Kategori: Christian Bjørnskov (side 1 af 46)

Tre artikler om regulering

De sidste par uger har jeg sammen med to af mine faste medforfattere fået to artikler accepteret i videnskabelige tidsskrifter. Det er naturligvis i sig selv grund til fejring – forskning er den centrale del af ethvert professorjob og giver ikke meget mening, medmindre man også får den udgivet så andre kan læse den – og det er særligt festligt, når det er med to så værdsatte kolleger som Martin Rode og Niclas Berggren. Men der er også den særlige grund, at de to artikler sammen med en tredje, der blev publiceret for et par år siden, tegner et særligt billede af, hvad offentlig regulering risikerer at gøre ved økonomien.

De nye artikler handler om henholdsvis sammenhængen mellem markedsregulering og den offentlige gældsudvikling, og om hvilke typer økonomisk politik, regeringer typisk indfører som reaktion på kriser. Den første artikel, skrevet sammen med Niclas Berggren, hedder meget enkelt ”Regulation and Government Debt” og er under udgivelse i Public Choice. Den anden, med titlen ”Crisis, Ideology, and Interventionist Policy Ratchets”, er fælles arbejde med Martin Rode og udkommer i Political Studies. De hænger emnemæssigt og konceptuelt sammen med min egen artikel ”Economic Freedom and Economic Crises,” der udkom i European Journal of Political Economy for to år siden, Vi har tidligere skrevet om gældsartiklen her og kriseartiklerne her og her, og working paper-versioner kan læses her, her og her.

Det samlende tema er offentlig regulering, men set fra tre vinkler. I mit arbejde med Niclas Berggren undersøger vi, om den offentlige reguleringsbyrde hænger sammen med udviklingen i den offentlige gæld. Svaret er ja: Jo mere, staten vælger at regulere arbejds-, kredit, og produktmarkeder, jo større bliver den offentlige gæld (alt andet lige). Der kan være flere grunde til denne sammenhæng, men vi hælder mod to forklaringer: Reguleringspolitik er ofte forbundet med andre typer økonomisk politik, der ikke altid er lige ansvarlige, så reguleringerne blot reflekterer andre typer politik. Vi bemærker dog, at vi faktisk ikke kan se nogen virkning på det offentlige forbrug, så denne type mekanisme må løbe gennem andre typer politik en rene udgifter. Den anden mulige forklaring, vi ser som sandsynlig, er at reguleringerne forsinker markedsjusteringer og således gør hele økonomien mere ’sluggish’, som udtrykket er på engelsk: Arbejdsløshedsproblemer bliver længerevarende, virksomheder kan pga. reguleringer ikke omstille sig hurtigt, og kreditgivningen bliver strammere og muligvis også mere politiseret. Alle tre forhold kan bidrage til, at staten i sidste ende får gæld pga. de væsentligt større og mere permanente socialudgifter.

Denne fortolkning bliver bakket op af den to år gamle artikel om kriser og økonomisk frihed (som kan læses i sin endelig version her). Jeg undersøgte dengang, om økonomisk frihed påvirker risikoen for at få en økonomisk krise, og om den påvirker hvordan krisen udspiller sig. Svaret viste sig at være, at der ingen klar sammenhæng er med kriserisikoen – lande med større økonomisk frihed og dermed en mindre reguleringsbyrde er hverken mere eller mindre tilbøjelige til at få kriser – men i lande med færre og lettere reguleringer varer de økonomiske kriser væsentligt mindre tid. Med andre ord var konklusionen dengang, at en tungere reguleringsbyrde betyder, at når man først har fået en krise, varer krisen væsentligt længere tid og indebærer et klart større samlet økonomisk tab. Fortolkningen af disse effekter er ganske klart, at reguleringsbyrden forhindrer økonomien i at flytte ressourcer fra virksomheder, der skærer ned eller går konkurs, til andre områder, og holder folk og kapital længere i arbejdsløshed. Det er således den samme type mekanisme, som Niclas Berggren og jeg ser som en af de mulige forklaringer på reguleringernes gældseffekt.

Hvorfor i alverden indfører politikere så tunge reguleringer, må man spørge. Mens der er gode grunde til at tro, at de er skabt af særinteresser – Mancur Olsons særinteresseteori har for eksempel vist sig meget holdbar – tager Martin Rode og jeg et skridt imod en ekstra forklaring. Vi har undersøgt det åbne spørgsmål om, hvad økonomiske kriser gør ved den økonomiske politik. Som vi noterede, da vi skrev om den oprindelige working paper-version her på stedet, er der gode grunde til at tro, at politikere øger det offentlige forbrug og strammer reguleringerne som svar på en krise. Der er dog også gode grunde til at tro, at kriser er særlige events, der tillader at politikerne indfører faktiske reformer fordi særinteresserne re svækkede og krisen demonstrerer, at man må gøre noget andet end tidligere.

Vores innovation er den – i øvrigt ret indlysende – at vi ikke antager, at alle regeringer gør det samme. Det har den tidligere litteratur ellers gjort, men Martin Rode og jeg finder, at det er vigtigt at undgå det. Vores studier af 69 mere eller mindre vestlige lande siden 1975 viser, at venstreorienterede regeringer i særlig grad øger det offentlige forbrug og indfører tungere markedsreguleringer, mens der ikke er evidens for, at højreorienterede regeringer i gennemsnit gør det samme. Kriser er således events, hvor regeringens politiske ideologi bliver meget tydeligt udslagsgivende for, hvilken politik der føres.

Det særlige problem viser sig i, at vi ikke finder nogen evidens for, at reguleringerne lettes efter krisen er ovre. Med andre ord bekræfter vi Milton Friedmans diktum, at Nothing is so permanent as a temporary government program. Og her ligger den deprimerende forbindelse mellem de tre artikler. Særligt venstreorienterede regeringer reagerer på økonomiske kriser ved at regulere markederne væsentligt mere. Disse reguleringer bliver ikke lettet efter krisen er ovre, uanset hvilken regering man får, og kommer dermed til at bidrage til, at de næste kriser bliver dybere, og at den offentlige gæld stiger. På den måde må man derfor konstatere, at de faktiske omkostninger ved markedsreguleringer, som ofte indføres i kriser, kan være langt større og permanente end de fleste forestiller sig. Om det så vil få politikere til at tænke sig om en ekstra gang, er et spørgsmål vi lader blæse i vinden.

Their Finest Hour

Winston Churchill kaldte berettiget den britiske modstand mod Hitler for sit lands Finest Hour. Hvornår danskernes fineste stund var, kan diskuteres, men som Kristeligt Dagblad skrev forleden i en længere artikel, er disse dage for 75 år siden en stærkt kandidat. For i starten af oktober 1943 reddede den danske befolkning næsten alle de cirka 7500 jøder, der befandt sig i det besatte Danmark. Kun Bulgarien, hvor kongen stod som det moralske fyrtårn, reddede lige så mange jøder som Danmark. Danskerne gjorde dog en ekstra forskel, da 1500 af de 7500 jøder i Danmark ikke var danske statsborgere. Der er ingen indikationer på, at vores bedsteforældre gjorde nogen forskel.

Begivenhederne blev højtideligholdt i morges på kajen i Gilleleje, hvorfra mange hundrede jøder tog med en fiskerbåd til Sverige. Mange måtte betale for overfarten, da alle vidste hvilken risiko fiskerne også løb, og adskillige historikere har derfor nedgjort danskerne for blot at være interesserede i at tjene penge. Andre som Bo Lidegaard har påstået, at det hele skyldtes gode politikere, og ikke at danskerne som sådan var ordentlige. Statsministeren var dog klar i mælet, da han i morges udtalte, at ”Redningen af de danske jøder var en fælles og spontan handling, som udsprang af danske borgeres ordentlighed, retfærdighedssans og medfølelse.”

Vi har tidligere skrevet om redningen i anledning af 70-årsdagen (læs her). Holdningen hos punditokraternes redaktion er klar: Redningen var ikke politikernes fortjeneste, og heller ikke blot drevet af grådighed, men fordi danskerne var fundamentalt anderledes end de fleste andre. Forskningen bag den læsning af den danske redning af jøderne kan læses her (ungated tidligere version her).

Herfra skal der derfor lyde et varmt og meget stort tak til de mange, der i oktober 1943 satte deres eget liv på spil for deres medmenneskers. Og denne tak er til de mange i vores bedsteforældres og oldeforældres generation på begge sider af Øresund. I Danmark blev jøderne hjulpet over, og i Sverige hjalp man dem videre. De dage var på mange måder begge befolkningers fineste stund.

