral under Første Verdenskrig. Som en del af Tyskland havde de mandlige indbyggere tysk værnepligt, og blev derfor sendt i krig, helt uanset deres nationale sindelag. Godt 30.000 sønderjyder og et ukendt antal dansksindede sydslesvigere deltog i Første Verdenskrig, og blev ofte sendt til de værste steder. Dødstallene var skrækkelige, og cirka hver femte sønderjyde i krigen kom aldrig hjem. To mænd i min fars familie blev dræbt i krigen, den ene så vidt vides på den lidt glemte østfront, mens min mormors onkel Alfred ligger sammen med resterne af den kejserlige marines slagkrydser Blücher ved Dogger Banke i Nordsøen. Langt de fleste i landsdelen havde familiemedlemmer, der gik til i krigen, og mere end hundrede år senere huskes de stadig. Det var ikke deres land eller deres krig, men heller ikke deres valg.

Der er gået 100 år, og Sønderjylland er omtrent så dansk som noget område kan blive. Men regionen er også andet end blot dansk, og forskellene gør dybere end fedtkager, kålpølser, og den forvirrende dialekt hvor folk siger mojn og kalder andre for tumbe eller dof. Det er et sted, hvor folk med den største naturlighed ved at det tyskklingende familienavn Vollstedt hører til en dansksindet familie, mens det danskklingende Fuglsang faktisk er tysksindet. Ingen tager sig videre af det, fordi en grillpølse fra den første familie passer så fint med en pilsner fra den anden. Det er på mange måder den mest velfungerende grænseregion i Europa, og påstanden om at vi egentlig er tyskere tager de fleste med et skuldertræk. I Sønderjylland ved man godt, at de længere sydpå siger, at Skandinavien starter i Hamborg. Hele regionen på begge sider af grænsen er anderledes og når man er vokset op dernede, ved man hvor skarpe kulturforskellene kan være – og hvornår de alligevel ikke er vigtige. Der har været forskel på danskere og tyskere siden den sommerdag for 100 år, og det har man det egentlig meget godt med.

Indlysende forhold og bivirkninger 1:Nedlukning slår folk ihjel

Som faste læsere ved, har punditokraterne den tradition, at vi hvert år kører en sommerserie om et særligt emne. Emnerne har blandt omfattet handel og public choice. På trods af, at året indtil videre har været mærkeligt, er der ingen grund til at bryde med traditionen. Årets sommerserie starter derfor i dag, hvor vi kan afsløre, at emnet er ”Indlysende forhold og bivirkninger.” Vi ser med andre ord i år på de mange forhold, som helt jævnligt ignoreres i politiske og økonomiske diskussioner, men som man ved er der og er vigtige. Nogen af dem er indlysende, men ikke nødvendigvis politisk accepterede, mens andre er bivirkninger ved politik, som kan være langt vigtigere end det officielle formål med politikken. Og vores første eksempel er nedlukningen af samfund som respons på coronavirussen, og de bivirkninger, man er sikker på er forbundet med nedlukningerne.

Baggrunden er, at der pågår en vigtig diskussion om nedlukningen har været effektiv eller ej. Denne diskussion, som vi også har bidraget kritisk til her på stedet, handler om hvorvidt nedlukningen har sænket antallet af dødsfald, der er relaterede til coronavirussen. Men som altid er der tale om en trade-off mellem forskellige årsager til dødsfald og ikke en simpel diskussion mellem flere eller færre: Forsøger man at redde nogle patienter, prisgiver man andre. Det element har i høj grad manglet i den danske debat, og kun få – inklusive den altid glimrende Lone Frank – har forsøgt at bringe det ind.

Der mangler ellers ikke læger, der har oplevet problemstillingen. Mange har skrevet om tomhed på hospitalernes andre afdelinger, selvom de nye coronaafdelinger ofte slet ikke kom i brug. Nogle medier hyldede det næsten som en god nyhed, men væsentligt færre er de seneste måneder gået til læge med bl.a. luftvejs- og hjerteproblemer, og markant færre patienter med hjerteproblemer behandles for tiden. På samme måde så man i april et fald på 20 procent i behandlingen af patienter med blodpropper. Problemerne er ikke forsvundet, men bliver simpelthen ikke håndteret.

En af de måske værste bivirkninger blev bemærket af læger på OUH allerede for to måneder siden, da de observerede hvordan antallet af patienter med enten bekræftet eller mistænkt lungekræft er faldet. Det samme er set i flere andre lande, og forskere fra University College London har for eksempel vurderet på basis af tidligere erfaringer, at den britiske nedlukning kommer til at koste 20 procent flere kræftdødsfald det kommende halvandet år. Omsat til danske forhold er det cirka 3000 ekstra dødsfald pga. kræft.

Man må også huske, at folks livskvalitet kan dale så meget pga. nedlukningen, at det bliver livstruende. Udviklingen, som amerikanske forskere har beskrevet som en ’perfekt storm’ for folks mentale helbred, ser også ud til at have skabt markant større problemer med depression og selvmord i bl.a. USA. En repræsentant for die Deutsche Depressionsliga vurderede også forleden, at den faldende brug af deres hjælpelinje kan være en refleksion af, at depressions- og selvmordstruede ganske enkelt ikke har overskud til at søge hjælp for tiden. Det er for eksempel vurderet, at finanskrisen kostede 10.000 ekstra selvmord i Vesteuropa og Nordamerika, og den nuværende krise er umiddelbart langt dybere og har et indbygget element af social isolation, som tidligere kriser ikke har haft.

