Category: Christian Bjørnskov (page 1 of 82)

Bergh og Öhrvall om tillid blandt emigranter

Jeger pt. på vej hjem fra den årlige konference i the Southern Economic Association, der i år blev afholdt i Tampa. Konferencen bød på en række gode præsentationer, og en masse både hyggelig og produktiv networking. Et af de mest interessante papirer, som vi allerede fremhævede for en uge siden, var af Andreas Bergh fra Lunds Universitet og Richard Öhrvall fra Linköping; begge er også affilieret med Instituttet för Näringslivsforskning i Stockholm.

Andreas og hans medforfatter skriver sig ind i litteraturen om, hvorvidt social tillid – folks tillid til de fleste andre mennesker – er stabil over tid og dermed et kulturelt fænomen, eller om den kan formes og ændres. Meget af den eksisterende forskning har set på, i hvor høj grad immigranter ligner borgere i deres forældres eller bedsteforældres hjemlande. Eric Uslaner har for eksempel vist, hvordan tilliden blandt immigranter i tredje generation i USA typisk ligner den nuværende tillid i de lande, deres bedsteforælde kom fra. De eksisterende studier har således set på tilliden blandt mange forskellige immigranter i ét land.

Det nye i Bergh og Öhrvalls The moldable young: How institutions impact social trust er, at de i stedet har information fra en stor gruppe svenske emigranter. Med andre ord ser de på én bestemt type emigranter, der flytter til en lang række forskellige lande. De er alle svenskere, og kommer således fra et af de mest tillidsfulde samfund i verden. Hvis tillid kan ændres over tid, må man derfor forvente, at de bliver mindre tillidsfulde, når de flytter væk fra Skandinavien. Og det er i en vis forstand, hvad Bergh og Öhrvall finder.

I en række omhyggelige analyser finder de to svenske økonomer, at tilliden er meget stabil for dem, der emigrerede efter de var fyldt 30. For dem, der emigrerede tidligere, og dermed har boet i et andet land i deres ’formative år’, falder tilliden: Jo mere korrupt landet er, jo dårligere institutioner det har, og jo lavere tillid landets borgere generelt har, jo mere falder de unge, svenske emigranters tillid. Det er dermed en vis tilpasning når folk ’lærer’, at man ikke kan stole nær så meget på folk.

Det helt særlige i papiret er dog, at Bergh og Öhrvall også tager sig af den såkaldte selektions-bias: Det er ikke tilfældige mennesker, der vælger at emigrere. Det viser sig, at emigranterne som oftest har højere tillidsniveauer end andre, der bliver i Sverige. Det er i forhold til dette høje niveau, man skal fortolke deres tillidstab.

Overraskelsen i analyserne er dermed, som Andres meget klart viste til konferencen, at svenskere, der emigrerer tidligt i livet, starter med ekstra høj tillid, og faktisk ender med at have samme tillid som svenskere hjemme i Sverige, når de har boet nogle år i lande med korruption og dårlige institutioner. De kommer med andre ord til at ligne mere gennemsnitlige svenskere. Tilpasning er dermed ikke til de nye hjemlandes lavere tillid, men blot til almindelig svensk tillid og svenske normer. På denne måde viser Bergh og Öhrvall, at social tillid ser meget stabil ud over tid, og dermed sandsynligvis ikke kan påvirkes i nogen mærkbar grad af gode institutioner, velfærdsstaten eller andre tiltag. Politikerne kan lige så godt holde fingrene væk.

Militærkup er godt nyt for Zimbabwe

I går morges foregik en række begivenheder i Zimbabwe, der næppe kan kaldes andet end et kup. Foreign Policy beskriver baggrunden for kuppet som en gradvis forberedelse på, at Robert Mugabes kone, Grace Mugabe, skulle overtage magten efter den 93-årige præsident. Parret har tidligere fjernet en vicepræsident, Joice Mujuru, og afskedigede forleden den nye vicepræsident, Emmerson Mnangagwa, som gik i eksil i Sydafrika. Dét blev åbenbart for meget for hærens topledelse, der nu synes at have taget magten. For de tyskkyndige skriver Frankfurter Allgemeines politiske redaktør Peter Sturm glimrende om baggrunden her.