Nyt Ekonomisk Debatt på gaden

Vores faste læsere ved, at vi læser det svenske Ekonomisk Debatt med stor fornøjelse. Det nye nummer er kommet på gaden i morges og kan nu læses her (hattip: Niclas Berggren). Nummeret indledes med en leder af Lina Maria Ellegård, som stiller spørgsmålet ”Kan motiverade medarbetare stimulera effektiviseringar i produktionen av välfärdstjänster? Det kan næppe blive mere relevant i en tid, hvor en del af den danske valgkamp ser ud til at handle om den offentlige sektor, og påstanden at den mangler ressourcer. Linas spørgsmål om medarbejderne ikke kan bidrage til effektivisering – i stedet for at det skal komme oppefra fra en gruppe ikke videre kompetente offentlige ledere – er værd at stille i Danmark som i Sverige.

Blandt denne måneds artikler er også Mats Hammarstedt (Linnéuniversitet i Växjö og IFN) som skriver om ældre iværksætteres tilfredshed med deres arbejde og liv. Hammarstedt har gennemført en større spørgeskemaundersøgelse blandt gruppen i Sverige og kan konstatere, at de oplever større tilfredshed på begge områder end andre af samme alder. Hans perspektivering er ret interessant: ” Att stimulera entreprenörskap bland äldre kan vara ett sätt att öka arbetskraftsutbudet och minska påfrestningarna på pensionssystemet och samtidigt höja livskvaliteten hos äldre.”

En anden artikel, der fortjener at fremhæves, er af Timbros cheføkonom Jacob Lundberg, der dokumenterer den nye Swedish Labour Income Microsimulation Model, som er skabt til at forecaste konsekvenser af ændringer i f.eks. skatter og arbejdsmarkedsregler. Lundberg bruger bl.a. modellen til at vise, at hvis en kommune hæver skatten, forsvinder en overraskende stor del af skatteindtægten fordi folk reducerer deres arbejdsudbud: 10 % højere skat giver således kun cirka 5,7 % højere indtægter.

Som altid er Ekonomisk Debatt gode til at finde velformulerede forfattere og spændende emner, og endda emner der også er relevante i en dansk kontekst. Stærkt anbefalet.

Andreas Bergh om debattens to typer bias

I foråret udkom min ven og kollega Andreas Berghs bog ”Två filter: Varför du har fel om nästan allt, men ändå inte vill ändra dig.” Bogen handler om de to typer bias, der efterhånden dominerer megen offentlig debat. Særligt behandler Andreas, hvordan en negativitetsbias kombineret med confirmation bias – at man tillægger information langt større vægt når den bekræfter, hvad man allerede troede – at mange mennesker bliver ved med at tro, at alt går langt dårligere end det faktisk gør. Bogen, der desværre ikke er oversat til dansk, er både veldokumenteret og tankevækkende, og heldigvis så velskrevet, at selv danskere med ligeså elendige svenskkundskaber som mig, kan læse den.

Andreas gav forleden et længere interview på Bokmässan i Göteborg, som nu kan ses i sin helhed. For de af vores læsere, der forstår svensk – og jeg finder Andreas skånske noget mere forståeligt end det meste svensk – er interviewet varmt anbefalet. Andreas afslører ikke mindst, at han både er en af de mest tankevækkende forskere for tiden og en fremragende formidler. Og skulle man finde det interessant, er bogen også værd at læse.

 

Nobelprisen i økonomi 2018 – hvem er i spil?

På mandag tidligst 11.45 annoncerer Sveriges Riksbank hvem der modtager dette års Nobelpris i økonomi. Traditionen her på bloggen er, at vi nogle dage før annonceringen skriver lidt om, hvem der eventuelt kunne få den. Tidligere indlæg kan f.eks. læses her, her og her, og i år er ingen undtagelse. Ethvert gæt er dog altid en blanding af, hvem der har gjort sig fortjent, hvilket område det er tid til at belønne, og til tider også, hvad der er ’oppe i tiden’ eller evt. ikke politisk korrekt.

Man kan starte med, at gentage en række bud fra de seneste år. Francesco Trebbis bedste bud er således en delt pris mellem Philippe Aghion (Harvard), Peter Howitt (Brown) og Paul Romer (NYU), som vi også tidligere har foreslået. Aghion og Howitt leverede i 90erne en række teoretiske bidrag til vækstteori, hvor hovedpointen i deres Schumpeterianske teori er, at produktivitetsfremskridt både skaber og ødelægger firmaer. Hele samfundet bliver rigere, men det giver også en sektoral ændring, som ikke nødvendigvis er politisk populær. Der er også bred enighed om Romers fortjenester, som vi skriver om længere nede.

Et andet bud, som Tyler Cowen sidste år pegede på, er en pris til forskning i corporate finance, som ikke har fået i meget lang tid. Her er budene Michael Jensen (Harvard), Stewart Myers (MIT) og Raghuram Rajan (Chicago) for deres arbejde om beslutningsprocesser på området. På samme måde nævnes Robert Hall (Stanford) og / eller Dale Jorgenson (Harvard) for deres forskning i produktivitetsudvikling. Ligesom det lignende felt i vækstteori, er der længe siden at produktivitetsstudier har fået Riksbankens anerkendelse.

Men der er andre muligheder. Nogle kommentatorer nævner stadig John Taylor (Stanford) for pengepolitik og monetære studier – Taylor-regler for pengepolitik, der i dag er meget brugt af centralbanker over hele verden, er opkaldt efter ham – og William Nordhaus (Yale), muligvis sammen med Partha Dasgupta (Cambridge), for væsentlige studier i miljøøkonomi og klimareaktioner.

Skal man gå en helt anden vej, der står stor blæst og opmærksomhed omkring, er der også gode argumenter for at det er tid til at give en pris til handelsteori. Her er de helt oplagte emner den kun 50-årige Marc Melitz (Harvard), måske med Gene Grossman (Princeton) og Elhanan Helpman (Harvard). Melitz har stået bag en stor del af arbejdet bag det felt, der i dag kaldes new new trade theory, mens Grossman og Helpmans arbejde på området har fokuseret på hvordan handelspolitik dannes.

Sidst, men ikke mindst, er ingen Nobelprispost her på stedet færdig før jeg har slået et lille slag for mine egne, personlige favoritter: Robert Barro (Harvard) og førnævnte Paul Romer for deres arbejde omkring økonomisk vækst og produktivitetsudvikling. Romers primære fokus har været, hvordan uddannelse (human kapital) skaber produktive fremskridt udover dens virkning for individet. Barro lagde efterfølgende en stor del af fundamentet til den empiriske udforskning af vækstprocesser, ligesom ham i senere år har bidraget til en integration af sociologiske overvejelser i udviklingsprocesser og tidligere bidrog vigtigt til public finance og det, der i dag kaldes Barro-Ricardo ækvivalens.

Belært af bitter erfaring er de bedste odds dog, at det er nogle helt andre, der får prisen på mandag. Vi har aldrig ramt rigtigt, om end vi et år før Richard Thaler faktisk fik prisen, nævnte ham som en outsiderkandidat. Under alle omstændigheder er det hvert år en god anledning til at overveje, hvor de vigtige fremskridt i nationaløkonomi har været – og dermed også, hvor vores videnskabelige huller kunne ligge.

Nej tak til politiske repræsentanter

Socialdemokraterne luftede forleden et forslag, der vil tvinge banker til at inkludere politisk udnævnte repræsentanter i deres bestyrelser. En lignende ordning blev ellers afskaffet for 15 år siden, men der blæser nye politiske vinde i dag. Dele af Christiansborg er således klar til at bruge Danske Banks hvidvaskskandale til at bringe de danske finansielle markeder under politisk kontrol. De internationale erfaringer skræmmer dog, men er næppe nok til at få politikerne til at opgive ideen.

Socialdemokraternes forslag er bekymrende tæt på et stykke lovgivning, som den demokratiske senator Elizabeth Warren har foreslået i USA. Warren vil tvinge virksomheder til at inkludere såkaldte ’stakeholders’ i bestyrelserne, angiveligt for at få dem til at bidrage mere til samfundet. Adskillige politikere har for eksempel klaget over, at det er for svært for bestemte virksomheder at få lån, ligesom det er for svært at finansiere huskøb i dele af landet.

