Kategori: Nuværende skribenter (page 1 of 76)

Hvad skal vi egentlig med kandidattest?

De store medier har dem. De giver garanteret en masse klik. Og det er da også lidt sjovt at se, hvem man kommer tættest på. Men kan resultaterne bruges til andet.

Punditokraternes grand old man, Peter Kurrild-Klitgaard, har skrevet et indlæg på Berlingskes blog Valgstrømmen, hvor han påpeger, at hvis man besvarer alle spørgsmålene i diverse kandidattest neutralt, så får man et fascinerende stort udbud af kandidater fra en hel stribe partier, som man er næsten fuldstændig enig med. Det giver en ret klar illustration af klumpspillet på midten af dansk politik.

Hele formålet med testene er at vise, at der er forskel på de enkelte kandidater indenfor partierne, og at der er nogle – til dels overraskende – overlap mellem kandidater fra forskellige partier. Umiddelbart giver forskellen mellem de enkelte kandidater fra samme parti et sympatisk indtryk. Der er altså forskel og valgmulighed. Hvis jeg havde været partiindpisker, så ville min første tanke, når jeg hørte om den slags test, ellers være at diktere en partilinje for svarene, så partiet kunne fremstå ensartet og uden splittelse. Indpiskere plejer at hade splittelse, som kan udnyttes af selv halvdårlige journalister til at skrive en opsigtsvækkende historie. Intet kan ophidse et parti så meget som en ” x % af kredsformænd går mod partiets ordfører”-historie.

Ved nærmere eftertanke så giver variation i besvarelserne imidlertid god mening for partiet, så længe man undgår de direkte oprørske svar i forhold til partilinjen. Jo bredere kandidaternes svar er, desto færre potentielle vælgere skræmmer man væk. Det kan godt være, at en vælger føler sig ude af takt med flertallet af partiets kandidater, men hvis man så kan lokke ham til at stemme personligt på en af partiets kandidater, som viger lidt ud af partilinjens smalle spor på enkelte punkter, så er det nærmest ideelt. Så den forudseende partisekretær vil i stedet forsøge at massere svarene, så spændvidden bliver stor. Det kræver nok lidt viden om matematikken bag testene, og det kræver koordination, men så er manipulationsmuligheden der også.

Og det fører så til næste element i overvejelserne, nemlig betydningen af personlige stemmer. Hvor meget en personlig stemme betyder, afhænger helt af den opstillingsform, som det enkelte parti har valgt. Og der er mange muligheder for partierne, lige fra den klassisk stalinistiske partiliste, som man benytter i Enhedslisten, til de mere subtile metoder, der anvendes i andre partier. I reglen er det sådan, at man med ret stor sikkerhed på forhånd kan udpege rækkefølgen af et partis mandater i den enkelte storkreds. Og dermed kan man også konstatere, at det vil være sjældent, at man opnår et ændret resultat ved at stemme personligt på andre end partiets foretrukne. Så hvis kandidattesten viser, at du er tættest på én bestemt person fra et lidt usandsynligt parti, så viser den nok også, at i praksis vil din stemme ikke komme til at hjælpe lige præcis den kandidat ind. Derimod vil din stemme hjælpe en af hans partifæller, som ikke mener det samme, ind.

Selv hvis det med din stemme til hjælp lykkes at sende en mand, der er kritisk overfor partilinjen, på Tinge, så er du ikke sikret, at han stemmer, som du håbede. For han bliver nok ikke partiets ordfører i lige præcis det spørgsmål, og det er ikke ofte nogen stemmer mod gruppedisciplinen. Faktisk kan netop denne valgkamp tjene til illustration af, hvor autoritært folketingsgrupper ledes. Vi har set den mest himmelråbende kovending nogensinde fra Venstres formands side, men stort set ingen af Venstres folketingsmedlemmer har mukket over det. Havde man nu for 4 år siden haft et spørgsmål om en SV-regering i en kandidattest, så kan alle regne ud, hvad Venstres kandidater havde svaret – entydigt.

Så hvad kan man bruge kandidattest til? Ikke til at vælge parti efter. Kommer der kandidater fra flere partier frem i resultatet, så må man først vælge parti ud fra noget andet. Kommer der derimod konsekvent kandidater fra et eller to nærtbeslægtede partier frem, så kan man da give et skulderklap til den ”bedste” ved at stemme på ham. Man skal bare ikke bilde sig ind, at det flytter ret meget på partiets holdninger.

Alabamas abortlov er et nyt kapitel i en kompleks politisk strid

Kampen mellem modstandere og tilhængere af fri abort i USA har bølget frem og tilbage gennem næsten 50 år. Hvad er årsagen til, at den stadig er så vigtig?

Forleden exploderede det igen – abortspørgsmålet i USA. Af uløste politiske spørgsmål i verden er der formentlig kun et, som i spaltemillimeter overgår USAs holdninger til abort, og det er fred i mellemøsten. Men hvordan kan et nogenlunde simpelt spørgsmål, som i de fleste lande har fundet et leje, som det store politiske flertal kan leve med, blive ved med at være så kontroversielt, at man er villig til at bruge tid på det årtier i træk.

Den nemme forklaring, som dukkede op på min danske facebook-væg forleden, er, at der er for mange religiøse amerikanere med for kort uddannelse. Og den fordom gælder da navnlig den evige sydstat Alabama, som har vedtaget en kontroversiel lov, der indeholder totalt forbud mod abort, og supplerer det med helvede på jord, inklusiv livsvarigt fængsel, for sundhedspersonale som overtræder loven. Hvis man godt kan lide simple forklaringer på svære spørgsmål, så lyder det jo godt. Men den enkle forklaring er måske udtryk for, at man selv er lidt for glad for fordomme og ikke gider læse for meget på sine lektier.

Det startede med en dom

De fleste danskere ved godt, at grundlaget for fri abort i USA er en dom, nemlig Roe v Wade om en kvinde fra Texas. Nogle af os har sågar grinet af det pudsige navn, der jo betyder rogn, uden at vide at det faktisk er et tilsigtet ordspil, for navnet er et pseudonym.

Men de færreste har nok overvejet, hvorfor det startede med en dom og ikke med en lov. Når man indfører nye regler, så plejer det jo at være den lovgivende forsamling, der vedtager dem. Her er det imidlertid anderledes.

Frk. Rogn var blevet gravid og ønskede en provokeret abort. Det kunne man få i de første 13 uger af graviditeten i 4 delstater af USA, men i langt de fleste stater, inklusive hendes egen, Texas, var det forbudt, eller i hvert fald kun tilladt i de tilfælde, hvor graviditeten indebar risiko for moderens liv, skyldtes en seksualforbrydelse og den slags.

Men hun anlagde sag om, at Texas’ lovgivning var i strid med den føderale forfatnings regler om respekt for privatlivets fred. At staten med andre ord ikke havde lov til at bestemme over den del af hendes liv.

Og hun vandt!  

Begrundelsen er omfattende, men tyndbenet. Fordi der ikke fandtes et udtrykkeligt forbud mod fosterfordrivelse i engelsk – og dermed amerikansk – ret på tidspunktet for forfatningens indførelse i 1788, så er retten til abort en del af privatlivet, som er beskyttet af forfatningen. Men begrundelsen ignorerer, at den benyttede paragraf først blev gennemført i 1868, og på det tidspunkt fandtes der et forbud mod fosterfordrivelse i samtlige stater.

Så langt går reglerne

I de fleste retssystemer er det sådan, at hvis domstolene underkender en lov som grundlovsstridig, så gælder dommen principielt kun for den enkelte sagsøger og i hvert fald kun for de fakta, som var i den sag. Dommerne siger: ”Denne lov er ikke god nok”, men de siger ikke, hvordan loven skal være. Politikerne bliver slået tilbage til start. I Roe v. Wade valgte man en anden model, nemlig at domstolen selv fastlagde de fremtidige betingelser for at forbyde abort. Det skulle vise sig, at man dermed var landet på juraens parallel til ”gå direkte i fængsel”-feltet i matador.

Dommen kom på et tidspunkt, hvor abortforbud var langt det mest almindelige verden over. Den standard, der efterhånden er almindelig i vestlige lande, med en grænse omkring 1/3 henne i graviditeten, havde ikke dannet sig. Fra en situation, hvor loven krævede, at graviditeten skulle gennemføres medmindre den indebar fare for moderens liv, gik man til et udgangspunkt om, at moderen altid kan kræve abort medmindre aborten indebærer fare for moderens liv. Pendulet svingede på én dag fra det ene yderpunkt til det andet. Det kan ikke undre, at det gav anledning til et folkeligt misnøje.

Selv den samtidige begrænsede åbning for abort i Danmark medførte, at der kom et anti-abortparti i Folketinget i en årrække. I Danmark ville et forslag om fri abort indtil 26. uge næppe nogensinde have fundet støtte fra mere end nogle ganske få. Men det var det, Roe v. Wade lagde op til, fordi man skønnede det som grænsen for barnets levedygtighed. Derfor har lovene de senere år gradvis ændret sig nedefter til typisk 24 eller 20 uger. Der er dog også et antal stater uden nogen tidsbegrænsning overhovedet.

Sådan kan reglerne ændres

Ved at Højesteret foreskrev de fremtidige regler, så fik man imidlertid skabt sig et problem. Selv hvis lovgiverne skulle kunne opnå enighed om et kompromis, så kan det ikke gennemføres ved almindelig lov. Når fri abort er beskyttet af forfatningen, så kan den kun afskaffes ved forfatningsændring. Og det gælder selvsagt også en delvis afskaffelse.

Alternativt må man få Højesteret til at ændre holdning og afsige dom i en ny sag. Det er trods alt sket før. Omtrent samtidig afskaffede Højesteretten dødsstraffen under henvisning til forbuddet mod grusomme og usædvanlige straffe. Men dér ændrede retten ret hurtigt holdning.

En dansk parallel

For at få princippet til at stå lidt tydeligere kunne man forestille sig, at vor egen Højesteret besluttede, at grundlovens paragraf om religionsfrihed indebærer, at der i offentlige køkkener ikke må tilberedes mad, der ikke overholder samtlige religioners krav. Altså et farvel til rejesalat såvel som frikadeller.

Men fordi dommen ville postulere at være en anvendelse af grundloven, så ville man ikke kunne komme udenom dommen ved at vedtage en almindelig lov. En lov om at genindføre stegt flæsk i børnehaver ville også blive kendt grundlovsstridig. Den eneste mulighed ville være at gennemføre en grundlovsændring om, at religionsfrihed ikke omfatter fødevarer.

Den grundlovsændring skulle nok komme igennem ret hurtigt i Danmark. Men i USA er mulighederne for at ændre grundloven så omstændelige, og abort trods alt så underordnet et emne, at den mulighed ikke har vist sig fremkommelig. Så reelt er der kun den mulighed, at Højesteret ændrer mening. Og så bliver det en del mere spændende, hvem der udnævnes til dommer. Pludselig giver postyret mening.

Men endnu en betingelse skal være opfyldt, for at Højesteret skal kunne ændre mening. Der skal også være sager at dømme i. Og det gør man noget ved i Alabama. Ved at vedtage en delstatslov, som skal være den mest restriktive nogensinde, så forsøger man få en sag, hvor Højesteret har mulighed for frit at vælge, hvor langt grundlovens beskyttelse går. I stedet for et hav af sager, der gradvis eroderer Roe v. Wade, så vil man gennemføre et stormløb. Men måske er Alabamas politikere blevet fanget lidt af deres egen retorik.

En gratis omgang

Indtil nu har det ikke haft nogen politiske omkostninger at være ekstrem på dette punkt.

Også i denne sammenhæng kan en dansk parallel være god at illustrere med. Venstrefløjen i København har i årtier himlet op om ”bilerne ud af byen”. De ved jo godt, det er fri fantasi. Men nogle af deres vælgere kan godt lide at høre det. Og det skræmmer ingen bort, netop fordi vi alle ved, at hvis det vedtages på rådhuset, så bliver det underkendt på Christiansborg.

Og sådan er det altså også med abort i USA. Abortmodstand er et virkningsløst slag i luften. Men hvis Højesteret accepterer den nye lov, så kan det være, at politikerne har forregnet sig. Hvis reglerne strammes markant, så er det også deres vælgere og vælgeres døtre, som vil føle sig klemt. Så koster det pludselig vælgere på midten. Foreløbig regner de nok trygt med, at Højesteret skærer deres lov ned. Så kan de stadig stille sig i positur. Sker det ikke, så må man nok forestille sig, at de kommer til at æde store dele af deres egen lov i sig igen.

Venezuela – de ”gode” græder og de ”onde” ler

Der er nu gået en uge siden oppositionen og den midlertidige præsident Juan Guaidó den 30. april endnu en gang prøvede at få militæret til at skifte side. Lige som ved forsøget på at tvinge nødhjælp ind over grænsen den 23. februar, gik luften hurtigt af ballonen og forsøget mislykkedes.

Billedresultat for guaido lopez

Opfordringen blev udsendt via en video på twitter, hvor man så Guaidó og hans mentor og leder af partiet Voluntad Popular, Leopoldo Lopez (hvis fangevogtere tilsyneladende havde hjulpet ham med at flygte fra den husarrest, han har været i siden juli 2017), sammen med en håndfuld militærfolk uden for La Carlota flybasen ved Caracas.

Uroligheder, som ifølge officielle kilder kostede 5 mennesker livet og 233 arresterede, endte som bekendt heller ikke i denne omgang med at hæren vendte Maduro ryggen. Med andre ord endnu et nederlag for oppositionens bestræbelser på et regimeskifte og tilbagevenden til demokrati. De efterfølgende dages optøjer ændrede ikke noget og opfordringerne til massive demonstrationer lørdag den 4. maj, kan kun betegnes som en fuldbyrdet fiasko, med relativt få deltagere.

Med andre ord er det svært at betegne den seneste uges begivenheder som andet end en sejr til Maduro og (endnu) et nederlag til Guaidó. Og måske burde man ikke være så overrasket. Venezuela er bestemt ikke første gang hvor det er lykkedes en diktator (og det er Maduro de facto ) at fastholde magten trods en økonomi i frit fald.

Tænk blot på Zimbabwe, hvor Mugabe sidste år blev vippet af pinden. Desværre blot for at en anden af regimets magtfulde mænd kunne overtage magten. Det er absolut muligt at Maduro kan blive siddende i mange år fremover, ligesom en afsættelse af ham, når og hvis det endelig sker, ikke nødvendigvis indebærer en tilbagevenden til demokrati.

I vores demokratiske del af verden glemmer vi vist ofte, at hvis man er parat til at udvise den fornødne brutalitet, kan man sagtens forblive ved magten på trods af ”folkets vilje”. Når diktaturer falder, sker det faktisk oftest netop fordi man IKKE længere er i stand til at agere med den fornødne brutalitet.

Hvad gik egentlig forud for den 30. april?

Der er fortsat usikkerhed om hvad der egentlig ledte op til Guido’s opfordring ved daggry den 30. april. Var det ren gambling eller havde han en forventet tro på at i hvert fald dele af militæret ville skifte side?

I de efterfølgende dage gik flere repræsentanter for den amerikanske administration ud og sagde, at der havde været forhandlinger gennem et stykke tid med navngivne repræsentanter for militæret og kredsen omkring Maduro, som var endt med enighed om at Maduro skulle væk. Ifølge amerikanerne var man endda kommet så langt, at Maduro var parat til at tage et fly til Havanna, men at russerne havde fået ham til at ændre holdning.

