Punditokraterne

Kategori: Christian Bjørnskov (side 2 af 45)

Hvem er de bedste danske økonomer, 2018-udgave?

10. maj 2018 / / 0 kommentarer

Hvert år ved denne tid poster vi en af vores traditionelle diskussioner: Hvem er de bedste danske økonomer – og hvordan kan man måle det? Vi har gjort det i snart ti år (se f.eks. udgaverne fra 2017, 2016, 2015, og 2014), og sørger – hvis nogen skulle være i tvivl – at variere metoden hvert år. Udover det indlysende at prøve at sige noget om, hvem der er de virkeligt dygtige, er fokus i år på at fange kvalitet på en anden måde end tidligere år, og på de forskelle, der kan skyldes forskellige kilder til opgørelser af f.eks. citationer. Som Simon Ek og Magnus Henrekson understregede tidligere i år i Ekonomisk Debatt, har Scopus en tendens til at undervurdere ældre forskere og Google Scholar overvurderer meget policy-orienterede forskere. Scopus tæller kun citationer i artikler, der er publiceret, mens Google Scholar tæller revl og krat, inklusive citationer i ikke-videnskabelige outlets. Vi bringer derfor i år to lister – en baseret på citationstal fra Scopus, og en anden baseret på Google Scholar.

Som tidligere år ser vi kun på forskere, der bidrager til nationaløkonomi. De mange meget dygtige danske økonometrikere figurerer derfor kun i indekset i det omfang, at de laver forskning hvor udviklingen af metoder ikke er en hovedpointe. Det samme gælder forskere i ’ren’ finansiering, mens vi tager dem med, der forsker i såkaldt ’financial economics’. Det betyder dog, at enkelte af forskerne måske ikke kan sammenlignes perfekt med nationaløkonomerne, da der ganske enkelt er anderledes citationspraksis i finansiering – der er generelt flere citationer, og dermed også højere impact factors i f.eks. Journal of Financial Economics end en ellers sammenlignelig leading field journal et andet sted i nationaløkonomi.

Indekset i år består af to elementer. Det første er en kvalitetsvægtet citationsscore per år for de fem mest citerede artikler for hver forsker. Som eksempel er min mest citerede artikel fra Public Choice, og citeret 657 gange (i Google Scholar, dvs. 36,5 gange) siden udgivelsen i 2007. Public Choice har en SJR-score på 1,184, så rå-indekset her bliver 657 / 11 * 1,184 = 43,216. Første element er summen af disse scorer for de fem mest citerede artikler. Det er dog ikke alle publikationer der tæller, da vi ikke kan tage dem med, der enten er publiceret steder uden et SJR-indeks (bøger, working papers etc.), eller dem der er helt udenfor samfundsvidenskaberne. Det trækker således ned for f.eks. min tidligere kollega Niels Westergård-Nielsen, der har været medforfatter på flere velciterede artikler i psykologi.

Det andet element er forskerens H-indeks, der er X når man har X artikler, der er citeret mindst X gange. Som eksempel er mit H-indeks i Google Scholar 36 – jeg har 36 artikler, der er citeret mindst 36 gange. Når man inkluderer H-indekset er det en måde at undgå indflydelsen fra enlige svaler, dvs. hvis en forsker har én enkelt godt publiceret og meget citeret artikel, men ikke har formået at gentage succesen. Hele indekset, når man tager et gennemsnit af de to indeks er derfor en kombination af kvaliteten af ens publikationer og bredden af publikationer.

Resultaterne af øvelsen kan ses i tabellen nedenfor, der viser Top-20 for hver af de to opgørelser. V1 er version 1, baseret på citationstal fra Scopus og impact faktorer for journals fra Scimago; V2 er citationstal fra Google Scholar og impacts fra Scimago; V3 er citationstal fra Google Scholar og impacts fra JCR. Som man kan se, gør det en lille forskel, da Scimago giver større forskelle i impact-scorerne, mens der ikke er den helt store forskel mellem resultaterne afhængig af om man tager citationer fra Scopus eller Google Scholar (som cirka giver tre gange så høje tal, men samme fordeling).

Resultatet i år er ligesom sidste år, at Lasse Heje Pedersen er Danmarks bedste nationaløkonom. Hans fem mest citerede artikler er samlet citeret mere end 2400 gange (i V1) og de er udkommet i tidsskrifter som Econometrica, Review of Financial Studies og American Economic Journal: Macroeconomics siden 2005. Hans forskningsbredde er også fin med et H-indeks på 22 i Scopus. Han følges af sine Keld Laursen, David Lando og Morten Lau fra CBS, der sidder tungt på de første fem pladser på årets liste.

Der er dog også andre forhold, der værd at lægge mærke til. For det første er de bedste kvinder på listen igen er Aarhus-forskerne Helena Skyt Nielsen, Marianne Simonsen og den formidable Nina Smith, mens de bedste forskere udenfor de tre store universiteter er Rockwolls forskningschef Jan Rose Skaksen (nr. 26) og SDUs økonomiske historiker Jacob Louis Weisdorf (nr. 30). Sidst er det værd at bemærke, at min gode kollega Martin Paldam – den ældste aktive i vores sample – stadig er at finde som nummer syv. Det sker på trods af, at vi ser på citationer per år, og i høj grad på grund af Martins imponerende H-indeks på 27 i Scopus og den forskningsbredde, det afspejler.

Man må også spørge, hvor stor en forskel det gør, hvilke specifikke kilder man bruger. Svaret er, at det generelt ikke gør så stor forskel, men kan rykke enkelte forskere. Bruger man V2 og V3 rykker Martin Paldam således op som nummer 4, jeg rykker et par pladser op, og Claus Thustrup Kreiner rykker ned til nummer 10. Den største forskel gælder for Henrik Hansen, der i V2 bliver nummer 6 og i V3 er nummer 7. Grunden er simpel: V1 belønner i højere grad meget høj kvalitet i hvor man har publiceret, og vægter ikke-videnskabelige outlets og relativt ny forskning lavere.

Som altid er der dog også grund til at sammenligne med økonomer udenfor Danmark som en slags ’smell test’. To af de absolut fineste er Nicolai Foss fra Bocconi i Milano og Toke Aidt fra Cambridge University. Med et indeks på 3,41 ville Nicolai være nummer tre med sin enorme forskningsbredde (et H-indeks på 43), hvis han var blevet på CBS. Toke repræsenterer en anden approach med et indeks på 2,44 (nr. 11), der skyldes en balance mellem relativt mange citationer og en række højt profilerede artikler. De internationale sammenligninger er også ganske gode, når man noterer sig at min nominelle ’chef’ ved universitetet i Heidelberg Axel Dreher – kendt som en af de yngre stjerner i Tyskland, ender med et indeks på 2,94, og IFN-chefen Magnus Henrekson er på 2,66. Havde de været danskere, ville de meget naturligt have ligget på Danmarks Top 10 i år.

Som hvert år kan man klage over de elementer, vi lægger til grund for årets list over de dygtigste danske nationaløkonomer. Man må dog også pege på, hvor konsistent toppen af listen er fra år til år. Mens forskellige opgørelsesmetoder og forskellig vægtning af f.eks. kvaliteten af de journals, man publicerer i versus hvor mange andre, der faktisk bruger ens forskning, gør en vis forskel, er de 15-20 bedste de samme år efter år. Men de er ikke nødvendigvis dem, medierne bruger til daglig.

Er kvinder mere tillidsfulde?

5. maj 2018 / / 1 kommentar

Mange mennesker har en opfattelse af, at kvinder er normativt anderledes end mænd. Min ven og IFN-kollega Andreas Bergh luftede en af dem forleden, da vi af andre grunde spiste frokost en søndag eftermiddag i Bowling Green, Ohio. Andreas mente, at det var almindeligt anderkendt at kvinder er mere tillidsfulde end mænd, mens jeg ikke mente, det var. Mens jeg for det meste ville være sikker, og hurtigt glemme diskussionen, er sagen anderledes når det er så velovervejet og –informeret person som Andreas.

Sagen er, at mens mange af vores læsere sikkert har samme opfattelse – at kvinder er mere tillidsfulde end mænd – har der kun været nogle få papirer, der pegede på en klar sammenhæng i enkelte lande. Jeg tog i stedet data fra the European Social Survey på cirka 260.000 respondenter (der ikke er førstegenerationsindvandrere) i 32 europæiske lande, og checkede for hvert land, om der er klare forskelle på mænds og kvinders svar på det klassiske spørgsmål: Generelt, tror du man kan stole på andre mennesker eller skal man være forsigtig? ESS spørger på en 0-10 skala, og det er almindeligt kendt, at gennemsnittet varierer i Europa mellem 2,6 i Tyrkiet og 7 i Danmark.

Svaret på spørgsmålet kan ses i figuren nedenfor: Det kommer an på landet. De simple gennemsnit (grå søjler) peger på, at mænd i Slovenien er ni procent mere tillidsfulde end kvinder, men fem procent mindre tillidsfulde i Ukraine. Tager man de simple tal, er forskellen mellem 0,37 point større tillid blandt hollandske kvinder, men 0,45 point mindre tillid blandt russiske kvinder.

Det store problem er dog, at mænd og kvinder ikke altid er lige sammenlignelige i ESS. Forskellene kan derfor skyldes, at kvinder måske er samplet anderledes, at de er mere religiøse, eller at de er anderledes på andre centrale måder. Løsningen er at kontrollere for en række faktorer (de blå og røde søjler): Religiøsitet, indkomst, alder, uddannelse, om man har en udenlandsk forælder, er anden-generationsindvandrer, og ens civilstatus. Det viser sig at være vigtigt, og efterlader faktisk kun to lande, hvor kvinder er signifikant mere tillidsfulde end mænd: Danmark og Tjekkiet, hvor de ser ud til at være cirka 0,16 point mere tillidsfulde. Omvendt er mænd signifikant mere tillidsfulde i Belgien, Bulgarien, Irland, Italien, Portugal, Slovenien og Storbritannien, hvor forskellen er cirka 0,23 point.

