Kategoriarkiv: Christian Bjørnskov

Pyramidespil i Absurdistan

Af Christian Bjørnskov, den 18. december 2020. 7 svar

Statsministeren meddelte onsdag, at regeringen nu lukker storcentre og andre indkøbscentre, ligesom hun tidligere havde meddelt, at nedlukningerne nu også skulle gælde Syd- og Sønderjylland. Hun har også truet med, at hun vil indføre nye restriktioner i hovedstadsområdet, hvis ikke københavnerne sørger for at blive mindre smittede. Beskeden er nu, at Danmark omkring jul lukker alt ned, med undtagelse af essentielle forretninger som fødevarer. Den umiddelbare idé bag den drakoniske nedlukning er, at nedlukninger virker, bare de er hårde nok. Eller som man må konkludere fra både regeringens og visse epidemiologers udtalelser, regnede man med at de tidligere nedlukninger virkede, men det gjorde de ikke, og reaktionen er at man gør endnu mere af det samme. Man bliver derfor nødt til at spørge, om nedlukninger virker og hvorfor de fleste regeringer bliver ved med at slå endnu hårdere ned på deres befolkninger.

Mht. det først spørgsmål findes der nu flere end 20 studier, der konkluderer at nedlukninger enten har meget begrænsede eller ingen effekter på smitte- og dødstal. I et af de ’reneste’ eksempler, illustrerede professor Kasper Planeta Kepp (DTU) forleden i en Twitter-tråd hvordan nedlukningerne i udvalgte dele af Nordjylland ikke har haft nogen synlig effekt: De nordjyske kommuner, hvor indbyggerne ikke engang måtte køre over kommunegrænsen, har ikke oplevet et større smittefald end resten af Nordjylland. Kasper og jeg er for tiden ved at skrive en omhyggelig version af sammenligningen op som artikel.

Det er desværre tydeligt, at den voksende evidens enten ignoreres eller fundamentalt misforstås i toppen af dansk politik. Søren Brostrøm meddelte for eksempel forleden, at man jo kunne se at nedlukningerne i Nordjylland virkede, fordi smittetallet var faldet. Hvis det er argumentet, må man begynde at stille spørgsmålstegn ved, hvad mange epidemiologer tror, evidens overhovedet er! Og heri ligger en væsentlig del af problemet.

Regeringens måde at evaluere nedlukninger og anden viruspolitik er – ligesom de fleste andre vestlige landes – omtrent på linje med den måde, indianske shamaner evaluerer effekten af regndans. Man ønsker regn, sætter folk til at danse regndans, og når regnen endelig kommer, hævder man at det skyldes regndansen. Hvis regnen ikke kommer, tages det som udtryk for at der er behov for endnu mere regndans. Og hvis regnen holder op igen, må man jo danse endnu mere intens regndans når den nu ikke virkede i første omgang. Skift ’regn’ ud med ’nedgang i smittetal’ og skift ’regndans’ ud med ’nedlukning’ for at få den perfekte parallel.

For både politikere og almindelige danskere uden indsigt i enten statistik eller videnskabelige kausalforhold (og åbenbart tæller det desværre mange læger), er der tale om confirmation bias på steroider: Falder smittetallet, fortolker man det som evidens for at nedlukninger virker, men hvis det ikke falder, tolkes det som evidens for at man bliver nødt til at lukke endnu hårdere ned. Allan Randrups forslag forleden om at lukke Storebæltsbroen og dermed isolere Sjælland fra resten af landet var blot et særligt tåbeligt eksempel på et generelt fænomen.

Fortællingen bliver desværre godt hjulpet af medier, der ikke skriver om virusnyheder som ikke passer i regeringens fortælling. Dødeligheden hos folk, der indlægges med Covid-19, er for eksempel faldet med 70 procent, men jeg har stadig ikke set nyheden gentaget i medierne. Det samme gælder John Ioaniddis metastudier af dødeligheden, Folkhälsomyndighetens afvisning af PCR-test, eller WHOs implicitte vurdering af virussens dødelighed på 1½ ‰. Den brede befolkning holdes i generel uvidenhed og fastholdes derfor – som vi skrev forleden – i en tilstand af fundamentalt uinformeret frygt.

Politisk er den gradvise brug af hårdere nedlukning en dynamik, der i virkeligheden er en version af det infamøse pyramidespil – eller som økonomer kalder det, et ’Ponzi game’. Pyramidespil virker kun, så længe flere folk slutter sig til, så dem der allerede er medlemmer, får et overskud. Den dag der kommer færre nye til end der sluttede sig til i sidste runde, bryder pyramidespillet sammen. Regeringens approach fungerer på samme måde: Man bliver nødt til i hver omgang at skabe endnu mere frygt, forstærket af endnu større afsavn og omkostninger – med rationalet at hvorfor skulle regeringen da lave så større økonomiske og sociale ødelæggelser, hvis det ikke var nødvendigt. Hvis frygten ikke breder sig, holder folk op med at være bange og starter at med at tænke selv, søge information selv, og opføre sig informeret. Gør de det, bryder politikkens offentlige legitimitet sammen. Det kan naturligvis ikke blive ved, og for de af os der ikke køber regeringens linje, bliver politikken mere og mere forrykt for hver dag der går. Det danske samfund er i løbet af 2020 blevet Absurdistan. Men for ledende politikere er der ingen anden vej, for at indrømme at man tog basalt fejl, ødelagde værdi for milliarder og ruinerede folks liv og mentale helbred, er ikke en mulighed for folk med deres målsætning.

Den politiske værdi af frygt

Af Christian Bjørnskov, den 15. december 2020. 12 svar

Mellem ulovlige ordrer, grundlovsbrud og afgrundsdyb inkompetence, insisterer regeringen ført af Mette Frederiksen på, at alle danskere skal være bange. Det er for eksempel lykkedes at få danskere til at flokkes til at få coronatests, selvom mange læger og epidemiologer slet ikke ser værdien i at teste blindt. Men de mange tests giver selvfølgelig et stort antal danskere, der viser sig at være smittede, hvilket uden tvivl gør de mange talblinde eller matematisksvage danskere endnu mere bange.

Frygten er på fortvivlende tydelig vis orkestreret af regeringen. Spørgsmålet om, hvorfor man skaber omfattende frygt for en virus med en fatalitet på 1½-2 ‰ i første bølge, og en fatalitet for folk under 60, der er væsentligt lavere end influenza. Svaret skal ikke søges i epidemiologi eller nogen bekymring for ’folkesundhed’, men i en prioritering af magt over (alt) andet. Brugen af frygt for at blive ved magten eller til andre strategiske formål er langt fra ny.

Den politiske værdi af frygt har, med andre ord, været kendt i årtier, og måske i mest berømt grad fra anden verdenskrig. Hvor bevidst, regimet i Berlin brugte frygt som politisk redskab, blev tydeligt i den amerikanske psykolog Gustave Gilberts Nuremberg Diary, der omfattede et interview med feltmarskal Hermann Göring. I løbet af interviewet hvor Gilbert understregede, at der er checks and balances i demokratier der beskytter imod magtmisbrug, understregede Göring:

“Oh, that is all well and good, but, voice or no voice, the people can always be brought to the bidding of the leaders. That is easy. All you have to do is tell them they are being attacked and denounce the pacifists for lack of patriotism and exposing the country to danger. It works the same way in any country.”

Skulle nogen læsere være i tvivl, er Görings beskrivelse af hvordan man får folk til at makke ret, ikke bare en god beskrivelse af Idi Amins regime i Uganda, Stalins i Sovjetunionen, Mobutus i Zaire, eller Maduros nuværende rædsler i Venezuela. Det er også en meget præcis beskrivelse Mette Frederiksens approach siden marts. Den ydre fjende hedder corona, som angriber os alle sammen, og som vi derfor må gå i krig mod. Pacifisterne er de af os, der ikke mener, at krigen giver mening. Vi skal derfor udskammes ved at blive personligt desavoueret og beskyldt for at være ligeglade med, at ældre mennesker dør. Og folk hjælper villigt regeringen ved at rase mod de få af os, der er kritiske overfor nedlukninger, sundhedsfascisme og grundlovsbrud.

Læg mærke til, at der er ingen af os der kalder Frederiksen for Hitler, men der er stadig al mulig grund til at gøre opmærksom på, hvad det er for en politisk strategi, hendes regering benytter sig af. Statsministerens strategi hele vejen siden marts har været frygtens politik. Hendes store problem er derfor meget lig Aleksandr Lukashenkos: Der kommer en dag, hvor folk enten indser at det virkelige trusselsbillede ikke er det, regeringen påstår, at nedlukninger – som forskningen tydeligt viser – ikke har nogen effekt, eller blot er trætte af ikke at have noget indhold eller frihed i deres liv. Når den dag kommer, holder frygten op, og så har statsministeren et meget alvorligt politisk problem.

Punditokraternes julelæsning (2)

Af Christian Bjørnskov, den 11. december 2020. 1 svar

Forleden startede vi årets serie om punditokraternes forslag til julelæsning – og måske til gaver til læsende venner og familie. Vores første forslag var Dennis Rasmussens fremragende bog om venskabet mellem David Hume og Adam Smith. Nummer to i serien har anderledes aktualitet, og er langt billigere. Vi anbefaler nemlig, at punditokraternes læsere bruger tid på at læse Christopher Snowdons tre år gamle Killjoys: A Critique of Paternalism, som endda kan downloades gratis.