At der har været samtaler peger meget på er korrekt, men hvorvidt der lå en aftale og russernes rolle er derimod mere usikkert. Et bud er at forhandlingerne foregik på skrømt fra personerne inde i regimet. Altså et bevidst set-up. Det skal dog understreges at denne udlægning er spekulativ. Andre mulige forklaringer er at ”et eller andet gik galt”, selv om man var blevet enig om at fjerne Maduro, at Guaidó og Lopez begik en afgørende taktisk brøler, og gik ud for tidligt, at ”nogen” havde afsløret planen og en del potentielle støtter derefter trak sig.

Ifølge den forklaring skulle Maduro være blevet fjernet via en domstolsafgørelse udstedt af højesteret, fulgt op med at de væbnede styrker udtalte deres støtte til Guaidó, i henhold til højesterets afgørelse og forfatningen, som landets legitime midlertidige præsident.

For en fremragende og meget udførlig gennemgang, se denne artikel fra Wall Street Journal

Økonomisk kollaps og resignation

Et par dage før Guaidó’s mislykkede opfordring deltog jeg i et arrangement på CBS om netop krisen i Venezuela. Her blev der også talt om mulighederne for et snarligt regimeskifte. På daværende tidspunkt havde Guaidó og oppositionen allerede annonceret store demonstrationer – nu skulle det være – 1. maj. Direkte adspurgt henviste jeg da også til at jeg forventede at der ville være både demonstrationer og sikkert også sammenstød mellem demonstranter på den ene side og nationalgarden og de såkaldte Collectivos (bevæbnede paramilitære grupper) på den anden, med både sårede og døde til følge. Men jeg forventede ikke at det ville medføre regimets fald. Desværre fik jeg ret.

Havde Venezuela fortsat været et demokrati var Maduro naturligvis blevet afsat for længst (rent faktisk var han næppe nogensinde blevet valgt). Som det fremgår af nedenstående figur 1, er økonomien i frit fald (tal er fra IMF og baseret på estimationer fra 2010 og frem på grund af manglende off. Statistik). Økonomien er således næsten halveret siden 2013.

Figur 1

At landet ydermere plages af en galoperende hyperinflation kan heller ikke overraske, givet et enormt underskud på de offentlige budgetter, som det fremgår af figur 2.

Figur 2

Resultatet er selvfølgelig at alting i dag omregnes i dollars, mens man andre steder bruger meget alternative betalingsformer (som f. eks. kaffebønner).

Det er også værd at bemærke at underskuddet på de offentlige finanser allerede var hastigt voksende før faldet i oliepriserne (2014), selv om kombinationen af faldende olieproduktion og oliepriser naturligvis har forværret situationen. Det skal samtidig medtages, at IMFs estimation af udviklingen i BNP for 2019 er lavet FØR USA indførte sine seneste sanktioner overfor Venezuela i januar mdr., som indebærer stop for fremtidig køb af Venezuelansk olie (USA har indtil nu været landets absolut største kunde), hvorfor faldet i indeværende år kan blive en del større, også selv om oliepriserne er steget på det seneste.

Største flygningekatastrofe i Latinamerikas nyere historie

Ifølge FN er ca. 3,4 mio. mennesker indtil videre flygtet ud af Venezuela. Visse iagttagere forventer tallet kan stige til op mod 6 mio. mennesker inden 2020, med mindre den humanitære situation forbedres markant. Langt de fleste er rejst til andre dele af Latinamerikam, med Colombia som den væsentligste destination. Omkring 1,1 mio. venezuelanske flygtninge og migranter regner man med befinder sig i Colombia, mens ca. ½ mio. befinder sig i Peru, små 300.000 i Chile, ca. 220.000 i Ecuador, 130.000 i Argentina og lige under 100.000 i Brasilien.

Denne udvikling er ikke holdbar i længden, selv om modtagerlandene indtil nu i høj grad har prøvet at imødekomme tilstrømningen af flygtninge.  

Udsigten til yderligere mio. af Venezuelanere som søger til primært andre Latinamerikanske lande, er ikke just noget der huer de omkringliggende landes regeringer. Ecuador forsøger allerede at hindre yderligere tilstrømning og i Brasilien, som i forhold til indbyggertallet har modtaget relativt få flygtninge, har der været uroligheder i den fattige og tyndtbefolkede delstat Roraima, som grænser op til Venezuela, på grund af tilstrømningen af flygtninge.

Men mens strømmen af flygtninge til de omkringliggende lande er et problem for dem, er det ikke nødvendigvis et problem for regimet i Venezuela – snarere tværtimod. Som Venezuelas økonomi er indrettet, vil det faktisk være en fordel med et markant lavere indbyggertal – som er faldende, hvilket fremgår af figur 3.

Figur 3

For mens en voksende befolkning i en markedsøkonomi kan ses som en ressource, gælder det ikke i en semi-planøkonomi baseret på olie (og andre råstoffer) som Venezuelas. Når oppositionen gennem årene har haft så svært ved at mobilisere befolkningen, skyldes det – ud over deres egen uformåen og manglende evne til at stå sammen – at den primært er funderet i Venezuelas middelklasse, mens regimet har baseret sin magt på at gøre den fattige del af befolkningen afhængig via tildeling af månedlige madrationer mv., som man reelt kun har adgang til, hvis man er medlem af PSUV (regeringspartiet). Og det er reelt først de seneste par år at de fattige (i storbyerne) er begyndt at vende ”det 21. århundredes socialisme” ryggen. Ikke på grund af at de pludselig er blevet grebet af et ønske om demokrati, ytringsfrihed mv., men primært på grund af at regimet i stadig mindre grad er i stand til at ”levere varen”, og i stigende grad har måtte ty til traditionel undertrykkelse.

Så jo flere der forlader landet, jo bedre. Og mens det i mange år primært var den mere veluddannede del af befolkningen som forlod landet, er det nu også i stigende grad de fattige som forlader Venezuela.

Denne exodus er til gengæld meget problematisk for de omkringliggende lande.

Det kan i yderste konsekvens føre til en egentlig militær indgriben selv om de eneste der taler om den mulighed for tiden er USA. Det ligger dog noget ud i fremtiden – hvis overhovedet, hvis det bliver aktuelt.

En invasion – USA alene eller med tropper fra andre dele af Sydamerika indebærer dog betydelige risici og omkostninger, også selv hvis man hurtig skulle sejre rent militært.

Mulige scenarier ved en amerikansk invasion er ganske glimrende beskrevet i denne artikel i Foreign Affairs.

Indtil videre må vi konstatere at trods international opbakning fra de fleste demokratiske lande, så ser der ud til at være lange udsigter til det nødvendige regimeskifte, som kan bane vej for en tilbagevende til demokrati.

Thatcherrevolutionen – 40 år efter

I dag er det 40 år siden, Margaret Thatcher tiltrådte som britisk premierminister i 1979. Det var et vendepunkt ikke blot for Storbritannien, men kom også til at præge den økonomisk-politiske dagsorden i resten af den vestlige verden. Thatcher forblev premierminister til 1990.

Ved regeringsskiftet havde briterne arvet titlen som “Europa syge mand”. Det var en økonomi præget af stagnation og ubalancer – ikke mindst en høj inflation. Det kom til at ændre sig.

Strukturreformer i form af bl.a. privatisering og deregulering, opbremsning i den offentlige sektors vækst, skattereformer med lavere marginalskatter, anti-inflationær pengepolitik og mindre vægt på konjunkturpolitisk aktivisme kom på dagsordnerne, bl.a. takket være Thatchers eksempel og succes med at vende den økonomiske udvikling hos briterne.

Det giver egentlig et meget godt snapshot at se på udviklingen i Fraser Institute m.fl.s Index of Economic Freedom. Indekset består af fem underindeks – alle i området 1-10, med 10 som højeste (målene bag indeksene kan diskuteres, men det overordnede billede er ikke helt skævt). Figuren viser indeksværdierne hvert femte år siden 1970.

Det samlede indeks sprang med et helt point fra 6,7 til 7,7 fra 1980 til 1985, den største stigning i de små halvtres år det er opgjort for. Den mest dramatiske stigning var i underindekset “sound money”. Det afspejler, at det lykkedes at få bugt med den høje inflation. Det skete vel at mærke ikke med indgreb i priser og lønninger, som ellers var på mode, men ved stoppe den inflationære pengepolitik. Også i USA lykkedes det at bremse inflationen med en strammere pengepolitik. Det samme kom indirekte til at ske i Danmark, efter at kronekursen blev bundet til D-marken i 1982, og Danmark kom til at føre samme pengepolitik som i Tyskland.

Men også udviklingen i underindekset for “freedom to trade internationally” steg markant. Det skete dog så hurtigt, at det allerede var sprunget i vejret i 1980. Det afspejler ikke mindst, at den nye regering stort set skrottede de hidtidige kraftige restriktioner på kapitalbevægelser. Frie kapitalbevægelser er den helt almindelige tilstand i dag, men i 1979 var det ganske uset. Mange forudså, at det ville føre til store ubalancer, men i stedet bidrog det til både økonomisk vækst og indirekte også til stabilitet. Med frie kapitalbevægelser kommer valutakursen hurtigere under pres ved en uklog økonomisk politik. Samtidig med liberaliseringen af kapitalbevægelserne kom også en tiltrængt deregulering af kreditmarkederne.

Udviklingen i underindekset for “size of goverment” steg som følge af et fald i top-marginalskatten fra 83 pct. til 40 pct. og et gradvis fald i skatte- og udgiftstrykket. Opgøret med de offentlige udgifter blev dog ikke så stort, som Thatcher lagde op til. Til gengæld blev et stort antal statsejede virksomheder privatiseret. Samtidig blev der dereguleret navnlig i anden del af hendes regeringsperiode.

Så meget for snapshottet. Der skete mange ting, som er værd at se nærmere på – af både godt og skidt. Det kan være, vi kan fejre jubilæet med et par posts om det i den kommende tid…

Peru’s expræsident Alan Garcia laver en “Getulio Vargas” og skyder sig selv.

Alan Garcia, tidligere peruviansk præsident i to perioder, døde onsdag den 17. april efter at have skudt sig selv i hovedet. Alan Garcia forsøgte at tage sit eget liv efter at være blevet opsøgt at peruviansk politi ankom til hans hjem i Lima, for at arrestere ham i forbindelse med anklager om bl. a. bestikkelse fra det brasilianske multinationale
entreprenørfirma Odebrecht. Garcia døde få timer senere på et hospital i Lima.

Den 69-årige Garcia var præsident i Peru i to perioder. Første gang fra 1985 til 1990, hvor han stor for en venstrepopulitisk politik, som endte med at landets økonomi brød sammen og en hyperinflation på 10.000 procent om måneden, mens den maoistiske terrorgruppe, “den lysende sti”, hærgede.

I 2006 blev Garcia igen valgt til præsident, denne gang på en centrum-højre og markedsorienteret platform. I modsætning til hans første valgperiode i 1980erne, var denne periode præget af høj vækst, godt hjulpet til af råvareboomet i nullerne.

Kilde: Penn World Tables

Som det fremgår af ovenstående graf over BNP per indbygger i perioden 1950-2017, var Peru i årtier præget af relativ lav og ustabil vækst. Det økonomiske sammenbrud i slutningen af 1980erne var således kulminationen af årtiers ringe økonomiske udvikling og fejlslagen økonomisk politik, nationaliseringer af bl. a. minedrift og bankvæsen og planøkonomisk tilgang.

BNP per indbygger var i starten af 1990erne således ikke højere end i midten af 1960erne og markerede 20 års tilstand i produktivitetsudviklingen.

Mellem Alan Garcia’s første og anden periode som præsident, gennemførtes der så gennemgribende markedsreformer, og Peru fik en ny – og ganske glimrende – forfatning, hvilket vi tidligere har omtalt.

Det var således et helt andet og hastigt voksende Peru, som Alan Garcia blev præsident for i 2006. Og det er i netop denne valgperiode, man finder årsagen til at politiet onsdag mødte frem for at arrestere ham. I søndags aftalte Brasilianske Odebrecht således at dele oplysninger med de Peruvianske myndigheder og deres omfattende bestikkelse af ledende politikere i landet. Hermed var løbet kørt for Alan Garcia, som altså foretrak at tage sit eget liv, frem for (formentlig) at risikere en længere fængselsstraf.

Garcia’s selvmord minder således en del om da den daværende præsident, og landsfader, Getulio Vargas, i 1954 valgte at tage sit eget liv efter anklager om at være involveret i et attentatforsøg på en politisk modstander.

At Alan Garcia er anklaget for korruption er dog ikke noget særtilfælde – tværtimod. Alan Garcias afløser i 1989, Alberto Fujimori blev senere idømt 25 års fængsel. Alejandro Toledo, som Garcia afløst i 2006, opholder sig i USA, hvorfra de Peruvianske myndigheder kræver ham udlveret til retsforfølgelse. Garcia’s afløser, Ollanta Humala (og hans kone), er også anklaget for at have modtaget bestikkelse fra Odebrecht, og var varetægtsfængslet i 11 måneder fra juli 2017 og frem, mens Humala’s afløser Pedro Pablo Kuczynski måtte træde tilbage i december 2017 og også er under anklage.

Hvad man kan og skal glæde sig over, lige som tilfældet er i Brasilien – er selvfølgelig at man nu om dage, i modsætning til tidligere, rent faktisk går efter og får dømt korrupte politiske ledere.

Og så kan Peruvianerne, i modsætning til Brasilianerne måske finde glæde i at den økonomisek udvikling, efter regionale forhold, faktisk er rigtig rigtig fornuftig. Det kan man så takke reformerne og forfatningsændringerne i 190erne for.

Derfor er Brexit så svær at gennemføre

Det britiske parlaments behandling af Brexit er på mange måder både tragisk og komisk. Men den kaotiske proces er på samme tid mere ”demokratisk” end normal politik.

Den grundlæggende årsag til, at parlamentet ikke kan træffe en beslutning er, at deres præferencer givetvis er cykliske. Der er ikke klart flertal for ét forslag.

Det var meget tydeligt ved afstemningen i går, hvor MP’erne skulle indikere deres tilslutning til hele otte forskellige forslag – spændende fra en ny folkeafstemning til et hårdt Brexit. Ingen af forslagene kunne samle et flertal bag sig. Til gengæld indikerede de altså cykliske præferencer.

Man kan også sige det sådan, at der ikke er ét, men flere Brexit’er. Brexittilhængerne er meget delt i spørgsmålet om, hvilket de foretrækker. Det var klart allerede i kampagnen op til afstemningen. Nogle ønskede Brexit for at åbne Storbritannien mere mod resten af verden (”Europas Hongkong”). Andre ønskede Brexit for at lukke Storbritannien mere af – især for udenlandsk arbejdskraft. Det irske dilemma gør det hele yderligere kompliceret.

Cykliske præferencer vil i sin mest enkle form sige, at Y kan slå X, Z kan slå Y, men X kan slå Z. Hvis man stiller dem op over for hinanden i parvise afstemninger, vil vinderen af én afstemning altid kunne slås af det tredje alternativ. Man kan ikke rigtig forestille sig en person med cykliske præferencer.  Det ville være dybt irrationelt. Men hvis tre eller flere personer skal træffe en kollektiv afgørelse om mindst tre alternativer, kan deres ”fælles” præferencer godt være cykliske, selv om de hver især som personer ikke har cykliske præferencer.