Bundlinjen er således, at der ikke er nogen generel forskel på kvinder og mænds tillid i Europa – og pudsigt nok er der absolut ingen i Andreas hjemland, Sverige. Uden at ville godte mig for meget over det pudsige i det, er emnet et eksempel på, hvordan visse ting bliver ’accepteret viden’ uden at der egentlig er konkret, generalisérbar forskning det. Dagens lille, empiriske øvelse viser naturligvis intet om, hvorfor folk tror at kvinder er mere tillidsfulde end mænd, men den viser, at som generel påstand, er det forkert.

PKK om Vestens succes

30. april 2018 / / 0 kommentarer

Den Gamle Redacteur Peter Kurrild-Klitgaard har en fremragende klumme i Børsen i dag, der er særdeles læseværdig. Kurrilds umiddelbare ærinde er at advare mod de centraliseringstendenser, man ser i både Danmark og i særdeleshed i EU. I Danmark er rygmarvsreaktionen på snart sagt ethvert reelt eller opfattet problem i kommuner og regioner, at man nok hellere må flytte beslutningerne til Christiansborg, og definere fælles standarder osv. På europæisk plan har bl.a. Jean-Claude Juncker i en stil, der giver mindelser om Komiske Ali, erklæret at Brexit indebærer, at EU nu må sætte ekstra fart på ’den dybe integration’, hvilket betyder flere fælles-europæiske beslutninger og en langt stærkere centralisering  af magten i Bruxelles.

Under overskriften ”Skyldes Vestens velstand splittelse?”  minder PKK læserne om en af de stærkeste forklaringer fra økonomisk historie. Mens der er indikationer på, at latin gennem kirken / klostrene kom til at fungere som et lingua franca, der tillod (tilstrækkeligt veluddannede) europæere at kommunikere med hinanden, er hovedforklaringen på Europas succes en helt anden, end påstande om kristendom, kolonimagt, eller andet. Som Rosenberg og Birdzell pegede på i klassikeren How the West Grew Rich for mere end 30 år siden, skyldes velstanden i høj grad, at kontinentet var politisk fragmenteret. Som PKK formulere hovedtesen var Europa fra omkring 1000 en makroregion, hvor mange og ”ofte små, politiske enheder konkurrerede med hinanden. Hvis en fyrste det ene sted opførte sig vanvittigt, var det let at slippe væk, og det førte til en konkurrence om ikke at være for frastødende. Det fremmede økonomisk konkurrence og innovation.”

Historien peger dermed på, at EU’s centraliseringstendens – baseret på en idé hos Juncker og ganske store dele af den primært fransk-rettede europæiske elite om, at de ved bedre og andre bør have interesse i at rette ind – er ganske problematisk på langt sigt. Hvis der kun er ét sæt idéer, og kun én måde at gøre tingene på, lærer man aldrig noget nyt, og stopper derfor med at udvikle sig. Eller som PKK skriver, ”Hvis det var denne politiske decentralisering indenfor fælles normer, der skabte det europæiske mirakel, er det en advarsel overfor en tro på, at centralisering automatisk vil skabe velstand. Det er en vigtig lærdom ift. EU’s fremtidige udvikling.” Som så ofte før er PKKs klumme stærkt anbefalet.

SIFU-konsekvenser i Sverige

28. april 2018 / / 0 kommentarer

Forleden udkom det nye nummer af det glimrende svenske tidsskrift Ekonomisk Debatt. Som altid er der flere interessante artikler, men en er særligt relevant i en dansk kontekst. Under titlen ”Turordningsregler – lagstiftning med konsekvenser eller spel för gallerierna?” ser den talentfulde unge forsker Carl Magnus Bjuggren sammen med Martin Olson og Per Skedinger på konsekvenserne af det, vi i Danmark kalder SIFU-princippet – Sidst Ind, Først Ud. SIFU-princippet var reglen i mange år i den offentlige sektor, og selvom det har vist sig at være i modstrid med bl.a. Ligebehandlingsloven, praktiseres det stadig i store dele af den.

Princippet er nedfældet i den snærende lovgivning af det svenske arbejdsmarked, der af denne og en række andre grunde er langt mindre fleksibelt end det danske. I Sverige praktiseres SIFU derfor ikke kun i den offentlige sektor, men også i størstedelen af den private sektor. Spørgsmålet om regulering af arbejdsmarkedet deler de politiske vande i Sverige, og da reglerne også åbner for visse måder delvist at omgå SIFU, er et almindeligt argument imod liberalisering, at lovgivningen blot er ”spil for galleriet.” Bjuggren et al. starter derfor deres oversigtsartikel i Ekonomisk Debatt med at vise, at det ikke er rigtigt. SIFU-reglerne binder og bliver faktisk fulgt.

Det virkeligt interessante spørgsmål er derfor, hvad SIFU gør ved en virksomheds produktivitet og måde at arbejde på. Den stærkeste bid evidens kommer fra Carl Magnus Bjuggrens eget arbejde, der udkom i januar i Journal of Public Economics. Her udnytter han på kreativ vis en undtagelse – Tvåundantaget – der indførtes i 2001 og tillod virksomheder med højst ti medarbejdere at undtage to medarbejdere fra SIFU-princippet, hvis der skal afskediges. Carl kan derfor sammenligne virksomheder, der tilfældigt har ti medarbejdere og derfor er omfattet undtagelsen med virksomheder, der har 11 medarbejdere og derfor ikke er.

Resultatet er, at virksomheder, der er undtaget fra at skulle følge SIFU-princippet, i gennemsnit bliver to til tre procent mere produktive. Med andre ord er den gennemsnitlige virkning en produktivitetsfremgang, der svarer til et til halvandet års almindeligt fremskridt. med. Carl peger derudover på den vigtige pointe, at virkningen ikke behøver at skyldes at der arbejdes mere intensivt, men ”kan ocksa vara ett resultat av att arbejdsgivaren får mer frihet att bestämme vem som ska gå vid uppsägningar.” Yderligere evidens taler for denne tolking, da effekten viser sig at være koncentreret i relativt ældre virksomheder, og dermed i virksomheder der har været udsat for SIFU i længere tid og sandsynligvis har akkumuleret flere medarbejdere, som man egentligt gerne ville af med.

Udover at være vigtigt i en svensk kontekst – og et eksempel på en meget elegant nåde at løse metodologiske problemer på – har Bjuggren og hans kollegers forskning også visse implikationer i en dansk debat. På den ene side har den offentlige sektor et produktivitetsproblem, og ikke blot – som nogen tror – på grund af voksende HR-afdelinger. På den anden tales der ofte og højlydt om, hvordan man da ”ikke kan løbe hurtigere” og der således ikke er rum for produktivitetsfremskridt i den offentlige sektor. Men i store dele af sektoren kører man stadig de facto efter SIFU-princippet. Fundende som Bjuggren et al. opsummerer i Ekonomisk Debatt tvinger derfor en til at spørge, hvad der ville ske med den offentlige sektors produktivitet i Danmark, hvis man helt opgav SIFU. Det er værd at tænke over, og ikke mindst fordi mange, der ellers er ideologisk imod hele debatten, kunne tænkes at værdsætte hvis deres dovneste og mest uduelige kolleger ikke længere var beskyttede af SIFU-princippet?

Thomas Sowell i the Rubin Report

25. april 2018 / / 0 kommentarer

Amerikaneren Thomas Sowell er en af de virkeligt store og uafhængige tænkere på den begavede del af den amerikanske højrefløj. Sowell, der var en af de første sorte professorer, der gjorde en virkelig forskel i debatten, har bidraget til mange diskussioner og er altid værd at lytte til. Forleden var han gæst i den glimrende Rubin Report, hvor han blandt andet talte med Dave Rubin om uddannelse og race. Samtalen er både interessant og overraskende morsom. Som svar på spørgsmålet, hvad der fik ham til at forlade sit marxistiske udgangspunkt og blive liberal, er hans var ”Øh, fakta!”

Hele interviewet er stærkt anbefalet og kan ses her:

Løn i det offentlige

20. april 2018 / / 5 kommentarer

Det er næppe gået nogens næse forbi, at der forhandles overenskomster i det offentlige for tiden. Forligsmanden har for anden gang udskudt en eventuel konflikt, og mens nogle af parterne ser ud til at nærme sig hinanden, virker det som om lærerne er opsatte på konflikt og måske endda hævn for det politiske indgreb mod dem for nogle få år siden. Et væsentligt problem i hele konflikten er, at løndannelse i det offentlige er markant anderledes end på det private arbejdsmarked. Mens den private løndannelse følger med produktiviteten i det private, er løndiskussioner i det offentlige i langt højere grad præget af moralske synspunkter, og ofte særdeles uinformerede moralske stillingstagninger.

Det basale problem, som der ikke tales meget om i debatten, er den specifikke forskel på løndannelse i det private og det offentlige. I det private følges løn og produktivitet ad: Hvis de ansatte i én virksomhed får en lavere løn end deres marginalproduktivitet, vil andre virksomheder kunne tilbyde mere og dermed tiltrække dem. Den oprindelige virksomhed må dermed enten miste dygtige medarbejdere eller sætte deres løn op. Omvendt, hvis ansatte eller deres fagforening får ’tilkæmpet’ sig en løn, der er højere end tilsagt af deres produktivitet, må virksomheden fyre medarbejdere og i visse tilfælde erstatte dem med udstyr og automatisering. På det private arbejdsmarked er det derfor en relativ sjældenhed, og et ganske midlertidigt fænomen, at løn og produktivitet ikke matcher hinanden.

