Kategoriarkiv: Christian Bjørnskov

Udvikling i 1930erne – et alternativt mål

Mens der er en omfattende forskning i økonomisk udvikling og hvad der skaber vækst på langt sigt, der er baseret på data fra udviklingslande og ’emerging economies’ fra de sidste 50 og 60 år, kan man også lære meget af den udviklede verdens økonomiske historie. Skal man udover historiefortælling, kræver det dog konkrete data på, hvor rige folk har været tilbage i tiden, og hvornår et lands udvikling accelererede dem ud af fattigdom. Den britiske økonom og historiker Angus Maddison var en af pionererne på feltet, og var ansvarlig for arbejdet med at samle nationalindkomstdata fra en lang række lande langt tilbage i tid. Arbejdet er siden hans død videreført ved universitetet i Groningen, og kan downloades frit af alle her. Dataene er nemme at navigere og kan varmt anbefales til alle interesserede, inklusive til gymnasielærere med ambitioner om at lave en smule kvantitativt arbejde med eleverne.

Mens man kun kan være imponeret over indsatsen, er de historiske indkomstdata alligevel noget upræcise. Indkomstdataene i sig selv kan være ganske gode for mange vestlige, og måske særligt nordeuropæiske lande, men arbejdet med at købekraftskorrigere dem er en enorm udfordring. Det er derfor vigtigt at teste dem mod alternative indikatorer for historisk udvikling, hvilket netop er formålet med dagens indlæg.

Vi bruger her en særlig del af de danske statistiske årbøger i slutningen af 1930erne, der havde omhyggelige data på en række forhold i det, man betragtede dengang som den udviklede verden. Årbøgerne har blandt data på fire forhold, der er klart forbundet med moderne, økonomisk udvikling: Andelen af befolkningen, der er beskæftiget i landbruget, antallet af personbiler per tusinde indbyggere, antal telefoner per tusinde, og antallet af radioer per tusinde. For at måle landes udvikling, omdanner vi derfor de fire talserier til indeks, som vi derefter kan tage et gennemsnit af. Indekset måler således udvikling på en anden måde end de historiske BNP-data.

Af de 42 lande, der er data på, viser indekset ikke overraskende at USA var det mest udviklede land i 1935, skarpt efterfulgt af New Zealand, Australien, Canada og Storbritannien. Danmark var nummer seks, da vi havde næstflest radioer, tredjeflest telefonsamtaler, men kun var nummer otte i antal biler og midt i feltet, når det gjaldt ansatte i landbruget. Bunden udgjordes af Tyrkiet, Bulgarien og Sovjetunionen.

En af de interessante ting ved at lave sådan et indeks er, at det tillader at man vurderer lande hvor der ikke findes historiske BNP-tal. Det gælder for eksempel Danzig, den nuværende polske by Gdansk, der var fristad mellem 1920 og 1939. Regner man fristadens indeks ud (cirka 0,85), svarer det til en nationalindkomst omkring Sveriges eller Canadas, og et stykke højere end Tysklands i midten af 1930erne. På samme måde viser indekset, at Island var lidt rigere end Holland, og Letland en smule rigere end Spanien og Sydafrika.

En anden interessant detalje er, at indekset passer ganske godt med Maddisons indkomstdata. Som vi illustrerer i figuren nedenfor, er korrelationen mellem de to 0,9 når man ignorerer de fire datapunkter (markeret i gråt i figuren), hvor indekset er baseret på kun to af de fire serier, og hele 0,93 når man også ignorerer de punkter (markeret i sort), hvor indekset er baseret på tre af de fire serier. Stoler man på indekset, kan man således overveje, hvad der kan være galt med indkomstdataene fra de fem klare outliers: Grækenland og Sovjetunionen, der begge ser ud til at have overvurderede indkomstdata hos Maddison, og Østrig, Tjekkoslovakiet og Sydafrika, der umiddelbart ser undervurderede ud.

Sidst, men ikke mindst, kan man også vælge at sammenholde et udviklingsindeks fra 1935 med de nuværende indkomstniveauer. Den sammenligning illustrerer meget klart, hvilke lande der er faldet bagud. Mens Norge og Schweiz i dag er langt bedre stillede relativt til resten af verden end de var i 1935, er underperformerne kendte: Alle de latinamerikanske lande, der havde data i 1935, er faldet bagud siden da, ligesom også Sydafrika og Ægypten i dag er meget længere fra den rige verden end i var dengang. Hvad der gik galt i de lande, er et emne for en anden dag.

Men pointen idag er, at denne diskussion kan man ikke have, uden at have mål for hvor udviklede samfund er. Og i mangel af indkomstdata tilbage i tiden, virker det alternative mål idag faktisk ganske glimrende.

Bob Lawson om økonomisk frihed

De sidste 20 års forskning har vist, at økonomisk frihed gør lande rigere og deres befolkninger lykkeligere og mere tolerante. Alligevel er der forbløffende mange, der ikke ved hvad konceptet betyder, og ikke forstår hvorfor det er vigtigt. Det kan man heldigvis råde bod på.

Den letteste måde er at se et interview mellem to gamle venner. Tidligere i år havde Matt Kibbe sin gamle medstuderende Robert Lawson på besøg. Bob, som han kaldes blandt venner, har sammen med James Gwartney været hovedforfatter af den årlige rapport Economic Freedom of the World de sidste 20 år. Til daglig er han professor på Southern Methodist University i Dallas, og director for Bridwell Instituttet. Han har skrevet en meget lang række artikler, og skrev for to år siden den fine og voldsomt underholdende Socialism Sucks: Two Economists Drink their Way through the Unfree World sammen med Benjamin Powell (som vi omtalte her).

Ved siden af hans videnskabelige kvaliteter er Bob en hyggelig, morsom og meget hjælpsom kollega, som altid er en fornøjelse at bruge tid sammen med. Det afspejles i den tilbagelænede stemning i det fine interview, som ikke blot er informativt, men også sjovt. Kibbe med Lawson er varmt anbefalet, hvis man har en lille times tid tilovers til at blive klogere.

Hvor kom indvandrerne fra for 100 år siden?

Der tales og skrives meget om indvandrere i Danmark. Hvor svært er det at integrere dem, er der for mange af dem – eller er der måske for få, når danskerne ikke længere gider at have servicejobs – og hvordan klarer deres børn sig? Mens flere partier raser mod stort set al indvandring, glemmer mange i debatten, at indvandring og beboere i Danmark fra andre lande langt fra er et nyt fænomen.

I dag er der ifølge Danmarks Statistik 816.000 mennesker i Danmark, der ikke oprindeligt er fra Danmark. Godt 16 % af befolkningen er således enten indvandrere eller herboende udlændinge, men tallet skal tages med et gran salt. Min fætter, der er født af danske forældre og opvokset i et dansktalende hjem i Chicago, tæller således med i de 9500 amerikanere, der bor her. Fokuserer men på de såkaldt ikke-vestlige indvandrere, udgør de kun 53 % af alle indvandrere, og dermed 8,7 % af den samlede befolkning i Danmark. Regner man Tyrkiet som vestligt – og store dele af den vestlige del af Tyrkiet er lige så vestligt som Grækenland – er andelen 7,4 %. De største grupper er en blanding af flygtninge og arbejdsindvandring: De største fem er Tyrkiet, Polen, Syrien, Rumænien og Tyskland.

Vil man have et korrektiv til den nuværende politiske fortælling, er det måske værd at se tilbage i vores egen tid – og det er forbløffende let. I de statistiske årbøger fra 1920erne har Danmarks Statistik nemlig allerede dengang omhyggeligt opgjort, hvor mange ikke-danskere der boede i Danmark, og hvor de kom fra. En af opgørelserne er fra 1921 – præcist 100 år siden.

Det år udgjorde udlændinge 3,4 % af befolkningen i Danmark – knap 109.000 mennesker, der kom fra mange forskellige steder. Mens det lyder som langt mindre end i dag, og sådan set også er det, skal det ses i lyset af to andre tal: I 1921 boede der lige godt tre millioner mennesker i Danmark, mens verdens befolkning var under to milliarder. Danmarks befolkning er således næsten fordoblet siden da, og verdens er mere end firedoblet. Der er med andre ord langt flere mennesker ude i verden i dag, der potentielt kunne komme til Danmark end for 100 år siden.

