Punditokraterne

Kategori: Christian Bjørnskov (side 2 af 43)

Skal Storbritannien blive i toldunionen?

18. februar 2018 / / 2 kommentarer

I sidste uges Live From Nord North Street, the Institute of Economic Affairs fine podcast-serie, talte Madeline Grant med IEA’s cheføkonom Julian Jessop om hvad der taler for og imod, at briterne sigter efter at forblive en del af EUs toldunion. De fremtidige handelsforhold er centrale for Brexit-problematikken og for, hvordan briternes økonomi sandsynligvis kommer til at udvikle sig efter Brexit. Emnet diskuteres heftigt i Storbritannien, men burde også fylde i de danske medier. Storbritannien er for eksempel ikke blot Danmarks tredjestørste eksportmarked – et forhold, danske politikere forstår – men også vores sjettestørste importpartner. Jo bedre en aftale briterne får, jo bedre er det for dansk økonomi og danske forbrugere.

Baggrunden for IEA-diskussionen er, at Confederation of British Industry, den britiske ækvivalent til DI, forleden argumenterede for at landet bør forsøge at blive i toldunionen. Organisationens argument er, at en forbliven i toldunionen vil sikre, at britiske eksportvirksomheder bevarer deres toldfrie adgang til det Indre Marked, og dermed ikke skades af Brexit. Et andet argument, som Jessop nævnte i podcasten, er at fortsat deltagelse i toldunionen vil løse en del af de noget absurde problemstillinger, der er omkring den irsk-nordirske grænse. Nok er Storbritannien et ørige, men fordi Nordirland som bekendt stadig hører under kronen, har landet alligevel en landgrænse med EU. Pt. er den grænse mindst ligeså porøs og nem at passere som den dansk-tyske grænse, men EU har truet med at lukke den og gå tilbage til en situation med permanent paskontrol hvor alle person- og lastbiler stoppes. Hverken irerne eller briterne er interesseret i andet end en fortsat åben grænse, men det synes Michel Barnier at være relativt ligeglad med.

Alligevel er det interessante i Grant og Jessops samtale, at der også er forhold der taler for at briterne bør udtræde af toldunionen og forhandle en separat aftale. Overvejer man spørgsmålet kan det heller ikke undgås, at det fører til at man overvejer fordele og ulemper ved det danske medlemskab. En central del af diskussionen, der gør den mere kompleks end blot en idiotisk rygmarvsreaktion som at vi ”taber handel med EU”, er at EU både giver nemmere handel til andre EU-lande, men også begrænser mulighederne for at handle frit med lande udenfor EU.

Spørgsmålet er derfor om balancen mellem trade creation og trade diversion. En række firmaer står til at miste en del af deres markedsadgang, hvis Brexit indebærer at, at Storbritannien udtræder af toldunionen og ender med en aftale, der er tydeligt værre. Det kan ske hvis briterne tvinges til at betale told, hvilket ikke betyder at grænserne lukker – husk, at det værste der kan ske er, at de kommer til at få såkaldt MFN-adgang ifølge WTO-reglerne. Det kan også ske, hvis de bevarer toldfri adgang til EU-markederne, men kommer til at bære væsentlige dokumentationsudgifter, der i sig selv er non-tariff barriers.

Den anden side af sagen er dog, at virkeligheden i enhver toldunion også er, at medlemskab forhindrer et land i at indgå andre handelsaftaler. I en toldunion har man fri adgang til andre medlemmers markeder, og en fælles handelspolitik. For Storbritannien betyder det, at fortsat medlemskab i særdeleshed forhindrer landet i at indgå aftaler, der er bedre og indebærer friere handel end EU’s laveste fællesnævner (læs: Frankrig) tillader. Jessop understreger således, at briterne efter Brexit på sigt har mulighed for at lave bedre aftaler – og i bedste fald fuldstændigt fri handel – med en række af verdens emerging markets, ligesom de også kan tage større skridt mod fuldstændig fri handel med f.eks. Canada.

Grant og Jessop er således fornuftens stemmer i det kvarter, deres IEA-samtale tager. De peger på, at der er tab forbundet med Brexit, hvilket der næppe er nogen i den britiske eller danske debat, der tvivler på. De understreger derimod også, at der er potentielle gevinster forbundet med at bryde med EU’s toldregime, hvilket ofte overse af politikere og kommentatorer. EU er, som vi understregede forleden i Børsen, udadtil en af de stærke protektionistiske kræfter i verden. Brexit, håndteret af mere indsigtsfulde politikere end den robotagtige Therese May, åbner også en række muligheder. Jo stærkere frihandelstraditionen er i et land, jo mere sandsynligt er det, at landet kan få faktisk gavn af at bryde med den fælles handelspolitik da dets politikere kommer til at være mere tilbøjelige (alt andet lige) til at implementere friere handelspolitik. Og er der lande i Europa med stærkere frihandelstraditioner og –præferencer end Storbritannien og Danmark? Det skulle da lige være Sverige.

Handel kræver ikke politiske aftaler

15. februar 2018 / / 4 kommentarer

Niels leverede et glimrende indlæg i går om handel, med budskabet om at import er mindst lige så vigtigt som eksport. Niels og jeg tænker ofte ens, hvilket viste sig endnu en gang i morges, da min klumme kunne læses i Børsen. Baggrunden for begge indlæg er Anders Samuelsens ellers meget prisværdige støtte til øget frihandel, som ministeren luftede offentlige i sidste uge. Problemet er, at Samuelsen ligesom de fleste uden nationaløkonomisk skoling tror, at gevinsterne kommer gennem eksport. Men som jeg skriver i Børsen:

Gevinsten af handel kommer ikke gennem flere arbejdspladser eller større eksportindtægter, men fordi de nye arbejdspladser er mere produktive og dermed skaber mere værdi for samfundet såvel som for den enkelte arbejdstager. De nye arbejdspladser er med andre ord bedre end de gamle.

Det er på høje tid, at også politikere slipper af med de gamle merkantilistiske ideer om, at eksport er godt og import er ondt. De store gevinster ved handel kommer, hvis man selv åbner op for handel! De kommer ikke, når politikere prøver at vinde eksportgevinster for ’deres’ virksomheder, og sniger alskens ’rettigheder’ og andre dybt protektionistiske krav ind.

Hele klummen kan læses her og kan særligt anbefales, hvis man er udenrigsminister.

Andreas Bergh om den gode ulighed

12. februar 2018 / / 2 kommentarer

Min ven og kollega Andreas Bergh, der deler sin tid mellem Lunds Universitet og IFN i Stockholm, er ikke blot en dygtig økonom og samfundsforsker. Han er også en af de bedste kommunikatorer, jeg kender. Dagens forslag er derfor, at læserne tilbringer 4½ minut i selskab med Andreas, der forklarer hvornår økonomisk ulighed er et gode. Hans distinktion mellem typer og forskellige institutionelle processer er central for at forstå fænomenet, og helt fraværende i den danske debat – og hans svenske er endda nogenlunde forståeligt. Stærkt anbefalet!

Er liberaliserende reformer virkelig upopulære? Nej

10. februar 2018 / / 3 kommentarer

Det påstås ofte, at liberaliserende reformer, der reducerer det offentlige forbrug og afregulerer, og dermed lader mere tilovers til et frit marked og civilsamfundet, er upopulære. Den canadiske journalist Naomi Klein, der er feteret på den yderste venstrefløj, blev for eksempel berømt med sin tese om, at politikere direkte skaber kriser for at gennemtvinge liberalisering. Hendes marxistisk inspirerede tese er, at de udelukkende gør det for at gøre deres allerede rige venner endnu rigere. I Kleins verden – der i høj grad også er blevet Jeremy Corbins, Bernie Sanders og Pernille Skippers verden – er enhver direkte liberaliserende reform derfor demokratisk illegitim.

