Kategoriarkiv: Christian Bjørnskov

Dansk nedlukning: Hvor er effekten henne?

Som vi har understreget flere gange her på stedet, er virussen ved at dø ud i Vesteuropa, og det er blevet tid til at vurdere forløbet. En væsentlig del af denne vurdering er det centrale spørgsmål, om regeringens nedlukning af det danske samfund har gjort en væsentlig forskel for udbredelsen af virus. Som vi tidligere har skrevet om, har den eneste videnskabeligt robuste undersøgelse indikeret, at Sveriges beslutning om at holde samfundet åbent, ikke førte til flere dødsfald. Vi nærmer os i dag et svar på en lidt mere simpel måde, men en der er specifikt rettet mod den danske politik: Vi sammenligner først Danmark med det sydlige Sverige, hvorefter vi ser omhyggeligt på timingen i nedlukning og smittetryk.

Dagens første figur giver en sammenligning af de ugentlige dødelighedstal per million fra de første 19 uger i Danmark i 2020, 2019 og 2018 med de samme dødelighedstal i de samme uger i Skåne, Halland og Blekinge (SHB) i Sydsverige. De danske udviklinger er markerede med fuldt optrukne linjer mens de svenske er markerede med stiplede linjer. Baggrunden er, at hvis den danske nedlukning har haft væsentlig virkning, burde man kunne se en markant forskel i udviklingen i dødelighed i Danmark og Sydsverige.

En første, interessant ting er, at man kan se den alvorlige influenzaepidemi i 2017-18 i begge lande (de røde linjer). Det mest væsentlige forhold er dog, at man ganske tydeligt kan se samme udvikling i år i begge lande (de sorte linjer), med en lidt tidligere stigning i Danmark, men samme profil og endda samme generelle niveau. De to områders dødelighedsudvikling er således ens på trods af at Danmark lukkede ned for sin økonomi fra starten af uge 11, mens Sverige holdt sin økonomi åben. Som Aftonbladet opsummerede det forleden: ”Skåne – svensk strategi men danska dödstal.”

Den anden bid evidens kommer fra timingen af ændringer i danske nyindlæggelser, relativt til nedlukningen. De fleste studier viser, at det tager 7-10 dage fra en person bliver smittet til hun udviser symptomer – hvis det da overhovedet sker. Derefter tager det ifølge det amerikanske Center for Disease Control and Prevention typisk fem dage, før en symptomatisk smittet indlægges – hvis sygdommen da udvikler sig alvorligt. Men må derfor regne med cirka 14 dage, fra en person smittes til smitten kan manifestere sig i nyindlæggelse.

Sker der således en ændring i smittetryk, tager det med andre ord cirka to uger før det kan ses i data på nyindlæggelser. Det indebærer også, at en politik der sænker smittetrykket, gradvist vil bremse stigningsraten i antallet af smittede fra dag ét, men at det først kan ses fra dag 15 i en lavere vækst i smittetrykket. Og det er her, problemet ligger for dem der argumenterer, at statsministerens nedlukning af Danmark har bremset smitteudviklingen.

Som figuren nedenfor viser med al tydelighed, toppede antallet af nyindlæggelser den 25. marts med 94 og faldt derefter relativt jævnt med cirka tre om dagen i næste fire uger. Havde nedlukningen været vigtig for smitteudviklingen, burde man have set en gradvis nedbremsning i udviklingen fra omkring den 30. marts, og absolut ikke en top på udviklingen med et jævnt efterfølgende fald næsten en uge før da. Timingen af udviklingen passer med andre ord hverken på, at nedlukningen bremsede udviklingen op, eller at den har accelereret faldet i smittetryk – der er intet, der peger på en accelereret nedbremsning i et jævnt fald.

Dagens bundlinje er således, at hverken når man undersøger timingen i ændringer i smittetryk, som det afsløres i antallet af nyindlæggelser, eller når man sammenligner dansk udvikling i dødelighed med sydsvensk udvikling, finder man et mønster, der på nogen måde er konsistent med en positiv rolle for nedlukningen. Dataene indikerer i begge tilfælde, at regeringens beslutning om at lukke Danmark ned ikke har gjort nogen tydelig gavn – den har blot skabt enorme økonomiske omkostninger.

Udskudte dødsfald

Der foregår for tiden en ophedet diskussion om, hvor alvorlig coronavirussen er. På den ene side står en række meningsdannere, der fastholder at den er meget farlig, og at der således er god grund til, at mange vestlige lande har lukket deres økonomier ned og (måske midlertidigt) afskaffet en række borgerrettigheder. På den anden står en anden gruppe, der henviser til statistiske problemer og ny forskning – bl.a. undertegnede – og mener, at de peger på at coronavirus faktisk ikke er særligt dødelig. Implikationen er derfor, at nedlukninger, tab af rettigheder osv. er en enorm overreaktion.

Et af de store problemer er, at en væsentlig del af diskussionen handler om, hvor mange smittede der er. Uden en korrekt nævner – antallet af smittede – kan man ikke vurdere, hvor dødelig virussen er, selvom man har antallet af døde (tælleren). Det er med andre ord diskussionen om mørketallet. Flere studier har derfor de seneste uger i stedet for fokuseret på den overordnede dødelighed i samfundet: Hvor mange dør per uge eller per måned. Jonas brugte denne approach for et par dage siden her på stedet. Det er derfor den approach, vi tager i dag, med en særlig fokus på timing.

Læs resten

Alberto Alesina er død

Forleden kom den triste besked, at den italienske økonom Alberto Alesina var faldet om med et hjerteanfald, da han var på vandretur. Den 63-årige Alesina, der var professor i nationaløkonomi på Harvard, var en af de mest kreative og indflydelsesrige økonomer i sin generation, og hans alt for tidlige død er et stort tab for professionen. Hans position i professionen er de seneste dage blevet afspejlet i den stribe af topforskere og topøkonomer, fra Nouriel Roubini og Larry Summers til Dina Pomeranz og vores egen Lars Christensen, der har hyldet ham på Twitter.

Alesina var født i det nordlige Italien i 1957 og læste økonomi på Bocconi-universitetet i Milano, men endte med at tage til Harvard, hvor han modtog sin PhD i 1986. Året efter begyndte han at efterlade sit aftryk på politisk økonomi med to artikler: Rules and Discretion with Non-coordinated Monetary and Fiscal Policy i Economic Inquiry, som han skrev sammen med den et år ældre Guido Tabellini, og hans egen Macroeconomic Policy in a Two-Party System as a Repeated Game i Quarterly Journal of Economics. Særligt hans tidlige QJE-artikel ændrede manges syn på økonomisk politik, da Alesina viste at fuldt rationelle politikere kan implementere såkaldte politiske business cycles, og dermed destabilisere den økonomiske udvikling. Politisk økonomi i en eller anden form skulle vise sig at være det tilbagevendende omdrejningspunkt for hans forskning.

Alesina gjorde de følgende år et indtryk med en række særdeles indflydelsesrige artikler, og vendte således syv år efter sin PhD tilbage til Harvard, hvor han blev Professor of Economics and Government. Han havde siden 2003 den prestigefyldte stilling som Nathaniel Ropes Professor of Political Economics.

