Kategori: Christian Bjørnskov (side 1 af 47)

Tager Acemoglu-holdet fejl?

Som vi tidligere har skrevet om her på stedet (læs f.eks. her, her og her), kommer nogle af de mest citerede bidrag i udviklingsøkonomi de sidste 20 år fra forskerholdet omkring Daron Acemoglu (MIT), Simon Johnson (MIT) og James Robinson (Chicago). Acemoglu og hans medforfattere på en række artikler blev berømte for at demonstrere en løsning på det evindelige hønen-og-ægget-problem – i teknisk jargon ’endogenitetsproblemet’ – der er forbundet med at vise, at gode institutioner og langsigtet økonomisk udvikling hænger sammen. Deres approach var begrundet i en teori om, at jo flere europæere, der bosatte sig permanent i nye kolonier rundt omkring i verden, jo større var efterspørgslen efter gode institutioner som et vist mål af demokrati og beskyttelse af den private ejendomsret.

Kolonier, hvor flere europæere bosatte sig, ville derfor ifølge teorien over tid ende med væsentligt bedre institutioner, og disse institutioner ville efterfølgende gøre kolonien meget rigere. Acemoglu løste derefter (troede han) problemet med hvor europæerne ville bosætte sig permanent ved at antage, at der hvor klimaet gav flere tropesygdomme og derfor langt større sygdomsrisiko, ville europæerne foretrække meget dårlige institutioner – de skaber nemlig mulighed for ’grab-and-run’ strategier, hvor man rager så meget som muligt til sig før man flygter hjem til Europa – mens de gode sygdomsmiljøer giver incitament for permanent bosættelse.

Adskille forskere som bl.a. David Albouy, Jonathan Krieckhaus og Matthew Fails har sidenhen angrebet flere dele af Acemoglu-holdets approach. Albouy demonstrerede i en glimrende artikel at holdets sygdomsdata er stærkt kritisable, og Krieckhaus og Fails har vist, at sammenhængen er drevet af seks tidligere kolonier, der på ingen måde er tilfældige: Australien, Canada, Hong Kong, New Zealand, Singapore og USA. På trods af kritikken bliver mange specielt yngre forskere dog ved med at bruge Acemoglu-holdets approach, og man hører ofte til konferencer hvordan folk starter præsentationer med ord som ”som vi ved fra Acemoglu…”

Pointen med posten i dag er at angribe problemstillingen fra en anden vinkel. Min ven og kollega Martin Rode og jeg arbejder for tiden på at revidere en artikel, og i den forbindelse har vi konsulteret en historisk kilde til data. Vores startpunkt er, at hvis Acemoglus historie er rigtig, kan det ikke blot være i en kolonis første år at den europæiske bosættelse var vigtig. Følger man logikken i den, må størrelsen af den europæiske befolkning mere generelt påvirke, hvor sandsynligt det var, at en koloni blev demokratisk. Man må også regne med, at denne type forhold kunne påvirke uddannelsesinstitutioner, og gennem bedre adgang til uddannelse kunne man ifølge helt klassisk demokratiseringsteori a la Seymour Lipset regne med, at bedre uddannede kolonier var mere demokratiske.

Vi får disse data fra 1950-udgaven af The Statesman’s Yearbook, som både har data for den europæiske befolknings størrelse i 62 daværende kolonier, samlet befolkningsstørrelse, og information om hvorvidt der var adgang til sekundær uddannelse (gymnasieskoler) og universitetsuddannelse. I de tre figurer nedenfor sammenholder vi tre forhold – adgang til uddannelse, den europæiske befolkningsandel, og befolkningstætheden sidst i 1940erne – med om kolonien var demokratisk ved uafhængighed og om landet er demokratisk i dag. Uddannelse deler vi op i tre naturlige kategorier, mens vi deler befolkningstallene ind i tre lige store kategorier – få / spredt, middel, og mange / tæt.

Det er tydeligt i figurerne, at Acemoglu-holdets teori ikke rigtigt ser ud til at passe på dataene fra 1940erne. Der er ingen klar sammenhæng mellem den europæiske befolkningsandel og demokratisering, og det ser ud til, at de kolonier, der ikke havde virkeligt udviklede uddannelsesinstitutioner var mere tilbøjelige til at være demokratiske, og de dårligst udviklede af dem (bemærk: Typisk mindre øer), om end forskellen ikke er statistisk signifikant. Det eneste, der ser nogenlunde klart ud, er at de tættere befolkede kolonier både var og er mere tilbøjelige til at være demokratiske – dvs. en alternativ forklaring, der kan tilskrives Lipset. Bundlinjen er, at nok er Acemoglu-holdets grundlæggende artikel blevet citeret næsten 12000 gange, men tager man teorien til uafhængige data, er den forbløffende skrøbelig – og sikkert forkert.

Niclas Berggren blogger igen!

Efter en årelang ferie fra blogosfæren er min gode ven og IFN-kollega Niclas Berggren tilbage. Nogle af vores læsere husker måske hans glimrende blog Nonicoclolasos, og adskillige af os har savnet den. Den gode nyhed er, at Niclas har besluttet at vende tilbage til bloggen.

For de af vores læsere, der ikke kender Niclas Berggren, er han nationaløkonom og forsker ved Instituttet för Näringslivsforskning i Stockholm, og lektor ved VŠE i Prag. Han har for tiden godt 2500 citationer i Google Scholar, hvilket placerer ham i samme lag som blandt andet den nuværende overvismand. Niclas er bredt interesseret i forskningsfelter som tolerancenormer, religiøsitet og de politiske virkninger af folks udseende, men er også et dybt kulturelt menneske. Blandt de første blogposter i år er indlæg om arveskat, om Nordhaus tager fejl i sine klimavurderinger, optimale a-kasser, og svensk narkotikapolitik. Det hele er meget varmt anbefalet!

Mariella Rubensons Julesurvey

De sidste par år har jeg hygget mig med at deltage i en survey om jul. Det er en fin, lille undersøgelse om juletraditioner rundt omkring i verden, og deltager man får man også senere en kort rapport om årets resultater. Det helt særlige er dog, at den laves af Mariella Rubenson. Mens Mariellas far Daniel er lektor på Ryerson University i Toronto, Canada, er hun selv 15 år gammel og går i det, der her ville svare til niende klasse. Alligevel er 2018 den sjette udgave af undersøgelsen, der fra starten har været omhyggeligt gennemtænkt.

Denne søndags opfordring fra Punditokraterne er, at vores læsere går ind her og deltager i Mariellas undersøgelse. Vi vil på vores side – hvis vores læsere holder deres del af aftalen – skrive en post om resultaterne efter jul.

Populisme og pressefrihed

Der tales meget om populisme i disse år, og med god grund. I vestlige lande har vælgerne de senere år valgt åbenlyst populistiske politikere i så forskellige lande som USA, Ungarn og Italien. Fænomenet eksisterer på både højre- og venstrefløjen, med højrefløjspopulister som Donald Trump, Viktor Órban og Recep Erdogan og venstrefløjspopulister som Alexis Tsipras, Matteo Salvini, og Bernie Sanders som fremtrædende eksempler. På trods af adskillige populismeforskeres indædte uvilje, er det svært ikke også at finde tydeligt populistiske elementer i Mette Frederiksens og Justin Trudeaus ellers officielt midtsøgende politik. Ingen fløj kan reelt frasige sig eksistensen af populistiske politikere.

Nogle kommentatorer og politikere har spurgt om, hvad problemet er – og om der overhovedet er et problem? Får folk ikke bare hvad de vil have? I et demokrati kan man måske argumentere for, at ’folket’ får hvad de vil have, men kender man en smule til public choice, ved man at der faktisk ikke findes nogen logisk konsistent møde at definere det famøse ’folket’. Argumenter, der baserer sig på påstande om ’folkets vilje’ er dermed altid ulogiske per definition.

Det egentlige problem er, at der synes at være to fællestræk for alle populister. Det første er, at de påstår at repræsentere ’folket’ – det ægte folk, og ikke de uægte andre. Erdogan har således opnået en vis berømmelse qua sit spørgsmål til en gruppe politiske modstandere ved et vælgermøde i 2016 ”Vi er folket! Hvem er I?” Det andet fællestræk, som min dygtige kollega Friedrich Heinemann (ZEW Mannheim) påpegede over øl og barbecue i sommers, er at de alle i en eller anden form afviser eksistensen af begrænsninger af politik. Salvinis regering i Italien har for eksempel afvist, at deres store budgetunderskud vil skabe ekstra gældsproblemer for Italien, helt uanset at de bliver nødt til at låne flere penge til at dække underskuddet. Donald Trump mener ligeledes, at hans protektionistiske politik vil skabe vækst og arbejdspladser i USA, fraset at praktisk taget alle nationaløkonomer udenfor regeringscirkler mener det modsatte.