For halvandet år siden skrev vi derfor om emnet her på stedet (læs her), da en variant af denne debat var blusset op igen. Baggrunden var en ny bog af professor Jørgen Goul Andersen fra Aalborg Universitet, hvor han hævdede, at danskernes lave tillid til politikere var en konsekvens af, at velfærdsstatsreformer havde ”skabt større utryghed blandt en stor gruppe af vælgere.” Vi bragte den dag resultaterne af nogle simple regressionsanalyser af faktiske data, der bestemt ikke pegede i Gouls retning.

Emnet blev dog ved at nage, da den grundlæggende påstand dukkede op i flere sammenhænge. I ny forskning sammen med min gode ven og kollega Niclas Berggren fra IFN ser vi derfor på netop dette spørgsmål. Niclas og jeg har gjort præcist hvad vi lagede op til i blogposten for halvandet år siden, men langt mere systematisk. I ”Do voters dislike liberalizing reforms? New evidence using data on satisfaction with democracy” ser vi på effekten af reformer, der enten øger eller reducerer statens rolle i samfundet væsentligt, og sammenholder disse events med udviklingen i folks vurdering af, hvordan demokratiet virker i deres samfund. Vores centrale indikator er derfor borgernes direkte vurdering af, hvor legitimt systemet og politikerne er. Vi dokumenterer i et appendiks, at denne vurdering følger borgernes tillid til politikere og parlamentet meget tæt, og at vi derfor måler kernen i argumenterne imod reformer.

Resultaterne på tværs af 30 europæiske lande mellem 1993 og 2015 er tydelige: Reformer der afregulerer er populære hos vælgerne og reformer, der indfører mere regulering er upopulære. Evidensen taler således direkte og meget tydeligt imod Goul, Klein og andre. Vi finder endda robust evidens for, at vælgerne reagerer endnu mere negativt, når det er en venstreorienteret regering, der indfører mere regulering. Med andre ord opfatter vælgerne i gennemsnit liberaliserende reformer som klart legitime, og yderligere reguleringer som illegitime i de fleste tilfælde.

Niclas skal præsentere papiret på de to public choice konferencer i foråret (Charleston i marts og Rom i April). Mens vi håber på gode kommentarer, der kan bringe vores forskning et skridt videre, ændrer resultaterne sig næppe. Konklusionerne i abstractet nedenfor er robuste, og måske noget, dansk politikere på begge fløje burde kende til?

Since the early 1980s a wave of liberalizing reforms has swept over the world. While the stated motivation for these reforms has usually been to increase economic efficiency, some critics have instead inferred ulterior motives and a desire to enrich certain (already rich) people at the expense of others. This critique, coupled with the claim that many of the reforms have been undertaken during different crises so as to bypass potential opponents, suggests that people will dislike the reforms and even be less satisfied with democracy as such. We test this hypothesis empirically, using panel data from 30 European countries in the period 1993–2015. The dependent variable is the average satisfaction with democracy, while the reform measures are constructed as distinct changes in four policy areas: government size, the rule of law, openness and regulation. Our results indicate that while reforms of government size are not robustly related to satisfaction with democracy, reforms of the other three kinds are – and in a way that runs counter to the anti-liberalization claims. Reforms that reduce economic freedom are generally related to satisfaction with democracy in a negative way, while reforms that increase economic freedom are positively associated with satisfaction with democracy. Voters also react more negatively to left-wing governments introducing reforms that de-liberalize. It thus seems as if the hypothesis of a general negative reaction towards liberalizing reforms taking the form of reduced satisfaction with democracy does not stand up to empirical scrutiny, at least not in our European sample.

Tre spørgsmål til Liberal Alliance

8. februar 2018 / / 2 kommentarer

I tirsdags præsenterede en glad og lettet regering den længe ventede skatteaftale, som er indgået med Dansk Folkeparti. Den samlede skattelettelse i aftalen er endt på fem milliarder, hvor de 3½ faktisk kommer fra tidligere aftaler. Den aftale, som Simon Emil Ammitzbøll-Bille og resten af regeringen indgik i går er dermed langt fra ”historisk”, som man havde lovet før det farceagtig forløb i november-december. Skal man tage bladet fra munden, er den nye skatteaftale rent ud sagt latterlig og dens effektivitet er cirka som en fis i en hornlygte.

Finansministeriet synes at regne med, at den hæver arbejdsudbuddet med 1200 fuldtidsstillinger som konsekvens af en lillebitte lettelse af bundskatten (på 0,02 %) og et nyt jobfradrag på 2500 kroner. Selv hvis man regner med, at hele arbejdsudbudseffekten kommer fra de ekstra 1½ milliarder kroner, betyder det dermed at hvert nyt job ’koster’ cirka 1,2 millioner kroner. Jeg har svært ved at finde et bedre eksempel på, hvor ineffektive lettelser i bunder er relativt til lettelser i toppen af skattesystemet, hvor bl.a. Jacob Lundbergs forskning peger på, at lettelser i Danmark vil være cirka selvfinansierende. Problemet er blot, at ved at flytte topskattegrænsen opad, og ikke mindst ved at fokusere så meget på Dansk Folkepartis vælgere, er de vælgere der nu betaler topskat, blevet helt ligegyldige for Venstre.

Tirsdagens skatteaftale gør det således lysende klart, at Venstre og de Konservative de facto kan ignorere enhver af Liberal Alliances kernesager. Partiet er udelukkende med i regeringen for netop at demontere den indflydelse, som faktisk liberale vælgere ellers kunne opnå når en VK-regering var nødt til at finde et flertal. Den situation, som nu er blevet pinagtigt åbenlys, fører til at man må stille tre spørgsmål til Liberal Alliance, og i særlig grad til partiets ledelse.

1) Vil LA være et parti med egen ideologi eller et discount-Venstre?

Vi har tidligere peget på, at Liberal Alliance med deres nuværende position fisker i de samme vande som Venstre og de Konservative, mens de ignorerer virkeligt liberale vælgere. Grunden er øjensynligt, at partiets ledelse har vurderet, at de alligevel stemmer på dem, fordi liberalister ikke har andre steder at gå hen. Det dybere spørgsmål er derfor, om ledelsens strategi – hvis der overhovedet er en strategi – er at søge at få mange stemmer og blive et større parti. Den strategiske udfordring er, at det kun kan lade sig gøre ved at gå fundamentalt på kompromis med partiets ideologi og kernevælgernes inderste overbevisninger – en fremtidig politik baseret på samme slags intellektuel prostitution som Venstre har bedrevet siden 1998-valget. Hvis ikke, må man spørge om alliancens ledende figurer kan holde ud kun at få de 10 % af vælgerne, der rent faktisk er enige i en liberal linje. Men hvis man vil fokusere på de vælgere, der er ideologisk nogenlunde enige med partiet – og jeg tror, at det er den eneste mulighed for at få indflydelse – må Liberal Alliance sørge for at fremstå som et troværdigt alternativ til andre partier.

2) Skal Anders Samuelsen fjernes?

Netop troværdigheden er et stigende, og meget selvskabt, problem, ikke mindst for partilederen. Ret beset har Anders Samuelsen absolut ingen personlig troværdighed tilbage, og en genoprettelse af hans omdømme har så lange udsigter. Uanset om man gik i gang i dag, er offentlig troværdighed langt sværere at bygge op end at ødelægge, og konsekvenserne af selv en massiv indsats fra Samuelsen ville næppe blive synlige før lang tid efter det næste valg. Det samme problem gælder, omend i væsentlig mindre grad, for Simon Emil Ammitzbøll-Bille. Skulle man se helt nøgtern på problemet, er den rigtige løsning for partiet sandsynligvis at fjerne Samuelsen fra lederstillingen, men spørgsmålet er, om intern dynamik og magtpositioner tillader, at man rydder op i partiets samlede troværdighedsproblem. Men måske kan mindre løse noget af problemet?

3) Skal LA blive i regeringen?