Formålet med at tvinge banker og andre virksomheder til at have politiske repræsentanter i bestyrelsen er at få dem til at tage anderledes beslutninger, end de ellers ville gøre. Med andre ord er ideen bag forslaget, at bankerne ikke tager beslutninger, der er tilstrækkeligt acceptable, set med politiske øjne. Som Henrik Sass Larsen formulerede det, vil det være bedre hvis ”Rasmussen, Lykketoft og Stavad sad med ved bordet derinde.”

Fordelen i at have ”offentlige repræsentanter” i alle bankers bestyrelser, som man havde før 2003, skulle være at de politiske repræsentanter ingen økonomiske interesser har i bankens drift, og dermed kan varetage det offentliges interesse. Der er dog to meget væsentlige problemer med den påstand.

For det første er såkaldt økonomisk uafhængighed ikke en fordel. Erfaring viser klart, at hvis bestyrelsesmedlemmer selv har penge på spild, vil de opføre sig langt mere ansvarligt med bankens penge, end hvis de – som det påstås – ingen økonomiske interesser har. Omvendt er der, med Milton Friedman udtryk, ingen, der er så uansvarlige, som hvis de bruger andres penge på andre. Det er derfor en mærkværdig antagelse er, at politisk udnævnte repræsentanter på næsten magisk vis ved bedre end fagfolk.

For det andet peger forskning i public choice og politisk økonomi over de sidste 50 år utvetydigt på, at politiske repræsentanter næsten aldrig repræsenterer den brede befolkning. De er praktisk taget altid repræsentanter for særinteresser, som oftest enten fordi de direkte støttes af dem. Der behøver dog ikke være tale om direkte støtte, da særinteresser kan påvirke politik på andre måder. Helt særligt er det ofte billigst og ganske effektivt at skabe en situation, hvor politikere får deres ’viden’ direkte fra særinteresser.

S-forslaget åbner således en ladeport for interesser, der er direkte skadelige for den almene befolkning. I en tid hvor Danmarks økonomi på trods af fuld beskæftigelse og sunde aktiemarkeder ikke følger med nabolandenes, er det sidste vi har brug for en politisering af de finansielle markeder.

50 år med himlens dronning

For præcist 50 år siden, den 30. september 1968, lancerede Boeing det fly, der skulle vise sig at revolutionere flyindustrien. Selskabet rullede Boeing 747 ud for verden, på trods af at JT9D-motorerne som Pratt & Whitney udviklede specielt til flyet, gav voldsomme problemer. Ceremonien forløb heller ikke helt som planlagt, da de 26 stewardesser fra de selskaber, der havde bestilt flyet, skulle døbe det med hver sin flaske champagne, men ikke formåede at koordinere. P&W fandt dog i samarbejde med Boeing en løsning på motorproblemet, og stewardessernes forvirring løsnede den lidt stive stemning og gjorde lanceringen til en morsom begivenhed.

Som vi skrev i anledning af chefdesigneren Joe Sutters død for to år siden (læs her), er det svært at overvurdere 747-flyets betydning. Flyet var ikke blot en revolution i kraft af sin størrelse – det var mere end dobbelt så stort som noget andet passagerfly – men også fordi det var langt mere økonomisk end andre fly. Siden den dag for præcist 50 år siden er der rullet flere end 1500 747er ud af Boeings enorme fabrik i Trenton.

I løbet af 70erne fik Boeings enorme sats på 747, sammen med de to andre såkaldte widebodies – Douglas DC 10 og Lockheeds L1011 Tristar – den konsekvens, at flybilletter og rejseomkostninger faldt dramatisk. I vores ord fra for to år siden, er en af konsekvenserne af Sutters og hans team – kendt som The Incredibles – indsats, at ”en uge på en strand i Thailand eller New Yorks gader er en naturlig mulighed for langt de fleste.”

Boeing 747 har i fem årtier vist for millioner af mennesker, at Joe Sutter havde ret i sin filosofi ”When it looks right, it flies right.” Men efter 50 år er en ny generation fly ganske enkelt mere økonomiske end jumboen og som passagerfly er særligt de nye og mindre Boeing 787 og Airbus A350 både mere brændstoføkonomiske. Selv med de nye motorer fra General Electric og Rolls Royce lider tredje generation af 747 under, at det kræver fire motorer mod de mindre flys to. Mange selskaber er derfor ved at erstatte deres jumboer med nye fly, der flyver længere på literen.

Jumboen er også på en anden front ved at blive gammel pga. økonomiske ændringer i selve måden, selskaberne organiserer deres ruteplaner: Boeing byggede flyet til det såkaldte ’hub-and-spoke’ system, hvor man flyver over Atlanten i en 747, lander i en meget stor lufthavn – en ’hub’ som New York JFK eller Atlanta – og skifter til et mindre fly for at rejse til en mindre lufthavn. I dag er industrien rykket i langt højere grad mod at flyve direkte til mindre steder i mindre fly, der også kan lande på kortere landingsbaner og som man ikke behøver at fylde 400 mennesker i, før de giver økonomisk mening. I den markedslogik passer 747 ikke særligt godt, medmindre man har rigtigt mange flyvninger mellem de allerstørste lufthavne. Boeing regner da også med, at flyets fremtid primært ligger i fragt, hvor det stadig er en formidabel forretning.

Flyet er dog stadig elsket af dem, der flyver det og intet andet fly er så genkendeligt som jumboen. Puklen, hvor cockpittet sidder ovenover næsen og hvor de fleste selskaber placerer deres førsteklassekabine, er kendt selv af børn. Millioner af mennesker rejste på deres første, glamourøse ferie i en 747, og der findes næppe noget andet transportmiddel, der står samme aura omkring. Det samme gælder for selskaberne selv: Da United Airlines pensionerede sine sidste 747 sidste år, udgav de en lille hyldestvideo som farvel til det fly, der i årtier er blevet kaldt himlens dronning – the Queen of the Sky. Og hvorfor ikke: Hvilken anden teknologi, som vi bruger i dag og opfatter som moderne, er 50 år gammel?

Dead Wrong – om velfærdsstaten og tillid

Den dygtige Johan Norberg, hvis film vi skrev om forleden, kører en serie korte videoer med titlen Dead Wrong for Free to Choose TV. I serien debunker Norberg en lang række myter, som har politisk interesse eller indflydelse, såsom Oxfams cronyism-påstande, toldbeskyttelse og amerikansk udvikling, og vacciner og autisme.

Den sidste nye i serien tager Norberg fat på myten om, at velfærdsstaten har skabt den høje grad af nordisk tillid til andre mennesker. Den påstand er særligt aktuel i Danmark, hvor Socialdemokraternes Dan Jørgensen på det sidste har været på korstog for den socialdemokratiske velfærdsstat (læs f.eks. Information her). På de halvandet minut piller Norberg på fineste vis påstandene fra hinanden, endda med fodnoter med reference til studier. Dead Wrong-serien er meget varmt anbefalet!

Verdens økonomiske frihed 2018

I går udkom den årlige rapport om Economic Freedom of the World fra the Fraser Institute i Vancouver. Fraser Institute har siden 1996 udgivet både den årlige rapport og vedligeholdt et datasæt over de fleste af verdens lande, der rækker tilbage til 1970. Fra 2000 er der årlige data tilgængelige, der som altid er sorteret i fem komponenter: Størrelsen på den offentlige sektor, kvaliteten af retsvæsenet, kvaliteten af pengepolitikken og de pengepolitiske institutioner, åbenhed for handel og internationale investeringer, og offentlig regulering af produkt-, kredit-, og arbejdsmarkeder. Det overordnede EFW-indeks er sat på en skala fra 1 (nogenlunde nordkoreansk standard) til et ideal på 10. Indekset kommer ofte i medierne og var per 2013 brugt i mere end 400 videnskabelige artikler. Interesserede kan læse Bob Lawson og Josh Halls oversigtsartikel her (eller en tidligere ungated version her).

Det geniale ved indekset – om man er ideologisk enig eller ej med Gwartney, Lawson og Hall, der er hovedmændene bag – er at det gør forskelle på lande meget transparente. Som de senere år toppes listen af Hong Kong (8,94) og Singapore (8.84) med New Zealand på en tredjeplads (8,49). Bunden er den næsten forventelige katastrofe Venezuela (2,88), med Libyen (4,74) og Argentina (4,84) som de svageste lande, der ikke er i økonomisk frit fald.

Indekset tillader også at følge de samme lande over tid, og evt. sammenligne dem med andre lande. Danmarks indeks i 2000 var således 8,06 og dermed 8 % højere end gennemsnittet for vestlige / OECD-land, og 6 % højere end vores nabolandes. 16 år senere i 2016 er indekset faldet til 7,77 (den blå linje), og nu kun 2 % højere end det vestlige gennemsnit og cirka 1½ % under vores naboers (den stiplede blå linje).