I dag peger vi dog på et tredje fællestræk ved mange, omend måske ikke alle populister: Deres skepsis overfor frie medier og pressens frihed til at skrive, hvad den vil. Trump er berømt for at rase mod ’fake news’ – mens han iøvrigt selv bidrager betragteligt til dem – og for sine udfald mod blandt andet New York Times og CNN. I Ungarn har Viktor Órban haft succes i at begrænse pressens frihed i et omfang, der er meget tydeligt i internationale vurderinger. Freedom House vurderer således, at Ungarns begrænsninger i pressefriheden svarer til et indeks 44 i dag, mens det var 21 (og dermed på linje med USA’s) for blot ti år siden. En lignende udvikling er i gang i Polen, mens USA’s politiske system har vist sig meget robust overfor en præsident uden respekt for den første tilføjelse til den amerikanske forfatning.

Er disse eksempler udtryk for en mere generel tendens? Det giver vi et delvist svar på i dag ved at bruge de populismedata, som Andrea Sáenz de Viteri og jeg har udviklet i en anden forbindelse (læs her). I stedet for at score landes ledere ifølge vores egne idiosynkratiske forestillinger – som meget af den eksisterende litteratur de facto gør – har vi beregnet, hvor ofte en gruppe ledende britiske og amerikanske aviser omtaler den pågældende leder i forbindelse med populisme. Vi får dermed et indirekte, men relativt objektivt, mål for populisme, som vi sammenholder med Freedom Houses indeks for (mangel på) pressefrihed i 2017 i figuren nedenfor. Den grundlæggende idé er ikke vores, den skylder vi min studerende Camilla Kjær.

Plotter man den gennemsnitlige populismescore siden 1970 overfor den nuværende pressefrihed, så man tillader langsomme og gradvise påvirkninger af pressefriheden, får man det fine billede i figuren. Som altid i disse år er Venezuela ekstremet, med langt den værste pressefrihed – landets indeks er stort set det samme som Ruslands – og den tydeligt mest populistiske tradition. Men på tværs af resten af Latinamerika og det caribiske område er der stadig en klar sammenhæng, hvis man ser bort fra Venezuelas kollaps. Der findes tydeligt lande uden nogen særlig populistisk tradition, der undertrykker pressen af andre grunde, men ingen stærke populister, der ikke gør det. Med andre ord er populisme ikke den eneste forklaring på undertrykkelse af pressen, men jo mere populistiske traditioner man får, jo mere undertrykt bliver den.

Mens et enkelt plot med en korrelation og et simpelt mønster naturligvis ikke er håndfast og robust evidens for en klar, kausal sammenhæng, giver figuren i det mindste en klar indikation: Populister ser umiddelbart ud til at undertrykke pressen der, hvor de overhovedet kan slippe afsted med det. Og vender man blikket tilbage til Europa, er det helt evident tilfældet i Ungarn og Polen. Spørgsmålet er, hvem der er det næste land?

Nyt Ekonomisk Debatt – decembernummeret er her

I dag udkommer årets sidste udgave af det fine, svenske tidsskrift Ekonomisk Debatt. Årets sidste nummer er ekstra vigtigt, da det traditionen tro omfatter en artikel om årets Nobelpris i økonomi. Dette års pris går, som bekendt, til William Nordhaus og Paul Romer, og prisen bliver udlagt i en fin artikel af de fire medlemmer af Nobelpriskommiteen, der kan siges at have specialiseret indsigt på området: John Hassler, Per Krusell, Torsten Persson og Per Strömberg. Det er så tæt på at høre om prisen fra hestens egen mund, som man kan komme.

Resten af decembernummeret af Ekonomisk Debatt er også interessant, og særligt to artikler skal fremhæves, fordi de også er relevante i en dansk debat. Susanne Oxenstierna fra Totalförsvarets forskningsinstitut diskuterer her virkningerne af EU’s sanktioner mod Rusland og om de er effektive. Og Per Kågeson, der tidligere har været tilknyttet den Kungliga Tekniske Högskolan i Stockholm, skriver her skeptisk om subsidier til solkraft, og hvorfor de faktisk ikke behøves.

Resten af nummeret er også både interessant og solidt formidlet, og som altid er Ekonomisk Debatt stærkt anbefalet.

Handel og fertilitet – og TV – i Afrika

Mens jeg naturligvis passer mine forpligtelser i Danmark, opholder jeg mig for tiden og indtil slutningen af januar rent fysisk ved Alfred Weber Instituttet ved Universitetet i Heidelberg. En af fordelene ved at være på et velrenommeret universitet midt i Europa er, at der kommer en række forskere på besøg, og de fleste giver et seminar. Og nogle af dem er faktisk interessante.

Dagens seminar var et af typen, der både var interessant og overraskende. Det blev givet af Manoel Bittencourt (University of Witwatersrand) som præsenterede “Trade Openness and Fertility Rates in Africa.” Papiret er fælles arbejde med Manoels sydafrikanske kolleger Matthew Clance og Yoseph Hetachew (University of Pretoria). Som titlen antyder, er deres interesse om der er en sammenhæng mellem de faldende børnetal i Afrika, og regionens stigende handel.

Bittencourt et al. skriver sig op mod Galor og Mountford, som argumenterer at handel burde teoretisk være forbundet med højere fertilitet i Afrika. Deres grund er, at fordi de største dele af Afrika har komparative fordele i landbrug og ganske simpel produktion, vil øget handel gøre det mere attraktivt at få flere børn, der kan hjælpe på farmen.

I modsætning til Galor og Mountford fokuserer Bittencourt et al. direkte på Afrika, hvor effekten burde kunne ses. De undersøger sammenhængen på tværs af 50 afrikanske lande siden 1970, og finder det modsatte: Særligt import af forbrugsgoder er forbundet med lavere fertilitet. De bekræfter således, at der faktisk er en sammenhæng mellem øget handel og lavere børnetal for verdens fattigste region.

Det særlige ved papiret, som Bittencourt understregede, er at det ikke bare gælder al handel, men mest handel med Europa, og særlig efter 1990. Effekterne er ydermere drevet af high-tech import, og helt specielt import i en kategori, der inkluderer TV, telekommunikation og elektriske maskiner. Disse mønstre indikerer en måde at fortolke resultaterne på.

Fortolkningen, som Bittencourt gav ved seminaret og som publikum fandt plausibel, er at effekten kommer fordi folk i Afrika i dag simpelthen ser mere TV, og med TV kommer der også læring og særligt viden om familienormer osv. i andre lande. Med andre ord får afrikanske familier færre børn, når de ser mere TV og dermed bliver udsat for anderledes input end traditionelle familiemønstre og –normer. Mange, og særligt dem der ser europæiske og amerikanske serier og film, oplever at små familier og en længere singletilværelse er almindeligt i rigere lande. Selvom man ikke kan sige med fuldstændig sikkerhed, ser historien ud til at være, at globalisering ikke blot skaber økonomisk udvikling, men  også bredere sociale ændringer i retning af mindre familier, større tolerance, og bedre liv.

Korruptionsmål – de upræcise mod de meningsløse

Hvert år udkommer Transparency Internationals internationale Corruption Perceptions Index. Indekset, der oprindelig blev udviklet af Johann Graf Lambsdorff, der nu er professor ved universitetet i Passau, blev det første af en række mål for korruption. Disse mål bruges i dag både i politiske diskussioner og samfundsforskning (inklusive af undertegnede), men er også ofte blevet kritiseret.

Der eksisterer en række mål i dag, inklusive Transparency Internationals CPI og mål fra World Governance Indicators, the International Country Risk Guide, og V-Dem projektet. Alle er baseret på forskellige ekspertvurderinger, en approach som Lambsdorff var en af pionererne bag. Den basale idé var, at f.eks. forretningsfolk, der har med flere forskellige lande at gøre, kan vurdere hvor almindelig bestikkelse er i disse lande i forhold til hinanden. Tager man nok vurderinger og sætter dem sammen, kan man således få et overordnet billede af udbredelsen af korruption og –problemer i verden. World Governance Indicators, som udvikledes i Verdensbanken under Daniel Kaufmann, går et skridt videre ved at veje en række af denne slags mål sammen til et ’Control of Corruption’ indeks.

Figuren nedenfor illustrerer disse indeks (i skaleret form) for 25 lande i Latinamerika og Caribien. Som den viser, er de tre mål påfaldende ens – uanset forskellige specifikke approaches finder de forskellige mål basalt set de samme billede. De er dog allesammen udsat for samme kritik: At de netop er subjektive vurderinger. Adskillige forskere har derfor argumenteret, at man bør tage udgangspunkt i objektive indikatorer.