Alesinas betydning for udviklingen og populariseringen af politisk økonomi er svær at undervurdere. Ifølge Google Scholar er der idag mere end 120.000 citationer til Alesinas studier – et tal, der er næsten ubegribeligt for de fleste økonomer – og bare hans fem mest citerede artikler er citeret næsten 20.000 gange. Disse fem – to i Quarterly Journal of Economics, to i Journal of Economic Growth og en i European Economic Review – illustrerer også bredden af hans interesser. Distributive Politics and Growth, som han skrev sammen med Dani Rodrik, og Income Distribution, Political Instability, and Investment, skrevet sammen med Roberto Perotti, bidrog tidligt til den moderne litteratur om ulighed og udvikling. Public Goods and Ethnic Divisions og Fractionalization, fra henholdsvis 1999 og 2003, rykkede forskningen om samfundsmæssig homogenitet og udvikling en tand videre, mens hans artikel Who Gives Foreign Aid to Whom and Why, der var fælles arbejde med David Dollar, for første gang dokumenterede hvordan fordelingen af ulandshjælp er voldsomt politiseret. Alesina var ikke altid lige populær i politiske miljøer, men var altid interessant og ekstremt kompetent.

Noget af hans sidste færdiggjorte arbejde var den kontroversielle, men omhyggeligt researchede bog Austerity: When It Works and When It Doesn’t fra sidste år. Alesina gjorde sig her, sammen med Carlo Favero og Francesco Giavazzi, til fortaler for nedskæringer i stedet for skattestigninger, når en moderne regering skal have styr på budgettet. Budskabet var i særlig grad upopulært hjemme i Italien, hvor modstanden mod fiskal disciplin og budgetbegrænsninger er stærkere end i mange år. Alesina gjorde dog det rigtige, men ikke det politisk populære, og foretog en omhyggelig analyse af en lang række situationer hvor regeringer måtte rette op på store underskud. Disse analyser viste, at dem der havde reageret med nedskæringer i de offentlige budgetter, havde haft langt større succes med både at bringe budgettet under kontrol, og med at skabe økonomisk udvikling igen.

Alberto Alesina var en af de økonomer, der insisterede på at forske i political economics i stedet for public choice, og som dermed distancerede sig fra det tidlige arbejde fra folk som James Buchanan, Gordon Tullock og Mancur Olson. Men uanset hvad man vælger at kalde det felt, man arbejder indenfor – public choice, political economy, political economics… – var han en af de ypperste udøvere af det. At han oveni sine akademiske kvaliteter var en venlig, ydmyg og afholdt kollega og populær blandt sine studerende, gør kun tabet det større.

Seruminstituttets 1,1 % må være forkert

Forleden udgav Seruminstituttet det første studie af en random sample af faktisk coronasmitte i Danmark. Man havde testet cirka 1000 personer og fandt, at 1,1 % havde været smittede. Seruminstituttet konkluderede derfor, at med en vis usikkerhed var der cirka 60.000 danskere, der havde været smittede. Mens instituttet fremhævede, at det indebar at Danmark er meget langt fra flokimmunitet, var den vigtigste implikation måske, at det gav en dødelighedsrate på lidt under 1 %. Studiet så vigtigt ud, men der er blot ét problem: Seruminstituttets fund kan simpelthen ikke være retvisende, da de er helt inkonsistente med andre ting vi ved. Lad mig illustrere problemet med nogle eksempelberegninger.

Allerførst skal man holde sig for øje, at de 1,1 % ikke er det nuværende antal danskere, der har været smittede, men antallet omtrent 2-3 uger før testen. Grunden er, at det tager tid før kroppen har dannet antistoffer og man derfor overhovedet kan finde dem. Undersøgelsen er således retvisende for antallet af smittede i cirka sidst i april. Det kan man derfor sammenholde med de tests af aktiv smitte, som man har lavet siden slutningen af februar, og den ændring i teststrategi, som man implementerede fra omkring den 20-21 april (se figuren).

Læs resten

Dødelighed i Danmark – en update

Hver gang man skriver, at coronavirus ikke er nær så dødelig som statsministeren og de fleste medier synes at mene, står der en hær af modstandere klar. Med jævnlige beskyldninger om at være Trump-apologet, Bolsonaro-elsker, eller blot en kynisk og menneskefjendsk person, er det blevet ganske ubehageligt at holde fast i fakta for tiden. En insisteren på fakta er dog en af vores fremmeste opgaver her på stedet, og det gælder i lige så høj grad coronavirussen som økonomiske og politiske forhold. Med risiko for endnu en gang at blive udskreget på de sociale medier (jeg heldigvis ikke deltager i), handler dagens post om hvordan den faktisk dødelighed ser ud i Danmark.

Vi formidler fakta gennem to figurer: Den ene viser de ugentlige dødstal for danskere under 60 år, mens den anden viser de samme tal for danskere der er 60 år eller ældre. For begge serier viser vi tallene for uge 38-22 i 2016-17, gennemsnittet for 2017-18 og 2018-19, og for den nuværende sæson 2019-20 (hvor data for uge 20-22 ikke er tilgængelige endnu). Dataene følger således hvad man normalt betragter som influenzasæsonen. De danske data er interessante på mindst to måder: For det første kan de tydeligt vise over- og underdødelighed uge for uge og totalt set, og for det andet kaster de ekstra lys over timingen af forskellene.

Læs resten

Demsetz, Hayek og statslig intervention

Mange mennesker hylder, at vestlige stater har taget drakoniske beslutninger og vist ’handlekraft’ de seneste måneder. Men på samme tid som de fleste stater har implementeret vidtrækkende ændringer i samfundet, har de fleste også vidst, at man fra starten næsten intet vidste om den egentlige, potentielle trussel – SARS-CoV-2-virussen – og at man under normale omstændigheder ikke bør stole på de fleste politikere. Denne noget absurde situation er velbeskrevet i den politisk-økonomiske faglitteratur, men ikke særligt bredt kendt.

Harold Demsetz beskrev allerede i 1969 et meget udbredt problem: Hvordan langt de fleste, der kritiserer den faktiskemåde, frie markeder virker, peger på statslige løsninger, men med en antagelse om at vi taler om den perfektestat. De sammenligner således faktiske markeder, med alle de fejl der kommer fra både markedsstruktur og menneskers almindelige fejlbarlighed, med ideelle stater, hvor politikere og embedsværk er alvidende, omnipotente og fuldstændigt uselviske. På trods af at denne slags sammenligning ville være indlysende absurd i andre forhold – f.eks. en sammenligning af ens ti kilo overvægtige kæreste med en Bond-pige – er den alligevel helt almindelig i politiske diskussioner. Den har siden Demsetzs arbejde været kendt som ’Nirvana-fejltagelsen’ (the Nirvana Fallacy). Den altid glimrende Stephen Davis forklarer den på pædagogisk vis i EA Magazine her. Davis understreger også, at en ikke ubetydelig del af økonomisk teori begår Nirvana-fejltagelsen – ikke mindst i public economics, hvor man helt typisk antager en benevolent, alvidende stat der ordner markedsfejl.