Som Frankfurter Allgemeine, BBC og adskillige andre kilder, har rapporteret, er Mugabe nu under husarrest, men hæren har omhyggeligt gentaget, at der ikke er tale om et kup. Det er der næppe nogen, der er i tvivl om at det er, men der er gode grunde til at prøve at italesætte, at det er noget andet. For det første er den Afrikanske Union – ligesom EU – stærkt negativ overfor enhver irregulær regimeændring, og kan i princippet indføre sanktioner mod Zimbabwe. For det andet har Mugabe stadig en status som frihedshelt i dele af den afrikanske offentlighed, og hos dele af magteliten i den sydlige del af kontinentet. Hæren er derfor omhyggelig med ikke at tegne et billede af, at den har afsat Mugabe for at undgå tab af legitimitet.

Naturligvis må man vente tiden af og se hvad der sker. Når det er sagt, er militærkuppet med meget stor sandsynlighed gode nyheder for Zimbabwe. For det første kan situationen næppe blive værre end Mugabes dybt korrupte og aldeles inkompetente styre. Freedom House vurderer pressefriheden til at være indeks 74, sammenlignet med de langt fra perfekte situationer i Sydafrika (38) og Botswana (45). Det er med andre ord decideret farligt at være almindelig journalist i det fattige land. CIAs World Factbook sætter gennemsnitsindkomsten til cirka 2200 købekraftskorrigerede dollars, hvilket er en sjettedel af nabolandet Sydafrikas og ikke meget mere end en ottendedel af Botswanas! Da landet erklærede sig uafhængigt i 1965 – under det oprindelige navn Rhodesia – var gennemsnitsindkomsten 40 % højere end i Botswana, og landet var kendt som et frugtbart og relativt velfungerende sted med forholdsmæssigt gode skoler og politisk ro. Mugabes regeringsperiode fra 1980 har dermed været en tordnende fiasko, og statens finanser er også i rent kaos, med et budgetunderskud på lige omkring 10 % af BNP, og en årrækkes hyperinflation, der med CIAs ord har gjort den zimbabweske dollar ”essentially worthless.”

Det er derfor svært at forestille sig, at et militærregime efter Mugabes katastrofer ikke kommer til at rette op på noget. Men udover det faktum, at man institutionelt og kompetencemæssigt starter nogenlunde på bunden, er der forskning, der også peger i same retning. Richard Jong-a-Pin og Shu Yu finder for eksempel, at kup i særligt fattige lande typisk fører til højere vækst og bedre økonomi. I fælles forskning med Katharina Pfaff, som vi præsenterede tidligere på året i Budapest, finder vi også at netop Zimbabwes situation – hvor et militærregime afløser et civil (ikke-militært) autokrati – vil de nye regime typisk undertrykke befolkningen væsentligt mindre end det oprindelige.

Bundlinjen i dag er, at hvis militæret faktisk har taget magten i Zimbabwe, og vælger at beholde den, er der lys forude. Landet, der som Rhodesia var et af lyspunkterne i Afrika og faktisk var nogenlunde pænt demokratisk indtil 1962, har geografisk en række fordele. Alt tyder lige nu på, at et nyt militærregime vil tillade befolkningen igen at udnytte de fordele, den har.

Southern Economic Association de næste dage

Jeg er så småt på vej til Tampa, Florida, til den årlige konference i the Southern Economic Association. Konferencen, der er en af de større regionale nationaløkonomiske konferencer i USA, plejer både at have fine præsentationer og solid deltagelse af folk fra det amerikanske public choice / politisk økonomi-miljø.

Min egen præsentation søndag eftermiddag er et helt nyt, og meget ufærdigt, papir sammen med Philipp Schröder med titlen ”Press Freedom, Market Information, and International Trade.” Vores tese, som vi finder ganske solid evidens for, er at når særligt autokratier begrænser mediernes frihed, skader de også den information der findes om markedsmuligheder og specifikke regler, begrænsninger osv. Helt konkret viser vores preliminære analyser, at jo mere autokratier begrænser pressefriheden, jo mindre handler vestlige demokratier med netop de lande.

Der er dog mange andre præsentationer at se frem til. Min gode ven og kollega Niclas Berggren skal præsentere vores fælles papir (med Andreas Bergh og Shiori Tanaka) ”How Persistent Is Life Satisfaction? Evidence from European Immigration,” som vi glæder os meget at få kommentarer på. Vi har tidligere skrevet om projektet her.