Det samme gælder for andre grupper i samfundet. DR skrev lørdag om, hvordan mange ældre på plejehjem decideret vansmægter uden deres normale menneskelige kontakt. Demens udvikler sig hurtigere og – som man udtrykte det i gamle dage – risikerer man at mange ældre er ved at miste livsmodet. Mange andre lider også unødvendigt, når knæ- og hofteoperationer og en lang række andre procedurer er udskudt eller aflyst. I Storbritannien, hvor man har haft en langt mere åben og livlig diskussion af problemet, regner man nu med at ventelisterne kan fordobles til ti millioner patienter i løbet af i år. Mens den danske regering nægter at tale om det, kender den tydeligvis problemet, da den meget tidligt afskaffede behandlingsgarantien og ikke vil give klar besked om, hvornår den genindføres.

Min personlige erfaring er, at folk og særligt politikere hader denne type trade-offs, og specielt hader at blive mindet om dem. Det får dem dog ikke til at forsvinde eller at blive mindre vigtige, og som årtiers forskning i public choice viser, er svære trade-offs politisk problematiske. Politikere fokuserer på det umiddelbart synlige, og har stort set intet incitament til at gøre noget ved problemer, som vælgerne ikke forstår eller ser, eller som først bliver synlige efter næste valg. De har heller ingen incitamenter og ingen kompetence til at se de andre dødsfald eller andre bivirkninger, som de kun bliver opmærksomme på, hvis de åbent og omhyggeligt tager imod ekspertrådgivning. Det sker sjældent, og ligger bestemt ikke til den nuværende regering.

Og heri ligger grunden til, at beslutningsautoriteten under epidemier bør ligge suverænt hos sundhedsmyndighederne. Den gamle epidemilov var begavet på den måde, at den anerkendte at politikere hverken har kompetence eller incitamenter til at tage svære trade-offs i betragtning i nødsituationer som epidemier. De vil af strukturelle grunde derfor næsten altid tage objektivt forkerte beslutninger, og loven lagde således – årtier før denne slags indsigter blev klare i forskning i bl.a. forfatningsøkonomi – beslutningsgrundlaget hos en politisk uafhængig sundhedsmyndighed. For forskningen viser at politikere vil gøre præcist som den danske regering har gjort: Som om nedlukningen af det danske samfund ingen bivirkninger vil få, og at man uden varige skader kan åbne op efter forgodtbefindende. Men at føre politik som om intet andet end Covid-19 kan dræbe, og intet andet er vigtigt, er ikke blot inkompetent. Det er foragteligt.

Institutionel kvalitet og kup

Som opmærksomme læsere vil vide, har jeg de seneste par år haft et projekt i gang om statskup. Meget af projektet har indtil fornylig drejet sig om at udvikle en database over politiske institutioner og regimetransitioner, som jeg deler med min ven og kollega Martin Rode. Databasen er frit tilgængelig (her, og med en ny version i næste måned), og artiklen hvor vi dokumenterer den er udgivet. Martin og jeg har med stor fornøjelse kunnet se, hvordan andre forskere er begyndt at bruge databasen, mens vi selv også arbejder videre med den sammen, hver for sig, og i konstellationer med andre kolleger.

Det første af disse studier, der drejer sig om hvordan samfunds institutioner ændrer sig efter kup, er nu på vej ud. Artiklen er fælles arbejde mellem Daniel Bennett, Steve Gohmann og mig. Daniel er pt. på Baylor University i Texas, hvor han har markeret sig med flere studier af entrepreneurship, og slutter sig til efteråret til Steve som adjunkt på University of Louisville. Vores første fælles artikel er optaget til udgivelse i Journal of Comparative Economics; en tidligere working paper version er tilgængelig ungated for alle interesserede fra IFN i Stockholm.

Det store spørgsmål, som vi forsøger at svare på i artiklen, er om statskup faktisk ændrer på noget grundlæggende og om det gør en forskel, hvor kupmagerne kommer fra i samfundet. Normalt regner man ret intuitivt med, at kupmagere har interesse i at svække samfundets institutioner, så de har relativt uindskrænket magt til at gennemføre, hvad de gerne vil. Tænker man lidt videre over det, er det dog ikke helt så enkelt. Nogle kupmagere kunne således have interesse i at styrke institutioner som retsvæsen og embedsværk for at legitimere deres styre, eller for at gøre det sværere for andre interesser at forsøge sig med et modkup. Kupmagere, der repræsenterer civile interesser såsom industriinteresser, kan også have klare incitamenter til at styrke institutionerne for at forbedre deres støtters konkurrenceevne. Det er derfor et åbent spørgsmål, hvad de faktiske konsekvenser er af kup, og særligt om civilt ledede kup – som faktisk udgør 133 af 539 kupforsøg siden 1950 – måske er tydeligt anderledes end militært ledede kup.

En del af udfordringen er at etablere, at et kup faktisk fører til institutionelle ændringer, og ikke bare er et respons på ændringer eller en helt tilfældig sammenhæng. Det statistiske ’trick’ i artiklen (som vi kopierer fra den fremragende Richard Jong-a-Pin) er, at vi sammenligner udviklingen omkring kup der lykkes, med kup der mislykkes. Vi kan konkret vise, at udviklingen typisk er den samme før kupforsøg, uanset om de lykkes eller ej. Det betyder, at de ex ante er korrekt sammenlignelige, og at man derfor kan betragte forskellen i udviklingen efter kupforsøgene som en årsagsvirkning.

Vores sammenligninger over de over 500 kupforsøg i vores data siden 1950 viser, at den politiske korruption typisk stiger efter militærkup, og i særlig grad efter kup ledt af folk fra toppen af den militære elite. Ser vi på kvaliteten af retsvæsenet ser det samme ud til at ske, når et militærkup lykkes. Vi ser dog også evidens for, at succesfulde civile kup mod militærregimer typisk har den modsatte virkning, og på sigt ender med en forbedring af de juridiske institutioner. Det er vel at mærke en effekt af at skifte fra et militærdiktatur til et civilt autokrati, og ikke til et demokrati.