Mens konsekvenserne af politiske incitamenter – har beslutningstagerne overhovedet incitament til at prøve at gøre det rigtige, eller forsøger de bare at maksimere popularitet, stemmetal eller egen magt?  – er ekstremt velbeskrevne i public choice og politiske økonomi, er den anden del af Demsetzs problem, om de overhovedet har nok og tilstrækkeligt præcis viden til at ’ordne’ noget som helst. Det problem var centralt i Friedrich Hayeks arbejde, og hans Nobel-forelæsning havde netop titlen ’The Pretense of Knowledge’. Hayek understregede her en bestemt del af Demsetzs problem, idet han pegede på at der er mange ting, som politikere og centrale beslutningstagere hverken ved eller kan vide. Det er for eksempel praktisk umuligt for dem at kende forskellige virksomheders omkostningsstruktur – en pointe den senere Nobelprismodtager Jean Tirole arbejde videre med – og dermed også umuligt, at vide bare nogenlunde præcist, hvad konsekvenserne af skatte- og reguleringsændringer vil være. De kan heller ikke kende folks (i øvrigt meget forskellige) præferencer, og helt indlysende nok, er det umuligt for dem at vide, hvad der vil være ’fremtidens industrier’ eller om det er områder, som Danmark har nogen som helst kompetencer eller komparative fordele i. Som Hayek og hens mentor Ludwig von Mises understregede, gør de epistemiologiske problemer det helt umuligt for politikere at ’styre’ et lands udvikling positivt eller udvælge fremtidens industrier eller vindere.

I den nuværende situation, hvor viden om en virus dannes fra uge til uge, og ofte er relativt usikker, og hvor økonomiske nedlukninger og massiv politisk usikkerhed slår tusindvis af virksomheder og arbejdspladser ihjel, bør disse indsigter i komplekse forhold betyde, at man bør være ekstra ydmyg. Det gælder i helt særlig grad for centrale beslutningstagere! De ser i stedet ud til at være gået efter en situation, hvor de hjulpet af de fleste medier holder dele af befolkningen i panik, og dermed skaber sig selv manøvrerum til at tage ekstremt vidtgående beslutninger uden noget som helst vidensgrundlag.

Hvis man er mere interesseret i Hayeks indsigter i komplekse forhold, der er specielt relevante i dag, kan vi varmt anbefale the Institute of Economic Affairs webinar med King’s College’s fremragende professor Mark Pennington i morgen.

Har nedlukningerne gjort en forskel?

Torsdag aften kunne man igen se statsministeren rose sig selv for at have reddet danskere ved hjælp af den massive nedlukning af det danske samfund. Argumentet er sært i og med, at hele baggrunden for nedlukningen var et forsøg på at skærme sundhedsvæsenet mod alt for mange intensivpatienter med respiratorbehov på en gang. Med andre ord var det halvofficielle formål med nedlukningen, hvis man spurgte sundhedsmyndighederne – statsministeren og hendes sundhedsminister har hele vejen igennem nægtet at definere en klar strategi – at blive på den ’grønne kurve’. Men med 138 patienter i respirator den allerværste dag Danmark lå mere end 900 patienter under den grønne kurve på den værste dag.

Sundhedseksperter har gentagne gange understreget, at man kun redder folk fra at dø i det omfang at man undgår kapacitetsproblemer, og dem har de færreste lande oplevet. Mens de fleste kommentatorer og politikere meget simpelt regner med, at nedlukning har virket – og derefter har enkelte vovet at stille spørgsmålet, om den måske var for dyr – er det ikke sådan forskning virker. Punditokraterne er lige så forskningsbaseret som værdibaseret, og vi stiller derfor det store spørgsmål i dag: Ser det ud til, at nedlukningerne af de vestlige samfund har haft effekt udover de enorme økonomiske omkostninger? Det gør vi på to forskellige måder.

Læs resten

Sampling- og selektionsproblemer

Når man læser statistiske undersøgelser, og særligt undersøgelser af spørgeskemadata og sundhedsstudier, er de fleste tilbøjelige til at tro, at jo større den er, jo bedre er den også. Det er en god tommelfingerregel i nogle tilfælde, men kan være meget misvisende i andre. Pointen med dagens post er derfor at illustrere de problemer med såkaldt sampling- og selektionsproblemer, som kan føre til at undersøgelser af bl.a. danskernes holdninger og af sygdomsforhold kan være så stærkt problematiske, at de er værre end ingen undersøgelser.

Vi stiller derfor et hypotetisk eksempel op, hvor man gerne vil vide noget om, hvor udbredt en bestemt ekstrem holdning er – det kunne være, om alle homoseksuelle skal have tæsk – eller hvor udbredt en sygdom er – i dagens eksempel corona. I vores hypotetiske eksempel er der 1 % af alle borgere, der har en bestemt holdning eller er smittede. Spørger man således 9000 borgere i en korrekt gennemført undersøgelse, vil de 90 erklære sig enige med det bestemte spørgsmål, eller være smittede. Spørgsmålet er så, hvordan store studier kan komme til helt andre konklusioner.

Læs resten

Corona versus influenza

Det sker med jævne mellemrum, at folk sammenligner Covid-19 med influenza. Jeg har selv gjort det, og bliver som andre ramt af en veritabel shitstorm. Formaster man sig til at mene, at den nuværende coronaepidemi kan sammenlignes med en svær influenzaepidemi, reagerer mange øjeblikkeligt: Jeg kan åbenbart kun mene det, fordi jeg er et hjerteløst (neoliberalt) monster, det har Trump også sagt så jeg må støtte Trump, og hvad i alverden ved en – underforstået ideologisk – økonom om det?

Det er stadig min statistisk underbyggede mening, at den faktiske dødelighed af corona (den såkaldte Infection Fatality Rate, IFR) er ganske begrænset, og sandsynligvis af størrelsesordenen 1-2 ‰. Men hvordan ser den ellers ud i forhold til influenza? Det ser vi på i det følgende ved at sammenligne det nuværende coronaudbrud med den svære influenzasæson 2017-18.

I influenzasæsonen for to år siden blev 7667 danskere indlagt med influenza, hvoraf 549 endte på en intensivafdeling. I alt 603 af de indlagte døde med influenza i 2017-18-sæsonen, og det samlede antal døde med influenza endte på 1644 borgere. Influenzaepidemien, der bl.a. blev særlig pga. den store forekomst af Influenza B, der også kendes som Yamagata, udviste en klar aldersgradient. Medianalderen for alle indlagte var 69 år, og 68 for de intensivindlagte. Sammenligninger af Case Fatality Rates (CFR), dvs. andelen af positivtestede der er døde, for danskere over 65 år versus dem under 65, viste at de ældre havde 26 gange større dødelighed end folk i den arbejdsdygtige alder (118 / 4,5).

Når man vender sig mod coronaepidemien er der i skrivende stund 2134, der er eller har været indlagt med Covid-19. Selv hvis man regner med tre ugers fortsat epidemi med 10-15 nyindlæggelser per dag (som er det nuværende niveau), ender man under en total på 2400 indlæggelser. 320 af disse har været på intensiv, mens totalt set 527 er døde. Vores estimat (se figuren nedenfor) er, at dødsfaldene vil fortsætte cirka to uger endnu, så vi stadig vil se omtrent 25-30 ekstra døde. Det vil sige, at det totale antal døde når et niveau på cirka 550-560, og en meget stor andel af disse er ældre. Blandt de indlagte er medianalderen sidst i 60erne, og over 80 år for dødsfaldene. Sammenligner man CFR’erne for danskere under og over 70, peger det på en dødelighed der er 29 gange større hvis man er over 70 (243,1 / 8,4).