Jeg har tidligere skrevet om fænomenet her. Christian har for nylig beskæftiget sig med emnet her.

Ved cykliske præferencer er der ikke nogen ”rigtig” eller ”naturlig” vinder blandt de mulige forslag eller kandidater. Et hvert alternativ kan slås af et andet – i uendelighed.

Man kunne måske tro, at cykliske præferencer er meget usædvanlige i politik. Vi observerer sjældent et kaos som det britiske.

Men der er faktisk grund til at forvente, at præferencerne meget ofte har en cyklisk karakter.

Hvorfor observerer vi det så ikke?

Forklaringen er, at afgørelsen bliver bestemt af noget andet end præferencerne. Men hvad?

Dette andet kan være, at der findes en bestemt afstemningsrækkefølge eller -metode, som reelt afgør udfaldet. Det kaldes en ”strukturinduceret ligevægt”. Faktisk er der også i sidste ende et strukturbestemt udfald i UK. Kan man ikke enes om andet, så gælder ”hård Brexit”.

Dette andet kan også være manipulation (hvorved ikke nødvendigvis skal forstås noget normativt negativt). Manipulation kan ske på to måder. Enten ved, at dem der bestemmer rækkefølge og alternativer reelt afgør udfaldet. Eller ved, at nogen stemmer taktisk. Ofte er det en blanding af en given struktur og manipulation, som er afgørende.

Det forklarer, hvorfor politikere så gerne vil i regering (ud over personlige ambitioner om at blive minister). Mulighederne for at bestemme rækkefølge og alternativer giver en betydelig magt over udfaldet.

I normale situationer har regeringen, statsministeren eller andre magten til at bestemme et udfald. Derfor observerer vi ikke det kaos, som præger Brexit. Men premierminister May har tydeligvis ikke tilstrækkelig magt over situationen til at kunne fremtvinge en afgørelse. Derfor er processen på sæt og vis meget ”demokratisk”. Den er, som politik næsten altid ville være, hvis ingen havde tilstrækkelig stor magt til at manipulere en afgørelse igennem.

På ét område er det dog ikke usædvanligt at se cykliske præferencer: Når regeringsmagten skifter fra valg til valg. Det er fuldt ud muligt med skiftende flertal, selv om der ikke fandtes en eneste vælger, som skifter præferencer over tid. Som et simpelt eksempel, antag at en regering altid er bundet af at gå til valg på den politik, den har ført. Hvis præferencerne er cykliske, kan oppositionen altid finde et program, som kan slå regeringens program. Y kan slå X, Z kan slå Y og X kan slå Z. Har regeringen ført politik X kan oppositionen vinde på Y… og så fremdeles.

Den konstitutionsøkonomiske tænker James Buchanan anså faktisk eksistensen af cykliske majoriteter fra valg til valg som et positivt træk ved demokratiet. Det kan forhindre, at nogle vælgere havner i permanent mindretal (der er mere om dette og cykliske majoriteter i min bog om Buchanan).

Indlysende nok ville politisk ustabilitet ikke have nogen fordele i en verden, hvor vælgernes individuelle præferencer lod sig smukt aggregere til en kollektiv præference – til et udtryk for ”folkeviljen”. Men det kan de ikke. Demokratiet kan snarere ses som en check-and-balance. Derfor er der en god grund til ikke at overlade flere beslutninger end højst nødvendigt til det politiske system. Men Brexit må nødvendigvis være en politisk beslutning. Uanset at den ser svær ud.

Fordelene ved selskabsskattekonkurrence

Er det en god idé at indføre en fælles skattebase og minimumssats for selskabsskatten, sådan som statsministeren (men bemærkelsesværdigt nok ikke regeringen) vil gøre?

Det korte svar er nej.

Børsen bringer i dag min kronik, som forklarer hvorfor. Her er en række hovedpointer – inklusive et par, der ikke blev plads til i kronikken – samt links til egne og andres tekster, der uddyber dem.

  1. I en åben, international økonomi virker selskabsskatten som en skat på lønindkomst (se her for en meget grundlæggende forklaring og her en lille video om det). Men den har større samfundsøkonomiske omkostninger end en indkomstskat direkte på lønindkomst. Derfor er der en samfundsøkonomisk gevinst ved at afskaffe selskabsskatten, selv om den finansieres med andre skatter (se her for en gennemgang af den teoretiske og empiriske litteratur om, hvordan skatter, herunder selskabsskat, påvirker væksten).
  2. En hyppig indvending mod selskabsskattekonkurrence (faktisk gentaget af statsministeren) er, at det vil føre til et ”ræs mod bunden”. Men selskabsskatten er som sagt en dårlig skat, og derfor vil det være en fordel at få konkurreret den ned. Her er et link til en omtale af en analyse, som simulerer effekterne af at afskaffe selskabsskatten globalt og erstatte den med et mix af indkomstskat på løn og moms. Den viser, at alle lande har en fordel af at afskaffe selskabsskatten – bortset fra Kina, som lukrerer på, at omverdenen har meget højere sats.
  3. Argumentet for ”ræset” mod bunden bygger alene på den effekt, at landene også konkurrerer om eksisterende overskud. Det lyder derfor noget i retning af: Det land, som sænker sin sats, tiltrækker overskud fra andre lande. Derfor kan der være en umiddelbar gevinst ved at sætte satsen ned – indtil et andet land svarer igen, og skatteprovenuet ender med at blive konkurreret væk, når satsen rammer nul. Argumentationen ser bort fra, at der som sagt er andre, dominerende grunde til at fjerne selskabsskatten. Men realiteten er også, at der kan være kortsigtede politiske hensyn, som får landene til at konkurrere for lidt. Sagen er nemlig, at en række af virksomhedernes dækningsbidrag (quasi-rents) ikke er mobile på helt kort sigt. Et etableret produktionsanlæg kan ikke skilles ad og flyttes. Produktionen flyttes først i takt med, at anlægget nedslides. Et patent kan ikke flyttes, uden at det udløser beskatning. Der vil altså være et kortsigtet mindreprovenu fra disse indeklemte overskud, når selskabsskattesatsen sænkes, selv om der er en samfundsøkonomisk gevinst på længere sigt. Det får ”ræset” til at gå for langsomt.
  4. En bund under selskabsskattesatsen i EU vil være skadelig af flere andre grunde. Verden er større end EU, og derfor vil vi komme under pres fra andre lande, herunder USA som netop har sænket sin selskabsskattesats markant. Samtidig er det et velkendt resultat fra teoridannelsen om økonomisk geografi, at store lande kan tillade sig en højere sats end små. I praksis ser man da også netop, at små lande har lavere satser end store. Det fremgår af Søren Gjedsteds og min analyse her. Den viser også, at Danmark traditionelt reagerer hurtigt på lavere selskabsskat i omverdenen, som særlig et lille land bør gøre.
  5. Det er ganske pudsigt at se EU-kommissionens forslag om en fælles selskabsskattebase omtalt som et værn mod skattekonkurrence. Modellen (forkortet til CCCTB) var i sin oprindelige form valgfrit for selskaberne og fremsat for at give dem mindre administrativt bøvl. Siden er det blevet hevet frem som en løsning på, hvad der nu måtte være af aktuelle emner på skattedagsordenen i den offentlige debat. Det gælder f.eks., da Luxembourg blev afsløret i at forhandle med selskaberne om at give dem særlige individuelle skatterabatter. Men havde modellen været indført, ville det have betydet, at Luxembourg ikke alene kunne have givet rabat i sin egen selskabsskat, men også i andre EU-landes selskabsskat, hvis et selskab har hovedsæde i Luxembourg.
  6. Det er værd at bemærke, at Kommissionen har tradition for at komme med forslag på skatteområdet, der er oppe i tiden (f.eks. en plasticafgift). Man kan godt få den mistanke, at den reelle dagsorden er at skaffe EU egne skatteindtægter, og at udfordre et af de allervigtigste barrierer for en føderal stat, nemlig princippet om enstemmighed på skatteområdet i traktaten. Derfor er der også et vigtigt konstitutionelt spørgsmål i spil. Jeg skrev her lidt om, at Socialdemokratiets ønske om øget skattesamarbejde rejser vidtrækkende spørgsmål – hvor langt er man egentlig på vej mod en føderal stat frem for det EU, vi har i dag? De samme spørgsmål må man nu stille Venstre.
  7. Her er et noget længere essay om, hvor meget grundlag EU-kommissionen har i sin kampagne mod amerikanske IT-giganter på skatte- og reguleringsområdet (her er min kronik i Politiken, som sammenfatter analysen). Pointen er, at der ikke er ret meget at komme efter. Jeg gennemgår i den forbindelse principperne for international beskatning, og det har også relevans for diskussionen om selskabsskatten i EU (ser man på de særskatter, Kommissionen foreslår netop på IT-giganterne, minder de i bekymrende grad om Trumps told). I diskussionen om selskabsskatten bliver det således ofte anført, at multinationale betaler for lidt i selskabsskat i forhold til deres omsætning i mange lande. Men selskabsskatten er ikke og bør ikke være en skat på omsætningen. Analysen ser også på den rolle, skattelylande spiller. Modsat hvad man kan høre i den offentlige debat, er der intet, som tyder på, at den danske statskasse mister selskabsskatteindtægter på grund af skattely.
  8. Et yderligere postulat, man kan møde i debatten, er, at der er frit slag for multinationale til at placere deres overskud i de EU-lande, hvor skatten er lavest. Det er tidligere blevet anvendt mod skatteministre, som alt overvejende har været Venstremænd i dette årtusinde (14 år ud af godt 18), men nu er også Venstremænd begyndt at bruge det. Realiteten er dog, at der findes et endog meget omfattende internationale regelsæt om, hvordan den skattepligtige selskabsindkomst skal opgøres. Et selskab, som er aktiv i flere lande, skal dokumentere, at alle interne handler sker til armslængdepriser (den såkaldte transfer pricing-dokumentation). Man kan altså ikke blot flage overskuddet ud, hvis det er skabt her i landet.
  9. Dertil kommer, at Danmark har indført nogle af de strammeste særregler. Det gælder f.eks. rentefradragsbeskæringsreglerne, som forhindrer udtynding af det skattepligtige overskud gennem gældsfinansiering. Reglerne for, hvornår selskaber kan lade sig sambeskatte med deres udenlandske datterselskaber er også strammere i Danmark. Derfor vil der også komme en smallere skattebase ud af at indføre ens EU-regler; det er ikke sandsynligt, at EU vil vælge at harmonisere ud fra danske regler. Derfor har Venstre og Socialdemokratiets forslag den lidt pudsige logik, at de bør begynde med at gøre basen smallere, hvis de vil forberede Danmark på ens regler. Men lad os se, om de vælger det…

Selskabsskatten er sagligt set ikke noget godt emne at føre valgkamp på. Men som Bastiat skrev, så bygger politik på ”det store bedrag, at vi kan leve på hinandens bekostning”. Her er selskabsskatten måske i særlig grad velegnet. Det ser let ud, som om nogle andre betaler.

Findes “almindelige mennesker”?

Almindelige mennesker” er der rigtigt mange af i den offentlig debat. De optræder som en helt fast figur indenfor det, som er min interessesfære, nemlig boligpolitik. Det hedder sig altid, at ethvert problem rammer “almindelige mennesker, så de ikke længere ville have råd til at bo i København og andre større byer”.

Det er rigtigt ofte socialdemokrater, der taler om ”almindelige mennesker”. Og lige så snart de har sagt det, så bliver det altid fulgt af remsen, ”altså sygeplejersken, politibetjenten og skolelæreren.” Og så er det, at jeg spørger, hvem er de egentlig, disse almindelige mennesker.

Som det allerførste kan man undre sig over, at socialdemokrater vælger lige præcis de 3 grupper, for mindst 2 ud af de 3 nævnte – helt almindelige – befolkningsgrupper rummer formentlig et minimalt antal socialdemokratiske vælgere. Skolelærerne stemmer til venstre for S og politibetjentene stemmer på Venstre!

Sjovt nok røber valget af de “almindelige” også, at socialdemokrater udelukkende tænker på de offentligt ansatte. Hverken skolelærere, sygeplejersker eller politibetjente er jo privatansatte. Hvor blev håndværkeren, lastbilchaufføren og butiksekspedienten af?


Hvad skal ”almindelige mennesker” bruges til

Der er naturligvis en god grund til at bruge et passende ubestemt begreb, for “almindelige mennesker” er selvfølgelig bare ordgas, et retorisk kneb, der måske lyder venligt, men har samme formål som “røde lejesvende”, “kapitalister” og deslige.

For venligheden i begrebet er temmelig overfladisk. Det skal jo primært bruges til at skræmme med. Langt de fleste mennesker anser sig selv som almindelige og synes, at de selv lever et helt almindeligt, jævnt og muntert liv på jord. Og det gælder næsten uanset indkomst eller samfundsopfattelse. Og hvis de ikke selv er helt almindelige, så er deres koner, børn forældre, søskende og venner det i hvert fald.

Så når man påstår, at et lovforslag vil gå ud over “almindelige mennesker”, så kan langt de fleste af os føle os truede. Eller vi kan i hvert fald føle, at det truer en hel masse mennesker, som vi holder af, og som vi helst ikke vil have generet af nye love. Så basalt set bruges ordene kun som led i en klassisk skræmmekampagne.

Hvem er almindelige?

Men lad os lige se lidt nærmere på begrebet. Det er jo ikke sådan, at “almindelig” betyder det samme som gennemsnitlig, for kvinder der føder de gennemsnitlige 2,3 børn, er i hvert fald helt ualmindelige!

Det er nok givet, at kvinder der føder 7 eller 8 børn, er temmeligt ualmindelige, og 6 eller 5 børn er det måske også. Men hvor går grænsen? I nogen tilfælde går den vel helt nede ved 0. Hvis man ser på de, som lige er kommet med i gruppen af voksne kvinder, altså de 18-årige, så er selv dem med bare 1 barn ret ualmindelige.

Andre grupper

Nøjagtig den samme filosofiske øvelse kan man lave på alle mulige andre størrelser, som man kan bruge til at skelne mellem befolkningsgrupper. Ægteskabelig status, indkomst, og selvfølgelig de boligforhold, hvor jeg oftest hører vendingen.

Et lignende definitionsproblem løber man ind i med “de svageste”, for som eksempelvis Carina-debatten for nogle år siden viste, så er det ikke altid, at de svageste er lige dem, vi forventer.

Almindelige indkomster

Når det fremhæves, at sygeplejersken m.fl. ikke vil have råd til at bo i København, så tænkes der nok ofte på deres indtægt. Og så er det, at det bliver spændende. For langt de fleste af os har jo temmeligt svingende indtægter over livet.

Når man er ung og under uddannelse, så er det temmeligt almindeligt, at man kun tjener ganske lidt. For de, som tager lange uddannelser, bliver det ofte ved med at være almindeligt i mange år. Tager man en kort uddannelse er den meget lave indtægt hurtigt mere ualmindelig, men til gengæld er det ikke så almindeligt, at man senere i livet får en høj indtægt. Men det er altså ikke så ualmindeligt igen, for en ret stor del af selv de ufaglærte kommer trods alt til at betale topskat i en del af deres liv. Og sådan kan man fortsætte med at lege med ordene.

