Category: Christian Bjørnskov (page 1 of 76)

Kønsforskelle i lykke – hvor findes de?

Jeg har, som mange læsere vil vide, beskæftiget mig en del med den seriøse del af lykkeforskningen. Det giver ofte invitationer til at holde foredrag om emnet, hvilket jeg gerne gør når jeg har tid til det. Udfordringen – når man ikke kommer fra selvhjælpslitteratur, halvreligiøst spiritualitetsvrøvl eller den billige managementbranche, men et seriøst forskningsmiljø – er at finde ud af, hvordan man tackler folks fordomme og holdninger til, hvordan et lykkeligt liv burde se ud. Det gælder ikke mindst kønsforskelle.

Dagens post er derfor empirisk og ser på, hvor store forskellene er mellem kvinders og mænds subjektive velbefindende rundt omkring i Europa. Grunden er, at et af de spørgsmål, jeg oftest får til foredrag, er om kvinder ikke er lykkeligere end mænd. Og det empirisk begrundede svar er: Jo, nogle steder i verden, men andre steder er de omvendt. Med grundlag i the European Social Survey, viser figuren nedenfor de rå forskelle mellem gennemsnitssvaret blandt kvinder og mænd i 32 europæiske lande.

Det første forhold, man kan bemærke, er at der findes et bredt midterfelt, hvor vi ikke kan sige, at der er nogen systematisk forskel. I dette midterfelt befinder Danmark sig sammen med bl.a. Island, Sverige, Storbritannien, og Polen. Lidt udenfor er det også tvivlsomt, om der er nogen forskel på mænds og kvinders velbefindende i f.eks. Tyskland (hvor forskellen falder ud til kvinders fordel) og Letland (hvor forskellen falder ud til mænds). Men ude i enderne er der næppe megen tvivl.

To lande stikker klart ud fra resten som steder, hvor kvinder er markant lykkeligere end mænd: Finland og Estland. Det giver også en indikation om, at kultur sandsynligvis spiller en rolle, da de to lande på trods af de meget store forskelle i historie og politik, på mange måder er kulturelt meget ens. Lidt efter dem ser det også ud til, at kvinder er bedre stillede i bl.a. Israel, Østrig og Tyrkiet.

I den anden ende skal man til Sydeuropa for at finde de samfund, hvor mænd er langt lykkeligere end kvinder. Her stikker tre lande ud: Portugal, Cypern og Italien.

Et konkret problem er naturligvis, at selvom man gør sit bedste for at ens sample bliver repræsentativt for et land, lykkes det ikke altid. Hvis mere velhavende kvinder af en eller anden grund bliver oversamplet i et land, kommer det til at se ud som om kvinder generelt er bedre stillede. Omvendt kan man, hvis der er højere arbejdsløshed blandt kvinder, komme til at drage den konklusion at kvinder er ringere stillede end andre. I begge tilfælde kan det være rigtigt i gennemsnit, men det har intet med deres køn at gøre. Jeg estimerede derfor forskellen, baseret på en standardspecifikation som vi bl.a. bruger i pågående arbejde med Nicolai Foss: Vi kontrollerer for alder, alder i anden, arbejdsløshed, indkomst, er man selvstændig eller pensioneret, bor man sammen med sin partner, har man børn eller er de flyttet hjemmefra, og folks tillid til andre mennesker, til det politiske system og til myndighederne generelt.

Når man tager hensyn til disse faktorer, kan man statistisk sikker sige, at kvinder og mænds subjektive velbefindende er forskellige i otte af de 32 lande. I Portugal, Cypern og Italien erklærer kvinder sig i gennemsnit cirka 0,2 point mindre tilfredse end mænd. I Finland og Estland er de cirka 0,3 point over mændenes niveau, mens de i Tyskland, Belgien og Schweiz er cirka 0,15 point over. Mens vi ikke kan svare på, hvorfor forskellene er der – det overlader vi til læsernes overvejelser – må man spørge, om forskellene er særligt store? Omkring 0,2 point lyder jo ikke af meget. Men det er de, sammenlignet med andre indflydelser. Når vi ser på indkomstforskelle svarer 0,15 point til den virkning, det giver på folks subjektive velbefindende at de rykker en decil opad – dvs. f.eks. at man rykker fra den midterste gruppe til den næste tiendedel af indkomstfordelingen – et ryk på meget cirka 40.000 kroner mere om året. Uanset at vi ikke kender grunden, er forskellene i f.eks. Estland og Portugal bestemt ikke ligegyldige.

Undergrundsøkonomi 1991-2015

Forsøger man at vurdere, hvor rige forskellige lande faktisk er, og dermed at vurdere forskelle i objektive levestandarder, er et af de mest uoverkommelige problemer, at ikke alt bliver registreret. Køber man en pose kartofler ved en vejside i Sønderjylland indgår den sandsynligvis ikke i det registrerede nationalprodukt i Danmark. Køber man den i Netto, tæller den med selv om den kan komme fra samme producent. Det samme problem opstår, hvis man får en maler, man kender, til at måle stuen uden regning. Havde man bestilt et firma til at gøre det samme arbejde, ville deres arbejde tælle med i nationalproduktet, mens den ’sorte’ malers arbejde ikke gør det – men alle materialer tæller med i begge situationer! Det er derfor ikke blot det, at man vælger at hemmeligholde økonomiske aktiviteter for at undgå skatten, eller blot ikke opgiver dem fordi man betragter dem som bagateller, som gør det svært at opgøre, hvor stor omfanget af sort arbejde og ens undergrundsøkonomi faktisk er. Det er også det, at det ofte er ganske svært at opgøre, hvor stor en værditilvækst, der er holdt ude af nationalregnskabet. Problemerne er legio, men det er stadig vigtigt at få et nogenlunde klart overblik over situationen.