Det helt store problem for Liberal Alliance er, at partiet i de fleste målinger står til at få endda meget store tæv af vælgerne til valget næste år. Som bl.a. Mogensen og Kristiansen i deres Tirsdagsanalyse på TV2-News har diskuteret, er en af de mulige løsninger at udtræde af regeringen et stykke tid før næste valg. Særligt Kristiansen synes at mene, at det er Liberal Alliances eneste mulighed, hvis det vil minimere det stemmetab, partiet står til. Bliver partiet i regeringen indtil valget, vil dets deltagelse ses som en blåstempling af en række politiske tiltag, der primært har to formål. For det først har en stor del af regeringens politik fungeret som Venstres måde at ’appellere’ til Dansk Folkeparti – dvs. at kysse den del af folkepartisternes fysiognomi, hvor solen med sikkerhed aldrig skilter. For det andet vil det blive set som taburetklistren – Samuelsen, Ammitzbøll-Billes og andres desperate forsøg på at blive i magtens haller og ministerbiler så længe som muligt.

Det eneste rigtige er således, at partiets ledelse allerede nu så småt begynder at planlægge, hvornår det skal forlade regeringen. Frigjort at Venstres brydergreb på partiet kan Liberal Alliance i det mindste forsøge at relancere sig som et faktisk alternativ til andre nominelt borgerlige partier, der skiftevis forsøger at gøre sig lækre overfor en socialdemokratisk medianvælger, og hendes indvandrerfjendske fætter i Dansk Folkeparti. Om det kan lade sig gøre med Samuelsen i front tvivler jeg meget på, men et parti i regering, med Samuelsen som partileder, der forsøger at lure vælgere fra Venstres midterposition, er et parti der får 3-4 procent af stemmerne næste år.

Inclusive Development – WEF’s nye indeks og nye vrøvl

1. februar 2018 / / 1 kommentar

The World Economic Forum har fornylig afholdt sig årlige, og voldsomt hypede, møde i Davos. WEF har gang i mange ting, og udgiver for eksempel hvert år et mål for konkurrencedygtighed. Men mødet har i høj grad over årene udviklet sig til at være domineret af centrum-venstre-tænkning. WEF-miljøet er derfor også interesseret i såkaldte udvidelser af måden, man måler velstand og udvikling på. I år er deres nye opfindelse dermed the Inclusive Development Index (IDI), der sigter mod at måle inklusiv udvikling – hvad det end er.

Indekset består af tre ’søjler’, hvor meningen er at de fanger ”growth and development; inclusion and; intergenerational equity – sustainable stewardship of natural and financial resources.” Vækst og udviklingssøjlen består af BNP per indbygger, arbejdsproduktivitet, beskæftigelse, og noget WEF kalder ”healthy life expectancy”, der er en form for justeret forventet livslængde. Anden søjle består af medianindkomsten, ulighed målt som en Gini-koefficient for indkomst-Ginier, den officielle fattigdomsrate, og formueulighed som en Gini-koefficient fra de samme data som de stærkt kritisable Oxfam-rapporter. Den tredje søjle er en blanding af nettoopsparing, afhængighedsrate, den offentlige gældsrate, og CO2 intensitet i produktion. IDI er dermed et såkaldt kitchen sink index, dvs. en sammenvejning af alt godt fra havet, som WEF-miljøet synes om.

Man kan mene hvad man vil om den type indeks, og mange af dem er meget kritisable, ikke mindst fordi de sammenvejer forhold, der intet har med hinanden at gøre. Det er dog ikke pointen i dag, fordi der er andre ting at kritisere i WEF-rapporten. Ikke mindst viser WEF (på side 6) at indekset korrelerer stærkt med social tillid, dvs. hvor befolkningens vurdering af hvor meget tillid man kan have til andre.

Vi gengiver figuren nedenfor, om end med to væsentlige ændringer. For det første har vi placeret tillid på x-aksen – WEF placerer den på y-aksen som om tillid var en konsekvens af inklusiv udvikling. For det andet viser vi sammenhængen mellem tillid og IDI for både demokratier og lande som ikke er demokratiske (vurderet ved DD-indikatoren).

WEF konkluderer, at sammenhængen mellem tillid og IDI ”points to the need for a more human-centric approach to improving the cohesion of increasingly fractured societies.” Med andre ord mener de, at ‘inklusiv udvikling’ skaber social sammenhæng og tillid. Den konklusion går direkte imod en efterhånden ganske lang række studier, der støtter den omvendte kausalretning (se f.eks. en oversigt her).

Lige så vigtigt er det, at tilliden ikke påvirker IDI alle steder. WEF er ofte underligt uldne, når det kommer til demokrati. Men som figuren nedenfor viser ganske klart, er tillid kun forbundet med målet for inklusiv udvikling i stabile demokratier (hvor almindelige vælgeres præferencer faktisk betyder noget). Selvom regressionslinjen for de blå, ikke-demokratiske observationer ser ud til at hælde opad, er den ikke signifikant forskellig fra nul. Og blandt demokratierne er der kun to store outliers – Luxembourg og Indien – som stort set er det rigeste og det fattigste stabile demokrati. Der er således ingen mysterier der.

Det andet forhold, som WEF ignorerer, er at IDI også korrelerer stærkt med mål for økonomisk frihed. Det viser vi i den anden figur, der igen illustrerer en tydelig sammenhæng, der er stærkere for demokratierne.

WEF

Bundlinjen er således, at WEF måske har produceret et indeks, der kan være ganske interessant at se på og tænke over. Men organisationens ideologiske brug af det – påstande om, at mere styret udvikling med større ’human-centric’ fokus kan skabe udvikling og tillid – er ikke understøttede af andet end dem selv. Tværtimod peger forskningen på, at tilliden kommer før disse forhold, og at jo mere faktiske politikere i det virkelige liv blander sig, dvs. jo lavere den økonomiske frihed er, jo dårligere og mindre inklusiv udvikling får man. Tak for målet, men glem de politiske implikationer.

Vrøvl og vildledning fra Oxfam (igen)

29. januar 2018 / / 0 kommentarer

Oxfam og Ibis udgiver hvert år omkring denne tid en årlig rapport om ulighed i verden. Som vi tidligere har skrevet om her på stedet, er rapporten rendyrket nonsens, da både det metodiske grundlag – en opgørelse af formueulighed – og de politiske implikationer er dybt misvisende. Mange økonomer har peget på problemerne – se blot den meget sigende grafik her på stedet. Den nyeste podcast i Institute of Economic Affairs fremragende podcast-serie Live from Lord North Street handler netop om Oxfams påstande.

I et interview med Kate Andrews forklarer IEAs Research Director Jamie Whyte problemerne, og hvorfor Oxfams stærkt kapitalismekritiske forslag vil føre til langt dybere fattigdom. Jaimes hovedpointe er, at det netop er økonomisk liberalisering og langt større økonomisk frihed, der har løftet millioner ud af fattigdom de sidste 25 år. Som adskillige andre i podcast-serien, er de 21 minutter i selskab med Jaime og Kates meget stærkt anbefalede!

Bjørnskov-Rode datasættet er online

24. januar 2018 / / 0 kommentarer

Som vi har skrevet om tidligere (læs her, her, her, her og her), har min ven og kollega Martin Rode (Universidad de Navarra i Pamplona) og jeg været i gang med en større database, godt hjulpet af vores forskningsmedhjælp Greta Piktozyte. Formålet var oprindeligt at opdatere Cheibub, Gandhi og Vreelands DD-datasæt, men vores udgave re noget større. Blandt flere nye features er, at vi har kodet hvordan de politiske institutioner så ud før en række lande blev uafhængige, og vi har også 16 lande i datasættet, der stadig er kolonier, f.eks. Gibraltar og the Northern Marianas. Vi har også lagt nye detaljer ind, f.eks. om hvor stort parlamentet er, og hvordan det vælges. Helt særligt har vi matchet det med et stort datasæt om kup og kupforsøg, der også indeholder både flere kup og mere information om kuplederne end tidligere datasæt.

Den slags skal naturligvis gøres offentligt tilgængeligt, og det er netop hvad vi nu har gjort. Jeg har sat en personlig hjemmeside op her, hvor hele datasættet kan hentes kvit og frit her. I løbet af kort tid vil vi også lægge en formel codebook op samme sted, samt vores baggrundspapir, hvor vi kommer til at dokumentere hvor vigtige de politiske institutioner under kolonitiden er for sandsynligheden for, at et land er demokratisk i dag.