Hvor almindelige er sygeplejerskerne, lærerne og politibetjenten

Lad os så et øjeblik alligevel overveje hvor skolelæreren, sygeplejersken og politibetjentens løn er i forhold til gennemsnittet. Det er der nok mange meninger om, for skal man regne pensioner og diverse andre sidegevinster med. Samtlige grupperne ligger under alle omstændigheder i den pæne ende af indkomsterne, nogle af de overordnede hører til i de højeste 10 % og resten ligger i de bedste 25 %. Er det specielt almindeligt?

Som enhver kan se, så er det temmelig håbløst at putte mennesker i kasser, i hvert fald som hhv. almindelige og ualmindelige. Faktisk er det en af de store fordele ved at være liberal, at man har lov til at mene, at hver enkelt menneske er helt sig selv og forskelligt fra alle de andre.

Selv får jeg, hver eneste gang der henvises til “almindelige mennesker,” følelsen af, at jeg har set noget lignende et sted i verdenslitteraturen. I Orwells “Kammerat Napoleon” er alle dyrene lige, men grisene er bare “mere lige end de andre”.

Dødshjælp er mere komplekst, end debatten normalt viser

Aktiv dødshjælp dukker med ret regelmæssige mellemrum op i den offentlige debat. Hver gang påberåber tilhængerne sig en stigende tilslutning til idéen i befolkningen. Og det er i hvert fald temmelig klart, at aktiv dødshjælp forekommer tillokkende langt ind i libertarianernes rækker.

Som hovedregel skyldes accepten et ønske om at respektere det enkelte menneskes ret til selv at bestemme over sin tilværelse. Den ret man selv ønsker sig, er man også villig til at give andre, og det er jo et godt udgangspunkt.

De fleste tilhængere gør derfor også deres tilslutning betinget af, at den, der har dødsønsket, både skal lide af en uhelbredelig sygdom og være ved ‘sin fornufts fulde brug’. Men dermed har man jo bare flyttet det etiske problem. Man bruger ofte den sportsanalogi, at noget er sparket til hjørne, men det er der ikke engang tale om her. Bolden er sparket direkte hen for fødderne af det andet hold.

Fornuftens fulde brug

For hvornår er man ved sin fulde fornuft? Eller i hvert fald så fornuftig, at man skal have lov til at bede andre om at blive ‘hjulpet til at dø’.

I de eksempler, som dukker op i debatten, giver de syge ofte udtryk for, at livet ikke har nogen mening, at de er en belastning for omgivelserne, at der ikke er udsigt til en bedring af deres tilstand og lignende dystre synspunkter. Det er imidlertid sjovt nok lige præcis de samme ting, som traditionelle depressive patienter giver udtryk for.

Landets sindsygehospitaler indeholder jo ikke bare mennesker, der hører stemmer eller tror, at de er Napoleon. Der er et betydeligt antal patienter, som er indlagt, netop fordi de mener, at livet ingen mening har, at de belaster deres omgivelser etc.

I hvert fald for denne lægmand er det påfaldende, hvor mange af de kliniske symptomer for depression, der kan kobles med ønsket om aktiv dødshjælp. Det forekommer umiddelbart ret vanskeligt at forestille sig, at de patienter, som i givet fald skulle have aktiv dødshjælp, kan undgå at opfylde kriterierne for depression. Og depression kan trods alt ofte lindres så meget, at patienterne foretrækker at leve videre – i hvert fald indtil næste anfald.

Paradokset med de bipolare og depressive

Det giver også et lille paradoks, hvis man eksempelvis tilhører den gruppe af bipolare (i gamle dage kaldet: manio-depressive), som med noget nær sikkerhed kan forudse, at deres sygdom er uhelbredelig og vil vende tilbage med stadigt voldsommere episoder. Når de i en psykotisk rus hører manden med leen kalde, skal vi så fremover forhindre dem i at begå selvmord, eller skal vi tværtimod hjælpe dem på vej? For hvorfor skal de være den eneste gruppe, som fratages retten til eutanasi, når de ikke kan overskue fremtiden?

Mere anvendeligt er imidlertid nok eksemplet, hvor en person, der gennem nogen tid har lidt af depressioner, yderligere får en fatal somatisk sygdom. Skal vi acceptere det dødsønske, som udløses i den situation? Er depressionen så pludselig uden betydning.

Det bliver jo ikke bedre af, at selvmord blandt depressive sagtens kan forekomme, når de er på vej ud af depressionen, snarere end når den er allerdybest. For det er, når depressionen letter, at kræfterne til at dø vender tilbage, og det er også på det tidspunkt patienten indser alvoren i det rod, som sygdommen – endnu en gang – har skabt i familie, økonomi og hele livssituationen.

Råbet om hjælp

I hvert fald når det drejer sig om unge, hører man ofte det synspunkt, at et selvmordsforsøg er “et råb om hjælp”. Dødshjælpstilhængerne har aldrig forklaret, hvorfor der i mindre grad er tale om et råb om hjælp, hvis man bare er så invalideret, at man ikke kan binde en løkke på et reb og derfor må bede andre om at gøre det.

Så mon ikke begæringer om aktiv dødshjælp i sidste ende er udtryk for ubehandlede depressioner hos folk, der måske nok har et skrøbeligt sind, men som ikke tidligere er diagnosticerede med sygdommen.

Hvis man i deres lysere øjeblikke spørger depressive om, hvordan vi skal reagere i deres mørke stunder, så vil de nok temmelig entydigt sige: “Vi vil behandles, ikke slås ihjel!” Skal andre fratages den ret til behandling, blot fordi de er terminalt syge og ikke tidligere har haft depressive episoder? Personligt vil jeg helst være fri, og jeg hjælper heller ikke nogen på vej. Men det er selvsagt flertallet, der bestemmer.

Tip: Podcast om krigsbeføjelser i USA

Herhjemme fik diskussionen om blandt andet grundlaget for det danske folketings samtykke til, at danske styrker blev stillet til rådighed for en multinational indsats i Irak, nyt liv som følge af krigsudredningen vedr. Kosovo, Irak og Afghanistan i februar.

I takt med at krigene er kommet på afstand, har skriverierne på også denne blog om krigsdeltagelsen nærmest ophørt. Andre ting fylder.

Derfor var det også med en slags genkendelsens glæde, at denne skribent lyttede til lørdagens episode af Lawfare-bloggens podcast. Den handler om krigsbemyndigelser i USA: ”War Powers History You Never Knew”.

I podcasten interviewer Benjamin Wittes sin medblogger Matthew Waxman, der, foruden snart at nedkomme med en bog om emnet, har skrevet en række blogindlæg om selvsamme. Hvis man interesserer sig for det, vil man sikkert synes, det er en oplysende gennemgang.

Mens der har været en vedvarende kritik af (mis)brugen af krigsbemyndigelsen fra 2001 vedrørende al-Qaeda og andre militære grupperinger, viser Waxmans gennemgang af lignende resolutioner fra tidligere, at det har været meget værre.

Et af eksemplerne er en krigsbemyndigelse fra 1957, hvor præsidenten – på det tidspunkt Eisenhower – fik en åben bemyndigelse til at føre krig i Mellemøsten, hvis det skulle komme til en kommunistisk invasion. Skete det, havde præsidenten frie hænder til at løse konflikten militært, herunder, selvfølgelig, med brug af atomvåben. Bemyndigelsen er stadig i kraft her over 60 år senere.

Podcasten kommer også omkring the Ludlow amendment fra 1930’erne, som forsøgte at gøre amerikansk krigsdeltagelse betinget af en forudgående folkeafstemning. Den skitserer også, hvordan USA først efter Anden Verdenskrig ændrede syn på, hvem der skulle bestemme mest i tilfælde af krig – om det skulle være præsidenten, kongressen, delstaterne eller befolkningen.

Lyt her: https://www.lawfareblog.com/lawfare-podcast-war-powers-history-you-never-knew-matt-waxman.

/ Nikolaj Stenberg

Spist af systemet – også på ministerniveau

Dagens aviser byder på endnu et eksempel på, at politikere somme tider glemmer deres politiske udgangspunkt til fordel for at varetage bureaukratiets interesser.

En ting er, at partiet Venstre, Danmarks liberale Parti, i weekenden vendte rundt på en tallerken og besluttede, at for fremtiden vil det være mere ægte liberalt, hvis EU fastsætter en bundgrænse for selskabsskatterne. Det var i sig selv en besynderlig oplevelse. Partisoldaternes evne til at juble over den ændrede holdning satte nye rekorder i omstillingsparathed.

Men dette indlæg handler om et punkt, hvor partiet vist ikke har ændret synspunkt. Et opslag på partiets hjemmeside røber i hvert fald ikke, at man har fået ny sundhedspolitik. Der står stadig ting såsom “sundhedsvæsenet i Danmark skal indrettes på patientens – ikke på systemets – præmisser,” og “øget frit valg kan øge kvaliteten og effektiviteten i sundhedsydelserne gennem konkurrence mellem forskellige leverandører.” OK, der står også nogle ting, som gør teksten lidt selvmodsigende, men jeg kan ikke referere det hele.

Nu er der imidlertid en praktiserende læge i Christiansfeld, der har besluttet sig for, at han vil indføre en mulighed for, at patienter kan betale et abonnement og så få adgang til eksempelvis at få taget blodprøver på arbejdet, så man ikke skal tage fri for at gå til lægen for noget banalt. “I Danmark kan man få en masse service på den offentlige regning. Jeg synes, at det er ærgerligt, at hvis man skulle have behov for mere service, end det offentlige kan tilbyde, så har man ikke den mulighed. Den mulighed vil jeg gerne give folk,” udtalte lægen for nylig til JyskeVestkysten.

Den nyhed har avisen selvfølgelig fulgt op på og forelagt idéen for landets sundhedsminister Ellen Trane Nørby fra Venstre, Danmarks liberale Parti. “Jeg har den klare politiske holdning, at det er en tovlig brug af ressourcer.” Så kan det vist ikke siges klarere.

Ministeren kan dog ikke selv afgøre, om ordningen er lovlig eller ulovlig. Det afhænger nemlig af overenskomsten mellem Danske Regioner og de praktiserende læger. Derfor opfordrer hun overenskomstparterne til at tage sagen op i det såkaldte samarbejdsudvalg. Hvad de vil nå til af resultat, er vel egentlig ikke så svært at gætte, når de først ved, at de med ministerens velsignelse kan blokere for nyskabelsen.

Men er det virkelig ægte liberalt?

Spist af systemet

Det er altid fascinerende, når man opdager, at en politiker efter nogen tid begynder at agere på systemets præmisser. Somme tider kan de komme til at have synspunkter, som forekommer ret surrealistiske, hvis man kender deres politiske udgangspunkt. For nylig så jeg endnu et eksempel.

Baggrunden

Baggrunden var, at trafikministeren Ole Birk Olesen vil liberalisere fjernbustrafik, hvilket jo er en uventet glædelig begivenhed, navnlig da Dansk Folkeparti er med på idéen.

Som de fleste vil vide, så har vi i Danmark et antal offentlige trafikselskaber, der modtager nogle bastante tilskud til at drive bustrafik.

Ved siden af det, så findes der et fuldstændig privat netværk af fjernbusser. Deres eneste formål er at køre på de steder og tider, hvor kunderne gerne vil betale for det. De private busser er imidlertid underlagt nogle besynderlige restriktioner, som gør at de kun har mulighed for at køre over lange afstande.

Så ministeren vil ændre loven og lette betingelserne lidt. Han vil tillade, at de private fjernbusser fremover må have helt ned til 75 km mellem hvert stoppested!

Reaktionen

Og så sker der naturligvis det, at Foreningen af Trafikselskaber protesterer højlydt. ”Vores frygt er, at man må nedlægge kommunale eller regionale ruter eller giver dem større underskud,” udtalte formanden for foreningen til blandt andet DR. I sig selv er det lidt interessant, at en gruppe offentlige myndigheder har rottet sig sammen i en interesseorganisation. Og endnu mere interessant bliver det, når man så ser, at foreningens formand, der udtaler sig til pressen, er noget så udmærket som viceborgmester for Venstre i en provinskommune.

Altså en repræsentant for Danmarks Liberale Parti, som er bange for, at de offentlige trafikselskaber ikke kan klare sig i konkurrence med private virksomheder, som ikke alene skal operere uden tilskud, men desuden levere en forrentning af den indskudte kapital.

Hvor konkurrerer de?

Endnu bedre bliver det, hvis man borer i, hvor de offentlige trafikselskaber vil blive udsat for konkurrence. For der findes nemlig idag ikke én eneste busrute drevet af det offentlige, hvor der er mere end 75 km mellem stoppestederne. Der er intet, som hindrer de offentlige selskaber i at drive den slags, men de gør det ikke. Borgmesteren nævnte overfor pressen Århus-Billund som et eksempel. Men den busrute findes ikke. Der køres ikke direkte. Det borgmesteren henviser til, er en rute som hedder: Århus – Skanderborg – Horsens – (Vejle)- Billund. Og det er noget helt andet, for så skal bussen jo 2-3 gange midtvejs forlade den direkte motor- eller landevej og sno sig rundt i byerne.

Fordi trafikselskaberne i dag har monopol på strækningen Aarhus-Billund, så gør man det, at man forringer sin service overfor kunderne på 2 måder. For det første så driver man ikke en direkte og dermed hurtigst mulig busrute. Og for det andet så sælger man billetter til overpris på en attraktiv rute for at subsidiere andre ruter. For man kan jo ikke nøjes med en normal billet, hvis man skal med lufthavnsbusser. Så er der pludselig tillæg på. Fra Aarhus til Tirstrup er tillægget tilsyneladende 52 kr, mens Midttrafik ikke skilter med størrelsen Aarhus-Billund. Postulatet om, at de private vil ”skumme fløden”, er derfor forkert. Det er lige omvendt. De offentlige trafikselskaber agerer i virkelighedens verden ligesom de allerværste fordomme om privatkapitalistiske foretagender og pelser kunderne, når de kan komme af sted med det.

Hvis man har som politisk mål, at flest muligt skal bruge offentlig trafik, så skal man jo ikke skræmme kunderne over i biler ved at kræve overpriser på de populære ruter. Hvis man vil subsidiere kollektiv trafik i yderområder, så bør det finansieres over skatten, så vi alle kommer til at bære omkostningen.

Det er i hvert fald absurd, hvis man synes den gennemsnitlige fjernbusrejsende skal betale ekstra for at finansiere offentlig transport andre steder, for man skal ikke have kastet mange blikke ud over en fjernbus for at konstatere, at fjernbuspassagerer typisk er småkårsfolk. Rigtigt mange af dem er studerende og pensionister, mens der er langt mellem slipsetyperne.

Muligheden for at køre fjernbusruter kan få stor betydning for de provinsbyer, som ikke ligger lige på en af jernbanernes hovedstrækninger. Hvis man skal mellem 2 af dem kan det godt tage sin tid med dagens rutebiler. Tilstedeværelsen af gode fjernbusruter kan være det, der gør forskellen mellem, at borgerne bliver boende og pendler til studie og arbejde, eller at de helt flytter fra byen. Så på lidt længere sigt kan adgang til flere og mere varierede busruter blive en gevinst for de yderområder, som trafikselskaberne angiveligt er så bekymrede for. Og så længe de private vognmænd påtager sig risikoen for at opdyrke den del af markedet, så bør vi andre vel bare være taknemlige.