Det offentlige arbejdsmarked fungerer af flere grunde helt anderledes. For det første er det ekstremt svært at måle offentlig produktivitet, hvilket besværliggør en vurdering af det korrekte lønniveau. Der er for det meste – med Singapores offentlige virksomheder som en af de få undtagelser – heller ingen konkret bundlinje. Det offentlige har med Janos Kornais udtryk næsten altid ”bløde budgetbegrænsninger.” Nok er der grænser, man bør holde sig indenfor, men hvis man alligevel ikke gør det, er det et stærkt argument for at blive dækket ind. En af årsagerne til fænomenet er, at offentlige virksomheder stort set aldrig får lov til at gå fallit. Tværtimod belønnes meget uproduktive offentlige virksomheder og service ofte med større bevillinger. En del af miseren kommer fra et hold-up-lignende problem hvor en offentlig virksomhed eller myndighed effektivt har monopol på en ydelse eller service, og dermed kan afpresse det offentlige flere midler. Det er f.eks. tilfældet med DSB og PostNord, endda selvom det er Folketinget selv, der beskytter monopolet. Det er i høj grad samme strategi, Danmarks Lærerforening synes at have anlagt: Hvis I ikke makker ret, stopper vi skolerne og sygehusene.

En anden del af det offentlige problem kommer, som det er alt for velkendt i Latinamerika, fra beskæftigelsesmaksimering – dvs. den praksis, at man beskæftiger flere og flere mennesker, og dermed er der stadig flere jobs og vælgere på spil, hvis man ønsker at effektivisere eller endda at lade virksomheden gå fallit. Situationen bliver heller ikke bedre af, at fagforeninger på det offentlige område insisterer på den samme løn til alle, så de dygtigere og mere arbejdsomme bestemt ikke kan belønnes af deres ledelse. Sidst må man ikke undervurdere betydningen, og måske særligt på det kommunale område, af at byrådsmedlemmer føler sig som ’ejere’ af offentlige virksomheder. De opfører sig derfor som særinteresser, der perfekt har ’captured’ den offentlige regulering af virksomhederne, da det er ’ejerne’ selv der definerer reguleringen.

Det hele indebærer, at store dele af fagbevægelsen på de offentlige områder kommunikerer diskussionen om løn som et rent moralsk spørgsmål: Hvad har lærerne ’fortjent’ for at være rare, velmenende mennesker, der gør et vigtigt stykke arbejde? Får sygeplejerskerne ’for lidt’ i forhold til private grupper med sammenlignelige uddannelser – men vel at mærke, og ganske ubemærket, uden den offentlige jobsikkerhed? På den måde kan man tillade sig helt ignorere, at det offentliges produktivitet, så vidt den kan måles, er decideret for nedadgående. En del af det skyldes sandsynligvis helt uforholdsmæssigt dårlig ledelse, men det kan man ikke undskylde – i det private kan elendigt ledede virksomheder heller ikke tilbyde høje lønninger eller andre goder. Og en del skyldes sandsynligvis, at lærerne ganske enkelt ikke er så dygtige som de engang var. Seminarierne tiltrækker ikke i dag individer med ambitioner, men ofte folk, der tager en læreruddannelse for ”så kan jeg blive ved med at spille min musik.” Og resultatet ser vi på gymnasier og universiteter, hvor vi endda på uddannelser der kræver høje gennemsnit får mange, der ikke kan regne med brøker, opløse en parentes, eller forstå blot basalt tysk. Ser man moralsk på sagen om, hvad forskellige grupper har ’fortjent’, bør dén situation bestemt ikke udløse ekstra belønning til lærerne!

Unge i Public Choice

16. april 2018 / / 0 kommentarer

Som trofaste læsere vil vide deltog jeg i sidste uge i den årlige konference i the European Public Choice Society. Konference var glimrende og kun meget få af de cirka 260 papirer, der blev præsenteret, faldt fagligt igennem. Med andre ord har EPCS det godt og på trods af at mange foretrækker at kalde deres forskning for ’political economy’ eller ’political eonomics’ i stedet for public choice, er området særdeles levende.

Et af de særlige tegn er hvor mange yngre forskere, der kommer til konferencen, og hvor gode de er. Det give EPCS hvert år en tydelig indikation af ved at uddele Wicksell-prisen. Prisen gives til den forsker under 30, der har leveret og præsenteret det bedste papir. Tidligere vindere omfatter folk som CesIFO-chefen Clemens Fuest og den tyske ’overvismand’ Lars Feld (Freiburg), men også de fremragende danskere Toke Aidt (Cambridge) og Mogens Kamp Justesen (CBS). Feltet til Wicksell-prisen i år så umiddelberg snævert ud, da kun 11 præsentationer var kvalificeret til prisen, men det viste sig, at man ikke skulle lade sig snyde.

Vinderen i år var Quentin Lippmann (PSE), som præsenterede ”Is Incumbency a Barrier to Women’s Entry in Politics?” Papiret var meget poleret og klar til publikation, og ramte også et emne, der er oppe i tiden, da Lippmann kunne vise hvordan der åbenbart er usynlige barrierer for kvinders indgang til fransk politik. Omvendt var nummer to i konkurrencen ikke helt så poleret og lagde stadig op til ekstra analyse, men også med langt større potentiale. Jer er naturligvis frygteligt partisk – nummer to i år var Sarah Langlotz, der har været instruktor for mig de sidste somre i Heidelberg, hvor hun er en del af Axel Drehers gruppe som jeg også hører til – men det tordnende bifald, hun fik indikerede hvor publikums præferencer lå.

Som vi skrev forleden, præsenterede Sarah ”The Political Economy of Community Cohesion in Times of Conflict” hvor hun viste, at the International Security Assistance Force – de Nato-ledte koalitionsstyrker i Afghanistan – de facto underminerede lokalsamfundenes sammenhæng. Anekdoter har længe peget på, at ISAF førte til at landsbyældres status svækkedes, men Sarah kan meget overbevisende og præcist vise, hvordan ISAF-styrkerne fører til, at husholdninger i de berørte områder er 25-30 % mindre tilbøjelige til at deltage i f.eks. lokalråd. Hendes pointe er vigtig, da det indebærer at styrkerne faktisk underminerer afghanske civilsamfunds evne til at løse deres egne problemer.

Flere af de andre unge, og forbløffende mange fra det tyske-talende område, har også lovende karrierer. Det gælder ikke mindst Tommy Krieger (Konstanz), der er specialiseret i ganske avancerede empiriske metoder, og Richard Bluhm (Hannover) og Lena Gerling (Münster) – der dog begge er fyldt 30 og derfor ikke længere tæller som ’unge’. Lena fortsætter sig interessante arbejde om kup og politisk urolighed, mens Richard imponerede med ny forskning, der peger på at de meget brugte NASA-data på intensitet af lys om natten (se f.eks. her) voldsomt underestimerer, hvor rige udviklingslande er.

Den tekniske grund skyldes, at satellitterne der leverer data er designet i 70erne og derfor bliver ’blændede’ af lyset fra relativt rige storbyer. Størrelsen af problemet er en undervurdering på omkring 30 %, hvilket potentielt skaber ganske store problemer for tidligere studier, der bruger lysintensitet som indikator for økonomisk udvikling! På den måde er flere af de virkeligt begejstrende studier fra unge forskere faktisk tværvidenskabelige, men på en anden måde end vi er vandt til. Og for punditokraternes læsere er der måske et navn eller to, der er værd at huske og at holde øje med.

Skaber gode institutioner velstand eller skaber velstand gode institutioner?

12. april 2018 / / 2 kommentarer

For få år siden ville de fleste nationaløkonomer sige, at spørgsmålet i titlen var afgjort: Gode institutioner skaber velstand fordi de understøtter langsigtet vækst. Med de problemer, Daron Acemoglu og hans hold fik problemer for nogle år siden, da bl.a. David Albouy, Vanya Krieckhaus og Matthew Fails demonstrerede, hvor store huller der var i Acemoglu-holdets strategi for at løse hønen-og-ægget-problemet. Siden da har flere argumenteret for, at det man typisk opfatter som gode institutioner – stærke retslige institutioner, der uden politisk indblanding beskytter private ejendomsrettigheder og effektive grænser for, hvad politikere må og kan gøre – blot er forhold, der typisk følger med udvikling.

Mens jeg næppe løser problemet, er ærindet i dag at pege på, at de lange historiske serier, der er blevet tilgængelige fra V-Dem-projektet de senere år, tillader at man ser på spørgsmålet med nye øjne. Dataene tillader os nemlig, med de forbehold man altid må have overfor historisk konstruerede mål, at observere elementer af den institutionelle kvalitet for længe siden. Det er netop det vi gør i de to figurer nedenfor, der plotter gennemsnittet i V-Dems mål for ’judicial accountability’ i starten af 1930erne og de seneste år. Målet er baseret på spørgsmålet ”When judges are found responsible for serious misconduct, how often are they removed from their posts or otherwise disciplined?” og kodet af Jeffrey Staton på en skala fra 0 (aldrig) til 4 (altid). Det måler således ikke direkte kvaliteten af retsvæsenet, men et forhold – gør man noget effektivt ved eventuelle problemer i domstolene – der tydeligvis er et element. Den første figur viser status i Europa, mens den anden viser det meget mindre stabile Latinamerika og det caribiske område.

Som dansker kan man glæde sig over, at Danmark ligger i den absolutte top sammen med Tyskland og Østrig, og skarpt efterfulgt af Finland, Irland og Storbritannien. Det gjorde vi også i 1930erne, og mens Tyskland valgte nazisterne og dermed lynhurtigt svækkede retsvæsenet, er det ganske tydeligt, at en række lande i dag ligner sig selv i 1930erne på dette punkt. Tyskland har, sammen med det tidligere diktatur Spanien og det dengang dysfunktionelle Frankrig, meget klart forbedret sig. Omvendt finder man en række lande – Grækenland, Italien, Serbien og flere andre, der var institutionelt svage dengang og stadig er det.