Nogle læsere vil sikkert mene, at det er koldt og måske endda kynisk, at sammenligne sygdomme på denne måde. Fakta er dog fakta, og intet – siger og skriver intet – rimeligt sundhedsrespons på en sygdom kan give mening uden fakta. Disse fakta demonstrerer, at coronaepidemien i Danmark på alle parametre har været sammenlignelig eller lettere end influenzasæsonen 2017-18. Om det så skyldes regeringens respons og nedlukningen af det danske samfund, eller det har været helt ligegyldigt, er en helt anden diskussion. Den vender vi givetvis tilbage til relativt snart, men læg blot mærke til et enkelt forhold på figuren her: Den første fase genoplukning fra 15. april, som politikere og sundhedsmyndigheder sagde ville give et højere smittetal, og nogen decideret advarede imod, har ikke givet nogen som helst effekter, der kan aflæses i indlæggelses- eller dødstal.

Hvor farlig er corona – en update

Da coronaepidemien officielt ramte Europa i februar, skabte skrækbillederne fra Norditalien en panikstemning hos politikere og befolkninger: Stemningen var, at noget måtte gøres og det måtte gøres nu så titusinder ikke døde. Et estimat, baseret på den såkaldte Imperial College model, forudså flere end 90.000 dødsfald i Sverige, og stemningen skabte et sjældent manøvrerum for mange regeringer, der viste sig mere end villige til at ignorere basale rettigheder eller politisk omhu (se f.eks. her). Siden da har de fleste af dem – om end ikke de svenske, der simpelthen styrer efter sundhedsekspertisens råd – også ignoreret ny viden om virussen. Det gælder i helt særlig grad ny viden om dens faktiske dødelighed, som viser sig at være ret begrænset.

Læs resten

Social tillid og økonomisk velstand

Mange af os hungrer efter nyheder og input, der ikke handler om corona, nedlukning eller andet politisk nonsens. Det var derfor en ekstra stor fornøjelse, da jeg i mandags holdt et virtuelt seminar for Les Affranchis – Students for Liberty France. Det var oprindeligt meningen, at seminaret skulle have været afholdt almindeligt i Paris, i forbindelse med et besøg på la Sorbonne, men tvunget at omstændighederne gjorde vi det via Zoom.

Det betyder dog, at hele seminaret nu findes på gratis tilgængeligt YouTube. Vi tillader os derfor en lille bid skamløs selvpromovering i dag, ved at opfordre alle interesserede læsere med lidt tid tilovers, at se seminaret. Pga. nogle indledende, tekniske problemer starter selve seminaret omkring 6.45.

Fill the box-strategien

I den danske debat om det ’bedste’ respons til en ny epidemi som corona, har langt de fleste antaget, at det danske respons er rigtigt: At man lukke store dele af samfundet ned for at flade kurven ud, så sygehusvæsenet ikke belastes udover dets beredskabskapacitet. Rent praktisk har den diskussion været, at man burde lukke så meget af økonomien og civilsamfundet ned, så man ikke kom i en situation hvor folk døde af virussen, fordi der ikke var respiratorer til rådighed. At man så meget tydeligt har overreageret – mens der er 1000-1200 respiratorer til rådighed i Danmark, har man den absolut værste dag kun haft 138 danskere i respirator og i skrivende stund er tallet 39 patienter – er en anden diskussion om panikreaktioner og et problematisk politisk behov for såkaldt ’handlekraft’.

Et nyt og stærkt interessant studie peger nu på, at den danske diskussion måske har været misvisende (hattip: Niclas Berggren). Forleden dag foreslog den franske matematiker Laurent Miclo sammen med de svenske økonomer Daniel Spiro og Jörgen Weibull, at en strategi, hvor man flader kurven ud med en kontinuert nedlukning er langt fra optimal. Deres bud på den bedste strategi, hvor man på samme tid holder dødstallet nede ved at undgå at sygehusene belastes over kapacitet og minimerer de økonomiske tab, kalder de ’fill the box’.

Idéen kan illustreres i figuren, som vi gør nedenfor. De to bløde kurver i figuren illustrerer det valg, de fleste danskere kender og har set sundhedsministeren vifte med gentagne gange. Den skarpe kurve opad, som ministeren kalder den røde kurve, er sygdomsforløbet som man regner med, hvis man ikke gør noget. Problemet med det er, at der kommer en periode, hvor antallet af indlagte vil overstige sygehusenes kapacitet – den stiplede, horisontale linje – og der således kommer til at dø for mange. Den flade kurve opnår man, hvis man lukker samfundet ned og således bremser smittespredningen ned. Som Martin Ågerup og adskillige sundhedseksperter har understreget, gælder det her om at holde smitten under kapacitetsgrænsen, men ikke alt for langt under. På den måde er idéen, at man begrænser dødstallet til det, man får når alle kan behandles.

Miclo, Spiro og Weibulls pointe er, at denne strategi faktisk ikke er optimal, fordi man lukker ned for tidligt og åbner for sent i forhold til hvad man kunne have gjort uden at nå over kapacitetsgrænsen. Deres fill the box-strategi er illustreret i den kantede, fedt optrukne kurve her på stedet. Den består i at holde økonomien åben indtil man nærmer sig beredskabets kapacitetsgrænse – i starten er man derfor med strategien på samme kurve som en ureguleret virusudvikling – og man derefter bør lukke hårdt ned. Efter man har gjort det, skal nedlukningen gradvist fjernes, så man lukker økonomien op igen med et relativt højt dagligt dødstal i en periode. På et tidspunkt falder smitte- og dødsfaldet derfor igen af sig selv når man har nået en fuld oplukning og dermed almindelige tilstande.

Som de tre forskere viser med ganske avanceret modelmatematik, og som man ganske tydeligt kan se på figuren, betyder det at man holder dødstallet lavt, mens man på samme tid lukker minimalt ned for samfundet, og lukker ned den kortest mulige tid. En fill the box-strategi er derfor en måde at håndtere en alvorlig, ny epidemi med de mindste økonomiske og sociale skadevirkninger. Tricket er, at holde hovedet koldt til at starte med, så man ikke starter for tidligt, og derefter lukke op mens man holder et højt smittetal. Strategien er nok mod mange menneskers umiddelbare intuition om, at det gælder om at forhindre folk i at dø nu og her, men er bedre end alle alternativer, fordi man både begrænser det endelige dødstal og de voldsomme følgevirkninger (der også omfatter dødsfald af andre årsager).

Omkostningerne ved nedlukningen er ikke kun monetære

Når man politisk tager beslutninger om motorvejsbyggeri, fartgrænser og prioriteringer i sundhedsvæsenet, bruger man en værdi på et såkaldt ’statistisk liv’ på 35 millioner. Mens man naturligvis kan synes, at det er usympatisk og ubehageligt at sætte en økonomisk værdi på liv – og det er svært at være uenig i, at det er et ubehageligt emne – er det ekstremt vigtigt. Hvis investeringer i én type behandling kan redde liv til 500.000 kroner, er det således en god idé at bruge flere midler på den end på de andre, der er dyrere. Man får flere liv reddet for pengene, mens investeringer der indebærer en pris over 35 millioner ganske enkelt vil føre til flere dødsfald for de givne ressourcer.