Man kan naturligvis spørge, hvorfor det overhovedet er interessant, og hvorfor forskere på danske universiteter skal forske i den slags. Det er der mindst to svar på: For det første viser den nye kupforskning også noget om, hvad der sker under andre slags regimetransitioner. Det kan være vigtigt for både international politik og for danskeres perspektiver for at investere i fattigere lande og emerging economies, hvor risikoen for markante regimetransitioner er tydelig. For det andet sker der stadig kup i verden, og flere lande ser decideret ud til at være klar til et. I november 2017 afsatte Zimbabwes militær Robert Mugabe på foranledning af en gruppe politikere, ledt af den nuværende præsident Emerson Mnangagwa, og i april 2019 overtog militæret magten i Sudan ved et kup. Begge lande har umiddelbart gode muligheder for at blive succeser, men mere viden om dynamikken omkring kup er nødvendig for at forstå både mulighederne og farerne. Vores kupprojekt giver, ligesom anden forskning på området for tiden, en bid mere indsigt i denne type begivenheder. Den rykker os også et skridt nærmere at forstå det flygtige fænomen ’gode kup’.

Nedlukningen: Ingen effekt (2)

Forleden skrev vi om, hvordan to centrale sammenligninger ikke peger på, at den danske nedlukning af samfundet har påvirket dødelighedsraten. Sammenligningerne er naturligvis kun indikative, omend vi absolut ville have forventet en anden profil og særligt en anden timing i ændringer i dødeligheden, hvis nedlukningen skulle have været vigtig. Men som Jens Præstgård -en af vores informerede læsere –– pegede på i kommentarerne, kan man ikke konkludere på de simple sammenligninger. Der er, som Præstgård pointerede, behov for mere egentlig statistisk analyse. Og det er det, vi bidrager med i dag.

Det vi har gjort, er at samle ugentlige dødelighedstal for de første 21 uger af 2018, 2019 og 2020 i 1) Danmark; 2) Jylland og Fyn; 3) Sjælland og Hovedstaden; og 4) Skåne, Halland og Blekinge. Vi har kodet perioden, hvor den danske nedlukning kunne have effekt på dødelighedsraten: Da nedlukningen starter i uge 11, regner vi med at den kan vise sig i ændringer i dødelighedsraten fra uge 13, hvis den har haft virkning (det tager typisk 7-10 dage fra smitte til symptomer, og 5-7 dage fra symptomer til indlæggelse). Vi koder derfor enten en indikator, der fanger om man er i uge 13-21 i Danmark i 2020, eller en indikator, der tæller op i ugerne 13-21 i Danmark i 2020.

Resultaterne i tabellen nedenfor er med såkaldte tre-vejs fixed effects – med kontroller for år, ugenummer og region. Vi sammenligner med andre ord dødelighedsudviklingen i enten Danmark (DK) eller en af de to dele af Danmark (SH og JF) med det sydsvenske område, givet den generelle udvikling over ugerne i de tidligere år, givet at der kan være stabile forskelle mellem regionerne der f.eks. kan skyldes forskelle i befolkningstæthed, aldersstruktur, økonomi osv., og givet forskelle mellem årene. Vores outcome-indikator er logaritmen til dødeligheden, hvilket betyder at man kan fortolke resultaterne som virkninger på procentændringer.

Hvis den danske nedlukning havde været effektiv til at bremse smitteudviklingen, ville vi regne med en lavere dødelighed i nedlukningsperioden i Danmark i forhold til Sydsverige. Man ville derfor i den situation få en negativ og signifikant koefficient på nedlukningsvariablerne. Men resultaterne i tabellen viser faktisk det modsatte: Efter den danske nedlukning er den danske dødelighed omtrent otte procent højere end den sydsvenske! Resultaterne i søjle 4-6, hvor vi bruger logaritmen til tiden siden nedlukningen som indikator (dvs. den er 1 i uge 13, 2 i uge 14 osv.), viser at den dansk-svenske forskel efter nedlukningen er stigende fra uge 13. Med andre ord falder dødeligheden langsommere i Danmark end i Sydsverige efter at den danske regering lukkede samfundet ned. Det samme indikerer de meget støjende estimater i søjle 7-9, hvor vi har splittet nedlukningen fra den lille oplukning, der blev implementeret fra uge 16.

Konklusionen i dag er således, at en omhyggelig analyse af dødelighedsdataene fra Danmark og Sydsverige faktisk giver et stærkere (og mere kontroversielt) billede af den danske nedlukning. Den ser ikke ud til at have forhindret smitteudbredning, men langt nærmere forsinket virussens forsvinden. Vi har med andre ord som samfund lidt store milliardtab for ingen verdens grund.

Dansk nedlukning: Hvor er effekten henne?

Som vi har understreget flere gange her på stedet, er virussen ved at dø ud i Vesteuropa, og det er blevet tid til at vurdere forløbet. En væsentlig del af denne vurdering er det centrale spørgsmål, om regeringens nedlukning af det danske samfund har gjort en væsentlig forskel for udbredelsen af virus. Som vi tidligere har skrevet om, har den eneste videnskabeligt robuste undersøgelse indikeret, at Sveriges beslutning om at holde samfundet åbent, ikke førte til flere dødsfald. Vi nærmer os i dag et svar på en lidt mere simpel måde, men en der er specifikt rettet mod den danske politik: Vi sammenligner først Danmark med det sydlige Sverige, hvorefter vi ser omhyggeligt på timingen i nedlukning og smittetryk.