Et andet overraskende forhold er, at der i modsætning til i dag var enkelte meget store indvandrergrupper. Der boede således over 36.000 svenskere – over én procent af indbyggertallet – og cirka 27.500 tyskere i Danmark umiddelbart efter Første Verdenskrig. Rent praktisk var man også i gang med den svære proces at integrere de over 150.000 mennesker i Sønderjylland, som året før havde stemt sig hjem, og de over 11.000 slesvigere, der valgte at flytte nordpå efter genforeningen. Mens langt de fleste af dem var dansksindede, var de både fattigere end andre danskere og da omtrent 20 % af dem var tvunget i tysk krigstjeneste under krigen, vendte mange tilbage til Danmark med voldsomme ar på sjælen. Det glemmes også ofte, at polakkerne allerede dengang var en af de største udlændingegrupper i Danmark: De fleste af de knap 7600 polske statsborgere, der var i landet, arbejdede sandsynligvis i landbruget, præcist som mange polakker og baltere gør i dag. Dengang som i dag var de en værdsat og stabil arbejdskraft.

Spørgsmålet, vi stiller til læserne i dag, er således hvor anderledes indvandringen er i dag fra den var for 100 år siden. Når der i dag tales om så mange flygtninge, må man for eksempel spørge, hvor mange af de 4000 indvandrere fra Østrig i 1921, der ikke var flygtninge, hvor mange af de tyske indvandrere der reelt var flygtet fra krigen, og hvor mange af de over 3000 russere, der var forfulgte jøder? Hvor forskellig er indvandringen i dag fra dengang?

Pressefrihed i 2021

Pressen er den fjerde statsmagt, og den eneste instans der virkeligt kan holde politikere og embedsværk i ørerne, hvis de overstiger deres magt. Om det er situationer, hvor politikere eller embedsværk bryder eller bøjer de grundlovssikrede begrænsninger, de skal agere under, eller andre hvor lovgivning er upassende, ineffektiv, ikke håndhæves eller slet ikke eksisterer, er det pressens opgave at skrive og sige det højt. Det er også derfor, at pressens frihed til at publicere præcist hvad den vil, er så vigtig, og også derfor at det er så inderligt centralt at den holdes fri af politisk pres.

Desværre er verden meget langt fra perfekt, eller bare nogenlunde acceptabel. Det understreges endnu en gang af organisationen Reporters without Borders, der for få dage siden udgav 2021-udgaven af deres World Press Freedom Index. Indekset, der måler hvor store overgreb der begås mod pressen og i hvor høj grad, den kan skrive hvad den vil, viser igen i år, at pressefriheden er under pres i store dele af verden. Det gælder også en række stabile demokratier, hvor Tysklands pressefrihedsindeks er gået fra 12,2 i 2020 til 15,2 i år, mens bl.a. Bulgarien, Estland og Luxembourg har set lidt mindre forværringer. I den autokratiske del af verden er statens greb om pressen strammet ganske voldsomt i særligt Iran, Laos og Nicaragua. Situationen er forværret af, at der er så få politikere eller medier, der rent faktisk skriver eller taler om den (i dag med undtagelse af Flensborg Avis).

Mens der absolut er modeksempler – Burkina Fasos indeks på 23,2 er væsentligt lavere end mange demokratiers, mens Indiens og Mexicos 46,6 er meget værre end en række autokratier – er der klare mønstre i pressefrihedsdataene. Vi illustrerer dem i figuren nedenfor, der viser den gennemsnitlige pressefrihed i tre typer demokratier og tre typer autokratier: Parlamentære demokratier (f.eks. Danmark), blandede (f.eks. Tyskland) og præsidentielle demokratier (f.eks. USA), og civile (f.eks. Nicaragua), militære (f.eks. Myanmar) og royale autokratier (f.eks. Saudiarabien). En pudsig detalje er, at mens der ikke er nogen klar forskel mellem typer af autokratier, har præsidentielle demokratier ofte ringere pressefrihed end andre. Den store forskel er dog mellem demokratierne med et gennemsnit på 26,1 og autokratier, der har et gennemsnit på 46,6.

Der er dog andre særlige forhold, der kan overraske, og særligt et som vi illustrerer i den anden figur i dag: Det er umiddelbart ligegyldigt, hvor lang tid et land har været demokratisk. Som figuren (hvor de blå markører er demokratier og de røde er autokratier) viser, er der ikke noget generelt mønster der indikerer, at gamle eller etablerede demokratier har mere pressefrihed end nye.

Derimod, som de tyrkiske og ungarske eksempler (i dagens tredje figur) illustrerer, kan selv etablerede demokratier bryde sammen, og sammenbruddet og skredet mod autokratier starter som oftest med angreb på pressefriheden. Ethvert angreb på pressens fulde frihed til at skrive hvad den vil – inklusive det danske eksempel fra efteråret, hvor embedsværket i justitsministeriet ringede til adskillige aviser og fortalte dem, at de skulle lade være med at bruge ordet ’grundlovsbrud’ – er angreb på demokratiets sjæl. De bør behandles sådan af alle demokratisk-sindede borgere.

Har institutionel reform samme dimensionalitet som institutionel kvalitet?

Da jeg forleden dag skrev en fagfællebedømmelse af et nyt papir, blev jeg mindet om en debat, der med mellemrum dukker op i den videnskabelige litteratur om økonomisk frihed: Hvor mange ’dimensioner’ har økonomisk frihed? Måske skulle dagens post have en ’wonk alarm’ – den er samfundsvidenskabeligt nørdet – men der er forhåbentlig et budskab, som mindre nørdede læsere kan tage med.

Fraser Instituttet definerer økonomisk frihed som en tilstand for borgerne hvor ”property they acquire without the use of force, fraud, or theft is protected from physical invasions by others and they are free to use, exchange, or give their property as long as their actions do not violate the identical rights of others. Individuals are free to choose, trade, and cooperate with others, and compete as they see fit.” Instituttet måler økonomisk frihed gennem fem mål – størrelsen på den offentlige sektor, kvaliteten af retsvæsenet og dets beskyttelse af privat ejendomsret, en stabil og forudsigelig pengepolitik (sound money), frihed til at handle og investere internationalt, og et fravær af tung regulering – som det aggrerer til ét indeks. Det konkurrerende indeks fra the Heritage Foundation opsummerer konceptet i fire underindeks i stedet for Frasers fem. Begge indeks har siden 2000 været brugt i masser af forskning; Hall og Lawsons oversigt fra 2014 opsummerede mere end 400 studier, der bruger EFW, og i de syv år siden da er der kommet en hel række nye.

Et af de basale spørgsmål i litteraturen er, om man har brug for fem komponenter: Er det i virkeligheden sådan, at lande der har én slags økonomisk frihed, ikke også har de andre? Med andre ord er spørgsmålet, om lande med gode retsvæsener også typisk er lande med let regulering, sund pengepolitik, åbne markeder og begrænsede offentlige sektorer. I teknisk jargon, er der kun én eller flere dimensioner af økonomisk frihed.

Siden de første studier af Sturm, Leertouwer og de Haan og Heckelman og Stroup for snart 20 år siden, har det været kendt og accepteret, at størrelsen på den offentlige sektor ikke følger de fire andre mål. Der er således lande med store offentlige sektorer og dårlige institutioner – Myanmar og Venezuela er eksempler – men også lande med store offentlige sektorer og gode institutioner som Danmark og Sverige. Derimod er der mere diskussion om resten, hvor mange mener at de fire andre mål alle sammen følges ad, mens andre (inklusive Andreas Bergh og undertegnede) foretrækker at skille retsvæsenets kvalitet fra de tre sidste mål for pengepolitik, åbenhed og reguleringer. De fleste er dog enige om, at de fire mål der ikke er det offentliges størrelse, har en stor fællesmængde.

Pudsigt nok har litteraturen overset en variant af dette spørgsmål: Selvom man accepterer, at en række af disse elementer af økonomisk frihed ser ud til at være fælles, gælder det samme så også for reformer af områderne? Med andre ord, er reformer af f.eks. markedsgang og regulering som oftest ’pakker’, der påvirker alt på en gang, eller er de separate reformer?

Som vi viser i de tre figurer nedenfor, er der ikke typisk tale om pakker af reformer. De tre figurer viser femårs-ændringer af tre områder af Fraser Instituttets mål for økonomisk frihed: Det offentliges størrelse (area 1), retsvæsenets kvalitet (area 2), og frihed fra regulering (area 5). Vi plotter dem mod hinanden for at undersøge, om ændringer i et område er forbundet med ændringer på et andet område af økonomisk frihed. De røde markører illustrerer ændringer i autokratier, de blå er ændringer i demokratier, mens vi har skilt ændringer mellem 1990 og 2000 i tidligere kommunistiske samfund ud i de sorte markører. Grunden til det sidste er ganske enkelt, at den postkommunistiske transition i 90erne var en markant anderledes begivenhed end mere almindelige reformpolitik.

Ser man på tværs af de tre figurer er det hurtigt klart, at der er meget lidt sammenhæng mellem de tre serier. Den eneste klare sammenhæng er mellem det offentliges størrelse og reguleringsfriheden (area 1 og 5) i de tidligere kommunistiske samfund. Det er næppe overraskende, at de lande der gennemførte en klar transition, både reducerede statens størrelse og afregulerede. Overraskelsen ligger mere i, at der er så lidt generel sammenhæng mellem reformer på de tre områder.