Problemet er, at bestikkelse i sagens natur er et fænomen, som alle involverede forsøger at skjule. Det kan derfor ikke lade sig gøre at bruge ellers objektive forhold som antallet af domme for bestikkelse. Jo mere korruption der er, og jo mere problemet breder sig til politi og retsvæsen, jo færre domme bliver der. Kritikerne mener derfor, at man bør bruge almindelige menneskers erfaringer som indikator, hvilket er muligt i bl.a. den europæiske værdiundersøgelse og adskillige andre surveys.

Problemet med survey-mål er, at folks opfattelse af, hvad der foregår, kan være voldsomt misvisende. Hvis de fleste mennesker simpelthen ikke benytter sig af politi, retsvæsen eller offentlig administration – af meget gode grunde – kan de heller ikke have nogen erfaringer med korruption i disse myndigheder. Folks svar er således – i teknisk jargon – selekteret på den faktor, man forsøger at måle.

Den anden figur i denne post viser omfanget af problemet på tværs af de 26 lande i den første figur. Den viser sammenhængen mellem V-Dem-målet for korruption og folks opfattelse af korruption i LaPop-surveyen fra 2012-2014. Korrelationen er nok 0,26, men praktisk taget kun drevet af den ekstreme observation – Surinam – hvor kun en meget lille del af de adspurgte mener, bestikkelse er normalt i det offentlige embedsværk. Der er også flere observationer, man kun kan more sig over. En af dem er scoren på 2,12 i Haiti, som er stort set identisk med Canadas score og implikationen – hvis man vælger at tro på svarene i sådanne surveys – er at der er lige så meget korruption i Canada som Haiti.

Bundlinjen er, at ingen korruptionsmål er perfekte, og ingen kan nogensinde være perfekte pga. det, man forsøger at måle. Men de eksisterende, der baserer sig på ekspertvurderinger og andet, er det bedste vi har. Forsøg på at få ’bedre’ mål ved at spørge almindelige mennesker er i bedst fald så upræcise, og i værste fald latterligt misvisende, at de ikke giver meget mening. Og man kan altid glæde sig over, at ekspertvurderingerne konsistent placerer Danmark som et af verdens absolut mindst korrupte samfund.

Hayek-forelæsningen 2018

Hvert år afholder the Institute of Economic Affairs i London deres ‘Hayek Lecture’.  Begivenheden er altid værdat se frem til, og blandt de tidligere gæster er Steven Landsburg, William Easterly, Robert Barro og Nobelprisvinderne Elinor Ostrom og Gary Becker. Årets forelæser er den altid interessante Matt Ridley. Hele forelæsningen kan ses i nedenstående og er stærkt anbefalet.

 

Hvad gør populister?

Det kan næppe være gået mange læseres næse forbi at der de senere år har været en stigende tendens til populisme i de fleste demokratiske lande. Donald Trump, Viktor Órban i Ungarn, og Jair Bolsonaro i Brasilien er alle eksempler på tydeligt populistiske politikere, ligesom både Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige, Sverigesdemokraterne, Front National og Italiens Femstjernebevægelse er populistiske partier. Vi skrev om emnet for mere end ti år siden (her) da Hugo Chavez herskede i Venezuela, men siden da er der kommet flere eksempler og mere forskningsinteresse i, hvad populister er og de vil.

Den forskning har min PhD-studerende Andrea Saénz de Viteri og jeg bidraget til i år. Papiret, som vi startede i december sidste år og Andrea præsenterede en meget foreløbig version på PCS-konference i marts, er nu endeligt ude som working paper. De sidste ændringer lavede vi i går som reaktion på min præsentation af i tirsdags i Washington. Papiret med titlen ”Populism and Constitutional Reform in Latin America and the Caribbean” ligger nu frit tilgængeligt på SSRN og kan læses her.

Vores tese i papiret er, at populister typisk betragter sig selv – eller påstår de betragter sig selv – som de sande repræsentanter for ’folket’ og derfor mener, at eksisterende ’checks and balances’ og magtdeling blot er en gammel elites måde at begrænse dem i at gøre godt. Magtdelingen og de forfatningsmæssige grænser for politik bliver også ofte beskrevet som politisk illegitime, da de kun beskytter eliten – eller det er i hvert fald det, populister argumenterer. Har de mulighed for det, vil de populistiske partier derfor gerne svække de vetoinstitutioner, som forfatningen lægger ned over politiske beslutningsprocesser.

For at svare på spørgsmålet om populister rent faktisk underminerer vetoinstitutioner ved f.eks. at ændre forfatningen, benytter Andre og jeg os af et mål for magtkoncentration i parlamentet, som Stefan Voigt og jeg udviklede til en artikel sidste år, og konstruerer et lignende mål for magtkoncentration i regeringen. Vi følger derefter forfatningsændringer i 42 lande i Latinamerika og Caribien siden 1970 og kombinerer det med et nyt mål for populisme i regionen. Målet er konstrueret fra artikler i ti førende amerikanske og britiske aviser, og deres omtale af regeringsledere i regionen. Helt unikt kombinerer vi også dette mål med et mål for regeringens politiske ideologi på en standard højre-venstre-skala.

Undersøgelsen viser – ganske skarpvinklet at: Højrepopulister ændrer forfatningen for at koncentrere magten og slippe for vetoinstitutioner, mens venstrepopulister underminerer domstolenes uafhængighed, så de kan slippe afsted med at ignorere forfatningen, mener man således, som de fleste eksperter, at forfatninger bør være meget stabile og bredt respekterede dokumenter, er populisme en trussel.

Er man mere nysgerrig er abstractet her:

While constitutions are supposed to be stable documents entrenching a set of rules of the political game, Latin American and Caribbean constitutional development has been characterized by frequent change and instability. We hypothesize that the Latin American tradition for populist governments and heads of state explains this tradition. Contrary to established parties and interests, populist tend to aim at securing the median vote and be supported by non-encompassing interests. They also depict themselves as outside the regular elite and oppose the regularly conduct of politics. It may therefore be in the particular interest of populists to change the constitution to suit their specific needs. Exploring the frequency and direction of constitutional reforms in 42 Latin America and Caribbean countries, we find evidence indicating that populists are more likely to amend the constitution to concentrate power.

Hvilke konferencer bør unge forskere tage til?

Som nogle læsere vil vide, er jeg til den årlige konference hos the Southern Economic Association, som i år afholdes i Washington DC. Min gode ven og kollega Niclas Berggren (IFN Stockholm), er her også og tweetede i den forbindelse Art Cardens morsomme papir How to be a Great Conference Participant i går.

Arts papir er ligeså tankevækkende som det er sjovt – ikke mindst for PhD-studerende og andre, der endnu ikke har rutine i at tage ud og deltage i et konferencemiljø – men lader i det store og hele et spørgsmål stå ubesvaret: Hvilke konferencer skal man tage til? Svaret hviler på, hvad man vil opnå: Gode kommentarer og input til ens egen forskning, inspiration og networking-muligheder, eller blot at sende et signal om, at man er med hvor det sker.

Er man primært interesseret i at få kommentarer på sit eget arbejde, og evt. input til andre studier i samme område, kan man næppe vælge noget bedre end at tage til små, specialiserede konferencer. Et eksempel er den danske public choice workshop – der afholdes på Aarhus Universitet den 1. februar næste år – hvor en række forskere, der er specialiseret i public choice og politisk økonomi, mødes en enkelt dag for at præsentere ny forskning og diskutere den. De små konferencer og workshops er der, hvor folk er mest tilbøjelige til både at være interesseret i, hvad man laver, og villig til at bruge tid på at diskutere det med en.

Er det vigtigere for en, at man har muligheder for at netværke med en bredere gruppe forskere – noget der er ekstremt vigtigt for PhD-studerende og unge forskere, som ikke allerede har et internationalt netværk – er det en bedre idé at tage til en konference af mellemstørrelse. Denne uges Southerns er et godt eksempel, hvor 5-600 forskere med alle mulige interesser og baggrunde mødes. De er langt fra så intime som de små konferencer, og der er både færre muligheder for at tale længere tid med folk og mindre chance for, at der er folk der er interesseret i ens specialområde, men regionale konferencer som the Southerns og de specialiserede internationale – på mit område f.eks. European Public Choice Society – giver en langt større netværksmuligheder. De tilbyder også meget mere inspiration, qua de mange præsentationer om alle mulige spørgsmål på forskellige områder.

Sidst kan man vælge at tage til de helt store som det årlige møde i the American Economic Association. Der er en endeløs række af præsentationer på praktisk taget alle områder af ens fag, og potentielt vigtig signalværdi i, at man kan sige man har været der. Netværksmulighederne er dog begrænsede – de er simpelthen for store til det – og man oplever ofte, at der kun sidder en lille håndfuld folk til ens præsentation. Chancerne for at få input på ens egen forskning er ganske små.