Dagens første figur giver en sammenligning af de ugentlige dødelighedstal per million fra de første 19 uger i Danmark i 2020, 2019 og 2018 med de samme dødelighedstal i de samme uger i Skåne, Halland og Blekinge (SHB) i Sydsverige. De danske udviklinger er markerede med fuldt optrukne linjer mens de svenske er markerede med stiplede linjer. Baggrunden er, at hvis den danske nedlukning har haft væsentlig virkning, burde man kunne se en markant forskel i udviklingen i dødelighed i Danmark og Sydsverige.

En første, interessant ting er, at man kan se den alvorlige influenzaepidemi i 2017-18 i begge lande (de røde linjer). Det mest væsentlige forhold er dog, at man ganske tydeligt kan se samme udvikling i år i begge lande (de sorte linjer), med en lidt tidligere stigning i Danmark, men samme profil og endda samme generelle niveau. De to områders dødelighedsudvikling er således ens på trods af at Danmark lukkede ned for sin økonomi fra starten af uge 11, mens Sverige holdt sin økonomi åben. Som Aftonbladet opsummerede det forleden: ”Skåne – svensk strategi men danska dödstal.”

Den anden bid evidens kommer fra timingen af ændringer i danske nyindlæggelser, relativt til nedlukningen. De fleste studier viser, at det tager 7-10 dage fra en person bliver smittet til hun udviser symptomer – hvis det da overhovedet sker. Derefter tager det ifølge det amerikanske Center for Disease Control and Prevention typisk fem dage, før en symptomatisk smittet indlægges – hvis sygdommen da udvikler sig alvorligt. Men må derfor regne med cirka 14 dage, fra en person smittes til smitten kan manifestere sig i nyindlæggelse.

Sker der således en ændring i smittetryk, tager det med andre ord cirka to uger før det kan ses i data på nyindlæggelser. Det indebærer også, at en politik der sænker smittetrykket, gradvist vil bremse stigningsraten i antallet af smittede fra dag ét, men at det først kan ses fra dag 15 i en lavere vækst i smittetrykket. Og det er her, problemet ligger for dem der argumenterer, at statsministerens nedlukning af Danmark har bremset smitteudviklingen.

Som figuren nedenfor viser med al tydelighed, toppede antallet af nyindlæggelser den 25. marts med 94 og faldt derefter relativt jævnt med cirka tre om dagen i næste fire uger. Havde nedlukningen været vigtig for smitteudviklingen, burde man have set en gradvis nedbremsning i udviklingen fra omkring den 30. marts, og absolut ikke en top på udviklingen med et jævnt efterfølgende fald næsten en uge før da. Timingen af udviklingen passer med andre ord hverken på, at nedlukningen bremsede udviklingen op, eller at den har accelereret faldet i smittetryk – der er intet, der peger på en accelereret nedbremsning i et jævnt fald.

Dagens bundlinje er således, at hverken når man undersøger timingen i ændringer i smittetryk, som det afsløres i antallet af nyindlæggelser, eller når man sammenligner dansk udvikling i dødelighed med sydsvensk udvikling, finder man et mønster, der på nogen måde er konsistent med en positiv rolle for nedlukningen. Dataene indikerer i begge tilfælde, at regeringens beslutning om at lukke Danmark ned ikke har gjort nogen tydelig gavn – den har blot skabt enorme økonomiske omkostninger.

Stem på Mads Lundby

Berlingske har nomineret tre kandidater til at modtage avisens første Fonsmarkpris. Avisens abonnenter afgør vinderen. Jeg vil gerne opfordre til at stemme på Mads Lundby Hansen. Mads fortjener at få prisen, og Henning Fonsmark fortjener, at Mads bliver den første prismodtager.

Peter Kurrild-Klitgaard har et sted beskrevet Fonsmark som en af de meget få kæmpere ved Thermopylæ, da det borgerlige-liberale Danmark stod på et lavpunkt. Fonsmark var chefredaktør på en række borgerlige aviser og tillige en tænker af format. Hans ”Historien om den danske utopi” er et historisk opgør med en periode, hvor Danmark blev nationaliseret – ikke virksomhederne, men vælgerne. Hans ”Den suveræne dansker” er et liberalt indlæg i en politisk-filosofisk debat på et niveau, vi ikke er forvænt med. Fonsmark søgte ikke de pæne og accepterede meninger, og han var ingen skinger debattør. Det er fuldt berettiget, at Berlingske markerer sit fokus på, at man vil være en borgerlig avis, med en pris i Fonsmarks navn.

Mads udstråler samme utrættelige vedholdenhed som Fonsmark. Mads har uanset politiske stemningsskift – som undertiden har sendt borgerlige vejrhaner i alle retninger – holdt fast i en dagsorden om at gøre Danmark til et mere frit samfund og dansk økonomi mere liberal. Som Fonsmark er han klar over, at friheden også må indbefatte økonomisk frihed, og at økonomisk frihed er en uovertruffen velstandsmotor. Han har underbygget det med utallige analyser, og han har demonstreret, at principfasthed ikke strider imod at skabe pragmatiske fremskridt. Tværtimod har Mads’ analyser været med til at bane vejen for, at fremskridtene blev mulige, uanset at hans anbefalinger blev udråbt som urealistiske, da de blev fremlagt – for nogle år senere at blive omsat i politik.

I dag er der mange borgerlige ”debattører” med uforgribelige meninger om alt muligt. Men Mads er – og Fonsmark var – mere end dét. Mads anvender sin økonomfaglighed til at tilføre samfundsdebatten merværdi. Her ligger han langt over det øvrige felt af kandidater til prisen – både det oprindelige felt og den snævre anden runde med tre nominerede.