Samme basale mønster finder man i Latinamerika og Caribbien, hvor korrelationen mellem de to serier med 80 års mellemrum er 0,74 (mod 0,75 i Europa). Den anden figur demonstrerer dog også to yderligere forhold: Argentinas retslige institutioner ser i dag svagere ud end de gjorde i 1930erne; og Cubas ser solide ud – men med det forbehold, at de love, der håndhæves, er dybt fjendtlige overfor befolkningen.

Den overordnede pointe er, at mens der er variation over tid, er det ganske svært at påstå, at udvikling skaber gode institutioner, når det er så tydeligt, at lande der i dag har gode institutioner, allerede havde det for 80 år siden. Som vi skrev om fornylig i forbindelse med korruption, gælder noget af de samme for bestikkelsesproblemer og andet. Når det er sagen, er det svært at påstå logisk, at institutionerne ikke skaber udvikling.

Pressefrihed i de nordiske lande

9. april 2018 / / 0 kommentarer

Det er næppe nogen hemmelighed, at ytrings- og pressefriheden er under angreb i en række europæiske lande. Viktor Órban i Ungarn har taget store og meget offentlige skridt væk fra den liberale retsstat, som landet etablerede da kommunismen kollapsede i Centraleuropa. Den polske regering har valgt samme vej, og der er bekymrende tegn i flere af andre lande i regionen. På samme tid advarede Berlingskes leder søndag om, at EU og andres stærke hensigt at bekæmpe ’fake news’ hurtigt kan koste på ytringsfriheden. I den situation må man kende sit eget lands status og historie for at man kan kritisere andre.

På det punkt kan man godt tillade sig at være stolt af at være dansker eller svensker, som figuren nedenfor illustrerer. I den har jeg plottet V-Dem-projektets mål for ’Government censorship effort’, dvs. i hvilken grad staten forsøger at censurere medierne. Målet er tilgængeligt hele vejen tilbage til 1900, hvilket muliggør, at man får et bredt overblik over mere end 100 års udvikling. Dette overblik viser, i hvor høj grad pressen var fri for censur i Danmark – inklusive Island – og Sverige allerede fra starten af det 20. århundrede. Norge havde ikke helt samme status, og Finland var under russisk overherredømme indtil 1917, hvor figuren viser et meget tydeligt hop op til norsk status det øjeblik, landet blev uafhængigt. I starten af 20erne var dette niveau også det vesteuropæiske gennemsnit, som vist ved den stiplede sorte linje. En anden pudsig detalje er, at mens det er tydeligt at den danske stat reagerede på krisen og den internationale tumult fra starten af 30erne, var det en hjemlig reaktion, da Danmark som kolonimagt på Island lod være med at blande sig. At det ganske tydeligt var en politik, som befolkningen (og de fleste jurister) ikke syntes videre godt om, kan ses i hoppet umiddelbart efter anden verdenskrigs afslutning til den fulde pressefrihed, vi nyder i dag.

Er alt da fryd og gammen? Starter vi på europæisk plan, er en af de meget påfaldende ting, man kan se i figuren, at Central- og Østeuropa (den røde, stiplede linje) i dag i gennemsnit er der, hvor Danmark, inklusive Island, og Sverige var mellem 1900 og 1930. Det gennemsnit dækker naturligvis over det autokratiske Ruslands konstante brud på pressefriheden til en lige så fin status i Estland, Letland og Tjekkiet som i de nordiske lande. De to baltiske lande havde endda haft nordisk status allerede i 20erne og indtil deres demokratiers kollaps midt i 30erne. Så svaret er nej, men med den vigtige komplikation, at man ikke kan tale om central- og østeuropæiske problemer. Der er store problemer i lande som Ungarn og Polen, men ingen i Baltikum eller Rumænien.

Og svaret er det samme når man ser på vores afkrog af verden. Ser man godt efter i figuren, er der for eksempel et fald i det danske indeks efter vedtagelsen af den nye offentlighedslov i 2013, hvor pressen adgang til effektiv aktindsigt blev de facto begrænset. Det er dog meget lidt, og ikke nogen specielt stor bekymring. Hele debatten om offentlighedsloven (som jeg stadig finder problematisk) reflekterer nærmere, hvor høje vores standarder faktisk er.

Det egentlige problem, som jeg mener man diskuterer for lidt, er ikke direkte statslig censur, men selvcensur for enten at være politisk korrekt eller beskytte sig mod voldelige angreb. Den politiske korrekthed, der ofte meget demonstrativt viser sit grimme ansigt i det høflige og korrekte Sverige, indebærer at medier ofte selvcensurerer historier. Når der er grupper i samfundet – muslimske fundamentalister, danske præster, LGBT-individer, indignerede kvinder osv. – som man af forskellige grunde ikke kan skrive kritisk om, lider pressefriheden. Om denne type selvcensur – der tidligere har resulteret i så absurde påstande som at der findes ingen fremmedfjendske i Sverige og ingen indvandrerproblemer, eller at man ikke må skrive om den katolske kirkes overgreb i Irland eller Boston – overhovedet kan ’ses’ i de tilgængelige mål, er stadig et åbent spørgsmål. Det gør blot den usynlige censur endnu værre.

European Public Choice Society 2018

6. april 2018 / / 0 kommentarer

På onsdag ruller dette års konference i the European Public Choice Society af stablen ved Universita Cattolica del Sacro Cuore i Rom. Konferencen, der plejer at være et af de forskningsmæssige højdepunkter i min kalender, er også i år pakket med interessante præsentationer og både venner og bekendte, og med nye PhD-studerende og andre unge forskere med gode idéer. Hele programmet kan læses her, men traditionen tro byder vi på et helt idiosynkratisk overblik over særligt interessante emner.

De italienske arrangører med Gilberto Turati i spidsen har pakket en almindelig session ind allerede onsdag eftermiddag. Her er en af de præsentationer, der nok skal trække mange folk til, Massimiliano Onorato (Universita Cattolica del Sacro Cuore), Stefano Gagliarducci (Tor Vergata), Francesco Sobbrio (LUISS) og Guido Tabellinis (Bocconi) “War of the Waves: The Effect of Radio During World War II.” Mens spørgsmålet om BBCs udsendelser til Italien under krigen påvirkede den italienske modstand er spændende, bliver det et svært valg fordi på samme tid præsenterer den altid interessante Richard Jong-A-Pin (Groningen) ”Taxi’s, Tips and Terror: Labor market discrimination against Muslims before and after the Boston Marathon Bombings.” Endnu værre er det, at man ikke være tre steder på samme tid, fordi Francesco Salustri (Tor Vergata) og Pierluigi Conzo (Torino) kommer med “A war is forever: The long-run effects of early exposure to World War II on trust.”

Mit ‘pick’ for torsdag morgen er klart Zareh Asatryan (ZEW), Annika Havlik (ZEW), Friedrich Heinemann (ZEW) og Justus Nover (Mannheim) og deres “Are Fiscal Multiplier Estimates Politically Biased?” Om eftermiddagen er bedste bud Sarah Langlotz (Heidelberg), en af de mest lovende PhD-studerende i det europæiske public choice-miljø, der præsenterer “The Political Economy of Community Cohesion in Times of Conflict.” Sidst på eftermiddagen går jeg desværre glip af Martin Ljunge (IFN) og Kelly Ragan (Stockholms Handelshøjskole) ”The Three Deep Roots of Redistribution: Zero-Sum Wealth Views, Uncertainty Aversion and Long Term Orientation” da mine medforfattere Jerg Gutmann (Hamborg) og Andreas Freytag (Jena) skal præsentere vores fælles papir med titlen “Coups, Regime Transition, and the Dynamics of Press Freedom”

Fredag morgen er der heller ikke noget valg (og det gør ikke noget), da min ven og kollega Niclas Berggren (IFN) præsenterer vores fælles ”Do voters dislike liberalizing reforms? New evidence using data on satisfaction with democracy.” Enkelte læsere vil måske genkende temaet, da papiret pudsigt nok startede sit liv som en blogpost her på stedet!

Før frokost har arrangørerne lagt en hel session om ideologisk politik med deltagelse af blandt andet Niklas Potrafke (CesIFO) og Andrew Pickering (York) som jeg går glip af. Grunden er, at jeg skal præsentere mit fælles arbejde med Philipp Schröder (Aarhus) og Erdal Yalcin (Konstanz) om “Press Freedom, Market Information, and International Trade.” Det hjælper, at den glimrende Gerda Asmus (Heidelberg) også er på programmet i min session med ”A New Scramble for Africa and the Developing World? An Analysis of Chinese and Indian Development Projects.”

Mit sidste eksempel er lørdagens præsentation fra diktaturforskningens grand old man Ronald Wintrobe (Western University), der kommer med “An economic theory of a hybrid (competitive authoritarian or illiberal) regime.” Hvordan Ron ser lande som Ungarn ser jeg meget frem til. Og det er nok også en af de ting, der bliver talt om til den lille middag med bl.a. Niclas Berggren og Henrik Jordahl, som er det sidste pick. Den er dog ikke offentligt tilgængelig som resten af programmet, og vi rapporterer ikke fra middagen!

Hvor meget lykke tager indvandrere med hjemmefra?

4. april 2018 / / 0 kommentarer

Er indvandrere elendige i Danmark eller smitter de høje lykke- og tilfredshedsstandarder af på dem? Indtil fornylig var der ingen svar på spørgsmålet, men siden i dag er der et svar, der er offentligt tilgængeligt. Grunden er, at vores papir ” How Persistent Is Life Satisfaction? Evidence from European Immigration” nu er ude som working paper fra Institutet för Näringslivsforskning i Stockholm. Alle interesserede kan hente papiret her, som jeg har skrevet sammen med mine IFN-kolleger og venner Niclas Berggren og Andreas Bergh, og vores japanske kollega Shiori Tanaka.