Et nyt working paper fra CESIfo i München giver det sandsynligvis bedste bud på situationen. Under titlen ” Shadow Economies Around the World: New Results for 158 Countries Over 1991-2015” opdaterer Leandro Medina (IMF) og Friedrich Schneider (Uni Linz) vores viden om, hvor store undergrundsøkonomierne er i verden (hattip: Niclas Berggren). De følger MIMIC-metoden (Multiple Indicators, Multiple Causes), hvor man med et sæt faktorer, der alle er forbundet med størrelsen af undergrundsøkonomien, forsøger at triangulere sig frem til et tal. Schneider, der var en af pionererne i feltet og er en af verdens førende eksperter, indrømmer gerne at den ikke er perfekt. Helt særligt gør de det klart, at deres indeks kun kan bruges som mål for, hvor stor en del af økonomien, der er påvirket af undergrundsøkonomien, og ikke hvor stor en del, der befinder sig i undergrunden og ikke registreres.

Intet er således perfekt, men i mangel af bedre giver MIMIC-estimatorer et rimeligt billede, selvom nogle lande ser overraskende ud. En af de nye ting, som Medina og Schneider gør, er at de tester deres mål på, hvor meget lys, der er i forskellige lande om natten. Dette tillader dem, at genberegne deres mål for undergrundsaktivitet uden nationalprodukter, men med et alternativt mål – lys om natten – der nok lider under problemer, men lider under markant anderledes problemer end officielle opgørelser af nationalproduktet. De nye tal er dermed statistisk mere robuste end tidligere opgørelser.

Resultaterne viser, at det globale gennemsnit for, hvor stor en del af den økonomiske aktivitet, der er påvirket af undergrunden er som i den Dominikanske Republik. Her er cirka en tredjedel af den samlede økonomi er påvirket af undergrundsaktivitet. De største undergrundssektorer ser ud til at befinde sig i Georgien (64,9), Bolivia (62,3) og Zimbabwe (60,6) mens de mindste er i Schweiz (9,0), USA (9,4) og Østrig (9,9). Ser man på det helt overordnede billede, klarer de nye mål derfor hvad man kunne kalde en umiddelbart smell test – de lugter rigtigt.

Ned i detaljen er det dog ganske uklart, om man kan gøre meget med målet for vores del af verden – et problem som Schneider blankt indrømmer, efter at han i 80erne arbejdede en tid på Aarhus Universitet og dermed også har personlig erfaring herfra. Målet for Danmark er 18,6 % af økonomien, mens Sveriges undergrund vurderes til 19,2 % og Norges til 20,2. Sammenligner man med for eksempel Rockwools meget omhyggelige kortlægning for nogle år siden, er målet alt for stort: Rockwool endte på et bedste bud på, at omkring 5 % af den økonomiske aktivitet undgik registrering i Danmark.

Sammenlignet med vores nabolande virker tallene også noget sære. Både Tysklands (15, 9 %) og Storbritanniens (13,1 %) uofficielle sektorer vurderes til at være mindre end i Skandinavien. Spørgsmålet er derfor, om man helst skal undlade at tage Medina og Schneiders nye forskning alvorligt? Men det spørgsmål bringer en videre til det større spørgsmål om, hvor skeptisk man skal være overfor generel, empirisk forskning, hvor detaljer og specifikke eksempler ikke kan klare en informeret smell test! Man kan have mange holdninger til det, men mit personlige synspunkt er, at man må acceptere det overordnede billede, når man accepterer metodologien. Ellers smider man barnet ud med badevandet, og på den måde lærer man intet. Empirisk forskning i nationaløkonomi er sjældent særligt præcis, men blot fordi man mener at enkelte af brikkerne ser forkerte ud, behøver man ikke kyle hele puslespillet i skraldespanden.

Tillid i den arabiske verden

Et af de tydeligste særtræk ved de nordiske lande er vores høje tillidsniveau. Vi stoler ikke mere på venner og familie end i mange andre dele af verden, men vores sociale tillid til andre mennesker– folk i vores egne samfund, som vi ikke kender – er langt højere end andre steder. Adspurgt om de generelt stoler på andre mennesker eller om de mener, man skal være forsigtig, siger cirka 70 % i Danmark, Norge og Sverige, at man kan stole på andre mennesker. De globale gennemsnit i undersøgelser ligger på cirka 25-26 %, og selv i andre velfungerende lande, som vi ofte sammenligner os med, er niveauet noget lavere. I Storbritannien og Irland er det omkring 40 %, som har tillid til andre, og selv i andre ekstreme tilfælde som New Zealand og den engelsktalende del af Canada, ligger niveauet ikke meget over 50 %. Vi er ekstremt tillidsfulde og – som den anden side af medaljen – også ærlige i en grad, som udlændinge til tider finder helt pinefuld.

Den nordiske tillidskultur er en central forklaring på, hvorfor vi trods en beliggenhed i en perifer del af verden og et samfundssystem – velfærdsstaten – som ødelægger sig selv andre steder og er en vækstbyrde for os – stadig er at tælle blandt verdens rige lande (se mere generelt her og her). Men den gør det også ganske svært at integrere mange udlændinge i de nordiske samfund. Særligt virker det som om arabiske indvandrere i Danmark og Sverige har svært ved at gennemskue vores tillidsnormer og hvad vi opfatter som uærlig adfærd. De fleste danskeres rygmarvsreaktion er derfor, at de arabiske lande må have ekstremt lave tillidsniveauer, når de får den – ikke altid forkerte – opfattelse, at mange indvandrere fra arabiske lande ikke er videre tillidsvækkende.