Mads har en væsentlig del af ansvaret for den anseelse og effekt, CEPOS har fået som en af de mest slagkraftige tænketanke i Danmark og internationalt. Det siger jeg uden at rødme, selv om jeg selv er tilknyttet institutionen, for denne platform blev skabt, før jeg kom til. Mads var med fra starten.

Jeg kender Mads både uden for og inden for CEPOS og kan bevidne hans utrolige principfasthed, dedikation og effektivitet. Selv under meget vanskelige odds – som Mads også har måttet kæmpe med – har han været urokkelig i sit fokus.

Så selv om vi her på stedet normalt ikke giver os af med at anbefale kandidater, vil jeg gøre en undtagelse. Det er ikke et almindeligt valg eller en almindelig kandidat. Gå ind og stem på Mads – og få gerne andre til at gøre det samme (det kræver, dog at man er abonnent).

Hvor slemt skal det være, før man kan retfærdiggøre en nedlukning?

Forleden så jeg her på siden på antallet af døde på månedsbasis siden 2. Verdenskrig og sammenlignede de 900 måneder siden juni 1945 med en COVID-19-pandemi under ”svenske” og ”italienske” tilstande, som af mange, jeg har debatteret med på sociale medier, er blevet fremhævet som begrundelse nok i sig selv for, at det var rigtigt af regeringen at lukke økonomien ned og (midlertidigt) afskaffe en række centrale borgerrettigheder.

Min gennemgang viste, at der havde været 133 måneder siden krigen, hvor antallet af døde pr. 100.000 indbyggere havde været højere end april 2020 med ”svenske tilstande”. Og at COVID-19 ikke var i nærheden af at være lige så dødelig som december 1993 og december 1995, hvor influenzaen tog livet af tusinder af danskere.

Da jeg skrev indlægget, tænkte jeg, at det første jeg ville møde fra dem, der bakker op om nedlukningen, ville være udsagn a’la ”Ja, italienske tilstande! Men det kunne nemt være endt som Lombardiet, hvis ikke regeringen havde grebet ind. Det er Lombardiet, du skal sammenligne med!” Og reaktionen er da også kommet flere steder, så lad os se på, hvad lombardiske tilstande (eller sågar New York City-tilstande – for det er vel næste skridt) ville betyde for vores rangliste over de dødeligste måneder siden krigen.

Men før vi ser på tallene, så lad os for en kort stund forestille os, at vi kunne tage en tidsmaskine tilbage til 2019 og spørge folk på gaden dengang om, hvor slem en epidemi skulle være i forhold til 1993-epidemien, før man skulle lukke samfundet ned. Sundhedsstyrelsen placerede som bekendt COVID-19 på liste B over smitsomme sygdomme, og kunne derfor – som flere medier har påpeget – ikke anbefale en nedlukning af samfundet. Men hvad havde “folk på gaden” sagt? At den skulle være 5 gange så slem som influenzaen i 1993? 20 gange så slem?  100 gange så slem? Sammenligner vi med dødeligheden for kopper eller ebola, som er på Sundhedsstyrelsens liste A, så taler vi nok nærmere om, at de er 100 eller 500 gange så farlige. Hvad folk havde svaret, finder vi aldrig ud af, men at det havde været høje tal, er der nok ikke nogen tvivl om.

Det er også interessant at tænke lidt over, hvordan vi havde reageret i Danmark, hvis Sverige var blevet ramt af COVID-19 før Italien. Hvis svenske plejehjemsbeboere var døde, mens store dele af resten af samfundet var kørt videre, havde vi så lukket ned, selvom det gik galt i Italien (undskyld: Lombardiet!)? Eller havde vi tænkt, at så mange ting jo er anderledes i Italien, og at svenskerne havde fat i den lange ende ift. en dansk strategi?

Det er spekulationer. Men det er spekulationer, der er interessante at forholde sig til, når vi diskuterer, hvor dødelig COVID-19 er. Om den er 2, 5 eller måske hele 10 gange så farlig som influenza er i mine øjne mindre vigtigt i forhold til det centrale spørgsmål: Kan man forsvare den hårdhændede behandling, borgerne i Danmark har fået af magthaverne under COVID-pandemien (tænk blot på kvinden, der fik en bøde for at være på legeplads på Islands Brygge med sine børn).

Nå. Det var indledningen. Lad os vende tilbage til data. I nedenstående figur har jeg – udover svenske og italienske tilstande – tilføjet lombardiske og NYC-tilstande. Som det fremgår, så var der døde lidt flere end i 1993 og 1995, hvis vi havde haft lombardiske tilstande. Og en hel del flere, hvis vi havde haft et forløb som NYC, hvor ca. 25% af befolkningen har været smittet. (Man kan sikkert snævre endnu mere ind på et konkret område, og få tallene gjort endnu værre, men der stopper legen altså!).

Umiddelbart ser lombardiske tilstande ikke voldsomme ud i forhold til epidemien i 1993, men her skal man huske, at det ikke er nok at se på de umiddelbare tal. Pga. udvikling i demografi, lægevidenskab mv., ændrer den naturlige dødelighed sig over tid. Så i stedet må vi se på overdødeligheden. Det har jeg gjort i nedenstående figur, hvor jeg har normaliseret alle perioder i forhold til den gennemsnitlige dødelighed i de fem forudgående år og derefter beregnet den absolutte overdødeligheden. Figuren viser, at overdødeligheden i 1993 var 41% i 1993, mens den ville have været henholdsvis 97% og 180% med “lombardiske tilstande” eller “NYC-tilstande”. Altså henholdsvis 2,3 og 4,4 gange så slem som i december 1993.