Så hvad gør man? Hvis det primært handler om signalværdi og noget at skrive på ens CV, er det indlysende enten at tage til de helt store konferencer, eller i visse tilfælde de helt små, men eksklusive workshops. Begge givet et signal om, at man har kvalitet til at blive optaget på konferencen, og at man er med hvor tingene sker. Er man interesseret i feedback, er de store et elendigt valg, og de små ofte perfekte. Netværksmulighederne er dog begrænsede i begge tilfælde, og feedback er typisk dårligt på de store. De mellemstore konferencer er derimod gode kompromiser mellem god networking, masser af inspiration på ens eget felt, og mulighed for faktisk at tale med folk. Bagsiden er, at mange ofte opfatter dem som mindre prestigiøse end de store.

Det er derfor ofte svært at være PhD-studerende eller ung forsker, og man kan gå ganske forkert ved at gøre, hvad ens vejleder eller ældre kolleger gør – de har netop allerede et etableret netværk, og har derfor ikke samme brug for at bygge et som man selv har. Som altid i livet må man tænke over, hvad man vil og hvad formålet med dens konferencedeltagelse er. det eneste generelle råd er: Lad være med at gemme dig hjemme på kontoret og lad være med at gøre som alle andre!

Hvem er rigere og fattigere end deres nabolande?

I Danmark er der efterhånden ved at blive debat om, hvorvidt den danske økonomi følger med nabolandenes (svaret er nej). Jeg blev mindet om spørgsmålet under en samtale med min kollega Wilson Law i dag, hvor vi kom til at snakke om hvordan nogle lande er væsentligt fattigere end deres naboer – og hvorfor. Spørgsmålet – som vi besvarer i dag – er allerførst, hvor store disse forskelle er på tværs af verden.

Selv internt i Europa er forskellen ganske store, som procentforskellene figuren nedenfor viser. Vi måler her landenes nationalindkomst per indbygger (kilden er PWT 9) i forhold til gennemsnittet af deres geografiske naboer. De største efterslæb skal ikke overraskende findes i tidligere kommunistiske lande, med Moldova som det værste: Landets indbyggere har i gennemsnit kun 37 % af den indkomst, folk i nabolandene har. Tidligere borgerkrigsramte lande som Ukraine og Bosnien følger heller ikke med, og har ikke meget mere end 55 % af naboernes indkomst. I den anden ende finder man ikke overraskende Norge (91 % rigere end naboerne) og Schweiz (51 % rigere), men også Grækenland (66 % rigere). Svaret på det sidste er bestemt ikke at finde i Grækenlands egen elendige performance, men blot at det tilfældigt er omgivet af fattige, tidligere kommunistiske lande.

Ser man længere ud i verden, er forskellene dog endnu større. Nordkorea er verdens relativt fattigste land – borgerne har ifølge de bedste vestlige vurderinger kun cirka 8 % af den indkomst, deres sydkoreanske og kinesiske naboer i gennemsnit har. De næste pladser i bunden optages af Sao Tomé og Principe (11 %), Yemen (13 %), Niger (14 %), Afghanistan (18 %), Haiti (19 %), og Lesotho, Madagascar, Cameroon og Zimbabwe, der alle har blot 21 % af den indkomst, deres naboer nyder.

Toppen er derimod Puerto Rico (262 %), Israel (284 %), Nigeria (296 %), Qatar (303 %), Kap Verde (326 %), Brunei (386 %), Singapore (422 %), Ækvatorial Guinea (429 %), og Macao (473 %). Og den absolutte ’vinder’ er Seychellerne, der er hele 1189 % rigere end dets ludfattige nærmeste naboer i det Indiske Ocean. De store successer er dermed olierige lande, verdens ’gambling capital’ Macao, og nogle få steder, der af historiske institutionelt er langt foran naboerne.

Om man kan lære noget af disse sammenligner – hvor Danmark og Sverige i øvrigt begge kun har 78 % af vores naboers indkomst, da vi begge ligger ved siden af Norge – er et åbent spørgsmål. Men uden at kende til de store forskelle mellem naboer, kommer man ofte til at gætte forkert, og til at tro, hele regioner er homogene. Det er de absolut ikke.

På vej til Southerns 2018

Jeg sidder i skrivende stund i den gigantiske Dallas-Fort Worth-lufthavn og venter på mit fly til Washington DC. Efter at have brugt et par dage i Texas med seminarer på Baylor University og Southern Methodist University er jeg nu på vej til den primære grund til min tur: Den årlige konference i the Southern Economic Association. Konference afholdes i år i Washington DC, og blandt flere hundrede deltagere er der blandt andet venner som Niclas Berggren og Henrik Jordahl (begge IFN, Stockholm) og en lang række meget dygtige økonomer fra Europa og Nordamerika. Udover almindelige deltagelse og interaktion med kolleger og PhD-studerende er mine forpligtelser ved konferencen præsentationer i to sessions: ”Institutions and Macroeconomic Performance” tirsdag morgen og ”Understanding Institutional Change” tirsdag eftermiddag.

Tirsdag morgen har jeg overtaget Daniel Bennetts (Baylor University) præsentation af vores fælles papir ” Coups and Institutional Change” med Stephan Gohmann (University of Louisville” – Daniel er cirka en måned fra at blive far, og har fornuftigt nok valgt at blive hjemme. Jeg kommer til at dele sessionen med Hugo Montesinos og James Gwartney

(Florida State University), der kommer med ”A Dynamic Examination of the Impact of Economic Institutions, Democracy, and Human Capital on Growth.” og Ryan Murphy (Southern Methodist University), der præsenterer “Economic Freedom Variables Endogenous to Business Cycles.”

Tirsdag eftermiddag på en af de sidste sessions til konferencen er jeg med på panelet ved “Understanding Institutional Change” sammen med Wilson Law (Baylor University) og Yang Zhou (West Virginia University). Wilson kommer med et rent teoretisk papir med titlen ”Economic Liberalization as Repeated Coordination Game” mens Yang præsenterer ”Checks and Balances between Party Chief and Mayor: Prefectural City Level Evidence.” Hans ganske interessante pointe er at kinesiske ledere ofte forsøger at introducere et element at checks and balances på det regionale og kommunale plan ved at udnævne ledere fra forskellige baggrunde og forskellig observans.

I den kommende uge kommer vi til at skrive om nogle få af de cirka 400 papirer, der skal præsenteres de kommende dage. Blandt de mange titler, der præsenteres til konferencen, er her et lille udsnit: ”Social Capital Accumulation by Terrorist Groups” (Alex Ray, Clemson University); ”Making Sense of Piketty” (Camilo Gomez, Hernando Nano Zuleta og ndrés Alvarez, Universidad de los Andes); ”Charitable Giving, Political Alignment, and Ideologies” (Benjamin Priday, Texas A&M University); “Borders Change, Institutions Remain” (Andrew Jonelis, University of Kentucky); og ”Measuring Cross-Country Differences in Misallocation” (T. Kirk White, U.S. Census Bureau, og Martin Rotemberg, New York University). Hele programmet kan ses her og hvis vores læsere er særligt interesserede i et af emnerne, modtager vi gerne forslag.

Public Choice Handbook på vej ud

Vi gør her på stedet en jævnlig indsats for at introducere vores læsere for public choice og politisk økonomi, og forhåbentlig gøre dem interesserede i området. Flere af os mener, at området er helt centralt for at forstå nationaløkonomiske og politiske spørgsmål. Når der sker noget i public choice, vil vi derfor gerne slå på tromme for det.

Det er sagen i næste måned, hvor den nye Oxford Handbook of Public Choice udkommer fra University of Oxford Press (volume 2 her). Bogen er redigeret af Roger D. Congleton (West Virginia University), Bernard N. Grofman (University of California, Irvine) og Stefan Voigt (Universität Hamburg) og har bidrag fra en række førende public choice-forskere. Blandt de mange eksempler er der kapitler om ”Constitutional Transition” af Zachary Elkins (University of Texas at Austin), “Are There Types of Dictatorship?” af Ronald Wintrobe (Western University), ”The coup: competition for office in authoritarian regimes” af Toke Aidt (Cambridge) og Gabriel Leon (King’s College London), “Is Government Growth Inevitable?” af Randall G. Holcombe (Florida State University), “’The Bureaucracy’ as an Interest Group” af Patrick Dunleavy (London School of Economics), og “Institution-induced Stability” af Kenneth A. Shepsle (Harvard University). Fra den hjemlige front er der også bidrag om ”Public choice and social democracy” af Peter Kurrild-Klitgaard (Københavns Universitet) og ”The political economy of trust” undertegnede.

Hele bogen er stærkt anbefalet for dem, der gerne vil have et overblik over hvor forskningen i public choice er, hvilke emner den dækker, eller blot ønsker lidt inspiration til at tænke over tingene. Og har man ikke lyst til at betale den noget eksorbitante pris for bogen, kan langt de fleste kapitler faktisk findes gratis på SSRN!

Hvordan måler man demokrati?

