Kategori: Jens Frederik Hansen

Det misforståede redaktøransvar

Hvor ville det dog være rart, hvis uvidende ministre kunne styre deres talepres i sommervarmen

Det er naturligvis Rosenkrantz-Theils påhit om, at man skal have mere strafansvar for bloggere, der driver mig til tasterne. Og som så ofte før, så rumsterer Shakespeares ord ”for fools rush in, where angels fear to tread” i baghovedet. For hvis man virkelig vil reagere politisk på en kendt persons selvmordsforsøg, så skal man nok tænke sig betydeligt mere om, end det er lykkedes Rosenkrantz’en.

Stakkels kvinde

Som det allerførste vil jeg dog gerne fremhæve, at hele situationen udspringer af en ung kvindes desperation. Ude af stand til at holde rede i sine følelser og forventninger til livet har hun set selvmordet som den rigtige udvej. Hun vil forhåbentlig få den støtte, der skal til for at forstå, at livet nu en gang er bedst, når man lever, og når hun engang igen dukker op iblandt os, så må vi alle gøre, hvad vi kan, for at hendes liv kan komme videre.

Såvel vores reaktion som individer som den måde, samfundet er indrettet på, må først og fremmest handle om, at det skal være muligt for mennesker at havne i kriser og komme tilbage på sporet bagefter. Vi skal forstå, at det er menneskeligt og en del af skæbnen for ganske mange af os. Derfor skal vi have et sådant forhold til sjælelige kriser, at folk med ondt i sindet føler sig trygge nok til at bede om hjælp.

Eller er min holdning bare drevet af en overdrevet frygt for, at det kunne være mig, der blev ramt?

Skal afskedsbreve være strafbare at publicere

Hvis suicidiet lykkes, så er forfatteren ligeglad, men til alt held er der jo en del, som ikke dør. Det er et klassisk eksempel på tåbelig lovgivning, at nogle samfund har haft dødsstraf for selvmordsforsøg! Og det bliver ikke meget bedre af, at straffen bliver mindre og formelt skydes hen under at handle om publicering af afskedsbrevet. Uanset hvad, så vil det virke som en opfordring til at gøre en ekstra indsats for at sikre sig, at gerningen lykkes. Og det er vel ikke det, vi ønsker.

Der kan ikke være nogen tvivl om, at ligesom reklamer for vaskepulver virker, så vil omtale af selvmord kunne inspirere andre fortvivlede. Men netop offentliggørelsen vil ligesåvel kunne inspirere andre til at forstå, at deres situation ikke er unik, at der er hjælp at hente, at selvmordet bare vil gøre flere ulykkelige.

Hvis man ledte lidt i historiebøgerne og litteraturen, så kunne man nok også finde talrige eksempler på detaljeret omtale af selvmord, og skal vi så også i vores krænkelsesparathed undgå genoptryk deraf. Goethes ”Den unge Werthers lidelser” er et historisk eksempel på en bog, som udløste en bølge af selvmord, men også bidrog til det moderne menneskes forståelse af følelsers kompleksitet.

Under alle omstændigheder vil de fleste suicidale nok være så psykisk svækkede, at man ikke vil anse dem for påvirkelige af straf, og så indebærer straffelovens regler jo, at de under alle omstændigheder skal frifindes!

Redaktøransvar

Men så er det, at Rosenkrantz-Theil har fundet på sin idé om et redaktøransvar – i den tro at begrebet skulle dække en slags udvidet medvirkensansvar. Det gør det så ikke, faktisk lige modsat. Så lad mig lige repetere hovedreglerne om medvirkensansvar.

I dansk ret er alle, som bidrager til en kriminel handling, selvstændigt ansvarlige for hele handlingen, hvis de har den fornødne kendskab til, hvad de bidrog til. Og det gælder også, hvis man bidrager til, at en sindssyg, der på grund af sindssygen er fritaget for straf, foretager sig en forbrydelse. At overdrage et våben til en sindssyg morder er lige foragteligt, som når man giver det til en koldblodig morder.

Så hvis man virkelig vil gøre offentliggørelse af afskedsbreve eller lovprisning af selvmordets fortræffeligheder strafbar, så er der intet behov for særlige regler om andre medvirkendes ansvar.

Det traditionelle redaktøransvar handler derimod om noget andet. Først og fremmest begrænser det kredsen af personer, der kan straffes til forfatteren, redaktøren og udgiveren. De andre journalister på bladet, typografen og kioskejeren kan ikke straffes for medvirken.