Derudover ser jeg frem til for eksempel ”Entrepreneurship, Trust, and Institutions: Policy Implications” af Ryo Takashima, Esa Mangeloja og Tomi Ovaska; og Andreas Berghs ”The moldable young: How institutions impact social trust”: Lørdag formiddag er der i helt særlig grad en hel session, organiseret af den glimrende Jac Heckelman, der ser ekstremt lovende ud. Richard Sicotte og George Deltas præsenterer en analyse af ”Transatlantic Travel by Air and Sea, 1945-1965”, Natalya Naumenko kommer med “Collectivization of Soviet agriculture and the 1933 famine” og de altid spændende Jaime Bologna og Andy Young lukker sessionen med ”The Legacy of Representation in Medieval Europe for Incomes and Institutions Today.”

Som altid er der papirer og præsentationer, der skuffer, og andre der uforventet bliver spændende eller på andre måder interessante. Sker det, skriver vi naturligvis om de næste uge. I mellemtiden er hele programmet tilgængeligt.

Ny viden om tillid og internationale risikopræmier

Et tilbagevendende spørgsmål i politiske debatter er, om de internationale kreditmarkeder er ’fair’: Var det for eksempel rimeligt, at de førende rating-bureauer efter finanskrisen nedgraderede Frankrig langt tidligere og hurtigere end Storbritannien, selvom den britiske udlandsgæld var større?

Min svenske kollega og ven Andreas Bergh og jeg skrev om emnet for tre år siden, men er nu på sin vis vendt tilbage til spørgsmålet: Vi fik forleden – efter en meget lang og frustrerende proces – artiklen optaget til publikation. ”Trust Us to Repay: Social Trust, Long-Term Interest Rates, and Sovereign Credit Ratings” er nu under udgivelse i Journal of Money, Credit and Banking, men foreligger også i en tidligere version som IFN working paper 1039. IFN bragte en kort omtale af studiet her.

Baggrunden for artiklen er, at mange studier efterhånden peger på, at højtillids-befolkninger er langt bedre til at ’holde deres politikere i ørerne’ – tvinge dem til at opføre sig nogenlunde ansvarligt – og at institutioner og nogle markeder også virker bedre (se f.eks. her). Der er således god grund til at tro, at det der ligner de samme økonomiske problemer, i det lange løb bliver langt bedre håndteret i bestemte lande end i andre, hvor institutionerne er svagere og befolkningen ikke på samme måde holder politikerne til ilden.

Det er netop det billede, Andreas og jeg finder, og som afspejles nedenfor i Figur 3 fra artiklen. Figuren, der viser den simple sammenhæng mellem social tillid og kreditratings fra Standards & Poor sidst i 2012, indikerer tydeligt at statsobligationer fra højtillidslande typisk bliver ratet som langt sikrere end fra andre lande. Det særlige er dog, at vi finder, at markedets reaktioner på objektive problemer som høj inflation og lav vækst afhænger fundamentalt af hvordan landets tillidskultur ser ud. Det er dermed ikke bare i gennemsnit, at mere tillidsfulde samfund betragtes som sikrere investeringer, men mere avanceret. Vores fund er konsistente med en situation, hvor frie markeder tager mere end blot problemerne i betragtning, men også i høj grad kulturelt betingede forskelle i politiske reaktioner, når de vurderer risici og dermed de risikopræmier, der kræves for at man handler mere risikable obligationer. Internationale obligationsmarkeder er, med andre ord, ganske smarte.

Nyt Ekonomisk Debatt på gaden

Forleden dag udkom det nye nummer af det glimrende, svenske tidsskrift Ekonomisk Debatt. Nummeret omfatter artikler af bl.a. Nikita Koptyug, Lars Persson, Roger Svensson og Joacim Tåg om aktiemarkedets betydning for samfundsøkonomien og af Kent Eliasson, Pär Hansson og Markus Lindvert om udenlandske opkøb af firmaer er en trussel eller en mulighed for det svenske samfund.

Højdepunktet for mig er dog Niclas Berggrens fremragende leder ” Ogillande av vinst” om hvordan folk ofte opfatter profit som moralsk tvivlsomt og skadeligt for samfundet. Baggrunden for Niclas leder er en diskussion i Sverige om forbud mod profit i virksomheder, der producerer såkaldte velfærdstjenester – sygebehandling, skoler osv. Som han skriver:

När det gäller vinster just i välfärdssektorn kan en svensk experimentellt utformad opinionsundersökning sägas ge stöd till denna slutsats. Jordahl (2015) har undersökt vad svenskarna tror om de privata välfärdsföretagens rörelsemarginal. Den sanna siffran vid tiden för undersökningen var 5 procent, men i genomsnitt trodde respondenterna att den låg på 26 procent. En hel fjärdedel trodde att den var 40 procent eller högre. Med andra ord verkar kunskapsläget minst sagt dåligt.