Som titlen siger, handler dagens post om, hvordan man måler, hvor demokratisk et land er. det skal derfor indrømmes, at posten i dag er ’wonky’! Givet hvor vigtigt, emnet er, og hvor ofte man ser forskellige mål og vurderinger i medierne, er det dog et emne, der fortjener opmærksomhed udenfor forskerkredse.

Det er også et emne, som forskere faktisk er meget uenige om, som jeg blev mindet om igen forleden dag. Martin Rode og jeg har fået en invitation til at revidere vores databasepapir (tilgængeligt her sammen med hele databasen), og i kommentarerne til papiret er særligt en reviewers holdning meget anderledes end vores. Han eller hun mener ikke, at en simpel vurdering af, om et land har demokrati eller ej, er meget værd, og fremhæver i stedet V-Dem-projektets – efter hans eller hendes mening – meget mere omhyggelige og detaljerede vurdering. Grunden til at forskere kan være så uenige, som reviewerens kommentarer afslører, bunder i en gammel diskussion i demokratistudier: I hvor høj grad mener man, et en maksimalistisk versus en minimalistisk definition af demokrati er retvisende?

En maksimalistisk definition af demokrati er i bund og grund en definition af de ideelle demokrati. V-Dem-projektets overordnede mål for demokrati, som det kalder ”polyarchy” og behandler som mål for ”electoral democracy”, er en vurdering af spørgsmålet ”To what extent is the ideal of electoral democracy in its fullest sense achieved?” V-Dem tydeliggør deres approach ved at notere, at:

The electoral principle of democracy seeks to embody the core value of making rulers responsive to citizens, achieved through electoral competition for the electorate’s approval under circumstances when suffrage is extensive; political and civil society organizations can operate freely; elections are clean and not marred by fraud or systematic irregularities; and elections affect the composition of the chief executive of the country. In between elections, there is freedom of expression and an independent media capable of presenting alternative views on matters of political relevance. In the V-Dem conceptual scheme, electoral democracy is understood as an essential element of any other conception of representative democracy — liberal, participatory, deliberative, egalitarian, or some other.

V-dem måler således demokrati gennem en kompliceret sammenvægtning af forhold som forsamlingsfrihed, civilsamfundets styrke, ytrings- og pressefrihed, hvor stor en del af befolkningen der kan stemme, og eksistensen af frie og fair valg. Det er der ikke noget galt med, og som idealmål må man naturligvis også på en eller anden måde have mål for borgernes muligheder for at interagere med hinanden og få retvisende information om, hvad der foregår. V-Dem går endda et skridt videre ved også at have mål for ”liberal democracy”, ”participatory democracy”, ”deliberative democracy” og ”egalitarian democracy” der hver især matcher endnu mere maksimale idealdefinitioner. Alle disse mål er kodet af eksperter og indeholder derfor et klart subjektivt element.

Problemet med maksimalistiske definitioner og mål er, at de gør det umuligt for forskere at svare på en lang række spørgsmål. Uanset at de fleste er enige i en idealdefinition som den, V-Dem bruger for polyarchy-målet, kan man ikke svare på, om nogle demokratier er mere tilbøjelige til at respektere civilsamfunds uafhængighed, pressefriheden osv. Disse forhold er simpelthen bygget ind i målet, hvilket forhindrer forskere i at bruge maksimalistiske mål til at svare på spørgsmålet – svaret er givet på forhånd pga. definitionen.

Løsningen på dette og andre problemer er at bruge minimalistiske mål for demokrati, dvs. mål der kun omfatter de allermest centrale elementer af demokrati. Med andre ord, minimalistiske mål – som f.eks. Cheibub, Gandhi og Vreelands DD-indikator, som Martin Rode og jeg har opdateret, Polity IV-indikatoren, eller Boix, Miller og Rosatos alternativ – opfanger kun de elementer, som helt nødvendigt må være der, før man kan tale om demokrati. For DD-indikatoren gælder det et valg mellem flere partier i jævnlige valg, hvor valget rent faktisk kan ende med et regeringsskifte. I vores update har vi også en indikator, der differentierer lande mellem den, der ingen valg har (f.eks. Sydsudan), etpartistater (f.eks. Kina), flerpartisystemer hvor regeringen alligevel ikke kan tabe valg (f.eks. Rusland) og faktiske demokratier. Minimalistiske mål er derfor også mindre subjektive end de maksimalistiske, da der er færre elementer der skal vurderes.

Mål på basis af minimalistiske definitioner af demokrati opfanger naturligvis ikke en række karakteristika, som man gerne ville have at demokratier har, men de tillader en af stille andre spørgsmål. Tre eksempler på disse spørgsmål er: Hvorfor har et ellers velfungerende demokrati som Colombia så begrænset pressefrihed? Hvordan kan det være, at Namibias pressefrihed er sammenlignelig med vesteuropæiske landes selvom regeringen aldrig har tabt et valg (og man derfor ikke er sikker på, at det er demokratisk)? Og hvordan kan civilsamfund være så stærke i bl.a. Skandinavien og så svage i ellers demokratiske lande som f.eks. Grækenland eller Argentina?

Hvor store er forskellen så på de to typer mål? Figuren nedenfor illustrerer forskellen mellem de to type mål i 2015: X-aksen viser tre kategorier fra vores data – etpartisystemer, illiberale autokratier (dvs. flerpartisystemer hvor valgene ikke er fair), og egentlige demokratier, og Y-aksen er V-Dems polyarchy-mål. De lodrette streger viser forskellen på højeste og laveste polyarchy-score i hver kategory, og de skrå streger forbinder gennemsnittene for hver kategori.

Som figuren tydeligt viser, er der helt særligt meget store overlap mellem polyarchy-scorerne – dvs. det maksimalistiske mål – og de tre kategorier fra det minimalistiske mål. En måde at illustrere overlappet er at notere sig de højeste polyarchy-scorer blandt de illiberale autokratier og de laveste blandt demokratierne. De bedst autokratier var Libanon (0.534), Burkina Faso (0.561), Liberia (0.625), Namibia (0.702) og Sydafrika (0.743), mens de værste demokratier var Venezuela (0.333), Malaysia (0.334), Nicaragua (0.359), Ukraine (0.405) og Armenia (0.407). Flere af disse eksempler er naturligvis lande som man kan diskutere: Liberia valgte i januar i år oppositionens præsidentkandidat, og er dermed nu også kodet som demokrati i vores data, og både Namibia og Sydafrika har ganske rene og frie valg, men har aldrig skiftet regering med deres nuværende institutioner. Man kan dermed ikke vide, hvad der ville ske hvis SWAPO eller ANC tabte et valg. På samme måde har Venezuela og Nicaragua endeligt forladt de demokratiske landes klub de sidste par år.

Hvad skal man så vælge? Svaret må være, hvilket formål man har med målene. Skal man få et overblik over hvordan demokratiet fungerer i forskellige lande, er V-Dems maksimalistiske mål, ligesom konkurrenten fra Freedom House, glimrende bud. Skal man bruge dem til konkrete forskningsformål, er der ofte ganske store problemer med maksimalistiske mål, hvorfor de mere objektive og ’renere’ minimalistiske ofte bruges i forskning om effekter af demokrati eller demokratiseringsepisoder. Og er man interesseret i små, særlige stater, er der ingen vej udenom: De er langt bedre repræsenterede blandt minimalisterne.

Muslimske naboer

Hvis man følger med i dansk politik, kan man let få det indtryk, at danskerne aldrig bryder sig om muslimer, og slet ikke i deres nærområde. Følger man nok med, indser de fleste dog at politikere helt generelt overdriver, misforstår, og appellerer til det værste i de dummeste danskere. Hvad er derfor op og ned i debatten om, hvordan de fleste danskere egentlig ser de fleste muslimer?

Det gav Pew-centeret forleden et svar på, da de udsendte svarene på et bestemt spørgsmål i 34 europæiske lande: ”Vil du være villig til at acceptere en muslim som medlem af din familie?” Pew illustrerede fordelingen på tværs af Europa i nedenstående figur (hattip: Niclas Berggren). Og som det er tydeligt, er det kun hollænderne, der er mere ’rummelige’ end danskerne. 81 % af danskerne svarede ja, hvilket statistisk reelt er det samme som i Norge (80 %) og Sverige (80 %). Helt i bunden finder man Armenien på 7 % og Tjekkiet på 12 %

Hvorfor er nogle steder da så meget mere skeptiske overfor muslimer end andre? Det kan der naturligvis være mange grunde til – det religiøst kristne Armeniens anstrengte forhold til det muslimske Tyrkiet er f.eks. en kandidat – men som generelt forklaring er det svært at se noget klart mønster i forbindelse med geografi, velstand eller andet. Der er dog ét forhold, der giver en ganske klar indikation, som kan ses i den anden figur i dagens indlæg: Religiøsitet.