Her skal man huske på, at jeg antager, at alle, der dør af COVID-19, ikke ville være døde af noget andet i samme måned, hvilket godt kan være problematisk, men at det havde været en ualmindelig slem omgang influenza, hvis vi havde haft NYC-tilstande (og sandsynligvis også lombardiske tilstande), er der ikke nogen tvivl om. Ift. NYC er det i øvrigt værd at bemærke, at det er sjældent at en fjerdedel af befolkningen bliver ramt af influenza, så en væsentlig del af overdødeligheden skyldes sandsynligvis, at der er relativt mange, der ikke er immune overfor sygdommen.

Der var en del, der har peget på, at man ikke kan/bør sammenligne Danmark og Sverige, fordi befolkningstætheden er meget forskellig. Argumentet er i mine øjne lidt dovent, fordi man ofte blot dividerer befolkningens størrelse med landets areal og ikke tager højde for, hvor folk rent faktisk bor. På samme måde ville befolkningstætheden i Kongeriget Danmark (altså inkl. Grønland og Færøerne) blive ufattelig lav, selvom alle nok kan se, at det ikke rigtig beskriver, hvor tæt folk rent faktisk bor. Men for at se, om jeg har snydt på vægtskålen, så lad os se på tallene.

Hvis man skal tage argumentet seriøst (og der er trods alt noget om det, selvom det som nævn er for simpelt at se på ét tal), så kan vi afskrive Lombardiet og – i allerhøjeste grad – NYC som sammenlignelige cases. Befolkningstætheden er simpelthen alt for stor ift. Danmark. Danmark ligger derimod tæt på gennemsnittet af Sverige og Italien, og her er det nok (eller bør være) interessant for mange, at overdødeligheden under svenske og italienske tilstande er lavere end i 1993 (og 1995 for den sags skyld) jf. ovenstående figur.

Da folk har det med at grave skyttegrave i den verserende debat, vil jeg gerne endnu engang påpege, at dødeligheden ikke afspejler de samlede omkostninger ved COVID-19-epidemien. Svenskerne har i meget høj grad ændret adfærd for at beskytte sig mod smitte. Og det har en omkostning, selvom de ikke dør. Det, vi i bund og grund diskuterer, er snarere, om statens magtmidler står mål med problemet, og om politikerne samlet set har gjort situationen bedre eller værre.

Min holdning – som jeg bl.a. har underbygget med to af de få (måske er det de eneste) cost benefit-analyser udarbejdet under epidemien – er, at svaret på det sidste spørgsmål er et klart nej. Politikerne har ikke samlet set gjort problemet mindre, men snarere mange gange større (analyserne findes her og her). Og dermed har vi nok også svaret på det første spørgsmål. Statens anvendelse af magt har ikke stået mål med problemet.

Det er én af grundende til, at jeg ret hurtigt var større tilhænger af den svenske tilgang end den danske. Man har stået på ekstrem usikker grund og har været i tvivl om, hvad der har været den rigtige løsning. Og i sådan en situation bør man i højere grad lade det være op til borgene at træffe valg på egne vegne. Staten kan ikke træffe gode valg, når den ikke aner, hvad der foregår, og hvilke præferencer befolkningen har (dette gælder selvfølgelig altid, men nok særligt, når alt er usikkert). Den svenske tilgang er nok ikke optimal, men givet at man har været uforberedte og ikke ved, hvad der foregår, er deres tilgang altså bedre end en tilgang, hvor staten anvender megen magt. Det er egentlig blot det, mine cost benefit-analyser bekræfter.

Jeg har i øvrigt spurgt flere politikere (bl.a. Henrik Dahl og Rasmus Jarlov), om de har set nogen dokumentation for at gevinsterne skulle overstige omkostningerne ved nedlukningen. De har begge svaret nej. Og det er egentlig nok den manglende interesse blandt (borgerlige) politikere generelt for, om gevinsterne med nedlukningen står mål med omkostningerne, der har gjort mig mest bekymret under COVID-19-pandemien…

PS: Her er mine teser fra seneste indlæg for, hvorfor vi er gået så meget i panik under COVID-19-pandemien. Forslag til nye (og bedre?) teser modtages med kyshånd. De fire teser er:

  • Mobilkameraer, sociale medier mv. har gjort folk uden for hospitalerne meget mere op-mærksomme på, hvad der sker. I 1993 fandtes disse ting ikke, så da det væltede ind med syge, kom billederne af grædende læger ikke ud til offentligheden. I stedet tog ældre og mere5 / 5erfarne læger fat i dem og forklarede, at sådan var det altså en gang imellem i influenza-sæ-sonerne (se også punkt 4 her).
  • COVID-19 er ikke influenza, og pleje- og sundhedssektor har derfor reageret anderledes denne gang end tidligere. Influenzasymptomer er velkendte og da influenzaen raserede på plejehjemmene i 1993 kaldte man familien ind, som holdt den syge i hånden til han/hun ån-dede ud. Sådan dør mange, og gevinsten ved at leve nogle måneder ekstra på hospitalet kan være lille i forhold til at ånde ud sammen med hele familien. Hvis COVID-19 er anderledes og har fået folk til i højere grad at sende de ramte på hospitalerne, er hospitalerne blevet over-svømmet i en grad, der ikke er set tidligere. I stedet for at dø hjemme og på plejehjemmene (decentralt) er de døde på hospitalerne (centralt), hvilket i Italien førte til billeder af lastbiler, der kørte væk fra hospitalerne med lig på ladet.
  • COVID-19 var ukendt, og mange var alvorligt bange for følgerne af sygdommen. Det gjaldt ikke i så høj grad Sundhedsstyrelsen og Statens Serum Institut, som de seneste mediehistorier har vist anbefalede en mere svensk tilgang, men for alle os lægmænd var det skræmmende. Og det fik os til — i hvert fald i begyndelsen — at billige nedlukningen på det daværende (of-fentligt tilgængelige) vidensgrundlag.
  • Vi overså 1993-epidemien. 1993 havde ikke 1. og 2. ovenfor, og derfor døde mange menne-sker, uden at vi gjorde noget. Vi overså epidemien og missede muligheden for at redde masser af mennesker. Jeg har svært ved at forestille mig, at nogen i Danmark vil mene, at vi skulle have lukket landet ned i 1993, men man kan sagtens forestille sig, at vi dagligt burde have testet plejepersonalet for influenza og have brugt håndsprit og værnemidler i langt større omfang i 1993, end vi gjorde. Det er måske en af læringerne, vi trods alt kan tage med fra COVID-19-pandemien.