Og derudover siger medieansvarsloven hovedsagelig, at redaktøren kan straffes for anonyme artikler. Selv hvis redaktøren ikke havde til hensigt at begå en lovovertrædelse, så hæfter han, som om han var forfatteren, lige så snart han accepterer, at forfatteren kan optræde anonymt. Han kan ikke straffes hverken mere eller mindre end forfatteren, han behandles bare, som om han selv var forfatter.

Det er jo ikke det, Rosenkrantz-Theil mener med ”redaktøransvar”, og dermed får hun for alvor udstillet, at hun udtaler sig, ikke bare om noget som hun ikke har forstand på, men også uden at have tænkt sig om. Hun burde ellers om nogen vide, at der ikke er nogen roser uden torne, så man skal tage sig lidt i agt, førend man plukker dem.

Jens Frederik Hansen

Hvad skal vi egentlig med kandidattest?

De store medier har dem. De giver garanteret en masse klik. Og det er da også lidt sjovt at se, hvem man kommer tættest på. Men kan resultaterne bruges til andet.

Punditokraternes grand old man, Peter Kurrild-Klitgaard, har skrevet et indlæg på Berlingskes blog Valgstrømmen, hvor han påpeger, at hvis man besvarer alle spørgsmålene i diverse kandidattest neutralt, så får man et fascinerende stort udbud af kandidater fra en hel stribe partier, som man er næsten fuldstændig enig med. Det giver en ret klar illustration af klumpspillet på midten af dansk politik.

Hele formålet med testene er at vise, at der er forskel på de enkelte kandidater indenfor partierne, og at der er nogle – til dels overraskende – overlap mellem kandidater fra forskellige partier. Umiddelbart giver forskellen mellem de enkelte kandidater fra samme parti et sympatisk indtryk. Der er altså forskel og valgmulighed. Hvis jeg havde været partiindpisker, så ville min første tanke, når jeg hørte om den slags test, ellers være at diktere en partilinje for svarene, så partiet kunne fremstå ensartet og uden splittelse. Indpiskere plejer at hade splittelse, som kan udnyttes af selv halvdårlige journalister til at skrive en opsigtsvækkende historie. Intet kan ophidse et parti så meget som en ” x % af kredsformænd går mod partiets ordfører”-historie.

Ved nærmere eftertanke så giver variation i besvarelserne imidlertid god mening for partiet, så længe man undgår de direkte oprørske svar i forhold til partilinjen. Jo bredere kandidaternes svar er, desto færre potentielle vælgere skræmmer man væk. Det kan godt være, at en vælger føler sig ude af takt med flertallet af partiets kandidater, men hvis man så kan lokke ham til at stemme personligt på en af partiets kandidater, som viger lidt ud af partilinjens smalle spor på enkelte punkter, så er det nærmest ideelt. Så den forudseende partisekretær vil i stedet forsøge at massere svarene, så spændvidden bliver stor. Det kræver nok lidt viden om matematikken bag testene, og det kræver koordination, men så er manipulationsmuligheden der også.

Og det fører så til næste element i overvejelserne, nemlig betydningen af personlige stemmer. Hvor meget en personlig stemme betyder, afhænger helt af den opstillingsform, som det enkelte parti har valgt. Og der er mange muligheder for partierne, lige fra den klassisk stalinistiske partiliste, som man benytter i Enhedslisten, til de mere subtile metoder, der anvendes i andre partier. I reglen er det sådan, at man med ret stor sikkerhed på forhånd kan udpege rækkefølgen af et partis mandater i den enkelte storkreds. Og dermed kan man også konstatere, at det vil være sjældent, at man opnår et ændret resultat ved at stemme personligt på andre end partiets foretrukne. Så hvis kandidattesten viser, at du er tættest på én bestemt person fra et lidt usandsynligt parti, så viser den nok også, at i praksis vil din stemme ikke komme til at hjælpe lige præcis den kandidat ind. Derimod vil din stemme hjælpe en af hans partifæller, som ikke mener det samme, ind.

Selv hvis det med din stemme til hjælp lykkes at sende en mand, der er kritisk overfor partilinjen, på Tinge, så er du ikke sikret, at han stemmer, som du håbede. For han bliver nok ikke partiets ordfører i lige præcis det spørgsmål, og det er ikke ofte nogen stemmer mod gruppedisciplinen. Faktisk kan netop denne valgkamp tjene til illustration af, hvor autoritært folketingsgrupper ledes. Vi har set den mest himmelråbende kovending nogensinde fra Venstres formands side, men stort set ingen af Venstres folketingsmedlemmer har mukket over det. Havde man nu for 4 år siden haft et spørgsmål om en SV-regering i en kandidattest, så kan alle regne ud, hvad Venstres kandidater havde svaret – entydigt.