Pointen her, som skal understreges, er at datasættet er frit tilgængeligt for alle interesserede. Vi vil derfor opfordre alle de læsere, der kunne være interesserede, til at gå ind og tage et kig. Måske er man bare nysgerrig, måske har man planer om at bruge det i undervisningssammenhæng, eller måske har man forskningsmuligheder med det. Jo mere folk bruger det og jo mere de spreder informationen om det, jo bedre – og allerbedst hvis folk også husker at citere os for det.

Forskning på fredag i København

22. januar 2018 / / 0 kommentarer

Vi skrev forleden om eventen, og posten i dag er blot en venlig påmindelse. Cepos er nu på fredag, den 26. januar, vært for den årlige danske public choice workshop. Stedet er Landgreven 3, der er et  stenkast fra Kongens Nytorv, og workshoppen starter klokken 11. Hele programmet kan hentes her og med et par undtagelser er alle abstracts også tilgængelige her.

Det særlige ved den danske workshop er, at alle er velkomne. Vi vil bare gerne bede om, at man sender en mail til enten Henrik Christoffersen, Otto Brøns-Petersen eller mig (Christian Bjørnskov) hvis man har tænkt sig at komme til hele eller dele af workshoppen. Tilmelding er ikke bindende og man må gerne kigge forbi til en enkelt session – vi vil blot gerne have et bud på, hvor mange stole vi har brug for.

Skulle man deltage, er der mulighed for at møde så dygtige økonomer og forskere som f.eks. Thomas Barnebeck Andersen (SDU), Therese Nilsson (Lund), Stefan Voigt (Hamborg) og Martin Paldam (Aarhus), og så lovende yngre navne som Rasmus Wiese (Groningen) og Lasse Aaskoven (København).

Forskning i foråret

20. januar 2018 / / 0 kommentarer

Som vores læsere ved, skriver vi om mangt og meget på punditokraterne, ikke mindst ny forskning. En af de ting vi til tider gør, er derfor at skamløst promovere vores egen forskning og egne analyser. Naturligvis handler promoveringen om, at vi synes det er vigtigt at kommunikere nye indsigter, men der er også et andet hensyn: Det sker nemlig med jævne mellemrum, at læsere eller studerende (og nogle gange studerende, der læser punditokraterne) kommer med indspark og ideer, der viser sig at være værdifulde for vores arbejde. I et enkelt tilfælde – den begavede Marina Rapp i Heidelberg – har indsparkene decideret skabt grobund for ny forskning. Dagens post handler primært om mine forskningsplaner, men inkluderer også Otto. Og formålet er at engagere vores sædvanligvis begavede læsere, som kunne have begavede forslag.

Forårets workshop- og konferencesæson starter allerede på fredag med den årlige danske public choice workshop, der afholdes hos Cepos den 26. januar, hvor jeg præsenterer “Do Voters Really Dislike Liberalizing Reforms?” der er fælles arbejde med min ven og kollega Niclas Berggren. Min med-punditokrat Otto Brøns-Petersen deltager også i workshoppen med “Climate Change or Institutional Change: Which are More Important?”, der er fælles arbejde med Søren Havn Gjedsted. Næsten alle abstracts af workshoppens papirer kan læses her.

En måned senere tager min forskningsmedhjælp Greta Piktozyte og jeg turen over Atlanten til den årlige konference hos det nordamerikanske Public Choice Society, der afholdes i Charleston de første dage af marts. Her er planen, at vi kommer med et spritnyt studie med titlen ”Why Do Coups Succeed?”, som vi skriver sammen med Martin Rode (Universidad de Navarra). Som nybagt far må Martin desværre blive hjemme i Pamplona. Samme måned går turen lidt senere til tyske Münster, hvor det gælder en præsentation af et andet nyt studie – som heldigvis er godt på vej – med titlen ”Coups, Regime Transition, and the Dynamics of Press Freedom.” Papirets medforfattere er Jerg Guttman (Hamburg) og Andreas Freytag (Jena). Anledningen er, at Münster-folkene gentager succesen fra 2017 med at arrangere en konference om The Political Economy of Democracy and Dictatorship.

Forårsplanerne inkluderer tre yderligere ture, og en mulig fjerde. Fra 1. til 4. april tager jeg til APEE-konference i det surrealistiske Las Vegas, hvor min præsentation (af fælles arbejde med Niclas Berggren og Martin Rode) handler om sammenhængene mellem politisk, økonomisk og menneskelig frihed. Baggrunden er, at der findes flere anerkendte mål for politisk frihed – dvs. mål for graden og typen af demokrati – og økonomisk frihed, men et nyt overordnet mål for menneskelig, ikke-økonomisk og ikke-politisk frihed er blevet tilgængeligt de sidste par år. Vi spørger, om der findes en slags Hayek-Freedom-sammenhæng mellem de tre frihedsmål. Planerne omfatter også, som altid, den europæiske søsterkonference til PCS i april, hvor the European Public Choice Society afholdes i Rom. I Rom er planen, at jeg skal præsentere ”Press Freedom, Market Information, and International Trade”, som er fælles med min Aarhus-kollega Philipp Schröder og Erdal Yalcin (CesIFO, München).

Dermed er april ikke slut. Martin Rode og jeg er sammen med vores Pamplona-kolleger Miguel Ángel Borrella Mas og María Nolla i gang med et papir om ”Catalan Secession and the Political Economy of Social Trust”. Det skal præsenteres ved en tillidskonference i det eksotiske Bowling Green, Ohio, sidst i april. Formålet er at teste uafhængighedsbevægelsens påstande om, at Catalonien er karakteriseret af mere social kapital (svaret er nej), og at uafhængighed kan skabe tillid (foreløbig er svaret, ganske overraskende, at det måske er korrekt). Og sidst på foråret er der en mulighed for at præsentere ny korruptionsforskning – som stadig er på planlægningsstadiet med Niclas Berggren – ved den første workshop hos Institute for Corruption Studies i Chicago. Foreløbig peger de første analyser på, at øget korruption er forbundet med en større andel af den totale indkomst, der går til de fattigste 20 % af samfundet.

Hvorfor korruption måske er forbundet med større økonomisk lighed er et af de spørgsmål, vi gerne vil dele med vores læsere. Er der nogen, der har ideer – eller nogen der har indspark til påstande om at vælgere ikke kan eller måske kan lide reformer, og eksempler på påstande om gevinsterne ved uafhængighed – vil vi frygteligt gerne høre om dem.

Er Brexit virkelig dårligt for briternes økonomi?

17. januar 2018 / / 6 kommentarer

Brexit er et af de mest omdiskuterede emner for tiden, og mange kommentatorer forudser at det kommer til at være en næsten katastrofal beslutning for den britiske økonomi. Enkelte andre mener omvendt, at det kan blive en væsentlig fordel. Men som jeg selv skrev her på stedet efter afstemningen, afhænger udfaldet fuldstændigt af EU’s opførsel og briternes egne policy-valg efter de har forladt EU. Et klart svar blæser således stadig i vinden.

Det er derfor værd at forsøge at se, hvad markederne umiddelbart regner med. Som Friedrich Hayek understregede for år tilbage i hans måske mest indflydelsesrige (og indsigtsfulde) artikel nogensinde, er markeder glimrende som skabere og brugere af information. Vi har alle nogen information, mens et marked består af al den information, som er distribueret mellem alle dets deltagere.

Markeder reagerer derfor på al tilgængelig information hos deltagerne, og kan derfor under de fleste omstændigheder være langt mere effektive end selv de dygtigste enkelt-analytikere. Et nyt indlæg på FEE af Paul Whiteley , Matthew Goodwin og Harold Clarke bruger netop denne indsigt til at pege på, at Brexit ikke ser ud til at være den katastrofe for briterne, som mange har påstået. De tre statskundskabsforskere starter med at notere, at ingen af de eksisterende forecasts for økonomiens langsigtede udvikling giver megen mening.