Udskudte dødsfald

Der foregår for tiden en ophedet diskussion om, hvor alvorlig coronavirussen er. På den ene side står en række meningsdannere, der fastholder at den er meget farlig, og at der således er god grund til, at mange vestlige lande har lukket deres økonomier ned og (måske midlertidigt) afskaffet en række borgerrettigheder. På den anden står en anden gruppe, der henviser til statistiske problemer og ny forskning – bl.a. undertegnede – og mener, at de peger på at coronavirus faktisk ikke er særligt dødelig. Implikationen er derfor, at nedlukninger, tab af rettigheder osv. er en enorm overreaktion.

Et af de store problemer er, at en væsentlig del af diskussionen handler om, hvor mange smittede der er. Uden en korrekt nævner – antallet af smittede – kan man ikke vurdere, hvor dødelig virussen er, selvom man har antallet af døde (tælleren). Det er med andre ord diskussionen om mørketallet. Flere studier har derfor de seneste uger i stedet for fokuseret på den overordnede dødelighed i samfundet: Hvor mange dør per uge eller per måned. Jonas brugte denne approach for et par dage siden her på stedet. Det er derfor den approach, vi tager i dag, med en særlig fokus på timing.

Læs resten

133 måneder siden krigen har været mere dødelige end en april med “svenske tilstande”

Forleden spurgte David Trads sine følgere på Twitter om, hvilken krise der var/er størst siden 2. verdenskrig. Var det Den Kolde Krig (1945-91), Islamisk terror (2001-), Klimakrisen (1992-) eller Coronakrisen?

Afstemningen blev vundet af klimakrisen med 41% af stemmerne (som nok viser, at Trads undersøgelse ikke er helt repræsentativ), men kan man – ved hjælp af data – svare lidt bedre på spørgsmålet? Der er mange måder at opgøre størrelsen af en krise på, og man vil sikkert få forskellige svar afhængig af hvilken parameter man måler på. Men da alle i disse dage ser ud til at gå op i antal døde, er det det tal, jeg tager udgangspunkt i nedenfor.

Læs resten

Hvorfor tvungen nedlukning koster meget mere end social distancering – flere bidrag.

Tvungen nedlukning koster mere end frivillig social distancering. Det skrev jeg om i min klumme i JP Finans her På bloggen anskueliggjorde et enkelt regnestykke, at de økonomiske omkostninger kan have været 2-3 gange så store som de svenske, fordi vi i langt højere grad end Sverige betjente os af tvungen nedlukning i første omgang.. Der er derfor også en overset gevinst ved genåbningen af dansk økonomi.

Forklaringen er den velkendte sammenhæng fra helt grundlæggende økonomisk teori, at forbrugeroverskuddet er meget større per gennemsnitsenhed end marginalt. Ved frivillig social distancering kan folk selv skære det marginale forbrug væk, som giver mindst forbrugergevinst i forhold til reduktionen i smitterisiko. Ved nedlukning af en hel branche afskæres de derimod også fra forbrug med stort overskud.

Læs resten

Køb din kage i Lagkagehuset, boykot Oxfam-Ibis og opsig dit abbonement på TV2

I de seneste uger har en række danske virksomheder med udenlandske ejere været udsat for en veritabel shitstorm, fordi nogen finder det problematisk, at de f.eks. er ejet af kapitalfonde med base i Luxembourg eller på Jersey. Det er f. eks. tilfældet for Lagkagehuset, som vi ser nærmere på i dette blogindlæg.

Læs resten

Alberto Alesina er død

Forleden kom den triste besked, at den italienske økonom Alberto Alesina var faldet om med et hjerteanfald, da han var på vandretur. Den 63-årige Alesina, der var professor i nationaløkonomi på Harvard, var en af de mest kreative og indflydelsesrige økonomer i sin generation, og hans alt for tidlige død er et stort tab for professionen. Hans position i professionen er de seneste dage blevet afspejlet i den stribe af topforskere og topøkonomer, fra Nouriel Roubini og Larry Summers til Dina Pomeranz og vores egen Lars Christensen, der har hyldet ham på Twitter.

Alesina var født i det nordlige Italien i 1957 og læste økonomi på Bocconi-universitetet i Milano, men endte med at tage til Harvard, hvor han modtog sin PhD i 1986. Året efter begyndte han at efterlade sit aftryk på politisk økonomi med to artikler: Rules and Discretion with Non-coordinated Monetary and Fiscal Policy i Economic Inquiry, som han skrev sammen med den et år ældre Guido Tabellini, og hans egen Macroeconomic Policy in a Two-Party System as a Repeated Game i Quarterly Journal of Economics. Særligt hans tidlige QJE-artikel ændrede manges syn på økonomisk politik, da Alesina viste at fuldt rationelle politikere kan implementere såkaldte politiske business cycles, og dermed destabilisere den økonomiske udvikling. Politisk økonomi i en eller anden form skulle vise sig at være det tilbagevendende omdrejningspunkt for hans forskning.