Så hvad kan man bruge kandidattest til? Ikke til at vælge parti efter. Kommer der kandidater fra flere partier frem i resultatet, så må man først vælge parti ud fra noget andet. Kommer der derimod konsekvent kandidater fra et eller to nærtbeslægtede partier frem, så kan man da give et skulderklap til den ”bedste” ved at stemme på ham. Man skal bare ikke bilde sig ind, at det flytter ret meget på partiets holdninger.

Alabamas abortlov er et nyt kapitel i en kompleks politisk strid

Kampen mellem modstandere og tilhængere af fri abort i USA har bølget frem og tilbage gennem næsten 50 år. Hvad er årsagen til, at den stadig er så vigtig?

Forleden exploderede det igen – abortspørgsmålet i USA. Af uløste politiske spørgsmål i verden er der formentlig kun et, som i spaltemillimeter overgår USAs holdninger til abort, og det er fred i mellemøsten. Men hvordan kan et nogenlunde simpelt spørgsmål, som i de fleste lande har fundet et leje, som det store politiske flertal kan leve med, blive ved med at være så kontroversielt, at man er villig til at bruge tid på det årtier i træk.

Den nemme forklaring, som dukkede op på min danske facebook-væg forleden, er, at der er for mange religiøse amerikanere med for kort uddannelse. Og den fordom gælder da navnlig den evige sydstat Alabama, som har vedtaget en kontroversiel lov, der indeholder totalt forbud mod abort, og supplerer det med helvede på jord, inklusiv livsvarigt fængsel, for sundhedspersonale som overtræder loven. Hvis man godt kan lide simple forklaringer på svære spørgsmål, så lyder det jo godt. Men den enkle forklaring er måske udtryk for, at man selv er lidt for glad for fordomme og ikke gider læse for meget på sine lektier.

Det startede med en dom

De fleste danskere ved godt, at grundlaget for fri abort i USA er en dom, nemlig Roe v Wade om en kvinde fra Texas. Nogle af os har sågar grinet af det pudsige navn, der jo betyder rogn, uden at vide at det faktisk er et tilsigtet ordspil, for navnet er et pseudonym.

Men de færreste har nok overvejet, hvorfor det startede med en dom og ikke med en lov. Når man indfører nye regler, så plejer det jo at være den lovgivende forsamling, der vedtager dem. Her er det imidlertid anderledes.

Frk. Rogn var blevet gravid og ønskede en provokeret abort. Det kunne man få i de første 13 uger af graviditeten i 4 delstater af USA, men i langt de fleste stater, inklusive hendes egen, Texas, var det forbudt, eller i hvert fald kun tilladt i de tilfælde, hvor graviditeten indebar risiko for moderens liv, skyldtes en seksualforbrydelse og den slags.

Men hun anlagde sag om, at Texas’ lovgivning var i strid med den føderale forfatnings regler om respekt for privatlivets fred. At staten med andre ord ikke havde lov til at bestemme over den del af hendes liv.

Og hun vandt!  

Begrundelsen er omfattende, men tyndbenet. Fordi der ikke fandtes et udtrykkeligt forbud mod fosterfordrivelse i engelsk – og dermed amerikansk – ret på tidspunktet for forfatningens indførelse i 1788, så er retten til abort en del af privatlivet, som er beskyttet af forfatningen. Men begrundelsen ignorerer, at den benyttede paragraf først blev gennemført i 1868, og på det tidspunkt fandtes der et forbud mod fosterfordrivelse i samtlige stater.

Så langt går reglerne

I de fleste retssystemer er det sådan, at hvis domstolene underkender en lov som grundlovsstridig, så gælder dommen principielt kun for den enkelte sagsøger og i hvert fald kun for de fakta, som var i den sag. Dommerne siger: ”Denne lov er ikke god nok”, men de siger ikke, hvordan loven skal være. Politikerne bliver slået tilbage til start. I Roe v. Wade valgte man en anden model, nemlig at domstolen selv fastlagde de fremtidige betingelser for at forbyde abort. Det skulle vise sig, at man dermed var landet på juraens parallel til ”gå direkte i fængsel”-feltet i matador.