En pudsig detalje er, at der ikke er sket noget markant med den offentlige sektors størrelse gennem de 16 år. Fokuserer man derfor i stedet på de fire komponenter af indekset (den sorte linje), der ikke har noget at gøre med det offentlige forbrug er Danmarks indeks faldet fra 8,07 til 7,63, mens vores naboers faktisk er steget fra 8,36 til 8,70. Vi plejede således ved slutningen af Nyrups regeringstid at ligge godt 3 % lavere end naboerne, og er per 2016 godt 12 % svagere stillet.

Konklusionen, der er meget klar i EFW-indekset, er at i løbet af en tid med 78 måneders socialdemokratisk regering og 124 måneders Venstre-ledet regering er Danmark relativt til vores naboer, blevet mindre økonomisk frit. På trods af at både Fogh, Løkke og Thorning blev skældt ud på venstrefløjen for at føre ’neoliberal’ politik (hvad end det betyder), er der ingen tegn på, at staten fylder mindre. Almindelige danskeres frihed er blevet begrænset.

Og hvad så, kunne man forledes til at tro. Gwartney, Hall, Lawson og det nye medlem af teamet Ryan Murphy viser på pædagogisk vis i første kapitel, at økonomisk frihed har klare konsekvenser. Den er for eksempel, som nedenstående figur fra rapporten viser, stærkt forbundet med udbredelsen af absolut fattigdom. Der eksisterer også en række studier, der peger på at økonomisk frihed er positivt forbundet med langsigtet økonomisk vækst. Det er derfor nærliggende at se den falden økonomiske frihed i Danmark som en af årsagerne til, at landet ikke følger økonomisk med naboerne.

Økonomisk frihed er et vigtigt samfundsøkonomisk koncept, og et der giver indsigter man ofte ikke havde regnet med. Hele rapporten – eller blot introduktionen eller dens summary – er derfor stærkt anbefalet, og i særlig grad til politikere.

Sweden: Lessons for America

Forleden skrev vi om at den glimrende Johan Norberg har lavet en film om Sverige. Fredag aften bragte de første kanaler filmen i USA og den er nu også tilgængelig på nettet. Dagens post handler derfor ganske simpelt om at anbefale Norbergs fine film, hvor han tegner de lange linjer i svensk historie tilbage til den liberale tænker Anders Chydenius og frem til den miderne, stærkt kapitalistiske svenske velfærdsstat. Undervejs får han hjælp af så gode folk som bl.a. Tom Palmer (Cato Institute), Nima Sanandaji (European Centre for Entrepreneurship and Policy Reform) og Andreas Bergh (Lunds Universitet). Norberg taler også med repræsentanter for både arbejdsgivere og fagforeninger, Aftonbladets redaktør, og adskillige ret almindelige mennesker. Det hele varer 56 stærkt anbefalede minutter.

Hvordan går og gik det i Sydafrika?

Sydafrika har i flere år stået ved det, der kan betegnes som et historisk vadested. Mange kommentatorer insisterede på at inkludere landet som en af de spændende ’emerging economies’ – det var S’et i BRICS-gruppen – men tog man et kig på de faktiske data, var udviklingen på ingen måde imponerende (som vi skrev for fire år siden). Efter den måske farverige, men også dybt korrupte Jacob Zuma blev tvunget fra præsidentembedet i februar, har hans efterfølger Cyril Ramaphosa måttet erkende behovet for reformer. Zuma var på mange måder en katastrofalt dårlig præsident (se f.eks. vores dækning før hans valg her), men man kan ikke skyde skylden for alle landets problemer på ham.

Mange problemer stikker dybere, og på trods af at Ramaphosa er erklæret socialist, har hans reformhensigter stoppet landets kreditrating fra at falde fra ’blød’ junk status – Standard and Poor’s fastholdt for eksempel i maj ratingen, der ellers har været faldende – og det virker klart, at der blandt andet skal blødes op i de voldsomme arbejdsmarkedsreguleringer. På mange måder ligner Afrikas største økonomi derfor i stadig større grad en afrikansk økonomi. Der kunne diskussionen naturligvis stoppe, men som vi ofte har understreget her på stedet, er det værd at se tilbage i historien for at vide, hvor man kom fra. Det gør vi derfor i dag for Sydafrika, og håber dermed at vores læsere bliver klædt lidt bedre på til eventuelle diskussioner om emnet.

Vi starter med en figur, der viser Sydafrikas nationalindkomst som andel af USA’s (den sorte linje) og Storbritanniens (den blå linje); vi sammenholder den med nabolandenes ligeledes relative udvikling (de to stiplede linjer). Som figuren viser, havde landet i tiden efter anden verdenskrig en (købekraftskorrigeret) nationalindkomst per indbygger på omkring 55 % af briternes. Det gik faktisk ikke så dårligt i Sydafrika, som i midten af 50erne var væsentligt rigere end Spanien og Portugal, og på mange måder en integreret del af den vestlige økonomi! Meget sigende var en af de første ruter, som BOAC (forløberen for British Airways) servicerede med jetfly, fra London Heathrow til Johannesburg. Var man hvid, kunne man leve et meget europæisk liv med et velfungerende demokrati, kulturtilbud og hvad man ellers var vant til i Nordeuropa, ligesom man kunne sende sine børn på et af landets otte universiteter. Som et kuriosum kan det f.eks. nævnes, at der i Sydafrika var 40 personbiler per 1000 indbyggere i 1952 – det samme antal som i Frankrig mens der var 47 i Storbritannien – og sydafrikanske flyselskaber fløj cirka 30 % flere passagerkilometer per million indbygger end danske (ifølge Statistisk Årbog 1952).

Var man ikke hvid, og særligt hvis man var sort afrikaner, var ens muligheder helt anderledes begrænsede fra indførslen af apartheidpolitikken i 1948. Gennemsnitsindkomsten for hvide var i 1954 ifølge Tomlinson-kommissionen 631 rands for hvide, 133 rands for indere, 86 rands for farvede, og 63 rands for sorte (læs her). Den egentlige forskel på sorte og hvides indkomst var dog ikke en faktor ti, da hvide typisk var langt bedre uddannede, og også var mere tilbøjelige til at bo i storbyerne, hvor både lønninger og priser var højere. Et bedre bud på den egentlige diskrimination er, at Tomlinson også fandt at ufaglærte hvide tjente dobbelt så meget som ufaglærte sorte.

Diskriminationen var således voldsom, men Sydafrika var stadig et attraktivt sted at arbejde for andre afrikanere. Tager man gennemsnitsindkomsten på 24 pund for sorte i Rhodesia (dokumentation fra R.B. Sutcliffe her) var den sydafrikanske gennemsnitsindkomst for sorte cirka 25 % højere i midten af 50erne. Der var således stadig sorte i Sydafrika der klarede sig ganske godt økonomisk, som det også kan ses på fotoet nedenfor, der er fra Cape Town i slutningen af 1940erne: Spot den velklædte sorte mand, der er ude at købe blomster.

Sydafrika holdt sin relative status gennem 1960erne på trods af et international klima, der blev stadig mere skeptisk overfor landets afskyelige apartheidpolitik. FNs frivillige våbenembargo fra 1963 blev for eksempel ignoreret af både Storbritannien og USA, der så Sydafrika som et bolværk mod Sovjetunionens indflydelse i Afrika, og embargoen blev først gjort bindende for FN-medlemmer i 1977. Landets økonomiske problemer startede først omkring 1970, som det ses tydeligt i figuren: Sydafrika gik fra at have en nationalindkomst omkring 50-55 % af Storbritanniens til en bund omkring 2000 på 30 %.

Starten omkring 1970 er sammenfaldende med et stykke vigtig lovgivning – the Homeland Citizens Act of 1970 – der skabte de såkaldte ’hjemlande’ for sorte sydafrikanere, som mange af dem blev tvunget til at bo i. Loven segregerede Sydafrika på en helt anden måde end apartheidregimet havde gjort indtil da. Før 1970 var der kun demokrati og politisk indflydelse for hvide, og i noget omfang for bl.a. de mange indere i landet, og sorte sydafrikanere blev diskrimineret på en række andre måde, men var stadig integrerede i den samme økonomi. Dét ændrede the Homeland Citizens Act ved at flytte store mængder af sorte sydafrikanere ud i bantustans og dermed segregere økonomien på samme måde som ægteskab, sociale forhold og offentlig service havde været det siden 1948.