Niclas velskrevne leder stiller dermed skarpt på problemet, at mange almindelige mennesker typisk glemmer de meget store, positive virkninger af fri konkurrence med et profitmotiv, men kun ser moralsk tvivlsom grådighed og tab af arbejdspladser. Hans hovedkonklusion er, at en vigtig del af vores arbejde er at minde almindelige mennesker og debattører om, hvad en fri markedsøkonomi faktisk opnår. Stærkt anbefalet!

Seminar med Martin Rode om Catalansk uafhængighed

For det heldige, der er i Aarhus-området i eftermiddag, afholder Tuborg-centeret ved Aarhus Universitet et seminar. Dagens seminar-gæst er punditokraternes ven Martin Rode fra universitetet i Navarra. Martin er en af de mest spændende yngre public choice-forskere i Europa, og har tidligere udgivet forskning om bl.a. støtten til uafhængighedspartier, om krisepolitik (sammen med undertegnede), og om OECD-anbefalinger.

Martins seminar har titlen The Political Economy of Social Trust in Catalan Secessionism og handler om en af de større påstande fra de catalanske politikere. Seminaret foregår fra 14-15 i L161, i L-bygningen på Fuglesangs Allé (den gamle handelshøjskole). Alle interesserede er velkomne til seminaret og en snak (og en øl)med Martin bagefter.

Hvorfor faldt kommunisterne ikke længere bagud, og hvor elendigt havde de det?

Disse dage er det 100 år siden at Lenin og kommunisterne kuppede sig til magten i Rusland. Der er derfor en særlig interesse i, hvordan kommunisme faktisk virker. Vi har derfor flere anbefalinger til læsere, der enten vil læse eller lytte.

Først og fremmest har the Institute of Economic Affairs i London en podcast-serie, der i sig selv er stærkt anbefalet. Denne uge er emnet netop kommunisme/socialisme, med den fremragende Kristian Niemitz, der interviewes af Madeline Grant om socialismens historie, hvordan den ’virkede’, og hvordan vestlige intellektuelle har flirtet – og mere end flirtet – med socialistiske og kommunistiske regimer og ideer. Podcasten kan høres her.

Et særligt, nyt studie, som Niemitz faktisk refererer til i podcasten, Albrecht Glitz og Erik Meyerssons Industrial Espionage and Productivity (IZA working paper no. 10816). Glitz og Meyersson viser meget overbevisende, hvordan Østtyskland til en vis grad formåede at følge med Vesttysklands enorme vækst i produktivitet efter anden verdenskrig. Grunden var østtyskernes voldsomme investering i industrispionage. Grundlæggende lykkedes dem at undgå at falde alt for langt bagud ved at snylte på vestlige opfindelser og eksperimenter med ledelse, organisering og kombination af inputs og teknologi. Med andre ord fulgte de nogenlunde med Vesttyskland ved at stjæle en af de fundamentale kilder til den vestlige velstand. Det totale produktivitetsgab i 1989 var 189 %, og havde været lidt større, hvis østtyskerne ikke havde spioneret på Vesten. Glitz og Meyersson viser dog, at i særlige sektorer viser deres estimater, at gabet havde været enormt uden spionagen. Hvis man ikke er parat til at læse hele papiret, bragte Science en fin, populær artikel om det i sommers.

Sidst må man huske, at hele forskellen ikke var økonomisk: Østblokken var ikke blot fattig, men også ekstremt ufri. Francis Spuffords nu seks år gamle Red Plenty: Inside the Fifties’ Soviet Dream er en fascinerende og ekstremt velskrevet halvfiktiv beskrivelse af, hvordan Sovjetunionen fungerede i den bestemte periode, hvor den fungerede bedst og borgerne var mest frie. Hvorfor der ikke er flere gymnasier, hvor man læser Spuffords pragtfulde bog, er et mysterium. Stærkt anbefalet!