Om det er sandt, kan man teste ved at bruge en særlig undersøgelse, the Arab Barometer, som er udført i tre bølger, og hvor resultaterne fra den tredje undersøgelsesbølge har været offentligt tilgængelige nogen tid. Figuren nedenfor illustrerer det generelle tillidsniveau i de 13 lande, der er dækket af undersøgelsen; nummer 14 er Qatar, som deltog i den seneste World Values Survey. Er de arabiske befolkninger karakteriseret af specielt lav tillid?

Man kan svare på spørgsmålet på to måder. Et første er et rungende ja, sammenlignet med de nordiske lande. Det er dog et meningsløst svar, fordi det gælder praktisk taget hele resten af verden. Det andet svar er et nej: Sammenlignet med lande på den anden side af Middelhavet ligner de arabiske lande ganske godt. Ikke overraskende er det på alle måder fragmenterede libanesiske samfund karakteriseret ved lav tillid – 15 % erklærer, at de har tillid til andre mennesker. Det samme gælder de to gamle, franske kolonier i Marokko og Algeriet, hvor tillidsniveauet er 17 %. Disse niveauer er på linje med f.eks. Cypern og Rumæniens. Egypten og Qatar ligger kun marginalt højere omkring 20 %., dvs. omkring et græsk eller portugisisk niveau. Bevæger man sig ind i Jordan, Libyen og Sudan, og en smule højere, i Tunesien og Palæstina, er man i området 25-30 %. Her er de europæiske sammenligner Frankrig, Syditalien og det fransktalende Belgien.

Det er dog værd at bemærke, at tre lande stikker ud fra resten: Irak på 35 %, Yemen på 38 %, og Kuwait på 39 %. Disse tre arabiske lande er dermed ikke blot over det globale gennemsnit, men faktisk på linje med tillidsniveauet i steder som Tyskland, Flandern (den hollandsktalende del af Belgien), og Norditalien. Ser man nøgternt på den arabiske verden, med et fokus på tillid, er det dermed svært at tale om en kultur. Steder som Libanon og Algeriet er karakteriseret ved tillidsniveauer, der ligner de værste steder i Europa, mens tre andre lande stikker ud fra resten med en tillidskultur, der ligner den i lande, vi normalt betragter som sikre og venlige på et personligt plan. Måske skulle vi – med risiko for at fornærme nogle af vores mere nationalkonservative læsere – holde op med at tale om den arabiske verden som en enhedskultur, men tage hensyn til, at selv arabere herhjemme og i Mellemøsten og Nordafrika er fra meget forskellige baggrunde?

Solow-Swan-modellen og modgift mod vækstnonsens

Når jeg hvert efterår underviser makroøkonomi, sammen med den glimrende Nina Smith, for de statskundskabsstuderende i Aarhus, er der et særligt emne, jeg glæder mig til: Klassisk vækstteori. Vores studerende har ofte stærke forudfattede meninger – de har været blandt de dygtigste i samfundsfag i gymnasiet og har tit svært ved at slippe den selvforståelse – og det er derfor morsomt at se vores fag udfordre de ofte fejlagtige ideer, de har. Det gælder i helt særlig grad de indsigter, der følger af Solow-Swan-modellen.

Baggrunden for modellen er, at økonomer og politikere i mange år havde troet – ligesom mange politikere og meningsdannere tror i dag – at langsigtet økonomisk vækst blev skabt af investeringer i nyt produktionsudstyr i industrien. Men på samme tid – en gang i 1955 – fik Robert Solow og Trevor Swan samme simple idé. På virksomhedsniveau vidste man nemlig, at der er faldende marginalt skalaafkast af fysisk kapital (maskiner, bygninger osv.). Med andre ord får man langt mindre ekstra ud af maskine nummer 100 som man gør af maskine nummer 10. Jo større kapitalapparatet bliver, jo mindre får man ud af det på marginen. Solow og Swan indså derfor, i hver sin ene af verden, at vækst der kommer fra investeringer nødvendigvis må bremse op, fordi investeringer i lande, der allerede har et stort kapitalapparat – dvs. en ’moderne’ industri – ikke skaber ret meget ekstra.

De så dog også en ekstra ting: Al kapital, maskiner, bygninger, transportudstyr osv., skal vedligeholdes og en gang imellem udskiftes. Og uanset om det er maskine nummer 10 eller 100, der går i stykker, koster en ny det samme. Mens gevinsten ved ekstra kapital derfor flader ud, stiger omkostningerne – ved at vedligeholde den lineært. Omkostningerne må derfor på et tidspunkt indhente gevinsterne, så nettogevinsten af den ekstra kapital bliver nul. Og når det sker, stopper den vækst, man kan få fra investeringerne. I den situation, som i Solow og Swans model i dag kaldes ’steady state’ er der således intet vækstbidrag fra kapitalinvesteringer.

Modellen er en fornøjelse at undervise, fordi den ikke blot giver indsigter, der er totalt modintuitive for de fleste studerende, men også fordi den kan tegnes så enkelt. Det er gjort nedenfor, hvor x-aksen er kapital per capita – tænk på det som antal maskiner eller udstyr på ansat – og y-aksen er produktion eller værdiskabelse per capita (dvs. BNP per indbygger). Den buede linje – produktionsfunktionen (y=f(k)) – viser hvor meget man får ud af et kapitalapparat af en vis størrelse. Investeringerne (i e) er antaget at være en procentdel af BNP, da det skal finansieres af folks opsparing som vi antager, er en procent af deres indkomst. Sidst, men ikke mindst, angiver den lige linje (i re) omkostningerne til vedligehold og udskiftning (deprecieringen). Starter et land i k1 er det nemt at se, at investeringerne er større end vedligeholdet, og kapitalapparatet vokser derfor, da nogle af investeringerne bruges på ny kapital – der er positive nettoinvesteringer. Men når landet nærmer sig k*, går en mindre og mindre andel af investeringerne til ny kapital, og når k* er nået, bruger man hele sin opsparing, via investeringer, på at vedligeholde det, man har. I dét punkt er væksten stoppet, og kommer man på en eller anden måde (f.eks. gennem ulandsbistand eller EU’s regionalfonde) op på k2 har man ikke råd til at vedligeholde det hele.