Resultatet var den meget tydelige nedgang i forhold til Vesten i løbet af 1970erne og en nedgang i absolutte tal i 1980erne, hvor sydafrikanerne mellem 1981 og 1991 blev næsten 20 % fattigere. Det var ikke kun de økonomiske sanktioner, der begyndte at få bid omkring 1980, men også den selvforskyldte produktivitetskrise, som loven fra 1970 skabte. Politikerne i Pretoria insisterede på, at selv meget produktive sorte borgere ikke kunne bestride jobs, der svarede til deres kvalifikationer. De blev erstattet af mindre produktive hvide, og den manglende konkurrence og kontakt mellem sorte og hvide ser ud til at have gjort resten af arbejdet. Som det er klart i f.eks. indikatorerne for total faktorproduktivitet i the Penn World Tables (version 9.0), dykkede Sydafrikas produktivitet relativt til Storbritannien og USA fra starten af 1970erne og denne udvikling er ikke vendt.

Hele forklaringen på Sydafrikas elendige udvikling efter 1970 kan sandsynligvis ikke forklares af the Homeland Citizen Act, men på samme måde kan fortsættelsen af problemerne heller ikke forklares af, at de engang var der. Sydafrika afskaffede endelig apartheidregimet i starten af 90erne, men økonomien er blot holdt op med at falde bagud, og er ikke rettet permanent op. Det problem må det ubestridte regeringsparti ANC tage på sig i form af virkeligt tåbelig politik.

Sydafrikas arbejdsmarked er for eksempel mindst lige så stift som de dysfunktionelle markeder i Sydeuropa: Regulering og en lovgivet minimumsløn er lige så stramme som i Italien, og det er ifølge Fraser Instituttets opgørelse væsentligt sværere at fyre medarbejdere end i Grækenland, Italien og Spanien, der ellers holdes op som skrækeksemplerne på massiv overregulering. Flere af de store byer, ikke mindst Durban, er plaget af voldsom kriminalitet og korruptionsproblemerne rækker helt op til toppen af sydafrikansk politik.

Mens fagforeninger, militante grupper og en marxistisk fortid stadig præger ANC, er det svært for selv den mest velmenende leder at gennemføre egentlige reformer, eller blot klart respektere retsvæsenets uafhængighed. Og i mellemtiden er det ved at blive pinligt for regeringspartiet at se the Western Cape – den eneste af provinserne, der ikke styres af ANC – blomstre økonomisk. Men hvad Sydafrika havde været uden apartheid er et åbent spørgsmål.

Nyt fra Sverige

Vores svenske venner producerer ofte både glimrende forskning og formidling. Vi skriver jævnligt om det fine svenske tidsskrift Ekonomisk Debatt, som bringer interessante artikler, der er en tand lettere tilgængelige end det meste videnskabelige arbejde. I sidste uge udkom det nye nummer af Ekonomisk Debatt, hvor flere artikler er meget læsværdige. Mens Magnus Lodefalks leder om Trumps handelspolitik en anelse tandløs, særligt sammenlignet med Niclas Berggrens ofte meget fine ledere, er Arne Bigstens artikel Är globaliseringen hållbar? stærkt interessant og velskrevet. Bigsten argumenterer her for, at Vesten bør liberalisere handel- og globaliseringspolitikken yderligere for at give fattige lande reelt adgang.

På den rene formidlingsfront sker der også stærkt interessante ting, idet den fremragende Johan Norberg barsler med en ny TV-serie med titlen ”Sweden: Lessons for America?” der bliver vist i løbet af efteråret – og teaseren kan ses nedenfor. Norbergs hovedpointe, som han formidler til amerikanerne, er at deres ”opfattelsen af Sverige sidder fast i 1975.” Det er en vigtig pointe, som i virkeligheden også passer på amerikaneres, franskmænds og mange andres opfattelse af Danmark. Forleden bragte Reason derfor et længere interview med Norberg, der kan høres her.  I løbet af de 40 minutter som interviewet tager, kommer Norberg og Todd Krainin langt omkring i svensk økonomi og økonomisk udvikling. Mod slutningen af interviewet bliver Norberg decideret Andreas Berghsk i sit scope og fokus på, hvad der er særligt ved Sverige og de andre nordiske lande.

Som altid er både Norbergs film og Ekonomisk Debatt stærkt anbefalede.

Dansk Public Choice Workshop 2019

Flere læsere har ærgret sig over, at vi et par gange har annonceret spændende events lidt sent. Vi vil derfor i dag benytte os af muligheden for at annoncere en af de events, vi selv synes er mest spændende, i rigeligt god tid. Eventen –som vi nok skal minde om senere på året – er den traditionelle, årlige danske public choice workshop – the Danish Public Choice Workshop.

Workshoppen bliver afholdt på Institut for Økonomi ved Aarhus Universitet fredag den 1. februar 2019 med start klokken 11. Min kollega Martin Paldam og jeg står for organisationen, workshoppen bliver medfinansieret af Tuborg-centeret, og alle interesserede kan naturligvis kontakte os med spørgsmål. Vi har sendt et såkaldt call for papers ud til en række forskere med interesse for public choice og politisk økonomi i Danmark og det, der kan kaldes Danmarks ’nærområde’. Nærområdet ligner besnærende Danmark før 1658, omend med et par særinvitationer til Heidelberg og Stockholm!

Vi håber derfor at se en række fremragende tidligere deltagere, der bl.a. tæller Peter Kurrild-Klitgaard (KU), Niclas Berggren (IFN Stockholm), Stefan Voigt (Uni Hamburg), Andreas Fuchs (Helmut Schmidt Uni) og Philipp Schröder (Aarhus). Som altid er en af de store fornøjelser ved den danske public choice workshop at møde unge forskere, som kan præsentere deres nye papirer i det traditionelt fornøjelige og hjælpsomme miljø. Hvis der sidder sådan nogle blandt vores læsere, eller hvis man kender nogen der passer på beskrivelsen, er de særligt velkomne til at komme forbi Aarhus den 1. februar.

Dansk udvikling skuffer stadig

I går bragte Børsen en klumme om dansk udvikling, skrevet af undertegnede. Pointen i klummen, som kan læses her og som vi adskillige gange har skrevet om her på stedet, er at dansk udvikling er skuffende. Vores økonomiske udvikling følger ganske enkelt ikke med vores nabolandes. Centralt i klummen er dokumentation for det faktum, som de færreste politikere vil tale om:

Bruger man Verdensbankens sammenlignelige data på udviklingen i borgernes købekraft siden 1995, er danskernes vokset 1,1 % i gennemsnit. Samme vækstrate var 1,4 % i vores nabolande Sverige, Norge, Storbritannien, Tyskland, og Holland som vi ofte sammenlignes med, og 1,5 % i EU som helhed. Forskellene kan lyde meget små og relativt ligegyldige, men som enhver kapabel økonom ved, ser selv væsentlige vækstforskelle ofte besnærende små ud.

Problemet er illustreret i figuren nedenfor, hvor det der nok umiddelbart ligner en mindre forskel, over årene mellem 1995 og 2017 bliver ret betragtelig. Den optrukne, sorte linje viser Danmarks faktiske udvikling i købekraftskorrigeret BNP per indbygger (tal fra Verdensbanken), den røde er et gennemsnit af vores nabolande, mens den stiplede sort linje indikerer, hvordan Danmarks udvikling havde været, hvis vi havde haft samme vækst som naboerne. Som jeg noterer mig i Børsen, ville det danske BNP per indbygger have været 23.500 kroner større, hvis Danmark havde haft samme vækstrate – dvs. fulgt den stiplede linje – som vores naboer. Den småstiplede linje indikerer derfor, hvor stor den danske nationalindkomst er relativt til naboernes.

Det grundlæggende problem er tydeligvis et produktivitetsproblem: Ser man på OECDs indikator for multifaktorproduktivitet, er den danske i gennemsnit vokset med 0,27 % om året siden 1995, mens vores naboers er vokset med 0,78 %. Produktivitetskommissionen skrev om problemet for få år siden, men uden at politikerne på Christiansborg gjorde noget som helst ved det eller blot gjorde som om, de var interesserede. Produktivitetsproblemer er åbenbart så langsigtede, at de er politisk irrelevante – de manifesterer sig jo ikke før efter næste valg – og så længe de fleste vælgere ikke rigtigt opdager, at vi er ved at blive de fattigste i Norden, gør det åbenbart ikke noget.