Det interessante ligger således i observationen, at over tid er det de samme lande, der ender med gode retsvæsener, relativt let regulering, sund pengepolitik og åbne markeder, men reformerne imod denne tilstand er på ingen måde koordinerede. Der er med andre ord tale om reformer, der sker på forskellige tidspunkter og under forskellige betingelser, men som på langt sigt trækker nogle lande i en generel retning mod større økonomisk frihed, men som ikke ser ud til at være begrundet i nogen form for ideologisk eller empirisk informeret præference for økonomisk frihed. De manglende sammenhænge er således interessante fra en statistisk vinkel – på langt sigt får man et klart mønster som overhovedet ikke kan ses på kortere sigt fordi reformer har større dimensionalitet end det langsigtede niveau – og fra en politisk vinkel. Der er noget at tænke over, både for forskerne og for de politisk interesserede.

John Williamson, 1937-2021

Vi erfarede tidligere i dag, at den engelske økonom John Williamson er død, 83 år gammel. Mens vi ikke ofte skriver nekrologer, har Williamson haft så stor indflydelse på praktisk, økonomisk politik i dele af verden, at vi i dag gør en undtagelse.

Williamson var født i England, hvor han fik en BA på London School of Economics i 1958. Efter to år i RAF tog han til Princeton i USA, hvor hans PhD-arbejde kom til at handle om den økonomiske værdi af patenter og patentrettigheder. Med en PhD-grad i lommen fik han sit første job i 1963 på University of York, hvorefter han brugte 2 år som rådgiver for det britiske finansministerium. Williamson vendte tilbage til den akademiske verden med en stilling på University of Warwick fra 1970-77, efterfulgt af tre år på det katolske universitet i Rio de Janeiro. Fra 1981 frem til 2012 var han Senior Economist ved the Peterson Institute i Washington, der dengang hed the Institute for International Economics.

Williamsons mest kendte videnskabelige arbejde blev i valutapolitik, hvor han fokuserede særligt på mellemformer mellem fuldt flydende og fuldt faste valutakurser. Han var her med til at udvikle den såkaldte ’crawling peg’, som Brasilien bl.a. har forfulgt. Idéen er ganske enkel, men smart, og kombinerer stabiliteten der er ved en fast valutakurs (som den danske) med en fleksibilitet, der beskytter landet mod konkurrenceevneproblemer. Helt konkret var Williamsons idé at holde den reale valutakurs fast i stedet for den nominelle, ved at lade valutakursen ændre sig i præcist samme takt som landets overinflation i forhold til ankeret. Havde Brasilien for eksempel tre procent højere inflation end USA, som man peggede valutaen til, skulle den nominelle valutakurs falde med tre procent. På den måde ville værdien af brasilianske varer være uændret i USA, og dermed ville konkurrenceevnen også være uændret.

Udenfor økonomkredse blev Williamson derimod mest kendt for sit arbejde om den såkaldte Washington Konsensus, som vi også her har skrevet om (her, her og her). Selvom konsensussen i mange er er blevet lagt for had af både venstrefløjen og uinformerede nationalkonservative – for dem er den inkarnationen af elastikbegrebet ’neoliberalisme’ – er den basalt set bare økonomisk snusfornuft: Undgå handelshindringer og overregulering, beskyt de private ejendomsrettigheder, og sørg for at politikken er stabil og forudsigelig.

Williamson mente, at det politik der fulgte de ti råd i Washington Konsensussen ville få hurtigere og mere stabil udvikling. Min gode ven og faste medforfatter Niclas Berggren omtalte forleden et nyt studie af konsensussen (læs her), der viser præcist det. I studiet The Washington consensus works: Causal effects of reform, 1970-2015 viser ægteparret Robin og Kevin Grier netop, at lande efter indførslen af politik, der er konsistent med konsensussen, oplever markant hurtigere vækst end tidligere. Som også den lange litteratur om konsekvenser af økonomisk frihed viser, har forskningen i høj grad vist at Williamson havde ret.

De lande, der fulgte hans råd, har langt mere effektivt bekæmpet fattigdom på langt sigt. Williamson blev dermed, ligesom hans kollega Nobelprismodtageren Robert Mundell døde for halvanden uge siden, en af de få akademiske økonomer, der fik reel betydning for almindelige mennesker mens han levede. Pointen er klar i nekrologer af både hans kollega Steven Weisman og Bloomberg. John Williamson fortjener at blive læst og taget seriøst langt udenfor universitetsverdenen.

Demokrati og frie valg i 100 år: Latinamerika og Caribien

Flittige læsere ved, at min ven og kollega Martin Rode og jeg har skabt og vedligeholder en database over regimetyper og regimetransitioner. Databasen er grundlag for noget af vores egen forskning, og er heldigvis også begyndt at blive brugt en del af vores kolleger. Alle data går tilbage til 1950 og dækker således transitionen til demokrati i store dele af verden, ligesom den dækker størstedelen af Afrikas transition fra kolonier til selvstændige lande.

Det er dog ikke tilfældet for Latinamerika, hvor dele af regionen ikke blot var lige så rige som europæiske lande for 100 år siden, men også havde masser af politisk udvikling og dynamik mellem de to verdenskrige. Martin og jeg har derfor forleden besluttet at lave en særudgave af databasen, der kun dækker Latinamerika og Caribien, men strækker sig tilbage til 1920. Vi får med andre ord et helt århundredes udvikling af de politiske institutioner i hele regionen. Vi er for tiden ved at løse problemer med at finde information på de mange kup og kupforsøg der skete i regionen mellem 1920 og 1950. Det indebærer bl.a. at Martin – der i modsætning til mig taler spansk – går igennem arkiver fra for eksempel den catalanske avis La Vanguardia, der har eksisteret siden 1881 og traditionelt har dækket Latinamerika omhyggeligt.

Mens vi arbejder videre, kan den foreløbige version af databasen bruges til at give et indtryk af regionens politiske udvikling i det sidste århundrede. Det gælder ikke mindst den væsentlige forskel på de to basale slags lande i regionen: De spansk-portugisisk-talende lande med spansk og portugisisk fortid, og de engelsk- og hollandsk-talende lande med en tilsvarende historie i det britiske og hollandske imperium.

En af de store forskelle er den demokratiske udvikling. I de to figurer nedenfor illustrerer vi andelen af lande, der har frie valg men med begrænsninger på stemmeretten (de grå områder), og andelen der har fuldt demokratiske valg (de sorte områder). I den første figur kan man se, at over halvdelen af de britisk-hollandske områder allerede havde frie valg i 1920, og at deres begrænsninger på stemme- og valgret hurtigt blev afskaffet fra 1942 og frem. Det lille land Saint Lucia er et glimrende eksempel på den britiske udvikling, da det som koloni fik valg til et Legislative Council i 1925. Kun seks år senere fik kvinder valg- og stemmeret, omend de skulle opfylde den samme indkomstgrænse som mænd for at kunne stemme. Den begrænsning afskaffedes 20 år senere, og valget i oktober 1951 var således ikke kun frit og fair, men omfattede også hele den voksne befolkning.

Denne udvikling kan sammenlignes med den anden figur, der viser andelen af lande med frie valg og fuldt demokrati i den spansk- og portugisisk-talende del af regionen. Situationen var ganske god i løbet af 1920erne, hvor Argentina, Chile og Uruguay havde fuldt demokrati, Cuba havde frie og fair valg hvor kun mænd kunne stemme, mens Costa Rica indtil 1948 havde demokrati for hele befolkningen undtagen folk af afrikansk afstamning. Dele af regionen var således mindst lige så demokratiske som for eksempel Spanien og Belgien, hvor kvinder først fik fuld stemmeret ved valg i henholdsvis 1933 og 1948.

Helt generelt er det dog tilfældet, at de britiske og hollandske områder har været langt mere demokratiske end de spanske og portugisiske. Selv i dag er det kun godt 70 % af de spansk/portugisiske, der er demokratier, mens der ikke er et eneste land i regionen med britisk eller hollandske fortid, der mangler demokratiske institutioner. Denne forskel afspejler sig også i andre institutioner, som reflekteret i dagens tredje figur. Vi viser her, hvordan to institutionelle karakteristika har ændret sig i Latinamerika og Caribien, nær lande henholdsvis indførte og afskaffede demokrati. For både den overordnede kvalitet af retsvæsenet (’judicial accountability’ fra V-Dem-projektet) og i hvor høj grad, landets højesteret er politisk uafhængig (fra samme kilde), gælder det at institutionerne styrkes af en demokratisering og svækkes af en autokratisering.