Bogen blev udgivet i 2017 af det hæderkronede Institute of Economic Affairs i London, der er en af Storbritanniens ældste og mest indflydelsesrige tænketanke.* Christopher står i spidsen for IEAs indsatser omkring ’lifestyle economics’, og har været en stærk og velargumenteret kritiker af paternalistisk politik og ’nudging’ i lang tid. Killjoys opsummerer hans kritik af politik rettet mod forbrug af sukker, alkohol, cigaretter osv.

Christopher pointerer allerførst, at disse politikker bryder med John Stuart Mills princip om, at folk bør være frie til at gøre hvad de vil og mener er bedst for dem, så længe de ikke skader andre mennesker. Det åbenbare princip bag livsstilspolitik er derimod, at almindelige mennesker er så irrationelle, at de ikke kan finde ud af at tage de beslutninger, der er bedst for dem. Idéen er derfor, at politikere må overtage styringen af folks private livsbeslutninger, fordi de – eller deres eksperter – ved bedre.

Killjoys er en tour de force igennem de ofte absurde påstande, faktuelle fejl og rendyrkede nonsens, der bruges til at retfærdiggøre livsstilsindgreb og -politik. Det gælder ikke mindst den sundhedspaternalisme, som i stigende grad er blevet populær blandt mange politikere på begge fløje. Mange af de samme argumenter gælder også for det politiske respons mod den nye coronavirus, hvor folk er blevet frataget retten til at vælge deres egen risiko, og dermed tvunget til at acceptere en politisk bestemt balance mellem at skærme sig mod risiko og at leve et rigtigt liv med indhold og fornøjelse. Christophers bog er således ikke blot et meget velargumenteret og omhyggeligt underbygget angreb på et nyt område, som politikere ønsker kontrol over, men også et input til den nuværende debat, hvor såkaldt ’folkesundhed’ åbenbart trumfer enhver anden betragtning eller prioritet.

* For fuld transparens skal det noteres, at jeg er Academic Trustee of the Board hos IEA. Jeg er derfor måske ikke perfekt upartisk, når det gælder denne bog.

Nyt nummer af Ekonomisk Debatt

Af Christian Bjørnskov, den 9. december 2020. Skriv et svar

Det fine, svenske tidsskrift Ekonomisk Debatt er, som nogle læsere ved, en unik mellemting mellem et videnskabeligt tidsskrift og mere populær formidling. Der findes ingen dansk sammenligning, og punditokraterne ser derfor frem til hvert nyt nummer. Nummer 8 i år, der lige er blevet udgivet, skuffer ikke.

Som traditionen byder starter nummeret med en artikel om dette års Nobelpris i økonomi, der gik til Paul Milgrom og Robert Wilson. Derefter er resten af nummeret et tema over Corona. Karolina Ekholm (Stockholms Universitet) skriver om Långsiktiga konsekvenser av ekonomisk politik i spåren av coronakrisen. Fredrik N.G. Andersson og Lars Jonung (Lunds Universitet) leverer en meget informativ artikel om Coronakrisens anatomi – en första obduktion, der giver et klart overblik over den svenske økonomisk udvikling i år. Lars Hultkrantz (Örebro Universitet) skriver om det vigtige spørgsmål om Värdet av ett statistiskt liv och covid-19 og særligt, hvordan forskellige metodevalg kan føre til meget forskellige konklusioner. I sidste regulære artikel i nummeret skriver Anders Forslund (IFAU og adjungeret ved Uppsala Universitet) om Coronakrisen och den svenska arbetsmarknaden.

Ekonomisk Debatt har i denne omgang også tre korte artikler og to boganmeldelser – den ene af en svensk oversættelse af Adam Smiths The Theory of Moral Sentiments fra 1759. Som altid er tidsskriftet fuldt af læseværdige artikler om interessante og ofte aktuelle emner. Og som altid anbefaler vi det varmt.

Punditokraternes julelæsning 2020 (1)

Af Christian Bjørnskov, den 6. december 2020. 2 svar

Julen nærmer sig, og dermed en tid hvor mange har lidt ekstra tid tilovers til at sætte sig ned med en bog. Måske er det ikke helt så presserende for tiden, da mange nok har taget begrebet ’arbejde’ lidt lettere, mens de har været tvunget til at ’arbejde hjemmefra’. Alligevel er dagene mellem jul og nytår særlige, og giver ekstra tid til at læse den bog, man fik juleaften eller dem, man burde have læst for længe siden. Vi har derfor tænkt os her på stedet, at give nogle få anbefalinger til hvad vores læsere kunne overveje at bruge tid på at læse.

Vores første forslag er Dennis Rasmussens fremragende The Infidel and the Professor: David Hume, Adam Smith, and the Friendship That Shaped Modern Thought, som jeg læste for knap et år siden. Rasmussens bog fra 2017 handler som titlen siger, om to David Hume og Adam Smith – to af den skotske oplysningstids største navne og to af de mest indflydelsesride samfundstænkere nogensinde. Hume var den første filosof, der klart beskrev det såkaldte er/bør-problem, som nu er centralt i al samfundstænkning: Man må altid sørge for at skelne mellem, hvordan man synes en situation bør være fra hvordan man mener, at den faktisk er. Hans A Treatise on Human Nature er stadig en bog, man kan lære af og som beskriver problemer, samfundsvidenskaberne har genopdaget de sidste 30 år. Smith betragtes af de fleste som den moderne samfundsvidenskabs fader på grund af den monumentale Wealth of Nations, men hans tidligere The Theory of Moral Sentiments er på mange måder et lige så stort værk.

Rasmussen får meget elegant redegjort for mange af de tos tanker, det intellektuelle miljø der eksisterede i 1700-tallets sydlige Skotland, og også den indflydelse som kirken have på miljøet og mange beslutninger. Selv for læsere med indsigt i disse diskussioner give bogen både ekstra kontekst og er man ny på området, fungerer den fornemt som en introduktion til mange emner. Rasmussens fineste bedrift er dog måden, han fanger Hume og Smiths venskab og hvordan det udviklede sig over årene. Det er smukt og decideret rørende mod slutningen af Humes liv. Om man mest er interesseret i det filosofiske eller mere i venskabet, er Rasmussens bog varmt anbefalet!

I Harwich for 82 år siden

Af Christian Bjørnskov, den 2. december 2020. 2 svar

For 82 år siden, den 2. december 1938, ankom en gruppe på 196 jødiske børn til Harwich i England. De fleste af børnene kom fra et børnehjem i Berlin, der var brændt ned under Krystalnatten den 9.-10. november, men enkelte andre kom med fra Hamborg. Børnene var sat på et tog af deres forældre dagen før i Berlin, og sejlede den 2. fra Holland til Harwich sammen med Florence Nankivell, som havde organiseret aktionen. De blev sendt videre til plejefamilier rundt omkring i England, og enkelte endte på børnehjem eller kostskoler. De 196 var de første af 10.000 børn, der blev sendt væk fra farerne i Tyskland, i det eftertiden har kaldt the Kindertransport.

Baggrunden for aktionen var Nazitysklands eskalerende diskrimination og vold mod jøder og andre grupper, som nazisterne dømte som undermennesker eller trusler mod deres magt. En gruppe britiske jøder havde allerede fem år tidligere dannet the Central British Fund for German Jewry – der i dag hedder World Jewish Relief – med det eksplicitte formål at hjælpe tyske jøder. Adolf Hitler var kommet til magten tidligere på året og havde gennem das Ermächtigungsgesetz sikret sig stort set uindskrænket magt de næste fire år. Mange jøder og enkelte politikere, inklusive den politisk isolerede Winston Churchill, så skriften på væggen og begyndte at forberede sig.

The Central British Fund for German Jewry var en af en række organisationer, der ti dage efter Krystalnatten sendte en delegation til den daværende premierminister, Neville Chamberlain, for at appellere om at Storbritannien åbnede grænserne for jødiske børn. Regeringen diskuterede forslaget dagen efter og halvanden uge senere bar indenrigsministeren Samuel Hoare forslaget gennem Underhuset. Storbritannien tillod derefter børn fra Nazityskland adgang uden visum og uden anden dokumentation end navn og alder. Mens deres forældre måtte blive tilbage på kontinentet, var grænserne åbne for børn under 17 år.

En lang række kræfter i Storbritannien og ude i Europa gik i gang, og fra 2. december begyndte de første børn at ankomme fra Tyskland. Allerede halvanden uge senere ankom det første tog fra Wien, fra marts da Nazityskland havde invaderet Tjekkoslovakiet ankom der også tog og enkelte fly fra Prag, ligesom der blev organiseret enkelte transporter fra det besatte Polen. Andre børn blev sendt til Frankrig, Belgien, Sverige og Holland, hvor Truus Wijsmuller-Meijer ikke kun arbejdede fra sit hjem i Holland. Hun pressede også personligt Adolf Eichmann til at tillade transport fra Wien. Selvom Eichmann pludseligt gav hende 600 børn til øjeblikkelig afrejse, håndterede Wijsmuller-Meijer opgaven, ligesom hun senere organiserede en transport af børn fra Riga til Sverige. Den sidste transport, der forlod Holland dagen før landet blev invaderet, var fragtskibet Bodegraven, der blev beskudt af tyske jagerfly på vej over Kanalen.

Kun et fåtal af de 10.000 børn talte engelsk, da de ankom til England. På Londons Liverpool Street Station, hvor de fleste af børnene endte og blev modtaget af plejefamilier eller repræsentanter for the Central British Fund for German Jewry, kunne rejsende i 1939 derfor møde store grupper af børn med minimal bagage, der talte tysk, tjekkisk, polsk eller jiddisch. For nogen af dem var rejsen et eventyr, men for andre havde afskeden med forældrene i Brno, Hamborg eller Køln været hjerteskærende. Togrejserne var til tider hårrejsende oplevelser hvor børnene blev forulempet af tyske soldater, mens andre børn var heldigere og rejste med soldater, der var venlige mod dem.