Dommen kom på et tidspunkt, hvor abortforbud var langt det mest almindelige verden over. Den standard, der efterhånden er almindelig i vestlige lande, med en grænse omkring 1/3 henne i graviditeten, havde ikke dannet sig. Fra en situation, hvor loven krævede, at graviditeten skulle gennemføres medmindre den indebar fare for moderens liv, gik man til et udgangspunkt om, at moderen altid kan kræve abort medmindre aborten indebærer fare for moderens liv. Pendulet svingede på én dag fra det ene yderpunkt til det andet. Det kan ikke undre, at det gav anledning til et folkeligt misnøje.

Selv den samtidige begrænsede åbning for abort i Danmark medførte, at der kom et anti-abortparti i Folketinget i en årrække. I Danmark ville et forslag om fri abort indtil 26. uge næppe nogensinde have fundet støtte fra mere end nogle ganske få. Men det var det, Roe v. Wade lagde op til, fordi man skønnede det som grænsen for barnets levedygtighed. Derfor har lovene de senere år gradvis ændret sig nedefter til typisk 24 eller 20 uger. Der er dog også et antal stater uden nogen tidsbegrænsning overhovedet.

Sådan kan reglerne ændres

Ved at Højesteret foreskrev de fremtidige regler, så fik man imidlertid skabt sig et problem. Selv hvis lovgiverne skulle kunne opnå enighed om et kompromis, så kan det ikke gennemføres ved almindelig lov. Når fri abort er beskyttet af forfatningen, så kan den kun afskaffes ved forfatningsændring. Og det gælder selvsagt også en delvis afskaffelse.

Alternativt må man få Højesteret til at ændre holdning og afsige dom i en ny sag. Det er trods alt sket før. Omtrent samtidig afskaffede Højesteretten dødsstraffen under henvisning til forbuddet mod grusomme og usædvanlige straffe. Men dér ændrede retten ret hurtigt holdning.

En dansk parallel

For at få princippet til at stå lidt tydeligere kunne man forestille sig, at vor egen Højesteret besluttede, at grundlovens paragraf om religionsfrihed indebærer, at der i offentlige køkkener ikke må tilberedes mad, der ikke overholder samtlige religioners krav. Altså et farvel til rejesalat såvel som frikadeller.

Men fordi dommen ville postulere at være en anvendelse af grundloven, så ville man ikke kunne komme udenom dommen ved at vedtage en almindelig lov. En lov om at genindføre stegt flæsk i børnehaver ville også blive kendt grundlovsstridig. Den eneste mulighed ville være at gennemføre en grundlovsændring om, at religionsfrihed ikke omfatter fødevarer.

Den grundlovsændring skulle nok komme igennem ret hurtigt i Danmark. Men i USA er mulighederne for at ændre grundloven så omstændelige, og abort trods alt så underordnet et emne, at den mulighed ikke har vist sig fremkommelig. Så reelt er der kun den mulighed, at Højesteret ændrer mening. Og så bliver det en del mere spændende, hvem der udnævnes til dommer. Pludselig giver postyret mening.

Men endnu en betingelse skal være opfyldt, for at Højesteret skal kunne ændre mening. Der skal også være sager at dømme i. Og det gør man noget ved i Alabama. Ved at vedtage en delstatslov, som skal være den mest restriktive nogensinde, så forsøger man få en sag, hvor Højesteret har mulighed for frit at vælge, hvor langt grundlovens beskyttelse går. I stedet for et hav af sager, der gradvis eroderer Roe v. Wade, så vil man gennemføre et stormløb. Men måske er Alabamas politikere blevet fanget lidt af deres egen retorik.

En gratis omgang

Indtil nu har det ikke haft nogen politiske omkostninger at være ekstrem på dette punkt.

Også i denne sammenhæng kan en dansk parallel være god at illustrere med. Venstrefløjen i København har i årtier himlet op om ”bilerne ud af byen”. De ved jo godt, det er fri fantasi. Men nogle af deres vælgere kan godt lide at høre det. Og det skræmmer ingen bort, netop fordi vi alle ved, at hvis det vedtages på rådhuset, så bliver det underkendt på Christiansborg.

Og sådan er det altså også med abort i USA. Abortmodstand er et virkningsløst slag i luften. Men hvis Højesteret accepterer den nye lov, så kan det være, at politikerne har forregnet sig. Hvis reglerne strammes markant, så er det også deres vælgere og vælgeres døtre, som vil føle sig klemt. Så koster det pludselig vælgere på midten. Foreløbig regner de nok trygt med, at Højesteret skærer deres lov ned. Så kan de stadig stille sig i positur. Sker det ikke, så må man nok forestille sig, at de kommer til at æde store dele af deres egen lov i sig igen.

Findes “almindelige mennesker”?