Uden at ville konkludere for meget viser billedet, at jo flere der er religiøse, jo færre vil acceptere muslimer i deres familie – men kun i Vesteuropa. Med andre ord indikerer mønsteret i Pews undersøgelse, at religiøsitet gør folk mere intolerante: For hver 2 %, der erklærer at de er religiøse, falder andelen der accepterer muslimer med 1 %. Det mest interessante er dog, at det ikke gælder i Østeuropa. I stedet viser tallene, at hele det tidligere kommunistiske verden reagerer som om de alle var stærkt religiøse. Det passer bl.a. også med nye tyske undersøgelser, der peger på at folk, der var børn i DDR i dag er langt mindre tolerante overfor udlændinge og indvandrere end folk, der voksede op i Vesttyskland. De kommunistiske lande i øst underviste i konformitet og enshed som en vigtig værdi i deres folkeskoler, og også i kommunisme som en slags religion, der ikke måtte stilles spørgsmål ved. Krucifikserne og resten af det stærkt religiøse udstyr blev vare erstattet af billeder og buster af Marx og Lenin.

Konsekvensen virker umiddelbart at have været den samme som stærk religiøsitet: Intolerance og fordomsfuldhed. Om det holder til mere omhyggelig undersøgelse er dog stadig et åbent spørgsmål, og et som Niclas og jeg er interesserede i at svare på, hvis der er tilgængelige data, der tillader det.

Nyt Ekonomisk Debatt (nr. 7) på gaden i dag

I dag udkommer det nye nummer af det glimrende svenske økonomitidsskrift Ekonomisk Debatt. Tidsskriftet bringer artikler om en lang række emner som primært svenske nationaløkonomer beskæftiger sig med, og er altid læseværdigt. Det gælder også for nummer 7 i år.

Blandt højdepunkterne i det nye nummer af Ekonomisk Debatt er Anastasiya Afanaseva, Joakim Eriksson og Mattias Öhmans ”Är faktagranskning lösningen på falska nyheter?” De tre Uppsala-økonomer – Afanaseva er stadig studerende – undersøger i et eksperiment, hvad fake news gør ved folks politiske synspunkter. Eksperimentet viser ganske tydeligt, at faktagranskning, som f.eks. DRs ellers fine Detektor, ikke rykker ret meget ved folks holdninger når de først har været udsat for falsk information. Som de konkluderer, har ”faktagranskningar har begränsad möjlighet att lösa problemet med falska nyheter.”

Nummeret indeholder bl.a. også artikler om kunder diskriminerer mod virksomheder med udenlandske ejere, sammenhængen mellem fertilitet, mobilitet og sundhed, og hvordan Baumol-effekten og ikke indvandring er en langt vigtigere, men overset, forklaring på stigende skatter og udgifter i Sverige. Som altid er hele nummeret varmt anbefalet.

Hvor rige er danskerne egentlig?

I løbet af efteråret er det så småt gået op for flere folk, at den danske økonomi – på trods af positive som fuld beskæftigelse, overskud på betalingsbalancen og stigende huspriser – faktisk udvikler sig ganske langsomt. Der er muligvis en gryende forståelse for, at den type nøgletal er aldeles ubrugelige og potentielt direkte misvisende, hvis man vil vide noget om den dynamiske udvikling. Flere politikere er også begyndt at advare om, at Danmark risikerer at falde ud af verdens top ti, hvis det fortsætter fremover som hidtil, mens andre synes at insistere på at tro, at alt er godt.

Men et er, hvad man tror, og andet er fakta. Som Peter Kurrild-Klitgaard tweetede forleden, er det på tide at minde om, hvor rige danskerne rent faktisk er. Kurrild gjorde det ved at henvise til sin fremragende klumme i Berlingske for to år siden.. Vi gør det med opdaterede tal fra CIAs World Factbook i det følgende.

Ser man på den købekraftsjusterede nationalindkomst per indbygger, er Danmark ganske langt fra top 10 – vi er nummer 21 i verden. Man skal dog tage hensyn til, at det danske offentlige forbrug er ganske stort, ligesom det heller ikke er sikkert, at vi får specielt meget ud af investeringerne i Danmark. Ser man derfor i stedet på privatforbruget – dvs. den del af nationalindkomsten, som er tilgængelig for borgerne – rykker Danmark fire pladser ned til nummer 25.* Figuren nedenfor illustrerer, hvor vi (den røde søjle) lå i forhold til de 64 andre lande i verden med en nationalindkomst per indbygger over 24000 (købekraftsjusterede) dollars i 2017.

De tre lande umiddelbart under Danmark er Belgien, Holland og Japan, dvs. lande vi normalt sammenligner os med. Interessant nok er de tre lande umiddelbart foran os Finland, Trinidad og Tobago, og de Amerikanske Jomfruøer – det tidligere Dansk Vestindien. Af andre lande, som man normalt tror vi er rigere end, men ikke længere er det, kan man nævne Taiwan (nr. 17), Canada (nr. 14) og Storbritannien (nr. 11).

Den vigtige pointe, som vi har understreget før, er at danskerne slet ikke er så rige, som vi går og tror. En væsentligt del af problemet skyldes den meget store offentlige sektor, som på flere måder begrænser den indkomst, almindelige danskere kan disponere over. Den er også en del af forklaringen på, hvorfor den danske økonomi har vokset så langsomt i snart 25 år – det, Martin Ågerup på det sidste ganske passende har døbt den danske ’vækstkrise. Som f.eks. Andreas Bergh og Magnus Henrekson viste for år tilbage, er en stor offentlige sektor praktisk taget altid forbundet med lavere vækst. Selvom man, som adskillige af mine studerende gør, kan finde på typer af offentligt forbrug, der kan være gavnligt for væksten, er den faktiske situation, at politikere typisk bruger langt flere midler på ting, der begrænser den.

Vi har ingen umiddelbare trylleformularer til at ordne problemet. Baggrunden for dagens post er i stedet, at disse problemer burde være et hovedtema i den valgkamp, der har raset siden i sommers og næppe er slut før juni. Om der er en eneste politiker på Christiansborg, der er moden og ansvarlig nok til at sige det offentlige, er et helt andet spørgsmål.

 

* Bruger man i stedet verdensbankens tilsvarende tal, er Danmark nummer 19. Det bør dog noteres, at der er fire lande i CIAs database, der ikke er tal for hos Verdensbanken. To af disse har privatforbrug meget tæt på det danske. I bedste fald kan man således ved hjælp af den alternative kilde ’snige’ Danmark op på plads nummer 21.

Over Berlin for 70 år siden

Forbløffende mange danskere ved forsvindende lidt om historie, og ikke mindst vores del af verdens historie siden anden verdenskrig. Jeg og adskillige af mine venner og bekendte, der underviser på gymnasier eller universiteter, møder med jævne mellemrum studerende, der intet ved om efterkrigstiden, og knap kan forklare, at der var noget der hed Sovjetunionen eller at det var socialistisk. De fleste ved dog, at Sovjet var med til at nedkæmpe det tyske naziregime, men derudover er det knapt med den faktuelle viden. Det råder vi bod på i dag ved at se tilbage på begivenheder, der udspillede sig i disse måneder for 70 år siden i og over Berlin.

Som Winston Churchill havde set allerede to år tidligere, og erklæret offentligt i sin berømte Iron Curtain Speech, havde Sovjetunionen efter krigen til hensigt at underlægge sig så meget af Europa som muligt i det, Churchill kaldte ”a Soviet Sphere”. Det gjorde den sovjetiske ledelse klart for resten af verden, da den startede en blokade af den vestlige del af Berlin.

Efter krigen var den tyske hovedstad blevet delt mellem de allierede, så hver af de fire lande fik kontrol over hver sin sektor af Berlin, mens byen som helhed var omgivet af den sovjetiske zone. De sektorer af Berlin, der blev ledt af Storbritannien, USA og Frankrig, blev den 24. juni 1948 pludselig afskåret fra resten af det vestlige sektorer.

Den sovjetiske aktion startede med at man lukkede for elektriciteten, der primært blev produceret i det sovjetiske-besatte Østberlin. Det sovjetiske militær var allerede i januar begyndt at stoppe tog fra vest for at kontrollere passagererne, og lukkede nu både jernbanen og den vej, der forbandt Berlin med Helmstedt i Niedersachsen i den britiske sektor. Stalin regnede med, at man via en blokade kunne sulte vestmagterne ud af Vestberlin og dermed overtage hele Berlin i det nye, socialistiske Østtyskland.