En række andre moderne forskelle er meget klare i data fra CIAs World Factbook: De tidligere britiske og hollandske kolonier er i gennemsnit 92 % rigere, har 24 % så mange mobilabonnenter, og mere end dobbelt så mange internetforbindelser per indbygger. Og mens de tidligere britiske og hollandske lande har haft frie og fair valg i 91 % af årene det sidste århundrede, gælder det for blot 52 % af årene for de spansk- og portugisisk-talende lande i regionen. Spørgsmålet er derfor, i hvilken grad de britiske og hollandske politiske institutioner fra kolonitiden forklarer hvorfor de har klaret sig så dramatisk bedre end de andre lande i regionen. Det spørgsmål må vente til en anden dag.

Genåbningserfaringer, politik og håb

Den glimrende Jeffrey Tucker fra the American Institute of Economic Research skrev forleden en kort artikel med titlen, Why Is Everyone in Texas Not Dying? I artiklen tager Tucker udgangspunkt i at Texas guvernør Gregg Abbott den 1. februar afskaffede alle restriktioner og bragte staten tilbage til formel normalitet. En hel række politikere og epidemiologer kaldte beslutningen vanvid og advarede mod den bølge af Covid-smitte, der ville skylde ind over staten, og påstod at texanerne nærmest ville dø som fluer uden en statslig nedlukning. Det hele minder meget om diskussionerne i Danmark i foråret, da man begyndte at åbne samfundet en smule op.

Sagen er blot, at præcist ligesom i Danmark i foråret 2020, er smitte- og dødstallene ikke steget efter genoplukningen. Der er endda tale om en fuld genopåbning, som i Texas er blevet efterfulgt af et fald i smittetallet på cirka 30 procent. Georgia, der åbnede op allerede i slutningen af april – statens politiske ledelse gjorde præcist hvad man havde lovet, da man lukkede ned for at beskytte hospitalsvæsenet fra overbelastning og derefter opdagede, at det ikke skete – og staten har haft en ganske almindelig virussæson. Florida, der har været næsten fuldt åbent siden starten af september, har haft relativt mange dødsfald, men færre end det hårdt nedlukkede Californien. En række kommentatorer har noteret, at med Floridas befolkningssammensætning – kun Maine har flere over 65 i befolkningen og det er traditionelt et sted hvor folk flytter til når de bliver pensionister – burde staten have haft endnu flere døde end andre. At det ikke er sket efter genåbningen i september er endnu en indikation på, at nedlukninger ikke virker.  

Et af de mest absurde forhold i det sidste års dystopiske tilværelse har netop været, at epidemiologer, politikere og andre meningsdannere har advaret gang på gang om, at hvis man ikke lukkede mere ned, ville alt gå galt, og hvis man åbnede samfundet op, ville dødstallet eksplodere. Men det er aldrig sket! I stedet for at lære af de erfaringer, der nu er med nedlukninger og genåbninger – erfaringer som bekræfter, at den epidemistrategi, de fleste lande havde i 2019, og som advarede mod nedlukninger, var korrekt – er medier begyndt at censurere forskere, der ikke støtter de statslige linjer. En af de mest citerede epidemiologer i verden, Harvards Martin Kulldorff, er i således blevet censureret på Twitter. Andre steder handler det ikke om censur, men mediers selvcensur når journalister er overbeviste om statens linje, og derefter gør livet svært for deres kolleger, der gerne ville være skeptiske og gøre deres journalistiske arbejde ordentligt. Erfaringerne fra Texas og Georgi burde være på forsiden, men journalister ignorerer dem fuldstændigt.

Det politiske establishment lærer ganske enkelt ikke noget af erfaringerne – eller vil måske ikke lære af dem. Einstein skal engang have sagt, at definitionen på vanvid er at gøre det samme om og om igen, og forvente et andet resultat. Det er for mig en meget præcis beskrivelse af, hvad de fleste vestlige lande har gjort gennem denne epidemi. Tragedien er måske netop, at vanvid betaler sig i politik med endnu mere uchecket magt til ledende politikere, der efterfølgende ikke har nogen som helst interesse i at begrænse hysteriet. Den politisk dynamik omkring epidemireaktionerne er dybt deprimerende og meget langt fra demokratisk legitimitet eller rimelighed.

Lad mig derfor slutte i dag med håbet om, at det politiske vanvid og mediernes hysteri snart er ovre. En af de ting, jeg glæder mig allermest til, når det politiske establishment igen begynder at respektere borgernes almindelige demokratiske rettigheder – eller gør tilstrækkeligt som om de respekterer dem – er kultur. Under normale omstændigheder ville der sandsynligvis have været et sted, man spillede påskemusik. Så mens vi ingen rettigheder har, kan vi i det mindste drømme os tilbage til en tid, hvor man kunne tage til koncert sammen med andre mennesker og høre Rimsky-Korsakovs Russiske Påskeoverture – her med the St. Andrews Chamber Orchestra. God påske!

Det rige Latinamerika (dengang)

For hundrede år siden så verden meget anderledes ud. Udover at biler ikke var almindelige, togene var drevet af dampmaskiner, og danske kvinder kun lige havde fået stemmeret, var der andre store forskelle. Det gjaldt ikke mindst når man talte om, hvilke lande der var verdens ’rige’ og demokratiske steder. Udover de fire britiske ’offsprings’ – Australien, Canada, New Zealand og USA – bestod den rige verden af dele af Nordeuropa og visse dele af Latinamerika. Som de to figurer umiddelbart nedenfor viser, var Argentina omkring 70 % rigere end Spanien og kun cirka 10 % fattigere end Danmark sidst i 1920erne, mens Chile og Uruguay var rundt regnet 30 % rigere end Spanien og 30 % fattigere end Danmark.

Det store spørgsmål, som Latinamerikas økonomiske historie stiller, er således Hvad gik galt? De tre lande var ikke blot lige så rige som store dele af Europa i 1920erne, men også relativt demokratiske. Det skulle bare ikke vare ved, ligesom Tyskland og flere andre lande mistede deres demokratiske institutioner omkring samme tid.

Argentina var demokratisk på lige fod med dele af Europa indtil september 1930, da generalerne José Félix Uriburu og Pedro Pablo Ramirez tog magten ved et kup. Nabolandet Chile var også relativt stabilt indtil to kup – det ene i september 1924 under ledelse af Oberst Marmaduke Grove og Major Carlos Ibáñez, og det andet i januar 1925 under General Pedro Dartnell – blev startskuddene til en ustabil periode. Selvom landet forblev rimeligt demokratisk, var forskellige chilenske regeringer udsat for mindst otte kupforsøg mellem 1931 og 1940. Det samme gjaldt Uruguay indtil marts 1933, da landets præsident President Gabriel Terra Leivas begik et autogolpe – et selvkup – godt hjulpet af politichefen Alfredo Baldomir, og Partido Nacionals leder Luis Alberto de Herrera. Kuppet førte til ti års diktatur i Uruguay, der først sluttede med valget af Juan José de Amézaga i 1943.

Hele regionen blev kendetegnet ved både jævnlige militærkup, og i visse tilfælde civilt ledte kup, og absurd økonomisk politik. Efter anden verdenskrig udviklede en række økonomer, deriblandt argentineren Raúl Prebisch og brasilianeren Celso Furtado, den moderne version af såkaldt ’import-substituerende industrialisering’ og latinamerikansk strukturalisme. De fleste latinamerikanske lande opbyggede fra midten af 1930erne høje toldmure og andre restriktioner med det formål, at opbygge deres egen industri i stedet for at importere varer fra USA og Europa. Strategien var katastrofalt misforstået og gjorde regionen både fattigere og mere korrupt. Den skabte også et væsentligt problem, da importrestriktionerne skabte en række industrier, der ikke kunne overleve uden statslig beskyttelse og således blev magtfulde særinteresser.

Som figurerne nedenfor indikerer, var det først efter strukturelle reformer i Chile og Uruguay i løbet af 1970erne, og i Argentina efter militærstyrets kollaps i 1980erne, at disse tidligere så rige lande stoppede deres deroute i forhold til Europa. Denne historie er værd at fortælle igen og igen, ikke mindst fordi EU’s politik er på vej i retning af Latinamerikas fejltagelser. Som jeg skrev i Børsen i torsdags (gated her), er unionen efter bl.a. fransk pres på vej mod langt mere aktivistisk industripolitik og en protektionistisk handelspolitik. Ingen økonom, der kender Latinamerikas historie eller forstår de enorme omkostninger, protektionisme har, kan undgå at advare imod et skred i retning af den slags nonsens.