Som en kollega pointerede for mig forleden dag, indebærer den helt almindelige værdisætning af et statistisk liv, at vi værdisætter danskere, der tilfældigt er blevet syge af Covid-19, langt højere end andre danskere. Hvis man for eksemplets skyld antager, at vi ender på 600 dødsfald, bruger italienske erfaringer, der viser at 12 % af de indlagte patienter med corona faktisk dør af corona, og kombinerer dette med Otto Brøns-Petersens meget forsigtige estimat af de totale økonomiske omkostninger ved nedlukningen på 150 milliarder, ender man på et forbløffende tal. Regeringens reaktion indikerer en værdi af et statistisk coronatilfælde på to milliarder kroner. Lad os gentage tallet: Regningen er to milliarder – 2000 millioner – per coronadødsfald. Det vil sige, at man for tiden reagerer som om disse danskere er 60 gange mere værdifulde end andre danskere.

Dén type beregning er ganske svær at få i medierne, men der er andre måder at overveje, om vi ikke gør alting værre ved at lukke samfundet ned for de relativt få coronarelaterede dødsfald. Som vi skrev forleden, er den totale dødelighed i Danmark ikke væsentligt højere end normalt – den ligger solidt indenfor den statistiske usikkerhed og antallet af døde de første 17 uger af året er faktisk lidt lavere end normalt. Spørgsmålet er desværre, om det bliver ved med at være tilfældet pga. de andre omkostninger, der er ved en nedlukning af samfundet. Statsministeren og hendes fagøkonomisk udfordrede regering har nemlig glemt, at der er noget der hedder alternativomkostninger, og at de også gælder udenfor snævert økonomiske sammenhænge.

Sygeplejersken skrev for eksempel i sidste uge, at Region Nordjylland har oplevet et fald på 40 % i henvisninger til udredning i kardiologien. Adskillige læger er allerede begyndt at advare mod, at dette fald sandsynligvis fører til flere dødsfald på sigt, ligesom mange er stærkt bekymrede for udviklingen, hvor langt færre patienter bliver undersøgt for mulig kræft. I begge tilfælde er folks dødsrisiko langt lavere, jo tidligere sygdom bliver opdaget. Med den måde, sygehusvæsenet fungerer under et såkaldt coronaberedskab, er der en overhængende risiko for at mange kræftsygdomme og hjerte- og karsygdomme ikke opdages i tide.

De danske regioner rapporterer også om langt færre indlagte på de psykiatriske afdelinger, hvilket burde være stærkt bekymrende, da forskning utvetydigt peger på, at økonomiske kriser fører til flere depressioner og større psykiske problemer. Et studie publiceret i 2014 i det prestigiøse British Journal of Psychiatry viser for eksempel, at den økonomiske nedgang under finanskrisen førte til mindst 10.000 ekstra selvmord i Europa og Nordamerika.

Audrey Redford og Thomas Duncan skrev forleden for the American Institute for Economic Research om de mange sundhedsproblemer, som forstærkes væsentligt af den økonomiske krise, som de fleste regeringers adfærd har udløst: Øget risiko ved brug af opioider, alkoholrelaterede problemer, selvmord og forøget kriminalitet. Derudover kan man lægge de alvorlige sociale problemer, der allerede er tydelige. I både Danmark og Frankrig kan man se en voldsom stigning af vold i hjemmet og søgningen til bl.a. centre for voldsramte kvinder er steget i bekymrende grad, et problem som ledere i kvindecentre tidligt var opmærksomme på.

Vores fokus her på stedet er ofte på den økonomiske side af problemstillinger, og på et udgangspunkt hvor individuel frihed har en stor værdi i sig selv. Men selvom man skulle komme fra et helt anderledes politisk eller værdimæssigt ståsted, er disse ikke-økonomiske omkostninger så væsentlige, at jeg personligt har svært ved at se, hvordan man – bortset folk med f.eks. neonazistiske sympatier – kan være uenig i, at det er en alvorlig politisk fejl, at Mette Frederiksen og mange andre regeringsledere har gjort som om disse problemer ikke eksisterer. Vi ved stadig ikke om nedlukningen af samfundet overhovedet har løst noget sundhedsmæssigt problem, men vi kan være ganske sikre på, at den har skabt alvorlige skadevirkninger. Disse problemer bør også blive en del af fortællingen om hvad den vestlige verden gjorde ved sig selv i foråret 2020.

Kapitalisme og Corona

Det hæderkronede Institute of Economic Affairs er ligesom de fleste andre organisationer stærkt påvirket af coronapandemien. Jeg er stolt at at være affilieret med IEA som medlem af dets Academic Panel, og følger derfor med i dets håndtering af problemerne. En af flere reaktioner har været, at IEA nu udsender et Daily Bulletin, som absolut kan anbefales. En anden er deres ‘In Conversation’-serie, hvor instituttets Academic and Research Director Syed Kamall interviewer en forsker om et aktuelt emne.

Syeds nye samtale med David Henderson er the Naval Postgraduate School i Monterey er særligt interessant. Syed og David taler om, hvordan kapitalisme angribes for tiden, men samtidig viser sin enestående værd som økonomisk system for tiden. Hele serien kan varmt anbefales, men samtalen med David Henderson er et godt sted at starte.

Arbejder vi virkelig mere end før?

En af de mange påstande, man til tider hører i medierne, er at folk i de vestlige samfund arbejder mere og mere. Den svenske sociolog og kulturskribent Roland Paulson har for eksempel turneret med denne påstand i de svenske medier, og den bliver jævnligt brugt som argument for den tiltagende sjælløshed i såkaldte ’neoliberalistiske’ samfund. Jeg har også hørt påstanden i forbindelse med den ligeledes tvivlsomme påstand om, at de vestlige samfund og vores liv i stigende grad ’commodificeres.’

Min ven og kollega Andreas Bergh fra Lunds Universitet anmeldte for tre år siden Paulsons bøger om emnet, og måtte endda skrive et addendum til anmeldelsen, som Paulson ikke syntes om (læs her og her). Den vigtige pointe, som Andreas med vanlig elegance lægger frem, er at data ikke – som i slet og overhovedet ikke – understøtter Paulson og andres påstand om arbejdstid. Ser man på langt sigt, er arbejdstiden faldende.

Det forbløffende i, hvor sejlivet påstanden er, er hvor let det er at afvise den empirisk. Nedenfor har vi for eksempel brugt data fra the Penn World Tables mark 9.1 til at plotte den gennemsnitlige arbejdstid i Danmark og vores økonomiske nabolande mellem 1970 og 2017. De fuldt optrukne linjer viser arbejdstiden (indikeret på den venstre y-akse), mens de stiplede linjer viser andelen af befolkningen, der faktisk er i arbejde (indikeret på den højre y-akse). Figuren viser for det første den langsigtede udvikling mod lavere arbejdstid og mere fritid, som Andreas også understreger i sin anmeldelse. Den indikerer også, at Nyrup-regeringens skatte- og arbejdsmarkedsreformer i midten af 1990erne virkede, da man kan se både den danske beskæftigelse og arbejdstid stige efter reformerne. Den vigtigste besked her er, at det mønster der for nogen kan ligne en stigende arbejdstid, i virkeligheden er en udvikling mod større beskæftigelse, men hvor den gennemsnitlige arbejdstid stadig falder.