In our book Brexit: Why Britain Voted to Leave the European Union, we criticize the Treasury report on several grounds and conclude that the long-term forecasts of the consequences of Brexit were essentially meaningless. This is largely because economic futures in 10 to 15 years are unknowable.

The same point, however, can be made about overly optimistic forecasts that the economy will be boosted by a precise amount from Brexit. Any long-term forecast of the consequences of Brexit, whether optimistic or pessimistic, is purely speculative. Your guess is as good as ours.

Whiteley, Goodwin og Clarke fokuserer i stedet på, at aktiepriserne er steget omkring og efter briterne stemte for Brexit. De stiller derefter det nødvendige spørgsmål, om aktiepriser overhovedet har noget med udvikling at gøre på lidt længere sigt. For at svare på det, har de foretaget en række analyser af såkaldt Granger-kausalitet på aktieprisudvikling og efterfølgende udvikling i økonomiske indikatorer. Og her finder de tre forskere, at aktiepriserne faktisk giver et ganske godt bud på, hvordan økonomien kommer til at udvikle sig, om end aktiepriserne rykker sig noget før de andre indikatorer. De er dermed en god forward indikator for den mellemlange udvikling.

Forskerne er omhyggelige med at understrege, at aktiemarkedet faktisk tager fejl nogle gange, selvom de generelt giver solide indikationer. Enkelte fejlskøn bør ikke overskygge generelt robuste sammenhænge. Implikationen af deres diskussion er således stadig, at ”so far, Brexit is turning out to be a good thing for important aspects of the British economy.”

’Borgerlige’ kustoder

10. januar 2018 / / 6 kommentarer

Det er næppe gået nogens næse forbi, at statsminister Lars Løkke holdt pressemøde i går. Formålet med mødet var at aflyse enhver større eller mindre skattereform. Som Peter Mogensen helt rigtigt sagde i Mogensen & Kristiansens Tirsdagsanalyse senere på dagen, betyder Løkkes udmelding effektivt, at regeringen ikke har tænkt sig at gøre noget som helst. Den er med andre ord ude af stand til at gennemføre nogen som helst faktisk politisk ændring inden et eventuelt valg. Det sker som bekendt seneste 19. juli 2019, og der ikke mange indikationer på, at Løkke har tænkt sig at udskrive valg før sidste øjeblik.

Udmeldingen kommer på en baggrund af et forløb, der med store velvilje kan betegnes som mindre kønt. Liberal Alliances partiformand Anders Samuelsen havde ellers i sommers meldt ud, at der var planer om en historisk skattereform. Det mente Dansk Folkeparti ikke, og slet ikke medmindre de kunne få ændringer igennem i udlændingepolitikken, der med stor sandsynlighed ville være både konventionsstridige og muligvis på kant med Grundloven. DF-forslaget om, at udlændinge fra bestemte lande, der har opnået lovligt opholdstilladelse i Danmark, alligevel ikke må tage danskkurser, tage bestemte former for uddannelse (eller måske endda bestemte typer jobs), er for eksempel stigende tæt på at indføre en slags digital Jødestjerne.

Løkkes regering er således, stillet overfor et DF der i stigende grad foreslår ekstreme indgreb for, som Mogensen og Kristiansen formulerede det i går, ”at have udlændingepolitikken for sig selv”, endeligt blevet til kustoder i et museum af antikverede reguleringer og politisk tænkning. En del af konsekvensen af Løkkes håndklæde i den politiske ring er også, at Liberal Alliance – i det mindste indtil næste valg – er blottet for politisk indflydelse eller betydning. Det eneste tydeligt ikke-socialdemokratiske parti (bortset fra Enhedslisten) har således gjort sig selv helt ligegyldigt.

Skal der tænkes ny i dansk politik før efteråret 2019, skal nytænkningen derfor komme fra enten Venstre – der har knægtet enhver afvigelse fra Hjort-linjen i partiets politik – eller fra de Konservative, der ikke ligefrem flyder over med intellekter. For de politisk interesserede er der med andre ord ikke andet at gøre end at lægge sig på sofaen de næste halvandet år, medmindre de vil investere i at interessere sig for andre lande end Danmark. Dansk politik er effektivt så død som en dinosaur og regeringen er kustoder i naturhistorisk samling de næste 16 måneder.

Dansk public choice workshop, 2018

8. januar 2018 / / 1 kommentar

Som vi tidligere har skrevet her på stedet, løber den årlige danske public choice workshop af stablen den 26. januar. Cepos er i år vært for workshoppen, der traditionelt cirkulerer mellem Aarhus, Odense og København, og som lige så traditionelt starter klokken 11. Det (næsten) endelige program er nu klar, og lover godt; det detaljerede program kan hentes her. Hele workshoppen er struktureret i fire sessions:

Klokken 11 er der velkomst og den første session med tre præsentationer handler om ”Policies and Ideology”. Den altid interessante Therese Nilsson (Lunds Universitet) kommer med papiret “Can social protection expenditures cushion the inequality effect of globalization?” Hun efterfølges af Rasmus Wiese, der flyver op fra universitetet i Groningen for at præsentere ”Put Your Money Where Your Mouth Is: Validating Political Ideology using a Real-Effort Distribution Experiment.” Sessionen sluttes af Otto Brøns-Petersen (Cepos) med ”Climate Change or Institutional Change: Which are More Important?”

Efter frokost fortsætter workshoppen klokken 13.20 med en hel session om demokrati, der meget passende sættes i gang af Martin Paldam (Aarhus Universitet) og hans papir ”Democratization.” De andre præsentationer er Thomas Barnebeck Andersen (Syddansk Universitet) med ”Preaching Democracy” og undertegnede med “Do Voters Dislike Liberalizing Reforms? New Evidence using Data on Satisfaction with Democracy.”

Public choice-forskerne holder kaffepause indtil 15.20, hvor der er planlagt en kort session med den spændende titel “Terrorism and Nazis.” Titlen dækker over to papirer, der præsenteres af henholdsvis Stefan Voigt fra universitetet i Hamborg og Lasse Aaskoven fra Københavns Universitet. De to papirer hedder ”Terrorist Attacks and States of Emergency” og “Performance and Promotions in an Autocracy: Evidence from Nazi Germany.”

Den danske public choice workshop slutter med en session fra 16.30-18.00 om “Public Sector Behaviour.” Den formidable Peter Nannestead (Aarhus Universitet) kaster sig ud i kommunalstudier i ”Strategic Tax-Setting in Danish Municipalities 2007 – 2017? A First Look at the Evidence.” Jerg Gutmann (Universität Hamburg) præsenterer “Coups, Regime Transition, and the Dynamics of Press Freedom” og Søren Havn Gjedsted (Cepos) slutter festen med “Trust in the Public Sector Performance: the Importance of Economic and Political Factors.”

Som altid er programmet både spændende og med meget forskellige emner. Det er naturligvis ærgerligt, at der ’mangler’ centrale public choice-forskere til workshoppen – Niclas Berggren er forhindret, og Peter Kurrild-Klitgaards deltagelse også er tvivlsom – ligesom statskundskab igen er underrepræsenteret. Vi håber, at der omvendt er en række studerende, PhD-studerende og andre, der er interesserede i at deltage. Som altid kræver det blot en hurtig e-mail til en af os (Christian Bjørnskov, Henrik Christoffersen og Otto Brøns-Petersen) om at man gerne kommer til workshoppen eller evt. blot en session. Vi håber at se så mange interesserede som muligt i slutningen af januar.

Venezuela løber tør for olie

6. januar 2018 / / 0 kommentarer

Vi har med jævne mellemrum skrevet om den humanitære katastrofe, Venezuelas socialistiske regering har skabt. For snart fem år siden blev det klart, at landet løb tør for toiletpapir, økonomien har været i frit fald de senere år, og en betragtelig del af befolkningen har sultet i mindst et par år. Det, der engang var Latinamerikas rigeste land, er i dag et sted folk flygter fra for at overleve.