Økonomer der laver noget andet

Mange mennesker jeg møder – når regeringen da tillader det – har et syn på økonomer som folk, der ikke er videre sociale og har et meget snævert interessefelt. Jeg har, ikke overraskende, et meget anderledes syn på økonomer, da jeg ikke bare selv er økonom, men også tæller flere af mine kolleger blandt mine gode venner. Dagens korte post er derfor nogle korte eksempler på økonomer, der også kan noget meget andet end at nørde med tal og nationaløkonomi.

Der er mange eksempler på det, der på fransk til tider kaldes ’le violon d’Ingres’ efter maleren Jean Auguste Dominique Ingres, der også var professionel violinist: At visse mennesker er dygtige til noget langt udenfor deres område. Sociologen Howard Becker, kendt for sit arbejde med labelling theory, er således stadig en kapabel jazzpianist og stjerneøkonomen William Baumol var en udmærket maler (se eksempler her).

I mit umiddelbare netværk findes der også eksempler på økonomer, der kan meget anderledes ting. Det er almindeligt kendt, at professor Axel Dreher fra universitetet i Heidelberg stod med valget mellem en PhD i nationaløkonomi og en karriere som professionel latindanser. Axel valgte at fokusere på økonomien, skabte det meget brugte KOF globaliseringsindeks, og er i dag en af det tysktalende områdes mest citerede økonomer. Professor Peter Kurrild-Klitgaard fra statskundskab på Københavns Universitet er, udover sit virke i public choice-forskning og sin redaktørpost hos Public Choice, en af Danmarks førende heraldikere.

Dagens morsomme eksempel er dog professor Hans Pitlik fra WIFO i Wien, der har lavet virkeligt interessant forskning om, hvordan tillidsnormer former folks præferencer for statslige regulering og økonomisk politik. Udover sin forskerstilling er Hans trommeslager i det østrigske europunkband The Westerwaves, som lige har udgivet et nyt album – The Divine Cup – der kan høres her. Dagens post er således en påmindelse om, at ikke alle økonomer er snæversynede fagnørder, og måske også en af vores sjældne reklamer for et dybt undergrundsband. Varmt anbefalet.

Danske og europæiske dødelighedsfakta

Læser man de fleste medier, eller lytter man til regeringen, er en ny bølge epidemi lige rundt om hjørnet. Men ser man på de faktiske tal, er virkeligheden slet ikke så speciel eller så ildevarslende som det påstås. Som vi har skrevet om tidligere, er nedlukninger heller ikke nødvendige – de gør i bedste fald ingenting, og med stor sandsynlighed øger de dødstallet på langt sigt – og de bør undgås. En situation, hvor regeringens og Folketingets politik koster en rund milliard om dagen uden at politikken på nogen måde gør det, det påstås at skulle gøre, er ikke acceptabel.

Formålet i dag er således at gentage en række fakta for vores læsere, ikke mindst fordi de er så forskellige fra det, der jævnligt påstås i medierne. Det første er den danske dødelighed, som vi illustrerer i den første figur. Den viser de daglige dødstal i 2017-2020 og de første uger af 2021 (den gule streg). Virussæsonen 2020-21 er således enden af den sorte streg, der følges af den gule. Det bemærkelsesværdige er her, at det er en almindelig virussæson, der ligger tidligere end normalt. Det er den udvikling, der bruges i medierne, men den er ikke unik: Ser man tilbage på 2009-sæsonen, ser man en næsten identisk udvikling i dødeligheden, men en top allersidst på året og et meget tidligt fald. Der er med andre ord ikke noget særligt i dette års virussæson, når man tager empirien alvorligt.

På samme tid er der kommet en række studier – som mange læsere vil vide – der dokumenterer, at nedlukninger ikke virker. Skulle nogen være i tvivl, er den anden figur i dag en klar indikation om, at der ikke er nogen sammenhæng mellem dødelighed og nedlukning. Figuren viser det gennemsnitlige ’policy stringency index’ udviklet af Oxford University, plottet mod overdødeligheden i 30 europæiske lande. Overdødeligheden i 2020 er beregnet som dødstallet i 2020, relativt til det gennemsnitlige dødstal i 2016-2019. Korrelationen er endda positiv (r=0,46), men tydeligvis primært drevet af Estland. Var nedlukning en effektiv strategi til at beskytte ældre mennesker mod at dø af Covid, ville man have set en klar, negativ sammenhæng.

Det særlige i dødstallene på tværs af Europa, og et væsentligt problem i kommunikationen af de absolutte dødstal, kan ses i den tredje figur. Der er ganske store forskelle i den generelle dødelighed på tværs af lande, og disse forskelle er langt større end forskellene i udsving fra år til år i lande. Overdødeligheden i 2020 kan aflæses i figuren som forskellen mellem et lands punkt og den stiplede linje. Det er her let at se, at disse forskelle er meget mindre end forskellen på tværs af lande.

Bundlinjen i dag er således, at nedlukninger ikke virker, og at dødstallene har været oversolgt i medierne. Det har været en epidemi – det er der ingen tvivl om – og mange lande har haft alvorligt virussæsoner. Men så voldsomme har de heller ikke været, og Danmark er et af de lande, der reelt ikke har været særligt hårdt ramte. Dykker man videre ned i tallene, kan men endda se den såkaldte ’dry tinder’ effekt: At nogle lande havde meget lette virussæsoner i 2019, og en del af dødstallet i 2020 var en slags catch-up. Sverige havde således 5 % underdødelighed i 2019, og Belgien og Storbritannien lå 2 % under normalen. Disse fakta mangler i den danske debat, men hører hjemme i enhver informeret diskussion om epidemipolitik, genoplukning, og en reetablering af borgernes almindelige rettigheder og deres liv.

Verden er mere stabil – men er det godt?

Som nogle læsere ved, er jeg involveret i et forskningsprojekt om kup og kupforsøg – og nogle læsere er måske endda trætte af, at høre om det. Udover selve databasepapiret, hvor Martin Rode og jeg dokumenterer omfanget af kup i verden siden 1950, omfatter outputtet foreløbig en artikel om undertrykkelse efter kup med Katharina Pfaff og et andet om institutionelle ændringer sammen med Daniel Bennett og Steve Gohmann. Der ligger også et working paper sammen med Andreas Freytag og Jerg Gutmann om, hvordan kup påvirker pressefriheden og et andet med Martin Rode og Bodo Knoll om, hvordan kup ændrer på indkomstfordelingen i samfundet. Derudover ligger der delprojekter, der er mere eller mindre færdige, om hvorvidt kup udløser kriser, og om hvordan regeringer der kommer til magten ved kup ændrer på landets forfatning (halvdelen af dem skriver nye forfatninger).

Formålet med dagens post er ganske enkelt at give læserne et indtryk af, hvor mange kupforsøg der har været, og hvor de har været i verden. Det gør vi gennem de to kort nedenfor, der illustrerer de 485 kup og kupforsøg mellem 1960 og 2021, hvoraf de 155 er sket efter 1990, dvs. efter kommunismen i Østeuropa kollapsede. Databasen er frit tilgængelig og kan downloades på min hjemmeside. Sammenligner man de to kort, er det tydeligt i hvor høj grad Latinamerika og visse andre dele af verden er blevet politisk mere stabile. En del af denne udvikling i Latinamerika og Caribien har været en robust transition til demokrati – med enkelte undtagelser er regionen nu fuldt demokratisk – mens andre steder i verden er mere blandede.

Det er netop det, der er udgangspunktet for at spørge lidt kættersk, om den politiske stabilitet er en god ting. Eller sagt på en anden måde: Ville verden være et bedre sted, hvis der var flere kup en gang imellem?

Er det for eksempel et ubetinget gode, at Angola har været regeret af det samme parti siden 1975? Agostinho Neto var landets første leder efter uafhængigheden, og han efterfulgtes af José Eduardo dos Santos, der sad som præsident fra 1979 til 2017. Den nuværende præsident er reelt udnævnt af dos Santos, så angolanerne faktisk aldrig har oplevet at skifte regering. Det samme gælder lidt længere nordpå i Cameroon, hvor Paul Biya har været de facto diktator siden 1982, og i Ækvatorial Guinea, hvor Teodoro Mbasogo tog magten ved at kup i august 1979, og har regeret landet egenrådigt siden da. Længere væk, og i en verdensdel som folk ikke normalt forbinder med kup og diktaturer, har Frank Bainimarama været premierminister i Fiji siden han kuppede den tidligere regering i 2006.

Vi taler ofte om politisk stabilitet som et absolut gode, men spørgsmålet er om det er sandt. Det er sundt, både for økonomien og for folks rettigheder, at regeringen ikke sidder for fast i sædet og bliver udskiftet med jævne mellemrum. I diktaturer sker det ikke gennem fredelige valg, og det bør helst ikke ske gennem voldelige revolutioner eller borgerkrige. Et kup i ny og næ er derfor ikke en rar begivenhed, men det kan fungere som en måde at undgå de værste excesser og mest diktatoriske regeringer på. Nogle af dem ender rædselsfuldt, andre godt, men ikke alle er udtryk for et problematisk fænomen.