Kritikere – også blandt studerende – påstår sommetider, at Solow-Swan-modellen ikke kan forklare den vækst, man faktisk ser. De drager derfor den konklusion, at den må være forkert. Det er dog en fejlslutning: Solow og Swan viste, at almindelige investeringer ikke kan skabe varig vækst. Deres forskning og modellen leder derfor til den vigtige indsigt, at investeringer i sig selv ikke skaber vækst, medmindre de resulterer i noget, der gør landet mere produktivt. Langsigtet vækst kommer ikke fra investeringer eller industriaktivitet, men fra produktivitetsfremskridt. Og hvor de så kommer fra, er det virkelige spørgsmål! Det er bare ikke det spørgsmål eller den indsigt, der informerer langt det meste vækstrettede politik i Danmark og andre lande – den handler om arbejdspladser og almindelige investeringer.

Pressefrihed i 2017

Forleden udgav Rapporteurs sans Frontières – Journalister uden Grænser – sit årlige indeks over pressefrihed, the World Press Freedom Index. Indekset, der er et af de to internationalt anerkendte mål for i hvor høj grad stater regulerer og undertrykker pressens og andre mediers frihed til at publicere, hvad den ønsker – det andet er Freedom Houses årlige rapport – giver både et billede, der er let at genkende, men også indsigter, som de fleste sjældent får.

Den gode nyhed – om end det næppe er en nyhed som sådan – er at de mest frie lande i verden, ifølge RSF, er Norge (7,6), Sverige (8,3), Finland (8,9) og Danmark (10,4); Island følger som nummer 10. Et interessant, men ofte overset faktum er, at et latinamerikansk land – Costa Rica – og et caribisk – Jamaica – også ligger i Top 10, som det kan ses i figuren. Måske er det ikke overraskende, da Costa Rica har været stabilt demokratisk de sidste 100 år, mens Jamaica blev fuldt demokratisk selvstyrende i 1942, 20 år før det blev uafhængigt. I den anden ende er der heller næppe overraskelser. Det mindst frie land i verden er også på dette mål Nordkorea, mens Eritrea, Turkmenistan, Syrien og Kina følger lige efter. På indekset varierer disse land, der alle meget effektivt er etpartistater, mellem 77, og 84,5.

Den interessante ting er dog, at der er ganske stor variation indenfor kategorierne. Gennemsnittet for demokratier (som kodet i mit databasearbejde med Martin Rode) er 26,1, mens det er 46,8 for autokratier.  Der er dog store outliers i begge grupper. I den demokratiske gruppe er de værste Mexico, med et indeks på 48,9 og Malaysia på 46,9. Begge disse lande lander således omkring gennemsnittet for autokratier, og mens man måske kunne hævde, at grunden er fattigdom, er argumentet ikke overbevisende: Langt fattigere lande som Kap Verde (med et indeks på 18,0) og Ghana (17,9) har væsentligt friere medier.

I den anden halvdel, blandt lande som man ikke kan karakterisere som rigtigt eller fuldt demokratiske, er det næppe en overraskelse, at grænsetilfældene ofte har frie medier. Sydafrikas indeks på 20,1 reflekterer fint landets tradition for en presse af europæisk standard – og med en tradition for undersøgende journalistik som præsident Jacob Zuma afskyer – mens Namibia (17,1) og Tonga (24,9) også ligner fuldt demokratiske lande på trods af deres tvivlsomme politiske institutioner. Langt mere overraskende er det, at RSF vurderer, at medierne er solidt frie i Haiti (26,4), Mauretanien (26,5) og Burkina Faso (23,9).

Det globale billede er således blandet, og RSF noterer også, at flere lande – ikke mindst Hong Kong, Ungarn og Venezuela – er enten i en prekær situation eller allerede på vej i den forkerte retning. Omvendt er der tydeligvis flere lande, der tillader en fri og effektiv presse på trods af deres politiske institutioner. Hvorfor netop de lande klarer sig så godt, og om det bliver ved med at se sådan ud, er et spørgsmål til fremtidig forskning.

Venezuela sulter

Weekendavisen bragte i fredags på side 2 en interessant artikel om Enhedslistens forhold til det venezuelanske styre. Under overskriften ”Revolutionens sidste venner” viste Magnus Boding Hansen, hvordan partiet er internt splittet. Pelle Dragsted, er ellers ofte er en af de stærkt ideologiske stemmer i partiet, har fortrudt sin støtte til der socialistiske styre, og Christian Juhl er kommet så vidt, at han fordømmer Maduros undertrykkelse af pressefriheden. Men partiets Latinamerikagrupper, repræsenteret ved Hans Aalborg og Nilas Zenius, forbliver ’solidariske. De køber Maduros konspirationsteoretiske forklaringer og mener bl.a., at problemet er at styret ikke er blevet fuldt socialistisk. De lever således øjensynligt i den samme drømmeverden, som præsident Nicolas Maduro, og Aalborg udtalte f.eks. så sent som i april, at ingen sulter i Venezuela.