Hvor blev viceborgmesterens liberalisme af?

Noget i den retning skulle man tro, at en liberal politiker ville sige. Men det gjorde han lige præcis ikke. Han var blevet spist af systemet. Og så kan man jo overveje, hvordan og hvorfor den slags sker.

Netavisen Pio manipulerer

UANSTÆNDIG JOURNALISTIK.
”Når Cepos fremhæver, at en LO-arbejder ikke kan stige i løn, uden at uligheden stiger, så er det et tankeeksperiment uden hold i virkeligheden”.
”’Det er en illustration af, hvad der kunne ske, men ikke noget der nærmest nogensinde er sket i virkeligheden’, siger han [Niels Ploug, afdelingsdirektør i Danmarks Statistik]”
”Morten Astrup, der er økonom i Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH), mener, at CEPOS-notatet fuldstændig ignorerer, hvordan lønnen dannes på det danske arbejdsmarked. Han kalder fremstillingen for ’et sindssygt postulat’”.
”Otto Brøns-Petersen anerkender dog, at effekten på uligheden ikke ville forekomme, hvis der var tale om overenskomstmæssige lønstigninger”.
Dette er udpluk fra en artikel i den kontroversielle socialdemokratiske netavis Pio. Når man læser den, må man uvilkårligt tro, at vi har overset noget helt centralt – eller endog kommet med et ’sindssygt postulat’ – hvilket jeg så siden angiveligt har måttet ’anerkende’.
Det er blot ét problem. Hele historien er groft manipulerende. For det jeg angiveligt ’fuldstændigt ignorerer’, fremgår allerede meget tydeligt af det notat, der har udløst historien. Det gentog jeg flere gange over for journalisten, som omhyggeligt undlod at citere mig for det eller gøre læserne opmærksom på det. Det havde også ødelagt historien.


Hvad drejer det sig om?
Men hvad drejer det hele sig om? Det omtalte notat – udarbejdet af økonom i CEPOS Thomas Due Bostrup og mig – besvarer ét spørgsmål: Fra hvilket indkomstniveau vil en isoleret stigning i indkomsten øge uligheden, når man måler den ved den såkaldte Gini-koefficient? Det gør den ved en disponibel indkomst på 257.400 kr. om året, beregner vi ved hjælp af Danmarks Statistiks registerdata. Det svarer f.eks. til, hvad en enlig LO-arbejder i lejebolig har i ministeriernes familietypemodel.
Notatet udgiver sig ikke for at ville andet end identificere dette punkt på indkomstskalaen. Det er af samme grund ganske kort – på under én side.
Men vi gør naturligvis opmærksom på, at ikke alle indkomststigninger vil øge uligheden:
”En generel stigning i lønniveauet vil ikke nødvendigvis øge Gini-koefficienten, hvis det medfører en stigning i satsreguleringen af overførselsindkomster”.
Ja, det er såmænd, hvad hele ståhejen drejer sig om. Forklaringen er, at hvis alle lønninger (omfattet af DA’s lønstatistik) løftes med samme procent, så løftes også overførselsindkomsterne i kraft af satsreguleringen.
Men er det hele så et ”tankeeksperiment”? Nej. For det første handler det jo om at identificere det punkt i indkomstfordelingen, hvor Gini-koefficienten begynder at stige. Det siger noget helt centralt om dette mål. Det er f.eks. ikke kun meget høje indkomster, som påvirker ulighedsmålet. For det andet er der andet end den overenskomstmæssige løn, der påvirker den disponible indkomst: Hvis man arbejder en time mere, hvis man sparer mere op, hvis ens hus stiger i værdi, hvis ens skat falder, så påvirker det den disponible indkomst. Ja, faktisk også hvis et barn flytter hjemmefra. Og for det fjerde, så vil ændringer i lønstrukturen påvirke uligheden. Så overenskomsterne kan faktisk godt påvirke Gini-målet.
Pointen er, at man skal være varsom med blot at se på et enkelt mål, når man taler ulighed.
At økonomer knyttet til fagbevægelsen deltager i spin op til en valgkamp er måske ikke overraskende. Men at Niels Ploug udtaler sig som afdelingsdirektør i Danmarks Statistik og uden at nævne sin tilknytning til AE-rådet, er ikke i orden. Jeg kan dog selvsagt ikke udelukke, at han – lige som jeg – også har gjort opmærksom på, at notatet allerede nævner præcis den pointe, han udbreder sig om i interviewet. Ellers må man undre sig såre.

Hvad tror politikere de ved?

Jeg havde forleden et par samtaler med kolleger, hvis mening jeg har særlig respekt for. Begge satte ord på en særlig frustration, jeg deler med dem: Frustrationen over TV2 News-programmet News og Co. Udover at det ikke er et særligt godt program, er det udtryk for det jeg personligt ser, som et dybt og alvorligt problem i dansk politik.

News og Co. er et program, hvor man tager forskellige folk med på en forbindelse et eller andet sted fra, eller enkelte gange i studiet. De introducerer en diskussion – forleden var det punditokraten og Latinamerika-kenderen Niels Westy, der var med for at diskutere Venezuela – hvorefter pingerne i studiet giver deres besyv med. Det omfatter ofte næsten pinligt uinformerede påstande, som da Niels havde været med og en studievært bagefter konkluderede, at et olieprisfald var skyld i Venezuelas økonomiske deroute.

Isoleret set er dén påstand blot ufrivilligt komisk, men den er ikke enestående. Ser man News og Co. må man ofte undres over, hvor lavt informationsniveauet er, og hvad pingerne i studiet slipper afsted med at påstå og at argumentere. Tænker man lidt videre over det, er det dog ikke blot programmet, men en meget almindelig situation i alskens politiske diskussioner i Danmark. Der diskuteres og skændes på livet løs, men ganske ofte på baggrund af misforståelser og helt basalt forkerte antagelser.

Når Hans Engel og en række andre politikere og meningsdannere sidder i News og Co og pontificerer over alskens emner, er det således et udtryk for det alvorlige problem, som Friedrich Hayek beskrev som ’the pretence of knowledge’. Problemet kan måske bedst beskrives som en situation, hvor de meningsdannende pinger i studiet reelt ikke ved en hujende fis om det, der taler om – men det tror de, de gør!

Det store flertal af seerne ved heller ikke noget om de forhold, der diskuteres, og godtager derfor deltagernes påstande og vurderinger som en slags ekspertudsagn. Og deri ligger kernen i Hayeks pretence of knowledge-problem. Når både afsenderne og modtagerne er lige inkompetente, er der kun få, der opdager det – og de få er politisk ligegyldige. Man kan jo altid afvise dem ved at mene, at det jo ‘bare er deres mening’.

Venezuela – past, present and future

Siden starten af det 20. århundrede har normen i Latinamerika været ikke-indblanding, hvis vi ser bort fra USA og Fidel Castros Cuba. Et flertal af landene i OAS (Organisationen af Amerikanske Stater) beslutning om at anerkende Juan Guaidó på bekostning af Nicolas Maduro som Venezuelas retmæssige præsident, er således et markant brud på denne tradition.

Beslutningen følger efter de fleste lande i Nord- og Sydamerika ikke anerkende sidste års præsidentvalg i Venezuela, og efterfølgende stemte for at suspendere Venezuela fra OAS.

At det meget store flertal af Latinamerikanske lande anerkender Juan Guaidó skyldes ikke mindst, at Latinamerika 15 år efter det historiske råvareboom i nullerne, er domineret af “borgerlige” (læs ikke-socialistiske) regeringer i et omfang ikke set siden 1990erne.

Venezuela’s historie kort

Vi har gennem årene skrevet utallige indlæg om udviklingen i Venezuela, under først den karismatiske Hugo Chavéz og senere under Nicolas Maduro. Når/hvis Venezuela igen bliver demokratisk, er der et par væsentlige pointer, som det er værd at understrege:

  1. Der var en grund til at Hugo Chavez vandt valget i 1998, kun 6 år efter han stod i spidsen for et mislykket kupforsøg mod den demokratisk valgte regering.
  2. Formentlig vil Venezuelas sammenbrud primært blive koblet til Nicolas Maduros navn, mens Hugo Chavez fortsat vil være et ikon på dele af venstrefløjen og blandt fattige venezuelanere.
  3. Hvad der sker efter regimets eventuelle fald vil i høj grad afhængig af en ny regerings økonomiske politik.

The curse of oil

Vi har tidligere skrevet om hvorledes Venezuela først oplevede høj økonomisk vækst frem til slutningen af 1970erne, for herefter at opleve årtiers økonomisk tilbagegang, med de seneste års spektakulære sammenbrud, som det foreløbige lavpunkt. Det fremgår tydeligt af nedenstående figur, som viser udviklingen i BNP per indbygger fra 1920 til 2010 i Venezuela, Spanien og Chile.

Det er først omkring 1980, at Spanien overhaler Venezuela, mens Chile – i dag Sydamerikas rigeste land målt på BNP per indbygger – først passerer Venezuela i midten af 1990erne.

Kilde: Maddison (2013)

I dag er BNP per indbygger i Venezuela lavere end i Peru og Colombia.

Som det også tydeligt fremgår, slutter Venezuelas egentlige højvækstperiode nogenlunde samtidig med at man får demokratisk styre.

At Juan Guaidó valgte at aflægge ed som præsident den 23. januar var bestemt ikke tilfældigt. Det er årsdagen for det coup d’etait i 1958 som afsluttede det daværende militærdiktatur og banede vejen for demokratiske valg december samme år og efterfølgende demokrati indtil først Chavéz og sidenhen Maduro gradvist afskaffede det igen.

Importsubstitution og manglende reformer

Fra midten af det 20. århundrede og indtil Chiles markedsreformer i 1975 og frem, forsøgte stort set alle lande i Sydamerika – og resten af Latinamerika – at skabe økonomisk udviklingen gennem importsubstitution.

I Venezuela gennemførte militæret i 1950erne storstilede offentlige investeringer i infrastruktur, som man håbede på ville danne grundlag for en egentlig industrialisering baseret på importsubstitution. Efter indførelsen af demokrati øgedes statsligt engagement og involvering kombineret med stadigt mere omfattende handelsbarrierer, som skulle facilitere denne importsubstitutionsproces.

I 1959 etablerede man det nationale Planlægningskontor, CORDIPLAN, som skulle fremme indenlandsk industrialisering gennem en række 5-års planer. Finansieringen skete bl. a. gennem offentlige finansielle institutioner som CVF og CORPOINDUSTRIA.

I 1976 nationaliserede man olieindustrien og skabte det statslige olieselskab PdVSA, mens man benyttede kombinationen af høje oliepriser og nem adgang til udenlandske lånemarkeder i 1970erne til at sætte ekstra blus på importsubstitutionen – i stigende grad gennem nye offentligt ejede virksomheder. Desuden investerede man efter 1975 i en række enorme projekter indenfor bl. a.  jern, stål, aluminium, og kul, i et forsøg på at gøre eksporten mindre afhængig af olie – og udnytte de komparative fordele, man mente at have (men altså ikke havde et begreb om hvorvidt man faktisk havde) i produktionen af disse varer.

Det hele endte med et brag i begyndelsen af 1980erne, og reelt er Venezuelas økonomi aldrig kommet sig siden.

Fra 1970 til 1982 mere end fordobledes statslige virksomheders andel af BNP, fra 3,2 procent til 7,2 procent. Inklusiv olieindustrien var andelen i 1982 29,4 procent.

Finansieringen af både private og offentlige projekter kom primært fra statsinstitutioner til subsidierede renter langt under markedsrente. Samtidig pålagdes private banker kvoter, som skulle lånes ud til prioriterede sektorer af “national” interesse.

Endelig indførtes omfattende priskontrol og regulering af alt fra almindelige varer og tjenesteydelser til valutakurser og rentesatser samtidig med at man yderligere regulerede arbejdsmarkedet og øgede omkostningerne ved at ansætte og fyre medarbejdere.

Havde man ikke haft det før, havde man nu etableret et typisk Latinsk statscentreret økonomiske system, der i sin ineffektivitet ikke stod tilbage for nogen i regionen.

“Statifiseringen” af Venezuela kan ses af, at hvor offentlige investeringer i 1973 udgjorde 24% af samlede investeringer, var de i 1982 steget til at udgøre mere end 67%. Og hvor investeringer i egentlig offentlige produktionsvirksomheder udgjorde under halvdelen af de samlede offentlige investeringer i 1970, udgjorde de mere end 80 procent i 1982. Omvendt er det gået for private investeringer. Fra 2. havdel af 1970erne og til første halvdel af 1980erne faldt de med næsten 80 procent. En udvikling der ikke er blevet vendt siden. I 2000 var private investeringer per arbejdstager på niveau med 1955.

Gennem de følgende årtier prøvede man flere gange at reformere økonomien – sidste gang få år før valget i 1998, som bragte Chavéz til magten. Efter Chavez valgsejr rulledes alle reformer tilbage, og i stedet begyndte man på den såkaldte “Bolivarianske revolution”, som skulle bane vejen for “det 21. århundredes socialisme” .

Fra (socialdemokratisk) demokrati til socialistisk diktatur

Som det fremgår af ovenstående, vil det være forkert at beskrive Venezuela som en relativ fri markedsøkonomi i årtierne, før Hugo Chavez blev præsident. Målt på økonomisk frihed (jo højere score jo mere fri), mindskes denne frem til midten af 1990erne, hvorefter den stiger kortvarigt i forbindelse med en række markedsreformer i 1996. Efter valget af Hugo Chavez er det kun gået en vej, og Venezuela er i dag en af verdens absolut mest ufri økonomier.

Udviklingen efter 1998 kan bedst karakteriseres ved hastig nedbrydning af magtens tredeling. Hugo Chavéz sikrede sig hurtigt en Højesteret pakket med loyale tilhængere, der gennemførtes nationaliseringer mens regulering af markedet nåede nye højder.

Pressefrihed Chile, Peru og Venezuela (høj score=lav frihed)

Kilde: Freedom House

Presse- og ytringsfrihed kom hurtigt under pres og regimet sikrede sig kontrollen med TV og radio, hvorefter valgkampene udviklede sig til en temmelig ensidig forestilling i medierne.

En præcis dato for overgangen fra demokrati til diktatur er vanskelig at fastsætte , da processen var gradvis. Men vi kan dog konstatere at det sidste nogenlunde demokratiske valg i overenstemmelse med forfatningen, var til nationalforsamlingen i december 2015.

Her opnående oppositionen flertal, på trods af regimets manipulering med valgdistrikterne i et forsøg på at begrænse oppositionens muligheder. Indtil det tidspunkt var i det mindste selve stemmeafgivningen formentlig helt reel – om end mange andre forhold omkring valgene allerede tidligt var kritisable.