Kup og undertrykkelse

Selvom mange ser kup som et fænomen, der hører til i historieskrivningen om Latinamerikas bananrepublikker i 1960erne og 70erne, sker de stadig: I 2019 i Sudan, 2020 i Mali og i år i Myanmar. Der er derfor ny forskning, der forsøger at forstå kup som politiske begivenheder med økonomiske og sociale konsekvenser. Som nogle læsere ved, er jeg sammen med flere kolleger involveret i et projekt om netop kup. En del af dette projekt har længe været et papir om, hvordan kup påvirker graden af undertrykkelse, som et lands regering bruger mod befolkningen. Forskningen bag og selve papiret er fælles arbejde med Katharina Pfaff fra Wirtschaftsuniversität Wien (billedet).

Nogle gange kan artikler i samfundsvidenskaberne være længe undervejs, og min og Katharinas er bestemt et af eksemplerne. For fire år siden skrev vi her på stedet om 2017-konferencen i the European Public Choice Society, der var i Budapest og hvor Katharina og jeg præsenterede vores papir. Efter at være gået gennem adskillige revisioner og omskrivninger – flere af dem med et bedre resultat – er artiklen ”Differences Matter: The Effect of Coup Types on Physical Integrity Rights” nu endeligt accepteret til udgivelse i European Journal of Political Economy. På trods af at den har været undervejs i fire år, mener vi stadig at den tager nye skridt og bringer kupforskningen en smule videre. Så hvad er det nye i artiklen, og hvordan forklarer vi det?

Det nye er – ligesom flere af de helt nye artikler – at vi ikke behandler alle kup som ens. Som i andet arbejde med bl.a. Daniel Bennett og Steve Gohmann, adskiller vi kup, der ender i et civilt autokrati fra dem, der ender i et militærdiktatur, og vi adskiller også dem, der begås mod demokratisk valgte regeringer fra dem, der begås mod diktaturer.

Fra en teoretisk vinkel fokuserer vi på, at ethvert styre har to forskellige redskaber, det kan bruge til at blive ved magten: Enten kan de købe støtte og loyalitet, eller de kan bruge ressourcer på at undertrykke befolkningen og oppositionen. Det er her, forskellen på de to regimetyper bliver interessant, fordi mens det er enkelt at købe militærets loyalitet, er det langt sværere at købe civile interessers støtte. De civile interesser kan være meget forskellige, er ikke koordinerede, og kan nogle gange være decideret modsatrettede – som hvis en industri ønsker beskyttelse mod international handel, mens en anden industri lever af samme handel. En udemokratisk regering, der står med et valg mellem at købe støtte og loyalitet og simpelthen undertrykke, vil vælge undertrykkelse når alternativet – at købe støtte – bliver relativt for dyrt. Det er ganske enkelt mere sandsynligt, at den relative pris for at købe støtte er for høj for civile autokratier, der skal ud at købe støtte fra en forholdsvis divers gruppe interesser. For at få mest regimesikkerhed for pengene, vil civile autokratier derfor typisk bruge flere ressourcer på undertrykkelse.

Katharina og jeg tester vores teoretiske forventning i et stort panel af 180 lande, vi observerer hvert år mellem 1960 og 2010. Det giver os over 400 kup og kupforsøg, hvoraf cirka en fjerdedel begås af civile interesser – som f.eks. Zimbabwes kup i 2017, der nok blev støttet af militæret, men var planlagt og drevet af politiske interesser bag Emerson Mnangagwa – og som vi kan holde op mod ændringer i den overordnede undertrykkelse. Undertrykkelsesdataene får vi fra det store datasæt udviklet af Christopher Farris.

Resultaterne er interessante, da der er stor forskel på virkningerne af kup på kort og langt sigt. Umiddelbart efter kup, og særligt dem der afsætter en demokratisk regering, stiger undertrykkelsen lige meget om der er tale om et civilt eller militært kup. Men ser man tre år ud i tid, viser det sig at de militære kupregeringer reducerer undertrykkelsen markant igen, mens der ikke på samme måde sker en systematisk lettelse under de civile autokratier. Med andre ord er resultaterne af den statistiske undersøgelse konsistente med vores teoretiske overvejelser: Når militærstyret er etableret, letter det på undertrykkelsen og bruger sandsynligvis midler til at støtte militæret direkte, mens de civile bliver ved med at bruge undertrykkelse som hovedredskab.

Den nye artikel peger således i samme retning som flere nye studier i kupforskningen, der gør op med idéen om, at alle kup er ens og alle kupregeringer er basalt set de samme. Skal man endelig have et kup, er der nu flere forhold der peger på, at man skal ønske sig at det er militæret, der står for det. De civile autokratier kan have en politisk overflade det minder om demokrati, men de opfører sig ofte værre end militærstyrerne.

Borgerforslag: Luk Danmark op

Vi har de sidste ti måneder skrevet adskillige gange om nedlukninger, og om den voksende empiriske forskning af dem. Empirien ser ud til at være forbløffende klar: Nedlukninger begrænser ikke dødstal, begrænser sandsynligvis heller ikke smitteudbredelse i nogen nævneværdig grad, og kommer sandsynligvis til at føre til væsentligt flere dødsfald af andre årsager end Covid-19: Kræft, fordi folk ikke er blevet testet eller sat i behandling, ubehandlede hjertetilfælde, og en serie selvmord. På samme tid er andre elementer af den vestlige politik også udfordret af manglen på videnskabelig evidens for den: De 15 store, eksperimentelle studier af mundbind peger således ganske tydeligt på, at mundbind ikke har nogen virkning udenfor snævre hospitalssammenhænge. Nedlukningerne er totalt ineffektive, koster i runde tal en milliard om dagen, og har også ført til en opløsning af magtens tredeling og svækkelse af det danske demokrati.

Jeg er derfor med i et nyt borgerforslag om at lukke Danmark op igen. Alle kan naturligvis danne deres egen mening – og vi håber at de bl.a. bruger Punditokraterne til det – men hvis man er interesseret i at lukke ned for efterkrigstidens største forfejlede politiske eksperiment, opfordres man til at skrive under.

Borgerforslaget er her.

Eurosklerose: Europa sakker bagud

Som nogle læsere ved, skriver jeg hver anden uge den økonomiske kommentar i Børsen (gated her). Jeg forsøger at veksle mellem aktuelle emner og lidt større diskussioner, og denne uge er så afgjort om en større diskussion: At de fleste europæiske lande stille og roligt er sakket bagud de sidste 25 år. Jeg mener det er indlysende, at denne ’eurosklerose’ er et stort problem der  bør diskuteres offentligt, og det store mysterium er måske, hvorfor det stort set slet ikke bliver diskuteret.

Jeg blev opmærksom på det forleden, da Chicago-økonomen John Cochrane skrev om det på sin blog (hattip: Niclas Berggren). Cochrane undrede sig over, at det ikke blev diskuteret og beskrev kort, hvor stort det er. Som jeg beskriver i Børsen, havde Danmark for 25 år siden cirka 92 procent af USA’s nationalindkomst per indbygger og 89 procent af dets arbejdsproduktivitet. I dag er de sammenligninger faldet til henholdsvis 86 og 81 procent, mens den tyske produktivitet kun er 74 procent af den amerikanske (baseret på den nye version af Penn World Tables).

En anden måde at illustrere problemet på, er de to figurer her på stedet i dag. Den første viser det billede, som jeg beskriver i Børsen: At arbejdsproduktiviteten – målt på bruttonationalproduktet per fuldtidsansat – har været højere i USA end Europa siden 1950, og at forskellen (markeret ved de stiplede linjer) er vokset siden starten af 1990erne. Dét i sig selv er bekymrende, men den anden figur illustrerer et andet problem, der er lige så bekymrende.

Figuren viser udviklingen i nationalindkomst i forhold til hvor stort kapitalapparatet er. Med andre ord viser figuren, hvor meget værdi man får ud af sin produktion, relativt til omfanget af maskiner, udstyr, bygninger og teknologi. Ifølge standard vækstteori vil dette forhold (Y / K for økonominørderne) være ret ens for lande med samme teknologi, investeringsniveau osv. Der er således ikke noget specielt ved, at forholdet falder i de europæiske lande mellem 1950 og midt-1970erne – det er normal konvergens – men det påfaldende er, at forholdet der måler kapitalproduktivitet har været stigende i USA siden omkring 1980. Det indikerer, at amerikanerne er blevet stadig bedre til at udnytte deres maskinel, udstyr og teknologi over årene, mens europæerne ikke er. Kapitalproduktiviteten i Nordeuropa i dag er kun cirka 70 procent af den amerikanske, mens den ved indgangen til 1960erne var cirka den samme.