Og det er løgn – eller i bedste fald en ganske Trumpsk udlægning af virkeligheden. Der er faktisk sult i Venezuela, som Wall Street Journal rapporterede i går.  Maduro-diæten, som befolkningen sarkastisk kalder situationen, afspejles i at tre fjerdedele af respondenterne i den årlige undersøgelse af befolkningens status og livskvalitet, erklærer at de har tabt sig det sidste år. En betragtelig del af Venezuelas befolkning har svært ved at finde penge til mad, og hjælpeorganisationen Caritas betegner sultproblemer blandt spædbørn som en regulær epidemi. Det er allerede flere år siden, at manglen på basisvarer som mælk, majsmel og toiletpapir blev så åbenbar, at selv hotelindustrien advarede dens udenlandske kunder. Nu er landet – som tidligere har været Latinamerikas rigeste – kommet til et stadie, hvor børnedødeligheden øjensynligt begynder at nærme sig et afrikansk niveau.

Spørgsmålet, som den svenske transitionsekspert Anders Åslund stillede i Foreign Policy forleden er, om Venezuelas situation er unik, eller om man har set lignende før, som man måske kunne lære fra. Under overskriften ”Venezuela is Heading for a Soviet-Style Collapse” skriver Åslund, at situationen på mange måder ligner Sovjetunionens fra starten af 1980erne.

Åslunds pointe er, at Sovjetunionen i slutningen af 70erne på mange måder lignede Venezuela i 00erne. Begge havde udviklet sig politisk til at være ressourcebaserede økonomier, og begge havde haft stor fordel ved et boom i olie- og gaspriserne. De sovjetiske ledere troede derfor, med Yegor Gaidars udtryk, at de kunne gå på vandet, og ikke behøvede at bekymre sig om problemer som hvordan man balancerer budgettet. Den slags var i Chavezs og Maduros verden blot neoliberalistisk og imperialistisk vrøvl, og i begge lande noget som et socialistisk styre tydeligvis ikke behøvede at tage sig af. Pengene kom jo i statskassen.

Da olie- og gaspriserne normaliseredes fra sidst i 1981, dukkede problemerne dog op i Sovjet, selvom stort set hele den politiske elite havde troet at de var ovre den slags – nu var tiden jo tydeligvis moden til socialismens sejr. Den sidste tid under Chavez blev Venezuelas situation den samme. Mange års udgifter til såkaldt sociale programmer, støtte til Chavezs ideologiske kammerater på Cuba, og gaver til elitens venner, kunne pludseligt ikke længere finansieres. I Sovjetunionen eskalerede problemerne i løbet af ti år til et budgetunderskud på 1/3 af BNP, som man i sidste ende forsøgte at finansiere ved at trykke penge, og inflationen steg ud af kontrol. Venezuela har fulgt samme rute og inflationen nåede 700 % sidste år. For godt et år siden kom styret i den komiske situation, at det ikke havde penge til at betale for at få trykket flere penge – pengesedlerne blev nemlig trykket i udlandet, og der var ikke tilstrækkelig valutaindtjening til at betale! En del af forklaringen på det problem er, at størstedelen af den udenlandske valuta kommer fra salg af olie og det nationaliserede venezuelanske olieselskab PDVSA er plaget af ekstremt ringe ledelse, der til forveksling ligner ledelsesproblemerne i den gamle østblok.

Åslund noterer, at Venezuela stadig er et mere åbent samfund end Sovjetunionen var. Folk kan flytte til udlandet uden voldsomme restriktioner, de kan læse udenlandske aviser, blogs og tweets, og – som man så i perioder sidse år, da en region åbnede grænsen til Colombia – ved almindelige borgere, hvad ting koster og hvad man kan få i nabolandene. Utilfredsheden er endemisk i Venezuela, og Maduro-regimet gør derfor hvad det kan for at lukke ned for oppositionen, både via regimets kontrol med Højesteret og den direkte, militære undertrykkelse, der i april førte til 33 dødsfald ved demonstrationer. Der er øjensynligt ingen klare grænser for, hvor langt Maduro og hans kumpaner vil gå for at blive ved magten. Og det mest bekymrende, er måske det sidste fællestræk mellem Venezuela og Sovjetunionen. Mens denne type kollaps typisk er bremset af militæret i både Latinamerika og Thailand – og bagefter i nogle tilfælde skabt af militæret igen – er Venezuelas militærledelse blevet ligeså ideologisk infiltreret som den var i Sovjetunionen. Den øverste ledelse er under mistanke for at være involveret i bl.a. narkotikahandel, og har stærke incitamenter til at beholde Maduro ved magten. Hvordan det ender, er svært at se, men det bliver næppe kønt.

William Baumol er død

I går kom den sørgelige nyhed, at den amerikanske nationaløkonom William Baumol er død, 94 år gammel. Tyler Cowen, der bragte nyheden, beskriver ham som ”one of the greatest of living economists.” Betragter man Baumols lange karriere, er det da også forbløffende at se, hvor mange felter han har bidraget substantielt til. Baumol, der var født i New York i 1922, forlod den amerikanske hær i 1946 og endte med en PhD fra London School of Economics i 1949, med ingen mindre end Lionel Robbins som vejleder. Han havde tidligere studeret nationaløkonomi og kunsthistorie sideløbende. Baumol tilbragte senere en lang del af sin karriere som professor på Princeton og New York University, og var blandt de økonomer, der oftest blev nævnt som kandidater til Nobelprisen de sidste ti år.

William Baumol bidrog som sagt til en række områder. Man nævner ofte hans arbejde med teorien om ”contestable markets”, teorien om pengeefterspørgel han lavede sammen med James Tobin, og hans bidrag til miljøøkonomi. For mig er to bidrag dog særligt vigtige og originale.