De ældste af børnene har næppe været i tvivl om den skæbne, der kunne vente deres forældre, som blev tilbage i de nazistiske områder. Det var kun et lille mindretal, der kom til at se deres forældre igen, og for mange af dem blev deres engelske plejefamilie den eneste familie, de kendte resten af deres liv. De fleste af børnene blev en del af det britiske samfund mens enkelte endte i Canada, USA eller Israel, og mange klarede sig fornemt. Blandt de 10.000 var der ikke mindre end fire, der modtog en Nobelpris, og en række kunstnere, forskere og politikere (se f.eks. listen på Wikipedia). En af dem, Frank Meisler der var født i fristaden Danzig, skabte i 2006 den skulptur, der står foran Liverpool Street Station i dag.

Kindertransporten står i dag som et monument for den godhed, der eksisterer i selv de mørkeste tider når diktatoriske politikere forfølger deres magtdrømme uden hensyn til andre. Efter krigen skulle det samme vise sig i f.eks. Operation Little Vittles, hvor piloter under luftbroen tog slik, chokolade og frugt med til Berlins børn, og blandt de flere tusinde tyske børn fra Sydslesvig, der tilbragte somre efter krigen hos danske familier. Er man interesseret i at vide mere om Kindertransport, er BBCs Kindertransport: A Journey to Life absolut værd at se, ligesom Matej Minacs dokumentar Children Saved from the Nazis om Sir Nicholas Winton, og Mark Jonathan Hariss fremragende og Oscarbelønnede Into the Arms of Strangers der fortælles af Dame Judi Dench.

Flere fakta om Sverige og Danmark

Af Christian Bjørnskov, den 30. november 2020. 3 svar

Både medier og epidemiologer bliver ved med at skrive og tale om de mange danskere, der bliver smittet med Sars-CoV-2. Begge grupper har en udpræget tendens til at advare mod et stigende smittetal, samtidig med at de ignorerer at der de seneste uger har været fire dage, hvor man testede flere end 80.000 danskere. Gør man mediernes arbejde, viser det sig at smittetrykket – målt på hvor mange af de testede har positive PCR-tests – har ligget meget stabilt omkring 1,6 % siden midten af oktober. Der er ikke stigende smitte, kun stigende testtal, selvom medier, politikere og det stadig mindre troværdige Seruminstitut giver indtryk af. Det samme billede gør sig gældende, når de skriver om Sverige. Som den fremragende Lars Christensen viste forleden, er den svenske mortalitet heller ikke så dramatisk som medierne fortsat påstår. Vi viser derfor her de sidste fem års udvikling i daglig dødelighed for at give vores læsere mulighed for at danne deres egen, informerede mening. Figuren viser udviklingen dag for dag, normaliseret med dagsgennemsnittet over hele perioden før 2020. Denne normalisering betyder ikke blot, at man kan sammenligne Danmark og Sverige direkte, men også at man kan se den normale udvikling henover året, som de fleste medier også ignorerer for tiden.

I 2016-17-sæsonen er det klart i figuren, at den årlige spike lå tidligere i Sverige (den blå kurve) end i Danmark (den røde kurve), mens den hårde virussæson 2017-18 lå på cirka samme tidspunkt i de to lande og var en tand kraftigere i Danmark. Fra midten af 2018 er det derimod tydeligt, at det svenske dødstal, repræsenteret ved den blå kurve, det meste af tiden ligger under det danske dødstal på den røde kurve. Januar-februar 2019 var meget ens i de to lande, mens den klare spike i virussæsonen kun er tydelig for Danmark i første uge af marts, men ikke kom i Sverige. Derefter ligger det svenske dødstal markant under det danske fra juni 2018 indtil starten af marts i år, hvor det svenske dødstal stiger meget kraftigt. Det er denne periode, der giver den såkaldte ’dry tinder’ – en stor gruppe skrøbelige ældre, der under normale omstændigheder ville være døde, men overlever indtil marts-april 2020. Det er også værd at bemærke, at fra juli har det svenske tal igen ligget lavere end det danske.

Hvor slem er den svenske virusperiode i foråret egentlig? På figuren kan man se, at hvordan den udviklede sig ekstremt hurtigt, men også forsvandt relativt hurtigt igen. Graver man sig ned i dataene, viser det sig at Sveriges meget omtalte tre måneder i foråret fra marts til maj, hvor der døde 2,61 personer per 1000 borgere, ikke var så meget anderledes end Danmarks glemte virusperiode december 2017 til februar 2018, hvor dødstallet var 2,55 per 1000 indbyggere. Den danske influenzasæson i 2017-18 udviklede sig ikke helt så hurtigt og endte dermed heller ikke i den samme tydelige spike, men det samlede tremåneders dødstal var ganske sammenligneligt med det svenske forår i år.

En anden måde at se sammenligningen, er at lade være med at vurdere én sæson, men at se på tværs af flere år. Gør man det, får man meget af dry tinder-effekten med, som netop består, at der er få dødsfald et år, men af samme grund flere dødsfald det næste år. Her er det værd at lægge mærke til, at der i perioden fra 22. november 2018 til 22. november 2020 i gennemsnit døde 147,6 personer per dag i Danmark og 244, 2 personer i Sverige. I den foregående toårsperiode mellem 22. november 2016 og 2018 døde der henholdsvis 148,7 og 246,5 personer i de to lande. Ser man på de to lande over to år, er det gennemsnitlige dødstal således meget almindeligt. Som figuren nedenfor illustrerer, jævner udsvingene sig ud over tid, og en væsentlig del af den høje dødelighed i Sverige i år er en konsekvens af den meget lave dødelighed sidste år.

Som vi tidligere har understreget, blandt andet her på stedet og i pågående forskning, er forskellene til Sverige dybt misvisende, og skal man forstå Sveriges høje dødstal – ligesom bl.a. Belgiens og Storbritanniens – må man tage hensyn til en række faktorer. Bundlinjen er, at de nuværende nedlukninger, masketvang og andre brud på almindelige rettigheder er totalt unødvendige. Epidemien har en dødelighed på 1½-2‰ og ser man godt efter, ligner den i høj grad en svær virussæson, og ikke en fundamental trussel. Regeringer over hele den vestlige verden er ved at ødelægge deres økonomier og civilsamfund for ingen verdens nytte.

Økonomisk frihed løfter alle både

Af Christian Bjørnskov, den 26. november 2020. 1 svar

Der har efterhånden i mange år været konsensus om, at økonomisk frihed er forbundet med hurtigere økonomisk udvikling: Mere effektiv beskyttelse af privat ejendomsret, lettere regulering i samfundet, og en mindre og mindre indgribende offentlig sektor er alle forbundet med hurtigere udvikling. Mens spørgsmålet om afregulering, det offentliges størrelse og – må man desværre indse – graden af retsstat og institutionernes uafhængighed af politik stadig er politiske slagmarker, er den politisk-økonomiske evidens lysende klar. Som vi understregede forleden, er det også klart at økonomisk frie lande kommer lettere igennem kriser. Et spørgsmål har dog naget mange, og har været en bekvem vej ud af diskussionerne for folk med en ideologisk hang til en stor stat: Gør øget økonomisk frihed også lande mere økonomisk ulige?

Spørgsmålet har været diskuteret i over 20 år i forskningen, der fra en empirisk vinkel starter med min gode ven Niclas Berggrens ”Economic Freedom and Equality: Friends or Foes?” Artiklen, der udkom i 1999 i Public Choice (og som også kan findes her fra side 73 i hans PhD-afhandling Essays in Constitutional Economics), skitserede mange af de mulige mekanismer og har været citeret af snart sagt alle senere bidrag til diskussionen. Som Daniel Bennett og Boris Nikolaev understregede i 2017, er det svært at se noget overordnet resultat fra litteraturen og de empiriske fund, der har været rapporteret, er følsomme overfor små ændringer.

Min gode ven og glimrende kollega Andreas Bergh (Lund Universitet og IFN) og jeg besluttede os derfor for et par år siden til, at se på spørgsmålet om ulighed og økonomisk frihed med andre briller. I stedet for at undersøge sammenhængen mellem økonomisk frihed og fordelingen af indkomster, besluttede vi os at se på dynamikken i indkomsterne når den økonomiske frihed ændres. Med andre ord har vi undersøgt, hvad økonomisk frihed gør for væksten i indkomster på tværs af indkomstfordelingen. Helt konkret kom “Does Economic Freedom Boost Growth for Everyone?” til at handle om, om økonomisk frihed får den rige femtedels indkomst til at vokse hurtigere end f.eks. den fattigste femtedels.

Helt formelt udviklede vi et datasæt, på basis af the Global Consumption and Income Project, et datasæt over væksten i indkomster i de fem femtedele (såkaldte kvintiler) af indkomstfordelingen. Det betød, at vi på samme tid kunne estimere effekten af økonomisk frihed på væksten for den fattigste femtedels indkomster, den midterste femtedel osv. Jeg præsenterede papiret på the Public Choice Societys konference i 2019 i Louisville og efter en ganske lang reviewproces er det nu accepteret til publikation i det altid interessante tidsskrift Kyklos.