Hvad man får ud af sin arbejdstid er dog et helt andet spørgsmål, som vi illustrer i den anden figur idag. Her er de fuldt optrukne linjer stadig arbejdstiden, mens de stiplede angiver arbejdsproduktiviteten – dvs. hvor meget værdi der skabes per fuldtidsbeskæftiget. Figuren viser en udvikling, vi har understreget gentagne gange her på stedet: At produktiviteten i Danmark fra sidst i 1980erne og frem til og med finanskrisen sakkede bagud for vores nabolande. Hvad der er sket efterfølgende er for tidligt at sige, men udviklingen har gjort os fattigere end vi i en vis forstand ’burde’ have været.

Den vigtige indsigt i dag er derfor, som min glimrende kollega lagde vægt på i sin anmeldelse af Paulsons påstande, at standard økonomisk teori er korrekt: Jo rigere folk bliver, jo mere substituerer de imod mere fritid. Det sker også i Danmark og Nordeuropa, og når folk tror, at det modsatte sker, er det enten fordi de lader sig narre af den højere beskæftigelse, eller at de simpelthen lider af ’recall bias’. Vi arbejder mindre end vores forældres generation, og meget mindre end vores bedsteforældres. At vi som danskere ikke er lige så effektive eller dygtige som vores naboer, er at helt andet spørgsmål.

Hvor mange danskere dør for tiden?

I morges deltog jeg i et glimrende og meget velbesøgt webinar hos Cepos. Arrangementet omfattede blandt andet fem-minutters indlæg af Lars Rebien om Novo Nordisks testindsats, Otto Brøns-Petersen om krisepolitik (regeringen gør det forkert), og Mads Lundby. Særligt indlægget fra Mads var interessant, da han dokumenterede at ledigheden er langt højere end regeringen påstår. De officielle tal viser, at ledigheden er steget med 46.500 personer, men Mads pegede på, at der oveni er mindst 150.000 på lønkompensation. De tæller ikke i den officielle ledighedsstatistik – det er en anden kasse – men er stadig de facto ledige. DI vurderer endda tallet endnu højere, og selv et forsigtigt bud viser, at ledigheden faktisk er tredoblet de sidste to måneder. Omkostningerne ved regeringens nedlukning af det danske samfund er således markant højere, end regeringen indikerer.

Mit eget indlæg handlede dog mere om baggrunden for de politiske valg. Som vi skrev om forleden, er de officielle tal på smitteraten og virussens dødelighed stærkt misvisende. Grunden er, at man ikke tester tilfældigt, men kun folk der udviser symptomer eller er særligt udsatte. Alle disse data er derfor udsat for ’selektionsbias’ – et fænomen, som økonomer og kvantitative politologer kender særdeles godt og ved, hvordan man håndterer.

Mange danskere har sandsynligvis hørt om problemet som spørgsmålet om ’mørketallet’, dvs. det antal smittede, der ikke bliver testet og derfor flyver under radaren. Erfaringen fra de steder, hvor man enten bevidst eller tilfældigt har testet en random sample, peger på at mørketallet er meget stort. Som jeg pegede på i løbet af mit fem-minutter lange indlæg, viser det sig for eksempel, at den faktiske smitterate i Kreis Heinsberg i Tyskland er 15 %, omkring 33 % i Chelsea, Massachusetts, og hele 49 % i sydtyrolske Ortisei. Et helt nyt studie finder også, at 25 % af newyorkerne har været smittede. Alle disse tal, ligesom erfaringerne fra et amerikansk hangarskib og flere krydstogtsskibe peger i samme retning: Det ser ud som om den faktiske dødelighed af Covid-19 er i omegnen af 1½ ‰. Det er endda samme dødelighed, man får hvis man bruger Sundhedsstyrelsens laveste bud på mørketallet på en faktor 30 af det målte antal smittede.

Disse tal skal naturligvis ikke tolkes sådan, at man forledes til at tro at der absolut ingen risiko er. Risikoen for ældre er væsentligt højere, og vurderet på basis af de officielle danske tal er dødeligheden for danskere over 70 cirka 25 gange højere end for dem under 70. Den faktor er endda med stor sandsynlighed for lav pga. samplingproblemet. Et væsentligt problem, der mere eller mindre bevidst ignoreres for tiden, er dog at nogle – og måske mange – af de dødsfald vi ser for tiden, ikke skyldes Covid-19, men blot er folk der er døde med virussen, men var døde alligevel af deres underliggende lidelser. Det samme problem er velkendt under de årlige influenzaudbrud, hvor mange særligt ældre dør tidligere – og måske en måned eller to tidligere – end de havde uden influenza.

Hvis man skal vurdere den totale fare ved det nuværende udbrud af coronavirussen SARS-CoV-2, er det derfor muligvis bedst at se på udviklingen i det fulde dødstal. Nedenfor har vi derfor plottet det ugentlige dødstal i 2020 (den fede, sorte linje) mod dødstallene fra hvert af de sidste ti år. Overordnet de sidste ti år er 17601 danskere i gennemsnit døde de første 16 uger af året, og i 2018 under det særligt stærke influenzaudbrud døde der 19152. I år er der det samlede danske dødstal til sammenligning 17342. Som figuren nedenfor viser, var dødstallet de første to måneder faktisk ukarakteristisk lavt, ligesom den lige så milde vinter 2014-15. Fra uge 9 kan man i 2020 se coronaudbruddet som en tydelig bule, der rækker ud over normalen, men en væsentligt mindre stigning end den olivengrønne linje, der falder sammen med influenzaudbruddet i 2017-18.

Uden at ville undervurdere alvoren i den nuværende situation, må man derfor overveje, hvor alvorlig faktaene viser at den er. Det samlede dødstal i Danmark i år ligger stadig under normalen, virussens dødelighed er lav og nogenlunde sammenlignelig med velkendte sundhedstrusler, når man vurderer på basis af den viden vi har fra eksempler på random sampling, og hvis man blot sammenligner med influenza-sæsonen 2017-18. Der er ganske enkelt ikke uforholdsmæsigt mange danskere, der dør for tiden. Coronasæsonen er ikke slut endnu, men den viden, vi som internationalt samfund har fået de sidste to måneder, tvinger os til at spørge, om hele nedlukningen af samfundet virkelig er en reaktion, der står i rimeligt forhold til den faktiske trussel.

UPDATE: Hele webinaret fra Cepos kan ses her.

Sikrer demokrati og gode institutioner den personlige frihed?

Personlig frihed er ekstremt vigtig, og ikke mindst for tiden hvor politikere over hele verden bruger en nødsituation til at begrænse deres borgeres frihed og flytte magt til netop politikerne selv. I Danmark er forsamlingsfriheden og borgernes ret til at bevæge sig frit rundt også suspenderet, og forbuddet håndhæves i stigende grad af et ivrigt politi. Det er dog intet imod Ungarn, hvor Orbán-regimet har afskaffet resterne af landets demokrati, og i en lang række lande, hvor regeringerne indfører nødret, censurerer journalister og bruger virussen som påskud til at skrabe markante magtbeføjelser til sig (læs f.eks. her).