For det første formulerede Baumol i 1968 den situation, der i dag bærer hans navn: Baumol’s Cost Disease, eller bare Baumols omkostningssyge. Den er ekstremt relevant for samfund som Danmark, hvor det offentlige allerede af politiske grunde fylder omtrent halvdelen af økonomien. Baumols tese kan forklares i tre trin. Først bliver det private erhvervsliv mere produktivt, og lønningerne i den del af økonomien stiger derfor. Derefter får andre erhverv, og ikke mindst det offentlige, et problem med at tiltrække arbejdskraft, og må derfor hæve lønningerne for at kunne få folk. Tredje trin er konsekvensen: Idet det offentlige har hævet lønningerne uden at være blevet mere produktivt, er det blot blevet dyrere. Den offentlige del af økonomien kommer dermed til at fylde en større del af den samlede økonomi, og bliver over tid en større byrde at finansiere. Baumols omkostningssyge er dermed en logisk og meget bekymrende måde at forstå den langsigtede udvikling i de vestlige lande mod større offentlige sektorer, og ikke mindst i lande som Danmark, hvor omkostningssygen praktisk taget er indbygget som automatik i overenskomststrukturen.

Baumols andet særlige bidrag har været ekstremt indflydelsesrigt i forskning i entrepreneurship. I 1990 udgav the Journal of Political Economy hans artikel Entrepreneurship: Productive, Unproductive, and Destructive, hvor han startede fra præmissen, at der ikke er mere entrepreneurship eller iværksætteraktivitet i nogle samfund end i andre. Forskellen ligger ifølge Baumol i stedet i den retning, aktiviteten tager: Er den produktiv, uproduktiv eller direkte destruktiv? Baumols hypotese er, at samfundets institutioner former de incitamenter, de potentielle iværksættere har, og at gode institutioner derfor bl.a. virker gennem at kanalisere iværksætteraktiviteten over i produktive formål. Omvendt vil dårlige institutioner give potentielle iværksættere stærke incitament til at bruge deres evner på rent-seeking og anden politisk indflydelse, der er potentielt destruktiv.

Jeg havde fornøjelsen af at møde Baumol en enkelt gang til en konference i Spanien mens jeg stadig var PhD-studerende. Hans plenary var et højdepunkt i en ellers temmelig ringe konference, og han var bedstefaderligt venlig, rar og hjælpsom, da jeg stillede et spørgsmål i pausen efter hans præsentation. Som amerikanerne siger, Baumol var en ’class act’. David Henderson skriver kort om ham her med samme budskab. Her er Vox med en omtale; Alan B. Krueger tweetede nyheden i morges med link til et interview, han lavede med Baumol for nogle år siden. Alle kommentatorer er enige om, at Baumol vil blive savnet i en grad, som kun ganske få gør sig fortjent til.

Balladen omkring Orbán og CEU

Siden marts har universitetsverdenen i de vestlige lande været i oprør. Grunden er, at det ungarske Orbán-regime fører en direkte kampagne mod et af Centraleuropas mest velrenommerede universiteter. Central European University er grundlagt med og fortsat støttet af midler fra rigmanden George Soros fond, og hviler dermed på et liberalt, åbent grundlag. En stor del af det videnskabelige personale er udlændinge (inklusive min gode kollega Michael Dorsch), ligesom cirka 2/3 af studentermassen, og alle universitets uddannelser er automatisk akkrediteret i både Ungarn og USA. Dét er blevet for meget for det erklæret illiberale styre, som nu forsøger med alle midler at lukke universitetet. Som Michael Stewart (UCL) og Rogers Brubaker (UCLA) opsummerede situationen forleden (hattip: Niclas Berggren):

The legislation — formulated in general terms but plainly directed against the CEU alone — would require the CEU, which is fully accredited in both the United States and Hungary, to operate educational programmes in the US as well as in Hungary; it would oblige the CEU to change its name; it would end the practice of allowing non-EU faculty to teach without work permits; and it would allow the university to operate only on the basis of an inter-state agreement between the United States and Hungary.

The first of these would be prohibitively expensive and serve no educational purpose; the second would destroy the symbolic identity of the university; and the last two would fatally compromise the autonomy of the University by subjecting its operation to the discretionary approval of the Hungarian government.

En af de pikante detaljer ved hele sagen er, at Orbán valgte at benytte en særlig nødprocedure for at haste lovgivningen gennem parlamentet. Denne nødprocedure er tænkt som en mulighed ved f.eks. naturkatastrofer og regeringen kan kun lovligt benytte den fire gange om året. Bekæmpelsen af CEU er med andre ord så vigtig for regeringslederen, at han gør brug af en politisk tvivlsom metode.

CEU – som var vært for dette års konference i the European Public Choice Society – er således blevet et symbol for kampen mod Ungarns politiske march mod Putin og Erdogan. Og Orbáns opførsel har til en vis grad haft utilsigtede konsekvenser, da en række politikere på hans egen fløj og i hans eget parti meget offentligt hr udtrykt skepsis overfor den nye lov. Der er i det mindste tegn på, at dele af regeringspartiet Fidesz ikke ønsker, at Ungarn bliver et elektoralt diktatur, som Orbán tydeligt har planer om.