Papiret, som er et af de studier jeg har været mest stolt af at deltage i de sidste år, svarer på spørgsmålet ved at se konkret på survey-svar fra cirka 26.000 førstegenerations-indvandrere og 5000 andengeneration fordelt i 32 europæiske lande. Vi ved hvor de eller deres forældre kom fra, og kan derfor matche typiske tilfredshedsniveauer i deres ’hjemlande’ med deres egne svar på spørgsmålet i det land, de nu bor i. Vi skrev for halvanden år siden om den basale idé (læs her), og er nu gået et stykke videre.

Svaret er, at der er massiv evidens for adaptation, men også for persistens. Helt konkret ser vi, at indvandrere fra de fleste steder i verden er påvirket af de samme faktorer som resten af befolkningen, og derfor til en vis grad bliver ligesom den generelle befolkning. Kommer man fra Iran eller Congo, bliver man derfor langt mere tilfreds i Danmark eller Sverige end man ville blive i Portugal eller Tyrkiet, bl.a. fordi både velstandsniveauet, men også de langt bedre nordiske institutioner skaber basis for tilfredshed.

Vi finder dog også, at der er persistens, så indvandrere fra Indien stadig er mindre tilfredse end indvandrere fra El Salvador, selvom de har samme job, indkomst, civilstatus osv. Grunden er, at de tager noget af forskellen med til det nye land – gennemsnittet i Indien er 4,2 versus El Salvadors 6,2. Overraskelsen er, at indvandrere fra tidligere kommunistiske lande generelt intet tager med hjemmefra, mens persistensen er størst for indvandrere fra andre rige, vestlige lande.

Hvorfor er lidt af et mysterium, da det for eksempel ikke er sværere at holde kontakt til folk og kultur i Tjekkiet end det er at holde kontakt til ens baggrund i Grækenland. Det passer dog meget med vores egen fornemmelse for, at vores central- og østeuropæiske studerende langt lettere integrerer sig i dansk eller svensk samfund end for eksempel franske eller østrigske studerende. Under alle omstændigheder stiller vores nye studie implicit det interessante spørgsmål, at hvis indvandrere – og måske særligt de central- og østeuropæiske – vænner sig så meget til vores tilfredshed og i det mindste nogle af de institutionelle og kulturelle træk, der skaber den, bliver de så ikke også mere ligesom os på andre vigtige punkter?

Hvor dårlig er arven fra kolonitiden?

1. april 2018 / / 2 kommentarer

Rejser man spørgsmålet, om kolonialiseringen af Afrika og store dele af Asian var god eller dårlig, stemples man ofte hurtigt som et ondt menneske. Sidste efterår rasede en konflikt hos det prestigiøse International Studies Quarterly fordi Bruce Gilley, der er lektor i statskundskab ved Portland State University. Grunden var, at tidsskriftet havde optaget en artikel af Gilley med titlen ”The Case for Colonialism” hvor Gillet argumenterede, at kolonitiden havde bragt væsentlig gevinster til nogle lande. Resten af hans artikel, som ISQs redaktion valgte et trække tilbage, ligger her, mens hele artiklen stadig kan findes her.

Gilleys hovedargument, opsummeret her af Inside Higher ED, er at mindst halvdelen af de tidligere kolonier efter uafhængighed oplevede grusomme konflikter og undertrykkende regimer. Selve det, at Gilley stillede spørgsmålet hvor skidt kolonitiden var, fik flere medlemmer af redaktionsbestyrelsen til at kræve, at artiklen blev trukket tilbage under trussel af, at de ellers ville forlade tidsskriftet. Mindst et andet medlem, truede med at trække sig fra redaktionen, hvis artiklen blev trukket tilbage, og adskillige kommentatorer har beklaget hele episoden. Mens man kan angribe artiklen for at være sjusket og ikke op til standard, havde den været gennem en fuld, dobbeltblind peer review-proces som alle andre videnskabelige artikler, og var optaget ved et højt respekteret tidsskrift.

Det eneste, der ikke rigtigt diskuteres, er om de nye regimer, der kom til da mere end 80 lande fra sidste i 40erne til midt-70erne blev uafhængige, var værre eller bedre end kolonimagterne? Det spørgsmål må man øjensynligt ikke stille, og det stiller vi derfor i dag. Det følgende kan måske gå hen at blive basis for en egentlig artikel en dag, men foreløbig skal det blot læses som en konkret, kvantitativ indikation til en blog. Og indikationen kan ses i figuren nedenfor.

Figuren viser ændringen i graden af politisk korruption fra umiddelbart før til umiddelbart efter uafhængighed i 46 afrikanske lande. De røde søjler indikerer tidligere franske kolonier, de blå tidligere britiske kolonier, mens de få resterende er belgiske, portugisiske og en enkelt sydafrikansk (Namibia). Målet kommer fra V-Dem-databasen og er fordelt mellem 0 (ingen korruption) og 1 (endemisk korruption).

Mens der er stor variation – Cape Verdes korruptionsniveau faldt ganske kraftigt efter at landet i 197 frigjorde sig fra det portugisiske diktatur – så 22 af de 46 lande faktisk en stigning i den politiske korruption på mere end 0,1 point, mens kun fem så et tilsvarende fald. I Elfenbenskysten, Guinea-Bissau, Kenya og Madagascar var stigningerne endda så store som 0,4 point på få år. Var kolonitiden da bedre? Svaret, når man fokuserer udelukkende på hvordan de politiske system opfører sig, ligner et ja. Der er naturligvis mange andre relevante mål at se på, men hvor kontroversielt det end kan se ud for mange, er der klare indikationer på, at de nye regimer i uafhængige lande ofte var væsentligt værre end kolonimagterne.

Vil man have nuancer med, kan man f.eks. notere sig hvor rædselsfuldt belgierne opførte sig i Centralafrika, og hvordan det stadig præger områdets failed states, men også hvordan særligt briterne efterlod demokratiske institutioner, der ofte viste sig meget stabile, og hvordan en række mindre lande valgte at vedblive at være kolonier. Man kan ikke blot konkludere, som nogle forskere gerne vil, at Colonies: Saaad! Hvert eksempel er unikt, men der ser ud til også at være mere generelle træk, der bestemt ikke altid taler til fordel for de uafhængige regimer.

Public Choice-grundlæggere og mere

31. marts 2018 / / 0 kommentarer

Har man et roligt øjeblik i løbet af påsken og har lyst til at afstive sin viden, er the Concise Encyclopedia of Economics et glimrende sted at starte. Som vores trofaste læsere uden tvivl vil vide, er et af Punditokraternes primære interessefelter det område af samfundsvidenskaberne, der skiftevis kaldes public choice, political eonomy eller political economics (se vores introduktion her). Encyklopædien omfatter naturligvis en post om Public Choice som felt, men også en lang række biografier, der ikke blot er spændende, men også generelt så korte og velskrevne, at de bør kunne bruges i gymnasieundervisning.

Man kan for eksempel læse korte af biografier af grundlæggerne af public choice og relaterede felter som Gordon Tullock, James M. Buchanan, og Elinor Ostrom. Den omfatter dog også en biografi om den svenske økonom Knut Wicksell, som nu er glemt af mange økonomer, men var en hovedindflydelse for så forskellige folk som Buchanan, Paul Samuelson, John Maynard Keynes, og Ludwig von Mises.

Har man fem minutter tilovers og lyst til at vide lidt mere om nationaløkonomi, er the Concise Encyclopedia et glimrende sted at besøge. Og har man ikke allerede gjort det, kan man jo efterfølgende besøge Punditokraterne og enten læse vores sommerserie om public choice, eller om få dage, vores guide til dette års konference hos the European Public Choice Society. Påsken kan bruges på andet end æg og X-faktor.

Ét år til Brexit

29. marts 2018 / / 3 kommentarer

I det, der for få år siden blev kaldt blogossfæren, fndes der en række gode serier af samtaler, diskussioner og debatter, og the Institute of Economic Affairs fremragende podcast-serie Live from Lord North Street er en af dem. I IEAs  nyeste podcast i serien taler Madeline Grant tænketankens egne Julian Jessop og Shanker Singham om Brexit. Anledningen er, at vi i dag er præcist ét år fra dagen, hvor Storbritannien endegyldigt udtræder af den Europæiske Union.

Adspurgt direkte om de fremtidige udsigter for briterne, er hverken Jessop eller Singham specielt pessimistiske. Begge understreger, hvor store usikkerhederne er og hvor meget, der afhænger af den specifikke aftale, landet får med den resterende union. Jessop og Singham peger dog også begge på, hvor partiske mange analyser af Brexit stadig er, og hvor meget der ligger gemt i analysernes grundlæggende antagelser. De overvejelser er velkendte for de fleste økonomer, og diskuteres ofte og heftigt i medier og politik, men de to IEA-økonomer understreger også begge, hvor meget der afhænger af de andre aftaler, briterne skal og kan indgå.

En af Julian Jessops hovedpointer glemmes ofte, også selvom vi har skrevet om den både her på stedet og i Børsen: For at have mulighed for at realisere en række af de potentielle gevinster ved Brexit. Det er derfor ”essentielt at forlade toldunionen” og han er i samtalen meget klar i sin vurdering af, at det er positivt at alle aktører – andre landes politikere, britiske og udenlandske virksomheder osv. – nu ved med rimelig sikkerhed, at der kommer til at ske.

De væsentlige gevinster kommer netop af, at Storbritannien genvinder landets uafhængighed i told- og handelspolitikken. Det gælder ikke kun, som vi tidligere har skrevet om, at et fortsat medlemskab ville have gjort en af de væsentlige potentielle gevinster ved Brexit umulige, da langt de fleste af de kendte gevinster afhænger af, at Storbritannien kan tage væsentlige skridt væk fra de ofte stærkt protektionistiske elementer i EU’s politik.