På den baggrund er det ekstra vigtigt at få mere viden om, hvor og under hvilke omstændigheder at borgeres ret til personlig frihed rent faktisk beskyttes. Mens der efterhånden er en vis litteratur om, hvorfor nogle lande har mere økonomisk frihed (se f.eks. Lawson, Murphy og Powells nye survey her), har der været forbavsende lidt empirisk forskning om emnet. Det retter ny forskning op på.

Mine altid interessante venner Niclas Berggren (IFN, Stockholm og VŠE, Prag) og Jerg Gutmann (Uni Hamburg) har set omhyggeligt på sammenhængen mellem domstole og retsvæseners stilling og borgernes de facto personlige frihed. Deres artikel, der nu er udkommet i European Journal of Law and Economics under titlen “Securing personal freedom through institutions: the role of electoral democracy and judicial independence” (og kan læses gratis), undersøger netop hvorfor borgernes faktiske frihed er så forskellig på tværs af 162 lande.

Resultaterne er både overraskende og ganske intuitive, når man kender public choice-litteraturen. Man hylder for eksempel ofte demokratiet for at skabe og beskytte vores personlige frihed, men Niclas og Jerg finder, at demokrati kun er forbundet med to forhold i deres mål for frihed: Forsamlingsfrihed og ytringsfrihed. Folks ret til at bevæge sig frit omkring, ret til privatliv og beskyttelse af deres liv og ejendom er derimod ikke bedre i demokratier, alt andet lige. Den centrale faktor viser sig derimod at være, hvor politisk uafhængige domstole og retsvæsener er. Denne sammenhæng er meget tydelig, som illustreret i nedenstående figur fra artiklen. Og som de to forskere kan pege på, er der en ganske lang række demokratier, hvor domstolene ikke er fri for politisk kontrol, mens der findes en håndfuld autokratier respekterer deres uafhængighed.

Disse generelle forhold, som viser sig i sammenligninger på tværs af verden, passer også på den danske andedam. Mens Danmark ganske tydeligt ikke har nogen særligt effektiv forfatningsbeskyttelse af borgernes ret til personlig frihed – nok er den omfattet af Grundloven, men coronaepidemien har demonstreret, at regeringen uden problemer kan tilsidesætte denne beskyttelse på ubestemt tid hvis det passer den – er de danske domstoles politiske uafhængighed central. Den uafhængighed kan man spore tilbage til enevælden, hvor selv oppositionslederen Otto Lehmann fremhævede den. Den kan også spores, med stor bekymring, i visse centraleuropæiske lande, hvor polske og ungarske regeringer har startet deres march mod autokrati med forsøg på at bringe retsvæsenet under omhyggelig politisk kontrol.

Helt overordnet demonstrerer den nye svensk-tyske forskning således igen, at mens demokrati har åbenlyse fordele – der ligger en meget væsentlig værdi i at borgerne har en vis medindflydelse – kan man ikke regne med, at demokratisk valgte regeringer tager gode beslutninger eller respekterer borgernes rettigheder. Det kræver, at der er institutioner udenfor politik der kan holde politikere nogenlunde ansvarlige og beskytte borgernes liv og ejendom. Borgernes mareridt (og politikernes paradis) er, når alt bliver politik.

Abstractet er her:

We investigate empirically how electoral democracy and judicial independence relate to personal freedom. While judicial independence is positively and robustly related to personal freedom in all its forms, electoral democracy displays a robust, positive relationship with only two out of seven types of personal freedom (freedom of association, assembly and civil society; freedom of expression and information). Interaction terms and more refined indicators of the political system reveal that countries without elections or with only one political party benefit more from judicial independence than both democracies and multi-party systems without free elections.

Hvad tror politikere de ved?

Jeg havde forleden et par samtaler med kolleger, hvis mening jeg har særlig respekt for. Begge satte ord på en særlig frustration, jeg deler med dem: Frustrationen over TV2 News-programmet News og Co. Udover at det ikke er et særligt godt program, er det udtryk for det jeg personligt ser, som et dybt og alvorligt problem i dansk politik.

News og Co. er et program, hvor man tager forskellige folk med på en forbindelse et eller andet sted fra, eller enkelte gange i studiet. De introducerer en diskussion – forleden var det punditokraten og Latinamerika-kenderen Niels Westy, der var med for at diskutere Venezuela – hvorefter pingerne i studiet giver deres besyv med. Det omfatter ofte næsten pinligt uinformerede påstande, som da Niels havde været med og en studievært bagefter konkluderede, at et olieprisfald var skyld i Venezuelas økonomiske deroute.

Isoleret set er dén påstand blot ufrivilligt komisk, men den er ikke enestående. Ser man News og Co. må man ofte undres over, hvor lavt informationsniveauet er, og hvad pingerne i studiet slipper afsted med at påstå og at argumentere. Tænker man lidt videre over det, er det dog ikke blot programmet, men en meget almindelig situation i alskens politiske diskussioner i Danmark. Der diskuteres og skændes på livet løs, men ganske ofte på baggrund af misforståelser og helt basalt forkerte antagelser.

Når Hans Engel og en række andre politikere og meningsdannere sidder i News og Co og pontificerer over alskens emner, er det således et udtryk for det alvorlige problem, som Friedrich Hayek beskrev som ’the pretence of knowledge’. Problemet kan måske bedst beskrives som en situation, hvor de meningsdannende pinger i studiet reelt ikke ved en hujende fis om det, der taler om – men det tror de, de gør!

Det store flertal af seerne ved heller ikke noget om de forhold, der diskuteres, og godtager derfor deltagernes påstande og vurderinger som en slags ekspertudsagn. Og deri ligger kernen i Hayeks pretence of knowledge-problem. Når både afsenderne og modtagerne er lige inkompetente, er der kun få, der opdager det – og de få er politisk ligegyldige. Man kan jo altid afvise dem ved at mene, at det jo ‘bare er deres mening’.

Korruption er også et kulturelt fænomen

For et par uger siden kom den nye korruptionsvurdering fra Transparency International, der som altid gav en smule diskussion i medierne og her på bloggen. Flere undrede sig over, at Danmark lå i top selvom vi blandt andet havde haft Atea-sagen, og taler man med folk (og studerende), undrer de sig ofte over, hvorfor Danmark er så umiddelbart rent, og om det er sandt. Men det er det, og kære læser: Hvornår har du sidst oplevet at skulle betale bestikkelse eller noget lignende for offentlig service, politiarbejde osv.? Jeg har aldrig oplevet det (i Danmark), og det har mine forældre og venner heller ikke. Spørgsmålet er ikke, om vurderingen er sand – medmindre man ’strækker’ korruptionskonceptet til at inkludere alt muligt andet – men hvorfor det er lande som Danmark, Norge og New Zealand, der ligger i top.

En stor del af svaret synes at ligge i den særlige tillidskultur, som vi deler i de nordiske lande. New Zealand er et af de lande udenfor Norden, der kommer tættest på vores niveau af social tillid. Som opmærksomme læsere vil vide, måles social tillid – dvs. tillid til mennesker, vi ikke kender personligt eller ved noget specifikt om – gennem spørgsmålet ”Generelt, tror du man kan stole på de fleste mennesker, eller skal man være forsigtig?” Det globale gennemsnit er et stykke under 30 %, det europæiske omkring 30 %, mens to tredjedele af befolkningerne i Danmark, Norge og Sverige mener, at man kan stole på andre mennesker.