Umiddelbart før nytår skrev NYT om det sidste eksempel i rækken af kalamiteter: Venezuela, der sidder på verdens største, kendte oliereserver, er ved at løbe tør for olie. Det statsejede Petróleos de Venezuela (kendst som Pdvsa) er i så ringe en stand, og producerer så langt under kapacitet, at det ikke længere kan levere nok til det ellers nødlidende hjemmemarked. Landets regime under præsident Nicolas Maduro importerer nu benzin og diesel fra bl.a. USA.

Den absurde situation er skabt af snart to årtiers politisk drift af selskabet, hvor der er underinvesteret i vedligehold og ny teknologi, hvor selskabet har måttet opsuge arbejdsløshed og levere ekstremt subsidieret benzin til økonomien, og hvor en altomfattende korruption de senere år har ødelagt de sidste rester af ansvarlighed. Med andre ord er Pdvsa siden 2000 blevet forvandlet til et klassiks eksempel på, hvordan socialistiske økonomiers produktionsvirksomheder ser ud. NYT rapporterer også om et sigende eksempel på omfanget af problemerne, da en brand i et raffinaderi i november ikke kunne bekæmpes fordi brandfolkene var løbet tør for brandhæmmende skum.

Maduro-regimet reagerede i efteråret på problemerne på en måde, der også er svært genkendelig for f.eks. Østeuropa. Regimet har udnævnt Generalmajor Manuel Quevedo til både olieminister og øverste direktør for Pdvsa. Som NYT noterer, har Quevedo absolut ingen erfaring fra olieindustrien, eller med blot at køre en almindelig virksomhed.

Han er med andre ord økonomisk set helt inkompetent, men en attraktiv udnævnelse for regimet. Eller som NYT indikerer: Udnævnelsen af Quevedo er et af en række eksempler på, hvordan Maduro er i gang med at ’kup-sikre’ sit regime. I stedet for at løse de fundamentale problemer – som manden i sin socialistiske ideologiboble muligvis ikke forstår, eller muligvis bare er ligeglad med – har regimet siden Chavezs tid placeret uegnede, men loyale folk i militæret, i højesteret, og i centrale stillinger i de sørgelige rester af det venezuelanske erhvervsliv. Strategien er klassisk: I stedet for at løse problemerne, sørger man for at sovse potentielle modstandere ind i regimets drift. Lige som man troede, at Venezuela måtte have ramt bunden, er der endnu værre nyheder fra Latinamerikas failed state #1.

Konsekvenserne af Friedmans udfordring

29. december 2017 / / 0 kommentarer

I 1968 var Milton Friedman præsident for the American Economic Association og var derfor forpligtet til at holde en presidential address ved den årlige konference det år. De fleste af den slags oplæg er en slags opsummeringer, enten af oplægsholderens eget arbejde eller af arbejdet i et bestemt felt. Det er der bestemt ikke noget galt i – jeg har det seneste år set fine eksempler af bl.a. dansk-britiske Toke Aidt, da han var præsident for the European Public Choice Society i 2015 – men Friedman ville noget andet og mere med sit oplæg.

To nye papirer – et af Robert E. Hall og Thomas J. Sargent, der er ude som NBER Working Paper, og et andet af Greg Mankiw og Ricardo Reis, der kommer i Journal of Economic Perspectives, sporer hvordan Friedmans 1968-address ændrede makroøkonomisk tænkning (hattip: Niclas Berggren).

Friedman udfordrede måden, nationaløkonomer tænkte kortsigtet udvikling og inflation på ved at udfordre den måde, man så den såkaldte Phillips-kurve på. Kurven, der er opkaldt efter den newzealandske økonom A.W. Phillips, tilsiger at der eksisterer en trade-off mellem arbejdsløshed og inflation. Hvis man politisk sænker arbejdsløsheden gennem ekspansiv politik, er omkostningen højere inflation. Kurven var enormt indflydelsesrig i politik i hele den vestlige verden, hvor politikere sigtede efter at sænke arbejdsløsheden (primært for at vinde næste valg). Lidt højere inflation virkede som en rimelig pris at betale, ikke mindst fordi de omkringliggende lande sandsynligvis gjorde det samme.

Friedman indså, at denne trade-off kun gav logisk mening på meget kort sigt. I sin presidential address skitserede han denne logik, som vi i dag underviser i på snart sagt alle universiteter: 1) Antag at regeringen fører ekspansiv økonomisk politik og får held til at sænke arbejdsløsheden. 2) Der er nu lavere arbejdsløshed, og qua den mindre risiko for at blive arbejdsløshed kan arbejdstagere og deres fagforeninger kræver højere lønninger. De regner dog stadig med, at inflationen er den samme som sidste år (de har adaptive forventninger). 3) De højere omkostninger for virksomhederne bliver overvæltet i priserne – og fører også til at de fyrer flere / ansætter færre. 4) Priserne er nu steget – der er kommet inflation – hvilket fører til at arbejdstagerne må kræve højere lønninger. Friedmans grundlæggende pointe her er netop, at arbejdstagerne / fagforeningerne nu kan observere, at inflationen er steget, og derfor kræver at lønningerne skal følge med op. Vi vender dermed tilbage til 3) hvor virksomheder igen overvælter de højere omkostninger i priserne og fyrer folk.

I sidste ende er økonomien tilbage i en situation med højere arbejdsløshed, men også med permanent højere inflation: Lønforhandlingerne er baserede på arbejdstagernes forventede inflation, som nu er steget permanent. Derfor stiger lønningerne også hurtigere, og inflationen er dermed automatisk højere. Den eneste konsekvens, den ekspansive politik dermed har haft på lidt længere sigt, er at føre til permanent højere inflation mens arbejdsløsheden er tilbage der hvor man startede. Efter Friedman har man således kaldt dette niveau af arbejdsløsheden for enten NAIRU – the Non-Accelerating Inflation Rate of Unemployment – eller blot den naturlige arbejdsløshed.

Friedmans store og ganske revolutionerende pointe var derfor, som Hall og Sargent formulerer det, at ”real outcomes are invariant to the monetary policy rule”. Med andre ord er effekterne af simpel økonomisk politik (i Friedmans version pengepolitik) rent midlertidige. Der eksisterer ikke et trade-off mellem arbejdsløshed og inflation, og politikerne kan derfor på ingen måde ’vælge’ et niveau for arbejdsløsheden. Edward Phelps arbejdede på samme tid som Friedman med basalt set samme ideer, og med John Mutt og Robert Lucas arbejde omkring rationelle forventninger fik ideen om, at politikere kan påvirke økonomien på langt sigt endnu et skud for boven. Det først skud, og det der angav retningen, var dog Friedman og Phelps tydelige kritik, og deres formulering af vigtigheden af forventningsdannelse for, hvordan økonomisk politik virker. Nationaløkonomi blev aldrig det samme, og politikeres måde at tænke økonomisk politik ændrede sig også – omtrent 25 år senere.

Flove studerende

26. december 2017 / / 1 kommentar

Omkring jul har de danske medier kørt en historie om, at hver fjerde studerende på de videregående uddannelser er flov. Flovheden går på, at de har svært ved at ’tilegne sig selv simpelt stof’ på deres studier, og synes de har svært ved at følge med. Mange kommentatorer og bl.a. næstformanden for Rektorkollegiet har fortolket undersøgelsens konklusioner sådan, at universiteterne må gøre mere for at pusle om de nye små studerende, så de ikke føler sig flove.

Det forbløffende i hele dækningen af undersøgelsen, og i reaktionerne, er at jeg ikke har læst eller hørt en eneste i medierne, der har udtrykt at flovheden måske er udtryk for et virkeligt og rimeligt fænomen. Ikke en har givet offentligt udtryk for noget, vi alle oplever på universiteterne: At de nye studerende i dag kan langt mindre i dag end for blot ti år siden. Eller med andre ord, at deres faglighed er blevet stadig svagere over en lang årrække.