Mange opfatter muligvis Hugo Chavéz som “blot” en typisk Caudillo (stærk mand), som Latinamerika – og ikke mindst Venezuela før 1958 – har været så rig på. Det var han også, men han havde også et ideologisk udgangspunkt, grundlagt i hans formative år som ung kadet i 1970erne. En overbevisning som primært blev drevet af to ting – nationalisme og socialisme. Chavéz var – med rette – indigneret over den udbredte korruption han og andre unge kadetter oplevede i 70erne hos hærens øverste ledelse. Derudover blev han påvirket af hans politiske skoling, en del af hans uddannelse, som i høj grad tog udgangspunkt i den særlige latinamerikanske afhængighedsteori, som bl .a. gennemsyrer den indflydelsesrige bog ”Las venas abiertas de América Latina” på dansk ”Latinamerikas åreladning”, skrevet af den uruguayanske journalist og forfatter Eduardo Guliano.

Man kan således karakterisere Hugo Chavéz og hans meningsfæller i Movimiento Bolivariano Revolucionario-200 (MBR-200), etableret i 1982, som lige dele Simon Bolivar (Det nordlige Sydamerikas frihedshelt) og Karl Marx. Den kombination indebar en stærk modstand mod, hvad de opfattede som neoliberal politik og udenlandsk indflydelse i Venezuela, ligesom de mente, at de civile politiske aktører havde mistet al legitimitet i forhold til forfatningen.

Det var med de ideer i bagagen at Hugo Chavéz ledte et et mislykket kup i 1992, som medførte umiddelbar national berømmelse (og respekt hos mange), da han på live TV påtog sig det fulde ansvar for kupforsøget. En respekt og berømmelse, som var stærkt mdvirkende til hans valgsejr i 1998.

Allerede året efter blev en ny forfatning vedtaget ved en folkeafstemning, som bl. a. indebar, at hæren blev tildelt en helt anden og mere aktiv rolle i Venezuela. Herefter skulle den ”Bolivarianske revolution” gennemføres ved indførelse af ”det 21. århundredes socialisme”, som Chavéz selv betegnede det, baseret på et aktivt miltært-civilt partnerskab.

Som historien har vist, indebar den Bolivarianske revolution og gennemførelsen af det 21. århundredes socialisme også – måske paradoksalt, men måske ikke overraskende, at den i forvejen betydelige korruption, efter Hugo Chavéz magtovertagelse steg til nye og ekstreme højder. Magt korrumperer og fuldkommen magt korrumperer fuldkomment, som man siger.

Men var der ikke noget med at de sociale vilkår under Hugo Chavez trods alt forbedredes og økonomien voksede? Det var i hvert fald det typiske forsvar fra Venstrefløjen i mange år, bl. a. Pelle Dragsted og Enhedslisten herhjemme. Og er det efterfølgende økonomiske sammenbrud ikke primært konsekvens af faldet i olieprisen og udenlandske sanktioner?

Hvad angår betydningen af sanktioner, er der intet som tyder på at amerikanske sanktioner de senere år, primært rettet mod enkeltpersoner har haft nogen som helst betydning for det økonomiske sammenbrud.

Samenbruddet skyldes grundlæggende den førte politik, helt tilbage fra Chavéz og frem, mens faldet i oliepriserne primært har forstærket en krise, som var kommet under alle omstændigheder – se også senere.

Når man oplevede økonomisk og social fremgang i årene under Chavez, skyldes det primært det historiske boom i priserne på råvarer (inkl. olie) i nullerne. Derimod var Chavez økonomiske politik fra start af en katastrofe.

Som Kevin Grier og Norman Maynard skriver i “The economic consequences of Hugo Chavez: A synthetic control analysis”

“We also find that while health and poverty outcomes improved under Chavez, they are not particularly different than what occurred in the synthetic control. Finally, we see little evidence that Chavez lowered inequality beyond what occurs in the synthetic control. Thus, under Chavez, Venezuela experienced lower average incomes, but did not produce any greater levels of health improvement, poverty abatement, or inequality reduction, as it likely would have without his leadership and policies.”

Som det fremgår af nedenstående figur fra Grier og Maynard, er der en meget betragtelig forskel på BNP per indbygger med og uden (syntetisk) Chavez (læs her for yderlige forklaring).

Økonomien forværres da også før olieprisfaldet i 2014. Naturligvis påvirkede olieprisudviklingen Venezuelas økonomi negativt – ligesom i andre lande, hvor olie står for en stor del af eksport og BNP. Men intet andet land har oplevet samme ekstreme nedsmeltning som Venezuela. se også nedenstående hentet fra Economist. BNP per indbygger er således halveret siden 2013, mens inflationen nu er over hvad der svarer til 1, mio procent p.a.

En væsentlig årsag til nedsmeltningen er naturligvis, at den store stigning i de off. indtægter, som man oplevede i nullerne i kraft af de højere oliepriser, ikke kunne følge med det øgede offentlige forbrug. Da oliepriserne faldt i 2014, hvilket ikke burde være kommet som den helt store overraskelse, havde man intet at stå imod med.

Kombinationen af faldende oliepriser og faldende olieproduktion har naturligvis været katastrofal for Venezuela. I indeværende år forventes olieproduktionen at falde til omkring eller ligefrem under 1 mio. tønder per dag. I 1999, hvor Chavez kom til magten, var den på 3,25 mio. tønder per dag. Et fald som ikke skyldes at man er ved at løbe tør for olie – Venezuela har verdens største oliereserver – men misrøgt og inkompetence.

Og hvad så nu?

I en kommentar i Ræson, Vi bør alle stille os på oppositionens side og fordømme Maduros diktatur, slutter jeg af med at skrive

Det kaos og den stigende desperation i befolkningen har efterhåndenden stået på i mange år. BNP er halveret siden 2013, og FN oplyser, at 90 pct. af befolkning nu lever i fattigdom. Folk sulter, og hospitalerne kan ikke skaffe medicin. Mordraten er steget til Sydamerikas højeste, mens inflationen er steget til langt over en million pct. Det er med god grund, at tre millioner mennesker er flygtet (ca. 10 pct. af befolkningen).

Det, som foregår, er ikke en kamp mellem højre- og venstreorienterede. Det er en kamp mellem socialistisk diktatur og demokrati. Her burde der ikke være tvivl i nogens sind om, hvilken side man bør være på, nemlig demokratiets side. Jeg ser i hvert fald frem til den dag, jeg kan skrive en artikel i Ræson, hvor jeg kritiserer en demokratisk (socialdemokratisk) venezuelansk regerings økonomiske politik, fordi den ikke er markedsorienteret nok for min smag.

Hvor tæt vi er på den dag, vi her på bloggen skriver en kritisk post om en demokratisk valgt regerings økonomiske politik er åbent spørgsmål. I en debat med Enhedslistens Pelle Dragsted, hvor vi ikke overraskende var uenige om det meste, var vi enige om at en blodig afslutning desværre er en reel risiko. Det er risikoen for at det ender med at Maduro bliver siddende også.

Selv om optimismen er stor blandt mange i oppositionen, som for første gang står samlet bag en leder, Juan Guaidó, er det slet ikke sikkert det ender med Maduros fald.

Det kan også ende med en “fuld Cuba”. At mio. af Venezuelanere forlader landet (mere end 3. mio. indtil videre) er et langt større problem for landende omkring Venezuela, end for Maduro og resten af den nuværende elite. I modsætning til et markedskapitalitisk samfund, hvor den enkelte borger er et potentielt aktiv, er de i en ekstraktiv semiplanøkonomi som Venezuela et passiv.

Forenklet sagt, kan man jo lade kinesere, Iranere og russere stå for olieudvindingen og selv leve af indtægterne derfra.

Militæret afgør hvem der er præsident 

Venezuelas militær er den afgørende magtfaktor og har været det længe. Derfor er det afgørende for oppositionen at få militæret til at skifte side, og det er ingen let opgave. At en enkelt general i luftvåbenet har erklæret sin loyalitet overfor Guaidó gør ingen sommer. Militærets top forholder sig indtil videre loyal overfor Maduro, og det er også vanskeligt at forestille sig den absolutte top i militæret skulle skifte side. De er for de flestes vedkommende syltet ind i illegal guld og uranudvinding, narkotikasmugling, korruption og hvidvask. Oprøret skal derfor komme længere nede i rækkerne og blandt de menige.

Men formår Maduro at fastholde hærens opbakning, er mulighederne for en bare nogenlunde fredelig overgang til demokrati minimale. Selv om det skulle lykkes at få størstedelen af hæren til at skifte side, er der også fortsat de såkaldte Colectivos – bevæbnede paramilitære grupper – som for længst har vist deres voldsparathed..

Billed er fra før de fleste EU-lande anerkendte Guidó som præsident mandag d. 4/2

At de fleste EU-lande inkl. Danmark nu anerkender Guidó, er blevet kritiseret for at øge risikoen for en blodig afslutning, måske ligefrem en indsættelse af udenlandske tropper i Venezuela.

Det er dog et tvivlsomt argument, som bygger på en ide om, at en forhandlet løsning mellem Maduro og hans regering på den ene side og oppositionen på den anden side faktisk er mulig. Det er mere end tvivlsomt.

USA udelukker ganske forudsigeligt ikke en egentlig militæraktion, mens en række EU-lande og det flertal i Lima-gruppen, som anerkender Juan Guaidó som midlertidig præsident, insisterer på at tale om en fredelig løsning. Med andre ord er det som det plejer at være.

Man kan argumentere for, at de Europæiske landes opbakning mindsker risikoen for en langvarig blodig konflikt, idet den støtter op bag den massive opbakning fra det meste af Latinamerika, samt USA og Canada.

Og hvad angår Rusland og Kina, som kritiserer anerkendelsen af Guaidó, er begge, og måske især sidstnævntes interesse primært knyttet til deres investeringer i Venezuela.

Hvis de – og især Kina formentlig – ser deres interesser bedst varetaget ved et regimeskifte – kan de blive afgørende. Ikke forstået som at man vil bakke op bag anerkendelsen af Guaidó – det er helt udelukket. Men måske ved at man ikke aktivt støtter (læs: finansierer) Meduro regimet.

Ifølge Reuters har oppositionen og Guaidó understreget at at man vil honorere Venezuelas forpligtigelser overfor både Kina og Rusland. Guaidó udtaler således at:

What most suits Russia and China is the country’s stability and a change of government,” he said. “Maduro does not protect Venezuela, he doesn’t protect anyone’s investments, and he is not a good deal for those countries.

I et interview med Bloomberg, siger Guaidó dog, at:

I will be very clear: all agreements that have been signed following the law will be respected,” Guaido said in a written interview. “If previous agreements were signed by adhering to the due process of approval by the National Assembly, they will be accepted and honored.

Det kunne tyde på at man kun er parat til at honorere en del af den eksterne gæld til Kina (og Rusland må man formode). Det er ikke klogt (for at sige det mildt), hvis man skal gøre sig forhåbning om en nogenlunde fredelig løsning.

Endelig kan man ikke udelukke en egentlig væbnet konflikt mellem Venezuela (og reelt også Cuba) på den ene side og primært Colombia, USA og måske Brasilien på den anden side – hvilket der næppe vil være den store begejstring for i hverken befolkning eller militær.

Vi kan kun håbe på det bedste – og frygte det værste. Til gengæld er der ingen grund til at frygte, at et regimeskifte vil ende i en situation som vi har set i Afghanistan, Irak og Libyen. Venezuela var i modsætning til de nævnte lande, et demokrati gennem mere end 40 år.

Men indebærer genindførelsen af demokrati blot en tilbagevenden til den førte politik før Chavez kom til magten, vil det på sigt indebære en betydelig fare for, at man ender i samme situation, som man befinder sig i nu.

Hvis man sammenligner udviklingen før Chavez kom til og udviklingen efter han indledte sin “Boliviarianske revolution”, finder man nemlig en række ligheder:

  • olieindtægternes funktion som betaling for loyalitet
  • tilbøjeligheden til at bruge planøkonomiske instrumenter og regulering i stedet for markedsløsninger
  • korruption

Chavéz og efterfølgende Maduros regeringstid kan i den sammenhæng ses som en ekstrem udgave af hvad Veneziuela oplevede fra 1960erne og frem til 1990erne. At oppositionen i højere grad end tidligere har opbakning også fra de laveste indkomstgrupper i Venezuela, skyldes næppe bekymring for de mere udemokratiske og totalitære sider af det nuværende regime, men primært at regimet i takt med en mere og mere vanskelig økonomisk situation og faldende indtægter ikke længere kan finansiere hvad der reelt er et superklientalistisk system.

Kilde: Bjørnskov (2017)

I den forstand er det korrekt at pege på faldet i oliepriserne i 2014 som afgørende for den nuværende opbakning til oppositionen og Juan Guaidó, lige som høje renter og faldende oliepriser i begyndelsen af 1980erne udløste en krise, man reelt aldrig kom sig over, og endte med Chavéz valgsejr i 1998.

Med mindre et regimeskifte indebærer et grundlæggende og afgørende paradigmeskifte i Venezuelansk politik og der relativt hurtigt gennemføres omfattende reformer, som sikrer fornyet økonomisk vækst, kan pendulet hurtigt svinge tilbage igen. Om det er muligt, kan man naturligvis godt være lidt skeptisk i forhold til.

Korruption er også et kulturelt fænomen

For et par uger siden kom den nye korruptionsvurdering fra Transparency International, der som altid gav en smule diskussion i medierne og her på bloggen. Flere undrede sig over, at Danmark lå i top selvom vi blandt andet havde haft Atea-sagen, og taler man med folk (og studerende), undrer de sig ofte over, hvorfor Danmark er så umiddelbart rent, og om det er sandt. Men det er det, og kære læser: Hvornår har du sidst oplevet at skulle betale bestikkelse eller noget lignende for offentlig service, politiarbejde osv.? Jeg har aldrig oplevet det (i Danmark), og det har mine forældre og venner heller ikke. Spørgsmålet er ikke, om vurderingen er sand – medmindre man ’strækker’ korruptionskonceptet til at inkludere alt muligt andet – men hvorfor det er lande som Danmark, Norge og New Zealand, der ligger i top.

En stor del af svaret synes at ligge i den særlige tillidskultur, som vi deler i de nordiske lande. New Zealand er et af de lande udenfor Norden, der kommer tættest på vores niveau af social tillid. Som opmærksomme læsere vil vide, måles social tillid – dvs. tillid til mennesker, vi ikke kender personligt eller ved noget specifikt om – gennem spørgsmålet ”Generelt, tror du man kan stole på de fleste mennesker, eller skal man være forsigtig?” Det globale gennemsnit er et stykke under 30 %, det europæiske omkring 30 %, mens to tredjedele af befolkningerne i Danmark, Norge og Sverige mener, at man kan stole på andre mennesker.

Den teoretiske forklaring hviler på to mekanismer, en direkte og en indirekte. Den direkte er, at jo højere ens tillid er, jo større er ens ’moralske omkostninger’ – hvor dårligt det ville føles at være involveret i korruption. Hvis man ingen tillid har til at andre mennesker gør det rigtige, er det ikke noget moralsk væsentligt problem, hvis man heller ikke selv gør det. Hvis man stoler på, at andre mennesker nok opfører sig ordentligt, hviler der en langt større byrde på en, hvis man for eksempel tager imod bestikkelse. Det bliver derfor et væsentligt mindre problem i lande med stærkere tillidskulturer.