Almindelige mennesker” er der rigtigt mange af i den offentlig debat. De optræder som en helt fast figur indenfor det, som er min interessesfære, nemlig boligpolitik. Det hedder sig altid, at ethvert problem rammer “almindelige mennesker, så de ikke længere ville have råd til at bo i København og andre større byer”.

Det er rigtigt ofte socialdemokrater, der taler om ”almindelige mennesker”. Og lige så snart de har sagt det, så bliver det altid fulgt af remsen, ”altså sygeplejersken, politibetjenten og skolelæreren.” Og så er det, at jeg spørger, hvem er de egentlig, disse almindelige mennesker.

Som det allerførste kan man undre sig over, at socialdemokrater vælger lige præcis de 3 grupper, for mindst 2 ud af de 3 nævnte – helt almindelige – befolkningsgrupper rummer formentlig et minimalt antal socialdemokratiske vælgere. Skolelærerne stemmer til venstre for S og politibetjentene stemmer på Venstre!

Sjovt nok røber valget af de “almindelige” også, at socialdemokrater udelukkende tænker på de offentligt ansatte. Hverken skolelærere, sygeplejersker eller politibetjente er jo privatansatte. Hvor blev håndværkeren, lastbilchaufføren og butiksekspedienten af?


Hvad skal ”almindelige mennesker” bruges til

Der er naturligvis en god grund til at bruge et passende ubestemt begreb, for “almindelige mennesker” er selvfølgelig bare ordgas, et retorisk kneb, der måske lyder venligt, men har samme formål som “røde lejesvende”, “kapitalister” og deslige.

For venligheden i begrebet er temmelig overfladisk. Det skal jo primært bruges til at skræmme med. Langt de fleste mennesker anser sig selv som almindelige og synes, at de selv lever et helt almindeligt, jævnt og muntert liv på jord. Og det gælder næsten uanset indkomst eller samfundsopfattelse. Og hvis de ikke selv er helt almindelige, så er deres koner, børn forældre, søskende og venner det i hvert fald.

Så når man påstår, at et lovforslag vil gå ud over “almindelige mennesker”, så kan langt de fleste af os føle os truede. Eller vi kan i hvert fald føle, at det truer en hel masse mennesker, som vi holder af, og som vi helst ikke vil have generet af nye love. Så basalt set bruges ordene kun som led i en klassisk skræmmekampagne.

Hvem er almindelige?

Men lad os lige se lidt nærmere på begrebet. Det er jo ikke sådan, at “almindelig” betyder det samme som gennemsnitlig, for kvinder der føder de gennemsnitlige 2,3 børn, er i hvert fald helt ualmindelige!

Det er nok givet, at kvinder der føder 7 eller 8 børn, er temmeligt ualmindelige, og 6 eller 5 børn er det måske også. Men hvor går grænsen? I nogen tilfælde går den vel helt nede ved 0. Hvis man ser på de, som lige er kommet med i gruppen af voksne kvinder, altså de 18-årige, så er selv dem med bare 1 barn ret ualmindelige.

Andre grupper

Nøjagtig den samme filosofiske øvelse kan man lave på alle mulige andre størrelser, som man kan bruge til at skelne mellem befolkningsgrupper. Ægteskabelig status, indkomst, og selvfølgelig de boligforhold, hvor jeg oftest hører vendingen.

Et lignende definitionsproblem løber man ind i med “de svageste”, for som eksempelvis Carina-debatten for nogle år siden viste, så er det ikke altid, at de svageste er lige dem, vi forventer.

Almindelige indkomster

Når det fremhæves, at sygeplejersken m.fl. ikke vil have råd til at bo i København, så tænkes der nok ofte på deres indtægt. Og så er det, at det bliver spændende. For langt de fleste af os har jo temmeligt svingende indtægter over livet.

Når man er ung og under uddannelse, så er det temmeligt almindeligt, at man kun tjener ganske lidt. For de, som tager lange uddannelser, bliver det ofte ved med at være almindeligt i mange år. Tager man en kort uddannelse er den meget lave indtægt hurtigt mere ualmindelig, men til gengæld er det ikke så almindeligt, at man senere i livet får en høj indtægt. Men det er altså ikke så ualmindeligt igen, for en ret stor del af selv de ufaglærte kommer trods alt til at betale topskat i en del af deres liv. Og sådan kan man fortsætte med at lege med ordene.