Dansk Public Choice Workshop, 26. januar

Hvert år siden 1999 har vi afholdt den danske Public Choice Workshop i enten, Aarhus, Odense eller København. Næste workshop afholdes den 26. januar hos Cepos på Landgreven 3 i København. Som sædvanligt starter workshoppen klokken 11, og slutter sandsynligvis klokken 18. Har man lyst til at præsentere et papir kan man sende et forslag til et medlem af programkomiteen – Henrik Christoffersen, Otto Brøns-Petersen og Christian Bjørnskov – før 1. januar.  Alle forslag bredt indenfor public choice, politisk økonomi og lignende felter er velkomne.

Selvom man ikke præsenterer et papir – og selvom man måske ikke er akademiker – er workshoppen som sædvanligt åben for alle.  Det eneste, der kræves, er at man melder sig til via e-mail. Vi regner igen i år med at have deltagere fra Danmark, Sverige og Tyskland og håber som altid på, at der også kommer norske kolleger. Hvis nogen skulle være bekymrede, plejer stemningen på workshoppen at være hyggelig og på ingen måde skræmmende. Vi håber at se mange af punditokraternes venner og læsere i København til januar.

At have et arbejde og gøre et stykke arbejde

Bryan Caplans glimrende The Myth of the Rational Voter med den sigende undertitel Why Democracies Choose Bad Policies er en af de mest indflydelsesrige bøger i public choice / politisk økonomi de senere år. Caplan har mange pointer i bogen om, hvordan folks opfattelse af ting enten ikke passer, eller udelader vigtige aspekter af politisk-økonomiske problemstillinger. Ingen af dem er næppe mere relevante for den danske politiske debat om beskæftigelse og politiske tiltag end den følgende betragtning (hattip: Café Hayek):

 For an individual to prosper, he only needs to have a job.  But society can only prosper if individuals do a job, if they create goods and services that someone wants.

Man må spørge sig selv, hvor mange politikere, der forstår forskellen: Har man formelt set et arbejde, eller gør man faktisk et arbejde, der netto bidrager positivt til samfundet? Man kan naturligvis spørge, om de fleste politiker faktisk bidrager positivt til samfundet – mit umiddelbare svar er et tordnende nej – men det mere centrale er, om de jobs, der ’skabes’ politisk, også bidrager. De svenske erfaringer med at forsøge at holde arbejdsløsheden nede med politiske midler er skræmmende: Fra midten af 1950erne, da landet for alvor begyndte a opbygge en velfærdstat med fuld beskæftigelse, til midten af 1990erne skabte Sverige netto ingen nye jobs i den private sektor – hele jobtilvæksten over fire årtier skete i den offentlige sektor.

Er det måske ikke på tide, at danske politikere, ikke mindst dem der begejstret taler om nye jobs på letbaner og andre nonsensprojekter, ser og forstår Caplans fundamentale skelnen mellem at have arbejde og at gøre et stykke arbejde.

Den russiske revolution – tre årsdage og tre rædsler

I disse dage er det 100 år siden, at Oktoberrevolutionen rullede ud over Rusland. ’Jubilæet’ er en kærkommen lejlighed til at mindes begivenhederne, og ikke mindst deres konsekvenser, men på ingen måde en grund til at fejre noget som helst. Det kommunistiske kup, der bragte Lenin og hans regime til magten, må stå som en af historiens store, tragiske begivenheder.

Både herhjemme og andre steder i vestlige lande er der ikke blot på venstrefløjen, men langt ind i socialdemokratiske og konservative kreds en tendens til at undskylde kommunismen. På den yderste venstrefløj afviser man naturligvis, at det sovjetiske styre var kommunistisk – logikken er, at et styre er kommunistisk, indtil dets fejl og umenneskelighed bliver for tydelig, hvorefter man afviser, at det nogensinde var faktisk kommunistisk. Tanken er, at ’ideen var god’, men som forfatteren Martin Amis påpeger i New York Times (hattip. Niclas Berggren):

It was not a good idea that somehow went wrong or withered away. It was a very bad idea from the outset, and one forced into life — or the life of the undead — with barely imaginable self-righteousness, pedantry, dynamism, and horror.

Revolutionen i Rusland blev gennemført med vold, og undertrykkende vold karakteriserede regimet indtil dets kollaps omkring 1990. Sovjetunionen drev for eksempel et omfattende system af straffelejre, der blev kendt som Gulag, hvor man sendte regimets modstandere hen. Systemet, som Lenin skabte, var intet andet end statsligt slaveri – kommunistpartiets domstole idømte dets modstandere og mange andre at leve de næste årtier som slaver for partiet.