Resultaterne kan opsummeres i figuren nedenfor, der er fra working paper versionen af artiklen. Vi finder helt konkret, at økonomisk frihed løfter alle både – at der ikke er nogen statistisk sikker forskel på væksteffekterne for forskellige dele af indkomstfordelingen. Som figuren indikerer, er der måske en smule større effekt for den rigeste og den fattigste femtedel, men disse forskelle ligger indenfor den almindelige statistiske usikkerhed. Det skal dog med, at disse effekter er på mellemlangt sigt, og at man må tage såkaldte konvergenseffekter med for at beregne de langsigtede effekter. Gør man det bliver væksteffekten for den fattigste femtedel væsentligt større end for resten, så økonomisk frihed på den lange bane er forbundet med mindre ulighed.

Andreas og jeg betragter artiklen som potentielt vigtig, og ikke kun fordi selve metoden er anderledes end tidligere studier. Grunden er, at politiske forslag der drejer sig om øget økonomisk frihed og en mindre rolle for staten i samfundet ofte skydes ned med påstanden om, at det bare vil øge uligheden. Som overordnet fænomen kan vi afvise, at den indvending har noget evidensbaseret grundlag. Ligesom andre dimensioner af ulighed – Rosie Fikes forskning om kønsdiskrimination og økonomisk frihed (opsummeret i en letlæst rapport fra Fraser Instituttet) eller Megan Teagues forskning om frihed og materialistiske værdier er fine eksempler – er væksteffekten af øget økonomisk frihed ikke bare til fordel for de rige eller privilegerede. Økonomisk frihed er godt for alle i en økonomisk sammenhæng, og skaber også på andre måder et friere samfund.

Nedlukning i the Marine Corps (ingen effekt)

Af Christian Bjørnskov, den 21. november 2020. 11 svar

Forleden udkom det danske Salling Group studie af mundbinds effekt i Annals of International Medicine med konklusionen, at mundbind ikke påvirker folks risiko for at blive smittede. Bundgaard og hans kolleger finder dermed det samme, som 40 års forskning i influenza har vist: At mundbind ikke har nogen positiv effekt udenfor kliniske sammenhænge. Implikationen er – for mig at se – at kravet om at bære mundbind indenfor på offentlige steder bør afskaffes. Udgangspunktet for al politik må nødvendigvis være, at hvis der ikke er virkeligt solid evidens for at et tiltag virker, og at det er pinligt nødvendigt, bør man ikke tvinge borgerne til noget som helst!

En ny artikel i det højt ansete New England Journal of Medicine dokumenterer nu igen, hvor nyttesløs nedlukning er som middel til at begrænse smitten. Forskerne har sammen med USA’s Marine Corps foretaget et eksperiment, hvor en gruppe rekrutter først gennemgik en standard to-ugers periode med isolation hjemme – som alle nye rekrutter skal for tiden – hvorefter 1848 også var gennem to ugers yderligere isolation på et lukket college campus. Eksperimentets kontrolgruppe var godt 1500 rekrutter, der levede et almindeligt liv efter de to almindelige ugers isolation. Eksperimentgruppen gik derimod efterfølgende igennem en benhård nedlukning:

“All recruits wore double-layered cloth masks at all times indoors and outdoors, except when sleeping or eating; practiced social distancing of at least 6 feet; were not allowed to leave campus; did not have access to personal electronics and other items that might contribute to surface transmission; and routinely washed their hands. They slept in double-occupancy rooms with sinks, ate in shared dining facilities, and used shared bathrooms. All recruits cleaned their rooms daily, sanitized bathrooms after each use with bleach wipes, and ate preplated meals in a dining hall that was cleaned with bleach after each platoon had eaten. Most instruction and exercises were conducted outdoors. All movement of recruits was supervised, and unidirectional flow was implemented, with designated building entry and exit points to minimize contact among persons. All recruits, regardless of participation in the study, underwent daily temperature and symptom screening. Six instructors who were assigned to each platoon worked in 8-hour shifts and enforced the quarantine measures.”

Da eksperimentet var færdigt, kunne forskerne konkludere at 2,8 procent af de nedlukkede var blevet smittet med Sars-CoV-2, mens 1,7 procent af de ’almindelige’ var smittet. Med andre ord viste et eksperiment med mere end 3300 deltagere og håndhævet af befalingsmænd fra the US Marine Corps – nogle af militærverdenens hårdeste hunde – at nedlukning ikke virker. Eksperimentet lægger sig dermed fuldt op af flere samfundsvidenskabelige studier, der finder samme konklusion med meget anderledes, observationelle metoder. Disse studier finder, at WHOs epidemi-retningslinjer fra 2019 var korrekte: Nedlukninger gør ingen positiv forskel og bør undgås på grund af deres voldsomme bivirkninger.

Hvordan nogen kan blive ved med at påstå, at nedlukninger er vigtige midler for at undgå, at folk dør af Covid-19, er efterhånden et mysterium. Som en kollega formulerede det i sidste uge, er nedlukningerne – gentagne, og stadig hårdere nedlukninger – helt samme proces som regndans: Man sætter folk til at danse og danse, og intet sker indtil den dag, hvor der falder regn – og så påstår man, at regndansen virkede! Det er dybt uvidenskabeligt, og selvom politikere som oftest er inkompetente og uærlige, er det et stort spørgsmål hvorfor så mange epidemiologer, virologer og læger stadig spiller med på deres melodi.

Det gælder ikke mindst, fordi konkret evidens ikke bare peger på, at nedlukninger og lignende drakoniske tiltag – som politikere elsker fordi de demonstrerer magt – ikke virker, men også viser at virussen slet ikke er så farlig som først antaget. Vi har tidligere skrevet om bl.a. John Ioaniddis nye metastudier, der ender på en dødelighed omkring to promille. Nu viser det sig også, at WHO åbenbart opererer – uden at melde det helt klart ud – med en overordnet dødelighed på 1,4 promille. Det er i hvert fald den dødelighed, man får når man kombinerer WHOs tal på antal døde og antal smittede i hele verden. Hvad er rationalet for at ødelægge liv og økonomi – og slå en masse mennesker ihjel med bivirkninger at politikken – for at bekæmpe en virus med alvorlighed i den svære ende af influenza?

Man undskylder nogle gange fejl med at det ’er menneskeligt at fejle’, men det er værd at minde læserne om hele citatet: Errare humanum est, sed perseverare diabolicum – at fejle er menneskeligt, men at blive ved er djævelsk. Citatet tilskrives ofte Seneca, men er nok nærmere en parafrase over hvad Cicero noterede i sin 12. filipiske tale: Cujusvis hominis est errare, nullius nisi insipientis in errore perseverare – at kun en tåbe bliver ved.

Om man vil kalde den vedholdende politiske insisteren på en nyttesløs politik, der gør os alle fattigere og slår nogen ihjel, for tåbelig eller djævelsk, er nok op til ens temperament og generelle syn på politikere, men konsekvensen er stadig den samme. Og som Lionel Shriver sagde forleden i et glimrende interview hos Spiked, ”I do generally believe that we will reach a point where everyone looks back at 2020 and says: What on Earth Were We Thinking?”

Kompensationshypotesen skal vendes på hovedet

Af Christian Bjørnskov, den 19. november 2020. Skriv et svar

I mange år har forskere og meningsdannere argumenteret med det, der kaldes ’kompensationshypotesen’: At der findes en sammenhæng mellem en større grad af globalisering og international handel og størrelsen på den offentlige sektor og det offentlige forbrug. Hypotesens grundidé er, at øget globalisering fører til øget økonomisk volatilitet og usikkerhed, og vælgerne derfor efterspørger en større grad af omfordeling og offentlig forsikring. I politisk debat bruges hypotesen således til at argumentere for, at lande der er åbne for international handel bliver nødt til at have relativt store velfærdsstater for at vælgerne accepterer åbenheden. De seneste år har spørgsmålet virkelig trængt sig på, om kompensationshypotesen er korrekt.

Den glimrende Andreas Bergh (Lund Universitet og IFN) har en artikel på vej i Scandinavian Political Studies hvor han netop stiller spørgsmålet, og udfordrer standardfortolkningen. I ”The Compensation Hypothesis Revisited and Reversed” gennemgår Andreas evidensen for kompensationshypotesen og finder, at den faktisk er forbløffende svag. Mens der ser ud til at være en vis støtte til, at der findes en empirisk sammenhæng mellem offentligt forbrug og åbenhed, er det slet ikke tydeligt, at der er en kausal virkning af handel på det offentlige forbrug. Sammenhængen er da heller ikke videre klar i figuren nedenfor, mens sammenhængen mellem handel og økonomisk volatilitet – illustreret i den anden figur – heller ikke er der. Om noget gør mere handel landes økonomiske struktur mere diversificeret, så deres økonomier er mindre volatile.

Pointen i den tankevækkende artikel er, at en anden forklaring passer bedre på den evidens, der findes: Lande med store offentlige sektorer og stort offentligt forbrug bliver mere globaliserede og åbne, fordi det er den eneste måde man kan undgå de værste økonomiske konsekvenser af udgifterne. Et stort offentligt forbrug og en stor offentlig sektor skubber det private forbrug og den private sektor ud, og efterlader dermed borgerne med færre valgmuligheder og mindre indkomst. Større åbenhed trækker den anden vej ved at give flere valgmuligheder og indkomst. Den internationale konkurrence presser også det private erhvervsliv til at blive mere produktivt, hvilket er nødvendigt hvis man fortsat vil kunne finansiere en stor offentlig sektor.