Hvor almindelige er sygeplejerskerne, lærerne og politibetjenten

Lad os så et øjeblik alligevel overveje hvor skolelæreren, sygeplejersken og politibetjentens løn er i forhold til gennemsnittet. Det er der nok mange meninger om, for skal man regne pensioner og diverse andre sidegevinster med. Samtlige grupperne ligger under alle omstændigheder i den pæne ende af indkomsterne, nogle af de overordnede hører til i de højeste 10 % og resten ligger i de bedste 25 %. Er det specielt almindeligt?

Som enhver kan se, så er det temmelig håbløst at putte mennesker i kasser, i hvert fald som hhv. almindelige og ualmindelige. Faktisk er det en af de store fordele ved at være liberal, at man har lov til at mene, at hver enkelt menneske er helt sig selv og forskelligt fra alle de andre.

Selv får jeg, hver eneste gang der henvises til “almindelige mennesker,” følelsen af, at jeg har set noget lignende et sted i verdenslitteraturen. I Orwells “Kammerat Napoleon” er alle dyrene lige, men grisene er bare “mere lige end de andre”.

Dødshjælp er mere komplekst, end debatten normalt viser

Aktiv dødshjælp dukker med ret regelmæssige mellemrum op i den offentlige debat. Hver gang påberåber tilhængerne sig en stigende tilslutning til idéen i befolkningen. Og det er i hvert fald temmelig klart, at aktiv dødshjælp forekommer tillokkende langt ind i libertarianernes rækker.

Som hovedregel skyldes accepten et ønske om at respektere det enkelte menneskes ret til selv at bestemme over sin tilværelse. Den ret man selv ønsker sig, er man også villig til at give andre, og det er jo et godt udgangspunkt.

De fleste tilhængere gør derfor også deres tilslutning betinget af, at den, der har dødsønsket, både skal lide af en uhelbredelig sygdom og være ved ‘sin fornufts fulde brug’. Men dermed har man jo bare flyttet det etiske problem. Man bruger ofte den sportsanalogi, at noget er sparket til hjørne, men det er der ikke engang tale om her. Bolden er sparket direkte hen for fødderne af det andet hold.

Fornuftens fulde brug

For hvornår er man ved sin fulde fornuft? Eller i hvert fald så fornuftig, at man skal have lov til at bede andre om at blive ‘hjulpet til at dø’.

I de eksempler, som dukker op i debatten, giver de syge ofte udtryk for, at livet ikke har nogen mening, at de er en belastning for omgivelserne, at der ikke er udsigt til en bedring af deres tilstand og lignende dystre synspunkter. Det er imidlertid sjovt nok lige præcis de samme ting, som traditionelle depressive patienter giver udtryk for.

Landets sindsygehospitaler indeholder jo ikke bare mennesker, der hører stemmer eller tror, at de er Napoleon. Der er et betydeligt antal patienter, som er indlagt, netop fordi de mener, at livet ingen mening har, at de belaster deres omgivelser etc.

I hvert fald for denne lægmand er det påfaldende, hvor mange af de kliniske symptomer for depression, der kan kobles med ønsket om aktiv dødshjælp. Det forekommer umiddelbart ret vanskeligt at forestille sig, at de patienter, som i givet fald skulle have aktiv dødshjælp, kan undgå at opfylde kriterierne for depression. Og depression kan trods alt ofte lindres så meget, at patienterne foretrækker at leve videre – i hvert fald indtil næste anfald.

Paradokset med de bipolare og depressive

Det giver også et lille paradoks, hvis man eksempelvis tilhører den gruppe af bipolare (i gamle dage kaldet: manio-depressive), som med noget nær sikkerhed kan forudse, at deres sygdom er uhelbredelig og vil vende tilbage med stadigt voldsommere episoder. Når de i en psykotisk rus hører manden med leen kalde, skal vi så fremover forhindre dem i at begå selvmord, eller skal vi tværtimod hjælpe dem på vej? For hvorfor skal de være den eneste gruppe, som fratages retten til eutanasi, når de ikke kan overskue fremtiden?

Mere anvendeligt er imidlertid nok eksemplet, hvor en person, der gennem nogen tid har lidt af depressioner, yderligere får en fatal somatisk sygdom. Skal vi acceptere det dødsønske, som udløses i den situation? Er depressionen så pludselig uden betydning.

Det bliver jo ikke bedre af, at selvmord blandt depressive sagtens kan forekomme, når de er på vej ud af depressionen, snarere end når den er allerdybest. For det er, når depressionen letter, at kræfterne til at dø vender tilbage, og det er også på det tidspunkt patienten indser alvoren i det rod, som sygdommen – endnu en gang – har skabt i familie, økonomi og hele livssituationen.