Udenrigsministeren forstår ikke handel

Anders Samuelsen havde tirsdag et debatindlæg i Børsen, hvor han i sin funktion som udenrigsminister argumenterede for at ”Øget eksport skal sikre vækst i dansk økonomi.” Selvom kronikken næppe er skrevet af ministeren selv – det gør embedsværket typisk for ham – udtrykker og reflekterer den hans forståelse af, hvad handel er og hvad der er gavnligt for Danmarks økonomi. Den forståelse viser sig endnu en gang at være ganske overfladisk.

Samuelsens ærinde i Børsen er at tilskynde danske virksomheder til at eksportere mere, eller som han formulerer det, at ”realisere eksportpotentialet for dansk erhvervsliv.” Samuelsen noterer sig, at ”Tal viser, at kun tre fjerdedele af dansk vareeksport får den toldreduktion, som aftalerne giver mulighed for.” Uden nogen form for baggrund kan man forledes til at tro, at virksomhederne bare ikke kender til aftalernes muligheder, eller at de re elendigt ledet.

Der er dog en anden forklaring, som Gabriel Felbermayr, der pt. er ved at flytte fra CESIfo i München til den prestigefyldte post som præsident for the Kiel Institute for the World Economy, gav ved et seminar i Aarhus sidste år: Overholdelse af de nye handelsaftaler, der tilbyder lavere toldsatser, er så dyrt og besværligt rent bureaukratisk, at det bedre kan betale sig for mange danske virksomheder bare at betale den såkaldte MFN-told. Med andre ord har EU forhandlet handelsaftaler – som Samuelsen hylder – der gør det så besværligt, at mange særligt mindre virksomheder hellere vil betale fuld told end at bruge ressourcer på papirarbejde og dokumentation.

Mens den bedste handelsaftale kan formuleres i én enkelt sætning – ”Vi afskaffer begge alle handelsbarrierer” – er det tydeligvis ikke den forståelse, Samuelsen og hans ministerium har. Som han slutter indlægget, er ideen åbenbart, at ” Regeringen arbejder for at sikre jer [eksportvirksomhederne] de bedste betingelser.” Spørger man ministeren og hans folk om handel, handler det hele om eksport.

Det store problem er, at de store velfærdsgevinster af øget frihandel ikke kommer fra øget eksport, uanset hvad ministeren, hans kolleger og hans embedsværk tror. Som vi tidligere har skrevet om i vores sommerserie i år, kommer de store, umiddelbare gevinster for borgerne fra import. Mens der er positive virkninger af eksport – virksomheder lærer for eksempel af at blive udsat for international konkurrence – er den fremmeste opgave for eksport at finansiere vores import.

Eksport i sig giver ikke borgerne adgang til flere, billigere eller bedre varer og service. Det ville have været rart, hvis en nominelt liberal udenrigsminister havde forstået blot lidt af, hvad handel er og hvad det faktisk betyder. Det afslører Samuelsens debatindlæg dog endnu en gang, at han ikke gør, og min personlige erfaring er, at hans fagøkonomisk svage ministeriums embedsværk heller ikke gør. De tror, at det hele handler om at gavne danske virksomheder, og glemmer, at borgerne er de vigtige aktører. Dén indsigt skal man lede med lup efter, for at finde i Samuelsens udenrigsministerium.

Er forretningsfolk dårlige politikere?

Donald Trump er beviset på, at forretningsfolk er elendige politikere, og man meget hellere bør overlade politik til professionelle politikere –ikke? Selvom det faktisk er et argument, som man hører med jævne mellemrum, viser ny forskning, at det faktisk er forkert. På tværs af de amerikanske stater viser sammenligninger det modsatte, og dermed at Trump også på det punkt er em outlier.

I oktobernummeret af af Economic Inquiry undersøger Florian Neumeier (CESIfo München), om forretningsfolk er anderledes som politikere ved at undersøge konsekvenserne af at vælge tidligere forretningsfolk som guvernører i amerikanske stater. Baggrunden er, at en meget høj andel af de amerikanske politikere er jurister af uddannelse – meget som en forbløffende stor andel af danske politikere er statskundskabsuddannede – og dermed temmelig homogene. Er det en fordel, at lovgivere er uddannede jurister, eller dem der laver politik er uddannet i det, der på engelsk hedder ’political science’? Eller er det omvendt en fordel at have faktisk erhvervserfaring fra privat ledelse, som relativt få amerikanske og næsten ingen danske politikere her?

Konklusionerne i Neumeiers studie er ganske klare: Ser man på de økonomiske konsekvenser af at vælge nogen med en erhvervsmæssig ledelsesbaggrund som guvernør, er de tydeligt positive. Men det er ikke tilfældigt, hvornår vælgerne stemmer sådan en ind, hvilket giver et metodisk problem, der først skal løses. Som Neumeier skitserer i sit abstract, kan det lade sig gøre, og konsekvenserne er ganske positive. Det er godt nyt for amerikanere i en række stater, men hvor er de danske politikere med den type baggrund? Under alle omstændigheder, om man tager det som optimistisk eller pessimistisk forskning, er abstractet her:

This paper evaluates the economic performance of U.S. state governors with a business background (chief executive officer [CEO] governors). Applying a matching method, I find, first, that businesspeople tend to take office in times of economic and fiscal strain. Second, the tenures of CEO governors are associated with a 0.5 percentage points (pp.) higher annual income growth rate, a 0.4 pp. higher growth rate of the private capital stock, and a 0.6 pp. lower unemployment rate than are the tenures of non‐CEO governors. State‐level income inequality is not affected by CEO governors holding office, indicating that low‐income households benefit from the economic upswing.

Tyrkiet er på vej mod krise

Tyrkiet er ikke længere et demokrati. Landet har været på vej mod diktatur i lang tid og ikke blot det mærkelige kupforsøg i juli 2016, men også den manipulerede forfatningsafstemning og adskillige års chikane mod skeptiske medier har længe været klare tegn. Med sidste års ændringer er langt mere magt nu koncentreret hos præsident Erdoğan og landet er formelt gået fra at være parlamentarisk til at være præsidentielt.

De mange års ændringer er nu virkeligt begyndt at slå til i den tyrkiske økonomi. Som min klumme i fredags i Børsen beskrev, er landet på vej ind i en egentlig økonomisk krise, der kan vise sig at være endda meget langvarig. Efter år med vækstrater mellem 3½ og 4 %, er dybe strukturelle problemer ved at vise sig i et foreløbigt 40 % stort fald i liraens værdi overfor dollaren. Det forstærker et andet problem, den private sektors låntagning, som er ved at blive en økonomisk hovedpine: Mere end 10 % af den over 200 milliarder dollars store gæld, som tyrkiske virksomheder har stiftet i udlandet, forfalder ved udgangen af i år, og en økonomisk krise kombineret med en massiv depreciering af valutaen gør det ganske svært for mange af virksomhederne at betale tilbage.

Som jeg skrev i Børsen:

De grundlæggende problemer kan alle tilskrives Erdoğan-regimet. Det internationale V-Dem-projekts eksperter vurderer for eksempel, at retsvæsenets pålidelighed og særligt den tyrkiske højesterets uafhængighed er svækket meget kraftigt under Erdogan. Det har bl.a. det i år ført til, at Standard & Poor’s i maj sænkede Tyrkiets kreditrating til BB-/B, og nævnte både stigende inflation, den private udlandsgæld og de generelt svækkede institutioner.

Figurerne nedenfor illustrerer de grundlæggende problemer. Den første figur illustrerer udviklingen i (det officielle!) BNI, husholdningernes forbrug og kreditgivningen til de hjemlige banker; alle er på en logaritmisk skala. Den anden figur viser hvordan graden af underslæb i det offentlige embedsværk og bestikkelsesproblemerne (de røde linjer) er forværret de sidste ti år, brugen af censur mod medierne er voldsomt forøget siden 2005 (den grå linje), og at Erdoğans lovændringer har betydet, at han nu stort set gnidningsfrit kan ignorere alle beslutninger og al kritik fra retsvæsenet (den grønne linje). Centrale elementer i de forhold, som kaldes enten ’rule of law’ eller ’good governance’, og som er ekstremt vigtige for langsigtet udvikling, er alle blevet svækket kraftigt under Erdoğan.