Den indirekte mekanisme er, at tillid også påvirker hvor fair og effektivt, retsvæsenet fungerer. Her synes hovedmekanismen at være, at vælgere med højere tillid er mere tilbøjelige til at holde politikere ansvarlige, og dermed opretholde en forholdsvis højere standard. I demokratiske lande med befolkninger, der har høje niveauer af tillid, kan politikerne således ikke tillade sig at blande sig meget i retsvæsenets beslutninger, og dets uafhængighed er dermed langt bedre de facto beskyttet (hvilket faktisk er emnet for den ene af mine to præsentationer ved næste måneds konference i the Public Choice Society).

Der findes relativt stærk evidens for disse mekanismer, ikke mindst i korruptionsforskningen. Min egen forskning om emnet er blandt andet udgivet i Journal of Law and Economics (gated version her; ungated konferenceversion her), og min nyere oversigt over tillidseffekter i the Oxford Handbook of Public Choicekan også læses ungated her. Oversigten understreger, at der ofte er ret forskellige effekter i demokratiske og udemokratiske samfund, og man derfor ikke kan forvente en helt generel sammenhæng. Dette illustrerer vi i figuren nedenfor, der viser det overordnede forhold ved at plotte tillidsniveauer fra 136 lande (x-aksen) overfor de nyeste korruptionstal fra Transparency International (y-aksen). Sammenhængen er splittet op i tre grupper – lande uden valg med flere partier, lande med flerpartivalg, men hvor valgene ikke er fair eller frie, og lande med faktisk demokrati.

Ser man på figuren, skal man næppe lægge meget i den negative korrelation i lande uden valg med flere partier, da der kun er fem lande med tillidsobservationer i den gruppe. Den væsentlige lære er, at der ingen systematisk sammenhæng er i lande uden demokratiske valg (korrelationen er 0,1), mens der er en ganske stærk sammenhæng i demokratier (en korrelation på 0,7). Denne forskel kan også ses som en afvisning af det kausalitetsproblem, som man kunne have, hvis folks sociale tillid reagerede på, hvor meget eller lidt korruption de opfattede i deres samfund. Det er netop det, den svenske politolog Bo Rothstein har påstået i flere artikler, men det er inkonsistent med forskellen mellem demokratier og andre samfund. Hvis folks tillid til hinanden formes af korruption, må det ske uanset om der er frie valg – der er noget, der sker for det enkelte individ – mens en af de væsentlige teoretiske mekanismer, der forklarer hvordan korruption formes af tillid netop afhænger af, om der er frie valg eller ej, og derfor om politikerne er tvungne til at tage vælgerne alvorligt.

Forklaringen på, at de tre skandinaviske lande og Finland ligger i den absolutte top som de mindst korrupte lande i verden er således kulturel: Vores ekstremt stærke sociale tillid. Som vi tidligere har skrevet om, er denne tillid forbløffende stabil over tid og kan genfindes hos amerikanere med skandinaviske bedsteforældre og forfædre. På samme måde har Mette Frisk Jensen dokumenteret, hvordan fraværet af bestikkelsesproblemer i den danske administration kan trækkes tilbage til 1800-tallet. Vi kan derfor ikke på nogen meningsfuld måde takke dygtige politikere eller opmærksomme medier og NGOer for vores mangel på problemet. Netop den fordel stikker langt dybere i vores fælles historie.

Dansk korruption og misforståelser om mål for korruption

I går udkom den årlige korruptionsvurdering fra Transparency International (TI). Det såkaldte CPI – the Corruption Perception Index – viser igen i år, at Danmark er verdens mindst korrupte land. Som figuren nedenfor illustrerer, er der store forskelle i korruptionsproblemer på tværs af Europa, og endnu større i verden som helhed. Danmark topper indekset med en score på 88 af 100 mulige, hvilket på den ene side er imponerende og meget positivt, men på den anden side også indikerer, at TI ikke ser Danmark som permanent og fuldstændigt frit for korruption og korruptionslignende problemer.

Det var derfor forbløffende at se adskillige vurderinger, som DR for eksempel skrev i går, at det således ser ud til at ”sager om blandt andet svindel i Socialstyrelsen og hvidvask i Danske Bank” ikke har påvirket indekset synderligt. Natascha Linn Felix, der pt. er den danske formand i TI ved siden af sit job som anti-korruptionsrådgiver i Folkekirkens Nødhjælp, udtalte at korruptionsindekset ”siger derfor ikke noget om, hvor korrupt et land i virkeligheden er.” Hun fortsatte med at pointere, at ”først og fremmest afspejler indekset ikke enkeltsager. Dernæst måler det på det opfattede korruptionsniveau i den offentlige sektor” og at ”sager, der foregår i banksektoren, ikke vil være afspejlet i indekset.”

Problemet er, at Felix åbenbart ikke forstår hvad det indeks, som hendes egen organisation udgiver hvert år, faktisk måler. En score omkring 90 ligesom den danske indikerer ikke, at landet er fuldstændigt frit for korruption – det ville kræve en perfekt indeksscore på 100 – men at der vil være sjældne sager, og at de bliver håndteret effektivt af retsvæsenet. Der er derfor ingen grund til at forvente, at en enkelt sag i ny og næ, som håndteres korrekt af retsvæsenet, burde føre til en lavere korruptionsvurdering. Den forventning er allerede bygget ind i indekset.

Derudover falder sager som den omfattende svindel i Socialstyrelsen ikke ind under de mest normale definitioner af korruption. Korruption er, i det mindste i den etablerede forskning, altid defineret som en slags ulovlig transaktion mellem to parter. Svindelsager er således ikke korruptionssager, når der er tale om en person, der har svindlet uden hjælp fra for eksempel overordnede. Atea-sagen var derimod et klart eksempel, da der var tale om direkte bestikkelse af blandt andet Region Sjællands IT-driftschef: Nogen hos Atea tilbød bestikkelse, og driftschefen modtog.

Uanset hvad Natascha Linn Felix og andre NGO-ansatte fortæller medierne, er der således ikke rigtigt nogen problemer i Danmark. Det samme gælder de seks lande, som har vurderinger fra Transparency International, der ikke er statistisk lavere end Danmarks (vurderingerne ligger indenfor det danske 95 % konfidensinterval: New Zealand, Finland

Singapore, Sverige, Schweiz og Norge. Disse lande ligger år efter år i toppen, og solid forskning peger på en række forklaringer på, hvorfor det netop er dem. Det egentlige spørgsmål, man må stille til årets undersøgelse er, hvorfor Island ikke er blandt dem.

Ulighed i formuer og moderne forbrugsteori

Jeg indrømmer det gerne: Titlen på dagens post er ikke ligefrem den meste sexede titel, men den er meget præcis. Og formålet med posten er at illustrere et lidt overset, men ganske voldsomt problem ved de opgørelser af ulighed i formuer, som Credit Suisse udgiver hvert år og som Oxfam Ibis bruger (og misbruger) i deres årlige rapport om ulighed.

Vi bruger såkaldt moderne forbrugsteori til at illustrere problemet. Teorien, der blev udviklet parallelt i 1950erne af Milton Friedman og Franco Modigliani, hviler på indsigten at folk ønsker at udjævne deres indkomst over deres liv. Har man ingen adgang til lån og opsparing – dvs. er der ingen adgang til finansiel service – kommer ens forbrug til at svinge sammen med ens indkomst, og man udsættes derfor for massiv usikkerhed, som man helst ville undgå. Det bliver også nærmest umuligt at gå på pension, fordi pension er opsparing fra tidligere i ens liv. Hvis folk har adgang til de finansielle markeder, kan de låne i dårlige tider og spare op i gode, og derfor beholde et meget jævnt forbrug på trods af at indkomsten ikke er den samme hvert år.

Vi illustrerer dette i figuren nedenfor, hvor den lige linje er perfekt udjævnet forbrug, mens den buede – der starter lavt, stiger og dermed falder til et lavt niveau – repræsenterer folks indkomst over tid. Figuren gør det klart, at ser man over et helt liv, betyder folks ’forbrugsudjævning’, at de som unge og muligvis studerende vil bruge mere end de har – de opbygger gæld – fordi de ved, at de senere kommer til at tjene mere og dermed kan betale gælden tilbage. De udjævner dermed deres forbrug ved at flytte forbrug fra senere i livet til de er unge. På samme måde vil man på et tidspunkt netto begynde at spare op til sin pension, så man kan bibeholde sin levestandard selvom man har forladt arbejdsmarkedet. Noget af denne opsparing vil ofte stå i mursten – ens gældfrie bolig er også pensionsopsparing.

Vi illustrerer dette i figuren nedenfor, hvor den lige linje er perfekt udjævnet forbrug, mens den buede – der starter lavt, stiger og dermed falder til et lavt niveau – repræsenterer folks indkomst over tid. Figuren gør det klart, at ser man over et helt liv, betyder folks ’forbrugsudjævning’, at de som unge og muligvis studerende vil bruge mere end de har – de opbygger gæld – fordi de ved, at de senere kommer til at tjene mere og dermed kan betale gælden tilbage. De udjævner dermed deres forbrug ved at flytte forbrug fra senere i livet til de er unge. På samme måde vil man på et tidspunkt netto begynde at spare op til sin pension, så man kan bibeholde sin levestandard selvom man har forladt arbejdsmarkedet. Noget af denne opsparing vil ofte stå i mursten – ens gældfrie bolig er også pensionsopsparing.

Moderne forbrugsteori indebærer derfor, at der altid vil være formueulighed i et nogenlunde velfungerende, kapitalistisk samfund. De yngre vil typisk have negative nettoformuer – de har studielån, lån i bilen osv. – mens de relativt ældre har positive nettoformuer i form af pensionsopsparing. De allerældste vil typisk ikke have nær så store formuer, og meget af den vil være lagt til side til arv. Et samfund, hvor folk forbrugsudjævner nogenlunde rationelt er derfor et samfund med betydelig ulighed i folks nettoformuer.

Så hvad sker der, hvis man ikke har adgang til finansielle markeder? Mens man helst vil investere ens opsparing i afkastgivende aktiviteter, så ens formue på sigt bliver større, er alternativet når man ikke har adgang til den slags service, at spare op i noget, der beholder sin værdi. Det er blandt andet derfor, at mange relativt fattige i lande som Indien og Pakistan kan have ganske mange smykker – de er de facto opsparing. Et væsentligt problem med Credit Suisse-opgørelsen er derfor, at den ikke ’fanger’ denne opsparing, da den ikke re registreret på samme måde som en bankkonto eller aktiekøb. Mange mennesker i fattigere lande har faktisk opsparing, og de udjævner dermed også deres indkomst over tid som økonomisk teori siger de bør gøre. Opsparingen er blot ikke registreret.

Et af mange paradoksale og dybt misvisende forhold i Credit Suisses tal og Oxfam Ibis-rapporten er således, at velfungerende, inklusive finansielle markeder som man har i rige lande ’skaber’ ulighed i de nettoformuer, Credit Suisse måler. Men denne ulighed er udtryk for, at de finansielle markeder skaber bedre muligheder for de relativt fattigere i samfundet. Bor man i et land med dårligt fungerende finansielle markeder og er man ikke blandt de velstående, vil man være udelukket fra både lån og opsparing af den registrerede slags. Selvom man kan have lån hos den lokale udlåner eller opsparing i form af smykker og ægte tæpper, vil man ikke have nogen registreret aktivitet, og ender derfor med at have nul nettoformue i Credit Suisse-opgørelsen.

Problemet er, som Ole P. Kristensen skrev meget klart i søndagsudgaven af Berlingske Tidende, er folk med negative nettoformuer ikke de fattigste: ”De er i virkeligheden privilegerede, for stor negativ formue forudsætter, at man kan optage lån.” På nationalt plan vil de mange mennesker uden nettoformuer tælle som nuller i regnskabet og dermed indebære, at den formueulighed, som Credit Suisse måler, bliver ganske lav. Det har også den implikation, at hvis de finansielle markeder bliver bedre – så flere mennesker kan tage lån og have opsparing – vil den målte ulighed i verden stige! Man må derfor spørge, om Oxfam Ibis vil ødelægge folks muligheder for forbrugsudjævning i lighedens navn?

Mere nonsens om ulighed

Forleden udkom Oxfams årlige rapport om ulighed i verden, og medierne slugte meget forudsigeligt organisationens historie om voldsomt stigende ulighed og at det går dårligt for verdens fattige. Vi har tidligere skrevet om rapporten og de tal for ulighed i såkaldte nettoformuer fra Credit Suisse, som Oxfam bruger (se f.eks. her, her og her), og Niels debunkede rapporten grundigt igen i onsdags. I år er ikke anderledes, og tallene er heller hverken mere troværdige eller mindre nonsens end tidligere. Tror man på metodologien bag opgørelsen af ulighed, skal man f.eks. også tro på, at over en million danskere er blandt verdens fattigste halvdel, og at man – hvis man har 30.000 stående på en bankkonto som eneste formue – er blandt den tredjedel i verden med de største formuer. Man skal nok være en særlig type for at købe de påstande, men en åbenbart betragtelig del af danske journalister er af denne type.

Det gælder i udbredt grad, at man helt generelt kan slippe afsted med nærmest latterlige påstande om ulighed uden at blive stillet til ansvar. En af dem, som man igen har hørt i den internationale debat, er at ’social ulighed’ ikke blot skader uddannelse og sundhed, men endda også er en kilde til overvægtsproblemer. Information har tidligere skrevet om det, ligesom en rapport fra Teknologirådet for nogle år siden viderebragte påstanden. Ulighed bliver beskyldt for at være skyldig i alskens samfundsproblemer, og patentmedicinen er statslig omfordeling. Er man i tvivl om fænomenet, kan man tage et kig på den indflydelse, Wilkinson og Picketts aldeles rædselsfulde The Spirit Level havde for cirka ti år siden, eller Wilkinsons ligeså manipulerede opfølger The Impact of Inequality. Man kan heldigvis også vælge at orientere sig om, hvad der er op og ned i Andreas Bergh, Therese Nilsson og Daniel Waldenströms fine Sick of Inequality?

For at illustrere, hvor mærkværdigt misvisende store dele af ulighedsdebatten er, bringer vi i dag et simpelt plot over den sammenhæng mellem overvægt og ulighed, som flere debattører påstår findes. Plottet er meget simpelt mellem ulighed, målt ved ginikoefficienten i disponibel indkomst, på x-aksen og andelen af befolkningen, der ifølge WHO er er overvægtig. Tallene er alle fra Europa og således fra nogenlunde sammenlignelige lande. Korrelationen mellem de to serier er 0,13, og 0,01 når man tager Tyrkiet (den åbenlyse outlier) væk. Der er, med andre ord, ingen sammenhæng mellem overvægtsproblemer og social ulighed.

Spørgsmålene til jer, kære læsere, er derfor hvordan man kan få dén slags billede til at blive til en stærk og enkel sammenhæng, som man kan retfærdiggøre indgribende omfordelingspolitik med? For det er det, en åbenbart ulighedshadende, international NGO-sfære gør med jævne mellemrum.

Alt det Oxfam-Ibis ikke fortæller dig

Traditionen tro har Oxfam-Ibis også i år udsendt deres årlige “ulighedsrapport” om hvor galt det står til i verden – i år med overskriften “Public good or Private wealth”. I lighed med tidligere, er der også i år tale om en i bedste fald dubiøs, i værste fald bevidst manipulerende rapport, hvis formål er at bilde læseren ind, at verden bliver mere og mere ulige, og det selvfølgelig skyldes den “væmmelige markedskapitalisme”.