Råbet om hjælp

I hvert fald når det drejer sig om unge, hører man ofte det synspunkt, at et selvmordsforsøg er “et råb om hjælp”. Dødshjælpstilhængerne har aldrig forklaret, hvorfor der i mindre grad er tale om et råb om hjælp, hvis man bare er så invalideret, at man ikke kan binde en løkke på et reb og derfor må bede andre om at gøre det.

Så mon ikke begæringer om aktiv dødshjælp i sidste ende er udtryk for ubehandlede depressioner hos folk, der måske nok har et skrøbeligt sind, men som ikke tidligere er diagnosticerede med sygdommen.

Hvis man i deres lysere øjeblikke spørger depressive om, hvordan vi skal reagere i deres mørke stunder, så vil de nok temmelig entydigt sige: “Vi vil behandles, ikke slås ihjel!” Skal andre fratages den ret til behandling, blot fordi de er terminalt syge og ikke tidligere har haft depressive episoder? Personligt vil jeg helst være fri, og jeg hjælper heller ikke nogen på vej. Men det er selvsagt flertallet, der bestemmer.

Spist af systemet – også på ministerniveau

Dagens aviser byder på endnu et eksempel på, at politikere somme tider glemmer deres politiske udgangspunkt til fordel for at varetage bureaukratiets interesser.

En ting er, at partiet Venstre, Danmarks liberale Parti, i weekenden vendte rundt på en tallerken og besluttede, at for fremtiden vil det være mere ægte liberalt, hvis EU fastsætter en bundgrænse for selskabsskatterne. Det var i sig selv en besynderlig oplevelse. Partisoldaternes evne til at juble over den ændrede holdning satte nye rekorder i omstillingsparathed.

Men dette indlæg handler om et punkt, hvor partiet vist ikke har ændret synspunkt. Et opslag på partiets hjemmeside røber i hvert fald ikke, at man har fået ny sundhedspolitik. Der står stadig ting såsom “sundhedsvæsenet i Danmark skal indrettes på patientens – ikke på systemets – præmisser,” og “øget frit valg kan øge kvaliteten og effektiviteten i sundhedsydelserne gennem konkurrence mellem forskellige leverandører.” OK, der står også nogle ting, som gør teksten lidt selvmodsigende, men jeg kan ikke referere det hele.

Nu er der imidlertid en praktiserende læge i Christiansfeld, der har besluttet sig for, at han vil indføre en mulighed for, at patienter kan betale et abonnement og så få adgang til eksempelvis at få taget blodprøver på arbejdet, så man ikke skal tage fri for at gå til lægen for noget banalt. “I Danmark kan man få en masse service på den offentlige regning. Jeg synes, at det er ærgerligt, at hvis man skulle have behov for mere service, end det offentlige kan tilbyde, så har man ikke den mulighed. Den mulighed vil jeg gerne give folk,” udtalte lægen for nylig til JyskeVestkysten.

Den nyhed har avisen selvfølgelig fulgt op på og forelagt idéen for landets sundhedsminister Ellen Trane Nørby fra Venstre, Danmarks liberale Parti. “Jeg har den klare politiske holdning, at det er en tovlig brug af ressourcer.” Så kan det vist ikke siges klarere.

Ministeren kan dog ikke selv afgøre, om ordningen er lovlig eller ulovlig. Det afhænger nemlig af overenskomsten mellem Danske Regioner og de praktiserende læger. Derfor opfordrer hun overenskomstparterne til at tage sagen op i det såkaldte samarbejdsudvalg. Hvad de vil nå til af resultat, er vel egentlig ikke så svært at gætte, når de først ved, at de med ministerens velsignelse kan blokere for nyskabelsen.

Men er det virkelig ægte liberalt?

Spist af systemet

Det er altid fascinerende, når man opdager, at en politiker efter nogen tid begynder at agere på systemets præmisser. Somme tider kan de komme til at have synspunkter, som forekommer ret surrealistiske, hvis man kender deres politiske udgangspunkt. For nylig så jeg endnu et eksempel.

Baggrunden

Baggrunden var, at trafikministeren Ole Birk Olesen vil liberalisere fjernbustrafik, hvilket jo er en uventet glædelig begivenhed, navnlig da Dansk Folkeparti er med på idéen.

Som de fleste vil vide, så har vi i Danmark et antal offentlige trafikselskaber, der modtager nogle bastante tilskud til at drive bustrafik.

Ved siden af det, så findes der et fuldstændig privat netværk af fjernbusser. Deres eneste formål er at køre på de steder og tider, hvor kunderne gerne vil betale for det. De private busser er imidlertid underlagt nogle besynderlige restriktioner, som gør at de kun har mulighed for at køre over lange afstande.