Det kommunistiske regime i Sovjetunionen endte ifølge konservative estimater med at have 15-20 millioner menneskeliv – vel at mærke uden at tælle krigsofre – på samvittigheden, og ikke alle på grund af fejltagelser. Stalin brugte for eksempel bevidst 1930ernes tvangskollektivisering af landbruget til at straffe Ukraine, hvis befolkning var kendt som specielt Moskva-skeptisk. Episoden, der er kendt som Holodomor, førte til at flere millioner ukrainere døde af sult. Der var ikke tale om en frygtelig politisk fejl, men et planlagt folkemord i landet, der indtil da havde fungeret som det sovjetiske brødkammer. Stalin beordrede ganske enkelt al mad kørt ud af landet og bragt til Rusland.

Den sovjetiske historie er fuld af lignende historier, hvor det kommunistiske diktatur tog fuldstændigt bestialske beslutninger. Der var dog episoder, hvor det var russerne, der var de pragmatiske, og andre der pressede ideologisk på. Det pudsige ved disse episoder er, at de ikke-russiske kommunister, der opførte sig mere ekstremt, er blandt dem som stadig hyldes ukritisk af den yderste venstrefløj i Vesten og Latinamerika.

I dag er nemlig også 55-årsdagen for enden på Cuba-krisen, hvor spændingerne mellem USA og Rusland nåede det punkt, som nogle betegnede som ’2 minutter i midnat’. Sovjetunionen var gået i gang med at opstille atombevæbnede missiler på Cuba, efter at Fidel Castro havde erobret magten. Amerikanske spionfotos afslørede missilanlæg på øen, og at russiske skibe var på vej mod Cuba med atommissiler. Den daværende præsident John F. Kennedy reagerede kraftigt og iværksatte en blokade. Hvad Kennedy ikke var klar over var, at der allerede var opstillet taktiske atomvåben på Cuba, der var rettet mod USA’s Guantanamo-base. Hans og verdens held var også, at Sovjetunionens generalsekretær Nikita Khrusjtjov var mindre ideologisk ren end tidligere ledere, og på hjemmefronten søgte at gennemføre både reformer og en vis tilnærmelse til Vesten. Omvendt var cubanerne øjensynligt drevet af et ideologisk had, som Khrusjtjov måtte opveje. Både Che Guevara og Fidel Castro ønskede – og lobbyede meget kraftigt for i Moskva – at Sovjetunionen foretog et omfattende angreb med atomvåben på USA. Havde de caribiske kommunister fået deres vilje, havde Miami ikke været det symbol på cubansk initiativ og dygtighed, som den er i dag, men en radioaktiv ørken.

Sidst, i denne anledning, er det værd at mindes om, at i dag også er 99-årsdagen for Tjekkoslovakiets uafhængighed. Landet, der fredeligt valgte at opløse sig selv i to dele i 1992, brød etablerede sig gennem 1920erne og 1930erne som et af Europas industrielle ’power houses’. Særligt den vestlige del – det nuværende Tjekkiet – var efter alt at dømme lige så velstående som Østrig. Konsulterer man f.eks. Danmarks Statistiks tabeller fra de årlige opgørelser i 1930erne, have landet flere personbiler og et mere udbygget jernbanenet end Østrig. Dét ændrede sig markant, da landet effektivt ophørte med at være uafhængigt efter anden verdenskrig, og blev indlemmet i den sovjetisk dominerede Østblok. Figuren nedenfor er således det sidste eksempel på konsekvenserne af kommunismen: Det ganske enorme velstandsgab, der åbnede sig op mellem det demokratiske, kapitalistiske Vesteuropa og de kommunistiske diktaturer i Øst. Selvom man ikke blev fængslet, sendt i arbejdslejr, eller det der var værre, betød kommunistisk planlægning stadig, at der ikke altid var kød, mælk eller toiletpapir i butikkerne, og at man hverken valgte sit job eller uddannelse selv. Og selvom Tjekkiet og Slovakiet begge har udviklet sig imponerende siden kommunismen kollapsede i slutningen af 1989, er gabet der stadig. Tjekkerne var på niveau med Østrig i 30erne, og er i dag økonomisk 40 år bagud. Bundlinjen for de udviklinger, der startede i Rusland for 100 år siden er nød, fattigdom, ufrihed og brutal død. Det skal huskes, men absolut ikke fejres.

Older posts

© 2017 Punditokraterne

Theme by Anders NorenUp ↑