Andreas peger således på, at man sandsynligvis har fejltolket kompensationshypotesen, der ikke passer på virkeligheden. Store velfærdsstater er tvungne til at være åbne økonomier, medmindre de vil acceptere at falde økonomisk bagud og få problemer med offentlig gæld. Åbenheden er ikke et resultat af hvad borgerne vil, men er en del af statens forsvar af en stor offentlig sektor.

Nedlukninger virker (stadig) ikke

Af Christian Bjørnskov, den 14. november 2020. 10 svar

I sommers skrev vi om flere nye studier og en række indikationer, der konkret viste, at nedlukningspolitik ikke begrænser, hvor mange der dør af Covid-19 (læs her, her og her). Udover den fremragende Lone Frank på Weekendavisen og Jesper Nilausens indsats på TV2 har medierne generelt ignoreret denne forskning. De har i stedet fortsat med at gentage politikere og Seruminstituttets meningsløse påstande om, at nu – nej, nu – virker tiltagene. For en forsker med empirisk ballast og respekt for tal og fakta har det været pinagtigt at se på.

Vi gentager derfor i dag på pædagogisk vis billedet af, hvordan forskellige vestlige lande agerede i foråret, og hvor mange der officielt døde af eller med Sars-CoV-2 indtil 1. juni. Vi viser dog også sammenhængen mellem, hvor hårdt man lukkede ned i foråret og antallet af målte dødsfald i september og oktober. Grunden er, at man i flere lande har fremført påstanden, at en hård nedlukning i foråret hvor man ’fik epidemien under kontrol’, bevirker at der er færre der dør i efteråret. Som man har kunnet se i bl.a. Østrig og Storbritannien, hvor man endnu engang er ved at lukke benhårdt ned, er det alligevel de færreste regeringer, der tror på den.

Som man kan se i den første figur, var der ingen sammenhæng mellem hvor hårdt lande lukkede ned – målt med Oxford Universitets Blavatnik Centre Index – og dødstallet. Sverige er blevet et symbol for nedlukningstilhængere på, at man skal lukke ned, og den røde markør ligger klart med et højt dødstal. Men der er andre grunde til, at svenskerne endda uden en virus med stor sandsynlighed ville have fået et år med høj dødelighed (læs f.eks. her eller her). Og når man kaster blikket på den anden figur, er det også ganske tydeligt, at landet i efteråret har haft en meget lav overordnet mortalitet.

Ser man på den anden figur, der netop viser sammenhængen mellem hvor hårdt man lukkede ned i foråret og hvor mange døde der er i starten af efteråret, er der om noget en positiv sammenhæng: Jo hårdere man lukkede ned, jo flere dør i efteråret. Det er dog igen drevet primært af Sveriges meget lave dødelighed, og konklusionen er sådan set klar: Der er ingen sammenhæng mellem nedlukningspolitik og dødelighed.

Det er derfor også med en fornemmelse af, at vi måske befinder os i The Twilight Zone, at jeg ser politikere og nogle epidemiologer påstå, at der er behov for yderligere nedlukninger, yderligere maskekrav, og mere styring af befolkningen. Der er intet af det, der virker – enhver med et modikum af talkundskab kan læse de studier, der bruger faktiske tal – og den eneste konsekvens man får af politisk styring og nedlukning, er at vi alle bliver fattigere og får ødelagt vores liv.

UPDATE: En venlig læser har gjort mig opmærksom på, at et nyt studie, publiceret for tre dage siden i den meget prestige fyldte New England Journal of Medicine, viser hvor ineffektiv nedlukning er. Det amerikanske Marine Corps har tidligere i år gennemført et studie, hvor 1848 rekrutter blev lukket ekstremt ned – med brug af masker hele tiden, medmindre de spiste eller sov, med to meters afstand til alle og ingen almindelig kontakt. På trods af, at rekrutterne blev lukket endnu mere ekstremt ned end nogen befolkning, endte studiet med at 2,8 % af deltagerne blev smittede med Sars-CoV-2 mens kun 1,7 % af kontrolgruppen blev smittet. Man kan næsten ikke ønske et bedre billede af, at nedlukning er nyttesløs.

Frihed og kriser – ny Timbroanalyse

Af Christian Bjørnskov, den 11. november 2020. 1 svar

For seks år siden på dette tidspunkt sad jeg og lagde sidste hånd på forskning om sammenhængen mellem økonomisk frihed og økonomiske kriser. Papiret blev skrevet til en organized session, som Daniel Bennett og Boris Nikolaev var ved at sætte sammen til den årlige konference i the Public Choice Society. Den endelige analyse, som vi skrev om for næsten seks år siden, blev i præsenteret i San Antonio i april 2015, og publiceret i december 2016 i European Journal of Political Economy. Artiklen med titlen ”Economic Freedom and Economic Crises” er en af mine moderat citerede artikler (54 citationer på Google Scholar), men er alligevel en af de få, der faktisk er blevet brugt i politik (i New Zealand).

I sommers blev jeg kontaktet af den svenske tænketank Timbro med spørgsmålet, om jeg kunne tænke mig at opdatere analysen og skrive et policy brief for dem. Det sagde jeg naturligvis ja til, og her til morgen er det endelige produkt blevet offentliggjort på Timbros hjemmeside. Med titlen “Economically free countries have fewer and less severe economic crises” – den svenske version hedder “Ekonomiskt fria länder får färre och mildare ekonomiska kriser” – viser briefet, at de grundlæggende fund fra 2015 stadig holder på tværs af 343 økonomiske kriser fra hele verden.

Vi illustrerer disse fund i figuren nedenfor, der er taget direkte fra briefet. Estimaterne peger utvetydigt på, at har man ti point mindre økonomisk frihed, målt gennem Heritage Foundations Index of Economic Freedom, vil man typisk have 18½ % risiko for at ende i en økonomisk krise eller nedgang, mens lande der er ti point over det globale gennemsnit har cirka 12 ½ risiko. Får man en krise, vil den første gruppe i gennemsnit opleve et samlet dyk i BNP per indbygger på 12 %, mens den økonomisk friere gruppe oplever et dyk på 8 %. Disse forskelle drives primært af forskelle i reguleringsbyrden og hvor åbne, landenes markeder er.

Analysen er således ikke blot interessant for de af os, der værdsætter frihed i sig selv, men også informativ for tiden. Mange vestlige lande har ophedede debatter om, hvordan man bedst kommer ud af den selvforskyldte coronakrise, og hvilket samfund man ønsker på den anden side. Forskningen her peger helt utvetydigt på, at samfund hvor regering og parlament i det store og hele holder fingrene væk fra det private marked både får færre kriser og retter sig meget hurtigere op, når krisen alligevel kommer. Om politikere, der fra venstre til højre elsker at gøre noget synligt og visionært, hører efter og tager forskningen alvorligt, er en anden diskussion.

Man slog et erhverv ihjel

Af Christian Bjørnskov, den 8. november 2020. 10 svar

Der er næppe mange danskere der ikke ved, at regeringen onsdag lukkede Nordjylland ned – med Aalborg som undtagelse – og effektivt spærrede folk inde i deres hjemkommune. Begrundelsen var, at Seruminstituttet havde fundet en mutation af Sars-CoV-2 i smittede mink. Man besluttede således, at alle mink i Danmark skal slås ihjel og dermed også, at minkopdræt skal holde op. Med andre ord besluttede regeringen med et sundhedshensyn som official begrundelse, at ulovliggøre et helt erhverv.

Minkproduktionen i Danmark beskæftiger cirka 6000 mennesker direkte, og en del flere i relaterede erhverv og underleverandører, og skabte for blot to år siden en eksportindtægt på 5,7 milliarder kroner. Erhvervet er et af adskillige danske nicheerhverv, der er kendetegnede ved højt specifik know-how og et intensivt avlsarbejde over mange år, der har gjort det globalt førende. Det er denne bragende økonomiske succes, som regeringen reelt nu slår ihjel med åbne øjne og på en baggrund, der i bedste fald er stærkt tvivlsom og i værste fald er ren løgn. Det er i hvert fald værd at bemærke, at Enhedslisten – regeringens måske mest loyale støtteparti – den 7. oktober stillede lovforslag om at ulovliggøre minkproduktion i Danmark.

Mens regeringen og Seruminstituttets Kåre Mølbak onsdag fremstillede minkmutationen af Sars-CoV-2 som en væsentlig trussel, har det i dagene efter vist sig, at man ikke har fundet et eneste eksempel på denne mutation siden september. Flere forskere vurderer derfor, at mutationen allerede er uddød, sandsynligvis ikke har været videre farlig, og på ingen måde har været en trussel mod en kommende vaccines effektivitet (se f.eks. professor Kasper Planeta Kepps oplysende twittertråd). Uanset hvad man gør kommer der hele tiden mutationer af vira, og når man først har en vaccine, er det relativt let at tilpasse den nye varianter. Som en sidebemærkning regner de fleste forskere også med, at nye mutationer typisk bliver svagere – mere farlige mutationer af en eksisterende virus har en tendens til relativt hurtigt at slå sig selv ihjel.

 Minkerhvervet er således blot det sidste offer for regeringens absurde og ofte løgnagtige coronastrategi, der siden april har ført til decideret misrøgt af størstedelen af den danske befolkning. Man forsøger således stadig at formidle et indtryk af, at den nye coronavirus er så farlig som pest eller ebola, i stedet for influenza. Kåre Mølbak påstod for eksempel forleden – som vi påpegede her på stedet – at 95 % af dem der dør med Sars-CoV-2 dør af virussen. Svenske og italienske studier peger på cirka 12-15 %, mens det amerikanske CDC vurderer, at det er 6 % af tilfældene.