Man kan naturligvis hurtigt beskylde mig for at være en Jeronimus, der helt uinformeret mener, at alt var bedre i gamle dage. Det var det naturligvis ikke, men gymnasieskolen gør ganske enkelt ikke længere dens job. Nina Smith og jeg har for eksempel de senere år måttet holde en ekstraforelæsning for vores statskundskabsstuderende, hvor vi dækker helt simpel matematik. I år kom cirka 90 studerende – en tredjedel af årgangen – til forelæsningen, hvor vi primært gennemgik parentes- og brøkregneregler, og checkede deres yderligere matematikviden. Studiet kræver B-niveau i matematik fra gymnasiet, men vi oplever hvert år, at en forbløffende stor del af de ellers arbejdsomme og engagerede studerende på statskundskabsstudiet i Aarhus mangler helt basale matematikkundskaber. Det samme oplever vi på HA-studiet, og vores kolleger på humaniora taler om problemerne ved, at mange af deres studerende ikke længere læser rekreativt, og at man heller ikke – som for 15 år siden – kan gå ud fra, at de fleste kan læse tysk på et nogenlunde rimeligt niveau.

Hele pointen med dagens udgydelser er, at det måske er helt rimeligt og velfortjent, at mange nye universitetsstuderende føler sig flove. De kan ikke følge med, fordi de ikke har lært nok i gymnasiet – og det ganske uanset at de har været blandt de dygtigere i gymnasiet og har fået bibragt en selvforståelse af at være blandt eliten. Det er et sundhedstegn, og ikke et problem, at mange nye studerende føler sig flove over ikke at kunne følge med, når de kan ikke følge med fordi de ikke har de nødvendige forkundskaber for at læse på universitetet. Og flovheden er en positiv reaktion på erkendelsen af, at man har et problem. Uden den erkendelse, kommer de små nye studerende ikke videre.

Glædelig jul

24. december 2017 / / 3 kommentarer

Det har været et langt år, men i aften når vi til barndommens højdepunkt: Juleaften. Før da vil vi allerførst sige en stor tak til de mange læsere – både dem der blot følger med i Punditokraternes interesser og udgydelser, og dem, der aktivt kommenterer på vores indlæg. Indtil nu har vi i 2017 haft 107.000 besøg, hvilket bliver til cirka 300 besøg per dag, eller i gennemsnit 660 besøg for hvert af de 162 indlæg i år, som vi alle er taknemmelige for. Som altid gælder den tak også dem, der med jævne mellemrum erklærer sig uenige med os. Selvom vi er glade for at bidrage til den danske debat på et lidt andet grundlag end de fleste –og som vi stræber efter, også på et mere solidt, vidensbaseret fundament – påskønner vi også altid, at vores egne argumenter bliver udfordret konstant.

For os er det ofte særligt morsomt, når vi kan se at vi selv udfordrer folk, der deler indlæggene på f.eks. Facebook. Eksempler i efteråret har været Ottos indlæg om Valget i Januar, Niels om Black Friday er godt for verdens fattige, og mit om Jacob Lundberg om topskatter og Lafferkurven, der blev delt 643 gange. Vi formåede også at irritere Ole Birk Olesen, der ellers har markeret sig positivt den sidste måned, med et indlæg om at Københavns Lufthavn ikke er et monopol. Konklusionen, som flere var utilfredse med, var at Oles nye luftfartsstrategi dermed ikke gav nogen som helst mening.

Det blev også året, hvor Liberal Alliance gjorde sig selv politisk overflødige – og vi gjorde opmærksom på det længe før partiets nederlag i finanslovsforhandlingerne. Partiet har forladt ethvert princip, og er blevet et discount-Venstre med stort set lige så socialdemokratisk politik. De 10-15 % af danskerne, der er tydeligt liberale, er således endnu en gang i politisk limbo.

Her på stedet har vi gjort, hvad vi kan i 2017, for at sørge for at debatten ikke altid bliver kørt på venstrefløjens eller et establishments betingelser. Niels indledte året ved at debunke de ellers politisk populære påstande om, hvor ulige verden er. Om en måneds tid kan vi nok gentage Den Årlige Røverhistorie fra Oxfam og Ibis, men med flere journalister og andre, der kender til hvor substanstom, historien er. Og den serie indlæg, jeg personligt er mest stolt af i år, var vores sommerserie om public choice. Vi har talt om en plan for at lave sommerserien om til decideret undervisningsmateriale for gymnasierne, men tanken var først og fremmest folkeuddannende – at punditokraternes læsere og forhåbentlig flere kender til den analytiske baggrund for, hvordan vi og de fleste moderne samfundsforskere tænker økonomisk politik. Skulle der sidde læsere med ideer til lignende serier, må de endelig sige til.

Under alle omstændigheder, og uden vi kan gøre noget ved det, er 2017 ved at være ovre. Umiddelbart før julefreden sænker sig, er den eneste, helt uvidenskabelige og aldeles ukontroversielle pointe med dagens indlæg ganske simpel: Punditokraterne ønsker alle vores bidragsydere og hele vores læserskare en Glædelig Jul og et Godt Nytår.

Fremskridt – hvordan var Danmark i 1970

20. december 2017 / / 2 kommentarer

Hvor godt går det faktisk? Spørger man rundt omkring i den vestlige verden, og Danmark er ikke anderledes, mener de fleste mennesker, at det går ret skidt. Blandt de almindelige forestillinger er, at de rige bliver rigere mens de fattige bliver fattigere, at der bliver flere og flere fattige mennesker i verden, og at vores miljøtilstand er kritisk og i forværring. Som mange af punditokraternes læsere ved, er alle påstanden rendyrket nonsens, men på en eller anden måde enten glemmer eller overser folk alligevel meget store, objektive fremskridt.

Jeg stillede derfor mig selv spørgsmålet, hvordan Danmark i virkeligheden så ud omkring 1970, dvs. da jeg selv blev født, og hvilke områder, der i dag er cirka samme objektive status. Min erfaring er, at den type sammenligning ofte giver et mere håndgribeligt billede på, hvor langt vi er nået indenfor vores egen levetid. Så her er en række eksempler. Hvis andet ikke står der, er tallene fra Verdensbankens World Development Indicators.

Danmark var i starten af 70erne et meget velfungerende samfund, sammenlignet med resten af verden. Det blev blandt andet reflekteret i vores glimrende sygehusvæsen, i vores gennemsnitsindkomst, og i vores uddannelsesniveau. Spædbørnsdødeligheden i 1970 var 13,9 per 1000 fødsler, dødeligheden for børn under 5 var 16,6 per 1000, og befolkningens forventede levetid var hele 70,9 år. Ifølge Penn World Tables var den købekraftsjusterede gennemsnitsindkomst 22.778 dollars – vel at mærke et gennemsnit per indbygger, spædbarn som studerende, midaldrende eller pensionist – eller knap 144.000 kroner i dagens dollarkurs. Det blev også reflekteret i, at der var en personbil for hver 4½ dansker. Sidst, men ikke mindst, havde 20,1 % af befolkningen over 25 mindst en gymnasial uddannelse, og 37,5 % af de relevante årgange var i gang med en (ifølge Barro og Lee).

Man kan derfor forledes til at tro, at der ikke er sket ret meget – Danmark var jo rigt og velfungerende allerede dengang. Anskuelighedsundervisningen dukker op, når man ser på, hvor det relativt set ville have placeret 1970-Danmark i dag.

Spædbørnsdødeligheden er faldet dramatisk i det meste af verden, og det danske 1970-tal er på niveau med dødeligheden i lande som Colombia eller Jamaica i dag. Vores forventede levetid på 70,9 år i 1970 er tæt på det globale gennemsnit i dag, og den længde, almindelige borgere kan forvente i dag i Honduras og Kazakhstan.

Det generelle velstandsniveau i 1970 var heller ikke imponerende, sammenlignet med i dag. Vores nationalindkomst per indbygger var lidt mindre end Polens og lidt mere end Malaysias nuværende gennemsnitsindkomst. Det samme gælder antallet af biler, som var lidt lavere end det nuværende niveau i Kazakhstan og lidt større end Chile. Og selv vores højt besungne uddannelsesniveau var middelmådigt med nutidens standarder. Antallet af folk med en gymnasieuddannelse eller mere var ligesom nutidens Polen, og antallet der gik i gymnasiet ligesom i Tyrkiet i 2017.