Det gik dog helt anderledes end Stalin og den sovjetiske ledelse havde planlagt. Det amerikanske militær, kort efter støttet af briterne, besluttede sig for at flyve varer ind til Berlin for at holde liv i befolkningen udenfor den sovjetiske sektor. De første fly forlod Frankfurt den 26. juni, og efter en usikker start fik man sat et system i gang, hvor USA’s militær primært fløj fra Frankfurt og Wiesbaden, og briterne primært fløj fra Hamborg og enkelte andre lufthavne i nord. Omfanget af operationen blev enormt – selv den lille australske deling, der fløj fra Lübeck til Berlin, nåede 2062 transportflyvninger mellem september 1948 og august 1949 – og var lige så meget en logistisk succes som det var en politisk og økonomisk magtdemonstration.

En af de blivende virkninger af operationen, som officielt hed ”Operation Whittles”, men som berlinerne døbte ”Die Luftbrücke”, var netop de ekstremt vigtige logistiske innovationer. Med så mange fly i luften kunne man ikke simpelthen lade piloterne flyve eller lande efter forgodtbefindende, men måtte sætte det i system. De kontrolinstitutioner, briterne og amerikanerne satte op, tillod at transportflyene til Berlin kunne lande med 90 sekunders mellemrum, hvis de omhyggeligt blev dirigeret til at ligge i en snor ind til lufthavnen. Hvis der kom for mange på samme tid, lagde flyveledelsen dem i en ordnet kø ved at få dem til at flyve i et bestemt mønster over Berlin. Disse indsigter og det system, man eksperimenterede sig frem til i de første måneder under luftbroen, blev grundlaget for al moderne flyveledelse. Det er stadig den måde, kontroltårne ved alle større lufthavne håndterer trafikken.

En anden virkning kom fra en helt anden vinkel, og var i starten én mands værk. I sommeren 1948, da den amerikanske pilot Gail Halvorsen fløj transport fra Frankfurt til Berlin, opdagede han at der hver dag var en stor gruppe børn, der stod ved indflyvningen til Tempelhof-lufthavnen og kiggede på fly. Han fik ondt af de ludfattige børn, og gik en dag ud for at snakke med dem. Børnene delte det tyggegummi, Halvorsen tilfældigt havde i lommen, og da han fik en idé, lovede han at komme med mere den næste dag: Tilbage i Frankfurt samlede han lommetørklæder ind blandt sine kolleger, bandt dem sammen som små faldskærme, og bandt små poser med slik, chokolade eller frugt til faldskærmene. De næste dage havde han dem med i cockpittet og sendte faldskærmene ud over børnene fra sit vindue.

Rygtet om den amerikanske pilot bredte sig hurtigt til både den lokale presse og Berlins børn, og Halvorsen blev kendt blandt børnene som Onkel Wackelflügel – Onkel Vippevinge  – fordi han havde lovet dem, at han ville vippe med vingerne når han fløj lavt over boligblokkene på vej til Tempelhof. På den måde kunne de gradvist flere og flere børn, der samlede sig lige udenfor hegnet til landingsbanen, kende den pilot, der kom med slik til dem. Et andet øgenavn for Halvorsen blandt børnene var således der Chokoladenflieger – Chokoladeflyveren – og som gruppe begyndte man at kalde de amerikanske piloter og deres fly for die Rosinenbomber – Rosinbomberne. Flere og flere af Halvorsens kolleger begyndte at gøre det samme, der blev samlet både lommetørklæder og slik ind i USA og sendt til basen i Frankfurt, og da nyheden nåede den amerikanske generalløjtnant Turner, blev sliktjenesten sat i system med navnet ”Operation Little Vittles”. High school-elever og husmødreforeninger i USA leverede faldskærme, og sidst på året donerede bl.a. chokoladegiganten Hersheys flere tons slik og chokolade til den tidligere fjendes børn. Alene i Chicopee, Massachusetts, indsamlede high school-eleven Mary Connors og hendes hjælpekomite 18 tons slik og tyggegummi.

Som Andrei Chernys dokumenterer i den fine The Candy Bomber: The Untold Story of the Berlin Airlift and America’s Finest Hour, var Halvorsens idé og Operation Little Vittles med til at ændre berlinernes syn på de amerikanske og britiske besættelsesstyrker. Berlinerne var kommet til at forbinde lyden af flymotorer med død og ødelæggelse, og med god grund: Berlin var blandt de tyske byer, der blev tæppebombet og da krigen sluttede, var der forsvindende få bygninger, der var uskadte. Men deres børn kom i 1948 og 1949 til at forbinde den karakteristiske brummen fra Douglas C 47 og C 54-flyene med slik, og mange tyske børns første appelsin eller chokolade dalede ned i faldskærme lavet af lommetørklæder og viskestykker. Halvorsen fik i 1974 Vesttysklands fornemste orden, das Bundesverdienstkreuz, og the Congressional Gold Medal for sin indsats.

Det sovjetiske nederlag var også åbenbart på den lokale, politiske front. Den sovjetiske ledelse havde allerede tidligere startet delingen af byen, da den nægtede at acceptere de første valg til Berlins bystyre. Det førte til, at socialdemokraten Ernst Reuter indsattes som borgmester i Vestberlin i december. Reuter (der pudsigt nok var født i Åbenrå af tysksindede forældre) var egentlig valgt til overborgmester allerede i 1947, men den sovjetiske sektorledelse nægtede formelt at acceptere valget. Kort før Reuters indsættelse valgte de at indsætte Friedrich Ebert som borgmester i Østberlin, og understregede dermed, at Berlin også politisk de facto var en delt by.

Luftbroen stoppede først da Sovjetunionen opgav blokaden af Vestberlin den 11. maj 1949. Stalin og den sovjetiske ledelse havde håbet at knægte de vestlige allierede og drive dem ud af Berlin. Konsekvenserne var, meget til sovjetisk fortrydelse, de omvendte end intentionen. Luftbroen bekræftede Storbritanniens og USA’s fortsatte og meget konkrete opbakning til et demokratisk Tyskland og Vesteuropa. Vestberlin blev både et lysende eksempel på den vestlige, demokratisk kapitalismes overlegne udvikling og en torn i siden på sovjetiske ledere fra Stalin til Gorbatjov. 12 dage efter blokaden ophørte, etableredes Bundesrepublikken Tyskland – den del, der i daglig tale kom til at hedde Vesttyskland – og som Vestberlin forblev en del af indtil det kommunistiske Østtyskland kollapsede i slutningen af 1989. Luftbroen til Berlin blev en håndgribelig start på udviklingen og som en ikke ubetydelig bivirkning fik måden, luftbroen kom til at virke på, en hel generation tyske børn til at vokse op med et andet billede af briter og amerikanere end deres forældre. Den næste generation frie tyskere var helhjertet en del af den demokratiske verden.

Uafhængige domstole er ikke altid uafhængige

En af de vigtigste indsigter i public choice / politisk økonomi, og særligt de overlappende områder der kaldes retsøkonomi (law and economics) og forfatningsøkonomi (constitutional political economy), er den fundamentale forskel på de jure og de facto forhold. Tilbage fra Buchanan og Tullocks The Calculus of Consent var det klart, at man teoretisk sagtens kunne forestille sig situationer, hvor lovgivning på papiret og lov i praksis havde lidt eller intet med hinanden at gøre. Bogen og Tullocks efterfølgende arbejde fremhævede både problemer med at håndhæve lovgivning og hvordan lovgivning ofte har andre grunde end de officielle. Lars Feld og Stefan Voigts grundlæggende arbejde fra 2003 viste senere empirisk, at retsvæseners uafhængighed af politik er meget forskellige afhængig af om man ser på de jure situationen – hvad der står på papiret – og de facto, dvs. om de i virkeligheden er uafhængige (se også deres update med Jerg Gutmann her).

Indsigten fra public choice er ofte meget upopulær blandt jurister, der er skolet meget anderledes end de fleste nationaløkonomer og politologer. Den har dog også væsentlige politiske implikationer, da man ikke blot kan ordne problemer ved at lovgive – selvom lovgivning i sig selv er perfekt, er det på ingen måde sikkert, at den implementeres eller håndhæves på en gavnlig måde, eller overhovedet. Den efterlader dog også et mere grundlæggende spørgsmål, som Stefan Voigt, Jerg Gutmann og jeg så småt er gået i gang med at svare på: Er politisk uafhængighed et fundamentalt forhold, eller er uafhængigheden begrænset til specifikke områder?

Med andre ord søger vi at svare på, om regeringer, der ikke respekterer område Xs uafhængighed, heller ikke respekteret område Ys. Helt konkret sigter vi for eksempel efter at svare på, om et politisk uafhængigt retsvæsen også indebærer, at medierne er uafhængige, og om lovgivning, der skal sikre det ene områdes uafhængighed typisk kommer i en pakke af anden lovgivning, der sikrer andre områders uafhængighed.