Sandheden er, at de nyeste estimater giver en fatalitet for den nye virus i omegnen af to promille, så dens farlighed ligner en influenzasæson som den, Danmark oplevede i 2017-18. Som man kan se nedenfor, hvor vi har plottet den daglige dødelighed de sidste fire år (som et rullende 7-dagesgennemsnit), er 2020 helt normalt, uanset adskillige politiske indgreb. Man kan se, hvordan der var markant underdødelighed først på året og en vis overdødelighed i et par uger i marts-april, men helt almindelig dødelighed resten af året. Selv de to tydelige udsving i september og oktober skyldes ikke Sars-CoV-2, som man kan se ved at følge de to stiplede linjer, hvor den grå er alle dødstal minus de coronarelaterede dødstal.  Siden starten af maj har de to ligget oveni hinanden.

Regeringen, godt hjulpet af et stadig mindre troværdigt Seruminstitut, er med andre ord ved at ødelægge dansk økonomi og hundredetusinder af danskeres liv (undertegnedes inklusive) for at ’bekæmpe’ en sundhedsrisiko af en størrelse – en dødelighed omkring to promille – som vi aldrig har reageret på eller talt om tidligere. Det er et magtmisbrug af dimensioner, og det er ingen undskyldning, at andre lande gør det samme. Hvorfor oppositionen og den danske journalister som samlet stand ikke forlængst har reageret, er et usandsynligt trist mysterium.

Evidenskrav og faktisk politik

Af Christian Bjørnskov, den 31. oktober 2020. 7 svar

Danmark er lukket ned igen, nu med masketvang på alle offentlige, indendørs steder. Alkoholsalg er forbudt efter 22, og både regeringen og Seruminstituttet har advaret mod eksponentielt stigende smitte. Der ligger således en relativt eksplicit advarsel i, at hvis danskerne ikke sørger for ikke at blive smittede, vil de slå endnu hårdere ned på vores sundhedsforbrydelser. Frederiksen, Mølbak og resten har dog et stort problem: Det er åbenlyst for alle, der har tålmodighed til at sætte sig ind i sagerne, at regeringen og myndighederne ikke har evidens for, at deres politik er effektiv.

Mens der altid er nogen borgere, der mener at politikere slet ikke behøver at have evidens for at indgribende politik virker, står det egentlige spørgsmål derfor mellem dem, der mener at der altid bør være evidens og dem, der mener at man ikke rimeligt kan kræve evidens i den nuværende situation. Det er således både et spørgsmål om hvorvidt man har evidens, og om man bør kræve den.

Med hensyn til det første spørgsmål er vores holdning her ganske klar: Regeringen har ingen evidens for nedlukningerne, masketvangen eller grænselukningerne. Min egen evaluering af nedlukningspolitik viser en effekt på nul, ligesom flere andre nye studier. Visse studier indikerer, at den virker, men med den vigtige – og generelt oversete – forskel, at disse studier bruger computermodeller til at vurdere, hvor store dødstallene ville være uden nedlukning. Disse computermodeller har vist sig at overdrive voldsomt og være tæt på ren nonsens. Det er blandt andet på den baggrund, at superforskeren John Ioannidis (Stanford University) heller ikke mener, at der er evidens for at nedlukningspolitik redder liv (se ham pille konklusioner fra ICL-modellen fra hinanden her eller læs her). Selv de steder, hvor folk har være ramt af udgangsforbud og er sat i de facto husarrest, har man ikke kunnet konstatere færre dødsfald (læs analysen her).

En del af problemet for mange borgere uden decideret videnskabelig træning er at skelne mellem evidens og myndighedernes til tider absurde påstande om evidens. Kåre Mølbak påstod for eksempel forleden, at 95 % af dem der var døde med corona, var døde af corona. Han uddybede efterfølgende overfor Ekstrabladet, at ”i de 276 af de 277 tilfælde blev det vurderet, at COVID-19 kunne have været årsag eller medvirkende årsag.” Hans argumentation var, at i kun ét tilfælde kunne man fuldstændigt afvise, at Covid kunne have haft noget med dødsfaldet at gøre. Det fik ham derfor til at mene, at alle andre skyldtes Covid! Forestil dig, at ud af 277 dødsfald blandt folk, der alle har ligget på sofaen om eftermiddagen, er én død af at blive skudt, og man derefter konkluderer, at sofaligning har slået alle de andre ihjel. Argumentet er åbenlyst absurd, men den slags nonsens-evidens accepteres for tiden af danske journalister der efterfølgende – uforvarende eller med vilje – narrer almindelige danskere.

Disse indvendinger er dog nyttesløse, hvis folk ikke mener at der overhovedet er brug for evidens. Jeg har mødt flere, der mener at politikerne i særlige situationer ikke bør afkræves evidens for deres politik. Argumentet er, at i nødsituationer hvor man er tvunget til at reagere hurtigt mod en ny trussel, kan man ikke vente på at der samles evidens eller laves studier. I nogle situationer er det faktisk et godt argument, men det fortjener også omtanke. Sat på spidsen er argumentet, at hvis der er en potentielt stor trussel et sted derude, er den rigtige handling at affyre sin Uzi ud i tågerne, der omgiver en. Der vil være en vis sandsynlighed for, at man faktisk rammer truslen, hvilket er kernen i argumentet om at handle uden evidens. Der vil dog også være en sandsynlighed for, at man forvolder alvorlig skade ved at ramme naboens bil, hund eller hende selv.

Det er i vurderingen af sandsynligheden for at ramme truslen versus at ramme noget eller nogen, man ikke burde ramme, at uenigheden ligger. Min overbevisning i den nuværende situation er, at vores erfaring viser at sandsynligheden for at ramme forkert er meget stor, mens sandsynligheden for at man kan nedkæmpe en virus på en fundamentalt anderledes måde, end man har gjort i et århundrede, er meget lille. Derudover kommer problemet, at vi de sidste ni måneder har fået stadig mere viden om virussen, som Otto Brøns-Petersen og jeg allerede i maj understregede i Berlingske.

Farerne ved at reagere hurtigt har man kunnet se i lang tid, og ikke kun i Danmark. Frederiksen-regimet har tiltaget sig enorm magt, godt hjulpet af et nyttesløst Folketing, og informerer ikke engang de andre partier når politikken ændres. Som et interview med juristen Jonas Christoffersen i Berlingske viste, havde en række politikere ikke opdaget, at rationalet for nedlukningerne og forsamlingsforbuddet havde ændret sig fra at beskytte kapaciteten i sundhedsvæsenet over at forhindre dødsfald til nu at sigte mod at forhindre nogen smittede overhovedet. En del af lovforslaget til ny epidemilov indeholder også, at Styrelsen for Patientsikkerhed skal have ret til at tvangsinternere smittede – dvs. styrelsen får mulighed for at frihedsberøve borgere uden ankemulighed, uden dommer skal acceptere det, og uden de andre check der findes, når politiet gør det – og vel at mærke smitte med sygdomme fra en liste, som sundhedsministeren beslutter.

Som jeg ser det, er faren at politikere tiltager sig langt mere magt og efterfølgende – som en lang række studier har bekræftet i andre situationer – ikke slipper den igen. Faren er også, at de stirrer sig blinde på ét problem, mens de glemmer andre. I forbindelse med Covid er de ekstra selvmord og hjertetilfælde og de sandsynligvis mange ekstra kræftdødsfald, som nedlukninger forårsager. Og det er de enorme økonomiske og sociale konsekvenser, nedlukningerne og regeringens ideologiske fejltagelser har skabt. Med den nye viden om, at virussen har en fatalitet omkring 2 promille, dvs. omtrent samme niveau som en svær influenzasæson, burde det i det mindste få de få hæderlige politikere i Folketinget til at overveje, om det ikke er tid til at omgøre beslutningerne fra marts. Diskussionen om evidenskrav er fundamental i ethvert demokrati, og fortjener langt mere opmærksomhed end den får for tiden. Mens man kunne argumentere, at man måtte reagere uden evidens dengang, er der i dag masser af evidens, og den peger i én retning.

Populisme og ulighed

Af Christian Bjørnskov, den 27. oktober 2020. 3 svar

Siden de allerførste populister, der gav fænomenet sit navn – den politiske faktion i den romerske republik, der kaldte sig ’Populares’ – har de været optaget af ulighed. Populister deler næsten altid befolkningen op i en politisk elite og ’folket’, og begrunder deres politik i en fortælling om, hvordan den korrupte og indspiste elite udnytter og snyder det ægte folk. En væsentlig del af deres politik bliver ofte, hvordan man omfordeler fra eliten til folket, eller i hvert fald den del af det, der stemmer for populisterne. Man ville derfor tro, at populister der kommer til magten, vil reducere uligheden i samfundet – hvis de da gør hvad de påstår de vil.

Populisternes egen fortælling om ulighed gentages ofte i populismeforskningen, men med den twist at forskere som Cas Mudde og Barry Eichengreen påstår, at stigende ulighed fører til, at folk stemmer på populister og populistiske partier. Meget af forskningen og den politik, mange foreslår imod populisme, er således begrundet i, at der er en sammenhæng mellem ulighed og populisme. Det pudsige i situationen er, at der ikke har været nogen egentlige empiriske studier, der har kunnet be- eller afkræfte, at sammenhængen findes. Det har vi derfor startet et lille forskningsprojekt om.