Så ministeren vil ændre loven og lette betingelserne lidt. Han vil tillade, at de private fjernbusser fremover må have helt ned til 75 km mellem hvert stoppested!

Reaktionen

Og så sker der naturligvis det, at Foreningen af Trafikselskaber protesterer højlydt. ”Vores frygt er, at man må nedlægge kommunale eller regionale ruter eller giver dem større underskud,” udtalte formanden for foreningen til blandt andet DR. I sig selv er det lidt interessant, at en gruppe offentlige myndigheder har rottet sig sammen i en interesseorganisation. Og endnu mere interessant bliver det, når man så ser, at foreningens formand, der udtaler sig til pressen, er noget så udmærket som viceborgmester for Venstre i en provinskommune.

Altså en repræsentant for Danmarks Liberale Parti, som er bange for, at de offentlige trafikselskaber ikke kan klare sig i konkurrence med private virksomheder, som ikke alene skal operere uden tilskud, men desuden levere en forrentning af den indskudte kapital.

Hvor konkurrerer de?

Endnu bedre bliver det, hvis man borer i, hvor de offentlige trafikselskaber vil blive udsat for konkurrence. For der findes nemlig idag ikke én eneste busrute drevet af det offentlige, hvor der er mere end 75 km mellem stoppestederne. Der er intet, som hindrer de offentlige selskaber i at drive den slags, men de gør det ikke. Borgmesteren nævnte overfor pressen Århus-Billund som et eksempel. Men den busrute findes ikke. Der køres ikke direkte. Det borgmesteren henviser til, er en rute som hedder: Århus – Skanderborg – Horsens – (Vejle)- Billund. Og det er noget helt andet, for så skal bussen jo 2-3 gange midtvejs forlade den direkte motor- eller landevej og sno sig rundt i byerne.

Fordi trafikselskaberne i dag har monopol på strækningen Aarhus-Billund, så gør man det, at man forringer sin service overfor kunderne på 2 måder. For det første så driver man ikke en direkte og dermed hurtigst mulig busrute. Og for det andet så sælger man billetter til overpris på en attraktiv rute for at subsidiere andre ruter. For man kan jo ikke nøjes med en normal billet, hvis man skal med lufthavnsbusser. Så er der pludselig tillæg på. Fra Aarhus til Tirstrup er tillægget tilsyneladende 52 kr, mens Midttrafik ikke skilter med størrelsen Aarhus-Billund. Postulatet om, at de private vil ”skumme fløden”, er derfor forkert. Det er lige omvendt. De offentlige trafikselskaber agerer i virkelighedens verden ligesom de allerværste fordomme om privatkapitalistiske foretagender og pelser kunderne, når de kan komme af sted med det.

Hvis man har som politisk mål, at flest muligt skal bruge offentlig trafik, så skal man jo ikke skræmme kunderne over i biler ved at kræve overpriser på de populære ruter. Hvis man vil subsidiere kollektiv trafik i yderområder, så bør det finansieres over skatten, så vi alle kommer til at bære omkostningen.

Det er i hvert fald absurd, hvis man synes den gennemsnitlige fjernbusrejsende skal betale ekstra for at finansiere offentlig transport andre steder, for man skal ikke have kastet mange blikke ud over en fjernbus for at konstatere, at fjernbuspassagerer typisk er småkårsfolk. Rigtigt mange af dem er studerende og pensionister, mens der er langt mellem slipsetyperne.

Muligheden for at køre fjernbusruter kan få stor betydning for de provinsbyer, som ikke ligger lige på en af jernbanernes hovedstrækninger. Hvis man skal mellem 2 af dem kan det godt tage sin tid med dagens rutebiler. Tilstedeværelsen af gode fjernbusruter kan være det, der gør forskellen mellem, at borgerne bliver boende og pendler til studie og arbejde, eller at de helt flytter fra byen. Så på lidt længere sigt kan adgang til flere og mere varierede busruter blive en gevinst for de yderområder, som trafikselskaberne angiveligt er så bekymrede for. Og så længe de private vognmænd påtager sig risikoen for at opdyrke den del af markedet, så bør vi andre vel bare være taknemlige.

Hvor blev viceborgmesterens liberalisme af?

Noget i den retning skulle man tro, at en liberal politiker ville sige. Men det gjorde han lige præcis ikke. Han var blevet spist af systemet. Og så kan man jo overveje, hvordan og hvorfor den slags sker.

© 2019 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