Problemerne stopper dog ikke hos angrebet på CEU, men stikker langt dybere. Staten gør ihærdige forsøg på at bringe civilsamfundet under dens kontrol og Ungarns pressefrihed er for eksempel svækket betragteligt i de senere år. Da situationen var bedst i 2003, vurderede Freedom House (via dets Press Freedom Index) presse- og mediefriheden til 20 på en skala fra 0 (det perfekte) til 100 (det nordkoreanske ideal). I dag er Freedom House-vurderingen en score på 40, hvilket placerer EU-medlemmet Ungarn på niveau med Indien og det kinesiske-styrede Hong Kong. Spørgsmålet er, om udviklingen stopper der, eller om Europe skal se frem til en autokratisk plet midt i dets centrum. Hvad der sker de næste uger med CEU og regeringens juridiske angreb på den akademiske verden bliver sandsynligvis en stærk indikation om retningen af Ungarns udvikling.

I Sydatlanten for 35 år siden

I morges var det 35 år siden, at der faldt bomber over lufthavnen i Port Stanley på Falklandsøerne. De fleste af vores læsere kender nok baggrunden, og nogle af os er gamle nok til at huske det: 2. april invaderede Argentina de britiske Falklandsøer i Sydatlanten, og premierminister Margaret Thatcher mobiliserede det britiske imperiums styrker. Det, der var tænkt som en storslået demonstration af et argentinsk militærdiktaturs styrke, endte i et nederlag der en sidste gang demonstrerede, at der er grænser for, hvad man byder et af verdens fredelige demokratier.

En stor del af baggrunden var, at Argentina led en dyb økonomisk krise og militærdiktaturet, der havde været ved magten siden 1976, var voldsomt upopulært. Ledelsen var blevet udskiftet den foregående december og General Leopoldo Galtieri, der stod i spidsen for en tremands-junta, besluttede at en hurtig krig ville være en effektiv måde at samle befolkningen om en fælles sag. Argentinerne havde allerede i midten af marts sendt en føler ud ved at plante det argentinske flag på South Georgia og briterne havde sendt tre ubåde og et transportskib afsted. Da invasionen skete den 2. april holdt den britiske regering et krisemøde, og parlamentet godkendte dagen efter beslutningen om at sende en task force til Falklandsøerne. 5. april sejlede to hangarskibsgrupper ud fra Portsmouth og i ugerne, der fulgte, satte briterne resten af kampgruppen sammen og skibede den afsted.

Falklandskrigen huskes i dag som en rungende sejr for det britiske militær, og som baggrunden for Thatchers klare valgsejr året efter. En af de meste bemærkelsesværdige faktorer, der stadig skiller fårene fra bukkene og karakteriserer verdens mest velfungerende lande som helhed, glemmes i stedet ofte. Den blev demonstreret i morges for 35 år siden, da briterne gennemførte Operation Black Buck. Operationen, der blev udført med base på den lille, britiske vulkanø Ascension midtvejs mellem Vestafrika og Brasilien, var et logistisk mesterværk (se f.eks. her).

En af briternes store hovedpiner var, at Argentinas militær var udstyret med nye, franskproducerede jagerfly. Det blev derfor tidligt en hovedprioritet for briterne at begrænse det argentinske flyvevåbens operative muligheder over Falklandsøerne. Man indså, at det mest effektive træk ville være at bombe landingsbanen ved lufthavnen i Port Stanley. Spørgsmålet var blot, hvordan man kunne sende bombefly halvvejs rund om kloden. Argentinerne havde naturligvis indset det samme dilemma og følte sig derfor sikre på, at der ingen reel fare var.

Briterne valgte at mobilisere og ombygge tre Vulcan bombefly, der var bygget i 1960 til at bære atomvåben til gengældelsesangreb på Sovjetunionen, men var udstyret med nyere motorer end de første fly. Flyene skulle egentlig dekommissioneres, men RAF besluttede at sende de aldrende skønheder på en sidste tur. I løbet af ganske få dage havde man en plan og begyndte at ombygge de tre Vulcans til at bære konventionelle våben. Briterne måtte også løse et ekstra problem: Flyenes system til at blive tanket i luften var blevet demonteret og måtte genopbygges. Historien er som taget ud af en film, da man manglede kernekomponenter, og endte med at finde en af dem i en messe, hvor den blev brugt som askebæger. Flyene var dermed klar og deres omhyggeligt udvalgte crews begyndte at træne den ekstremt vanskelige manøvre det er at tanke i luften. Uden den evne var det umuligt at flyve blot en brøkdel af vejen til Sydatlanten.

Det virkeligt mesterlige element var måden, de kom til Falklandsøerne. De britiske logistikere udtænkte en plan, hvor 11 Victor tankfly blev sendt afsted med en enkelt Vulcan. De tankede bombeflyet fire gange undervejs til Port Stanley, og en enkelt gang på vejen tilbage, men tankede også hinanden så det sidste fly kunne blive hos Vulcanen længe nok. På papir lignede planen noget, der kunne være udtænkt af Storm P, men i praksis fik man 50-erteknologi til at udføre en mission, ingen havde forestillet sig da flyene blev bygget.

Sent om aftenen den 30. marts lettede to Vulcans fra Ascension, fulgt af Victor-tankerne. Det første fly måtte vende om pga. at forruden viste sig at være utæt, og det blev derfor reserveflyet, ledt af Flight Lieutenant Martin Withers, der pegede næsen mod krigszonen. Withers og hans crew – Peter Taylor, Bob Wright, Gordon Graham og Hugh Prior – beredte sig på at dø i Atlanterhavet, da deres beregninger – udført på en billig lommeregner, da Vulcanens computer i Withers ord bestod af ”pulleys and bits of string” – viste, at de fire Olympus-motorer brugte mere jetfuel end man havde regnet med. Men som Withers på den meste britiske måde fortalte sin crew: ”Looks like we’ve got a job of work.”