Den teoretiske forklaring hviler på to mekanismer, en direkte og en indirekte. Den direkte er, at jo højere ens tillid er, jo større er ens ’moralske omkostninger’ – hvor dårligt det ville føles at være involveret i korruption. Hvis man ingen tillid har til at andre mennesker gør det rigtige, er det ikke noget moralsk væsentligt problem, hvis man heller ikke selv gør det. Hvis man stoler på, at andre mennesker nok opfører sig ordentligt, hviler der en langt større byrde på en, hvis man for eksempel tager imod bestikkelse. Det bliver derfor et væsentligt mindre problem i lande med stærkere tillidskulturer.

Den indirekte mekanisme er, at tillid også påvirker hvor fair og effektivt, retsvæsenet fungerer. Her synes hovedmekanismen at være, at vælgere med højere tillid er mere tilbøjelige til at holde politikere ansvarlige, og dermed opretholde en forholdsvis højere standard. I demokratiske lande med befolkninger, der har høje niveauer af tillid, kan politikerne således ikke tillade sig at blande sig meget i retsvæsenets beslutninger, og dets uafhængighed er dermed langt bedre de facto beskyttet (hvilket faktisk er emnet for den ene af mine to præsentationer ved næste måneds konference i the Public Choice Society).

Der findes relativt stærk evidens for disse mekanismer, ikke mindst i korruptionsforskningen. Min egen forskning om emnet er blandt andet udgivet i Journal of Law and Economics (gated version her; ungated konferenceversion her), og min nyere oversigt over tillidseffekter i the Oxford Handbook of Public Choicekan også læses ungated her. Oversigten understreger, at der ofte er ret forskellige effekter i demokratiske og udemokratiske samfund, og man derfor ikke kan forvente en helt generel sammenhæng. Dette illustrerer vi i figuren nedenfor, der viser det overordnede forhold ved at plotte tillidsniveauer fra 136 lande (x-aksen) overfor de nyeste korruptionstal fra Transparency International (y-aksen). Sammenhængen er splittet op i tre grupper – lande uden valg med flere partier, lande med flerpartivalg, men hvor valgene ikke er fair eller frie, og lande med faktisk demokrati.

Ser man på figuren, skal man næppe lægge meget i den negative korrelation i lande uden valg med flere partier, da der kun er fem lande med tillidsobservationer i den gruppe. Den væsentlige lære er, at der ingen systematisk sammenhæng er i lande uden demokratiske valg (korrelationen er 0,1), mens der er en ganske stærk sammenhæng i demokratier (en korrelation på 0,7). Denne forskel kan også ses som en afvisning af det kausalitetsproblem, som man kunne have, hvis folks sociale tillid reagerede på, hvor meget eller lidt korruption de opfattede i deres samfund. Det er netop det, den svenske politolog Bo Rothstein har påstået i flere artikler, men det er inkonsistent med forskellen mellem demokratier og andre samfund. Hvis folks tillid til hinanden formes af korruption, må det ske uanset om der er frie valg – der er noget, der sker for det enkelte individ – mens en af de væsentlige teoretiske mekanismer, der forklarer hvordan korruption formes af tillid netop afhænger af, om der er frie valg eller ej, og derfor om politikerne er tvungne til at tage vælgerne alvorligt.

Forklaringen på, at de tre skandinaviske lande og Finland ligger i den absolutte top som de mindst korrupte lande i verden er således kulturel: Vores ekstremt stærke sociale tillid. Som vi tidligere har skrevet om, er denne tillid forbløffende stabil over tid og kan genfindes hos amerikanere med skandinaviske bedsteforældre og forfædre. På samme måde har Mette Frisk Jensen dokumenteret, hvordan fraværet af bestikkelsesproblemer i den danske administration kan trækkes tilbage til 1800-tallet. Vi kan derfor ikke på nogen meningsfuld måde takke dygtige politikere eller opmærksomme medier og NGOer for vores mangel på problemet. Netop den fordel stikker langt dybere i vores fælles historie.

Dansk korruption og misforståelser om mål for korruption

I går udkom den årlige korruptionsvurdering fra Transparency International (TI). Det såkaldte CPI – the Corruption Perception Index – viser igen i år, at Danmark er verdens mindst korrupte land. Som figuren nedenfor illustrerer, er der store forskelle i korruptionsproblemer på tværs af Europa, og endnu større i verden som helhed. Danmark topper indekset med en score på 88 af 100 mulige, hvilket på den ene side er imponerende og meget positivt, men på den anden side også indikerer, at TI ikke ser Danmark som permanent og fuldstændigt frit for korruption og korruptionslignende problemer.

Det var derfor forbløffende at se adskillige vurderinger, som DR for eksempel skrev i går, at det således ser ud til at ”sager om blandt andet svindel i Socialstyrelsen og hvidvask i Danske Bank” ikke har påvirket indekset synderligt. Natascha Linn Felix, der pt. er den danske formand i TI ved siden af sit job som anti-korruptionsrådgiver i Folkekirkens Nødhjælp, udtalte at korruptionsindekset ”siger derfor ikke noget om, hvor korrupt et land i virkeligheden er.” Hun fortsatte med at pointere, at ”først og fremmest afspejler indekset ikke enkeltsager. Dernæst måler det på det opfattede korruptionsniveau i den offentlige sektor” og at ”sager, der foregår i banksektoren, ikke vil være afspejlet i indekset.”

Problemet er, at Felix åbenbart ikke forstår hvad det indeks, som hendes egen organisation udgiver hvert år, faktisk måler. En score omkring 90 ligesom den danske indikerer ikke, at landet er fuldstændigt frit for korruption – det ville kræve en perfekt indeksscore på 100 – men at der vil være sjældne sager, og at de bliver håndteret effektivt af retsvæsenet. Der er derfor ingen grund til at forvente, at en enkelt sag i ny og næ, som håndteres korrekt af retsvæsenet, burde føre til en lavere korruptionsvurdering. Den forventning er allerede bygget ind i indekset.

Derudover falder sager som den omfattende svindel i Socialstyrelsen ikke ind under de mest normale definitioner af korruption. Korruption er, i det mindste i den etablerede forskning, altid defineret som en slags ulovlig transaktion mellem to parter. Svindelsager er således ikke korruptionssager, når der er tale om en person, der har svindlet uden hjælp fra for eksempel overordnede. Atea-sagen var derimod et klart eksempel, da der var tale om direkte bestikkelse af blandt andet Region Sjællands IT-driftschef: Nogen hos Atea tilbød bestikkelse, og driftschefen modtog.

Uanset hvad Natascha Linn Felix og andre NGO-ansatte fortæller medierne, er der således ikke rigtigt nogen problemer i Danmark. Det samme gælder de seks lande, som har vurderinger fra Transparency International, der ikke er statistisk lavere end Danmarks (vurderingerne ligger indenfor det danske 95 % konfidensinterval: New Zealand, Finland

Singapore, Sverige, Schweiz og Norge. Disse lande ligger år efter år i toppen, og solid forskning peger på en række forklaringer på, hvorfor det netop er dem. Det egentlige spørgsmål, man må stille til årets undersøgelse er, hvorfor Island ikke er blandt dem.