Projektet er sammen med to gamle kendinge hos punditokraterne – Martin Rode og Andrea Sáenz de Viteri fra Universidad de Navarra – og min nuværende PhD-studerende, Martin Štrobl. Vi fokuserer på, hvad der sker med uligheden når populister kommer til magten, hvilket allerførst kræver, at man kan måle politikeres grad af populisme. Det lader sig gøre uden særlige problemer, da Andrea og jeg i et tidligere papir har udviklet et mål for populisme for 42 lande i Latinamerika og Caribien. Vores undersøgelse kommer derfor til at dække de 27 lande i regionen, hvor der også er data på ulighed i indkomster og forbrug mellem 1970 og 2015.

Den brede baggrund for vores dansk-mexicansk-tjekkisk-tyske projekt er illustreret i den første figur nedenfor, der viser den gennemsnitlige udvikling i de 27 lande i regeringslederens populismescore og uligheden (målt i Gini-koefficienter) i indkomst og faktisk forbrug. Figuren illustrerer både den såkaldte tredje bølge af populisme i Latinamerika fra sidst i 1990erne, men også det velkendte fald i regionens ulighed de sidste cirka 25 år. Der er med andre ord masser af variation i vores data, så det burde være let at identificere en effekt af populisme, hvis den er der.

Men det tvivler vi på, at den er. Grunden er den anden måde, man kan få en hurtig fornemmelse for sine data, som vi illustrerer i den anden figur. Her har vi plottet alle vores observationer af populisme og forbrugsulighed overfor hinanden (de grå markører), og de 27 landegennemsnit af begge dele (de sorte markører). Simple plot naturligvis aldrig skal tages som direkte evidens, men kun indikationer om, hvordan mønstrene ser ud. Figuren viser dog ret klart, at der ikke er nogen umiddelbar sammenhæng mellem populisme og ulighed. Om man ser på hele samplen, landegennemsnittene, eller skifter til at fokusere på indkomstulighed i stedet for ulighed i forbrug, er korrelationen mellem de to aldrig væsentligt anderledes end nul.

Figuren illustrerer dog noget andet, og i særlig grad de stærke traditioner for populisme i særligt Venezuela, men også lande som Argentina, Bolivia, Ecuador og Peru. Omvendt er det interessant at se, hvordan fire tidligere britiske kolonier – Bahamas, Barbados, Saint Lucia og Trinidad og Tobago – er havnet i et hjørne af figuren med meget lav ulighed og stort set ingen populisme i regeringen siden 1970. Tror man på Engerman og Sokoloffs meget indflydelsesrige teori om, at historiske, økonomiske strukturer som sukkerproduktion koncentrerede ejerskabet af jord i store plantager og dermed førte til markant ulighed, burde de fire tidligere sukkerkolonier slet ikke ligge der.

Det vigtigste ved hele projektet er dog, at udfordre en idé, som i dag bliver taget næsten for givet i populismeforskningen. Ser man på det simple billede, er der i praksis ingen sammenhæng mellem hvor populistisk en regering er, og hvad der før eller efter sker med uligheden. Vores absolut foreløbige resultater bekræfter endda det simple billede af, at populister på ingen måde påvirker samfundets grad af ulighed. Om de fejler, men har intentioner om det, eller blot gavner dem selv og deres egne når de kommer til magten – ligesom andre almindelige politikere – kan vi i sagens natur ikke sige noget om endnu. Vores nye projekt stiller dog stadig det ganske ubehagelige spørgsmål: Hviler en stor del af de seneste års populismeforskning og dens anbefalinger på en præmis, der ikke er sand? Det foreløbige svar ser ud til at være et ja.

Hvad foregår der, Frederiksen og Mølbak?

Af Christian Bjørnskov, den 24. oktober 2020. 25 svar

Mette Frederiksen meddelte på bedste diktatorvis fredag aften, at regeringen nu lukker Danmark endnu mere ned. Statsministeren påstod ved mødet, at ” Coronavirussen er tilbage for fuld styrke.” Det er en direkte løgn – medmindre statsministeren og Seruminstituttets direktør Kåre Mølbak da er totalt tal- og evidensblinde – men bliver fremført som officiel begrundelse. I stedet for at skrive længere om ting, vi har dækket adskillige gange her på stedet, er her blot en række spørgsmål om de nye, og i stigende grad bizarre tiltag.

  • Regeringen kræver nu, at danskerne bærer masker alle steder indendørs i det offentlige. Det sker, på trods af at der ingen evidens er for at masketvang eller nedlukninger virker (se f.eks. her)! Tværtimod er der en række studier, der konkret viser at nedlukningspolitik ikke virker (se her, her og her). Man forsøger dermed på at føre en politik, der ingen konsekvenser havde i foråret, og påstår at den virker nu. Hvorfor har man ikke lært noget, eller er regeringen simpelthen ligeglad og spiller kun et politisk spil om at bevare magten?
  • Grænserne lukkes også hårdere ned. I foråret måtte regeringen modvilligt åbne lidt igen, efter pres på to fronter. For det første var smittetrykket og dødstallet lavere i Slesvig-Holsten end i Danmark, og for det andet havde man meget bekvemt ’glemt’, hvor mange i grænseregionen, der arbejder og har familie på begge sider af grænsen. Præcist det samme problem kommer til at gælde for Øresundsregionen fra mandag. Hvordan man løser det, eller om man endnu engang vil demonstrere sin totale ligegyldighed overfor almindelige borgere, må man vente at se. Hvad planen er, kræver et svar.
  • Salg af alkohol forbydes efter klokken 22. Dette tiltag er en reaktion på to tidligere tiltag, der fuldstændigt strandede i utilsigtede konsekvenser for regeringen. Først tvangslukkede man nattelivet klokken 24, men opnåede kun, at festerne fortsatte privat. Så tvangslukkede man det klokken 22, men opnåede det samme, samt at fester og andet startede tidligere. Nu forbyder man al alkoholsalg klokken 22, og regner med at ingen planlægger fremad og sørger for at have købt ind til efterfesten. Hvorfor regner regeringen og Seruminstituttet med, at folk viser sig at være dumme i denne omgang?
  • Grundloven beskytter danskernes forsamlingsfrihed, og tillader kun begrænsninger når der er en konkret nødsituation, og da kun hvis indgrebet er nødvendigt og proportionalt. Men regeringen har nu begrænset forsamlingsfriheden til 10. Hvordan kan det ikke være forfatningsstridigt at begrænse forsamlingsfriheden til 10 personer, når dødstallet er i underkanten af det normale (se figuren nedenfor), og forårets erfaringer viser, at nedlukninger ikke virker? Er det eneste, det kræves for at jurister accepterer et forsamlingsforbud, at regeringen påstår at et forbud vil virke?

Det eneste lyspunkt er, at nogle danske journalister er begyndt at vågne op. Både Frederiksen og Mølbak måtte tale udenom og ty til tågesnak, da de fik flere kritiske spørgsmål fredag. Spørgsmålene afslørede, hvor langt man er villig til at gå for at beskytte sig selv, og også hvor absurd Mølbak til tider opfører sig. Samtidig er det kommet frem, at Sundheds- og Ældreministeriet har begrænset mediernes adgang til aktindsigt om coronavirus. Man har uden at fortælle det til nogen flyttet anmodninger om virussen fra at være dækket af miljøoplysningsloven til at dækkes af den meget mere restriktive offentlighedslov. Tusindvis af mails er også blevet slettet ved en fejltagelse.

Det er på høje tid at oppositionen også vågner, kræver dokumentation for hvad regeringen laver, og begynder at beskytte danskernes grundlovssikrede rettigheder. Den kan passende starte med de fire spørgsmål ovenfor, og arbejde sig videre derfra. Og det er ikke ligefrem en udfordring, fordi regeringen og dens trofaste politiske støtter Seruminstituttet har ikke skyggen af evidens for hvad de laver.

Andreas Bergh om myter og misforståelser om markedsøkonomi

Af Christian Bjørnskov, den 22. oktober 2020. Skriv et svar

Punditokraternes fremragende kollega og ven Andreas Bergh (Lund Universitet og IFN, Stockholm) er en af de dygtigste formidlere, vi kender. Man kan endda til tider forstå, hvad han siger på svensk! Forleden viste han igen sine evner i et interview @BOOAScienceInM om myter og misforståelser om markedsøkonomi. En ekstra detalje er, at interviewet er filmet i hans og Pernillas sommerhus, og ind imellem indsigterne om markedsøkonomi, er der personlige detaljer om sommerhuset og deres liv. Det er både fremragende, men også personlig formidling af emner, der ikke altid er lette at komme ind på. Stærkt anbefalet!

Hvorfor kan man ikke stemme negativt?

Af Christian Bjørnskov, den 21. oktober 2020. 3 svar

Til Folketingsvalg kan man, ligesom til næsten alle andre demokratiske valg i verden, stemme på én bestemt kandidat eller ét bestemt parti. Det er meget sjældent, at valgsystemet ser anderledes ud, selvom selve måden, stemmer aggregeres kan variere. Men hvad hvis det ikke var sådan, og man i stedet kunne vælge at stemme for en kandidat eller imod en kandidat? Idéen er ikke helt ukendt, og i det nuværende politiske klima i USA kan den virke direkte attraktiv. Det er da også på den baggrund, at George Leef i The Detroit News foreslår, at man burde kunne stemme imod en kandidat i stedet for kun at kunne stemme for. Hans spørgsmål er, hvad der ville ske med det amerikanske valg, hvis folk kunne stemme direkte imod Trump uden derfor at skulle stemme for Biden.

For at se, at det faktisk kan gøre en forskel, bringer vi to eksempler nedenfor. I hvert eksempel er der fem typer vælgere med fem forskellige præferencer for to kandidater, A og B. Type 1 har for eksempel otte, der stærkt foretrækker A fremfor B og 2, der foretrækker B fremfor A. Men i gruppe B foretrækker to A, mens de er stærkt imod A og tre er ligeglade. Forskellen er, at kun 4 i denne gruppe klart foretrækker B.