Hvorfor sakker Europa bagud, og i helt særlig grad hvorfor sakker vi bagud i hvor effektivt vi bruger vores produktionsapparat? Det er et stort spørgsmål, som hverken jeg eller superøkonomen Cochrane kan svare fuldt på. Men som Cochrane foreslår, er problemet at “Perhaps what should have been the world’s biggest free trade zone became the world’s biggest regulatory-stagnation, high-tax, welfare-state disincentive zone.” Under alle omstændigheder skriger problemet næsten på yderligere forskning.

Nedlukningsstudier: En update

Mens danske politikere diskuterer, hvordan man kan lukke samfundet op igen uden at få en smittestigning, er det værd at minde om en ting: Der har siden maj været masser af forskningsaktivitet omkring spørgsmålet, om nedlukningerne overhovedet har nogen virkning, og i så fald hvor store virkningerne er. Som vores læsere vil vide, har jeg selv bidraget til diskussionen med to studier, hvoraf det ene er en sammenligning på tværs af lande og det andet, skrevet med DTUs Kasper Kepp, er en konkret evaluering af de voldsomme nedlukninger i Nordjylland.

Mange mennesker er blevet voldsomt vrede over, at jeg og andre har tilladt os at stille spørgsmålstegn ved, hvorvidt en ekstremt indgribende politik med en regning der løber op i flere hundrede milliarder kroner overhovedet virker. I dagens politiske miljø er det åbenbart næsten lige så kættersk som at spørge, om jorden drejer rundt i 1610ernes katolske Italien. Men konklusionen i den oprindelige version af mit papir var, at effekten på den overordnede dødelighed er nul af at gå videre end Sveriges politik i foråret 2020. Efterfølgende er der kommet flere studier, der bekræfter mit oprindelige fund. Et stjernehold fra Stanford University – Eran Bendavid, Christopher Oh, Jay Bhattacharya og John P. A. Ioannidis – konkluderede således i januar, at ”we find no clear, significant beneficial effect of mrNPIs on case growth in any country.”

En del af kritikken af mit studie i efteråret var, at det jo ikke var fagfællebedømt og man derfor ikke kunne vurdere kvaliteten af det. Den kritik er nu irrelevant, da en revideret version af det oprindelige studie er gået gennem en meget omhyggelig fagfællebedømmelse. Studiet er nu under udgivelse i CESIfo Economic Studies, et respekteret tidsskrift der udgives af IFO-instituttet i München. Det pudsige er, at det ekstra analysearbejde som fagfællebedømmerne har krævet, faktisk har strammet konklusionerne endnu mere op.

Studiet bruger en standardmetode til at vurdere effekter af politik, som kendes fra nationaløkonomi og kvantitativ politologi. Ved at sammenligne udvikling i overordnet dødelighed uge for uge på tværs af 24 lande, relativt til de samme landes nedlukningspolitik og de samme landes dødelighed i de samme uger i 2017, 2018 og 2019, kan man få et estimat på effekten af nedlukninger. Sammenligningsgrundlaget er som altid det mindst nedlukkede land i foråret 2020, dvs. Sveriges begrænsede nedlukninger i første halvår af 2020.

Analysen viser, at et ekstra points nedlukning er forbundet med 0,4 % højere dødelighed, målt ved Oxford Universitets ’containment and health’ indeks, og 0,6 % lavere dødelighed, målt ved det tilsvarende ’policy stringency’ indeks. Usikkerhedsintervallerne for de to estimater er henholdsvis [-2,5;3,3] og [-3,7;2,5], så effekterne er meget, meget langt fra statistisk signifikante. Men når man stiller skarpere på dødelighed i forskellige aldersgrupper – som en af fagfællebedømmerne foreslog – dukker der faktisk et enkelt resultat frem, der er statistisk sikkert.

Som man kan se i dagens figur, er estimaterne alle relativt små og omgivet af brede konfidensintervaller. Undtagelsen er estimaterne på, hvad yderligere nedlukning gør ved dødeligheden blandt de 60-79-årige 3-5 uger efter politikændringen. Her er estimatet faktisk en statistisk sikker effekt på +3,4 % – dvs. at nedlukninger er forbundet med flere efterfølgende dødsfald.

Er man blandt dem, der faktisk tager empirisk forskning alvorligt – og det gælder tydeligvis ikke en del epidemiologer, der i stedet stoler blindt på uigennemsigtige computermodeller – er der således ingen empirisk evidens for, at nedlukninger gør nogen gavnlig forskel. Hvornår – om nogensinde – de indsigter også dukker op i dansk politik, er det store spørgsmål, men den nye viden skal ikke skjules for den bredere befolkning.

Er økonomisk vækst bæredygtig?

De fleste politikere og meningsdannere, ligesom de fleste almindelige mennesker jeg møder, har en forestilling om at økonomisk vækst er skadelig for miljøet. Men for økonomer er det på ingen måde klart, at der skulle være et modsætningsforhold mellem vækst og bæredygtighed. Det har to svenske økonomer, Jonas Grafström og Christian Sandström, skrevet om fin bog om. De to forskere, der begge har tilknytning til Ratio Institutet i Stockholm, men ellers er ved henholdsvis Luleå Tekniska Universitet og Handelshögskolan i Jönköping, udgav sidst på 2020 bogen Mer för Mindre? Tillväxt och Hållbarhet i Sverige. Hele bogen kan hentes gratis her, og fortjener afgjort opmærksomhed.

Grafström og Sandströms hovedpointe er – som Julian Simon oprindeligt understregede – at mens den almindelige forestilling er, at vækst indebærer at man bruger flere ressourcer, forurener mere og udleder større mængder drivhusgasser og partikler, er langsigtet vækst primært drevet af noget andet. Titlen Mer för Mindre opsummerer faktisk pointen, som vi teoretisk har kendt og forstået siden Solow og Swans arbejde i 1950erne: Vækst er primært drevet af produktivitetsfremskridt, dvs. når vi finder nye måder at producere mere (eller bedre) med færre ressourcer!

For dem, der ikke lige har mod på at læse alle bogens 162 sider, er der en nem læsning. I sidste uge holdt de to svenskere et onlineseminar hos det engelske Institute of Economic Affairs. Deres præsentation ligger nu online tilgængeligt for alle interesserede. Både bogen og den korte præsentation er varmt anbefalede.

Siger man tak når tyven giver dig en smule tilbage?

Regeringen har forleden annonceret, at dele af det danske samfund får lov til at åbne lidt op fra på mandag. Approachen – hele ’mindsettet’ bar genåbningen – er, at danskerne bør være taknemmelige for at få lov til at gå i forretninger igen – selv og uden at vise deres ansigt. Det absurde i situationen og i regeringens kommunikation burde være klart, men andre regeringer gør det samme. I den sammenhæng mindede Café Hayek forleden om mindede mig om Thomas Sowells gamle vurdering af, hvordan store velfærdsstater overbeviser folk om at støtte dem:

The welfare state is the oldest con game in the world. First you take people’s money quietly and then you give some of it back to them flamboyantly.

Sowells vurdering er for mig en perfekt beskrivelse af, hvordan politikere behandler genoplukningen af det danske samfund. Det danske regime – at kalde det en demokratisk regering er en fornærmelse mod alt demokratisk proces – har frarøvet borgerne deres forsamlingsfrihed, næringsfrihed, og selv friheden til at vise sig selv normalt i offentligheden. De afkræver nu borgerne taknemmelighed for, at man ’får lov’ til at gå i forretninger igen, og måske mødes op til 25 personer. Regeringen opfører sig ganske enkelt som en tyv, der kræver at ofrene er taknemmelige, når tyven giver en lille smule af det stjålne tilbage.

Hvorfor der ikke er flere politikere, der understreger at vi faktisk alle har grundlovssikrede rettigheder, er både ekstremt overraskende og ekstremt bekymrende. I stedet for at behandle borgerne som suveræne individer, ser man nu på os alle som undersåtter, der skal udfylde deres lille del af det samfund, regeringen har planlagt. Den tidligere konservative MEP og nuværende journalist og forfatter Daniel Hannan – nu medlem af Overhuset som Baron Hannan of Kingsclere – er heller ikke optimistisk. Hans klumme hos the John Locke Institute advarer om at ”The political and psychological impact of Covid-19 will last for decades. The world into which we emerge will be poorer, meaner, more pinched, more authoritarian.” Hannans bekymring er ligesom min, at for mange mennesker stiltiende accepterer, at de frarøves deres rettigheder, og at det vestlige, liberale demokrati vi har levet i, bliver fundamentalt undermineret.