Jessop understreger, at en del af medlemsskabet i toldunionen også tvinger lande til at implementere en række ’non-tariff regulations’, der fungerer som handelsbarrierer. Hans pointe, som jeg ikke erindrer at have set kommunikeret så klart før, er at der er et ganske stort og nødvendigt overlap mellem toldunionens handelspolitik og unionens reguleringspolitik.

Jessop understreger, at en række væsentlige detaljer, der er uenighed om i forhandlingerne, er i hvilken grad Storbritannien skal overholde fælles EU-reguleringer. Det er altså ikke et spørgsmål om toldbarrierer som sådan, men meget specifikke krav til at varer – og i en række tilfælde også produktionsprocesser – der importeres fra Storbritannien skal overholde EU’s reguleringer. Som Jessops kollega Shanker Singham formulerede det, ville landet indenfor toldunionen ”not be able to slow down European regulation.” Jeg er meget enig med Singham i, at det er en voksende bekymring, ikke mindst når man tager Jean-Claude Junckers udmeldinger efter Brexit alvorligt. Juncker har erklæret, at Brexit er en mulighed for resten af EU at rykke mod langt dybere integration, hvilket i EU-speak betyder langt mere regulering, fælles politik, og endda i en række forslag, fælles finans- og skattepolitik og EU-skat.

Singham er dog ikke naiv, og understreger også i samtalen, at der er en række tin, som briterne sagtens kan gøre bedre selv. Hans primære eksempel er toldbehandling, som ikke just er hurtig eller gnidningsfri, og hvor han ønsker sig, at det britiske embedsværk lærer af særligt Hollands ekstremt effektive håndtering. Derudover peger han også på, at det er ”fænomenalt svært” at vurdere effekter på handel. I modsætning til hardcore ideologiske tilhængere af Brexit peger han også på, at det er helt legitimt at antage, at der er større told- og handelsomkostninger, og problemer med ’trade diversion’. En analyse fra Whitehall, der blev lækket i medierne forleden, estimerer dem til cirka 27 milliarder pund over de næste 15 år. Singham gentager dog pointen, som forfatterne selv peger på, at analysen er partiel, og heller ikke ser på nogen af de mulige gevinster. Der er således ikke, som nogle danske medier synes at tro, tale om en cost-benefit analyse, men udelukkende en analyse af omkostningssiden. Og dele af de omkostninger, der tales om, er ikke rigtige omkostninger. Det irsk-britiske common travel area, der betyder at der er pas- og kontrolfri adgang mellem Irland og Nordirland, faktisk er fra før 1973 og derfor ikke bør berøres af Brexit.

Spørgsmålet er så, hvordan markederne reagerer og hvordan den britiske økonomie har udviklet sig efter afstemningen? Svaret er, at økonomien er fortsat med at vokse, men nok lidt langsommere end ellers. Der er for eksempel usikkerhed omkring hvad der kommer til at ske, der har ført til lavere investeringer. Jessops vurdering er dog, at der ikke er tegn på permanente problemer, pundet er begyndt at rette sig op efter at have tabt værdi i månederne efter afstemningen, og investeringsunderskuddet for tiden skyldes primært projekter, der er udskudt pga. usikkerheden, og ikke aflyst. Der er heller ingen tegn på, at det finansielle centrum i the City lider. Og som hans kollega minder om, er en del af de nuværende forhandlinger udenfor EU-regi nødvendige for at Storbritannien kan genindtræde som suverænt medlem af WTO. At landet nu får en selvstændig stemme i internationale handelsfora er også et resultat af Brexit, og som Singham omhyggeligt peger på, forventer andre lande i WTO, at Storbritannien bliver mere liberalt end EU. Nok kan man have sine tvivl om Theresa Mays kompetence, og hvad Labour under ledelse af Jeremy Corbyn kan finde på, men markederne regner med, at Brexit er gavnligt for både Storbritanniens og verdens frihandel. Det i sig selv er gode nyheder.

Nyt Ekonomisk Debatt på gaden

28. marts 2018 / / 0 kommentarer

I dag udkommer det nye nummer af det fine svenske tidsskrift Ekonomisk Debatt. Nummeret, der kan læses i sin helhed her, omfatter i denne omgang en række interessante artikler. De inkluderer bl.a. Daniel Waldenström, Spencer Bastani og Åsa Hansson, der diskuterer en mere hensigtsmæssigt beskatning af kapitalindkomster. Deres forslag, som faktisk er indtægtsneutralt for staten, burde absolut også diskuteres i Danmark, hvor vi har lignende problemer i skattestrukturen. En anden stærkt interessant artikel i det nye nummer er Per Lundborgs diskussion af Nationalekonomiska aspekter på reformering av det gemensamma europeiska asylsystemet. Lundborg, der starter med at konstatere, at Dublinaftalen er stendød og ikke kan genoplives, foreslår at tillade handel med flygtningekvoter i Europa. Det vil tillade nogle lande, som f.eks. Ungarn, at få langt færre flygtninge, men gør også omkostningen synlig. Om man køber Lundborgs argument, at det vil sænke fremmedfjendskhed ved at man faktisk ’får noget’ for at tage imod flere, eller ej, er det et forslag, der absolut er værd at tænke over.

Blandt flere andre indlæg lyser Johan Eklunds leder dog særligt. Som indledning til et forslag om at supplere BNP-opgørelser i nationalregnskabet med et bruttoproduktionsmål, skriver Johan det følgende, der karakteriserer Danmark mindst lige så godt som Sverige:

Kan ni nämna ett grundläggande strukturproblem i den svenska ekonomin som har lösts eller närmat sig en lösning under de gångna åren? Jag kan inte det. I stället har politiken som synes fokuserat uteslutande på reformer på marginalen, lappande av befintliga strukturer och modeller samt symbolpolitik med tydliga ideologiska förtecken.

Stærkt anbefalet.

Hvad betyder ’neoliberal’?

24. marts 2018 / / 6 kommentarer

På den danske venstrefløj kører der åbenbart en diskussion for tiden om såkaldt ’neoliberalisme’. En del af denne debat blev gjort eksplicit forleden, da Rune Møller Stahl, en PhD-studerende ved Institut for Statskundskab i København med tilknytning til Enhedslisten, skrev et angreb  i Information under titlen ” Neoliberalismen er ’dead man walking’. Alligevel holder vi fast i den.” Møllers angreb var, ligesom mange andre i Information og andre medier, karakteristisk ved sin sammenblanding af almindelige økonomiske argumenter, normative synspunkter om politik, og tåget tænkning.

Jonas Herby svarede på angrebet i Information nogle få dage senere, og understregede i sit svar hvordan alt, som venstrefløjen øst for Socialdemokratiet mener er ondt, bliver kaldt ’neoliberalt’. Jonas understregede for eksempel hvordan Møller og andre synes at mene, at new public managemen er ’neoliberalt’ og derfor moralsk angribeligt. Men som Jonas skrev, er dilemmaet at ”new public management egentlig er et redskab til at styre en kæmpestat, som ingen liberale vist har bedt om.” Torben Tranæs gav i et twitter-svar – ” Gad vide, hvad de taler om” – også udtryk for den konceptuelle elastik, der bruges af de fleste, når de bruger begrebet ’neoliberalisme.’

En af de klarest tænkte reaktioner mod Møllers angreb var min medpundiktokrat Otto Børns-Petersen, der i Børsen ligesom Jonas bad om konceptuel klarhed. Mange modstandere af ’neoliberalisme’ synes nemlig, som Møller gjorde meget tydeligt i Information, at sætte lighedstegn mellem neoklassisk økonomisk tænkning og ’neoliberalisme’. Som Otto understregede, er neoklassisk økonomi et teoretisk analyseapparat (med ganske stærk empirisk konsistens), og en approach som så forskellige Nobelpristagere som Paul Samuelson, Amartya Sen og Kenneth Arrow har brugt – tre af de mest venstreorienterede pristagere – mens bl.a. Milton Friedman, Vernon Smith og James Buchanan – blandt de tydeligt liberale pristagere – var (og i Smiths tilfælde er) skeptiske overfor dele af det neoklassiske apparat.

Ser man på førende økonomers politiske positioner, passer de næppe med Møllers og andres ide om ’neoliberalisme’ som et konsistent koncept. Spørgsmålet er derfor, hvad ’neoliberalisme’ betyder? Er der en form for kerne i konceptet, eller er det som Otto skrev i Børsen, blot en sproglig diskurs, der kan bruges i en hvilken som helst konkret betydning i en politìsk magtkamp

Jeg skrev kort om problemet for tre år siden i en artikel med titlen ” Does economic freedom really kill? On the association between ‘Neoliberal’ policies and homicide rates”, der blev udgivet i European Journal of Political Economy. Artiklen var et svar på påstande fra to marxistiske kriminologer, der havde påstået, at ‘neoliberal’ politik fører til højere mordrater. For at kunne svare på dette og lignende spørgsmål, må man naturligvis forsøge at indsnævre, hvad de betyder.

Problemet med det er, at begrebet bliver brugt i flæng i både offentlig debat og meget politologisk forskning. En af de klareste diskussioner af det, kan findes i nordmanden Dag Einar Thorsens PhD-afhandling The politics of freedom: A study of the political thought of Isaiah Berlin and Karl Popper, and the challenge of neoliberalism, som han forsvarede ved universitet i Oslo i 2012. Thorsen finder – selvom han i udgangspunktet politisk synes mere på linje med folk, der bruger konceptet – at de fleste kritikere af ‘neoliberalisme’ er tilfredse med at “accord neoliberalism an overwhelming significance, while they at the same time seem quite happy to leave the concept of ‘neoliberalism’ completely undefined, claiming […] that it defies definition.” Han indikerer således, at der eksisterer et koncept, som nogen mener er ondt, men som de ikke behøver at definere.