Med disse præferencer blandt vælgerne vil 22 stemme for A og 17 for B under et helt almindeligt system. Hvis man også tillader vælgerne at stemme imod kandidater, der ikke kan lide, giver det samme resultat: A vinder. Men læg mærke til, hvad der sker hvis man ændrer vælgernes præferencer en smule, som vi gør i Eksempel 2. Her vinder A stadig under et almindeligt system, men hvis man også får mulighed for at stemme imod kandidater, man er stærkt imod, vinder B! Forskellen er, at i det andet eksempel er de to kandidater mere polariserende, og kandidater der ikke blot tiltrækker vælgere, men også undgår at støde andre fra sig, har større vinderchancer.

I det amerikanske tilfælde er det sandsynligt, at Trump taber under alle omstændigheder. Men givet hans enorme upopularitet hos vælgerne, er det også sandsynligt, at valgresultatet ville blive endnu klarere, hvis man kunne stemme imod ham. I det danske tilfælde er det anderledes interessant at overveje, hvad der ville ske med partisammensætningen i Folketinget: Hvor mange ville for eksempel stemme aktivt imod Dansk Folkeparti og Enhedslisten, og efter det tiltagende coronadiktatur i år, hvor mange ville stemme imod Mette Frederiksen?

Muligheden for at stemme imod en politiker eller et parti – at afgive en negativ stemme – kan derfor i visse situationer føre til meget anderledes resultater af valg, og anderledes incitamenter for dem, der er på valg. Muligheden for at stemme negativt er sjov at tænke over, og måske også en god øvelse for dem, der påtænker en karriere i politik. For dem der allerede er der, er der næppe noget håb. 

Moderne handel og historiske imperier

Af Christian Bjørnskov, den 18. oktober 2020. 1 svar

Som vores faste læsere ved, læser punditokraterne det fine, svenske tidsskrift Ekonomisk Debatt. Forleden udkom det nye nummer af tidsskriftet, som kan hentes her. Nummeret starter med Magnus Henrekson’s glimrende og dybfølte leder om Assar Lindbeck, der døde forleden (og som vi også skrev om), Derudover er der artikler om den aktive arbejdsmarkedspolitik i Sverige, om arbejdsløshed og inflation, om svensk pengepolitik, og en særligt fin af Roger Svensson om bureaukrati og forskning og udvikling.

Den mest spændende artikel – efter min mening – er dog Gunes Gokmen (Lund), Wessel Vermeulen (Newcastle) og  Pierre-Louis Vezinas (King’s College London) Forna imperier och dagens handel. Gokmen og hans kolleger skriver sig her ind i en efterhånden lang litteratur om, hvor vigtige historiske faktorer er for moderne udvikling.

Gokmen og hans kolleger starter med at spore, hvornår lande har været dele af det samme imperium. De kan derfor konkret måle, hvornår Danmark og Norge for eksempel var dele af samme imperium (rigsfællesskabet 1536-1814), ligesom de kan håndtere hvor lang tid siden det er (i dette tilfælde 278 år). Det tillader dem derfor at beregne en slags fælles ’imperiekapital’ som antallet af år i samme imperium minus hvor lang tid siden det er. Resultatet er, at landeparret Grækenland og Bulgarien for eksempel har en imperiekapital på 7,43 på grund af de ti forskellige imperier, de begge har været dele af. Parret Indien-Sri Lanka har præcist samme imperiekapital på basis af kun fem fælles imperier, da det sidste – det britiske – endte så sent som i 1948 for de to lande. For landeparret Sverige-Danmark er scoren 6,21.

Som figuren nedenfor indikerer, og som de tre forskere viser i The Imperial Roots of Global Trade (der er under udgivelse i det prestigiøse Journal of Economic Growth) og opsummerer i Ekonomisk Debatt, er konklusionen entydigt, at en fælles historie stadig er reflekteret i fælles handel. Deres estimater viser således, at Danmark og Sverige i dag handler 1,4 % mere end Danmark og Tyskland, fordi vi historisk har en fælles imperiehistorie.

Eller som de tre slutter deres spændende artikel med at konkludere:

”Imperiekapital påverkar handeln mer än genom tydliga imperiearv, så som gemensamma språk, religioner, rättssystem och, vilket är viktigt, bortom geografisk närhet. Detta visar på en bestående och tidigare outforskad effekt av sedan länge svunna imperier på handeln. Vår artikel bidrar sålunda till en framväxande litteratur om långsiktiga arv genom att studera fallet med imperier och bestående handelsmönster.”

Frygt og diktatur

Af Christian Bjørnskov, den 15. oktober 2020. 8 svar

Hvis der er en følelse, som millioner af borgere i Europa og resten af den rige verden har mødt det sidste halve år, er det frygt. Det er en frygt, som medier over hele verden holder i live, og som visse epidemiologer synes at tilskynde. Men det er også en frygt, som politikere af alle overbevisninger i den demokratiske verden har omfavnet og lært at bruge til deres egne formål.

The Guardian skrev så sent som i januar, hvordan autokratiske populister bruger frygt for at styre deres befolkninger, manipulere sig til større magtbeføjelser og blive ved magten. Det nye i situationen synes at være, at det før kun var diktatorer, der sank så dybt at de brugte frygt som aktivt politisk instrument. Som filosoffen Hannah Arendt noterede efter anden verdenskrig: ”A fundamental difference between modern dictatorships and all other tyrannies of the past is that terror is no longer used as a means to exterminate and frighten opponents, but as an instrument to rule masses of people who are perfectly obedient.” Med andre ord er moderne diktaturer ofte kendetegnede ved, at de bruger frygt som en metode til at holde befolkningen i ro og autoritetstro. Det kræver dog, at der er noget, man kan få dem til at frygte.

David Crane, der var chefanklager ved the International War Crimes Tribunal in West Africa og er professor på Syracuse University, pegede sidste år på den bestemte måde, diktatorer skaber og vedligeholder frygt. Alle succesfulde diktatorer sørger for at definere en bussemand – en gruppe mennesker, et naboland eller et andet fænomen – der truer landet / folks sikkerhed / vores ’way of life’… Formålet med frygten er at skabe en form for falsk loyalitet, ubetinget støtte til regeringen, og en krisestemning hvor folk – inklusive medierne – ikke stiller spørgsmål. I langt de fleste tilfælde er strategien effektiv i ganske lang tid, selvom man ikke kan narre alle hele tiden.

Det forstemmende det sidste halve år er naturligvis, at diktaturernes strategi er præcist magen til den, den danske og mange andre regeringer har navigeret efter i måneder. De har brugt diktaturernes indsigt, at så længe tilstrækkeligt mange mennesker er tilstrækkeligt bange, accepterer de drakoniske indgreb i deres almindelige liv og rettigheder uden at stille kritiske spørgsmål. Det er for eksempel blevet almindelig praksis i mange lande, inklusive Danmark og Storbritannien, at man ikke kan stille opfølgende spørgsmål til pressekonferencer med stats- og premierministre. Hvordan en samlet journaliststand har accepteret dette indgreb uden nogen form for kritik eller protest er et mysterium, men konsekvensen er, at danske journalister i dag opfører sig cirka lige så regeringskritisk som deres russiske kolleger.

Mediernes uformåen, misforståede loyalitet og generelle slaphed i denne situation har bidraget til en stærkt kritisabel situation, hvor en stor del af befolkningen har helt skæve idéer om den faktiske risiko. De bidrager med andre ord til den udbredte frygt. Mange danskere, inklusive en række veluddannede folk i min omgangskreds, tror stadig at dødeligheden af Sars-CoV-2 skal regnes i procenter. Danske medier har således ikke skrevet meget om de nyeste empiriske vurderinger fra f.eks. Nobelprisvinderen Michael Levitt, hvis omfattende metstudier viser at det mest præcise estimat af dødeligheden er 1,5-2 ‰. Den skal sammenholdes med en dødelighed i almindelige influenzaudbrud omkring 1 ‰, at risikoen sættes til 0,3-0,4 ‰ for folk under 70, og at det amerikanske CDC har vurderet, at børn og unge har større risiko for at blive ramt af lynet end at dø af Covid-19.

For en magtsyg politiker er det nuværende naturligvis en ønskesituation. Udfordringen er ikke journalisterne – det burde være klart, at de ikke længere er en demokratisk trussel – men at vedligeholde frygten i befolkningen. Godt hjulpet af seruminstituttet har regeringen fulgt en strategi, hvor man forsøger at gøre danskerne bange. Problemet med denne strategi er, at når man først har investeret sin troværdighed i den, kan man ikke vende om – man er forbi det famøse point of no return. Rent politisk har Mette Frederiksen og hendes hold ikke mange andre muligheder end at fortsætte, fordi ingen politikere vil indrømme, at de tog fejl. Og en fejl til 250 milliarder kroner indrømmer man helt afgjort aldrig! I stedet fortsætter man en kurs, hvor ministre slipper afsted med absurde påstande, seruminstituttet støtter regeringen ved at udbasunere de absolutte smittetal hver dag, uden at nævne de lejlighedsvis flere end 50.000 mennesker man tester dagligt, og hvor langt de fleste journalister stiltiende støtter regeringen. Det hele lader sig gøre, fordi en tilstrækkeligt stor del af befolkningen bliver holdt i frygt. Det 20. århundredes diktatorer har ikke levet forgæves…