Helt grundlæggende er Oxfam-Ibis årlige rapporter baseret på at den typiske læser ikke er økonomi-kyndig, og at kun få checker de kilder, som man faktisk ganske fint lister til sidst (og tak for det) i den egentlige rapport, som man finder på Oxfams hjemmesider i UK. På Dansk udsendes kun et kort resume.

Hvad Oxfam-Ibis ikke fortæller dig

Nedenstående infografik er “typisk” Oxfam-Ibis, og hvis man alene ser den, får man jo den opfattelse at det står meget slemt til med både fattigdom og ulighed her i verden. Det kan man jo så mene at det også gør, men hvorfor forholder man læseren, at det faktisk går meget bedre end tidligere? Både hvis man måler på absolut fattigdom – og udviklingen i den globale ulighed, som Oxfam-Ibis i lighed med andre på venstrefløjen tillægger særlige negative konsekvenser.

et er sådan set rigtigt hvad de skriver hver for sig, men oveni er der alt det som de ikke skriver. Hvad er grunden til at man sammenstiller udviklingen i ekstrem fattigdom i Afrika syd for Sahara med Verdensbankens fattigdomsgrænse for det mest velstående middelindkomstlande? Er det mon fordi man gerne vil give indtrykket af at 3,4 mia. mennesker lever i ekstrem fattigdom? Verdensbankens fattigdomsgrænse for ekstrem global fattigdom er $1,90 (købekraftskorrigeret og i 2011 USD.) og ikke $5,50. Og hvorfor står der intet i rapporten om at også målt på $5,50 har man de seneste årtier oplevet et fald i andelen af fattige – uanset hvilken grænse man bruger – som er uden historisk sidestykke, se nedenstående figur.

Et fald, som er sket samtidig med at verdens befolkning voksede med ca. 30 procent, især i udviklingslandene.

I løbet af 25 år er vi gået fra at leve i en verden, hvor ca. 2 ud af 3 levede for under svarende til $5,50 om dagen, til en verden hvor flertallet har mere end svarende til $5,50 at leve for om dagen. Og nej, det er ikke meget, men det går i den rigtige retning, og forskellen mellem at leve for $1,90 og op til $5,50 er til at tage at føle på.

Heldigvis er det “kun” 1/10 af jordens befolkning, som i 2015 levede i ekstrem fattigdom (og ifølge “World Poverty Clock” er vi nu nede på ca. 8 procent primo 2019), mens det i 1990 var ca. 1/3 af jordens befolkning, som måtte leve for under svarende til $1,90.

Og når man skriver at næsten halvdelen af verdens befolkning kun lige undgår at leve i ekstrem fattigdom, hvorfor anvender man så $5,50 og ikke $3,20? Måske fordi “næsten halvdelen” giver en anden effekt end ca. 1/4? (bortset fra at man jo ret beset bør trække de ca. 10 procent fra som rent faktisk fortsat lever for mindre end $1,90 – de indgår jo i de 46 procent). Andelen under $3,20 er som det fremgår af ovenstående figur forøvrigt en halvering i forhold til 1990, hvor mere end halvdelen af jordens befolkning måtte klare sig med mindre en svarende til $3,20.

Hvad angår udsagnet om at ekstrem fattigdom er stigende Syd for Sahara, fremgår det ikke, hvorvidt der er er tale om absolut antal eller andel. Det gør dog mindre. I takt med at den ekstreme fattigdom falder globalt, bliver den resterende gruppe i stigende grad domineret af relativt få især afrikanske lande, hvoraf kun få har en tilfredstillende økonomisk udvikling. Antallet af ekstremt fattige er nu højere i Nigeria end i Indien – på trods af, at Indiens befolkning er mange gange større – mens den økonomiske vækst ikke kan følge med befolkningstilvæksten, og allerede i dag lever ca. en ud af hver fem ekstremt fattige i Nigeria og Congo. Denne andel må forventes at stige de kommende år.

Når man angiver, at mænd ejer 50 procent mere af den globale formue end kvinder ifølge Credit-Suisse estimater, så kan det også undre at det illustreres med to søjler, hvor mandens er dobbelt så høj (se infografik ovenfor).

Ingen tvivl om at kvinder desværre diskrimineres mange steder i verden, hvilket også afspejler sig i formuefordelingen, som det fremgår af nedenstående figur, men…..

Når Oxfam i deres rapport skriver:

Less understood but equally alarming is the gender wealth gap, which along with earnings includes assets, savings and investments. Credit Suisse has this year estimated women’s share of global wealth at 40%, but with very significant differences regionally and for different groups of women. For example:

• In Africa and in countries like India, Pakistan and Bangladesh, women account for somewhere between 20–30% of wealth.

• In the US, unmarried white men own 100 times more wealth than unmarried Hispanic women.

Så må man spørge sig selv, hvorfor er det relevant at sammenligne hvide mænds formue med lige præcis ugifte hispanic kvinder?

Som det fremgår af ovenstående figur fremgår , at der er stor forskel på kvinders andel i Afrika og Indien og i Nordamerika (apropos sammenligningen mellem “hvid mand” og enlig kvinde med latinamerikansk baggrund) og Europa.

Mens man estimerer at kvinder i de to først nævnte regioner har en andel på mellem 20 og 30 procent, estimeres den for de to sidstnævnte at være mellem 40 og 45 procent, opgjort på husstande.

Og så er der selvfølgelig den utopiske ide om, at “bare” man beskattede den ene procent rigestes formue med 0,5 procent, så ville man kunne finansiere uddannelse for den ca. 1/4 mia, børn som ikke er i uddannelse og sundhedspleje der ville redde 3,3 mio. liv om året.

Der er det måske ikke så lille aber dabei ved den ide, at ikke kun skal man øge formuebeskatningen med 0,5 procent – hvor mere end 70 procent af provenuet vil komme af beskatning i I-landende, ifølge Oxfams egne beregninger – men at den herefter ubeskåret overføres til udviklingslandene.

Formue fordelt på regioner

Men andre ord ønsker man at ulandsbistanden skal øges kraftigt. Hvorfor skriver man så ikke bare det?

Når vi nærmer os det rene fup og svindel

En ting er alt det, Oxfam-Ibis undlader at nævne. Noget andet er hvor metodevalg og begrebsanvendelse tangerer fup og svindel.

Igen i år er Oxfam-Ibis slagnummer, hvor mange superrige der ejer lige så meget som den “fattigste” halvdel af klodens befolkning.

I år kommer man frem til at verdens 23 rigeste (ifølge Forbes), ejer lige så meget som den fattigste halvdel af jordens befolkning tilsammen. Som Mads Lundby fra Cepos har gjort opmærksom på, bl. a. i Radio24syv morgen (kan høres her), svarer denne formue til 0,4 procent af den samlede globale formue (som den opggjort af Credit Suisse, se længere nede). Og ydermere er europæere og amerikanere overrepræsenterede blandt de 10 procent fattigste.

Hvad der heller ikke nævnes fra Oxfam-Ibis side er, at de 10 procent “fattigstes” samlede formue er negativ, mens 2. decils samlede formue er nul. Ja, tager vi de 40 procent “fattigste” samlede formue et den et stort rundt nul. Det indebærer at hvis du blot ejer en krone, så er du rigere end de 40 procent “fattigste” tilsammen!

Som vi skrev tilbage i 2015:

Lige som tidligere år dominerer USA, Canada og Europa de nederste og  øverste deciler. Hver fjerde dansker er således blandt verdens “fattigste” målt på nettoformue. Det er selvfølgelig ikke udtryk for fattigdom – tværtimod. Men fordi Danmark er et I-land med et avanceret og veludbygget finansielt system og et fremragende realkreditsystem.

Det gælder fortsat.

Ligeledes , som vi har skrevet om flere gange tidligere (se bl. a. her), skyldes ændringerne fra år til år primært 3 ting: valutakursudsving, prisen på værdipapirer og udviklingen i boligpriserne.

Læg f. eks. mærke til udviklingen i Indien, – se figur nedenfor – hvor både værdipapirer og boligpriser er steget betydeligt, mens den samlede formuefremgang i Credit Suisse opgørelse mere beskeden, fordi den lokale valuta faldt i forhold til dollar i perioden.


Når Oxfam-Ibis i år skriver, at

”Sidste år fik verdens rigeste hver dag 16 milliarder kroner mere at putte i lommen, mens den fattigste halvdel af verdens befolkning mistede 11 procent af deres beskedne opsparing.”

Så efterlader det os med indtrykket af at de rigeste er blevet rigere og de fattigste er blevet fattige – det er selvfølgelig også hvad Oxfam-Ibis gerne vil have os til at tro. Men man kan ikke konkludere at den fattigste halvdel “mistede 11 procent af deres beskedne opsparing” – for det kræver som minimum at man opgør det i lokal valuta. Ret beset bør man også korrigere for inflation – for det eneste Credit Suisse måler er udviklingen i den nominelle formue – og så endda i dollars til gældende markedskurs.

Oxfam-Ibis påstand er grundlæggende at verden lider af “galoperende ulighed” og at det bliver værre og værre. En overskrift i dette års rapport er således ” Uligheden er ude af kontrol”. Eller som de skrev i deres 2016 rapport:

Rapporten dokumenterer og analyserer den globale ulighed, der i den grad er løbet løbsk – og som forhindrer, at målet om at få udryddet global fattigdom inden 2030 kan blive indfriet. Tallene i rapporten er foruroligende. I dag har verdens rigeste én procent større rigdom, end alle andre mennesker til sammen. Blot 62 absurd rige ejer det samme som den fattigste halvdel af jordens befolkning – i alt 3,6 milliarder mennesker. For fem år siden skulle der 388 milliardærer til.

Men vendt lidt: Hvis nu vi for et øjeblik lader som om Credit Suisse årlige formueopgørelse rent faktisk kan bruges til at sige noget klogt om udviklingen i levestandard (det kan den ikke, se nedenfor)…

Hvordan har udviklingen så været de sidste små 20 år? For de der kun læser Oxfam-Ibis årlige rapport, vil det måske komme som lidt af et chock, men målt på både de 5- og 10 procent med de største formuer, er deres andel siden 2000 ikke steget, men faldet. Som det fremgår af nedenstående figur er de væsentligste forskydninger sket indenfor de 10 procent ‘rigeste”. De 90 procent fattigste har ikke oplevet et fald i deres andel siden årtusindes begyndelse.

Vi må altså konkludere, at Oxfam-Ibis påstand om stigende ulighed, baseret på formue, slet og ret et falsum. Samtidig skal naturligvis medtages at den globale indkomstulighed, som vi tidligere har pointeret, senest her, er faldende.

Et er at Oxfam-Ibis gennem årene vedvarende prøver at give indtryk af en udvikling, som der ikke er belæg for. Noget andet er, at Credit-Suisse årlige opgørelse (se seneste her) slet ikke kan bruges til at sige noget fornuftigt om udviklingen i den globale levestandard.

Forskelle i formuer kan ikke bruges som proxy for forbrugsmuligheder. Dertil bruger man købekraftskorrigerede indkomster. At man ejer en 2-værelses lejlighed i Kbh som måske har en værdi på 3 mio. kroner, i forhold til en en tilsvarende lejlighed i Rio de Janeiro, som måske kan erhverves for 300.000, indebærer jo ikke, at man dermed har 10 gange så høj levestandard målt som årligt forbrugsmulighed. Dertil er man altså nødt til at bruge købekraftskorrigeret indkomst.

Som Punditokraternes redaktør, Christian Bjørnskov, påpegede i en kronik i Børsen i 2016:


Ibis og Oxfams problem skyldes først og fremmest, at de bruger en årlig rapport fra Credit Suisse, hvor banken opgør verdens nettoformuer. Dette begreb definerer de som værdien af omsættelige finansielle aktiver samt andre aktiver som bolig og jord fratrukket gæld.

Det er derfor forskelle i formue og ikke indkomster eller forbrugsmuligheder, Oxfam påstår, er udtryk for global ulighed. Det giver blot forsvindende lidt mening.

Ifølge opgørelsen udgjorde 10 pct. af amerikanerne således 10 pct. af verdens fattigste halvdel, ligesom over en million danskere var blandt den – en i øvrigt langt større andel end i Kina.

Den million danskere, der har ingen eller negative nettoformuer, er heller ikke i virkeligheden de fattigste danskere.

Metoden, som Credit Suisse bruger, har f.eks. den konsekvens, at optager en ellers velfungerende dansk landmand et lån for at forbedre sin gård, falder hans nettoformue, og han risikerer dermed at ende blandt det, Oxfam taler om som verdens fattigste.

På samme måde er der ganske store problemer med, hvordan Credit Suisse opgør folks pensionsformue, der som oftest ikke tæller med i nettoformuetallene – pensioner er jo typisk ikke omsættelige.
Så har man almindelig pensionsopsparing, tæller den ikke med, mens en investering, som skal finansiere ens pension, gør.

Konsekvensen er, at lande med velfungerende pensions- og forsikringsvæsener vejer langt tungere i de internationale tal og kommer til at se mere ulige og langt fattigere ud i den måde, Oxfam fortolker tallene på. Og jo bedre pensionsvæsener – og mere inklusive finansielle institutioner – et land får, jo mere ulige ser det ud i Oxfams årlige rapport.

Her til sidst i dette indlæg (som blev lidt længere end beregnet) vil jeg gerne slutte af med endnu et eksempel, hvordan man manipulerer med læseren.

I dette års rapport hævder man, at de fattigste 10 procent betaler en højere andel i skat end de rigeste 10 procent i Brasilien og UK.

Som det fremgår, skulle de 10 procent fattigste i UK altså betale 49 procent i skat, mens de 10 procent rigeste skulle betale 34 procent i skat (jeg har ikke checkket talene for Brasilien efter, da der ikke umiddelbart er adgang til den “rå data”). Går man ind i Oxfam-Ibis metode tillæg oplyses, at indelingen i deciler er baseret på husholdninger, og ikke på skattepligtige personer, som er måden man opgør graden af progression i skattesystemet.

Det er selvfølgelig klart, at den progression, som der normalt er i indkomstbeskatningen overdriver den reelle forskel i hvor meget man betaler i skat af ens personlige indkomst. Indirekte skatter og afgifter vejer jo typisk tungere for de lavere end de højere indkomster (moms, tobaks- og alkoholafgifter mv.).

Men har man ikke mulighed for at foretage en beregning fordelt på faktisk skattepligtige personer, skal man som minimum korrigere for de enkelte husholdningers størrelse. Mange af de umiddelbart velstående husholdninger består jo af to eller flere personer med indkomst, og kan derfor ikke sammenlignes meningsfuldt med husholdninger med kun én person. Gør vi det, ændrer billedet sig drastisk, som det fremgår af nedenstående figur, hvor jeg sammenholder tal, der ikke er justeret for husholdningernes størrelse (den metode Oxfam-Ibis har valgt) med tal, der faktisk er justeret for husholdningernes størrelse.

Som det fremgår har det meget drastisk betydning for især 1. decil, hvor skattetrykket stort set halveres.

Og hvorfor mon Oxfam-Ibis ikke anvender tabel 23. hvor man har korrigeret? Et bud er naturligvis, at så ville man ikke få det resultat man ønsker. Oxfam-Ibis rapport i år er ligesom tidligere år fuld af den slags ‘detaljer’.

« Ældre indlæg

© 2019 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