Et vigtigt spørgsmål er derfor, hvorfor det er sket – hvordan kunne det gå så galt. Det gav Timur Kuran og Dani Rodrik et bud på forleden. Deres bud er, at selve logikken i Tyrkiets politiske institutioner har ændret sig under Erdoğan

The logic of Turkey’s new political system harks back to the Ottoman “circle of justice” that divided the population into taxpaying masses and a small tax-exempt elite headed by a sultan who was subordinate only to the Sharia (Islamic law), though in practice he himself defined what it meant. The “circle of justice” was officially repealed in 1839, through an edict that ushered in an era of restructuring. Nearly two centuries later, Erdoğan has taken Turkey back to a past that generations of reformers tried to leave behind.

The system Erdoğan has instituted leaves no place for competent politicians or bureaucrats at the helm of the economy. They have been pushed out because their goals transcend the leader’s self-interest. Fear prevents honest debate of issues. Businessmen, academics, and journalists at the top of their fields have fallen mute in the interest of self-preservation. His circle is packed with yes-men (and some token yes-women), who strive to satisfy his sense of omniscience and magnificence. Even opposition leaders in Turkey’s now-toothless parliament become cheerleaders whenever he signals that lack of support would be treated as aiding the enemy.

Med andre ord, som også Durmus Yilmaz og Selim Sazak beskrev forleden i Foreign Policy, er hovedincitamentet for Erdoğan nu, at folk omkring ham er loyale. Han lider nu under det, Gordon Tullock kaldte ”The Dictator’s Dilemma” – at logikken bag alle beslutninger i første omgang bliver, om de bidrager til at holde ham ved magten, og kun i anden omgang kan have andre formål. Det tragiske er dermed, at Erdoğan er ved at slette Tyrkiets sekulære og demokratiske fremskridt i det 20. århundrede og alt, der skiller landet fra resten af det dysfynktionelle Mellemøsten.

Kæft, trit og retning i følsomhedsmafiaens verden

Følger man mediernes dækning af folk og gruppers klager over, at de er blevet stødte eller fornærmede over noget, er det svært at ikke at få indtrykket af, at vi er blevet langt værre og ufølsomme mod andre mennesker. Det vil sige, det er svært ikke at få det indtryk, medmindre man begynder at tænke over sagerne. Politisk korrekthed og offentlig ’følsomhed’ er et interessant emne, der dækker over langt mere – og et ganske andet problem – end man umiddelbart kunne tror.

The Guardian kunne for eksempel tidligere i år rapportere, at musicalstjernen Sierra Boggess havde aflyst sin rolle i West Side Story ved the Proms, fordi det at hun sang rollen som Maria ”would once again deny Latinas the opportunity to sing this score, as well as deny the importance of seeing themselves represented on stage. And that would be a huge mistake.” Boggess mente øjensynligt, at det var udtryk for såkaldt ’cultural approproation” at hun som hvid amerikaner sang rollen som den puertoricanske Maria. Adskillige stemmer i det ’sorte miljø’ i USA har ligeledes kritiseret Zoe Saldana for ikke at være sort nok til at spille Nina Simone i en ny film. Efterkommere af Simone har endda forsøgt at udskamme Saldana, der ellers har taget rollen som meget alvorligt.

Begge tages som udtryk for cultural appropriation, dvs. ideen om at man ikke må bruge dele af kultur, der ikke hører til ens egen hudfarve, etnicitet, seksuelle orientering, eller en anden gruppeidentitet. Forleden gik det så vidt, at et medlem af Labour og en kendt Corbyn-støtte kritiserede TV-kokken Jaime Oliver for at lave en jamaicansk risret. The Daily Mail bragte dagen efter et billede af MP-en i et traditionelt skotskternet tørklæde. Øjensynligt, som avisen ironisk viste, er det ikke cultural appropriation hvis den kultur, man ’stjæler’ er hvid, europæisk og ikke tydeligt homoseksuel.

Det samme tyranni forsøger mange interesser nu at påtvinge folks offentlige og halvoffentlige verbale ytringer. Adskillige briter kræver for eksempel Boris Johnson dømt for en ’hate crime’ for at have gjort grin med Islam. Som Toby Young lakonisk bemærkede på sin twitter account: ”Wonder if those condemning Boris’s remarks as “Islamophobic” would condemn Danish cartoons of Muhammad as Islamaphobic? And if so, was Life of Brian Christian-a-phobic? Should that be banned? At what point did making jokes about a religion become a “hate crime”?”

Som i mange andre tilfælde, er hele pointen at nogle mennesker ikke må ytre sig skeptisk om nogle emner, mens andre må. I Johnsons tilfælde påstod nogen, at han begik en hate crime fordi han var offentligt skeptisk overfor en bestemt religion. Hvis det virkeligt skulle accepteres som et validt argument, må man konstatere, at min ven Niclas Berggren og jeg er kriminelle: Vi har offentligt været skeptiske – endda på et faktuelt grundlag – overfor alle religioner. Hvis vi blot var skeptiske overfor protestantisme – hvilket vi som ateister begge er – ville det have været helt acceptabelt, men hvide protestanter må øjensynligt ikke være skeptiske overfor andre religioner.

Dobbeltstandarderne i denne brede type argumenter om fornærmelse og ’had’ blev illustreret med et nyt eksempel forleden, da det kom frem at en kvindelig litteraturprofessor fra NYU, Avital Ronelle, gentagne gange havde chikaneret en mandlig studerende. Dele af MeToo-bevægelsen har rasende støttet professoren, og argumenteret for, at man må stå sammen mod angrebene. Det er pudsigt nok det, de påstår hvide, mandlige eliter har gjort, og som Metoo oprindeligt – og i adskillige tilfælde fuldstændigt rimeligt – ville gøre op med. Mens nogle erklærede feminister var konsekvente i deres kritik af Ronelle, gentog store del af bevægelsen de dobbelte standarder, der karakteriserer de fleste eksempler på det grundlæggende fænomen.

Min personlige holdning til denne udvikling er klar: Det er mange år siden, det har været så vigtigt at sige ufølsomme ting, fornærme folk og støde deres følelser. Problemet, som jeg helt personligt ser det, er at der nærmest har dannet sig en følelsesmafia, som bruger argumentet, at nogens følelser enten er blevet stødt eller kunne stødes, til at skabe monopollignende forhold. Mens den traditionelle mafia bruger vold eller trusler om vold for at implementere de facto monopol i dele af den italienske økonomi, bruger følelsesmafiaen trusler om udskamning og censur overfor dem, de opfatter som deres konkurrenter i den offentlige debat og meningsdannelse. Formålet er det samme for begge typer mafia: Monopol på det område, hvor de tjener enten deres penge eller etablerer deres magt.

Der er med andre ord tale om ganske effektiv rent creation for nogle af de berørte grupper. Denne rent creation beror på, at følelsesmafiaen kan lukke ned for enhver demokratisk dialog eller debat om emner, der er forbundet med deres særinteresser. Der bliver, med andre ord, emner og synspunkter som man ikke kan bringe til offentlig debat, og dermed også grupper, som undslipper sig enhver skepsis.

Er man i tvivl om problemet i det, kan man med fordel tage et kig på den katolske kirkes historie, der i flere århundreder praktiserede en lignende type meningstyranni. Det betød mange steder – og betyder stadig enkelte steder – at man er udelukket fra bestemte jobs, sociale fora og adgang til offentligheden, hvis man var i bad standing med den katolske kirke. Hvis man ikke offentligt erklærede den samme mening, som den katolske kirke omfavnede, var man social persona non grata. Det er præcist den samme strategi, følsomhedsmafiaens forskellige manifestationer bruger til at skabe dens egne rents.

Hvis man virkelig skal fremme tolerance, handler det om at skabe et miljø, hvor folks hudfarve, seksuelle præferencer og etniske oprindelse er ligegyldig. Et miljø, hvor man ikke blot tvinges ind i en bås – som Anna Libak sarkastisk bemærkede forleden, er min personlige kombination af mand, hvid, heteroseksuel og topskatteyder et ”quattro-svin” for tiden (og tænk hvis man også er liberal) – og hvor man kun har rettigheder som medlem af en politisk identificerbar gruppe. De stemmer, der råber op om hate crimes, cultural appropriation og krav om ubetinget respekt, reducerer individer med alle deres forskeligheder til grå masse i grupper, man må og skal underkaste sig. Jeg har svært ved at se en mindre liberal, intolerant og autoritær måde at behandle mennesker på, og en måde der er længere fra ethvert demokratisk ideal.