Projektet er nystartet, og planen er at kunne præsentere resultatet som arbejdspapir ved den nordamerikanske public choice-konference, der afholdes i Louisville, Kentucky, til marts. Vi er dog ikke på helt bar bund, som beskrevet ovenfor og i figuren nedenfor. Tidligere forskning, ikke mindst mine kollegers arbejde med Lars Feld, peger i retning af at de facto og de jure-mål ikke har meget med hinanden at gøre. I figuren, der er vores første spæde skridt mod et resultat, danner vi et indeks over den konstitutionelle sikring af højesterets politiske uafhængighed ved at tage gennemsnittet af fire indeks der måler: Er højesteret formelt uafhængig af politik, er højesterets afgørelser endelige, har regeringen eller parlamentet indflydelse på udnævnelsen af højesteretsdommere, og har regeringen eller parlamentet indflydelse på udnævnelsen af højesteretspræsidenten?

Det indeks, repræsenteret på x-aksen, plotter vi imod et mål for de facto uafhængighed fra V-Dem-projektet for en gruppe demokratier i de vestlige lande (de blå markeringer) og Latinamerika og Caribien (de røde). Og som det kan ses, er der overordnet en negativ sammenhæng mellem de jure uafhængighed, som defineret af forfatningen, og hvordan virkeligheden ser ud! Mest sigende er det dog, at nedre kvadrant til venstre – dvs. kombinationen af mangel på de facto og de jure uafhængighed – er tom. Havde forfatningens regler påvirket virkeligheden, ville vi have regnet med at se lande i den kvadrant, hvilket vi tager som en første indikation på, at stramme forfatningsregler indføres som en reaktion på de facto problemer, men at de generelt ikke virker. Med andre ord viser de allerførste afsøgninger af data, at forfatningsregler sandsynligvis ikke virker, men at de ikke er tilfældige. Og skulle en af vores sædvanligvis begavede læsere har input eller spørgsmål, hører vi gerne!

Koloniherrer og moderne udvikling

Et af de store og ideologisk stormomsuste spørgsmål siden 1960erne har været, hvad kolonitiden gjorde ved lande i Afrika og Asien. Er man stærkt venstreorienteret er svaret enkelt, da marxistisk afhængighedsteori tydeligt påstår, at kolonierne blev udbyttet og at kolonitiden derfor er en forklaring på, hvorfor Europa blev rigt og Afrika fattigt. Der er dog næppe mange ædruelige samfundsforskere, der har troet på afhængighedsteori de sidste 40 år. En anden, og mindst lige så upopulær holdning, er at kolonitiden var gavnlig for fattige lande, fordi kolonimagterne opbyggede uddannelse og andre institutioner.

I en britisk kontekst står f.eks. den celebre historiker Niall Ferguson for denne holdning (læs f.eks. her). Fergusons pointe i bogen og flere artikler er, at særligt det britiske imperium var en gavnlig indflydelse på kolonierne. Selvom der er generel konsensus om f.eks. de voldsomt negative virkninger af at have været en del af Belgiens afrikanske kolonier – for de interesserede kan Michela Wrongs skræmmende In the Footsteps of Mr Kurtz varmt anbefales – er Fergusons påstand både upopulær og ret omdiskuteret.

Nye studier i udviklingsøkonomi er dog begyndt at give Ferguson ret, ikke mindst i hans grundlæggende påstand om, at briterne simpelthen ’gjorde’ kolonimagt anderledes. Nogle af disse nye studier genfinder hvad gamle, men oversete studier, viste. Et glimrende eksempel er fra så tidligt som 1937, da den britiske geograf Derwent Whittlesey beskrev forskellen på britisk og fransk koloniteknik i en fin artikel i Foreign Affairs (gated version her). Whittlesey viste konkret, hvordan briterne i langt højere grad byggede på eksisterende institutioner og kun i begrænset omfang flyttede britisk politi og politiske institutioner til deres kolonier. Det tillod dem således at køre ikke blot Indien, men også de afrikanske kolonier med en forbløffende lille administrativ stab, men beskyttede også eksisterende magtstrukturer.

Frankrigs approach var helt anderledes: At gøre kolonierne til dele af Frankrig. Man erstattede derfor eksisterende strukturer med franske institutioner, fransk uddannelse, retsvæsen osv. Og mens den franske koloniideologi, som Whittlesey beskrev, bestod i at gøre afrikanerne til gode franskmænd som man ikke skulle diskriminere imod, var briterne langt mere tilbøjelige til at bruge afrikanere i politi, administration og retsvæsen. Flere nye studier peger på, at områder hvor kolonierne blev kørt efter den britiske tradition i dag klarer sig væsentlige bedre end de franske. Tre studier med meget forskellige metodiske udgangspunkter viser således de samme overordnede forskelle.

Den første approach er at finde områder, som i dag har samme officielle strukturer, men hvor dele af området var under en kolonimagt og andre dele var under en anden. Det er det, Stanford-politologerne Alexander Lee og Kenneth Schultz udnyttede i en artikel 2012 i Quarterly Journal of Political Science. Lee og Schultz beskrev, hvordan den nordvestlige del af Cameroun i dag er mere velfungerende end resten af landet. Cameroun var en del af Tysklands forsøg på at blive en kolonimagt, som kuldsejlede med landets nederlag i første verdenskrig. Som en del af Versailles-traktaten efter krigen delte Frankrig og Storbritannien derfor landet mellem sig: En relativt snæver stribe land i nordvest, der grænsede op til Nigeria, blev britisk, og resten af Cameroun blev fransk. Lee og Schultz udnytter derfor, at grænsen der blev lagt efter første verdenskrig var tilfældig, og kan vise hvordan steder der tilfældigt endte på den britiske side, i dag er rigere og mere velfungerende.

En anden approach bliver taget af min ven og kollega Andreas Bergh (Lunds Universitet og IFN, Stockholm), som vi har skrevet om flere gange i år. I september udgav han sammen med Günther Fink (Swiss Tropical and Public Health Institute og Harvard) et nyt arbejdspapir om emnet med titlen ”The French Curse? On the Puzzling Economic Consequences of French Colonization.” I papiret dokumenterer Bergh og Fink først, at tidligere britiske kolonier i Afrika har haft væsentligt højere vækst end de tidligere franske, men kan fra cirka midten af 1990erne. Med andre ord har de tidligere britiske formået at vokse klart hurtigere efter at den Kolde Krig var ovre. Det viser sig dog også i den relativt preliminære analyse, at institutionelle forhold som kvaliteten af retsvæsenet osv. ikke kan forklare forskellen. Bergh og Fink forsøger således i deres korte papir at bruge udelukkelsesmetoden – hvad der ikke kan være forklaringen – på at sandsynliggøre, at de nuværende forskelle må skyldes forhold tilbage til kolonitiden.

Hvor store er forskellene i dag? Bruger man the Penn World Tables, der er opdateret indtil 2014, er det tydeligt at de britiske er markant rigere: BNP per indbygger var i 2014 i gennemsnit 6658 købekraftsjusterede dollars i det tidligere britiske kolonier mod 4432 dollars i de tidligere franske, 4123 dollars i de tidligere portugisiske og 1079 i de lande, der uheldigvis engang var dele af det belgiske kolonirige. En række andre forskelle er også tydelige, hvis man bruger andre kilder. V-Dem-projektet har f.eks. vurderinger af juridiske ’accountability’ og juridisk korruption, og i det datasæt, som Martin Rode og jeg har udviklet, har konkrete data på demokratistatus tilbage i tid. Figuren nedenfor illustrerer disse forskelle.

Som det tydeligt kan ses, er den juridiske kvalitet i gennemsnit bedre i de tidligere britiske kolonier i Afrika, ligesom der er langt mere korruption i de tidligere franske. Det er dog også interessant at se, hvordan den restgruppe, der hverken var britisk eller fransk, i dag ikke har værre korruptionsproblemer end den britiske, og de tre tidligere portugisiske har ganske flot styr på den type problemer. Tre af de fem tidligere portugisiske – Kap Verde, Guinea-Bissau og Sâo Tomé og Principe – er i dag også demokratiske, ligesom 54 % af de tidligere britiske. Det er væsentligt flere end de franske, der også i gennemsnit har haft en længere tid mellem 1970 og 1995 som et-partistater.

I baggrundspapiret for vores database, som Martin Rode og jeg lagde online i august, viser vi hvordan en fortid som koloni med demokratiske institutioner i dag gør det langt mere sandsynligt, at en tidligere koloni er stabilt demokratisk. Og ser man på forskellen på de britiske og de franske kolonier, var forskellen ikke at de britiske var mere tilbøjelige til at få politiske institutioner med valg. Det var i stedet, at de britiske afholdt demokratiske valg, mens de franske kolonimyndigheder ofte ikke kunne holde fingrene væk, og begik valgsvindel. På den måde er Afrika et klart, og ofte deprimerende, eksempel på ’path dependence’, dvs. at fortiden stadig former nutiden. Eller som vi også skrev i sommers, med William Faulkners ord: ”The past is never dead. It’s not even past.”

Ældre indlæg

© 2018 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