Thorsen følger dog en tidligere artikel af Taylor Boas og Jordan Gans-Morse, der ikke blot omhyggeligt viser, at der kun er én side i debatten: mange kritikere taler om farerne ved ’neoliberalisme’, men stort set ingen kalder sig neoliberalister. De finder dog også, at det tætteste man kan komme på en eller anden form for kerne i det tågede koncept, er den såkaldte Washington-konsensus. Konsensussen, der i sig selv er et både tåget og forhadt begreb, synes tæt på rendyrket ‘neoliberalisme’, når man læser omtalerne. Problemet med det er, som jeg også selv påpegede i 2015-artiklen, at store dele af Washington-konsensussen er almindelig fornuft. De ti elementer, som Oliver Williamson i sin tid pegede på, handler om f.eks. finanspolitisk disciplin – man kan ikke på langt sigt bruge flere midler, end man får ind i indtægter – og om afskaffelse af handelsbarrierer og kapitalkontrol, der begrænser udenlandske investeringer. Det førstnævnte er måske upopulært, men stadig et grundvilkår for enhver regering, mens det andet element er noget, der går på tværs af almindelige partiskel: Både højre- og venstrefløj støtter en liberalisering af international handel, mens modstanden skal findes på en anti-økonomisk fransk venstrefløj og blandt økonomisk analfabetiske nationalkonservative, der tæller både Donald Trump og visse danske stemmer.

Konsensussen inkluderer også mere ideologiske elementer som privatisering af statsejede virksomheder, offentlig afregulering for at øge markedskonkurrencen, lavere og mindre progressive skatter med en bredere skattebase, og finansielt oversyn, som det dog er de færreste økonomer der taler imod, uanset deres partitilhør. Sidst men ikke mindst er en baggrundsfaktor for det hele de institutioner, der omhyggeligt beskytter den private ejendomsret. Der er næppe mange udenfor de mest sekteriske marxistiske kredse, der ikke længere støtter solide, politisk uafhængige retsvæsener, der beskytter folk og deres ejendom.

Selv Washington-konsensussen kan derfor ikke stå ind for en kerne af det, mange påstår er ’neoliberal’ politik. Det er for eksempel almindeligt at klage over Trumps handelspolitiske protektionisme som ’neoliberal’ politik, mens der i Frankrig klages over reformforslag af EU’s landbrugs- og handelspolitik som ’neoliberale’. På samme måde kan der hurtigt klages over stærke retsvæsener, der beskytter visse menneskers ejendom, mens de hyldes når de beskytter andre menneskers lige så lovlige ejendom. End ikke når man er meget venlig og tager konsensussen som en slags nogenlunde konsistent kerne af ’neoliberal’ tænkning, kan man komme meget videre mod, hvad der ligger i konceptet.

Dykker man ned i diskussionen om, hvad ’neoliberalisme’ faktisk betyder, er man tvunget til at nå den tankevækkende konklusion, at ‘neoliberalisme’ er et koncept, der er helt tomt for faktisk indhold. I en konkret forstand betyder det intet, og det er umuligt at bruge konceptet i nogen som helst evidensbaseret kontekst. Men som Otto meget rigtigt skriver i Børsen, afholder det ikke modstandere på venstrefløjen af politik, de ikke kan lide, fra at bruge det. Deres diskussion, og deres modstand, eksisterer blot i en post-faktuel, postmoderne parallelverden, hvor det er fuldstændigt ligegyldigt hvad noget betyder, og alt handler om at udøve magt.

Lykkemålinger: Hvad skal man vælge?

20. marts 2018 / / 0 kommentarer

Jeg er i løbet af dagen blevet ringet op flere gange i anledning af, at det i dag er FNs officielle International Day of Happiness. Flere af de spørgsmål, jeg er blevet stillet, har handlet om Danmarks position: Hvorfor er Danmark kun nummer 3 i år, og er det rigtigt som andre kommentatorer påstår, at lykken i Danmark enten er stagneret eller decideret på tilbagetog? Svaret er, at det afhænger hvilken måling man bruger.

Problemet skyldes, at de fleste ignorerer forskellen mellem forskellige måder at spørge på, eller simpelthen ikke ved, at der ikke er tale om det samme spørgsmål. Men som jeg skrev om for nogle år siden i Journal of Happiness Studies, gør det rent faktisk en forskel. Gallups World Poll, som FN bruger, beder respondenterne om det følgende:  ”Please imagine a ladder, with steps numbered from 0 at the bottom to 10 at the top. The top of the ladder represents the best possible life for you and the bottom of the ladder represents the worst possible life for you. On which step of the ladder would you say you personally feel you stand at this time?” EuroBarometeret spørger i stedet for “On the whole are you very satisfied, fairly satisfied, not very satisfied or not at all satisfied with the life you lead?” og tilbyder kategorierne “Very satisfied”, “Fairly satisfied”, “Not very satisfied”, og “Not at all satisfied.” World Values Survey stiller et næsten enslydende spørgsmål som EuroBarometeret, men lader dem svare på en skala fra 1 til 10. Forskellen mellem de to typer spørgsmål er, at Gallup eksplicit beder folk om at sammenligne sig med det bedste liv, de kan forestille sig – deres idealliv – mens andre undersøgelser stiller et absolut spørgsmål uden at blande folks forventninger eller idealer ind i spørgsmålet.

I figuren ovenfor har jeg plottet EuroBarometerets gennemsnitsscorer i 2015-2017 mod Gallups scorer i samme periode (som rapporteret i FNs Happiness Report). Overordnet viser de to mål samme billede, med en korrelation på 0,88. Tager man udgangspunk i en antagelse om, at EuroBarometerets tal er ’korrekte’, kan man dog sammenligne scorerne mere direkte. En sådan sammenligning peger på, at Gallup overvurderer lykke- eller tilfredshedsniveauerne i Sverige, Island og Holland med 6-7 %, men Finlands niveau med hele 27 %. Den peger også på, at tidligere kommunistiske lande undervurderes med 25 % i gennemsnit, sandsynligvis fordi folk der sagtens kan forestille sig noget bedre – f.eks. vestlige levestandarder og institutioner – men egentlig ikke er så utilfredse, når de ikke bliver bedt om at lave ideelle sammenligninger.

Overordnet er problemet, at man ikke bør bede folk om specifikke sammenligninger. Er deres bedst tænkelige liv således det bedste for dem, eller det de mener, er det socialt accepterede bedste liv? Og er det overhovedet acceptabelt, eller støder man mod en social norm, hvis man erklærer, at man er tæt på et ideal? Jo mere, man beder folk om en specifik sammenligning, jo mere kommer ens resultater til at lide under denne type velkendte problemer. Så er Danmark faldet i de internationale målinger? Er lykken på tilbagetog? Svaret er nej, så længe man tager danskernes egne svar alvorligt, og lader være med at bede folk om at definere en form for socialt ideal.

Er den teknologiske udvikling bremset op?

18. marts 2018 / / 1 kommentar

Blandt økonomer kører der i disse år en debat om, hvorvidt den teknologiske udvikling i dag er væsentligt langsommere end i årene fra 40erne til først i 70erne. Spørgsmålet er ekstremt vigtigt fordi teknologisk udvikling er en af de væsentligste drivkræfter bag den langsigtede udvikling i produktivitet. Mange af dem, der taler for stagnation – at den teknologiske udvikling faktisk er langsommere i dag end tidligere – taler om, at der ikke længere er mange ’lavthængende frugter’. Med andre ord er der færre og færre nemme måder at blive mere produktiv på. Om det er sandt blæser stadig i vinden.

Der er dog en anden fløj, der peger på at der stadig er væsentlig udvikling. Den er blot sværere at ’se’, og optræder heller ikke altid fuldt i BNP-statistikker. Hvor svær, den debat er, vil vi i dag eksemplificere med nogle få eksempler. Vi gør det ved at vise seks eksempler på teknologisk udvikling mellem 1973 – det normale cut-off i litteraturen – og i dag, 45 år senere og mellem 1973 og 1928, 45 år tidligere. Eksemplerne er fly og telefoner.

Fly er tydelige og meget synlige eksempler på, hvordan den teknologiske udvikling kan være bremset op. De tre billeder her er fly, der var blandt de største og mest avancerede på deres tid: En Fokker 30 fra 1928, en Boeing 747-100 fra 1973, og en ny Boeing 747-8 fra i dag. Kvantespringet i de 45 år mellem 1928 og 1973 er tydeligt: Det er skiftet fra 32 til 366 passagerer, propeller til jetmotorer, og transport for de få til de mange. Springet fra 1973 til 2018 er derimod næsten usynligt, og det basale design af flyet er identisk i dag med Joe Sutters oprindelige fra sidste i 60erne.

Boeings jumbo er dog også et eksempel på, hvor lidt man ofte kan se den nyere teknologiske udvikling. Selvom -8-versionen ligner -100 og ikke kan flyve hurtigere, kan de nye flyve cirka 14.000 kilometer uden mellemlandinger. Den gamle 100-versionen, der fløj i 1973, brugte cirka 5,1 liter fuel per passager per 100 kilometer. Det lidt mindre og mere fleksible, højteknologiske – og meget smukke – Lockheed L-100 TriStar, brugte marginalt mindre. I dag bruger 747-8 cirka 3,5 liter på long-haul-ture, mens Boeings 787-8, der går for at være det mest avancerede af de nye fly, kan nøjes med 2,8 liter. Grundene er ikke direkte synlige for de fleste, da de to versioner af 747 ligner hinanden, og de fleste heller ikke ville kunne gætte, om TriStar eller 787 var det nyeste fly. På jumboen er de væsentligste forskelle detaljer i vingedesignet og motorerne – Pratt & Whitneys JT9D-7 på de tidlige versioner versus General Electrics GEnx. Det samme gør sig gældende for de lidt mindre fly, hvor 787-vingen er ekstremt efficient, og de nye Rolls Royce Trent-motorer (som British Airways f.eks. har købt) er enorme forbedringer i forhold til TriStars dengang avancerede Rolls Royce RB-211. Alligevel vil de fleste kun kunne se en forskel på motorerne: At de nye motorkasser, der omgiver motoren, ender i en savtakket kant, hvor de gamle havde en glat kant.