Spørgsmålet er, hvornår der viser sig bare enkelte danske politikere, der har mod og integritet nok til at insistere på, at individet ikke blot er en ubetydelig del af samfundet, men større end det. At regeringer og politik skal være rammet ind af gennemsigtige, effektive regler der forhindrer misbrug og svindel. At individer har rettigheder som ingen kan tage fra dem – retten til at mødes med hvem man vil, sige hvad man vil, ernære sig frit, og på et fundamentalt plan vælge sit eget liv. Det måske vigtigste, og måske det de fleste har glemt (eller i politikeres tilfælde ikke vil have), er at vi ikke er politikernes tjenere. I et ordentligt demokrati er politikere befolkningens tjenere. Dét er forskellen på et liberalt demokrati og et hviderussisk diktatur. Hvor Danmark i dag er på den skala, må hver enkelt læser spørge sig selv om.

Kup og fordeling – er nogle kup mere lige end andre?

Journalister og meningsdannere regner ofte med, at magtovertagelser i fattige lande udelukkende handler om en elite, der vil rage mere til sig. Man har kunnet se idéen reflekteret de sidste par år i mediedækningen af militærkuppene i Sudan i april 2019, Mali i august 2020 og Burma (Myanmar) for godt tre uger siden. Men er det faktisk rigtigt, at kup og lignende magtovertagelser kun handler om en elite, der rager til sig? Hvis det er, burde man kunne se det ved at indkomst- eller forbrugsuligheden stiger efter et kup når eliten får mere.

I A time to plot, a time to reap: Coups, regime changes and inequality ser Martin Rode (Universidad de Navarra), Bodo Knoll (Ruhr-Universität Bochum) og jeg derfor på spørgsmålet, om succesfulde kup faktisk gør en forskel på uligheden. Vores udgangspunkt er, at forskellige typer af autokratier har forskellige interesser og bakkes op af systematisk forskellige grupper i samfundet. Hvis der skulle være en læser, der er interesseret, udkom den formelle teoretiske version af argumentet i Public Choice sidste år, men det er relativt enkelt.

Teorien er, at der ikke er én sammenhængende elite, men flere forskellige. Militærdiktaturer støttes direkte af militæret, mens civile autokratier støttes af civile interesser. Der findes for eksempel en række eksempler på diktaturer i Latinamerika, der er støttet af fagbevægelser, ligesom Duvallier-familien i Haiti opbyggede deres egne paramilitære grupper udenom militæret. Uanset hvilken særinteresse, der støtter regimet, må det støtte den med ressourcer og særbehandling, men ethvert regime må også holde andre interesser så tilpas tilfredse, at de ikke bliver en trussel. På samme tid bruger regimet også ressourcer på undertrykkelse, som man kan betragte som et alternativ til at betale særinteresser for støtte.

Når der sker et kup kan det derfor ske, fordi en elite der allerede har indflydelse forsøger at få mere, men det kan også ske fordi en alternativ elite har særlig interesse i at komme til magten. I det første tilfælde kunne man nemt forestille sig, at uligheden stiger i samfundet, hvis den siddende elite skraber en endnu større del af kagen til sig. I det andet tilfælde er der derimod grund til at regne med, at kuppet kan føre til mindre ulighed når en siddende elite bliver smidt ud. Det kunne i særlig grad være tilfældet, hvis den siddende elite var civil – dvs. hvis det siddende regime var et civilt autokrati, som primært understøttes af en civil / industriel elite med direkte støtte, reguleringer og handelsbarrierer.

Martin, Bodo og jeg undersøger derfor, hvad der sker med ulighed i indkomster og forbrug i 145 lande fra 1960 til 2015. Konklusionen, der sandsynligvis er overraskende for mange læsere – ligesom den var overraskende den ene gang, jeg nåede at præsentere papiret før verden gik amok og lukkede ned – er, at succesfulde kup omfordeler forbrug fra en elite (den øverste kvintil af fordelingen) til særligt de tre nedre kvintiler. Vi ser pudsigt nok ikke det samme mønster i indkomstuligheden, som generelt er mindre påvirket af skatteforhold, regulering og prisstrukturen. Vi finder derudover, at effekterne på forbrugsulighed primært er drevet af militærkup – mønsteret efter civile kup er langt mere blandet – og derfor, at det basale teoretiske mønster faktisk bekræftes.

Bundlinjen i det nye papir fra vores kupprojekt er således, at militærkup kan være ’gode’, forstået på den måde at de ofte er til relativ gavn for landets fattige. Det er ikke ligefrem det budskab, medierne som oftest bibringer folk efter kup og kupforsøg, men det er det erfaringen siden 1960 viser. Det rejser spørgsmålet, hvordan vi vurderer kuppene i Sudan og Mali, der begge på andre måder ser lovende ud. Og det rejser det nødvendige spørgsmål, hvorfor man så ofte antager, at det siddende regime er legitimt og fornuftigt. Kup er mærkværdige, grimme og til tider voldelige begivenheder, men deres konsekvenser er nogle gange bedre end det reelle alternativ.

Sjov med Statistik: Laktoseintolerans og korruption

En af de tilbagevendende serier her på stedet er Sjov med Statistik, hvor vi ser på overraskende, mærkelige og decideret umulige sammenhænge i data. Vi har tidligere skrevet om både sammenhængen mellem social tillid og vintertemperaturer, og sammenfaldet mellem hvor mange film, Nicolas Cage laver på et år og hvor mange amerikanere der drukner i pools. Men dagens sammenhæng er virkeligt underlig.

Afsøger man mønstre på tværs af verden, viser der sig et generelt mønster som vi illustrerer i figuren nedenfor: Jo flere laktoseintolerante mennesker, der er i befolkningen, jo større er landets problemer med korruption. Dette mønster er ganske tydeligt i dataene, som figuren nedenfor illustrerer. Vil man genskabe figuren, er tallene for laktoseintolerans her, mens korruptionsvurderingen (på en skala fra 0=endemisk korruption til 10=ingen korruption) er fra Transparency International. Korrelationen der kan ses i figuren er hele -0,67, og dermed mindst lige så stærk som f.eks. sammenhængen mellem indkomst og uddannelse.

Så hvad i alverden foregår der? Hvordan kan der være en sammenhæng mellem hvor mange voksne mennesker, der ikke kan fordøje mælk, og hvor store korruptionsproblemerne er? Min umiddelbare idé var, at korruption er klart korreleret med både social tillid, generel institutionel kvalitet, og nationalindkomst: Mere tillidsfulde, velfungerende og rigere lande har mindre korruption. Og man kan fortælle rimeligt overbevisende historier om, hvordan laktoseintolerans hænger sammen med alle tre faktorer.

Men undersøger man sammenhængen mellem laktoseintolerans og social tillid er der ikke rigtigt nogen sammenhæng. Mens ingen lande med tillidsniveau over 50 % (de nordiske lande, Holland og New Zealand) har flere end 20 % laktoseintolerante i befolkningen, er der derudover ingen sammenhæng. På samme måde er sammenhængen mellem laktoseintolerans og nationalindkomst også noget svagere end sammenhængen med korruption, og der er i al praksis ingen sammenhæng mellem laktoseintolerans og hvor nordligt eller sydligt, er land ligger.

Den klare sammenhæng mellem laktoseintolerans og korruption er heller ikke drevet af nogen enkeltgruppe af lande. De blå lande er demokratier, og mens de generelt har mindre korruption, er de ikke strukturelt anderledes and autokratierne (de røde og gule markører). Ligeledes er sammenhængen ikke tydeligt drevet af lande med en kommunistisk fortid (de lyseblå og gule) relativt til dem uden (de mørkeblå og røde). Forskelle mellem demokratier og autokratier kan ofte give en indikation af, hvilken mekanisme der er på spil, men figuren viser ikke nogen som helst klare forskelle.

Sammenhængen skyldes heller ikke outliers, dvs. mærkelige observationer. Den eneste virkeligt tydelige outlier er Niger, som faktisk kan forklares. De tilgængelige data viser, at kun 13 % af befolkningen i Niger er intolerante – muligvis på grund af at nomadefolket Tuaregerne, der bor i blandt andet Niger, sjældent er laktoseintolerante. Samtidig har Niger en korruptionsrating på 31, der placerer landet i den værste fjerdedel af verden, hvilket måske ikke er overraskende givet hvor fattigt det er (1225 dollars ifølge the CIA World Factbook), og at det er omgivet af andre ekstremt fattige og korrupte lande.

Så hvad i alverden foregår der? Er vi simpelthen snublet over en sammenhæng, der er overraskende klar, men helt tilfældig? Eller er der andre forklaringer, så mønstrene i laktoseintolerans på tværs af lande følger noget andet, der er vigtigt for korruption? Vi har faktisk ikke noget svar i dag, men vil lade det være op til læserne af hygge sig henover weekenden med denne lille bid sjov med statistik.