Alesina gjorde de følgende år et indtryk med en række særdeles indflydelsesrige artikler, og vendte således syv år efter sin PhD tilbage til Harvard, hvor han blev Professor of Economics and Government. Han havde siden 2003 den prestigefyldte stilling som Nathaniel Ropes Professor of Political Economics.

Alesinas betydning for udviklingen og populariseringen af politisk økonomi er svær at undervurdere. Ifølge Google Scholar er der idag mere end 120.000 citationer til Alesinas studier – et tal, der er næsten ubegribeligt for de fleste økonomer – og bare hans fem mest citerede artikler er citeret næsten 20.000 gange. Disse fem – to i Quarterly Journal of Economics, to i Journal of Economic Growth og en i European Economic Review – illustrerer også bredden af hans interesser. Distributive Politics and Growth, som han skrev sammen med Dani Rodrik, og Income Distribution, Political Instability, and Investment, skrevet sammen med Roberto Perotti, bidrog tidligt til den moderne litteratur om ulighed og udvikling. Public Goods and Ethnic Divisions og Fractionalization, fra henholdsvis 1999 og 2003, rykkede forskningen om samfundsmæssig homogenitet og udvikling en tand videre, mens hans artikel Who Gives Foreign Aid to Whom and Why, der var fælles arbejde med David Dollar, for første gang dokumenterede hvordan fordelingen af ulandshjælp er voldsomt politiseret. Alesina var ikke altid lige populær i politiske miljøer, men var altid interessant og ekstremt kompetent.

Noget af hans sidste færdiggjorte arbejde var den kontroversielle, men omhyggeligt researchede bog Austerity: When It Works and When It Doesn’t fra sidste år. Alesina gjorde sig her, sammen med Carlo Favero og Francesco Giavazzi, til fortaler for nedskæringer i stedet for skattestigninger, når en moderne regering skal have styr på budgettet. Budskabet var i særlig grad upopulært hjemme i Italien, hvor modstanden mod fiskal disciplin og budgetbegrænsninger er stærkere end i mange år. Alesina gjorde dog det rigtige, men ikke det politisk populære, og foretog en omhyggelig analyse af en lang række situationer hvor regeringer måtte rette op på store underskud. Disse analyser viste, at dem der havde reageret med nedskæringer i de offentlige budgetter, havde haft langt større succes med både at bringe budgettet under kontrol, og med at skabe økonomisk udvikling igen.

Alberto Alesina var en af de økonomer, der insisterede på at forske i political economics i stedet for public choice, og som dermed distancerede sig fra det tidlige arbejde fra folk som James Buchanan, Gordon Tullock og Mancur Olson. Men uanset hvad man vælger at kalde det felt, man arbejder indenfor – public choice, political economy, political economics… – var han en af de ypperste udøvere af det. At han oveni sine akademiske kvaliteter var en venlig, ydmyg og afholdt kollega og populær blandt sine studerende, gør kun tabet det større.

Seruminstituttets 1,1 % må være forkert

Forleden udgav Seruminstituttet det første studie af en random sample af faktisk coronasmitte i Danmark. Man havde testet cirka 1000 personer og fandt, at 1,1 % havde været smittede. Seruminstituttet konkluderede derfor, at med en vis usikkerhed var der cirka 60.000 danskere, der havde været smittede. Mens instituttet fremhævede, at det indebar at Danmark er meget langt fra flokimmunitet, var den vigtigste implikation måske, at det gav en dødelighedsrate på lidt under 1 %. Studiet så vigtigt ud, men der er blot ét problem: Seruminstituttets fund kan simpelthen ikke være retvisende, da de er helt inkonsistente med andre ting vi ved. Lad mig illustrere problemet med nogle eksempelberegninger.

Allerførst skal man holde sig for øje, at de 1,1 % ikke er det nuværende antal danskere, der har været smittede, men antallet omtrent 2-3 uger før testen. Grunden er, at det tager tid før kroppen har dannet antistoffer og man derfor overhovedet kan finde dem. Undersøgelsen er således retvisende for antallet af smittede i cirka sidst i april. Det kan man derfor sammenholde med de tests af aktiv smitte, som man har lavet siden slutningen af februar, og den ændring i teststrategi, som man implementerede fra omkring den 20-21 april (se figuren).

Læs resten

Dødelighed i Danmark – en update

Hver gang man skriver, at coronavirus ikke er nær så dødelig som statsministeren og de fleste medier synes at mene, står der en hær af modstandere klar. Med jævnlige beskyldninger om at være Trump-apologet, Bolsonaro-elsker, eller blot en kynisk og menneskefjendsk person, er det blevet ganske ubehageligt at holde fast i fakta for tiden. En insisteren på fakta er dog en af vores fremmeste opgaver her på stedet, og det gælder i lige så høj grad coronavirussen som økonomiske og politiske forhold. Med risiko for endnu en gang at blive udskreget på de sociale medier (jeg heldigvis ikke deltager i), handler dagens post om hvordan den faktisk dødelighed ser ud i Danmark.

Vi formidler fakta gennem to figurer: Den ene viser de ugentlige dødstal for danskere under 60 år, mens den anden viser de samme tal for danskere der er 60 år eller ældre. For begge serier viser vi tallene for uge 38-22 i 2016-17, gennemsnittet for 2017-18 og 2018-19, og for den nuværende sæson 2019-20 (hvor data for uge 20-22 ikke er tilgængelige endnu). Dataene følger således hvad man normalt betragter som influenzasæsonen. De danske data er interessante på mindst to måder: For det første kan de tydeligt vise over- og underdødelighed uge for uge og totalt set, og for det andet kaster de ekstra lys over timingen af forskellene.

Læs resten