Da Withers nærmede sig Falklandsøerne, lagde han Vulcanen så lavt som muligt for at flyve under den argentinske radar. For at udføre angrebet blev han dog nødt til at øge flyvehøjden for at kunne komme over øens høje og lave en effektiv indflyvning mod målet. Da han trak sit fly op, tænkte han ”this isn’t cricket” – at bombe folk, der ingen anelse havde om at der var et angreb på vej. Det samme tænkte mange dagen efter, da ubåden HMS Conqueror sænkede den argentinske krydser General Belgrano og mere end 300 argentinere døde.

Withers mente dog, at angrebet var nødvendigt og om morgenen den 1. maj åbnede Vulcanen sine bombedøre og lod 20 bomber falde over Port Stanley. En af dem ramte midt på landingsbanen og efterlod et krater, som ikke blot tog argentinerne flere dage at reparere, men gjorde meget mere. Og da Withers trak flyet et en stor bue over øerne, sendte han kodeordet ”superfuse.” På Ascension bredte jublen sig, og meddelelsen blev øjeblikkeligt givet videre til London. Den britiske crew i Sydatlanten havde dog stadig en opgave tilbage: Deres advarselssystemer lyste op, da argentinerne øjeblikkeligt scramblede deres forsvar for at skyde flyet ned. Med brug af dybt gammeldags forsvarssystemer og behændig flyvning kom flyet dog tilbage til Ascension efter at have mødt en ventende Victor tanker i absolut sidste øjeblik.

Argentina opgav at operere dets tunge, franske jagerfly fra Port Stanley efter angrebet, og RAF gennemførte tre yderligere Black Buck-missioner i løbet af den korte krig. Selvom det stadig diskuteres, var en af de vigtigste konsekvenser dog rent psykologisk. Den argentinske militærledelse havde ikke forestillet sig, at det kunne lade sig gøre at angribe lufthavnen, men RAF gennemførte en 16 timer lang mission over 12.600 kilometer og slog dermed fast, at geografi ikke var et uoverstigeligt problem. Operation Black Buck for 35 år siden illustrerede derfor en af de væsentligste forskelle på et latinamerikansk mellemindkomstland med militærdiktatur og et nordeuropæisk demokrati.

Mens Argentina havde moderne fly, moderne våben og talstærke militærstyrker uden mange begrænsninger, havde Storbritannien fremragende institutioner, der viste sig bemærkelsesværdigt fleksible, og folk med samarbejdsevner, der mere end opvejede de ulemper, et deltavinget bombefly designet i 50erne var. 14. juni overgav Brigadegeneral Mario Menéndez sig sammen med de resterende argentinske styrker, i oktober det følgende år genindførte Argentina demokrati gennem frie valg og militæret er aldrig kommet sig over det enorme prestigetab, som Falklandskrigen var. Om det var sket alligevel kan man diskutere, men Argentina var et af de første af de latinamerikanske militærdiktaturer, der faldt. I løbet af de følgende år opgav styrerne i Brasilien, Chile, El Salvador, Panama og Paraguay, og skabte det kaotiske, men demokratiske Latinamerika vi kender i dag. For mig, helt personligt og ganske idiosynkratisk, står et smukt, deltavinget fly som et symbol på alt det.

Økonomisk frihed i 65 år

Ryan Murphy og Robert Lawson, begge fra Southern Methodist University i Dallas,Texas, har begge forsket intensivt i økonomisk frihed, og særligt konsekvenserne af at have politik og institutioner, der fremmer den. Bob er internationalt kendt – og muligvis også kendt blandt nogle af vores læsere – som en af hovedkræfterne bag den årlige Economic Freedom of the World rapport, som han de seneste år har stået for sammen med Jim Gwartney og Josh Hall. En særlig del af arbejdet er de indeks, som hvert år udgives, og nu dækker mere end 150 lande. EFW-indekset rækker desværre ikke længere tilbage end 1970.

Ryan og Bob har slået sig sammen for at afhjælpe problemet og resultatet er et papir med titlen ”Economic Freedom of the Worlds in the 1950s and 1960s”, hvor Ryan og Bob først viser, hvordan man kan trække standard-målet længere tilbage i tid ved hjælp af otte tilgængelige mål, der fanger en række forhold i det eksisterende EFW-indeks, og derefter hvordan det ser ud og hvad de meget langsigtede konsekvenser er. Det er dermed muligt at følge landes økonomiske frihed hvert femte år i 65 år, og dermed observere en lang række af de store ændringer i den økonomiske politik siden slutningen af anden verdenskrig.

I figuren nedenfor har jeg plottet det nye EFW-indeks for Danmark og vores nabolande siden 1950. Det er f.eks. tydeligt, hvordan de fleste lande kraftig afregulerer og styrker institutionerne efter krigen, og sandsynligvis særligt i takt med at rationering og andre krigsreguleringer afskaffes. Denne udvikling er stærkt synlig i Danmark og Tyskland, og langt svagere i Norge og Storbritannien. Som det vides fra andre kilder, havde begge lande en meget stærk venstreorienteret indflydelse på den økonomiske politik (se f.eks. her og her).

Derefter er 60ernes og 70ernes venstredrejning mod større offentligt forbrug, tættere regulering og politisk indblanding også tydelig i alle lande, og helt specielt i Sverige efter at Olof Palme overtog det svenske socialdemokrati. Reaktionen på 60ernes og 70ernes uansvarlighed er herefter også synlig, og i helt udtalt grad i Thatchers Storbritannien, og EU’s politiske harmonisering. Det hele, og sammenligningen til mange andre lande og styrer, kan nu undersøges mere empirisk pga. Ryan og Bobs historiske gravearbejde.

Older posts

© 2017 Punditokraterne

Theme by Anders NorenUp ↑