Den teknologiske udvikling er derfor skjult for de fleste i mange fly, og er også ofte i høj grad understøttet af afregulering, som har gjort flytransport meget billigere. En tur over Atlanten koster således mindre i dag i nominelle kroner end i 70erne, på trods af at det generelle prisniveau er firedoblet. Men det er ikke det eneste eksempel på, hvordan vi ikke ser udviklingen.

Et af de mest dramatiske og mest synlige eksempler er telefoner. Til højre herfor har vi derfor billeder af typiske telefoner fra de tre år 1928, 1973 og 2018. Den første er en tysk GAG Haustelefon, den næste en Kirk F 68 med trykknapper, mens den sidste er en ny Samsung Galaxy S8.

GAG-telefonen ligner den, man ser rige og glamourøse mennesker bruge i amerikanske film fra 30erne – et særligt apparat som stod på sit eget, dertil indrette bord. Man drejede et nummer, omend man ofte skulle gennem en telefonistinde og spørge om en forbindelse. I forhold til tiden før telefonen, var det dog et meget stort fremskridt. Man kan derfor overveje, hvor hurtig den teknologiske udvikling var fra 1928-73, når man ser Kirk-telefonen. Udover at den har knapper i stedet for en drejeskive, er det essentielt samme teknologi, omend med bedre lyd og langt lavere samtalepriser.

Springet fra 1973 til 2018 er synligt for alle, og meget velkendt når man spørger folk: En Samsung Galaxy ville virke som noget fra Star Trek, hvis man havde set den i 1973, og flere af dens funktioner ville være fuldstændigt ukendte. Det er dog næsten usynligt på to andre fronter af to grunde. For det første er det velkendt, at folk vænner sig meget hurtigt til mange objektive forbedringer, og dermed ‘glemmer’ fremskridtene. Selvom man ved med sikkerhed, at ens liv er blevet bedre, hæver man stille og roligt overliggeren for, hvad man opfatter som almindeligt.

For det andet har Samsung-telefonen, som meget anden ny teknologi, multifunktionalitet. Skulle man være fair overfor Samsung, er den ikke blot telefon, men også ur, radio, en lynhurtig postkasse til kort, og en moderne telefon udgør det også for en hel hylde fuld af telefonbøger og kort. Ét apparat har dermed erstattet en række andre forbrugergoder, som en ny generation ikke kender til. Multifunktionaliteten skjuler dermed, hvor stort fremskridtet faktisk er.  Forsøger man at måle konsekvenserne af fremskridtet kommer man derfor til kort. Det købekraftsjusterede BNP per indbygger i Danmark steg 191 % mellem 1928 og 1973, men er kun steget med  80 % siden 1973 (iflg. Maddison-databasen).

Som den britiske økonom Diane Coyle (se også her) har understreget, skjuler det dog meget væsentlige velfærdsforbedringer af en meget simpel grund. For at kunne korrigere for købekraftsforskelle – at nogle lande er dyrere end andre, og at varer stiger i pris uden at blive bedre (en Mælkedreng vanilleis kostede 1,25 da jeg var helt lille) – må man sammensætte en almindelig ‘kurv’ af varer og spore, hvor meget prisen på den kurv ændrer sig over tid. Problemet med det er, at der i 1928-kurven naturligvis ikke indgik TV i kurven, da det ikke var opfundet, og i 1973-kurven er der ingen mobiltelefoner. Kurven, man bruger til at beregne købekraftsparitet med, ændrer sig over tiden. Og hver gang, man stopper en ny vare i kurven fordi den er ved at blive almindelig, fører det til at man undervurderer velstands- og velfærdsfremgangen i BNP-statistikkerne.

Skal man gå videre end ‘blot’ BNP, bør man måske også regne de nye flys ekstremt forbedrede brændstoføkonomi med ind. Med et noget populært udtryk er en 747-8 eller 787s ‘økologiske fodaftryk’ væsentligt mindre end en 747-100 eller en L-1011. Og i en vis forstand gælder det samme for moderne mobiltelefoner. Vi udskifter dem langt hurtigere end de gamle telefoner, men de har på den anden side gjort, at vi ikke længere producerer kortbøger, telefonbøger osv.

Bundlinjen er, at der er mange grunde til at være teknologisk optimist. Der er dog også grunde til at være skeptisk over, hvor store de fremtidige fremskridt kan blive på en lang række områder. Skal man opsummere det hele, er konklusionen nok den lidt uldne, at der stadig er fremskridt og udvikling, men at den margin, de sker på, skifter over tid. En dag holder telefoner op med at udvikle sig, og bliver sikkert ligesom flyene et område, hvor fremskridtene bliver stadig mindre synlige. Men den dag er der sandsynligvis dukket et andet område og nogle andre produkter op, som vi ikke havde fantasi til at forestille os idag. Om balancen mellem opbremsningen i fly og de enorme fremskridt i kommunikation så alt i alt er dårlig eller god, må vi være op til hver enkelt læser. Der skal bare tænkes over den, før man udtaler sig for bombastisk om verdens tilstand.

Mere om frihandel

15. marts 2018 / / 0 kommentarer

Vi har skrevet meget om frihandel her på stedet, og i særlig grad om, hvordan der ingen gode argumenter er imod. I den forbindelse blev jeg interviewet af den glimrende Troels Wenzel Østergaard, der er vært på DK4s serie Selskabsadvokaterne. Hele programmet er tilgængeligt nu, og kan ses nedenfor. Troels interviewede både mig, Børsens tidligere chefredaktør Anders Krab-Johansen og erhvervsminister Brian Mikkelsen. En af de pudsige ting, man kan se og høre i udsendelsen, er hvordan vi alle er stærke tilhængere af frihandel, men giver ganske forskellige grunde til det. Det hele er stærkt anbefalet.

 

Hvem er de rigeste i dag?

10. marts 2018 / / 2 kommentarer

Forleden skrev vi om hvilke lande, der var rigest i midt-1950erne. Overraskelsen i den forbindelse var, at Libanon var på listen – et faktum, som fleste enten aldrig havde vidst eller havde glemt. Vores ærinde i dag er at spørge, hvem der er rigest i dag. Og her er der både overraskelser i form af, hvilke lande der er på listen, og i form af den usikkerhed, der står om spørgsmålet.

Listerne over de 30 rigeste lande nedenfor viser tre ting. For det første angive de rangeringen i Maddison-datasættet, hvor det sidst tilgængelige datapunkt er købekraftskorrigeret BNP per indbygger i 2016. Maddison-datasættet matcher de meget brugte Penn World Tables og købekraftskorrigerer – dvs. tager hensyn til, hvor dyrt det er at leve i et bestemt land – på cirka samme måde. Tallene er derfor bredt accepterede, men lider det problem, at Maddison ikke dækker alle lande. Søjle 1-3 i tabellen omfatter derfor lande, der også eksisterede og havde data i 1955; en del af dramaet i tabellen er derfor sammenligningen mellem et lands placering i dag, og dets placering internationalt i 1955.

Hvis vi starter med søjle 1-3 er overraskelserne næppe overraskelse som så. Singapore er nummer 2, op fra nummer 54 i 1955; Hong Kong er nummer 9 (61); Taiwan nummer 15 (99) og Sydkorea nummer 25 (105). De fire asiatiske tigres historie er velkendt og skyldes omfattende liberalisering og åbenhed for international handel. De er med andre ord kapitalistiske succeshistorier. Det samme kan i et vist omfang siges om Japan (21 versus 45) og Irland (5 versus 26). Det eneste virkeligt mærkværdige land er Ækvatorial Guinea, hvor rigdommen skyldes relativt nye og store oliefund.

Rykker man over til højre i tabellen ser rangeringen en smule anderledes ud af to grunde. For det første er den alternative liste baseret på CIA’s World Factbook, der købekraftskorrigerer en smule anderledes, og for det andet har CIA næsten alle lande med. De fire første – det lillebitte finanscentrum Liechtenstein, olielandet Qatar, rigmandskolonien Monaco og det tidligere portugisiske spillemekka Macau – er således ikke med i Maddison-databasen. CIA har også Luxembourg på førtepladsen, og ikke Norge, der ’blot’ bliver nummer 10. Forskellen skyldes, at CIA måske mere omhyggeligt tager hensyn til de meget høje leveomkostninger i Norge, og derfor vurderer den objektive levestandard lavere end de nationalt baserede BNP-tal i Maddison.

CIA-listen afslører også, hvordan en række meget små lande har formået at blive rige pga. specialisering. Det gælder ikke blot Liechtenstein, Sint Maarten, Gibraltar og Caymanøerne på international finansering, Macau og Monaco på spil og ekstremt lave skatter, eller Bermuda på forsikring og turisme. Olielandene er naturligvis også med, om end en række af dem har meget lave vækstrater selvom de re rige. Et påfaldende træk ved listen er, at mange relativt små lande, er at finde på Top-30, hvilket burde være et vink med en vognstang til de mange, der stadig tror at størrelse er vigtigt i international konkurrence. Gode institutioner, fri markedsøkonomi, og åbenhed overfor resten af verden er fællestrækkene ved verdens rige lande. De har også været tydelige træk i Danmarks (nummer 27) historie, men er under angreb fra stort set alle partier i det nu næsten helt inkompetente Folketing.

Hvis man ikke lige har olie i undergrunden, er der næppe andre måder at blive rig på. Det reflekteres også i mange andre forhold. Så næste gang, nogen påstår at man skal være ’stor’ for at kunne klare sig, kan vores læsere passende pege på Bermuda. Og det er ingen tilfældighed, at et af verdens ældste parlamenter findes på Bermuda.

Ældre indlæg Nyere indlæg

Seneste indlæg

Seneste kommentarer

Meta

Social

© 2018 Punditokraterne

Tema af Anders Noren — Op ↑