De nuværende skænderier i vestlige lande har således intet med tolerance at gøre, men handler udelukkende om politisk magt. Er man politisk ukorrekt ved enten at gøre grin med grupper, der ikke lige er hvide mænd i rige lande, eller ved ikke at udvise den påkrævede ’respekt’ for bestemte, udvalgte grupper, støder man ikke kun nogle af disse menneskers følelser. De ’repræsentanter’ for forskellige grupper, som man støder, føler sig i virkeligheden ofte mere stødt på deres magtbegær end på faktiske følelser. Og når man er kommet så langt, at man ikke længere kan se forskel, har man et alvorligt samfundsproblem.

Sommerserien om international handel – et overblik

Ligesom sidste år har vi også i år kørt en sommerserie med et tema på punditokraterne. Det er nok næppe gået vores faste læseres næse forbi, at den handlede om international handel, og havde til formål at informere om, hvad der rent faktisk foregår økonomisk og politisk. Vi er kommet til vejs ende, det nye semester og de nye studerende er lige om hjørnet, og ligesom sidste år slutter vi serien med en kort sammenfatning.

Vi startede i vores Introduktion med at diskutere hvordan langt det meste international handel kan forklares ved hjælp af landes komparative fordele. Som David Ricardo viste allerede i 1817, er alle lande forholdsvist bedre til at producere nogle varer end andre. Alle får derfor noget ud af handel fordi det tillader samfundet som helhed at udnytte alle ressourcer mere effektivt. Vi skrev derfor efterfølgende om Hecksher og Ohlins model, der går et teoretisk skridt videre ved at illustrere, hvor landes komparative fordele kommer fra. Modellen er arbejdshesten i international handelsteori, men er på ingen måde intuitiv for de fleste ikke-økonomer. Den viser dog, sammen med sund fornuft, konkret hvordan samfundet som helhed bliver rigere af handel, men også at ikke alle bliver lige meget rigere.

Nogle kan endda have stærke incitamenter til at forhindre konkurrence fra udenlandske virksomheder for bl.a. at opretholde monopollignende tilstande. En af de vigtige virkninger af internatonal handel er monopoldestruktion, som vi beskrev i den tredje installation i sommerserien. Handel ødelægger monopoler og gavner derfor i meget stor stil forbrugerne gennem en ekstra mekanisme.

Det hele er dog ikke økonomi, og den 8. juli skrev vi derfor om Montesquieus teori om La Douce Commerce, og de senere års empiriske forskning, der i vidt omfang både bekræfter teorien og udvider dens område til tolerancenormer.

Otto spurgte, om der er et paradoks forbundet med de komparative fordele – og svarede nej.

Det, der kendes som Lerners symmetriteorem, der beskriver den for mange mennesker helt modintuitive indsigt, at barrierer for import faktisk er det samme som barrierer for eksport.

Otto beskrev et par dage, hvordan handel, specialisering og voksende skalafkast giver en af forklaringerne på, hvorfor lande der handler mere, også bliver rigere. Det var meget simpelt Adam Smiths indsigt, at specialisering giver bedre udnyttelse af samfundets ressourcer, men også at denne effekt bliver endnu større, hvis der er voksende skalaafkast i form af, f.eks., stordriftsfordele. Efterfølgende vendte vi også den såkaldte ’ny-ny handelsteori’ den 22. juli, hvor Marc Melitz og mange andre økonomer efter ham giver en anden, komplementær forklaring på, hvordan handel bidrager til at gøre hele samfundet mere produktivt og dermed rigere. Melitz forklarinng hviler på, at international konkurrence slår de dårlige virksomheder ihjel og dermed frigør ressourcer til brug i bedre virksomheder og bedre formål. En del af konsekvenserne ved frihandel er derfor en udgave af Schumpeters ’kreativ ødelæggelse’.

Det kan derfor synes helt absurd, at mange lande har høje toldmure og andre barrierer, og at både Donald Trump, men også Emmanuel Macron og en række andre politikere taler for mere protektionisme. Under overskriften ”Hvem vil have handelsbarrierer og hvem køber de dem af?” beskrev vi derfor en af de næste dage den politiske økonomi bag handelsbarrierer – der er konkret virksomheder, sektorer og andre særinteresser, der køber sig til barrierer. Handelsbarrierer er dybt skadelige for samfundet, men kan være til snævre særinteressers gavn, og dermed også til politikeres gavn, når særinteresserne betaler for at få mere protektionistisk handelspolitik. Det gælder ikke mindst de virksomheder, der er mest i fare for den Schumpeterske ødelæggelse, dvs. de dårligste og mindst produktive. Den politiske logik indebærer således, at det er de værste industrier, der er mest tilbøjelige til at blive beskyttet.

I nummer 10 skrev Otto om Det stigende omfang af ikke-toldbarrierer for frihandel – de mange tekniske, regulatoriske og bureaukratiske barrierer, lande stiller i vejen for international handel i stedet for toldbarrierer. Disse såkaldte NTB’er er netop, som UNCTAD har dokumenteret, et stigende problem, der er svært at håndtere fordi de ikke på samme måde er synlige, og kan sælges med umiddelbart ’gode’ formål. Uanset at de ikke er mindre skadelige, og i særligt grad er dybt problematiske i fattigere lande, lyder paroler som kampen mod ’social dumping’, gode arbejdsvilkår og living wages i udviklingslande jo godt. Den sidste installation var om The Make Work Fallacy – at det handler om arbejdspladser og alt, der skaber mere (synligt) arbejde er godt. Tror politikere, at mere arbejde er bedre, ender de ofte som Donald Trump med at tro, at import er skadelig fordi der jo er varer, vi ikke selv producerer og derfor nogen, der må være arbejdsløse. Det er en af de mest skadelige økonomiske misforståelser der findes, og en række af de få velmenende danske politikere lider under.

Vil man vide mere og have mere avancerede modeller, må man følge et universitetskursus. I mellemtiden stiller vi sommerserien til rådighed for alle interesserede. Og hvis der skulle sidde en gymnasielærer eller to, som overvejer om noget af det kunne bruges som undervisningsmateriale, må I gerne kontakte os.

Koloniinstitutioner og moderne demokrati

Vi har tidligere skrevet om Bjørnskov-Rode databasen, og hvad den potentielt kan bruges til (læs f.eks. her, her og her). Til både PEDD-konferencen i Münster og Public Choice Society i Charleston i år præsenterede jeg nye papirer, hvor vi bruger dele af databasen (Pedd-papiret kan nu læses her). Det har paradoksalt nok taget længere tid at skrive et papir, der dokumenterer databasen og demonstrerer en af de væsentlige features. Martin Rode og jeg er nu endelig klar med det, og det er tilgængeligt under titlen ”Regimes and Regime Change: A New Dataset”, og kan hentes enten på min hjemmeside eller på SSRN.

Udover at dokumentere hvad der ligger i databasen, må vi naturligvis også vise, at den kan bruges til noget – og helst til noget unikt. Vores valg er at se på, om hvor demokratiske de politiske institutioner var før uafhængighed påvirker, hvordan landes politiske institutioner ser ud og virker i dag. Vi ser på, hvor sandsynligt det er at tidligere kolonier har demokrati i dag, og hvor fredelige og stabile de politiske institutioner er. De sidste to ’proxier’ vi med risikoen for, at der er (politiske) snigmord og et mål for generel statslig undertrykkelse, vi får fra Christopher Fariss.

Resultaterne er forbløffende klare: Har man haft demokratiske institutioner som koloni, er der langt mere sandsynligt, at man også i dag har demokratiske institutioner. Vi illustrerer det i figuren nedenfor, der viser chancen for at være demokratisk i perioden 2010-2016, givet at man havde enten demokratiske, repræsentative eller ikke-repræsentative institutioner i den sene kolonitid. Lande, der for et halvt århundrede eller længere siden var demokratiske kolonier – enten fuldt demokratiske eller i det mindste med repræsentative institutioner med valg, som de franske kolonimyndigheder alligevel ikke kunne holde fingrene helt fra – har også i dag langt færre snigmord og markant mindre generel statslig undertrykkelse.

Pudsigt nok finder vi ingen indikationer på, at de samme lande har været mere politisk stabile, som vi måler ved risikoen for kup (fra vores egen database). Mange af disse lande har haft kup, perioder med militærdiktaturer eller andre former for autokrati, og alligevel bliver en tradition eller i det mindste erfaring med demokrati i deres sene kolonitid ved med at præge, hvordan deres politiske institutioner virker i dag. Fortiden bliver ved med at betyde noget, eller som William Faulkner engang skrev:

The past is never dead. It’s not even past.

Ældre indlæg

© 2018 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