Står man derfor med et familiemedlem eller en ven under julefrokosten, der påstår at alt er skidt i dag, er der således store mængder statistisk krudt til blæse påstandene af vejen. Set med nutidens standarder var Danmark i 1970 et dybt middelmådigt land – vi sammenligner bestemt ikke vores levestandard negativt med Kazakhstan, Honduras eller Polen. Men det er netop det, der er sket: Vores standarder er steget voldsomt, og det mange danskere gør, er at sammenligne virkeligheden med den standard, de betragter som normalen. Og når vi glemmer, at vores standarder ændrer sig over tid, overser vi de fremskridt, verden faktisk oplever.

Om at måle fattigdom

17. december 2017 / / 0 kommentarer

The Institute of Economic Affairs i London kører under navnet Live from Lord North Street en glimrende serie podcast. I denne uge handler podcasten om, hvordan man kan måle fattigdom. IEAs cheføkonom Julian Jessop interviewes af Madeline Grant og påpeger blandt mange andre ting, hvordan mål for såkaldt ’relativ fattigdom’ er særligt misvisende. Hele den blot kvarter lange podcast kan høres her.

Ser man på danske data, er problemerne med at tale om relativ fattigdom ganske indlysende: mål for relativ fattigdom er dårlige ulighedsmål. Figuren nedenfor viser således udviklingen i BNP per indbygger i første og femte kvintil af indkomstfordelingen, dvs. blandt de 20 % fattigste og 20 % rigeste. Baseret på tal fra the World Income Inequality Database har andelen af nationalindkomsten, der er disponible for første kvintil, siden 1976 svinget mellem 7,9 % (i 2010) og 10,4 % (i 1995). På samme måde har andelen for femte kvintil svinget mellem 32,4 % (i 1995) og 37,5 % (i 1976). Forskellen mellem de to grupper i dag er knap 28 %, hvilket pudsigt nok er den samme procentuelle forskel som sidste gang – i 1976 – at dansk økonomi var på vej ud af en væsentlig, international krise. Det ser således ud til, at den relative fattigdom slet ikke er reduceret over årene. Ignorerer man et øjeblik, at der overhovedet ikke er tale om de samme mennesker i de to grupper over årene – eller blot fra år til år (der er f.eks. mange studerende i første kvintil) – er spørgsmålet, man må stille sig, om de 20 % fattigste danskere i 2015 ikke var bedre stillede end den samme procentandel i 1976?

Svaret giver nærmest sig selv. Vurderet med samme prisindeks, er de 26 % rigere, og ser man på, hvad de i dag har adgang til er den reelle forskel i levestandard langt større. Internettet og mobiltelefoner eksisterede ikke i 1976, de færreste fattige havde farve-TV – kun 24 % af alle husholdninger havde farve-TV og 45 % havde egen vaskemaskine. Prisen på almindelige forbrugsgoder som køleskabe – f.eks. mål på hvor mange timer man skulle arbejde for at have tjent til et – var den firedobbelte af i dag.

Som jeg tidligere har gjort opmærksom på, er der ikke meget meningsfuld information i relative fattigdomsmål, inklusive de ellers politisk populære ’fattigdomsgrænser’, i velstående, vestlige samfund. Som Julian Jessop også pointerer på ganske diplomatisk vis i podcasten, er der så store metodiske og fortolkningsmæssige faldgruber i konceptet, at det er bedst blot at tale om fattigdom, og ellers kalde ligemageriske spader for spader. Men hvor mange politikere har over årene haft gavn af det?

Hvorfor bliver militærdiktaturer til præsidentielle demokratier?

14. december 2017 / / 2 kommentarer

Som mange af punditokraternes læsere ved, har jeg i år lagt ganske meget tid i udviklingen af en større database sammen med min kollega Martin Rode fra Universidad de Navarra i Pamplona. Har man først fingrene tilstrækkeligt dybt nede i den empiriske bolledej, ser man ofte ting som man ellers næppe havde lagt mærke til. En af de ting, der blev klare da jeg sidste sommer viste databasens transitionsmatrix for mine studerende i Heidelberg, var at demokratiseringer ikke altid er tilfældige.

Før halvdelen af læserne står af, betyder det fine, tekniske ord ’transitionsmatrix’ blot, atman laver en oversigt over ændringer i landes regimetype over tid. Langt de fleste år-til-år ændringer er nuller – Danmark har således været helt præcist samme slags demokrati siden grundlovsændringen i 1953. Men når man som Martin og jeg kan følge regimeændringer i 208 lande siden 1950, er der ganske mange, der ændrer sig.

Og observationen, som flere af mine studerende spurgte ind til, var at når diktaturer demokratiserer, er der en meget tydelig forskel. Civile autokratier – dvs. ikke-demokratiske regimer hvor regeringslederen og -toppen ikke har militær rang eller status, bliver til alle mulige former for demokratier, mens militærdiktaturer praktisk taget altid bliver til præsidentielle demokratier. De få, der ikke bliver det, kan i praksis ikke blive præsidentielle, da de som Thailand af tre omgange allerede er monarkier. Har man en monark, giver det ingen mening at indføre en præsident, da monarken per definition er statsoverhoved. Spørgsmålet, som jeg havde flere gode diskussioner om med min brasilianske studerende Marina Rapp, er hvorfor militærdiktaturerne ser ud til at vælge én bestemt form for demokratiske institutioner.

Det spørgsmål er endt med at blive mit første egentligt teoretiske papir i årevis. Papiret er, efter at jeg har præsenteret det flere gange og modtaget kommentarer, nu ude som IFN Working Paper no. 1194 og kan læses her. Og argumentet er egentlig ganske enkelt: Ethvert diktatur må have støtte fra et eller andet segment af samfundet. Militærdiktaturer er direkte støttede af militæret, og har derfor også et primært incitament til at støtte militæret, mens civile autokratier må søge støtte blandt civile interesser. Begge typer er også nødt til at støtte den modsatte interesse til en vis grad for at undgå kupforsøg. Men støtten og de ressourcer, regimet bruger på undertrykkelse, kan blive for dyr i længden, og det kan blive for svært at undgå kupforsøg, hvilket kan gøre det attraktivt at indføre eller acceptere demokrati.

Gør man det, har enhver regering interesse i at beskytte sin primærstøtte mod at miste for meget. Hvad det betyder, er ret enkelt for militæret, men ikke særligt enkelt for civile interesser. De lider et Olsonsk koordinationsproblem, da de ikke alle har samme interesse og derfor må indgå en form for kompromis om deres ’fælles’ interesse.

Rent teoretisk viser det sig, at forskellige koordinationsproblemer – det er langt lettere for militæret at koordinere dets fælles interesser – kombineret med muligheden for at begå et kup, hvis det nye demokrati bliver meget fjendtligt imod de ’gamle’ autokratiske interesser – betyder at militærdiktaturer stærkt foretrækker demokratiske institutioner med stærke vetospillere. Pga. de civiles langt større diversitet og derfor sværere koordinationsproblemer, har de ikke på samme måde en interesse i en bestemt type politiske institutioner.

Det pudsige er, at når man først er gennem teorien, viser det sig at en række detaljer omkring 111 demokratiseringsepisoder siden 1950 også er konsistente med denne slags teoretisk mekanisme. Det er for eksempel sigende, at de fleste militærdiktaturer enten justerer forfatningen eller skriver en ny forfatning før demokratiseringen, og gør det uden at parlamentet involveres. De giver også præsidenten mere direkte indflydelse, men tillader ikke, at han kan regere udenom parlamentet. Demokratisering i civile autokratier udviser omvendt ingen af den slags systematiske træk, og ser ofte ganske tilfældige og uplanlagte ud, som Daniel Treisman forleden påpegede, er et almindeligt træk. Nu venter vi derfor kun på det næste eksempel på et militærdiktatur, der indfører demokrati for at se, om teorien også passer i detaljer på det eksempel.

Ældre indlæg Nyere indlæg

Seneste indlæg

Seneste kommentarer

Meta

Social

© 2018 Punditokraterne

Tema af Anders Noren — Op ↑